Et andet studenterliv

Når jeg deltager i møderne i studienævnet, hvor jeg er medlem, er et af de mest interessante punkter altid orienteringen fra de decentrale studievejledere. De gør et stort og samvittighedsfuldt arbejde for deres medstuderende og giver også os andre et indblik i hvad det er for en virkelighed, vore dages studerende bevæger sig i.

På den ene side mærker man i dag en mangel på sociale færdigheder, man kan undre sig over og blive trist til mode af. Når studerende nævner erhvervsarbejde som begrundelse for ikke at gå til eksamen, når studerende finder sig i at blive fejlagtigt afvist til en eksamen, eller når en projektgruppe kollapser fordi næsten alle dropper ud, er der noget, der er gået skævt et sted.

På den anden side mærker man nu også en større desperation hos studerende – der er studerende, der er sygemeldt med stress eller kommer i kontakt med psykiatrien. Studiefremdriftsreformen og presset for at skulle tage en videregående uddannelse har formodentlig en hel del af skylden. Det er blevet meget svært at lave planlagte studietidsforlængelser og langt mere omkostningsfuldt at droppe ud.

Denne kombination af omstændigheder kan ikke undgå at give problemer, og især da i en virkelighed, hvor vi får færre og færre resurser på de videregående uddannelser.

Flattr this!

Bluff og bluff

Selvtillid er noget underligt noget. I går besøgte jeg Aarhus Universitet og mødte her en besøgende professor fra udlandet, som jeg havde kendt siden vi begge var PhD-studerende på University of Edinburgh. Bagefter tænkte jeg uvilkårligt, at jeg havde været heldig at kunne følge et PhD-forløb på et så prestigefyldt universitet sammen med så mange, der var så fagligt dygtige. Tænk, at en helt almindelig person som mig kunne få lov til at være sammen med dem! Men da jeg havde tænkt den tanke længe nok, måtte jeg indrømme, at jeg nok ikke kunne have fået en plads på PhD-forløbet i Edinburgh, hvis ikke det var fordi, jeg faktisk også selv var fagligt dygtig i et vist omfang.

Der er mange resultater, der viser at det er langt mere almindeligt for kvinder at have lav selvtillid end det er for mænd, og at det kan være en af de medvirkende årsager til en skæv kønsfordeling i nogle sammenhænge. Og samtidig er det klart, at en del mænd – netop fordi de har højere selvtillid – tager flere risici og ikke er så tilbageholdende, heller ikke selv om de nok burde være det. I en artikel fra The Atlantic fra 2014 skriver journalisterne Katty Kay og Claire Shipman om dette ærgerlige fænomen. En meget kendt undersøgelse fra Hewlett-Packard, nævnt i artiklen, viser at kvinder (i al fald i dette firma) kun vil søge en ledig stilling, hvis de er helt sikre på at kunne leve op til alle kravene i jobannoncen, mens mænd gerne vil søge, selv om de kun kan leve op til 60 procent af kravene. En af konsekvenserne er den triste, at der er nogle middelmådige mænd, der når langt, mens der modsat er nogle meget kvalificerede kvinder, der slet ikke når så langt som de burde. Og det interessante er at mange af de mænd, der har stor selvtillid, men ikke så meget at have den i, faktisk ikke bluffer. De synes rent faktisk at de er gode.

I en beslægtet boldgade har vi impostor-syndromet, som er den ærgerlige fornemmelse ikke helt få mennesker mennesker har, om at deres succes beror på en kombination af rent tilfælde og af at de altid har kunnet bluffe sig videre. “Hvis jeg en dag bliver fanget på det forkerte ben”, tænker de, “vil jeg blive afsløret som den inkompetente og uærlige person, jeg i virkeligheden er”. Man blev først opmærksom på dette ærgerlige tankemønster hos kvinder, men det er en fornemmelse, både mænd og kvinder kan have. En interessant beretning om dét skyldes forfatteren Neil Gaiman, der til en sammenkomst for forskere og kunstnere mødte en ældre mand, der også hed Neil. Han undrede sig over at han dog var inviteret med her sammen med alle disse dygtige mennesker, der havde gjort så meget. Den ældre mand var Neil Armstrong, det første menneske på månen!

