Amnesty Internationals landsmøde 2018

I dag og i morgen er jeg endnu engang til landsmøde i Amnesty Internationals danske sektion på Hotel Nyborg Strand. Det er efterhånden mit 22. landsmøde, og det er altid godt at være sammen med menneskerettighedsaktivister fra rundt om i landet. Det er altid en stor inspirationskilde at møde dem.

Dagens to talere var begge fra USA; først talte Chase Iron Eyes, der var leder af protesterne i Standing Rock, og efter frokost talte Kerry Kennedy, der er datter af Robert F. Kennedy og i dag er menneskerettighedsaktivist.

Senere var der et spændende foredrag, hvor journalisterne Sebastian Gjerding og Lasse Skou Andersen fra dagbladet Information fortalte om deres grundige afdækning af hvordan BAE Systems i Nørresundby har tjent store summer på salg af overvågningsudstyr til diktaturer i Mellemøsten. (Jeg har som bekendt selv skrevet en del om BAE Systems på denne blog, altid med afsæt i artiklerne fra Information.) Selv ikke den parodi på en offentlighedslov, vi nu har i Danmark, forhindrede de to i at afsløre hvor galt det hele var fat. BAE Systems lukker nu i Nørresundby, og måske er dette en konkret udløber af Gjerding og Skou Andersens afsløring.

Min gamle gymnasiekammerat Søren Christian Madsen var også her i dag, for i denne weekend holder Folkekirkens Nødhjælp som så ofte før også landsmøde på Nyborg Strand. Søren har gennem en del år været med i bestyrelsen for Folkekirkens Nødhjælp, og vi fik en kort snak om vores to organisationer. Helt en passant nævnte Søren, at han forresten lige var blevet valgt til formand! Jeg er glad for at det blev ham – et stort tillykke fra mig!

I dag skulle jeg til Malta…

…men i skrivende stund sidder jeg derhjemme og kigger ud på sneen.

Jeg havde presset undervisning og aftaler med kolleger sammen i dag, så jeg kunne komme med fly til Malta for at deltage i det vigtige opstartsmøde i det Horizon 2020-projekt, jeg er med i. Koordinatoren på dette projekt er nemlig fra Malta.

Alt gik som det skulle i dag, bortset fra til sidst. Flyafgangen fra Aalborg til København blev nemlig aflyst på grund af tekniske problemer, og dermed forsvandt også den resterende rejse for mig. Efter fyrre minutter i telefonkøen hos SAS kom jeg igennem, kun for at få at vide at jeg var blevet ombooket til en afgang i morgen, men at jeg skulle få oplysningerne ved at ringe til Lufthansa. Efter tyve minutters ventetid gik jeg ud og tog bussen hjem, og først da, efter endnu tyve minutters ventetid og få meter fra min hoveddøren, fik jeg det hele at vide. Da var jeg efterhånden blevet mere end almindeligt træt af pausemusikken og den beroligende “du kommer til hurtigst muligt”-bortforklaring.

Jeg skal med et fly 6.20 i morgen tidlig (jeg får den sidste del af mødet med, og det er så dét). Derfor skal jeg snart i seng.

En lang dag i Lissabon

I dag var det så tid til mødet om Horizon 2020-ansøgningen, som var min egentlige grund til at rejse til Lissabon, og for første gang var alle deltagere samlet. Det var mig, der havde taget initiativ til mødet og skulle prøve at styre slagets gang.

Vi begyndte mødet kl. 9.00, holdt en (lidt for) lang (men god) frokostpause og var først færdige kl. 19.30. Vi fik en masse nyttige kommentarer fra det konsulentbureau, vi havde hyret, og bagefter fik vi en meget grundig diskussion af alle de andre ting, vi også skulle have på plads i den lange ansøgning, som vi nu er ved at udarbejde. En del misforståelser blev ryddet af vejen, og vi lærte en hel masse om hinanden nu, hvor vi for første gang sad over for hinanden.

Det var et udbytterigt møde, men bagefter var vi også pænt trætte. De fleste af de portugisiske deltagere tog hjem med det samme, mens de fleste af resten af os tog på restaurant, hvor vi endte med at tale om musik og mad og forskellen på ravne og krager.

Nu mangler vi bare at få skrevet 165 sider og så afvente evalueringspanelets dom. Forhåbentlig går det bedre denne gang.

