På vej hjem fra Manchester

I dag går turen hjem fra England. Min ene søster kørte mig til stationen i Stockport, og min anden søster kom forbi med sine to drenge for at sige farvel. Jeg ser dem igen allerede i næste måned, når jeg skal til Leicester i forbindelse med et forskningsprojekt. Forhåbentlig når jeg også at slå et smut omkring min bror i Düsseldorf til den tid.

Togrejsen er indtil nu gået som den skal. EuroStar-toget fra London til Bruxelles blev dog lidt forsinket, men mange skulle videre med ICE-toget til Köln og Frankfurt, så toget ventede på os, så vi kunne komme med alligevel.

En togrejse er velegnet til det stillesiddende læse/skrive-arbejde, som jeg har meget af. Jeg er således færdig med at rette de mange eksamensbesvarelser – og nu skal censor bare modtage sine eksemplarer også. Om lidt, når toget til Hamburg afgår, vil jeg give mig i kast med at læse projektrapporter.

I morgen aften er jeg hjemme igen.

Endelig fremme

Det endte med at blive en bøvlet tur. Togrejsen fra Bruxelles til London forløb upåklageligt, men det sidste stykke fra London Euston til Manchester gik ikke så nemt. På grund af et selvmordsforsøg (der heldigvis ikke lykkedes) var London Euston lukket for togdrift i flere timer. Jeg nåede at gå frem og tilbage mellem Euston og Kings Cross to gange, inden jeg til sidst gav op og satte mig til at vente på at togene kørte igen. Det endte med at jeg sad på gulvet i en gang i et propfyldt tog hele vejen fra Euston. Så meget for første klasse. Minderne om British Rail i 1990 trængte sig lidt for klart på.

Men det er dejligt at se mine søskende igen; det er alt for længe (to et halvt år!) siden jeg sidst så dem.

Lang dags rejse med rettelser

I dag bliver min ældste lillesøster 50. Jeg er på vej til England for at være med til at fejre hende – med en dags forsinkelse. Togturen går via Fredericia, Flensburg, Köln, Bruxelles og London.

I dag nåede jeg til Bruxelles. I morgen tager jeg EuroStar til London. Med mig har jeg 170 eksamensbesvarelser som PDF-filer; det meste af togturen er gået med at læse dem igennem og give mine bud på point. Hvornår jeg er færdig, ved jeg ikke – men det går som det skal. På denne måde er min togrejse helt tilsvarende min rejse i embeds medfør til POPL i Cascais i januar; her havde jeg også en masse eksamensbesvarelser med.

Den lange dag sluttede med en lille gåtur gennem kvarteret ved Gare de Midi. Her er der en masse stemningsfyldte arabiske butikker og cafeer. Eneste minus var at det store belgiske særkende, nemlig godt øl, var så godt som fraværende. Den arabiske kulturkreds har bidraget med meget væsentligt, men ikke med øl. Men for enden af Avenue de Stalingrad lå der så alligevel et ølsted med et godt og rigt udvalg.

Kvalitet i uddannelserne

Her til eftermiddag deltog jeg i et fokusgruppeinterview på Aarhus Universitet sammen med tre universitetslærere på Aarhus Universitet, hvor jeg som den eneste af deltagerne ikke selv er ansat.

De øvrige deltagere kom fra antropologi, jura og erhvervssprog, men trods forskellene i baggrund var vi meget enige om hvad der kendetegner kvalitet i universitetsuddannelser. Bl.a. er forskningsbasering rigtig vigtig, men også forbløffende svær at definere klart. Jeg fremhævede her PBL som et mål til at komme tættere på dette ideal.

Til sidst nævnte flere spontant den store indflydelse, det store fokus på måltal har på kvantificering af hvad kvalitet er. Ingen af os syntes særligt godt om dette fænomen.

(Og så var det forresten også i dag, jeg for første gang kørte med letbanen i Aarhus. Det gik helt som det skulle.)

DMs kongres 2019

I denne weekend er jeg i København til kongres i Dansk Magisterforening. Det er godt at møde fagforeningskolleger fra hele landet. Gennemsnitsalderen er 47; det ville nu ikke gøre noget, hvis den var lavere.

