ACTA ?

I weekendens Information forsvarer tre ministre regeringens opbakning til ACTA (Anti-Counterfeiting Trading Agreement). ACTA er en international handelsaftale, der er blevet forhandlet siden 2007 af bl.a. EU-lande, Japan, Australien og USA, og processen må siges at have været præget af meget lidt åbenhed. Som så ofte før i politik ser det ud som om et vidtgående indgreb bliver forsvaret med at det reelt ikke har nogen betydning; ministrene skriver:

ACTA-aftalen skaber ikke nye beføjelser til at håndhæve immaterielle rettigheder, men sigter udelukkende på at sikre en mere effektiv udnyttelse af de allerede eksisterende regler på området. ACTA ændrer heller ikke på, hvad der er lovligt og ulovligt.

De seneste dages debat om ACTA-aftalen har fokuseret meget snævert på negative virkninger for ytringsfriheden og internettet. Lad os en gang for alle slå fast, at aftalen ikke indebærer nogen indskrænkning af borgernes grundlæggende rettigheder, herunder bl.a. ytringsfriheden og retten til privatlivets fred. Respekten for disse rettigheder er klart indskrevet flere steder i ACTA.

Amnesty International er derimod meget skeptisk over for ACTA af bl.a. følgende grunde:

  • Det er ikke retssystemet, der skal tage stilling til overtrædelser af ACTA, men derimod tredjeparter.
  • Ligeledes er det i høj grad tredjeparter som f.eks. internetudbydere, der skal sikre at ACTA bliver håndhævet. Disse private udbydere kan blive retsforfulgt, hvis de ikke håndhæver ACTA. Dette giver derfor selvsamme internetudbydere et incitament til at indføre skrappe restriktioner for brugerne.
  • Inden for medicinalområdet vil ACTA kunne ramme de såkaldte generiske produkter, dvs. medicin, der er tænkt som sammenlignelige med mærkevare-medicin. Det bliver bl.a. i højere grad muligt for toldmyndigheder at tilbageholde generisk medicin.
  • Og endelig anvender ACTA ikke sædvanlige, veldefinerede begreber fra international lov som f.eks. “fair use” eller “grundlæggende rettigheder”.

Disse bekymringer deler jeg. Tyskland, Letland, Poland, Tjekkiet og Slovakiet har også udsat ratificering af ACTA, fortæller BBC. Men ikke Danmark, der dog nu er EU-formandsland.

For en god ordens skyld: Oppositionen går også ind for at EU-landene skal tiltræde ACTA; det er heller ikke dem, man skal sætte sin lid til. (Kun ét af Folketingets partier stemte ikke for, nemlig Enhedslisten.) Dette er således ikke (og bør ikke være) et partipolitisk spørgsmål, men et spørgsmål om retspolitik og i sidste ende om menneskerettigheder.

Helt nede på jorden

20120126-201431.jpg

På DR Nyheder kan man læse om hvordan MF for Venstre, Karsten Nonbo, frivilligt har siddet fikseret i vinterkulden for at illustrere, at han synes, at den langvarige fiksering af omkring 1000 demonstranter på en kold dag i december 2009 ikke var et problem. Dette til trods for at domstolene nu for anden gang har afgjort, at disse anholdelser er i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det vigtige citat fra artiklen er i virkeligheden dette (Sigurd er en mand, der var blandt de ulovligt anholdte december 2009):

Nu påråber du dig menneskerettigheder her i Danmark. Helt ærligt. Du kan tale om menneskerettigheder i Irak og Somalia, siger Karsten Nonbo, der kalder Sigurd en klynker og selvretfærdigende.

Dette citat er vigtigt, da det viser et elastisk syn på menneskerettighederne, der er stadig mere udbredt, og ikke kun i dansk politik.

Menneskerettighederne er tydeligvis blevet et irritationsmoment i politik rundt om i verden, fordi de også skal bruges i en hjemlig kontekst. Men alle skal huske, at menneskerettighederne er universelle. Hermed forstås, at de gælder for alle, uanset om der er tale om mennesker, man kan lide, og de gælder altid, uanset situationen og hvilken del af verden, man befinder sig i. Hvis man gerne vil kritisere andre for ikke at overholde menneskerettighederne (og det ved jeg som aktivt medlem af Amnesty International kan være både berettiget og nødvendigt), er man nødt til at huske denne universalitet.