Kendte og nye ansigter

Jeg havde endnu en dag i Lissabon inden det lange mandagsmøde om Horizon 2020-ansøgningen, så jeg fik nydt det meget flotte februarvejr, hvor temperaturen til sidst sneg sig op omkring de 20 grader af og til. Jeg fik lige om hjørnet og nogle få hundrede meter væk (og et godt stykke op ad bakke) til den store borg Castelo São Jorge, hvorfra der er en smuk udsigt over byen. Derefter, vel nede igen, skulle jeg have en let frokost. Her løb jeg ind i Ornela Dardha fra Glasgow University – også hun skulle til mødet i morgen. Ornela kender jeg fra det nu hedengangne BETTY-forskernetværk, som vi var mange, der var rigtig glade for og derfor også var kede af ikke at kunne fortsætte.

Efter frokost gik vi en tur ned til Praça do Comercio ad gågaden Rua Augusta. På Rua Augusta er der næsten altid ganske mange mennesker og hvad deraf følger. Tjenerne fra de mange fortovsrestauranter prøver at lokke med deres næsten ens menuer, gadesælgere falbyder hoppebolde, et kvindegymnastikhold laver opvisning for at skaffe penge til deltagelse i et stævne i Østrig, mime-artister med tyk sminke og tunge kostumer agerer levende statuer – og så er der tiggerne. Nede ved Praça do Comercio, hvor der er en flot udsigt over Tejos munding og den store hængebro, dukker der endnu flere gadesælgere op.

Jeg kunne ikke lade være med at bemærke, at andre gange, når jeg går alene ad denne vej, er der uden undtagelse altid nogen, der diskret tilbyder mig hash. Jeg aner ikke, hvad der får mig til at ligne en potentiel kunde – jeg har aldrig rørt den slags og har ingen planer om det. Men i dag, da jeg gik sammen med nogen (og her specielt en kvinde), var der pludselig nogen, der kom og ville sælge – smykker. Også de måtte gå forgæves.

Vi sad en stund ved promenaden, talte sammen og nød det gode vejr, inden vore veje skiltes. Jeg gik alene tilbage gennem centrum ned til Rossio, hvor hele den store plads viste sig at være fyldt med motorcyklister. Dette var uden diskussion det største opbud af motorcykler, jeg nogensinde har set. Da politiet gav tegn, gassede alle motorerne op og de hundredevis af motorcykler hastede ned ad Avenida da Liberdade, mange af dem med hornet i bund. Det tog vel knap et kvarter, før den sidste motorcykel var kørt forbi, og jeg kunne krydse gaden.

Dagen sluttede med et restaurantbesøg sammen med endnu to deltagere til mødet i morgen, men dem havde jeg til gengæld aldrig mødt før i levende live. Det var Eunice Ribeiro, der i dag arbejder for det portugisiske softwarefirma Ubiwhere, men oprindelig har en PhD i energiteknik (og derigennem kender folk fra Aalborg Universitet), og franske Philippe Krief fra organisationen Eclipse Foundation, der står bag den ikke helt ukendte Eclipse-programmeringsomgivelse. Det var godt at få sat ansigt på nogen, jeg inden for de seneste måneder har talt en hel del med.

…og endnu et besøg i Lissabon

I går kom jeg til at tænke på min tid ved Institut for matematiske fag i Frederik Bajers Vej 7G tilbage i 2016. Det var også det år, jeg havde to længere besøg i Lissabon i embeds medfør. Og endnu engang genbesøger jeg fortiden, for atter engang har mit arbejde ført mig til Portugals hovedstad. Denne gang er anledningen et møde for deltagerne i en Horizon 2020-ansøgning. Tre af de ni deltagere er firmaer, henholdsvis universiteter fra Portugal, og det konsulentfirma, vi bruger til at hjælpe os med ansøgningen denne gang, er dansk/portugisisk. Så Portugal var det mest oplagte valg for os.

Jeg er ankommet i god tid, for mødet er først på mandag. Taxichaufføren, der kørte mig fra lufthavnen, syntes, at der er koldt hernede lige nu. Men når man kender til det portugisiske februarvejr med temperaturer omkring 15 grader, bliver det alligevel meget tillokkende at holde weekendfri fra den danske vinter. Jeg gik en lille tur ned til en restaurant, hvor jeg gerne kommer.

Alt er præcis som jeg husker det – dog på nær én vigtig ting: Sporvognslinjen 28E, der plejede at køre midtbyen rundt, er væk. Den er nu erstattet af minibusser. På den ene side går det ikke så lidt hurtigere at komme frem, på den anden side er de gule minibusser ikke nær så piktoreske at skue.

På cykel i Antarktis

Eric Larsen på cykel i Antarktis.

