Konferencedeltagelse og klimaforandringer

Jeg har ikke bil. Mit hus er blevet grundigt isoleret, og jeg spiser ikke animalske produkter. Men jeg flyver flere gange om året som del af mit arbejde for at deltage i akademiske konferencer eller for at besøge kolleger på universiteter i udlandet. Ifølge Air Transport Action Group er flyvning årsag til omkring 2 procent af den menneskeskabte udledning af CO2.

Så jeg belaster faktisk miljøet forholdsvis voldsomt, og dette har jeg ofte tænkt over. Der findes allerede en Conference CO2 Calculator, der kan give et estimat af miljøbelastningen ved at deltage i en konference.

SIGPLAN, der er ACMs særlige interessegruppe for forskning i programmeringssprog, har lavet et dokument med forslag til hvordan konferencer kan begrænses. Der er mange gode forslag, lige fra at man kan lægge konferencer på steder som de fleste ikke skal rejse så langt for at komme til, over at man kan slå konferencer sammen og dermed reducere antallet af rejser til at lave virtuelle konferencer.

Men det er en komplikation, at det i datalogi i modsætning til f.eks. matematik er tilfældet, at nogle konferencer er vigtigere publikationskanaler end mange tidsskrifter. Og det er en yderligere udfordring, at konferencerne ofte er det sted, hvor man mødes med sine forskerkolleger fra udlandet og dermed bliver det sted, hvor man omsider får mulighed for at tilbringe en stund sammen ansigt til ansigt.

Det er nemlig aldrig helt det samme at mødes på nettet. I min egen erfaring har jeg altid fået langt større udbytte af at kunne mødes ansigt til ansigt med de kolleger, jeg har samarbejdet med. Og skal jeg være helt ærlig, har jeg også haft en del gode rejseoplevelser alene ved at rejse til konferencer og se steder, jeg måske ellers aldrig ville have besøge: Georgien, Vietnam, Japan, New Zealand, Estland osv.

Men lad ikke dette være undskyldninger for ikke at gøre noget. Vi er nødt til at handle, for ellers kommer der en dag, hvor afholdelse af akademiske konferencer bliver den mindste af vore bekymringer. Den store udfordring bliver at skabe en attraktiv måde at mødes på uden at man behøver at rejse. Og måske bliver en sidegevinst af denne situation, at publikationskulturen i datalogi bliver “normaliseret”, så tidsskrifter igen bliver vigtigere end konferencer.

Flattr this!

Plastic (del 3)

packaging-pollution

I Aalborg kommune har vi nu en affaldssorteringsordning, der også gør det muligt at aflevere plastic og metal foruden pap og papir. Hver husstand har fået en stor container med to rum – det ene til plastic og metal, det andet til papir. Det er en rigtig god idé, men jeg kan ikke lade være med at spekulere på om containeren rent faktisk er stor nok og om den frivillige ordning er nok.

Min kæphest er en pantordning på plastic baseret på plasticart og vægt. Den ville kunne tvinge alle – både producenter og forbrugere – til at forholde sig til hvor megen plastic, der rent faktisk er nødvendig, og indløsning af pant kunne måske blive et incitament for at sortere og indlevere plasticaffald.

Den 22. februar 2015 skrev jeg i et blogindlæg:

Især er det interessant at der er pant på bestemte slags plastic, nemlig plasticflasker til bestemte slags drikkevarer. Panten sikrer at plasticflaskerne bliver genanvendt på forsvarlig vis og at industrien ikke indfører ufornuftig emballage i disse sammenhænge. En tilsvarende pant findes på bestemte slags dåser til drikkevarer – så der er også en form for metalpant. Hvorfor kan man ikke udvide disse pantordninger til alle former for plastic og metal og anvende de metoder til automatisk affaldssortering, som Miljøstyrelsen allerede kender til? Selvfølgelig skulle en sådan pantordning værdisætte panten på en anden måde end nu – en mulighed var værdisættelse pr. vægt og pr. plastictype. Jeg kender ikke svaret, men jeg håber ikke at mit spørgsmål er naivt.

Et af de steder, hvor plastic er et særlig stort problem, er i vore have. I dag har jeg erfaret at man i Island i hvert fald siden 2015 har haft pant på fiskenet af plastic. Og det virker.

