Klimaforandringer og coping-strategier

I TV-avisen i dag var der flere indlæg om den tørke og varme, vi oplever i bl.a. Danmark nu. Et af indslagene handlede om hvordan nogle landmænd havde svært ved at skaffe foder til det kvæg, de snart skulle slagte. Et andet indslag handlede om tørken i det sydlige Norge. Og derefter kom der så et ubekymret indlæg om hvordan Københavns lufthavn i år sender flere rejsende af sted end nogensinde før.

Jeg sad tilbage med en underlig fornemmelse af at der var nogle usædvanligt tydelige årsags/virkningssammenhænge, som fuldstændig blev ignoreret. Det er meget sandsynligt, at det ekstreme vejr, vi nu oplever, er en konsekvens af klimaforandringerne. Flytrafikken bidrager med otte procent af CO2-udledningerne, og hele det animalske landbrug bidrager også voldsomt til CO2-udledninger og til forbrug af resurser som vand. I sådanne situationer oplever jeg det, som om der hersker det, man i psykologi kalder for en kognitiv dissonans. Hvorfor der da ikke er ret mange, der ser konturerne af det store billede, der viser nogle meget sandsynlige og meget ubehagelige årsagssammenhænge?

Der er andre, der har tænkt systematisk over dette forhold. Tilbage i oktober 2015 skrev jeg om bogen What We Think About When We Try Not To Think About Global Warming af den norske økonom og psykolog Per Espen Stoknes. I sin bog hæfter Stoknes sig især ved benægtelsen. Og måske er det bare benægtelse, medierne bedriver?

I dag fandt jeg tilfældigt en artikel fra 2012, der undersøger hvordan svenske børn på 12 år håndterer alt det, de får at vide om klimaforandringerne. Også blandt børn er benægtelse en af reaktionerne. Men en anden reaktion er en form for handlingslammende magtesløshed – det hele er så voldsomt, at man ræsonnerer, at der simpelthen ikke er noget at gøre.

Jeg ved, at der også er dem, der føler en tydelig nedstemthed. En amerikansk undersøgelse fra i år peger på at mange, der er interesseret i miljøspørgsmål og miljøpolitik, er særligt tilbøjelige til at udvikle stress og måske endda depressioner. Jeg har ikke selv oplevet dette, men der er bestemt dage, hvor humøret tager et dyk, når jeg tænker tingene igennem. Det kan være virkelig svært at forstå, at der er så lidt vilje til at gøre noget blandt beslutningstagerne.

En fjerde holdning er nemlig ligegyldighed. Min ubehagelige fornemmelse er, at mange af de beslutningstagere, der ikke vil gøre noget, faktisk føler ligegyldighed. De ved godt, hvor galt det er fat, men er “strategisk ligeglade” og besidder her en stor optimisme på egne vegne: At der ganske vist er mange mennesker, som vil komme til at lide under klimaforandringerne, men de bor i den fattige del af verden. I den rige del af verden vil man derimod kunne afbøde konsekvenserne. Derfor må det, tænker de ligeglade, være passende at blive ved med at satse på kortsigtede gevinster i de rige lande og på strategier, der først og fremmest handler om at dæmme op for konsekvenserne af den globale opvarmning.

Hvad skal man så gøre? Man skal selvfølgelig ikke være ligeglad eller benægte. Den eneste holdbare strategi udadtil er at blive ved med at påpege de meget konkrete alternativer til den nuværende udvikling. Men indadtil er hver enkelt af os, der er meget bekymret over klimaforandringerne, også nødt til at finde frem til en copingstrategi. En del af den strategi må bestå i at føle styrken ved at arbejde for forandringer sammen med andre.

Popsang på motorvejen

I dag kan jeg læse, at Transport-, Bygnings- og Boligministeret er kommet med tal, der skulle vise, at bilister vil kunne spare “millioner af timers ophold i bilen” hvis bare der bliver bygget nye motorveje. Både Venstre og Socialdemokraterne er begejstrede. Og der luftes igen planer om at bygge en Hærværksmotorvej og en Egholmmotorvej.

Et af de argumenter, som hele tiden bliver brugt for at have flere og bredere motorveje er, at det vil gøre det muligt for trafikanterne at komme hurtigere frem og skabe et bedre og mere effektivt samfund.

