Dine data efter døden

Nogle af mine venner på Facebook er døde. Jeg bliver mindet om det, hver gang de har fødselsdag. Det ender altid med at jeg skriver en fødselsdagshilsen, hvor jeg fortæller, at jeg savner dem. Og det giver et stik i hjertet hver gang.

Men alt dette minder mig også om at et af de spørgsmål, jeg ikke har fået taget ordentlig stilling til, er hvad der skal ske med mine data, når jeg ikke er her mere – eller måske “bare” blev alvorligt syg og permanent ude af stand til at tilgå mine data. Min blog ejer jeg selv, og hvis nogen kan have glæde af at læse dens indhold, når jeg en dag ikke er mere, er det godt. Men når abonnementet hos min udbyder udløber, bliver mine data slettet, hvis ikke nogen af mine efterladte vil forny domænet og webstedet.

Startdisken på min computer er stærkt krypteret, og det er derfor sandsynligt, at ingen vil kunne læse dens indhold. Om dette er godt eller skidt, ved jeg ikke. Måske kunne mine efterladte have glæde af at se min gamle korrespondance, måske ville jeg i virkeligheden helst slippe for det – de ser jo heller ikke med i mine emails nu, mens jeg stadig lever.

Anderledes er det med de data, som jeg har lagt offentligt til skue og som nu findes på Facebook, Twitter mm. På én og samme tid ejer jeg disse data og kan samtidig ikke forhindre Facebook og de andre i bruge dem. Og det er tydeligt, at data fra afdøde personer ikke forsvinder. Det er egentlig paradoksalt, at det netop er dé data, vi ikke selv ejer fuldt og helt, der ender med at kunne fortælle en historie om os, når vi ikke er mere.

Og jeg spekulerer på, hvordan et passende “data-testamente” mon skal se ud. Der findes en Facebook-app ved navn If I die, der kan afspille en video fra brugeren, når denne er død. Men det virker som en plat løsning. En bedre løsning på spørgsmålet om den digitale arv kan jeg se i en artikel fra DR fra 2016 hvor landsforeningen Liv & Død giver nogle konkrete retningslinjer.

Desværre er der ingen klar lovgivning på området. Og det ville være rigtig godt, hvis de udbredte tjenester som Facebook, Google osv. også blev pålagt ad lovens vej at hjælpe med at forvalte vores digitale arv på en ordentlig måde.

Kinesiske tilstande

Billede: TechNode (https://technode.com/2017/08/23/chinas-social-credit-system-ai-driven-panopticon-or-fragmented-foundation-for-a-sincerity-culture/)

Regeringens “ghettoudspil” Ét Danmark uden parallelsamfund bliver indledt med linjerne

Regeringen ønsker et sammenhængende Danmark. Et Danmark som bygger på demokratiske værdier som frihed og retssikkerhed. Ligeværd og frisind. Tolerance og ligestilling. Et Danmark hvor alle deltager aktivt.

Men virkeligheden er en anden.  Når statsministeren til Berlingske udtaler at

Selve danskheden er truet, og derfor er det nødvendigt at gøre op med tanken om, at alle i Danmark skal behandles lige.

er det unægtelig svært for at få denne udtalelse til at harmonere med de flotte ord om retssikkerhed, ligeværd og ligestilling.

Udspillet tilsidesætter helt utilsløret sædvanlige ideer om retssikkerhed. For nylig skrev jeg om ideen om “dobbeltstraf”. Nu kan vi læse, hvordan man vil ændre databeskyttelsesloven, så det bliver muligt at samkøre vilkårlige databaser med personfølsomme oplysninger for at lave et pointsystem for børnefamilier.

Denne idé minder i øvrigt i forbløffende grad om, hvordan man i Kina er i fuld gang med at lave et pointsystem for alle borgere. Også her samkører systemet mange databaser med personfølsomme oplysninger, hvorefter hver enkelt borger får tildelt en rating. I det danske system er det så kun personer, der bor bestemte steder i landet, der skal være med i pointsystemet. Men det er ikke klart for mig, hvorfor det skulle være mindre problematisk, at det kun er personer, som regeringen ikke har tillid til, der skal udsættes for et pointsystem. For mig at se skaber både pointsystemet og ideen om “dobbeltstraf” netop nogle meget veldefinerede parallelsamfund, hvor der gælder andre regler end i resten af det danske samfund. Og det er endnu et skridt ind i det panoptikon, som den franske sociolog Michel Foucault talte om: Et samfund hvor magthaverne som udgangspunkt overvåger borgerne, og borgerne er passive subjekter.

