Den sidste aften

Så sluttede POPL 2019, og efter det sidste foredrag var der en afsluttende sammenkomst for alle de mere end 600 deltagere. Der er efterhånden sket det, at jeg altid ender med at snakke med de samme kolleger andre steder fra, typisk fordi jeg samarbejder med dem eller tidligere har gjort det. Sådan endte det også denne gang – tre af os stod og snakkede om vores fortid i Storbritannien som PhD-studerende og om nogle af dem, vi kendte fra dengang. Minderne fylder meget mere, end man måske tror. På mange måder er de en fortælling om en tid, hvor alting var mere ukompliceret og hvor verden endnu syntes åben.

Jeg selv og en kollega fra Glasgow tog ind til Lissabon og havde en god stund sammen på en restaurant, hvor jeg ofte er kommet, når jeg har besøgt byen. I toget ind til Lissabon snakkede vi om typesystemer, men på restauranten talte vi efterhånden om alt muligt andet end datalogi, og vi kom undervejs også til at tale om en kvindelig kollega, som vi kender godt og som besøgte konferencen, men kun kort. Det gik op for os, at vi begge var en del bekymrede for hende, for det virkede som om hun aldrig var glad mere, selv om hun har haft og stadig har stor succes med sin forskning. Da hun for nogle år siden mistede sin mand (som også var hendes nære samarbejdspartner) og senere kom ud for en alvorlig ulykke, var det som om der skete noget med hende – hun kastede sig over sit arbejde på fuld kraft og holdt op med at tale om andet end arbejde. Når man er blandt de få kvinder inden for sit fagområde, og man endda kommer fra Østasien, hvor den kulturelle norm siger, at man skal være høfligt og helst ikke tabe ansigt, bliver den slags desværre endnu mere oplagt.

Jeg ville ønske, at jeg havde spurgt hende, hvordan hun havde det, da jeg hilste på hende til konferencen, og også at hun kunne have haft en rolig stund der på restauranten sammen med os.

Én gang ude, altid ude?

Billede: https://www.wikihow.com/Build-Self-Respect-After-Being-Stigmatized

I dagbladet Information var der i dag et indlæg fra formanden for Psykiatrifonden og SFs psykiatriordfører. De påpeger, at en tidligere psykiatrisk diagnose har det med at forfølge mennesker, der siden er blevet raske igen. Og jeg kan kun give dem ret – jeg selv (og sikkert mange andre) kender mennesker, der har været i kontakt med psykiatrien og siden har gået meget stille med dørene med det, når deres sygemelding var afsluttet og de skulle søge arbejde igen. Der er hos mange en antagelse om at psykiske lidelser er kroniske på en måde, som fysisk sygdom ikke antages at være. Der er et lovforslag fremme om at gøre det nemmere at blive erklæret rask for mennesker, der engang har været i kontakt med psykiatrien – og det er en rigtig god idé.

Uden sammenligning i øvrigt ser man lignende reaktioner, når det gælder mennesker, der har været i kontakt med retssystemet og har siddet i fængsel. Også tidligere straffede borgere går stille med dørene med deres fortid, og også dette er det vigtigt at gøre noget ved. I begge tilfælde er det med til at fastholde de pågældende borgere i en rolle som socialt ekskluderede, der ikke fører noget godt med sig.

Denne opfattelse af, at er man én gang dømt ude, da er man altid dømt ude, sidder meget dybt i mange mennesker. Vi ser det bl.a. i diskussionerne om hvordan man skal håndtere udenlandske statsborgere, der er på “tålt ophold” efter en udvisningsdom. De pågældende mennesker har jo faktisk udstået deres fængselsstraf, og for nogles tilfælde er det endda ved at være længe siden.

Et andet sted, hvor det bliver meget kompliceret også for mig, og jeg er meget i tvivl, er det røre, der netop nu er om en aviskronik i dagbladet Information forfattet af en mand, der i sin tid slog sin datter på fem år ihjel. Mange fordømmer ham og fordømmer kronikken, og jeg har det også svært med at læse den. Når jeg tænker nærmere over dette, er det dog nok ikke følelsen “en gang ude, altid ude”, der er på spil, men vel snarere fornemmelsen af at den pågældende mand går let hen over den ugerning, han begik tilbage i 1993, og mest fokuserer på sin egen svære barndom. På den anden side har manden ikke begået forbrydelser siden da, og han har faktisk arbejdet med voksenpædagogik, blandt andet i socialpsykiatrien. Så noget har han jo lært.

Ærefrygt

Halong-bugten i det nordlige Vietnam.

Bente Klarlund skriver i Politiken om følelsen af ærefrygt, og om hvor vigtig den følelse er. Jeg har også selv skrevet om ærefrygt her for nogle år siden. Alene dét, at man oplever at der er noget, der er større end én selv, er en vigtig erfaring.

