Den belastende turist

En ny undersøgelse afslører, at den globale rejseaktivitet belaster miljøet endnu mere end man har troet.

Hele 8 procent af den globale CO2-udledning skyldes rejseaktivitet. Især flyrejser er en synder. Vi ved det egentlig godt, og jeg er bestemt ingen helt. Tværtimod. Som man vil kunne ane af mine indlæg her på bloggen, flyver jeg flere gange om året i arbejdssammenhæng. I det europæiske forskningsprojekt, jeg nu er med i, går midlerne til rejser rundt om i Europa. Det bliver svært at komme til f.eks. Malta uden at flyve dertil. Også til sommer skal jeg flyve til Spanien på ferie.

I gamle dage havde jeg ikke noget imod at tage tog rundt i Europa, og i nogle år rejste jeg også sydpå i sommerferien med familien i tog. Det bliver en voldsom ændring for mig at begrænse flyrejserne for en dag helt at indstille dem.

Noget, som man kunne gøre fra officielt hold, ville være at tilskynde til at man vælger mindre miljøbelastende rejseformer. Måske kunne de af os, der rejser i statsligt regi, få bedre dækning af vores udgifter. Når jeg skal rejse til Portugal med tog, vil det tage to døgn – og det skal universitetet give mig plads til i kalenderen. Og måske kunne man gøre togrejser så billige, at det ville være tåbeligt ikke at rejse med tog. Den politik, som bliver ført i disse år, gør ikke meget for at ændre dette.

Det er snart slut

“Politicians discussing global warming”. Skulptur af Issac Cordal.

Jeg har kendt flere – familie, venner – der opdagede en knude eller et underligt sår et sted på kroppen eller pludselig begyndte at tabe sig voldsomt, men ikke gik til lægen. Måske var det benægtelse, der lå bag, måske var det et håb om at dette ville gå over af sig selv, måske var de bange for at få sandheden at vide. For i alle tilfælde var det kræft. Først da de indså, at de var døende, kunne de leve og gøre alt for at få det bedste ud af den tid, de havde tilbage. De gik ikke ud og frådsede. Tværtimod.

Det er på samme måde med klodens fremtid. Den engelske samfundsforsker Mayer Hillman, der nu er 86 år gammel, fortæller i et interview hvordan han ser menneskehedens fremtid. Det er en rigtig trist artikel – Hillman griber ubarmhjertigt fat om det store problem, nemlig at næsten alle (og vel også jeg) lever videre som om den menneskeskabte globale opvarmning ikke betyder noget som helst. Nogle tror endda fuldt og fast på at der ingen fare er.

Mayer Hillman siger det helt enkelt: Kloden er syg, og der er masser af tydelige tegn på det. Men er for sent at gøre noget, for der er næsten ingen, der vil.

Prøv at lytte til den politiske debat i Danmark. Alle de trusler, politikerne taler om, kommer andetsteds fra, typisk fra bestemte grupper i befolkningen. Der er ikke mange, der har lyst til at minde os om, hvor galt det hele egentlig er fat med miljøet nu. Tænk, hvis nogen ville sige det uden omsvøb i valgkampen 2019. Esben Lunde Larsen, der vel skal forestille at være en slags miljøminister,  hævder i denne uge at den siddende regering  er den mest økovenlige regering nogensinde. Men det er alligevel næppe fra ham eller fra hans parti, vi skal høre det: At kloden er alvorligt syg.

Dansk skovhund

Foto: http://ulvetracking.dk

Det er interessant at følge de bekymrede diskussioner om de vilde ulve, der nu findes i Danmark. Ifølge http://ulvetracking.dk er der dokumenteret 4 hanulve i Danmark – og dertil selvfølgelig hunulve, for der er også hvalpe derude. Det er ikke mange dyr.

Der er noget ved hele denne diskussion om noget ukendt, der pludselig kommer ind over grænsen, der virker forbløffende bekendt – nemlig angsten for “det fremmede” og de reaktionsmønstre, der følger med: Socialdemokraterne vil have ulvene indhegnet. Dansk Folkeparti går et skridt videre og vil have ulvene sendt til udlandet, så inden længe bliver det formodentlig også socialdemokratisk politik.

