Noget af os bliver altid tilbage

Group photo from 1982

Some of us will always stay behind
Down in space it’s always 1982
– David Bowie

Trods al kritikken er Facebook alligevel et enestående “sted”. Her har jeg genfundet mange gamle venner og bekendte. Og hvor mange kan sige, at de første gang mødte deres søster på Facebook? Det kan jeg, men det er en anden historie. I går genfandt jeg et af mine gamle bekendtskaber, og jeg genså et billede, jeg ikke havde set i mange mange år. Det var et billede taget i det korte gab mellem gymnasiet og universitetet, på vej fra én identitet over til en ny.

Det var dengang hvor fransk var meget tæt på at være et obligatorisk fag i gymnasiet (man kunne strengt taget vælge mellem fransk og russisk, men der var få russisklærere derude) og på den gamle matematiske linje på gymnasiet var det ikke noget særligt populært fag blandt eleverne. Men jeg interesserede mig for fremmedsprog, selv om jeg var på matematisk-fysisk gren, var endog nogenlunde god til fremmedsprog, og jeg deltog hen mod slutningen af 3.g i Alliance Francaise’s franske stilekonkurrence – og vandt som den ene af to danskere.

Præmien var 10 dages ophold i hjertet af Paris i begyndelsen af juli – sammen med vinderne af de tilsvarende stilekonkurrencer fra de andre europæiske lande. Årstiden, stedet, den alder vi havde, lettelsen over at være færdige med studentereksamen – det blev en ganske særlig oplevelse. Opholdet var en slags lejrskole med udflugter og officielle begivenheder og alt det andet, man tænker på i den alder, også selv om man klarer sig godt i skolen. Det var kærester (hvis man ikke havde én, var der gode muligheder for at finde en her), fest, fodbold, vin, musik og pjat og at være sammen om at føle at verden ligger åben. Jeg husker et besøg på rådhuset, at sidde og se VM-finalen mellem Tyskland og Italien sammen med tyskere og italienere og alle mulige andre (og da Italien fortjente vandt, opdagede jeg hvor mange italienere der faktisk er i Paris!), metroen, de store boghandler med masser af franske tegneserier (det var de franske tegneseriers guldalder), paraden på Bastilledage, Louvre og Jeu de Paume (hvor de impressionistiske mestres malerier dengang var) og lange sommeraftener i gården på Lycée Saint-Louis. Jeg husker at jeg blev lige lovlig kendt som ham den kluntede, der indtil flere gange kom til at smadre tallerkener i kantinen. Jeg husker de venlige franske lærere, som vi dengang syntes var meget gamle. Jeg husker de smukke piger fra Spanien, der dansede flamenco den sidste aften. Jeg husker de polske deltagere, der snakkede om hvordan regimet havde knust Solidarnosc, og jeg husker nogle søde piger fra et land, der hed Jugoslavien. Jeg har af og til spekuleret på om de klarede sig gennem borgerkrigen, der brød ud et årti senere.

Der blev taget et gruppebillede af os, og vi skrev alle vores autografer bagpå og lavede en omhyggelig adresseliste. Da jeg kom hjem, tog det lang tid at udfylde hullet i sjælen. Det var årene før Internettet, så med ujævne mellemrum kom der breve til mig – og jeg sendte breve til nogle af de andre. Jeg sås af og til med nogle af de andre, en slags klassekammerater jeg aldrig fik. Til sidst gled det hele lige så langsomt ud, efterhånden som der skete så meget andet for os rundt omkring i Europa.

I dag ses vi så igen på Facebook, nogle af os. Joakim fra Stockholm fik en PhD i østasiatiske sprog og siden blev han svensk kulturattaché i Beijing. Zeki fra Famagusta blev universitetslærer i datalogi (!!). Dominique fra Tulle, som jeg nu også er ven med på Facebook – ja, han blev ingeniør. Og den anden danske deltager, Dorte fra Viborg, hun er blevet gymnasierektor.

Vi er nogle helt andre mennesker i dag, men noget fra dengang er stadig intakt derinde, det opdager man hurtigt. Et sted inden i os er det stadig 1982, og på billedet er vi stadig dem for hvem verden ligger åben.