En pantordning på plastic har man allerede længe kendt fra store musikfestivaler. Jeg husker forskellen mellem Roskilde-festivalen før og efter der kom pant på drikkekrus. Før pantordningen gik der kun en dags tid, så lå der itutrådte plastickrus overalt. Efter pantordningen lå der ikke ét eneste på jorden, men til gengæld så man ganske mange festivalgæster med stakkevis af krus ved pantboderne.

Flattr this!

Ud til højre med miljøet?

conservamerica

Jeg er ikke den eneste, som er blevet meget utryg ved Donald Trumps planer om massive besparelser på USAs miljøpolitik og planer om at trække USA ud af Paris-aftalen om begrænsning af den globale opvarmning. Dette vil få uoprettelige konsekvenser for vores klode.

Når man herhjemme ser, hvordan den nuværende danske regering prioriterer miljøpolitikken lavt og ofte ser den som en direkte forhindring for især landbrugets interesser, er det nærliggende at konkludere, at der blandt højreorienterede politikere i det hele taget er enighed om en sådan negativ holdning til miljøpolitik. Sidste år tilsidesatte regeringen som bekendt de sidste fire årtiers vandmiljø-planer ved den såkaldte ’landbrugspakke’. Et parti som Venstre taler stort set ikke om naturen som andet end en resurse, der skal bruges til at skabe vækst, indtil der en dag i en uvis fremtid måske er råd til at beskytte naturen. Man taler om “mest miljø for pengene” – med tryk på det sidste ord.

Men der er faktisk også andre traditioner, der peger i en anden retning. I USA er der en højreorienteret miljøorganisation, ConservAmerica , der udspringer af det republikanske parti. På organisationens forside er der et citat af – Margaret Thatcher. Og i 1972 indgik Konservative et forlig med den socialdemokratiske minister for forureningsbekæmpelse, Jens Kampmann, om Danmarks første miljøbeskyttelseslov.

I en situation, hvor Donald Trump og andre med ham nu har mulighed for at formindske menneskehedens chancer for fortsat overlevelse markant, er der ikke andet for end at appellere til disse andre traditioner hos højreorienterede politikere. Med al den tale, der nu er om at beskytte USA og om at beskytte Danmark, burde det kunne være muligt for dem at konkludere, at de, hvis de vil beskytte landene, er nødt til at beskytte naturgrundlaget og at tænke på det som andet end en kilde til vækst, men som selve grundlaget for vores fortsatte eksistens.

Flattr this!

Gensyn med Silent Running

silent-running-valley-forge

En af de film, der gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, da jeg var dreng, var en amerikansk science-fiction film fra 1972, Verdens sidste have. Den så jeg en sen aften på dansk tv (der var kun én tv-kanal dengang), og bagefter gik jeg i seng med en underlig følelse af vemod og lå stille i mørket og tænkte længe, inden jeg faldt i søvn.

Silent Running, som filmen oprindelig hedder, er nu også en sørgelig film. I en måske ikke så fjern fremtid er alt dyre- og planteliv på Jorden udryddet, men der er arbejde til alle, og ingen er fattige. Ude i rummet overlever de sidste rester af Jordens natur i store kupler, der føres væk i store rumskibe og passes på af astronauter. Men efter 8 års rumrejse kommer der besked fra Jorden om at disse naturreservater skal destrueres på grund af nedskæringer. Én af astronauterne, Freeman Lowell (spillet af Bruce Dern), der har viet sit liv til at passe på verdens sidste have, kan ikke forlige sig med det og ender med sende de tre andre astronauter i døden og forsøger at stikke af ud forbi Saturn sammen med verdens sidste have. Men til sidst må han give op og selv gå i døden. Han efterlader verdens sidste have ude i rummet, hvor der kun er en ensom lille robot til at passe på den.

Det var faktisk denne film, der for første gang fik mig til at tænke på hvor vigtigt det er at passe på natur og miljø. Når det først er væk, kommer det aldrig igen.

