Düsseldorf – en tysk visit

20121027-203730.jpg

Jeg havnede efter en rolig togtur via Köln i Düsseldorf, hvor min halvbror Alexander bor. Som han selv bemærker, er vi meget forskellige. Det er helt anderledes at være tysker på Hartz-IV end at være dansk universitetslærer. Alexander kender en masse kunstnere og en masse knejper, og jeg (der aldrig har røget) er allerede blevet introduceret til lidt for mange lidt for røgfyldte lokaler.

Men brødre, det er vi. Alexander synes at jeg ligner vores far af udseende (som ingen af os bryder os om), men jeg ved selvfølgelig at det er ham, der ligner ham af udseende… Sandheden er et helt andet sted. Og indeni er vi brødre heldigvis helt anderledes skruet sammen – dét er vi helt enige om.

Sagde vi virkelig dét?

Den 31. august var jeg (som jeg allerede skrev om på selve dagen) i Aarhus for at deltage i en rap slam battle. Min modstander var Per Bang Bertelsen, der er danskstuderende på SDU og laver hiphop under navnet Perzon. Luxshan Ratnaravi, der er kandidat fra Institut for datalogi, står bag disse interessante events, der tidligere i år nåede Roskilde-festivalen og senere også skal en tur forbi Pumpehuset. Til disse battles er der ingen mikrofon og meget mindre improvisation. Ligesom i andre rap battles handler det selvfølgelig om at disse hinanden mest overbevisende, men det må heller ikke her være et hævntogt eller antage en negativ karakter – det skal gøres med et glimt i øjet. Det er en form for krig på ord, der er langt ældre end hiphop; faktisk er sangerkrigen i Wagners opera Tannhäuser vel også et eksempel på et tidligt battle.

Et i hiphopkredse velkendt navn er Mark Grist, en britisk lærer og lyriker fra Peterborough, der var med i et meget set rap slam battle mod Blizzard, en fyr på 17 år fra Manchester. Mark Grist har siden været med i flere andre battles; det lover jeg så til gengæld, at jeg ikke vil gøre. Dette var en one-off (nudansk for engangsforeteelse) og i høj grad et forsøg på at minde både poetry slam-folket og hiphop-folket om at man godt kan dyrke poetry slam og samtidig kende til og respektere hiphoppens potentiale.

I kan se en optagelse af det, vi sagde den 31. august, på Facebook nu. Jeg skal advare om at der godt nok er mørkt på V58 og om at lyden er hørt bedre. Og se Per(zon)s “Grammatisk graffiti” på YouTube også.

Tilbage til Roskilde

20120705-171611.jpg

For første gang siden dødsulykken, der i mange år dæmpede min lyst til at tage af sted, er jeg i år tilbage på Roskilde-festivalen. På lørdag ankommer min hustru også.

Tro det eller ej: det har aldrig været druk eller camping, der tiltrak mig. Det var og er musikken. I dag skal jeg høre The Shins, Clock Opera, Modeselektor, Perfume Genius og Janelle Monaë. Mange tror nok, at jeg glæder mig til at høre de aldrende gotikere The Cure. Men det gør jeg faktisk ikke. The Cure er et fremragende eksempel på et stort musiknavn, der ikke ældes med ynde.

Jeg skal også høre noget, jeg slet ikke kender og prøve at blive opdateret inden for genrer som metal og hiphop, som jeg længe har forsømt at følge med i.

Dette er tydeligvis smartphonens festival; i gamle dage gik jeg rundt med et nusset ark papir med spilleplan og prøvede at huske, hvor der var ikke alt for beskidte toiletter og ordentlige madboder. I dag er der apps til alt det – ja, der er endda en specialiseret toilet-app.

Og camping? Som sagt: nej. Jeg overnatter hos eksilaalborgenseren Per, der bor i København – de eneste telte, jeg skal se indefra, er dem med koncerter i.

Ovre på jensunmack.dk kan man i de kommende dage læse små anmeldelser og indtryk nedfældet af en mand, der til forveksling ligner mig.

Øen og fjorden

Vi tog cyklerne frem og forlod det kontinentale Danmark for at tage færgen til Egholm. Et kvarter fra Aalborgs midtby er der ankeldybt soppevand, en isbod, nordbagger på marken, den svage duft af kokasser og en knasende grusvej, der fører til en nedlagt købmandsforretning med gamle kriminalromaner, islandsk slik og Gjøltrolde til halv pris. På denne pinsedag var øen i fjorden et mikrokosmos af sommeren i Danmark, og der var stilhed, mere stilhed og sommerfred. Tilrejsende københavnere bemærker, at himlen oppe ved os synes større og højere. Jeg har aldrig tænkt over det før, for sådan har himlen altid været her, men jeg tror, de har ret.

