Så man ikke kan forstå det

Foto: NASA.

Lige nu kan vi se flere store og forfærdende ændringer i naturen. En af dem er, at isen i polaregnene er ved at forsvinde på grund af de menneskeskabte klimaforandringer. En anden er, at den sydamerikanske regnskov er ved at forsvinde på grund af menneskeskabt afbrænding. Og ødelæggelsen af regnskoven frigiver CO2, som ikke kan absorberes – for de træer, der skulle gøre det, er nu borte.

Hvordan kan menneskeheden leve videre med dette? Hvis en stor meteor eller asteroide havde kurs mod vores planet og ville ramme Europa eller Nordamerika, er jeg temmelig sikker på at nogen ville skride til handling. Men lige nu er det som om magthaverne sjosker apatisk videre mod katastrofen.

Mit bedste bud på en forklaring er, at forandringerne tilsyneladende er så små,, at det ser ud som om de ikke finder sted. Derfor ser forandringerne ikke ud til at være voldsomme, og menneskeheden kan endda benægte deres eksistens. I antik filosofi taler man om sorites-paradokset. Hvis jeg har en stor bunke sten og fjerner én sten, er der stadig tale om en stor bunke sten. Således bliver jeg ved med at fjerne sten, til sidst er der kun to sten tilbage. To sten udgør ikke en bunke og da slet ikke en stor bunke. Forandringerne i stenbunkens størrelse er så langsomme og små, at de ser ubetydelige ud. Meteorens bevægelse mod Jorden er derimod helt umiddelbart synlig.

Mange af de største forandringer, vi kommer ud for i disse år, er netop sådan nogen, som mennesker ikke kan forstå. Hele “fortyndingsargumentet”, der ofte har været brugt for at retfærdiggøre forurening, har netop været at ødelæggelserne ikke havde betydning: Havet er stort, atmosfæren er stor og skovene er store. Men “fortyndingsargumentet” falder til jorden, fordi det hele tiden tager fat i den absolutte forandring – vi leder kun en anelse gift ud, vi brænder kun en lille smule skov af og vandstanden i verdenshavene stiger kun en lille smule. I matematik er vi imidlertid interesseret ikke kun i absolut forandring, men også i forandring pr. tidsenhed. Det er det, vi kalder den første afledede, og som man også kunne kalde forandringshastigheden. Lige nu er den hastighed, med hvilken stenene forsvinder fra miljøets store bunke, høj – og den anden afledede, nemlig forandringsaccelerationen, er sikkert ikke engang konstant.

En nødvendig bortforklaring

Graffiti af Banksy.

For 14 år siden var jeg i USA til en konference, og som så ofte har været tilfældet, når jeg har besøgt et land med engelsk som hovedsprog, endte jeg med at besøge boghandlerne med deres enorme udvalg. Her faldt jeg over The Denial of Death af den amerikanske filosof Ernest Becker, og den bog købte jeg, for den så spændende ud. Jeg nåede vel kun 50 sider ind i bogen, inden jeg af uvisse årsager fik andet at se til. Lige siden har bogen stået og truet på hylden, men jeg må få den læst snart, for den er interessant nu.

Jeg er nemlig begyndt at tænke over, hvorfor der er mennesker i dag, for hvem det er så vigtigt at benægte at de katastrofale menneskeskabte klimaforandringer, vi ser nu, faktisk er virkelige og er en alvorlig trussel mod menneskeheden. Der er ikke mange, der bruger tid på at benægte den vejrudsigt, der siger, at vejret i morgen bliver dårligt – men når det gælder fremtidens klima, ser det helt anderledes ud. Det er ikke bare et irritationsmoment, at der bliver brugt alt for megen tid på benægterne; i USA er præsidenten nu en af dem, og det er en meget farlig udvikling.

