Kategoriarkiv: Musik

Marken er høstet

En aften på hotelværelset på 19. etage i Hanoi kom jeg pludselig i tanke om denne gamle sang af og med Kim Larsen.  Formodentlig er det på grund af linjen “Vietnam blev mast og knust for min fod, imens jeg sad i min stue”.

“Marken er høstet” blev spillet en del i radioen i sin tid (omkring 1975), og den ville have passet fint ind på Værsgo.  Den udkom dog kun som b-side og på opsamlingsalbummet Skru op, hvor der bl.a. var en del andre sange med Kim Larsen og Gasolin’ og bidrag fra Alrune Rod – og Gnags.  På “Marken er høstet” er Kim Larsen sammen med Willi Jønsson og med de nu afdøde Ole Frø og Thomas Grue (der begge var med på Værsgo), men også med Stig Møller og Preben Devantier fra Steppeulvene. På denne måde er sangen en meget interessant del af dansk musikhistorie. Det er underligt, at den ikke er blevet genudsendt siden da.

Hvis sangen fejler, er det i den rent ud sagt usammenhængende tekst, der springer mellem årets gang på landet, Vietnamkrigen, nogen der går på “damecafé” og en hyldest til “min kvinde”. Alle er temaer, der kunne findes i hver deres sang af Kim Larsen, men her optræder de sammen. Den interessante observation “Jeg følger med med Gud som stafet” var nok en bedre gennemarbejdet tekst værdig.

Flattr this!

Okkervil River i Glasgow

2016-11-13-21-06-39
Okkervil River.
2016-11-13-19-19-52
Den lille koncertsal i kælderen.

Det har været en begivenhedsrig uge på godt og ondt, og i morgen, mandag, skal jeg hjem. Jeg har fået en masse fra hånden, mens jeg har besøgt Glasgow University. Jeg og mine kolleger er nu kun få dages indsats fra at have bevist nogle gode sætninger om et nyt typesystem, vi har fundet. Men ude i den såkaldt virkelige verden var det småt med fremskridt. Donald Trump blev valgt til præsident i USA, og Leonard Cohen døde. Man skal ikke ønske noget menneske ondt, men jeg ville ikke have været helt så ked af det, hvis det havde været omvendt.

Min uge i Glasgow sluttede med en koncert med Okkervil River, et af mine yndlingsbands – på Stereo, der tilmed er et vegansk spisested med godt øl.

2016-11-13-19-48-07
Michael Nau.

Opvarmningsnavnet var Michael Nau og hans trio, også fra USA. Han var et temmelig nyt bekendtskab for mig, og jeg er stadig ikke sikker på hvad jeg synes om hans musik. Mange af sangene i det korte sæt bevægede sig i samme tempo, og først til sidst kom der lidt stemning over tingene. Selve fremførelsen var desværre heller ikke synderligt karismatisk. Okkervil River har meget bedre sangmateriale end Michael Nau, og bandet er teknisk meget dygtigere end den lidt lærerværelsesagtige trio.

Jeg blev først opmærksom på Okkervil River i 2007, da de udsendte albummet The Stage Names. Sangen “Lost Coastlines” fra det album burde være blevet et hit. Dette amerikanske band har taget navn efter en russisk novelle, der handler om en flod – der er opkaldt efter en svensker. (Selv om de kommer fra Texas, er de bestemt ikke tilhængere af Donald Trump.) Der har været store udskiftninger i gruppen, siden den blev dannet i 1998, og eneste gennemgående medlem er sanger og sangskriver Will Sheff. Deres nye album fra i år, Away, er blandt deres bedste, spørger man mig.

Aftenens koncert blev også en god oplevelse, og det var samtidig bandets sidste koncert i 2016 – i morgen går turen hjem til USA. Med præsidentvalgets resultat i baghovedet var det ikke noget, Will Sheff så frem til.

Der var mange sange fra Away – startende med “afskedssangen” “Okkervil R.I.P.” (!!) – men også en del indslag fra bagkataloget, ikke mindst The Stage Names, og herunder bl.a. den smukke “A Girl In Port”. Undervejs fik vi en fin udgave af “So Long Marianne” som Okkervil Rivers hyldest til Leonard Cohen, og i ekstranumrene kom vi helt tilbage til Black Sheep Boy.

Okkervil River er forholdsvis afdæmpede og ofte mere melankolske end ellers på Away, men til aftenens koncert var de ikke bange for at rocke igennem, bl.a. i det, der vel nu er blevet signatursangen, den dystre, men samtidig fængende “Down The Deep River”. Bandets medlemmer er alle dygtige musikere, og bandet er godt sammenspillet. Især lagde jeg mærke til guitaristen Will Graefe. Ligesom keyboardspiller m.m. Sarah Pedinotti har han en solokarriere.

