Sidste dag med ICWL 2019

I dag var sidste dag med ICWL2019-konferencen. Jeg kom lige akkurat for sent til begyndelsen på foredraget om arbejdsvaner hos de, der følger universitetsuddannelser som fjernundervisning. Det var rigtig interessante forskningsresultater, og det var især bemærkelsesværdigt, at resultaterne viste, at 20 procent af deltagerne i undersøgelsen desværre ikke havde nogle systematiske studieteknikker.

Dette var desværre også en af de præsentationer, der ikke kom godt ud over scenekanten. Den, der præsenterede, stod og læste op fra sin iPad på et temmelig famlende engelsk med meget udpræget accent – der denne gang var fransk. Jeg nåede at tænke, at jeg troede at engelskundervisningen var bedre i Frankrig end tilfældet åbenbart var. Men til allersidst, da præsentationen kom ind på forskernes øvrige resultater, opdagede jeg at den, der fremlagde, faktisk var fra Canada. Fransk-canadiere kan åbenbart være lige så uvante med engelsk som engelsk-canadiere efter min erfaring kan være med fransk.

Konferencens sidste foredrag var noget af det underligste, jeg har oplevet. Ingen af artiklens forfattere, der begge var fra Kina, var til stede. Den slags kan jo ske, men det var påfaldende, at forfatterne ikke havde gjort særlig meget i den anledning. De havde faktisk også fået en anden artikel optaget, som havde været på programmet i en anden session tidligere på dagen og selvfølgelig heller ikke kunne præsenteres. Til begge præsentationer var der lavet en videopræsentation optaget i den ene forfatters ikke helt ryddelige lejlighed. Det var så overladt til den tilstedeværende ordstyrer at vise nogle PowerPoint-slides samtidig. Men takket være de ikke så uoverskuelige slides, det svært gennemtrængelige indhold og en usædvanligt dårlig lydkvalitet på videoen opdagede vi denne gang først til sidst, at det var de forkerte slides vi havde fået at se. Heldigvis var præsentationen meget kort, og der var ingen spørgsmål (hvem skulle man også kunne stille dem til?), så vi kom ikke for sent til frokost.

Efter frokost var der den traditionsrige Best Paper Award, der denne gang gik til Aditya Johri fra George Mason University i USA. Han havde lavet en god præsentation af sin analyse af hvordan børn og unge lærer at programmere i det visuelle sprog Scratch, og det var fuldt fortjent at prisen gik til ham. (Det tjener ham også til ære, at han stillede et godt spørgsmål efter min præsentation, synes jeg.)

Efter konferencen tilbragte jeg en rolig eftermiddag og aften i Magdeburg. Jeg fik nærstuderet relieffet, der hyldede den russiske soldat som for præcis 50 år siden reddede en lille tysk pige fra et fald fra første sal. Relieffets stil mindede mig nu i forbløffende grad om udtrykket hos om min kære tyske kunstner-nabo fra Edinburgh, Sylvia von Hartmann.

Aftenen blev afsluttet med et lille restaurant på Botanica, en populær vegansk restaurant. Forlokalet på Botanica var optaget af et akvarelkursus (!!!) og mine tanker igen gik uvilkårligt til Sylvia, der er kendt bl.a. for sine akvareller.,

Sightseeing i Magdeburg

Til de fleste konferencer er der en udflugt af en eller anden art som del af programmet. Til ICWL2019 var udflugten en rundvisning i Magdeburgs centrum.

Som så mange andre tyske byer blev Magdeburg udsat for voldsomme bombardementer under 2. verdenskrig, der ødelagde mange gamle bygninger. Og som i så mange andre tyske byer brugte man siden ganske mange kræfter på at genopføre udvalgte bygninger af historisk interesse. I moderne tid er Magdeburg blevet hovedstad i delstaten Sachsen-Anhalt, der nu er sørgeligt berømt for den store stemmeandel, som det højrenationalistiske Alternative für Deutschland har opnået her.

Vi blev vist rundt i Magdeburgs imposante domkirke, der er en omhyggelig rekonstruktion af den gamle kirke, og hørte om byens berømte søn, kejser Otto d. 1, der beordrede domkirken opført, men desværre var analfabet og derfor skulle have hjælp til at skrive under på love og dekreter.  Om hans embedsmænd udnyttede dette, ved jeg ikke. Under alle omstændigheder er det lidt mærkeligt at tænke på, at den fine sandstenskirke fra middelalderen reelt ikke engang er 70 år gammel.

