På flugt

Forleden skrev jeg om det lovforslag, der i dag er til afstemning i Folketinget om ændring af praksis for udvisning af udenlandske statsborgere. Det vil nu blive standardpraksis at udenlandske statsborgere, der bliver idømt en frihedsstraf, skal udvises. Her er tale om et problematisk lovforslag, jeg ikke rigtig kan få ud af tankerne, for det viser for mig at se, hvor lidt menneskerettighederne egentlig betyder i politik herhjemme efterhånden.

En række reaktioner er nu indløbet, og de er overhovedet ikke positive over for dette lovforslag L210.

Alle nedenfor nævnte citater er taget fra dagbladet Informations artikel i dag.

Red Barnet peger på, at loven kan ramme både mindreårige (lavalderen er nu 14 år), der skal udvises og dermed skilles fra deres familie, hvis de idømmes frihedsstraf, og forældre, der idømmes frihedsstraf:

“…forslaget vil få endog meget store menneskelige konsekvenser og tragedier for den enkelte som for dennes herboende familie.”

FNs Flygtningehøjkommissariat udtaler at

“…de foreslåede regler om udvisning går længere…”

[end, hvad Flygtningekonventionen tillader]

Loven, vil

“… begrænse domstolenes beskyttelse af udlændinge mod udvisning i strid med Danmarks internationale forpligtelser…”

siger Institut for menneskerettigheder.

Lad mig igen huske at nævne, at jeg selvfølgelig er modstander af overfald, socialt bedrageri, indbrudstyverier og andre former for kriminalitet. Men dette handler om et lovforslag, der har urimelige konsekvenser og er på kant med menneskerettighederne og Danmarks internationale forpligtelser.

Uanset hvad, vil regeringen have flertal for dette forslag takket være (ikke overraskende) Dansk Folkeparti og løsgængere. Hvorfor er det vigtigt for Socialdemokraterne og SF også at stemme for dette lovforslag, der så tydeligt er på kant med menneskerettighederne? Astrid Krag fra SF hævder i en tidligere artikel i Information, at forslaget ikke vil føre til en ændret praksis, hvis det gennemføre, og udtaler i samme artikel at lovforslaget bliver hastet igennem:

En del af vores betænkningsbidrag er også en generel beklagelse af, at det her skal hastes igennem, som det bliver. Når vi har at gøre med lovgivning, som er så tungt og teknisk, og hvor de, der sidder med næsen dybest nede i de mørkeste detaljer, er uenige, er der noget, der tyder på, at det lovteknisk ikke er godt nok. Derfor burde man tage imod vores ændringsforslag med kyshånd.

Men hvorfor vil man så stemme for et lovforslag, der skal hastes igennem og ikke har nogen betydning? Jeg forstår ganske enkelt ikke motivationen bag, men jeg er jo heller ikke politiker eller medlem af et parti.

Jeg har prøvet finde oplysninger på SFs hjemmeside, men her finder man kun landbrugspolitik og et billede af Villy Søvndal sammen med Helle Thorning-Schmidt. På Facebook kan man læse følgende:

Først og fremmest fordi vi er politisk enige i det første punkt om, at bandekriminalitet skal være en skærpende omstændighed omkring udvisning, og vi vurderer ikke, at punkt 2 og 3 fører til reelle forandringer i praksis.

SF erkender, at der er nogle uklarheder og lovtekniske problemer i punkt 3. Det vil vi rette op på, når vi får chancen. Forslagets vedtagelse afhænger ikke af SF’s stemmer og derfor kan vi ikke forhindre denne potentielle dårligdom i at blive vedtaget. Til gengæld kan vi gøre det klart, at man mener at bandekriminalitet skal være en skærpende omstændighed.

Men det hjælper mig ikke; jeg forstår det stadig ikke. Hvorfor er det vigtigt at stemme for?

