Kategoriarkiv: Musik

Musikåret der (næsten) er gået

Det er på høje tid at jeg opdaterer siden med anbefalinger. Jeg har lagt en liste ind med de danske og udenlandske musikudgivelser i rock/pop/elektronisk/country/hvad nu alt der, der ikke er klassisk musik eller jazz hedder, som jeg har lyttet til i 2014. Jeg har også lyttet til en hel masse klassisk musik, men underligt nok har jeg ikke købt nyt i denne genre i år.

Alle albums, jeg nævner, har kvaliteter – nogle dog klart mere end andre.

flattr this!

Der kommer nye dage

I dag har jeg også tænkt på Sverige i en helt anden sammenhæng. For tiden er et af de albums, jeg lytter meget til, Mörkrets hastighet af Tomas Andersson-Wij. Det udkom i oktober i år og er en rigtig skilsmisseplade. Dem er der en del af i musikhistorien, og nogle af dem er fyldt med vrede mod den tidligere ægtefælle. Bob Dylans Blood On The Tracks og Marvin Gayes Here, My Dear, er eksempler på den slags skilsmisseudgivelser, og de er bestemt ikke altid rare at lytte til.

Mörkrets hastighet er en helt anden slags skilsmisseplade. Den handler om sorgen og især om det pludselig at skulle være deleforælder – alle sangene er gennemsyret af følelsen af pludselig at være blevet alene. Det, jeg sætter meget pris på hos TAW (som han ofte kaldes) er hans præcist registrerende og indlevede tekster, og heller ikke på dette album svigter han. Sangen “Santa Monica” tager udgangspunkt i den følelse fra en rejse tilbage i ungdommen og fører den til sidst op til nutiden. Resultatet er på én gang smukt og vemodigt. Hvis helhedsindtrykket var en følelse af håbløshed, ville det være meget hårdt. Men sådan er det heldigvis ikke. I en anden sang synger han da også

Det kommer nya dagar, jag har inte bråttom någonstans.

flattr this!

Djivan Gasparyan

Djivan Gasparyan

Det var omkring 1990, jeg for alvor begyndte  at læse om musik på nettet. Det var før WWW slog igennem, og det var i Usenet-nyhedsgrupperne, de interessante musikanmeldelser var at finde. I 1993 læste jeg en fascinerende anmeldelse af Moon Shines At Night, et album med en armensk musiker ved navn Djivan Gasparyan, og fordi man endnu ikke kunne høre musik på nettet, var der kun ét at gøre: Jeg bestilte cd’en over nettet. Det krævede en telnet-forbindelse til CD Connection i USA og en bankoverførsel til deres konto. 3 uger senere kom CD’en. Anmelderen havde (selvfølgelig) ret – dette var usædvanligt smuk musik.

Djivan Gasparyan spiller på duduk. En duduk er et armensk træblæseinstrument i familie med oboen, men lyden minder mere om en saxofon (der faktisk også klassificeres som et træblæseinstrument) og om en alt-fløjte.

I dag fik jeg I Will Not Be Sad In This World/Moon Shines At Night med Djivan Gasparyan – en remastered genudsendelse af det første album, jeg fik med ham og et andet, lidt tidligere album i samme stil.  Også denne gang havde jeg bestilt over nettet, men bestillingsprocessen var anderledes strømlinet.

For I Will Not Be Sad In This World er det meget svært for mig ikke at tænke på I denne verden vil jeg ikke være trist, der var arbejdstitlen for Jens Unmacks album, som blev til Vejen hjem til rocknroll. Der er dog ingen forbindelse til Jens’ første soloalbum og heller ikke nogen forbindelse til rocknroll. Det skulle måske være, at Djivan Gasparyan dukker op på soundtracket til Martin Scorceses film The Last Temptation of Christ, som er komponeret af Peter Gabriel.

Jeg ved at også Brian Eno er meget fascineret af Djivan Gasparyans musik og kalder den for den mest sjælfulde musik, han nogensinde har hørt. Efter sigende skulle titlen I Will Not Be Sad In This World skyldes netop Eno og være en reaktion på det voldsomme jordskælv i Armenien 7. december 1988. En af sangene på Moon Shines At Night bærer denne dato som titel.