Vi så også den mærkværdige Hundertwasser-bygning opkaldt efter og tegnet den excentriske arkitekt Friedenreich Hundertwasser, et lyserødt hus, der med sine organiske former og ornamenter leder tankerne hen på Antoni Gaudí. Huset rummer lejligheder, hotel, butikker og cafeer – og har en tydelig status som moderne turistattraktion.

Magdeburg virker som en by med mange grønne områder, og også Hundertwasser-bygningen var bevidst rigt beplantet med mange træer og buske.

Magdeburg lå lige øst for den indre tyske grænse, der indtil for 30 år siden delte Tyskland i to. Men denne del af byens historie hørte vi ikke rigtig om. Man aner dog DDR-tidens påvirkning i byens underligt strukturede centrum, hvor historiske bygninger og funktionalistiske boligblokke ligger mellem hinanden uden noget (for mig, i al fald) klart system. Den slags har jeg ikke set i f.eks. Düsseldorf. Og man ser også rester af DDR-tiden i bestemte mindesmærker, f.eks. et relief til ære for en russisk soldat, der i 1969 reddede en lille (tysk) pige, der faldt ud af et vindue. Havde soldaten været tysk, er det ikke sikkert, at det var blevet et mindesmærke til ære for ham.

Mandag i Magdeburg

I denne uge deltager jeg i konferencen ICWL 2019 (International Conference on Web-based Learning), der fokuserer på et forskningsområde, jeg også beskæftiger mig med, nemlig uddannelsesforskning. Sidst, jeg deltog, var ved ICWL 2017 i Cape Town. Siden da er jeg holdt op med at flyve, men det gør ikke noget – i år finder ICWL sted i Magdeburg i Tyskland, en by mellem Hannover og Berlin med lidt over 200.000 indbyggere. Det tager omkring ti timer at rejse hertil fra Aalborg; jeg rejste dog fra Odense, hvor jeg og min familie havde været gæster til et bryllup. Endnu har jeg ikke noget klart indtryk af byen Magdeburg, men det kommer nok.

I år deltog jeg med en artikel, hvor jeg var den ene af fire forfattere og er den eneste, der kunne deltage. Der var ikke så mange tilhørere til min session, men der kom nogle gode spørgsmål. Et af de områder, der er ved at blive rigtig populært, er studiet af hvordan man kan bruge dataanalyse til at målrette undervisning efter de lærende arbejdsvaner og læringsstile. Det er en vigtig tendens, men også én, som jeg har et lidt ambivalent forhold til. På den ene side er det rigtig vigtigt at kunne møde de lærende, der hvor de er (deres nærmeste udviklingszone, som salig Vygotsky ville sige). På den anden er man også sommetider nødt til at udfordre de lærendes arbejdsvaner og tilgange til læring for at kunne bringe dem et nyt sted hen. Hvis man har gennemført en uddannelse på et universitet med problemorienteret projektarbejde som f.eks. RUC, kender man allerede til denne proces med at blive “revet ud af” sine vaner som ny studerende og til hvad dette førte til af ny erkendelse.

Ligesom til ICWL 2017 var der denne gang en session, der var rent kinesisk. Selv det indbudte foredrag var faktisk på kinesisk denne gang – med slides på kinesisk og stedvis oversættelse til engelsk af ordstyreren. Det var alt andet lige lidt en usædvanlig oplevelse; jeg må modstræbende indrømme, at det ikke var et af de foredrag, hvis indhold jeg vil huske..

Way Out West, dag 2 (og natten før)

I nat skulle jeg til koncert med Orville Peck på et spillested inde i Göteborg; det er nemlig sådan at Way Out West-festivalen efter midnat fortsætter rundt om på byens spillesteder.

Mange andre havde imidletid fået samme idé, så jeg kunne ikke blive lukket ind, men måtte stå i kø indtil tilstrækkeligt mange fra publikum var gået ud igen. Jeg faldt i snak med en jævnaldrende mand fra Sverige, og vi kom selvfølgelig til at snakke om musik. Det viste sig at vi havde været til den samme koncert med Green On Red på en Roskilde-festival for meget længe siden. Først til sidst blev vi lukket ind og nåede at høre to numre med den gådefulde canadiske country-crooner. De var til gengæld rigtig gode, og jeg ærgrede mig over ikke at have hørt mere.

