Forurening er ikke godt for helbredet

Før i tiden tænkte man på luftforurening, når man så billeder fra østasiatiske storbyer af mennesker med mundbind. I dag tænker man som bekendt på en sørgeligt velkendt luftvejsinfektion. Der er en tendens til at glemme, at også forureningen påvirker folkesundheden. Ofte fornemmer jeg en udbredt holdning om at forurening er en trist, men nødvendig konsekvens af at mennesker skal have det godt: Miljøet omkring os får det værre mens mennesker får det bedre. Men da bruger vi bare den økonomiske vækst, som de nødvendige forurenende aktiviteter desværre har skabt, til at skabe en bedre verden, og så bliver alt alligevel godt. Men da jeg var barn, husker jeg hvordan der var fokus på kviksølvforurening og på et af argumenterne for at denne forurening skulle bringes til ophør: kviksølv kan påvirke menneskers helbred alvorligt.

Når vi taler om de menneskeskabte klimaforandringer, har vi da også en tendens til kun at tale om CO2-påvirkningen. CO2-udledningerne giver ikke i sig selv anledning til luftvejssygdomme eller andre direkte helbredsskader. Men det gør andre udledninger, der finder sted samtidig, nemlig udledninger af partikler, kvælstofilter, svovldioxid og ozon (der nede ved jordoverfladen er et problem).

En ny undersøgelse fra Energy Modelling Lab, der er en dansk tænketank, estimerer at en grøn omstilling, som sikrer de officielle klimamål og på den måde reducerer luftforureningen, vil medføre, at de hjemlige helbredsomkostninger i 2030 bliver bragt ned med 8-11 milliarder kroner årligt og med 15-21 milliarder, hvis de mindskede påvirkninger og omkostninger i nabolandene også bliver regnet med.

Vi ved nu, at luftforurening kan forøge risikoen for at dø af COVID-19. Nye resultater fra Harvard viser, at en vækst på kun 1 μg/m3 koncentrationen af små forureningspartikler er forbundet med en vækst i dødeligheden af COVID-19 på 8%. Men dette er ikke alt. Der er også en forbindelse mellem risikoen for partikelforurening og for at blive smittet med COVID-19. Partikelforurening nedsætter nemlig immunforsvaret.

Jeg tror, det vil være på tide igen at få fokus på forureningens konsekvenser for folkesundheden. Måske er det kun på den måde, vi vil kunne få flere til at se nødvendigheden af at passe på miljøet – nemlig gennem at indse, at vi på den måde også passer på os selv.

Indenrigsflyvninger?

Jeg har som bekendt bestemt mig til ikke at flyve mere, og min begrundelse er miljøbelastningen. Man kan måske forsvare at flyve langt en sjælden gang – det er svært at rejse til andre verdensdele uden at flyve – men en særlig problemstilling er indenrigsflyvning.

I valgkampen op til EU-parlamentsvalget i 2019 talte flere af de fremtrædende kandidater om nødvendigheden af at begrænse indenrigsflyvninger. Her under COVID-19-pandemien har luftfartsselskaberne store problemer, og nu ser det ud til at skabe nye politiske initiativer om flyvning. Især indenrigsflyvning er kommet i fokus. I Frankrig har regeringen som betingelse for en hjælpepakke til Air France stillet, at selskabet beskærer sine indenrigsflyvninger. Argumentet er ikke økonomisk, men miljøpolitisk. Den franske økonomiminister udtaler, at Air France skal stræbe mod at blive det mest miljøansvarlige luftfartsselskab og at det er forkert, at man skal have indenrigsruter til destinationer, der kan nås med to en halv times togrejse. Også i Finland vil Finnair begrænse indenrigsflyvningerne i det næste år. Her er begrundelsen til gengæld økonomisk.

Det ville være godt at tage en diskussion også i Danmark om nytten, nødvendigheden og ikke mindst miljøbelastningen af indenrigsflyvninger. Nu, hvor økonomien skal genåbnes (eller hvad vi nu skal kalde det), vil det være værd at spørge, om de lokale ambitioner om udvidelser af lufthavne og om passagertal er gavnlige, set i lyset af klimakrisen. Ligesom så mange andre miljøbelastende fænomener er der nemlig en tendens til at flyvning skaber yderligere, afledte miljøbelastninger. Sidste år fremlagde de syv danske indenrigslufthavne således en fælles plan om udvidelser af lufthavne – og den indbefattede et ønske om flere motorveje.