Hvepsereden

Nu vil jeg helt frivilligt stikke hovedet i en politisk hvepserede. Inden jeg sætter det helt derind, skal jeg huske at gøre standardbesværgelserne:

Nej, jeg bryder mig bestemt ikke om socialt bedrageri, indbrud eller lommetyveri. Og ja, hvis nogen stjæler mine ejendele eller truer mig, vil jeg blive meget vred. Jeg blev faktisk standset og truet, da jeg cyklede hjem fra arbejde en eftermiddag her i januar – og det var en særdeles ubehagelig oplevelse – men det er en anden snak.

Nemlig: det er en anden snak. Min personlige følelse af hævn eller sårethed skal ikke danne grundlag for politik.

Det, jeg reagerer mod, er nyheden om et forslag fra integrationsministeren, der siger at alle kriminelle udlændinge skal udvises af Danmark, lige meget hvor kort en frihedsberøvelse de er blevet idømt.

Dette gør mig særdeles bekymret af mange grunde.

For det første er jeg bekymret for at dette er et brud på det proportionalitetsprincip, der går på at straffens omfang skal være proportionalt med forbrydelsens karakter. Selv en kort frihedsberøvelse vil nemlig nu have en tillægsstraf, der hedder udvisning med alle de langvarige konsekvenser, det måtte have for ikke kun den straffede, men også for den straffedes pårørende.

For det andet er jeg bekymret for at dette repræsenterer et syn på menneskerettighederne, hvor lovgiverne nu reelt udtrykker, at de ser menneskerettighederne som en hindring for den praksis, man gerne vil gennemføre. Dette syn på menneskerettighederne ikke som et ideal, men som en besværlighed, er slet ikke nyt; også under Nyrup-regeringen i 1990’erne havde vi indenrigsministre, der talte om at føre en politik, der balancerer på kanten af konventionerne.

For det tredje er jeg bekymret over at der nu vil blive flere udvisningssager, der kan være tale om at appellere, men at dette kan blive langt besværligere for appellanterne, da Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol nu vil være der, hvor man skal starte. Det kræver flere resurser, både juridiske og økonomiske, og vi vil kunne risikere at der som følge heraf bliver flere brud på internationale konventioner, der ikke vil få nogen konsekvenser.

For det fjerde er jeg bekymret over at også Socialdemokraterne og SF vil stemme for dette forslag. Nogle vil her henvise til, at det viser at forslaget netop er godt, da det nyder så bred opbakning. Jeg må dertil indvende, at jeg ikke er af den holdning, at man kan vurdere om et lovforslag er etisk forsvarligt eller ej ud fra hvor mange, der bakker op om det.

Jeg frygter derimod, at her er tale om endnu et udslag af populistisk politik. Nogle oppositionspolitikere vurderer formodentlig, at der her få måneder inden valget er stemmer at hente i at vise en “fast linje” over for kriminelle og udlændinge og især da over for den særligt upopulære fællesmængde. Dette er Willie Horton-effekten som vi så illustreret i George Bush d. 1. ‘s valgkampagne i sin tid ; S og SF ønsker ikke at få at vide i en valgkamp, at de stemte imod et forslag, der var “tough on crime” og “tough on immigrants”.

For det femte er det uklart for mig, hvorfor vi netop nu i juni 2011 skulle befinde os i en situation, hvor det skulle være nødvendigt med et så vidtgående forslag. Det er korrekt, at der findes udenlandske statsborgere med dansk opholdstilladelse, der gentagne gange har begået kriminalitet. Medierne har været flittige til at gøre opmærksom på dette. Men for det første er dette et langvarigt, systemisk problem, som burde være løst på anden vis – den siddende regering har nu haft en lang regeringsperiode til at gøre dette i. For det andet vil det nuværende forslag ikke kunne indgå at ramme langt flere end de, der begår en sådan systematisk kriminalitet, da udvisning bliver en standardpraksis i forbindelse med enhver frihedsstraf. For det tredje er udvisningsstrategien (på samme måde som ønsket om strengere straffe) for mig at se udtryk for et syn på kriminalitet som et uforklarligt “naturfænomen”, der gør at vi kun kan sætte ind med en symptombehandling. Jeg havde håbet, at man i vore dage ville have en større indsigt i det problem, som kriminalitet udgør.

