Så kom David Bowies comeback-album, og det er det naturlige for mig at skrive om her. The Next Day er som at få et postkort fra en gammel ven. David Bowie er et af de navne inden for det 20. århundredes rock, jeg holder allermest af. Og da jeg i sin tid opdagede, at jeg deler fødselsdag med ham (vi er begge født den 8. januar), blev han på en måde endnu mere speciel. David Bowie er på en måde urimeligt begavet – en meget dygtig sangskriver, en dygtig vokalist, en dygtig musiker og en usædvanlig næse for at finde interessante mennesker at arbejde sammen med (og så er der jo også mange kvinder, der synes, han ser godt ud, men det glemmer vi lige).

Jeg læste om Bowie allerede midt i 1970′erne, men jeg begyndte vel først at forstå hans musik og rigtig lytte efter, da Scary Monsters udkom i 1980. Jeg anede ikke, at dette ville blive hans sidste rigtig vellykkede album i mange år.

Der er bestemt kommet albums senere fra David Bowie, der ikke er decideret mislykkede, men det er hårdt at skulle leve op til en karriere, hvor han op gennem 1970′erne (bortset fra 1978) udsendte et album om året. Hver gang var der gode sange på, hver gang var han i færd med at videreudvikle sit musikalske og visuelle udtryk. Måske er det også derfor, så mange af os har følt noget særligt for ham – han viste, at også en rockmusiker kan have mange facetter, kan være både stærk og svag, have både en maskulin og en feminin side, kan tro og tvivle.

The Next Day er, vil jeg hævde, det bedste album fra David Bowies hånd siden Scary Monster – ja, det er vel stort set lige så godt som dét. Da det første nummer fra The Next Day kom, den vemodige “Where Are We Now”, blev jeg lidt ked af det. David Bowie lød pludselig mere skrøbelig end jeg huskede ham – han er trods alt også blevet 66. Sangen var på én gang en hyldest til den tyske hovedstad, hvor Bowie tilbragte nogle produktive år, og en mesterlig beskrivelse af den følelse, man nogle gange kan få af at “opdage hvor man er”, at være her netop nu, at stå  netop hér midt i denne del af livet. På denne måde er sangen vel også David Bowies erkendelse af at han er ved at blive gammel.

Heldigvis er der en masse mere rockede numre på The Next Day. Ikke alle sange er lige uforglemmelige, men der er meget, der er rigtig vellykket. Et nummer som “Valentine’s Day” trækker både tråde tilbage til en gammel 70′er-lyd fra f.eks. Aladdin Sane og til The Kinks; her er der noget særdeles engelsk over Bowie, som jeg holder rigtig meget af. På “Love Is Lost” er der til gengæld noget amerikansk over ham – ordet “new” udtaler han konsekvent amerikansk (dvs. “nu”, ikke “nju”). En underlig, men sigende detalje der vel viser hvad de mange års bopæl i USA har gjort ved ham. Det er nu også et godt nummer.

At The Next Day overhovedet ikke lyder som en gang retro (hvem sagde Bob Dylan?) er i høj grad Bowies egen fortjeneste; utallige er de nyere rocknavne, der står i tydelig gæld til ham uden at virke som kopister.

Den eneste gang, jeg har set Bowie live , var til Roskilde-festivalen i 1996, og det var også rigtig fint. Jeg ville gerne nå at opleve David Bowie på en scene igen, men det kommer næppe til at ske.

Tænk at man kan skrive en hel bog om én sang. Det er sket nu. Alan Light har udgivet bogen The Holy and The Broken om Leonard Cohens sang “Hallelujah”. Det er en sang, jeg selv har flere minder om. “Hallelujah” er en sang, jeg har holdt meget af, men desværre er den også en af de fremragende sange, der er blevet “elsket ihjel” af utallige fortolkere. På den måde indgår “Hallelujah” i en tvivlsom kanon sammen med f.eks. “Imagine”, “Yesterday”, “Everybody Hurts”, “Blowing In The Wind” og en del andre sange, der spilles i tide og utide, fordi de har en umiddelbar appel til følelserne. At sangene så også er meget mere end dét, har de fleste glemt – og fans af Cohen, Lennon, Beatles, R.E.M. og lignende musikalske institutioner ender med at undgå dem.

Mit første møde med “Hallelujah” var John Cales udgave af sangen fra Cohen-hyldestalbummet I’m Your Fan, der udkom i 1991. Det var og er en enkel og smuk udgave af sangen, drevet støt frem af John Cales solide klaverspil og modne, malmfulde vokal. Fire år senere var jeg til Roskilde-festivalen og var her til Jeff Buckleys koncert. Den var en stor oplevelse (først senere gik det op for mig hvor legendarisk denne koncert faktisk var), og jeg hæftede mig især ved Buckleys udgave af netop “Hallelujah” – en helt anderledes langsom og sjælfuld udgave. Jeg købte albummet Grace og i lang tid var dette dét nummer på Jeff Buckleys i øvrigt særdeles høreværdige debut, som jeg vendte tilbage til. Det blev også et af min kones yndlingsnumre. Hun købte Cohens live-album, og dér var sangen også – men med en anden tekst og (syntes vi vel begge) ikke helt så overbevisende fremført. Jeff Buckley druknede, og vi hørte pludselig sangen på en anden måde.

Så kom der en dansk hyldestkoncert til Leonard Cohen, hvor Hanne Boel efter sigende gjorde alt hvad hun kunne for at krukke den stakkels sang ihjel (sådan som Hanne Boel gør med alt hvad hun prøver at synge). Og langsomt, umærkeligt sneg sangen sig ind i repertoiret hos X Faktor-aspiranter. Da var det, det gik op for mig: “Hallelujah” er ved at blive “elsket ihjel”. Først græmmede jeg mig, når jeg hørte andres udgaver af “Hallelujah”, senere begyndte jeg helt regulært at logge mentalt ud.

Senest hørte jeg sangen fra Leonard Cohen selv, da han gav koncert i Aalborg i august 2012 – og det var helt i tråd med resten af koncerten en god oplevelse. Det er nemlig ikke “Hallelujah” selv, der er noget galt med. Det lader også til at være kommet bag på Cohen, at netop denne sang fik sit eget, overraskende liv.

Hele historien om “Hallelujah” er at finde i Alan Lights bog, som anmeldes af Klaus Wivel i Weekendavisen i denne uge. Jeg kan af artiklen se, at jeg ikke er den eneste, der opdagede sangen via John Cales fremragende udgave. Faktisk købte jeg først Various Positions, der er det album, hvorpå sangen findes, som del af bokssættet med Cohens samlede studiealbums, efter at jeg havde været til koncert med ham sidste år (mange af de andre albums havde jeg allerede).