Kategoriarkiv: Musik

PJ Harvey i Kosovo

Nogle musikvideoer er bare ligegyldige. Andre vil chokere. Atter andre er fulde af gimmicks. Og så er der de videoer, der hører sammen med og forstærker sangen. En af de interessante er “The Wheel” med PJ Harvey. Billederne stammer fra Kosovo (eller Kosova, som den albanske befolkning skriver det) og er fra perioden mellem 2011 og 2015. I nogle af klippene ser man PJ Harvey selv på besøg i landsbyer og i udbrændte huse.

Selv rejste jeg igennem Kosovo i tog i 1980’erne, dengang området var del af Jugoslavien. Jeg anede ikke at Kosovo en dag ville danne rammen om etnisk udrensning, Jugoslaviens kollaps, overgangen til uhæmmet kapitalisme, og nu seneste flygtninge fra Mellemøsten der forsøger at komme videre nordpå. Den frisør i Nørresundby, der tager sig af mine efterhånden sparsomme lokker, er fra Kosovo.

Jeg har fulgt PJ Harvey siden hendes debut i 1993 og synes bedre og bedre om hendes værk, der er et fremragende eksempel på alt det rockmusikken stadig kan, når den er bedst. Hun er en klog og spændende og gennemmusikalsk kvinde.

“The Wheel” er en sang på hendes kommende album The Hope Six Demolition Project; hvis sangen er typisk for det nye album, markerer den en fortsættelse af den musikalske og tekstlige linje som hun lagde på forgængeren Let England Shake. Det er et album, der er intet mindre end fremragende i sin kritiske og nuancerede bearbejdning af indtryk fra de krige, USA og dets allierede har ført i  Mellemøsten i dette årtusinde. Og nu kommer så tilsyneladende PJ Harveys skildring af Europas nye fortid og påtrængende nutid.

Flattr this!

David Bowie 1947-2016

Dette er et stort, stort chok for mig og for mange andre, og jeg kan ikke skrive en nekrolog, der vil være David Bowie værdig. Mens jeg skriver dette, presser tårerne sig på. Han er en af de musikere, jeg har sat og sætter allerhøjest.

Jeg nåede kun at opleve David Bowie til én koncert, nemlig til Roskilde-festivalen i 1996. Det var en god oplevelse, og han var i topform. Hvor er det mærkeligt at vi nu skal tale om ham i datid. Blackstar viste sig at være et værdigt farvel; ved skæbnens makabre ironi venter jeg stadig på at få albummet med posten.

Her er en af de mest gribende sange, Bowie har lavet. Da jeg hørte den for tre år siden på udgivelsesdagen, den dag der er min fødselsdag og som jeg var så heldig at dele med ham, gik det op for mig at også helte bliver gamle.

Flattr this!

Gloria Ann Taylor

gloria-ann-taylor-600-2

Den store musikalske overraskelse for mig i 2015 var at opdage den amerikanske soulsangerinde Gloria Ann Taylor, der var aktiv i 1970’erne. Hun udsendte en række singler, men derefter trak hun sig tilbage. I en del år har hendes singler været svære at opdrive og godt eftersøgte, men i 2015 kom så opsamlingen Love Is A Hurtin’ Thing der samler alle disse indspilninger. I november læste jeg ved et tilfælde en anmeldelse på Pitchfork, og siden købte jeg albummet som download på Emusic. Men det var ikke nok for mig! I dag fik jeg albummet på cd. Desværre er de oprindelige masterbånd ikke til at finde, så albummet er mastereret ved brug af gamle lp’er. Dette kan man godt høre på enkelte numre.

Karrieren lykkedes ikke rigtig for Gloria, trods hendes imponerende sangstemme og optræk til samarbejde med kendte musikere som Van McCoy og Bootsy Collins og interesse fra Motown. Ægtemanden Walter Wisenhunt var hendes producer, men i noterne til Love Is A Hurtin’ Thing skinner det tydeligt igennem at det også var et voldeligt ægteskab. Måske er titlen på albummet derfor i virkeligheden også en beskrivelse af de år.

Siden Gloria Ann Taylor blev skilt og trak sig tilbage, tog hun et almindeligt lønarbejde og fik tre børn. Det var med gospelmusikken, hun i sin tid startede musikkarrieren, og i dag, hvor hun er 71 år gammel, synger hun gospel i kirken i Toledo i Ohio hver søndag.

