Forurening er ikke godt for helbredet

Før i tiden tænkte man på luftforurening, når man så billeder fra østasiatiske storbyer af mennesker med mundbind. I dag tænker man som bekendt på en sørgeligt velkendt luftvejsinfektion. Der er en tendens til at glemme, at også forureningen påvirker folkesundheden. Ofte fornemmer jeg en udbredt holdning om at forurening er en trist, men nødvendig konsekvens af at mennesker skal have det godt: Miljøet omkring os får det værre mens mennesker får det bedre. Men da bruger vi bare den økonomiske vækst, som de nødvendige forurenende aktiviteter desværre har skabt, til at skabe en bedre verden, og så bliver alt alligevel godt. Men da jeg var barn, husker jeg hvordan der var fokus på kviksølvforurening og på et af argumenterne for at denne forurening skulle bringes til ophør: kviksølv kan påvirke menneskers helbred alvorligt.

Når vi taler om de menneskeskabte klimaforandringer, har vi da også en tendens til kun at tale om CO2-påvirkningen. CO2-udledningerne giver ikke i sig selv anledning til luftvejssygdomme eller andre direkte helbredsskader. Men det gør andre udledninger, der finder sted samtidig, nemlig udledninger af partikler, kvælstofilter, svovldioxid og ozon (der nede ved jordoverfladen er et problem).

En ny undersøgelse fra Energy Modelling Lab, der er en dansk tænketank, estimerer at en grøn omstilling, som sikrer de officielle klimamål og på den måde reducerer luftforureningen, vil medføre, at de hjemlige helbredsomkostninger i 2030 bliver bragt ned med 8-11 milliarder kroner årligt og med 15-21 milliarder, hvis de mindskede påvirkninger og omkostninger i nabolandene også bliver regnet med.

Vi ved nu, at luftforurening kan forøge risikoen for at dø af COVID-19. Nye resultater fra Harvard viser, at en vækst på kun 1 μg/m3 koncentrationen af små forureningspartikler er forbundet med en vækst i dødeligheden af COVID-19 på 8%. Men dette er ikke alt. Der er også en forbindelse mellem risikoen for partikelforurening og for at blive smittet med COVID-19. Partikelforurening nedsætter nemlig immunforsvaret.

Jeg tror, det vil være på tide igen at få fokus på forureningens konsekvenser for folkesundheden. Måske er det kun på den måde, vi vil kunne få flere til at se nødvendigheden af at passe på miljøet – nemlig gennem at indse, at vi på den måde også passer på os selv.

Indenrigsflyvninger?

Jeg har som bekendt bestemt mig til ikke at flyve mere, og min begrundelse er miljøbelastningen. Man kan måske forsvare at flyve langt en sjælden gang – det er svært at rejse til andre verdensdele uden at flyve – men en særlig problemstilling er indenrigsflyvning.

I valgkampen op til EU-parlamentsvalget i 2019 talte flere af de fremtrædende kandidater om nødvendigheden af at begrænse indenrigsflyvninger. Her under COVID-19-pandemien har luftfartsselskaberne store problemer, og nu ser det ud til at skabe nye politiske initiativer om flyvning. Især indenrigsflyvning er kommet i fokus. I Frankrig har regeringen som betingelse for en hjælpepakke til Air France stillet, at selskabet beskærer sine indenrigsflyvninger. Argumentet er ikke økonomisk, men miljøpolitisk. Den franske økonomiminister udtaler, at Air France skal stræbe mod at blive det mest miljøansvarlige luftfartsselskab og at det er forkert, at man skal have indenrigsruter til destinationer, der kan nås med to en halv times togrejse. Også i Finland vil Finnair begrænse indenrigsflyvningerne i det næste år. Her er begrundelsen til gengæld økonomisk.

Det ville være godt at tage en diskussion også i Danmark om nytten, nødvendigheden og ikke mindst miljøbelastningen af indenrigsflyvninger. Nu, hvor økonomien skal genåbnes (eller hvad vi nu skal kalde det), vil det være værd at spørge, om de lokale ambitioner om udvidelser af lufthavne og om passagertal er gavnlige, set i lyset af klimakrisen. Ligesom så mange andre miljøbelastende fænomener er der nemlig en tendens til at flyvning skaber yderligere, afledte miljøbelastninger. Sidste år fremlagde de syv danske indenrigslufthavne således en fælles plan om udvidelser af lufthavne – og den indbefattede et ønske om flere motorveje.

