Det er svært at sige fra

I dag er der en kronik i dagbladet Politiken af forfatteren Marianne Stidsen om ændringen af lovgivning om voldtægt og om sagen fra USA om filmproducenten Harvey Weinstein. Det er trist at opleve, at en kvinde dels forsvarer Weinstein, dels taler imod en bedre lovgivning om voldtægt.

Hun skriver

Her kunne man godt få lyst til at blive lidt hård i mælet og sige: Hvis du fryser, så tag dog noget tøj på. Forstået på den måde, at man også må kunne forlange, at voksne kvinder er i stand til at sige nej, hvis der er noget, de ikke vil.

Engang fortalte en kvindelig bekendt mig om en mand, vi begge kendte, der helt uventet havde gramset på hende. Min reaktion var spontan : Hvorfor gav du ham ikke en på kassen? Du plejer jo ikke at være bange for at sige tingene som de er. Og svaret fra hende var: Så enkelt er det jo ikke – den slags kan man ikke altid.

Hun havde selvfølgelig ret. Mit spørgsmål, der faktisk var en variant af Stidsens spørgsmål, var nemlig naivt – man handler sjældent på den måde, man “burde” i en usædvanlig og ubehagelig sammenhæng, der opstår meget pludseligt.

Jeg har aldrig været i en tilsvarende situation – men det har jeg så alligevel. For nogle år siden havde jeg nemlig en meget ubehagelig oplevelse, da jeg en vinterdag cyklede hjem fra arbejde. To mænd stod ude på kørebanen på Nørre Tranders Vej og vinkede mig ind til siden. Jeg tænkte, at de nok havde brug for hjælp. Men det havde de bestemt ikke. Tværtimod truede de mig, og den ene sagde at han havde et skydevåben. Nu skulle jeg bare gøre, som de sagde.

Jeg var ikke klar over, hvad de ville, men jeg “frøs” i situationen og begyndte simpelthen at græde højlydt og sige et eller andet usammenhængende. Jeg havde aldrig forventet at sådan noget ville ske på en almindelig cykeltur hjem efter arbejde. Min gråd gjorde åbenbart mændene så bange, at de stak af. Senere kunne jeg læse i nyhederne, at der havde været tale om to fanger på flugt. Der var ikke sket mig noget fysisk, men jeg var meget rystet i flere dage efter. Og ja, jeg ringede til politiet med det samme.

Jeg kunne have været stærk, måske have slået fra mig eller skyndt mig at cykle væk. Bagefter bebrejdede jeg mig selv, at jeg ikke havde handlet på den måde. Sært nok var jeg vel mere vred på mig selv, end jeg var på de to mænd. Men i en uventet og ubehagelig situation, som opstår pludseligt og som man ikke kan overskue, gør de fleste simpelthen ikke det, de måske ellers ville mene, de burde. Derfor er det ikke så let bare at sige nej, hvis der er noget, man ikke vil, og det skal lovgivningen kunne håndtere.

Uden offer?

Dette er ikke en af de omtalte dukker..

Nu er der igen fokus på de såkaldte sexdukker, der forestiller børn. Dukkerne er realistiske, har kropstemperatur og kan sige ord (f.eks. “No no daddy”). Som i så mange andre etiske problemstillinger i retspolitik opstår der sig hurtigt to lejre: Én, der ønsker et forbud, og en anden, der er modstandere af et forbud.

Karen Munk, der er lektor i psykologi ved Københavns Universitet, taler i en kronik i dagbladet Information for, at der ikke er belæg for at sådanne dukker skal forbydes, og at det forbud, som mange politikere ønsker, alene bunder i væmmelse.

Det er svært for mig at finde ud af, hvad min holdning bør være her. Rent instinktivt synes jeg, at denne slags dukker er dybt afskyelige, og at det er grotesk, at nogen vil tjene penge på at fremstille og sælge den slags. Så jeg har umiddelbart lyst til at få dem forbudt. Men samtidig fremstår dette grumme fænomen umiddelbart som en slags “forbrydelse uden offer”. Er det så faktisk dét?

Nogle sammenligner med diskussion af, hvordan voldelige film og computerspil påvirker menneskers adfærd. Bliver man inspireret eller bliver man afledt? Er dukkerne en erstatning for overgreb mod børn eller tilskynder de reelt til overgreb?

