Forstædernes Buddha

Nogle gange, når verden er kompliceret og anstrengende (og det er den lige nu) må jeg ty til musikken for at finde en form for ro. For tiden får jeg lyttet til The Buddha of Suburbia. Dette album er det sidste, jeg manglede for at eje alle David Bowies albums, og i alt for mange år har jeg udskudt at købe det. The Buddha of Suburbia blev til i 1993, oprindelig som et lydspor til BBCs dramaserie af samme navn baseret på Hanif Kureishis roman (af samme navn). Der er ikke så mange anmeldelser af albummet derude, og det er synd. Det er nemlig ikke noget dårligt album, og det er underligt, at jeg i så lang tid gik forbi det. Jeg har vel troet, at det ikke var et “rigtigt” Bowie-album.

The Buddha of Suburbia er den i USA bosatte David Bowie for en stund tilbage i London og dens forstæder, og på instrumentalnumrene mærker man tydeligt en tilbagevenden til lydbilledet fra de instrumentale dele af Low og fra Heroes. Det klæder ham.

Her er titelnummeret.

En ren foræring?

Jeg begyndte sidste år at abonnere på en musik-streaming-tjeneste, og her valgte jeg Apple Music baseret på et billigt tilbud (og på at det er pænt integreret med iTunes på min iPhone). Fordelene er til at tage og føle på:  Jeg kan høre lige hvad jeg vil, når jeg vil, og jeg kan tilmed lytte til musikken på det gode anlæg derhjemme, for receiveren understøtter trådløs streaming i hjemmet.

Men vi ved også godt, hvad ulemperne er. Der er selvfølgelig udfordringen med lydkvalitet, for streamet musik lyder ikke så godt som vinyl eller cd, men dette er først og fremmest et teknisk problem.

De egentlige problemer er af anden art. Forretningsmodellen bag streaming er ikke god for de udøvende kunstnere bag musikken. Det har allerede længe været et problem, at kunstnerne får meget begrænsede royalties fra streaming-tjenesterne. Den amerikanske musiker Damon Krukowski har et interessant indlæg i Pitchfork om netop de problemer.

Damon Krukowski er nok ikke er en typisk musiker; hans websted afslører, at han ud over at indspille egen musik også har mange andre jern i ilden. Især er han en produktiv skribent.

Krukowski gør opmærksom på at det er en ganske lille del af musikken, der bliver streamet meget. For al den øvrige musik er afkastet lille, og der er samtidig en reel fare for at den sjældent spillede musik simpelthen vil forsvinde fra streaming-tjenesterne, præcis som de sjældent sete film ikke er at finde på streamingtjenester for film som Netflix. Jeg har tidligere skrevet om hvor svært det er blevet at få fat i gamle filmklassikere på dvd, og Netflix har ingen af dem og i det hele taget kun ganske få ældre film. Ét problem er at det ensretter vores lyttevaner. Et andet er, at store dele af vores kulturarv er i fare.

Et andet problem er at meget information om indspilninger er i fare for at gå tabt. Her tænker jeg på de kreditering af musikerne, sangtekster og anden tekstuel information, som vi kender fra lp-omslag og cd-hæfter. Alt dette fylder kun få kilobytes, men er ikke desto mindre ikke at finde som information på Apple Music.

Nogle musikere prøver at kompensere for lavere indtægter fra indspillet musik gennem at optræde, men der er mange grunde til at dette ikke er en holdbar løsning. Dels er der altid en øvre grænse for hvor mange koncerter, nogen kan nå at give, dels giver de store stadion- og festivalkoncerter med stort publikum nogle meget distancerede og anonyme oplevelser både for de optrædende og for publikum.

Krukowski indrømmer, at han ikke har en god løsning på problemerne, men nævner sine egne erfaringer med at give musik væk mod frivillige bidrag på nettet. På webstedet for hans tidligere band, Galaxie 500, koster det penge at hente musik. Til gengæld giver webstedet for hans nye musikudgivelser med duoen Damon & Naomi, hvor man kan hente musikken kvit og frit og give et bidrag efter eget valg, større afkast.

