Alt er forbundet

Jeg hører Singularity, det nye album med Jon Hopkins, en hel del for tiden. Engang syntes jeg, at der ikke kom så meget spændende musik fra Storbritannien længere – men det er jo løgn (og her har jeg slet ikke talt om ny, “seriøs” kompositionsmusik). Det, der er sket, er at den interessante britiske musik ikke så meget er den sædvanlige rockmusik, men derimod alt det andet. Singularity er et godt eksempel på interessant og samtidig lettilgængelig elektronisk musik fra Storbritannien. Nogle numre har meget insisterende beats, hvor det knitrer og brummer, mens andre nærmest er kor og piano med mindelser om Arvo Pärt.

Nogle gange har jeg spekuleret på, hvordan det mon ser ud, når en musiker som Jon Hopkins laver sin musik. Herunder ser man hvordan. “Open Eye Signal” er et af de svimlende numre fra forgængeren Immunity, der var det album, som var der hvor min interesse for Jon Hopkins’ musik blev vakt.

Wienerphilharmonikerne i Aalborg

Jeg har længe drømt om en dag at kunne opleve Wienerphilharmonikerne i Musikverein-salen i Wien, og meget gerne med en symfoni af Mahler på programmaet. I aften lykkedes det næsten. Wienerphilharmonikerne og Daniel Harding gæstede Musikkens Hus i Aalborg (Zubin Mehta, der oprindelig skulle have dirigeret, var blevet syg).

Først kom Leonard Bernsteins 1. symfoni, Jeremiah fra 1944, med den østrigske mezzosopran Elisabeth Kulman. Det er et dramatisk stykke musik, der tager udgangspunkt i fortællingen om profeten Jeremias. Desværre må jeg indrømme, at jeg ikke kender denne symfoni, men det vil jeg få gjort noget ved.

Efter pausen kom så et stykke østrigsk musik og endda et af mine yndlingsværker, Gustav Mahlers 5. symfoni. Fem satser på i alt 70 minutter, og et af de få klassiske værker, jeg efterhånden ejer i hele tre forskellige indspilninger (Sinopoli/Philharmoni, Barbirolli/New Philharmoni og Kubelik/Bayerische RSO).

Mahlers Femte fører os hele vejen fra den dystre march i første sats over den “falske finale” i anden sats, tværs gennem den store, mærkelige scherzo til den dybe længsel i adagiettoen og frem til finalen, hvor glæden vælder frem og adagiettoens melodi dukker op igen som en glad sang. Jeg har vel aldrig hørt noget orkester lyde så godt som her til aften; flere andre af Mahlers symfonier har jeg i indspilninger med Wienerphilharmonikerne, og den varme, fyldige lyd, som mange forbinder med orkesteret, genkendte jeg med det samme. Jeg var meget bevæget; på et tidspunkt kom tårerne endda frem hos mig.

Det var en mindre streg i regningen, at en ikke helt lille del af aftenens publikum agerede så kluntet. For mig virker det helt upassende at klappe mellem satserne, og til et værk som Mahlers Femte, hvor satserne er så lange, at nogle musikere kan være nødt til at stemme instrumenterne igen mellem satserne, bryder den slags koncentrationen. Underligt var det også at opleve nogen gå deres vej få minutter inden finalen sluttede. Det er trods alt ikke hver dag verdens måske ypperste symfoniorkester dukker op i Nordjylland for at spille en af de i enhver henseende største symfonier.

Forstædernes Buddha

Nogle gange, når verden er kompliceret og anstrengende (og det er den lige nu) må jeg ty til musikken for at finde en form for ro. For tiden får jeg lyttet til The Buddha of Suburbia. Dette album er det sidste, jeg manglede for at eje alle David Bowies albums, og i alt for mange år har jeg udskudt at købe det. The Buddha of Suburbia blev til i 1993, oprindelig som et lydspor til BBCs dramaserie af samme navn baseret på Hanif Kureishis roman (af samme navn). Der er ikke så mange anmeldelser af albummet derude, og det er synd. Det er nemlig ikke noget dårligt album, og det er underligt, at jeg i så lang tid gik forbi det. Jeg har vel troet, at det ikke var et “rigtigt” Bowie-album.

The Buddha of Suburbia er den i USA bosatte David Bowie for en stund tilbage i London og dens forstæder, og på instrumentalnumrene mærker man tydeligt en tilbagevenden til lydbilledet fra de instrumentale dele af Low og fra Heroes. Det klæder ham.

Her er titelnummeret.

