Sket asket

Nu er der et nyt fænomen, såkaldt “dopaminfaste”. Ideen er opstået blandt iværksættere i tech-branchen i USA og går ud på man at man skal afstå fra alle positive stimuli. Hos BBC kan man læse om James Sinka (ja, det hedder han) på 24, der med mellemrum afskærer sig selv fra så mange ydre stimuli som muligt. Dvs. der er ingen mad, ingen drikkevarer, ingen telefon, computer eller lignende. Og han undgår at have kontakt med andre mennesker så meget som overhovedet muligt. På denne måde skulle han undgå at kroppen udløser belønningshormonet dopamin. Ideen er, at man så senere vil føle en mere ægte og dybere nydelse.

Selvfølgelig er der et gran af sandhed i dette. Da jeg sidste år skulle tabe mig efter en sommerferies vellevned, smagte et lillebitte stykke chokolade sidst på dagen ekstra godt og sikkert meget bedre end et stort.

Men der er noget umiddelbart paradoksalt i selve dette at opnå tilfredsstillelse ved at afstå fra tilfredsstillelse. Ideen minder mest om gamle traditioner for askese. Der er også paralleller til meditative traditioner som Vipassana-meditation, som jeg tidligere har skrevet om her. I disse traditioner er idealet imidlertid ikke selve fasten, men at skue indad og blive bevidst om sin bevidsthed og om sine reaktioner. Og denne praksis opstod ikke i rige samfund, men i fattige samfund i Asien.

Ideen om den nye form for askese er nemlig også paradoksal – den er en reaktion på, at der er skabt et samfund, hvor der er en overflod af muligheder for tilfredsstillelse af umiddelbare behov. Og denne overflod er skabt af den samme klasse af mennesker, som nu reagerer ved at “faste” fra tilfredsstillelsen. Formodentlig skulle de “dopaminfastende” i den kreative iværksætterklasse snarere sørge for at hjælpe os alle med at få et sundere forbrug.

Ydmyghed

I dag faldt jeg over en lille artikel i New York Times om ydmyghed. Som artiklens forfatter, er dette personlighedstræk ikke så værdsat i vore dage, omend der nu er en del forskningspsykologer, der studerer det.

I forretningsverdenen skal man sælge sig selv, og her er ydmyghed let en forhindring. Det samme er mere og mere blevet tilfældet i den akademiske verden; her skal man som forsker hele tiden gøre opmærksom på sig selv og sine fortræffeligheder.

Der er selvfølgelig mennesker blandt de helt store skikkelser i datalogi, der drev dette til ubehagelige ekstremer – Edsger W. Dijkstra (som jeg aldrig nåede at møde) var således berygtet for at være alt andet end ydmyg. Han brugte efter sigende tiden til seminarer, hvor han var tilhører, på at håne og nedgøre dem, der præsenterede deres arbejde.

Men samtidig er det min erfaring, at de fleste andre af de helt store navne, som jeg har mødt i min tid, har været forbløffende ydmyge og ikke har lænet sig op ad egne privilegier eller har nedgjort andre. Den slags skabte ofte en særlig respekt. Jeg husker hvordan en af Robin Milners PhD-studerende i Edinburgh engang for mange år siden skulle holde en præsentation af sit arbejde, men manglede nogle overhead-penne som han skulle bruge undervejs. Det var Robin, der få år senere fik Turing-prisen, der skyndte sig hen for at hente pennene til den unge forskerspire.

Det stadigt øgede fokus på konkurrence risikerer meget let at fremelske en mangel på ydmyghed – og her er det narcissisme, der er ydmyghedens modsætning. Måske skulle man bruge mere tid i den akademiske verden på at være ydmyg end på at ydmyge andre? Det vil selvfølgelig kræve nogle helt andre incitamentstrukturer end dem, vi har nu.

Nu er det mørkt

Min vinterlyslampe er tændt.

Annemette Grundtvig, som jeg gik i gymnasiet med og som i dag er en dygtig journalist, har en interessant artikel i Politiken om hvad efteråret og vinteren gør ved os. Nogle mennesker bliver påvirket af efterårets komme; jeg har for længe siden indset, at jeg er blandt dem.

Det er heldigvis ikke en depression, men jeg kan mærke, at noget er anderledes på en ærgerlig måde, når det bliver efterår. Annemette henviser til en undersøgelse fra 2018, der viser at 54 procent af de adspurgte generelt føler sig mere uoplagte i vinterhalvåret, 38 procent er mere triste, og 27 procent har større trang til slik og søde sager. Alle tre ting passer på mig.

