“Et indgreb af nogen intensitet” i statens interesse

Mogadishu i Somalia set fra den internationale rumstation ISS. Foto: NASA.

I oktober 2018 skrev jeg om det såkaldte “paradigmeskift”, der er den politiske beslutning, at alle flygtninge i Danmark er i Danmark midlertidigt og en dag, når det er muligt, skal sendes tilbage til det land, de flygtede fra.

Nu er den første sag om inddragelse af opholdstilladelse her. En ung mand på 27, der kom til Danmark som 19-årig. skal have inddraget sin opholdstilladelse og sendes til Somalia. Han er gift, har børn og har fast arbejde og er en lovlydig borger. Han kunne ikke finde en læreplads, så han har ikke kunnet gøre sin uddannelse som blikkenslager færdig.

Flygtningenævnet finder, at selv om manden har »væsentlig tilknytning til Danmark«, og at inddragelsen derfor vil være »et indgreb af nogen intensitet i hans ret til privatliv«, så vil det ikke være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at fjerne hans opholdstilladelse. Det rigtig interessante er begrundelsen, nemlig at inddragelsen af mandens opholdstillladelse er i statens interesse, og at den vejer stærkere end hans familieliv:

Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i at inddrage klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en sådan inddragelse kan indebære i hans ret til familie- og/eller privatliv. Nævnet finder i den forbindelse, at en håndhævelse af udlændingelovens § 19 a, jf. § 19, udgør et anerkendelsesværdigt formål, der kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2…

Flygtningenævnets afgørelse af 1. juli 2020 https://fln.dk/-/media/FLN/Nyheder/Praemisser-30062020-paradigme.pdf (min fremhævelse)

Når Flygtningenævnet er begyndt at ræsonnere på denne måde for at fratage opholdstilladelser, er det et ubehageligt signal om at “statens interesse” vejer tungest. At det, der er i “statens interesse”, er at sende lovlydige og velintegrerede mennesker ud af landet, står kun mellem linjerne.

Vi ved ikke, hvad manden på 27 hedder, og han har sikkert også lyst til at være i fred i den usikre og svære situation, de danske myndigheder nu har sat ham i. Men det ville være godt at kunne få et ansigt på det første offer for “paradigmeskiftet”, der nu er i gang med at gøre flygtninge overalt hjemløse.

En kæmpe gave?

Noget underligt ved den danske forfatning er, at dansk statsborgerskab tildeles ved lov. Hvert halve år fremsættes der et lovforslag, hvor navnene på de nye statsborgere er nævnt. På denne måde bliver tildeling af statsborgerskab pludselig et politisk emne.

De konservatives indfødsretsordfører, Marcus Knuth, gik i denne måned først ind for et lovforslag, der vil betyde at udenlandske statsborgere permanent vil blive frakendt retten til at opnå dansk statsborgerskab, hvis de på et tidspunkt har fået en betinget eller ubetinget fængselsdom. Senere trak Knuth så sin opbakning og ville i stedet fremsætte et ændringsforslag til loven om tildeling af statsborgerskab, så 15 fængselsdømte udlændinge ikke kunne få statsborgerskab. Problemet med dette ændringsforslag var, at selve lovforslaget (som alle kan læse) ville afsløre hvem de 15 mennesker var. Derefter trak han sit forslag.

Nu er det så Dansk Folkeparti, der fremsætter det usympatiske forslag. Der er to aspekter, der også bekymrer mig her. De afslører nemlig begge et syn på retspolitik, som er typisk for Dansk Folkeparti (men ikke kun dem).

Det første aspekt er det syn på statsborgerskab, der ligger bag. Statsborgerskab er ikke en rettighed, men et privilegium. Marie Krarup fra Dansk Folkeparti siger

»Det med, at man skal have statsborgerskab, er ikke noget, man har behov for for at overleve. Det er en kæmpe gave, man får. Det er en meget voldsom ting at give, hvis man er i tvivl, om folk er værdige til det«, siger hun.

