En biting?

Det er vinter i Danmark, og man ser ikke ret mange insekter derude (om nogen overhovedet). Men rundt omkring overvintrer de. I et bibo klumper de mange arbejderbier sig sammen om deres dronning og kan på den måde kan de små insekter sammen holde temperaturen oppe på 30 grader.

Der er en lang, informativ og rigtig trist artikel i dagbladet Information i dag om biernes liv og om hvordan moderne pesticider, specielt de såkaldte neonikotinoider, og herbicider, specielt glyfosat (bedre kendt som Roundup), truer vore dages bibestande – og vel også insekter som helhed. Fremkomsten af store, meget ensartede landbrugsområder med lav diversitet er årsag til kunstigt fremkaldte økosystemer, hvor der også er en langt mere sparsom fauna. Jeg har selv en helt anekdotisk fornemmelse af, at der er færre insekter i de varme måneder end der var, da jeg var ung.

Særligt trist er det, at det tilsyneladende kun tager få årtiers brug af giftstoffer i jagten på kortsigtet gevinst at true vigtige dyrearter. Og bierne er vigtige. Ifølge forskerinstitutionen IPBES, som er den globale biodiversitets pendant til FNs Klimapanel, er det en landbrugsproduktion til en årlig værdi af mellem 235 og 577 milliarder dollar, der er afhængig af bestøvning ved dyrs hjælp. Hvis der er et argument for økologisk landbrug, der bør kunne overbevise, må det være biernes argument.

Flattr this!

Mad og resurser

I de seneste år er det, som om der er kommet et større og mere positivt fokus på det at spise vegetarisk, for ikke at sige vegansk. I den nye SuperBrugs i nærheden af hvor jeg bor, er der en frysedisk, en køledisk og en ikke helt lille hylde med veganske produkter – en forbløffende udvikling fra dengang for 23 år siden, hvor jeg selv blev planteæder.

Samtidig synes jeg dog også, at diskussionerne af hvorfor man bør spise plantebaseret (for det synes jeg jo) har det med at køre fast. Der er en del etiske argumenter, som er svære at diskutere og har det med ikke at overbevise så mange, og det er tit her, man strander. De bedst kendte kvantificerbare argumenter for at  det er en god idé at spise planter i stedet for at spise animalsk, har ofte været argumenter om folkesundhed. Men i virkeligheden tror jeg nu, at de allermest overbevisende argumenter kommer et helt andet sted fra.

Ifølge Tackling Climate Change Through Livestock, en rapport fra 2013 udarbejdet af FNs fødevareorganisation FAO, skyldes 14,5 procent af den menneskeskabte udledning af drivhusgasser animalsk fødevareproduktion. Produktionen af oksekød står for 65 procent af den klimabelastning, som verdens samlede animalske fødevareproduktion forårsager, og målt på udledning af drivhusgasser pr. kilo protein,  giver oksekød tre gange så stor en udledning pr. kilo protein som komælk, omkring seks gange så meget som svinekød og endnu mere i forhold til fjerkræ og æg.

Og i år er der så noget andet, der nu også står klart: at animalsk produktion beslaglægger rigtig store landområder i forhold til udbyttet. Diagrammet ovenfor er baseret på en artikel fra juni i år af de to amerikanske miljøforskere Michael Clark og David Tilman i Environmental Science Letters (baseret på analyser af data fra 164 fagfællebedømte undersøgelser), og det viser hvor mange kvadratmeter, det kræver at producere 1 gram protein. Oksekød og fårekød kræver 1,02 kvadratmeter pr. gram, mens hvede kræver 0,04 kvadratmeter og bælgfrugter (dvs. bønner og linser) kun kræver 0,01 kvadratmeter pr. gram protein.

Nogle ville her hævde, at det faktisk er en god arealudnyttelse at lade drøvtyggende dyr gå på græs, men Clark og Tilman kan faktisk også påvise, at det faktisk slet ikke er tilfældet. Også dét bør mane til eftertanke.

Flattr this!

1000 dage tilbage

I denne uge og frem til den 17. november samles verdens ledere i Bonn ved COP23 for at komme videre med en global indsats for at standse klimaforandringerne. Der er gået to år siden klimaaftalen i Paris; løfterne fra dengang var at den globale opvarmning i 2020 skulle være ’et godt stykke under to grader’ og helst ved 1,5 grader. FNs Emissions Gap Report taler sit tydelige sprog;  flere af forfatterne er i øvrigt med i samarbejdet mellem Danmarks Tekniske Universitet og FNs miljøprogram UNEP

En anden måde at tænke på klimamålene er at måle afstanden til 2020 i dage. Lige nu har vi 1000 dage tilbage, og hvis vi tænker på denne måde, kan det måske hjælpe med at få alvoren til at fremstå klarere – det er faktisk ikke ret lang tid, vi har. Og alligevel er det påfaldende lidt, vi hører om COP23 i medierne.