Hele denne historie er i det hele taget med til at flytte fokus fra det vigtige problem, nemlig “lømmelpakken” og den kombination af en disproportional brug af arrestationer og hårdhændet behandling af arrestanterne, som udgør problemet med hensyn til den europæiske menneskerettighedskonvention. Lad os som et tankeeksperiment antage, at en politiker havde ladet sig frivilligt isolationsfængsle og bagefter konkluderede, at det ikke var særlig ubehageligt. Ville man deraf kunne konkludere, at udbredt brug af isolationsfængsling i længere tid ikke var i strid med menneskerettighederne?

…og hører ingen steder hjemme.

Anton Geist og Ulrik Dahlin har i en lang række artikler i dagbladet Information i år grundigt dokumenteret, hvordan danske borgere, der er statsløse, ikke har fået den adgang til dansk statsborgerskab, som de har haft krav på ifølge FNs konvention om statsløse personers retsstilling.

Det var denne ukorrekte (i nogle tilfælde bevidst ukorrekte) sagsbehandling, der førte til Birthe Rønn Hornbechs afgang som minister. På dette tidspunkt kritiserede Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre hele forløbet. Siden da kom de tre partier i regering, og de har nu tilsyneladende langsomt skiftet holdning. Det er under al kritik. Samtidig prøver Venstre, trods sagens for partiet uheldige oprindelse, nu at bruge afklaringen af behandlingen af sager om statsløse til at få diskussionen til at handle om bestemte sager om statsløse i Danmark, der pga. af en vurdering fra Politiets Efterretningstjeneste ikke kan få dansk statsborgerskab – og siden har Venstre så yderligere inddraget statsløse, der har begået sædvanlig kriminalitet, der ikke kan siges at være til fare for landets sikkerhed. Venstre vil nu i første omgang bryde FNs konvention om statsløses retsstilling, siden have denne konvention genforhandlet. Dette standpunkt er også under al kritik. (Dansk Folkeparti vil have at Danmark helt udtræder af FNs konvention, men det er jo ikke nyt.)

Anton Geist og Ulrik Dahlin har en meget præcis og grundig gennemgang af denne ulykkelige debat i dagens udgave af Information. Det er pinligt, at partier i Folketinget ser menneskerettighederne som en forhindring for at gennemføre en bestemt politik og åbenlyst taler for at bryde menneskerettighederne. Geist og Dahlins gennemgang bør læses af alle, der interesserer sig for sagen om statsløses rettigheder i Danmark.

Den vigtigste observation er for mig at se denne, og den rummer en kritik, der lige så meget går på regeringen som på oppositionen: hvis en statsløs vurderes at være til fare for et lands sikkerhed, kan vedkommende alligevel ikke udvises, af den grund at den statsløse jo ikke er statsborger noget sted. Til gengæld kan man sigte den pågældende person for konkrete aktiviteter og indlede en retssag. Den gråzone, hvor en person hverken kan blive statsborger eller blive tiltalt for et konkret forhold, er ikke holdbar.

Jeg vil herudover blot tilføje disse betragtninger: Det vil blive meget svært for et land som Danmark at indlede en genforhandling af international lov på grundlag om en sag om ganske få mennesker. Der er trods alt i dag 12 millioner statsløse mennesker i verden.

Men ikke kun dét: Der er endnu et problem med dette pludselige ønske om at revidere FNs konvention om statsløse. Lad os forestille os, at det lykkedes en kommende dansk regering at få indledt en genforhandling af indholdet af FN’s konvention om statsløse personers retsstilling, og lad os også huske, at langt de fleste af de 12 millioner statsløse findes i dele af verden, hvor statsløse har langt dårligere forhold og hvor menneskerettighederne i andre sammenhænge også har det mindre godt eller endog rigtig skidt – Sydøstasien, Centralasien, Østeuropa og Mellemøsten (se f.eks. en artikel fra Politiken fra august i år). De eneste, der vil bifalde et dansk ønske om genforhandling af denne konvention vil være meget vel kunne være nogle regimer, Danmark ellers ikke har lyst til at befinde sig i selskab med, når talen falder på menneskerettighederne.

Eksport af papkasser

20111120-103607.jpg

Afghanistan er tydeligvis en ubekvem sag både for den tidligere og den nuværende regering.

Den nuværende regering vil forhandle sig frem til en aftale med de afghanske myndigheder, der skal gøre det muligt at sende uledsagede afghanske flygtningebørn til såkaldte modtagecentre i Afghanistan.

