Skyldner ved ankomsten til Danmark

konfiskering

På det seneste har der været megen diskussion af  regeringens lovforslag om konfiskering af asylansøgeres ejendele.

Ud over det, som den ubehagelige diskussion i medierne afslører om politikernes ideer til hvor nidkært loven skal håndhæves, når den bliver vedtaget (for den gør den), er også lovens grundopfattelse vigtig at forholde sig til. Ovenfor kan man se den præcise ordlyd af det, som er blevet diskuteret. Sammen med fremsættelsen af lovforslag L87 er der indgivet bemærkninger fra udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg, og disse bemærkninger er interessante fordi de angiver hvordan Inger Støjberg forestiller sig lovændringen efterlevet. (Store dele af den foreslåede lovændring handler i øvrigt om at ændre ministerens titel til “udlændinge-, integrations- og boligminister”.)

Med lovforslaget indføres der desuden hjemmel til, at politiet kan visitere en asylansøger og ransage asylansøgerens bagage med henblik på at sikre penge og værdigenstande til dækning af udgifterne til den pågældendes underhold m.v. I tilknytning hertil indebærer lovforslaget, at udlændingemyndighederne får mulighed for at tage de nævnte aktiver i bevaring med henblik på dækning af udgifter til underhold m.v.

Det foreslås tillige, at den periode, hvor asylansøgere, der har tilstrækkelige midler hertil, kan pålægges at dække udgifterne til deres og deres families underhold m.v. forlænges fra 3 måneder frem til tidspunktet for boligplacering i en kommune eller – ved afslag på asyl – udrejse eller udsendelse af landet.

Ideen er således at asylansøgeres konfiskerede penge og ejendele skal betale for deres ophold, og dette kan eventuelt ske indtil der ikke er mere at betale med.

Lovforslaget henviser til retsplejelovens paragraffer 509 til 516, der omhandler udlæg for mennesker der skylder staten penge. De pågældende paragraffer om udlæg lyder bl.a. således:

§ 508. Udlæg kan foretages i rede penge samt i fast ejendom, løsøre, fordringer og andre aktiver, hvis identitet kan fastslås, men ikke i fremtidige erhvervelser. Udlæg kan foretages, selv om aktiverne i forvejen er behæftet.

§ 509. Udlæg kan ikke foretages i aktiver, bortset fra fast ejendom, der er nødvendige til opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod for skyldneren og hans husstand…

[stk. 2 omhandler udlæg i andelsboliger]

Stk. 3. Udlæg kan ikke foretages i aktiver af indtil 3.000 kroners værdi, som er nødvendige til skyldnerens eller hans husstands erhverv eller uddannelse.

Men Bekendtgørelse af lov om aktiv socialpolitik siger dette

§ 14. Kommunen kan ikke yde hjælp, hvis ansøgeren og ægtefællen har formue, som kan dække det økonomiske behov. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse i forhold til en ansøger og dennes samlever, jf. §§ 2 a og 2 b. Kommunen ser dog bort fra beløb på op til 10.000 kr., for ægtefæller eller samlevende, jf. §§ 2 a og 2 b, 20.000 kr.

Der står intet i bekendtgørelsen om at der kræves udlæg eller om at “aktiver kan tages i bevaring” for kontanthjælpsmodtagere. Kontanthjælpsmodtagere opfattes ikke som “skyldnere pr. default”. Situationen er en anden for asylansøgeres vedkommende.  Udlægget opfattes i lovforslag L87 direkte som betaling for en asylansøgers ophold i Danmark. Forskellen er med andre ord at en asylansøger alene fordi han/hun søger asyl, og fordi hans/hendes ophold koster den danske stat penge, opfattes som skyldner.  

Et kedeligt nej

Afstemning2

I dag er der som bekendt folkeafstemning. Jeg kan lige så godt afsløre det med det samme: Jeg stemmer nej, men jeg har svært ved at være entusiastisk.

Ligesom det var tilfældet for folketingsvalget tidligere i år er valgkampen i forbindelse med denne folkeafstemning nemlig i høj grad præget af nationalisme. En del mennesker, jeg i mange andre sammenhænge er enig med, stemmer ja, men i en reaktion mod nationalismen.