Man kan læse mere om hendes 1970’er-udgivelser på Lorne Behrmans blog og i en avisartikel i USA, der følger hendes nuværende tilværelse som kirkesanger og hendes tanker om at være blevet genopdaget af musikanmeldere.

På Love Is A Hurtin’ Thing er der flere numre, der burde være blevet klassikere. Der er bl.a. en forrygende udgave af Dolly Partons “Jolene”, men især titelnummeret (som vi vel godt kan kalde dette) er imponerende og nærmest filmisk – et over syv minutter langt nummer med en Hendrix-agtig guitar-indledning, et dramatisk strygerarrangement, et lige så dramatisk Fellini-agtigt klaver og en solid rytmebund. Halvvejs inde dukker Gloria omsider op, og det er det hele værd.  Hvordan nummeret egentlig skulle slutte, hvis det skulle spilles live, ved jeg ikke, og det fader da også bare ud.

Hør bare!

Flattr this!

Musik som trøst?

For snart mange år siden kan jeg huske et ekstremt utilfredsstillende møde, jeg havde været til på universitetet. Jeg tror det var i slutningen af min tid som adjunkt, og jeg var single (som man allerede dengang kaldte det at være enlig). Så da jeg kom hjem, fandt jeg det nyeste album med det amerikanske band Helmet (det hed Aftertaste) og hørte det fra ende til anden for fuld volumen. Jeg vil ikke sige, at jeg havde det bedre bagefter, men jeg havde det anderledes.

Det er snart mange år siden, jeg har lyttet til Helmet. Musikken holder stadig, men musikerne ligner her to årtier efter mest fire erhvervsøkonomer, der spiller hård rock/metal.

I The Atlantic er der en interessant artikel om at bruge musik som mental kompensation.  Spotify har en lang række spillelister, der satser på netop denne brug af musik:  fra “Anthems of Angst” til “Running Thru a Field of Smiles” – og endda også “The Happy Hipster.”

Vi ved godt at musik kan påvirke sindet; på AAU har vi undervisning og forskning i musikterapi. Emily Carlson fra universitetet i Jyväskylä i Finland har undersøgt hvordan 123 personer bruger musik og hvordan det påvirker deres hjerneaktivitet. Hun kan se tre måder at bruge musikken på:

  • At aflede opmærksomheden (diversion)
  • At søge trøst (solace)
  • At læsse af (discharge)

Det var helt klart det sidste, jeg gjorde efter mødet dengang. Emily Carlsons resultater viser at det især er mænd, der bruger musik til at “læsse af” med og at det giver sig udslag i lavere aktivitet i den midterste del af pandelappen (den præfrontale cortex). Det ærgerlige er at dette aktivitetsmønster svarer til det hos at lade tankerne “køre i ring” (det, man i psykiatri kalder for rumination). Så måske kan det at bruge musik til at “læsse af” bare forstærke nogle negative tankemønstre.

Når jeg lytter til voldsom musik er det typisk for at “læsse af”.  Men om jeg rent faktisk får fjernet den trykkende følelse, ved jeg ikke. På den anden side kender jeg også dem, der lytter til musik, der er langt mere ekstrem end Helmet, for at få ro i sjælen.

Flattr this!

Teknologisk historieforfalskning alias En onsdag i Reykjavik

IMG_5158.JPGIMG_5160.JPGIMG_5159.JPGIMG_5162.JPGIMG_5156.JPGIMG_5161.JPG

Og så kunne NWPT begynde. Jeg tog bussen ud til Reykjaviks Universitet. Bybusserne i Reykjavik minder forbløffende meget om busserne i Aalborg, kunne jeg konstatere.

Universitetet i Reykjavik blev stiftet i 1988 og privat – det ligger i een stor bygning der ikke er mere end 5 år gammel. Der er også et statsligt universitet i Island, der blot hedder Islands Universitet. Det har jeg desværre ikke set endnu.

