Afsked med Kapstaden

Jeg startede den sidste dag i Kapstaden med at tjekke ud fra hotellet kl. 11 og deponere min kuffert dér. Derefter havde jeg bestemt mig til at genbesøge Zeitz MOCAA. Der var nu også rigtig mange andre, der havde fået en lignende idé, så køen nåede næsten halvvejs rundt om den store bygning, da jeg var fremme. Også inde på museet var der køer på hver etage, så jeg brugte desværre en del tid på at vente. Men igen var det imponerende at se bygningen i sig selv og at opleve så megen spændende afrikansk nutidskunst. Hvis nogen af dem, der læser dette, en dag når til Kapstaden, så besøg Zeitz MOCAA – en klar anbefaling herfra.

Resten af eftermiddagen brugte jeg på en busudflugt rundt i byen. Vi var nu kun to personer i den lille minibus, nemlig ud over mig selv en amerikansk turist, en ung kvinde fra New York. Tourguiden skulle ikke med os op på Taffelbjerget, så jeg tog svævebanen derop sammen med Sasha, som hun hed. Hun skulle rejse rundt i Sydafrika i et par uger, fik jeg at vide. Vi talte sammen om løst og fast, og som så mange andre amerikanere var Sasha meget nysgerrig og talte om ganske meget forskelligt. Hendes mor var fra Georgien, viste det sig, og her kunne jeg så røbe, at jeg skam havde været på de kanter for snart mange år siden.

Turen op til Taffelbjerget blev et godt eksempel på hvor omskifteligt vejret er her. Selve den hurtige svævebanetur var svimlende, og især de sidste meter, som den langsomt roterende gondol tog op langs den stejle klippeside gav et sug i maven. Udsigten undervejs havde været flot, men oppe på selve bjerget var der kun tyk tåge – eller rettere: det var jo lavthængende skyer. Så Cape Town var helt skjult af en hvid dis.

Vi brugte tiden på at kigge på klippeformationerne heroppe og så nogle små dyr, der vimsede rundt i buskadset. De lignede en mellemting mellem marsvin og jordegern, men var såmænd dassies, som man kalder dem hernede. På dansk kaldes dassies for klippegrævlinge, men de er hverken gnavere eller grævlinge. Faktisk tilhører de små fyre deres helt egen familie; nærmeste (men stadig fjerne) slægtning i dyreriget er elefanterne.

Pludselig gik solen og blæsten sammen om at fjerne skyerne, og snart efter var der god udsigt over Kapstaden og Atlanterhavet. Vi fik taget nogle gode billeder, og derefter kunne Sasha og jeg tage svævebanen ned igen.

Bagefter blev vi kørt gennem Kapstaden og så Bo-Kaap, det overvejende muslimske kvarter med de farvestrålende huse. Desværre var der ikke tid til at komme ud at gå lidt rundt. Og vi så en diamant-butik, hvor den italienske juvelér havde ganske meget at fortælle om slibning af diamanter. Lidt naivt spurgte jeg om man da ikke kunne automatisere hele denne slibeproces, når nu der er nogle helt veldefinerede mønstre, man sliber efter. Og jeg tænkte, at problemet om en optimal udvælgelse af størrelserne på brillianter fra en uregelmæssig diamant må være NP-fuldstændigt. Men hele denne proces er stadig i et vist omfang nødt til at være manuel, for diamanter kan have urenheder og svingende kvalitet, som kræver erfaring at håndtere.

Turen sluttede, Sasha og turguiden og jeg tog afsked med hinanden og jeg gik en sidste tur på havnefronten for at få en bid mad et sted. Derefter hentede jeg kufferten på hotellet og fik lov at låne en bruser og skifte tøj. I skrivende stund sidder jeg i lufthavnen; flyet afgår kl. 23 og jeg er fremme i Amsterdam 11 timer senere. Det har været en god tur med forbløffende mange akademiske og ikke-akademiske oplevelser fordelt på lige knap fem dage, men når jeg når til dette tidspunkt på en rejse, glæder jeg mig kun til at komme hjem.

Flattr this!

I dag så jeg løver og blikbyer

I dag var jeg en busudflugt til Aquila Game Reserve, et vildtreservat to timers kørsel fra Kapstaden. Jeg blev samlet op ved hotellet kl. 9.45; de andre passagerer var alle amerikanske turister, og to af dem talte ivrigt med hinanden, på den måde som amerikanere ofte kan have for vane at gøre (det kan godt virke lidt overvældende).

