Bare at gå ind på en café

I dag vil jeg bare tage fat i en af de små oplevelser, som også er udtryk for noget vigtigt og nogle ændringer til det bedre, der er reaktioner på det, vi ser. Vi skal (som Lasse Nyholm Jensen sagde i en tekst i går aftes) bygge en bedre verden på det, vi har nu.

Inden jeg tog hjem fra København, havde jeg lidt tid og skulle have noget at spise. Jeg har været veganer i 25 år og kan huske hvordan det ikke altid har været nemt. Mange gange har jeg fået noget underligt serveret efter at være blevet grundigt udspurgt, andre gange var der slet intet at spise, kun lange forklaringer om hvor umuligt den slags ville være. Det var helt utænkeligt bare at gå ind få en café og få noget lækkert vegansk at spise.

Men i dag kunne jeg og min hustru gå ind på en café i København og få et lækkert morgenmåltid med dejligt bagværk, frisk frugt, hjemmelavet yoghurt, skæreost osv. Der var også store, luftige fastelavnsboller, ostekager og lagkager. Og det hele var fuldstændig vegansk.

Stedet hedder Kaf’ og ligger i Birkegade 21, skulle nogen komme den vej forbi ovre i Rigets Centrum.

Datalogi og klimaforandringerne

Benjamin Pierce fortæller om ACMs indsats mod klimaforandringerne.

I dag var der det såkaldte business meeting ved POPL, hvor organisatorer og programansvarlige taler om selve konferencen: hvor mange artikler der blev indsendt hhvs. accepteret, hvilke erfaringer man havde gjort sig, og det er også her, der bliver uddelt priser til de bedste artikler og givet hædrende omtale.

Men sidste punkt på dagsordenen var ganske anderledes. Benjamin Pierce, der er en af de mest prominente personer inden for programmingsteori fra min generation, fortalte om klimaforandringerne og hvordan vi i det videnskabelige samfund er nødt til at forholde os til dem – her selvfølgelig med fokus på hvad ACM (Association for Computing Machinery), der står for POPL-konferenceserien, kan gøre. Benjamin Pierce viste en beregning af sin personlige CO2-belastning, og her fremgik det meget tydeligt, at hans suverænt største kilde til belastning var hans rejseaktivitet, og ikke mindst hans flyrejser.

Derfor er dette et sted, hvor det er væsentligt at sætte ind. ACM er, som Benjamin sagde, ikke det vigtigste sted at gøre en forskel, men det er et vigtigt sted. De teknologiske løsninger, som ville kunne skabe forandring (f.eks. udvinding af CO2 fra luften), kan ikke gennemføres på kort sigt, og de politiske forandringer ser desværre heller ikke ud til at kunne gennemføres på helt kort sigt, sådan som den politiske situation er netop nu. Derfor er det vigtigt, at alle vi andre handler nu, mens vi kan, konkluderede han. Det er især vigtigt, at vi viser vores opbakning til de andre grene af naturvidenskaben, som allerede har gjort et stort og nødvendigt arbejde for at påpege, hvor galt det hele er fat.

Heri er jeg (selvfølgelig) helt enig. Et af de konkrete tiltag, som ACM allerede har gjort, er at lade møderne i programkomiteen for POPL foregå på nettet i stedet for fysiske møder, hvor 30-40 mennesker skulle rejse langt for at holde et møde af få dages varighed.

Bagefter snakkede jeg med Benjamin Pierce og foreslog muligheden af, at man kunne gøre det attraktivt at rejse til POPL (og andre konferencer) på en mindre miljøbelastende facon, f.eks. ved at sætte konferenceafgiften op for dem, der rejste med fly.

Vejret forandrer sig

Kort: DMI.

Inden for de seneste få år er konsekvenserne af klimaforandringerne blevet tydelige for mig.

I september 2017 var jeg i Cape Town midt under en langvarig vandmangel, hvor alle skulle spare på vandet. Jeg husker de skilte, der var alle vegne.

