Noget at have fælles

Foto: Nils Meilvang © Scanpix)

Det var gribende at se billederne i TV-Avisen fra de store mindeoptog for Kim Larsen, og det var overvældende at se, hvor dybe følelser hans død har vakt i så mange mennesker, herunder mig selv. Hvad enten vi har været forelskede, forladte, sammen, alene, glade for livet eller vrede over samfundets uretfærdigheder, har vi kunnet finde en sang fra Kim Larsens store katalog. Det er netop dét, der fortæller så meget om hans format som sangskriver og sanger, og det er vel også derfor, så mange måtte på gaden i går. I morgen tager jeg selv ned til Musikkens Hus i Aalborg for at se mindekoncerten på storskærm.

I Danmark har det i de seneste år været sportspræstationer, der har kunnet samle så mange mennesker – og nogle gange demonstrationer. Til gengæld har den nationalisme og de stramninger, som så mange politikere nu bejler til, ikke kunnet sende tilsvarende mange støtter på gaden. Dét er værd at tænke over. Kim Larsen var fra Danmark, men han var aldrig nationalist. Måske er der håb for os endnu herhjemme, selv om det er en kold tid, som vi lever i.

Kim Larsen 1945-2018

Jeg kan ikke fordrage at skulle skrive nekrologer her, men der er desværre ingen vej udenom lige nu. Min generation voksede op med Gasolin’ og med Kim Larsens første soloalbum, det legendariske Værsgo. Der er ikke mange mennesker, der har kunnet kaldes folkekære, men den mand, vi mistede i dag, var en af dem.

Kim Larsen spændte fra viser til rock, omend han altid selv beskedent kaldte sig for popmusiker. Måske var det Eik Skaløe, der varslede at man kunne synge rock på dansk, men det var Kim Larsen, der gjorde løfterne til virkelighed. Hos Kim Larsen mødtes Jimi Hendrix med Osvald Helmuth (hans sangforedrag mindede om begge herrer) og resultatet var ofte både overrumplende og tilgængeligt på den bedst tænkelige måde. Listen over guldrandede sange er lang, og diskografien har mange højdepunkter. Selv holder jeg særlig meget af Gas 5 og af Gør det noget, der skulle vise sig at blive det sidste “rigtige” album med Gasolin’, af Midt om natten og af de sene Glemmebogen–albums, hvor en af Danmarks største sangskrivere for første gang kun spillede andres sange.

Kim Larsen gjorde ikke et stort nummer ud af det og så ikke sig selv som en særligt politisk person, men hans sociale engagement er ikke til at tage fejl af. At en sang som “Hvad gør vi nu, lille du?” blev et hit og en kanoniseret del af den danske sangskat, siger rigtig meget herom.

Mange fra min generation nåede at opleve Gasolin’ og at opleve Kim Larsen til koncerter; af underlige og uvisse grunde lykkedes det aldrig for mig, og nu er det blevet for sent.

Æret været Kim Larsen og mindet om alt det, han nåede og gjorde.

Hiss Golden Messenger

Mike Taylor

I dag vil jeg blot gøre opmærksom på den amerikanske country-rock-gruppe Hiss Golden Messenger, som jeg blev opmærksom på for nogle år siden.

Jeg har været til koncert med Hiss Golden Messenger én enkelt gang, nemlig i 2015 (det skrev jeg om her) og det var en særdeles positiv oplevelse. Bagefter var jeg så heldig at få en lille snak med Mike Taylor, der er sanger og sangskriver i gruppen (og på sin vis er Hiss Golden Messenger). Han viste sig at være en meget rar og ligetil mand. Nu kommer der så et bokssæt med de første tre albums og en ekstra plade/cd med hidtil ikke udsendte numre. Jeg har allerede forudbestilt det. Og så er der også netop nu en lang artikel i The Atlantic om Hiss Golden Messenger; den er værd at læse.

Her er “Biloxi” fra Heart Like A Levee, der udkom i 2016. Måske er det bare mig, men jeg kan her også høre et musikalsk slægtskab med new zealandsk/australske Crowded House.

Aretha Franklin er død

Jeg har netop læst, at Aretha Franklin er død, 76 år gammel. Endnu en musiker, der har været der, så længe jeg kan huske, er nu ikke længere, og som altid føles det underligt og vemodigt. Aretha var en af det 20. århundredes største kvindelige vokalister inden for det, man af uvisse årsager kalder for den rytmiske musik – og et af de absolut største afro-amerikanske musiknavne fra forrige århundrede i det hele taget.

Når Aretha sang, var hendes stemme på én gang kraftfuld og uanstrengt, og selv helt enkle sange (som f.eks. “Chain of Fools”, der har præcis én akkord) kunne hun gøre til noget helt særligt. Aretha var først og fremmest kendt som sangerinde, men hun var faktisk også med til at skrive en del af sine største hits, bl.a. “Think” og “Dr Feelgood”. Æret være hendes minde.

Eviva España?

Bilbomben mod Luis Carrer Blanco eksploderer 20. december 1973.

