Genbrug af plastic?

Næsten tre fjerdedele af verdens plasticaffald havner i Kina. Kilde: DR (https://www.dr.dk/nyheder/viden/klima/nej-til-plastik-kina-vil-ikke-laengere-vaere-verdens-skraldespand)

Rundt om i Danmark er der nu genbrugsordninger for plastic. Det er således også tilfældet i Aalborg kommune, hvor jeg bor.

I dag kan jeg imidlertid læse, at kun 15 procent af den plastic, der bliver indsamlet, faktisk bliver genbrugt. Resten bliver brændt. Tidligere er plasticaffaldet blevet sendt til Kina, men nu vil kineserne ikke mere. En hel masse af affaldet havner i Kina og bliver simpelthen opbevaret der uden nogen form for genbrugsplaner.

Jeg bemærker samtidig, at en stor del af plasticaffaldet i verdenshavene tilsyneladende kommer fra floder i Kina. De tre værste floder i denne henseende er Yangtze-floden, Den Gule Flod og Hai He-floden.

Alt dette peger for mig at se på tre oplagte konklusioner. Den ene er, at Kina ikke udgør et godt bud på håndtering af verdens problemer med plasticaffald. Den anden er, at den eneste måde at komme problemerne med plasticaffald til livs på er ved at bruge meget mindre plastic og kun at have få slags plastic til rådighed i produktionen. Og den tredje er at Danmark bør bruge kræfter på at blive et land, der kan håndtere plasticaffald bedre end man kan i Kina. Det kunne endda temmelig sikkert skabe arbejdspladser og et godt renommé i udlandet.

Mit klædeskab

Der er en omtalte i dagbladet Politiken af en stor undersøgelse af vanerne hos borgere i 20 lande.  Man spurgte bl.a. deltagerne i undersøgelsen om hvor stor en del af deres tøj de ikke har brugt i løbet af det seneste år. Resultaterne er interessante på en ærgerlig måde: De danske deltagere antog, at de ikke brugte 29 procent af deres tøj i løbet af et år, men faktisk var det hele 74 procent

Jeg kiggede efter i mit klædeskab og måtte indrømme, at der er noget om snakken: Der er faktisk temmelig meget af mit tøj, jeg ikke bruger. Jeg fandt bl.a. et par pæne grå bukser, jeg ikke har gået i i umindelige tider Men hvorfor er det dog et problem, ud over ved at det fylder?

Ifølge en artikel i Nature fra januar i år er verdens tekstilproduktion en af de mest miljøbelastende industrier; den producerer 1.2 milliarder ton CO2 om året, og det er mere end flyvning og skibsfart står for.

Løsningen på dette overflodsproblem er selvfølgelig først og fremmest, at vi ikke køber så meget tøj. Én måde at regulere dette på er ved højere priser. Dette vil samtidig fjerne tekstilindustriens argument for lave lønninger, nemlig konkurrencehensyn, og dermed gøre det muligt at give bedre løn og arbejdsforhold for tekstilarbejderne verden over.

Tøj bliver slidt; det har jeg skrevet om tidligere her. Men der er også et problem i form af en anden form for indbygget forældelse, nemlig de skiftende modetendenser. Hvad man kan gøre ved dette, ved jeg ikke præcis. Men man kunne prøve at skabe en yderligere bevidsthed om bæredygtighed hos designerne, ikke kun ved at betone anvendelsen af genbrugsmaterialer, men også ved at pointere, at tøj skal holde længe og være værd at se på i mange år frem.

Digitalisering er ikke nødvendigvis grøn

En figur, der viser hvad en enkelt søgning på Google forbruger af energi. Kilde: https://developmentwatchuk.files.wordpress.com/2011/03/google-energy-infographic.png

Det bliver ofte sagt, at digitalisering vil være gavnligt for miljøet. Et eksempel, som ofte fremhæves, er at mange arbejdspladser (blandt andet de danske universiteter) stræber mod at blive papirløse. Men det er slet ikke så enkelt, som man tror.

