Konsekvenserne af at lyve

Nu kommer der et forslag fra Inger Støjberg om at mennesker, der får asyl i Danmark, kun kan få midlertidig opholdstilladelse og ikke kunne opnå dansk statsborgerskab, hvis det senere har vist sig at de har talt usandt under behandlingen af deres asylsag. 

Det kan næppe undre, at dette forslag ser dagens lys. Både lovgivningen om og den administrative praksis med hensyn til opnåelse af opholdstilladelse og statsborgerskab har set adskillige stramninger inden for de seneste 15 år. Lige nu virker det som om mange politiske partier kun er optaget af at skabe så umuligt et forhindringsløb som de overhovedet kan.

Selvfølgelig må man ikke lyve, men der er mindst to problemer med det aktuelle forslag – ud over at det i sin hensigt er så direkte usympatisk og ud over at det kommer fra en minister, der formodentlig selv har løjet for at opretholde en lovstridig praksis.

Det ene problem er proportionalitetsprincippet, som er et vigtigt princip i retsplejen. Det tilsiger, at straffen for en forseelse skal være proportional med forseelsens omfang. Hvis man skal kunne søge om dansk statsborgerskab, skal man have boet uafbrudt i Danmark i ni år. Skal en forseelse have konsekvenser ni år frem i tiden?

Det andet problem er grundlaget for at konkludere, om en asylansøger rent faktisk har løjet. En rapport fra Translatørforeningen fra oktober 2015 viser, at der er problemer med dårlige tolke, og også i asylsager.  En kort omtale af rapporten kan ses på DR Nyheder.  Tre eksempler på dårlig tolkning i asylsager, hentet fra rapporten og gengivet af DR, er

– Tolken sagde, at jeg skulle rejse hjem og ikke søge asyl i Danmark.

– Jeg fik afslag på asyl, fordi tolken sagde ting, jeg ikke havde sagt, og fordi tolken havde sagt noget andet/oversat forkert. Den forkerte tolkning har gjort livet vanskeligt

– Jeg blev meget forvirret, fordi jeg ikke forstod, hvad tolken sagde, og fordi jeg ikke kunne forklare min sag ordentligt. Måske vil konsekvensen være, at jeg taber sagen.

Flattr this!

Moral og lov

For tiden er der fokus på sagen om Inger Støjbergs beslutning om konsekvent at adskille par af asylansøgere, hvor den ene eller begge parter er under 18 år – selv om dette ifølge loven skal ske ud fra en vurdering fra sag til sag. (I kun to af sagerne er der tale om et par, hvor den ene part er under den seksuelle lavalder.) På Facebook skriver Venstres udlændingeordfører Marcus Knuth

Inger har min 100% opbakning i sagen. […] I dette spørgsmål kommer moral over loven; i Danmark bør vi aldrig acceptere barnebrude, og jeg er stolt af, at Inger går forrest for at forbyde den slags praksis i Danmark.

Det er interessant, at et medlem af den lovgivende magt nu offentligt forsvarer at et medlem af den udøvende magt ikke overholder gældende lov – og med den begrundelse, at moral er hævet over loven.

Det er også interessant at sammenligne med en aktuel sag, hvor et syrisk ægtepar med flygtningestatus i Danmark besøgte konens bror i Tyskland og tog ham med sig til Danmark for at han kunne besøge en ven i Silkeborg, har man dømt parret til udvisning til Syrien for menneskesmugleri. Her er de danske myndigheder meget nidkære i deres retspraksis, mens man i sagen om adskillelse af samlevere åbent vedkender sig at man ikke vil overholde loven.

Måske er der et paradoks her. Eller måske er alting tværtimod godt og fornuftigt. Eller måske er der tale om at myndighederne i Danmark i 2017 er endt med først og fremmest at fokusere på at gøre livet surt for flygtninge og asylansøgere og derfor bøjer loven efter forgodtbefindende.

Flattr this!

Legalisere eller afkriminalisere?

Jeg har tit tænkt over hvad man skal gøre ved prostitution. På den ene side kan jeg faktisk ikke sige andet om prostitution end, at det grundlæggende set er en form for dehumanisering og derfor ikke er godt for noget som helst.  På den anden side virker det desværre ofte som om arbejdet mod prostitution kan komme til at ligne en kamp mod de prostituerede.

