Lad som om du er glad

I denne uge var det på et hængende hår, jeg huskede min nevøs fødselsdag, og det var kun takket være min søsters statusopdatering på Facebook, at jeg fik ønsket ham tillykke med de seks år. Jeg har simpelthen ikke lært at være god nok til at huske mærkedage.

Min mormor kunne til gengæld tilsyneladende huske alle fødselsdage i familien, og hun var derudover god til tålmodigt at lytte til alle naboernes bøvl, til at lave mad til syv børn (hvoraf kun min mor var hendes eget; resten havde hun giftet sig til) og til at sørge for at ingen i husholdningen glemte noget. Alle elskede min mormor!

Men jeg ved, at hun også kunne være udmattet og ked af det, og hun har sikkert også været sur og vred – selv om jeg aldrig så det.

Der er tit  en usagt forventning om at “man” skal vise bestemte følelser, og det er en forventning der findes både i arbejdslivet og i privatlivet – og den gælder meget ofte særligt for kvinder. I arbejdslivet er der en forventning om at ekspedienter i en butik skal smile og måske endda være entusiastiske. Noget lignende gælder for stewardesser.  Der er det hele taget ofte en  usagt forventning om at kvinder skal “stå følelsesmæssigt til rådighed” i større omfang end mænd skal og ikke mindst være mere omsorgsfulde.

På engelsk har man begrebet emotional labour; jeg kender ikke til en god dansk oversættelse.  Og der er skrevet en del om det – og især på engelsk. Problemet med emotional labour er selvfølgelig blandt andet, at der er andre forventninger til kvinder end til mænd. Der var f.eks. aldrig nogen, der sagde til mig, da jeg voksede op, at jeg skulle være god til at være opmærksom på mærkedage. Det er derfor, jeg desværre ikke er så god til det. Og derudover kan det selvfølgelig også være uholdbart, at bestemte mennesker forventes at vise bestemte positive følelser, også i situationer hvor de selv har nogle helt andre følelser. Det kan give anledning til stress og mistrivsel at skulle lade som om man er glad, selv om man bestemt ikke er det.

Flattr this!

Samme sjæl?

Der er forskningsresultater fra 2014, der tyder på at menneskers hjerner kan “synkroniseret” af at se den samme film. Nærmere bestemt kan flere forsøgspersoner få samme aktivitetsmønster i hjernen ved at se samme spillefilm. Ustrukturerede filmoptagelser har ikke samme effekt som omhyggeligt redigerede film.

Den amerikanske neurobiolog Moran Cerf kommer for nylig med denne påstand: Hvis man vil være mindre lykkelig og mindre stresset, skal man være sammen med mennesker, der har de personlighedstræk, man selv synes om. På denne måde kan man nemmere træffe de rigtige valg, når det gælder små beslutninger som f.eks. indkøb. Og med tiden skulle man så overtage sine venners gunstige personlighedstræk ved en slags synkronisering. Når han skal ud for spise med sine venner, lader Moran Cerf altid vennerne vælge restaurant, og da er det vigtigt at finde nogen, der foretrækker det samme som én selv.

Det lyder tillokkende, og vi har alle en fornemmelse af at man i et eller andet omfang kommer til at ligne de mennesker, man ofte er sammen med og som man ser op til. Og det føles ofte meget lettere at være sammen med mennesker, der har personlighedstræk, som man synes om. Der er noget særligt ved at føle, at man har “samme sjæl”.

Men jeg har også tre bekymringer ved Moran Cerfs indstilling – den kan ikke bruges som en livsindstilling i sig selv. Den ene er, at desværre ikke er ret mange, der har muligheden for selv at bestemme, hvem de vil være sammen med i arbejdslivet. Den anden er den lidt kedelige, nemlig at nogen altid er nødt til at vælge først, selv blandt ligesindede. Den tredje er at man måske kan synes om nogle personlighedstræk, der ikke er så heldige at have – og måske også tror at finde nogle personlighedstræk hos Den Anden, som egentlig slet ikke er der.

Flattr this!

Dummere?

