Sankt Hans aften på Egholm 2019

Sankthansbålet på Egholm.

Endnu engang blev det til en Sankt Hans-aften på Egholm, og som andre år blev det også en protest mod planerne om en motorvej tværs over den stille ø. De nye mål om en 70 procent reduktion i CO2-udledningen inden 2030 bør være det, der overbeviser alle om at motorvejsdrømmene ingen mening giver.

Et minuts gang fra bådpladsen begynder skoven, og her er der fred og ro kun ganske få kilometer fra Nytorv i Aalborg. Egholm er er særligt sted.

Tre en halv kilometer fra Aalborg midtby.

Min barndoms oliekrise

Kilde: Af AHumanBing – Eget arbejde, CC BY-SA 4.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=66370511

Nu ser det endelig ud til, at der vil ske en afgørende politisk reaktion på klimaforandringer. Mange spørger sikkert sig selv, om dette kan lade sig gøre.

Fra min barndom husker jeg oliekrisen. Det, der skete, var at prisen på råolie blev firdoblet i løbet af et enkelt år. Det voldsomme prishop var en reaktion på krigen i Mellemøsten i 1973; de arabiske stater truede simpelthen med at holde op med at sælge den olie, de producerede, til lande, der støttede Israel, og det tvang oliepriserne i vejret på et tidspunkt hvor olie udgjorde 90 procent af Danmarks energiforbrug. Regeringen indførte som reaktion på oliekrisen de såkaldte bilfrie søndage og indskrænkede gadebelysningen. I efteråret 1973 og vinteren 1974 var det ikke tilladt for private at køre bil om søndagen, hvis ikke de havde en særlig kørselstilladelse.

De bilfrie søndage husker jeg især tydeligt. Jeg boede ved hovedvej A11 i Arentsminde, og pludselig var vejen øde og tom om søndagen. Jeg var knap 10 år gammel, så min reaktion var et barns reaktion – dette var spændende! Hvordan de voksne tog situationen, kan jeg kun gisne om. Men dette var kun få år efter de glade tressere (som C.V. Jørgensen engang kaldte for “de ligeglade tressere”), og kontrasten var selv for mig ret tydelig. Jeg husker også kampagner om at spare på energien og nogle små tv-indslag, hvor Olsen-banden (der til lejligheden blev kaldt for “Olie-banden”!) opfordrede alle til at skrue ned for varmen og lade være med at vaske op under rindende vand.

Så der har faktisk engang været officielle reaktioner på en situation, hvor man i Danmark måtte klare sig uden fossile brændstoffer, og på den måde faktisk et forsøg på en omstilling. Men da priserne faldt igen, var alt glemt – bortset fra en ny og ulmende diskussion om atomkraft, der varede ved til ind i 1980’erne, hvor Tjernobyl og Harrisburg lagde en kraftig dæmper på begejstringen for den slags. Det er også interessant for mig at genopdage, hvor gammel, jeg efterhånden er blevet. De fleste af de danske partiledere, som nu forhandler om et regeringsgrundlag, var enten ikke født under oliekrisen eller var helt små. Pia Olsen Dyhr er vel den ældste af dem, og hun er født i 1971.

Dagen derpå

Valgplakater i Aalborg Øst.

Hele min familie har nu stemmeret, og min hustru og jeg fulgtes med vores datter ud til valgstedet på Gl. Lindholm Skole. På vej hjem mødte vi min fætter, der skulle hen for at stemme. Han er (som mange andre i familien) socialdemokrat. Og dig, Hans – du er da radikal, ikke? spurgte han mig. Det måtte jeg sige nej til.

Om aftenen mødte jeg til en “valgfest” (et andet ord for en samling mennesker, der mødes og ser fjernsyn med valgresultater og skiftevis græmmes og glædes) en tidligere studerende, som jeg havde undervist i programmering for 19 år siden. Jeg kunne desværre ikke huske ham, men han kunne huske mig. Han var siden droppet ud og var i dag lokomotivfører, et job han holdt af. Han hørte en masse lydbøger på sine togture og havde også tid til at engagere sig i politik. Og dig, Hans – du er vel institutleder nu? spurgte han mig. Det måtte jeg sige nej til.

