Hvad kan vi lære af den lille istid?

140686_18_0203_01

Det var i år, atmosfærens CO2-koncentration nåede op på 400 ppm (parts per million).

Der har været en del hændelser i Jordens historie, hvor klimaet har ændret sig. Senest var der den “lille istid”, der satte ind 1600-tallet. En artikel i Chronicle of Higher Education af Geoffrey Parker har en grundig gennemgang af hvad der skete i denne periode og hvordan klimaforandringerne spillede ind på den nordlige halvkugle.

Mange farvande i Europa frøs til: Lillebælt og Storebælt men også Bosporusstrædet kunne passeres til fods. Høstudbyttet var usædvanligt ringe. I sidste halvdel af 1600-tallet var der udbredt hungersnød i bl.a. Frankrig.

I hele dette århundrede var der kun tre år, hvor der ikke var krig et eller andet sted i Europa. Svenskerne invaderede Danmark hjulpet af de hårde vintre – og dette var “kun” en episode i Trediveårskrigen. Gennemsnitshøjden blandt franske soldater født i 1675 var lavere end nogen sinde før – kun lidt over halvanden meter – formodentlig på grund af den ringe ernæringstilstand. Den franske konge hævede skatten på korn for at få råd til at føre krig. Nogle steder døde folk af sult, andre steder udbrød der oprør. I perioden fra 1648 til 1653 var der regulær borgerkrig i Frankrig. Der udbrød oprør rundt omkring i det britiske kongedømme – Skotland, Irland, England og i de nordamerikanske kolonier.

Også i Kina var der meget hårde vintre i 1600-tallet. Ming-dynastiet faldt, og befolkningstallet i Kina faldt med omkring 30 procent. I Japan tog man ved lære af hungersnød og naturkatastrofer, lavede lagre af korn, udbyggede infrastrukturen undgik at gå ind i krige. Derfor var 1600-tallet ikke så hårdt ved Japan som ved nabolandet.

Det er ikke klart, hvorfor 1600-tallet var så koldt. Gennemsnitstemperaturen faldt vel med “kun” omkring 2 grader, men det var åbenbart også nok.

Man ved at solpletaktiviteten i 1600-tallet var usædvanligt lav. Men i 2008 publicerede to amerikanske geokemikere, Richard Nevle og Dennis Bird, en hypotese om en yderligere årsag til den “lille istid”: den kunne også til dels skyldes menneskets påvirkning af atmosfærens CO2-niveau, omend modsat af hvad vi ser nu. Den spanske invasion af Sydamerika i 1500-tallet ødelagde store landbrugsområdet, og den regnskov, der opstod, forbrugte så store mængder CO2 at CO2-niveauet i atmosfæren faldt og var sammen med bl.a. det lave niveau af solpletter medvirkende til en global afkøling.

Geoffrey Parkers spørgsmål er derfor: Skal vi forberede os på konsekvenserne af klimaforandringerne eller lade som ingenting? Det er en trist, men sikkert uomgængelig konklusion, at vi ud over den forebyggende indsats, der tilsyneladende er så svær at blive enige om, bliver nødt til at forberede os. Nogle foretrækker stadig at lade som intet vil ske.  Det er ikke overraskende at kommentarerne til Geoffrey Parkers artikel lynhurtigt bliver kapret af et lille antal personer, der nedtoner eller benægter at ændringen af CO2-koncentrationen i atmosfæren er af væsentlig betydning for klodens klima. Også dét er trist.

Vi skal alle derhen en dag

bidet

Det mindst glamourøse emne man kan skrive om, er formodentlig toiletbesøg. Det er faktisk et lidt tabubelagt emne. Men selve dette at skaffe sig af med restprodukterne af fordøjelsen har samtidig enorm betydning. Peter Lund Madsen sagde engang i et foredrag til en årsfest på Aalborg Universitet, at den vigtigste teknologiske udvikling var kloakering – for med afskaffelsen af åbne kloakker forsvandt en af de største smittefarer.

På Priceonomics.com er der en interessant artikel om bidet-toiletter. De fleste toiletter i Japan er kombineret med et bidet, så man kan blive skyllet bagi med en vandstråle og derefter blive lufttørret. Jeg har været i Japan i 1994, men jeg kan ikke mindes at have prøvet denne slags toilet. Og i Venezuela er 90% af alle toiletter bidet-toiletter.

