Patti Smith

Sidste år gav min hustru mig et bokssæt med de første fem albums med Patti Smith, og da vi sad og lyttede til Easter (hvor man kan finde bl.a. “Because The Night”), sagde min kone: “Hun er jo en gammel dame.” Da måtte jeg minde min kone om, at Patti Smith trods alt kun var 32 dengang, Easter udkom. Mange år tidligere, i 1996, så jeg Patti Smith på hendes comeback-turné, der førte hende forbi Roskilde-festivalen. Dagen efter sagde en fyr på 18, som var min daværende kærestes nevø, at “nå, I har været inde at se hende den gamle”. Patti Smith var dengang lige knap 50. Nogle mennesker er åbenbart dømt til altid at være gamle. Lidt på samme måde som Johnny Cash, der faktisk kun nåede at blive 71. Ligesom Johnny Cash blev countrymusikkens sortklædte Grand Old Man, er Patti Smith blevet rockens sortklædte Grande Dame – medlem af Rock’n’Roll Hall Of Fame og tildelt det franske kulturministeriums højeste udmærkelse, l’Ordre des Arts et des Lettres. Patti Smith har altid værdsat fransk lyrik, og i hendes erindringer Just Kids hører vi om hendes pilgrimsagtige rejse til Frankrig for at se Arthur Rimbauds grav og museet om ham i Charleville.

Men Patti Smith har altså også været ung, og om det handler meget af Just Kids – også en gave fra min hustru, og en bog, jeg omsider har fået tid til at læse her i sommer. Bogens gennemgående tema er hendes forhold til Robert Mapplethorpe, der var hendes første store kærlighed, og om hvordan dette forhold udvikler sig og påvirker dem begge til at finde deres kald i henholdsvis fotografi og rockmusik. De forsøger sig begge først med billedkunst, men det er tydeligvis Mapplethorpe, der er den visuelle begavelse. Patti Smith kommer efterhånden ind i musikmiljøet via sine digte. Undervejs træffer Patti Smith nogle af de helt store legender fra amerikansk rockmusik og litteratur – Janis Joplin, Jimi Hendrix og Sam Shepard – og færdes på in-stederne i New York, især Chelsea Hotel og Max’s Kansas City.

Hun går også hårde ting igennem og oplever store sorger: Som 19-årig i New Jersey får hun et barn, som hun bortadopterer og hun stopper kort tid derefter som lærerstuderende. Hun rejser til New York og er i en periode hjemløs. Ungdomsårene er i det hele taget præget af fattigdom med sult og bolignød. Senere slutter Patti Smiths kærlighedsforhold til Robert Mapplethorpe, da han efterhånden kommer i tvivl om sin seksualitet og langsomt bliver del af et et homoseksuelt S/M-miljø. Trods alt fortsætter de to dog med at være sammen og inspirere hinanden, og et særligt nært bånd bliver skabt hinsides sædvanlig kærlighed.

Jeg aner somme tider en vis blufærdighed om følelserne ved de svære ting, Patti Smith har gennemgået – det bortadopterede barn, den kuldsejlede kærlighed og fattigdommen. Måske ville jeg have forventet, at hun ville have sagt noget af mere politisk natur om de sociale vilkår i USA. Måske ville jeg have troet, at hun i sine erindringer vendte tilbage til mindet om sit første, bortadopterede barn. Men noget skal også have lov til at være privat. Jeg aner ingen vrede eller bitterhed mod de mennesker, Patti Smith har kendt. Også en senere kæreste, der var meget fraværende og var hende utro, beskriver hun nuanceret og varmt.

Om Mapplethorpes død er Patti Smith meget åben. Til sidst i bogen får hun igen kontakt med ham, og det er på et tidspunkt, hvor han er dødeligt syg af AIDS, og hun på samme tid er gravid med sit andet barn og i færd med at indspille sit comeback-album, Dream Of Life. Han tager cover-fotoet til dette album, ligesom han gjorde det for hendes debut Horses. Denne del af bogen er usædvanligt gribende. Det sted, hvor den døende Mapplethorpe fortæller, hvor ked han er af, at de aldrig fik børn sammen, og hvor Patti Smith svarer, at “det er vores kunst sammen, der blev vores børn”, må jeg lægge bogen fra mig et øjeblik.