Men det er meget sigende at Socialdemokraterne og Venstre kan anbefale et ja og Dansk Folkeparti kan anbefale et nej ud fra samme målsætning, nemlig at forhindre at der kommer flygtninge til Danmark. Uanset hvad vil resultatet blive brugt af de pågældende partier til at fremme dette.

Jeg er ikke nationalist. Mine argumenter for at stemme nej er nogle helt andre. Jeg er bekymret over problemerne med demokratisk underskud – det er kun EU-kommissionen, der kan fremsætte EU-lovforslag, og kommissionen er ikke folkevalgt. EU kan ved et ja i større omfang end nu få kontrol over dansk retspolitik, og det er ikke nødvendigvis godt. Derudover er jeg bekymret over EUs reelle ineffektivitet i de sammenhænge, hvor det handler om demokrati og internationalt samarbejde. EU har ikke forhindret bl.a. Viktor Orbáns udemokratiske og nationalistiske styre i Ungarn. Ungarn og en del andre lande vil desuden ikke have en fælleseuropæisk politik om flygtninge. (Det vil den siddende danske regering som bekendt heller ikke.) EU begyndte som en frihandels-union og det er stadig i meget høj grad den økonomiske politik, der er central for EU.

Hvis vi forestillede os en situation, hvor folkestemningen i Danmark var en anden på menneskerettighedsområdet og Danmark førte en mere progressiv miljø- og retspolitik end EUs økonomiske politik tillod, ville man formodentlig bedre kunne se hvor problemerne med det demokratiske underskud findes.

Hvis det bliver et nej, skal jeg forlige mig med at dette nej også vil kunne bruges af nationalisterne – og vil blive brugt af dem. Så derfor bliver det et kedeligt nej.

Arven efter Carl Schmitt

Carl Schmitt (1888-1985)
Carl Schmitt (1888-1985)

Frankrig er i undtagelsestilstand i de næste tre måneder. Den belgiske hovedstad er i det store og hele lukket. I disse måneder er det som om man også i Danmark indfører en slags undtagelsestilstand, og det vi ser for tiden er en regulær despekt for menneskerettighederne.

Undtagelsestilstanden er blevet en slags uudtalt “nødvendigt ideal”. Den tyske jurist, filosof og nazist (!) Carl Schmitt skrev i sit berømte/berygtede hovedværk Politisk teologi om undtagelsestilstanden og han er ophavsmand til den ofte citerede bemærkning at

Suveræn er den, der bestemmer over undtagelsestilstanden.

Schmitt hyldede den stærke leder, der kunne sætte sig ud over sædvanlig lov og sædvanlig retspraksis. Rettigheder gælder ikke alle – der er undtagelser. Enten i form af undtagelser for alle “som nødret” eller som en permanent undtagelse for bestemte grupper.

Vi har nu set hele undtagelsesbegrebet dukke op i Danmark i debatten om statsborgerskab, hvor det generelt (dvs. også for lovlydige borgere) er blevet stadigt sværere at blive dansk statsborger. Det er tydeligt, at flere og flere politikere ikke længere taler om rettigheder, men på privilegier som man skal gøre sig fortjent til. Og i diskussionerne om den store humanitære krise, der skyldes borgerkrigene i bl.a. Syrien,  er vi for længst hinsides det punkt, hvor politikere fra Venstre og Socialdemokraterne taler om retten til beskyttelse mod forfølgelse for de mennesker, der er drevet på flugt. Nu handler det helt tydeligt om at beskytte sig mod flygtninge og om at få dem til ikke at ville være i Danmark.

I disse dage hører vi igen hvordan Dansk Folkeparti vil have et opgør med menneskerettighederne – hvis ikke den Europæiske Menneskerettighedskonvention (som skyldes Europarådet, ikke EU) kan blive ændret så Dansk Folkeparti kan acceptere den, skal Danmark udtræde af den. Venstre har ligeledes gjort sig til talerør for en skepsis over for den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Nu siger også Socialdemokraterne det; Mette Frederiksen siger

Jeg har selv været justitsminister og var dengang og er i dag betænkelig ved, at vi eksempelvis tildeler statsborgerskab til folk, der er til fare for Danmarks sikkerhed. Der synes jeg, at konventionerne beskytter de forkerte…

Løftestangen for al denne bekymring er bestemmelserne om ret til asyl og ret til statsborgerskab, men også bestemmelserne om fængsling af udlændinge (også mindreårige) på ubestemt tid uden adgang til en dommer er udtryk for denne tendens. I virkeligheden er dette tiltag måske det mest skræmmende af alt.

