Jorden går under i morgen

2012

I aften er det slut. Nu går den ikke længere, og det vidste man allerede i oldtiden. Dagene kan nemlig simpelthen ikke blive kortere, og fra nu af går det mod lysere tider – i hvert fald i et stykke tid.

Alle profetierne er selvfølgelig humbug, som de sure siger op mod juletid. Men den globale opvarmning er ægte nok. Hvis bare den egentlige trussel mod vores planet, nemlig truslen mod det miljø, vi er afhængige af og ikke kan klare os uden, fik lige så megen opmærksomhed som hvad man måske spåede i Sydamerika for adskillige hundrede år siden. Derfor er jeg nødt til at sige det, selv om det altså ikke sker i dag: Hvis vi ikke passer på den, sker det. Jorden går under i morgen.

Her er teksten til sangen af samme navn af Kenneth Thordal – sanger, sangskriver, oversætter og overset ordsmed (som antagelig afskyr al alliteration).

Jorden går under i morgen, ligesom den altid har gjort. Gud har sagt op, søgt et nyt job. Nu må vi styre skibet selv. Togene kører. Hundene gør. Vi nynner tiden ihjel. Se, vi kan styre os selv. Tøjet skal vaskes og tørres. Der er så meget, der skal gøres. Gyllen skal spredes, hvalerne reddes, sjatterne skal drikkes op. Haven skal luges. Fedtet skal suges. Tiden skal nynnes ihjel. Se, vi kan styre os selv. Jorden går under i morgen, ligesom den altid har gjort. Før var det straffen fra oven, nu bliver vi kvalt i vores eget… Se, hvor vi bliver fulgt på vej. Healing og valgflæskesteg. Pølsefabrik. Burhønsestrik. Kors, hvor jeg elsker mig selv. Fjernsyn skal ses, ungerne redes. Tiden skal nynnes ihjel. Se, vi kan styre os selv.

Den forlorne katastrofefilm ved navn 2012 kan snart ikke vises mere.

Lad os i stedet prøve at se verden, sådan som den desværre er. En ny dokumentarfilm, Chasing Ice, dokumenterer hvordan isen forsvinder, der hvor vi aldrig troede, den ville forsvinde – ved Arktis og Antarktis. Her er et lille klip med en amerikansk kvinde, der har set Chasing Ice.

Jo mere vi er sammen

kontorlandskab

Aalborg Universitet har fået nye lokaler i København hvor man har overtaget de bygninger, der tidligere tilhørte Nokia. Nokia brugte storrumskontorer, så der er hverken grupperum til de studerende eller kontorer til de ansatte. Mange ansatte ved AAU i København var betænkelige ved denne løsning; i Forskerforum fra februar i år kunne man læse kommentarer fra Finn Verner Jensen og Lars Brodersen, der begge sidder i samarbejdsudvalget på mit fakultet. Finn sagde bl.a.

Vores arbejdsform kræver jo dyb koncentration, og bliver man forstyrret i det, siger al erfaring at det tager et kvarters tid, før man vender tilbage, hvor man kom fra.

Det er også min oplevelse; det er et stort problem at få hakket sin arbejdsdag i småstykker.

Det ser heller ikke ud til at gå så godt med de studerende – frafaldet er efter hvad jeg har fået at vide øget drastisk netop på grund af arbejdsforholdene. 200 studerende i ét stort lokale frembringer et voldsomt støjniveau. Det er ikke så meget lydstyrken i sig selv, men den ustrukturerede støj, der er problemet. Høj musik føles mindre enerverende end lyden af mange mennesker, der samtaler på almindelig volumen.

Jeg har selv holdt øvelser for et større hold studerende, og nogle synes at der var for meget larm og blev derfor væk – dette fik jeg muligvis løst ved at bruge to rum, hvoraf det ene var det “stille rum” for dem, der gerne ville have fred. Men en sådan løsning kan man ikke benytte sig af permanent, den kræver mere end ét lokale og er ubrugelig, hvis der er flere projektgrupper, der vil holde møde uafhængigt af hinanden.

