Hyldest til Heineken

I dag vil jeg lige så stille indvarsle en pause i min blog-aktivitet, der kommer til at vare de næste par uger med sikkert kun få afbrydelser. Ferien er nu i høj grad blevet hverdag.

Og i dén anledning er det på sin plads med en anekdote om dengang, jeg drak en dåse Heineken og nød det. Denne opsigtsvækkende hændelse fandt sted for 12 år og lidt over en uge siden.

Det var i de år, hvor familien rejste sydpå med tog i sommerferierne. Dengang i 2005 havde vi lejet en ferielejlighed i Sydfrankrig i Cap d’Ail ikke så langt fra Nice. Planen var at vi skulle med tog ned gennem Jylland til Hamburg, derfra videre med nattog til Paris, derefter med TGV til Nice og endelig med bumletog det sidste stykke.

Alt gik planmæssigt, lige indtil vores datter Nadia fik hånden i klemme i de automatiske døre i toget knap en time inden vi nåede Nice. Der var en masse venlige passagerer i toget, som sørgede for at hjælpe os med at få ringet efter en ambulance, der kunne få Nadia på skadestuen. Da vi nåede Nice, gik det med fuld udrykning gennem byen til hospitalet. Nadia fik taget et røntgenfoto, og gudskelov var intet brækket. Vi fik en cd-rom med røntgenbillederne, hvorefter vi sagde pænt farvel til ambulancefolk, sygeplejersker og læger, der alle havde været venlige og tålmodige. Og så skulle vi have lidt at spise, inden vi kunne nå bumletoget til Cap d’Ail. Da vi nåede frem, var klokken tæt på midnat og vi indså at ikke bare lå hele byen i særdeles kuperet terræn, den lå reelt set på en stejl skrænt med vores ferielejlighed oppe for toppen. Der var ikke andet for end at tage de mange hundrede trappetrin med al vores bagage, selv om det var langt hinsides Nadias sengetid og rigeligt sommervarmt.

Det føltes som en mindre evighed at nå op til lejligheden, men til sidst kunne vi da låse op. Nadia kom i seng – klokken var næsten ét om natten – og min hustru og jeg tog et hurtigt kig rundt i lejligheden for at se om alt var som det skulle være. Det var det, men køkkenskabene var helt tomme. Dvs. i det tændte køleskab stod der en dåse Heineken og over for køleskabet stod en lænestol. Der var nu kun ét at gøre, mens min hustru krøb til køjs.

Dén dåse Heineken nød jeg, og for ikke at besmitte dette ferieminde lovede jeg derfor mig selv at jeg ikke ville drikke Heineken igen.

Hermed ønsket om en god sommerferie til de, der læser med her.

Flattr this!

Og så blev det lørdag på Roskilde


Min sidste dag på Roskilde Festival 2017 startede med The Digable Planets. Dem så jeg faktisk også på festivalen tilbage i 1993; dengang var de albumaktuelle med Reachin’. Siden da lavede trioen endnu et album, og derefter gik de fra hinanden. Nu er de så gendannet. Deres jazz-inspirerede hiphop med eftertænksomme tekster kom vel aldrig til at danne skole, men det er musik, som holder den dag i dag, og det var helt tydeligt til dagens koncert. Med sig havde de tre vokalister et særdeles tight ensemble, og det var en fornøjelse at høre de gamle numre igen i denne opsætning. Slutningen på koncerten var især energisk.

Resten af dagen gik med at se lidt af hvert.

Jeg slog et smut ind omkring det amerikanske deathcore-band Full of Hell, og derefter overvejede jeg et kort øjeblik at se det gendannede Slowdive, men bestemte mig alligevel for at lade være. Slowdive var trods alt et band, der ikke rigtig havde sagt mig noget dengang i 1990’erne.

I stedet mødtes jeg igen med min fordums studiekammerat Carsten og hans hustru og prøvede at forklare ham hvordan den akademiske biks er skruet sammen i Danmark i dag. Dét blev dog for nedslående, så jeg fik derfor omsider at vide hvor der findes et minde kedeligt udbud af øl. Fantastisk var det vel ikke, men der var dog øl fra bryggerier som Grimberger og Brooklyn, som festivalens hovedsponsor De Forenede Bryggerier samarbejder med.

