Vejen hjem fra Valletta, dag 2: Til Zürich

Det blev en rolig dag i Rom med spadsereture i kvarteret omkring Piazza de Rotonda og besøg i Pantheon. I kvarteret kunne jeg se danske gymnasieklasser, der gik rundt i flok. Henne om hjørnet ligger der en stor og velassorteret kaffebutik. Jeg drikker ikke kaffe, men jeg kender andre der gør, så en gaveidé blev født og ført ud i livet. I dag blev det tid at rejse nordpå og hjem.

Toget fra Roma Termini nåede Milano Centrale til tiden. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde forventet mig ved ankomsten til Milano, men bortset fra ansigtsmasker her og der lignede det business as usual, som det hedder på moderne dansk. Lige nu er jeg på vej nordpå til Zürich gennem den del af Italien, som har fået så usædvanligt megen opmærksomhed på det seneste.

Det er underligt at være vidne til den alarmstemning om COVID-19, der bliver ved med at udvikle sig og har udviklet så meget inden for de sidste knap to uger, mens jeg har været væk fra Danmark.

Jeg er personligt ikke særlig bekymret for en virusinfektion, for jeg sidder selv med resterne af en bronkitis og har af den grund fornemmelsen af en infektion i meget frisk erindring. Men jeg er bekymret over reaktionerne i samfundet på COVID-19. Nogle gange virker det på mig, som om regeringer i næsten samme åndedrag fremmaner en trussel og en dertil hørende angst og reagerer på den samme trussel på en sådan måde, at de kan fremstå handlekraftige. Selv ville jeg ønske, denne pludselige handlekraft fra regeringers side også kunne blive brugt for at gøre noget ved nogle af de andre store kriser, vi ser nu. Her tænker jeg på, at millioner af mennesker er drevet på flugt fra de voldsomme krigshandlinger i Syrien og at de menneskeskabte klimaforandringer truer vores fælles livsgrundlag. Sidstnævnte er uden diskussion i en helt anden liga end COVID-19, men nu er den pludselig rykket et godt stykke ned i mediedækningen igen. Det ville være godt at få et klarere billede af, hvad det er, man skal være bange for og hvorfor.

Endnu et gensyn med Pantheon

Ingen anden bygning berører mig som Pantheon i Rom. Jeg skrev tilbage i 2014 om et andet gensyn, jeg havde med Pantheon. I dag nåede jeg at være derinde tre gange.

Jeg har besøgt Panthéon i Paris og Panteão i Lissabon, og selv om de begge har lånt navnet og ideen med en stor kuppel, en portal med søjler og et storslået marmorgulv, er de for intet at regne mod det gamle tempel i Rom, der bygget under kejser Hadrian, blev til en kirke og nu har stået der i næsten 1900 år.

Når jeg besøger Pantheon, bliver jeg mindet om og nogle gange nærmest også overvældet af selve fornemmelsen af at tiden er større end alle os, der lever nu. Ydersiden af Pantheon er patineret af mange års vejrlig og forurening, men indvendig er det anderledes. Selvfølgelig har menneskene i oldtiden set den samme sol og den samme måne, som vi har set, men det er ikke desto mindre noget helt særligt at vide, at man som besøgende står på det selvsamme gulv, som Hadrian, Marcus Aurelius og andre af oldtidens store skikkelser har stået på, og kigger op på det samme oculus, hullet til himlen 43 meter oppe. Hvad mon de tænkte dengang, når de kiggede derop?

Kuplen er lavet af usandsynligt stærk beton, rørt op og klappet på plads med håndkraft højt deroppe – og er stadig verdens største kuppel bygget af uarmeret beton. De teknikker, man brugte til at gøre kuplen selvforstærkende, var usædvanligt snedige, og resultatet blev usædvanligt smukt. Romerne havde kraner, som de formodentlig har brugt her også, men også kranerne blev selvfølgelig drevet manuelt. Det ville undre mig meget, om ikke bygningsarbejdere (der i stort omfang må have været slaver) har mistet livet ved arbejdsulykker under opførelsen af den mægtige bygning. For mig er Pantheon også et minde for dem.

Vejen hjem fra Valletta, dag 1: Til Rom

I morges kl. 4.40 lød alarmen på min telefon, og det var signal til begyndelsen på min hjemrejse fra Malta. Jeg efterlod en flaske red ale i lejlighedens køleskab; jeg fik ikke drukket den, thi jeg tager medicin for tiden. Forhåbentlig kan en senere beboer få glæde af den.

