Alt for altruistisk?

Jeg har læst en spændende artikel om mennesker, der er født med Williams’ syndrom. Det er en genetisk fejl, der skyldes at der mangler 26 til 28 gener på kromosom 7, og den ytrer sig ved at mennesker med denne genfejl bl.a. har problemer med fordøjelsen og kredsløbet, har bestemte ansigtstræk og ofte har indlæringsproblemer – men samtidig er de også usædvanligt sociale og imødekommende mennesker! I artiklen er det citater fra mennesker med Williams’ syndrom og forældre til dem, der fortæller om denne store imødekommenhed.

Ud over at i sig selv det er fascinerende, at nogle mennesker er født så betingelsesløst imødekommende, er det også særdeles interessant at sådanne menneskers adfærd har en genetisk komponent, fordi det viser os at altruisme “findes i os” og er blevet valgt til i menneskets historie gennem naturlig selektion. Jeg hører ind imellem nogen påstå, at mennesker er “født egoistiske” – men det kan så simpelthen ikke være korrekt. Altruismen er lige så virkelig som dens modsætning.

Tidligt op, men sent i seng

Det er ved at blive trendy at stå tidligt op. Men det har sine konsekvenser. Jeg har haft en høj undervisningsbelastning i dette forår; jeg har undervist omkring 800 timer. Jeg er begyndt at stå op klokken 5 om morgenen og jeg får derfor også nået en hel del i løbet af dagen. Men ud på eftermiddagen eller tidligt på aftenen sker der typisk det, at jeg falder i søvn.

Jeg er ikke sikker på, at min arbejdsindsats har været bedre, bare fordi jeg er stået tidligere op. Nogle gange oplever jeg, at jeg bliver en dårlig udgave af mig selv fordi jeg sover for lidt – mere modløs, mere tankeløs.

Måske er det ikke så smart at stå tidligt op alligevel. Moden med at stå tidligt op er også en del af en holdning til hvor stor en del af livet, arbejdslivet skal udgøre. Jeg har læst en interessant artikel af den amerikanske forfatter Michael Thomas om netop det. I de rige lande sover voksne mennesker gennemsnitligt mindre end man gjorde for en generation siden. Paradoksalt nok er arbejdstiden blevet kortere i mange lande, men det er ikke fritiden, der bruges som argument for at stå tidligere op – det er tværtimod produktiviteten.

Som Michael Thomas også bemærker: Det er sjældent, man hører nogen tale om vigtigheden af hvile for at kunne lave en god arbejdsindsats.

Den svære kunst at være ordentlig

I dag havde jeg besøg af en estisk universitetslærer fra universitetet i Tallinn. Han var meget interesseret i at høre mere om vores undervisning på Aalborg Universitet, både hvad angår kurser og projektarbejde. Jeg prøvede at svare, så godt jeg kunne.

Til sidst stillede han et bredt spørgsmål: Hvad var mon den vigtigste erfaring, jeg havde gjort mig i mine år som universitetslærer?

Og her måtte jeg sige, at det vigtigste, jeg har lært inden for de seneste få år er at man skal være venlig og imødekommende over for dem, man underviser. Det lyder plat og selvindlysende, men det er det ikke. Når nogen stiller et spørgsmål, er det tegn på at de er interesserede og gerne vil lære – og så skal man møde dem på en venlig og imødekommende måde.. Jeg vil ikke påstå, at jeg altid har været uvenlig før i tiden. Men jeg har godt kunnet være mere åbenlyst utålmodig end jeg prøver at være i dag. Jeg har hørt om universitetslærere, der direkte sagde til studerende, at deres spørgsmål var så dårlige, at det tydede på at de skulle tilbage på et lavere semester! Til gengæld har jeg også oplevet universitetslærere, der var meget rummelige og empatiske. Dem har jeg lært meget af.