Det, der lykkedes mig at få ud af den del af The Denial of Death, jeg nåede at læse, er, at Becker var af den opfattelse, at menneskets store frembringelser skyldes at mennesker er bange for at dø og underbevidst ikke kan forlige sig med tanken om egen dødelighed. Derfor prøver vi at bygge “monumenter” til os selv. Monumentet kan være en fysisk eksisterende bygning, men det kan også være et kunstværk eller en trosretning.

Min hypotese er, at mange “klimabenægtere” netop er havnet i denne form for benægtelse. Det er klart, at magthavere fra olieproducerende lande er bange for at miste deres store økonomiske magt, når de ikke længere kan tjene penge på salg af olie. Jeg tror egentlig, de dybest set ved, hvordan det hele er far, så derved er deres industri blevet deres monument. Men det er interessant, at også “almindelige” mennesker uden interesser i kul- og olieindustrien kan være “klimabenægtere” – og man ser dem ind imellem i kommentarspor rundt omkring hos dagblade og andre medier på nettet.

Min fornemmelse er, at tanken om menneskehedens undergang er så stor og skræmmende og ufattelig, at man er nødt til at benægte den og prøver at bygge en “monumental” bortforklaring med hjemmelavede teorier og obskure artikler af miskrediterede forskere. Det er vel også derfor, det er så svært at gøre noget for at standse “klimabenægterne”, for hvem har dog lyst til at skulle indse og indrømme, at man skal væk herfra en dag? Og det er heller ikke behageligt at skulle fortælle dem det. Men vi bliver nødt til at blive ved med at forsøge.

Jeg hader min generation

I Hate My Generation med det amerikanske band Cracker – en arrig sang fra 1996. Sanger og sangskriver David Lowery er født 10. september 1963 og er således kun fire måneder ældre end mig (og har en bachelorgrad i matematik).

Nej, det gør jeg egentlig ikke. Jeg kender mange gode mennesker, der er fyldt 50. Men når jeg læser et debatindlæg af Adam Holm på Altinget.dk om Greta Thunberg, bliver det tydeligt for mig, hvad der alligevel er galt med os, nemlig en omsiggribende bedrevidenhed.

Citatet

Alligevel er nok nok for min del. Voksenverdenen kan godt leve op til sit ansvar uden at blive belært af et ungt menneske, som stadig bor hjemme hos mor og far. Det virkeligt uansvarlige er at blive ved med at lytte, som om en hidtil ukendt sandhed blev os forkyndt. It’s time to get real, som man siger.

siger det hele.

Mange giver stadig den generation, der var unge i 1960’erne, skylden for alverdens ulykker, og i en lang årrække var kritikken af “68’erne” et fast tilbagevendende punkt, selv om det faktisk var repræsentanter for den generation, der stod bag nogle ikke helt ubetydelige forandringer i Nordamerika og Europa .

Men for mig er det efterhånden tydeligt, at det faktisk er min generation, os der blev født i 1960’erne (Adam Holm er født i 1969), der har festet løs og desværre stadig tror, at festen kan fortsætte. Det bliver vores børns generation, der kommer til at redde verden – unge mennesker som Greta Thunberg. Min generation har desværre mest produceret politikere som Lars Løkke Rasmussen og Marine Le Pen og har haft travlt med at rulle en masse ændringer tilbage. Klimaforandringerne, som nu truer os alle, ung som gammel, har de til gengæld ignoreret.

Hvis der er en fejl, som “68’erne” begik, er det, at de troede og måske stadig tror, at de er evigt unge og ikke kunne tage fejl, men det er en fejl, som deres børn – min generation – har overtaget.

Strategisk modvilje

Fra Greta Thunbergs Twitter-konto. https://twitter.com/GretaThunberg/status/1162342911549329409/photo/1

For to et halvt år siden skrev jeg om det, jeg kalder for strategisk velvilje. Det er et usympatisk retorisk kneb, hvor man siger nej til et tiltag ved at postulere, at der er et bedre alternativ.. Et eksempel: Når nogen ikke vil støtte Danmarksindsamlingen, fordi det ville være bedre at samle ind til de hjemløse, er det strategisk velvilje – for der kommer aldrig nogen ny indsats til de hjemløse ud af det. Nu, hvor alvorligheden af klimakrisen er ved at gå op for mange, dukker der en variant op af den strategiske velvilje op, nemlig strategisk modvilje.