Videnskab.dk omtaler en ny PhD-afhandling af miljøpsykologen Helena Jahncke fra Högskolan i Gävle. Heri dokumenterer hun at storrumskontorer ikke er af det gode. Hun udtaler til Dagens Möjligheter:

– Vi har sett att prestationen försämras 2–10 procent om det går att uppfatta vad kollegor i bakgrunden säger jämfört med om talet inte går att urskilja, säger Helena Jahncke. Hur mycket prestationen försämras är beroende av vilken uppgift som utförs, det vill säga vilka kognitiva processer som krävs för uppgiften. Det är framför allt uppgifter som kräver koncentration och som involverar uppsökning, repetition och memorering av information som påverkas mest av bakgrundsljud.

Og disse kognitive processer er vel netop dem, der er mange af på et universitet.

Et godt liv midt i krisen

Det går ikke godt i Grækenland – truende økonomisk kollaps, hastigt voksende fattigdom, et åbenlyst fascistisk parti med uhyggeligt stor popularitet. Men ét sted er der noget godt. Politiken har en lille artikel om den græske ø Ikaria, som relativt set er det sted i verden hvor der er flest 100-årige mænd. Det er vigtigt at finde ud af hvorfor det er sådan fat. Ligesom man kan studere livsstilssygdomme og årsagerne til dem, kan man studere det gode liv og hvad der skaber det.

Nogle vil synes at dette er præk (mange ved at jeg drikker te og spiser ikke animalske produkter – og jeg har aldrig røget),  men der er også andet end kostvaner indblandet.

På Ikaria spiser de mange grøntsager, fisk 2 gange om ugen og kød højst 5 gange om måneden. De drikker 3 kopper kaffe om dagen og en masse te. De ryger ikke, men drikker 2-4 glas vin om dagen. 80 procent af de 65-100-årige dyrker regelmæssigt sex. De bevæger sig meget, dyrker haven, går i bakkerne. Det sociale netværk er tæt.

Selv om man lever alene, er det svært at være ensom. Der er nærmest ingen kriminalitet, måske fordi alle kender alle, og ingen kan slippe af sted med det. Når man besøger øen, bliver man inviteret på et glas vin og lidt mad, uden at man først skal fortælle, hvem man er, hvor man er fra, eller hvad ens ærinde er.

Forskerne kan ikke pege på, hvilke enkeltkomponenter i den ikariske livsstil der er livsforlængende. Men pointen er nok, at der er tale om kulturelt indgroede vaner, der supplerer hinanden. En af de forskere, der har studeret befolkningen på Ikaria, siger: »Hvis man vedvarende skal have en sund livsstil, er man nødt til at leve i en slags økosystem. Så snart du fjerner en af komponenterne, kulturen, religionen eller formålet med tilværelsen, kollapser fundamentet for det sunde liv.

Jeg er ikke selv sikker på at f.eks. religion er noget gode som sådan, men der er alligevel noget væsentligt her, nemlig dette at have et fundament for det gode liv, en livsfilosofi om man vil.

En af de få læger på øen fortæller: »Hvis du inviterer til frokost, kommer folk måske kl. 10 eller måske kl. 18. Ingen bruger ur. Man bekymrer sig ikke om tiden. Man står op, når man vågner, og tager sig en lur midt på dagen«.

Det lyder ikke som vores samfund, hvor konkurrencen er blevet et ideal i sig selv. Forhåbentlig vil krisen i Grækenland ikke ødelægge hvad der findes af det gode liv på Ikaria.

Hvem skal vaske op?

20121208-133428.jpg

I går sad jeg med kolleger fra mit institut for at gennemgå indkomne forslag til tiltag, der kan skåne miljøet. Der var forslag om fælleskørsel, færre udskrifter, at begrænse brugen af belysning i den enorme (og mennesketomme) kælder, genbrug af papirserviette, grønne tage og stop for brug af engangsservice. Kantinen har masser af metalbestik og rigtige tallerkener. Men hvorfor bruger kantinen det så ikke? Svaret er: Hvem skal vaske op? Så der er intet sket endnu.

