Kategoriarkiv: Miljøet

Arven fra Bernard London

Green-My-Apple

Tilbage i 2011 skrev jeg et indlæg her på bloggen om indbygget forældelse. Jeg er træt af at eje ting, der ikke kan repareres. En aften kom jeg til at ødelægge skærmen på en standerlampe fra IKEA derhjemme – og det var der ikke noget at gøre ved. Jeg ringede til IKEA, og en ny lampeskærm var ikke til at få. Til gengæld har jeg fundet ud af at man kan genopfylde printerpatroner.

Lidt naivt har jeg altid regnet med at vi havde at gøre med en skummel strategi, som industrien ad åre er kommet frem til og aldrig har villet indrømme. Men det er ikke engang en hemmelig strategi: Indbygget forældelse blev i 1930′erne lanceret som en bevidst mekanisme til at øge produktionen og skabe den af mange politikere så efterstræbte økonomisk vækst.

Den amerikanske ejendomsmægler Bernard London rejste rundt i USA og slog til lyd for at man producerede varer med henblik på indbygget forældelse. Man kan finde hans kampskrift fra 1932, Ending the Depression Through Planned Obsolescence, på nettet.

Det  var et helt bevidst bud på en vej ud af den økonomiske krise at  producere varer, der ikke kunne holde længe. Kompetente ingeniører, producenter og matematikere (!) skulle i samarbejde med regeringen finde ud af hvor lang/kort levetid et produkt skulle have for at sikre økonomisk vækst.

I dag kan man heldigvis læse om reparationsværksteder, der dukker op rundt omkring og en hel masse anti-Bernard London-kampagner er omsider ved at blive født. Vi må kunne skabe et bedre livsgrundlag ikke gennem vækst men gennem at frembringe solide produkter som vi kan reparere og vedligeholde. Hvor underligt det end lyder, er den mest miljøvenlige mobiltelefon, jeg kan anskaffe mig, den jeg allerede har.

flattr this!

Historien om COP15

SONY DSC

Nej, jeg har egentlig ikke lyst til at skrive en hel masse om regeringens aktuelle bøvl. Der er allerede skrevet rigeligt inden for de seneste 7-8 timer, og det meste handler ikke om politik, men om hvad politikere siger (det er ikke det samme, hvis man spørger mig).

Dagens interessante nyhed er dagbladet Informations afsløring af hvordan USA (og måske også Kina) iværksatte en  overvågning af kommunikationen op til og formodentlig også under FNs klimakonference i december 2009.

COP15 var på mange måder en parodi på et topmøde, lige fra politiets hårdhændede behandling af fredelige demonstranter over den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussens håndtering af mødelederrollen til selve mødets resultat. Alle håb om en aftale, der skulle begrænse CO2-udledning, blev til det rene ingen ting. Det er skræmmende, at et så alvorligt emne som vor klodes fremtid ikke blev taget mere alvorligt. Journalisterne på Information skriver:

Kilder blandt de danske delegerede ved COP15 siger til Information, at amerikanerne under forhandlingerne ofte var velinformerede om diskussioner, der var blevet ført i fortrolighed.

»Jeg var tit helt overrasket over, hvad de vidste,« siger en embedsmand fra det tværministerielle COP15-sekretariat.

Og ikke nok med at aflytningen påvirkede COP15; denne strategi vil skade kommende forsøg på forhandlinger om en global politik over for klimaforandringerne.

Det er ekstremt påfaldende er at den danske regering ikke vil tro på at udenlandske efterretningstjenester foretager en sådan ulovlig overvågning herhjemme. Statsministeren, justitsministeren og forsvarsministeren var enige herom i dag. Om man reelt ikke tror på oplysningerne (der som så meget andet stammer fra Edward Snowdens NSA-læk) eller om man er bange for USA, ved jeg selvfølgelig ikke – jeg kan ikke aflytte hemmelige kommunikationer! – men det sidste er dog langt det mest sandsynlige, og det underminerer (ligesom Goldman-Sachs-aftalen) de på papiret pæne målsætninger for udledningen af drivhusgasser, som regeringen har. Og for en sikkerheds skyld, til alle der måtte se et alternativt håb i landets mest populære parti og dets allierede: En VC-regering ville med meget stor sandsynlighed handle helt tilsvarende.

flattr this!