(Kan nogen mon finde mig på gruppebilledet fra dengang? Jeg bærer en blå t-shirt på med gule striber, og dengang havde jeg mørkt, ja faktisk helt sort hår. Og jeg er godt skjult, rigtig godt.)

Maori-hilsen til Marie Krarup

Maorihilsen
I New Zealand er det skik og brug blandt maorier at vende det hvide ud ad øjnene og række tunge som et tegn på personlig styrke.

Jeg har været i New Zealand to gange, og min søster og hendes forlovede (der er kiwi) og deres barn bor der. Så jeg lægger ekstra meget mærke til det, når nogen fra Danmark gør sig uheldigt bemærket på de kanter. Her tænker jeg på på det allerede herostratisk berømte folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti, Marie Krarup, der i et indlæg i Berlingske skriver dette om sit besøg i New Zealand:

Vi skulle igennem et langt ritual, der foregik på maori, hvor de nydelige, hvidklædte og europæisk udseende søofficerer talte på gebrokkent maori og sang en sang, der lød som “Mariehønen evigglad” på maori – komplet med pædagog-guitar-akkompagnement.

Templet er et af flere og der planlægges endnu flere til at modtage officielle gæster til forsvarsinstallationer i New Zealand. Det er et led i programmer rettet imod ” cultural awareness”! Man kunne måske også kalde det kulturel selvudslettelse, eller grotesk multi-kulti-dyrkelse.

Jeg har selv deltaget i en maori-ceremoni, gnedet næser og stukket tungen frem. Det er en fascinerende oplevelse fordi den på én og samme tid er højtidelig, klart struktureret og uformel.

Det interessante er at Marie Krarups reaktioner så tydeligt viser at kernen i den reaktionære nationalisme som hun og hendes parti står for ikke er at “beskytte den oprindelige befolkning” eller at “værne om den kristne kultur”, sådan om det ellers ofte hævdes, men at udbrede den reaktionære nationalismes bud på “europæisk kultur”. Det er nemlig europæerne i New Zealand, der er indvandrerne og deres efterkommere, mens maorierne er den oprindelige befolkning. Og en teologisk uddannet person som Marie Krarup burde desuden vide, at maorier i stort omfang er mere trofaste kristne end pakeha‘erne (efterkommerne af de europæiske indvandrere)!

Hvis man har besøgt New Zealand, vil man opdage at landet på mange måder har en særdeles europæisk (ja, primært britisk) domineret kultur, men at de fleste forsøger at finde fred med deres sammensatte kulturarv og de triste spændinger, der engang var. Et eksempel på et land, hvor det stadig står mindre godt til, ligger kun 3 timers flyrejse væk, nemlig Australien, hvor der endnu ikke er nær den samme anerkendelse af urbefolkningen.

Hjemme igen

I Rom så jeg de mange hjemløse i og omkring Roma Termini-stationen. Det var hårdt at se, men selvfølgelig ufatteligt mange gange hårdere for dem. Jeg er meget taknemmelig over at have et hjem og at kunne vende hjem til et hjem og have nogen, der tror på mig.

Jeg fik her til aften omsider besøgt min mor på hospitalet, hvor hun er indlagt med lungebetændelse. Jeg havde ikke været der siden selv jeg selv var indlagt der for halvandet år siden – også med lungebetændelse.

En stor tak til min kone for at have taget sig af at besøge min mor og have kontakt med hospitalspersonalet, mens jeg var bortrejst.

Her er til hende en sang af Depeche Mode om hjemmet – den gribende “Home”, skrevet i 1997 i kølvandet på en periode, hvor bandet havde været ude i tovene men nu var ved at finde sammen igen. (Og ja, jeg har hørt det nye album, der kom i dag. Mere om det en anden dag.)

Søndag ved tavlen

betty-tavle

I dag var det min tur til at holde et foredrag ved mødet i det nye forskernetværk. Det var et overbliksforedrag, der meget gerne skulle fremme diskussioner om hvordan vi bedst kunne finde nye muligheder for forskningssamarbejde. Desværre er mødets dagsorden meget stram, og der har ikke været den tid til diskussion, vi måske havde håbet på. Men det ser ud som om der allerede er ved at udkrystallisere sig nogle kontakter mellem forskere i Portugal og i Italien.

