Hvorfor er de så fascinerende?

Foto: Tine Harden (Instagram: https://gramho.com/media/2149286061117634830)

Jeg følger også med i TV-serien Fred til lands på DR1. Det er en velspillet og skræmmende serie. For mig er den også speciel at se, for mine søskende og jeg har en far, der har en dyssocial personlighedsforstyrrelse og har begået grov kriminalitet, formodentlig gennem hele sin ungdom og sit voksenliv – i dag er han en meget gammel mand. Heldigvis har de fleste af os kun haft sporadisk kontakt til ham, og vores mødre har været på vores side og været stærke og gode kvinder. Men selv jeg, der kun har mødt min far få gange, kan se at Fred til lands rammer plet med sin skildring af Mike. Det skræmmende er nemlig, at psykopater alene ved sin uforudsigelige og truende adfærd, der bliver afbrudt af momenter af tilsyneladende normalitet og sårbarhed, giver andre en følelse af om ikke at kunne vinde over dem, men i det mindste så at kunne leve videre med dem. Det er netop, når psykopaterne virker “normale” og tilsyneladende tillidsvækkende, at de er allerfarligst og allermest manipulerende.

Det er vel også derfor, psykopater er så stor en kilde til fascination i fiktionens verden: De lader til at være “næsten som os”, og man kan godt ende med at tro at de kan kureres og at de har almindelige følelser, måske endda at man kan manipulere dem. Intet af det er desværre tilfældet.

(I øvrigt kan jeg ikke lade være med at bemærke, at både Fred til lands og Arvingerne foregår på Fyn, der åbenbart har fået den kranke skæbne at fremstå i dansk tv-dramatik som en landsdel befolket af smålige og afstumpede mennesker!)

Jobansøgninger og depression

I Storbritannien anbefaler jobcentrene nu jobsøgende at skrive “dårligt humør” (low mood) i deres ansøgninger i stedet for at nævne, at de har eller har haft en depression. Centrene opfordrer også ansøgere til ikke at nævne kronisk træthedssyndrom, men skrive at de “oplever træthed”. Forståeligt nok er mange oprørte over sådanne råd. Det er yderligere stigmatiserende for alle de mange mennesker, der har haft en depression eller har kronisk træthedssyndrom (myalgisk encephalomyelitis), at de skal skjule det.

Men der er ikke tale om et særligt britisk fænomen. I 2013 kunne man således læse dette råd på jobfinder.dk:

Hvis du ikke har fået din nye arbejdsgiver endnu og skal til at søge job, så er det ikke en god ide, at skrive historien i dit CV og i din ansøgning. Det kan være svært på skrift at give en ny arbejdsgiver det komplette billede af, hvad situationen har været og hvordan du er kommet igennem den. Vent med at fortælle det, til du sidder ved et interview. Hvis der er huller i dit CV, så kan du eventuelt skrive sygeoverlov eller sygemeldt. Til samtalen vil det være noget, som du vil blive spurgt ind til.

Mange forsøger at skjule perioder med depression eller stress-relaterede sygemeldinger, når de skriver jobansøgninger. Dette føler mange er nødvendigt for at undgå diskrimination, selv om der er tale om udbredte lidelser. Ifølge Netdoktor vil der altid være mellem 100.000 og 200.000 borgere i Danmark, der har en depression. Hvor ville det dog være godt, hvis alt det underlige maskespil i ansøgninger, hvor man skal simulere usårlighed, ikke var nødvendigt.

En mulighed, som jeg i skrivende stund ikke ved om realistisk, er at insistere på at virksomheder er åbne om deres holdninger til dette. Jeg lægger nemlig mærke til, at rådene om ikke at nævne depression mm. ikke kommer fra virksomheder, men fra dem, der rådgiver jobsøgende. Rådene må enten stamme fra en ubegrundet frygt eller fra rådgiveres konkrete dårlige erfaringer med virksomheder, der diskriminerede ansøgere.