Ideen om at man skal tilsidesætte grundlæggende borgerrettigheder for at “sikre friheden for alle” er blevet brugt mange gange gennem historien, men jeg har svært ved at komme i tanke om tilfælde, hvor denne slags sanktioner har ført til mere frihed.

Farvel til Jyske Lov?

I denne uge kunne man læse, at den danske regering vil indføre “dobbeltstraf” for forbrydelser begået i bestemte områder af landet, de såkaldte ghettoer. Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen udtaler, at partiet mener, at idéen om strafzoner lyder “fornuftig”.

I FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder (som Danmark har ratificeret) står der imidlertid

Artikel 14

     1. Alle skal være lige for domstolene.

Nogle politikere vil nu formodentlig hævde, at dette blot viser, at menneskerettighederne kun er til besvær, og at dansk lov ikke skal tage hensyn til dem.

Men se så Jyske Lov fra 1241. Denne lov er fra en tid, hvor tortur, dødsstraf og vilkårlige fængslinger hørte til dagens uorden, og hvor der på ingen måde var demokrati. Men her står der:

Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle deres tarv, som bor i landet.

Hvis regeringen og Socialdemokraterne får held med at gennemføre deres forslag (hvad de vil få svært ved uden at lade Danmark forlade international menneskerettighedslovgivning), vil det også betyde at de bryder med et princip, der går helt tilbage til Jyske Lov. Hvad mon Dansk Folkeparti vil synes om dét?

I øvrigt er det interessant at bemærke det paradoksale i, at man tilsyneladende vil bekæmpe “parallelsamfund” ved at skabe en lovgivning og en retspraksis, der kun gælder bestemte steder.

Der er ikke noget at fejre

Erik Nina Hansen. Foto: Bjarke Ørsted.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har længe pralet af de mange stramninger på udlændingeområdet, som regeringen gennemfører, men stramningerne er ikke bare lys på en kage eller et banner på en webside. Det bliver tydeligt nu, hvor de danske myndigheder skal lede efter syv alvorligt syge mennesker, der er blevet ulovligt udvist. Dagbladet Information har kendskab til tre af sagerne og kan fortælle, at en af de udviste har leukæmi, to andre nyresvigt.

Den nuværende sag om ulovlig nægtelse af humanitær opholdstilladelse  minder på den måde i uhyggelig grad om tamilsagen, der i 1993 gjorde at den daværende borgerlige regering måtte gå af. Mange husker tamilsagen som først og fremmest en sag om magtmisbrug i dansk politik, men ofte bliver det overset, at der var tale om et magtmisbrug med døden til følge. Sidst i 1988 var der mellem 130 og 140 færdigbehandlede sager om familiesammenføring til tamilske flygtninge fra Sri Lanka, og de manglede blot en underskrift. Men sagerne blev bevidst syltet af justitsminister Erik Nina-Hansen, der ville tækkes, der han mente var en folkestemning (man aner her en parallel til Inger Støjbergs gerninger). Og det var dét magtmisbrug, der kostede menneskeliv. Erik Ninn-Hansen blev anklaget ved Rigsretten og dømt i 1995, som den første minister siden 1910.

I 1988 var en tamilsk kvinde blevet dræbt, mens hendes mand ventede på at få hende til Danmark. Samme år, i januar 1988, søgte en anden mand, Mathulan, om familiesammenføring med sin hustru, og i juni samme år var sagen færdigbehandlet og kunne sendes videre – men der skete ingenting. I januar 1989 kom svaret omsider, men for sent. I et brev til Folketingets formand skrev Mathulan:

Jeg returnerer denne godkendelse i fotokopi til Dem, for jeg har ikke brug for den mere. Justitsministeren har forhalet min ansøgning gennem mere end 1 år, fordi ministeren mener, der er fred på Sri Lanka. Endelig nu (den 27. Jan. 1989) får jeg godkendelse til at få min kone til Danmark, men det er for sent. Min kone døde den 5. januar 1989 af hjernebetændelse…

Desværre ved jeg ikke, hvad der siden skete med Mathulan. Hvis han stadig lever, må det være skræmmende for ham at følge med i den aktuelle sag.

Jeg vil opfordre til, at vi (i det omfang det ikke går ud over de pågældendes sikkerhed) får ansigter og navne og beretninger sat på de syv mennesker, som de danske myndigheder nu skal opspore, så det bliver tydeligt, at dette ikke er en sag, der kun handler om Inger Støjberg, men derimod i høj grad også er en sag, der handler om de menneskelige konsekvenser af hendes omgåelse af international lov.