Ikke overraskende vil Dansk Folkeparti spørge justitsministeren, om dette rent faktisk kommer til at ske. DF ser selvfølgelig gerne, at de uledsagede flygtningebørn bliver sendt ud af Danmark.

Humanitære organisationer som Red Barnet og Røde Kors er til gengæld meget kritiske over for regeringens strategi. Anders Ladekarl fra Røde Kors udtaler:

Vi er blandt andet bekymret for børnenes sikkerhed, når de sendes tilbage til et land med væbnet konflikt som den, der foregår i Afghanistan.

Den nuværende regerings strategi er uværdig i sin kynisme. Inden for de seneste 20 år er det blevet en gængs politisk strategi at opfatte flygtninge som et flytbart problem – i bedste fald som en slags papkasser, der skal placeres et passende sted.

Men uledsagede flygtningebørn er ikke papkasser. Der er i dag en hel del viden om de psykiske følgevirkninger af at være uledsaget flygtningebarn. Videnscenter for Psykotraumatologi på SDU holdt tidligere i år en temadag om emnet; det har store psykiske omkostninger at være uledsaget flygtningebarn. En samling slides fra et foredrag af Karen-Lise Karstoft fra Videnscenter for Psykotraumatologi giver et udmærket overblik over viden på dette område. Der er meget, man ikke ved, men alt tyder på at risikoen for at få depression eller PTSD er meget højere for uledsagede flygtningebørn. Hvordan det vil påvirke børnene at blive sendt tilbage til en krigszone ved jeg ikke, men det er næppe gavnligt for dem.

Der er ingen stemmer at hente i uledsagede flygtningebørn – børnene selv kan ikke stemme, hverken her eller i Afghanistan, og deres skæbne berører os ikke på samme måde som multimedieskat eller efterløn vil gøre det. Men netop derfor er det nødvendigt at tage problemet alvorligt og gøre op med den kynisme, der har spredt sig.

Helt ned på asfalten?

Jeg er glad for, at jeg ikke var der, da der var COP15-møde i København i december 2009. Det var på alle måder en trist omgang. Forhandlingerne om en klimaaftale kuldsejlede, og lømmelpakken blev brugt til at foretage masseanholdelser af demonstranter i et hidtil uhørt omfang. I alt 944 mennesker blev anholdt.

Jeg er modstander af vold og det gælder selvfølgelig også demonstranters vold under demonstrationer. Man bringer andre menneskers liv i fare, hvis man kaster med brosten. Men antallet af anholdelser, der fandt sted, var ude af proportioner. Sidste år fik 178 af sagsøgerne da også medhold i Københavns Byret i, at de var blevet anholdt uberettiget.

Siden da har politiet anket denne dom, og politiet har oprettet en ‘COP15 Efterforskningsenhed’, der har indsamlet oplysninger om demonstranterne. Dette kan man læse i en artikel i Information, hvor demonstranternes advokater også udtaler sig.

Der er to forhold, der gør mig urolig ved denne sag. Det første er de forsøg, der gøres på at begrunde anholdelserne. I artiklen kan man læse dette:

Om en af sagsøgerne anføres det således ifølge advokaterne, at vedkommende for nogle år siden tegnede en taleboble på en Pia Kjærsgaard-valgplakat. Om en anden, at vedkommende er blevet bortvist fra Kongens Have i København, og om en tredje har politiet fundet frem til, at vedkommende fire år inden klimatopmødet har været sigtet for at deltage i et slagsmål.

Jeg tvivler stærkt på at de betjente der i løbet af kort tid anholdt tæt på tusind mennesker, under anholdelserne brugte tid på at undersøge arrestanternes fortid og begrundede anholdelserne heri. Der er næppe en betjent, der har sagt noget i stil med “Vi er nødt til at tilbageholde dig, for du er engang blevet bortvist fra Kongens Have, og derfor tror vi at du kunne finde på at…” Og hvis der havde fundet en sådan screening sted, er det underligt at også et stort antal mennesker, der ikke havde en “suspekt fortid” (bl.a. Hare Krishna-munke, norske sygeplejersker og andre,) også blev arresteret.

