Den aften, musikken døde

Foto: https://plus.cusica.com/2017/07/06/tragedia-roskilde-la-pesada-cruz-pearl-jam/

I dag er det tyve år siden den ulykke på Roskilde Festival, der kostede ni mennesker livet. Også jeg var der den 30. juni 2000, men heldigvis ikke i nærheden af Orange Scene. Jeg sad ved en madbod et stykke derfra sammen med min ven Per, og selv om vi godt kunne lide Pearl Jam, tænkte vi at der nok var for mange mennesker og lidt for voldsomt. Vi gik ind til en koncert på en af de overdækkede scener – jeg husker at det var med Saint Etienne og at det var en god og venlig musikoplevelse. Men da vi forlod det store telt, kunne vi godt se, at noget var helt anderledes. Der var tomt på Orange Scene og de mange festivalgæster gik rundt på må og få. Per og jeg fandt en bus til København, og her mødte vi en, jeg engang havde undervist. Han fortalte os om ulykken, og da vi kom hjem til Per, der dengang boede i midtbyen, så vi de direkte nyheder om ulykken. Det var ikke meget, vi sov den nat. Vi tog ud til festivalen igen dagen efter, og stemningen var forandret til ukendelighed. Koncerterne fortsatte. Jeg husker en koncert med Love Shop og samtalen med Jens og Henrik bagefter. Jeg husker en salme afsunget foran et stort, tyst publikum. Og der gik mere end 10 år, inden jeg igen tog til festival derovre – eller til musikfestival i det hele taget.

Da jeg vendte tilbage, var det heldigvis de gode festivalminder og musikoplevelser fra mange tidligere besøg, der stod klarest. I år er der ingen festival, og jeg fik ikke billet til 2021. Men en dag må jeg derover igen.

The Jam i dansk tv

Jeg nåede desværre aldrig at opleve en koncert med The Jam. Siden har jeg været til koncert med Paul Weller, men uagtet mandens store kvaliteter, var det alligevel ikke helt det samme. Der ligger alt muligt derude på YouTube, og i denne uge har jeg omsider fundet den koncertoptagelse med The Jam fra dansk fjernsyn, som jeg husker så godt.

Et glimt ind i hvor gode The Jam var, fik jeg ved at se koncertoptagelsen fra TV-Byen fra foråret 1982 i de sidste få måneder af min tid på matematisk-fysisk gren. Det var dengang, hvor The Jam for alvor havde ladet sig inspirere af soulmusikken uden at de dog havde sagt farvel til rockfundamentet eller var blevet så polerede, som The Style Council senere blev. Deres sidste album, The Gift, var lige kommet med sange som “Precious” og “A Town Called Malice”, der da også var på sætlisten i i TV-byen.

Jeg så The Jam på min mors farve-tv og blev behørigt imponeret den fredag aften i april. Det bliver jeg stadig, når jeg ser ovenstående lille koncert på YouTube.

Lill Lindfors – og dem, der kom efter

Et billede af Lill Lindfors fra 8. maj 1968.

I dag fylder Lill Lindfors 80 år. Jeg husker hendes varme, ofte jazzede vokal og sange som (ikke mindst!) “Du är den ende”. Af uransagelige årsager husker jeg også hendes værtsrolle med det europæiske Melodi Grand Prix i Stockholm, hvor alle troede, at hun tabte sin nederdel! Det var selvfølgelig nøje indstuderet. Ikke mange ved, at denne berømte svensker faktisk er født i Finland. I al fald: Tillykke til Lill!

I Sverige er Lill Lindfors selvfølgelig legendarisk, men der er desværre nok ikke så mange i Danmark fra generationerne, der kom efter min, der ved hvem hun er. Det er bemærkelsesværdigt, at der engang var en meget større interesse for populærkultur (i ordets bedste forstand) på tværs af de nordiske lande. ABBA var selvfølgelig et verdensnavn, men der var meget mere end dét, og det var som om sprogbarrieren ikke var så høj. Jeg husker en samtale med en svensker på min alder sidste sommer til Way Out West-festivalen i Göteborg, hvor han talte længe om hvor meget Gasolin’ havde betydet for ham. Og de sang som bekendt (for det meste) på dansk. I Danmark var sangere som Björn Afzelius nærmest folkeeje i 1980’erne. Mange svenske film (ikke mindst komedier) trak fulde huse i biograferne.

