Tør vi skrive det i en mail?

Flere gange siden efteråret 2018, og især efter fyringsrunden tidligere i år, har jeg oplevet, at mine kolleger på AAU har skrevet, at de følte sig utrygge ved at fremføre kritik af ledelsen i mail eller på sociale medier. Senest skrev jeg en mail til en kollega og fik det svar, at vi skulle fortsætte korrespondancen gennem vores private mail-konti fordi der som del af det, vi skrev, var tale om en kritik af ledelsen. Min kollega følte sig lidt paranoid, men ville samtidig hellere være på den sikre side. Jeg prøvede at berolige ved at sige dette: Hvis ledelsen ville skride ind over for os på baggrund af kritiske udsagn i en privat mail der brugte vores AAU-mailadresser, ville de samtidig have afsløret, at de læste vores mail. Men jeg fortsatte korrespondancen i privat regi.

For muligvis har min kollega ret. HK skriver:

Husk aldrig at skrive noget illoyalt om din leder, arbejdsplads eller kollegaer fra din arbejdscomputer, telefon eller tablet. Dels fordi du er forpligtet til at være loyal over for din arbejdsplads, dels fordi det kan havne i de forkerte hænder.

og DM skriver

Når der foreligger en berettiget interesse fra arbejdsgivers side og hensynet til den ansatte ikke overstiger denne interesse. Er den ansatte fx ikke tilstede, og der er materiale i indbakken, som skal bruges, og som ikke kan afvente den ansattes tilbagekomst, kan arbejdsgivers interesse i at åbne den ansattes mails overstige hensynet til den ansatte.

Arbejdsgiver vil også have en interesse i at åbne den ansattes mails, hvis ar-bejdsgiver har en konkret mistanke om uregelmæssigheder eller misbrug.

Men det er en gråzone. Er man illoyal, hvis man kritiserer ledelsen? Min holdning er (vel ikke overraskende), at det er man ikke, blot fordi man er kritisk. Og vi kan ved at skrive “Privat” i emnefeltet angive, at en beskeds indhold er privat – da må ledelsen ikke læse med. Vi kan anerkende, at ledelsen er der, men vi behøver ikke at billige dens beslutninger eller adfærd.

Frygten for, at ledelsen læser med, dækker for mig først og fremmest over det, at der er blevet skabt en følelse af utryghed ved og frygt for ledelsen, og alene dét er bekymrende. I en kronik i Information skriver Rasmus Willig og Anders Ejrnæs om tavshedskulturen i offentlige og private virksomheder, at

For det første skal vi forstå selvcensur i bogstavelig forstand. Det er ikke kun en censur af det frie ord, men også af selvet, og derfor oplever vi sandsynligvis, at flere reelt bliver stresssygemeldt af ikke at kunne tale om de problemer, de oplever.

For det andet indebærer selvcensuren en ny type tavshedskultur, hvor der ikke tages hånd om særlige kritisable forhold.

I denne kultur kan vi også finde forklaringen på, hvorfor vi ser den ene skandale efter den anden i den offentlige og private sektor. Der tages simpelthen ikke hånd om problemerne med rettidig omhu. Og det har, for det tredje, den konsekvens, at der ikke reageres på et dårligt fungerende, stressfyldt og psykisk arbejdsmiljø, hvilket i værste fald forværres.

Netop dét er desværre også min fornemmelse.

Samtykke?

I dag holdt vi i Amnesty International et arrangement om den danske lovgivning om voldtægt, som vi kræver ændret, så den kommer i overensstemmelse med den såkaldte Istanbul-konvention og med anbefalinger fra Europarådet. Helt konkret skal lovgivningen ændres, så den bliver samtykke-baseret:. Hvis ikke begge parter har givet samtykke til den seksuelle handling, er der tale om voldtægt. Som det er i dag, er loven i Danmark dog temmelig anderledes. Det skal nemlig kunne bevises, at gerningspersonen har haft “forsæt” – dvs. har gjort det med vilje. Men der kan være situationer, hvor offeret har opfattet være blevet tvunget til sex, mens gerningspersonen ikke forstod, at hun opfattede det sådan. Og ikke helt sjældent sker der det, at offeret på grund af voldsom frygt “fryser” og befinder sig i en tilstand, hvor hun ikke gør noget som helst.

