Sankt Hans aften på Egholm 2019

Sankthansbålet på Egholm.

Endnu engang blev det til en Sankt Hans-aften på Egholm, og som andre år blev det også en protest mod planerne om en motorvej tværs over den stille ø. De nye mål om en 70 procent reduktion i CO2-udledningen inden 2030 bør være det, der overbeviser alle om at motorvejsdrømmene ingen mening giver.

Et minuts gang fra bådpladsen begynder skoven, og her er der fred og ro kun ganske få kilometer fra Nytorv i Aalborg. Egholm er er særligt sted.

Tre en halv kilometer fra Aalborg midtby.

Min barndoms oliekrise

Kilde: Af AHumanBing – Eget arbejde, CC BY-SA 4.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=66370511

Nu ser det endelig ud til, at der vil ske en afgørende politisk reaktion på klimaforandringer. Mange spørger sikkert sig selv, om dette kan lade sig gøre.

Fra min barndom husker jeg oliekrisen. Det, der skete, var at prisen på råolie blev firdoblet i løbet af et enkelt år. Det voldsomme prishop var en reaktion på krigen i Mellemøsten i 1973; de arabiske stater truede simpelthen med at holde op med at sælge den olie, de producerede, til lande, der støttede Israel, og det tvang oliepriserne i vejret på et tidspunkt hvor olie udgjorde 90 procent af Danmarks energiforbrug. Regeringen indførte som reaktion på oliekrisen de såkaldte bilfrie søndage og indskrænkede gadebelysningen. I efteråret 1973 og vinteren 1974 var det ikke tilladt for private at køre bil om søndagen, hvis ikke de havde en særlig kørselstilladelse.

De bilfrie søndage husker jeg især tydeligt. Jeg boede ved hovedvej A11 i Arentsminde, og pludselig var vejen øde og tom om søndagen. Jeg var knap 10 år gammel, så min reaktion var et barns reaktion – dette var spændende! Hvordan de voksne tog situationen, kan jeg kun gisne om. Men dette var kun få år efter de glade tressere (som C.V. Jørgensen engang kaldte for “de ligeglade tressere”), og kontrasten var selv for mig ret tydelig. Jeg husker også kampagner om at spare på energien og nogle små tv-indslag, hvor Olsen-banden (der til lejligheden blev kaldt for “Olie-banden”!) opfordrede alle til at skrue ned for varmen og lade være med at vaske op under rindende vand.

Så der har faktisk engang været officielle reaktioner på en situation, hvor man i Danmark måtte klare sig uden fossile brændstoffer, og på den måde faktisk et forsøg på en omstilling. Men da priserne faldt igen, var alt glemt – bortset fra en ny og ulmende diskussion om atomkraft, der varede ved til ind i 1980’erne, hvor Tjernobyl og Harrisburg lagde en kraftig dæmper på begejstringen for den slags. Det er også interessant for mig at genopdage, hvor gammel, jeg efterhånden er blevet. De fleste af de danske partiledere, som nu forhandler om et regeringsgrundlag, var enten ikke født under oliekrisen eller var helt små. Pia Olsen Dyhr er vel den ældste af dem, og hun er født i 1971.

200 klimatosser i København

Her er gruppebilledet fra Dansk Magisterforenings kongres i København den forgangne weekend. Vi kunne ikke være med til klimamarchen, men vi sender dette billede som vores fælles støtte til kampen for at forhindre den truende katastrofe.

British Rail in memoriam

I skrivende stund står jeg og venter på en perron i Aarhus. Jeg skal til København, men toget fra Aalborg var et IC4-tog, der kun kørte hertil. Min pladsbillet kunne ikke bruges til noget. De støjreducerende hovedtelefoner var til gengæld nyttige i det larmende italienskbyggede tog.

Forhåbentlig kommer der snart et IC3-tog, der kan få mig videre på rejsen. Men lige nu minder situationen mig foruroligende meget om mine oplevelser med togdriften i Storbritannien for knap 30 år siden. Dengang var Thatcher-regeringen i fuld gang med at køre British Rail i sænk. De konservative brød sig ikke om offentlig transport. Forsinkelserne var mange, utilfredsheden blandt passagererne voldsom. Få år senere blev British Rail privatiseret uden voldsomme protester – for hvorfor dog beholde en offentlig jernbane, når nu jernbanenettet tydeligvis er så dårligt? I dag er jernbanedriften i Storbritannien et uskønt virvar.

Inden for de seneste få år har den borgerlige regering i Danmark under dække af valgfrihed gjort noget lignende; infrastrukturplanen røber tydeligt, at det man drømmer om er motorveje. Forhåbentlig vil der efter folketingsvalget komme en ny holdning til togdrift i Danmark. Selv de nuværende tog er nemlig bedre for miljøet end de mange motorveje.