Politiken 21. juni 2019 (https://politiken.dk/indland/art7833402/DF-vil-fremsætte-kontroversielt-forslag-om-statsborgerskab-efter-at-de-konservative-har-fortrudt)

Det andet er, at en dom så vil blive en form for “dobbeltstraf” for udenlandske statsborgere med opholdstilladelse. En dom står på den offentlige straffeattest i 10 år fra datoen for afgørelsen. Herefter bliver dommen slettet. Men hvis dette lovforslag bliver gennemført, vil enhver dom have konsekvenser for borgere resten af deres liv. Man kan aldrig udstå sin straf.

Det grænser derfor til ufrivillig satire, at Marie Krarup forsvarer sig på denne måde imod anklagerne om at lovforslaget er i strid med international lov:

»Jeg mener, at tvivlen må altid komme den anklagede til gode, og her er den anklagede Danmark, der kan risikere at få nogle problemer med nogle mennesker, hvor der vil være risiko for, at det vil være forkert at give dem statsborgerskab«.

Politiken 21. juni 2019 (https://politiken.dk/indland/art7833402/DF-vil-fremsætte-kontroversielt-forslag-om-statsborgerskab-efter-at-de-konservative-har-fortrudt) – min fremhævning.

Jeg kan i øvrigt ikke lade være med at tænke på Klaus Riskær Pedersen, der efter flere år i fængsel for grov økonomisk kriminalitet stillede op til Folketinget i 2019 med sit eget parti. Det var ikke mange fordømmende røster, man hørte fra Marie Krarup eller Marcus Knuth eller de partier, de repræsenterer, om Riskær Pedersens kandidatur dengang. Kriminalitet skal åbenbart ikke altid være en forhindring, og det er vel på en måde sympatisk (???)

Benjamin Schou

Benjamin Christian Schous gravsted med årstallene 1973-1992-2008.

Når jeg læser om den forfærdelige sag om hvordan George Floyd døde i politiets varetægt i USA, efter at have fået presset et knæ mod halsen, mens han lå fikseret. kommer jeg til at tænke på den usædvanligt grimme sag om Benjamin Schou fra København.

Nytårsnat 1991/1992 var han på Rådhuspladsen i København ligesom så mange andre unge mennesker. Men 20 minutter inde i det nye år lå Benjamin, der dengang var 18, på asfalten med tre betjente oven på sig.

En af dem brugte sit knæ til at presse ham voldsomt i ryggen, mens en anden trak i Benjamins halstørklæde. Selv om Benjamin mistede bevidstheden, reagerede betjentene ikke.

På Benjamins 22 års fødselsdag fik han tilkendt en erstatning på 1,4 millioner kroner og politiet og de tre betjente blev dømt. Men det fik han ikke megen glæde af. Og der var uroligheder i København efter retssagens afslutning.

Benjamin Schou døde i september 2008 på et plejehjem, hvor han havde været siden den skæbnesvangre nat. Han kom aldrig rigtig til bevidsthed.

Embedsværket og ministrene – og danskerne

Efter en tid med tilsyneladende borgfred under COVID-19-pandemien er vi nu inde i endnu en periode med politisk spil. Situationen minder om en underlig manøvre fra efteråret 2011. Den daværende socialdemokratisk ledede regering gennemførte bl.a. ikke de takstnedsættelser i den offentlige trafik, som de havde lovet. Venstre havde aldrig været fortalere for sådanne takstnedsættelser. Venstre satte alligevel en intens kampagne i gang, hvor de baserede deres kritik på et paradoksalt argument om løftebrud, nemlig at regeringen ikke ville gennemføre den politik, som Venstre var modstandere af.

