Godt brugt

Den regnfulde søndag blev brugt på en familieudflugt til Skalborg, hvor der ligger flere store second hand-butikker (eller marskandisere, som man kaldte dem engang).

Vores datter fandt en billig bluse. Selv kiggede jeg efter cd’er og dvd’er. Film og musik på fysiske medier er på hastigt tilbagetog, og det kunne jeg observere her. Det var længe siden, jeg sidst havde bladet igennem en række cd’er for at se, om der var noget spændende. Her lå Deutsche Trucker Hits side om side med The Predator med Ice Cube, og mellem Mark Knopfler og Genesis var der pludselig albums med… Mercury Rev, som var mægtig hippe for ti-femten år siden, men også er en gruppe som jeg desværre synes er lidt kedelige. Ellers var der, bortset fra kontrasten, ikke så meget spændende. Jeg fandt det gamle live-album From The Muddy Banks of the Wishkah med Nirvana, der viser gruppens mere aggressive og tungtrockende side, Tom Waits-opsamlingen Beautiful Maladies – The Island Years og U2s tredje album War, udsendt godt et halvt år efter deres legendariske Roskilde-koncert i sin tid og inden de begyndte at virke pinlige. Intet af det er strengt nødvendigt at eje for mig, men til 10 kroner stykket var udgiften overkommelig for at få udfyldt nogle mindre huller i samlingen.

De lyse nætters genkomst

Det har været et underligt forår hvor meget var anderledes, men alligevel blev det sommer og alligevel kom de lyse nætter og de lune dage. En eftermiddag med min hustrus familie blev brugt på samtaler og spisning, og selv om vi også her fik snakket om den pandemi, vi alle har snakket om, var der også så meget andet at sige. Til sidst kom tusmørket, og flagermusene dukkede frem på den fynske aftenhimmel for at fange insekter.

Igennem byen igen

I dag begav jeg mig for første gang siden 1. maj (hvor jeg efter tyve minutter vendte hjem) igennem byen igen ad en vant rute. Det var en uvant fornemmelse, og det var underligt atter at sidde på en stol, hvor jeg ofte før har siddet.

Gensyn med Seriemagasinet

I dag var jeg i Aarhus i embeds medfør for at snakke om visuel funktionel programmering med Michael Koldsgaard og Thomas Munk, der har stiftet opstartsvirksomheden Neurion. Det var en god og inspirerende dag med et uventet gensyn fra min barndom som bonus.

Michael og Thomas holder til i et kontorfællesskab, og vi spiste frokost med de andre fra fællesskabet. Under frokosten faldt mine øjne på noget der lå på et bord, noget, jeg øjeblikkelig genkendte – et gammelt nummer af Seriemagasinet, et tegneserieblad fra hedengangne Interpresse, som jeg købte fast hver anden uge, da jeg var dreng. Nummer 194, som var det blad, jeg så, udkom endda på min 12-års-fødselsdag! Jeg huskede Johnny Hazard, Steve Roper og Mike Nomad, Flip og Flop og ikke mindst bagsiden i farver med Gak-Gak-Gade 13.

Der lå også andre gamle numre af Seriemagasinet, og ingen af de tilstedeværende (der var en hel del noget yngre end mig) vidste hvor bladet kom fra. Det var vist en far til en de andre, der var kommet med bladene, var der én, der sagde. Netop da følte jeg mig endnu ældre.

En tur over fjorden

Her til morgen cyklede jeg en tur gennem byen og hen over Kulturbroen, der forbinder Lindholm med Aalborg Vestby. Himlen var blå, luften mild og let kølig og Limfjordens vand stille. I udkanten af Fjordmarken er der en lille skovtunnel, der på denne tid af året ren lysegrøn og lyder af fuglestemmer.

Broen gik op for to mindre motorbåde, da jeg cyklede hjem igen, og da var det, at jeg opdagede, hvor mange fodgængere og cyklister, der færdes mellem de to bydele sådan en fredag i maj.

