Kategoriarkiv: Miljøet

Gensyn med Silent Running

silent-running-valley-forge

En af de film, der gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, da jeg var dreng, var en amerikansk science-fiction film fra 1972, Verdens sidste have. Den så jeg en sen aften på dansk tv (der var kun én tv-kanal dengang), og bagefter gik jeg i seng med en underlig følelse af vemod og lå stille i mørket og tænkte længe, inden jeg faldt i søvn.

Silent Running, som filmen oprindelig hedder, er nu også en sørgelig film. I en måske ikke så fjern fremtid er alt dyre- og planteliv på Jorden udryddet, men der er arbejde til alle, og ingen er fattige. Ude i rummet overlever de sidste rester af Jordens natur i store kupler, der føres væk i store rumskibe og passes på af astronauter. Men efter 8 års rumrejse kommer der besked fra Jorden om at disse naturreservater skal destrueres på grund af nedskæringer. Én af astronauterne, Freeman Lowell (spillet af Bruce Dern), der har viet sit liv til at passe på verdens sidste have, kan ikke forlige sig med det og ender med sende de tre andre astronauter i døden og forsøger at stikke af ud forbi Saturn sammen med verdens sidste have. Men til sidst må han give op og selv gå i døden. Han efterlader verdens sidste have ude i rummet, hvor der kun er en ensom lille robot til at passe på den.

Det var faktisk denne film, der for første gang fik mig til at tænke på hvor vigtigt det er at passe på natur og miljø. Når det først er væk, kommer det aldrig igen.

For nylig fandt jeg filmen på dvd (nej, det er ikke alt, der kan streames) og i går aftes så jeg filmen sammen med min datter. Det var en god oplevelse, og de små robotter var som jeg huskede dem. Nogle andre ting var anderledes end i erindringen. Først nu, mange år senere, gik det op for mig, hvor uligevægtig Freeman Lowell egentlig er i begyndelsen af filmen – han kan ikke håndtere sine kollegers hånlige holdning til naturen – og hans senere sjælekvaler ved at have slået sine kolleger ihjel for at forhindre naturen i at dø blev først nu rigtig tydelige for mig. Dette etiske dilemma er egentlig filmens vigtige filosofiske tanke, man bør tage med sig.

Jeg husker også Verdens sidste have for de sange med Joan Baez, som er på lydsporet; de passer godt ind i filmens vemodige stemning. Jeg ved at det britiske band 65daysofstatic har lavet et alternativt musikspor til filmen, men det har jeg ikke hørt (og måske har jeg egentlig ikke så meget lyst til det, når det kommer til stykket?)

Ligesom for andre gamle science fiction-film er der selvfølgelig spørgsmålet om special effects, der trænger sig på. Filmen blev til med et budget på 1 million dollars – også dengang et lille budget for en amerikansk Hollywood-produktion. Effekterne er enkle, men godt lavet. Æren tilfalder så klart instruktøren Douglas Trumbull. Han var oprindelig med til at lave effekterne i Rumrejsen år 2001 (en af mine absolutte yndlingsfilm) og var senere hovedmand bag de visuelle effekter i Nærkontakt af tredje grad og Blade Runner (to andre gode, begavede science fiction-film, jeg sætter højt). Senest var han med til at lave effekter til Terrence Malicks The Tree of Life.

Men hvad syntes min datter så om Verdens sidste have? Hun syntes faktisk, at det var en god film.

Flattr this!

Tanker om affald

2016-03-27 15.24.35

Jeg fejrede påsken sammen med min hustru ved at tilbringe tid i det hus, vi nu flytter fra for en tid, med det formål at skille os af med brændbart affald. Uden for vores hus står der nu en enorm container netop til dét formål. Bagefter tog jeg ud på genbrugspladsen i Nørresundby for at aflevere batterier, sparepærer, diverse metalgenstande mm. – det sidste affald fra mit hus. Det er godt at man kan sortere affald, men mindre godt at det skal være så besværligt.

Blandt genbrugstingene var nogle gamle læsebriller; nogle har tilhørt min hustru, andre tilsyneladende min mor. Det er underligt at skulle stede dette minde om min mor til hvile på en genbrugsplads, men jeg ved ganske enkelt ikke hvordan ellers kan skille sig af med briller på en forsvarlig facon.