Siden prøvede jeg at finde Amnestys stand i campingområdet, men den var lukket, og jeg traskede over for at høre The Priests fra USA. Det var spild af tid. The Priests spiller en kantet og dissonant rock som jeg hørte en hel del af for 25 år siden, men efterhånden har mistet interessen for. Og jeg mistede da også hurtigt interessen for The Priests. Sangeren gik tydeligvis efter en slags “dum blondine”-image, som jeg heller ikke rigtig kunne se ideen med.

Janka Nabay and The Bubu Gang var det mest spændende jeg fik set; Nabay bor i USA men er fra Sierra Leone. Resten af bandet kommer består af en bassist fra Syrien, en trommeslager fra Hawaii og en keyboardmand, som jeg desværre ikke fik fanget hvor var fra. Resultatet var helt igennem dansabelt, og til sidst blev en tilskuer inviteret op på scenen så han kunne spille med på tromme i det afsluttende nummer! Den unge mand med klasket hår og hornbriller var lidt overvældet, men det gik faktisk godt.

Da jeg kom ud fra Gloria-scenen, var solen kommet frem og himlen godt på vej til at blive blå.

Mange havde set frem til Ice Cube, men han har aldrig sagt mig noget. Nogle ser NWA som pionerer, men jeg synes snarere at deres forherligelse af bandekriminalitet og tilfældig vold var et skridt i den helt forkerte retning bort fra alle de landvindinger som Public Enemy, De La Soul, A Trine Called Quest og mange andre repræsenterede. Jeg  er heller ikke imponeret over Ice Cubes vokale talenter; han gør mere end han rapper, og hele hans sceneoptræden i dag mindede mig desværre mest om de brovtende mænd, der sad og hang på cafeteriet i Arentsminde i min barndom.

Til sidst var det så tid til Arcade Fire, som nok var dem jeg havde set allermest frem til. Og det blev da også en særdeles positiv oplevelse ved denne koncert her på Canadas nationaldag – Arcade Fire er som bekendt fra Montreal. Der var mange numre fra gruppens bagkatalog (herunder meget fra debutalbummet), men også prøver på det kommende album. Når man på denne måde hører et tværsnit af Arcade Fires musik, opdager man for alvor at de står i stor gæld ikke bare til David Bowie og Bruce Springsteen, men faktisk også til ABBA.

Her sluttede festivalen for mit vedkommende; jeg ville gerne have oplevet tyske Moderat også, men tanken om en lang koncert med start 00.30 var lidt afskrækkende med min togrejse hjem kl. 10.54 in mente. Så jeg gik hen over festivalpladsen en allersidste gang, som jeg har for vane til sidst, købte den allersidste veganske burger og gik mod udgangen.

Var det en god festivaloplevelse? Så bestemt. Meget har forandret sig siden ungdommens festivaler; transport- og toiletforhold er helt anderledes strømlinede og håndteringen af de to sædvanlige udfordringer, nemlig affald og mudder, er særdeles prof. Sikkerheden ved scenerne er også meget gennemtænkt, selvfølgelig som konsekvens af dødsulykken i 2000. Skulle jeg indvende noget, er det måske at der er færre fantasifulde indslag fra publikums side. Der er f.eks. ikke mange festivalgæster i underligt tøj længere. Det er dog næppe festivalens skyld, men derimod vel endnu en konsekvens af at fantasi og spræl får stadigt trangere kår i det konkurrencesamfund, nogle anser for at være en nødvendighed.

Flattr this!

Fredag på Roskilde

Så kom regnen til Roskilde-festivalen, og det blev en dag i pytternes, mudderet og røjsernes tegn.

Først så jeg 47Soul; der er i det hele taget masser af bands med tal i deres navne i år, og der er faktisk både et der hedder 67 og et der hedder 68… 47Soul er fra Palæstina og spiller en særdeles dansabel form for arabisk pop med inspiration fra dancehall og hiphop og med tekster på engelsk og arabisk. Selv om det silede ned, blev det en god oplevelse ved Apollo-scenen.

Bagefter nåede jeg at høre et par numre med Karl William. Han er født længe efter Kasper Winding og Sneakers og News først huserede, men det skulle man godt nok ikke tro. Underligt at overvære rehabiliteringen af dansk firserpop her.