I dag kunne jeg læse, at bystyret i Amsterdam nu opretter et bordel, der skal drives og indrettes af de prostituerede selv. Umiddelbart lyder det vel som et bedre alternativ til det, at nogle mennesker kan skabe profit på at andre mennesker sælger sig selv til seksuelle ydelser. I Nederlandene blev prostitution legaliseret i 2000, og man håbede dermed at kunne gøre noget ved menneskehandel, men det er ikke tilfældet. Der er da også forskere, der sætter spørgsmålstegn ved om den nye type bordel vil kunne ændre noget som helst. “Forretningsmodellen” er nemlig den samme, og bag de tilsyneladende selvstændige prostituerede kan der stadig være bagmænd.

En anden mulighed ville være at afkriminalisere prostitution, dvs. at sørge for at den enkelte prostituerede ikke kan blive arresteret eller retsforfulgt alene fordi vedkommende er prostitueret. Dette er slet ikke det samme som at legalisere prostitution.

Dette ikke sagt fordi jeg har en positiv holdning til prostitution som sådan, for det har jeg netop ikke, men fordi der netop ofte er usynlige bagmænd og fordi det derudover er veldokumenteret, at der i en hel del lande (f.eks. i Rusland og Serbien og lande i Afrika, Asien og Sydamerika) foregår grove overgreb som afpresning, voldtægt og anden vold fra især politiets side mod prostituerede. De overgreb er netop mulige, fordi prostitution er strafbart og politiet dermed har en klemme på de prostituerede. På denne måde bliver de mennesker, der er prostituerede, måske i virkeligheden fastholdt i prostitution.

Her kan man sammenligne med to mulige holdninger til narkotika – der er også her et stort illegalt marked kontrolleret af organiseret kriminalitet. Man kunne legalisere stoffer, dvs. definere rammerne for salg af narkotika med bl.a. licens til særlige salgssteder, hvor man lovligt kan købe og måske også bruge stoffer. Men man kunne også vælge i stedet at afkriminalisere brugen af narkotika, dvs. ikke arrestere og retsforfølge mennesker, der blev pågrebet med stoffer på sig alene til eget forbrug. Systematisk handel med narkotika ville stadig være ulovlig. På den måde ville narkomanerne gå fri og ville ikke risikere at komme i lommen på korrupte betjente, mens de store fisk stadig kunne blive pågrebet.

Flattr this!

Gavnlig lidelse?


Det har sat en del tanker i gang hos mig at læse Nils Christie’s lille bog Små ord om store spørgsmål. En af de problemstillinger, der dukker op undervejs i bogen, er spørgsmålet om forholdet mellem forbrydelse og straf – omdrejningspunktet i hele Christies lange karriere. En af de konkrete successer her har været konfliktråd, et tiltag, der nu er meget udbredt i Norge, men aldrig er slået ordentligt igennem i Danmark.

I et interview fra 2009 siger Christie med en henvisning til Johannes Andenæs, en af de store skikkelser i norsk jura, at

Straffen er, som Johs. Andenæs sa så klart at han den dag i dag siteres i høyesterett, et onde som er ment som et onde. Det er en tilsiktet lidelse. Jeg erkjenner at vi trenger strafferettssystemer, men det er enda mer sentralt å gi mennesker en mulighet til å nærme seg det problematiske på andre måter enn gjennom straff.

Det er selvfølgelig ikke min holdning, at der ikke skal være alvorlige konsekvenser af at begå en forbrydelse. Men der er noget underligt ved at retssystemerne over hele verden dybest set er bygget op om hvilken slags og hvor megen lidelse, mennesker skal påføres.

Jeg har ikke noget godt svar her på hvad vi skal gøre i stedet. dels er jeg lægmand, dels kan man ikke give et kort eller enkelt svar på noget, der er det man ofte kalder for et wicked problem; Nils Christie og andre med ham har viet mange års forskning og etiske overvejelser til at forstå hvad vi bør gøre.

Men jeg bliver bekymret, når justitsminister Søren Pape Poulsen taler for at indsatte i fængslerne skal have hårdere vilkår og dermed plæderer for lidelse i sig selv har en gavnligt forandrende effekt. (Inger Støjberg har udtalt sig tilsvarende om personer på tålt ophold – de skal have det “så utåleligt som muligt”). 

Voldtægtsforbrydere, andre voldsforbrydere, pædofile og mange andre forbrydere har gennem deres handlinger påført andre mennesker lidelse og derigennem ofte forandret dem for bestandig. Der var ingen gode virkninger af al denne lidelse, og det er derfor underligt at tro på at officielt sanktioneret lidelse i sig selv kan skabe positive forandringer. Og det er trist, at denne idé kan leve videre i lyset af mange års forskning, der viser det stik modsatte. Det er nødvendigt at bruge Nils Christies indsigt om små ord om store spørgsmål for at forklare dette for beslutningstagere.

