Kategoriarkiv: Musik

Nibe Festival 2015

Nibe-festivalen

Jeg fik aldrig taget mig sammen til at købe en billet til Roskilde-festivalen, før det blev for sent. Jeg kom ikke til Northside, fordi jeg fik et maveonde. Men i dag var jeg med familien på Nibe-festivalen. Årsagen var at min datter på 14 havde fået en endags-billet i fødselsdagsgave. Hun er nemlig en stor fan af Marina and The Diamonds, et britisk band der i lighed med så mange andre musiknavne reelt er identisk med vokalisten (jvf. Nine Inch Nails, Eels, Cold Specks og mange flere). Jeg kender ikke Marina og diamanterne så godt, men hun/de er i samme kategori af britisk pop som f.eks. Florence and The Machine (som reelt også mest er Florence), omend nok lidt mere europoppet.

Det var første gang i 15 år, jeg var til Nibe-festival; dengang var det min hustru og jeg der var der for en kort bemærkning for at høre Love Shop. Det er svært ikke at sammenligne med andre festivaler; Nibe-festivalen har først og fremmest et dansk musikprogram med nogle enkelte udenlandske indslag – og ikke et ondt ord om det. Men der er typisk kun en lille håndfuld navne, jeg har lyst til at høre, så der er ikke så meget, der trækker på dén måde. Til gengæld er festivalen smukt placeret i skoven, og der er mange flere aldersgrupper repræsenteret blandt publikum end på Roskilde. På Roskilde-festivalen kan man godt mærke at der er mange, der er blevet studenter – for 20 år siden var der også mange fra Norge og Sverige på Roskilde, men efter broen til Sverige kom er der paradoksalt nok ikke særlig mange fra udlandet mere. Her var det rart for en gangs skyld ikke at føle sig som Festivalens Ældste Gæst. Nibe er i det hele taget udpræget nordjysk, og på min korte dag så jeg da også universitetskolleger, studerende jeg har undervist for nylig og fhv. MF Per Clausen himself med hustru Susanne Flydtkjær.

Nibe-festivalens udvalg af mad og drikke er suverænt, hvis man gerne vil drikke sig fuld og spise burger til. Men det er så også dét. Det er forbløffende svært at købe en is, hvilket min hustru erfarede, og det er endnu mere besværligt (læs: uladsiggørligt) at finde noget at spise, hvis man er vegetar eller veganer.

Og nå ja: Var det så en god koncert med Marina and The Diamonds? Min datter kender alle deres sange, så for hende er det vel lidt som jeg har det når jeg oplever f.eks. The New Pornographers. Min forsigtige konklusion er denne: Marina og diamanterne er en velsmurt popmaskine der især kan dét der med uptempo-numre, Marina selv både synger godt og ser mere end almindelig godt ud, og trommeslageren i bandet er fra – Nibe.

(Bagefter gik vi ned for at høre Duné, men så kan jeg alligevel næsten bedre lide det rigtige Europe.)

I morgen skal jeg faktisk til Nibe-festival igen; denne gang sammen med min hustru – og vi skal høre Love Shop. Dét glæder vi os til. Historien gentager sig altså for så vidt, men Hilmer og Henrik er desværre ikke mere. Dem savner jeg.

Flattr this!

Ocean Rain

Echo_y_The_Bunnymen-Ocean_Rain__1984_-Frontal_1024x1024

I dag fik jeg pludselig lyst til at høre Ocean Rain med Echo and the Bunnymen. I denne måned er det 31 år siden jeg anskaffede mig dét album. Da jeg første gang hørte “The Killing Moon” i radioen, vidste jeg at her var en plade jeg blev nødt til at have. Jeg har tidligere nævnt albummet en passant her på bloggen. Som jeg dengang antydede, var Ocean Rain lydsporet til Interrail-ferien 1984 og vel i det hele taget til det år. Højdepunkterne på albummet er “The Killing Moon” og den smukke ballade, der er titelnummeret og som runder albummet af, men der er ikke nogen numre, der falder igennem. Det er sjældent man kan sige den slags om et album. Ocean Rain er lyden af stor længsel og store, måske lidt tågede følelser sat i scene med Sturm und Drang.

