Meget ofte hører man beroligende udsagn om de store kriser, vi står i. Typisk er udsagnene varianter af bemærkningen: Det går nok – vi har klaret det gør; bare vent og se, det er nok ikke så slemt endda. Man ser også dette synspunkt, når det gælder klimaforandringerne. Men i virkeligheden er det nok i netop dén sammenhæng, at den tilbagelænede optimisme bekymrer mig mest.

De menneskeskabte klimaforandringer er noget andet end de store økonomiske kriser. De store økonomiske kriser i vort århundrede og i forrige århundrede havde også store omkostninger, men en dag sluttede de. Klimaforandringerne minder heller ikke om COVID-19-pandemien. Én strategi ville være at lade denne pandemi fortsætte uden indgreb. Mange ville være blevet syge, millioner ville være døde; allerede nu er det tilfældet, men mange steder har myndighederne grebet ind. Erfaringerne fra den spanske syge viser, hvor galt det kan gå, hvis man ikke gør det. Men pandemien ville slutte inden for en kort årrække, når alle var døde eller immune. Verdenskrigene i det 20. århundrede sluttede, da krigenens parter var døde, sårede eller blevet besejret. Både for en pandemi og for en stor krig vil de menneskelige og økonomiske omkostninger være ufatteligt store, men en dag slutter det hele, og man skal genopbygge det hele fra bunden.

Det er helt anderledes med de menneskeskabte klimaforandringer. De ødelægger vores livsgrundlag på meget langt sigt, for forandringerne er uigenkaldelige og det går stærkt. Vi kan ikke bare vente på at klimaforandringerne slutter og så begynde forfra. Klimaforandringerne bliver simpelthen værre og bliver ved med at blive værre. Der er ikke det samme bundniveau at begynde fra; meget er eroderet væk.

I et interview i Information siger den politiske filosof Jan-Werner Müller netop dét.

Historisk set har demokratierne været afhængige af en vis form for tålmodighed, forklarer Müller. Man har forsøgt det ene og det andet, man har diskuteret og forhandlet, og netop denne proces har ført til, at forskellige grupper i samfundet blev hørt, og forskellige ideer prøvet af. Og før eller siden ville man nå frem til løsninger, som alle kunne leve med. Men der er det særlige ved klimaforandringer, at de forløber uden for os i naturen, og de venter ikke på vores langsomme forhandlingsprocesser. Vi kan ikke tillade os den samme tålmodighed, som vi har vænnet os til på andre politikområder:

»Det går ikke, at vi tænker, at det hele ser kaotisk ud nu, men det plejer jo at gå til sidst, så sådan går det nok også denne gang. Det kan blive en fælde for os, hvis alt for mange tænker sådan og ikke indser, at nogle gange har vi at gøre med et problem, som i sin natur er helt anderledes. Den selvtilfredshed kan vi ikke tillade os her.«

Rune Lykkeberg: Merkel tømte det tyske demokrati for konflikt og debat, Information, 25. september 2021 (https://www.information.dk/moti/2021/09/merkel-toemte-tyske-demokrati-konflikt-debat)

Man bør bestemt være optimist og tro på at vi kan løse problemerne. Men det er ikke en tilbagelænet optimisme, vi så har brug for – det er derimod en fremadskuende og aktiv optimisme. Vi er nødt til at indse, at klimaforandringerne er noget helt særligt, og at vi ikke har at gøre med bare endnu en krise, hvor vi skal være tålmodige indtil vi en skønne dag får forhandlet os til rette.