Er vi rigtig kloge?

Jeg beskæftiger mig ikke selv med maskinintelligens, så mine overvejelser her er på nogle måder nok tættere på at være lægmandsbetragtninger. Men alligevel: Det er lidt påfaldende, at der nu igen er en så udbredt optimisme med hensyn til hvad kunstig intelligens kan udrette. Jeg kan stadig huske skeptiske bøger af Dreyfus (What Computers Still Can’t Do) og Penrose (The Emperor’s New Mind)Og jeg kan huske Simons voldsomt optimistiske General Problem Solver fra 1957. Den var egentlig ikke ret meget bevendt.

Inden for de seneste år er man begyndt at tale om at kunstig intelligens vil gøre megen menneskelig arbejdskraft overflødig. Selv den nuværende danske regering taler om “disruption”. Det seneste tegn på denne tendens til at tro, at vi står over for en afgørende forandring, er en anmeldelse i Nature af en bog af den svenske fysiker Max Tegmark. En stor del af Tegmarks overvejelser ser ud til at handle om hvordan man kan forhindre skabelsen af en “superintelligens”, der vil gøre det af med menneskeheden.

Men jeg kan ikke lade være med at bemærke, at maskinintelligensens seneste succeser er opstået på områder, hvor problemdomænet er begrænset – som f.eks. i tilfældet brætspil. Også f.eks. den selvkørende bil bor i et tilsyneladende ret veldefineret problemdomæne. Der er endnu et godt stykke vej tilbage til at skabe f.eks. en dialogpartner, der kan tale med om næsten hvad som helst. Jeg ved ikke, hvor meget man har at have optimismen/frygten i, som ikke reelt er en afspejling af nogle menneskers drømme (herunder nogle forskeres drømme om flere bevillinger).

Selv er jeg nemlig mest bekymret over de hensigter, nogle har med maskinintelligens.  De forskere, jeg kender (og det er mine kolleger), er fornuftige mennesker, men det er bestemt ikke altid tilfældet, at de store økonomiske og politiske aktører er det.  Ønsket om at overflødiggøre bestemte arbejdsopgaver er ikke altid et ønske om at skabe mere meningsfyldte liv for de mennesker, som den kunstige intelligens skal erstatte – men kan derimod lige så vel bare være et ønske om at erstatte mennesker med mere ukritiske robotter. Vi taler ofte om at automationen kommer som en slags naturkraft, men vi taler sjældent om hvorfor.

Flattr this!

At forsvinde gradvist

Jeg kan nu læse, at prins Henrik har fået konstateret demens. Måske vil der nu komme et øget fokus på demens og på at der faktisk også er andre udbredte former for demens end Alzheimers sygdom. Så vidt jeg kan se, må prins Henrik være blevet ramt af en form for frontallapsdemens ikke helt ulig den, som min mor blev diagnosticeret med i efteråret 2000. Det er en form for demens, der også i høj grad ændrer patientens personlighed og skaber situationer, der fremstår som triste og som umiddelbart pinlige. Vi har smilet skævt ad prins Henrik, men det er slut nu. Ofte er frontallapsdemens en sygdom, der kommer snigende, netop fordi den først påvirker personligheden, og den kan derfor sagtens have stået på i årevis.

Uanset hvad man måtte synes om kongehuset og dets medlemmer i øvrigt, er det trist for dronningen at skulle opleve sin mand gennem mange år på denne måde. Jeg ved af egen og andres erfaring, at det er en stor sorg at miste en person, man har kendt i det meste af sit liv, på denne måde. Demens er i høj grad en sygdom, der er de pårørendes sygdom.

Flattr this!

De arrogante akademikere

Nogle gange kan man læse udsagn om at akademikere er arrogante. Det gælder ikke generelt, men mange af os kan have en rem af huden. Arrogancen kommer ofte, når man er en “dårlig vinder”. Den dårlige taber vil ikke finde sig i at tabe, men en dårlig vinder er ikke glad nok for at have vundet, men begynder også at nedgøre dem, der ikke vandt. Den australske forskningsleder Inger Mewburn har et godt indlæg om netop akademisk arrogance på sin blog fra helt tilbage i 2012.

