Someone to watch over me

I en kommentar i Ræson skriver Zeki Laurent Sadic om overvågningskameraernes indtog i Danmark. I dag er der et overvågningskamera for hver 15. borger, og det gør Danmark til verdens mest tv-overvågede land. Jeg var meget overrasket, da jeg erfarede, at vi nu var nået så vidt.

Det, der bekymrer mig, er at mange mennesker efterhånden tager overvågningen for givet uden at tænke over dens konsekvenser. Så “naturligt” er fænomenet blevet. Overvågningen sker på privat initativ i form af kameraovervågning og registrering af oplysninger på netsteder, og den sker i offentligt regi som visitationszoner med kameraer og øgede muligheder for aflytning af telefoner. Det er nu muligt for politiet at aflytte telefonerne i en hel boligblok, blot man har mistanke til én, der færdes i en ganske bestemt lejlighed der.

Sidste år oplevede jeg en gruppe på første studieår, der lavede et P0-projekt om elektronisk overvågning. De forklarede begejstret og detaljeret til deres projektfremlæggelse om alle de mange teknologiske muligheder, der var. Til sidst spurgte jeg dem, om de havde overvejet om der var negative konsekvenser for samfundet som helhed, f.eks. for privatlivets fred eller risikoen for at data fra overvågning kunne misbruges. Deres svar? At det havde de valgt fra at beskæftige sig med!

Det er klart, at overvågningsresultater i nogle tilfælde kan opklare forbrydelser. Men man kunne godt trænge til en analyse af, i hvilket omfang overvågning er præventiv. Overvågningen bliver begrundet i frygten for at blive overfaldet og frygten for det, der er endnu værre, nemlig terrorisme, men de turde være klart, at langt flere mennesker bliver overvåget end dem, der begår forbrydelserne.

Desuden: i en nutid, hvor alle ved at man bliver overvåget, tager de velplanlagte forbrydelser det ind som en del af planlægningen, at man skal undgå at blive fanget af overvågning. Hvis jeg var en terrorist eller en bankrøver (eller måske begge dele), ville jeg gøre mig store anstrengelser for at min telefon ikke blev aflyttet og for at ingen så mit ansigt, når jeg stod klar med min pistol. (Hvis jeg var selvmordsterrorist var jeg selvfølgelig bedøvende ligeglad. Men så ville overvågning ikke hjælpe alligevel.)

Der mangler en diskussion og grundige analyser af hvad den stadigt stigende overvågning gør ved samfundet og om der findes lige så gode eller bedre alternativer, når det handler om efterforskning og forebyggelse af kriminalitet. Sadics afsluttende spørgsmål (der ikke er retoriske) vil jeg gerne gøre til mine. Jeg håber, de vil blive stillet i en kommende valgkamp.

At vi nu er den mest overvågede befolkning – bedømt ud for antallet af overvågningskameraer per indbygger – bør give anledning til en betydelig større og mere seriøs debat end den, vi har set hidtil: Hvor langt er medierne, politikerne og befolkningen villige til at gå? Kan de overvågede have fuld tillid til at den ekstremt store mængde information som bliver indsamlet af dem der overvåger, ikke bliver misbrugt? Hvor skal balancen være mellem sikkerhed og frihed? For vi må hverken glemme eller se bort fra, at al den overvågning, registrering og kontrol, vi har accepteret for vores sikkerheds skyld, nu gradvist koster os den.

Genindfør korporlig straf!


Den amerikanske kriminolog Peter Moskos skriver i The Chronicle of Higher Education et tilsyneladende forsvar for at genindføre straf ved piskning (eller stokkeslag). I stedet for en fængselsstraf kunne den dømte så vælge at få 2 piskeslag (eller stokkeslag, hvis det var dét, loven foreskrev) for hvert år, der skulle afsones.

Nogle mennesker herhjemme vil synes, at dette er alle tiders idé, mens mange andre igen vil ryste på hovedet af de tåbelige amerikanere. Ekstra Bladet får da også meget hurtigt artiklen galt i halsen.

