Skal de skamme sig?

På Instagram er der en konto ved navn aningslosainfluencers (på svensk: aningslösa influencers) der fokuserer på hvordan influencers, dvs. Instagram-brugere med mange følgere, foretager flyrejser og hvordan de dermed udleder en masse CO2. Der er nu også en artikel om dette i dagbladet Information.

Nogle synes, at aningslosainfluencers bedriver udskamning. Og det er heller ikke rart at blive påtalt offentligt for sin adfærd. For influencers på Instagram er sagen for mig at se imidlertid enkel: her er tale om mennesker, der fremstår som forbilleder for mange. Derfor bør man påtale deres adfærd, når den ikke er forbilledlig. Men hvad så med alle dem, der ikke er influencers?

Jeg skriver selv nogle gange en kommentar, hvis nogle af mine kontakter på de sociale medier lægger billeder op fra rejser, de kun kan have foretaget med fly. Men jeg ved at de pågældende mennesker måske bliver kede af det og måske også synes, at jeg er utroligt irriterende. Og det er kun få måneder siden, jeg selv besluttede mig til aldrig at flyve mere, så jeg var selv i en ikke så fjern fortid blandt dem, der belastede miljøet voldsomt ved at rejse med fly. Så man vil kunne anklage mig for at være en af “de sidste dages hellige”. Samtidig ved jeg imidlertid også, at de pågældende mennesker ofte er nogen, jeg deler mange holdninger med, og jeg tror derfor, at jeg nemmere vil kunne påvirke netop dem til at ændre adfærd.

Så jeg har efterhånden indset, at jeg er nødt til at gøre det svære: at være irriterende.. Som jeg selv skrev her på bloggen helt tilbage i 2011:

Selv vil jeg gerne kunne anlægge en saglig vinkel og argumentere uden at virke forurettet, men nogle gange er man nødt til at være det, der på engelsk hedder en killjoy. Jeg prøver at minde mig selv om at det ikke er de konfliktsky mennesker, der forandrer verden til det bedre.

Det er træls at ødelægge den “gode stemning”, men det er værre at ødelægge miljøet og ikke få kritik for det. Så nu er alle advaret: der kommer til at være flere kommentarer fra mig på Facebook til de af mine venner, der rejser med fly.

Brintfly?

Tu-155 på jorden i Ramenskoye-lufthavnen uden for Moskva.

Flytrafikken er en væsentlig kilde til CO2-udledning og dermed også en årsag til de menneskeskabte klimaforandringer. Det er derfor, jeg sidste år besluttede mig til aldrig mere at rejse med fly.

Jeg vil kun ændre den beslutning og det kun muligvis, hvis det bliver muligt at flyve på CO2-neutral vis (og her taler jeg ikke om at købe CO2-kvoter eller lignende fusk). Der er eksperimenter med at lave små eldrevne fly, men en anden mulighed er at anvende reaktionsmotorer drevet af brint. Brint vil kunne udvindes ved elektrolyse af havvand, og hertil kan man bruge vedvarende energi som havvindmøller. Et problem vil dog stadig være kondensstriberne, der lokalt på flyruter er årsag til opvarmning af atmosfæren.

I en artikel fra New York Times i 1988 luftede man ideen om brintdrevne jetfly. Og der var faktisk eksperimenter i gang. Den russiske flyproducent Tupolev lavede brintflyet Tu-155, en variant af det meget udbredte Tu-154-fly, der var en slags russisk pendant til Boeing 727, og som jeg selv fløj med på min rejse til Tbilisi tilbage i 1995. Senere brugte man flydende naturgas i Tu-155.

Der blev kun produceret ét eksemplar af Tu-155, men det nåede at foretage mere end 70 flyvninger og blev vist frem ved flere flystævner.  

Artikel fra New York Times 24. maj 1988.

Så de første erfaringer med brintdrevne jetfly er faktisk mere end 30 år gamle, men de er tilsyneladende gået i glemmebogen. På nettet er der enkelte kilder til oplysninger om Tu-155, bl.a. en artikel fra Flight International fra 1988.  Den væsentlige årsag til at brintfly ikke slog igennem i 1980’erne, er formodentlig at oliebaseret flybrændstof var og er meget billigere end brint. En anden grund er, at brint er sværere at håndtere end oliebaseret flybrændstof. Det skal opbevares i flydende form, dvs. i tryktanke ved meget lave temperaturer. Konventionelle passagerjetfly har brændstoftankene i vingerne, men i Tu-155 var man nødt til at have brændstoftanken i selve flyets krop, og den fyldte temmelig meget. Rækkevidden af Tu-155 var af samme årsag kort, kun omkring halvanden times flyvning.

