Den offentlige mundkurv

Foto: Privatfoto.

I denne måned er der kommet fokus på Esbjerg kommunes fremfærd overfor socialrådgiverne ansat ved kommunen. En kommunal chef havde indkaldt til temadag om “at være ansat i en politisk styret virksomhed”, og især ét billede med en slide fra lederens præsentation er blevet delt flittigt. Senere har byrådspolitikere forsøgt at få nogle af de ansatte til at stå frem, men det tør de ikke.

Byrådsmedlem Anne Marie Geisler Andersen udtaler til Ugeavisen Esbjerg

Jeg har tidligere hørt om ansatte, der grundet advarsler eller trusler oppefra ikke turde ytre sig, men tænk sig, at man ikke engang tør sige, at man har hørt et oplæg i arbejdsmedfør. Det er jo helt vildt, så må man virkelig føle sig kuet. 

Folketingets ombudsmand har en myndighedsguide, hvor der er en meget grundig redegørelse for offentligt ansattes ytringsfrihed. Her fremgår det, at offentligt ansattes ytringsfrihed har meget vide rammer.

Her står bl.a. at

Offentligt ansatte har en udstrakt ytringsfrihed. Det betyder, at de på egne vegne kan deltage i den offentlige debat og fremføre personlige meninger og synspunkter.

Det gælder også, når man som offentligt ansat udtaler sig kritisk om ens eget arbejdsområde.

Myndighedsguiden giver en lang række eksempler, hvor ledere i den offentlige forvaltning aktivt har søgt at begrænse ansattes ytringer. For eksempel har nogle offentlige ledere krævet af ansatte, at de ikke måtte ytre sig i bestemte sammenhænge eller har krævet, at ansatte skulle indhente tilladelse, inden de ytrede sig. Nogle ledere har påberåbt sig retten til at kræve tavshedspligt om alt, men tavshedspligt omfatter kun fortrolige oplysninger, og også dette er veldefineret. Der er også beretninger derude om ledere, der i løbet af en række møder går efter at presse medarbejdere til at holde op med at skrive på internettet om forholdene på deres arbejdsplads ved en blanding af at lokke med uspecifikke “vennetjenester”, trusler om sager ved den lokale HR-afdeling og kraftige antydninger om risiko for fyring.

Eksemplet fra Esbjerg viser, at problemet stadig er helt reelt, og det er skræmmende, at ledere på denne måde optræder intimiderende. Ombudsmandens guide gør det klart, at sådan adfærd fra lederes side er direkte ulovlig. Om de pågældende ledere bevidst ignorerer det juridiske grundlag eller blot ignorerer det, ved jeg ikke. Begge forklaringer – at lederen er kynisk og at lederen er inkompetent – er skræmmende.

En trist sag

En del aviser skriver lige nu meget om en aktuel sag, der omhandler et seksuelt overgreb i en københavnsk lokalpolitikers hjem.

Det er tydeligt, at der efter alt at dømme ikke har været tale om vold i sædvanlig forstand (dvs. med fysiske skader), men der er tale om en seksuel handling, hvor kvinder ikke har givet deres samtykke og dermed om noget, der ifølge den nuværende lovgivning i bl.a. Sverige og Storbritannien vil være at regne som voldtægt. Lige nu er det ikke tilfældet i dansk lovgivning (hvis ikke offeret har været ude af stand til at sætte sig til modværge), omend et folketingsflertal har givet udtryk for at loven skal ændres. Sagen kunne have vist, hvor vigtigt det er at ændre dansk lovgivning om voldtægt.

Men sagen er først og fremmest interessant for medierne i kraft af at en del seksuelle detaljer kommer frem. Det er trist og faktisk også usmageligt, at det er denne sensationshungrende vinkel, der bliver taget, og det må være rigtig ubehageligt for de indblandede kvinder. Hvis det havde været en sag om en helt ukendt kvinde, ville de seksuelle detaljer formodentlig ikke komme på forsiden. Og voldtægt er ikke “pirrende”, det er et overgreb.

At ramme de forkerte

Det ser ud til, at det opholdskrav, der siden nytår 2019 har gjort, at man skal have opholdt sig i Danmark, et andet EU-land eller et EØS-land i syv ud af de seneste 12 år for at være berettiget til dagpenge, nu bliver fjernet. Det er rigtig glædeligt, hvis det sker.

Men der er alligevel noget, der skurrer i ørerne. I en artikel i Politiken citeres beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard således:

»Den overvejende del af folk, der bliver fanget i det, er etniske danskere, som har været i udlandet for at arbejde. Så det strider jo imod intentionen fra dem, der vedtog det i sin tid«, siger ministeren og nævner, at det også har vist sig »umuligt at administrere«.

