Kategoriarkiv: Musik

Europa geht durch mich

Manics_Futurology_Art_600

For tiden er et af de albums, jeg lytter meget til, Futurology, det nye album med Manic Street Preachers. Den walisiske trio har været fremme siden britpoppens dage, eller rettere: ligesom Blur og Pulp var de aktive i nogle år før, men blev midt i 1990′erne udnævnt af musikpressen til en del af en “bølge” af britisk rock. Manic Street Preachers var vel det mest pompøse og stadionrockende band i bølgen, tydeligt inspireret af Queen (og til dels af The Clash), og havde dengang også ry for at være de vrede unge mænd fra Wales.

Selv om rock ikke er så hip en musikgenre mere, har rockbands stadig en slags ry for være bedst som unge. Derfor er det ofte som om det bedste et meget rutineret rocknavn kan gøre, er at prøve at lyde som man lød i storhedstiden. Nogle af de albums, der er kommet siden gennembruddet med Everything Must Go tilbage i 1996, har da også enten forsøgt at tage tråden op fra dengang eller (for Journal for Plague Lovers’ vedkommende) at trække en tråd helt tilbage til de første to albums med den forsvundne tekstforfatter og pseudo-guitarist Richey Edwards.

Men på dette nye album prøver de tre walisere ligesom på sidste års album Rewind The Film ingen af delene, og resultatet er igen rigtig vellykket. Efter hvad jeg har kunnet læse mig til, er de to albums  indspillet i forlængelse, og de afsøger hver sin del af Manic Street Preachers’ udtryk samtidig med at de begge lyder umiskendeligt som – Manic Street Preachers. Rewind The Film, der også er et rigtig vellykket album, havde ikke ret meget elektrisk guitar, men til gengæld fik en del af numrene en lille blæser på.  Og sangene bar på en tydelig tvivl – første sang starter med linjen “I don’t want my children to grow up like me”, og sidste sang slutter med spørgsmålet “I ask you now: what is to be done?”.

Futurology er trods navnet også tilbageskuende, men her er blikket rettet mod den new wave-lyd, der omkring 1980 var fremtidens rocklyd, og den tyske krautrock, der inspirerede den. Det var dengang, Simple Minds var hippe – inden stadionrocken tog over. Forsiden af Futurology er da også en meget tydelig hilsen til Simple Minds’ tredje album, Empires and Dance. Hvis Rewind The Film var en  hyldest til Wales, er Futurology en hyldest til Europa – og er indspillet i de ikke helt ukendte Hansa-studier i Berlin.

Tonen er tydeligt mindre resigneret på Futurology.  Første sang er titelnummeret og starter med at proklamere at “We’ll come back someday, we never really went away”. Så er linjen ligesom lagt. Sangen “Europa geht durch mich” med gæstevokal af tyske Nina Hoss bliver en åbenlys hyldest til Europa netop via en hyldest til Empires and Dance, både på tekstsiden og musikalsk.  I vore dages Storbritannien, hvor det reaktionære nationalistparti UKip går sin sejrsgang og ser “Europa” som noget fremmed, er i det i sig selv en provokation at lave en sang om at være en del af Europas mangfoldighed og så endda lade den være delvis på tysk. Et andet nummer, der bruger samme march-agtige struktur, er den sørgeligt aktuelle “Let’s Go To War”, der på én og samme tid handler om magthavernes undskyldninger for at gå i krig og om behovet for at gå i en anden slags krig, nemlig en kamp for social retfærdighed.

Der er ganske meget elektrisk guitar og også en del synth på Futurology. I lydbilledet er bassen dog også kommet meget tydeligere frem, og også på dén måde er Futurology inspireret af de tidlige Simple Minds, hvor det som regel var Derek Forbes’ enkle men velgennemtænkte riffs, der drev numrene frem. Ofte har Nicky Wire mest indtaget rollen som det stortalende medlem af bandet i interviews, men han er jo faktisk også en dygtig bassist, kan man høre.

