Det tekniske fix

For et par uger siden deltog jeg i et arrangement i forbindelse med åbningen af Aalborg Bæredygtighedsfestival. Her kunne gymnasieelever spørge lokale byrådspolitikere om deres holdninger til klimakrisen og hvad man skulle gøre ved den. Et byrådsmedlem fra Venstre sagde, at han ikke var så bekymret, for han troede på at der findes teknologiske løsninger, der vil kunne afværge de voldsomme konsekvenser af den globale opvarmning.

Den slags udtalelser gør mig altid bekymret. Jeg ved godt, at det er vigtigt at gøre brug af al den videnskabelige indsigt, vi har på et tidspunkt som nu, og at kunne udnytte de løsninger, der allerede findes. En løsning af store problemer i samfundet kræver imidlertid mere end bare nye teknologier. For selv om jeg har en teknisk/naturvidenskabelig baggrund, er jeg ikke teknologioptimist på den måde, som nogle politikere (der typisk ikke har en teknisk/naturvidenskabelig baggrund selv) er det. Teknologioptimismen har eksisteret længe, og nogle gange har konsekvenserne af den været voldsomme og negative. Meget ofte har teknologioptimismen først og fremmest hævdet at samfundsudviklingen kan fortsætte som før, men endnu bedre, hvis vi bare finder nogle (endnu) bedre teknologiske løsninger. Teknologioptimismen er ikke en neutral begejstring for teknologien, men rummer også i sig nogle antagelser om hvordan samfundsudviklingen bør være.

Det negative ord for teknologioptimismen er begrebet “det tekniske fix”. Det stammer, så vidt jeg kan læse mig til, oprindelig fra en naturvidenskabelig forsker, nemlig den danske biolog Jesper Hoffmeyer. Det er et ordspil på at “fix” kan henvise til en reparation, til en fiks idé og til slangudtrykket for en injektion med heroin.

Det grimme spørgsmål er altid, hvorfor netop et afgørende teknisk fix skulle være muligt netop nu og kunne slå hurtigt igennem netop nu. Der er mange eksempler fra de seneste hundrede års historie på teknologier, der var fornuftige, men ikke slog igennem. Modsat er der ufornuftige teknologier, der har domineret vældig længe. Faktisk vil jeg mene, at selve den globale opvarmning er en konsekvens af en bestemt manifestation af teknologioptimismen, nemlig troen på anvendelse af fossile brændstoffer som løsning på samfundets udfordringer.

Sammen skaber vi et påskud

Foto: https://www.flickr.com/photos/elkhiki/22044577443

Regeringen barslede i år med en målsætning om at få Danmarks udledning af CO2 reduceret med 70 procent i 2030.

Nu er Dansk Industri også nedkommet – med en 2030-plan, som de har valgt at kalde Sammen skaber vi grøn vækst. Mette Frederiksen lader til at være meget positiv over for dette udspil og inviterer repræsentanter for dansk erhvervsliv til at være med til at udarbejde en såkaldt klimakontrakt.

Der står ganske meget i Sammen skaber vi grøn vækst, som er ganske overraskende. Inde midt i den lange rapport kan man således finde denne formulering:

Det bør endvidere sikres, at det alene er personer, der har permanente nedsættelser i arbejdsevnen der er tilkendt førtidspension. Derfor bør alle, der har fået førtidspension i mindst 5 år revurderes.

(Side 74 i Sammen skaber vi grøn vækst)

Der går allerede mange skrækhistorier om de såkaldte resurseforløb, der bruges til afgøre om en borger kan få tildelt førtidspension, men ganske ofte antager karakter af en form for dehumanisering. Den berygtede idé om “sengepraktik” kommer fra resurseforløbene. Arkitekten bag resurseforløbene var i øvrigt den daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. Nu ser det pludselig ud som om førtidspensionister skal udsættes for en sådan vurdering hvert femte år, står det til Dansk Industri.

Andre steder i Sammen skaber vi grøn vækst kan man læse om bl.a. Dansk Industris opbakning til kontanthjælpsloftet (kontanthjælp er nævnt hele 45 gange i rapporten!), til såkaldte erhvervskandidatuddannelser (endnu et nyt ord), om ændrede momsregler for hotelbranchen og om hvordan kunstig intelligens skal “løfte den offentlige sektor”.

