Jeg hader min generation

I Hate My Generation med det amerikanske band Cracker – en arrig sang fra 1996. Sanger og sangskriver David Lowery er født 10. september 1963 og er således kun fire måneder ældre end mig (og har en bachelorgrad i matematik).

Nej, det gør jeg egentlig ikke. Jeg kender mange gode mennesker, der er fyldt 50. Men når jeg læser et debatindlæg af Adam Holm på Altinget.dk om Greta Thunberg, bliver det tydeligt for mig, hvad der alligevel er galt med os, nemlig en omsiggribende bedrevidenhed.

Citatet

Alligevel er nok nok for min del. Voksenverdenen kan godt leve op til sit ansvar uden at blive belært af et ungt menneske, som stadig bor hjemme hos mor og far. Det virkeligt uansvarlige er at blive ved med at lytte, som om en hidtil ukendt sandhed blev os forkyndt. It’s time to get real, som man siger.

siger det hele.

Mange giver stadig den generation, der var unge i 1960’erne, skylden for alverdens ulykker, og i en lang årrække var kritikken af “68’erne” et fast tilbagevendende punkt, selv om det faktisk var repræsentanter for den generation, der stod bag nogle ikke helt ubetydelige forandringer i Nordamerika og Europa .

Men for mig er det efterhånden tydeligt, at det faktisk er min generation, os der blev født i 1960’erne (Adam Holm er født i 1969), der har festet løs og desværre stadig tror, at festen kan fortsætte. Det bliver vores børns generation, der kommer til at redde verden – unge mennesker som Greta Thunberg. Min generation har desværre mest produceret politikere som Lars Løkke Rasmussen og Marine Le Pen og har haft travlt med at rulle en masse ændringer tilbage. Klimaforandringerne, som nu truer os alle, ung som gammel, har de til gengæld ignoreret.

Hvis der er en fejl, som “68’erne” begik, er det, at de troede og måske stadig tror, at de er evigt unge og ikke kunne tage fejl, men det er en fejl, som deres børn – min generation – har overtaget.

Strategisk modvilje

Fra Greta Thunbergs Twitter-konto. https://twitter.com/GretaThunberg/status/1162342911549329409/photo/1

For to et halvt år siden skrev jeg om det, jeg kalder for strategisk velvilje. Det er et usympatisk retorisk kneb, hvor man siger nej til et tiltag ved at postulere, at der er et bedre alternativ.. Et eksempel: Når nogen ikke vil støtte Danmarksindsamlingen, fordi det ville være bedre at samle ind til de hjemløse, er det strategisk velvilje – for der kommer aldrig nogen ny indsats til de hjemløse ud af det. Nu, hvor alvorligheden af klimakrisen er ved at gå op for mange, dukker der en variant op af den strategiske velvilje op, nemlig strategisk modvilje.

Den strategiske modvilje er et retorisk kneb, der først og fremmest har til formål forsvare at man ikke skal gøre noget, fordi et tiltag er nytteløst. Ofte bliver det kombineret med en påstand om at de, der foreslår tiltaget, i virkeligheden er hyklere eller bare ubegavede.

Et eksempel er Bild Zeitungs angreb på Greta Thunbergs sejlads over Atlanterhavet – med det argument, at nogen skal sejle båden tilbage, og de skal så ankomme til USA med fly. Derfor burde Greta Thunberg bare være fløjet til USA.

Et andet eksempel kan findes i et kommentarspor til et indlæg på dagbladet Information, hvor nogen skriver

Flytrafik står for 2% af verdens samlede C02 udledning, så det er ikke meget det batter at holde op med at flyve. Internettet står for for 4% – så hvis man synes man sviner ved at flyve, så bør man helt sikkert også droppe alle former for streaming på nettet. 

Derfor bør man fortsætte med at flyve; det betyder alligevel ingen ting. Og hvis man streamer film på nettet selv om man ikke flyver, må man være en hykler.