Pointen er nemlig denne: Peter Moskos er ikke tilhænger af korporlige straffe. Han skriver da også efter få linjer:

My defense of flogging—whipping, caning, lashing, call it what you will—is meant to be provocative, but only because something extreme is needed to shatter the status quo. We are in denial about the brutality of the uniquely American invention of mass incarceration.

Certainly my defense of flogging is more thought experiment than policy proposal. I do not expect to see flogging reinstated any time soon. And deep down, I wouldn’t want to see it. And yet, in the course of writing what is, at its core, a quaintly retro abolish-prison book, I’ve come to see the benefits of wrapping a liberal argument in a conservative facade.

Med andre ord: Peter Moskos kritiserer forholdene i USA ud fra en provokerende sammenligning mellem de grusomme korporlige straffe, vi kender fra bl.a. Saudiarabien og Singapore, og det amerikanske fængselsvæsen, hvor mere en million amerikanske borgere nu er fanger. Der er flere fanger i USA end i Kina, et land med 7 gange så mange indbyggere.

Også herhjemme er der i de seneste 10 år blevet talt om et behov for strengere straffe baseret på “folkets retsfølelse”. Fængsler hævdes at være rehabiliterende, men de er det ofte ikke. Der er næppe nogen, der vil påstå at stokkeslag er rehabiliterende.

Politikerne tænker i virkeligheden ikke særlig meget på rehabilitering, tror jeg. Straf er i høj grad blevet udtryk for magthavernes hævn; deraf retorikken om “folkets retsfølelse” som en populistisk appel til et abstrakt “folk”.

I fængslerne lærer man desværre ofte kun én ting: nemlig at være fange. De fængslede fjernes fra samfundet og deres tilhørsforhold til et afsondret, “defekt” samfund bliver styrket. Mange af os ser reelt kun de kriminelle, hvis vi selv bliver udsat for en forbrydelse.

Peter Moskos skriver da også i et indlæg i The Washington Monthly:

The lash, which metes out punishment without falsely promising betterment, is an unequivocal expression of society’s condemnation. For better and for worse, flogging would air the dirty laundry of race and punishment in America in a way that prisons—which, by their very design, are removed from society—can never do.

Peter Moskos’ argument er interessant, men når han f.eks. siger at man ikke kan argumentere imod korporlig straf ved at sige, at dette er en form for tortur, tager han fejl. Stokkeslag, pisk og andre former for korporlig straf er helt utvetydige overtrædelser af menneskerettighederne ifølge artikel 1 i FNs konvention mod tortur.

Lad mig pointere det, så det forhåbentlig er helt klart: I diskussionen om strafformer er vi ikke pr. definition fanget i et binært valg mellem korporlig straf og simpel fængsling (der ikke nødvendigvis er en overtrædelse af menneskerettighederne). Der er andre veje. Se f.eks. en artikel i The Economist der fortæller om andre initiativer i USA, der skal forbedre rehabiliteringen. Eller læs om reformerne i Canada i 1990’erne, der har hjulpet med af få flere straffede væk fra kriminalitet. Disse reformer skyldes forresten danskeren Ole Ingstrup.

Jeg er træt af de bløde værdier

Sommetider bliver jeg mindet om min egen følelsesmæssige uformåen; det sker for alvor, når jeg bliver alt for vred eller giver op og smækker med døren. Vrede, opgivenhed og sanktioner er nemme strategier, tilgivelse, forståelse og løsninger er svære, men nødvendige.

Hvorfor kommer jeg til at tænke på det netop nu? Fordi Margrethe Vestager nu kritiserer Socialdemokraterne og SF for deres retspolitik. Og den gamle socialdemokratiske justitsminister Ole Espersen (som jeg tidligere har nævnt her på bloggen) undsiger sit gamle partis retspolitik. Jeg er uden for partipolitik, men som denne blog afslører, giver jeg dem ret.

Den hyppigt adspurgte politiske kommentator Henrik Qvortrup fra TV2 News siger til Politiken:

Meldingerne kan jo med blå briller bruges i en valgkamp til at skabe tvivl om, hvad det i virkeligheden er som rød blok vil i forhold til retspolitikken. Simpelthen sætte spørgsmålstegn ved, om de vil føre en slap retspolitik, og den vej rundt er det enormt irriterende for S-SF.

