Overlad det til de unge (??)

Foto: Marco Verch (Attribution 2.0 Generic (CC BY 2.0)) https://www.flickr.com/photos/160866001@N07/48820680156

Katrine Wiedemann, der selv er født i 1969, skriver i et indlæg i dagbladet om at mange fra hendes (og min) generation er tilbøjelige til nu at give udtryk for, at det er de helt unge, der skal bringe verden frelst ud af alle de kriser, vi ser lige nu. Hun skriver

Alle unge arver verden fra de gamle. Men at verden er et dårligt sted, kan man ikke løse ved at anklage en hel generation. Når de gamle selv gør klimasagen til et generationsproblem, antyder de, at der findes enkle løsninger. Det er fint at erkende fejl, men de store kriser, vi står i, er skabt af dybt komplekse tilstande, som et generationsskifte alene ikke kan løse. 

Det er et stort pres at lægge på de unge, som selv kommer til at begå fejl. Alle generationer fejler. Det hjælper ikke at udpege hverken skurke eller helte.

Fra Min generation tror fejlagtigt, at det er de unge, der skal lede verden – og ikke os selv (https://www.information.dk/debat/2020/07/generation-tror-fejlagtigt-unge-lede-verden?lst_frnt)

Det er rigtigt, at det ofte er mennesker fra min generation, der stritter imod for tiden. Mange af klimabenægterne er fra min generation, og mange af dem, der bagatelliserer racismen netop nu, er også fra min generation. Den slags røster er jeg bestemt ikke stolt over at være jævnaldrende med. Der er også perspektiver, jeg af krav af min alder ikke kan have. Jeg har allerede haft et langt arbejdsliv og har oplevet meget, og den usikkerhed jeg føler om fremtiden, har et andet og kortere perspektiv end den usikkerhed, f.eks. min datter og hendes generation mærker. Den entusiasme og begavelse, unge kvinder som f.eks. Greta Thunberg og Alexandria Ocasio-Cortez er et sindbillede på, er en stor inspiration.

Samtidig er det vigtigt ikke at bruge forventningerne til de unge som en sovepude. De forandringer der fandt sted sidst i 1960’erne og først i 1970’erne i Vesteuropa og Nordamerika – og her tænker jeg på konsekvenserne af studenterbevægelsen, kvindebevægelsen og fredsbevægelsen · skyldtes i høj grad unge mennesker. Men en anden drivkraft i forandringerne var repræsentanter fra en ældre generation af politikere, der var lydhøre og ikke brugte deres erfaringer til at stritte imod men til at bidrage med viden.

På én måde er det den samme diskussion som diskussionen om hvem der bør gå forrest i en antiracistisk demonstration. Det er ikke dem, der ikke mærker problemerne selv, der skal gå forrest. Men alle bør være med, og man må kunne gå side om side, når det gælder.

Den glemte katastrofe

DR Nyheder onsdag den 15. juli 2020. Nyhederne om opvarmningen af Arktis glimrer ved deres fuldstændige fravær.

Verkhojansk i Sibirien er det koldeste sted på Jorden; om vinteren har man målt temperaturer under -60°C. Men den 20. juni i år målte man en temperatur på 38°C. Det er en varmerekord for Arktis. Den kommer i en periode, hvor der blev målt mindst 30°C 11 dage i træk. I mandags lød meldingen på 31 grader. Ovre i Canada, på Ellesmere Island, målte man den 28. juni en rekordtemperatur på 18,8 grader i byen Alert, der er det nordligste beboede sted i verden. Globalt set blev juni 2020 er den varmeste juni i temperaturmålingernes historie, på niveau med temperaturrekorden fra sidste år.

Når tundraen i Arktis begynder at smelte, bliver der frigjort metan. Metan er også en drivhusgas, og dermed er en ond cirkel i gang.

Det hjælper selvfølgelig ikke, at nogle af de voldsomme forandringer finder sted i Rusland, hvor der mildt sagt ikke er stor vilje til at standse de menneskeskabte klimaforandringer. Men det er skræmmende, at det, der sker lige nu, får så lidt opmærksomhed, som tilfældet er.

Intet bliver som før

World Meteorological Organization, der hører under FN, udtaler at der er en sandsynlighed på 20 procent for at den globale gennemsnitstemperatur i et af de næste fem år vil nå 1,5°C over det præ-industrielle niveau. Det er meget sandsynligt, at gennemsnitstemperaturen i årene 2020 til 2024 vil ligge på mellem 0,91 og 1,59 grader over gennemsnittet i perioden 1850 til 1900.