Bagefter tog jeg og min svenske følgesvend sporvognen tilbage, og her røbede han, at et af de bands han altid har sat meget højt, såmænd var Gasolin!

Der er korfestival i Göteborg og ikke helt få kor fra rundt om i verden er indkvarteret på hotellet. Her til formiddagen havde vi derfor den særegne oplevelse at kunne sidde på værelset og lytte med, mens korene øvede i hotellets gård. Det var overrumplende smukt!

Bagefter gik min hustru og jeg en tur for at købe kontaktlinserensevæske hos Synoptik (det har de også her!), og vi kom forbi domkirken. Her i denne kirke, der med sin enkle og klassicistiske indretning ser så anderledes ud end danske kirker, var der en lille koncert med svensk folkemusik arrangeret for violin og harmonika. Jeg opsøger sjældent harmonikamusik, men dette var smukt og besad den længselsfulde, melankolske tone som er så karakteristisk for nordisk musik.

Dagens første egentlig koncertoplevelse blev den japansk-amerikanske sangerinde Mitski. Som en del af sit omhyggeligt koreograferede sceneshow brugte hun to rekvisitter: et bord og en stol. Musikken var (som noget ikke så udpræget på denne festival) rock, og her med tydelige momenter af tidlig 1990’er-rock som man stødte på den hos B-holdet i datidens “alternative rock” (Veruca Salt, Velocity Girl m.fl.). Men var det virkelig Martin Krasnik på guitar?

Stereolab så jeg første gang for 25 år siden. Deres musikalske udtryk, der på en og samme tid er naivistisk og cool, har de stadig. For de uindviede: forestil jer et extended remix af en udgave af “One Note Samba” indspillet af Can med Juliette Greco som gæstevokalist. Jeg lyttede en del til Stereolab dengang, men selv om jeg har flere af deres album, må jeg desværre indrømme at jeg ikke kunne huske nogen af deres numre. Det vidste gruppen nu godt, for sangerinde Laetitia Sadier præsenterede på et tidspunkt et nummer som “et af vores hits”. Hvis der er noget, Stereolab aldrig har haft, er det nemlig hits, ja faktisk er der knap nok tale om sange. Men når det lykkes for Stereolab (og det gjorde det ofte i dag), skaber de en særlig tilstand. Også dét er en kvalitet i musik.

Veronica Maggio er en af de helt store svenske popstjerner, og det er helt fortjent. Det store svenske publikum kunne synge med, og trods det at mange af hendes iørefaldende sange har en umiskendelig snert af melankoli (man aner igen den nordiske tone), var stemningen god. Undervejs drev to luftballoner – en gul og en blå – ind over festivalpladsen og hen over scenen. Det var et usædvanligt syn; om det var timet med netop denne koncert, ved jeg ikke.

Khruangbin er en trio fra USA, og jeg havde ikke noget systematisk kendskab til dem. De er en traditionel rocktrio med guitar, bas og trommer, men musikken er stilmæssigt svært karakteriserbar med elementer af rock, funk, afrikansk og østasiatisk musik og sikkert også andet.

Khruangbin er et usædvanligt tæt sammenspillet lille ensemble, og bassisten Laura Lee havde endda så stort musikalsk overskud, at hendes bevægen sig rundt på scenen ofte antog karakter af en slags dans. Ligesom Stereolab er Khruangbin et band der går efter at skabe en tilstand med deres musik; det skete efterhånden og især sidste halve time var rigtig vellykket i så henseende.

Aftenens sidste koncert var med The Cure. Alle musiknavne appellerer til bestemte, ofte aldersbestemte, segmenter, og her skulle man tro at netop The Cure ville appellere til mig af demografiske årsager. Jeg har da også enkelte af deres albums; Pornography og Disintegration er rigtig vellykkede, men ikke specielt muntre (tværtimod!). Men jeg har set The Cure nogle gange i årenes løb på festivaler, og det er desværre ikke lykkedes dem at ældes med ynde.

