En anden slags hjælp til nærområderne

Somaliske flygtninge flygter fra oversvømmelserne i Dadaab i Kenya. Foto: UNHCR.

Når man hører om den danske regerings flygtningepolitik, bliver det hurtigt klart, at den mest går ud på at forhindre, at flygtninge kommer til Danmark. Og man taler om “flygtningekrisen” og om hvordan den kræver hurtig handling. Ofte tales der også i et ukonkret tonefald om vigtigheden af at “hjælpe i nærområderne”. Og man indfører en skelnen mellem “flygtninge” og “migranter”, hvor man typisk underforstår at sidstnævnte ikke burde forlade deres hjemland. Men det er ikke mange gange, man hører danske politikere tale om at fjerne årsagerne til at mennesker bliver drevet på flugt. Det er bestemt heller ikke alle danske politikere, der taler om en flygtningekrise, der også taler om en klimakrise, der kræver hurtig handling.

I New York Times er der en interessant artikel af Lauren Markham om de mange mennesker, der flygter fra konsekvenserne af klimaforandringerne. Ifølge FNs flygtningehøjkommissariat UNHCR er mere end 22,5 millioner mennesker siden 2008 blevet drevet på flugt af ekstremt vejr. Mange flygter på grund af ændrede nedbørsmønstre, der gør det umuligt at leve af landbrug. Nogle flygter nordpå mod USA fra Mellemamerika, hvor tørken i Guatemala og El Salvador gør det umuligt at ernære sig som kaffebønder. Andre flygter sydpå mod Kenya fra Ethiopien, hvor tørken også gør det umuligt at fortsætte med at leve af at dyrke jorden.

Tilbage i 2015 skrev jeg her om hvordan den svigtende kornhøst i Syrien var med til at drive fødevarepriserne i vejret og dermed til at udløse de uroligheder, der førte til borgerkrigen.

De mennesker, der flygter fra klimaforandringerne, er ikke personligt forfulgte, men det, de flygter fra, er lige så reelt som en krig. Hvis man skal tale om flygtninge i den kommende valgkamp og om “hjælp i nærområderne”, bør det ske ud fra en erkendelse af at klimaforandringerne driver mennesker på flugt og af at en helt fundamental form for hjælp til nærområderne må være at få standset klimaforandringerne så hurtigt som overhovedet muligt.

Ingen motorvej over Egholm!

Udsigten fra Egholm en smuk Sankthansaften. Foto: Mig.

Nu har regeringen og Dansk Folkeparti lavet en såkaldt infrastrukturaftale, der i tidens ånd hedder Aftale om et sammenhængende Danmark. I aftalen figurerer også en motorvej over Egholm. I aftalen figurerer også en motorvej over Egholm. Transportminister Ole Birk Olesen siger

Vi vil have mindre transporttid. Med infrastrukturplanen kan vi sørge for, at det går hurtigere at transportere sig fra A til B, hvad enten man benytter sig af tog, bus eller bil…

Det er selvfølgelig ikke et tilfælde, at aftalen kommer netop nu, få måneder før et folketingsvalg, og det er heller ikke overraskende at se formuleringen om valgfrihed – det er den formulering om valgfrihed, borgerlige partier altid påkalder sig som argument for at kollektiv trafik ikke skal opprioriteres. Det interessante her er følgende passus i aftalen:

Da nærværende aftale udgør en samlet plan for alle statslige infrastrukturinvesteringer frem mod 2030, indebærer aftalen således også, at Dansk Folkeparti opsiger forliget om Togfonden DK, samt forliget om Bedre og Billigere Kollektiv Trafik ved det kommende folketingsvalg, jf. sædvanlig forligsskik. De takstnedsættelser fra puljen til takstnedsættelser, som allerede er aftalt af forligskredsen bag aftale om Bedre og Billigere, vil fortsat gælde fremadrettet. Udisponerede midler i forligskredsen betragtes hermed som udmøntet. Midlerne i pulje til investeringer til forbedringer af den kollektive trafik, som også er afsat af forligskredsen bag aftale om Bedre og Billigere, er med til at sikre finansiering til en ny pulje til cykel-projekter i hele landet og vedligehold og fornyelse af jernbanen.

Andre partier, der måtte ønske at tilslutte sig aftalen, skal opsige forliget om Togfonden DK samt forliget om Bedre og Billigere Kollektiv ved det kommende folketingsvalg.

Dette betyder nemlig, at aftalen har nogle overraskende bindinger, og især da at den nuværende regering kan fortsætte efter valget. Socialdemokraterne er desværre også opsat på at få lavet en Egholm-motorvej, men det er ikke klart for mig, om de vil lave en særskilt lov om den, hvis det bliver dem, der skal danne regering. De har næppe lyst til at opsige de aftaler, der er nævnt ovenfor – dem var de nemlig selv med til at lave.