Forskellen er, at pædofili er en seksuel orientering hos voksne mod børn, som formodentlig er medfødt og tilsyneladende ikke kan fjernes, mens man ikke kan tale om noget lignende, hvad tilbøjelighed til vold angår. En del pædofile formår at være helt lovlydige og holde deres tilbøjeligheder helt private, så de aldrig krænker børn, mens andre begår overgreb. (Det hele bliver yderligere kompliceret af, at mange af dem, der begår overgreb mod børn, tilsyneladende ikke er pædofile i ovenstående forstand, men har andre hensigter med overgrebene.)

Men hvis man vil vide mere om, hvad dukkernes rolle er – inspirerer de eller afleder de? – har man formodentlig allerede et datagrundlag. Der er nemlig allerede en del omtale af denne slags dukker på udenlandske nyhedsmedier og rapporter om de personer (tilsyneladende altid mænd), der har bestilt dukkerne på nettet og har fået dem beslaglagt. Derfor har man egentlig mulighed for at finde ud, hvad der kendetegner de pågældende: Har de en forhistorie, hvor de har begået overgreb på børn eller har samlet på billeder af denne slags overgreb?

Lige lovlig hurtigt?

Nu vil regeringen indføre fængselsstraffe for bilister, der begår grove overtrædelser af færdselslovens hastighedsgrænser. Regeringen foreslår at bilister, der kører over 200 kilometer i timen får 20 dages fængsel og en ubetinget frakendelse af kørekortet i mindst tre år.

Argumentet er at dette skulle have en afskrækkende virkning.

– Jeg tror, det vil have en effekt, når vi sender sådan et signal: Nu får du ikke bare en bøde. Du ryger direkte i fængsel, lyder det fra transportministeren.

Fra https://www.dr.dk/nyheder/indland/regeringen-vil-smide-de-vaerste-fartboeller-i-faengsel

Men argumentet om straffens afskrækkende virkning er ofte blevet tilbagevist ad empirisk vej. Forskningsresultater fra kriminologi tyder ikke på, at gerningsmænd nogensinde lader sig påvirke af straframmen. Der er lange fængselsstraffe for mord og andre alvorlige forbrydelser, og de finder sted alligevel. Selvfølgelig skal der være hårde straffe for grov kriminalitet, men afskrækkelsens argument holder næppe.

Jeg har i denne forbindelse et spørgsmål, som formodentlig er naivt: Det er klart hvorfor udrykningskøretøjer skal kunne køre hurtigt, men hvorfor skal det også være teknisk muligt for en almindelig personbil at kunne køre så meget hurtigere end hastighedsgrænserne tillader? Er der virkelig situationer, hvor en bilist har en legitim grund til at køre 200 kilometer i timen? Hvad er egentlig bilproducenternes argument for at fremstille biler, der kan køre så hurtigt?

Jeg ville umiddelbart tro, at det kunne virke bedre at forsyne almindelige person-motorkøretøjer med en spærring, der gør det umuligt for dem at køre så stærkt – i stil med den plombering, der begrænser hastigheden af knallerter. Det kunne så være forbundet med straf at forsøge at fjerne denne spærring.

Danske æresdrab

Kilde: Mikkel Okholm – Typer af drab i Danmark, Justitsministeriets Forskningskontor. Januar 2020.OfreGerningsmænd
Partnerdrab3535
Andet i ikke-kriminelt miljø3444
Andet familiedrab2926
Kriminelt miljø1715
Begået af psykisk syge (ikke familie)1514
Barnedrab (i familien)109
Nattelivsvold67
Røveridrab35
Seksualdrab11

For tre år siden skrev jeg om den form for mord, som desværre ofte benævnes “familietragedier”: En mand eller kvinde dræber sine børn og sin partner. Dengang var mine pointer dels, at “familietragedier” simpelthen er mord, dels at denne slags mord er den danske udgave af det, man nogle gange med et andet uheldigt valgt ord kalder for “æresdrab”. Der er nemlig intet som helst ærefuldt ved at tage et andet menneskes liv med fuldt overlæg. Dansk Folkeparti har tidligere bedt om at få registreret hvor mange “æresdrab” der mon finder sted i Danmark.