Vi kørte ud af Kapstaden, gennem industriområdet og ud i bjergene. Efter den lange Huguenot-tunnel, der løber under de næsten 2000 meter høje Du Toitskloof-bjerge, gjorde vi kort holdt. Derefter begyndte et stort område med vinmarker, og her så vi også de første meget tydelige tegn på den store fattigdom, der også findes i Sydafrika. I det område af Kapstaden, hvor jeg har boet, er alt meget velfriseret og nyt, men herude lå der byer af blikskure og det, der var om muligt endnu dårligere. Beboerne er mennesker, der er tilrejsende fra andre dele af landet. Mange forsøger at få arbejde som landarbejdere. Men dette arbejde er stærkt sæsonbetonet, og derfor er mange landarbejdere arbejdsløse en stor del af året og må friste en kummerlig tilværelse i blikbyerne langs bl.a. hovedvej 1. Nogle prøver at sælge lidt druer, som de har snuppet på markerne, til de forbipasserende bilister. Her er der ikke rindende vand og slet ikke elektricitet. Regeringen prøver i disse år at opføre små hytter og at tilbyde uddannelse til de arbejdsløse landarbejdere. Men arbejdsløsheden i Sydafrika er voldsom, omkring 30 procent, så der er ikke tale om et problem, der nemt kan løses.

Til sidst nåede vi frem til Aquila Game Reserve, og efter en frokost, hvor jeg fik talt med de to ældre amerikanske damer, der ikke var så snakkesalige, skulle vi ud at se på dyrene. Dette reservat tager imod dyr, der har haft en trist skæbne, f.eks. ved at være blevet strejfet af krybskytter, og prøver at få dem ud i et afgrænset stykke natur igen. Jeg blev ikke klar over, hvor stort reservatet egentlig er; vi kunne stort set altid skimte landevejen i det fjerne. Men reservatet er stort nok til at have mange af de store dyrearter, man ofte forbinder med Afrika syd for Sahara. Vi fik set flodheste, næsehorn, flere slags antiloper, giraffer, strudse, gnuer, zebraer og løver – de bor i en særligt indhegnet del af reservatet. Og til sidst fik vi også set to store elefanter.

Især var det fascinerende at komme helt tæt på næsehornene, de sørgmodigt udseende kæmper. Jeg blev mindet om Plinius den Ældre, der for to årtusinder siden skrev at enhjørningen fandtes, men at den var meget grim at se på og havde fødder som en elefant. Det kan kun have været et næsehorn, han har set.

Dyrene har tydeligt vænnet sig til de besøgende, og der er ikke nogen af dem, der virker til at ænse den åbne bil, der kører langsomt rundt.

Efter et par timers strejftog i dyrereservatet var det tid at vende tilbage til Kapstaden. Vel tilbage på hotellet gik jeg ned til den store food court, hvor jeg kunne sidde med et måltid thai-mad og en sydafrikansk Ukhamba-øl (en meget hæderlig black IPA) og kigge ned på alle de mange mennesker, der færdedes her mellem hinanden. For ligesom der er mange forskellige dyr her, sådan er Sydafrika også et land med en rig mangfoldighed af meget forskellige mennesker, det som Desmond Tutu i sin tale i går (og mange gange tidligere) har kaldt for the rainbow nation.

I morgen søndag har jeg det meste af dagen hernede, inden flyet går til Amsterdam kl. 23.00.

Flattr this!

I dag så jeg Desmond Tutu

I dag blev en af de sjældne stunder, hvor man ved et tilfælde oplever noget helt særligt i et fremmed land.

Jeg besluttede at bruge formiddagen på denne lune forårsfredag på at gå en tur i Cape Town og hentede et offline-kort til min telefon, så jeg kunne finde vej. Gåturen tog mig op forbi et velhaverkvarter med havudsigt og elektriske hegn og pigtråd på murene, og derefter langs en lidt kedelig forbindelsesvej med smuk udsigt op mod Taffelbjerget. Jeg drejede ind mod centrum og bestemte mig til at gå tilbage til konferencen via havnefronten.

Da jeg kom rundt om hjørnet til en stor bygning, så jeg en stor samling mennesker og kunne høre, at der blev holdt en tale ved bygningens indgang. Det viste sig at jeg var havnet lige midt i indvielsen af Zeitz MOCAA, det store nye museum for afrikansk kunst og det største af sin slags i hele Afrika! MOCAA bliver formodentlig et museum af samme betydning som Tate Modern i London og Museum of Modern Art i New York. Så jeg blev hængende.

