Dagen derpå

Klar til at rette eksamenssæt – med udsigt til Atlanterhavet.
Cascais i gråvejr.
En med længsel ventet aftensmad.

Fra og med i dag kunne jeg læne mig tilbage, her efter mine to foredrag var overstået. Jeg brugte meget af formiddagen på at rette eksamenssæt og tog også lidt fat i en pause under fordragene i dag.

53 eksamenssæt fik jeg rettet. Resten får jeg rettet i de næste få dage, for fristelsen til at snakke med kolleger fra udlandet og høre om deres tanker og aktiviteter og få ideer til ny forskning trækker voldsomt.

Vi talte om bevisassistenter og hvordan man kommer i gang med dem, men også om hvordan man mon kan sørge for at konferencer bedre understøtter det, der egentlig fører mest med sig – nemlig kontakterne og samtalerne i pauserne. Jeg foreslog (selvfølgelig), at man kunne “flippe” konferencer, så foredragene var podcasts, man kunne se hjemmefra, og så hovedparten af programpunkterne skulle hjælpe forskerne med at møde hinanden.

Aftenen brugte jeg på et besøg på Ao 26, der har æren af at være en af mine absolutte favoritrestauranter. Netop dén restaurant er et fremragende eksempel på at plantebaseret mad ikke behøver at være kedelig eller næringsfattig, og det er værd at bemærke, at der lader til altid at være fyldt. Kig forbi Rua Vítor Cordon 26 og prøv at få en plads!

En mandag i Portugal

Aftenudsigt fra Miradouro da Santa Catarina.

I dag skulle jeg holde mit andet foredrag; selv om jeg drog af sted fra mit uopvarmede værelse i god tid, lykkedes det mig desværre at komme et par minutter til det første foredrag (som ikke var mit).

Samtidig med dagens første foredrag begyndte i øvrigt den skriftlige eksamen i der kursus, jeg holdt her i efteråret. Så i en sportshal i Skalborg sad 160 studerende og var til eksamen i Beregnelighed og kompleksitet. De trofaste studiesekretærer scanner alle besvarelser og sender dem til mig pr. mail, så jeg kan få rettet dem i løbet af rejsen. Jeg er så småt gået i gang, for mailvedhæftningerne er begyndt at strømme ind.

Mit foredrag handlede om igangværende arbejde, og der kom nogle gode spørgsmål, der bestyrkede mig i ideen om at dette er værd at arbejde med. Og så kunne jeg ellers sætte mig til at lytte til alle de andre foredrag. Efter endnu en lang dag kunne jeg tage toget fra Cascais tilbage til Lissabon og sidde i kupeen og kigge ud over det stille Atlanterhav med eftermiddagssolen i en halv times tid.

Her til aften fik jeg forenet en gåtur i Lissabon med et særdeles nødvendigt ærinde. En af mine pladsreservationer til hjemrejsen – faktisk den første – var nemlig blevet udstedt til en forkert dato, så det skulle jeg også nå at få rettet. Den salgsmedarbejder, der tog sig af dette, bemærkede at min InterRail-billet var udstedt i Danmark og kunne da røbe, at han faktisk selv hed Larsen til efternavn – hans ene forælder var såmænd dansk. Hr. Larsen fra Portugal kunne derudover oplyse mig om at mit gamle Viva Viagem-rejsekort fra tidligere besøg hernede sagtens kunne bruges, selv om jeg ikke kunne tanke nyt op på det. Så nu har jeg endnu et gyldigt rejsekort til samlingen af sådanne fra mine rejser rundt om i Europa.

BEAT2019

Peter Thiemann holder sit indbudte foredrag om graduerede sessionstyper.

Jeg ankom til Lissabon kl. 7.30. Mine kolleger og samarbejdspartnere António Ravara fra Lissabon og Adrian Francalanza fra Malta holdt og ventede på mig, og vi kørte ud til Cascais, hvor POPL 2019 finder sted.

BEAT-workshoppen er en af de mange aktiviteter på den første dag af konferenceugen, der har POPL som centrum. Jeg var selv organisator af den første BEAT-workshop i Rom i januar 2013, den ser endte med at jeg sneede inde i München og endte med at gå glip af det meste selv.

I år kunne jeg læne mig tilbage og lytte til de mange foredrag. Især bed jeg mærke i et foredrag af Andreai Mondido og Vasco Vasconcelos, for det handlede om en slags tableau-algoritme for ækvivalens af kontekstfri sessionstyper, der til forveksling ligner noget, der var den centrale del af min Ph.D.-afhandling fra 1991! De vidste imidlertid ikke, at der var en forbindelse. Sidst på eftermiddagen fortalte jeg Andreai og Vasco om mit arbejde fra dengang for mange år siden. Det var interessant, at det nu pludselig var blevet nyttigt igen for andre – og for mig var det fascinerende at være i stand til tale om dette igen og opdage, at det hele var derinde endnu.