Bagefter fik jeg hilst ganske kort på Will Sheff og fik sagt ham tak for en god koncert. For det var det.

Flattr this!

Leonard Cohen er død

Jeg har netop læst at vi har mistet en af det 20. århundredes store sangskrivere og dertil en stor og god personlighed. Igen er det tårerne, der presser sig på.

Nogle mennesker behøver man kun at nævne ved efternavn. Bowie var et sådant menneske, Cohen et andet.

Leonard Cohen blev 82, så han nåede at få et langt og begivenhedsrigt liv. Og hvilket liv det var! Med litteratur og kærlighed, med kriser og solskin, med musik og med stilhed. Spændt ud mellem jødedom og buddhisme og mellem den store tvivl og den store tro. Herfra kunne Cohen øse af sin store livsindsigt og af sin store og ordets bedste forstand enkle musikalitet – først som en slags litterær levemand, siden som en viis faderskikkelse for senere generationer af sangskrivere. Hvor havde Nick Cave – selv en stor sangskriver og personlighed – været uden Cohen?

Jeg er meget taknemmelig for at jeg nåede at opleve mesteren Cohen til en på alle måder smuk og vellykket koncert i Aalborg i sensommeren 2012. Og for nylig kom det også både smukke og vellykkede afskedsalbum You Want It Darker produceret af sønnen Adam. Det er et af hans bedste sene albums og et værdigt farvel. Titlen er i sig selv en kort og overrumplende opsummering af den ubehagelige tidsånd, der nu hersker tilsyneladende ustoppeligt her i et andet årtusinde. Igen viste Cohen at han beherskede ordene som få andre i sangskrivningens verden.

Og nu er han her så ikke mere. Tak for sangene og ordene, Leonard. Jeg elsker dig og jeg savner dig. Men du vil altid være hos os, nu hvor det er os, der er nødt til at fortsætte uden dig. 

Flattr this!

Ensom i dag og ensom i morgen

Jeg sidder her i Glasgow på en 9. november, der med Donald Trumps valgsejr i USA har givet os det mest bastante og mest skræmmende eksempel på hvordan racisme, reaktionær nationalisme og egentlig fascisme vinder frem i disse år.

Her er en sang med Del Amitri, et folkrock-band fra Glasgow, der havde deres storhedstid sidst i 1980’erne. Deres største hit var sangen “Nothing Ever Happens”. en skarpt skåret akustisk ballade på lige knap fire minutter med en forbilledlig show, don’t tell-tekst. Det er underligt at tænke på at netop denne sang blev så populær og spillet i ét væk på radio og tv, for den var en meget tydelig kommentar til Thatcher-årenes grådighed, den apati og ensomhed, nyliberalismen fremavlede – og racismen, der dengang begyndte at stikke sit grimme hoved frem for alvor.

Til allersidst i sangen er der en direkte henvisning til Krystalnatten, der var startskuddet til Holocaust. Krystalnatten , hvor nazisterne brændte og smadrede synagoger og jødisk ejede butikker, fandt sted den 9. november.

“Nothing Ever Happens” er fra 1989, og det år faldt Berlinmuren. Det skete også den 9. november.

Flattr this!

Tillykke, Bob


Så fik Bob Dylan Nobelprisen; nogle er forundrede, jeg synes det er glædeligt.

Jeg har set Bob flere gange på Roskilde-festivalen (der var faktisk et år, hvor jeg gik hen og så noget andet, må jeg indrømme) og i 2005 var jeg til hans koncert i Aalborg. Nogle koncertoplevelser var gode, andre lidt underlige – her er tale om en mand, der efterhånden har gjort det til en dyd at omarrangere sine sange på ofte noget overraskende vis.

Men det er de mange albums, jeg husker. Underligt nok var det Nashville Skyline, der først gjorde mig interesseret i Bob Dylan. Det er hans mest countryprægede udgivelse (der er bl.a. en duet med Johnny Cash, en anden sanger jeg holder af), og den ene gang hvor Bob prøver at synge på helt konventionel, fuldtonet vis.

Bob Dylan er uden for diskussion en af de allerstørste sangskrivere fra forrige århundrede, og mange af hans sange er geniale. Der var også mindre gode tider, ikke mindst en lang en periode i 1980’erne, hvor det ikke rigtig lykkedes for ham – det samme overgik David Bowie i de år. Men så kom Oh Mercy, og alt var tilgivet.