Det er skræmmende. En overgang troede jeg vel, at COVID-19-pandemien ville få mange til at vågne op til dåd og skabe en ny bevidsthed om klimaforandringerne. De seneste måneder har været hårde, men de har samtidig vist, at det er muligt for samfund i den industrialiserede verden at omstille sig på kort tid og at skabe en høj grad af accept af det. De samfund, hvor den slags ikke er lykkedes, er samfund som USA, der også har været modvillige med hensyn til at ville gøre noget ved klimaforandringerne. Den bizarre fornægtelse af alvoren i COVID-19 minder vældig meget om fornægtelsen af klimaforandringerne.

Også uden for USA har mange desværre regnet med at pandemien en dag ville være slut, hvorefter alt så igen kunne blive som før. Problemet er måske at vi har talt så meget om en “genåbning”. For det er et falsk håb; der er meget, der sikkert aldrig bliver som før, og det går kun meget langsomt op for os. De menneskeskabte klimaforandringer er heller ikke et midlertidigt problem, og her er det sikkert, at intet vil blive som før og at der aldrig bliver tale om en “genåbning”.

Den antoninske pandemi

V0010664 Dødsengelen vælger en dør under pesten i Rom. Wellcome Library, London. Wellcome Images images@wellcome.ac.uk http://wellcomeimages.org. Stik af Levasseur efter Jules-Elie Delaunay. CC BY 4.0 http://creativecommons.org/licenses/by/4.0/

I The New Statesman er der en anmeldelse af John Gray af The Fate of Rome: Climate, Disease and the End of an Empire af den amerikanske historiker Kyle Harper. Det lader til at være en vigtig bog, ikke mindst set i lyset af hvordan verden ser ud i dag.

Ofte har man sagt, at det hele begyndte at gå galt i Romerriget, da Marcus Aurelius udpegede sin søn Commodus til kejser i stedet for at udvælge og adoptere en efterfølger, sådan som hans forgængere havde gjort.

Men alene valget af en efterfølger kan vel ikke være forklaringen alene. Fra 165 til 180 blev Romerriget ramt af en pandemi, der er blevet kaldt den antoninske pandemi. Det var den, der endte med at koste også kejser Marcus Aurelius livet. Omkring syv millioner mennesker døde under pandemien. Symptomerne var bl.a. feber, hoste, diarre, tørst og meget dårlig ånde, efterfulgt af udslæt over hele kroppen. I dag mener historikere, at der var tale om kopper.

Pandemien kunne sprede sig, fordi der på dette tidspunkt i oldtiden var opstået egentlige storbyer og fordi der var blevet bygget veje tværs gennem det store rige – en tidlig form for “globalisering”. Der var også på denne tid klimaforandringer, som dengang ikke var menneskeskabte, men primært var udslag af naturlige variationer. Og Romerriget var ikke forberedt på og slet ikke i stand til at håndtere og inddæmme pandemien.

Et af ofrene for Romerrigets fald var stoicismen og dens overbevisning om at det var muligt at leve et dydigt og harmonisk liv. To hundrede år senere var stoicismen forsvundet, og den mest udbredte religion var Apollon-kulten og den fremstormende kristendom, der til sidst endte som den nye statsreligion.

Det er slet ikke sikkert, at det kommer til at gå som det gik dengang med Romerriget, men parallellerne til situationen her i det 21. århundrede med COVID-19 og menneskeskabte klimaforandringer i samspil med globaliseringen er interessante.

Forurening er ikke godt for helbredet

Før i tiden tænkte man på luftforurening, når man så billeder fra østasiatiske storbyer af mennesker med mundbind. I dag tænker man som bekendt på en sørgeligt velkendt luftvejsinfektion. Der er en tendens til at glemme, at også forureningen påvirker folkesundheden. Ofte fornemmer jeg en udbredt holdning om at forurening er en trist, men nødvendig konsekvens af at mennesker skal have det godt: Miljøet omkring os får det værre mens mennesker får det bedre. Men da bruger vi bare den økonomiske vækst, som de nødvendige forurenende aktiviteter desværre har skabt, til at skabe en bedre verden, og så bliver alt alligevel godt. Men da jeg var barn, husker jeg hvordan der var fokus på kviksølvforurening og på et af argumenterne for at denne forurening skulle bringes til ophør: kviksølv kan påvirke menneskers helbred alvorligt.

Når vi taler om de menneskeskabte klimaforandringer, har vi da også en tendens til kun at tale om CO2-påvirkningen. CO2-udledningerne giver ikke i sig selv anledning til luftvejssygdomme eller andre direkte helbredsskader. Men det gør andre udledninger, der finder sted samtidig, nemlig udledninger af partikler, kvælstofilter, svovldioxid og ozon (der nede ved jordoverfladen er et problem).

