60 procent eller ingen ting?

Tallene for afsmeltning af isen i Grønland taler deres eget, tydelige sprog.

Nu lover Mette Frederiksen, at Socialdemokratiet vil lave en ny klimalov, ifølge hvilken CO2-udledningen være reduceret med 60 procent i forhold til 1990-niveauet. Dette mål skal være bindende for den til enhver tid siddende regering.

Men Venstre ikke vil have et veldefineret måltal. Dette minder om samme regeringspartis beslutning om at afskaffe fattigdomsgrænsen i sin tid. Det er påfaldende, netop fordi vi her taler om et parti der i sin regeringstid har indført ganske mange måltal i form af New Public Management. Offentlige instanser skal leve op til nogle meget detaljerede mål, men noget tilsvarende skal ikke gælde for bekæmpelsen af fattigdom eller for bekæmpelsen af klimaforandringerne.

Samtidig bemærker jeg dog også, at hverken Venstre eller Socialdemokratiet vil indføre en afgift på flyrejser. Her er der kun ukonkrete bud på hvad man skal gøre i stedet – hvis man overhovedet skal gøre noget. Det lyder nemlig ikke sådan:

– En isoleret dansk flyskat nytter ikke noget. Der skal ske noget på europæisk niveau, siger Lars Løkke Rasmussen.

– Jeg er åben for at diskutere det, men jeg er ikke sikker på, at en skat, der rammer almindelige danskere, er den rigtige, siger han. 

Mette Frederiksen mener heller ikke, at direkte afgifter på flybilletter er løsningen. 

– Vi skal vænne os til at flyve noget mindre. Det vigtigste omkring fly er brændstof, og hvad flyene flyver med. Måske skulle man kigge den vej, siger Mette Frederiksen. 

Flyvning og rygning: De udsattes eneste trøst?

Alle partier i den nuværende opposition på nær Socialdemokraterne taler for at prisen på cigaretter skal sættes op, så færre unge begynder at ryge. Mette Frederiksens argument for ikke at ville støtte højere priser på cigaretter er

– Jeg vil gerne diskutere alt, også cigaretpriser. Men jeg er også bare socialdemokrat og står her med socialt udsatte mennesker med en dårlig økonomi. …  Jeg er bange for, at hvis man bare hæver prisen, som mange foreslår, så slår man bunden ud af pension og kontanthjælp.

Et tilsvarende argument bruger socialdemokrater for ikke at have en afgift på flyrejser: At arbejderklassen omsider har mulighed for at rejse billigt på ferie med fly, så den glæde skal man ikke tage fra dem.

Det er interessant, at socialdemokratiske politikere taler om cigaretter og flyrejser som noget, bestemte andre mennesker fortjener, en glæde, som man ikke må tage fra dem, selv om den fører til dårligt helbred og alvorlige konsekvenser for miljøet. Men cigaretter og flyrejser bliver markedsført af magtfulde virksomheder, ikke fordi de er tænkt som en trøst for de økonomisk udsatte, men er en mulighed for profit.

Det er også interessant, at socialdemokraterne tilsyneladende ikke forestiller sig, at arbejderklassen og kontanthjælpsmodtagere ville kunne lægge deres vaner om, hvis de fik de gode argumenter for det og kunne få et bedre liv gennem en bedre politik på andre områder. For en afgift på flyrejser bør laves sådan, at den især rammer dem, der flyver meget og flyver langt, og afgifter på cigaretter skal ikke være det eneste, man gør for mod rygning. Det afgørende er, at der samtidig er andre initiativer, f.eks. en mere restriktiv rygelov og bedre alternativer til at rejse med fly. Afgifterne kan hjælpe med at finansiere sådanne tiltag.

Den socialdemokratiske holdning i 2019 er (så vidt jeg kan se) egentlig en holdning om at de andre mennesker, man mener at repræsentere, ikke kan eller skal påvirkes grundlæggende. Holdningen skal fremstå som solidarisk, men den er egentlig mere opgivende og måske også i virkeligheden nedladende – lidt på samme måde som nyere socialdemokratiske holdninger til kultur og til videregående uddannelser, som man nu opfatter som elitære fænomener.