En ren foræring?

Jeg begyndte sidste år at abonnere på en musik-streaming-tjeneste, og her valgte jeg Apple Music baseret på et billigt tilbud (og på at det er pænt integreret med iTunes på min iPhone). Fordelene er til at tage og føle på:  Jeg kan høre lige hvad jeg vil, når jeg vil, og jeg kan tilmed lytte til musikken på det gode anlæg derhjemme, for receiveren understøtter trådløs streaming i hjemmet.

Men vi ved også godt, hvad ulemperne er. Der er selvfølgelig udfordringen med lydkvalitet, for streamet musik lyder ikke så godt som vinyl eller cd, men dette er først og fremmest et teknisk problem.

De egentlige problemer er af anden art. Forretningsmodellen bag streaming er ikke god for de udøvende kunstnere bag musikken. Det har allerede længe været et problem, at kunstnerne får meget begrænsede royalties fra streaming-tjenesterne. Den amerikanske musiker Damon Krukowski har et interessant indlæg i Pitchfork om netop de problemer.

Damon Krukowski er nok ikke er en typisk musiker; hans websted afslører, at han ud over at indspille egen musik også har mange andre jern i ilden. Især er han en produktiv skribent.

Krukowski gør opmærksom på at det er en ganske lille del af musikken, der bliver streamet meget. For al den øvrige musik er afkastet lille, og der er samtidig en reel fare for at den sjældent spillede musik simpelthen vil forsvinde fra streaming-tjenesterne, præcis som de sjældent sete film ikke er at finde på streamingtjenester for film som Netflix. Jeg har tidligere skrevet om hvor svært det er blevet at få fat i gamle filmklassikere på dvd, og Netflix har ingen af dem og i det hele taget kun ganske få ældre film. Ét problem er at det ensretter vores lyttevaner. Et andet er, at store dele af vores kulturarv er i fare.

Et andet problem er at meget information om indspilninger er i fare for at gå tabt. Her tænker jeg på de kreditering af musikerne, sangtekster og anden tekstuel information, som vi kender fra lp-omslag og cd-hæfter. Alt dette fylder kun få kilobytes, men er ikke desto mindre ikke at finde som information på Apple Music.

Nogle musikere prøver at kompensere for lavere indtægter fra indspillet musik gennem at optræde, men der er mange grunde til at dette ikke er en holdbar løsning. Dels er der altid en øvre grænse for hvor mange koncerter, nogen kan nå at give, dels giver de store stadion- og festivalkoncerter med stort publikum nogle meget distancerede og anonyme oplevelser både for de optrædende og for publikum.

Krukowski indrømmer, at han ikke har en god løsning på problemerne, men nævner sine egne erfaringer med at give musik væk mod frivillige bidrag på nettet. På webstedet for hans tidligere band, Galaxie 500, koster det penge at hente musik. Til gengæld giver webstedet for hans nye musikudgivelser med duoen Damon & Naomi, hvor man kan hente musikken kvit og frit og give et bidrag efter eget valg, større afkast.

Om dette peger på en løsning, ved jeg ikke. Det eneste oplagte at gøre må være at lave en systematisk undersøgelse af hvordan det går for de musikere, der har valgt en tilsvarende forretningsmodel. Interessant nok skrev den amerikanske forfatter Cory Doctorow  helt tilbage i 2006 en artikel om hvordan han tjente penge på at give sine bøger væk.

Og jeg kan heller ikke lade være at bemærke, at det videnskabelige samfund længe har benyttet en tilsvarende økonomisk model, hvor vi har delt opdagelser med hinanden – uanset at f.eks. min chef på universitetet anser viden for at være en vare.

Frygten for at få succes

Nogle enkelte gange i mine nu mere end 25 år som universitetslærer har jeg oplevet at være vejleder for studerende, hvor vejledningsforløbet helt kuldsejlede. Det var studerende, der var rigtig talentfulde, men blev ved med at aflyse og udsætte møder med mig og aldrig afleverede noget som helst, selv om jeg insisterede på at vi da i det mindste skulle mødes engang imellem. Og i de tilfælde endte jeg desværre med at blive irriteret på dem, fordi jeg selv investerede en hel del af min tid og også havde forventninger til at de ville gennemføre. Men i dag kan jeg se, at det må have været en særlig præstationsangst, der må have stået bag.

