Sammen i Aarhus

På Lille Torv i Aarhus

Efter en arbejdsuge med en del bekymringer var det med lidt blandede følelser, jeg satte mig i toget for at tage til Amnesty Internationals aktionsdag i Aarhus. Jeg følte mig træt og ukoncentreret. Men det blev en rigtig god og positiv oplevelse at mødes med andre menneskerettighedsforkæmpere fra Aarhus, Odense og København. Fokus var det positive budskab om at Verdenserklæringen om menneskerettigheder fylder 70 år i år.  Vi fejrede de 30 artikler i erklæringen med kage (den slags er som bekendt blevet populært i dansk politik), som de forbipasserende kunne stoppe op og smage på. 

Ofte har jeg følt mig lidt underligt til mode ved at skulle henvende mig til tilfældige forbipasserende, sådan som jeg også skulle i dag, men det gik faktisk meget bedre end jeg havde troet. Dagens ubetinget positive oplevelse skyldtes nogle piger på 11-12, der stoppede op. De havde aldrig hørt om menneskerettighederne før (!), men da jeg fortalte dem om dem og vores arbejde i Amnesty Internationalt, blev det særdeles vel modtaget, og de sagde, at det var godt, at rettighederne var der og at vi kæmpede for dem. Dét varmede.

Pludselig begyndte det at regne voldsomt, og vi måtte rykke ind under det medbragte telt. Her sad en aarhusiansk sanger og guitarist og underholdt; han hed forresten noget så usædvanligt som Hans. Det er ikke tit, jeg møder nogen med dét navn, så det hæftede jeg mig særligt ved.

Sidst på eftermiddagen kom ganske mange forbi Lille Torv – dog ikke for at snakke med os, men for at overvære en række korte taler, som blev afholdt af lokale borgere, der havde gennemført et forløb, der skulle hjælpe den enkelte med til at holde op med at stamme. Netop dét var  og her særdeles fascinerende!

Sidste dag i Lissabon

Så kom dagen, hvor det blev tid til at vende hjem til Danmark fra Lissabon, og dét netop på en søndag, hvor vejret viste sig fra sin allermest smilende side. Masser af indtryk fra CRIWG2018 og fra selve byen er nu tilbage at fordøje. Jeg har ofte tænkt over – og andre har spurgt mig – præcis hvorfor jeg mon er blevet så glad for netop den portugisiske hovedstad. Der er jo så mange andre steder i Sydeuropa, der også har godt vejr og gamle bygninger. Men det er også portugiserne og den lidt tilbagelænede væremåde, mange af der ser ud til at have, der tiltaler mig.

Som så ofte før nåede jeg undervejs at besøge Ao 26, den veganske restaurant, der ligger på R. Vítor Cordon 26 og nok er min yndlingsrestaurant i hele verden. Det var her, min kollega, der denne aften fulgtes med mig, udtalte at “man skulle næsten tro at personalet mediterede; de virker så rolige, og hende den unge tjener er jo som en engel!” Det var meget præcist observeret. Forskellen til byer som New York og Paris, hvor tjenerne og ganske mange andre af de lokale kan virke utålmodige, er tydelig i Lissabon. En dag rejser jeg derned igen, men til den tid bliver det i tog.

En smuk ruin

I dag så jeg igen ruinerne af Convento da Ordem do Carmo, det kloster under karmelitterordenen, som indtil 1. november 1755 fandtes i Lissabon. Den dag indtraf det jordskælv, som endnu er et af historiens værste. Et sted mellem 15.000 og 70.000 mennesker omkom som direkte følge af jordskælvet og dets eftervirkninger, der blandt andet var store brande og en tsunami med bølger på op mod 20 meters højde. En stor del af Lissabon blev jævnet med jorden, og karmelitterklosterets bygninger overlevede kun delvist.

Jeg så ruinerne første gang for 31 år siden i sommeren 1987, da jeg var på sommerferie i Portugal. Dengang overværede jeg en symfonisk koncert derinde. I dag var tiden inde til endnu et besøg på det arkæologiske museum, som ruinen rummer. Og det var det hele værd. Hermed anbefalet.

