Og så blev det lørdag på Roskilde


Min sidste dag på Roskilde Festival 2017 startede med The Digable Planets. Dem så jeg faktisk også på festivalen tilbage i 1993; dengang var de albumaktuelle med Reachin’. Siden da lavede trioen endnu et album, og derefter gik de fra hinanden. Nu er de så gendannet. Deres jazz-inspirerede hiphop med eftertænksomme tekster kom vel aldrig til at danne skole, men det er musik, som holder den dag i dag, og det var helt tydeligt til dagens koncert. Med sig havde de tre vokalister et særdeles tight ensemble, og det var en fornøjelse at høre de gamle numre igen i denne opsætning. Slutningen på koncerten var især energisk.

Resten af dagen gik med at se lidt af hvert.

Jeg slog et smut ind omkring det amerikanske deathcore-band Full of Hell, og derefter overvejede jeg et kort øjeblik at se det gendannede Slowdive, men bestemte mig alligevel for at lade være. Slowdive var trods alt et band, der ikke rigtig havde sagt mig noget dengang i 1990’erne.

I stedet mødtes jeg igen med min fordums studiekammerat Carsten og hans hustru og prøvede at forklare ham hvordan den akademiske biks er skruet sammen i Danmark i dag. Dét blev dog for nedslående, så jeg fik derfor omsider at vide hvor der findes et minde kedeligt udbud af øl. Fantastisk var det vel ikke, men der var dog øl fra bryggerier som Grimberger og Brooklyn, som festivalens hovedsponsor De Forenede Bryggerier samarbejder med.

Siden prøvede jeg at finde Amnestys stand i campingområdet, men den var lukket, og jeg traskede over for at høre The Priests fra USA. Det var spild af tid. The Priests spiller en kantet og dissonant rock som jeg hørte en hel del af for 25 år siden, men efterhånden har mistet interessen for. Og jeg mistede da også hurtigt interessen for The Priests. Sangeren gik tydeligvis efter en slags “dum blondine”-image, som jeg heller ikke rigtig kunne se ideen med.

Janka Nabay and The Bubu Gang var det mest spændende jeg fik set; Nabay bor i USA men er fra Sierra Leone. Resten af bandet kommer består af en bassist fra Syrien, en trommeslager fra Hawaii og en keyboardmand, som jeg desværre ikke fik fanget hvor var fra. Resultatet var helt igennem dansabelt, og til sidst blev en tilskuer inviteret op på scenen så han kunne spille med på tromme i det afsluttende nummer! Den unge mand med klasket hår og hornbriller var lidt overvældet, men det gik faktisk godt.

Da jeg kom ud fra Gloria-scenen, var solen kommet frem og himlen godt på vej til at blive blå.

Mange havde set frem til Ice Cube, men han har aldrig sagt mig noget. Nogle ser NWA som pionerer, men jeg synes snarere at deres forherligelse af bandekriminalitet og tilfældig vold var et skridt i den helt forkerte retning bort fra alle de landvindinger som Public Enemy, De La Soul, A Trine Called Quest og mange andre repræsenterede. Jeg  er heller ikke imponeret over Ice Cubes vokale talenter; han gør mere end han rapper, og hele hans sceneoptræden i dag mindede mig desværre mest om de brovtende mænd, der sad og hang på cafeteriet i Arentsminde i min barndom.

Til sidst var det så tid til Arcade Fire, som nok var dem jeg havde set allermest frem til. Og det blev da også en særdeles positiv oplevelse ved denne koncert her på Canadas nationaldag – Arcade Fire er som bekendt fra Montreal. Der var mange numre fra gruppens bagkatalog (herunder meget fra debutalbummet), men også prøver på det kommende album. Når man på denne måde hører et tværsnit af Arcade Fires musik, opdager man for alvor at de står i stor gæld ikke bare til David Bowie og Bruce Springsteen, men faktisk også til ABBA.

Her sluttede festivalen for mit vedkommende; jeg ville gerne have oplevet tyske Moderat også, men tanken om en lang koncert med start 00.30 var lidt afskrækkende med min togrejse hjem kl. 10.54 in mente. Så jeg gik hen over festivalpladsen en allersidste gang, som jeg har for vane til sidst, købte den allersidste veganske burger og gik mod udgangen.