Hjertet, der ikke vil dø

Jeg har længe set frem til at kunne læse Kald mig ikke offer! af Dina Yafasova, der er en dansk bosat journalist og forfatter fra Usbekistan, hvorfra hun i sin tid måtte flygte.

For fire år siden havde jeg den store glæde at møde Dina, da vi i Amnestys lokalforening i Aalborg inviterede hende til at holde foredrag om sin dengang netop udkomne bog, Dagbog fra Sandholm. Den beskriver Dinas flugt fra Usbekistan og møde med det danske asylsystem.

Kald mig ikke offer! er Dinas nye bog. Den er hendes beretning om Archana Guha, en indisk skolelærer fra en pigeskole i Kolkata. Archana blev sammen med sin svigerinde og en fælles veninde i 1974 anholdt, fordi Archanas bror Saumen var mistænkt for at være med i en væbnet oppositionsgruppe.  Herefter fulgte et regulært helvede på jord for de tre kvinder med omfattende tortur, tvungne tilståelser og fængsling. Da Archana omsider som den sidste blev løsladt i foråret 1977, kunne hun ikke gå. Bogen følger Archanas vej tilbage til livet, hvor en vigtig rolle spilles af Amnesty Internationals danske lægegruppe. Her var Inge Genefke, den senere stifter af IRCT, en drivkraft. På Rigshospitalet genvinder Archana langsomt førligheden og møder kærligheden i form af Per Jensen, der er portør. I Indien anlægger Saumen sag mod torturbødlerne, og i de følgende år rejser Archana frem og tilbage mellem sit nye hjem i Danmark og Indien for at kunne deltage i retssagen. Først i sommeren 1996 slutter retssagen, og torturbødlen idømmes – ét års fængsel. Omkostningerne er mange ved at skulle dele sin tilværelse mellem to lande og ved at skulle kæmpe en tilsyneladende endeløs kamp mod de utallige forsøg på forhaling og mistænkeliggørelse.

Kald mig ikke offer! udspringer af det skæbnefællesskab, der er mellem Dina og Archana. To stærke og modige kvinder, der ikke er ofre – men overlevere. Deraf bogens titel. Selve overlevelsen er et tema, bogen vender tilbage til igen og igen. Hjertet dør ikke, når man tror det burde – som indledningscitatet fra Czeslaw Milosz lyder.

Kald mig ikke offer! er først og fremmest fortællingen om Archana, levende og skræmmende fortalt – en beretning om ufattelig grusomhed, fornedrelse og lidelse, men i høj grad også en gribende kærlighedshistorie mellem to modne mennesker fra hver sit land og en tragisk historie om hvordan en konflikt kan vokse frem i en ellers velfungerende familie som følge af et alt for langvarigt opgør med uretfærdigheden. Bogen er derudover bærer af sidehistorier i form af beretninger om Dinas møde med nogle danskere, der har gjort et særligt indtryk: Først Suzanne Brøgger, Dinas forfatter-mentor, der bærer på en tragisk oplevelse fra Usbekistan, hvortil hun rejste som ung. Dernæst Inge Genefke og Bent Sørensen, der er ildsjælene bag IRCT. Og endelig, i bogens epilog, kan Dina udfolde sine betragtninger om torturen og dens brutaliserende virkning på samfundet og det enkelte menneske (hvad enten det er torturoverlever, bøddel eller “os andre”). Her bliver der trukket tråde helt frem til Guantánamo, det seneste eksempel på hvor galt, det egentlig er fat.

Dina skriver usædvanlig godt; hendes sprog er billedrigt og på én gang fuldt af følelser og fakta, og også af dén grund er bogen klart anbefalelsesværdig. Netop denne kombination bør gå rent ind hos læseren. Efter de latterlige og forstemmende diskussioner, man nogle gange er vidne til, selv på landsdækkende tv, om ja/nej til tortur, tikkende bomber og hvad ved jeg, er Kald mig ikke offer! en tiltrængt modgift mod den populistiske forråelse.