Problemet med strategisk modvilje er, at denne retoriske strategi umiddelbart er uangribelig (hvis konklusionerne ellers holder), men den strategiske modvilje er i virkeligheden aldrig andet end et argument for passivitet og for at man skal fortsætte med at gøre som man plejer. Man kan aldrig leve op til de inkonsekventes krav om at man skal være fuldstændig konsekvent. Jeg har f.eks. ingen grund til at formode, at Bild Zeitung gør noget for at påvirke læserne til at nedsætte miljøbelastningen ved de rejser, de måtte foretage.

Den bedste taktik for at komme den strategiske modvilje til livs er, så vidt jeg kan se, at påpege, at klimaforandringerne er så alvorlige og fremskredne som tilfældet er, netop fordi så mange har været så passive.

Alkohol, kaffe, slik og oksekød

For få dage siden var der røre om en rapport fra Aarhus Universitet, der tilsyneladende viste, at oksekød ikke var så stor en årsag til klimaforandringerne som bl.a. alkohol, kaffe og slik. DR Nyheder viderebragte nyheden om rapporten med netop dette budskab.

Snart efter kom det imidlertid frem, at det er interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer, der skaffede pengene til forskningen. Også hele det metodiske grundlag kom under lup.

Hele det tilsyneladende overraskende resultat i rapporten er nemlig nemt at kritisere. For hvis ikke der er én enkelt kilde til CO2-udledning, der bidrager med mere end 50% af den samlede CO2-udledning, kan man altid udvælge en kilde X og en mængde M af andre kilder og konkludere, at X ikke bidrager med mere end summen af bidragene fra kilderne i M. Det er en stort set triviel observation.

Hele dette postyr udgør for mig at se nærmest et mikrokosmos. Det er nemlig en sag, der afspejler ganske mange tendenser i samfundet på én og samme tid:

  • Der er for alvor kommet fokus på hvordan det animalske landbrug indvirker på klimaforandringerne, i et sådant omfang at landbrugets interesseorganisationer nu føler sig truede og går til modangreb.
  • Universiteterne er blevet afhængige af eksterne forskningsmidler i væsentlig grad og påtager sig bestillingsopgaver fra private aktører uden at anlægge en kritisk vinkel på det, de bliver bedt om.
  • Forskere udfører disse bestillingsopgaver, fordi det er karrierefremmende.
  • Universiteternes kommunikationsafdelinger vinkler forskningsresultaterne, så de kan få mest mulig presseomtale.
  • De fleste danske journalister fremlægger forskningsresultaterne uden at nærlæse dem og uden at gøre den stort set trivielle observation, jeg nævner ovenfor.
  • Der er et tydeligt problem med alle disse tendenser, men om lidt er sagen glemt, og fokus igen flyttet.

Sankt Hans aften på Egholm 2019

Sankthansbålet på Egholm.

Endnu engang blev det til en Sankt Hans-aften på Egholm, og som andre år blev det også en protest mod planerne om en motorvej tværs over den stille ø. De nye mål om en 70 procent reduktion i CO2-udledningen inden 2030 bør være det, der overbeviser alle om at motorvejsdrømmene ingen mening giver.

Et minuts gang fra bådpladsen begynder skoven, og her er der fred og ro kun ganske få kilometer fra Nytorv i Aalborg. Egholm er er særligt sted.

Tre en halv kilometer fra Aalborg midtby.

Min barndoms oliekrise

Kilde: Af AHumanBing – Eget arbejde, CC BY-SA 4.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=66370511

Nu ser det endelig ud til, at der vil ske en afgørende politisk reaktion på klimaforandringer. Mange spørger sikkert sig selv, om dette kan lade sig gøre.