Det er interessant på en trist måde, at Dansk Industri under dække af en vilje til at stoppe klimaforandringerne og hjælpe med til at nå målet om 70 procent reduktion af CO2-udledningerne i 2030 lancerer et så omfattende politisk udspil. Er alt virkelig blevet klimapolitik?

Som gjaldt det livet

Jørgen Steen Nielsen har gennem mange år skrevet om miljøspørgsmål i dagbladet Information. Han har i år skrevet en bog, der er helt aktuel – Som gjaldt det livet er skrevet efter folketingsvalget i juni.

Jørgen Steen Nielsen opfatter sig selv om både journalist og aktivist, og denne bog er en appel om at vi alle tager klimakrisen alvorligt og ser den i sammenhæng med social og økonomisk ulighed og med demokratiet. Hvis klimakrisen bliver håndteret for sent og forkert, risikerer vi meget nemt, at det bliver de fattigste og de mest marginaliserede, der kommer til at blive ofrene, og vi risikerer også at samfundet udvikler sig i en udemokratisk og autoritær retning. Her er Nielsen inspireret af den østrigsk/franske forfatter og filosof André Gorz, der i 1979 skrev bogen Økologi og frihed om netop dette. Jeg husker at have læst tekster af Gorz i min studietid, men desværre blev han glemt. Han er ellers mere aktuel end nogensinde. Det er ekstra interessant at opleve, at Naomi Klein i et interview i anledning af sin helt nye bog giver udtryk for den samme bekymring om at der kan vokse et “klima-barbari” frem.

Det er interessant at analysere modstanden mod at handle, og Jørgen Steen Nielsen giver da også en god analyse af hovedårsagerne til at der stadig findes “klimaskeptikere”. Ind imellem hører man dem, der giver udtryk for at den globale opvarmning kan løses med et teknisk fix (f.eks. atomkraft eller former for geoengineering), gerne i samspil med markedskræfterne. Dette holdning kalder Nielsen for “Klimaskepsis 2.0” – og med god grund, for her er holdningen i virkeligheden også, at man bare skal lade stå til og satse på, at vi kan fortsætte med at leve som før.

Grundtonen i Som gjaldt det livet kombinerer frygten for at der ikke bliver gjort noget med et håb om at den nye klimabevægelse, anført af unge mennesker som ikke mindst Greta Thunberg, kan udnytte det mulighedernes vindue, som Jørgen Steen Nielsen ser lige nu.

Der er en enkelt, skæmmende fejl i Som gjaldt det livet, nemlig at definitionen af den såkaldte Gini-koefficient er ukorrekt – den er vendt på hovedet! Men hele argumentstrukturen i bogen, hvor truslen fra den globale opvarmning ses sammen med de sociale problemer, den er i samspil med, er vigtig, og den er i det hele taget et vigtigt indlæg i den allervigtigste diskussion i dette århundrede.

Festival på Egholm

I dag besøgte jeg Egholm Bæredygtigheds- og Musikfestival, der i år blev afholdt for anden gang. Fremmødet til denne dag med lokal musik, spoken word, vandreture, foredrag om øen mellem Aalborg og Nørresundby og meget mere var godt, og jeg fornemmer, at denne festival er ved at slå rod og er godt på vej til at tage over, hvor den gamle Egholm-festival slap. Et tema bag festivalen er naturligvis modstanden mod de forrykte planer om en motorvej over Egholm. To af bagmændene var igen de utrættelige og ihærdige aktivister Torben Skovgaard (der også var at finde bag mixerpulten) og Christian Gade Bjerrum (der også fungerede som konferencier).

Det går jo nok slet ikke

Off Hopeless Finish End Dead End Road Sign Final

Nogle gange spekulerer jeg på om toget er kørt, om det mon er for sent at forhindre den store katastrofe, som klimaforandringerne udgør. Den amerikanske forfatter Jonathan Franzen, der i mange år har skrevet om klimaforandringerne, har en lignende tvivl. Den giver han udtryk for i et nyt essay.

Måske er det i virkeligheden forkert at leve med et håb, for der skal så enorme forandringer til i verden for at vi skal kunne forhindre klodens middeltemperatur i at stige med mere end 2 grader. Vi skal have Indien og Kina og USA med til at lægge hele den store infrastruktur om, og alle lande skal have forpligtende mål, som de skal overholde fuldt og helt så hurtigt som overhovedet muligt.

