På skinner?

Fra den store jernbaneviadukt Rendsburger Hochbrücke, der fører togene hen over Rendsburg og Kielerkanalen.

Politiken bringer i dag et debatindlæg af Asbjørn Riis-Søndergaard, der er bæredygtighedsrådgiver og tidligere i år ville foretage en tjenesterejse til Girona i Spanien med tog. Efter indlægget at dømme var rejsen besværlig og blev ikke nemmere for ham, fordi han som københavner var nødt til at tage færgen til Tyskland. Det er et problem, jeg som kontinentaldansker ikke har.

Som de, der har læst indlæg af mig her vil vide, holdt jeg op med at flyve for et år siden, fordi jeg vil mindske mit personlige CO2-udslip. I 2019 har jeg været i Lissabon, Prag, Magdeburg, Leicester, Manchester og Athen, og alle seks rejser (hvoraf fem var tjenesterejser) har jeg foretaget med tog og i fire tilfælde med Interrail-billet. Så det kan lade sig gøre. I næste uge skal jeg til København i embeds medfør, og det bliver formodentlig min sidste togrejse i år. Rejserne har for det meste været gode oplevelser med muligheder for fordybelse undervejs, med forsinkelserne i Ancona og Patras for to uger siden som en kedelig undtagelse.

De lange togrejser i Europa kræver dog ganske megen detailplanlægning, og det kalder på en fælles indsats for at dele erfaringer og tips. Men det er ikke umuligt, slet ikke. Der er allerede bl.a. en Facebook-gruppe om togrejser, men der mangler en dansk pendant til det storartede britiske websted https://www.seat61.com, hvor erfarne togrejsende deler deres viden med alle.

Nogle tips herfra, baseret på årets erfaringer, er

  • Interrail-billetter er i høj grad værd at overveje på lange strækninger. 5 rejsedage fordelt ud over en måned er typisk nok. Webstedet http://www.interrail.eu er desværre ikke så overskueligt som det kunne være. Det er værd at rejse på 1. klasse. Desværre forlader Storbritannien Interrail-ordningen ved indgangen til 2020. EuroStar-togene fra Frankrig vil dog være undtaget.
  • Deutsche Bahns websted http://bahn.de er en uvurderlig kilde til planlægning af lange togrejser.
  • Nattog i Europa er ikke hvad de har været. Overnatninger på banegårdshoteller er ikke altid et dårligt alternativ, hvis man har tid til det. Rejser man vestover, skal man tage et tidligt morgentog og overnatte i Paris.
  • En undtagelse er NightJet-nattogene, som ÖBB står for. De er rigtig gode.
  • Webstedet https://www.seat61.com er værd at besøge.
  • Togforbindelserne i Grækenland er ikke gode; her må man alt for ofte ty til busser. Og man kan overhovedet ikke komme til Albanien med tog.
  • Hvis man skal sejle mellem Italien og Grækenland, skal man undgå at sejle med Minoan Lines. De er en samling uærlige, inkompetente, uprofessionelle og kyniske klamphuggere, der kun er gode til at skabe enorme forsinkelser og gerne må gå konkurs, så snart de har refunderet min færgebillet. I al fald én af konkurrenterne, Superfast, har faktisk fri adgang for passagerer med Interrail-billetter (men dækker ikke udgiften til overnatning i kahyt).

Der er som bekendt masser af rejsebureauer derude, der med et greb i lommen og et tryk på en tast kan planlægge en flyrejse tværs gennem verden. Det, der mangler, er rejsebureauer, der kan hjælpe med at planlægge togrejser gennem Europa. Og så mangler der også en formuleret velvilje fra officiel side med hensyn til at lade tjenesterejser være togrejser; for mig er det lykkedes i år, men det skyldes formodentlig i høj grad, at jeg har kunnet bruge et personligt annuum. Når det er brugt op, er det muligt at situationen er en anden, og at jeg da må begrænse min rejseaktivitet,

Det samme tøj hver dag

En af de overraskende, væsentlige kilder til udledning af CO2 er produktionen af tekstiler, og derfor er der nu fokus på hvad man skal gøre for at få langtidsholdbare beklædningsgenstande.