Grunden til at dette er interessant er at der med et sådant bidet-toilet ikke er brug for toiletpapir. Selvfølgelig er der omkostninger i form af vand og elektricitet forbundet med besøg på et bidet-wc. Til gengæld spares der en masse resurser, der tidligere blev anvendt til produktion af toiletpapir, og man undgår de problemer som toiletpapir forårsager for kloakeringssystemet. En artikel på treehugger.com har denne interessante statistik for USA (selvfølgelig med de britiske måleenheder, som det nu kun er USA der anvender!):

We use 36.5 billions rolls of toilet paper in the U.S. each year, this represents at least 15 million trees pulped. This also involves 473,587,500,000 gallons of water to produce the paper and 253,000 tons of chlorine for bleaching purposes. The manufacturing process requires about 17.3 terawatts of electricity annually. Also, there is the energy and materials involved in packaging and transporting the toilet paper to households across the country.

Worldwatch Institute har publiceret en rapport om produktion og forbrug af toiletpapir på verdensplan. Også her nævnes brugen af bidet som et miljøvenligt alternativ. Men selvfølgelig er dette i høj grad en løsning for de dele af verden, hvor der findes kloakering. Der hvor det endnu ikke er tilfældet, skal der noget andet til. Det er der også et bud på.

At the other end of the spectrum is Tjebok Health Care’s portable plastic bottle washer, the Tjebbi. “Tjebok means, in Malay, cleaning your lower body with water,” explains Dirk de Roos, director of the Netherlands-headquartered company. He claims that the hand-held bidet is “environmentally friendly, since there is no water waste, no toilet paper waste, and no batteries or other power sources required.” De Roos sees the Tjebbi as contributing to the achievement of the UN’s Millennium Development Goals for accessible sanitation, and he notes that “a typical toilet visit using a can, bottle, or cup uses a minimum of 500 milliliters of water. The Tjebbi uses only 200 milliliters, and can be used twice a toilet visit, saving water.”

Det er underligt at der ikke bliver talt mere om denne faktisk ikke helt ligegyldige problematik. Gad vide om det skyldes at toiletbesøg er et lidt tabubelagt emne.

De glemte heste vender tilbage

wild-horses-chernobyl

Det er nu 27 år siden atomkatastrofen i Tjernobyl. En af de uventede konsekvenser er at et stort område nu er blevet en slags ufrivilligt naturreservat. Pattedyr som los og måske endda den brune bjørn er set igen i området, og ulve, vildsvin og elsdyr findes i stort tal. Man har endda udsat eksemplarer af Przewalski-heste. Przewalskis hest er en underart af den almindelige hest og de sidste egentlige vildheste i verden (her tæller jeg ikke zebraerne med, endsige vildæslerne) – en overgang var der kun 12 Przewalski-heste tilbage. De ligner som man kan se ovenfor vel nærmest ponyer; engang havde Aalborg Zoo såmænd også et par eksemplarer. Ifølge en BBC-artikel fra 2006 ser det ikke ud som som faunaen i den afspærrede zone bukker under for de højere strålingsniveauer – og hvis der er mutanter blandt dyrene i zonen, vil de typisk også bukke hurtigt under. Desværre er der rapporter om krybskytter på jagt efter de smukke, sjældne vildheste.

Jeg kan anbefale fra en smuk fotoserie hos The Daily Telegraph med billeder af dyrelivet i katastrofeområdet. Og så kan jeg selvfølgelig ikke lade være med at tænke på hvad der vil ske med naturen i området omkring Fukushima-værket i Japan. Endnu en ufrivillig nationalpark er måske blevet skabt. I den demilitariserede zone mellem Nord- og Sydkorea, hvor intet menneske kommer, er der i hvert fald opstået et rigt dyreliv med sjældne traner og leoparder.

En varm kartoffel

global-warming2

Den amerikanske klimaforsker James Hansen træder tilbage fra sin chefstilling i NASA – ikke for at gå på pension, men for at kunne være uafhængig aktivist. Jørgen Steen Nielsen, der er en af de få danske journalister, der tør tage problemstillingen alvorligt og utrætteligt skriver om klimaforandringerne, har i dag en længere artikel om James Hansen.

Så langt tilbage som i 1981 forudsagde James Hansen i en videnskabelig artikel i tidsskriftet Science, at den globale opvarmning i det 21. århundrede kunne indebære »opkomsten af tørkeudsatte regioner i Nordamerika og Centralasien som del af skiftende klimazoner, erosion af den Vestantarktiske iskappe med globale havstigninger til følge og en åbning af den sagnomspundne Nordvestpassage.« Det hele er blevet virkelighed, og på falderebet som NASA-chef har Hansen offentliggjort en ny videnskabelig tekst, der advarer om det djævelske hasardspil, der er i gang med vækst i udledninger af både CO2, små partikler og kvælstofforbindelser – det hele fra afbrændingen af fossile brændsler.