I dag slutter COP18 i Doha. Hvad kommer der ud af det? Formodentlig heller ingen ting. Verdens ledere skændes metaforisk set stadig om hvem der skal vaske op og køber mere engangsbestik.

Somme tider kan det virke håbløst. Hvorfor er der dog ingen der gør noget? En lang artikel i Information sætter fokus på de personer, der trofast fortsætter arbejdet på klimatopmøderne og bliver ved med at minde verdens magthavere om at de skal holde op med at købe engansbestik.

Det triste er at kun de mest faktaresistente personer efterhånden vil afvise, at det globale økosystem er alvorligt truet af vores brug af resurser og drivhusgasser. Men der sker stadig alt for lidt for at ændre denne skadelige adfærd.

En artikel på Slate.com rapporterer fra efterårsmødet i American Geophysical Union (en kæmpebegivenhed med over 20.000 deltagere), og her lader der til at brede sig en stemning af frustration: de forskningsresultater, som foredragene på mødet præsenterer, viser hvor alvorlige miljøproblemerne er. Men de, der kunne gøre noget, gør alt for lidt for at ændre på situationen.

Brad Werner giver sin præsentation titlen Is Earth F*cked?

Resistance, Werner argued, is the wild card that can force dominant systems such as our current resource-chewing juggernaut onto a more sustainable path. Werner hasn’t completed that part of his model, so we’ll have to wait to find out what happens. But during the Q-and-A session, he conceded that “even though individual resistance movements might not be fast enough reacting to some of these problems, if a global environmental movement develops that is strong enough, that has the potential to have a bigger impact in a timely manner.”

Brad Werner er ikke alene om at tale for det nødvendige i at overskride grænsen fra forskning til aktivisme. Artiklen giver flere eksempler på at forskere med indsigt i klodens problemer i disse år tager bladet fra munden.

Den fremtrædende klimaforsker Lonnie Thompson indleder en artikel fra 2010 således:

Climatologists, like other scientists, tend to be a stolid group. We are not given to theatrical rantings about falling skies. Most of us are far more comfortable in our laboratories or gathering data in the field than we are giving interviews to journalists or speaking before Congressional committees. Why then are climatologists speaking out about the dangers of global warming? The answer is that virtually all of us are now convinced that global warming poses a clear and present danger to civilization.

Også jeg er overbevist om at det er på høje tid at vi selv – alle os der ikke er magthavere – stiller tallerkenen fra os, fortæller hvor galt det er fat og tager initiativ til at opvasken bliver taget, når nu ingen andre vil. Måske bliver lederne omsider pinligt berørte over ikke at hjælpe til?

Pant på alt?

I dag fik jeg min computer igen fra reparation efter “kun” knap tre ugers fravær. I skrivende stund sidder jeg stadig med den gamle computer, mens den “nye” computers indhold bliver gendannet fra en sikkerhedskopi. Hvorfor bad jeg ikke bare om en ny computer? har mange spurgt mig. Det havde jeg også lyst til en overgang, men jeg havde ikke lyst til at producere endnu en samling elektronikaffald.

For lige så vel som der er stort produktionsapparat i det moderne samfund, er der også et noget mindre glamourøst destruktionsapparat, der i mange år først og fremmest har taget sig af at proppe ting i store huller eller brænde dem af.

Jeg kan læse, at nogle nye bærbare computere – bl.a. den nye Apple MacBook, som er blevet så berømmet i medierne for sin retina-skærm og sit ultratynde kabinet – er næsten umulige at reparere eller opgradere ved udskiftning af komponenter, netop fordi computerne nu er så tynde. Nogle komponenter er loddet fast, andre (specielt batteriet – af alle komponenter) er simpelthen limet fast til kabinettet. Hvis/når en computer går i stykker, skal den derfor smides bort, eller også skal al indmaden i bedste fald skiftes. Og hvis computeren bliver langsom, kan den ikke nemt opgraderes. Dette er seneste udgave af det fænomen, der hedder indbygget forældelse.