Siden 1930 er den gennemsnitlige IQ vokset overalt i verden, og man har kaldt dette for Flynn-effekten efter den newzealandske intelligensforsker James Flynn, der påviste denne ændring. Men en ny undersøgelse af udviklingen i IQ viser at befolkningens gennemsnitlige IQ siden 1995 nu aftager med 0,23 point årligt i Norge, Finland og Danmark.

Intelligenskvotient-begrebet, som vi kender det, har sin oprindelse for lidt over 100 år sideni forsøg på at bestemme hvordan børn skulle indplaceres i skolesystemet. Og der er da også en korrelation mellem gængse mål for IQ og resultater i skolesystemet – og vi ved, at man kan forbedre sine resultater i IQ-tests gennem systematisk træning. Derfor er IQ-begreb da også ofte blevet kritiseret for ikke at være en dækkende beskrivelse af hvad menneskelig intelligens faktisk er.

Men netop fordi IQ-begrebet korrelerer med resultater i skolesystemet, og fordi uddannelse i sig selv udgør en form for træning af det enkelte menneskes IQ, kan en forklaring på den aftagende gennemsnitlige IQ være en aftagende kvalitet i uddannelsessystemet. Det er da også denne forklaring, Flynn selv kommer med. Han bemærker at skolearbejdet er mindre krævende i mange lande, og at elever bruger mindre tid på læsning og lektier. 

Selv bemærker jeg da også, at mange af de store ændringer i det danske skolesystem har fundet sted netop fra 1990’erne og frem. Ironisk nok er det hele den målstyring og fokus på uddannelsernes økonomi, som New Public Management har givet anledning til i form af bl.a. taxametersystemer, der har været i fokus snarere end målsætninger om at højne det faglige niveau.

(På en rigtig dårlig dag synes jeg også, at verden i det hele taget virker mere ubegavet, end den gjorde tidligere, men det er sikkert bare en illusion.)

Flattr this!

Frygten for at få succes

Nogle enkelte gange i mine nu mere end 25 år som universitetslærer har jeg oplevet at være vejleder for studerende, hvor vejledningsforløbet helt kuldsejlede. Det var studerende, der var rigtig talentfulde, men blev ved med at aflyse og udsætte møder med mig og aldrig afleverede noget som helst, selv om jeg insisterede på at vi da i det mindste skulle mødes engang imellem. Og i de tilfælde endte jeg desværre med at blive irriteret på dem, fordi jeg selv investerede en hel del af min tid og også havde forventninger til at de ville gennemføre. Men i dag kan jeg se, at det må have været en særlig præstationsangst, der må have stået bag.

I dag blev jeg færdig med Bob Mehrs gennemresearchede og velskrevne biografi om The Replacements (jeg skrev for ikke så længe siden om mine indtryk af samme bog her), og netop dén bog er faktisk en på én og samme tid interessant og irriterende beretning om en meget talentfuld rockgruppe, der led af en altædende præstationsangst. Hos The Replacements manifesterede den sig ved at de begyndte konsekvent at drikke sig fulde inden hver koncert og i ikke helt få tilfælde hurtigt begyndte at provokere publikum ved simpelthen at lade koncerterne falde fra hinanden i fordrukken adfærd. Nogle af deres turneer endte i slagsmål og regulært hærværk. Til vigtige optrædender, hvor der var talentspejdere fra store pladeselskaber til stede, og endda til bandets debut på landsdækkende tv i Saturday Night Live, gjorde The Replacements præcis det samme. De nægtede at indspille musikvideoer og i radiointerviews og til møder med berømte producere, der gerne ville arbejde med dem, var de konsekvent fulde og skæve og ubehøvlede. Bandets medlemmer var til sidst meget tæt på at gå helt til bunds i misbrugsproblemer. Hele vejen igennem dette kaotiske forløb blev de rost til skyerne for deres sangskrivning og fik Grammy-nomineringer og en masse ros fra mere etablerede musiknavne – men det kom der intet ud af.

Jeg holder også meget af The Replacements’ musik og har alle deres albums (og ganske meget af det solomateriale, medlemmerne siden lavede hver for sig). Men jeg har altid haft det svært med deres ubehagelige udskejelser og med hvordan de sårede så mange mennesker undervejs i karrieren, og endda nogen, der gav dem så mange chancer. Nu, hvor jeg har læst biografien om The Replacements, kan jeg se at de selv har det på samme måde – de fortryder og skal leve med det, de gjorde dengang i 1980’erne. I dag kan jeg også se, at hele deres destruktive adfærd var udtryk for den samme præstationsangst, som man kan se i uddannelsessystemet hos nogle meget talentfulde studerende – nemlig en frygt for både succes og for fiasko.