Mig og printeren

2014-01-25 19.14.52

Vi har en printer derhjemme, en lille farvelaserprinter af mærket HP. Den kostede 1300 kroner, da jeg købte den. Selv tager jeg ikke så mange udskrifter, men min hustru og vores datter gør det noget oftere. Det mest miljøvenlige ville være slet ikke at skrive ud og slet ikke at have en printer, men det er nok endnu ikke realistisk for os.

Lidt for ofte er det sket, at printeren løber tør for toner, og vi har måttet købe nye hjem. Det er uhyggeligt dyrt; et sæt med fire nye tonerkassetter koster lidt over 1000 kroner og en person, der ikke havde problemer med at skabe elektronikaffald ville let blive fristet til simpelthen at købe en ny printer. Og det har såmænd været træls nok at skulle kassere fire mekanisk upåklagelige, men tomme tonerkassetter.

Først nu har jeg nået den erkendelse at man da bare kan fylde ny toner på de gamle tonerkassetter. Og det er tilmed meget billigere. Muligvis har jeg overset danske forhandlere, men via Octopus Office, en tysk forhandler af printertonere, kan jeg købe et komplet genpåfyldningssæt til 49,64€ (plus forsendelse, som ikke er alverden). Det er omkring 370 kr., dvs. kun godt en tredjedel af prisen for fire nye tonerkassetter. Med følger også en ny chip til hver kassette, thi printerfabrikanterne har monteret en chip som holder regnskab med tonerforbruget og desværre ikke kan nulstilles. (Hvem sagde indbygget forældelse?)

I denne weekend forsøgte jeg mig for første gang, og jeg forudså at det ville blive kompliceret og noget værre gratværk. Dér sad jeg med skruetrækker og tonerflasker og ansigtsmaske i køkkenet. Kompliceret var det ikke, men det var noget værre gratværk med alt det gamle og nye tonepulver (som er noget meget fint støv, derfor ansigtsmasken). Største komplikation var at få skiftet den chip, der sidder på hver enkelt tonerkassette, og her lykkedes det mig desværre først at få sat en forkert chip i en kassette og derefter ikke at få den sat helt fast, så den nu ligger inde i printeren. Men de to kassetter, hvor der var alt for lidt toner, fik jeg da genopfyldt, og nu kan printeren igen skrive ud for en stund. I mellemtiden må jeg få besøgt Octopus’ hjemmeside igen og få bestemt nogle flere printerchips hjem fra Dresden.

Selv med den kun delvise genopfyldning er der en vis tilfredsstillelse for en fummelfingret akademiker som mig i at kunne omgå al den indbyggede forældelse på denne måde. I den ideelle verden ville dette være standardproceduren og køb af nye tonerkassetter den desperate undtagelse, ikke omvendt.

flattr this!

Nytårstale 2013-2014

vaekst

Så slutter endnu et år, og endnu engang er det som om vi alle tager et kig ud i fremtiden. Jeg kunne godt skrive et langt opråb om alt det, der er galt, og alt det, der burde gøres, men det har jeg vist gjort så tit.

