Anes fødselsdag

Engang kendte jeg pludselig en masse mennesker, der fyldte 40. I disse år kender jeg mange, der bliver 50.

I år tilfaldt denne ære Ane Gaarden Gaardmark, som jeg kender fra Amnesty International.  Ane har rødt hår og deler fødselsdag med Inger Støjberg, men her hører ligheden heldigvis op.

I dag var jeg med til at fejre Anes fødselsdag i Aarhus og mødte hendes familie og venner. Stort tillykke herfra!

Aktivismeweekend i Odense

Amnesty Internationals generalsekretær Trine Christensen

Jeg har været med i Amnesty Internationals aktiviteter i Danmark siden 1994, og jeg synes fortsat, at jeg kan lære meget. I dag var jeg i Odense for at deltage i noget, der godt må blive en ny tradition, en såkaldt aktivismeweekend. Vi var omkring 20 deltagere fra hele landet i alle aldre. Mange var unge, men en enkelt havde været medlem af Amnesty Internationals danske afdeling siden grundlæggelsen i 1964 (det år, jeg selv er født!).

Vores generalsekretær Trine Christensen kiggede forbi, og hun fokuserede i det, hun sagde til os, på at menneskerettighederne i disse år er under større pres end de har været længe. Også Amnesty International selv har fået meget sværere ved at arbejde rundt om i verden, og det også i Europa. Når Amnesty Internationals generalsekretær og formand begge bliver fængslet i Tyrkiet på falske anklager om terrorisme og når Ungarns regering gennemfører en lov, der kræver at alle organisationer, der beskæfter sig med flygtninge, skal betale 25 procent i skat af alle penge, de bruger i udlandet til den ungarske stat og desuden hænger Amnesty Internationals medarbejdere ud i store avisannoncer – da er der grund til at være bekymret. Og når den danske statsminister i sin tale til Europarådet bruger tiden på at angribe Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, så er der også grund til bekymring.

Der var dog også fokus på det nære arbejde, vi gør. Hvad gør man, når man skal henvende sig til mennesker på gaden? Jeg ved, hvor nødvendigt det er, men det er et aspekt af kampen for menneskerettigheder, der stadig slet ikke falder mig let. Det var godt at få at vide, at netop dette er svært og at der er teknikker, man kan bruge for at gøre mødet nemmere.

Og så var der noget om hvordan man kan bruge sociale medier; et helt konkret resultat af dagen i dag er at Amnesty Internationals Facebook-gruppe for Aalborg i dag er blevet genoprettet. For år tilbage belærte en lokal eventmager i Aalborg os ellers om, at Facebook-grupper var nytteløse, hvorimod Facebook-sider virkede godt. Derefter nedlagde vi så Facebook-gruppen. I dag fortalte Marie fra sekretariatet os så, at vi faktisk kan få meget mere ud af at have en Facebook-gruppe end af at have en Facebook-side!

I det hele taget var det en rigtig god dag, og som altid er det inspirerende at møde så mange vidt forskellige mennesker, der føler samme kald som jeg selv gør. Jeg havde kun tid til at være med i dag og skulle hjem efter dagens program; de fleste andre bliver til yderligere aktiviteter i morgen.

En aften for DIGNITY

Backstage på Gamle Scene.

En række danske solister og bands har i de seneste år givet koncerter på Det Kongelige Teaters Gamle Scene til fordel for DIGNITY (Dansk Institut mod Tortur), der i 1982 blev stiftet af Inge Genefke og i dag har afdelinger i 20 lande. Ikke mange tænker på, at der er i Danmark bor mere end 30.000 mennesker, der er torturoverlevere. Omkring hver tredje flygtning i Danmark har været udsat for tortur.

I aften var det så Love Shop, der gav koncert til fordel for DIGNITY. For mig, der har fulgt Love Shop siden 1991 og har set deres udvikling fra de første, småt besøgte koncerter til at blive et fremragende livenavn, men også har været vidne til tabet af først Hilmer og siden Henrik, var dette en helt særlig aften. Mikael Simpson dukkede op og spillede mundharpe på bl.a. “Fremmedlegionær”, så Henrik ville have været stolt. Hvis nogen formår at tage Henriks mundharpetradition op, er det ham. Og Peter Sommer sang med på “En nat bliver det sommer” (ja, hvad ellers?) og forsøgte sig også som dansende jakkesæt.

