Kategoriarkiv: Musik

Point Blank

image

Så var aftenen kommet hvor turen gik til København, hvor Bruce Springsteen gav koncert i Parken. Springsteen er en af det 20. århundredes store sangskrivere og performere . I hans værk mødes Dylan, Guthrie, Presley, Redding og mange andre. I perioden fra 1974 til 1982 satte han ikke en fod forkert med sine albumudgivelser. Senere er hans output blevet noget mere ujævnt, men han er stadig en usædvanligt god live-musiker sammen med sit E Street Band… der vel efterhånden er hans musikalske familie.

Var det en god koncert? Ja og nej. Da vi i 2013 så Springsteen i Herning i Boxen, var lyden fin og vi kom tæt på scenen. Og efter koncerten hilste vi på Nils Lofgren… der boede på vores hotel.

Denne gang var denne form for nærhed desværre blevet væk. Lyden i Parken er slet ikke god, og min hustru og jeg sad næsten så langt fra scenen som man kunne komme. Vi følte os mere som helt passive tilskuere end vi havde gjort længe. Men musikken fejlede slet intet og musikerne ej heller. Der var mange numre fra The River i den mere end tre timer lange koncert; især var jeg glad for en intens udgave af balladen “Point Blank”. Der var masser af feststemning i andre numre, men hele koncerten sluttede med en smuk udgave af “Thunder Road” hvor Springsteen var alene med sin guitar. Den sang er en af dem, jeg holder mest af i det hele taget (og her taler jeg ikke kun om Bruce Springsteens sange).

Flattr this!

Karl Blau – den uventede countrysanger

Karl-Blau-Introducing-copy-1440x1440

Jeg er forlængst blevet gammel nok til at kunne lytte til country. I 2015 læste jeg ved et tilfælde om den amerikanske sangerinde Rhiannon Giddens, og jeg endte med at blive mere end almindeligt glad for hendes album Tomorrow Is My Turn. Jeg drog til København – ud og hjem samme dag – bare for hendes koncert, der af uvisse grunde var en del af Copenhagen Jazz Festival.  Jeg nåede endda at hilse på hende efter koncerten.

Og i år læste jeg ved et tilfælde om Karl Blau, der trods sit tyskklingende navn er fra USA (jeg er ikke specielt tysk heller). Han har i mere end 20 år lavet musik i alle mulige stilarter i relativ ubemærkethed og på meget små pladeselskaber. Men nu kommer så hans debut på et større pladeselskab, Introducing Karl Blau. Og ligesom Rhiannon Giddens’ album er dette et album præget af coverversioner, og igen er udgangspunktet country. Introducing Karl Blau er et rigtig vellykket album af slagsen, som allerede nu er i heavy rotation (i det omfang musik kan siges at rotere i vore dage). Karl Blau har en stemme, der passer usædvanligt godt til genren, og valget af numre er særdeles vellykket

De numre der tager fat i mødet mellem country og soul er særligt fængende. Her tænker jeg på numre som “Six White Horses”, der oprindelig var et hit for Tommy Cash (bror til en vis Johnny Cash) og ikke mindst den lange udgave af Link Wrays “Falling Rain”, hvor arrangementet leder tankerne hen på Marvin Gayes mageløse What’s Going On (et af mine yndlingsalbums). Og netop disse sange rummer en stilfærdig, men tydelig samfundskritik, der placerer dem i samme boldgade som What’s Going On.

Et andet album fra i år, hvor country møder soul, er Sturgill Simpsons A Sailor’s Guide To Earth, og hvis man kan lide Sturgill Simpson, er der en god chance for at man også vil kunne lide Introducing Karl Blau. En helt klar anbefaling herfra!

Her er Karl Blaus udgave af “That’s How I Got To Memphis”, skrevet af en af countrymusikkens store fortællere, Tom T. Hall.

Flattr this!

