Eviva España?

Bilbomben mod Luis Carrer Blanco eksploderer 20. december 1973.

For tiden holder min familie og jeg ferie i Spanien, og ved et af disse underlige tilfælde fik jeg en fæl gammel popsang på hjernen i den anledning: “Eviva España”, der oprindelig er flamsk-belgisk, blev i Danmark et dansktophit for Elisabeth Esbjerg, men blev et meget større hit i Sverige og siden også i Storbritannien for Sylvia Vrethammar.

Ordet “Eviva” findes ikke på spansk og er simpelthen konstrueret for at få teksten til at passe til melodien!

Sangen er umiddelbart en uskyldig og lalleglad hyldest til sommerferie i Spanien, men den var et hit i 1973, hvor Spanien gennemlevede en meget grim periode af sin historie. Undertrykkelsen fra det fascistiske regime var meget tydelig. Den væbnede modstand fra diverse militante grupper (bl.a., men ikke kun ETA) var også eskaleret. Jeg husker, selv om jeg knap var 10 år, hvordan Francos arvtager Luis Carrero Blanco blev dræbt med en bilbombe i 1973 og hvordan to catalanske oprørere blev henrettet i garotte i 1974. Set i bakspejlet forekommer det upassende at hylde Spanien netop da. Sylvia Vrethammar fik dødstrusler og blev kaldt fascist, da “Eviva España” var et hit i Sverige, så også dengang var sangen kontroversiel.

Ved en underlig form for popmusikalsk retfærdighed blev en anden svensk sang om Spanien i øvrigt et meget større hit i Danmark få år senere, nemlig Björn Afzelius’ sentimentale “Juanita”. Den var til gengæld ikke bange for at kritisere diktaturet og dem, der lukkede øjnene for hvad der skete i Spanien. Jeg er ikke klar over, om Afzelius skrev sangen som en reaktion på “Eviva España”, men det skulle ikke undre mig.

I dag har der i øvrigt stadig ikke været noget retsopgør i Spanien, her mere end 40 år efter diktaturets fald. Nu dukker ønsket om et sådant opgør frem igen i kølvandet på regeringsskiftet tidligere i år.

En aften for DIGNITY

Backstage på Gamle Scene.

En række danske solister og bands har i de seneste år givet koncerter på Det Kongelige Teaters Gamle Scene til fordel for DIGNITY (Dansk Institut mod Tortur), der i 1982 blev stiftet af Inge Genefke og i dag har afdelinger i 20 lande. Ikke mange tænker på, at der er i Danmark bor mere end 30.000 mennesker, der er torturoverlevere. Omkring hver tredje flygtning i Danmark har været udsat for tortur.

I aften var det så Love Shop, der gav koncert til fordel for DIGNITY. For mig, der har fulgt Love Shop siden 1991 og har set deres udvikling fra de første, småt besøgte koncerter til at blive et fremragende livenavn, men også har været vidne til tabet af først Hilmer og siden Henrik, var dette en helt særlig aften. Mikael Simpson dukkede op og spillede mundharpe på bl.a. “Fremmedlegionær”, så Henrik ville have været stolt. Hvis nogen formår at tage Henriks mundharpetradition op, er det ham. Og Peter Sommer sang med på “En nat bliver det sommer” (ja, hvad ellers?) og forsøgte sig også som dansende jakkesæt.

Helt tilbage i 1980 besøgte jeg Det Kongelige Teaters Nye Scene og har ikke besøgt teateret siden. Aftenens besøg på Gamle Scene var også noget helt særligt for mig, og den nærmest andægtige stemning, der hviler over den store, gamle, gyldne sal var meget anderledes end den, man kender fra et spillested. Det var specielt at se Jens gå til scenens venstre forkant, vel vidende at dér havde Christian Den Fjerde stået i Elverhøj.

Efter koncerten fik nogle af os et sjældent kig backstage og måtte her konstatere, at Gamle Scenes baglokaler slet ikke ligner dem, man så i Olsen-banden ser rødt.

