Kategoriarkiv: Musik

Længsel og fyrværkeri

2015-08-03 22.00.28

Der er nogle musiknavne der har en lille diskografi og siden ikke lader høre fra sig mere. Svenske Jakob Hellman udsendte i 1989 sit debutalbum …och stora havet  og blev dermed inspirationskilde for bl.a. Håkan Hellström og Kent. Derefter besluttede Hellman sig for at studere kemi og det var så dét.

I Danmark udsendte århusianske Sorten Muld en EP og i 1997 albummet Mark II med deres smukke, overrumplende og meget roste bud på en nyfortolkning af gamle danske folkeviser mer en blanding af traditionelle og elektroniske instrumenter. På denne måde var de en slags pendant til de svenske Hedningarna. Mark II fik en dansk Grammy for årets techno-udgivelse (!) og for årets producer, solgte 40.000 eksemplarer og blev i USA kåret som en af årets 100 vigtigste udgivelser. I 2000 kom opfølgeren III og i 2002 kom et selvudgivet album, Jord Luft Ild Vand, som egentlig var musik til et landsstævne i DGI og er ekstra svært at opdrive.

Derefter blev der stille om Sorten Muld, og to af gruppens hovedkræfter – Ulla Bendixen og hendes mand Martin Ottesen – fik almindeligt lønarbejde uden for musikkens verden. For få år siden blev bandet imidlertid gendannet, og i går aftes kunne man opleve dem i Aalborg for første gang i mange år. Anledningen var The Tall Ships Race, og her var de sammen med en række andre folk-navne blevet placeret i Roots-teltet. Samtidig spillede TV-2 et stykke væk og trak en stor skare til.

Limfjordsbroen skulle lukkes på grund af et stort fyrværkeri sidst på aftenen, og jeg nåede med nød og næppe som den sidste passager den sidste bus over broen. Det var jeg glad for.

Sorten Muld gav en overbevisende og smuk koncert i et telt der efterhånden blev helt fyldt, og også med en del unge mennesker der næppe kan have været født, da Mark II blev udsendt. Nogle gange fremstår Sorten Muld “bare” som et solidt folk-rock-ensemble med ganske mange virtuose multiinstrumentalister og guitarsoloer på udvalgte steder, men den elektroniske vinkel i mange af numrene er stadig et originalt og spændende bidrag. Her mange år senere er bandets Virus-synthesizer og sampler med 16 MB hukommelse (og spændt på en spånplade) også blevet old school, omend selvfølgelig ikke på samme måde som drejeliren, nøgleharpen eller sækkepiben, som man også hører meget til undervejs. Ulla Bendixen (endnu en sangerinde i bare fødder!) har stadig en smuk og kraftfuld vokal, som dog af gode grunde ikke er så piget og luftig som i 1990’erne.

Koncerten sluttede med gruppens eneste egentlige hit, “Bonden og elverpigen”, der er en flere hundrede år gammel dansk soul-ballade om den store og umulige længsel.

Efter koncerten var der så det store fyrværkeri, der fyldte hele Limfjordsbroen og en stor del af himlen over Aalborg/Nørresundbys midtby , men det virkede for mig nærmest som et antiklimaks. Bagefter var der kun tilbage at vente på at Limfjordsbroen igen ville blive åbnet for trafik, så jeg kunne gå den korte tur hjem.

Flattr this!

En morgensang til jer

Four Tet alias den engelske musiker Kieran Hebden har i denne uge udsendt albummet Morning/Evening, som man kan streame og købe på Bandcamp. Det er på én og samme tid helt igennem elektronisk og gennemført organisk i sin lyd; jeg var glad for albummet Rounds fra 2003 men og der har også været rigtig interessant musik fra Four Tet siden da. men Morning/Evening er nok alligevel det bedste fra Hebdens hånd i lang tid, hvis man spørger mig. Der er kun to  numre på albummet, “Morning Side” og “Evening Side”, hver især omkring tyve minutter lange.

Herover kan I høre “Morning Side”, hvor loops og små lyde svøber sig om en sang med den legendariske indiske sangerinde Lata Mangeshkar. Nogle vil måske huske at hun bliver nævnt i “Brimful of Asha”, der i sin tid var et større hit for bandet Cornershop. The Guardian har et interessant interview med Kieran Hebden om det nye album. Den indiske forbindelse er ikke tilfældig; hans mor er fra det indiske mindretal i Sydafrika.

