Brand i toget

Jeg sad og døsede i det sene tog hjem fra København i nat, da det gik op for mig at der lugtede underligt i togvognen. De få andre passagerer sad og sov. Men pludselig gik det op for konduktøren og et kort øjeblik senere for os alle, at der var udbrudt brand i toget og at den underlige lugt skyldtes røg.

Toget standsede få hundrede meter fra Hobro station, og her blev vi holdende i en times tid, til brandvæsenet havde konstateret, at togpersonalet havde slukket branden. Det var ikke kredsløb, som jeg først havde troet, men en dieselmotor, der havde været ramt af brand. Snart efter kunne toget blive sammenkoblet med og alle passagerer overført til et nordfra kommende tog til Aarhus, der så ville blive omdirigeret og køre os nordpå. Efter 30 års passagererfaring med IC3-tog opdagede jeg først nu i nat, at togførerens plads kan svinges til side, når to togsæt skal sammenkobles.

Jeg lå i min seng kl. 2.45 og tænkte lidt over hvor stort behovet egentlig er for nye tog i Danmark (det er stort) og over hvor godt designet og udførelsen af IC3-togene egentlig har været. Og så faldt jeg i søvn.

Måske er rejser, hvor noget går galt, ved at blive et nyt tema her?

ECEL2019

Sidste år deltog jeg i ECEL2018, der er en international konference om e-læring, der dét år fandt sted i Athen. I dag er jeg til ECEL2019. For få uger siden blev jeg mindet om, hvor langt der egentlig er til Athen, så det gør ikke noget, at konferencen i år finder sted – i København. Jeg har en poster med, men desværre kan jeg ikke selv være til stede til præsentationen i morgen, for da kalder arbejdet i Aalborg igen.

På skinner?

Fra den store jernbaneviadukt Rendsburger Hochbrücke, der fører togene hen over Rendsburg og Kielerkanalen.

Politiken bringer i dag et debatindlæg af Asbjørn Riis-Søndergaard, der er bæredygtighedsrådgiver og tidligere i år ville foretage en tjenesterejse til Girona i Spanien med tog. Efter indlægget at dømme var rejsen besværlig og blev ikke nemmere for ham, fordi han som københavner var nødt til at tage færgen til Tyskland. Det er et problem, jeg som kontinentaldansker ikke har.

Som de, der har læst indlæg af mig her vil vide, holdt jeg op med at flyve for et år siden, fordi jeg vil mindske mit personlige CO2-udslip. I 2019 har jeg været i Lissabon, Prag, Magdeburg, Leicester, Manchester og Athen, og alle seks rejser (hvoraf fem var tjenesterejser) har jeg foretaget med tog og i fire tilfælde med Interrail-billet. Så det kan lade sig gøre. I næste uge skal jeg til København i embeds medfør, og det bliver formodentlig min sidste togrejse i år. Rejserne har for det meste været gode oplevelser med muligheder for fordybelse undervejs, med forsinkelserne i Ancona og Patras for to uger siden som en kedelig undtagelse.

De lange togrejser i Europa kræver dog ganske megen detailplanlægning, og det kalder på en fælles indsats for at dele erfaringer og tips. Men det er ikke umuligt, slet ikke. Der er allerede bl.a. en Facebook-gruppe om togrejser, men der mangler en dansk pendant til det storartede britiske websted https://www.seat61.com, hvor erfarne togrejsende deler deres viden med alle.

Nogle tips herfra, baseret på årets erfaringer, er

  • Interrail-billetter er i høj grad værd at overveje på lange strækninger. 5 rejsedage fordelt ud over en måned er typisk nok. Webstedet http://www.interrail.eu er desværre ikke så overskueligt som det kunne være. Det er værd at rejse på 1. klasse. Desværre forlader Storbritannien Interrail-ordningen ved indgangen til 2020. EuroStar-togene fra Frankrig vil dog være undtaget.
  • Deutsche Bahns websted http://bahn.de er en uvurderlig kilde til planlægning af lange togrejser.
  • Nattog i Europa er ikke hvad de har været. Overnatninger på banegårdshoteller er ikke altid et dårligt alternativ, hvis man har tid til det. Rejser man vestover, skal man tage et tidligt morgentog og overnatte i Paris.
  • En undtagelse er NightJet-nattogene, som ÖBB står for. De er rigtig gode.
  • Webstedet https://www.seat61.com er værd at besøge.
  • Togforbindelserne i Grækenland er ikke gode; her må man alt for ofte ty til busser. Og man kan overhovedet ikke komme til Albanien med tog.
  • Hvis man skal sejle mellem Italien og Grækenland, skal man undgå at sejle med Minoan Lines. De er en samling uærlige, inkompetente, uprofessionelle og kyniske klamphuggere, der kun er gode til at skabe enorme forsinkelser og gerne må gå konkurs, så snart de har refunderet min færgebillet. I al fald én af konkurrenterne, Superfast, har faktisk fri adgang for passagerer med Interrail-billetter (men dækker ikke udgiften til overnatning i kahyt).