Om dette peger på en løsning, ved jeg ikke. Det eneste oplagte at gøre må være at lave en systematisk undersøgelse af hvordan det går for de musikere, der har valgt en tilsvarende forretningsmodel. Interessant nok skrev den amerikanske forfatter Cory Doctorow  helt tilbage i 2006 en artikel om hvordan han tjente penge på at give sine bøger væk.

Og jeg kan heller ikke lade være at bemærke, at det videnskabelige samfund længe har benyttet en tilsvarende økonomisk model, hvor vi har delt opdagelser med hinanden – uanset at f.eks. min chef på universitetet anser viden for at være en vare.

Frygten for at få succes

Nogle enkelte gange i mine nu mere end 25 år som universitetslærer har jeg oplevet at være vejleder for studerende, hvor vejledningsforløbet helt kuldsejlede. Det var studerende, der var rigtig talentfulde, men blev ved med at aflyse og udsætte møder med mig og aldrig afleverede noget som helst, selv om jeg insisterede på at vi da i det mindste skulle mødes engang imellem. Og i de tilfælde endte jeg desværre med at blive irriteret på dem, fordi jeg selv investerede en hel del af min tid og også havde forventninger til at de ville gennemføre. Men i dag kan jeg se, at det må have været en særlig præstationsangst, der må have stået bag.

I dag blev jeg færdig med Bob Mehrs gennemresearchede og velskrevne biografi om The Replacements (jeg skrev for ikke så længe siden om mine indtryk af samme bog her), og netop dén bog er faktisk en på én og samme tid interessant og irriterende beretning om en meget talentfuld rockgruppe, der led af en altædende præstationsangst. Hos The Replacements manifesterede den sig ved at de begyndte konsekvent at drikke sig fulde inden hver koncert og i ikke helt få tilfælde hurtigt begyndte at provokere publikum ved simpelthen at lade koncerterne falde fra hinanden i fordrukken adfærd. Nogle af deres turneer endte i slagsmål og regulært hærværk. Til vigtige optrædender, hvor der var talentspejdere fra store pladeselskaber til stede, og endda til bandets debut på landsdækkende tv i Saturday Night Live, gjorde The Replacements præcis det samme. De nægtede at indspille musikvideoer og i radiointerviews og til møder med berømte producere, der gerne ville arbejde med dem, var de konsekvent fulde og skæve og ubehøvlede. Bandets medlemmer var til sidst meget tæt på at gå helt til bunds i misbrugsproblemer. Hele vejen igennem dette kaotiske forløb blev de rost til skyerne for deres sangskrivning og fik Grammy-nomineringer og en masse ros fra mere etablerede musiknavne – men det kom der intet ud af.

Jeg holder også meget af The Replacements’ musik og har alle deres albums (og ganske meget af det solomateriale, medlemmerne siden lavede hver for sig). Men jeg har altid haft det svært med deres ubehagelige udskejelser og med hvordan de sårede så mange mennesker undervejs i karrieren, og endda nogen, der gav dem så mange chancer. Nu, hvor jeg har læst biografien om The Replacements, kan jeg se at de selv har det på samme måde – de fortryder og skal leve med det, de gjorde dengang i 1980’erne. I dag kan jeg også se, at hele deres destruktive adfærd var udtryk for den samme præstationsangst, som man kan se i uddannelsessystemet hos nogle meget talentfulde studerende – nemlig en frygt for både succes og for fiasko.

Den lykkelige Jantelov?

Nogle gange har jeg hørt bestemte danskere forbande janteloven som en årsag til at de ikke får den store succes, de mener at kunne få, netop fordi de er danskere og dermed ligger under for Janteloven.

Så er det interessant at se Janteloven gennem amerikanske briller. I denne uge har jeg nemlig læst en amerikansk artikel, der faktisk bruger Janteloven til at forklare hvorfor Danmark skulle være det lykkeligste land i verden ifølge undersøgelser! 

Janteloven skulle ifølge artiklen afspejle en mentalitet, hvor man ikke forventer noget særligt af sig selv ud over at leve et gennemsnitligt liv – og derfor vil man så være tilfreds, hvis livet kaster mere af sig end dét.

