Way Out West, dag 2 (og natten før)

I nat skulle jeg til koncert med Orville Peck på et spillested inde i Göteborg; det er nemlig sådan at Way Out West-festivalen efter midnat fortsætter rundt om på byens spillesteder.

Mange andre havde imidletid fået samme idé, så jeg kunne ikke blive lukket ind, men måtte stå i kø indtil tilstrækkeligt mange fra publikum var gået ud igen. Jeg faldt i snak med en jævnaldrende mand fra Sverige, og vi kom selvfølgelig til at snakke om musik. Det viste sig at vi havde været til den samme koncert med Green On Red på en Roskilde-festival for meget længe siden. Først til sidst blev vi lukket ind og nåede at høre to numre med den gådefulde canadiske country-crooner. De var til gengæld rigtig gode, og jeg ærgrede mig over ikke at have hørt mere.

Bagefter tog jeg og min svenske følgesvend sporvognen tilbage, og her røbede han, at et af de bands han altid har sat meget højt, såmænd var Gasolin!

Der er korfestival i Göteborg og ikke helt få kor fra rundt om i verden er indkvarteret på hotellet. Her til formiddagen havde vi derfor den særegne oplevelse at kunne sidde på værelset og lytte med, mens korene øvede i hotellets gård. Det var overrumplende smukt!

Bagefter gik min hustru og jeg en tur for at købe kontaktlinserensevæske hos Synoptik (det har de også her!), og vi kom forbi domkirken. Her i denne kirke, der med sin enkle og klassicistiske indretning ser så anderledes ud end danske kirker, var der en lille koncert med svensk folkemusik arrangeret for violin og harmonika. Jeg opsøger sjældent harmonikamusik, men dette var smukt og besad den længselsfulde, melankolske tone som er så karakteristisk for nordisk musik.

Dagens første egentlig koncertoplevelse blev den japansk-amerikanske sangerinde Mitski. Som en del af sit omhyggeligt koreograferede sceneshow brugte hun to rekvisitter: et bord og en stol. Musikken var (som noget ikke så udpræget på denne festival) rock, og her med tydelige momenter af tidlig 1990’er-rock som man stødte på den hos B-holdet i datidens “alternative rock” (Veruca Salt, Velocity Girl m.fl.). Men var det virkelig Martin Krasnik på guitar?

Stereolab så jeg første gang for 25 år siden. Deres musikalske udtryk, der på en og samme tid er naivistisk og cool, har de stadig. For de uindviede: forestil jer et extended remix af en udgave af “One Note Samba” indspillet af Can med Juliette Greco som gæstevokalist. Jeg lyttede en del til Stereolab dengang, men selv om jeg har flere af deres album, må jeg desværre indrømme at jeg ikke kunne huske nogen af deres numre. Det vidste gruppen nu godt, for sangerinde Laetitia Sadier præsenterede på et tidspunkt et nummer som “et af vores hits”. Hvis der er noget, Stereolab aldrig har haft, er det nemlig hits, ja faktisk er der knap nok tale om sange. Men når det lykkes for Stereolab (og det gjorde det ofte i dag), skaber de en særlig tilstand. Også dét er en kvalitet i musik.

Veronica Maggio er en af de helt store svenske popstjerner, og det er helt fortjent. Det store svenske publikum kunne synge med, og trods det at mange af hendes iørefaldende sange har en umiskendelig snert af melankoli (man aner igen den nordiske tone), var stemningen god. Undervejs drev to luftballoner – en gul og en blå – ind over festivalpladsen og hen over scenen. Det var et usædvanligt syn; om det var timet med netop denne koncert, ved jeg ikke.

Khruangbin er en trio fra USA, og jeg havde ikke noget systematisk kendskab til dem. De er en traditionel rocktrio med guitar, bas og trommer, men musikken er stilmæssigt svært karakteriserbar med elementer af rock, funk, afrikansk og østasiatisk musik og sikkert også andet.

Khruangbin er et usædvanligt tæt sammenspillet lille ensemble, og bassisten Laura Lee havde endda så stort musikalsk overskud, at hendes bevægen sig rundt på scenen ofte antog karakter af en slags dans. Ligesom Stereolab er Khruangbin et band der går efter at skabe en tilstand med deres musik; det skete efterhånden og især sidste halve time var rigtig vellykket i så henseende.

Aftenens sidste koncert var med The Cure. Alle musiknavne appellerer til bestemte, ofte aldersbestemte, segmenter, og her skulle man tro at netop The Cure ville appellere til mig af demografiske årsager. Jeg har da også enkelte af deres albums; Pornography og Disintegration er rigtig vellykkede, men ikke specielt muntre (tværtimod!). Men jeg har set The Cure nogle gange i årenes løb på festivaler, og det er desværre ikke lykkedes dem at ældes med ynde.