Men inden I kaster jer over interviewet, så lyt til “Morning Side”, der er et af de mest overraskende og suverænt smukkeste numre, jeg har hørt i år. Hvad der bliver sunget om, ved jeg desværre endnu ikke, men jeg har hørt “Morning Side” adskillige gange i dag.

Flattr this!

Afrikansk og gælisk

Gudstjeneste i Mount Olivet Baptist Church den 8. april 2007 i New York City. (Foto: Mario Tama/Getty Images)
Gudstjeneste i Mount Olivet Baptist Church den 8. april 2007 i New York (Foto: Mario Tama/Getty Images)

Den keltiske kultur har været med til at præge USA gennem århundreder. Vi ved godt at præsidenter som Reagan og Kennedy havde irske forfædre, og mange har set de lidt forvirrede billeder af highland pipe bands i kilt der marcherer i New York på den irske St Patrick’s Day.

Men der er også en for mig lidt overraskende forbindelse mellem afrikansk-amerikanere og skotsk-amerikanere. I tirsdags hørte jeg Rhiannon Giddens synge en sang på skotsk gælisk, og på nettet kan man høre hende fortælle om om hvordan en sort kirke (altså en menighed for afrikansk-amerikanere) i North Carolina havde søgt om at få en gælisktalende skotsk præst. Dét lød meget mærkeligt.

Baggrunden er som så meget andet i denne del af USAs historie tragisk. De afrikanske slaver blev tvunget til at tage slaveherrernes efternavn og skulle lære at tale deres sprog i stedet for deres eget. Og nogle slaveherrer var skotter. Det er derfor, afro-amerikanske musikere som Dizzy Gillespie, Louis Armstrong og Charles Mingus (en anden stavemåde for Menzies, der faktisk udtales “Mingus”) har skotske efternavne. Så sent som i 1918 var der en afrikansk-amerikansk kirke i Alabama, hvor gudstjenesten foregik på gælisk.

Det er også interessant, at “lining out”, den call-response-form som bruges ved gudstjenester i mange afrikansk-amerikanske kristne trossamfund  og ofte opfattes som noget særligt for disse trossamfund, faktisk er den samme form som bruges i nogle presbyterianske trossamfund i Skotland. Ligesom kristendommen kom fra slaveherrerne, gjorde nogle af de liturgiske traditioner det. Den amerikanske  musikhistoriker Willie Ruff var en af de første til at bemærke dette. Willie Ruff er også en kendt jazzmusiker, der har spillet med bl.a. Miles Davis og Dizzy Gillespie, og det var Gillespie der først satte ham på sporet af denne sammenhæng.

På den skotske side er forbindelserne mellem afrikanere og skotter også mange – og komplicerede. Igen er det i høj grad slavetiden, der er bindeleddet. Et sted at starte er en oversigtsartikel hos BBC.

Flattr this!

En magisk aften med Rhiannon Giddens

2015-07-07 21.33.08

Her til aften har jeg været i Rigets Centrum, hvor Rhiannon Giddens gav koncert som del af Copenhagen Jazz Festival. Det er egentlig ret underligt at netop hun dukker op i dén sammenhæng, for Rhiannon Giddens’ musik har ikke noget med jazz at gøre – hvis man skal sætte en stilbetegnelse på hende, er det helt klart country/folk. Hun er en central skikkelse i det afro-amerikanske bluegrass-ensemble Carolina Chocolate Drops fra North Carolina. Og så har hun tidligere i år udsendt Tomorrow Is My Turn,  produceret af T-Bone Burnett. Dét album er en klar kandidat til at være årets albumudgivelse og jeg har tidligere skrevet om det her.

Det var en intet mindre end fantastisk koncert! Rhiannon Giddens er en usædvanligt dygtig og sjælfuld vokalist og tillige særdeles habil på violin og banjo. Og så er hun forresten også en meget smuk kvinde.

