Kategoriarkiv: Musik

Pop om pop

141014-iggy-pop-free-music-in-a-capitalist-society-piracy-u2
Foto: Spin.

James Newell Osterberg alias Iggy Pop er efterhånden blevet 67 år gammel; som navnet antyder har hans familie nordisk baggrund (to af hans bedsteforældre var fra Danmark).  Mange af os tænker på ham som en vildmand i bar overkrop – og nogle af os også som ven og samarbejdspartner med David Bowie i sin tid.  I år gav han årets John Peel Lecture på BBC – foredraget begynder ca. 37 minutter inde. Det er ikke alle, der er klar over at Iggy Pop faktisk er en belæst og egentlig også viis herre på sin egen ukomplicerede amerikanske facon, og alene hans malmfulde stemme er værd at lytte til.

Foredraget kan også læses her. Meget af det handler om Iggy Pops oplevelser med musikbranchen (eller musikindustrien) gennem et langt liv der strækker sig fra de små øvelokaler frem til Internettet,  og livserfaringen og spilleglæden gennemstråler alt hvad han siger. Et af de mange gode citater fra ham er dette:

If I wanna make music, at this point in my life I’d rather do what I want, and do it for free, which I do, or cheap, if I can afford to. I can. And fund through alternative means, like a film budget, or a fashion website, both of which I’ve done. Those seem to be turning out better for me than the official rock n roll company albums I struggle through. Sorry. If I wanna make money, well how about selling car insurance? At least I’m honest. It’s an ad and that’s all it is. Every free media platform I’ve ever known has been a front for advertising or propaganda or both. And it always colors the content. In other words, you hear crap on the commercial radio. The licensing of music by films, corps, and TV has become a flood, because these people know they’re not a hell of a lot of fun so they throw in some music that is. I’m all for that, because that’s the way the door opened for me. I got heard on tv before radio would take a chance. But then I was ok. Good. And others too. I notice there are a lot of people, younger and younger, getting their exposure that way. But it’s a personal choice. I think it’s an aesthetic one, not an ethical one.

flattr this!

Glæden ved melankoli

Edvard Munch: Melankoli.
Edvard Munch: Melankoli.

I forgårs aftes blev jeg nødt til at hente min datter på 13, der havde mistet nøglerne til sin cykel og nu stod i øsende regnvejr og ikke kunne komme hjem. Da jeg kom frem, ringede jeg efter en taxi til os og til vore cykler. Taxien kom, men den kunne ikke tage cykler med (!). Vi måtte prøve igen, og utålmodigheden og regnvejret og mismodet gik os begge på. Omsider kom der en taxi, der kunne have cykler med bagpå, og vi blev kørt hjem. Og hvad sagde chaufføren så som afskedsreplik, inden han kørte igen?

Hav en fortsat god aften.

Taxichaufføren kunne se og høre at vi begge var ærgerlige over det, der var sket; det havde bestemt ikke været en god aften. Men alligevel skulle vi opretholde illusionen om det.

Siden jeg skrev om kritikken af rådene om selvhjælp er jeg blevet opmærksom på Against Happiness, en bog fra 2008 af Eric G. Wilson, der er professor i engelsk litteratur på Wake Forest University i USA. I Los Angeles Times har han skrevet en lille klumme, der udkom samme år som Against Happiness, og tilsyneladende har samme budskab: Man behøver ikke altid at være glad. Nogle gange kan der faktisk komme noget godt ud af at være nedstemt.

Wilson reagerer mod selve ideen om positiv psykologi, om det krav om glæde, der findes i amerikansk kultur, og bemærker blandt andet at nogle store kunstværker er et produkt af triste følelser.

Melankolien drager os. I skrivende stund lytter jeg til det nye album med den amerikanske country-rock-sanger Ryan Adams; det er godt nok en melankolsk sag.  Automatic for the People er det album med R.E.M., jeg er gladest for – og det er det suverænt mest melankolske, de har lavet. Og jeg husker hvordan The Cure for få år siden leverede en flere timer lang koncert på Roskilde-festivalen bestående af dybt melankolske numre; publikum var ellevilde. Året efter skabte det lige så sortklædte firserband Metallica en tilsvarende folkefest på samme festival, og også her var alle sangene mismodige, fortvivlede og/eller vrede. Hele blues-genren handler om hvor hårdt livet kan være. Egentlig er det vel paradoksalt at nogen har lyst til at høre al denne nedstemte musik.

