PTSD

Billede: Foreningen PTSD i Danmark

Siden 2014, hvor Folketinget vedtog en særlov, er der blevet udbetalt 1,2 milliarder kroner til danske soldater med posttraumatisk stresssyndrom (PTSD).

Soldater med PTSD kan have nedsat arbejdsevne. Selvmord og mord på nære familiemedlemmer er ekstreme konsekvenser. De allerfleste går det selvfølgelig ikke sådan, men den sjælelige forandring kan ofte være uoprettelig. Man bliver aldrig igen det menneske, man var før.

Det er vigtigt at bemærke at mange flygtninge i Danmark også har PTSD. Alene blandt de flygtninge fra Syrien, der kom til Danmark i 2014, har omkring 70 procent PTSD. 

Der er ingen simpel konklusion på disse fakta. Særloven om erstatning er en politisk beslutning. Men det er beslutningerne om dansk deltagelse i krige og om hvordan flygtninge i Danmark skal behandles, jo også. Måske kan fortællingerne om danske soldaters liv med PTSD hjælpe den danske befolkning til bedre at forstå de voldsomme psykiske belastninger, mange flygtninge i Danmark lever med, og til at forstå at PTSD ikke er “gratis”.

Flattr this!

Medfølelse for de udvalgte?

Verden kan være overvældende. I går pegede jeg på, at der i Danmark ser ud til at være større medfølelse med ofre for terrorisme i vores del af verden end med ofre i afrikanske lande.

Det peger på et svært spørgsmål: Hvem skal jeg have medfølelse med? For nylig så jeg en omtale af en særlig meditationsform, som hedder “Loving kindness meditation”. Ideen er interessant på en provokerende måde: i meditationen skal man have medfølelse for alle. Dvs. medfølelse for dem jeg holder af, dem jeg har et “neutralt” forhold til, men faktisk også med de personer jeg ikke kan fordrage.

Nationalistiske partier har det modsatte udgangspunkt: Medfølelsen er nøje afgrænset af landegrænser og etnisk tilhørsforhold. Nationalisterne i f.eks. Dansk Folkeparti siger helt eksplicit, at problemer i andre lande ikke angår “os”.

Den amerikanske filosof Adam Waytz er af den opfattelse, at vi skal beregne hvem vi skal have medfølelse med og hvornår. Hans påstand er at empati er endelig og begrænset af natur.

Han skriver:

A data-based approach to identifying and ranking universal values is ambitious to be sure. But, crucially, it calls on us to make use of the limits on morality that are inherent to all of us as human beings, rather than lamenting them. These constraints challenge us to focus our attention, and drive us to see that not all values are equally valid. Instead of indefinitely fighting over tradeoffs between in-group- and out-group-oriented moralities, we might find that picking among universally held values is more palatable, efficient, and uniting—providing a moral function in and of itself. In place of the usual, default concentric circles of in-groups that guide us today (family, friends, neighbors, citizens) we would have the tools to carefully engineer to whom we should extend our empathy, and when.

Argumentet er her et rent utilitaristisk: Vi er ikke i stand til at have medfølelse med alle, og derfor skal vi koncentrere vores medfølelse der, hvor den giver størst mulig lykke. Umiddelbart lyder det overbevisende.

Men hvem skal man spørge for at beregne hvilke værdier, “man” føler er de vigtigste? Det, der gør mig bekymret her, er at disse “følte værdier” netop ikke er universelle. Hvis man f.eks. havde spurgt befolkningen i Rwanda i foråret 1994, ville et flertal have givet udtryk for at medfølelse til tutsier ikke var en vigtig værdi – tværtimod. Det er netop derfor, ideen om universelle menneskerettigheder er blevet til: At alle mennesker har samme rettigheder, hele tiden.

Det forekommer mig da også, at Waytz blander følelser og handlinger sammen. Det kan sagtens være, at jeg føler med alle mennesker, der lider, men det er ikke tilfældet, at jeg selv vil kunne handle aktivt over for dem alle for at afhjælpe deres lidelse. Udfordringen er, som jeg ser det, en anden: at vi tilsammen skal sørge for at alle bliver hjulpet af nogen. Og det kræver noget andet end blot en beregning af “nyttig empati”, nemlig et aktivt samarbejde. Ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen.