De holdninger til voldtægt, der stadig er udbredt i Danmark, og afspejler sig i den eksisterende lovgivning, er helt ude af trit med andre holdninger i retspolitik. Hvis principperne i dansk lovgivning om voldtægt blev overført til andre dele af straffeloven, ville der kun være tale om indbrudstyveri, hvis beboerne i et hjem havde fortalt tyven, at han/hun ikke måtte stjæle deres ting. Hvis beboerne derimod gemte sig for tyven eller ikke gjorde anskrig, var der (igen pr. analogi) ikke tale om indbrudstyveri, men om at tyven troede, at han/hun gerne måtte knuse en rude og tage ejendele i huet.

Ulovlig påvirkningsvirksomhed

I denne uge vedtog et flertal i Folketinget en ændring af straffeloven, som skal gøre såkaldt ulovlig påvirkningsvirksomhed strafbar.Hermed menes der, at det skal være ulovligt f.eks. at dele opslag på de sociale medier, der skal påvirke den almene opfattelse af NATO-samarbejdet negativt, hvis den danske anklagemyndighed kan bevise, at det er sket i samarbejde med en udenlandsk efterretningstjeneste, en virksomhed eller en myndighed, der samarbejder med en udenlandsk efterretningstjeneste.

Hvis opslagene bliver delt i forbindelse med. med et valg, skal det kunne give op til 12 års fængsel. Det er hensigten, der tæller – straffen falder, uanset om påvirkningen lykkes eller ej. Det kan også være en indikation på samarbejde, at en borger og en efterretningstjeneste har en “fælles forståelse” om at nå et “fælles mål om udøvelse af påvirkningsvirksomhed”.

Amnesty International, tænketanken Justitia og andre har været meget kritiske over for konsekvenserne af en sådan lovændring, bl.a. fordi det hele er så rummeligt, for ikke at sige løst formuleret. Men jeg bemærker, at den der har suverænt stillet flest spørgsmål om loven (36 ud af de i alt 42) faktisk er – Marie Krarup fra Dansk Folkeparti. Hun spørger

… om ministeren er af den opfattelse, at et hvilket som helst russisk politisk forslag pr. definition er skadeligt og ikke må offentliggøres (når informationerne stammer fra suspekte kilder)…

og hun spørger også

om en dansk statsborger efter at have modtaget brochurer fra en russisk statsborger, delt brochurerne ud og skrevet debatindlæg, der støtter synspunktet i brochuren, ifølge lovforslaget skal straffes…

Man kunne godt sidde tilbage med en fornemmelse af at hun er bekymret for lovens konsekvenser. Dansk Folkeparti har ellers aldrig været kendt for at interessere sig positivt for menneskerettighederne. Men der er formodentlig en god grund. Ifølge Radio 24Syv har Ruslands efterretningstjeneste nemlig gentagne gange forsøgt at rekruttere Marie Krarup.

Et bogstav på en kasket

I går kunne jeg hos DRs nyheder læse, at en 35-årig mand af Københavns Byret var blevet idømt 40 dages fængsel for at gå med en kastet, der havde et stort “F” fortil. Desuden fik han forbud mod at færdes bestemte steder i København – han må ikk opholde sig på bestemte, navngivne gader.

Manden var tidligere blevet dømt for at være medlem af banden Loyal To Familia, og u mente anklagemyndigheden, at han videreførte bandens aktiviteter og signalerede dem til andre ved at bruge denne kasket. Sanktionen om et opholdsforbud kommer af, at han havde overtrådt et tidligere nedlagt opholdsforbud.

Jeg har intet pænt at sige om banderne eller det de gør; de er en samling hærdede kriminelle. Og selv bor jeg kun få hundrede meter fra Helle Angels’ klubhus i Nørresundby, så jeg ser af og til medlemmer af en bande i bybilledet. Men denne dom om kasketten med bogstavet “F” er på én gang usædvanligt tidstypisk og mere symbolsk end noget andet. Den vidner om at man tror, at man kan regulere menneskers adfærd ved at forbyde dem at gå med bestemte beklædningsgenstande. I et andet tilfælde prøvede man at ramme samme bande ved at udvise et ledende medlem, der ikke var dansk statsborger (men havde boet i Danmark hele sit liv). Også udvisning er som bekendt blevet en populær form for sanktion.

