It was a beautiful night

20130516-225912.jpg

20130516-225850.jpg

Så var aftenen kommet, og min hustru og jeg var til koncert med Bruce Springsteen og hans efterhånden 16 personer store E Street Band i Herning. Jeg holder af mange slags musik i mange forskellige genrer, men inden for den traditionelle rock er Bruce Springsteen en af dem, jeg altid kan vende tilbage til. I hans musik mødes mange varianter af amerikansk populærmusik – Pete Seeger og Sam Cooke, Roy Orbison og Bob Dylan, Woody Guthrie og Phil Spector… Bruce Springsteen kan i sin musik rumme inderlighed, samfundskritik, fandenivoldskhed, tungsind og livsglæde. En sang som “Badlands” balancerer et sted mellem netop de fem poler.

Boxen i Herning giver en anden stemning end et stadion eller en festival; det var faktisk første gang jeg havde været til en indendørskoncert med Springsteen. Vi stod godt langt fremme i salen med fint udsyn. Og god lyd – endnu et plus at kunne høre hvad der bliver sunget. Ikke et ord om ekkoet i Parken (det har jeg kun hørt om fra andre) – dér vil jeg aldrig sætte mine ben i musikalsk sammenhæng!

Springsteen er en gudsbenådet og energisk/ustandselig showmand, og det er måske også derfor nogle ikke tager ham så alvorligt som han bør tages. Bruce Springsteen er nemlig også en usædvanligt god og usædvanligt produktiv sangskriver. Spørg Arcade Fire, The National, David Bowie – eller mange andre. Hans nyere albums er måske ikke helt så uomgængelige (omend der bestemt er fine ting på), men i årene 1975-1982 satte han så tilgengæld ikke en fod forkert nogensinde!

Aftenens koncert var især et forrygende og vellykket eksempel på showmanden Springsteen.

Nogle af de mest tralle-egnede sange er nok ikke til at undgå i den forbindelse – her tænker jeg på “Hungry Heart” og “Waiting On A Sunny Day”. Ingen af dem er uundværlige, men de appellerer til mange, så fred med dem. Men der var heldigvis også en masse andet på sætlisten. Med et så storslået bagkatalog er der da også nok at tage af. Der kom bl.a. et par numre uden for album – “My Love Won’t Let You Down” og “Murder Incorporated”, der findes på henholdsvis Tracks-bokssættet og Live in New York City. Versionen af sidstnævnte var særdeles vellykket, og nu forstod jeg omsider denne sangs kvaliteter.

Mange havde skilte med med sangønsker, og nogle af dem blev opfyldt. På den konto fik vi to numre fra debuten Greetings From Asbury Park, nemlig “Does This Bus Stop At 82nd Street” og “For You”. Her var publikums reaktion anderledes begrænset (læs: fraværende). Jeg så også et skilt med “Backstreets”, men den fik vi desværre ikke.

Jeg blev mindet om hvor god en guitarist Springsteen faktisk også er – med en showstopper af en intro til “Prove It All Night” (også kendt som 78-introen). Men også Steve Van Zandt havde en god aften på guitar, og Nils Lofgren ligeså.

Det hele sluttede med “Tenth Avenue Freezeout”, sangen om The Big Man – elsket og savnet.

Bagefter var der en bus tilbage til Hotel Scandic komplet med mulighed for at lytte til overrislede diskussioner af superligaens seneste runde kampe. I hotellets foyer så vi en lille fyr i sort tøj – og det var ingen ringere end selveste Nils Lofgren. “It was a beautiful night”, sagde den lille svensk-amerikaner. Og vi var enige. Tak var kun et fattigt ord!

En lørdag i Horsens til DM i tegning

20130420-184536.jpg

I dag var vi i Horsens, hvor Nadia deltog i DM i tegning på Horsens Kunstmuseum. Mesterskaberne blev indledt af Horsens’ borgmester, der bl.a. talte om hvordan det var lykkedes byen at komme på “det nationale verdenskort”. En ny, men vel alligevel ikke så overraskende formulering.

Hvis man er vant til at sidde hjemme i fred og ro og tegne, er dette en dramatisk forandring med musik og en konferencier, der mens deltagerne tegner, interviewer publikum og dommere. Det var måske lidt vel hektisk.