I sagen om håndteringen af COVID-19-pandemien går kritikken fra bl.a. Venstre nu på at ministrene ikke rettede sig efter embedsværkets anbefalinger, men havde politiske begrundelser bag nedlukning af store dele af samfundet. Her er argumentet at embedsværket havde ret (og, postulerer man, var enige med “folket”), men ministrene satte spørgmålstegn ved dem. Dette er måske korrekt og kan sagtens være et problem. Det ene interessante er, at den siddende socialdemokratiske regering ofte taler om “danskerne” (ikke “borgerne”) her under pandemien. Det andet interessante er, at der i en anden samtidigt verserende sag dukker det modsatte argument op fra Venstre.

I sagen om Inger Støjbergs tvungne adskillelse af asylansøgere er Venstres forsvar for Støjberg nemlig, at embedsværket havde svært ved at handle ud fra hendes politiske begrundelser, som, postulerer man, “folket” var enige i. Her er Venstres forsvar baseret på den stik modsatte begrundelse: Ministeren havde ret (selv om hendes handlinger efter alt at dømme var ulovlige ifølge forvaltningsloven), embedsværket satte spørgsmålstegn ved dem. Og “folket” kalder Venstre her for “danskerne”.

Ud over det retorisk spændende i denne form for indre selvmodsigelse, er der to aspekter, der er interessante og er typiske for hvordan politikere med regeringsambitioner og en bagage af strategisk nationalisme tænker. Det ene aspekt er, at fokus igen er på forholdet mellem embedsværket og ministrene: Hvem er det, der bestemmer og hvem er det, der skal bestemme? Det andet aspekt er al talen om “danskerne”. Jeg er dansk statsborger og har altid været det, men jeg vil gerne have mig frabedt at blive taget til indtægt for hvad “danskerne” mener.

Så længe det er lovligt…

Hele sagen om Inger Støjbergs instrukser om adskillelse af asylansøger-par har endnu engang sat fokus på spørgsmålet om lov og etik. Et tidligere folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti mener, at Støjberg handlede etisk korrekt og at loven derfor skal ændres. Loven skal således afspejle en etisk grundholdning. Jeg er helt uenig med det tidligere folketingsmedlem i at Støjberg handlede etisk korrekt, men jeg er faktisk enig i ideen om at lovgivningen skal være udtryk for en etisk holdning.

Man kan også mene det modsatte. For tre år siden skrev jeg her om BAE Systems, der dengang havde en stor afdeling i Nørresundby. Dagbladet Information afslørede, at BAE Systems arbejdede med udvikling af overvågningssoftware, der blev solgt til diktaturstater i Mellemøsten. Virksomheden reagerede ved at sende i en mail til Information, hvori den pointerede, at den skam overholdt loven og virksomhedens egne principper for »ansvarlig handel«. BAE Systems handlede korrekt, alene fordi de overholdt loven.

Når man diskuterer etik i erhvervslivet, hører man forbløffende ofte varianter heraf: Nogle er villige til at tjene penge på hvad som helst, så længe det er lovligt. Ofte bliver denne holdning begrundet med at aktiviteterne finder sted alligevel – og så kan man jo lige så godt tjene penge på dem. Hvis man ikke deltog, var der måske nogle værre personer, der tjente penge på den slags.

Her ser jeg et stort problem, for personer med denne holdning siger reelt, at etikken skal defineres af lovgivningen og ikke omvendt. Det betyder, at man overlader til det til lovgiverne at definere, hvilke handlinger der er etisk tilladelige, og hvilke der ikke er. Man så at sige deponerer sin etik hos politikerne. Skal politikerne på tilsvarende vis henholde sig til at det, der er etisk tilladeligt, er det, der er lovligt?