Endelig giver kombinationen af selv den mindste læk og problemer med de elektriske kredsløb i et moderne fly fare for meget voldsomme eksplosionsulykker. Challenger-ulykken i det amerikanske rumprogram er et eksempel på, hvor galt det kan gå med en brintdrevet reaktionsmotor. Hindenburg-katastrofen i 1937 er et andet grimt eksempel på en brinteksplosion.

39 millioner tons CO2 tilbage

Tabellen ovenfor er del af energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholts svar til et spørgsmål stillet af Søren Egge Rasmusseen, MF for Enhedslisten.

Det rigtig interessante er, at prognosen fra regeringen regner med at der inden for de næste 11 år vil ske en reduktion i udledningen af drivhusgasser svarende til knap 6 millioner tons CO2. I 2050 skal udledningerne i Danmark være nede på 0 (nul) tons CO2. Jeg spekulerer nu på, hvordan dette skal kunne lade sig gøre, når man inden for de næste 11 år tilsyneladende kun kan bremse udledningerne i det tempo, der her er tale om.

Bare at gå ind på en café

I dag vil jeg bare tage fat i en af de små oplevelser, som også er udtryk for noget vigtigt og nogle ændringer til det bedre, der er reaktioner på det, vi ser. Vi skal (som Lasse Nyholm Jensen sagde i en tekst i går aftes) bygge en bedre verden på det, vi har nu.

Inden jeg tog hjem fra København, havde jeg lidt tid og skulle have noget at spise. Jeg har været veganer i 25 år og kan huske hvordan det ikke altid har været nemt. Mange gange har jeg fået noget underligt serveret efter at være blevet grundigt udspurgt, andre gange var der slet intet at spise, kun lange forklaringer om hvor umuligt den slags ville være. Det var helt utænkeligt bare at gå ind få en café og få noget lækkert vegansk at spise.

Men i dag kunne jeg og min hustru gå ind på en café i København og få et lækkert morgenmåltid med dejligt bagværk, frisk frugt, hjemmelavet yoghurt, skæreost osv. Der var også store, luftige fastelavnsboller, ostekager og lagkager. Og det hele var fuldstændig vegansk.

Stedet hedder Kaf’ og ligger i Birkegade 21, skulle nogen komme den vej forbi ovre i Rigets Centrum.

Datalogi og klimaforandringerne

Benjamin Pierce fortæller om ACMs indsats mod klimaforandringerne.

I dag var der det såkaldte business meeting ved POPL, hvor organisatorer og programansvarlige taler om selve konferencen: hvor mange artikler der blev indsendt hhvs. accepteret, hvilke erfaringer man havde gjort sig, og det er også her, der bliver uddelt priser til de bedste artikler og givet hædrende omtale.

Men sidste punkt på dagsordenen var ganske anderledes. Benjamin Pierce, der er en af de mest prominente personer inden for programmingsteori fra min generation, fortalte om klimaforandringerne og hvordan vi i det videnskabelige samfund er nødt til at forholde os til dem – her selvfølgelig med fokus på hvad ACM (Association for Computing Machinery), der står for POPL-konferenceserien, kan gøre. Benjamin Pierce viste en beregning af sin personlige CO2-belastning, og her fremgik det meget tydeligt, at hans suverænt største kilde til belastning var hans rejseaktivitet, og ikke mindst hans flyrejser.

Derfor er dette et sted, hvor det er væsentligt at sætte ind. ACM er, som Benjamin sagde, ikke det vigtigste sted at gøre en forskel, men det er et vigtigt sted. De teknologiske løsninger, som ville kunne skabe forandring (f.eks. udvinding af CO2 fra luften), kan ikke gennemføres på kort sigt, og de politiske forandringer ser desværre heller ikke ud til at kunne gennemføres på helt kort sigt, sådan som den politiske situation er netop nu. Derfor er det vigtigt, at alle vi andre handler nu, mens vi kan, konkluderede han. Det er især vigtigt, at vi viser vores opbakning til de andre grene af naturvidenskaben, som allerede har gjort et stort og nødvendigt arbejde for at påpege, hvor galt det hele er fat.

Heri er jeg (selvfølgelig) helt enig. Et af de konkrete tiltag, som ACM allerede har gjort, er at lade møderne i programkomiteen for POPL foregå på nettet i stedet for fysiske møder, hvor 30-40 mennesker skulle rejse langt for at holde et møde af få dages varighed.

Bagefter snakkede jeg med Benjamin Pierce og foreslog muligheden af, at man kunne gøre det attraktivt at rejse til POPL (og andre konferencer) på en mindre miljøbelastende facon, f.eks. ved at sætte konferenceafgiften op for dem, der rejste med fly.

