En underlig fædrelandskærlighed

Egnene ved Limfjorden efter en stigning i vandstanden på 1,2 meter. Arentsminde, hvor jeg voksede op, vil i bedste fald komme til at ligge lige på kystlinjen. Kilde: http://www.klimatilpasning.dk/vaerktoejer/havvandpaaland/havvand-paa-land.aspx

Der er endnu en kronik af et ledende medlem af Dansk Folkeparti i et dansk dagblad. Denne gang er det René Christensen, der får ordet i dagbladet Information.

Han siger

Den ikkevestlige indvandring er vores største udfordring. Økonomisk, socialt og kulturelt.

Miljøet dukker til gengæld ikke op i kronikken, på nær i formuleringen

Og hvem ved i øvrigt, hvad fremtiden bringer? Rivende teknologisk udvikling, kunstig intelligens, klimaændringer, flygtningestrømme, truende handelskrige. Meget er oppe i luften. Derfor skal vi bevare den sunde fornuft og benene på jorden. Skabe trygge rammer. Vi skal omstille os. Men det skal ikke gå hurtigere, end danskerne kan følge med.

Her skal det nemlig gå langsomt af hensyn til “danskerne”.

Men hvad er det egentlig for en fædrelandskærlighed, Dansk Folkeparti repræsenterer? Partiet hævder at elske Danmark, men de vil ikke tale om hvordan klimaforandringerne vil forandre landet til ukendelighed. DMI vurderer, at vandstanden i de danske farvande vil stige mellem 20 centimeter og 140 centimeter frem til år 2100, mens andre danske forskere vurderer, at det er muligt med vandstigninger på over to meter i samme periode.

Den tilsyneladende kærlighed til Danmark hos Dansk Folkeparti er ikke andet end en slet skjult negativ holdning til bestemte befolkningsgrupper.

Er der da ikke nok nogen, der vil fortælle Dansk Folkeparti, der om nogle få måneder begynder at føre valgkamp, at den største udfordring er klimaforandringerne, at det er en global udfordring og at Danmark sammen med resten af verden er nødt til at gøre noget afgørende inden for de næste få år?

Er elbiler vejen frem?

Tegning: Wulff og Morgenthaler.

Nu er den siddende danske regerings såkaldte luft- og klimaudspil blevet lanceret. Men de siger ikke ret meget om offentlig transport (eller om landbruget, omend det er en anden snak) ud over at busser fra 2030 ikke må udlede CO2. Det er ikke så underligt igen, for Venstre og de andre regeringspartier har aldrig været glade for offentlig transport. I sit partiprogram siger Venstre at

Venstres transportpolitik skal bygge på friheden for den enkelte til selv at definere sit transportbehov og vælge transportform, herunder individuel eller kollektiv transport. Fokus skal være på at sikre størst mulig mobilitet.

Idealet er at offentligt transport er en valgmulighed for dem, der absolut vil.

Jeg er ærgerlig over at så mange stirrer sig blinde på el-biler som den vigtigste del af en strategi for at standse transportsektorens bidrag til den globale opvarmning.. Jeg har nemlig en formodning om at offentlig transport, og her endda elektrisk offentlig transport, i mange tilfælde kan være et bedre valg end elektrisk privatbilisme. Men det er nu sådan? Jeg kan desværre ikke finde en god kilde, der besvarer mit spørgsmål, men det skyldes formodentlig først og fremmest, at spørgsmålet er svært at stille præcist. For miljøbelastningen ved el-biler, der får leveret strøm fra kraftværker, der bruger fossile brændstoffer, er også i høj grad et problem. Det samme kan siges om miljøbelastningen ved fremstilling af el-biler. Jeg ville ønske, at en analyse af dette aspekt fyldte noget mere.

Sikkert er det dog, at offentlig transport vil kunne undgå problemer, der skyldes høj trafiktæthed og hvad det medfører af problemer som f.eks. trafikpropper og kødannelser. Dét kan ingen form for privatbilisme.

