En lang dag i Lissabon

I dag var det så tid til mødet om Horizon 2020-ansøgningen, som var min egentlige grund til at rejse til Lissabon, og for første gang var alle deltagere samlet. Det var mig, der havde taget initiativ til mødet og skulle prøve at styre slagets gang.

Vi begyndte mødet kl. 9.00, holdt en (lidt for) lang (men god) frokostpause og var først færdige kl. 19.30. Vi fik en masse nyttige kommentarer fra det konsulentbureau, vi havde hyret, og bagefter fik vi en meget grundig diskussion af alle de andre ting, vi også skulle have på plads i den lange ansøgning, som vi nu er ved at udarbejde. En del misforståelser blev ryddet af vejen, og vi lærte en hel masse om hinanden nu, hvor vi for første gang sad over for hinanden.

Det var et udbytterigt møde, men bagefter var vi også pænt trætte. De fleste af de portugisiske deltagere tog hjem med det samme, mens de fleste af resten af os tog på restaurant, hvor vi endte med at tale om musik og mad og forskellen på ravne og krager.

Nu mangler vi bare at få skrevet 165 sider og så afvente evalueringspanelets dom. Forhåbentlig går det bedre denne gang.

 

Flattr this!

Kendte og nye ansigter

Jeg havde endnu en dag i Lissabon inden det lange mandagsmøde om Horizon 2020-ansøgningen, så jeg fik nydt det meget flotte februarvejr, hvor temperaturen til sidst sneg sig op omkring de 20 grader af og til. Jeg fik lige om hjørnet og nogle få hundrede meter væk (og et godt stykke op ad bakke) til den store borg Castelo São Jorge, hvorfra der er en smuk udsigt over byen. Derefter, vel nede igen, skulle jeg have en let frokost. Her løb jeg ind i Ornela Dardha fra Glasgow University – også hun skulle til mødet i morgen. Ornela kender jeg fra det nu hedengangne BETTY-forskernetværk, som vi var mange, der var rigtig glade for og derfor også var kede af ikke at kunne fortsætte.

Efter frokost gik vi en tur ned til Praça do Comercio ad gågaden Rua Augusta. På Rua Augusta er der næsten altid ganske mange mennesker og hvad deraf følger. Tjenerne fra de mange fortovsrestauranter prøver at lokke med deres næsten ens menuer, gadesælgere falbyder hoppebolde, et kvindegymnastikhold laver opvisning for at skaffe penge til deltagelse i et stævne i Østrig, mime-artister med tyk sminke og tunge kostumer agerer levende statuer – og så er der tiggerne. Nede ved Praça do Comercio, hvor der er en flot udsigt over Tejos munding og den store hængebro, dukker der endnu flere gadesælgere op.

Jeg kunne ikke lade være med at bemærke, at andre gange, når jeg går alene ad denne vej, er der uden undtagelse altid nogen, der diskret tilbyder mig hash. Jeg aner ikke, hvad der får mig til at ligne en potentiel kunde – jeg har aldrig rørt den slags og har ingen planer om det. Men i dag, da jeg gik sammen med nogen (og her specielt en kvinde), var der pludselig nogen, der kom og ville sælge – smykker. Også de måtte gå forgæves.

Vi sad en stund ved promenaden, talte sammen og nød det gode vejr, inden vore veje skiltes. Jeg gik alene tilbage gennem centrum ned til Rossio, hvor hele den store plads viste sig at være fyldt med motorcyklister. Dette var uden diskussion det største opbud af motorcykler, jeg nogensinde har set. Da politiet gav tegn, gassede alle motorerne op og de hundredevis af motorcykler hastede ned ad Avenida da Liberdade, mange af dem med hornet i bund. Det tog vel knap et kvarter, før den sidste motorcykel var kørt forbi, og jeg kunne krydse gaden.

Dagen sluttede med et restaurantbesøg sammen med endnu to deltagere til mødet i morgen, men dem havde jeg til gengæld aldrig mødt før i levende live. Det var Eunice Ribeiro, der i dag arbejder for det portugisiske softwarefirma Ubiwhere, men oprindelig har en PhD i energiteknik (og derigennem kender folk fra Aalborg Universitet), og franske Philippe Krief fra organisationen Eclipse Foundation, der står bag den ikke helt ukendte Eclipse-programmeringsomgivelse. Det var godt at få sat ansigt på nogen, jeg inden for de seneste måneder har talt en hel del med.

Flattr this!