Det forekommer mig at være et synspunkt, det er underligt at skulle forsvare. Love ændrer sig som bekendt. I Tyskland var det fra 1935 og frem til Hitler-regimets fald lovligt at diskriminere mod jøder, og jøder i Tyskland mistede alle borgerrettigheder. Og i Danmark var det fra 1968 til 1979 faktisk tilladt at distribuere billeder af sensuelt misbrug af børn (såkaldt “børneporno”). Betyder det, at det i 1938 ville være etisk korrekt at arbejde med at konfiskere tyske jøders ejendom eller i 1975 ville være etisk korrekt at udgive et blad med billeder af børn, der blev sensuelt misbrugt?

Den attende maj 1993

Foto: Peter Bak.

Jeg husker først og fremmest den 18. maj, fordi min datter blev født på denne dag i 2001.

Men på denne dato, otte år tidligere, skete der også noget ildevarslende, nemlig urolighederne i København efter folkeafstemningen om Edinburgh-aftalen. Jeg opholdt mig i Edinburgh i maj 1993 og fulgte kun med på lang afstand. Det var før nyhedsstrømmene på Internettet, så det tog lidt tid, før det gik op for mig, hvor voldsomt dette faktisk var: Der blev smidt med masser af brosten fra demonstranter, og der blev tændt bål i gaderne. Politiet anvendte tåregas – og begyndte til sidst selv at smide brosten tilbage. Og det var første gang, dansk politi i fredstid skød direkte mod en menneskemængde. Mindst 14 mennesker blev ramt af de i alt 113 skud.

Men hvem havde givet ordre om at skyde, og hvad vidste politiledelsen i København? I årene, der fulgte, fandt der hele seks undersøgelser sted. Københavns Politi undersøgte selv sagen to gange. Rigsadvokaten undersøgte sagen to gange. Ombudsmanden var forbi sagen, og endelig blev der nedsat en kommission af den daværende justitsminister. I 2018 fortalte Flemming Sloth Andersen, der i 1993 var urobetjent, i en dokumentarudsendelse på tv, at politiledelsen var underrettet om at der blev givet ordre om at skyde og at de var blevet underrettet om, at han havde sigtet direkte efter en demonstrant.

Pas på hvad du udtaler dig om

Fra rapporten Ytringsfrihed i Danmark.

I 2017 blev der nedsat en kommission, der skulle undersøge hvordan ytringsfriheden har det i Danmark. For få dage siden udkom Ytringsfrihedskommissionens rapport. Den er interessant læsning. I sammendraget står der

Indeværende rapport indeholder analyser af besvarelserne af denne spørgeskemaundersøgelse, som har været udsendt til et repræsentativt udsnit af den danske befolkning i alderen 16-74 år. Der har endvidere været indhentet ekstra besvarelser fra udvalgte grupper i samfundet. Det angår unge i alderen 16-25 år samt indvandrere og efterkommere fra seks udvalgte lande, som i rapporten er inddelt i (primært) muslimske lande og øvrige lande.

Fra resumeet af Ytringsfrihed i Danmark.

Selve det, at der er fokus på “muslimske lande” vidner om at nogen ser ytringsfrihed som først og fremmest et spørgsmål om hvad man kan og bør sige om islam. I opsummeringen er der fokus på ytringsfrihed over for religiøse mindretal, og i opsummeringen er der et punkt om indvandrere og efterkommere fra muslimske lande og et andet om politikere, debattører, kunstnere og journalister.

Rapporten konkluderer, at ytringsfriheden har det godt i Danmark. Men har den nu det?

Undersøgelsen har nemlig også belyst ytringsfriheden på arbejdspladsen og herunder, hvor stor en andel af henholdsvis privatansatte og offentligt ansatte, der har oplevet kritisable forhold på arbejdspladsen, som de mener, offentligheden burde have kendskab til. Resultaterne bliver kun levnet et par linjer i resumeet, men de er faktisk ikke rar læsning.

