Frygt og angst i politik

Citat fra Franklin D. Roosevelts tiltrædelsestale i 1932.

Fire socialpsykologer fra USA har lavet to interessante eksperimenter, som de i år har publiceret en artikel om . I hvert eksperiment bad man forsøgspersoner om at forestille sig at de havde fået en slags superkraft. Forsøgspersonerne havde først svaret på spørgsmål, der skulle afdække deres politiske standpunkt. Selve eksperimentet skulle havde to dele. Nogle forsøgspersoner skulle forestille sig, at de havde fået at vide, at de kunne flyve. Andre skulle forestille sig, at de havde fået at vide, at de var usårlige.

Det viste sig, at de forsøgspersoner, der forestillede sig, at de var usårlige indtog mere progressive holdninger, end de ellers ville. Dette var ikke tilfælde for dem, der skulle forestille sig, at de kunne flyve.

Eksperimentet er blot et af flere, der tyder på, at vore politiske holdninger i en vis udstrækning formes af frygt og af angst. I et andet amerikansk eksperiment viste det sige, at jo mere frygt 4-årige udviste under et forsøg, jo mere konservative holdninger indtog de hele 20 år senere.

Hvad er det, der former dansk politik i disse dage?

Sindssygt og åndssvagt

Fra filmen Gøgereden om en psykiatrisk afdeling i USA. Foto: United Artists.

I dag er der en artikel i dagbladet Politiken med overskriften Har du en sindssyg nabo? og her står der

En ambulanceredder og en psykiater kører efter klokken 16 ud til landets mest sindssyge borgere, der er i nød, vildrede, hallucinerer, hører stemmer og fantaserer. De er til fare for sig selv, nogle gange andre.

Men jeg har det underligt med ordet “sindssyg”, og det føles helt forkert at se det i en artikel fra vore dage. Ordet har i stort omfang fået samme skæbne som ordet “åndssvag”, der i dag kun bruges negativt og med betydningen “meget dum”. Jeg er derfor mest stemt for at undgå ordet “sindssyg” om psykisk sygdom – for jeg kender ikke nogen, der har haft en psykisk lidelse, som ville kalde sig selv for sindssyg.

Jeg har faktisk slægtninge og andre, jeg kender godt, der har været i berøring med psykiatrien, nogle i form af indlæggelser. En, jeg kender godt, fortalte mig da også engang om sin indlæggelse og om hvordan det var at sidde i opholdsstuen med de andre patienter og have en almindelig samtale med dem – “man tænkte jo ikke over, hvad de fejlede”.

Noget dybt i mig gør, at heller ikke jeg ville kunne finde på at kalde de mennesker, jeg kender så godt, for sindssyge. De er hele mennesker med rige liv, og de psykiatriske diagnoser, de har haft, gør dem ikke mindre menneskelige – måske i virkeligheden tværtom.

Et af de sødeste mennesker

Nogle gange er det forbløffende at læse andres beskrivelser af mennesker, der har begået alvorlig kriminalitet. I et interview om storsvindler Britta Nielsen beskriver en tidligere kollega hende sådan:

Hun er et af de sødeste mennesker, jeg har kendt. Jeg talte med hende dagligt. Hun tog sig altid tid til at hjælpe sine kolleger, der forsøgte at overleve så godt som muligt. En af dem, der klarede enorme sagsmængder, var en gennemgående figur og var knalddygtig, var netop hende. Hun kunne det hele. Jeg har aldrig hørt, at ordet “superbruger” er blevet brugt om hende, men alle vidste, at hun var det. Hun kendte systemerne ind og ud.

Så vidt jeg ved, har Britta Nielsen ikke mord på samvittigheden, men hendes underslæb har haft store konsekvenser.

Khaled Masood, der mejede 50 mennesker ned i et bilangreb i London og derefter begyndte at stikke med kniv, blev i 2017 af sine kolleger beskrevet sådan:

Farasat said he had been an “excellent teacher” during his time at the school and got on very well with all his , including the non-Muslim colleagues.

Describing him as a very “friendly, stable kind of guy”, he said he had never noticed any interest in a “politicised version of Islam” from Masood he said in an interview with the BBC

I en engelsksproget liste med beskrivelser af 15 berygtede mandlige massemordere bliver mange af dem beskrevet med ordene “nice guy”.

Alt dette viser endnu engang, hvor svært det er at finde ud af, hvad der egentlig sker inde i et menneske.

