Der er ikke noget at fejre

Erik Nina Hansen. Foto: Bjarke Ørsted.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har længe pralet af de mange stramninger på udlændingeområdet, som regeringen gennemfører, men stramningerne er ikke bare lys på en kage eller et banner på en webside. Det bliver tydeligt nu, hvor de danske myndigheder skal lede efter syv alvorligt syge mennesker, der er blevet ulovligt udvist. Dagbladet Information har kendskab til tre af sagerne og kan fortælle, at en af de udviste har leukæmi, to andre nyresvigt.

Den nuværende sag om ulovlig nægtelse af humanitær opholdstilladelse  minder på den måde i uhyggelig grad om tamilsagen, der i 1993 gjorde at den daværende borgerlige regering måtte gå af. Mange husker tamilsagen som først og fremmest en sag om magtmisbrug i dansk politik, men ofte bliver det overset, at der var tale om et magtmisbrug med døden til følge. Sidst i 1988 var der mellem 130 og 140 færdigbehandlede sager om familiesammenføring til tamilske flygtninge fra Sri Lanka, og de manglede blot en underskrift. Men sagerne blev bevidst syltet af justitsminister Erik Nina-Hansen, der ville tækkes, der han mente var en folkestemning (man aner her en parallel til Inger Støjbergs gerninger). Og det var dét magtmisbrug, der kostede menneskeliv. Erik Ninn-Hansen blev anklaget ved Rigsretten og dømt i 1995, som den første minister siden 1910.

I 1988 var en tamilsk kvinde blevet dræbt, mens hendes mand ventede på at få hende til Danmark. Samme år, i januar 1988, søgte en anden mand, Mathulan, om familiesammenføring med sin hustru, og i juni samme år var sagen færdigbehandlet og kunne sendes videre – men der skete ingenting. I januar 1989 kom svaret omsider, men for sent. I et brev til Folketingets formand skrev Mathulan:

Jeg returnerer denne godkendelse i fotokopi til Dem, for jeg har ikke brug for den mere. Justitsministeren har forhalet min ansøgning gennem mere end 1 år, fordi ministeren mener, der er fred på Sri Lanka. Endelig nu (den 27. Jan. 1989) får jeg godkendelse til at få min kone til Danmark, men det er for sent. Min kone døde den 5. januar 1989 af hjernebetændelse…

Desværre ved jeg ikke, hvad der siden skete med Mathulan. Hvis han stadig lever, må det være skræmmende for ham at følge med i den aktuelle sag.

Jeg vil opfordre til, at vi (i det omfang det ikke går ud over de pågældendes sikkerhed) får ansigter og navne og beretninger sat på de syv mennesker, som de danske myndigheder nu skal opspore, så det bliver tydeligt, at dette ikke er en sag, der kun handler om Inger Støjberg, men derimod i høj grad også er en sag, der handler om de menneskelige konsekvenser af hendes omgåelse af international lov.

Flattr this!

Stor straf, lille forseelse

Foto: DR.

I denne uge er der igen fokus på at nogle udenlandske akademikere bosat i Danmark, har oplevet ikke at kunne søge op permanent opholdstilladelse, fordi de har holdt foredrag eller undervist i et lille antal timer på et andet arbejdssted end deres normale. Mange kan se, at dette er absurd og at konsekvenserne er absurde. Der er også nogle ikke så omtalte sager, hvor udenlandske statsborgere har fået en bøde for en overtrædelse af færdselsloven (typisk en fartbøde), og på helt tilsvarende vis er blevet afskåret fra at søge om dansk statsborgerskab.

Opholdstilladelse og statsborgerskab er ikke rettigheder, men er blevet et kompliceret system af individuelle sanktioner og belønninger. For at man skal kunne få belønningen, skal man have forbedret sig selv gennem uddannelse, arbejde og sprogbeherskelse, og man må ikke overtræde landets love. Sker dette, er sanktionerne voldsomme. Dette er en udvikling, der har været i gang i snart en del år; jeg skrev om den her på bloggen i 2011.

