Den sidste due i verden

Den amerikanske vandredue var engang den mest almindelige fugl i Nordamerika. Der var kæmpemæssige flokke af den overalt i det østlige Nordamerika. Men den blev jaget og spist i helt enormt omfang. Til sidst var der ikke flere tilbage. Den sidste vildtlevende vandredue blev set i år 1900, og den absolut sidste vandredue døde i fangenskab i 1914. Det er denne sidste vandredue, der er vist på billedet ovenfor.

En tilsvarende trist historie kan fortælles om floddelfinen, pungulven, moafuglen, dronten og Stellers søko. Faktisk er det også historien om mammutten og sabeltigeren. Alle er de dyrearter, som mennesket har udryddet. Og så er der jo også neanderthal-mennesket, som homo sapiens udkonkurrerede.

Jeg har lige læst et interessant interview med den amerikanske forsker Ryan Phelan. Hun fortæller om sit projekt, Revive and Restore, der har planer om at bringe uddøde arter til live igen ved brug af moderne genteknologi. Hendes fokus er nu på at genskabe vandreduen:

The species of choice right now that we’re looking at helping, aiding, and abetting, is the passenger pigeon, and the passenger pigeon, as you may know, is an iconic bird that had flocks in the billions just over a hundred years ago. A hundred and fifty years ago the passenger pigeon darkened the sky when it would pass. They say that these flocks were so thick in the sky that when they passed it could take a mile for a flock of birds to go by. They would darken the sky. It’s an amazing concept. We don’t have anything like that today. When that happened, it went from being the most prolific bird, and in just 30 years to being extinct. Why does that matter? Well, it matters for a lot of reasons. What was going on ecologically there? What did that bird bring to that whole eastern deciduous forest? God knows, it had a tremendous impact. I think we’re just now trying to figure out what would that impact might be like today if you were to reintroduce it.

The idea with the passenger pigeon is to take a closely related relative, which is the and-tailed pigeon, and sequence that genome. We’re sequencing that right now at Harvard, with an intern that we’re helping to fund, named Ben Novak. Right now we’re in the process of doing that work, and then they will basically edit the band-tail genome until the band-tail walks, and talks, and flies like a passenger pigeon. That’s how resurgence will occur.

Der er flere spørgsmål, der trænger sig på her.

Det første er måske mest af filosofisk art. Vil en sådan ny fugl overhovedet kunne siges at være en vandredue? Det er muligt, at fuglen vil ligne en vandredue af udseende men ikke opføre sig som én.

Det andet spørgsmål er af økologisk art, og det er da også ét som Ryan Phelan vier megen opmærksomhed. Hvad vil der ske, hvis en hidtil uddød art bliver genintroduceret i et økosystem? Ingen bryder sig om de tilfælde, hvor en invasiv art truer et eksisterende økosystem. Et hjemligt eksempel er den kinesiske harlekinmariehøne, der er blevet slæbt ind (måske via fødevareimport fra Asien) og nu truer den danske mariehøne. Hvis en ny vandredue truer overlevelsen af andre duearter i Nordamerika, vil det være en ny menneskeskabt miljøtragedie.

Og det tredje spørgsmål, som Ryan Phelan berører kort, er: Hvilke arter vil vi genskabe? Vil vi genskabe neanderthal-mennesket? Hun siger:

Everyone wants to bring up the Neanderthals, and interestingly enough, anyone who’s working around the Neanderthal genome is reluctant to participate in our fall workshop, because they last thing they want is to be criticized or implicated in bringing back a Neanderthal. It’s just verboten.

Det globale og det lokale

Jeg kan læse, at Venstre er modstandere af forslaget om en klimalov, som regeringen har fremlagt. Information skriver:

Venstres klimaordfører, Lars Christian Lilleholt, frygter, at sådanne reduktioner vil svække Danmarks konkurrenceevne.

»Det er tiden ikke inde til. Så jeg vil opfordre regeringen til at revurdere sit mål i lyset af den svære økonomiske situation, Danmark befinder sig i. Regeringen skulle nøjes med at lægge sig på det, vi får ud af energiaftalen. Og der ligger vi allerede over det niveau, vi har forpligtet os til i EU-sammenhæng,« siger Lars Christian Lilleholt.