Konferencer og workshops er ofte en god lejlighed til at gense gamle kolleger, og denne gang var ingen undtagelse. Jeg fik hilst på Peter Mosses, der i 28 år var lektor ved Aarhus Universitet men nu er professor i Swansea i Storbritannien, hvor han oprindelig er fra. Peter har ydet en masse vigtige bidrag til forståelsen af programmeringssprogs semantik. Interessant nok har han faktisk også en indirekte forbindelse til Alan Turing – Peter var Christopher Stracheys sidste PhD-studerende, og netop Strachey var en af Turings kolleger.

Jeg skulle holde to foredrag i dag, begge om artikler jeg har sendt ind til bedømmelse til konferencer i 2016.

Mit første foredrag var for langt; jeg måtte springe flere slides over og det gik lige vel hurtigt til sidst, syntes jeg. Da jeg en halv time senere skulle holde mit andet foredrag var jeg blevet lidt bekymret for om jeg ville komme til at bruge for megen tid. Men da jeg spurgte ordstyreren (Rocco de Nicola, som jeg havde snakket med dagen forinden mens vi ventede i Københavns lufthavn) kunne han fortælle mig at jeg faktisk havde ti minutter igen. Om foredragene gik godt, ved jeg ikke. Der kom især spørgsmål til det sidste af dem, og det er vel et godt tegn.

Der var foredrag lige indtil kl. 18. Et af de sidste foredrag var med Robin Karsgaard fra Københavns Universitet. Det handlede om reversibel beregning og om at give en kategoriteoretisk model af dette at kunne køre et program “baglæns”.  Det kræver en verden hvor alle beregnbare funktioner skal have en invers. Jeg kan godt mærke at min kategoriteori er rusten, men det var nu spændende.

Efter en lang dag med foredrag er det svært at bevare koncentrationen; det var godt at slutte med en reception og at få snakket med mine gamle kolleger fra Aalborg, Luca Aceto og Anna Ingolfsdóttir, der sammen er hoveddrivkræfterne bag årets workshop. Anna har jeg faktisk kendt siden vores studietid, dvs. helt tilbage til 1983.

Bagefter tog jeg bussen ind til midtbyen og spiste frokost på det lidt cafeteriaagtige men alligevel hippe Gló. Og så var det tid til en gåtur gennem den islandske hovedstad med et besøg i en boghandel. På hylderne med islandsk musik fandt jeg det nye album med – John Grant. Det havde jeg desværre allerede.  Den amerikanske sanger bor heroppe og er åbenbart allerede blevet taget til islændingens hjerter. (Han er nu også god.)

Da jeg nåede tilbage til hotellet, ville jeg skrive dette indlæg. Men min MacBook havde for anden gang i 2015 fået samme fejl. Kablet mellem startdisken og bundkortet var defekt.

Dette indlæg er derfor skrevet delvist på min telefon, delvist i halvmørket i en lokal netcafe om torsdagen på en Windows-computer med et ubekvemt islandsk tastatur og er af den grund udtryk for teknologisk historieforfalskning.

Flattr this!

Tag sangene alvorligt

I dag skal det for en gangs skyld handle om musik. Da jeg for nylig læste om Ryan Adams’ album 1989, vidste jeg ikke helt hvordan jeg skulle reagere. Jeg har de fleste af Ryan Adams’ albums – både fra tiden i bandet i Whiskeytown og de senere soloudgivelser. De viser Adams som en meget produktiv og ofte rigtig overbevisende sanger/sangskriver inden for alternativ country (hvad det så end er) med mere eller mindre vellykkede afstikkere til rock’n’roll. Men 1989 er et album af coverversion – en genindspilning af albummet af samme navn med Taylor Swift. Hun var engang et country-pop-navn som også nåede at besøge det legendariske Grand Ole Opry, men er nu “bare” et sædvanligt amerikansk popnavn af de helt store.

Så jeg forventede vel en ironisk tilgang til Taylor Swifts sange – der i stort omfang er skrevet sammen med den svenske hitmager Max Martin, der har skrevet sange til bl.a. Britney Spears og Backstreet Boys.

Men nej. Ryan Adams tager alle sangene fra 1989 og forvandler dem til sine egne. Prøv at høre “How You Get  The Girl” ovenfor. Den oprindelige popsang er pludselig blevet til en gribende, melankolsk ballade. Og det store hit “Shake It Off” lyder nu som en lidt Springsteen-agtig countryballade om jagten på kærlighed og accept. Det er en underligt overrumplende albumgivelse, vi har med at gøre her. Den grimme udlægning er at det er nemmere at acceptere et bestemt sangmateriale, når det fortolkes af en lidt melankolsk anlagt mand med akustisk guitar. Den pæne udlægning er at Taylor Swifts melodimateriale er bedre end fordommene ville have.

