Kategoriarkiv: Musik

Bobbie Gentry og Billy Joe

Dette er en af de sange, jeg husker fra år tilbage, men det er først nu jeg opdager at der findes gamle tv-klip med den derude. Og jeg har aldrig vidst hvordan sangerinden Bobbie Gentry så ud. Som man kan se,  er hun en mørkhåret kvinde,  og hun er smuk på den meget 1960’er-agtige måde med stort hår og ærmeløs kjole.

The Quietus har et langt interview med Bobbie Gentry, og her opdager jeg at hun faktisk var en af pionererne – hun ikke bare skrev sine egne sange, hun producerede dem også. I 1960’erne var dette usædvanligt. Bobbie Gentry var feminist i en tid hvor feminister blev opfattet som kvinder, der nedtonede eller forkastede en traditionel kvindelig fremtoning. I et interview fra 1974 sagde hun

I agree wholeheartedly with that movement and all the serious issues that they stand for – equality, equal pay, day care centers, and abortion rights.

Efter “Ode to Billy Joe” gik det ikke så godt. Bobbie Gentry var fra USA, men hendes popularitet var størst i Storbritannien, og en overgang havde hun sit eget tv-program på BBC. Siden optrådte hun i Las Vegas og til sidst trak hun sig helt tilbage.

Det er svært ikke at drage en sammenligning med Dolly Parton, der også har haft et image med højt hår mv., men samtidig har været en dygtig (og efter min mening stærkt underkendt) sangskriver med holdninger, der faktisk er feministiske.

Selve “Ode to Billy Joe” er en dyster og gådefuld sang. Hvorfor hoppede Billy Joe ud fra broen? Og hvad var det, han og fortælleren i sangen smed ud fra broen tidligere? Måske handler den om en familietragedie – et ungt ugift par, der myrder et barn født i dølgsmål (eller måske er barnet bare dødfødt), hvorefter faderen begår selvmord.

Her er teksten til “Ode to Billy Joe”:

It was the third of June,
another sleepy, dusty Delta day.
I was out choppin’ cotton
and my brother was balin’ hay.
And at dinner time we stopped,
and we walked back to the house to eat.
And mama hollered at the back door
“y’all remember to wipe your feet.”
And then she said she got some news this mornin’ from Choctaw Ridge
Today Billy Joe MacAllister jumped off the Tallahatchie Bridge.

Papa said to mama as he passed around the blackeyed peas,
“Well, Billy Joe never had a lick of sense,
pass the biscuits, please.”
“There’s five more acres in the lower forty I’ve got to plow.”
Mama said it was shame about Billy Joe, anyhow.
Seems like nothin’ ever comes to no good up on Choctaw Ridge,
And now Billy Joe MacAllister’s jumped off the Tallahatchie Bridge

And brother said he recollected when he and Tom and Billy Joe
Put a frog down my back at the Carroll County picture show.
And wasn’t I talkin’ to him after church last Sunday night?
“I’ll have another piece of apple pie, you know it don’t seem right.
I saw him at the sawmill yesterday on Choctaw Ridge,
And now you tell me Billy Joe’s jumped off the Tallahatchie Bridge.”

Mama said to me “Child, what’s happened to your appetite?
I’ve been cookin’ all morning and you haven’t touched a single bite.
That nice young preacher, Brother Taylor, dropped by today,
Said he’d be pleased to have dinner on Sunday. Oh, by the way,
He said he saw a girl that looked a lot like you up on Choctaw Ridge
And she and Billy Joe was throwing somethin’ off the Tallahatchie Bridge.”

A year has come ‘n’ gone since we heard the news ’bout Billy Joe.
Brother married Becky Thompson, they bought a store in Tupelo.
There was a virus going ’round, papa caught it and he died last spring,
And now mama doesn’t seem to wanna do much of anything.
And me, I spend a lot of time pickin’ flowers up on Choctaw Ridge,
And drop them into the muddy water off the Tallahatchie Bridge.

flattr this!