Den strategiske modvilje er et retorisk kneb, der først og fremmest har til formål forsvare at man ikke skal gøre noget, fordi et tiltag er nytteløst. Ofte bliver det kombineret med en påstand om at de, der foreslår tiltaget, i virkeligheden er hyklere eller bare ubegavede.

Et eksempel er Bild Zeitungs angreb på Greta Thunbergs sejlads over Atlanterhavet – med det argument, at nogen skal sejle båden tilbage, og de skal så ankomme til USA med fly. Derfor burde Greta Thunberg bare være fløjet til USA.

Et andet eksempel kan findes i et kommentarspor til et indlæg på dagbladet Information, hvor nogen skriver

Flytrafik står for 2% af verdens samlede C02 udledning, så det er ikke meget det batter at holde op med at flyve. Internettet står for for 4% – så hvis man synes man sviner ved at flyve, så bør man helt sikkert også droppe alle former for streaming på nettet. 

Derfor bør man fortsætte med at flyve; det betyder alligevel ingen ting. Og hvis man streamer film på nettet selv om man ikke flyver, må man være en hykler.

Problemet med strategisk modvilje er, at denne retoriske strategi umiddelbart er uangribelig (hvis konklusionerne ellers holder), men den strategiske modvilje er i virkeligheden aldrig andet end et argument for passivitet og for at man skal fortsætte med at gøre som man plejer. Man kan aldrig leve op til de inkonsekventes krav om at man skal være fuldstændig konsekvent. Jeg har f.eks. ingen grund til at formode, at Bild Zeitung gør noget for at påvirke læserne til at nedsætte miljøbelastningen ved de rejser, de måtte foretage.

Den bedste taktik for at komme den strategiske modvilje til livs er, så vidt jeg kan se, at påpege, at klimaforandringerne er så alvorlige og fremskredne som tilfældet er, netop fordi så mange har været så passive.

Alkohol, kaffe, slik og oksekød

For få dage siden var der røre om en rapport fra Aarhus Universitet, der tilsyneladende viste, at oksekød ikke var så stor en årsag til klimaforandringerne som bl.a. alkohol, kaffe og slik. DR Nyheder viderebragte nyheden om rapporten med netop dette budskab.

Snart efter kom det imidlertid frem, at det er interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer, der skaffede pengene til forskningen. Også hele det metodiske grundlag kom under lup.

Hele det tilsyneladende overraskende resultat i rapporten er nemlig nemt at kritisere. For hvis ikke der er én enkelt kilde til CO2-udledning, der bidrager med mere end 50% af den samlede CO2-udledning, kan man altid udvælge en kilde X og en mængde M af andre kilder og konkludere, at X ikke bidrager med mere end summen af bidragene fra kilderne i M. Det er en stort set triviel observation.

Hele dette postyr udgør for mig at se nærmest et mikrokosmos. Det er nemlig en sag, der afspejler ganske mange tendenser i samfundet på én og samme tid:

  • Der er for alvor kommet fokus på hvordan det animalske landbrug indvirker på klimaforandringerne, i et sådant omfang at landbrugets interesseorganisationer nu føler sig truede og går til modangreb.
  • Universiteterne er blevet afhængige af eksterne forskningsmidler i væsentlig grad og påtager sig bestillingsopgaver fra private aktører uden at anlægge en kritisk vinkel på det, de bliver bedt om.
  • Forskere udfører disse bestillingsopgaver, fordi det er karrierefremmende.
  • Universiteternes kommunikationsafdelinger vinkler forskningsresultaterne, så de kan få mest mulig presseomtale.
  • De fleste danske journalister fremlægger forskningsresultaterne uden at nærlæse dem og uden at gøre den stort set trivielle observation, jeg nævner ovenfor.
  • Der er et tydeligt problem med alle disse tendenser, men om lidt er sagen glemt, og fokus igen flyttet.

