Hjemme igen omsider

Der var forvirring i lufthavnen og forsinkelser, og jeg blev mere utålmodig, end jeg burde være. Men hjem kom vi fra endnu en sommerferie på dette, en af mine absolut sidste flyrejser.

Verdens største kooperativ

Her ved afslutningen af knap to ugers ferie i Spanien går det omsider op for mig, at supermarkedet Eroski, hvor familien og jeg har gjort vores dagligvareindkøb, ikke er et hvilket som helst supermarked. Det er del af Corporación Mondragon, der ikke bare er Spaniens, men verdens største kooperativ med mere end 70.000 ansatte. Det blev stiftet i 1956, dvs. lige midt under diktaturet og dét endda i Baskerlandet. Det forklarer samtidig det usædvanlige navn Eroski, som er en sammensmeltning af de baskiske ord “erosi” (at købe) og “toki” (sted). Jeg bemærker også, at Corporación Mondragon er baseret på nøje formulerede principper såsom demokratisk organisering, ordentlig løn og et mål om at forandre samfundet (oprindelig: det baskiske samfund) i en retfærdig retning. Mondragon er i det hele taget en baskisk/spansk slægtning til den danske andelsbevægelse

At en sådan virksomhed kan findes og trives, er værd at huske på i en tid, hvor selvbestaltede fyrster som Jeff Bezos stjæler hele billedet med virksomheder, der er baseret på det stik modsatte af demokrati, retfærdig løn og ordentlige arbejdsforhold.

Hvem klokkerne ringede for

Fra filmen fra 1943.

Nogle bøger på min hylde har fået lov at overvintre der alt for længe. I Edinburgh fandt jeg Ernest Hemingways roman For Whom The Bell Tolls antikvarisk engang i 1990 (så vidt jeg kan erindre), og den kostede den svimlende sum af £1. Det var en klassiker, det vidste jeg, og jeg havde kun hørt godt om denne roman om den spanske borgerkrig. Selv Metallica, der ellers ikke ligefrem er kendt for at være noget litterært band,  har skrevet en sang baseret på bogens handling! Men siden har bogen stået upåagtet der på reolen i fire forskellige hjem. 

Nu har jeg så omsider fået bogen læst. Den direkte anledning var årets sommerferie i Spanien.

At læse For Whom The Bell Tolls i Spanien føjer en ekstra dimension til bogen for mig. Den spanske borgerkrig er et usædvanligt grimt kapitel i Europas historie og sin vis en slags uhyggelig generalprøve på 2. verdenskrig. Krigen varede fra 1936 til 1939 og kostede omkring 500.000 mennesker livet, et tabstal sammenligneligt med hvad borgerkrigen i Syrien indtil nu har haft. Så sent om i 2016 fandt man endnu i massegrav fra borgerkrigen i Porreres på Mallorca, ikke langt fra hvor jeg sidder i skrivende stund.

I 1930er rejste en del unge mennesker fra især Nordeuropa og Nordamerika til Spanien for at kæmpe for republikken og mod fascisterne (de blev i modsætning til danskere, der i disse år har kæmpet mod ISIS, ikke retsforfulgt ved hjemkomsten, skal jeg i parentes bemærke). Hovedpersonen i For Whom The Bell Tolls, Robert Jordan, er en sådan Spaniensfrivillig fra USA, der tidligere har rejst rundt i Frankrig og Spanien, og på nogle måder er han en ung udgave af Hemingway. Hele bogen handler om den bombning af en vigtig bro, som Robert Jordan sammen med en gruppe spanske guerillasoldater skal planlægge og udføre. Undervejs på disse kun fire dage når Jordan at møde og forelske sig i en ung spansk kvinde, Maria. På mange måder er romanens temaer tidløse. Sympatien for kampen mod fascismen skinner selvfølgelig (og heldigvis da) klart igennem, men der er også en klar kritik af hvad krigen gør ved mennesket undervejs.

Og ja, det er en rigtig god og bevægende roman, der også er overraskende grum. Man mærker både Hemingways ordknappe stil, der ofte betjener sig af antydningens svære kunst, og hans mere associerende stil. Begge dele er en inspiration fra Gertrude Stein – et sted i romanen står der ligefrem “a stone is a stein is a rock is a boulder is a pebble”, en slet skjult kommentar til Steins linje “A rose is a rose is a rose”! I en tidsalder, hvor man i den engelsktalende verden slynger om sig med ord som “fuck” og “shit” (og hvor danskerne nu prøver det samme, men med endnu mindre subtilitet), er det interessant at opleve hvordan Hemingway opnår en meget snedig effekt ved at skrive f.eks. “I obscenity in the milk”!

Hemingways forsøg på at ramme spansk dialog – alle taler spansk med hinanden, men bogen er som bekendt på engelsk – kan jeg ikke helt vurdere styrken af, thi jeg er ikke så god til spansk.