Flattr this!

At lære at blive afvist

Følelsen af at blive afvist kan være rigtig hård. Det skrev jeg om her i 2014. Meget af det, vi gerne vil, får vi måske aldrig gjort, netop fordi vi er bange for at blive afvist. Der er en masse ulykkelig kærlighed derude blandt mennesker, der er bange for at blive afvist. Og der er store drømme, der aldrig vil kunne gå i opfyldelse, fordi man er bange for at blive afvist.

Der er en masse psykoterapeutiske tilbud, der sigter på at lære mennesker at håndtere afvisning. Men kunne man mon træne sig selv til at være bedre forberedt på afvisning uden at blive handlingslammet?

Den amerikansk bosatte kinesiske forfatter Jia Jiang har sammensat et forløb på 100 udfordringer, som han mener skulle kunne gøre et menneske bedre i stand til at håndtere afvisninger. Det er udfordringer, der strækker sig fra at bede et fremmed menneske om at låne 100 dollars over at bede om at få lov til at lave sin egen sandwich hos Subway til at bede om at få et interview med USAs præsident (der på dét tidspunkt stadig hed Barack Obama). Formålet med de 100 øvelser skulle være, at man kan lære at vænne sig til afvisninger og ikke blive så følelsesmæssigt påvirket af dem.

Det er interessant læsning, og jeg har selv en fornemmelse af at der er ganske mange af disse udfordringer, jeg ville have det svært med. Men udfordringerne har også to andre egenskaber til fælles: Risikoen for at få et nej er meget høj, og der er tale om udfordringer, som er fælles for alle og ikke bunder i et personligt behov. Især det sidste, det personlige behov og skuffelsen ved at dette behov ikke bliver opfyldt, kan være en grund til at afvisninger kan føles så voldsomme. Jeg tror ikke at Jia Jiangs øvelser vil være nok til at trøste alle dem, der har uheld i kærlighed – men den vil sikkert kunne få dem til at tænke på noget andet for en stund.

Flattr this!

Kan man lære det på en måned?

Max Deutsch går en tur i Hamburg med Rubiks terning inden mødet med Magnus Carlsen. Foto: Wall Street Journal.

I denne uge har jeg læst om Max Deutsch, der trods sit navn slet ikke er tysk. Max Deutsch er en ung mand fra 24 år fra San Francisco, der har en bachelorgrad i matematik, har arbejdet som product manager for firmaet Intuit og nu har gjort det til en personlig ambition at lære at mestre nye udfordringer. På sit websted skriver han om alle de nye lærings-udfordringer, han har kastet sig ud i:

At kunne løse Rubiks terning på under 20 sekunder, at tegne et vellignende selvportræt, at få absolut gehør, at spille en lang, improviseret guitarsolo, at føre en samtale på hebræisk, at lave en stående baglæns saltomortale – og senest har han udfordret den norske verdensmester i skak, Magnus Carlsen.

I hvert af disse tilfælde har han givet sig selv en måned til at nå sit læringsmål, og kun i det sidste tilfælde lykkedes det ikke: Max tabte til Magnus i 39 træk. Men det var i det mindste ikke et pinligt nederlag.

Det er fascinerende, hvor langt man kan nå med en måneds koncentreret indsats, og det bør mane til eftertanke for alle os, der underviser og gerne vil hjælpe andre til at lære. Max Deutsch er nu heller ikke en gennemsnitlig ung mand; han er rigtig godt begavet, han er i god form og det lader også til at han har penge nok til at kunne gennemføre sine forehavender.

