Kategoriarkiv: På farten

Gensyn med Pantheon

pantheon

For 30 år siden var jeg i Rom for første gang, og det, der gjorde suverænt mest indtryk på mig, var Pantheon. I år var jeg igen tilbage i Rom, og for første gang fik jeg genset denne helt enestående bygning og mulighed for at dele oplevelsen med min familie.

Pantheon blev oprindelig bygget mens Augustus var kejser, men brændte og blev siden genopført under kejser Hadrian i 126 e.v.t.. Oprindelig var Pantheon et romersk tempel, men da kristendommen blev indført, blev det omdannet til kirke og hedder officielt Santa Maria dei Martiri. Så vidt jeg ved, har vi at gøre med den ældste bygning i verden, som har været i brug lige siden den blev opført.

Alene det at vide, at jeg står på det samme sted og ser på det samme loft som Hadrian, Marcus Aurelius og andre store skikkelser fra oldtiden har betragtet, kan få det til at svimle. Men også Pantheons kuppel er spændende i sig selv.

For det første har kuplen øverst oppe et oculus (latin for øje), et cirkulært hul, der giver et glimt af himlen og lader solens lys falde ind. Solpletten vandrer rundt på Pantheons gulv i løbet af dagen. På mindre gode dage er det regnen, der falder ind, men der er et lille afløb i gulvet til den slags.

2014-07-17 12.34.08

For det andet er kuplen konstrueret så den er udsnit at en kugle, hvis diameter er lig med Pantheons højde.

pantheon2

Oldtidens arkitekter vidste ét og andet om sammenhængen mellem geometri og æstetik. Og samtidig var det jernalder i Danmark.

I Lars Frosts roman Ubevidst rødgang, som jeg begyndte at læse under årets sommerferie i Italien, er det er kapitel om Pantheon, der faktisk både får opridset nogle af disse interessante geometriske egenskaber og får givet udtryk for den betagelse, jeg ved jeg bestemt ikke er alene om at føle, når jeg ser Pantheon.

flattr this!

Cold Specks

20140615-163602-59762387.jpg

Dagens første koncert for mig på Northside var med canadiske Cold Specks. Mange ved hvor meget jeg holdt af debutalbummet I Predict A Graceful Expulsion fra 2012. Der kommer et nyt album til august, og det hedder Neuroplasticity, røbede Al Spx, der reelt er Cold Specks. De fleste sange i dagens sæt var nye sange – Al Spx sagde selv at hun var træt af de gamle sange nu. Heldigvis fik vi dog også en håndfuld sange fra debut’en, heriblandt “Blank Maps” og som et ekstranummeret titelnummeret fra det første album. De nye sange er lidt mere keyboardprægede og måske også mere “rå”, men helhedsindtrykket er lovende for Neuroplasticity.

flattr this!

Northside 2014

20140614-154900-56940893.jpg

I år har jeg brudt en mangeårig tradition – i år tager jeg ikke til Roskilde-festivalen men til Northside.

Jeg ville gerne have oplevet St Vincent og The National i går, men St Vincent aflyste allerede tidligere i år, og The National spillede kl 01.00 – alt for sent til at nå et tog tilbage nordpå. Af samme grund går jeg desværre også glip af Robyn og Röyksopp i aften (jeg er ret glad for deres EP, der udkom for ikke så længe siden). Heldigvis skulle der være en pæn chance for at få set Cold Specks og Arcade Fire i morgen aften.

Det lykkedes mig at fange de sidste minutter af Brian Jonestown Massacre – se ovenfor.

flattr this!

Lynvisit i Linköping

2014-06-03 16.27.41-2 2014-06-03 16.31.44
2014-06-03 11.07.02 2014-06-03 16.32.50 2014-06-03 12.07.43-2

Jeg blev tidligere i foråret inviteret til Linköping for at fortælle om Aalborg Universitets pædagogiske model med problemorienteret projektarbejde. I dag skulle jeg så af sted. Rejsen til Linköping var af en lidt underlig rute – først med fly klokken 6.25 til København, så vente en time i Københavns lufthavn og derefter med tog. Togstrejken i Sverige gjaldt heldigvis ikke for SJ-togene.

Lidt over klokken 12 var jeg fremme, og efter en god frokost var det tid til at holde mit oplæg for en lille forsamling af undervisere fra datalogi, matematik, fysik og ingeniørfagene. Jeg fik lov til at holde mit oplæg på svensk, og det var en god fornemmelse. Det er så underligt at snakke engelsk, når man besøger et andet nordisk land (med Finland som mulig undtagelse).