Nogle syntes at Echo and the Bunnymen havde svigtet ved at gå efter en mindre rocket og pågående lyd end på de første tre albums – på mange af sangene kan man høre en 35 personer stor strygersektion! Men netop dét lydbillede er med til at gøre albummet til noget helt specielt, spørger man mig.

Echo and the Bunnymen fortsatte, men de lavede aldrig siden et album der var bare tilnærmelsesvis lige så godt. Da trommeslageren Pete de Freitas døde i en motorcykelulykke, var det begyndelsen til enden for bandet. De blev gendannet i 1990’erne, og jeg så dem dengang. Jeg var ikke imponeret. Dels var sangeren Ian McCulloch tydeligt beruset og pinlig, dels var de nye sange slet ikke på højde med det gamle materiale. Der var ganske enkelt gået hyggerock i kaninmændene.

Men da de var bedst – og det var de på Ocean Rain – var de uovertrufne. Her er “The Killing Moon”.

Et nummer, der ikke kom med på Ocean Rain, var b-siden  på “The Killing Moon”-singlen, “Angels and Devils”. Det nummer var jeg ret fascineret af. Men da jeg ville købe singlen, var den ikke til at få længere. Mange år senere fik jeg så fat i cd-genudgivelsen af Ocean Rain mens jeg var til en konference i San Francisco. Og på genudgivelsen var en masse bonusnumre, bl.a. “Angels and Devils” – som jeg først da opdagede var indspillet i San Francisco.

Flattr this!

Koldt og varmt med Tori Amos

  

Her til aften var min hustru og jeg til koncert med Tori Amos på Egeskov på Fyn. Min hustru har hele hendes bagkatalog, men vi har ikke været til koncert med Tori Amos siden Roskilde-festivalen i 1998. Jeg må med skam indrømme at jeg ikke selv kender Tori Amos’ værk så godt igen. Som mange andre har jeg haft en tendens til at tænke på hende som “den lille Kate Bush” (jeg så som bekendt den rigtige Kate Bush i London sidste år), men det er ikke helt retfærdigt over for nogen af de to damer.

Af uvisse grunde havde min hustru og jeg overbevist hinanden om at dette ville blive en lun sommeraften og havde klædt os derefter, men nej. Det var en skyfri lørdag aften i den smukke gamle slotshave, men der var rent ud sagt pissekoldt. Rundt omkring sad publikum på de hvide havestole og frøs, godt gemt væk under tæpper. Nogle fik nok og gik hjem (noget af en drastisk beslutning når man tænker på billetprisen!), men vi blev. Vi frøs os igennem ellers udmærkede udgaver af bl.a. “Silent All These Years” og en meget Amos’k udgave af Kate Bush-klassikeren “Running Up That Hill”. Det var svært rigtigt at nyde musikken og Tori Amos’ lidenskabelige og virtuose brug af flygel og synthesizer (ofte samtidig, skrævende hen over en vippende klaverstol).. Havde det ikke været for det tæppe vi lånte af et yngre par (tak til dem!) tør jeg ikke tænke på hvordan der var gået.

Men halvvejs inde i koncerten gav Tori Amos en coverversion af “I Feel Love” (der har pophistoriens enkleste tekst), og dette uptemponummer fik publikum op af havestolene og op tæt på scenen, hvor der var læ og kropsvarme. Sidste halvdel af koncerten helt oppe ved scenen var en anderledes god og varm oplevelse i mere end én forstand. Det var tydeligt at Tori Amos også nød denne forandring – jeg tror bestemt også at hun selv frøs. Og sådan blev det alligevel en god lørdag aften i den gamle slotshave.

Flattr this!