I den akademiske verden gør konkurrencen ofte, at man kan blive en dårlig vinder. Og andre gange er det uligheden i fagligt niveau mellem underviser og studerende, der er årsagen. Nogle gange, når jeg har undervist, er det gået op for mig at jeg har virket opgivende og negativ og sur, hvis jeg efter lang tids anstrengelser ikke har kunne forklare studerende noget. På de tidspunkter var jeg en “dårlig vinder”, og de studerende lærte ikke noget. Et andet, grelt eksempel, der ikke har mig i hovedrollen, er min beretning fra tidligere i år om en vejleders adfærd over for sine kolleger til semesterstart.

Også i forskerverdenen trives den akademiske arrogance. Det er vigtigt at bekæmpe den akademiske arrogance, for den gør os til dårlige mennesker og dårligere kolleger, og den gør os i sidste ende utroværdige over for ikke-akademikere. Det interessante er, at de allerdygtigste akademikere meget ofte slet ikke føler noget behov for at hovere. De er nemlig i stand til at hvile i sig selv, og ofte kan de faktisk forekomme ydmyge og lidt underspillede i deres tilgang.

Flattr this!

Nu afbryder du igen

For snart en del år siden var der en Interruption Club på Computing Laboratory i Cambridge. Det var et forum for forskergruppen om Robin Milner, hvor man kunne holde uformelle foredrag – og hvor besøgende forskere også tit holdt foredrag. Som navnet antyder, var foredragene bestemt ikke fri for afbrydelser. I en del forskningsartikler takkede forskerne for alt det, de havde fået ud af at præsentere deres arbejde i The Interruption Club. Desværre nåede jeg ikke selv at besøge denne klub, selv om jeg kendte ganske mange af dens medlemmer.

Men ofte er det rigtig træls at blive afbrudt. Jeg er selv slem til at afbryde andre, har jeg opdaget. Samtidig kan jeg faktisk heller ikke lide at blive afbrudt. Nogle gange er det fordi jeg tænker højt og ikke vil have afbrudt min tankerække. Men når jeg afbryder, skyldes det også at jeg selv tænker højt. Det kan også være underligt, når ingen afbryder – så er det enten et tegn på stor koncentration eller det stik modsatte. Men jeg kender også akademikere, der gennem mange og hyppige afbrydelser, kan ende med at “kapre” en anden persons foredrag. Det er bestemt ikke altid smukt at overvære.

Det er nu ikke kun akademikere, der er slemme til at afbryde. Det skal man bare se Debatten på DR2 for at indse. Min fornemmelse er desværre, at mænd er værre end kvinder når det gælder om at afbryde andre. Der er (selvfølgelig!) også blevet udført empirisk forskning inden for dette område, og den bekræfter denne formodning. Mænd er mere tilbøjelige end kvinder til at afbryde, og de er samtidig mere tilbøjelige til at afbryde kvinder end til at afbryde andre mænd. Det er bestemt ikke noget, man kan være stolt af som mand. Fænomenet er vel beslægtet med det at “strutte”.

I den akademiske verden ser man alle de sædvanlige grunde til at afbryde, og flere til. Nogle af bevæggrundene er rigtig usympatiske – man vil hævde sig, man ser ned på den talende (måske fordi man har højere anciennitet), man er måske endda direkte sexistisk eller på anden måde fordomsfuld.

Det, der er brug for, er en strategi for at håndtere alle afbrydelserne, for fange opfatter afbrydelserne som et problem. Det kan være noget af en udfordring at skulle håndtere andres afbrydelser, hvis man er genert eller introvert. Jeg har set spørgsmål på StackExchange om dette.

Til projekteksamen på mit universitet gør jeg og mange andre vejledere selv en dyd ud af så vidt som overhovedet muligt ikke at afbryde de studerende, når de fremlægger. Og på én måde er det selvfølgelig det rigtige at gøre. Men måske skulle vi i den akademiske verden også tale lidt mere om hvad afbrydelserne gør ved os og hvordan vi kan lære at imødegå andres afbrydelser, så vi kan få sagt det, vi gerne vil – og lære at kontrollere sin egen trang til at afbryde andre.

Flattr this!