Og senere, på Time Out of Mind, også produceret af Daniel Lanois, kommer det, der måske er min yndlingssang fra Bobs hånd, “It’s Not Dark Yet”. Det er her, han for alvor konfronterer sin egen dødelighed med linjer som

Shadows are fallin’ and I’ve been here all day

It’s too hot to sleep and time is runnin’ away

Feel like my soul has turned into steel

I’ve still got the scars that the sun didn’t heal

There’s not even room enough to be anywhere

It’s not dark yet but it’s gettin’ there.

(Calexico har helt tydeligt lånt fra denne tekst på deres sang “Follow The River”.) Her er hele den smukke sang:

Flattr this!

Og jeg bærer hans guitar

Det tog mig nogen tid at vænne mig til 22, A Million, det nye album med Bon Iver. På nogle af numrene er Justin Vernons karakteristiske vokal processeret til noget nær ukendelighed, og der er en del helt bevidste glitches rundt omkring, der rusker lytteren op. På denne måde er der et tydeligt slægtskab med James Blake, der på helt samme måde tager en traditional sangskrivningsform og en udtryksfuld vokal og sender dem gennem en digital vridemaskine.

Sangtitlerne er også mildt sagt underlige; allerede første nummer, “22 (OVER S∞∞N)” viser dette. Men så dukker der pludselig – en guitar, et klaver eller såmænd en banjo frem bag elektronikken, og det er klart, at det stadig er Bon Iver, vi lytter til.

Nu, efter et dusin gennemlytninger eller deromkring, kan jeg finde vej rundt i 22, A Million og kan omsider høre, hvor spændende et album, vi faktisk har med at gøre her. Jeg er endt med at blive glad for det. Nummeret “8 (circle)” er måske det mest “sædvanlige” Bon Iver-nummer på dette album, et sted mellem folk og soul, og et godt sted at starte.

Flattr this!

Endnu en lørdag i Lissabon

carmo-1

carmo-1-1

Lissabon blev i 1755 ramt af et meget voldsomt jordskælv, der jævnede store dele af byen med jorden. En af de bygninger, det gik ud over, var Carmo-klosteret midt i byen. Siden da har det gamle kloster fået lov til at overleve som et malerisk levn med intakte mure, men uden tag.

Her satte jeg mine ben for første gang i 1987 – ved et tilfælde kom jeg og et par andre unge danske turister, som jeg havde mødt ved et tilfælde, forbi den gotiske, tagløse ruin netop som Tjajkovskijs 5. symfoni blev opført.

Nu, 29 år senere, sad jeg der igen og lyttede til musik. Denne gang var det et stort portugisisk blæserorkester (med piano), der opførte et nyt værk, Os Bichos – Dyrene – af den portugisiske komponist Lino Gueirreiro. Hver af satserne (bortset fra prologen og epilogen) er et stykke, inspireret af et bestemt dyr. Jeg kendte ikke dette stykke musik i forvejen; program-ideen er velkendt fra Saint-Saëns’ Dyrenes karneval, men Guerreiros musik ledte tankerne hen på især Michael Nyman.

Det var en smuk oplevelse at sidde i klosterruinen under åben himmel, mens mørket langsomt sænkede sig. I 1987 stod der egyptiske sarkofager i nicher i murene; de var siden da blevet fjernet. Oppe under den åbne hvælving flaksede en lille flagermus rundt, og på et tidspunkt fik den selskab af en hvidbroget due. Som var det planlagt, slog et tårnur sit halvtimeslag, netop da én af satserne var forbi.

Bagefter gik jeg ned forbi Largo de São Paulo, hvor jeg flere gange var til symfonisk koncert med familien, da vi var her på ferie tilbage i juli. Denne gang var det dog jazz, også her af en portugisisk komponist, der blev opført.

Til sidst havnede jeg nede ved Praça do Comercio, hvor et symfoniorkester holdt prøve på Beethovens 8. og 9. symfoni. Den store hængebro og Cristo Rei-statuen på den anden side af floden stod oplyst i baggrunden; bagved hastede de små sporvogne forbi. Det var blevet lidt køligt; for første gang mens jeg har været her, måtte jeg finde min trøje frem. Jeg kunne ikke rigtig bestemme mig til om jeg skulle sidde og vente og småfryse i en halv time eller gå hjem til lejligheden, men herved endte det.

Det er en underlig oplevelse at have disse gode oplevelser og opleve fred i sindet, samtidig med at der et andet sted på disse breddegrader er så store lidelser og så megen ufred.

Flattr this!

Hvad Gustav Mahler fortæller mig

fotografi-den-08-09-2016-kl-22-07
Og det er et billede af en anden (og samtidig) østrigsk Gustav i baggrunden.