Med sig havde hun hele Carolina Chocolate Drops i skikkelse af de tre multiinstrumentalister Hubby Jenkins, Malcolm Parson og Rowan Corbett plus en rytmesektion: kontrabas og trommer. Koncerten startede med “Spanish Mary”, der er et nummer på The New Basement Tapes (hvor Giddens, Elvis Costello, Marcus Mumford m.fl. har sat musik til gamle tekster af Bob Dylan), og derefter fik vi de fleste numre fra Tomorrow Is My Turn og traditionelle numre tillige fra Carolina Chocolate Drops’ repertoire. Koncerten var en rundtur i alle de genrer, der udgør den amerikanske folketone: country, bluegrass, gospel, blues, appalachisk folkemusik og også med et besøg i den keltiske musiktradition, der også er en af kilderne til amerikansk musik (der var en sang på skotsk gælisk!) men uden at koncerten på noget tidspunkt at miste retningen. Der blev hoppet og danset og pjattet – Rhiannon Giddens er endnu en barfods-sangerinde – og det hele var samtidig tight og swingede som ind i himlen. De meget simple bones, der bare er to stykker træ, man slår mod hinanden og dermed er en slags amerikanske kastagnetter, blev grundigt rehabiliteret i aften. Det samme gælder den båndløse banjo (!), som jeg ikke anede fandtes.

Bagefter fik jeg hilst kort på Rhiannon Giddens (hun er godt nok sød) og fik nævnt at jeg af en kollega med rumænsk baggrund har fået at vide at sangen “Waterboy”, som vi også fik her til aften, faktisk minder om en rumænsk folkesang. Sangen er skrevet af Jacques Wolf, der var født i Rumænien. Dét vidste hun selvfølgelig godt.  At “Waterboy” er beslægtet med en rumænsk folkesang vidste hun derimod ikke, men det gav hende lyst til at finde ud af mere om denne sang. Så dét! I merchandise-boden købte jeg en turplakat og opdagede at der faktisk også findes en cd, hvor hun synger opera. Så dét kan Rhiannon Giddens åbenbart også.

Da jeg gik fra koncertstedet stod Hubby Jenkins og Malcolm Parson udenfor og røg, og dem fik jeg selvfølgelig også takket. Forhåbentlig fik jeg dem overtalt til også at komme til Aalborg næste gang (det er nok for meget at håbe på at de når Nørresundby).

Flattr this!

Nibe Festival 2015

Nibe-festivalen

Jeg fik aldrig taget mig sammen til at købe en billet til Roskilde-festivalen, før det blev for sent. Jeg kom ikke til Northside, fordi jeg fik et maveonde. Men i dag var jeg med familien på Nibe-festivalen. Årsagen var at min datter på 14 havde fået en endags-billet i fødselsdagsgave. Hun er nemlig en stor fan af Marina and The Diamonds, et britisk band der i lighed med så mange andre musiknavne reelt er identisk med vokalisten (jvf. Nine Inch Nails, Eels, Cold Specks og mange flere). Jeg kender ikke Marina og diamanterne så godt, men hun/de er i samme kategori af britisk pop som f.eks. Florence and The Machine (som reelt også mest er Florence), omend nok lidt mere europoppet.

Det var første gang i 15 år, jeg var til Nibe-festival; dengang var det min hustru og jeg der var der for en kort bemærkning for at høre Love Shop. Det er svært ikke at sammenligne med andre festivaler; Nibe-festivalen har først og fremmest et dansk musikprogram med nogle enkelte udenlandske indslag – og ikke et ondt ord om det. Men der er typisk kun en lille håndfuld navne, jeg har lyst til at høre, så der er ikke så meget, der trækker på dén måde. Til gengæld er festivalen smukt placeret i skoven, og der er mange flere aldersgrupper repræsenteret blandt publikum end på Roskilde. På Roskilde-festivalen kan man godt mærke at der er mange, der er blevet studenter – for 20 år siden var der også mange fra Norge og Sverige på Roskilde, men efter broen til Sverige kom er der paradoksalt nok ikke særlig mange fra udlandet mere. Her var det rart for en gangs skyld ikke at føle sig som Festivalens Ældste Gæst. Nibe er i det hele taget udpræget nordjysk, og på min korte dag så jeg da også universitetskolleger, studerende jeg har undervist for nylig og fhv. MF Per Clausen himself med hustru Susanne Flydtkjær.