I Danmark har vi et retursystem for flasker og dåser, som vi ofte fremhæver. Pantsystemet sikrer, at gamle flasker og dåser enten bliver genbrugt (for nogle flaskers vedkommende) eller destrueret på forsvarlig vis (for andre flaskers og alle dåsers vedkommende) Så hvorfor er der egentlig ikke pant på alt? Det er underligt, at der er pant på øl- og sodavandsdåser, men ikke på konservesdåser.

Jeg har tidligere foreslået en gradueret miljømoms på varer og tjenesteydelser, men en indvending er at en sådan moms er svær at fastsætte. Hvorfor ikke kræve af producenter af materielle produkter, at de fastsætter panten på deres produkter og lade panten dække udgifterne til produkternes livscyklus – herunder løn til dem, der arbejder i destruktionsapparatet?

For de genstande, der kan repareres, kunne panten være en garanti-afgift sammen med en længerevarende garanti fra producenten. For genstande, der ikke kan repareres, kunne panten være en bortskaffelsesafgift, der begunstiger genbrug af materialerne. Panten på den bærbare computer skal således enten dække udgifterne til at skaffe sig af med computeren, når dens limede komponenter er uhjælpeligt kaput og hele herligheden bliver ubrugelig, eller dække udgifterne til at reparere computerne og skille sig af med de defekte dele. Panten skal dække de reelle udgifter, så forbrugeren bliver holdt skadesløs og så både producent og forbruger bringes til at tænke over det rimelige i at have produkter, der ikke nemt kan genbruges eller repareres. Måske kunne produkterne blive billigere og bedre, og der ville – tror jeg – kunne blive skabt nye arbejdspladser i det danske destruktionsapparat.

Den sidste due i verden

Den amerikanske vandredue var engang den mest almindelige fugl i Nordamerika. Der var kæmpemæssige flokke af den overalt i det østlige Nordamerika. Men den blev jaget og spist i helt enormt omfang. Til sidst var der ikke flere tilbage. Den sidste vildtlevende vandredue blev set i år 1900, og den absolut sidste vandredue døde i fangenskab i 1914. Det er denne sidste vandredue, der er vist på billedet ovenfor.

En tilsvarende trist historie kan fortælles om floddelfinen, pungulven, moafuglen, dronten og Stellers søko. Faktisk er det også historien om mammutten og sabeltigeren. Alle er de dyrearter, som mennesket har udryddet. Og så er der jo også neanderthal-mennesket, som homo sapiens udkonkurrerede.

Jeg har lige læst et interessant interview med den amerikanske forsker Ryan Phelan. Hun fortæller om sit projekt, Revive and Restore, der har planer om at bringe uddøde arter til live igen ved brug af moderne genteknologi. Hendes fokus er nu på at genskabe vandreduen:

The species of choice right now that we’re looking at helping, aiding, and abetting, is the passenger pigeon, and the passenger pigeon, as you may know, is an iconic bird that had flocks in the billions just over a hundred years ago. A hundred and fifty years ago the passenger pigeon darkened the sky when it would pass. They say that these flocks were so thick in the sky that when they passed it could take a mile for a flock of birds to go by. They would darken the sky. It’s an amazing concept. We don’t have anything like that today. When that happened, it went from being the most prolific bird, and in just 30 years to being extinct. Why does that matter? Well, it matters for a lot of reasons. What was going on ecologically there? What did that bird bring to that whole eastern deciduous forest? God knows, it had a tremendous impact. I think we’re just now trying to figure out what would that impact might be like today if you were to reintroduce it.

