Kategoriarkiv: Musik

Sange ved sommerens afslutning

7931325606_8c60d71766_k
Foto: Birgitte Sværke Pedersen

I dag er det den énogtredivte august, den sidste officielle sommerdag. Endnu et efterår er allerede så småt ved at holde generalprøve her til aften.

Mange af de sange, jeg hører for tiden, handler om overgangen fra én tid til en anden. Det er sange,der fanger den særlige melankoli som opstår når noget slutter og man ved at det ikke vender tilbage. Jeg holder af sommeren og de lyse nætter, det at kunne sidde udenfor. Til gengæld bliver jeg aldrig glad for den mørke tid, der langsomt kommer snigende. Der er ganske mange sange af sangskrivere med ordet i deres magt, der handler om netop dét at mørket falder på.

Den første sang, der falder mig ind, er C.V. Jørgensens mesterlige “Sæsonen er slut” fra Tidens tern.

Sommeren er forbi nu
& den nærmest fløj afsted
tomhændet står du tilbage & ka’ slet ikke følge med
det sortner for dine øjne
mens du stirrende står her & ser
endnu et dødt løb bli’ kørt med dig som blind passager
endnu en gang til men så heller aldrig mer’

“En Sommar På Speed” af Tomas Andersson-Wij og Andreas Matsson fra 2008 tager fat i den sidste dag i det, der måske er den sidste sommer “på speed”.

Så jag zappar bort en timme till
och hoppas på ett skratt, jag tror jag spyr
Mina armar mina händer 
mina tankar inte längre jag som styr
Så ser jag dina ögon älskling 
kom hit innan jag vaknar
Kom och håll mig och säg
att nånstans finns en väg

Det här är den sista 
den sista sommarn på speed
Jag ser hur mörkret faller
och jag vet jag kommer ge mig utan strid
Jag är där nu släpp mig fri
det är sista sommarn på speed

“Here Comes A Regular” af Paul Westerberg fra 1985 handler om den næste overgang, skiftet fra efterår til vinter – den første sne, der er på vej og ensomheden, som man forsøger at glemme nede på pubben.

First the lights, then the collar goes up and the wind begins to blow
Turn your back on a pay-you-back, last call
First the glass, then the leaves that pass, then comes the snow
Ain’t much to rake anyway in the fall

Flattr this!

En stjerne slukkes

AmyWinehouse

I dag fik jeg omsider set Amyder er Asif Kapadias portrætdokumentar om Amy Winehouse. Fortællingen om den engelske sangerinde og hendes korte liv er i ordets bogstaveligste forstand en tragedie – vi ved hele tiden, hvordan fortællingen vil ende og det tilføjer alle skridt på vejen en særlig vægt. Jeg og mange andre har længe haft et fragmenteret billede af historien om Amy, men det gør filmen meget for at sætte på plads.

Filmen viser derudover på forbilledlig vis flere ting.

For det første er Amy endnu et vidnesbyrd om at man skal have en vis erfaring og robusthed, hvis man skal kunne håndtere alkohol eller andre rusmidler. Amy Winehouse havde hverken erfaringen eller robustheden, og det havde mange af de personer, hun omgav sig med, desværre heller ikke. Hendes far, en engelsk taxichauffør med bodegavom, og hendes håbløse kæreste/ægtemand, der ret beset kun var god til at lukrere på hende og til at tage stoffer, bør sidde tilbage med en meget dårlig smag i munden.

For det andet er Amy endnu en grim historie om musikbranchen og den øvrige mediebranche som dele af den kapitalistiske økonomi. Der var simpelthen alt for mange penge i Amy til at man ville lade hende være i fred. Optagelserne fra koncerten i Beograd, der aldrig blev til noget, fordi Amy nægtede at synge, er hjerteskærende. De mange klip med konstant blitzende fotografer er også direkte ubehagelige.

For det tredje er Amy en dokumentarfilm, der i høj grad er baseret på spontane videooptagelser foretaget af familie og venner med kameratelefoner, og også dét gør den til et produkt af vor tid.

Flattr this!