Nibe-festivalens udvalg af mad og drikke er suverænt, hvis man gerne vil drikke sig fuld og spise burger til. Men det er så også dét. Det er forbløffende svært at købe en is, hvilket min hustru erfarede, og det er endnu mere besværligt (læs: uladsiggørligt) at finde noget at spise, hvis man er vegetar eller veganer.

Og nå ja: Var det så en god koncert med Marina and The Diamonds? Min datter kender alle deres sange, så for hende er det vel lidt som jeg har det når jeg oplever f.eks. The New Pornographers. Min forsigtige konklusion er denne: Marina og diamanterne er en velsmurt popmaskine der især kan dét der med uptempo-numre, Marina selv både synger godt og ser mere end almindelig godt ud, og trommeslageren i bandet er fra – Nibe.

(Bagefter gik vi ned for at høre Duné, men så kan jeg alligevel næsten bedre lide det rigtige Europe.)

I morgen skal jeg faktisk til Nibe-festival igen; denne gang sammen med min hustru – og vi skal høre Love Shop. Dét glæder vi os til. Historien gentager sig altså for så vidt, men Hilmer og Henrik er desværre ikke mere. Dem savner jeg.

Flattr this!

Ocean Rain

Echo_y_The_Bunnymen-Ocean_Rain__1984_-Frontal_1024x1024

I dag fik jeg pludselig lyst til at høre Ocean Rain med Echo and the Bunnymen. I denne måned er det 31 år siden jeg anskaffede mig dét album. Da jeg første gang hørte “The Killing Moon” i radioen, vidste jeg at her var en plade jeg blev nødt til at have. Jeg har tidligere nævnt albummet en passant her på bloggen. Som jeg dengang antydede, var Ocean Rain lydsporet til Interrail-ferien 1984 og vel i det hele taget til det år. Højdepunkterne på albummet er “The Killing Moon” og den smukke ballade, der er titelnummeret og som runder albummet af, men der er ikke nogen numre, der falder igennem. Det er sjældent man kan sige den slags om et album. Ocean Rain er lyden af stor længsel og store, måske lidt tågede følelser sat i scene med Sturm und Drang.

Nogle syntes at Echo and the Bunnymen havde svigtet ved at gå efter en mindre rocket og pågående lyd end på de første tre albums – på mange af sangene kan man høre en 35 personer stor strygersektion! Men netop dét lydbillede er med til at gøre albummet til noget helt specielt, spørger man mig.

Echo and the Bunnymen fortsatte, men de lavede aldrig siden et album der var bare tilnærmelsesvis lige så godt. Da trommeslageren Pete de Freitas døde i en motorcykelulykke, var det begyndelsen til enden for bandet. De blev gendannet i 1990’erne, og jeg så dem dengang. Jeg var ikke imponeret. Dels var sangeren Ian McCulloch tydeligt beruset og pinlig, dels var de nye sange slet ikke på højde med det gamle materiale. Der var ganske enkelt gået hyggerock i kaninmændene.

Men da de var bedst – og det var de på Ocean Rain – var de uovertrufne. Her er “The Killing Moon”.

Et nummer, der ikke kom med på Ocean Rain, var b-siden  på “The Killing Moon”-singlen, “Angels and Devils”. Det nummer var jeg ret fascineret af. Men da jeg ville købe singlen, var den ikke til at få længere. Mange år senere fik jeg så fat i cd-genudgivelsen af Ocean Rain mens jeg var til en konference i San Francisco. Og på genudgivelsen var en masse bonusnumre, bl.a. “Angels and Devils” – som jeg først da opdagede var indspillet i San Francisco.

Flattr this!

Koldt og varmt med Tori Amos

  

Her til aften var min hustru og jeg til koncert med Tori Amos på Egeskov på Fyn. Min hustru har hele hendes bagkatalog, men vi har ikke været til koncert med Tori Amos siden Roskilde-festivalen i 1998. Jeg må med skam indrømme at jeg ikke selv kender Tori Amos’ værk så godt igen. Som mange andre har jeg haft en tendens til at tænke på hende som “den lille Kate Bush” (jeg så som bekendt den rigtige Kate Bush i London sidste år), men det er ikke helt retfærdigt over for nogen af de to damer.

