Kategoriarkiv: Miljøet

Lad overforbruget tage skraldet

Foto: Wikipedia.
Foto: Wikipedia.

I sidste uge fortalte jeg en god ven om det at skralde, dvs. at tage kasserede varer, her som regel fødevarer, fra supermarkeders affaldscontainere. Dygtige skraldere kan på den måde reducere deres madbudget betragteligt. Nogle af dem identificerer sig selv som freegans; de lever i det omfang de kan vegansk og undgår så vidt muligt at købe varer.

Nogle supermarkeder herhjemme accepterer slet ikke dette at skralde og overhælder de kasserede varer med blegemiddel eller lignende, så varerne bliver ubrugelige. Min ven udbrød: Hvorfor giver man dog ikke overskudsmaden til de fattige?

Det er et helt oplagt og naturligt spørgsmål. I nogle lande er der folkekøkkener, der udelukkende bruger overskudsmad. Et initiativ, der startede i USA , er  Food Not Bombs (i sig selv et dejligt slogan!), der tager imod overskudsmad fra butikker og bruger maden i folkekøkkener.

Nu kan jeg læse at man i Frankrig har vedtaget en lov, der gør der ulovligt for supermarkeder at destruere spiselige fødevarer på denne måde. Sådan en lov burde vi også have i Danmark.

Flattr this!

En lille historie om papirservietter

Papirkurv på toilettet på en restaurant i Aalborg.

Her til aften har jeg været med resten af familien ude at spise, (vores datter blev 14 i dag). På restaurantens toilet kunne man efter at have vasket hænder tørre dem med papirservietter. Og der var en papirkurv til brugte papirservietter på toilettet. Det er en helt normal praksis. På min arbejdsplads Aalbog Universitet og utallige andre steder bruger man også papirservietter til aftørring af hænder efter håndvask. I 2008 kunne Avisen.dk fortælle at CO2-udledningen fra brug af en varmluftstørrer er cirka 10 gram per gang, mens en papirserviet koster mellem to og fire gram CO2. Men dertil kommer papirresurserne. En undersøgelse fra USA siger at mellem 20 og 40 procent af affaldet fra en kontorarbejdsplads eller et kollegium er brugte papirservietter (målt på volumen).

Det ville være oplagt at prøve at genbruge papirservietter.  Her er der typisk enighed om at dette ikke giver mening. Ofte siger man at papirservietter allerede er lavet af genbrugspapir og at alt derfor er vel. Men hvorfor stoppe cyklus efter én iteration? I Schiphol-lufthavnen ved Amsterdam genindvinder da faktisk også man papirservietter. Her er det opslag, man kan læse på Schiphols toiletter.

schiphol

Hvorfor kan man ikke lave et tilsvarende initiativ i Danmark? Dette må kunne spare en del resurser og også kunne skabe arbejdspladser.

Flattr this!

Dig og dit sølvpapir

folie

I dag købte jeg en rulle aluminiumsfolie. Det er længe siden jeg sidst har købt den slags, men i en butik i Aalborg fandt jeg aluminiumsfolie der er fremstillet af rent genbrugsaluminium. Mine største anker mod aluminiumsfolie er at folien sviner som affald i naturen og, hvad der er endnu vigtigere, at aluminiumsfolie er et meget miljøbelastende gode. En rulle på 20 meter indeholder 173 gram aluminium, og dette metal er meget energikrævende at udvinde. Udvindingen af aluminium kræver bauxit, der først og fremmest findes i troperne og subtroperne og derfor skal transporteres over lange afstande. Selve produktionen af rent aluminium kræver ganske megen energi, og i særdeleshed elektricitet.

Jeg har ikke planer om at begynde at bruge mere aluminiumsfolie end før – jeg har stort set vænnet mig af det. Men det er godt at opdage at aluminiumsfolie af genbrugsaluminium faktisk findes og er til at få fat i.  Kunne dette ikke være endnu en niche for dansk produktion? Og kunne man ikke indføre en måde at begunstige denne slags produkter på så produkter med stort indhold af genbrugte materialer var ekstra billige?

(Og nej, jeg har ingen planer om at folde mig en sølvpapirshat.)

Flattr this!

Egholm – igen

egholm
En solnedgang ved Egholm.