The idea with the passenger pigeon is to take a closely related relative, which is the and-tailed pigeon, and sequence that genome. We’re sequencing that right now at Harvard, with an intern that we’re helping to fund, named Ben Novak. Right now we’re in the process of doing that work, and then they will basically edit the band-tail genome until the band-tail walks, and talks, and flies like a passenger pigeon. That’s how resurgence will occur.

Der er flere spørgsmål, der trænger sig på her.

Det første er måske mest af filosofisk art. Vil en sådan ny fugl overhovedet kunne siges at være en vandredue? Det er muligt, at fuglen vil ligne en vandredue af udseende men ikke opføre sig som én.

Det andet spørgsmål er af økologisk art, og det er da også ét som Ryan Phelan vier megen opmærksomhed. Hvad vil der ske, hvis en hidtil uddød art bliver genintroduceret i et økosystem? Ingen bryder sig om de tilfælde, hvor en invasiv art truer et eksisterende økosystem. Et hjemligt eksempel er den kinesiske harlekinmariehøne, der er blevet slæbt ind (måske via fødevareimport fra Asien) og nu truer den danske mariehøne. Hvis en ny vandredue truer overlevelsen af andre duearter i Nordamerika, vil det være en ny menneskeskabt miljøtragedie.

Og det tredje spørgsmål, som Ryan Phelan berører kort, er: Hvilke arter vil vi genskabe? Vil vi genskabe neanderthal-mennesket? Hun siger:

Everyone wants to bring up the Neanderthals, and interestingly enough, anyone who’s working around the Neanderthal genome is reluctant to participate in our fall workshop, because they last thing they want is to be criticized or implicated in bringing back a Neanderthal. It’s just verboten.

Det globale og det lokale

Jeg kan læse, at Venstre er modstandere af forslaget om en klimalov, som regeringen har fremlagt. Information skriver:

Venstres klimaordfører, Lars Christian Lilleholt, frygter, at sådanne reduktioner vil svække Danmarks konkurrenceevne.

»Det er tiden ikke inde til. Så jeg vil opfordre regeringen til at revurdere sit mål i lyset af den svære økonomiske situation, Danmark befinder sig i. Regeringen skulle nøjes med at lægge sig på det, vi får ud af energiaftalen. Og der ligger vi allerede over det niveau, vi har forpligtet os til i EU-sammenhæng,« siger Lars Christian Lilleholt.

Her er det tydeligt, at Lars Christian Lilleholt er mest interesseret i at sikre konkurrenceevnen; hensynet til det globale klima kommer i anden række – ja, det bliver endda slet ikke nævnt. Jeg er helt uenig her, og det er jeg ud fra en forsigtighedsbetragtning. Hvis de efterhånden mange data om menneskeskabte klimaforandringer, som vi har nu, er pålidelige, risikerer vi med en ikke lille sandsynlighed at ende med at skulle spekulere på langt mere presserende spørgsmål end det enkelte lands konkurrenceevne.

Vi har her at gøre med en typisk problemstilling ikke kun i politik, men i mange af livets forhold: Forskellen mellem global og lokal optimering. Det, der virker som en god beslutning på kort sigt er ikke altid den beslutning, der er bedst på langt sigt. De store olieselskabers støtte til benægtere af den globale opvarmning er også en lokal optimeringsstrategi, der skal sikre olieselskabernes fortsatte profit inden for de kommende år.

Den kapitalistiske markedsøkonomi er i sit udgangspunkt altid styret af grådighed – og det kan man derfor ikke fremføre som anklage. I sin tekst fra i år, Krisen og den udeblevne systemkritik, skriver Preben Wilhjelm da også:

Hvad havde man tænkt sig skulle være styrende for kapitalens dispositioner om ikke grådigheden? Det kan af hensyn til sarte sjæle udtrykkes mere indpakket, men realiteten er den samme. Og det er meningsløst at bebrejde en haj, at den opfører sig som en haj og ikke som en dresseret delfin.

