Skal de skamme sig?

På Instagram er der en konto ved navn aningslosainfluencers (på svensk: aningslösa influencers) der fokuserer på hvordan influencers, dvs. Instagram-brugere med mange følgere, foretager flyrejser og hvordan de dermed udleder en masse CO2. Der er nu også en artikel om dette i dagbladet Information.

Nogle synes, at aningslosainfluencers bedriver udskamning. Og det er heller ikke rart at blive påtalt offentligt for sin adfærd. For influencers på Instagram er sagen for mig at se imidlertid enkel: her er tale om mennesker, der fremstår som forbilleder for mange. Derfor bør man påtale deres adfærd, når den ikke er forbilledlig. Men hvad så med alle dem, der ikke er influencers?

Jeg skriver selv nogle gange en kommentar, hvis nogle af mine kontakter på de sociale medier lægger billeder op fra rejser, de kun kan have foretaget med fly. Men jeg ved at de pågældende mennesker måske bliver kede af det og måske også synes, at jeg er utroligt irriterende. Og det er kun få måneder siden, jeg selv besluttede mig til aldrig at flyve mere, så jeg var selv i en ikke så fjern fortid blandt dem, der belastede miljøet voldsomt ved at rejse med fly. Så man vil kunne anklage mig for at være en af “de sidste dages hellige”. Samtidig ved jeg imidlertid også, at de pågældende mennesker ofte er nogen, jeg deler mange holdninger med, og jeg tror derfor, at jeg nemmere vil kunne påvirke netop dem til at ændre adfærd.

Så jeg har efterhånden indset, at jeg er nødt til at gøre det svære: at være irriterende.. Som jeg selv skrev her på bloggen helt tilbage i 2011:

Selv vil jeg gerne kunne anlægge en saglig vinkel og argumentere uden at virke forurettet, men nogle gange er man nødt til at være det, der på engelsk hedder en killjoy. Jeg prøver at minde mig selv om at det ikke er de konfliktsky mennesker, der forandrer verden til det bedre.

Det er træls at ødelægge den “gode stemning”, men det er værre at ødelægge miljøet og ikke få kritik for det. Så nu er alle advaret: der kommer til at være flere kommentarer fra mig på Facebook til de af mine venner, der rejser med fly.

Brintfly?

Tu-155 på jorden i Ramenskoye-lufthavnen uden for Moskva.

Flytrafikken er en væsentlig kilde til CO2-udledning og dermed også en årsag til de menneskeskabte klimaforandringer. Det er derfor, jeg sidste år besluttede mig til aldrig mere at rejse med fly.

Jeg vil kun ændre den beslutning og det kun muligvis, hvis det bliver muligt at flyve på CO2-neutral vis (og her taler jeg ikke om at købe CO2-kvoter eller lignende fusk). Der er eksperimenter med at lave små eldrevne fly, men en anden mulighed er at anvende reaktionsmotorer drevet af brint. Brint vil kunne udvindes ved elektrolyse af havvand, og hertil kan man bruge vedvarende energi som havvindmøller. Et problem vil dog stadig være kondensstriberne, der lokalt på flyruter er årsag til opvarmning af atmosfæren.

I en artikel fra New York Times i 1988 luftede man ideen om brintdrevne jetfly. Og der var faktisk eksperimenter i gang. Den russiske flyproducent Tupolev lavede brintflyet Tu-155, en variant af det meget udbredte Tu-154-fly, der var en slags russisk pendant til Boeing 727, og som jeg selv fløj med på min rejse til Tbilisi tilbage i 1995. Senere brugte man flydende naturgas i Tu-155.

Der blev kun produceret ét eksemplar af Tu-155, men det nåede at foretage mere end 70 flyvninger og blev vist frem ved flere flystævner.  

Artikel fra New York Times 24. maj 1988.

Så de første erfaringer med brintdrevne jetfly er faktisk mere end 30 år gamle, men de er tilsyneladende gået i glemmebogen. På nettet er der enkelte kilder til oplysninger om Tu-155, bl.a. en artikel fra Flight International fra 1988.  Den væsentlige årsag til at brintfly ikke slog igennem i 1980’erne, er formodentlig at oliebaseret flybrændstof var og er meget billigere end brint. En anden grund er, at brint er sværere at håndtere end oliebaseret flybrændstof. Det skal opbevares i flydende form, dvs. i tryktanke ved meget lave temperaturer. Konventionelle passagerjetfly har brændstoftankene i vingerne, men i Tu-155 var man nødt til at have brændstoftanken i selve flyets krop, og den fyldte temmelig meget. Rækkevidden af Tu-155 var af samme årsag kort, kun omkring halvanden times flyvning.