Formodentlig er disse ærgerlige psykologiske mekanismer, der saboterer mange menneskers selvtillid og selvværd, med til at skabe de kønsmæssige uligheder, vi ser bl.a. i den akademiske verden og ikke mindst i fag som datalogi. Og her kan jeg igen ikke lade være med at tænke på alle de mandlige studerende, der strutter. Det ville være dejligt, hvis dem, der ikke har så meget at have deres selvtillid i, kunne blive lidt mindre fremtrædende, mens dem, der er kompetente, men har lav selvtillid og lavt selvværd kunne bringes til at tro mere på sig selv.

(Den besøgende professor, som jeg havde kendt siden min tid i Edinburgh, var faktisk en kvinde.)

Flattr this!

Deres ritualer og vores ritualer

Forskellige former for intolerance fokuserer meget ofte på ritualer, som den intolerante ikke bryder sig om. De forskellige former for antisemitisme i Europas historie har taget  udgangspunkt i jødernes ritualer, meget ofte nogen, der ikkefandtes – som f.eks. at de skulle bruge kristne børns blod i hemmelige blodritualer. Mange såkaldte islamkritikere i vore dage tager fat i bestemte skikke, som de mener er forkastelige, karakteristiske for muslimer og som muslimer (ifølge dem) er nødt til at følge – som f.eks. at bede fem gange om dagen.

Set udefra har de fleste ritualer ikke nogen virkning; hvis man f.eks. ikke tror på islam, vil man vel også mene at fem daglige bønner ikke kan ændre noget som helst. Men alligevel er modviljen der.

Noget kunne tyde på at det er ikke er det, der sker eller hævdes at ske i ritualer, men simpelthen dét, at de andres ritualer er anderledes, der kan være med til skabe mistro mellem grupper af mennesker.

Et interessant eksperiment fra University of Toronto viser, hvor let små ritualer kan skabe splittelse blandt en gruppe studerende.

Et hold på 100 studerende skulle vurdere hvor mange prikker der var på en samling billeder. Derefter skulle nogle af de studerende lære at udføre nogle bestemte handlinger (bl.a. at åbne og lukke øjnene) og forsøgslederne opmuntrede dem til at gøre sig umage.  Ved ugens slutning skulle de studerende være sammen igen; de blev delt ind i en “rød” og en “blå” gruppe og fik at vide at inddelingen var baseret på hvor godt de havde bedømt antallet af prikker. Så skulle de studerende, der havde lært ritualet, udføre de handlinger, de havde lært, mens de andre så på. Til sidst skulle de studerende så spille et spil, hvor de skulle betro hinanden et pengebeløb. Her betroede de studerende, der havde udført ritualet, signifikant flere penge til de medstuderende, som også havde udført ritualet.

Denne type eksperimenter er selvfølgelig voldsomt afgrænsede, men det er interessant at tænke videre: Er de mange slags intolerance, vi ser rundt om i verden, i virkeligheden et udtryk for at “vi” ikke stoler på “dem”, fordi de opfører sig anderledes end “os”, hvorpå de så som reaktion begynder at opføre sig endnu mere anderledes?

Flattr this!

Barndommen, jeg har glemt

Mine første minder kan jeg ikke sætte en alder på. Jeg husker, da jeg læste om årsskiftet 1969/1970 – jeg havde lært mig selv at læse, da jeg var 5. Og jeg husker engang, før jeg begyndte i skolen, hvor min mor inviterede nogle af de andre børn på vejen hjem. Så jeg må have været omkring 5 år gammel. Der er også uklare minder om legetøj og om engang jeg fik skoldkopper, som må være ældre endnu, men her stopper det så også. Jeg har tit spekuleret på hvorfor det mon er sådan – jeg har tænkt, at det måske skyldtes, at jeg ikke havde et sprog, der kunne beskrive minderne, eller at jeg simpelthen ikke forstod så meget dengang.

Bedre er det ikke blevet af at de fleste personer, der var vidner til mine tidlige år, nu ikke lever mere, eller af at mange minder fra min barndom gik tabt, da min mor kom på plejehjem og hendes lejlighed blev solgt. Det var ret beset min egen skyld; jeg kunne ikke overskue hvad jeg skulle gøre i situationen.

Det er underligt at vide, at de tidlige år, der formede mig måske mere end så meget andet, nu er et lukket land. Jeg ville ønske, at det ikke var sådan.