Kun Robert Smith er tilbage fra de glade (???) dage dengang, og han er kommet til at fremstå som Den Syngende Bedstemor. På musiksiden er der gået fuldstændig bulderrock i foretagendet, og det virker efterhånden barokt at forsøge at opildne til en form for fest med selvmedlidende sange med linjer som f.eks. “Yesterday I felt so old, I thought that I would die”. Nu måtte det være goth nok, konkluderede min hustru og jeg og tog hjem. På vej ned til sporvognen passerede vi forbi koncerten med norske Charlotte Bendiks og jeg måtte indrømme, at det elektroniske univers efterhånden appellerer meget mere til mig end The Cure ville kunne gøre det.

Way Out West, dag 1

I disse dage er jeg til Way Out West-festivalen i Göteborg sammen med min hustru. 

Festivalen er noget mindre end Roskilde Festival med et publikum på cirka 30.000. Way Out West adskiller sig også ved ikke at være en campingfestival og ved at holde til i Slotsskogen, som er den store park i Göteborg. Jeg har aldrig været til Smukfest (musikprogrammet har desværre aldrig sagt mig så meget), så jeg kender ikke så meget til festivaler med så fine skovagtige omgivelser. Og så har festivalen i øvrigt stort fokus på at være miljøvenlig. Al mad, der bliver serveret, er vegetarisk eller vegansk. Og man har lagt et særligt modulunderlag ud, så de mange tusinde gæster ikke tramper Slotsskogens store plæner helt ned. En yderligere gevinst er at det også skåner os for de mudderorgier, man kender fra danske festivaler.

Silvana Imam er en svensk rapper med syrisk/litauisk baggrund – og åbnede i år Orange Scene på Roskilde. Hun er åben lesbisk og havde sin kæreste med på scenen i flere numre. Jeg må indrømme, at jeg ikke kendte så meget til musikken inden, men denne koncert gjorde et stort indtryk på mig og min hustru. Kombinationen af Imams på en gang konfronterende og rå tekster, det stærke feministiske budskab og et enormt nærvær på scenen var noget helt særligt.

Neneh Cherry har lavet musik i en menneskealder, og først et godt stykke tid efter at jeg stiftede bekendtskab med hendes store hit “Buffalo Stance” i 1988 opdagede jeg, at hun faktisk er svensk. Så dagens koncert var en koncert på hjemmebane. De gamle hits var med (på “Seven Seconds” manglede man tydeligt Youssou N’Dour), men der var også nye numre, der røbede at Neneh Cherry ikke gang fast i 1990’erne og at hun bestemt kan endnu.

Fra brune svenske kvinder med dans og feministiske budskaber kom turen så til hvide engelske mænd, der sad ned. 

James Blake har jeg også lyttet til længe, og hans særegne musikalske udtryk, hvor mange stilarter mødes, synes jeg er fascinerende. Det er interessant at han på mange måder er havnet samme sted som så umiddelbart væsensforskellige kolleger som Frank Ocean og Justin Vernon (Bon Iver). Ved sin introduktion til koncertens sidste nummer fortalte James Blake, at han havde lidt af angst og depression op gennem tyverne, og det satte unægtelig den sidste sang i relief.

Til allersidst Jon Hopkins, der leverede et timelangt sæt med hovedvægten lagt på sine to seneste albums. Det er ikke al hans musik, der er lige dansabel – der er på hans seneste udgivelse flere numre, der er helt tyste og faktisk minder lidt om Erik Satie (!). Men her til aften var vægten lagt på uptempo-numrene og det visuelle indtryk var der også gjort noget særligt ud af med brug af storskærm og to dansere.

Toget som samlingspunkt

Mens jeg skriver dette, er jeg på vej mod Aalborg. I går var jeg rigtig uheldig, men i dag lykkedes det mig at nå tog tids nok til at jeg kommer hjem kun 1 time og 20 minutter senere end oprindelig forventet.

Det er altid interessant at læse danske aviser efter at have været i udlandet. I dag er der i Politiken et lille læserbrev af Svend E. Pedersen, der er tidligere passagerchef i DSB. Han opfordrer til at billetpriserne bliver sat ned, og den personlige service forbedret.