Siden jeg selv sidst skrev om ærefrygt på denne blog, er der kommet flere oplevelser til. Jeg husker tydeligt den 24. november 2016, hvor jeg stod på en bakketop på en ø i Halong-bugten i Vietnam og skuede ud over de små øer og de mange små skibe.

Ærefrygt kan bruges af mennesker med magt til at skræmme andre med, og det gælder især religiøse og politiske ledere. Men det kunne også hjælpe dem til at sætte sig selv i perspektiv og til at indse, at der var noget større end dem selv. Især nu, stillet over for de alvorlige trusler mod klodens miljø, ville det være en vigtig følelse at kommunikere – at der er noget, der er større end selv et menneske med magt.

Frygt og angst i politik

Citat fra Franklin D. Roosevelts tiltrædelsestale i 1932.

Fire socialpsykologer fra USA har lavet to interessante eksperimenter, som de i år har publiceret en artikel om . I hvert eksperiment bad man forsøgspersoner om at forestille sig at de havde fået en slags superkraft. Forsøgspersonerne havde først svaret på spørgsmål, der skulle afdække deres politiske standpunkt. Selve eksperimentet skulle havde to dele. Nogle forsøgspersoner skulle forestille sig, at de havde fået at vide, at de kunne flyve. Andre skulle forestille sig, at de havde fået at vide, at de var usårlige.

Det viste sig, at de forsøgspersoner, der forestillede sig, at de var usårlige indtog mere progressive holdninger, end de ellers ville. Dette var ikke tilfælde for dem, der skulle forestille sig, at de kunne flyve.

Eksperimentet er blot et af flere, der tyder på, at vore politiske holdninger i en vis udstrækning formes af frygt og af angst. I et andet amerikansk eksperiment viste det sige, at jo mere frygt 4-årige udviste under et forsøg, jo mere konservative holdninger indtog de hele 20 år senere.

Hvad er det, der former dansk politik i disse dage?

Sindssygt og åndssvagt

Fra filmen Gøgereden om en psykiatrisk afdeling i USA. Foto: United Artists.

I dag er der en artikel i dagbladet Politiken med overskriften Har du en sindssyg nabo? og her står der

En ambulanceredder og en psykiater kører efter klokken 16 ud til landets mest sindssyge borgere, der er i nød, vildrede, hallucinerer, hører stemmer og fantaserer. De er til fare for sig selv, nogle gange andre.

Men jeg har det underligt med ordet “sindssyg”, og det føles helt forkert at se det i en artikel fra vore dage. Ordet har i stort omfang fået samme skæbne som ordet “åndssvag”, der i dag kun bruges negativt og med betydningen “meget dum”. Jeg er derfor mest stemt for at undgå ordet “sindssyg” om psykisk sygdom – for jeg kender ikke nogen, der har haft en psykisk lidelse, som ville kalde sig selv for sindssyg.

Jeg har faktisk slægtninge og andre, jeg kender godt, der har været i berøring med psykiatrien, nogle i form af indlæggelser. En, jeg kender godt, fortalte mig da også engang om sin indlæggelse og om hvordan det var at sidde i opholdsstuen med de andre patienter og have en almindelig samtale med dem – “man tænkte jo ikke over, hvad de fejlede”.

Noget dybt i mig gør, at heller ikke jeg ville kunne finde på at kalde de mennesker, jeg kender så godt, for sindssyge. De er hele mennesker med rige liv, og de psykiatriske diagnoser, de har haft, gør dem ikke mindre menneskelige – måske i virkeligheden tværtom.

Et af de sødeste mennesker

Nogle gange er det forbløffende at læse andres beskrivelser af mennesker, der har begået alvorlig kriminalitet. I et interview om storsvindler Britta Nielsen beskriver en tidligere kollega hende sådan:

Hun er et af de sødeste mennesker, jeg har kendt. Jeg talte med hende dagligt. Hun tog sig altid tid til at hjælpe sine kolleger, der forsøgte at overleve så godt som muligt. En af dem, der klarede enorme sagsmængder, var en gennemgående figur og var knalddygtig, var netop hende. Hun kunne det hele. Jeg har aldrig hørt, at ordet “superbruger” er blevet brugt om hende, men alle vidste, at hun var det. Hun kendte systemerne ind og ud.

Så vidt jeg ved, har Britta Nielsen ikke mord på samvittigheden, men hendes underslæb har haft store konsekvenser.

Khaled Masood, der mejede 50 mennesker ned i et bilangreb i London og derefter begyndte at stikke med kniv, blev i 2017 af sine kolleger beskrevet sådan:

Farasat said he had been an “excellent teacher” during his time at the school and got on very well with all his , including the non-Muslim colleagues.