Førstesinglen “Walk Me To The Bridge” har et hook, der allerede ved første gennemlytning bliver en earworm af de bedre. På den anden side er de musikalske eksperimenter faktisk helt i tråd med hvad vi hørte på Rewind The Film. Dels er der igen instrumentalnumre (faktisk hele to denne gang), dels er der numre hvor James Dean Bradfield træder i baggrunden som sanger og gæstevokalister dukker op. Denne gang er det ud over Nina Hoss de walisiske sangere Georgia Ruth og Green Gartside (ja, det er ham fra Scritti Politti). Georgia Ruth er også harpenist, og her går det op for mig at der faktisk rundt omkring i Manic Street Preachers’ diskografi dukker indtil flere numre op med harpe – altid som en markør for længsel og vemod.

Futurology er strengt taget ikke nyskabende, og det vil formodentlig mest appellere til folk der voksede op med 90′er-rock og britpop, men det er vellykket på disse præmisser og er et godt eksempel på at også et meget rutineret band kan udvikle sig og have noget interessant på hjerte.

flattr this!

Sister Rosetta Tharpe

Det gjorde stort indtryk på mig at gense Cold Specks i denne weekend til Northside-festivalen. Jeg glæder mig meget til hendes nye album Neuroplasticity.

Her er et gammelt klip med en anden sangerinde med afrikansk baggrund og en imponerende udtryksvokal vokal og stærkt undervurderede guitarevner, nemlig Sister Rosetta Tharpe fra USA. Jeg kan ikke lade være med at bemærke at Rosetta Tharpe og de øvrige musikere er sorte, mens publikum alle er hvide. Klippet stammer fra en tid, hvor der reelt herskede apartheid i USA.

Rosetta Tharpe var en af de store, glemte pionerer inden for det, vi i dag kalder for rock – hun var en af de første til at fremføre gospelsange i arrangementer påvirket af folkemusik og blues. Hun døde i 1973; først i 2007 blev hun posthumt optaget i Blues Hall Of Fame og først året efter blev hendes gravsted markeret. En skammelig behandling af en af de vigtigste pionerer inden for amerikansk rock, at der skulle gå så lang tid.

Jeg har kun kunnet finde ud af meget lidt om Al Spx’s baggrund, men hun er faktisk ikke vokset op med Rosetta Tharpe og anden amerikansk gospelmusik – Al Spx er fra Canada, ikke USA, og hendes familie er ikke kristen, men muslimsk.

 

flattr this!

Cold Specks

20140615-163602-59762387.jpg

Dagens første koncert for mig på Northside var med canadiske Cold Specks. Mange ved hvor meget jeg holdt af debutalbummet I Predict A Graceful Expulsion fra 2012. Der kommer et nyt album til august, og det hedder Neuroplasticity, røbede Al Spx, der reelt er Cold Specks. De fleste sange i dagens sæt var nye sange – Al Spx sagde selv at hun var træt af de gamle sange nu. Heldigvis fik vi dog også en håndfuld sange fra debut’en, heriblandt “Blank Maps” og som et ekstranummeret titelnummeret fra det første album. De nye sange er lidt mere keyboardprægede og måske også mere “rå”, men helhedsindtrykket er lovende for Neuroplasticity.

flattr this!

Northside 2014

20140614-154900-56940893.jpg

I år har jeg brudt en mangeårig tradition – i år tager jeg ikke til Roskilde-festivalen men til Northside.

Jeg ville gerne have oplevet St Vincent og The National i går, men St Vincent aflyste allerede tidligere i år, og The National spillede kl 01.00 – alt for sent til at nå et tog tilbage nordpå. Af samme grund går jeg desværre også glip af Robyn og Röyksopp i aften (jeg er ret glad for deres EP, der udkom for ikke så længe siden). Heldigvis skulle der være en pæn chance for at få set Cold Specks og Arcade Fire i morgen aften.

Det lykkedes mig at fange de sidste minutter af Brian Jonestown Massacre – se ovenfor.

flattr this!

