Krop og sind – og skærm

En stor del af mit liv for tiden tilbringer jeg ved skærmen. Jeg kan arbejde hjemmefra i stort omfang, og jeg prøver også at holde kontakt med dem, jeg kender. Alt sammen sker via internettet (Zoom og FaceTime) og til nød via telefon.

Men det er, som om der mangler noget. Jeg er glad for at se mine søskende på skærmen og for at høre deres stemmer. Men jeg ville meget hellere være sammen med dem rigtigt. Og jeg kan godt lide at se en god koncertoptagelse på tv. Men jeg ville stadig hellere være til selve koncerten.

Jeg ved ikke, præcis hvorfor jeg har det sådan. Hvad er det, der gør fysiske nærvær så anderledes? I et interessant essay i The New Statesman diskuterer den amerikanske filosof Kieran Setiya netop dét. Han kommer ikke med et svar, men han konkluderer noget interessant.

I psykologi og filosofi har man længe beskæftiget sig med det, man på engelsk kalder for the mind/body problem: Hvordan er sammenhængen mellem sind og krop? I nyere filosofi har man haft spændende tankeeksperimenter om at “downloade menneskets psyke” for på den måde at forstå forholdet mellem krop og sind, men fordi vi føler et afsavn i den som-om-virkelighed, som vi har på skærmen, viser det os, at sindet og kroppen hører sammen. Ét er tankeeksperimenterne, noget andet hvad mennesker faktisk oplever i situationen. Måske er det først nu, i isolationen med dets virtuelle samvær, at vi for alvor har fundet løsningen på the mind/body problem.

Fornemmelsen af tid

Sad i parken på en bænk
Fik et fugtigt lille stænk
Dagen brød frem og solen gik i ring
Jeg genkendte slet slet ingenting

Så på folk der gik i byen
Så de underligste syn
Så dem gå og købe ind
Så dem gå og sælge vind

Hallo derude alle sammen
Hvornår går toget væk herfra?
Jeg tror jeg er for ung til dette her
Men jeg kommer igen til næste år

Fra Dan Turell: Hello There (fra Karma Cowboy)

Min datter bliver færdig med gymnasiet til sommer, men der bliver ingen studenterfest. Andre, der bliver færdige med en videregående uddannelse, kan ikke komme til dimission, for også den er aflyst. Mange unge havde set frem til en ferie med oplevelser derude, men dem bliver der ikke rigtig nogen af. Jeg kan fornemme, at der er en masse skuffelse, som unge mennesker må bære rundt på, men vi aldrig rigtig får talt om. Den norske minister Bent Høre sætter ord på det i en kort tale, som er blevet delt hyppigt på de sociale medier.

Ét er skuffelserne, et andet hvordan tidsfornemmelsen spiller ind. Mange føler, når de bliver ældre, at da de var unge, var årene lange, og somrene ligeså, men efterhånden som man blev ældre, blev det som om årene begyndte at gå hurtigt. Der er er mange grunde til at denne subjektive forskel i tidsfornemmelse opstår. En væsentlig grund er, at ungdommen er fyldt med store forandringer og stor udvikling. Sådan er voksenlivet typisk ikke.

I den situation, som vi er i under epidemien, sker der også noget med tidsfornemmelsen. Selv har jeg en fornemmelse af, at hver enkelt dag føles lang, men at ugen til gengæld føles kort. Den britiske skribent Jonathan Freedland sætter ord på dette i en klumme i The Guardian. Det er en ændret tidsfornemmelse, man ofte ser hos mennesker, der er væk fra det sædvanlige livs rytme. Freedland har kontaktet en tidligere livstidsfange, og han kan nikke genkendende til denne forskel i tidsfornemmelse, selv om forholdene for os i dag selvfølgelig er langt bedre, end hvad fanger oplever. Denne forskel skyldes, at alle dage er ens. Højdepunkter bliver derfor ladet med en ekstra betydning.

Det er netop sådanne højdepunkter, denne særlige tid, som mange unge mennesker nu mister, og det må være hårdt. Jeg ville gerne, hvis vi kunne tale om det uden altid at have en overdøvende undertone af, at alle bare skal holde ud.

Første person flertal?