Udflugt med bøjet vejskilt

Det bøjede vejskilt.

I dag var jeg med alle de andre deltagere i CRIWG2018 på udflugt til egnen lige syd for Lissabon. Vi besøgte den gamle mauriske borg ved Sesimbra og José Maria Fonseca-vingården i vinbyen Azeitão i nærheden og kørte til sidst ad bjergveje langs kysten tilbage til hovedstaden. Undervejs så vi korkege og oliventræer og et gammelt kloster, der nu er refugium og konferencecenter.

Det, jeg især husker, er dog episoden i Azeitão. Vores turistbus skulle køre ind til vingården, men chaufføren vidste ikke, at gaderne i den lille by er meget snævre. I et snævert gadekryds kunne bussen ikke gennemføre svinget og sad faktisk fast uden mulighed for at bakke – husene stod for tæt, og især var det et vejskilt i vejen. Resolut sprang fem portugisere til og hev i vejskiltet, så det bøjede. Nu kunne bussen komme rundt om hjørnet, hen ad gaden og vende! Kunne man have forestillet sig en lignende spontan hjælpsomhed i Danmark? Jeg er desværre ikke sikker på det.

Så blev det vores tur

Et andet foredrag – om et system til understøttelse af programmering for grundskolebørn i Japan.

Omsider oprandt dagen, hvor det var tid til egen fremlæggelse. Denne gang tog den udgangspunkt i artiklen om systemet PBL Exchange, der skal hjælpe projektvejledere på AAU med at udveksle erfaringer. Jeg fremlagde, og det gik faktisk godt, synes jeg – der var i al fald mange gode spørgsmål og kommentarer bagefter.

Bagefter, da alt var omme, var det tid til konferencemiddagen på et gammelt kapucinerkloster i Caparica. Udsigten ud til Atlanterhavet blev kun spoleret (omend grundigt) af de høje etageejendomme langs kysten.

Ved middagen på klosteret faldt samtalen på alskens emner, lige fra Armenien til vegetariske restauranter i Lissabon. Nogle ville også snakke med mig om den pædagogiske model på Aalborg Universitet, så fremlæggelsen tidligere i dag må have sat tanker i gang hos nogle af de tilstedeværende, og det er godt at vide.

Til sidst skulle min medforfatter Dorina Gnaur og jeg tilbage til Lissabon, men taxien kom ikke. To af de portugisiske medlemmer af organisationskomiteen kørte os til Cacilhas, hvor færgen gik over til Lissabon.

En velkendt idé

I dag begyndte så CRIWG2018, og det første indbudte foredrag handlede om hvordan man på INRIA i Frankrig arbejder med at skabe et alternativ til Google Docs og lignende, der er fuldstændig decentralt og sikkert. Det var et interessant foredrag, der førte os hele vejen forbi analyser af brugbarhed over datastrukturer for dokumenter til partielle ordninger, der er distributive gitre. Jeg kunne dog også observere min kollega Dorina Gnaur, der ikke er datalog eller det, der ligner, kæmpe for at hænge på.

Blandt de senere foredrag bed jeg især mærke i et portugisisk foredrag om en helt ny pædagogisk model på et lokalt universitetet. Man var nu gået over til at lade studerende arbejde i grupper på 5-6 mennesker med løsning af et problem, som var “åbent” og krævede analyse. Grupperne skulle de studerende selv danne. Undervejs i forløbet kom der en person mod proceserfaring – typisk en psykolog – forbi. Forfatterne til artiklen var dog tydeligt ærgerlige over at op til 15% faldt fra uddannelsen allerede på første semester,

Intet af dette var nyt – Dorina og jeg indså med det samme, at vi lige nu var vidne til genopfindelsen af problemorienteret projektarbejde i grupper! Vi gjorde fluks opmærksom på at AAU og RUC hver især havde mere end 40 års erfaring med denne studieform. Oplægsholderen havde hørt om de danske erfaringer, men den eneste fra universitetet, der havde kontakter, var rektor. Han havde som den eneste besøgt AAU!

Herefter lovede den portugisiske oplægsholder fluke at kontakte AAU og RUC. Måske er grunden hermed lagt til at jeg kan blive verdensberømt i Portugal!