Her vil jeg for en sikkerheds skyld skifte emne.

Jeg er på den ene side glad for at vi nu slipper af med den regering, vi har haft. Jeg har ofte kritiseret den, som mange vil vide. I 2011, da den foregående borgerlige regering faldt, var jeg nærmest euforisk, så letter var jeg. De 10 år med Venstre-regeringer havde skabt nogle vilkår, jeg og mange andre havde svært ved at leve med.

På den anden side blev jeg svært skuffet efter 2011. Jeg havde vel håbet på at vi ville få en regering med SFs økonomiske politik, de Radikales flygtningepolitik og Socialdemokratiets erfaring med at sidde i regering. Men vi fik en regering, der kombinerede de Radikales økonomiske politik, Socialdemokratiets flygtningepolitik og SFs erfaring med at sidde i regering. Og efter 2015 blev de tiltag, der trods alt var sket på miljøområdet, hurtigt rullet tilbage af Venstre.

Det er en lignende risiko, vi nu ser. I dag har jeg derfor ingen illusioner om noget som helst, og jeg er ikke engang lettet. Jeg vil derimod være med til at kæmpe for, at den bevidsthed, der nu er om klimaforandringernes konsekvenser, kan fortsætte. Det er ikke nu, man skal læne sig tilbage. Tværtimod. (Og så har jeg ikke sagt noget om, hvad der bør ske angående f.eks. en anden politik om forskning og uddannelser.)

Bare en knortegås og en lille tudse…

Lysbuget knortegås. Foto: Peder Bundgaard (http://novana.au.dk/fugle/traekfugle/traekfuglearter/lysbuget-knortegaas/)

For nogle år siden var jeg med til en protest mod Egholm-motorvejen. Tre folketingspolitikere var taget til Egholm for at tage et “første spadestik” til en sådan motorvej, men jeg og andre aktivister fulgte efter dem. Jeg husker, hvordan et medlem af Dansk Naturfredningsforenings Ungdom prøvede at sige til Preben Bang Henriksen (MF for Venstre) at strandtudsen findes på Egholm, og at den faktisk er totalfredet.

– Det er jo bare sådan en lille tudse.

var politikerens reaktion. Han var tydeligvis ligeglad. Men han er ikke den eneste, der har denne kyniske holdning.

En anden sjælden dyreart, der forekommer på Egholm, er den lysbugede knortegås. Fra september til maj overvintrer de lysbugede knortegæs i Danmark og bl.a. kommer der gæs til Egholm. I disse dage trækker gæssene op til Svalbard, men i en lang periode af året bor de sjældne gæs på Egholm. I dag udtaler Maja Torp, der er folketingskandidat for Venstre til Nordjyske, så at

– Jeg er slet ikke ligeglad med klimaet. Det er meget vigtigt for mig, men vi har brug for den forbindelse, og Egholm-forbindelsen er klart den bedste. At vi får den er vigtigere end knortegåsen

Det er interessant på en trist måde, at folketingskandidater på denne måde er ligeglade med sjældne dyrearter, og det er direkte ubehageligt at høre en folketingskandidat udtale, at en motorvej er vigtigere end en dyreart (og tilmed får rodet truede dyrearter sammen med klimaforandringerne).

200 klimatosser i København

Her er gruppebilledet fra Dansk Magisterforenings kongres i København den forgangne weekend. Vi kunne ikke være med til klimamarchen, men vi sender dette billede som vores fælles støtte til kampen for at forhindre den truende katastrofe.

DMs kongres 2019

I denne weekend er jeg i København til kongres i Dansk Magisterforening. Det er godt at møde fagforeningskolleger fra hele landet. Gennemsnitsalderen er 47; det ville nu ikke gøre noget, hvis den var lavere.

Der var fra mange sider fokus på forholdet mellem forskning og politik og på den store vigtighed af at vi bruger vores videnskabelige ekspertise i samfundsdebatten. I dag er der klimamarcher rundt om i Danmark, og netop i et spørgsmål som klimakrisen er det vigtigt at markere sig. DMs kongresdeltagere kunne ikke deltage, men kongressen sendte en hilsen til klimamarcherne i form af et gruppefoto. Det var også godt at se, at der var stort flertal for at ændre DMs vedtægter; fra nu af står der i vedtægterne, at DM skal arbejde for et miljø- og klimamæssigt bæredygtigt samfund, der også tilgodeser kommende generationer. Dette er nemlig også en del af at have gode arbejdsforhold.