Den attitude, man viser over for dem, man underviser, betyder generelt rigtig meget. Jo mere ærligt og jo mere præcist, man kan kommunikere med de studerende, og jo mere man kan tage dem alvorligt, jo mere får man igen fra dem. Det er dét, der er min erfaring og dét, jeg stræber efter.

Vipassana

I dag og i går læste jeg Ti dages stilhed, en ny bog af den danske forfatter Niels Lyngsø.

Ti dages stilhed er en skildring af hans ophold på et ti dage langt meditations-retreat i Ödeshög i Sverige, hvor han får en indføring i den såkaldte vipassana-meditation.

På én måde sker der ingen verdens ting i bogen – Niels Lyngsø ankommer til meditationskurset og mediterer i ti dage fra tidlig morgen til ud på aftenen. Om aftenen er der foredrag på VHS-video af S.N. Goenka, den nu afdøde grundlægger af vipassana-skolen.

Men samtidig er bogen en fascinerende skildring af alt det, der sker inde i Niels Lyngsø – alt det, han opdager om sit sind og om sin krop. Og man opdager som læser hurtigt, at det er voldsomt krævende at sidde helt stille i tavshed i ti dage og være opmærksom på de måder, som meditationen kræver det. På mange måder forekommer de ti dage i Ödeshög som en barsk stroppetur af de mere overraskende. Alene Niels Lyngsøs beskrivelse af hvordan man skal sidde i to timer og fokusere på et område mellem næsen og overlæben er overrumplende. Flere gange i løbet af de ti dage er han overvældet af følelser eller fysisk smerte som han ikke havde kunnet forestille sig.

Efter de ti dage, hvor han ikke må sige noget til sig selv eller til andre og ikke må have øjenkontakt til de andre kursusdeltagere, har han opnået en ganske særlig form for selvindsigt og er ikke mere den samme. Han har opdaget, at meditation ikke er en genvej til føle sig godt tilpas, men en systematisk tilgang til at opnå selvindsigt. Efter kurset er han begyndt at meditere to gange en time hver dag.

Niels Lyngsø har både en indsigt i hvordan man beskriver indre mentale processer (han er også romanforfatter) og i det videnskabelige grundlag for meditation, og det gør denne bog om et tilsyneladende meget lidt handlingspræget forløb til usædvanligt spændende læsning.

Jeg har selv prøvet at meditere, men holdt op efter at have fået et brud på min albue i 2015. Senere har jeg prøvet at komme i gang igen, men det er ikke rigtig lykkedes. Om jeg orker (eller tør!) bruge ti dage på denne måde – for slet ikke at tale om hvorvidt det er muligt at rive ti dage ud af kalenderen til meditation – ved jeg ikke.

At lave ingenting påny

Jeg vil gerne være mindre afhængig af min smartphone; den er blevet en tidsrøver. Og jeg er ikke den eneste, der har det sådan. Journalisten Kevin Roose har en lang og interessant artikel om sit systematiske forsøg på at vænne sig fra sin smartphone-afhængighed (der lader til at være sammenlignelig med, omend noget værre end min.). Et af de centrale råd er, at man skal lære igen at lade være med at fylde alle de små pauser (også de bittesmå) ud med telefon-kigning.

Det er overraskende, at man som moderne menneske skal genopdage det at lave ingenting. Da jeg var barn, kunne jeg nemlig sagtens lave ingenting. Jeg husker sene eftermiddage i mit barndomshjem, når lektierne var lavet og inden aftensmaden var klar, hvor jeg bare sad og kiggede ud på vejen. Det var faktisk gode stunder, når jeg ingenting lavede.

Siden kom travlheden, og i de seneste år er det blevet slemt. Jeg kan næsten ikke lave ingenting længere, og det ærgrer mig. Min smartphone skulle hjælpe mig med at holde styr på alting, og det gør den også – kalenderen er god, men så alligevel… Det har bestemt heller ikke hjulpet, at vores samfund ser arbejdet som altings mål og lediggang som roden til alt ondt. Det er efterhånden som om man skal lave noget altid.