Tidligere tiders socialdemokratisk politik havde noget større tiltro til, hvad arbejderklassen og udsatte grupper stræber efter og formår. Den første socialdemokratiske kulturminister Julius Bomholt sagde at

Der er mange steder en opfattelse af, at kunst er luksus. Men vi må søge at åbne vore medborgeres øjne for den sandhed, at kunst er livsnødvendig…

Bomholt var faktisk ikke bare den første socialdemokratiske kulturminister, han var den første danske kulturminister nogensinde. Dengang var holdningen ikke, at man skal “snobbe nedad”, men at det gode liv kunne være for alle.

Spørgsmål til folketingskandidater

Så blev folketingsvalget udskrevet. Herunder er fem spørgsmål, som alle folketingskandidater bør få. Der er meget andet, der også fortjener at blive spurgt om, men nedenstående fem spørgsmål håber jeg vil blive stillet til alle kandidater, også de nu opstillingsberettigede højrenationalistiske partier. Og jeg vil hermed opfordre vælgerne til at spørge om dette:

  • En million dyre- og plantearter er truet af udryddelse. Hvad vil dit parti (og du selv) gøre for at forhindre, at de mange arter bliver udryddet?
  • Klodens temperatur stiger på grund af de menneskeskabte klimaforandringer. Hvad vil du gøre for at sikre, at Danmark kan overholde målene i Paris-aftalen?
  • Der er netop blevet indgået en infrastrukturaftale. Hvordan skal CO2-belastningen af de tiltag, som aftalen indeholder, analyseres?
  • På to år er antallet af fattige i Danmark steget med 25 procent, og 64.500 børn vokser nu op i fattigdom. Hvad vil dit parti (og du selv) gøre for at ændre på denne situation?
  • Hvert år skæres der 2 procent ned på uddannelserne i Danmark. På hvilke måder er disse nedskæringer gavnlige?

Jeg håber også, at alle, der vil stemme den 5. juni, vil tænke over de svar, vi har fået på spørgsmålene.

Den sidste mosaikhale-rotte

Den sidste mosaikhale-rotte. Denne dyreart findes ikke mere.

I juni 2016 kunne biologer konkludere, at den lille mosaikhale-rotte, der fandtes på en ø ud for Australien, er uddød. Det er den første pattedyr-art, der er blevet offer for klimaforandringerne.

I dag kom så en længe ventet rapport fra IPBES, der er The Intergovernmental Science-Policy Platform on Biodiversity and Ecosystem Services under De Forenede Nationer. Det er ikke rar læsning; hele 1 million dyre- og plantearter er i fare for at uddø.

En grundig artikel i dagbladet Information omtaler rapporten og her står der

»Sundhedstilstanden af de økosystemer, som vi og alle andre levende væsener er afhængige af, undergraves hurtigere end nogensinde. Vi er i færd med at erodere selve fundamentet for vore økonomier, levebrødet, fødevaresikkerheden, sundheden og livskvaliteten kloden rundt,« lød det i Paris fra formanden for IPBES, Sir Robert Watson, der tidligere har været formand for IPCC og før det hovedkraft bag den såkaldte Montreal-protokol, der skal sikre det globale ozonlag.

Hvis ikke de partier, der gerne vil danne regering, kan få den igangværende valgkamp i forbindelse med EU-valget og den kommende valgkamp til Folketinget til at handle om det, der virkelig truer os, nemlig arternes uddøen og ødelæggelsen af den atmosfære, vi alle bor i og afhænger af, fortjener ingen af dem at blive valgt.

Femte generation

Til Amnesty Internationals landsmøde kommer der af og til nogle underlige spørgsmål og kommentarer. En deltager spurgte i år i plenum, om ikke Amnesty International burde gøre noget for at standse den nye 5G-mobilteknologi, for “den er et alvorligt problem for menneskerettighederne”. Amnestys generalsekretær gav et forbilledligt diplomatisk svar på dette underlige spørgsmål. Jeg får også i mit Facebook-feed ganske mange bekymrede opslag fra personer, der er bekymrede over 5G-teknologien og dens konsekvenser for folkesundhed og miljø.