I dag er der en lang artikel i dagbladet Information, der opsummerer Justitsministeriets analyse af 156 drab begået i Danmark. 156 gerningmænd dræbte i alt 150 ofre blev dømt mellem 2012 og 2017. Tabellen ovenfor viser tallene. Det interessante er, at der er syv hovedtyper af drab i Danmark, og tabellen opsummerer dem. Den mest almindelige type drab er partnerdrab, men også mord på børn og andre familiedrab er udbredte. Alle mord på børn blev begået af forældrene! I alt var der tale om 74 drab, dvs. knap halvdelen.

Dette tyder, i al fald for mig at se, på at “æresdrab” i virkeligheden må være en meget udbredt form for drab i Danmark.

En kronisk diskussion

Det er, som om diskussionen om ytringsfrihed er blevet kronisk. Der har været diskussionerne om Facebooks ret til at begrænse muligheder for bl.a. en britisk højreekstremist for at dele materiale på platformen, og nu er der diskussionerne om Jyllands-Postens seneste karikaturtegning, der viser det kinesiske flag.

Tilbage i 2011 skrev jeg at der er handlinger, der er juridisk tilladelige, men hvis etiske status er mere uklar.

Vi har (i det store og hele) bevægelsesfrihed i Danmark. Jeg har derfor ret til at gå ud af mit hus for at gå en tur tværs gennem byen. Men bør jeg gøre brug af denne ret, netop når familien kommer på besøg?

Fra http://www.hanshuttel.dk/wordpress/2011/06/07/jeg-er-traet-af-ytringsfriheden/

Et tredje element her er hensigten. Jeg ved ikke, hvad Jyllands-Posten ville opnå med deres seneste karikaturtegning, og jeg er faktisk ikke sikker på at de selv ved det. En ytring er ikke værdifuld alene fordi den er en ytring.

Et fjerde forhold er at ytringsfriheden kan være de jure og de facto. Det er juridisk umuligt at retsforfølge en dansk avis for at have bragt en karikaturtegning, men konsekvenserne kan være en forværring af forholdet mellem Danmark og Kina – eller bare blive et påskud for Kina til handle på en bestemt, ubehagelig måde over for Danmark f.eks. ved handelssanktioner. Derfor kan magtfulde aktører ved at intimidere andre reelt begrænse ytringsfriheden.

Dette sidste forhold kender vi også fra danske sammenhænge, bl.a. fra diskussioner om offentligt ansattes ytringsfrihed. Det er velkendt, også af mig, at en offentligt ansat person i Danmark ganske vist ikke kan blive straffet for kritiske ytringer om sin arbejdsplads, men kan opleve frygten for repressalier som en reel begrænsning af sin ytringsfrihed.

Min holdning har altid været og er stadig, at man

  • bør kritisere hensigten med en ytring, hvis man finder hensigten forkastelig, og bør kritisere ytringen, hvis hensigten var uklar
  • bør anerkende den juridiske ret til at foretage ytringer
  • og endelig også bør kritisere forsøg på intimidering på grund af ytringer; dette er også en kritik af magtforhold

Er det forældrenes skyld?

For tiden er der en del diskussion af et lovforslag fra den siddende regering om børn af danske “fremmedkrigere”. Lovforslaget vil, hvis det bliver vedtaget, medføre at børn der har danske forældre, men bliver født i områder, hvor en terrororganisation er part i en væbnet konflikt, ikke længere automatisk bliver danske statsborgere. Argumentet for dette er ifølge udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye at

Folk, der tilslutter sig Islamisk Stat, har vendt Danmark ryggen. Hvis de stifter familie, er det ikke en dansk familie…

Når Tesfaye bruger ordet “folk”, må han mene børnenes forældre. Der er noget ved dette ræsonnement, der i forbløffende grad ligner udtalelser, som bl.a. Tesfayes forgænger i embedet, Inger Støjberg, kom med i april i år i forbindelse med en rapport fra Røde Kors om vilkårene for børn på udrejsecenteret Sjælsmark. Hun sagde dengang

Så forældrene har bragt deres børn i den her situation. De tager reelt deres børn som gidsler. Det åg kan vi ikke tage af børnenes skuldre…

I begge tilfælde udtaler en minister, at danske myndigheder ikke kan beskytte børnenes vilkår, fordi dette er forældrenes ansvar. Det er måske synd for børnene, men forældrene kan jo bare lade være med at gøre det, de gør. Dette er naturligvis en holdning, man kan have – og den deles af bl.a. politikere fra Dansk Folkeparti.

