Danmark kontra Kap Verde

Kilde: Globalis.

I dag prøvede jeg at på et overslag over min miljøbelastning. Selv om jeg er veganer, ikke har bil og nu er holdt op med at flyve, er jeg desværre stadig ikke god nok ved miljøet.

http://www.globalis.dk kan man sammenligne forskellige landes relative miljøbelastning. Og Danmark er et foregangsland – men ikke på den gode måde. Det kan godt være, at vi i Danmark tænker på os selv som nogen, der cykler meget og har en masse vindmøller og derfor ikke belaster miljøet, men:

Hvis alle levede som man gør i Danmark, ville det kræve 4,2 jordkloder. Hvis alle levede, som man gør på Kap Verde-øerne, ville vi lige akkurat kunne nøjes med vores jordklode.

Hvis man alene måler CO2-udledning, ser det endnu værre ud. Hver borger i Danmark – barn, voksen og gammel – udleder i gennemsnit knap 6 ton CO2 årligt. Hvis man også tæller CO2-ækvivalenter, dvs. også drivhusgasser som metan og kvælstofmonoxid med, er tallet meget større. På Kap Verde-øerne er man nede på under 1 ton pr. indbygger pr. år. 

Kilde: Globalis.

Ifølge den grønne tænketank Concito skal vi ned på en udledning på mellem 1,4 og 2 ton pr. indbygger pr. år. FNs anbefaling er lidt højere, mellem 2 og 3 ton. Men uanset hvad er Danmark langt fra målet.

Tallene viser også, at det ikke er nok, at jeg bestræber mig på at blive en duks. Om jeg så bliver Nørresundbys svar på Kap Verde-øerne, vil det ikke nytte noget, hvis ikke hele Danmark også følger trop. Det kræver en fælles indsats fra politisk side. Lige nu ser indsatsen fra den danske regering desværre mest ud til at bestå i at lade stå til.

Sovs og kartofler

Da jeg for mange år siden blev vegetar (inden jeg blev veganer), fortalte jeg min beslutning til min mor. Hun var tydeligt forundret og spurgte om det så betød, at jeg fra nu af kun ville spise sovs og kartofler. Det måtte være helt enormt kedeligt, syntes hun.

Nogle få år forinden havde jeg været i Rusland til en konference, hvor en af deltagerne (det var endnu ikke mig) var vegetar. Når alle andre fik serveret kød med sovs og kartofler til frokost (en typisk russisk frokost), fik han serveret agurk med sovs og kartofler. Det tog han med godt engelsk humør, husker jeg, thi han var englænder.

I dag står vi over for nogle nødvendige omlægninger af vores livsform i den industrialiserede verden og andetsteds. Vi er nødt til at stoppe vores udledning af CO2 fra fossile brændstoffer. Og vi er nødt til at gøre noget ved den enorme ulighed, der fører til at voldsomt rige virksomheder kan eksistere i samme virkelighed som børn, der tigger på gaden.

Men hvordan skal vi kunne tage på indkøbstur til New York og på vinterferie i Asien, hvis vi ikke længere kan flyve? Hvordan skal vi kunne komme til akademiske konferencer i USA? Hvordan skal de ufatteligt rige virksomheder kunne blive ved med at være ufatteligt rige? Hvordan skal vi komme fra sted til sted, hvis vi ikke hver især skal eje en bil?

Svaret er, at dette er sovs-og-kartofler-reaktionen i stort format. Vi er så vante til vores livsform og produktionsmåde, at vi ikke kan forestille os en anden måde at organisere os på og leve på end den, vi har nu. Men måske kan sovs-og-kartofler-sammenligningen netop vise os, hvor begrænsede vi er af vores udsyn.

Om russerne har lært at spise vegetarisk/vegansk, ved jeg ikke. Men min mor var ikke dum. Hun indså selvfølgelig med tiden, at vegetarer og veganere ikke er en slags kødspisere, der nøjes med sovs og kartofler, men spiser en helt anden slags mad og har det godt alligevel (rigtig godt endda!). Det er noget tilsvarende, vi alle skal lære nu i den store omstilling.

Sidste flyrejse

En slags selfie fra Schiphol sammen med flyet til Aalborg.