Noget, der ærgrede mig i dag, var at mange havde spørgsmål til forperson Camilla Gregersens beretning, men at tidsplanen gjorde, at der ikke var gode muligheder for diskussion i plenum. Det blev heldigvis bedre om eftermiddagen, da der skulle diskuteres forslag til DMs principprogram.

Flere af os har udarbejdet et forslag til udtalelse på kongressen, der skal sikre at DM arbejder for at de, der bliver ramt af fyringer på det statslige område, kan få en personlig, individuel begrundelse på at de skal fyres. Det har de krav på, og det vil kunne gavne deres retsstilling væsentligt.

Det er vigtigt at være organiseret, og på en dag som i dag genopdager vi, hvor meget vi egentlig kan, når vi er sammen.

British Rail in memoriam

I skrivende stund står jeg og venter på en perron i Aarhus. Jeg skal til København, men toget fra Aalborg var et IC4-tog, der kun kørte hertil. Min pladsbillet kunne ikke bruges til noget. De støjreducerende hovedtelefoner var til gengæld nyttige i det larmende italienskbyggede tog.

Forhåbentlig kommer der snart et IC3-tog, der kan få mig videre på rejsen. Men lige nu minder situationen mig foruroligende meget om mine oplevelser med togdriften i Storbritannien for knap 30 år siden. Dengang var Thatcher-regeringen i fuld gang med at køre British Rail i sænk. De konservative brød sig ikke om offentlig transport. Forsinkelserne var mange, utilfredsheden blandt passagererne voldsom. Få år senere blev British Rail privatiseret uden voldsomme protester – for hvorfor dog beholde en offentlig jernbane, når nu jernbanenettet tydeligvis er så dårligt? I dag er jernbanedriften i Storbritannien et uskønt virvar.

Inden for de seneste få år har den borgerlige regering i Danmark under dække af valgfrihed gjort noget lignende; infrastrukturplanen røber tydeligt, at det man drømmer om er motorveje. Forhåbentlig vil der efter folketingsvalget komme en ny holdning til togdrift i Danmark. Selv de nuværende tog er nemlig bedre for miljøet end de mange motorveje.

Vejret i 1911 – og nu

Begyndelsen af artiklen i “Popular Mechanics” fra marts 1912.

Tilbage i marts 1912 bragte det amerikanske populærvidenskabelige blad Popular Mechanics en artikel, hvori forfatteren bemærkede det usædvanligt varme og omskiftelige vejr på den nordlige halvkugle i sommeren 1911 og at der blandt ældre mennesker var en fornemmelse af, at vintrene ikke var så strenge som de var engang.

I artiklen blev der spurgt, om dette mon var tegn på at klimaet var ved at forandre sig – og svaret var ja.

Forklaringen, som man gav i 1912, var den store udledning af CO2 fra afbrænding af kul, som danner CO2, der lægger sig som en dyne i atmosfæren. Allerede dengang var dette en gængs forklaring; den stammer fra 1896 og skyldes den svenske meteorolog Svante Arrhenius.

I artiklen fra Popular Mechanics i 1912 mener man kun, at klimaet vil blive mildere, men det er vigtigt at blive mindet om at meteorologer meget længe haft haft en mistanke om at menneskers brug af fossile brændstoffer vil forandre Jordens klima. Desværre er det først nu, mere end 100 år senere, indser mange alvoren af alt dette.

60 procent eller ingen ting?

Tallene for afsmeltning af isen i Grønland taler deres eget, tydelige sprog.

Nu lover Mette Frederiksen, at Socialdemokratiet vil lave en ny klimalov, ifølge hvilken CO2-udledningen være reduceret med 60 procent i forhold til 1990-niveauet. Dette mål skal være bindende for den til enhver tid siddende regering.