Flattr this!

83 procent

Jeg har læst om Dunedin-undersøgelsen, en longitudinal undersøgelse af 1000 borgere fra Dunedin i New Zealand. Man har fulgt dem fra de var 3 år gamle og gennem voksenlivet (det er der kommet mere end 1200 videnskabelige publikationer ud af), og i løbet af en periode på 35 år er det kun 17 procent af deltagerne, der aldrig har fået en psykiatrisk diagnose.

Nogle vil her sige, at det først og fremmest viser hvor nemt det er blevet at give mennesker en psykiatrisk diagnose.  Men man kunne også konkludere, at denne slags sygdom er en almindelig del af mange menneskers liv og at der kan være tale om en sædvanlig reaktion på modgang. Ikke mange ville formodentlig reagere, hvis det viste sig at 83 procent af deltagerne i en mangeårig undersøgelse på et tidspunkt blev diagnosticeret med en behandlingskrævende fysisk sygdom. Dette bør give alle noget at tænke over: Er det virkelig kun 17 procent, der er “normale”?

Det er også interessant, at et af de oprindelige mål med Dunedin-undersøgelsen (der var mange) var at afdække de faktorer, der gør at et menneske ikke bliver ramt af psykisk sygdom. Her er billedet mere kompliceret end forventet – der er ikke en statistisk signifikant sammenhæng med økonomisk baggrund eller fysisk helbred, men derimod med personlighedstræk, grundlagt allerede i en alder af 3 år, og med om der er andre tilfælde af psykisk sygdom i familien.

Flattr this!

En coping-strategi for livet

En installation til selvvalgt eksil – Bent Hedeby Sørensens installation set udefra. Bent Hedeby Sørensen, Take your time, 2009. Foto: Kasper Lie.

Der er mange ting, jeg gerne ville have var anderledes, og der er mange ting, der gør mig ked af det eller vred. Der er forhold på mit arbejdsliv og i samfundet, jeg finder det meget svært ved at forlige mig med. Jeg har skrevet om dette her på denne blog, og jeg har skrevet det tit. Mange ved godt, hvad det er, der går mig på og hvad jeg bruger kræfter på at gå ind i gennem konkrete initiativer. Men hvis man bruger alle sine kræfter på at kæmpe mod det, der er forkert, kan det blive udmattende og man kan blive desillusioneret.

Det er nødvendigt at finde det, psykologer kalder for en coping-strategi for tilværelsen. Begrebet lyder umiddelbart voldsomt i denne sammenhæng, men det er det strengt taget ikke. For nogle år siden skrev jeg om mindfulness her som en strategi til at leve med alle problemerne.  Og det er bestemt en del af en sådan coping-strategi. Selv mediterer jeg desværre ikke mere; jeg holdt op på grund af fysiske smerter da jeg blev ramt af en bil og brækkede min albue i foråret 2015, og siden er det ikke lykkedes mig at komme ordentligt tilbage i vanen.

Men måske kan jeg ved at gøre min intention om at begynde igen offentlig – og det gør jeg så hermed – kan jeg omsider komme i gang igen.

Samtidig er jeg blevet mere og mere bevidst om at ganske vist bør meditation være en del af coping-strategien, men den kan formodentlig ikke udgøre det hele. Nogle gange kan der, hvis man gerne involverer sig i forskellige former for aktivisme (og det gør jeg), føle et vist element af resignation eller flugt i en coping-strategi, der kun peger indad.

Her er der et billede, der nogle gange falder mig ind: at jeg og andre med lignende bekymringer over den vej, verden er på vej ned ad, skal se os selv som i en slags indre eksil fra en verden, der er langt fra det, den burde være.  I eksilet er man fremmed for de omgivelser, man befinder sig i, men samtidig er der andre, der er i et tilsvarende indre eksil, og sammen med dém kan man nogle gange glemme sit eksil og finde hjem for en stund. Og måske kan man så få ny energi til udadrettet handling sammen. Også dét er en del af en coping-strategi for tilværelsen.