Jeg skriver normalt ikke en hel masse om kampen mod Egholm-motorvejen her, for den kan man læse om andre steder.  Men i dag vil jeg gøre en undtagelse. Den 9. april er der møde i Folketingets transportudvalg, og her har “Komiteen for en 3. Limfjordsforbindelse” fået foretræde for udvalg. Komiteen er bestemt ikke nogen græsrodsbevægelse; den rummer bl.a. regionsrådsformanden, borgmestre og direktører og flere af Region Nordjyllands ansatte arbejder for komiteen som del af deres job. Heroverfor står alle os, der bare er motorvejsmodstandere hver især.

Lige nu er der kun truffet beslutning om hvor en motorvej skal gå; der er ingen anlægslov, der siger at motorvejen skal anlægges. Men selvfølgelig vil “Komiteen for en 3. Limfjordsforbindelse” udføre en stor omgang lobbyarbejde for at få dette gennemtrumfet. Lige nu gælder det i særdeleshed om at være på vagt!

Jeg har derfor igen lavet en underskriftsindsamling for at samle denne folkelige protest; formålet er denne gang at gøre opmærksom på de gode argumenter imod en Egholm-motorvej så Folketingets transportudvalg ikke anbefaler at der bliver lavet en anlægslov. Besøg underskriftsindsamlingen på http://www.skrivunder.net/ingenanlaegslov og skriv under. Jeg afleverer underskrifterne til Folketingets transportudvalg, så de har dem til mødets start.

Flattr this!

De brusende biler

Jeg er som bekendt bestyrelsesmedlem i Fremtidens Aalborg, der kæmper mod Egholm-motorvejen, og i dag havde vi arrangeret en bustur for viderekomne. Målet var at give borgere og beslutningstagere et indblik i de støjgener, en Egholm-motorvej vil give os. Der er nemlig allerede motorveje omkring Aalborg, der er lige så trafikerede som en Egholm-motorvej ville kunne blive det.

Fra byrådet var ud over Jens Toft-Nielsen (Jens er også med i bestyrelsen for Fremtidens Aalborg) Lasse Olsen og Per Clausen med – og Pers hustru Susanne Flydtkjær, der sidder i regionsrådet. Daniel Nyboe Andersen havde også meldt sig til, men desværre kom han ikke med på grund af en blanding af problemer med kommunikation og forsinkelser hos NT. (Bedre held næste gang.) Anja Lundtoft Thomsen havde også villet være med, men var desværre blevet syg. Og så var de fleste andre medlemmer af Fremtidens Aalborgs bestyrelse også med.

En helt central deltager på turen var Sven Hvid Nielsen, der er pensioneret lektor fra Institut for mekanik og produktion. Han ved en hel del om hvordan støj kan påvirke mennesker, og under hele turen forklarede han os om dette på sin på én gang rolige og stilfærdigt indignerede facon.

Jeg dukkede op på Aalborg Vestby station i god tid og opdagede at Sven stod oppe på perronen. Vi brugte lidt tid på at tale om ruten, vi skulle ud på. Hvorfor stod han dog oppe på perronen?  Som Sven forklarede mig, var han simpelthen nysgerrig – han havde aldrig taget toget derfra! Kl. 11.00 var vi klar til at køre; 11.15 samlede vi flere deltagere op i Hasseris Bymidte og herefter gik turen ud til Hasseris Enge, hvor Egholm-motorvejens linjeføring er. Jeg kan ikke lade være med at tænke på at hvis Egholm-motorvejen i stedet havde heddet Hasseris-motorvejen, kunne der måske have været skabt et større engagement. Mange borgere i Hasseris har ikke vidst (eller har forståeligt nok helst ville glemme) at de ville komme til at bo så tæt på en motorvej!

Efter Hasseris Enge gik turen til Dall Villaby, hvor Sven bor. Sven og hans hustru har en stor og flot have, men den ligger kun 300 meter fra motorvejen. Støjen i Svens have er ikke øredøvende, men den er konstant og enerverende, fordi den er så fuldstændig ustruktureret og uforudsigelig. Til sammenligning: En solid omgang dødsmetal-koncert i et lille lokale larmer også, men dødsmetal er hverken ustruktureret eller uforudsigelig. Lyden af havets brusen er ustruktureret, men til gengæld helt forudsigelig.