Lidt senere nåede jeg også slutningen af koncerten med Angel Olsen, og jeg nåede også afslutningen af koncerten med Hieroglyphic Being – en mand, der sad bøjet over sin lille mixerpult og skruede elektronisk Chicago-techno frem i traditionen fra Carl Cox og Juan Atkins. På en og samme tid dansabelt (hvor godt man så end kan danse i røjser) og introvert.

Senere Father John Misty. Hvis Karl William rehabiliterer dansk firserpop, er det blevet Father John Mistys skæbne at gøre det samme for Randy Newman, hvis kombination af sarkastisk opgivende tekster og iørefaldende melodier han har taget til sig. Der var en overvægt af numre fra det seneste album, Pure Comedy. Det er så desværre også et album, der er alt for langt og er ved at kamme over i det livstrætte og kedelige. Det var ærgerligt at opdage at koncerten på Orange Scene var på nippet til at gå samme vej.

Så var der straks meget mere energi over Trentemøller. Han har efterhånden helt forladt den dansable techno, der prægede hans første album. Aftenens koncert var i høj grad en tæt sammenspillet band-præstation, der brugte guitar, bas og trommer sammen med Anders Trentemøllers keyboards og lod sig tydeligt inspirere af den dystre, mere eller mindre gotiske synthrock fra for 30 år siden. Især This Mortal Coil og New Order var klare referencepunkter.

Jeg hørte et enkelt nummer med australske Jagwa Ma, men jeg havde for længe siden bestemt mig til at høre  Lorde fra New Zealand, så den vej måtte jeg. En norsk pige, der var til sin første festival, spurgte mig om vej, så jeg fulgte hende derned. Imens fortalte hun mig om hvordan hendes mor havde været til den festival hvor U2 havde spillet. Det var i 1982, og da følte jeg mig gammel.

Lorde er heller ikke så gammel, kun 20 år, så jeg kunne snildt være hendes far. Igen følte jeg mig gammel. Åh, hvor årene dog går hurtigt. Alle sang med på “Royals”, selvfølgelig også jeg. Og det var en rigtig gennemført omgang pop, som det var svært ikke at holde af.

En observation: De fleste musikere er enten meget glade for at spille på Roskilde eller overmåde høflige. Jeg har i al fald endnu til gode at høre en musiker sige under sin koncert, at hun er flov over at give koncert her, at det er en elendig oplevelse og at publikum er grimme. Jeg kan af anmeldelserne se, at Angel Olsen brokkede sig over at publikum snakkede løs under hendes koncert. Men det forstår jeg bestemt godt at hun var træt af. Man behøver ikke at skulle være en engel, blot fordi man hedder Olsen.

Flattr this!

Torsdag på Roskilde

Jeg ankom til Roskilde Festival 2017 lige i tide til at høre to numre med Carl Emil Petersen, tidligere sanger og sangskriver i Ulige Numre. Det ene nummer var nyt, og lovede særdeles godt. Det andet nummer var den gamle kending “København”, og alle skrålede med.

Næste koncert fik jeg set i sin helhed. Future Islands ligner fire mænd, der lige har forladt et lærerværelse, og deres melodiske new wave-pop trækker på referencer fra første halvdel af 1980’erne, ikke mindst Simple Minds fra tiden omkring New Gold Dream hvor det var en bas, dee svømmede oven på store synth-flader og drev sangene frem. Men forsanger Samuel Herring er et meget specielt bekendtskab. Han brøler og danser og vrikker, og publikum elsker det, måske også fordi han er en voksen mand, der minder mange om deres klasselærer (og nogle også Burt Reynolds i hans yngre dage). Af og til er det dog også som om det kommer til at stå lidt i vejen for den faktisk rigtig udmærkede popmusik, som Future Islands jo egentlig burde bedømmes på.

Bagefter stod jeg i kø for at købe en burger, men det var jeg bestemt ikke den eneste, der gjorde (ellers var der jo ingen kø), så jeg luskede ned til Apollo hvor den amerikanske rapper Princess Nokia gav os sit bud på bas-tung og lidt elektronisk feministisk hiphop.
Og så sås jeg ellers med min gamle studiekammerat Carsten Sørensen og hans hustru og tidligere kolleger.  Vi prøvede at høre Elza Soares fra Brasilien. Men den gamle diva på 80 havde et band, der virkede forbløffende stift. Så vi gik igen.