Det voldsomme eksempel på at digitalisering kan være miljøbelastende er kryptovalutaerne, og her ikke mindst Bitcoin. Det er ikke betalingerne, men selve “minedriften” for at finde nye bitcoins i blockchain-ledgeren, der sluger en masse energi og dermed er medansvarlig for den menneskeskabte udledning af CO2. Minedriften består (løst sagt) i at prøve at beregne inverse funktionsværdier af en funktion, der er svær at invertere. Og det kræver en masse regnekraft, der så igen kræver en masse elektricitet. I 2014 estimerede to irske forskere at energiforbruget ved denne aktivitet alt i alt svarede til Irlands samlede energiforbrug.  En artikel fra år er enig med dette estimat.

For hele Internettets vedkommende er et nyt estimat, at det står for omkring 9 procent af verdens samlede forbrug af elektricitet. I en artikel i New Statesman kan jeg læse, at forskere har estimeret at verdens serverparker i 2025 vil stå for en femtedel af verdens samlede elforbrug og i 2040 vil være ansvarlige for 14 procent af al menneskeskabt udledning af CO2. 

Firmaet Climatecare har en interessant figur, der opsummerer hvad vi i dag ved om Internettets klimabelastning. Formodentlig er den større end luftfartens.

Konklusionen på alt dette er dog selvfølgelig ikke en sovepudekonklusion om, at vi bare skal lade stå til og fortsætte som vi plejer. Og det vil fortsat være langt mere energieffektivt at mødes over nettet end at rejse med fly for at mødes. Men det er nødvendigt at beslutningstagerne (og i et demokratisk samfund skal det derfor også være borgerne) overvejer meget nøje, hvornår og om digitalisering rent faktisk er til fordel for miljøet – og at der bliver forsket i hvordan vi nedbringer energiforbruget ved brug af elektronik. Inden for kryptovalutaernes verden er der bestræbelser i gang på at finde energieffektive alternativer til den dyre proof of work-protokol, som Bitcoin bruger.

Netop dét er et forskningsproblem inden for datalogi, som er særdeles relevant og som jeg selv er begyndt at tænke nærmere over.

Motorvej ad bagdøren?

Nu dukker sagen om Egholmmotorvejen desværre op igen, og denne gang er det virkelig alvor.

Byrådet i Aalborg kommune har lavet en aftale, der vil binde de fremtidige kommunale budgetter over kommende valgperioder. Der skal reserveres hele 600 millioner kroner til en 3. Limfjordsforbindelse. Aftalen er demokratisk betænkelig. Ikke bare er aftalen indgået af et flertal i byrådet uden en grundig offentlig debat, men den vil også binde de fremtidige budgetter i Aalborg kommune i hidtil uset grad. Det store beløb på 600 millioner kunne bruges anderledes – til bedre normeringer i daginstitutionerne, til ældrepleje, til folkeskolen og til natur og miljø. I en situation, hvor Aalborg kommune lukker biblioteker og skoler, er det underligt at prioritere 600 millioner på en 3. Limfjordsforbindelse. Borgmester Thomas Kastrup-Larsen har tidligere udtalt, at det var en statslig opgave at finansiere en 3. Limfjordsforbindelse, men denne holdning er nu pludselig ændret.

Efter en tørkeplaget sommer, hvor truslen fra de menneskeskabte klimaforandringer står tydeligere end nogensinde før, er det derudover uvist, hvorfor det skulle være en god idé at bruge et meget stort beløb netop på at fremme biltrafikken og dermed CO2-udledningerne yderligere.

Foreningen Fremtidens Aalborg har derfor lavet en underskriftsindsamling, hvor man på det kraftigste opfordrer Aalborg kommunes byråd til at afholde en folkeafstemning om denne aftale og dermed sikre en anstændig demokratisk proces om beslutninger, der er så væsentlige for fremtiden for Aalborg og for vores natur og miljø.

Støt denne opfordring ved at skrive under. Linket er her.

Nyt tøj?

Min højre sok

Efter mange ugers alt for varm sommer, er der omsider er fokus på den menneskeskabte globale opvarmning. Jeg håber nu, at det kedelige vejr nu ikke får bekymringerne til at glide i baggrunden igen.