Jeg er bestemt ikke talsmand for en holdning om at depression er godt eller ikke skal behandles (det er Eric G. Wilson heller ikke), men behovet for melankoli er det oplagte modsvar til det store krav om glæde. Det er ikke så meget ønsket om at være ked af det, men et ønske om at andre vil tage melankolien alvorligt og om at det er tilladt at være ked af tingenes tilstand.

flattr this!

Indtryk fra “Before the Dawn”

IMG_3845-0.JPG

IMG_3838-0.JPG

Så blev det omsider tid til at gå til koncert. Jeg havde været nødt til at købe en såkaldt hospitality-pakke, der inkluderede et gourmetmåltid og et koncertprogram. Så inden koncerten mødte jeg andre koncertgængere; de kom fra henholdsvis Tyskland og England. Vi fik talt en masse om hvor svært det havde været at få billetter, om Kate Bush og hendes musik – og om fodbold. Jeg indrømmede at Tyskland er en stor fodboldnation, og tyskerne (den ene var nu faktisk en irer bosat i Tyskland, opdagede jeg) fortalte om deres fascination af det danske landshold i 1992.

Vi aftalte at se om vi kunne ses igen på en bestemt pub i nærheden bagefter. Nu var det tid til at gå over til Eventim Apollo; teateret er smukt og gammelt – det er tydeligt at der er en masse traditioner forbundet med det.

Kl. 19.45 kom bandet på scenen og sidst af alle Kate Bush selv – til en nærmest øredøvende jubel. Koncerten startede som en traditionel koncert, og vi fik en række numre der viser en umiddelbar og nogle gange også lidt soulpræget side af Kate Bush – ikke mindst hittene “Hounds of Love” og “Running Up That Hill” og “Joanni” fra Aerial. Denne del af koncerten viste med stor tydelighed at Kates stemme stadig er stor og smuk. Kate selv er også stadig smuk og karismatisk; i en alder af 56 har hun fået en anderledes og i ordets bedste forstand moderlig udstråling. Ligesom to andre sangerinder med baggrund i hippie-tiden, nemlig Patti Smith og vores egen Anisette, var Kate Bush barfodet på scenen. Kate takker sit band som hun kalder shit hot — og det er de. Med er David Rhodes, den fænomenale bassist John Giblin og hele to tromneslagere, den ene den legendariske Omar Hakim.

Efter den første afdeling skiftede koncerten pludselig helt gear; en stor portion konfetti blev skudt ud i salen. Oppe på balkonen var det ikke muligt for mig at få fat i et stykke – en af tyskerne havde fortalt mig at de var meget eftertragtede!

Nu fulgte en afdeling som bedst kan beskrives som en teaterkoncert – en overrumplende gennemført fortolkning af hele den del af Hounds Of Love-albummet, der hedder The Ninth Wave. Denne cyklus af sange om en skibbruden kvinde, der kæmper for ikke at dø, er en slags modstykke til de første, mere hitorienterede sange på albummet – og samtidig en del af Kate Bush’s værk som jeg ikke nemt kunne se visualiseret. Men det lykkes at fortælle historien. Den irsk inspirerede “Jig Of Life” var ligesom den indledende, tindrende smukke pianoballade “And Dream Of Sheep” højdepunkter både på albummet og til denne koncert. Det visuelle udtryk var en gennemført blanding af lyseffekter, film, dans og teater. Her så vi for første gang Kate Bush’s søn Albert i en talerolle.

Slutningen på denne del af koncerten var den smukke “The Morning Fog”, hvor alle var på scenen og Kate Bush brugte sangen til at takke musikere og dansere og (ikke mindst) Albert. Også publikum fik en stor tak fra hende; det var tydeligt at også denne aften (dette var koncert nummer 16 i serien) var en god oplevelse for hende.

Efter pausen blev det tid til endnu en teaterkoncert-afdeling, nu med sangene fra disk 2 af Aerial fra 2005. Denne del er en hyldest til naturen og døgnets gang; jeg er dog ikke helt så fortrolig med den lange suite som jeg er med The Ninth Wave.

Her var der igen smuk brug af dans, dukketeater (en trædukke i barnestørrelse, der forestiller en dukke som billedkunstnere bruger) og film. Albert har rollen som kunstmaler, og på et tidspunkt får han endda sunget sin egen sang (eller er den mon hans mors komposition?) mens han maner månen frem. Han er en solid ung sanger, men ikke på højde med sin mor.

