Sidste flyrejse

En slags selfie fra Schiphol sammen med flyet til Aalborg.

Da jeg skulle med flyet fra Athen her til eftermiddag, tog jeg metroen fra Syntagma i usædvanligt god tid for at være på den sikre side. Jeg kom dog ikke af ved den station, hvor jeg skulle skifte, så jeg måtte køre en station tilbage. Men jeg havde mere end tre timer til flyafgang, så det var ikke et problem. En anden passager var ikke helt så rolig; jeg så ham løbe hen for at skælde togføreren ud, og da jeg var ovre på den modsatte perron, var råbekonkurrencen stadig i fuld gang. Men jeg havde god tid.

Det blev dog alligevel en redning på stregen. Flyet til Amsterdam var tæt på at være en time forsinket, og jeg kunne risikere først at være fremme lige inden flyet til Aalborg skulle afgå. 

Men jeg nåede det lige akkurat. Flyet indhentede en lille smule af forsinkelsen, og personalet fortalte mig hvilken gate jeg skulle hen til, når vi landede. Der var så godt nok nogen, der havde bestemt sig til at afholde en ekstraordinær paskontrol ved ankomsten. Men efter fem minutters skarpt trav/løb nåede jeg frem til gate D83 – blot for at opdage at flyet til Aalborg var forsinket. Sjældent har jeg været så glad for en forsinkelse. Piloterne forklarede at dette såmænd skyldtes – en sen ankomst fra Athen! Og således hang det hele pludselig pænt sammen.

Denne tur til Aalborg blev også på andre måder noget særligt, for det var formodentlig min sidste flyrejse nogensinde (med forbehold for livstruende sygdom, nære slægtninges dødsfald o.lign. mens jeg opholder mig i udlandet).

Så længe flytrafikken bidrager så voldsomt til den globale opvarmning, kan jeg ganske enkelt ikke forsvare at flyve. Jeg har besøgt mange interessante dele af verden på flyrejser, ja faktisk har jeg været på alle kontinenter på nær Antarktis. Men nu er det slut. Formodentlig kommer jeg derfor aldrig igen til at forlade Europa (hvis vi ser bort fra mulige sejlture til Marokko eller den asiatiske del af Tyrkiet). Det er på sin vis ærgerligt, men jeg holder mere af miljøet end jeg holder af ferier langt væk og af akademiske konferencer. Jeg har allerede levet længe, og jeg har set meget. Fra nu af vil jeg tage med bus og tog rundt. Jeg klarer den nok; jeg er meget mere bekymret for miljøet.

Vi er nødt til at lægge pres på regeringerne, men vi skal også gøre en indsats hver især og lære at tilpasse vores livsstil til en ændret virkelighed. Dette løfte er en del af min personlige indsats.

Herulernes efterkommer

Måske er næsen blevet fjernet af handlekraftige herulere?

I dag gik jeg en tur rundt i Athen uden nogen større plan end at finde et sted at spise frokost og at se Akropolis-museet. Jeg tog metroen ned til Syntagma-pladsen, hvor parlamentet ligger. Metroen er pæn og velfungerende og minder egentlig forbløffende meget om den tilsvarende metro i Lissabon (!), men på én måde adskiller den sig afgørende fra andre undergrundsbaner, jeg har kørt med i årenes løb. Larmen inde i togene er så udpræget, at det stort set er umuligt at føre en samtale. (Der var så heller ikke nogen at føre samtale med i dag.) Måske er det derfor, de gademusikanter, der dukker op i så mange andre lande, tilsyneladende ikke huserer i metroen hernede?

Jeg gik ned ad Ermou-gågaden forbi gademusikanter (for det er her, de er) og en klovn på høje stylter og fandt en lille vegansk café på 1. sal i en sidegade. Lidt efter kom klovnen på de høje stylter så ind og bestilte frokost. Han fortalte mig, at han skam var vant til at gå på trapper og endda havde kørt med bus og været oppe ved parlamentets indgang iført stylter. Men nu er der så åbenbart kommet en lov, der forbyder den slags.