Describing him as a very “friendly, stable kind of guy”, he said he had never noticed any interest in a “politicised version of Islam” from Masood he said in an interview with the BBC

I en engelsksproget liste med beskrivelser af 15 berygtede mandlige massemordere bliver mange af dem beskrevet med ordene “nice guy”.

Alt dette viser endnu engang, hvor svært det er at finde ud af, hvad der egentlig sker inde i et menneske.

Det afhængige samfund

Noget, som jeg stadigt oftere tænker over, er hvorfor der ikke bliver gjort mere for at standse den globale opvarmning. De fleste mennesker i Danmark kan tilsyneladende se, at Jordens økosystemer er voldsomt truet. Jeg læste for tre år siden bogen What We Think About When We Try Not To Think About Global Warming af den norske økonom og psykolog Per Espen Stoknes og skrev om den her.

Men i dag læste jeg et interview med Robert Costanza, der er professor på Crawford School of Public Policy i Australien.  Og dét interview siger noget rigtig vigtigt, som ikke engang Stoknes’ grundige bog når frem til. Constanza bidrager nemlig i slutningen af det lange interview med en analogi (der måske ikke engang er en analogi), der er usædvanligt præcis.

»Det værste, du kan sige til en misbruger, er: ’Du gør alt det forkert. Stop med det!’ Men det er præcis den måde udfordringerne i forhold til økonomisk vækst og klima bliver præsenteret i offentligheden – så det er egentlig ikke så underligt, at folk bliver defensive og benægtende,« siger Robert Costanza.

Det, der ifølge Costanza omvendt lader til at virke i afhængighedsbehandling, er at engagere misbrugerne i en diskussion af deres ambitioner og livsmål, og derfra arbejde baglæns og se, hvad der så skal til for at opnå dem. Det er dét, der motiverer folk til at foretage de nødvendige adfærdsændringer.

»Ideen er på tilsvarende manér, at tænke over samfundets livsmål. Så snart man framer samtalen på den måde, står det klart, at flertallet ikke ønsker business as usual på ubestemt tid,« siger Robert Costanza.

Kort og godt: Livsformerne i den industrialiserede verden udgør en afhængighed. Vi er afhængige af flyrejser, plasticposer, oksekød osv. osv. og tror, at vi ikke kan leve uden. Ligesom tobaksfirmaer skaber en afhængighed hos rygere, sådan skaber hele produktionsmåden og forbrugsmønstrene en afhængighed.

Og analogien stopper ikke her. Misbrugeren siger ofte, at han/hun kunne stoppe med det samme, hvis det skulle være – det bliver ofte standardbegrundelsen for at der ikke er tale om en afhængighed, men om et frivilligt valg. På samme måde hører man ganske mange beslutningstagere tale om at vi en skønne dag skal udfase benzinbiler, flyrejser mm. Men først skal vi lige nå at have det sidste fix.

Derfor skal vi tænke på vores samfund som et samfund, der skal behandles for et alvorligt og selvdestruerende misbrugsproblem og nå frem til et bedre liv uden afhængighed.

Hvad akademikere kan gøre ved hinanden

The Guardian har fokus på chikane i den akademiske verden, et problem som ikke får så meget fokus. Ofte bliver problemet nemlig forbigået med den begrundelse at akademikere er godt begavede mennesker, der ikke kunne finde på at handle dumt mod hinanden, og da især ikke, fordi akademikere opfatter sig selv som ét stort fællesskab.

Men ét et dumhed, et andet er at være træls. Fænomenet med chikane bliver ikke mindre af at den akademiske verden altid har fokuseret på prestige, og med det øgede fokus på kvantificerbare former for prestige i form af publikationer og eksterne forskningsmidler bliver presset endnu større. Ideelt set er den akademiske verden et stort fællesskab, men nogle akademikere opfatter yngre kolleger på vej op som rivaler og kan ende med at blive en slags altdominerende patriarker. I en artikel fra The Guardian fortæller en tidligere postdoc-ansat ved et britisk universitet om sine ydmygende oplevelser inden for et forskningsmiljø i biomedicin.

Det er en skræmmende beretning om at blive ydmyget af forskningslederen over for kollegerne, nedgjort for at følge sikkerhedsforskrifter og at blive nægtet teknisk videreuddannelse. Et møde ender med at den pågældende postdoc ender med at sidde og græde, mens forskningslederen gestikulerer vildt og råber “Bare gør som jeg siger!” Bagefter viste det sig, at andre oplevede det samme, og at flere andre juniorforskere på samme institut havde sagt op inden for de seneste to år.

Og her har vi sket ikke talt om de former for chikane, der finder sted mod kvinder og etniske eller andre minoriteter.