Vejret forandrer sig

Kort: DMI.

Inden for de seneste få år er konsekvenserne af klimaforandringerne blevet tydelige for mig.

I september 2017 var jeg i Cape Town midt under en langvarig vandmangel, hvor alle skulle spare på vandet. Jeg husker de skilte, der var alle vegne.

Et år senere, i september 2018, var jeg i Lissabon få uger efter den værste hedebølge, Portugal havde haft i mands minde – og få uger efter den tørreste og varmeste sommer i Danmark i mange år.

Men klimaforandringerne fører ikke kun til opvarmning og tørke. De fører også til voldsommere og hyppigere storme – lige efter den lange hedebølge i Danmark kom den kraftige auguststorm som bekendt. Nye klimamodeller fra Environmental Change Institute i Oxford fortæller, at ekstremt vejr bliver signifikant mere sandsynligt på grund af klimaforandringerne.DMI har nået en tilsvarende konklusion om fremtidens vejr i Danmark.

I formiddag varslede DMI noget så sjældent som meget farligt vejr.  I nat var Storebæltsbroen lukket, men i morges mistede seks mennesker alligevel livet. Den tragiske togulykke har formodentlig en forbindelse til det meget farlige vejr og dermed formodentlig også en forbindelse til klimaforandringerne.

Stram miljøpolitik???

Jeg havde egentlig lovet mig selv ikke at skrive noget om statsministerens nytårstale. Faktisk tror jeg nemlig ikke, jeg har set ret mange nytårstaler fra danske statsministre i fjernsynet, og i år var ingen undtagelse. Jeg bliver nemlig uvægerligt altid i dårligt humør.

Men Lars Løkke Rasmussens tale ligger tilgængelig på Statsministeriets hjemmeside. Og det er oplagt at sammenligne prioriteringerne i talen. Der er 11 linjer om de menneskeskabte klimaforandringer i talen, og intet overhovedet om konkrete initiativer fra regeringens side. Der er til gengæld f.eks. 37 linjer om “udlændingepolitik” – den gængse fællesbetegnelse for en række områder, der nu konsekvent bliver kædet sammen i dansk politik. Og her omtaler Lars Løkke Rasmussen bl.a. konkrete initiativer som særregler for ghettoområder.

Det er påfaldende, at den danske regering stadig taler om borgere med udenlandsk baggrund som værende den største trussel, selv i en situation hvor konsekvenserne af de menneskeskabte klimaforandringer er blevet så tydelige, som de blev i 2018. Statsministeren er i stand til at tale om stram udlændingepolitik, men ikke om en stram miljøpolitik. Det er ellers på miljøområdet, der virkelig er brug for stramninger nu.

Lindholm og Egholm – og dyrene

Der er som bekendt planer om at indrette et udrejsecenter for udvisningsdømte udenlandske statsborgere på øen Lindholm i Stege Bugt. Det kommer kun til at koste 759 millioner kroner. Men dele af øen er underlagt særlig beskyttelse, fordi nogle beskyttede dyrearter yngler her. Og derfor kan man bare ikke omlægge brugen af øen på den måde, som regeringen har tændt sig. Knud Flensted fra Dansk Ornitologisk Forening udtaler til Berlingske at

Havternen og klyden er helt afhængige af, at dele af øen vil blive spærret af i yngletiden, så der ikke er færdsel. De har sammen med andre arter haft nogle solide bestande på øen. Men havternen er gået temmelig meget tilbage på verdensplan, så den har god brug for ynglelokaliteter som Lindholm…

(fra Berlingske 26. december 2018)

Jeg bemærker selvfølgelig her, at den lysbugede knortegås trækker fra yngleområderne i Nordgrønland og Svalbard til Danmark for at overvintre. Mere end halvdelen af bestanden kommer til i Danmark om efteråret, hvorefter antallet stiger hen til foråret. Da findes hele bestanden faktisk i Danmark, og et særligt stort antal findes på en anden dansk ø, som politikere vil lave om på – nemlig Egholm, hvor nogle vil have anlagt en motorvej. Også strandtudsen, der som alle andre padder i Danmark er fredet, findes på Egholm. Motorvejen vil kun koste omkring 9 milliarder kroner.

Du skal skamme dig ?!?