Stor straf, lille forseelse

Foto: DR.

I denne uge er der igen fokus på at nogle udenlandske akademikere bosat i Danmark, har oplevet ikke at kunne søge op permanent opholdstilladelse, fordi de har holdt foredrag eller undervist i et lille antal timer på et andet arbejdssted end deres normale. Mange kan se, at dette er absurd og at konsekvenserne er absurde. Der er også nogle ikke så omtalte sager, hvor udenlandske statsborgere har fået en bøde for en overtrædelse af færdselsloven (typisk en fartbøde), og på helt tilsvarende vis er blevet afskåret fra at søge om dansk statsborgerskab.

Opholdstilladelse og statsborgerskab er ikke rettigheder, men er blevet et kompliceret system af individuelle sanktioner og belønninger. For at man skal kunne få belønningen, skal man have forbedret sig selv gennem uddannelse, arbejde og sprogbeherskelse, og man må ikke overtræde landets love. Sker dette, er sanktionerne voldsomme. Dette er en udvikling, der har været i gang i snart en del år; jeg skrev om den her på bloggen i 2011.

Jeg vil hævde, at de pågældende forskere har handlet i god tro – og hvordan kan man gøre andet, når man bliver opfordret af en statsinstitution, ja, endda Folketinget selv, til at bruge sin akademiske ekspertise? Det er derefter en anden statslig institution, der senere politianmelder de selvsamme forskere.

Med færdselsforseelser er det selvfølgelig anderledes; her handler man kun meget sjældent i god tro. Man må ikke overtræde færdselsloven. Men der plejer i jura at være et proportionalitetsprincip, så forbrydelse og straf skal være af sammenlignelig alvorlighed. Når det gælder opholdstilladelse og statsborgerskab, virker sanktionerne helt ude af proportion med forseelsen. De pågældende mennesker vil få deres tilværelse markant forandret i op til 15 år på grund af en forseelse, der kun takseres med en bødestraf.

Hvad er det, der gør at det er nødvendigt at have så voldsomme regler? Hvad er det, reglerne skal opnå? Og hvorfor er der ikke tale om en overtrædelse af proportionalitetsprincippet?

At påvirke rettens gang

I denne uge beder Donald Trump om at gerningsmanden til bilangrebet i New York, der kostede 8 mennesker livet, skal dømmes til døden.  Der er ikke tvivl om at den pågrebne person er den skyldige; han blev pågrebet på fersk gerning. Jeg er modstander af dødsstraf i alle tilfælde, så det er heller ikke dette, der er særligt bemærkelsesværdigt her.

Dét, der er påfaldende og forkasteligt, er at et statsoverhoved på denne måde forsøger at påvirke udfaldet af en retssag så direkte. Det er en meget tydelig tilsidesættelse af princippet om adskillelsen mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt – og vi har også set lignende eksempler i Danmark, hvor ministre har forsøgt at påvirke en domsafsigelse.

Derudover bemærker jeg, at det bestemt ikke er første gang, Donald Trump har forsøgt at påvirke rettens gang.

I 1989 blev en ung hvid kvinde, der løbetrænede i Central Park, udsat for en usædvanligt grov voldtægt der bl.a. påførte hende en voldsom hjerneskade, og fem teenage-drenge, hvoraf ingen var hvide, blev anholdt og dømt. Det viste sig senere ved brug af DNA-spor, efter at de fem unge havde tilbragt mellem 6 og 13 år i fængsel, at de faktisk var uskyldige. Den faktiske gerningsmand tilstod forbrydelsen; de fem uskyldigt dømte unge fik i 2014 tilkendt 40 millioner dollars i erstatning. Denne sag er af alle disse grunde bemærkelsesværdig.

Men ekstra bemærkelsesværdigt er det, at Donald Trump tilbage i 1989 forsøgte at bruge sin økonomiske magt til at få de fem teenagere dømt til døden; han indrykkede store avisannoncer og så sent som i efteråret 2016 hævede han fortsat (trods den helt tydelige frikendelse på baggrund af DNA-spor), at de fem teenagere faktisk var skyldige.

Konsekvenserne af at lyve

Nu kommer der et forslag fra Inger Støjberg om at mennesker, der får asyl i Danmark, kun kan få midlertidig opholdstilladelse og ikke kunne opnå dansk statsborgerskab, hvis det senere har vist sig at de har talt usandt under behandlingen af deres asylsag. 