Roadside Graves

Lige for tiden er “Gospel Radio” med det amerikanske band Roadside Graves en af de sange, jeg hører igen og igen. Det er så faktisk også den eneste sang, jeg kender med Roadside Graves (eller hedder monstro The Roadside Graves?). Den er så til gengæld også særdeles vellykket; det er ikke en gospel-sang, men en sang om at være barn i en amerikansk familie, der går i opløsning. Musikken rummer både desperation, længsel og et kor der bryder ud i jubel – præcis som de bedste numre inden for gospel-genren. Og jeg kommer også til at tænke på nogle af de bedste øjeblikke med Bruce Springsteen. Roadside Graves er ligesom han fra New Jersey, en delstat jeg kun har set på afstand og gennem en bilrude på mine besøg i USA.

“Gospel Radio” er en forløber for det kommende album fra Roadside Graves, der hedder Acne/Ears og skulle være på gaden til oktobet. Jeg håber ikke at jeg bliver skuffet!

Flattr this!

Alt optaget: Ian MacKaye

Den amerikanske rockmusiker Ian MacKaye har været drivkraft i forskellige bands siden 1979; bedst kendt er han fra punkbandet Minor Threat og vel især fra Fugazi. I modsætning til de fleste andre bands nægtede Fugazi altid at danse efter musikindustriens pibe. De blev tilbudt at spille på store musikfestivaler (også Roskilde) og pladekontrakter med store pladeselskaber, men sagde konsekvent nej, insisterede altid på at billetter til deres koncerter ikke måtte koste mere end 5 dollars og udkom på Dischord Records, som MacKaye og hans venner har stiftet og driver.

Jeg nåede aldrig selv at opleve Fugazi (flere, jeg kender, gjorde det og kan berette om særdeles intense og velspillede koncerter) – det nærmeste jeg er kommet på det er en cover-version af “Waiting Room” spillet af Red Hot Chilli Peppers på Orange Scene til en Roskilde-festival engang i 1996. Dette røber samtidig at Fugazi bestemt ikke var et ligegyldigt undergrundsband, men faktisk udviklede sig til at blive et af de mest respekterede bands fra USA op gennem 1990’erne.

Ovenfor er et halvanden times indslag med Ian MacKaye; det er værd at se, men jeg ved selvfølgelig også at dette videoklip er langt. MacKaye blev inviteret til at holde foredrag ved USAs kongresbibliotek Library of Congress, der på mange måder svarer til Det Kongelige Bibliotek her. Udgangspunktet er den aktuelle bekymring for hvordan man bedst bevarer og arkiverer de enorme mængder af bøger, musik, film mv. som ser dagens lys nutildags.

I sit foredrag kommer MacKaye vidt omkring, og det er en fornøjelse at høre ham fortælle om sit første band og om sin mor, der var journalist og på et tidspunkt videreførte sin praksis som interviewer til at optage alt på bånd – når han kom hjem på besøg, når familien var sammen, når forældrene skændtes (!). På denne måde kan Ian MacKaye i dag genopleve de stunder, han havde med sin mor som ung og igen opleve hvordan hendes stemme lød. (Noget tilsvarende vil jeg ikke kunne; så vidt jeg ved er der ingen optagelser af min mors stemme, og det ærgrer mig.) Også Ian MacKayes betragtninger om musik og musikgenrer er interessante. Hvis nogen er ligeglade med hele genrepolitiet, er det tydeligvis ham.

Den sidste lange del af MacKayes foredrag handler om hvordan  han og band-kollegerne er i færd med at lægge alle Fugazis live-optagelser på nettet, så de kan købes af interesserede – selvfølgelig til 5 dollars pr. koncert. Fordi bandets lydmand på et tidspunkt begyndte at optage, hver eneste gang bandet var ude at spille, er der nemlig optagelser af over 800 koncerter! Også i denne del af foredraget er der nogle sjove anekdoter, bl.a. om en koncert hvor publikum ikke måtte komme ind til koncerten på grund af påbud fra brandmyndighederne, men var nødt til at stå uden for spillestedet og lytte til musikken gennem en døråbning!