Over broen

I morges var jeg til den anden kikkertundersøgelse af min mave på hospitalet på Hobrovej i Aalborg. Oprindelig skulle undersøgelsen have fundet sted den 21. februar, men var blevet flyttet flere gange. Cykelturen i strid blæst over Limfjordsbroen var min første siden min sidste almindelige arbejdsdag, der var netop den 21. februar. Dagen efter rejste jeg til Malta, og undervejs på min rejse ned gennem Italien ændrede alt sig gradvist – for slet ikke at tale om, hvordan hjemrejsen tilbage gennem Italien formede sig. Den 6. marts kom jeg hjem til en anderledes virkelighed, som er den, vi nu har.

Da jeg lagde det udfyldte oplysningsskema i min rygsæk i dag, opdagede jeg at der stadig lå to tomme Amarelli–lakridsdåser og et kort over Valletta i den..

Min første kikkertundersøgelse af maven tilbage i januar tog jeg i nogenlunde stiv arm, men den var alligevel en voldsom oplevelse. Jeg fik stærke beroligende midler denne gang uden at have bedt om det, så jeg husker ikke ret meget efter at det meterlange og centimetertykke kabel nåede ned i tolvfingertarmen. Faktisk husker jeg mest, at en sygeplejerske hjalp mig med at få støvlerne på bagefter, og at jeg tilbragte en halv times tid med at komme til hægterne igen. Bagefter trak jeg cyklen gennem Aalborgs midtby for første gang i knap halvanden måned. Himlen var mestendels blå, og det blæste ufortrødent.

Jeg er stadig en anelse påvirket af bedøvelsen, nærmest som efter en lidt for lang middagslur. Hele pandemien er stadig derude, men hele forløbet med kikkertundersøgelser og hvad deraf fulgte er i det mindste slut for mig.

Vejen hjem fra Valletta, dag 2: Til Zürich

Det blev en rolig dag i Rom med spadsereture i kvarteret omkring Piazza de Rotonda og besøg i Pantheon. I kvarteret kunne jeg se danske gymnasieklasser, der gik rundt i flok. Henne om hjørnet ligger der en stor og velassorteret kaffebutik. Jeg drikker ikke kaffe, men jeg kender andre der gør, så en gaveidé blev født og ført ud i livet. I dag blev det tid at rejse nordpå og hjem.

Toget fra Roma Termini nåede Milano Centrale til tiden. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde forventet mig ved ankomsten til Milano, men bortset fra ansigtsmasker her og der lignede det business as usual, som det hedder på moderne dansk. Lige nu er jeg på vej nordpå til Zürich gennem den del af Italien, som har fået så usædvanligt megen opmærksomhed på det seneste.

Det er underligt at være vidne til den alarmstemning om COVID-19, der bliver ved med at udvikle sig og har udviklet så meget inden for de sidste knap to uger, mens jeg har været væk fra Danmark.

Jeg er personligt ikke særlig bekymret for en virusinfektion, for jeg sidder selv med resterne af en bronkitis og har af den grund fornemmelsen af en infektion i meget frisk erindring. Men jeg er bekymret over reaktionerne i samfundet på COVID-19. Nogle gange virker det på mig, som om regeringer i næsten samme åndedrag fremmaner en trussel og en dertil hørende angst og reagerer på den samme trussel på en sådan måde, at de kan fremstå handlekraftige. Selv ville jeg ønske, denne pludselige handlekraft fra regeringers side også kunne blive brugt for at gøre noget ved nogle af de andre store kriser, vi ser nu. Her tænker jeg på, at millioner af mennesker er drevet på flugt fra de voldsomme krigshandlinger i Syrien og at de menneskeskabte klimaforandringer truer vores fælles livsgrundlag. Sidstnævnte er uden diskussion i en helt anden liga end COVID-19, men nu er den pludselig rykket et godt stykke ned i mediedækningen igen. Det ville være godt at få et klarere billede af, hvad det er, man skal være bange for og hvorfor.

