En stor gang løgn, det er hvad det er

Jeg har tidligere skrevet om amerikanske politikeres holdning til videnskab, og nu er de i medierne igen. Den amerikanske politiker Paul Broun, der sidder i USAs underhus, Repræsentanternes Hus, sagde ifølge The Independent dette i en tale han holdt i delstaten Georgia, hvor han er valgt:

“God’s word is true. I’ve come to understand that. All that stuff I was taught about evolution, embryology, Big Bang theory, all that is lies straight from the pit of hell,” he told guests at a fieldsports-themed fundraiser for a local Baptist Church.

“It’s lies to try to keep me and all the folks who are taught that from understanding that they need a saviour. There’s a lot of scientific data that I found out as a scientist that actually show that this is really a young Earth. I believe that the Earth is about 9,000 years old. I believe that it was created in six days as we know them. That’s what the Bible says.”

Det interessante (og triste) er at Paul Broun faktisk er uddannet læge, så han må engang være blevet undervist i embryologi, et fag der åbenbart er løgn. Og ikke nok med det: han sidder i The House Committee on Science, Space, and Technology, der er ansvarlig for USAs lovgivning inden for offentlige tekniske og naturvidenskabelige forskningsinitiativer. Det er ikke bare trist – det er direkte skræmmende. Paul Broun kan i modsætning til f.eks. Pernille fra Frederikshavns Gymnasium ikke være undskyldt med en kombination af ungdommelig naivitet og manglende indflydelse.

I 1996 skrev astronomen Carl Sagan, der også var en kendt populærvidenskabelig forfatter og ikke havde meget til overs for den slags holdninger, i sin bog The Demon-Haunted World meget profetisk:

I have a foreboding of an America in my children’s or grandchildren’s time– when we’re a service and information economy; when nearly all the key manufacturing industries have slipped away to other countries; when awesome technological powers are in the hands of a very few, and no one representing the public interest can even grasp the issues; when people have lost the ability to set their own agendas or knowledgeably question those in authority; when, clutching our crystals and consulting our horoscopes, our critical faculties in decline, unable to distinguish between what feels good and what’s true, we slide, almost without noticing, back into superstition.

Gad vide om USA er nået dertil. Noget kunne tyde på det. Hvordan går det herhjemme? Sådan er vores politikere da ikke. Eller…

Herhjemme sagde Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti om forskning i sammenhængen mellem straf og tilbagefald for kriminelle:

Men retspolitisk ordfører fra Dansk Folkeparti, Peter Skaarup, var en af de første til at kræve stramninger af strafferammen for unge, og han står fast på sine holdninger.

“Hvis nogen siger, at der ikke er nogen sammenhæng, så er jeg bare ikke enig,” siger Peter Skaarup.

– Du tror ikke på den omfattende forskning?

“Nej, jeg tror ikke på den forskning. Konsekvens har altså en effekt, det tror jeg på.”

Det var så forskning inden for kriminologi – men Peter Skaarup var dengang medlem af Retspolitisk udvalg og blev senere formand for samme.

Den enterprenante terrorist

Jeg har skrevet om terrorhandlingerne i Norge og om terroristens mentale tilstand. Nu foreligger dommen så. Jeg er ikke overrasket over at han blev erklæret tilregnelig.

Det er interessant at sammenligne med andre opgør med terrorisme. Søren Hove, der er forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, havde i sidste uge en interessant anmeldelse af en bog om den kuwaitiske terrorist Khalid Sheik Mohammed, der var hjernen bag terrorangrebene i USA den 11. september 2001. Billedet viser ham efter han blev taget til fange af amerikanske tropper i Pakistan. Ligesom billederne af Breivik viser det en mand, der på én gang er ydmyget og ligeglad på en truende måde.

Det er fristende at sammenligne KSM med norske Anders Behring Breivik. De er begge entreprenante terrorister, som begge står bag den praktiske udførsel af de to mest dødelige angreb i Vesten i de sidste 20 år, og begge har et afslappet forhold til gruppehierarkier og dogmatisk ideologi.

