Amnesty Internationals landsmøde 2017

Denne weekend deltog jeg igen i landsmødet i Amnesty Internationals danske afdeling sammen med 475 andre medlemmer.

Som altid var det godt at gense gamle bekendtskaber og samarbejdspartnere, og som altid var der interessante workshops og gæstetalere. I år mødte vi Albert Woodfox, der tilbragte 43 år i isolationsfængsel i USA og hans ven Robert King, der “kun” sad i fængsel i 28 år – for et mord, de ikke havde begået. Det var gribende at høre de to ældre mænd fortælle om de mange år, de havde kæmpet for at bevare værdigheden midt i et af USAs mest umenneskelige fængsler.

Der var også et inspirerende foredrag med ekspolitikeren Özlem Cekic om den svære samtale med dem, der er allermest intolerante, og en workshop om en ny strategi for menneskerettighedsaktivisme. Aftenen sluttede med en tale af den internationale generalsekretær Salil Shetty og derefter en koncert med selveste Peter Sommer. Ikke mange andre sangskrivere kan citere både Dorthe Kollo og Epimenides-paradokset i deres tekster.

Flattr this!

Lillian Alling

Først i denne uge blev jeg bekendt med den fascinerende historie om Lillian Alling. Som så mange andre europæere kom hun til USA i begyndelsen af det 20. århundrede. Livet i New York var imidlertid slet ikke, som hun havde håbet, så i vinteren 1926 bestemte Lillian sig til at rejse tilbage til Europa. Men hun havde ikke råd til billetten, og derfor valgte hun at gå. Hendes plan var at komme tilbage til Europa via Beringstrædet og derefter vandre gennem Sibirien.

Lillian Alling gik hele vejen tværs over USA og op langs den canadiske vestkyst. Her blev hun tilbageholdt af politiet, men da vinteren sluttede, måtte man lade hende fortsætte nordpå. Det sidste, nogen hørte fra Lillian, var at hun forsøgte at komme med en båd over Beringstrædet.

Det er en fascinerende historie, også fordi vi ikke ved, hvordan den sluttede. Nåede Lillian Alling frem? Og hvor kom hun egentlig fra? Mange steder bliver hun omtalt som russisk, mens andre mener, at hun oprindelig hed Olejnik til efternavn og kom fra Hviderusland. Atter andre har nævnt Polen og Estland, og ud fra hendes navn at dømme kunne hun også have været dansk.

Der er skrevet mindst én bog om Lillian Alling, og i 2010 blev der endda skrevet og opført en opera om hende.

Flattr this!

Endnu et gensyn i Luxembourg

For snart en del år siden var vi i familien på et ugekursus på Samsø Højskole, og her mødte vi Neel Chrillesen og hendes søn Mika. Siden har min hustru og jeg haft kontakt med Neel på Facebook og bl.a. læst om hendes gerning son journalist, set hendes mange flotte fotos og rejseskildringer og fået et indblik i Mikas omfattende og talentfulde videoproduktion. For nogle år siden flyttede de fra Frankrig til Luxembourg, og i dag mødte jeg så Neel dér. Hun viste mig nogle af den lille hovedstads seværdigheder – blandt andet kvarteret Grund og kunstmuseet Mudam gjorde et stort indtryk på mig. Vi fik også tid til en kop te og lidt at spise og fik snakket om alle de mange ting, man ender med at tale om, når man ikke har set hinanden længe. Det blev en god og hyggelig formiddag, som selv ikke den silende regn kunne spolere.

I skrivende stund sidder jeg i den ikke så store lufthavnsbygning i Luxembourg, klar til turen nordpå. Det har været en intens og oplevelsesrig uge, men nu glæder jeg mig til at se familien igen.

Flattr this!

Gensyn i Luxembourg

I dag sluttede seminaret på Schloß Dagstuhl, og det var tid til at tage hjem. Sammen med tre kolleger (en serber, en tysker ansat i Sverige og en italiener ansat i Sverige) tog jeg en taxi ind til Sankt Wendel. To af os skulle til Saarbrücken, de to andre til Frankfurt.

Fra Saarbrücken skulle jeg videre til Luxembourg. Her havde jeg aftalt at mødes med min fætter Knud og med Thorvald, der i mange år var gift med min jævnaldrende kusine Anna Sophie. Hun døde pludseligt sidste år i august efter mange år med sclerose.