Jeg vil hævde, at de pågældende forskere har handlet i god tro – og hvordan kan man gøre andet, når man bliver opfordret af en statsinstitution, ja, endda Folketinget selv, til at bruge sin akademiske ekspertise? Det er derefter en anden statslig institution, der senere politianmelder de selvsamme forskere.

Med færdselsforseelser er det selvfølgelig anderledes; her handler man kun meget sjældent i god tro. Man må ikke overtræde færdselsloven. Men der plejer i jura at være et proportionalitetsprincip, så forbrydelse og straf skal være af sammenlignelig alvorlighed. Når det gælder opholdstilladelse og statsborgerskab, virker sanktionerne helt ude af proportion med forseelsen. De pågældende mennesker vil få deres tilværelse markant forandret i op til 15 år på grund af en forseelse, der kun takseres med en bødestraf.

Hvad er det, der gør at det er nødvendigt at have så voldsomme regler? Hvad er det, reglerne skal opnå? Og hvorfor er der ikke tale om en overtrædelse af proportionalitetsprincippet?

Flattr this!

At påvirke rettens gang

I denne uge beder Donald Trump om at gerningsmanden til bilangrebet i New York, der kostede 8 mennesker livet, skal dømmes til døden.  Der er ikke tvivl om at den pågrebne person er den skyldige; han blev pågrebet på fersk gerning. Jeg er modstander af dødsstraf i alle tilfælde, så det er heller ikke dette, der er særligt bemærkelsesværdigt her.

Dét, der er påfaldende og forkasteligt, er at et statsoverhoved på denne måde forsøger at påvirke udfaldet af en retssag så direkte. Det er en meget tydelig tilsidesættelse af princippet om adskillelsen mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt – og vi har også set lignende eksempler i Danmark, hvor ministre har forsøgt at påvirke en domsafsigelse.

Derudover bemærker jeg, at det bestemt ikke er første gang, Donald Trump har forsøgt at påvirke rettens gang.

I 1989 blev en ung hvid kvinde, der løbetrænede i Central Park, udsat for en usædvanligt grov voldtægt der bl.a. påførte hende en voldsom hjerneskade, og fem teenage-drenge, hvoraf ingen var hvide, blev anholdt og dømt. Det viste sig senere ved brug af DNA-spor, efter at de fem unge havde tilbragt mellem 6 og 13 år i fængsel, at de faktisk var uskyldige. Den faktiske gerningsmand tilstod forbrydelsen; de fem uskyldigt dømte unge fik i 2014 tilkendt 40 millioner dollars i erstatning. Denne sag er af alle disse grunde bemærkelsesværdig.

Men ekstra bemærkelsesværdigt er det, at Donald Trump tilbage i 1989 forsøgte at bruge sin økonomiske magt til at få de fem teenagere dømt til døden; han indrykkede store avisannoncer og så sent som i efteråret 2016 hævede han fortsat (trods den helt tydelige frikendelse på baggrund af DNA-spor), at de fem teenagere faktisk var skyldige.

Flattr this!

Konsekvenserne af at lyve

Nu kommer der et forslag fra Inger Støjberg om at mennesker, der får asyl i Danmark, kun kan få midlertidig opholdstilladelse og ikke kunne opnå dansk statsborgerskab, hvis det senere har vist sig at de har talt usandt under behandlingen af deres asylsag. 

Det kan næppe undre, at dette forslag ser dagens lys. Både lovgivningen om og den administrative praksis med hensyn til opnåelse af opholdstilladelse og statsborgerskab har set adskillige stramninger inden for de seneste 15 år. Lige nu virker det som om mange politiske partier kun er optaget af at skabe så umuligt et forhindringsløb som de overhovedet kan.

Selvfølgelig må man ikke lyve, men der er mindst to problemer med det aktuelle forslag – ud over at det i sin hensigt er så direkte usympatisk og ud over at det kommer fra en minister, der formodentlig selv har løjet for at opretholde en lovstridig praksis.