Kun Robert Smith er tilbage fra de glade (???) dage dengang, og han er kommet til at fremstå som Den Syngende Bedstemor. På musiksiden er der gået fuldstændig bulderrock i foretagendet, og det virker efterhånden barokt at forsøge at opildne til en form for fest med selvmedlidende sange med linjer som f.eks. “Yesterday I felt so old, I thought that I would die”. Nu måtte det være goth nok, konkluderede min hustru og jeg og tog hjem. På vej ned til sporvognen passerede vi forbi koncerten med norske Charlotte Bendiks og jeg måtte indrømme, at det elektroniske univers efterhånden appellerer meget mere til mig end The Cure ville kunne gøre det.

Way Out West, dag 1

I disse dage er jeg til Way Out West-festivalen i Göteborg sammen med min hustru. 

Festivalen er noget mindre end Roskilde Festival med et publikum på cirka 30.000. Way Out West adskiller sig også ved ikke at være en campingfestival og ved at holde til i Slotsskogen, som er den store park i Göteborg. Jeg har aldrig været til Smukfest (musikprogrammet har desværre aldrig sagt mig så meget), så jeg kender ikke så meget til festivaler med så fine skovagtige omgivelser. Og så har festivalen i øvrigt stort fokus på at være miljøvenlig. Al mad, der bliver serveret, er vegetarisk eller vegansk. Og man har lagt et særligt modulunderlag ud, så de mange tusinde gæster ikke tramper Slotsskogens store plæner helt ned. En yderligere gevinst er at det også skåner os for de mudderorgier, man kender fra danske festivaler.

Silvana Imam er en svensk rapper med syrisk/litauisk baggrund – og åbnede i år Orange Scene på Roskilde. Hun er åben lesbisk og havde sin kæreste med på scenen i flere numre. Jeg må indrømme, at jeg ikke kendte så meget til musikken inden, men denne koncert gjorde et stort indtryk på mig og min hustru. Kombinationen af Imams på en gang konfronterende og rå tekster, det stærke feministiske budskab og et enormt nærvær på scenen var noget helt særligt.

Neneh Cherry har lavet musik i en menneskealder, og først et godt stykke tid efter at jeg stiftede bekendtskab med hendes store hit “Buffalo Stance” i 1988 opdagede jeg, at hun faktisk er svensk. Så dagens koncert var en koncert på hjemmebane. De gamle hits var med (på “Seven Seconds” manglede man tydeligt Youssou N’Dour), men der var også nye numre, der røbede at Neneh Cherry ikke gang fast i 1990’erne og at hun bestemt kan endnu.

Fra brune svenske kvinder med dans og feministiske budskaber kom turen så til hvide engelske mænd, der sad ned. 

James Blake har jeg også lyttet til længe, og hans særegne musikalske udtryk, hvor mange stilarter mødes, synes jeg er fascinerende. Det er interessant at han på mange måder er havnet samme sted som så umiddelbart væsensforskellige kolleger som Frank Ocean og Justin Vernon (Bon Iver). Ved sin introduktion til koncertens sidste nummer fortalte James Blake, at han havde lidt af angst og depression op gennem tyverne, og det satte unægtelig den sidste sang i relief.

Til allersidst Jon Hopkins, der leverede et timelangt sæt med hovedvægten lagt på sine to seneste albums. Det er ikke al hans musik, der er lige dansabel – der er på hans seneste udgivelse flere numre, der er helt tyste og faktisk minder lidt om Erik Satie (!). Men her til aften var vægten lagt på uptempo-numrene og det visuelle indtryk var der også gjort noget særligt ud af med brug af storskærm og to dansere.

Kunsten at kunne skære væk

144 minutter og 9 sekunder.

I dag er der to modstridende tendenser. På den ene side er der alle de sange, der står alene. De er “singler”. Og så er der albums.

Jeg er så gammel, at jeg mest holder af at lytte til musik, der er udkommet som albums. Og jeg har mine egne favoritter, som har det med at være rigtig gamle. Et af mine absolutte yndlingsalbums er Revolver fra 1966 med The Beatles; det varer 35 minutter og 1 sekund. Et andet er What’s Going On fra 1971 med Marvin Gaye, og det varer 35 minutter og 38 sekunder. Born To Run fra 1975 med Bruce Springsteen varer 39 minutter og 36 sekunder. Unknown Pleasures fra 1979 med Joy Division varer 39 minutter og 24 sekunder.