Jeg kender ikke svaret, og formodentlig er der ikke noget klart svar. Her er et andet eksempel med den svenske sanger og sangskriver Tomas Andersson-Wij.

Denne gribende og tyste sang er – en akustisk fortolkning af den svenske vindersang fra Melodi Grand Prix 2006 med Carola Häggkvist.

Og her er den amerikanske sanger/sangskriver Mark Kozelek med sangen “Up To My Neck In You”. Den minder mig om noget, Leonard Cohen kunne have haft med på Songs of Love and Hate.

Men kendere vil vide at denne sang oprindelig blev skrevet og fremført af AC/DC på deres album Powerage ! Kozelek lavede tilbage i 2001 et helt album med tyste folk-version af AC/DCs sange, og det holder jeg så meget af at jeg nu så småt er endt med at opfatte AC/DCs oprindelige udgaver som inferiøre cover-versioner.

Flattr this!

En varm, kølig aften

2015-10-06 17.14.58 2015-10-06 17.27.45 2015-10-06 17.39.33 2015-10-06 17.39.59 2015-10-06 17.53.35-1 2015-10-06 17.10.022015-10-06 18.02.48 2015-10-06 18.03.03 2015-10-06 18.12.01 2015-10-06 18.13.062015-10-06 18.30.37 2015-10-06 19.03.07 2015-10-06 19.03.19 2015-10-06 19.10.52 2015-10-06 19.10.58

Så kom dagen, hvor vi holdt Folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge i Aalborg. Samme dag var der tilsvarende arrangementer i Aarhus, Odense og København. Ligesom i de andre byer var vores folkevandring arrangeret af en velkomstkomité af lokale borgere, ikke af foreninger. (Nogle af os er ganske vist også med i Amnesty International og kunne bidrage med vores erfaringer fra lignende arrangementer, men folkevandringen var ikke et arrangement i Amnesty-regi, heller ikke selv om dets formål selvfølgelig er helt i tråd med Amnesty Internationals arbejde.)

Mere end 200 mennesker mødte op til vores vandring fra Gammel Torv til Kildeparken. Vi prøvede at gå langsomt, for DR Nordjylland ville gerne have et interview med os omkring kl. 17.50, og da skulle vi stadig være på vej. TV2 varslede at de ville komme og sende direkte fra Kildeparken kl. 19.32!

I Kildeparken var der taler af Maziar Etemadi, som er forfatter og i sin tid kom til Danmark som flygtning fra Iran, og af Bjarne Troelsen, der har været lektor i filosofi. Vores tredje taler, Haifaa Awad, var desværre med meget kort varsel blevet forhindret i at deltage; grunden var tragisk: en af hendes nærmeste var pludselig død.

Atallah Rachid spillede musik fra Syrien og det lokale band Captain Flowers, til lejligheden udvidet med Nikolaj Derosche, spillede egne numre på dansk og klassikeren “Hurricane” af Bob Dylan.  Og vi samlede penge ind til Dansk Flygtningehjælps arbejde for flygtningebørn.

Det er selvfølgelig svært at hamle op med det tilsvarende arrangement i København, hvor omkring 22.000 mennesker deltog; det var københavnerne, der tog det første initiativ og os, der lod os inspirere af dem. Vores eget budget var meget lille – tak til Græsrodsfonden for 3000 kr. i støtte og til 3F for tryk af plakater og løbesedler! Dette gjorde det muligt for os at holde skindet på næsen.

Og vi var ikke utilfredse! Vi nåede tilmed at give interviews til både TV2, DR og Nordjyske.

Stemningen var ovenud positiv og god, og er det ikke også sådan at 1 nordjyde svarer til 100 københavnere og at vi må klare os uden Christiansborg Slotsplads? Spøg til side: københavnerne har gjort det ovenud godt.