Men hvis/når det for sent at forhindre klimakatastrofen, hvad gør vi så? Franzens budskab er at vi skal holde op med at lade som om klimakatastrofen kan afværges – men så er alt det, der kan være med til at skabe en mindre uudholdelig verden for alle, er nødvendigt. Mere demokrati, mindre ulighed og mere respekt for menneskerettighederne kan gøre livet mindre uudholdeligt for os på en klode, hvor ekstremt vejr og naturkatastrofer vil plage os. Det samme gælder alle tiltag for at standse udledningerne af CO2.

Jeg forstår godt Franzens synspunkt, og uanset hvad forekommer det mig at være den farbare vej og det reelle håb – at vi skal og kan mindske konsekvenserne af klimaforandringerne så meget som overhovedet muligt i stedet for at blive ved med at insistere på, at vi faktisk kan forhindre forandringerne i at fortsætte. Man kunne måske forestille sig at klimaforandringerne ville føre til at styreformen blev mere autoritær rundt om i verden, fordi mennesker ville blive mere og mere desperate i deres forsøg på forhindre katastrofen. Men min fornemmelse er, at de autoritære bevægelser og regeringer rundt om ikke er autoritært sindende, fordi de vil forhindre klimakatastrofen. Tværtimod er de stort set helt ligeglade med det, der er i fuld gang med at ske. I sidste ende tror jeg, det vil føre til de autoritære bevægelsers fald, netop fordi de intet har villet gøre.

En ny begyndelse for Louise

I går var jeg til reception for Louise Faber, der indtil for ganske nylig var lektor i jura, men nu har valgt at arbejde i sin egen ejendomsjuridiske rådgivningsvirksomhed Lysholt Faber på fuld tid. Jeg kender Louise fra kampen mod en motorvej over Egholm; her har hun længe været en utrættelig drivkraft, og hendes store indsigt har været og er rigtig vigtig for os – og til receptionen i går var der da også andre motorvejsmodstandere med, herunder et kontingent fra Egholm anført af den utrættelige Henrik Mørch.

Mange kender også Louise som en dygtig og afholdt underviser og forsker, så samtidig med at det er en gevinst for juridisk rådgivning, at hun nu helliger sig dette område, er det et tab for den akademiske verden, at hun forlader sin tidligere gerning. Men med de ting, der sker lige nu i vores arbejdsliv, er det nemt at forstå at man får lyst til at prøve at bruge sine store kompetencer til noget andet. Jeg vil ønske Louise god vind og se frem til hendes mange og gode bidrag i den fortsatte kamp mod motorvejen!

Lysholt Faber har til huse i Aalborgs midtby, og det var hyggeligt at være til reception på tagterrassen, snakke med folk og kigge ud over byens tage. Jeg mødte nogen, der kunne huske mig fra poetry slam, men også flere af vores fælles bekendte, der i år har mistet deres arbejde. Med dem talte jeg om hvordan vilkårene har forandret sig, der hvor vi alle har været (jeg kan ikke omtale stedet på denne blog), det var de samme bekymringer, vi alle havde – og min solidaritet er at finde hos dem.

Så man ikke kan forstå det

Foto: NASA.

Lige nu kan vi se flere store og forfærdende ændringer i naturen. En af dem er, at isen i polaregnene er ved at forsvinde på grund af de menneskeskabte klimaforandringer. En anden er, at den sydamerikanske regnskov er ved at forsvinde på grund af menneskeskabt afbrænding. Og ødelæggelsen af regnskoven frigiver CO2, som ikke kan absorberes – for de træer, der skulle gøre det, er nu borte.

Hvordan kan menneskeheden leve videre med dette? Hvis en stor meteor eller asteroide havde kurs mod vores planet og ville ramme Europa eller Nordamerika, er jeg temmelig sikker på at nogen ville skride til handling. Men lige nu er det som om magthaverne sjosker apatisk videre mod katastrofen.

Mit bedste bud på en forklaring er, at forandringerne tilsyneladende er så små,, at det ser ud som om de ikke finder sted. Derfor ser forandringerne ikke ud til at være voldsomme, og menneskeheden kan endda benægte deres eksistens. I antik filosofi taler man om sorites-paradokset. Hvis jeg har en stor bunke sten og fjerner én sten, er der stadig tale om en stor bunke sten. Således bliver jeg ved med at fjerne sten, til sidst er der kun to sten tilbage. To sten udgør ikke en bunke og da slet ikke en stor bunke. Forandringerne i stenbunkens størrelse er så langsomme og små, at de ser ubetydelige ud. Meteorens bevægelse mod Jorden er derimod helt umiddelbart synlig.