Det er uhyggeligt nemt for politikerne at fiske i rørte vande. Lige nu er det asylansøgere og kriminelle udlændinge, som de ikke bryder sig om. Men menneskerettighederne gælder også for de grupper af mennesker, som “ordentlige mennesker” ikke bryder sig om, og det er i høj grad når det gælder disse “forkerte” grupper at vi kan se hvor godt menneskerettighederne har det i et land.

Lige nu er det som om sædvanlig dansk retspolitik er lagt død, er offer for en undtagelse på ubestemt tid. Jeg ved godt at jeg ofte udtrykker min bekymring her på min blog, og nu gør jeg det så igen. Når nogen udtaler at menneskerettighederne er et problem, bliver jeg meget bekymret. Og Amnesty International er enig med mig.

Du er bange!

panik

Der er nu gået to uger siden attentaterne i København. Det er gået hurtigt med at finde 1 milliard kroner til at bekæmpe terrorisme.  Medierne har omtalt attentaterne og gerningsmandens liv og død meget omfattende. Der er kommet en masse skarpe udtalelser fra politikere. Det er ikke svært at se kontrasten til den politiske hverdag: I mange andre sammenhænge er det anderledes svært for politikere at finde offentlige midler og at komme med utvetydige udtalelser, og mediernes dækning kan være sporadisk. Terrorisme og trusler om terrorisme skaber frygt, og frygten bliver meget ofte brugt som begrundelse for hurtige politiske initiativer.

Men vil alle disse initiativer kunne ændre noget, eller er de mest til for at berolige dem, der er bange? Den danske sociolog Aydin Soei, der har beskæftiget sig med unge i belastede kvarterer, sætter fokus på netop dette i en meget velskrevet kronik i Information i dag. Soei er også på det seneste blevet omtalt fordi han blev truet af gerningsmanden til attentaterne, da denne kun var 15-16 år.

I kronikken nævner Aydin Soei den britiske sociolog Kenneth Thompson, som skrev i 1998 en bog, hvori han talte om moralsk panik (moral panic). Begrebet stammer helt tilbage fra 1830 (!), men det fik især omtale da Stanley Cohen skrev om det i 1972 og siden igen med bl.a. Thompsons bog.  Moralsk panik er et bestemt mønster i samfundet (her som beskrevet af Aydin Soei):

  1. En særlig gruppe af mennesker defineres som trussel mod samfundets værdier eller interesser.
  2. Denne trussel afbildes af medierne i en let genkendelig og utvetydig form.
  3. Der finder en hastig opbygning af offentlig bekymring sted.
  4. Myndigheder, beslutningstagere og offentlige meningsdannere kommer med udmeldinger, der skal genoprette social ro, og foretager konkrete handlinger for at afværge truslen.
  5. Som konsekvens af forsikringen over for befolkningen om reel handling over for den potentielle trussel går frygten i sig selv igen.

Hele mønsteret fra punkt 1 til punkt 5 er ét, vi kender fra mange sammenhænge: Ungdomsbander, rockere, ejere af kamphunde, arbejdsløse, folk der gifter sig med udlændinge, menneskesmuglere, pædofile, islamister osv. osv. Denne uges idé om at forbyde Hizb-ut-Tahrir er vel seneste eksempel på moralsk panik. En af de hyppige konsekvenser af den tilsyneladende handlekraft er begrænsninger af borgernes rettigheder – der kommer mere overvågning og flere kontrollerende sanktioner.

Aydin Soeis “kedelige” pointe er at den moralske panik ikke fører til de ønskede resultater.Det interessante og triste er at alle handlingerne i punkt 4 først og fremmest har til formål at berolige de borgere, der er bange. I tilfældet med radikalisering og kriminalitet har han en “kedelig”, men vigtig konklusion:

Tænk, hvad man ville kunne få for 1 milliard kroner i disse områder. Initiativer, der bidrager til børn og unges selvværd, selvdisciplin og ansvarstagen for sig selv og de områder, de bor i, udgør i det samlede regnestykke blot et greb i lommen.

