At komme hjem

Jeg kommer måske til at virke moraliserende eller selvgod, når jeg skriver dette. Hvis det er tilfældet, så beklager jeg. Min kone og jeg var på vej hjem sent i går aftes efter et familiebesøg på Fyn, og da vi skulle af bussen, så vi en ung mand, der tydeligt var meget beruset. Nogle andre passagerer, der ikke skulle af, prøvede at få ham ud af bussen på en venlig måde. Da vi så, hvordan han knap kunne gå, besluttede vi os til at følge ham hjem. Temperaturen var under 10 minusgrader, det var glat, han kunne knap nok gå og hans ikke helt varme tøj var i stykker. Tilsyneladende havde han også mistet sin telefon. Vi fulgte ham hjem til hans kæreste.

Bente Klarlund skriver i Politiken:

Men alkohol får blodkarrene til at udvide sig. Dermed taber man varme og bliver kold indeni. Og er man fuld og træt nok, er der risiko for, at man falder eller lægger sig ned for at hvile, og så bliver den berusede krop hurtigt afkølet med alvorlige konsekvenser, der kan ende med død.

Så det gode råd er at tage godt med varmt tøj på til julefrokosten – eller drikke lidt mindre.

Jeg kan huske, at jeg sagde til ham at jeg syntes at han var en idiot. Det var lige vel hårdt sagt. Der er også andre, der har dummet sig. Nogen har siddet og drukket sammen med ham; det er endda sandsynligt at han havde været til julefrokost.

Da min kone og jeg kom hjem, talte vi længe om det, vi havde oplevet, og mine tanker gik til en anden og meget tragisk episode. For nogle år siden på denne tid af året forlod en god bekendt af mig en fest ud på de små timer; andre kunne bagefter fortælle at han havde været påvirket. Han havde ikke gået ret langt før han blev ramt af en bil; to børn mistede deres far.

Det, der foruroliger mig, er at ingen forhindrede dem i at tage alene hjem.

Enschede

20121105-100715.jpg

I dag er jeg igen af sted i forbindelse med et europæisk forskningsinitiativ, denne gang i Enschede i Nederlandene og denne gang et europæisk projekt ved navn TRESPASS. Det er et krydsfagligt projekt, hvor problemstillingen er datasikkerhed i organisationer. Det er en problemstilling, der rummer aspekter af både datalogi og sociologi. Fra Aalborg er det min gode kollega René Rydhof Hansen, der er hovedinitiativtageren.

Her er nogle linjer fra projektbeskrivelsen:

Everybody is familiar with the yellow Post-It memos, showing login details, that are often found stuck to computer monitors. The same goes for USB sticks found in car parks. However few grasp the real impact of such actions on an organization’s business or brand. Both may eventually lead to data theft, not as a result of any technical failure, but as a result of the vagaries of human behaviour.

Jeg ved ikke om dette var bevidst, men alle deltagere i dag fik – en USB-stick med samme farve som en Post-It-seddel (se bare billedet).

Det er en helt anden fornemmelse at være til stede her end til mødet i Bruxelles; her er kun få til stede som jeg kender (og som kender mig). Men problemstillingen er interessant, og der bør være mulighed for at lære nye mennesker at kende.

På vej hjem igen

I skrivende stund er jeg havnet i Københavns lufthavn i en slags allemandsland (eller ingenmandsland) mellem indenrigsterminalen og udenrigsterminalen. Om alt går vel, kan jeg snart komme om bord på flyet til Aalborg.

Det var en udbytterig og egentlig også intens tur. Samtaler sent om aftenen kan få de mest uventede ting frem. Jeg fandt først i går midnat over et glas altbier ud af at min bror Alexander for 13 år siden overlevede et fald fra tredje sals højde, da hans daværende lejlighed brændte. Han er den første person jeg kender, der på denne måde har set døden i øjnene. Dét giver mig et helt nyt syn på ham. Og jeg spekulerer på hvad jeg mon lavede den oktobernat hjemme i Nørresundby den nat i 1999, en del år før jeg vidste at jeg havde en bror i Tyskland.

Næste weekend er jeg på farten igen – først som medlem af Amnesty International på en lille tur til Odense, og siden igen som forsker på en tur til Enschede i Nederlandene. Om forskerturen bliver lige så god i den omgang, ved jeg ikke. Jeg har lov til at både tvivle og håbe.