Norbert Wiener

Jeg sidder for tiden og er ved at lægge sidste hånd på kursusmateriale om etik i datalogi og softwareudvikling i forbindelse med et kursus i videnskabsteori. Det er underligt, at jeg først i dette forår er blevet opmærksom på de tanker, som den amerikanske matematiker og filosof Norbert Wiener (1894-1964) har gjort sig her.

Mange, der har læst matematik, kender Wiener som en vigtig skikkelse i det 20. århundredes anvendte matematik, og en del, der har læst datalogi, ved at Wiener er ophavsperson til ordet kybernetik, der lever videre i populærudtryk som cyberspace. Nogle ved også, at Norbert Wiener var særdeles fremmelig som ung. Han fik sin bachelorgrad i matematik fra Harvard som 14-årig, studerede derefter zoologi og filosofi (på Cornell) og brugte så et år på en PhD i matematik. Den blev han færdig med i en alder af 18. (Norbert Wieners far Leo Wiener er faktisk også en interessant skikkelse; han forlod sit hjemland Polen for at stifte et vegetarisk kollektiv i Britisk Honduras, men havnede i USA – og lærte sig efterhånden at tale tredive sprog og blev professor i filologi, selv om han ikke havde nogen formel uddannelse.)

Norbert Wiener ville gerne have været soldat i 1. verdenskrig, men han blev kasseret. I 2. verdenskrig arbejdede han med udvikling af antiluftskytskanoner. Men efter krigen blev Wiener pacifist. Og det var vel her, hans filosofiske virke begyndte. Han tænkte over problemstillinger som konsekvenserne for mennesket af øget automatisering og over mennesket som informationsbehandler. Det er nu tydeligt for mig, at han på mange måder var langt forud for sin tid, og han fortjener at blive genopdaget. Prøv at se dette citat fra hans bog The Human Use of Human Being fra 1950 og tænk på de kriser, menneskeheden står i lige nu.

Hvad mange af os ikke har indset, er, at de sidste fire hundrede år er en meget speciel periode i verdenshistorien. Det tempo, hvormed ændringer i disse år har fundet sted, har intet modstykke i tidligere historie, ej heller selve ændringernes natur. Dette er til dels resultaterne af øget kommunikation, men også af en øget mestring af naturen, som på en begrænset planet som Jorden på sigt kan vise sig at være et øget slaveri af naturen. For jo mere vi kommer ud af verden, jo mindre efterlader vi, og i det lange løb bliver vi nødt til at betale vores gæld på et tidspunkt, der kan være meget upraktisk for vores egen overlevelse.

Fra The Human Use of Human Beings (1950) (min oversættelse)

Skal vi købe olie?

En følge af COVID-19-pandemien er at prisen på råolie i USA en overgang var faldet under 0 dollar pr. tønde. Prisen er nu igen positiv, men stadig meget lav. Den råolie, der er tale om, er såkaldte futures, dvs. løfter om fremtidig leverance af råolie.

En artikel i Nature fra 2015 konkluderer, at 80 procent af verdens reserver af fossile brændstoffer skal blive i jorden, hvis klimakrisen skal forhindres i at løbe løbsk. Kunne det give mening for miljøorganisationer at opkøbe de amerikanske råolie-futures i stor stil (det burde de have råd til lige nu) og dermed, fordi hvor de så har råderetten over den, sikre at olien bliver i jorden?

Den største indvending mod denne idé er vel at andre olieproducenter så simpelthen vil producere mere for at kompensere for den lavere produktion af olie i USA. Men COVID-19- pandemien rammer også andre olieproducerende lande, og det vil være interessant at se, om en lignende udvikling vil ske dér.

Jeg skal ikke til Wien alligevel

Den 25. februar kunne jeg fortælle her, at jeg er blandt modtagerne af den såkaldte Test of Time Award, som uddeles ved konferencen CONCUR2020 i Wien til september.