Margrethe Vestager og Ole Espersen står således for en “slap” holdning. Det er til gengæld godt at “stramme op” og være “hård”.

Men hvad for nogle værdier er egentlig “slappe” og “bløde”, og hvilke er “hårde”? Jeg blev mindet om en artikel fra Center for Vild Analyse fra oktober 2010. Her kigger den vilde analytiker igen gennem spejlet og skriver:

Lad os vende betegnelserne om: De hårde værdier i livet er dem, der angår os allermest og kan være sværest at konfrontere. Det er døden, sorgen, kærligheden, sindets helbred og vore relationer til hinanden. Det er hårdt at opleve, at ens kære går bort. Det er hårdt at tage sig af dem, hvis de bliver svage. Det er hårdt at være forælder og lære sine børn, at de skal lytte til andre og lege og glædes og forundres og spise pandekager og drikke saft, samtidig med at man skal passe sit arbejde og ikke lade sin træthed gå ud over kolleger eller venner eller kærester. Det er hårdt at tale med en ven, der lider af angst. Det er hårdt at tage sig af hinanden, og det er hårdt at opføre sig anstændigt, hvis alle omkring én bliver grebet af gruppehysteri eller udleverer hinanden bag deres rygge. De bløde værdier er dem, vi vælger, når vi ikke tror på, at vi kan klare at holde ved de hårde.

Det er omvendt bløde værdier, når hjemmeplejen skæres ned til et minuttyranni, for at rige mennesker kan få endnu flere bløde værdier som fladskærme og lystbåde, der kan beskytte dem fra at leve ordentlige liv. Det er bløde værdier, når man vælger hån og spot og latterliggørelse i stedet for den hårde, lange, seje kamp for at vinde respekt, gensidighed og udvikling. Og det er bløde værdier, når man kaster sig ud i meningsløse krige for at fremstå som handlekraftig, men i virkeligheden bare lægger sig i slipstrømmen af den stærkeste tyran i klassen.

En strid om indfødsretten

For tiden er der en del diskussion om den gældende praksis, at Folketingets indfødsretsudvalg (hvor den meget dansksindede herre på billedet ovenfor er næstformand) behandler alle ansøgninger om dansk statsborgerskab. Behandlingen resulterer så i, at Folketinget med mellemrum vedtager en lov, der eksplicit nævner alle dem, der denne gang skal tildeles statsborgerskab.

Den konkrete diskussion er udløst bl.a. af en sag om en statsløs person, der ikke bliver tildelt statsborgerskab med den begrundelse, at vedkommende er i PETs søgelys – men ikke er anklaget, endsige dømt for nogen forbrydelse. Sagen er så mørkelagt, at offentligheden ikke ved stort mere, end hvad jeg skriver her. Så den vil jeg ikke bruge tid på her (det kunne jeg nok ellers godt, for den virker unægtelig speget).

Det, jeg her vil kommentere, er den for mig at se underlige sagsbehandlingspraksis, vi har mht. tildeling af statsborgerskab. Oppositionen anfører bl.a. at almindelige folketingsmedlemmer ikke har den kompetence, der skal til for at gennemføre denne form for sagsbehandling.

Hertil siger Karsten Lauritzen fra Venstre:

Det er tankevækkende, at oppositionens tiltro til egne evner er så begrænset, som den er, så at man vil lave et system om, som Grundloven har lagt fast. Nemlig at indfødsret fastlægges ved lov i det danske Folketing.

Grundloven siger så faktisk dette:

§ 44
Stk. 1.
Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov.

Og dette betyder vel ikke, at vi nødvendigvis skal have en praksis som den gældende? Jeg er ikke jurist, men for mig at se, kunne paragraffen nemlig også tolkes således, at man ved lov indførte en særlig administration, der havde hjemmel til at tildele statsborgerskab. I Sverige er det således Migrationsverket, der træffer afgørelse i sager om statsborgerskab. Noget tilsvarende kunne man vel også indføre herhjemme, således at Højesteret blev den øverste ankeinstans. Eller hur?