Tidligere studier har vist, at såvel sunde fritidsaktiviteter, lommepengeprojekter og fritidsjob bidrager til ovenstående, der igen hænger uløseligt sammen med bedre skoleresultater og fremtidsmuligheder, ligesom den slags fungerer som værn imod asociale subkulturer, kriminalitet og radikale grupperinger. Lige nu befinder vi os imidlertid på en forudsigelig kurs, hvor vi indfører mere overvågning og gør skade på de selvsamme frihedsrettigheder, som vi foregiver at beskytte.

Hizb-ut-Tahrir

HT-Australia

Politikere fra Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Socialdemokraterne og SF går nu ind for at Hizb-ut-Tahrir skal forbydes. Det er fristende, for hvor det er godt nok en ekstrem og ekstremt usympatisk organisation. Den er modstander af ligestilling og af demokrati; målet er at indføre et samfund baseret på islam, eller rettere: på Hizb-ut-Tahrirs specielle ideer om hvordan et samfund skulle være baseret på denne religion. (Der er som bekendt mange muslimer, der ikke er modstandere af demokrati.) Jeg har intet pænt at sige om Hizb-ut-Tahrir, måske lige bortset fra at de faktisk er en erklæret ikke-voldelig bevægelse. Der er faktisk ikke eksempler på at Hizb-ut-Tahrir udøver vold, og det er derfor svært at finde et juridisk uangribeligt grundlag for at forbyde en ikke-voldelig bevægelse. Også i Australien giver dette anledning til grublerier.

Desværre findes Hizb-ut-Tahrir også i mange andre lande. En oplagt omgåelse af et dansk forbud vil være at de interesserede personer bliver medlem af en udenlandsk afdeling – og man ville nemt kunne forestille sig at Hizb-ut-Tahrir simpelthen overførte alt deres danske propagandamateriale til det internationale websted. Andre af de foreninger, der direkte rekrutterer terrorister, virker åbenlyst ved vold – bl.a. er det som bekendt tilfældet med al-Qaeda. Dem ville man kunne forbyde, men ville det forhindre dem i at få sympatisører? Jeg tror det desværre ikke.

For år tilbage var jeg med til at protestere mod nazisterne, da de en længere overgang rådede over et hus i Nørresundby. Men jeg vil ikke gå ind for at nazistiske organisationer som f.eks. det danske nazistparti eller deres tilstræbt “stuerene” afkom Danskernes Parti skal forbydes. Derimod kan man retsforfølge ekstremistiske grupper for konkrete brud på loven – hate speech, voldelige overfald, trusler osv. Med andre ord: Vi bør kunne fange de udemokratiske organisationer på alt det ulovlige, de reelt gør –  og derudover protestere mod dem.

Det er vigtigt ikke at gøre de ekstreme bevægelser til martyrer –  ekstremt religiøse personer har en forkærlighed netop for martyrer. I Egypten har tilhængere af Hizb-ut-Tahrir også lidt den grusomme skæbne (og det mener jeg faktisk her!) at blive fængslet alene for deres holdninger, og nogle er blevet udsat for tortur. Der er ingen grund til at give Hizb-ut-Tahrir en chance for på nogen måde at kunne sammenlige Danmark med Egypten, og ved at forbyde dem i Danmark ender man meget let med uforvarende at levere ammunition til deres kritik af frihedsrettigheder og demokrati.

Hvis man skal udstille Hizb-ut-Tahrir som de latterlige mennesker, de dybest set er, kunne man prøve at stille dem spørgsmål om konkrete politiske problemer, som “kalifatet” ikke kan løse – dagpengeperiodens længde, Femern-motorvejen, havvindmøller, normeringer i daginstitutioner, taxameterprincippet osv. Det vil være spændende at finde ud af hvad de har at sige til alle disse “kedelige” problemstillinger, der er langt mere relevante for borgernes hverdag end et eller andet “kalifat”.

Et lille problem med retsplejeloven

Foto: Linda Kastrup, B.T.
Foto: Linda Kastrup, B.T.