Tilbage i Lissabon

Ja, jeg er ikke særligt opfindsom – jeg er endnu engang draget til den portugisiske hovedstad, denne gang for at deltage i en konference ved navn CRIWG2018. Det er en datalogikonference, men langt fra mit hovedforskningsområde, for CRIWG2018 er 24th International Conference on Collaboration and Technology. Jeg skal præsentere en artikel om det nye PBL Exchange-system til erfaringsudveksling for vejledere, som er implementeret af Andreas Klostergaard og Gideon Blegmand, der her i juni blev kandidater fra Institut for datalogi. Dorina Gnaur fra Institut for læring og filosofi var leder af dette projekt, og hun er også rejst herned. I morgen går det løs.

Dette er i øvrigt min næstsidste flyrejse nogensinde, så snart er billedet ovenfor kun et minde. (Billetterne var købt inden min beslutning om at holde op med at flyve.)

På scenen i Aarhus

Mathias Linaa og Jesper Kirkegaard 
Niels-Peter Henriksen

Så har jeg prøvet at optræde til Aarhus Festuge. Jeg var blevet inviteret med til et arrangement ved Zulu Comedy Festival (arrangeret af TV2) i regi af HAPS (Hele Aarhus’ Poetry Slam). Invitationen kom fra Jesper Kirkegaard, der er regerende Aarhusmester i poetry slam, og med var også Mathias Linaa og Niels-Peter Henriksen. Mathias laver poetry slam, mens Niels-Peter laver stand-up og skriver og fremfører digte (uden at det vel egentlig er poetry slam).

Jesper og Niels-Peter (der i parentes bemærket begge er pædagoger i det civile liv) er ligesom jeg midaldrende mænd, og det var da også betragtninger fra dette afsnit af livet, der var i fokus hos os. Mathias (der er kandidat i filosofi og lige nu jobsøgende) tog så fat i de unge år, hvor han stadig selv færdes. Jeg kendte til Jespers tekster – og han er særdeles kompetent og uhyre morsom – men jeg havde ikke hørt Mathias eller Niels-Peter før. Også de er i høj grad værd at lytte til og opleve.

Det er en stående vits i Aalborgs poetry slam-miljø, at man ikke må nævne noget, der er sket for mere end et par år siden, for det vil mange blandt publikum ikke have hørt om. Og mange unge udøvere af poetry slam kredser om nogle bestemte emner, der hører den livsfase til – uddannelsesvalg, kærestesorger, byture osv. Det var godt at opleve en anden vinkel på tingene til en afveksling, og også godt at optræde i Aarhus. Det gør jeg gerne igen, også sammen med de tre herrer fra i aften.

Hjemme igen omsider

Der var forvirring i lufthavnen og forsinkelser, og jeg blev mere utålmodig, end jeg burde være. Men hjem kom vi fra endnu en sommerferie på dette, en af mine absolut sidste flyrejser.

Verdens største kooperativ

Her ved afslutningen af knap to ugers ferie i Spanien går det omsider op for mig, at supermarkedet Eroski, hvor familien og jeg har gjort vores dagligvareindkøb, ikke er et hvilket som helst supermarked. Det er del af Corporación Mondragon, der ikke bare er Spaniens, men verdens største kooperativ med mere end 70.000 ansatte. Det blev stiftet i 1956, dvs. lige midt under diktaturet og dét endda i Baskerlandet. Det forklarer samtidig det usædvanlige navn Eroski, som er en sammensmeltning af de baskiske ord “erosi” (at købe) og “toki” (sted). Jeg bemærker også, at Corporación Mondragon er baseret på nøje formulerede principper såsom demokratisk organisering, ordentlig løn og et mål om at forandre samfundet (oprindelig: det baskiske samfund) i en retfærdig retning. Mondragon er i det hele taget en baskisk/spansk slægtning til den danske andelsbevægelse

At en sådan virksomhed kan findes og trives, er værd at huske på i en tid, hvor selvbestaltede fyrster som Jeff Bezos stjæler hele billedet med virksomheder, der er baseret på det stik modsatte af demokrati, retfærdig løn og ordentlige arbejdsforhold.