Bare at gå ind på en café

I dag vil jeg bare tage fat i en af de små oplevelser, som også er udtryk for noget vigtigt og nogle ændringer til det bedre, der er reaktioner på det, vi ser. Vi skal (som Lasse Nyholm Jensen sagde i en tekst i går aftes) bygge en bedre verden på det, vi har nu.

Inden jeg tog hjem fra København, havde jeg lidt tid og skulle have noget at spise. Jeg har været veganer i 25 år og kan huske hvordan det ikke altid har været nemt. Mange gange har jeg fået noget underligt serveret efter at være blevet grundigt udspurgt, andre gange var der slet intet at spise, kun lange forklaringer om hvor umuligt den slags ville være. Det var helt utænkeligt bare at gå ind få en café og få noget lækkert vegansk at spise.

Men i dag kunne jeg og min hustru gå ind på en café i København og få et lækkert morgenmåltid med dejligt bagværk, frisk frugt, hjemmelavet yoghurt, skæreost osv. Der var også store, luftige fastelavnsboller, ostekager og lagkager. Og det hele var fuldstændig vegansk.

Stedet hedder Kaf’ og ligger i Birkegade 21, skulle nogen komme den vej forbi ovre i Rigets Centrum.

DM i poetry slam 2019

I dag var der så DM i poetry slam i Valby Kulturhus, som også danner rammen om den ene af Københavns poetry slam scener (den anden er CopenOpen). Feltet af deltagere er nok det stærkeste, jeg har set i mine 10 år i poetry slam, blandt dem to tidligere Danmarksmestre og Danmarksmesteren 2018, Sara Hauge.

Kl. 13.00 var der generalprøve for de deltagere, der kunne være til stede allerede da. Publikum var københavnske skoleelever fra 7.-9. klasse og deres lærere. Her var det Sara Rahmeh, der vandt. Jeg blev faktisk nummer tre her.

Kl. 20.00 var det alvor, og første runde satte niveauet – og det var højt. Især vil jeg her huske Lasse Nyholm Jensens tekst om de 12 millioner danske svin – noget af det bedste fra hans hånd (og der er meget godt!). David Rousing fra København var også et nyt bekendtskab for mig; han er på nogle måder en sjællandsk pendant til Thomas Thisted.

Jeg var blandt de fire, der røg ud i første runde.

Selvfølgelig er det ærgerligt at ryge ud tidligt, for jeg har altid mere på hjerte. Og det giver mig også grund til at tænke over om og hvordan jeg skal fortsætte med poetry slam – det, jeg gør, virker jo tydeligvis ikke. Men samtidig giver det også mulighed for at kunne sidde og opleve resten af showet i fred og ro.

Så det var dét, jeg gjorde. I finalen så vi Sara Rahmeh, Kristine Madsen og Lasse Nyholm Jensen – tre meget forskellige udøvere med noget vigtigt på hjerte, med hver deres udgangspunkt, med hver deres brug af humor og med et fælles højt niveau.

Vinderen blev helt fortjent Kristine Madsen. Et stort tillykke til Kristine herfra!

Story Slam på Katapult

Her til aften drog jeg til Aarhus for for første gang at deltage i story slam, der er en spoken word-konkurrenceform, hvor publikum er dommere sammen og hvor det er fortællinger fra éns eget liv, der er i centrum. Hver deltager får seks minutter til at fortælle om noget, der er hændt dem i deres liv. Efter en pause er der så mulighed for at fortælle igen. Til sidst stemmer publikum om hvem der er bedst, og vinderen får lov til at runde aftenen af – ikke med en fortælling mere, men med at sige pænt farvel til alle.

Aftenens vinder på Teater Katapult var Erik, en ældre mand fra Frederikshavn der fortalte om sine tre selvmordsforsøg og hvordan han til sidst lærte at elske sig selv. Det var fuldt fortjent, for Eriks fortælling var usædvanligt gribende. Han gav os, hvad der viste sig ar være en helt kondenseret udgave af et halvanden time langt foredrag, han havde holdt flere gange. Desværre var Erik nødt til at gå lige inden vinderen blev fundet – han skulle nå det sidste tog nordpå.

