En forfulgt mand?

Foto:  T.J. Kirkpatrick / NYT / Redux

I denne uge er der et langt indlæg i Berlingske af Anna Libak, folketingskandidat for Venstre og tidligere udlandsredaktør for Berlingske, der angriber de kvinder, der har anklaget den kommende amerikanske højesteretsdommer Brett Kavanaugh for seksuelle overgreb, der fandt sted i begyndelsen af 1980’erne..

Anna Libak skriver bl.a.

Just derfor er denne sag så tragisk. For den handler ikke om, hvad Kavanaugh rent faktisk har foretaget sig. Den handler om, hvem der er god og hvem der er ond.

På en måde forstår jeg næsten hendes argument – for det er forbundet med alvor at anklage nogen offentligt for en forbrydelse, og i nogle tilfælde, hvor det sker, kan der være tale et ønske om selv at opnå en fordel. Her tænker jeg f.eks. på skilsmissesager, hvor parterne beskylder hinanden for at have begået overgreb mod børnene, eller på en tvist på en arbejdsplads, hvor en kollega beskylder en anden kollega for at have været voldelig. En beskyldning kan, hvis den får lov at stå alene og uimodsagt, ødelægge et menneskes renommé. Selvfølgelig er der et retspolitisk aspekt, der ikke må ignoreres.

Men i sagen om Brett Kavanaugh er der ikke tale om løse injurier, men tale om vigtigheden af at fastslå troværdigheden (eller mangel på samme) hos en bestemt person. Det er en person, der skal have en politisk udpeget embedspost af stor betydning for den lovgivende magt i et stort land, omend landets størrelse her er underordnet.

Derudover, som det seneste års mange sager afslører, er netop seksuelle overgreb omgærdet af en grim tavshedskultur, som har forhindret (og stadig kan forhindre) mange ofte for overgreb i at kunne stå frem – og der er en tydelig kobling mellem tavshedskultur og magt. Der er en grund til, at de ubehagelige sager først kommer frem netop nu.

Og endelig, set i et rent dansk perspektiv, er jeg bekymret over at en person fra et politisk parti, der sidder i regering, udtrykker sig på den måde, som Anna Libak gør netop nu.

Et kæmpestort hul

Det er måske Pernille Vermund længst til højre.

I dag kan man læse, at Socialdemokratiets retspolitiske ordfører Trine Bramsen vil fratage asylansøgere muligheden for at få asyl, hvis de tre gange er blevet grebet i at køre med offentlig transport uden gyldig billet.

Hun udtaler

Det handler om retfærdighed. Når man kører med tog, må man indløse billet, uanset hvem man er. Når vi kan se, at der er et kæmpestort hul i loven, så er det vores pligt at reagere på det.

Selvfølgelig skal man ikke køre uden gyldig billet, men skal et menneske forlade Danmark og sendes tilbage til forfølgelse, hvis man har undladt at betale for tre busbilletter? I retspolitik opererer man med et proportionalitetsprincip, og Trine Bramsens forslag er meget langt på den anden side af dette princip og helt ude af proportioner.

Det eneste, der vil ske, er at Danmark får en gruppe af afviste asylansøgere, der ikke kan sendes ud af landet og formodentlig vil få sværere ved at søge asyl andetsteds i verden på grund af afslaget her.

Er der ikke nogen socialdemokrater derude, der kan stoppe denne tilsyneladende endeløse deroute, hvor almindelige retspolitiske principper bliver ofret i forsøget på at lefle for dem, der vil stemme på Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige? Der er landsmøde i Aalborg om få dage, og da må muligheden være der.

Dine data efter døden

Nogle af mine venner på Facebook er døde. Jeg bliver mindet om det, hver gang de har fødselsdag. Det ender altid med at jeg skriver en fødselsdagshilsen, hvor jeg fortæller, at jeg savner dem. Og det giver et stik i hjertet hver gang.