Hvad nu hvis et menneske hævder at være ikke én person med flere sider, men faktisk flere personer i samme krop? Ideen om at man kan være en sådan plural (for det hedder det) er ny for mig. Pluralitet består da i at være én krop, der rummer mange personer. Der findes en Plurality Playbook om pluralitet, og den er selvfølgelig skrevet af et antal personer. Om disse personer er fordelt på én eller flere kroppe, ved jeg ikke. Men her er deres definition af pluralitet.

Plurality (also known as multiplicity) is the state of having more than one person/consciousness sharing a body. Together, the people who share a body make up a plural system or multiple system, often referred to simply as a system. The size and nature of a system varies greatly, with system size varying from two to well over 100. Some systems are highly co-conscious and as a result have very strong continuity of memory while others have more strongly partitioned memory and often lose time and access to certain skills (ie. ability to code) when they switch to a different headmate/systemmate/insider. The headmate who is currently controlling the body is said to be at front.

Pluraler har valgt en sprogbrug og tankegang, der umiddelbart leder tankerne hen på sprogbrugen om transpersoner: Man kan “springe ud” som plural og der er bestemte retningslinjer for, hvilke stedord man bør bruge, når man omtaler en plural: Hvornår er der tale om f.eks. en “ham” eller en “de”? Og et system, der ikke er en plural, kaldes for en singlet.

Elisabeth Schechter, der er lektor i filosofi og kognitiv videnskab ved Indiana University Bloomington i USA har skrevet en interessant populærvidenskabelig artikel om dette for mig noget underlige fænomen. Ifølge hende skulle pluralitet være noget andet end det, man i psykiatrien kalder for dissociativ identitetsforstyrrelse. Forskellen er at en plural ikke ser sig selv som forskellige manifestationer af samme “egentlige person”, men som flere personer.

På mig virkede ideen om at kunne være en plural umiddelbart mærkelig, og det gør den egentlig stadig, men en singlet som mig vil hævde, at der på nogle måder vel er tale om at tage den opdeling, som vi kender godt fra andre sammenhænge, og tage den til sin formodentlig mest ekstreme konklusion. I superheltenes verden er det typisk sådan, at superhelten i nogle sammenhænge er et almindeligt menneske med et almindeligt navn, i andre er et særligt væsen med særligt udseende, særlige evner og et andet navn. Forskellen er at ingen ved (eller burde vide) at Clark Kent og Bruce Wayne også ind imellem er Superman og Batman.

I virkelighedens verden kommer vi tættest på ideen om flere identiteter gennem de forskelligartede roller, vi hver især har i andre menneskers øjne. Men selv om jeg både er f.eks. universitetslærer og aktivist i Amnesty International, hedder jeg altid det samme, og nogle mennesker har kendt mig i begge inkarnationer. Forskellen er, at en person, der er del af en plural også kan have flere sider af sig selv!

Den store stressøvelse

Jeg er meget privilegeret i denne tid; jeg har stadig en vis bevægelsesfrihed, jeg mister formodentlig ikke mit arbejde, jeg er ikke alene til daglig og jeg er ikke syg. For det meste tager jeg situationen med ro. I dag cyklede min hustru og jeg en tur og tog med færgen over til Egholm. På øen i Limfjorden så der ud som før pandemien, muligvis bortset fra at restauranten Kronborg var lukket (om den er åben på søndage, kan jeg faktisk ikke huske). Vi opdagede tilmed, at bøgen var sprunget ud derovre.

Men nogle gange vælder der alligevel en følelse af stress frem, helt ud af det blå. Ofte sker det midt om natten, hvis jeg vågner uventet. Det er kombinationen af at skulle leve afsondret, uvisheden om hvor længe dette skal vare og selvfølgelig også frygten for at blive syg, der ligger bag. Der er ikke andet at gøre end ikke at lade sig kapre af angsten og at indse at også dette vil gå over.

Måske kan den situation, alle nu befinder sig i, hjælpe mange med at få en fornemmelse af hvordan det er at være i fængsel, at sidde i en flygtningelejr eller i et udrejsecenter. For stressorerne er de samme og følelsen af stress er også nært beslægtet.