Vejret i 1911 – og nu

Begyndelsen af artiklen i “Popular Mechanics” fra marts 1912.

Tilbage i marts 1912 bragte det amerikanske populærvidenskabelige blad Popular Mechanics en artikel, hvori forfatteren bemærkede det usædvanligt varme og omskiftelige vejr på den nordlige halvkugle i sommeren 1911 og at der blandt ældre mennesker var en fornemmelse af, at vintrene ikke var så strenge som de var engang.

I artiklen blev der spurgt, om dette mon var tegn på at klimaet var ved at forandre sig – og svaret var ja.

Forklaringen, som man gav i 1912, var den store udledning af CO2 fra afbrænding af kul, som danner CO2, der lægger sig som en dyne i atmosfæren. Allerede dengang var dette en gængs forklaring; den stammer fra 1896 og skyldes den svenske meteorolog Svante Arrhenius.

I artiklen fra Popular Mechanics i 1912 mener man kun, at klimaet vil blive mildere, men det er vigtigt at blive mindet om at meteorologer meget længe haft haft en mistanke om at menneskers brug af fossile brændstoffer vil forandre Jordens klima. Desværre er det først nu, mere end 100 år senere, indser mange alvoren af alt dette.

60 procent eller ingen ting?

Tallene for afsmeltning af isen i Grønland taler deres eget, tydelige sprog.

Nu lover Mette Frederiksen, at Socialdemokratiet vil lave en ny klimalov, ifølge hvilken CO2-udledningen være reduceret med 60 procent i forhold til 1990-niveauet. Dette mål skal være bindende for den til enhver tid siddende regering.

Men Venstre ikke vil have et veldefineret måltal. Dette minder om samme regeringspartis beslutning om at afskaffe fattigdomsgrænsen i sin tid. Det er påfaldende, netop fordi vi her taler om et parti der i sin regeringstid har indført ganske mange måltal i form af New Public Management. Offentlige instanser skal leve op til nogle meget detaljerede mål, men noget tilsvarende skal ikke gælde for bekæmpelsen af fattigdom eller for bekæmpelsen af klimaforandringerne.

Samtidig bemærker jeg dog også, at hverken Venstre eller Socialdemokratiet vil indføre en afgift på flyrejser. Her er der kun ukonkrete bud på hvad man skal gøre i stedet – hvis man overhovedet skal gøre noget. Det lyder nemlig ikke sådan:

– En isoleret dansk flyskat nytter ikke noget. Der skal ske noget på europæisk niveau, siger Lars Løkke Rasmussen.

– Jeg er åben for at diskutere det, men jeg er ikke sikker på, at en skat, der rammer almindelige danskere, er den rigtige, siger han. 

Mette Frederiksen mener heller ikke, at direkte afgifter på flybilletter er løsningen. 

– Vi skal vænne os til at flyve noget mindre. Det vigtigste omkring fly er brændstof, og hvad flyene flyver med. Måske skulle man kigge den vej, siger Mette Frederiksen. 

Spørgsmål til folketingskandidater

Så blev folketingsvalget udskrevet. Herunder er fem spørgsmål, som alle folketingskandidater bør få. Der er meget andet, der også fortjener at blive spurgt om, men nedenstående fem spørgsmål håber jeg vil blive stillet til alle kandidater, også de nu opstillingsberettigede højrenationalistiske partier. Og jeg vil hermed opfordre vælgerne til at spørge om dette:

  • En million dyre- og plantearter er truet af udryddelse. Hvad vil dit parti (og du selv) gøre for at forhindre, at de mange arter bliver udryddet?
  • Klodens temperatur stiger på grund af de menneskeskabte klimaforandringer. Hvad vil du gøre for at sikre, at Danmark kan overholde målene i Paris-aftalen?
  • Der er netop blevet indgået en infrastrukturaftale. Hvordan skal CO2-belastningen af de tiltag, som aftalen indeholder, analyseres?
  • På to år er antallet af fattige i Danmark steget med 25 procent, og 64.500 børn vokser nu op i fattigdom. Hvad vil dit parti (og du selv) gøre for at ændre på denne situation?
  • Hvert år skæres der 2 procent ned på uddannelserne i Danmark. På hvilke måder er disse nedskæringer gavnlige?

Jeg håber også, at alle, der vil stemme den 5. juni, vil tænke over de svar, vi har fået på spørgsmålene.

Den sidste mosaikhale-rotte

Den sidste mosaikhale-rotte. Denne dyreart findes ikke mere.

I juni 2016 kunne biologer konkludere, at den lille mosaikhale-rotte, der fandtes på en ø ud for Australien, er uddød. Det er den første pattedyr-art, der er blevet offer for klimaforandringerne.