F.eks. har de begge hævdet at repræsentere grupper, som ingen har kunnet bekræfte eksistensen af, og som sandsynligvis kun består af dem selv. Hvor Breiviks talte om sine Tempelriddere, opfandt Khalid Sheik Mohammed og Ramzi Yousef i 1990’erne en Liberation Army, som vist ikke talte andre end dem selv.

Ligesom det var tilfældet med Khalid Sheik Muhammed kunne man få tanken, at Breivik var mest interesseret i at lave et professionelt terrorangreb. Selv om Breivik sammenklippede et halvt ideologisk, halvt teknisk dokument forud sin aktion, fremstår de begge mere ’handlende’ end ’tænkende’, og det først og fremmest er deres eget projekt og de konkrete angreb, som de forsøger at realisere.

Hvis parallellerne mellem Breivik og Khalid Sheik Muhammed holder, er der mindst to overvejelser, man kan gøre sig:

For det første, hvorfor denne praktiske terrorist tilsyneladende ofte falder uden for såvel terrorismeforskningens som efterretningstjenesternes net. Både Breivik og Muhammed levede stort set ukendt for offentligheden og efterretningstjenesterne, indtil deres terrorhandlinger så dagens lys. Vægtningen mellem analysen af terroristernes ideologer og terroristernes entreprenører er svær, og det er nemt at forfalde til at analysere de terrorister, som vi kan se på nettet, og negligere de terroristiske håndværkere, som er svære at få informationer om.

For det andet er det påfaldende at sammenligne, hvor forskelligt disse to mænd behandles efter deres tilfangetagelse. Selv om der har været politisk virak omkring Breiviks retssag – er han sindssyg og kan han straffes? – har man i Norge kørt en åben rettergang, hvor Breivik har udstillet sig selv som en virkelighedsfjern fanatiker. I modsætning til den norske retssag har Khalid Sheik Mohammeds tilfangetagelse og retssag været præget af, at han er blevet grundigt torteret på Guantánamo og gang på gang nægtet en almindelig retssag. På den måde har USA desværre forvandlet en førhen ukendt terroristisk entreprenør til et verdenskendt symbol på, hvad Khalid Sheik Mohammed netop anklagede USA for at være.

Det sidste er det rigtig interessante. Uanset hvad jeg måtte mene om politiets håndtering af begivenhederne mens ugerningerne fandt sted den 22. juli 2011 synes jeg, at retssagen bagefter er blevet håndteret på en god og sober måde – i stor kontrast til hvad der skete i USA i kølvandet på terrorangrebene i 2001. Også diskussionerne af hvad der foregår i en terrorists mentale processer og om han er utilregnelig eller “normal” har fyldt meget i den norske terrorsag.

Hvad der er Khalil Sheik Mohammeds mentale tilstand er aldrig blevet diskuteret, og det vil nok desværre heller aldrig ske. Diskussionerne af Anders Breiviks skyld har afsløret en meget fordomsbaseret standardforestilling om at en “hjemlig” terrorist formodentlig er utilregnelig, mens en “fremmed” terrorist handler ud fra ideologiske mål. Men historien har masser af eksempler på mennesker med enhver tænkelig etnisk baggrund, der har begået forfærdelige grusomheder. Forklaringen være meget mere kompleks. Ondskabens manifestationer er uhyggeligt enkle, dens årsager er det næppe.

Formodentlig er både Breivik og Mohammed “normale” men med en personlighedsforstyrrelse, der på den ene side giver dem et meget anderledes billede af virkeligheden men på den anden side har tilladt dem at planlægge og udøve det afskyelige håndværk, der kaldes terrorisme. Det har været en personlighedsforstyrrelse, der både har skabt deres hadefulde synspunkter og gjort det muligt for dem at slå ihjel uden skrupler. Og det er disse enterprenante “håndværkere”, der har en vis karisma og er i stand til at organisere egne og andres handlinger. På dén måde er det dem, der er de vigtigste at opdage – ikke deres måske letpåvirkelige tilhængere.