Var det en god festivaloplevelse? Så bestemt. Meget har forandret sig siden ungdommens festivaler; transport- og toiletforhold er helt anderledes strømlinede og håndteringen af de to sædvanlige udfordringer, nemlig affald og mudder, er særdeles prof. Sikkerheden ved scenerne er også meget gennemtænkt, selvfølgelig som konsekvens af dødsulykken i 2000. Skulle jeg indvende noget, er det måske at der er færre fantasifulde indslag fra publikums side. Der er f.eks. ikke mange festivalgæster i underligt tøj længere. Det er dog næppe festivalens skyld, men derimod vel endnu en konsekvens af at fantasi og spræl får stadigt trangere kår i det konkurrencesamfund, nogle anser for at være en nødvendighed.

Flattr this!

Fredag på Roskilde

Så kom regnen til Roskilde-festivalen, og det blev en dag i pytternes, mudderet og røjsernes tegn.

Først så jeg 47Soul; der er i det hele taget masser af bands med tal i deres navne i år, og der er faktisk både et der hedder 67 og et der hedder 68… 47Soul er fra Palæstina og spiller en særdeles dansabel form for arabisk pop med inspiration fra dancehall og hiphop og med tekster på engelsk og arabisk. Selv om det silede ned, blev det en god oplevelse ved Apollo-scenen.

Bagefter nåede jeg at høre et par numre med Karl William. Han er født længe efter Kasper Winding og Sneakers og News først huserede, men det skulle man godt nok ikke tro. Underligt at overvære rehabiliteringen af dansk firserpop her.

Lidt senere nåede jeg også slutningen af koncerten med Angel Olsen, og jeg nåede også afslutningen af koncerten med Hieroglyphic Being – en mand, der sad bøjet over sin lille mixerpult og skruede elektronisk Chicago-techno frem i traditionen fra Carl Cox og Juan Atkins. På en og samme tid dansabelt (hvor godt man så end kan danse i røjser) og introvert.

Senere Father John Misty. Hvis Karl William rehabiliterer dansk firserpop, er det blevet Father John Mistys skæbne at gøre det samme for Randy Newman, hvis kombination af sarkastisk opgivende tekster og iørefaldende melodier han har taget til sig. Der var en overvægt af numre fra det seneste album, Pure Comedy. Det er så desværre også et album, der er alt for langt og er ved at kamme over i det livstrætte og kedelige. Det var ærgerligt at opdage at koncerten på Orange Scene var på nippet til at gå samme vej.

Så var der straks meget mere energi over Trentemøller. Han har efterhånden helt forladt den dansable techno, der prægede hans første album. Aftenens koncert var i høj grad en tæt sammenspillet band-præstation, der brugte guitar, bas og trommer sammen med Anders Trentemøllers keyboards og lod sig tydeligt inspirere af den dystre, mere eller mindre gotiske synthrock fra for 30 år siden. Især This Mortal Coil og New Order var klare referencepunkter.

Jeg hørte et enkelt nummer med australske Jagwa Ma, men jeg havde for længe siden bestemt mig til at høre  Lorde fra New Zealand, så den vej måtte jeg. En norsk pige, der var til sin første festival, spurgte mig om vej, så jeg fulgte hende derned. Imens fortalte hun mig om hvordan hendes mor havde været til den festival hvor U2 havde spillet. Det var i 1982, og da følte jeg mig gammel.

Lorde er heller ikke så gammel, kun 20 år, så jeg kunne snildt være hendes far. Igen følte jeg mig gammel. Åh, hvor årene dog går hurtigt. Alle sang med på “Royals”, selvfølgelig også jeg. Og det var en rigtig gennemført omgang pop, som det var svært ikke at holde af.

En observation: De fleste musikere er enten meget glade for at spille på Roskilde eller overmåde høflige. Jeg har i al fald endnu til gode at høre en musiker sige under sin koncert, at hun er flov over at give koncert her, at det er en elendig oplevelse og at publikum er grimme. Jeg kan af anmeldelserne se, at Angel Olsen brokkede sig over at publikum snakkede løs under hendes koncert. Men det forstår jeg bestemt godt at hun var træt af. Man behøver ikke at skulle være en engel, blot fordi man hedder Olsen.

Flattr this!

Torsdag på Roskilde

Jeg ankom til Roskilde Festival 2017 lige i tide til at høre to numre med Carl Emil Petersen, tidligere sanger og sangskriver i Ulige Numre. Det ene nummer var nyt, og lovede særdeles godt. Det andet nummer var den gamle kending “København”, og alle skrålede med.

