Social angst

I universitetssammenhæng møder vi af og til studerende, der har social angst i et eller andet omfang. Nogle får problemer i projektarbejdet, andre er så voldsomt berørt, at de får lov til at sidde for sig selv i et lokale til skriftlig eksamen. Fra andre sammenhænge har jeg kendt mennesker, der efterhånden stort set holdt op med at forlade deres hjem.

Den amerikanske psykolog og forfatter Ellen Hendriksen bliver i The Guardian interviewet om sin nye bog om social angst, og hun taler om hvor udbredt den er. Umiddelbart virker det som en voldsom påstand, især når jeg tænker på hvordan nogle mennesker bliver mere eller mindre ude af stand til at føre et ordentligt liv på grund af social angst. De fleste mennesker har det jo ikke på den måde. Men i interviewet bliver det hurtigt klart, at Ellen Hendriksen i virkeligheden taler om et bredt spektrum, hvis anden ende er noget, de fleste af os kender, nemlig at være genert. I den anden ende har vi den egentlige socialfobi.

Social angst kommer fra en negativ opfattelse af selvet: der er et eller andet, man ikke kan eller mangler. Og hvis man ikke prøver at skjule denne indbildte mangel, da vil den blive opdaget, og andre vil afvise eller dømme én.  Så det er dét, man frygter og prøver at undgå. Set på denne måde bliver social angst pludselig et udbredt fænomen, og det manifesterer sig på andre måder end ved total isolation. Det kan f.eks. sagtens være, at man godt kan tage hjemmefra og gå til en fest, men man taler kun til en ven, kigger på sin telefon eller står i udkanten af grupper. Og netop den måde at gå til fest på er vi nok mange, der har et lidt for godt kendskab til.

Men denne følelse er samtidig én, vi kun sjældent taler om. For også dén er skamfuld for os. I vore dages Danmark, hvor mere og mere skal konkurrencesættes, bliver vi alle vejet – og ganske mange bliver fundet for lette og får at vide, at der er noget, de ikke kan, at der er noget, de mangler.. Det er næppe med til at fjerne forekomsten af social angst.

Den sidste, der har kendt dig

Natalie Ryde: The last one to remember.

I sin bog Love’s Executioner and Other Tales of Psychotherapy skriver den amerikanske psykiater Irvin D. Yalom dette, der er yderst tankevækkende.

Some day soon, perhaps in forty years, there will be no one alive who has ever known me. That’s when I will be truly dead – when I exist in no one’s memory. I thought a lot about how someone very old is the last living individual to have known some person or cluster of people. When that person dies, the whole cluster dies,too, vanishes from the living memory. I wonder who that person will be for me. Whose death will make me truly dead?

En dag vil der ikke være nogen tilbage, som kan huske mig. Da er jeg ikke længere til stede i noget menneskes hukommelse. For enhver af os vil der være et sidste, formodentlig meget gammelt, menneske som har kendt os. Når dét menneske dør, dør vi påny. Hvem er mon det sidste menneske, der vil have et minde om mig? Det vil jeg aldrig få at vide.

Det fascinerende for mig er, at den anden betragtning også gælder – formodentlig er jeg den sidste, der husker et andet menneske. Men hvem mon? Det må være et gammelt menneske, som jeg mødte som barn; nu bærer jeg som den sidste rundt på mindet om hende eller ham.

Den dybe samtale

Nogle gange kan der stå noget godt og rammende i en tekst, der ellers ikke er så vellykket. Sådan har jeg det med en web-artikel om hvordan man kan “biohacke” sin intelligens (et gyseligt ny-ord!). Forfatteren skriver

A clear sign we are stupid is if we do not read new books, take poor care of our health, rarely have deep conversations with friends, do not learn new skills. Because we are “too busy.”

Og dette er vel den store sandhed: At det er vigtigt at have dybe samtaler med venner. Her mener jeg ikke nødvendigvis samtaler om store akademiske emner, men samtaler om vores inderste tanker og følelser, om vores tvivl og om det, vi tror på. Det er samtaler med tid til eftertænksomhed, til at lytte og til at blive lyttet til. Man lærer noget af den dybe samtale, ligesom man lærer noget af at læse en ny bog. Det er de dybe samtaler, jeg husker.