Den store ansigtsbog

Den amerikanske forfatter Naomi Wolf (ikke at forveksle med Naomi Klein – det bliver de ofte) har en interessant klumme i The Guardian om hvordan mulighederne for overvågning griber om sig. De første linjer i hendes artikel får det faktisk til at løbe mig koldt ned af ryggen. Her fortæller Wolf om hvordan en af hendes Facebook-bekendte, Jim Coffey, under et besøg i Disneyland blev tilbudt fotos af ham og hans kæresten fra rutsjebanen. Disneyland have allerede fundet frem til Coffeys kreditkortoplysninger (disse havde de fra den adgangsbillet til forlystelsesparken, som han tidligere havde købt). I den pågældende rutsjebane havde Jim Coffey betalt med kontanter, så Disneyland kunne ikke basere deres viden at han havde kørt med rutsjebanen på kreditkortinformation. De må derfor have foretaget en analyse af de fotos, der var blevet taget – og som nu var til salg!

Jim Coffeys opslag om denne hændelse kan ses på Facebook – sammen med billedet fra rutsjebanen. Tilmed har Disneyland og de amerikanske myndigheder (og her specielt militæret) allerede for nogle år siden indledt et samarbejde. En artikel fra 2006, som Naomi Wolf henviser til, beskriver dette.

Naomi Wolf beskriver også, hvordan overvågningskameraer bliver stadigt mere udbredt – og intet menneske vil kunne kigge de mange, mange timers optagelser igennem. En oplagt løsning er at anvende algoritmer til billedgenkendelse her. Jeg kommer her til at tænke på en aktuel sag, hvor en svensker fejlagtigt blev udpeget som gerningsmanden bag et selvmordsbombeattentat mod en bus med israelske turister i Bulgarien. I denne sag var det nemt at udelukke den pågældende mand, formodentlig fordi han stadig er i live. Hele udpegningen skete på baggrund af optagelser fra et overvågningskamera; det er uklart for mig, om analysen af disse billeder skete manuelt eller med computerstøtte, men under alle omstændigheder antyder det, at man skal bruge oplysninger fra disse kameraer med stor varsomhed.

Der har været stort fokus på hvordan store firmaer som Google, Apple og Facebook (der alle er baseret i USA) gemmer lokalitetsbaserede oplysninger. Men det stopper ikke her. Også ansigtsinformationer er nu blevet eftertragtede data. Facebook er nu godt i gang med at bruge algoritmer til genkende af ansigter.

De eksempler, Naomi Wolf refererer til, viser, at der er grund til at fokusere på samarbejdet mellem private firmaer og offentlige myndigheder og på datamining fra overvågningskameraer. Det er særdeles uklart for mig, om lovgivningen har tilstrækkelige beføjelser med hensyn til at regulere denne praksis.

Et nummer på skulderen

De voldsomme arrestationer efter COP15-topmødet i 2010 trækker stadig et ubehageligt spor efter sig. Den triste sag om en flyttemand og fire andre, der bliver uretmæssigt anholdt og tilsyneladende rigtig dårligt behandlet af de betjente, der stod for transporten fra anholdelsen, men som man stadig ikke kan finde frem til, giver et træls billede af elementer i det danske politi, der vil dække over hinanden. Politikere fra Enhedslisten foreslår nu, at betjente skal bære synlige numre. Dette mødes med en del modstand fra det danske politi. Peter Ibsen, der er formand for Politiforbundet, udtaler til DR Nyheder:

– Der er en risiko for, at man i tilspidsede situationer aflæser nummeret forkert, så en betjent bliver anklaget for noget han ikke har gjort, siger Politiforbundets formand og fortsætter:

– Desuden er der den fare ved uroligheder, at man retter sine angreb mod en bestemt betjent. Det vil være langt lettere, hvis man kan aftale, at man kaster sten mod betjenten med et bestemt nummer.

Selv synes jeg, det er lidt underligt, at netop dette forslag er så kontroversielt. Jeg vil dog hellere hæfte mig ved Storbritannien og USA, hvor man i mange år har haft tilsvarende synlige numre. De fleste, der har set tv-krimier fra de to lande, vil sikkert allerede vide dette. Britiske betjente bærer nummeret på epauletterne, mens amerikanske betjente har nummererede skilte. Og netop i de to lande, hvor politiet ofte gives temmelig vide beføjelser, ville jeg forestille mig, at myndighederne ville fjerne nummereringen, hvis den bekymring, Peter Ibsen, giver udtryk for, var et væsentligt problem. Betjentene fra Cambridgeshire på billedet ovenfor er far og søn; Rob Savill junior og senior virker til at være stolte af deres numre.

