De har gjort det igen

Jeg var en lille smule skuffet over det seneste album fra Gillian Welch – det, der hedder Soul Journey. Men det var så også fordi forgængeren var Time, The Relevator, der er intet mindre end et mesterværk. Nu, 8 år senere, er der så det nye album – The Harrow & The Harvest.

Egentlig er hele denne autentiske lyd jo helt u-autentisk på en måde. Gillian Welch og David Rawlings synger om Tennessee og “the Dixie Line”, om muldyrene og de hårde tider på landet – men selv er de fra en helt anden del af USA, nemlig fra New York. Og alligevel – som få andre har de formået at gøre det landlige tonesprog til deres. (De bor da også i Tennessee nu.)

Og dette er et sprog, de kommunikerer særdeles overbevisende på. Efter de forsigtige eksperimenter med lidt bløde trommer og en anelse bas er Welch og Rawlings igen helt sig selv. Sjældent har to mennesker og nogle ganske få instrumenter lydt så godt sammen inden for denne genre, der befinder sig et tidløst sted mellem folk og bluegrass. Rawlings’ guitarspil og harmonivokal væver sig ind og ud mellem linjerne i Welch’s varme og sjælfulde vokal. Måske er The Harrow & The Harvest endda på højde på Time, The Revelator ? Jeg har i al fald hørt det nye album igen, siden jeg fik det.

Gå du nu hen og gør ligeså.

Calgary

Bon Iver har lige udsendt et nyt album, der bare hedder Bon Iver. Her kan man nu se videoen til sangen “Calgary”. Har videoen nogen forbindelse til den skotske by af samme navn eller dens sikkert mere kendte, canadiske navnefælle? Næppe. Har den noget med Bon Iver at gøre? Næppe heller. Har teksten i det hele taget noget med Calgary at gøre? Ikke så vidt jeg kan høre. Men en god sang, det er det.

Derfor skal du lytte til country

Jeg har efterhånden samlet mig et stort musikbibliotek, til lejlighedsvis forundring for resten af hjemmet (‘Far, hvorfor har du så mange cd’er?’ og ‘Hans, de cd’er skal ikke ligge der, vel?’). Mange af mine indkøb er stadig i fysisk format, men jeg er også begyndt at benytte mig af eMusic og det allestedsnærværende iTunes.

Noget af det sværeste at acceptere for mange, er at jeg faktisk holder af countrymusik. For en del mennesker, jeg kender, er denne genre synonym med “hjernedøde bønder med pedal steel og dobroguitar”, som C.V. Jørgensen synger om i ‘Det siger sig selv’ fra det country-influerede I det muntre hjørne. (C.V. mener det mao. slet ikke så hårdt.). Countrymusik er, siger de, reaktionær musik for folk, der gerne ville have stemt på George Bush og har et ukritisk syn på forholdene i USA.

Dette indlæg er skrevet til alle dem, der har det sådan.

Countrymusikken er modsætningernes musik. Den udråbes som autentisk, men er i høj grad et produkt af strømningerne. Den bedste countrymusik har et tekstunivers, der balancerer delikat mellem sentimentaliteten og de store, svære følelser. Det er ikke musik for teenagere, og det er bestemt ikke nødvendigvis (her kommer klicheerne igen) musik, der lyder bedst, når man er fuld, endsige synonymt med stort hår, spidse støvler og squaredance. Den bedste countrymusik formår besyngelsen og betvivlelsen af de nære ting og kan på samme tid være tilbagelænet og desperat. Den bedste countrymusik kan formulere en skarp samfundskritik og pege på det positive i mennesket.

Nogle rynker på næsen af Dolly Parton (på grund af hendes store hår og store osv.), Willie Nelson og Johnny Cash, men alle har både skrevet og fortolket fantastiske sange. En koncert med Willie Nelson på Roskilde-festivalen for mange år siden husker jeg endnu som et godt minde. Store sangskrivere fra andre genrer har med held taget livtag med countryen – Bob Dylan på bl.a. Nashville Skyline og Elvis Costello på Almost Blue. Og inspirationen fra den såkaldte ‘alternative rock’ (hvad den så end er alternativ til) skabte den ‘alternative country’; det var her jeg startede med Wilco, Son Volt, Uncle Tupelo (stamfar til de to førstnævnte), The Jayhaws og Whiskeytown. For tiden lytter jeg meget til det seneste album med Justin Townes Earle (søn af Steve Earle), Harlem River Blues. Og jeg ser frem til det nye album med Gillian Welch, The Harrow & The Harvest, der kommer på tirsdag.

Prøv evt. at starte forsigtigt med sangen overfor. Det er ‘Jacksonville Skyline’ med Whiskeytown fra deres sidste album Pneumonia, der kom efter at Ryan Adams var gået solo. Dette er nok den bedste sang, jeg kender om at flytte fra sin lidt kedelige by, komme tilbage som en slags fremmed og (gen)opdage savnet. Gem det dumme grin væk og lyt efter!

Clarence Clemons 1942-2011

Clarence Clemons, saxofonisten i E Street Band, døde i går den 18. juni 2011. Vi er mange, der vil savne ham. At det var ham, der dengang havnede på coveret af Born To Run sammen med Bruce Springsteen, er ikke et tilfælde. Dette var et venskab, der kom til at vare næsten 40 år.

En kendingsmelodi?

Gad vide, om det er dette nummer, der har fået nuværende og tidligere videnskabs- og undervisningsministre ud på dansegulvet til afterparty ved landsmøderne i deres respektive partier?

Bon Iver er tilbage

Der er gået 4 år siden Bon Iver udsendte For Emma, Forever Ago. Dét album holdt jeg meget af (og det gør jeg bestemt stadig). I mellemtiden har Justin Vernon været gæst hos så forskellige musikere som The National og Kanye West og udsendt ep’en Blood Bank. Om 3 uger, den 20. juni, kommer omsider et nyt album, der bare hedder Bon Iver. Ovenfor kan man høre det første nye nummer, “Calgary”, og det lyder da lovende, ikke?

Morning Becomes Eclectic

Et af de mere interessante websteder, jeg har opdaget, er den amerikanske radiostation KCRW, der har showet Morning Becomes Eclectic. Herover kan I se et 35 minutter langt live-set med Elbow med numre fra deres album fra i år, Build A Rocket Boys!. Det er forresten slet ikke noget dårligt album, måske endda et af årets bedste. At sangeren Guy Garvey tilmed er en meget sympatisk mand, gør bestemt heller ikke noget.

Gil Scott-Heron 1949-2011

Gil Scott-Heron døde i går, 62 år gammel. Hans skarpe, velformulerede tekster, der lød med stentorrøst henover et jazzet beat, var et forvarsel om den genre, der kom til at hedde rap og senere hip-hop – og var også en inspirationskilde for spoken word-scenen.

Det var skæbnens tunge ironi, at manden, der tordnede mod hvad alkohol og narko gjorde ved afro-amerikanerne, selv endte i stofmisbrug og fik en fængselsdom for at være i besiddelse af kokain. I 2010 fik han et sent comeback med albummet I’m New Here, som tidligere i år kom i en remixet udgave.

Jeg vil huske Gil Scott-Heron for “The Revolution Will Not Be Televised” og hans sylespidse kritik af USAs (og andres) hykleriske holdning til apartheid-regimet i bidraget til Sun City-albummet fra 1985. Hans stemme taler stadig til os. Æret være hans minde.