Arbejdspladserne eller livet?

Det er skræmmende, at den australske regering er så fanget i sin egen forståelse, at den ikke har villet se sammenhængen mellem de voldsomme brande og det voldsomt omskiftelige vejr der hærger Australien, klimaforandringerne og udledningerne af CO2.

Den australske premierminister siger ganske vist nu, at han godt kan se, at der er en forbindelse mellem klimaforandringerne og de voldsomme brande, men nogen ændring i holdningen til udledning af CO2 er det ikke blevet til. Der er stadig massiv statsstøtte af den australske kulmineindustri, og i 2015 beløb den sig til 29 milliarder australske dollars. Der er endda stadig planer om at oprette 53 nye kulminer.

Et af de typiske argumenter for en langsom omstilling og for statsstøtte er, at man skal beskytte arbejdspladserne i landet. Men der er faktisk kun 37.800 mennesker beskæftiget i den australske kulmineindustri.

Men engang var vi fattige

Fattige borgere på en bænk i København, 1907.

Der er en interessant artikel hos BBC om Memon-folket i Pakistan. De er et endog usædvanligt resursebevidst folkeslag: Tøj går i arv fra generation til generation, og forældre gør meget ud af at lære deres børn om vigtigheden af at slukke lyset, når man forlader et rum. Man skal lave mad, der bruger årstidens grønsager, og det er vigtigt at undgå madspild.

Hele zero waste-ideen, som i disse år får mere omtale, er foregrebet af det, Memon-folket gør. Samtidig er det interessant, at en del mennesker fra Memon-folket er velhavende (endog meget velhavende). Men deres forfædre havde intet, da de kom til Pakistan ved delingen af det tidligere Britisk Indien i 1947. Så deres store sparsommelighed er det, man på nudansk kalder for et mindset. Memon-folket kan nemlig huske, hvordan det var at være fattige, og den bevidsthed går i arv.

Det er interessant, at Danmark og andre rige lande for knap 100 år siden havde mange af de samme problemer med udbredt fattigdom, som fandtes og stadig findes i lande som Pakistan. I 1920 var der f.eks. stadig mange børn og unge, der måtte forlade skolen tidligt, og middellevetiden for mænd var godt 50 år (i Pakistan i dag er den 66 år). Men det er unægtelig som om, mange i den rige verden, i hvert fald fra den velbjergede del af middelklassen, har glemt, hvordan det var at være fattige. Den sociale hukommelse her er kort. Det fører dels til at mange har svært ved at se, at der også i dag i de rige lande findes fattigdom, dels til at mange har svært ved at se, hvad den rige og ubekymrede livsstil fører med sig af problemer.

Jeg tænker her på de mange udtalelser fra de beslutningstagere, der på den ene side godt kan se, at vi er nødt til at gøre noget nu for at få en løsning på klimakrisen, men på den anden side dybest set udtaler, at vi kan fortsætte om vi plejer. I den seneste tids udtalelser fra den siddende danske statsminister ser man det samme underlige budskab; i det store og hele siger hun og mange andre, at man ikke skal ændre sin livsstil, men satse på teknologiske løsninger, der vil gøre det muligt for den rige verden kan opretholde sin ubekymrede livsstil.

Gamle computere?

Min MacBook Pro fra 2015.

Tidligere var det en rutinebemærkning blandt dataloger og andet godtfolk at sige at “hardware kan vi altid få”, men det kan vi ikke blive ved med. For tiden er der en sag på Københavns Universitet, hvor ledelsen kræver at det videnskabelige personale skal udskifte stort set alle computere der er mere end 3-4 år gamle. Og de skal selv betale for udgiften via deres forskningsbevillinger.