For nylig fandt jeg filmen på dvd (nej, det er ikke alt, der kan streames) og i går aftes så jeg filmen sammen med min datter. Det var en god oplevelse, og de små robotter var som jeg huskede dem. Nogle andre ting var anderledes end i erindringen. Først nu, mange år senere, gik det op for mig, hvor uligevægtig Freeman Lowell egentlig er i begyndelsen af filmen – han kan ikke håndtere sine kollegers hånlige holdning til naturen – og hans senere sjælekvaler ved at have slået sine kolleger ihjel for at forhindre naturen i at dø blev først nu rigtig tydelige for mig. Dette etiske dilemma er egentlig filmens vigtige filosofiske tanke, man bør tage med sig.

Jeg husker også Verdens sidste have for de sange med Joan Baez, som er på lydsporet; de passer godt ind i filmens vemodige stemning. Jeg ved at det britiske band 65daysofstatic har lavet et alternativt musikspor til filmen, men det har jeg ikke hørt (og måske har jeg egentlig ikke så meget lyst til det, når det kommer til stykket?)

Ligesom for andre gamle science fiction-film er der selvfølgelig spørgsmålet om special effects, der trænger sig på. Filmen blev til med et budget på 1 million dollars – også dengang et lille budget for en amerikansk Hollywood-produktion. Effekterne er enkle, men godt lavet. Æren tilfalder så klart instruktøren Douglas Trumbull. Han var oprindelig med til at lave effekterne i Rumrejsen år 2001 (en af mine absolutte yndlingsfilm) og var senere hovedmand bag de visuelle effekter i Nærkontakt af tredje grad og Blade Runner (to andre gode, begavede science fiction-film, jeg sætter højt). Senest var han med til at lave effekter til Terrence Malicks The Tree of Life.

Men hvad syntes min datter så om Verdens sidste have? Hun syntes faktisk, at det var en god film.

Flattr this!

Tanker om affald

2016-03-27 15.24.35

Jeg fejrede påsken sammen med min hustru ved at tilbringe tid i det hus, vi nu flytter fra for en tid, med det formål at skille os af med brændbart affald. Uden for vores hus står der nu en enorm container netop til dét formål. Bagefter tog jeg ud på genbrugspladsen i Nørresundby for at aflevere batterier, sparepærer, diverse metalgenstande mm. – det sidste affald fra mit hus. Det er godt at man kan sortere affald, men mindre godt at det skal være så besværligt.

Blandt genbrugstingene var nogle gamle læsebriller; nogle har tilhørt min hustru, andre tilsyneladende min mor. Det er underligt at skulle stede dette minde om min mor til hvile på en genbrugsplads, men jeg ved ganske enkelt ikke hvordan ellers kan skille sig af med briller på en forsvarlig facon.

Nørresundbys nordlige industriområde, hvor genbrugsstationen ligger, har samme lidt trøstesløse atmosfære som alle andre industriområder i den (nå ja) industrialiserede verden. Gråvejret og småregnen gjorde også deres til at cementere dette indtryk. Da jeg kiggede ned ad grusvejen, der løber parallelt med området, og så over på Rørdal følte jeg mig i et glimt hensat i et sted i Østeuropa. Som barn troede jeg Rørdal hed sådan på grund af alle de store skorstene. I dag ved jeg, at det burde være sådan.

Sidst på eftermiddagen var det hele overstået, og min hustru og jeg kunne vende tilbage til vores midlertidige bolig. Solen var dukket frem igen, og vi kunne fra vinduet se ud over fjorden, over på den vestlie del af Egholm. Også dét er en typisk Aalborg-udsigt, men den er alt andet end trøstesløs.

Flattr this!

Slik eller orangutanger?

conflict-palm-oil-1-740x480
Fødevarer, der indeholder palmeolie

Det brænder i Indonesien, og brandene er voldsomme og ude af kontrol. Brandene er påsat af mennesker. Det er virksomheder, der står bag. Regnskovene bliver ryddet ved afbrænding, så man kan skabe en monokultur af palmer, der kan bruges til udvinding af palmeolie.

Hvert år fører afbrændingerne til ulykker, men nu har klimaforandringerne ført til at brandene breder sig over meget store områder og truer sjældne dyrearter som orangutangen, leoparder, malajbjørnen, gibbonaben, det sjældne Sumatra-næsehorn (der er kun 300 tilbage) og Sumatra-tigeren. Meget af jordbunden er tørv, hvor ilden kan ulme i månedvis.