Det kan næppe undre, at dette forslag ser dagens lys. Både lovgivningen om og den administrative praksis med hensyn til opnåelse af opholdstilladelse og statsborgerskab har set adskillige stramninger inden for de seneste 15 år. Lige nu virker det som om mange politiske partier kun er optaget af at skabe så umuligt et forhindringsløb som de overhovedet kan.

Selvfølgelig må man ikke lyve, men der er mindst to problemer med det aktuelle forslag – ud over at det i sin hensigt er så direkte usympatisk og ud over at det kommer fra en minister, der formodentlig selv har løjet for at opretholde en lovstridig praksis.

Det ene problem er proportionalitetsprincippet, som er et vigtigt princip i retsplejen. Det tilsiger, at straffen for en forseelse skal være proportional med forseelsens omfang. Hvis man skal kunne søge om dansk statsborgerskab, skal man have boet uafbrudt i Danmark i ni år. Skal en forseelse have konsekvenser ni år frem i tiden?

Det andet problem er grundlaget for at konkludere, om en asylansøger rent faktisk har løjet. En rapport fra Translatørforeningen fra oktober 2015 viser, at der er problemer med dårlige tolke, og også i asylsager.  En kort omtale af rapporten kan ses på DR Nyheder.  Tre eksempler på dårlig tolkning i asylsager, hentet fra rapporten og gengivet af DR, er

– Tolken sagde, at jeg skulle rejse hjem og ikke søge asyl i Danmark.

– Jeg fik afslag på asyl, fordi tolken sagde ting, jeg ikke havde sagt, og fordi tolken havde sagt noget andet/oversat forkert. Den forkerte tolkning har gjort livet vanskeligt

– Jeg blev meget forvirret, fordi jeg ikke forstod, hvad tolken sagde, og fordi jeg ikke kunne forklare min sag ordentligt. Måske vil konsekvensen være, at jeg taber sagen.

Moral og lov

For tiden er der fokus på sagen om Inger Støjbergs beslutning om konsekvent at adskille par af asylansøgere, hvor den ene eller begge parter er under 18 år – selv om dette ifølge loven skal ske ud fra en vurdering fra sag til sag. (I kun to af sagerne er der tale om et par, hvor den ene part er under den seksuelle lavalder.) På Facebook skriver Venstres udlændingeordfører Marcus Knuth

Inger har min 100% opbakning i sagen. […] I dette spørgsmål kommer moral over loven; i Danmark bør vi aldrig acceptere barnebrude, og jeg er stolt af, at Inger går forrest for at forbyde den slags praksis i Danmark.

Det er interessant, at et medlem af den lovgivende magt nu offentligt forsvarer at et medlem af den udøvende magt ikke overholder gældende lov – og med den begrundelse, at moral er hævet over loven.

Det er også interessant at sammenligne med en aktuel sag, hvor et syrisk ægtepar med flygtningestatus i Danmark besøgte konens bror i Tyskland og tog ham med sig til Danmark for at han kunne besøge en ven i Silkeborg, har man dømt parret til udvisning til Syrien for menneskesmugleri. Her er de danske myndigheder meget nidkære i deres retspraksis, mens man i sagen om adskillelse af samlevere åbent vedkender sig at man ikke vil overholde loven.

Måske er der et paradoks her. Eller måske er alting tværtimod godt og fornuftigt. Eller måske er der tale om at myndighederne i Danmark i 2017 er endt med først og fremmest at fokusere på at gøre livet surt for flygtninge og asylansøgere og derfor bøjer loven efter forgodtbefindende.

Legalisere eller afkriminalisere?

Jeg har tit tænkt over hvad man skal gøre ved prostitution. På den ene side kan jeg faktisk ikke sige andet om prostitution end, at det grundlæggende set er en form for dehumanisering og derfor ikke er godt for noget som helst.  På den anden side virker det desværre ofte som om arbejdet mod prostitution kan komme til at ligne en kamp mod de prostituerede.

I dag kunne jeg læse, at bystyret i Amsterdam nu opretter et bordel, der skal drives og indrettes af de prostituerede selv. Umiddelbart lyder det vel som et bedre alternativ til det, at nogle mennesker kan skabe profit på at andre mennesker sælger sig selv til seksuelle ydelser. I Nederlandene blev prostitution legaliseret i 2000, og man håbede dermed at kunne gøre noget ved menneskehandel, men det er ikke tilfældet. Der er da også forskere, der sætter spørgsmålstegn ved om den nye type bordel vil kunne ændre noget som helst. “Forretningsmodellen” er nemlig den samme, og bag de tilsyneladende selvstændige prostituerede kan der stadig være bagmænd.

