En bisse besøger byen


På denne aften på Iggy Pops 70-års fødselsdag kunne jeg omsider gå til koncert med Thorbjørn Radisch alias Bisse. Sidste år måtte jeg gå forgæves på Roskilde Festival.

Også i aften var der tætpakket til den for længst udsolgte koncert på 1000Fryd.

Bisse er blevet udråbt til at være en ny C.V. Jørgensen (som jeg holder rigtig meget af), men det er tydeligt at Bisse opererer med flere variationer over sit musikalske udtryk – et mere “traditionelt sangorienteret” , men ikke desto mindre med en svært identificerbar struktur og så et beat-præget elektronisk udtryk. Ofte er strukturen af den enkelte sang svær af regne ud.

Men det ser ud til at virke! Stor ros i al fald herfra.

Flattr this!

Minderune for Mr Berry

Den første af det 20. århundredes musiklegender, som 2017 gjorde det af med, var Chuck Berry – men vi nåede da også at have ham blandt os i hele 90 år. Hans storhedstid lå for længst bag ham, og der er lidt for mange beretninger om optrædender, der ikke var gode, til at man kan glemme dem.

Men hans fingeraftryk på rockmusikken er stort og vedvarende, og det er altid tankevækkende at ikke helt få af pionererne inden for den “hvide” amerikanske rock jo faktisk har afrikansk baggrund.

Underligt nok har jeg faktisk ikke nogen albumudgivelser med Chuck Berry, men jeg synes alligevel (som vel mange andre fra min generation i min del af verden) at jeg kender hans musik ud og ind. Det hjælper bestemt også at andre store navne har haft hits med Berrys sange. Ovenfor en live-udgave fra 1976 af C’est la vie med Emmylou Harris; dette var faktisk den første sang med hende, jeg nogensinde hørte.

Hvad syntes Chuck Berry om alle dem, der kom efter ham? Der er et pudsigt lille interview fra et amerikansk fanzine fra 1980, hvor han giver sine indtryk af nogle dengang toneangivende bands. Om “God Save The Queen” med The Sex Pistols siger han

What’s this guy so angry about anyway? Guitar work and progression is like mine. Good backbeat. Can’t understand most of the vocals. If you’re going to be mad at least let the people know what you’re mad about.

Flattr this!

Endnu en aften med Love Shop

Og så vendte Love Shop tilbage til Skråen, hvor jeg første gang så dem spille i 1992. Der er ikke mange gengangere fra besætningen dengang – faktisk kun Jens Unmack himself og Thomas Topp-Duus. Og jeg bemærkede at publikum fra dengang heller ikke var der; alle havde tilsyneladende sendt deres forældre.

Tilbage i 2001 troede jeg vel at Love Shop var på højden af deres kunnen. Upartisk er jeg bestemt ikke, men jeg vil faktisk hævde at dette var en af de bedste aftener med Love Shop overhovedet. Bandet er tilbagelænet på en god måde og udstråler en spilleglæde som er misundelsesværdig.

Flattr this!

Elvis lever, har det godt og er sidst set i Aalborg

Elvis Costello skulle have givet koncert i Musikkens Hus i Aalborg den 20. maj 2016, men han pådrog sig en lungebetændelse og måtte aflyse. I går aftes nåede han omsider Aalborg, og det var første gang, jeg oplevede en koncert med ham – og han var alene på scenen med seks guitarer, et blåt flygel og en ukulele. Bag ham var en storskærm, forklædt som et kæmpemæssigt gammelt fjernsyn. Inden koncerten viste skærmen gamle Elvis Costello-musikvideoer, og selve koncerten blev også en fortælling om et langt og rigt liv som sanger og sangskriver. Det er interessant at tænke på at Elvis Costello, der slog igennem i 1977, meget snart har haft en musikkarriere der er dobbelt så lang som den, der tilkom Elvis Presley – som døde i 1977. Det er også interessant at tænke på at Elvis Costello er den eneste, der har skrevet og indspillet sange sammen med såvel Paul McCartney som Burt Bacharach!