Taxien kom prompte og fik mig sat af ved færgeterminalen i Valletta. Færgen afgik et par minutter før tiden, og jeg var ret optimistisk nu – jeg havde 42 minutter fra færgen anløb Pozzallo 8.15 til at nå bumletoget til Siracusa 8.57.

Færgen lagde til kl. 8.15, men før passagererne til fods måtte gå fra borde, skulle alle motorkøretøjer forlade færgen. Det tog en rum tid. Da jeg omsider kom i land, blev vi bedt om at vente – der var en lastbil mere, der også skulle køre fra borde. Nu havde jeg pludselig kun under 20 minutter til rådighed. Heldigvis havde jeg bestilt en taxi dagen før, og den holdt klar. Chaufføren tog sig dog god tid; vi har formodentlig at gøre med Italiens langsomste bilist. Kl. 8.47 spurgte jeg hvor meget turen ville koste, og han svarede: It takes ten minutes. Åh. Jeg blev synligt nervøs. Five minutes, tilføjede chaufføren.

Men jeg nåede frem inden 8.57; jeg fik endda tid til at stå og vente i den silende italienske regn. En anden taxichauffør kom hen til mig på perronen. Jeg gætter på at Samuel Beckett fandt sin inspiration ved at forsøge på at kommunikere på gebrokkent engelsk med italienske taxichauffører; følgende ordveksling udspillede sig i al fald:

Taxichauffør: No train. Taxi 20 euro.

Jeg: Are you saying that the train is not going to come?

Taxichauffør: Yes yes. No train. 9 o’clock. Taxi only 20 euro.

Jeg: But are you saying that there is no train departing at 9 o’clock today?

Taxichauffør: Sorry. No English. Bye.

Et øjeblik efter rullede bumletoget til Siracusa ind på perronen. Jeg må hellere få nogen til at lære mig lidt italiensk.

Toget fra Siracusa og videre skulle sejles over Messinastrædet, og for første gang siden afskeden med Storebæltsfærgerne i 1997 oplevede jeg at køre ombord på en jernbanefærge, at stige ud på det brede togdæk og gå op på det øverste dæk og kigge ud over vandet, mens færgen lagde fra kaj. Selv her så langt fra Nyborg-Korsør vakte det en masse gamle minder til live.

Frecciaargento-toget er et hurtigtog, der er Frecciarossa-togenes langsommere variant, som “kun” kører ca. 250 km/t. Og alligevel tog det ikke mere end fire timer at komme fra Villa San Giovanni til Roma Termini. Jeg havde planlagt to overnatninger i Rom, og det bliver det også til. Jeg har et værelse på et hotel, omhyggeligt valgt fordi det ligger lige over for Pantheon, der uden diskussion er min yndlingsbygning i Rom.

Men hele COVID-19-postyret er voldsomt at følge. Italienerne har meget at se til, men det virker bestemt heller ikke som om de danske myndigheder læner sig tilbage. På vej fra Siracusa ringede jeg derfor til Sundhedsstyrelsens hotline for at høre, hvordan jeg skal forholde mig. Jeg skal jo skifte tog i Milano på fredag. Det var sin sag bare at få ringet; mobildækningen glippede hele tiden i de mange tunneller, men til sidst endte jeg da som nummer 13 i en telefonkø. Omsider kom jeg igennem og kunne da få den beroligende besked, at hvis man opholder sig i under tolv timer i de COVID-19-plagede regioner i Norditalien (Emilia-Romagna, Lombardiet, Piemonte og Veneto), skal man ikke i karantæne, når man vender hjem til Danmark. Jeg rejser fra Rom 11.20 på fredag, skal skifte tog i Milano 14.35-15.10 og er i Zürich kl. 18.50. Så jeg får højst syv en halv times rejse i de plagede regioner, reelt faktisk en del mindre end dét.

Sidste dag i Valletta

Det er min sidste dag i Valletta; i morgen tidlig kl. 6.30 skal jeg med færgen til Pozzallo i Italien og derfra forhåbentlig videre med tog. Jeg har brugt tid på at sove længe og på at få vasket tøj. Samtidig var det den første regnvejrsdag, jeg har oplevet hernede.

