Der går altid en togbus hjem

Dagens første uventede togbegivenhed fandt sted i Prag.

Da jeg skulle hjem fra Lissabon i januar, glippede forbindelsen i Frankfurt, fordi jeg sov over mig og først stod op kl. 5.00. Det blev til et DB-bumletog hele vejen til Hamburg og som kronen på værket en togbus fra Langå, fordi der var sporarbejde.

Hvem kunne have anet, at jeg skulle opleve noget lignende i dag? I dag stod jeg ud af sengen i Prag allerede 4.45 og var blev hentet af en taxi kl. 5.50. Men toget kl 6.32 til Berlin var forsinket. Vi var mange, der stod noget rastløse i centralhallen på Praha hlavní nádraží og kiggede op på skærmen med afgangstider. Toget endte med at være forsinket med 25 minutter ved afgang, og undervejs til Berlin voksede forsinkelsen til hele 50 minutter. Heldigvis havde jeg en time at tage af, og ICE-toget til Berlin afgik fra perronen lige overfor. Så jeg nåede frem til Hamburg og havde halvanden times tid til frokost, inden jeg skulle med et DSB-tog til Aarhus.

Men jeg overhørte tilfældigt den tyske konduktør fortælle medpassagerer, at DSB-toget var aflyst på grund af en teknisk fejl. Så var der ikke andet for end at tage toget til Flensburg fra spor 11 en time senere og så prøve at komme videre nordpå derfra. På perronen ved spor 11 var der intet tog; jeg spurgte en anden tysk konduktør, og det viste sig nu at toget i stedet ville afgå fra spor 7!

Jeg nåede ned til spor 7 og kom med et propfyldt regionaltog der bl.a. førte os over den lange viadukt i Rendsburg (udsigten er noget helt særligt!). I Flensburg indstillede jeg mig på at vente til kl. 18.48, hvor der gik et tog til Frederica. Jeg gik ind i kiosken for at købe noget at drikke, men her overhørte jeg ved et tilfælde en samtale mellem to danske passagerer. Den ene fortalte den anden, at der holdt togbusser uden for stationen.

Og sådan gik det til, at jeg kom med en togbus til Fredericia via Kolding. Jeg oplevede for første gang den omstændelige paskontrol ved paskontrollen i Padborg og opnåede den sjældne ære at skulle vise mit pas to gange, fordi jeg ikke ser så nordisk ud, at det gør noget. Jeg ved, at Kristian Thulesen Dahl er rigtig glad for paskontrollen, så jeg ville ønske for ham, at han kunne opleve den mange gange hver dag.

Jeg faldt i snak med damen ved siden af; hun var dansk, men boede i i Belgien sammen med sin familie. For én gangs skyld ville hun tage toget til Danmark, og også hun havde oplevet en togrejse, hvor ganske meget var gået galt. Nu håbede hun blot at kunne nå til Koldings tids nok til at komme med et tog til København, hvor hendes søn bor. Det lykkedes.

Selv håbede jeg at komme til Fredericia tids nok til at nå toget til Aalborg. Også dét lykkedes. Og jeg er hjemme inden midnat.

Og lad os så få en bedre jernbane-infrastruktur i Danmark, tak. IC3-togene har været et godt bekendtskab, men jeg har kørt med dem i mere end halvdelen af mit liv nu, og jeg er bestemt ikke ung.

En planteæder i Prag

En vellykket vegansk burger fra Prag.

Når jeg har været til konferencer rundt om i verden, har arrangørerne så godt som altid været opmærksomme på den forskellighed i dietære præferencer. Til en typisk konference er der blandt os, der deltager, vegetarer, veganere, jøder og muslimer (der har særlige dietære præferencer som bunder i deres tro) og også diabetikere og allergikere. Inden for de seneste år er organisatorerne rundt omkring blevet rigtig dygtige og tolerante, så alle bliver mætte og tilfredse. Men denne gang følte jeg mig hensat til Danmark omkring årtusindeskiftet (før dengang, hvor der kom en vegansk køledisk i SuperBrugsen og før dengang, der kom en vegetarisk restaurant i Aalborg og før kendte danske skuespillere sprang ud som veganere i medierne uden at blive latterliggjort), og det var lidt spøjst at være på sådan en tidsrejse.

I sidste uge fik jeg og mange andre således en mail fra de lokale organisatorer, hvor de forklarede, at der desværre ikke var så meget at byde på for os, der var vegetarer eller veganere (!!). På dén måde vidste jeg, hvad der ventede.