Jeg holder meget af Gustav Mahlers musik. Hans 3. symfoni fra 1896 er den længste og største symfoni, som er del af det sædvanlige klassiske koncertrepertoire. Der er seks satser, og den kræver et udvidet symfoniorkester med tæt på 100 musikere, en mezzosopran og et børnekor. Hele symfonien er af spillefilmslængde – den tager mere end halvanden time at opføre. Det er derfor ikke tit, man får den at høre live. Sidste år hørte jeg den på P2 Klassisk med DRs symfoniorkester dirigeret af selveste Vladimir Ashkenazy. Og det var meget, meget smukt. Jeg har en ældre indspilning med Claudio Abbado og Wienerfilharmonikerne, Wienersängerknaben og Jessye Norman. Også den er smuk.

De seks satser havde oprindelig undertitler – f.eks. havde første sats  undertitlen “Pan erwacht. Der Sommer marschiert ein” og tredje sats hed “Was mir die Tiere im Walde erzählen”. Dette er en symfoni, der kommer vidt omkring; den viser den store østrigske komponists betagelse af naturen og ikke mindst Alperne, og den viser også de tanker, han gjorde sig om mennesket, livet og gudstroen. Det er ikke i enhver symfoni, der først kommer en eftertænksom tekst af en så udtalt ateist som Nietzsche (“O Mensch, Gib Acht” i 4. sats) og siden en henrevet tekst om englene og Jesus (“Es sungen drei Engel“ i 5. sats). Det er en bedrift at kunne få alle disse elementer til at stråle, både hver for sig og sammen.

Desværre er det heller ikke så tit, jeg får hørt den Tredje. Det kræver et godt musikanlæg (det har jeg vel egentlig) og halvanden times uforstyrret ro (det har jeg ikke så tit). Men i aften kom symfonien så til Aalborg og blev opført i Musikkens Hus af Aalborg Symfoniorkester, Aalborg Symfoniorkesters koncertkor og den svenske mezzosopran Susanne Resmark. Dirigent var selveste Michael Schønwandt.

Jeg kan nok ikke helt adskille oplevelsen af Mahlers 3. symfoni som sådan fra den faktiske fremførelse, og på den måde er jeg vel ikke neutral og måske bare for nem at begejstre. Fra for mange år siden husker jeg en opførelse af den 2. symfoni med Maris Jansons som dirigent, som jeg ikke var så begejstret for, men ellers har jeg været enten ukritisk eller heldig, når jeg har hørt Mahler.

Men aftenens fremførelse ramte de rigtige steder. Jeg blev meget grebet af den tredje sats med den dejlige posthorn-solo, som bliver spillet ude fra baglokalet (!!); dette var den eneste måde, Mahler kunne “mixe soloen ned” på. Smukt var det og fyldt af alpeagtig længsel; der randt en tåre. Og symfoniens finale fremstod præcis så gribende og inderlig, som den skal; den kalder billeder frem af en  solnedgang på en fredfyldt aften. Med i hele oplevelsen er også det, man aldrig kan få med fra indspilningerne: Stemningen i salen, koret der rejser sig ved begyndelsen af femte sats, musikerne der er nødt til at stemme instrumenterne igen i en pause mellem de første to satser.

Jeg var godt tilfreds, det var jeg. Det var resten af publikum også, at dømme efter det lange, stående bifald.

Flattr this!

Birgit Lystager og Svend Åge Madsen

loveslabyrinth

I sidste afslørede min kollega Lisbeth Fajstrup at hun i sin tid har fået udgivet en plade; pladens release party fandt sted samtidig med at Birgit Lystager fejrede sin nye udgivelse. Det fik mig til at tænke på denne nu desværre lidt glemte Aarhus-sangerinde, der i år fyldte 70 (og således er helt jævnaldrende med den amerikanske rocklegende Patti Smith).

Hvor mange ved at Svend Åge Madsen, Aarhus’ produktive nationalforfatter, manden bag bl.a. Tugt og utugt i mellemtiden og At fortælle menneskene, skrev tekster til et af Birgit Lystagers albums, nemlig Love’s Labyrinth fra 1971? Det var, som navnet kraftigt antyder, en af Birgit Lystagers engelsksprogede udgivelser. Mange forbinder Lystager med “Smilende Sussie”, men hun havde faktisk også en karriere uden for Dansktoppen, der til dels foregik på engelsk – og det er her, samarbejdet med Madsen hører hjemme. Jeg har længe sagt at  Anisette og Grethe Ingmann er de to største kvindelige vokalister i dansk pop. Det mener jeg stadig, men Birgit Lystager fortjener også en plads i parnasset.

