Men hvorfor gjorde de ikke noget?

I denne uge er der et debatindlæg af Ole Bornedal om de igangværende afsløringer af omfattende sexchikane og voldtægter med udgangspunkt i sagen om Harvey Weinstein. Bornedal skriver:

Han spørger

Når en kvindelig skuespiller omtaler sit første møde med Harvey (som jeg lige vil nævne, at jeg selv har oplevet på allernærmeste hold gentagne gange, da jeg arbejdede sammen med ham i to år) som seksuelt ydmygende, og hun senere beskriver sit andet møde med ham som (nærmest) voldtægt og siden beskriver sit nu tredje meget, meget svære møde med ham som perverst … Er jeg så virkelig den eneste, der undrer mig over, hvorfor hun nogensinde når til det tredje møde?

Jeg tror faktisk, at alle de intelligente, selvbevidste kvinder, jeg kender – og det er alle – aldrig ville nå så langt som til det første møde. »Jamen disse kvinder er jo afhængige af disse magtfulde mænd, de befinder sig i deres hule hånd, deres karriere afhænger af dem.«

Egentlig kan jeg vel godt lide Ole Bornedal (han er endda fra Nørresundby), men her synes jeg at han rammer fuldstændig ved siden af og endda bagatelliserer nogle rigtig alvorlige hændelser. Det er underligt, at Bornedal slet ikke indser det paradoks, der er tale om.

To spørgsmål, man ofte stiller i forbindelse med seksuelle eller voldelige overgreb mod kvinder er

  • Hvorfor gjorde mange af de kvinder, der blev udsat for overgrebene, ikke noget for at standse det og hvorfor mødtes de måske endda igen med den, der udøvede overgrebene?
  • Hvorfor gjorde mange af de kolleger, der kendte til den, der udøvede overgrebene, ikke gjorde noget for at standse dem og hvorfor forsvarede de måske endda udøveren over for andre?

Men blot fordi denne paradoksale adfærd finder sted, betyder det ikke, at chikane ikke er et problem. Det første spørgsmål er især blevet stillet og besvaret mange gange i konteksten af vold i ægteskabet, og vi ved, at det ikke kun handler om en mands trusler mod en kvinde, men også om mange andre psykologiske mekanismer. Danner-stiftelsen kalder det for voldsspiralen. 

Men i sammenhænge, hvor overgrebsmand og offer ikke er i et forhold eller er i familie med hinanden, kan der være andre forklaringer, og når det drejer sig om tredjeparter og hvorfor de ofte ikke reagerer eller endog forsvarer dem, der udøver overgreb, må der være andre forklaringer. Der findes også faktisk en del forskning inden for dette.

I nogle tilfælde er der tale om at tredjepart bevidst bagatelliserer overgrebene eller er i en slags alliance med overgrebsmændene, men i mange andre tilfælde bliver en tredjepart, der er vidne til et overgreb, overrumplet. Psykologer taler om såkaldt impact bias – at man er tilbøjelig til at overvurdere, hvor meget man vil føle sig påvirket af voldsomme hændelser, der kan ske i fremtiden. Mange af os kender dette uventede reaktionsmøde, når man som antiracist uventet bliver konfronteret med racistiske udtalelser fra andre i løbet af en samtale. Alt for ofte får man ikke sagt ordentligt fra (måske sket ikke) i situationen.

Det oplagte at gøre for at forhindre denne passivitet (som reelt ofte er en form for medskyld) er selvfølgelig at skabe strukturer, så de, der er vidne til overgreb, bliver tilskyndet til at fortælle om overgrebene og få dem standset. Men i tilfælde som Harvey Weinstein og Peter Aalbæk Jensen har der ikke været den slags strukturer – tværtimod.

Flattr this!

