Kategoriarkiv: Musik

Ray LaMontagne

I denne uge har jeg genopdaget Ray LaMontagnes album fra 2010, God Willin’ & The Creek Don’t Rise. Jeg fik fat i det, da det udkom, men fik kun hørt det sporadisk. Nu lytter jeg til det igen og opdager at det faktisk fik en Grammy for bedste folk- og country-album i sin tid. Hvis man kan lide hans langt mere produktive landsmand og kollega Ryan Adams, vil man med meget stor sandsynlighed også synes om LaMontagne. Med på albummet er den allestedsnærværende Greg Leisz, der har lånt steelguitar, banjo m.m.m. til ganske mange amerikanske musikere, lige fra The Jayhawks, Paul Westerberg, Bon Iver og Alison Krauss til netop Ryan Adams.

Især er jeg blevet glad for den særdeles vellykkede ballade “Old Before My Time” ovenfor; der er et budskab i denne selvbiografiske ballade, der kun er muligt at få frem med den ærlighed og inderlighed, der hører countrymusikken til.

Man skal sikkert udtale navnet Ray LaMontagne præcis ligeså fransk som man skal udtale navnet på hans kvindelige country-kollega fra USA, Mary Gauthier — dvs. slet ikke.

Snart kommer i al fald Ray LaMontagnes nye album, Supernova, produceret af Dan Auerbach fra The Black Keys.

flattr this!

Tom Lehrer

tom lehrer parkinson

En af de sangere, jeg blev fascineret af i min barndom, er amerikanske Tom Lehrer. Det var ikke så meget musikken – det var bare en mand, der sad ved sit klaver og spillede, og et publikum, der lo. Men teksterne var suveræne, og jeg lærte en del engelsk ved at prøve at forstå hvorfor publikum lo. Det viste sig at ganske mange af sangene var beske kommentarer til bl.a. truslen om atomkrig, til forureningen og til racismen i USA – og der var også nogle lidt mere snedige sange om seksuallivet, som jeg som barn ikke helt forstod (her mener jeg: hverken sangene eller seksuallivet).

Det var dengang hvor man spillede den slags i radioen, ja endda på P3. Jeg blev så glad for den sang, der hedder “Pollution”, at jeg fik min engelsklærer i 9. klasse til at tage den med i undervisningen – og jeg sad trofast og prøvede at lytte teksten af fra min egen båndoptagelse (jeg fangede næsten det hele!). Teksten holder desværre stadig – og det samme kan siges med de fleste af Lehrers øvrige sange.

Efternavnet er meget passende – Tom Lehrer var rent faktisk underviser og det endda i matematik. Han studerede oprindelig matematik på Harvard (hans område var anvendt sandsynlighedsteori), gik i gang med en PhD men blev aldrig færdig med den. Han arbejdede bl.a. for det herostratisk berømte NSA og i et forsøg på at undgå værnepligten for et firma, der havde kontrakter med militæret.

Tom Lehrer udgav kun 37 sange, men hans popularitet dengang i 1950erne og 1960erne var enorm. Thøger Olesen fordanskede nogle af Tom Lehrers sange, men selv om jeg sætter stor pris på Thøger Olesens værk, må jeg konstatere at ingen af hans udgaver lever op til de originale tekster på engelsk. Tom Lehrer er ganske enkelt for kvik! Jeg vil hævde at det bestemt også er tilfældet i dag – jeg kan ganske enkelt ikke komme i tanke om nogen nu aktiv sanger/sangskriver med en tilsvarende skarp og begavet pen.

Til sidst blev Tom Lehrer træt af alt postyret med at optræde og trak sig i begyndelsen af 1970erne helt tilbage fra scenen – bortset fra to gæsteoptrædender i London i 1998 .

Men han lever endnu. Ben Smith har en lang artikel på BuzzFeed om sit møde med Tom Lehrer.

Selvfølgelig lavede Tom Lehrer også en sang om matematik; den hedder “New Math” og blev til, dengang matematikundervisningen i grundskolen, inspireret af Bourbaki m.fl.,  tog fat på at indarbejde talsystemer og mængdelære. Netop “New Math” er en af de sange, der ikke holder sig så godt længere, for denne tilgang til matematikundervisningen er for længst passé. Nogen burde måske skrive Lommeregnerens indtogsmarch (til akkompagnement af Google).

flattr this!

Björn, Benny, Agnetha, Annifrid, Kurt, Krist og Dave

abba

Cobain
I denne måned er det 20 år siden, Kurt Cobain begik selvmord og 40 år siden ABBA vandt det europæiske Melodi Grand Prix. Ralf Christensen har en interessant artikel i Information om disse to årsdage.

Mange tænker på Nirvana og ABBA som modpoler, men der behøver ikke at være en modsætning mellem at synes om Nirvana og at synes om ABBA. Jeg synes om begge bands og deres musik, og jeg er langt fra den eneste, der har det sådan. Og som Ralf Christensen nævner, var Nirvana også pop og ABBA var også autentiske og melankolske. Et tidligt interview afslører faktisk også at Kurt Cobain faktisk var glad for ABBA.