Her er det tydeligt, at Lars Christian Lilleholt er mest interesseret i at sikre konkurrenceevnen; hensynet til det globale klima kommer i anden række – ja, det bliver endda slet ikke nævnt. Jeg er helt uenig her, og det er jeg ud fra en forsigtighedsbetragtning. Hvis de efterhånden mange data om menneskeskabte klimaforandringer, som vi har nu, er pålidelige, risikerer vi med en ikke lille sandsynlighed at ende med at skulle spekulere på langt mere presserende spørgsmål end det enkelte lands konkurrenceevne.

Vi har her at gøre med en typisk problemstilling ikke kun i politik, men i mange af livets forhold: Forskellen mellem global og lokal optimering. Det, der virker som en god beslutning på kort sigt er ikke altid den beslutning, der er bedst på langt sigt. De store olieselskabers støtte til benægtere af den globale opvarmning er også en lokal optimeringsstrategi, der skal sikre olieselskabernes fortsatte profit inden for de kommende år.

Den kapitalistiske markedsøkonomi er i sit udgangspunkt altid styret af grådighed – og det kan man derfor ikke fremføre som anklage. I sin tekst fra i år, Krisen og den udeblevne systemkritik, skriver Preben Wilhjelm da også:

Hvad havde man tænkt sig skulle være styrende for kapitalens dispositioner om ikke grådigheden? Det kan af hensyn til sarte sjæle udtrykkes mere indpakket, men realiteten er den samme. Og det er meningsløst at bebrejde en haj, at den opfører sig som en haj og ikke som en dresseret delfin.

I teorien om algoritmer findes der optimeringsproblemer, hvor en grådig algoritme, der optimerer lokalt, samtidig også optimerer lokalt. Problemet er, at sådan er det ikke med markedsøkonomien. Kriserne vender tilbage efter perioder med lokalt maksimum, og produktionen påvirker i vore dage også miljøet på langt sigt.

Hertil vil liberalister indvende, at alle de store økonomiske kriser er blevet overvundet til sidst og at markedet, hvis det bliver ladt i fred, vil stabilisere sig igen. Selv hvis man antager, at markederne er selvstabiliserende på længere sigt, skal samfundet typisk igennem lange perioder med store sociale spændinger, der i nogle tilfælde kan få hele samfundsstrukturen til at bryde sammen. 2. verdenskrig og dens baggrund i 1930’ernes krise er et skræmmende eksempel på det.

Og her taler vi så også om miljøet; det er ikke klart for mig, hvorfor det er en god idé for noget land at prioritere konkurrenceevne som en lokal optimeringsstrategi i en situation, hvor vi er nødt til at optimere globalt (i mere end én betydning af dette ord). Den grådige algoritme er ikke optimal.

Venstre er Danmarks suverænt mest populære parti for tiden, men det skyldes forhåbentlig ikke en miljøpolitisk profilering. Deres nedprioritering af klimaproblemerne og manglende bud på en langsigtet løsningsmodel bør give anledning til alvorlig eftertanke.

Problemer set på afstand

Set på afstand.
Dette billede bør ses på afstand.

Det er svært at se tidsperspektivet. Det vi er glade for eller vrede over lige nu, det vi investerer tid og penge i lige nu er det, vi kan se. Det påvirker alt, hvad vi gør som mennesker. I Information skriver Lars Pehrson fra Merkur Bank om hvordan regulering, og her mener han den kortsigtede regulering i form af “bankpakker”, fiskekvoter og langsom udfasning.

Ikke alene ligger kortsigtethed til den menneskelige natur, vi har tilmed indrettet os med tankesæt, incitamenter og regler, så nutiden altid får forrang for fremtiden. Det er derfor, vi pumper den sidste olie op for fuld kraft i stedet for at gemme noget af den til om 100 år. Det er derfor, vi ikke kan gennemføre en effektiv fiskeriregulering: Vi vil sælge fiskene nu! Det er derfor, vi fortsætter med at forurene vores omgivelser, uanset hvor mange gange vi får at vide det bliver dyrt eller katastrofalt for fremtiden – vi vil beholde fortjenesten nu og ikke bruge noget af den til at rydde op.

I en lille oversigtsartikel på Psyblog opsummerer forfatterne konklusionerne fra 10 psykologiske undersøgelser, der alle påpeger mulige virkninger, de fleste af dem positive, ved at se problemer på afstand. Hermed menes ikke, at man skal have et distanceret forhold til den pågældende problemstilling, men simpelthen, at man skal forsøge at få et overblik over den.