Kun vejret kunne have været bedre; dette var den første “rigtige” efterårsdag med kraftig blæst og grå himmel. Jeg kan bestemt ikke klandre folk for at de til sidst frøs så meget, at det efterhånden tyndede ud i forsamlingen. Til sidst var vi da også selv blevet lidt forfrosne; vi havde været nødt til at skiftes til at holde en baldakin på plads over musikere og talere i den stærke blæst. Kl. 19.25 sluttede arrangementet – lidt tidligere end planlagt, dels på grund af afbud fra den tredje taler, dels på grund af kulden. Heldigvis var TV2 stadig i parken med deres bil, så det blev alligevel til et helt kort indslag med os og med en af dem, der havde gået med os.

Efter folkevandringen ryddede vi op og talte resultatet af indsamlingen – der var kommet mere end 1700 kroner ind!

Bagefter trængte vi alle til lidt at spise, og herefter gik jeg ned til Skråen for at se om der var noget tilbage af koncerten med den amerikanske sanger og sangskriver Grant Lee Phillips. Det var der! Jeg kom ind i salen netop som han gik på scenen. Tilbage i begyndelsen af 1990’erne var han drivkraft i folk/rock-trioen Grant Lee Buffalo, der en overgang var tæt på at blive et helt stort navn. De nåede at lave fire albums, og dem holder jeg stadig meget af. Siden da har Grant Lee Phillips udsendt en række varme og velskrevne/velsungne albums i grænselandet mellem folk, country og rock.

Koncerten var en rigtig god oplevelse – en blanding af gamle sange (som jeg kender bedst) og helt nye ting. På et tidspunkt spurgte Grant Lee Phillips om der var sange, vi gerne ville høre, og jeg nævnte “Arousing Thunder”.  Netop dette nummer er nok det bedste, han har skrevet (det siger ikke så lidt). Og så sang han “Arousing Thunder”!

Efter koncerten fik jeg købt Grant Lee Phillips’ seneste album, Walking In The Green Corn, og fik også en lille snak med ham.  Det er ikke tit at man først kan stå og tale på direkte tv og tre timer senere hilse på en musiker, man har værdsat siden de unge år. (Grant Lee Phillips er 3 måneder ældre end mig.) På dén måde var det et hyggeligt punktum for en  varm, kølig aften i Aalborg.

2015-10-06 22.17.20-1

Flattr this!

Cecilia Bartoli

IMG_5105

For 20 år siden så jeg Cecilia Bartoli i et tv-program; allerede dengang var hun et stort navn og allerede dengang var jeg fascineret. Her til aften gav hun omsider koncert i Musikkens Hus sammen med det schweiziske ensemble I Barocchisti, der er stiftet og dirigeres af Diego Fasolis.

Når vor tids største mezzosopran omsider besøger Aalborg, er der ingen vej udenom, også selv om billetterne koster en bondegård (for det gjorde de!).

Fra min plads i salen genkendte jeg min kollega Ivan Aaen, min historielærer Kirsten fra gymnasiet, en studerende ved navn Jens som jeg huskede fra min tid som hjælpelærer i matematik og som senere brugte sin fritid som forsanger i et grindcoreband – og AaBs sportschef Allan Gaarde.

Det blev en meget smuk koncert i barokkens tegn. Det er musik fra en tid, hvor opera uanset nationalitet helst skulle synges på italiensk. Før pausen var der mest ouverturer og arier af Vivaldi – der som operakomponist er noget underkendt. Efter pausen var der orkestermusik og arier af komponister som jeg ikke kendte, bl.a. Raupach, Galuppi og Araia. Nogle af disse stykker musik findes på albummet St. Petersburg, der udkom sidste år.

Cecilia Bartoli har ikke bare en suveræn stemmepragt, hun har også en udstråling der er noget helt særligt. Det vidste jeg godt, men det er noget særligt at opleve det live. Med et enkelt blik og en gestus kan hun skabe en stemning og lege med den – opera er jo også teater. Mere end én gang kom vi til at smile, ja nogle gange le, undervejs: Da hun “gik i vrede” ved slutningen af en arie. Da hun kom ind på scenen iført et langt, langt slæb som en scenemedarbejder bøvlede med at folde ud, hvorefter Cecilia bare tog det af. Da hun i et ekstranummer havde et “skænderi” med en obo.

For der var tre ekstranumre. Det er noget man ikke ser så tit igen til en klassisk koncert. Jubelen og det stående bifald ville næsten ikke slutte. Nogle fra publikum gik inden koncerten var helt slut; de bør ærgre sig.