Rasmus Prehn fra Socialdemokraterne siger

Vi bør se på, om tidsfaktoren kan spille en større rolle i de trafikmodeller, vi bruger til at fortælle os, hvilke projekter der giver størst samfundsmæssig gevinst. Tid er penge – og der er også en masse velfærd forbundet med at bruge mindre tid i en bil, hvor kortere tid mellem hjem og arbejde betyder rigtig meget for den enkelte…

og Kristian Pihl Lorenzen siger

Den enorme tidsbesparelse ved at bygge en Hærvejsmotorvej viser, at vi her virkelig vil få smæk for skillingen. Og tid er penge, men tid er også en livstidsbesparelse. Derfor er vi nødt til at finde en stor pose penge frem mod 2030, så vi kan få gjort noget ved alle de hængepartier, vi har på trafikområdet

Men hvad er tidsbesparelsen egentlig? Det hævdes at de 110.000 trafikanter som krydser Limfjorden samlet ville kunne spare 1.730.000 timer på årsbasis,  eller 4.739 timer hver eneste dag, hvis Egholmsmotorvejen blev bygget. Det lyder da også imponerende! Men virkeligheden er langt mere beskeden.

4739 timer pr. dag er 17.060.400 sekunder, og det er 155 sekunder pr. trafikant, dvs. i gennemsnit 2 minutter og 35 sekunder pr. trafikant. Det er lidt kortere end den optimale længde af en popsang, der skal være et hit. (Det perfekte hit skal vare 2 minutter og 42 sekunder.)

Drengene i grotten – og alle de andre

Foto: Thailands flåde.

Jeg er bestemt ikke den eneste, der følger med i hvad der sker med de drenge og deres fodboldtræner, der er fanget i Tham Luang-grotten i Thailand og nu skal reddes ud. Det er en helt usædvanlig situation, og folk fra nær og fjern træder til for at hjælpe. Jeg håber sådan, at alt går godt.

Det er dog samtidig påfaldende, at denne ulykkelige situation får utroligt meget mere opmærksomhed end den globale opvarmning eller de ekstremt blodige krige i Syrien og Yemen. På DR Nyheders hjemmeside bliver disse krige end ikke nævnt i disse dage. Men i Syrien dør der på en typisk dag flere civile end det antal, der har været fanget i Tham Luang-grotten i Thailand.  Der er bare ingen, der prøver at redde de mennesker ud, hvis liv er i fare i Syrien. Heller ikke det usædvanlige vejr i Danmark og i f.eks. Japan for tiden bliver sat ind i den sandsynlige kontekst, nemlig klimaforandringerne.

Sandsynligvis er grunden til dette fokus hos medierne, at der er tale om en meget veldefineret situation med en helt veldefineret løsning, der skal nås inden for et veldefineret tidsrum. Medierne holder af den slags, og det gør mange af os, der følger med i nyhederne, også. Og når det hele er ovre, kan vi der fulgte med på afstand, lægge det hele bag os og tænke på noget andet. For dem, der er eller har været fanget i grotten, bliver det anderledes vanskeligt – de risikerer at skulle slås med de psykiske eftervirkninger i resten af deres liv.

Den globale opvarmning og krigene virker som uoverskuelige situationer. På sin vis befinder vi os også en situation, hvor vi snart skal reddes, inden vandet stiger. Men tænk, hvis verden ville gå sammen om at gøre noget afgørende her, på samme måde som der nu er så mange mennesker, der går sammen for at hjælpe med at redde drengene ud af Tham Luang-grotten. Da ville de uoverskuelige problem, verden slås med, måske heller ikke virke så uoverskuelige igen.

Sankt Hans 2018 på Egholm

Det er underligt at tænke på at dagene igen bliver kortere. Men lige nu er nætterne stadig lyse, og efter en kølig uge bliver vejret igen pænere.

Endnu en gang fejrede min hustru og jeg sankthansaften på Egholm. Det er noget helt særligt ved at være herude på øen mellem Aalborg og Nørresundby, en fredelig grøn plet midt i det hele.

Som altid, når jeg er her, tænker jeg uvilkårligt på planerne om en motorvej hen over Egholm, forrykte som de er.  Her til aften mødte jeg endnu engang mange af dem, jeg siden 2014 har lært at kende i vores kamp mod motorvejen.

Tilfældet ville at jeg også på denne aften mødte min gamle studiekammerat og tidligere kollega Lars Bækgaard, der fejrede 40-års studenterjubilæum med sin gamle årgang fra Nørresundby Gymnasium på Restaurant Kronborg på Egholm. Også dét var et godt gensyn.

Miljøforkæmperen, der ikke kunne mere

Ugen efter David Buckels død hang hans hat stadig på sin krog i skuret ved komposteringspladsen.