Møderne på nettet og i virkeligheden

I det kommende efterår skal jeg igen kaste mig over at skrive en ansøgning om forskningsmidler sammen med kolleger andetsteds fra, som jeg kender godt. Vi kommer sikkert til at holde møder over nettet. Der er ganske mange forskellige software-løsninger til den slags. Der er Skype og der er Google Hangout. Der er også FaceTime, men de virker kun til Apples produkter. Der er Wire og Telegram. Vi har prøvet ganske meget af den slags, men det bliver aldrig helt det samme som at mødes i levende live. Det ene møde vi havde i 2018, hvor vi alle var samlet i samme lokale i Lissabon, bragte os alle meget tættere på en fælles forståelse af vores daværende projektansøgning end alle de mange møder over nettet. Jeg har meget bedre minder om det møde (og ikke kun fordi det var i Lissabon) end om alle møderne på nettet, hvor vi ofte havde brugte megen tid på slåskampe med og mod dårlig lyd- og billedkvalitet og aldrig kunne gå op til en tavle for at tegne og fortælle.

For næsten præcis et år siden deltog jeg i en workshop i Beijing, hvor jeg havde fået en artikel optaget. Dvs. jeg deltog ikke selv; jeg var ved at skære ned på flyrejserne og havde da også en anden konferencedeltagelse i Portugal samtidig. Jeg sendte en forud indspillet videopræsentation af sted og tog imod spørgsmål via Skype. Det gik nogenlunde, men det var på ingen måde som at være til en “rigtig” konference.

I vore dage er vi nødt til at begrænse vore rejser i akademisk sammenhæng så meget som muligt for at kunne standse den globale opvarmning. En af de store udfordringer i den forbindelse er at skabe et nærvær og et fællesskab på nettet, der svarer til det, man kan finde ved sædvanlige fysiske møder. Det er en udfordring, der ikke kun handler om teknologi; den handler i høj grad også om noget andet, nemlig om psykologiske faktorer. Når jeg er til konference, har jeg rent fysisk forladt mine daglige omgivelser. Jeg har afsat flere dage i kalenderen og er et andet sted, jeg ikke nemt kan forlade og måske heller ikke føler trang til at forlade. Ofte sker der det til akademiske konferencer, at man mødes mellem seancerne og får skabt nye ideer og nye samarbejdsforbindelser opstår. Men når jeg deltager i et møde på nettet, er det bare endnu en af de mange aktiviteter, der er med til at hakke en arbejdsdag i stykker, og det er særdeles veldefineret, hvem jeg er til møde sammen med.

Jeg bryder mig ikke om at sige, at noget er umuligt, men måske kan man slet ikke gøre noget tilsvarende ad virtuel vej?

En grandios misforståelse

Hele den mærkværdige historie om Donald Trumps fornærmede aflysning af sit besøg i Danmark er ikke bare en påmindelse om, hvordan virkeligheden ofte kan overgå fiktionen og om hvor svært det er blevet at lave satire. Det er også interessant, at den forrykte idé om at ville købe Grønland vel var det, der skulle til for at bringe Danmark og Grønland tættere på hinanden. Det ofte komplicerede forhold mellem Grønland og den gamle kolonimagt er trods alt nemmere at forholde sig til end den kyniske naivitet hos en præsident, der er ligeglad med at der faktisk bor mennesker på den store ø oppe nordpå.

Forløbet viser samtidig, at USAs præsident er fanget i en grandiositet, som man sjældent har set mage til. Det er en grandiositet, der gør at han har svært ved at forstå og acceptere, at andre ikke deler hans opfattelse af egen fortræffelighed og berettigelse, der “tillader” ham at overskride almindelig adfærd i internationale forhold. Jeg skrev om Kanye West og hans grandiose og fornærmede adfærd for et par år siden her. Det er næppe noget tilfælde, at musikeren og præsidenten har så nært et forhold, og min fornemmelse er, at det forhold næppe er et isoleret eksempel på at grandiose og magtsøgende mennesker holder af hinandens selskab.