I denne weekend havde jeg da også mit hyr med at få tjenerne til frokosten til at forstå, at jeg var veganer. Og jeg tror ikke rigtig, det lykkedes. Jeg pegede på skålen med hønsekødssuppe, og så gik tjeneren  ud og kom lidt efter ind med hvad der så ud til at være præcis den samme skål, bare med kødstykkerne fisket op og kommentaren “This is good for you”. Der var ikke andet at gøre for mig og de to vegetarer ved bordet end at trække på smilebåndet og ikke være så forurettede som tjenerne.

Jeg tror, den opgivende attitude hos arrangørerne siger noget om hvor dybt traditionerne stikker i Tjekkiet, for her er maden usædvanligt tung, sovset og animalsk. Til pauserne i dag og i går var der kaffe, te, kolde drikke, kage, lidt frugt – og et enormt udbud af franskbrød med kødpålæg!

Til gengæld er der så faktisk også nogle rigtig gode og hyggelige veganske og vegetariske restauranter i Prag – for dette er et land med nogle meget iøjnefaldende modsætninger mellem det gamle og det nye.

I dag har jeg således været på en rigtig god vegansk restaurant med velsmagende og rigelig mad, ordentligt øl, en smuk udsigt over byen og mange gæster. Stedet hedder Vegan’s Prague og er hermed anbefalet.

Forår i Prag

En nedgravet russisk kampvogn.

I går morges kl. 7.42 tog jeg toget fra Aalborg, skiftede i Aarhus og siden igen i Hamburg. Klokken 21.26 var jeg fremme i Prag. Her deltager jeg i mødet i BEHAPI-projektet, som jeg og ganske mange andre universiteter og virksomheder fra rundt om i Europa er med i. Jeg er selv site leader for Aalborg Universitet; det lyder umiddelbart flot, men vi er lige nu kun to med fra AAU. Der var også en dansk virksomhed med (en IT-virksomhed, der har været omtalt i medierne), men den trak sig pludselig ud i sin tid. Det var en skuffelse.

De fleste af dem, der deltager i mødet, er kolleger fra rundt om i Europa, som jeg samarbejdede med og besøgte som del af BETTY-netværket, der sluttede i 2016. Det er godt at se dem igen. BEHAPI-mødet indgår i den store ETAPS-konference, som finder sted i den kommende uge. Men da er jeg taget hjem; undervisningen venter.

På dagens møde var der særligt fokus på hvordan vi kan formalisere matematiske teorier i bevisassistenter som Coq, og der var nogle spændende præsentationer om dette emne. Selv er jeg desværre ingen vegne kommet. Jeg har tidligere skrevet om hvordan jeg burde kaste mig over dette, men bogen om Coq ligger stadig og truer på et bord på mit kontor. Jeg har haft rigeligt at tænke på i dette forår, men en dag må jeg vel få tid – måske på togturen hjem?

Det er også noget særligt for mig at være på disse kanter. Jeg har kun været i Tjekkiet én gang før, og det var helt tilbage i 2002, hvor jeg besøgte Brno. Dette er med andre ord mit første besøg i den tjekkiske hovedstad nogensinde. På vej fra hotellet til BEHAPI-mødet så jeg en slags skulptur i et grønt område – en russisk kampvogn, halvt gravet ned i en plæne. Det er underligt at tænke på, at det i år er 50 år siden, russiske kampvogne rullede ind i byen og betød slutningen på de demokratiske reformer, som siden blev kendt som foråret i Prag.

Aktivismedag i Amnesty International

I dag var jeg til aktivismedag i Amnesty International. Dagen fandt sted i Odense, og jeg havde været med til at arrangere den. Men hovedkræfterne var unge kvinder – Sif (der har et studiejob på sekretariatet), Cecilia (fra Odense) og Mirela (fra Aalborg). Denne gang var vi en blanding af oplægsholdere og aktivister fra grupper rundt om i landet.

Vi begyndte dagen med at mindes én, vi alle savner: Linda Jørgensen, der gennem mange år var en vigtig skikkelse i Amnesty International i Odense. Den 2. januar i år mistede hun livet i togulykken på Storebælt. Det er underligt at være til et Amnesty-arrangement i Odense, hvor Linda ikke er med, og det er svært at fatte, at vi aldrig skal se hende igen.

Om eftermiddagen var der et vigtigt punkt om et af de problemer, der optager os i Amnesty Internationals danske afdeling. Claus Juul, der er juridisk konsulent på sekretariatet, kom forbi og gav et langt og informativt oplæg om situationen om udrejsecentrene for afviste asylansøgere. Især situationen for børnefamilierne på Sjælsmark udrejsecenter giver anledning til stor bekymring for os.