I dag kunne jeg læse om amerikaneren David Buckel, der i april i år begik selvmord ved at sætte ild til sig selv. Igennem mange år havde han som idealistisk advokat arbejdet utrætteligt for homoseksuelles rettigheder (han var selv bøsse), men senere viede han sit liv til et stort projekt om kompostering af organisk affald i New York. For få uger siden var det dog som om han ikke kunne mere. Trump-regeringen var systematisk i gang med at fjerne den eksisterende miljøbeskyttelseslovgivning. En tidlig morgen gik David Buckel hen på et øde område, hældte benzin over sig selv og stak ild til sig selv. Ikke engang hans mand eller voksne datter kendte noget til Buckels selvmordsplaner. I et afskedsbrev skrev han, at han ønskede, at hans død kunne sætte fokus på ødelæggelsen af miljøet og specielt på klimaforandringerne. Om det er tilfældet, er yderst uklart for mig – der har ikke været noget i de danske nyheder om David Buckels død, og heller ikke New York Times, hvor jeg kunne læse den lange beretning om Buckels liv og død, har noget på forsiden.

Der er mange beretninger om mennesker, der i krisetider begår selvmord som en reaktion på den uoverskuelige situation. Under nazismen var der således mange selvmord blandt tyske jøder. Berømte forfattere som Walter Benjamin og Stefan Zweig var blandt dem, der slog sig selv ihjel. Hvis man tænker på sådanne selvmord som protester, gjorde de ingen forskel – ud over at Tyskland mistede nogle af sine bedste borgere, præcis som USA er blevet et lidt fattigere sted uden miljøforkæmpere som David Buckel.

Og nu spekulerer jeg på, om vi kommer til at se andre af denne slags afmægtige protester mod en verdenssituation, der for mange af os forekommer så uoverskuelig og dyster. Jeg håber det bestemt ikke.

Dejligt vejr?

Også i denne weekend har jeg været ude i solskinnet. Jeg kan ikke huske, hvornår maj måned i Danmark sidst har været så sommerlig som i år. Det har været dejligt at opleve godt sommervejr, men samtidig sidder jeg også med en lidt underlig følelse af, at noget ikke er som det burde være.

Man kan ikke slutte fra enkeltstående tilfælde af ekstremt vejr til at klimaet forandrer sig; man er nødt til at måle over en længere årrække. Men det er lidt påfaldende, at vi i 2018 allerede har haft dage, der er varmere end den varmeste dag i 2017, hvor der blev målt 26,6 grader ved Abed på Lolland 15. august. Så tidligt som den 19. april i år blev der målt 26,7 grader i Karup.

Og man skal også se på udviklingen for den globale middeltemperatur. Den er tydelig – den globale middeltemperatur har siden 1970 været voksende.  Og jo højere den globale middeltemperatur er (forstået som den gennemsnitlige temperatur ved Jordens overflade, hvor alle lokaliteter og alle årstider er regnet med), jo mere sandsynlig er episoder med særligt varmt vejr.

Det er også bemærkelsesværdigt, at april 2018 var den 400. måned i træk, hvor gennemsnitstemperaturen var højere end gennemsnittet for månederne.

Den belastende turist

En ny undersøgelse afslører, at den globale rejseaktivitet belaster miljøet endnu mere end man har troet.

Hele 8 procent af den globale CO2-udledning skyldes rejseaktivitet. Især flyrejser er en synder. Vi ved det egentlig godt, og jeg er bestemt ingen helt. Tværtimod. Som man vil kunne ane af mine indlæg her på bloggen, flyver jeg flere gange om året i arbejdssammenhæng. I det europæiske forskningsprojekt, jeg nu er med i, går midlerne til rejser rundt om i Europa. Det bliver svært at komme til f.eks. Malta uden at flyve dertil. Også til sommer skal jeg flyve til Spanien på ferie.

I gamle dage havde jeg ikke noget imod at tage tog rundt i Europa, og i nogle år rejste jeg også sydpå i sommerferien med familien i tog. Det bliver en voldsom ændring for mig at begrænse flyrejserne for en dag helt at indstille dem.

Noget, som man kunne gøre fra officielt hold, ville være at tilskynde til at man vælger mindre miljøbelastende rejseformer. Måske kunne de af os, der rejser i statsligt regi, få bedre dækning af vores udgifter. Når jeg skal rejse til Portugal med tog, vil det tage to døgn – og det skal universitetet give mig plads til i kalenderen. Og måske kunne man gøre togrejser så billige, at det ville være tåbeligt ikke at rejse med tog. Den politik, som bliver ført i disse år, gør ikke meget for at ændre dette.

Det er snart slut

“Politicians discussing global warming”. Skulptur af Issac Cordal.

Jeg har kendt flere – familie, venner – der opdagede en knude eller et underligt sår et sted på kroppen eller pludselig begyndte at tabe sig voldsomt, men ikke gik til lægen. Måske var det benægtelse, der lå bag, måske var det et håb om at dette ville gå over af sig selv, måske var de bange for at få sandheden at vide. For i alle tilfælde var det kræft. Først da de indså, at de var døende, kunne de leve og gøre alt for at få det bedste ud af den tid, de havde tilbage. De gik ikke ud og frådsede. Tværtimod.