Utopier om miljøet

De sidste ti linjer fra det 33 sider lange Summary for policymakers fra IPCCs rapport.

I dag kom den seneste rapport fra FNs klimapanel IPCC; den hedder Global Warming of 1.5 °C. Jeg har endnu ikke fået læst den (den er meget lang), men allerede dens Summary for policymakers gør det klart, at der er tale om nogle meget alvorlige konsekvenser, hvis den globale opvarmning af atmosfæren fortsætter. Internationalt samarbejde og kollektiv handling på alle niveauer er nødvendig for at holde den globale temperaturstigning i atmosfæren nede på 1.5 grader celsius.

Men det var også i dag, det kom frem, at SAS til næste år opretter to nye flyruter fra Danmark. Antagelsen bag en sådan beslutning er, at vi kan fortsætte som vi plejer og måske endda få flere ud at flyve end allerede nu. (Faktisk stod de to nyheder oprindelig inden for samme skærmfuld hos DR Nyheder. Det er selvfølgelig et tilfælde, men et påfaldende ét.)

Er det egentlig disse planer om nye flyruter og alle de øvrige planer om vækst, eller er det alle de nødvendige omstillinger af samfundet, der er udtryk for de mest utopiske og virkelighedsfjerne holdninger, når det kommer til stykket?

Det afhængige samfund

Noget, som jeg stadigt oftere tænker over, er hvorfor der ikke bliver gjort mere for at standse den globale opvarmning. De fleste mennesker i Danmark kan tilsyneladende se, at Jordens økosystemer er voldsomt truet. Jeg læste for tre år siden bogen What We Think About When We Try Not To Think About Global Warming af den norske økonom og psykolog Per Espen Stoknes og skrev om den her.

Men i dag læste jeg et interview med Robert Costanza, der er professor på Crawford School of Public Policy i Australien.  Og dét interview siger noget rigtig vigtigt, som ikke engang Stoknes’ grundige bog når frem til. Constanza bidrager nemlig i slutningen af det lange interview med en analogi (der måske ikke engang er en analogi), der er usædvanligt præcis.

»Det værste, du kan sige til en misbruger, er: ’Du gør alt det forkert. Stop med det!’ Men det er præcis den måde udfordringerne i forhold til økonomisk vækst og klima bliver præsenteret i offentligheden – så det er egentlig ikke så underligt, at folk bliver defensive og benægtende,« siger Robert Costanza.

Det, der ifølge Costanza omvendt lader til at virke i afhængighedsbehandling, er at engagere misbrugerne i en diskussion af deres ambitioner og livsmål, og derfra arbejde baglæns og se, hvad der så skal til for at opnå dem. Det er dét, der motiverer folk til at foretage de nødvendige adfærdsændringer.

»Ideen er på tilsvarende manér, at tænke over samfundets livsmål. Så snart man framer samtalen på den måde, står det klart, at flertallet ikke ønsker business as usual på ubestemt tid,« siger Robert Costanza.

Kort og godt: Livsformerne i den industrialiserede verden udgør en afhængighed. Vi er afhængige af flyrejser, plasticposer, oksekød osv. osv. og tror, at vi ikke kan leve uden. Ligesom tobaksfirmaer skaber en afhængighed hos rygere, sådan skaber hele produktionsmåden og forbrugsmønstrene en afhængighed.

Og analogien stopper ikke her. Misbrugeren siger ofte, at han/hun kunne stoppe med det samme, hvis det skulle være – det bliver ofte standardbegrundelsen for at der ikke er tale om en afhængighed, men om et frivilligt valg. På samme måde hører man ganske mange beslutningstagere tale om at vi en skønne dag skal udfase benzinbiler, flyrejser mm. Men først skal vi lige nå at have det sidste fix.