En ny undersøgelse fra Energy Modelling Lab, der er en dansk tænketank, estimerer at en grøn omstilling, som sikrer de officielle klimamål og på den måde reducerer luftforureningen, vil medføre, at de hjemlige helbredsomkostninger i 2030 bliver bragt ned med 8-11 milliarder kroner årligt og med 15-21 milliarder, hvis de mindskede påvirkninger og omkostninger i nabolandene også bliver regnet med.

Vi ved nu, at luftforurening kan forøge risikoen for at dø af COVID-19. Nye resultater fra Harvard viser, at en vækst på kun 1 μg/m3 koncentrationen af små forureningspartikler er forbundet med en vækst i dødeligheden af COVID-19 på 8%. Men dette er ikke alt. Der er også en forbindelse mellem risikoen for partikelforurening og for at blive smittet med COVID-19. Partikelforurening nedsætter nemlig immunforsvaret.

Jeg tror, det vil være på tide igen at få fokus på forureningens konsekvenser for folkesundheden. Måske er det kun på den måde, vi vil kunne få flere til at se nødvendigheden af at passe på miljøet – nemlig gennem at indse, at vi på den måde også passer på os selv.

Indenrigsflyvninger?

Jeg har som bekendt bestemt mig til ikke at flyve mere, og min begrundelse er miljøbelastningen. Man kan måske forsvare at flyve langt en sjælden gang – det er svært at rejse til andre verdensdele uden at flyve – men en særlig problemstilling er indenrigsflyvning.

I valgkampen op til EU-parlamentsvalget i 2019 talte flere af de fremtrædende kandidater om nødvendigheden af at begrænse indenrigsflyvninger. Her under COVID-19-pandemien har luftfartsselskaberne store problemer, og nu ser det ud til at skabe nye politiske initiativer om flyvning. Især indenrigsflyvning er kommet i fokus. I Frankrig har regeringen som betingelse for en hjælpepakke til Air France stillet, at selskabet beskærer sine indenrigsflyvninger. Argumentet er ikke økonomisk, men miljøpolitisk. Den franske økonomiminister udtaler, at Air France skal stræbe mod at blive det mest miljøansvarlige luftfartsselskab og at det er forkert, at man skal have indenrigsruter til destinationer, der kan nås med to en halv times togrejse. Også i Finland vil Finnair begrænse indenrigsflyvningerne i det næste år. Her er begrundelsen til gengæld økonomisk.

Det ville være godt at tage en diskussion også i Danmark om nytten, nødvendigheden og ikke mindst miljøbelastningen af indenrigsflyvninger. Nu, hvor økonomien skal genåbnes (eller hvad vi nu skal kalde det), vil det være værd at spørge, om de lokale ambitioner om udvidelser af lufthavne og om passagertal er gavnlige, set i lyset af klimakrisen. Ligesom så mange andre miljøbelastende fænomener er der nemlig en tendens til at flyvning skaber yderligere, afledte miljøbelastninger. Sidste år fremlagde de syv danske indenrigslufthavne således en fælles plan om udvidelser af lufthavne – og den indbefattede et ønske om flere motorveje.

Norbert Wiener

Jeg sidder for tiden og er ved at lægge sidste hånd på kursusmateriale om etik i datalogi og softwareudvikling i forbindelse med et kursus i videnskabsteori. Det er underligt, at jeg først i dette forår er blevet opmærksom på de tanker, som den amerikanske matematiker og filosof Norbert Wiener (1894-1964) har gjort sig her.

Mange, der har læst matematik, kender Wiener som en vigtig skikkelse i det 20. århundredes anvendte matematik, og en del, der har læst datalogi, ved at Wiener er ophavsperson til ordet kybernetik, der lever videre i populærudtryk som cyberspace. Nogle ved også, at Norbert Wiener var særdeles fremmelig som ung. Han fik sin bachelorgrad i matematik fra Harvard som 14-årig, studerede derefter zoologi og filosofi (på Cornell) og brugte så et år på en PhD i matematik. Den blev han færdig med i en alder af 18. (Norbert Wieners far Leo Wiener er faktisk også en interessant skikkelse; han forlod sit hjemland Polen for at stifte et vegetarisk kollektiv i Britisk Honduras, men havnede i USA – og lærte sig efterhånden at tale tredive sprog og blev professor i filologi, selv om han ikke havde nogen formel uddannelse.)

