Kategoriarkiv: Musik

Hvad Gustav Mahler fortæller mig

fotografi-den-08-09-2016-kl-22-07
Og det er et billede af en anden (og samtidig) østrigsk Gustav i baggrunden.

Jeg holder meget af Gustav Mahlers musik. Hans 3. symfoni fra 1896 er den længste og største symfoni, som er del af det sædvanlige klassiske koncertrepertoire. Der er seks satser, og den kræver et udvidet symfoniorkester med tæt på 100 musikere, en mezzosopran og et børnekor. Hele symfonien er af spillefilmslængde – den tager mere end halvanden time at opføre. Det er derfor ikke tit, man får den at høre live. Sidste år hørte jeg den på P2 Klassisk med DRs symfoniorkester dirigeret af selveste Vladimir Ashkenazy. Og det var meget, meget smukt. Jeg har en ældre indspilning med Claudio Abbado og Wienerfilharmonikerne, Wienersängerknaben og Jessye Norman. Også den er smuk.

De seks satser havde oprindelig undertitler – f.eks. havde første sats  undertitlen “Pan erwacht. Der Sommer marschiert ein” og tredje sats hed “Was mir die Tiere im Walde erzählen”. Dette er en symfoni, der kommer vidt omkring; den viser den store østrigske komponists betagelse af naturen og ikke mindst Alperne, og den viser også de tanker, han gjorde sig om mennesket, livet og gudstroen. Det er ikke i enhver symfoni, der først kommer en eftertænksom tekst af en så udtalt ateist som Nietzsche (“O Mensch, Gib Acht” i 4. sats) og siden en henrevet tekst om englene og Jesus (“Es sungen drei Engel“ i 5. sats). Det er en bedrift at kunne få alle disse elementer til at stråle, både hver for sig og sammen.

Desværre er det heller ikke så tit, jeg får hørt den Tredje. Det kræver et godt musikanlæg (det har jeg vel egentlig) og halvanden times uforstyrret ro (det har jeg ikke så tit). Men i aften kom symfonien så til Aalborg og blev opført i Musikkens Hus af Aalborg Symfoniorkester, Aalborg Symfoniorkesters koncertkor og den svenske mezzosopran Susanne Resmark. Dirigent var selveste Michael Schønwandt.

Jeg kan nok ikke helt adskille oplevelsen af Mahlers 3. symfoni som sådan fra den faktiske fremførelse, og på den måde er jeg vel ikke neutral og måske bare for nem at begejstre. Fra for mange år siden husker jeg en opførelse af den 2. symfoni med Maris Jansons som dirigent, som jeg ikke var så begejstret for, men ellers har jeg været enten ukritisk eller heldig, når jeg har hørt Mahler.

Men aftenens fremførelse ramte de rigtige steder. Jeg blev meget grebet af den tredje sats med den dejlige posthorn-solo, som bliver spillet ude fra baglokalet (!!); dette var den eneste måde, Mahler kunne “mixe soloen ned” på. Smukt var det og fyldt af alpeagtig længsel; der randt en tåre. Og symfoniens finale fremstod præcis så gribende og inderlig, som den skal; den kalder billeder frem af en  solnedgang på en fredfyldt aften. Med i hele oplevelsen er også det, man aldrig kan få med fra indspilningerne: Stemningen i salen, koret der rejser sig ved begyndelsen af femte sats, musikerne der er nødt til at stemme instrumenterne igen i en pause mellem de første to satser.

Jeg var godt tilfreds, det var jeg. Det var resten af publikum også, at dømme efter det lange, stående bifald.

Flattr this!

Birgit Lystager og Svend Åge Madsen

loveslabyrinth

I sidste afslørede min kollega Lisbeth Fajstrup at hun i sin tid har fået udgivet en plade; pladens release party fandt sted samtidig med at Birgit Lystager fejrede sin nye udgivelse. Det fik mig til at tænke på denne nu desværre lidt glemte Aarhus-sangerinde, der i år fyldte 70 (og således er helt jævnaldrende med den amerikanske rocklegende Patti Smith).