Nørresundbys nordlige industriområde, hvor genbrugsstationen ligger, har samme lidt trøstesløse atmosfære som alle andre industriområder i den (nå ja) industrialiserede verden. Gråvejret og småregnen gjorde også deres til at cementere dette indtryk. Da jeg kiggede ned ad grusvejen, der løber parallelt med området, og så over på Rørdal følte jeg mig i et glimt hensat i et sted i Østeuropa. Som barn troede jeg Rørdal hed sådan på grund af alle de store skorstene. I dag ved jeg, at det burde være sådan.

Sidst på eftermiddagen var det hele overstået, og min hustru og jeg kunne vende tilbage til vores midlertidige bolig. Solen var dukket frem igen, og vi kunne fra vinduet se ud over fjorden, over på den vestlie del af Egholm. Også dét er en typisk Aalborg-udsigt, men den er alt andet end trøstesløs.

Flattr this!

Slik eller orangutanger?

conflict-palm-oil-1-740x480
Fødevarer, der indeholder palmeolie

Det brænder i Indonesien, og brandene er voldsomme og ude af kontrol. Brandene er påsat af mennesker. Det er virksomheder, der står bag. Regnskovene bliver ryddet ved afbrænding, så man kan skabe en monokultur af palmer, der kan bruges til udvinding af palmeolie.

Hvert år fører afbrændingerne til ulykker, men nu har klimaforandringerne ført til at brandene breder sig over meget store områder og truer sjældne dyrearter som orangutangen, leoparder, malajbjørnen, gibbonaben, det sjældne Sumatra-næsehorn (der er kun 300 tilbage) og Sumatra-tigeren. Meget af jordbunden er tørv, hvor ilden kan ulme i månedvis.

Og palmeolien? Den dukker op i omkring halvdelen af alle fødevarer her i Europa og Nordamerika. Malaysia og Indonesien producerer 85 procent af al palmeolie i verden i dag. Billedet ovenfor viser fødevarer med palmeolie (de fleste af dem er slik og snacks) placeret på et sted, hvor der engang lå regnskov. Det absurde sceneri burde tale for sig selv som en historie om to slags ligegyldighed over for miljøet, der ikke fører til noget som helst godt. Historien om palmeolie er også samtidig historien om lokale konflikter, om dårlige arbejdsforhold for plantagearbejdere og fortrængning af lokalbefolkningen, herunder indfødte folk.

Det er ikke meget vi hører i medierne om det, der lige nu bedst kan kaldes for en miljøkatastrofe i Indonesien.

Flattr this!

Benægtelse og forandringer

global

Jeg er i gang med at læse bogen What We Think About When We Try Not To Think About Global Warming af den norske økonom og psykolog Per Espen Stoknes. Bogen, der udkom i marts i år, tager fat i hvorfor der ikke bliver gjort noget fra verdens mest magtfulde regeringer for at standse den globale opvarmning. Der er et højtråbende mindretal, der findes herhjemme men især har stor indflydelse i lande som USA, Storbritannien og Australien, som gør meget for at så tvivl om at den globale opvarmning overhovedet finder sted eller om opvarmningen overhovedet er menneskeskabt. Mindretallet består langt overvejende af bestemte grupper af politikere og erhvervsfolk, mens 97% af alle klimaforskere er enige om at den globale opvarmning er en realitet, at dens konsekvenser truer menneskeheden og er forårsaget af brugen af fossile brændstoffer. Derudover er der en anden, mindre iøjnefaldende men langt mere omfattende form for benægtelse, som de fleste af os  tager del i ved ikke at gøre noget selv.

Det rigtig interessante er at bogen tager en psykologisk vinkel på det enorme problem, som klimabenægtelsen er. Benægtelse er nemlig en af de mange forsvarsmekanismer, som Sigmund Freud identificerede. Det er ubehageligt at blive konfronteret med at man ikke er godt menneske og at det man faktisk gør – eller undlader at gøre – kan ende med at gøre skade. Man kan ikke forene dette billede af sig selv set  udefra med sit selvbillede. Her sætter benægtelsen ind, måske kombineret med en apati når man bliver konfronteret med de overvældende kendsgerninger. Jeg kender dette fra mig selv.