For tiden holder min familie og jeg ferie i Spanien, og ved et af disse underlige tilfælde fik jeg en fæl gammel popsang på hjernen i den anledning: “Eviva España”, der oprindelig er flamsk-belgisk, blev i Danmark et dansktophit for Elisabeth Esbjerg, men blev et meget større hit i Sverige og siden også i Storbritannien for Sylvia Vrethammar.

Ordet “Eviva” findes ikke på spansk og er simpelthen konstrueret for at få teksten til at passe til melodien!

Sangen er umiddelbart en uskyldig og lalleglad hyldest til sommerferie i Spanien, men den var et hit i 1973, hvor Spanien gennemlevede en meget grim periode af sin historie. Undertrykkelsen fra det fascistiske regime var meget tydelig. Den væbnede modstand fra diverse militante grupper (bl.a., men ikke kun ETA) var også eskaleret. Jeg husker, selv om jeg knap var 10 år, hvordan Francos arvtager Luis Carrero Blanco blev dræbt med en bilbombe i 1973 og hvordan to catalanske oprørere blev henrettet i garotte i 1974. Set i bakspejlet forekommer det upassende at hylde Spanien netop da. Sylvia Vrethammar fik dødstrusler og blev kaldt fascist, da “Eviva España” var et hit i Sverige, så også dengang var sangen kontroversiel.

Ved en underlig form for popmusikalsk retfærdighed blev en anden svensk sang om Spanien i øvrigt et meget større hit i Danmark få år senere, nemlig Björn Afzelius’ sentimentale “Juanita”. Den var til gengæld ikke bange for at kritisere diktaturet og dem, der lukkede øjnene for hvad der skete i Spanien. Jeg er ikke klar over, om Afzelius skrev sangen som en reaktion på “Eviva España”, men det skulle ikke undre mig.

I dag har der i øvrigt stadig ikke været noget retsopgør i Spanien, her mere end 40 år efter diktaturets fald. Nu dukker ønsket om et sådant opgør frem igen i kølvandet på regeringsskiftet tidligere i år.

En aften for DIGNITY

Backstage på Gamle Scene.

En række danske solister og bands har i de seneste år givet koncerter på Det Kongelige Teaters Gamle Scene til fordel for DIGNITY (Dansk Institut mod Tortur), der i 1982 blev stiftet af Inge Genefke og i dag har afdelinger i 20 lande. Ikke mange tænker på, at der er i Danmark bor mere end 30.000 mennesker, der er torturoverlevere. Omkring hver tredje flygtning i Danmark har været udsat for tortur.

I aften var det så Love Shop, der gav koncert til fordel for DIGNITY. For mig, der har fulgt Love Shop siden 1991 og har set deres udvikling fra de første, småt besøgte koncerter til at blive et fremragende livenavn, men også har været vidne til tabet af først Hilmer og siden Henrik, var dette en helt særlig aften. Mikael Simpson dukkede op og spillede mundharpe på bl.a. “Fremmedlegionær”, så Henrik ville have været stolt. Hvis nogen formår at tage Henriks mundharpetradition op, er det ham. Og Peter Sommer sang med på “En nat bliver det sommer” (ja, hvad ellers?) og forsøgte sig også som dansende jakkesæt.

Helt tilbage i 1980 besøgte jeg Det Kongelige Teaters Nye Scene og har ikke besøgt teateret siden. Aftenens besøg på Gamle Scene var også noget helt særligt for mig, og den nærmest andægtige stemning, der hviler over den store, gamle, gyldne sal var meget anderledes end den, man kender fra et spillested. Det var specielt at se Jens gå til scenens venstre forkant, vel vidende at dér havde Christian Den Fjerde stået i Elverhøj.

Efter koncerten fik nogle af os et sjældent kig backstage og måtte her konstatere, at Gamle Scenes baglokaler slet ikke ligner dem, man så i Olsen-banden ser rødt.

Husk at støtte DIGNITY! Besøg https://stoptortur.dk.

Burt Bacharach

Et album, som min mor holdt meget af, var A Portrait In Music med og af Burt Bacharach. Så det fik jeg også hørt ganske ofte i min barndom. Jeg har ikke kunnet finde albummet senere selv, og jeg ved ikke, om A Portrait In Music er tilgængeligt mere. Men det var fyldt med sofistikerede ørehængere, altid med tekst af den dygtige Hal David. Og coveret afslørede – og min mor vidste så afgjort – at Burt Bacharach ud over at være en usædvanligt dygtig melodimager også var en flot mand. Han kunne sagtens synge selv, men det var ofte sangerinder som Dusty Springfield, Aretha Franklin og ikke mindst Dionne Warwick, der med stort held fortolkede Bacharach/David.

En hel masse af det, jeg husker fra min opvækst, er væk, men Burt Bacharach er stadig iblandt os – og kommer endda til Danmark til sommer. I dag, lørdag den 12. maj 2018 fylder han 90. Tillykke, Burt – og tak for musikken!