For ikke så længe siden var der et debatindlæg i dagbladet Information forfattet af tre personer fra det såkaldte Rådet for Helbredssikker Telekommunikation, der trods sit officielt klingende navn er en gruppe af bekymrede mennesker. De henviser til en rapport fra EU-Kommissionens organ for nye miljøtrusler, SCHEER, der giver 5G-teknologi den højeste prioritet for risikoafklaring.

I rapporten står der

5G networks will soon be rolled out for mobile phone and smart device users. How exposure to electromagnetic fields could affect humans remains a controversial area, and studies have not yielded clear evidence of the impact on mammals, birds or insects. The lack of clear evidence to inform the development of exposure guidelines to 5G technology leaves open the possibility of unintended biological consequences.

Men bemærk: Der står netop ikke at 5G-teknologien er farlig, blot at vi simpelthen ikke ved nok om denne teknologis konsekvenser. Det er netop derfor, man kan påstå næsten hvad som helst. Jeg har ikke ekspertisen til at sige at 5G-teknologien er ufarlig, og vi skal naturligvis undersøge helbredskonsekvenserne grunde, men hvad vi ved om tidligere trådløse teknologier har ikke påvist nogen fare for mennesker, og i 2011 udtalte Kræftens Bekæmpelse at man ikke så nogen grund til at være bekymret over helbredspåvirkningen fra de dengang eksisterende mobilnetværk.

Måske er der til gengæld andet at tænke over. Insekters levevilkår er i forvejen truet af klimaforandringerne og af sprøjtemidler, og uden insekter ingen bestøvning af planter. En artikel fra Nature i 2018 antyder, at radiofrekvenser mellem 2 og 120 GHz kan påvirke insekter, men der er tale om den første undersøgelse af sin art (og man foretager CT-scanning af insekter!). Der skal meget mere forskning til.

Det er nemt at komme i tanke om nogle helt andre, meget mere håndgribelige bekymringer. For det første kræver 5G-teknologien at der skal opstilles flere mobilantenner end i tidligere generationer af mobilteknologi, og her kommer endnu en runde af de problemer, opstilling af mange nye mobilmaster vil medføre. For andet er det trist, at en så vigtig ny infrastruktur som 5G skal være på private hænder – af præcis de samme grunde som det ville være et problem at privatisere f.eks. vejnettet eller vandforsyningen. Og for det tredie er det ærgerligt, at så megen bekymring bliver kanaliseret over i noget, der for mig at se lige nu ikke er andet end en slags konspirationsteorier i en tid, hvor de menneskeskabte klimaforandringer udgør en meget stor og meget veldokumenteret trussel.

Umisteligt

Foto: Remi Mathis (https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/8/8d/Incendie_de_Notre-Dame-de-Paris_15_avril_2019_05.jpg)

Der er allerede doneret mere end seks en halv milliard kroner til genopbygning af Notre Dame-kirken.

Det viser mindst to ting. For det første, at der faktisk er midler nok derude til at udrette meget – og at de superrige har rigtig mange sådanne midler. Når de kan give så stort et beløb til genopbygning af en brandskadet kirke, må det også være muligt at skaffe midler til at hjælpe mennesker på flugt og til at genopbygge krigshærgede lande i et større omfang, end vi ser nu. De mennesker, der er på flugt fra Syrien og andre steder, hvor historiske bygninger er gået tabt, vil uden tvivl minde alle om netop dét.

For det andet, at det må være muligt at tænke på meget andet som dyrt og umisteligt og vigtigt at beskytte. Her tænker jeg selvfølgelig på miljøet, der netop nu er mere truet end nogensinde før. Vi har mindre end ti år til at standse de menneskeskabte bidrag til den globale opvarmning. Greta Thunberg bruger samme sammenligning i sin tale til EU-parlamentet.