Det var Elias Masilela, leder af V & A Waterfront, der talte. Så talte den engelske arkitekt Thomas Heatherwick som havde gen-designet bygningen. Oprindelig var den en enorm kornsilo og var tilmed en lang overgang den højeste bygning i Afrika syd for Sahara. Heatherwick havde fået fat i et enkelt lille korn fra dengang, som nogen havde gemt, og ladet det 3D-scanne. Det indre af MOCAA har fået samme form som dette korn.

Derefter talte Cape Towns borgmester Patricia de Lille, premierministeren for Western Cape-provinsen Helen Zille og til allersidst – ærkebiskop Desmond Tutu. Først tænkte jeg, at jeg havde hørt galt, for det var en lidt trivelig hvid mand med halvlangt hår, der gik på talerstolen. Men det var såmænd MOCAAs hovedkurator Mark Coetzee, der bød Tutu velkommen.

Da Desmond Tutu dukkede frem til tonerne af et stort kor, var det et helt usædvanligt gribende øjeblik, og bestemt da også for mig, der er gammel nok til at huske hvordan apartheid-regimet ofte var i nyhederne i Danmark. Og det var helt tydeligt på reaktionerne fra tilhørerne og deres glade tilråb, at Desmond Tutu er en helt usædvanligt højt respekteret person i Sydafrika.  Den gamle ærkebiskop (han er i dag 85 år) viste sig endnu engang at være præcis den på én gang gribende og morsomme taler, som jeg husker fra tv. I sin tale hyldede han sin ven, den hvide jurist og frihedskæmper Albert Sachs, søn af litauiske jøder. Sachs mistede en arm i et bombeattentat udført af apartheid-regimet i Mozambique i 1968, men fortsatte kampen i eksil. Han var et ledende medlem af ANC og endte med at være en af hovedkræfterne bag Sydafrikas nuværende forfatning. “Nu kan jeg se at Albert sidder og rødmer”, sagde Desmond Tutu, “det kan jeg jo ikke rigtig selv”.

Efter alle talerne blev snorene klippet over, og nogle imponerende, store elefant-marionetter fra Handspring Puppet Company dansede ind og blandede sig med farverigt klædte dansere og trommeslagere, der passerede gennem den store folkemængde.

Nu var der ikke meget andet tilbage end at vente på at komme ind på Zeitz MOCAA. Først skulle en masse skolebørn i alle kulører (og med skoleuniformer i alskens forskellige farver) ind, og først derefter kunne vi andre komme ind. Køen var lang og uformelig, ja den var vel knap en kø. Da jeg omsider stod næsten helt henne ved indgangen, kantede en gammel mand med én arm sig ud; han var en af de første, der havde været inde på MOCAA. Bagefter gik det op for mig, at det såmænd var Albert Sachs.

MOCAA er et imponerende museum, og ikke mindst den store aula, hvor der hænger en slags blodig flyveøgle, udgør en særlig velkomst, På etagerne ovenover var det gribende at se de mange afrikanske værker med deres blik på kolonitiden og slaveriet – og de diktatorer, der findes rundt omkring på kontinentet. Nogle af kunstværkerne fra Zimbabwe viste en meget tydelig kritik af Robert Mugabe. Også en installation med små røde galger, hvor mange af dem bar mursten, gjorde et stort indtryk på mig.

Helt oppe på sjette etage var der et glasgulv, hvor man skimtede gulvet seks etager nede i det, der engang var Afrikas højeste kornsilo. Museumspersonalet var nogle af de eneste, der ikke vovede sig ud på glasgulvet, bemærkede jeg. Til sidst kunne jeg tage vindeltrappen seks etager ned (også et lettere svimlende syn) – eller rettere: jeg overbeviste mig selv om at jeg da også skulle prøve elevatoren. Den fungerede fint.

Vel nede fandt jeg museumsbutikken (sådan nogle ligger altid ved udgangen) og købte en plakat og nogle andre mindre ting med mig hjem. Det var gået op for mig at jeg var en af de første fra Danmark, der havde besøgt det nye museum. Måske er jeg endda den allerførste dansker til at have besøgt Zeitz MOCAA, og det forpligter jo lidt. (Jeg mener ikke at jeg så Mette Bock blandt de besøgende, men jeg kan jo have taget fejl.)