En aften med The New Pornographers (m.fl.)

IMG_4621.JPG IMG_4616.JPG IMG_4614.JPG IMG_4612.JPG IMG_4610.JPG

Det album, jeg lyttede mest til i 2014 og holdt mest af, var Brill Bruisers med canadiske The New Pornographers. Så da jeg opdagede at de skulle give koncert den 1. juni i Aarhus, var jeg ikke sen til at slå til. Tilfældet havde langt senere indrettet det således at dette samtidig skulle være de sidste timer af min sygemelding, og jeg var meget opsat på at kunne komme til denne koncert. Det lykkedes.

Jeg holder meget af The New Pornographers og deres melodiøse power pop med de aldrig svigtede vokalharmonier og ofte ret snurrige tekster. Jeg mener: hvem andre ville give deres sange titler som “The Slow Descent Into Alcoholism” eller “The New Face of Zero and One”? Selv bandets navn er udtryk for denne kringlede tilgang til brug af ord.

The New Pornographers er en slags supergruppe – (mindst) fire af medlemmerne har deres solokarrierer ved siden af. Neko Case er kendt fra sin solotilværelse i omegnen af alternativ country, og Dan Bejar har sit eget band ved navn Destroyer. Men The New Pornographers’ egentlige frontfigur er så klart Carl Newman, flankeret af sangerinde og keyboardmusiker Kathryn Calder (som er Newmans niece).

Klokken 19:45 var der ikke ret mange i salen, og jeg frygtede en lidt tynd omgang rent publikumsmæssigt. Men da The New Pornographers gik på 20.05, var den lille sal pænt fyldt. Med i salen var bl.a. to andre nordjyder, nemlig Johannes Andersen samfundsforsker, og Nils Torp, tidligere Kliché og nu Souvenirs. Til aftenens koncert var Bejar og Case (som så ofte før) ikke med, men man savnede dem slet ikke. Vi fik en perlerække af numre fra alle seks albums, afleveret tight og nærværende med vokaler der så godt som altid sad lige i skabet. Kathryn Calder er specielt helt på højde med Neko Case i de numre, der på plade er hendes.

De andre musikere lægger man ikke så meget mærke til. Den lidt trivelige keyboardmand var dog en så dygtig (eller snarere udspekuleret) musiker at han nogle gange forlod scenen og lod nogle loops overtage arbejdet. Det er godt at kunne programmere!

Ved slutningen af det egentlig ikke så lange sæt på en time og et kvarter var det tydeligt både i salen og på scenen at det havde været en rigtig vellykket koncert.  Selv var jeg glad for første gang at kunne glemme den dumme arm lidt og leve mig ind i et univers af sange, som jeg sætter højt. Jeg vil faktisk gå så vidt som til at kalde dette den bedste koncert jeg har været til i 2015.

Bagefter kunne man købe plader og cd’er i garderoben; det var Kathryn Calder herself der stod for salget og vi fik en lille snak. Jeg har alle albums med bandet, så jeg købte hendes soloalbum og fik det signeret. Jeg fik endda 20 kr nedslag i prisen på grund af min dårlige arm!  Så kom der da alligevel noget godt ud af den sygemelding…

Det er noget særligt at komme ud fra den mørke sal og se at det stadig er lyst i Aarhus. Temperaturen røber det ikke, men dette var faktisk årets første sommerdag. På vej ned til banegården så jeg en ung mand med hestehale og stetsonhat stå og sludre med et par andre. Og for en gangs skyld kunne jeg konstatere at nogle mennesker er højere i virkeligheden end man får indtryk af fra medierne. Det er Yahya Hassan (for ham var det) i al fald.

Flattr this!