Men hvis man har langtidsholdbart tøj, behøver man faktisk ikke ret meget tøj. Og der er en del artikler derude om det fænomen at gå i det samme tøj hver dag – eller rettere: Altid at have tøj på, der ser ud på en bestemt måde. Steve Jobs gik altid i samme slags sorte rullekravetrøje og blå jeans. På billeder af Mark Zuckerberg ser man ham også næsten altid iført en grå bluse og blå jeans. Ordet uniform er latin og betyder “ensartet”. Og det er netop, hvad de pågældende mænd opnåede: Deres påklædning blev en integreret del af deres image og på den måde deres uniform. Og den er det stik modsatte af hvad moden dikterer, for moden skifter altid.

Samtidig er der anekdotisk grundlag for at hævde, at ingen i længden vil bemærke at man altid har det samme tøj på. Et typisk eksempel er beretningen om en amerikansk journalist, der gik med det samme tøj hver dag i en uge: Ingen bemærkede det!

Det interessante er, at vel dybest set er ligegyldigt, hvad man har på. Måske er sådan en anti-mode i virkelighed et nyt og mere miljøvenligt ideal.

Tale for DØVe øren

Lige nu er det interessant at genlæse forfatteren Ejvind Larsens klummer fra dagbladet Information. Gennem mange år prøvede han at gøre opmærksom på sammenhængen mellem klimaforandringerne og den økonomiske vækst (DØV), men det var unægtelig som om ingen reagerede. Tilbage i 2008 skrev han om præsident George W. Bush, der som en af sine sidste embedshandlinger havde besluttet at svække beskyttelsen af truede dyr og planter i USA gennem at afskaffe obligatoriske uafhængige miljøvurderinger. Larsen skrev at

Alt det gør Bush ikke, fordi han er æresmedlem af Naturskadeforeningen eller i det hele taget ikke kan lide børn, blomster og dyr. Og sin kone. Det gør han, for at DØV, Den Økonomiske Vækst, ikke skal hæmmes men tværtimod fremmes. 

Derfor må man være eller gøre sig døv for, hvordan DØV’s bidrag til den globale opvarmning indvirker på truede dyre- og plantearter.

Nu befinder menneskeheden sig imidlertid også i en hel anden galakse end Mælkevejen. I den hævdes det, at homo sapiens selv er en af de truede arter! På grund af den globale opvarmning!

Fra artiklen Verden er døv, dagbladet Information 30. december 2008

Det er interessant at Ejvind Larsen dengang sagde det, der først 11 år senere nåede frem til den internationale klimakonference i New York takket være Greta Thunberg. Og så er det i øvrigt et rigtig godt akronym, DØV, der sagtens kan anvendes noget mere.

Klimapause i Aalborg

I dag var der klimastrejke (også kendt som Break for Climate), og også i Aalborg var der en demonstration. Der var fællessange og taler med repræsentanter for Bedsteforældrenes Klimaaktion, FN-Forbundet, Merkur Andelskasse og Dansk Cyklistforbund (der er ældst af alle – og allerede havde eksisteret i 40 år, da De Forenede Nationer blev grundlagt).

Det var sært bevægende at stå der og endnu engang blive mindet om, hvor stor og vigtig denne sag er. Som en af talerne sagde, ved vi ikke hvordan verden ser ud om et år. For et år siden havde ikke ret mange hørt om Greta Thunberg, men i dag er hun en af de vigtigste skikkelser i kampen mod klimaforandringerne. Og for et år siden kunne man næppe have forestillet sig, at næsten alle politiske partier i Folketinget i september 2019 ville bakke op om målet om en reduktion på 70 procent af drivhusgasser.