Den engelske forfatter og aktivist George Monbiot er blevet interviewet i Politiken, og emnet for samtalen er hvordan man bør reagere overfor andre mennesker, der foretager sig handlinger, der belaster miljøet voldsomt, nærmere bestemt flyvning. Skal man overhovedet påpege det? Monbiot siger

En af mine venner tog for ikke så lang tid siden til en ledelses-teambuilding-session over en weekend i Bahamas. Og jeg sagde faktisk i det tilfælde, at »jeg har et problem med det«.  [… ] Han stirrede bare forbi mig ud i luften og begyndte at tale om noget helt andet. Det gik op for mig, at han opfattede det, jeg sagde, som ubehøvlet. Det sidste, folk har lyst til at høre, når de skal på ferie, er etikken i, hvad de gør. Du vil jo glemme det hele, lade det hele være derhjemme. Men fordi vi er så høflige omkring de her ting, og i Storbritannien er høflighed jo en kronisk arvelig sygdom, så normaliserer vi destruktionen af den levende planet. Det er en normalisering, der er dræbende….

Selv har jeg ofte været i tvivl om hvad der er bedst her. Jeg kender en del mennesker, som jeg ellers deler mange holdninger med, der foretager sig noget, som jeg synes, man ikke bør gøre. Skal jeg sige det til Den Anden? 

 Bør jeg kritisere nogen, hvis de er meget hårde ved deres børn? Bør jeg kritisere nogen, hvis de giver udtryk for intolerante  (racistiske/homofobiske/antisemitiske osv.) holdninger? De allerfleste (som ikke synes at man skal slå sine børn eller være intolerant) vil nok sige ja her, for her er tale om handlinger, der går ud over andre mennesker. Bør jeg kritisere nogen, hvis de ryger? Her begynder der at optræde uenighed, også blandt ikke-rygere, også selv om rygning også generer andre. Af og til bliver det fremført, at sådan noget som rygning trods alt er et personligt valg, og at rygeren måske “ikke kan gøre for det”. Og bør jeg kritisere nogen, fordi de har været ude at flyve? Nu bliver det for alvor svært at finde enighed – også selv om forureningen påvirker det globale miljø. Så sent som i november 2018 fløj jeg selv, men jeg er stoppet nu. Jeg skal aldrig flyve mere.

Det er tvivlsomt, om Den Anden holder op med sin kritisable handling, bare fordi jeg kritiserer vedkommende. Jeg er som oftest ret konfliktsky, og jeg vil nødig støde nogen fra mig – det er trods alt mennesker i min nærhed, jeg har størst umiddelbart mulighed for at påvirke i en gunstig retning. Og der er desværre en del stereotyper derude om f.eks. “den vrede ikke-ryger”, “den selvretfærdige miljøaktivist” og “den aggressive veganer”. Nogle vil sige, at man i stedet skal rette sin vrede mod tobaksindustrien, olieproducenterne og det industrielle landbrug – og hvem der nu ellers er magthavere.

Men på den anden side er det vigtigt at huske, at hvis jeg ikke siger noget, ender Den Anden med at fortsætte med at synes, at den problematiske handling faktisk er uproblematisk. Når rygning ikke har samme positive aura, som det havde engang, og når holdningerne til det at spise kød også er under hastig forandring, er det jo i høj grad fordi  begge former for adfærd er blevet kritiseret på faktuel vis. Og når man omsider er nået dertil, at man i mainstream-medierne kan tale om flyvning som en trussel mod miljøet i 2018, er det af samme grund.

Foreløbig er jeg nået dertil, at jeg lader være med at tale positivt om de handlinger, jeg finder kritisable og at jeg vil kritisere handlingen, men ikke Den Anden selv, og gøre det på en saglig måde. Men det er en etisk position, jeg hele tiden må overveje.

De fysiske mediers renæssance?

En lang overgang talte man om, at man skulle mindske forbruget af papir på arbejdspladserne og kun gøre alle dokumenter tilgængelige online. Og hvis man købte cd’er eller dvd’er, var man gammeldags. Det papirløse samfund ville være mere miljøvenligt.

Nu er der kommet fokus på CO2-forbruget ved streaming af film og musik. En times streaming af film i hd-kvalitet på Netflix bruger den samme mængde energi, som det vil koste at koge otte liter vand på en elkedel og føre til et udslip på 163 gram CO2. Energiforbruget skyldes, at data skal transporteres langs mange servere.

I 2009 fandt en undersøgelse frem til at produktion og distribution af en dvd vil føre til et udslip på omkring et engelsk pund (dvs. 453 gram). Men heraf følger det, at hvis man ser en film flere gange eller måske har dvd’er med 3 timers indhold, er de fysiske medier faktisk et bedre valg end streaming.

Tilmed kan man låne sine cd’er og dvd’er ud uden at det belaster miljøet. Måske har vi her argumentet for at holde fast i de fysiske medier i al fald endnu en stund?