Det er imidlertid påfaldende, at vi i disse år ser denne nye officielle holdning til barnets tarv som et privat anliggende. Det er nemlig en holdning, som er markant anderledes end den, der afspejler sig i danske myndigheders adfærd over for danske børn i Danmark. Data fra Danske Kommuner viser, at stadig flere børn bliver tvangsfjernet fra deres forældre. Tvangsfjernelser er ikke nødvendigvis noget godt, men når det gælder denne gruppe af udsatte børn, er der tydeligvis ikke tale om at myndighederne lægger skylden og ansvaret over på deres forældre..

Den offentlige mundkurv

Foto: Privatfoto.

I denne måned er der kommet fokus på Esbjerg kommunes fremfærd overfor socialrådgiverne ansat ved kommunen. En kommunal chef havde indkaldt til temadag om “at være ansat i en politisk styret virksomhed”, og især ét billede med en slide fra lederens præsentation er blevet delt flittigt. Senere har byrådspolitikere forsøgt at få nogle af de ansatte til at stå frem, men det tør de ikke.

Byrådsmedlem Anne Marie Geisler Andersen udtaler til Ugeavisen Esbjerg

Jeg har tidligere hørt om ansatte, der grundet advarsler eller trusler oppefra ikke turde ytre sig, men tænk sig, at man ikke engang tør sige, at man har hørt et oplæg i arbejdsmedfør. Det er jo helt vildt, så må man virkelig føle sig kuet. 

Folketingets ombudsmand har en myndighedsguide, hvor der er en meget grundig redegørelse for offentligt ansattes ytringsfrihed. Her fremgår det, at offentligt ansattes ytringsfrihed har meget vide rammer.

Her står bl.a. at

Offentligt ansatte har en udstrakt ytringsfrihed. Det betyder, at de på egne vegne kan deltage i den offentlige debat og fremføre personlige meninger og synspunkter.

Det gælder også, når man som offentligt ansat udtaler sig kritisk om ens eget arbejdsområde.

Myndighedsguiden giver en lang række eksempler, hvor ledere i den offentlige forvaltning aktivt har søgt at begrænse ansattes ytringer. For eksempel har nogle offentlige ledere krævet af ansatte, at de ikke måtte ytre sig i bestemte sammenhænge eller har krævet, at ansatte skulle indhente tilladelse, inden de ytrede sig. Nogle ledere har påberåbt sig retten til at kræve tavshedspligt om alt, men tavshedspligt omfatter kun fortrolige oplysninger, og også dette er veldefineret. Der er også beretninger derude om ledere, der i løbet af en række møder går efter at presse medarbejdere til at holde op med at skrive på internettet om forholdene på deres arbejdsplads ved en blanding af at lokke med uspecifikke “vennetjenester”, trusler om sager ved den lokale HR-afdeling og kraftige antydninger om risiko for fyring.

Eksemplet fra Esbjerg viser, at problemet stadig er helt reelt, og det er skræmmende, at ledere på denne måde optræder intimiderende. Ombudsmandens guide gør det klart, at sådan adfærd fra lederes side er direkte ulovlig. Om de pågældende ledere bevidst ignorerer det juridiske grundlag eller blot ignorerer det, ved jeg ikke. Begge forklaringer – at lederen er kynisk og at lederen er inkompetent – er skræmmende.

En trist sag

En del aviser skriver lige nu meget om en aktuel sag, der omhandler et seksuelt overgreb i en københavnsk lokalpolitikers hjem.

Det er tydeligt, at der efter alt at dømme ikke har været tale om vold i sædvanlig forstand (dvs. med fysiske skader), men der er tale om en seksuel handling, hvor kvinder ikke har givet deres samtykke og dermed om noget, der ifølge den nuværende lovgivning i bl.a. Sverige og Storbritannien vil være at regne som voldtægt. Lige nu er det ikke tilfældet i dansk lovgivning (hvis ikke offeret har været ude af stand til at sætte sig til modværge), omend et folketingsflertal har givet udtryk for at loven skal ændres. Sagen kunne have vist, hvor vigtigt det er at ændre dansk lovgivning om voldtægt.