Endelig giver kombinationen af selv den mindste læk og problemer med de elektriske kredsløb i et moderne fly fare for meget voldsomme eksplosionsulykker. Challenger-ulykken i det amerikanske rumprogram er et eksempel på, hvor galt det kan gå med en brintdrevet reaktionsmotor. Hindenburg-katastrofen i 1937 er et andet grimt eksempel på en brinteksplosion.

39 millioner tons CO2 tilbage

Tabellen ovenfor er del af energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholts svar til et spørgsmål stillet af Søren Egge Rasmusseen, MF for Enhedslisten.

Det rigtig interessante er, at prognosen fra regeringen regner med at der inden for de næste 11 år vil ske en reduktion i udledningen af drivhusgasser svarende til knap 6 millioner tons CO2. I 2050 skal udledningerne i Danmark være nede på 0 (nul) tons CO2. Jeg spekulerer nu på, hvordan dette skal kunne lade sig gøre, når man inden for de næste 11 år tilsyneladende kun kan bremse udledningerne i det tempo, der her er tale om.

Bare at gå ind på en café

I dag vil jeg bare tage fat i en af de små oplevelser, som også er udtryk for noget vigtigt og nogle ændringer til det bedre, der er reaktioner på det, vi ser. Vi skal (som Lasse Nyholm Jensen sagde i en tekst i går aftes) bygge en bedre verden på det, vi har nu.

Inden jeg tog hjem fra København, havde jeg lidt tid og skulle have noget at spise. Jeg har været veganer i 25 år og kan huske hvordan det ikke altid har været nemt. Mange gange har jeg fået noget underligt serveret efter at være blevet grundigt udspurgt, andre gange var der slet intet at spise, kun lange forklaringer om hvor umuligt den slags ville være. Det var helt utænkeligt bare at gå ind få en café og få noget lækkert vegansk at spise.

Men i dag kunne jeg og min hustru gå ind på en café i København og få et lækkert morgenmåltid med dejligt bagværk, frisk frugt, hjemmelavet yoghurt, skæreost osv. Der var også store, luftige fastelavnsboller, ostekager og lagkager. Og det hele var fuldstændig vegansk.

Stedet hedder Kaf’ og ligger i Birkegade 21, skulle nogen komme den vej forbi ovre i Rigets Centrum.

Datalogi og klimaforandringerne

Benjamin Pierce fortæller om ACMs indsats mod klimaforandringerne.

I dag var der det såkaldte business meeting ved POPL, hvor organisatorer og programansvarlige taler om selve konferencen: hvor mange artikler der blev indsendt hhvs. accepteret, hvilke erfaringer man havde gjort sig, og det er også her, der bliver uddelt priser til de bedste artikler og givet hædrende omtale.

Men sidste punkt på dagsordenen var ganske anderledes. Benjamin Pierce, der er en af de mest prominente personer inden for programmingsteori fra min generation, fortalte om klimaforandringerne og hvordan vi i det videnskabelige samfund er nødt til at forholde os til dem – her selvfølgelig med fokus på hvad ACM (Association for Computing Machinery), der står for POPL-konferenceserien, kan gøre. Benjamin Pierce viste en beregning af sin personlige CO2-belastning, og her fremgik det meget tydeligt, at hans suverænt største kilde til belastning var hans rejseaktivitet, og ikke mindst hans flyrejser.

Derfor er dette et sted, hvor det er væsentligt at sætte ind. ACM er, som Benjamin sagde, ikke det vigtigste sted at gøre en forskel, men det er et vigtigt sted. De teknologiske løsninger, som ville kunne skabe forandring (f.eks. udvinding af CO2 fra luften), kan ikke gennemføres på kort sigt, og de politiske forandringer ser desværre heller ikke ud til at kunne gennemføres på helt kort sigt, sådan som den politiske situation er netop nu. Derfor er det vigtigt, at alle vi andre handler nu, mens vi kan, konkluderede han. Det er især vigtigt, at vi viser vores opbakning til de andre grene af naturvidenskaben, som allerede har gjort et stort og nødvendigt arbejde for at påpege, hvor galt det hele er fat.

Heri er jeg (selvfølgelig) helt enig. Et af de konkrete tiltag, som ACM allerede har gjort, er at lade møderne i programkomiteen for POPL foregå på nettet i stedet for fysiske møder, hvor 30-40 mennesker skulle rejse langt for at holde et møde af få dages varighed.

Bagefter snakkede jeg med Benjamin Pierce og foreslog muligheden af, at man kunne gøre det attraktivt at rejse til POPL (og andre konferencer) på en mindre miljøbelastende facon, f.eks. ved at sætte konferenceafgiften op for dem, der rejste med fly.

Vejret forandrer sig

Kort: DMI.