Også i amerikansk rockhistorie dukker Janteloven op som en slags ideal. For tiden er jeg ved at læse Trouble Boys; The True Story of The Replacements, der er den definitive biografi af Bob Mehr om 1980’er-bandet The Replacements. De kom fra Minneapolis i delstaten Minnesota, en delstat hvortil der i sin tid kom mange indvandrere fra de nordiske lande. Flere af medlemmerne fra The Replacements havde da også nordiske aner. Langt inde i den velskrevne bog dukker Aksel Sandemoses “lov” så op som en forklaring på hvad The Replacements havde som grundindstilling:

“There’s a Norwegian word that a lot of Minnesotans know: Jantelagen”, said Hoeger. “It pretty much means, ‘don’t brag’ or ‘don’t have big aspirations’. That while Minnesota thing of being humble, I think that’s really reflected in Paul [Paul Westerberg, gruppens frontfigur og sangskriver], his whole self-deprecating humor and attitude. But at the same time, you know deep down that he thought the Replacements could rock out better than anybody else, that they were something special.”

Interessant nok var The Replacements bestemt ikke noget lykkeligt band. I store dele af bandets karriere spændte de temmelig konsekvent ben for sig selv på mange måder, og selv om mange af deres musikerkolleger roste dem til skyerne, fik de aldrig den succes, de fleste kritikere spåede dem. Det endte i konflikter (endda mellem brødre; den ene Stinson-bror blev smidt ud, den anden fortsatte i bandet) og misbrugsproblemer. Da The Replacements endelig tog sig sammen og så ud til at kunne få det store gennembrud, gik de fra hinanden. Det var faktisk kun gruppen selv, der ikke troede, at de var noget. Så meget for Janteloven som ideal.

Et nyt overblik

Der er en del af mig, der nikker genkendende til High Fidelity af Nick Hornby – romanen om de indædt musikelskende og -klassificerende mænd, den, der siden blev en film med John Cusack og Iben Hjejle. I dag kom der endnu et kapitel i dén fortælling.

Nogle af dem, jeg kender, har genopdaget glæden ved lp’er og anskaffet sig en pladespiller. Selv har jeg haft svært ved at nå til dét nostalgiske niveau og befinder mig endnu i en verden af små, blanke skiver, som jeg har anskaffet mig fra december 1988 og frem. Selv om jeg abonnerer på en musikstreaming-tjeneste, køber jeg faktisk stadig cd’er af og til, og sidste år investerede jeg endda i noget så gammeldags som en ny disk-afspiller, der kan spille ikke bare cd’er, men også alle de andre beslægtede optiske formater, der siden er kommet til (især dvd, super-audio cd og blu-ray). Der er noget udefinerbart hyggeligt ved at “sidde med musik og film i hånden”.

I dag gjorde jeg så omsider det, jeg ikke fik gjort, da jeg havde samlet det lave hvide skab i fjor: Jeg hev alle mine cd’er ud og sorterede dem alfabetisk og efter årstal. På dén måde genopdagede jeg mine albums med The Go-Betweens (de er stadig værd at lytte til) og The Only Ones (et for længst hedengangent engelsk band, som også stadig er værd at lytte til) og opdagede til min forbløffelse, at jeg havde to eksemplarer af Porcupine med Echo and The Bunnymen. Forklaringen var den enkle, at det ene eksemplar var en genudgivelse med bonusspor, som jeg engang havde købt på en rejse til USA.

Nu er alle de mere end 1000 cd’er placeret i den skønneste orden: Opsamlingen Incursions in Illbient står lige før et album med Grethe Ingmann, der står lige før Turn On The Bright Lights med Interpol. I et særligt hjørne står alle de klassiske udgivelser.

Og oppe ovenpå, i et skab lige bag den Rickenbacker 4001 fra 1975, som jeg spiller alt, alt for lidt på, står der endnu 1000 cd’er, som jeg skal have gjort orden i en anden gang. I dag tog det seks timer, så jeg venter nok lidt med det.