Jeg ved, at ikke helt få af mine kolleger i den akademiske verden rundt omkring har oplevet chikane – det har faktisk også været tilfældet for mig, og det har været hårdt. Mere vil jeg ikke sige her. Det eneste, der måske kan virke, er at klage. I den enstrengede, udemokratiske ledelsesform, som vi nu har i mange lande (bl.a. herhjemme), kan det nemlig være svært for ledelsen at skride ind, også fordi chikanen ikke sjældent kommer fra personer med mange forskningsmidler og stor prestige, som ledelsen ikke vil miste. Nogle af disse personer føler en magtfuldkommenhed, der (som eksemplet ovenfor viser) kan være djævelsk.

Ren og snavset smerte

En artikel i Wired gjorde mig opmærksom på et begreb fra psykologi og kognitiv videnskab, som jeg ikke kendte til: Forskellen mellem ren smerte og snavset smerte. Begrebet skyldes den amerikanske psykolog Steven Hayes.

Den rene smerte er den smerte, man føler umiddelbart. Det kan være den fysiske smerte ved f.eks. at få et snitsår eller den mentale smerte, man føler ved f.eks. at miste sit arbejde. Den snavsede smerte er den yderligere smerte, der kommer fra forsøgene på at kontrollere eller slippe af med den umiddelbare smerte. Den snavsede smerte kan så være f.eks. selvbebrejdelse. Den rene smerte fortager sig efterhånden, men den snavsede smerte kan blive ved og ved, for det er éns egne tanker, der skaber den.

Da jeg i denne uge fik afslaget på en ansøgning om Horizon 2020-midler, gjorde det ondt på mig at få et nej efter lang tids venten og mange anstrengelser for at undgå et nej. Dét var den rene smerte. Bagefter har jeg gået og anklaget mig selv for ikke at have skrevet en bedre ansøgning og for at være en dårlig forsker. Dét er den snavsede smerte, og hvis jeg ikke passer på, vil den blive ved med at blive næret af tankerne.

Den snavsede smerte er fuldstændig subjektiv, men den rene smerte er ikke subjektiv på samme måde og derfor er den måske nemmere at leve sig ind i for andre. Målet med tilgange som bl.a. mindfulness – men også dens tilsyneladende modsætning, stoicismen – er at gøre det muligt at opleve smerten som “ren”. Det fjerner ikke smerten, men det kan isolere den som sin “rene” komponent, og dén vil fortage sig med tiden, så man kan komme videre.

Og tilsvarende: Hvis man isolerer smerten fra alle selvbebrejdelserne, kan man undersøge det, man anklager sig selv for og se mere nøgternt på hvad det var, der forårsagede smerten: Var det virkelig alt sammen udelukkende éns egen skyld? Ofte er det nemlig ikke tilfældet. Mange problemer er i høj grad udtryk for et system, der producerer mangel på succes for de mange. I mit konkrete tilfælde: Succesraten for Horizon 2020-ansøgninger er lille; for nogle opslag er den under 2%.

Derfor skal vi (herunder jeg) lære os selv og hinanden at håndtere den snavsede smerte, for ellers er det den, der trækker os ned.

Ensomst i verden?

Et sted i regnskoven i Brasilien, i delstaten Rondonia nær grænsen til Bolivia, går der en mand på min alder rundt. Han har formodentlig ikke talt med noget menneske i mere end 22 år. Ingen ved hvad han hedder, hvilket sprog han taler eller hvor han voksede op, og der findes kun ét billede af ham. Det afslører, at han kommer fra et af Brasiliens oprindelige folkeslag. Man har nu også en kort filmoptagelse, hvor han går og fælder træer med en machete, man har fundet en hytte, han har bygget, og man ved at han dyrker papaya og majs et sted. Skovområdet, han færdes i, er på omkring 40 kvadratkilometer og er omringet af private farme og ryddede områder. Brasiliens forfatning giver den oprindelige befolkning ret til egne landområder, og derfor bliver man ved med at dokumentere, at han stadig er i live og færdes der. Så længe det er tilfældet, kan farmerne ikke rydde skoven.

Manden i regnskoven har været alene siden 1995, hvor seks andre medlemmer af hans landsbysamfund blev angrebet af farmere. Måske var de seks andre mennesker, som blev dræbt i 1995, de eneste mennesker i verden, der talte det samme sprog som ham. Der er ikke noget at sige til, at han ikke vil have kontakt til andre mennesker og skyder pile efter dem, der kommer ham for nær.

Det paradoksale og tragiske i hele denne usædvanlige beretning er, at manden er så ensom. Det ville være forkert at hævde, at ingen vil ham noget ondt, for det er der jo netop farmere, der vil. Hans livsgrundlag risikerer meget let at blive fjernet, hvis man kommer ham helt nær. Og gad vide hvordan hans mentale tilstand er efter så mange år uden kontakt til andre?