Det samme tøj hver dag

En af de overraskende, væsentlige kilder til udledning af CO2 er produktionen af tekstiler, og derfor er der nu fokus på hvad man skal gøre for at få langtidsholdbare beklædningsgenstande.

Men hvis man har langtidsholdbart tøj, behøver man faktisk ikke ret meget tøj. Og der er en del artikler derude om det fænomen at gå i det samme tøj hver dag – eller rettere: Altid at have tøj på, der ser ud på en bestemt måde. Steve Jobs gik altid i samme slags sorte rullekravetrøje og blå jeans. På billeder af Mark Zuckerberg ser man ham også næsten altid iført en grå bluse og blå jeans. Ordet uniform er latin og betyder “ensartet”. Og det er netop, hvad de pågældende mænd opnåede: Deres påklædning blev en integreret del af deres image og på den måde deres uniform. Og den er det stik modsatte af hvad moden dikterer, for moden skifter altid.

Samtidig er der anekdotisk grundlag for at hævde, at ingen i længden vil bemærke at man altid har det samme tøj på. Et typisk eksempel er beretningen om en amerikansk journalist, der gik med det samme tøj hver dag i en uge: Ingen bemærkede det!

Det interessante er, at vel dybest set er ligegyldigt, hvad man har på. Måske er sådan en anti-mode i virkelighed et nyt og mere miljøvenligt ideal.

Tale for DØVe øren

Lige nu er det interessant at genlæse forfatteren Ejvind Larsens klummer fra dagbladet Information. Gennem mange år prøvede han at gøre opmærksom på sammenhængen mellem klimaforandringerne og den økonomiske vækst (DØV), men det var unægtelig som om ingen reagerede. Tilbage i 2008 skrev han om præsident George W. Bush, der som en af sine sidste embedshandlinger havde besluttet at svække beskyttelsen af truede dyr og planter i USA gennem at afskaffe obligatoriske uafhængige miljøvurderinger. Larsen skrev at

Alt det gør Bush ikke, fordi han er æresmedlem af Naturskadeforeningen eller i det hele taget ikke kan lide børn, blomster og dyr. Og sin kone. Det gør han, for at DØV, Den Økonomiske Vækst, ikke skal hæmmes men tværtimod fremmes. 

Derfor må man være eller gøre sig døv for, hvordan DØV’s bidrag til den globale opvarmning indvirker på truede dyre- og plantearter.

Nu befinder menneskeheden sig imidlertid også i en hel anden galakse end Mælkevejen. I den hævdes det, at homo sapiens selv er en af de truede arter! På grund af den globale opvarmning!

Fra artiklen Verden er døv, dagbladet Information 30. december 2008

Det er interessant at Ejvind Larsen dengang sagde det, der først 11 år senere nåede frem til den internationale klimakonference i New York takket være Greta Thunberg. Og så er det i øvrigt et rigtig godt akronym, DØV, der sagtens kan anvendes noget mere.

Klimapause i Aalborg

I dag var der klimastrejke (også kendt som Break for Climate), og også i Aalborg var der en demonstration. Der var fællessange og taler med repræsentanter for Bedsteforældrenes Klimaaktion, FN-Forbundet, Merkur Andelskasse og Dansk Cyklistforbund (der er ældst af alle – og allerede havde eksisteret i 40 år, da De Forenede Nationer blev grundlagt).

Det var sært bevægende at stå der og endnu engang blive mindet om, hvor stor og vigtig denne sag er. Som en af talerne sagde, ved vi ikke hvordan verden ser ud om et år. For et år siden havde ikke ret mange hørt om Greta Thunberg, men i dag er hun en af de vigtigste skikkelser i kampen mod klimaforandringerne. Og for et år siden kunne man næppe have forestillet sig, at næsten alle politiske partier i Folketinget i september 2019 ville bakke op om målet om en reduktion på 70 procent af drivhusgasser.

Hvem skal sige det til os?