For de fleste vidensarbejdere er computeren blevet et lige så vigtigt arbejdsredskab som bøger, tavler, skrivebord og stol. Derfor er det urimeligt, hvis man selv skal afholde udgiften gennem eksterne forskningsmidler (der i forvejen ikke er nemme at skaffe). Men også for miljøet er det dårligt med endnu en udskiftning. Produktionen af hardware kræver ganske megen energi og udleder derfor drivhusgasser i ikke helt lille omfang. I produktionen indgår sjældne metaller. Og ved bortskaffelse af elektronikaffald er der yderligere en miljøbelastning.

Jeg er ikke ansat på Københavns Universitet, men arbejder et andet sted, der også er et universitet. Selv har jeg en arbejdscomputer, som jeg fik i 2015. Den har været til reparation i 2018, da jeg spildte te i den. Men den fungerer stadig (hvis vi ser bort fra en port, der vist ikke kunne tåle te) og er min primære computer. Det er min plan at blive ved med at bruge den, så længe jeg kan – og ikke kun fordi jeg ikke har forskningsmidler til at anskaffe mig en ny. Jeg har skabt rigeligt elektronikaffald i min tid.

Tilfældig geoengineering?

Kilde: https://www.climatecentral.org/gallery/graphics/geoengineering_schemes

Efterhånden som klimakrisens alvor går op for stadigt flere, dukker de “smarte genveje” op – lige fra plantning af træer til opfangning og lagring af CO2 fra atmosfæren til spejle påmonteret satellitter, så sollyset kan reflekteres i stedet for at varme atmosfæren på. Det paradoksale er at de mennesker, der lige nu benægter at klimaforandringerne er menneskeskabte, meget ofte er de selvsamme mennesker, der taler om menneskehedens formåen og evne til lave verden om. Faktisk har hele ideen om geoengineering fået øget opmærksomhed i USA inden for de seneste år netop fra “klimaskeptikerne”.

I går var der en lang og interessant artikel i dagbladet Information om den amerikanske tænker Jedediah Purdy, der er en flittig skribent og i en alder af 45 allerede har skrevet fem bøger bag sig. Jeg ved ikke, om der er tale om et direkte citat fra Purdy, men i omtalen af hans bog After Nature fra 2015 står der at

Climate change is planetary engineering without design.

(fra Harvard University Press https://www.hup.harvard.edu/catalog.php?isbn=9780674979864)

og den formulering er usædvanligt rammende: De menneskeskabte klimaforandringer er dårlig og uigennemtænkt geoengineering. Der er ingen tvivl om at man bliver nødt til at finde flere forskellige metoder til at gøre noget ved den globale opvarmning, men den mest effektive metode er desværre (for nogle) også den enkleste: at nedsætte udledningen af CO2 til nul inden for få år.

If you can’t beat them…

For nylig har klimaaktivister kritiseret Siemens for at ville levere jernbaneudstyr til en ny stor kulmine i Australien. Presset fik direktøren til at indbyde en af lederne af protesterne, Luisa Neubauer, til et møde, hvor han tilbød hende en plads i bestyrelsen for Siemens Energy. Han troede, han gjorde det taktisk rigtige. Men Neubauer sagde nej, for hun indså at hun ved at blive medlem af bestyrelsen ikke længere ville kunne kritisere Siemens. Tværtimod ville hun blive medansvarlig for Siemens’ engagement i kulminedrift.

Engang blev jeg selv tilbudt at være med i styregruppen for et initiativ, jeg havde været meget kritisk over for. Det sagde jeg nej til, og den beslutning har jeg ikke fortrudt.

Det er et tilbagevendende dilemma, hvordan man skal handle, hvis man indtager en kritisk rolle. Nogle siger, at man ikke skal brokke sig, men at man skal “tage ja-hatten på” så man kan “være med i båden”. Det, der imidlertid let sker, er at man bliver gidsel for andres beslutninger, i og med at man så som udgangspunkt accepterer dem. Som regel havner man i en mindretalsposition. Jeg og mange andre synes, at Luisa Neubauer gjorde det helt rigtige, og Siemens’ direktør er da også blevet udsat for hård kritik.