Hvad kunne jeg selv tænke mig at lære, hvis jeg havde en måned til rådighed uden distraktioner? Her er nogle af de færdigheder, der kunne stå på min liste (og flere af dem ligner dem, der er på Max Deutsch’s liste):

  • At lære at bruge bevisassistenten Coq til assisteret bevisførelse i matematik
  • At lære at tale (og skrive) et sprog, der ikke er indoeuropæisk (f.eks. arabisk eller kinesisk)
  • At lære at spille en improviseret guitarsolo
  • At lære at jonglere
  • At lære at stå på skøjter
  • At lære at brygge øl

Nogle af ovenstående færdigheder er nogen, der er lige i nærheden af noget, jeg kan, mens andre ligger noget længere væk. Jeg har kunnet spille guitar engang, og jeg har faktisk spillet en solo offentligt, men den var kort og kluntet, og jeg vil ikke engang kunne spille en kluntet, indøvet solo i dag. Og jeg har været i nærheden af Coq, men er aldrig kommet i gang. Skøjter har jeg til gengæld ingen erfaring med, og det samme gælder ølbrygning.

Flattr this!

Men hvorfor gjorde de ikke noget?

I denne uge er der et debatindlæg af Ole Bornedal om de igangværende afsløringer af omfattende sexchikane og voldtægter med udgangspunkt i sagen om Harvey Weinstein. Bornedal skriver:

Han spørger

Når en kvindelig skuespiller omtaler sit første møde med Harvey (som jeg lige vil nævne, at jeg selv har oplevet på allernærmeste hold gentagne gange, da jeg arbejdede sammen med ham i to år) som seksuelt ydmygende, og hun senere beskriver sit andet møde med ham som (nærmest) voldtægt og siden beskriver sit nu tredje meget, meget svære møde med ham som perverst … Er jeg så virkelig den eneste, der undrer mig over, hvorfor hun nogensinde når til det tredje møde?

Jeg tror faktisk, at alle de intelligente, selvbevidste kvinder, jeg kender – og det er alle – aldrig ville nå så langt som til det første møde. »Jamen disse kvinder er jo afhængige af disse magtfulde mænd, de befinder sig i deres hule hånd, deres karriere afhænger af dem.«

Egentlig kan jeg vel godt lide Ole Bornedal (han er endda fra Nørresundby), men her synes jeg at han rammer fuldstændig ved siden af og endda bagatelliserer nogle rigtig alvorlige hændelser. Det er underligt, at Bornedal slet ikke indser det paradoks, der er tale om.

To spørgsmål, man ofte stiller i forbindelse med seksuelle eller voldelige overgreb mod kvinder er

  • Hvorfor gjorde mange af de kvinder, der blev udsat for overgrebene, ikke noget for at standse det og hvorfor mødtes de måske endda igen med den, der udøvede overgrebene?
  • Hvorfor gjorde mange af de kolleger, der kendte til den, der udøvede overgrebene, ikke gjorde noget for at standse dem og hvorfor forsvarede de måske endda udøveren over for andre?

Men blot fordi denne paradoksale adfærd finder sted, betyder det ikke, at chikane ikke er et problem. Det første spørgsmål er især blevet stillet og besvaret mange gange i konteksten af vold i ægteskabet, og vi ved, at det ikke kun handler om en mands trusler mod en kvinde, men også om mange andre psykologiske mekanismer. Danner-stiftelsen kalder det for voldsspiralen. 

Men i sammenhænge, hvor overgrebsmand og offer ikke er i et forhold eller er i familie med hinanden, kan der være andre forklaringer, og når det drejer sig om tredjeparter og hvorfor de ofte ikke reagerer eller endog forsvarer dem, der udøver overgreb, må der være andre forklaringer. Der findes også faktisk en del forskning inden for dette.

I nogle tilfælde er der tale om at tredjepart bevidst bagatelliserer overgrebene eller er i en slags alliance med overgrebsmændene, men i mange andre tilfælde bliver en tredjepart, der er vidne til et overgreb, overrumplet. Psykologer taler om såkaldt impact bias – at man er tilbøjelig til at overvurdere, hvor meget man vil føle sig påvirket af voldsomme hændelser, der kan ske i fremtiden. Mange af os kender dette uventede reaktionsmøde, når man som antiracist uventet bliver konfronteret med racistiske udtalelser fra andre i løbet af en samtale. Alt for ofte får man ikke sagt ordentligt fra (måske sket ikke) i situationen.