Det var vemodigt ikke at skulle gense min kusine, som jeg husker som et lunt og på alle måder godt menneske, men jeg var glad for at møde Knud og Thorvald igen. Siden vi alle boede i Aalborg, er årene gået og tiden førte dem sydpå til Luxembourg hvor der var job at få, og det er mere end 20 år siden vi sås sidst. De to eksil-nordjyder tog mig på en lille gåtur gennem Luxembourg by hen til en pescetarisk restaurant – med ganske mange (og overraskende gode) veltillavede veganske retter. Her sad vi og fortalte om hvad der var sket for os siden dengang i forrige århundrede, og det var som om det ikke var ret længe siden vi havde set hinanden sidst. Det var en god aften.

Flattr this!

Sidste aften på slottet

Når så mange forskere er samlet, hvoraf mange kender hinanden i forvejen, kan det godt blive rigtig intenst. I dag har jeg holdt to samarbejdsmøder med de kolleger, jeg samarbejder med i to forskellige sammenhænge. Og så var der også et møde som skulle forsøge at starte arbejdet med en ny ansøgning om midler fra Horizon 2020-puljen. Og så var der også to diskussionsrunder og flere foredrag. I skrivende stund er klokken på den sene side af 23, og nogle af os er stadig samlet om en tavle i jagt på en fornuftig definition og en fornuftig sætning.

I morgen efter frokost slutter seminaret, og så går turen til Luxembourg og dagen efter helt hjem.

Flattr this!

Akademisk frihed

Der er en vigtig diskussion om akademisk frihed og fri adgang til information, der nu er ved at tage form. Til seminaret på Schloß Dagstuhl har jeg haft diskussioner om open access-adgang til akademiske publikationer med mine kolleger. En af mine italienske kolleger, Mariangiola Dezani, der er en meget erfaren og respekteret forsker, har været redaktør på et tidsskrift publiceret af Elsevier. I den egenskab talte hun allerede for 10 år siden for at der skulle gøre noget ved situationen om de dyre abonnementer på tidsskrifter – men de fleste af hendes kolleger ville ikke være med til at gøre noget. De var tilfredse med det privilegium det var at være del af redaktionen af det dengang meget prestigefyldt tidsskrift. Situationen var også træls dengang, men den er ikke blevet bedre. Jeg havde håbet at kunne lave en diskussionsgruppe til seminaret om dette emne, men det har der ikke været interesse for. Det, jeg fornemmer, er desværre en følelse af magtesløshed hos mange.

Tidsskrifter er én mulighed for udveksling af information, en anden vigtig mulighed er akademiske besøg. Jeg bemærker, at SIGPLAN, der er ACMs interessegruppe om programmeringssprog, nu også udtrykker sin bekymring om Donald Trumps indrejseforbud for borgere fra 7 lande. SIGPLAN er ligesom jeg af den holdning, at videnskaben skal kunne komme alle til gode og ikke må være afhængig af nationale, religiøse, kulturelle eller etniske forskelle. Uanset hvad man synes om regimet i et land som Iran, kan akademisk samarbejde med forskere i dette og andre udemokratiske lande være med til at åbne dem mod omverdenen. Det nuværende indrejseforbud har blandt sine mange ubehagelige konsekvenser dén, at akademisk samarbejde nu bliver sværere.

Flattr this!

Ankomst til slottet

Den affolkede reception på Dagstuhl sent søndag aften.

Jeg tog afsked med Alexander og brugte resten af eftermiddagen og noget af aftenen på at tage til min rejses endemål, nemlig Schloß Dagstuhl, der ligger i Saarlandet ikke langt fra Frankrig og Luxembourg. Dagstuhl er et lille slot fra 1760, der en overgang var et plejehjem drevet af nonner. Men i 1989 blev det købt af delstatsregeringen, og fra og med 1990 har det været et forskningscentrum for datalogi. Hele året rundt er her seminarer af en uges varighed for særligt indbudte forskere, og i denne uge er jeg så en af de særligt indbudte. Den slags siger man ikke nej til, selv om det er bøvlet for mig og for de studerende i Aalborg, at dette falder lige oven i starten på forårssemesteret.

Jeg ankom til stationsbyen Sankt Wendel og delte en taxi med Roland Kuhn, der beskæftiger sig med distribueret programmering (og står bag programmeringsværktøjet Akka) og oprindelig er partikelfysiker. Vi havde ikke mødt hinanden før, så Roland troede først at jeg var Ivan Lanese.  Ivan kender jeg rigtig godt, men han er en person, jeg ellers aldrig er blevet forvekslet med! Receptionen var affolket, da vi ankom, men det havde de grundige personer her selvfølgelig taget højde for, og det var helt ligetil at tjekke ind. Og så mødte jeg Luis Caires fra Lissabon, der undskyldte at han var blevet forhindret i at deltage i mit seminar, da jeg var på de kanter før jul. Faktisk er alle de dataloger fra Lissabon, som jeg har samarbejdet med i de seneste par år, her i denne uge. Så dette er ikke endnu en rejse til den portugisiske hovedstad, men det ligner da en lille smule.