Kortsigtetheden er kombinationen af grådighed og fornemmelsen af hvordan mange små ændringer kan føre store ændringer med sig. Den nye generation af en art ligner den foregående generation til forveksling – så hvordan kan nye arter opstå? Og forældrenes sprog er ikke specielt forskelligt fra deres børns (det er trods alt forældrene, der har lært børnene det) – så hvordan kan et sprog ændre sig til ukendelighed? Og jeg smed kun en lille papirserviet på græsset til den store musikfestival – så hvorfor kan det vare tre måneder at rydde op bagefter? Og det var bare en enkelt ubehagelig kommentar fra mig i et debatforum på nettet – så hvorfor udarter diskussionerne til en hadefuld krig på ord? Og jeg ville bare have lidt kød at spise, da vi omsider ankom til Mauritius, og der var så mange store fede fugle – så hvorfor er dronterne blevet udryddet?

Vi er nødt til at huske, at forståelse kræver overblik.

“Two experiments demonstrate that cueing people to reason about personally meaningful issues (Study 1: Career prospects for the unemployed during an economic recession; Study 2: Anticipated societal changes associated with one’s chosen candidate losing the 2008 U.S. Presidential election) from a distanced perspective enhances wise reasoning (dialecticism; intellectual humility), attitudes (cooperation-related attitude assimilation), and behavior” (Kross & Grossmann, 2011)

Om at tage sig af affald

20120707-135913.jpg

Der er en masse god musik på Roskildefestivalen, og der er faktisk også god mad – men der er også enorme mængder af affald. Jeg lægger mærke til to fænomener:

For det første, at der trods mange tydeligt afmærkede affaldsspande og en pantordning for plastickrus bliver smidt en forfærdelig masse affald rundt omkring. Jeg kan læse, at nogle festivalgæster føler sig i deres gode ret til at gøre det – de har jo betalt for billetten og dermed også for oprydningen. Men der er år, hvor det har taget tre måneder at rydde op efter de 75.000 gæster.

For det andet er der faktisk en del mennesker, der samler affald med stor ihærdighed. Næsten umærkeligt går asiater og østeuropæere (hvoraf mange formodentlig er romaer) rundt og indsamler det affald, der er pant på – smulerne fra de riges fest.

Men ret skal være ret –Roskildefestivalen er faktisk mere bæredygtig end en dansk by. Helt skidt er skidtet ikke!

Alt hvad du kan

Engang, da jeg boede i Edinburgh, var jeg fast gæst ved lørdagsbuffeten på den indiske restaurant Kalpna (en indisk vegetarisk restaurant). Jeg endte altid med at blive mere end mæt, fortrød det – og vendte alligevel trofast tilbage ugen efter.

I disse dage har der været Rio+20-topmøde, og fokus i de danske medier har i den anledning været på – en skattereform i Danmark og bestemte danske politikeres fravær fra forhandlingerne. Men der skete faktiske også andet i Rio de Janeiro. Repræsentanterne har vedtaget et dokument med titlen The future we want; et udkast kan læses her. Det bliver desværre hurtigt klart, når man begynder at læse, at dokumentet er store ord og (undskyld ordspillet) varm luft. I afsnit VI, Means of Implementation, er de konkrete initiativer få og små. Faktisk ser det ud til at det mest konkrete initiativ er at der skal nedsættes en international komité (afsnit 255-256), som skal skal etablere rammerne for en international proces, der skal kunne lede til finansiering af bæredygtig udvikling. Jeg ved godt, at dette er store problemer, vi har med at gøre, men de er ikke nye, og indtrykket er mest af en forhalingsstrategi ved at sende tingene i udvalg.

Hvorfor gør vi sådan? Fordi det er nemmest ikke at gøre noget. Vi er i gang med en global overspringshandling. I Informations leder i dag skriver Jørgen Steen Nielsen:

Vi tænker rationelt med den senest tilkomne del af hjernen, neocortex, men styres i høj grad af den gamle hjerne, det limbiske system, der har med lidenskaber at gøre. Enhver, der har stået ved et buffetbord og taget tredje gang, selv om man er mæt, ved hvad det handler om. Vi er tilbøjelige til at “rydde bordet” og til at “rydde planeten”. Vi bevæger os mod undergang, men vejen dertil er fyldt med vækst, profit og fede oplevelser.

Det er her problemet er; vi gør det, vi gør, fordi vi kan. Og i de seneste fem-seks generationer er vi her i den industrialiserede verden blevet så vant til det, at vi ikke kan forestille os andet. Igen er det stenaldermennesket, der møder stjernekrigsteknologien og de umiddelbare behov, der er i konflikt med deadline.