Flattr this!

Fanget af tiden

I nat havde jeg en usædvanligt livagtig drøm. Jeg husker ikke ret mange detaljer længere, men jeg ved at jeg gennemlevede et intenst døgn sammen med mennesker, jeg kendte godt, og andre mennesker, jeg mødte for første gang. Jeg troede fuldt og fast på at disse nye mennesker fandtes, og i løbet af det intense døgn følte jeg både stor glæde og stor tvivl. Da jeg vågnede, var jeg forvirret og skuffet. Hele det lange forløb kan kun havde varet få minutter – og i al fald slet ikke et døgn. Men jeg var samtidig påvirket af den tid, jeg troede der var gået.

Tidsoplevelsen påvirker os. Fængselsstraffe har først og fremmest som mål at lade tiden gå på en stressende måde. Et interview med den engelske filosof Rebecca Roache handler om netop dette.

I nogle lande kan man blive idømt mange hundrede års fængselsstraf, men alle fængselsstraffes varighed er reelt begrænset af længden af et menneskeliv. Medicinsk forskning stræber efter at gøre det muligt at leve meget længere, Man kunne derfor forestille sig at livsforlængende behandling blev anvendt til forlænge et menneskes liv vilkårligt længe som del af straffen – og da vil det måske blive muligt at afsone 1000 års fængsel. Men ville samfundet være rede til at skulle holde mennesker indespærret så længe?

Min drøm bekræfter det, vi alle ved, at tidsfornemmelse er subjektiv. Nogle psykofarmaka kan ændre et menneskes tidsfornemmelse radikalt, så det, der reelt kun tager få øjeblikke, kan opleves som et timelangt forløb. Også de, der har prøvet at ryge hash, kan ind imellem fortælle om noget tilsvarende. En anden mulighed er derfor at udvikle medikamenter, der kunne påvirke tidsfornemmelsen, så en fange i løbet af én vågen dag vil føle det som han/hun tilbringer mange år i fængsel. Bagefter kan fangen så fortsætte sit liv.

Men samtidig ved vi, at langvarig isolationsfængsling ofte påvirker den menneskelige psyke på uoprettelig vis. FNs komité mod tortur har kritiseret Danmark for brugen af isolationsfængsling. Denne form for “kemisk fængsel” kan derfor risikere at skabe permanent behandlingskrævende mennesker som resultat.

Hvad er det, vi gerne vil opnå ved den straf, der blot består i at lade tiden gå? Er det hævn? Er det forbedring? Den helt store tvivl om fængselsstraffenes berettigelse i deres nuværende form nævner Rebecca Roache også i sit interview: Er det overhovedet det samme menneske, der afslutter den lange straf som dét menneske, der påbegyndte den? En gammel mand har efter 60 år i fængsel ikke meget tilbage af den unge mand på 20, der slog en tankpasser ihjel i et kortvarigt raserianfald.

Flattr this!

Fængslernes teologi

Her til aften så jeg på DR2 en amerikansk dokumentarfilm om Red Onion, et fængsel i USA. I USA kan fanger sidde isolationsfængslet i mange år, og det kan næppe komme som nogen overraskelse, at denne bevidst påførte ensomhed ikke fører noget som helst godt med sig. Mange fanger udvikler voldsomme psykiske problemer, og nogle bliver egentligt psykisk syge.

Men hvorfor har vi fængsler og et fænomen som isolationsfængsel? Én legitim begrundelse er selvfølgelig, at nogle mennesker er for farlige til at man kan lade dem færdes frit. Men der er her tale om et fåtal af fanger.

Ideen bag fængselssystemet, som vi kender det i dag er en anden, og den kan føres tilbage til den britiske Penitentiary Act fra 1779. Denne lov indførte fængsel i særlige statsfængsler som en ny form for straf og var tænkt som et humant alternativ til dødsstraf og landsforvisning. (Sidstnævnte var blevet sværere efter tabet af kolonierne i Nordamerika.) Baggrunden bag denne lov var et bestemt protestantisk syn på teologi: fængslet skulle være et sted, hvor fangen havde tid til at angre sine synder. Det er ikke noget tilfælde, at et af de engelske ord for fængsel (netop dét sprog har forbløffende mange ord for “fængsel”!) er penitentiary.  Dette ord er afledt af penitence, der simpelthen betyder “dyb anger”. En bog af den britiske historiker Laurie Throness kaldet A Protestant Prison tager fat på netop dette, det teologiske grundlag for bestemt former for straf.