Det første nummer var “Accidents Will Happen”, der er et af de numre, man forbinder med Costello. Desværre var det som om der var et eller andet galt med lyden, men snart efter faldt lyden heldigvis på plads og vi fik en rigtig vellykket koncert med både hits og sange, der ikke var så kendte. Der var indfølte versioner af bl.a. “Shipbuilding” og “Deep Dark Truthful Mirror” ved det blå flygel, der var fuzzede udgaver af “Watching the Detectives” og “Oliver’s Army” og et højdepunkt for mig var da Elvis Costello helt uden mikrofon eller forstærker gav os “Allison” fra debutalbummet My Aim Is True. Hele koncerten var kædet sammen af fortællinger – nogle gange røverhistorier – og mange af dem handlede om Elvis Costellos familie, hans forældre og hans farfar. Det hele sluttede med de to hits, som han ikke selv har skrevet, nemlig “She” (af Charles Aznavour) og “What’s So Funny About Peace, Love and Understanding (af Nick Lowe).

Inden ekstranumrene viste det kæmpemæssige fjernsyn et lille klip med Elvis Costellos far Ross MacManus, der også var sanger. Læg mærke til hvor meget Declan MacManus (der jo er Elvis Costellos rigtige navn)  ligner faderen!

Flattr this!

Hvert årti sine kabler

Siden jeg var teenager, er det sket én gang i årtiet: Jeg har skiftet mit musikanlæg ud. Egentlig hifi-entusiast har jeg aldrig været; den slags har jeg altid overladt til andre. Selv har jeg altid gerne “bare” villet have et anlæg, der kunne lyde fornuftigt uden at koste en bondegård og helst heller ikke se alt for klodset ud. Det var dog først, da jeg boede i Edinburgh i årene omkring 1990, at jeg fik et musikanlæg, der rent faktisk lød godt. Det var også omkring dét tidspunkt, jeg skilte mig af med kassettebåndoptager og pladespiller og nøjedes med en cd-afspiller (en god én!). For 13 år siden kom der en dvd-afspiller (med god lyd til cd’er!) og en receiver til i stedet for cd og stereotuner og -forstærker.

Sidste år købte jeg nye højttalere, fordi vi alligevel skulle renovere vores hjem, og da vi flyttede ind igen, indså jeg tidens fylde, da jeg forgæves forsøgte at købe et nyt kabel til at forbinde dvd-afspilleren med. “Mener du virkelig et analogt kabel?” spurgte en ung ekspedient med lettere vantro mine. Og få måneder senere gav den 13 år gamle receiver tydelige tegn på at være mæt af dage (eller også var den bare blevet teenager): Det var mere undtagelsen end reglen, at man kunne tænde den. Og omme bag den lave reol var der efterhånden blevet fremmanet en uskøn spaghettiret af ledninger og kabler.

Så i denne uge markerede jeg at endnu et årti var gået og brugte noget af resterne af arven efter min mor på at købe et nyt musikanlæg: En surround-receiver med trådløs internet-forbindelse og en disk-afspiller til cd/dvd/blu-ray (med god lyd!!).  Det bliver nok den sidste afspiller af den slags, jeg nogen sinde køber. Skal jeg så have en pladespiller? Jeg ved ikke rigtig; så hip er jeg ikke.

Fredag aften gik med at slås med at sætte alle højttalerkablerne rigtigt i [det var sværere end jeg troede!], forbinde alting og få indstillet surroundkanalerne ved hjælp af svup-lyde og en lille mikrofon sat på et raketagtigt papstativ [en underlig oplevelse!]. Mellem de to nye kasser går der nu ét enkelt HDMI-kabel; ingen forældede analoge kabler er tilbage. Spaghettiretten bag den lave reol er mindre prominent end før. Og det nye anlæg lyder godt og virker endda næsten som det skal – jeg mangler at regne ud hvordan jeg kan afspille musik fra hjemmets netværksdisk. Men det kommer nok. I skrivende stund har jeg fundet en af de gamle cd’er frem og lytter til den.