Flattr this!

Endnu en dag på Workshop 17

Himlen over Cape Town
Sydafrikansk øl – fra Sverige

I dag kunne jeg tage den helt med ro til ICWL 2017 og bare lytte til foredrag. Især foredragene om inquiry-based learning var interessante; her er tale om en form for projektarbejde, der på den ene side ikke er problembaseret, på den anden side alligevel er undersøgende. Angel Suarez gav en interessant præsentation af sit arbejde med systemet DojoIBL, der er et system som kan integrere arbejdsplanlægning, tidsplaner, chat og mere til. Bagefter foreslog jeg at systemet da også kunne integrere dokumentdeling og versionskontrol – og fik at vide, at det var en rigtig god idé, men at det samtidig var nødvendigt at prioritere, da han var helt alene om at udvikle systemet! Senere bed jeg mærke i præsentationer om kode-review i programmeringsundervisning og i et bud på hvordan man kan lære om kodningsteori ved hjælp af et spil.

Efter frokost gik jeg fra Workshop 17 en lille tur hen til den food court, der ligger i nærheden. Her var der en ølbutik, hvor jeg købte et par flasker sydafrikansk øl som souvenir. Jeg var lige ved at købe en CBC IPA fra Cape Brewing Company, da jeg så opdagede at den faktisk var brygget af Åbro Bryggeri i Sverige og derefter sendt hele vejen herned! Jeg så ingen grund til at fragte en dåse CBC IPA hele vejen tilbage over ækvator.

Derefter tog jeg tilbage til hotellet for at holde møder over Skype med de to projektgrupper på 1. semester, jeg vejleder i deres P0-projekter. Vi talte om alle de ting, man taler om i P0-sammenhæng og jeg lovede at læse den næste udgave af deres arbejdsblade inden afleveringen tirsdag morgen.

Om aftenen var der konferencemiddag. Jeg var kommet i alt for god tid, så jeg endte med at stå og betragte himlen over Cape Town og tænke over, at Sydafrika var et sted i verden, jeg havde læst om allerede som dreng, men i mange år kun forbandt med undertrykkelse og urimelighed. Lidet havde jeg kunnet forudse, at jeg en dag selv ville komme til at besøge et Sydafrika uden apartheid.

Omsider begyndte gæsterne at ankomme til konferencemiddagen, og det var tid at gå indenfor igen. Jeg fik en snak med Dennis Kriel, der arbejder med læringsdesign på universitetet i Pretoria (i sin fritid arbejder han med smedejern og med økologisk landbrug, viste det sig også). Han er ansat til at hjælpe universitetslærerne i Pretoria til at hjælpe med at komme i gang med at lave video-podcasts og med at bruge hele denne teknologi. Jeg måtte her konstatere at vi her desværre er et godt stykke bagefter på Aalborg Universitet.

Under konferencemiddagen blev det afsløret at næste års ICWL skal afholdes i Thailand og at prisen for bedste artikel i år gik til – Angel Suarez.

Flattr this!

Dagens første foredrag

Mine slides

Så kom dagen, hvor jeg skulle holde mit foredrag. Jeg havde sovet dårligt i nat, selvom Kapstaden er i samme tidszone som Danmark, og jeg derfor bestemt ikke havde jet lag. Den lange rejse og mails fra AAU, som jeg først kunne se, da jeg skulle sove, gjorde det svært for hovedet at falde til ro. Men igen vågnede jeg af mig selv lidt inden jeg skulle op.

Jeg dukkede op i god tid, for jeg kunne se at mit foredrag skulle være kl. 9.00, og jeg var blevet bedt om at være der i god tid. Faktisk startede vi nu først kl. 9.45, for programmet var blevet ændret.

Hele ICWL2017/SPeL2017 finder sted i The Watershed, der er en stor hal. I stueetagen er der et indendørs marked med sydafrikansk kunsthåndværk, og på første etage ligger Workshop 17, der har seminarrum og et åbent arbejdsrum for kreative mennesker fra kunst, kommunikation og teknologi.

Mit foredrag handlede om PBL Exchange, der er den ny platform for projektvejledere på AAU, som jeg tidligere har skrevet om her og som er blevet til i samarbejde med Dorina Gnaur og Kurt Nørmark. Det er ikke nødvendigvis dårligt at være på som den første, og der kom da også nogle værdifulde kommentarer til mit foredrag. Jeg talte bl.a. med en spansk PhD-studerende ved Open Universiteit i Nederlandene; han har udviklet en platform, der kan bruges til crowdsourcing og planlægning i forbindelse med studerendes projektarbejde, og det glæder jeg mig til at høre meget mere om i morgen.