For 10 år siden kom et bokssæt med Lystagers samlede produktion, og her kan i al fald nogle af sangene fra Love’s Labyrinth høres igen.

Flattr this!

Lørdag på Roskilde 

Min sidste dag ved Roskilde Festival startede med Andromeda Mega Orchestra, et ensemble fra Berlin med 18 medlemmer og et orkester i ordets helt egentlige betydning. Deres musik er et sted mellem jazz i kompositionsmusik; det nærmeste referencepunkt er vel det engelske Penguin Café Orchestra, men dette tyske orkester har en mere hektisk, mindre tilbagelænet stil.

Og derfra over til Officerfishdumplings, som er dæknavn for Hatim Belyamani, der oprindelig er fra Marokko. Han laver elektronisk musik med indslag af samplede marokkanske stemmer og resultatet er fascinerende. Især var det spændende at opleve hvordan han kunne få videoklip og lyd til at spille sammen.

Dernæst Qwanqwa, der er et etiopisk/amerikansk ensemble (og forsynet med et navn, som er enhver europæisk stavekontrols fjende). Jeg kender ikke ret meget til musikken fra den del af verden, men det var spændende at opleve hvordan den etiopiske krar har nogenlunde samme rolle i musikken som en guitar har det i mange former for europæisk og nordamerikansk musik.

Til de sidste koncerter fik jeg igen følgeskab af Carsten. Dagens bedste oplevelse skyldtes Sturgill Simpson fra USA, en af festivalens lidt for sjældne country-oplevelser. Jeg har hans nyeste album, A Sailor’s Guide to Earth fra i år, og det er et album jeg har lyttet en hel del til. Simpson har en typisk countryvokal men har også elementer af soul i sit udtryk. Til koncerten i dag oplevede vi hvordan dette kom til sin ret og især bemærkede jeg den dygtige guitarist. Intensiteten steg støt gennem koncerten og førte os gennem både ballader (bl.a. den overraskende fortolkning af Nirvana-nummeret “In Bloom”, som også er at finde på A Sailor’s Guide to Earth) og de stort swingende numre.

PJ Harvey leverede den bedste koncert på årets Roskilde Festival, men Sturgill Simpson gjorde det også mere end almindeligt godt. Der er noget særligt ved at gå fra en koncert og være blevet begejstret, og i dag skete det så igen.

Los Piranas fra Colombia leverer en intens blanding af sydamerikansk rytme og psykedelisk, lidt surf-agtig rock. Deres rytmesektion er trioens omdrejningspunkt, og leverer det ufravigelige fundament som guitaristen får lov til at nulre henover. Trioens svage punkt er vel så at guitaristen netop kun nulrer; dette er instrumentalmusik så når der hverken er ord eller melodi af betydning for lytteren at holde fast i, mister man som lytter let grebet.

Derefter en visit hos New Order; de har stadig et rygte som pionerer inden for elektronisk pop at leve op til og der manglede for så vidt ikke noget. Der har tidligere været Peter Hook med sine baryton-agtige baslinjer, der kunne tegne nogle interessante streger i Manchester-bandets stort anlagte og lidt kantede elektroniske lydbillede. Han er nu ude af sagaen, men er blevet erstattet af en mindre spændende bassist der prøver at lyde på samme måde. Helhedsindtrykket  var solidt, men måske også lidt kedeligt.

Sidste koncert jeg så var med MØ på Orange Scene. Carsten har boet i Storbritannien i 20 år nu og kendte faktisk ikke MØ overhovedet. Det var interessant for mig at høre Carstens lidt vantro reaktion på MØs brug af det nye bandeord “fucking” på dansk (i en artikel i Politiken udtaler hun at “det er fucking banging at være mig”) ; det ord var der ikke mange der brugte i Danmark dengang i 1990erne og når man oplever hvordan denne sprogfornyelse bliver set udefra, kommer den til at virke lidt latterlig. I Politiken i dag udtaler en studerende at “man er nødt til at have rige forældre, før man kan kneppende finde en lejlighed” (jeg har rettet et enkelt ord her).

Jeg ville nok egentlig gerne have set LCD Soundsystem også, men jeg skulle med et tog kl. 9.25 om morgenen (sådan kan man disponere så underligt). Så efter et enkelt glas og en god snak med Carsten om hvor underligt det er at være dansker, begav jeg mig tværs over festivalpladsen for at nå toget ind til København. Der er noget særligt ved at forlade festivalen på et tidspunkt hvor den faktisk stadig er i gang. Noget siger mig at jeg må derover igen engang.

Flattr this!