Derfor skal vi tænke på vores samfund som et samfund, der skal behandles for et alvorligt og selvdestruerende misbrugsproblem og nå frem til et bedre liv uden afhængighed.

Mit klædeskab

Der er en omtalte i dagbladet Politiken af en stor undersøgelse af vanerne hos borgere i 20 lande.  Man spurgte bl.a. deltagerne i undersøgelsen om hvor stor en del af deres tøj de ikke har brugt i løbet af det seneste år. Resultaterne er interessante på en ærgerlig måde: De danske deltagere antog, at de ikke brugte 29 procent af deres tøj i løbet af et år, men faktisk var det hele 74 procent

Jeg kiggede efter i mit klædeskab og måtte indrømme, at der er noget om snakken: Der er faktisk temmelig meget af mit tøj, jeg ikke bruger. Jeg fandt bl.a. et par pæne grå bukser, jeg ikke har gået i i umindelige tider Men hvorfor er det dog et problem, ud over ved at det fylder?

Ifølge en artikel i Nature fra januar i år er verdens tekstilproduktion en af de mest miljøbelastende industrier; den producerer 1.2 milliarder ton CO2 om året, og det er mere end flyvning og skibsfart står for.

Løsningen på dette overflodsproblem er selvfølgelig først og fremmest, at vi ikke køber så meget tøj. Én måde at regulere dette på er ved højere priser. Dette vil samtidig fjerne tekstilindustriens argument for lave lønninger, nemlig konkurrencehensyn, og dermed gøre det muligt at give bedre løn og arbejdsforhold for tekstilarbejderne verden over.

Tøj bliver slidt; det har jeg skrevet om tidligere her. Men der er også et problem i form af en anden form for indbygget forældelse, nemlig de skiftende modetendenser. Hvad man kan gøre ved dette, ved jeg ikke præcis. Men man kunne prøve at skabe en yderligere bevidsthed om bæredygtighed hos designerne, ikke kun ved at betone anvendelsen af genbrugsmaterialer, men også ved at pointere, at tøj skal holde længe og være værd at se på i mange år frem.

Digitalisering er ikke nødvendigvis grøn

En figur, der viser hvad en enkelt søgning på Google forbruger af energi. Kilde: https://developmentwatchuk.files.wordpress.com/2011/03/google-energy-infographic.png

Det bliver ofte sagt, at digitalisering vil være gavnligt for miljøet. Et eksempel, som ofte fremhæves, er at mange arbejdspladser (blandt andet de danske universiteter) stræber mod at blive papirløse. Men det er slet ikke så enkelt, som man tror.

Det voldsomme eksempel på at digitalisering kan være miljøbelastende er kryptovalutaerne, og her ikke mindst Bitcoin. Det er ikke betalingerne, men selve “minedriften” for at finde nye bitcoins i blockchain-ledgeren, der sluger en masse energi og dermed er medansvarlig for den menneskeskabte udledning af CO2. Minedriften består (løst sagt) i at prøve at beregne inverse funktionsværdier af en funktion, der er svær at invertere. Og det kræver en masse regnekraft, der så igen kræver en masse elektricitet. I 2014 estimerede to irske forskere at energiforbruget ved denne aktivitet alt i alt svarede til Irlands samlede energiforbrug.  En artikel fra år er enig med dette estimat.

For hele Internettets vedkommende er et nyt estimat, at det står for omkring 9 procent af verdens samlede forbrug af elektricitet. I en artikel i New Statesman kan jeg læse, at forskere har estimeret at verdens serverparker i 2025 vil stå for en femtedel af verdens samlede elforbrug og i 2040 vil være ansvarlige for 14 procent af al menneskeskabt udledning af CO2. 

Firmaet Climatecare har en interessant figur, der opsummerer hvad vi i dag ved om Internettets klimabelastning. Formodentlig er den større end luftfartens.