I dag kom så en længe ventet rapport fra IPBES, der er The Intergovernmental Science-Policy Platform on Biodiversity and Ecosystem Services under De Forenede Nationer. Det er ikke rar læsning; hele 1 million dyre- og plantearter er i fare for at uddø.

En grundig artikel i dagbladet Information omtaler rapporten og her står der

»Sundhedstilstanden af de økosystemer, som vi og alle andre levende væsener er afhængige af, undergraves hurtigere end nogensinde. Vi er i færd med at erodere selve fundamentet for vore økonomier, levebrødet, fødevaresikkerheden, sundheden og livskvaliteten kloden rundt,« lød det i Paris fra formanden for IPBES, Sir Robert Watson, der tidligere har været formand for IPCC og før det hovedkraft bag den såkaldte Montreal-protokol, der skal sikre det globale ozonlag.

Hvis ikke de partier, der gerne vil danne regering, kan få den igangværende valgkamp i forbindelse med EU-valget og den kommende valgkamp til Folketinget til at handle om det, der virkelig truer os, nemlig arternes uddøen og ødelæggelsen af den atmosfære, vi alle bor i og afhænger af, fortjener ingen af dem at blive valgt.

Umisteligt

Foto: Remi Mathis (https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/8/8d/Incendie_de_Notre-Dame-de-Paris_15_avril_2019_05.jpg)

Der er allerede doneret mere end seks en halv milliard kroner til genopbygning af Notre Dame-kirken.

Det viser mindst to ting. For det første, at der faktisk er midler nok derude til at udrette meget – og at de superrige har rigtig mange sådanne midler. Når de kan give så stort et beløb til genopbygning af en brandskadet kirke, må det også være muligt at skaffe midler til at hjælpe mennesker på flugt og til at genopbygge krigshærgede lande i et større omfang, end vi ser nu. De mennesker, der er på flugt fra Syrien og andre steder, hvor historiske bygninger er gået tabt, vil uden tvivl minde alle om netop dét.

For det andet, at det må være muligt at tænke på meget andet som dyrt og umisteligt og vigtigt at beskytte. Her tænker jeg selvfølgelig på miljøet, der netop nu er mere truet end nogensinde før. Vi har mindre end ti år til at standse de menneskeskabte bidrag til den globale opvarmning. Greta Thunberg bruger samme sammenligning i sin tale til EU-parlamentet.

På dén måde kan den voldsomme brand i Paris måske også få alle til at huske den aftale, der er blevet indgået i samme by for få år siden.

Hvorfor er der ingen, der gør noget?

Fra OECD: Climate Change: Consequences of Inaction.
 http://www.oecd.org/fr/environnement/climate-change-consequences-of-inaction.htm

Greta Thunberg bruger sin tid på at rejse rundt og kræve, at der bliver gjort noget afgørende for at standse de menneskeskabte klimaforandringer. Meget af det, jeg ender med at skrive om klimaforandringerne, bunder i et lignende spørgsmål: Hvorfor er der ingen, der gør noget? Mange andre end mig har stillet det samme spørgsmål.

Det er nogle gange forbløffende, så meget en kort tekst med udtalelser fra politikere kan røbe om hvad svaret er. I dag kan jeg læse dette i Politiken:

I alt skønner Liberal Alliance, at deres klimaplan vil koste 85 milliarder kroner frem mod 2030.

Pengene skal blandt andet findes ved besparelser inden for den offentlige sektor, gennem økonomisk vækst og en øget beskæftigelse.

Forslaget får en kølig modtagelse hos Socialdemokratiet.

»Det betyder samlet set, at det går ud over vores børn, vores sundhed og vores ældre«, siger Nicolai Wammen, politisk ordfører for Socialdemokratiet.

Her er tale om udtalelser fra to politiske partier med regeringserfaringer.

Det ene politiske parti vil bekæmpe klimaforandringerne gennem – vækst. Men klimaforandringerne skyldes netop uhæmmet vækst. (Og derudover tror man på at offentlige nedskæringer som et middel til positiv forandring.)

Det andet politiske parti er skeptiske over for forslaget om at gøre noget mod klimaforandringerne – fordi det vil gå ud over børnene og sundheden. Men klimaforandringerne kommer netop til at have voldsomme konsekvenser for de kommende generationer og for folkesundheden.

Og det er præcis sådan, mange politikere er fanget i deres respektive, kortsynede forståelser af situationen, og det er derfor, der ikke sker noget. Jeg vil opfordre alle disse politikere til at se OECDs oversigt over, hvad der sker, hvis vi ikke gør noget afgørende. Det er ikke rar læsning, men den er nødvendig.