Husk at støtte DIGNITY! Besøg https://stoptortur.dk.

Burt Bacharach

Et album, som min mor holdt meget af, var A Portrait In Music med og af Burt Bacharach. Så det fik jeg også hørt ganske ofte i min barndom. Jeg har ikke kunnet finde albummet senere selv, og jeg ved ikke, om A Portrait In Music er tilgængeligt mere. Men det var fyldt med sofistikerede ørehængere, altid med tekst af den dygtige Hal David. Og coveret afslørede – og min mor vidste så afgjort – at Burt Bacharach ud over at være en usædvanligt dygtig melodimager også var en flot mand. Han kunne sagtens synge selv, men det var ofte sangerinder som Dusty Springfield, Aretha Franklin og ikke mindst Dionne Warwick, der med stort held fortolkede Bacharach/David.

En hel masse af det, jeg husker fra min opvækst, er væk, men Burt Bacharach er stadig iblandt os – og kommer endda til Danmark til sommer. I dag, lørdag den 12. maj 2018 fylder han 90. Tillykke, Burt – og tak for musikken!

(Og jeg fandt selvfølgelig et ordentligt Bacharach-opsamlingsalbum senere i livet, nemlig The Look of Love.)

Dårligt integreret?

Der er et interview hos DR med Lars Ulrich fra Metallica. Meget af interviewet handler om hvordan han opfatter sig selv efter at have tilbragt  mange år i USA. Han siger

– Folk bliver tit overrasket, når jeg siger, jeg er dansk. Jeg er dansk statsborger. Jeg rejser rundt med et lille, dansk, rødt pas. Jeg er ikke amerikansk statsborger. Jeg er dansk. Det er en væsentlig del af, hvem jeg er, og hvordan jeg ser verden.

– Nogle gange skal man lige have folk til at forstå, at jeg er dansk, og at det ikke er noget, jeg leger indimellem…

Og han mener det tydeligvis. Jeg har selv været til koncert med Metallica i Glasgow for mange år siden, da deres storsælgende “sorte album” udkom, og dengang, husker jeg, sad der et dannebrogsflag på Lars Ulrichs trommesæt. Det var i øvrigt en god koncert. Metallica er faldet meget af på den siden dengang, men til den koncert for mere end et kvart århundrede siden var de endnu skarpe.

Mange i Danmark er nok lidt stolte af den slags handlinger og udtalelser, og det var da også specielt for mig at se et dansk flag den aften i Glasgow; jeg var formodentlig den eneste dansker blandt publikum. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan mange i Danmark mon ville reagere, hvis en herboende udenlandsk musiker i et dansk ensemble sagde, at han efter mere end 30 år stadig ikke følte sig dansk og ikke ville være dansk statsborger.

Alt er forbundet

Jeg hører Singularity, det nye album med Jon Hopkins, en hel del for tiden. Engang syntes jeg, at der ikke kom så meget spændende musik fra Storbritannien længere – men det er jo løgn (og her har jeg slet ikke talt om ny, “seriøs” kompositionsmusik). Det, der er sket, er at den interessante britiske musik ikke så meget er den sædvanlige rockmusik, men derimod alt det andet. Singularity er et godt eksempel på interessant og samtidig lettilgængelig elektronisk musik fra Storbritannien. Nogle numre har meget insisterende beats, hvor det knitrer og brummer, mens andre nærmest er kor og piano med mindelser om Arvo Pärt.

Nogle gange har jeg spekuleret på, hvordan det mon ser ud, når en musiker som Jon Hopkins laver sin musik. Herunder ser man hvordan. “Open Eye Signal” er et af de svimlende numre fra forgængeren Immunity, der var det album, som var der hvor min interesse for Jon Hopkins’ musik blev vakt.

Wienerphilharmonikerne i Aalborg

Jeg har længe drømt om en dag at kunne opleve Wienerphilharmonikerne i Musikverein-salen i Wien, og meget gerne med en symfoni af Mahler på programmaet. I aften lykkedes det næsten. Wienerphilharmonikerne og Daniel Harding gæstede Musikkens Hus i Aalborg (Zubin Mehta, der oprindelig skulle have dirigeret, var blevet syg).