Et år senere, i september 2018, var jeg i Lissabon få uger efter den værste hedebølge, Portugal havde haft i mands minde – og få uger efter den tørreste og varmeste sommer i Danmark i mange år.

Men klimaforandringerne fører ikke kun til opvarmning og tørke. De fører også til voldsommere og hyppigere storme – lige efter den lange hedebølge i Danmark kom den kraftige auguststorm som bekendt. Nye klimamodeller fra Environmental Change Institute i Oxford fortæller, at ekstremt vejr bliver signifikant mere sandsynligt på grund af klimaforandringerne.DMI har nået en tilsvarende konklusion om fremtidens vejr i Danmark.

I formiddag varslede DMI noget så sjældent som meget farligt vejr.  I nat var Storebæltsbroen lukket, men i morges mistede seks mennesker alligevel livet. Den tragiske togulykke har formodentlig en forbindelse til det meget farlige vejr og dermed formodentlig også en forbindelse til klimaforandringerne.

Stram miljøpolitik???

Jeg havde egentlig lovet mig selv ikke at skrive noget om statsministerens nytårstale. Faktisk tror jeg nemlig ikke, jeg har set ret mange nytårstaler fra danske statsministre i fjernsynet, og i år var ingen undtagelse. Jeg bliver nemlig uvægerligt altid i dårligt humør.

Men Lars Løkke Rasmussens tale ligger tilgængelig på Statsministeriets hjemmeside. Og det er oplagt at sammenligne prioriteringerne i talen. Der er 11 linjer om de menneskeskabte klimaforandringer i talen, og intet overhovedet om konkrete initiativer fra regeringens side. Der er til gengæld f.eks. 37 linjer om “udlændingepolitik” – den gængse fællesbetegnelse for en række områder, der nu konsekvent bliver kædet sammen i dansk politik. Og her omtaler Lars Løkke Rasmussen bl.a. konkrete initiativer som særregler for ghettoområder.

Det er påfaldende, at den danske regering stadig taler om borgere med udenlandsk baggrund som værende den største trussel, selv i en situation hvor konsekvenserne af de menneskeskabte klimaforandringer er blevet så tydelige, som de blev i 2018. Statsministeren er i stand til at tale om stram udlændingepolitik, men ikke om en stram miljøpolitik. Det er ellers på miljøområdet, der virkelig er brug for stramninger nu.

Danmark kontra Kap Verde

Kilde: Globalis.

I dag prøvede jeg at på et overslag over min miljøbelastning. Selv om jeg er veganer, ikke har bil og nu er holdt op med at flyve, er jeg desværre stadig ikke god nok ved miljøet.

http://www.globalis.dk kan man sammenligne forskellige landes relative miljøbelastning. Og Danmark er et foregangsland – men ikke på den gode måde. Det kan godt være, at vi i Danmark tænker på os selv som nogen, der cykler meget og har en masse vindmøller og derfor ikke belaster miljøet, men:

Hvis alle levede som man gør i Danmark, ville det kræve 4,2 jordkloder. Hvis alle levede, som man gør på Kap Verde-øerne, ville vi lige akkurat kunne nøjes med vores jordklode.

Hvis man alene måler CO2-udledning, ser det endnu værre ud. Hver borger i Danmark – barn, voksen og gammel – udleder i gennemsnit knap 6 ton CO2 årligt. Hvis man også tæller CO2-ækvivalenter, dvs. også drivhusgasser som metan og kvælstofmonoxid med, er tallet meget større. På Kap Verde-øerne er man nede på under 1 ton pr. indbygger pr. år. 

Kilde: Globalis.

Ifølge den grønne tænketank Concito skal vi ned på en udledning på mellem 1,4 og 2 ton pr. indbygger pr. år. FNs anbefaling er lidt højere, mellem 2 og 3 ton. Men uanset hvad er Danmark langt fra målet.