Jeg fik desværre aldrig købt et program – tak til Ivan for at lade mig få et kig på hans program efter koncerten!

Flattr this!

Sange ved sommerens afslutning

7931325606_8c60d71766_k
Foto: Birgitte Sværke Pedersen

I dag er det den énogtredivte august, den sidste officielle sommerdag. Endnu et efterår er allerede så småt ved at holde generalprøve her til aften.

Mange af de sange, jeg hører for tiden, handler om overgangen fra én tid til en anden. Det er sange,der fanger den særlige melankoli som opstår når noget slutter og man ved at det ikke vender tilbage. Jeg holder af sommeren og de lyse nætter, det at kunne sidde udenfor. Til gengæld bliver jeg aldrig glad for den mørke tid, der langsomt kommer snigende. Der er ganske mange sange af sangskrivere med ordet i deres magt, der handler om netop dét at mørket falder på.

Den første sang, der falder mig ind, er C.V. Jørgensens mesterlige “Sæsonen er slut” fra Tidens tern.

Sommeren er forbi nu
& den nærmest fløj afsted
tomhændet står du tilbage & ka’ slet ikke følge med
det sortner for dine øjne
mens du stirrende står her & ser
endnu et dødt løb bli’ kørt med dig som blind passager
endnu en gang til men så heller aldrig mer’

“En Sommar På Speed” af Tomas Andersson-Wij og Andreas Matsson fra 2008 tager fat i den sidste dag i det, der måske er den sidste sommer “på speed”.

Så jag zappar bort en timme till
och hoppas på ett skratt, jag tror jag spyr
Mina armar mina händer 
mina tankar inte längre jag som styr
Så ser jag dina ögon älskling 
kom hit innan jag vaknar
Kom och håll mig och säg
att nånstans finns en väg

Det här är den sista 
den sista sommarn på speed
Jag ser hur mörkret faller
och jag vet jag kommer ge mig utan strid
Jag är där nu släpp mig fri
det är sista sommarn på speed

“Here Comes A Regular” af Paul Westerberg fra 1985 handler om den næste overgang, skiftet fra efterår til vinter – den første sne, der er på vej og ensomheden, som man forsøger at glemme nede på pubben.

First the lights, then the collar goes up and the wind begins to blow
Turn your back on a pay-you-back, last call
First the glass, then the leaves that pass, then comes the snow
Ain’t much to rake anyway in the fall

Flattr this!

En stjerne slukkes

AmyWinehouse

I dag fik jeg omsider set Amyder er Asif Kapadias portrætdokumentar om Amy Winehouse. Fortællingen om den engelske sangerinde og hendes korte liv er i ordets bogstaveligste forstand en tragedie – vi ved hele tiden, hvordan fortællingen vil ende og det tilføjer alle skridt på vejen en særlig vægt. Jeg og mange andre har længe haft et fragmenteret billede af historien om Amy, men det gør filmen meget for at sætte på plads.

Filmen viser derudover på forbilledlig vis flere ting.

For det første er Amy endnu et vidnesbyrd om at man skal have en vis erfaring og robusthed, hvis man skal kunne håndtere alkohol eller andre rusmidler. Amy Winehouse havde hverken erfaringen eller robustheden, og det havde mange af de personer, hun omgav sig med, desværre heller ikke. Hendes far, en engelsk taxichauffør med bodegavom, og hendes håbløse kæreste/ægtemand, der ret beset kun var god til at lukrere på hende og til at tage stoffer, bør sidde tilbage med en meget dårlig smag i munden.

For det andet er Amy endnu en grim historie om musikbranchen og den øvrige mediebranche som dele af den kapitalistiske økonomi. Der var simpelthen alt for mange penge i Amy til at man ville lade hende være i fred. Optagelserne fra koncerten i Beograd, der aldrig blev til noget, fordi Amy nægtede at synge, er hjerteskærende. De mange klip med konstant blitzende fotografer er også direkte ubehagelige.

For det tredje er Amy en dokumentarfilm, der i høj grad er baseret på spontane videooptagelser foretaget af familie og venner med kameratelefoner, og også dét gør den til et produkt af vor tid.

Flattr this!