De samtaler, som vi alle holder mest af, er samtalerne i pauserne om konkret fagligt indhold, og så er der ikke noget som at have en tavle. Her er to portugisere og en italiener – Hugo Torres Vieira, Vasco Vasconcelos og Luca Padovani – i gang med at forstå de typesystemer, de hver især har arbejdet på.

Det har været en underlig tur til Rom. På den ene side har det været godt at møde mine forskerkolleger fra rundt om i Europa igen – det er her, desværre ikke hjemme i Aalborg, at jeg kan tale om mine faglige interesser. På den anden side er hele opholdet blevet farvet af bevidstheden om at være langt hjemmefra, mens min mor er alvorligt syg. Gennem hele opholdet har jeg ikke kunnet undgå at lægge mærke til det lune vejr. Også det giver en dobbelt oplevelse – jeg har været glad for at kunne være udendørs uden overtøj, men samtidig gør det det endnu mere åbenlyst, at jeg er langt hjemmefra.

Min kone har besøgt min mor nu to gange og kunne fortælle mig, at lægerne nu ved at hun har lungebetændelse og skal have antibiotika og at det ser lidt bedre ud.

Et fjernt forår

20130323-161131.jpg

I dag er jeg til PLACES-workshoppen. Hvis man nogensinde har været i tvivl om at multiparty session types er en nyttig beskrivelse af protokoller for parallelle systemer med mange deltagere, er man det forhåbentlig ikke efter at have deltaget i denne workshop.

Men bedst af alt er vejret. Tænk at kunne stå på en antal og kigge ud over grønne træer. Det er der, jeg ender med at gøre i pauserne. Hvor har jeg dog savnet foråret! Bare en skam at jeg skulle så langt væk for at finde det.

En mærkelig aften med dårligt nyt hjemmefra

2013-03-22 20.21.03

I flyet til Italien fik jeg læst Albert Camus’ korte roman “Den fremmede”, der handler om en mand der får sendt sin svagelige mor på plejehjem og siden ser meget lidt til hende. Ja, han ved faktisk ikke hvilken dag hun dør. Siden begår han, få dage efter sin mors død, i et øjebliks indskydelse et mord og ved retssagen lægger anklageren vægt på hvor dårligt et menneske manden er (og hvor skyldig han derfor må være i mordet, der ingen forbindelse har til hans mor), sådan at få sendt sin mor på plejehjem.

Min mor har været på plejehjem i 12 år nu; hun er stærkt dement og har dertil en række andre sygdomme, bl.a. insulinkrævende diabetes. Skæbnen ville at det blev her til i aften plejehjemmets personale ringede til mig med dårligt nyt – min mor havde haft åndedrætsbesvær på grund af vand i lungerne. Plejehjemmets personale, der ikke vidste at jeg var i udlandet, mente dog ikke at der var grund til at jeg vendte hjem netop nu.

Det er underligt at sidde langt hjemmefra, når der kommer sådan en besked, og jeg kunne ikke undgå at føle mig skyldig – over at være langt væk, over ikke at besøge min mor så ofte. Jeg var sidste gang i Rom for præcis to måneder siden, og tilfældet ville at plejehjemmet også dengang ringede til mig om at min mor var syg. Min hustru har lovet at besøge min mor mens jeg er bortrejst. Det er jeg meget taknemmelig for.

Tilbage i Den Evige Stad

Rom 22. marts 2013

I dag tog jeg til Rom for anden gang i år i embeds medfør. Også denne gang er det en kort tur; jeg rejser ud fredag og kommer hjem mandag.

Jeg ankom ved 13-tiden efter en helt begivenhedsløs flyrejse og tog hen på Hotel Cambridge‚ det lyder finere end det er – et billigt hotel tæt på banegården Roma Termini og på Universitá La Sapienza. Mine udgifter skal holdes inden for grænserne af forskernetværket BETTY, som holder sit første møde her i overmorgen. Det er derfor jeg er af sted. Vi har lagt BETTY-mødet i forlængelse af den store datalogikonference ETAPS, som jeg når at fange den sidste halvanden dag af.

