Kategoriarkiv: Miljøet

Guldbryllup i Køge

guldbryllup

Jeg tog en feriedag for at tage til Køge for at være med til at fejre min moster Anna og onkel Peders guldbryllup. Desværre kunne min hustru ikke få fri. Det er lidt besværligt at komme til Køge med tog, og det lykkedes da også DSB at skabe en forsinkelse, der endte med at jeg kom en halv time for sent til festen.

Da jeg var ung, sagde familiefester mig ikke rigtig noget, men det har afgjort ændret sig. Det var godt at se familien igen og endnu engang fik vi snakket godt. Af en eller anden grund er det altid på Sjælland, jeg ender med at møde mine tre tanter fra Brønderslev. Det er mange år siden, jeg kunne tale med min mor om min barndom, og de eneste, der kan huske mig fra dengang, er den del af min mors familie, der var til festen i dag.

Der var også flere fra den jyske del af familien, der ville tale med mig om Egholm-motorvejen, og  heller ikke de havde noget pænt at sige om den. Min fætter Lars (der oprindelig er fra Køge, men nu er havnet i Østjylland, hvor hans kone stammer fra) sagde endda at hvis der kom en motorvej over Egholm, så var det slut med ham og Nordjylland. Så dét.

På vej hjem lykkedes det DSB at skabe endnu en solid forsinkelse. Og nej, det er ikke et argument for flere motorveje, men derimod for for bedre togtrafik.

Og så vil jeg da gerne benytte lejligheden til at invitere alle, der læser dette, med til mit eget guldbryllup, der efter planen finder sted i november 2057.

flattr this!

Alexander Grothendieck

692870-grothendieck

Alexander Grothendieck døde i denne uge. Libération har en nekrolog om ham (den er på fransk), der berører både hans matematiske virke og hans aktivisme. En artikel fra Notices of the AMS fra 2006 (den er på engelsk) giver en grundig beskrivelse af både hans matematiske bedrifter og hans senere eneboer-tilværelse.

Grothendieck er en af de skikkelser, hvis liv og virke virker utroligt. Han blev født i 1928 i Berlin – hans far var russer og jøde, hans mor var tysker og socialist. Da Hitler kom til magten, flygtede familien til Frankrig, men da den spanske borgerkrig brød ud, rejste forældrene til Spanien. Grothendieck så dem først igen i 1939, men de var kun sammen i kort tid. Grothendiecks far blev deporteret af tyskerne og døde i Auschwitz i 1942.

I gymnasiet gjorde han sig ikke særligt bemærket, og da han begyndte at studere på universitetet, dumpede han i et fag. Men da han fortalte sine lærere, at han havde fundet en metode til at finde volumen af vilkårlige legemer, spidsede de øren. Uden at være klar over det, havde teenageren Grothendieck nemlig genopdaget det, man kalder for Lebesgue-målet (Libérations nekrolog hævder fejlagtigt, at han havde genopfundet funktionalanalyse).

grothendieck65b

Grothendieck er en af de helt store skikkelser i det 20. århundredes matematik. Han grundlagde algebraisk geometri, det område af matematikken der undersøger egenskaber ved kurver og flader ved brug af algebra – og her fik han stor glæde af kategoriteori. Begrebet topos (der er en særlig slags kategori med de egenskaber, en mængdeteori bør have) skyldes Grothendieck. I 1966 fik han Fields-medaljen; højere kan man vel ikke nå i matematik. Men Grothendieck nægtede at deltage i prisoverrækkelsen i Moskva for at vise sin solidaritet med to fængslede russiske systemkritikere.

En af Grothendiecks vejledere var Jean Dieudonné, og via ham kom han ind i Bourbaki-forfatterkollektivet. Så på denne måde er Grothendieck indirekte også en af fadderne til nogle af de lærebogssystemer med fokus på mængdelære, der blev brugt i danske folkeskolers matematikundervisning i 1970’erne.

Alexander Grothendieck var antimilitarist og miljøaktivist; han var statsløs i en stor del af sit liv – først i 1980’erne blev han fransk statsborger. Igennem 1960’erne og frem engagerede han sig i kampen mod Sovjetunionens militære aggression og mod Vietnam-krigen. På et tidspunkt i 1967 foretog han på eget initiativ en rejse til Vietnam; her gav han forelæsninger om kategoriteori i Hanoi under de amerikanske bombardementer af byen.