Jeg skriver og spørger

Jeg kan ikke slippe det lovforslag om udvisninger, der nu er blevet vedtaget med stort flertal af Folketinget. Det er virkelig en meget bekymrende udvikling.  Line Barfod, der er MF for Enhedslisten (der sammen med Det Radikale Venstre var alene om at stemme imod), har et indlæg i dagens udgave af Information, der opsummerer mine bekymringer om menneskerettighedernes rolle i dansk politik.

For uanset om de internationale konventioner stadig vil være gældende for de danske domstole, skal enhver tvivl »komme udvisningen til gode«, som Søren Pind (V) har udtrykt det.

Og det betyder jo et brud med det helt grundlæggende retsprincip om, at enhver tvivl skal komme den anklagede til gode; at man i en retsstat hellere vil lade 10 skyldige gå fri, end at dømme bare én uskyldig. Lovforslaget betyder nemlig i praksis, at hvis dommeren ikke er sikker på, at en udvisning direkte vil være i strid med en konvention, f.eks. forbud mod at udvise til tortur, skal man udvise.

En læser på denne blog har opfordret mig til at skrive til de ansvarlige politikere. Det vil jeg nu gøre. I første omgang vil jeg spørge Socialdemokraterne og SF, der indtil for nylig har hævdet, at der ikke ville komme flere stramninger på udlændingeområdet, hvis de skulle danne regering. Men også i opposition glemmer de dette. Menneskerettighederne er blevet en ubekvem størrelse.

Førende jurister, menneskerettighedsorganisationer og også FN kritiserer lovændringen, der gør udvisninger til standardpraksis – men de toneangivende danske politiske partier i både højre og venstre side af salen ignorerer dette i et taktisk spil, vel vidende at det er valgår.

Jeg er altid bekymret, når et lovforslag på samme tid lanceres som vigtigt og som “uden konsekvenser”. På SFs hjemmeside kan man nu finde en pressemeddelelse, hvori der står:

Folk der har boet hele livet i Danmark udvises ikke fordi de bliver taget med en lommekniv og får 7 dages fængsel – det er en and. Kriterierne for udvisning er de samme efter på fredag – det har intet med forslaget at gøre.

Men op til afstemningen har Astrid Krag fra SF d. 22. juni udtalt til dagbladet Information at:

Med hensyn til kritikken af, at 14-årige kan blive udvist betinget, hvis de overtræder knivloven, er det ifølge retsordføreren en logisk konsekvens: »Det er et fint signal at sende, at du skal være påpasselig med, hvor du tager kniv med hen. Men det er meget afgørende, at vi overholder børnekonventionen,« siger hun og understreger, at der alene vil blive tale om en betinget udvisning.

Jeg forstår det ikke – loven har iflg. Astrid Krag fra SF på samme tid et signal om at man skal passe på med, hvor man tager kniv med hen, og man kan udvises betinget, men dette vil så iflg. SF ikke kunne ske. Hvem har ret?

 

Udvisning af omtanke?

Jeg kan ikke slippe den netop ændrede lov om udvisning af udenlandske statsborgere. Der er noget fundamentalt galt med denne lov, som et stort flertal i Folketinget lader slippe igennem. I dag har Ole Espersen et indlæg i Politiken, hvori han skriver:

Dette er en bemærkelsesværdig nydannelse inden for lovgivningspraksis.

Det, der står, er jo i virkeligheden, at selv om en udvisning efter de flestes opfattelse ville være i strid med en international forpligtelse, som f.eks. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, så skal dommeren beslutte udvisningen, hvis det ikke ligefrem med »sikkerhed« kan siges, at dette ville være i strid med vore pligter.

Vi har i Danmark nu fået en grænse for menneskerettighederne, der er trukket i den “forkerte” side – hvis en dom måske er i modstrid med menneskerettighederne, er det ikke problematisk. Kun hvis dommen er klart i modstrid med menneskerettighederne, skal vi være bekymrede. Skal vi virkelig være trygge ved denne form for fortolkning af international lov?

Til dem, der ikke ved, hvem Ole Espersen er: han har været professor i jura ved Københavns Universitet i mange år og var justitsminister i 1981-82. Han har bl.a. skrevet bogen Dansk statsforfatningsret.

