Pakke op og pakke ned

I dag havde jeg en samtale om hvordan man mon bedst kan forberede sig til eksamen, og her blev jeg mindet om Erik Jørgensen, som jeg husker godt fra min tid som matematikstuderende. Erik havde en forbløffende evne til at ekstemporere en sammenhængende forelæsning ud af det blå, og engang fortalte han os, at han så det som at “pakke sin viden ud”. Det er en forbløffende god metafor for selve det at skabe og fastholde en mental struktur: Hvis man pakker sin kuffert tilfældigt, så alt ligger hulter til bulter, bliver det svært at genfinde sine ejendele. Hvis man derimod har en plan for hvordan man pakker, er det ulige nemmere. Og hvis man tilmed sørger for at lægge dét, man med størst sandsynlighed skal bruge først (typisk er det skiftetøj og toilettaske), er man bestemt ikke ilde stedt.

Tilsvarende kan man tænke på læring som at pakke sin mentale bagage på en sådan måde, at den hurtigt kan pakkes ud. Og ligesom man får en rutine for at pakke kuffert og en dag forhåbentlig får sig en mental pakkeliste, kan man lære at lære nyt ved at forstå, hvordan man pakker sin viden sammen, så den nemt kan pakkes ud igen. Måske er denne metafor også god at bruge, når man som underviser skal forklare, at læring ikke er åndløs reproduktion. Forberedelse til eksamen består i at finde ud af, hvad man skal have med sig og hvorfor, og derefter finde ud af, hvor det skal placeres.

APBS

Foto: https://www.flickr.com/photos/tiomax80/38772978861 (Attribution 2.0 Generic (CC BY 2.0))

Jeg har sommetider spekuleret på, hvad vi egentlig ved om konsekvenserne af mobning i barndommen. Nogle, jeg kender, er selv langt inde i voksenlivet dybt mærket af det og føler en stor vrede og en stor sorg. For mit eget vedkommende sidder der også stadig noget derinde, omend det er lidt uklart hvad det præcis er, det har gjort ved mig. Den amerikanske psykolog Ellen Walser deLara har interviewet mere end 800 mennesker i aldersgruppen fra 18 til 65. Hun drager den konklusion, at mange mobbeofre udviser en adfærd, der ikke er PTSD (post-traumatic stress disorder), men hvad hun kalder for APBS (adult post-bullying syndrome).

Det er ikke en diagnose som sådan, men en beskrivelse af en typisk adfærd – ofte koblet til lavt selvværd og lav grad af tillid til andre. I modsætning til de, der har PTSD, har mennesker med APBS meget længere “lunte” og bliver ikke let voldsomt påvirket af ubehagelige stimuli. Nogle bliver behagesyge (det gælder også mange voksne, der havde ukærlige forældre) eller søger tilflugt i alkohol eller stoffer. Andre bliver til gengæld meget empatiske og bestemmer sig måske også for at ville gøre en særlig indsats for at gøre noget godt for andre.

Det sidste lyder umiddelbart positivt, men selvfølgelig er de negative konsekvenser større end de positive, og man skal vel ikke igennem den slags for at kunne blive et bedre menneske. Mange, der er blevet mobbet, har spekuleret på hvad formålet egentlig var. Regnede dem, der mobbede, virkelig regnede med at deres mobning udgjorde en strategi for kritik, de kunne bruge til at fjerne fejlene hos dem, de mobbede? I så fald tog de fejl.

Der er andre former for chikane, der har paralleller til mobning i barndommen; i voksenlivet kan man blive udsat for f.eks. seksuel chikane, racisme og homofobi. Den slags bliver tit enten forsvaret af andre med at det “bare er for sjov” eller retfærdiggjort som en form for kritik af andre menneskers adfærd eller blotte tilstedeværelse – men det er varianter af en type forfølgelse, som man måske også mødte i form af mobning i barndommen. Og de hjælper lige så lidt som mobning hjælper dem, der bliver mobbet.

Noget om møder – og autisme

I dag var jeg inviteret til at tale ved et møde i foreningen Autisme Ungdom for at fortælle om hvordan man holder møder. Det er nemlig noget, jeg har ganske megen erfaring med både i mit arbejdsliv og i andre sammenhænge. Ikke mindst i Amnesty International har jeg ofte været referent til møder. Formålet med mit besøg var at give de unge inspiration til arbejdet i deres forholdsvis nye forening.

Det var godt at sammenfatte de erfaringer, jeg har med at planlægge og afholde møder, og det var også spændende at formulere en øvelse i mødeplanlægning. Resultatet blev de slides, man kan se ovenfor.