Jeg lod være med at tage cyklen på arbejde i dag, fordi jeg kunne læse at der ville komme slud og sne. Det skete så ikke rigtig. Men i dag kunne  jeg læse om en træningsapp, der hedder Strava (efter det svenske ord sträva). De geodata, den indsamler, blev i november 2017 brugt til at vise særligt interessant aktivitet på et verdenskort. Man kunne bl.a. se, at nogen cyklede i Antarktis, men også at der var amerikanere, der var ude at løbe i Afghanistan og Syrien. Her var selvfølgelig tale om militærpersoner, og på denne måde har Strava afsløret hvor de befinder sig.

Det er et slemt problem (disse data er gefundenes Freßen for gidseltagere og mange andre), men det er også tankevækkende at Stravas begrænsede dataindsamling faktisk er et potentielt problem. Så tør man slet ikke tænke på risici ved at bruge f.eks. Google eller Facebook.

Men det rigtig fascinerende var at opdage, at der er nogen, der har cyklet i Antarktis. Se, dét er noget mere hårdfør adfærd end de krumspring, en akademikere kan gøre. Jeg anede ikke, at man kunne cykle dér – min (ukorrekte) fornemmelse har altid været, at man ville synke i, når man prøvede at komme hen over indlandsisen.

En artikel fra 2012  (hvis forfatter meget passende hedder Denise Winterman) beskriver den første ekspedition, der skulle nå Sydpolen på cykel. Og Helen Skelton fra Storbritannien nåede frem – ved brug af cykel, ski og dragetrukne ski Den længste “rene” cykeltur i Antarktis skyldes dog Eric Larsen (der er amerikaner). Han ville nå Sydpolen udelukkende ved at cykle; det lykkedes ikke, men han nåede dog en fjerdedel af distancen.

En dag i Løgstør

I alle de år, jeg har været ansat som universitetslærer på Aalborg Universitet, har der været et vintermøde i januar måned for de ansatte ved datalogi. Ofte har mødet været et todagesmøde med overnatning; i de seneste få år har vi på grund af påtvungne nedskæringer imidlertid ikke kunnet gøre dette. Men nu kan vi igen for en stund mødes med overnatning betalt. Desværre har vi før jul fået at vide, at Institut for datalogi igen skal spare 4 millioner, denne gang for at være “på den sikre side”. Så måske bliver dette sidste møde af sin slags.

Vintermøderne har tit været en lidt udmattet og udmattende fornøjelse, for det er sin sag at skulle holde møde i halvanden dag, og lige efter juleferien er man sjældent særligt oplagt. I år havde vi besøg af den nye dekan for det nye fakultet, og han præsenterede sine visioner. De var store og ambitiøse og fulde af forventninger til os (og han talte endda om computational thinking), men der var desværre ikke ret mange penge i enden af de store visioner. Selv holdt jeg et oplæg om ligestilling i den akademiske verden (hvor det ikke er godt) og især i datalogi (hvor det står rigtig, rigtig skidt til), og bagefter var der en kort diskussion i forsamlingen, der for 90 procents vedkommende var mænd.

Som så ofte til organiserede arrangementer er det det, der sker “uden for nummer”, der faktisk er det egentligt vedkommende. Aftenen sluttede med et velkendt kortspil, som jeg dog halvvejs havde glemt – og jeg blev lortemand (dvs. jeg tabte). Jeg talte med nogle af de nye kolleger om det, der var sket for dem i 2017, og jeg mødte den nye matchmaker ved instituttet. Med hende endte jeg – hvilket var et overraskende genbesøg af min fortid – med at tale om matematikkens didaktik og behovet for problembaseret læring i universitetsmatematik.

Endnu en dag i Rigets Centrum

Jeg er for nylig kommet med i den gruppe af forskere, der interesserer sig for PBL (problembaseret læring – det, vi i min ungdom mødte som problemorienteret projektarbejde). Mange af de andre i gruppen er uddannelsesforskere, og lige nu er jeg den eneste fra mit institut, der er med.  I dag var det tid til et møde for gruppen, og denne gang blev det henlagt til Aalborg Universitets afdeling i København. Tilfældet ville, at dette var samme dag som der var et stort anlagt møde på Aalborg Universitet i Aalborg om digitalisering af undervisningen – og samme dag som julefesten på Institut for datalogi. Jeg var nødt til at vælge, og jeg tog til København med det tidlige morgenfly.