Den umiddelbart overraskende, men triste konklusion i James Hansens nye publikation er at partikelforureningen fra brugen af fossile brændsler på kort sigt er med til at “skærme” for global opvarmning.

»Mere sandsynligt er det, at menneskeheden vil forlange og opnå en reduktion af partikel-luftforureningen, men da CO2 fra fossil afbrænding vil forblive i klimasystemet i årtusinder, er følgevirkningen, at menneskeheden må erlægge ’betalingen til djævelen’ i form af øget global opvarmning.«

De fleste mennesker er bange for at dø, og derfor lever de fleste mennesker som om de skal leve evigt. Vi ender med at fornægte døden. Men det gælder desværre også for vores forhold til naturen – vi tror, at naturen vil leve evigt, uanset hvordan vi behandler den. Forskellen mellem mennesket og naturen er at naturen faktisk kan leve evigt, men kun hvis vi passer på den. 

Også i Information i dag kan man læse en udtalelse af den britiske økonom Nicholas Stern:

Lord Nicholas Stern, som i 2006 var forfatter til en banebrydende rapport om omkostningerne ved de accelererende klimaændringer, advarer om, at verden måske bevæger sig mod global opvarmning langt hurtigere end hidtil antaget.

– Det sker hurtigere, end jeg antog for syv år siden – både udslippene af drivhusgasser og virkningerne af klimaforandringerne, advarer Nicholas Stern, som er tidligere britisk cheføkonom i Verdensbanken.

Der er dage, hvor jeg gerne ville kunne opkræve en bøde hver gang politikere og erhvervsfolk herhjemme talte om behovet for vækst.

Hyldest til en trofast ven

2013-02-21 17.32.22

Hvad er det for en ejendel, jeg bruger hver dag? Der er vel to-tre kandidater: mil mobiltelefon, min bærbare computer og min cykel. Det er høje tid at min Kildemoes-cykel får den hyldest, den fortjener. Faktisk har den overlevet både min foregående telefon og min troløse gamle MacBook, der fik al sin indmad skiftet.

Som en af de eneste danskere fra min generation har jeg aldrig fået mig et kørekort; jeg har faktisk aldrig savnet sådan et kort. Jeg cykler altid på arbejde, medmindre der er helt ufremkommeligt med sne og is (er det tilfældet, tager jeg bussen). Det betyder så også, at min cykel kommer ud for lidt af hvert på de to gange 9 kilometer, jeg tilbagelægger mellem Bondropsgade til Selma Lagerløfs Vej. Regn, slud, sne, sand og masser af snavs – og som bonus her i vinterhalvåret en solid omgang vejsalt.

I denne uge var det som om cyklen ikke rigtig ville som jeg ville. Kæden og klingen ville ikke sammen, og det var usædvanligt tungt og trist at komme frem. Jeg fik cyklen set efter hos Fri Cykler på Thistedvej i Nørresundby. Lidt over 2000 kroner senere var den født som ny med nye pedaler, nye klinger, nye gearskiftere, ny frikrans osv. osv. osv. Dyrt, men i allerhøjeste grad nødvendigt. Det er som at genopdage sin cykel, og netop i dén situation bliver jeg (uanset at det var en dyr fornøjelse i dag) ekstra glad for at jeg har den. Jeg vil være bedre ved den i fremtiden. Blandt alle mine ejendele er min cykel mit kæreste eje.

En tur med vandkanden

2013-01-19 10.01.57

Når det har sneet og det er frostvejr, går der en mand rundt et sted i Nørresundby med en grøn vandkande og vander fortovet foran sit hus. Men hjælper det virkelig at hælde vand på fortovet?

Manden er mig, og det er ikke vand, jeg har i vandkanden – det er en opløsning af calciummagnesiumacetat (CaMg2(CH3COO)6), også kendt som CMA. Lige siden min kone og jeg blev husejere for 12 år siden har vi spekuleret på om der var et alternativ til at bruge salt. Almindeligt natriumklorid (NaCl) er billigt og er god til at fjerne is. Men det øger koncentrationen af salt i grundvandet, det har en voldsomt korroderende effekt på både køretøjer og andet metal og det irriterer dyrs poter. Og så er salt kun ordentligt isfjernende ned til omkring -10 grader.