Jeg er et meget passivt medlem af Egholms venner, men vi behøver ikke andre forbindelser dertil end færgen, tak.

Proppen kommer af

Så sad vi der sammen, mig og mine to søstre, deres mødre og deres familie og venner. En dag med indkøb, samtale og forsigtig inspektion af Manchesters sporvogns- og tognet endte med et lille, uformelt og hyggeligt selskab. Nogle af dem mødte hinanden for første gang – og det gjaldt specielt mine to halvsøstres mødre, der havde boet i samme forstad gennem mange år, men ikke kendte til hinandens eksistens, fordi det lykkes mine søstres far (som også er min) at opretholde et dobbeltliv af den slags, man ellers kun hører om på film.

Det blev en god aften, og min mave endte med at have en juleagtig fornemmelse. Der var mest englændere, men også irere, en tysker og en amerikaner (og en dansker). Der var et bjerg af mad og godt med drikkevarer indkøbt i Sainsbury’s, der faktisk har et hæderligt udvalg. En venlig, ældre mand med irsk baggrund havde fundet en Duvel og syntes, den smagte godt, men så lidt uklar ud i glasset (Duvel kan godt ligne en pilsner af udseende, men er ikke filtreret). Nu ville han prøve et glas af den store flaske Meantime IPA. Meantime bliver brygget i London og deres IPA er i den klassiske engelske stil (dvs. ikke med de mere voldsomme aromahumler som kendes fra moderne amerikanske varianter).

Var det nu godt?  Jeg prøvede at forklare det: India Pale Ale er en type øl, der er topfermenteret, tydeligt humlet med aromahumler,  med en frugtagtig  palette osv. Brygmæssigt nogle måder beslægtet med Duvel, der jo også “bare” er en pale ale. Han så mig fumle med korkproppen.

– Vil alt det så sige, at det ikke er en øl?

Det var det, og han kunne lide den. Det kunne jeg også.

Tanker fra en pub

20120504-133509.jpg

Jeg kom til Manchester i går. I skrivende stund sidder jeg på en pub sammen med mine søstre Angelina og Natascha og Angelinas lille dreng Reuben på lige knap fire måneder. Det er godt at se dem igen. En universitetslærer i Aalborg, en lufthavnsansat i Christchurch og en administrerende leder på et bryggeri i Manchester – og så er vi halvsøskende og mødte først hinanden som voksne. Vi taler godt sammen og jeg er rigtig glad for at have lært dem at kende.

Der er også noget særligt ved at mødes på en pub. En pub er et helt anderledes sted end et dansk værtshus; man kan købe drinks og der er musik. Men her om dagen er musikken afdæmpet, og de serverer mad. Vi kan selvfølgelig importere cafe-kulturen og pub-kulturen i Danmark; det er forsøgt, men det er ikke rigtig lykkedes.

Tilbage til ITU

20120503-100412.jpg

Jeg er igen på vej til IT-Universitetet i København, men denne gang i rollen som tilhøreren og den spørgende. Jeg er nemlig opponent på et PhD-forsvar. Det bliver spændende at tale om PhD-arbejdet; afhandlingen handler om proceskalkyler og modallogikker og hvordan de kan bruges til at ræsonnere
om webtjenester og det, der på dårligt nudansk kaldes concurrent constraint programming. Intet af dette er hipt i Aalborg, hvor UPPAAL udgør horisonten, men verden er større end Aalborg. Det bliver også interessant at gense udenlandske kolleger (den anden opponent er Nobuko Yoshida fra Imperial College) og at se traditionerne for PhD-forsvar andre steder.

Bagefter skal jeg videre til Manchester, hvor jeg skal mødes med mine to søstre og se min lille newzealandsk fødte nevø for første gang. Verden er større end Aalborg.

Alt det, sproget kan

I dag var anden og sidste dag på Amnesty Internationals landsmøde. Det er altid om søndagen, vi behandler forslag til udtalelser og vedtager eventuelle ændringer i kontingentsatser mv. Denne dag blev jeg mindet om, hvad vores brug af sproget betyder.

Det forslag til landsmødeudtalelse, jeg havde fremsat, var blevet behandlet i en arbejdsgruppe i går, og vi havde fundet nogle få formuleringer, der skulle ændres.