Men jeg kommer ikke til Wien. Det er nu blevet meddelt, at CONCUR2020 ikke bliver afholdt på sædvanlig vis på grund af COVID-19-pandemien; præsentationerne skal optages i forvejen og vises på nettet. Der bliver selvfølgelig heller ikke nogen prisoverrækkelse. Jeg kan nemt forstå begrundelsen, men jeg er nu alligevel skuffet, for jeg havde glædet mig meget til dette. Ikke mindst havde jeg glædet mig til at se mine medforfattere igen.

Der er rigtig mange akademiske konferencer nu, der går over til at finde sted på denne måde. POPL (Principles of Programming Languages), der finder sted næste gang til januar 2021, har allerede nu meddelt, at konferencen muligvis får denne form. SAS (Static Analysis Symposium) er blevet annonceret som en konference i Chicago til november, men det er helt uklart for mig og sikkert også for mange andre, om det kommer til at ske.

Det gode, der kan komme ud af alt dette, er erfaringer med nye måder at holde konferencer på og dermed måske også en strategi for en omstilling, der kan gøre det muligt at undgå al den rejseaktivitet med fly, der er så skadelig for miljøet.

Jeg er allerede nu ved at tænke over, om ikke jeg kan finde en anden måde at gense mine medforfattere Søren og Colin på, når vi engang igen kan rejse. En togrejse til Edinburgh ville være noget at se frem til.

Klimakrisen er udskudt

Eller rettere: Det internationale klimatopmøde COP26, der skulle finde sted i Glasgow til efteråret, er blevet udskudt til 2021. Jeg kan sagtens forstå, at man udskyder store sports- og musikbegivenheder, og selvfølgelig også, at der er rigeligt at tænke over for regeringerne rundt omkring lige nu. Det, der bekymrer mig, er at udsættelsen af CPO26 kan risikere at medføre, at mange lande vil bruge den nuværende pandemi som påskud til ikke at træffe de nødvendige beslutninger for at forhindre klimakrisen i at udvikle sig. Om et år eller to er pandemien formodentlig bag os, men klimakrisen er det bestemt ikke.

En våd februar

Nu, mens jeg sidder og skriver dette, pisker regnen ned derude. Det har været en meget våd februar. Normalt falder der 43 millimeter nedbør i denne måned af året, men ifølge DMI er der flere steder allerede faldet mere end 125 millimeter. Flere åer og vandløb er gået over deres bredder, og i Horsens blev beboere evakueret af frygt for oversvømmelser.

Nu vil Landbrug & Fødevarer indkalde til et stormøde. Formanden Martin Merrild udtaler til Ritzau at

– Vi skal have undersøgt vandløbenes evne til at lede vand væk, og så skal vi har kortlagt behovet for oprensning og udvidelse af vandløbene.

– Så skal der laves nogle forvaltningsplaner for vandløbene, som de kommuner, hvor vandløbene passerer, skal sikre bliver overholdt, siger Martin Merrild.

Landbruget kalder til stormøde efter massive mængder nedbør (Dagbladet Information, 21. februar 2019)

Det er interessant og også ret bekymrende, at Landbrug & Fødevarer tilsyneladende er landet på en forklaring, der siger at det er forvaltningen af vandløbene, der er årsag til problemerne lige nu. Den egentlige forklaring er nemlig med stor sandsynlighed en anden, og det er klimaforandringerne. Men der er stadig en stor ulyst til at drage denne konklusion, og det er på den ene side forståeligt (for klimaforandringerne er et voldsomt fænomen) og på den anden side også skræmmende (for Landbrug & Fødevarer er en magtfuld interessent).

Arbejdspladserne eller livet?

Det er skræmmende, at den australske regering er så fanget i sin egen forståelse, at den ikke har villet se sammenhængen mellem de voldsomme brande og det voldsomt omskiftelige vejr der hærger Australien, klimaforandringerne og udledningerne af CO2.

Den australske premierminister siger ganske vist nu, at han godt kan se, at der er en forbindelse mellem klimaforandringerne og de voldsomme brande, men nogen ændring i holdningen til udledning af CO2 er det ikke blevet til. Der er stadig massiv statsstøtte af den australske kulmineindustri, og i 2015 beløb den sig til 29 milliarder australske dollars. Der er endda stadig planer om at oprette 53 nye kulminer.

