Kategoriarkiv: Musik

Den tågede fader på besøg.

image

Her til aften gav Father John Misty (alias Josh Tillman) på Train i Aarhus – og det var en koncert, der allerede var udsolgt for måneder tilbage. Mange faldt sidste år for hans album I Love You, Honeybear, der på tekstsiden balancerer et sted mellem inderlighed og ironisk distance og musikalsk ofte sender tankerne tilbage til 1970’ernes bløde rock. På nogle måder er vi tæt på en anden amerikansk sangskriver, fra netop den periode, nemlig Randy Newman. Newman har aldrig sagt mig det store (hans udtryk er ofte lidt for hø-hø-agtigt til min smag), men Father John Misty har jeg det anderledes med.

Sidste år gav han koncert i København, og den fik mange roser. Var det også godt her?

Support-bandet Khruangbin var en trio fra Texas med en langhåret mandlig guitarist, en lige så langhåret kvindelig bassist og en pilskaldet mandlig trommeslager. De spillede en tilbagelænet lidt Santana-agtig instrumentalrock (til sidst kom der dog en enkelt sang hvor de sang). Kompetent og måske lidt kedeligt.

Father John Misty er også kompetent, men bestemt ikke kedelig. Vi fik et bredt udvalg af numre fra hans indtil nu to album, og det førte os lige fra de mere countryprægede ting over til balladen < »Bored In the USA» Og intenst og velspillet var det… med tryk på intenst. Manden er en regulær entertainer på den gode måde. Ekstranumrene var bl. a. et nummer af vores alle sammens Rihanna. Father John Misty truede med ikke at komme tilbage igen en dag, men det håber jeg så afgjort han gør.

Flattr this!

Farvel, Prince

prince-513e084a2fcfb

I 2016 mistede vi David Bowie, og nu har jeg netop hørt at også Prince ikke er blandt os mere. Underligt nok spekulerede jeg her til morgen på hvornår det egentlig var, at Prince gav koncert i Aalborg. Det var i 2002.

Jeg var aldrig helt så stor en fan af Prince som jeg var af David Bowie, men mandens enorme musikalitet, der trak ligeligt på rock og funk og pop, og hans enestående talent som sangskriver og producer har jeg altid sat højt. Nu er han her pludselig ikke mere, og verden er igen blevet et lidt fattigere sted.

Flattr this!

The Community of Hope

I dag kom omsider et album, jeg har glædet mig til længe, The Hope Six Demolition Project med PJ Harvey. Efter i mange år at have skrevet nogle stærkt personlige sange, har hun i de seneste år kastet sig ud i samfundskritik, og det gør hun godt. Let England Shake var det krigen og dens konsekvenser for soldaterne og civilbefolkningen, der var temaet. På det nye album er det udgrænsningen og uligheden, PJ Harvey tager op. Også det nye album er rigtig vellykket.

Sangen “The Community of Hope” tager udgangspunkt i Hope VI, en del af Ward Seven, som er et socialt belastet kvarter i Washington D.C., hvor gentrificeringen er ved at slå igennem – og det er også herfra albummet har sin titel. De gamle bygninger rives ned, nye bliver opført, middelklassen flytter ind og arbejderklassen må flytte ud, uden at kunne få glæde af denne form for byfornyelse. (Det er et trist fænomen, jeg skrev lidt om her sidste år, da jeg selv var i USA.) Selve sangens titel er navnet på en organisation, der netop arbejder for at hjælpe lavindkomstfamilier i USAs hovedstad.

Musikvideoen ovenfor er optaget netop i Hope VI. Afslutningen, hvor det lokale kirkekor synger om den Wal-Mart, der var planer om at placere i nærheden, er bizart fascinerende. Og den meget iørefaldende og upbeat melodi er i grel kontrast til sangens tekst.

I USA har der været negative reaktioner på denne sang – hvad bilder  en udefra kommende (Harvey er englænder) sig ind at skrive så negativt om USA? Men kritikerne overser at sangen jo tværtimod udstiller alle de negative beskrivelser af de såkaldte “ghettoer” og af dem, der bor der, som kommer fra mennesker der kun ser de pågældende kvarterer udefra.

Herunder er teksten til sangen. Døm selv.

Here’s the Hope Six Demolition Project
Switching down the Benning Road
The well-known “pathway of death”
At least that’s what I’m told
And here’s the one sit-down restaurant
In Ward Seven, nice
OK, now this is just drug town, just zombies
But that’s just life

In the Community of Hope
The Community of Hope
The Community of Hope
The Community of Hope, hope, hope, hope

Here’s the highway pathway of death and destruction
South Capitol is its name
And the school that looks like a shithole
Does that look like a nice place?
Here’s the old mental institution
And the Homeland Security Base
And here’s God’s Deliverance Centre
A deli called M.L.K

And The Community of Hope
The Community of Hope
The Community of Hope
The Community of Hope, hope, hope, hope

They’re gonna put a Walmart here
They’re gonna put a Walmart here
They’re gonna put a Walmart here…

Flattr this!