Midt i alt dette er det værd at huske, at en ulv egentlig bare er en vild hund. Naboens søde golden retriever og den grå ulv ude i skoven er samme dyreart. Dagbladet Information foreslår, at man kunne kalde ulven for “skovhund”, men der er allerede en lille sydamerikansk hundeart, der hedder netop dét på dansk. Måske skulle man simpelthen kalde ulven for dansk skovhund? Det lyder mere tilforladeligt, og det kunne måske gøre noget ved den fremmedfrygt, man mærker nu om dage. Ulven er trods alt et dyr, der har en lang forhistorie i Danmark (med en lille pause på 200 år) – ja, måske var den her endda før mennesket.

Og så kan jeg heller ikke lade være med at bemærke, at tal fra Danske Dyreinternater viser, at der er omkring 350 ulykker om året i Danmark, der skyldes almindelige tamhunde. I øvrigt er rådene for at reagere over for en truende tamhund præcis de samme som de råd, man skal følge, hvis man pludselig skulle støde på en ulv ude i naturen.

Et nyt Egholm

Foto: Peter Leth.

Midt i alle de andre udspil, på vej til den truende storkonflikt, vil regeringen pludselig have en motorvej over Kattegat.

– Tidligere tænkte man at en Kattegatforbindelse, aldrig kunne lade sig gøre. Men det at vi har kigget på, om en ren vejforbindelse kan lade sig gøre, giver nu det her et ordentlig skud realisme, som vi ikke har haft tidligere…

siger Ole Birk Olesen.

Og endnu engang er der tale om dyre motorvejsdrømme, der vil gå ud over en ø. Denne gang er det så Samsø.

Hvordan planerne om denne overflødige motorvej vil påvirke planerne om den overflødige motorvej over Egholm, ved ingen endnu. Men i begge tilfælde skal de motorvejsdrømme, der går ud over en dansk ø, finansieres ved brugerbetaling. Om kun 32 år, er de 58 milliarder betalt tilbage, hævder regeringen.

Men sådan er det ikke.

En forudsætning er at mange bilister så vil fravælge Storebæltsforbindelsen. Men sidste år indgik regeringen en aftale med Dansk Folkeparti om at sænke taksten på Storebæltsforbindelsen med i alt 25 procent fra 2023, og hermed bliver motorvejen over Storebælt pludselig mere attraktiv.

Motorvejsdrømmene er ikke gratis, ikke for staten, og bestemt heller ikke for miljøet. Det gør Danmarks Naturfredningsforening da også opmærksom på.

Avocado?

I dag var der bl.a. avocado til aftensmad derhjemme. Lige nu er der over 7 millioner forekomster af hashtagget #avocado på Instagram – det er en populær frugt, vi har med at gøre. Blød, mild og fotogen, dét er den. Jeg er formodentlig i fare for at være en lyseslukker, men måske er det ikke så godt igen, at avocadoer er blevet så populære.

En britisk artikel peger på tre gode grunde til ikke at spise så mange avocadoer.

  • Vandforbruget ved dyrkning af avocadoer er stort. Det kræver mere end 600 liter vand at producere et kilo af denne frugt. I nogle lande, bl.a. Chile, finder dyrkningen sted i områder med lav nedbørsmængde, og dermed går det ud over grundvandet.
  • Prisen på avocadoer er på vej op på grund af uheldigt vejr, som kan skyldes klimaforandringerne.
  • Og i den sædvanlige ironiske kobling hermed bemærker man, at CO2-fodaftrykket er ekstra højt for avocadoer, der sælges i Storbritannien – og også i Danmark – da frugten primært dyrkes i Sydamerika og Afrika og derfor ofte skal transporteres meget langt.

Og så kan man læse i The Guardian, at avocadodyrkningen i Mexico er blevet viklet ind i landets blodige bandekrig.

Først bliver det koldt…

Beaufort-gyren. Billede: NSIDC/AMAP (https://nsidc.org/cryosphere/seaice/processes/circulation.html)

I disse dage forsøger vi at fatte, at Donald Trump nu har været USAs præsident i et år. En af de mest skræmmende konsekvenser af af Trump er kommet til magten i USA er hans systematiske ligegyldighed over for den globale opvarmning. Et af præsidentens mange tweets (helt tilbage fra 2015, længe inden han blev præsident) tog udgangspunkt i præcis den naive skepsis, som mange amerikanere (og sikkert også mange andre) deler. Det er også svært at forstå, hvordan det kan blive koldere, når kloden bliver varmere.