En vigtig del af Grothendiecks karriere fandt sted ved Institut des Hautes Études Scientifiques, men i 1970 forlod han IHÉS i 1970, da han fandt ud af at instituttet var delvist finansieret af militæret. Fra da af havde han kun midlertidige ansættelser. Op gennem 1980’erne publicerede Grothendieck ikke noget, men han producerede lange manuskripter.

Grothendieck-460x305

I 1991 flyttede Grothendieck til et sted i Pyrenæerne, som kun få kendte, og her begyndte han en eneboertilværelse. Han skrev stadig, men ikke om matematik. Hans mange skrifter fra de sidste 23 år af  hans liv er ikke udgivet, og nogle af dem har han formodentlig selv tilintetgjort.

Grothendieck var en inspiration for fransk miljøaktivisme; i et interview fortæller den ikke helt ukendte franske aktivist José Bové om denne side af Grothendiecks liv.

flattr this!

Interstellar

interstellar

I dag fik jeg set Interstellar. Filmen foregår i en nær fremtid, hvor den globale opvarmning har gjort vores planet tæt på ubeboelig. Støvstorme hærger USA, og her prøver man desperat at fastholde fokus på fødevareproduktion og til gengæld søger man systematisk at benægte at månelandingerne nogensinde fandt sted og at få så få som muligt til at interesse sig for naturvidenskab. På mange måder minder dette scenarie om beretningerne fra USA i 1930’erne, og nogle dokumentarklip med ældre mennesker, der beretter om netop denne tid, dukker da også op i Interstellar.

Enkemanden Cooper, der tidligere har været pilot hos NASA, bliver en af dem, der skal flyve igennem et ormehul ude ved Saturn for at finde en beboelig planet i en fjern galakse. Han må efterlade sine børn på 10 og 15 år hos sin svigerfar. Med sig på færden har han astrofysikeren Brand, der er datter af professor Brand, som Cooper kendte fra sin tid hos NASA. Hvordan filmen udvikler sig og ender, skal jeg ikke røbe her. Handlingen er nogle steder lidt kringlet, men ikke forudsigelig eller antiklimaktisk.

Er Interstellar en god film? Man skal nok ikke se den sammen med en fysiker. Der er bestemt begreber, der er helt reelle – ormehullerne er en mulig konsekvens af den generelle relativitetsteori, og tidsparadokserne med at kunne risikere at være fysisk yngre end sine børn er en konsekvens af den specielle relativitetsteori. Scenen med de to armbåndsure er en klassiker fra populære fremstillinger af tvillingeparadokset. Men andre steder er det tydeligt, at det først og fremmest er ønsket om at fortælle en spændende historie, der er i højsædet. Alle overvejelserne om tidens gang og dens mulige forkortelse og forlængelse ifølge relativitetsteorien bliver strøet lige lovlig flot rundt omkring.

Effekterne er store og flotte, og det er godt at se en filmskaber, der tør drømme og tør skabe velgennemtænkte billeder af de verdener, han forestiller sig. Der er kun lidt vold i filmen, og kærligheden handler mest af alt om kærligheden i en familie. Det er ét kys til sidst, og det er ikke det kys, folk, der kun kender min antydning af et handlingsreferat, vil regne med.

Interstellar vil gerne placere sig i en lang tradition for store science-fiction-film og har da en del referencer til nogle af klassikerne inden for genren – dokningen ved det roterende rumskib, de nedkølede astronauter og rejsen gennem ormehullet ved Saturn minder om Rumrejsen 2001, mens bl.a. isplaneten og de små rumskibe leder tankerne hen på Imperiet slår igen. Men der er også klare paralleller til Odysseen i historien om en fader, der må drage ud på en farefyldt færd, kun drevet af ønsket om at kunne vende hjem en dag, vel vidende at intet mere kan blive som før.

Det er også på denne måde, filmen er værd at se, som en historie om en familie revet itu af tiden. Flere steder i filmen dukker der linjer op et berømt digt fra Dylan Thomas:

Do not go gentle into that good night,
Old age should burn and rave at close of day;
Rage, rage against the dying of the light.