Men alt dette minder mig også om at et af de spørgsmål, jeg ikke har fået taget ordentlig stilling til, er hvad der skal ske med mine data, når jeg ikke er her mere – eller måske “bare” blev alvorligt syg og permanent ude af stand til at tilgå mine data. Min blog ejer jeg selv, og hvis nogen kan have glæde af at læse dens indhold, når jeg en dag ikke er mere, er det godt. Men når abonnementet hos min udbyder udløber, bliver mine data slettet, hvis ikke nogen af mine efterladte vil forny domænet og webstedet.

Startdisken på min computer er stærkt krypteret, og det er derfor sandsynligt, at ingen vil kunne læse dens indhold. Om dette er godt eller skidt, ved jeg ikke. Måske kunne mine efterladte have glæde af at se min gamle korrespondance, måske ville jeg i virkeligheden helst slippe for det – de ser jo heller ikke med i mine emails nu, mens jeg stadig lever.

Anderledes er det med de data, som jeg har lagt offentligt til skue og som nu findes på Facebook, Twitter mm. På én og samme tid ejer jeg disse data og kan samtidig ikke forhindre Facebook og de andre i bruge dem. Og det er tydeligt, at data fra afdøde personer ikke forsvinder. Det er egentlig paradoksalt, at det netop er dé data, vi ikke selv ejer fuldt og helt, der ender med at kunne fortælle en historie om os, når vi ikke er mere.

Og jeg spekulerer på, hvordan et passende “data-testamente” mon skal se ud. Der findes en Facebook-app ved navn If I die, der kan afspille en video fra brugeren, når denne er død. Men det virker som en plat løsning. En bedre løsning på spørgsmålet om den digitale arv kan jeg se i en artikel fra DR fra 2016 hvor landsforeningen Liv & Død giver nogle konkrete retningslinjer.

Desværre er der ingen klar lovgivning på området. Og det ville være rigtig godt, hvis de udbredte tjenester som Facebook, Google osv. også blev pålagt ad lovens vej at hjælpe med at forvalte vores digitale arv på en ordentlig måde.

Kinesiske tilstande

Billede: TechNode (https://technode.com/2017/08/23/chinas-social-credit-system-ai-driven-panopticon-or-fragmented-foundation-for-a-sincerity-culture/)

Regeringens “ghettoudspil” Ét Danmark uden parallelsamfund bliver indledt med linjerne

Regeringen ønsker et sammenhængende Danmark. Et Danmark som bygger på demokratiske værdier som frihed og retssikkerhed. Ligeværd og frisind. Tolerance og ligestilling. Et Danmark hvor alle deltager aktivt.

Men virkeligheden er en anden.  Når statsministeren til Berlingske udtaler at

Selve danskheden er truet, og derfor er det nødvendigt at gøre op med tanken om, at alle i Danmark skal behandles lige.

er det unægtelig svært for at få denne udtalelse til at harmonere med de flotte ord om retssikkerhed, ligeværd og ligestilling.

Udspillet tilsidesætter helt utilsløret sædvanlige ideer om retssikkerhed. For nylig skrev jeg om ideen om “dobbeltstraf”. Nu kan vi læse, hvordan man vil ændre databeskyttelsesloven, så det bliver muligt at samkøre vilkårlige databaser med personfølsomme oplysninger for at lave et pointsystem for børnefamilier.

Denne idé minder i øvrigt i forbløffende grad om, hvordan man i Kina er i fuld gang med at lave et pointsystem for alle borgere. Også her samkører systemet mange databaser med personfølsomme oplysninger, hvorefter hver enkelt borger får tildelt en rating. I det danske system er det så kun personer, der bor bestemte steder i landet, der skal være med i pointsystemet. Men det er ikke klart for mig, hvorfor det skulle være mindre problematisk, at det kun er personer, som regeringen ikke har tillid til, der skal udsættes for et pointsystem. For mig at se skaber både pointsystemet og ideen om “dobbeltstraf” netop nogle meget veldefinerede parallelsamfund, hvor der gælder andre regler end i resten af det danske samfund. Og det er endnu et skridt ind i det panoptikon, som den franske sociolog Michel Foucault talte om: Et samfund hvor magthaverne som udgangspunkt overvåger borgerne, og borgerne er passive subjekter.