I Information er der et langt interview med den amerikanske forsker Dennis Meadows, der er professor emeritus ved University of New Hampshire i USA. Meadows var en af forfatterne bag Grænser for vækst, der skabte en del debat i 1970′erne, men siden er blevet sørgeligt glemt. Han udtrykker det sådan:

Hvis du har et lille barn, ønsker du at se det vokse sig større. Vokser det hurtigt, vil du sikkert være stolt over det. Men når barnet bliver 16-18 år, foretrækker man, at den fysiske vækst stopper, og så kommer vækst til at handle om kvalitativ udvikling: om at lære sprog og matematik, at få flere venner, at blive gartner osv. Kvalitativ vækst er mange forskellige ting. Desværre har vi i vort politisk-økonomiske system endnu ikke foretaget en tilsvarende omstilling og indset, at efter en vis periode med fysisk vækst må vi skifte til at prioritere kvalitativ vækst. Vi er stadig opslugt af den fysiske vækstfase.

Politikere taler hele tiden om vækst og tænker på den fysiske vækstfase. Og vi følger med. Både den nuværende og den tidligere regering er fikseret på fysisk vækst. Det er nemt at drømme om flere forbrugsgoder og flere veje, og det er nemt at have som et kortsigtet mål og som valgløfter. Vi drømmer om mere af det hele, og nogle af os får det også, men det giver ikke livskvalitet eller løsninger på længere sigt.

Godt nytår.

flattr this!

Ude af kontrol

extremes

Det er noget særligt at betragte himmellegemerne og vide at også mine fjerne forfædre så den samme sol og den samme måne. Det er noget særligt at stå på Plaza Mayor i Madrid og vide at mennesker for 200 år siden så stort set den samme plads. Det er ikke noget særligt at opbleve forandringerne, for dem er der mange af. Jeg havde inden jeg blev 30 oplevet mange og meget større forandringer end mine fjerne forfædre i fisker- og bondesamfund både her i Danmark og andre steder i verden nåede at opleve i hele deres liv. I dag står forandringerne i kø.

Mange af de stemmer, man hører i dagens debat er reaktioner på at meget forandrer sig, at så meget er så anderledes og uoverskueligt. Mange føler sig hjælpeløse. Opbakningen til Dansk Folkeparti og andre populistiske partier er en desperat eller tvær reaktion på forandringer i samfundet. Mange erklæret progressive mennesker bruger en stor del af deres tid på at bekæmpe nedskæringer og forringelser. Benægtelse af forandringer er en tredje udbredt strategi. I går så jeg et indslag i TV-Avisen om hvordan verdenshavene ville stige op til en meter inden århundredeskifte og hvordan det ville fjerne bl.a. Solrød Strand. Der var interviews med bekymrede husejere og også med en husejer, der ikke var bekymret. Hun sagde at hun ikke troede på at vandstanden i havene ville stige.

Og oven over alting lurer den globale opvarmning, som vi tager frem i nyhederne af og til. Alle taler om klimaet, men få gør noget ved det. En artikel af den norske samfundsforsker Thomas Hylland Eriksen forklarer vores reaktioner (og mangel på samme) på en ny måde, nemlig at vi i vore dage bruger den globale opvarmning som et billede på at tingene er ude af kontrol.

Men i stedet for bare at kæmpe mod nedskæringer og forringelser og i stedet for at hænge fast i vækst som et ubetvivleligt ideal kunne vi fortælle en historie om hvordan det hele skal være, skabe en fremtidsvision. Hylland Eriksen skriver:

Måske er det forklaringen på, at global opvarmning på kort tid er blevet en central fortælling om vor tid: Den passer ind i de andre hovedfortællinger, vi har. Ved at rette søgelyset mod varme som en utilsigtet effekt af moderniteten passer fortællingerne om global opvarmning som fod i hose med de andre fortællinger om vor tid. De fungerer som en naturvidenskabelig version af historierne om etniske, religiøse og kulturelle friktioner, den urbane befolkningseksplosion og en teknologiudvikling, som er ude af kontrol. Det virker for tiden, som om den mest troværdige fortælling om vor samtid handler om tabet af kontrol, grundlæggende usikkerhed og retningsløs, accelereret forandring. Det er et usædvanligt dårligt udgangspunkt for en fremtidsvision, og måske netop derfor konkurrer samtidens politikere i disciplinen visionsløshed.