Der er som bekendt masser af rejsebureauer derude, der med et greb i lommen og et tryk på en tast kan planlægge en flyrejse tværs gennem verden. Det, der mangler, er rejsebureauer, der kan hjælpe med at planlægge togrejser gennem Europa. Og så mangler der også en formuleret velvilje fra officiel side med hensyn til at lade tjenesterejser være togrejser; for mig er det lykkedes i år, men det skyldes formodentlig i høj grad, at jeg har kunnet bruge et personligt annuum. Når det er brugt op, er det muligt at situationen er en anden, og at jeg da må begrænse min rejseaktivitet,

Næsten hjemme

Aarhus banegård.

I dag slutter min rejse; jeg har været udsat for den indtil nu voldsomste forsinkelse – IC3-toget fra Hamburg ankom til Aarhus fire minutter for sent.

Jeg var faktisk på nippet til at kunne nå toget 19.21 til Aalborg, men det afgik netop som jeg steg af toget fra Hamburg. Ikke at det gjorde noget; jeg har alligevel billet til afgangen 19.50.  Den er godt nok 3 minutter forsinket, men jeg har alligevel et berettiget håb om at være hjemme i aften på et ikke alt for ukristeligt tidspunkt.

Hvad kan jeg så lære af denne rejse til en konference?

  • Det føltes som en usædvanligt lang togrejse, fordi jeg i modsætning til min rejse til POPL2019 i Cascais denne gang ikke havde planlagte overnatninger (ikke et ord om den uplanlagte halve overnatning i Ancona).
  • Jeg brugte faktisk lidt mere tid på selve rejsen end på mit ophold. Det vil jeg gerne undgå at opleve igen, men det er svært at passe denne type rejser ind i et semesterskema med regelmæssig kursusundervisning for store hold.
  • SPLASH er en inspirerende og særdeles relevant konference; den vil jeg meget gerne deltage i for fremtiden.
  • Jeg vil aldrig rejse med Minoan Lines igen! 

Gennem Italien hjemover

Som det var tilfældet på udrejsen, har jeg ikke haft noget noget af betydning at indvende om togforbindelser (og faktisk heller ikke om busforbindelsen Athen-Patras). Færgeoverfarten i nat forløb upåklageligt; jeg fik genhørt et gammelt album med Echo and The Bunnymen fra dengang i 1984, da jeg første gang tog en færge mellem Grækenland og Italien. Ocean Rain holder endnu; Echo and The Bunnymen gør ikke rigtig.
Nogle forbindelser og strækninger har wifi, andre ikke. I dag har jeg mest været offline og har kunnet bruge tiden på at finpudse mit indtil videre fire sider lange brev til Minoan Lines.
Som jeg i går sagde til den græske passager, jeg mødte i Bari: Hvis Minoan Lines prøvede at slippe af sted med den mangel på ansvarlighed og professionalisme, de lægger for dagen, i Danmark, ville de havne i retten og på alle forsider inden ugen var omme.

Jeg nåede færgen

Denne gang gik det som det skulle; jeg tog af sted fra Athen i rigtig god tid og trafikpropperne i Athen og Patras var derfor ikke noget, jeg var bekymret over. Og færgen til Italien afgik til tiden. Jeg havde købt billet hos et andet færgeselskab; det var en god idé.

Mit forsøg på at få min returbillet fra Minoan Lines refunderet strandede selvfølgelig; jeg havde fået at vide pr. mail, at jeg skulle henvende mig personligt i Patras. Og da jeg så gjorde det, fik jeg at vide at jeg ikke kunne få noget refunderet fordi det nu var dagen for afrejsen.

Jeg har derfor modstræbende skiftet mening om Minoan Lines; de er ikke inkompetente, men inkompetente og uærlige. Undgå dem!

I færgeterminalen fik jeg en lang snak med en mand, der ofte sejler frem og tilbage mellem Grækenland og Italien (han var græsk, men bosiddende i Italien). Han kunne fortælle den ene gyserhistorie efter den anden om Minoan Lines, som jeg sejlede med i søndags/mandags – og da han hørte at jeg var fra Danmark, gav han mig en banan!