Filmatiseringen fra 1943 skal selvfølgelig læses ind i konteksten af 2. verdenskrig; den har jeg endnu til gode at se, men jeg bemærker at hovedrolleindehaverne Ingrid Bergman (der i år ville være blevet 100) og Gary Cooper er temmelig meget ældre end bogens Maria og Robert – de ligner nærmest deres forældre! Nogen burde lave en nyindspilning med unge, ukendte spanske skuespillere. Men i mellemtiden: Læs bogen. Den holder stadig!

Eviva España?

Bilbomben mod Luis Carrer Blanco eksploderer 20. december 1973.

For tiden holder min familie og jeg ferie i Spanien, og ved et af disse underlige tilfælde fik jeg en fæl gammel popsang på hjernen i den anledning: “Eviva España”, der oprindelig er flamsk-belgisk, blev i Danmark et dansktophit for Elisabeth Esbjerg, men blev et meget større hit i Sverige og siden også i Storbritannien for Sylvia Vrethammar.

Ordet “Eviva” findes ikke på spansk og er simpelthen konstrueret for at få teksten til at passe til melodien!

Sangen er umiddelbart en uskyldig og lalleglad hyldest til sommerferie i Spanien, men den var et hit i 1973, hvor Spanien gennemlevede en meget grim periode af sin historie. Undertrykkelsen fra det fascistiske regime var meget tydelig. Den væbnede modstand fra diverse militante grupper (bl.a., men ikke kun ETA) var også eskaleret. Jeg husker, selv om jeg knap var 10 år, hvordan Francos arvtager Luis Carrero Blanco blev dræbt med en bilbombe i 1973 og hvordan to catalanske oprørere blev henrettet i garotte i 1974. Set i bakspejlet forekommer det upassende at hylde Spanien netop da. Sylvia Vrethammar fik dødstrusler og blev kaldt fascist, da “Eviva España” var et hit i Sverige, så også dengang var sangen kontroversiel.

Ved en underlig form for popmusikalsk retfærdighed blev en anden svensk sang om Spanien i øvrigt et meget større hit i Danmark få år senere, nemlig Björn Afzelius’ sentimentale “Juanita”. Den var til gengæld ikke bange for at kritisere diktaturet og dem, der lukkede øjnene for hvad der skete i Spanien. Jeg er ikke klar over, om Afzelius skrev sangen som en reaktion på “Eviva España”, men det skulle ikke undre mig.

I dag har der i øvrigt stadig ikke været noget retsopgør i Spanien, her mere end 40 år efter diktaturets fald. Nu dukker ønsket om et sådant opgør frem igen i kølvandet på regeringsskiftet tidligere i år.

Det skete midt i juli

Nogle af mine sommerferier i udlandet med familien bringer desværre også triste minder om hvad der skete andre steder i Europa samtidig dér i juli måned.

Her tænker jeg specielt på terrorangrebene; jeg husker præcis hvor jeg var, da jeg først læste om dem, og det har i særlig grad været kontrasten mellem den fredelige sommerferie og de voldsomme dødsfald blandt mennesker, der troede at de skulle opleve endnu en rolig sommerdag, der skar. Jeg husker bombeattentaterne i Londons metro i 2005. Og jeg husker lastbilangrebet i Nice i 2016. Netop i dag er det præcis syv år siden bombeattentatet i Oslo og massakren på Utøya. Vi må ikke glemme.

Dorinas fødselsdag

I dag har jeg været med til at fejre at min kollega Dorina Gnaur fra Institut for læring og filosofi fyldte 50. Hun havde samlet familie og venner i sit hjem, og der blev også tid til en gåtur på den smukke sommeraften hen mod solnedgang i Mols Bjerge, hvor Dorina bor.

Dorina og jeg har siden 2013 samarbejdet om projekter om universitetsundervisning, og det er der kommet både publikationer og den nye PBL Exchange-portal ud af. Og nu er Dorina også blevet fastansat på AAU. Jeg ved, at det er en meget stor lettelse for hende.

Der er al mulig grund til at ønske tillykke!!

Anes fødselsdag

Engang kendte jeg pludselig en masse mennesker, der fyldte 40. I disse år kender jeg mange, der bliver 50.

I år tilfaldt denne ære Ane Gaarden Gaardmark, som jeg kender fra Amnesty International.  Ane har rødt hår og deler fødselsdag med Inger Støjberg, men her hører ligheden heldigvis op.

I dag var jeg med til at fejre Anes fødselsdag i Aarhus og mødte hendes familie og venner. Stort tillykke herfra!

Aktivismeweekend i Odense

Amnesty Internationals generalsekretær Trine Christensen

Jeg har været med i Amnesty Internationals aktiviteter i Danmark siden 1994, og jeg synes fortsat, at jeg kan lære meget. I dag var jeg i Odense for at deltage i noget, der godt må blive en ny tradition, en såkaldt aktivismeweekend. Vi var omkring 20 deltagere fra hele landet i alle aldre. Mange var unge, men en enkelt havde været medlem af Amnesty Internationals danske afdeling siden grundlæggelsen i 1964 (det år, jeg selv er født!).