Kilde: https://da.wikipedia.org/wiki/Fil:Global_Temperature_Anomaly.svg baseret på https://data.giss.nasa.gov/gistemp/graphs/

I denne uge er der endnu et klimatopmøde, denne gang i New York. Det er ved at være sidste udkald. I morgen er der endnu en klimastrejke, og jeg deltager (selvfølgelig) også.

Jeg ville gerne have skrevet mere om Greta Thunberg, for jeg er dybt imponeret over hendes indsats. Alt for mange fra min generation har gjort alt, alt for lidt, og vi er som generation desværre endt med at være utroværdige. Den person fra min generation, der kunne have gjort noget afgørende, er Lars Løkke Rasmussen (han er fire måneder yngre end mig). Men vi ved desværre kun alt for godt, hvad han ikke gjorde, da muligheden bød sig ved klimatopmødet i 2009.

Samtidig er det dog tydeligt, at nogle nu bruger kritik af Greta Thunbergs unge person som en primitiv afledningsmanøvre for at undgå at skulle diskutere den alvorlige trussel mod miljøet, som findes. Nu ender alt for mange (mange af dem er fra min generation) med at tale om Greta i stedet for at fokusere på hendes uhyggeligt vigtige budskab: At vi er nødt til at ændre menneskehedens adfærd med kort varsel, hvis ikke konsekvenserne for miljøet skal blive helt uoverstigelige. Det er kun den unge generation, der kan sige det til os nu. For det er dem, der skal leve med konsekvenserne.

Det tekniske fix

For et par uger siden deltog jeg i et arrangement i forbindelse med åbningen af Aalborg Bæredygtighedsfestival. Her kunne gymnasieelever spørge lokale byrådspolitikere om deres holdninger til klimakrisen og hvad man skulle gøre ved den. Et byrådsmedlem fra Venstre sagde, at han ikke var så bekymret, for han troede på at der findes teknologiske løsninger, der vil kunne afværge de voldsomme konsekvenser af den globale opvarmning.

Den slags udtalelser gør mig altid bekymret. Jeg ved godt, at det er vigtigt at gøre brug af al den videnskabelige indsigt, vi har på et tidspunkt som nu, og at kunne udnytte de løsninger, der allerede findes. En løsning af store problemer i samfundet kræver imidlertid mere end bare nye teknologier. For selv om jeg har en teknisk/naturvidenskabelig baggrund, er jeg ikke teknologioptimist på den måde, som nogle politikere (der typisk ikke har en teknisk/naturvidenskabelig baggrund selv) er det. Teknologioptimismen har eksisteret længe, og nogle gange har konsekvenserne af den været voldsomme og negative. Meget ofte har teknologioptimismen først og fremmest hævdet at samfundsudviklingen kan fortsætte som før, men endnu bedre, hvis vi bare finder nogle (endnu) bedre teknologiske løsninger. Teknologioptimismen er ikke en neutral begejstring for teknologien, men rummer også i sig nogle antagelser om hvordan samfundsudviklingen bør være.

Det negative ord for teknologioptimismen er begrebet “det tekniske fix”. Det stammer, så vidt jeg kan læse mig til, oprindelig fra en naturvidenskabelig forsker, nemlig den danske biokemiker Jesper Hoffmeyer. Det er et ordspil på at “fix” kan henvise til en reparation, til en fiks idé og til slangudtrykket for en injektion med heroin.

Det grimme spørgsmål er altid, hvorfor netop et afgørende teknisk fix skulle være muligt netop nu og kunne slå hurtigt igennem netop nu. Der er mange eksempler fra de seneste hundrede års historie på teknologier, der var fornuftige, men ikke slog igennem. Modsat er der ufornuftige teknologier, der har domineret vældig længe. Faktisk vil jeg mene, at selve den globale opvarmning er en konsekvens af en bestemt manifestation af teknologioptimismen, nemlig troen på anvendelse af fossile brændstoffer som løsning på samfundets udfordringer.

Sammen skaber vi et påskud

Foto: https://www.flickr.com/photos/elkhiki/22044577443

Regeringen barslede i år med en målsætning om at få Danmarks udledning af CO2 reduceret med 70 procent i 2030.