Det interessante og triste er at denne idé fra 1700-tallet faktisk stadig dominerer manges holdninger til forbrydelse og straf, og ikke mindst i USA har ideen om langvarig fængsling som en god strafform kronede dage. Dokumentarfilmen viser med stor tydelighed, at fangerne fra Red Onion har angret og har brugt adskillige på at angre. Men de sidder der stadig, og nogle af dem kommer aldrig ud af fængslet igen. Hvad det egentlig er, der skal ske ifølge det protestantiske syn på straf, når fangen har angret, var og er uvist.

Flattr this!

Fordi de ikke vil

Foto: Christina Mosegaard, Horsens Folkeblad.

Udsendelsen på TV2 om den afghanske pige Rokhsar og hendes familie kan forhåbentlig ikke undgå at gøre indtryk.  Den gjorde i al fald et stort indtryk på mig.

I udsendelsen ser jeg, at en advokat tager udgangspunkt i den fortolkning af Konventionen om barnets rettigheder, som i 2015 førte til nye afgørelser i en række sager om opholdstilladelser. 

Det giver bestemt mening, men der findes faktisk andre muligheder, der gør at afviste asylsøgere kan få opholdstilladelse, hvis en udsendelse vurderes udsigtsløs. Dette gjorde Ulrik Dahlin og Nikolaj Houmann Mortensen opmærksom på i en artikel fra Information på menneskerettighedsdagen den 10. december 2016.  I 2009 var der et møde i Folketingets udvalg for udlændinge- og integrationspolitik om retningslinjerne for brugen, og referatet af mødet kan læses hos Retsinformation. 

Her står der

Efter forarbejderne til bestemmelsen og ministeriets praksis kan varigheden af en ansøgers ophold her i landet indgå som et af de kriterier, som skal medtages i afgørelsen af, hvorvidt der skal gives humanitær opholdstilladelse. Opholdets varighed skal i almindelighed være på cirka 5-6 år, førend der alene under henvisning til dette kriterium kan gives humanitær opholdstilladelse.

Her bemærker jeg at Rokhsar og hendes familie nu har været i Danmark i mere end 5 år. Og i oktober 2016 udtalte en afghansk viceminister, at den afghanske regering ikke vil have flere tvangshjemsendelser.

Der er en længere artikel i Politiken, og her får Inger Støjberg det sidste ord; hun siger:

»Jeg kan godt forstå, at familien gerne vil blive i Danmark. Men vores asylsystem fungerer ikke sådan, at man kan vente sig til asyl. Hele grundlaget for vores asylsystem er, at vi yder beskyttelse til personer, der er i fare eller er særligt udsatte. Resten får nej og skal vende hjem til deres eget land – også selv om de bedre kunne tænke sig at bo her. Så når alle instanser har givet afslag på asyl, må man respektere den beslutning og forlade Danmark«.

Det interessante her er dette: Indtil 2009 blev reglen om humanitær opholdstilladelse anvendt hyppigt, men i de sidste fire år er den slet ikke blevet anvendt. Der er derfor ikke kun tale om et objektivt lovgrundlag, som regeringen er nødt til at følge uanset hvilke sympatier man måtte have, selv om Inger Støjberg gerne vil fremmane et sådant billede. Der er tale om en ændret og langt mere restriktiv fortolkning af loven end man så f.eks i 1990erne, hvor der var en del borgere fra det tidligere Jugoslavien, der opnåede humanitær opholdstilladelse.

Min klare fornemmelse (som lægmand) er at de danske myndigheder i sagen om Rokhsar og hendes familie (og lignende sager) har mulighed for at give humanitær opholdstilladelse (ikke asyl), men at det er et helt bevidst valg fra både den nuværende og den tidligere regering, at man ikke vil.

Flattr this!

Utåleligt

20150210-212543-100007

I denne måned kunne jeg læse at Inger Støjberg vil sørge for at mennesker på tålt ophold får så utålelige forhold som muligt. Netop dét gør mig bekymret. Og jeg bemærker at Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen er af samme mening som Støjberg – en meget forudsigelig tendens.