Møllerne i Brovst

Foto af side fra Ekstra Bladet 8. januar 2020.

Det er ærgerligt at opdage, at den egn i Nordjylland, hvor jeg er født og voksede op, nu er kommet på Ekstra Bladets spisesedler på den baggrund, at befolkningen her nu bliver set som modstandere af vedvarende energi. Dette billede bliver nuanceret af udtalelser fra borgere på egnen, der ikke er modstandere af vindmøller, men ikke har lyst til at stå frem. Hele sagen siger derfor også noget om uformelle magt- og afmagts-strukturer.

Modstanden mod vindmøller er også på andre måder et uldent og sammensat fænomen. På den ene side er det tydeligt, at der kan være støjproblemer forbundet med store vindmøller, og synet af de store møller forandrer meget tydeligt det flade landskab ude vestpå. Og når man kommer fra en egn som Han Herred, hvor der kun 25 kilometer fra Aalborg kan virke affolket, kan det virke som om man bor i en egn, der for andre først og fremmest er blevet et billigt investeringsobjekt. Store firmaer som Vattenfall går ikke ind i vindmøllebranchen, fordi de er drevet af idealisme. Vindmølleindustrien er drevet af samme profithensyn og af samme kynisme som andre brancher.

Modstanden mod vindmøller er bestemt heller ikke drevet af idealisme; den er i høj grad et udtryk for det, man med et engelsk akronym kalder for NIMBY-effekten. NIMBY betyder Not In My Back Yard og henviser til de protester, man ser når, borgere i et område godt kan se nødvendigheden af et nyt anlæg eller en ny institution, men ikke vil have det placeret i deres nærområde. Det ser man bl.a. for institutioner for handicappede eller stofmisbrugere.

På den anden side er det ikke sikkert, at de, der protesterer, synes om vindmøller, så det er ikke en ufortyndet NIMBY-effekt, vi har med at gøre. Modstanden mod vindmøller bliver nemlig i ikke ringe omfang drevet af en modstand mod vedvarende energi og af “klimaskeptikere”. Ikke mindst Dansk Folkeparti, der huser ganske mange “klimaskeptikere”, har støttet modstanden mod vindmøller og vil fjerne støtten til vindmøller på land helt. Forpersonen i Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller er ganske vist økologisk landbruger og har solceller på sit tag. Men mindst to andre medlemmer af den fem personer store bestyrelse deler “klimaskeptiske” opslag på Facebook. Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller siger i det hele taget ikke ret meget om, hvad man skal gøre i stedet for at opstille vindmøller. De kunne tale for flere solceller (der ikke skæmmer landskabet på samme måde) eller for flere bevillinger til havvindmøller, eller om hvordan havvindmøller kan gavne beskæftigelsen ved at flytte arbejdskraft fra fiskeri og olieboringer – men det gør de ikke.

At måtte og at ville

I disse år bliver det klart, at der er nødt til at ske store ændringer i livsstilen hos mennesker i den rige verden, hvis vi skal skabe et bæredygtigt samfund. Vi kan ikke længere gøre som vi plejer og bruge løs af planetens resurser og uden hensyn til andre levende væseners ve og vel. Men mange konkluderer også at den slags ændringer i livsstil ikke kan lade sig gøre, når der pludselig bliver en hel masse, man ikke må.

I sådanne sammenhænge er der til tider nogen, der spørger mig, om jeg må spise ost. De har nemlig hørt, at jeg er veganer. Jeg svarer så, at ja, det må jeg gerne.

Og andre spørger mig, om jeg må flyve til USA. De har nemlig hørt, at jeg er holdt op med rejse med fly. Og jeg svarer igen, at ja, det må jeg gerne.

Dem, der spørger mig, undrer sig over mine svar. Men, forklarer jeg så, jeg vil ikke noget af dette, for det er handlinger, der har negative konsekvenser for bl.a. miljøet. Det er det, der er forskellen, og det, der gør det nemt for mig at lade være. Der er ikke en vegansk forening eller miljøorganisation, som jeg lader mig overvåge af.