»For det tredje – hvilket er et kæmpe problem – er det med til at udhule, hvor attraktivt det er at melde sig ind i en a-kasse«…

Skal argumentet for at afskaffe denne slags stramninger være, at de “rammer de forkerte”? En beslægtet stramning er integrationsydelsen (som engang hed starthjælp). Det er veldokumenteret, at hensigten med den var at give flygtninge halvt så meget i kontanthjælp som alle andre. Hensigten var med andre ord at forskelsbehandle borgere ud fra oprindelse. Men da bl.a. konventionen om flygtninges retsstilling siger, at man ikke må diskriminere mennesker med flygtningestatus mht. muligheder for at få sociale ydelser, blev regeringen nødt til at finde nogle betingelser, som alle flygtninge opfyldte, men også blev opfyldt af nogle danske statsborgere.

Ville opholdskravet være acceptabelt, hvis regeringen på en eller anden måde kunne lykkes med at definere det, så det slet ikke ramte etniske danskere og var nemt at administrere? Og hvad er i øvrigt en “etnisk dansker”?

Verdensmålene på danske universiteter

FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling blev vedtaget af verdens stats- og regeringsledere på FNs topmøde i New York den 25. september 2015. Ledelsen på Syddansk Universitet har nu besluttet at, SDU skal arbejde “ambitiøst og helhjertet med alle FN’s 17 verdensmål for bæredygtighed, og at det præger hele universitetet.”

Det er et glædeligt skridt, for det vil også gøre det nødvendigt at gentænke den måde, undervisning og forskning foregår på – ja, hele universitetsverdenen. Nogle tænker på FNs verdensmål som nogen, der først og fremmest har med miljøpolitik at gøre. Andre tænker på verdensmålene som nogen, der først og fremmest har med forholdene i det globale Syd at gøre. Men verdensmålene gælder for hele verden, og de er forbløffende brede. Nogle handler om retspolitik og om demokrati.

Et af målene i denne kategori er mål nummer 16, der lyder

At støtte fredelige og inkluderende samfund. give alle adgang til retssikkerhed og opbygge effektive, ansvarlige og inddragende institutioner på alle niveauer.

Det rummer bl.a. disse delmål:

16.1 Alle former for vold, og voldsrelaterede dødsfald skal reduceres væsentligt overalt.

16.6 Der skal udvikles effektive, ansvarlige og gennemsigtige institutioner på alle niveauer.

16.7 Der skal sikres lydhøre, inkluderende, deltagerbaserede og repræsentative beslutningsprocesser på alle niveauer.

Det bør unægtelig give anledning til eftertanke. Lever den nuværende danske universitetslov og den måde, den forvaltes på i disse år, op til delmål 16.6 og 16.7? Og kan danske universiteter fortsætte med at involvere sig i militærforskning og samtidig leve op til delmål 16.1?

Et IT-ministerium

Enhedslisten foreslår, at der skal oprettes et særligt IT-ministerium. Det er en usædvanligt god idé, for netop hele informationsteknologi-området har det med at falde imellem indtil flere stole. Typisk er det jura, forskning og uddannelse. Det ville også gøre det nødvendigt for politikere omsider at tage hele dette tværfaglige problemområde alvorligt, og måske kunne man endda få opbygget en egentlig ekspertise inden for området og undgå at embedsmænd uden specialviden inden for dette område kommer til at dominere. Især ville det være godt med en mere informeret politik om Internet, herunder adgang til Internet-resurser, og om brug af stærk kryptering.

Tør vi skrive det i en mail?

Flere gange siden efteråret 2018, og især efter fyringsrunden tidligere i år, har jeg oplevet, at mine kolleger på AAU har skrevet, at de følte sig utrygge ved at fremføre kritik af ledelsen i mail eller på sociale medier. Senest skrev jeg en mail til en kollega og fik det svar, at vi skulle fortsætte korrespondancen gennem vores private mail-konti fordi der som del af det, vi skrev, var tale om en kritik af ledelsen. Min kollega følte sig lidt paranoid, men ville samtidig hellere være på den sikre side. Jeg prøvede at berolige ved at sige dette: Hvis ledelsen ville skride ind over for os på baggrund af kritiske udsagn i en privat mail der brugte vores AAU-mailadresser, ville de samtidig have afsløret, at de læste vores mail. Men jeg fortsatte korrespondancen i privat regi.

For muligvis har min kollega ret. HK skriver:

Husk aldrig at skrive noget illoyalt om din leder, arbejdsplads eller kollegaer fra din arbejdscomputer, telefon eller tablet. Dels fordi du er forpligtet til at være loyal over for din arbejdsplads, dels fordi det kan havne i de forkerte hænder.

og DM skriver

Når der foreligger en berettiget interesse fra arbejdsgivers side og hensynet til den ansatte ikke overstiger denne interesse. Er den ansatte fx ikke tilstede, og der er materiale i indbakken, som skal bruges, og som ikke kan afvente den ansattes tilbagekomst, kan arbejdsgivers interesse i at åbne den ansattes mails overstige hensynet til den ansatte.

