Militæret, klimakrisen og forskningen

Kilde: https://www.army.mil/article/208766/12_principles_of_modern_military_leadership_part_1

Syddansk Universitet er et af de danske universiteter, der har tilsluttet sig FNs 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Det er bestemt prisværdigt. Men samtidig er der på danske universiteter også en systematisk indsats for at prøve at skaffe midler fra EUs nye program for våbenforskning. Nogle steder er der oprettet enheder, der skal koordinere denne indsats inden for våbenforskning.

For mig at se er disse to indsatser i stor modstrid med hinanden. Militæret er ikke bare en trussel mod samfundet i den forstand, at civilbefolkningen i en krig altid lider de største tab, eller i den forstand, at krigsførsel i høj grad går ud på at ødelægge modpartens infrastruktur, men er også en trussel i den forstand, at militæret sluger enorme mængder af energi og har et enormt klimaaftryk. Begrundelsen for FNs verdensmål nr. 13 siger at

Alle lande i verden kan se de drastiske konsekvenser af klimaforandringer. Udledningen af drivhusgasser fortsætter med at stige, og udledningen er i dag mere end 50 procent højere end niveauet i 1990. Endvidere forårsager den globale opvarmning langvarige ændringer i vores klimasystem, som truer med uoprettelige konsekvenser, hvis vi ikke handler nu.

(fra https://www.verdensmaalene.dk)

USAs militære ledelse ser klimakrisen for en alvorlig trussel mod USAs sikkerhed. Men det interessante er, at det amerikanske militær set på denne måde udgør en sikkerhedstrussel! En analyse foretaget af samfundsforskeren Neta C. Crawford fra Brown University i USA konkluderer nemlig, at USAs militær gennem sine aktiviteter har et større klimaaftryk end de fleste lande i verden.

Samtidig siger begrundelsen for FNs verdensmål nr. 16 at

Fred, stabilitet, menneskerettigheder og effektiv regeringsførelse baseret på retsstatsprincipper er vigtige betingelser for en bæredygtig udvikling. Vi lever i en verden, der i stigende grad er opdelt. Nogle regioner nyder vedvarende fred, sikkerhed og velstand, mens andre er plaget af tilsyneladende uendelige cyklusser af konflikter og vold. Dette er på ingen måde uundgåeligt, og skal løses.

Væbnet vold og usikkerhed har en ødelæggende effekt på et lands udvikling, det påvirker den økonomiske vækst, og medfører ofte langvarigt fjendskab mellem lokalsamfund, der kan vare ved i flere generationer.

(fra https://www.verdensmaalene.dk)

Set i lyset af dette, er det svært at forstå, at danske universiteter på én og samme tid hævder at arbejde for FNs verdensmål og opfordrer til militærforskning. For mig at se er der først og fremmest tale om en form for opportunisme, netop fordi eksterne forskningsmidler er blevet så vigtige, at universiteternes ledelser først og fremmest er interesseret i at skaffe midler på så mange fronter som muligt (hvis man vil undskylde mig dette ordspil).

Huset brænder, og vi mødes næste år

Kilde: Mercator Research Institute on Global Commons and Climate Change..

Klimatopmødet i Madrid sluttede i dag, og resultatet af COP25 er skuffende. Jeg ville gå så vidt som til at kalde det foruroligende. Der er nemlig ikke sket ret meget. Ikke engang en aftale om CO2-kvoter har det kunnet blive til. Nogle lande har presset på for at der skulle gøres mere for at bremse udledningen af CO2, så målet i Paris-aftalen kunne nås. Men andre lande, nemlig USA, Brasilien og Indien, har ikke villet ændre deres nuværende planer.