Mange år senere gav Håkan Hellström koncert i Aalborg for et halvtomt Studenterhus; i sit hjemland kan han spille for et udsolgt Nya Ullevi, og senest var det Veronica Maggio, der spillede i et halvtomt Musikkens Hus i Aalborg. I Göteborg var hun hovednavn på Way Out West.

CV 70

Foto: Jonas Nordström. Attribution 2.0 Generic (CC BY 2.0)

I dag fylder C.V. Jørgensen 70 år. Han er en kunstner, det tog mig lidt tid at lære at holde af, men nu gør jeg det så også uforbeholdent. Engang, før jeg fandt ind til C.V. Jørgensen, syntes jeg at han var ordrig og sur, men så hørte jeg Lediggang A Go Go i 1982 og blev overbevist. Dét album er stadig blandt mine favoritter og holder langt bedre end efterfølgeren, Vennerne og vejen, der lyder så underligt komprimeret og “firseragtige”. Efterhånden fremstod han mere og mere afklaret, og det, der engang var spleen var blevet til en stilfærdig social indignation. Det musikalske udtryk gik fra rock over noget mere akustisk (I det muntre hjørne produceret af min grandfætter Kim Hyttel er en anden favorit, hvor netop dét udtryk er tydeligt) og over til det nærmest jazzede Sjælland (endnu et højdepunkt).

Første gang, jeg oplevede C.V. til en koncert, var i 1983 på Fjordmarken i Aalborg, og senest var det i sommeren 2018 i Skovdalen i Aalborg. Dengang var det andet navn på programmet en anden dansk rocklegende, der også så dagens lys i 1970’erne, nemlig Sort Sol. Sort Sol udsendte ikke nyt materiale i mange år, men så kom Stor Langsom Stjerne pludselig i 2017. C.V. Jørgensen har ikke ladet høre fra sig siden Fraklip fra det fjerne helt tilbage fra 2002, og jeg må indrømme, at jeg ikke tror, der kommer mere nyt fra ham.

Det er på den ene side ærgerligt, på den anden side forståeligt. Hvad mere er der egentlig at sige? spurgte C.V. Jørgensen da også på Sjælland. Man skal sige det, der er vigtigt at sige, og det har han i høj grad gjort. Tak for alle de store sange!

Florian Schneider er død

Jeg har netop læst at Florian Schneider, et af de oprindelige medlemmer af Kraftwerk, er død. Han blev 73. Æret være hans minde.

Det er uundgåeligt, men altid vemodigt, at man en dag skal sige farvel til de musikere, man har lyttet meget til. Der er ikke mange, der har haft så stor indflydelse på elektronisk popmusik (ordet pop anvendt i den mest positive betydning overhovedet) som netop Kraftwerk. Hvor havde f.eks. Depeche Mode og New Order været uden de fire herrer fra Düsseldorf?

Jeg husker Autobahn fra radioens hitlister, og det lød ikke som noget, jeg havde hørt før. Dengang kendte jeg ikke til forbindelsen til krautrock og bands som Can og Neu! – men bevares, jeg var kun ti år gammel. Det første album, jeg købte med Kraftwerk var Trans-Europa Express. Senere var jeg (og siden også min datter!) en lang overgang fascineret af Die Mensch-Maschine.

Min yngre bror Alexander er faktisk fra Düsseldorf og var også ret glad for Kraftwerk; han fik vist aldrig mødt dem – men til gengæld kender han så det noget anderledes Die Toten Hosen fra samme by.

Selv nåede jeg at opleve tre koncerter med Kraftwerk – én gang i København i KB-Hallen og to gange på Roskilde Festival. Hver gang var det en formfuldendt visuel oplevelse med særdeles trofaste udgaver af Kraftwerks tidløse musik.