Akropolis-museet fra 2009 er stort og værd at besøge. Særligt indtryk på mig gjorde det at se friserne fra Parthenon, ufuldstændige som de desværre er. Franske kunstplyndrere havde snuppet en masse fra Parthenon sidst i 1700-tallet, og en lige lovlig driftig skotte ved navn Thomas Bruce, også kendt som Lord Elgin, stjal mange af de resterende friser i 1802. Undervejs lykkedes det også at ødelægge nogle af dem, så forhippet var han på at få dem med sig. De befinder sig i dag på British Museum i London, og grækerne er forståeligt nok sure over dette.

Hele historien om forvandlingen af de berømte antikke bygningsværker til ruiner starter egentlig længe før franskmændene og briterne begynder at hærge. Det hele begynder for alvor at gå galt i 276 e.v.t., hvor herulerne invaderer Athen. De plyndrer og smadrer og når også at stikke ild til Parthenon, indtil de til sidst omsider bliver smidt på porten. Ret meget andet udretter de så vidt vides ikke. I dag mener man, at herulerne kom fra den del af Europa, vi i dag kender som Danmark.

Endnu en aften i Athen

Konferencen er slut, og alle er taget er hjem. Jeg bruger dog selv en dag mere her i den græske hovedstad, for det føltes lidt underligt at haste hjem til det danske novembervejr fra et land, jeg ikke har besøgt i mange år.

Fra i dag vil jeg huske, hvordan uligheden og fattigdommen, som den langvarige økonomiske krise har skabt hernede, fremstod så tydeligt. Et lille barn på 5-6 år kom hen til mig for at tigge penge, da jeg skulle ud til konferencen. Det var en lille dreng eller pige (jeg var ikke helt sikker) med dårlige mælketænder, og et øjeblik efter dukkede et endnu yngre barn op. For disse børn var det desværre blevet hverdag at måtte tigge.  Senere på eftermiddagen gik jeg en tur, og her så jeg en moder sidde helt apatisk ved en husmur med sin pige på en vel 7-8 år. Pigen rejste sig, løb hen til en mand, der kom gående på fortovet og trak ham i armen for at bede om penge. Fik hun noget? Jeg nåede ikke at se det. Om aftenen, da jeg kom hjem igen, så jeg hvordan nogen falbyder kartofler, tomater og frugt fra bæreposer på et tilfældigt gadehjørne – noget, jeg sidst så i Vietnam.

Dagens gode og bevægende oplevelse var til gengæld at gense en gammel bekendt, som jeg mødte til Alliance Francaise’s sommerophold i Paris i 1982. I dag er hun universitetslærer i jura, og hendes mand er professor. Der var gået mere end tre årtier siden vi sidst sås, og dengang var vi unge, men det var godt at mødes igen. Hun var både dengang og nu en meget rar og begavet person. Da mørket faldt på ud på eftermiddagen (det går hurtigt hernede), gik vi fra cafeen ned til metrostationen og fulgtes ad et par stationer, inden jeg skulle skifte ved Syntagma.

Parthenon mm.

I dag begyndte ECEL2018, og det var lige ved at gå galt. Jeg tog en taxi til Vestattikas Universitet sammen med min medforfatter, men taxichaufføren var et almindeligt menneske uden særlige forudsætninger og kunne rent ud sagt ikke finde vej. Men frem nåede vi da, og første indslag var et indbudt foredrag af Michael Xenos fra universitetet i Patras. Det handlede om flipped og blended undervisning, og det var interessant at høre, at han havde gjort sig ganske mange erfaringer, som jeg selv kunne nikke genkendende til.

Kl. 11.45 lokal tid kunne jeg holde mit eget foredrag. Det gik hurtigere end jeg havde regnet med; jeg er vant til at holde nogle meget mere tekniske foredrag, og da er 20 minutter typisk lige i underkanten. Men her viste de sig at være mere end nok. Heldigvis kom der en hel del gode spørgsmål bagefter. Det var især interessant at snakke med kolleger fra Nederlandene, hvor de på nogle universiteter bruger problemorienteret projektarbejde, og fra Grækenland, hvor nogle synes at denne pædagogiske model er værd at se nærmere på.