Så nu sker der ingen ting. Man er blevet enige om at fremlægge nye, detaljerede planer for, hvordan man skal skære ned på udledning af drivhusgasser, når der er COP26 i Glasgow om et år. Men det globale CO2-budget rækker kun til mellem seks og ti år med det nuværende udledningsniveau, og der er ikke meget, der tyder på at det vil aftage nævneværdigt. Greta Thunberg har sagt, at vores hus brænder, og det er en voldsom, men desværre også rammende metafor. Den tynde biosfære er trods alt vores eneste hjem, og brandene hærger lige nu derude på grund af klimaforandringerne.

Når den danske klimaminister siger at

Det er et forløb, hvor det er, som om at det ikke er gået op for en række lande, hvor alvorlig en situation verden står i…

Klimaminister Dan Jørgensen, citeret i https://www.dr.dk/nyheder/indland/kaotisk-klimatopmoede-sender-igen-co2-problem-videre-til-naeste-aar

er det et tegn, hvor galt det er fat.

Menneskerettighedsdagen 2019

I dag markerede vi i Amnesty International FNs menneskerettighedsdag. Det er i dag 71 år siden, verdenserklæringen om menneskerettigheder blev vedtaget. Den er stadig helt aktuel, og vi er også i dag stadig langt fra dens ord om at alle mennesker er født frie og lige i værdighed og i rettigheder. Med andre ord er der stadig masser at tage fat på.

Menneskerettighederne er for alvor under pres i disse år, som udviklingen i bl.a. Kina er et tydeligt eksempel på. I Xinjiang-provinsen i det vestlige Kina bliver mindst en million muslimske uighurer, kasakhere og andre etniske minoriteter bliver holdt fanget i genopdragelseslejre. De er for alvor blandt de glemte fanger, som Amnesty International er kendt for at arbejde for.

Og i år udtalte FNs kommisær for menneskerettigheder Michelle Bachelet at klimaforandringerne nu er den største trussel mod menneskerettighederne. Mennesker vil blive drevet på flugt og regeringer vil bruge krisen som påskud for at indskrænke rettigheder. I Amnesty International er det nyt for os at skulle arbejde med klimakrisen, og vi er stadig ved at finde ud af hvordan vi bedst kan gøre dette ud fra de mange års erfaringer med kampagnearbejde, som vi har. Men det er klart for os allerede nu, at dette bliver en af vores helt store, nye udfordringer – der kommer oven i dem, vi allerede arbejder med.

Kan man købe sig fra omstillingen?

Fra demonstration den 6. december i år i Madrid. Foto: John Englart (https://www.flickr.com/photos/takver/49187008806, Attribution-ShareAlike 2.0 Generic (CC BY-SA 2.0))

Klimatopmødet COP25 er i gang i Madrid nu, og her diskuterer man artikel 6 i Parisaftalen, der går ud fra at skabe og regulere et globalt marked for handel med CO2-kvoter. Der er ikke ret meget fokus på COP25 i medierne; hvis man ser på DRs websted lige nu, kan man ikke finde én eneste artikel om dette vigtige topmøde. Men det er trist, at diskussionerne lige nu i så høj grad handler om artikel 6.

Der findes et forholdsvis sindrigt system af CO2-kvoter, der giver hvert enkelt land ret til at udlede en bestemt mængde CO2. Dette fører til en praksis med spekulation, så lande, der ikke har gjort nok for at reducere deres udledning af CO2 købe kvoter fra lande, der har udledt mindre CO2 end de har “ret til”.

Mens jeg stadig tog på flyrejser, forsøgte jeg mig med at købe aflad ved at købe CO2-kvoter. På denne måde kunne jeg få det til at se ud som om jeg neutraliserede den udledning af drivhusgasser, som min flyrejse var årsag til. Men selvfølgelig blev der udledt præcis den samme mængde CO2 som ellers; flyet fløj stadig på den samme rute og med det samme antal passagerer. Det eneste, jeg gjorde, var at fratage mennesker andre lande deres ret til at udlede mindre CO2 end ellers. Om de pågældende mennesker så nogensinde ville gøre brug af denne ret, er en helt anden snak. Hele CO2-kvotesystemet viser her et princip, der er typisk for hvordan man tænker i være dages økonomi. CO2-kvoterne er nemlig et sørgeligt tydeligt eksempel på det, man kalder fiktiv kapital og minder i virkeligheden mest om hvad finansmarkedernes handel med store, fiktive summer gør ved den globale økonomi.