Jeg er dog allerede kommet et første skridt væk fra den værste afhængighed. Mit første skridt tog jeg for et år siden, nemlig at min smartphone skulle ligge til opladning i køkkenet om natten, langt fra min seng. Min fornemmelse var, at det ville gavne – og det passer da også. Tilmed er der en undersøgelse fra 2018, der faktisk viser, at de, der ikke lader deres telefon op i soveværelset, er gladere.

En god måde at “lave ingenting” på er meditation. Og ja, selvfølgelig foretager man sig noget, når man mediterer, men det er udelukkende at observere sindet. Jeg havde en lang overgang en god morgenvane med at meditere, men den gled jeg ud af i foråret 2015, da jeg blev kørt ned og fik et lille brud på højre albue. I en periode kunne jeg simpelthen ikke sidde med min arm på en god og afslappet måde. For tiden prøver jeg at komme i gang igen, og nu må det meget gerne lykkes.

Psykisk nedslidning

I dag er der en artikel i Politiken, der har gjort et stort indtryk på mig. Den handler om Linda Kragelund, der var lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet (i dag lagt ind under Aarhus Universitet) og i en alder af 58 år gik ned med flaget.

Her er nøglecitatet fra artiklen.

Grænsen mellem arbejde og fritid var udvisket, og der var meget rejseaktivitet. Linda Kragelund oplevede et stigende arbejdspres, hvor opgaver skulle rettes på normeret tid, og mere og mere af hendes arbejdstid gik med undervisning, mens fritiden måtte tages i brug til at forske. Efter nogle år blev det for meget. 

»Rigtig mange års pres fik mig til at gå ned«.

»Jeg har arbejdet i weekender og på helligdage. Jeg gav ikke mig selv lov til at holde fri, for jeg skulle hele tiden tjene timer ind. Hvis ikke jeg gjorde det, ville jeg blive fyret«.

Til sidst gik hun til sin fagforening for at få råd til at strukturere sine arbejdsopgaver bedre. Det endte med, at arbejdsmiljøkonsulenten, dybt alvorligt, beordrede hende til at melde sig syg. 

»Herefter lå jeg i sengen i mange uger. Jeg kunne ikke rejse mig. Min mand gjorde alt for mig. Han skulle fortælle mig, hvor tit jeg skulle skifte undertøj. Jeg kunne ikke gabe, jeg kunne ikke græde. Sanseapparatet var virkelig ødelagt«, fortæller Linda Kragelund. Med en alvor i stemmen, der vidner om, at hun i dag godt selv ved, at det virkelig gjaldt hendes liv.

I dag arbejder Linda Kragelund på en erhvervsskole, hvor hun underviser flygtninge, og det fremgår af artiklen, at hun er glad for dette arbejde. Men hun har stadig mén fra sin akademiske karriere, der gik så galt, bl.a. smerter i fødderne og lydfølsomhed.

Jeg vil aldrig sammenligne den psykiske nedslidning med den nedslidning, som mange års hårdt fysisk arbejde kan give – for de to former for nedslidning er helt forskellige af natur. Men den mentale belastning er også reel for ganske mange vidensarbejdere, der tager deres arbejde alvorligt og samtidig lever med omskiftelighed og stadigt flere konkurrencebetingede krav. Nogle siger, at det kan løses med mentale teknikker som meditation, og noget kan det da også hjælpe. Men de ydre omstændigheder skaber også en virkelighed, som selv nok så megen introspektion ikke kan ændre.

Det kan hjælpe at ændre på pensionsalderen, men den rigtig store ændring, der er nødvendig, er at skabe et arbejdsmiljø, hvor man ikke bliver slidt ned, men kan gøre det, man er god til og i trygge rammer. Det gælder også for vidensarbejdere. Beslutningstagerne er nødt til at overveje, om alle sanktionerne, al konkurrencen og den konstante trussel om fyring virkelig er det hele værd.