Dagen hakket i stykker

Tomat-minuturet.

I dagbladet Information har der for nylig været en artikel om den danske IT-virksomhed IIH Nordic, hvor den ugentlige arbejdstid er 30 timer. De ansatte arbejder derfor kun 4 dage om ugen. Dette bliver muligt, fordi arbejdstiden bliver effektiviseret.

Ida Madsen sidder midt i en koncentrationssprint, hvor hun arbejder fokuseret og uafbrudt i 25 minutter. Her på det digitale reklamebureau IIH Nordic kalder de det også at være i fuld pomodoro. Når tiden er gået, slukker den røde lampe, og en grøn tænder. Konceptet hedder pomodoro – tomat på italiensk – fordi dets opfinder, den italienske managementguru, havde et æggeur formet som en tomat. Alle ansatte skal helst være i pomodoro tre gange om dagen. På to store skærme i hver sin ende af kontoret kan alle følge med i, hvor mange gange hver enkelt medarbejder har været i pomodoro i løbet af dagen, og hvem der er det netop nu. Det er også derfor, at der er en rød lampe på Ida Madsens computerskærm. Så ved hendes kolleger, at hun er i pomodoro og under ingen omstændigheder må forstyrres.

Det lyder besnærende. Men dette viser vel egentlig, at den store udfordring ikke så meget er arbejdsugens længde og heller ikke “effektiv arbejdstid” som sådan, men derimod de skift i kontekst, som man oplever, hver gang man går fra at arbejde med én opgave til at arbejde med en anden. Alle disse kontekstskift kan være mentalt krævende og sluge ganske megen tid. Når man hos IIH Nordic skal “være i pomodoro”, betyder det i virkeligheden, at man får fred og ro til ikke at skifte kontekst.

Hvis man er universitetslærer, har man som regel flere forskellige arbejdsopgaver – her specielt undervisning og forskning. Når man går fra at undervise til at have forskningstid, er der typisk en omstillingstid, hvor man skal komme tilbage ind i den problemstilling, man tidligere har arbejdet med. Denne omstillingstid kan være temmelig betragtelig. Hvis man er uddannelsessøgende, har man også flere forskellige arbejdsopgaver – måske følger man kurser inden for flere forskellige fag eller man følger kurser og laver et projekt også. På uddannelser, hvor der er projektarbejde, kan de studerende typisk først gøre en ordentlig indsats, når kursusundervisningen er overstået, og de kan undgå kontekstskiftene. Selv tilsyneladende små kontekstskift, f.eks. at man skal læse og reagere på en mailbesked, kan også være belastende.

Så vidt jeg kan se, handler diskussionen om arbejdstid for vidensarbejdere ikke kun om arbejdstid målt i tidsenheder, men i høj grad også om arbejdstid målt i kontekstskift. Det gælder om at sikre at det enkelte menneske kan minimere de mange kontekstskift, så man ikke får sin arbejdsdag hakket i stykker. Dette kræver, at arbejdspladsen eller uddannelsesstedet giver den enkelte fred og ro og en overskuelig samling af arbejdsopgaver.

Alt for altruistisk?

Jeg har læst en spændende artikel om mennesker, der er født med Williams’ syndrom. Det er en genetisk fejl, der skyldes at der mangler 26 til 28 gener på kromosom 7, og den ytrer sig ved at mennesker med denne genfejl bl.a. har problemer med fordøjelsen og kredsløbet, har bestemte ansigtstræk og ofte har indlæringsproblemer – men samtidig er de også usædvanligt sociale og imødekommende mennesker! I artiklen er det citater fra mennesker med Williams’ syndrom og forældre til dem, der fortæller om denne store imødekommenhed.

Ud over at i sig selv det er fascinerende, at nogle mennesker er født så betingelsesløst imødekommende, er det også særdeles interessant at sådanne menneskers adfærd har en genetisk komponent, fordi det viser os at altruisme “findes i os” og er blevet valgt til i menneskets historie gennem naturlig selektion. Jeg hører ind imellem nogen påstå, at mennesker er “født egoistiske” – men det kan så simpelthen ikke være korrekt. Altruismen er lige så virkelig som dens modsætning.

