Kanye West-syndromet

Kanye West tager mikrofonen fra Taylor Swift ved MTV Video Music Awards i 2009. Foto: REUTERS/Gary Hershorn.

Nogle gange sker der noget bekymrende med mennesker, der får succes – inden succesen kom, var de stadig søgende sjæle og kunne være i tvivl. Men så satte succesen ind, og da var det som om noget blev forandret, og de udviklede en grandios adfærd. Vi kender alle til musikere, skuespillere og andre, der er endt med at blive på den måde. Det mest ekstreme eksempel er vel den amerikanske sanger Kanye West, der stormede ud fra en prisoverrækkelse, da han opdagede at han ikke var nomineret og få år senere ikke så nogen problemer i at springe op på scenen og snuppe mikrofonen fra Taylor Swift, da hun vandt en MTV-pris – for den syntes han burde være gået til Beyoncé. Det er næppe et tilfælde, at Kanye West for nylig er blevet set sammen med Donald Trump, for også han er en særdeles grandios person.

Også i den akademiske verden ser man grandios adfærd. Jeg mødte for år tilbage en opadstigende forsker, der på få år havde fået en masse succes i form af bevillinger, fastansættelse, held med publikationer og mulighed for at opbygge sin egen forskergruppe. Han fortalte mig at han i den store provinsby, han voksede op i (det var ikke herhjemme), var kendt af alle som den gymnasieelev, der var bedst af alle til matematik! Hvorfor dette var vigtigt at fortælle mig dén dag, ved jeg ikke. Ved en anden lejlighed fortalte han mig om sine naboer, som var nogle meget indskrænkede mennesker. En anden forsker, jeg mødte i sin tid, yndede at bruge spørgetiden efter konferenceforedrag til at jorde PhD-studerende og holdt engang til en konferencemiddag en tale for en kollega, der havde fået flere store æresbevisninger – men hele talen brugte han på at prøve at gøre grin med ham.

Sådanne forskere er uden diskussion dygtige, men de er næsten altid svære at samarbejde med, og man kan desværre også ende med at blive træt af dem, for man får indtrykket af at de ser ned på de fleste andre mennesker. Nogle gange ender de med at blive magtmennesker med alt hvad det indebærer.

Der er en forskel på at være grandios og på at have selvtillid. Jeg kender akademikere, der har stor selvtillid uden at være grandiose; det er typisk nogle usædvanligt dygtige og socialt kompetente mennesker, der bestemt ved at de er gode, men samtidig ikke er uden selvironi og gerne vil tale med mange forskellige slags mennesker.

Grandiositeten kan i virkeligheden dække over lav selvtillid og lavt selvværd kombineret med en talentfuld barndom og senere pludselig og voldsom succes. Nogle gange afslører det grandiose menneskes livshistorie nogle tidlige nederlag, som han eller hun måske nu prøver at kompensere for ved at fremstå større. Så i virkeligheden er det synd for det grandiose menneske, for der kan være en stor ensomhed og usikkerhed bag al den tilsyneladende storhed.

Den amerikanske psykolog Rachel Kitson har en interessant artikel om hvorfor Kanye West mon er endt som han er, og én af forklaringerne er måske netop kombinationen af at være et stort talent og problemer med tilknytning i barndommen. Hans forældre blev tidligt skilt, og han boede i nogle år i Kina med sin mor (der er universitetslærer). Han klarede sig godt i skolen, men droppede ud af college for at kaste sig over musikken på fuld tid.

Hvad man skal gøre ved grandiose venner eller kolleger – eller dem, der er i fare for at blive grandiose – ved jeg desværre ikke. Det bedste ville være, hvis man kunne redde dem fra grandiositeten, mens tid var, men svært er det. Hvis man roser dem for deres kvaliteter, kan man ende med at bekræfte dem, men gør man det modsatte, kan det også nemt forstærke den grandiose adfærd.

Flattr this!

Tillykke, Ms. Smith!

Mange har vi mistet i det år, der slutter i morgen. Men Patti Smith er her stadig. Amerikansk rockmusiks store gamle dame, der har taget os med på hele sin lange opdagelsesrejse fra de tidlige år med Joplin og Hendrix og digterne på Chelsea Hotel, gennem kærligheden til Mapplethorpe, over de voldsomme år med CBGB og Patti Smith Group, de stille år med familien og til sit comeback dengang i 1990’erne (hvor jeg stod og så på). Tak for stemmen og for ordene – tillykke med de 70!