Det ene problem er proportionalitetsprincippet, som er et vigtigt princip i retsplejen. Det tilsiger, at straffen for en forseelse skal være proportional med forseelsens omfang. Hvis man skal kunne søge om dansk statsborgerskab, skal man have boet uafbrudt i Danmark i ni år. Skal en forseelse have konsekvenser ni år frem i tiden?

Det andet problem er grundlaget for at konkludere, om en asylansøger rent faktisk har løjet. En rapport fra Translatørforeningen fra oktober 2015 viser, at der er problemer med dårlige tolke, og også i asylsager.  En kort omtale af rapporten kan ses på DR Nyheder.  Tre eksempler på dårlig tolkning i asylsager, hentet fra rapporten og gengivet af DR, er

– Tolken sagde, at jeg skulle rejse hjem og ikke søge asyl i Danmark.

– Jeg fik afslag på asyl, fordi tolken sagde ting, jeg ikke havde sagt, og fordi tolken havde sagt noget andet/oversat forkert. Den forkerte tolkning har gjort livet vanskeligt

– Jeg blev meget forvirret, fordi jeg ikke forstod, hvad tolken sagde, og fordi jeg ikke kunne forklare min sag ordentligt. Måske vil konsekvensen være, at jeg taber sagen.

Flattr this!

Moral og lov

For tiden er der fokus på sagen om Inger Støjbergs beslutning om konsekvent at adskille par af asylansøgere, hvor den ene eller begge parter er under 18 år – selv om dette ifølge loven skal ske ud fra en vurdering fra sag til sag. (I kun to af sagerne er der tale om et par, hvor den ene part er under den seksuelle lavalder.) På Facebook skriver Venstres udlændingeordfører Marcus Knuth

Inger har min 100% opbakning i sagen. […] I dette spørgsmål kommer moral over loven; i Danmark bør vi aldrig acceptere barnebrude, og jeg er stolt af, at Inger går forrest for at forbyde den slags praksis i Danmark.

Det er interessant, at et medlem af den lovgivende magt nu offentligt forsvarer at et medlem af den udøvende magt ikke overholder gældende lov – og med den begrundelse, at moral er hævet over loven.

Det er også interessant at sammenligne med en aktuel sag, hvor et syrisk ægtepar med flygtningestatus i Danmark besøgte konens bror i Tyskland og tog ham med sig til Danmark for at han kunne besøge en ven i Silkeborg, har man dømt parret til udvisning til Syrien for menneskesmugleri. Her er de danske myndigheder meget nidkære i deres retspraksis, mens man i sagen om adskillelse af samlevere åbent vedkender sig at man ikke vil overholde loven.

Måske er der et paradoks her. Eller måske er alting tværtimod godt og fornuftigt. Eller måske er der tale om at myndighederne i Danmark i 2017 er endt med først og fremmest at fokusere på at gøre livet surt for flygtninge og asylansøgere og derfor bøjer loven efter forgodtbefindende.

Flattr this!

Legalisere eller afkriminalisere?

Jeg har tit tænkt over hvad man skal gøre ved prostitution. På den ene side kan jeg faktisk ikke sige andet om prostitution end, at det grundlæggende set er en form for dehumanisering og derfor ikke er godt for noget som helst.  På den anden side virker det desværre ofte som om arbejdet mod prostitution kan komme til at ligne en kamp mod de prostituerede.

I dag kunne jeg læse, at bystyret i Amsterdam nu opretter et bordel, der skal drives og indrettes af de prostituerede selv. Umiddelbart lyder det vel som et bedre alternativ til det, at nogle mennesker kan skabe profit på at andre mennesker sælger sig selv til seksuelle ydelser. I Nederlandene blev prostitution legaliseret i 2000, og man håbede dermed at kunne gøre noget ved menneskehandel, men det er ikke tilfældet. Der er da også forskere, der sætter spørgsmålstegn ved om den nye type bordel vil kunne ændre noget som helst. “Forretningsmodellen” er nemlig den samme, og bag de tilsyneladende selvstændige prostituerede kan der stadig være bagmænd.

En anden mulighed ville være at afkriminalisere prostitution, dvs. at sørge for at den enkelte prostituerede ikke kan blive arresteret eller retsforfulgt alene fordi vedkommende er prostitueret. Dette er slet ikke det samme som at legalisere prostitution.