Düsseldorf – en tysk visit

20121027-203730.jpg

Jeg havnede efter en rolig togtur via Köln i Düsseldorf, hvor min halvbror Alexander bor. Som han selv bemærker, er vi meget forskellige. Det er helt anderledes at være tysker på Hartz-IV end at være dansk universitetslærer. Alexander kender en masse kunstnere og en masse knejper, og jeg (der aldrig har røget) er allerede blevet introduceret til lidt for mange lidt for røgfyldte lokaler.

Men brødre, det er vi. Alexander synes at jeg ligner vores far af udseende (som ingen af os bryder os om), men jeg ved selvfølgelig at det er ham, der ligner ham af udseende… Sandheden er et helt andet sted. Og indeni er vi brødre heldigvis helt anderledes skruet sammen – dét er vi helt enige om.

Sagde vi virkelig dét?

Den 31. august var jeg (som jeg allerede skrev om på selve dagen) i Aarhus for at deltage i en rap slam battle. Min modstander var Per Bang Bertelsen, der er danskstuderende på SDU og laver hiphop under navnet Perzon. Luxshan Ratnaravi, der er kandidat fra Institut for datalogi, står bag disse interessante events, der tidligere i år nåede Roskilde-festivalen og senere også skal en tur forbi Pumpehuset. Til disse battles er der ingen mikrofon og meget mindre improvisation. Ligesom i andre rap battles handler det selvfølgelig om at disse hinanden mest overbevisende, men det må heller ikke her være et hævntogt eller antage en negativ karakter – det skal gøres med et glimt i øjet. Det er en form for krig på ord, der er langt ældre end hiphop; faktisk er sangerkrigen i Wagners opera Tannhäuser vel også et eksempel på et tidligt battle.

Et i hiphopkredse velkendt navn er Mark Grist, en britisk lærer og lyriker fra Peterborough, der var med i et meget set rap slam battle mod Blizzard, en fyr på 17 år fra Manchester. Mark Grist har siden været med i flere andre battles; det lover jeg så til gengæld, at jeg ikke vil gøre. Dette var en one-off (nudansk for engangsforeteelse) og i høj grad et forsøg på at minde både poetry slam-folket og hiphop-folket om at man godt kan dyrke poetry slam og samtidig kende til og respektere hiphoppens potentiale.

I kan se en optagelse af det, vi sagde den 31. august, på Facebook nu. Jeg skal advare om at der godt nok er mørkt på V58 og om at lyden er hørt bedre. Og se Per(zon)s “Grammatisk graffiti” på YouTube også.

Tilbage til Roskilde

20120705-171611.jpg

For første gang siden dødsulykken, der i mange år dæmpede min lyst til at tage af sted, er jeg i år tilbage på Roskilde-festivalen. På lørdag ankommer min hustru også.

Tro det eller ej: det har aldrig været druk eller camping, der tiltrak mig. Det var og er musikken. I dag skal jeg høre The Shins, Clock Opera, Modeselektor, Perfume Genius og Janelle Monaë. Mange tror nok, at jeg glæder mig til at høre de aldrende gotikere The Cure. Men det gør jeg faktisk ikke. The Cure er et fremragende eksempel på et stort musiknavn, der ikke ældes med ynde.

Jeg skal også høre noget, jeg slet ikke kender og prøve at blive opdateret inden for genrer som metal og hiphop, som jeg længe har forsømt at følge med i.

Dette er tydeligvis smartphonens festival; i gamle dage gik jeg rundt med et nusset ark papir med spilleplan og prøvede at huske, hvor der var ikke alt for beskidte toiletter og ordentlige madboder. I dag er der apps til alt det – ja, der er endda en specialiseret toilet-app.

Og camping? Som sagt: nej. Jeg overnatter hos eksilaalborgenseren Per, der bor i København – de eneste telte, jeg skal se indefra, er dem med koncerter i.

Ovre på jensunmack.dk kan man i de kommende dage læse små anmeldelser og indtryk nedfældet af en mand, der til forveksling ligner mig.