Det er ikke nemt at finde CMA-opløsningen; den kan købes nogle steder under navnet Ice and Dust Away; jeg har købt 3 dunke på nettet fra Lundhede Planteskole. Og CMA er desværre heller ikke billigt i forhold til salt – i hvert fald ikke på kort sigt. Men jeg kan læse, at der har været forsøg i gang med alternativer til vejsalt i København. Her var det kaliumformiat, man har brugt, men man har overvejet i stedet at bruge CMA.

Dagen før dagen før dagen

22

Det blev en lang dag med indkøb af mad og den allersidste julegave, men det hele blev fint sluttet af. Jeg mødtes med et par gamle gymnasiekammerater, hvor vi endte med at tale om film og bøger og trængslerne som offentligt ansatte, mens Liverpool slog Fulham 4-0 på en storskærm omme bagved. Vel hjemme opdagede jeg at min kone havde slæbt juletræet ind og trimmet det på bedste vis.

I Information bemærkede man argumentationsniveauet hos Berlingske kronikør og blogger Eva Selsing (det er sandt at sige ikke imponerende), men det har jeg allerede skrevet om. Dog havde jeg ikke opdaget hendes affærdigelse af den globale opvarmning som en ny kommunistisk sammensværgelse:

Efter Gulag, DDR og det løse, havde man brug for en god sag. Og hvad er bedre end at redde planeten? Den sag har de fleste desværre gennemskuet – klimaapokalypsen er længere væk end de politikeransatte forskere, der hiver grønne bevillingskroner hjem i et væk. Og så er det vist heller ikke blevet varmere.

 

Jorden går under i morgen

2012

I aften er det slut. Nu går den ikke længere, og det vidste man allerede i oldtiden. Dagene kan nemlig simpelthen ikke blive kortere, og fra nu af går det mod lysere tider – i hvert fald i et stykke tid.

Alle profetierne er selvfølgelig humbug, som de sure siger op mod juletid. Men den globale opvarmning er ægte nok. Hvis bare den egentlige trussel mod vores planet, nemlig truslen mod det miljø, vi er afhængige af og ikke kan klare os uden, fik lige så megen opmærksomhed som hvad man måske spåede i Sydamerika for adskillige hundrede år siden. Derfor er jeg nødt til at sige det, selv om det altså ikke sker i dag: Hvis vi ikke passer på den, sker det. Jorden går under i morgen.

Her er teksten til sangen af samme navn af Kenneth Thordal – sanger, sangskriver, oversætter og overset ordsmed (som antagelig afskyr al alliteration).

Jorden går under i morgen, ligesom den altid har gjort. Gud har sagt op, søgt et nyt job. Nu må vi styre skibet selv. Togene kører. Hundene gør. Vi nynner tiden ihjel. Se, vi kan styre os selv. Tøjet skal vaskes og tørres. Der er så meget, der skal gøres. Gyllen skal spredes, hvalerne reddes, sjatterne skal drikkes op. Haven skal luges. Fedtet skal suges. Tiden skal nynnes ihjel. Se, vi kan styre os selv. Jorden går under i morgen, ligesom den altid har gjort. Før var det straffen fra oven, nu bliver vi kvalt i vores eget… Se, hvor vi bliver fulgt på vej. Healing og valgflæskesteg. Pølsefabrik. Burhønsestrik. Kors, hvor jeg elsker mig selv. Fjernsyn skal ses, ungerne redes. Tiden skal nynnes ihjel. Se, vi kan styre os selv.

Den forlorne katastrofefilm ved navn 2012 kan snart ikke vises mere.

Lad os i stedet prøve at se verden, sådan som den desværre er. En ny dokumentarfilm, Chasing Ice, dokumenterer hvordan isen forsvinder, der hvor vi aldrig troede, den ville forsvinde – ved Arktis og Antarktis. Her er et lille klip med en amerikansk kvinde, der har set Chasing Ice.

Jo mere vi er sammen

kontorlandskab

Aalborg Universitet har fået nye lokaler i København hvor man har overtaget de bygninger, der tidligere tilhørte Nokia. Nokia brugte storrumskontorer, så der er hverken grupperum til de studerende eller kontorer til de ansatte. Mange ansatte ved AAU i København var betænkelige ved denne løsning; i Forskerforum fra februar i år kunne man læse kommentarer fra Finn Verner Jensen og Lars Brodersen, der begge sidder i samarbejdsudvalget på mit fakultet. Finn sagde bl.a.

Vores arbejdsform kræver jo dyb koncentration, og bliver man forstyrret i det, siger al erfaring at det tager et kvarters tid, før man vender tilbage, hvor man kom fra.