Det afhængige samfund

Noget, som jeg stadigt oftere tænker over, er hvorfor der ikke bliver gjort mere for at standse den globale opvarmning. De fleste mennesker i Danmark kan tilsyneladende se, at Jordens økosystemer er voldsomt truet. Jeg læste for tre år siden bogen What We Think About When We Try Not To Think About Global Warming af den norske økonom og psykolog Per Espen Stoknes og skrev om den her.

Men i dag læste jeg et interview med Robert Costanza, der er professor på Crawford School of Public Policy i Australien.  Og dét interview siger noget rigtig vigtigt, som ikke engang Stoknes’ grundige bog når frem til. Constanza bidrager nemlig i slutningen af det lange interview med en analogi (der måske ikke engang er en analogi), der er usædvanligt præcis.

»Det værste, du kan sige til en misbruger, er: ’Du gør alt det forkert. Stop med det!’ Men det er præcis den måde udfordringerne i forhold til økonomisk vækst og klima bliver præsenteret i offentligheden – så det er egentlig ikke så underligt, at folk bliver defensive og benægtende,« siger Robert Costanza.

Det, der ifølge Costanza omvendt lader til at virke i afhængighedsbehandling, er at engagere misbrugerne i en diskussion af deres ambitioner og livsmål, og derfra arbejde baglæns og se, hvad der så skal til for at opnå dem. Det er dét, der motiverer folk til at foretage de nødvendige adfærdsændringer.

»Ideen er på tilsvarende manér, at tænke over samfundets livsmål. Så snart man framer samtalen på den måde, står det klart, at flertallet ikke ønsker business as usual på ubestemt tid,« siger Robert Costanza.

Kort og godt: Livsformerne i den industrialiserede verden udgør en afhængighed. Vi er afhængige af flyrejser, plasticposer, oksekød osv. osv. og tror, at vi ikke kan leve uden. Ligesom tobaksfirmaer skaber en afhængighed hos rygere, sådan skaber hele produktionsmåden og forbrugsmønstrene en afhængighed.

Og analogien stopper ikke her. Misbrugeren siger ofte, at han/hun kunne stoppe med det samme, hvis det skulle være – det bliver ofte standardbegrundelsen for at der ikke er tale om en afhængighed, men om et frivilligt valg. På samme måde hører man ganske mange beslutningstagere tale om at vi en skønne dag skal udfase benzinbiler, flyrejser mm. Men først skal vi lige nå at have det sidste fix.

Derfor skal vi tænke på vores samfund som et samfund, der skal behandles for et alvorligt og selvdestruerende misbrugsproblem og nå frem til et bedre liv uden afhængighed.

Hvad akademikere kan gøre ved hinanden

The Guardian har fokus på chikane i den akademiske verden, et problem som ikke får så meget fokus. Ofte bliver problemet nemlig forbigået med den begrundelse at akademikere er godt begavede mennesker, der ikke kunne finde på at handle dumt mod hinanden, og da især ikke, fordi akademikere opfatter sig selv som ét stort fællesskab.

Men ét et dumhed, et andet er at være træls. Fænomenet med chikane bliver ikke mindre af at den akademiske verden altid har fokuseret på prestige, og med det øgede fokus på kvantificerbare former for prestige i form af publikationer og eksterne forskningsmidler bliver presset endnu større. Ideelt set er den akademiske verden et stort fællesskab, men nogle akademikere opfatter yngre kolleger på vej op som rivaler og kan ende med at blive en slags altdominerende patriarker. I en artikel fra The Guardian fortæller en tidligere postdoc-ansat ved et britisk universitet om sine ydmygende oplevelser inden for et forskningsmiljø i biomedicin.

Det er en skræmmende beretning om at blive ydmyget af forskningslederen over for kollegerne, nedgjort for at følge sikkerhedsforskrifter og at blive nægtet teknisk videreuddannelse. Et møde ender med at den pågældende postdoc ender med at sidde og græde, mens forskningslederen gestikulerer vildt og råber “Bare gør som jeg siger!” Bagefter viste det sig, at andre oplevede det samme, og at flere andre juniorforskere på samme institut havde sagt op inden for de seneste to år.

Og her har vi sket ikke talt om de former for chikane, der finder sted mod kvinder og etniske eller andre minoriteter.

Jeg ved, at ikke helt få af mine kolleger i den akademiske verden rundt omkring har oplevet chikane – det har faktisk også været tilfældet for mig, og det har været hårdt. Mere vil jeg ikke sige her. Det eneste, der måske kan virke, er at klage. I den enstrengede, udemokratiske ledelsesform, som vi nu har i mange lande (bl.a. herhjemme), kan det nemlig være svært for ledelsen at skride ind, også fordi chikanen ikke sjældent kommer fra personer med mange forskningsmidler og stor prestige, som ledelsen ikke vil miste. Nogle af disse personer føler en magtfuldkommenhed, der (som eksemplet ovenfor viser) kan være djævelsk.