Der har været en masse debat om sagen om den marokkanskfødte Sam Mansour, der blev dømt for at opfordre til terrorisme. Under sagen udtalte flere folketingspolitikere (Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, Martin Henriksen og Peter Skaarup, Venstres Inger Støjberg og Karsten Lauritzen og Socialdemokraternes Trine Bramsen) sig om sagen, og Mansours forsvarsadvokat har siden anmeldt dem til politiet med henvisning til Retsplejeloven og specielt om at de som lovgivende politikere har forsøgt at påvirke den dømmende magt.

Kapitel 92 i Retsplejeloven handler helt specifikt om offentlig omtale af retssager. Paragraf 1017 siger dette:

§ 1017. Offentlig gengivelse af retsforhandlinger skal være objektiv og loyal.

Stk. 2. Med bøde eller fængsel indtil 4 måneder straffes den, som i tale eller skrift, beregnet på at virke i en videre kreds, forsætlig eller ved grov uagtsomhed:

1) giver væsentlig urigtig meddelelse om en straffesag, der endnu ikke er endeligt afgjort eller bortfaldet,

2) lægger hindringer i vejen for sagens oplysning eller

3) så længe endelig dom i en straffesag ikke er afsagt, fremsætter udtalelser, der er egnet til på uforsvarlig måde at påvirke dommerne, domsmændene eller nævningerne med hensyn til sagens afgørelse.

Mange jurister har kritiseret politikernes udtalelser netop af disse årsager. Lars Bo Langsted, der er professor i jura på AAU, udtaler således at

Politikerne har ikke forstået grundlovens ånd og nerve.

Også retspræsident Torben Goldin fra Retten på Frederiksberg har kritiseret politikerne for at udtale sig, igen med henvisning til §1017.

Jeg har ingen sympati for Sam Mansours holdninger eller gerninger overhovedet, men sagen er vigtig i retspolitisk sammenhæng præcis fordi ledende politikere udtaler sig om sagen mens sagen står på.

Nogle taler her om ytringsfrihed, men for mig at se bør folketingsmedlemmer også i denne sammenhæng tænke meget nøje over hvordan og hvornår de bør udtale sig, netop fordi de har så stor indflydelse som de har. Det er netop derfor, Retsplejeloven ser ud som den gør.

Et perspektiv, der ikke rigtig har været nævnt her, og som min svigerfar mindede mig om, er forholdet mellem politikere og lægdommere, her specielt domsmænd. Jeg har nemlig grund til at tro dommerne kan se ud over diskussioner i Folketinget, mens lægdommere kan blive fanget i en loyalitetskonflikt. Dette hænger sammen med hvordan domsmænd bliver udpeget.

Principielt kan enhver dansk statsborger mellem 18 og 65 blive domsmand, og domsmænd vælges fra såkaldte grundlister, der administreres på kommunalt niveau. Men i mange kommuner har de politiske partier en stor finger med i spillet hvad angår grundlisterne. I Aalborg kommune er det således de politiske partier i byrådet, der fremsætter forslag om et antal personer til grundlisten. Antallet skal svare til partiernes forholdsmæssige størrelse i byrådet. Hovedparten af domsmænd kommer derfor fra politiske partier. Det er her, der potentielt kan være et problem. Er en domsmand nemlig medlem af et politisk parti, kan man meget nemt forestille sig en potentiel loyalitetskonflikt, hvis ledende medlemmer af samme parti som domsmanden tilhører, udtaler sig offentligt om den pågældende sag.

Sammen med USA og Somalia?

venstre

Der er to lande i verden, der ikke har ratificeret FNs konvention om børns rettigheder. Det er USA og Somalia. Måske kan der komme et tredje land til, nemlig Danmark. Venstre er klar til at lade Danmark forlade FNs konvention om børns rettigheder og FNs konvention om statsløses retsstilling, hvis det bliver nødvendigt.

Begrundelsen er at Venstre vil fjerne muligheden for at statsløse kan blive danske statsborgere, hvis de er under mistanke hos PET. Det er de to konventioner, der hver især garanterer at statsløse kan få statsborgerskab i det land, de er født og opvokset i.