Et andet foruroligende eksempel er dette:

Om en hollænder har det hollandske politi oplyst, at vedkommende er ukendt i registrene. På egen hånd har COP15 Efterforskningsenheden via vedkommendes Facebook-profil fundet frem til, at vedkommende har været tilsluttet grupper, der har deltaget i »demonstrationer mod den hollandske stat og deres nedskæringer mod uddannelse«.

Det er særdeles tvivlsomt, at man næsten to år senere prøver begrunde en arrestation i et forhold, der allerede på anholdelsestidspunktet lå flere år tilbage. Det gør mig også urolig, at ikke strafbare aktiviteter på nettet kan blive inddraget. Gad vide, om dette blogindlæg en dag kan få konsekvenser for dets forfatter?

Det andet forhold, der faktisk også gør mig urolig, og som ingen nævner, er at det unægtelig ser ud som politiet bruger mange resurser på det, der vel egentlig er at undersøge (eller snarere hvidvaske) sig selv.

Når også Jacob Mchangama fra CEPOS, der næppe kan karakteriseres som en venstreorienteret ballademager, kritiserer lømmelpakken, burde alle kunne se, at der er noget alvorligt galt i hele denne sag.

En føljeton om pæne mennesker og demokratiet

Det begynder desværre at ligne en føljeton om “pæne” mennesker, der er utilpasse ved demokratiet. Jeg skrev i et tidligere indlæg, at direktør Asger Aamund kan forestille sig tilfælde, hvor demokratiet kan sættes ud af kraft. Et par dage inden havde jeg skrevet om universitetslektor Søren Hviid Pedersen, der går ind for at borgere, der ikke har arbejde, skal fratages deres stemmeret. Og nu kan man læse, at Bünyamin Simsek, der er folketingskandidat for Venstre og sidder i Aarhus byråd, på valgaftenen skriver følgende på Facebook:

Stolt over at være Liberal og venstre mand efter 10 år med ansvar og nødvendige beslutninger at danskerne har gjort os til Danmarks parti nr. 1 – måske grundlov skulle effektueres og kriminelle og kontanthjælps modtager skulle fratages deres stemmeret. 🙂

Det er korrekt, at grundlovens §29 giver denne mulighed:

§ 29
Stk. 1.
Valgret til folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget og nået den i stk. 2. omhandlede valgretsalder, medmindre vedkommende er umyndiggjort. Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret.

Men det korrekte ville være at afskaffe denne udemokratiske passus, som er i strid med Verdenserklæringen om menneskerettigheders princip om almindelig valgret; i det hele taget må det være på sin plads at give grundloven af 1953 et eftersyn, så den kan bringes i overensstemmelse med de menneskeretlige konventioner, Danmark gennem årene har tiltrådt.

Bünyamin Simsek opnåede forresten ikke valg; det gjorde hans kone så til gengæld her, den 15. september, som forresten er FNs dag for demokrati. Hvad mon hendes holdning er i dette spørgsmål?

Og så lover jeg at holde en pause med at skrive om politik. Dette skal ikke være en politisk blog; der er så meget andet i verden også.

Hvem ejer dine bøger, og hvem må læse dem?

Vi har vores billeder til at ligge på Picasa, og der redigerer vi dem også. Vores dokumenter behander vi hos Google Docs. Vi køber Kindle-bøger hos Amazon. Vi har data, der skal deles, på Dropbox. Snart opretter Apple en iCloud, hvor vi kan placere e-mail, musik osv. Cloud computing, skybaserede tjenester eller hvad man nu skal kalde det, er kommet – og formodentlig for at blive.

Men hvem ejer indholdet af skyen, og hvem må læse med? I en artikel i Technology Review behandler Simson L. Garfinkel dette mildest talt ømtålelige problem. Ligesom det er tilfældet i andre sammenhænge, er lovgivningen ikke klar til at håndtere de problemer, som informationsteknologien har ført med sig.

Et eksempel, som Garfinkel nævner, er en Kindle-bog, som Amazon tilbagekaldte, da der viste sig at være problemer med ophavsretten. Amazon slettede simpelthen bogen hos alle, der havde den i deres Kindle-bibliotek. Tænk, hvis en boghandler gik ind i alle hjem for at hente en bog på reolerne. I dette tilfælde var bogen forresten 1984 af George Orwell.

Der er andre problemer – f.eks. må en Kindle-bog ikke overdrages til andre efter endt læsning, mens antikvariater for fysiske bøger som bekendt har været en realitet længe. Og ejerne af Dropbox-serverne må gerne slette de filer, der ligger der.