Den canadiske professor i økologi William Rees bliver også nævnt af Jørgen Steen Nielsen; Rees holdt en forelæsning i Rio om netop dette, og det lader til at have været en vigtig og god forelæsning. Herunder kan man se et interview med ham, inden turen går hen til buffeten for fjerde gang.

[ Bill Rees // Why We’re in Denial ] fra ExtraenvironmentalistVimeo.

Fremtiden set fra Randers

Den norske samfundsforsker Jørgen Randers var en af forfatterne til Grænser for vækst, som jeg skrev om her på bloggen for et stykke tid siden.

I Information var der tidligere i denne uge en lang artikel af Jørgen Steen Nielsen om Jørgen Randers’ seneste arbejde, baseret på en ny matematisk model. Det interessante – og triste – er at det ser ud til at kunne nå nogenlunde (i den forstand at forværringerne ikke kommer så hurtigt som tidligere forudsagt), men at det også med den nye model ser skidt ud for verdens fremtidige tilstand.

Her er nøglecitatet fra artiklen.

»Skønt tingene vil gå nogenlunde frem til 2052, vil verden i 2052 være forankret på den vej, jeg virkelig frygter – vejen mod selvforstærkende klimaændringer og klimakatastrofer i anden halvdel af århundredet. Jeg har bestemt ikke fået øje på en verden på en velplanlagt kurs mod bæredygtighed,« skriver Jørgen Randers.

En hovedpointe i hans analyse er således, at den globale offentlighed og dens beslutningstagere vil reagere for langsomt på klimaudfordringen og først, når skaderne for alvor bliver smertefulde. Én grund til det er, at væksten i velstand vil være gået i stå i de rige lande og være dæmpet i resten af verden, hvorfor de sociale spændinger vil tiltage og stjæle opmærksomheden. En anden grund er, at vi som mennesker simpelthen tænker kortsigtet. Og en tredje grund er, at demokratiet fungerer langsomt og ineffektivt i forhold til udfordringens presserende karakter.

Det er i denne sammenhæng, man skal se regeringens 2020-plan. Der er blevet talt meget om arbejdspladser og uddannelse. Men lad os et øjeblik tænke på klodens fremtid også. Med hensyn til miljøet, resurseforbruget og den globale opvarmning er planen – nå ja, ordspillet måtte vel komme – varm luft. Der er ikke nogen konkrete initiativer på denne front.

I dagens udgave af Information har Jørgen Steen Nielsen talt efter, hvor meget der står om miljøet:

Og mens ordet ’vækst’ optræder 368 gange i planen, findes udtryk som ’bæredygtighed’ og ’økologi’ slet ikke i den 128 sider store rapport. ’Miljø’ nævnes blot to gange i opremsninger.

Det må da kunne lade sig gøre at koble bæredygtighed sammen med det at skabe arbejdspladser gennem helt konkrete initiativer. Tænk hvis et mål var at skabe en større grad af selvforsyning ved brug af vedvarende energi eller at at udarbejde en transportpolitik, der ikke belastede miljøet. Eller…

Listen af initiativer kunne være lang og ambitiøs. Den er snarere ikke-eksisterende.

For en sikkerheds skyld: Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti er også meget mere interesserede i vækst end i miljøet. Oppositionen skal man bestemt heller ikke fæste sin lid til. Tænk på hvor få initiativer inden for bæredygtighed, de pågældende partier har stået bag, mens de var i regering.  Den stod mest på motorvejsprojekter og laden stå til, og også her er den nuværende regering tilsyneladende på linje med den gamle. Faktisk kan man i dag læse, at Lars Løkke Rasmussen roser 2020-planen.

Skidt – bare det går

Mit fodaftryk på miljøet blev meget tydeligt for mig i sidste uge. I sidste uge skulle jeg lægge en pose affald i vores affaldssæk i gården. Normalt ville denne sæk være næsten fuld på denne tid af ugen, men denne gang var den kun halvt fyldt. Først undrede jeg mig såre, men så gik det op for mig: Jeg havde været hjemmefra i fire dage. I en husstand med to voksne og et barn på 10 år kunne man se mit fravær på den mindre mængde af affald.