I dag kan man vokse op med begge inspirationskilder. St Vincent (alias Annie Clark) er rundet af den amerikanske “alternative rock” og er en særdeles dygtig guitarist. Men prøv at lytte til dette nummer fra hendes album fra i år, luk øjnene og prøv at lade være med at tænke på Annifrid Lyngstad. (Når jeg skriver det på dén måde, bliver det selvfølgelig ekstra svært.)

flattr this!

Musikkens hus

2014-03-30 15.26.08

I dag var jeg med familien til åbningskoncert i Musikkens Hus i Aalborg i anledning af min kones fødselsdag. Jeg har fulgt tilblivelsen af denne bygning nøje – som cyklist. Hver dag er jeg cyklet forbi den store, grå klods efterhånden som den blev til. Og nu kunne jeg omsider få musikhuset at se og høre indefra.

Lyden skuffede ikke. Sammenligningerne med DRs koncerthus i København ligger lige for, og Aalborgs nye koncertrum spiller lige op mod hovedstadens tilsvarende klods. Jeg må konstatere at jeg synes at Musikkens Hus ser bedre ud indvendig end udvendig – igen præcis som det er tilfældet i København.

Programmet var i romantikkens tegn:  Først Gades Ossian-ouverture. Så kom Nikolaj Znaider til og brillerede i Tjajkovskijs violinkoncert – dette var første gang jeg hørte ham live – og til sidst kom Elgars Enigma-variationer. Variation nr. 5, den langsomme “Nimrod”, kan frembringe tårer på en sten – og endnu engang ramte den mig på denne måde.

Bifaldet var så langt og intenst at chefdirigent Rumon Gamba kvitterede med et ekstranummer, og det blev “Nimrod”.

flattr this!

Dans, growl og Letterman

For mange år siden røbede en af en mine med-PhD-studerende i Edinburgh, at hun savnede David Letterman fra sit hjemland USA. Jeg kunne forstå på hende at Jonathan Ross prøvede at lave noget lignende i sit show på Channel 4, men alligevel… Det blev først mange år senere, jeg stiftede bekendtskab med Letterman – og nu er han med få dages forsinkelse fast eftermiddagsinventar på TV2 Zulu herhjemme. Det er ikke tit, jeg får set hans programmer, men de er helt klart i den bedre ende af tv-underholdning. Det er blandt mange andre ting et plus at  Letterman ikke er bange for at få fat i musiknavne, der rent faktisk er interessante.

Jeg er lige for tiden bizart fascineret af denne optagelse fra i år fra The Late Show, hvor Future Islands fremfører deres nummer “Seasons”. Sangen er meget iørefaldende, lydbilledet meget tilbageskuende – dette kunne snildt have været indspillet først i 1980′erne og være blevet et pophit af de større. Men sangerens (der minder mig om Marlon Brando og Steve Martin på samme tid!) og hans specielle koreografi og slåen sig på brystet, resten af bandets ubevægelighed og det, der må være det mest uventet placerede growl i nyere populærmusik, giver allerede dette klip kultstatus – et uvist sted på grænsen mellem det kiksede og det fuldstændig gennemførte.

 

flattr this!

Elbow

elbow

Det engelske band Elbow kommer fra Manchester og skjuler det ikke. Jeg opdagede dem selv først da Leaders Of The Free World kom i 2007, men siden er jeg blevet glad for bandet og dets musik. Der er noget ved sangeren Guy Garveys vokal som især går rent ind hos mig; mange har bemærket at han godt kan lyde en hel del som en nordengelsk udgave af Peter Gabriel – og også melodimaterialet hos Elbow har ud over de referencepunkter, et Manchester-band vel kan forventes at have, mindelser om Gabriel. Gudskelov dog uden den prætentiøsitet, der prægede prog-rocken. For selv om forgængeren Build A Rocket, Boys! og det nye album The Take-Off And Landing Of Everything har højtflyvende titler, er der noget ved Elbow, der er helt nede på jorden på en god måde. Måske er det teksterne, der observerer kærligheden og det at være voksen – for Elbow er et band af voksne mænd omkring de 40. Eller måske er det Guy Garveys helt utilslørede Manchester-udtale af engelsk med de bløde vokaler,  jeg ellers forbinder med mine to engelske søstre fra samme by. Elbow har ikke lavet et dårligt album endnu; jeg håber selvfølgelig aldrig at de vil gøre det. The Take-Off And Landing Of Everything er i det melankolske hjørne, og der er ikke mange uptempo-øjeblikke. Et af dem er den smukke “New York Morning”, og den er herunder.

Endnu har jeg til gode at opleve Elbow live, og det håber jeg selvfølgelig at kunne en dag. Billedet ovenfor viser at de (som så mange andre britiske musikere) også har lagt navn til en mikrobryg, og det er en pale ale kaldet Charge. Den vil jeg også gerne have fat i en dag.

flattr this!