DSB skal have et menneskeligt udtryk. Toget er nemlig et mødested.
Gør det nemt og behageligt at rejse med et DSB-servicecenter i toget. Et rullende rejsebureau, gerne med en café. Det kunne være et mødested, som storebæltsfærgerne var det. Toget skal komme til tiden 1, 2, 3, 4 gange i timen med fast minuttal fra hver station.
Derfor: Omdan DSB til en forening ejet af folket. Et folkeligt fællesskab. Hvis ovennævnte fungerer, betyder hastigheden mindre.

Helt umiddelbart er jeg enig, og jeg er glad for at hele denne vinkel med livskvalitet bliver bragt på banen (undskyld ordspillet). Nu, hvor jeg igen har set det virvar af jernbaneselskaber, der længe har været i Storbritannien efter privatiseringen af British Rail og er ved at opstå i Tyskland efter privatiseringen af Deutsche Bahn, virker det tydeligt, hvad der sker, når offentlig transport bliver anskuet ud fra rene profitmotiver: Den bliver upersonlig og fragmenteret, og togdriften kommer til at virke uigennemsigtig. De ansatte ender med hver især at skulle mestre forskellige opgaver, som måske sket ikke hænger sammen – fra billetkontrol over servering til oprydning. Og der er bestemt ikke altid god tid til passengererne, kan man mærke.

Jeg savner ikke Storebæltsfærgerne som sådan, men nu, hvor jeg bliver mindet om dem, savner jeg det ritual og det fælleskab, der var i at tage færgen. Offentlig transport kunne være både en effektiv og mindre miljøbelastende transportform og en måde at bringe mennesker sammen på, sådan som f.eks. folkeskolen også har været det.

Et mindre problem på hjemrejsen

Jeg tog afsked med min søster Angelina og hendes familie i morges; hun kørte mig til stationen i Stockport og snart efter sad jeg i et tog mod London. Jeg tjekkede ind på EuroStar-toget til Bruxelles med afgang 12.58; sikkerheden her er næsten på lufthavnsniveau. Man skal lægge sin bagage og alle løse ejendele på bakker, inklusive pas og pladsbillet, hvorefter hele herligheden bliver gennemlyst. Da det var overstået. satte jeg mig til at vente. Så kom udkaldet omsider til toget. Men… hvor var min pladsbillet blevet af? Jeg havde tabt den et sted i sikkerhedskontrollen.

Der var ikke megen hjælp at hente i informationen. De bad om et bookingnummer, som jeg ikke havde. Og mit navn havde de ikke engang registreret. Pladsbilletten var heller ikke dukket op hos sikkerhedskontrollen. Jeg spurgte, hvornår næste afgang var – men det vidste de ikke i informationen (hvad vidste de egentlig?). Jeg kunne godt købe en ny reservation, men den ville koste mig 256 pund, næsten det samme som prisen på min InterRail-billet. Jeg kunne kun være kommet ind i terminalen ved at vise min pladsbillet, men det var ikke nok til at komme med toget.

Så jeg blev eskorteret ud terminalen og kom ikke med toget. Var jeg skuffet? I høj grad. Alle mine følgende reservationer og hotelværelset i Hamburg var nu til ingen verdens nytte.

Jeg prøvede at få en ny plads, men forgæves. Damen i billetkontoret var faktisk venlig, men kunne ikke gøre noget. Hun bad mig ringe til DSB for at få et bookingnummer der.

Jeg ringede til DSB og sad i telefonkø. Imens nåede jeg at ringe hjem; min hustru blev sat til at lede efter mit bookingnummer på en kvittering. Hun fandt det ikke, for det var der ikke. 40 minutter senere kom jeg igennem til DSB, kun for at få en forklaring af en DSB-medarbejder, der var næsten lige så venlig som dem i informationen, om at der sandelig ikke var bookingnumre på netop disse pladsreservationer. Jeg sagde farvel i et ikke særlig pænt tonefald. Var jeg modløs? Ja.

Tilbage til billetkontoret for at prøve at få en ny reservation. Men hvor var nu min InterRail-billet henne? Jeg styrtede rundt på stationen for at lede. Til sidst var jeg ikke længere modløs, men desperat. Nu havde jeg ikke engang en togbillet længere.

Jeg luskede tilbage til billetkontoret og spurgte om de mon havde fundet min InterRail-billet. Det havde de! Ord kan ikke beskrive min lettelse. Og manden bag skranken var endda særdeles tålmodig.

Således gik det til, at jeg fik en reservation til toget til Bruxelles med afgang 19.34.