Arbejdsgiver vil også have en interesse i at åbne den ansattes mails, hvis ar-bejdsgiver har en konkret mistanke om uregelmæssigheder eller misbrug.

Men det er en gråzone. Er man illoyal, hvis man kritiserer ledelsen? Min holdning er (vel ikke overraskende), at det er man ikke, blot fordi man er kritisk. Og vi kan ved at skrive “Privat” i emnefeltet angive, at en beskeds indhold er privat – da må ledelsen ikke læse med. Vi kan anerkende, at ledelsen er der, men vi behøver ikke at billige dens beslutninger eller adfærd.

Frygten for, at ledelsen læser med, dækker for mig først og fremmest over det, at der er blevet skabt en følelse af utryghed ved og frygt for ledelsen, og alene dét er bekymrende. I en kronik i Information skriver Rasmus Willig og Anders Ejrnæs om tavshedskulturen i offentlige og private virksomheder, at

For det første skal vi forstå selvcensur i bogstavelig forstand. Det er ikke kun en censur af det frie ord, men også af selvet, og derfor oplever vi sandsynligvis, at flere reelt bliver stresssygemeldt af ikke at kunne tale om de problemer, de oplever.

For det andet indebærer selvcensuren en ny type tavshedskultur, hvor der ikke tages hånd om særlige kritisable forhold.

I denne kultur kan vi også finde forklaringen på, hvorfor vi ser den ene skandale efter den anden i den offentlige og private sektor. Der tages simpelthen ikke hånd om problemerne med rettidig omhu. Og det har, for det tredje, den konsekvens, at der ikke reageres på et dårligt fungerende, stressfyldt og psykisk arbejdsmiljø, hvilket i værste fald forværres.

Netop dét er desværre også min fornemmelse.

Samtykke?

I dag holdt vi i Amnesty International et arrangement om den danske lovgivning om voldtægt, som vi kræver ændret, så den kommer i overensstemmelse med den såkaldte Istanbul-konvention og med anbefalinger fra Europarådet. Helt konkret skal lovgivningen ændres, så den bliver samtykke-baseret:. Hvis ikke begge parter har givet samtykke til den seksuelle handling, er der tale om voldtægt. Som det er i dag, er loven i Danmark dog temmelig anderledes. Det skal nemlig kunne bevises, at gerningspersonen har haft “forsæt” – dvs. har gjort det med vilje. Men der kan være situationer, hvor offeret har opfattet være blevet tvunget til sex, mens gerningspersonen ikke forstod, at hun opfattede det sådan. Og ikke helt sjældent sker der det, at offeret på grund af voldsom frygt “fryser” og befinder sig i en tilstand, hvor hun ikke gør noget som helst.

De holdninger til voldtægt, der stadig er udbredt i Danmark, og afspejler sig i den eksisterende lovgivning, er helt ude af trit med andre holdninger i retspolitik. Hvis principperne i dansk lovgivning om voldtægt blev overført til andre dele af straffeloven, ville der kun være tale om indbrudstyveri, hvis beboerne i et hjem havde fortalt tyven, at han/hun ikke måtte stjæle deres ting. Hvis beboerne derimod gemte sig for tyven eller ikke gjorde anskrig, var der (igen pr. analogi) ikke tale om indbrudstyveri, men om at tyven troede, at han/hun gerne måtte knuse en rude og tage ejendele i huet.

Ulovlig påvirkningsvirksomhed

I denne uge vedtog et flertal i Folketinget en ændring af straffeloven, som skal gøre såkaldt ulovlig påvirkningsvirksomhed strafbar.Hermed menes der, at det skal være ulovligt f.eks. at dele opslag på de sociale medier, der skal påvirke den almene opfattelse af NATO-samarbejdet negativt, hvis den danske anklagemyndighed kan bevise, at det er sket i samarbejde med en udenlandsk efterretningstjeneste, en virksomhed eller en myndighed, der samarbejder med en udenlandsk efterretningstjeneste.

Hvis opslagene bliver delt i forbindelse med. med et valg, skal det kunne give op til 12 års fængsel. Det er hensigten, der tæller – straffen falder, uanset om påvirkningen lykkes eller ej. Det kan også være en indikation på samarbejde, at en borger og en efterretningstjeneste har en “fælles forståelse” om at nå et “fælles mål om udøvelse af påvirkningsvirksomhed”.