Nu er Dansk Industri også nedkommet – med en 2030-plan, som de har valgt at kalde Sammen skaber vi grøn vækst. Mette Frederiksen lader til at være meget positiv over for dette udspil og inviterer repræsentanter for dansk erhvervsliv til at være med til at udarbejde en såkaldt klimakontrakt.

Der står ganske meget i Sammen skaber vi grøn vækst, som er ganske overraskende. Inde midt i den lange rapport kan man således finde denne formulering:

Det bør endvidere sikres, at det alene er personer, der har permanente nedsættelser i arbejdsevnen der er tilkendt førtidspension. Derfor bør alle, der har fået førtidspension i mindst 5 år revurderes.

(Side 74 i Sammen skaber vi grøn vækst)

Der går allerede mange skrækhistorier om de såkaldte resurseforløb, der bruges til afgøre om en borger kan få tildelt førtidspension, men ganske ofte antager karakter af en form for dehumanisering. Den berygtede idé om “sengepraktik” kommer fra resurseforløbene. Arkitekten bag resurseforløbene var i øvrigt den daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. Nu ser det pludselig ud som om førtidspensionister skal udsættes for en sådan vurdering hvert femte år, står det til Dansk Industri.

Andre steder i Sammen skaber vi grøn vækst kan man læse om bl.a. Dansk Industris opbakning til kontanthjælpsloftet (kontanthjælp er nævnt hele 45 gange i rapporten!), til såkaldte erhvervskandidatuddannelser (endnu et nyt ord), om ændrede momsregler for hotelbranchen og om hvordan kunstig intelligens skal “løfte den offentlige sektor”.

Det er interessant på en trist måde, at Dansk Industri under dække af en vilje til at stoppe klimaforandringerne og hjælpe med til at nå målet om 70 procent reduktion af CO2-udledningerne i 2030 lancerer et så omfattende politisk udspil. Er alt virkelig blevet klimapolitik?

Som gjaldt det livet

Jørgen Steen Nielsen har gennem mange år skrevet om miljøspørgsmål i dagbladet Information. Han har i år skrevet en bog, der er helt aktuel – Som gjaldt det livet er skrevet efter folketingsvalget i juni.

Jørgen Steen Nielsen opfatter sig selv om både journalist og aktivist, og denne bog er en appel om at vi alle tager klimakrisen alvorligt og ser den i sammenhæng med social og økonomisk ulighed og med demokratiet. Hvis klimakrisen bliver håndteret for sent og forkert, risikerer vi meget nemt, at det bliver de fattigste og de mest marginaliserede, der kommer til at blive ofrene, og vi risikerer også at samfundet udvikler sig i en udemokratisk og autoritær retning. Her er Nielsen inspireret af den østrigsk/franske forfatter og filosof André Gorz, der i 1979 skrev bogen Økologi og frihed om netop dette. Jeg husker at have læst tekster af Gorz i min studietid, men desværre blev han glemt. Han er ellers mere aktuel end nogensinde. Det er ekstra interessant at opleve, at Naomi Klein i et interview i anledning af sin helt nye bog giver udtryk for den samme bekymring om at der kan vokse et “klima-barbari” frem.

Det er interessant at analysere modstanden mod at handle, og Jørgen Steen Nielsen giver da også en god analyse af hovedårsagerne til at der stadig findes “klimaskeptikere”. Ind imellem hører man dem, der giver udtryk for at den globale opvarmning kan løses med et teknisk fix (f.eks. atomkraft eller former for geoengineering), gerne i samspil med markedskræfterne. Dette holdning kalder Nielsen for “Klimaskepsis 2.0” – og med god grund, for her er holdningen i virkeligheden også, at man bare skal lade stå til og satse på, at vi kan fortsætte med at leve som før.

Grundtonen i Som gjaldt det livet kombinerer frygten for at der ikke bliver gjort noget med et håb om at den nye klimabevægelse, anført af unge mennesker som ikke mindst Greta Thunberg, kan udnytte det mulighedernes vindue, som Jørgen Steen Nielsen ser lige nu.