Bagefter var der tid til en lille gåtur, og den gik til Akropolis, hvor Parthenon stadig ligger der. Ironisk nok var det berømte tempel stort set intakt indtil 1687, hvor det blev ramt af en bombe under venetianske styrkers belejring af Athen. Parthenon blev af uransagelige grunde anvendt som krudtlager, og bomben forvandlede det smukke gamle tempel (der også havde nået at være både kirke og moske) til en oldtidsruin med mange hundrede års forsinkelse. 

Erechteion (som af uvisse grunde virkede som et meget morsomt navn dengang i gymnasietiden) stod der også endnu mere karyatiderne, og der var et fint vue ud over det næsten 2000 år gamle Herodes Atticus-amfiteater, der faktisk stadig bliver brugt til forestillinger og koncerter.

Den græske hovedstad er egentlig ikke nogen smuk by; den er rent ud sagt rodet, forvirret og lidt for beskidt. Men udsigten oppe fra Akropolis i den sene eftermiddagssol på det, der virkede som en sommerdag i november, var smuk.

En lang dag

Det blev en lang dag. Jeg sendte en revideret tidsskriftsartikel ind (om et typesystem for pi-kalkylen). Så optog og redigerede jeg podcasts til min kursusundervisning og lagde sidste hånd på et opgavesæt, jeg skal bruge i næste uges undervisning. Frokostpausen var ikke en pause, men et møde for hele instituttet med diskussion af budgettet for det kommende år og meddelelse om at der var blevet ansat fire nye professorer hos os. For første gang er der nu en kvinde, der er professor i datalogi på mit universitet. Det tog kun 31 år.

Derefter mere optagelse af podcasts. Så hjem og pakke de sidste ting, inden jeg tog af sted på det, der skal være min næstsidste flyrejse – fra via Amsterdam til Athen. Målet er ECEL2018, en konference om e-læring. Klokken var temmelig langt på den anden side af midnat før jeg var fremme. Det havde været en lang dag, og det var lige akkurat blevet november – en måned, der heldigvis er noget lunere i Grækenland.

Gensyn med min fødeby

Jeg er født i Arentsminde, en landsby i grænselandet mellem Vendsyssel og Han Herred med omkring 450 sjæle. Byen opstod omkring Langeslund Hovedgård, der i dag ikke findes mere, og i lang tid fik den næring af at diligencen passerede igennem. Der var en brugs, der var Grønnings lille kiosk, der var Knudegårds tankstation, en kirke og så selvfølgelig skolen, hvor jeg gik til og med 3. klasse. Derefter skulle vi alle til Halvrimmen fra 4.-7. klasse.

Da jeg var 18 og færdig med gymnasiet i Fjerritslev, flyttede jeg væk. Selv om der kun er 19 kilometer fra mit hjem til min fødeby, selv om det kun tager bus 70 omkring 40 minutter at nå derhen og selv om det kun koster 26 kr, har jeg stort set ikke besøgt Arentsminde siden min mormor flyttede derfra i 1984. Det føles lidt mærkeligt at måtte indse, at jeg har tilbragt meget mere tid i Lissabon end i min barndomsby i dette årtusinde.

I dag var jeg der igen til skolejubilæum, og jeg ankom i rigtig god tid. Da jeg stod af bus 70, skulle jeg på toilettet, så jeg gik ind på cafeteriet ved busstoppestedet. Her sad lastbilchauffører og tavse mænd i arbejdstøj og spiste solid husmandsfrokost med sovs og kartofler til. På et bord stod en lille klynge sodavand ved siden af fade med kødpålæg. Ingen kiggede op på den ukendte mand i mørkt tøj, mig.

Derefter gik jeg en tur igennem Arentsminde. Undervejs passerede jeg Brugsen, der i dag er et loppemarked. Jeg passerede kirken, hvor jeg blev døbt og siden konfirmeret; den er stadig er i brug.