På denne tidlige forårsdag ude på landet havde jeg ansats til en hovedpine efter 10 minutter med lyden af de brusende biler, og jeg var bestemt ikke den eneste, der havde det på den måde. Et dB-meter viste 72 dB i Svens have. På den anden side af motorvejen målte jeg støjen til 88 dB. Det svarer til lydniveauet, hvis man står ved en boremaskine eller en plæneklipper (og da bør man bruge høreværn!).

Bagefter kunne vi omsider komme ud på motorvejen selv (nogle gange er det som om motorvejstilhængere ser dette som et mål i sig selv!). Herfra gik turen gennem Limfjordstunnelen og ud til Hjørringvej, hvor vi gjorde vores andet stop. Også her var motorvejsstøjen truende og diffus.

Til sidst var det ren afslapning at slutte af på Café Ulla Terkelsen, tæt på hvor busturen var startet tre timer tidligere.

Ud at køre med Fremtidens Aalborg har givet os alle – også os, der er rutinerede motorvejsmodstandere – et nyt indblik i det aspekt af motorvejenes miljøbelastning, der hedder støj. Denne bustur for viderekomne var en vigtig oplevelse for os og oplagt at gentage, når der en dag bliver udskrevet folketingsvalg, og med folketingskandidaterne som vores gæster.

Flattr this!

Svøbt ind i plastic

earthrise-over-plastic

Og nu til noget helt andet. I sommeren 2012 skrev jeg selv et indlæg om hvor indarbejdet brugen af plastic er blevet i vore dages forbrugssamfund.

Da jeg var til et kursus om Horizon 2020-ansøgninger, fik vi som en case at skulle lave en problemformulering til et Horizon 2020-opslag om oplysningsarbejde om havmiljø. Her kom vi hurtigt til at tale om plasticforureningen af verdenshavene. Det er efterhånden veldokumenteret (men ikke særlig omtalt) at der er store plasticsupper derude, og især i Stillehavet er det galt fat.

http://www.kun-glorien-gnaver-lidt.dk er en blog, der følger den københavnske miljøaktivist Sabine Behrmanns forsøg på en “plasticfaste”. Hun forsøger netop nu helt at undgå at købe varer, der er emballeret i plastic. Det er en spændende og vigtig øvelse, der viser hvor svært det er at undgå plastic i vore dages forbrugssamfund. Sabine Behrmann ved som alle andre at en permanent “plasticfaste” er tæt på umulig i dagens Danmark (og mange andre steder i verden).

Jeg aner desværre ikke selv hvordan jeg skal gøre for at få plasticforbruget væk. Selv de økologiske madvarer er svøbt ind i plastic. Min egen tilværelse er som mange andres udartet til et stort kompromis mellem på den ene side ideer om hvordan man bør gøre for at passe på miljøet og på den anden et forsøg på at kunne leve i verden, som den er lige nu. Det burde ikke være så svært, og en række fælles samfundsinitiativer ville kunne hjælpe os.

Især er det interessant at der er pant på bestemte slags plastic, nemlig plasticflasker til bestemte slags drikkevarer. Panten sikrer at plasticflaskerne bliver genanvendt på forsvarlig vis og at industrien ikke indfører ufornuftig emballage i disse sammenhænge. En tilsvarende pant findes på bestemte slags dåser til drikkevarer – så der er også en form for metalpant. Hvorfor kan man ikke udvide disse pantordninger til alle former for plastic og metal og anvende de metoder til automatisk affaldssortering, som Miljøstyrelsen allerede kender til? Selvfølgelig skulle en sådan pantordning værdisætte panten på en anden måde end nu – en mulighed var værdisættelse pr. vægt og pr. plastictype. Jeg kender ikke svaret, men jeg håber ikke at mit spørgsmål er naivt.

Flattr this!