Dagen sluttede med et punkt om vores aktivismepanel, hvor både Mirela og jeg nu er med. Det er altid godt og inspirerende at møde Amnesty-medlemmer fra andre dele af landet. Trist er det, at menneskerettighederne har så lav status rundt om i verden – og også i Danmark – som tilfældet er, men i Amnesty International er vi optimister: Vi tror på, at vi vil også i fremtiden vil kunne skabe en afgørende forskel gennem vores arbejde.

Bare at gå ind på en café

I dag vil jeg bare tage fat i en af de små oplevelser, som også er udtryk for noget vigtigt og nogle ændringer til det bedre, der er reaktioner på det, vi ser. Vi skal (som Lasse Nyholm Jensen sagde i en tekst i går aftes) bygge en bedre verden på det, vi har nu.

Inden jeg tog hjem fra København, havde jeg lidt tid og skulle have noget at spise. Jeg har været veganer i 25 år og kan huske hvordan det ikke altid har været nemt. Mange gange har jeg fået noget underligt serveret efter at være blevet grundigt udspurgt, andre gange var der slet intet at spise, kun lange forklaringer om hvor umuligt den slags ville være. Det var helt utænkeligt bare at gå ind få en café og få noget lækkert vegansk at spise.

Men i dag kunne jeg og min hustru gå ind på en café i København og få et lækkert morgenmåltid med dejligt bagværk, frisk frugt, hjemmelavet yoghurt, skæreost osv. Der var også store, luftige fastelavnsboller, ostekager og lagkager. Og det hele var fuldstændig vegansk.

Stedet hedder Kaf’ og ligger i Birkegade 21, skulle nogen komme den vej forbi ovre i Rigets Centrum.

DM i poetry slam 2019

I dag var der så DM i poetry slam i Valby Kulturhus, som også danner rammen om den ene af Københavns poetry slam scener (den anden er CopenOpen). Feltet af deltagere er nok det stærkeste, jeg har set i mine 10 år i poetry slam, blandt dem to tidligere Danmarksmestre og Danmarksmesteren 2018, Sara Hauge.

Kl. 13.00 var der generalprøve for de deltagere, der kunne være til stede allerede da. Publikum var københavnske skoleelever fra 7.-9. klasse og deres lærere. Her var det Sara Rahmeh, der vandt. Jeg blev faktisk nummer tre her.

Kl. 20.00 var det alvor, og første runde satte niveauet – og det var højt. Især vil jeg her huske Lasse Nyholm Jensens tekst om de 12 millioner danske svin – noget af det bedste fra hans hånd (og der er meget godt!). David Rousing fra København var også et nyt bekendtskab for mig; han er på nogle måder en sjællandsk pendant til Thomas Thisted.

Jeg var blandt de fire, der røg ud i første runde.

Selvfølgelig er det ærgerligt at ryge ud tidligt, for jeg har altid mere på hjerte. Og det giver mig også grund til at tænke over om og hvordan jeg skal fortsætte med poetry slam – det, jeg gør, virker jo tydeligvis ikke. Men samtidig giver det også mulighed for at kunne sidde og opleve resten af showet i fred og ro.

Så det var dét, jeg gjorde. I finalen så vi Sara Rahmeh, Kristine Madsen og Lasse Nyholm Jensen – tre meget forskellige udøvere med noget vigtigt på hjerte, med hver deres udgangspunkt, med hver deres brug af humor og med et fælles højt niveau.

Vinderen blev helt fortjent Kristine Madsen. Et stort tillykke til Kristine herfra!

Story Slam på Katapult

Her til aften drog jeg til Aarhus for for første gang at deltage i story slam, der er en spoken word-konkurrenceform, hvor publikum er dommere sammen og hvor det er fortællinger fra éns eget liv, der er i centrum. Hver deltager får seks minutter til at fortælle om noget, der er hændt dem i deres liv. Efter en pause er der så mulighed for at fortælle igen. Til sidst stemmer publikum om hvem der er bedst, og vinderen får lov til at runde aftenen af – ikke med en fortælling mere, men med at sige pænt farvel til alle.

Aftenens vinder på Teater Katapult var Erik, en ældre mand fra Frederikshavn der fortalte om sine tre selvmordsforsøg og hvordan han til sidst lærte at elske sig selv. Det var fuldt fortjent, for Eriks fortælling var usædvanligt gribende. Han gav os, hvad der viste sig ar være en helt kondenseret udgave af et halvanden time langt foredrag, han havde holdt flere gange. Desværre var Erik nødt til at gå lige inden vinderen blev fundet – han skulle nå det sidste tog nordpå.