Genhør med den gyldne budbringer

Et af de albums, jeg er allermest glad for netop nu, er Hallelujah Anyhow af og med det amerikanske band Hiss Golden Messenger, der vel reelt er sanger og sangskriver Mike Taylor med backingband. Jeg skrev om Hiss Golden Messenger her i 2014, efter at jeg havde hørt albummet Bad Debt, der egentlig er Mike Taylors oprindelige demoudgaver af sange, der senere endte på flere senere albums – men her med kun ham selv på akustisk guitar. Man kalder som regel Hiss Golden Messengers musik for country-rock, men jeg ved nu, at jeg ikke er den eneste, der også bliver mindet om Crowded House (på en god måde). Det er opløftende og enkel musik, traditionel sangskrivning når det fungerer bedst. Tilbage i 2015 så jeg Hiss Golden Messenger i Aarhus, og efter koncerten fik jeg endda så heldig at få en lille snak med Mike Taylor.

Herunder er en optagelse af en koncert med Hiss Golden Messenger fra tidligere i år.

 

En aften for 1000fryd

1000Fryd opstod som en forening i Aalborg først i 1980’erne, og mange kender mest stedet i Kattesundet som et spillested. Og det er også mest i den forbindelse, jeg er kommet der gennem årene – hvis vi ser bort fra en meget kort periode hvor jeg selv var med til at låne et øvelokale der for knap 30 år siden og rent faktisk spillede selv. Men 1000Fryd er mere end bare et spillested; det er et kreativt miljø, som har fostret ikke helt få aalborgensiske kulturpersonligheder. Bedst kendt er vel nok Jakob Ejersbo.

I modsætning til Ungdomshuset i København har 1000Fryd gennem stort set alle årene mødt megen velvilje og har haft et generelt godt forhold til Aalborg kommune. Alligevel har der desværre  gennem årene været behov for støttekoncerter for at sikre stedets overlevelse, og ekstra trist var situationen for knap et år siden, da aktivisterne på 1000fryd måtte konstatere, at en tidligere bestyrer havde fusket med midlerne.

Her til aften var det tid til endnu en støttekoncert, der denne gang blev afholdt på Huset i Hasserisgade, hvor der er plads til en del flere mennesker end på det lille 1000Fryd. Alle bands spillede gratis, heriblandt det slet ikke ukendte Magtens Korridorer. Interessant nok har de faktisk aldrig spillet på 1000Fryd – men de ville gerne tage turen helt fra Rigets Centrum for at give koncert.

Blandt publikum så jeg ganske mange kendte ansigter fra dengang i forrige århundrede, hvor jeg selv ofte var at finde på 1000Fryd – og også flere af de gamle bestyrere var der, bl.a. Anders Wested (som jeg senere har kendt fra vores arbejde mod Egholmmotorvejen) og Per Clausen (formand for Dansk Magisterforening, folketingsmedlem, byrådsmedlem osv.). Og jeg blev endnu engang mindet om at jeg bestemt ikke er 25 år mere; faktisk sad der en ikke ubetydelig rest af træthed i mig efter to aftener med koncerter med henholdsvis PJ Harvey og Patti Smith.

Den bedst kendte anekdote om 1000Fryd er vel, at der engang var en amerikansk rocktrio, som man sagde nej til et koncerttilbud fra. Der gik ikke så lang tid, så udkom Nevermind, og resten er som man siger, historie. Per Clausen var bestyrer i perioden 1988-89 og kunne derfor ikke fortælle, hvem der dog havde sagt nej til Nirvana, men her til aften var der en vis enighed om at den forpassede mulighed for at spille i Aalborg kunne have været dét, der var med til at gøre det af med Kurt Cobain få år senere.

Og jeg fik købt en folkeaktie; den kan man se på billedet ovenfor. Jeg skulle betale kontant; ellers havde jeg betalt mere end 200 kroner for den.

Patti Smith på slottet

Så kom dagen hvor Patti Smith gav sin eneste koncert i Danmark. Den fandt sted på Sostrup slot på Djursland. Min hustru og jeg fik kørelejlighed derned med Kirsten, som jeg gik i gymnasiet med.

Publikum var klart i den modne ende til denne koncert. I hele menneskemængden var der ikke rigtig nogen jeg kendte – bortset fra Ritt Bjerregaard, men hun kender formodentlig ikke mig.

Opvarmningen var med Annisette, der på ganske mange måder er en åndsfælle til Patti Smith; engang spekulerede jeg på om disse to store sangerinder kendte til hinanden, men det ved jeg nu at de gør. Fælles er deres politiske engagement og insisteren på nødvendigheden af kærlighed og forsoning. En interessant detalje er at Patti Smith, da hun var ved at slå igennem i USA, af nogle anmeldere blev sammenlignet netop med Annisette!