Der er en enkelt, skæmmende fejl i Som gjaldt det livet, nemlig at definitionen af den såkaldte Gini-koefficient er ukorrekt – den er vendt på hovedet! Men hele argumentstrukturen i bogen, hvor truslen fra den globale opvarmning ses sammen med de sociale problemer, den er i samspil med, er vigtig, og den er i det hele taget et vigtigt indlæg i den allervigtigste diskussion i dette århundrede.

Det går jo nok slet ikke

Off Hopeless Finish End Dead End Road Sign Final

Nogle gange spekulerer jeg på om toget er kørt, om det mon er for sent at forhindre den store katastrofe, som klimaforandringerne udgør. Den amerikanske forfatter Jonathan Franzen, der i mange år har skrevet om klimaforandringerne, har en lignende tvivl. Den giver han udtryk for i et nyt essay.

Måske er det i virkeligheden forkert at leve med et håb, for der skal så enorme forandringer til i verden for at vi skal kunne forhindre klodens middeltemperatur i at stige med mere end 2 grader. Vi skal have Indien og Kina og USA med til at lægge hele den store infrastruktur om, og alle lande skal have forpligtende mål, som de skal overholde fuldt og helt så hurtigt som overhovedet muligt.

Men hvis/når det for sent at forhindre klimakatastrofen, hvad gør vi så? Franzens budskab er at vi skal holde op med at lade som om klimakatastrofen kan afværges – men så er alt det, der kan være med til at skabe en mindre uudholdelig verden for alle, er nødvendigt. Mere demokrati, mindre ulighed og mere respekt for menneskerettighederne kan gøre livet mindre uudholdeligt for os på en klode, hvor ekstremt vejr og naturkatastrofer vil plage os. Det samme gælder alle tiltag for at standse udledningerne af CO2.

Jeg forstår godt Franzens synspunkt, og uanset hvad forekommer det mig at være den farbare vej og det reelle håb – at vi skal og kan mindske konsekvenserne af klimaforandringerne så meget som overhovedet muligt i stedet for at blive ved med at insistere på, at vi faktisk kan forhindre forandringerne i at fortsætte. Man kunne måske forestille sig at klimaforandringerne ville føre til at styreformen blev mere autoritær rundt om i verden, fordi mennesker ville blive mere og mere desperate i deres forsøg på forhindre katastrofen. Men min fornemmelse er, at de autoritære bevægelser og regeringer rundt om ikke er autoritært sindende, fordi de vil forhindre klimakatastrofen. Tværtimod er de stort set helt ligeglade med det, der er i fuld gang med at ske. I sidste ende tror jeg, det vil føre til de autoritære bevægelsers fald, netop fordi de intet har villet gøre.

Så man ikke kan forstå det

Foto: NASA.

Lige nu kan vi se flere store og forfærdende ændringer i naturen. En af dem er, at isen i polaregnene er ved at forsvinde på grund af de menneskeskabte klimaforandringer. En anden er, at den sydamerikanske regnskov er ved at forsvinde på grund af menneskeskabt afbrænding. Og ødelæggelsen af regnskoven frigiver CO2, som ikke kan absorberes – for de træer, der skulle gøre det, er nu borte.

Hvordan kan menneskeheden leve videre med dette? Hvis en stor meteor eller asteroide havde kurs mod vores planet og ville ramme Europa eller Nordamerika, er jeg temmelig sikker på at nogen ville skride til handling. Men lige nu er det som om magthaverne sjosker apatisk videre mod katastrofen.

Mit bedste bud på en forklaring er, at forandringerne tilsyneladende er så små,, at det ser ud som om de ikke finder sted. Derfor ser forandringerne ikke ud til at være voldsomme, og menneskeheden kan endda benægte deres eksistens. I antik filosofi taler man om sorites-paradokset. Hvis jeg har en stor bunke sten og fjerner én sten, er der stadig tale om en stor bunke sten. Således bliver jeg ved med at fjerne sten, til sidst er der kun to sten tilbage. To sten udgør ikke en bunke og da slet ikke en stor bunke. Forandringerne i stenbunkens størrelse er så langsomme og små, at de ser ubetydelige ud. Meteorens bevægelse mod Jorden er derimod helt umiddelbart synlig.