Hvis filmen kan få nogen (gerne, men ikke kun, amerikanerne) til at tænke grundigt over konsekvenserne af den globale opvarmning og tilmed give dem lyst til at læse Dylan Thomas, er det heller ikke helt skidt. Interstellar er, når den er bedst, ægte gribende. Og det er et yderligere plus, at to af de største helte i filmen (måske den største helt) faktisk er kvinder, og de er endda begge naturvidenskabskvinder.

De sidste linjer af Dylan Thomas’ digt er ikke med i filmen, men faktisk passer de fremragende på den:

And you, my father, there on the sad height,
Curse, bless, me now with your fierce tears, I pray.
Do not go gentle into that good night.
Rage, rage against the dying of the light.

Én enkelt ting fik jeg dog aldrig opklaret i filmen, og det forbliver dens største gåde: Hvad hed Cooper og Brand egentlig til fornavn?

flattr this!

Hjernekassen på besøg i Aalborg

hjernekassen-3
Producer Morten Remar varmer op.
hjernekassen-1
Kim og Winnie.
hjernekassen-4
Peter Lund Madsen forbereder sig mentalt.
hjernekassen-2
Kim bliver interviewet om danske independent-film.

I dag besøgte P1-programmet Hjernekassen Aalborg Universitet. I dette efterår besøger programmet og studievært Peter Lund Madsen nogle af de danske universiteter, og første udsendelse var på mit universitet, ja endda på Selma Lagerlöfs Vej 300, hvor Institut for datalogi holder til

Der var inviteret tre forskere til udsendelsen for at fortælle om deres fagområde, og jeg var en af dem. De to andre gæster var mine kolleger Winnie Jensen fra Center for Sanse-Motorisk Interaktion ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi og Kim Toft Hansen fra Institut for Kultur og Globale Studier.

Inden udsendelsen varmede først produceren Morten og siden Peter Lund Madsen selv publikum op. Peter fortalte en lille historie om neandertal-menneskets kranke skæbne. Neandertal-menneskene var kort og godt nutidsmennesket underlegne – de var procedurelle eksperter. Det lyder flot, men det betyder faktisk at de kun kunne udføre én ting ad gangen og ikke fandt på noget nyt.

Vi blev undervejs alle tre spurgt om hvilket rejsetips, vi ville give folk, der besøgte Aalborg. Jeg var på som den første og nævnte her selvfølgelig Egholm og lod en bemærkning falde om motorvejsplanerne. Bagefter fortalte jeg lidt om algoritmernes og computernes historie og om hvilke konsekvenser software-fejl kan have. Anekdoten om den dumme og kostbare fejl i Mars Climate Orbiter fik jeg fortalt endnu engang (sidst var det til science slam i København – nu må jeg til at forny mig!).

Det var også spændende for mig at høre om mine kollegers forskning. Kim fortalte om sin viden om danske independent-film og fik en passende kritisk bemærkning ind om regeringens dimensionsplaner for uddannelserne. Winnie fortalte om hvordan kunstige lemmer kan styres neuralt fra hjernen. Jeg havde taget mit hvide tekrus med for at kunne forklare forskellen på et tekrus og en computer. Der er i hvert fald én forskel, nemlig at en computer kan programmeres og altså er en procedurel ekspert. Det er et tekrus ikke engang. Senere, i interviewet med Winnie, blev mit tekrus faktisk også inddraget. Hvor mange tekrus kan egentlig prale af at have været i radioen på dén måde?

I kan høre hele udsendelsen på DRs websted.

 

flattr this!

En velkendt dagsorden?

flag

Mange herhjemme kan huske folketingsvalget i 2001. Det blev til en usædvanligt grim valgkamp i skyggen af terrorangrebene i USA den 11. september. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti appellerede til og spillede på en diffus frygt for flygtninge, indvandrere, danske med “anden etnisk baggrund”, terrorisme og islam. I valgkampen blev alle disse begreber blandet sammen igen. Siden da var der endeløse stramninger af udlændingeloven, stramninger af kontanthjælp for flygtninge og lige så endeløse og ørkesløse diskussioner af “danskhed”. En overgang så det ud til at “udlændingekortet” ikke længere kunne spilles. Men nu sker det igen.