Da jeg skulle med flyet fra Athen her til eftermiddag, tog jeg metroen fra Syntagma i usædvanligt god tid for at være på den sikre side. Jeg kom dog ikke af ved den station, hvor jeg skulle skifte, så jeg måtte køre en station tilbage. Men jeg havde mere end tre timer til flyafgang, så det var ikke et problem. En anden passager var ikke helt så rolig; jeg så ham løbe hen for at skælde togføreren ud, og da jeg var ovre på den modsatte perron, var råbekonkurrencen stadig i fuld gang. Men jeg havde god tid.

Det blev dog alligevel en redning på stregen. Flyet til Amsterdam var tæt på at være en time forsinket, og jeg kunne risikere først at være fremme lige inden flyet til Aalborg skulle afgå. 

Men jeg nåede det lige akkurat. Flyet indhentede en lille smule af forsinkelsen, og personalet fortalte mig hvilken gate jeg skulle hen til, når vi landede. Der var så godt nok nogen, der havde bestemt sig til at afholde en ekstraordinær paskontrol ved ankomsten. Men efter fem minutters skarpt trav/løb nåede jeg frem til gate D83 – blot for at opdage at flyet til Aalborg var forsinket. Sjældent har jeg været så glad for en forsinkelse. Piloterne forklarede at dette såmænd skyldtes – en sen ankomst fra Athen! Og således hang det hele pludselig pænt sammen.

Denne tur til Aalborg blev også på andre måder noget særligt, for det var formodentlig min sidste flyrejse nogensinde (med forbehold for livstruende sygdom, nære slægtninges dødsfald o.lign. mens jeg opholder mig i udlandet).

Så længe flytrafikken bidrager så voldsomt til den globale opvarmning, kan jeg ganske enkelt ikke forsvare at flyve. Jeg har besøgt mange interessante dele af verden på flyrejser, ja faktisk har jeg været på alle kontinenter på nær Antarktis. Men nu er det slut. Formodentlig kommer jeg derfor aldrig igen til at forlade Europa (hvis vi ser bort fra mulige sejlture til Marokko eller den asiatiske del af Tyrkiet). Det er på sin vis ærgerligt, men jeg holder mere af miljøet end jeg holder af ferier langt væk og af akademiske konferencer. Jeg har allerede levet længe, og jeg har set meget. Fra nu af vil jeg tage med bus og tog rundt. Jeg klarer den nok; jeg er meget mere bekymret for miljøet.

Vi er nødt til at lægge pres på regeringerne, men vi skal også gøre en indsats hver især og lære at tilpasse vores livsstil til en ændret virkelighed. Dette løfte er en del af min personlige indsats.

Er det (kun) vores skyld?

Hvem er det, der er skyld i den globale opvarmning? Det er også et spørgsmål for hver enkelt af os at håndtere følelsen af at være medskyldig. Den amerikanske miljøaktivist Mary Annaise Heglar har nogle gode betragtninger om dette i et essay.

Den globale opvarmning er ikke det enkelte menneskes skyld. Der er 100 firmaer, der i alt tegner sig for 71 procent af verdens udledning af CO2, viser en undersøgelse. Nr. 82 på listen er et dansk firma, nemlig A.P. Møller. 

Derfor er der noget paradoksalt i at der nu først og fremmest tales om hvordan hver enkelt af os skal ændre adfærd. Det skal vi også, for man kan ikke vende det blinde øje til, men det siger jeg samtidig med at jeg deler bekymringen over at ansvaret for den globale opvarmning bliver individualiseret. Hvis vi udelukkende giver os selv skylden, ender vi let med at blive afmægtige. Men den globale opvarmning er vores fælles problem.  Derfor har vi som borgere også et ansvar for at lægge pres på de firmaer, der udleder så meget CO2, herunder at lægge pres på A.P. Møller. Vi skal også lægge pres på den danske regering for at få den til at reagere over for A.P. Møller – og det er et oplagt ønske til en kommende valgkamp.

Nattogene, der forsvandt

Rejseplan Aalborg-Paris – der der 3 timer og 43 minutters ventetid i Köln på et meget uvenligt tidspunkt.

En temmelig prekær sag for tiden er sagen om Alternativets politiske ordfører Caroline Maier, der har foretaget rigtig mange flyrejser, selv om partiets politik kræver flyrejser bliver begrænset i stort omfang af hensyn til miljøet.