Reagan og Egholm

reagan

Jeg har for ganske nylig læst bogen Få personlig indflydelse af Morten Sehested Münster. Der er en del af den slags bøger derude, og de er et sted i grænselandet mellem psykologi og retorik. Morten Sehested Münsters vigtigste budskab er at forskningen viser at det i en kommunikation mellem mennesker i langt højere grad handler om relationerne mellem parterne i kommunikationen end om de rationelle argumenters styrke. Netop dét har jeg og mange andre en tilbøjelighed til ikke at kunne (eller ville?) erkende. I videnskabelig praksis fokuserer vi – og det gælder vel i alle akademiske discipliner – meget på det gode, rationelle argument. Men der er en masse situationer hvor vi gerne vil påvirke andre menneskers adfærd og holdninger, og så er de rationelle argumenters styrke begrænset.

Vi kender det alle fra familiens skød (hvem tænkte her på ægteskab og børneopdragelse?) og fra politik. I vores kampagnearbejde mod Egholm-motorvejen har vi nogle gange (faktisk ikke helt sjældent) siddet med en fornemmelse at vi selv med de bedste argumenter ikke kan trænge igennem til beslutningstagerne. Politikerne gentager blot de samme remser som altid. Og jeg kender situationen fra forgæves forsøg på at få studerende til at interessere sig for mine projektforslag.

En vigtig pointe er at en af de store udfordringer er det, man kalder kognitiv dissonans – det at skulle leve med en modstrid. Undersøgelser viser nemlig at de allerfleste mennesker ikke bliver  ikke overbevist af modargumenter; de trækker sig bare tilbage til deres vante holdninger. Jeg kender det fra mig selv: Selv ikke en timelang prædiken fra motorvejstilhængere vil kunne få mig til at blive tilhænger af Egholm-motorvejen. Men så er det også svært at forestille sig at motorvejstilhængerne vil blive overbevist af mine argumenter.

Men hvad gør vi så? For det lykkes jo at flytte folks holdninger i politik; partiers popularitet kommer og går, folkestemninger ændrer sig.

Og her er så en anden vigtig pointe i Få personlig indflydelse, nemlig at overbevisende argumentation i høj grad handler om at fortælle en historie. Historien er nemlig en meget mere effektiv måde at formidle på end selv det mest velstrukturerede argument vil være. Historien giver os en måde at strukturere vores påstande på, som gør dem nemmere at forstå. Og historien kan ved at fortælle om personer være med til at skabe relationer mellem de parter, der kommunikerer.

En tredie pointe er at man skal argumentere enkelt. For mange komplicerede argumenter, uanset hvor gode de er, ender blot med at forvirre de fleste.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Ronald Reagan, der bestemt ikke er en amerikansk politiker, jeg satte højt. Men der er forbløffende mange amerikanere, der beundrede manden og hans højreorienterede og irrationelle politik. Også herhjemme har Reagan stadig en del beundrere. Det, Reagan gjorde meget overbevisende, var at fortælle enkle historier (de var måske ikke altid sandfærdige, men det så man stort på) og det havde han lært i sin filmkarriere. Herhjemme havde Villy Søvndal, da han var populær, en lidt tilsvarende retorisk kvalitet som mange en overgang holdt af.

Nogen ambitioner om at handle på tilsvarende vis har jeg bestemt ikke. Og jeg tror stadig på vigtigheden af det gode argument, ikke på rendyrket populisme. Men selv det tykkeste argumentkatalog er ikke nok i sig selv. Vi skal finde en god og enkel historie at fortælle om hvorfor Egholm-motorvejen er forkert. For det er den motorvej jo.

Flattr this!

Guldbryllup i Køge

guldbryllup

Jeg tog en feriedag for at tage til Køge for at være med til at fejre min moster Anna og onkel Peders guldbryllup. Desværre kunne min hustru ikke få fri. Det er lidt besværligt at komme til Køge med tog, og det lykkedes da også DSB at skabe en forsinkelse, der endte med at jeg kom en halv time for sent til festen.

Da jeg var ung, sagde familiefester mig ikke rigtig noget, men det har afgjort ændret sig. Det var godt at se familien igen og endnu engang fik vi snakket godt. Af en eller anden grund er det altid på Sjælland, jeg ender med at møde mine tre tanter fra Brønderslev. Det er mange år siden, jeg kunne tale med min mor om min barndom, og de eneste, der kan huske mig fra dengang, er den del af min mors familie, der var til festen i dag.