Flattr this!

Må piger være genier?

Østrigsk-amerikanske Hedy Lamarr var bedst kendt som filmskuespiller, men faktisk stod hun bag en vigtig opfindelse, nemlig princippet om frekvenshop i trådløs kommunikation.

Jeg har læst om en amerikansk undersøgelse, hvor børn mellem 5 og 7 år bliver bedt om at kønsbestemme en person ud fra en lille historie. Undersøgelsen skyldes Lin Bian, der er PhD-studerende ved University of Illinois, Andrei Cimpian som er professor i psykologi ved New York University og Sarah-Jane Leslie, der er professor i filosofi ved Princeton.

Børnene i undersøgelse fik læst den lille historie højt, og i historien fik de at vide at hovedpersonen var “rigtig, rigtig godt begavet”. Men der er ikke noget, der afslører hovedpersonens køn. Bagefter skulle børnene fortælle hvilket køn, de troede at hovedpersonen havde.

Når der var tale om børn på 5 år, var der en signifikant tendens hos både drenge og piger til at mene at hovedpersonen havde deres eget køn. Men når børn på 6 år fik læst den lille historie højt, var der hos både drenge og piger nu pludselig en signifikant tendens til at mene at hovedpersonen var af hankøn.

Jeg spekulerer selvfølgelig på hvordan sådan en uheldig opfattelse opstår. Skyldes den lærere og pædagoger, forældre eller børnebøger og -film?

Men derudover bliver jeg endnu mere bekymret, fordi dette meget nemt risikerer at spille sammen med den uheldige tendens der er til at opfatte nogle akademiske fag som fagområder, der kræver et særligt medfødt talent – og her står de naturvidenskabelige fag desværre højt på listen.

Flattr this!

Fanget af tiden

I nat havde jeg en usædvanligt livagtig drøm. Jeg husker ikke ret mange detaljer længere, men jeg ved at jeg gennemlevede et intenst døgn sammen med mennesker, jeg kendte godt, og andre mennesker, jeg mødte for første gang. Jeg troede fuldt og fast på at disse nye mennesker fandtes, og i løbet af det intense døgn følte jeg både stor glæde og stor tvivl. Da jeg vågnede, var jeg forvirret og skuffet. Hele det lange forløb kan kun havde varet få minutter – og i al fald slet ikke et døgn. Men jeg var samtidig påvirket af den tid, jeg troede der var gået.

Tidsoplevelsen påvirker os. Fængselsstraffe har først og fremmest som mål at lade tiden gå på en stressende måde. Et interview med den engelske filosof Rebecca Roache handler om netop dette.

I nogle lande kan man blive idømt mange hundrede års fængselsstraf, men alle fængselsstraffes varighed er reelt begrænset af længden af et menneskeliv. Medicinsk forskning stræber efter at gøre det muligt at leve meget længere, Man kunne derfor forestille sig at livsforlængende behandling blev anvendt til forlænge et menneskes liv vilkårligt længe som del af straffen – og da vil det måske blive muligt at afsone 1000 års fængsel. Men ville samfundet være rede til at skulle holde mennesker indespærret så længe?

Min drøm bekræfter det, vi alle ved, at tidsfornemmelse er subjektiv. Nogle psykofarmaka kan ændre et menneskes tidsfornemmelse radikalt, så det, der reelt kun tager få øjeblikke, kan opleves som et timelangt forløb. Også de, der har prøvet at ryge hash, kan ind imellem fortælle om noget tilsvarende. En anden mulighed er derfor at udvikle medikamenter, der kunne påvirke tidsfornemmelsen, så en fange i løbet af én vågen dag vil føle det som han/hun tilbringer mange år i fængsel. Bagefter kan fangen så fortsætte sit liv.

Men samtidig ved vi, at langvarig isolationsfængsling ofte påvirker den menneskelige psyke på uoprettelig vis. FNs komité mod tortur har kritiseret Danmark for brugen af isolationsfængsling. Denne form for “kemisk fængsel” kan derfor risikere at skabe permanent behandlingskrævende mennesker som resultat.