En forsendelse fra USA

Rhiannon Giddens

I dag lå der en pakke i A3-format til mig i cykelskuret, da jeg kom hjem. Havde jeg bestilt en bog på nettet? Nej, da jeg åbnede papæsken, lå der – den cd med Rhiannon Giddens, som jeg havde bestilt for mere end en måned siden. Jeg havde købt cd’en sammen med en MP3-download af albummet, så jeg kendte sangene på Tomorrow Is My Turn godt allerede nu.

Rhiannon Giddens er egentlig sanger og violinist i Caroline Chocolate Drops, der er et amerikansk old time string band. Deres musik er et sted mellem bluegrass, folk og blues. Men dette er Giddens’ soloalbum og på det kommer hun virkelig rundt omkring, samtidig med at albummet danner en helhed et sted mellem country,  bluegrass, folk, blues og nå ja, så meget andet.  Det hele er båret smukt igennem af Rhiannon Giddens’ meget udtryksfulde og smukke vokal. Titelnummeret forekom mig allerede ved første gennemlytning at lyde som en fransk chanson, og nu kan jeg da også læse at det er en engelsksproget udgave af en sang af Charles Aznavour, som bl.a. Nina Simone har fortolket.

Alle sange på Tomorrow Is My Turn er blevet gjort kendte (og i nogle tilfælde også skrevet) af kvinder. Der er en udgave af et Dolly Parton-nummer med masser af twang, og “Shake Sugaree” er et bluegrass-agtigt nummer der minder mig om Gillian Welch. Men det siger vel mest om mig selv, thi dette nummer er faktisk en gammel sang af og med Elizabeth Cotten, der kom fra North Carolina og havde afro-amerikansk baggrund – begge dele ligesom Rhiannon Giddens.

I den store æske lå der faktisk ikke kun cd’en med Tomorrow Is My Turn, men også et signeret billede af Rhiannon Giddens (man bemærker straks at hun, sagt på nordjysk, slet ikke er grim). Det billede kunne jeg måske også have downloadet, men det ville alligevel ikke helt være det samme. Og så lyder en cd altså også af noget ekstra i forhold til lyden af MP3 o.lign. (Om Tomorrow Is My Turn også kan fås på vinyl, ved jeg ikke.)

flattr this!

Solbrud

Jeg sluttede fredagen med en koncert med det københavnske band Solbrud; de havde det århusianske band Sunken som opvarmning.

Solbrud spiller black metal med danske tekster. Black metal er formodentlig den mindst kropslige form for rockmusik, der findes. Der var et tidspunkt over halvvejs gennem Solbruds sæt, hvor nogle fyre i publikum kortvarigt forsøgte sig med slamdance. Men ellers stod alle ret op og ned og nikkede i bedste fald i takt til musikken. (Lidt forelæsningsagtigt på sin vis.) Black metal swinger ikke overhovedet. Slet ikke. Der er mere groove i et andet københavnerband, nemlig Iceage, end der er over Solbrud, og det siger ikke så lidt. Dette er ikke nogen kritik af black metal – sådan er genrekonventionerne.

Det fascinerende ved Solbruds musik er at numrene er lange forløb, hvor der er tid og plads til dynamik og indslag af uforvrænget guitar med antydning af melodi, men også lange plateauer, hvor musikken på én og samme tid kværner løs og samtidig står helt stille på samme akkord med trommeslagerens hurtige dobbeltpedalspil som fundament. På denne måde er der et slægtskab mellem bands som Solbrud og gamle shoegazer-navne som My Bloody Valentine, omend med en noget mindre blodfattig vokal. Det er i disse næsten ambient-lignende passager, Solbrud kan noget helt særligt. Deres tekster er også interessante, men kan jeg forstå hvad der bliver brølet/growlet? Jeg må desværre indrømme at svaret er nej.