I teorien om algoritmer findes der optimeringsproblemer, hvor en grådig algoritme, der optimerer lokalt, samtidig også optimerer lokalt. Problemet er, at sådan er det ikke med markedsøkonomien. Kriserne vender tilbage efter perioder med lokalt maksimum, og produktionen påvirker i vore dage også miljøet på langt sigt.

Hertil vil liberalister indvende, at alle de store økonomiske kriser er blevet overvundet til sidst og at markedet, hvis det bliver ladt i fred, vil stabilisere sig igen. Selv hvis man antager, at markederne er selvstabiliserende på længere sigt, skal samfundet typisk igennem lange perioder med store sociale spændinger, der i nogle tilfælde kan få hele samfundsstrukturen til at bryde sammen. 2. verdenskrig og dens baggrund i 1930’ernes krise er et skræmmende eksempel på det.

Og her taler vi så også om miljøet; det er ikke klart for mig, hvorfor det er en god idé for noget land at prioritere konkurrenceevne som en lokal optimeringsstrategi i en situation, hvor vi er nødt til at optimere globalt (i mere end én betydning af dette ord). Den grådige algoritme er ikke optimal.

Venstre er Danmarks suverænt mest populære parti for tiden, men det skyldes forhåbentlig ikke en miljøpolitisk profilering. Deres nedprioritering af klimaproblemerne og manglende bud på en langsigtet løsningsmodel bør give anledning til alvorlig eftertanke.

Problemer set på afstand

Set på afstand.
Dette billede bør ses på afstand.

Det er svært at se tidsperspektivet. Det vi er glade for eller vrede over lige nu, det vi investerer tid og penge i lige nu er det, vi kan se. Det påvirker alt, hvad vi gør som mennesker. I Information skriver Lars Pehrson fra Merkur Bank om hvordan regulering, og her mener han den kortsigtede regulering i form af “bankpakker”, fiskekvoter og langsom udfasning.

Ikke alene ligger kortsigtethed til den menneskelige natur, vi har tilmed indrettet os med tankesæt, incitamenter og regler, så nutiden altid får forrang for fremtiden. Det er derfor, vi pumper den sidste olie op for fuld kraft i stedet for at gemme noget af den til om 100 år. Det er derfor, vi ikke kan gennemføre en effektiv fiskeriregulering: Vi vil sælge fiskene nu! Det er derfor, vi fortsætter med at forurene vores omgivelser, uanset hvor mange gange vi får at vide det bliver dyrt eller katastrofalt for fremtiden – vi vil beholde fortjenesten nu og ikke bruge noget af den til at rydde op.

I en lille oversigtsartikel på Psyblog opsummerer forfatterne konklusionerne fra 10 psykologiske undersøgelser, der alle påpeger mulige virkninger, de fleste af dem positive, ved at se problemer på afstand. Hermed menes ikke, at man skal have et distanceret forhold til den pågældende problemstilling, men simpelthen, at man skal forsøge at få et overblik over den.

Kortsigtetheden er kombinationen af grådighed og fornemmelsen af hvordan mange små ændringer kan føre store ændringer med sig. Den nye generation af en art ligner den foregående generation til forveksling – så hvordan kan nye arter opstå? Og forældrenes sprog er ikke specielt forskelligt fra deres børns (det er trods alt forældrene, der har lært børnene det) – så hvordan kan et sprog ændre sig til ukendelighed? Og jeg smed kun en lille papirserviet på græsset til den store musikfestival – så hvorfor kan det vare tre måneder at rydde op bagefter? Og det var bare en enkelt ubehagelig kommentar fra mig i et debatforum på nettet – så hvorfor udarter diskussionerne til en hadefuld krig på ord? Og jeg ville bare have lidt kød at spise, da vi omsider ankom til Mauritius, og der var så mange store fede fugle – så hvorfor er dronterne blevet udryddet?

Vi er nødt til at huske, at forståelse kræver overblik.