Sheila Chandra: Stemmen, der blev tavs

Sheila_Chandra-3

I dag efter frokostpausen sad jeg med mit (meget store) musikbibliotek og bladrede lidt tilfældigt. Jeg faldt over mine albums med den engelske sangerinde Sheila Chandra. Hende blev jeg opmærksom på først i 1980’erne; hendes musik blandede først pop med indiske klange; som en del andre briter har hun indiske aner (og det har jeg jo faktisk også til dels selv).  På denne måde var hendes musik et tidligt eksempel på det, man nutildags kalder for verdensmusik. Siden blev jeg fascineret af hendes album Weaving My Ancestors’ Voices i 1992, hvor hun lod indisk, keltisk, engelsk og spansk musik mødes på en måde så slægtskabet mellem alle disse tilsyneladende forskellige udtryk blev tydeligt. På dette album var der meget sparsom instrumentering, og ofte stod hendes smukke vokal helt alene. Vi var nu meget langt fra pop. Jeg husker, at jeg købte Weaving My Ancestors’ Voices i FNAC i Paris, mens jeg var på de kanter til en konference ind under jul. Jeg sad en mild decemberaften og hørte albummet på min Discman, mens jeg kiggede på den franske juletrafik og de mange lysende juleudsmykninger ikke så langt fra Triumfbuen.

Som i så mange andre tilfælde kommer der anden musik, man kaster sig over. Sådan gik det også for mig. Men i dag genfandt jeg Sheila Chandras musik og besluttede mig til at finde ud af hvad hun lavede nu.

Da jeg fandt ud af det, blev jeg rigtig ked af det. Sheila Chandra, der er født i 1965 (og altså er et års tid yngre end mig) fik i 2010 det sjældne brændende mund-syndrom, der gør at al tale (for slet ikke at tale om sang) hos den sygdomsramte bliver ekstremt smertefuld. Sygdommen er uhelbredelig, og af helt åbenlyse årsager har Sheila Chandra været nødt til helt at holde op med at bruge stemmen. I dag kommunikerer hun kun på skrift.  Hendes samlede bagkatalog er for ikke så længe siden blevet genudsendt, men vi får måske aldrig hendes stemme at høre igen. (I omkring 2/3 af alle tilfælde svinder brændende mund-syndromet hen efter seks til syv år, så det kan ske endnu.)

Sådan lød Sheila Chandra, før hun blev tavs.

Flattr this!

Den tågede fader på besøg.

image

Her til aften gav Father John Misty (alias Josh Tillman) på Train i Aarhus – og det var en koncert, der allerede var udsolgt for måneder tilbage. Mange faldt sidste år for hans album I Love You, Honeybear, der på tekstsiden balancerer et sted mellem inderlighed og ironisk distance og musikalsk ofte sender tankerne tilbage til 1970’ernes bløde rock. På nogle måder er vi tæt på en anden amerikansk sangskriver, fra netop den periode, nemlig Randy Newman. Newman har aldrig sagt mig det store (hans udtryk er ofte lidt for hø-hø-agtigt til min smag), men Father John Misty har jeg det anderledes med.

Sidste år gav han koncert i København, og den fik mange roser. Var det også godt her?

Support-bandet Khruangbin var en trio fra Texas med en langhåret mandlig guitarist, en lige så langhåret kvindelig bassist og en pilskaldet mandlig trommeslager. De spillede en tilbagelænet lidt Santana-agtig instrumentalrock (til sidst kom der dog en enkelt sang hvor de sang). Kompetent og måske lidt kedeligt.

Father John Misty er også kompetent, men bestemt ikke kedelig. Vi fik et bredt udvalg af numre fra hans indtil nu to album, og det førte os lige fra de mere countryprægede ting over til balladen < »Bored In the USA» Og intenst og velspillet var det… med tryk på intenst. Manden er en regulær entertainer på den gode måde. Ekstranumrene var bl. a. et nummer af vores alle sammens Rihanna. Father John Misty truede med ikke at komme tilbage igen en dag, men det håber jeg så afgjort han gør.

Flattr this!

Farvel, Prince

prince-513e084a2fcfb

I 2016 mistede vi David Bowie, og nu har jeg netop hørt at også Prince ikke er blandt os mere. Underligt nok spekulerede jeg her til morgen på hvornår det egentlig var, at Prince gav koncert i Aalborg. Det var i 2002.