Og nå ja, så er Moon Shines At Night produceret af den canadiske guitarist Michael Brook, der ud over at være kendt for sin specialkonstruerede delay-enhed kaldet Infinite Guitar også har produceret en del anden verdensmusik., bl.a. den algeriske sanger Khaled og den pakistanske ditto Nusrat Fateh Ali Khan.

Djivan Gasparyan har senere udsendt et album, hvor han spiller sammen med Michael Brook. Det er et rytmisk tæt album. Men på I Will Not Be Sad In This World/Moon Shines At Night  står lyden af hans duduk alene og skaber en helt særlig på én gang melankolsk og venlig stemning. Denne musik er værd at høre på tænksomme, stille aftener, en rigtig novemberplade (eller rettere to, hvis man overhovedet kan tale om plader i vor tid) af den gode slags.

Herunder er et nummer at starte med.

flattr this!

Ukendt under andet navn + Er de sjældne

IMG_4225.JPG

IMG_4226.JPG

Ukendt under andet navn er et dæknavn for Henrik Olesen, engang sammen med bror Peter i Olesen-Olesen (og før det i Greene og før det igen i Sort-Hvide Landskaber). Er de sjældne er en duo bestående af Solveig Sandnes og Lone Hørslev. I går var der koncert med begge disse københavnske musiknavne på Huset.

Jeg har fulgt med i Henriks virke gennem snart ganske mange år, og hans album fra i år, Glade dage i St. Vemod, viser nye sider af hans musik. Den folk-rockede sangskrivning fra Olesen-Olesen møder her nogle krautrockede instrumentale forløb med få akkorder og enkel elektronik, og Henriks tekster er korte og koncise (“mindre er mere”, som han selv synger). Det er ikke skidt.

Glade dage i St. Vemod er det Henrik, der spiller det meste, men i koncertsammenhæng har han et band med Troels Bech, Nils Gröndahl og Solveig Sandnes med (alle tre er også med på albummet). Vi fik numre fra det nye album, fra de to ep’er, et par gamle Olesen-Olesen-numre og et enkelt nyt nummer. Der blev også tid til anekdoter om Henriks besøg i Aalborg i diverse band-sammenhænge gennem årene. Af uransagelige årsager var flere af dem forbundet med ture på skadestuen inden han skulle optræde.

Henrik røbede efter koncerten, at han arbejder på nyt materiale – hvordan det skal udgives, vidste han dog ikke. Vinyl er næppe en mulighed, sagde han – “Jeg har ikke engang en pladespiller selv.” (Det har jeg heller ikke.)

Er de sjældne kendte jeg til gengæld ikke meget til, men de var også en god oplevelse og (for mig) et interessant nyt bekendtskab. Jeg kunne huske Solveig Sandnes fra det gamle engelsksprogede band Lovebites, hvor Henrik Olesen også var med, og jeg ved naturligvis at Lone Hørslev er en kendt forfatter. Men deres fælles musik kendte jeg ikke meget til. I live-sammenhæng er der et stort overlap med Ukendt under andet navn – Henrik Olesen på guitar, Nils Gröndahl på violin, Henrik Vibskov (kendt fra Mikael Simpson og Trentemøller) på trommer og Lulu Wille-Jørgensen som korsangerinde.

Er de sjældne bevæger sig i et tekstunivers, der på mange måder er Lone Hørslevs. Musikalsk  leder de (i hvert fald for mig) tankerne hen på  lidt “kantede” amerikanske firsernavne som Laurie Anderson, Lene Lovich og The B-52s. Mange sange handler om fugle, men der er også mindst én sang der tydeligt refererer til Aalborg – teksten nævner Fjordkroen og det berømte/berygtede Fedtebrød. Bagefter købte jeg duoens album fra i år, Olé Olé – det lever fint op til hvad jeg så og hørte. Det er heller ikke skidt.

Så godt som alle musikere i går aftes er faktisk oprindelig fra rundt om i Jylland (Lulu W. er så vidt jeg kunne huske, den eneste undtagelse). Men da der på et tidspunkt blev spurgt om “man kan høre Radio 24Syv heroppe” blev det rigtig tydeligt, hvor godt de er faldet til i København!