En fordel, som jeg selv ser, ved at betjente er tydeligt identificérbare er, at det måske kan få både betjente og arrestanter til at tænke sig ekstra godt om i situationen. Anonymiteten kan få mennesker ofte til at reagere hårdere, end de ellers ville, hvis Den Anden havde en identitet (det være sig et nummer eller et navn). Her tænker jeg på de lidt tilsvarende bekymringer, jeg har haft om debatfora på nettet.

Intet er forandret

En af de politiske beslutninger, der bekymrede mig mest sidste år, er den lovændring, der gjorde at udenlandske statsborgere i Danmark altid skal udvises, hvis de bliver dømt for en forbrydelse, medmindre udvisningen er i klar modstrid med international lov. Det skrev jeg om den 21. juni sidste år. Lovforslaget skyldes den daværende integrationsminister Søren Pind, og  Socialdemokraterne og SF stemte for.

Loven bekymrer mig stadig og af de samme grunde, som den gjorde dengang; der er tale om en retspraksis, der er på kant med menneskerettighederne og anvender et  bekymrende “omvendt forsigtighedsprincip”.

Jeg kan nu læse, hvordan Søren Pind og med ham Dansk Folkeparti anklager den nuværende justitsminister Morten Bødskov for at løbe fra den pågældende lov, da han før påske udtalte til Jyllands-Posten at han ville ændre reglerne for udvisning.  Desuden baserer Søren Pind sin kritik på et svar, Morten Bødskov gav til EU’s kommissær for retlige anliggender Viviane Reding; det relevante citat fra ministerens svar kan ses ovenfor.

Til Jyllands-Posten sagde Morten Bødskov (her citeret fra Information):

Ministeren understregede over for avisen, at »den ændring, som vi laver, vil ikke få nogen reel betydning for, hvilke udlændinge, der kan udvises«.

Det er her, ministeren bringer sig selv i problemer. Her ser vi nemlig det seneste eksempel på den paradoksale “argumentation”, som alle partier, der har været i regering i Danmark, på et tidspunkt har anvendt som begrundelse for et lovforslag, nemlig at der er tale om en ændring, der er af helt afgørende betydning, men ikke vil ændre på noget som helst! Denne paradoksale begrundelse er aldrig andet end et forsøg på at lave en beroligende afværgemanøvre.

Den politiske debat er på én måde en anden i dag; der er ikke den samme fiksering på udlændingepolitik og etniske mindretal som tidligere. Det er for så vidt et godt tegn. Men angsten for at fremstå som om man ikke er tough on immigration lever videre, og ligeså gør angsten for at indrømme, at man har skiftet mening. I begge tilfælde bliver den rigtige diskussion paralyseret, og det hele ender i retoriske finter, nemlig anklager om hykleri og afvisninger af samme.

Tænk, hvis den nuværende regering turde sige, at den havde stemt for en lov, den nu indrømmer er på kant med menneskerettighederne og derfor skal ændres. Og tænk, hvis politikere fra hele det politiske spektrum lovede at holde op med at bruge den paradoksale “argumentation” om de afgørende, men betydningsløse ændringer. Så kunne vi måske få en egentlig diskussion af det reelle politiske emne – her problemerne med den udvisningspraksis over for kriminelle udlændinge, der blev vedtaget sidste år.

Fredens privatliv?

Alle må gerne læse min blog (det er vel derfor, jeg lavede den), men jeg vil helst ikke have, at andre læser min e-mail.

Men det kan godt risikere at blive tilfældet. Den britiske regering har planer om at øge mulighederne for at overvåge e-mail-kommunikation, og også i USA er der planer om noget tilsvarende. Cyber Intelligence Sharing and Protection Act, bedre kendt som CISPA, er et lovforslag, der vil give private internetudbydere og USAs myndigheder stærkt øgede muligheder for at overvåge nettrafik. En mulighed vil formodentlig være Deep Packet Inspection, dvs. muligheden for at undersøge indholdet af de datapakker, der som det centrale led i TCP/IP-protokollen sendes rundt på Internet.