Jeg var aldrig helt så stor en fan af Prince som jeg var af David Bowie, men mandens enorme musikalitet, der trak ligeligt på rock og funk og pop, og hans enestående talent som sangskriver og producer har jeg altid sat højt. Nu er han her pludselig ikke mere, og verden er igen blevet et lidt fattigere sted.

Flattr this!

The Community of Hope

I dag kom omsider et album, jeg har glædet mig til længe, The Hope Six Demolition Project med PJ Harvey. Efter i mange år at have skrevet nogle stærkt personlige sange, har hun i de seneste år kastet sig ud i samfundskritik, og det gør hun godt. Let England Shake var det krigen og dens konsekvenser for soldaterne og civilbefolkningen, der var temaet. På det nye album er det udgrænsningen og uligheden, PJ Harvey tager op. Også det nye album er rigtig vellykket.

Sangen “The Community of Hope” tager udgangspunkt i Hope VI, en del af Ward Seven, som er et socialt belastet kvarter i Washington D.C., hvor gentrificeringen er ved at slå igennem – og det er også herfra albummet har sin titel. De gamle bygninger rives ned, nye bliver opført, middelklassen flytter ind og arbejderklassen må flytte ud, uden at kunne få glæde af denne form for byfornyelse. (Det er et trist fænomen, jeg skrev lidt om her sidste år, da jeg selv var i USA.) Selve sangens titel er navnet på en organisation, der netop arbejder for at hjælpe lavindkomstfamilier i USAs hovedstad.

Musikvideoen ovenfor er optaget netop i Hope VI. Afslutningen, hvor det lokale kirkekor synger om den Wal-Mart, der var planer om at placere i nærheden, er bizart fascinerende. Og den meget iørefaldende og upbeat melodi er i grel kontrast til sangens tekst.

I USA har der været negative reaktioner på denne sang – hvad bilder  en udefra kommende (Harvey er englænder) sig ind at skrive så negativt om USA? Men kritikerne overser at sangen jo tværtimod udstiller alle de negative beskrivelser af de såkaldte “ghettoer” og af dem, der bor der, som kommer fra mennesker der kun ser de pågældende kvarterer udefra.

Herunder er teksten til sangen. Døm selv.

Here’s the Hope Six Demolition Project
Switching down the Benning Road
The well-known “pathway of death”
At least that’s what I’m told
And here’s the one sit-down restaurant
In Ward Seven, nice
OK, now this is just drug town, just zombies
But that’s just life

In the Community of Hope
The Community of Hope
The Community of Hope
The Community of Hope, hope, hope, hope

Here’s the highway pathway of death and destruction
South Capitol is its name
And the school that looks like a shithole
Does that look like a nice place?
Here’s the old mental institution
And the Homeland Security Base
And here’s God’s Deliverance Centre
A deli called M.L.K

And The Community of Hope
The Community of Hope
The Community of Hope
The Community of Hope, hope, hope, hope

They’re gonna put a Walmart here
They’re gonna put a Walmart here
They’re gonna put a Walmart here…

Flattr this!

Jeg har set X-Faktor

maxresdefault

Det er ellers længe siden, jeg sidst tændte for dette program. Men jeg opdagede at Sarah Glerup er med, og dét gjorde mig interesseret. Jeg kender hende ellers kun fra de interessante artikler, hun har leveret gennem årene til bl.a. dagbladet Information – mange af dem med hendes helt særlige perspektiv på livet som dobbeltminoritet (som handicappet og LGBT). For Sarah er ikke bare den unge kvinde, der kan synge på tv selv om hun har muskelsvind og skal bruge respirator. Hun er også cand.mag i medievidenskab og arbejder på Christiansborg. (Og så ikke et ord om at hendes karaktergennemsnit til studentereksamen var 11,5.) Dette er den egentlige bedrift, en historie om at at menneske ikke er eller må blive reduceret til en fysisk diagnose og ikke vil eller skal lade sig reducere.