Der vigtige er selvfølgelig at blive ved med at kæmpe mod Egholm-motorvejen og i det hele taget mod alle de motorvejsdrømme, der stadig lurer. Ét er den ødelæggelsens vederstyggelighed, som en Egholm-motorvej vil være. Et andet er, at det overhovedet ikke er klart for mig eller for mange andre, hvordan man skulle kunne opnå målene fra Paris-aftalen, hvis man bliver ved med at satse på biltrafik.

Hvornår er det vold?

En kvinde kaster en stol ud fra et højhus og ned på en befærdet vej. Foto: Skærmbilleder fra video på Facebook.

Omkring 2005 var der en afskyelig tendens på de sociale medier, den såkaldte happy slapping, hvor unge mennesker overfaldt en tilfældig forbipasserende og filmede volden for at dele den på Internettet. Gerningsmændene hævdede, at det “bare var for sjov”, men de færreste ville betvivle, at der her var tale om vold. Og for nylig kunne man på BBCs websted læse om en ung kvinde i Canada, der smed en stol ud fra en altan i et højhus. Stolen ville med stor sandsynlighed lande på en stærkt befærdet vej; heldigvis kom ingen dog noget til. Hendes handling var “bare for sjov” og blev filmet og delt på Facebook. Var der tale om vold? Nogle vil sige ja – for kvinden kendte til konsekvenserne. Andre ville sige, at hun “bare” var tankeløs, at hensigten var en helt anden end at skade trafikanter – nemlig at vise noget “sjovt” på Facebook. Men hun må også have kendt til de mulige konsekvenser.

Hvad så med alt det skadelige, mennesker gør ved verden, selv om de kender de sandsynlige og alvorlige konsekvenser? Den amerikanske forfatter Rebecca Solnit (der bliver interviewet i dagbladet Information i dag, men om noget andet) nævner i et essay fra 2014 handlinger som Exxons planer om at udvinde så mange fossile brændstoffer som muligt, uagtet at det vil forværre CO2-udledningen til Jordens atmosfære voldsomt, og det, at 16 millioner børn i USA lever med sult (ifølge tal fra USAs landbrugsministerium) som eksempler på vold fra magthaverne.

Mange vil blive provokeret af et sådant udsagn – de vil sige, at den slags er triste konsekvenser, men ikke vold. Men vi ved, at disse handlinger med stor sandsynlighed vil skade andre og skade miljøet, selv om deres erklærede formål er noget andet end at volde skade. På den måde er der en forbløffende lille forskel fra at smide en stol ud fra et højhus og ned på en befærdet vej.

Men hvis Exxons planer om olieudvinding og USAs manglende socialpolitik ikke er vold, da er der tale om tankeløshed. Er det mere beroligende at kalde det dét?

Tilbage til spisekammeret

Den store begrundelse for at have køleskabe er selvfølgelig, at madvarer kan holde sig spiselige længere. Men et moderne køleskab udleder mellem 94 og 328 kg CO2 om året ifølge tal fra EU.

Det er kun et par generationer siden, køleskabe var sjældne. Min mormor og morfar havde et spisekammer, hvor det var køligt det meste af året (nogle gange takket være isolering indadtil mod resten af huset). I andre boliger var der svaleskabe, der var skabe med direkte forbindelse ud af huset. På landet var der nogle steder frysehuse, hvor der var en stor, fælles dybfryser til de madvarer, der ikke kunne opbevares i spisekamre eller svaleskabe.

Endnu engang er det min fornemmelse, at en god vane fra gamle dages resursebevidsthed er gået tabt. De fleste lande i den rige verden ligger i egne, hvor vejret (endnu) er køligt en stor del af året. En mulighed for at spare energi vil i disse lande være at gå tilbage til at have spisekamre og svaleskabe, der kan udnytte de lave udetemperaturer i kombination med en ændret madkultur, hvor man enten går væk fra dybfrost eller genindfører frysehusene. Det ville kunne skabe arbejdspladser og give en god mulighed for at gentænke isoleringskravene til boliger.

Endnu et fyringsmøde på AAU


Jeg og mange andre troede, at fyringerne på Aalborg Universitet var slut nu. Men i dag skulle jeg deltage som bisidder i endnu et fyringsmøde. Denne gang var det en yngre medarbejder, der var ansat i et forskningsprojekt, der pludselig stoppede. Om det var tilfældet at penge fra projektet skulle bruges til at “lappe huller” skabt af den dårlige økonomiske situation, var uklart. Og måske finder vi aldrig ud af det.