I 1996 havde vi faktisk inviteret Per og Archana til Aalborg, men Archana blev desværre alvorligt syg, så besøget blev aldrig til noget. Nogle år senere var jeg så heldig omsider at møde de to ved Amnesty Internationals landsmøde i Svendborg. Jeg håber at kunne møde dem og Dina igen en dag!

Jeg er stadig træt af ytringsfriheden mm.

Den seneste tids  ordvekslinger i medierne mellem professor Marlene Wind og politikere fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti har ført til en række diskussioner herhjemme. For mig at se er hele sagen symptomatisk for hvordan der efterhånden bliver talt om politiske emner i Danmark.

(Et helt andet spørgsmål er beslutningen om grænsekontrol, men den problemstilling vil jeg ikke forholde mig til her.)

Først og fremmest er der mange, der tager fat i spørgsmålet: Hvornår bliver ytringsfriheden overtrådt?

Det er som om, den politiske diskurs i Danmark (men ikke kun her) er blevet besat af dette spørgsmål. Bestemt er der tale om et vigtigt spørgsmål, men diskussionerne er underligt ukvalificerede, synes jeg.

Bestemmelser om retten til frit at ytre sin mening er typisk blevet indført i forfatninger og internationale konventioner efter at der har været store problemer med at overholde denne ret. For mig at se skal ytringsfriheden derfor stå sin prøve, når magthavere (økonomiske, politiske eller religiøse) bliver udfordret. Igennem tiderne har magthavere langet ud efter dem, der kritiserede dem. Her benytter de sig ikke af ytringsfriheden – de benytter sig af muligheden for at udøve deres magt.

Marlene Wind bruger sin ytringsfrihed til at kritisere magthavernes beslutninger. Søren Pind, Pia Kjærsgaard m.fl. tager til genmæle. Det har de selvfølgelig også ret til.

Jeg finder det bekymrende, at politikere sætter spørgsmålstegn ved den faglige kompetence hos Marlene Wind. Dette minder om de udfald mod “eksperter og smagsdommere”, der fandt sted fra regeringens side efter valget i 2001. Marlene Winds holdninger er i sagens natur ikke uden holdning, tværtimod. Intet udsagn om politiske spørgsmål kan være uden holdning.

Men jeg er også bekymret over kvaliteten af ytringerne fra begge parter. Marlene Wind taler om “valgflæsk” og “den indre svinehund”. Pia Kjærsgaard siger, at Marlene Wind er “færdig”, og Søren Pind finder på et øgenavn. Et sådant ordvalg hører ikke hjemme i en politisk diskussion som denne.

Sigøjnere og muhammedanere og…

I Amnesty International er vi nu begyndt at sætte fokus på de ubestridelige problemer med diskrimination, som romaer er udsat for. I Slovakiet er det f.eks. praksis at sende roma-børn i specialklasser. Resultatet er en reel segregering mellem romaer og andre slovakker, en slags “uformaliseret apartheid”. Den lille film ovenfor handler om dette problem. I andre lande i Europa er der andre, tilsvarende problemer med diskrimination af romaer.

Jyllands-Posten har en blog, hvor Thomas V. Lytken Larsen og Jeppe Fogtmann, der begge er medarbejdere ved Center for Positiv Integration skriver om en anden tilgang til integration af mennesker fra etniske mindretal. De seneste to indlæg har handlet om romaer og om Roskilde-festivalens aktiviteter i denne forbindelse. Responsen fra læserside har været en lang række meget hadefulde kommentarer, som jeg ikke har lyst til at gengive her i al deres negative primitivitet. For nylig har jeg skrevet om hadet på nettet, og det er ikke klart for mig, hvor repræsentative de pågældende udsagn er. Men der er tilsyneladende et latent had til romaer derude, også i Danmark. Derfor er jeg lidt bekymret for, hvordan vores arbejde i Amnesty vil blive modtaget.