Mange af de største forandringer, vi kommer ud for i disse år, er netop sådan nogen, som mennesker ikke kan forstå. Hele “fortyndingsargumentet”, der ofte har været brugt for at retfærdiggøre forurening, har netop været at ødelæggelserne ikke havde betydning: Havet er stort, atmosfæren er stor og skovene er store. Men “fortyndingsargumentet” falder til jorden, fordi det hele tiden tager fat i den absolutte forandring – vi leder kun en anelse gift ud, vi brænder kun en lille smule skov af og vandstanden i verdenshavene stiger kun en lille smule. I matematik er vi imidlertid interesseret ikke kun i absolut forandring, men også i forandring pr. tidsenhed. Det er det, vi kalder den første afledede, og som man også kunne kalde forandringshastigheden. Lige nu er den hastighed, med hvilken stenene forsvinder fra miljøets store bunke, høj – og den anden afledede, nemlig forandringsaccelerationen, er sikkert ikke engang konstant.

En nødvendig bortforklaring

Graffiti af Banksy.

For 14 år siden var jeg i USA til en konference, og som så ofte har været tilfældet, når jeg har besøgt et land med engelsk som hovedsprog, endte jeg med at besøge boghandlerne med deres enorme udvalg. Her faldt jeg over The Denial of Death af den amerikanske filosof Ernest Becker, og den bog købte jeg, for den så spændende ud. Jeg nåede vel kun 50 sider ind i bogen, inden jeg af uvisse årsager fik andet at se til. Lige siden har bogen stået og truet på hylden, men jeg må få den læst snart, for den er interessant nu.

Jeg er nemlig begyndt at tænke over, hvorfor der er mennesker i dag, for hvem det er så vigtigt at benægte at de katastrofale menneskeskabte klimaforandringer, vi ser nu, faktisk er virkelige og er en alvorlig trussel mod menneskeheden. Der er ikke mange, der bruger tid på at benægte den vejrudsigt, der siger, at vejret i morgen bliver dårligt – men når det gælder fremtidens klima, ser det helt anderledes ud. Det er ikke bare et irritationsmoment, at der bliver brugt alt for megen tid på benægterne; i USA er præsidenten nu en af dem, og det er en meget farlig udvikling.

Det, der lykkedes mig at få ud af den del af The Denial of Death, jeg nåede at læse, er, at Becker var af den opfattelse, at menneskets store frembringelser skyldes at mennesker er bange for at dø og underbevidst ikke kan forlige sig med tanken om egen dødelighed. Derfor prøver vi at bygge “monumenter” til os selv. Monumentet kan være en fysisk eksisterende bygning, men det kan også være et kunstværk eller en trosretning.

Min hypotese er, at mange “klimabenægtere” netop er havnet i denne form for benægtelse. Det er klart, at magthavere fra olieproducerende lande er bange for at miste deres store økonomiske magt, når de ikke længere kan tjene penge på salg af olie. Jeg tror egentlig, de dybest set ved, hvordan det hele er far, så derved er deres industri blevet deres monument. Men det er interessant, at også “almindelige” mennesker uden interesser i kul- og olieindustrien kan være “klimabenægtere” – og man ser dem ind imellem i kommentarspor rundt omkring hos dagblade og andre medier på nettet.

Min fornemmelse er, at tanken om menneskehedens undergang er så stor og skræmmende og ufattelig, at man er nødt til at benægte den og prøver at bygge en “monumental” bortforklaring med hjemmelavede teorier og obskure artikler af miskrediterede forskere. Det er vel også derfor, det er så svært at gøre noget for at standse “klimabenægterne”, for hvem har dog lyst til at skulle indse og indrømme, at man skal væk herfra en dag? Og det er heller ikke behageligt at skulle fortælle dem det. Men vi bliver nødt til at blive ved med at forsøge.

Jeg hader min generation

I Hate My Generation med det amerikanske band Cracker – en arrig sang fra 1996. Sanger og sangskriver David Lowery er født 10. september 1963 og er således kun fire måneder ældre end mig (og har en bachelorgrad i matematik).