Når den 35-årige mand har udstået sin fængselsstraf for at gå med kasket, er han blevet en slags offer for systemet i nogle menneskers øjne og dermed høste en vis sympati. Og han vil sikkert bare flytte sin bandeaktivitet til andre dele af København (måske via mellemmænd) og signalere sit bandetilhørsforhold på en anden måde end med en kasket (idet vi antager at det faktisk var dét, bogstavet “F” var på kasketten for).

Og jeg bemærker, at bogstavet “F” på en kasket i sig selv kan udløse fængsel, mens f.eks. det store skilt på Helle Angels’ klubhus i Nørresundby kan hænge der i ro og fred.

Alle har ret til at bruge retten

Grafik: Meredith Stern (https://justseeds.org/product/article-6-udhr/)

Jeg tror ofte, at lavpunktet er nået i dansk flygtningepolitik, men hver gang tager jeg fejl. Efterhånden handler det nu for politikerne om at skaffe sig af med menneskerettighederne.

I dag kan jeg læse at Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti vil gøre det umuligt for flygtninge og asylansøgere at sagsøge de danske myndigheder.

Den konkrete anledning er, at et syrisk ægtepar af Københavns Byret er blevet tildelt en erstatning på 10.000 kroner hver for at være blevet adskilt af de danske myndigheder. I et spørgsmål til Inger Støjberg spørger Martin Henriksen

…hvilke muligheder der er for enten helt at afskære eller alternativt begrænse asylansøgeres og/eller flygtninges muligheder for at føre retssager mod den danske stat eller andre offentlige myndigheder eksempelvis ved i visse tilfælde at fjerne muligheden for at søge økonomisk kompensation, således at domstolen fortsat kan dømme, men uden at tildele økonomisk kompensation i tilsvarende sager.

Her bemærker jeg, at artikel 6 i Verdenserklæringen om menneskerettigheder siger at

Ethvert menneske har overalt i verden ret til at blive anerkendt som retssubjekt.

Det, Martin Henriksen her anfægter, er med andre ord en af de fundamentale menneskerettigheder. Det er bekymrende, at en toneangivende dansk politiker så systematisk vil underminere retssikkerheden. Og jeg spekulerer på, hvordan Socialdemokraterne vil reagere her.

Vor tids tyskerpiger

“Tyskerpiger” tilbageholdes i Aarhus efter Danmarks befrielse.

For tiden er der diskussioner af hvad man skal gøre ved de europæiske statsborgere (danskere, tyskere, briter og andre) der rejste til Syrien og Irak og tilsluttede sig Islamisk Stat. De fleste er enige om at de pågældende mennesker har handlet helt igennem forkasteligt, men der stopper enigheden. Nogle mener, at de pågældende europæere ikke skal kunne vende tilbage til det land, de forlod. Dette er også holdningen hos den danske regering. Til gengæld mener Donald Trump, at de europæiske lande skal lade deres statsborgere, der sympatiserede med Islamisk Stat, vende tilbage, så de kan blive retsforfulgt. Det er underligt at indse, at jeg for første gang faktisk er enig med Donald Trump!

De kvinder, der rejste til Mellemøsten og giftede sig ind i Islamisk Stat, er et særligt komplekst fænomen. Af reaktionerne rundt omkring kan jeg se, at nogle nærer et voldsomt had til dem. Og jeg synes selvfølgelig, at det er forkasteligt at tilslutte sig en grusom og menneskefjendsk gruppering som Islamisk Stat. Men et statsborgerskab må gælde, uanset et menneskes gerninger. Det vil være svært for Danmark at udlevere kriminelle udenlandske statsborgere til udlandet, hvis Danmark ikke også vil acceptere at modtage sine egne kriminelle statsborgere.

Men der er noget andet, jeg også vil bemærke her. Der er for mig at se en tydelig parallel til hadet mod de unge kvinder, der havde forhold til medlemmer af den tyske besættelsesmagt. Efter Danmarks befrielse var der et voldsomt had til “tyskerpigerne”, og på nogle måder var de en form for lynafledere, netop fordi Danmarks rolle i besættelsen havde været mere tvetydig end mange brød sig om at tænke på. På samme måde har mange landes rolle i krigene i Syrien og Irak været temmelig tvetydig, og måske er det også derfor, reaktionerne mod de unge kvinder, der tilsluttede sig Islamisk Stat, er så voldsomme. På én måde burde mange af “tyskerpigerne” være langt nemmere at tilgive, for mange af de omkring 107.000 tyske soldater i Danmark under 2. verdenskrig begik faktisk ikke grusomheder. På en anden måde er historien om “tyskerpigerne” til gengæld voldsommere, for der var mange flere “tyskerpiger” (måske op mod 50.000) end der er unge kvinder, der har sluttet sig til Islamisk Stat.