Flattr this!

Dengang i Slovenien

Indvandringsmodstanderen Donald Trumps hustru Melania er oprindelig fra Slovenien og boede, da hun var gymnasieelev i sidste halvdel af 1980erne, en overgang i hovedstaden Ljubljana. Her færdedes samtidig bandet Laibach med deres satirisk/foruroligende Neue Slowenische Kunst, som udstillede den gryende nationalisme og fascisme i det dengang endnu eksisterende Jugoslavien. Jeg tænker uvilkårligt på, om ikke den senere Mrs. Trump har hørt om dem. Måske har hun endog hørt om filosoffen Slavoj Žižek, der også indledte sin karriere i Ljubljana på denne tid. De har dog næppe mødt hinanden.

Laibachs sang ovenfor, “Geburt einer Nation”, er fra 1987 og har en mildt sagt foruroligende tekst om den stærke mand og folkets vilje. Den er millimeter fra at lyde som noget, Melanias senere ægtemand 30 år senere har sagt (og man aner, at Laibach har inspireret Rammstein ikke så lidt, omend sidstnævnte selvfølgelig spiller egentlig metal). Og så er “Geburt einer Nation” med dens korte intro, der citerer “The Star-Spangled Banner”, faktisk bare en oversættelse til tysk af Queens sang “One Vision” fra filmen Highlander. Ligesom Laibachs udgave af “Life is Life” (den skrev jeg om i 2011) er den en interessant kommentar til den nogen gange forsvindende lille forskel mellem floskler og fascisme.

Flattr this!

Kanye West-syndromet

Kanye West tager mikrofonen fra Taylor Swift ved MTV Video Music Awards i 2009. Foto: REUTERS/Gary Hershorn.

Nogle gange sker der noget bekymrende med mennesker, der får succes – inden succesen kom, var de stadig søgende sjæle og kunne være i tvivl. Men så satte succesen ind, og da var det som om noget blev forandret, og de udviklede en grandios adfærd. Vi kender alle til musikere, skuespillere og andre, der er endt med at blive på den måde. Det mest ekstreme eksempel er vel den amerikanske sanger Kanye West, der stormede ud fra en prisoverrækkelse, da han opdagede at han ikke var nomineret og få år senere ikke så nogen problemer i at springe op på scenen og snuppe mikrofonen fra Taylor Swift, da hun vandt en MTV-pris – for den syntes han burde være gået til Beyoncé. Det er næppe et tilfælde, at Kanye West for nylig er blevet set sammen med Donald Trump, for også han er en særdeles grandios person.

Også i den akademiske verden ser man grandios adfærd. Jeg mødte for år tilbage en opadstigende forsker, der på få år havde fået en masse succes i form af bevillinger, fastansættelse, held med publikationer og mulighed for at opbygge sin egen forskergruppe. Han fortalte mig at han i den store provinsby, han voksede op i (det var ikke herhjemme), var kendt af alle som den gymnasieelev, der var bedst af alle til matematik! Hvorfor dette var vigtigt at fortælle mig dén dag, ved jeg ikke. Ved en anden lejlighed fortalte han mig om sine naboer, som var nogle meget indskrænkede mennesker. En anden forsker, jeg mødte i sin tid, yndede at bruge spørgetiden efter konferenceforedrag til at jorde PhD-studerende og holdt engang til en konferencemiddag en tale for en kollega, der havde fået flere store æresbevisninger – men hele talen brugte han på at prøve at gøre grin med ham.

Sådanne forskere er uden diskussion dygtige, men de er næsten altid svære at samarbejde med, og man kan desværre også ende med at blive træt af dem, for man får indtrykket af at de ser ned på de fleste andre mennesker. Nogle gange ender de med at blive magtmennesker med alt hvad det indebærer.