Flattr this!

Lastbilernes veje er uransagelige

En stor del af trafikken på de danske motorveje skyldes lastbiler, og en stor del af varetransporten skyldes lastbiler. Der er ganske vist færre lastbiler på de danske veje i 2014 end i 2008, men antallet af ton-kilometer (dvs. den samlede masse mål i ton multipliceret med det samlede antal kørte kilometer) er vokset.  66 procent af alle varer, der transporteres rundt i Danmark, transporteres i lastbil. 

Samtidig er det langt sværere at reducere CO2-udslippet for lastbiltrafikken end for persontrafikken; der findes ikke elektrisk drevne lastbiler til langdistancekørsel.

Man kunne da også godt forestille sig andre måder at transportere gods på over de lange strækninger end ad motorveje; det har altid slået mig som underligt, at man vil fragte gods mellem havnebyer (eller stationsbyer) i lastbil.

Alligevel er politikernes typiske argument for udbygning af motorvejsnettet, at det er persontrafikken, der skulle have problemer. Når det gælder Egholm-motorvejen, taler FDM om “bilisterne” og  “Komiteen for en 3. Limfjordsforbindelse” taler om “trafikanter” og “rejsende”.  Det er ikke underligt, at fortalerne agerer på denne måde – de skal have vælgeropbakning først og fremmest, og de mange personbilejere tæller mest her.

Men det er lastbilerne, der tæller. Hvis man nedbragte lastbiltrafikken på motorvejene og i stedet transporterede gods med mere CO2-venlige transportmidler (som f.eks. el-drevne tog – og elektriske godstog findes!), ville det tjene to formål: Bedre plads til personbilerne og lavere CO2-udslip.

Flattr this!

De mange grunde til at kæmpe mod global opvarmning

Drawdown.org er et websted, hvor forskere, forretningsfolk og aktivister giver et samlet og udførligt bud på hvordan vi kan bremse og vende den menneskeskabte opvarmning (der er også kommet en bog ud af deres arbejde). Nogle af de helt store forandringer vil ifølge Drawdown.org indtræffe, hvis vi kan

  • stoppe madspild
  • give piger og kvinder en uddannelse på lige fod med drenge og mænd
  • reducere animalsk fødevareproduktion kraftigt
  • give kvinder mulighed for at drive landbrug

Herunder er deres bud på de 10 vigtigste længerevarende tiltag, vi kan gøre og for hvert af dem et estimat af hvor mange gigatons CO2 vi vil kunne reducere udledningen med. Det er overraskende, at en overgang til køleanlæg, der ikke anvender hydrofluorkarboner (HFC), vil kunne betyde så stor en forskel. HFC er allerede forbudt i Danmark, men det er bestemt ikke tilfældet i andre lande.

Også madspild er højt på listen; en tredjedel af al mad bliver i dag smidt ud. Madspild er den største udleder af drivhusgasser næst efter USA og Kina, og vi kan undgå at udlede 70,53 gigaton CO2, hvis verdens samlede madspild bliver bragt ned med 50 procent i 2050.  Og så er det bestemt også et problem at 800 millioner mennesker ikke får nok at spise.

Hvis man gerne vil læse mere på dansk, har dagbladet Information en god artikel om Drawdown.org’s katalog over løsninger.

Listen afslører samtidig også hvorfor “klimaskeptikerne” er så uhyggeligt bevidste om at stikke en kæp i hjulet. Producenter af fossile brændstoffer er (i al fald i et vist, betydeligt omfang) at finde blandt “klimaskeptikerne”, men der er også andre “klimaskeptikere”, og jeg fornemmer tydeligt, at mange af dem er bekymrede, fordi nogle af de tiltag, der for alvor kan nedbringe kilderne til global opvarmning, samtidig vil underminere deres magtpositioner. Det er nemlig tiltag, der ud over at nedbringe CO2-udledningen signifikant samtidig vil ændre på nogle virksomheders magtposition, ændre på kønsrollerne og i øvrigt også reducere social ulighed.

Flattr this!

Sankthansaften på Egholm 2017

I år kom jeg igen til sankthansaften på Egholm, og denne gang var min hustru også med. Sankthansaften på Egholm er en god tradition, og arrangementet er forbilledligt godt organiseret. En anden god tradition er blevet dén at finde en taler, der er modstander af planerne om en motorvej over øen. I år var det Daniel Nyboe Andersen fra byrådet, der havde fået æren. Desværre er der også en tradition for at vejret skal være tvivlsomt på denne aften, og det regnede og blæste som på en halvdårlig efterårsdag. Alligevel var der pænt besøgt, og mange af deltagerne var kommet over fra fastlandet.