I begge tilfælde var der tale om unge kvinder, der ikke tænkte sig om.

Én gang ude, altid ude?

Billede: https://www.wikihow.com/Build-Self-Respect-After-Being-Stigmatized

I dagbladet Information var der i dag et indlæg fra formanden for Psykiatrifonden og SFs psykiatriordfører. De påpeger, at en tidligere psykiatrisk diagnose har det med at forfølge mennesker, der siden er blevet raske igen. Og jeg kan kun give dem ret – jeg selv (og sikkert mange andre) kender mennesker, der har været i kontakt med psykiatrien og siden har gået meget stille med dørene med det, når deres sygemelding var afsluttet og de skulle søge arbejde igen. Der er hos mange en antagelse om at psykiske lidelser er kroniske på en måde, som fysisk sygdom ikke antages at være. Der er et lovforslag fremme om at gøre det nemmere at blive erklæret rask for mennesker, der engang har været i kontakt med psykiatrien – og det er en rigtig god idé.

Uden sammenligning i øvrigt ser man lignende reaktioner, når det gælder mennesker, der har været i kontakt med retssystemet og har siddet i fængsel. Også tidligere straffede borgere går stille med dørene med deres fortid, og også dette er det vigtigt at gøre noget ved. I begge tilfælde er det med til at fastholde de pågældende borgere i en rolle som socialt ekskluderede, der ikke fører noget godt med sig.

Denne opfattelse af, at er man én gang dømt ude, da er man altid dømt ude, sidder meget dybt i mange mennesker. Vi ser det bl.a. i diskussionerne om hvordan man skal håndtere udenlandske statsborgere, der er på “tålt ophold” efter en udvisningsdom. De pågældende mennesker har jo faktisk udstået deres fængselsstraf, og for nogles tilfælde er det endda ved at være længe siden.

Et andet sted, hvor det bliver meget kompliceret også for mig, og jeg er meget i tvivl, er det røre, der netop nu er om en aviskronik i dagbladet Information forfattet af en mand, der i sin tid slog sin datter på fem år ihjel. Mange fordømmer ham og fordømmer kronikken, og jeg har det også svært med at læse den. Når jeg tænker nærmere over dette, er det dog nok ikke følelsen “en gang ude, altid ude”, der er på spil, men vel snarere fornemmelsen af at den pågældende mand går let hen over den ugerning, han begik tilbage i 1993, og mest fokuserer på sin egen svære barndom. På den anden side har manden ikke begået forbrydelser siden da, og han har faktisk arbejdet med voksenpædagogik, blandt andet i socialpsykiatrien. Så noget har han jo lært.

Tålt ophold

Nogle udenlandske statsborgere, der befinder sig i Danmark, er på tålt ophold.  De har ingen rettigheder, må ikke arbejde, får en meget lav kontant ydelse, og det er meningen, at de en dag skal sendes ud af Danmark. Nogle af dem, der er på tålt ophold, er mennesker, der på den ene side ikke har krav på beskyttelse, fordi i deres oprindelsesland har gjort sig skyldige i alvorlige forbrydelser, men på den anden ikke kan sendes retur fordi de da vil være i fare. Men de fleste mennesker, der er på tålt ophold, er mennesker der tidligere har haft opholdstilladelse, men har begået en kriminel handling, som førte til en udvisningsdom. Af den danske finanslov for 2019 fremgår det, at udlændinge på tålt ophold skal opholde sig på øen Lindholm, der tidligere er blevet benyttet af DTU til forsøg med smitsomme sygdomme. Denne beslutning har ikke overraskende ført til mange reaktioner, men de vil alle kunne afvises med at mennesker på tålt ophold er en uønsket belastning for samfundet og derfor skal behandles derefter.