Hvis vi skal få standset klimaforandringerne, mens der stadig (måske) er tid, kan vi ikke bruge sådan en tilsyneladende (men kun tilsyneladende) snedig lånemekanisme.

Et borgerting i Danmark er på vej

Foto: NOAH (https://www.noah.dk/nyheder/det-er-tid-de-ubekvemme-losninger)

Danmark har fået en klimalov, og det er et vigtigt skridt i den nødvendige og rigtige retning. I  aftalen om klimaloven står der noget andet vigtigt, nemlig, at aftaleparterne er

…enige om, at der frem mod den første klimahandlingsplan oprettes et borgerting, hvor borgerne kan få deres stemme hørt i tilrettelæggelsen af klimapolitikken.

(citeret fra dagbladet Information, https://www.information.dk/indland/2019/12/nybrud-dansk-klimapolitik-borgerne-inddrages-komme-forslag)

Det er første eksempel i dansk politik på ideen om et borgerting, og på den måde viser det samtidig, at klimakrisen kan føre til en nødvendig nytænkning af selve den politiske proces. I andre europæiske lande ( Irland og Frankrig) er der allerede blevet etableret borgerting på klimaområdet.

Potentialet er stort: Der er en masse gode ideer derude, som fortjener at blive hørt, og vi har brug for alle gode ideer. Et borgerting vil kunne stimulere processen yderligere og forhåbentlig vil det også være med til at overbevise den enkelte borger om at vi ikke bare skal, men også kan gøre noget. Tilbage i 2012 lancerede dagbladet Information tænketanken 100dage, hvor læsere kunne komme med forslag til handling, og der kom ganske mange af slagsen – også jeg kom med en idé.

Stellers søko

Fra Extinct monsters (London :Chapman & Hall,1896). Kilde: https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/1/13/Steller%27s_Sea_Cow.jpg http://www.biodiversitylibrary.org/item/51560

Jeg holder meget af søkøer; de ligner store, flegmatiske sæler, men kommer faktisk fra en anden orden, nemlig Sirenia – og de er (ligesom jeg selv) planteædere. Alle søko-arter findes i troperne. Dvs. der har været én søko, den største af dem alle, der levede i kolde farvande på den nordlige halvkugle, nemlig Stellers søko. Den blev opdaget i Stillehavet i 1741 under en af Vitus Berings ekspeditioner, men i løbet af kun 27 år blev det godmodige og forsvarsløse dyr helt udryddet. Gerningsmændene var sælfangere og andre søfolk.

Der er rapporter fra det 20. århundrede, hvor nogen mener at have set en Steller-søko, men ingen har kunne bekræfte dem. Efter alt at dømme har intet nulevende menneske set Stellers søko, og det er usandsynligt, at et et 8-9 meter langt dyr med en vægt på op til 10 ton skulle kunne gemme sig et sted deroppe nordpå.

Der er noget særligt vemodigt ved disse beretning om dyrearter, der er uddøde i historisk tid. I vor planets historie har der været fem store artsudryddelser i jordens historie; årsagen har været store forandringer skabt af bl.a. vulkanudbrud, der førte til voldsomme forandringer af klimaet. I disse år er en million arter ifølge FN på vej til at uddø; forskellen er, at truslen denne gang kommer fra mennesket og i høj grad fra de menneskeskabte klimaforandringer. De fleste af dem er ikke så spektakulære som Stellers søko, men gør vi ikke noget, vil der også for dem komme en dag, hvor man vil kunne sige, at intet levende menneske har set de pågældende dyr og planter.