Nu udtaler samme partis miljøordfører Christian Poll sig til dagbladet Politiken. Han siger:

Spørgsmål: Da I præsenterede jeres regeringsplaner, sagde I, at klimakrisen forandrer alt. Men det forandrer så ikke så meget, at man for eksempel skal stoppe med at tage på flyrejser?

»Nej, ikke fra dag til dag. Men jeg er sikker på, at om ti år så vil både jeg og Carolina flyve langt mindre«.

»Måske er vi så heldige, at vi har fået nattogene op at køre igen, så man for eksempel kan komme til Bruxelles og Paris natten over med tog«.

Dette svar er selvfølgelig også en afværgereaktion ovenpå kritikken af partifællen. Men én ting er korrekt: Internationale nattog er bestemt ikke, hvad de har været. Da jeg var ung, rejste jeg ofte med nattog i Europa, og jeg har så sent som for seks år siden foretaget en rejse til Sydeuropa med min familie, hvor vi tog med nattog. Helt tilbage i forrige århundrede skete det endda, at jeg tog nattog fra Aalborg til København.

Jeg er så småt begyndt at planlægge en rejse til en konference i Portugal til januar. I denne uge foretager jeg min sidste flyrejse, for jeg er også bekymret over flyrejserne store aftryk på miljøet. Til januar rejser jeg derfor med tog. Den store udfordring for mig bliver at komme fra Aalborg til Paris, for herfra går der TGV-tog til Hendaye ved den spanske grænse og nattog til Lissabon derfra. (Titlen på Pascal Merciers roman er således stadig aktuel.)

Men i Köln skal jeg vente fra kl. 3.01 til 6.44. Dét glæder jeg mig ikke til, og jeg vil prøve at komme tidligere til Köln, så jeg kan overnatte der.

Men ét står klart for mig, og det er at en oplagt strategi for at få færre til at rejse med fly i Europa vil være at genindføre nattogene. Erfaringerne med denne form for togdrift er der stadig, og måske er det også tilfældet med materiellet. Jeg vil foreslå Alternativet og ligesindede partier at tage et konkret politisk initiativ her.

Verdener forfalder, verdener opstår

Noget af det mest bizarre, jeg har læst i denne uge, er udtalelser fra Lars Lilleholt. I en artikel fra dagbladet Information kan man læse dette:

»Jeg har set frem til at deltage igen,« indleder ministeren veloplagt sin tale, hvor han stiller sig selv spørgsmålet, hvorfor »vi« ikke bare lukker ned for gas og olie, når vi er på vej mod en grøn omstilling.

»Verden vil i lang tid fremover have brug for olie og gas,« forsikrer Lilleholt og minder om, at siden 1973 har staten haft 423 milliarder kroner i indtægt fra beskatningen af nordsøolien og -gassen. 

Hele denne udtalelse viser den grundlæggende idé hos den siddende regering om at strategien for at håndtere klimaforandringerne: Nemlig at fortsætte, som man plejer, men med små justeringer.

Men man kunne jo også lære noget nyt. Den  libanesisk-amerikanske forfatter og filosof Nassim Taleb skrev tilbage i 2012 en tyk bog ved navn Antifragile: Things That Gain From Disorder. Jeg ved stadig ikke, om jeg har lyst til at læse bogen, for de anmeldelser, jeg har læst, tyder på at den er en rodet omgang. Men der er én interessant idé i bogen, så vidt jeg kan se, og det er så også den bærende idé i den: At det modsatte af at være skrøbelig ikke er at være robust, men at være “antiskrøbelig”. Taleb skriver

Antifragility is beyond resilience or robustness. The resilient resists shocks and stays the same; the antifragile gets better.

Vi kan nemlig tænke på klimaforandringerne på flere måder.

  • Vi kan se dem som kilden til verdens undergang – så vores samfund er skrøbeligt, og toget er kørt.
  • Eller vi kan tænke på dem som noget, samfundet skal forsvare sig imod. Samfundet skal være robust. 
  • Men (og så kommer det!) vi kan også tænke på klimaforandringerne som noget, vi kan bruge til at ændre vores samfund til det bedre. Vores samfund skal være antiskrøbeligt.