For offentligt ansatte var det 29 procent, mens det var 13 procent af de privatansatte, der har oplevet kritisable forhold på arbejdspladsen. Men det fremgår at det bestemt ikke er alle, der fremsætter kritik. Figuren ovenfor viser, at hele 19 procent af de offentligt ansatte, der ikke har ytret sig om kritisable forhold, lod være fordi de selv eller en kollega tidligere var blevet kritiseret eller straffet og at 46 procent lod være, fordi de var bange for at blive fyret. Og 24 procent lod være, fordi de vurderede, at det ikke var muligt at forbedre forholdene.

Det er svært at sige fra

I dag er der en kronik i dagbladet Politiken af forfatteren Marianne Stidsen om ændringen af lovgivning om voldtægt og om sagen fra USA om filmproducenten Harvey Weinstein. Det er trist at opleve, at en kvinde dels forsvarer Weinstein, dels taler imod en bedre lovgivning om voldtægt.

Hun skriver

Her kunne man godt få lyst til at blive lidt hård i mælet og sige: Hvis du fryser, så tag dog noget tøj på. Forstået på den måde, at man også må kunne forlange, at voksne kvinder er i stand til at sige nej, hvis der er noget, de ikke vil.

Engang fortalte en kvindelig bekendt mig om en mand, vi begge kendte, der helt uventet havde gramset på hende. Min reaktion var spontan : Hvorfor gav du ham ikke en på kassen? Du plejer jo ikke at være bange for at sige tingene som de er. Og svaret fra hende var: Så enkelt er det jo ikke – den slags kan man ikke altid.

Hun havde selvfølgelig ret. Mit spørgsmål, der faktisk var en variant af Stidsens spørgsmål, var nemlig naivt – man handler sjældent på den måde, man “burde” i en usædvanlig og ubehagelig sammenhæng, der opstår meget pludseligt.

Jeg har aldrig været i en tilsvarende situation – men det har jeg så alligevel. For nogle år siden havde jeg nemlig en meget ubehagelig oplevelse, da jeg en vinterdag cyklede hjem fra arbejde. To mænd stod ude på kørebanen på Nørre Tranders Vej og vinkede mig ind til siden. Jeg tænkte, at de nok havde brug for hjælp. Men det havde de bestemt ikke. Tværtimod truede de mig, og den ene sagde at han havde et skydevåben. Nu skulle jeg bare gøre, som de sagde.

Jeg var ikke klar over, hvad de ville, men jeg “frøs” i situationen og begyndte simpelthen at græde højlydt og sige et eller andet usammenhængende. Jeg havde aldrig forventet at sådan noget ville ske på en almindelig cykeltur hjem efter arbejde. Min gråd gjorde åbenbart mændene så bange, at de stak af. Senere kunne jeg læse i nyhederne, at der havde været tale om to fanger på flugt. Der var ikke sket mig noget fysisk, men jeg var meget rystet i flere dage efter. Og ja, jeg ringede til politiet med det samme.

Jeg kunne have været stærk, måske have slået fra mig eller skyndt mig at cykle væk. Bagefter bebrejdede jeg mig selv, at jeg ikke havde handlet på den måde. Sært nok var jeg vel mere vred på mig selv, end jeg var på de to mænd. Men i en uventet og ubehagelig situation, som opstår pludseligt og som man ikke kan overskue, gør de fleste simpelthen ikke det, de måske ellers ville mene, de burde. Derfor er det ikke så let bare at sige nej, hvis der er noget, man ikke vil, og det skal lovgivningen kunne håndtere.

Uden offer?

Dette er ikke en af de omtalte dukker..

Nu er der igen fokus på de såkaldte sexdukker, der forestiller børn. Dukkerne er realistiske, har kropstemperatur og kan sige ord (f.eks. “No no daddy”). Som i så mange andre etiske problemstillinger i retspolitik opstår der sig hurtigt to lejre: Én, der ønsker et forbud, og en anden, der er modstandere af et forbud.

Karen Munk, der er lektor i psykologi ved Københavns Universitet, taler i en kronik i dagbladet Information for, at der ikke er belæg for at sådanne dukker skal forbydes, og at det forbud, som mange politikere ønsker, alene bunder i væmmelse.