Jeg forventede selvsagt ikke at vinde, men jeg synes selv at det gik nogenlunde. Formen tiltaler mig, specielt fordi livserfaring (i modsætning til poetry slam, i al fald nogle gange) er så tydeligt velkommen, så længe man kan sætte gode ord på den.

Jeg gerne være med igen en anden gang – og som var det ikke nok, var min trofaste medforfatter og samarbejdspartner udi uddannelsesforskningsemner, Dorina Gnaur, også blandt publikum (på min invitation) og hun meldte sig også til at være med. Også hun er et voksent menneske og har en hel del at fortælle om.

Men først, i morgen, skal jeg deltage i DM i poetry slam i København.

Omsider hjemme

Jeg sov over mig og nåede ikke morgentoget fra Frankfurt; jeg hoppede på bumletoget og fik syv timers togrejse plus en halv times forsinkelse ud af det. Så til Flensburg, vente en time der og så med et IC3-tog til Aarhus. Derefter tog til Langå og en af de sørgeligt hyppige togbusser det sidste stykke til Aalborg. Jeg er hjemme med tre timers forsinkelse.

Nu skal jeg sove. I morgen begynder fyringsrunden på universitetet.

Undervejs

Katedralen i Bayonne, set i et glimt fra TGV-toget.

I dag rejste jeg fra morgen til aften. Dvs. jeg havde en times ventetid i Hendaye, hvor de fleste andre i ventearealet var en gruppe unge døve, der formodentlig var fra Spanien (men sikker er jeg selvsagt ikke). TGV-toget til Paris var ligesom sidst en fornøjelse. En skægget mand et par sæder bag mig var måske en anden deltager fra POPL; han så bekendt ud og var endda iført en af de reklame-t-shirts, som diverse firmaer kastede i grams under konferencen. Jeg fik rettet de tilbageværende eksamenssæt og sendt min oversigt til censor, så om få dage skulle alle de mange studerende kunne få deres eksamensresultat at vide.

Det tog længere tid at komme fra togstationen på Gare de Montparnasse til metrostationen på Gare de Montparnasse, nemlig 20 minutter, end det tog at tilbagelægge strækningen i metrotog til Gare de l’Est bagefter. Vel fremme i toget til Frankfurt oplevede jeg et af de meget sjældne tilfælde af en dobbeltbooking; en anden passager havde også fået en pladsreservation til plads 12 i vogn 26. Så efter en kort forhandling satte jeg mig på sædet bagved – kun for at opleve, at den anden passager med samme plads som mig lidt senere rejste sig og gik. Måske var hun blevet træt af min hoste. Det er jeg også selv.

På vej hjem

I skrivende stund sidder jeg og venter på at komme ombord på nattoget til Hendaye. Sporvidden er anderledes i Spanien og Portugal end i Frankrig og det meste af resten af Europa. Derfor er man nødt til at skifte tog, når man når til grænsen.

Jeg forlod mit uopvarmede værelse kl. 11.00 og prøvede at finde nogle opvarmede lokaliteter med gode siddepladser – først Gulbenkian-museet, så Starbucks og til sidst læsesalen i den store Fnac-butik i centrum. Jeg har en ærgerlig fornemmelse af at der er en eller infektion i anmarch; jeg er i al fald begyndt at hoste lidt. Jeg håber, at det bliver ved dét.

Bortset fra det, der måske er en forkølelse, har det været et godt ophold i Portugal. Jeg fik god respons på mine foredrag og fik megen inspiration fra de foredrag, jeg overværede til POPL2019. Næste gang POPL kommer inden for togrejseafstand (i 2020 er POPL i USA) vil jeg sende en artikel ind selv, også selv om jeg ved at konkurrencen er hård.

Og så var det også en glæde at opleve et januarvejr, der ikke er helt så nådesløst som det danske. Den slags giver også ny energi. Det meste af tiden har vi haft dagtemperaturer på 13-15 grader (om natten er der til gengæld koldt!).

På tirsdag er jeg hjemme igen, hvis alt går som det skal. Der er eksamen lige om hjørnet og derefter semesterstart, men desværre kommer jeg også hjem til universitetets fyringsrunde. Det frygter vi alle; der skal formodentlig ikke fyres nogen på datalogi, men så godt som alle andre institutter bliver ramt. Ledelsen går derimod fri.