Midt på eftermiddagen var det tid for mig til selv at holde mit foredrag, og der kom heldigvis flere gode spørgsmål fra salen.

Det var godt at gense mange af dem, jeg kender, og igen blive mindet om, at også jeg faktisk er en del af et større forskningsfællesskab og at også jeg bidrager med noget, som lader til at være af værdi for andre. Netop i det fællesskab, der er omkring BEAT og det nu afsluttede BETTY-projekt, synes jeg at der en på en og samme tid positiv og ambitiøs ånd, og her føler jeg mig velkommen.

I morgen skal jeg holde mit andet foredrag, men først skal jeg lige have tjekket ind på mit værelse i Lissabon efter en lang dag i Cascais.

Lang fredags rejse mod nat

Udsigten fra Grand Hôtel de Paris, Boulevard de Strasbourg 72.

For 35 år siden tog jeg bare toget ned gennem Europa. Jeg lavede pladsreservationer hjemmefra i det omfang, det var muligt. Og så rejste jeg ellers på 2. klasse med Nordpilen til Hamburg, med nattog videre til Paris eller München og derfra videre ned til Sydeuropa med liggevogn. Og jeg var helt ubekymret. Jeg havde ingen dyre ejendele, bare mit lidt forvaskede tøj, nogle grumsede kondisko , toilettaske og en blå Berghaus-rygsæk med plads til samme. Dertil selvfølgelig en god bog.

I dag, hvor jeg er mere end dobbelt så gammel, går togrejsen sydpå i embeds medfør. Interrail-billetten har nu ingen aldersgrænse mere, er farvestrålende og købt til 1. klasse. Og jeg skal lære det hele igen, nu hvor jeg er distræt nok men ikke klog nok til at blive professor.

Dagens rejse gik fra Aalborg via Fredericia til Hamburg – for Nordpilen findes ikke mere. Derfra fra Hamburg til Mannheim og derfra igen til Paris, hvor jeg overnatter. For nattogene fra Hamburg til Paris findes ikke mere.

Det er behageligt at rejse på 1. klasse, og jeg kan arbejde på livet løs med mit foredrag til fredag.. Men som midaldrende mand falder jeg meget nemmere i søvn end jeg gjorde, da jeg var ung og mørkhåret. Kl. 22.52 ankom toget til Gare de l’Est. Jeg var på nippet til at glemme strømforsyningen til min MacBook, men opdagede at der hang en ledning og dinglede fra sædet. Dén slags problemer havde jeg ikke i mine unge år.

Hotellet ligger et par hundrede meter fra banegården; på vej derhen passerede jeg årets sidste (eller vel rettere første) julepynt, herunder nogle mystisk udseende juletræer. Elevatoren op til 3. sal på det noget misvisende benævnte Grand Hôtel de Paris har et skilt med Max. 3 personer, men der kan lige præcis stå én person derinde med en kuffert. Her til aften var det mig, der var den person. Natportieren havde en slående lighed med de natportierer, der også var i 1984, men det var det dog næppe.

Den store forskel på Frankrig og Tyskland er formodentlig, at man i Frankrig af uvisse årsager aldrig har opdaget at det er rart at sove med dyne. Det skal dog ikke forhindre mig i at få en god nats søvn. I morgen går turen til Barcelona og videre til Madrid inden nattoget til Lissabon.

Kufferten er pakket

Af uvisse årsager har jeg mere uro ved morgendagens rejse til POPL2019-konferencen i Cascais end jeg plejer. Det er anderledes at skulle rejse med tog. På den ene side glæder jeg mig til at sidde og se Europa fra et vindue og have tid til at lægge sidste hånd på forberedelsen af mit foredrag. På den anden side er der så meget, der ikke må glippe: Seks togskift, metroforbindelser i Paris og i Madrid osv.

Her til aften ville jeg hæve euro i Nordjyske Banks hæveautomat i Nørresundby, men i stedet skete der det, at hæveautomaten spiste mit VISA/Dankort. Til alt held har jeg også et MasterCard – ellers ville jeg være ilde stedt.

Sidste flyrejse

En slags selfie fra Schiphol sammen med flyet til Aalborg.

Da jeg skulle med flyet fra Athen her til eftermiddag, tog jeg metroen fra Syntagma i usædvanligt god tid for at være på den sikre side. Jeg kom dog ikke af ved den station, hvor jeg skulle skifte, så jeg måtte køre en station tilbage. Men jeg havde mere end tre timer til flyafgang, så det var ikke et problem. En anden passager var ikke helt så rolig; jeg så ham løbe hen for at skælde togføreren ud, og da jeg var ovre på den modsatte perron, var råbekonkurrencen stadig i fuld gang. Men jeg havde god tid.