Norbert Wiener

Jeg sidder for tiden og er ved at lægge sidste hånd på kursusmateriale om etik i datalogi og softwareudvikling i forbindelse med et kursus i videnskabsteori. Det er underligt, at jeg først i dette forår er blevet opmærksom på de tanker, som den amerikanske matematiker og filosof Norbert Wiener (1894-1964) har gjort sig her.

Mange, der har læst matematik, kender Wiener som en vigtig skikkelse i det 20. århundredes anvendte matematik, og en del, der har læst datalogi, ved at Wiener er ophavsperson til ordet kybernetik, der lever videre i populærudtryk som cyberspace. Nogle ved også, at Norbert Wiener var særdeles fremmelig som ung. Han fik sin bachelorgrad i matematik fra Harvard som 14-årig, studerede derefter zoologi og filosofi (på Cornell) og brugte så et år på en PhD i matematik. Den blev han færdig med i en alder af 18. (Norbert Wieners far Leo Wiener er faktisk også en interessant skikkelse; han forlod sit hjemland Polen for at stifte et vegetarisk kollektiv i Britisk Honduras, men havnede i USA – og lærte sig efterhånden at tale tredive sprog og blev professor i filologi, selv om han ikke havde nogen formel uddannelse.)

Norbert Wiener ville gerne have været soldat i 1. verdenskrig, men han blev kasseret. I 2. verdenskrig arbejdede han med udvikling af antiluftskytskanoner. Men efter krigen blev Wiener pacifist. Og det var vel her, hans filosofiske virke begyndte. Han tænkte over problemstillinger som konsekvenserne for mennesket af øget automatisering og over mennesket som informationsbehandler. Det er nu tydeligt for mig, at han på mange måder var langt forud for sin tid, og han fortjener at blive genopdaget. Prøv at se dette citat fra hans bog The Human Use of Human Being fra 1950 og tænk på de kriser, menneskeheden står i lige nu.

Hvad mange af os ikke har indset, er, at de sidste fire hundrede år er en meget speciel periode i verdenshistorien. Det tempo, hvormed ændringer i disse år har fundet sted, har intet modstykke i tidligere historie, ej heller selve ændringernes natur. Dette er til dels resultaterne af øget kommunikation, men også af en øget mestring af naturen, som på en begrænset planet som Jorden på sigt kan vise sig at være et øget slaveri af naturen. For jo mere vi kommer ud af verden, jo mindre efterlader vi, og i det lange løb bliver vi nødt til at betale vores gæld på et tidspunkt, der kan være meget upraktisk for vores egen overlevelse.

Fra The Human Use of Human Beings (1950) (min oversættelse)

Skal vi købe olie?

En følge af COVID-19-pandemien er at prisen på råolie i USA en overgang var faldet under 0 dollar pr. tønde. Prisen er nu igen positiv, men stadig meget lav. Den råolie, der er tale om, er såkaldte futures, dvs. løfter om fremtidig leverance af råolie.

En artikel i Nature fra 2015 konkluderer, at 80 procent af verdens reserver af fossile brændstoffer skal blive i jorden, hvis klimakrisen skal forhindres i at løbe løbsk. Kunne det give mening for miljøorganisationer at opkøbe de amerikanske råolie-futures i stor stil (det burde de have råd til lige nu) og dermed, fordi hvor de så har råderetten over den, sikre at olien bliver i jorden?

Den største indvending mod denne idé er vel at andre olieproducenter så simpelthen vil producere mere for at kompensere for den lavere produktion af olie i USA. Men COVID-19- pandemien rammer også andre olieproducerende lande, og det vil være interessant at se, om en lignende udvikling vil ske dér.

Forsvar for de små plasticskiver

Af avisartikler kan jeg læse, at mange tyr til Netflix og HBO i disse tider. Men ikke jeg. Jeg arbejder mig langsomt igennem den store samling af dvd’er, som af uransagelige årsager har stået urørt på hylden. Jeg havde aldrig set Brokeback Mountain, 12 år som slave, Avatar eller Barry Lyndon, men nu har jeg fået det gjort, og jeg indser i denne underlige pandemi-tid, hvilke gode filmoplevelser, jeg ikke fik i biografen.

For et år siden var jeg til et arrangement, hvor en foredragsholder fortalte om teknologi, som han ikke brugte mere (jeg synes, at hans tone her var lidt nedladende). Han fortalte om hvordan han havde proppet alle sine dvd’er og cd’er i affaldssække og spurgte ud i salen, hvornår nogen sidst havde lyttet til musik på cd. Underforstået: “Vi streamer jo alle sammen nu”. Flere tilhørere rakte derefter hånden op og sagde, at det havde de gjort så sent om aftenen inden. Det er ikke alle, der kun bruger streaming.