Lydia Loveless og de andre

2015-05-09 22.55.43

Det var egentlig ikke meningen at jeg skulle af sted to gange i denne weekend. Men det endte med at jeg fik hørt den unge amerikanske sangerinde Lydia Loveless. Jeg kendte kun hendes album Indestructible Machine, som hun indspillede i 2011 som 20-årig. I aften fik jeg hørt hendes nye sange fra albummet Somewhere Else.  Det var en rigtig god oplevelse; musikken er country-rock og i live-sammenhæng er der tryk på “rock” – men med masser af twang  i Lydias country-vokal og med pedal steel, et instrument jeg holder meget af..  Der var desværre ikke så mange der var dukket op, men til sidst kom der yderligere et lille selskab til og de begyndte at danse. Dét var også på tide!

Bagefter fik jeg omsider købt Somewhere Else og fik snakket lidt både med bassisten Ben (som er gift med Lydia) og med Lydia selv (nogle amerikanere er usædvanligt små; min datter på 13 er et par hoveder højere!) og hørt lidt om deres underlige oplevelser med Göteborg-Frederikshavn-færgeruten.

Dette blev også aftenen hvor Bo fra The Seven Mile Journey fortalte mig om sine oplevelser med at spille ni udsolgte koncerter i Kina, og aftenen hvor jeg hørte de lokale The Devil’s Tiny Chains fremføre hvad der kun kan være en protestsang mod Egholm-motorvejen. Dette særdeles prisværdige initiativ blev desværre saboteret lidt af at sangen var på engelsk. Det er trods alt hverken David Cameron eller Barack Obama, der skal lægges pres på i denne sag. Jeg hjælper gerne med en dansk oversættelse!

Flattr this!

En aften i London

kort-over-london

Jeg slutter ugen med at deltage i et møde og en workshop i London. Mødet er endnu et møde i det forskernetværk jeg er med i,  og workshoppen handler (uden at være del af netværkets aktiviteter) om mange af de samme emner, der har med behavioural types at gøre. Dette var første gang, hvor jeg tog det direkte fly fra Aalborg til London. Det virker næsten som snyd at være så hurtigt fremme; det er underligt at starte dagen med at tage sin datter til lægen og slutte den i London.

Aftenen brugte jeg på at spise på den indiske restaurant Woodlands på 77 Marylebone Lane (midt i et af Londons restaurant-kvarterer)– og det var en god oplevelse. Ved bordet ved siden af mit sad to kvinder fra Danmark, der tilsyneladende først ved nærstudier af menukortet opdagede at dette ikke bare var en indisk restaurant, men endog en indisk vegetarisk restaurant. “Der er jo slet ikke kød i nogen af retterne”, kunne jeg høre den ene udbryde.

Bagefter fik jeg tid til at besøge HMV-butikken på Oxford Street; det er faktisk længe siden, jeg har besøgt en pladeforretning i Storbritannien. Jeg var lige ved at købe et par albums med Richard Thompson, for ham har jeg ikke noget med, men i sidste øjeblik stejlede jeg, da jeg indså at det nok ville være bedre at lytte lidt til ham på nettet først. Derimod købte jeg Whorl med Simian Mobile Disco, Carrie & Lowell med Sufjan Stevens (der er en tilbagevenden til folk-rødderne for ham) og …The Fine Art of Hanging On med The Leisure Society. Bare rolig, jeg skal nok vende tilbage til Richard Thompson.

Flattr this!

Snayma gowee owa gwee

R.E.M._-_Chronic_Town

En overgang var R.E.M. et hipt band; jeg hørte dem først i 1987 og var til min første koncert med dem i 1988 (det var i Edinburgh Playhouse, og jeg kendte vel kun halvdelen af numrene til den koncert). Jeg fulgte trofast med i deres udgivelser fra da af, men efterhånden kom de desværre i manges øjne til at fremstå som et kedeligt mainstreamband for forældregenerationen med samme ry  som f.eks. Fleetwood Mac havde fået en generation tidligere. Nogle af deres senere albums er da også lidt kedelige, men på de sidste to albums fandt de formen igen – og de trak sig tilbage på et passende tidspunkt, nemlig netop da man igen ville komme til at savne dem. Bruce Springsteen havde engang samme triste skæbne (og det hjalp ham bestemt ikke at blive omfavnet af overborgmester Ritt Bjerregaard) men han holdt ved og er i dag alment accepteret igen.