Kritikken af tingenes nuværende tilstand kan virke overvældende, fordi den afslører nogle fundamentale problemer i det enkelte menneskes adfærd og i hvordan det enkelte menneske, mange virksomheder og hele lande lever videre som om der ikke er en truende katastrofe. Man tager et godt miljø for givet, men det kan man ikke gøre. Og det er i konfrontationen med dette at det er alt for fristende at benægte at man gør noget galt.

Det er først når vi kommer ud over benægtelsen og begynder at tage det nødvendige ansvar, at vi kan skabe de nødvendige forandringer. Stoknes’ bog giver et positivt bud på hvordan man kan gøre dette. Forandringerne til det bedre skal komme nedefra og skal starte med os selv i en positiv ånd. Jo flere der handler for at begrænse CO2-udslippet og for at fremelske nye, bæredygtige måder at leve på, jo større pres vil det lægge på verdenssamfundet og på magthaverne. Og jo bedre vil vi kunne se os selv i øjnene.

Fra den 30. november er der COP21-klimakonference i Paris. Men vi kan ikke overlade forandringerne til magthaverne, og vi kan især ikke bare vente på at regeringerne skal vågne op og vi kan ikke lade klodens skæbne afhænge af hvad der bliver besluttet og ikke besluttet ved COP21.

Flattr this!

Tog med fremtid

toget

Jeg kigger ud på verden fra mit vindue
mens dagene de damper forbi
i stik modsatte retning
af det eksprestog vi befinder os i
på vej mod fjerne mål og horisonter
indirekte ud i det blå
hvor endnu flere flippede farver
uafladeligt trænger sig på

Sådan sang C.V. Jørgensen helt tilbage i 1982.

I dag var jeg med familien i Århus for at se en udstilling på Aros. Vi har ikke bil, og jeg har ikke kørekort. Vi tog toget; det har både jeg og min hustru været vant til i mange år. Jeg har haft mange gode stunder på farten i danske tog, men i de seneste 10 år er jeg mere og mere blevet mindet om den systematiske laden stå til som Thatcher-regeringen for 25 år siden brugte som optakt til at lade British Rail privatisere. Symptomerne var de samme som dem, vi opdagede i dag: Aflyste afgange, overfyldte tog, ustabil kørsel. Sådan har det jo ikke altid været.

Jeg savner en vision om god togdrift; det har vi haft engang i Danmark. Det skal være en vision om elektrificerede tog drevet af vedvarende energi og med ordentlig software og med forbindelser rundt om i landet, også til den såkaldte udkant. Det skal være en positiv vision om arbejdspladser og teknologisk nytænkning i stedet for de sidste mange års hovsa-løsninger og misligholdelse med ubrugelige IC4-tog, udliciteringer og opsplitninger og som det allerseneste den populære regerings kyniske forsøg på at tilbagerulle det forlig, der hed togfonden.

Om noget, viser overfyldte tog at behovet er der i befolkningen for god togdrift. Jeg savner de gode togoplevelser. Jeg vil have dem tilbage og jeg vil gerne hjælpe med til det.

Flattr this!

Stort er smukt?

hoest

For tiden ser vi i Danmark en masse tiltag fra den populære regering, der handler om at rulle miljøpolitikken tilbage. Selve dette at Miljøministeriet nu ikke længere er et selvstændigt ministerium, men er lagt ind under Fødevareministeriet, er meget sigende. Der er adskillige andre tiltager der peger i samme retning – man har bl.a. fjernet randzoneloven – nemlig at det populære parti vil tilgodese de store landbrug og deres industrialiserede tilgang til det, der med rette kaldes et primært erhverv. Og Landbrug & Fødevarer er da også særdeles tilfredse.