I vore dage har den dybe samtale ikke gode vilkår; de kommunikationsformer, som nu er mulige, fører ofte til korte meningsudvekslinger, og bagefter er vi lige kloge (eller lige dumme). Men jeg kan også se, at der er en underskov af vejledninger derude på nettet om hvordan man mon kan få påbegyndt en dyb samtale.

Selv husker jeg en bog, der hed Spørgsmålenes bog, som jeg købte for vel 30 år siden. Nogle af spørgsmålene i den var gode, andre lidt vel søgte. Men de gav altid anledning til gode samtaler.  Ovenfor er et spørgsmål på engelsk, der kunne have været med i denne bog, og som jeg stadig overvejer, hvordan jeg skal svare på.

Din elskede får dig til at miste opmærksomheden

En gammel engelsk vittighedstegning fra 1906, der forudså at man snart (dvs. i 1907) ville holde op med at tale sammen og i stedet sidde med hver sin telefon!

Sidste sommer skrev Svend Brinkmann om hvordan han hvert femte minut føler trang til at tjekke sin smartphone – og om hvad der skal gøres for at dæmme op for denne trang. Det er en trang, jeg også selv kender alt for godt.  I nogle år brugte jeg min smartphone som vækkeur, men statusopdateringerne og trangen til at se, hvad der stod, blev en distraktion for mig.

For nogle få dage siden læste jeg et debatindlæg af Julie Hastrup, hvori hun røber at hun ikke længere får læst noget af betydning. Hun skriver

Jeg håber, at jeg en dag kan vende tilbage til bøgerne. At jeg kan tvinge mig selv, insistere på at ville. Et kvarter, en time, en halv. Hvis ikke min selvdisciplin er tilstrækkelig, kan jeg blokere internetforbindelse, blokere Facebook, Instagram, Twitter, blokere virkeligheden. Bare et kvarter.

Med til historien hører her, at Julie Hastrup faktisk er – forfatter.

Måske er der noget helt grundlæggende på spil. Den amerikanske psykiater John Ratey, der er ekspert inden for ADD, er gået så vidt som til at indføre begrebet acquired attention-deficit disorder. Han udtaler, at symptomerne hos mennesker med ADD og mennesker, der har en smartphone, er “helt de samme”.

Jeg er begyndt i det helt små på at forsøge at få nogle bedre vaner for at komme det, der måske er en selvpåført ADD, til livs. Sidste sommer begyndte jeg at lægge min smartphone til opladning i køkkenet; jeg købte et vækkeur, der vækker mig med blidt lys og fuglelyd. Og jeg sover utroligt meget bedre nu. Næste skridt bliver at lægge min smartphone i en svært tilgængelig lomme, når jeg er ude. Ideen er hermed givet videre.

Lad som om du er glad

I denne uge var det på et hængende hår, jeg huskede min nevøs fødselsdag, og det var kun takket være min søsters statusopdatering på Facebook, at jeg fik ønsket ham tillykke med de seks år. Jeg har simpelthen ikke lært at være god nok til at huske mærkedage.

Min mormor kunne til gengæld tilsyneladende huske alle fødselsdage i familien, og hun var derudover god til tålmodigt at lytte til alle naboernes bøvl, til at lave mad til syv børn (hvoraf kun min mor var hendes eget; resten havde hun giftet sig til) og til at sørge for at ingen i husholdningen glemte noget. Alle elskede min mormor!

Men jeg ved, at hun også kunne være udmattet og ked af det, og hun har sikkert også været sur og vred – selv om jeg aldrig så det.

Der er tit  en usagt forventning om at “man” skal vise bestemte følelser, og det er en forventning der findes både i arbejdslivet og i privatlivet – og den gælder meget ofte særligt for kvinder. I arbejdslivet er der en forventning om at ekspedienter i en butik skal smile og måske endda være entusiastiske. Noget lignende gælder for stewardesser.  Der er det hele taget ofte en  usagt forventning om at kvinder skal “stå følelsesmæssigt til rådighed” i større omfang end mænd skal og ikke mindst være mere omsorgsfulde.