På det seneste har jeg igen fået lyst til at lytte R.E.M. og på den måde har jeg også genopdaget hvor dygtige sangskrivere og musikere de faktisk er. Især er det en glæde at vende tilbage til albummene inden det helt store gennembrud i 1991. Allerede den første ep Chronic Town (fra 1982) og det første album Murmur (fra 1983) er fyldt med iørefaldende sange – men meget ofte kan man ikke rigtig forstå hvad Michael Stipe synger.  Oplevelsen er et sted mellem det fascinerende og det mildt irriterende og vel også lidt som minderne om de sangtekster, man hørte i radioen som barn og prøvede at synge selv, før man lærte engelsk i skolen. Prøv at høre “Sitting Still”. Selv en af mine amerikanske venner opgav at dechiffrere teksten.  Hvad betyder “Snayma gowee owa gwee”?

Allerede på næste album, Reckoning, blev det anderledes, og efterhånden blev Michael Stipes tekstudtale nærmest forbilledligt klar. Nogle har ment at der simpelthen var tale om dårlig produktion på de tidlige udgivelser (og den er da også underligt flad på en firser-agtig måde; trommerne lyder som papkasser), men prøv at høre denne live-optagelse af samme nummer.  Og se også hvor anderledes unge Berry, Buck, Mills og Stipe fremstod for 31 år siden, ikke mindst hvad hårpragt og lysten til at hoppe rundt angår.

Flattr this!

Bobbie Gentry og Billy Joe

Dette er en af de sange, jeg husker fra år tilbage, men det er først nu jeg opdager at der findes gamle tv-klip med den derude. Og jeg har aldrig vidst hvordan sangerinden Bobbie Gentry så ud. Som man kan se,  er hun en mørkhåret kvinde,  og hun er smuk på den meget 1960’er-agtige måde med stort hår og ærmeløs kjole.

The Quietus har et langt interview med Bobbie Gentry, og her opdager jeg at hun faktisk var en af pionererne – hun ikke bare skrev sine egne sange, hun producerede dem også. I 1960’erne var dette usædvanligt. Bobbie Gentry var feminist i en tid hvor feminister blev opfattet som kvinder, der nedtonede eller forkastede en traditionel kvindelig fremtoning. I et interview fra 1974 sagde hun

I agree wholeheartedly with that movement and all the serious issues that they stand for – equality, equal pay, day care centers, and abortion rights.

Efter “Ode to Billy Joe” gik det ikke så godt. Bobbie Gentry var fra USA, men hendes popularitet var størst i Storbritannien, og en overgang havde hun sit eget tv-program på BBC. Siden optrådte hun i Las Vegas og til sidst trak hun sig helt tilbage.

Det er svært ikke at drage en sammenligning med Dolly Parton, der også har haft et image med højt hår mv., men samtidig har været en dygtig (og efter min mening stærkt underkendt) sangskriver med holdninger, der faktisk er feministiske.

Selve “Ode to Billy Joe” er en dyster og gådefuld sang. Hvorfor hoppede Billy Joe ud fra broen? Og hvad var det, han og fortælleren i sangen smed ud fra broen tidligere? Måske handler den om en familietragedie – et ungt ugift par, der myrder et barn født i dølgsmål (eller måske er barnet bare dødfødt), hvorefter faderen begår selvmord.

Her er teksten til “Ode to Billy Joe”:

It was the third of June,
another sleepy, dusty Delta day.
I was out choppin’ cotton
and my brother was balin’ hay.
And at dinner time we stopped,
and we walked back to the house to eat.
And mama hollered at the back door
“y’all remember to wipe your feet.”
And then she said she got some news this mornin’ from Choctaw Ridge
Today Billy Joe MacAllister jumped off the Tallahatchie Bridge.