Nej, det gør jeg egentlig ikke. Jeg kender mange gode mennesker, der er fyldt 50. Men når jeg læser et debatindlæg af Adam Holm på Altinget.dk om Greta Thunberg, bliver det tydeligt for mig, hvad der alligevel er galt med os, nemlig en omsiggribende bedrevidenhed.

Citatet

Alligevel er nok nok for min del. Voksenverdenen kan godt leve op til sit ansvar uden at blive belært af et ungt menneske, som stadig bor hjemme hos mor og far. Det virkeligt uansvarlige er at blive ved med at lytte, som om en hidtil ukendt sandhed blev os forkyndt. It’s time to get real, som man siger.

siger det hele.

Mange giver stadig den generation, der var unge i 1960’erne, skylden for alverdens ulykker, og i en lang årrække var kritikken af “68’erne” et fast tilbagevendende punkt, selv om det faktisk var repræsentanter for den generation, der stod bag nogle ikke helt ubetydelige forandringer i Nordamerika og Europa .

Men for mig er det efterhånden tydeligt, at det faktisk er min generation, os der blev født i 1960’erne (Adam Holm er født i 1969), der har festet løs og desværre stadig tror, at festen kan fortsætte. Det bliver vores børns generation, der kommer til at redde verden – unge mennesker som Greta Thunberg. Min generation har desværre mest produceret politikere som Lars Løkke Rasmussen og Marine Le Pen og har haft travlt med at rulle en masse ændringer tilbage. Klimaforandringerne, som nu truer os alle, ung som gammel, har de til gengæld ignoreret.

Hvis der er en fejl, som “68’erne” begik, er det, at de troede og måske stadig tror, at de er evigt unge og ikke kunne tage fejl, men det er en fejl, som deres børn – min generation – har overtaget.

Strategisk modvilje

Fra Greta Thunbergs Twitter-konto. https://twitter.com/GretaThunberg/status/1162342911549329409/photo/1

For to et halvt år siden skrev jeg om det, jeg kalder for strategisk velvilje. Det er et usympatisk retorisk kneb, hvor man siger nej til et tiltag ved at postulere, at der er et bedre alternativ.. Et eksempel: Når nogen ikke vil støtte Danmarksindsamlingen, fordi det ville være bedre at samle ind til de hjemløse, er det strategisk velvilje – for der kommer aldrig nogen ny indsats til de hjemløse ud af det. Nu, hvor alvorligheden af klimakrisen er ved at gå op for mange, dukker der en variant op af den strategiske velvilje op, nemlig strategisk modvilje.

Den strategiske modvilje er et retorisk kneb, der først og fremmest har til formål forsvare at man ikke skal gøre noget, fordi et tiltag er nytteløst. Ofte bliver det kombineret med en påstand om at de, der foreslår tiltaget, i virkeligheden er hyklere eller bare ubegavede.

Et eksempel er Bild Zeitungs angreb på Greta Thunbergs sejlads over Atlanterhavet – med det argument, at nogen skal sejle båden tilbage, og de skal så ankomme til USA med fly. Derfor burde Greta Thunberg bare være fløjet til USA.

Et andet eksempel kan findes i et kommentarspor til et indlæg på dagbladet Information, hvor nogen skriver

Flytrafik står for 2% af verdens samlede C02 udledning, så det er ikke meget det batter at holde op med at flyve. Internettet står for for 4% – så hvis man synes man sviner ved at flyve, så bør man helt sikkert også droppe alle former for streaming på nettet. 

Derfor bør man fortsætte med at flyve; det betyder alligevel ingen ting. Og hvis man streamer film på nettet selv om man ikke flyver, må man være en hykler.

Problemet med strategisk modvilje er, at denne retoriske strategi umiddelbart er uangribelig (hvis konklusionerne ellers holder), men den strategiske modvilje er i virkeligheden aldrig andet end et argument for passivitet og for at man skal fortsætte med at gøre som man plejer. Man kan aldrig leve op til de inkonsekventes krav om at man skal være fuldstændig konsekvent. Jeg har f.eks. ingen grund til at formode, at Bild Zeitung gør noget for at påvirke læserne til at nedsætte miljøbelastningen ved de rejser, de måtte foretage.

Den bedste taktik for at komme den strategiske modvilje til livs er, så vidt jeg kan se, at påpege, at klimaforandringerne er så alvorlige og fremskredne som tilfældet er, netop fordi så mange har været så passive.