Det oplagte at gøre for at forhindre denne passivitet (som reelt ofte er en form for medskyld) er selvfølgelig at skabe strukturer, så de, der er vidne til overgreb, bliver tilskyndet til at fortælle om overgrebene og få dem standset. Men i tilfælde som Harvey Weinstein og Peter Aalbæk Jensen har der ikke været den slags strukturer – tværtimod.

Flattr this!

Det var ikke mig, der gjorde det

Peter Aalbæk Jensen sover foran en plakat, hvor Lars von Trier opfordrer til anstændighed. Foto: Niels Hougaard (Politiken)

For halvandet år siden skrev jeg om dette fænomen, som psykologer kalder for kompartmentalisering – den selvopfattelse, der gør det muligt for mennesker at placere de “normale” og de forkastelige handlinger, de selv foretager, i hver sin afdeling, så de dermed kan leve med dem. Det er kompartmentalisering, der gjorde det muligt for f.eks. bødlerne fra Auschwitz at slå mennesker ihjel den ene dag og tage på skovtur den næste. Hvis man ikke delte sit sind på denne måde, ville man have meget svært ved at leve med konsekvenserne af sine handlinger.

I 1976 indrykkede Samuel D. Smithyman, der dengang var PhD-studerende i psykologi fra USA, en avisannonce, hvor han efterlyste mænd, der var villige til at indrømme anonymt, at de havde begået voldtægt, men aldrig var blevet anmeldt eller retsforfulgt. Han fik omkring 200 henvendelser. Det interessante er, at disse mænd, der alle har begået voldtægt, på én og samme tid indrømmede, hvad de har gjort, og på den anden side nægtede at kalde det for voldtægt.

Lige nu ser vi en lang række afsløringer af kendte mænd inden for film- og teaterverdenen, der har begået seksuelle overgreb. Det er ofte tydeligt, at de pågældende mænd, selv i lyset af det ofte omfattende evidensgrundlag, har svært ved at se, hvad de egentlig har gjort og ofte mener at stå for noget helt andet end det, deres handlinger afslører.

Måske hjælper dem, der omgås de pågældende mennesker, også med til at forstærke denne kompartmentalisering? Ét er at der bliver talt om hvor mange af overgrebene, der mon befinder sig i en “gråzone”, så der er tale om handlinger, der ikke var ment som overgreb, men blev tolket sådan. Mit eget indtryk fra de beretninger, jeg selv har læst er dog, at der ikke er ret mange tilfælde i denne “gråzone”.

Et andet er at der ikke rigtig har været nogen, der har stoppet de pågældende personer, selv om deres krænkende adfærd har stået på i lang tid. Deres krænkende adfærd var “en anden side”, som man tolererede og som ofrene for overgrebene oftest ikke turde tage til genmæle over for, netop fordi krænkelserne var så tilsyneladende uforenelige med krænkernes offentlige identitet som skuespillere, filminstruktører, producenter osv.

Flattr this!

Alt godt til alle?


Jeg er netop blevet færdig med The Science of Meditation af Daniel Goleman og Richard Davidson. Det sker som en del af mit forsøg på at komme ordentligt i gang med at meditere igen; jeg stoppede da jeg i forsommeren 2015 brækkede min albue og i en periode derefter havde problemer med at sidde ordentligt uden at få smerter i højre arm. Men jeg husker tiden inden som en tid, hvor jeg var inde i en god verden.

Jeg har altid været skeptisk over for ideen om at man kan ændre verden ved at meditere. Men The Science of Meditation er en god bog at læse, fordi den på én og samme tid gør systematisk rede for hvad hjerneforskningen kan fortælle os om gavnlige virkninger af meditation for den enkelte og samtidig har den fornødne grad af videnskabelig skepsis. Goleman og Davidson kritiserer således mange eksisterende forskningsresultater, der skulle vise de positive virkninger af meditation, for deres metodologiske mangler.  Noget af det, de kritiserer hyppigt, er dårligt designede eksperimenter, brugen af små populationer og forsøgsledernes forudindtagethed for at påvise en positiv effekt af meditation.