Inden for de seneste få år er konsekvenserne af klimaforandringerne blevet tydelige for mig.

I september 2017 var jeg i Cape Town midt under en langvarig vandmangel, hvor alle skulle spare på vandet. Jeg husker de skilte, der var alle vegne.

Et år senere, i september 2018, var jeg i Lissabon få uger efter den værste hedebølge, Portugal havde haft i mands minde – og få uger efter den tørreste og varmeste sommer i Danmark i mange år.

Men klimaforandringerne fører ikke kun til opvarmning og tørke. De fører også til voldsommere og hyppigere storme – lige efter den lange hedebølge i Danmark kom den kraftige auguststorm som bekendt. Nye klimamodeller fra Environmental Change Institute i Oxford fortæller, at ekstremt vejr bliver signifikant mere sandsynligt på grund af klimaforandringerne.DMI har nået en tilsvarende konklusion om fremtidens vejr i Danmark.

I formiddag varslede DMI noget så sjældent som meget farligt vejr.  I nat var Storebæltsbroen lukket, men i morges mistede seks mennesker alligevel livet. Den tragiske togulykke har formodentlig en forbindelse til det meget farlige vejr og dermed formodentlig også en forbindelse til klimaforandringerne.

Stram miljøpolitik???

Jeg havde egentlig lovet mig selv ikke at skrive noget om statsministerens nytårstale. Faktisk tror jeg nemlig ikke, jeg har set ret mange nytårstaler fra danske statsministre i fjernsynet, og i år var ingen undtagelse. Jeg bliver nemlig uvægerligt altid i dårligt humør.

Men Lars Løkke Rasmussens tale ligger tilgængelig på Statsministeriets hjemmeside. Og det er oplagt at sammenligne prioriteringerne i talen. Der er 11 linjer om de menneskeskabte klimaforandringer i talen, og intet overhovedet om konkrete initiativer fra regeringens side. Der er til gengæld f.eks. 37 linjer om “udlændingepolitik” – den gængse fællesbetegnelse for en række områder, der nu konsekvent bliver kædet sammen i dansk politik. Og her omtaler Lars Løkke Rasmussen bl.a. konkrete initiativer som særregler for ghettoområder.

Det er påfaldende, at den danske regering stadig taler om borgere med udenlandsk baggrund som værende den største trussel, selv i en situation hvor konsekvenserne af de menneskeskabte klimaforandringer er blevet så tydelige, som de blev i 2018. Statsministeren er i stand til at tale om stram udlændingepolitik, men ikke om en stram miljøpolitik. Det er ellers på miljøområdet, der virkelig er brug for stramninger nu.

Danmark kontra Kap Verde

Kilde: Globalis.

I dag prøvede jeg at på et overslag over min miljøbelastning. Selv om jeg er veganer, ikke har bil og nu er holdt op med at flyve, er jeg desværre stadig ikke god nok ved miljøet.

http://www.globalis.dk kan man sammenligne forskellige landes relative miljøbelastning. Og Danmark er et foregangsland – men ikke på den gode måde. Det kan godt være, at vi i Danmark tænker på os selv som nogen, der cykler meget og har en masse vindmøller og derfor ikke belaster miljøet, men:

Hvis alle levede som man gør i Danmark, ville det kræve 4,2 jordkloder. Hvis alle levede, som man gør på Kap Verde-øerne, ville vi lige akkurat kunne nøjes med vores jordklode.

Hvis man alene måler CO2-udledning, ser det endnu værre ud. Hver borger i Danmark – barn, voksen og gammel – udleder i gennemsnit knap 6 ton CO2 årligt. Hvis man også tæller CO2-ækvivalenter, dvs. også drivhusgasser som metan og kvælstofmonoxid med, er tallet meget større. På Kap Verde-øerne er man nede på under 1 ton pr. indbygger pr. år. 

Kilde: Globalis.

Ifølge den grønne tænketank Concito skal vi ned på en udledning på mellem 1,4 og 2 ton pr. indbygger pr. år. FNs anbefaling er lidt højere, mellem 2 og 3 ton. Men uanset hvad er Danmark langt fra målet.

Tallene viser også, at det ikke er nok, at jeg bestræber mig på at blive en duks. Om jeg så bliver Nørresundbys svar på Kap Verde-øerne, vil det ikke nytte noget, hvis ikke hele Danmark også følger trop. Det kræver en fælles indsats fra politisk side. Lige nu ser indsatsen fra den danske regering desværre mest ud til at bestå i at lade stå til.

Sovs og kartofler

Da jeg for mange år siden blev vegetar (inden jeg blev veganer), fortalte jeg min beslutning til min mor. Hun var tydeligt forundret og spurgte om det så betød, at jeg fra nu af kun ville spise sovs og kartofler. Det måtte være helt enormt kedeligt, syntes hun.