Karajan og Bernstein

bernstein-karajan

Herbert von Karajan og Leonard Bernstein var to af de største dirigenter i forrige århundrede. På nogle måder var de meget forskellige; Karajan var i årene op til 2. verdenskrig medlem af det tyske nazistparti, mens amerikaneren Bernstein var socialist og jøde med ukrainske forældre.  Men begge mænd var i besiddelse af kombinationen af et enormt ego og en lige så enorm musikalitet, og de blev begge lysende stjerner inden for den symfoniske musik i 1950′erne og ind i de analoge indspilningers guldalder. Begge fik det ypperste ud af Wienerfilharmonikerne. Og det var deres viltre grå frisurer og hele fremtoning, der i høj grad har været med til at forme den moderne stereotyp på hvad en symfonisk dirigent er. Bernstein blev tidligt glad for Gustav Mahlers symfonier, som Karajan først langt senere bandt an med. Bernsteins udgaver af Mahler holder jeg meget af, mens jeg synes at han andre gange trak værker af andre komponister meget lange i sine indspilninger. Karajan var til gengæld en af de helt store Bruckner-dirigenter.

Bernstein og Karajan kunne tilsyneladende ikke fordrage hinanden. Men så alligevel. Hvis man skal tro den svenske operasangerinde Birgit Nilsson, der kendte begge dirigenter godt, begyndte det faktisk som et nært venskab mellem de to. Bernstein og Karajan tog på skiferie sammen, og Bernstein inviterede Karajan til USA for at dirigere. Men så var der noget, der gik skævt. Nogle gange er det dem, man har stået særlig nær og på nogle måder ligner mest, man ender med at blive mest uvenner med.

 

flattr this!

What’s Going On

whatsgoingon

Et af de albums, jeg altid vender tilbage til, er What’s Going On af og med Marvin Gaye. Igen i denne uge har jeg fundet dette album fra 1971 frem og hører ikke de to nye albums, jeg egentlig har fået fat i.

Jeg fandt What’s Going On brugt til ingen verdens penge engang først i 1990′erne på et tidspunkt hvor jeg mest hørte rock, herunder en del metal. Men What’s Going On greb mig og bliver ved med at gribe mig. Albummet er en stor og lidenskabelig Motown-produktion fra Detroit med stort orkester, solide baslinjer, swingende guitar og Marvin Gayes lyse vokal. Man skal ikke lade sig narre af det tilbagelænede, ofte skønhedssøgende lydbillede – for teksterne fortæller en helt anden historie om  arbejdsløshed, politibrutalitet, stofmisbrug, truslen mod miljøet, soldater der drager i krig langt væk, social ulighed, økonomisk krise og en stor følelse af modløshed. What’s Going On er Marvin Gayes politiske album; vemodet og vreden er ikke til at tage fejl af. Et par tekster er præget af Marvin Gayes kristne holdninger, men det kan jeg godt leve med. Tilbage i 1971 tvivlede Berry Gordy på at nogen ville lytte til What’s Going On – det var simpelthen ukommercielt. Før What’s Going On kom der en lang række solide pophits (“I Heard It Through The Grapevine”, “How Sweet It Is To Be Loved By You” osv. osv.) og bagefter kom Let’s Get It On, der indvarslede en mere “lummer” periode i Marvin Gayes sangskrivning.  Men spørger man mig, er det What’s Going On, der er Marvin Gayes ubestridte hovedværk. Mange andre er enige med mig i det; det triste er at albummet nu er blevet kanoniseret ihjel, så de fleste af dem, der roser det,  nu ikke længere hører dets klare politiske budskab.

Sange som “Mercy Mercy Me” og “Inner City Blues” er blandt de sørgeligste sange, jeg kender – for de kunne være skrevet i dag.

flattr this!

Musikalsk fast food?

foto-mashable_spotify

Weekendavisen har en interessant artikel om hvordan vi forbruger musik. Anledningen er en reportage fra et møde i Audio Engineering Society i New York, hvor bl.a. kendte pladeproducere er med. Et af de udsagn, der går igen, er hvordan de digitale lydmedier påvirker musikoplevelsen i negativ retning. Der er ganske mange udsagn i artiklen om utilfredshed med de digitale filformater, bl.a. MP3- og AAC-formaterne. Der er simpelthen information, der går tabt, lyder det igen og igen.

Jeg kan mærke at mine lyttevaner er blevet nogle helt andre. Den vigtigste ændring er at jeg næsten kun hører musik  i hovedtelefoner (dels et par store “hørebøffer”, dels nogle små in-ear-øretelefoner) og via nogle små højttalere tilsluttet min computer. Når det en sjælden gang lykkes mig at få fred til at høre en cd (ja, dem køber jeg skam stadig) på anlægget i stuen, er det en på mange måder helt anderledes oplevelse.