Der var fra mange sider fokus på forholdet mellem forskning og politik og på den store vigtighed af at vi bruger vores videnskabelige ekspertise i samfundsdebatten. I dag er der klimamarcher rundt om i Danmark, og netop i et spørgsmål som klimakrisen er det vigtigt at markere sig. DMs kongresdeltagere kunne ikke deltage, men kongressen sendte en hilsen til klimamarcherne i form af et gruppefoto. Det var også godt at se, at der var stort flertal for at ændre DMs vedtægter; fra nu af står der i vedtægterne, at DM skal arbejde for et miljø- og klimamæssigt bæredygtigt samfund, der også tilgodeser kommende generationer. Dette er nemlig også en del af at have gode arbejdsforhold.

Noget, der ærgrede mig i dag, var at mange havde spørgsmål til forperson Camilla Gregersens beretning, men at tidsplanen gjorde, at der ikke var gode muligheder for diskussion i plenum. Det blev heldigvis bedre om eftermiddagen, da der skulle diskuteres forslag til DMs principprogram.

Flere af os har udarbejdet et forslag til udtalelse på kongressen, der skal sikre at DM arbejder for at de, der bliver ramt af fyringer på det statslige område, kan få en personlig, individuel begrundelse på at de skal fyres. Det har de krav på, og det vil kunne gavne deres retsstilling væsentligt.

Det er vigtigt at være organiseret, og på en dag som i dag genopdager vi, hvor meget vi egentlig kan, når vi er sammen.

British Rail in memoriam

I skrivende stund står jeg og venter på en perron i Aarhus. Jeg skal til København, men toget fra Aalborg var et IC4-tog, der kun kørte hertil. Min pladsbillet kunne ikke bruges til noget. De støjreducerende hovedtelefoner var til gengæld nyttige i det larmende italienskbyggede tog.

Forhåbentlig kommer der snart et IC3-tog, der kan få mig videre på rejsen. Men lige nu minder situationen mig foruroligende meget om mine oplevelser med togdriften i Storbritannien for knap 30 år siden. Dengang var Thatcher-regeringen i fuld gang med at køre British Rail i sænk. De konservative brød sig ikke om offentlig transport. Forsinkelserne var mange, utilfredsheden blandt passagererne voldsom. Få år senere blev British Rail privatiseret uden voldsomme protester – for hvorfor dog beholde en offentlig jernbane, når nu jernbanenettet tydeligvis er så dårligt? I dag er jernbanedriften i Storbritannien et uskønt virvar.

Inden for de seneste få år har den borgerlige regering i Danmark under dække af valgfrihed gjort noget lignende; infrastrukturplanen røber tydeligt, at det man drømmer om er motorveje. Forhåbentlig vil der efter folketingsvalget komme en ny holdning til togdrift i Danmark. Selv de nuværende tog er nemlig bedre for miljøet end de mange motorveje.

Et fakultet i Aarhus – eller to?

På Aarhus Universitet skal fakultetet Science and Technology, der består af det gamle naturvidenskabelige fakultet og de ingeniørvidenskabelige dele fra den tidligere ingeniørhøjskole, nu deles. DMs lokalklub på Aarhus Universitet havde inviteret mig til at fortælle om erfaringerne fra Aalborg Universitet, hvor vi i 2015 oplevede en tilsvarende deling. Gorm Harste fra Institut for Statskundskab i Aarhus var også inviteret; han gav et grundigt og interessant billede af historien om de forskellige opfattelser af hvad et universitet skal være og hvordan det skal ledes.

Det var helt uundgåeligt, at min beretning om processen forud for delingen af det teknisk-naturvidenskabelige fakultet på AAU kom til at handle om den alvorlige mangel på gennemsigtighed, der prægede hele forløbet. Hele det absurde forløb, hvor jeg forgæves bad AAUs ledelse om en begrundelse for delingen og som svar fik en plan for delingen og en henvisning til en artikel i Nordjyske, var påfaldende. Og det er ikke svært at se de andre større og uventede organisatoriske ændringer på AAU fra 2015 og frem til i dag (herunder fyringsrunderne i år) som del af det samme ubehagelige billede.

På Aarhus Universitet skal Science and Technology simpelthen deles i et naturvidenskabeligt og et ingeniørvidenskabeligt fakultet. Så enkelt og forudsigeligt var det ikke i Aalborg.