Næste koncert fik jeg set i sin helhed. Future Islands ligner fire mænd, der lige har forladt et lærerværelse, og deres melodiske new wave-pop trækker på referencer fra første halvdel af 1980’erne, ikke mindst Simple Minds fra tiden omkring New Gold Dream hvor det var en bas, dee svømmede oven på store synth-flader og drev sangene frem. Men forsanger Samuel Herring er et meget specielt bekendtskab. Han brøler og danser og vrikker, og publikum elsker det, måske også fordi han er en voksen mand, der minder mange om deres klasselærer (og nogle også Burt Reynolds i hans yngre dage). Af og til er det dog også som om det kommer til at stå lidt i vejen for den faktisk rigtig udmærkede popmusik, som Future Islands jo egentlig burde bedømmes på.

Bagefter stod jeg i kø for at købe en burger, men det var jeg bestemt ikke den eneste, der gjorde (ellers var der jo ingen kø), så jeg luskede ned til Apollo hvor den amerikanske rapper Princess Nokia gav os sit bud på bas-tung og lidt elektronisk feministisk hiphop.
Og så sås jeg ellers med min gamle studiekammerat Carsten Sørensen og hans hustru og tidligere kolleger.  Vi prøvede at høre Elza Soares fra Brasilien. Men den gamle diva på 80 havde et band, der virkede forbløffende stift. Så vi gik igen.

Og jeg forsøgte forgæves at mødes med en Facebook-ven. Til gengæld fik jeg mødt Søren Vegeberg fra Studenterhuset og Joakim Hesse Lundstrøm fra Amnesty Internationals sekretariat.

Det sluttede for mit vedkommende med Hamilton Leithauser, der gav en indlevet og lun koncert med hovedvægt på sit album fra sidste år. På vej fra koncerten fangede jeg de sidste få numre fra The XX; nu var regnen kommet – foreløbig ikke som skybrud. Men i morgen…

Læs videre “Torsdag på Roskilde”

Flattr this!

En stor bunke sten?

Der var engang et band, der hed Guns’n’Roses. Men alle medlemmerne gik eller blev smidt ud, på nær Axl Rose. Og så spillede de i Aalborg. Var det stadig Guns’n’Roses? Det er 37 år siden, Bon Scott døde. Malcolm Young og Brian Johnson er nu også væk, og deres sanger er nu – Axl Rose. Er det stadig AC/DC? Dødsmetal/grindcore-pionererne Napalm Death findes stadig – eller gør de nu dét?, Der er nemlig ikke ét eneste af de oprindelige medlemmer tilbage. I Richie Blackmore’s Rainbow er der nu ikke ét eneste medlem tilbage fra bandets oprindelige storhedstid.

Det. vi har med at gøre, er rockmusikkens udgave af sorites-paradokset, som jeg har skrevet om her for år tilbage:  Hvis jeg har en stor bunke sten og fjerner én sten, er der stadig en stor bunke sten. Så fjerner jeg en sten mere, og vi har stadig en stor bunke sten. Men hvis jeg fortsætter på denne måde, er der kun to sten tilbage, og det er tydeligvis ikke en stor bunke sten. Hvornår skete overgangen? Sorites-paradokset kan løses ved at sige at begrebet “stor bunke sten” er et vagt begreb, dvs. at det ikke har en veldefineret afgrænsning.

Om 25 år er alle de oprindelige medlemmer af AC/DC sikkert afgået ved døden, og lur mig om ikke der stadig vil være AC/DC-koncerter til den tid, som kan fylde store koncertsale. Vil det band, der spiller til den tid, være AC/DC eller et AC/DC-hyldestband?

Flattr this!

En bisse besøger byen


På denne aften på Iggy Pops 70-års fødselsdag kunne jeg omsider gå til koncert med Thorbjørn Radisch alias Bisse. Sidste år måtte jeg gå forgæves på Roskilde Festival.

Også i aften var der tætpakket til den for længst udsolgte koncert på 1000Fryd.

Bisse er blevet udråbt til at være en ny C.V. Jørgensen (som jeg holder rigtig meget af), men det er tydeligt at Bisse opererer med flere variationer over sit musikalske udtryk – et mere “traditionelt sangorienteret” , men ikke desto mindre med en svært identificerbar struktur og så et beat-præget elektronisk udtryk. Ofte er strukturen af den enkelte sang svær af regne ud.

Men det ser ud til at virke! Stor ros i al fald herfra.