På møntvaskeriet hjalp jeg et ældre par fra København med at få startet tørretumbleren. Til gengæld kunne de hjælpe mig med mønter, thi vekselautomaten var brudt ned siden min foregående vask i torsdags. Heller ikke de var kommet hertil med fly. Jeg hørte om deres lange rejse rundt i Sydeuropa i bil – fra Athen via Patras og Bari til Catania og derfra til Valletta. Forunderligt nok havde de ikke haft problemer med at rejse med Grimaldi Lines, moderselskabet til de forfærdelige Minoan Lines, som sidste år forsynede mig med en forsinkelse på 12 timer på min rejse til Athen.

Det er altid lidt underligt for mig at skulle forlade et sted efter nogle dage; jeg synes typisk, at der går en lille uge før jeg begynder at føle mig stedkendt og har gennemskuet hvordan alting fungerer. Skæbnen vil så typisk, at det er netop da, man må af sted.

Det bliver spændende på en lidt ærgerlig måde at skulle til Italien igen nu. Jeg har især ingen forventninger til folkelivet i Milano, men der skal jeg så også kun tilbringe 40 minutter med at skifte tog. Min bronkitis er lidt på retur nu, men måske kan jeg bruge min hoste til at holde alle andre på sikker afstand.

Et virksomhedsbesøg på Malta

I dag besøgte jeg sammen med Adrian Francalanza, der er professor på University of Malta og som jeg samarbejder med, softwareudviklingsfirmaet Ixaris for at fortælle om igangværende arbejde om typesystemer for Java, som jeg er involveret i. Trods min igangværende bronkitis (der har fået det lidt bedre, måske også ansporet af det gode Middelhavsvejr med temperaturer på 21°C) fik jeg holdt et nogenlunde sammenhængende kort foredrag om det, jeg og andre lige nu har fundet ud af, ikke mindst hvad der er kommet ud af kandidatprojekter om dette emne.

Diskussionen, der fulgte, var også interessant for mig. Det var interessant at få et indblik i hvordan softwareudviklere på Malta griber deres arbejde an og hvilke problemstillinger, de bøvler med. De fremhævede det omfattende arbejde med tests og med at prøve at tage højde for alle fejlsituationer. Det er faktisk fra ord til andet de samme ting, som softwareudviklere i Danmark (og dermed sikkert også andre steder) slås med.

En COVID-19-historie

Jeg var begyndt at hoste grønt slim op og følte mig derfor lidt utilpas. Min forkølelse medbragt fra Danmark var formodentlig blusset op igen i kølvandet på flere dage med kun lidt søvn, megen aktivitet og med et uopvarmet værelse. Men måske var der stødt noget andet til, så min hustru rådede mig i telefonen til at besøge lægevagten i Valletta. Jeg har nemlig en forhistorie med bronkitis og langt tilbage også en lungebetændelse.

Nu er dette en tid, hvor en nok så omtalt virusinfektion går sin tvivlsomme sejrsgang i Europa. Det blev jeg hurtigt mindet om, da jeg satte mine ben på Floriana Health Centre. Jeg blev spurgt, hvordan jeg var kommet til Malta, og da jeg sagde, at jeg var kommet hertil med færgen fra Italien, gik det stærkt. Taxichaufføren havde ellers tilbudt at vente på mig, men personalet sagde til ham, at det ikke ville være aktuelt.

Jeg fik en ansigtsmaske udleveret med ordre om at tage den på med det samme, og der gik kun få øjeblikke inden alle ansatte gik rundt med ansigtsmasker. Der gik heller ikke længe, før alle i venteværelset var blevet bragt i sikker afstand af mig. Jeg blev eskorteret ind ind i et lokale. Her skulle jeg så snakke i telefon med først den ene, så den anden og så den tredje læge.

Den tredje læge i telefonen hørte min syge- og rejsehistorie i detalje og konkluderede, at der bare var tale om en opblussen af min forkølelse og at der var stødt noget mere til. Til sidst kom en fjerde læge ind iført to masker og engangsgummikittel for at tage min temperatur og lytte på mine lunger.

Jeg havde ikke feber, viste det sig. Lægen udstedte en recept på hostesaft og antibiotikum, og en sygeplejerske ringede efter en taxi til mig. Den kom dog ikke, så jeg endte med at gå hjem på denne lune februaraften – der var faktisk ikke ret langt. Der er ingen døgnapoteker i Maltas hovedstad, der har et indbyggertal mindre end Nørresundby. Forunderligt nok er der dog et apotek i midtbyen, ikke langt fra hvor jeg bor, der har åbent én søndag om året, nemlig søndag den 1. marts!