Henrik Mørch, der er formand for Egholms Venner og som jeg kender fra motorvejsmodstanderfællesinitiativet Fremtidens Aalborg, var omsider med i år som guitarist i folkemusikensemblet The Kæjlænders. Mange andre år har han været forhindret i selv at være med til sankthansaften på Egholm, fordi han skulle ud at spille. Men i aften fik vi ham at se og høre.

Og bålet? Det var stort og flot og varmede sådan som det skulle.

Der er i det hele taget mange gode grunde til at tage til sankthansaften på Egholm. Her til aften var det f.eks. tilfældet at hovedtaleren ved et andet sankthansbål i Aalborg, nemlig dét ovre i Hasseris, var en dagsaktuel person ved navn Inger Støjberg.

Flattr this!

Hemmeligheden bag Aalborg Øst?

Oddesundvej i Aalborg Øst. Foto: AKU- Aalborg

Der er måske en uventet sammenhæng mellem forurening og social ulighed.  En af de mere overraskende undersøgelser, jeg har set, er en undersøgelse af hvordan det kan være at det i mange større byer er sådan, at de socialt mest belastede områder ligger i byens østlige del. Sådan er det i mange britiske storbyer og det er også tilfældet i bl.a. Paris, New York og Helsinki. Og det er såmænd også sådan i Nordens Paris; Aalborg Øst er et udsat boligområde i forhold til resten af Aalborg, og den almene folkesundhed er på et lavere niveau end i den vestlige del af byen.

Forklaringen skulle ifølge en britisk undersøgelse fra 2016 være – vindforholdene. I mange byer på den nordlige halvkugle er vestenvinden fremherskende, dvs. blæsten går mod øst. Og den fører forureningen med sig østover.

Forskerne konstruerede en matematisk model for vindforholdene i 70 britiske storbyer ud fra hvordan industrien og dens forureningskilder i form af skorstene ville have været i 1880. Konklusionen, de nåede, var at områder med en høj grad af luft forurening var i signifikant større fare for at blive lavindkomstområder – og at de generelt lå i den østlige del af byerne. De, der havde råd, ville ganske enkelt vælge at flytte fra de mest forurenede område, og de, der ikke havde råd, havde en større risiko for at få problemer med dårligt helbred.

Det rigtig interessante er at der i de byer, hvor forureningen blev begrænset markant, efterhånden skete en udligning mellem de rigere og de ikke så rige bydele. Så her er endnu et vigtigt og overraskende argument for at det er vigtigt at begrænse forurening – det vil kunne gøre noget ved social ulighed.

Flattr this!

Konferencedeltagelse og klimaforandringer

Jeg har ikke bil. Mit hus er blevet grundigt isoleret, og jeg spiser ikke animalske produkter. Men jeg flyver flere gange om året som del af mit arbejde for at deltage i akademiske konferencer eller for at besøge kolleger på universiteter i udlandet. Ifølge Air Transport Action Group er flyvning årsag til omkring 2 procent af den menneskeskabte udledning af CO2.

Så jeg belaster faktisk miljøet forholdsvis voldsomt, og dette har jeg ofte tænkt over. Der findes allerede en Conference CO2 Calculator, der kan give et estimat af miljøbelastningen ved at deltage i en konference.

SIGPLAN, der er ACMs særlige interessegruppe for forskning i programmeringssprog, har lavet et dokument med forslag til hvordan konferencer kan begrænses. Der er mange gode forslag, lige fra at man kan lægge konferencer på steder som de fleste ikke skal rejse så langt for at komme til, over at man kan slå konferencer sammen og dermed reducere antallet af rejser til at lave virtuelle konferencer.

Men det er en komplikation, at det i datalogi i modsætning til f.eks. matematik er tilfældet, at nogle konferencer er vigtigere publikationskanaler end mange tidsskrifter. Og det er en yderligere udfordring, at konferencerne ofte er det sted, hvor man mødes med sine forskerkolleger fra udlandet og dermed bliver det sted, hvor man omsider får mulighed for at tilbringe en stund sammen ansigt til ansigt.

Det er nemlig aldrig helt det samme at mødes på nettet. I min egen erfaring har jeg altid fået langt større udbytte af at kunne mødes ansigt til ansigt med de kolleger, jeg har samarbejdet med. Og skal jeg være helt ærlig, har jeg også haft en del gode rejseoplevelser alene ved at rejse til konferencer og se steder, jeg måske ellers aldrig ville have besøge: Georgien, Vietnam, Japan, New Zealand, Estland osv.