Det åbne samfund?

En arbejdsgruppe under Justitsministeriet lægger nu op til, at al internetadgang skal være identificerbar, således at man skal identificere sig med en personlig kode for overhovedet at kunne komme på nettet fra steder med åben adgang som f.eks. biblioteker eller netcafeer. Argumentet er (ikke overraskende), at dette vil gøre det nemmere at efterforske kriminalitet – og de velkendte ord “terrorisme” og “børneporno” dukker straks op.

Jeg finder dette forslag bekymrende og i sidste ende ude af stand til at leve op til den hensigt, man begrunder det med. Hvis man er en hærdet forbryder, der benytter sig af internettets muligheder, vil man nemlig næppe få indskrænket sine handlemuligheder ad denne vej. De kriminelle kender teknologien rigtig godt. Der er f.eks. allerede ikke helt få eksempler, der viser at terrorister og pædofile opererer i lukkede fora og anvender stærk kryptering. En anden, nem mulighed er anonymiseringsværktøjet Tor. En tredje mulighed, der er stadigt mere udbredt, er at stjæle en identitet.

Den foreslåede overvågning risikerer først og fremmest at gøre livet besværligt for de, der ikke har samme indsigt. Det kunne være f.eks. besøgende fra udlandet eller mennesker, for hvem det er nødvendigt at kunne være anonyme af hensyn til egen sikkerhed. Her tænker jeg på f.eks. insider-vidner, der her mister en mulighed for at give vigtige oplysninger om netop organiseret kriminalitet. Også flygtninge og andre, der har oplysninger om menneskerettighedskrænkelser, vil kunne gøre brug af anonymiteten. At anonyme oplysninger kan have stor politisk vigtighed, kan man se af en længere artikel i dagens udgave af dagbladet Information om lækkede dokumenter fra Kinas kommunistiske parti.

Også her vil man selvfølgelig kunne omgå forbuddet ad teknologisk vej, men dette var vel ikke meningen?

Herudover er der den store nyfortolkning af en form for hemmelighed, der er vore dages forlængelse af brevhemmeligheden. Straffelovens § 263 nr. 1 siger:

Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som uberettiget bryder eller unddrager nogen et brev, telegram eller anden lukket meddelelse eller optegnelse eller gør sig bekendt med indholdet.

Bemærk ordet “uberettiget”, der her gør disse foranstaltninger lovlige.

Nogle vil her indvende, at man ikke har noget at frygte, hvis man intet forkert har gjort. Men hvor trygge ville vi være ved en tilsvarende lov, der krævede at al papirpost skulle være tydeligt forsynet med afsenderens fulde navn og adresse og at politiet kunne åbne al papirpost, hvor dette ikke var tilfældet? (Tyskere, der er vokset op i DDR, vil vide, hvad jeg mener.)

På flugt

Forleden skrev jeg om det lovforslag, der i dag er til afstemning i Folketinget om ændring af praksis for udvisning af udenlandske statsborgere. Det vil nu blive standardpraksis at udenlandske statsborgere, der bliver idømt en frihedsstraf, skal udvises. Her er tale om et problematisk lovforslag, jeg ikke rigtig kan få ud af tankerne, for det viser for mig at se, hvor lidt menneskerettighederne egentlig betyder i politik herhjemme efterhånden.

En række reaktioner er nu indløbet, og de er overhovedet ikke positive over for dette lovforslag L210.

Alle nedenfor nævnte citater er taget fra dagbladet Informations artikel i dag.

Red Barnet peger på, at loven kan ramme både mindreårige (lavalderen er nu 14 år), der skal udvises og dermed skilles fra deres familie, hvis de idømmes frihedsstraf, og forældre, der idømmes frihedsstraf:

“…forslaget vil få endog meget store menneskelige konsekvenser og tragedier for den enkelte som for dennes herboende familie.”

FNs Flygtningehøjkommissariat udtaler at

“…de foreslåede regler om udvisning går længere…”

[end, hvad Flygtningekonventionen tillader]

Loven, vil

“… begrænse domstolenes beskyttelse af udlændinge mod udvisning i strid med Danmarks internationale forpligtelser…”

siger Institut for menneskerettigheder.