John Naughton, der er professor ved det britiske Open University, har et interessant indlæg om denne debat i The Observer. Han stiller her syv meget relevante spørgsmål, bl.a.

  • Hvad er evidensen for at en så omfattende overvågning vil kunne imødegå de trusler, man hævde, der er tale om?
  • Hvad vil de økonomiske omkostninger for internetudbydere og andre firmaer være?
  • Og hvorfor er det netop internettet, der er hovedmålet for overvågningen, når man lige så vel kunne forbyde brugen af abonnementfrie taletidskort til mobiltelefoner? Dette er nemlig en populær måde at skjule sig på for kriminelle.

Under alle omstændigheder er det problematisk at forsøge at regulere et medium, der i høj grad er blevet globalt. Selvfølgelig skal det være muligt for politiet at kunne forhindre forbrydelser, og ransagninger og telefonaflytninger er accepterede efterforskningsmetoder – men disse kræver retskendelser, er begrænsede af natur og har en kontrollerende myndighed i form af netop domstolene. Det, der her lægges op til, er et helt anderledes gennemgribende (men i sidste ende måske ineffektivt og kontraproduktivt) forsøg på regulering af teknologi. Igen bliver jeg mindet om Collingridge’s dilemma, som jeg tidligere har skrevet om.

ACTA ?

I weekendens Information forsvarer tre ministre regeringens opbakning til ACTA (Anti-Counterfeiting Trading Agreement). ACTA er en international handelsaftale, der er blevet forhandlet siden 2007 af bl.a. EU-lande, Japan, Australien og USA, og processen må siges at have været præget af meget lidt åbenhed. Som så ofte før i politik ser det ud som om et vidtgående indgreb bliver forsvaret med at det reelt ikke har nogen betydning; ministrene skriver:

ACTA-aftalen skaber ikke nye beføjelser til at håndhæve immaterielle rettigheder, men sigter udelukkende på at sikre en mere effektiv udnyttelse af de allerede eksisterende regler på området. ACTA ændrer heller ikke på, hvad der er lovligt og ulovligt.

De seneste dages debat om ACTA-aftalen har fokuseret meget snævert på negative virkninger for ytringsfriheden og internettet. Lad os en gang for alle slå fast, at aftalen ikke indebærer nogen indskrænkning af borgernes grundlæggende rettigheder, herunder bl.a. ytringsfriheden og retten til privatlivets fred. Respekten for disse rettigheder er klart indskrevet flere steder i ACTA.

Amnesty International er derimod meget skeptisk over for ACTA af bl.a. følgende grunde:

  • Det er ikke retssystemet, der skal tage stilling til overtrædelser af ACTA, men derimod tredjeparter.
  • Ligeledes er det i høj grad tredjeparter som f.eks. internetudbydere, der skal sikre at ACTA bliver håndhævet. Disse private udbydere kan blive retsforfulgt, hvis de ikke håndhæver ACTA. Dette giver derfor selvsamme internetudbydere et incitament til at indføre skrappe restriktioner for brugerne.
  • Inden for medicinalområdet vil ACTA kunne ramme de såkaldte generiske produkter, dvs. medicin, der er tænkt som sammenlignelige med mærkevare-medicin. Det bliver bl.a. i højere grad muligt for toldmyndigheder at tilbageholde generisk medicin.
  • Og endelig anvender ACTA ikke sædvanlige, veldefinerede begreber fra international lov som f.eks. “fair use” eller “grundlæggende rettigheder”.

Disse bekymringer deler jeg. Tyskland, Letland, Poland, Tjekkiet og Slovakiet har også udsat ratificering af ACTA, fortæller BBC. Men ikke Danmark, der dog nu er EU-formandsland.