Endnu et gensyn med Pantheon

Ingen anden bygning berører mig som Pantheon i Rom. Jeg skrev tilbage i 2014 om et andet gensyn, jeg havde med Pantheon. I dag nåede jeg at være derinde tre gange.

Jeg har besøgt Panthéon i Paris og Panteão i Lissabon, og selv om de begge har lånt navnet og ideen med en stor kuppel, en portal med søjler og et storslået marmorgulv, er de for intet at regne mod det gamle tempel i Rom, der bygget under kejser Hadrian, blev til en kirke og nu har stået der i næsten 1900 år.

Når jeg besøger Pantheon, bliver jeg mindet om og nogle gange nærmest også overvældet af selve fornemmelsen af at tiden er større end alle os, der lever nu. Ydersiden af Pantheon er patineret af mange års vejrlig og forurening, men indvendig er det anderledes. Selvfølgelig har menneskene i oldtiden set den samme sol og den samme måne, som vi har set, men det er ikke desto mindre noget helt særligt at vide, at man som besøgende står på det selvsamme gulv, som Hadrian, Marcus Aurelius og andre af oldtidens store skikkelser har stået på, og kigger op på det samme oculus, hullet til himlen 43 meter oppe. Hvad mon de tænkte dengang, når de kiggede derop?

Kuplen er lavet af usandsynligt stærk beton, rørt op og klappet på plads med håndkraft højt deroppe – og er stadig verdens største kuppel bygget af uarmeret beton. De teknikker, man brugte til at gøre kuplen selvforstærkende, var usædvanligt snedige, og resultatet blev usædvanligt smukt. Romerne havde kraner, som de formodentlig har brugt her også, men også kranerne blev selvfølgelig drevet manuelt. Det ville undre mig meget, om ikke bygningsarbejdere (der i stort omfang må have været slaver) har mistet livet ved arbejdsulykker under opførelsen af den mægtige bygning. For mig er Pantheon også et minde for dem.

Vejen hjem fra Valletta, dag 1: Til Rom

I morges kl. 4.40 lød alarmen på min telefon, og det var signal til begyndelsen på min hjemrejse fra Malta. Jeg efterlod en flaske red ale i lejlighedens køleskab; jeg fik ikke drukket den, thi jeg tager medicin for tiden. Forhåbentlig kan en senere beboer få glæde af den.

Taxien kom prompte og fik mig sat af ved færgeterminalen i Valletta. Færgen afgik et par minutter før tiden, og jeg var ret optimistisk nu – jeg havde 42 minutter fra færgen anløb Pozzallo 8.15 til at nå bumletoget til Siracusa 8.57.

Færgen lagde til kl. 8.15, men før passagererne til fods måtte gå fra borde, skulle alle motorkøretøjer forlade færgen. Det tog en rum tid. Da jeg omsider kom i land, blev vi bedt om at vente – der var en lastbil mere, der også skulle køre fra borde. Nu havde jeg pludselig kun under 20 minutter til rådighed. Heldigvis havde jeg bestilt en taxi dagen før, og den holdt klar. Chaufføren tog sig dog god tid; vi har formodentlig at gøre med Italiens langsomste bilist. Kl. 8.47 spurgte jeg hvor meget turen ville koste, og han svarede: It takes ten minutes. Åh. Jeg blev synligt nervøs. Five minutes, tilføjede chaufføren.

Men jeg nåede frem inden 8.57; jeg fik endda tid til at stå og vente i den silende italienske regn. En anden taxichauffør kom hen til mig på perronen. Jeg gætter på at Samuel Beckett fandt sin inspiration ved at forsøge på at kommunikere på gebrokkent engelsk med italienske taxichauffører; følgende ordveksling udspillede sig i al fald:

Taxichauffør: No train. Taxi 20 euro.

Jeg: Are you saying that the train is not going to come?