De suverænt længste klassiske rockalbums, som jeg holder af, er London Calling fra 1979 med The Clash, der varer 65 minutter og 7 sekunder, og The River fra 1980 med Bruce Springsteen, der varer 83 minutter og 47 sekunder. Begge albums er fra lp-formatets storhedstid og er derfor oprindelig dobbelt-albums. Prøv at sammenligne med tripel-albummet Sandinista!, der kom i 1980 dvs. kun et år efter London Calling og varer 144 minutter og 9 sekunder. Det er en på én og samme tid spændende og ærgerlig øvelse at skære dette album ned til et lytteværdigt og godt album af sædvanlig længde. Der er mange gode sange på Sandinista!, men godt nok også meget underligt fyld.

Automatic for the People fra 1992 med R.E.M. kom i cd-formatets storhedstid og varer 48 minutter og 52 sekunder – og er vel stadig ikke helt gammelt nok til at man vil kalde det for klassisk rock. Og fra da af blev albummene bare længere og længere, men de blev ikke nødvendigvis bedre og bedre af den grund.

Den amerikanske radiostation NPR har et langt interview om netop dét med Mark Richardson, der er redaktør på musikmagasinet Pitchfork. Et af de længste nyere albums er To Pimp A Butterfly fra 2015 af og med Kendrick Lamar. Det varer 78 minutter og 51 sekunder – og er blevet meget rost. Men netop dét album er vel også en undtagelse. Jeg husker mange albums fra 1990’erne, der “bare” var alt for lange. Der kom en masse bonus-numre med, men det er sjældent dem, man husker albumudgivelserne for.

Problemet er, at den voksende gavmildhed hvad angår plads gør det nemt at undlade at fatte sig i korthed. Men mange af de lange, halvgode albums kunne med fordel skæres ned til gode albums på 35-40 minutter. Og min fornemmelse er, at de rigtig kompetente musikere er dem, der kan fatte sig i korthed og ved, hvad de skal sortere fra. Det er på præcis samme måde i den akademiske verden. Det er langt fra altid tilfældet, at de længste akademiske publikationer er de bedste. Det handler om at skære væk, lige så meget som det handler om at producere nyt.

Days of brutalism

Når jeg ikke kan skrive om andet, kan jeg stadig skrive om musik. Jeg lytter meget til det nye album med The National, I Am Easy To Find, for tiden. Den amerikanske kvintet, der består af to gange to brødre og forsangeren Matt Berninger, har altid bevæget sig i et mandeunivers fuldt af tvivl og selvransagelse. Men denne gang er der kvinder med på alle numre, bl.a. Gail Ann Dorsey (som mange kender som David Bowies fremragende bassist – men hun er også en dygtig vokalist) og Sharon Van Etten. På én og samme tid lyder The National som de plejer og temmelig anderledes. Jeg holder meget af resultatet.

Herover er “Hairpin Turns”. Og herunder er lidt af teksten.

What are we going through, you and me?
Every other house on the street is burning
What are we going through, wait and see
Days of brutalism and hairpin turns

Gibbons, Penderecki og Gorecki

For snart en del år siden lyttede jeg rigtig meget til Henryk Górecki’s 3. symfoni fra 1976 i en smuk indspilning med Dawn Upshaw, David Zinman og London Sinfonietta. Jeg prøvede siden at finde ind til andre af Góreckis værker, men ingen af dem har bevæget mig som den 3. symfoni, der har undertitlen Symphony of Sorrowful Songs (på engelsk).

Nu er der så kommet en live-optagelse af samme symfoni i en udgave med Polens Nationale Radiosymfoniorkester. Dirigent er selveste Krzysztof Penderecki (også kendt som komponisten bag Trenodi for Hiroshimas ofre og mange, senere og noget mere tilgængelige værker) , og solisten er – Beth Gibbons fra Portishead. Hun har som bekendt ikke klassisk baggrund, hendes vokal er mere hæs og sårbar end Upshaws, hun bruger mikrofon og hun har egentlig heller ikke så godt styr på sit vibrato. Tilmed synger hun på polsk. Trods alle disse tilsyneladende forhindringer virker det også og alligevel. Hermed anbefalet.

Et godt sted at starte er 2. sats. Den kan I se og høre herunder.