Hvor mange ved at Svend Åge Madsen, Aarhus’ produktive nationalforfatter, manden bag bl.a. Tugt og utugt i mellemtiden og At fortælle menneskene, skrev tekster til et af Birgit Lystagers albums, nemlig Love’s Labyrinth fra 1971? Det var, som navnet kraftigt antyder, en af Birgit Lystagers engelsksprogede udgivelser. Mange forbinder Lystager med “Smilende Sussie”, men hun havde faktisk også en karriere uden for Dansktoppen, der til dels foregik på engelsk – og det er her, samarbejdet med Madsen hører hjemme. Jeg har længe sagt at  Anisette og Grethe Ingmann er de to største kvindelige vokalister i dansk pop. Det mener jeg stadig, men Birgit Lystager fortjener også en plads i parnasset.

For 10 år siden kom et bokssæt med Lystagers samlede produktion, og her kan i al fald nogle af sangene fra Love’s Labyrinth høres igen.

Flattr this!

Lørdag på Roskilde 

Min sidste dag ved Roskilde Festival startede med Andromeda Mega Orchestra, et ensemble fra Berlin med 18 medlemmer og et orkester i ordets helt egentlige betydning. Deres musik er et sted mellem jazz i kompositionsmusik; det nærmeste referencepunkt er vel det engelske Penguin Café Orchestra, men dette tyske orkester har en mere hektisk, mindre tilbagelænet stil.

Og derfra over til Officerfishdumplings, som er dæknavn for Hatim Belyamani, der oprindelig er fra Marokko. Han laver elektronisk musik med indslag af samplede marokkanske stemmer og resultatet er fascinerende. Især var det spændende at opleve hvordan han kunne få videoklip og lyd til at spille sammen.

Dernæst Qwanqwa, der er et etiopisk/amerikansk ensemble (og forsynet med et navn, som er enhver europæisk stavekontrols fjende). Jeg kender ikke ret meget til musikken fra den del af verden, men det var spændende at opleve hvordan den etiopiske krar har nogenlunde samme rolle i musikken som en guitar har det i mange former for europæisk og nordamerikansk musik.

Til de sidste koncerter fik jeg igen følgeskab af Carsten. Dagens bedste oplevelse skyldtes Sturgill Simpson fra USA, en af festivalens lidt for sjældne country-oplevelser. Jeg har hans nyeste album, A Sailor’s Guide to Earth fra i år, og det er et album jeg har lyttet en hel del til. Simpson har en typisk countryvokal men har også elementer af soul i sit udtryk. Til koncerten i dag oplevede vi hvordan dette kom til sin ret og især bemærkede jeg den dygtige guitarist. Intensiteten steg støt gennem koncerten og førte os gennem både ballader (bl.a. den overraskende fortolkning af Nirvana-nummeret “In Bloom”, som også er at finde på A Sailor’s Guide to Earth) og de stort swingende numre.

PJ Harvey leverede den bedste koncert på årets Roskilde Festival, men Sturgill Simpson gjorde det også mere end almindeligt godt. Der er noget særligt ved at gå fra en koncert og være blevet begejstret, og i dag skete det så igen.

Los Piranas fra Colombia leverer en intens blanding af sydamerikansk rytme og psykedelisk, lidt surf-agtig rock. Deres rytmesektion er trioens omdrejningspunkt, og leverer det ufravigelige fundament som guitaristen får lov til at nulre henover. Trioens svage punkt er vel så at guitaristen netop kun nulrer; dette er instrumentalmusik så når der hverken er ord eller melodi af betydning for lytteren at holde fast i, mister man som lytter let grebet.

Derefter en visit hos New Order; de har stadig et rygte som pionerer inden for elektronisk pop at leve op til og der manglede for så vidt ikke noget. Der har tidligere været Peter Hook med sine baryton-agtige baslinjer, der kunne tegne nogle interessante streger i Manchester-bandets stort anlagte og lidt kantede elektroniske lydbillede. Han er nu ude af sagaen, men er blevet erstattet af en mindre spændende bassist der prøver at lyde på samme måde. Helhedsindtrykket  var solidt, men måske også lidt kedeligt.