Det blev dog alligevel en redning på stregen. Flyet til Amsterdam var tæt på at være en time forsinket, og jeg kunne risikere først at være fremme lige inden flyet til Aalborg skulle afgå. 

Men jeg nåede det lige akkurat. Flyet indhentede en lille smule af forsinkelsen, og personalet fortalte mig hvilken gate jeg skulle hen til, når vi landede. Der var så godt nok nogen, der havde bestemt sig til at afholde en ekstraordinær paskontrol ved ankomsten. Men efter fem minutters skarpt trav/løb nåede jeg frem til gate D83 – blot for at opdage at flyet til Aalborg var forsinket. Sjældent har jeg været så glad for en forsinkelse. Piloterne forklarede at dette såmænd skyldtes – en sen ankomst fra Athen! Og således hang det hele pludselig pænt sammen.

Denne tur til Aalborg blev også på andre måder noget særligt, for det var formodentlig min sidste flyrejse nogensinde (med forbehold for livstruende sygdom, nære slægtninges dødsfald o.lign. mens jeg opholder mig i udlandet).

Så længe flytrafikken bidrager så voldsomt til den globale opvarmning, kan jeg ganske enkelt ikke forsvare at flyve. Jeg har besøgt mange interessante dele af verden på flyrejser, ja faktisk har jeg været på alle kontinenter på nær Antarktis. Men nu er det slut. Formodentlig kommer jeg derfor aldrig igen til at forlade Europa (hvis vi ser bort fra mulige sejlture til Marokko eller den asiatiske del af Tyrkiet). Det er på sin vis ærgerligt, men jeg holder mere af miljøet end jeg holder af ferier langt væk og af akademiske konferencer. Jeg har allerede levet længe, og jeg har set meget. Fra nu af vil jeg tage med bus og tog rundt. Jeg klarer den nok; jeg er meget mere bekymret for miljøet.

Vi er nødt til at lægge pres på regeringerne, men vi skal også gøre en indsats hver især og lære at tilpasse vores livsstil til en ændret virkelighed. Dette løfte er en del af min personlige indsats.

Herulernes efterkommer

Måske er næsen blevet fjernet af handlekraftige herulere?

I dag gik jeg en tur rundt i Athen uden nogen større plan end at finde et sted at spise frokost og at se Akropolis-museet. Jeg tog metroen ned til Syntagma-pladsen, hvor parlamentet ligger. Metroen er pæn og velfungerende og minder egentlig forbløffende meget om den tilsvarende metro i Lissabon (!), men på én måde adskiller den sig afgørende fra andre undergrundsbaner, jeg har kørt med i årenes løb. Larmen inde i togene er så udpræget, at det stort set er umuligt at føre en samtale. (Der var så heller ikke nogen at føre samtale med i dag.) Måske er det derfor, de gademusikanter, der dukker op i så mange andre lande, tilsyneladende ikke huserer i metroen hernede?

Jeg gik ned ad Ermou-gågaden forbi gademusikanter (for det er her, de er) og en klovn på høje stylter og fandt en lille vegansk café på 1. sal i en sidegade. Lidt efter kom klovnen på de høje stylter så ind og bestilte frokost. Han fortalte mig, at han skam var vant til at gå på trapper og endda havde kørt med bus og været oppe ved parlamentets indgang iført stylter. Men nu er der så åbenbart kommet en lov, der forbyder den slags.

Akropolis-museet fra 2009 er stort og værd at besøge. Særligt indtryk på mig gjorde det at se friserne fra Parthenon, ufuldstændige som de desværre er. Franske kunstplyndrere havde snuppet en masse fra Parthenon sidst i 1700-tallet, og en lige lovlig driftig skotte ved navn Thomas Bruce, også kendt som Lord Elgin, stjal mange af de resterende friser i 1802. Undervejs lykkedes det også at ødelægge nogle af dem, så forhippet var han på at få dem med sig. De befinder sig i dag på British Museum i London, og grækerne er forståeligt nok sure over dette.

Hele historien om forvandlingen af de berømte antikke bygningsværker til ruiner starter egentlig længe før franskmændene og briterne begynder at hærge. Det hele begynder for alvor at gå galt i 276 e.v.t., hvor herulerne invaderer Athen. De plyndrer og smadrer og når også at stikke ild til Parthenon, indtil de til sidst omsider bliver smidt på porten. Ret meget andet udretter de så vidt vides ikke. I dag mener man, at herulerne kom fra den del af Europa, vi i dag kender som Danmark.

Endnu en aften i Athen

Konferencen er slut, og alle er taget er hjem. Jeg bruger dog selv en dag mere her i den græske hovedstad, for det føltes lidt underligt at haste hjem til det danske novembervejr fra et land, jeg ikke har besøgt i mange år.