Flattr this!

Lørdag i Düsseldorf

I dag kom jeg til Düsseldorf – hvor jeg besøger min bror Alexander, der bor inde i centrum. Vi handlede ind i det lokale Kaiser’s supermarked, der netop i dag havde sidste åbningsdag. De tomme hylder mindede mig om hvordan SuperBrugsen på Budolfi Plads i Aalborg endte sine dage tilbage i 2011. Og Alexander har haft et lige så godt forhold til Kaiser’s som jeg havde til SuperBrugsen. Om tre uger genopstår butikken som – Netto.

Dagen blev præget af at min bagage ikke nåede frem samtidig med mig – en lidt for velkendt oplevelse. Men til sidst dukkede den da op.

I morgen går turen sydpå til Saarlandet og til et ugelangt seminar på Schloß Dagstuhl.

Flattr this!

Sidste dag i Lissabon

 

I dag er det min sidste dag i Lissabon. Det har været en intens uge, hvor jeg har fået meget fra hånden under mit besøg på Universidade de Lisboa. (Det lykkedes mig endda også at være med-initiativtager til en demonstration i Aalborg i begyndelsen af ugen.) 

Det er samtidig første gang, jeg har været væk hjemmefra lige op til jul. Det bliver godt at se familien igen og at få afsluttet juleforberedelserne sammen.

Weekenden har været forholdsvis ukoncentreret med gåture i byen under en fin blå himmel og mens solen var ved at gå ned. Decembervejret er meget lunere her end i Danmark, men det er alligevel ærgerligt at lejligheden, hvor jeg har boet, er uopvarmet.

I dag så jeg en interessant udstilling om Francisco Afonso Chaves, en geofysiker og naturhistoriker fra Azorerne der levede fra 1857 til 1926. Ham kendte jeg ikke til før i dag, må jeg desværre indrømme. Udstillingen viste hans mange fotografier, hvoraf mange var stereogrammer. De var i sort/hvid, men Francisco Chaves eksperimenterede også med tidlige former for farvefoto. Ingen af disse var dog så overbevisende som hans monokrome billeder – der ofte var taget i forskningsøjemed, men også er interessante som historiske dokumenter og som eksempler på god billedkomposition. Det er i øvrigt et interessant sammentræf, at den forsker, jeg har haft mest med at gøre her, også hedder Francisco og også oprindelig kommer fra Azorerne.

Flattr this!

En dag ved tavlen

Tavlen om formiddagen. Tavlen så helt anderledes ud om eftermiddagen.

Dagen i dag var min sidste egentlige arbejdsdag i Lissabon. I går brugte jeg eftermiddagen på at besøge jeg det andet universitet her, Universidade Nova de Lisboa (UNL), ovre på den anden side af Tejo-flodens munding. Det var jeg nemlig kommet til at love Carla og Luis fra UNL, da jeg var på disse kanter for to måneder siden. Det gik som det skulle; jeg holdt et foredrag og fik talt med folk der.

Men nu var det tid til at få afsluttet det, der egentlig var formålet med mit besøg her, nemlig at komme videre med forskningssamarbejdet med mine kolleger på Universidade de Lisboa (UL). Dagen endte som en af de dage, hvor tre mennesker går frem og tilbage foran en tavle, skiftevis skriver ting ned og sletter dem igen og er højlydt i tvivl om det, de netop har skrevet, vældig meget af tiden.  Hvis folk uden for de teoretiske fagområder, hvor matematik spiller en stor rolle, havde overværet dette, ville de sikkert have undret sig – det er næsten så langt fra en normal samtale, som tænkes kan. Men sådan plejer de mest ide-intensive tidspunkter at udspille sig, i al fald inden for mit forskningsområde, og sådan har det været, så længe jeg kan mindes.

Til sidst indså vi, at vi havde fået nogle gode ideer og var blevet klogere, men at der var mere at lave, som vi ikke ville kunne nå nu. Vi tog billeder af tavlen om formiddagen, og jeg skrev ting ned i hånden på min iPad om eftermiddagen. På dén måde er tankeprocessen en anden end for bare 5 år siden. Formodentlig bliver vi nødt til at ses igen engang i det nye år, og sikkert i Lissabon (jeg er den ene af tre, der kommer udefra).

Bagefter var der kun tilbage for mig at tage metroen ind til centrum, få mig lidt at spise og at gå gennem den portugisiske hovedstad hvor der står store, lysende “julekegler” på flere af byens kendte pladser.

Flattr this!