Datalogi og klimaforandringerne

Benjamin Pierce fortæller om ACMs indsats mod klimaforandringerne.

I dag var der det såkaldte business meeting ved POPL, hvor organisatorer og programansvarlige taler om selve konferencen: hvor mange artikler der blev indsendt hhvs. accepteret, hvilke erfaringer man havde gjort sig, og det er også her, der bliver uddelt priser til de bedste artikler og givet hædrende omtale.

Men sidste punkt på dagsordenen var ganske anderledes. Benjamin Pierce, der er en af de mest prominente personer inden for programmingsteori fra min generation, fortalte om klimaforandringerne og hvordan vi i det videnskabelige samfund er nødt til at forholde os til dem – her selvfølgelig med fokus på hvad ACM (Association for Computing Machinery), der står for POPL-konferenceserien, kan gøre. Benjamin Pierce viste en beregning af sin personlige CO2-belastning, og her fremgik det meget tydeligt, at hans suverænt største kilde til belastning var hans rejseaktivitet, og ikke mindst hans flyrejser.

Derfor er dette et sted, hvor det er væsentligt at sætte ind. ACM er, som Benjamin sagde, ikke det vigtigste sted at gøre en forskel, men det er et vigtigt sted. De teknologiske løsninger, som ville kunne skabe forandring (f.eks. udvinding af CO2 fra luften), kan ikke gennemføres på kort sigt, og de politiske forandringer ser desværre heller ikke ud til at kunne gennemføres på helt kort sigt, sådan som den politiske situation er netop nu. Derfor er det vigtigt, at alle vi andre handler nu, mens vi kan, konkluderede han. Det er især vigtigt, at vi viser vores opbakning til de andre grene af naturvidenskaben, som allerede har gjort et stort og nødvendigt arbejde for at påpege, hvor galt det hele er fat.

Heri er jeg (selvfølgelig) helt enig. Et af de konkrete tiltag, som ACM allerede har gjort, er at lade møderne i programkomiteen for POPL foregå på nettet i stedet for fysiske møder, hvor 30-40 mennesker skulle rejse langt for at holde et møde af få dages varighed.

Bagefter snakkede jeg med Benjamin Pierce og foreslog muligheden af, at man kunne gøre det attraktivt at rejse til POPL (og andre konferencer) på en mindre miljøbelastende facon, f.eks. ved at sætte konferenceafgiften op for dem, der rejste med fly.

Vejret forandrer sig

Kort: DMI.

Inden for de seneste få år er konsekvenserne af klimaforandringerne blevet tydelige for mig.

I september 2017 var jeg i Cape Town midt under en langvarig vandmangel, hvor alle skulle spare på vandet. Jeg husker de skilte, der var alle vegne.

Et år senere, i september 2018, var jeg i Lissabon få uger efter den værste hedebølge, Portugal havde haft i mands minde – og få uger efter den tørreste og varmeste sommer i Danmark i mange år.

Men klimaforandringerne fører ikke kun til opvarmning og tørke. De fører også til voldsommere og hyppigere storme – lige efter den lange hedebølge i Danmark kom den kraftige auguststorm som bekendt. Nye klimamodeller fra Environmental Change Institute i Oxford fortæller, at ekstremt vejr bliver signifikant mere sandsynligt på grund af klimaforandringerne.DMI har nået en tilsvarende konklusion om fremtidens vejr i Danmark.

I formiddag varslede DMI noget så sjældent som meget farligt vejr.  I nat var Storebæltsbroen lukket, men i morges mistede seks mennesker alligevel livet. Den tragiske togulykke har formodentlig en forbindelse til det meget farlige vejr og dermed formodentlig også en forbindelse til klimaforandringerne.

Stram miljøpolitik???

Jeg havde egentlig lovet mig selv ikke at skrive noget om statsministerens nytårstale. Faktisk tror jeg nemlig ikke, jeg har set ret mange nytårstaler fra danske statsministre i fjernsynet, og i år var ingen undtagelse. Jeg bliver nemlig uvægerligt altid i dårligt humør.