Men Venstre ikke vil have et veldefineret måltal. Dette minder om samme regeringspartis beslutning om at afskaffe fattigdomsgrænsen i sin tid. Det er påfaldende, netop fordi vi her taler om et parti der i sin regeringstid har indført ganske mange måltal i form af New Public Management. Offentlige instanser skal leve op til nogle meget detaljerede mål, men noget tilsvarende skal ikke gælde for bekæmpelsen af fattigdom eller for bekæmpelsen af klimaforandringerne.

Samtidig bemærker jeg dog også, at hverken Venstre eller Socialdemokratiet vil indføre en afgift på flyrejser. Her er der kun ukonkrete bud på hvad man skal gøre i stedet – hvis man overhovedet skal gøre noget. Det lyder nemlig ikke sådan:

– En isoleret dansk flyskat nytter ikke noget. Der skal ske noget på europæisk niveau, siger Lars Løkke Rasmussen.

– Jeg er åben for at diskutere det, men jeg er ikke sikker på, at en skat, der rammer almindelige danskere, er den rigtige, siger han. 

Mette Frederiksen mener heller ikke, at direkte afgifter på flybilletter er løsningen. 

– Vi skal vænne os til at flyve noget mindre. Det vigtigste omkring fly er brændstof, og hvad flyene flyver med. Måske skulle man kigge den vej, siger Mette Frederiksen. 

Flyvning og rygning: De udsattes eneste trøst?

Alle partier i den nuværende opposition på nær Socialdemokraterne taler for at prisen på cigaretter skal sættes op, så færre unge begynder at ryge. Mette Frederiksens argument for ikke at ville støtte højere priser på cigaretter er

– Jeg vil gerne diskutere alt, også cigaretpriser. Men jeg er også bare socialdemokrat og står her med socialt udsatte mennesker med en dårlig økonomi. …  Jeg er bange for, at hvis man bare hæver prisen, som mange foreslår, så slår man bunden ud af pension og kontanthjælp.

Et tilsvarende argument bruger socialdemokrater for ikke at have en afgift på flyrejser: At arbejderklassen omsider har mulighed for at rejse billigt på ferie med fly, så den glæde skal man ikke tage fra dem.

Det er interessant, at socialdemokratiske politikere taler om cigaretter og flyrejser som noget, bestemte andre mennesker fortjener, en glæde, som man ikke må tage fra dem, selv om den fører til dårligt helbred og alvorlige konsekvenser for miljøet. Men cigaretter og flyrejser bliver markedsført af magtfulde virksomheder, ikke fordi de er tænkt som en trøst for de økonomisk udsatte, men er en mulighed for profit.

Det er også interessant, at socialdemokraterne tilsyneladende ikke forestiller sig, at arbejderklassen og kontanthjælpsmodtagere ville kunne lægge deres vaner om, hvis de fik de gode argumenter for det og kunne få et bedre liv gennem en bedre politik på andre områder. For en afgift på flyrejser bør laves sådan, at den især rammer dem, der flyver meget og flyver langt, og afgifter på cigaretter skal ikke være det eneste, man gør for mod rygning. Det afgørende er, at der samtidig er andre initiativer, f.eks. en mere restriktiv rygelov og bedre alternativer til at rejse med fly. Afgifterne kan hjælpe med at finansiere sådanne tiltag.

Den socialdemokratiske holdning i 2019 er (så vidt jeg kan se) egentlig en holdning om at de andre mennesker, man mener at repræsentere, ikke kan eller skal påvirkes grundlæggende. Holdningen skal fremstå som solidarisk, men den er egentlig mere opgivende og måske også i virkeligheden nedladende – lidt på samme måde som nyere socialdemokratiske holdninger til kultur og til videregående uddannelser, som man nu opfatter som elitære fænomener.

Tidligere tiders socialdemokratisk politik havde noget større tiltro til, hvad arbejderklassen og udsatte grupper stræber efter og formår. Den første socialdemokratiske kulturminister Julius Bomholt sagde at

Der er mange steder en opfattelse af, at kunst er luksus. Men vi må søge at åbne vore medborgeres øjne for den sandhed, at kunst er livsnødvendig…

Bomholt var faktisk ikke bare den første socialdemokratiske kulturminister, han var den første danske kulturminister nogensinde. Dengang var holdningen ikke, at man skal “snobbe nedad”, men at det gode liv kunne være for alle.