Og det er noget andet end et robust samfund. Et “robust” samfund kunne meget nemt blive ét, der ikke tænkte længere end at indføre sanktioner og forbud, der skulle beskytte nationalstater og store virksomheder. Et antiskrøbeligt samfund kunne være et, der skabte helt nye strukturer.

På et møde i den såkaldte Romklub, der i sin tid var bag bogen Grænser for vækst, siger klimaforskeren John Schnellhuber netop dette:

…vi er nødt til at fortælle en historie, som alle vil elske at være del af, og ikke en historie, som man bare hader. Når alt kommer til alt, tror jeg på styrken af gode fortællinger…

En underlig fædrelandskærlighed

Egnene ved Limfjorden efter en stigning i vandstanden på 1,2 meter. Arentsminde, hvor jeg voksede op, vil i bedste fald komme til at ligge lige på kystlinjen. Kilde: http://www.klimatilpasning.dk/vaerktoejer/havvandpaaland/havvand-paa-land.aspx

Der er endnu en kronik af et ledende medlem af Dansk Folkeparti i et dansk dagblad. Denne gang er det René Christensen, der får ordet i dagbladet Information.

Han siger

Den ikkevestlige indvandring er vores største udfordring. Økonomisk, socialt og kulturelt.

Miljøet dukker til gengæld ikke op i kronikken, på nær i formuleringen

Og hvem ved i øvrigt, hvad fremtiden bringer? Rivende teknologisk udvikling, kunstig intelligens, klimaændringer, flygtningestrømme, truende handelskrige. Meget er oppe i luften. Derfor skal vi bevare den sunde fornuft og benene på jorden. Skabe trygge rammer. Vi skal omstille os. Men det skal ikke gå hurtigere, end danskerne kan følge med.

Her skal det nemlig gå langsomt af hensyn til “danskerne”.

Men hvad er det egentlig for en fædrelandskærlighed, Dansk Folkeparti repræsenterer? Partiet hævder at elske Danmark, men de vil ikke tale om hvordan klimaforandringerne vil forandre landet til ukendelighed. DMI vurderer, at vandstanden i de danske farvande vil stige mellem 20 centimeter og 140 centimeter frem til år 2100, mens andre danske forskere vurderer, at det er muligt med vandstigninger på over to meter i samme periode.

Den tilsyneladende kærlighed til Danmark hos Dansk Folkeparti er ikke andet end en slet skjult negativ holdning til bestemte befolkningsgrupper.

Er der da ikke nok nogen, der vil fortælle Dansk Folkeparti, der om nogle få måneder begynder at føre valgkamp, at den største udfordring er klimaforandringerne, at det er en global udfordring og at Danmark sammen med resten af verden er nødt til at gøre noget afgørende inden for de næste få år?

Er elbiler vejen frem?

Tegning: Wulff og Morgenthaler.

Nu er den siddende danske regerings såkaldte luft- og klimaudspil blevet lanceret. Men de siger ikke ret meget om offentlig transport (eller om landbruget, omend det er en anden snak) ud over at busser fra 2030 ikke må udlede CO2. Det er ikke så underligt igen, for Venstre og de andre regeringspartier har aldrig været glade for offentlig transport. I sit partiprogram siger Venstre at

Venstres transportpolitik skal bygge på friheden for den enkelte til selv at definere sit transportbehov og vælge transportform, herunder individuel eller kollektiv transport. Fokus skal være på at sikre størst mulig mobilitet.

Idealet er at offentligt transport er en valgmulighed for dem, der absolut vil.

Jeg er ærgerlig over at så mange stirrer sig blinde på el-biler som den vigtigste del af en strategi for at standse transportsektorens bidrag til den globale opvarmning.. Jeg har nemlig en formodning om at offentlig transport, og her endda elektrisk offentlig transport, i mange tilfælde kan være et bedre valg end elektrisk privatbilisme. Men det er nu sådan? Jeg kan desværre ikke finde en god kilde, der besvarer mit spørgsmål, men det skyldes formodentlig først og fremmest, at spørgsmålet er svært at stille præcist. For miljøbelastningen ved el-biler, der får leveret strøm fra kraftværker, der bruger fossile brændstoffer, er også i høj grad et problem. Det samme kan siges om miljøbelastningen ved fremstilling af el-biler. Jeg ville ønske, at en analyse af dette aspekt fyldte noget mere.