Noget at have fælles

Foto: Nils Meilvang © Scanpix)

Det var gribende at se billederne i TV-Avisen fra de store mindeoptog for Kim Larsen, og det var overvældende at se, hvor dybe følelser hans død har vakt i så mange mennesker, herunder mig selv. Hvad enten vi har været forelskede, forladte, sammen, alene, glade for livet eller vrede over samfundets uretfærdigheder, har vi kunnet finde en sang fra Kim Larsens store katalog. Det er netop dét, der fortæller så meget om hans format som sangskriver og sanger, og det er vel også derfor, så mange måtte på gaden i går. I morgen tager jeg selv ned til Musikkens Hus i Aalborg for at se mindekoncerten på storskærm.

I Danmark har det i de seneste år været sportspræstationer, der har kunnet samle så mange mennesker – og nogle gange demonstrationer. Til gengæld har den nationalisme og de stramninger, som så mange politikere nu bejler til, ikke kunnet sende tilsvarende mange støtter på gaden. Dét er værd at tænke over. Kim Larsen var fra Danmark, men han var aldrig nationalist. Måske er der håb for os endnu herhjemme, selv om det er en kold tid, som vi lever i.

Kim Larsen 1945-2018

Jeg kan ikke fordrage at skulle skrive nekrologer her, men der er desværre ingen vej udenom lige nu. Min generation voksede op med Gasolin’ og med Kim Larsens første soloalbum, det legendariske Værsgo. Der er ikke mange mennesker, der har kunnet kaldes folkekære, men den mand, vi mistede i dag, var en af dem.

Kim Larsen spændte fra viser til rock, omend han altid selv beskedent kaldte sig for popmusiker. Måske var det Eik Skaløe, der varslede at man kunne synge rock på dansk, men det var Kim Larsen, der gjorde løfterne til virkelighed. Hos Kim Larsen mødtes Jimi Hendrix med Osvald Helmuth (hans sangforedrag mindede om begge herrer) og resultatet var ofte både overrumplende og tilgængeligt på den bedst tænkelige måde. Listen over guldrandede sange er lang, og diskografien har mange højdepunkter. Selv holder jeg særlig meget af Gas 5 og af Gør det noget, der skulle vise sig at blive det sidste “rigtige” album med Gasolin’, af Midt om natten og af de sene Glemmebogen–albums, hvor en af Danmarks største sangskrivere for første gang kun spillede andres sange.

Kim Larsen gjorde ikke et stort nummer ud af det og så ikke sig selv som en særligt politisk person, men hans sociale engagement er ikke til at tage fejl af. At en sang som “Hvad gør vi nu, lille du?” blev et hit og en kanoniseret del af den danske sangskat, siger rigtig meget herom.

Mange fra min generation nåede at opleve Gasolin’ og at opleve Kim Larsen til koncerter; af underlige og uvisse grunde lykkedes det aldrig for mig, og nu er det blevet for sent.

Æret været Kim Larsen og mindet om alt det, han nåede og gjorde.

Hiss Golden Messenger

Mike Taylor

I dag vil jeg blot gøre opmærksom på den amerikanske country-rock-gruppe Hiss Golden Messenger, som jeg blev opmærksom på for nogle år siden.

Jeg har været til koncert med Hiss Golden Messenger én enkelt gang, nemlig i 2015 (det skrev jeg om her) og det var en særdeles positiv oplevelse. Bagefter var jeg så heldig at få en lille snak med Mike Taylor, der er sanger og sangskriver i gruppen (og på sin vis er Hiss Golden Messenger). Han viste sig at være en meget rar og ligetil mand. Nu kommer der så et bokssæt med de første tre albums og en ekstra plade/cd med hidtil ikke udsendte numre. Jeg har allerede forudbestilt det. Og så er der også netop nu en lang artikel i The Atlantic om Hiss Golden Messenger; den er værd at læse.

Her er “Biloxi” fra Heart Like A Levee, der udkom i 2016. Måske er det bare mig, men jeg kan her også høre et musikalsk slægtskab med new zealandsk/australske Crowded House.

Aretha Franklin er død

Jeg har netop læst, at Aretha Franklin er død, 76 år gammel. Endnu en musiker, der har været der, så længe jeg kan huske, er nu ikke længere, og som altid føles det underligt og vemodigt. Aretha var en af det 20. århundredes største kvindelige vokalister inden for det, man af uvisse årsager kalder for den rytmiske musik – og et af de absolut største afro-amerikanske musiknavne fra forrige århundrede i det hele taget.

Når Aretha sang, var hendes stemme på én gang kraftfuld og uanstrengt, og selv helt enkle sange (som f.eks. “Chain of Fools”, der har præcis én akkord) kunne hun gøre til noget helt særligt. Aretha var først og fremmest kendt som sangerinde, men hun var faktisk også med til at skrive en del af sine største hits, bl.a. “Think” og “Dr Feelgood”. Æret være hendes minde.