…og endnu et besøg i Lissabon

I går kom jeg til at tænke på min tid ved Institut for matematiske fag i Frederik Bajers Vej 7G tilbage i 2016. Det var også det år, jeg havde to længere besøg i Lissabon i embeds medfør. Og endnu engang genbesøger jeg fortiden, for atter engang har mit arbejde ført mig til Portugals hovedstad. Denne gang er anledningen et møde for deltagerne i en Horizon 2020-ansøgning. Tre af de ni deltagere er firmaer, henholdsvis universiteter fra Portugal, og det konsulentfirma, vi bruger til at hjælpe os med ansøgningen denne gang, er dansk/portugisisk. Så Portugal var det mest oplagte valg for os.

Jeg er ankommet i god tid, for mødet er først på mandag. Taxichaufføren, der kørte mig fra lufthavnen, syntes, at der er koldt hernede lige nu. Men når man kender til det portugisiske februarvejr med temperaturer omkring 15 grader, bliver det alligevel meget tillokkende at holde weekendfri fra den danske vinter. Jeg gik en lille tur ned til en restaurant, hvor jeg gerne kommer.

Alt er præcis som jeg husker det – dog på nær én vigtig ting: Sporvognslinjen 28E, der plejede at køre midtbyen rundt, er væk. Den er nu erstattet af minibusser. På den ene side går det ikke så lidt hurtigere at komme frem, på den anden side er de gule minibusser ikke nær så piktoreske at skue.

Flattr this!

På cykel i Antarktis

Eric Larsen på cykel i Antarktis.

Jeg lod være med at tage cyklen på arbejde i dag, fordi jeg kunne læse at der ville komme slud og sne. Det skete så ikke rigtig. Men i dag kunne  jeg læse om en træningsapp, der hedder Strava (efter det svenske ord sträva). De geodata, den indsamler, blev i november 2017 brugt til at vise særligt interessant aktivitet på et verdenskort. Man kunne bl.a. se, at nogen cyklede i Antarktis, men også at der var amerikanere, der var ude at løbe i Afghanistan og Syrien. Her var selvfølgelig tale om militærpersoner, og på denne måde har Strava afsløret hvor de befinder sig.

Det er et slemt problem (disse data er gefundenes Freßen for gidseltagere og mange andre), men det er også tankevækkende at Stravas begrænsede dataindsamling faktisk er et potentielt problem. Så tør man slet ikke tænke på risici ved at bruge f.eks. Google eller Facebook.

Men det rigtig fascinerende var at opdage, at der er nogen, der har cyklet i Antarktis. Se, dét er noget mere hårdfør adfærd end de krumspring, en akademikere kan gøre. Jeg anede ikke, at man kunne cykle dér – min (ukorrekte) fornemmelse har altid været, at man ville synke i, når man prøvede at komme hen over indlandsisen.

En artikel fra 2012  (hvis forfatter meget passende hedder Denise Winterman) beskriver den første ekspedition, der skulle nå Sydpolen på cykel. Og Helen Skelton fra Storbritannien nåede frem – ved brug af cykel, ski og dragetrukne ski Den længste “rene” cykeltur i Antarktis skyldes dog Eric Larsen (der er amerikaner). Han ville nå Sydpolen udelukkende ved at cykle; det lykkedes ikke, men han nåede dog en fjerdedel af distancen.

Flattr this!

En dag i Løgstør

I alle de år, jeg har været ansat som universitetslærer på Aalborg Universitet, har der været et vintermøde i januar måned for de ansatte ved datalogi. Ofte har mødet været et todagesmøde med overnatning; i de seneste få år har vi på grund af påtvungne nedskæringer imidlertid ikke kunnet gøre dette. Men nu kan vi igen for en stund mødes med overnatning betalt. Desværre har vi før jul fået at vide, at Institut for datalogi igen skal spare 4 millioner, denne gang for at være “på den sikre side”. Så måske bliver dette sidste møde af sin slags.

Vintermøderne har tit været en lidt udmattet og udmattende fornøjelse, for det er sin sag at skulle holde møde i halvanden dag, og lige efter juleferien er man sjældent særligt oplagt. I år havde vi besøg af den nye dekan for det nye fakultet, og han præsenterede sine visioner. De var store og ambitiøse og fulde af forventninger til os (og han talte endda om computational thinking), men der var desværre ikke ret mange penge i enden af de store visioner. Selv holdt jeg et oplæg om ligestilling i den akademiske verden (hvor det ikke er godt) og især i datalogi (hvor det står rigtig, rigtig skidt til), og bagefter var der en kort diskussion i forsamlingen, der for 90 procents vedkommende var mænd.