Der var også interessante foredrag om bl.a. hvordan man kan bruge bayesiansk inferens i forbindelse med at kvalificere peer review i undervisning og om hvordan man kan engagere studerende på et lille universitet i Kenya. Udfordringerne her ser ud til at være de samme om andre steder i verden. Oppe i Kenya (som jeg vel må sige lige nu) går smartphonen også sin sejrsgang, men her er det nu WhatsApp, som alle bruger. Facebook er for længst gået bag af dansen. Kan man bruge dét til noget? Måske.

Over frokosten kom jeg til at tale med andre deltagere fra Frankrig, Canada, Sydafrika og Thailand. Den sydafrikanske deltager bor i Pretoria, der med sine 6 millioner indbyggere kun er landets næststørste by, næst efter Johannesburg. Her var det lidt underligt at sige, at jeg kommer fra et land med lidt over 5 millioner indbyggere. Den franske deltager sagde derefter (lidt spøgende), at hun da også kom fra et lille land i Europa.

Bagefter gik jeg en lille tur langs kajen; der er 23 grader i dag, for foråret er lige så stille på vej hernede. I morgen skulle temperaturen desværre blive lidt mere hjemlig.

Det er interessant at være her og at møde folk med forskellige baggrunde. Nogle er dataloger, andre har anden akademisk baggrund. Det er også lidt underligt for mig at tale om uddannelsesforskning for tiden, for i år har jeg begået alvorlige fejl og handlet uklogt og uprofessionelt i forbindelse med min egen undervisning. Derfor vil jeg helst ikke opkaste mig til at være en person, der skulle have nogen særlig autoritet på dette område.

Flattr this!

Lang dags rejse mod nat

Jeg vågnede af mig selv kl. 4.15 i morges og opdagede, at jeg ikke havde fået sat vækkeuret til kl. 4.20. Men op kom jeg, og efter taxien hentede mig kl. 5.30 har jeg brugt dagen på at rejse for at komme til ICWL 2015/SPeL 2015-konference i Sydafrika.

Først med KLM til Amsterdam. I Schiphol-lufthavnen havde jeg så god tid, at jeg kunne nå at meditere. Meditationslokalet var en positiv overraskelse og det var godt at finde ro her. Da jeg satte mig til at meditere – på en stol – var der også en muslim, en kristen og en mediterende person i lotusstilling. Senere, da jeg igen åbnede øjnene, var jeg alene i lokalet her.

Flyveturen fra Amsterdam til Kapstaden (som byen jo også hedder) varede 11 timer. Først fik jeg en vinduesplads ved siden af et ældre, handicappet ægtepar, men stewardessen mente at det nok var bedst for os alle, hvis jeg sad et andet sted. Og sådan havnede jeg ved nødudgangen, hvor der er masser af benplads – og ind imellem køer til toiletter og folk, der står og strækker ben eller bruger en massagerulle.

Men jeg sad godt. Jeg fik sovet og læst og skrevet, og mine støjdæmpende hovedtelefoner kom til sin ret. Over Tchad var der en lang episode med turbulens, men den store Boeing 777 tog pænt imod. Da vi var over Namibia, gik solen ned.

Til sidst var klokken 21.20; vi landede planmæssigt. Efter paskontrol og bagageopsamling var klokken på den anden side af 22.00, da en venlig chauffør hentede mig i lufthavnen og kørte mig ind til mit hotel. På vejen fortalte han mig lidt om nogle af de steder, vi kørte forbi – bl.a. Taffelbjerget, som man desværre ikke rigtig kunne se nu her efter mørkets frembrug.

På hotellet var der desværre et uventet problem med dækningsgrænsen for mit betalingskort (en lærestreg, man får, når man lægger beløbet ud for sine tjenesterejser), men det blev løst efter at jeg havde ringet til Danmark. Og om lidt kan jeg omsider lægge mig til at sove.

I morgen kl. 9.00 begynder det hele, og ved skæbnens underlige spil er det mig, der skal holde det første foredrag.

Flattr this!