Men min datter har fortalt mig om sine minder fra da hun gik i børnehave og vel kun har været 3-4 år gammel. Så hun husker sin barndom, i al fald indtil videre.  Jeg har læst en spændende artikel af den amerikanske journalist Kristen Ohlson, og hvis man skal tro de seneste forskningsresultater, er årsagen til at vore barndomsminder forsvinder, simpelthen at minderne bliver gradvist udvisket. Det skyldes at hjernen hos et barn endnu ikke er udviklet nok at kunne skabe langtidshukommelse, og børn har ikke rigtig styr på kronologi eller på det sprog, der skal til at beskrive minderne. Så min egen hjemmebryggede teori var faktisk en lille smule korrekt.

Flattr this!

PTSD

Billede: Foreningen PTSD i Danmark

Siden 2014, hvor Folketinget vedtog en særlov, er der blevet udbetalt 1,2 milliarder kroner til danske soldater med posttraumatisk stresssyndrom (PTSD).

Soldater med PTSD kan have nedsat arbejdsevne. Selvmord og mord på nære familiemedlemmer er ekstreme konsekvenser. De allerfleste går det selvfølgelig ikke sådan, men den sjælelige forandring kan ofte være uoprettelig. Man bliver aldrig igen det menneske, man var før.

Det er vigtigt at bemærke at mange flygtninge i Danmark også har PTSD. Alene blandt de flygtninge fra Syrien, der kom til Danmark i 2014, har omkring 70 procent PTSD. 

Der er ingen simpel konklusion på disse fakta. Særloven om erstatning er en politisk beslutning. Men det er beslutningerne om dansk deltagelse i krige og om hvordan flygtninge i Danmark skal behandles, jo også. Måske kan fortællingerne om danske soldaters liv med PTSD hjælpe den danske befolkning til bedre at forstå de voldsomme psykiske belastninger, mange flygtninge i Danmark lever med, og til at forstå at PTSD ikke er “gratis”.

Flattr this!

Medfølelse for de udvalgte?

Verden kan være overvældende. I går pegede jeg på, at der i Danmark ser ud til at være større medfølelse med ofre for terrorisme i vores del af verden end med ofre i afrikanske lande.

Det peger på et svært spørgsmål: Hvem skal jeg have medfølelse med? For nylig så jeg en omtale af en særlig meditationsform, som hedder “Loving kindness meditation”. Ideen er interessant på en provokerende måde: i meditationen skal man have medfølelse for alle. Dvs. medfølelse for dem jeg holder af, dem jeg har et “neutralt” forhold til, men faktisk også med de personer jeg ikke kan fordrage.

Nationalistiske partier har det modsatte udgangspunkt: Medfølelsen er nøje afgrænset af landegrænser og etnisk tilhørsforhold. Nationalisterne i f.eks. Dansk Folkeparti siger helt eksplicit, at problemer i andre lande ikke angår “os”.

Den amerikanske filosof Adam Waytz er af den opfattelse, at vi skal beregne hvem vi skal have medfølelse med og hvornår. Hans påstand er at empati er endelig og begrænset af natur.

Han skriver:

A data-based approach to identifying and ranking universal values is ambitious to be sure. But, crucially, it calls on us to make use of the limits on morality that are inherent to all of us as human beings, rather than lamenting them. These constraints challenge us to focus our attention, and drive us to see that not all values are equally valid. Instead of indefinitely fighting over tradeoffs between in-group- and out-group-oriented moralities, we might find that picking among universally held values is more palatable, efficient, and uniting—providing a moral function in and of itself. In place of the usual, default concentric circles of in-groups that guide us today (family, friends, neighbors, citizens) we would have the tools to carefully engineer to whom we should extend our empathy, and when.

Argumentet er her et rent utilitaristisk: Vi er ikke i stand til at have medfølelse med alle, og derfor skal vi koncentrere vores medfølelse der, hvor den giver størst mulig lykke. Umiddelbart lyder det overbevisende.

Men hvem skal man spørge for at beregne hvilke værdier, “man” føler er de vigtigste? Det, der gør mig bekymret her, er at disse “følte værdier” netop ikke er universelle. Hvis man f.eks. havde spurgt befolkningen i Rwanda i foråret 1994, ville et flertal have givet udtryk for at medfølelse til tutsier ikke var en vigtig værdi – tværtimod. Det er netop derfor, ideen om universelle menneskerettigheder er blevet til: At alle mennesker har samme rettigheder, hele tiden.