Amnesty International, tænketanken Justitia og andre har været meget kritiske over for konsekvenserne af en sådan lovændring, bl.a. fordi det hele er så rummeligt, for ikke at sige løst formuleret. Men jeg bemærker, at den der har suverænt stillet flest spørgsmål om loven (36 ud af de i alt 42) faktisk er – Marie Krarup fra Dansk Folkeparti. Hun spørger

… om ministeren er af den opfattelse, at et hvilket som helst russisk politisk forslag pr. definition er skadeligt og ikke må offentliggøres (når informationerne stammer fra suspekte kilder)…

og hun spørger også

om en dansk statsborger efter at have modtaget brochurer fra en russisk statsborger, delt brochurerne ud og skrevet debatindlæg, der støtter synspunktet i brochuren, ifølge lovforslaget skal straffes…

Man kunne godt sidde tilbage med en fornemmelse af at hun er bekymret for lovens konsekvenser. Dansk Folkeparti har ellers aldrig været kendt for at interessere sig positivt for menneskerettighederne. Men der er formodentlig en god grund. Ifølge Radio 24Syv har Ruslands efterretningstjeneste nemlig gentagne gange forsøgt at rekruttere Marie Krarup.

Et bogstav på en kasket

I går kunne jeg hos DRs nyheder læse, at en 35-årig mand af Københavns Byret var blevet idømt 40 dages fængsel for at gå med en kastet, der havde et stort “F” fortil. Desuden fik han forbud mod at færdes bestemte steder i København – han må ikk opholde sig på bestemte, navngivne gader.

Manden var tidligere blevet dømt for at være medlem af banden Loyal To Familia, og u mente anklagemyndigheden, at han videreførte bandens aktiviteter og signalerede dem til andre ved at bruge denne kasket. Sanktionen om et opholdsforbud kommer af, at han havde overtrådt et tidligere nedlagt opholdsforbud.

Jeg har intet pænt at sige om banderne eller det de gør; de er en samling hærdede kriminelle. Og selv bor jeg kun få hundrede meter fra Helle Angels’ klubhus i Nørresundby, så jeg ser af og til medlemmer af en bande i bybilledet. Men denne dom om kasketten med bogstavet “F” er på én gang usædvanligt tidstypisk og mere symbolsk end noget andet. Den vidner om at man tror, at man kan regulere menneskers adfærd ved at forbyde dem at gå med bestemte beklædningsgenstande. I et andet tilfælde prøvede man at ramme samme bande ved at udvise et ledende medlem, der ikke var dansk statsborger (men havde boet i Danmark hele sit liv). Også udvisning er som bekendt blevet en populær form for sanktion.

Når den 35-årige mand har udstået sin fængselsstraf for at gå med kasket, er han blevet en slags offer for systemet i nogle menneskers øjne og dermed høste en vis sympati. Og han vil sikkert bare flytte sin bandeaktivitet til andre dele af København (måske via mellemmænd) og signalere sit bandetilhørsforhold på en anden måde end med en kasket (idet vi antager at det faktisk var dét, bogstavet “F” var på kasketten for).

Og jeg bemærker, at bogstavet “F” på en kasket i sig selv kan udløse fængsel, mens f.eks. det store skilt på Helle Angels’ klubhus i Nørresundby kan hænge der i ro og fred.

Alle har ret til at bruge retten

Grafik: Meredith Stern (https://justseeds.org/product/article-6-udhr/)

Jeg tror ofte, at lavpunktet er nået i dansk flygtningepolitik, men hver gang tager jeg fejl. Efterhånden handler det nu for politikerne om at skaffe sig af med menneskerettighederne.

I dag kan jeg læse at Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti vil gøre det umuligt for flygtninge og asylansøgere at sagsøge de danske myndigheder.

Den konkrete anledning er, at et syrisk ægtepar af Københavns Byret er blevet tildelt en erstatning på 10.000 kroner hver for at være blevet adskilt af de danske myndigheder. I et spørgsmål til Inger Støjberg spørger Martin Henriksen

…hvilke muligheder der er for enten helt at afskære eller alternativt begrænse asylansøgeres og/eller flygtninges muligheder for at føre retssager mod den danske stat eller andre offentlige myndigheder eksempelvis ved i visse tilfælde at fjerne muligheden for at søge økonomisk kompensation, således at domstolen fortsat kan dømme, men uden at tildele økonomisk kompensation i tilsvarende sager.

Her bemærker jeg, at artikel 6 i Verdenserklæringen om menneskerettigheder siger at

Ethvert menneske har overalt i verden ret til at blive anerkendt som retssubjekt.

Det, Martin Henriksen her anfægter, er med andre ord en af de fundamentale menneskerettigheder. Det er bekymrende, at en toneangivende dansk politiker så systematisk vil underminere retssikkerheden. Og jeg spekulerer på, hvordan Socialdemokraterne vil reagere her.