På dén måde kan den voldsomme brand i Paris måske også få alle til at huske den aftale, der er blevet indgået i samme by for få år siden.

Hvorfor er der ingen, der gør noget?

Fra OECD: Climate Change: Consequences of Inaction.
 http://www.oecd.org/fr/environnement/climate-change-consequences-of-inaction.htm

Greta Thunberg bruger sin tid på at rejse rundt og kræve, at der bliver gjort noget afgørende for at standse de menneskeskabte klimaforandringer. Meget af det, jeg ender med at skrive om klimaforandringerne, bunder i et lignende spørgsmål: Hvorfor er der ingen, der gør noget? Mange andre end mig har stillet det samme spørgsmål.

Det er nogle gange forbløffende, så meget en kort tekst med udtalelser fra politikere kan røbe om hvad svaret er. I dag kan jeg læse dette i Politiken:

I alt skønner Liberal Alliance, at deres klimaplan vil koste 85 milliarder kroner frem mod 2030.

Pengene skal blandt andet findes ved besparelser inden for den offentlige sektor, gennem økonomisk vækst og en øget beskæftigelse.

Forslaget får en kølig modtagelse hos Socialdemokratiet.

»Det betyder samlet set, at det går ud over vores børn, vores sundhed og vores ældre«, siger Nicolai Wammen, politisk ordfører for Socialdemokratiet.

Her er tale om udtalelser fra to politiske partier med regeringserfaringer.

Det ene politiske parti vil bekæmpe klimaforandringerne gennem – vækst. Men klimaforandringerne skyldes netop uhæmmet vækst. (Og derudover tror man på at offentlige nedskæringer som et middel til positiv forandring.)

Det andet politiske parti er skeptiske over for forslaget om at gøre noget mod klimaforandringerne – fordi det vil gå ud over børnene og sundheden. Men klimaforandringerne kommer netop til at have voldsomme konsekvenser for de kommende generationer og for folkesundheden.

Og det er præcis sådan, mange politikere er fanget i deres respektive, kortsynede forståelser af situationen, og det er derfor, der ikke sker noget. Jeg vil opfordre alle disse politikere til at se OECDs oversigt over, hvad der sker, hvis vi ikke gør noget afgørende. Det er ikke rar læsning, men den er nødvendig.

Infektionerne i permafrosten

Permafrost, der tør op. Foto: NPS Climate Change Response (C.Ciancibelli)

En af årsagerne til at der ikke bliver gjort ret meget for at standse den globale opvarmning er, så vidt jeg kan se, at der er tale om en katastrofe, der finder sted i slow motion. I dag kunne jeg læse, at verdens samlede udledning af CO2 er steget for andet år i træk. Det er meget foruroligende, at der tilsyneladende ingen ting sker.

Men der er en potentielt meget farlig konsekvens af den globale opvarmning, som burde kunne få mange til at vågne op, og det er konsekvenserne ved at permafrosten i bl.a. Sibirien, Alaska og Canada tør op. Én konsekvens er, at store mængder metan bliver frigivet, og metan er en drivhusgas. Men der er også en anden konsekvens, som vi kun sjældent taler om. Og dén er også skræmmende.

Permafrosten kan nemlig bevare levende mikroorganismer i en dvaletilstand, og især længere nede i jordlagene kan der være ganske meget, vi ikke kender til. I 2007 fandt man i Alaska RNA fra den influenzavirus, der var bag den pandemi, der er bedre kendt som Den Spanske Syge.

Der er dog et mere tydeligt eksempel. I august 2016 døde en 12 år gammel dreng på Yamal-halvøen i Sibirien af miltbrand og mindst tyve andre indbyggere måtte indlægges. I begyndelsen af det 20. århundrede ramte en stor epidemi af miltbrand rensdyrbestanden, og omkring en million dyr omkom. Man mener, at et af disse rensdyr, der altså døde omkring 75 år tidligere, er årsagen. Rensdyrkadaveret havde i mange år været dækket af permafrost. Men i sommeren 2016 ramte en hedebølge denne del af tundraen, og permafrosten tøede op og slap miltbrandbakterierne løs. Miltbrandbakterierne havnede så i grundvandet og blev på denne måde spredt.