Fra i dag vil jeg huske, hvordan uligheden og fattigdommen, som den langvarige økonomiske krise har skabt hernede, fremstod så tydeligt. Et lille barn på 5-6 år kom hen til mig for at tigge penge, da jeg skulle ud til konferencen. Det var en lille dreng eller pige (jeg var ikke helt sikker) med dårlige mælketænder, og et øjeblik efter dukkede et endnu yngre barn op. For disse børn var det desværre blevet hverdag at måtte tigge.  Senere på eftermiddagen gik jeg en tur, og her så jeg en moder sidde helt apatisk ved en husmur med sin pige på en vel 7-8 år. Pigen rejste sig, løb hen til en mand, der kom gående på fortovet og trak ham i armen for at bede om penge. Fik hun noget? Jeg nåede ikke at se det. Om aftenen, da jeg kom hjem igen, så jeg hvordan nogen falbyder kartofler, tomater og frugt fra bæreposer på et tilfældigt gadehjørne – noget, jeg sidst så i Vietnam.

Dagens gode og bevægende oplevelse var til gengæld at gense en gammel bekendt, som jeg mødte til Alliance Francaise’s sommerophold i Paris i 1982. I dag er hun universitetslærer i jura, og hendes mand er professor. Der var gået mere end tre årtier siden vi sidst sås, og dengang var vi unge, men det var godt at mødes igen. Hun var både dengang og nu en meget rar og begavet person. Da mørket faldt på ud på eftermiddagen (det går hurtigt hernede), gik vi fra cafeen ned til metrostationen og fulgtes ad et par stationer, inden jeg skulle skifte ved Syntagma.

Parthenon mm.

I dag begyndte ECEL2018, og det var lige ved at gå galt. Jeg tog en taxi til Vestattikas Universitet sammen med min medforfatter, men taxichaufføren var et almindeligt menneske uden særlige forudsætninger og kunne rent ud sagt ikke finde vej. Men frem nåede vi da, og første indslag var et indbudt foredrag af Michael Xenos fra universitetet i Patras. Det handlede om flipped og blended undervisning, og det var interessant at høre, at han havde gjort sig ganske mange erfaringer, som jeg selv kunne nikke genkendende til.

Kl. 11.45 lokal tid kunne jeg holde mit eget foredrag. Det gik hurtigere end jeg havde regnet med; jeg er vant til at holde nogle meget mere tekniske foredrag, og da er 20 minutter typisk lige i underkanten. Men her viste de sig at være mere end nok. Heldigvis kom der en hel del gode spørgsmål bagefter. Det var især interessant at snakke med kolleger fra Nederlandene, hvor de på nogle universiteter bruger problemorienteret projektarbejde, og fra Grækenland, hvor nogle synes at denne pædagogiske model er værd at se nærmere på.

Bagefter var der tid til en lille gåtur, og den gik til Akropolis, hvor Parthenon stadig ligger der. Ironisk nok var det berømte tempel stort set intakt indtil 1687, hvor det blev ramt af en bombe under venetianske styrkers belejring af Athen. Parthenon blev af uransagelige grunde anvendt som krudtlager, og bomben forvandlede det smukke gamle tempel (der også havde nået at være både kirke og moske) til en oldtidsruin med mange hundrede års forsinkelse. 

Erechteion (som af uvisse grunde virkede som et meget morsomt navn dengang i gymnasietiden) stod der også endnu mere karyatiderne, og der var et fint vue ud over det næsten 2000 år gamle Herodes Atticus-amfiteater, der faktisk stadig bliver brugt til forestillinger og koncerter.

Den græske hovedstad er egentlig ikke nogen smuk by; den er rent ud sagt rodet, forvirret og lidt for beskidt. Men udsigten oppe fra Akropolis i den sene eftermiddagssol på det, der virkede som en sommerdag i november, var smuk.

En lang dag

Det blev en lang dag. Jeg sendte en revideret tidsskriftsartikel ind (om et typesystem for pi-kalkylen). Så optog og redigerede jeg podcasts til min kursusundervisning og lagde sidste hånd på et opgavesæt, jeg skal bruge i næste uges undervisning. Frokostpausen var ikke en pause, men et møde for hele instituttet med diskussion af budgettet for det kommende år og meddelelse om at der var blevet ansat fire nye professorer hos os. For første gang er der nu en kvinde, der er professor i datalogi på mit universitet. Det tog kun 31 år.

Derefter mere optagelse af podcasts. Så hjem og pakke de sidste ting, inden jeg tog af sted på det, der skal være min næstsidste flyrejse – fra via Amsterdam til Athen. Målet er ECEL2018, en konference om e-læring. Klokken var temmelig langt på den anden side af midnat før jeg var fremme. Det havde været en lang dag, og det var lige akkurat blevet november – en måned, der heldigvis er noget lunere i Grækenland.