Men Lars Løkke Rasmussens tale ligger tilgængelig på Statsministeriets hjemmeside. Og det er oplagt at sammenligne prioriteringerne i talen. Der er 11 linjer om de menneskeskabte klimaforandringer i talen, og intet overhovedet om konkrete initiativer fra regeringens side. Der er til gengæld f.eks. 37 linjer om “udlændingepolitik” – den gængse fællesbetegnelse for en række områder, der nu konsekvent bliver kædet sammen i dansk politik. Og her omtaler Lars Løkke Rasmussen bl.a. konkrete initiativer som særregler for ghettoområder.

Det er påfaldende, at den danske regering stadig taler om borgere med udenlandsk baggrund som værende den største trussel, selv i en situation hvor konsekvenserne af de menneskeskabte klimaforandringer er blevet så tydelige, som de blev i 2018. Statsministeren er i stand til at tale om stram udlændingepolitik, men ikke om en stram miljøpolitik. Det er ellers på miljøområdet, der virkelig er brug for stramninger nu.

Lindholm og Egholm – og dyrene

Der er som bekendt planer om at indrette et udrejsecenter for udvisningsdømte udenlandske statsborgere på øen Lindholm i Stege Bugt. Det kommer kun til at koste 759 millioner kroner. Men dele af øen er underlagt særlig beskyttelse, fordi nogle beskyttede dyrearter yngler her. Og derfor kan man bare ikke omlægge brugen af øen på den måde, som regeringen har tændt sig. Knud Flensted fra Dansk Ornitologisk Forening udtaler til Berlingske at

Havternen og klyden er helt afhængige af, at dele af øen vil blive spærret af i yngletiden, så der ikke er færdsel. De har sammen med andre arter haft nogle solide bestande på øen. Men havternen er gået temmelig meget tilbage på verdensplan, så den har god brug for ynglelokaliteter som Lindholm…

(fra Berlingske 26. december 2018)

Jeg bemærker selvfølgelig her, at den lysbugede knortegås trækker fra yngleområderne i Nordgrønland og Svalbard til Danmark for at overvintre. Mere end halvdelen af bestanden kommer til i Danmark om efteråret, hvorefter antallet stiger hen til foråret. Da findes hele bestanden faktisk i Danmark, og et særligt stort antal findes på en anden dansk ø, som politikere vil lave om på – nemlig Egholm, hvor nogle vil have anlagt en motorvej. Også strandtudsen, der som alle andre padder i Danmark er fredet, findes på Egholm. Motorvejen vil kun koste omkring 9 milliarder kroner.

Du skal skamme dig ?!?


Den engelske forfatter og aktivist George Monbiot er blevet interviewet i Politiken, og emnet for samtalen er hvordan man bør reagere overfor andre mennesker, der foretager sig handlinger, der belaster miljøet voldsomt, nærmere bestemt flyvning. Skal man overhovedet påpege det? Monbiot siger

En af mine venner tog for ikke så lang tid siden til en ledelses-teambuilding-session over en weekend i Bahamas. Og jeg sagde faktisk i det tilfælde, at »jeg har et problem med det«.  [… ] Han stirrede bare forbi mig ud i luften og begyndte at tale om noget helt andet. Det gik op for mig, at han opfattede det, jeg sagde, som ubehøvlet. Det sidste, folk har lyst til at høre, når de skal på ferie, er etikken i, hvad de gør. Du vil jo glemme det hele, lade det hele være derhjemme. Men fordi vi er så høflige omkring de her ting, og i Storbritannien er høflighed jo en kronisk arvelig sygdom, så normaliserer vi destruktionen af den levende planet. Det er en normalisering, der er dræbende….

Selv har jeg ofte været i tvivl om hvad der er bedst her. Jeg kender en del mennesker, som jeg ellers deler mange holdninger med, der foretager sig noget, som jeg synes, man ikke bør gøre. Skal jeg sige det til Den Anden? 