Taxichauffør: Yes yes. No train. 9 o’clock. Taxi only 20 euro.

Jeg: But are you saying that there is no train departing at 9 o’clock today?

Taxichauffør: Sorry. No English. Bye.

Et øjeblik efter rullede bumletoget til Siracusa ind på perronen. Jeg må hellere få nogen til at lære mig lidt italiensk.

Toget fra Siracusa og videre skulle sejles over Messinastrædet, og for første gang siden afskeden med Storebæltsfærgerne i 1997 oplevede jeg at køre ombord på en jernbanefærge, at stige ud på det brede togdæk og gå op på det øverste dæk og kigge ud over vandet, mens færgen lagde fra kaj. Selv her så langt fra Nyborg-Korsør vakte det en masse gamle minder til live.

Frecciaargento-toget er et hurtigtog, der er Frecciarossa-togenes langsommere variant, som “kun” kører ca. 250 km/t. Og alligevel tog det ikke mere end fire timer at komme fra Villa San Giovanni til Roma Termini. Jeg havde planlagt to overnatninger i Rom, og det bliver det også til. Jeg har et værelse på et hotel, omhyggeligt valgt fordi det ligger lige over for Pantheon, der uden diskussion er min yndlingsbygning i Rom.

Men hele COVID-19-postyret er voldsomt at følge. Italienerne har meget at se til, men det virker bestemt heller ikke som om de danske myndigheder læner sig tilbage. På vej fra Siracusa ringede jeg derfor til Sundhedsstyrelsens hotline for at høre, hvordan jeg skal forholde mig. Jeg skal jo skifte tog i Milano på fredag. Det var sin sag bare at få ringet; mobildækningen glippede hele tiden i de mange tunneller, men til sidst endte jeg da som nummer 13 i en telefonkø. Omsider kom jeg igennem og kunne da få den beroligende besked, at hvis man opholder sig i under tolv timer i de COVID-19-plagede regioner i Norditalien (Emilia-Romagna, Lombardiet, Piemonte og Veneto), skal man ikke i karantæne, når man vender hjem til Danmark. Jeg rejser fra Rom 11.20 på fredag, skal skifte tog i Milano 14.35-15.10 og er i Zürich kl. 18.50. Så jeg får højst syv en halv times rejse i de plagede regioner, reelt faktisk en del mindre end dét.

Sidste dag i Valletta

Det er min sidste dag i Valletta; i morgen tidlig kl. 6.30 skal jeg med færgen til Pozzallo i Italien og derfra forhåbentlig videre med tog. Jeg har brugt tid på at sove længe og på at få vasket tøj. Samtidig var det den første regnvejrsdag, jeg har oplevet hernede.

På møntvaskeriet hjalp jeg et ældre par fra København med at få startet tørretumbleren. Til gengæld kunne de hjælpe mig med mønter, thi vekselautomaten var brudt ned siden min foregående vask i torsdags. Heller ikke de var kommet hertil med fly. Jeg hørte om deres lange rejse rundt i Sydeuropa i bil – fra Athen via Patras og Bari til Catania og derfra til Valletta. Forunderligt nok havde de ikke haft problemer med at rejse med Grimaldi Lines, moderselskabet til de forfærdelige Minoan Lines, som sidste år forsynede mig med en forsinkelse på 12 timer på min rejse til Athen.

Det er altid lidt underligt for mig at skulle forlade et sted efter nogle dage; jeg synes typisk, at der går en lille uge før jeg begynder at føle mig stedkendt og har gennemskuet hvordan alting fungerer. Skæbnen vil så typisk, at det er netop da, man må af sted.

Det bliver spændende på en lidt ærgerlig måde at skulle til Italien igen nu. Jeg har især ingen forventninger til folkelivet i Milano, men der skal jeg så også kun tilbringe 40 minutter med at skifte tog. Min bronkitis er lidt på retur nu, men måske kan jeg bruge min hoste til at holde alle andre på sikker afstand.