Som så ofte til organiserede arrangementer er det det, der sker “uden for nummer”, der faktisk er det egentligt vedkommende. Aftenen sluttede med et velkendt kortspil, som jeg dog halvvejs havde glemt – og jeg blev lortemand (dvs. jeg tabte). Jeg talte med nogle af de nye kolleger om det, der var sket for dem i 2017, og jeg mødte den nye matchmaker ved instituttet. Med hende endte jeg – hvilket var et overraskende genbesøg af min fortid – med at tale om matematikkens didaktik og behovet for problembaseret læring i universitetsmatematik.

Flattr this!

Endnu en dag i Rigets Centrum

Jeg er for nylig kommet med i den gruppe af forskere, der interesserer sig for PBL (problembaseret læring – det, vi i min ungdom mødte som problemorienteret projektarbejde). Mange af de andre i gruppen er uddannelsesforskere, og lige nu er jeg den eneste fra mit institut, der er med.  I dag var det tid til et møde for gruppen, og denne gang blev det henlagt til Aalborg Universitets afdeling i København. Tilfældet ville, at dette var samme dag som der var et stort anlagt møde på Aalborg Universitet i Aalborg om digitalisering af undervisningen – og samme dag som julefesten på Institut for datalogi. Jeg var nødt til at vælge, og jeg tog til København med det tidlige morgenfly.

Der var noget meget bekendt ved kvinden, der sad ved siden af mig i flyet, og det viste sig at være ingen ringere end Dorte Juul, som jeg havde gået i folkeskole med. Hun skulle også til København i embeds medfør, men til en julefrokost i den københavnske afdeling af det firma, hvor hun er ansat. Det var nogle år siden, vi havde set hinanden sidst, og jeg fik spurgt til hendes mor, der var vores klasselærer en overgang og var en meget elsket lærer. Og vi snakkede om Dortes mand, som jeg også kender – ham gik jeg nemlig også i folkeskole med. Verden er forbløffende lille, og ikke mindst ude i Han Herred, hvor vi voksede op.

Ovre til mødet dukkede de andre fra Aalborg Universitet i Aalborg op; de kunne ikke forstå, at de ikke havde set mig i flyet. Det meste af resten af dagen gik med en præsentation af og samtale med Teresena “Terry” Barrett fra University College Dublin, som fortalte os om sine erfaringer med PBL fra Irland. Det var interessant at høre, hvor anderledes de griber problembaseret læring an i Irland – og det er meget anderledes. Hele denne seance var meget praksis-orienteret, men det var ret beset ikke så dårligt for en person som mig, der slet ikke er uddannelsesforsker. Det var også interessant for mig med det meget praksis-nære fokus, fordi vi for tiden overvejer mulige ændringer af studieordningerne for de uddannelser, som Institut for datalogi tager sig af. Her er det vigtigt at overveje, om der mon er andre måder at gribe problembaseret læring på, som kan supplere det sædvanlige projektarbejde i nogle sammenhænge. 

Det var en udbytterig dag, og stemningen var god. En pudsig observation i denne sammenhæng er, at kønsfordelingen faktisk var den stik modsatte af den, jeg er vant til fra datalogi – her var der to mænd til stede, og resten var kvinder.

Flattr this!

Sommer i oktober


Da jeg vågnede, hørte jeg den taktfaste lyd af regnens hårde trommen mod taget. Vejrudsigten havde ikke sagt noget om at den kraftige regn ville komme allerede i dag.

Min hustru gik hen og slukkede for klimaanlægget, og der blev helt tyst i lejligheden; det var ikke regn, men den larmende aircondition, jeg havde hørt. Så vant til efterårets forudsigelige tur ned i et regnvådt hul kan vist kun en dansker være.

I stedet fik vi en dag med høj sol og temperaturer omkring de 30 grader, en forsinket gæsteoptræden af den sommer, vi ikke havde oplevet i år. Familien aflagde besøg i Estufia Fria, en overdækket botanisk have med grønt på grønt og rislende strømme. I den store sø svømmede ænder, gæs og sorte svaner rundt mellem hinanden og vi sad og gættede på hvad de mon tænkte om hinanden. Mellem palmerne så vi pludselig en kat, der havde fundet vej ind i den botaniske have. (Om søndagen er der gratis adgang.)

På hjemvejen gik vi forbi en isforretning i Rua Garrett og købte is.

Vel hjemme i Rua dos Remedios satte jeg mig i sofaen og kiggede ud på den blå himmel. Det store krydstogtskib, der havde ligget til kaj nede ved Terreiro do Paço, tudede dybt i hornet. Et sted dernede på gaden gik nogen og sang en strofe på portugisisk. I ét samlende øjeblik lod jeg glæden ved ferien og varmen overvælde mig.