Hver dansker producerer i gennemsnit over en halv ton synligt affald om året. Hvor bliver affaldet af? Vi kan selvfølgelig bare grave det ned og bruge resurser på at lade affaldet hvile i et stort hul i jorden. Men der er alternativer. En artikel i det amerikanske webmagasin GOOD nævner København som en af foregangsbyerne. Det er interessant, at artiklen er imponeret over at vi i Danmark har forbrændingsanstalter, der brænder affald af og anvender det til fjernvarme. Jeg har aldrig tænkt over det før, men dette er åbenbart ikke så udbredt, som jeg havde troet. At Danmark kan ses som et foregangsland, kommer lidt bag på mig – affaldssortering er vi nemlig notorisk dårlige til herhjemme.

Vi burde kunne reducere mængden af affald betragteligt, og affaldssortering er bare én af de muligheder, vi bør gøre mere ved. Jeg er især blevet mere og mere bekymret over, at vi smider så meget mad væk. På DR Nyheder kan man læse, at Føtex indtil for nylig havde som praksis at overhælde kasserede madvarer med klorin for at forhindre, at “skraldere” og hjemløse tog dem fra containerne i butikkernes baggård. Dette gjorde mig vred; der må kunne findes alternativer. En oplagt mulighed ville være, at humanitære organisationer og foreninger/borgerinitiativer, der laver folkekøkkener, indgår en aftale med fødevarebutikker om at bruge fødevarer, der ellers skulle kasseres. En anden oplagt mulighed ville være at butikker betaler en afgift, der er proportional med hvor mange fødevarer de kasserer. Det koster trods alt samfundet at skille sig af med disse fødevarer. Andre butikskæder, nemlig Fakta og Rema1000, sælger varer til nedsat pris på sidste salgsdag. Dette er en tredje oplagt mulighed.

Også andre former for “produktion” af affald bekymrer mig. Jeg har en fuldt funktionsdygtig, men langsom computer på mit kontor. Det er universitetets maskine – jeg fik den som arbejdsmaskine i 2004. Den har tjent mig vel, og det er vel også en sentimental grund til at den får lov at ligge i mit arkivskab. Der er dog også en mere reel – min gamle computer er (som alle andre computere) fyldt med både giftige kemikalier og sjældne metaller. Disse sidste burde kunne genudvindes systematisk, og resten burde vi helt kunne undgå at bruge. Rocks and Minerals kan man læse, hvad der gemmer sig i en computer.

I næste måned går kampagnen Brug mere – spild mindre i luften igen. Kampagnens websted er lige nu under opdatering, men forhåbentlig kan man snart læse mere dér.

Ingen vej udenom

Af og til får man en epifani, en oplevelse, der ændrer synet på noget, man troede, man kendte. I dag fik jeg en lille én af slagsen. For tiden lytter jeg meget til Port of Morrow, der er det nye album med amerikanske The Shins. Dette er det første album fra dem siden 2007, og til sommer spiller de på Roskilde-festivalen. Eneste tilbageværende medlem fra det oprindelige band er sanger og sangskriver James Mercer.

The Shins’ iørefaldende udtryk giver mig denne gang mere end nogensinde før mindelser om Neil Finn og Crowded House. Jeg har dog tidligere haft en fornemmelse af at James Mercer ligesom Carl Newman fra The New Pornographers skrev sine tekster først og fremmest med det mål at få dem til at være sangbare og passe til de ofte særdeles iørefaldende melodier og Mercers gode vokal; så gjorde det måske ikke så meget, om de var mere eller mindre meningsløse. Men efter at jeg sidste år interviewede Carl Newman, reviderede jeg denne antagelse. Nu er det samme sket for James Mercers vedkommende.

Åbenbaringen kom for mig, da jeg i dag lyttede til albummet, mens jeg lugede uden for hoveddøren. Sangen “No Way Down” ovenfor er en af min yndlingssange lige nu. Pludselig gik det op for mig, at umiddelbart absurde linjer som

Dig yourself a beautiful grave

og

Maybe those invisible slaves are too far away for a ghost to haunt

faktisk giver særdeles god mening. Teksten handler om noget så reelt som den rige verdens udbytning af resten af verden. Dem “derude” er usynlige og hjælper os med at grave vores “smukke grav”. Og er der ikke andre udveje end at vi i den rige verden går til grunde, så andre kan høste det, der er tilbage – vores efterladte guldtænder?

Da alt dette gik op for mig, ændrede min forståelse af denne iørefaldende popsang helt karakter; “No Way Down” er et lille stykke civilisationskritik på 3 minutter.