Det var ikke mig, der gjorde det

Peter Aalbæk Jensen sover foran en plakat, hvor Lars von Trier opfordrer til anstændighed. Foto: Niels Hougaard (Politiken)

For halvandet år siden skrev jeg om dette fænomen, som psykologer kalder for kompartmentalisering – den selvopfattelse, der gør det muligt for mennesker at placere de “normale” og de forkastelige handlinger, de selv foretager, i hver sin afdeling, så de dermed kan leve med dem. Det er kompartmentalisering, der gjorde det muligt for f.eks. bødlerne fra Auschwitz at slå mennesker ihjel den ene dag og tage på skovtur den næste. Hvis man ikke delte sit sind på denne måde, ville man have meget svært ved at leve med konsekvenserne af sine handlinger.

I 1976 indrykkede Samuel D. Smithyman, der dengang var PhD-studerende i psykologi fra USA, en avisannonce, hvor han efterlyste mænd, der var villige til at indrømme anonymt, at de havde begået voldtægt, men aldrig var blevet anmeldt eller retsforfulgt. Han fik omkring 200 henvendelser. Det interessante er, at disse mænd, der alle har begået voldtægt, på én og samme tid indrømmede, hvad de har gjort, og på den anden side nægtede at kalde det for voldtægt.

Lige nu ser vi en lang række afsløringer af kendte mænd inden for film- og teaterverdenen, der har begået seksuelle overgreb. Det er ofte tydeligt, at de pågældende mænd, selv i lyset af det ofte omfattende evidensgrundlag, har svært ved at se, hvad de egentlig har gjort og ofte mener at stå for noget helt andet end det, deres handlinger afslører.

Måske hjælper dem, der omgås de pågældende mennesker, også med til at forstærke denne kompartmentalisering? Ét er at der bliver talt om hvor mange af overgrebene, der mon befinder sig i en “gråzone”, så der er tale om handlinger, der ikke var ment som overgreb, men blev tolket sådan. Mit eget indtryk fra de beretninger, jeg selv har læst er dog, at der ikke er ret mange tilfælde i denne “gråzone”.

Et andet er at der ikke rigtig har været nogen, der har stoppet de pågældende personer, selv om deres krænkende adfærd har stået på i lang tid. Deres krænkende adfærd var “en anden side”, som man tolererede og som ofrene for overgrebene oftest ikke turde tage til genmæle over for, netop fordi krænkelserne var så tilsyneladende uforenelige med krænkernes offentlige identitet som skuespillere, filminstruktører, producenter osv.

Flattr this!

Alt godt til alle?


Jeg er netop blevet færdig med The Science of Meditation af Daniel Goleman og Richard Davidson. Det sker som en del af mit forsøg på at komme ordentligt i gang med at meditere igen; jeg stoppede da jeg i forsommeren 2015 brækkede min albue og i en periode derefter havde problemer med at sidde ordentligt uden at få smerter i højre arm. Men jeg husker tiden inden som en tid, hvor jeg var inde i en god verden.

Jeg har altid været skeptisk over for ideen om at man kan ændre verden ved at meditere. Men The Science of Meditation er en god bog at læse, fordi den på én og samme tid gør systematisk rede for hvad hjerneforskningen kan fortælle os om gavnlige virkninger af meditation for den enkelte og samtidig har den fornødne grad af videnskabelig skepsis. Goleman og Davidson kritiserer således mange eksisterende forskningsresultater, der skulle vise de positive virkninger af meditation, for deres metodologiske mangler.  Noget af det, de kritiserer hyppigt, er dårligt designede eksperimenter, brugen af små populationer og forsøgsledernes forudindtagethed for at påvise en positiv effekt af meditation.