Til sidst i denne del af koncerten har alle musikere og dansere fået fuglemasker på! Nu kommer finalen på Aerial hvor guitarist David Rhodes og Kate Bush får en slags danse-dialog ud af afslutningen – der ender med at et stort træ tilsyneladende bliver hamret igennem flyglet!

Nu er koncerten næsten færdig, men et medlem af crew, Steve Taylor, har fødselsdag i dag, så Kate får alle til at være med til at synge Happy birthday to you til ham. Igen takker Kate publikum.

De sidste to numre er en sang fra 50 Words for Snow med Kate alene ved flyglet og ikke mindst “Cloudbusting”, hvor hele bandet er tilbage og alle i salen har rejst sig og synger med.

I Danmark har vi set mange teaterkoncerter, men dette var kunstneren selv der stod for fortolkningen – og så var det som bekendt ikke hvemsomhelst!

Efter en så overvældende koncertoplevelse må jeg stå lidt udenfor og føle mig almindelig igen.

Jeg ser en af dem, jeg spiste sammen med, og vi følges ned til pubben. Her møder vi tyskerne fra før – og et par fra Amsterdam. Manden så Kate Bush tilbage i 1979, og hans hustru giver mig et stykke konfetti fra koncerten. På det står et citat fra Tennysons digt The Ninth Wave.

flattr this!

Før “Before The Dawn”

IMG_3819.JPG

IMG_3823.JPG

Det er i aften, jeg skal se Kate Bush give koncert – én ud af hele 22 koncerter under fællestitlen Before The Dawn. Det bliver samtidig første gang, jeg er til koncert på det legendariske koncertsted Hammersmith Odeon – der nu hedder Eventim Apollo.

Jeg tilbragte morgen og formiddag sammen med familien på besøg i Warner Bros.-filmstudierne, hvor min Harry Potter-begejstrede datter på 13 fik set kulisser og special effects fra filmene.

Nu er det så blevet min tur. Jeg stod i en forholdsvis kort kø kl. 15.55, fem minutter før billetkontoret åbnede. Bag mig stod en australsk mand i orange jakke – han ville vide om dette var køen for afbudsbilletter.
Nej, desværre. Jeg håber ikke han var taget hele vejen herop bare for at prøve at få en afbudsbillet. Kl. 16.00 kunne jeg gå forbi alle de formodentlig forgæves ventende, vise pas og en email-udskrift og hente den uhyggeligt dyre billet. Jeg kan stadig ikke helt fatte at jeg rent faktisk skal opleve den sangerinde, jeg i mange år kun har læst om og lyttet til på et lille antal albums. Anmeldelserne lover rigtig godt; jeg håber de har ret.

flattr this!

Kate Bush

BeforeTheDawn3

De fleste mennesker tænker på Kate Bush som sangerinde. Og det er hun selvfølgelig også – hun er en usædvanligt dygtig vokalist med en stor og ekspressiv vokal. Men hun er meget mere end dét – hun har på mange måder været en pionér i britisk musik. Hun var den første kvinde, der blev nummer 1 på den britiske hitliste med en sang, hun selv havde skrevet – og hun var kun 19 år gammel. Kate Bush var en af de første kvinder, der selv producerede sine albumudgivelser, og også her startede hun i en helt ung alder. Teknologisk set har hun på samme måde været banebrydende – den trådløse bøjlemikrofon, der i dag er standard ved mange store koncerter, var hun den første til at bruge. På The Dreaming (ja, faktisk allerede på Never For Ever) bruger hun digital sampling. Kate Bush er tilmed en meget engelsk sangskriver; man er aldrig i tvivl om at hun er fra England, ikke USA. (I hendes musik sniger der sig nu også ofte en irsk folketone ind; hendes mors familie er fra Irland.)

Glemmes må det ikke at Kate Bush bestemt også har udseendet med sig i endog helt usædvanlig grad. Jeg ved af erfaring, at der har været temmelig mange mænd rundt omkring, der har været mere eller mindre hemmeligt forelsket i hende. I begyndelsen af hendes karriere var dette desværre også lidt af et problem, for mange mænd i medierne havde tilsyneladende svært ved at tage en så smuk og gennemført original kvinde helt alvorligt.