Men lad ikke dette være undskyldninger for ikke at gøre noget. Vi er nødt til at handle, for ellers kommer der en dag, hvor afholdelse af akademiske konferencer bliver den mindste af vore bekymringer. Den store udfordring bliver at skabe en attraktiv måde at mødes på uden at man behøver at rejse. Og måske bliver en sidegevinst af denne situation, at publikationskulturen i datalogi bliver “normaliseret”, så tidsskrifter igen bliver vigtigere end konferencer.

Flattr this!

Plastic (del 3)

packaging-pollution

I Aalborg kommune har vi nu en affaldssorteringsordning, der også gør det muligt at aflevere plastic og metal foruden pap og papir. Hver husstand har fået en stor container med to rum – det ene til plastic og metal, det andet til papir. Det er en rigtig god idé, men jeg kan ikke lade være med at spekulere på om containeren rent faktisk er stor nok og om den frivillige ordning er nok.

Min kæphest er en pantordning på plastic baseret på plasticart og vægt. Den ville kunne tvinge alle – både producenter og forbrugere – til at forholde sig til hvor megen plastic, der rent faktisk er nødvendig, og indløsning af pant kunne måske blive et incitament for at sortere og indlevere plasticaffald.

Den 22. februar 2015 skrev jeg i et blogindlæg:

Især er det interessant at der er pant på bestemte slags plastic, nemlig plasticflasker til bestemte slags drikkevarer. Panten sikrer at plasticflaskerne bliver genanvendt på forsvarlig vis og at industrien ikke indfører ufornuftig emballage i disse sammenhænge. En tilsvarende pant findes på bestemte slags dåser til drikkevarer – så der er også en form for metalpant. Hvorfor kan man ikke udvide disse pantordninger til alle former for plastic og metal og anvende de metoder til automatisk affaldssortering, som Miljøstyrelsen allerede kender til? Selvfølgelig skulle en sådan pantordning værdisætte panten på en anden måde end nu – en mulighed var værdisættelse pr. vægt og pr. plastictype. Jeg kender ikke svaret, men jeg håber ikke at mit spørgsmål er naivt.

Et af de steder, hvor plastic er et særlig stort problem, er i vore have. I dag har jeg erfaret at man i Island i hvert fald siden 2015 har haft pant på fiskenet af plastic. Og det virker.

En pantordning på plastic har man allerede længe kendt fra store musikfestivaler. Jeg husker forskellen mellem Roskilde-festivalen før og efter der kom pant på drikkekrus. Før pantordningen gik der kun en dags tid, så lå der itutrådte plastickrus overalt. Efter pantordningen lå der ikke ét eneste på jorden, men til gengæld så man ganske mange festivalgæster med stakkevis af krus ved pantboderne.

Flattr this!

Ud til højre med miljøet?

conservamerica

Jeg er ikke den eneste, som er blevet meget utryg ved Donald Trumps planer om massive besparelser på USAs miljøpolitik og planer om at trække USA ud af Paris-aftalen om begrænsning af den globale opvarmning. Dette vil få uoprettelige konsekvenser for vores klode.

Når man herhjemme ser, hvordan den nuværende danske regering prioriterer miljøpolitikken lavt og ofte ser den som en direkte forhindring for især landbrugets interesser, er det nærliggende at konkludere, at der blandt højreorienterede politikere i det hele taget er enighed om en sådan negativ holdning til miljøpolitik. Sidste år tilsidesatte regeringen som bekendt de sidste fire årtiers vandmiljø-planer ved den såkaldte ’landbrugspakke’. Et parti som Venstre taler stort set ikke om naturen som andet end en resurse, der skal bruges til at skabe vækst, indtil der en dag i en uvis fremtid måske er råd til at beskytte naturen. Man taler om “mest miljø for pengene” – med tryk på det sidste ord.

Men der er faktisk også andre traditioner, der peger i en anden retning. I USA er der en højreorienteret miljøorganisation, ConservAmerica , der udspringer af det republikanske parti. På organisationens forside er der et citat af – Margaret Thatcher. Og i 1972 indgik Konservative et forlig med den socialdemokratiske minister for forureningsbekæmpelse, Jens Kampmann, om Danmarks første miljøbeskyttelseslov.

I en situation, hvor Donald Trump og andre med ham nu har mulighed for at formindske menneskehedens chancer for fortsat overlevelse markant, er der ikke andet for end at appellere til disse andre traditioner hos højreorienterede politikere. Med al den tale, der nu er om at beskytte USA og om at beskytte Danmark, burde det kunne være muligt for dem at konkludere, at de, hvis de vil beskytte landene, er nødt til at beskytte naturgrundlaget og at tænke på det som andet end en kilde til vækst, men som selve grundlaget for vores fortsatte eksistens.

Flattr this!