Sankt Hans aften på Egholm 2019

Sankthansbålet på Egholm.

Endnu engang blev det til en Sankt Hans-aften på Egholm, og som andre år blev det også en protest mod planerne om en motorvej tværs over den stille ø. De nye mål om en 70 procent reduktion i CO2-udledningen inden 2030 bør være det, der overbeviser alle om at motorvejsdrømmene ingen mening giver.

Et minuts gang fra bådpladsen begynder skoven, og her er der fred og ro kun ganske få kilometer fra Nytorv i Aalborg. Egholm er er særligt sted.

Tre en halv kilometer fra Aalborg midtby.

Min barndoms oliekrise

Kilde: Af AHumanBing – Eget arbejde, CC BY-SA 4.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=66370511

Nu ser det endelig ud til, at der vil ske en afgørende politisk reaktion på klimaforandringer. Mange spørger sikkert sig selv, om dette kan lade sig gøre.

Fra min barndom husker jeg oliekrisen. Det, der skete, var at prisen på råolie blev firdoblet i løbet af et enkelt år. Det voldsomme prishop var en reaktion på krigen i Mellemøsten i 1973; de arabiske stater truede simpelthen med at holde op med at sælge den olie, de producerede, til lande, der støttede Israel, og det tvang oliepriserne i vejret på et tidspunkt hvor olie udgjorde 90 procent af Danmarks energiforbrug. Regeringen indførte som reaktion på oliekrisen de såkaldte bilfrie søndage og indskrænkede gadebelysningen. I efteråret 1973 og vinteren 1974 var det ikke tilladt for private at køre bil om søndagen, hvis ikke de havde en særlig kørselstilladelse.

De bilfrie søndage husker jeg især tydeligt. Jeg boede ved hovedvej A11 i Arentsminde, og pludselig var vejen øde og tom om søndagen. Jeg var knap 10 år gammel, så min reaktion var et barns reaktion – dette var spændende! Hvordan de voksne tog situationen, kan jeg kun gisne om. Men dette var kun få år efter de glade tressere (som C.V. Jørgensen engang kaldte for “de ligeglade tressere”), og kontrasten var selv for mig ret tydelig. Jeg husker også kampagner om at spare på energien og nogle små tv-indslag, hvor Olsen-banden (der til lejligheden blev kaldt for “Olie-banden”!) opfordrede alle til at skrue ned for varmen og lade være med at vaske op under rindende vand.

Så der har faktisk engang været officielle reaktioner på en situation, hvor man i Danmark måtte klare sig uden fossile brændstoffer, og på den måde faktisk et forsøg på en omstilling. Men da priserne faldt igen, var alt glemt – bortset fra en ny og ulmende diskussion om atomkraft, der varede ved til ind i 1980’erne, hvor Tjernobyl og Harrisburg lagde en kraftig dæmper på begejstringen for den slags. Det er også interessant for mig at genopdage, hvor gammel, jeg efterhånden er blevet. De fleste af de danske partiledere, som nu forhandler om et regeringsgrundlag, var enten ikke født under oliekrisen eller var helt små. Pia Olsen Dyhr er vel den ældste af dem, og hun er født i 1971.

Dagen derpå

Valgplakater i Aalborg Øst.

Hele min familie har nu stemmeret, og min hustru og jeg fulgtes med vores datter ud til valgstedet på Gl. Lindholm Skole. På vej hjem mødte vi min fætter, der skulle hen for at stemme. Han er (som mange andre i familien) socialdemokrat. Og dig, Hans – du er da radikal, ikke? spurgte han mig. Det måtte jeg sige nej til.