Nogle få år forinden havde jeg været i Rusland til en konference, hvor en af deltagerne (det var endnu ikke mig) var vegetar. Når alle andre fik serveret kød med sovs og kartofler til frokost (en typisk russisk frokost), fik han serveret agurk med sovs og kartofler. Det tog han med godt engelsk humør, husker jeg, thi han var englænder.

I dag står vi over for nogle nødvendige omlægninger af vores livsform i den industrialiserede verden og andetsteds. Vi er nødt til at stoppe vores udledning af CO2 fra fossile brændstoffer. Og vi er nødt til at gøre noget ved den enorme ulighed, der fører til at voldsomt rige virksomheder kan eksistere i samme virkelighed som børn, der tigger på gaden.

Men hvordan skal vi kunne tage på indkøbstur til New York og på vinterferie i Asien, hvis vi ikke længere kan flyve? Hvordan skal vi kunne komme til akademiske konferencer i USA? Hvordan skal de ufatteligt rige virksomheder kunne blive ved med at være ufatteligt rige? Hvordan skal vi komme fra sted til sted, hvis vi ikke hver især skal eje en bil?

Svaret er, at dette er sovs-og-kartofler-reaktionen i stort format. Vi er så vante til vores livsform og produktionsmåde, at vi ikke kan forestille os en anden måde at organisere os på og leve på end den, vi har nu. Men måske kan sovs-og-kartofler-sammenligningen netop vise os, hvor begrænsede vi er af vores udsyn.

Om russerne har lært at spise vegetarisk/vegansk, ved jeg ikke. Men min mor var ikke dum. Hun indså selvfølgelig med tiden, at vegetarer og veganere ikke er en slags kødspisere, der nøjes med sovs og kartofler, men spiser en helt anden slags mad og har det godt alligevel (rigtig godt endda!). Det er noget tilsvarende, vi alle skal lære nu i den store omstilling.

Sidste flyrejse

En slags selfie fra Schiphol sammen med flyet til Aalborg.

Da jeg skulle med flyet fra Athen her til eftermiddag, tog jeg metroen fra Syntagma i usædvanligt god tid for at være på den sikre side. Jeg kom dog ikke af ved den station, hvor jeg skulle skifte, så jeg måtte køre en station tilbage. Men jeg havde mere end tre timer til flyafgang, så det var ikke et problem. En anden passager var ikke helt så rolig; jeg så ham løbe hen for at skælde togføreren ud, og da jeg var ovre på den modsatte perron, var råbekonkurrencen stadig i fuld gang. Men jeg havde god tid.

Det blev dog alligevel en redning på stregen. Flyet til Amsterdam var tæt på at være en time forsinket, og jeg kunne risikere først at være fremme lige inden flyet til Aalborg skulle afgå. 

Men jeg nåede det lige akkurat. Flyet indhentede en lille smule af forsinkelsen, og personalet fortalte mig hvilken gate jeg skulle hen til, når vi landede. Der var så godt nok nogen, der havde bestemt sig til at afholde en ekstraordinær paskontrol ved ankomsten. Men efter fem minutters skarpt trav/løb nåede jeg frem til gate D83 – blot for at opdage at flyet til Aalborg var forsinket. Sjældent har jeg været så glad for en forsinkelse. Piloterne forklarede at dette såmænd skyldtes – en sen ankomst fra Athen! Og således hang det hele pludselig pænt sammen.

Denne tur til Aalborg blev også på andre måder noget særligt, for det var formodentlig min sidste flyrejse nogensinde (med forbehold for livstruende sygdom, nære slægtninges dødsfald o.lign. mens jeg opholder mig i udlandet).

Så længe flytrafikken bidrager så voldsomt til den globale opvarmning, kan jeg ganske enkelt ikke forsvare at flyve. Jeg har besøgt mange interessante dele af verden på flyrejser, ja faktisk har jeg været på alle kontinenter på nær Antarktis. Men nu er det slut. Formodentlig kommer jeg derfor aldrig igen til at forlade Europa (hvis vi ser bort fra mulige sejlture til Marokko eller den asiatiske del af Tyrkiet). Det er på sin vis ærgerligt, men jeg holder mere af miljøet end jeg holder af ferier langt væk og af akademiske konferencer. Jeg har allerede levet længe, og jeg har set meget. Fra nu af vil jeg tage med bus og tog rundt. Jeg klarer den nok; jeg er meget mere bekymret for miljøet.

Vi er nødt til at lægge pres på regeringerne, men vi skal også gøre en indsats hver især og lære at tilpasse vores livsstil til en ændret virkelighed. Dette løfte er en del af min personlige indsats.