Det forekommer mig da også, at Waytz blander følelser og handlinger sammen. Det kan sagtens være, at jeg føler med alle mennesker, der lider, men det er ikke tilfældet, at jeg selv vil kunne handle aktivt over for dem alle for at afhjælpe deres lidelse. Udfordringen er, som jeg ser det, en anden: at vi tilsammen skal sørge for at alle bliver hjulpet af nogen. Og det kræver noget andet end blot en beregning af “nyttig empati”, nemlig et aktivt samarbejde. Ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen.

Flattr this!

83 procent

Jeg har læst om Dunedin-undersøgelsen, en longitudinal undersøgelse af 1000 borgere fra Dunedin i New Zealand. Man har fulgt dem fra de var 3 år gamle og gennem voksenlivet (det er der kommet mere end 1200 videnskabelige publikationer ud af), og i løbet af en periode på 35 år er det kun 17 procent af deltagerne, der aldrig har fået en psykiatrisk diagnose.

Nogle vil her sige, at det først og fremmest viser hvor nemt det er blevet at give mennesker en psykiatrisk diagnose.  Men man kunne også konkludere, at denne slags sygdom er en almindelig del af mange menneskers liv og at der kan være tale om en sædvanlig reaktion på modgang. Ikke mange ville formodentlig reagere, hvis det viste sig at 83 procent af deltagerne i en mangeårig undersøgelse på et tidspunkt blev diagnosticeret med en behandlingskrævende fysisk sygdom. Dette bør give alle noget at tænke over: Er det virkelig kun 17 procent, der er “normale”?

Det er også interessant, at et af de oprindelige mål med Dunedin-undersøgelsen (der var mange) var at afdække de faktorer, der gør at et menneske ikke bliver ramt af psykisk sygdom. Her er billedet mere kompliceret end forventet – der er ikke en statistisk signifikant sammenhæng med økonomisk baggrund eller fysisk helbred, men derimod med personlighedstræk, grundlagt allerede i en alder af 3 år, og med om der er andre tilfælde af psykisk sygdom i familien.

Flattr this!

En coping-strategi for livet

En installation til selvvalgt eksil – Bent Hedeby Sørensens installation set udefra. Bent Hedeby Sørensen, Take your time, 2009. Foto: Kasper Lie.

Der er mange ting, jeg gerne ville have var anderledes, og der er mange ting, der gør mig ked af det eller vred. Der er forhold på mit arbejdsliv og i samfundet, jeg finder det meget svært ved at forlige mig med. Jeg har skrevet om dette her på denne blog, og jeg har skrevet det tit. Mange ved godt, hvad det er, der går mig på og hvad jeg bruger kræfter på at gå ind i gennem konkrete initiativer. Men hvis man bruger alle sine kræfter på at kæmpe mod det, der er forkert, kan det blive udmattende og man kan blive desillusioneret.

Det er nødvendigt at finde det, psykologer kalder for en coping-strategi for tilværelsen. Begrebet lyder umiddelbart voldsomt i denne sammenhæng, men det er det strengt taget ikke. For nogle år siden skrev jeg om mindfulness her som en strategi til at leve med alle problemerne.  Og det er bestemt en del af en sådan coping-strategi. Selv mediterer jeg desværre ikke mere; jeg holdt op på grund af fysiske smerter da jeg blev ramt af en bil og brækkede min albue i foråret 2015, og siden er det ikke lykkedes mig at komme ordentligt tilbage i vanen.

Men måske kan jeg ved at gøre min intention om at begynde igen offentlig – og det gør jeg så hermed – kan jeg omsider komme i gang igen.

Samtidig er jeg blevet mere og mere bevidst om at ganske vist bør meditation være en del af coping-strategien, men den kan formodentlig ikke udgøre det hele. Nogle gange kan der, hvis man gerne involverer sig i forskellige former for aktivisme (og det gør jeg), føle et vist element af resignation eller flugt i en coping-strategi, der kun peger indad.

Her er der et billede, der nogle gange falder mig ind: at jeg og andre med lignende bekymringer over den vej, verden er på vej ned ad, skal se os selv som i en slags indre eksil fra en verden, der er langt fra det, den burde være.  I eksilet er man fremmed for de omgivelser, man befinder sig i, men samtidig er der andre, der er i et tilsvarende indre eksil, og sammen med dém kan man nogle gange glemme sit eksil og finde hjem for en stund. Og måske kan man så få ny energi til udadrettet handling sammen. Også dét er en del af en coping-strategi for tilværelsen.

Flattr this!

Må piger være genier?

Østrigsk-amerikanske Hedy Lamarr var bedst kendt som filmskuespiller, men faktisk stod hun bag en vigtig opfindelse, nemlig princippet om frekvenshop i trådløs kommunikation.