Tilbage i august skrev jeg om hvordan Danmarks populære partier nu systematisk arbejder på, at det kommer det til at ske igen ved folketingsvalget i 2015. Denne gang er det det store antal flygtninge fra borgerkrigen i Syrien og IS’ terrorregime i Irak, der bliver brugt af de populære partier som den fortælling, der skal skræmme vælgerne hen til dem. Netop i dag forsøger Danmarks mest populære parti at forhindre at Dansk Flygtningehjælp kan indstille et medlem til Flygtningenævnet, fordi Dansk Flygtningehjælp er “part i sagen”. Jeg kan ikke undgå at bemærk at Dansk Flygtningehjælp har haft sin indstillingsret til Flygtningenævnet i mere end 20 år, og derfor er det interessant at den netop nu bliver et problem. Det var den ikke engang under valgkampen i 2001 eller i de år, hvor de populære partier udgjorde et regeringsflertal.

Formålet med FNs konvention om flygtninges rettigheder fra 1951 var netop at sikre, at alle lande, der tiltrådte konventionen, skulle være sammen om at hjælpe de mennesker, der er på flugt. Lige nu kan vi se hvordan det modsatte sker – man taler om globale problemer ud fra en rent lokal dagsorden. Som så ofte før i historien handler der om at fjerne flygtninge, men det fjerner unægtelig ikke verdens flygtningeproblemer.

Faren ved at skrive dette indlæg er, at jeg kommer til at skubbe yderligere til de populære partiers bevidste bestræbelser på at skabe endnu et hadefuldt og selvoptaget “udlændingevalg”. For at forhindre det, skal andre politikere lade være med at tro at de kan vinde ved at følge de populære partiers dagsorden. De bliver nødt til at slå på behovet for international solidaritet som den eneste farbare vej for en løsning på verdens problemer.

Der er nok at snakke om. I dag er der kommet endnu en dyster klimarapport fra FN. Rapportens konklusion er at vi skal begrænse udledningen af drivhusgasser til nul (0) inden år 2100, hvis vi skal undgå en stigning af Jordens middeltemperatur på mere end 2 grader end niveauet før industrialiseringen. Ellers vil konsekvenserne for os alle være uoprettelige. Også her er en løsning baseret på international solidaritet den eneste løsning. Planeten Jorden har ingen af de forjættede “nærområder”.

Så lad os spørge politikerne (både dem fra de populære partier og de andre) om hvad de dog vil gøre ved klimaforandringerne – den største trussel mod Danmark og os, der bor her.

flattr this!

Fravalgsuddannelser?

reparation

Igen i dag er der diskussion af karakterkravene for at kunne komme i gymnasiet. Nogle partier vil have at man skal have mindst 02 i relevante fag for at kunne begynde i gymnasiet, andre kræver karakteren 4, andre igen kræver 7.

Jeg tænker to ting. For det første at man bør lave en statistisk analyse af hvad folkeskolekaraktererne betyder for elevers succes i gymnasiet og bruge dette, hvis man vil lave adgangsbegrænsning. De nuværende diskussioner om karakterkrav ser ud til at være uinformerede. Jeg har selv en uvidenskabelig fornemmelse af at der er en korrelation mellem folkeskole- og gymnasiekarakterer, men lad os dog få noget substans i diskussionerne om karakterkrav.

For det andet opdager jeg at nogle politikere vil have højere adgangskrav til gymnasiet end til erhvervsuddannelserne. Erhvervsuddannelserne igen havner i rollen som uddannelse for “de andre”, dem der ikke opfylder kravene for at kunne komme i gymnasiet. For at se urimeligheden i denne holdning kan man tænke på den hypotetiske situation, at det var omvendt – at der var en stiltiende konsensus om at studentereksamen var en trøstpræmie for dem, der ikke kunne finde ud af at blive håndværkere.

Denne forskel i status er trist. Jeg har ingen enkle løsninger på den udfordring, erhvervsuddannelserne står over for, men jeg kan ikke lade være med at tænke på at man kunne gøre meget for at skabe nye kompetencer inden for bæredygtige erhverv. Et af de potentielt bæredygtige erhverv, man tit glemmer, er det at kunne reparere. Der er inden for de seneste år vokset en skov af små værksteder frem, der tager sig af reparation typiske fejl ved mobiltelefoner og computere. Forleden havde jeg selv glæde af et lokalt værksted, da tænd/sluk-knappen på min telefon var gået i stykker. Jeg vil hellere give 400 kroner for en ny knap end at skifte en ellers god telefon ud til årets nye model – det sparer mig penge i det lange løb, og jeg undgår at producere nyt elektronikaffald.  Det at kunne reparere komplicerede produkter kan være et vigtigt korrektiv til masseproduktionens dogme om indbygget forældelse og køb-og-smid-væk og den outsourcing, den fører med sig. Tænk, hvis vi kunne uddanne en hel masse dygtige reparatører.

flattr this!