Sidste koncert jeg så var med MØ på Orange Scene. Carsten har boet i Storbritannien i 20 år nu og kendte faktisk ikke MØ overhovedet. Det var interessant for mig at høre Carstens lidt vantro reaktion på MØs brug af det nye bandeord “fucking” på dansk (i en artikel i Politiken udtaler hun at “det er fucking banging at være mig”) ; det ord var der ikke mange der brugte i Danmark dengang i 1990erne og når man oplever hvordan denne sprogfornyelse bliver set udefra, kommer den til at virke lidt latterlig. I Politiken i dag udtaler en studerende at “man er nødt til at have rige forældre, før man kan kneppende finde en lejlighed” (jeg har rettet et enkelt ord her).

Jeg ville nok egentlig gerne have set LCD Soundsystem også, men jeg skulle med et tog kl. 9.25 om morgenen (sådan kan man disponere så underligt). Så efter et enkelt glas og en god snak med Carsten om hvor underligt det er at være dansker, begav jeg mig tværs over festivalpladsen for at nå toget ind til København. Der er noget særligt ved at forlade festivalen på et tidspunkt hvor den faktisk stadig er i gang. Noget siger mig at jeg må derover igen engang.

Flattr this!

Fredag på Roskilde 

Dagens første koncert var for mit vedkommende med Hurray for the Riff Raff, en kvintet fra USA som spiller country-rock af den slags, som kaldes «alternativ country» men reelt er tæt på countryrocken for 40 år tilbage. Sangerinden luftede sin uforbeholdne mening om Donald Trump – heller ikke countrymusikere har noget pænt at sige om ham. Musikalsk set vellykket var det også; dette er et stort, lille band.
Så over til Calypso Rose, en sangerinde fra Trinidad på 76 år. Hun og hendes band (der efter hvad jeg kunne læse mig til faktisk er Manu Chaos faste backingband) leverede intet mindre end et brag af en koncert. Der var megen calypso, men også reggae og ska. Og først og fremmest: feststemning var der i lange baner, med publikum der dansede rundt i lange bugivugi-slanger. En meget dejlig oplevelse!

Jeg nåede derefter at høre par numre med engelske Foals. Deres musik er velspillet, kompetent og – kedelig, hvis man spørger mig. Regnen kom netop da, og jeg fandt regntøjet frem og gik.

Festivalen har i år også været en god anledning til at mødes igen med gamle venner og i dag mødte jeg Lone, som jeg gik i gymnasiet med og derfor har kendt siden 1979. I mange år har hun boet tæt på Roskilde og har også ofte været frivillig på festivalen. Det var godt at ses igen.

Og så kom til tiden til endnu et. hovednavn jeg havde set frem til – Neil Young. Han startede med nogle små teateragtige indslag: unge kvinder der strør korn på scenen og lidt senere folk i hvide heldragter der sprøjter “gift”. Begge dele var en tydelig hilsen fra Young til Monsanto, som han kritiserer på sidste års The Monsanto Years. 

I den mere end to en halv timer lange koncert bevægede han og Promise of the Real sig sømløst fra de inderlige akustiske klassikere “After the Gold Rush” og “Heart of Gold” over til at inddrage hele bandet og ende i et helt elektrisk… nærmest jam-baseret udtryk, som man forbinder med Crazy Horse hvor det enkelte nummer snildt kan vare ti minutter eller mere. Det var en overmåde god koncert (næsten på højde med PJ Harvey) der endte med en helt igennem ekspansiv og trodsig udgave af “Rocking In The Free World “. Faktisk sluttede det ikke der, for dem blev hængende – de fik et 27 minutter langt ekstranummer.

Men jeg havde planer om at se Tame Impala til sidst, og det skulle også nås. Også det var en god oplevelse. Lyden var krystalklar og hver detalje i lydbilledet stod tydeligt frem. Tame Impala har et udgangspunkt i progrocken men deres nye materiale er langt mere dansabelt og ligetil. Det fik vil en del prøver på her til aften, og det fungerede så afgjort, også sammen med et velafstemt lysshow. Australierne virkede lidt imponerede over at skulle spille for det store publikum ved Arena. Det store fremmøde havde de tydeligvis ikke helt regnet med.

Flattr this!