Jeg har læst om en amerikansk undersøgelse, hvor børn mellem 5 og 7 år bliver bedt om at kønsbestemme en person ud fra en lille historie. Undersøgelsen skyldes Lin Bian, der er PhD-studerende ved University of Illinois, Andrei Cimpian som er professor i psykologi ved New York University og Sarah-Jane Leslie, der er professor i filosofi ved Princeton.

Børnene i undersøgelse fik læst den lille historie højt, og i historien fik de at vide at hovedpersonen var “rigtig, rigtig godt begavet”. Men der er ikke noget, der afslører hovedpersonens køn. Bagefter skulle børnene fortælle hvilket køn, de troede at hovedpersonen havde.

Når der var tale om børn på 5 år, var der en signifikant tendens hos både drenge og piger til at mene at hovedpersonen havde deres eget køn. Men når børn på 6 år fik læst den lille historie højt, var der hos både drenge og piger nu pludselig en signifikant tendens til at mene at hovedpersonen var af hankøn.

Jeg spekulerer selvfølgelig på hvordan sådan en uheldig opfattelse opstår. Skyldes den lærere og pædagoger, forældre eller børnebøger og -film?

Men derudover bliver jeg endnu mere bekymret, fordi dette meget nemt risikerer at spille sammen med den uheldige tendens der er til at opfatte nogle akademiske fag som fagområder, der kræver et særligt medfødt talent – og her står de naturvidenskabelige fag desværre højt på listen.

Flattr this!

Fanget af tiden

I nat havde jeg en usædvanligt livagtig drøm. Jeg husker ikke ret mange detaljer længere, men jeg ved at jeg gennemlevede et intenst døgn sammen med mennesker, jeg kendte godt, og andre mennesker, jeg mødte for første gang. Jeg troede fuldt og fast på at disse nye mennesker fandtes, og i løbet af det intense døgn følte jeg både stor glæde og stor tvivl. Da jeg vågnede, var jeg forvirret og skuffet. Hele det lange forløb kan kun havde varet få minutter – og i al fald slet ikke et døgn. Men jeg var samtidig påvirket af den tid, jeg troede der var gået.

Tidsoplevelsen påvirker os. Fængselsstraffe har først og fremmest som mål at lade tiden gå på en stressende måde. Et interview med den engelske filosof Rebecca Roache handler om netop dette.

I nogle lande kan man blive idømt mange hundrede års fængselsstraf, men alle fængselsstraffes varighed er reelt begrænset af længden af et menneskeliv. Medicinsk forskning stræber efter at gøre det muligt at leve meget længere, Man kunne derfor forestille sig at livsforlængende behandling blev anvendt til forlænge et menneskes liv vilkårligt længe som del af straffen – og da vil det måske blive muligt at afsone 1000 års fængsel. Men ville samfundet være rede til at skulle holde mennesker indespærret så længe?

Min drøm bekræfter det, vi alle ved, at tidsfornemmelse er subjektiv. Nogle psykofarmaka kan ændre et menneskes tidsfornemmelse radikalt, så det, der reelt kun tager få øjeblikke, kan opleves som et timelangt forløb. Også de, der har prøvet at ryge hash, kan ind imellem fortælle om noget tilsvarende. En anden mulighed er derfor at udvikle medikamenter, der kunne påvirke tidsfornemmelsen, så en fange i løbet af én vågen dag vil føle det som han/hun tilbringer mange år i fængsel. Bagefter kan fangen så fortsætte sit liv.

Men samtidig ved vi, at langvarig isolationsfængsling ofte påvirker den menneskelige psyke på uoprettelig vis. FNs komité mod tortur har kritiseret Danmark for brugen af isolationsfængsling. Denne form for “kemisk fængsel” kan derfor risikere at skabe permanent behandlingskrævende mennesker som resultat.

Hvad er det, vi gerne vil opnå ved den straf, der blot består i at lade tiden gå? Er det hævn? Er det forbedring? Den helt store tvivl om fængselsstraffenes berettigelse i deres nuværende form nævner Rebecca Roache også i sit interview: Er det overhovedet det samme menneske, der afslutter den lange straf som dét menneske, der påbegyndte den? En gammel mand har efter 60 år i fængsel ikke meget tilbage af den unge mand på 20, der slog en tankpasser ihjel i et kortvarigt raserianfald.

Flattr this!