Lige nu står jeg på dækket, mens færgen sejler ind i solnedgangen over Middelhavet. Vi når nok først forbi Korfu og Sarandë midt om natten, så den smukke udsigt kommer jeg ikke til at genopleve. Men selve oplevelsen af en helt anderledes form for oktobervejr er meget værd i sig selv.

På naturens vegne?

I dag skulle jeg på toilettet på busstationen i Athen; det er som så mange andre toiletter her og andre steder opdelt efter køn. Herretoilettet var nusset og lidt uhumsk, mens det glimt man ved indgangen fik af passagen ind til dametoilettet tydede på at det ikke helt forholdt sig sådan derinde.

Fra egne oplevelser i nødsituationer, hvor herretoilettet ikke kunne benyttes og jeg var henvist til dametoilettet, og fra kvindelige bekendtes tilsvarende oplevelser med modsat fortegn, aner jeg at dette faktisk er et generelt fænomen – mange kvinder oplever at herretoiletter er uhumske. Måske er mange mænd bare nogle grisebasser? Jeg ved det ikke. Jeg prøver altid at være ordentlig og omhyggelig, men det er vist ikke alle, der har det ligesådan.

Men i mit arbejdsliv har jeg altid været vant til toiletter til alle (uden at man nogensinde kaldte dem for kønsneutrale), og her har jeg så godt som aldrig oplevet et egentlig uhumsk toilet.

Inden for de seneste år er der opstået en debat om kønsneutrale toiletter, og det har til tider virker som en meget følelsesladet omgang for alle parter.

Men måske skal man bare tage de pragmatiske briller på? Nogle steder har man i mange år haft toiletter for alle, og det har ikke ført til utilfredshed. Og der er desuden det helt kedelige argument, at fælles toiletfaciliteter formodentlig vil føre til at toiletterne ofte vil være i pænere stand, fordi ansvaret nu er tydeligt fælles og fordi toiletterne ikke længere kan være en slags uheldigt “frirum” for et bestemt køn.

Sidste dag med SPLASH2019

Dagens keynote var ikke teknisk overhovedet – den var derimod mere filosofisk og kulturhistorisk og blev givet af Warren Sack fra University of Southern California. Han har for nylig udgivet bogen The Software Arts, hvori han fremsætter og argumenterer for den påstand, at programmering og softwareudvikling er mere beslægtet med kunst og det, man på engelsk kalder for the liberal arts, end man plejer at sige. Sack annoncerede til at begynde med, at han ville føre programmeringssprogenes historie tilbage til 1700-tallet! Jeg havde vel derfor forventet mig lidt mere af foredraget – reelt var store dele af det en højtlæsning af et sammendrag af bogen, der var en del afstikkere til fysikkens historie, der måske burde være undgået – for slet ikke at tale om de lange citater på fransk (!). Pointerne med at programmeringssprog er beslægtet med gamle dages konstruktionsvejledninger og at programmering er en konsekvens af den industrielle revolution er interessante, og selvfølgelig er det godt og vigtigt at blive mindet om hvordan programmering indgår i en større samfundsmæssig og kulturhistorisk kontekst. Men det var som om foredraget ville for meget. Og til sidst lykkedes det Sack at fremføre den påstand, at kun objektorienterede programmeringssprog gjorde det muligt at “få mennesket med”. Det blev de mange af os, der værdsætter andre paradigmer, og her ikke mindst funktionel programmering, ret underligt tilpas ved at høre. Sack skyndte sig så at glatte ud og sige, at han skam værdsatte det arbejde, som Paul Hudak (en af hovedpersonerne bag Haskell) stod bag.

De mest interessante foredrag kom (synes jeg) om eftermiddagen og handlede om typesystemer. Især foredraget af Luis Caires og Bernardo Toninho (som er to af de portugisere, jeg har kendt i snart en del år) om forfiningstyper og beregninger på kind-niveau var spændende. Inden foredraget fik jeg snakket med Luis om universiteternes og universitetsansatte vilkår rundt omkring. Han har været institutleder i knap otte år, men nu går han af for at få bedre tid til at forske og undervise – i Portugal er institutledersrollen nemlig ikke en selvstændig, administrativ stilling med stor magt og ingen krav om faglighed; man er snarere en “første blandt ligemænd/kvinder”.

Dagen sluttede med en poster-session. Det var spændende at se de mange bidrag fra især unge forskere, men også lidt intenst at skulle lægge øren til så stor en flok mennesker, der snakker i munden på hinanden.

Det har været et kort ophold i Athen, og egentlig også for kort. Jeg har ikke fået set meget af den græske hovedstad, men jeg fik dog tid til en lille gåtur ved Akropolis, uden dog at nå derop for at nyde udsigten.