Tidligt op, men sent i seng

Det er ved at blive trendy at stå tidligt op. Men det har sine konsekvenser. Jeg har haft en høj undervisningsbelastning i dette forår; jeg har undervist omkring 800 timer. Jeg er begyndt at stå op klokken 5 om morgenen og jeg får derfor også nået en hel del i løbet af dagen. Men ud på eftermiddagen eller tidligt på aftenen sker der typisk det, at jeg falder i søvn.

Jeg er ikke sikker på, at min arbejdsindsats har været bedre, bare fordi jeg er stået tidligere op. Nogle gange oplever jeg, at jeg bliver en dårlig udgave af mig selv fordi jeg sover for lidt – mere modløs, mere tankeløs.

Måske er det ikke så smart at stå tidligt op alligevel. Moden med at stå tidligt op er også en del af en holdning til hvor stor en del af livet, arbejdslivet skal udgøre. Jeg har læst en interessant artikel af den amerikanske forfatter Michael Thomas om netop det. I de rige lande sover voksne mennesker gennemsnitligt mindre end man gjorde for en generation siden. Paradoksalt nok er arbejdstiden blevet kortere i mange lande, men det er ikke fritiden, der bruges som argument for at stå tidligere op – det er tværtimod produktiviteten.

Som Michael Thomas også bemærker: Det er sjældent, man hører nogen tale om vigtigheden af hvile for at kunne lave en god arbejdsindsats.

Den svære kunst at være ordentlig

I dag havde jeg besøg af en estisk universitetslærer fra universitetet i Tallinn. Han var meget interesseret i at høre mere om vores undervisning på Aalborg Universitet, både hvad angår kurser og projektarbejde. Jeg prøvede at svare, så godt jeg kunne.

Til sidst stillede han et bredt spørgsmål: Hvad var mon den vigtigste erfaring, jeg havde gjort mig i mine år som universitetslærer?

Og her måtte jeg sige, at det vigtigste, jeg har lært inden for de seneste få år er at man skal være venlig og imødekommende over for dem, man underviser. Det lyder plat og selvindlysende, men det er det ikke. Når nogen stiller et spørgsmål, er det tegn på at de er interesserede og gerne vil lære – og så skal man møde dem på en venlig og imødekommende måde.. Jeg vil ikke påstå, at jeg altid har været uvenlig før i tiden. Men jeg har godt kunnet være mere åbenlyst utålmodig end jeg prøver at være i dag. Jeg har hørt om universitetslærere, der direkte sagde til studerende, at deres spørgsmål var så dårlige, at det tydede på at de skulle tilbage på et lavere semester! Til gengæld har jeg også oplevet universitetslærere, der var meget rummelige og empatiske. Dem har jeg lært meget af.

Den attitude, man viser over for dem, man underviser, betyder generelt rigtig meget. Jo mere ærligt og jo mere præcist, man kan kommunikere med de studerende, og jo mere man kan tage dem alvorligt, jo mere får man igen fra dem. Det er dét, der er min erfaring og dét, jeg stræber efter.

Vipassana

I dag og i går læste jeg Ti dages stilhed, en ny bog af den danske forfatter Niels Lyngsø.

Ti dages stilhed er en skildring af hans ophold på et ti dage langt meditations-retreat i Ödeshög i Sverige, hvor han får en indføring i den såkaldte vipassana-meditation.

På én måde sker der ingen verdens ting i bogen – Niels Lyngsø ankommer til meditationskurset og mediterer i ti dage fra tidlig morgen til ud på aftenen. Om aftenen er der foredrag på VHS-video af S.N. Goenka, den nu afdøde grundlægger af vipassana-skolen.