Årets længste dag

Dagen er aftaget med 3 timer og 59 minutter, men dette føltes alligevel som årets længste dag. Jeg var oppe kl. 3.30 for at kunne gøre mig klar til at tage ud til Flughafen Berlin-Tegel; først med U-Bahn U7, siden med bus X9. Mit fly til Amsterdam 6.00, og 7.05 landede vi. Derefter ventetid med hurtig morgenmad (eneste veganske mulighed i Schiphol så ud til at være en sandwich med kikærter og hummus!) og så videre til Aalborg kl. 8.25. Vel landet i Aalborg lufthavn i Nørresundby skulle jeg med bussen ind til midtbyen. Ved busstopppestedet mødte jeg Klaus Kristensen, som engang studerede datalogi på AAU og nu er ansat hos Bang & Olufsen og p.t. bor i London. Han har taget en PhD i datalogi inden for programverifikation, og i bussen fik vi snakket om lidt af hvert. Kl. 10.05 var jeg hjemme. Kl. 10.25 var jeg klædt om og havde pakket ud og skyndte mig videre. Først i motionscenter, og derefter forbi en urmager for at få mit armbåndsur repareret. Så hurtigt ud til Niels Jernes Vej 6, hvor jeg kl. 12.30 sammen med Kurt Nørmark og Magnus Madsen introducerede kurset Programmeringsparadigmer. Bagefter var klokken 14.00, og jeg kunne omsider spise frokost. Derefter lavede jeg rejseafregningen fra Berlin-turen,  svarede på mail, forberedte en præsentation til min næste rejse, cyklede hjem, købte ind undervejs og kunne derefter omsider gense familien. Så stod den på madlavning, og derefter sluttede aftenen med et langt møde i Amnesty International, det første egentlige møde i vores nye lokaler i Jernbanegade 23. Kl. 22.10 var jeg hjemme, og nu kan jeg mærke hvor træt jeg egentlig, her ved slutningen af årets længste dag.

Flattr this!

EXPRESS/SOS 2017

Så kom dagen, hvor jeg skulle til workshop. EXPRESS/SOS bliver normalt holdt dagen før CONCUR-konferencen; jeg var med til en af de første udgaver tilbage i 1997 og har siden været med en del gange. Det er en lille workshop af høj kvalitet, og der er som regel en hel del mennesker, jeg kender. Sådan var det også i år. Men underligt nok var der flest foredrag om mit eget forskningsområde, nemlig sessionstyper, i en anden workshop ved navn RADICAL, der blev holdt i lokalet inde ved siden af.

Det er altid hyggeligt at gense gamle samarbejdspartnere og folk, jeg kender fra min PhD-tid dengang i forrige århundrede. Underligt nok var det så faktisk først i dag, jeg fik mødt Luke Ong, der er professor i Oxford. Mit eget bidrag knytter an til det arbejde, han og Emanuele D’Osualdo har lavet – og Emanuele mødte jeg i Aarhus i forsommeren.

Hele workshoppen bliver holdt i Harnack-Haus, der er et konferencecenter ved Max Planck-instituttet, og på plænen udenfor er der gode liggestole. Da det tilmed har været en lun dag, blev det lidt tillokkende også at tilbringe en stund her undervejs.

Mit eget foredrag gik vel egentlig som det skulle, og der kom da nogle gode spørgsmål bagefter (“gode” forstået både som spørgsmål, det var nemt at besvare som som spørgsmål, der krævede en del refleksion). Bagefter var jeg dog noget trættere, end jeg havde troet. Åbenbart investerer jeg en del mere energi i at forberede mig mentalt til at være “på” end jeg tror, trods mange år i den akademiske biks.

Bagefter følte jeg mig i al fald virkelig som en gammel farfar, da jeg faldt i søvn til det indbudte foredrag. Selv ikke foredragsholderens velbevarede og kraftige hollandske accent (trods flere årtier i et engelsktalende land), der fik det til at lyde som han talte om “strøctures” og “fønctions” og fik “relevant” til at rime perfekt på “elefant” kunne sende mig ud af drømmeland. Og så var der i øvrigt stadig mindet om liggestolene ude på plænen foran.

Flattr this!

Med farfar i Berlin

I morges, da jeg stod og ventede på bussen i Nørresundby for at komme ud til lufthavnen, kom en ung mand forbi stoppestedet med sin lille dreng. Han kiggede på mig, smilede og sagde “Se, der er farfar!”. Faderen måtte desværre skuffe sin søn – “Det er ikke din farfar, det er bare en mand, der står og venter på bussen”.