Dette ikke sagt fordi jeg har en positiv holdning til prostitution som sådan, for det har jeg netop ikke, men fordi der netop ofte er usynlige bagmænd og fordi det derudover er veldokumenteret, at der i en hel del lande (f.eks. i Rusland og Serbien og lande i Afrika, Asien og Sydamerika) foregår grove overgreb som afpresning, voldtægt og anden vold fra især politiets side mod prostituerede. De overgreb er netop mulige, fordi prostitution er strafbart og politiet dermed har en klemme på de prostituerede. På denne måde bliver de mennesker, der er prostituerede, måske i virkeligheden fastholdt i prostitution.

Her kan man sammenligne med to mulige holdninger til narkotika – der er også her et stort illegalt marked kontrolleret af organiseret kriminalitet. Man kunne legalisere stoffer, dvs. definere rammerne for salg af narkotika med bl.a. licens til særlige salgssteder, hvor man lovligt kan købe og måske også bruge stoffer. Men man kunne også vælge i stedet at afkriminalisere brugen af narkotika, dvs. ikke arrestere og retsforfølge mennesker, der blev pågrebet med stoffer på sig alene til eget forbrug. Systematisk handel med narkotika ville stadig være ulovlig. På den måde ville narkomanerne gå fri og ville ikke risikere at komme i lommen på korrupte betjente, mens de store fisk stadig kunne blive pågrebet.

Flattr this!

Gavnlig lidelse?


Det har sat en del tanker i gang hos mig at læse Nils Christie’s lille bog Små ord om store spørgsmål. En af de problemstillinger, der dukker op undervejs i bogen, er spørgsmålet om forholdet mellem forbrydelse og straf – omdrejningspunktet i hele Christies lange karriere. En af de konkrete successer her har været konfliktråd, et tiltag, der nu er meget udbredt i Norge, men aldrig er slået ordentligt igennem i Danmark.

I et interview fra 2009 siger Christie med en henvisning til Johannes Andenæs, en af de store skikkelser i norsk jura, at

Straffen er, som Johs. Andenæs sa så klart at han den dag i dag siteres i høyesterett, et onde som er ment som et onde. Det er en tilsiktet lidelse. Jeg erkjenner at vi trenger strafferettssystemer, men det er enda mer sentralt å gi mennesker en mulighet til å nærme seg det problematiske på andre måter enn gjennom straff.

Det er selvfølgelig ikke min holdning, at der ikke skal være alvorlige konsekvenser af at begå en forbrydelse. Men der er noget underligt ved at retssystemerne over hele verden dybest set er bygget op om hvilken slags og hvor megen lidelse, mennesker skal påføres.

Jeg har ikke noget godt svar her på hvad vi skal gøre i stedet. dels er jeg lægmand, dels kan man ikke give et kort eller enkelt svar på noget, der er det man ofte kalder for et wicked problem; Nils Christie og andre med ham har viet mange års forskning og etiske overvejelser til at forstå hvad vi bør gøre.

Men jeg bliver bekymret, når justitsminister Søren Pape Poulsen taler for at indsatte i fængslerne skal have hårdere vilkår og dermed plæderer for lidelse i sig selv har en gavnligt forandrende effekt. (Inger Støjberg har udtalt sig tilsvarende om personer på tålt ophold – de skal have det “så utåleligt som muligt”). 

Voldtægtsforbrydere, andre voldsforbrydere, pædofile og mange andre forbrydere har gennem deres handlinger påført andre mennesker lidelse og derigennem ofte forandret dem for bestandig. Der var ingen gode virkninger af al denne lidelse, og det er derfor underligt at tro på at officielt sanktioneret lidelse i sig selv kan skabe positive forandringer. Og det er trist, at denne idé kan leve videre i lyset af mange års forskning, der viser det stik modsatte. Det er nødvendigt at bruge Nils Christies indsigt om små ord om store spørgsmål for at forklare dette for beslutningstagere.

Flattr this!