Og palmeolien? Den dukker op i omkring halvdelen af alle fødevarer her i Europa og Nordamerika. Malaysia og Indonesien producerer 85 procent af al palmeolie i verden i dag. Billedet ovenfor viser fødevarer med palmeolie (de fleste af dem er slik og snacks) placeret på et sted, hvor der engang lå regnskov. Det absurde sceneri burde tale for sig selv som en historie om to slags ligegyldighed over for miljøet, der ikke fører til noget som helst godt. Historien om palmeolie er også samtidig historien om lokale konflikter, om dårlige arbejdsforhold for plantagearbejdere og fortrængning af lokalbefolkningen, herunder indfødte folk.

Det er ikke meget vi hører i medierne om det, der lige nu bedst kan kaldes for en miljøkatastrofe i Indonesien.

Flattr this!

Benægtelse og forandringer

global

Jeg er i gang med at læse bogen What We Think About When We Try Not To Think About Global Warming af den norske økonom og psykolog Per Espen Stoknes. Bogen, der udkom i marts i år, tager fat i hvorfor der ikke bliver gjort noget fra verdens mest magtfulde regeringer for at standse den globale opvarmning. Der er et højtråbende mindretal, der findes herhjemme men især har stor indflydelse i lande som USA, Storbritannien og Australien, som gør meget for at så tvivl om at den globale opvarmning overhovedet finder sted eller om opvarmningen overhovedet er menneskeskabt. Mindretallet består langt overvejende af bestemte grupper af politikere og erhvervsfolk, mens 97% af alle klimaforskere er enige om at den globale opvarmning er en realitet, at dens konsekvenser truer menneskeheden og er forårsaget af brugen af fossile brændstoffer. Derudover er der en anden, mindre iøjnefaldende men langt mere omfattende form for benægtelse, som de fleste af os  tager del i ved ikke at gøre noget selv.

Det rigtig interessante er at bogen tager en psykologisk vinkel på det enorme problem, som klimabenægtelsen er. Benægtelse er nemlig en af de mange forsvarsmekanismer, som Sigmund Freud identificerede. Det er ubehageligt at blive konfronteret med at man ikke er godt menneske og at det man faktisk gør – eller undlader at gøre – kan ende med at gøre skade. Man kan ikke forene dette billede af sig selv set  udefra med sit selvbillede. Her sætter benægtelsen ind, måske kombineret med en apati når man bliver konfronteret med de overvældende kendsgerninger. Jeg kender dette fra mig selv.

Kritikken af tingenes nuværende tilstand kan virke overvældende, fordi den afslører nogle fundamentale problemer i det enkelte menneskes adfærd og i hvordan det enkelte menneske, mange virksomheder og hele lande lever videre som om der ikke er en truende katastrofe. Man tager et godt miljø for givet, men det kan man ikke gøre. Og det er i konfrontationen med dette at det er alt for fristende at benægte at man gør noget galt.

Det er først når vi kommer ud over benægtelsen og begynder at tage det nødvendige ansvar, at vi kan skabe de nødvendige forandringer. Stoknes’ bog giver et positivt bud på hvordan man kan gøre dette. Forandringerne til det bedre skal komme nedefra og skal starte med os selv i en positiv ånd. Jo flere der handler for at begrænse CO2-udslippet og for at fremelske nye, bæredygtige måder at leve på, jo større pres vil det lægge på verdenssamfundet og på magthaverne. Og jo bedre vil vi kunne se os selv i øjnene.

Fra den 30. november er der COP21-klimakonference i Paris. Men vi kan ikke overlade forandringerne til magthaverne, og vi kan især ikke bare vente på at regeringerne skal vågne op og vi kan ikke lade klodens skæbne afhænge af hvad der bliver besluttet og ikke besluttet ved COP21.

Flattr this!

Tog med fremtid

toget

Jeg kigger ud på verden fra mit vindue
mens dagene de damper forbi
i stik modsatte retning
af det eksprestog vi befinder os i
på vej mod fjerne mål og horisonter
indirekte ud i det blå
hvor endnu flere flippede farver
uafladeligt trænger sig på

Sådan sang C.V. Jørgensen helt tilbage i 1982.