En anden mulighed ville være at afkriminalisere prostitution, dvs. at sørge for at den enkelte prostituerede ikke kan blive arresteret eller retsforfulgt alene fordi vedkommende er prostitueret. Dette er slet ikke det samme som at legalisere prostitution.

Dette ikke sagt fordi jeg har en positiv holdning til prostitution som sådan, for det har jeg netop ikke, men fordi der netop ofte er usynlige bagmænd og fordi det derudover er veldokumenteret, at der i en hel del lande (f.eks. i Rusland og Serbien og lande i Afrika, Asien og Sydamerika) foregår grove overgreb som afpresning, voldtægt og anden vold fra især politiets side mod prostituerede. De overgreb er netop mulige, fordi prostitution er strafbart og politiet dermed har en klemme på de prostituerede. På denne måde bliver de mennesker, der er prostituerede, måske i virkeligheden fastholdt i prostitution.

Her kan man sammenligne med to mulige holdninger til narkotika – der er også her et stort illegalt marked kontrolleret af organiseret kriminalitet. Man kunne legalisere stoffer, dvs. definere rammerne for salg af narkotika med bl.a. licens til særlige salgssteder, hvor man lovligt kan købe og måske også bruge stoffer. Men man kunne også vælge i stedet at afkriminalisere brugen af narkotika, dvs. ikke arrestere og retsforfølge mennesker, der blev pågrebet med stoffer på sig alene til eget forbrug. Systematisk handel med narkotika ville stadig være ulovlig. På den måde ville narkomanerne gå fri og ville ikke risikere at komme i lommen på korrupte betjente, mens de store fisk stadig kunne blive pågrebet.

Gavnlig lidelse?


Det har sat en del tanker i gang hos mig at læse Nils Christie’s lille bog Små ord om store spørgsmål. En af de problemstillinger, der dukker op undervejs i bogen, er spørgsmålet om forholdet mellem forbrydelse og straf – omdrejningspunktet i hele Christies lange karriere. En af de konkrete successer her har været konfliktråd, et tiltag, der nu er meget udbredt i Norge, men aldrig er slået ordentligt igennem i Danmark.

I et interview fra 2009 siger Christie med en henvisning til Johannes Andenæs, en af de store skikkelser i norsk jura, at

Straffen er, som Johs. Andenæs sa så klart at han den dag i dag siteres i høyesterett, et onde som er ment som et onde. Det er en tilsiktet lidelse. Jeg erkjenner at vi trenger strafferettssystemer, men det er enda mer sentralt å gi mennesker en mulighet til å nærme seg det problematiske på andre måter enn gjennom straff.

Det er selvfølgelig ikke min holdning, at der ikke skal være alvorlige konsekvenser af at begå en forbrydelse. Men der er noget underligt ved at retssystemerne over hele verden dybest set er bygget op om hvilken slags og hvor megen lidelse, mennesker skal påføres.

Jeg har ikke noget godt svar her på hvad vi skal gøre i stedet. dels er jeg lægmand, dels kan man ikke give et kort eller enkelt svar på noget, der er det man ofte kalder for et wicked problem; Nils Christie og andre med ham har viet mange års forskning og etiske overvejelser til at forstå hvad vi bør gøre.

Men jeg bliver bekymret, når justitsminister Søren Pape Poulsen taler for at indsatte i fængslerne skal have hårdere vilkår og dermed plæderer for lidelse i sig selv har en gavnligt forandrende effekt. (Inger Støjberg har udtalt sig tilsvarende om personer på tålt ophold – de skal have det “så utåleligt som muligt”). 

Voldtægtsforbrydere, andre voldsforbrydere, pædofile og mange andre forbrydere har gennem deres handlinger påført andre mennesker lidelse og derigennem ofte forandret dem for bestandig. Der var ingen gode virkninger af al denne lidelse, og det er derfor underligt at tro på at officielt sanktioneret lidelse i sig selv kan skabe positive forandringer. Og det er trist, at denne idé kan leve videre i lyset af mange års forskning, der viser det stik modsatte. Det er nødvendigt at bruge Nils Christies indsigt om små ord om store spørgsmål for at forklare dette for beslutningstagere.