Her er nogle linjer af teksten til nummeret Afbed, forfattet på et vel nærmest 1700-tals-agtigt dansk:

Lad os blotte eder ved plyndring – modtag døden, som liden gerning er gjort
Ej flere løfter om opgang – må din tunge visne, din mund skal for evigt tie
Lad ej magten gives efter ved miskundhed, for de svigende ord, er hule som eders sjæl
Lad et hvert anspil om afbed synke til grund – som eders krop sent nok skal møde

Det er desværre ikke så tit jeg får sat mine ben på 1000fryd efterhånden, og når jeg gør det, er der sjældent kendte ansigter. Men denne aften var en undtagelse, og jeg mødte hele to dataloger, der efter en tid med akademisk karriere var undsluppet AAU og nu havde det godt. Den ene var endda lige blevet far. Et kort overblik tænkte jeg at jeg nok var den eneste, der havde været til både Per Clausens reception om eftermiddagen  og til denne koncert. Men nej! Ole Wolf var der og lovede mig i et svagt øjeblik sidste eksemplar af sin hjemmebryggede Per Clausen-hyldestøl. Og nede bagved stod yderligere en håndfuld overlevende fra fødselsdagsreceptionen, heriblandt – Per Clausen selv.

flattr this!

En budbringer i Aarhus

(null)

(null)

Sidste års store musikalske opdagelse for mig var Hiss Golden Messenger, et amerikansk ensemble fra North Carolina. Reelt er dette band centreret om Mike “M.C.” Taylor og hans på én gang passionerede og i sig selv hvilende sangskrivning, der trækker på det bedste af de seneste 40 års traditioner inden for country, folk og rock. I 2014 blev jeg først opmærksom på Bad Debt, der oprindelig var Taylors gamle demoindspilninger optaget alene hjemme med akustisk guitar og en baby, der helst ikke måtte vækkes. Dette album blev oprindelig udsendt inden bandet var en realitet men blev altså genudgivet i udvidet form sidste år. I de simple ind-til-benet-fremførelser af de i ordets bedste forstand tidløse sange aner man tydeligt slægtskabet med Gillian Welch og Uncle Tupelo, men også med Springsteens legendariske Nebraska. Siden fik jeg fat i Haw, der er fra 2012 og helt anderledes – dette er en bandplade, hvor nogle af sangene fra Bad Debt da også dukker op igen i helt anderledes (og varmere, synes jeg) arrangementer. Og i 2014 kom så endnu et album, endnu en bandplade, nemlig Lateness Of Dancers. Dét album var så klart et af de albums, jeg har hørt allermest og holdt suverænt mest af i 2013.

I aften har jeg så været på lynvisit i Aarhus for at opleve Hiss Golden Messenger. Tidligere har M.C. Taylor optrådt i København under dette navn som kun sig selv bevæbnet udelukkende med en akustisk guitar. Men denne gang havde han bandet med – og hvilket tæt sammenspillet band det dog er! Desværre var der ikke så mange der havde fundet vej til koncerten, som man kunne have ønsket sig. Underligt at et musiknavn der hjemme i USA kan optræde i landsdækkende tv hos David Letterman m.fl. ikke kan samle mere end 40-50 mennesker herhjemme.

Der kom sange fra hele bagkataloget og en sang, vi ikke kendte. Mike Taylor kunne bagefter fortælle at den såmænd var af – Katy Perry!

Det var en god koncert der meget gerne måtte have været længere. Ekstranummeret var “Drum” der både er på både Bad Debt og Lateness Of Dancers – fremført af Mike Taylor på akustisk guitar nede i salen, mens publikum stod rundt om og sang med – en uventet sidegevinst ved at der ikke var så mange mødt op. Trommeslageren lavede en solo undervejs på en af de olietønder, Atlas bruger som bord. Og så sang alle videre. En stemningsfuld afslutning på en fin koncert.

Jeg fik en lille snak med Mike Taylor bagefter. Han kunne fortælle at koncerten i København i morgen er den sidste inden bandet vender tilbage til USA. Jeg undskyldte for det dårlige fremmøde, men det gjorde ikke noget, sagde han. Bandet skulle nok komme til Danmark igen en anden gang, lovede han.

Opvarmningen til Hiss Golden Messenger var forresten bandets egen guitarist Phil Cook, der bestemt også kan selv. Han fortjener bestemt også at blive bemærket for sin velspillede og udtryksfulde musik der rummer country, folk, gospel, blues og hvad det nu ellers hedder – egentlig er det vel det samme? Helt nede på jorden og samtidig højt deroppe.