Helt tilbage i 1980 besøgte jeg Det Kongelige Teaters Nye Scene og har ikke besøgt teateret siden. Aftenens besøg på Gamle Scene var også noget helt særligt for mig, og den nærmest andægtige stemning, der hviler over den store, gamle, gyldne sal var meget anderledes end den, man kender fra et spillested. Det var specielt at se Jens gå til scenens venstre forkant, vel vidende at dér havde Christian Den Fjerde stået i Elverhøj.

Efter koncerten fik nogle af os et sjældent kig backstage og måtte her konstatere, at Gamle Scenes baglokaler slet ikke ligner dem, man så i Olsen-banden ser rødt.

Husk at støtte DIGNITY! Besøg https://stoptortur.dk.

Natkirke i København

I dag var jeg med familien til min nevøs konfirmation i Birkerød. Bagefter tog vi ind til København for at overnatte inden rejsen hjem næste morgen. Inden vi skulle sove, gik vi en lille tur og kom forbi Vor Frue Kirke, hvor der var aftenåbent. Det var en sælsom og smuk oplevelse; C.F. Hansens klassicistiske domkirke var indvendig oplyst af en slags permanent aftenrøde, og to musikere sad ved hver deres computer og frembragte ambient-musik med naturlyde. Med sit kassetteloftet i kuplen (der har en slags oculus, men uden hul til himlen) og søjleportalen udenfor mindede Vor Frue Kirke i København mig pludselig om en bygning, jeg holder meget af, nemlig Pantheon i Rom.

Rundt om på bænke og på gulvet lå og sad publikum på hynder. Det var på ingen måde påtrængende religiøst, simpelthen fredfyldt og en interessant og vigtig kontrast til bededagens tidligere oplevelser med festsange, skåltaler og mange menneskers højlydte samtaler.

Nogen burde lave noget tilsvarende i Aalborg.

Amnesty Internationals landsmøde 2018

I dag og i morgen er jeg endnu engang til landsmøde i Amnesty Internationals danske sektion på Hotel Nyborg Strand. Det er efterhånden mit 22. landsmøde, og det er altid godt at være sammen med menneskerettighedsaktivister fra rundt om i landet. Det er altid en stor inspirationskilde at møde dem.

Dagens to talere var begge fra USA; først talte Chase Iron Eyes, der var leder af protesterne i Standing Rock, og efter frokost talte Kerry Kennedy, der er datter af Robert F. Kennedy og i dag er menneskerettighedsaktivist.

Senere var der et spændende foredrag, hvor journalisterne Sebastian Gjerding og Lasse Skou Andersen fra dagbladet Information fortalte om deres grundige afdækning af hvordan BAE Systems i Nørresundby har tjent store summer på salg af overvågningsudstyr til diktaturer i Mellemøsten. (Jeg har som bekendt selv skrevet en del om BAE Systems på denne blog, altid med afsæt i artiklerne fra Information.) Selv ikke den parodi på en offentlighedslov, vi nu har i Danmark, forhindrede de to i at afsløre hvor galt det hele var fat. BAE Systems lukker nu i Nørresundby, og måske er dette en konkret udløber af Gjerding og Skou Andersens afsløring.

Min gamle gymnasiekammerat Søren Christian Madsen var også her i dag, for i denne weekend holder Folkekirkens Nødhjælp som så ofte før også landsmøde på Nyborg Strand. Søren har gennem en del år været med i bestyrelsen for Folkekirkens Nødhjælp, og vi fik en kort snak om vores to organisationer. Helt en passant nævnte Søren, at han forresten lige var blevet valgt til formand! Jeg er glad for at det blev ham – et stort tillykke fra mig!

I dag skulle jeg til Malta…

…men i skrivende stund sidder jeg derhjemme og kigger ud på sneen.

Jeg havde presset undervisning og aftaler med kolleger sammen i dag, så jeg kunne komme med fly til Malta for at deltage i det vigtige opstartsmøde i det Horizon 2020-projekt, jeg er med i. Koordinatoren på dette projekt er nemlig fra Malta.