Men der er tale om ganske få sager af denne art (inden for de seneste år kender man kun til tre), og mange andre lande har da også ratificeret de to konventioner. Den nuværende danske praksis er allerede i sig selv retspolitisk tvivlsom – det er muligt for en borger i Danmark at blive nægtet statsborgerskab uden at han/hun nogensinde vil kunne få at vide hvorfor og uden at være dømt for noget. Og det interessante er at en statsløs født i Danmark, der ikke kan blive statsborger, stadig vil have permanent opholdstilladelse. Først hvis den pågældende person blev dømt for en alvorlig forbrydelse, ville man kunne udvise ham/hende.

Vi har at gøre med en politik fremført af Danmarks populæreste parti, der måske vil kunne udgøre et uantastet regeringsflertal i kommende årtier. Det andet meget populære parti, Dansk Folkeparti, har allerede længe talt for at Danmark udtræder af internationale menneskerettighedskonventioner, og der er derfor grund til at antage at de to populære partier vil kunne få deres fælles ønske opfyldt.

Det er imidlertid også under den foregående regering ledet af samme parti, der har været store uregelmæssigheder i behandlingen af ansøgninger om statsborgerskab til unge statsløse, der er født og opvokset i Danmark. Undersøgelsen af disse “uregelmæssigheder” (der reelt har været en ulovlig praksis forvaltet af embedsmænd) finder sted hos Statsløsekommissionen. Men alvoren i denne sag ignorerer Venstre helt. Tilmed er partiets politikere nu rede til at fortsætte en praksis om lemfældig behandling af statsløse unge og bringe sig selv i dårligt selskab som et af eneste lande i verden, der ikke vil være del af FNs konvention om børns rettigheder.

Ulrik Dahlins leder i Information i dag gør meget præcist rede for det retslige grundlag for denne triste udvikling i dansk politik, herunder de aspekter af international lov, der også er relevante. (Det er i øvrigt Dahlin, der var med til at afdække den ulovlige praksis om behandlingen af sager om statsborgerskab til unge danske statsløse i 2011.)

Endnu engang ser vi hvordan et kommende regeringsparti ser menneskerettighederne som en sten i skoen og kaster alt ind på at gøre et kommende folketingsvalg til et “udlændingevalg”. Jeg synes normalt ikke, udlandet bør blande sig i dansk indenrigspolitik, men dette forslag har ud, over at have konsekvenser for unge statsløse i Danmark, store konsekvenser for vores lands anseelse udadtil. Derfor vil jeg denne gang håbe, at udlandet reagerer med fordømmelse af dette bud på dansk exceptionalisme.

Nytten af overvågning

wc

Hvorfor skal man dog være nervøs for overvågning? Hvis man ikke har noget at skjule, er der jo ikke noget at være bange for! Dette argument hører man igen og igen fra dem, der vil bagatellisere problemerne ved overvågning. Typisk er det de samme mennesker, der også prøver at bagatellisere omfanget af overvågning.

Den amerikanske journalist Gleen Greenwald var en af dem, der tog imod Edward Snowdens lækkede dokumenter fra NSA, og nu kommer hans bog om hele dette vigtige og prekære emne snart også her i Danmark. Information bragte i den forgangne weekend et lille uddrag fra bogen. Det mest interessante sted er dette, og det er i virkeligheden det suverænt bedste argument mod den omfattende overvågning, der finder sted: Hvis man regner med at man bliver overvåget, begynder man meget nemt at udøve en form for selvcensur. Mennesker, der er vokset op i diktaturstater, fortæller ofte om hvordan de var ekstremt påpasselige med hvem de fortalte hvad. Men her er et eksempel fra USA, der vel ikke kan siges at være et diktatur.

Et centralt COINTELPRO-notat redegjorde for, hvordan man kunne »plante paranoia« i fredsaktivisters bevidsthed ved at bilde dem ind, at der »stod en FBI-agent på lur bag hver en postkasse«. På denne måde ville dissidenterne overbevise om, at de altid blev overvåget, give efter for deres egen frygt og afholde sig fra at deltage i aktivisme.

Ikke overraskende viste taktikken sig at virke. I en dokumentarfilm fra 2013 med titlen 1971 beskriver flere af datidens aktivister, hvordan Hoovers FBI var »på nakken af alle« borgerrettighedsbevægelser med infiltratorer og overvågning og med agenter, der mødte op til alle møder og rapporterede tilbage bureauet. Den vedvarende overvågning og registrering kom på notorisk vis til at hæmme bevægelsens muligheder for at styrke og udbygge sin organisation.