På engelsk har man begrebet emotional labour; jeg kender ikke til en god dansk oversættelse.  Og der er skrevet en del om det – og især på engelsk. Problemet med emotional labour er selvfølgelig blandt andet, at der er andre forventninger til kvinder end til mænd. Der var f.eks. aldrig nogen, der sagde til mig, da jeg voksede op, at jeg skulle være god til at være opmærksom på mærkedage. Det er derfor, jeg desværre ikke er så god til det. Og derudover kan det selvfølgelig også være uholdbart, at bestemte mennesker forventes at vise bestemte positive følelser, også i situationer hvor de selv har nogle helt andre følelser. Det kan give anledning til stress og mistrivsel at skulle lade som om man er glad, selv om man bestemt ikke er det.

Samme sjæl?

Der er forskningsresultater fra 2014, der tyder på at menneskers hjerner kan “synkroniseret” af at se den samme film. Nærmere bestemt kan flere forsøgspersoner få samme aktivitetsmønster i hjernen ved at se samme spillefilm. Ustrukturerede filmoptagelser har ikke samme effekt som omhyggeligt redigerede film.

Den amerikanske neurobiolog Moran Cerf kommer for nylig med denne påstand: Hvis man vil være mindre lykkelig og mindre stresset, skal man være sammen med mennesker, der har de personlighedstræk, man selv synes om. På denne måde kan man nemmere træffe de rigtige valg, når det gælder små beslutninger som f.eks. indkøb. Og med tiden skulle man så overtage sine venners gunstige personlighedstræk ved en slags synkronisering. Når han skal ud for spise med sine venner, lader Moran Cerf altid vennerne vælge restaurant, og da er det vigtigt at finde nogen, der foretrækker det samme som én selv.

Det lyder tillokkende, og vi har alle en fornemmelse af at man i et eller andet omfang kommer til at ligne de mennesker, man ofte er sammen med og som man ser op til. Og det føles ofte meget lettere at være sammen med mennesker, der har personlighedstræk, som man synes om. Der er noget særligt ved at føle, at man har “samme sjæl”.

Men jeg har også tre bekymringer ved Moran Cerfs indstilling – den kan ikke bruges som en livsindstilling i sig selv. Den ene er, at desværre ikke er ret mange, der har muligheden for selv at bestemme, hvem de vil være sammen med i arbejdslivet. Den anden er den lidt kedelige, nemlig at nogen altid er nødt til at vælge først, selv blandt ligesindede. Den tredje er at man måske kan synes om nogle personlighedstræk, der ikke er så heldige at have – og måske også tror at finde nogle personlighedstræk hos Den Anden, som egentlig slet ikke er der.

Dummere?

Siden 1930 er den gennemsnitlige IQ vokset overalt i verden, og man har kaldt dette for Flynn-effekten efter den newzealandske intelligensforsker James Flynn, der påviste denne ændring. Men en ny undersøgelse af udviklingen i IQ viser at befolkningens gennemsnitlige IQ siden 1995 nu aftager med 0,23 point årligt i Norge, Finland og Danmark.

Intelligenskvotient-begrebet, som vi kender det, har sin oprindelse for lidt over 100 år sideni forsøg på at bestemme hvordan børn skulle indplaceres i skolesystemet. Og der er da også en korrelation mellem gængse mål for IQ og resultater i skolesystemet – og vi ved, at man kan forbedre sine resultater i IQ-tests gennem systematisk træning. Derfor er IQ-begreb da også ofte blevet kritiseret for ikke at være en dækkende beskrivelse af hvad menneskelig intelligens faktisk er.

Men netop fordi IQ-begrebet korrelerer med resultater i skolesystemet, og fordi uddannelse i sig selv udgør en form for træning af det enkelte menneskes IQ, kan en forklaring på den aftagende gennemsnitlige IQ være en aftagende kvalitet i uddannelsessystemet. Det er da også denne forklaring, Flynn selv kommer med. Han bemærker at skolearbejdet er mindre krævende i mange lande, og at elever bruger mindre tid på læsning og lektier. 