Jeg har set X-Faktor

maxresdefault

Det er ellers længe siden, jeg sidst tændte for dette program. Men jeg opdagede at Sarah Glerup er med, og dét gjorde mig interesseret. Jeg kender hende ellers kun fra de interessante artikler, hun har leveret gennem årene til bl.a. dagbladet Information – mange af dem med hendes helt særlige perspektiv på livet som dobbeltminoritet (som handicappet og LGBT). For Sarah er ikke bare den unge kvinde, der kan synge på tv selv om hun har muskelsvind og skal bruge respirator. Hun er også cand.mag i medievidenskab og arbejder på Christiansborg. (Og så ikke et ord om at hendes karaktergennemsnit til studentereksamen var 11,5.) Dette er den egentlige bedrift, en historie om at at menneske ikke er eller må blive reduceret til en fysisk diagnose og ikke vil eller skal lade sig reducere.

I armene på et menneske, der lever sammen med sin respirator og sin elektriske kørestol, kommer sangen “Strict Machine” pludselig til at handle om noget andet, end jeg troede (jeg må indrømme at jeg ikke var helt sikker på hvad Goldfrapps sang helt præcis handler om – det er næppe en hyldest til en abstrakt maskine for et strict funktionsorienteret sprog; en mere indoktrineret datalog er jeg trods alt ikke), og dét alene var al tiden værd foran tv’et og med et program, der ellers ikke siger mig så meget.

Jeg ville stadig hellere se musik leveret af “rigtige” musikere, men X-Faktor har en overraskende berettigelse, hvis man glemmer alle sangene: Deltagerne er alle slags danskere, opdager jeg – programmet er derved et noget uventet bidrag til at anskueliggøre og fremme accepten af mangfoldigheden i det danske samfund: Hverdagens “helte” kan være hvem som helst.

Flattr this!

Svensk er et sangbart sprog

Jeg har først nu opdaget den svenske gruppe Amason. Meget af deres musik er på engelsk, men deres seneste EP, Flygplatsen, der kom i efteråret 2015, består af fire sange på svensk. Og hvor fungerer det dog godt – ikke mindst takket være sangerinden Amanda Bergman. Hun udsender snart et soloalbum, der desværre (synes jeg) har engelske tekster. Svensk er et usædvanligt sangbart sprog på en måde som dansk desværre ikke helt er.

Flattr this!

PJ Harvey i Kosovo

Nogle musikvideoer er bare ligegyldige. Andre vil chokere. Atter andre er fulde af gimmicks. Og så er der de videoer, der hører sammen med og forstærker sangen. En af de interessante er “The Wheel” med PJ Harvey. Billederne stammer fra Kosovo (eller Kosova, som den albanske befolkning skriver det) og er fra perioden mellem 2011 og 2015. I nogle af klippene ser man PJ Harvey selv på besøg i landsbyer og i udbrændte huse.

Selv rejste jeg igennem Kosovo i tog i 1980’erne, dengang området var del af Jugoslavien. Jeg anede ikke at Kosovo en dag ville danne rammen om etnisk udrensning, Jugoslaviens kollaps, overgangen til uhæmmet kapitalisme, og nu seneste flygtninge fra Mellemøsten der forsøger at komme videre nordpå. Den frisør i Nørresundby, der tager sig af mine efterhånden sparsomme lokker, er fra Kosovo.

Jeg har fulgt PJ Harvey siden hendes debut i 1993 og synes bedre og bedre om hendes værk, der er et fremragende eksempel på alt det rockmusikken stadig kan, når den er bedst. Hun er en klog og spændende og gennemmusikalsk kvinde.

“The Wheel” er en sang på hendes kommende album The Hope Six Demolition Project; hvis sangen er typisk for det nye album, markerer den en fortsættelse af den musikalske og tekstlige linje som hun lagde på forgængeren Let England Shake. Det er et album, der er intet mindre end fremragende i sin kritiske og nuancerede bearbejdning af indtryk fra de krige, USA og dets allierede har ført i  Mellemøsten i dette årtusinde. Og nu kommer så tilsyneladende PJ Harveys skildring af Europas nye fortid og påtrængende nutid.

Flattr this!