Jeg forventede selvsagt ikke at vinde, men jeg synes selv at det gik nogenlunde. Formen tiltaler mig, specielt fordi livserfaring (i modsætning til poetry slam, i al fald nogle gange) er så tydeligt velkommen, så længe man kan sætte gode ord på den.

Jeg gerne være med igen en anden gang – og som var det ikke nok, var min trofaste medforfatter og samarbejdspartner udi uddannelsesforskningsemner, Dorina Gnaur, også blandt publikum (på min invitation) og hun meldte sig også til at være med. Også hun er et voksent menneske og har en hel del at fortælle om.

Men først, i morgen, skal jeg deltage i DM i poetry slam i København.

Omsider hjemme

Jeg sov over mig og nåede ikke morgentoget fra Frankfurt; jeg hoppede på bumletoget og fik syv timers togrejse plus en halv times forsinkelse ud af det. Så til Flensburg, vente en time der og så med et IC3-tog til Aarhus. Derefter tog til Langå og en af de sørgeligt hyppige togbusser det sidste stykke til Aalborg. Jeg er hjemme med tre timers forsinkelse.

Nu skal jeg sove. I morgen begynder fyringsrunden på universitetet.

Undervejs

Katedralen i Bayonne, set i et glimt fra TGV-toget.

I dag rejste jeg fra morgen til aften. Dvs. jeg havde en times ventetid i Hendaye, hvor de fleste andre i ventearealet var en gruppe unge døve, der formodentlig var fra Spanien (men sikker er jeg selvsagt ikke). TGV-toget til Paris var ligesom sidst en fornøjelse. En skægget mand et par sæder bag mig var måske en anden deltager fra POPL; han så bekendt ud og var endda iført en af de reklame-t-shirts, som diverse firmaer kastede i grams under konferencen. Jeg fik rettet de tilbageværende eksamenssæt og sendt min oversigt til censor, så om få dage skulle alle de mange studerende kunne få deres eksamensresultat at vide.

Det tog længere tid at komme fra togstationen på Gare de Montparnasse til metrostationen på Gare de Montparnasse, nemlig 20 minutter, end det tog at tilbagelægge strækningen i metrotog til Gare de l’Est bagefter. Vel fremme i toget til Frankfurt oplevede jeg et af de meget sjældne tilfælde af en dobbeltbooking; en anden passager havde også fået en pladsreservation til plads 12 i vogn 26. Så efter en kort forhandling satte jeg mig på sædet bagved – kun for at opleve, at den anden passager med samme plads som mig lidt senere rejste sig og gik. Måske var hun blevet træt af min hoste. Det er jeg også selv.

På vej hjem

I skrivende stund sidder jeg og venter på at komme ombord på nattoget til Hendaye. Sporvidden er anderledes i Spanien og Portugal end i Frankrig og det meste af resten af Europa. Derfor er man nødt til at skifte tog, når man når til grænsen.

Jeg forlod mit uopvarmede værelse kl. 11.00 og prøvede at finde nogle opvarmede lokaliteter med gode siddepladser – først Gulbenkian-museet, så Starbucks og til sidst læsesalen i den store Fnac-butik i centrum. Jeg har en ærgerlig fornemmelse af at der er en eller infektion i anmarch; jeg er i al fald begyndt at hoste lidt. Jeg håber, at det bliver ved dét.

Bortset fra det, der måske er en forkølelse, har det været et godt ophold i Portugal. Jeg fik god respons på mine foredrag og fik megen inspiration fra de foredrag, jeg overværede til POPL2019. Næste gang POPL kommer inden for togrejseafstand (i 2020 er POPL i USA) vil jeg sende en artikel ind selv, også selv om jeg ved at konkurrencen er hård.

Og så var det også en glæde at opleve et januarvejr, der ikke er helt så nådesløst som det danske. Den slags giver også ny energi. Det meste af tiden har vi haft dagtemperaturer på 13-15 grader (om natten er der til gengæld koldt!).

På tirsdag er jeg hjemme igen, hvis alt går som det skal. Der er eksamen lige om hjørnet og derefter semesterstart, men desværre kommer jeg også hjem til universitetets fyringsrunde. Det frygter vi alle; der skal formodentlig ikke fyres nogen på datalogi, men så godt som alle andre institutter bliver ramt. Ledelsen går derimod fri.