Annisettes korte koncert var en fin oplevelse, og det var umuligt ikke at blive dybt berørt af hendes kraftfulde stemme og aldrig svigtende intensitet.

Patti Smith er en fascinerende performer og en af rockens legender. Hun bygger bro mellem to strømninger, nemlig hippietiden, som hun kom fra, og punkrocken, som hun havnede midt i. Hun var samtidig blandt de første til at insistere på at rockmusik også kunne være kunst. Og så var der jo også lige venskabet med Bruce Springsteen dengang i 1970’erne. På en scene fremstår Patti Smith venlig og viis, men også med den excentricitet som en lang karriere har kunnet fremelske. Min hustru lagde f.eks. mærke til hendes underlige vane med at spytte (!!) mens hun sang – jeg spekulerer på om hun overhovedet tænker over det!

Patti Smith startede i det rolige og allermest hippieprægede hjørne med sange som “Dancing Barefoot” og “Ghost Dance”. Undervejs var der også tid til et par covernumre – et U2-nummer fra 1987, “Mothers of the Disappeared” (fra The Joshua Tree) og “Rocking in the Free World” af Neil Young, som bandet faktisk spillede uden Patti Smith!

Den sidste halve time af koncerten var dog klart den mest intense, og publikum rejste sig nu fra stolene og kom tæt på scenen. Vi fik hittene “Because The Night”, “Gloria” og “People Have The Power” – og til sidst, lidt overraskende, en smuk hyldest til Elvis Presley med hans “Can’t Help Falling in Love”.

Omgivelserne på Sostrup slot var meget smukke, og den regn der var blevet truet med, udeblev helt; det blev en smuk sensommeraften. Den logistiske side af sagen lod til gengæld en hel del tilbage at ønske – madkøerne var især ufatteligt lange (det tog knap en time at få noget at spise), og allerede i pausen efter Annisettes sæt var der udsolgt af hotdogs. Vi var langt fra det niveau og den driftssikkerhed, man kender fra ikke mindst Roskilde Festival.

PJ Harvey har gjort det igen

Jeg så PJ Harvey på Roskilde Festival i 2016, og det var en koncert, der var hele festivalbilletten værd. Her til aften var jeg til koncert i Randers med hende og hendes ni mand store band, og også dét blev en usædvanligt god oplevelse. Det skadede bestemt ikke, at det denne gang var lykkedes at på billetter på forreste række eller at koncerten fandt sted på Værket, hvor der kun er plads til 1000 tilskuere.

PJ Harvey er en meget intens performer, og ligesom sidste år gik der en hel time inden hun henvendte sig til publikum. Men det er ikke udtryk for arrogance, men for en usædvanligt stor indlevelse. Det blev en koncert, der i modsætning til Roskilde 2016 også i stor udstrækning besøgte de tidligere albums før Let England Shake. Bl.a. var der en række numre fra White Chalk, et album som jeg må indrømme at jeg ikke har hørt så meget som det fortjente at blive lyttet til. Og så var der endnu engang et dyk helt tilbage til “50 Ft Queenie” fra det hårdt rockende andet album Rid Of Me.

Bandet med de mangeårige samarbejdspartnere John Parish og Mick Harvey skal selvfølgelig også have sin del af æren, sammenspillet som det er og med evnen til at forløse PJ Harveys mangefacetterede univers af sange.

Og så blev det lørdag på Roskilde


Min sidste dag på Roskilde Festival 2017 startede med The Digable Planets. Dem så jeg faktisk også på festivalen tilbage i 1993; dengang var de albumaktuelle med Reachin’. Siden da lavede trioen endnu et album, og derefter gik de fra hinanden. Nu er de så gendannet. Deres jazz-inspirerede hiphop med eftertænksomme tekster kom vel aldrig til at danne skole, men det er musik, som holder den dag i dag, og det var helt tydeligt til dagens koncert. Med sig havde de tre vokalister et særdeles tight ensemble, og det var en fornøjelse at høre de gamle numre igen i denne opsætning. Slutningen på koncerten var især energisk.

Resten af dagen gik med at se lidt af hvert.