Torsdag på Roskilde 

PJ Harvey på storskærm.
PJ Harvey på storskærm.
IMG_20160630_153925
Foran røgen fra Hello Psychaleppo.
Carsten Sorensen (alias Carsten Sørensen)
Carsten Sorensen (alias Carsten Sørensen)

Togene fra København var forsinkede, så jeg ankom for sent til at få hele Santigolds sæt med. Men det jeg hørte var rigtig overbevisende dancehall-pop, der på den visuelle side havde et ironisk udsalgs-tema med varekurve og tilbudsskilte. Santigold inviterede publikum op til sig, for at de kunne danse med hende, og snart stod der en stor flok oppe ved hende. Jeg spekulerede på om det ville ende i kaos, men nej. Det var sjovt og livsbekræftende at se at nogle kunstnere stadig tør gøre den slags. Jeg har Santigolds to første album og ser nu frem til at høre hendes aktuelle udgivelse.

Hello Psychaleppo er kunstnernavnet for Samer Saem Eldahr, der er en elektronisk musiker fra Aleppo. Han blander tunge beats med samples af syrisk musik og syriske stemmer og skaber derudfra et meget dansabelt hele. Det blev vel modtaget af et publikum, der blev stadig mere talrigt efterhånden som koncerten skred frem.

Så tværs over festivalpladsen igen til engelske Uncle Acid and The Deadbeats: de befinder sig lige der hvor powerpop går over og bliver til tung rock. Ideen med upbeat melodier, Beatles-agtige harmonier og Black Sabbath-agtige riffts er spændende og veludført; de langhårede englændere er et rigtig tight ensemble – men jeg savner måske lidt variation i sangskrivningen.

Og derefter det canadiske band Destroyer, som har Dan Bejar som sanger og sangskriver. Han er også med i The New Pornographers, men ikke som hovedmand (det er Carl Newman der er det). Bejar er dygtig, men også lidt distanceret, synes jeg. Det kunne man også mærke til koncerten. Det hele blev bedst når han “trådte ud af hovedet” og turde give slip på f.eks. “Song for America”.

Så over til Grimes (der også er fra Canada) på Arena-scenen. Men jeg stod ikke så godt og måske fængede dette bud på elektronisk pop bare ikke rigtig hos mig i live-udgave (jeg har det nye album Art Angel et sted, og det er for så vidt OK). Jeg gik igen efter et par numre. Beklager.

Jeg have tænkt mig at høre Courtney Barnett, og det fik jeg da også gjort. Hendes musik trækker lange veksler på 1990’erne, og hendes Pixies-pastiche “Pedestrian at Best” er et af højdepunkterne på hendes album fra sidste år. Så den fik vi også. Men det var langt mere interessant at gense min gamle studiekammerat og ven Carsten, der nu er docent på London School og Economics. Jeg har kendt Carsten siden 1983, og når vi ses, ender vi tit med at tale om musik. Så vidt jeg kunne forstå, kendte Carsten faktisk ikke til Courtney Barnett.

Jeg lyder meget forbeholden over for dagens koncerter, men der var én stor oplevelse i vente, nemlig PJ Harvey. Da jeg fandt ud at hun skulle give koncert på festivalen, købte jeg billet med det samme. Jeg var til hendes koncert i 1995, men alligevel ikke rigtig. Dengang havnede jeg langt væk fra scenen og kunne hverken se eller høre ordentligt (det var før de gode storskærmes tid), og det var ærgerligt.

Denne gang nåede jeg op nogenlunde tæt ved scenen med god udsigt til både scene og skærm. De første tyve minutter stod vi som sild i en tønde, men enhver rutineret festivaldeltager ved at man bare skal holde ud, for så begynder de mindre rutinerede og udholdende i publikum at sive væk igen. Og ganske rigtigt: Derefter stod jeg godt og kunne endda læne mig op af rækværket.

Koncerten i år var hele festivalbilletten værd. PJ Harvey er en eminent sangskriver og en lige så eminent performer. Hovedvægten lå på de seneste to albums, The Hope Six Demolition Project og Let England Shake. Så det var en alvorlig koncert, præget som den var af disse to albums sange om krig og ulighed og nationalisme; først efter knap en time smilede PJ Harvey til publikum – og introducerede sit band med ikke mindst de uforlignelige Mick Harvey og John Parish. Derefter fik vi sange fra ældre albums (“When Under Ether” fra White Chalk og sange fra To Bring You My Love), og PJ Harvey var nu gået fra at være fjerklædt og sorgfuld/indigneret diva i front for et band med saxofoner og marchtrommer kørt i stilling til sin mere rockede/udadvendte fremtoning med miniskørt. Hele koncerten var præget af et enormt nærvær fra Harvey og hendes band. Lyden var så tydelig at man kunne høre enhver detalje, og de sort-hvide live-billeder på storskærmen understregede helhedsindtrykket særdeles overbevisende.