Det bliver aldrig rutine for mig at være bisidder til fyringsmøder. Når jeg taler med dem, der skal fyres, har jeg i alle tilfælde set de samme reaktioner: De spekulerer på hvad der mon er den egentlige årsag til at de skal fyres, og de spekulerer på hvad de dog skal gøre nu. Efter fyringsmødet spørger jeg dem, hvad de gør lige nu. Alle vil bare hjem med det samme. Sådan var det også i dag.

Jeg kan i øvrigt bemærke, at den kollega, der skulle fyres i dag, også har forsket i årsagerne til at koralrevene nu dør. Årsagen er den globale opvarmning, ikke alt muligt andet.

Kineserne med deres svømmefødder

Afblegningen af Great Barrier Reef på grund af den globale opvarmning.
Foto: ARC Centre of Excellence for Coral Reef Studies/ Mia Hoogenboom.

Hvis man gerne vil finde ud af mere om de partier, der slår sig op på nogle meget begrænsede enkeltsager, kan det være spændende at spørge deres repræsentanter om deres holdninger til en problemstilling, der ligger uden for enkeltsagens område. Det kunne f.eks. være interessant at spørge Hizb-ut-Tahrir, hvad de mon synes om uddannelsesloftet eller en motorvej over Egholm.

I dag får den kvinde, der er leder af det nu opstillingsberettigede Nye Borgerlige, mulighed for at udtale sig om partiets holdning til klimaforandringerne i et langt interview over to sider. Det er spændende læsning, for det bliver hurtigt helt tydeligt, at hun (og dermed også partiet) ikke rigtig mener, at der skal gøres noget. Problemerne er måske alvorlige, men det hele løser sig på en eller anden måde af sig selv.

Interviewets højdepunkt kommer herunder.

– Omvendt kan man vel sige, at flytrafikken bidrager til at ødelægge koralrevene?

»Hvis vi taler ødelagte koralrev i Thailand, er det min klare opfattelse, ud fra det jeg har set, at det største problem er kinesere, der vælter ud i vandet med redningsveste på, fordi de ikke kan svømme, og så ligger de og ødelægger havbunden med deres svømmefødder. Det er dødærgerligt og irriterende.«

Marinebiologer har i de seneste år konkluderet, at den globale opvarmning skaber højere vandtemperaturer som korallerne ikke kan tåle. Man kan se dette i form af afblegning af revene; tilbage i 2016 døde 30 procent af korallerne i det enorme Great Barrier Reef på denne måde.

Det kunne selvfølgelig også skyldes kineserne og deres svømmefødder. Jeg ved dog ikke helt hvordan.

Skal de skamme sig?

På Instagram er der en konto ved navn aningslosainfluencers (på svensk: aningslösa influencers) der fokuserer på hvordan influencers, dvs. Instagram-brugere med mange følgere, foretager flyrejser og hvordan de dermed udleder en masse CO2. Der er nu også en artikel om dette i dagbladet Information.

Nogle synes, at aningslosainfluencers bedriver udskamning. Og det er heller ikke rart at blive påtalt offentligt for sin adfærd. For influencers på Instagram er sagen for mig at se imidlertid enkel: her er tale om mennesker, der fremstår som forbilleder for mange. Derfor bør man påtale deres adfærd, når den ikke er forbilledlig. Men hvad så med alle dem, der ikke er influencers?

Jeg skriver selv nogle gange en kommentar, hvis nogle af mine kontakter på de sociale medier lægger billeder op fra rejser, de kun kan have foretaget med fly. Men jeg ved at de pågældende mennesker måske bliver kede af det og måske også synes, at jeg er utroligt irriterende. Og det er kun få måneder siden, jeg selv besluttede mig til aldrig at flyve mere, så jeg var selv i en ikke så fjern fortid blandt dem, der belastede miljøet voldsomt ved at rejse med fly. Så man vil kunne anklage mig for at være en af “de sidste dages hellige”. Samtidig ved jeg imidlertid også, at de pågældende mennesker ofte er nogen, jeg deler mange holdninger med, og jeg tror derfor, at jeg nemmere vil kunne påvirke netop dem til at ændre adfærd.

Så jeg har efterhånden indset, at jeg er nødt til at gøre det svære: at være irriterende.. Som jeg selv skrev her på bloggen helt tilbage i 2011:

Selv vil jeg gerne kunne anlægge en saglig vinkel og argumentere uden at virke forurettet, men nogle gange er man nødt til at være det, der på engelsk hedder en killjoy. Jeg prøver at minde mig selv om at det ikke er de konfliktsky mennesker, der forandrer verden til det bedre.

Det er træls at ødelægge den “gode stemning”, men det er værre at ødelægge miljøet og ikke få kritik for det. Så nu er alle advaret: der kommer til at være flere kommentarer fra mig på Facebook til de af mine venner, der rejser med fly.