Kernen i udtalelsen er denne:

Amnesty Internationals landsmøde opfordrer på det kraftigste den nuværende regering til at gøre op med alle aspekter af den praksis mht. accept af tortur, der har udviklet sig i dansk politik. Vi opfordrer regeringen til at tage konkrete initiativer, der vil sikre

  • En principiel og permanent opgivelse af al fremtidig brug af diplomatiske forsikringer til lande, der systematisk anvender tortur.
  • Et stop for dansk medvirken til overførsel af fanger til situationer, hvor der er risiko for, at fangerne vil blive udsat for tortur.
  • At danske myndigheder ikke udfører, opfordrer til eller på anden måde giver anledning til at mennesker bliver udsat for tortur.

Disse formuleringer havde vi diskuteret i stor detalje, og vores overvejelser blev gjort klar i diskussionen i plenum.

Kunne vi mon slette ordet “systematisk” i den første opfordring? blev der spurgt. Svaret hertil er et nej, for de fleste lande i verden har desværre overtrådt FNs konvention mod tortur. Hvis vi slettede “systematisk”, ville det blive stort set umuligt at udlevere nogen til et andet land. Men FNs konvention mod tortur siger også, at myndighederne i et land, der har tiltrådt konventionen, ikke må udlevere nogen til et land, hvor der er begrundet risiko for at den pågældende bliver udsat for tortur. Det er grundigt dokumenteret, at der er en gruppe af lande, der skiller sig ud ved at være lande, hvor tortur bliver anvendt systematisk. Hvis man udleverer mennesker til retsforfølgelse disse lande, er der således begrundet risiko for at debliver udsat for tortur. Så det lille ord “systematisk” er særdeles vigtigt. Vores formuleringer er ikke “bare ord”.

Bagefter var der en paneldiskussion om Amnesty Internationals nye rapport, der dokumenterer hvordan der i nogle europæiske lande forekommer udbredt diskrimination af borgere, der er muslimer. I paneldiskussionen deltog der repræsentanter for 5 politiske partiers ungdomsorganisationer: Liberal Alliance, Venstre, Radikale, SF og Socialdemokraterne (øvrige partier havde måttet melde afbud med meget kort varsel).

Det blev en meget ufokuseret diskussion, der kun kort berørte den nye rapport, og der kom nogle ubehagelige holdninger frem fra især nogle af de unge politikere.

For det første hæftede jeg mig ved, at Venstres repræsentant gjorde sig til talsmand for det synspunkt, at Amnesty International også bør forsvare de private aktører, der praktiserer diskrimination: Hvis en butik nægter at betjene kunder fra en bestemt befolkningsgruppe, er det en forkastelig praksis, men vi skal forsvare butikkens ret til at diskriminere på denne måde. Hans argument var det ofte hørte, at staten principielt ikke skal blande sig i, hvad en virksomhed gør. Her måtte jeg påpege, at den diskrimination af afro-amerikanere, som fandt sted i USA i det 20. århundrede, i stort omfang ikke skyldes lovgivning, men private aktørers diskriminerende adfærd: butikker ville ikke betjene afro-amerikanere, busselskaber ikke ville transportere afro-amerikanere på lige vilkår med alle andre, filmselskaber ville ikke give roller til afro-amerikanske skuespillere osv. Hvis de fleste butikker i en by ikke vil have mig som kunde, hvor kan jeg så købe ind? Her vidste den unge Venstre-politiker ikke, hvad han skulle svare. At private aktører har afgørende magt i samfundet, at der findes både institutionaliseret, officiel og ikke-institutionaliseret, privat baseret diskrimination og at menneskerettighederne ikke indebærer en ret til forskelsbehandling indgik tydeligvis ikke i hans analyse (hvis man kan tale om en sådan). Hvis man skal vælge mellem private virksomheders ubegrænsede ret til at gøre, hvad de vil, og retten til at leve et liv fri for forskelsbehandling, vil jeg altid vælge det sidste.

For det andet hæftede jeg mig ved, at nogle hævdede, at hadefulde udtalelser mod minoriteter ikke udgjorde et væsentligt problem. Specielt Venstres repræsentant gjorde sig til talsmand for denne holdning – “det er jo bare ord”, som han sagde. Men mange forfølgelser af mindretal er netop begyndt med hadefuld retorik. Tyskland i 1930’erne, Jugoslavien i 1990’erne og Rwanda på samme tid var alle eksempler på hvordan en hadefuld retorik efterhånden var med til at piske en folkestemning op, og i USA i det 20. århundrede gik diskriminationen af afro-amerikanere hånd i hånd med omtalen af mennesker fra denne del af befolkningen i film, tv og trykte medier. Retfærdigvis skal jeg sige, at den unge Venstre-politiker efter at have talt med nogle af os modererede sine udtalelser ganske meget på dette punkt og faktisk til sidst endte med at sige, at det var vigtigt, at Amnesty International var en vagthund over for de, der kom med hadefulde udtalelser. Han havde lyttet og reflekteret. Vores formuleringer er ikke “bare ord”.