Af uvisse grunde havde min hustru og jeg overbevist hinanden om at dette ville blive en lun sommeraften og havde klædt os derefter, men nej. Det var en skyfri lørdag aften i den smukke gamle slotshave, men der var rent ud sagt pissekoldt. Rundt omkring sad publikum på de hvide havestole og frøs, godt gemt væk under tæpper. Nogle fik nok og gik hjem (noget af en drastisk beslutning når man tænker på billetprisen!), men vi blev. Vi frøs os igennem ellers udmærkede udgaver af bl.a. “Silent All These Years” og en meget Amos’k udgave af Kate Bush-klassikeren “Running Up That Hill”. Det var svært rigtigt at nyde musikken og Tori Amos’ lidenskabelige og virtuose brug af flygel og synthesizer (ofte samtidig, skrævende hen over en vippende klaverstol).. Havde det ikke været for det tæppe vi lånte af et yngre par (tak til dem!) tør jeg ikke tænke på hvordan der var gået.

Men halvvejs inde i koncerten gav Tori Amos en coverversion af “I Feel Love” (der har pophistoriens enkleste tekst), og dette uptemponummer fik publikum op af havestolene og op tæt på scenen, hvor der var læ og kropsvarme. Sidste halvdel af koncerten helt oppe ved scenen var en anderledes god og varm oplevelse i mere end én forstand. Det var tydeligt at Tori Amos også nød denne forandring – jeg tror bestemt også at hun selv frøs. Og sådan blev det alligevel en god lørdag aften i den gamle slotshave.

Flattr this!

En aften med The New Pornographers (m.fl.)

IMG_4621.JPG IMG_4616.JPG IMG_4614.JPG IMG_4612.JPG IMG_4610.JPG

Det album, jeg lyttede mest til i 2014 og holdt mest af, var Brill Bruisers med canadiske The New Pornographers. Så da jeg opdagede at de skulle give koncert den 1. juni i Aarhus, var jeg ikke sen til at slå til. Tilfældet havde langt senere indrettet det således at dette samtidig skulle være de sidste timer af min sygemelding, og jeg var meget opsat på at kunne komme til denne koncert. Det lykkedes.

Jeg holder meget af The New Pornographers og deres melodiøse power pop med de aldrig svigtede vokalharmonier og ofte ret snurrige tekster. Jeg mener: hvem andre ville give deres sange titler som “The Slow Descent Into Alcoholism” eller “The New Face of Zero and One”? Selv bandets navn er udtryk for denne kringlede tilgang til brug af ord.

The New Pornographers er en slags supergruppe – (mindst) fire af medlemmerne har deres solokarrierer ved siden af. Neko Case er kendt fra sin solotilværelse i omegnen af alternativ country, og Dan Bejar har sit eget band ved navn Destroyer. Men The New Pornographers’ egentlige frontfigur er så klart Carl Newman, flankeret af sangerinde og keyboardmusiker Kathryn Calder (som er Newmans niece).

Klokken 19:45 var der ikke ret mange i salen, og jeg frygtede en lidt tynd omgang rent publikumsmæssigt. Men da The New Pornographers gik på 20.05, var den lille sal pænt fyldt. Med i salen var bl.a. to andre nordjyder, nemlig Johannes Andersen samfundsforsker, og Nils Torp, tidligere Kliché og nu Souvenirs. Til aftenens koncert var Bejar og Case (som så ofte før) ikke med, men man savnede dem slet ikke. Vi fik en perlerække af numre fra alle seks albums, afleveret tight og nærværende med vokaler der så godt som altid sad lige i skabet. Kathryn Calder er specielt helt på højde med Neko Case i de numre, der på plade er hendes.

De andre musikere lægger man ikke så meget mærke til. Den lidt trivelige keyboardmand var dog en så dygtig (eller snarere udspekuleret) musiker at han nogle gange forlod scenen og lod nogle loops overtage arbejdet. Det er godt at kunne programmere!

Ved slutningen af det egentlig ikke så lange sæt på en time og et kvarter var det tydeligt både i salen og på scenen at det havde været en rigtig vellykket koncert.  Selv var jeg glad for første gang at kunne glemme den dumme arm lidt og leve mig ind i et univers af sange, som jeg sætter højt. Jeg vil faktisk gå så vidt som til at kalde dette den bedste koncert jeg har været til i 2015.