Det jeg mener, er: Motivationen til store ændringer er nødt til i væsentligt omfang at komme indefra. Man skal lade sig motivere af viljen til forandring og være indre-styret i stedet for at tænke på ændringen som et forbud eller påbud udefra, så man reelt er ydre-styret. Det kunne selvfølgelig tolkes som en fuldstændig laissez-faire-holdning, så vi f.eks. ikke skulle have miljølovgivning, men det er bestemt ikke mit ærinde. Tværtimod. Lovgivning er rigtig vigtig for at skabe forandring. Men den personlige forandring kræver også, at vi vil forandre os og at der bliver skabt en mentalitet, hvor vi får lyst til forandringen. Ellers sker der nemlig ikke så meget. De mennesker, der vil ændre adfærd (f.eks at tabe sig eller at holde op med at ryge), men for hvem det ikke lykkes, siger da også typisk, at noget i dem ikke havde lyst til forandringen – og da det dukkede op, kom tilbagefaldet.

Undtagelsestilstand

Brande i det sydøstlige Australien, december 2019. Kilde: ESA (https://www.flickr.com/photos/europeanspaceagency/49060083887/)

Brandene i det sydøstlige Australien er usædvanligt voldsomme; i alt er 18 mennesker nu døde siden september på grund af brandene. I den kommende weekend bliver det værre endnu; temperaturen kommer over 40 grader og der bliver voldsom vind. Nu erklærer delstatsregeringen for New South Wales undtagelsestilstand for tredje gang på to måneder. 2019 blev det varmeste år i Australien, man kender til.Den 18. december oplevede australierne den varmeste dag nogensinde med en gennemsnitlig højeste temperatur på 41,9 grader. Den hidtidige rekord var sat – den 17. december.

I Norge har man i dag, den 2. januar, målt temperaturer på 19 grader.

Der er noget alvorligt galt, og det er med stor sandsynlighed de menneskeskabte klimaforandringer der er årsagen, men reaktionerne fra beslutningstagere rundt om er der få af. En af de få ting, det britiske underhus kunne enes om i 2019, var at erklære klimakrisen for en undtagelsestilstand. Hvis ikke denne slags ekstreme vejr kan få andre beslutningstagere til at vågne op, hvad kan så?

Herostratos og Kylie Jenner

Herostratos. Træsnit af Sebastian de Covarrubias (1610)

Berømmelse er et underligt fænomen. Den 21. juli 356 f.Kr. ødelagde Herostratos Artemistemplet i Efesos ved at sætte ild til det. Bagefter indrømmede han, at motivet til denne udåd var – at blive berømt. Interessant nok blev Alexander den Store født samme dag og år, og han blev en del mere berømt end sin landsmand, hvis navn i dag kun lever videre i udtrykket “herostratisk berømmelse”. Alexander den Store stræbte selv efter at blive mere berømt end Achilleus.

I Wired skriver Virginia Heffernan om berømmelse og tager fat i menneskers bevæggrunde til at ville være berømte. Heffernans eksempel er fotomodellen Kylie Jenner, der blev kendt fra reality-tv og siden er blevet milliardær på make-up-produkter. Andre eksempler på moderne berømmelse er influencerne på Instagram og alle youtuberne. Det er som om alle disse moderne berømtheder går efter en kvantitativ form for berømmelse – jo mere omtale, jo bedre. På denne måde minder de om Herostratos. Alexander den Store har bestemt fået en masse omtale i de seneste knap 2400 år, men hans berømmelse er ikke baseret på megen omtale.

Det interessante er, at det altid er kanalen, hvorigennem man bliver berømt, der sætter standarden. Feks. vil selve YouTube vil altid være bedre kendt end selv den mest fulgte youtuber, og hvis man førhen blev kendt fordi man ofte var på landsdækkende tv, var man det, fordi landsdækkende tv var så udbredt og kendt. Min egen fornemmelse er, at kvalitativ berømmelse adskiller sig fra den kvantitative ved at række ud over den enkelte kanal og ved at gå på tværs af tid.