Spørgelysten var stor, og jeg opdagede endnu engang at meget af det, vi tager for givet på Aalborg Universitet, forekommer underligt, når man fortæller om det i andre akademiske miljøer. Kan man overhovedet fordybe sig i et emne, når der er projektarbejde? Hvad sker der, hvis der er én studerende i en projektgruppe, der ikke består? Hvordan kan man overholdet holde styr på hvad der bliver sagt til projekteksamen? Hvem bestemmer hvilke studerende der skal være med i en gruppe? Hvorfor skal der være projektarbejde på alle semestre? Osv. osv.

Det overbeviste mig endnu engang om at hvor vigtigt det er at vi får sat ord på de pædagogiske traditioner, vi har udviklet må mit  universitet.

(Der blev også tid til at sige noget helt uforberedt om flipped classroom, men det er en helt anden snak.)

Bagefter viste Simin Nadjm-Tehrani, der er professor i datalogi (hun er i øvrigt selv uddannet i Linköping), mig rundt i de store universitetsbygninger. Også Linköping bruger en form for projektarbejde og en form for problembasering, men det hele kompliceres af at det ikke er alle uddannelser, som samlæses, der gør det – det er kun nogle af uddannelserne der bruger en form for problembasering, og det kun i uddannelsernes første tre år. Der er grupperum på universitetet, men dem skal de studerende deles om og de mødes kun to gange ugentligt gennem hele semesteret.

I morgen kl. 6.10 flyver jeg herfra igen, og i morgen formiddag er jeg tilbage i Aalborgs lufthavn (der ligger i Nørresundby).

flattr this!

Hjemme igen

Fotografi den 14-04-14 kl. 19.13

Dagen i dag bød på en lige lovlig spændende hjemrejse fra Grenoble med en solid forsinkelse på det første af de tre hop, turen fra Lyon til Zürich. Det var med nød og næppe, jeg nåede videre til København. Her fik jeg ultrakort hilst på selveste Peter Laugesen (gad vide om han kan huske mig? For snart en del år siden inviterede jeg ham til Aalborg til flere lyrikarrangementer), og så sad jeg i flyet til Aalborg lufthavn, der jo faktisk ligger i Nørresundby.

Det blev en hastig, men også udbytterig tur hvor jeg fik lavet aftaler med flere af mine kolleger derude om at komme og besøge mig i Aalborg senere i år. Det glæder jeg mig til; selv om det kan være spændende at rejse ud og få inspiration til forskningen, er det også rart engang imellem at kunne lade verden komme til mig.

Der var tid nok på alle flyvningerne til at få læst Norwegian Wood af Haruki Murakami – en gave fra min hustru og en bog, jeg har hørt meget godt om. Jeg giver kritikerne ret:  Norwegian Wood er en god roman, som hermed er anbefalet.

flattr this!

Søndag i Grenoble

2014-04-13 13.21.302014-04-13 10.29.36
2014-04-13 15.31.36

Og så blev det tid til mødet i Grenoble og til endnu et gensyn til mange af de andre, der er med i BETTY-netværket. Gensynet er kort, for i morgen tidlig rejser jeg hjem igen. I pauserne nåede nogle af os at tale om den ansøgning, der ikke blev til noget.

Dagen startede med en række præsentationer af nye forskningsresultater, og mange af dem gav anledning til gode faglige diskussioner. Til sidst var der den formelle del i form af et møde i styringskomiteen.

Udsigten fra ufrim²ag-bygningen på Université Joseph Fourier er flot, og den fik vi også tid til at nyde.

flattr this!

Succes og fiasko på farten

Fotografi den 12-04-14 kl. 19.41

I går blev en ganske særlig dag for mig. Jeg har fået mange venlige hilsner fra kolleger og venner, og dem er jeg meget, meget glad for.  Af hjertet tak til jer alle!