Men samtidig er bogen en fascinerende skildring af alt det, der sker inde i Niels Lyngsø – alt det, han opdager om sit sind og om sin krop. Og man opdager som læser hurtigt, at det er voldsomt krævende at sidde helt stille i tavshed i ti dage og være opmærksom på de måder, som meditationen kræver det. På mange måder forekommer de ti dage i Ödeshög som en barsk stroppetur af de mere overraskende. Alene Niels Lyngsøs beskrivelse af hvordan man skal sidde i to timer og fokusere på et område mellem næsen og overlæben er overrumplende. Flere gange i løbet af de ti dage er han overvældet af følelser eller fysisk smerte som han ikke havde kunnet forestille sig.

Efter de ti dage, hvor han ikke må sige noget til sig selv eller til andre og ikke må have øjenkontakt til de andre kursusdeltagere, har han opnået en ganske særlig form for selvindsigt og er ikke mere den samme. Han har opdaget, at meditation ikke er en genvej til føle sig godt tilpas, men en systematisk tilgang til at opnå selvindsigt. Efter kurset er han begyndt at meditere to gange en time hver dag.

Niels Lyngsø har både en indsigt i hvordan man beskriver indre mentale processer (han er også romanforfatter) og i det videnskabelige grundlag for meditation, og det gør denne bog om et tilsyneladende meget lidt handlingspræget forløb til usædvanligt spændende læsning.

Jeg har selv prøvet at meditere, men holdt op efter at have fået et brud på min albue i 2015. Senere har jeg prøvet at komme i gang igen, men det er ikke rigtig lykkedes. Om jeg orker (eller tør!) bruge ti dage på denne måde – for slet ikke at tale om hvorvidt det er muligt at rive ti dage ud af kalenderen til meditation – ved jeg ikke.

At lave ingenting påny

Jeg vil gerne være mindre afhængig af min smartphone; den er blevet en tidsrøver. Og jeg er ikke den eneste, der har det sådan. Journalisten Kevin Roose har en lang og interessant artikel om sit systematiske forsøg på at vænne sig fra sin smartphone-afhængighed (der lader til at være sammenlignelig med, omend noget værre end min.). Et af de centrale råd er, at man skal lære igen at lade være med at fylde alle de små pauser (også de bittesmå) ud med telefon-kigning.

Det er overraskende, at man som moderne menneske skal genopdage det at lave ingenting. Da jeg var barn, kunne jeg nemlig sagtens lave ingenting. Jeg husker sene eftermiddage i mit barndomshjem, når lektierne var lavet og inden aftensmaden var klar, hvor jeg bare sad og kiggede ud på vejen. Det var faktisk gode stunder, når jeg ingenting lavede.

Siden kom travlheden, og i de seneste år er det blevet slemt. Jeg kan næsten ikke lave ingenting længere, og det ærgrer mig. Min smartphone skulle hjælpe mig med at holde styr på alting, og det gør den også – kalenderen er god, men så alligevel… Det har bestemt heller ikke hjulpet, at vores samfund ser arbejdet som altings mål og lediggang som roden til alt ondt. Det er efterhånden som om man skal lave noget altid.

Jeg er dog allerede kommet et første skridt væk fra den værste afhængighed. Mit første skridt tog jeg for et år siden, nemlig at min smartphone skulle ligge til opladning i køkkenet om natten, langt fra min seng. Min fornemmelse var, at det ville gavne – og det passer da også. Tilmed er der en undersøgelse fra 2018, der faktisk viser, at de, der ikke lader deres telefon op i soveværelset, er gladere.

En god måde at “lave ingenting” på er meditation. Og ja, selvfølgelig foretager man sig noget, når man mediterer, men det er udelukkende at observere sindet. Jeg havde en lang overgang en god morgenvane med at meditere, men den gled jeg ud af i foråret 2015, da jeg blev kørt ned og fik et lille brud på højre albue. I en periode kunne jeg simpelthen ikke sidde med min arm på en god og afslappet måde. For tiden prøver jeg at komme i gang igen, og nu må det meget gerne lykkes.