Og jeg forsøgte forgæves at mødes med en Facebook-ven. Til gengæld fik jeg mødt Søren Vegeberg fra Studenterhuset og Joakim Hesse Lundstrøm fra Amnesty Internationals sekretariat.

Det sluttede for mit vedkommende med Hamilton Leithauser, der gav en indlevet og lun koncert med hovedvægt på sit album fra sidste år. På vej fra koncerten fangede jeg de sidste få numre fra The XX; nu var regnen kommet – foreløbig ikke som skybrud. Men i morgen…

Læs videre “Torsdag på Roskilde”

Flattr this!

Amnesty Internationals landsmøde 2017

Denne weekend deltog jeg igen i landsmødet i Amnesty Internationals danske afdeling sammen med 475 andre medlemmer.

Som altid var det godt at gense gamle bekendtskaber og samarbejdspartnere, og som altid var der interessante workshops og gæstetalere. I år mødte vi Albert Woodfox, der tilbragte 43 år i isolationsfængsel i USA og hans ven Robert King, der “kun” sad i fængsel i 28 år – for et mord, de ikke havde begået. Det var gribende at høre de to ældre mænd fortælle om de mange år, de havde kæmpet for at bevare værdigheden midt i et af USAs mest umenneskelige fængsler.

Der var også et inspirerende foredrag med ekspolitikeren Özlem Cekic om den svære samtale med dem, der er allermest intolerante, og en workshop om en ny strategi for menneskerettighedsaktivisme. Aftenen sluttede med en tale af den internationale generalsekretær Salil Shetty og derefter en koncert med selveste Peter Sommer. Ikke mange andre sangskrivere kan citere både Dorthe Kollo og Epimenides-paradokset i deres tekster.

Flattr this!

Lillian Alling

Først i denne uge blev jeg bekendt med den fascinerende historie om Lillian Alling. Som så mange andre europæere kom hun til USA i begyndelsen af det 20. århundrede. Livet i New York var imidlertid slet ikke, som hun havde håbet, så i vinteren 1926 bestemte Lillian sig til at rejse tilbage til Europa. Men hun havde ikke råd til billetten, og derfor valgte hun at gå. Hendes plan var at komme tilbage til Europa via Beringstrædet og derefter vandre gennem Sibirien.

Lillian Alling gik hele vejen tværs over USA og op langs den canadiske vestkyst. Her blev hun tilbageholdt af politiet, men da vinteren sluttede, måtte man lade hende fortsætte nordpå. Det sidste, nogen hørte fra Lillian, var at hun forsøgte at komme med en båd over Beringstrædet.

Det er en fascinerende historie, også fordi vi ikke ved, hvordan den sluttede. Nåede Lillian Alling frem? Og hvor kom hun egentlig fra? Mange steder bliver hun omtalt som russisk, mens andre mener, at hun oprindelig hed Olejnik til efternavn og kom fra Hviderusland. Atter andre har nævnt Polen og Estland, og ud fra hendes navn at dømme kunne hun også have været dansk.

Der er skrevet mindst én bog om Lillian Alling, og i 2010 blev der endda skrevet og opført en opera om hende.

Flattr this!

Endnu et gensyn i Luxembourg

For snart en del år siden var vi i familien på et ugekursus på Samsø Højskole, og her mødte vi Neel Chrillesen og hendes søn Mika. Siden har min hustru og jeg haft kontakt med Neel på Facebook og bl.a. læst om hendes gerning son journalist, set hendes mange flotte fotos og rejseskildringer og fået et indblik i Mikas omfattende og talentfulde videoproduktion. For nogle år siden flyttede de fra Frankrig til Luxembourg, og i dag mødte jeg så Neel dér. Hun viste mig nogle af den lille hovedstads seværdigheder – blandt andet kvarteret Grund og kunstmuseet Mudam gjorde et stort indtryk på mig. Vi fik også tid til en kop te og lidt at spise og fik snakket om alle de mange ting, man ender med at tale om, når man ikke har set hinanden længe. Det blev en god og hyggelig formiddag, som selv ikke den silende regn kunne spolere.