Selv bemærker jeg da også, at mange af de store ændringer i det danske skolesystem har fundet sted netop fra 1990’erne og frem. Ironisk nok er det hele den målstyring og fokus på uddannelsernes økonomi, som New Public Management har givet anledning til i form af bl.a. taxametersystemer, der har været i fokus snarere end målsætninger om at højne det faglige niveau.

(På en rigtig dårlig dag synes jeg også, at verden i det hele taget virker mere ubegavet, end den gjorde tidligere, men det er sikkert bare en illusion.)

Frygten for at få succes

Nogle enkelte gange i mine nu mere end 25 år som universitetslærer har jeg oplevet at være vejleder for studerende, hvor vejledningsforløbet helt kuldsejlede. Det var studerende, der var rigtig talentfulde, men blev ved med at aflyse og udsætte møder med mig og aldrig afleverede noget som helst, selv om jeg insisterede på at vi da i det mindste skulle mødes engang imellem. Og i de tilfælde endte jeg desværre med at blive irriteret på dem, fordi jeg selv investerede en hel del af min tid og også havde forventninger til at de ville gennemføre. Men i dag kan jeg se, at det må have været en særlig præstationsangst, der må have stået bag.

I dag blev jeg færdig med Bob Mehrs gennemresearchede og velskrevne biografi om The Replacements (jeg skrev for ikke så længe siden om mine indtryk af samme bog her), og netop dén bog er faktisk en på én og samme tid interessant og irriterende beretning om en meget talentfuld rockgruppe, der led af en altædende præstationsangst. Hos The Replacements manifesterede den sig ved at de begyndte konsekvent at drikke sig fulde inden hver koncert og i ikke helt få tilfælde hurtigt begyndte at provokere publikum ved simpelthen at lade koncerterne falde fra hinanden i fordrukken adfærd. Nogle af deres turneer endte i slagsmål og regulært hærværk. Til vigtige optrædender, hvor der var talentspejdere fra store pladeselskaber til stede, og endda til bandets debut på landsdækkende tv i Saturday Night Live, gjorde The Replacements præcis det samme. De nægtede at indspille musikvideoer og i radiointerviews og til møder med berømte producere, der gerne ville arbejde med dem, var de konsekvent fulde og skæve og ubehøvlede. Bandets medlemmer var til sidst meget tæt på at gå helt til bunds i misbrugsproblemer. Hele vejen igennem dette kaotiske forløb blev de rost til skyerne for deres sangskrivning og fik Grammy-nomineringer og en masse ros fra mere etablerede musiknavne – men det kom der intet ud af.

Jeg holder også meget af The Replacements’ musik og har alle deres albums (og ganske meget af det solomateriale, medlemmerne siden lavede hver for sig). Men jeg har altid haft det svært med deres ubehagelige udskejelser og med hvordan de sårede så mange mennesker undervejs i karrieren, og endda nogen, der gav dem så mange chancer. Nu, hvor jeg har læst biografien om The Replacements, kan jeg se at de selv har det på samme måde – de fortryder og skal leve med det, de gjorde dengang i 1980’erne. I dag kan jeg også se, at hele deres destruktive adfærd var udtryk for den samme præstationsangst, som man kan se i uddannelsessystemet hos nogle meget talentfulde studerende – nemlig en frygt for både succes og for fiasko.

At lære at blive afvist

Følelsen af at blive afvist kan være rigtig hård. Det skrev jeg om her i 2014. Meget af det, vi gerne vil, får vi måske aldrig gjort, netop fordi vi er bange for at blive afvist. Der er en masse ulykkelig kærlighed derude blandt mennesker, der er bange for at blive afvist. Og der er store drømme, der aldrig vil kunne gå i opfyldelse, fordi man er bange for at blive afvist.