En alternativ fortælling, som både giver mening til samtiden og peger fremad, må løse overophedningens grundlæggende dilemma, nemlig modsætningen mellem vækst og bæredygtighed. Kloden må køles ned, bogstaveligt og billedligt talt. Først da vil vi kunne fortælle historier om fremtiden, som er både nødvendige, troværdige og optimistiske.

Dette i sig selv løser selvfølgelig ikke problemet med den globale opvarmning, men det giver en anden måde at tænke på forandring på – nemlig som den forandring, vi gerne selv vi have.

flattr this!

De store systemer og hvordan vi forstår dem

2013-08-31 14.33.05

Dagens to indbudte foredrag ved TGC blev afholdt af to forskere, der er fremtrædende forskere inden for hver deres hjørne af proceskalkyleteori. Og de er begge professorer i Storbritannien – og kvinder.

Nobuko Yoshida fra Imperial College fortalte om sit arbejde med sessionstyper og om dets anvendelser i analysen af den globale infrastruktur for indsamling af oceanografiske data, som det amerikansk baserede Ocean Observatories Initiative (OOI) foretager. Det er data, som er af stor betydning for vores forståelse af verdenshavene og for bl.a. hvordan klimaændringer berører dem. Samarbejdet med OOI kom i stand takket være Nobuko Yoshida og hendes nu afdøde mand Kohei Honda, som gik bort pludseligt og tragisk sidste år. Sessionstyper gør det muligt at beskrive de kommunikationsgange som skal finde sted i det bogstaveligt talt globale netværk til dataindsamling og takket være typebaserede metoder er det muligt at forudse og forhindre fejl i dette netværk. Tilmed er disse metoder i modsætning til f.eks. modeltjek “billige” mht. brug af regnekraft. Det var et spændende foredrag – ikke kun jeg syntes at det var et af de bedste, Nobuko har holdt – og der var indtil flere i salen som nu fik øjnene op for hvad man faktisk kan med sessionstyper. Det kunne jeg høre af de spørgsmål, der blev stillet bagefter. Inden for de seneste par år er jeg selv begyndt at beskæftige mig med sessionstyper, og det er godt at høre at man derude nu fatter interesse for dette område, der har berøringsflader med både logik, typeteori og semantik af programmeringssprog.

Efter frokost fortalte Jane Hillston fra University of Edinburgh om sit arbejde med at bruge proceskalkyler til at analysere store kollektive systemer, der udviser “tilfældig” adfærd – det kan være alt lige fra biologiske fænomener til busnetværket i Edinburgh eller behandlingstilbud i sundhedsvæsenet. Traditionelt har man brugt stokastiske processer (specielt Markovkæder) og differentialligninger til at forstå hvad der sker i denne slags systemer, men Janes store fortjeneste er at hun sammen med kolleger har udviklet metoder, der kombinerer disse matematiske værktøjer med indsigt fra proceskalkylernes verden. Også her er der masser af udfordringer; især er det en udfordring at antallet af tilstande i et system vokser eksponentielt med antallet af deltagere. Selv i et “lille” system med nogle få hundrede busser er antallet af tilstande derfor svimlende, og hvis man skal undersøge om bestemte situationer kan opstå, er en udtømmende søgning helt urealistisk. Foredraget i dag – som bestemt også var godt – gav et lille indblik i hvad man så kan gøre.

Begge foredrag udgjorde særdeles klare argumenter både for nytten af de matematiske teorier, som er undfanget i datalogi, og for den nytte der er af grundforskning.

flattr this!

Den kunstige burger

synth

Så var det i dag, den første burger af syntetisk kød skulle tilberedes og fortæres. Den er blevet til på universitetet i Maastricht og er et resultat af forskning sponsoreret af bl.a. Sergey Brin fra Google. 