Nadia vandt ikke, men hun gjorde det nu godt – og jeg er sikker på at hun også selv vil se sådan på det, når det hele er kommet lidt på afstand.

Noget af os bliver altid tilbage

Group photo from 1982

Some of us will always stay behind
Down in space it’s always 1982
- David Bowie

Trods al kritikken er Facebook alligevel et enestående “sted”. Her har jeg genfundet mange gamle venner og bekendte. Og hvor mange kan sige, at de første gang mødte deres søster på Facebook? Det kan jeg, men det er en anden historie. I går genfandt jeg et af mine gamle bekendtskaber, og jeg genså et billede, jeg ikke havde set i mange mange år. Det var et billede taget i det korte gab mellem gymnasiet og universitetet, på vej fra én identitet over til en ny.

Det var dengang hvor fransk var meget tæt på at være et obligatorisk fag i gymnasiet (man kunne strengt taget vælge mellem fransk og russisk, men der var få russisklærere derude) og på den gamle matematiske linje på gymnasiet var det ikke noget særligt populært fag blandt eleverne. Men jeg interesserede mig for fremmedsprog, selv om jeg var på matematisk-fysisk gren, var endog nogenlunde god til fremmedsprog, og jeg deltog hen mod slutningen af 3.g i Alliance Francaise’s franske stilekonkurrence – og vandt som den ene af to danskere.

Præmien var 10 dages ophold i hjertet af Paris i begyndelsen af juli – sammen med vinderne af de tilsvarende stilekonkurrencer fra de andre europæiske lande. Årstiden, stedet, den alder vi havde, lettelsen over at være færdige med studentereksamen – det blev en ganske særlig oplevelse. Opholdet var en slags lejrskole med udflugter og officielle begivenheder og alt det andet, man tænker på i den alder, også selv om man klarer sig godt i skolen. Det var kærester (hvis man ikke havde én, var der gode muligheder for at finde en her), fest, fodbold, vin, musik og pjat og at være sammen om at føle at verden ligger åben. Jeg husker et besøg på rådhuset, at sidde og se VM-finalen mellem Tyskland og Italien sammen med tyskere og italienere og alle mulige andre (og da Italien fortjente vandt, opdagede jeg hvor mange italienere der faktisk er i Paris!), metroen, de store boghandler med masser af franske tegneserier (det var de franske tegneseriers guldalder), paraden på Bastilledage, Louvre og Jeu de Paume (hvor de impressionistiske mestres malerier dengang var) og lange sommeraftener i gården på Lycée Saint-Louis. Jeg husker at jeg blev lige lovlig kendt som ham den kluntede, der indtil flere gange kom til at smadre tallerkener i kantinen. Jeg husker de venlige franske lærere, som vi dengang syntes var meget gamle. Jeg husker de smukke piger fra Spanien, der dansede flamenco den sidste aften. Jeg husker de polske deltagere, der snakkede om hvordan regimet havde knust Solidarnosc, og jeg husker nogle søde piger fra et land, der hed Jugoslavien. Jeg har af og til spekuleret på om de klarede sig gennem borgerkrigen, der brød ud et årti senere.

Der blev taget et gruppebillede af os, og vi skrev alle vores autografer bagpå og lavede en omhyggelig adresseliste. Da jeg kom hjem, tog det lang tid at udfylde hullet i sjælen. Det var årene før Internettet, så med ujævne mellemrum kom der breve til mig – og jeg sendte breve til nogle af de andre. Jeg sås af og til med nogle af de andre, en slags klassekammerater jeg aldrig fik. Til sidst gled det hele lige så langsomt ud, efterhånden som der skete så meget andet for os rundt omkring i Europa.

I dag ses vi så igen på Facebook, nogle af os. Joakim fra Stockholm fik en PhD i østasiatiske sprog og siden blev han svensk kulturattaché i Beijing. Zeki fra Famagusta blev universitetslærer i datalogi (!!). Dominique fra Tulle, som jeg nu også er ven med på Facebook – ja, han blev ingeniør. Og den anden danske deltager, Dorte fra Viborg, hun er blevet gymnasierektor.

Vi er nogle helt andre mennesker i dag, men noget fra dengang er stadig intakt derinde, det opdager man hurtigt. Et sted inden i os er det stadig 1982, og på billedet er vi stadig dem for hvem verden ligger åben.