Det var faktisk lige ved, jeg ikke var kommet af sted. I går, da jeg ville tjekke ind online, opdagede jeg at billetten var blevet annulleret på grund af en fejl ved betalingen. Men til alt held lykkedes det mig på falderebet at få købt en ny billet, omend den blev noget dyrere..

Så i skrivende stund sidder jeg, der ikke er nogens farfar, i Berlin efter en flyvetur via Amsterdam. Her så jeg ved gate D62 en mand, der sad koncentreret og tastede løs på sin MacBook – han virkede bekendt, men jeg kunne ikke helt placere ham. Men så kiggede han op og hilste på mig – det var ingen ringere end Jorge Pérez, som engang var ved Universidade Nova de Lisboa, men nu er ansat ved universitetet i Groningen.

Jeg brugte eftermiddagen på at fare vild i Berlin kun bevæbnet med en dagsbillet til den kollektive transport. De seneste to gange, jeg har været her, har jeg boet inde i centrum, ikke langt fra Brandenburger Tor, men denne gang bor jeg i Schöneberg, et stykke længere mod sydvest, og her har jeg aldrig været før. Andre gange, hvor jeg har været ude at rejse, har jeg efterhånden lært området at kende, men jeg skal allerede hjem igen tirsdag morgen kl. 6.00, så det skal ikke lykkes mig denne gang. Men jeg nåede da ind til Brandenburger Tor og fik set mig en lille smule omkring. I morgen skal jeg præsentere den artikel, jeg har fået optaget til EXPRESS/SOS-workshoppen, og så får jeg samtidig hilst på nogle af mine udenlandske kolleger. Det glæder jeg mig til.

Flattr this!

Hyldest til Heineken

I dag vil jeg lige så stille indvarsle en pause i min blog-aktivitet, der kommer til at vare de næste par uger med sikkert kun få afbrydelser. Ferien er nu i høj grad blevet hverdag.

Og i dén anledning er det på sin plads med en anekdote om dengang, jeg drak en dåse Heineken og nød det. Denne opsigtsvækkende hændelse fandt sted for 12 år og lidt over en uge siden.

Det var i de år, hvor familien rejste sydpå med tog i sommerferierne. Dengang i 2005 havde vi lejet en ferielejlighed i Sydfrankrig i Cap d’Ail ikke så langt fra Nice. Planen var at vi skulle med tog ned gennem Jylland til Hamburg, derfra videre med nattog til Paris, derefter med TGV til Nice og endelig med bumletog det sidste stykke.

Alt gik planmæssigt, lige indtil vores datter Nadia fik hånden i klemme i de automatiske døre i toget knap en time inden vi nåede Nice. Der var en masse venlige passagerer i toget, som sørgede for at hjælpe os med at få ringet efter en ambulance, der kunne få Nadia på skadestuen. Da vi nåede Nice, gik det med fuld udrykning gennem byen til hospitalet. Nadia fik taget et røntgenfoto, og gudskelov var intet brækket. Vi fik en cd-rom med røntgenbillederne, hvorefter vi sagde pænt farvel til ambulancefolk, sygeplejersker og læger, der alle havde været venlige og tålmodige. Og så skulle vi have lidt at spise, inden vi kunne nå bumletoget til Cap d’Ail. Da vi nåede frem, var klokken tæt på midnat og vi indså at ikke bare lå hele byen i særdeles kuperet terræn, den lå reelt set på en stejl skrænt med vores ferielejlighed oppe for toppen. Der var ikke andet for end at tage de mange hundrede trappetrin med al vores bagage, selv om det var langt hinsides Nadias sengetid og rigeligt sommervarmt.

Det føltes som en mindre evighed at nå op til lejligheden, men til sidst kunne vi da låse op. Nadia kom i seng – klokken var næsten ét om natten – og min hustru og jeg tog et hurtigt kig rundt i lejligheden for at se om alt var som det skulle være. Det var det, men køkkenskabene var helt tomme. Dvs. i det tændte køleskab stod der en dåse Heineken og over for køleskabet stod en lænestol. Der var nu kun ét at gøre, mens min hustru krøb til køjs.

Dén dåse Heineken nød jeg, og for ikke at besmitte dette ferieminde lovede jeg derfor mig selv at jeg ikke ville drikke Heineken igen.

Hermed ønsket om en god sommerferie til de, der læser med her.

Flattr this!