Det er på samme måde med klodens fremtid. Den engelske samfundsforsker Mayer Hillman, der nu er 86 år gammel, fortæller i et interview hvordan han ser menneskehedens fremtid. Det er en rigtig trist artikel – Hillman griber ubarmhjertigt fat om det store problem, nemlig at næsten alle (og vel også jeg) lever videre som om den menneskeskabte globale opvarmning ikke betyder noget som helst. Nogle tror endda fuldt og fast på at der ingen fare er.

Mayer Hillman siger det helt enkelt: Kloden er syg, og der er masser af tydelige tegn på det. Men er for sent at gøre noget, for der er næsten ingen, der vil.

Prøv at lytte til den politiske debat i Danmark. Alle de trusler, politikerne taler om, kommer andetsteds fra, typisk fra bestemte grupper i befolkningen. Der er ikke mange, der har lyst til at minde os om, hvor galt det hele egentlig er fat med miljøet nu. Tænk, hvis nogen ville sige det uden omsvøb i valgkampen 2019. Esben Lunde Larsen, der vel skal forestille at være en slags miljøminister,  hævder i denne uge at den siddende regering  er den mest økovenlige regering nogensinde. Men det er alligevel næppe fra ham eller fra hans parti, vi skal høre det: At kloden er alvorligt syg.

Dansk skovhund

Foto: http://ulvetracking.dk

Det er interessant at følge de bekymrede diskussioner om de vilde ulve, der nu findes i Danmark. Ifølge http://ulvetracking.dk er der dokumenteret 4 hanulve i Danmark – og dertil selvfølgelig hunulve, for der er også hvalpe derude. Det er ikke mange dyr.

Der er noget ved hele denne diskussion om noget ukendt, der pludselig kommer ind over grænsen, der virker forbløffende bekendt – nemlig angsten for “det fremmede” og de reaktionsmønstre, der følger med: Socialdemokraterne vil have ulvene indhegnet. Dansk Folkeparti går et skridt videre og vil have ulvene sendt til udlandet, så inden længe bliver det formodentlig også socialdemokratisk politik.

Midt i alt dette er det værd at huske, at en ulv egentlig bare er en vild hund. Naboens søde golden retriever og den grå ulv ude i skoven er samme dyreart. Dagbladet Information foreslår, at man kunne kalde ulven for “skovhund”, men der er allerede en lille sydamerikansk hundeart, der hedder netop dét på dansk. Måske skulle man simpelthen kalde ulven for dansk skovhund? Det lyder mere tilforladeligt, og det kunne måske gøre noget ved den fremmedfrygt, man mærker nu om dage. Ulven er trods alt et dyr, der har en lang forhistorie i Danmark (med en lille pause på 200 år) – ja, måske var den her endda før mennesket.

Og så kan jeg heller ikke lade være med at bemærke, at tal fra Danske Dyreinternater viser, at der er omkring 350 ulykker om året i Danmark, der skyldes almindelige tamhunde. I øvrigt er rådene for at reagere over for en truende tamhund præcis de samme som de råd, man skal følge, hvis man pludselig skulle støde på en ulv ude i naturen.

Et nyt Egholm

Foto: Peter Leth.

Midt i alle de andre udspil, på vej til den truende storkonflikt, vil regeringen pludselig have en motorvej over Kattegat.

– Tidligere tænkte man at en Kattegatforbindelse, aldrig kunne lade sig gøre. Men det at vi har kigget på, om en ren vejforbindelse kan lade sig gøre, giver nu det her et ordentlig skud realisme, som vi ikke har haft tidligere…

siger Ole Birk Olesen.

Og endnu engang er der tale om dyre motorvejsdrømme, der vil gå ud over en ø. Denne gang er det så Samsø.

Hvordan planerne om denne overflødige motorvej vil påvirke planerne om den overflødige motorvej over Egholm, ved ingen endnu. Men i begge tilfælde skal de motorvejsdrømme, der går ud over en dansk ø, finansieres ved brugerbetaling. Om kun 32 år, er de 58 milliarder betalt tilbage, hævder regeringen.

Men sådan er det ikke.

En forudsætning er at mange bilister så vil fravælge Storebæltsforbindelsen. Men sidste år indgik regeringen en aftale med Dansk Folkeparti om at sænke taksten på Storebæltsforbindelsen med i alt 25 procent fra 2023, og hermed bliver motorvejen over Storebælt pludselig mere attraktiv.

Motorvejsdrømmene er ikke gratis, ikke for staten, og bestemt heller ikke for miljøet. Det gør Danmarks Naturfredningsforening da også opmærksom på.