Shinkansen

shinkansen

I år er det 20 år siden, jeg for første og hidtil eneste gang besøgte Japan. Jeg husker min tur med Shinkansen, det japanske hurtigtog. De japanske lyntog har været der siden 1964, dvs. lige så længe som mig. Indtil de franske TGV-tog dukkede op først i 1980’erne, var de japanske tog verdens hurtigste. I hele vores fælles liv har 10 milliarder mennesker brugt Shinkansen, og der har i løbet af disse 50 år ikke været nogen dødsulykker eller fatale afsporinger. Gennemsnittet for forsinkelserne har været 36 sekunder.  The Atlantic har en interessant artikel om de japanske projektil-tog, som i dag fylder 50 år.

Tænk hvis Danmark og DSB ville (turde) satse på at lade højhastighedstog forbinde Danmark og Europa og turde have en målsætning om at få så mange trafikanter som overhovedet muligt væk fra de motorveje, de fleste politikere stadig er så forelskede i. De seneste års jernbaneplaner er et skridt i den retning, men kun et lille skridt.

Desværre kan man nu i The Economist læse at Shinkansen er truet i Japan – af lavprisflyselskaber.

flattr this!

Nordjyske planer

Fotografi den 06-10-14 kl. 15.38I dag var jeg til debat for folketingsmedlemmer valgt i Nordjylland arrangeret af Nordjyske.

Egholm-motorvejen var da også den egentlige grund til at jeg deltog. Mange, der har besøgt min blog, ved at jeg er meget bekymret over planerne om en sådan motorvej og har været med til at stifte foreningen Fremtidens Aalborg, der samler modstanden mod Egholm-motorvejen.. Sammen med mig var da også flere andre fra foreningen.

Men også regeringens planer om totaldimensionering af de videregående uddannelser, studiefremdriftsreformen og den forkortede dagpengeperiode og de skærpede genoptjeningskrav er problemer, der bekymrer mig. Der er nok at spørge politikerne om.

Komiteen 3. Limfjordsforbindelse nu! havde lagt sit glittede materiale frem til uddeling – komiteen er bestemt ikke en græsrodsbevægelse, men et konsortium af regionsrådsmedlemmer, borgmestre og virksomhedsledere med alt hvad der er af private og skatteyderbetalte midler bag.

Mødet startede med en times plenumdebat, og herefter var der tre separate fora, hvor der var mulighed for at stille spørgsmål.

I det forum, jeg havnede i, var der politikere fra regeringspartierne, Venstre og Dansk Folkeparti. I denne sammenhæng fik jeg stillet et spørgsmål om Egholm-motorvejen med fokus på miljøet. Det er interessant at der i kommunalt regi er klimastrategier, der skal tage hensyn til den stigende vandstand – og de strategier er i åbenlys modstrid med nogle af de lokale ambitioner om store anlægsprojekter; Aalborg kommune har specielt en klimastrategi, der siger at

Klimaændringerne skal tænkes ind i byplanlægningen, så der ikke planlægges ny byudvikling i oversvømmelsestruede områder, eller der skal indtænkes klimasikring i planlægningen. I eksisterende byområder lægger klimastrategien op til, hvor og hvordan, der skal sikres mod oversvømmelser fx forhøjede bygningskvoter for byggeri i lavtliggende områder.
Et af målene er, at der ikke byudvikles eller anlægges store vejanlæg i områder, der på sigt må opgives.

Dette harmonerer ikke særlig godt med planerne om Egholm-motorvejen – store dele af den planlagte linjeføring ligger mindre end 1 meter over havets overflade. Jeg spurgte om dette, og jeg fik et lidt underligt svar – det virkede til at dette kom bag på Rasmus Prehn, der prøvede at svare.