Men der er ingen modsætning mellem lave temperaturer og klimaforandringer. Vi har en tendens til at fokusere på at kloden bliver varmere. En ny dansk artikel af Mads Nyvold beskriver da også hvordan det vil være at bo i et fem grader varmere Danmark. Det er skræmmende læsning.

Men det kan formodentlig  gå lige modsat til at begynde med. En ny undersøgelse fra Yale University i USA antyder det kraftigt, og også dén er skræmmende læsning. Undersøgelsen sigter mod at forstå hvordan de såkaldte gyrer bliver påvirket af den globale opvarmning, og hvordan ændringer i gyrerne påvirker klodens klima. En gyre er en vinddreven strømhvirvel i havet; præcis hvor mange der er i verdenshavene, afhænger af opgørelsesmetoden, men der er ikke så mange. Én af dem er den såkaldte Beaufort-gyre. Den fører havisen i Det Arktiske Ocean rundt, og på den måde har dens faste kredsløb været med at sikre at havisen i polarhavet kan være tyk og stabil, så det meste af Det Arktiske Ocean har været isdækket hele året – indtil for nylig. Hvert femte til syvende år skifter Beaufort-gyren omløbsretning og sender store mængder is og ferskvand sydpå, ned i Atlanterhavet. Eller rettere: Sådan har det været indtil for nylig.

Der er nu gået 12 år siden Beaufort-gyren sidst skiftede omløbsretning. En årsag til at der er gået så længe, er formodentlig afsmeltningen af Grønlands indlandsis forårsaget af den globale opvarmning. Når Beaufort-gyren en dag igen skifter omløbsretning – og der går måske ikke så længe – vil der komme meget store mængder is og koldt vand sydpå, og da vil klimaet i Europa (og på Island) blive meget koldere. Det vil gå hårdt ud over fiskeri og landbrug.

Men det er ikke ligefrem det, der præger mediebilledet.

En biting?

Det er vinter i Danmark, og man ser ikke ret mange insekter derude (om nogen overhovedet). Men rundt omkring overvintrer de. I et bibo klumper de mange arbejderbier sig sammen om deres dronning og kan på den måde kan de små insekter sammen holde temperaturen oppe på 30 grader.

Der er en lang, informativ og rigtig trist artikel i dagbladet Information i dag om biernes liv og om hvordan moderne pesticider, specielt de såkaldte neonikotinoider, og herbicider, specielt glyfosat (bedre kendt som Roundup), truer vore dages bibestande – og vel også insekter som helhed. Fremkomsten af store, meget ensartede landbrugsområder med lav diversitet er årsag til kunstigt fremkaldte økosystemer, hvor der også er en langt mere sparsom fauna. Jeg har selv en helt anekdotisk fornemmelse af, at der er færre insekter i de varme måneder end der var, da jeg var ung.

Særligt trist er det, at det tilsyneladende kun tager få årtiers brug af giftstoffer i jagten på kortsigtet gevinst at true vigtige dyrearter. Og bierne er vigtige. Ifølge forskerinstitutionen IPBES, som er den globale biodiversitets pendant til FNs Klimapanel, er det en landbrugsproduktion til en årlig værdi af mellem 235 og 577 milliarder dollar, der er afhængig af bestøvning ved dyrs hjælp. Hvis der er et argument for økologisk landbrug, der bør kunne overbevise, må det være biernes argument.

Mad og resurser

I de seneste år er det, som om der er kommet et større og mere positivt fokus på det at spise vegetarisk, for ikke at sige vegansk. I den nye SuperBrugs i nærheden af hvor jeg bor, er der en frysedisk, en køledisk og en ikke helt lille hylde med veganske produkter – en forbløffende udvikling fra dengang for 23 år siden, hvor jeg selv blev planteæder.

Samtidig synes jeg dog også, at diskussionerne af hvorfor man bør spise plantebaseret (for det synes jeg jo) har det med at køre fast. Der er en del etiske argumenter, som er svære at diskutere og har det med ikke at overbevise så mange, og det er tit her, man strander. De bedst kendte kvantificerbare argumenter for at  det er en god idé at spise planter i stedet for at spise animalsk, har ofte været argumenter om folkesundhed. Men i virkeligheden tror jeg nu, at de allermest overbevisende argumenter kommer et helt andet sted fra.