Inden koncerten nåede jeg at slå et smut inden om Mikuna, den veganske café. Portionerne er store og prisbillige og maden er overordentlig velsmagende. Også anbefalet til alle jer, der ikke er planteædere.

Også spillestedet Atlas fortjener positiv omtale – de har East India Pale Ale fra Brooklyn Brewery på fad (og så har de to ligegyldige øl fra Tuborg, men pyt med det – dem behøver man jo ikke at købe).

flattr this!

The Ballad Of El Goodo

bigstar

Det blev en alt for travl uge. Jeg er vejleder på 5 projekter, og i denne begyndte vejledermøderne. Så var der også to forelæsningsgange, et møde på instituttet, et møde med kolleger over nettet om Horizon 2020, semesterkoordinering, retning af 17 eksamenssæt til omeksamen, bedømmelse af en 40 sider lang tidsskriftsartikel, færdiggørelse af en artikel jeg selv var medforfatter på, gennemlæsning af en anden artikel jeg var medforfatter på – og alt det løse oveni. Og uden for arbejdet var det lykkedes mig at planlægge et møde i Amnesty International og et møde for motorvejsmodstandere på to hinanden følgende aftener.

Her til eftermiddag følte jeg mig kort og godt temmelig udmattet. Lige inden jeg skulle hjem, kom jeg i tanke om en bestemt sang. Det var den smukke, vemodige ballade “Ballad of El Goodo” med  det legendariske halvfjerdserband Big Star, der blev så sørgeligt overset mens de var aktive men senere fik den ære og værdighed, der tilkom dem. Så efter aftensmaden bestemte mig til omsider at få set dokumentarfilmen om Big Star. Den hedder Nothing Can Hurt Me og fra 2012; filmen er aldrig blevet vist i biograferne herhjemme og er så vidt jeg ved ikke købes i Europa. Så jeg bestilte den i  USA. Og nu har jeg set Nothing Can Hurt Me.

Og det er en god, omend også sørgelig film. Chris Bell, den ene hovedkraft i bandet, som han forlod efter første album, omkom i en trafikulykke i en alder af kun 27. Alex Chilton, den anden hovedkraft, gendannede Big Star i 1993 sammen med trommeslager Jody Stephens. Men i 2010 døde både Alex Chilton og den oprindelige bassist Andy Hummel. Big Star er nu kun et minde, holdt i live af Jody Stephens. Deres tre oprindelige albums er klassikere, fyldt af gode sange med gode melodier. En masse britiske og amerikanske bands skylder Big Star en masse – og vedkender sig det. Filmens epilog følger reaktionerne på Alex Chiltons død, hvor Michael Stipe og Mike Mills fra R.E.M., Norman Blake fra Teenage Fanclub, M. Ward og mange andre sammen fortolker alle perlerne fra Big Stars bagkatalog.

Her er “Ballad of El Goodo”, som den lød dengang på #1 Record. Jeg forstår nu, at det var teksten, der ramte et punkt i mig dengang i eftermiddags.

flattr this!

Countrymusikkens mange farver

Deford Bailey var den første countrymusiker med afrikansk baggrund, der blev en fast stjerne i Grand Ole Opry.
Deford Bailey var den første countrymusiker med afrikansk baggrund, der blev en fast stjerne i Grand Ole Opry.

Der er ikke mange afro-amerikanere i country-musikkens verden. I min naivitet anede jeg vel ikke at der er nogen. Først for nylig er jeg blevet opmærksom på den amerikanske musiker Rhiannon Giddens, der egentlig er med i ensemblet Carolina Chocolate Drops, men i overmorgen den 10. februar er klar med sit første soloalbum, Tomorrow Is My Turn.