Men den mest skræmmende beslutning er for mig at se en anden. Hensigten er nemlig nu, at flygtninge altid skal sendes tilbage til deres oprindelsesland, og de får nu en endnu lavere kontanthjælp. Det er ikke meningen, at flygtninge skal integreres. Det er uklart, hvad holdningen til flygtninges arbejde og uddannelse vil være, men der har længe været et ønske hos Dansk Folkeparti om at flygtninge også skal leve afsondret og ikke må arbejde eller uddanne sig. Regeringen bruger ikke længere eufemismen “integrationsydelse”, men taler nu direkte om “hjemsendelsesydelse”. På denne måde er ordningen om tålt ophold kommet til at fremstå som en model for hvordan mennesker med flygtningestatus skal betragtes i Danmark. Der er en glidning mod at skabe “tålt ophold for alle” i form af en lovgivning, der vil sikre at flygtninge kommer til at fremstå en belastning for samfundet og derfor skal behandles derefter.

En forfulgt mand?

Foto:  T.J. Kirkpatrick / NYT / Redux

I denne uge er der et langt indlæg i Berlingske af Anna Libak, folketingskandidat for Venstre og tidligere udlandsredaktør for Berlingske, der angriber de kvinder, der har anklaget den kommende amerikanske højesteretsdommer Brett Kavanaugh for seksuelle overgreb, der fandt sted i begyndelsen af 1980’erne..

Anna Libak skriver bl.a.

Just derfor er denne sag så tragisk. For den handler ikke om, hvad Kavanaugh rent faktisk har foretaget sig. Den handler om, hvem der er god og hvem der er ond.

På en måde forstår jeg næsten hendes argument – for det er forbundet med alvor at anklage nogen offentligt for en forbrydelse, og i nogle tilfælde, hvor det sker, kan der være tale et ønske om selv at opnå en fordel. Her tænker jeg f.eks. på skilsmissesager, hvor parterne beskylder hinanden for at have begået overgreb mod børnene, eller på en tvist på en arbejdsplads, hvor en kollega beskylder en anden kollega for at have været voldelig. En beskyldning kan, hvis den får lov at stå alene og uimodsagt, ødelægge et menneskes renommé. Selvfølgelig er der et retspolitisk aspekt, der ikke må ignoreres.

Men i sagen om Brett Kavanaugh er der ikke tale om løse injurier, men tale om vigtigheden af at fastslå troværdigheden (eller mangel på samme) hos en bestemt person. Det er en person, der skal have en politisk udpeget embedspost af stor betydning for den lovgivende magt i et stort land, omend landets størrelse her er underordnet.

Derudover, som det seneste års mange sager afslører, er netop seksuelle overgreb omgærdet af en grim tavshedskultur, som har forhindret (og stadig kan forhindre) mange ofte for overgreb i at kunne stå frem – og der er en tydelig kobling mellem tavshedskultur og magt. Der er en grund til, at de ubehagelige sager først kommer frem netop nu.

Og endelig, set i et rent dansk perspektiv, er jeg bekymret over at en person fra et politisk parti, der sidder i regering, udtrykker sig på den måde, som Anna Libak gør netop nu.

Et kæmpestort hul

Det er måske Pernille Vermund længst til højre.

I dag kan man læse, at Socialdemokratiets retspolitiske ordfører Trine Bramsen vil fratage asylansøgere muligheden for at få asyl, hvis de tre gange er blevet grebet i at køre med offentlig transport uden gyldig billet.

Hun udtaler

Det handler om retfærdighed. Når man kører med tog, må man indløse billet, uanset hvem man er. Når vi kan se, at der er et kæmpestort hul i loven, så er det vores pligt at reagere på det.

Selvfølgelig skal man ikke køre uden gyldig billet, men skal et menneske forlade Danmark og sendes tilbage til forfølgelse, hvis man har undladt at betale for tre busbilletter? I retspolitik opererer man med et proportionalitetsprincip, og Trine Bramsens forslag er meget langt på den anden side af dette princip og helt ude af proportioner.

Det eneste, der vil ske, er at Danmark får en gruppe af afviste asylansøgere, der ikke kan sendes ud af landet og formodentlig vil få sværere ved at søge asyl andetsteds i verden på grund af afslaget her.

Er der ikke nogen socialdemokrater derude, der kan stoppe denne tilsyneladende endeløse deroute, hvor almindelige retspolitiske principper bliver ofret i forsøget på at lefle for dem, der vil stemme på Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige? Der er landsmøde i Aalborg om få dage, og da må muligheden være der.