En løsning er påkrævet. Måske er det mest oplagt, som Garfinkel da også nævner, at udstrække eksisterende love om opmagasinering til også at omfatte data i “skyerne”. Om dette er en holdbar løsning, er jeg desværre ikke jurakyndig nok til at kunne vurdere.

Et trist jubilæum nærmer sig

Snart er der gået 10 år siden terrorangrebene i USA d. 11. september 2011. I Foreign Policy har David J. Rothkopf en oversigt over de 10 vigtigste begivenheder/udviklinger, der har fundet sted inden for de seneste 10 år. Hans for sikkert en del amerikanere lidt overraskende konklusion er, at terrorangrebene langt fra er de mest betydningsfulde hændelser i denne periode. BRICS-landenes stærkt øgede rolle, den globale opvarmning (som ingen gør noget ved), det mobile internet, de sociale medier og revolutionerne i Mellemøsten i 2011 er nogle af de fænomener, han ser som vigtigere. Til sidst skriver han:

So, does all this mean 9/11 was not important? Of course not. It was a significant day in the life of America, a turning point in our view of our vulnerabilities and of the nature of threats and real power in the world. It led us to question many of our assumptions about the nature of our country

[…]

Foremost among those lessons, however, must be that we as a nation need to summon the discipline in times of great national challenges to frame events in the broader context of time and our larger interests. We cannot allow single isolated events to warp our view of all around them, like historical black holes twisting the fabric of adjacent time and events.

Et interessant og vigtigt citat fra en amerikansk journalist i en tid, hvor der er en forbløffende stor fascination af fortiden.

Someone to watch over me

I en kommentar i Ræson skriver Zeki Laurent Sadic om overvågningskameraernes indtog i Danmark. I dag er der et overvågningskamera for hver 15. borger, og det gør Danmark til verdens mest tv-overvågede land. Jeg var meget overrasket, da jeg erfarede, at vi nu var nået så vidt.

Det, der bekymrer mig, er at mange mennesker efterhånden tager overvågningen for givet uden at tænke over dens konsekvenser. Så “naturligt” er fænomenet blevet. Overvågningen sker på privat initativ i form af kameraovervågning og registrering af oplysninger på netsteder, og den sker i offentligt regi som visitationszoner med kameraer og øgede muligheder for aflytning af telefoner. Det er nu muligt for politiet at aflytte telefonerne i en hel boligblok, blot man har mistanke til én, der færdes i en ganske bestemt lejlighed der.

Sidste år oplevede jeg en gruppe på første studieår, der lavede et P0-projekt om elektronisk overvågning. De forklarede begejstret og detaljeret til deres projektfremlæggelse om alle de mange teknologiske muligheder, der var. Til sidst spurgte jeg dem, om de havde overvejet om der var negative konsekvenser for samfundet som helhed, f.eks. for privatlivets fred eller risikoen for at data fra overvågning kunne misbruges. Deres svar? At det havde de valgt fra at beskæftige sig med!

Det er klart, at overvågningsresultater i nogle tilfælde kan opklare forbrydelser. Men man kunne godt trænge til en analyse af, i hvilket omfang overvågning er præventiv. Overvågningen bliver begrundet i frygten for at blive overfaldet og frygten for det, der er endnu værre, nemlig terrorisme, men de turde være klart, at langt flere mennesker bliver overvåget end dem, der begår forbrydelserne.

Desuden: i en nutid, hvor alle ved at man bliver overvåget, tager de velplanlagte forbrydelser det ind som en del af planlægningen, at man skal undgå at blive fanget af overvågning. Hvis jeg var en terrorist eller en bankrøver (eller måske begge dele), ville jeg gøre mig store anstrengelser for at min telefon ikke blev aflyttet og for at ingen så mit ansigt, når jeg stod klar med min pistol. (Hvis jeg var selvmordsterrorist var jeg selvfølgelig bedøvende ligeglad. Men så ville overvågning ikke hjælpe alligevel.)

Der mangler en diskussion og grundige analyser af hvad den stadigt stigende overvågning gør ved samfundet og om der findes lige så gode eller bedre alternativer, når det handler om efterforskning og forebyggelse af kriminalitet. Sadics afsluttende spørgsmål (der ikke er retoriske) vil jeg gerne gøre til mine. Jeg håber, de vil blive stillet i en kommende valgkamp.