(Kan nogen mon finde mig på gruppebilledet fra dengang? Jeg bærer en blå t-shirt på med gule striber, og dengang havde jeg mørkt, ja faktisk helt sort hår. Og jeg er godt skjult, rigtig godt.)

Maori-hilsen til Marie Krarup

Maorihilsen

I New Zealand er det skik og brug blandt maorier at vende det hvide ud ad øjnene og række tunge som et tegn på personlig styrke.

Jeg har været i New Zealand to gange, og min søster og hendes forlovede (der er kiwi) og deres barn bor der. Så jeg lægger ekstra meget mærke til det, når nogen fra Danmark gør sig uheldigt bemærket på de kanter. Her tænker jeg på på det allerede herostratisk berømte folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti, Marie Krarup, der i et indlæg i Berlingske skriver dette om sit besøg i New Zealand:

Vi skulle igennem et langt ritual, der foregik på maori, hvor de nydelige, hvidklædte og europæisk udseende søofficerer talte på gebrokkent maori og sang en sang, der lød som “Mariehønen evigglad” på maori – komplet med pædagog-guitar-akkompagnement.

Templet er et af flere og der planlægges endnu flere til at modtage officielle gæster til forsvarsinstallationer i New Zealand. Det er et led i programmer rettet imod ” cultural awareness”! Man kunne måske også kalde det kulturel selvudslettelse, eller grotesk multi-kulti-dyrkelse.

Jeg har selv deltaget i en maori-ceremoni, gnedet næser og stukket tungen frem. Det er en fascinerende oplevelse fordi den på én og samme tid er højtidelig, klart struktureret og uformel.

Det interessante er at Marie Krarups reaktioner så tydeligt viser at kernen i den reaktionære nationalisme som hun og hendes parti står for ikke er at “beskytte den oprindelige befolkning” eller at “værne om den kristne kultur”, sådan om det ellers ofte hævdes, men at udbrede den reaktionære nationalismes bud på “europæisk kultur”. Det er nemlig europæerne i New Zealand, der er indvandrerne og deres efterkommere, mens maorierne er den oprindelige befolkning. Og en teologisk uddannet person som Marie Krarup burde desuden vide, at maorier i stort omfang er mere trofaste kristne end pakeha‘erne (efterkommerne af de europæiske indvandrere)!

Hvis man har besøgt New Zealand, vil man opdage at landet på mange måder har en særdeles europæisk (ja, primært britisk) domineret kultur, men at de fleste forsøger at finde fred med deres sammensatte kulturarv og de triste spændinger, der engang var. Et eksempel på et land, hvor det stadig står mindre godt til, ligger kun 3 timers flyrejse væk, nemlig Australien, hvor der endnu ikke er nær den samme anerkendelse af urbefolkningen.

Hjemme igen

I Rom så jeg de mange hjemløse i og omkring Roma Termini-stationen. Det var hårdt at se, men selvfølgelig ufatteligt mange gange hårdere for dem. Jeg er meget taknemmelig over at have et hjem og at kunne vende hjem til et hjem og have nogen, der tror på mig.

Jeg fik her til aften omsider besøgt min mor på hospitalet, hvor hun er indlagt med lungebetændelse. Jeg havde ikke været der siden selv jeg selv var indlagt der for halvandet år siden – også med lungebetændelse.

En stor tak til min kone for at have taget sig af at besøge min mor og have kontakt med hospitalspersonalet, mens jeg var bortrejst.

Her er til hende en sang af Depeche Mode om hjemmet – den gribende “Home”, skrevet i 1997 i kølvandet på en periode, hvor bandet havde været ude i tovene men nu var ved at finde sammen igen. (Og ja, jeg har hørt det nye album, der kom i dag. Mere om det en anden dag.)

Søndag ved tavlen

betty-tavle

I dag var det min tur til at holde et foredrag ved mødet i det nye forskernetværk. Det var et overbliksforedrag, der meget gerne skulle fremme diskussioner om hvordan vi bedst kunne finde nye muligheder for forskningssamarbejde. Desværre er mødets dagsorden meget stram, og der har ikke været den tid til diskussion, vi måske havde håbet på. Men det ser ud som om der allerede er ved at udkrystallisere sig nogle kontakter mellem forskere i Portugal og i Italien.