For nogle år siden fik jeg en vinterlyslampe, og den står på mit skrivebord på det sted, hvor jeg befinder mig uden for weekenderne. I dag havde jeg lampen tændt for første gang siden årets første måneder, og jeg kan mærke, at det hjælper mig. Om få dage skal jeg deltage i en stor datalogikonference, der finder sted i Athen. Det bliver et sidste glimt af sommer for mig – temperaturen dér er i begyndelsen af tyverne – og det glæder jeg mig til at opleve.

Hvorfor er de så fascinerende?

Foto: Tine Harden (Instagram: https://gramho.com/media/2149286061117634830)

Jeg følger også med i TV-serien Fred til lands på DR1. Det er en velspillet og skræmmende serie. For mig er den også speciel at se, for mine søskende og jeg har en far, der har en dyssocial personlighedsforstyrrelse og har begået grov kriminalitet, formodentlig gennem hele sin ungdom og sit voksenliv – i dag er han en meget gammel mand. Heldigvis har de fleste af os kun haft sporadisk kontakt til ham, og vores mødre har været på vores side og været stærke og gode kvinder. Men selv jeg, der kun har mødt min far få gange, kan se at Fred til lands rammer plet med sin skildring af Mike. Det skræmmende er nemlig, at psykopater alene ved sin uforudsigelige og truende adfærd, der bliver afbrudt af momenter af tilsyneladende normalitet og sårbarhed, giver andre en følelse af om ikke at kunne vinde over dem, men i det mindste så at kunne leve videre med dem. Det er netop, når psykopaterne virker “normale” og tilsyneladende tillidsvækkende, at de er allerfarligst og allermest manipulerende.

Det er vel også derfor, psykopater er så stor en kilde til fascination i fiktionens verden: De lader til at være “næsten som os”, og man kan godt ende med at tro at de kan kureres og at de har almindelige følelser, måske endda at man kan manipulere dem. Intet af det er desværre tilfældet.

(I øvrigt kan jeg ikke lade være med at bemærke, at både Fred til lands og Arvingerne foregår på Fyn, der åbenbart har fået den kranke skæbne at fremstå i dansk tv-dramatik som en landsdel befolket af smålige og afstumpede mennesker!)

Jobansøgninger og depression

I Storbritannien anbefaler jobcentrene nu jobsøgende at skrive “dårligt humør” (low mood) i deres ansøgninger i stedet for at nævne, at de har eller har haft en depression. Centrene opfordrer også ansøgere til ikke at nævne kronisk træthedssyndrom, men skrive at de “oplever træthed”. Forståeligt nok er mange oprørte over sådanne råd. Det er yderligere stigmatiserende for alle de mange mennesker, der har haft en depression eller har kronisk træthedssyndrom (myalgisk encephalomyelitis), at de skal skjule det.

Men der er ikke tale om et særligt britisk fænomen. I 2013 kunne man således læse dette råd på jobfinder.dk:

Hvis du ikke har fået din nye arbejdsgiver endnu og skal til at søge job, så er det ikke en god ide, at skrive historien i dit CV og i din ansøgning. Det kan være svært på skrift at give en ny arbejdsgiver det komplette billede af, hvad situationen har været og hvordan du er kommet igennem den. Vent med at fortælle det, til du sidder ved et interview. Hvis der er huller i dit CV, så kan du eventuelt skrive sygeoverlov eller sygemeldt. Til samtalen vil det være noget, som du vil blive spurgt ind til.

Mange forsøger at skjule perioder med depression eller stress-relaterede sygemeldinger, når de skriver jobansøgninger. Dette føler mange er nødvendigt for at undgå diskrimination, selv om der er tale om udbredte lidelser. Ifølge Netdoktor vil der altid være mellem 100.000 og 200.000 borgere i Danmark, der har en depression. Hvor ville det dog være godt, hvis alt det underlige maskespil i ansøgninger, hvor man skal simulere usårlighed, ikke var nødvendigt.

En mulighed, som jeg i skrivende stund ikke ved om realistisk, er at insistere på at virksomheder er åbne om deres holdninger til dette. Jeg lægger nemlig mærke til, at rådene om ikke at nævne depression mm. ikke kommer fra virksomheder, men fra dem, der rådgiver jobsøgende. Rådene må enten stamme fra en ubegrundet frygt eller fra rådgiveres konkrete dårlige erfaringer med virksomheder, der diskriminerede ansøgere.