Flattr this!

Sceneskræk og erfaring

Ugens helt overraskende musikoplevelse er Patti Smiths udgave af “A Hard Rain’s A-Gonna Fall” fra Nobel-ceremonien i Stockholm. Hun går i stå, siger undskyld og at hun er så nervøs – og spørger om ikke man kan tage verset forfra. Videoklippet kan man se nedenfor.

Hvis det havde været et ungt popidol som f.eks. Justin Bieber, der havde gjort dette, ville dette formodentlig have været ekstremt pinligt, men i denne sammenhæng blev det alt andet end dét. Læg mærke til hvordan flere i publikum fælder en tåre. Også jeg bliver bevæget, både da Patti Smith går i stå og da hun fortsætter og ender med at føre sangen sikkert i havn. Alle har vi tilgivet hende – ja, måske var der endda ikke noget at tilgive. Måske var det i virkeligheden sådan, fremførelsen burde være?

Det er noget helt særligt at opleve at en ekstremt rutineret sanger som Patti Smith, der har optrådt på store scener i en menneskealder og om få dage runder de 70, rammes af nervøsitet og indrømmer det. Mange har haft det (og kan have det) på den måde, selv efter lang tids erfaring. Jeg oplever det ikke ret tit, men det er sket.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, at denne sang, som Bob Dylan skrev i en alder af 22, i Patti Smiths fortolkning er kommet til at handle om noget helt andet end dengang i 1963 – den er blevet til en viis gammel dames fortælling til ungdommen om alt det, hun har set i livet. Også dét er gribende og minder mig om den ekstra dybde som Johnny Cash føjede til andres sange, da han i sin alderdom fortolkede dem på sine American Recordings-albums.

Og så er det selvfølgelig også noget specielt og fascinerende ved at se en fremtrædende repræsentant for hippie-tidens idealer stå der, lidt forpjusket, midt i al pompen og pragten.

Flattr this!

Marken er høstet

En aften på hotelværelset på 19. etage i Hanoi kom jeg pludselig i tanke om denne gamle sang af og med Kim Larsen.  Formodentlig er det på grund af linjen “Vietnam blev mast og knust for min fod, imens jeg sad i min stue”.

“Marken er høstet” blev spillet en del i radioen i sin tid (omkring 1975), og den ville have passet fint ind på Værsgo.  Den udkom dog kun som b-side og på opsamlingsalbummet Skru op, hvor der bl.a. var en del andre sange med Kim Larsen og Gasolin’ og bidrag fra Alrune Rod – og Gnags.  På “Marken er høstet” er Kim Larsen sammen med Willi Jønsson og med de nu afdøde Ole Frø og Thomas Grue (der begge var med på Værsgo), men også med Stig Møller og Preben Devantier fra Steppeulvene. På denne måde er sangen en meget interessant del af dansk musikhistorie. Det er underligt, at den ikke er blevet genudsendt siden da.

Hvis sangen fejler, er det i den rent ud sagt usammenhængende tekst, der springer mellem årets gang på landet, Vietnamkrigen, nogen der går på “damecafé” og en hyldest til “min kvinde”. Alle er temaer, der kunne findes i hver deres sang af Kim Larsen, men her optræder de sammen. Den interessante observation “Jeg følger med med Gud som stafet” var nok en bedre gennemarbejdet tekst værdig.

Flattr this!

Okkervil River i Glasgow

2016-11-13-21-06-39
Okkervil River.
2016-11-13-19-19-52
Den lille koncertsal i kælderen.

Det har været en begivenhedsrig uge på godt og ondt, og i morgen, mandag, skal jeg hjem. Jeg har fået en masse fra hånden, mens jeg har besøgt Glasgow University. Jeg og mine kolleger er nu kun få dages indsats fra at have bevist nogle gode sætninger om et nyt typesystem, vi har fundet. Men ude i den såkaldt virkelige verden var det småt med fremskridt. Donald Trump blev valgt til præsident i USA, og Leonard Cohen døde. Man skal ikke ønske noget menneske ondt, men jeg ville ikke have været helt så ked af det, hvis det havde været omvendt.

Min uge i Glasgow sluttede med en koncert med Okkervil River, et af mine yndlingsbands – på Stereo, der tilmed er et vegansk spisested med godt øl.