Jeg slog et smut ind omkring det amerikanske deathcore-band Full of Hell, og derefter overvejede jeg et kort øjeblik at se det gendannede Slowdive, men bestemte mig alligevel for at lade være. Slowdive var trods alt et band, der ikke rigtig havde sagt mig noget dengang i 1990’erne.

I stedet mødtes jeg igen med min fordums studiekammerat Carsten og hans hustru og prøvede at forklare ham hvordan den akademiske biks er skruet sammen i Danmark i dag. Dét blev dog for nedslående, så jeg fik derfor omsider at vide hvor der findes et minde kedeligt udbud af øl. Fantastisk var det vel ikke, men der var dog øl fra bryggerier som Grimberger og Brooklyn, som festivalens hovedsponsor De Forenede Bryggerier samarbejder med.

Siden prøvede jeg at finde Amnestys stand i campingområdet, men den var lukket, og jeg traskede over for at høre The Priests fra USA. Det var spild af tid. The Priests spiller en kantet og dissonant rock som jeg hørte en hel del af for 25 år siden, men efterhånden har mistet interessen for. Og jeg mistede da også hurtigt interessen for The Priests. Sangeren gik tydeligvis efter en slags “dum blondine”-image, som jeg heller ikke rigtig kunne se ideen med.

Janka Nabay and The Bubu Gang var det mest spændende jeg fik set; Nabay bor i USA men er fra Sierra Leone. Resten af bandet kommer består af en bassist fra Syrien, en trommeslager fra Hawaii og en keyboardmand, som jeg desværre ikke fik fanget hvor var fra. Resultatet var helt igennem dansabelt, og til sidst blev en tilskuer inviteret op på scenen så han kunne spille med på tromme i det afsluttende nummer! Den unge mand med klasket hår og hornbriller var lidt overvældet, men det gik faktisk godt.

Da jeg kom ud fra Gloria-scenen, var solen kommet frem og himlen godt på vej til at blive blå.

Mange havde set frem til Ice Cube, men han har aldrig sagt mig noget. Nogle ser NWA som pionerer, men jeg synes snarere at deres forherligelse af bandekriminalitet og tilfældig vold var et skridt i den helt forkerte retning bort fra alle de landvindinger som Public Enemy, De La Soul, A Trine Called Quest og mange andre repræsenterede. Jeg  er heller ikke imponeret over Ice Cubes vokale talenter; han gør mere end han rapper, og hele hans sceneoptræden i dag mindede mig desværre mest om de brovtende mænd, der sad og hang på cafeteriet i Arentsminde i min barndom.

Til sidst var det så tid til Arcade Fire, som nok var dem jeg havde set allermest frem til. Og det blev da også en særdeles positiv oplevelse ved denne koncert her på Canadas nationaldag – Arcade Fire er som bekendt fra Montreal. Der var mange numre fra gruppens bagkatalog (herunder meget fra debutalbummet), men også prøver på det kommende album. Når man på denne måde hører et tværsnit af Arcade Fires musik, opdager man for alvor at de står i stor gæld ikke bare til David Bowie og Bruce Springsteen, men faktisk også til ABBA.

Her sluttede festivalen for mit vedkommende; jeg ville gerne have oplevet tyske Moderat også, men tanken om en lang koncert med start 00.30 var lidt afskrækkende med min togrejse hjem kl. 10.54 in mente. Så jeg gik hen over festivalpladsen en allersidste gang, som jeg har for vane til sidst, købte den allersidste veganske burger og gik mod udgangen.

Var det en god festivaloplevelse? Så bestemt. Meget har forandret sig siden ungdommens festivaler; transport- og toiletforhold er helt anderledes strømlinede og håndteringen af de to sædvanlige udfordringer, nemlig affald og mudder, er særdeles prof. Sikkerheden ved scenerne er også meget gennemtænkt, selvfølgelig som konsekvens af dødsulykken i 2000. Skulle jeg indvende noget, er det måske at der er færre fantasifulde indslag fra publikums side. Der er f.eks. ikke mange festivalgæster i underligt tøj længere. Det er dog næppe festivalens skyld, men derimod vel endnu en konsekvens af at fantasi og spræl får stadigt trangere kår i det konkurrencesamfund, nogle anser for at være en nødvendighed.