Også samtalen med de unge deltagere, der kom fra hele landet, var givende for mig. Den bekræftede i høj grad det, jeg allerede havde erfaret fra andre, jeg kender: At noget, der virkelig plager ellers velfungerende mennesker med autisme, er stress og de konsekvenser, det giver med angst og depression., Derfor er det også en særlig udfordring for dem at holde en forening i luften, fik jeg at vide.

Lær at være introvert

Der er en interessant kommentar af Lise Heidemann Andersen i dagbladet Information om de “stille elever”. Hun underviser selv i dansk som andetsprog og oplever, at de “stille elever” der ikke siger så meget i undervisningen, har svært ved at komme på banen og kobler sine overvejelser til overvejelser om introverte og ekstroverte personlighedstyper.

Man lægger simpelthen mere mærke til de ekstroverte elever, både på godt og ondt. Lærere, som jeg selv kender, fortæller mig at det ofte er de få, meget snakkende og rastløse elever i en klasse, der kan virke forstyrrende.

Lise Heidemann skriver bl.a.

Som lærere har vi et stort ansvar for også at give de stille elever de bedste betingelser for at deltage i undervisningen og dermed ruste dem til et liv på arbejdsmarkedet.

Vi kan begynde med at tage elevernes personlighedstyper med i vores didaktiske overvejelser og give de stille elever lidt mere albuerum i undervisningen. Det kan vi gøre på flere måder. Vi kan give mere tid til refleksion i undervisningen, for eksempel ved at give eleverne to-fem minutter til at tænke over, hvad de mener, inden de skal udtrykke sig mundtligt i klassen. Det vil give de stille elever den tid, de har brug for til at formulere det, de gerne vil sige. Og det vil give mere ekstroverte elever mulighed for at tænke, før de taler.

Giv ordet til de stille elever (https://www.information.dk/debat/2020/06/giv-ordet-stille-elever )

En af mine gode bekendte engang fortalte mig engang, at han var introvert, men havde lært at opføre sig som en ekstrovert ind imellem, fordi det var nyttigt og nødvendigt. Jeg er også introvert, og jeg har lært mig selv samme slags adfærd. Ikke alle har det sådan. Nogle gange læser jeg om mennesker, der siger at de er introverte og derfor ofte siger nej til invitationer fra andre, nogle gange meget bestemt.

Den slags adfærd kender jeg ikke så meget til, og den kan let komme til at virke menneskefjendsk, synes jeg. Jeg vil som regel gerne være sammen med andre mennesker., og det samvær giver mig noget vigtigt. Men af og til skal jeg også trække mig tilbage en kort stund; det er ikke fordi, jeg er træt af de andre. Jeg skal bare genetablere lidt ro i hovedet, inden jeg fortsætter samværet. Bedst kan jeg vel sammenligne det med fysisk aktivitet. Det kan være rigtig godt at bevæge sig, og jeg kan også mærke, at det er godt for min sundhed at jeg rører mig – men af og til skal jeg tage et lille hvil.

Et egentligt spørgsmål, jeg endnu ikke har fundet et godt svar på (egentlig er det fordi der er tale om en personlig indsigt, jeg er afskåret fra, fordi jeg ikke er ekstrovert selv) er: Hvordan lærer man som ekstrovert person at opføre sig som en introvert ind imellem?

Som Lise Heidemann Andersen fremhæver, er der nemlig kvaliteter både i at være introvert og i at være ekstrovert. Kvaliteten ved introversion er at fordybelsen og muligheden for at rumme sig selv kommer mere naturligt. Helt tilsvarende er der også kvaliteter ved ekstroversion, nemlig i form af at kunne lade sig inspirere af andre. Uddannelsessøgende har brug for både at kunne vende blikket indad og udad. Nogle gange skal man reflektere over sin egen læring og fordybe sig, andre gange skal man samarbejde med andre lærende og lære sammen med dem. Måske er “tænkepauserne” en idé, men jeg tror at der skal mere til. Først og fremmest skal der skabes en forståelse af at de forskellige personlighedstyper har deres unikke kvaliteter. Det enkelte menneske skal også se det nyttige i at handle anderledes end på den måde, der umiddelbart falder én naturligt.

Fredelige protester møder tåregas

Foto: Victor J. Blue for The New York Times

Det er skræmmende at læse fra USA om hvordan fredelige protester mod racisme og politibrutalitet bliver mødt med tåregas og gummikugler af landets politi. Også rapporterne om hvordan journalister bliver behandlet af politiet er foruroligende.