Og således gik det til, at jeg alligevel ikke blev kendt som ham, der bragte en ny virusinfektion til et lille land.

Verdens ældste pladeforretning

Det hævdes, at verdens ældste pladeforretning findes i Valletta. Butikken, Anthony D’Amato påstår det i al fald gerne selv. Udenfor hænger et stort, gammelt skilt med His Master’s Voice og billedet af hunden med tragtgrammofonen.

Det var forunderligt nostalgisk at se en velassorteret forretning med hyldevis af cd’er, dvd’er, blu-ray-skiver og lp’er. Ikke mindst det klassiske udvalg var godt. For ikke engang 10 år siden var den slags hverdag. Jeg kunne ikke bestemme mig til hvad jeg ville købe, men jeg har sat mig for at købe ét eller andet, som jeg har lyst til at lytte til på den gode diskafspiller derhjemme. Den kan spille både cd’er, dvd’er og blu-ray-skiver, så det udsætter min beslutning yderligere.

Inde i butikken kunne man høre et typisk eksempel på en samtale på Malta:

– Don’t worry!

– < noget på maltesisk >

– Grazie.

– Thank you.

Ordstyring – og vasketøj

Af og til ved konferencer og workshops er jeg ordstyrer, eller session chair, som det hedder. En af disse lejligheder var i dag på den sidste dag af ICISSP2020. Organisatorerne havde skrevet og spurgt, om jeg mon ville være ordstyrer, og det sagde jeg ja til.

Når man er session chair, skal man introducere dem, der præsenterer, og holde øje med om de overholder tiden. Jeg fik udleveret en lille pakke med de tre artikler, der skulle præsenteres, biografier for de tre deltagere, der skulle fremlægge og to ark papir med henholdsvis teksten 5 minutes og Conclusions. Så er det bare at holde øje med tiden og række skiltene op, henholdsvis når der er 5 minutter tilbage af tiden og når der skal rundes af. Helst skal man også have et spørgsmål parat, hvis der nu ikke kommer spørgsmål fra salen. En lidt mere mærkelig tradition, som findes ved nogle konferencer, er at man som session chair skal bedømme kvaliteten af fremlæggelser.

Det gik som det skulle – det var tre meget forskellige fremlæggelser af meget forskelligt stof. Det var interessant alt sammen, men i det foredrag, der handlede om et angreb på en whitebox encryption-algoritme med maskering, måtte jeg indrømme at jeg på et tidspunkt ikke kunne følge med længere. Jeg har engang været med til at holde et PhD-kursus om kryptering, men jeg indså hurtigt, at dette var noget mere videregående og specialiseret. Alle tre deltagere fik en pæn bedømmelse; de havde gjort sig umage og var bestemt også værd at høre på. Bagefter gav jeg de tre hver deres diplom som bevis på at de havde været til stede og fremlagt. Selv fik jeg faktisk også et diplom, fordi jeg havde været session chair. Hvad jeg så skal bruge det til, ved jeg ikke, men det ser da pænt ud.

Efter frokostpausen gik jeg tilbage til mit værelse, proppede alt mit vasketøj i to indkøbsposer og tog hen på et møntvaskeri godt gemt af vejen i en af Vallettas stejle gader for at tage mig af den meget prosaiske syssel, det er at vaske tøj. Efter vel overstået gerning tog jeg poserne med det rene tøj med tilbage til konferencen og lyttede til det afsluttende indbudte foredrag – det handlede om de to store trylleord i vore dage, nemlig blockchain og Internet of Things. De to trylleord kan man nemlig åbenbart altid sige mere om.

Og det blev min tur

I går aftes var der middag for alle konferencedeltagere i Mdina lidt uden for Valletta. Det eneste, jeg og andre savnede lidt, var muligheden for at gå en lille tur rundt i Mdinas bykerne i stedet for bare at blive placeret ved bordene i restauranten. Jeg endte med at snakke med en deltager fra USA, der oprindelig er fra Pakistan, men også havde tilbragt 12 år i Sydkorea. I den akademiske verden er der mange mennesker, der på denne måde er på gennemrejse.

I dag var det tid for min egen fremlæggelse til ICISSP2020. I kan se mine slides herunder, hvis I er interesseret. Bidraget handler om en analyse af protokollerne i det betalingsnetværk, der hedder Lightning Network og kan anvendes sammen med blockchain-løsninger. Analysen viser, at der en sikkerhedsfejl i en af protokollerne; det er interessant og selvfølgelig også lidt ærgerligt.