(Og ja, vi kan høre Radio 24Syv heroppe. Lone Hørslev er dommer i et lyrik-program på denne kanal med start i den kommende uge.)

 

flattr this!

Weatherman

I dag hørte jeg for første gang et nummer med Gregory Alan Isakov, og det var sangen ovenfor. Isakov er født i Sydafrika, men kom som 16-årig til USA. Dette er i ordets bedste forstand tidløs musik – om det er folk eller country ved jeg ikke. Der er noget, der minder mig om Paul Simon (måske er det den lidt tørt konstaterende tekst?) og der er også noget, der minder mig om Justin Townes Earle (måske er det vokalen?). Men først og fremmest er dette værd at høre på sine egne præmisser.

gregory-alan-isakov-the-weatherman

“Saint Valentine” findes på albummet Weatherman. der udkom sidste år, så som så ofte før er jeg lidt sent ude. Og ja, resten af albummet er også værd at høre. Man kan finde det på f.eks. på iTunes og hos eMusic.

flattr this!

Ultimate Painting

Jeg har lige opdaget et kommende album med den britiske duo Ultimate Painting; ovenfor kan I lytte til det (det udkommer den 28. oktober i år). For 20-25 år siden lyttede jeg en overgang en del til denne slags musik, som Michael Hann fra The Guardian benævner traditionalistisk indie. Den blev spillet af amerikanske navne som Galaxie 500, Luna og The Feelies og en hel masse britiske navne. De prøvede alle at lyde som Lou Reed lød, indtil han hellere ville lyde på en anden måde. Det var rockmusik, der hverken var rigtig psykedelisk,  rigtig havde lyst til at rocke igennem eller orkede at hæve stemmen. Men til sidst forekom genren mig en tand for blodfattig og selvoptaget, og jeg kastede mig over en masse andre slags musik. I dag kan man høre udtrykket for det, det er, og nyde det i mindre doser. På den måde og givet genrens tydelige begrænsninger gør Ultimate Painting det nemlig godt med enkle og iørefaldende numre – og de har også en Tumblr-side.

flattr this!

Pop om pop

141014-iggy-pop-free-music-in-a-capitalist-society-piracy-u2
Foto: Spin.

James Newell Osterberg alias Iggy Pop er efterhånden blevet 67 år gammel; som navnet antyder har hans familie nordisk baggrund (to af hans bedsteforældre var fra Danmark).  Mange af os tænker på ham som en vildmand i bar overkrop – og nogle af os også som ven og samarbejdspartner med David Bowie i sin tid.  I år gav han årets John Peel Lecture på BBC – foredraget begynder ca. 37 minutter inde. Det er ikke alle, der er klar over at Iggy Pop faktisk er en belæst og egentlig også viis herre på sin egen ukomplicerede amerikanske facon, og alene hans malmfulde stemme er værd at lytte til.

Foredraget kan også læses her. Meget af det handler om Iggy Pops oplevelser med musikbranchen (eller musikindustrien) gennem et langt liv der strækker sig fra de små øvelokaler frem til Internettet,  og livserfaringen og spilleglæden gennemstråler alt hvad han siger. Et af de mange gode citater fra ham er dette:

If I wanna make music, at this point in my life I’d rather do what I want, and do it for free, which I do, or cheap, if I can afford to. I can. And fund through alternative means, like a film budget, or a fashion website, both of which I’ve done. Those seem to be turning out better for me than the official rock n roll company albums I struggle through. Sorry. If I wanna make money, well how about selling car insurance? At least I’m honest. It’s an ad and that’s all it is. Every free media platform I’ve ever known has been a front for advertising or propaganda or both. And it always colors the content. In other words, you hear crap on the commercial radio. The licensing of music by films, corps, and TV has become a flood, because these people know they’re not a hell of a lot of fun so they throw in some music that is. I’m all for that, because that’s the way the door opened for me. I got heard on tv before radio would take a chance. But then I was ok. Good. And others too. I notice there are a lot of people, younger and younger, getting their exposure that way. But it’s a personal choice. I think it’s an aesthetic one, not an ethical one.

flattr this!