Ideen om at man skal tilsidesætte grundlæggende borgerrettigheder for at “sikre friheden for alle” er blevet brugt mange gange gennem historien, men jeg har svært ved at komme i tanke om tilfælde, hvor denne slags sanktioner har ført til mere frihed.

Farvel til Jyske Lov?

I denne uge kunne man læse, at den danske regering vil indføre “dobbeltstraf” for forbrydelser begået i bestemte områder af landet, de såkaldte ghettoer. Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen udtaler, at partiet mener, at idéen om strafzoner lyder “fornuftig”.

I FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder (som Danmark har ratificeret) står der imidlertid

Artikel 14

     1. Alle skal være lige for domstolene.

Nogle politikere vil nu formodentlig hævde, at dette blot viser, at menneskerettighederne kun er til besvær, og at dansk lov ikke skal tage hensyn til dem.

Men se så Jyske Lov fra 1241. Denne lov er fra en tid, hvor tortur, dødsstraf og vilkårlige fængslinger hørte til dagens uorden, og hvor der på ingen måde var demokrati. Men her står der:

Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle deres tarv, som bor i landet.

Hvis regeringen og Socialdemokraterne får held med at gennemføre deres forslag (hvad de vil få svært ved uden at lade Danmark forlade international menneskerettighedslovgivning), vil det også betyde at de bryder med et princip, der går helt tilbage til Jyske Lov. Hvad mon Dansk Folkeparti vil synes om dét?

I øvrigt er det interessant at bemærke det paradoksale i, at man tilsyneladende vil bekæmpe “parallelsamfund” ved at skabe en lovgivning og en retspraksis, der kun gælder bestemte steder.

Der er ikke noget at fejre

Erik Nina Hansen. Foto: Bjarke Ørsted.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har længe pralet af de mange stramninger på udlændingeområdet, som regeringen gennemfører, men stramningerne er ikke bare lys på en kage eller et banner på en webside. Det bliver tydeligt nu, hvor de danske myndigheder skal lede efter syv alvorligt syge mennesker, der er blevet ulovligt udvist. Dagbladet Information har kendskab til tre af sagerne og kan fortælle, at en af de udviste har leukæmi, to andre nyresvigt.

Den nuværende sag om ulovlig nægtelse af humanitær opholdstilladelse  minder på den måde i uhyggelig grad om tamilsagen, der i 1993 gjorde at den daværende borgerlige regering måtte gå af. Mange husker tamilsagen som først og fremmest en sag om magtmisbrug i dansk politik, men ofte bliver det overset, at der var tale om et magtmisbrug med døden til følge. Sidst i 1988 var der mellem 130 og 140 færdigbehandlede sager om familiesammenføring til tamilske flygtninge fra Sri Lanka, og de manglede blot en underskrift. Men sagerne blev bevidst syltet af justitsminister Erik Nina-Hansen, der ville tækkes, der han mente var en folkestemning (man aner her en parallel til Inger Støjbergs gerninger). Og det var dét magtmisbrug, der kostede menneskeliv. Erik Ninn-Hansen blev anklaget ved Rigsretten og dømt i 1995, som den første minister siden 1910.

I 1988 var en tamilsk kvinde blevet dræbt, mens hendes mand ventede på at få hende til Danmark. Samme år, i januar 1988, søgte en anden mand, Mathulan, om familiesammenføring med sin hustru, og i juni samme år var sagen færdigbehandlet og kunne sendes videre – men der skete ingenting. I januar 1989 kom svaret omsider, men for sent. I et brev til Folketingets formand skrev Mathulan:

Jeg returnerer denne godkendelse i fotokopi til Dem, for jeg har ikke brug for den mere. Justitsministeren har forhalet min ansøgning gennem mere end 1 år, fordi ministeren mener, der er fred på Sri Lanka. Endelig nu (den 27. Jan. 1989) får jeg godkendelse til at få min kone til Danmark, men det er for sent. Min kone døde den 5. januar 1989 af hjernebetændelse…

Desværre ved jeg ikke, hvad der siden skete med Mathulan. Hvis han stadig lever, må det være skræmmende for ham at følge med i den aktuelle sag.