Forsvar for de små plasticskiver

Af avisartikler kan jeg læse, at mange tyr til Netflix og HBO i disse tider. Men ikke jeg. Jeg arbejder mig langsomt igennem den store samling af dvd’er, som af uransagelige årsager har stået urørt på hylden. Jeg havde aldrig set Brokeback Mountain, 12 år som slave, Avatar eller Barry Lyndon, men nu har jeg fået det gjort, og jeg indser i denne underlige pandemi-tid, hvilke gode filmoplevelser, jeg ikke fik i biografen.

For et år siden var jeg til et arrangement, hvor en foredragsholder fortalte om teknologi, som han ikke brugte mere (jeg synes, at hans tone her var lidt nedladende). Han fortalte om hvordan han havde proppet alle sine dvd’er og cd’er i affaldssække og spurgte ud i salen, hvornår nogen sidst havde lyttet til musik på cd. Underforstået: “Vi streamer jo alle sammen nu”. Flere tilhørere rakte derefter hånden op og sagde, at det havde de gjort så sent om aftenen inden. Det er ikke alle, der kun bruger streaming.

I dag er der igen et debatindlæg i en avis, der minder os om miljøbelastningen ved streamning. 1 times streaming på Netflix bruger 163 gram CO2. Netflix får ifølge Greenpeace kun omkring 17 procent af deres strømforbrug fra vedvarende energi, men 26 procent fra atomkraft og de resterende 30 og 24 procent af deres energi fra henholdsvis kul og naturgas.

LP-pladerne har fået en renæssance, men hvis der er retfærdighed til, bør det samme ske for cd’er, dvd’er og blu-ray. De er nemlig et bedre miljøvalg. CO2-belastningen ved fremstilling og distribution af en dvd eller cd er ganske vist omkring ét engelsk pund (vægtenhed) ifølge en amerikansk webside (i USA bruger man i modsætning til i Storbritannien stadig engelske pund). Det svarer til tre timers streaming på Netflix. Men det, der er det vigtige kritikpunkt ved plasticaffald, nemlig at plastic ikke forgår så let, taler til de små skivers fordel. For hvis man passer godt på sin dvd eller cd, kan man have den i mange år og se og lytte til indholdet igen og igen, og da er de små skiver et langt mere miljøvenligt valg. Og hvis man vil, kan man købe og sælge skiverne på antikvariat.

Jeg har haft dvd’er og blu-ray-dvd’er siden 2004. Nogle af mine cd’er har jeg haft i mere end 30 år. Én skive er blevet irret på en underlig måde ved en produktionsfejl, et par andre er blevet ridset, men resten spiller fint. Jeg holder af de gode bokssæt med ekstramateriale, som man kan gå på opdagelse i. Her er der ganske meget tilbage, jeg ikke har set og hørt.

Kare Kare

Et band, jeg har været glad for i mange år, er det australsk/newzealandske Crowded House. Især deres album Together Alone fra 1993 fortjener at blive lyttet til, og i disse dage er denne albumtitel forunderligt aktuel.

Her mødes Neil Finns sans for den gode, Beatles-inspirerede sang med den tågede produktion fra Youth, den tidligere bassist i Killing Joke, og nogle af bandets stærkeste numre og mest spændende arrangementer er at finde netop på Together Alone. Mange år senere fik jeg omsider set Crowded House i Aarhus og mødte ved et tilfælde endda to medlemmer af bandet uden for Train et par timer inden koncerten.

Her er en lille dokumentarfilm om indspilningen af Together Alone. I 1999, da jeg selv var i New Zealand, var jeg på en udflugt til netop det område af Nordøen, hvor albummet blev indspillet. Vi kørte forbi studiet ved Kare Kare (vores guide vidste, præcis hvor studiet lå) og brugte en stund på Piha Beach, stranden med det sorte sand. Også filmen The Piano af Jane Campion, i øvrigt også fra 1993 er indspillet i dette område, og flere af filmens vigtige scener foregår netop på Piha Beach.

Verdens ældste pladeforretning

Det hævdes, at verdens ældste pladeforretning findes i Valletta. Butikken, Anthony D’Amato påstår det i al fald gerne selv. Udenfor hænger et stort, gammelt skilt med His Master’s Voice og billedet af hunden med tragtgrammofonen.