Forskning i konfliktløsning viser med stor tydelighed, at det udelukkende er med til at optrappe konfliktniveauet, når politi møder frem med skjolde og i kampuniformer. Selve synet af kampklædt politi kan ikke undgå at skabe en ubehagelig forventning hos mange demonstranter.

Det er strengt taget lige så lidt overraskende, som det er, at sandsynligheden for at en demonstration forbliver fredelig, aftager voldsomt, når nogle demonstranter tager hjemmelavede våben med. Forskning viser også (men mange af os ved det også hver især), at demonstranterne ikke er en én homogen masse hvad angår adfærd, og derfor er det også problematisk, når politiet behandler demonstranterne, som om de var ens – og især når politiet tænker på demonstranterne som modstandere.

Det er endnu mere vigtigt i den nuværende situation, hvor der er protester mod politibrutalitet, at politiet ikke cementerer billedet af sig selv som brutale. Desværre ser det ud som om det er ved at ske nu i USA, desværre godt hjulpet af præsident Trumps fremfærd.

Det, der kan holde konfliktniveauet nede under en demonstration, er at både politi og ledere af demonstrationen er enige om at løse konflikter og de-eskalere situationer, og det kræver psykologisk indsigt og uddannelse af betjentene – ligesom ledere af en demonstration skal sikre. at demonstranterne viser ordentlig adfærd. Rundt omkring i verden, bl.a. hos det britiske politi, er der en vis ekspertise i konfliktløsning og såkaldte protest liaison officers. Desuden er der et krav om at politi i Storbritannien skal møde op i deres normale uniformer. Engang var politiet i USA også klart bedre til forhandlingsteknikker, men efter de meget voldsomme protester mod WTO i Seattle i 1999 gik det desværre ned ad bakke.

Narcissisme i forskning

Niels Jerne. Foto: Nobelprize.org

Jeg er godt i gang med at læse bogen An Essay on Science and Narcissism af den franske mikrobiolog Bruno Lemaitre, der er professor ved EPFL i Lausanne. Bogen, der er fra 2016, kan hentes kvit og frit som PDF-fil på Lemaitres websted, og den er i høj grad værd at læse.

Lemaitre er en ikke helt ukendt forsker inden for sit område, og måske er derfor han kan slippe af sted med at skrive en hel bog om hvordan forskningsverdenen ikke bare rummer en stor portion narcissisme, men også ser ud til at fremelske dette karaktertræk. Et af bogens kapitler er ment som en indføring for lægfolk i hvordan forskningens formelle og uformelle kendetegn er i vor tid, og selv om fokus her er Lemaitres eget forskningsområde, kan jeg nikke genkendende til faktisk det hele – også til hans beskrivelser af forskningens mindre pæne sider. Det er på én og samme tid skræmmende og sært beroligende, at det er sådan. Et af mange eksempler er dette citat om modetendenser i videnskab:

Sometimes, a field is declared dead and research attention dries up. This never happens because all the questions have been solved, but because people become bored. Eventually, a perception manifests itself that there are no longer any breakthrough discoveries to be made in this field. The short life expectancy of certain research fields and fashion trends that push many competing scientists to work on a few ‘hot’ areas is a striking feature of science today. Sometimes, an abandoned or ‘dead’ field may be revived due to a change in fashion, and the scientists working in this field (previously viewed as second-rank) obtain the status of pioneers.

Hovedfokus i bogen er narcissisme, sådan som den manifesterer sig i forskningsverdenen. Lemaitre fremhæver, at man måske ikke behøver at være narcissist for at få succes, men at det hjælper virkelig meget. Også her kan jeg desværre nikke genkendende.

Der er to former for narcissisme: Den grandiose narcissisme og den sårbare narcissisme. Den grandiose narcissisist mener at være noget særligt og ser sig derfor selv berettiget til særlig opmærksomhed og særlige privilegier og en særlig, grænseovverskridende adfærd. Mange succesrige forskere er, siger Lemaitre, i denne kategori. Den sårbare narcissist ser også sig selv som noget særligt, men slås med lavt selvværd og tvivl og kommer derfor ofte til at stå i skyggen. Der er ikke tale om personlighedsforstyrrelser som sådan, men om karaktertræk, som også forekommer i egentlige narcissistiske personlighedsforstyrrelser.