I Storbritannien er King’s College i London begyndt at lave en undersøgelse af borgernes reaktioner under en pandemi. Jeg håber, danske forskere vil gøre det samme.

Bange for hinanden

I dag er det den 9. april, og det er 80 år siden, Danmark blev besat af tyske tropper. En kvinde, der var sygeplejerske under besættelsen, sagde i et interview i bogen Vi talte ikke om det, men vi vidste det fra 2018 at

Vi havde en indlagt, der lå på enestue. Pludselig fik en af reservelægerne en pistol i ryggen, og så måtte han vise tyskerne, hvor han lå. Jeg ved ikke, om de skød ham eller tog ham med sig. Det var voldsomt. Vi var altid bange. Det var nok det værste – at vi altid var bange.

“Vi talte ikke om det”, Sygeplejersken, https://dsr.dk/sygeplejersken/arkiv/sy-nr-2018-5/vi-talte-ikke-om-det

Det må have været forfærdeligt altid at være bange. Men nu er det tilbage.

Min moster ringede til mig i dag; hun er efterhånden blevet 85 og sidder alene i sit lille hus ovre i Køge. Egentlig er hun ved godt mod, sagde hun til mig. Der er en venlig nabo, der hjælper hende med at købe ind. Nogle gange sidder hun udenfor, når vejret er til det. Men som hun sagde det: Egentlig er der jo ingen, der er ved godt mod, for vi er blevet bange for hinanden.

Når jeg selv bevæger mig udenfor, er det enten for at cykle en tur i godt vejr eller for at købe ind. Og da indser jeg, at min mosters ord rammer plet: Når jeg i supermarkedet opdager en kunde på vej ned ad samme gang som mig, drejer jeg uvilkårligt ned ad en anden gang. Nogle gange svinger jeg uvilkårligt bort fra stien, hvis der kommer fodgængeren, selv om stien er rigeligt bred. Denne adfærd er kun delvist rationel; det er ekstremt usandsynligt at forbipasserende fodgænger skulle kunne smitte mig. Forleden var jeg inde i en mindre butik, hvor jeg gik forbi en anden kunde på mindre end en meters afstand, og lige bagefter var jeg bekymret og vred på samme tid. Det var også en ny reaktion for mig.

Vi er bange på en anden måde her under pandemien, for der er ikke nogen, der bevidst vil gøre andre syge, men vi er bange for at der sker noget uheldigt, så smitten spreder sig. Hvis vi ikke passer på, bliver det til en form for tillært social angst. Det er vigtigt, at vi taler mere om dette.

Alt for meget skærm

Mikael Simpson lavede engang et nummer, der hedder “Jeg får alt for meget skærm”. Det er jeg kommet til at tænke på nu, hvor jeg bruger endnu mere tid foran skærme end jeg plejer.

Inden pandemien viste en undersøgelse, at voksne mennesker i USA i gennemsnit bruger 11 timer på at kigge på en skærm hver dag og ser på deres telefon hvert tiende minut. Det er næppe blevet bedre nu. En ny artikel fra Washington Post, skrevet efter pandemien begyndte og isolationen begyndte i USA, afslører at skærmtiden hos nogle er blevet forøget med 185 procent.

Der er allerede talt en del om konsekvenserne ved den isolation, vi lever i under pandemien. Sundhedsstyrelsen har lavet en pjece om mental sundhed, der kommer med en række gode råd.

Men det er også veldokumenteret, at man kan få “alt for meget skærm”. Undersøgelser viser at mere skærmtid kan have både fysiske konsekvenser (anstrengelse af synet, nakkeproblemer og vægtøgning)ysical (eyestrain, neck strain, obesity) og psykiske konsekvenser (angst og depression). Disse aspekter bør man også fokusere på, når talen er på de følger for vores mentale sundhed, som isolationen vil give for hver af os.

Den tid, den sorg

Meget af det, mange havde set frem til i 2020, kommer ikke til at ske på grund af den igangværende COVID-19-epidemi. I stedet er der usikkerheden om fremtiden, og vi ser den udtrykt alle vegne. Bliver der afholdt eksamen? Kommer der en sommerferie? Finder vi et nyt arbejde? Bliver vi raske igen? Bliver der en almindelig hverdag igen for os?