Flattr this!

Minderune for Mr Berry

Den første af det 20. århundredes musiklegender, som 2017 gjorde det af med, var Chuck Berry – men vi nåede da også at have ham blandt os i hele 90 år. Hans storhedstid lå for længst bag ham, og der er lidt for mange beretninger om optrædender, der ikke var gode, til at man kan glemme dem.

Men hans fingeraftryk på rockmusikken er stort og vedvarende, og det er altid tankevækkende at ikke helt få af pionererne inden for den “hvide” amerikanske rock jo faktisk har afrikansk baggrund.

Underligt nok har jeg faktisk ikke nogen albumudgivelser med Chuck Berry, men jeg synes alligevel (som vel mange andre fra min generation i min del af verden) at jeg kender hans musik ud og ind. Det hjælper bestemt også at andre store navne har haft hits med Berrys sange. Ovenfor en live-udgave fra 1976 af C’est la vie med Emmylou Harris; dette var faktisk den første sang med hende, jeg nogensinde hørte.

Hvad syntes Chuck Berry om alle dem, der kom efter ham? Der er et pudsigt lille interview fra et amerikansk fanzine fra 1980, hvor han giver sine indtryk af nogle dengang toneangivende bands. Om “God Save The Queen” med The Sex Pistols siger han

What’s this guy so angry about anyway? Guitar work and progression is like mine. Good backbeat. Can’t understand most of the vocals. If you’re going to be mad at least let the people know what you’re mad about.

Flattr this!

Endnu en aften med Love Shop

Og så vendte Love Shop tilbage til Skråen, hvor jeg første gang så dem spille i 1992. Der er ikke mange gengangere fra besætningen dengang – faktisk kun Jens Unmack himself og Thomas Topp-Duus. Og jeg bemærkede at publikum fra dengang heller ikke var der; alle havde tilsyneladende sendt deres forældre.

Tilbage i 2001 troede jeg vel at Love Shop var på højden af deres kunnen. Upartisk er jeg bestemt ikke, men jeg vil faktisk hævde at dette var en af de bedste aftener med Love Shop overhovedet. Bandet er tilbagelænet på en god måde og udstråler en spilleglæde som er misundelsesværdig.

Flattr this!

Elvis lever, har det godt og er sidst set i Aalborg

Elvis Costello skulle have givet koncert i Musikkens Hus i Aalborg den 20. maj 2016, men han pådrog sig en lungebetændelse og måtte aflyse. I går aftes nåede han omsider Aalborg, og det var første gang, jeg oplevede en koncert med ham – og han var alene på scenen med seks guitarer, et blåt flygel og en ukulele. Bag ham var en storskærm, forklædt som et kæmpemæssigt gammelt fjernsyn. Inden koncerten viste skærmen gamle Elvis Costello-musikvideoer, og selve koncerten blev også en fortælling om et langt og rigt liv som sanger og sangskriver. Det er interessant at tænke på at Elvis Costello, der slog igennem i 1977, meget snart har haft en musikkarriere der er dobbelt så lang som den, der tilkom Elvis Presley – som døde i 1977. Det er også interessant at tænke på at Elvis Costello er den eneste, der har skrevet og indspillet sange sammen med såvel Paul McCartney som Burt Bacharach!

Det første nummer var “Accidents Will Happen”, der er et af de numre, man forbinder med Costello. Desværre var det som om der var et eller andet galt med lyden, men snart efter faldt lyden heldigvis på plads og vi fik en rigtig vellykket koncert med både hits og sange, der ikke var så kendte. Der var indfølte versioner af bl.a. “Shipbuilding” og “Deep Dark Truthful Mirror” ved det blå flygel, der var fuzzede udgaver af “Watching the Detectives” og “Oliver’s Army” og et højdepunkt for mig var da Elvis Costello helt uden mikrofon eller forstærker gav os “Allison” fra debutalbummet My Aim Is True. Hele koncerten var kædet sammen af fortællinger – nogle gange røverhistorier – og mange af dem handlede om Elvis Costellos familie, hans forældre og hans farfar. Det hele sluttede med de to hits, som han ikke selv har skrevet, nemlig “She” (af Charles Aznavour) og “What’s So Funny About Peace, Love and Understanding (af Nick Lowe).

Inden ekstranumrene viste det kæmpemæssige fjernsyn et lille klip med Elvis Costellos far Ross MacManus, der også var sanger. Læg mærke til hvor meget Declan MacManus (der jo er Elvis Costellos rigtige navn)  ligner faderen!