Man fortryder det

I dag fandt jeg ved et tilfælde en amerikansk artikel fra 2003 om de mennesker, der vil slå sig selv ihjel ved at springe ud fra Golden Gate-broen ved San Francisco – da artiklen udkom, var det rundt regnet hver anden uge, der fandt et sådant selvmord sted.

Artiklen er gribende, fordi den sætter navne på nogle af de mennesker, der her er tale om. Men det, jeg hæfter mig særligt ved, er de få, der overlevede det lange fald, faktisk fortrød deres impulsive beslutning, straks efter at de var hoppet ud fra broen.

Ken Baldwin, der forsøgte at begå selvmord, udtalte dette.

“I still see my hands coming off the railing,” he said. As he crossed the chord in flight, Baldwin recalls, “I instantly realized that everything in my life that I’d thought was unfixable was totally fixable—except for having just jumped.”

Jeg har spekuleret på om dette mon er et mønster, og jeg kan se en lignende konklusion fra en diskussion på Reddit. Først er de mennesker, der prøver at slå sig selv ihjel, lettede, men når de så når til det, der kunne blive de sidste øjeblikke af deres liv, fortryder de som regel. Dette er måske det vigtigste at fortælle alle, der er selvmordstruede: At man vil fortryde, og at det, man tror ikke kan repareres, faktisk kan repareres – bortset fra selve døden. Skiltene på broen i USA siger at der er håb, men skulle de mon også sige at man vil fortryde?

Flattr this!

Der er altid én, man kan holde om og se ned på

I går, da jeg cyklede hjem fra arbejde og var nået ind til Aalborgs midtby, fik jeg pludselig trang til at undersøge omtrent hvor lang tid der gik mellem at jeg så en fodgænger, der kiggede ned på sin smartphone.  Jeg kiggede ikke på mit armbåndsur, men der gik kun få sekunder mellem hver fodgænger. Det fascinerende og egentlig også skræmmende er, at den vane, der nu er så universelt udbredt og omdiskuteret, er under 10 år gammel. Den allerførste iPhone så dagens lys i 2007, men der gik nogen tid, før den og alle Android-konkurrenterne var blevet allemandseje.

En amerikansk undersøgelse af 800 smartphone-brugere afslører, at en smartphone faktisk også er en distraktion, når man ikke bruger den, men stadig bærer den på sig. De 800 smartphone-brugere blev bedt om at løse nogle opgaver; nogle af dem havde deres smartphone på sig, mens andre blev bedt om at lægge den i et andet lokale mens forsøget stod på. De forsøgsdeltagere, der havde deres telefon på sig, brugte signifikant mere tid på at løse opgaverne og gjorde det heller ikke så godt. Tilsyneladende betød det heller ikke noget, om den smartphone, man havde på sig, var tændt eller ej. Det er med andre ord selve muligheden for at få indtryk og for at flygte væk og for at koncentrere sig om at lade være med at give sig til at kramme den lille ven, der sluger kognitiv kapacitet.

Og bare rolig, jeg er ikke bedre end andre i denne sammenhæng. I går fødtes tanken hos mig om at købe en gammeldags Nokia-telefon, der kun kan ringe og sende tekstbeskeder. Får jeg så gjort det? Det er nok desværre en anden snak.

Flattr this!

Et andet studenterliv

Når jeg deltager i møderne i studienævnet, hvor jeg er medlem, er et af de mest interessante punkter altid orienteringen fra de decentrale studievejledere. De gør et stort og samvittighedsfuldt arbejde for deres medstuderende og giver også os andre et indblik i hvad det er for en virkelighed, vore dages studerende bevæger sig i.

På den ene side mærker man i dag en mangel på sociale færdigheder, man kan undre sig over og blive trist til mode af. Når studerende nævner erhvervsarbejde som begrundelse for ikke at gå til eksamen, når studerende finder sig i at blive fejlagtigt afvist til en eksamen, eller når en projektgruppe kollapser fordi næsten alle dropper ud, er der noget, der er gået skævt et sted.

På den anden side mærker man nu også en større desperation hos studerende – der er studerende, der er sygemeldt med stress eller kommer i kontakt med psykiatrien. Studiefremdriftsreformen og presset for at skulle tage en videregående uddannelse har formodentlig en hel del af skylden. Det er blevet meget svært at lave planlagte studietidsforlængelser og langt mere omkostningsfuldt at droppe ud.