Men sagen er først og fremmest interessant for medierne i kraft af at en del seksuelle detaljer kommer frem. Det er trist og faktisk også usmageligt, at det er denne sensationshungrende vinkel, der bliver taget, og det må være rigtig ubehageligt for de indblandede kvinder. Hvis det havde været en sag om en helt ukendt kvinde, ville de seksuelle detaljer formodentlig ikke komme på forsiden. Og voldtægt er ikke “pirrende”, det er et overgreb.

At ramme de forkerte

Det ser ud til, at det opholdskrav, der siden nytår 2019 har gjort, at man skal have opholdt sig i Danmark, et andet EU-land eller et EØS-land i syv ud af de seneste 12 år for at være berettiget til dagpenge, nu bliver fjernet. Det er rigtig glædeligt, hvis det sker.

Men der er alligevel noget, der skurrer i ørerne. I en artikel i Politiken citeres beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard således:

»Den overvejende del af folk, der bliver fanget i det, er etniske danskere, som har været i udlandet for at arbejde. Så det strider jo imod intentionen fra dem, der vedtog det i sin tid«, siger ministeren og nævner, at det også har vist sig »umuligt at administrere«.

»For det tredje – hvilket er et kæmpe problem – er det med til at udhule, hvor attraktivt det er at melde sig ind i en a-kasse«…

Skal argumentet for at afskaffe denne slags stramninger være, at de “rammer de forkerte”? En beslægtet stramning er integrationsydelsen (som engang hed starthjælp). Det er veldokumenteret, at hensigten med den var at give flygtninge halvt så meget i kontanthjælp som alle andre. Hensigten var med andre ord at forskelsbehandle borgere ud fra oprindelse. Men da bl.a. konventionen om flygtninges retsstilling siger, at man ikke må diskriminere mennesker med flygtningestatus mht. muligheder for at få sociale ydelser, blev regeringen nødt til at finde nogle betingelser, som alle flygtninge opfyldte, men også blev opfyldt af nogle danske statsborgere.

Ville opholdskravet være acceptabelt, hvis regeringen på en eller anden måde kunne lykkes med at definere det, så det slet ikke ramte etniske danskere og var nemt at administrere? Og hvad er i øvrigt en “etnisk dansker”?

Verdensmålene på danske universiteter

FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling blev vedtaget af verdens stats- og regeringsledere på FNs topmøde i New York den 25. september 2015. Ledelsen på Syddansk Universitet har nu besluttet at, SDU skal arbejde “ambitiøst og helhjertet med alle FN’s 17 verdensmål for bæredygtighed, og at det præger hele universitetet.”

Det er et glædeligt skridt, for det vil også gøre det nødvendigt at gentænke den måde, undervisning og forskning foregår på – ja, hele universitetsverdenen. Nogle tænker på FNs verdensmål som nogen, der først og fremmest har med miljøpolitik at gøre. Andre tænker på verdensmålene som nogen, der først og fremmest har med forholdene i det globale Syd at gøre. Men verdensmålene gælder for hele verden, og de er forbløffende brede. Nogle handler om retspolitik og om demokrati.

Et af målene i denne kategori er mål nummer 16, der lyder

At støtte fredelige og inkluderende samfund. give alle adgang til retssikkerhed og opbygge effektive, ansvarlige og inddragende institutioner på alle niveauer.

Det rummer bl.a. disse delmål:

16.1 Alle former for vold, og voldsrelaterede dødsfald skal reduceres væsentligt overalt.

16.6 Der skal udvikles effektive, ansvarlige og gennemsigtige institutioner på alle niveauer.

16.7 Der skal sikres lydhøre, inkluderende, deltagerbaserede og repræsentative beslutningsprocesser på alle niveauer.

Det bør unægtelig give anledning til eftertanke. Lever den nuværende danske universitetslov og den måde, den forvaltes på i disse år, op til delmål 16.6 og 16.7? Og kan danske universiteter fortsætte med at involvere sig i militærforskning og samtidig leve op til delmål 16.1?