Intentionerne bag er egentlig gode, nemlig at nedsætte den enorme miljøbelastning ved det animalske landbrug og undgå de etiske problemer der er ved det industrielle landbrugs massive husdyrfabrikker. Disse bekymringer deler jeg til fulde. Mange, der spiser kød og andre animalske produkter, har også disse bekymringer men spiser dem af mange forskellige årsager alligevel.

På en som mig virker Mark Post & co.’s indsats for at fremavle syntetisk kød dog mest som et dyrt teknisk fix for at opretholde en bestemt livsstil, lidt i stil med udvindelse af olie fra tjæresand eller teknologier til platooning, dvs. dette at positionere biler på motorvejene, så luftmodstand og brændstofforbrug bliver mindsket. Denne idé har ikke overraskende sin oprindelse i privatbilismens højborg, USA, hvor især det republikanske parti kæmper indædt mod offentlig transport. De veldokumenterede ernæringsmæssige problemer der er med en animalsk baseret kost er da også til stede for syntetisk baseret køds vedkommende. Man vil nemlig blive nødt til at tilsætte det syntetiske kød en form for fedt og blod for at opnå en konsistens og smag som den, kødspisere er vant til fra sædvanligt kød (det er i høj grad fedtstoffer, der “bærer” krydderierne i mad). Og teknologien vil formodentlig være langt mere kompliceret end det energieffektive plantebaserede landbrug, menneskeheden har 3000 års erfaring med. Om man helt kan undgå at involvere dyr i produktionen, ved endnu ingen.

Jeg har ikke spist kød i 21 år. Vil jeg prøve at spise en syntetisk burger, skulle den nogensinde blive almindeligt tilgængelig? Nej, det tror jeg ikke. Så nysgerrig er jeg alligevel ikke. Jeg savner nemlig slet ikke at spise kød; jeg har spist rigeligt af det som ung. Faktisk tænker jeg ikke længere på animalske produkter som mad. Men måske bliver den kunstige burger en indgang for andre til at tænke over hvad det industrielle animalske landbrug er for et fænomen, og på den måde har den vel en eksistensberettigelse.

flattr this!

Krokodillerne i ørkenen

saharakrokodille

I dag læste jeg for første gang om de små isolerede bestande af vestafrikanske krokodiller, der lever i store vandhuller, såkaldte guelta’er, i den sydlige udkant i Sahara. Det er egentlig en gammel nyhed; National Geographic har en interessant artikel om ørkenkrokodillerne fra 2002. Det var den nordirske PhD-studerende Tara Shine, der i sin tid blev opmærksom på denne godt skjulte fauna. Ørkenkrokodillerne er små, kun omkring 1,5 meter af længde, mens nilkrokodiller kan blive op til 5 meter. Når vandet fordamper i de tørre og meget varme sommermåneder i Tchad, Mauretanien og Egypten, går ørkenkrokodillerne i hi indtil der igen er bedre (vådere) tider. På billedet herunder har en anden mere velkendt beboer af en guelta, nemlig en flok dromedarer, fundet frem til vandet.

archei-oasis_34944_990x742

 

flattr this!

En kamp mod vindmøller?

Vindmøller

CO2-koncentrationen i atmosfæren nåede i år op over 400 ppm. Det suverænt mest populære parti i Danmark er Venstre. Det er interessant at overveje hvordan disse to kendsgerninger tilsammen vil påvirke miljøet i fremtiden.

I dag udtaler Lars Christian Lilleholt, der er Venstres energipolitiske ordfører, til Berlingske (her citeret fra Information):

- Vi er nødt til at tage et opgør med de nuværende regler og i stedet bruge markedet som instrument, så vi fremmer de energikilder, der er de billigste, fastslår han.