Men meget tyder ikke desto mindre på at meditation kan påvirke bestemte hjerneprocesser, og det er interessant at nogle af de virkninger, der er godt dokumenterede og kommer hurtigst, er virkninger af såkaldt “loving kindness”-meditation, hvor vi bruger meditationen til at ønske alt godt, først for sig selv, dernæst for dem, der står os nær – og her kommer det svære – for alle mennesker i verden. Det indebærer nemlig, også at vi skal ønske alt godt for dem, vi ikke kan fordrage: Den hidsige og urimelige kollega, den sure og misundelige slægtning, den korrupte politiker, terrorister og racister osv. osv.  Resultaterne beskrevet i The Science of Meditation viser faktisk, at de personer, der mediterer på denne måde,  inden for få måneder får udviklet deres evne til medfølelse (en lidt upræcis oversættelse  af det, der på engelsk hedder compassion), og på den måde ændrer de faktisk også verden for dem, de møder.

Hele denne praksis, der er “loving kindness”-meditation, er en virkelig svær øvelse, men den er også nødvendig af andre årsager end de rent instrumentelle. Den er nemlig også en slags tankeeksperiment. Hvis vi vil skabe en bedre verden, er den nemlig også nødt til at være en bedre verden for dem, vi ikke kan fordrage.

Jeg kan ikke lade være med at bemærke, at denne type meditation ikke bliver markedsført nær så meget som f.eks. mindfulness-meditation. Ikke at der er noget galt med mindfulness-meditation som sådan, men ideen om at ønske alle det godt er ikke helt på linje med de hyppigst fremførte grunde til at man skal meditere, nemlig at man skal være robust og ikke skal gå ned med stress (ofte underforstået: så man bedre kan klare sig i konkurrencesamfundet). F.eks. kan jeg læse, at selv Goldman-Sachs, der bestemt ikke er kendt for at vise omsorg eller for at være tynget af medfølelse, forærer alle deres ansatte et abonnement på en mindfulness-app!The Science of Meditation kan jeg til gengæld læse om en amerikansk virksomhed, der har indrettet et meditationsrum – men at man risikerer at blive fyret, hvis man går derhen for tit.

Flattr this!

Hård, men hjertelig?

I de seneste 10-15 år har man ikke helt sjældent hørt nogle tale om at omgangstonen i samfundet og i organisationer er blevet grim og rå, mens andre taler om behovet for ytringsfrihed og for at kunne være “sige det som det er”. Min egen fornemmelse er desværre, at omgangstonen i samfundet og i organisationer stadigt oftere tenderer mod en form for hetz. Det gælder den måde, hvorpå mange politikere i vore dage taler om og behandler grupper af borgere som flygtninge, etniske mindretal, arbejdsløse og langtidssygemeldte på. Og det gælder den måde, som ledelsen på nogle arbejdspladser udøver deres magt på.

En interessant klumme af Lisa Barrett, der er professor i psykologi ved Northeastern University i USA, tager fat netop på sammenhængen mellem chikane og fysisk helbred.

Hun hæfter sig ved de resultater i medicinsk forskning, der kraftigt tyder på at der er en negativ langtidsvirkning af kronisk stress udløst af chikane på et menneskes immunforsvar. En amerikansk undersøgelse fra 2014 har således undersøgt de fysiske langtidsvirkninger af mobning på børn og unge. Man undersøgte niveauet af såkaldt C-reaktivt protein, som er en markør for betændelsesreaktioner i en population på 1420 mennesker, og man brugte her strukturerede interviews for at afdække om forsøgspersonerne havde været udsat (eller havde deltaget i) mobning i barndom/ungdom. Jo flere sådanne bølger af mobning, et barn/en ung havde været udsat for, jo højere niveau af C-reaktivt protein havde vedkommende. Denne korrelation var signifikant, selv om man korrigerede for faktorer som misbrugsproblemer, BMI og andre mål for fysisk og mentalt helbred.

Hvis omgangstonen mennesker imellem derfor skaber en tilstand af stress – og det tror jeg desværre, den ofte gør – har det derfor nogle meget konkrete konsekvenser: Man bliver lettere syg. Lisa Barrett peger på, at det ikke er selve dét at blive udsat for synspunkter, man er uenig i, der er problemet, men derimod en langvarig oplevelse af ikke at føle sig sikker og af at føle sig set ned på, der kan føre til kronisk stress. På denne måde, siger hun, kan en hård omgangstone være en form for “vold med ord”.