Hvem skal sige det til os?

Kilde: https://da.wikipedia.org/wiki/Fil:Global_Temperature_Anomaly.svg baseret på https://data.giss.nasa.gov/gistemp/graphs/

I denne uge er der endnu et klimatopmøde, denne gang i New York. Det er ved at være sidste udkald. I morgen er der endnu en klimastrejke, og jeg deltager (selvfølgelig) også.

Jeg ville gerne have skrevet mere om Greta Thunberg, for jeg er dybt imponeret over hendes indsats. Alt for mange fra min generation har gjort alt, alt for lidt, og vi er som generation desværre endt med at være utroværdige. Den person fra min generation, der kunne have gjort noget afgørende, er Lars Løkke Rasmussen (han er fire måneder yngre end mig). Men vi ved desværre kun alt for godt, hvad han ikke gjorde, da muligheden bød sig ved klimatopmødet i 2009.

Samtidig er det dog tydeligt, at nogle nu bruger kritik af Greta Thunbergs unge person som en primitiv afledningsmanøvre for at undgå at skulle diskutere den alvorlige trussel mod miljøet, som findes. Nu ender alt for mange (mange af dem er fra min generation) med at tale om Greta i stedet for at fokusere på hendes uhyggeligt vigtige budskab: At vi er nødt til at ændre menneskehedens adfærd med kort varsel, hvis ikke konsekvenserne for miljøet skal blive helt uoverstigelige. Det er kun den unge generation, der kan sige det til os nu. For det er dem, der skal leve med konsekvenserne.

Det tekniske fix

For et par uger siden deltog jeg i et arrangement i forbindelse med åbningen af Aalborg Bæredygtighedsfestival. Her kunne gymnasieelever spørge lokale byrådspolitikere om deres holdninger til klimakrisen og hvad man skulle gøre ved den. Et byrådsmedlem fra Venstre sagde, at han ikke var så bekymret, for han troede på at der findes teknologiske løsninger, der vil kunne afværge de voldsomme konsekvenser af den globale opvarmning.

Den slags udtalelser gør mig altid bekymret. Jeg ved godt, at det er vigtigt at gøre brug af al den videnskabelige indsigt, vi har på et tidspunkt som nu, og at kunne udnytte de løsninger, der allerede findes. En løsning af store problemer i samfundet kræver imidlertid mere end bare nye teknologier. For selv om jeg har en teknisk/naturvidenskabelig baggrund, er jeg ikke teknologioptimist på den måde, som nogle politikere (der typisk ikke har en teknisk/naturvidenskabelig baggrund selv) er det. Teknologioptimismen har eksisteret længe, og nogle gange har konsekvenserne af den været voldsomme og negative. Meget ofte har teknologioptimismen først og fremmest hævdet at samfundsudviklingen kan fortsætte som før, men endnu bedre, hvis vi bare finder nogle (endnu) bedre teknologiske løsninger. Teknologioptimismen er ikke en neutral begejstring for teknologien, men rummer også i sig nogle antagelser om hvordan samfundsudviklingen bør være.

Det negative ord for teknologioptimismen er begrebet “det tekniske fix”. Det stammer, så vidt jeg kan læse mig til, oprindelig fra en naturvidenskabelig forsker, nemlig den danske biokemiker Jesper Hoffmeyer. Det er et ordspil på at “fix” kan henvise til en reparation, til en fiks idé og til slangudtrykket for en injektion med heroin.

Det grimme spørgsmål er altid, hvorfor netop et afgørende teknisk fix skulle være muligt netop nu og kunne slå hurtigt igennem netop nu. Der er mange eksempler fra de seneste hundrede års historie på teknologier, der var fornuftige, men ikke slog igennem. Modsat er der ufornuftige teknologier, der har domineret vældig længe. Faktisk vil jeg mene, at selve den globale opvarmning er en konsekvens af en bestemt manifestation af teknologioptimismen, nemlig troen på anvendelse af fossile brændstoffer som løsning på samfundets udfordringer.