Man kunne måske forfalde til at udnævne Rhiannon Giddens til “den sorte Alison Krauss”, for ligesom Alison Krauss synger mere end almindeligt godt, er en særdeles habil violinist og bestemt heller ikke har udseendet imod sig, kan man sige alt dette om Rhiannon Giddens. Men det ville ikke være retfærdigt over for hverken Krauss eller Giddens. Rhiannon Giddens’ vokal har sin helt egen særegne varme og en helt usædvanlig udtrykskraft, der formodentlig kunne bære i de fleste genrer inden for det, nogle kalder for “rytmisk musik”. På Tomorrow Is My Turn, der for nylig er blevet streamet af NPR, kan man høre hendes fortolkninger af sange, der oprindelig er blevet gjort kendt af Dolly Parton og Patsy Cline. Her er en af dem.

Da jeg læste om og hørte Rhiannon Giddens, fik jeg lyst til at finde ud af mere om afro-amerikanernes bidrag til country-musikken. For sådan et bidrag er der. Hvis man hører gamle numre med Robert Johnson og Jimmie Rodgers, er de faktisk ikke så langt mellem deres musikalske udtryk, og de må have hørt mange af de samme traditionelle sange. Johnson var en ung afro-amerikaner med akustisk guitar (som en del andre musikere døde han i en alder af kun 27 år), og derfor kalder man hans musik for blues. Rodgers var en lidt ældre amerikaner med engelske forfædre, og derfor kalder man hans musik for country.

Det er også interessant at banjoen, der er helt centralt instrument i den mere traditionelle del af country-genren (og af nogle afro-amerikanere forbindes med “ubegavet hvid musik”), faktisk oprindelig er et vestafrikansk instrument. Selve ordet “banjo” er tilmed fra et sprog, der tales i det vestlige Afrika.

Selvfølgelig er det den apartheid, der herskede i USA frem til 1960’erne, der i høj grad har skabt et billede af at musikgenrerne er specifikke for bestemte etniske tilhørsforhold. De afro-amerikanske countrymusikere kunne især ikke komme tæt på deres potentielle “hvide” publikum. En af dem, der havde sin karriere i apartheid-tiden, var mundharmonika-esset Deford Baile. Han var den første countrymusiker med afrikansk baggrund, der blev en fast stjerne i Grand Ole Opry.

Men ligesom der er “hvide” hiphop-navne som Eminem og Beastie Boys er der også i dag “sorte” country-navne – og da også ud over Rhiannon Giddens. Det er først nu, jeg er blevet opmærksom på at en af de bedst sælgende country-sangere i USA først i 1970’erne var afro-amerikanske Charley Pride.

Siden er der kommet nogle ikke helt så kendte afro-amerikanske navne vil, og der er faktisk også en Black Country Music Association baseret i Nashville. Man kan læse mere om alt dette hos Carl Ray, der er en ikke så kendt afro-amerikansk countrysanger.

Herunder er Johnny Cash og Louis Armstrong, to bundsympatiske ikoner i amerikansk musik, der i 1970 på fornem vis illustrerede hvor meget amerikanske musikgenrer skyldte hinanden. Sammen synger og spiller de en sang af Jimmie Rodgers – men den kunne vel lige så godt have været af Robert Johnson.

flattr this!

Patsy Cline

Patsy_Cline-1961

Hvorfor er vi så glade for melankolsk musik? Den må ramme et eller andet i os, en kompliceret oplevelse, måske en længsel som vi holder fast i selv om den ikke gavner, måske en sorg vi vil nå ind til kernen af. Jeg holder meget af Joy Divisions kantede britiske rock fra 1978-1980 og de to albums det blev til, men jeg holder også meget af Patsy Clines melankolske country/pop/slager-udtryk. Der er et, synes jeg, nærmest vinterligt vemod over mange af de sange, hun fortolkede. Sproget er det samme som hos Ian Curtis, længslen er den samme. Ian Curtis døde i en alder af 23 og også Patsy Cline døde ung; hun omkom i et flystyrt i 1963 i en alder af kun 30. Men modsat Curtis skrev Cline ikke sine sange selv, og der var  heller aldrig nogen kølig distance i hendes længselsfulde og indlevede vokal. Det var nemlig som fortolker, hun strålede. I et interview sagde hun engang “I sing like I hurt inside”.