Øen og fjorden

Vi tog cyklerne frem og forlod det kontinentale Danmark for at tage færgen til Egholm. Et kvarter fra Aalborgs midtby er der ankeldybt soppevand, en isbod, nordbagger på marken, den svage duft af kokasser og en knasende grusvej, der fører til en nedlagt købmandsforretning med gamle kriminalromaner, islandsk slik og Gjøltrolde til halv pris. På denne pinsedag var øen i fjorden et mikrokosmos af sommeren i Danmark, og der var stilhed, mere stilhed og sommerfred. Tilrejsende københavnere bemærker, at himlen oppe ved os synes større og højere. Jeg har aldrig tænkt over det før, for sådan har himlen altid været her, men jeg tror, de har ret.

Jeg er et meget passivt medlem af Egholms venner, men vi behøver ikke andre forbindelser dertil end færgen, tak.

Proppen kommer af

Så sad vi der sammen, mig og mine to søstre, deres mødre og deres familie og venner. En dag med indkøb, samtale og forsigtig inspektion af Manchesters sporvogns- og tognet endte med et lille, uformelt og hyggeligt selskab. Nogle af dem mødte hinanden for første gang – og det gjaldt specielt mine to halvsøstres mødre, der havde boet i samme forstad gennem mange år, men ikke kendte til hinandens eksistens, fordi det lykkes mine søstres far (som også er min) at opretholde et dobbeltliv af den slags, man ellers kun hører om på film.

Det blev en god aften, og min mave endte med at have en juleagtig fornemmelse. Der var mest englændere, men også irere, en tysker og en amerikaner (og en dansker). Der var et bjerg af mad og godt med drikkevarer indkøbt i Sainsbury’s, der faktisk har et hæderligt udvalg. En venlig, ældre mand med irsk baggrund havde fundet en Duvel og syntes, den smagte godt, men så lidt uklar ud i glasset (Duvel kan godt ligne en pilsner af udseende, men er ikke filtreret). Nu ville han prøve et glas af den store flaske Meantime IPA. Meantime bliver brygget i London og deres IPA er i den klassiske engelske stil (dvs. ikke med de mere voldsomme aromahumler som kendes fra moderne amerikanske varianter).

Var det nu godt?  Jeg prøvede at forklare det: India Pale Ale er en type øl, der er topfermenteret, tydeligt humlet med aromahumler,  med en frugtagtig  palette osv. Brygmæssigt nogle måder beslægtet med Duvel, der jo også “bare” er en pale ale. Han så mig fumle med korkproppen.

– Vil alt det så sige, at det ikke er en øl?

Det var det, og han kunne lide den. Det kunne jeg også.

Tanker fra en pub

20120504-133509.jpg

Jeg kom til Manchester i går. I skrivende stund sidder jeg på en pub sammen med mine søstre Angelina og Natascha og Angelinas lille dreng Reuben på lige knap fire måneder. Det er godt at se dem igen. En universitetslærer i Aalborg, en lufthavnsansat i Christchurch og en administrerende leder på et bryggeri i Manchester – og så er vi halvsøskende og mødte først hinanden som voksne. Vi taler godt sammen og jeg er rigtig glad for at have lært dem at kende.

Der er også noget særligt ved at mødes på en pub. En pub er et helt anderledes sted end et dansk værtshus; man kan købe drinks og der er musik. Men her om dagen er musikken afdæmpet, og de serverer mad. Vi kan selvfølgelig importere cafe-kulturen og pub-kulturen i Danmark; det er forsøgt, men det er ikke rigtig lykkedes.

Tilbage til ITU

20120503-100412.jpg

Jeg er igen på vej til IT-Universitetet i København, men denne gang i rollen som tilhøreren og den spørgende. Jeg er nemlig opponent på et PhD-forsvar. Det bliver spændende at tale om PhD-arbejdet; afhandlingen handler om proceskalkyler og modallogikker og hvordan de kan bruges til at ræsonnere
om webtjenester og det, der på dårligt nudansk kaldes concurrent constraint programming. Intet af dette er hipt i Aalborg, hvor UPPAAL udgør horisonten, men verden er større end Aalborg. Det bliver også interessant at gense udenlandske kolleger (den anden opponent er Nobuko Yoshida fra Imperial College) og at se traditionerne for PhD-forsvar andre steder.

Bagefter skal jeg videre til Manchester, hvor jeg skal mødes med mine to søstre og se min lille newzealandsk fødte nevø for første gang. Verden er større end Aalborg.