Der var noget meget bekendt ved kvinden, der sad ved siden af mig i flyet, og det viste sig at være ingen ringere end Dorte Juul, som jeg havde gået i folkeskole med. Hun skulle også til København i embeds medfør, men til en julefrokost i den københavnske afdeling af det firma, hvor hun er ansat. Det var nogle år siden, vi havde set hinanden sidst, og jeg fik spurgt til hendes mor, der var vores klasselærer en overgang og var en meget elsket lærer. Og vi snakkede om Dortes mand, som jeg også kender – ham gik jeg nemlig også i folkeskole med. Verden er forbløffende lille, og ikke mindst ude i Han Herred, hvor vi voksede op.

Ovre til mødet dukkede de andre fra Aalborg Universitet i Aalborg op; de kunne ikke forstå, at de ikke havde set mig i flyet. Det meste af resten af dagen gik med en præsentation af og samtale med Teresena “Terry” Barrett fra University College Dublin, som fortalte os om sine erfaringer med PBL fra Irland. Det var interessant at høre, hvor anderledes de griber problembaseret læring an i Irland – og det er meget anderledes. Hele denne seance var meget praksis-orienteret, men det var ret beset ikke så dårligt for en person som mig, der slet ikke er uddannelsesforsker. Det var også interessant for mig med det meget praksis-nære fokus, fordi vi for tiden overvejer mulige ændringer af studieordningerne for de uddannelser, som Institut for datalogi tager sig af. Her er det vigtigt at overveje, om der mon er andre måder at gribe problembaseret læring på, som kan supplere det sædvanlige projektarbejde i nogle sammenhænge. 

Det var en udbytterig dag, og stemningen var god. En pudsig observation i denne sammenhæng er, at kønsfordelingen faktisk var den stik modsatte af den, jeg er vant til fra datalogi – her var der to mænd til stede, og resten var kvinder.

Sommer i oktober


Da jeg vågnede, hørte jeg den taktfaste lyd af regnens hårde trommen mod taget. Vejrudsigten havde ikke sagt noget om at den kraftige regn ville komme allerede i dag.

Min hustru gik hen og slukkede for klimaanlægget, og der blev helt tyst i lejligheden; det var ikke regn, men den larmende aircondition, jeg havde hørt. Så vant til efterårets forudsigelige tur ned i et regnvådt hul kan vist kun en dansker være.

I stedet fik vi en dag med høj sol og temperaturer omkring de 30 grader, en forsinket gæsteoptræden af den sommer, vi ikke havde oplevet i år. Familien aflagde besøg i Estufia Fria, en overdækket botanisk have med grønt på grønt og rislende strømme. I den store sø svømmede ænder, gæs og sorte svaner rundt mellem hinanden og vi sad og gættede på hvad de mon tænkte om hinanden. Mellem palmerne så vi pludselig en kat, der havde fundet vej ind i den botaniske have. (Om søndagen er der gratis adgang.)

På hjemvejen gik vi forbi en isforretning i Rua Garrett og købte is.

Vel hjemme i Rua dos Remedios satte jeg mig i sofaen og kiggede ud på den blå himmel. Det store krydstogtskib, der havde ligget til kaj nede ved Terreiro do Paço, tudede dybt i hornet. Et sted dernede på gaden gik nogen og sang en strofe på portugisisk. I ét samlende øjeblik lod jeg glæden ved ferien og varmen overvælde mig.

Tilbage i Lissabon

Sidste år var jeg i Lissabon tre gange. Først i sommerferien med familien, derefter to gange i embeds medfør. Og nu er jeg der igen – denne gang på efterårsferie med familien.

Nogle menesker holder af at rejse, men drager et nyt sted hen hver gang. Sådan har jeg det ikke helt. Hvis man kan høre et stykke musik flere gange og hver gang få flere nuancer med, kan man også besøge et sted flere gange. Jeg må indrømme, at der er noget særligt ved at vende tilbage til et sted i udlandet, man tidligere har besøgt, og for hver gang ende med at kende det en lille smule bedre. Der er nogle steder derude, jeg har lyst til at vende tilbage til. Portugals hovedstad er ét af dem, og nu er det så også blevet min families tur til at se Lissabon igen.

På første dag hernede blev det til en lang gåtur nede ved Tejo, hvor vi blandt andet så de små steler af sten, som står stablet på stranden som en slags skulpturer. Sidst så jeg stelerne i september, men samtlige steler står der sådan set stadig – samme sted, såmænd.

I denne weekend er vejret fint og temperaturen her til aften var 27 grader.  På mandag fik vi først lovet 13 millimeter regn, men nu har de revideret vejrdsigten, så vi i stedet får 39 millimeter regn. Det bliver spændende.