Det var forunderligt nostalgisk at se en velassorteret forretning med hyldevis af cd’er, dvd’er, blu-ray-skiver og lp’er. Ikke mindst det klassiske udvalg var godt. For ikke engang 10 år siden var den slags hverdag. Jeg kunne ikke bestemme mig til hvad jeg ville købe, men jeg har sat mig for at købe ét eller andet, som jeg har lyst til at lytte til på den gode diskafspiller derhjemme. Den kan spille både cd’er, dvd’er og blu-ray-skiver, så det udsætter min beslutning yderligere.

Inde i butikken kunne man høre et typisk eksempel på en samtale på Malta:

– Don’t worry!

– < noget på maltesisk >

– Grazie.

– Thank you.

Hvor er vi nu?

I dag kunne David Bowie være blevet 73. For syv år siden på denne dag lod han høre fra sig igen efter mange års pause; han udsendte en musikvideo til sangen “Where Are We Now?”. Det var en gribende sang; Bowie så tilbage på sine år i Berlin og virkede nu meget mere skrøbelig end man huskede ham. Også helte bliver gamle. Senere kom hele albummet The Next Day, det næstsidste og meget vellykkede kapitel i en lang karriere. “Where Are We Now?” slutter med linjerne

Where are we now?
The moment you know
You know, you know
As long as there's sun
As long as there's rain
As long as there's fire
As long as there's me
As long as there's you

der får ekstra vægt for mig på denne fødselsdag, som jeg er så heldig at dele med Bowie. Den verden fra engang i forrige århundrede, hvor David Bowie blev 17 år, og jeg så verdens lys som vinterbarn, er for længst blevet en anden.

Her er musikvideoen.

Albums fra 2019

Også i 2019 lykkedes det mig at lytte til en del musik.

De 10 albums, jeg fik hørt mest, er

  1. Orville Peck: Pony
  2. The New Pornographers: In The Morse Code of the Brake Lights
  3. Vampire Weekend: Father of the Bride
  4. Sharon van Etten: Remind Me Tomorrow
  5. Elbow: Giants of All Sizes
  6. Nick Cave: Ghosteen
  7. Hiss Golden Messenger: Terms Of Surrender
  8. Bruce Springsteen: Western Stars
  9. Leonard Cohen: Thanks for the Dance
  10. The National: I Am Easy To Find

Orville Peck var et helt nyt bekendtskab for mig, og hans musik gik rent ind hos mig. Cohens absolutte svanesang var meget bedre, end man havde turdet tro.

Fem danske udgivelser (alle på dansk) er

  • Claus Hempler: Kuffert fuld af mursten
  • Kenneth Thordal: Den tid, den sorg
  • Kira Skov: I nat bliver vi gamle
  • Ukendt Under Andet Navn: 2 EP’er
  • Love Shop: Brænder boksen med smukke ting

Kenneth Thordal, Jens Unmack og Henrik Olesen har allerede mange års erfaring med at skrive danske sange på dansk, men det var overrumplede godt nu også at høre Claus Hempler og Kira Skov på dansk.

To klassiske albums, jeg bed mærke i:

  • François-Xavier Roth & Les Siècles: Gustav Mahler: Titan – Eine Tondichtung in Symphonieform
  • Beth Gibbons, Krysztof Penderecki & Polish National Radio Symphony Orchestra: Symphony of Sorrowful Songs

Og nævnes skal også

  • Angel Olsen: All Mirrors
  • Aldous Harding: Designer
  • Bedouine: Bird Songs of a Killjoy
  • Better Oblivion Community Center: Better Oblivion Community Center
  • Calexico/Iron and Wine: Years to Burn
  • The Delinks: The Imperial
  • Justin Townes Earle: The Saint of Lost Causes
  • Fontaines D.C.: Dogrel
  • Son Volt: Union

plus genudsendt materiale med Marvin Gaye (You’re The Man, materiale fra tiden mellem What’s Going On og Let’s Get It On) og med The Replacements (Dead Man’s Pop, et bokssæt med materiale fra Don’t Tell A Soul).