Sproget i Just Kids er levende, og hele fortællingen rummer også en del pudsige anekdoter – f.eks. om Mapplethorpes glæde ved kakaomælk, som der altid skal være råd til (!). Det er nemlig også en livsbekræftende bog, skrevet af et tydeligvis varmt og livsklogt menneske. Patti Smith har også i denne udtryksform ordet i sin magt; det er slet ikke underligt, at Just Kids fik den amerikanske National Book Award i 2010.

Nogle mennesker forbinder Patti Smith med punk, men begrebet (endsige ordet) dukker slet ikke op i hendes bog, som derimod gør det helt tydeligt, hvordan hendes skabertrang, holdninger og dedikation er formet af 1960’ernes idealisme. Langt snarere skal man se hende som en repræsentant herfor, der rækker faklen over til punkbevægelsen og med rette har fået respekt for dette.

For ganske nylig havde Patti Smith forresten sin debut som skuespiller i en lille rolle i tv-krimien Law and Order. Se et lille klip her og et lille interview med hende her. Man skal dog tage hendes udsagn om at hun aldrig har haft noget med skuespilfaget at gøre med et vist forbehold. Faktisk kan man nemlig af Just Kids se, at hun først i 1970’erne havde nogle små roller i små teaterproduktioner i New York og også skrev et teaterstykke sammen med Sam Shepard!

De har gjort det igen

Jeg var en lille smule skuffet over det seneste album fra Gillian Welch – det, der hedder Soul Journey. Men det var så også fordi forgængeren var Time, The Relevator, der er intet mindre end et mesterværk. Nu, 8 år senere, er der så det nye album – The Harrow & The Harvest.

Egentlig er hele denne autentiske lyd jo helt u-autentisk på en måde. Gillian Welch og David Rawlings synger om Tennessee og “the Dixie Line”, om muldyrene og de hårde tider på landet – men selv er de fra en helt anden del af USA, nemlig fra New York. Og alligevel – som få andre har de formået at gøre det landlige tonesprog til deres. (De bor da også i Tennessee nu.)

Og dette er et sprog, de kommunikerer særdeles overbevisende på. Efter de forsigtige eksperimenter med lidt bløde trommer og en anelse bas er Welch og Rawlings igen helt sig selv. Sjældent har to mennesker og nogle ganske få instrumenter lydt så godt sammen inden for denne genre, der befinder sig et tidløst sted mellem folk og bluegrass. Rawlings’ guitarspil og harmonivokal væver sig ind og ud mellem linjerne i Welch’s varme og sjælfulde vokal. Måske er The Harrow & The Harvest endda på højde på Time, The Revelator ? Jeg har i al fald hørt det nye album igen, siden jeg fik det.

Gå du nu hen og gør ligeså.

Calgary

Bon Iver har lige udsendt et nyt album, der bare hedder Bon Iver. Her kan man nu se videoen til sangen “Calgary”. Har videoen nogen forbindelse til den skotske by af samme navn eller dens sikkert mere kendte, canadiske navnefælle? Næppe. Har den noget med Bon Iver at gøre? Næppe heller. Har teksten i det hele taget noget med Calgary at gøre? Ikke så vidt jeg kan høre. Men en god sang, det er det.

Derfor skal du lytte til country

Jeg har efterhånden samlet mig et stort musikbibliotek, til lejlighedsvis forundring for resten af hjemmet (‘Far, hvorfor har du så mange cd’er?’ og ‘Hans, de cd’er skal ikke ligge der, vel?’). Mange af mine indkøb er stadig i fysisk format, men jeg er også begyndt at benytte mig af eMusic og det allestedsnærværende iTunes.

Noget af det sværeste at acceptere for mange, er at jeg faktisk holder af countrymusik. For en del mennesker, jeg kender, er denne genre synonym med “hjernedøde bønder med pedal steel og dobroguitar”, som C.V. Jørgensen synger om i ‘Det siger sig selv’ fra det country-influerede I det muntre hjørne. (C.V. mener det mao. slet ikke så hårdt.). Countrymusik er, siger de, reaktionær musik for folk, der gerne ville have stemt på George Bush og har et ukritisk syn på forholdene i USA.

Dette indlæg er skrevet til alle dem, der har det sådan.