Overvågningen er ikke “neutral”; når vi ved at den finder sted, bliver den en del af vores omgangsform. Derfor påvirker den også alle os, der “ikke har gjort noget”.

En ny forfatning i et arabisk land

tunisia-new-constitution

En nyhed, som ikke har fået så megen opmærksomhed, er at Tunesien har fået en ny, demokratisk forfatning.

Den nye tunesiske forfatning siger nej til sharia, garanterer tros-, tanke- og ytringsfrihed og stiller begge køn lige i al lovgivning. Det er interessant at dette sker i et land, hvor islam er den suverænt mest udbredte religion. Hvad “islamkritikere” mon siger til dette, ved jeg ikke.

I forfatningens artikel 6 er der en interessant passus om at det ikke er tilladt at “…anklage andre for apostasi og opflamme til vold”. Det kan ses som en indskrænkning af ytringsfriheden (apostasi betyder at “falde fra” en religion), men på den anden side er det netop også interessant at det ikke lovligt at kalde nogen for “vantro” – det er nemlig en anklage, der i muslimske lande er blevet brugt mod trossamfund som f.eks. Ahmadiyya’erne i Pakistan og Baha’i’erne i Iran.

Der er stadig uklarheder og potentielle stridspunkter i forfatningen, som den libanesiske forsker Hussein Ibish påpeger. Bl.a. er det et problem at artikel 73 kræver at præsidentkandidater skal have islam som religion. Hvordan man dog skal forene dette med tanke- og trosfrihed, ved jeg ikke.

Men det faktum, at forfatningen er resultat af sædvanlige, fredelige politiske forhandlinger, og det faktum, at forfatningen taler om netop tanke- , tros- og ytringsfrihed er meget glædeligt. Måske kan dette i sig selv være et forbillede for  Syrien når den blodige borgerkrig en dag er omme.

Historien om COP15

SONY DSC

Nej, jeg har egentlig ikke lyst til at skrive en hel masse om regeringens aktuelle bøvl. Der er allerede skrevet rigeligt inden for de seneste 7-8 timer, og det meste handler ikke om politik, men om hvad politikere siger (det er ikke det samme, hvis man spørger mig).

Dagens interessante nyhed er dagbladet Informations afsløring af hvordan USA (og måske også Kina) iværksatte en  overvågning af kommunikationen op til og formodentlig også under FNs klimakonference i december 2009.

COP15 var på mange måder en parodi på et topmøde, lige fra politiets hårdhændede behandling af fredelige demonstranter over den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussens håndtering af mødelederrollen til selve mødets resultat. Alle håb om en aftale, der skulle begrænse CO2-udledning, blev til det rene ingen ting. Det er skræmmende, at et så alvorligt emne som vor klodes fremtid ikke blev taget mere alvorligt. Journalisterne på Information skriver:

Kilder blandt de danske delegerede ved COP15 siger til Information, at amerikanerne under forhandlingerne ofte var velinformerede om diskussioner, der var blevet ført i fortrolighed.

»Jeg var tit helt overrasket over, hvad de vidste,« siger en embedsmand fra det tværministerielle COP15-sekretariat.

Og ikke nok med at aflytningen påvirkede COP15; denne strategi vil skade kommende forsøg på forhandlinger om en global politik over for klimaforandringerne.

Det er ekstremt påfaldende er at den danske regering ikke vil tro på at udenlandske efterretningstjenester foretager en sådan ulovlig overvågning herhjemme. Statsministeren, justitsministeren og forsvarsministeren var enige herom i dag. Om man reelt ikke tror på oplysningerne (der som så meget andet stammer fra Edward Snowdens NSA-læk) eller om man er bange for USA, ved jeg selvfølgelig ikke – jeg kan ikke aflytte hemmelige kommunikationer! – men det sidste er dog langt det mest sandsynlige, og det underminerer (ligesom Goldman-Sachs-aftalen) de på papiret pæne målsætninger for udledningen af drivhusgasser, som regeringen har. Og for en sikkerheds skyld, til alle der måtte se et alternativt håb i landets mest populære parti og dets allierede: En VC-regering ville med meget stor sandsynlighed handle helt tilsvarende.