Der er et andet aspekt af mit arbejde, som ikke får ret megen opmærksomhed, selv om det er vigtigt for mig. Jeg er også forsker, og jeg publicerer det jeg skal. Men skønt jeg prøver, lykkes det mig ikke at få forskningsmidler, og som en af de få personer på mit institut har jeg ingen PhD-studerende. Det kræver nemlig at man som vejleder selv skaffer sig midler til at kunne aflønne et PhD-forløb. Der går desuden år imellem at studerende vælger at ville skreve speciale med mig som vejleder. Så der er ikke engang nogen i “fødekæden”. Andre af mine kolleger har et trofast følge af speciale- og PhD-studerende år efter år og en stor skov af projekter til finansiering. Jeg vil ikke lægge skjul på at alt dette er en kilde til stor frustration for mig, når jeg tænker over det, og det er svært at indrømme dette offentligt uden at udbasunere sig selv som en fiasko. Men kontrasten til min tilsyneladende succes som underviser er alt for skærende.

De seneste måneder har jeg arbejdet på en ansøgning om forskningsmidler sammen med kolleger i flere andre europæiske lande, men i forgårs viste det sig at en ekstern partner af stor vigtighed for os ikke kunne være med til projektet, vi ville lave, og der var ikke andet for end at give op. Igen: Hvilken skærende kontrast mellem torsdag og fredag i denne uge!

Alle vi, der er bag ansøgningen, er med i et forskernetværk, der mødes to gange om året og af og til har andre aktiviteter. I dag er jeg på vej til Grenoble til et møde i dette netværk. Her skal vi finde ud af hvad vi gør nu. Vi har lagt en del arbejde i vores ansøgning og den problemanalyse og problemformulering, vi har, og det må kunne lade sig gøre at bruge alle disse anstrengelser til noget andet.

I skrivende stund sidder jeg i transithallen i Frankfurt, hvor folk fra alverdens lande går rundt, på én og samme tid målrettede og hvileløse. Udenfor kører de store fly rundt, og også de er målrettede og hvileløse. Om en time sidder jeg i flyet til Lyon, og derefter er det tid til natbussen mod Grenoble. Til midnat er jeg fremme.

flattr this!

Den med hånden

togetI skrivende stund sidder jeg i toget på vej til København hvor jeg sammen med en kollega fra Københavns Universitet skal til et møde med en mulig samarbejdspartner inden for den offentlige trafik. Jeg stiger på toget som en af de første og finder mit sæde i stilleafdelingen, lige ved døren.  Nu kommer de andre passagerer ind, eller rettere – de prøver at komme ind. Jeg er vant til at rejse med tog, og jeg har set dette masser af gange. Men i dag er det rigtig slemt.

Først er der en mand, der vifter ihærdigt og stadig mere desperat med hånden ved spalten mellem de to døre. Men ind kommer han ikke. Jeg prøver at få øjenkontakt med ham og signalerer at han skal holde hånden roligt lige ved spalten, med håndfladen ned mod gulvet. Men han forstår ikke hvad jeg prøver at signalere. Jeg rejser mig og holder hånden roligt lige ved spalten, med håndfladen ned mod gulvet. Døren går op, han kommer ind.

Derefter er der en viftende ung kvinde, og jeg ender med at gøre det sammen. Og så endnu en ung kvinde, der vifter løs, denne gang muligvis inspireret af karate. For tredje gang rejser jeg mig og får døren op. I alt oplever jeg  fem passagerer, der kæmper forgæves med at få døren ind til stilleafdelingen op. I alle tilfælde prøver jeg bagefter at sige, at man skal holde hånden roligt og fladt med håndfladen vendt mod gulvet.

Men hvorfor kigger de rådvilde passagerer dog ikke på den lille ikon?  Den viser jo at man skal holde hånden fladt. Mit ene bud er at ikonen sidder for lavt. Mit andet er at ikonen er misvisende; pilene antyder at hånden skal bevæges. Mit tredje bud er at det ikke er oplagt hvordan man skal lave en god illustration af hvordan hånden skal placeres.

Inden for dette område er jeg lægmand; jeg har kolleger på samme institut og andre steder på vores universitet, der beskæftiger sig med brugbarhed og brugergrænseflader. Der er nok ikke et stort projekt gemt i at forstå og forbedre passagerernes oplevelse med dørene i IC3-tog, men samtidig virker dette til at være et problem der både er interessant og burde kunne løses. En helt plat løsning på problemet er at man skal have en ikon med en knytnæve – hvis man holder en knyttet hånd frem, vil døren nemlig også reagere. Og skulle det alligevel ikke ske, kan den være et udtryk for passagerens ærgrelse.

flattr this!