Det er svært for mig at finde ud af, hvad min holdning bør være her. Rent instinktivt synes jeg, at denne slags dukker er dybt afskyelige, og at det er grotesk, at nogen vil tjene penge på at fremstille og sælge den slags. Så jeg har umiddelbart lyst til at få dem forbudt. Men samtidig fremstår dette grumme fænomen umiddelbart som en slags “forbrydelse uden offer”. Er det så faktisk dét?

Nogle sammenligner med diskussion af, hvordan voldelige film og computerspil påvirker menneskers adfærd. Bliver man inspireret eller bliver man afledt? Er dukkerne en erstatning for overgreb mod børn eller tilskynder de reelt til overgreb?

Forskellen er, at pædofili er en seksuel orientering hos voksne mod børn, som formodentlig er medfødt og tilsyneladende ikke kan fjernes, mens man ikke kan tale om noget lignende, hvad tilbøjelighed til vold angår. En del pædofile formår at være helt lovlydige og holde deres tilbøjeligheder helt private, så de aldrig krænker børn, mens andre begår overgreb. (Det hele bliver yderligere kompliceret af, at mange af dem, der begår overgreb mod børn, tilsyneladende ikke er pædofile i ovenstående forstand, men har andre hensigter med overgrebene.)

Men hvis man vil vide mere om, hvad dukkernes rolle er – inspirerer de eller afleder de? – har man formodentlig allerede et datagrundlag. Der er nemlig allerede en del omtale af denne slags dukker på udenlandske nyhedsmedier og rapporter om de personer (tilsyneladende altid mænd), der har bestilt dukkerne på nettet og har fået dem beslaglagt. Derfor har man egentlig mulighed for at finde ud, hvad der kendetegner de pågældende: Har de en forhistorie, hvor de har begået overgreb på børn eller har samlet på billeder af denne slags overgreb?

Lige lovlig hurtigt?

Nu vil regeringen indføre fængselsstraffe for bilister, der begår grove overtrædelser af færdselslovens hastighedsgrænser. Regeringen foreslår at bilister, der kører over 200 kilometer i timen får 20 dages fængsel og en ubetinget frakendelse af kørekortet i mindst tre år.

Argumentet er at dette skulle have en afskrækkende virkning.

– Jeg tror, det vil have en effekt, når vi sender sådan et signal: Nu får du ikke bare en bøde. Du ryger direkte i fængsel, lyder det fra transportministeren.

Fra https://www.dr.dk/nyheder/indland/regeringen-vil-smide-de-vaerste-fartboeller-i-faengsel

Men argumentet om straffens afskrækkende virkning er ofte blevet tilbagevist ad empirisk vej. Forskningsresultater fra kriminologi tyder ikke på, at gerningsmænd nogensinde lader sig påvirke af straframmen. Der er lange fængselsstraffe for mord og andre alvorlige forbrydelser, og de finder sted alligevel. Selvfølgelig skal der være hårde straffe for grov kriminalitet, men afskrækkelsens argument holder næppe.

Jeg har i denne forbindelse et spørgsmål, som formodentlig er naivt: Det er klart hvorfor udrykningskøretøjer skal kunne køre hurtigt, men hvorfor skal det også være teknisk muligt for en almindelig personbil at kunne køre så meget hurtigere end hastighedsgrænserne tillader? Er der virkelig situationer, hvor en bilist har en legitim grund til at køre 200 kilometer i timen? Hvad er egentlig bilproducenternes argument for at fremstille biler, der kan køre så hurtigt?

Jeg ville umiddelbart tro, at det kunne virke bedre at forsyne almindelige person-motorkøretøjer med en spærring, der gør det umuligt for dem at køre så stærkt – i stil med den plombering, der begrænser hastigheden af knallerter. Det kunne så være forbundet med straf at forsøge at fjerne denne spærring.