Det var ikke svært at finde Universitá La Sapienza og såmænd heller ikke så svært at finde Aula Magna, hvor alle de indbudte foredrag finder sted. Men at finde ind i bygningen og finde auditoriet var en ganske anden historie. Jeg fandt et ETAPS-skilt, men det førte ingen steder hen (!!). Og jeg spurgte flere lokale personer, og de var venlige, men kunne heller ikke hjælpe mig. Der var ikke andet at gøre end at gå ind i bygningen og kigge sig om.

Til sidst fandt jeg auditoriet og havnede oppe på balkonen sidst i et (tror jeg) interessant foredrag af Mark S. Miller fra Google om alle seriøse datalogers yndlingsbekymring, det meget udbredte Javascript. Under diskussionsrunden bagefter fik jeg listet mig ned i selve salen til det, jeg havde været sikker på at kunne nå, nemlig mindeforedragene om Kohei Honda, der døde så pludselig lige før jul.

Vasco Vasconcelos fortalte om sit tidlige samarbejde med Kohei Honda og om to af hans vigtige bidrag: den asynkrone pi-kalkyle og sessionstyper. Det er Vasco og Koheis fortjeneste at det grundlæggende arbejde om disse to emner i høj grad er en portugisisk og japansk bedrift. Pasquale Marcaria fortalte om det banebrydende arbejde om fuld abstraktion for PCF (en udgave af lambda-kalkylen), som Kohei Honda og hans hustru Nobuko Yoshida stod bag i 1990’erne – ideen bag er at basere semantikken på game semantics (en idé baseret ikke i spilteori, men spilbegrebet fra filosofisk logik) – og endelig fortalte Steve Ross-Talbot om sit samarbejde med Kohei om at bruge sessionstyper til at finde fejl i software. Faktisk er denne teknik nu så robust, at den kan bruges som led i softwareudvikling. Læs mere om dét på Steve Ross-Talbots blog.

Jeg fik bagefter hilst på en del kolleger, men jeg var faktisk også ret træt – det havde været en usædvanligt travl arbejdsuge med masser af undervisning og møder. Så dagens faglige udbytte var for så vidt beskedent. Men i morgen skal det være anderledes. Og det er en helt udelt fornøjelse at kunne finde den lette bluse frem (som jeg i øvrigt købte sidst jeg var hernede!) og min forårsvindjakke – og ende med at opdage at det faktisk var lidt for lunt til forårsjakken. Hernede er der ingen varsler om snestorm og ingen windchill-faktor, bare et vejr der er en dansk maj måned værdigt.

Hyldest til en trofast ven

2013-02-21 17.32.22

Hvad er det for en ejendel, jeg bruger hver dag? Der er vel to-tre kandidater: mil mobiltelefon, min bærbare computer og min cykel. Det er høje tid at min Kildemoes-cykel får den hyldest, den fortjener. Faktisk har den overlevet både min foregående telefon og min troløse gamle MacBook, der fik al sin indmad skiftet.

Som en af de eneste danskere fra min generation har jeg aldrig fået mig et kørekort; jeg har faktisk aldrig savnet sådan et kort. Jeg cykler altid på arbejde, medmindre der er helt ufremkommeligt med sne og is (er det tilfældet, tager jeg bussen). Det betyder så også, at min cykel kommer ud for lidt af hvert på de to gange 9 kilometer, jeg tilbagelægger mellem Bondropsgade til Selma Lagerløfs Vej. Regn, slud, sne, sand og masser af snavs – og som bonus her i vinterhalvåret en solid omgang vejsalt.

I denne uge var det som om cyklen ikke rigtig ville som jeg ville. Kæden og klingen ville ikke sammen, og det var usædvanligt tungt og trist at komme frem. Jeg fik cyklen set efter hos Fri Cykler på Thistedvej i Nørresundby. Lidt over 2000 kroner senere var den født som ny med nye pedaler, nye klinger, nye gearskiftere, ny frikrans osv. osv. osv. Dyrt, men i allerhøjeste grad nødvendigt. Det er som at genopdage sin cykel, og netop i dén situation bliver jeg (uanset at det var en dyr fornøjelse i dag) ekstra glad for at jeg har den. Jeg vil være bedre ved den i fremtiden. Blandt alle mine ejendele er min cykel mit kæreste eje.

Søndag på Aros i den blå farves tegn

Vi tog til Aarhus i dag for at se udstillingen af Edvard Munchs værker på Aros. Det er på mange måder en knugende udstilling, samtidig med at den gør er stort indtryk. Jeg kan dog bestemt ikke påstå, at jeg abonnerer på Munchs kvindesyn; formodentlig er det i høj grad farvet af den tid, han levede i.