Alt gik som det skulle i dag, bortset fra til sidst. Flyafgangen fra Aalborg til København blev nemlig aflyst på grund af tekniske problemer, og dermed forsvandt også den resterende rejse for mig. Efter fyrre minutter i telefonkøen hos SAS kom jeg igennem, kun for at få at vide at jeg var blevet ombooket til en afgang i morgen, men at jeg skulle få oplysningerne ved at ringe til Lufthansa. Efter tyve minutters ventetid gik jeg ud og tog bussen hjem, og først da, efter endnu tyve minutters ventetid og få meter fra min hoveddøren, fik jeg det hele at vide. Da var jeg efterhånden blevet mere end almindeligt træt af pausemusikken og den beroligende “du kommer til hurtigst muligt”-bortforklaring.

Jeg skal med et fly 6.20 i morgen tidlig (jeg får den sidste del af mødet med, og det er så dét). Derfor skal jeg snart i seng.

En lang dag i Lissabon

I dag var det så tid til mødet om Horizon 2020-ansøgningen, som var min egentlige grund til at rejse til Lissabon, og for første gang var alle deltagere samlet. Det var mig, der havde taget initiativ til mødet og skulle prøve at styre slagets gang.

Vi begyndte mødet kl. 9.00, holdt en (lidt for) lang (men god) frokostpause og var først færdige kl. 19.30. Vi fik en masse nyttige kommentarer fra det konsulentbureau, vi havde hyret, og bagefter fik vi en meget grundig diskussion af alle de andre ting, vi også skulle have på plads i den lange ansøgning, som vi nu er ved at udarbejde. En del misforståelser blev ryddet af vejen, og vi lærte en hel masse om hinanden nu, hvor vi for første gang sad over for hinanden.

Det var et udbytterigt møde, men bagefter var vi også pænt trætte. De fleste af de portugisiske deltagere tog hjem med det samme, mens de fleste af resten af os tog på restaurant, hvor vi endte med at tale om musik og mad og forskellen på ravne og krager.

Nu mangler vi bare at få skrevet 165 sider og så afvente evalueringspanelets dom. Forhåbentlig går det bedre denne gang.

Kendte og nye ansigter

Jeg havde endnu en dag i Lissabon inden det lange mandagsmøde om Horizon 2020-ansøgningen, så jeg fik nydt det meget flotte februarvejr, hvor temperaturen til sidst sneg sig op omkring de 20 grader af og til. Jeg fik lige om hjørnet og nogle få hundrede meter væk (og et godt stykke op ad bakke) til den store borg Castelo São Jorge, hvorfra der er en smuk udsigt over byen. Derefter, vel nede igen, skulle jeg have en let frokost. Her løb jeg ind i Ornela Dardha fra Glasgow University – også hun skulle til mødet i morgen. Ornela kender jeg fra det nu hedengangne BETTY-forskernetværk, som vi var mange, der var rigtig glade for og derfor også var kede af ikke at kunne fortsætte.

Efter frokost gik vi en tur ned til Praça do Comercio ad gågaden Rua Augusta. På Rua Augusta er der næsten altid ganske mange mennesker og hvad deraf følger. Tjenerne fra de mange fortovsrestauranter prøver at lokke med deres næsten ens menuer, gadesælgere falbyder hoppebolde, et kvindegymnastikhold laver opvisning for at skaffe penge til deltagelse i et stævne i Østrig, mime-artister med tyk sminke og tunge kostumer agerer levende statuer – og så er der tiggerne. Nede ved Praça do Comercio, hvor der er en flot udsigt over Tejos munding og den store hængebro, dukker der endnu flere gadesælgere op.

Jeg kunne ikke lade være med at bemærke, at andre gange, når jeg går alene ad denne vej, er der uden undtagelse altid nogen, der diskret tilbyder mig hash. Jeg aner ikke, hvad der får mig til at ligne en potentiel kunde – jeg har aldrig rørt den slags og har ingen planer om det. Men i dag, da jeg gik sammen med nogen (og her specielt en kvinde), var der pludselig nogen, der kom og ville sælge – smykker. Også de måtte gå forgæves.