En lettelse

For en sjælden gangs skyld er jeg lidt lettet over en ny dansk finanslov. Det er godt, at uddannelsesloftet omsider bliver afskaffet, og det er en stor lettelse ikke kun for samfundsvidenskab og humaniora, at taxameterløftet af de humanistiske og samfundsfaglige uddannelser på universiteterne bliver videreført. Nogle universiteter har nemlig brugt den mulige fjernelse af taxameterløftet til at varsle en mulig fyringsrunde, og jeg vil nu håbe, at der ikke bliver en sådan.

Jeg håber selvfølgelig i særdeleshed, at der er midler nok til at få gjort noget afgørende for at få reduceret Danmarks udledning af drivhusgasser med 70 procent – og at det ikke ender som, nå ja, varm luft.

Der sker ingen ting

I denne uge er der en artikel i Nature af syv kendte klimaforskere, herunder Katherine Richardson fra Københavns Universitet. Artiklen er grundigt refereret i dagbladet Information i denne uge. Forfatterne advarer om at der er overhængende risiko for at vi befinder os ved et tipping point, hvor ændringerne forårsaget af de menneskeskabte klimaforandringer vil forstærke hinanden. Afsmeltningen af Antarktis, afsmeltningen af Arktis, afskovningen af Amazonas, koralrevenes død og optøningen af permafrosten i tundraerne er ikke isolerede fænomener – de gør hinanden værre. Bl.a. vil optøningen af permafrost udlede store volumen af den voldsomme drivhusgas metan. Det er nu meget tæt på sidste udkald, hvis menneskeheden vil gøre noget for at standse dette. Måske er det endda for sent.

Forfatterne skriver

Verdens tilbageværende budget, hvis der skal være en 50:50 sandsynlighed for at holde sig inden for en opvarmning på 1.5 °C er kun omkring 500 gigaton (Gt) CO2. Permafrostudledninger kan fjerne et estimeret 20% (100 Gt CO2) af dette budget, og det uden at inkludere metanen fra dyb permafrost eller undersøiske hydrater. Hvis skovene er tæt på tipping points, kan Amazonas’ død udløse yderligere 90 Gt CO2 og de boreale skove yderligere 110 Gt CO2. Med samlede globale CO2-udledninger stadig på mere end 40 Gt  pr. år, kan det tilbageværende budget være tæt på opbrugt allerede.

(Min oversættelse af Climate tipping points — too risky to bet against )

Men hvis man ser på nyhederne i dag, Black Friday 2019, står der ikke ét ord om dette. Jeg fatter det ikke. Artiklen fra Nature er forfærdelig læsning; jeg bliver bange og ked af at læse den. Men ingen vil åbenbart spørge vore beslutningstagere, hvad de vil gøre set i lyset af alt det, vi nu ved.

Den store omstilling

Fra et portugisisk supermarked, som jeg ofte har besøgt under ophold i Lissabon. Også her er der et forbløffende stort udvalg.

Jeg fandt en ordentlig spandfuld til normalt og fedtet hår, og også virksomt, hvis der skulle være skæl. Det var så langt det billigste, så man kan da ikke forstå, at noget af alt det andet prangværk lader sig sælge.

Niels Hausgaard: Shampoo (oversat fra vendelbomål af mig)

Hvorfor er der så mange varianter af det samme produkt? Hausgaards sang om shampoo dækker over en undren over netop dét. Der er skabt en overflod af næsten ens produkter derude, og det betyder samtidig at der er en masse produktionsapparater og infrastrukturer der bliver duplikeret. Ofte bliver hvert eneste konkurrerende shampoo-mærke fremstillet på hver sin fabrik og ofte også distribueret af hver sin distributør.

Nogle ser de mange valgmuligheder og udbud i dag som et vigtigt tegn på hvor udviklet vores samfund er. Men er al denne overflod i virkeligheden ikke blot en overflødighed? I The Guardian har den engelske antropolog Jason Hickel nogle tankevækkende betragtninger om hvad der skal til for at vi kan omstille os til en bæredygtig produktionsmåde og til bæredygtige samfundsforhold.