Denne kombination af omstændigheder kan ikke undgå at give problemer, og især da i en virkelighed, hvor vi får færre og færre resurser på de videregående uddannelser.

Flattr this!

Bluff og bluff

Selvtillid er noget underligt noget. I går besøgte jeg Aarhus Universitet og mødte her en besøgende professor fra udlandet, som jeg havde kendt siden vi begge var PhD-studerende på University of Edinburgh. Bagefter tænkte jeg uvilkårligt, at jeg havde været heldig at kunne følge et PhD-forløb på et så prestigefyldt universitet sammen med så mange, der var så fagligt dygtige. Tænk, at en helt almindelig person som mig kunne få lov til at være sammen med dem! Men da jeg havde tænkt den tanke længe nok, måtte jeg indrømme, at jeg nok ikke kunne have fået en plads på PhD-forløbet i Edinburgh, hvis ikke det var fordi, jeg faktisk også selv var fagligt dygtig i et vist omfang.

Der er mange resultater, der viser at det er langt mere almindeligt for kvinder at have lav selvtillid end det er for mænd, og at det kan være en af de medvirkende årsager til en skæv kønsfordeling i nogle sammenhænge. Og samtidig er det klart, at en del mænd – netop fordi de har højere selvtillid – tager flere risici og ikke er så tilbageholdende, heller ikke selv om de nok burde være det. I en artikel fra The Atlantic fra 2014 skriver journalisterne Katty Kay og Claire Shipman om dette ærgerlige fænomen. En meget kendt undersøgelse fra Hewlett-Packard, nævnt i artiklen, viser at kvinder (i al fald i dette firma) kun vil søge en ledig stilling, hvis de er helt sikre på at kunne leve op til alle kravene i jobannoncen, mens mænd gerne vil søge, selv om de kun kan leve op til 60 procent af kravene. En af konsekvenserne er den triste, at der er nogle middelmådige mænd, der når langt, mens der modsat er nogle meget kvalificerede kvinder, der slet ikke når så langt som de burde. Og det interessante er at mange af de mænd, der har stor selvtillid, men ikke så meget at have den i, faktisk ikke bluffer. De synes rent faktisk at de er gode.

I en beslægtet boldgade har vi impostor-syndromet, som er den ærgerlige fornemmelse ikke helt få mennesker mennesker har, om at deres succes beror på en kombination af rent tilfælde og af at de altid har kunnet bluffe sig videre. “Hvis jeg en dag bliver fanget på det forkerte ben”, tænker de, “vil jeg blive afsløret som den inkompetente og uærlige person, jeg i virkeligheden er”. Man blev først opmærksom på dette ærgerlige tankemønster hos kvinder, men det er en fornemmelse, både mænd og kvinder kan have. En interessant beretning om dét skyldes forfatteren Neil Gaiman, der til en sammenkomst for forskere og kunstnere mødte en ældre mand, der også hed Neil. Han undrede sig over at han dog var inviteret med her sammen med alle disse dygtige mennesker, der havde gjort så meget. Den ældre mand var Neil Armstrong, det første menneske på månen!

Formodentlig er disse ærgerlige psykologiske mekanismer, der saboterer mange menneskers selvtillid og selvværd, med til at skabe de kønsmæssige uligheder, vi ser bl.a. i den akademiske verden og ikke mindst i fag som datalogi. Og her kan jeg igen ikke lade være med at tænke på alle de mandlige studerende, der strutter. Det ville være dejligt, hvis dem, der ikke har så meget at have deres selvtillid i, kunne blive lidt mindre fremtrædende, mens dem, der er kompetente, men har lav selvtillid og lavt selvværd kunne bringes til at tro mere på sig selv.

(Den besøgende professor, som jeg havde kendt siden min tid i Edinburgh, var faktisk en kvinde.)

Flattr this!

