En glemt paragraf?

Denne paragraf i FNs konvention om flygtninges retsstilling (fra 1951) er måske den mest oversete paragraf i nyere dansk politik.

Artikel 34.
Naturalisation
De kontraherende stater skal såvidt muligt lette flygtninges optagelse i samfundet og naturalisation. De skal navnlig på enhver måde bestræbe sig for at fremskynde behandlingen af naturalisationssager og nedsætte afgifterne for og omkostningerne ved denne behandling til det mindst mulige.

Se den f.eks. her.

Empatiens modsætning


Jeg så tv-avis i går og blev (igen) i dårligt humør, selv om jeg godt vidste, hvordan det er fat. I Serbien ser mange mennesker den nu omsider pågrebne Ratko Mladic som en helt, der forsvarede serberne. Jeg ved, at han var ansvarlig for den værste krigsforbrydelse i Europa siden 2. verdenskrig – omkring 8000 mennesker blev myrdet i og omkring byen Srbrenica i Bosnien-Hercegovina. Også i Danmark kan man desværre finde mennesker, der udtrykker sympati for serbisk nationalisme og for dens “forsvar mod at skabe en islamisk stat i Europa”.

Men den rigtige fjende er nationalismen. Nationalismen ser (og opfinder) nationer, og den er ude af stand til at se mennesker, travlt som den har med at klassificere dem. Menneskerettighederne siger, at alle mennesker er født lige i værdighed og rettigheder. Hvis empati er evnen til at forstå og leve sig ind i andre menneskers følelser og tanker og ikke behandle dem som objekter, er nationalismen i sidste ende empatiens og menneskerettighedernes modsætning.

Læs George Orwells rammende essay, Notes on Nationalism. Det blev til i 1930erne, hvor nazismen var på fremmarch. Men der er også i dag mange slags nationalisme (og for nu at foregribe eventuel kritik: ja, selvfølgelig er de, der drømmer om en islamisk stat, også eksponenter for en nationalisme).

Hvordan kan vi få ikke bare Mladics sympatisører blandt serberne, men os alle til at indse, at nationalismen er noget skidt? Det er – som man ofte siger i resignation – et godt spørgsmål, og jeg har ikke noget godt svar her.

Et halvt århundrede

I år er det 50 år siden, den engelske advokat Peter Benenson stiftede Amnesty International. Selv har jeg kun været med siden 1994, hvor jeg kom ind i det, der er i dag er Aalborgs lokalforening. Siden da har jeg lært en masse andre Amnesty-aktivister at kende, både her i vores lokalforening, i resten af Danmark og efterhånden også i resten af verden. Jeg har været med til en masse forskellige aktiviteter – landsmøder, aktivseminarer, IMPACT og hvad det ellers har heddet i årenes løb – og jeg er blevet inspireret og har måske også inspireret andre. Derudover har jeg haft den store ære at møde modige mennesker fra rundt om i verden, der ofte med livet som indsats har kæmpet for menneskeværd.

Det er nemlig stadig nemt at overtræde menneskerettighederne, og det er ikke altid nemt at kæmpe for dem. Nogle steder i verden er det besværligt, måske endog farligt.

Medierne er begyndt at markere vores fødselsdag, og der er bl.a. en lang artikel i dagbladet Information i denne weekend. Man opdager hurtigt, at forventningerne til os er store, og mange er skuffede over os.

Forleden blev jeg således ringet op af en kvinde, der nu stod uden hjem efter en lang sag om skimmelsvamp. Hun ville høre, om ikke Amnesty International kunne hjælpe hende. Jeg måtte desværre sige, at dette ligger helt uden for vores arbejdsområde. Det var hun ked af at høre.

Andre kritikere stiller andre spørgsmål: Hvorfor sagde vi ikke, at krigen i Irak var en ulovlig krig? Hvorfor gør vi ikke noget for at sikre bedre vilkår for psykiatriske patienter i Danmark? Hvorfor fokuserer vi mere på land X end på land Y? osv. osv.

På den måde er al kritikken et tegn på Amnesty Internationals relative succés: Vi har faktisk været med til at skabe forandringer i årenes løb, og forventningerne til os er derfor vokset støt. Men samtidig er vi baseret på frivillige bidrag og i høj grad på frivillig arbejdskraft. Vores resurser er endelige, og vi er derfor nødt til at prioritere, hvor barsk det end lyder og er. Vi skal samtidig forsøge at identificere og kæmpe mod de grove og de systematiske krænkelser af menneskerettighederne, uanset hvem der begår dem. Det er en svær balancegang. Og jeg er med i den. Og det bliver jeg ved med.