Også skifergas blev nævnt af en anden tilhører, men politikernes svar var bemærkelsesværdigt undvigende; formodentlig fordi det ikke var del af deres “ønskeseddel”. Men det lykkedes en politiker at sige at der var store problemer med udvinding af skifergas i USA men at der alligevel burde udvindes skifergas i Vendsyssel. For i Danmark ville der ikke være problemer med udvinding af skifergas, og skulle det alligevel være tilfældet, ville det selvfølgelig ikke blive til noget. Ingen så noget problem i konsekvenserne af yderligere udvinding af fossile brændstoffer, og i det hele taget fik jeg også en tydelig fornemmelse af at der hos politikerne fra regeringspartierne, Venstre og Dansk Folkeparti var en stiltiend enighed om at nedtone bekymringerne for miljøpåvirkningerne ved fracking.

Et andet spørgsmål, jeg stillede, gik på studiefremdriftsreformen. Den har givet os en masse administrativt bøvl på Aalborg Universitet, hvor vi skal få reformen til at leve sammen med strukturen af vores uddannelser – og så er det endda ikke hos os, der er de fleste eller længste overskridelser af normeret studietid. Tværtimod.

Her viste Rasmus Prehn en vis forståelse for vores situation, mens Karsten Lauritzen fra Danmarks populæreste parti blot konstaterede at der skulle være ens regler for alle.

I spørgsmålet om dagpengeret og optjeningsperiode var der intet, jeg ikke havde hørt mange gange før.

Bortset fra et par små sprækker i panseret i nogle enkelte svar, var mødet derfor på mange måder præcis den frustrerende øvelse i politikeres manglende lyst til at lytte og tilsvarende manglende lyst til at svare, som jeg (og mange andre) havde forventet.

flattr this!

Et uigenkaldeligt farvel

Aralsea_tmo_2014231_lrg
“Aralsea tmo 2014231 lrg” by NASA – http://earthobservatory.nasa.gov/IOTD/view.php?id=84437. Licensed under Public domain via Wikimedia Commons – http://commons.wikimedia.org/wiki/File:Aralsea_tmo_2014231_lrg.jpg#mediaviewer/File:Aralsea_tmo_2014231_lrg.jpg

Da jeg var dreng, holdt jeg af at sidde med familiens atlas og drømme mig til fjerne steder på kloden. Noget, der fascinerede mig, var de store søer i Centralasien. En af dem var Aral-søen på grænsen mellem Kazakhstan og Uzbekistan. Aral-søen var en af verdens største søer med et overfladeareal større end Danmark, og på den sejlede fiskekuttere og fragtskibe. Den eneste rigtig store sø, jeg har set, er Lake Michigan i USA – den er 58,000 km2 stor, og ved dens bred tror man meget let at man står ved havet. Aral-søen var i min barndom endnu større med et areal på 68,000 km2.

Men de russiske kunstvandingsprojekter i Sovjetunionens dage ledte vandet fra floderne Amu Darya og Syr Darya (også dem husker jeg fra min barndoms atlas) væk fra Aral-søen, og søen begyndte langsomt at tørre ud. Alt sammen fordi man ville producere bomuld. Jeg nåede aldrig at se Aral-søen, og jeg vil aldrig komme til det. Det nærmeste jeg er kommet på det er vel egentlig at snakke med den herboende forfatter og journalist Dina Yafasova, der oprindelig kommer fra Uzbekistan. Dina har set søen og har skrevet artikler om den i sit hjemland.

Nu kan jeg læse at det østlige bassin her i efteråret 2014 er forsvundet helt. Hver gang jeg tænker på Aral-søen og dens skæbne, bliver jeg trist til mode. Den er det mest synlige eksempel på hvad mennesker kan gøre mod miljøet over få årtier og på at det, der er væk, er uigenkaldeligt væk og aldrig kommer tilbage. Sammen med søen er der forsvundet op mod 800 dyrearter, og de mange mennesker, der levede af fiskeri på søen, mistede hele deres livsgrundlag.

 

flattr this!

En aften for Aalborg

2014-09-16 19.12.00 kopi

I aften holdt vi stormøde på Studenterhuset i Aalborg i Fremtidens Aalborg, den nye forening som samler modstanderne af Egholm-motorvejen. Vi, der står bag initiativet, var noget spændte på om det ville blive et godt møde. Men som man kan se af fremmødet, var der pæn tilslutning og der kom deltagere fra alle dele af byen og fra oplandet. De bidrog med mange interessante kommentarer og forslag. Det var en god og vigtig aften, en start på en ny fase i vores modstand mod motorvejsplanerne.

flattr this!