Ren og snavset smerte

En artikel i Wired gjorde mig opmærksom på et begreb fra psykologi og kognitiv videnskab, som jeg ikke kendte til: Forskellen mellem ren smerte og snavset smerte. Begrebet skyldes den amerikanske psykolog Steven Hayes.

Den rene smerte er den smerte, man føler umiddelbart. Det kan være den fysiske smerte ved f.eks. at få et snitsår eller den mentale smerte, man føler ved f.eks. at miste sit arbejde. Den snavsede smerte er den yderligere smerte, der kommer fra forsøgene på at kontrollere eller slippe af med den umiddelbare smerte. Den snavsede smerte kan så være f.eks. selvbebrejdelse. Den rene smerte fortager sig efterhånden, men den snavsede smerte kan blive ved og ved, for det er éns egne tanker, der skaber den.

Da jeg i denne uge fik afslaget på en ansøgning om Horizon 2020-midler, gjorde det ondt på mig at få et nej efter lang tids venten og mange anstrengelser for at undgå et nej. Dét var den rene smerte. Bagefter har jeg gået og anklaget mig selv for ikke at have skrevet en bedre ansøgning og for at være en dårlig forsker. Dét er den snavsede smerte, og hvis jeg ikke passer på, vil den blive ved med at blive næret af tankerne.

Den snavsede smerte er fuldstændig subjektiv, men den rene smerte er ikke subjektiv på samme måde og derfor er den måske nemmere at leve sig ind i for andre. Målet med tilgange som bl.a. mindfulness – men også dens tilsyneladende modsætning, stoicismen – er at gøre det muligt at opleve smerten som “ren”. Det fjerner ikke smerten, men det kan isolere den som sin “rene” komponent, og dén vil fortage sig med tiden, så man kan komme videre.

Og tilsvarende: Hvis man isolerer smerten fra alle selvbebrejdelserne, kan man undersøge det, man anklager sig selv for og se mere nøgternt på hvad det var, der forårsagede smerten: Var det virkelig alt sammen udelukkende éns egen skyld? Ofte er det nemlig ikke tilfældet. Mange problemer er i høj grad udtryk for et system, der producerer mangel på succes for de mange. I mit konkrete tilfælde: Succesraten for Horizon 2020-ansøgninger er lille; for nogle opslag er den under 2%.

Derfor skal vi (herunder jeg) lære os selv og hinanden at håndtere den snavsede smerte, for ellers er det den, der trækker os ned.

Ensomst i verden?

Et sted i regnskoven i Brasilien, i delstaten Rondonia nær grænsen til Bolivia, går der en mand på min alder rundt. Han har formodentlig ikke talt med noget menneske i mere end 22 år. Ingen ved hvad han hedder, hvilket sprog han taler eller hvor han voksede op, og der findes kun ét billede af ham. Det afslører, at han kommer fra et af Brasiliens oprindelige folkeslag. Man har nu også en kort filmoptagelse, hvor han går og fælder træer med en machete, man har fundet en hytte, han har bygget, og man ved at han dyrker papaya og majs et sted. Skovområdet, han færdes i, er på omkring 40 kvadratkilometer og er omringet af private farme og ryddede områder. Brasiliens forfatning giver den oprindelige befolkning ret til egne landområder, og derfor bliver man ved med at dokumentere, at han stadig er i live og færdes der. Så længe det er tilfældet, kan farmerne ikke rydde skoven.

Manden i regnskoven har været alene siden 1995, hvor seks andre medlemmer af hans landsbysamfund blev angrebet af farmere. Måske var de seks andre mennesker, som blev dræbt i 1995, de eneste mennesker i verden, der talte det samme sprog som ham. Der er ikke noget at sige til, at han ikke vil have kontakt til andre mennesker og skyder pile efter dem, der kommer ham for nær.

Det paradoksale og tragiske i hele denne usædvanlige beretning er, at manden er så ensom. Det ville være forkert at hævde, at ingen vil ham noget ondt, for det er der jo netop farmere, der vil. Hans livsgrundlag risikerer meget let at blive fjernet, hvis man kommer ham helt nær. Og gad vide hvordan hans mentale tilstand er efter så mange år uden kontakt til andre?

Fake news gør dig rolig

Kilde: https://www.verywellmind.com/what-is-cognitive-dissonance-2795012

Nogle gange har jeg her skrevet om det, man kalder for kognitiv dissonans, nemlig at man skal forsøge at forene to forskellige budskaber, der ikke passer sammen.