Der er en masse psykoterapeutiske tilbud, der sigter på at lære mennesker at håndtere afvisning. Men kunne man mon træne sig selv til at være bedre forberedt på afvisning uden at blive handlingslammet?

Den amerikansk bosatte kinesiske forfatter Jia Jiang har sammensat et forløb på 100 udfordringer, som han mener skulle kunne gøre et menneske bedre i stand til at håndtere afvisninger. Det er udfordringer, der strækker sig fra at bede et fremmed menneske om at låne 100 dollars over at bede om at få lov til at lave sin egen sandwich hos Subway til at bede om at få et interview med USAs præsident (der på dét tidspunkt stadig hed Barack Obama). Formålet med de 100 øvelser skulle være, at man kan lære at vænne sig til afvisninger og ikke blive så følelsesmæssigt påvirket af dem.

Det er interessant læsning, og jeg har selv en fornemmelse af at der er ganske mange af disse udfordringer, jeg ville have det svært med. Men udfordringerne har også to andre egenskaber til fælles: Risikoen for at få et nej er meget høj, og der er tale om udfordringer, som er fælles for alle og ikke bunder i et personligt behov. Især det sidste, det personlige behov og skuffelsen ved at dette behov ikke bliver opfyldt, kan være en grund til at afvisninger kan føles så voldsomme. Jeg tror ikke at Jia Jiangs øvelser vil være nok til at trøste alle dem, der har uheld i kærlighed – men den vil sikkert kunne få dem til at tænke på noget andet for en stund.

Kan man lære det på en måned?

Max Deutsch går en tur i Hamburg med Rubiks terning inden mødet med Magnus Carlsen. Foto: Wall Street Journal.

I denne uge har jeg læst om Max Deutsch, der trods sit navn slet ikke er tysk. Max Deutsch er en ung mand fra 24 år fra San Francisco, der har en bachelorgrad i matematik, har arbejdet som product manager for firmaet Intuit og nu har gjort det til en personlig ambition at lære at mestre nye udfordringer. På sit websted skriver han om alle de nye lærings-udfordringer, han har kastet sig ud i:

At kunne løse Rubiks terning på under 20 sekunder, at tegne et vellignende selvportræt, at få absolut gehør, at spille en lang, improviseret guitarsolo, at føre en samtale på hebræisk, at lave en stående baglæns saltomortale – og senest har han udfordret den norske verdensmester i skak, Magnus Carlsen.

I hvert af disse tilfælde har han givet sig selv en måned til at nå sit læringsmål, og kun i det sidste tilfælde lykkedes det ikke: Max tabte til Magnus i 39 træk. Men det var i det mindste ikke et pinligt nederlag.

Det er fascinerende, hvor langt man kan nå med en måneds koncentreret indsats, og det bør mane til eftertanke for alle os, der underviser og gerne vil hjælpe andre til at lære. Max Deutsch er nu heller ikke en gennemsnitlig ung mand; han er rigtig godt begavet, han er i god form og det lader også til at han har penge nok til at kunne gennemføre sine forehavender.

Hvad kunne jeg selv tænke mig at lære, hvis jeg havde en måned til rådighed uden distraktioner? Her er nogle af de færdigheder, der kunne stå på min liste (og flere af dem ligner dem, der er på Max Deutsch’s liste):

  • At lære at bruge bevisassistenten Coq til assisteret bevisførelse i matematik
  • At lære at tale (og skrive) et sprog, der ikke er indoeuropæisk (f.eks. arabisk eller kinesisk)
  • At lære at spille en improviseret guitarsolo
  • At lære at jonglere
  • At lære at stå på skøjter
  • At lære at brygge øl

Nogle af ovenstående færdigheder er nogen, der er lige i nærheden af noget, jeg kan, mens andre ligger noget længere væk. Jeg har kunnet spille guitar engang, og jeg har faktisk spillet en solo offentligt, men den var kort og kluntet, og jeg vil ikke engang kunne spille en kluntet, indøvet solo i dag. Og jeg har været i nærheden af Coq, men er aldrig kommet i gang. Skøjter har jeg til gengæld ingen erfaring med, og det samme gælder ølbrygning.