“Two experiments demonstrate that cueing people to reason about personally meaningful issues (Study 1: Career prospects for the unemployed during an economic recession; Study 2: Anticipated societal changes associated with one’s chosen candidate losing the 2008 U.S. Presidential election) from a distanced perspective enhances wise reasoning (dialecticism; intellectual humility), attitudes (cooperation-related attitude assimilation), and behavior” (Kross & Grossmann, 2011)

Om at tage sig af affald

20120707-135913.jpg

Der er en masse god musik på Roskildefestivalen, og der er faktisk også god mad – men der er også enorme mængder af affald. Jeg lægger mærke til to fænomener:

For det første, at der trods mange tydeligt afmærkede affaldsspande og en pantordning for plastickrus bliver smidt en forfærdelig masse affald rundt omkring. Jeg kan læse, at nogle festivalgæster føler sig i deres gode ret til at gøre det – de har jo betalt for billetten og dermed også for oprydningen. Men der er år, hvor det har taget tre måneder at rydde op efter de 75.000 gæster.

For det andet er der faktisk en del mennesker, der samler affald med stor ihærdighed. Næsten umærkeligt går asiater og østeuropæere (hvoraf mange formodentlig er romaer) rundt og indsamler det affald, der er pant på – smulerne fra de riges fest.

Men ret skal være ret –Roskildefestivalen er faktisk mere bæredygtig end en dansk by. Helt skidt er skidtet ikke!

Alt hvad du kan

Engang, da jeg boede i Edinburgh, var jeg fast gæst ved lørdagsbuffeten på den indiske restaurant Kalpna (en indisk vegetarisk restaurant). Jeg endte altid med at blive mere end mæt, fortrød det – og vendte alligevel trofast tilbage ugen efter.

I disse dage har der været Rio+20-topmøde, og fokus i de danske medier har i den anledning været på – en skattereform i Danmark og bestemte danske politikeres fravær fra forhandlingerne. Men der skete faktiske også andet i Rio de Janeiro. Repræsentanterne har vedtaget et dokument med titlen The future we want; et udkast kan læses her. Det bliver desværre hurtigt klart, når man begynder at læse, at dokumentet er store ord og (undskyld ordspillet) varm luft. I afsnit VI, Means of Implementation, er de konkrete initiativer få og små. Faktisk ser det ud til at det mest konkrete initiativ er at der skal nedsættes en international komité (afsnit 255-256), som skal skal etablere rammerne for en international proces, der skal kunne lede til finansiering af bæredygtig udvikling. Jeg ved godt, at dette er store problemer, vi har med at gøre, men de er ikke nye, og indtrykket er mest af en forhalingsstrategi ved at sende tingene i udvalg.

Hvorfor gør vi sådan? Fordi det er nemmest ikke at gøre noget. Vi er i gang med en global overspringshandling. I Informations leder i dag skriver Jørgen Steen Nielsen:

Vi tænker rationelt med den senest tilkomne del af hjernen, neocortex, men styres i høj grad af den gamle hjerne, det limbiske system, der har med lidenskaber at gøre. Enhver, der har stået ved et buffetbord og taget tredje gang, selv om man er mæt, ved hvad det handler om. Vi er tilbøjelige til at “rydde bordet” og til at “rydde planeten”. Vi bevæger os mod undergang, men vejen dertil er fyldt med vækst, profit og fede oplevelser.

Det er her problemet er; vi gør det, vi gør, fordi vi kan. Og i de seneste fem-seks generationer er vi her i den industrialiserede verden blevet så vant til det, at vi ikke kan forestille os andet. Igen er det stenaldermennesket, der møder stjernekrigsteknologien og de umiddelbare behov, der er i konflikt med deadline.

Den canadiske professor i økologi William Rees bliver også nævnt af Jørgen Steen Nielsen; Rees holdt en forelæsning i Rio om netop dette, og det lader til at have været en vigtig og god forelæsning. Herunder kan man se et interview med ham, inden turen går hen til buffeten for fjerde gang.

[ Bill Rees // Why We’re in Denial ] fra ExtraenvironmentalistVimeo.