For en god ordens skyld: Oppositionen går også ind for at EU-landene skal tiltræde ACTA; det er heller ikke dem, man skal sætte sin lid til. (Kun ét af Folketingets partier stemte ikke for, nemlig Enhedslisten.) Dette er således ikke (og bør ikke være) et partipolitisk spørgsmål, men et spørgsmål om retspolitik og i sidste ende om menneskerettigheder.

Helt nede på jorden

20120126-201431.jpg

På DR Nyheder kan man læse om hvordan MF for Venstre, Karsten Nonbo, frivilligt har siddet fikseret i vinterkulden for at illustrere, at han synes, at den langvarige fiksering af omkring 1000 demonstranter på en kold dag i december 2009 ikke var et problem. Dette til trods for at domstolene nu for anden gang har afgjort, at disse anholdelser er i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det vigtige citat fra artiklen er i virkeligheden dette (Sigurd er en mand, der var blandt de ulovligt anholdte december 2009):

Nu påråber du dig menneskerettigheder her i Danmark. Helt ærligt. Du kan tale om menneskerettigheder i Irak og Somalia, siger Karsten Nonbo, der kalder Sigurd en klynker og selvretfærdigende.

Dette citat er vigtigt, da det viser et elastisk syn på menneskerettighederne, der er stadig mere udbredt, og ikke kun i dansk politik.

Menneskerettighederne er tydeligvis blevet et irritationsmoment i politik rundt om i verden, fordi de også skal bruges i en hjemlig kontekst. Men alle skal huske, at menneskerettighederne er universelle. Hermed forstås, at de gælder for alle, uanset om der er tale om mennesker, man kan lide, og de gælder altid, uanset situationen og hvilken del af verden, man befinder sig i. Hvis man gerne vil kritisere andre for ikke at overholde menneskerettighederne (og det ved jeg som aktivt medlem af Amnesty International kan være både berettiget og nødvendigt), er man nødt til at huske denne universalitet.

Hele denne historie er i det hele taget med til at flytte fokus fra det vigtige problem, nemlig “lømmelpakken” og den kombination af en disproportional brug af arrestationer og hårdhændet behandling af arrestanterne, som udgør problemet med hensyn til den europæiske menneskerettighedskonvention. Lad os som et tankeeksperiment antage, at en politiker havde ladet sig frivilligt isolationsfængsle og bagefter konkluderede, at det ikke var særlig ubehageligt. Ville man deraf kunne konkludere, at udbredt brug af isolationsfængsling i længere tid ikke var i strid med menneskerettighederne?

…og hører ingen steder hjemme.

Anton Geist og Ulrik Dahlin har i en lang række artikler i dagbladet Information i år grundigt dokumenteret, hvordan danske borgere, der er statsløse, ikke har fået den adgang til dansk statsborgerskab, som de har haft krav på ifølge FNs konvention om statsløse personers retsstilling.

Det var denne ukorrekte (i nogle tilfælde bevidst ukorrekte) sagsbehandling, der førte til Birthe Rønn Hornbechs afgang som minister. På dette tidspunkt kritiserede Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre hele forløbet. Siden da kom de tre partier i regering, og de har nu tilsyneladende langsomt skiftet holdning. Det er under al kritik. Samtidig prøver Venstre, trods sagens for partiet uheldige oprindelse, nu at bruge afklaringen af behandlingen af sager om statsløse til at få diskussionen til at handle om bestemte sager om statsløse i Danmark, der pga. af en vurdering fra Politiets Efterretningstjeneste ikke kan få dansk statsborgerskab – og siden har Venstre så yderligere inddraget statsløse, der har begået sædvanlig kriminalitet, der ikke kan siges at være til fare for landets sikkerhed. Venstre vil nu i første omgang bryde FNs konvention om statsløses retsstilling, siden have denne konvention genforhandlet. Dette standpunkt er også under al kritik. (Dansk Folkeparti vil have at Danmark helt udtræder af FNs konvention, men det er jo ikke nyt.)

Anton Geist og Ulrik Dahlin har en meget præcis og grundig gennemgang af denne ulykkelige debat i dagens udgave af Information. Det er pinligt, at partier i Folketinget ser menneskerettighederne som en forhindring for at gennemføre en bestemt politik og åbenlyst taler for at bryde menneskerettighederne. Geist og Dahlins gennemgang bør læses af alle, der interesserer sig for sagen om statsløses rettigheder i Danmark.