Romaner som erfaring

Nogle klassiske romaner.,

Der er en artikelrække i dagbladet Information for tiden om den tendens, der er til at kunst og kulturelle aktiviteter i det hele taget dukker op i sundhedsvæsenet. Det, der ligger bag, er en opfattelse af at kunst (i bred forstand) kan gøre noget for det enkelte menneskes sundhed. I denne weekend er der en opfølgende artikel, hvor kunstnere og andre fra kulturbranchen bliver spurgt, hvad de synes om denne tilgang.

En af dem, der udtaler sig, er forfatteren Søren Ulrik Thomsen. Han siger bl.a.

Det er hele ideologien bag, jeg ikke bryder mig om. Og ved du hvad? Jeg synes også, at der ligger en lille talen ned til ’patienterne’ her. Det er statens opgave at sikre lige adgang til kulturgoderne, men mon ikke borgerne er så myndige, at de styret af deres egen lyst og nysgerrighed kan finde frem til de digte, film og kunstudstillinger, som interesserer dem?

Det synspunkt forstår jeg sådan set godt. Jeg tror ikke, at man kan “ordinere” bestemte bøger eller musik. Men samtidig må jeg sige, at jeg har lært meget om menneskesindet ved at læse gode romaner. En skønlitterær forfatter er nemlig nødt have indsigt i menneskesindet og menneskers adfærd for at kunne skildre menneskers tanker og følelser overbevisende.

Den canadiske psykolog Keith Oatley har undersøgt (ved brug af MRI-scanning) hvordan hjernen bliver påvirket, når man læser skønlitteratur. Hans konklusion er, at man bliver bedre i stand til at forstå og leve sig ind i andre menneskers følelser, når man læser seriøse, litterære romaner (her i modsætning til f.eks. triviallitteratur). Når man læser om andre menneskers oplevelser og følelser, kan hjernen reagere på samme måde, som hvis man oplevede eller følte det samme selv.

Skønlitteratur kan på denne måde ses som en anden måde at opnå erfaringer på. Det er et rigtig godt argument for, hvorfor det er vigtigt at læse. Og det er måske herfra helbredelsen kommer – fra oplevelsen af, at andre stod i problemer der lignede éns egne og af de erfaringer, de gjorde sig.

Hvad lærer man af en nedtur?

Det var overraskende for mig at læse, at Henrik Sass Larsen har haft en depression. Det er nok ikke kun mig, der altid har tænkt på ham som en hård og arrogant person, men med depressionen kom en voldsom følelse af hjælpeløshed over ham. Min første tanke var, at han måske lærer noget af alt dette og bliver mindre hård og arrogant.

Hvis Henrik Sass Larsens periode med depression kan få ham til at tænke sig om og måske endda tænke på om psykiatrien har tilstrækkeligt gode vilkår i Danmark, vil meget være vundet. Men lærer man nødvendigvis noget nyt af af opleve voldsom modgang? Jeg tvivler. I så fald skulle f.eks. hjemløse og ofre for partnervold være usædvanligt stærke. Det er de som bekendt langt fra altid. For to et halvt år siden skrev jeg her om hvordan mange politiske tiltag i disse år er baseret på en idé om at man skal opleve modgang og derigennem blive stærkere.

Jeg kan frygte, at Henrik Sass Larsens periode med depression bare ender med at forstærke hans eksisterende karaktertræk. I et interview taler han således først om at psykologen rådede ham til at få et andet arbejde, men til sidst røber han, at han stadig gerne vil være finansminister.

Den sidste aften

Så sluttede POPL 2019, og efter det sidste foredrag var der en afsluttende sammenkomst for alle de mere end 600 deltagere. Der er efterhånden sket det, at jeg altid ender med at snakke med de samme kolleger andre steder fra, typisk fordi jeg samarbejder med dem eller tidligere har gjort det. Sådan endte det også denne gang – tre af os stod og snakkede om vores fortid i Storbritannien som PhD-studerende og om nogle af dem, vi kendte fra dengang. Minderne fylder meget mere, end man måske tror. På mange måder er de en fortælling om en tid, hvor alting var mere ukompliceret og hvor verden endnu syntes åben.