For det tredje hæftede jeg mig også her ved at sproget former vores billede af verden, og at vi glemmer det. “Vi” skal gå i dialog med “dem”, var der en ung politiker, der sagde. Det er vigtigt, at der ikke gælder andre regler for “hvide” end for “muslimer”, var der en anden, der sagde. Disse egentlig helt velmenende bemærkninger afslørede de underlige kategoriseringer, mennesker har internaliseret og bærer med sig i sproget. Vores formuleringer er ikke “bare ord”.

Landsmødet sluttede med at deltagerne traditionen tro lavede et “levende billede” på plænen uden for Nyborg Strandhotel. Billedet, der forestiller den berømte “knudepistol” af den svenske kunstner Carl Fredrik Reuterswärd, er symbol på vores kampagne for en traktat, der skal regulere våbenhandel. Det var en god afslutning på et inspirerende landsmøde.

Rejsebrev: På opdagelse i PBL

Det blev også en lang dag i går, men på en anden måde. CSEDU startede med en paneldiskussion, der involverede de tre indbudte foredragsholdere: Hugh Davis fra University of Southhampton, David Kaufman fra Simon Fraser University i Canada og Joseph Trimmer fra Ball State University i USA. Alle tre talte på hver sin måde om problemorientering som en måde at skabe større engagement hos de studerende på, og diskussionen bagefter kom til at handle om, hvordan man lave – problemorienterede og også gerne tværfaglige projekter i grupper!! I løbet af spørgerunden fik jeg gjort opmærksom på, at vi i Danmark har 4 årtiers erfaring med den slags på universiteterne i Aalborg og i Roskilde. Jeg kunne se, at i hvert fald Hugh Davis nikkede. Bagefter snakkede jeg med Herman Koppelman fra det åbne universitet i Nederlandene; han ville gerne høre mere om projektarbejde og især da, hvad gruppeeksamen mon kunne være.

Om eftermiddagen var jeg session chair på den første eftermiddags-session. Jeg troede først, at jeg bare skulle være ordstyrer, men dokumenterne, jeg fik ved indskrivningen afslørede, at jeg også skulle evaluere præsentationernes tekniske niveau og klarhed. Desuden skulle alle foredragsholdere bagefter have udleveret et diplom som bevis på at de havde holdt deres foredrag. Ingen af delene har jeg oplevet før – og jeg har trods alt været med til en del konferencer i årenes løb.

Da jeg indleverede de udfyldte evalueringsskemaer, var organisatorerne lidt overraskede over at alle foredragsholdere havde været til stede. At det gav mening, opdagede jeg ved sessionen bagefter, der så afgjort var en af de mest utjekkede, jeg hidtil har været med til i konferencesammenhæng. Det startede i fin stil med at den nye session chair kom 10 minutter for sent, men forsinkelsen blev indhentet af de første foredragsholdere (2 gange Olga fra Ukraine) ved at de simpelthen udeblev uden forklaring eller forvarsel. Og så gik jeg på og fortalte om erfaringerne med et kursus, hvor der er peer assessment af spørgsmål om kursets tekst, og om den webtjeneste, der blev udviklet i den forbindelse sidste år. Og bagefter fortalte Maurice Isabwe, der egentlig er fra Rwanda, men nu er Universitetet i Agder i Norge, om sine eksperimenter med peer assessment i et kursus i matematik for førsteårs-ingeniørstuderende.

Det viste sig bagefter, at Isabwe faktisk ikke kendte til Per Lauvaas’ vigtige arbejde om formativ evaluering og peer assessment, trods det at begge begreber dukkede op i Isabwes gode foredrag. Utroligt, men sandt – Lauvaas er jo fra Norge, og har sit virke i Østfold ikke så langt fra hvor Isabwe er!

Senere fik jeg så også en god snak med de to eneste andre danskere ved konferencen, Karsten Schmidt og Steen Markvordsen fra Institut for matematik ved DTU.  De to kendte jeg indtil da kun af navn; de har gjort en stor og grundig indsats for at reformere undervisningen i førsteårs-kurserne i matematik på DTU. Min folkesætning om transitiv aflukning blev endnu engang empirisk verificeret; Steen Markvordsen spurgte mig, om jeg var på samme institut som Lisbeth Fajstrup.