Den sidste aften

Så sluttede POPL 2019, og efter det sidste foredrag var der en afsluttende sammenkomst for alle de mere end 600 deltagere. Der er efterhånden sket det, at jeg altid ender med at snakke med de samme kolleger andre steder fra, typisk fordi jeg samarbejder med dem eller tidligere har gjort det. Sådan endte det også denne gang – tre af os stod og snakkede om vores fortid i Storbritannien som PhD-studerende og om nogle af dem, vi kendte fra dengang. Minderne fylder meget mere, end man måske tror. På mange måder er de en fortælling om en tid, hvor alting var mere ukompliceret og hvor verden endnu syntes åben.

Jeg selv og en kollega fra Glasgow tog ind til Lissabon og havde en god stund sammen på en restaurant, hvor jeg ofte er kommet, når jeg har besøgt byen. I toget ind til Lissabon snakkede vi om typesystemer, men på restauranten talte vi efterhånden om alt muligt andet end datalogi, og vi kom undervejs også til at tale om en kvindelig kollega, som vi kender godt og som besøgte konferencen, men kun kort. Det gik op for os, at vi begge var en del bekymrede for hende, for det virkede som om hun aldrig var glad mere, selv om hun har haft og stadig har stor succes med sin forskning. Da hun for nogle år siden mistede sin mand (som også var hendes nære samarbejdspartner) og senere kom ud for en alvorlig ulykke, var det som om der skete noget med hende – hun kastede sig over sit arbejde på fuld kraft og holdt op med at tale om andet end arbejde. Når man er blandt de få kvinder inden for sit fagområde, og man endda kommer fra Østasien, hvor den kulturelle norm siger, at man skal være høfligt og helst ikke tabe ansigt, bliver den slags desværre endnu mere oplagt.

Jeg ville ønske, at jeg havde spurgt hende, hvordan hun havde det, da jeg hilste på hende til konferencen, og også at hun kunne have haft en rolig stund der på restauranten sammen med os.

Datalogi og klimaforandringerne

Benjamin Pierce fortæller om ACMs indsats mod klimaforandringerne.

I dag var der det såkaldte business meeting ved POPL, hvor organisatorer og programansvarlige taler om selve konferencen: hvor mange artikler der blev indsendt hhvs. accepteret, hvilke erfaringer man havde gjort sig, og det er også her, der bliver uddelt priser til de bedste artikler og givet hædrende omtale.

Men sidste punkt på dagsordenen var ganske anderledes. Benjamin Pierce, der er en af de mest prominente personer inden for programmingsteori fra min generation, fortalte om klimaforandringerne og hvordan vi i det videnskabelige samfund er nødt til at forholde os til dem – her selvfølgelig med fokus på hvad ACM (Association for Computing Machinery), der står for POPL-konferenceserien, kan gøre. Benjamin Pierce viste en beregning af sin personlige CO2-belastning, og her fremgik det meget tydeligt, at hans suverænt største kilde til belastning var hans rejseaktivitet, og ikke mindst hans flyrejser.

Derfor er dette et sted, hvor det er væsentligt at sætte ind. ACM er, som Benjamin sagde, ikke det vigtigste sted at gøre en forskel, men det er et vigtigt sted. De teknologiske løsninger, som ville kunne skabe forandring (f.eks. udvinding af CO2 fra luften), kan ikke gennemføres på kort sigt, og de politiske forandringer ser desværre heller ikke ud til at kunne gennemføres på helt kort sigt, sådan som den politiske situation er netop nu. Derfor er det vigtigt, at alle vi andre handler nu, mens vi kan, konkluderede han. Det er især vigtigt, at vi viser vores opbakning til de andre grene af naturvidenskaben, som allerede har gjort et stort og nødvendigt arbejde for at påpege, hvor galt det hele er fat.

Heri er jeg (selvfølgelig) helt enig. Et af de konkrete tiltag, som ACM allerede har gjort, er at lade møderne i programkomiteen for POPL foregå på nettet i stedet for fysiske møder, hvor 30-40 mennesker skulle rejse langt for at holde et møde af få dages varighed.