Om aftenen mødte jeg til en “valgfest” (et andet ord for en samling mennesker, der mødes og ser fjernsyn med valgresultater og skiftevis græmmes og glædes) en tidligere studerende, som jeg havde undervist i programmering for 19 år siden. Jeg kunne desværre ikke huske ham, men han kunne huske mig. Han var siden droppet ud og var i dag lokomotivfører, et job han holdt af. Han hørte en masse lydbøger på sine togture og havde også tid til at engagere sig i politik. Og dig, Hans – du er vel institutleder nu? spurgte han mig. Det måtte jeg sige nej til.

Her vil jeg for en sikkerheds skyld skifte emne.

Jeg er på den ene side glad for at vi nu slipper af med den regering, vi har haft. Jeg har ofte kritiseret den, som mange vil vide. I 2011, da den foregående borgerlige regering faldt, var jeg nærmest euforisk, så letter var jeg. De 10 år med Venstre-regeringer havde skabt nogle vilkår, jeg og mange andre havde svært ved at leve med.

På den anden side blev jeg svært skuffet efter 2011. Jeg havde vel håbet på at vi ville få en regering med SFs økonomiske politik, de Radikales flygtningepolitik og Socialdemokratiets erfaring med at sidde i regering. Men vi fik en regering, der kombinerede de Radikales økonomiske politik, Socialdemokratiets flygtningepolitik og SFs erfaring med at sidde i regering. Og efter 2015 blev de tiltag, der trods alt var sket på miljøområdet, hurtigt rullet tilbage af Venstre.

Det er en lignende risiko, vi nu ser. I dag har jeg derfor ingen illusioner om noget som helst, og jeg er ikke engang lettet. Jeg vil derimod være med til at kæmpe for, at den bevidsthed, der nu er om klimaforandringernes konsekvenser, kan fortsætte. Det er ikke nu, man skal læne sig tilbage. Tværtimod. (Og så har jeg ikke sagt noget om, hvad der bør ske angående f.eks. en anden politik om forskning og uddannelser.)

Bare en knortegås og en lille tudse…

Lysbuget knortegås. Foto: Peder Bundgaard (http://novana.au.dk/fugle/traekfugle/traekfuglearter/lysbuget-knortegaas/)

For nogle år siden var jeg med til en protest mod Egholm-motorvejen. Tre folketingspolitikere var taget til Egholm for at tage et “første spadestik” til en sådan motorvej, men jeg og andre aktivister fulgte efter dem. Jeg husker, hvordan et medlem af Dansk Naturfredningsforenings Ungdom prøvede at sige til Preben Bang Henriksen (MF for Venstre) at strandtudsen findes på Egholm, og at den faktisk er totalfredet.

– Det er jo bare sådan en lille tudse.

var politikerens reaktion. Han var tydeligvis ligeglad. Men han er ikke den eneste, der har denne kyniske holdning.

En anden sjælden dyreart, der forekommer på Egholm, er den lysbugede knortegås. Fra september til maj overvintrer de lysbugede knortegæs i Danmark og bl.a. kommer der gæs til Egholm. I disse dage trækker gæssene op til Svalbard, men i en lang periode af året bor de sjældne gæs på Egholm. I dag udtaler Maja Torp, der er folketingskandidat for Venstre til Nordjyske, så at

– Jeg er slet ikke ligeglad med klimaet. Det er meget vigtigt for mig, men vi har brug for den forbindelse, og Egholm-forbindelsen er klart den bedste. At vi får den er vigtigere end knortegåsen

Det er interessant på en trist måde, at folketingskandidater på denne måde er ligeglade med sjældne dyrearter, og det er direkte ubehageligt at høre en folketingskandidat udtale, at en motorvej er vigtigere end en dyreart (og tilmed får rodet truede dyrearter sammen med klimaforandringerne).

200 klimatosser i København

Her er gruppebilledet fra Dansk Magisterforenings kongres i København den forgangne weekend. Vi kunne ikke være med til klimamarchen, men vi sender dette billede som vores fælles støtte til kampen for at forhindre den truende katastrofe.