Dette var ganske enkelt en af de bedste koncerter, jeg har været til i mange år, og jeg var meget begejstret, da jeg gik fra Arena. Her fik jeg hilst kort på en meet opstemt Mathias Bundgaard, poetry slammer mm. fra Aarhus, og det var vist ikke kun PJ Harvey der havde fået ham i dét humør.

Derefter ville jeg have hørt Bisse (alias Thorbjørn Radisch) men der var lang kø for at komme ind … så jeg gav op. I stedet fik jeg omsider spist lidt, og stor var min glæde, da jeg opdagede at foretagendet bag den “100% veganske burger” er Café Mikuna fra Aarhus. Deres mad er lækker og billig. Til gengæld var den særlige (og særligt hypede) “Food Court Ale” fra Carlsberg en underligt anonym oplevelse. Mange kommer til festival for at drikke øl, men det er næppe på grund af smagsoplevelserne.

Den sidste koncertoplevelse for mig denne aften var med Chvrches fra Skotland, og de var en god måde at runde af på. Chvrches laver enkle og effektivt iørefaldende popsange til et enkelt elektronisk beat, og deres sangerinde Lauren Mayberry brænder meget klart igennem. Det er fristende at sammenligne med et andet navn i samme genre, nemlig Grimes, og hvis man gør det, er det nok ikke Grimes der vinder.

Muligvis var det et bevidst forsøg på at få alle helt ned på jorden igen, men turen ind til København var præget af togforsinkelser på grund af sporarbejde. Togrejser er i disse år ved at blive en fælles øvelse i tålmodighed. Først 2.30 lå jeg i min seng på vandrehjemmet efter halvanden time på farten. Er der da ikke snart nogen, der vil gøre noget godt for offentlig transport i Danmark og sikre at vi får en infrastruktur for tog og busser, som vi kan være bekendt?

Flattr this!

Onsdag aften på Roskilde


I dag tog jeg til Roskilde Festival. Jeg er lidt for magelig til at campere, så jeg overnatter på vandrehjem i Københavns midtby.

På sovesalen var der tre helt unge mænd, der skulle til festival her til aften for at se Red Hot Chili Peppers og Wiz Khalifa. Det var lidt specielt at sidde der og fortælle dem anekdoter fra de snart mange gange, jeg har været til festival herovre. 

Første koncert havde jeg set frem til, og den endte med at blive en rigtig stor oplevelse. Damon Albarn optrådte sammen med Orchestra of Syrian Musicians og mange gæstesolister fra Mellemøsten og Afrika – og et enkelt indslag fra den vestlige popverden, nemlig Julia Holter fra USA. Det syriske orkester havde med sig et smukt syngende kor. Blandt solisterne lagde jeg især mærke til den algeriske rapper Malikah. Jeg kan desværre ikke arabisk så hvad hun rapper om, ved jeg desværre ikke. Men hun er rigtig dygtig. Det er gribende at høre kunstnere fra lande ramt af krig og undertrykkelse besynge livet, lyset og glæden. 

Bagefter tog jeg hen til sidste halvdel af koncerten med Slayer, et band jeg har lyttet til med mellemrum men nok aldrig rigtig lært at holde helt af som andre af deres samtidige i genren. Beklager. Men jeg kan ikke lade være med at blive imponeret af hvor godt de gør det live. Tom Araya virkede bevæget da han tog afsked. Bandet har trods alt også været hårde ting igennem, ikke mindst tabet af Jeff Hanneman i 2013. Hanneman blev da også mindet i det allersidste nummer. 

To timer senere spillede At The Drive-In på samme scene. Lidt nede bagved kunne jeg se en del mænd, der vel var først i fyrrerne, der nikkede med til musikken. De er vel vokset op med dette band, der havde sin storhedstid omkring årtusindeskiftet og nu er gendannet.