Countrymusikken er modsætningernes musik. Den udråbes som autentisk, men er i høj grad et produkt af strømningerne. Den bedste countrymusik har et tekstunivers, der balancerer delikat mellem sentimentaliteten og de store, svære følelser. Det er ikke musik for teenagere, og det er bestemt ikke nødvendigvis (her kommer klicheerne igen) musik, der lyder bedst, når man er fuld, endsige synonymt med stort hår, spidse støvler og squaredance. Den bedste countrymusik formår besyngelsen og betvivlelsen af de nære ting og kan på samme tid være tilbagelænet og desperat. Den bedste countrymusik kan formulere en skarp samfundskritik og pege på det positive i mennesket.

Nogle rynker på næsen af Dolly Parton (på grund af hendes store hår og store osv.), Willie Nelson og Johnny Cash, men alle har både skrevet og fortolket fantastiske sange. En koncert med Willie Nelson på Roskilde-festivalen for mange år siden husker jeg endnu som et godt minde. Store sangskrivere fra andre genrer har med held taget livtag med countryen – Bob Dylan på bl.a. Nashville Skyline og Elvis Costello på Almost Blue. Og inspirationen fra den såkaldte ‘alternative rock’ (hvad den så end er alternativ til) skabte den ‘alternative country’; det var her jeg startede med Wilco, Son Volt, Uncle Tupelo (stamfar til de to førstnævnte), The Jayhaws og Whiskeytown. For tiden lytter jeg meget til det seneste album med Justin Townes Earle (søn af Steve Earle), Harlem River Blues. Og jeg ser frem til det nye album med Gillian Welch, The Harrow & The Harvest, der kommer på tirsdag.

Prøv evt. at starte forsigtigt med sangen overfor. Det er ‘Jacksonville Skyline’ med Whiskeytown fra deres sidste album Pneumonia, der kom efter at Ryan Adams var gået solo. Dette er nok den bedste sang, jeg kender om at flytte fra sin lidt kedelige by, komme tilbage som en slags fremmed og (gen)opdage savnet. Gem det dumme grin væk og lyt efter!

Clarence Clemons 1942-2011

Clarence Clemons, saxofonisten i E Street Band, døde i går den 18. juni 2011. Vi er mange, der vil savne ham. At det var ham, der dengang havnede på coveret af Born To Run sammen med Bruce Springsteen, er ikke et tilfælde. Dette var et venskab, der kom til at vare næsten 40 år.

En kendingsmelodi?

Gad vide, om det er dette nummer, der har fået nuværende og tidligere videnskabs- og undervisningsministre ud på dansegulvet til afterparty ved landsmøderne i deres respektive partier?

Bon Iver er tilbage

Der er gået 4 år siden Bon Iver udsendte For Emma, Forever Ago. Dét album holdt jeg meget af (og det gør jeg bestemt stadig). I mellemtiden har Justin Vernon været gæst hos så forskellige musikere som The National og Kanye West og udsendt ep’en Blood Bank. Om 3 uger, den 20. juni, kommer omsider et nyt album, der bare hedder Bon Iver. Ovenfor kan man høre det første nye nummer, “Calgary”, og det lyder da lovende, ikke?

Morning Becomes Eclectic

Et af de mere interessante websteder, jeg har opdaget, er den amerikanske radiostation KCRW, der har showet Morning Becomes Eclectic. Herover kan I se et 35 minutter langt live-set med Elbow med numre fra deres album fra i år, Build A Rocket Boys!. Det er forresten slet ikke noget dårligt album, måske endda et af årets bedste. At sangeren Guy Garvey tilmed er en meget sympatisk mand, gør bestemt heller ikke noget.

Gil Scott-Heron 1949-2011

Gil Scott-Heron døde i går, 62 år gammel. Hans skarpe, velformulerede tekster, der lød med stentorrøst henover et jazzet beat, var et forvarsel om den genre, der kom til at hedde rap og senere hip-hop – og var også en inspirationskilde for spoken word-scenen.

Det var skæbnens tunge ironi, at manden, der tordnede mod hvad alkohol og narko gjorde ved afro-amerikanerne, selv endte i stofmisbrug og fik en fængselsdom for at være i besiddelse af kokain. I 2010 fik han et sent comeback med albummet I’m New Here, som tidligere i år kom i en remixet udgave.

Jeg vil huske Gil Scott-Heron for “The Revolution Will Not Be Televised” og hans sylespidse kritik af USAs (og andres) hykleriske holdning til apartheid-regimet i bidraget til Sun City-albummet fra 1985. Hans stemme taler stadig til os. Æret være hans minde.