Bruno Lemaitres fremmeste eksempel på en grandios narcissist er såmænd den danske immunolog og Nobelprismodtager Niels Jerne – efter hvem en vej er opkaldt på et sted ikke så langt fra, hvor jeg ofte har været. Niels Jerne var højt berømmet, men Thomas Söderqvist, der skrev en biografi om ham, opdagede at han var en temmelig ubehagelig person. Nogle af de opdagelser, Jerne fik Nobelprisen for, havde han “lånt” fra andre, og nogle af hans berømmede teorier om immunsystemet viste sig faktisk at være helt ukorrekte. På privatfronten var Niels Jerne ikke nem at leve sammen med, og hans første kone, Tjek Jerne (hvilket navn!) endte med at få en depression og begå selvmord.

Grandiose narcissister er mestre i at “netværke” og holder af at høre sig selv tale om egne bedrifter – men desværre også ofte at nedgøre andres forskning. Underligt nok er de også ofte betagede af andre narcissister, og det er bl.a. dét, der er med til at skabe så stor indspisthed.

I kategorien af sårbare narcissister er den tysk/franske matematiker Alexander Grothendieck. Grothendieck havde en svær barndom og mistede tidligt sin far, og som voksen virkede han ofte utilnærmelig. Han forlod forskningsinstituttet IHES fordi det var delvist finansieret af militæret og trak sig gradvis tilbage fra matematikken. Til sidst var han eneboer i Pyrenæerne og prøvede at leve af mælkebøttesuppe. Imens skrev han en samling tekster af filosofisk/spirituel art. De blev aldrig publiceret, men når han skrev dem, var det selvfølgelig fordi nogen skulle læse dem.

Lemaitres store konklusion er, at narcissismen i forskning har mange dårlige sider: den skaber uheldige omgangsformer og indspisthed, den gør det svært for minoriteter og kvinder at få fodfæste og den forstærker den ulighed og den skævvridning, som konkurrencen om forskningsmidler og accept af publikationer rummer. Men samtidig indrømmer Lemaitre faktisk også, at han selv har været narcissist (!) og at narcissismen måske kan være med at give forskningsområder tiltrængt opmærksomhed. For, som han skriver, er det sandsynligt, at Niels Jernes videnskabelige bidrag ikke berettigede en Nobelpris, men de banede vejen for immunologiens anseelse! Om dette virkelig er en pris, man er nødt til at betale, er en anden snak.

Krop og sind – og skærm

En stor del af mit liv for tiden tilbringer jeg ved skærmen. Jeg kan arbejde hjemmefra i stort omfang, og jeg prøver også at holde kontakt med dem, jeg kender. Alt sammen sker via internettet (Zoom og FaceTime) og til nød via telefon.

Men det er, som om der mangler noget. Jeg er glad for at se mine søskende på skærmen og for at høre deres stemmer. Men jeg ville meget hellere være sammen med dem rigtigt. Og jeg kan godt lide at se en god koncertoptagelse på tv. Men jeg ville stadig hellere være til selve koncerten.

Jeg ved ikke, præcis hvorfor jeg har det sådan. Hvad er det, der gør fysiske nærvær så anderledes? I et interessant essay i The New Statesman diskuterer den amerikanske filosof Kieran Setiya netop dét. Han kommer ikke med et svar, men han konkluderer noget interessant.

I psykologi og filosofi har man længe beskæftiget sig med det, man på engelsk kalder for the mind/body problem: Hvordan er sammenhængen mellem sind og krop? I nyere filosofi har man haft spændende tankeeksperimenter om at “downloade menneskets psyke” for på den måde at forstå forholdet mellem krop og sind, men fordi vi føler et afsavn i den som-om-virkelighed, som vi har på skærmen, viser det os, at sindet og kroppen hører sammen. Ét er tankeeksperimenterne, noget andet hvad mennesker faktisk oplever i situationen. Måske er det først nu, i isolationen med dets virtuelle samvær, at vi for alvor har fundet løsningen på the mind/body problem.

Fornemmelsen af tid

Sad i parken på en bænk
Fik et fugtigt lille stænk
Dagen brød frem og solen gik i ring
Jeg genkendte slet slet ingenting

Så på folk der gik i byen
Så de underligste syn
Så dem gå og købe ind
Så dem gå og sælge vind

Hallo derude alle sammen
Hvornår går toget væk herfra?
Jeg tror jeg er for ung til dette her
Men jeg kommer igen til næste år

Fra Dan Turell: Hello There (fra Karma Cowboy)

Min datter bliver færdig med gymnasiet til sommer, men der bliver ingen studenterfest. Andre, der bliver færdige med en videregående uddannelse, kan ikke komme til dimission, for også den er aflyst. Mange unge havde set frem til en ferie med oplevelser derude, men dem bliver der ikke rigtig nogen af. Jeg kan fornemme, at der er en masse skuffelse, som unge mennesker må bære rundt på, men vi aldrig rigtig får talt om. Den norske minister Bent Høre sætter ord på det i en kort tale, som er blevet delt hyppigt på de sociale medier.