Hvad er det, vi gerne vil opnå ved den straf, der blot består i at lade tiden gå? Er det hævn? Er det forbedring? Den helt store tvivl om fængselsstraffenes berettigelse i deres nuværende form nævner Rebecca Roache også i sit interview: Er det overhovedet det samme menneske, der afslutter den lange straf som dét menneske, der påbegyndte den? En gammel mand har efter 60 år i fængsel ikke meget tilbage af den unge mand på 20, der slog en tankpasser ihjel i et kortvarigt raserianfald.

Flattr this!

Han er ikke syg

Mange mennesker har svært ved at fatte Donald Trumps handlinger og personlige udbrud – og det har jeg da også selv haft det på den måde. Der har allerede været en del analyser af præsidentens uforudsigelige personlighed, og det er som om det ikke vil stoppe. I amerikanske medier har man kunnet læse diverse psykologers analyser af Donald Trumps person og endog en udtalelse fra tre amerikanske psykiatere, der har karakteriseret ham som psykisk syg.

Men uanset hvor lidt jeg bryder mig om Donald Trump (jeg svinger for tiden mellem at foragte ham og at være bange for ham) ville jeg selv finde det underlødigt, hvis andre prøvede at diagnosticere mig eller nogen, jeg kender, alene ud fra mine udtalelser. Og jeg ville blive vred, hvis nogen gav sig til at udråbe en politiker, jeg sympatiserer med, til at være psykisk syg.

Det, der er så svært at skulle leve med, er i virkeligheden at de ekstreme politikere og de mange mennesker, der støtter dem, befinder sig i normalitetsområdet. Man behøver ikke at have en diagnose for at være racist, sexist eller fascist – eller for “bare” at udvise den grandiose, kontrollerende og selvoptagede adfærd, som Donald Trump (og Chavez, Putin, Erdogan, Orbán og mange andre autoritære ledere) ofte har udvist. Mange af os kender i virkeligheden også personer, der er på denne måde, og de har ingen diagnose – de er “bare” ubehagelige mennesker med magt. Jeg vil bestemt ikke afvise at den slags mennesker kan have psykiske problemer, men det er ikke det samme som at de skulle være psykisk syge.

Faktisk er der nemlig en rigtig god grund til at man ikke bør affærdige Donald Trump som værende psykisk syg: Man kan ikke være bekendt at slå psykisk syge mennesker i hartkorn med ham. Mange mennesker har haft psykisk sygdom inde på livet, enten helt selv eller fordi de kender nogen, der er eller har været psykisk syge. Og dermed ved vi jo godt, at de allerfleste mennesker, der har en psykisk sygdom, slet ikke har de ubehagelige og usympatiske karaktertræk, som USAs præsident har. Nogle af de allermest sympatiske og begavede mennesker, jeg kender og har kendt, har faktisk haft psykisk sygdom at slås med.

Flattr this!

Kanye West-syndromet

Kanye West tager mikrofonen fra Taylor Swift ved MTV Video Music Awards i 2009. Foto: REUTERS/Gary Hershorn.

Nogle gange sker der noget bekymrende med mennesker, der får succes – inden succesen kom, var de stadig søgende sjæle og kunne være i tvivl. Men så satte succesen ind, og da var det som om noget blev forandret, og de udviklede en grandios adfærd. Vi kender alle til musikere, skuespillere og andre, der er endt med at blive på den måde. Det mest ekstreme eksempel er vel den amerikanske sanger Kanye West, der stormede ud fra en prisoverrækkelse, da han opdagede at han ikke var nomineret og få år senere ikke så nogen problemer i at springe op på scenen og snuppe mikrofonen fra Taylor Swift, da hun vandt en MTV-pris – for den syntes han burde være gået til Beyoncé. Det er næppe et tilfælde, at Kanye West for nylig er blevet set sammen med Donald Trump, for også han er en særdeles grandios person.