Den vigtigste observation er for mig at se denne, og den rummer en kritik, der lige så meget går på regeringen som på oppositionen: hvis en statsløs vurderes at være til fare for et lands sikkerhed, kan vedkommende alligevel ikke udvises, af den grund at den statsløse jo ikke er statsborger noget sted. Til gengæld kan man sigte den pågældende person for konkrete aktiviteter og indlede en retssag. Den gråzone, hvor en person hverken kan blive statsborger eller blive tiltalt for et konkret forhold, er ikke holdbar.

Jeg vil herudover blot tilføje disse betragtninger: Det vil blive meget svært for et land som Danmark at indlede en genforhandling af international lov på grundlag om en sag om ganske få mennesker. Der er trods alt i dag 12 millioner statsløse mennesker i verden.

Men ikke kun dét: Der er endnu et problem med dette pludselige ønske om at revidere FNs konvention om statsløse. Lad os forestille os, at det lykkedes en kommende dansk regering at få indledt en genforhandling af indholdet af FN’s konvention om statsløse personers retsstilling, og lad os også huske, at langt de fleste af de 12 millioner statsløse findes i dele af verden, hvor statsløse har langt dårligere forhold og hvor menneskerettighederne i andre sammenhænge også har det mindre godt eller endog rigtig skidt – Sydøstasien, Centralasien, Østeuropa og Mellemøsten (se f.eks. en artikel fra Politiken fra august i år). De eneste, der vil bifalde et dansk ønske om genforhandling af denne konvention vil være meget vel kunne være nogle regimer, Danmark ellers ikke har lyst til at befinde sig i selskab med, når talen falder på menneskerettighederne.

Eksport af papkasser

20111120-103607.jpg

Afghanistan er tydeligvis en ubekvem sag både for den tidligere og den nuværende regering.

Den nuværende regering vil forhandle sig frem til en aftale med de afghanske myndigheder, der skal gøre det muligt at sende uledsagede afghanske flygtningebørn til såkaldte modtagecentre i Afghanistan.

Ikke overraskende vil Dansk Folkeparti spørge justitsministeren, om dette rent faktisk kommer til at ske. DF ser selvfølgelig gerne, at de uledsagede flygtningebørn bliver sendt ud af Danmark.

Humanitære organisationer som Red Barnet og Røde Kors er til gengæld meget kritiske over for regeringens strategi. Anders Ladekarl fra Røde Kors udtaler:

Vi er blandt andet bekymret for børnenes sikkerhed, når de sendes tilbage til et land med væbnet konflikt som den, der foregår i Afghanistan.

Den nuværende regerings strategi er uværdig i sin kynisme. Inden for de seneste 20 år er det blevet en gængs politisk strategi at opfatte flygtninge som et flytbart problem – i bedste fald som en slags papkasser, der skal placeres et passende sted.

Men uledsagede flygtningebørn er ikke papkasser. Der er i dag en hel del viden om de psykiske følgevirkninger af at være uledsaget flygtningebarn. Videnscenter for Psykotraumatologi på SDU holdt tidligere i år en temadag om emnet; det har store psykiske omkostninger at være uledsaget flygtningebarn. En samling slides fra et foredrag af Karen-Lise Karstoft fra Videnscenter for Psykotraumatologi giver et udmærket overblik over viden på dette område. Der er meget, man ikke ved, men alt tyder på at risikoen for at få depression eller PTSD er meget højere for uledsagede flygtningebørn. Hvordan det vil påvirke børnene at blive sendt tilbage til en krigszone ved jeg ikke, men det er næppe gavnligt for dem.

Der er ingen stemmer at hente i uledsagede flygtningebørn – børnene selv kan ikke stemme, hverken her eller i Afghanistan, og deres skæbne berører os ikke på samme måde som multimedieskat eller efterløn vil gøre det. Men netop derfor er det nødvendigt at tage problemet alvorligt og gøre op med den kynisme, der har spredt sig.