Nu var der bare tilbage at finde et billigt hotelværelse i Bruxelles og så prøve at finde en togforbindelse hjem dagen efter. Det lykkedes.

Jeg slog de resterende timers ventetid ihjel på en lille indisk café drevet af KFUM (eller YMCA, som det hedder her).

Ved indtjekningen var der blevet anbragt en særlig tålmodighedstest i form af en ikke særlig rejsevant person, der prøvede at dynge alt sit løsøre op på stålrullerne uden brug af bakke, ejendel efter ejendel (hvor mange nakkepuder kan et menneske eje?), og derefter satte trumf på ved at prøve også at presse et telt (!!) gennem gennemlysningsapparatet. “Så brug dog en bakke!” vrissede jeg i det tonefald, der på det tidspunkt faldt mig lidt for let. Jeg bestod formodentlig ikke tålmodighedstesten.

I morgen er jeg omsider tilbage på kontinentet. Hvis alt går vel, er jeg tilbage i Aalborg med tre timers forsinkelse. Morale: Jeg skal passe meget bedre på min pladsbillet, når jeg går gennem sikkerhedskontrollen en anden gang.

Besøg i Stockport

En gåtur i Stockport.

Her efter mødet og workshoppen i Leicester tilbringer jeg et par dage sammen med mine to søstre og deres familier i Stockport, der er en forstad til Manchester. Jeg ser dem desværre ikke så tit, men det er ikke engang en måned siden, jeg så dem sidst. Og det er altid godt at se dem og at få lov til at følge med i deres liv for en stund.

En regnvejsdag i Leicester

I dag var der en workshop, hvor der var mulighed for alle til at tale om de faglige emner, der er i fokus for vores Horizon 2020-projekt. Jeg fik også tid til at snakke med mine kolleger andetsteds fra om den artikel, vi sender ind til en konference i næste uge. Og i frokostpausen blev der også tid til at stå i kø i den engelske sommerregn. En italiensk kollega bemærkede, at dette var en kærkommen forandring fra den hedebølge, de lige nu slås med i Sydeuropa.

Projektmøde i Leicester

Vandhanen på mit hotelværelse i Leicester.

I dag var det tid til det officielle statusmøde i forbindelse med vores projekt under EUs RISE-program. Undervejs i mødet fortalte koordinatoren Adrian Francalanza fra Malta om det der med API’er i software, og han brugte en god analogi– nemlig en vandhane! Det handler her ikke om brugervenlighed, men om hvad vandhanens håndtag tillader os at justere og om rækkefølgen, vi skal bruge håndtagene i. Det er faktisk et lille eksempel på det, vi i datalogi kalder for en protokol. Bagefter kom jeg til at tænke på nogle observationer om vandhaner og deres grænseflade, som jeg gjorde under en sommerferie for nogle år siden. Måske er kimen lagt til et populærvidenskabeligt foredrag?

Vi var alle lidt nervøse inden mødet, for EU-kommissionen havde sendt en officel repræsentant, der skulle give os et foreløbigt skudsmål. Der havde været problemer med enkelte partnere i konsortiet, der havde trukket sig tidligt – men det var jo ikke vi andres skyld. Vi endte også med at tale om hvad vi mon kunne gøre for at få en bedre kønsfordeling i projektet, noget der desværre er svært, givet at der er tale om et projekt inden for et voldsomt mandsdomineret fagområde. Ingen er stolte over dette, og heller ikke os.

Heldigvis fik vi en forsigtigt positiv tilbagemelding fra EUs repræsentant, og jeg tror faktisk at hun tager med os alle på restaurant her til aften. Leicester er en af de byer i Storbritannien (og vel specielt i England), der er kendt for sine gode indiske/pakistanske/nepalesiske restauranter, så det er her, vi skal spise.

Projektmødet som disse ender også ofte med at handle om mere end selve projektet. Alle er selvfølgelig akademikere, men et stort flertal af os har derudover en fælles referenceramme fra ansættelser i universitetsverdenen. På vej fra mødet snakkede jeg med en kollega fra IT-Universitet i København. Han spurgte mig om hvordan jeg havde det med mit arbejdsliv i lyset af alt det, jeg har oplevet i år og berettet om for andre. Jeg svarede ham ærligt; mere kan jeg ikke skrive her.