En anden anekdote om Ian MacKaye, der dog ikke er nævnt i det lange videoindslag. er at en café/bar i USA har opkaldt deres burgere efter kendte musikere, og at én af dem er opkaldt efter Ian MacKaye – der er veganer og afholdsmand.

Flattr this!

Længsel og fyrværkeri

2015-08-03 22.00.28

Der er nogle musiknavne der har en lille diskografi og siden ikke lader høre fra sig mere. Svenske Jakob Hellman udsendte i 1989 sit debutalbum …och stora havet  og blev dermed inspirationskilde for bl.a. Håkan Hellström og Kent. Derefter besluttede Hellman sig for at studere kemi og det var så dét.

I Danmark udsendte århusianske Sorten Muld en EP og i 1997 albummet Mark II med deres smukke, overrumplende og meget roste bud på en nyfortolkning af gamle danske folkeviser mer en blanding af traditionelle og elektroniske instrumenter. På denne måde var de en slags pendant til de svenske Hedningarna. Mark II fik en dansk Grammy for årets techno-udgivelse (!) og for årets producer, solgte 40.000 eksemplarer og blev i USA kåret som en af årets 100 vigtigste udgivelser. I 2000 kom opfølgeren III og i 2002 kom et selvudgivet album, Jord Luft Ild Vand, som egentlig var musik til et landsstævne i DGI og er ekstra svært at opdrive.

Derefter blev der stille om Sorten Muld, og to af gruppens hovedkræfter – Ulla Bendixen og hendes mand Martin Ottesen – fik almindeligt lønarbejde uden for musikkens verden. For få år siden blev bandet imidlertid gendannet, og i går aftes kunne man opleve dem i Aalborg for første gang i mange år. Anledningen var The Tall Ships Race, og her var de sammen med en række andre folk-navne blevet placeret i Roots-teltet. Samtidig spillede TV-2 et stykke væk og trak en stor skare til.

Limfjordsbroen skulle lukkes på grund af et stort fyrværkeri sidst på aftenen, og jeg nåede med nød og næppe som den sidste passager den sidste bus over broen. Det var jeg glad for.

Sorten Muld gav en overbevisende og smuk koncert i et telt der efterhånden blev helt fyldt, og også med en del unge mennesker der næppe kan have været født, da Mark II blev udsendt. Nogle gange fremstår Sorten Muld “bare” som et solidt folk-rock-ensemble med ganske mange virtuose multiinstrumentalister og guitarsoloer på udvalgte steder, men den elektroniske vinkel i mange af numrene er stadig et originalt og spændende bidrag. Her mange år senere er bandets Virus-synthesizer og sampler med 16 MB hukommelse (og spændt på en spånplade) også blevet old school, omend selvfølgelig ikke på samme måde som drejeliren, nøgleharpen eller sækkepiben, som man også hører meget til undervejs. Ulla Bendixen (endnu en sangerinde i bare fødder!) har stadig en smuk og kraftfuld vokal, som dog af gode grunde ikke er så piget og luftig som i 1990’erne.

Koncerten sluttede med gruppens eneste egentlige hit, “Bonden og elverpigen”, der er en flere hundrede år gammel dansk soul-ballade om den store og umulige længsel.

Efter koncerten var der så det store fyrværkeri, der fyldte hele Limfjordsbroen og en stor del af himlen over Aalborg/Nørresundbys midtby , men det virkede for mig nærmest som et antiklimaks. Bagefter var der kun tilbage at vente på at Limfjordsbroen igen ville blive åbnet for trafik, så jeg kunne gå den korte tur hjem.

Flattr this!

En morgensang til jer

Four Tet alias den engelske musiker Kieran Hebden har i denne uge udsendt albummet Morning/Evening, som man kan streame og købe på Bandcamp. Det er på én og samme tid helt igennem elektronisk og gennemført organisk i sin lyd; jeg var glad for albummet Rounds fra 2003 men og der har også været rigtig interessant musik fra Four Tet siden da. men Morning/Evening er nok alligevel det bedste fra Hebdens hånd i lang tid, hvis man spørger mig. Der er kun to  numre på albummet, “Morning Side” og “Evening Side”, hver især omkring tyve minutter lange.