Den store omstilling væk fra det, der lige nu er destruktivt, betyder ifølge Hickel at vi ikke skal gå efter gamle idealer om “udvikling”, så de fattigere samfund i verden skal stræbe efter det, de rige samfund har nu.  Det er fattige lande, ikke rige lande, der er tæt på at leve op til de internationale mål om bæredygtighed. Men det betyder ikke, at alt der er elendighed. Det er påfaldende, skriver Hickel, at lande som Cuba har middellevealder som i USA (det cubanske sundhedsvæsen har faktisk et godt ry) og har et af verdens laveste niveauer af analfabetisme, trods det at landets BNP kun er $6000 pr. indbygger. Noget tilsvarende kan siges om f.eks. Peru, Ecuador, Honduras, Nicaragua og Tunesien. (Og ja, jeg ved godt, at nogle af disse lande har alvorlige problemer med bl.a. at overholde menneskerettighederne på vigtige områder; jeg synes ikke at disse lande er idealsamfund som sådan.)

Men i virkeligheden er bæredygtigheds-strategien for de rige samfund ikke den øvelse i “grøn vækst”, som nutidens politikere hele tiden taler om. Der er derimod tale om en meget sværere øvelse: at finde og opnå almen livskvalitet (folkesundhed, kulturel rigdom osv. osv.) uden samtidig at basere sig på overflod. Øvelsen er rigtig svær, fordi manglen på overflod ofte fremstilles som at man skal vænne sig til afsavn. Men måske har vi ikke brug for alle de mange slags shampoo? Og måske er det i virkeligheden sådan, at den dominerende produktionsmåde i dag kan siges at være overudviklet.

Det 20. århundrede er slut

Tilbage i 1935 døbte man i USA et nyt, kraftigt lokomotiv The 20th Century. Det var sigende for datidens tro på, at man befandt sig i vækstens århundrede.

Der er et langt og interessant interview med Bernd Urich, der er stedfortrædende redaktør ved den tyske ugeavis Die Zeit i dagbladet Information. Fokus er på klimakrisen og hvad den vil føre med sig – og hvad vi kan gøre. Et sted udtaler han

Vores markedsliberale selvforståelse er slet ikke gearet til den her omstilling. Den vestlige verden må forstå, at det 20. århundrede er slut…

Jeg tror faktisk, at det er lige præcis dét, de fleste politikere glemmer: at de bud på løsninger, man kunne komme med i det 20. århundrede, ikke er nogen, der giver mening i dag. Vi kan ikke “fortsætte som vi plejer”. Alle politikere i vore dage har en baggrund i det 20. århundrede og i den måde at tænke på, som var fremherskende dengang. Jeg har også hele min barndom og ungdom tilbage i dét århundrede (som jo også var i et andet årtusinde), og det præger selvfølgelig også min måde at tænke på. Men det 20. århundrede er slut; det sluttede for næsten 20 år siden.

Den ekstreme udgave af arven fra det 20. århundrede er selvfølgelig den holdning, at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte og måske ikke engang en trussel, og at vi derfor kan fortsætte, som om vi stadig var i forrige århundrede. Men der er også andre varianter af troen på fortiden.

Et tydeligt vidnesbyrd om hvor fast beslutningstagerne sidder i forrige århundrede, er arbejdet med en ny klimalov i Folketinget. Her kan jeg nemlig nu læse, at regeringen kræver, at den “grønne omstilling” ikke må koste velfærd eller arbejdspladser og ikke må bremse væksten. Jeg vil selvfølgelig ikke have arbejdsløshed eller fattigdom, men det er påfaldende, at man selv i en tid, hvor det bliver så tydeligt, at resurserne er knappe og menneskets adfærd truer menneskets egen fremtid, bliver ved med at fokusere så voldsomt på vækst.