Det interessante er imidlertid at små landbrug yder et højere udbytte pr. hektar end større landbrug. Denne observation blev gjort allerede i 1962 af Amartya Sen, der senere fik Nobelprisen i økonomi. Studier i mange lande i det globale Syd bekræfter dette. En af årsagerne til denne umiddelbart paradoksale gevinst ved smådrift er at de små landbrug ofte drives af familier. George Monbiot skriver

Their workforce largely consists of members of their own families, which means that labour costs are lower than on large farms (they don’t have to spend money recruiting or supervising workers), while the quality of the work is higher. With more labour, farmers can cultivate their land more intensively: they spend more time terracing and building irrigation systems; they sow again immediately after the harvest; they might grow several different crops in the same field.

Derfor er det i virkeligheden både kontraproduktivt og (som det i det hele taget er tilfældet for den siddende regering) visionsløst at satse på stordrift. De industrielle metoder fra store landbrug er ikke gavnlige for miljøet eller kvaliteten og de gamle idealer om selveje er også en saga blott. I dag er det mindre end 1 procent af befolkningen, der ejer de 62 procent af Danmark, der er udlagt til landbrug (i sig selv en stor del af landet). Og hvis man skal brødføde flere mennesker i det globale Syd, kan man i stedet for at omlægge produktionen til stordrift hjælpe de små bønder i disse dele af verden til at kunne forblive selvstændige.

Flattr this!

Klimaflygtninge

toerke

Den udløsende faktor bag oprøret i Syrien var tørke – og ovenfor er nogle af billederne fra en tegneserie på nettet, der fortæller denne historie. Fra 2006 til 2011 oplevede landet en af de voldsomste tørker i landets historie, og 85% af alle husdyr i landbruget døde som følge heraf. I Tunesien var det også stigende hvedepriser, der havde ført til stigende priser på brød – igen på grund af en dårlige høst. Det har jeg allerede skrevet om her på bloggen tidligere.

Den danske regering har for nylig nedjusteret sine mål for bekæmpelse af den globale opvarmning. Er dette virkelig en god idé, hvis man vil have at der skal komme færre flygtninge til Europa (for ikke at sige Danmark)?  For mig at se er der her desværre tale om endnu et eksempel på at den danske regering ser globale problemer isoleret og mest i et indenrigspolitisk lys. I de kommende år vil vi risikere at se ganske mange flere eksempler på at klimaforandringerne mere eller mindre direkte vil drive mennesker på flugt. Dette har FNs flygtningehøjkommissariat da også skrevet om.

Flattr this!

Sankthansaften på Egholm 2015

2015-06-23 20.35.38I disse dage er der gået et år siden Folketingets transportudvalg besluttede at en ny Limfjordsforbindelse skal være en motorvej gennem det vestlige Aalborg og hen over Egholm. Sidste år til sankthansaften på Egholm mødtes flere af os, der har arbejdet imod denne forbindelse – og det var vel egentlig den aften, kimen blev lagt til samarbejdet i Fremtidens Aalborg.

I aften var vi samlet igen på Egholm til endnu en hyggelig sankthansaften, og flere af os der var med sidste år var der igen. Louise Faber fra Fremtidens Aalborg og Borgerbevægelsen (et af initiativerne, der er med i Fremtidens Aalborg) holdt en rigtig vellykket båltale.

Bagefter var der bål og øl og god tid til at nyde den smukke ø-stemning, inden min hustru og jeg tog færgen tilbage og cyklede langs fjorden hjem på denne kølige, men smukke midsommeraften. Der er noget helt særligt ved den danske sommer, hvor solen ikke er gået ned selv om klokken er halv ti om aftenen.

Men de ubehagelige motorvejsplaner sidder et sted i baghovedet. I den sammenhæng er det vigtigt at huske ét: Motorvejen er der ikke endnu. Hvad en kommende ny regering har i sinde, ved vi ikke – men vi bliver ved med at kæmpe.

Flattr this!

Lige til kanten

kystbeskyttelse

Der er blevet snakket meget om bestemte emner i den valgkamp, der nu er forbi. Men ingen har haft lyst til at tale om beskyttelsen af de danske kyster. Her er de nuværende og kommende regeringspartier klar til bogstaveligt talt at gå lige til kanten.