David Bowie 1947-2016

Dette er et stort, stort chok for mig og for mange andre, og jeg kan ikke skrive en nekrolog, der vil være David Bowie værdig. Mens jeg skriver dette, presser tårerne sig på. Han er en af de musikere, jeg har sat og sætter allerhøjest.

Jeg nåede kun at opleve David Bowie til én koncert, nemlig til Roskilde-festivalen i 1996. Det var en god oplevelse, og han var i topform. Hvor er det mærkeligt at vi nu skal tale om ham i datid. Blackstar viste sig at være et værdigt farvel; ved skæbnens makabre ironi venter jeg stadig på at få albummet med posten.

Her er en af de mest gribende sange, Bowie har lavet. Da jeg hørte den for tre år siden på udgivelsesdagen, den dag der er min fødselsdag og som jeg var så heldig at dele med ham, gik det op for mig at også helte bliver gamle.

Flattr this!

Gloria Ann Taylor

gloria-ann-taylor-600-2

Den store musikalske overraskelse for mig i 2015 var at opdage den amerikanske soulsangerinde Gloria Ann Taylor, der var aktiv i 1970’erne. Hun udsendte en række singler, men derefter trak hun sig tilbage. I en del år har hendes singler været svære at opdrive og godt eftersøgte, men i 2015 kom så opsamlingen Love Is A Hurtin’ Thing der samler alle disse indspilninger. I november læste jeg ved et tilfælde en anmeldelse på Pitchfork, og siden købte jeg albummet som download på Emusic. Men det var ikke nok for mig! I dag fik jeg albummet på cd. Desværre er de oprindelige masterbånd ikke til at finde, så albummet er mastereret ved brug af gamle lp’er. Dette kan man godt høre på enkelte numre.

Karrieren lykkedes ikke rigtig for Gloria, trods hendes imponerende sangstemme og optræk til samarbejde med kendte musikere som Van McCoy og Bootsy Collins og interesse fra Motown. Ægtemanden Walter Wisenhunt var hendes producer, men i noterne til Love Is A Hurtin’ Thing skinner det tydeligt igennem at det også var et voldeligt ægteskab. Måske er titlen på albummet derfor i virkeligheden også en beskrivelse af de år.

Siden Gloria Ann Taylor blev skilt og trak sig tilbage, tog hun et almindeligt lønarbejde og fik tre børn. Det var med gospelmusikken, hun i sin tid startede musikkarrieren, og i dag, hvor hun er 71 år gammel, synger hun gospel i kirken i Toledo i Ohio hver søndag.

Man kan læse mere om hendes 1970’er-udgivelser på Lorne Behrmans blog og i en avisartikel i USA, der følger hendes nuværende tilværelse som kirkesanger og hendes tanker om at være blevet genopdaget af musikanmeldere.

På Love Is A Hurtin’ Thing er der flere numre, der burde være blevet klassikere. Der er bl.a. en forrygende udgave af Dolly Partons “Jolene”, men især titelnummeret (som vi vel godt kan kalde dette) er imponerende og nærmest filmisk – et over syv minutter langt nummer med en Hendrix-agtig guitar-indledning, et dramatisk strygerarrangement, et lige så dramatisk Fellini-agtigt klaver og en solid rytmebund. Halvvejs inde dukker Gloria omsider op, og det er det hele værd.  Hvordan nummeret egentlig skulle slutte, hvis det skulle spilles live, ved jeg ikke, og det fader da også bare ud.

Hør bare!

Flattr this!

Musik som trøst?

For snart mange år siden kan jeg huske et ekstremt utilfredsstillende møde, jeg havde været til på universitetet. Jeg tror det var i slutningen af min tid som adjunkt, og jeg var single (som man allerede dengang kaldte det at være enlig). Så da jeg kom hjem, fandt jeg det nyeste album med det amerikanske band Helmet (det hed Aftertaste) og hørte det fra ende til anden for fuld volumen. Jeg vil ikke sige, at jeg havde det bedre bagefter, men jeg havde det anderledes.

Det er snart mange år siden, jeg har lyttet til Helmet. Musikken holder stadig, men musikerne ligner her to årtier efter mest fire erhvervsøkonomer, der spiller hård rock/metal.

I The Atlantic er der en interessant artikel om at bruge musik som mental kompensation.  Spotify har en lang række spillelister, der satser på netop denne brug af musik:  fra “Anthems of Angst” til “Running Thru a Field of Smiles” – og endda også “The Happy Hipster.”