Flattr this!

Skrækkelige sætninger, væmmelige dialoger – og flow

Så fik Kazuo Ishiguro Nobelprisen i litteratur, og det er ikke ligefrem kontroversielt. Den eneste roman, jeg har læst af ham, er The Remains of the Day – men den er til gengæld også en bog, jeg husker som værende usædvanligt god.

Det er interessant at læse, hvordan Ishiguro i sin tid skrev denne bog. Den blev til på fire uger efter lang tids forarbejde. Han skrev hver dag (undtagen søndag) fra klokken 9.30 til klokken 22.30 (afbrudt af pauser til frokost og til aftensmad), og i denne periode overtog hans hustru alle pligter i hjemmet, som han ellers havde. Disse dage kaldte han for The Crash. Ideen var tydeligvis, at han skulle fremmane en tilstand af flow, og det lykkedes helt tydeligt.

Især så Ishiguro stort på selvkritikken

“Throughout the Crash,” Ishiguro notes, “I wrote free-hand, not caring about the style or if something I wrote in the afternoon contradicted something I’d established in the story that morning. The priority was simply to get the ideas surfacing and growing. Awful sentences, hideous dialogue, scenes that went nowhere—I let them remain and ploughed on.”

Alle disse “skrækkelige sætninger, væmmelige dialoger og scener, der ingen vegne kom”, førte til det, der vel er en Nobelprismodtagers hovedværk. Det er interessant at sammenligne med hvordan mange af os andre, der er en slags vidensarbejdere (f.eks. i den akademiske verden), får hakket vore dage i stykker og slås med en blanding af bedømmelse fra andre og selvkritik; vi opnår kun sjældent oplever det særlige privilegium, der hedder en tilstand af flow. 

Flattr this!

At lære ved at forklare

Der er en erfaring, jeg deler med andre underviserkolleger: En af de bedste måder er lære et emne på er ved at skulle undervise i det. Jeg har aldrig lært så meget om noget, som når jeg har skullet forklare det for andre. Og først måtte jeg blive i stand til at forklare det for mig selv. Ikke helt sjældent er det gået op for mig, at jeg ikke i første forsøg var i stand til at forklare det, jeg troede at vide.

Et interessant interview med Tania Lombrozo, der er professor i psykologi  ved UC Berkeley i USA, handler om netop dét: Hvordan man lærer ved at tænke og hvordan man lærer ved at forklare. Det er ikke selve det, man siger eller det man skriver, der skaber læring. Derimod er det den proces, man er nødt til at gennemgå for at skabe en struktur, man kan forklare, der fører til læring. Mennesker bruger meget det at forklare det, de har oplevet, som en del af deres kommunikation, og det er ved at prøve at forklare, at man forstår. Ofte går vi ikke ud i verden og leder efter svar; vi lærer ofte ved at tænke efter.

Tania Lombrozo gør det interessante, at hun sammenholder videnskabsfilosofiens arbejde med hvordan forklaringer finder sted i videnskabelig sammenhæng og  hvordan forskere vurderer kvaliteten af mulige forklaringer med hvordan forklaringer dukker op i psykologi (og egentlig også i pædagogisk psykologi). På en måde er de forklaringer, vi som mennesker laver, egentlig en slags “mikro-folke-videnskab”.

Hvad mener vi f.eks. med at en forklaring er enkel? Dette er dagligdagens version af Occam’s ragekniv. Mener vi, at en forklaring er enkel, hvis den indeholder få elementer? Lombrozo har undersøgt holdninger til dette, og mange af de adspurgte forsøgspersoner er ikke af den holdning, at det er antallet af elementer i en forklaring, der er det vigtige, men derimod at alle elementerne selv kan forklares.