Møderne på nettet og i virkeligheden

I det kommende efterår skal jeg igen kaste mig over at skrive en ansøgning om forskningsmidler sammen med kolleger andetsteds fra, som jeg kender godt. Vi kommer sikkert til at holde møder over nettet. Der er ganske mange forskellige software-løsninger til den slags. Der er Skype og der er Google Hangout. Der er også FaceTime, men de virker kun til Apples produkter. Der er Wire og Telegram. Vi har prøvet ganske meget af den slags, men det bliver aldrig helt det samme som at mødes i levende live. Det ene møde vi havde i 2018, hvor vi alle var samlet i samme lokale i Lissabon, bragte os alle meget tættere på en fælles forståelse af vores daværende projektansøgning end alle de mange møder over nettet. Jeg har meget bedre minder om det møde (og ikke kun fordi det var i Lissabon) end om alle møderne på nettet, hvor vi ofte havde brugte megen tid på slåskampe med og mod dårlig lyd- og billedkvalitet og aldrig kunne gå op til en tavle for at tegne og fortælle.

For næsten præcis et år siden deltog jeg i en workshop i Beijing, hvor jeg havde fået en artikel optaget. Dvs. jeg deltog ikke selv; jeg var ved at skære ned på flyrejserne og havde da også en anden konferencedeltagelse i Portugal samtidig. Jeg sendte en forud indspillet videopræsentation af sted og tog imod spørgsmål via Skype. Det gik nogenlunde, men det var på ingen måde som at være til en “rigtig” konference.

I vore dage er vi nødt til at begrænse vore rejser i akademisk sammenhæng så meget som muligt for at kunne standse den globale opvarmning. En af de store udfordringer i den forbindelse er at skabe et nærvær og et fællesskab på nettet, der svarer til det, man kan finde ved sædvanlige fysiske møder. Det er en udfordring, der ikke kun handler om teknologi; den handler i høj grad også om noget andet, nemlig om psykologiske faktorer. Når jeg er til konference, har jeg rent fysisk forladt mine daglige omgivelser. Jeg har afsat flere dage i kalenderen og er et andet sted, jeg ikke nemt kan forlade og måske heller ikke føler trang til at forlade. Ofte sker der det til akademiske konferencer, at man mødes mellem seancerne og får skabt nye ideer og nye samarbejdsforbindelser opstår. Men når jeg deltager i et møde på nettet, er det bare endnu en af de mange aktiviteter, der er med til at hakke en arbejdsdag i stykker, og det er særdeles veldefineret, hvem jeg er til møde sammen med.

Jeg bryder mig ikke om at sige, at noget er umuligt, men måske kan man slet ikke gøre noget tilsvarende ad virtuel vej?

En grandios misforståelse

Hele den mærkværdige historie om Donald Trumps fornærmede aflysning af sit besøg i Danmark er ikke bare en påmindelse om, hvordan virkeligheden ofte kan overgå fiktionen og om hvor svært det er blevet at lave satire. Det er også interessant, at den forrykte idé om at ville købe Grønland vel var det, der skulle til for at bringe Danmark og Grønland tættere på hinanden. Det ofte komplicerede forhold mellem Grønland og den gamle kolonimagt er trods alt nemmere at forholde sig til end den kyniske naivitet hos en præsident, der er ligeglad med at der faktisk bor mennesker på den store ø oppe nordpå.

Forløbet viser samtidig, at USAs præsident er fanget i en grandiositet, som man sjældent har set mage til. Det er en grandiositet, der gør at han har svært ved at forstå og acceptere, at andre ikke deler hans opfattelse af egen fortræffelighed og berettigelse, der “tillader” ham at overskride almindelig adfærd i internationale forhold. Jeg skrev om Kanye West og hans grandiose og fornærmede adfærd for et par år siden her. Det er næppe noget tilfælde, at musikeren og præsidenten har så nært et forhold, og min fornemmelse er, at det forhold næppe er et isoleret eksempel på at grandiose og magtsøgende mennesker holder af hinandens selskab.

Dagen hakket i stykker

Tomat-minuturet.

I dagbladet Information har der for nylig været en artikel om den danske IT-virksomhed IIH Nordic, hvor den ugentlige arbejdstid er 30 timer. De ansatte arbejder derfor kun 4 dage om ugen. Dette bliver muligt, fordi arbejdstiden bliver effektiviseret.

Ida Madsen sidder midt i en koncentrationssprint, hvor hun arbejder fokuseret og uafbrudt i 25 minutter. Her på det digitale reklamebureau IIH Nordic kalder de det også at være i fuld pomodoro. Når tiden er gået, slukker den røde lampe, og en grøn tænder. Konceptet hedder pomodoro – tomat på italiensk – fordi dets opfinder, den italienske managementguru, havde et æggeur formet som en tomat. Alle ansatte skal helst være i pomodoro tre gange om dagen. På to store skærme i hver sin ende af kontoret kan alle følge med i, hvor mange gange hver enkelt medarbejder har været i pomodoro i løbet af dagen, og hvem der er det netop nu. Det er også derfor, at der er en rød lampe på Ida Madsens computerskærm. Så ved hendes kolleger, at hun er i pomodoro og under ingen omstændigheder må forstyrres.