Ifølge Tackling Climate Change Through Livestock, en rapport fra 2013 udarbejdet af FNs fødevareorganisation FAO, skyldes 14,5 procent af den menneskeskabte udledning af drivhusgasser animalsk fødevareproduktion. Produktionen af oksekød står for 65 procent af den klimabelastning, som verdens samlede animalske fødevareproduktion forårsager, og målt på udledning af drivhusgasser pr. kilo protein,  giver oksekød tre gange så stor en udledning pr. kilo protein som komælk, omkring seks gange så meget som svinekød og endnu mere i forhold til fjerkræ og æg.

Og i år er der så noget andet, der nu også står klart: at animalsk produktion beslaglægger rigtig store landområder i forhold til udbyttet. Diagrammet ovenfor er baseret på en artikel fra juni i år af de to amerikanske miljøforskere Michael Clark og David Tilman i Environmental Science Letters (baseret på analyser af data fra 164 fagfællebedømte undersøgelser), og det viser hvor mange kvadratmeter, det kræver at producere 1 gram protein. Oksekød og fårekød kræver 1,02 kvadratmeter pr. gram, mens hvede kræver 0,04 kvadratmeter og bælgfrugter (dvs. bønner og linser) kun kræver 0,01 kvadratmeter pr. gram protein.

Nogle ville her hævde, at det faktisk er en god arealudnyttelse at lade drøvtyggende dyr gå på græs, men Clark og Tilman kan faktisk også påvise, at det faktisk slet ikke er tilfældet. Også dét bør mane til eftertanke.

1000 dage tilbage

I denne uge og frem til den 17. november samles verdens ledere i Bonn ved COP23 for at komme videre med en global indsats for at standse klimaforandringerne. Der er gået to år siden klimaaftalen i Paris; løfterne fra dengang var at den globale opvarmning i 2020 skulle være ’et godt stykke under to grader’ og helst ved 1,5 grader. FNs Emissions Gap Report taler sit tydelige sprog;  flere af forfatterne er i øvrigt med i samarbejdet mellem Danmarks Tekniske Universitet og FNs miljøprogram UNEP

En anden måde at tænke på klimamålene er at måle afstanden til 2020 i dage. Lige nu har vi 1000 dage tilbage, og hvis vi tænker på denne måde, kan det måske hjælpe med at få alvoren til at fremstå klarere – det er faktisk ikke ret lang tid, vi har. Og alligevel er det påfaldende lidt, vi hører om COP23 i medierne.

Lastbilernes veje er uransagelige

En stor del af trafikken på de danske motorveje skyldes lastbiler, og en stor del af varetransporten skyldes lastbiler. Der er ganske vist færre lastbiler på de danske veje i 2014 end i 2008, men antallet af ton-kilometer (dvs. den samlede masse mål i ton multipliceret med det samlede antal kørte kilometer) er vokset.  66 procent af alle varer, der transporteres rundt i Danmark, transporteres i lastbil. 

Samtidig er det langt sværere at reducere CO2-udslippet for lastbiltrafikken end for persontrafikken; der findes ikke elektrisk drevne lastbiler til langdistancekørsel.

Man kunne da også godt forestille sig andre måder at transportere gods på over de lange strækninger end ad motorveje; det har altid slået mig som underligt, at man vil fragte gods mellem havnebyer (eller stationsbyer) i lastbil.

Alligevel er politikernes typiske argument for udbygning af motorvejsnettet, at det er persontrafikken, der skulle have problemer. Når det gælder Egholm-motorvejen, taler FDM om “bilisterne” og  “Komiteen for en 3. Limfjordsforbindelse” taler om “trafikanter” og “rejsende”.  Det er ikke underligt, at fortalerne agerer på denne måde – de skal have vælgeropbakning først og fremmest, og de mange personbilejere tæller mest her.

Men det er lastbilerne, der tæller. Hvis man nedbragte lastbiltrafikken på motorvejene og i stedet transporterede gods med mere CO2-venlige transportmidler (som f.eks. el-drevne tog – og elektriske godstog findes!), ville det tjene to formål: Bedre plads til personbilerne og lavere CO2-udslip.