Lidt længere henne genså jeg mit gamle barndomshjem på Thyvej 10. Der var flere biler parkeret udenfor, men det så ikke ud som om der var nogen hjemme. Efter lidt betænkningstid jeg gik ind for at se den gård, hvor jeg så ofte legede og hvor jeg lærte at cykle. Den mur, jeg så ofte havde spillet bold op af på lange sommeraftener, var væk.

En mand lukkede op og kom ud – ikke så sært, når der gik en mand i mørkt tøj rundt på hans grund. Jeg fortalte ham at det var i dette hus, jeg var født og voksede op. Det viste sig, at hans far havde kendt min morfar, og han inviterede mig indenfor, hvor han boede alene med sin teenagesøn.

For første gang i 34 år stod jeg igen i mit gamle hjem. Det var svært at genkende det hus, hvor jeg var vokset op, måtte jeg dog sande. Ikke alt var i lige så god stand som det var engang. F.eks. var trappen, jeg så ofte var blevet båret op af som helt lille, faldet sammen og erstattet af – en stige. Første etage, hvor jeg havde haft mit værelse, var ikke længere i brug.

Jeg sagde tak for rundvisningen og gik videre langs Thyvej gennem Arentsminde. Min barndomsby er nu en by helt uden butikker. Den købmandsbutik, som hende, der var mor til Helle fra min klasse, havde haft, var for længst væk, og Grønnings kiosk ligeså.

Fodboldbanen længere henne ad vejen var der til gengæld stadig, og jeg satte mig på en bænk (sådan nogen var der ikke før i tiden) og spiste min medbragte sandwich. Pludselig huskede jeg, at man kunne gå gennem den lille skov for enden af banen, dreje til højre og derfra nå hen til skolen. Det var mindst 36 år siden, jeg var gået ad den sti. Skoven virkede helt uforandret.

Også min gamle skole er nedlagt – den er i dag omdannet til kulturhus.

Til skolejubilæet genså jeg mange af dem, jeg havde set sidst, vi havde mødtes. Henrik Skole, den eneste klassekammerat, der fulgte mig hele vejen fra 1. til 9. klasse, og som jeg altid har syntes godt om, var der. Og vi talte om skoleudflugterne, om vores arbejde, vores børn og de diverse skavanker, vi nu slås med – dårlig ryg, dårligt syn og alskens gigt. Noget sker der, når man er midt i halvtredserne, sådan som vi nu er.

På den gamle skole var der en udstilling om Arentsmindes historie, komplet med et billede af Henning og Ester Grønning og med opslag med alle de slægtsnavne, jeg forbinder med byen: Hollensen, Hyllested, Langballe, Jakobsen, Østerrøgild…

Det var et på én gang vemodigt og kærkomment gensyn. I bus 70 tilbage til Nørresundby lyttede jeg til den eneste slags musik, der passer til en dag som denne dag i Han Herred – og det er country.

Sammen i Aarhus

På Lille Torv i Aarhus

Efter en arbejdsuge med en del bekymringer var det med lidt blandede følelser, jeg satte mig i toget for at tage til Amnesty Internationals aktionsdag i Aarhus. Jeg følte mig træt og ukoncentreret. Men det blev en rigtig god og positiv oplevelse at mødes med andre menneskerettighedsforkæmpere fra Aarhus, Odense og København. Fokus var det positive budskab om at Verdenserklæringen om menneskerettigheder fylder 70 år i år.  Vi fejrede de 30 artikler i erklæringen med kage (den slags er som bekendt blevet populært i dansk politik), som de forbipasserende kunne stoppe op og smage på. 

Ofte har jeg følt mig lidt underligt til mode ved at skulle henvende mig til tilfældige forbipasserende, sådan som jeg også skulle i dag, men det gik faktisk meget bedre end jeg havde troet. Dagens ubetinget positive oplevelse skyldtes nogle piger på 11-12, der stoppede op. De havde aldrig hørt om menneskerettighederne før (!), men da jeg fortalte dem om dem og vores arbejde i Amnesty Internationalt, blev det særdeles vel modtaget, og de sagde, at det var godt, at rettighederne var der og at vi kæmpede for dem. Dét varmede.