Flattr this!

Tilbage i Lissabon

Sidste år var jeg i Lissabon tre gange. Først i sommerferien med familien, derefter to gange i embeds medfør. Og nu er jeg der igen – denne gang på efterårsferie med familien.

Nogle menesker holder af at rejse, men drager et nyt sted hen hver gang. Sådan har jeg det ikke helt. Hvis man kan høre et stykke musik flere gange og hver gang få flere nuancer med, kan man også besøge et sted flere gange. Jeg må indrømme, at der er noget særligt ved at vende tilbage til et sted i udlandet, man tidligere har besøgt, og for hver gang ende med at kende det en lille smule bedre. Der er nogle steder derude, jeg har lyst til at vende tilbage til. Portugals hovedstad er ét af dem, og nu er det så også blevet min families tur til at se Lissabon igen.

På første dag hernede blev det til en lang gåtur nede ved Tejo, hvor vi blandt andet så de små steler af sten, som står stablet på stranden som en slags skulpturer. Sidst så jeg stelerne i september, men samtlige steler står der sådan set stadig – samme sted, såmænd.

I denne weekend er vejret fint og temperaturen her til aften var 27 grader.  På mandag fik vi først lovet 13 millimeter regn, men nu har de revideret vejrdsigten, så vi i stedet får 39 millimeter regn. Det bliver spændende.

Flattr this!

Afsked med Kapstaden

Jeg startede den sidste dag i Kapstaden med at tjekke ud fra hotellet kl. 11 og deponere min kuffert dér. Derefter havde jeg bestemt mig til at genbesøge Zeitz MOCAA. Der var nu også rigtig mange andre, der havde fået en lignende idé, så køen nåede næsten halvvejs rundt om den store bygning, da jeg var fremme. Også inde på museet var der køer på hver etage, så jeg brugte desværre en del tid på at vente. Men igen var det imponerende at se bygningen i sig selv og at opleve så megen spændende afrikansk nutidskunst. Hvis nogen af dem, der læser dette, en dag når til Kapstaden, så besøg Zeitz MOCAA – en klar anbefaling herfra.

Resten af eftermiddagen brugte jeg på en busudflugt rundt i byen. Vi var nu kun to personer i den lille minibus, nemlig ud over mig selv en amerikansk turist, en ung kvinde fra New York. Tourguiden skulle ikke med os op på Taffelbjerget, så jeg tog svævebanen derop sammen med Sasha, som hun hed. Hun skulle rejse rundt i Sydafrika i et par uger, fik jeg at vide. Vi talte sammen om løst og fast, og som så mange andre amerikanere var Sasha meget nysgerrig og talte om ganske meget forskelligt. Hendes mor var fra Georgien, viste det sig, og her kunne jeg så røbe, at jeg skam havde været på de kanter for snart mange år siden.

Turen op til Taffelbjerget blev et godt eksempel på hvor omskifteligt vejret er her. Selve den hurtige svævebanetur var svimlende, og især de sidste meter, som den langsomt roterende gondol tog op langs den stejle klippeside gav et sug i maven. Udsigten undervejs havde været flot, men oppe på selve bjerget var der kun tyk tåge – eller rettere: det var jo lavthængende skyer. Så Cape Town var helt skjult af en hvid dis.

Vi brugte tiden på at kigge på klippeformationerne heroppe og så nogle små dyr, der vimsede rundt i buskadset. De lignede en mellemting mellem marsvin og jordegern, men var såmænd dassies, som man kalder dem hernede. På dansk kaldes dassies for klippegrævlinge, men de er hverken gnavere eller grævlinge. Faktisk tilhører de små fyre deres helt egen familie; nærmeste (men stadig fjerne) slægtning i dyreriget er elefanterne.

Pludselig gik solen og blæsten sammen om at fjerne skyerne, og snart efter var der god udsigt over Kapstaden og Atlanterhavet. Vi fik taget nogle gode billeder, og derefter kunne Sasha og jeg tage svævebanen ned igen.

Bagefter blev vi kørt gennem Kapstaden og så Bo-Kaap, det overvejende muslimske kvarter med de farvestrålende huse. Desværre var der ikke tid til at komme ud at gå lidt rundt. Og vi så en diamant-butik, hvor den italienske juvelér havde ganske meget at fortælle om slibning af diamanter. Lidt naivt spurgte jeg om man da ikke kunne automatisere hele denne slibeproces, når nu der er nogle helt veldefinerede mønstre, man sliber efter. Og jeg tænkte, at problemet om en optimal udvælgelse af størrelserne på brillianter fra en uregelmæssig diamant må være NP-fuldstændigt. Men hele denne proces er stadig i et vist omfang nødt til at være manuel, for diamanter kan have urenheder og svingende kvalitet, som kræver erfaring at håndtere.