Noget af det, jeg nu tænker på, er hvordan vi, der underviser, mon bedre kan gøre brug af det, at man lærer rigtig meget, når man skal forklare et emne for andre. Og det er vigtigt at blive i stand til at vurdere kvaliteten af de forklaringer, man giver. Til en mundtlig eksamen er det helt typiske, at eksaminanden bliver bedt om at forklare (noget af) et stofområde, men i virkeligheden er det jo alt, alt for sent at bede om denne forklaring til eksamen.

Flattr this!

Dit åbne ansigt

Foto: DR

De følelser, vi viser, kommer til at præge vores hvilende ansigt, og dette gør det muligt i et vist omfang at bedømme menneskers sociale baggrund ud fra deres “hvileansigt” . Det kan man se af en undersøgelse fra University of Toronto, hvor to forskere har undersøgt netop dette, dvs. hvordan forsøgspersoner bedømte menneskers sociale baggrund ud fra deres “hvileansigt”.

De to forskere udvalgte studerende fra familier, hvis husstande havde en indtægt på under 60.000 dollars og studerende fra familier, hvor husstanden havde en indtægt på over 100.000 dollars – derefter tog de tilstræbt neutrale portrætter af de pågældende studerende. En gruppe forsøgspersoner skulle så bedømme om personerne på billedet var rige eller fattige. Forsøgspersonerne havde ret 53% af tiden, men de kunne ikke forklare hvilke kriterier de brugte.

Undersøgelsen peger på at forsøgspersoner er signifikant mere tilbøjelige til at opfatte et menneske med et “hvileansigt”, der virker positivt, som en, der har haft et liv i velstand og tilfredshed – og disse mennesker er ofte nogen, der kommer fra mere velstående familier.

Det er interessant og skræmmende at den sociale arv, vi alle har, i et vist omfang sætter sig i vores ansigt. Den ene af forskerne udtaler

“People talk about the cycle of poverty, and this is potentially one contributor to that,” Rule suggests, noting that where you come from may not be as easy to fake as you think: “Over time, your face comes to permanently reflect and reveal your experiences. Even when we think we’re not expressing something, relics of those emotions are still there.”

Derfor er det også interessant at tænke over hvordan f.eks. de nu eksisterende fattigdomsydelser påvirker menneskers ansigter, og hvor længe denne påvirkning mon bliver ved med at vare.

Flattr this!

Er vi rigtig kloge?

Jeg beskæftiger mig ikke selv med maskinintelligens, så mine overvejelser her er på nogle måder nok tættere på at være lægmandsbetragtninger. Men alligevel: Det er lidt påfaldende, at der nu igen er en så udbredt optimisme med hensyn til hvad kunstig intelligens kan udrette. Jeg kan stadig huske skeptiske bøger af Dreyfus (What Computers Still Can’t Do) og Penrose (The Emperor’s New Mind)Og jeg kan huske Simons voldsomt optimistiske General Problem Solver fra 1957. Den var egentlig ikke ret meget bevendt.

Inden for de seneste år er man begyndt at tale om at kunstig intelligens vil gøre megen menneskelig arbejdskraft overflødig. Selv den nuværende danske regering taler om “disruption”. Det seneste tegn på denne tendens til at tro, at vi står over for en afgørende forandring, er en anmeldelse i Nature af en bog af den svenske fysiker Max Tegmark. En stor del af Tegmarks overvejelser ser ud til at handle om hvordan man kan forhindre skabelsen af en “superintelligens”, der vil gøre det af med menneskeheden.