De samtaler, som vi alle holder mest af, er samtalerne i pauserne om konkret fagligt indhold, og så er der ikke noget som at have en tavle. Her er to portugisere og en italiener – Hugo Torres Vieira, Vasco Vasconcelos og Luca Padovani – i gang med at forstå de typesystemer, de hver især har arbejdet på.

Det har været en underlig tur til Rom. På den ene side har det været godt at møde mine forskerkolleger fra rundt om i Europa igen – det er her, desværre ikke hjemme i Aalborg, at jeg kan tale om mine faglige interesser. På den anden side er hele opholdet blevet farvet af bevidstheden om at være langt hjemmefra, mens min mor er alvorligt syg. Gennem hele opholdet har jeg ikke kunnet undgå at lægge mærke til det lune vejr. Også det giver en dobbelt oplevelse – jeg har været glad for at kunne være udendørs uden overtøj, men samtidig gør det det endnu mere åbenlyst, at jeg er langt hjemmefra.

Min kone har besøgt min mor nu to gange og kunne fortælle mig, at lægerne nu ved at hun har lungebetændelse og skal have antibiotika og at det ser lidt bedre ud.

Et fjernt forår

20130323-161131.jpg

I dag er jeg til PLACES-workshoppen. Hvis man nogensinde har været i tvivl om at multiparty session types er en nyttig beskrivelse af protokoller for parallelle systemer med mange deltagere, er man det forhåbentlig ikke efter at have deltaget i denne workshop.

Men bedst af alt er vejret. Tænk at kunne stå på en antal og kigge ud over grønne træer. Det er der, jeg ender med at gøre i pauserne. Hvor har jeg dog savnet foråret! Bare en skam at jeg skulle så langt væk for at finde det.

En mærkelig aften med dårligt nyt hjemmefra

2013-03-22 20.21.03

I flyet til Italien fik jeg læst Albert Camus’ korte roman “Den fremmede”, der handler om en mand der får sendt sin svagelige mor på plejehjem og siden ser meget lidt til hende. Ja, han ved faktisk ikke hvilken dag hun dør. Siden begår han, få dage efter sin mors død, i et øjebliks indskydelse et mord og ved retssagen lægger anklageren vægt på hvor dårligt et menneske manden er (og hvor skyldig han derfor må være i mordet, der ingen forbindelse har til hans mor), sådan at få sendt sin mor på plejehjem.

Min mor har været på plejehjem i 12 år nu; hun er stærkt dement og har dertil en række andre sygdomme, bl.a. insulinkrævende diabetes. Skæbnen ville at det blev her til i aften plejehjemmets personale ringede til mig med dårligt nyt – min mor havde haft åndedrætsbesvær på grund af vand i lungerne. Plejehjemmets personale, der ikke vidste at jeg var i udlandet, mente dog ikke at der var grund til at jeg vendte hjem netop nu.

Det er underligt at sidde langt hjemmefra, når der kommer sådan en besked, og jeg kunne ikke undgå at føle mig skyldig – over at være langt væk, over ikke at besøge min mor så ofte. Jeg var sidste gang i Rom for præcis to måneder siden, og tilfældet ville at plejehjemmet også dengang ringede til mig om at min mor var syg. Min hustru har lovet at besøge min mor mens jeg er bortrejst. Det er jeg meget taknemmelig for.

Tilbage i Den Evige Stad

Rom 22. marts 2013

I dag tog jeg til Rom for anden gang i år i embeds medfør. Også denne gang er det en kort tur; jeg rejser ud fredag og kommer hjem mandag.

Jeg ankom ved 13-tiden efter en helt begivenhedsløs flyrejse og tog hen på Hotel Cambridge‚ det lyder finere end det er – et billigt hotel tæt på banegården Roma Termini og på Universitá La Sapienza. Mine udgifter skal holdes inden for grænserne af forskernetværket BETTY, som holder sit første møde her i overmorgen. Det er derfor jeg er af sted. Vi har lagt BETTY-mødet i forlængelse af den store datalogikonference ETAPS, som jeg når at fange den sidste halvanden dag af.