Først kom Leonard Bernsteins 1. symfoni, Jeremiah fra 1944, med den østrigske mezzosopran Elisabeth Kulman. Det er et dramatisk stykke musik, der tager udgangspunkt i fortællingen om profeten Jeremias. Desværre må jeg indrømme, at jeg ikke kender denne symfoni, men det vil jeg få gjort noget ved.

Efter pausen kom så et stykke østrigsk musik og endda et af mine yndlingsværker, Gustav Mahlers 5. symfoni. Fem satser på i alt 70 minutter, og et af de få klassiske værker, jeg efterhånden ejer i hele tre forskellige indspilninger (Sinopoli/Philharmoni, Barbirolli/New Philharmoni og Kubelik/Bayerische RSO).

Mahlers Femte fører os hele vejen fra den dystre march i første sats over den “falske finale” i anden sats, tværs gennem den store, mærkelige scherzo til den dybe længsel i adagiettoen og frem til finalen, hvor glæden vælder frem og adagiettoens melodi dukker op igen som en glad sang. Jeg har vel aldrig hørt noget orkester lyde så godt som her til aften; flere andre af Mahlers symfonier har jeg i indspilninger med Wienerphilharmonikerne, og den varme, fyldige lyd, som mange forbinder med orkesteret, genkendte jeg med det samme. Jeg var meget bevæget; på et tidspunkt kom tårerne endda frem hos mig.

Det var en mindre streg i regningen, at en ikke helt lille del af aftenens publikum agerede så kluntet. For mig virker det helt upassende at klappe mellem satserne, og til et værk som Mahlers Femte, hvor satserne er så lange, at nogle musikere kan være nødt til at stemme instrumenterne igen mellem satserne, bryder den slags koncentrationen. Underligt var det også at opleve nogen gå deres vej få minutter inden finalen sluttede. Det er trods alt ikke hver dag verdens måske ypperste symfoniorkester dukker op i Nordjylland for at spille en af de i enhver henseende største symfonier.

Forstædernes Buddha

Nogle gange, når verden er kompliceret og anstrengende (og det er den lige nu) må jeg ty til musikken for at finde en form for ro. For tiden får jeg lyttet til The Buddha of Suburbia. Dette album er det sidste, jeg manglede for at eje alle David Bowies albums, og i alt for mange år har jeg udskudt at købe det. The Buddha of Suburbia blev til i 1993, oprindelig som et lydspor til BBCs dramaserie af samme navn baseret på Hanif Kureishis roman (af samme navn). Der er ikke så mange anmeldelser af albummet derude, og det er synd. Det er nemlig ikke noget dårligt album, og det er underligt, at jeg i så lang tid gik forbi det. Jeg har vel troet, at det ikke var et “rigtigt” Bowie-album.

The Buddha of Suburbia er den i USA bosatte David Bowie for en stund tilbage i London og dens forstæder, og på instrumentalnumrene mærker man tydeligt en tilbagevenden til lydbilledet fra de instrumentale dele af Low og fra Heroes. Det klæder ham.

Her er titelnummeret.

En ren foræring?

Jeg begyndte sidste år at abonnere på en musik-streaming-tjeneste, og her valgte jeg Apple Music baseret på et billigt tilbud (og på at det er pænt integreret med iTunes på min iPhone). Fordelene er til at tage og føle på:  Jeg kan høre lige hvad jeg vil, når jeg vil, og jeg kan tilmed lytte til musikken på det gode anlæg derhjemme, for receiveren understøtter trådløs streaming i hjemmet.

Men vi ved også godt, hvad ulemperne er. Der er selvfølgelig udfordringen med lydkvalitet, for streamet musik lyder ikke så godt som vinyl eller cd, men dette er først og fremmest et teknisk problem.