Greta Thunberg er måske det bedst kendte eksempel på et menneske i vor tid, der bruger andre præmisser end Kylie Jenner, og helst vil flytte fokus væk fra sin person og over på kampen mod de menneskeskabte klimaforandringer, men alligevel ender med at blive berømt. Det selv om Greta faktisk er en teenagepige, der gør flittig brug af Instagram og Twitter – og på denne måde er inden for en typisk målgruppe for disse medier. Det, der er forskellen, er at det er lykkedes Greta og klimabevægelsen at blive kendt langt hinsides disse medier. Det er også derfor, jeg er sikker på at vi vil huske hende længere end f.eks. Kylie Jenner.

Militæret, klimakrisen og forskningen

Kilde: https://www.army.mil/article/208766/12_principles_of_modern_military_leadership_part_1

Syddansk Universitet er et af de danske universiteter, der har tilsluttet sig FNs 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Det er bestemt prisværdigt. Men samtidig er der på danske universiteter også en systematisk indsats for at prøve at skaffe midler fra EUs nye program for våbenforskning. Nogle steder er der oprettet enheder, der skal koordinere denne indsats inden for våbenforskning.

For mig at se er disse to indsatser i stor modstrid med hinanden. Militæret er ikke bare en trussel mod samfundet i den forstand, at civilbefolkningen i en krig altid lider de største tab, eller i den forstand, at krigsførsel i høj grad går ud på at ødelægge modpartens infrastruktur, men er også en trussel i den forstand, at militæret sluger enorme mængder af energi og har et enormt klimaaftryk. Begrundelsen for FNs verdensmål nr. 13 siger at

Alle lande i verden kan se de drastiske konsekvenser af klimaforandringer. Udledningen af drivhusgasser fortsætter med at stige, og udledningen er i dag mere end 50 procent højere end niveauet i 1990. Endvidere forårsager den globale opvarmning langvarige ændringer i vores klimasystem, som truer med uoprettelige konsekvenser, hvis vi ikke handler nu.

(fra https://www.verdensmaalene.dk)

USAs militære ledelse ser klimakrisen for en alvorlig trussel mod USAs sikkerhed. Men det interessante er, at det amerikanske militær set på denne måde udgør en sikkerhedstrussel! En analyse foretaget af samfundsforskeren Neta C. Crawford fra Brown University i USA konkluderer nemlig, at USAs militær gennem sine aktiviteter har et større klimaaftryk end de fleste lande i verden.

Samtidig siger begrundelsen for FNs verdensmål nr. 16 at

Fred, stabilitet, menneskerettigheder og effektiv regeringsførelse baseret på retsstatsprincipper er vigtige betingelser for en bæredygtig udvikling. Vi lever i en verden, der i stigende grad er opdelt. Nogle regioner nyder vedvarende fred, sikkerhed og velstand, mens andre er plaget af tilsyneladende uendelige cyklusser af konflikter og vold. Dette er på ingen måde uundgåeligt, og skal løses.

Væbnet vold og usikkerhed har en ødelæggende effekt på et lands udvikling, det påvirker den økonomiske vækst, og medfører ofte langvarigt fjendskab mellem lokalsamfund, der kan vare ved i flere generationer.

(fra https://www.verdensmaalene.dk)

Set i lyset af dette, er det svært at forstå, at danske universiteter på én og samme tid hævder at arbejde for FNs verdensmål og opfordrer til militærforskning. For mig at se er der først og fremmest tale om en form for opportunisme, netop fordi eksterne forskningsmidler er blevet så vigtige, at universiteternes ledelser først og fremmest er interesseret i at skaffe midler på så mange fronter som muligt (hvis man vil undskylde mig dette ordspil).