Konklusionen på alt dette er dog selvfølgelig ikke en sovepudekonklusion om, at vi bare skal lade stå til og fortsætte som vi plejer. Og det vil fortsat være langt mere energieffektivt at mødes over nettet end at rejse med fly for at mødes. Men det er nødvendigt at beslutningstagerne (og i et demokratisk samfund skal det derfor også være borgerne) overvejer meget nøje, hvornår og om digitalisering rent faktisk er til fordel for miljøet – og at der bliver forsket i hvordan vi nedbringer energiforbruget ved brug af elektronik. Inden for kryptovalutaernes verden er der bestræbelser i gang på at finde energieffektive alternativer til den dyre proof of work-protokol, som Bitcoin bruger.

Netop dét er et forskningsproblem inden for datalogi, som er særdeles relevant og som jeg selv er begyndt at tænke nærmere over.

Motorvej ad bagdøren?

Nu dukker sagen om Egholmmotorvejen desværre op igen, og denne gang er det virkelig alvor.

Byrådet i Aalborg kommune har lavet en aftale, der vil binde de fremtidige kommunale budgetter over kommende valgperioder. Der skal reserveres hele 600 millioner kroner til en 3. Limfjordsforbindelse. Aftalen er demokratisk betænkelig. Ikke bare er aftalen indgået af et flertal i byrådet uden en grundig offentlig debat, men den vil også binde de fremtidige budgetter i Aalborg kommune i hidtil uset grad. Det store beløb på 600 millioner kunne bruges anderledes – til bedre normeringer i daginstitutionerne, til ældrepleje, til folkeskolen og til natur og miljø. I en situation, hvor Aalborg kommune lukker biblioteker og skoler, er det underligt at prioritere 600 millioner på en 3. Limfjordsforbindelse. Borgmester Thomas Kastrup-Larsen har tidligere udtalt, at det var en statslig opgave at finansiere en 3. Limfjordsforbindelse, men denne holdning er nu pludselig ændret.

Efter en tørkeplaget sommer, hvor truslen fra de menneskeskabte klimaforandringer står tydeligere end nogensinde før, er det derudover uvist, hvorfor det skulle være en god idé at bruge et meget stort beløb netop på at fremme biltrafikken og dermed CO2-udledningerne yderligere.

Foreningen Fremtidens Aalborg har derfor lavet en underskriftsindsamling, hvor man på det kraftigste opfordrer Aalborg kommunes byråd til at afholde en folkeafstemning om denne aftale og dermed sikre en anstændig demokratisk proces om beslutninger, der er så væsentlige for fremtiden for Aalborg og for vores natur og miljø.

Støt denne opfordring ved at skrive under. Linket er her.

Et spørgsmål om tro?

I går viste det sig, at store mængder fisk i Jyllands næststørste sø, Filsø, er døde på grund af iltsvind. Iltsvindet er forårsaget af en kombination af lang tids tørke og vindstille og den voldsomme regn, der nu kommer. Og så har vi ikke nævnt landbrugets udledninger og dræning. Klimaforandringerne har taget livet af 80 ton fisk.

I dag kan vi så læse udtalelserne fra Dansk Folkepartis klimaordfører Mikkel Dencker i et interview i dagbladet Information. Han siger bl.a. at

»Når man hører, at der er folk med videnskabelig baggrund, der siger, at det er menneskeskabt, og så er der nogle, der siger, at det ikke er det, jamen, hvis man så vælger at holde på en af de to heste, så er det et spørgsmål om tro. Og jeg mener, at tro hører hjemme i en kirke, og det er ikke noget, man skal blande politik ind i. Man kan ikke få mig til at vælge at tro på den ene eller den anden forklaring.«

Det mest sørgeligt fascinerende er dog egentlig den ligegyldighed, der skinne gennem alt, hvad der bliver sagt fra Mikkel Denckers side. Se bare disse linjer fra interviewet:

»Jeg mener allerede, at der er en udvikling sat på skinner, der peger frem mod, at det vil skifte inden for ganske få år. Og jeg mener ikke, at der er behov for politiske initiativer til at fremme den udvikling. Det handler om, at der bliver taget et par få ekstra skridt teknologisk, som allerede er på vej, og så kører det af sig selv. Så jeg mener ikke, at der er behov for at skubbe det yderligere i gang fra politisk side.«

– Men lige nu mener flertallet af klimaforskere, at det ikke er nok at fortsætte den udvikling, vi har nu, men at vi er nødt til at gøre mere for at begrænse CO2-udslippet. Bør vi ikke gå efter et forsigtighedsprincip, hvis nu det er menneskeskabt?