I armene på et menneske, der lever sammen med sin respirator og sin elektriske kørestol, kommer sangen “Strict Machine” pludselig til at handle om noget andet, end jeg troede (jeg må indrømme at jeg ikke var helt sikker på hvad Goldfrapps sang helt præcis handler om – det er næppe en hyldest til en abstrakt maskine for et strict funktionsorienteret sprog; en mere indoktrineret datalog er jeg trods alt ikke), og dét alene var al tiden værd foran tv’et og med et program, der ellers ikke siger mig så meget.

Jeg ville stadig hellere se musik leveret af “rigtige” musikere, men X-Faktor har en overraskende berettigelse, hvis man glemmer alle sangene: Deltagerne er alle slags danskere, opdager jeg – programmet er derved et noget uventet bidrag til at anskueliggøre og fremme accepten af mangfoldigheden i det danske samfund: Hverdagens “helte” kan være hvem som helst.

Flattr this!

Svensk er et sangbart sprog

Jeg har først nu opdaget den svenske gruppe Amason. Meget af deres musik er på engelsk, men deres seneste EP, Flygplatsen, der kom i efteråret 2015, består af fire sange på svensk. Og hvor fungerer det dog godt – ikke mindst takket være sangerinden Amanda Bergman. Hun udsender snart et soloalbum, der desværre (synes jeg) har engelske tekster. Svensk er et usædvanligt sangbart sprog på en måde som dansk desværre ikke helt er.

Flattr this!

PJ Harvey i Kosovo

Nogle musikvideoer er bare ligegyldige. Andre vil chokere. Atter andre er fulde af gimmicks. Og så er der de videoer, der hører sammen med og forstærker sangen. En af de interessante er “The Wheel” med PJ Harvey. Billederne stammer fra Kosovo (eller Kosova, som den albanske befolkning skriver det) og er fra perioden mellem 2011 og 2015. I nogle af klippene ser man PJ Harvey selv på besøg i landsbyer og i udbrændte huse.

Selv rejste jeg igennem Kosovo i tog i 1980’erne, dengang området var del af Jugoslavien. Jeg anede ikke at Kosovo en dag ville danne rammen om etnisk udrensning, Jugoslaviens kollaps, overgangen til uhæmmet kapitalisme, og nu seneste flygtninge fra Mellemøsten der forsøger at komme videre nordpå. Den frisør i Nørresundby, der tager sig af mine efterhånden sparsomme lokker, er fra Kosovo.

Jeg har fulgt PJ Harvey siden hendes debut i 1993 og synes bedre og bedre om hendes værk, der er et fremragende eksempel på alt det rockmusikken stadig kan, når den er bedst. Hun er en klog og spændende og gennemmusikalsk kvinde.

“The Wheel” er en sang på hendes kommende album The Hope Six Demolition Project; hvis sangen er typisk for det nye album, markerer den en fortsættelse af den musikalske og tekstlige linje som hun lagde på forgængeren Let England Shake. Det er et album, der er intet mindre end fremragende i sin kritiske og nuancerede bearbejdning af indtryk fra de krige, USA og dets allierede har ført i  Mellemøsten i dette årtusinde. Og nu kommer så tilsyneladende PJ Harveys skildring af Europas nye fortid og påtrængende nutid.

Flattr this!

David Bowie 1947-2016

Dette er et stort, stort chok for mig og for mange andre, og jeg kan ikke skrive en nekrolog, der vil være David Bowie værdig. Mens jeg skriver dette, presser tårerne sig på. Han er en af de musikere, jeg har sat og sætter allerhøjest.

Jeg nåede kun at opleve David Bowie til én koncert, nemlig til Roskilde-festivalen i 1996. Det var en god oplevelse, og han var i topform. Hvor er det mærkeligt at vi nu skal tale om ham i datid. Blackstar viste sig at være et værdigt farvel; ved skæbnens makabre ironi venter jeg stadig på at få albummet med posten.

Her er en af de mest gribende sange, Bowie har lavet. Da jeg hørte den for tre år siden på udgivelsesdagen, den dag der er min fødselsdag og som jeg var så heldig at dele med ham, gik det op for mig at også helte bliver gamle.

Flattr this!