Til sidst mødte jeg Simon Dalsgaard og Mark Jensen-Skovgaard, som jeg kender fra poetry slam-scenen i Aalborg og på den måde blev den sidste koncert med Red Hot Chili Peppers baggrundsmusik. Vi konstaterede dog at koncerten var temmmelig meget bedre end hin berygtede optræden fra samme band tilbage i 2007 uden dog at være et nødvendigt indslag på Orange Scene.

Flattr this!

Case, Lang og Veirs

Endnu et album, jeg er blevet opmærksom på i denne måned, er Case/Lang/Veirs, der er et samarbejde mellem de tre sangerinder og sangskrivere Neko Case, K.D. Lang og Laura Veirs. Tilbage i 1990’erne  lyttede jeg temmelig meget til k.d. lang (sådan vil hun gerne have sit navn stavet) og købte et par af hendes albums – Shadowland og Ingenue, der i modsætning til Langs tidligere albums ikke var så country-præget. Men som det så ofte sker, gled min interesse over på andre musikere. En del år senere begyndte jeg at lytte til The New Pornographers, der ligesom k.d. lang er fra Canada. Et af medlemmerne af dét band er Neko Case – der ikke er fra Canada, men derimod er fra USA. Som flere andre af bandets medlemmer har hun en sideløbende solokarriere, og ligesom k.d. lang startede Neko Case i country-genren. Laura Veirs kender jeg derimod ikke så meget til.

Case/Lang/Veirs er ikke et country-album, men er tæt på det udtryk, de tre kvinder har nu – et sted mellem folk, country og rock. Albummet er præget af de udtryksfulde og meget forskellige stemmer: k.d. langs store, bløde country-mezzosopran, Neko Case’s lysere og mere komprimerede vokal og Laura Veirs’ egentig lidt pigede stemme.

Men det ville ikke fungere rigtigt, hvis ikke det var fordi der er ganske mange vellykkede sange på Case/Lang/Veirs. Åbningsnummeret “Atomic Number” (der er tydeligt Neko Case-præget) kan I høre ovenfor; det fungerer samtidig som en kort introduktion til Case, Lang og Veirs – de tre dukker op i nævnte rækkefølge i begyndelsen af nummeret.

Der er forresten en forbindelse til Karl Blau, som jeg for nylig skrev om her og som jeg også lytter ganske meget til for tiden. Hans nye album Introducing Karl Blau er produceret af Tucker Martine, som er gift med Laura Veirs – og Laura Veirs synger faktisk også kor på Karl Blaus nye album.

Flattr this!

Point Blank

image

Så var aftenen kommet hvor turen gik til København, hvor Bruce Springsteen gav koncert i Parken. Springsteen er en af det 20. århundredes store sangskrivere og performere . I hans værk mødes Dylan, Guthrie, Presley, Redding og mange andre. I perioden fra 1974 til 1982 satte han ikke en fod forkert med sine albumudgivelser. Senere er hans output blevet noget mere ujævnt, men han er stadig en usædvanligt god live-musiker sammen med sit E Street Band… der vel efterhånden er hans musikalske familie.

Var det en god koncert? Ja og nej. Da vi i 2013 så Springsteen i Herning i Boxen, var lyden fin og vi kom tæt på scenen. Og efter koncerten hilste vi på Nils Lofgren… der boede på vores hotel.

Denne gang var denne form for nærhed desværre blevet væk. Lyden i Parken er slet ikke god, og min hustru og jeg sad næsten så langt fra scenen som man kunne komme. Vi følte os mere som helt passive tilskuere end vi havde gjort længe. Men musikken fejlede slet intet og musikerne ej heller. Der var mange numre fra The River i den mere end tre timer lange koncert; især var jeg glad for en intens udgave af balladen “Point Blank”. Der var masser af feststemning i andre numre, men hele koncerten sluttede med en smuk udgave af “Thunder Road” hvor Springsteen var alene med sin guitar. Den sang er en af dem, jeg holder mest af i det hele taget (og her taler jeg ikke kun om Bruce Springsteens sange).

Flattr this!

Karl Blau – den uventede countrysanger

Karl-Blau-Introducing-copy-1440x1440

Jeg er forlængst blevet gammel nok til at kunne lytte til country. I 2015 læste jeg ved et tilfælde om den amerikanske sangerinde Rhiannon Giddens, og jeg endte med at blive mere end almindeligt glad for hendes album Tomorrow Is My Turn. Jeg drog til København – ud og hjem samme dag – bare for hendes koncert, der af uvisse grunde var en del af Copenhagen Jazz Festival.  Jeg nåede endda at hilse på hende efter koncerten.