Men jeg kan ikke lade være med at bemærke, at maskinintelligensens seneste succeser er opstået på områder, hvor problemdomænet er begrænset – som f.eks. i tilfældet brætspil. Også f.eks. den selvkørende bil bor i et tilsyneladende ret veldefineret problemdomæne. Der er endnu et godt stykke vej tilbage til at skabe f.eks. en dialogpartner, der kan tale med om næsten hvad som helst. Jeg ved ikke, hvor meget man har at have optimismen/frygten i, som ikke reelt er en afspejling af nogle menneskers drømme (herunder nogle forskeres drømme om flere bevillinger).

Selv er jeg nemlig mest bekymret over de hensigter, nogle har med maskinintelligens.  De forskere, jeg kender (og det er mine kolleger), er fornuftige mennesker, men det er bestemt ikke altid tilfældet, at de store økonomiske og politiske aktører er det.  Ønsket om at overflødiggøre bestemte arbejdsopgaver er ikke altid et ønske om at skabe mere meningsfyldte liv for de mennesker, som den kunstige intelligens skal erstatte – men kan derimod lige så vel bare være et ønske om at erstatte mennesker med mere ukritiske robotter. Vi taler ofte om at automationen kommer som en slags naturkraft, men vi taler sjældent om hvorfor.

Flattr this!

At forsvinde gradvist

Jeg kan nu læse, at prins Henrik har fået konstateret demens. Måske vil der nu komme et øget fokus på demens og på at der faktisk også er andre udbredte former for demens end Alzheimers sygdom. Så vidt jeg kan se, må prins Henrik være blevet ramt af en form for frontallapsdemens ikke helt ulig den, som min mor blev diagnosticeret med i efteråret 2000. Det er en form for demens, der også i høj grad ændrer patientens personlighed og skaber situationer, der fremstår som triste og som umiddelbart pinlige. Vi har smilet skævt ad prins Henrik, men det er slut nu. Ofte er frontallapsdemens en sygdom, der kommer snigende, netop fordi den først påvirker personligheden, og den kan derfor sagtens have stået på i årevis.

Uanset hvad man måtte synes om kongehuset og dets medlemmer i øvrigt, er det trist for dronningen at skulle opleve sin mand gennem mange år på denne måde. Jeg ved af egen og andres erfaring, at det er en stor sorg at miste en person, man har kendt i det meste af sit liv, på denne måde. Demens er i høj grad en sygdom, der er de pårørendes sygdom.

Flattr this!

De arrogante akademikere

Nogle gange kan man læse udsagn om at akademikere er arrogante. Det gælder ikke generelt, men mange af os kan have en rem af huden. Arrogancen kommer ofte, når man er en “dårlig vinder”. Den dårlige taber vil ikke finde sig i at tabe, men en dårlig vinder er ikke glad nok for at have vundet, men begynder også at nedgøre dem, der ikke vandt. Den australske forskningsleder Inger Mewburn har et godt indlæg om netop akademisk arrogance på sin blog fra helt tilbage i 2012.

I den akademiske verden gør konkurrencen ofte, at man kan blive en dårlig vinder. Og andre gange er det uligheden i fagligt niveau mellem underviser og studerende, der er årsagen. Nogle gange, når jeg har undervist, er det gået op for mig at jeg har virket opgivende og negativ og sur, hvis jeg efter lang tids anstrengelser ikke har kunne forklare studerende noget. På de tidspunkter var jeg en “dårlig vinder”, og de studerende lærte ikke noget. Et andet, grelt eksempel, der ikke har mig i hovedrollen, er min beretning fra tidligere i år om en vejleders adfærd over for sine kolleger til semesterstart.

Også i forskerverdenen trives den akademiske arrogance. Det er vigtigt at bekæmpe den akademiske arrogance, for den gør os til dårlige mennesker og dårligere kolleger, og den gør os i sidste ende utroværdige over for ikke-akademikere. Det interessante er, at de allerdygtigste akademikere meget ofte slet ikke føler noget behov for at hovere. De er nemlig i stand til at hvile i sig selv, og ofte kan de faktisk forekomme ydmyge og lidt underspillede i deres tilgang.

Flattr this!