De fleste ved, at Europas jøder gennem århundreder har været udsat for diskrimination og forfølgelse. Ikke mange ved, at også romaer blev systematisk forfulgt under nazismen og at flere hundrede tusinde romaer blev ofte for Holocaust på helt samme måde som jøderne. Det gør de hadefulde kommentarer om romaer i vore dages Danmark desto mere bekymrende.

Især (men ikke kun) Ekstra Bladet har et lidt påfaldende fokus på kriminelle romaer og insisterer her på at bruge benævnelsen “sigøjnere” om dem. Et nyligt eksempel er en artikel om en rumænsk roma-dreng, der er sigtet for en række mindre røverier. Et andet eksempel er en række artikler i Ekstra Bladet om en familie af kroatiske romaer, der tilsyneladende begår systematisk kriminalitet og socialt bedrageri. Også her bruges konsekvent betegnelsen “sigøjnere” – et udtryk, der i bedste fald er så forældet som “muhammedanere”, et ord som efterhånden ikke engang Mogens Camre bruger om muslimer.

Ovenstående er stort set det eneste, man ser til romaer i medierne, og min fornemmelse er, at romaer først og fremmest bliver fremstillet som en lidt ynkelig, men samtidig upålidelig folkegruppe, en form for indbegreb af de “farlige, fattige østeuropæere”.

Jeg ved naturligvis, at der findes romaer, der begår kriminalitet, og at etnisk baggrund selvfølgelig ikke er en undskyldning for at begå kriminalitet. Det er forkert at stjæle eller true andre mennesker. Men jeg ved også, at der er en del romaer i Danmark, der ikke ønsker at stå frem som romaer. Mange romaer i Danmark kommer fra det tidligere Jugoslavien og kalder sig kun ved deres nationalitet, dvs. betegner sig alene som bosniere, makedonere osv. trods at de også er romaer. En grund til denne skyggetilværelse er netop de negative stereotyper, som lever om romaer.

Den kriminalitet, som Ekstra Bladet beretter om hos romaer – mindre røverier, socialt bedrageri o.lign. – er netop den form for kriminalitet, der er et typisk resultat af sociale uligheder. Romaerne har været udgrænset og forfulgt i århundreder og er derfor i uforholdsmæssigt stort omfang endt som de fattigste af Europas fattige. Et stop for diskriminationen af Europas romaer, både i lovgivning og i praksis, er en nødvendig forudsætning for at problemer med kriminalitet hos grupper af romaer kan bringes til ophør. En af de mange forudsætninger for at få standset diskriminationen i praksis er så, at der bliver tegnet et langt mere nuanceret billede af romaer i medierne. Der er nemlig også romaer, der er rengøringsassistenter, faglærte arbejdere, kontorpersonale, studerende, gymnasielærere osv. Faktisk er det langt størsteparten, der lever sådanne almindelige liv herhjemme. Det må da være en opgave for Ekstra Bladet at afdække?

Hadet på nettet

Jeg er træt af hadet på nettet; man kan vel næsten sige, at jeg hader det efterhånden. En episode, jeg særligt husker er fra 2008, hvor der var der en artikel i dagbladet Information om de græske myndigheders tvivlsomme behandling af asylansøgere og om Danmarks praksis med at returnere asylansøgere til Grækenland med baggrund i Dublin-konventionen.

Nogen skrev (og jeg skal understrege, at det ikke var mig, der skrev dette, og at dette er et citat):

En yderst opmuntrende artikel. Det er herligt, at vi på den måde slipper af med i det mindste en lille del af dem, der ellers ville rende rundt i Københavns gader og dolke, skyde, nedbanke og voldtage danskere.

En stor tak til Grækenland!

Der var en del lignende indlæg, der slet ikke forholdt sig til artiklens emne og anvendte en meget hadsk tone. Til sidst blev jeg træt af det og skrev:

Det er svært, ja umuligt, at have en diskussion om asylansøgeres problemer i Grækenland, når diskussionen hele tiden skal køres af sporet. Det kommer efterhånden til at virke som en bevidst strategi; der er utroligt meget had i nogle af de kommentarer, jeg læser.