Norbert Wiener ville gerne have været soldat i 1. verdenskrig, men han blev kasseret. I 2. verdenskrig arbejdede han med udvikling af antiluftskytskanoner. Men efter krigen blev Wiener pacifist. Og det var vel her, hans filosofiske virke begyndte. Han tænkte over problemstillinger som konsekvenserne for mennesket af øget automatisering og over mennesket som informationsbehandler. Det er nu tydeligt for mig, at han på mange måder var langt forud for sin tid, og han fortjener at blive genopdaget. Prøv at se dette citat fra hans bog The Human Use of Human Being fra 1950 og tænk på de kriser, menneskeheden står i lige nu.

Hvad mange af os ikke har indset, er, at de sidste fire hundrede år er en meget speciel periode i verdenshistorien. Det tempo, hvormed ændringer i disse år har fundet sted, har intet modstykke i tidligere historie, ej heller selve ændringernes natur. Dette er til dels resultaterne af øget kommunikation, men også af en øget mestring af naturen, som på en begrænset planet som Jorden på sigt kan vise sig at være et øget slaveri af naturen. For jo mere vi kommer ud af verden, jo mindre efterlader vi, og i det lange løb bliver vi nødt til at betale vores gæld på et tidspunkt, der kan være meget upraktisk for vores egen overlevelse.

Fra The Human Use of Human Beings (1950) (min oversættelse)

Skal vi købe olie?

En følge af COVID-19-pandemien er at prisen på råolie i USA en overgang var faldet under 0 dollar pr. tønde. Prisen er nu igen positiv, men stadig meget lav. Den råolie, der er tale om, er såkaldte futures, dvs. løfter om fremtidig leverance af råolie.

En artikel i Nature fra 2015 konkluderer, at 80 procent af verdens reserver af fossile brændstoffer skal blive i jorden, hvis klimakrisen skal forhindres i at løbe løbsk. Kunne det give mening for miljøorganisationer at opkøbe de amerikanske råolie-futures i stor stil (det burde de have råd til lige nu) og dermed, fordi hvor de så har råderetten over den, sikre at olien bliver i jorden?

Den største indvending mod denne idé er vel at andre olieproducenter så simpelthen vil producere mere for at kompensere for den lavere produktion af olie i USA. Men COVID-19- pandemien rammer også andre olieproducerende lande, og det vil være interessant at se, om en lignende udvikling vil ske dér.

Jeg skal ikke til Wien alligevel

Den 25. februar kunne jeg fortælle her, at jeg er blandt modtagerne af den såkaldte Test of Time Award, som uddeles ved konferencen CONCUR2020 i Wien til september.

Men jeg kommer ikke til Wien. Det er nu blevet meddelt, at CONCUR2020 ikke bliver afholdt på sædvanlig vis på grund af COVID-19-pandemien; præsentationerne skal optages i forvejen og vises på nettet. Der bliver selvfølgelig heller ikke nogen prisoverrækkelse. Jeg kan nemt forstå begrundelsen, men jeg er nu alligevel skuffet, for jeg havde glædet mig meget til dette. Ikke mindst havde jeg glædet mig til at se mine medforfattere igen.

Der er rigtig mange akademiske konferencer nu, der går over til at finde sted på denne måde. POPL (Principles of Programming Languages), der finder sted næste gang til januar 2021, har allerede nu meddelt, at konferencen muligvis får denne form. SAS (Static Analysis Symposium) er blevet annonceret som en konference i Chicago til november, men det er helt uklart for mig og sikkert også for mange andre, om det kommer til at ske.

Det gode, der kan komme ud af alt dette, er erfaringer med nye måder at holde konferencer på og dermed måske også en strategi for en omstilling, der kan gøre det muligt at undgå al den rejseaktivitet med fly, der er så skadelig for miljøet.

Jeg er allerede nu ved at tænke over, om ikke jeg kan finde en anden måde at gense mine medforfattere Søren og Colin på, når vi engang igen kan rejse. En togrejse til Edinburgh ville være noget at se frem til.

Klimakrisen er udskudt

Eller rettere: Det internationale klimatopmøde COP26, der skulle finde sted i Glasgow til efteråret, er blevet udskudt til 2021. Jeg kan sagtens forstå, at man udskyder store sports- og musikbegivenheder, og selvfølgelig også, at der er rigeligt at tænke over for regeringerne rundt omkring lige nu. Det, der bekymrer mig, er at udsættelsen af CPO26 kan risikere at medføre, at mange lande vil bruge den nuværende pandemi som påskud til ikke at træffe de nødvendige beslutninger for at forhindre klimakrisen i at udvikle sig. Om et år eller to er pandemien formodentlig bag os, men klimakrisen er det bestemt ikke.