Historien om Patsy Cline er da også en historie om succes og dens bagside, der har fristet Hollywood flere gange. Patsy forlod sin første mand, fordi han ville have at hun skulle opgive sin musikkarriere og blive hjemmegående husmoder. Formodentlig var hun udsat for vold i sit andet ægteskab. I hendes sidste optagelses-session, hvor hun blandt andet indspillede den knugende “Sweet Dreams”, skulle hun efter sigende have grædt det meste af tiden, så meget levede hun sig ind i sanguniverset.

I denne musikgenre, som mange fra min generation nok uvilkårligt forbinder  med radioprogrammet Giro 413, er der da også tit en slet skjult melankoli som man kender fra Patsy Clines danske samtidige Gustav Winckler og Birthe Wilke. Der er en anden ikke så kendt parallel herhjemme; Patsy Cline var næsten præcis samtidig med den danske pop/slager-sangerinde Grete Klitgaard, der døde i 1964, også kun 30 år gammel.

Herunder er en live-optagelse med Patsy Cline med en af hendes mest kendte sange, “She’s Got You” fra 1962.

Og her er “Sweet Dreams” fra filmen af samme navn med Jessica Lange. Og nej, det er ikke hende, der synger, Vokalen skyldes Patsy Cline.

flattr this!

Gammelt nag, defekte diskettedrev og alt for mange piller

(null)

Peter Hook, bassisten fra det legendariske Joy Divison og New Order, kom forbi Northern Winter Beat på Studenterhuset i Aalborg sammen med sin landsmand, musikjournalisten Kieron Tyler. De to brugte halvanden time på at tale om Peter Hooks lange musikkarriere og hvad den har ført med sig af godt og også mindre godt. Hook har skrevet en bog om Hacienda og en bog om Joy Division og skriver lige nu på en bog om New Order.

Mit første indtryk af Peter Hook var lidt forbeholdent, for som noget af det allerførste talte han om sine alt andet end varme følelser over for sine tidligere kolleger fra New Order. I de sidste 9 år har Hook ligget i stridigheder med de tre andre musikere som den anden part i en strid om rettighederne til musikken og til selve navnet “New Order”. Jeg ved ikke hvem af de to parter, der “har ret” (de har sikkert begge delvist ret), men det er underligt at sidde og høre på en mand, der tydeligt bærer så meget nag. På den anden side var der til enhver tid et forbløffende stort konfliktpotentiale i at danne et band bestående af to gamle skolekammerater helt fra barndomstiden (Peter Hook og Bernard Sumner) og et trofast ægtepar, der havde været kærester siden teenageårene (Steven Morris og Gillian Gilbert-Morris). Og det er heller ikke ukompliceret at være bassist i et rockband, der gennem karrieren lige så langsomt bevægede sig mod et rent elektronisk udtryk. Peter Hook lod tydeligt skinne igennem, at Bernard Sumner efterhånden prøvede at gøre ham overflødig ved at gøre bandet mere og mere synth-baseret.

På den anden side var Hook også stolt over at have været teknologisk pioner i et band, der var nogle af de første der brugte de digitale synthesizere, der først i 1980’erne kostede vanvittigt meget og var ekstremt ustabile. Her kastede han sig ud i en lang anekdote om en lydprøve hvor en Emulator ikke ville indlæse data på grund af et ustabilt diskettedrev og kun kunne bringes til at virke ved at blive tabt på gulvet. Når man så samtidig var et band, der ikke ville bruge backingbånd men ville spille alt det elektroniske live og samtidig ikke rigtig gad øve (!), kunne koncerterne være en blandet fornøjelse for alle parter.

Heldigvis fik vi også en masse andet at høre. Især var det fascinerende (og skræmmende) at høre om den exceptionelt dårlige forretningssans hos både New Order og deres managere og bagmænd. En overgang tabte de 10.000 pund om måneden på diskoteket The Hacienda, som blev betalt af bandets hits. Det omfattende stof- og alkoholmisbrug som prægede miljøet omkring The Hacienda og som Peter Hook var dybt nede i, gjorde ikke tingene bedre. Min ældste søster fra Manchester fortalte mig engang om The Hacienda, hvor der altid var gang i den og hvor der helt åbenlyst stod en mand og delte ecstasy-piller ud til gæsterne. Se, dét var tider (?).