Den amerikanske bioetiker David Kessler, der er kendt for sin forskning i sorgprocesser, siger det direkte i et interview – det er en form for sorg, vi føler. Noget har ændret sig, noget er mistet og vender ikke tilbage. Reaktionerne på pandemien er en sorg for hvert enkelt menneske.

Med Elisabeth Kübler-Ross’ arbejde om sorg hos døende mennesker og deres pårørende opstod en model, der klassificerer sorgens faser. Der er benægtelse. Der er vrede. Der er forhandling. Der er tristhed. Og endelig er der accept. Jeg kan se noget af det i mine egne reaktioner. Da jeg rejste gennem Italien den 23. februar, netop som de første få tilfælde af COVID-19 var opdaget i Italien, gav jeg udtryk for at jeg ikke var bekymret. Siden var jeg vred over at jeg skulle blive hjemme og ingen vegne kunne komme. Forhandlingen bestod for mig måske i forsøg på at finde en forståelse af pandemien, jeg kunne have det godt med. For nogle dage siden var jeg træt og ked af det. Efterhånden er jeg så småt begyndt at acceptere tingenes tilstand.

Men samfundet som sådan oplever en sorg. Dette kan forklare de mange og nogle gange underlige reaktioner, vi ser derude. Alle de underlige trods-reaktioner er f.eks. tydelige tegn på benægtelse, og på Facebook og andre steder har der været en masse vrede indlæg.

Jeg tror, det er vigtigt at være ærlig om at det, mange mennesker føler verden over lige nu, under denne pandemi, er netop dét – en slags sorg.

P.S. Dette blogindlæg har intet direkte at gøre med Kenneth Thordals gribende og anbefalelsesværdige album, Den tid, den sorg, der udkom i 2019, ud over at sangene på dét album også handler om sorgen, nemlig en fars store sorg ved at miste sin datter.

At se døden i øjnene og opdage livet

Overlevelsen og frygten for samfundets kollaps har skabt mange overraskende udviklinger inden for de seneste få uger. Det, få troede muligt, sker pludselig.

  • Det er nu staten, der griber ind for at redde erhvervslivet og hele samfundsøkonomien efter mange års insisteren på neoliberalisme.
  • Vi er igen blevet opmærksomme på, at infektionssygdomme kan springe fra dyr fra til mennesker. Det sagde man sidst omkring 1990 efter BSE/Creutzfeldt-Jacobs-tilfældene, men længe var det glemt.
  • Mange mennesker har sjusket med at vaske hænder efter toiletbesøg og ellers, men nu taler alle om håndvask og om hvor vigtig håndhygiejne er.
  • I min helt egen profession opdager jeg, at undervisere, der tidligere har sværget til forelæsninger som den eneste form for “rigtig undervisning”, nu lægger deres undervisning om og er nysgerrige og villige til at afsøge og udforske de mange forskellige teknologiske løsninger, der er derude.

Vi kender alle beretninger om mennesker, der har været gennem store kriser og ændrede adfærd, da de indså, at de ville dø, hvis de fortsatte som om intet var hændt. To typiske eksempler er den svært overvægtige person, der tabte sig efter advarsler fra lægen og alkoholikeren, der var døden nær og blev ædru. Bagsiden er de mennesker, der trods advarslerne fortsætter med at æde og drikke sig ihjel.

Dette at vi bliver mindet om vores egen dødelighed kalder man i psykologi for mortality salience. Udtrykket stammer fra arbejdet med at forstå hvordan mennesker håndterer eksistentiel angst. Et tidligt hovedværk om dette begreb er den amerikanske filosof Ernest Beckers bog The Denial of Death, hvori han hævder at mennesket i høj grad er blevet motiveret af vores egen dødelighed (Becker døde i øvrigt kort tid efter bogens udgivelse!). Men det behøver ikke at manifestere sig som benægtelse – vi kan i stedet have en vilje til livet: Vi vil ikke dø. Min egen fornemmelse er, at det er netop dette, vi nu ser i stor skala.