Men er der også et andet aspekt af musikoplevelsen, nemlig at det svimlende udvalg risikerer at gøre os alt for overfladiske. Pladeproduceren David Foster siger i artiklen:

»Hvem har glæde af at have et ubegrænset udvalg? Kvantitet decimerer kvalitet i den forstand, at det sløver koncentrationen. Man bliver rastløs, vil videre til næste nummer, hvis de første ti sekunder ikke lige tænder én. Men har det noget som helst med god musik at gøre? Er det kunst? Det største problem er den effekt, det har i den anden ende: på de udøvende kunstnere, der forsøger at ramme lytteren med deres musik.«

Dette er også min fornemmelse. Jeg har ikke abonnement på en streaming-tjeneste længere; en kort overgang prøvede jeg at abonnere på Spotify, men dels var jeg utilfreds med forretningsmodellen, der giver kunstnerne meget lidt, dels føltes det simpelthen underligt ikke at eje musikken. Og så er jeg alligevel traditionel i den forstand, at jeg stadig ofte lytter til hele albums på min telefon, og også ofte på min computer. Nogle af de gamle vaner fra lp-æraen hænger ved.

Når jeg lyttede til lp’er i forrige århundrede, var det kun sjældent, jeg sprang de numre, der ikke trængte ind, over. Jeg kan godt huske f.eks. det noget melankolske instrumentalnummer “Elegia” på New Orders Low-Life; det fik jeg trods alt hørt en del gange, vel vidende at der kom et up-tempo-nummer bagefter.

Jeg bliver mindet om forskellene mellem slow food og fast food, men også om hvordan det enorme udbud af tekst på Internettet gør at jeg langt fra altid læser en tekst færdig. Trist, men sandt. Derfor måske er dette blot endnu et eksempel på at teknologiens muligheder kræver at vi skal opfinde en ny etik – eller i dette tilfælde vel snarere en ny æstetik.

flattr this!

Sølvvognen

Hvert år er der en koncert med et dansk musiknavn ved Amnesty Internationals danske landsmøde. Jeg har desværre hidtil været skuffet over valget af musik. Men i år var det Ulige Numre, der spillede, og jeg var meget tilfreds. Her er “Sølvvognen” fra deres debut-ep, der bare hedder Ulige Numre. Nu håber jeg at Carl Emil og de andre har tilmeldt sig Amnesty Lifeline – ellers kan de gøre det ved at klikke på dette link. Og det kan alle I andre selvfølgelig også.

flattr this!

Jens Unmack

Jens Unmack

I dag bliver Jens Unmack 50 år. Et stort tillykke herfra! Det hele startede i  Næste Uges TV, der vel var Viborgs dansksprogede svar på The Cure (jeg gik glip af deres koncert sammen med Ballet Mécanique i Aalborg i sin tid; jeg har siden hørt at den var endog særdeles god), og siden da er det blevet til en masse sange af høj kvalitet både fra Love Shop og fra Jens’ tre gode soloalbums. Det har været en gave at kunne følge med på nærmeste hold, selv om tabet af Jens’ nære samarbejdspartnere Hilmer Hassig og siden også Henrik Hall en lang overgang kastede en tung skygge.

Jens er en af de danske musikere, der stadig har ambitionerne sat højt og aldrig går efter de nemmeste løsninger – det kunne mange andre lære meget af. Hvis alt går vel, og den nye harddisk i den nye computer holder, kommer det nyt fra ham senere i år. Fikspunkterne i Jens’ voksenliv er ud over hustru og børn bl.a. Liverpool FC, Berlin, de gamle rockhelte (hvem nævnte The Clash og Springsteen og Cohen og Reed og Bowie og Morrissey og Patti Smith og Blondie ?), en trofast bil og gåture langs Gammel Kongevej med en hund, der er en hel del mindre end den selv tror. For nylig lykkedes det Jens for første gang at sætte foden på amerikansk jord, og tilsyneladende har det også gjort hans Instagram-kameraføring mere stabil.

Hvis I ikke allerede gør det, så kig forbi Jens’ blog.

(Ballet Mécaniques sanger fylder forresten også år i dag; han bliver 51 og har da egentlig også gjort det ganske pænt.)

flattr this!