I dag er der igen et debatindlæg i en avis, der minder os om miljøbelastningen ved streamning. 1 times streaming på Netflix bruger 163 gram CO2. Netflix får ifølge Greenpeace kun omkring 17 procent af deres strømforbrug fra vedvarende energi, men 26 procent fra atomkraft og de resterende 30 og 24 procent af deres energi fra henholdsvis kul og naturgas.

LP-pladerne har fået en renæssance, men hvis der er retfærdighed til, bør det samme ske for cd’er, dvd’er og blu-ray. De er nemlig et bedre miljøvalg. CO2-belastningen ved fremstilling og distribution af en dvd eller cd er ganske vist omkring ét engelsk pund (vægtenhed) ifølge en amerikansk webside (i USA bruger man i modsætning til i Storbritannien stadig engelske pund). Det svarer til tre timers streaming på Netflix. Men det, der er det vigtige kritikpunkt ved plasticaffald, nemlig at plastic ikke forgår så let, taler til de små skivers fordel. For hvis man passer godt på sin dvd eller cd, kan man have den i mange år og se og lytte til indholdet igen og igen, og da er de små skiver et langt mere miljøvenligt valg. Og hvis man vil, kan man købe og sælge skiverne på antikvariat.

Jeg har haft dvd’er og blu-ray-dvd’er siden 2004. Nogle af mine cd’er har jeg haft i mere end 30 år. Én skive er blevet irret på en underlig måde ved en produktionsfejl, et par andre er blevet ridset, men resten spiller fint. Jeg holder af de gode bokssæt med ekstramateriale, som man kan gå på opdagelse i. Her er der ganske meget tilbage, jeg ikke har set og hørt.

Den store stressøvelse

Jeg er meget privilegeret i denne tid; jeg har stadig en vis bevægelsesfrihed, jeg mister formodentlig ikke mit arbejde, jeg er ikke alene til daglig og jeg er ikke syg. For det meste tager jeg situationen med ro. I dag cyklede min hustru og jeg en tur og tog med færgen over til Egholm. På øen i Limfjorden så der ud som før pandemien, muligvis bortset fra at restauranten Kronborg var lukket (om den er åben på søndage, kan jeg faktisk ikke huske). Vi opdagede tilmed, at bøgen var sprunget ud derovre.

Men nogle gange vælder der alligevel en følelse af stress frem, helt ud af det blå. Ofte sker det midt om natten, hvis jeg vågner uventet. Det er kombinationen af at skulle leve afsondret, uvisheden om hvor længe dette skal vare og selvfølgelig også frygten for at blive syg, der ligger bag. Der er ikke andet at gøre end ikke at lade sig kapre af angsten og at indse at også dette vil gå over.

Måske kan den situation, alle nu befinder sig i, hjælpe mange med at få en fornemmelse af hvordan det er at være i fængsel, at sidde i en flygtningelejr eller i et udrejsecenter. For stressorerne er de samme og følelsen af stress er også nært beslægtet.

I Storbritannien er King’s College i London begyndt at lave en undersøgelse af borgernes reaktioner under en pandemi. Jeg håber, danske forskere vil gøre det samme.

Jeg skal ikke til Wien alligevel

Den 25. februar kunne jeg fortælle her, at jeg er blandt modtagerne af den såkaldte Test of Time Award, som uddeles ved konferencen CONCUR2020 i Wien til september.

Men jeg kommer ikke til Wien. Det er nu blevet meddelt, at CONCUR2020 ikke bliver afholdt på sædvanlig vis på grund af COVID-19-pandemien; præsentationerne skal optages i forvejen og vises på nettet. Der bliver selvfølgelig heller ikke nogen prisoverrækkelse. Jeg kan nemt forstå begrundelsen, men jeg er nu alligevel skuffet, for jeg havde glædet mig meget til dette. Ikke mindst havde jeg glædet mig til at se mine medforfattere igen.

Der er rigtig mange akademiske konferencer nu, der går over til at finde sted på denne måde. POPL (Principles of Programming Languages), der finder sted næste gang til januar 2021, har allerede nu meddelt, at konferencen muligvis får denne form. SAS (Static Analysis Symposium) er blevet annonceret som en konference i Chicago til november, men det er helt uklart for mig og sikkert også for mange andre, om det kommer til at ske.