Men meget tyder ikke desto mindre på at meditation kan påvirke bestemte hjerneprocesser, og det er interessant at nogle af de virkninger, der er godt dokumenterede og kommer hurtigst, er virkninger af såkaldt “loving kindness”-meditation, hvor vi bruger meditationen til at ønske alt godt, først for sig selv, dernæst for dem, der står os nær – og her kommer det svære – for alle mennesker i verden. Det indebærer nemlig, også at vi skal ønske alt godt for dem, vi ikke kan fordrage: Den hidsige og urimelige kollega, den sure og misundelige slægtning, den korrupte politiker, terrorister og racister osv. osv.  Resultaterne beskrevet i The Science of Meditation viser faktisk, at de personer, der mediterer på denne måde,  inden for få måneder får udviklet deres evne til medfølelse (en lidt upræcis oversættelse  af det, der på engelsk hedder compassion), og på den måde ændrer de faktisk også verden for dem, de møder.

Hele denne praksis, der er “loving kindness”-meditation, er en virkelig svær øvelse, men den er også nødvendig af andre årsager end de rent instrumentelle. Den er nemlig også en slags tankeeksperiment. Hvis vi vil skabe en bedre verden, er den nemlig også nødt til at være en bedre verden for dem, vi ikke kan fordrage.

Jeg kan ikke lade være med at bemærke, at denne type meditation ikke bliver markedsført nær så meget som f.eks. mindfulness-meditation. Ikke at der er noget galt med mindfulness-meditation som sådan, men ideen om at ønske alle det godt er ikke helt på linje med de hyppigst fremførte grunde til at man skal meditere, nemlig at man skal være robust og ikke skal gå ned med stress (ofte underforstået: så man bedre kan klare sig i konkurrencesamfundet). F.eks. kan jeg læse, at selv Goldman-Sachs, der bestemt ikke er kendt for at vise omsorg eller for at være tynget af medfølelse, forærer alle deres ansatte et abonnement på en mindfulness-app!The Science of Meditation kan jeg til gengæld læse om en amerikansk virksomhed, der har indrettet et meditationsrum – men at man risikerer at blive fyret, hvis man går derhen for tit.

Flattr this!

Hård, men hjertelig?

I de seneste 10-15 år har man ikke helt sjældent hørt nogle tale om at omgangstonen i samfundet og i organisationer er blevet grim og rå, mens andre taler om behovet for ytringsfrihed og for at kunne være “sige det som det er”. Min egen fornemmelse er desværre, at omgangstonen i samfundet og i organisationer stadigt oftere tenderer mod en form for hetz. Det gælder den måde, hvorpå mange politikere i vore dage taler om og behandler grupper af borgere som flygtninge, etniske mindretal, arbejdsløse og langtidssygemeldte på. Og det gælder den måde, som ledelsen på nogle arbejdspladser udøver deres magt på.

En interessant klumme af Lisa Barrett, der er professor i psykologi ved Northeastern University i USA, tager fat netop på sammenhængen mellem chikane og fysisk helbred.

Hun hæfter sig ved de resultater i medicinsk forskning, der kraftigt tyder på at der er en negativ langtidsvirkning af kronisk stress udløst af chikane på et menneskes immunforsvar. En amerikansk undersøgelse fra 2014 har således undersøgt de fysiske langtidsvirkninger af mobning på børn og unge. Man undersøgte niveauet af såkaldt C-reaktivt protein, som er en markør for betændelsesreaktioner i en population på 1420 mennesker, og man brugte her strukturerede interviews for at afdække om forsøgspersonerne havde været udsat (eller havde deltaget i) mobning i barndom/ungdom. Jo flere sådanne bølger af mobning, et barn/en ung havde været udsat for, jo højere niveau af C-reaktivt protein havde vedkommende. Denne korrelation var signifikant, selv om man korrigerede for faktorer som misbrugsproblemer, BMI og andre mål for fysisk og mentalt helbred.

Hvis omgangstonen mennesker imellem derfor skaber en tilstand af stress – og det tror jeg desværre, den ofte gør – har det derfor nogle meget konkrete konsekvenser: Man bliver lettere syg. Lisa Barrett peger på, at det ikke er selve dét at blive udsat for synspunkter, man er uenig i, der er problemet, men derimod en langvarig oplevelse af ikke at føle sig sikker og af at føle sig set ned på, der kan føre til kronisk stress. På denne måde, siger hun, kan en hård omgangstone være en form for “vold med ord”.

Flattr this!