Det lyder besnærende. Men dette viser vel egentlig, at den store udfordring ikke så meget er arbejdsugens længde og heller ikke “effektiv arbejdstid” som sådan, men derimod de skift i kontekst, som man oplever, hver gang man går fra at arbejde med én opgave til at arbejde med en anden. Alle disse kontekstskift kan være mentalt krævende og sluge ganske megen tid. Når man hos IIH Nordic skal “være i pomodoro”, betyder det i virkeligheden, at man får fred og ro til ikke at skifte kontekst.

Hvis man er universitetslærer, har man som regel flere forskellige arbejdsopgaver – her specielt undervisning og forskning. Når man går fra at undervise til at have forskningstid, er der typisk en omstillingstid, hvor man skal komme tilbage ind i den problemstilling, man tidligere har arbejdet med. Denne omstillingstid kan være temmelig betragtelig. Hvis man er uddannelsessøgende, har man også flere forskellige arbejdsopgaver – måske følger man kurser inden for flere forskellige fag eller man følger kurser og laver et projekt også. På uddannelser, hvor der er projektarbejde, kan de studerende typisk først gøre en ordentlig indsats, når kursusundervisningen er overstået, og de kan undgå kontekstskiftene. Selv tilsyneladende små kontekstskift, f.eks. at man skal læse og reagere på en mailbesked, kan også være belastende.

Så vidt jeg kan se, handler diskussionen om arbejdstid for vidensarbejdere ikke kun om arbejdstid målt i tidsenheder, men i høj grad også om arbejdstid målt i kontekstskift. Det gælder om at sikre at det enkelte menneske kan minimere de mange kontekstskift, så man ikke får sin arbejdsdag hakket i stykker. Dette kræver, at arbejdspladsen eller uddannelsesstedet giver den enkelte fred og ro og en overskuelig samling af arbejdsopgaver.

Alt for altruistisk?

Jeg har læst en spændende artikel om mennesker, der er født med Williams’ syndrom. Det er en genetisk fejl, der skyldes at der mangler 26 til 28 gener på kromosom 7, og den ytrer sig ved at mennesker med denne genfejl bl.a. har problemer med fordøjelsen og kredsløbet, har bestemte ansigtstræk og ofte har indlæringsproblemer – men samtidig er de også usædvanligt sociale og imødekommende mennesker! I artiklen er det citater fra mennesker med Williams’ syndrom og forældre til dem, der fortæller om denne store imødekommenhed.

Ud over at i sig selv det er fascinerende, at nogle mennesker er født så betingelsesløst imødekommende, er det også særdeles interessant at sådanne menneskers adfærd har en genetisk komponent, fordi det viser os at altruisme “findes i os” og er blevet valgt til i menneskets historie gennem naturlig selektion. Jeg hører ind imellem nogen påstå, at mennesker er “født egoistiske” – men det kan så simpelthen ikke være korrekt. Altruismen er lige så virkelig som dens modsætning.

Tidligt op, men sent i seng

Det er ved at blive trendy at stå tidligt op. Men det har sine konsekvenser. Jeg har haft en høj undervisningsbelastning i dette forår; jeg har undervist omkring 800 timer. Jeg er begyndt at stå op klokken 5 om morgenen og jeg får derfor også nået en hel del i løbet af dagen. Men ud på eftermiddagen eller tidligt på aftenen sker der typisk det, at jeg falder i søvn.

Jeg er ikke sikker på, at min arbejdsindsats har været bedre, bare fordi jeg er stået tidligere op. Nogle gange oplever jeg, at jeg bliver en dårlig udgave af mig selv fordi jeg sover for lidt – mere modløs, mere tankeløs.

Måske er det ikke så smart at stå tidligt op alligevel. Moden med at stå tidligt op er også en del af en holdning til hvor stor en del af livet, arbejdslivet skal udgøre. Jeg har læst en interessant artikel af den amerikanske forfatter Michael Thomas om netop det. I de rige lande sover voksne mennesker gennemsnitligt mindre end man gjorde for en generation siden. Paradoksalt nok er arbejdstiden blevet kortere i mange lande, men det er ikke fritiden, der bruges som argument for at stå tidligere op – det er tværtimod produktiviteten.

Som Michael Thomas også bemærker: Det er sjældent, man hører nogen tale om vigtigheden af hvile for at kunne lave en god arbejdsindsats.