Det gode, der kan komme ud af alt dette, er erfaringer med nye måder at holde konferencer på og dermed måske også en strategi for en omstilling, der kan gøre det muligt at undgå al den rejseaktivitet med fly, der er så skadelig for miljøet.

Jeg er allerede nu ved at tænke over, om ikke jeg kan finde en anden måde at gense mine medforfattere Søren og Colin på, når vi engang igen kan rejse. En togrejse til Edinburgh ville være noget at se frem til.

Klimakrisen er udskudt

Eller rettere: Det internationale klimatopmøde COP26, der skulle finde sted i Glasgow til efteråret, er blevet udskudt til 2021. Jeg kan sagtens forstå, at man udskyder store sports- og musikbegivenheder, og selvfølgelig også, at der er rigeligt at tænke over for regeringerne rundt omkring lige nu. Det, der bekymrer mig, er at udsættelsen af CPO26 kan risikere at medføre, at mange lande vil bruge den nuværende pandemi som påskud til ikke at træffe de nødvendige beslutninger for at forhindre klimakrisen i at udvikle sig. Om et år eller to er pandemien formodentlig bag os, men klimakrisen er det bestemt ikke.

Mikkel Hindhede

Foto: Skanderborg Historiske Arkiv.

Sidste år var jeg til en sammenkomst, hvor en herboende iraner spurgte mig, om jeg havde hørt om Mikkel Hindhede. Det måtte jeg desværre indrømme, at jeg ikke havde; der var ikke andet for end at prøve at finde ud af, hvem han var.

For nylig (på den for mig særlige dato 8. januar) er der på Aarhus Universitetsforlag faktisk udkommet en biografi om Mikkel Hindhede. Den har jeg endnu til gode at læse, men han lader til at være en interessant, glemt skikkelse fra forrige århundrede.

Mikkel Hindhede var en dansk læge og ernæringsforsker, der var leder af Statens Laboratorium for Ernæringsundersøgelser i årene 1910-1932 og under 1. verdenskrig var fødevarerådgiver for den danske regering. I 1917 var Danmark udsat for krigsblokade og de danske myndigheder blev nødt til at indføre rationering af fødevarer. Det blev Mikkel Hindhedes principper, der blev lagt til grund for rationeringen, og de betød at befolkningen en lang overgang spiste mindre animalsk. Hans princip var at kosten skulle indeholde mere grovbrød (med klidtilsætning), flere kartofler, flere gryn, mere skummetmælk, men mindre kød, æg og sødmælk. Svinebestanden i Danmark blev reduceret til en femtedel og kvægbestanden med en tredjedel, og befolkningen fik dermed mere af det korn, der blev høstet. Efter hvad jeg har kunnet læse mig til, var sundhedstilstanden hos den danske befolkning faktisk ualmindelig god mens der var fødevarerationering.

Den slags er interessant i lyset af reaktionerne på Klimarådets anbefalinger fra denne uge, for historien om Mikkel Hindhede viser, at det faktisk tidligere har kunnet lade sig gøre at ændre den danske befolknings kostvaner i stor stil.

En våd februar

Nu, mens jeg sidder og skriver dette, pisker regnen ned derude. Det har været en meget våd februar. Normalt falder der 43 millimeter nedbør i denne måned af året, men ifølge DMI er der flere steder allerede faldet mere end 125 millimeter. Flere åer og vandløb er gået over deres bredder, og i Horsens blev beboere evakueret af frygt for oversvømmelser.

Nu vil Landbrug & Fødevarer indkalde til et stormøde. Formanden Martin Merrild udtaler til Ritzau at

– Vi skal have undersøgt vandløbenes evne til at lede vand væk, og så skal vi har kortlagt behovet for oprensning og udvidelse af vandløbene.

– Så skal der laves nogle forvaltningsplaner for vandløbene, som de kommuner, hvor vandløbene passerer, skal sikre bliver overholdt, siger Martin Merrild.

Landbruget kalder til stormøde efter massive mængder nedbør (Dagbladet Information, 21. februar 2019)

Det er interessant og også ret bekymrende, at Landbrug & Fødevarer tilsyneladende er landet på en forklaring, der siger at det er forvaltningen af vandløbene, der er årsag til problemerne lige nu. Den egentlige forklaring er nemlig med stor sandsynlighed en anden, og det er klimaforandringerne. Men der er stadig en stor ulyst til at drage denne konklusion, og det er på den ene side forståeligt (for klimaforandringerne er et voldsomt fænomen) og på den anden side også skræmmende (for Landbrug & Fødevarer er en magtfuld interessent).