Jeg selv og en kollega fra Glasgow tog ind til Lissabon og havde en god stund sammen på en restaurant, hvor jeg ofte er kommet, når jeg har besøgt byen. I toget ind til Lissabon snakkede vi om typesystemer, men på restauranten talte vi efterhånden om alt muligt andet end datalogi, og vi kom undervejs også til at tale om en kvindelig kollega, som vi kender godt og som besøgte konferencen, men kun kort. Det gik op for os, at vi begge var en del bekymrede for hende, for det virkede som om hun aldrig var glad mere, selv om hun har haft og stadig har stor succes med sin forskning. Da hun for nogle år siden mistede sin mand (som også var hendes nære samarbejdspartner) og senere kom ud for en alvorlig ulykke, var det som om der skete noget med hende – hun kastede sig over sit arbejde på fuld kraft og holdt op med at tale om andet end arbejde. Når man er blandt de få kvinder inden for sit fagområde, og man endda kommer fra Østasien, hvor den kulturelle norm siger, at man skal være høfligt og helst ikke tabe ansigt, bliver den slags desværre endnu mere oplagt.

Jeg ville ønske, at jeg havde spurgt hende, hvordan hun havde det, da jeg hilste på hende til konferencen, og også at hun kunne have haft en rolig stund der på restauranten sammen med os.

Én gang ude, altid ude?

Billede: https://www.wikihow.com/Build-Self-Respect-After-Being-Stigmatized

I dagbladet Information var der i dag et indlæg fra formanden for Psykiatrifonden og SFs psykiatriordfører. De påpeger, at en tidligere psykiatrisk diagnose har det med at forfølge mennesker, der siden er blevet raske igen. Og jeg kan kun give dem ret – jeg selv (og sikkert mange andre) kender mennesker, der har været i kontakt med psykiatrien og siden har gået meget stille med dørene med det, når deres sygemelding var afsluttet og de skulle søge arbejde igen. Der er hos mange en antagelse om at psykiske lidelser er kroniske på en måde, som fysisk sygdom ikke antages at være. Der er et lovforslag fremme om at gøre det nemmere at blive erklæret rask for mennesker, der engang har været i kontakt med psykiatrien – og det er en rigtig god idé.

Uden sammenligning i øvrigt ser man lignende reaktioner, når det gælder mennesker, der har været i kontakt med retssystemet og har siddet i fængsel. Også tidligere straffede borgere går stille med dørene med deres fortid, og også dette er det vigtigt at gøre noget ved. I begge tilfælde er det med til at fastholde de pågældende borgere i en rolle som socialt ekskluderede, der ikke fører noget godt med sig.

Denne opfattelse af, at er man én gang dømt ude, da er man altid dømt ude, sidder meget dybt i mange mennesker. Vi ser det bl.a. i diskussionerne om hvordan man skal håndtere udenlandske statsborgere, der er på “tålt ophold” efter en udvisningsdom. De pågældende mennesker har jo faktisk udstået deres fængselsstraf, og for nogles tilfælde er det endda ved at være længe siden.

Et andet sted, hvor det bliver meget kompliceret også for mig, og jeg er meget i tvivl, er det røre, der netop nu er om en aviskronik i dagbladet Information forfattet af en mand, der i sin tid slog sin datter på fem år ihjel. Mange fordømmer ham og fordømmer kronikken, og jeg har det også svært med at læse den. Når jeg tænker nærmere over dette, er det dog nok ikke følelsen “en gang ude, altid ude”, der er på spil, men vel snarere fornemmelsen af at den pågældende mand går let hen over den ugerning, han begik tilbage i 1993, og mest fokuserer på sin egen svære barndom. På den anden side har manden ikke begået forbrydelser siden da, og han har faktisk arbejdet med voksenpædagogik, blandt andet i socialpsykiatrien. Så noget har han jo lært.