 Bør jeg kritisere nogen, hvis de er meget hårde ved deres børn? Bør jeg kritisere nogen, hvis de giver udtryk for intolerante  (racistiske/homofobiske/antisemitiske osv.) holdninger? De allerfleste (som ikke synes at man skal slå sine børn eller være intolerant) vil nok sige ja her, for her er tale om handlinger, der går ud over andre mennesker. Bør jeg kritisere nogen, hvis de ryger? Her begynder der at optræde uenighed, også blandt ikke-rygere, også selv om rygning også generer andre. Af og til bliver det fremført, at sådan noget som rygning trods alt er et personligt valg, og at rygeren måske “ikke kan gøre for det”. Og bør jeg kritisere nogen, fordi de har været ude at flyve? Nu bliver det for alvor svært at finde enighed – også selv om forureningen påvirker det globale miljø. Så sent som i november 2018 fløj jeg selv, men jeg er stoppet nu. Jeg skal aldrig flyve mere.

Det er tvivlsomt, om Den Anden holder op med sin kritisable handling, bare fordi jeg kritiserer vedkommende. Jeg er som oftest ret konfliktsky, og jeg vil nødig støde nogen fra mig – det er trods alt mennesker i min nærhed, jeg har størst umiddelbart mulighed for at påvirke i en gunstig retning. Og der er desværre en del stereotyper derude om f.eks. “den vrede ikke-ryger”, “den selvretfærdige miljøaktivist” og “den aggressive veganer”. Nogle vil sige, at man i stedet skal rette sin vrede mod tobaksindustrien, olieproducenterne og det industrielle landbrug – og hvem der nu ellers er magthavere.

Men på den anden side er det vigtigt at huske, at hvis jeg ikke siger noget, ender Den Anden med at fortsætte med at synes, at den problematiske handling faktisk er uproblematisk. Når rygning ikke har samme positive aura, som det havde engang, og når holdningerne til det at spise kød også er under hastig forandring, er det jo i høj grad fordi  begge former for adfærd er blevet kritiseret på faktuel vis. Og når man omsider er nået dertil, at man i mainstream-medierne kan tale om flyvning som en trussel mod miljøet i 2018, er det af samme grund.

Foreløbig er jeg nået dertil, at jeg lader være med at tale positivt om de handlinger, jeg finder kritisable og at jeg vil kritisere handlingen, men ikke Den Anden selv, og gøre det på en saglig måde. Men det er en etisk position, jeg hele tiden må overveje.

De fysiske mediers renæssance?

En lang overgang talte man om, at man skulle mindske forbruget af papir på arbejdspladserne og kun gøre alle dokumenter tilgængelige online. Og hvis man købte cd’er eller dvd’er, var man gammeldags. Det papirløse samfund ville være mere miljøvenligt.

Nu er der kommet fokus på CO2-forbruget ved streaming af film og musik. En times streaming af film i hd-kvalitet på Netflix bruger den samme mængde energi, som det vil koste at koge otte liter vand på en elkedel og føre til et udslip på 163 gram CO2. Energiforbruget skyldes, at data skal transporteres langs mange servere.

I 2009 fandt en undersøgelse frem til at produktion og distribution af en dvd vil føre til et udslip på omkring et engelsk pund (dvs. 453 gram). Men heraf følger det, at hvis man ser en film flere gange eller måske har dvd’er med 3 timers indhold, er de fysiske medier faktisk et bedre valg end streaming.

Tilmed kan man låne sine cd’er og dvd’er ud uden at det belaster miljøet. Måske har vi her argumentet for at holde fast i de fysiske medier i al fald endnu en stund?

Sammen mod motorvejen

Rådmand Lasse Olsen var med til vores protest.

Her til morgen holdt en gruppe politikere – nordjyske borgmestre, regionsrådsformand Ulla Astman, nordjyske folketingsmedlemmer og Regionalt Industri Politisk Udvalg (RIPU) – møde i Aalborg kommunes By- og Landskabsforvaltnings bygning på Stigsborg Brygge i Nørresundby. Dette lukkede møde handlede om arbejdet for en motorvej over Egholm, også kendt som “den 3. Limfjordsforbindelse”. 