De egentlige problemer er af anden art. Forretningsmodellen bag streaming er ikke god for de udøvende kunstnere bag musikken. Det har allerede længe været et problem, at kunstnerne får meget begrænsede royalties fra streaming-tjenesterne. Den amerikanske musiker Damon Krukowski har et interessant indlæg i Pitchfork om netop de problemer.

Damon Krukowski er nok ikke er en typisk musiker; hans websted afslører, at han ud over at indspille egen musik også har mange andre jern i ilden. Især er han en produktiv skribent.

Krukowski gør opmærksom på at det er en ganske lille del af musikken, der bliver streamet meget. For al den øvrige musik er afkastet lille, og der er samtidig en reel fare for at den sjældent spillede musik simpelthen vil forsvinde fra streaming-tjenesterne, præcis som de sjældent sete film ikke er at finde på streamingtjenester for film som Netflix. Jeg har tidligere skrevet om hvor svært det er blevet at få fat i gamle filmklassikere på dvd, og Netflix har ingen af dem og i det hele taget kun ganske få ældre film. Ét problem er at det ensretter vores lyttevaner. Et andet er, at store dele af vores kulturarv er i fare.

Et andet problem er at meget information om indspilninger er i fare for at gå tabt. Her tænker jeg på de kreditering af musikerne, sangtekster og anden tekstuel information, som vi kender fra lp-omslag og cd-hæfter. Alt dette fylder kun få kilobytes, men er ikke desto mindre ikke at finde som information på Apple Music.

Nogle musikere prøver at kompensere for lavere indtægter fra indspillet musik gennem at optræde, men der er mange grunde til at dette ikke er en holdbar løsning. Dels er der altid en øvre grænse for hvor mange koncerter, nogen kan nå at give, dels giver de store stadion- og festivalkoncerter med stort publikum nogle meget distancerede og anonyme oplevelser både for de optrædende og for publikum.

Krukowski indrømmer, at han ikke har en god løsning på problemerne, men nævner sine egne erfaringer med at give musik væk mod frivillige bidrag på nettet. På webstedet for hans tidligere band, Galaxie 500, koster det penge at hente musik. Til gengæld giver webstedet for hans nye musikudgivelser med duoen Damon & Naomi, hvor man kan hente musikken kvit og frit og give et bidrag efter eget valg, større afkast.

Om dette peger på en løsning, ved jeg ikke. Det eneste oplagte at gøre må være at lave en systematisk undersøgelse af hvordan det går for de musikere, der har valgt en tilsvarende forretningsmodel. Interessant nok skrev den amerikanske forfatter Cory Doctorow  helt tilbage i 2006 en artikel om hvordan han tjente penge på at give sine bøger væk.

Og jeg kan heller ikke lade være at bemærke, at det videnskabelige samfund længe har benyttet en tilsvarende økonomisk model, hvor vi har delt opdagelser med hinanden – uanset at f.eks. min chef på universitetet anser viden for at være en vare.

Frygten for at få succes

Nogle enkelte gange i mine nu mere end 25 år som universitetslærer har jeg oplevet at være vejleder for studerende, hvor vejledningsforløbet helt kuldsejlede. Det var studerende, der var rigtig talentfulde, men blev ved med at aflyse og udsætte møder med mig og aldrig afleverede noget som helst, selv om jeg insisterede på at vi da i det mindste skulle mødes engang imellem. Og i de tilfælde endte jeg desværre med at blive irriteret på dem, fordi jeg selv investerede en hel del af min tid og også havde forventninger til at de ville gennemføre. Men i dag kan jeg se, at det må have været en særlig præstationsangst, der må have stået bag.