Herover kan I høre “Morning Side”, hvor loops og små lyde svøber sig om en sang med den legendariske indiske sangerinde Lata Mangeshkar. Nogle vil måske huske at hun bliver nævnt i “Brimful of Asha”, der i sin tid var et større hit for bandet Cornershop. The Guardian har et interessant interview med Kieran Hebden om det nye album. Den indiske forbindelse er ikke tilfældig; hans mor er fra det indiske mindretal i Sydafrika.

Men inden I kaster jer over interviewet, så lyt til “Morning Side”, der er et af de mest overraskende og suverænt smukkeste numre, jeg har hørt i år. Hvad der bliver sunget om, ved jeg desværre endnu ikke, men jeg har hørt “Morning Side” adskillige gange i dag.

Flattr this!

Afrikansk og gælisk

Gudstjeneste i Mount Olivet Baptist Church den 8. april 2007 i New York City. (Foto: Mario Tama/Getty Images)
Gudstjeneste i Mount Olivet Baptist Church den 8. april 2007 i New York (Foto: Mario Tama/Getty Images)

Den keltiske kultur har været med til at præge USA gennem århundreder. Vi ved godt at præsidenter som Reagan og Kennedy havde irske forfædre, og mange har set de lidt forvirrede billeder af highland pipe bands i kilt der marcherer i New York på den irske St Patrick’s Day.

Men der er også en for mig lidt overraskende forbindelse mellem afrikansk-amerikanere og skotsk-amerikanere. I tirsdags hørte jeg Rhiannon Giddens synge en sang på skotsk gælisk, og på nettet kan man høre hende fortælle om om hvordan en sort kirke (altså en menighed for afrikansk-amerikanere) i North Carolina havde søgt om at få en gælisktalende skotsk præst. Dét lød meget mærkeligt.

Baggrunden er som så meget andet i denne del af USAs historie tragisk. De afrikanske slaver blev tvunget til at tage slaveherrernes efternavn og skulle lære at tale deres sprog i stedet for deres eget. Og nogle slaveherrer var skotter. Det er derfor, afro-amerikanske musikere som Dizzy Gillespie, Louis Armstrong og Charles Mingus (en anden stavemåde for Menzies, der faktisk udtales “Mingus”) har skotske efternavne. Så sent som i 1918 var der en afrikansk-amerikansk kirke i Alabama, hvor gudstjenesten foregik på gælisk.

Det er også interessant, at “lining out”, den call-response-form som bruges ved gudstjenester i mange afrikansk-amerikanske kristne trossamfund  og ofte opfattes som noget særligt for disse trossamfund, faktisk er den samme form som bruges i nogle presbyterianske trossamfund i Skotland. Ligesom kristendommen kom fra slaveherrerne, gjorde nogle af de liturgiske traditioner det. Den amerikanske  musikhistoriker Willie Ruff var en af de første til at bemærke dette. Willie Ruff er også en kendt jazzmusiker, der har spillet med bl.a. Miles Davis og Dizzy Gillespie, og det var Gillespie der først satte ham på sporet af denne sammenhæng.

På den skotske side er forbindelserne mellem afrikanere og skotter også mange – og komplicerede. Igen er det i høj grad slavetiden, der er bindeleddet. Et sted at starte er en oversigtsartikel hos BBC.

Flattr this!

En magisk aften med Rhiannon Giddens

2015-07-07 21.33.08

Her til aften har jeg været i Rigets Centrum, hvor Rhiannon Giddens gav koncert som del af Copenhagen Jazz Festival. Det er egentlig ret underligt at netop hun dukker op i dén sammenhæng, for Rhiannon Giddens’ musik har ikke noget med jazz at gøre – hvis man skal sætte en stilbetegnelse på hende, er det helt klart country/folk. Hun er en central skikkelse i det afro-amerikanske bluegrass-ensemble Carolina Chocolate Drops fra North Carolina. Og så har hun tidligere i år udsendt Tomorrow Is My Turn,  produceret af T-Bone Burnett. Dét album er en klar kandidat til at være årets albumudgivelse og jeg har tidligere skrevet om det her.