Et af de typiske argumenter for en langsom omstilling og for statsstøtte er, at man skal beskytte arbejdspladserne i landet. Men der er faktisk kun 37.800 mennesker beskæftiget i den australske kulmineindustri.

Men engang var vi fattige

Fattige borgere på en bænk i København, 1907.

Der er en interessant artikel hos BBC om Memon-folket i Pakistan. De er et endog usædvanligt resursebevidst folkeslag: Tøj går i arv fra generation til generation, og forældre gør meget ud af at lære deres børn om vigtigheden af at slukke lyset, når man forlader et rum. Man skal lave mad, der bruger årstidens grønsager, og det er vigtigt at undgå madspild.

Hele zero waste-ideen, som i disse år får mere omtale, er foregrebet af det, Memon-folket gør. Samtidig er det interessant, at en del mennesker fra Memon-folket er velhavende (endog meget velhavende). Men deres forfædre havde intet, da de kom til Pakistan ved delingen af det tidligere Britisk Indien i 1947. Så deres store sparsommelighed er det, man på nudansk kalder for et mindset. Memon-folket kan nemlig huske, hvordan det var at være fattige, og den bevidsthed går i arv.

Det er interessant, at Danmark og andre rige lande for knap 100 år siden havde mange af de samme problemer med udbredt fattigdom, som fandtes og stadig findes i lande som Pakistan. I 1920 var der f.eks. stadig mange børn og unge, der måtte forlade skolen tidligt, og middellevetiden for mænd var godt 50 år (i Pakistan i dag er den 66 år). Men det er unægtelig som om, mange i den rige verden, i hvert fald fra den velbjergede del af middelklassen, har glemt, hvordan det var at være fattige. Den sociale hukommelse her er kort. Det fører dels til at mange har svært ved at se, at der også i dag i de rige lande findes fattigdom, dels til at mange har svært ved at se, hvad den rige og ubekymrede livsstil fører med sig af problemer.

Jeg tænker her på de mange udtalelser fra de beslutningstagere, der på den ene side godt kan se, at vi er nødt til at gøre noget nu for at få en løsning på klimakrisen, men på den anden side dybest set udtaler, at vi kan fortsætte om vi plejer. I den seneste tids udtalelser fra den siddende danske statsminister ser man det samme underlige budskab; i det store og hele siger hun og mange andre, at man ikke skal ændre sin livsstil, men satse på teknologiske løsninger, der vil gøre det muligt for den rige verden kan opretholde sin ubekymrede livsstil.

Gamle computere?

Min MacBook Pro fra 2015.

Tidligere var det en rutinebemærkning blandt dataloger og andet godtfolk at sige at “hardware kan vi altid få”, men det kan vi ikke blive ved med. For tiden er der en sag på Københavns Universitet, hvor ledelsen kræver at det videnskabelige personale skal udskifte stort set alle computere der er mere end 3-4 år gamle. Og de skal selv betale for udgiften via deres forskningsbevillinger.

For de fleste vidensarbejdere er computeren blevet et lige så vigtigt arbejdsredskab som bøger, tavler, skrivebord og stol. Derfor er det urimeligt, hvis man selv skal afholde udgiften gennem eksterne forskningsmidler (der i forvejen ikke er nemme at skaffe). Men også for miljøet er det dårligt med endnu en udskiftning. Produktionen af hardware kræver ganske megen energi og udleder derfor drivhusgasser i ikke helt lille omfang. I produktionen indgår sjældne metaller. Og ved bortskaffelse af elektronikaffald er der yderligere en miljøbelastning.

Jeg er ikke ansat på Københavns Universitet, men arbejder et andet sted, der også er et universitet. Selv har jeg en arbejdscomputer, som jeg fik i 2015. Den har været til reparation i 2018, da jeg spildte te i den. Men den fungerer stadig (hvis vi ser bort fra en port, der vist ikke kunne tåle te) og er min primære computer. Det er min plan at blive ved med at bruge den, så længe jeg kan – og ikke kun fordi jeg ikke har forskningsmidler til at anskaffe mig en ny. Jeg har skabt rigeligt elektronikaffald i min tid.