Jeg vil opfordre til, at vi (i det omfang det ikke går ud over de pågældendes sikkerhed) får ansigter og navne og beretninger sat på de syv mennesker, som de danske myndigheder nu skal opspore, så det bliver tydeligt, at dette ikke er en sag, der kun handler om Inger Støjberg, men derimod i høj grad også er en sag, der handler om de menneskelige konsekvenser af hendes omgåelse af international lov.

Stor straf, lille forseelse

Foto: DR.

I denne uge er der igen fokus på at nogle udenlandske akademikere bosat i Danmark, har oplevet ikke at kunne søge op permanent opholdstilladelse, fordi de har holdt foredrag eller undervist i et lille antal timer på et andet arbejdssted end deres normale. Mange kan se, at dette er absurd og at konsekvenserne er absurde. Der er også nogle ikke så omtalte sager, hvor udenlandske statsborgere har fået en bøde for en overtrædelse af færdselsloven (typisk en fartbøde), og på helt tilsvarende vis er blevet afskåret fra at søge om dansk statsborgerskab.

Opholdstilladelse og statsborgerskab er ikke rettigheder, men er blevet et kompliceret system af individuelle sanktioner og belønninger. For at man skal kunne få belønningen, skal man have forbedret sig selv gennem uddannelse, arbejde og sprogbeherskelse, og man må ikke overtræde landets love. Sker dette, er sanktionerne voldsomme. Dette er en udvikling, der har været i gang i snart en del år; jeg skrev om den her på bloggen i 2011.

Jeg vil hævde, at de pågældende forskere har handlet i god tro – og hvordan kan man gøre andet, når man bliver opfordret af en statsinstitution, ja, endda Folketinget selv, til at bruge sin akademiske ekspertise? Det er derefter en anden statslig institution, der senere politianmelder de selvsamme forskere.

Med færdselsforseelser er det selvfølgelig anderledes; her handler man kun meget sjældent i god tro. Man må ikke overtræde færdselsloven. Men der plejer i jura at være et proportionalitetsprincip, så forbrydelse og straf skal være af sammenlignelig alvorlighed. Når det gælder opholdstilladelse og statsborgerskab, virker sanktionerne helt ude af proportion med forseelsen. De pågældende mennesker vil få deres tilværelse markant forandret i op til 15 år på grund af en forseelse, der kun takseres med en bødestraf.

Hvad er det, der gør at det er nødvendigt at have så voldsomme regler? Hvad er det, reglerne skal opnå? Og hvorfor er der ikke tale om en overtrædelse af proportionalitetsprincippet?

At påvirke rettens gang

I denne uge beder Donald Trump om at gerningsmanden til bilangrebet i New York, der kostede 8 mennesker livet, skal dømmes til døden.  Der er ikke tvivl om at den pågrebne person er den skyldige; han blev pågrebet på fersk gerning. Jeg er modstander af dødsstraf i alle tilfælde, så det er heller ikke dette, der er særligt bemærkelsesværdigt her.

Dét, der er påfaldende og forkasteligt, er at et statsoverhoved på denne måde forsøger at påvirke udfaldet af en retssag så direkte. Det er en meget tydelig tilsidesættelse af princippet om adskillelsen mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt – og vi har også set lignende eksempler i Danmark, hvor ministre har forsøgt at påvirke en domsafsigelse.

Derudover bemærker jeg, at det bestemt ikke er første gang, Donald Trump har forsøgt at påvirke rettens gang.

I 1989 blev en ung hvid kvinde, der løbetrænede i Central Park, udsat for en usædvanligt grov voldtægt der bl.a. påførte hende en voldsom hjerneskade, og fem teenage-drenge, hvoraf ingen var hvide, blev anholdt og dømt. Det viste sig senere ved brug af DNA-spor, efter at de fem unge havde tilbragt mellem 6 og 13 år i fængsel, at de faktisk var uskyldige. Den faktiske gerningsmand tilstod forbrydelsen; de fem uskyldigt dømte unge fik i 2014 tilkendt 40 millioner dollars i erstatning. Denne sag er af alle disse grunde bemærkelsesværdig.