Det er også min oplevelse; det er et stort problem at få hakket sin arbejdsdag i småstykker.

Det ser heller ikke ud til at gå så godt med de studerende – frafaldet er efter hvad jeg har fået at vide øget drastisk netop på grund af arbejdsforholdene. 200 studerende i ét stort lokale frembringer et voldsomt støjniveau. Det er ikke så meget lydstyrken i sig selv, men den ustrukturerede støj, der er problemet. Høj musik føles mindre enerverende end lyden af mange mennesker, der samtaler på almindelig volumen.

Jeg har selv holdt øvelser for et større hold studerende, og nogle synes at der var for meget larm og blev derfor væk – dette fik jeg muligvis løst ved at bruge to rum, hvoraf det ene var det “stille rum” for dem, der gerne ville have fred. Men en sådan løsning kan man ikke benytte sig af permanent, den kræver mere end ét lokale og er ubrugelig, hvis der er flere projektgrupper, der vil holde møde uafhængigt af hinanden.

Videnskab.dk omtaler en ny PhD-afhandling af miljøpsykologen Helena Jahncke fra Högskolan i Gävle. Heri dokumenterer hun at storrumskontorer ikke er af det gode. Hun udtaler til Dagens Möjligheter:

– Vi har sett att prestationen försämras 2–10 procent om det går att uppfatta vad kollegor i bakgrunden säger jämfört med om talet inte går att urskilja, säger Helena Jahncke. Hur mycket prestationen försämras är beroende av vilken uppgift som utförs, det vill säga vilka kognitiva processer som krävs för uppgiften. Det är framför allt uppgifter som kräver koncentration och som involverar uppsökning, repetition och memorering av information som påverkas mest av bakgrundsljud.

Og disse kognitive processer er vel netop dem, der er mange af på et universitet.

Et godt liv midt i krisen

Det går ikke godt i Grækenland – truende økonomisk kollaps, hastigt voksende fattigdom, et åbenlyst fascistisk parti med uhyggeligt stor popularitet. Men ét sted er der noget godt. Politiken har en lille artikel om den græske ø Ikaria, som relativt set er det sted i verden hvor der er flest 100-årige mænd. Det er vigtigt at finde ud af hvorfor det er sådan fat. Ligesom man kan studere livsstilssygdomme og årsagerne til dem, kan man studere det gode liv og hvad der skaber det.

Nogle vil synes at dette er præk (mange ved at jeg drikker te og spiser ikke animalske produkter – og jeg har aldrig røget),  men der er også andet end kostvaner indblandet.

På Ikaria spiser de mange grøntsager, fisk 2 gange om ugen og kød højst 5 gange om måneden. De drikker 3 kopper kaffe om dagen og en masse te. De ryger ikke, men drikker 2-4 glas vin om dagen. 80 procent af de 65-100-årige dyrker regelmæssigt sex. De bevæger sig meget, dyrker haven, går i bakkerne. Det sociale netværk er tæt.

Selv om man lever alene, er det svært at være ensom. Der er nærmest ingen kriminalitet, måske fordi alle kender alle, og ingen kan slippe af sted med det. Når man besøger øen, bliver man inviteret på et glas vin og lidt mad, uden at man først skal fortælle, hvem man er, hvor man er fra, eller hvad ens ærinde er.

Forskerne kan ikke pege på, hvilke enkeltkomponenter i den ikariske livsstil der er livsforlængende. Men pointen er nok, at der er tale om kulturelt indgroede vaner, der supplerer hinanden. En af de forskere, der har studeret befolkningen på Ikaria, siger: »Hvis man vedvarende skal have en sund livsstil, er man nødt til at leve i en slags økosystem. Så snart du fjerner en af komponenterne, kulturen, religionen eller formålet med tilværelsen, kollapser fundamentet for det sunde liv.

Jeg er ikke selv sikker på at f.eks. religion er noget gode som sådan, men der er alligevel noget væsentligt her, nemlig dette at have et fundament for det gode liv, en livsfilosofi om man vil.

En af de få læger på øen fortæller: »Hvis du inviterer til frokost, kommer folk måske kl. 10 eller måske kl. 18. Ingen bruger ur. Man bekymrer sig ikke om tiden. Man står op, når man vågner, og tager sig en lur midt på dagen«.

Det lyder ikke som vores samfund, hvor konkurrencen er blevet et ideal i sig selv. Forhåbentlig vil krisen i Grækenland ikke ødelægge hvad der findes af det gode liv på Ikaria.