Fra min barndom husker jeg oliekrisen. Det, der skete, var at prisen på råolie blev firdoblet i løbet af et enkelt år. Det voldsomme prishop var en reaktion på krigen i Mellemøsten i 1973; de arabiske stater truede simpelthen med at holde op med at sælge den olie, de producerede, til lande, der støttede Israel, og det tvang oliepriserne i vejret på et tidspunkt hvor olie udgjorde 90 procent af Danmarks energiforbrug. Regeringen indførte som reaktion på oliekrisen de såkaldte bilfrie søndage og indskrænkede gadebelysningen. I efteråret 1973 og vinteren 1974 var det ikke tilladt for private at køre bil om søndagen, hvis ikke de havde en særlig kørselstilladelse.

De bilfrie søndage husker jeg især tydeligt. Jeg boede ved hovedvej A11 i Arentsminde, og pludselig var vejen øde og tom om søndagen. Jeg var knap 10 år gammel, så min reaktion var et barns reaktion – dette var spændende! Hvordan de voksne tog situationen, kan jeg kun gisne om. Men dette var kun få år efter de glade tressere (som C.V. Jørgensen engang kaldte for “de ligeglade tressere”), og kontrasten var selv for mig ret tydelig. Jeg husker også kampagner om at spare på energien og nogle små tv-indslag, hvor Olsen-banden (der til lejligheden blev kaldt for “Olie-banden”!) opfordrede alle til at skrue ned for varmen og lade være med at vaske op under rindende vand.

Så der har faktisk engang været officielle reaktioner på en situation, hvor man i Danmark måtte klare sig uden fossile brændstoffer, og på den måde faktisk et forsøg på en omstilling. Men da priserne faldt igen, var alt glemt – bortset fra en ny og ulmende diskussion om atomkraft, der varede ved til ind i 1980’erne, hvor Tjernobyl og Harrisburg lagde en kraftig dæmper på begejstringen for den slags. Det er også interessant for mig at genopdage, hvor gammel, jeg efterhånden er blevet. De fleste af de danske partiledere, som nu forhandler om et regeringsgrundlag, var enten ikke født under oliekrisen eller var helt små. Pia Olsen Dyhr er vel den ældste af dem, og hun er født i 1971.

200 klimatosser i København

Her er gruppebilledet fra Dansk Magisterforenings kongres i København den forgangne weekend. Vi kunne ikke være med til klimamarchen, men vi sender dette billede som vores fælles støtte til kampen for at forhindre den truende katastrofe.

British Rail in memoriam

I skrivende stund står jeg og venter på en perron i Aarhus. Jeg skal til København, men toget fra Aalborg var et IC4-tog, der kun kørte hertil. Min pladsbillet kunne ikke bruges til noget. De støjreducerende hovedtelefoner var til gengæld nyttige i det larmende italienskbyggede tog.

Forhåbentlig kommer der snart et IC3-tog, der kan få mig videre på rejsen. Men lige nu minder situationen mig foruroligende meget om mine oplevelser med togdriften i Storbritannien for knap 30 år siden. Dengang var Thatcher-regeringen i fuld gang med at køre British Rail i sænk. De konservative brød sig ikke om offentlig transport. Forsinkelserne var mange, utilfredsheden blandt passagererne voldsom. Få år senere blev British Rail privatiseret uden voldsomme protester – for hvorfor dog beholde en offentlig jernbane, når nu jernbanenettet tydeligvis er så dårligt? I dag er jernbanedriften i Storbritannien et uskønt virvar.

Inden for de seneste få år har den borgerlige regering i Danmark under dække af valgfrihed gjort noget lignende; infrastrukturplanen røber tydeligt, at det man drømmer om er motorveje. Forhåbentlig vil der efter folketingsvalget komme en ny holdning til togdrift i Danmark. Selv de nuværende tog er nemlig bedre for miljøet end de mange motorveje.

Vejret i 1911 – og nu

Begyndelsen af artiklen i “Popular Mechanics” fra marts 1912.

Tilbage i marts 1912 bragte det amerikanske populærvidenskabelige blad Popular Mechanics en artikel, hvori forfatteren bemærkede det usædvanligt varme og omskiftelige vejr på den nordlige halvkugle i sommeren 1911 og at der blandt ældre mennesker var en fornemmelse af, at vintrene ikke var så strenge som de var engang.