Hvad kom der så ud af min forargelse? Såmænd bare dette:

Du har ret, der er masser af had, og måske du burde begynde at tage det til efterretning! En voksende del af befolkningen, vil ikke længere finde sig i, at blive kørt over ende, med denne massive masseindvandring af økonomiske platugler, som i bund og grund vil skide det danske samfund en lang muslimsk strækmarch!

Jeg gav op, og det er efterhånden kun meget sjældent, jeg blander mig i den slags diskussioner mere på dagbladenes webfora. Politiske blogs undgår jeg helt. Måske er jeg blevet konfliktsky, måske synes jeg bare, det er blevet ørkesløst efterhånden. Jeg ville gerne lære noget om mine egne holdninger og bedre kunne forstå modargumenter fra andre, men der er desværre meget få argumenter derude.

For tiden taler vi i Amnesty International om muligheden for at have et mere direkte demokrati med mulighed for netbaserede diskussioner. Det er jeg selv betænkelig ved; jeg har nemlig kun få gode erfaringer med diskussioner på nettet. Jeg har fulgt med lige siden jeg kom på Usenet-nyhedsgrupperne i 1987, og også dengang kunne diskussionerne blive ufokuserede, hadske og ubehageligt personlige. Også i “godhedsindustriens” højborg kan tonen medlemmer imellem af og til godt blive skarp, omend på en anden måde.

Jeg har længe ment, at den lave kvalitet af diskussioner på nettet i høj grad skyldes, at deltagerne er mere eller mindre anonyme og i hvert fald ikke sidder ansigt til ansigt. Kombinationen af afstand og anonymitet er et betryggende skjul. Jeg er ikke ene om at have  den holdning;  i et indlæg på Berlingske kan man høre lignende konklusioner fra bl.a. en præst, en psykolog og den allestedsnærværende Henrik Dahl.

Man kunne så håbe, at fora med direkte videolink ville være anderledes. Men dels er kommentarer i høj grad nødt til at være asynkrone (ikke alle vil skrive samtidig), dels ved vi også godt, at diskussionerne på gammeldags vælgermøder kan antage en ubehagelig natur og blive præget af ekstreme synspunkter.

Men hvordan kan vi så få bedre diskussioner af politiske emner? Mine egne bud er de sædvanlige og måske lidt fortærskede: det gode argument og refleksion over kommunikationen. Der er masser af følelser i spil, men man skal kunne reflektere over, hvad man selv siger. Det eneste, der mangler, er så at vi får lært at opføre os sådan på nettet…

Jeg er træt af ytringsfriheden

Så, nu er alle vist vågne. Nej, selvfølgelig er jeg ikke træt af ytringsfriheden; der er tale om en helt central menneskerettighed, og jeg er som aktiv i Amnesty International forsvarer af menneskerettighederne. I Verdenserklæringen om menneskerettigheder står der:

Artikel 19.
Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.

Problemet, jeg ser, er et andet. I et tidligere indlæg her på bloggen skrev jeg om, hvordan man i kampen om meningerne forsøger at erobre sproget. Det bedste erobringsmål er et positivt ladet ord, og ytringsfriheden er i særklasse et sådant.

Alt for ofte ser vi nu, hvordan ytringsfriheden bliver brugt til at forsvare hensigten med en ytring. Seneste eksempel kom i dag i forbindelse med DRs dokumentarudsendelse om den forfærdelig sag om børnemishandling mv. fra Brønderslev kommune. I dagbladet Information begrunder DRs dokumentarchef Steen Jensen, hvorfor man har ladet en af de berørte i sagen, nemlig den ældste datter fra familien i Serritslev, stå frem. Hans begrundelse er:

De unge siger selv i dokumentaren, at de ønsker at stå frem for at hjælpe andre børn i fremtiden, og det har de en ret til at gøre. De er ofre i sagen, og de har også ytringsfrihed,

Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om det betimelige i at sende udsendelsen på et tidspunkt nær slutningen af retssagen, og jeg er også i tvivl om, hvorvidt det er et problem at en af de berørte fra sagen står frem lige nu. Men ét ved jeg: Endnu engang er princippet om ytringsfrihed blevet brugt som begrundelse i sig selv for at fremsætte en ytring, og det kan man ikke. For ét er muligheden for at komme med en udtalelse, et andet er rationalet bag. Man er nødt til at finde en begrundelse, der går ud over “vi gør det, fordi det er muligt”. Det er her, de etiske overvejelser bør starte.

En analogi: Vi har (i det store og hele) bevægelsesfrihed i Danmark. Jeg har derfor ret til at gå ud af mit hus for at gå en tur tværs gennem byen. Men bør jeg gøre brug af denne ret, netop når familien kommer på besøg?

Det retoriske skred, i hvilket ytringsfriheden er blevet selvbegrundende, er formodentlig sket i kølvandet på karikaturkrisen i vinteren og foråret 2006 – det var i hvert fald her, jeg selv observerede det for første gang. Nu griber det i al fald om sig, og i værste fald ender det med at skævvride den måde, hvorpå vi tænker om menneskerettighederne som et samlet hele. Dansk Folkeparti, der ofte har angrebet menneskerettighederne, er (som man kan se ovenfor) glade for ytringsfriheden, og det er de blevet siden vinteren/foråret 2006. Men hvad synes det samme partis medlemmer f.eks. om artiklerne 14 og 15 i Verdenserklæringen om menneskerettighederne? (De nysgerrige læsere kan finde Verdenserklæringens tekst f.eks. på Institut for menneskerettigheder.)

En glemt paragraf?

Denne paragraf i FNs konvention om flygtninges retsstilling (fra 1951) er måske den mest oversete paragraf i nyere dansk politik.

Artikel 34.
Naturalisation
De kontraherende stater skal såvidt muligt lette flygtninges optagelse i samfundet og naturalisation. De skal navnlig på enhver måde bestræbe sig for at fremskynde behandlingen af naturalisationssager og nedsætte afgifterne for og omkostningerne ved denne behandling til det mindst mulige.

Se den f.eks. her.

Empatiens modsætning


Jeg så tv-avis i går og blev (igen) i dårligt humør, selv om jeg godt vidste, hvordan det er fat. I Serbien ser mange mennesker den nu omsider pågrebne Ratko Mladic som en helt, der forsvarede serberne. Jeg ved, at han var ansvarlig for den værste krigsforbrydelse i Europa siden 2. verdenskrig – omkring 8000 mennesker blev myrdet i og omkring byen Srbrenica i Bosnien-Hercegovina. Også i Danmark kan man desværre finde mennesker, der udtrykker sympati for serbisk nationalisme og for dens “forsvar mod at skabe en islamisk stat i Europa”.

Men den rigtige fjende er nationalismen. Nationalismen ser (og opfinder) nationer, og den er ude af stand til at se mennesker, travlt som den har med at klassificere dem. Menneskerettighederne siger, at alle mennesker er født lige i værdighed og rettigheder. Hvis empati er evnen til at forstå og leve sig ind i andre menneskers følelser og tanker og ikke behandle dem som objekter, er nationalismen i sidste ende empatiens og menneskerettighedernes modsætning.

Læs George Orwells rammende essay, Notes on Nationalism. Det blev til i 1930erne, hvor nazismen var på fremmarch. Men der er også i dag mange slags nationalisme (og for nu at foregribe eventuel kritik: ja, selvfølgelig er de, der drømmer om en islamisk stat, også eksponenter for en nationalisme).

Hvordan kan vi få ikke bare Mladics sympatisører blandt serberne, men os alle til at indse, at nationalismen er noget skidt? Det er – som man ofte siger i resignation – et godt spørgsmål, og jeg har ikke noget godt svar her.