Turen sluttede, Sasha og turguiden og jeg tog afsked med hinanden og jeg gik en sidste tur på havnefronten for at få en bid mad et sted. Derefter hentede jeg kufferten på hotellet og fik lov at låne en bruser og skifte tøj. I skrivende stund sidder jeg i lufthavnen; flyet afgår kl. 23 og jeg er fremme i Amsterdam 11 timer senere. Det har været en god tur med forbløffende mange akademiske og ikke-akademiske oplevelser fordelt på lige knap fem dage, men når jeg når til dette tidspunkt på en rejse, glæder jeg mig kun til at komme hjem.

Flattr this!

I dag så jeg løver og blikbyer

I dag var jeg en busudflugt til Aquila Game Reserve, et vildtreservat to timers kørsel fra Kapstaden. Jeg blev samlet op ved hotellet kl. 9.45; de andre passagerer var alle amerikanske turister, og to af dem talte ivrigt med hinanden, på den måde som amerikanere ofte kan have for vane at gøre (det kan godt virke lidt overvældende).

Vi kørte ud af Kapstaden, gennem industriområdet og ud i bjergene. Efter den lange Huguenot-tunnel, der løber under de næsten 2000 meter høje Du Toitskloof-bjerge, gjorde vi kort holdt. Derefter begyndte et stort område med vinmarker, og her så vi også de første meget tydelige tegn på den store fattigdom, der også findes i Sydafrika. I det område af Kapstaden, hvor jeg har boet, er alt meget velfriseret og nyt, men herude lå der byer af blikskure og det, der var om muligt endnu dårligere. Beboerne er mennesker, der er tilrejsende fra andre dele af landet. Mange forsøger at få arbejde som landarbejdere. Men dette arbejde er stærkt sæsonbetonet, og derfor er mange landarbejdere arbejdsløse en stor del af året og må friste en kummerlig tilværelse i blikbyerne langs bl.a. hovedvej 1. Nogle prøver at sælge lidt druer, som de har snuppet på markerne, til de forbipasserende bilister. Her er der ikke rindende vand og slet ikke elektricitet. Regeringen prøver i disse år at opføre små hytter og at tilbyde uddannelse til de arbejdsløse landarbejdere. Men arbejdsløsheden i Sydafrika er voldsom, omkring 30 procent, så der er ikke tale om et problem, der nemt kan løses.

Til sidst nåede vi frem til Aquila Game Reserve, og efter en frokost, hvor jeg fik talt med de to ældre amerikanske damer, der ikke var så snakkesalige, skulle vi ud at se på dyrene. Dette reservat tager imod dyr, der har haft en trist skæbne, f.eks. ved at være blevet strejfet af krybskytter, og prøver at få dem ud i et afgrænset stykke natur igen. Jeg blev ikke klar over, hvor stort reservatet egentlig er; vi kunne stort set altid skimte landevejen i det fjerne. Men reservatet er stort nok til at have mange af de store dyrearter, man ofte forbinder med Afrika syd for Sahara. Vi fik set flodheste, næsehorn, flere slags antiloper, giraffer, strudse, gnuer, zebraer og løver – de bor i en særligt indhegnet del af reservatet. Og til sidst fik vi også set to store elefanter.

Især var det fascinerende at komme helt tæt på næsehornene, de sørgmodigt udseende kæmper. Jeg blev mindet om Plinius den Ældre, der for to årtusinder siden skrev at enhjørningen fandtes, men at den var meget grim at se på og havde fødder som en elefant. Det kan kun have været et næsehorn, han har set.

Dyrene har tydeligt vænnet sig til de besøgende, og der er ikke nogen af dem, der virker til at ænse den åbne bil, der kører langsomt rundt.

Efter et par timers strejftog i dyrereservatet var det tid at vende tilbage til Kapstaden. Vel tilbage på hotellet gik jeg ned til den store food court, hvor jeg kunne sidde med et måltid thai-mad og en sydafrikansk Ukhamba-øl (en meget hæderlig black IPA) og kigge ned på alle de mange mennesker, der færdedes her mellem hinanden. For ligesom der er mange forskellige dyr her, sådan er Sydafrika også et land med en rig mangfoldighed af meget forskellige mennesker, det som Desmond Tutu i sin tale i går (og mange gange tidligere) har kaldt for the rainbow nation.

I morgen søndag har jeg det meste af dagen hernede, inden flyet går til Amsterdam kl. 23.00.

Flattr this!