Personer på tålt ophold er mennesker, der skal udvises fra Danmark, men ikke kan sendes til det land, de er statsborgere i, fordi der er begrundet risiko for at de vil blive udsat for alvorlige menneskerettighedskrænkelser (typisk tortur eller dødsstraf). Nogle er på tålt ophold, fordi de ikke har kunnet få asyl. Andre er på tålt ophold, fordi de er krigsforbrydere (et eksempel fra år tilbage var den irakiske hærchef fra Saddam Husseins regime). Og atter andre er på tålt ophold, fordi de har været dømt for en forbrydelse, der efter endt straf har resulteret i udvisning.

Personer på tålt ophold har samme begrænsede rettigheder som asylansøgere. De har ikke ret til arbejde, uddannelse eller til at indgå ægteskab. Generelt har de bopælspligt i Center Sandholm, og de modtager 107 kr. hver anden uge i lommepenge og derudover madkuponer til Center Sandholm. Og derudover har de (siden “tuneserloven” blev vedtaget) pligt til hver dag at melde sig hos Rigspolitiet i Center Sandholm – før i tiden var det et skøn fra politiet, der fastsatte meldepligten for den enkelte. Personer på tålt ophold kan heller ikke rejse til et andet EU-land, for de er reelt udvist af hele EU.  I mange tilfælde vil de mennesker, der er på tålt ophold, derfor kunne tilbringe hele resten af deres liv i Danmark i dette ingenmandsland.

Nu vil regeringen samle alle de 69 personer, der lige nu er i Danmark på tålt ophold, i en lejr i Midtjylland og gøre deres forhold så utålelige som muligt.

Men hvad er bevæggrunden til at ville gøre forholdene helt utålelige for mennesker på tålt ophold? Er den, at regeringen gerne vil få de pågældende mennesker til at ende med at rejse derhen, hvor de vil være i alvorlig fare for menneskerettighedskrænkelser? Hvis dét er tilfældet, tilskynder den danske regering vel egentlig reelt personen på tålt ophold til selv at gøre det, regeringen ifølge internationalt har forpligtet sig til ikke at ville effektuere selv.

Eller er begrundelsen for at gøre opholdet så utåleligt som muligt, at personer på tålt ophold skal gøres så desperate som muligt? Hvis dét er tilfældet, kan der ske det at de reagerer indad og får en depression eller måske bliver selvmordstruede. Eller også kan de reagere udad og tilskynde andre til voldelige handlinger, måske endda terror.

Det er ikke let at minde andre om rettighederne for en lille gruppe mennesker, som ingen rigtig bryder sig om. Men menneskerettighederne er universelle, så de gælder for alle, også personer på tålt ophold. Det må da kunne lade sig gøre at finde en anden løsning for de få personer, der lige nu er tale om.

Flattr this!

Decorumkravet

Decorumkravet

I denne uge henvendte en person sig til bl.a. Politiets Efterretningstjeneste, Justitsministeriet, Styrelsen for Videregående Uddannelser og Aalborg Universitets rektor fordi vedkommende følte sig krænket af en bemærkning fra mig på Facebook. Bemærkningen var en kommentar fra mig fra efteråret 2015 til en Facebook-vens indlæg – og hvis jeg ikke husker forkert, var der tale om at jeg skrev et par linjer i en lukket Facebook-gruppe. Om jeg gik rent faktisk gik over stregen i min kommentar og i den pågældende sammenhæng, ved jeg ikke. Men jeg synes at reaktionen fra den pågældende person er helt ude af proportioner.

Hvorfor har vedkommende henvendt sig til AAUs rektor og Styrelsen for Videregående Uddannelser? Formodentlig fordi personen har opdaget (efter at have opdaget min korte kommentar med flere måneders forsinkelse), at jeg er universitetsansat og dermed ansat i den danske stat. Jeg opdagede henvendelsen, da jeg i går fik en mail fra rektors sekretariat herom. Mod slutningen i denne mail står der

Styrelsen har opfordret universitetet til at overveje, hvorvidt der er grund til at indskærpe decorumkravet. Universitetet har dog vurderet, at udtalelserne ikke er en overtrædelse af decorumkravet.

Decorumkravet er en forventning til hvordan offentligt ansatte opfører sig. Kravet som sådan er naturligt og rimeligt – som ansatte i stat, region eller kommune kan vi komme i kontakt med enhver borger i Danmark. Derfor skal man opføre sig ordentligt, også når man har fri fra arbejde. Der er en grundig kronik i Politiken fra 2002 om dette krav. Det findes i tjenestemandsloven, hvor der står

§ 10. Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

De allerfleste offentligt ansatte i dag er dog ikke tjenestemænd. Jeg er heller ikke. Der findes da også andre decorumkrav rundt omkring.