Men ekstra bemærkelsesværdigt er det, at Donald Trump tilbage i 1989 forsøgte at bruge sin økonomiske magt til at få de fem teenagere dømt til døden; han indrykkede store avisannoncer og så sent som i efteråret 2016 hævede han fortsat (trods den helt tydelige frikendelse på baggrund af DNA-spor), at de fem teenagere faktisk var skyldige.

Konsekvenserne af at lyve

Nu kommer der et forslag fra Inger Støjberg om at mennesker, der får asyl i Danmark, kun kan få midlertidig opholdstilladelse og ikke kunne opnå dansk statsborgerskab, hvis det senere har vist sig at de har talt usandt under behandlingen af deres asylsag. 

Det kan næppe undre, at dette forslag ser dagens lys. Både lovgivningen om og den administrative praksis med hensyn til opnåelse af opholdstilladelse og statsborgerskab har set adskillige stramninger inden for de seneste 15 år. Lige nu virker det som om mange politiske partier kun er optaget af at skabe så umuligt et forhindringsløb som de overhovedet kan.

Selvfølgelig må man ikke lyve, men der er mindst to problemer med det aktuelle forslag – ud over at det i sin hensigt er så direkte usympatisk og ud over at det kommer fra en minister, der formodentlig selv har løjet for at opretholde en lovstridig praksis.

Det ene problem er proportionalitetsprincippet, som er et vigtigt princip i retsplejen. Det tilsiger, at straffen for en forseelse skal være proportional med forseelsens omfang. Hvis man skal kunne søge om dansk statsborgerskab, skal man have boet uafbrudt i Danmark i ni år. Skal en forseelse have konsekvenser ni år frem i tiden?

Det andet problem er grundlaget for at konkludere, om en asylansøger rent faktisk har løjet. En rapport fra Translatørforeningen fra oktober 2015 viser, at der er problemer med dårlige tolke, og også i asylsager.  En kort omtale af rapporten kan ses på DR Nyheder.  Tre eksempler på dårlig tolkning i asylsager, hentet fra rapporten og gengivet af DR, er

– Tolken sagde, at jeg skulle rejse hjem og ikke søge asyl i Danmark.

– Jeg fik afslag på asyl, fordi tolken sagde ting, jeg ikke havde sagt, og fordi tolken havde sagt noget andet/oversat forkert. Den forkerte tolkning har gjort livet vanskeligt

– Jeg blev meget forvirret, fordi jeg ikke forstod, hvad tolken sagde, og fordi jeg ikke kunne forklare min sag ordentligt. Måske vil konsekvensen være, at jeg taber sagen.

Moral og lov

For tiden er der fokus på sagen om Inger Støjbergs beslutning om konsekvent at adskille par af asylansøgere, hvor den ene eller begge parter er under 18 år – selv om dette ifølge loven skal ske ud fra en vurdering fra sag til sag. (I kun to af sagerne er der tale om et par, hvor den ene part er under den seksuelle lavalder.) På Facebook skriver Venstres udlændingeordfører Marcus Knuth

Inger har min 100% opbakning i sagen. […] I dette spørgsmål kommer moral over loven; i Danmark bør vi aldrig acceptere barnebrude, og jeg er stolt af, at Inger går forrest for at forbyde den slags praksis i Danmark.

Det er interessant, at et medlem af den lovgivende magt nu offentligt forsvarer at et medlem af den udøvende magt ikke overholder gældende lov – og med den begrundelse, at moral er hævet over loven.

Det er også interessant at sammenligne med en aktuel sag, hvor et syrisk ægtepar med flygtningestatus i Danmark besøgte konens bror i Tyskland og tog ham med sig til Danmark for at han kunne besøge en ven i Silkeborg, har man dømt parret til udvisning til Syrien for menneskesmugleri. Her er de danske myndigheder meget nidkære i deres retspraksis, mens man i sagen om adskillelse af samlevere åbent vedkender sig at man ikke vil overholde loven.

Måske er der et paradoks her. Eller måske er alting tværtimod godt og fornuftigt. Eller måske er der tale om at myndighederne i Danmark i 2017 er endt med først og fremmest at fokusere på at gøre livet surt for flygtninge og asylansøgere og derfor bøjer loven efter forgodtbefindende.