I morgen går rejsen atter hjemad, og jeg håber sådan, at den bliver mindre bøvlet end udrejsen var. Jeg har som bekendt købt en ny færgebillet, så min hjemrejserute bliver en anden, men det er ikke nær så nemt at få den gamle billet refunderet, som jeg havde håbet. Faktisk skal jeg møde personligt op hos Minoan Lines i Patras med den gamle billet. Underligt, men sandt. Heller ikke dette øger min kærlighed til bemeldte rederi.

Hvis der er en morale med hele min rejse, er den vel, at tjenesterejser til udlandet skal have bedre tid, når man rejser med tog og båd – gamle dages “svipture” til konferencer er ikke længere mulige og er strengt taget heller ikke en god idé, når det angår mulighederne for fordybelse. Til næste år kommer jeg også ud at rejse (det ved jeg allerede, og det er ikke en konference, men et besøg i Portugal) i løbet af forårssemesteret, og da er det min plan at være væk i 14 dage og at få lagt mit undervisningsskema, så det bliver muligt.

Festbanket og datatyper

I dag var noget så forholdsvis usædvanligt som en dag uden overraskelser eller forsinkelser. Jeg sov længere end jeg måske burde (for træt, det var jeg), men fik hørt nogle foredrag til SPLASH. Især husker jeg et foredrag om arbejde med et type/effekt-system for objektorienterede programmeringssprog; forfatterne var fra Wellington i New Zealand og deres tilgang mindede mig om noget, jeg selv arbejder på sammen med andre for tiden og som udspringer af et sprog og programmeringsværktøj ved navn Mungo, udviklet ved Glasgow University. Underligt kendte de tilsyneladende ikke til dette arbejde. Lige bagefter ville skæbnen, at jeg til frokost løb ind i Roly Perera – fra Alan Turing Institute og en af personerne bag Mungo i sin tid. Det kom der en lang og god snak ud af.

Efter frokost gik jeg en lille tur i Athen for at få købt et krus med et citat af Pythagoras; jeg købte sådan et krus sidste efterår, da jeg også var her. Men det krus faldt på gulvet og fik en revne, der gør det utæt. Gåturen førte mig forbi parlamentsbygningen på Syntagma-pladsen. Og nu har jeg et nyt Pythagoras-krus.

Et af de foredrag, jeg især husker fra sessionerne efter frokost, var et foredrag om afhængige stityper. Det var ikke bare et rigtig elegant og nyttigt resultat om typesystemer, men Marianna Rapoport fra University of Waterloo gav også en usædvanligt god præsentation med velvalgte animationer og enkle farver – og et motiverende eksempel, der forklarede hvordan stityper måske kunne bruges til at lave en bordplan for Romeo og Julie til deres bryllup (som jo aldrig blev til noget), så de rivaliserende familier kunne sidde sammen!

Jeg tog hjem og fik et hvil, så det afsluttende SIGPLAN-møde med prisuddeling gik jeg glip af. Om aftenen var der konferencemiddag, og her fulgtes jeg med William Cook fra University of Texas; han er gangbesværet efter alvorlig sygdom og fik en taxi til restauranten, som han tilbød at jeg kunne være med i. Til selve middagen fik jeg William Cook på min højre side, og først da opdagede jeg at det var ham, der havde fået SIGPLANs pris tidligere i dag for sin indflydelsesrige artikel On Understanding Data Abstraction, Revisited fra 2009 om forskellen på objekter og datatyper. Vi begyndte aftenen med at snakke om datatyper og objekter (forskellen kan mest præcist beskrives ved hjælp af begreber fra universel algebra, så det vil jeg undlade at skrive mere om her), men ad uransagelige veje endte vi med at sidde og tale om alt mulig andet også. Til sidst var vi faktisk nået over til at snakke o, hvordan man bedst kan tilberede en kabocha-vintergræskar i en elektronisk trykkoger! “Mit navn er jo også Will Cook”, sagde prismodtageren til mig.

På min venstre side sad Bernardo Toninho fra Universidade Nova de Lisboa, og han kunne fortælle mig, hvordan man som universitetslærer i Portugal ikke selv behøver at bruge tid på at lave de detaljerede afregninger efter tjenesteregner – den slags tager administrationen sig af. Man skal bare aflevere et ark papir, så ordner de resten. Det fremstod helt utopisk!

AGERE2019 med visse forhindringer

Der er et svømmebassin på Royal Olympic Hotel, hvor SPLASH2019 finder sted (og hvor jeg ikke bor).