Fanget af tiden

I nat havde jeg en usædvanligt livagtig drøm. Jeg husker ikke ret mange detaljer længere, men jeg ved at jeg gennemlevede et intenst døgn sammen med mennesker, jeg kendte godt, og andre mennesker, jeg mødte for første gang. Jeg troede fuldt og fast på at disse nye mennesker fandtes, og i løbet af det intense døgn følte jeg både stor glæde og stor tvivl. Da jeg vågnede, var jeg forvirret og skuffet. Hele det lange forløb kan kun havde varet få minutter – og i al fald slet ikke et døgn. Men jeg var samtidig påvirket af den tid, jeg troede der var gået.

Tidsoplevelsen påvirker os. Fængselsstraffe har først og fremmest som mål at lade tiden gå på en stressende måde. Et interview med den engelske filosof Rebecca Roache handler om netop dette.

I nogle lande kan man blive idømt mange hundrede års fængselsstraf, men alle fængselsstraffes varighed er reelt begrænset af længden af et menneskeliv. Medicinsk forskning stræber efter at gøre det muligt at leve meget længere, Man kunne derfor forestille sig at livsforlængende behandling blev anvendt til forlænge et menneskes liv vilkårligt længe som del af straffen – og da vil det måske blive muligt at afsone 1000 års fængsel. Men ville samfundet være rede til at skulle holde mennesker indespærret så længe?

Min drøm bekræfter det, vi alle ved, at tidsfornemmelse er subjektiv. Nogle psykofarmaka kan ændre et menneskes tidsfornemmelse radikalt, så det, der reelt kun tager få øjeblikke, kan opleves som et timelangt forløb. Også de, der har prøvet at ryge hash, kan ind imellem fortælle om noget tilsvarende. En anden mulighed er derfor at udvikle medikamenter, der kunne påvirke tidsfornemmelsen, så en fange i løbet af én vågen dag vil føle det som han/hun tilbringer mange år i fængsel. Bagefter kan fangen så fortsætte sit liv.

Men samtidig ved vi, at langvarig isolationsfængsling ofte påvirker den menneskelige psyke på uoprettelig vis. FNs komité mod tortur har kritiseret Danmark for brugen af isolationsfængsling. Denne form for “kemisk fængsel” kan derfor risikere at skabe permanent behandlingskrævende mennesker som resultat.

Hvad er det, vi gerne vil opnå ved den straf, der blot består i at lade tiden gå? Er det hævn? Er det forbedring? Den helt store tvivl om fængselsstraffenes berettigelse i deres nuværende form nævner Rebecca Roache også i sit interview: Er det overhovedet det samme menneske, der afslutter den lange straf som dét menneske, der påbegyndte den? En gammel mand har efter 60 år i fængsel ikke meget tilbage af den unge mand på 20, der slog en tankpasser ihjel i et kortvarigt raserianfald.

Flattr this!

Fængslernes teologi

Her til aften så jeg på DR2 en amerikansk dokumentarfilm om Red Onion, et fængsel i USA. I USA kan fanger sidde isolationsfængslet i mange år, og det kan næppe komme som nogen overraskelse, at denne bevidst påførte ensomhed ikke fører noget som helst godt med sig. Mange fanger udvikler voldsomme psykiske problemer, og nogle bliver egentligt psykisk syge.

Men hvorfor har vi fængsler og et fænomen som isolationsfængsel? Én legitim begrundelse er selvfølgelig, at nogle mennesker er for farlige til at man kan lade dem færdes frit. Men der er her tale om et fåtal af fanger.

Ideen bag fængselssystemet, som vi kender det i dag er en anden, og den kan føres tilbage til den britiske Penitentiary Act fra 1779. Denne lov indførte fængsel i særlige statsfængsler som en ny form for straf og var tænkt som et humant alternativ til dødsstraf og landsforvisning. (Sidstnævnte var blevet sværere efter tabet af kolonierne i Nordamerika.) Baggrunden bag denne lov var et bestemt protestantisk syn på teologi: fængslet skulle være et sted, hvor fangen havde tid til at angre sine synder. Det er ikke noget tilfælde, at et af de engelske ord for fængsel (netop dét sprog har forbløffende mange ord for “fængsel”!) er penitentiary.  Dette ord er afledt af penitence, der simpelthen betyder “dyb anger”. En bog af den britiske historiker Laurie Throness kaldet A Protestant Prison tager fat på netop dette, det teologiske grundlag for bestemt former for straf.