Der var også flere fra den jyske del af familien, der ville tale med mig om Egholm-motorvejen, og  heller ikke de havde noget pænt at sige om den. Min fætter Lars (der oprindelig er fra Køge, men nu er havnet i Østjylland, hvor hans kone stammer fra) sagde endda at hvis der kom en motorvej over Egholm, så var det slut med ham og Nordjylland. Så dét.

På vej hjem lykkedes det DSB at skabe endnu en solid forsinkelse. Og nej, det er ikke et argument for flere motorveje, men derimod for for bedre togtrafik.

Og så vil jeg da gerne benytte lejligheden til at invitere alle, der læser dette, med til mit eget guldbryllup, der efter planen finder sted i november 2057.

Flattr this!

Alexander Grothendieck

692870-grothendieck

Alexander Grothendieck døde i denne uge. Libération har en nekrolog om ham (den er på fransk), der berører både hans matematiske virke og hans aktivisme. En artikel fra Notices of the AMS fra 2006 (den er på engelsk) giver en grundig beskrivelse af både hans matematiske bedrifter og hans senere eneboer-tilværelse.

Grothendieck er en af de skikkelser, hvis liv og virke virker utroligt. Han blev født i 1928 i Berlin – hans far var russer og jøde, hans mor var tysker og socialist. Da Hitler kom til magten, flygtede familien til Frankrig, men da den spanske borgerkrig brød ud, rejste forældrene til Spanien. Grothendieck så dem først igen i 1939, men de var kun sammen i kort tid. Grothendiecks far blev deporteret af tyskerne og døde i Auschwitz i 1942.

I gymnasiet gjorde han sig ikke særligt bemærket, og da han begyndte at studere på universitetet, dumpede han i et fag. Men da han fortalte sine lærere, at han havde fundet en metode til at finde volumen af vilkårlige legemer, spidsede de øren. Uden at være klar over det, havde teenageren Grothendieck nemlig genopdaget det, man kalder for Lebesgue-målet (Libérations nekrolog hævder fejlagtigt, at han havde genopfundet funktionalanalyse).

grothendieck65b

Grothendieck er en af de helt store skikkelser i det 20. århundredes matematik. Han grundlagde algebraisk geometri, det område af matematikken der undersøger egenskaber ved kurver og flader ved brug af algebra – og her fik han stor glæde af kategoriteori. Begrebet topos (der er en særlig slags kategori med de egenskaber, en mængdeteori bør have) skyldes Grothendieck. I 1966 fik han Fields-medaljen; højere kan man vel ikke nå i matematik. Men Grothendieck nægtede at deltage i prisoverrækkelsen i Moskva for at vise sin solidaritet med to fængslede russiske systemkritikere.

En af Grothendiecks vejledere var Jean Dieudonné, og via ham kom han ind i Bourbaki-forfatterkollektivet. Så på denne måde er Grothendieck indirekte også en af fadderne til nogle af de lærebogssystemer med fokus på mængdelære, der blev brugt i danske folkeskolers matematikundervisning i 1970’erne.

Alexander Grothendieck var antimilitarist og miljøaktivist; han var statsløs i en stor del af sit liv – først i 1980’erne blev han fransk statsborger. Igennem 1960’erne og frem engagerede han sig i kampen mod Sovjetunionens militære aggression og mod Vietnam-krigen. På et tidspunkt i 1967 foretog han på eget initiativ en rejse til Vietnam; her gav han forelæsninger om kategoriteori i Hanoi under de amerikanske bombardementer af byen.

En vigtig del af Grothendiecks karriere fandt sted ved Institut des Hautes Études Scientifiques, men i 1970 forlod han IHÉS i 1970, da han fandt ud af at instituttet var delvist finansieret af militæret. Fra da af havde han kun midlertidige ansættelser. Op gennem 1980’erne publicerede Grothendieck ikke noget, men han producerede lange manuskripter.

Grothendieck-460x305

I 1991 flyttede Grothendieck til et sted i Pyrenæerne, som kun få kendte, og her begyndte han en eneboertilværelse. Han skrev stadig, men ikke om matematik. Hans mange skrifter fra de sidste 23 år af  hans liv er ikke udgivet, og nogle af dem har han formodentlig selv tilintetgjort.