Tallene viser også, at det ikke er nok, at jeg bestræber mig på at blive en duks. Om jeg så bliver Nørresundbys svar på Kap Verde-øerne, vil det ikke nytte noget, hvis ikke hele Danmark også følger trop. Det kræver en fælles indsats fra politisk side. Lige nu ser indsatsen fra den danske regering desværre mest ud til at bestå i at lade stå til.

Sovs og kartofler

Da jeg for mange år siden blev vegetar (inden jeg blev veganer), fortalte jeg min beslutning til min mor. Hun var tydeligt forundret og spurgte om det så betød, at jeg fra nu af kun ville spise sovs og kartofler. Det måtte være helt enormt kedeligt, syntes hun.

Nogle få år forinden havde jeg været i Rusland til en konference, hvor en af deltagerne (det var endnu ikke mig) var vegetar. Når alle andre fik serveret kød med sovs og kartofler til frokost (en typisk russisk frokost), fik han serveret agurk med sovs og kartofler. Det tog han med godt engelsk humør, husker jeg, thi han var englænder.

I dag står vi over for nogle nødvendige omlægninger af vores livsform i den industrialiserede verden og andetsteds. Vi er nødt til at stoppe vores udledning af CO2 fra fossile brændstoffer. Og vi er nødt til at gøre noget ved den enorme ulighed, der fører til at voldsomt rige virksomheder kan eksistere i samme virkelighed som børn, der tigger på gaden.

Men hvordan skal vi kunne tage på indkøbstur til New York og på vinterferie i Asien, hvis vi ikke længere kan flyve? Hvordan skal vi kunne komme til akademiske konferencer i USA? Hvordan skal de ufatteligt rige virksomheder kunne blive ved med at være ufatteligt rige? Hvordan skal vi komme fra sted til sted, hvis vi ikke hver især skal eje en bil?

Svaret er, at dette er sovs-og-kartofler-reaktionen i stort format. Vi er så vante til vores livsform og produktionsmåde, at vi ikke kan forestille os en anden måde at organisere os på og leve på end den, vi har nu. Men måske kan sovs-og-kartofler-sammenligningen netop vise os, hvor begrænsede vi er af vores udsyn.

Om russerne har lært at spise vegetarisk/vegansk, ved jeg ikke. Men min mor var ikke dum. Hun indså selvfølgelig med tiden, at vegetarer og veganere ikke er en slags kødspisere, der nøjes med sovs og kartofler, men spiser en helt anden slags mad og har det godt alligevel (rigtig godt endda!). Det er noget tilsvarende, vi alle skal lære nu i den store omstilling.

Sidste flyrejse

En slags selfie fra Schiphol sammen med flyet til Aalborg.

Da jeg skulle med flyet fra Athen her til eftermiddag, tog jeg metroen fra Syntagma i usædvanligt god tid for at være på den sikre side. Jeg kom dog ikke af ved den station, hvor jeg skulle skifte, så jeg måtte køre en station tilbage. Men jeg havde mere end tre timer til flyafgang, så det var ikke et problem. En anden passager var ikke helt så rolig; jeg så ham løbe hen for at skælde togføreren ud, og da jeg var ovre på den modsatte perron, var råbekonkurrencen stadig i fuld gang. Men jeg havde god tid.

Det blev dog alligevel en redning på stregen. Flyet til Amsterdam var tæt på at være en time forsinket, og jeg kunne risikere først at være fremme lige inden flyet til Aalborg skulle afgå. 

Men jeg nåede det lige akkurat. Flyet indhentede en lille smule af forsinkelsen, og personalet fortalte mig hvilken gate jeg skulle hen til, når vi landede. Der var så godt nok nogen, der havde bestemt sig til at afholde en ekstraordinær paskontrol ved ankomsten. Men efter fem minutters skarpt trav/løb nåede jeg frem til gate D83 – blot for at opdage at flyet til Aalborg var forsinket. Sjældent har jeg været så glad for en forsinkelse. Piloterne forklarede at dette såmænd skyldtes – en sen ankomst fra Athen! Og således hang det hele pludselig pænt sammen.