Deres ritualer og vores ritualer

Forskellige former for intolerance fokuserer meget ofte på ritualer, som den intolerante ikke bryder sig om. De forskellige former for antisemitisme i Europas historie har taget  udgangspunkt i jødernes ritualer, meget ofte nogen, der ikkefandtes – som f.eks. at de skulle bruge kristne børns blod i hemmelige blodritualer. Mange såkaldte islamkritikere i vore dage tager fat i bestemte skikke, som de mener er forkastelige, karakteristiske for muslimer og som muslimer (ifølge dem) er nødt til at følge – som f.eks. at bede fem gange om dagen.

Set udefra har de fleste ritualer ikke nogen virkning; hvis man f.eks. ikke tror på islam, vil man vel også mene at fem daglige bønner ikke kan ændre noget som helst. Men alligevel er modviljen der.

Noget kunne tyde på at det er ikke er det, der sker eller hævdes at ske i ritualer, men simpelthen dét, at de andres ritualer er anderledes, der kan være med til skabe mistro mellem grupper af mennesker.

Et interessant eksperiment fra University of Toronto viser, hvor let små ritualer kan skabe splittelse blandt en gruppe studerende.

Et hold på 100 studerende skulle vurdere hvor mange prikker der var på en samling billeder. Derefter skulle nogle af de studerende lære at udføre nogle bestemte handlinger (bl.a. at åbne og lukke øjnene) og forsøgslederne opmuntrede dem til at gøre sig umage.  Ved ugens slutning skulle de studerende være sammen igen; de blev delt ind i en “rød” og en “blå” gruppe og fik at vide at inddelingen var baseret på hvor godt de havde bedømt antallet af prikker. Så skulle de studerende, der havde lært ritualet, udføre de handlinger, de havde lært, mens de andre så på. Til sidst skulle de studerende så spille et spil, hvor de skulle betro hinanden et pengebeløb. Her betroede de studerende, der havde udført ritualet, signifikant flere penge til de medstuderende, som også havde udført ritualet.

Denne type eksperimenter er selvfølgelig voldsomt afgrænsede, men det er interessant at tænke videre: Er de mange slags intolerance, vi ser rundt om i verden, i virkeligheden et udtryk for at “vi” ikke stoler på “dem”, fordi de opfører sig anderledes end “os”, hvorpå de så som reaktion begynder at opføre sig endnu mere anderledes?

Flattr this!

Barndommen, jeg har glemt

Mine første minder kan jeg ikke sætte en alder på. Jeg husker, da jeg læste om årsskiftet 1969/1970 – jeg havde lært mig selv at læse, da jeg var 5. Og jeg husker engang, før jeg begyndte i skolen, hvor min mor inviterede nogle af de andre børn på vejen hjem. Så jeg må have været omkring 5 år gammel. Der er også uklare minder om legetøj og om engang jeg fik skoldkopper, som må være ældre endnu, men her stopper det så også. Jeg har tit spekuleret på hvorfor det mon er sådan – jeg har tænkt, at det måske skyldtes, at jeg ikke havde et sprog, der kunne beskrive minderne, eller at jeg simpelthen ikke forstod så meget dengang.

Bedre er det ikke blevet af at de fleste personer, der var vidner til mine tidlige år, nu ikke lever mere, eller af at mange minder fra min barndom gik tabt, da min mor kom på plejehjem og hendes lejlighed blev solgt. Det var ret beset min egen skyld; jeg kunne ikke overskue hvad jeg skulle gøre i situationen.

Det er underligt at vide, at de tidlige år, der formede mig måske mere end så meget andet, nu er et lukket land. Jeg ville ønske, at det ikke var sådan.

Men min datter har fortalt mig om sine minder fra da hun gik i børnehave og vel kun har været 3-4 år gammel. Så hun husker sin barndom, i al fald indtil videre.  Jeg har læst en spændende artikel af den amerikanske journalist Kristen Ohlson, og hvis man skal tro de seneste forskningsresultater, er årsagen til at vore barndomsminder forsvinder, simpelthen at minderne bliver gradvist udvisket. Det skyldes at hjernen hos et barn endnu ikke er udviklet nok at kunne skabe langtidshukommelse, og børn har ikke rigtig styr på kronologi eller på det sprog, der skal til at beskrive minderne. Så min egen hjemmebryggede teori var faktisk en lille smule korrekt.

Flattr this!