Hvepsereden

Nu vil jeg helt frivilligt stikke hovedet i en politisk hvepserede. Inden jeg sætter det helt derind, skal jeg huske at gøre standardbesværgelserne:

Nej, jeg bryder mig bestemt ikke om socialt bedrageri, indbrud eller lommetyveri. Og ja, hvis nogen stjæler mine ejendele eller truer mig, vil jeg blive meget vred. Jeg blev faktisk standset og truet, da jeg cyklede hjem fra arbejde en eftermiddag her i januar – og det var en særdeles ubehagelig oplevelse – men det er en anden snak.

Nemlig: det er en anden snak. Min personlige følelse af hævn eller sårethed skal ikke danne grundlag for politik.

Det, jeg reagerer mod, er nyheden om et forslag fra integrationsministeren, der siger at alle kriminelle udlændinge skal udvises af Danmark, lige meget hvor kort en frihedsberøvelse de er blevet idømt.

Dette gør mig særdeles bekymret af mange grunde.

For det første er jeg bekymret for at dette er et brud på det proportionalitetsprincip, der går på at straffens omfang skal være proportionalt med forbrydelsens karakter. Selv en kort frihedsberøvelse vil nemlig nu have en tillægsstraf, der hedder udvisning med alle de langvarige konsekvenser, det måtte have for ikke kun den straffede, men også for den straffedes pårørende.

For det andet er jeg bekymret for at dette repræsenterer et syn på menneskerettighederne, hvor lovgiverne nu reelt udtrykker, at de ser menneskerettighederne som en hindring for den praksis, man gerne vil gennemføre. Dette syn på menneskerettighederne ikke som et ideal, men som en besværlighed, er slet ikke nyt; også under Nyrup-regeringen i 1990’erne havde vi indenrigsministre, der talte om at føre en politik, der balancerer på kanten af konventionerne.

For det tredje er jeg bekymret over at der nu vil blive flere udvisningssager, der kan være tale om at appellere, men at dette kan blive langt besværligere for appellanterne, da Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol nu vil være der, hvor man skal starte. Det kræver flere resurser, både juridiske og økonomiske, og vi vil kunne risikere at der som følge heraf bliver flere brud på internationale konventioner, der ikke vil få nogen konsekvenser.

For det fjerde er jeg bekymret over at også Socialdemokraterne og SF vil stemme for dette forslag. Nogle vil her henvise til, at det viser at forslaget netop er godt, da det nyder så bred opbakning. Jeg må dertil indvende, at jeg ikke er af den holdning, at man kan vurdere om et lovforslag er etisk forsvarligt eller ej ud fra hvor mange, der bakker op om det.

Jeg frygter derimod, at her er tale om endnu et udslag af populistisk politik. Nogle oppositionspolitikere vurderer formodentlig, at der her få måneder inden valget er stemmer at hente i at vise en “fast linje” over for kriminelle og udlændinge og især da over for den særligt upopulære fællesmængde. Dette er Willie Horton-effekten som vi så illustreret i George Bush d. 1. ‘s valgkampagne i sin tid ; S og SF ønsker ikke at få at vide i en valgkamp, at de stemte imod et forslag, der var “tough on crime” og “tough on immigrants”.

For det femte er det uklart for mig, hvorfor vi netop nu i juni 2011 skulle befinde os i en situation, hvor det skulle være nødvendigt med et så vidtgående forslag. Det er korrekt, at der findes udenlandske statsborgere med dansk opholdstilladelse, der gentagne gange har begået kriminalitet. Medierne har været flittige til at gøre opmærksom på dette. Men for det første er dette et langvarigt, systemisk problem, som burde være løst på anden vis – den siddende regering har nu haft en lang regeringsperiode til at gøre dette i. For det andet vil det nuværende forslag ikke kunne indgå at ramme langt flere end de, der begår en sådan systematisk kriminalitet, da udvisning bliver en standardpraksis i forbindelse med enhver frihedsstraf. For det tredje er udvisningsstrategien (på samme måde som ønsket om strengere straffe) for mig at se udtryk for et syn på kriminalitet som et uforklarligt “naturfænomen”, der gør at vi kun kan sætte ind med en symptombehandling. Jeg havde håbet, at man i vore dage ville have en større indsigt i det problem, som kriminalitet udgør.

Naturligvis???

Der er en amerikansk tegneserie om Dilbert, en hyggelig lille mand, der arbejder på et kontor.

Dilberts skaber hedder Scott Adams, og han har en blog. I går skrev han dette som reaktion på bl.a. den seneste tids sager, hvor Dominique Strauss-Kahn og andre mildt sagt er blevet kompromitteret:

No doubt you have noticed an alarming trend in the news. Powerful men have been behaving badly, e.g. tweeting, raping, cheating, and being offensive to just about everyone in the entire world. The current view of such things is that the men are to blame for their own bad behavior. That seems right. Obviously we shouldn’t blame the victims. I think we all agree on that point. Blame and shame are society’s tools for keeping things under control.

The part that interests me is that society is organized in such a way that the natural instincts of men are shameful and criminal while the natural instincts of women are mostly legal and acceptable. In other words, men are born as round pegs in a society full of square holes. Whose fault is that? Do you blame the baby who didn’t ask to be born male? Or do you blame the society that brought him into the world, all round-pegged and turgid, and said, “Here’s your square hole”?

Tak for kaffe! (sagde jeg, der er tedrikker). Jeg troede, det hørte fortiden til at hævde, at seksuelle overgreb er en “del af mænds natur” og derfor er “uundgåelige”. Og her stod det så igen. Til alt held tager bl.a. den amerikanske biolog PZ Myers (han har også en blog) til genmæle. Scott Adams’ indlæg har da også fået 1119 “dislikes” (inklusive min).

Idealister eller forbrydere?

Ann-Sophie Hemmingsen, der er PhD-studerende ved DIIS, har et tankevækkende indlæg i dagbladet Information i dag affødt af sagen om bombemanden Lors Doukaev. Blandt andet skriver hun:

Sammenligner man Doukaev’s historie med andre personer, som p.t. er mistænkt for planlægning af terror rettet mod Danmark, er den ikke usædvanlig.

David Headley, som i USA har tilstået planlægning af et angreb på Jyllands-Posten, har både været involveret i narkosmugling, fungeret som agent for amerikanske myndigheder og jongleret adskillige hustruer og veninder.

De fire svenskere, som kort før nytår blev anholdt i København mistænkt for at planlægge et angreb på Jyllands-Posten, har ligeledes kulørte baggrunde; én har en dom for mishandling, en anden er dømt til retspsykiatrisk behandling efter overfald og seksuelle krænkelser mod børn og voksne, og en tredje har en fortid som narkomisbruger og domme for hustruvold og dødstrusler

Disse historier ligger langt fra historierne om intellektuelle, fromme og frelste personer som bin Laden og al-Zawahiri og fra den almindelige forestilling om individer, som er organiseret eller inspireret af al-Qaeda.

Hvis vi tænker på terrorister som “idealister”, spiller vi med på deres spil og giver dem indirekte en form for legitimitet, og i nogle ekstreme kredse er det mere “ærefuldt” at begå en forbrydelse, hvis den kan legitimeres ideologisk. Men mord og overfald er vel mord og overfald uanset bevæggrundene? I 1970’ernes Tyskland efterforskede man Rote Armee Fraktions ugerninger som enhver anden forbrydelse, og Andreas Baader & Co. blev da også pågrebet. Er alle de mange særlige overvågningstiltag, vi ser i forbindelse med terrorlovgivningen, egentlig kriminalpræventive i optimal henseende? Jeg er i tvivl.