Bagefter snakkede jeg med Benjamin Pierce og foreslog muligheden af, at man kunne gøre det attraktivt at rejse til POPL (og andre konferencer) på en mindre miljøbelastende facon, f.eks. ved at sætte konferenceafgiften op for dem, der rejste med fly.

POPL 2019

ISal II under foredraget, der fandt sted 15.21-15.43

I dag begyndte 46th ACM SIGPLAN Symposium on Principles of Programming Languages, bedre kendt som POPL 2019. POPL er den vigtigste konference inden for programmeringssprogsteori, så hvis man vil orientere sig om de seneste resultater inden for området, er der ikke noget bedre sted at være. Der er afsat præcis 22 minutter til hver enkelt almindeligt (ikke-indbudt) foredrag, så tidsplanen for en dag er fuld af spøjse klokkeslæt.

Der er så meget, man kan høre om. Samtidig må man også indse, at man ikke kan nå at sætte sig ind i alt. I dag hørte jeg det indbudte foredrag af Mark Harman, der tidligere var professor ved University College London, men i dag er ansat ved Facebook. Han fortalte om de metoder, som Facebook bruger til at debugge og automatisk rette i software. Foredraget var interessant, for det burde være med til at mane den opfattelse i jorden, at teoretisk funderede metoder ikke er noget, man bruger i “den virkelige verden”. Det gør man nemlig i høj grad i store IT-virksomheder uden for Danmark. Ikke mange lægfolk tænker over, at en store del IT-virksomheder har et anseligt antal medarbejdere med store kompetencer inden for videnskaben datalogi (altså ikke “bare” praktisk erfaring med softwareudvikling). Derfor er bl.a. Facebook og Amazon blandt sponsorerne af POPL; om det så er en god udvikling at gøre sig afhængig af dem.

I morgen aften vil Facebook komme med en særlig meddelelse ved receptionen; hvad dens indhold bliver, kan vi endnu kun gisne om.

Jeg brugte en del af dagen på at rette eksamensbesvarelser og er nu mere end halvvejs gennem den store bunke. De to sidste runder af foredrag nåede jeg at høre; sal II var fyldt til bristepunktet, og jeg fik først en siddeplads under det andet foredrag. Så spændende er det heller ikke at have ståplads til et foredrag; det var godt at få en stol at sidde på.

Jeg spekulerer mere end nogensinde på, om det fængsle konferenceformat med masser af foredrag nu er så godt igen, for hovedparten af det gode, jeg oplever ved konferencer, er faktisk det, der sker uden for foredragene!

Efter de sidste foredrag var det tid til noget så jordnært som at tage tilbage til Lissabon fra Cascais og gå ned på møntvaskeriet med snavsetøjet fra første halvdel af min rejse.

Dagen derpå

Klar til at rette eksamenssæt – med udsigt til Atlanterhavet.
Cascais i gråvejr.
En med længsel ventet aftensmad.

Fra og med i dag kunne jeg læne mig tilbage, her efter mine to foredrag var overstået. Jeg brugte meget af formiddagen på at rette eksamenssæt og tog også lidt fat i en pause under fordragene i dag.

53 eksamenssæt fik jeg rettet. Resten får jeg rettet i de næste få dage, for fristelsen til at snakke med kolleger fra udlandet og høre om deres tanker og aktiviteter og få ideer til ny forskning trækker voldsomt.

Vi talte om bevisassistenter og hvordan man kommer i gang med dem, men også om hvordan man mon kan sørge for at konferencer bedre understøtter det, der egentlig fører mest med sig – nemlig kontakterne og samtalerne i pauserne. Jeg foreslog (selvfølgelig), at man kunne “flippe” konferencer, så foredragene var podcasts, man kunne se hjemmefra, og så hovedparten af programpunkterne skulle hjælpe forskerne med at møde hinanden.

Aftenen brugte jeg på et besøg på Ao 26, der har æren af at være en af mine absolutte favoritrestauranter. Netop dén restaurant er et fremragende eksempel på at plantebaseret mad ikke behøver at være kedelig eller næringsfattig, og det er værd at bemærke, at der lader til altid at være fyldt. Kig forbi Rua Vítor Cordon 26 og prøv at få en plads!