Færgen (undskyld: det store skib) fra Italien var inde tids nok (kl. 2.45) til at jeg ikke kom med bussen kl. 2.30 fra Patras. Jeg sad i ventesalen på busstationen indtil 5.00, hvor der gik endnu en bus til Athen. Jeg var på nippet til at falde i søvn i bussen, da chaufføren vækkede mig – jeg sad på det forkerte sæde og skulle flytte mig. For i denne bus var der åbenbart pladsreservation. Derefter sov jeg ikke mere, men i det mindste var jeg fremme i Athen 8.15. En taxitur med trafikprop senere var jeg fremme på mit værelse, klædte om, spiste min medbragte mysli fra Danmark, tog bad og gik over til SPLASH2019, der bliver afholdt kun 100 meter fra hvor jeg overnatter. I fodgængerovergangen sagde jeg hej til en PhD-studerende fra Uppsala, men han havde voldsomt travlt, thi han var frivillig ved SPLASH2019.

Jeg nåede lige akkurat op på 3. sal, idet AGERE2019 begyndte med et indbudt foredrag med Sophia Drossopolou fra Imperial College om sproget Pony, dets typesystem og semantik. Det var spændende, for det relaterer sig klart til problemstillinger, jeg selv arbejder med for tiden. Men det kneb unægtelig for mig med at koncentrere mig, kunne jeg mærke. Faktisk kneb det voldsomt for mig bare at holde øjnene åbne.

Jeg vågnede, da de andre tilhørere klappede – Sophias foredrag var slut. Hvad klokken var nu, kunne jeg ikke se. Mens jeg havde blundet, var mit soldrevne armbåndsur løbet tør for batteri og viserne rykket til 12-position. (Det er stadig ikke lykkedes for mig at genstarte uret, trods det fine solskinsvejr hernede.)

Jeg prøvede at følge med i diskussionen i pausen, men jeg kunne ikke helt tænke klart, så træt var jeg. Bagefter var der præsentationer om hybrid logik (en form for modallogik, hvor de mulige verdener er internaliseret i formlerne) og om lokal konsensus i distribuerede systemer, men nu kunne jeg mærkværdigvis faktisk holde mig vågen gennem det hele. Det lykkedes mig endda at stille et spørgsmål om modallogik.

Kl. 12.00 var det tid til mit eget foredrag. Det gik næsten. Jeg havde problemer med at få mine slides vist – der er en defekt DVI-port på min MacBook, så jeg bruger HDMI-porten til daglig. Men der var kun en gammel projekter i lokalet uden den slags, og heller ikke nogen kabeladapter , så arrangørerne overvejede, om vi skulle rykke ind i et andet lokale. Det prøvede vi, men det var heller ikke nemt, for der skulle være en anden workshop. Derefter skulle jeg prøve at sende mine slides pr. mail til en af arrangørerne, så vi kunne bruge hans computer, men nu var der pludselig problemer med at læse mail. Vi endte med at bruge en kopi af mine slides fra et USB-drev på en anden computer. Der gik mere end et kvarter med få alting ordnet. Men foredraget fik jeg da holdt til sidst. Der var ét spørgsmål; det var fra Sophia.

På vej til frokosten på 7. sal kom der en sms fra færgeselskabet med en besked om uforudsete og ubegrundede ændringer til hjemrejsen. Alt var ved det gamle, og jeg begyndte at gruble over, hvordan jeg skulle komme med tog videre nordpå efter forsinkelsen på hjemturen om nogle dage.

Til frokosten mødte jeg Jens Palsberg, der er professor på UCLA og et af de største navne inden for programmeringssprogsteori. Jens kender jeg fra hans fjerne fortid på Aarhus Universitet. Vi snakkede lidt om den danske universitetsverden, hvor meget er forandret siden Jens’ tid i Aarhus og – syntes han – virker meget amerikansk på en ikke så god måde. Derefter gik jeg hen på mit værelse, ryddede lidt op og tog en hårdt tiltrængt lur.

Da jeg kom tilbage til AGERE2019 efter overstået middagslur, fik jeg at vide, at der var kommet en lille æske med foldere om en særudgave af Frontiers in Computer Science, hvor jeg er gæsteredaktør. Jeg gik op til workshoppen for at give folderne til de andre deltagere, inden vi begyndte igen. Men lokalet var tomt; alle var gået. Den sidste session med åben diskussion var åbenbart blevet aflyst, men ingen af de frivillige, jeg spurgte, kunne forklare hvorfor. I foyeren løb jeg ind Colin Gordon, der fortalt om hybrid logik om formiddagen, og han var heller ikke sikker på hvorfor man havde aflyst. Men han da fik en folder af mig.

Og sådan sluttede tirsdagens officielle aktiviteter.