Også i den akademiske verden ser man grandios adfærd. Jeg mødte for år tilbage en opadstigende forsker, der på få år havde fået en masse succes i form af bevillinger, fastansættelse, held med publikationer og mulighed for at opbygge sin egen forskergruppe. Han fortalte mig at han i den store provinsby, han voksede op i (det var ikke herhjemme), var kendt af alle som den gymnasieelev, der var bedst af alle til matematik! Hvorfor dette var vigtigt at fortælle mig dén dag, ved jeg ikke. Ved en anden lejlighed fortalte han mig om sine naboer, som var nogle meget indskrænkede mennesker. En anden forsker, jeg mødte i sin tid, yndede at bruge spørgetiden efter konferenceforedrag til at jorde PhD-studerende og holdt engang til en konferencemiddag en tale for en kollega, der havde fået flere store æresbevisninger – men hele talen brugte han på at prøve at gøre grin med ham.

Sådanne forskere er uden diskussion dygtige, men de er næsten altid svære at samarbejde med, og man kan desværre også ende med at blive træt af dem, for man får indtrykket af at de ser ned på de fleste andre mennesker. Nogle gange ender de med at blive magtmennesker med alt hvad det indebærer.

Der er en forskel på at være grandios og på at have selvtillid. Jeg kender akademikere, der har stor selvtillid uden at være grandiose; det er typisk nogle usædvanligt dygtige og socialt kompetente mennesker, der bestemt ved at de er gode, men samtidig ikke er uden selvironi og gerne vil tale med mange forskellige slags mennesker.

Grandiositeten kan i virkeligheden dække over lav selvtillid og lavt selvværd kombineret med en talentfuld barndom og senere pludselig og voldsom succes. Nogle gange afslører det grandiose menneskes livshistorie nogle tidlige nederlag, som han eller hun måske nu prøver at kompensere for ved at fremstå større. Så i virkeligheden er det synd for det grandiose menneske, for der kan være en stor ensomhed og usikkerhed bag al den tilsyneladende storhed.

Den amerikanske psykolog Rachel Kitson har en interessant artikel om hvorfor Kanye West mon er endt som han er, og én af forklaringerne er måske netop kombinationen af at være et stort talent og problemer med tilknytning i barndommen. Hans forældre blev tidligt skilt, og han boede i nogle år i Kina med sin mor (der er universitetslærer). Han klarede sig godt i skolen, men droppede ud af college for at kaste sig over musikken på fuld tid.

Hvad man skal gøre ved grandiose venner eller kolleger – eller dem, der er i fare for at blive grandiose – ved jeg desværre ikke. Det bedste ville være, hvis man kunne redde dem fra grandiositeten, mens tid var, men svært er det. Hvis man roser dem for deres kvaliteter, kan man ende med at bekræfte dem, men gør man det modsatte, kan det også nemt forstærke den grandiose adfærd.

Flattr this!

Fordommene sidder i tindingelappen

1280px-dont_hate_communicate_-_save_auslan_tafe_diploma_course_protest

Der er i vore dage nogle meget negative holdninger til bestemte folkegrupper, som i stort omfang er baseret på fordomme og ikke  kan henføres til objektive data. De stærkt negative holdninger til flygtninge, der nu eksisterer hos mange europæere, er for mig et eksempel på dette. Holdningerne til etniske mindretal i USA er et andet eksempel.

Negative holdninger forandrer sig ganske meget gennem historien. Lige nu ser f.eks. vi en langt mere positiv holdning til LGBT’ere, som udmønter sig i ændret lovgivning om ægteskaber og om mulighed for behandling af transpersoner. Antisemitismen kommer og går til gengæld, og lige nu ser det desværre ud til at den er på fremmarch rundt om i Europa.

Derfor er det vigtigt at undersøge, hvordan fordomme opstår. Fem neurobiologer har i eksperimentel sammenhæng undersøgt hvordan forskellige dele af menneskehjernen medvirker, når fordomme bliver til.  Især den bageste del af tindingelappen skulle ifølge fMRI-scanninger være aktiv i forbindelse med dannelsen af fordomme. Dette er i øvrigt langt fra den første neurobiologiske undersøgelse af hvordan hjernen skaber og vedligeholder fordomme – i 2014 kom der en oversigtsartikel om emnet.