Her er hele teksten:

Meet the son of a government man
And a pillar of salt
I was born with blood on my hands
And have all the signs of a bleeding heart
Living high on a giant hog
On a mountain so steep
Keep your head in a hollow log
As the rolling fog are about to creep
What have we done?
How’d we get so far from that sun?
Lost in an oscillating phase
Where a tiny few catch all of the rays

Out beyond the western squalls
In an alien land
They work for nothing at all
They don’t know the mall or the lay-away plan
Dig yourself a beautiful grave
Everything you could want
Maybe those invisible slaves
Are too far away for a ghost to haunt
What will we charge?
Letting go of a claim so large
All of our working days are done
But a tiny few are having all of the fun
Get used to their dust in your lungs

Is there no way down
From this peak to solid ground
Without having our gold teeth
Pulled from our mouths?

Make me a drink strong enough
To wash away this dish water world, they said was lemonade
Walk with me after the show
Maybe we can find a way through the minefield in the snow

What will they charge?
Letting go of a claim so large
All of our working days are done
But a tiny few are having all of the fun
Apologies to the sick and the young
Get used to their dust in your lungs

Antropocæn

Jordens geologiske tidsaldre har alle et navn. Man plejer at sige, at vor tid er Holocæn. Nogle kalder nu de seneste årtusinder for Antropocæn, da det er den tidsalder, hvor forandringerne i Jordens økosystemer har været domineret af mennesket. Læs mere på http://www.anthropocene.info/en/anthropocene – og se filmen ovenfor. Det positive budskab i filmen er, at når mennesket har kunnet forandre kloden så grundlæggende, kan vi også forandre den til det bedre. Vi skal jo alle sammen være her.

Business as usual

Grænser for vækst

Jeg kan fra min gymnasietids matematikundervisning huske bogen Grænser for vækst. Bogen udkom i 1972 og skrevet af Donella H. Meadows, Dennis L. Meadows, Jørgen Randers og William W. Behrens III. (Jørgen Randers er ikke fra Randers, men fra Norge; de øvrige forfattere er fra USA.) Bogen blev til på opfordring fra den såkaldte Romklub, der blev dannet af en række forskere og industrifolk i 1968 og har været finansieret af Wolkswagen-fabrikkerne.

Grænser for vækst har som sin hovedkonklusion, at den gængse tese om nødvendigheden af vækst ikke er holdbar. Den underliggende matematiske model, World3, som forfatterne benyttede, blev til på MIT. Men faktisk er argumentationen simpel nok at forstå og er allerede foregrebet af den britiske økonom Thomas Malthus (som jeg også lærte om i gymnasiet). Argumentet er skræmmende enkelt:

Hvis vi har endeligt mange resurser og vores mulighed for udnytte dem kun vokser lineær, men en række andre vigtige størrelser (såsom befolkningstal, forurening og forbrug af resurser) vokser eksponentielt, vil vi løbe tør for resurser.

Grænser for vækst bruger metallet krom som eksempel. I 1972 udgjorde verdens krom-resurser 775 millioner tons, og den årlige udvinding var 1,85 millioner tons. Men forbruget af krom er vokset med 2,6 procent om året. Hvis forbruget af krom var konstant, ville der være krom nok til 418 år, men med det eksponentielt voksende forbrug er der kun nok til 95 år. 95 år er “lang tid”, men det vil kræve flere resurser at udvinde resurserne efterhånden, og det kræver yderligere forbrug af resurser. Differentialligningerne er koblede.

Grænser for vækst var en meget kontroversiel bog, og dens datagrundlag blev kritiseret af nogle. Men siden er bogen blevet opdateret flere gange af forfatterne, og andre har undersøgt, om forudsigelserne har holdt stik. I 2008 var det den australske forsker Graham Turner, der genbesøgte Grænser for vækst og skrev en rapport om det. Han endte med at give Grænser for vækst ret.

Herunder er et kort foredrag med Graham Turner, hvor han forklarer sine konklusioner.

I en kort artikel i Smithsonian Institutions web-publikation kan man se ovenstående dystre figur., der også skyldes Turner. Man opdager to ting: Først, at Meadows et al. ‘s forudsigelser ikke har været helt forkert. Dernæst, at i 2030 sker der noget afgørende. Resurserne tynder ud, og befolkningstallet går drastisk ned – fordi resurserne bliver færre, er der ikke nok til at alle kan overleve.

Skal vi fortsætte med business as usual ?