Efter at have været til foredrag med 1 times frokostpause midt på dagen  sluttede jeg dagen med en middag på en lille vegetarisk restaurant, hvor maden var fornuftig og priserne ligeså. Desværre var deres øl-udbud mindre end menukortet lovede – der var hverken Saison Dupont eller Moinette. Alternativet til de fraværende belgiere var Carlsberg eller den portugisiske Super Bock, som jeg husker fra gamle dages sommerferie i Portugal. Så det blev en Super Bock. Og ja, det er  faktisk en bock – men en helt udvandet, meget lidt humlet udgave af en Oktoberfestbier i den ekstremt let drikkelige øltradition, man holder sig til sydpå. (Det må der kompenseres for, når jeg kommer hjem.)

Til sidst en taxi over Douro-floden tilbage til Holiday Inn; jeg var træt (og træt af at fare vild i Porto) – og det bekræftede min oplevelse fra sommerferierne for 25 år siden. det er stadig særdeles billigt at tage en taxi i Portugal.

Rejsebrev: Porto til tiden

Porto

Sidste år siden skrev Kurt Nørmark og jeg en artikel om de eksperimenter med webbaseret besvarelse og bedømmelse af tekstspørgsmål, jeg har lavet og Kurt har implementeret en webtjeneste til. Artiklen blev optaget til konferencen CSEDU, der i år finder sted i Porto i Portugal. Kurt mente, at jeg skulle af sted, og jeg sagde ja. Det var godt at skrive en artikel sammen med Kurt, og jeg håber, der byder sig flere lejligheder til det. Han er en både reflekteret og meget dygtig underviser og en skarp og kreativ LISP-programmør.

Der er dog et lille men. Senere blev det nemlig annonceret, at der er Milner Symposium i Edinburgh på præcis samme tidspunkt. Til Milner Symposium dukker alle mine kolleger op fra nær og fjern for at være sammen om den seneste forskning inden for semantik af programmeringssprog og beslægtede emner – og det i en by, jeg holder meget af at besøge. Det er ærgerligt ikke at kunne få et gensyn med vennerne og få en god snak om typesystemer og proceskalkyler (ikke emner, der er hippe på et sted, hvor UPPAAL er Gud, men mange andre steder i verden er det anderledes).

Til CSEDU er der ikke nogen, jeg kender, der deltager, og konferencens emne – uddannelsesforskning og computerbaseret undervisning – er ikke mit centrale forskningsområde. På den anden side er Kurts og mit bidrag en publikation til cv’et, og det skal såmænd nok blive interessant endda. Arrangørerne har endda bedt mig være ordstyrer på en af mandagens sessioner. Gad vide hvor desperate de har været.

Det tager lang tid at nå fra Aalborg til Porto. Jeg var oppe mens Fanden fumlede med snørebåndene for at nå at komme med KLM til Amsterdam 6.15.

Der var fire timers ventetid i Amsterdam, så jeg deponerede bagagen i Schiphol og fandt et tog ind til centrum. Ikke meget er er åbent i Amsterdam en søndag morgen ved ottetiden, så det blev til en meget lang spadseretur i en vågnende by blandt desorienterede turister og hjemløse. Amsterdam er en løjerlig blanding af klassisk æstetik (barokbygninger og kanaler), europæisk tjekkethed (den offentlige transport) og et lidt overgemt frisind (de i mere end én forstand tilbagelænede cyklister, coffeeshops og souvenirforretninger med småkager med hamp).

Den lange gåtur var til ingen verdens nytte – køkkenet på den café, jeg havde læst om, var ikke åbent endnu. Jeg endte tilbage inde på Damrak med en  veltillavet falaffelsandwich med salat og belgiske frites, inden jeg hastede tilbage til Schiphol og tog flyet til Lissabon og to timers ventetid i den lidt nussede transithal, hvor rygerkabinerne lækker, men der også er sofaer til at ligge på med bekvem stikkontakt til computeren ved siden af.

Flyet til Porto var hurtigt fremme; det tog noget længere tid tid at komme med letbanen ind til hotellet, og endnu engang lykkedes det mig at gå en snedig omvej fra en metrostation til et hotel. Men nu er jeg her, og om lidt skal det fejres med en solid gang søvn. Dagens højdepunkt var at køre med letbanen hen over Douro-floden, mens aftensolen lyste Porto op og man kunne se masser af hvide huse med rødlige tage derned på skrænterne.