Det var en intet mindre end fantastisk koncert! Rhiannon Giddens er en usædvanligt dygtig og sjælfuld vokalist og tillige særdeles habil på violin og banjo. Og så er hun forresten også en meget smuk kvinde.

Med sig havde hun hele Carolina Chocolate Drops i skikkelse af de tre multiinstrumentalister Hubby Jenkins, Malcolm Parson og Rowan Corbett plus en rytmesektion: kontrabas og trommer. Koncerten startede med “Spanish Mary”, der er et nummer på The New Basement Tapes (hvor Giddens, Elvis Costello, Marcus Mumford m.fl. har sat musik til gamle tekster af Bob Dylan), og derefter fik vi de fleste numre fra Tomorrow Is My Turn og traditionelle numre tillige fra Carolina Chocolate Drops’ repertoire. Koncerten var en rundtur i alle de genrer, der udgør den amerikanske folketone: country, bluegrass, gospel, blues, appalachisk folkemusik og også med et besøg i den keltiske musiktradition, der også er en af kilderne til amerikansk musik (der var en sang på skotsk gælisk!) men uden at koncerten på noget tidspunkt at miste retningen. Der blev hoppet og danset og pjattet – Rhiannon Giddens er endnu en barfods-sangerinde – og det hele var samtidig tight og swingede som ind i himlen. De meget simple bones, der bare er to stykker træ, man slår mod hinanden og dermed er en slags amerikanske kastagnetter, blev grundigt rehabiliteret i aften. Det samme gælder den båndløse banjo (!), som jeg ikke anede fandtes.

Bagefter fik jeg hilst kort på Rhiannon Giddens (hun er godt nok sød) og fik nævnt at jeg af en kollega med rumænsk baggrund har fået at vide at sangen “Waterboy”, som vi også fik her til aften, faktisk minder om en rumænsk folkesang. Sangen er skrevet af Jacques Wolf, der var født i Rumænien. Dét vidste hun selvfølgelig godt.  At “Waterboy” er beslægtet med en rumænsk folkesang vidste hun derimod ikke, men det gav hende lyst til at finde ud af mere om denne sang. Så dét! I merchandise-boden købte jeg en turplakat og opdagede at der faktisk også findes en cd, hvor hun synger opera. Så dét kan Rhiannon Giddens åbenbart også.

Da jeg gik fra koncertstedet stod Hubby Jenkins og Malcolm Parson udenfor og røg, og dem fik jeg selvfølgelig også takket. Forhåbentlig fik jeg dem overtalt til også at komme til Aalborg næste gang (det er nok for meget at håbe på at de når Nørresundby).

Flattr this!

Nibe Festival 2015

Nibe-festivalen

Jeg fik aldrig taget mig sammen til at købe en billet til Roskilde-festivalen, før det blev for sent. Jeg kom ikke til Northside, fordi jeg fik et maveonde. Men i dag var jeg med familien på Nibe-festivalen. Årsagen var at min datter på 14 havde fået en endags-billet i fødselsdagsgave. Hun er nemlig en stor fan af Marina and The Diamonds, et britisk band der i lighed med så mange andre musiknavne reelt er identisk med vokalisten (jvf. Nine Inch Nails, Eels, Cold Specks og mange flere). Jeg kender ikke Marina og diamanterne så godt, men hun/de er i samme kategori af britisk pop som f.eks. Florence and The Machine (som reelt også mest er Florence), omend nok lidt mere europoppet.

Det var første gang i 15 år, jeg var til Nibe-festival; dengang var det min hustru og jeg der var der for en kort bemærkning for at høre Love Shop. Det er svært ikke at sammenligne med andre festivaler; Nibe-festivalen har først og fremmest et dansk musikprogram med nogle enkelte udenlandske indslag – og ikke et ondt ord om det. Men der er typisk kun en lille håndfuld navne, jeg har lyst til at høre, så der er ikke så meget, der trækker på dén måde. Til gengæld er festivalen smukt placeret i skoven, og der er mange flere aldersgrupper repræsenteret blandt publikum end på Roskilde. På Roskilde-festivalen kan man godt mærke at der er mange, der er blevet studenter – for 20 år siden var der også mange fra Norge og Sverige på Roskilde, men efter broen til Sverige kom er der paradoksalt nok ikke særlig mange fra udlandet mere. Her var det rart for en gangs skyld ikke at føle sig som Festivalens Ældste Gæst. Nibe er i det hele taget udpræget nordjysk, og på min korte dag så jeg da også universitetskolleger, studerende jeg har undervist for nylig og fhv. MF Per Clausen himself med hustru Susanne Flydtkjær.