Det var ikke svært at finde Universitá La Sapienza og såmænd heller ikke så svært at finde Aula Magna, hvor alle de indbudte foredrag finder sted. Men at finde ind i bygningen og finde auditoriet var en ganske anden historie. Jeg fandt et ETAPS-skilt, men det førte ingen steder hen (!!). Og jeg spurgte flere lokale personer, og de var venlige, men kunne heller ikke hjælpe mig. Der var ikke andet at gøre end at gå ind i bygningen og kigge sig om.

Til sidst fandt jeg auditoriet og havnede oppe på balkonen sidst i et (tror jeg) interessant foredrag af Mark S. Miller fra Google om alle seriøse datalogers yndlingsbekymring, det meget udbredte Javascript. Under diskussionsrunden bagefter fik jeg listet mig ned i selve salen til det, jeg havde været sikker på at kunne nå, nemlig mindeforedragene om Kohei Honda, der døde så pludselig lige før jul.

Vasco Vasconcelos fortalte om sit tidlige samarbejde med Kohei Honda og om to af hans vigtige bidrag: den asynkrone pi-kalkyle og sessionstyper. Det er Vasco og Koheis fortjeneste at det grundlæggende arbejde om disse to emner i høj grad er en portugisisk og japansk bedrift. Pasquale Marcaria fortalte om det banebrydende arbejde om fuld abstraktion for PCF (en udgave af lambda-kalkylen), som Kohei Honda og hans hustru Nobuko Yoshida stod bag i 1990′erne – ideen bag er at basere semantikken på game semantics (en idé baseret ikke i spilteori, men spilbegrebet fra filosofisk logik) – og endelig fortalte Steve Ross-Talbot om sit samarbejde med Kohei om at bruge sessionstyper til at finde fejl i software. Faktisk er denne teknik nu så robust, at den kan bruges som led i softwareudvikling. Læs mere om dét på Steve Ross-Talbots blog.

Jeg fik bagefter hilst på en del kolleger, men jeg var faktisk også ret træt – det havde været en usædvanligt travl arbejdsuge med masser af undervisning og møder. Så dagens faglige udbytte var for så vidt beskedent. Men i morgen skal det være anderledes. Og det er en helt udelt fornøjelse at kunne finde den lette bluse frem (som jeg i øvrigt købte sidst jeg var hernede!) og min forårsvindjakke – og ende med at opdage at det faktisk var lidt for lunt til forårsjakken. Hernede er der ingen varsler om snestorm og ingen windchill-faktor, bare et vejr der er en dansk maj måned værdigt.

Hyldest til en trofast ven

2013-02-21 17.32.22

Hvad er det for en ejendel, jeg bruger hver dag? Der er vel to-tre kandidater: mil mobiltelefon, min bærbare computer og min cykel. Det er høje tid at min Kildemoes-cykel får den hyldest, den fortjener. Faktisk har den overlevet både min foregående telefon og min troløse gamle MacBook, der fik al sin indmad skiftet.

Som en af de eneste danskere fra min generation har jeg aldrig fået mig et kørekort; jeg har faktisk aldrig savnet sådan et kort. Jeg cykler altid på arbejde, medmindre der er helt ufremkommeligt med sne og is (er det tilfældet, tager jeg bussen). Det betyder så også, at min cykel kommer ud for lidt af hvert på de to gange 9 kilometer, jeg tilbagelægger mellem Bondropsgade til Selma Lagerløfs Vej. Regn, slud, sne, sand og masser af snavs – og som bonus her i vinterhalvåret en solid omgang vejsalt.

I denne uge var det som om cyklen ikke rigtig ville som jeg ville. Kæden og klingen ville ikke sammen, og det var usædvanligt tungt og trist at komme frem. Jeg fik cyklen set efter hos Fri Cykler på Thistedvej i Nørresundby. Lidt over 2000 kroner senere var den født som ny med nye pedaler, nye klinger, nye gearskiftere, ny frikrans osv. osv. osv. Dyrt, men i allerhøjeste grad nødvendigt. Det er som at genopdage sin cykel, og netop i dén situation bliver jeg (uanset at det var en dyr fornøjelse i dag) ekstra glad for at jeg har den. Jeg vil være bedre ved den i fremtiden. Blandt alle mine ejendele er min cykel mit kæreste eje.