Lad mig igen huske at nævne, at jeg selvfølgelig er modstander af overfald, socialt bedrageri, indbrudstyverier og andre former for kriminalitet. Men dette handler om et lovforslag, der har urimelige konsekvenser og er på kant med menneskerettighederne og Danmarks internationale forpligtelser.

Uanset hvad, vil regeringen have flertal for dette forslag takket være (ikke overraskende) Dansk Folkeparti og løsgængere. Hvorfor er det vigtigt for Socialdemokraterne og SF også at stemme for dette lovforslag, der så tydeligt er på kant med menneskerettighederne? Astrid Krag fra SF hævder i en tidligere artikel i Information, at forslaget ikke vil føre til en ændret praksis, hvis det gennemføre, og udtaler i samme artikel at lovforslaget bliver hastet igennem:

En del af vores betænkningsbidrag er også en generel beklagelse af, at det her skal hastes igennem, som det bliver. Når vi har at gøre med lovgivning, som er så tungt og teknisk, og hvor de, der sidder med næsen dybest nede i de mørkeste detaljer, er uenige, er der noget, der tyder på, at det lovteknisk ikke er godt nok. Derfor burde man tage imod vores ændringsforslag med kyshånd.

Men hvorfor vil man så stemme for et lovforslag, der skal hastes igennem og ikke har nogen betydning? Jeg forstår ganske enkelt ikke motivationen bag, men jeg er jo heller ikke politiker eller medlem af et parti.

Jeg har prøvet finde oplysninger på SFs hjemmeside, men her finder man kun landbrugspolitik og et billede af Villy Søvndal sammen med Helle Thorning-Schmidt. På Facebook kan man læse følgende:

Først og fremmest fordi vi er politisk enige i det første punkt om, at bandekriminalitet skal være en skærpende omstændighed omkring udvisning, og vi vurderer ikke, at punkt 2 og 3 fører til reelle forandringer i praksis.

SF erkender, at der er nogle uklarheder og lovtekniske problemer i punkt 3. Det vil vi rette op på, når vi får chancen. Forslagets vedtagelse afhænger ikke af SF’s stemmer og derfor kan vi ikke forhindre denne potentielle dårligdom i at blive vedtaget. Til gengæld kan vi gøre det klart, at man mener at bandekriminalitet skal være en skærpende omstændighed.

Men det hjælper mig ikke; jeg forstår det stadig ikke. Hvorfor er det vigtigt at stemme for?

Hvepsereden

Nu vil jeg helt frivilligt stikke hovedet i en politisk hvepserede. Inden jeg sætter det helt derind, skal jeg huske at gøre standardbesværgelserne:

Nej, jeg bryder mig bestemt ikke om socialt bedrageri, indbrud eller lommetyveri. Og ja, hvis nogen stjæler mine ejendele eller truer mig, vil jeg blive meget vred. Jeg blev faktisk standset og truet, da jeg cyklede hjem fra arbejde en eftermiddag her i januar – og det var en særdeles ubehagelig oplevelse – men det er en anden snak.

Nemlig: det er en anden snak. Min personlige følelse af hævn eller sårethed skal ikke danne grundlag for politik.

Det, jeg reagerer mod, er nyheden om et forslag fra integrationsministeren, der siger at alle kriminelle udlændinge skal udvises af Danmark, lige meget hvor kort en frihedsberøvelse de er blevet idømt.

Dette gør mig særdeles bekymret af mange grunde.

For det første er jeg bekymret for at dette er et brud på det proportionalitetsprincip, der går på at straffens omfang skal være proportionalt med forbrydelsens karakter. Selv en kort frihedsberøvelse vil nemlig nu have en tillægsstraf, der hedder udvisning med alle de langvarige konsekvenser, det måtte have for ikke kun den straffede, men også for den straffedes pårørende.

For det andet er jeg bekymret for at dette repræsenterer et syn på menneskerettighederne, hvor lovgiverne nu reelt udtrykker, at de ser menneskerettighederne som en hindring for den praksis, man gerne vil gennemføre. Dette syn på menneskerettighederne ikke som et ideal, men som en besværlighed, er slet ikke nyt; også under Nyrup-regeringen i 1990’erne havde vi indenrigsministre, der talte om at føre en politik, der balancerer på kanten af konventionerne.