I dag er Peter Hook heldigvis ude af sit misbrug; derfor var det også lidt underligt at se Studenterhuset stille en flaske øl frem til ham (han rørte den selvsagt ikke).

Peter Hook talte ikke pænt om New Order men til gengæld meget varmt om Ian Curtis.  Han bemærkede at Joy Divisions musik i modsætning til så meget andet fra den tid lød forbløffende “voksen” og at det er derfor, den holder så godt i dag. Det vil jeg give ham ret i (prøv at sammenligne med f.eks. The Buzzcocks’ gymnasie-agtige sangunivers, der ikke er ældedes med ynde). Også hans helt oprindelige inspirationskilder, Sex Pistols, fik et ord med på vejen; det var ikke deres musik som sådan, der inspirerede så mange. Ifølge Hook lød de egentlig som et helt ordinært rockband – og det vil jeg  også give ham ret i. Nej, det var deres ekstremt fandenivoldske attitude, der overbeviste ham om at dét der, det kunne han også. Så det gjorde han.

Vi kom også omkring ændringerne i musikbranchen – det var New Orders store succes, der gjorde så meget muligt for dem, men på den anden også kom bandets sammenbrud omkring det tidspunkt hvor Internettet fik indtægterne fra indspillet musik til at rasle ned. Siden da har Peter Hook også ofte ernæret sig som DJ – og i aften er han det igen i Aalborg.

Til allersidst var der mulighed for at stille nogle spørgsmål. Der var ikke rigtig blevet snakket om Peter Hooks basspil, der i høj grad har dannet skole inden for de sidste 30 års rock. Så jeg spurgte hvilke bassister, der havde inspireret ham. Her nævnte Peter Hook to af sine samtidige landsmænd, nemlig Paul Simonon fra The Clash – for den lavthængende bas – og Jean-Jacques Burnel fra The Stranglers – for at turde lade bassen ligge fremme i lydbilledet.

flattr this!

Squeeze

De fleste mennesker har urimelige huller i deres musikalske lytteunivers. Et af mine urimelige huller hedder Squeeze.

Jeg fejrede nytårsaften 2014 i Manchester, og her havde min ene søster lavet en mix-cd med gamle firsernumre, som hun måske ikke helt var gammel nok til at kunne huske så godt. Et af dem var “Cool For Cats” med Squeeze, og da jeg lyttede til det, mindedes jeg min gymnasietid i 1979 hvor Peter fra min klasse var helt pjattet med dette London-band og ofte talte om hvor fremragende sangskrivere Chris Difford og Glenn Tilbrook var. Men dengang fik jeg aldrig taget mig sammen til at lytte til Squeeze. Jeg forbandt dem desværre alt for meget med det underlige novelty-hit med den påtagede cockney-stemning.

Senere samme nytårsaften 2014 i Manchester tændte vi for BBC1, og her var der nytårsshow med Jools Holland (Ronnie Spector, der er en enorm paryk med en ældre dame monteret nedenunder, sang nytåret ind, men det er en anden historie). Ikke mange husker at Jools Holland i en fjern fortid var manden med cigar bag klaveret i Squeeze. Jeg havde såmænd også glemt det, men denne aften blev jeg mindet om det.

Og nu sidder jeg så her i 2015 og får omsider taget mig sammen til at lytte ordentligt til Squeeze. Jeg bliver mindet om især de samtidige Split Enz fra New Zealand, dem, der senere blev til Crowded House. En del mennesker ved hvor højt jeg sætter Finn-brødrenes sangskrivning, og derfor er det tæt på at være utilgiveligt at jeg i så lang tid ganske har negligeret Chris Difford og Glenn Tilbrook.

Peter fra min klasse døde for 3 år siden, så jeg vil desværre aldrig kunne fortælle ham at jeg omsider har fundet frem til Squeeze.

flattr this!