Gentagelse fremmer forståelsen

gentagelse

Den film, jeg har set flest gange, er vel Rumrejsen år 2001 af Stanley Kubrick. Jeg har set den en del gange i biografien (i den fortid, hvor reprisebiografer fandtes), på tv når lejlighed bød sig og selvfølgelig også på dvd. Måske har jeg set filmen 7-8 gange.

Men den musik, jeg holder af, har jeg hørt mange flere gange. For tiden er jeg meget optaget af det nye album med Elbow (The Take-Off And Landing Of Everything), og det har jeg hørt mange flere gange end jeg nogen sinde har set min yndlingsfilm. Jeg har rent ud sagt lyst til at høre det nye album med Elbow igen og igen.

Jeg skal altid høre et album flere gange, før jeg rigtig forstår det. Sådan er jeg ikke den eneste, der har det. Ja, faktisk er det som om vi er nødt til det. Det samme gælder for det enkelte nummer. Nogle gange er der et nummer, der fænger første gang man hører det – og det er fordi det benytter sig af gentagelse på “mikroniveau” hvor det samme riff, det samme omkvæd eller den samme linje gentages igen og igen og igen., Det er så ofte også den slags musik, man hurtigt bliver allermest træt af.

Elisabeth Hellmuth Margulis, der er leder af laboratoriet for musikkognition ved University of Arkansas og derudover uddannet koncertpianist,  har en fascinerende artikel om netop hvad gentagelsen betyder for vores musikoplevelse.

Noget af det interessante, musikforskere har opdaget, er at det som alle former for musik verden over har fælles netop er gentagelsen. Ja, faktisk er det i høj grad gentagelsen, der er med til at skabe musikoplevelsen!

Her er et eksempel, som skyldes Diana Deutsch fra University of California, hvor et lille stykke almindelig tale opfattes forskelligt efter at vi har hørt det loopet!

Prøv først at høre denne lille bid:


Og hør så denne lille bid.

Pludselig er det som om ordene sometimes behaves so strangely bliver sunget, ikke talt. Gentagelsen skabte musikoplevelsen!

flattr this!

En gylden budbringer

Hiss-Golden-Messenger-Bad-Debt-608x589

Den amerikanske sanger og sangskriver M.C. Taylor færdes i country og folk-genrerne. Han kalder sig også Hiss Golden Messenger og har udsendt to albums under dette navn med et backing-band. Dem har jeg endnu til gode at høre. Til gengæld har jeg nu købt (for et beskedent beløb hos eMusic) albummet Bad Debt. Her er M.C. Taylor alene med sin akustiske guitar og en håndfuld sange, der tydeligvis er optaget hjemme. Dette er en lavmælt og melankolsk affære, der passer godt til dage som disse. Nogle gange minder M.C. Taylor lidt om beslægtede navne – den til tider raspede vokal kan sommetider lede tankerne hen på M. Ward, melankolien sommetider vække mindelser om Magnolia Electric Co. og den enkle stemning peger mod Will Oldhams univers. Men Hiss Golden  Messenger er først og fremmest budbringer om sig selv. Hvis man kan lide nogle af disse navne og Springsteens Nebraska-album, så prøv at lytte til Bad Debt.

flattr this!

Mellem Fripp og Frida

Nogle hævder at det er det et tegn på svigtende kreativitet, når en kunstner opkalder et album efter sig selv. Men The Beatles, Blur og Metallica kan næppe siges at være ligegyldige udgivelser fra de pågældende bands.

Her er i al fald nu et album med titlen St Vincent fra sangerinden med dette kunstnernavn – faktisk hedder hun Annie Clark. Jeg er kommet lidt sent i gang med at lytte til hendes musik, og det er tydeligt at hun placerer sig selv i en velkendt tradition for lidt excentriske sangerinder, der faktisk både har udseendet og vokalen med sig, men ikke vil være sædvanlige popstjerner (jvf. Kate Bush, Siouxsie, Björk, Tori Amos, PJ Harvey og mange flere) – og lydbilledet er overvejende elektronisk.

For år tilbage blev jeg gjort opmærksom på at Stuart Staples fra Tindersticks faktisk i forbløffende grad lyder som – Roger Whittaker. Det er gået op for mig at Annie Clarks vokal faktisk ofte minder ikke så lidt om Annifrid Lyngstad, og dét er faktisk en ros, thi jeg holder meget af ABBA. Der er også mindelser om ABBAs sangskrivning her og der (prøv at lytte til “Prince Johnny”), men som regel er musikken hvad man på engelsk ville kalde quirky. St Vincent er ikke desto mindre så hip at hun har opført sin musik til store modeopvisninger. Se bare ovenfor. Jeg vil dog (klog af skade) undlade at kalde musikken for pop.

Med en så elektronisk orienteret albumudgivelse fra en kompetent sangerinde med er markant visuelt image kommer det let til at stå lidt i skyggen, at der er nogle interessante guitarpassager med mindelser om Robert Fripp (synes jeg i al fald, eller også er det Adrian Belew) rundt omkring på St Vincent. Guitaristen er såmænd Annie Clark selv.

flattr this!