I dag kan man i dagbladet Information læse hvordan mange borgere i Danmark ikke skifter bank, selv om der er så meget, der peger på Danske Banks omfattende rolle i hvidvaskning af penge.

Her ser vi kognitiv dissonans for fuld udblæsning. En kvinde udtaler

»Jeg hørte om sagen i TV Avisen, og der blev jeg faktisk ret bekymret. Men jeg ved også, at historier kan blive pustet op i medierne, så jeg valgte at ringe til min bankrådgiver for at spørge ind til sagen,« …
»De sagde, at jeg ikke skulle være bekymret. Så det vælger jeg at tro på, når jeg har været kunde der i så mange år.«
Hun understreger dog også, at det »langtfra er en god sag«. Derfor er hun heller ikke stolt over at være kunde i en bank, der har været involveret i en sag om hvidvaskning af penge. Men, som hun siger: »Det har ikke haft den store betydning for mig personligt.«
»Desuden tror jeg også, at det er helt normalt, at der sker sådan nogle ting. Jeg tror ikke, at det ville være bedre at være kunde i en anden bank.«

Og forleden fik jeg en personlig e-mail fra Amazons direktør, som jeg kendte fra min tid som PhD-studerende i Edinburgh. Jeg havde tidligere skrevet en mail til ham, hvor jeg nævnte, at jeg var meget bekymret over alt det, der var kommet frem om de usle løn- og arbejdsforhold, som arbejderne hos Amazon var udsat for. Hans svar var ikke overraskende, og også dét viser en måde at håndtere kognitiv dissonans på. For han skrev

I’d like to take this opportunity to reassure you that the safety of everyone who works at Amazon is my number one priority and, while I appreciate there have been concerns raised in the press about working conditions at Amazon, these do not reflect what it is really like to work here.

Amazon provides a safe and positive workplace for thousands of people across the UK. We have worked hard on ensuring we offer a great environment for all our employees, something that recently led to Amazon being named by LinkedIn as the 7th most sought after place to work in the UK (we were awarded first place in the U.S. poll).

Allegations that you may have seen in the press – that we monitor toilet breaks and that our associates don’t have time to drink water – are simply untrue. We provide breaks that are legally longer than required (30 mins lunch and 30 mins of other breaks (either 2 x15 mins or 1 x 30 min depending on site). It is important to us that all people working at Amazon receive their full break and walking time is allowed so they get the full 30 minutes.

Så hvis man skulle tro Amazons direktør, er alt vel. Om han tror på det, han selv skriver, ved jeg ikke, men jeg bemærkede at hans formuleringer minder voldsomt om Amazons pressemeddelelser på det seneste. Og så bemærkede jeg, at han ikke omtalte arbejderne som ansatte eller bare som arbejdere, men kaldte dem for associates.

Danske Bank og Amazon producerer beroligende versioner af virkeligheden, hvor intet er galt og alt går godt. Og på denne måde ser vi også, hvorfor det, vi i dag kalder for fake news, men reelt bare er et andet ord for løgn og propaganda, har lige så kronede dage som de altid har haft. Usandhederne er et redskab til at sikre indre tryghed ved at opretholde en form for konsistens, der kan holde kognitiv dissonans på afstand.  Og nogle gange digter vi selv med, som eksemplet om kunden hos Danske Bank viser. Vores alle sammens Donald Trump bruger endda fake news-beskyldningen til at afvise det, han ikke bryder sig om at høre.

Skamløst

Først udtalte Donald Trump sig helt uforbeholdent positivt om Vladimir Putin. Derefter løj Donald Trump helt åbenlyst om sine udtalelser – og det var ikke engang et særligt udspekuleret forsøg på at lyve. I dag kan man læse om endnu en sag, hvor han tilsyneladende har forsøgt at presse en kvinde til at tie stille om en affære, hun har haft med ham.

Det spørgsmål, som mange stiller sig, er: Hvorfor skammer han sig dog ikke?

Mennesker føler skam, når de oplever en uoverensstemmelse mellem deres handlinger og de værdier, de har. Man kunne her drage den konklusion, at Donald Trump ikke har nogle værdier, og det er derfor, han ikke skammer sig. Man kunne måske også fristes til at konkludere, at Donald Trump må være psykopat – for psykopater skammer sig aldrig. Min fornemmelse er en anden.

Der findes nemlig tilfælde, hvor Trump har givet udtryk for at andre mennesker burde skamme sig. Bl.a. sagde han dette om nogle af sine modkandidater under valgkampen i 2016.