At vi nu er den mest overvågede befolkning – bedømt ud for antallet af overvågningskameraer per indbygger – bør give anledning til en betydelig større og mere seriøs debat end den, vi har set hidtil: Hvor langt er medierne, politikerne og befolkningen villige til at gå? Kan de overvågede have fuld tillid til at den ekstremt store mængde information som bliver indsamlet af dem der overvåger, ikke bliver misbrugt? Hvor skal balancen være mellem sikkerhed og frihed? For vi må hverken glemme eller se bort fra, at al den overvågning, registrering og kontrol, vi har accepteret for vores sikkerheds skyld, nu gradvist koster os den.

Genindfør korporlig straf!


Den amerikanske kriminolog Peter Moskos skriver i The Chronicle of Higher Education et tilsyneladende forsvar for at genindføre straf ved piskning (eller stokkeslag). I stedet for en fængselsstraf kunne den dømte så vælge at få 2 piskeslag (eller stokkeslag, hvis det var dét, loven foreskrev) for hvert år, der skulle afsones.

Nogle mennesker herhjemme vil synes, at dette er alle tiders idé, mens mange andre igen vil ryste på hovedet af de tåbelige amerikanere. Ekstra Bladet får da også meget hurtigt artiklen galt i halsen.

Pointen er nemlig denne: Peter Moskos er ikke tilhænger af korporlige straffe. Han skriver da også efter få linjer:

My defense of flogging—whipping, caning, lashing, call it what you will—is meant to be provocative, but only because something extreme is needed to shatter the status quo. We are in denial about the brutality of the uniquely American invention of mass incarceration.

Certainly my defense of flogging is more thought experiment than policy proposal. I do not expect to see flogging reinstated any time soon. And deep down, I wouldn’t want to see it. And yet, in the course of writing what is, at its core, a quaintly retro abolish-prison book, I’ve come to see the benefits of wrapping a liberal argument in a conservative facade.

Med andre ord: Peter Moskos kritiserer forholdene i USA ud fra en provokerende sammenligning mellem de grusomme korporlige straffe, vi kender fra bl.a. Saudiarabien og Singapore, og det amerikanske fængselsvæsen, hvor mere en million amerikanske borgere nu er fanger. Der er flere fanger i USA end i Kina, et land med 7 gange så mange indbyggere.

Også herhjemme er der i de seneste 10 år blevet talt om et behov for strengere straffe baseret på “folkets retsfølelse”. Fængsler hævdes at være rehabiliterende, men de er det ofte ikke. Der er næppe nogen, der vil påstå at stokkeslag er rehabiliterende.

Politikerne tænker i virkeligheden ikke særlig meget på rehabilitering, tror jeg. Straf er i høj grad blevet udtryk for magthavernes hævn; deraf retorikken om “folkets retsfølelse” som en populistisk appel til et abstrakt “folk”.

I fængslerne lærer man desværre ofte kun én ting: nemlig at være fange. De fængslede fjernes fra samfundet og deres tilhørsforhold til et afsondret, “defekt” samfund bliver styrket. Mange af os ser reelt kun de kriminelle, hvis vi selv bliver udsat for en forbrydelse.

Peter Moskos skriver da også i et indlæg i The Washington Monthly:

The lash, which metes out punishment without falsely promising betterment, is an unequivocal expression of society’s condemnation. For better and for worse, flogging would air the dirty laundry of race and punishment in America in a way that prisons—which, by their very design, are removed from society—can never do.

Peter Moskos’ argument er interessant, men når han f.eks. siger at man ikke kan argumentere imod korporlig straf ved at sige, at dette er en form for tortur, tager han fejl. Stokkeslag, pisk og andre former for korporlig straf er helt utvetydige overtrædelser af menneskerettighederne ifølge artikel 1 i FNs konvention mod tortur.

Lad mig pointere det, så det forhåbentlig er helt klart: I diskussionen om strafformer er vi ikke pr. definition fanget i et binært valg mellem korporlig straf og simpel fængsling (der ikke nødvendigvis er en overtrædelse af menneskerettighederne). Der er andre veje. Se f.eks. en artikel i The Economist der fortæller om andre initiativer i USA, der skal forbedre rehabiliteringen. Eller læs om reformerne i Canada i 1990’erne, der har hjulpet med af få flere straffede væk fra kriminalitet. Disse reformer skyldes forresten danskeren Ole Ingstrup.