Mange af os taler omsider – ikke om døden, men om det store fald, den tilstand hvor sundhedsvæsenet og med dét samfundet kollapser. Bagsiden er mindretallet af trodsige individer, der fester videre eller måske påstår, at der ikke er en epidemi. Men det er først gennem erkendelsen af vores fælles dødelighed, at vi kan opdage alternativet til epidemiens rasen, nemlig det fælles liv. Måske er det netop mortality salience, der også vil kunne skabe de nødvendige forandringer for at vi kan håndtere klimakrisen.

Sket asket

Nu er der et nyt fænomen, såkaldt “dopaminfaste”. Ideen er opstået blandt iværksættere i tech-branchen i USA og går ud på man at man skal afstå fra alle positive stimuli. Hos BBC kan man læse om James Sinka (ja, det hedder han) på 24, der med mellemrum afskærer sig selv fra så mange ydre stimuli som muligt. Dvs. der er ingen mad, ingen drikkevarer, ingen telefon, computer eller lignende. Og han undgår at have kontakt med andre mennesker så meget som overhovedet muligt. På denne måde skulle han undgå at kroppen udløser belønningshormonet dopamin. Ideen er, at man så senere vil føle en mere ægte og dybere nydelse.

Selvfølgelig er der et gran af sandhed i dette. Da jeg sidste år skulle tabe mig efter en sommerferies vellevned, smagte et lillebitte stykke chokolade sidst på dagen ekstra godt og sikkert meget bedre end et stort.

Men der er noget umiddelbart paradoksalt i selve dette at opnå tilfredsstillelse ved at afstå fra tilfredsstillelse. Ideen minder mest om gamle traditioner for askese. Der er også paralleller til meditative traditioner som Vipassana-meditation, som jeg tidligere har skrevet om her. I disse traditioner er idealet imidlertid ikke selve fasten, men at skue indad og blive bevidst om sin bevidsthed og om sine reaktioner. Og denne praksis opstod ikke i rige samfund, men i fattige samfund i Asien.

Ideen om den nye form for askese er nemlig også paradoksal – den er en reaktion på, at der er skabt et samfund, hvor der er en overflod af muligheder for tilfredsstillelse af umiddelbare behov. Og denne overflod er skabt af den samme klasse af mennesker, som nu reagerer ved at “faste” fra tilfredsstillelsen. Formodentlig skulle de “dopaminfastende” i den kreative iværksætterklasse snarere sørge for at hjælpe os alle med at få et sundere forbrug.

Ydmyghed

I dag faldt jeg over en lille artikel i New York Times om ydmyghed. Som artiklens forfatter, er dette personlighedstræk ikke så værdsat i vore dage, omend der nu er en del forskningspsykologer, der studerer det.

I forretningsverdenen skal man sælge sig selv, og her er ydmyghed let en forhindring. Det samme er mere og mere blevet tilfældet i den akademiske verden; her skal man som forsker hele tiden gøre opmærksom på sig selv og sine fortræffeligheder.

Der er selvfølgelig mennesker blandt de helt store skikkelser i datalogi, der drev dette til ubehagelige ekstremer – Edsger W. Dijkstra (som jeg aldrig nåede at møde) var således berygtet for at være alt andet end ydmyg. Han brugte efter sigende tiden til seminarer, hvor han var tilhører, på at håne og nedgøre dem, der præsenterede deres arbejde.

Men samtidig er det min erfaring, at de fleste andre af de helt store navne, som jeg har mødt i min tid, har været forbløffende ydmyge og ikke har lænet sig op ad egne privilegier eller har nedgjort andre. Den slags skabte ofte en særlig respekt. Jeg husker hvordan en af Robin Milners PhD-studerende i Edinburgh engang for mange år siden skulle holde en præsentation af sit arbejde, men manglede nogle overhead-penne som han skulle bruge undervejs. Det var Robin, der få år senere fik Turing-prisen, der skyndte sig hen for at hente pennene til den unge forskerspire.

Det stadigt øgede fokus på konkurrence risikerer meget let at fremelske en mangel på ydmyghed – og her er det narcissisme, der er ydmyghedens modsætning. Måske skulle man bruge mere tid i den akademiske verden på at være ydmyg end på at ydmyge andre? Det vil selvfølgelig kræve nogle helt andre incitamentstrukturer end dem, vi har nu.