Allerede i 1979, i en alder af kun 21, trak Kate Bush sig tilbage fra koncert-livet efter en række legendariske koncerter på Hammersmith Odeon. Hun optrådte siden da af og til med en sang på tv eller til støttekoncerter for Amnesty International (endnu et positivt træk ved hende), men efter 1993 blev der helt stille og mange af os troede at vi havde set det sidste til hende i enhver musikalsk henseende. Men så kom Aerial i 2005, og i 2011 hele to albums: nyfortolkningerne af ældre numre på Director’s Cut og det helt nye 50 Words for Snow.

Og i marts i år skete det: Kate Bush annoncerede en lang række af koncerter på Eventim Apollo (som Hammersmith Odeon hedder nu). Billetterne var revet væk på et kvarter, men jeg var blandt de heldige. Nu skal jeg så opleve hende live i morgen, lørdag. Billetten har ikke været billig (slet ikke!), men foromtalen af hendes show Before the Dawn har været helt overvældende positiv. Jeg glæder mig!

 

flattr this!

Lateness of Dancers

hgm

I dag lå der en foret kuvert og ventede på mig på universitetet. Før sommerferien havde jeg bestilt Lateness of Dancers, det nye album med Hiss Golden Messenger, og nu var det endelig dukket op.  Det er noget særligt ved at modtage sådan en forsendelse – noget ganske andet end at downloade musik. I kuverten lå ud over selve cd ‘en med albummet en signeret plakat, en cd med udpluk fra pladeselskabets aktuelle katalog og et klistermærke. Ventetiden har været det hele værd.

Det var først her i år, jeg blev opmærksom på Hiss Golden Messenger, der reelt ikke så meget et band som et soloprojekt for den amerikanske sanger og sangskriver M.C. Taylor. Han har en meget fjern fortid i et eksperimenterende hardcore-band ved navn Ex Ignota, som er dokumenteret i en kortfilm af Jack Johnson (ja, det er faktisk sangeren Jack Johnson), men siden da har Taylor kastet sig over folk og country med stort held. Også jeg har inden for de seneste 20 år opdaget glæden ved dette musikalske univers.

Tidligere i år blev Bad Debt genudsendt; her sidder M.C. Taylor alene hjemme i stuen med sin akustiske guitar og sin varme og udtryksfulde, lidt Neil Finn-agtige vokal. Dét album har jeg lyttet meget til i foråret. De senere albums er derimod rigtige band-plader, og det gælder også det helt aktuelle album.

Jeg har smuglyttet Lateness of Dancers, siden det blev streamet af Merge Records for en uges tid siden, og jeg er bestemt ikke skuffet: her har vi et rigtig vellykket album fyldt med gode melodier. Metacritic taler om universal acclaim, så jeg er ikke ene om at være positiv.

flattr this!

The Mekons

mekons

Jeg har aldrig skrevet om The Mekons før her, og nogen kender af dette britiske band er jeg egentlig ikke. Faktisk ejer jeg kun ét af deres albums, nemlig The Mekons Rock’n’Roll. Det er jeg så til gengæld også rigtig glad for, og jeg kan læse at andre betragter det som bandets hovedværk.

The Mekons blev dannet helt tilbage i 1977 af fem universitetsstuderende fra Leeds. Oprindelig spillede de en slags punk, men efterhånden sneg der sig mange andre stilarter ind. Der har været ganske mange musikere, som i årenes løb har været medlemmer af The Mekons, men sanger og sangskriver Jon Langford (som oprindelig var trommeslageren i bandet!) er den gennemgående figur. Hans kærlighed til amerikansk country og rock (Elvis er let skjult i forsidebilledet på The Mekons Rock’n’Roll) skinner lige så tydeligt igennem som hans samfundskritik. Langford har siden de tidlige 1990’er boet i USA, og her står han også bag alt-country-bandet The Waco Brothers og et andet country-projekt, The Pine Valley Cosmonauts.

Og nu kan jeg så se at der er en dokumentarfilm om The Mekons på trapperne. Filmen får premiere her til efteråret, og en dag når den forhåbentlig også Danmark. Herunder er traileren.

Nu må det være på tide at jeg får lyttet lidt mere til The Mekons.

flattr this!

Europa geht durch mich

Manics_Futurology_Art_600

For tiden er et af de albums, jeg lytter meget til, Futurology, det nye album med Manic Street Preachers. Den walisiske trio har været fremme siden britpoppens dage, eller rettere: ligesom Blur og Pulp var de aktive i nogle år før, men blev midt i 1990’erne udnævnt af musikpressen til en del af en “bølge” af britisk rock. Manic Street Preachers var vel det mest pompøse og stadionrockende band i bølgen, tydeligt inspireret af Queen (og til dels af The Clash), og havde dengang også ry for at være de vrede unge mænd fra Wales.