En bredt sammensat aktionsgruppe havde planlagt en demonstration i den anledning. Mange vil vide, at jeg er aktiv modstander af en motorvej over Egholm, så jeg dukkede selvfølgelig også op for deltage i den planlagte til politikerne. Rådmand Lasse Olsen, der har kontor på Stigsborg Brygge, var også med.

Efter den 30 minutter lange flashmob inviterede Lasse os indenfor til kaffe, te og hjemmebagte boller. Ikke længe efter fik vi uventet selskab af Peder Hvelplund fra Enhedslisten og Susanne Zimmer fra Alternativet. De var med til morgenmødet, men der gik ikke ret lang tid, før de andre politikere bad dem om at gå. De to partier er nemlig modstandere af motorvejen.

Det var en underlig oplevelse, der bekræftede billedet af en uskøn rævekage bagt af præcis de samme mennesker, som i 2015 lavede et demonstrativt “første spadestik” på Egholm. Det spadestik løb hurtigt ud i sandet, og står det til mig og mange andre, skal det blive ved på den måde. I en nutid, hvor klimaforandringerne er en særdeles virkelig udfordring, er det trist at se, at der stadig er nogen, der vil løse fremtidens problemer med fortidens tekniske fix.

Det var samtidig godt at møde så mange andre motorvejsmodstandere, en bredt sammensat skare af unge og gamle, og morgenens demonstration markerede et nyt skridt i kampen mod en motorvej over Egholm.

Danmark kontra Kap Verde

Kilde: Globalis.

I dag prøvede jeg at på et overslag over min miljøbelastning. Selv om jeg er veganer, ikke har bil og nu er holdt op med at flyve, er jeg desværre stadig ikke god nok ved miljøet.

http://www.globalis.dk kan man sammenligne forskellige landes relative miljøbelastning. Og Danmark er et foregangsland – men ikke på den gode måde. Det kan godt være, at vi i Danmark tænker på os selv som nogen, der cykler meget og har en masse vindmøller og derfor ikke belaster miljøet, men:

Hvis alle levede som man gør i Danmark, ville det kræve 4,2 jordkloder. Hvis alle levede, som man gør på Kap Verde-øerne, ville vi lige akkurat kunne nøjes med vores jordklode.

Hvis man alene måler CO2-udledning, ser det endnu værre ud. Hver borger i Danmark – barn, voksen og gammel – udleder i gennemsnit knap 6 ton CO2 årligt. Hvis man også tæller CO2-ækvivalenter, dvs. også drivhusgasser som metan og kvælstofmonoxid med, er tallet meget større. På Kap Verde-øerne er man nede på under 1 ton pr. indbygger pr. år. 

Kilde: Globalis.

Ifølge den grønne tænketank Concito skal vi ned på en udledning på mellem 1,4 og 2 ton pr. indbygger pr. år. FNs anbefaling er lidt højere, mellem 2 og 3 ton. Men uanset hvad er Danmark langt fra målet.

Tallene viser også, at det ikke er nok, at jeg bestræber mig på at blive en duks. Om jeg så bliver Nørresundbys svar på Kap Verde-øerne, vil det ikke nytte noget, hvis ikke hele Danmark også følger trop. Det kræver en fælles indsats fra politisk side. Lige nu ser indsatsen fra den danske regering desværre mest ud til at bestå i at lade stå til.

Sovs og kartofler

Da jeg for mange år siden blev vegetar (inden jeg blev veganer), fortalte jeg min beslutning til min mor. Hun var tydeligt forundret og spurgte om det så betød, at jeg fra nu af kun ville spise sovs og kartofler. Det måtte være helt enormt kedeligt, syntes hun.

Nogle få år forinden havde jeg været i Rusland til en konference, hvor en af deltagerne (det var endnu ikke mig) var vegetar. Når alle andre fik serveret kød med sovs og kartofler til frokost (en typisk russisk frokost), fik han serveret agurk med sovs og kartofler. Det tog han med godt engelsk humør, husker jeg, thi han var englænder.

I dag står vi over for nogle nødvendige omlægninger af vores livsform i den industrialiserede verden og andetsteds. Vi er nødt til at stoppe vores udledning af CO2 fra fossile brændstoffer. Og vi er nødt til at gøre noget ved den enorme ulighed, der fører til at voldsomt rige virksomheder kan eksistere i samme virkelighed som børn, der tigger på gaden.