Vores generalsekretær Trine Christensen kiggede forbi, og hun fokuserede i det, hun sagde til os, på at menneskerettighederne i disse år er under større pres end de har været længe. Også Amnesty International selv har fået meget sværere ved at arbejde rundt om i verden, og det også i Europa. Når Amnesty Internationals generalsekretær og formand begge bliver fængslet i Tyrkiet på falske anklager om terrorisme og når Ungarns regering gennemfører en lov, der kræver at alle organisationer, der beskæfter sig med flygtninge, skal betale 25 procent i skat af alle penge, de bruger i udlandet til den ungarske stat og desuden hænger Amnesty Internationals medarbejdere ud i store avisannoncer – da er der grund til at være bekymret. Og når den danske statsminister i sin tale til Europarådet bruger tiden på at angribe Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, så er der også grund til bekymring.

Der var dog også fokus på det nære arbejde, vi gør. Hvad gør man, når man skal henvende sig til mennesker på gaden? Jeg ved, hvor nødvendigt det er, men det er et aspekt af kampen for menneskerettigheder, der stadig slet ikke falder mig let. Det var godt at få at vide, at netop dette er svært og at der er teknikker, man kan bruge for at gøre mødet nemmere.

Og så var der noget om hvordan man kan bruge sociale medier; et helt konkret resultat af dagen i dag er at Amnesty Internationals Facebook-gruppe for Aalborg i dag er blevet genoprettet. For år tilbage belærte en lokal eventmager i Aalborg os ellers om, at Facebook-grupper var nytteløse, hvorimod Facebook-sider virkede godt. Derefter nedlagde vi så Facebook-gruppen. I dag fortalte Marie fra sekretariatet os så, at vi faktisk kan få meget mere ud af at have en Facebook-gruppe end af at have en Facebook-side!

I det hele taget var det en rigtig god dag, og som altid er det inspirerende at møde så mange vidt forskellige mennesker, der føler samme kald som jeg selv gør. Jeg havde kun tid til at være med i dag og skulle hjem efter dagens program; de fleste andre bliver til yderligere aktiviteter i morgen.

En aften for DIGNITY

Backstage på Gamle Scene.

En række danske solister og bands har i de seneste år givet koncerter på Det Kongelige Teaters Gamle Scene til fordel for DIGNITY (Dansk Institut mod Tortur), der i 1982 blev stiftet af Inge Genefke og i dag har afdelinger i 20 lande. Ikke mange tænker på, at der er i Danmark bor mere end 30.000 mennesker, der er torturoverlevere. Omkring hver tredje flygtning i Danmark har været udsat for tortur.

I aften var det så Love Shop, der gav koncert til fordel for DIGNITY. For mig, der har fulgt Love Shop siden 1991 og har set deres udvikling fra de første, småt besøgte koncerter til at blive et fremragende livenavn, men også har været vidne til tabet af først Hilmer og siden Henrik, var dette en helt særlig aften. Mikael Simpson dukkede op og spillede mundharpe på bl.a. “Fremmedlegionær”, så Henrik ville have været stolt. Hvis nogen formår at tage Henriks mundharpetradition op, er det ham. Og Peter Sommer sang med på “En nat bliver det sommer” (ja, hvad ellers?) og forsøgte sig også som dansende jakkesæt.

Helt tilbage i 1980 besøgte jeg Det Kongelige Teaters Nye Scene og har ikke besøgt teateret siden. Aftenens besøg på Gamle Scene var også noget helt særligt for mig, og den nærmest andægtige stemning, der hviler over den store, gamle, gyldne sal var meget anderledes end den, man kender fra et spillested. Det var specielt at se Jens gå til scenens venstre forkant, vel vidende at dér havde Christian Den Fjerde stået i Elverhøj.

Efter koncerten fik nogle af os et sjældent kig backstage og måtte her konstatere, at Gamle Scenes baglokaler slet ikke ligner dem, man så i Olsen-banden ser rødt.

Husk at støtte DIGNITY! Besøg https://stoptortur.dk.

Natkirke i København

I dag var jeg med familien til min nevøs konfirmation i Birkerød. Bagefter tog vi ind til København for at overnatte inden rejsen hjem næste morgen. Inden vi skulle sove, gik vi en lille tur og kom forbi Vor Frue Kirke, hvor der var aftenåbent. Det var en sælsom og smuk oplevelse; C.F. Hansens klassicistiske domkirke var indvendig oplyst af en slags permanent aftenrøde, og to musikere sad ved hver deres computer og frembragte ambient-musik med naturlyde. Med sit kassetteloftet i kuplen (der har en slags oculus, men uden hul til himlen) og søjleportalen udenfor mindede Vor Frue Kirke i København mig pludselig om en bygning, jeg holder meget af, nemlig Pantheon i Rom.

Rundt om på bænke og på gulvet lå og sad publikum på hynder. Det var på ingen måde påtrængende religiøst, simpelthen fredfyldt og en interessant og vigtig kontrast til bededagens tidligere oplevelser med festsange, skåltaler og mange menneskers højlydte samtaler.

Nogen burde lave noget tilsvarende i Aalborg.