En af de ikke helt små miljøbelastninger, som der nu også bliver talt om, er hele beklædningsindustrien. Sandra Roos, der er PhD-studerende ved Chalmers Tekniska Högskola i Göteborg, står bag en undersøgelse af miljøbelastningen ved produktion af tøj, og resultatet er ikke rart. Hele 70% af miljøbelastningen kommer fra selve produktionsprocessen.

Derfor må det fornuftige være så vidt muligt at undgå at købe nyt tøj. Desværre bliver tøj slidt. 

De fleste af af mine bukser er af god kvalitet af det svenske mærke Nudie Jeans (økologisk bomuld, bæredygtige arbejdsforhold osv.), men også de er blevet slidt; de har alle fået slidt hul nær skridtet, fordi jeg cykler hver dag. Her har jeg fået bukserne lappet hos en systue i Aalborg. Nudie Jeans har en aftale med systuer om gratis reparation af deres produkter, og det er rent ud sagt forbilledligt – man kan få bukser mm. fra Nudie Jeans repareret uden beregning og så ofte, det er nødvendigt. Desværre er ingen systuer i Danmark med i ordningen. 

Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre noget tilsvarende for at forlænge mine sokkers liv. Billedet ovenfor viser min højre sok, der ellers er af god kvalitet og har holdt i flere år. Men man kan ane slid ved den forreste fodbalde – og underneden er der også tyndslidt. Om netop dette problem med slitage kan løses godt, ved jeg ikke. Men her må løsningen dels være at producere sokker, der er slidstærke og nemt kan repareres, dels at genopdage kunsten at stoppe strømper.

En helt oplagt mulighed for bæredygtig jobskabelse i stor skala, og ikke bare i Danmark, vil være netop reparation af tøj. Hvis tøjet var dyrere, men prisen til gengæld garanterede en ordentlig løn til tekstilarbejderne og en livstidsgaranti, ville meget være vundet. Det vil være en form for ikke-belastende vækst, og der ville være gode muligheder for at overføre de teknologiske erfaringer fra tekstilproduktion til reparationsindustrien (f.eks. i form af robotter, der kan stoppe strømper!). Hermed er forslaget fremsat.

Et spørgsmål om tro?

I går viste det sig, at store mængder fisk i Jyllands næststørste sø, Filsø, er døde på grund af iltsvind. Iltsvindet er forårsaget af en kombination af lang tids tørke og vindstille og den voldsomme regn, der nu kommer. Og så har vi ikke nævnt landbrugets udledninger og dræning. Klimaforandringerne har taget livet af 80 ton fisk.

I dag kan vi så læse udtalelserne fra Dansk Folkepartis klimaordfører Mikkel Dencker i et interview i dagbladet Information. Han siger bl.a. at

»Når man hører, at der er folk med videnskabelig baggrund, der siger, at det er menneskeskabt, og så er der nogle, der siger, at det ikke er det, jamen, hvis man så vælger at holde på en af de to heste, så er det et spørgsmål om tro. Og jeg mener, at tro hører hjemme i en kirke, og det er ikke noget, man skal blande politik ind i. Man kan ikke få mig til at vælge at tro på den ene eller den anden forklaring.«

Det mest sørgeligt fascinerende er dog egentlig den ligegyldighed, der skinne gennem alt, hvad der bliver sagt fra Mikkel Denckers side. Se bare disse linjer fra interviewet:

»Jeg mener allerede, at der er en udvikling sat på skinner, der peger frem mod, at det vil skifte inden for ganske få år. Og jeg mener ikke, at der er behov for politiske initiativer til at fremme den udvikling. Det handler om, at der bliver taget et par få ekstra skridt teknologisk, som allerede er på vej, og så kører det af sig selv. Så jeg mener ikke, at der er behov for at skubbe det yderligere i gang fra politisk side.«

– Men lige nu mener flertallet af klimaforskere, at det ikke er nok at fortsætte den udvikling, vi har nu, men at vi er nødt til at gøre mere for at begrænse CO2-udslippet. Bør vi ikke gå efter et forsigtighedsprincip, hvis nu det er menneskeskabt?