I dag blev jeg færdig med Bob Mehrs gennemresearchede og velskrevne biografi om The Replacements (jeg skrev for ikke så længe siden om mine indtryk af samme bog her), og netop dén bog er faktisk en på én og samme tid interessant og irriterende beretning om en meget talentfuld rockgruppe, der led af en altædende præstationsangst. Hos The Replacements manifesterede den sig ved at de begyndte konsekvent at drikke sig fulde inden hver koncert og i ikke helt få tilfælde hurtigt begyndte at provokere publikum ved simpelthen at lade koncerterne falde fra hinanden i fordrukken adfærd. Nogle af deres turneer endte i slagsmål og regulært hærværk. Til vigtige optrædender, hvor der var talentspejdere fra store pladeselskaber til stede, og endda til bandets debut på landsdækkende tv i Saturday Night Live, gjorde The Replacements præcis det samme. De nægtede at indspille musikvideoer og i radiointerviews og til møder med berømte producere, der gerne ville arbejde med dem, var de konsekvent fulde og skæve og ubehøvlede. Bandets medlemmer var til sidst meget tæt på at gå helt til bunds i misbrugsproblemer. Hele vejen igennem dette kaotiske forløb blev de rost til skyerne for deres sangskrivning og fik Grammy-nomineringer og en masse ros fra mere etablerede musiknavne – men det kom der intet ud af.

Jeg holder også meget af The Replacements’ musik og har alle deres albums (og ganske meget af det solomateriale, medlemmerne siden lavede hver for sig). Men jeg har altid haft det svært med deres ubehagelige udskejelser og med hvordan de sårede så mange mennesker undervejs i karrieren, og endda nogen, der gav dem så mange chancer. Nu, hvor jeg har læst biografien om The Replacements, kan jeg se at de selv har det på samme måde – de fortryder og skal leve med det, de gjorde dengang i 1980’erne. I dag kan jeg også se, at hele deres destruktive adfærd var udtryk for den samme præstationsangst, som man kan se i uddannelsessystemet hos nogle meget talentfulde studerende – nemlig en frygt for både succes og for fiasko.

Den lykkelige Jantelov?

Nogle gange har jeg hørt bestemte danskere forbande janteloven som en årsag til at de ikke får den store succes, de mener at kunne få, netop fordi de er danskere og dermed ligger under for Janteloven.

Så er det interessant at se Janteloven gennem amerikanske briller. I denne uge har jeg nemlig læst en amerikansk artikel, der faktisk bruger Janteloven til at forklare hvorfor Danmark skulle være det lykkeligste land i verden ifølge undersøgelser! 

Janteloven skulle ifølge artiklen afspejle en mentalitet, hvor man ikke forventer noget særligt af sig selv ud over at leve et gennemsnitligt liv – og derfor vil man så være tilfreds, hvis livet kaster mere af sig end dét.

Også i amerikansk rockhistorie dukker Janteloven op som en slags ideal. For tiden er jeg ved at læse Trouble Boys; The True Story of The Replacements, der er den definitive biografi af Bob Mehr om 1980’er-bandet The Replacements. De kom fra Minneapolis i delstaten Minnesota, en delstat hvortil der i sin tid kom mange indvandrere fra de nordiske lande. Flere af medlemmerne fra The Replacements havde da også nordiske aner. Langt inde i den velskrevne bog dukker Aksel Sandemoses “lov” så op som en forklaring på hvad The Replacements havde som grundindstilling:

“There’s a Norwegian word that a lot of Minnesotans know: Jantelagen”, said Hoeger. “It pretty much means, ‘don’t brag’ or ‘don’t have big aspirations’. That while Minnesota thing of being humble, I think that’s really reflected in Paul [Paul Westerberg, gruppens frontfigur og sangskriver], his whole self-deprecating humor and attitude. But at the same time, you know deep down that he thought the Replacements could rock out better than anybody else, that they were something special.”

Interessant nok var The Replacements bestemt ikke noget lykkeligt band. I store dele af bandets karriere spændte de temmelig konsekvent ben for sig selv på mange måder, og selv om mange af deres musikerkolleger roste dem til skyerne, fik de aldrig den succes, de fleste kritikere spåede dem. Det endte i konflikter (endda mellem brødre; den ene Stinson-bror blev smidt ud, den anden fortsatte i bandet) og misbrugsproblemer. Da The Replacements endelig tog sig sammen og så ud til at kunne få det store gennembrud, gik de fra hinanden. Det var faktisk kun gruppen selv, der ikke troede, at de var noget. Så meget for Janteloven som ideal.