(Og jeg fandt selvfølgelig et ordentligt Bacharach-opsamlingsalbum senere i livet, nemlig The Look of Love.)

Dårligt integreret?

Der er et interview hos DR med Lars Ulrich fra Metallica. Meget af interviewet handler om hvordan han opfatter sig selv efter at have tilbragt  mange år i USA. Han siger

– Folk bliver tit overrasket, når jeg siger, jeg er dansk. Jeg er dansk statsborger. Jeg rejser rundt med et lille, dansk, rødt pas. Jeg er ikke amerikansk statsborger. Jeg er dansk. Det er en væsentlig del af, hvem jeg er, og hvordan jeg ser verden.

– Nogle gange skal man lige have folk til at forstå, at jeg er dansk, og at det ikke er noget, jeg leger indimellem…

Og han mener det tydeligvis. Jeg har selv været til koncert med Metallica i Glasgow for mange år siden, da deres storsælgende “sorte album” udkom, og dengang, husker jeg, sad der et dannebrogsflag på Lars Ulrichs trommesæt. Det var i øvrigt en god koncert. Metallica er faldet meget af på den siden dengang, men til den koncert for mere end et kvart århundrede siden var de endnu skarpe.

Mange i Danmark er nok lidt stolte af den slags handlinger og udtalelser, og det var da også specielt for mig at se et dansk flag den aften i Glasgow; jeg var formodentlig den eneste dansker blandt publikum. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan mange i Danmark mon ville reagere, hvis en herboende udenlandsk musiker i et dansk ensemble sagde, at han efter mere end 30 år stadig ikke følte sig dansk og ikke ville være dansk statsborger.

Alt er forbundet

Jeg hører Singularity, det nye album med Jon Hopkins, en hel del for tiden. Engang syntes jeg, at der ikke kom så meget spændende musik fra Storbritannien længere – men det er jo løgn (og her har jeg slet ikke talt om ny, “seriøs” kompositionsmusik). Det, der er sket, er at den interessante britiske musik ikke så meget er den sædvanlige rockmusik, men derimod alt det andet. Singularity er et godt eksempel på interessant og samtidig lettilgængelig elektronisk musik fra Storbritannien. Nogle numre har meget insisterende beats, hvor det knitrer og brummer, mens andre nærmest er kor og piano med mindelser om Arvo Pärt.

Nogle gange har jeg spekuleret på, hvordan det mon ser ud, når en musiker som Jon Hopkins laver sin musik. Herunder ser man hvordan. “Open Eye Signal” er et af de svimlende numre fra forgængeren Immunity, der var det album, som var der hvor min interesse for Jon Hopkins’ musik blev vakt.

Wienerphilharmonikerne i Aalborg

Jeg har længe drømt om en dag at kunne opleve Wienerphilharmonikerne i Musikverein-salen i Wien, og meget gerne med en symfoni af Mahler på programmaet. I aften lykkedes det næsten. Wienerphilharmonikerne og Daniel Harding gæstede Musikkens Hus i Aalborg (Zubin Mehta, der oprindelig skulle have dirigeret, var blevet syg).

Først kom Leonard Bernsteins 1. symfoni, Jeremiah fra 1944, med den østrigske mezzosopran Elisabeth Kulman. Det er et dramatisk stykke musik, der tager udgangspunkt i fortællingen om profeten Jeremias. Desværre må jeg indrømme, at jeg ikke kender denne symfoni, men det vil jeg få gjort noget ved.

Efter pausen kom så et stykke østrigsk musik og endda et af mine yndlingsværker, Gustav Mahlers 5. symfoni. Fem satser på i alt 70 minutter, og et af de få klassiske værker, jeg efterhånden ejer i hele tre forskellige indspilninger (Sinopoli/Philharmoni, Barbirolli/New Philharmoni og Kubelik/Bayerische RSO).

Mahlers Femte fører os hele vejen fra den dystre march i første sats over den “falske finale” i anden sats, tværs gennem den store, mærkelige scherzo til den dybe længsel i adagiettoen og frem til finalen, hvor glæden vælder frem og adagiettoens melodi dukker op igen som en glad sang. Jeg har vel aldrig hørt noget orkester lyde så godt som her til aften; flere andre af Mahlers symfonier har jeg i indspilninger med Wienerphilharmonikerne, og den varme, fyldige lyd, som mange forbinder med orkesteret, genkendte jeg med det samme. Jeg var meget bevæget; på et tidspunkt kom tårerne endda frem hos mig.

Det var en mindre streg i regningen, at en ikke helt lille del af aftenens publikum agerede så kluntet. For mig virker det helt upassende at klappe mellem satserne, og til et værk som Mahlers Femte, hvor satserne er så lange, at nogle musikere kan være nødt til at stemme instrumenterne igen mellem satserne, bryder den slags koncentrationen. Underligt var det også at opleve nogen gå deres vej få minutter inden finalen sluttede. Det er trods alt ikke hver dag verdens måske ypperste symfoniorkester dukker op i Nordjylland for at spille en af de i enhver henseende største symfonier.