Den nye undersøgelse (som også bliver diskuteret i The Guardian) tyder på at det er de negative oplysninger, der efterhånden vejer tungest, når et negativt billede af en gruppe mennesker skal justeres – dvs. at det negative billede bare bliver forstærket. Der er nemlig også særlige reaktionsmønstre i hjernen ved den kognitive dissonans som skyldes oplysninger af positiv art om den gruppe, man har dannet en negativ fordom om. Tilsvarende kommer der også et tidspunkt, hvor en gruppe, om hvilken man har en positiv fordom, bliver endegyldigt accepteret som positiv.  Men den negative fordom bliver bare mere og mere negativ.

Man skal selvfølgelig passe på med at drage store konklusioner på baggrund af én undersøgelse, men det er interessant at man kan se, hvor i hjernen fordomme bliver til – og at vi dermed vil kunne undersøge om mennesker virkelig ikke er racister. Og det er også værd at tænke på at undersøgelsen peger på at medierne i høj grad skal tænke over hvordan de omtaler grupper, der er ved at opstå negative fordomme om. Fremstillingen af bestemte grupper i medierne kan nemlig nemt være med til cementere disse fordomme.

Flattr this!

Angst og usikkerhed i den akademiske verden

cartoon-professor-presents

Mens jeg var i Vietnam, faldt jeg i snak med en PhD-studerende, der nu stod for at skulle være postdoc, og vi kom til at tale om alle de usikkerheder og al den tvivl, der er forbundet med at være i den akademiske verden. Der er en interessant artikel på webstedet Academic Ladder om hvordan usikkerhed og egentlig angst er del af en akademisk karriere.

Jeg kender det nemlig kun alt for godt selv. Når jeg får en artikel afvist, føler jeg mig en overgang som en voldsom fiasko, og der har været tidspunkter, hvor jeg mest har haft lyst til at give op. Jeg kender andre, der har haft den sådan, når de har modtaget et afslag.

Da jeg selv var PhD-studerende, følte jeg ikke den store nervøsitet, men det var en anden tid dengang – der var ikke samme konkurrence om forskningsmidler, jeg befandt mig i en situation, hvor jeg var med til opdage et nyt teoretisk problemområde (som jeg siden forlod) og jeg havde faktisk ikke oplevet ret mange afslag endnu.

Vi er selv til dels med til at skabe denne følelse af angst. Den måde, vi tit taler til hinanden på, når vi kritiserer hinanden og når vi hævder os, er en form for herskerteknik og er beslægtet med nogle (især mandlige) studerendes trang til at “strutte“. Også dengang for knap 30 år siden var der klare psykologiske mekanismer i spil om anseelse og eksklusion/inklusion i det akademiske miljø; jeg husker selv hvordan jeg nogle gange følte mig beæret over at kunne være på et  britisk elite-universitet sammen med en masse dygtige mennesker. Tænk at de ville have en almindelig person som mig! Mange år senere kom jeg til at tale med en meget respekteret kollega fra udlandet, der havde været samme sted (men ikke samtidig med mig), og det gik op for mig, at hun havde følt præcis det samme. Det interessante er selvfølgelig, at de aldrig ville have taget imod nogen af os, hvis ikke det var fordi vi rent faktisk var dygtige. Men sådan følte vi os ofte ikke.

De økonomiske rammer og den eksternt betingede situation gør kun ondt værre og er med til at fremme de mere ubehagelige sider af akademisk adfærd. Man vil formodentlig aldrig kunne få de beslutningstagere, der bestemmer over den akademiske verden, til at indse at de stadigt mere konkurrencebetonede vilkår, de taler så varmt for, har denne bagside: at de er med til at skabe en grundlæggende følelse af angst og usikkerhed. Og det ironiske er, at angsten og usikkerheden faktisk ofte kan have en negativ indvirkning på akademisk performance.

Flattr this!