Og i år læste jeg ved et tilfælde om Karl Blau, der trods sit tyskklingende navn er fra USA (jeg er ikke specielt tysk heller). Han har i mere end 20 år lavet musik i alle mulige stilarter i relativ ubemærkethed og på meget små pladeselskaber. Men nu kommer så hans debut på et større pladeselskab, Introducing Karl Blau. Og ligesom Rhiannon Giddens’ album er dette et album præget af coverversioner, og igen er udgangspunktet country. Introducing Karl Blau er et rigtig vellykket album af slagsen, som allerede nu er i heavy rotation (i det omfang musik kan siges at rotere i vore dage). Karl Blau har en stemme, der passer usædvanligt godt til genren, og valget af numre er særdeles vellykket

De numre der tager fat i mødet mellem country og soul er særligt fængende. Her tænker jeg på numre som “Six White Horses”, der oprindelig var et hit for Tommy Cash (bror til en vis Johnny Cash) og ikke mindst den lange udgave af Link Wrays “Falling Rain”, hvor arrangementet leder tankerne hen på Marvin Gayes mageløse What’s Going On (et af mine yndlingsalbums). Og netop disse sange rummer en stilfærdig, men tydelig samfundskritik, der placerer dem i samme boldgade som What’s Going On.

Et andet album fra i år, hvor country møder soul, er Sturgill Simpsons A Sailor’s Guide To Earth, og hvis man kan lide Sturgill Simpson, er der en god chance for at man også vil kunne lide Introducing Karl Blau. En helt klar anbefaling herfra!

Her er Karl Blaus udgave af “That’s How I Got To Memphis”, skrevet af en af countrymusikkens store fortællere, Tom T. Hall.

Flattr this!

Sheila Chandra: Stemmen, der blev tavs

Sheila_Chandra-3

I dag efter frokostpausen sad jeg med mit (meget store) musikbibliotek og bladrede lidt tilfældigt. Jeg faldt over mine albums med den engelske sangerinde Sheila Chandra. Hende blev jeg opmærksom på først i 1980’erne; hendes musik blandede først pop med indiske klange; som en del andre briter har hun indiske aner (og det har jeg jo faktisk også til dels selv).  På denne måde var hendes musik et tidligt eksempel på det, man nutildags kalder for verdensmusik. Siden blev jeg fascineret af hendes album Weaving My Ancestors’ Voices i 1992, hvor hun lod indisk, keltisk, engelsk og spansk musik mødes på en måde så slægtskabet mellem alle disse tilsyneladende forskellige udtryk blev tydeligt. På dette album var der meget sparsom instrumentering, og ofte stod hendes smukke vokal helt alene. Vi var nu meget langt fra pop. Jeg husker, at jeg købte Weaving My Ancestors’ Voices i FNAC i Paris, mens jeg var på de kanter til en konference ind under jul. Jeg sad en mild decemberaften og hørte albummet på min Discman, mens jeg kiggede på den franske juletrafik og de mange lysende juleudsmykninger ikke så langt fra Triumfbuen.

Som i så mange andre tilfælde kommer der anden musik, man kaster sig over. Sådan gik det også for mig. Men i dag genfandt jeg Sheila Chandras musik og besluttede mig til at finde ud af hvad hun lavede nu.

Da jeg fandt ud af det, blev jeg rigtig ked af det. Sheila Chandra, der er født i 1965 (og altså er et års tid yngre end mig) fik i 2010 det sjældne brændende mund-syndrom, der gør at al tale (for slet ikke at tale om sang) hos den sygdomsramte bliver ekstremt smertefuld. Sygdommen er uhelbredelig, og af helt åbenlyse årsager har Sheila Chandra været nødt til helt at holde op med at bruge stemmen. I dag kommunikerer hun kun på skrift.  Hendes samlede bagkatalog er for ikke så længe siden blevet genudsendt, men vi får måske aldrig hendes stemme at høre igen. (I omkring 2/3 af alle tilfælde svinder brændende mund-syndromet hen efter seks til syv år, så det kan ske endnu.)

Sådan lød Sheila Chandra, før hun blev tavs.

Flattr this!