Sammen skaber vi et påskud

Foto: https://www.flickr.com/photos/elkhiki/22044577443

Regeringen barslede i år med en målsætning om at få Danmarks udledning af CO2 reduceret med 70 procent i 2030.

Nu er Dansk Industri også nedkommet – med en 2030-plan, som de har valgt at kalde Sammen skaber vi grøn vækst. Mette Frederiksen lader til at være meget positiv over for dette udspil og inviterer repræsentanter for dansk erhvervsliv til at være med til at udarbejde en såkaldt klimakontrakt.

Der står ganske meget i Sammen skaber vi grøn vækst, som er ganske overraskende. Inde midt i den lange rapport kan man således finde denne formulering:

Det bør endvidere sikres, at det alene er personer, der har permanente nedsættelser i arbejdsevnen der er tilkendt førtidspension. Derfor bør alle, der har fået førtidspension i mindst 5 år revurderes.

(Side 74 i Sammen skaber vi grøn vækst)

Der går allerede mange skrækhistorier om de såkaldte resurseforløb, der bruges til afgøre om en borger kan få tildelt førtidspension, men ganske ofte antager karakter af en form for dehumanisering. Den berygtede idé om “sengepraktik” kommer fra resurseforløbene. Arkitekten bag resurseforløbene var i øvrigt den daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. Nu ser det pludselig ud som om førtidspensionister skal udsættes for en sådan vurdering hvert femte år, står det til Dansk Industri.

Andre steder i Sammen skaber vi grøn vækst kan man læse om bl.a. Dansk Industris opbakning til kontanthjælpsloftet (kontanthjælp er nævnt hele 45 gange i rapporten!), til såkaldte erhvervskandidatuddannelser (endnu et nyt ord), om ændrede momsregler for hotelbranchen og om hvordan kunstig intelligens skal “løfte den offentlige sektor”.

Det er interessant på en trist måde, at Dansk Industri under dække af en vilje til at stoppe klimaforandringerne og hjælpe med til at nå målet om 70 procent reduktion af CO2-udledningerne i 2030 lancerer et så omfattende politisk udspil. Er alt virkelig blevet klimapolitik?

Som gjaldt det livet

Jørgen Steen Nielsen har gennem mange år skrevet om miljøspørgsmål i dagbladet Information. Han har i år skrevet en bog, der er helt aktuel – Som gjaldt det livet er skrevet efter folketingsvalget i juni.

Jørgen Steen Nielsen opfatter sig selv om både journalist og aktivist, og denne bog er en appel om at vi alle tager klimakrisen alvorligt og ser den i sammenhæng med social og økonomisk ulighed og med demokratiet. Hvis klimakrisen bliver håndteret for sent og forkert, risikerer vi meget nemt, at det bliver de fattigste og de mest marginaliserede, der kommer til at blive ofrene, og vi risikerer også at samfundet udvikler sig i en udemokratisk og autoritær retning. Her er Nielsen inspireret af den østrigsk/franske forfatter og filosof André Gorz, der i 1979 skrev bogen Økologi og frihed om netop dette. Jeg husker at have læst tekster af Gorz i min studietid, men desværre blev han glemt. Han er ellers mere aktuel end nogensinde. Det er ekstra interessant at opleve, at Naomi Klein i et interview i anledning af sin helt nye bog giver udtryk for den samme bekymring om at der kan vokse et “klima-barbari” frem.

Det er interessant at analysere modstanden mod at handle, og Jørgen Steen Nielsen giver da også en god analyse af hovedårsagerne til at der stadig findes “klimaskeptikere”. Ind imellem hører man dem, der giver udtryk for at den globale opvarmning kan løses med et teknisk fix (f.eks. atomkraft eller former for geoengineering), gerne i samspil med markedskræfterne. Dette holdning kalder Nielsen for “Klimaskepsis 2.0” – og med god grund, for her er holdningen i virkeligheden også, at man bare skal lade stå til og satse på, at vi kan fortsætte med at leve som før.