Sikkert er det dog, at offentlig transport vil kunne undgå problemer, der skyldes høj trafiktæthed og hvad det medfører af problemer som f.eks. trafikpropper og kødannelser. Dét kan ingen form for privatbilisme.

Utopier om miljøet

De sidste ti linjer fra det 33 sider lange Summary for policymakers fra IPCCs rapport.

I dag kom den seneste rapport fra FNs klimapanel IPCC; den hedder Global Warming of 1.5 °C. Jeg har endnu ikke fået læst den (den er meget lang), men allerede dens Summary for policymakers gør det klart, at der er tale om nogle meget alvorlige konsekvenser, hvis den globale opvarmning af atmosfæren fortsætter. Internationalt samarbejde og kollektiv handling på alle niveauer er nødvendig for at holde den globale temperaturstigning i atmosfæren nede på 1.5 grader celsius.

Men det var også i dag, det kom frem, at SAS til næste år opretter to nye flyruter fra Danmark. Antagelsen bag en sådan beslutning er, at vi kan fortsætte som vi plejer og måske endda få flere ud at flyve end allerede nu. (Faktisk stod de to nyheder oprindelig inden for samme skærmfuld hos DR Nyheder. Det er selvfølgelig et tilfælde, men et påfaldende ét.)

Er det egentlig disse planer om nye flyruter og alle de øvrige planer om vækst, eller er det alle de nødvendige omstillinger af samfundet, der er udtryk for de mest utopiske og virkelighedsfjerne holdninger, når det kommer til stykket?

Det afhængige samfund

Noget, som jeg stadigt oftere tænker over, er hvorfor der ikke bliver gjort mere for at standse den globale opvarmning. De fleste mennesker i Danmark kan tilsyneladende se, at Jordens økosystemer er voldsomt truet. Jeg læste for tre år siden bogen What We Think About When We Try Not To Think About Global Warming af den norske økonom og psykolog Per Espen Stoknes og skrev om den her.

Men i dag læste jeg et interview med Robert Costanza, der er professor på Crawford School of Public Policy i Australien.  Og dét interview siger noget rigtig vigtigt, som ikke engang Stoknes’ grundige bog når frem til. Constanza bidrager nemlig i slutningen af det lange interview med en analogi (der måske ikke engang er en analogi), der er usædvanligt præcis.

»Det værste, du kan sige til en misbruger, er: ’Du gør alt det forkert. Stop med det!’ Men det er præcis den måde udfordringerne i forhold til økonomisk vækst og klima bliver præsenteret i offentligheden – så det er egentlig ikke så underligt, at folk bliver defensive og benægtende,« siger Robert Costanza.

Det, der ifølge Costanza omvendt lader til at virke i afhængighedsbehandling, er at engagere misbrugerne i en diskussion af deres ambitioner og livsmål, og derfra arbejde baglæns og se, hvad der så skal til for at opnå dem. Det er dét, der motiverer folk til at foretage de nødvendige adfærdsændringer.

»Ideen er på tilsvarende manér, at tænke over samfundets livsmål. Så snart man framer samtalen på den måde, står det klart, at flertallet ikke ønsker business as usual på ubestemt tid,« siger Robert Costanza.

Kort og godt: Livsformerne i den industrialiserede verden udgør en afhængighed. Vi er afhængige af flyrejser, plasticposer, oksekød osv. osv. og tror, at vi ikke kan leve uden. Ligesom tobaksfirmaer skaber en afhængighed hos rygere, sådan skaber hele produktionsmåden og forbrugsmønstrene en afhængighed.

Og analogien stopper ikke her. Misbrugeren siger ofte, at han/hun kunne stoppe med det samme, hvis det skulle være – det bliver ofte standardbegrundelsen for at der ikke er tale om en afhængighed, men om et frivilligt valg. På samme måde hører man ganske mange beslutningstagere tale om at vi en skønne dag skal udfase benzinbiler, flyrejser mm. Men først skal vi lige nå at have det sidste fix.

Derfor skal vi tænke på vores samfund som et samfund, der skal behandles for et alvorligt og selvdestruerende misbrugsproblem og nå frem til et bedre liv uden afhængighed.