Grothendieck var en inspiration for fransk miljøaktivisme; i et interview fortæller den ikke helt ukendte franske aktivist José Bové om denne side af Grothendiecks liv.

Flattr this!

Interstellar

interstellar

I dag fik jeg set Interstellar. Filmen foregår i en nær fremtid, hvor den globale opvarmning har gjort vores planet tæt på ubeboelig. Støvstorme hærger USA, og her prøver man desperat at fastholde fokus på fødevareproduktion og til gengæld søger man systematisk at benægte at månelandingerne nogensinde fandt sted og at få så få som muligt til at interesse sig for naturvidenskab. På mange måder minder dette scenarie om beretningerne fra USA i 1930’erne, og nogle dokumentarklip med ældre mennesker, der beretter om netop denne tid, dukker da også op i Interstellar.

Enkemanden Cooper, der tidligere har været pilot hos NASA, bliver en af dem, der skal flyve igennem et ormehul ude ved Saturn for at finde en beboelig planet i en fjern galakse. Han må efterlade sine børn på 10 og 15 år hos sin svigerfar. Med sig på færden har han astrofysikeren Brand, der er datter af professor Brand, som Cooper kendte fra sin tid hos NASA. Hvordan filmen udvikler sig og ender, skal jeg ikke røbe her. Handlingen er nogle steder lidt kringlet, men ikke forudsigelig eller antiklimaktisk.

Er Interstellar en god film? Man skal nok ikke se den sammen med en fysiker. Der er bestemt begreber, der er helt reelle – ormehullerne er en mulig konsekvens af den generelle relativitetsteori, og tidsparadokserne med at kunne risikere at være fysisk yngre end sine børn er en konsekvens af den specielle relativitetsteori. Scenen med de to armbåndsure er en klassiker fra populære fremstillinger af tvillingeparadokset. Men andre steder er det tydeligt, at det først og fremmest er ønsket om at fortælle en spændende historie, der er i højsædet. Alle overvejelserne om tidens gang og dens mulige forkortelse og forlængelse ifølge relativitetsteorien bliver strøet lige lovlig flot rundt omkring.

Effekterne er store og flotte, og det er godt at se en filmskaber, der tør drømme og tør skabe velgennemtænkte billeder af de verdener, han forestiller sig. Der er kun lidt vold i filmen, og kærligheden handler mest af alt om kærligheden i en familie. Det er ét kys til sidst, og det er ikke det kys, folk, der kun kender min antydning af et handlingsreferat, vil regne med.

Interstellar vil gerne placere sig i en lang tradition for store science-fiction-film og har da en del referencer til nogle af klassikerne inden for genren – dokningen ved det roterende rumskib, de nedkølede astronauter og rejsen gennem ormehullet ved Saturn minder om Rumrejsen 2001, mens bl.a. isplaneten og de små rumskibe leder tankerne hen på Imperiet slår igen. Men der er også klare paralleller til Odysseen i historien om en fader, der må drage ud på en farefyldt færd, kun drevet af ønsket om at kunne vende hjem en dag, vel vidende at intet mere kan blive som før.

Det er også på denne måde, filmen er værd at se, som en historie om en familie revet itu af tiden. Flere steder i filmen dukker der linjer op et berømt digt fra Dylan Thomas:

Do not go gentle into that good night,
Old age should burn and rave at close of day;
Rage, rage against the dying of the light.

Hvis filmen kan få nogen (gerne, men ikke kun, amerikanerne) til at tænke grundigt over konsekvenserne af den globale opvarmning og tilmed give dem lyst til at læse Dylan Thomas, er det heller ikke helt skidt. Interstellar er, når den er bedst, ægte gribende. Og det er et yderligere plus, at to af de største helte i filmen (måske den største helt) faktisk er kvinder, og de er endda begge naturvidenskabskvinder.

De sidste linjer af Dylan Thomas’ digt er ikke med i filmen, men faktisk passer de fremragende på den:

And you, my father, there on the sad height,
Curse, bless, me now with your fierce tears, I pray.
Do not go gentle into that good night.
Rage, rage against the dying of the light.

Én enkelt ting fik jeg dog aldrig opklaret i filmen, og det forbliver dens største gåde: Hvad hed Cooper og Brand egentlig til fornavn?

Flattr this!