Glæden ved melankoli

Edvard Munch: Melankoli.
Edvard Munch: Melankoli.

I forgårs aftes blev jeg nødt til at hente min datter på 13, der havde mistet nøglerne til sin cykel og nu stod i øsende regnvejr og ikke kunne komme hjem. Da jeg kom frem, ringede jeg efter en taxi til os og til vore cykler. Taxien kom, men den kunne ikke tage cykler med (!). Vi måtte prøve igen, og utålmodigheden og regnvejret og mismodet gik os begge på. Omsider kom der en taxi, der kunne have cykler med bagpå, og vi blev kørt hjem. Og hvad sagde chaufføren så som afskedsreplik, inden han kørte igen?

Hav en fortsat god aften.

Taxichaufføren kunne se og høre at vi begge var ærgerlige over det, der var sket; det havde bestemt ikke været en god aften. Men alligevel skulle vi opretholde illusionen om det.

Siden jeg skrev om kritikken af rådene om selvhjælp er jeg blevet opmærksom på Against Happiness, en bog fra 2008 af Eric G. Wilson, der er professor i engelsk litteratur på Wake Forest University i USA. I Los Angeles Times har han skrevet en lille klumme, der udkom samme år som Against Happiness, og tilsyneladende har samme budskab: Man behøver ikke altid at være glad. Nogle gange kan der faktisk komme noget godt ud af at være nedstemt.

Wilson reagerer mod selve ideen om positiv psykologi, om det krav om glæde, der findes i amerikansk kultur, og bemærker blandt andet at nogle store kunstværker er et produkt af triste følelser.

Melankolien drager os. I skrivende stund lytter jeg til det nye album med den amerikanske country-rock-sanger Ryan Adams; det er godt nok en melankolsk sag.  Automatic for the People er det album med R.E.M., jeg er gladest for – og det er det suverænt mest melankolske, de har lavet. Og jeg husker hvordan The Cure for få år siden leverede en flere timer lang koncert på Roskilde-festivalen bestående af dybt melankolske numre; publikum var ellevilde. Året efter skabte det lige så sortklædte firserband Metallica en tilsvarende folkefest på samme festival, og også her var alle sangene mismodige, fortvivlede og/eller vrede. Hele blues-genren handler om hvor hårdt livet kan være. Egentlig er det vel paradoksalt at nogen har lyst til at høre al denne nedstemte musik.

Jeg er bestemt ikke talsmand for en holdning om at depression er godt eller ikke skal behandles (det er Eric G. Wilson heller ikke), men behovet for melankoli er det oplagte modsvar til det store krav om glæde. Det er ikke så meget ønsket om at være ked af det, men et ønske om at andre vil tage melankolien alvorligt og om at det er tilladt at være ked af tingenes tilstand.

flattr this!

Indtryk fra “Before the Dawn”

IMG_3845-0.JPG

IMG_3838-0.JPG

Så blev det omsider tid til at gå til koncert. Jeg havde været nødt til at købe en såkaldt hospitality-pakke, der inkluderede et gourmetmåltid og et koncertprogram. Så inden koncerten mødte jeg andre koncertgængere; de kom fra henholdsvis Tyskland og England. Vi fik talt en masse om hvor svært det havde været at få billetter, om Kate Bush og hendes musik – og om fodbold. Jeg indrømmede at Tyskland er en stor fodboldnation, og tyskerne (den ene var nu faktisk en irer bosat i Tyskland, opdagede jeg) fortalte om deres fascination af det danske landshold i 1992.

Vi aftalte at se om vi kunne ses igen på en bestemt pub i nærheden bagefter. Nu var det tid til at gå over til Eventim Apollo; teateret er smukt og gammelt – det er tydeligt at der er en masse traditioner forbundet med det.