Det interessante og triste er at denne idé fra 1700-tallet faktisk stadig dominerer manges holdninger til forbrydelse og straf, og ikke mindst i USA har ideen om langvarig fængsling som en god strafform kronede dage. Dokumentarfilmen viser med stor tydelighed, at fangerne fra Red Onion har angret og har brugt adskillige på at angre. Men de sidder der stadig, og nogle af dem kommer aldrig ud af fængslet igen. Hvad det egentlig er, der skal ske ifølge det protestantiske syn på straf, når fangen har angret, var og er uvist.

Flattr this!

Fordi de ikke vil

Foto: Christina Mosegaard, Horsens Folkeblad.

Udsendelsen på TV2 om den afghanske pige Rokhsar og hendes familie kan forhåbentlig ikke undgå at gøre indtryk.  Den gjorde i al fald et stort indtryk på mig.

I udsendelsen ser jeg, at en advokat tager udgangspunkt i den fortolkning af Konventionen om barnets rettigheder, som i 2015 førte til nye afgørelser i en række sager om opholdstilladelser. 

Det giver bestemt mening, men der findes faktisk andre muligheder, der gør at afviste asylsøgere kan få opholdstilladelse, hvis en udsendelse vurderes udsigtsløs. Dette gjorde Ulrik Dahlin og Nikolaj Houmann Mortensen opmærksom på i en artikel fra Information på menneskerettighedsdagen den 10. december 2016.  I 2009 var der et møde i Folketingets udvalg for udlændinge- og integrationspolitik om retningslinjerne for brugen, og referatet af mødet kan læses hos Retsinformation. 

Her står der

Efter forarbejderne til bestemmelsen og ministeriets praksis kan varigheden af en ansøgers ophold her i landet indgå som et af de kriterier, som skal medtages i afgørelsen af, hvorvidt der skal gives humanitær opholdstilladelse. Opholdets varighed skal i almindelighed være på cirka 5-6 år, førend der alene under henvisning til dette kriterium kan gives humanitær opholdstilladelse.

Her bemærker jeg at Rokhsar og hendes familie nu har været i Danmark i mere end 5 år. Og i oktober 2016 udtalte en afghansk viceminister, at den afghanske regering ikke vil have flere tvangshjemsendelser.

Der er en længere artikel i Politiken, og her får Inger Støjberg det sidste ord; hun siger:

»Jeg kan godt forstå, at familien gerne vil blive i Danmark. Men vores asylsystem fungerer ikke sådan, at man kan vente sig til asyl. Hele grundlaget for vores asylsystem er, at vi yder beskyttelse til personer, der er i fare eller er særligt udsatte. Resten får nej og skal vende hjem til deres eget land – også selv om de bedre kunne tænke sig at bo her. Så når alle instanser har givet afslag på asyl, må man respektere den beslutning og forlade Danmark«.

Det interessante her er dette: Indtil 2009 blev reglen om humanitær opholdstilladelse anvendt hyppigt, men i de sidste fire år er den slet ikke blevet anvendt. Der er derfor ikke kun tale om et objektivt lovgrundlag, som regeringen er nødt til at følge uanset hvilke sympatier man måtte have, selv om Inger Støjberg gerne vil fremmane et sådant billede. Der er tale om en ændret og langt mere restriktiv fortolkning af loven end man så f.eks i 1990erne, hvor der var en del borgere fra det tidligere Jugoslavien, der opnåede humanitær opholdstilladelse.

Min klare fornemmelse (som lægmand) er at de danske myndigheder i sagen om Rokhsar og hendes familie (og lignende sager) har mulighed for at give humanitær opholdstilladelse (ikke asyl), men at det er et helt bevidst valg fra både den nuværende og den tidligere regering, at man ikke vil.

Flattr this!