Denne tur til Aalborg blev også på andre måder noget særligt, for det var formodentlig min sidste flyrejse nogensinde (med forbehold for livstruende sygdom, nære slægtninges dødsfald o.lign. mens jeg opholder mig i udlandet).

Så længe flytrafikken bidrager så voldsomt til den globale opvarmning, kan jeg ganske enkelt ikke forsvare at flyve. Jeg har besøgt mange interessante dele af verden på flyrejser, ja faktisk har jeg været på alle kontinenter på nær Antarktis. Men nu er det slut. Formodentlig kommer jeg derfor aldrig igen til at forlade Europa (hvis vi ser bort fra mulige sejlture til Marokko eller den asiatiske del af Tyrkiet). Det er på sin vis ærgerligt, men jeg holder mere af miljøet end jeg holder af ferier langt væk og af akademiske konferencer. Jeg har allerede levet længe, og jeg har set meget. Fra nu af vil jeg tage med bus og tog rundt. Jeg klarer den nok; jeg er meget mere bekymret for miljøet.

Vi er nødt til at lægge pres på regeringerne, men vi skal også gøre en indsats hver især og lære at tilpasse vores livsstil til en ændret virkelighed. Dette løfte er en del af min personlige indsats.

Er det (kun) vores skyld?

Hvem er det, der er skyld i den globale opvarmning? Det er også et spørgsmål for hver enkelt af os at håndtere følelsen af at være medskyldig. Den amerikanske miljøaktivist Mary Annaise Heglar har nogle gode betragtninger om dette i et essay.

Den globale opvarmning er ikke det enkelte menneskes skyld. Der er 100 firmaer, der i alt tegner sig for 71 procent af verdens udledning af CO2, viser en undersøgelse. Nr. 82 på listen er et dansk firma, nemlig A.P. Møller. 

Derfor er der noget paradoksalt i at der nu først og fremmest tales om hvordan hver enkelt af os skal ændre adfærd. Det skal vi også, for man kan ikke vende det blinde øje til, men det siger jeg samtidig med at jeg deler bekymringen over at ansvaret for den globale opvarmning bliver individualiseret. Hvis vi udelukkende giver os selv skylden, ender vi let med at blive afmægtige. Men den globale opvarmning er vores fælles problem.  Derfor har vi som borgere også et ansvar for at lægge pres på de firmaer, der udleder så meget CO2, herunder at lægge pres på A.P. Møller. Vi skal også lægge pres på den danske regering for at få den til at reagere over for A.P. Møller – og det er et oplagt ønske til en kommende valgkamp.

Nattogene, der forsvandt

Rejseplan Aalborg-Paris – der der 3 timer og 43 minutters ventetid i Köln på et meget uvenligt tidspunkt.

En temmelig prekær sag for tiden er sagen om Alternativets politiske ordfører Caroline Maier, der har foretaget rigtig mange flyrejser, selv om partiets politik kræver flyrejser bliver begrænset i stort omfang af hensyn til miljøet.

Nu udtaler samme partis miljøordfører Christian Poll sig til dagbladet Politiken. Han siger:

Spørgsmål: Da I præsenterede jeres regeringsplaner, sagde I, at klimakrisen forandrer alt. Men det forandrer så ikke så meget, at man for eksempel skal stoppe med at tage på flyrejser?

»Nej, ikke fra dag til dag. Men jeg er sikker på, at om ti år så vil både jeg og Carolina flyve langt mindre«.

»Måske er vi så heldige, at vi har fået nattogene op at køre igen, så man for eksempel kan komme til Bruxelles og Paris natten over med tog«.

Dette svar er selvfølgelig også en afværgereaktion ovenpå kritikken af partifællen. Men én ting er korrekt: Internationale nattog er bestemt ikke, hvad de har været. Da jeg var ung, rejste jeg ofte med nattog i Europa, og jeg har så sent som for seks år siden foretaget en rejse til Sydeuropa med min familie, hvor vi tog med nattog. Helt tilbage i forrige århundrede skete det endda, at jeg tog nattog fra Aalborg til København.