Et nyt overblik

Der er en del af mig, der nikker genkendende til High Fidelity af Nick Hornby – romanen om de indædt musikelskende og -klassificerende mænd, den, der siden blev en film med John Cusack og Iben Hjejle. I dag kom der endnu et kapitel i dén fortælling.

Nogle af dem, jeg kender, har genopdaget glæden ved lp’er og anskaffet sig en pladespiller. Selv har jeg haft svært ved at nå til dét nostalgiske niveau og befinder mig endnu i en verden af små, blanke skiver, som jeg har anskaffet mig fra december 1988 og frem. Selv om jeg abonnerer på en musikstreaming-tjeneste, køber jeg faktisk stadig cd’er af og til, og sidste år investerede jeg endda i noget så gammeldags som en ny disk-afspiller, der kan spille ikke bare cd’er, men også alle de andre beslægtede optiske formater, der siden er kommet til (især dvd, super-audio cd og blu-ray). Der er noget udefinerbart hyggeligt ved at “sidde med musik og film i hånden”.

I dag gjorde jeg så omsider det, jeg ikke fik gjort, da jeg havde samlet det lave hvide skab i fjor: Jeg hev alle mine cd’er ud og sorterede dem alfabetisk og efter årstal. På dén måde genopdagede jeg mine albums med The Go-Betweens (de er stadig værd at lytte til) og The Only Ones (et for længst hedengangent engelsk band, som også stadig er værd at lytte til) og opdagede til min forbløffelse, at jeg havde to eksemplarer af Porcupine med Echo and The Bunnymen. Forklaringen var den enkle, at det ene eksemplar var en genudgivelse med bonusspor, som jeg engang havde købt på en rejse til USA.

Nu er alle de mere end 1000 cd’er placeret i den skønneste orden: Opsamlingen Incursions in Illbient står lige før et album med Grethe Ingmann, der står lige før Turn On The Bright Lights med Interpol. I et særligt hjørne står alle de klassiske udgivelser.

Og oppe ovenpå, i et skab lige bag den Rickenbacker 4001 fra 1975, som jeg spiller alt, alt for lidt på, står der endnu 1000 cd’er, som jeg skal have gjort orden i en anden gang. I dag tog det seks timer, så jeg venter nok lidt med det.

Genhør med den gyldne budbringer

Et af de albums, jeg er allermest glad for netop nu, er Hallelujah Anyhow af og med det amerikanske band Hiss Golden Messenger, der vel reelt er sanger og sangskriver Mike Taylor med backingband. Jeg skrev om Hiss Golden Messenger her i 2014, efter at jeg havde hørt albummet Bad Debt, der egentlig er Mike Taylors oprindelige demoudgaver af sange, der senere endte på flere senere albums – men her med kun ham selv på akustisk guitar. Man kalder som regel Hiss Golden Messengers musik for country-rock, men jeg ved nu, at jeg ikke er den eneste, der også bliver mindet om Crowded House (på en god måde). Det er opløftende og enkel musik, traditionel sangskrivning når det fungerer bedst. Tilbage i 2015 så jeg Hiss Golden Messenger i Aarhus, og efter koncerten fik jeg endda så heldig at få en lille snak med Mike Taylor.

Herunder er en optagelse af en koncert med Hiss Golden Messenger fra tidligere i år.

 

En aften for 1000fryd

1000Fryd opstod som en forening i Aalborg først i 1980’erne, og mange kender mest stedet i Kattesundet som et spillested. Og det er også mest i den forbindelse, jeg er kommet der gennem årene – hvis vi ser bort fra en meget kort periode hvor jeg selv var med til at låne et øvelokale der for knap 30 år siden og rent faktisk spillede selv. Men 1000Fryd er mere end bare et spillested; det er et kreativt miljø, som har fostret ikke helt få aalborgensiske kulturpersonligheder. Bedst kendt er vel nok Jakob Ejersbo.

I modsætning til Ungdomshuset i København har 1000Fryd gennem stort set alle årene mødt megen velvilje og har haft et generelt godt forhold til Aalborg kommune. Alligevel har der desværre  gennem årene været behov for støttekoncerter for at sikre stedets overlevelse, og ekstra trist var situationen for knap et år siden, da aktivisterne på 1000fryd måtte konstatere, at en tidligere bestyrer havde fusket med midlerne.

Her til aften var det tid til endnu en støttekoncert, der denne gang blev afholdt på Huset i Hasserisgade, hvor der er plads til en del flere mennesker end på det lille 1000Fryd. Alle bands spillede gratis, heriblandt det slet ikke ukendte Magtens Korridorer. Interessant nok har de faktisk aldrig spillet på 1000Fryd – men de ville gerne tage turen helt fra Rigets Centrum for at give koncert.