2016-11-13-19-48-07
Michael Nau.

Opvarmningsnavnet var Michael Nau og hans trio, også fra USA. Han var et temmelig nyt bekendtskab for mig, og jeg er stadig ikke sikker på hvad jeg synes om hans musik. Mange af sangene i det korte sæt bevægede sig i samme tempo, og først til sidst kom der lidt stemning over tingene. Selve fremførelsen var desværre heller ikke synderligt karismatisk. Okkervil River har meget bedre sangmateriale end Michael Nau, og bandet er teknisk meget dygtigere end den lidt lærerværelsesagtige trio.

Jeg blev først opmærksom på Okkervil River i 2007, da de udsendte albummet The Stage Names. Sangen “Lost Coastlines” fra det album burde være blevet et hit. Dette amerikanske band har taget navn efter en russisk novelle, der handler om en flod – der er opkaldt efter en svensker. (Selv om de kommer fra Texas, er de bestemt ikke tilhængere af Donald Trump.) Der har været store udskiftninger i gruppen, siden den blev dannet i 1998, og eneste gennemgående medlem er sanger og sangskriver Will Sheff. Deres nye album fra i år, Away, er blandt deres bedste, spørger man mig.

Aftenens koncert blev også en god oplevelse, og det var samtidig bandets sidste koncert i 2016 – i morgen går turen hjem til USA. Med præsidentvalgets resultat i baghovedet var det ikke noget, Will Sheff så frem til.

Der var mange sange fra Away – startende med “afskedssangen” “Okkervil R.I.P.” (!!) – men også en del indslag fra bagkataloget, ikke mindst The Stage Names, og herunder bl.a. den smukke “A Girl In Port”. Undervejs fik vi en fin udgave af “So Long Marianne” som Okkervil Rivers hyldest til Leonard Cohen, og i ekstranumrene kom vi helt tilbage til Black Sheep Boy.

Okkervil River er forholdsvis afdæmpede og ofte mere melankolske end ellers på Away, men til aftenens koncert var de ikke bange for at rocke igennem, bl.a. i det, der vel nu er blevet signatursangen, den dystre, men samtidig fængende “Down The Deep River”. Bandets medlemmer er alle dygtige musikere, og bandet er godt sammenspillet. Især lagde jeg mærke til guitaristen Will Graefe. Ligesom keyboardspiller m.m. Sarah Pedinotti har han en solokarriere.

Bagefter fik jeg hilst ganske kort på Will Sheff og fik sagt ham tak for en god koncert. For det var det.

Flattr this!

Leonard Cohen er død

Jeg har netop læst at vi har mistet en af det 20. århundredes store sangskrivere og dertil en stor og god personlighed. Igen er det tårerne, der presser sig på.

Nogle mennesker behøver man kun at nævne ved efternavn. Bowie var et sådant menneske, Cohen et andet.

Leonard Cohen blev 82, så han nåede at få et langt og begivenhedsrigt liv. Og hvilket liv det var! Med litteratur og kærlighed, med kriser og solskin, med musik og med stilhed. Spændt ud mellem jødedom og buddhisme og mellem den store tvivl og den store tro. Herfra kunne Cohen øse af sin store livsindsigt og af sin store og ordets bedste forstand enkle musikalitet – først som en slags litterær levemand, siden som en viis faderskikkelse for senere generationer af sangskrivere. Hvor havde Nick Cave – selv en stor sangskriver og personlighed – været uden Cohen?

Jeg er meget taknemmelig for at jeg nåede at opleve mesteren Cohen til en på alle måder smuk og vellykket koncert i Aalborg i sensommeren 2012. Og for nylig kom det også både smukke og vellykkede afskedsalbum You Want It Darker produceret af sønnen Adam. Det er et af hans bedste sene albums og et værdigt farvel. Titlen er i sig selv en kort og overrumplende opsummering af den ubehagelige tidsånd, der nu hersker tilsyneladende ustoppeligt her i et andet årtusinde. Igen viste Cohen at han beherskede ordene som få andre i sangskrivningens verden.

Og nu er han her så ikke mere. Tak for sangene og ordene, Leonard. Jeg elsker dig og jeg savner dig. Men du vil altid være hos os, nu hvor det er os, der er nødt til at fortsætte uden dig. 

Flattr this!