Den statsleder, der har mindet mest om Donald Trump i sin adfærd, er vel Silvio Berlusconi. Og ét har de fælles, inden de blev valgt til deres respektive embeder: De havde (og har stadig) stor økonomisk magt, og den har gjort det muligt for dem at gøre som de ville – de har følt sig berettiget til det. Derfor opfatter Trump og Berlusconi deres løgne og deres sexistiske og nedgørende adfærd som en integreret del af deres værdisæt. Hensigten (at få egne fordele som f.eks. økonomisk eller seksuel gevinst) helliger midlet.

Donald Trump mener simpelthen, at han handler korrekt. Men det, der  er ekstra skræmmende, er at der er så mange af hans støtter, der heller ikke skammer sig, og også mener, at han handler korrekt. For uden deres støtte og stemmer var han aldrig blevet valgt. Det er samtidig også dét, der gør det hele så svært at håndtere for alle os, der ikke er imponeret af Donald Trump, for vi kan ikke bede ham eller hans støtter om at skamme sig. De føler nemlig ikke, at de har noget at skamme sig over.

Klimaforandringer og coping-strategier

I TV-avisen i dag var der flere indlæg om den tørke og varme, vi oplever i bl.a. Danmark nu. Et af indslagene handlede om hvordan nogle landmænd havde svært ved at skaffe foder til det kvæg, de snart skulle slagte. Et andet indslag handlede om tørken i det sydlige Norge. Og derefter kom der så et ubekymret indlæg om hvordan Københavns lufthavn i år sender flere rejsende af sted end nogensinde før.

Jeg sad tilbage med en underlig fornemmelse af at der var nogle usædvanligt tydelige årsags/virkningssammenhænge, som fuldstændig blev ignoreret. Det er meget sandsynligt, at det ekstreme vejr, vi nu oplever, er en konsekvens af klimaforandringerne. Flytrafikken bidrager med otte procent af CO2-udledningerne, og hele det animalske landbrug bidrager også voldsomt til CO2-udledninger og til forbrug af resurser som vand. I sådanne situationer oplever jeg det, som om der hersker det, man i psykologi kalder for en kognitiv dissonans. Hvorfor der da ikke er ret mange, der ser konturerne af det store billede, der viser nogle meget sandsynlige og meget ubehagelige årsagssammenhænge?

Der er andre, der har tænkt systematisk over dette forhold. Tilbage i oktober 2015 skrev jeg om bogen What We Think About When We Try Not To Think About Global Warming af den norske økonom og psykolog Per Espen Stoknes. I sin bog hæfter Stoknes sig især ved benægtelsen. Og måske er det bare benægtelse, medierne bedriver?

I dag fandt jeg tilfældigt en artikel fra 2012, der undersøger hvordan svenske børn på 12 år håndterer alt det, de får at vide om klimaforandringerne. Også blandt børn er benægtelse en af reaktionerne. Men en anden reaktion er en form for handlingslammende magtesløshed – det hele er så voldsomt, at man ræsonnerer, at der simpelthen ikke er noget at gøre.

Jeg ved, at der også er dem, der føler en tydelig nedstemthed. En amerikansk undersøgelse fra i år peger på at mange, der er interesseret i miljøspørgsmål og miljøpolitik, er særligt tilbøjelige til at udvikle stress og måske endda depressioner. Jeg har ikke selv oplevet dette, men der er bestemt dage, hvor humøret tager et dyk, når jeg tænker tingene igennem. Det kan være virkelig svært at forstå, at der er så lidt vilje til at gøre noget blandt beslutningstagerne.

En fjerde holdning er nemlig ligegyldighed. Min ubehagelige fornemmelse er, at mange af de beslutningstagere, der ikke vil gøre noget, faktisk føler ligegyldighed. De ved godt, hvor galt det er fat, men er “strategisk ligeglade” og besidder her en stor optimisme på egne vegne: At der ganske vist er mange mennesker, som vil komme til at lide under klimaforandringerne, men de bor i den fattige del af verden. I den rige del af verden vil man derimod kunne afbøde konsekvenserne. Derfor må det, tænker de ligeglade, være passende at blive ved med at satse på kortsigtede gevinster i de rige lande og på strategier, der først og fremmest handler om at dæmme op for konsekvenserne af den globale opvarmning.

Hvad skal man så gøre? Man skal selvfølgelig ikke være ligeglad eller benægte. Den eneste holdbare strategi udadtil er at blive ved med at påpege de meget konkrete alternativer til den nuværende udvikling. Men indadtil er hver enkelt af os, der er meget bekymret over klimaforandringerne, også nødt til at finde frem til en copingstrategi. En del af den strategi må bestå i at føle styrken ved at arbejde for forandringer sammen med andre.