Der er en forskel på at være grandios og på at have selvtillid. Jeg kender akademikere, der har stor selvtillid uden at være grandiose; det er typisk nogle usædvanligt dygtige og socialt kompetente mennesker, der bestemt ved at de er gode, men samtidig ikke er uden selvironi og gerne vil tale med mange forskellige slags mennesker.

Grandiositeten kan i virkeligheden dække over lav selvtillid og lavt selvværd kombineret med en talentfuld barndom og senere pludselig og voldsom succes. Nogle gange afslører det grandiose menneskes livshistorie nogle tidlige nederlag, som han eller hun måske nu prøver at kompensere for ved at fremstå større. Så i virkeligheden er det synd for det grandiose menneske, for der kan være en stor ensomhed og usikkerhed bag al den tilsyneladende storhed.

Den amerikanske psykolog Rachel Kitson har en interessant artikel om hvorfor Kanye West mon er endt som han er, og én af forklaringerne er måske netop kombinationen af at være et stort talent og problemer med tilknytning i barndommen. Hans forældre blev tidligt skilt, og han boede i nogle år i Kina med sin mor (der er universitetslærer). Han klarede sig godt i skolen, men droppede ud af college for at kaste sig over musikken på fuld tid.

Hvad man skal gøre ved grandiose venner eller kolleger – eller dem, der er i fare for at blive grandiose – ved jeg desværre ikke. Det bedste ville være, hvis man kunne redde dem fra grandiositeten, mens tid var, men svært er det. Hvis man roser dem for deres kvaliteter, kan man ende med at bekræfte dem, men gør man det modsatte, kan det også nemt forstærke den grandiose adfærd.

Flattr this!

Tillykke, Ms. Smith!

Mange har vi mistet i det år, der slutter i morgen. Men Patti Smith er her stadig. Amerikansk rockmusiks store gamle dame, der har taget os med på hele sin lange opdagelsesrejse fra de tidlige år med Joplin og Hendrix og digterne på Chelsea Hotel, gennem kærligheden til Mapplethorpe, over de voldsomme år med CBGB og Patti Smith Group, de stille år med familien og til sit comeback dengang i 1990’erne (hvor jeg stod og så på). Tak for stemmen og for ordene – tillykke med de 70!

Flattr this!

Sceneskræk og erfaring

Ugens helt overraskende musikoplevelse er Patti Smiths udgave af “A Hard Rain’s A-Gonna Fall” fra Nobel-ceremonien i Stockholm. Hun går i stå, siger undskyld og at hun er så nervøs – og spørger om ikke man kan tage verset forfra. Videoklippet kan man se nedenfor.

Hvis det havde været et ungt popidol som f.eks. Justin Bieber, der havde gjort dette, ville dette formodentlig have været ekstremt pinligt, men i denne sammenhæng blev det alt andet end dét. Læg mærke til hvordan flere i publikum fælder en tåre. Også jeg bliver bevæget, både da Patti Smith går i stå og da hun fortsætter og ender med at føre sangen sikkert i havn. Alle har vi tilgivet hende – ja, måske var der endda ikke noget at tilgive. Måske var det i virkeligheden sådan, fremførelsen burde være?

Det er noget helt særligt at opleve at en ekstremt rutineret sanger som Patti Smith, der har optrådt på store scener i en menneskealder og om få dage runder de 70, rammes af nervøsitet og indrømmer det. Mange har haft det (og kan have det) på den måde, selv efter lang tids erfaring. Jeg oplever det ikke ret tit, men det er sket.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, at denne sang, som Bob Dylan skrev i en alder af 22, i Patti Smiths fortolkning er kommet til at handle om noget helt andet end dengang i 1963 – den er blevet til en viis gammel dames fortælling til ungdommen om alt det, hun har set i livet. Også dét er gribende og minder mig om den ekstra dybde som Johnny Cash føjede til andres sange, da han i sin alderdom fortolkede dem på sine American Recordings-albums.

Og så er det selvfølgelig også noget specielt og fascinerende ved at se en fremtrædende repræsentant for hippie-tidens idealer stå der, lidt forpjusket, midt i al pompen og pragten.

Flattr this!