»Jamen, jeg mener ikke, at vi skal gå til et neutralt CO2-samfund. Alene det, at man fjerner så meget CO2-udledning, som man gør i forvejen, så kommer man rigtig langt ned. Så jeg mener ikke, at man for enhver pris skal fjerne CO2-udledning. Det tror jeg simpelthen ikke kan lade sig gøre foreløbig.«

Danmarks næststørste politiske parti har ikke anden løsning på de store problemer, som klimaforandringerne fører med sig end at benægte og lade stå til. Inden for de næste 10 måneder skal der være folketingsvalg, og her er det fuldstændig nødvendigt at fokus er på klimaforandringerne. I mange år har Dansk Folkeparti fået andre partier i Danmark til at følge deres dagsorden, men det må være slut nu. 

Jeg bemærker i øvrigt, at Marie Krarup er Dansk Folkepartis folketingskandidat i Vardekredsen, hvor Filsø ligger. Nogen bør spørge hende om hvad der skal ske nu, efter den omfattende fiskedød.

Hvad kan vi gøre?

Den usædvanlige, usædvanligt varme og tørkeplagede sommer i år lader til omsider at have fået mange til at indse, at klimaforandringerne er virkelige og udgør en alvorlig trussel. (Her ser vi bort fra Dansk Folkepartis nye portal, Ditoverblik.dk, hvor klimaforandringerne ikke bliver nævnt overhovedet. I kategorien Miljø/klima er der én artikel, og den handler om – en ulv i Sverige.)

Der er endda omsider mange borgere, der ellers ikke har tænkt så meget over klimaforandringerne, der nu spørger, hvad vi kan gøre for at standse den globale opvarmning. Svarene er velkendte og er i det store og hele simpelthen, at vi skal holde op med at gøre det, der forårsager global opvarmning. 

I dagbladet Information er der i dag en opfordring til Lars Lilleholt, der har titel af klima- og energiminister, til at huske på sine egne bekymrede udtalelser om klimaforandringerne fra denne uge. I artiklen er der samtidig nogle meget konkrete bud på målsætninger, som Danmark skal have. Her er alle punkterne. Der må også være flere (som f.eks. målsætninger om bl.a. transport og vandforbrug), men alle de her nævnte er vigtige.

  • Tegn Danmarks vej til 1,5-gradersmålet
  • Lav langsigtet plan for havvindmøller
  • Begræns den danske kødproduktion
  • Plant træer
  • Stop nye licenser til  olie- og gasudvinding i Nordsøen, udfas de eksisterende
  • Stop salg af dieselbiler i 2025 og benzinbiler i 2030
  • Skær ned på landbrugets sojaimport
  • Gør energispareindsatsen mindst dobbelt så stor
  • Sæt mål om 100 pct. vedvarende energi i alle sektorer i 2040
  • Gør alle nye busser eldrevne fra 2025
  • Lav køreplan for udfasning af importeret biomasse
  • Forøg Danmarks bidrag til klimafinansiering i ulande

Det er blevet hævdet, at Danmark er et så lille land, at dette ingen forskel vil gøre. Men indtil for nylig er det danske samfund blevet fremhævet positivt rundt om i verden, så hvis vi i Danmark kan gennemføre disse punkter (og mere tid), giver vi samtidig et helt konkret bud på hvad resten af verden kan gøre. 

Det er bare gas?

Lars Lilleholt, der har titel af klima- og energiminister, udtaler i dag til dagbladet Information at

»Vi har en stor olie- og gasproduktion i Danmark. En produktion, regeringen har valgt ikke skal foregå på land eller i det danske farvand, men langt ude i vandet. I sammenligning med andre lande foregår Danmarks olie- og gasproduktion på en miljømæssig fornuftig måde og skaber også et økonomisk grundlag for bl.a. at gennemføre alt det, vi gerne vil, når det gælder den grønne omstilling.«

– Så det vil I fortsætte med?

»Der er ingen planer om at ændre på det.«

Men er jagten på gas og olie i Nordsøen ikke det stik modsatte af det, klimaforskere siger, der er brug for?