Pludselig begyndte det at regne voldsomt, og vi måtte rykke ind under det medbragte telt. Her sad en aarhusiansk sanger og guitarist og underholdt; han hed forresten noget så usædvanligt som Hans. Det er ikke tit, jeg møder nogen med dét navn, så det hæftede jeg mig særligt ved.

Sidst på eftermiddagen kom ganske mange forbi Lille Torv – dog ikke for at snakke med os, men for at overvære en række korte taler, som blev afholdt af lokale borgere, der havde gennemført et forløb, der skulle hjælpe den enkelte med til at holde op med at stamme. Netop dét var  og her særdeles fascinerende!

Sidste dag i Lissabon

Så kom dagen, hvor det blev tid til at vende hjem til Danmark fra Lissabon, og dét netop på en søndag, hvor vejret viste sig fra sin allermest smilende side. Masser af indtryk fra CRIWG2018 og fra selve byen er nu tilbage at fordøje. Jeg har ofte tænkt over – og andre har spurgt mig – præcis hvorfor jeg mon er blevet så glad for netop den portugisiske hovedstad. Der er jo så mange andre steder i Sydeuropa, der også har godt vejr og gamle bygninger. Men det er også portugiserne og den lidt tilbagelænede væremåde, mange af der ser ud til at have, der tiltaler mig.

Som så ofte før nåede jeg undervejs at besøge Ao 26, den veganske restaurant, der ligger på R. Vítor Cordon 26 og nok er min yndlingsrestaurant i hele verden. Det var her, min kollega, der denne aften fulgtes med mig, udtalte at “man skulle næsten tro at personalet mediterede; de virker så rolige, og hende den unge tjener er jo som en engel!” Det var meget præcist observeret. Forskellen til byer som New York og Paris, hvor tjenerne og ganske mange andre af de lokale kan virke utålmodige, er tydelig i Lissabon. En dag rejser jeg derned igen, men til den tid bliver det i tog.

En smuk ruin

I dag så jeg igen ruinerne af Convento da Ordem do Carmo, det kloster under karmelitterordenen, som indtil 1. november 1755 fandtes i Lissabon. Den dag indtraf det jordskælv, som endnu er et af historiens værste. Et sted mellem 15.000 og 70.000 mennesker omkom som direkte følge af jordskælvet og dets eftervirkninger, der blandt andet var store brande og en tsunami med bølger på op mod 20 meters højde. En stor del af Lissabon blev jævnet med jorden, og karmelitterklosterets bygninger overlevede kun delvist.

Jeg så ruinerne første gang for 31 år siden i sommeren 1987, da jeg var på sommerferie i Portugal. Dengang overværede jeg en symfonisk koncert derinde. I dag var tiden inde til endnu et besøg på det arkæologiske museum, som ruinen rummer. Og det var det hele værd. Hermed anbefalet.

Udflugt med bøjet vejskilt

Det bøjede vejskilt.

I dag var jeg med alle de andre deltagere i CRIWG2018 på udflugt til egnen lige syd for Lissabon. Vi besøgte den gamle mauriske borg ved Sesimbra og José Maria Fonseca-vingården i vinbyen Azeitão i nærheden og kørte til sidst ad bjergveje langs kysten tilbage til hovedstaden. Undervejs så vi korkege og oliventræer og et gammelt kloster, der nu er refugium og konferencecenter.

Det, jeg især husker, er dog episoden i Azeitão. Vores turistbus skulle køre ind til vingården, men chaufføren vidste ikke, at gaderne i den lille by er meget snævre. I et snævert gadekryds kunne bussen ikke gennemføre svinget og sad faktisk fast uden mulighed for at bakke – husene stod for tæt, og især var det et vejskilt i vejen. Resolut sprang fem portugisere til og hev i vejskiltet, så det bøjede. Nu kunne bussen komme rundt om hjørnet, hen ad gaden og vende! Kunne man have forestillet sig en lignende spontan hjælpsomhed i Danmark? Jeg er desværre ikke sikker på det.