Brintfly?

Tu-155 på jorden i Ramenskoye-lufthavnen uden for Moskva.

Flytrafikken er en væsentlig kilde til CO2-udledning og dermed også en årsag til de menneskeskabte klimaforandringer. Det er derfor, jeg sidste år besluttede mig til aldrig mere at rejse med fly.

Jeg vil kun ændre den beslutning og det kun muligvis, hvis det bliver muligt at flyve på CO2-neutral vis (og her taler jeg ikke om at købe CO2-kvoter eller lignende fusk). Der er eksperimenter med at lave små eldrevne fly, men en anden mulighed er at anvende reaktionsmotorer drevet af brint. Brint vil kunne udvindes ved elektrolyse af havvand, og hertil kan man bruge vedvarende energi som havvindmøller. Et problem vil dog stadig være kondensstriberne, der lokalt på flyruter er årsag til opvarmning af atmosfæren.

I en artikel fra New York Times i 1988 luftede man ideen om brintdrevne jetfly. Og der var faktisk eksperimenter i gang. Den russiske flyproducent Tupolev lavede brintflyet Tu-155, en variant af det meget udbredte Tu-154-fly, der var en slags russisk pendant til Boeing 727, og som jeg selv fløj med på min rejse til Tbilisi tilbage i 1995. Senere brugte man flydende naturgas i Tu-155.

Der blev kun produceret ét eksemplar af Tu-155, men det nåede at foretage mere end 70 flyvninger og blev vist frem ved flere flystævner.  

Artikel fra New York Times 24. maj 1988.

Så de første erfaringer med brintdrevne jetfly er faktisk mere end 30 år gamle, men de er tilsyneladende gået i glemmebogen. På nettet er der enkelte kilder til oplysninger om Tu-155, bl.a. en artikel fra Flight International fra 1988.  Den væsentlige årsag til at brintfly ikke slog igennem i 1980’erne, er formodentlig at oliebaseret flybrændstof var og er meget billigere end brint. En anden grund er, at brint er sværere at håndtere end oliebaseret flybrændstof. Det skal opbevares i flydende form, dvs. i tryktanke ved meget lave temperaturer. Konventionelle passagerjetfly har brændstoftankene i vingerne, men i Tu-155 var man nødt til at have brændstoftanken i selve flyets krop, og den fyldte temmelig meget. Rækkevidden af Tu-155 var af samme årsag kort, kun omkring halvanden times flyvning.

Endelig giver kombinationen af selv den mindste læk og problemer med de elektriske kredsløb i et moderne fly fare for meget voldsomme eksplosionsulykker. Challenger-ulykken i det amerikanske rumprogram er et eksempel på, hvor galt det kan gå med en brintdrevet reaktionsmotor. Hindenburg-katastrofen i 1937 er et andet grimt eksempel på en brinteksplosion.

39 millioner tons CO2 tilbage

Tabellen ovenfor er del af energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholts svar til et spørgsmål stillet af Søren Egge Rasmusseen, MF for Enhedslisten.

Det rigtig interessante er, at prognosen fra regeringen regner med at der inden for de næste 11 år vil ske en reduktion i udledningen af drivhusgasser svarende til knap 6 millioner tons CO2. I 2050 skal udledningerne i Danmark være nede på 0 (nul) tons CO2. Jeg spekulerer nu på, hvordan dette skal kunne lade sig gøre, når man inden for de næste 11 år tilsyneladende kun kan bremse udledningerne i det tempo, der her er tale om.

Bare at gå ind på en café

I dag vil jeg bare tage fat i en af de små oplevelser, som også er udtryk for noget vigtigt og nogle ændringer til det bedre, der er reaktioner på det, vi ser. Vi skal (som Lasse Nyholm Jensen sagde i en tekst i går aftes) bygge en bedre verden på det, vi har nu.

Inden jeg tog hjem fra København, havde jeg lidt tid og skulle have noget at spise. Jeg har været veganer i 25 år og kan huske hvordan det ikke altid har været nemt. Mange gange har jeg fået noget underligt serveret efter at være blevet grundigt udspurgt, andre gange var der slet intet at spise, kun lange forklaringer om hvor umuligt den slags ville være. Det var helt utænkeligt bare at gå ind få en café og få noget lækkert vegansk at spise.

Men i dag kunne jeg og min hustru gå ind på en café i København og få et lækkert morgenmåltid med dejligt bagværk, frisk frugt, hjemmelavet yoghurt, skæreost osv. Der var også store, luftige fastelavnsboller, ostekager og lagkager. Og det hele var fuldstændig vegansk.

Stedet hedder Kaf’ og ligger i Birkegade 21, skulle nogen komme den vej forbi ovre i Rigets Centrum.