Selv om rock ikke er så hip en musikgenre mere, har rockbands stadig en slags ry for være bedst som unge. Derfor er det ofte som om det bedste et meget rutineret rocknavn kan gøre, er at prøve at lyde som man lød i storhedstiden. Nogle af de albums, der er kommet siden gennembruddet med Everything Must Go tilbage i 1996, har da også enten forsøgt at tage tråden op fra dengang eller (for Journal for Plague Lovers’ vedkommende) at trække en tråd helt tilbage til de første to albums med den forsvundne tekstforfatter og pseudo-guitarist Richey Edwards.

Men på dette nye album prøver de tre walisere ligesom på sidste års album Rewind The Film ingen af delene, og resultatet er igen rigtig vellykket. Efter hvad jeg har kunnet læse mig til, er de to albums  indspillet i forlængelse, og de afsøger hver sin del af Manic Street Preachers’ udtryk samtidig med at de begge lyder umiskendeligt som – Manic Street Preachers. Rewind The Film, der også er et rigtig vellykket album, havde ikke ret meget elektrisk guitar, men til gengæld fik en del af numrene en lille blæser på.  Og sangene bar på en tydelig tvivl – første sang starter med linjen “I don’t want my children to grow up like me”, og sidste sang slutter med spørgsmålet “I ask you now: what is to be done?”.

Futurology er trods navnet også tilbageskuende, men her er blikket rettet mod den new wave-lyd, der omkring 1980 var fremtidens rocklyd, og den tyske krautrock, der inspirerede den. Det var dengang, Simple Minds var hippe – inden stadionrocken tog over. Forsiden af Futurology er da også en meget tydelig hilsen til Simple Minds’ tredje album, Empires and Dance. Hvis Rewind The Film var en  hyldest til Wales, er Futurology en hyldest til Europa – og er indspillet i de ikke helt ukendte Hansa-studier i Berlin.

Tonen er tydeligt mindre resigneret på Futurology.  Første sang er titelnummeret og starter med at proklamere at “We’ll come back someday, we never really went away”. Så er linjen ligesom lagt. Sangen “Europa geht durch mich” med gæstevokal af tyske Nina Hoss bliver en åbenlys hyldest til Europa netop via en hyldest til Empires and Dance, både på tekstsiden og musikalsk.  I vore dages Storbritannien, hvor det reaktionære nationalistparti UKip går sin sejrsgang og ser “Europa” som noget fremmed, er i det i sig selv en provokation at lave en sang om at være en del af Europas mangfoldighed og så endda lade den være delvis på tysk. Et andet nummer, der bruger samme march-agtige struktur, er den sørgeligt aktuelle “Let’s Go To War”, der på én og samme tid handler om magthavernes undskyldninger for at gå i krig og om behovet for at gå i en anden slags krig, nemlig en kamp for social retfærdighed.

Der er ganske meget elektrisk guitar og også en del synth på Futurology. I lydbilledet er bassen dog også kommet meget tydeligere frem, og også på dén måde er Futurology inspireret af de tidlige Simple Minds, hvor det som regel var Derek Forbes’ enkle men velgennemtænkte riffs, der drev numrene frem. Ofte har Nicky Wire mest indtaget rollen som det stortalende medlem af bandet i interviews, men han er jo faktisk også en dygtig bassist, kan man høre.

Førstesinglen “Walk Me To The Bridge” har et hook, der allerede ved første gennemlytning bliver en earworm af de bedre. På den anden side er de musikalske eksperimenter faktisk helt i tråd med hvad vi hørte på Rewind The Film. Dels er der igen instrumentalnumre (faktisk hele to denne gang), dels er der numre hvor James Dean Bradfield træder i baggrunden som sanger og gæstevokalister dukker op. Denne gang er det ud over Nina Hoss de walisiske sangere Georgia Ruth og Green Gartside (ja, det er ham fra Scritti Politti). Georgia Ruth er også harpenist, og her går det op for mig at der faktisk rundt omkring i Manic Street Preachers’ diskografi dukker indtil flere numre op med harpe – altid som en markør for længsel og vemod.

Futurology er strengt taget ikke nyskabende, og det vil formodentlig mest appellere til folk der voksede op med 90’er-rock og britpop, men det er vellykket på disse præmisser og er et godt eksempel på at også et meget rutineret band kan udvikle sig og have noget interessant på hjerte.

flattr this!