I dag blev jeg færdig med Bob Mehrs gennemresearchede og velskrevne biografi om The Replacements (jeg skrev for ikke så længe siden om mine indtryk af samme bog her), og netop dén bog er faktisk en på én og samme tid interessant og irriterende beretning om en meget talentfuld rockgruppe, der led af en altædende præstationsangst. Hos The Replacements manifesterede den sig ved at de begyndte konsekvent at drikke sig fulde inden hver koncert og i ikke helt få tilfælde hurtigt begyndte at provokere publikum ved simpelthen at lade koncerterne falde fra hinanden i fordrukken adfærd. Nogle af deres turneer endte i slagsmål og regulært hærværk. Til vigtige optrædender, hvor der var talentspejdere fra store pladeselskaber til stede, og endda til bandets debut på landsdækkende tv i Saturday Night Live, gjorde The Replacements præcis det samme. De nægtede at indspille musikvideoer og i radiointerviews og til møder med berømte producere, der gerne ville arbejde med dem, var de konsekvent fulde og skæve og ubehøvlede. Bandets medlemmer var til sidst meget tæt på at gå helt til bunds i misbrugsproblemer. Hele vejen igennem dette kaotiske forløb blev de rost til skyerne for deres sangskrivning og fik Grammy-nomineringer og en masse ros fra mere etablerede musiknavne – men det kom der intet ud af.

Jeg holder også meget af The Replacements’ musik og har alle deres albums (og ganske meget af det solomateriale, medlemmerne siden lavede hver for sig). Men jeg har altid haft det svært med deres ubehagelige udskejelser og med hvordan de sårede så mange mennesker undervejs i karrieren, og endda nogen, der gav dem så mange chancer. Nu, hvor jeg har læst biografien om The Replacements, kan jeg se at de selv har det på samme måde – de fortryder og skal leve med det, de gjorde dengang i 1980’erne. I dag kan jeg også se, at hele deres destruktive adfærd var udtryk for den samme præstationsangst, som man kan se i uddannelsessystemet hos nogle meget talentfulde studerende – nemlig en frygt for både succes og for fiasko.

Den lykkelige Jantelov?

Nogle gange har jeg hørt bestemte danskere forbande janteloven som en årsag til at de ikke får den store succes, de mener at kunne få, netop fordi de er danskere og dermed ligger under for Janteloven.

Så er det interessant at se Janteloven gennem amerikanske briller. I denne uge har jeg nemlig læst en amerikansk artikel, der faktisk bruger Janteloven til at forklare hvorfor Danmark skulle være det lykkeligste land i verden ifølge undersøgelser! 

Janteloven skulle ifølge artiklen afspejle en mentalitet, hvor man ikke forventer noget særligt af sig selv ud over at leve et gennemsnitligt liv – og derfor vil man så være tilfreds, hvis livet kaster mere af sig end dét.

Også i amerikansk rockhistorie dukker Janteloven op som en slags ideal. For tiden er jeg ved at læse Trouble Boys; The True Story of The Replacements, der er den definitive biografi af Bob Mehr om 1980’er-bandet The Replacements. De kom fra Minneapolis i delstaten Minnesota, en delstat hvortil der i sin tid kom mange indvandrere fra de nordiske lande. Flere af medlemmerne fra The Replacements havde da også nordiske aner. Langt inde i den velskrevne bog dukker Aksel Sandemoses “lov” så op som en forklaring på hvad The Replacements havde som grundindstilling:

“There’s a Norwegian word that a lot of Minnesotans know: Jantelagen”, said Hoeger. “It pretty much means, ‘don’t brag’ or ‘don’t have big aspirations’. That while Minnesota thing of being humble, I think that’s really reflected in Paul [Paul Westerberg, gruppens frontfigur og sangskriver], his whole self-deprecating humor and attitude. But at the same time, you know deep down that he thought the Replacements could rock out better than anybody else, that they were something special.”

Interessant nok var The Replacements bestemt ikke noget lykkeligt band. I store dele af bandets karriere spændte de temmelig konsekvent ben for sig selv på mange måder, og selv om mange af deres musikerkolleger roste dem til skyerne, fik de aldrig den succes, de fleste kritikere spåede dem. Det endte i konflikter (endda mellem brødre; den ene Stinson-bror blev smidt ud, den anden fortsatte i bandet) og misbrugsproblemer. Da The Replacements endelig tog sig sammen og så ud til at kunne få det store gennembrud, gik de fra hinanden. Det var faktisk kun gruppen selv, der ikke troede, at de var noget. Så meget for Janteloven som ideal.