Mine kolleger fra Aarhus Universitet sagde til mig, at processen hos dem ikke var så god igen. En af bekymringerne er, at nogle fag (bl.a. biologi) risikerer at blive delt over to fakulteter. En anden bekymring, som jeg i høj grad genkendte, var at bevæggrundene bag fakultetets deling ikke var klare. Samtidig sagde Aarhus-folkene dog til mig, at deres indtryk var, at det, der skete og sker på AAU trods alt har været tydeligt værre. Det var trist at måtte give dem ret i dette. Den udvikling, vi i disse år oplever på AAU, giver mig bestemt ikke lyst til at “tage ja-hatten på”, som nogle medlemmer af ledelsen ellers opfordrer til. Ledelsen udnytter universitetslovens vide rammer i påfaldende høj grad.

Amnesty Internationals landsmøde 2019

I denne weekend er jeg til landsmøde i Amnesty International, sådan som jeg med et par undtagelser har været det hvert forår siden 1995. Som altid er det en god og inspirerende oplevelse.

Formiddagen gik med hovedbestyrelsens beretning, og jeg fik stillet et par spørgsmål i plenum. Af en eller anden grund er det blevet min særlige kompetence i Amnesty International at være referent, og det slog heller ikke fejl i år: I en pause blev jeg spurgt, om jeg ville være referent i arbejdsgruppen om forslag til vedtægtsændringer om eftermiddagen.

Arbejdsgruppens arbejde gik som det skulle – jeg nåede faktisk at foreslå den formulering, vi endte med at vedtage, og at føre den til referat. Bagefter nåede jeg at få et andet arrangement med ved landsmødet, nemlig en mulighed for at høre et dansk/syrisk par fortælle om deres liv sammen og arbejde med at sætte fokus på de forhold, flygtninge fra Syrien lever under i Danmark og rundt om i Europa og Mellemøsten. Rawan Abdullah flygtede oprindelig til Danmark fra Syrien, og har været her siden 2014. Hun mødte Martin Thaulow, der er fotograf. I dag danner de par med deres fem sammenbragte børn og bor på Bornholm. Det var en bevægende og stærk beretning om kærlighed og engagement og om hvor vigtigt det er at gå imod alt hadet og alle fordommene. Man kan læse og se meget mere om Rawan og Martins arbejde på deres websted Refugee Today.

I aften er der middag og live-musik. I morgen skal jeg fremlægge referatet og deltage i en præsentation for det aktivismepanel, jeg er med i. For mig er det noget helt særligt at møde gode bekendte og samarbejdspartnere fra rundt om i landet, og jeg kan fornemme, at de andre landsmødedeltagere føler det samme. I år var der dog et stort savn, for Linda Jørgensen fra Odense, som gennem mange år var en vigtig skikkelse i vores arbejde, er ikke længere blandt os. I denne weekend mindes vi også Linda og hendes store indsats.

Der går altid en togbus hjem

Dagens første uventede togbegivenhed fandt sted i Prag.

Da jeg skulle hjem fra Lissabon i januar, glippede forbindelsen i Frankfurt, fordi jeg sov over mig og først stod op kl. 5.00. Det blev til et DB-bumletog hele vejen til Hamburg og som kronen på værket en togbus fra Langå, fordi der var sporarbejde.

Hvem kunne have anet, at jeg skulle opleve noget lignende i dag? I dag stod jeg ud af sengen i Prag allerede 4.45 og var blev hentet af en taxi kl. 5.50. Men toget kl 6.32 til Berlin var forsinket. Vi var mange, der stod noget rastløse i centralhallen på Praha hlavní nádraží og kiggede op på skærmen med afgangstider. Toget endte med at være forsinket med 25 minutter ved afgang, og undervejs til Berlin voksede forsinkelsen til hele 50 minutter. Heldigvis havde jeg en time at tage af, og ICE-toget til Berlin afgik fra perronen lige overfor. Så jeg nåede frem til Hamburg og havde halvanden times tid til frokost, inden jeg skulle med et DSB-tog til Aarhus.

Men jeg overhørte tilfældigt den tyske konduktør fortælle medpassagerer, at DSB-toget var aflyst på grund af en teknisk fejl. Så var der ikke andet for end at tage toget til Flensburg fra spor 11 en time senere og så prøve at komme videre nordpå derfra. På perronen ved spor 11 var der intet tog; jeg spurgte en anden tysk konduktør, og det viste sig nu at toget i stedet ville afgå fra spor 7!