Bagefter kunne man købe plader og cd’er i garderoben; det var Kathryn Calder herself der stod for salget og vi fik en lille snak. Jeg har alle albums med bandet, så jeg købte hendes soloalbum og fik det signeret. Jeg fik endda 20 kr nedslag i prisen på grund af min dårlige arm!  Så kom der da alligevel noget godt ud af den sygemelding…

Det er noget særligt at komme ud fra den mørke sal og se at det stadig er lyst i Aarhus. Temperaturen røber det ikke, men dette var faktisk årets første sommerdag. På vej ned til banegården så jeg en ung mand med hestehale og stetsonhat stå og sludre med et par andre. Og for en gangs skyld kunne jeg konstatere at nogle mennesker er højere i virkeligheden end man får indtryk af fra medierne. Det er Yahya Hassan (for ham var det) i al fald.

Flattr this!

Lydia Loveless og de andre

2015-05-09 22.55.43

Det var egentlig ikke meningen at jeg skulle af sted to gange i denne weekend. Men det endte med at jeg fik hørt den unge amerikanske sangerinde Lydia Loveless. Jeg kendte kun hendes album Indestructible Machine, som hun indspillede i 2011 som 20-årig. I aften fik jeg hørt hendes nye sange fra albummet Somewhere Else.  Det var en rigtig god oplevelse; musikken er country-rock og i live-sammenhæng er der tryk på “rock” – men med masser af twang  i Lydias country-vokal og med pedal steel, et instrument jeg holder meget af..  Der var desværre ikke så mange der var dukket op, men til sidst kom der yderligere et lille selskab til og de begyndte at danse. Dét var også på tide!

Bagefter fik jeg omsider købt Somewhere Else og fik snakket lidt både med bassisten Ben (som er gift med Lydia) og med Lydia selv (nogle amerikanere er usædvanligt små; min datter på 13 er et par hoveder højere!) og hørt lidt om deres underlige oplevelser med Göteborg-Frederikshavn-færgeruten.

Dette blev også aftenen hvor Bo fra The Seven Mile Journey fortalte mig om sine oplevelser med at spille ni udsolgte koncerter i Kina, og aftenen hvor jeg hørte de lokale The Devil’s Tiny Chains fremføre hvad der kun kan være en protestsang mod Egholm-motorvejen. Dette særdeles prisværdige initiativ blev desværre saboteret lidt af at sangen var på engelsk. Det er trods alt hverken David Cameron eller Barack Obama, der skal lægges pres på i denne sag. Jeg hjælper gerne med en dansk oversættelse!

Flattr this!

En aften i London

kort-over-london

Jeg slutter ugen med at deltage i et møde og en workshop i London. Mødet er endnu et møde i det forskernetværk jeg er med i,  og workshoppen handler (uden at være del af netværkets aktiviteter) om mange af de samme emner, der har med behavioural types at gøre. Dette var første gang, hvor jeg tog det direkte fly fra Aalborg til London. Det virker næsten som snyd at være så hurtigt fremme; det er underligt at starte dagen med at tage sin datter til lægen og slutte den i London.

Aftenen brugte jeg på at spise på den indiske restaurant Woodlands på 77 Marylebone Lane (midt i et af Londons restaurant-kvarterer)– og det var en god oplevelse. Ved bordet ved siden af mit sad to kvinder fra Danmark, der tilsyneladende først ved nærstudier af menukortet opdagede at dette ikke bare var en indisk restaurant, men endog en indisk vegetarisk restaurant. “Der er jo slet ikke kød i nogen af retterne”, kunne jeg høre den ene udbryde.

Bagefter fik jeg tid til at besøge HMV-butikken på Oxford Street; det er faktisk længe siden, jeg har besøgt en pladeforretning i Storbritannien. Jeg var lige ved at købe et par albums med Richard Thompson, for ham har jeg ikke noget med, men i sidste øjeblik stejlede jeg, da jeg indså at det nok ville være bedre at lytte lidt til ham på nettet først. Derimod købte jeg Whorl med Simian Mobile Disco, Carrie & Lowell med Sufjan Stevens (der er en tilbagevenden til folk-rødderne for ham) og …The Fine Art of Hanging On med The Leisure Society. Bare rolig, jeg skal nok vende tilbage til Richard Thompson.

Flattr this!