Sandsynligvis er der også andre bakterier, der forårsager farlige sygdomme, der har ligget i dvale i tundraen. Forskere mener at det bl.a. er tilfældet for kopper og for byldepest. BBC har en grundig artikel fra 2017 om hvad man ved om dette, og det er ikke rar læsning.

En sø er forsvundet

Foto: Martin Bernetti / AFP / Getty Images
Et foto af søen, fra da den endnu fandtes. Foto: Neison Pérez. tps://www.panoramio.com/photo/45688766

Hvis man vil se et meget tydeligt eksempel på hvad den globale opvarmning gør ved kloden, er Aculeo-søen i Paine, ikke så langt fra Chiles hovedstad Santiago, et tragisk eksempel. Så sent som i 2011 var søen et populært udflugtsmål for borgere fra Santiago. Men nu er søen, der engang dækkede et areal på 12 kvadratkilometer, væk. Vandstanden er gradvist faldet siden 2011; søen er på den måde et meget tydeligt offer for den langvarige tørke, der har hersket i det centrale og sydlige Chile siden 2011.

Den globale opvarmning er årsag til den langvarige tørke, og misbrug af søens vandresurser har kun gjort det hele værre. Landbrug har brugt søen til vanding af afgrøder, og da der ikke er kommet tilstrækkeligt med nedbør til erstatning, tog det livet af Aculeo-søen. På denne måde minder historien om Aculeo-søen om beretningen om Aral-søen i Centralasien. Dette var engang en af verdens største søer med et overfladeareal på  68,000 km2 , men nu er den næsten helt forsvundet. Det skrev jeg om her i 2014.

En anden slags hjælp til nærområderne

Somaliske flygtninge flygter fra oversvømmelserne i Dadaab i Kenya. Foto: UNHCR.

Når man hører om den danske regerings flygtningepolitik, bliver det hurtigt klart, at den mest går ud på at forhindre, at flygtninge kommer til Danmark. Og man taler om “flygtningekrisen” og om hvordan den kræver hurtig handling. Ofte tales der også i et ukonkret tonefald om vigtigheden af at “hjælpe i nærområderne”. Og man indfører en skelnen mellem “flygtninge” og “migranter”, hvor man typisk underforstår at sidstnævnte ikke burde forlade deres hjemland. Men det er ikke mange gange, man hører danske politikere tale om at fjerne årsagerne til at mennesker bliver drevet på flugt. Det er bestemt heller ikke alle danske politikere, der taler om en flygtningekrise, der også taler om en klimakrise, der kræver hurtig handling.

I New York Times er der en interessant artikel af Lauren Markham om de mange mennesker, der flygter fra konsekvenserne af klimaforandringerne. Ifølge FNs flygtningehøjkommissariat UNHCR er mere end 22,5 millioner mennesker siden 2008 blevet drevet på flugt af ekstremt vejr. Mange flygter på grund af ændrede nedbørsmønstre, der gør det umuligt at leve af landbrug. Nogle flygter nordpå mod USA fra Mellemamerika, hvor tørken i Guatemala og El Salvador gør det umuligt at ernære sig som kaffebønder. Andre flygter sydpå mod Kenya fra Ethiopien, hvor tørken også gør det umuligt at fortsætte med at leve af at dyrke jorden.

Tilbage i 2015 skrev jeg her om hvordan den svigtende kornhøst i Syrien var med til at drive fødevarepriserne i vejret og dermed til at udløse de uroligheder, der førte til borgerkrigen.

De mennesker, der flygter fra klimaforandringerne, er ikke personligt forfulgte, men det, de flygter fra, er lige så reelt som en krig. Hvis man skal tale om flygtninge i den kommende valgkamp og om “hjælp i nærområderne”, bør det ske ud fra en erkendelse af at klimaforandringerne driver mennesker på flugt og af at en helt fundamental form for hjælp til nærområderne må være at få standset klimaforandringerne så hurtigt som overhovedet muligt.