Jeg er så småt begyndt at planlægge en rejse til en konference i Portugal til januar. I denne uge foretager jeg min sidste flyrejse, for jeg er også bekymret over flyrejserne store aftryk på miljøet. Til januar rejser jeg derfor med tog. Den store udfordring for mig bliver at komme fra Aalborg til Paris, for herfra går der TGV-tog til Hendaye ved den spanske grænse og nattog til Lissabon derfra. (Titlen på Pascal Merciers roman er således stadig aktuel.)

Men i Köln skal jeg vente fra kl. 3.01 til 6.44. Dét glæder jeg mig ikke til, og jeg vil prøve at komme tidligere til Köln, så jeg kan overnatte der.

Men ét står klart for mig, og det er at en oplagt strategi for at få færre til at rejse med fly i Europa vil være at genindføre nattogene. Erfaringerne med denne form for togdrift er der stadig, og måske er det også tilfældet med materiellet. Jeg vil foreslå Alternativet og ligesindede partier at tage et konkret politisk initiativ her.

Verdener forfalder, verdener opstår

Noget af det mest bizarre, jeg har læst i denne uge, er udtalelser fra Lars Lilleholt. I en artikel fra dagbladet Information kan man læse dette:

»Jeg har set frem til at deltage igen,« indleder ministeren veloplagt sin tale, hvor han stiller sig selv spørgsmålet, hvorfor »vi« ikke bare lukker ned for gas og olie, når vi er på vej mod en grøn omstilling.

»Verden vil i lang tid fremover have brug for olie og gas,« forsikrer Lilleholt og minder om, at siden 1973 har staten haft 423 milliarder kroner i indtægt fra beskatningen af nordsøolien og -gassen. 

Hele denne udtalelse viser den grundlæggende idé hos den siddende regering om at strategien for at håndtere klimaforandringerne: Nemlig at fortsætte, som man plejer, men med små justeringer.

Men man kunne jo også lære noget nyt. Den  libanesisk-amerikanske forfatter og filosof Nassim Taleb skrev tilbage i 2012 en tyk bog ved navn Antifragile: Things That Gain From Disorder. Jeg ved stadig ikke, om jeg har lyst til at læse bogen, for de anmeldelser, jeg har læst, tyder på at den er en rodet omgang. Men der er én interessant idé i bogen, så vidt jeg kan se, og det er så også den bærende idé i den: At det modsatte af at være skrøbelig ikke er at være robust, men at være “antiskrøbelig”. Taleb skriver

Antifragility is beyond resilience or robustness. The resilient resists shocks and stays the same; the antifragile gets better.

Vi kan nemlig tænke på klimaforandringerne på flere måder.

  • Vi kan se dem som kilden til verdens undergang – så vores samfund er skrøbeligt, og toget er kørt.
  • Eller vi kan tænke på dem som noget, samfundet skal forsvare sig imod. Samfundet skal være robust. 
  • Men (og så kommer det!) vi kan også tænke på klimaforandringerne som noget, vi kan bruge til at ændre vores samfund til det bedre. Vores samfund skal være antiskrøbeligt.

Og det er noget andet end et robust samfund. Et “robust” samfund kunne meget nemt blive ét, der ikke tænkte længere end at indføre sanktioner og forbud, der skulle beskytte nationalstater og store virksomheder. Et antiskrøbeligt samfund kunne være et, der skabte helt nye strukturer.

På et møde i den såkaldte Romklub, der i sin tid var bag bogen Grænser for vækst, siger klimaforskeren John Schnellhuber netop dette:

…vi er nødt til at fortælle en historie, som alle vil elske at være del af, og ikke en historie, som man bare hader. Når alt kommer til alt, tror jeg på styrken af gode fortællinger…