Dette var sidste dag, Edvard Munch-udstillingen blev vist, så hvis man ikke har set den, er det desværre for sent – man må lægge vejen forbi Edvard Munch-museet i Oslo.

Vi nåede også at se udstillingen med værker af Yves Klein, Anish Kapoor og James Byars. Også den var interessant, men stemningen var en helt anden. Hvis man ikke ved bedre, vil man tro at de tre kunstnere hver især kun brugte henholdsvis blå, rød og hvid som farve i deres værker.

*

Vi kørte til Aarhus med rejsekort, og dets standere har et lys der næsten er Yves Kleinsk blå. Jeg har haft rejsekort i mere end et år, men jeg har det stadig med at glemme at tjekke ud. Sådan gik det også i dag både for min kone og jeg – og vi opdagede det først, da vi stod på Aros. Jeg endte med at gå tilbage til stationen for at tjekke vores kort ud.

Der burde laves en løsning på dette, som for mig at se er et lidt for oplagt problem med brugbarhed. Det oplagte ville være en mobil-app, der kunne tilgå rejsekort-kontoen på baggrund af de samme oplysninger som anvendes på http://www.rejsekortet.dk og tjekke ud, tanke op, spærre osv. Selve udtjekningen kunne være lokationsbaseret – hvis der er en tjeneste, hvor lokationsbasering burde være oplagt, var det denne. Desværre ser der ikke ud til at en sådan app findes. Der findes en Android-app, der minder brugeren om at tjekke ud, men det er jo slet ikke det samme. Der er tidligere blevet fremsat et ønske om en app af bl.a. http://forsinkelsen.dk, der er meget kritisk over for Rejsekortet og dets sikkerhedsproblemer (men disse er en anden historie).

DM i poetry slam 2013

20130126-204100.jpg

I aften er jeg til DM i poetry slam på Svalegangen i Aarhus. Sidste år var jeg med som deltager i Den fynske opera i Odense og fik en lidet flatterende sidsteplads. Dengang var det Jacob Hallgren, der efter mange års prominens på den københavnske poetry slam-scene omsider tog trofæet hjem i 2012. I år er det så Mads Bjergen Pedersens tur til at repræsentere Aalborg, og han kan næsten kun gøre det bedre end mig. Med al respekt for dem, der var med sidste år, synes jeg at årets line-up er helt usædvanligt stærkt. Se bare:

Fra København: Michael Dyst, Mathias Bundgaard, Irmelin H.C. Prehn og Josefine Højholt
Fra Fyn: Peter Dyreborg og Nicolaj Kvistgaard
Fra Aarhus: Tobias Dalager og Jakob Lykke
Fra Aalborg: Mads Bjergen Pedersen
Arrangørens wildcard: Lasse Nyholm

Heriblandt er der tidligere Danmarksmestre og hver for sig står de for en tilgang til poetry slam, jeg værdsætter. De har hver især deres egen stil (ingen ville f.eks. forveksle Mads Bjergen Pedersen med Lasse Nyholm, selv hvis man ikke kunne se dem), og det er i sig selv et adelsmærke.

Der er en vældig masse (især helt unge i gymnasiealderen), der nu forsøger sig med poetry slam rundt om derude, og det er godt – men med al respekt for dem er der alt for mange blandt dem, der ikke laver tekst, der kan fremføres eller gå rent ind. Det, der virker på papiret eller på skærmen hjemme på værelset, virker som regel ikke på en scene. Og så er der stadig alt for mange af de nye, der enten slet ikke er morsomme eller kammer over i en slags “tilstræbt sofistikeret stand-up”. Poetry slam er hverken oplæsning af digte, rap eller stand-up, men er en genre, der rummer elementer fra alle disse genrer.

Men i aften er det anderledes! Det er spændende at se på og høre på, og aftenens MC/konferencier/hvad vi nu kalder det er faktisk Mark Jensen-Skovgaard fra Aalborg.

Opdatering: Finalen stod mellem Michael Dyst, Lasse Nyholm og Jakob Lykke. Michael Dyst vandt – stort tillykke herfra!