Nibe-festivalens udvalg af mad og drikke er suverænt, hvis man gerne vil drikke sig fuld og spise burger til. Men det er så også dét. Det er forbløffende svært at købe en is, hvilket min hustru erfarede, og det er endnu mere besværligt (læs: uladsiggørligt) at finde noget at spise, hvis man er vegetar eller veganer.

Og nå ja: Var det så en god koncert med Marina and The Diamonds? Min datter kender alle deres sange, så for hende er det vel lidt som jeg har det når jeg oplever f.eks. The New Pornographers. Min forsigtige konklusion er denne: Marina og diamanterne er en velsmurt popmaskine der især kan dét der med uptempo-numre, Marina selv både synger godt og ser mere end almindelig godt ud, og trommeslageren i bandet er fra – Nibe.

(Bagefter gik vi ned for at høre Duné, men så kan jeg alligevel næsten bedre lide det rigtige Europe.)

I morgen skal jeg faktisk til Nibe-festival igen; denne gang sammen med min hustru – og vi skal høre Love Shop. Dét glæder vi os til. Historien gentager sig altså for så vidt, men Hilmer og Henrik er desværre ikke mere. Dem savner jeg.

Flattr this!

Ocean Rain

Echo_y_The_Bunnymen-Ocean_Rain__1984_-Frontal_1024x1024

I dag fik jeg pludselig lyst til at høre Ocean Rain med Echo and the Bunnymen. I denne måned er det 31 år siden jeg anskaffede mig dét album. Da jeg første gang hørte “The Killing Moon” i radioen, vidste jeg at her var en plade jeg blev nødt til at have. Jeg har tidligere nævnt albummet en passant her på bloggen. Som jeg dengang antydede, var Ocean Rain lydsporet til Interrail-ferien 1984 og vel i det hele taget til det år. Højdepunkterne på albummet er “The Killing Moon” og den smukke ballade, der er titelnummeret og som runder albummet af, men der er ikke nogen numre, der falder igennem. Det er sjældent man kan sige den slags om et album. Ocean Rain er lyden af stor længsel og store, måske lidt tågede følelser sat i scene med Sturm und Drang.

Nogle syntes at Echo and the Bunnymen havde svigtet ved at gå efter en mindre rocket og pågående lyd end på de første tre albums – på mange af sangene kan man høre en 35 personer stor strygersektion! Men netop dét lydbillede er med til at gøre albummet til noget helt specielt, spørger man mig.

Echo and the Bunnymen fortsatte, men de lavede aldrig siden et album der var bare tilnærmelsesvis lige så godt. Da trommeslageren Pete de Freitas døde i en motorcykelulykke, var det begyndelsen til enden for bandet. De blev gendannet i 1990’erne, og jeg så dem dengang. Jeg var ikke imponeret. Dels var sangeren Ian McCulloch tydeligt beruset og pinlig, dels var de nye sange slet ikke på højde med det gamle materiale. Der var ganske enkelt gået hyggerock i kaninmændene.

Men da de var bedst – og det var de på Ocean Rain – var de uovertrufne. Her er “The Killing Moon”.

Et nummer, der ikke kom med på Ocean Rain, var b-siden  på “The Killing Moon”-singlen, “Angels and Devils”. Det nummer var jeg ret fascineret af. Men da jeg ville købe singlen, var den ikke til at få længere. Mange år senere fik jeg så fat i cd-genudgivelsen af Ocean Rain mens jeg var til en konference i San Francisco. Og på genudgivelsen var en masse bonusnumre, bl.a. “Angels and Devils” – som jeg først da opdagede var indspillet i San Francisco.

Flattr this!