Kl. 19.45 kom bandet på scenen og sidst af alle Kate Bush selv – til en nærmest øredøvende jubel. Koncerten startede som en traditionel koncert, og vi fik en række numre der viser en umiddelbar og nogle gange også lidt soulpræget side af Kate Bush – ikke mindst hittene “Hounds of Love” og “Running Up That Hill” og “Joanni” fra Aerial. Denne del af koncerten viste med stor tydelighed at Kates stemme stadig er stor og smuk. Kate selv er også stadig smuk og karismatisk; i en alder af 56 har hun fået en anderledes og i ordets bedste forstand moderlig udstråling. Ligesom to andre sangerinder med baggrund i hippie-tiden, nemlig Patti Smith og vores egen Anisette, var Kate Bush barfodet på scenen. Kate takker sit band som hun kalder shit hot — og det er de. Med er David Rhodes, den fænomenale bassist John Giblin og hele to tromneslagere, den ene den legendariske Omar Hakim.

Efter den første afdeling skiftede koncerten pludselig helt gear; en stor portion konfetti blev skudt ud i salen. Oppe på balkonen var det ikke muligt for mig at få fat i et stykke – en af tyskerne havde fortalt mig at de var meget eftertragtede!

Nu fulgte en afdeling som bedst kan beskrives som en teaterkoncert – en overrumplende gennemført fortolkning af hele den del af Hounds Of Love-albummet, der hedder The Ninth Wave. Denne cyklus af sange om en skibbruden kvinde, der kæmper for ikke at dø, er en slags modstykke til de første, mere hitorienterede sange på albummet – og samtidig en del af Kate Bush’s værk som jeg ikke nemt kunne se visualiseret. Men det lykkes at fortælle historien. Den irsk inspirerede “Jig Of Life” var ligesom den indledende, tindrende smukke pianoballade “And Dream Of Sheep” højdepunkter både på albummet og til denne koncert. Det visuelle udtryk var en gennemført blanding af lyseffekter, film, dans og teater. Her så vi for første gang Kate Bush’s søn Albert i en talerolle.

Slutningen på denne del af koncerten var den smukke “The Morning Fog”, hvor alle var på scenen og Kate Bush brugte sangen til at takke musikere og dansere og (ikke mindst) Albert. Også publikum fik en stor tak fra hende; det var tydeligt at også denne aften (dette var koncert nummer 16 i serien) var en god oplevelse for hende.

Efter pausen blev det tid til endnu en teaterkoncert-afdeling, nu med sangene fra disk 2 af Aerial fra 2005. Denne del er en hyldest til naturen og døgnets gang; jeg er dog ikke helt så fortrolig med den lange suite som jeg er med The Ninth Wave.

Her var der igen smuk brug af dans, dukketeater (en trædukke i barnestørrelse, der forestiller en dukke som billedkunstnere bruger) og film. Albert har rollen som kunstmaler, og på et tidspunkt får han endda sunget sin egen sang (eller er den mon hans mors komposition?) mens han maner månen frem. Han er en solid ung sanger, men ikke på højde med sin mor.

Til sidst i denne del af koncerten har alle musikere og dansere fået fuglemasker på! Nu kommer finalen på Aerial hvor guitarist David Rhodes og Kate Bush får en slags danse-dialog ud af afslutningen – der ender med at et stort træ tilsyneladende bliver hamret igennem flyglet!

Nu er koncerten næsten færdig, men et medlem af crew, Steve Taylor, har fødselsdag i dag, så Kate får alle til at være med til at synge Happy birthday to you til ham. Igen takker Kate publikum.

De sidste to numre er en sang fra 50 Words for Snow med Kate alene ved flyglet og ikke mindst “Cloudbusting”, hvor hele bandet er tilbage og alle i salen har rejst sig og synger med.

I Danmark har vi set mange teaterkoncerter, men dette var kunstneren selv der stod for fortolkningen – og så var det som bekendt ikke hvemsomhelst!

Efter en så overvældende koncertoplevelse må jeg stå lidt udenfor og føle mig almindelig igen.

Jeg ser en af dem, jeg spiste sammen med, og vi følges ned til pubben. Her møder vi tyskerne fra før – og et par fra Amsterdam. Manden så Kate Bush tilbage i 1979, og hans hustru giver mig et stykke konfetti fra koncerten. På det står et citat fra Tennysons digt The Ninth Wave.

flattr this!