I 1937 vedtog Folketinget at der ikke må være bebyggelse på de danske strande indtil 100 meter fra vandet; i 1999 blev denne strandbeskyttelselseslinje udvidet til 300 meter. Der er derudover er i gældende lovgivning en såkaldt kystnærhedszone, der bestemmer, hvor og hvordan der kan bygges i en bræmme 300 meter til 3000 meter fra kysten. Men i december 2014 vedtog den nu forhenværende regering sammen med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti en “forsøgsordning” der skal kunne ændre på dette.

Tidligere  i år udtalte Venstres landdistriktordfører Thomas Danielsen at det burde være helt op til kommunerne, om der skulle være en kystnærhedszone.  Der er som nævnt ovenfor allerede lavet huller i bestemmelserne om strandbeskyttelseslinjen, og med den nuværende sammensætning af Folketinget ser det ud til at der er frit løb mod mål.

Hvad er begyndelsen for at fjerne kystnærhedszonen? Thomas Danielsen siger at

»Kommunerne skal kunne give tilladelse til flere vækst- og jobskabende initiativer som udvidelse af campingpladser, etablering af volleyballbaner eller virksomhed i nedlagte landbrugsejendomme«.

Men det er jo netop ikke tilfældet at der er problemer med at tiltrække feriegæster på grund af beskyttelsen af den danske kystlinje. Så vidt jeg kan se, er det først og fremmest tale om endnu en omgang kortsigtede ønsker, der ligger bag ønskerne om at ændre lovgivningen og fjerne beskyttelsen af den danske kystlinje, så den ikke længere skal tilhøre os alle sammen. De regler om kystbeskyttelse, som nu skal undermineres, blev til netop som en reaktion på de tendenser, der dengang var. Rige københavnere byggede hus lige ned til Øresund og indhegnede områderne.

Ella Maria Bisschop-Larsen, der er præsident i Danmarks Naturfredningsforening, har en tankevækkende kronik om dette.

Flattr this!

Det sidste spadestik

2015-06-16 10.17.42 2015-06-16 10.18.17 2015-06-16 10.17.29 2015-06-16 09.48.53

I dag havde fire fremtrædende folketingskandidater fra Socialdemokraterne og Venstre bestemt sig for at grave “det første spadestik” til Egholmmotorvejen på stranden på Egholm, flankeret af bl.a. trofaste partivenner fra Venstre.

Den slags pjat skal man ikke kunne gøre ubemærket, så Bente Toft-Nielsen og jeg selv var der fra Fremtidens Aalborg sammen med Marie Hagstrup fra Danmarks Naturfredningsforenings Ungdom for at vente på dem. Det var en smuk, lidt kølig juniformiddag – helt tyst. Svalerne fløj rundt om os og ovre i skoven kunne vi høre først én, så en anden gøg kukke.

Da færgen til Egholm ankom kl. 10, var den selvbestaltede delegation med. De fire hilste indøvet pænt på os og vi fik den samme glatte fortælling som altid. Jamen, det var de da kede af. Men sådan var demokratiet, og det skal man respektere. Og det er det bedste for Nordjylland. Og det kan da godt være at der ikke er et flertal i befolkningen, men det er der i partierne. Og der har været VVM-redegørelser. Og er der egentlig noget i det der med CO2-reduktion der siger at der ikke skal bygges flere motorveje? osv. osv. osv. osv. (Er det også en dialog, når politikerne ikke vil lytte?)

Der var en kameramand til stede, og Bente, Marie og jeg blev interviewet. Vi lovede alle at dække hullet til igen.

Da de fire spader havde gravet, blev der tid til endnu et interview. De fire fremtrædende folketingskandidater dækkede derefter selv hullet til. Momentant kunne de godt se at den slags må man alligevel ikke gøre, men så blev de sig selv igen.

På vej væk fra gerningsstedet talte Marie med en af de fire fremtrædende folketingskandidater (jeg tror nok han hed Preben), og han svarede lidt på samme måde som nogle forældre taler til deres børns kvikke klassekammerater. Marie nævnte at der er flere truede dyrearter på Egholm, bl.a. strandtudsen, og at man ikke bare sådan kan flytte dem. “Men det kan jo godt være at der ryger en lille tudse med – skal det virkelig stå i vejen for det her?” spurgte folketingskandidaten. Det var vist ment som et spørgsmål, man burde svare nej til.

Flattr this!