Ensom i dag og ensom i morgen

Jeg sidder her i Glasgow på en 9. november, der med Donald Trumps valgsejr i USA har givet os det mest bastante og mest skræmmende eksempel på hvordan racisme, reaktionær nationalisme og egentlig fascisme vinder frem i disse år.

Her er en sang med Del Amitri, et folkrock-band fra Glasgow, der havde deres storhedstid sidst i 1980’erne. Deres største hit var sangen “Nothing Ever Happens”. en skarpt skåret akustisk ballade på lige knap fire minutter med en forbilledlig show, don’t tell-tekst. Det er underligt at tænke på at netop denne sang blev så populær og spillet i ét væk på radio og tv, for den var en meget tydelig kommentar til Thatcher-årenes grådighed, den apati og ensomhed, nyliberalismen fremavlede – og racismen, der dengang begyndte at stikke sit grimme hoved frem for alvor.

Til allersidst i sangen er der en direkte henvisning til Krystalnatten, der var startskuddet til Holocaust. Krystalnatten , hvor nazisterne brændte og smadrede synagoger og jødisk ejede butikker, fandt sted den 9. november.

“Nothing Ever Happens” er fra 1989, og det år faldt Berlinmuren. Det skete også den 9. november.

Flattr this!

Tillykke, Bob


Så fik Bob Dylan Nobelprisen; nogle er forundrede, jeg synes det er glædeligt.

Jeg har set Bob flere gange på Roskilde-festivalen (der var faktisk et år, hvor jeg gik hen og så noget andet, må jeg indrømme) og i 2005 var jeg til hans koncert i Aalborg. Nogle koncertoplevelser var gode, andre lidt underlige – her er tale om en mand, der efterhånden har gjort det til en dyd at omarrangere sine sange på ofte noget overraskende vis.

Men det er de mange albums, jeg husker. Underligt nok var det Nashville Skyline, der først gjorde mig interesseret i Bob Dylan. Det er hans mest countryprægede udgivelse (der er bl.a. en duet med Johnny Cash, en anden sanger jeg holder af), og den ene gang hvor Bob prøver at synge på helt konventionel, fuldtonet vis.

Bob Dylan er uden for diskussion en af de allerstørste sangskrivere fra forrige århundrede, og mange af hans sange er geniale. Der var også mindre gode tider, ikke mindst en lang en periode i 1980’erne, hvor det ikke rigtig lykkedes for ham – det samme overgik David Bowie i de år. Men så kom Oh Mercy, og alt var tilgivet.

Og senere, på Time Out of Mind, også produceret af Daniel Lanois, kommer det, der måske er min yndlingssang fra Bobs hånd, “It’s Not Dark Yet”. Det er her, han for alvor konfronterer sin egen dødelighed med linjer som

Shadows are fallin’ and I’ve been here all day

It’s too hot to sleep and time is runnin’ away

Feel like my soul has turned into steel

I’ve still got the scars that the sun didn’t heal

There’s not even room enough to be anywhere

It’s not dark yet but it’s gettin’ there.

(Calexico har helt tydeligt lånt fra denne tekst på deres sang “Follow The River”.) Her er hele den smukke sang:

Flattr this!

Og jeg bærer hans guitar

Det tog mig nogen tid at vænne mig til 22, A Million, det nye album med Bon Iver. På nogle af numrene er Justin Vernons karakteristiske vokal processeret til noget nær ukendelighed, og der er en del helt bevidste glitches rundt omkring, der rusker lytteren op. På denne måde er der et tydeligt slægtskab med James Blake, der på helt samme måde tager en traditional sangskrivningsform og en udtryksfuld vokal og sender dem gennem en digital vridemaskine.

Sangtitlerne er også mildt sagt underlige; allerede første nummer, “22 (OVER S∞∞N)” viser dette. Men så dukker der pludselig – en guitar, et klaver eller såmænd en banjo frem bag elektronikken, og det er klart, at det stadig er Bon Iver, vi lytter til.

Nu, efter et dusin gennemlytninger eller deromkring, kan jeg finde vej rundt i 22, A Million og kan omsider høre, hvor spændende et album, vi faktisk har med at gøre her. Jeg er endt med at blive glad for det. Nummeret “8 (circle)” er måske det mest “sædvanlige” Bon Iver-nummer på dette album, et sted mellem folk og soul, og et godt sted at starte.

Flattr this!