Venstre vil efter 2020 sende mængden af vedvarende energi, der skal sikre Danmarks langsigtede klimamål, i udbud. Det vil give de billigste løsninger og fjerne spekulation i gunstige afregningspriser, som tilfældet har været med solcelleanlæggene.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvad dette forslag vil gøre ved udviklingen af den vedvarende energi. Oversigten ovenfor (hentet fra en pjece fra Vindmølleindustriens webside) viser med stor tydelighed at udviklingen i den danske vindmøllebestand stagnerede, mens Venstre var i regering. Da dette meget populære parti kom til magten i 2001, var noget af det, der skete, at støtteordninger til vedvarende energi blev fjernet.

flattr this!

Hvad kan vi lære af den lille istid?

140686_18_0203_01

Det var i år, atmosfærens CO2-koncentration nåede op på 400 ppm (parts per million).

Der har været en del hændelser i Jordens historie, hvor klimaet har ændret sig. Senest var der den “lille istid”, der satte ind 1600-tallet. En artikel i Chronicle of Higher Education af Geoffrey Parker har en grundig gennemgang af hvad der skete i denne periode og hvordan klimaforandringerne spillede ind på den nordlige halvkugle.

Mange farvande i Europa frøs til: Lillebælt og Storebælt men også Bosporusstrædet kunne passeres til fods. Høstudbyttet var usædvanligt ringe. I sidste halvdel af 1600-tallet var der udbredt hungersnød i bl.a. Frankrig.

I hele dette århundrede var der kun tre år, hvor der ikke var krig et eller andet sted i Europa. Svenskerne invaderede Danmark hjulpet af de hårde vintre – og dette var “kun” en episode i Trediveårskrigen. Gennemsnitshøjden blandt franske soldater født i 1675 var lavere end nogen sinde før – kun lidt over halvanden meter – formodentlig på grund af den ringe ernæringstilstand. Den franske konge hævede skatten på korn for at få råd til at føre krig. Nogle steder døde folk af sult, andre steder udbrød der oprør. I perioden fra 1648 til 1653 var der regulær borgerkrig i Frankrig. Der udbrød oprør rundt omkring i det britiske kongedømme – Skotland, Irland, England og i de nordamerikanske kolonier.

Også i Kina var der meget hårde vintre i 1600-tallet. Ming-dynastiet faldt, og befolkningstallet i Kina faldt med omkring 30 procent. I Japan tog man ved lære af hungersnød og naturkatastrofer, lavede lagre af korn, udbyggede infrastrukturen undgik at gå ind i krige. Derfor var 1600-tallet ikke så hårdt ved Japan som ved nabolandet.

Det er ikke klart, hvorfor 1600-tallet var så koldt. Gennemsnitstemperaturen faldt vel med “kun” omkring 2 grader, men det var åbenbart også nok.

Man ved at solpletaktiviteten i 1600-tallet var usædvanligt lav. Men i 2008 publicerede to amerikanske geokemikere, Richard Nevle og Dennis Bird, en hypotese om en yderligere årsag til den “lille istid”: den kunne også til dels skyldes menneskets påvirkning af atmosfærens CO2-niveau, omend modsat af hvad vi ser nu. Den spanske invasion af Sydamerika i 1500-tallet ødelagde store landbrugsområdet, og den regnskov, der opstod, forbrugte så store mængder CO2 at CO2-niveauet i atmosfæren faldt og var sammen med bl.a. det lave niveau af solpletter medvirkende til en global afkøling.

Geoffrey Parkers spørgsmål er derfor: Skal vi forberede os på konsekvenserne af klimaforandringerne eller lade som ingenting? Det er en trist, men sikkert uomgængelig konklusion, at vi ud over den forebyggende indsats, der tilsyneladende er så svær at blive enige om, bliver nødt til at forberede os. Nogle foretrækker stadig at lade som intet vil ske.  Det er ikke overraskende at kommentarerne til Geoffrey Parkers artikel lynhurtigt bliver kapret af et lille antal personer, der nedtoner eller benægter at ændringen af CO2-koncentrationen i atmosfæren er af væsentlig betydning for klodens klima. Også dét er trist.

flattr this!