»Nej, jeg mener, der skal skabes en økonomisk mulighed for, at vi kan gennemføre alt det, vi gerne vil – herunder også den grønne omstilling. Uden en fortsat olie- og gasproduktion vil dele af vores velfærd være udfordret, men det vil også de mange ressourcer, vi bruger på grøn omstilling.«

Det er udtalelser, der er sørgeligt fascinerende, for de er udtryk for en alt for velkendt holdning, nemlig at der godt nok en dag skal ske en “grøn omstilling”, men at vi først er nødt til at skabe noget mere vækst og noget mere forurening. Ideen om at forandring kun kan ske gennem økonomisk vækst og forbrug af resurser er så dybt indlejret i mange politikeres tankegang, at de ikke kan se andet.

Jeg ved godt, at man ikke kan nedlægge olie- og gasproduktionen med kort varsel og at omstilling tager tid. Men de seneste års forandringer af miljøet viser, at tiden er knap. De menneskeskabte CO2-udledninger skal bringes ned på nul inden for få år. Jo længere vi venter, jo længere vil det tage at standse den globale opvarmning. Der er en latenstid på omkring 40 år; de konsekvenser, vi nu oplever, skyldes CO2-udledningen i 1970’erne. Og den var ikke engang så høj som den er nu.

Det er faktisk kun ved at nedsætte CO2-udledningen så hurtigt som overhovedet muligt, at vi får tid nok til at omstille os. Så paradoksalt kan det virke.

Det er bekymrende, at den såkaldte klima- og energiminister end ikke taler om hvordan olie- og gasproduktionen skal bringes til ophør, men reelt set blot slår til lyd for at vi først skal holde op med at sætte ild til vores tøj, når vi har fået varmen. Vi har i høj grad fået varmen nu. 

Et foregangsland?

Kilde: http://sciencenordic.com/average-danish-household-has-fifth-highest-carbon-footprint-europe

Sidste år undersøgte en gruppe af forskere fra Norge hvor stor CO2-udledningen er pr. borger rundt om i Europa. Danmark er faktisk på en femteplads. Vi ligger foran bl.a. Tyskland, Frankrig og Italien. Og hvis man kigger nærmere på landsdelsresultaterne i artiklen, vil man opdage, at CO2-belastningen pr. borger er højest i Nordjylland. Så heller ikke her er der noget at være stolt af. På den anden side er Danmark ifølge en anden undersøgelse det land i verden, der er bedst rustet til at håndtere klimaforandringerne.

Jeg er selv bekymret over at dette sidste resultat er så bekvem en sovepude, som det er. For Danmark er bestemt ikke nogen duks, hvad angår bidrag til den globale opvarmning. Inden for det næste år er der folketingsvalg, og hvor ville det dog være godt, hvis der kunne komme fokus på klimaforandringerne og hvad vi skal gøre ved dem i Danmark.

Transatlantiske slagterejser

Mange ved, at dyr bliver transporteret i lastbiler på tværs af Europa, og at der er et stort marked for dette. Men ofte tænker man ikke over, at der finder rigtig mange dyretransporter sted over endnu større afstande.

Billedet ovenfor viser et skib ved navn Ocean Shearer. Det har et gulvareal på 23.500 kvadratmeter og kan derfor transportere 20.000 køer eller 75.000 får. Skibets rækkevidde er 18.000 sømil.  Alt dette ifølge Global Meat News, der er et nyhedsorgan for kødindustrien.

Der er ganske mange sådanne skibe derude. Kvæg bliver fragtet fra Sydamerika til Mellemøsten, fra Australien til Europa og fra Canada til Hawaii. Alene i EU voksede eksporten af heste, kvæg, høns, får, grise og geder med 62,5% i perioden fra 2014 til 2017, og i 2017 eksporterede Australien 2,85 millioner dyr, primært til Kuwait, Qatar og Indonesien.

I december 2009 sank et skib på vej fra Sydamerika til Libanon; 43 mennesker og 28.000 dyr mistede livet. En australsk rapport fra 2016 dokumenterer en lang række tilfælde, hvor mange dyr er døde under disse lange sejladser. 

På mig virker dyretransporterne som en kombination af en voldsom miljøbelastning i form af forbruget af resurser til transport og usle, stressende og uværdige forhold for dyr. Er dette virkelig godt og nødvendigt?