Blandt publikum så jeg ganske mange kendte ansigter fra dengang i forrige århundrede, hvor jeg selv ofte var at finde på 1000Fryd – og også flere af de gamle bestyrere var der, bl.a. Anders Wested (som jeg senere har kendt fra vores arbejde mod Egholmmotorvejen) og Per Clausen (formand for Dansk Magisterforening, folketingsmedlem, byrådsmedlem osv.). Og jeg blev endnu engang mindet om at jeg bestemt ikke er 25 år mere; faktisk sad der en ikke ubetydelig rest af træthed i mig efter to aftener med koncerter med henholdsvis PJ Harvey og Patti Smith.

Den bedst kendte anekdote om 1000Fryd er vel, at der engang var en amerikansk rocktrio, som man sagde nej til et koncerttilbud fra. Der gik ikke så lang tid, så udkom Nevermind, og resten er som man siger, historie. Per Clausen var bestyrer i perioden 1988-89 og kunne derfor ikke fortælle, hvem der dog havde sagt nej til Nirvana, men her til aften var der en vis enighed om at den forpassede mulighed for at spille i Aalborg kunne have været dét, der var med til at gøre det af med Kurt Cobain få år senere.

Og jeg fik købt en folkeaktie; den kan man se på billedet ovenfor. Jeg skulle betale kontant; ellers havde jeg betalt mere end 200 kroner for den.

Patti Smith på slottet

Så kom dagen hvor Patti Smith gav sin eneste koncert i Danmark. Den fandt sted på Sostrup slot på Djursland. Min hustru og jeg fik kørelejlighed derned med Kirsten, som jeg gik i gymnasiet med.

Publikum var klart i den modne ende til denne koncert. I hele menneskemængden var der ikke rigtig nogen jeg kendte – bortset fra Ritt Bjerregaard, men hun kender formodentlig ikke mig.

Opvarmningen var med Annisette, der på ganske mange måder er en åndsfælle til Patti Smith; engang spekulerede jeg på om disse to store sangerinder kendte til hinanden, men det ved jeg nu at de gør. Fælles er deres politiske engagement og insisteren på nødvendigheden af kærlighed og forsoning. En interessant detalje er at Patti Smith, da hun var ved at slå igennem i USA, af nogle anmeldere blev sammenlignet netop med Annisette!

Annisettes korte koncert var en fin oplevelse, og det var umuligt ikke at blive dybt berørt af hendes kraftfulde stemme og aldrig svigtende intensitet.

Patti Smith er en fascinerende performer og en af rockens legender. Hun bygger bro mellem to strømninger, nemlig hippietiden, som hun kom fra, og punkrocken, som hun havnede midt i. Hun var samtidig blandt de første til at insistere på at rockmusik også kunne være kunst. Og så var der jo også lige venskabet med Bruce Springsteen dengang i 1970’erne. På en scene fremstår Patti Smith venlig og viis, men også med den excentricitet som en lang karriere har kunnet fremelske. Min hustru lagde f.eks. mærke til hendes underlige vane med at spytte (!!) mens hun sang – jeg spekulerer på om hun overhovedet tænker over det!

Patti Smith startede i det rolige og allermest hippieprægede hjørne med sange som “Dancing Barefoot” og “Ghost Dance”. Undervejs var der også tid til et par covernumre – et U2-nummer fra 1987, “Mothers of the Disappeared” (fra The Joshua Tree) og “Rocking in the Free World” af Neil Young, som bandet faktisk spillede uden Patti Smith!

Den sidste halve time af koncerten var dog klart den mest intense, og publikum rejste sig nu fra stolene og kom tæt på scenen. Vi fik hittene “Because The Night”, “Gloria” og “People Have The Power” – og til sidst, lidt overraskende, en smuk hyldest til Elvis Presley med hans “Can’t Help Falling in Love”.

Omgivelserne på Sostrup slot var meget smukke, og den regn der var blevet truet med, udeblev helt; det blev en smuk sensommeraften. Den logistiske side af sagen lod til gengæld en hel del tilbage at ønske – madkøerne var især ufatteligt lange (det tog knap en time at få noget at spise), og allerede i pausen efter Annisettes sæt var der udsolgt af hotdogs. Vi var langt fra det niveau og den driftssikkerhed, man kender fra ikke mindst Roskilde Festival.