Inden jeg selv skulle på, var der et et indbudt foredrag med Stefan Schmid, der er professor på Universität Wien. Men for nogle få år siden var Stefan faktisk ansat samme sted som der, hvor jeg er nu, så foredraget var også et gensyn. Vi hilste da også på hinanden bagefter, og Stefan inviterede mig til at kigge forbi instituttet, hvor han arbejder nu, når jeg besøger Wien.

Mit foredrag gik vel som det skulle; der var ikke nogen spørgsmål bagefter, men jeg er ikke sikker på, om det var et godt eller et dårligt tegn. Ordstyreren kom med en interessant kommentar bagefter, så der var mindst én, der havde forstået mit hovedbudskab.

Bagefter var der endnu af de poster-sessions, man ser så ofte, og som kan give et mere uformelt indblik i ny og igangværende forskning. ICISSP bliver holdt sammen med nogle andre datalogikonferencer om bl.a. sundhedsteknologi, så der var postere om lidt af hvert.

Aalborg-Valletta dag 3: Catania-Pozzallo-Valletta

Så ankom jeg omsider til Malta. Jeg var igen tidligt oppe; klokken var kvart i seks om morgenen, da jeg trak min kuffert fra hotellet i Catania ned til der, hvor jeg skulle samles op af en bus til Pozzallo. Det tog lidt tid at finde indgangen til det gamle toldkammer, hvor jeg skulle tjekke ind. Bussen var en lille minibus, og vi var kun to passagerer. Chaufføren havde ansigtsmaske på, men havde ikke trukket den op over næsen (!!). Vi kom forbi Etna og videre ned forbi nogle interessante bjergformationer, der lå langs den ikke specielt charmerende motorvej til Pozzallo.

Færgen ankom med knap en halv times forsinkelse fra Valletta til Pozzallo, men dette var rejsens sidste led, så det gjorde ingen verdens ting.

Det var ikke svært at finde et sæde ombord. Søgangen var forholdsvis høj, og mit koncentrationsniveau var så lavt, at jeg fulgte med på færgens skærme, der viste en familiefilm om en hund i USA, der blev væk fra sin ejer og tilbragte flere år ude i naturen. Hunden kom hjem til sin ejer, netop som vi nærmede os Valletta.

Ankomsten til Malta fra søsiden er noget helt særligt. Det første, man bemærker ved indsejlingen til Valletta, er den gamle bydel med borgen og kirkerne.

Vejrudsigten havde spået regn og overskyet, men der var faktisk høj sol – og nogen blæst. Her er vi i mere end én forstand milevidt fra det fremherskende danske februarvejr.

Efter ankomsten tog det lidt tid for taxichaufføren at finde frem til Eagle Street, hvor jeg bor; han måtte spørge sig for flere gange. Jeg blev atter mindet om at maltesisk har så mange engelske låneord, at man som ikke-maltesiskkyndig af og til tror at man forstår, hvad der bliver sagt – men det gør man reelt ikke. Det minder om forholdet mellem dansk og grønlandsk.

Fra i dag af og i hele den kommende uge bor jeg i en lejlighed på sjette sal i den gamle bydel. Prisniveauet er særdeles overkommeligt; det er ikke dyrere end et hotel. I morgen begynder konferencen ICISSP 2020.

Rejsen herned har som bekendt ikke været helt uden problemer på grund af den forsinkelse, der gjorde det nødvendigt for mig at ændre rejseplaner og overnatte i Basel og sidenhen i Catania. Men jeg nåede frem til tiden; takket være internettets muligheder var det enkelt at lægge nye planer. Og jeg har fundet en anden rejserute, som jeg vil benytte mig af, hvis jeg skal til Valletta igen – det skal jeg nemlig efter alt at dømme, og det faktisk inden året er omme.

En yderligere komplikation har selvfølgelig været COVID-19-virus; der er forholdsvis mange tilfælde i Italien nu, og man kan godt mærke, at mange mennesker der er bekymrede. Selv er jeg fortsat ikke bekymret; risikoen for en person på gennemrejse er trods alt minimal, og det meste af tiden var jeg i områder af Italien, der ligger langt fra de steder, hvor der er konstateret udbrud af sygdommen.

I dag har jeg i øvrigt et essay om togrejser i Nordjyske. Det kan I læse her (som PDF-udgave af skærmbillede af den faktiske avisside).