Papa said to mama as he passed around the blackeyed peas,
“Well, Billy Joe never had a lick of sense,
pass the biscuits, please.”
“There’s five more acres in the lower forty I’ve got to plow.”
Mama said it was shame about Billy Joe, anyhow.
Seems like nothin’ ever comes to no good up on Choctaw Ridge,
And now Billy Joe MacAllister’s jumped off the Tallahatchie Bridge

And brother said he recollected when he and Tom and Billy Joe
Put a frog down my back at the Carroll County picture show.
And wasn’t I talkin’ to him after church last Sunday night?
“I’ll have another piece of apple pie, you know it don’t seem right.
I saw him at the sawmill yesterday on Choctaw Ridge,
And now you tell me Billy Joe’s jumped off the Tallahatchie Bridge.”

Mama said to me “Child, what’s happened to your appetite?
I’ve been cookin’ all morning and you haven’t touched a single bite.
That nice young preacher, Brother Taylor, dropped by today,
Said he’d be pleased to have dinner on Sunday. Oh, by the way,
He said he saw a girl that looked a lot like you up on Choctaw Ridge
And she and Billy Joe was throwing somethin’ off the Tallahatchie Bridge.”

A year has come ‘n’ gone since we heard the news ’bout Billy Joe.
Brother married Becky Thompson, they bought a store in Tupelo.
There was a virus going ’round, papa caught it and he died last spring,
And now mama doesn’t seem to wanna do much of anything.
And me, I spend a lot of time pickin’ flowers up on Choctaw Ridge,
And drop them into the muddy water off the Tallahatchie Bridge.

Flattr this!

En forsendelse fra USA

Rhiannon Giddens

I dag lå der en pakke i A3-format til mig i cykelskuret, da jeg kom hjem. Havde jeg bestilt en bog på nettet? Nej, da jeg åbnede papæsken, lå der – den cd med Rhiannon Giddens, som jeg havde bestilt for mere end en måned siden. Jeg havde købt cd’en sammen med en MP3-download af albummet, så jeg kendte sangene på Tomorrow Is My Turn godt allerede nu.

Rhiannon Giddens er egentlig sanger og violinist i Caroline Chocolate Drops, der er et amerikansk old time string band. Deres musik er et sted mellem bluegrass, folk og blues. Men dette er Giddens’ soloalbum og på det kommer hun virkelig rundt omkring, samtidig med at albummet danner en helhed et sted mellem country,  bluegrass, folk, blues og nå ja, så meget andet.  Det hele er båret smukt igennem af Rhiannon Giddens’ meget udtryksfulde og smukke vokal. Titelnummeret forekom mig allerede ved første gennemlytning at lyde som en fransk chanson, og nu kan jeg da også læse at det er en engelsksproget udgave af en sang af Charles Aznavour, som bl.a. Nina Simone har fortolket.

Alle sange på Tomorrow Is My Turn er blevet gjort kendte (og i nogle tilfælde også skrevet) af kvinder. Der er en udgave af et Dolly Parton-nummer med masser af twang, og “Shake Sugaree” er et bluegrass-agtigt nummer der minder mig om Gillian Welch. Men det siger vel mest om mig selv, thi dette nummer er faktisk en gammel sang af og med Elizabeth Cotten, der kom fra North Carolina og havde afro-amerikansk baggrund – begge dele ligesom Rhiannon Giddens.

I den store æske lå der faktisk ikke kun cd’en med Tomorrow Is My Turn, men også et signeret billede af Rhiannon Giddens (man bemærker straks at hun, sagt på nordjysk, slet ikke er grim). Det billede kunne jeg måske også have downloadet, men det ville alligevel ikke helt være det samme. Og så lyder en cd altså også af noget ekstra i forhold til lyden af MP3 o.lign. (Om Tomorrow Is My Turn også kan fås på vinyl, ved jeg ikke.)

Flattr this!