Vi sad en stund ved promenaden, talte sammen og nød det gode vejr, inden vore veje skiltes. Jeg gik alene tilbage gennem centrum ned til Rossio, hvor hele den store plads viste sig at være fyldt med motorcyklister. Dette var uden diskussion det største opbud af motorcykler, jeg nogensinde har set. Da politiet gav tegn, gassede alle motorerne op og de hundredevis af motorcykler hastede ned ad Avenida da Liberdade, mange af dem med hornet i bund. Det tog vel knap et kvarter, før den sidste motorcykel var kørt forbi, og jeg kunne krydse gaden.

Dagen sluttede med et restaurantbesøg sammen med endnu to deltagere til mødet i morgen, men dem havde jeg til gengæld aldrig mødt før i levende live. Det var Eunice Ribeiro, der i dag arbejder for det portugisiske softwarefirma Ubiwhere, men oprindelig har en PhD i energiteknik (og derigennem kender folk fra Aalborg Universitet), og franske Philippe Krief fra organisationen Eclipse Foundation, der står bag den ikke helt ukendte Eclipse-programmeringsomgivelse. Det var godt at få sat ansigt på nogen, jeg inden for de seneste måneder har talt en hel del med.

…og endnu et besøg i Lissabon

I går kom jeg til at tænke på min tid ved Institut for matematiske fag i Frederik Bajers Vej 7G tilbage i 2016. Det var også det år, jeg havde to længere besøg i Lissabon i embeds medfør. Og endnu engang genbesøger jeg fortiden, for atter engang har mit arbejde ført mig til Portugals hovedstad. Denne gang er anledningen et møde for deltagerne i en Horizon 2020-ansøgning. Tre af de ni deltagere er firmaer, henholdsvis universiteter fra Portugal, og det konsulentfirma, vi bruger til at hjælpe os med ansøgningen denne gang, er dansk/portugisisk. Så Portugal var det mest oplagte valg for os.

Jeg er ankommet i god tid, for mødet er først på mandag. Taxichaufføren, der kørte mig fra lufthavnen, syntes, at der er koldt hernede lige nu. Men når man kender til det portugisiske februarvejr med temperaturer omkring 15 grader, bliver det alligevel meget tillokkende at holde weekendfri fra den danske vinter. Jeg gik en lille tur ned til en restaurant, hvor jeg gerne kommer.

Alt er præcis som jeg husker det – dog på nær én vigtig ting: Sporvognslinjen 28E, der plejede at køre midtbyen rundt, er væk. Den er nu erstattet af minibusser. På den ene side går det ikke så lidt hurtigere at komme frem, på den anden side er de gule minibusser ikke nær så piktoreske at skue.

På cykel i Antarktis

Eric Larsen på cykel i Antarktis.

Jeg lod være med at tage cyklen på arbejde i dag, fordi jeg kunne læse at der ville komme slud og sne. Det skete så ikke rigtig. Men i dag kunne  jeg læse om en træningsapp, der hedder Strava (efter det svenske ord sträva). De geodata, den indsamler, blev i november 2017 brugt til at vise særligt interessant aktivitet på et verdenskort. Man kunne bl.a. se, at nogen cyklede i Antarktis, men også at der var amerikanere, der var ude at løbe i Afghanistan og Syrien. Her var selvfølgelig tale om militærpersoner, og på denne måde har Strava afsløret hvor de befinder sig.

Det er et slemt problem (disse data er gefundenes Freßen for gidseltagere og mange andre), men det er også tankevækkende at Stravas begrænsede dataindsamling faktisk er et potentielt problem. Så tør man slet ikke tænke på risici ved at bruge f.eks. Google eller Facebook.

Men det rigtig fascinerende var at opdage, at der er nogen, der har cyklet i Antarktis. Se, dét er noget mere hårdfør adfærd end de krumspring, en akademikere kan gøre. Jeg anede ikke, at man kunne cykle dér – min (ukorrekte) fornemmelse har altid været, at man ville synke i, når man prøvede at komme hen over indlandsisen.

En artikel fra 2012  (hvis forfatter meget passende hedder Denise Winterman) beskriver den første ekspedition, der skulle nå Sydpolen på cykel. Og Helen Skelton fra Storbritannien nåede frem – ved brug af cykel, ski og dragetrukne ski Den længste “rene” cykeltur i Antarktis skyldes dog Eric Larsen (der er amerikaner). Han ville nå Sydpolen udelukkende ved at cykle; det lykkedes ikke, men han nåede dog en fjerdedel af distancen.