I skrivende stund sidder jeg i den ikke så store lufthavnsbygning i Luxembourg, klar til turen nordpå. Det har været en intens og oplevelsesrig uge, men nu glæder jeg mig til at se familien igen.

Flattr this!

Gensyn i Luxembourg

I dag sluttede seminaret på Schloß Dagstuhl, og det var tid til at tage hjem. Sammen med tre kolleger (en serber, en tysker ansat i Sverige og en italiener ansat i Sverige) tog jeg en taxi ind til Sankt Wendel. To af os skulle til Saarbrücken, de to andre til Frankfurt.

Fra Saarbrücken skulle jeg videre til Luxembourg. Her havde jeg aftalt at mødes med min fætter Knud og med Thorvald, der i mange år var gift med min jævnaldrende kusine Anna Sophie. Hun døde pludseligt sidste år i august efter mange år med sclerose.

Det var vemodigt ikke at skulle gense min kusine, som jeg husker som et lunt og på alle måder godt menneske, men jeg var glad for at møde Knud og Thorvald igen. Siden vi alle boede i Aalborg, er årene gået og tiden førte dem sydpå til Luxembourg hvor der var job at få, og det er mere end 20 år siden vi sås sidst. De to eksil-nordjyder tog mig på en lille gåtur gennem Luxembourg by hen til en pescetarisk restaurant – med ganske mange (og overraskende gode) veltillavede veganske retter. Her sad vi og fortalte om hvad der var sket for os siden dengang i forrige århundrede, og det var som om det ikke var ret længe siden vi havde set hinanden sidst. Det var en god aften.

Flattr this!

Sidste aften på slottet

Når så mange forskere er samlet, hvoraf mange kender hinanden i forvejen, kan det godt blive rigtig intenst. I dag har jeg holdt to samarbejdsmøder med de kolleger, jeg samarbejder med i to forskellige sammenhænge. Og så var der også et møde som skulle forsøge at starte arbejdet med en ny ansøgning om midler fra Horizon 2020-puljen. Og så var der også to diskussionsrunder og flere foredrag. I skrivende stund er klokken på den sene side af 23, og nogle af os er stadig samlet om en tavle i jagt på en fornuftig definition og en fornuftig sætning.

I morgen efter frokost slutter seminaret, og så går turen til Luxembourg og dagen efter helt hjem.

Flattr this!

Akademisk frihed

Der er en vigtig diskussion om akademisk frihed og fri adgang til information, der nu er ved at tage form. Til seminaret på Schloß Dagstuhl har jeg haft diskussioner om open access-adgang til akademiske publikationer med mine kolleger. En af mine italienske kolleger, Mariangiola Dezani, der er en meget erfaren og respekteret forsker, har været redaktør på et tidsskrift publiceret af Elsevier. I den egenskab talte hun allerede for 10 år siden for at der skulle gøre noget ved situationen om de dyre abonnementer på tidsskrifter – men de fleste af hendes kolleger ville ikke være med til at gøre noget. De var tilfredse med det privilegium det var at være del af redaktionen af det dengang meget prestigefyldt tidsskrift. Situationen var også træls dengang, men den er ikke blevet bedre. Jeg havde håbet at kunne lave en diskussionsgruppe til seminaret om dette emne, men det har der ikke været interesse for. Det, jeg fornemmer, er desværre en følelse af magtesløshed hos mange.

Tidsskrifter er én mulighed for udveksling af information, en anden vigtig mulighed er akademiske besøg. Jeg bemærker, at SIGPLAN, der er ACMs interessegruppe om programmeringssprog, nu også udtrykker sin bekymring om Donald Trumps indrejseforbud for borgere fra 7 lande. SIGPLAN er ligesom jeg af den holdning, at videnskaben skal kunne komme alle til gode og ikke må være afhængig af nationale, religiøse, kulturelle eller etniske forskelle. Uanset hvad man synes om regimet i et land som Iran, kan akademisk samarbejde med forskere i dette og andre udemokratiske lande være med til at åbne dem mod omverdenen. Det nuværende indrejseforbud har blandt sine mange ubehagelige konsekvenser dén, at akademisk samarbejde nu bliver sværere.

Flattr this!