De grelleste eksempler på overtrædelser af decorumkravet er vel eksempler på offentlig ansatte, der udvisker skillelinjen mellem deres job og privat økonomisk aktivitet. Det er en overtrædelse af decorumkravet at være skattemedarbejder og samtidig have et privat revisionsfirma.

Adfærd kan dog også være upassende på anden vis. Hvis jeg f.eks. tissede i et springvand på et museum, tog tøjet af og gik nøgen rundt på åben gade eller skrev falske læserbreve i andre menneskers navn (alle disse handlinger er eller kan være overtrædelser af love eller bekendtgørelsen om offentlig orden), ville jeg temmelig sikkert overtræde decorumkravet og formodentlig få en påtale.

Sagen om en bemærkning i en lukket Facebook-gruppe opfatter jeg selv først og fremmest som en bizar hændelse. Men i andre tilfælde kan decorumkravet være i konflikt med den ytringsfrihed, man har som borger. Det skal være muligt at kritisere det, der sker på den arbejdsplads, man er ansat ved.

På webstedet for Folketingets ombudsmand kan man således læse at Odense Kommune i 1994 afskedigede beredskabschefen på Odense Brand- og Beredskabscenter. Efter kommunens opfattelse havde han udvist manglende dømmekraft og man fyrede ham med udgangspunkt i netop §10 ovenfor. Umiddelbart inden afskedigelsen havde beredskabschefen i forbindelse med en ulykke på et værft udtalt sig til pressen og efter Odense Kommunes opfattelse skabt urimelig og ubegrundet tvivl om hjælpeindsatsens effektivitet. Her udtalte ombudsmanden at denne udtalelse kun kunne tillægges beskeden vægt i grundlaget for afskedigelsen og henstillede til at sagen om afskedigelse blev genoptaget.

Mange ved at jeg har selv været meget kritisk over for forhold på Aalborg Universitet. Udgangspunktet for min kritik er mit virke som fagforeningsmedlem, medarbejderrepræsentant i officielle organer og stedfortrædende tillidsrepræsentant. Forhåbentlig kan alle skelne imellem, hvornår jeg udtaler mig i kraft af mit embede, hvornår jeg udtaler mig kritisk om min arbejdsplads og hvornår jeg udtaler mig i andre sammenhænge.

Flattr this!

Mere om historieløshed

EUs charter om grundlæggende rettigheder – i bogform.
EUs charter om grundlæggende rettigheder – i bogform.

Jeg har tidligere bemærket at der er en påfaldende historieløshed over mange politikeres betragtninger om dette, at der nu kommer mange flygtninge til Europa. Ét er at mange ikke husker andre situationer, hvor der har været mange mennesker på flugt mod Vesteuropa – årene efter Vietnamkrigen i 1970’erne,  efter revolutionen i Iran og den efterfølgende krig med Irak i 1980’erne og under borgerkrigene i det sammenbrudte Jugoslavien. Det har jeg tidligere skrevet om her. Noget andet er at det nogle gange bliver hævdet at gældende international lov om flygtninge er ude af trit med den nuværende situation i Europa. Her tænker mange især på FNs konvention om flygtninges retsstilling fra 1951. Men hertil er der to ting at bemærke.

Den ene er at der faktisk har været langt mere omfattende flygtningetal i Europa end nu. Der var 17 millioner flygtninge i Europa i årene efter 2. verdenskrig – og de var tyskere. Disse mange millioner mennesker kunne aldrig vende tilbage, og de ankom til et Tyskland der var helt nedbrudt og hærget af krig.  Dertil var der hundredetusinder af spanske flygtninge fra borgerkrigen og mange overlevende fra Holocaust, der heller ikke kunne vende hjem. Også dette har jeg tidligere skrevet om her.

Den anden er at der er et internationalt retsgrundlag som er langt nyere end konventionen af 1951. EUs charter om grundlæggende rettigheder fra 2007 forpligter os også hvad angår flygtninges retsstilling. Og det er især interessant at bemærke at dette charter blev del af dansk lovgivning i 2009. Dengang hed den danske statsminister forresten Lars Løkke Rasmussen.

Netop i disse år er dette charter i øvrigt også ekstra vigtigt af andre grunde: Vi ser en situation med en tydeligt udemokratisk udvikling i Ungarn, og efter parlamentsvalget i Polen ser vi en ny polsk regering,  der tager initiativ til omstridte forfatningsændringer. Derfor er det slet ikke et godt signal overhovedet at ville svække de grundlæggende menneskerettigheder i Europa.

Flattr this!