Men hvordan skal vi kunne tage på indkøbstur til New York og på vinterferie i Asien, hvis vi ikke længere kan flyve? Hvordan skal vi kunne komme til akademiske konferencer i USA? Hvordan skal de ufatteligt rige virksomheder kunne blive ved med at være ufatteligt rige? Hvordan skal vi komme fra sted til sted, hvis vi ikke hver især skal eje en bil?

Svaret er, at dette er sovs-og-kartofler-reaktionen i stort format. Vi er så vante til vores livsform og produktionsmåde, at vi ikke kan forestille os en anden måde at organisere os på og leve på end den, vi har nu. Men måske kan sovs-og-kartofler-sammenligningen netop vise os, hvor begrænsede vi er af vores udsyn.

Om russerne har lært at spise vegetarisk/vegansk, ved jeg ikke. Men min mor var ikke dum. Hun indså selvfølgelig med tiden, at vegetarer og veganere ikke er en slags kødspisere, der nøjes med sovs og kartofler, men spiser en helt anden slags mad og har det godt alligevel (rigtig godt endda!). Det er noget tilsvarende, vi alle skal lære nu i den store omstilling.

Sidste flyrejse

En slags selfie fra Schiphol sammen med flyet til Aalborg.

Da jeg skulle med flyet fra Athen her til eftermiddag, tog jeg metroen fra Syntagma i usædvanligt god tid for at være på den sikre side. Jeg kom dog ikke af ved den station, hvor jeg skulle skifte, så jeg måtte køre en station tilbage. Men jeg havde mere end tre timer til flyafgang, så det var ikke et problem. En anden passager var ikke helt så rolig; jeg så ham løbe hen for at skælde togføreren ud, og da jeg var ovre på den modsatte perron, var råbekonkurrencen stadig i fuld gang. Men jeg havde god tid.

Det blev dog alligevel en redning på stregen. Flyet til Amsterdam var tæt på at være en time forsinket, og jeg kunne risikere først at være fremme lige inden flyet til Aalborg skulle afgå. 

Men jeg nåede det lige akkurat. Flyet indhentede en lille smule af forsinkelsen, og personalet fortalte mig hvilken gate jeg skulle hen til, når vi landede. Der var så godt nok nogen, der havde bestemt sig til at afholde en ekstraordinær paskontrol ved ankomsten. Men efter fem minutters skarpt trav/løb nåede jeg frem til gate D83 – blot for at opdage at flyet til Aalborg var forsinket. Sjældent har jeg været så glad for en forsinkelse. Piloterne forklarede at dette såmænd skyldtes – en sen ankomst fra Athen! Og således hang det hele pludselig pænt sammen.

Denne tur til Aalborg blev også på andre måder noget særligt, for det var formodentlig min sidste flyrejse nogensinde (med forbehold for livstruende sygdom, nære slægtninges dødsfald o.lign. mens jeg opholder mig i udlandet).

Så længe flytrafikken bidrager så voldsomt til den globale opvarmning, kan jeg ganske enkelt ikke forsvare at flyve. Jeg har besøgt mange interessante dele af verden på flyrejser, ja faktisk har jeg været på alle kontinenter på nær Antarktis. Men nu er det slut. Formodentlig kommer jeg derfor aldrig igen til at forlade Europa (hvis vi ser bort fra mulige sejlture til Marokko eller den asiatiske del af Tyrkiet). Det er på sin vis ærgerligt, men jeg holder mere af miljøet end jeg holder af ferier langt væk og af akademiske konferencer. Jeg har allerede levet længe, og jeg har set meget. Fra nu af vil jeg tage med bus og tog rundt. Jeg klarer den nok; jeg er meget mere bekymret for miljøet.

Vi er nødt til at lægge pres på regeringerne, men vi skal også gøre en indsats hver især og lære at tilpasse vores livsstil til en ændret virkelighed. Dette løfte er en del af min personlige indsats.