I dag var jeg med familien i Århus for at se en udstilling på Aros. Vi har ikke bil, og jeg har ikke kørekort. Vi tog toget; det har både jeg og min hustru været vant til i mange år. Jeg har haft mange gode stunder på farten i danske tog, men i de seneste 10 år er jeg mere og mere blevet mindet om den systematiske laden stå til som Thatcher-regeringen for 25 år siden brugte som optakt til at lade British Rail privatisere. Symptomerne var de samme som dem, vi opdagede i dag: Aflyste afgange, overfyldte tog, ustabil kørsel. Sådan har det jo ikke altid været.

Jeg savner en vision om god togdrift; det har vi haft engang i Danmark. Det skal være en vision om elektrificerede tog drevet af vedvarende energi og med ordentlig software og med forbindelser rundt om i landet, også til den såkaldte udkant. Det skal være en positiv vision om arbejdspladser og teknologisk nytænkning i stedet for de sidste mange års hovsa-løsninger og misligholdelse med ubrugelige IC4-tog, udliciteringer og opsplitninger og som det allerseneste den populære regerings kyniske forsøg på at tilbagerulle det forlig, der hed togfonden.

Om noget, viser overfyldte tog at behovet er der i befolkningen for god togdrift. Jeg savner de gode togoplevelser. Jeg vil have dem tilbage og jeg vil gerne hjælpe med til det.

Flattr this!

Stort er smukt?

hoest

For tiden ser vi i Danmark en masse tiltag fra den populære regering, der handler om at rulle miljøpolitikken tilbage. Selve dette at Miljøministeriet nu ikke længere er et selvstændigt ministerium, men er lagt ind under Fødevareministeriet, er meget sigende. Der er adskillige andre tiltager der peger i samme retning – man har bl.a. fjernet randzoneloven – nemlig at det populære parti vil tilgodese de store landbrug og deres industrialiserede tilgang til det, der med rette kaldes et primært erhverv. Og Landbrug & Fødevarer er da også særdeles tilfredse.

Det interessante er imidlertid at små landbrug yder et højere udbytte pr. hektar end større landbrug. Denne observation blev gjort allerede i 1962 af Amartya Sen, der senere fik Nobelprisen i økonomi. Studier i mange lande i det globale Syd bekræfter dette. En af årsagerne til denne umiddelbart paradoksale gevinst ved smådrift er at de små landbrug ofte drives af familier. George Monbiot skriver

Their workforce largely consists of members of their own families, which means that labour costs are lower than on large farms (they don’t have to spend money recruiting or supervising workers), while the quality of the work is higher. With more labour, farmers can cultivate their land more intensively: they spend more time terracing and building irrigation systems; they sow again immediately after the harvest; they might grow several different crops in the same field.

Derfor er det i virkeligheden både kontraproduktivt og (som det i det hele taget er tilfældet for den siddende regering) visionsløst at satse på stordrift. De industrielle metoder fra store landbrug er ikke gavnlige for miljøet eller kvaliteten og de gamle idealer om selveje er også en saga blott. I dag er det mindre end 1 procent af befolkningen, der ejer de 62 procent af Danmark, der er udlagt til landbrug (i sig selv en stor del af landet). Og hvis man skal brødføde flere mennesker i det globale Syd, kan man i stedet for at omlægge produktionen til stordrift hjælpe de små bønder i disse dele af verden til at kunne forblive selvstændige.

Flattr this!

Klimaflygtninge

toerke

Den udløsende faktor bag oprøret i Syrien var tørke – og ovenfor er nogle af billederne fra en tegneserie på nettet, der fortæller denne historie. Fra 2006 til 2011 oplevede landet en af de voldsomste tørker i landets historie, og 85% af alle husdyr i landbruget døde som følge heraf. I Tunesien var det også stigende hvedepriser, der havde ført til stigende priser på brød – igen på grund af en dårlige høst. Det har jeg allerede skrevet om her på bloggen tidligere.

Den danske regering har for nylig nedjusteret sine mål for bekæmpelse af den globale opvarmning. Er dette virkelig en god idé, hvis man vil have at der skal komme færre flygtninge til Europa (for ikke at sige Danmark)?  For mig at se er der her desværre tale om endnu et eksempel på at den danske regering ser globale problemer isoleret og mest i et indenrigspolitisk lys. I de kommende år vil vi risikere at se ganske mange flere eksempler på at klimaforandringerne mere eller mindre direkte vil drive mennesker på flugt. Dette har FNs flygtningehøjkommissariat da også skrevet om.

Flattr this!