I artiklen blev der spurgt, om dette mon var tegn på at klimaet var ved at forandre sig – og svaret var ja.

Forklaringen, som man gav i 1912, var den store udledning af CO2 fra afbrænding af kul, som danner CO2, der lægger sig som en dyne i atmosfæren. Allerede dengang var dette en gængs forklaring; den stammer fra 1896 og skyldes den svenske meteorolog Svante Arrhenius.

I artiklen fra Popular Mechanics i 1912 mener man kun, at klimaet vil blive mildere, men det er vigtigt at blive mindet om at meteorologer meget længe haft haft en mistanke om at menneskers brug af fossile brændstoffer vil forandre Jordens klima. Desværre er det først nu, mere end 100 år senere, indser mange alvoren af alt dette.

60 procent eller ingen ting?

Tallene for afsmeltning af isen i Grønland taler deres eget, tydelige sprog.

Nu lover Mette Frederiksen, at Socialdemokratiet vil lave en ny klimalov, ifølge hvilken CO2-udledningen være reduceret med 60 procent i forhold til 1990-niveauet. Dette mål skal være bindende for den til enhver tid siddende regering.

Men Venstre ikke vil have et veldefineret måltal. Dette minder om samme regeringspartis beslutning om at afskaffe fattigdomsgrænsen i sin tid. Det er påfaldende, netop fordi vi her taler om et parti der i sin regeringstid har indført ganske mange måltal i form af New Public Management. Offentlige instanser skal leve op til nogle meget detaljerede mål, men noget tilsvarende skal ikke gælde for bekæmpelsen af fattigdom eller for bekæmpelsen af klimaforandringerne.

Samtidig bemærker jeg dog også, at hverken Venstre eller Socialdemokratiet vil indføre en afgift på flyrejser. Her er der kun ukonkrete bud på hvad man skal gøre i stedet – hvis man overhovedet skal gøre noget. Det lyder nemlig ikke sådan:

– En isoleret dansk flyskat nytter ikke noget. Der skal ske noget på europæisk niveau, siger Lars Løkke Rasmussen.

– Jeg er åben for at diskutere det, men jeg er ikke sikker på, at en skat, der rammer almindelige danskere, er den rigtige, siger han. 

Mette Frederiksen mener heller ikke, at direkte afgifter på flybilletter er løsningen. 

– Vi skal vænne os til at flyve noget mindre. Det vigtigste omkring fly er brændstof, og hvad flyene flyver med. Måske skulle man kigge den vej, siger Mette Frederiksen. 

Spørgsmål til folketingskandidater

Så blev folketingsvalget udskrevet. Herunder er fem spørgsmål, som alle folketingskandidater bør få. Der er meget andet, der også fortjener at blive spurgt om, men nedenstående fem spørgsmål håber jeg vil blive stillet til alle kandidater, også de nu opstillingsberettigede højrenationalistiske partier. Og jeg vil hermed opfordre vælgerne til at spørge om dette:

  • En million dyre- og plantearter er truet af udryddelse. Hvad vil dit parti (og du selv) gøre for at forhindre, at de mange arter bliver udryddet?
  • Klodens temperatur stiger på grund af de menneskeskabte klimaforandringer. Hvad vil du gøre for at sikre, at Danmark kan overholde målene i Paris-aftalen?
  • Der er netop blevet indgået en infrastrukturaftale. Hvordan skal CO2-belastningen af de tiltag, som aftalen indeholder, analyseres?
  • På to år er antallet af fattige i Danmark steget med 25 procent, og 64.500 børn vokser nu op i fattigdom. Hvad vil dit parti (og du selv) gøre for at ændre på denne situation?
  • Hvert år skæres der 2 procent ned på uddannelserne i Danmark. På hvilke måder er disse nedskæringer gavnlige?

Jeg håber også, at alle, der vil stemme den 5. juni, vil tænke over de svar, vi har fået på spørgsmålene.