Mange af de største forandringer, vi kommer ud for i disse år, er netop sådan nogen, som mennesker ikke kan forstå. Hele “fortyndingsargumentet”, der ofte har været brugt for at retfærdiggøre forurening, har netop været at ødelæggelserne ikke havde betydning: Havet er stort, atmosfæren er stor og skovene er store. Men “fortyndingsargumentet” falder til jorden, fordi det hele tiden tager fat i den absolutte forandring – vi leder kun en anelse gift ud, vi brænder kun en lille smule skov af og vandstanden i verdenshavene stiger kun en lille smule. I matematik er vi imidlertid interesseret ikke kun i absolut forandring, men også i forandring pr. tidsenhed. Det er det, vi kalder den første afledede, og som man også kunne kalde forandringshastigheden. Lige nu er den hastighed, med hvilken stenene forsvinder fra miljøets store bunke, høj – og den anden afledede, nemlig forandringsaccelerationen, er sikkert ikke engang konstant.

En nødvendig bortforklaring

Graffiti af Banksy.

For 14 år siden var jeg i USA til en konference, og som så ofte har været tilfældet, når jeg har besøgt et land med engelsk som hovedsprog, endte jeg med at besøge boghandlerne med deres enorme udvalg. Her faldt jeg over The Denial of Death af den amerikanske filosof Ernest Becker, og den bog købte jeg, for den så spændende ud. Jeg nåede vel kun 50 sider ind i bogen, inden jeg af uvisse årsager fik andet at se til. Lige siden har bogen stået og truet på hylden, men jeg må få den læst snart, for den er interessant nu.

Jeg er nemlig begyndt at tænke over, hvorfor der er mennesker i dag, for hvem det er så vigtigt at benægte at de katastrofale menneskeskabte klimaforandringer, vi ser nu, faktisk er virkelige og er en alvorlig trussel mod menneskeheden. Der er ikke mange, der bruger tid på at benægte den vejrudsigt, der siger, at vejret i morgen bliver dårligt – men når det gælder fremtidens klima, ser det helt anderledes ud. Det er ikke bare et irritationsmoment, at der bliver brugt alt for megen tid på benægterne; i USA er præsidenten nu en af dem, og det er en meget farlig udvikling.

Det, der lykkedes mig at få ud af den del af The Denial of Death, jeg nåede at læse, er, at Becker var af den opfattelse, at menneskets store frembringelser skyldes at mennesker er bange for at dø og underbevidst ikke kan forlige sig med tanken om egen dødelighed. Derfor prøver vi at bygge “monumenter” til os selv. Monumentet kan være en fysisk eksisterende bygning, men det kan også være et kunstværk eller en trosretning.

Min hypotese er, at mange “klimabenægtere” netop er havnet i denne form for benægtelse. Det er klart, at magthavere fra olieproducerende lande er bange for at miste deres store økonomiske magt, når de ikke længere kan tjene penge på salg af olie. Jeg tror egentlig, de dybest set ved, hvordan det hele er far, så derved er deres industri blevet deres monument. Men det er interessant, at også “almindelige” mennesker uden interesser i kul- og olieindustrien kan være “klimabenægtere” – og man ser dem ind imellem i kommentarspor rundt omkring hos dagblade og andre medier på nettet.

Min fornemmelse er, at tanken om menneskehedens undergang er så stor og skræmmende og ufattelig, at man er nødt til at benægte den og prøver at bygge en “monumental” bortforklaring med hjemmelavede teorier og obskure artikler af miskrediterede forskere. Det er vel også derfor, det er så svært at gøre noget for at standse “klimabenægterne”, for hvem har dog lyst til at skulle indse og indrømme, at man skal væk herfra en dag? Og det er heller ikke behageligt at skulle fortælle dem det. Men vi bliver nødt til at blive ved med at forsøge.