For det tredje er jeg bekymret over at der nu vil blive flere udvisningssager, der kan være tale om at appellere, men at dette kan blive langt besværligere for appellanterne, da Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol nu vil være der, hvor man skal starte. Det kræver flere resurser, både juridiske og økonomiske, og vi vil kunne risikere at der som følge heraf bliver flere brud på internationale konventioner, der ikke vil få nogen konsekvenser.

For det fjerde er jeg bekymret over at også Socialdemokraterne og SF vil stemme for dette forslag. Nogle vil her henvise til, at det viser at forslaget netop er godt, da det nyder så bred opbakning. Jeg må dertil indvende, at jeg ikke er af den holdning, at man kan vurdere om et lovforslag er etisk forsvarligt eller ej ud fra hvor mange, der bakker op om det.

Jeg frygter derimod, at her er tale om endnu et udslag af populistisk politik. Nogle oppositionspolitikere vurderer formodentlig, at der her få måneder inden valget er stemmer at hente i at vise en “fast linje” over for kriminelle og udlændinge og især da over for den særligt upopulære fællesmængde. Dette er Willie Horton-effekten som vi så illustreret i George Bush d. 1. ‘s valgkampagne i sin tid ; S og SF ønsker ikke at få at vide i en valgkamp, at de stemte imod et forslag, der var “tough on crime” og “tough on immigrants”.

For det femte er det uklart for mig, hvorfor vi netop nu i juni 2011 skulle befinde os i en situation, hvor det skulle være nødvendigt med et så vidtgående forslag. Det er korrekt, at der findes udenlandske statsborgere med dansk opholdstilladelse, der gentagne gange har begået kriminalitet. Medierne har været flittige til at gøre opmærksom på dette. Men for det første er dette et langvarigt, systemisk problem, som burde være løst på anden vis – den siddende regering har nu haft en lang regeringsperiode til at gøre dette i. For det andet vil det nuværende forslag ikke kunne indgå at ramme langt flere end de, der begår en sådan systematisk kriminalitet, da udvisning bliver en standardpraksis i forbindelse med enhver frihedsstraf. For det tredje er udvisningsstrategien (på samme måde som ønsket om strengere straffe) for mig at se udtryk for et syn på kriminalitet som et uforklarligt “naturfænomen”, der gør at vi kun kan sætte ind med en symptombehandling. Jeg havde håbet, at man i vore dage ville have en større indsigt i det problem, som kriminalitet udgør.

Naturligvis???

Der er en amerikansk tegneserie om Dilbert, en hyggelig lille mand, der arbejder på et kontor.

Dilberts skaber hedder Scott Adams, og han har en blog. I går skrev han dette som reaktion på bl.a. den seneste tids sager, hvor Dominique Strauss-Kahn og andre mildt sagt er blevet kompromitteret:

No doubt you have noticed an alarming trend in the news. Powerful men have been behaving badly, e.g. tweeting, raping, cheating, and being offensive to just about everyone in the entire world. The current view of such things is that the men are to blame for their own bad behavior. That seems right. Obviously we shouldn’t blame the victims. I think we all agree on that point. Blame and shame are society’s tools for keeping things under control.

The part that interests me is that society is organized in such a way that the natural instincts of men are shameful and criminal while the natural instincts of women are mostly legal and acceptable. In other words, men are born as round pegs in a society full of square holes. Whose fault is that? Do you blame the baby who didn’t ask to be born male? Or do you blame the society that brought him into the world, all round-pegged and turgid, and said, “Here’s your square hole”?

Tak for kaffe! (sagde jeg, der er tedrikker). Jeg troede, det hørte fortiden til at hævde, at seksuelle overgreb er en “del af mænds natur” og derfor er “uundgåelige”. Og her stod det så igen. Til alt held tager bl.a. den amerikanske biolog PZ Myers (han har også en blog) til genmæle. Scott Adams’ indlæg har da også fået 1119 “dislikes” (inklusive min).