Grundtonen i Som gjaldt det livet kombinerer frygten for at der ikke bliver gjort noget med et håb om at den nye klimabevægelse, anført af unge mennesker som ikke mindst Greta Thunberg, kan udnytte det mulighedernes vindue, som Jørgen Steen Nielsen ser lige nu.

Der er en enkelt, skæmmende fejl i Som gjaldt det livet, nemlig at definitionen af den såkaldte Gini-koefficient er ukorrekt – den er vendt på hovedet! Men hele argumentstrukturen i bogen, hvor truslen fra den globale opvarmning ses sammen med de sociale problemer, den er i samspil med, er vigtig, og den er i det hele taget et vigtigt indlæg i den allervigtigste diskussion i dette århundrede.

Festival på Egholm

I dag besøgte jeg Egholm Bæredygtigheds- og Musikfestival, der i år blev afholdt for anden gang. Fremmødet til denne dag med lokal musik, spoken word, vandreture, foredrag om øen mellem Aalborg og Nørresundby og meget mere var godt, og jeg fornemmer, at denne festival er ved at slå rod og er godt på vej til at tage over, hvor den gamle Egholm-festival slap. Et tema bag festivalen er naturligvis modstanden mod de forrykte planer om en motorvej over Egholm. To af bagmændene var igen de utrættelige og ihærdige aktivister Torben Skovgaard (der også var at finde bag mixerpulten) og Christian Gade Bjerrum (der også fungerede som konferencier).

Det går jo nok slet ikke

Off Hopeless Finish End Dead End Road Sign Final

Nogle gange spekulerer jeg på om toget er kørt, om det mon er for sent at forhindre den store katastrofe, som klimaforandringerne udgør. Den amerikanske forfatter Jonathan Franzen, der i mange år har skrevet om klimaforandringerne, har en lignende tvivl. Den giver han udtryk for i et nyt essay.

Måske er det i virkeligheden forkert at leve med et håb, for der skal så enorme forandringer til i verden for at vi skal kunne forhindre klodens middeltemperatur i at stige med mere end 2 grader. Vi skal have Indien og Kina og USA med til at lægge hele den store infrastruktur om, og alle lande skal have forpligtende mål, som de skal overholde fuldt og helt så hurtigt som overhovedet muligt.

Men hvis/når det for sent at forhindre klimakatastrofen, hvad gør vi så? Franzens budskab er at vi skal holde op med at lade som om klimakatastrofen kan afværges – men så er alt det, der kan være med til at skabe en mindre uudholdelig verden for alle, er nødvendigt. Mere demokrati, mindre ulighed og mere respekt for menneskerettighederne kan gøre livet mindre uudholdeligt for os på en klode, hvor ekstremt vejr og naturkatastrofer vil plage os. Det samme gælder alle tiltag for at standse udledningerne af CO2.

Jeg forstår godt Franzens synspunkt, og uanset hvad forekommer det mig at være den farbare vej og det reelle håb – at vi skal og kan mindske konsekvenserne af klimaforandringerne så meget som overhovedet muligt i stedet for at blive ved med at insistere på, at vi faktisk kan forhindre forandringerne i at fortsætte. Man kunne måske forestille sig at klimaforandringerne ville føre til at styreformen blev mere autoritær rundt om i verden, fordi mennesker ville blive mere og mere desperate i deres forsøg på forhindre katastrofen. Men min fornemmelse er, at de autoritære bevægelser og regeringer rundt om ikke er autoritært sindende, fordi de vil forhindre klimakatastrofen. Tværtimod er de stort set helt ligeglade med det, der er i fuld gang med at ske. I sidste ende tror jeg, det vil føre til de autoritære bevægelsers fald, netop fordi de intet har villet gøre.