Det sydligste Jylland og det, der sker i korridorerne

2014-02-18 11.33.33

På Avenue de Trevuelen 35 i Bruxelles – eller på Trevuelenlaan 35 i Brussel, det er sprogafhængigt – kan man se dette skilt. Inden min hjemrejse i dag var jeg forbi denne adresse, en af Nordjyllands sydlige udposter. Jeg kom i alt for god tid i forhold til min aftale kl. 10 og blev lukket ind af en dansk mand; han var ansat i Region Nordjylland. Kl. 10 dukkede Charlotte fra Aalborg Universitets fundraisingkontor op, og vi kunne tale om mulighederne i Horizon 2020. AAU har valgt at have et kontor her for at kunne få bedre muligheder for at få indflydelse på adgangen til de forskningsmidler, der i vekslende omfang er at hente fra EU.

Det er en ganske særlig oplevelse af møde en flig af hele EU-embedsmandsvældet, som jeg gjorde det i går, og så i dag at høre om alle de officielle dokumenter og evalueringskriterier på den ene side og om de muligheder for supplerende, uformelle lobby-kontakter der også har udviklet sig. Der er tale om et helt særligt taktisk spil, som jeg på den ene side ved er nødvendigt for at kunne få midler til forskning inden for de gældende rammer, på den anden side ikke rigtig kan lade mig begejstre af. Alt dette taget i betragtning var det en rigtig god snak, jeg fik med Charlotte.

I lufthavnen fik jeg mit sidste møde med EU-strukturerne i form af Søren Søndergaard (MEP for Folkebevægelsen) og hans kommende afløser, Rina Ronja Kari, der skulle gennem sikkerhedskontrollen lidt før mig.

Vel hjemme kan jeg ærgre mig over at jeg ikke fik købt en tre-pak med øl fra Achel, Westmalle og Chimay i den toldfrie butik. Jeg skulle ikke igennem ny sikkerhedskontrol da jeg nåede København og skulle videre mod Aalborg, men tanken om at få tre helflasker godt belgisk øl konfiskeret var lammende. Men belgisk chokolade kan da også være godt, og man kan trygt færdes i trafikken efter at have indtaget det.

flattr this!

Møde på 15. sal og hvad deraf fulgte

orval-trappist-ale

Dagens møde handlede om det nye Horizon 2020-forskningsprogram, som EU har vedtaget. Og når man ser beløbene, ser det umiddelbart imponerende ud. En embedsmand fra EU holdt et nogenlunde langt oplæg om Horizon 2020 og gjorde opmærksom på hvordan dette forskningsprogram adskilte sig fra tidligere tiltag. Den meget velformulerede spanske embedsmand påpegede især to ting:

  1. Hvis nogen af os tænkte på at formulere en ansøgning og i den forbindelse kunne have tænke os at vide om ansøgningen levede op til forventningerne, ville vi ikke kunne få svar på det.
  2. Tidligere havde man set ansøgninger, hvor indholdet eller budgettet efter EUs mening skulle ændres i et vist omfang, og der havde derfor været en forhandlingsproces inden selve ansøgningen kunne imødekommes. Fra nu af ville sådanne ansøgninger simpelthen få en dårligere bedømmelse.

Ideen er vel egentlig god nok  – at forhindre korridorpolitik og forhåndsaftaler. Men denne “spørg ikke; bare gør det rigtigt”-politik gør det meget sværere for de mange af os, der ikke begiver os ud i den slags.

Alligevel brugte vi en del tid bagefter på at tale om konkrete ideer til hvad der mon kunne være gode projektforslag.

Efter en lang dags diskussioner om konkrete projektideer endte de tilbageværende af os (heraf en stakkels fransk-italiensk forsker, der startede dagen med at få højre hånd i klemme i en svingdør og senere blev kørt i taxi til den forkerte af Bruxelles to lufthavne for nu at skulle bruge en ekstra nat i Bruxelles) på Mont Liban, en libanesisk restaurant med rigeligt med mad. Her fik vi talt om alt fra typesystemer for champignondyrkning (ja, det er der lavet!!) over forskellene mellem europæiske sprog til minder fra en fjern fortid på LFCS i Edinburgh, hvor alle andre var så gode, at det var meget let at føle sig dum.

Desværre havde Mont Liban kun valget mellem libanesisk øl og Carlsberg, så jeg endte sammen med en italiensk kollega på et sted, hvor de havde det gode belgiske øl, og her ikke mindst klassikerne Rochefort og Orval. Min italienske ven smagte begge dele for første og næppe sidste gang.

flattr this!