Vi ved godt at musik kan påvirke sindet; på AAU har vi undervisning og forskning i musikterapi. Emily Carlson fra universitetet i Jyväskylä i Finland har undersøgt hvordan 123 personer bruger musik og hvordan det påvirker deres hjerneaktivitet. Hun kan se tre måder at bruge musikken på:

  • At aflede opmærksomheden (diversion)
  • At søge trøst (solace)
  • At læsse af (discharge)

Det var helt klart det sidste, jeg gjorde efter mødet dengang. Emily Carlsons resultater viser at det især er mænd, der bruger musik til at “læsse af” med og at det giver sig udslag i lavere aktivitet i den midterste del af pandelappen (den præfrontale cortex). Det ærgerlige er at dette aktivitetsmønster svarer til det hos at lade tankerne “køre i ring” (det, man i psykiatri kalder for rumination). Så måske kan det at bruge musik til at “læsse af” bare forstærke nogle negative tankemønstre.

Når jeg lytter til voldsom musik er det typisk for at “læsse af”.  Men om jeg rent faktisk får fjernet den trykkende følelse, ved jeg ikke. På den anden side kender jeg også dem, der lytter til musik, der er langt mere ekstrem end Helmet, for at få ro i sjælen.

Flattr this!

Teknologisk historieforfalskning alias En onsdag i Reykjavik

IMG_5158.JPGIMG_5160.JPGIMG_5159.JPGIMG_5162.JPGIMG_5156.JPGIMG_5161.JPG

Og så kunne NWPT begynde. Jeg tog bussen ud til Reykjaviks Universitet. Bybusserne i Reykjavik minder forbløffende meget om busserne i Aalborg, kunne jeg konstatere.

Universitetet i Reykjavik blev stiftet i 1988 og privat – det ligger i een stor bygning der ikke er mere end 5 år gammel. Der er også et statsligt universitet i Island, der blot hedder Islands Universitet. Det har jeg desværre ikke set endnu.

Konferencer og workshops er ofte en god lejlighed til at gense gamle kolleger, og denne gang var ingen undtagelse. Jeg fik hilst på Peter Mosses, der i 28 år var lektor ved Aarhus Universitet men nu er professor i Swansea i Storbritannien, hvor han oprindelig er fra. Peter har ydet en masse vigtige bidrag til forståelsen af programmeringssprogs semantik. Interessant nok har han faktisk også en indirekte forbindelse til Alan Turing – Peter var Christopher Stracheys sidste PhD-studerende, og netop Strachey var en af Turings kolleger.

Jeg skulle holde to foredrag i dag, begge om artikler jeg har sendt ind til bedømmelse til konferencer i 2016.

Mit første foredrag var for langt; jeg måtte springe flere slides over og det gik lige vel hurtigt til sidst, syntes jeg. Da jeg en halv time senere skulle holde mit andet foredrag var jeg blevet lidt bekymret for om jeg ville komme til at bruge for megen tid. Men da jeg spurgte ordstyreren (Rocco de Nicola, som jeg havde snakket med dagen forinden mens vi ventede i Københavns lufthavn) kunne han fortælle mig at jeg faktisk havde ti minutter igen. Om foredragene gik godt, ved jeg ikke. Der kom især spørgsmål til det sidste af dem, og det er vel et godt tegn.

Der var foredrag lige indtil kl. 18. Et af de sidste foredrag var med Robin Karsgaard fra Københavns Universitet. Det handlede om reversibel beregning og om at give en kategoriteoretisk model af dette at kunne køre et program “baglæns”.  Det kræver en verden hvor alle beregnbare funktioner skal have en invers. Jeg kan godt mærke at min kategoriteori er rusten, men det var nu spændende.

Efter en lang dag med foredrag er det svært at bevare koncentrationen; det var godt at slutte med en reception og at få snakket med mine gamle kolleger fra Aalborg, Luca Aceto og Anna Ingolfsdóttir, der sammen er hoveddrivkræfterne bag årets workshop. Anna har jeg faktisk kendt siden vores studietid, dvs. helt tilbage til 1983.

Bagefter tog jeg bussen ind til midtbyen og spiste frokost på det lidt cafeteriaagtige men alligevel hippe Gló. Og så var det tid til en gåtur gennem den islandske hovedstad med et besøg i en boghandel. På hylderne med islandsk musik fandt jeg det nye album med – John Grant. Det havde jeg desværre allerede.  Den amerikanske sanger bor heroppe og er åbenbart allerede blevet taget til islændingens hjerter. (Han er nu også god.)

Da jeg nåede tilbage til hotellet, ville jeg skrive dette indlæg. Men min MacBook havde for anden gang i 2015 fået samme fejl. Kablet mellem startdisken og bundkortet var defekt.

Dette indlæg er derfor skrevet delvist på min telefon, delvist i halvmørket i en lokal netcafe om torsdagen på en Windows-computer med et ubekvemt islandsk tastatur og er af den grund udtryk for teknologisk historieforfalskning.

Flattr this!