Jeg nåede ned til spor 7 og kom med et propfyldt regionaltog der bl.a. førte os over den lange viadukt i Rendsburg (udsigten er noget helt særligt!). I Flensburg indstillede jeg mig på at vente til kl. 18.48, hvor der gik et tog til Frederica. Jeg gik ind i kiosken for at købe noget at drikke, men her overhørte jeg ved et tilfælde en samtale mellem to danske passagerer. Den ene fortalte den anden, at der holdt togbusser uden for stationen.

Og sådan gik det til, at jeg kom med en togbus til Fredericia via Kolding. Jeg oplevede for første gang den omstændelige paskontrol ved paskontrollen i Padborg og opnåede den sjældne ære at skulle vise mit pas to gange, fordi jeg ikke ser så nordisk ud, at det gør noget. Jeg ved, at Kristian Thulesen Dahl er rigtig glad for paskontrollen, så jeg ville ønske for ham, at han kunne opleve den mange gange hver dag.

Jeg faldt i snak med damen ved siden af; hun var dansk, men boede i i Belgien sammen med sin familie. For én gangs skyld ville hun tage toget til Danmark, og også hun havde oplevet en togrejse, hvor ganske meget var gået galt. Nu håbede hun blot at kunne nå til Koldings tids nok til at komme med et tog til København, hvor hendes søn bor. Det lykkedes.

Selv håbede jeg at komme til Fredericia tids nok til at nå toget til Aalborg. Også dét lykkedes. Og jeg er hjemme inden midnat.

Og lad os så få en bedre jernbane-infrastruktur i Danmark, tak. IC3-togene har været et godt bekendtskab, men jeg har kørt med dem i mere end halvdelen af mit liv nu, og jeg er bestemt ikke ung.

En planteæder i Prag

En vellykket vegansk burger fra Prag.

Når jeg har været til konferencer rundt om i verden, har arrangørerne så godt som altid været opmærksomme på den forskellighed i dietære præferencer. Til en typisk konference er der blandt os, der deltager, vegetarer, veganere, jøder og muslimer (der har særlige dietære præferencer som bunder i deres tro) og også diabetikere og allergikere. Inden for de seneste år er organisatorerne rundt omkring blevet rigtig dygtige og tolerante, så alle bliver mætte og tilfredse. Men denne gang følte jeg mig hensat til Danmark omkring årtusindeskiftet (før dengang, hvor der kom en vegansk køledisk i SuperBrugsen og før dengang, der kom en vegetarisk restaurant i Aalborg og før kendte danske skuespillere sprang ud som veganere i medierne uden at blive latterliggjort), og det var lidt spøjst at være på sådan en tidsrejse.

I sidste uge fik jeg og mange andre således en mail fra de lokale organisatorer, hvor de forklarede, at der desværre ikke var så meget at byde på for os, der var vegetarer eller veganere (!!). På dén måde vidste jeg, hvad der ventede.

I denne weekend havde jeg da også mit hyr med at få tjenerne til frokosten til at forstå, at jeg var veganer. Og jeg tror ikke rigtig, det lykkedes. Jeg pegede på skålen med hønsekødssuppe, og så gik tjeneren  ud og kom lidt efter ind med hvad der så ud til at være præcis den samme skål, bare med kødstykkerne fisket op og kommentaren “This is good for you”. Der var ikke andet at gøre for mig og de to vegetarer ved bordet end at trække på smilebåndet og ikke være så forurettede som tjenerne.

Jeg tror, den opgivende attitude hos arrangørerne siger noget om hvor dybt traditionerne stikker i Tjekkiet, for her er maden usædvanligt tung, sovset og animalsk. Til pauserne i dag og i går var der kaffe, te, kolde drikke, kage, lidt frugt – og et enormt udbud af franskbrød med kødpålæg!

Til gengæld er der så faktisk også nogle rigtig gode og hyggelige veganske og vegetariske restauranter i Prag – for dette er et land med nogle meget iøjnefaldende modsætninger mellem det gamle og det nye.

I dag har jeg således været på en rigtig god vegansk restaurant med velsmagende og rigelig mad, ordentligt øl, en smuk udsigt over byen og mange gæster. Stedet hedder Vegan’s Prague og er hermed anbefalet.