»Jamen, jeg mener ikke, at vi skal gå til et neutralt CO2-samfund. Alene det, at man fjerner så meget CO2-udledning, som man gør i forvejen, så kommer man rigtig langt ned. Så jeg mener ikke, at man for enhver pris skal fjerne CO2-udledning. Det tror jeg simpelthen ikke kan lade sig gøre foreløbig.«

Danmarks næststørste politiske parti har ikke anden løsning på de store problemer, som klimaforandringerne fører med sig end at benægte og lade stå til. Inden for de næste 10 måneder skal der være folketingsvalg, og her er det fuldstændig nødvendigt at fokus er på klimaforandringerne. I mange år har Dansk Folkeparti fået andre partier i Danmark til at følge deres dagsorden, men det må være slut nu. 

Jeg bemærker i øvrigt, at Marie Krarup er Dansk Folkepartis folketingskandidat i Vardekredsen, hvor Filsø ligger. Nogen bør spørge hende om hvad der skal ske nu, efter den omfattende fiskedød.

Hvad kan vi gøre?

Den usædvanlige, usædvanligt varme og tørkeplagede sommer i år lader til omsider at have fået mange til at indse, at klimaforandringerne er virkelige og udgør en alvorlig trussel. (Her ser vi bort fra Dansk Folkepartis nye portal, Ditoverblik.dk, hvor klimaforandringerne ikke bliver nævnt overhovedet. I kategorien Miljø/klima er der én artikel, og den handler om – en ulv i Sverige.)

Der er endda omsider mange borgere, der ellers ikke har tænkt så meget over klimaforandringerne, der nu spørger, hvad vi kan gøre for at standse den globale opvarmning. Svarene er velkendte og er i det store og hele simpelthen, at vi skal holde op med at gøre det, der forårsager global opvarmning. 

I dagbladet Information er der i dag en opfordring til Lars Lilleholt, der har titel af klima- og energiminister, til at huske på sine egne bekymrede udtalelser om klimaforandringerne fra denne uge. I artiklen er der samtidig nogle meget konkrete bud på målsætninger, som Danmark skal have. Her er alle punkterne. Der må også være flere (som f.eks. målsætninger om bl.a. transport og vandforbrug), men alle de her nævnte er vigtige.

  • Tegn Danmarks vej til 1,5-gradersmålet
  • Lav langsigtet plan for havvindmøller
  • Begræns den danske kødproduktion
  • Plant træer
  • Stop nye licenser til  olie- og gasudvinding i Nordsøen, udfas de eksisterende
  • Stop salg af dieselbiler i 2025 og benzinbiler i 2030
  • Skær ned på landbrugets sojaimport
  • Gør energispareindsatsen mindst dobbelt så stor
  • Sæt mål om 100 pct. vedvarende energi i alle sektorer i 2040
  • Gør alle nye busser eldrevne fra 2025
  • Lav køreplan for udfasning af importeret biomasse
  • Forøg Danmarks bidrag til klimafinansiering i ulande

Det er blevet hævdet, at Danmark er et så lille land, at dette ingen forskel vil gøre. Men indtil for nylig er det danske samfund blevet fremhævet positivt rundt om i verden, så hvis vi i Danmark kan gennemføre disse punkter (og mere tid), giver vi samtidig et helt konkret bud på hvad resten af verden kan gøre.