Flattr this!

Hvert årti sine kabler

Siden jeg var teenager, er det sket én gang i årtiet: Jeg har skiftet mit musikanlæg ud. Egentlig hifi-entusiast har jeg aldrig været; den slags har jeg altid overladt til andre. Selv har jeg altid gerne “bare” villet have et anlæg, der kunne lyde fornuftigt uden at koste en bondegård og helst heller ikke se alt for klodset ud. Det var dog først, da jeg boede i Edinburgh i årene omkring 1990, at jeg fik et musikanlæg, der rent faktisk lød godt. Det var også omkring dét tidspunkt, jeg skilte mig af med kassettebåndoptager og pladespiller og nøjedes med en cd-afspiller (en god én!). For 13 år siden kom der en dvd-afspiller (med god lyd til cd’er!) og en receiver til i stedet for cd og stereotuner og -forstærker.

Sidste år købte jeg nye højttalere, fordi vi alligevel skulle renovere vores hjem, og da vi flyttede ind igen, indså jeg tidens fylde, da jeg forgæves forsøgte at købe et nyt kabel til at forbinde dvd-afspilleren med. “Mener du virkelig et analogt kabel?” spurgte en ung ekspedient med lettere vantro mine. Og få måneder senere gav den 13 år gamle receiver tydelige tegn på at være mæt af dage (eller også var den bare blevet teenager): Det var mere undtagelsen end reglen, at man kunne tænde den. Og omme bag den lave reol var der efterhånden blevet fremmanet en uskøn spaghettiret af ledninger og kabler.

Så i denne uge markerede jeg at endnu et årti var gået og brugte noget af resterne af arven efter min mor på at købe et nyt musikanlæg: En surround-receiver med trådløs internet-forbindelse og en disk-afspiller til cd/dvd/blu-ray (med god lyd!!).  Det bliver nok den sidste afspiller af den slags, jeg nogen sinde køber. Skal jeg så have en pladespiller? Jeg ved ikke rigtig; så hip er jeg ikke.

Fredag aften gik med at slås med at sætte alle højttalerkablerne rigtigt i [det var sværere end jeg troede!], forbinde alting og få indstillet surroundkanalerne ved hjælp af svup-lyde og en lille mikrofon sat på et raketagtigt papstativ [en underlig oplevelse!]. Mellem de to nye kasser går der nu ét enkelt HDMI-kabel; ingen forældede analoge kabler er tilbage. Spaghettiretten bag den lave reol er mindre prominent end før. Og det nye anlæg lyder godt og virker endda næsten som det skal – jeg mangler at regne ud hvordan jeg kan afspille musik fra hjemmets netværksdisk. Men det kommer nok. I skrivende stund har jeg fundet en af de gamle cd’er frem og lytter til den.

Flattr this!

Dengang i Slovenien

Indvandringsmodstanderen Donald Trumps hustru Melania er oprindelig fra Slovenien og boede, da hun var gymnasieelev i sidste halvdel af 1980erne, en overgang i hovedstaden Ljubljana. Her færdedes samtidig bandet Laibach med deres satirisk/foruroligende Neue Slowenische Kunst, som udstillede den gryende nationalisme og fascisme i det dengang endnu eksisterende Jugoslavien. Jeg tænker uvilkårligt på, om ikke den senere Mrs. Trump har hørt om dem. Måske har hun endog hørt om filosoffen Slavoj Žižek, der også indledte sin karriere i Ljubljana på denne tid. De har dog næppe mødt hinanden.

Laibachs sang ovenfor, “Geburt einer Nation”, er fra 1987 og har en mildt sagt foruroligende tekst om den stærke mand og folkets vilje. Den er millimeter fra at lyde som noget, Melanias senere ægtemand 30 år senere har sagt (og man aner, at Laibach har inspireret Rammstein ikke så lidt, omend sidstnævnte selvfølgelig spiller egentlig metal). Og så er “Geburt einer Nation” med dens korte intro, der citerer “The Star-Spangled Banner”, faktisk bare en oversættelse til tysk af Queens sang “One Vision” fra filmen Highlander. Ligesom Laibachs udgave af “Life is Life” (den skrev jeg om i 2011) er den en interessant kommentar til den nogen gange forsvindende lille forskel mellem floskler og fascisme.

Flattr this!