Ét er skuffelserne, et andet hvordan tidsfornemmelsen spiller ind. Mange føler, når de bliver ældre, at da de var unge, var årene lange, og somrene ligeså, men efterhånden som man blev ældre, blev det som om årene begyndte at gå hurtigt. Der er er mange grunde til at denne subjektive forskel i tidsfornemmelse opstår. En væsentlig grund er, at ungdommen er fyldt med store forandringer og stor udvikling. Sådan er voksenlivet typisk ikke.

I den situation, som vi er i under epidemien, sker der også noget med tidsfornemmelsen. Selv har jeg en fornemmelse af, at hver enkelt dag føles lang, men at ugen til gengæld føles kort. Den britiske skribent Jonathan Freedland sætter ord på dette i en klumme i The Guardian. Det er en ændret tidsfornemmelse, man ofte ser hos mennesker, der er væk fra det sædvanlige livs rytme. Freedland har kontaktet en tidligere livstidsfange, og han kan nikke genkendende til denne forskel i tidsfornemmelse, selv om forholdene for os i dag selvfølgelig er langt bedre, end hvad fanger oplever. Denne forskel skyldes, at alle dage er ens. Højdepunkter bliver derfor ladet med en ekstra betydning.

Det er netop sådanne højdepunkter, denne særlige tid, som mange unge mennesker nu mister, og det må være hårdt. Jeg ville gerne, hvis vi kunne tale om det uden altid at have en overdøvende undertone af, at alle bare skal holde ud.

Første person flertal?

Hvad nu hvis et menneske hævder at være ikke én person med flere sider, men faktisk flere personer i samme krop? Ideen om at man kan være en sådan plural (for det hedder det) er ny for mig. Pluralitet består da i at være én krop, der rummer mange personer. Der findes en Plurality Playbook om pluralitet, og den er selvfølgelig skrevet af et antal personer. Om disse personer er fordelt på én eller flere kroppe, ved jeg ikke. Men her er deres definition af pluralitet.

Plurality (also known as multiplicity) is the state of having more than one person/consciousness sharing a body. Together, the people who share a body make up a plural system or multiple system, often referred to simply as a system. The size and nature of a system varies greatly, with system size varying from two to well over 100. Some systems are highly co-conscious and as a result have very strong continuity of memory while others have more strongly partitioned memory and often lose time and access to certain skills (ie. ability to code) when they switch to a different headmate/systemmate/insider. The headmate who is currently controlling the body is said to be at front.

Pluraler har valgt en sprogbrug og tankegang, der umiddelbart leder tankerne hen på sprogbrugen om transpersoner: Man kan “springe ud” som plural og der er bestemte retningslinjer for, hvilke stedord man bør bruge, når man omtaler en plural: Hvornår er der tale om f.eks. en “ham” eller en “de”? Og et system, der ikke er en plural, kaldes for en singlet.

Elisabeth Schechter, der er lektor i filosofi og kognitiv videnskab ved Indiana University Bloomington i USA har skrevet en interessant populærvidenskabelig artikel om dette for mig noget underlige fænomen. Ifølge hende skulle pluralitet være noget andet end det, man i psykiatrien kalder for dissociativ identitetsforstyrrelse. Forskellen er at en plural ikke ser sig selv som forskellige manifestationer af samme “egentlige person”, men som flere personer.

På mig virkede ideen om at kunne være en plural umiddelbart mærkelig, og det gør den egentlig stadig, men en singlet som mig vil hævde, at der på nogle måder vel er tale om at tage den opdeling, som vi kender godt fra andre sammenhænge, og tage den til sin formodentlig mest ekstreme konklusion. I superheltenes verden er det typisk sådan, at superhelten i nogle sammenhænge er et almindeligt menneske med et almindeligt navn, i andre er et særligt væsen med særligt udseende, særlige evner og et andet navn. Forskellen er at ingen ved (eller burde vide) at Clark Kent og Bruce Wayne også ind imellem er Superman og Batman.

I virkelighedens verden kommer vi tættest på ideen om flere identiteter gennem de forskelligartede roller, vi hver især har i andre menneskers øjne. Men selv om jeg både er f.eks. universitetslærer og aktivist i Amnesty International, hedder jeg altid det samme, og nogle mennesker har kendt mig i begge inkarnationer. Forskellen er, at en person, der er del af en plural også kan have flere sider af sig selv!

Den store stressøvelse

Jeg er meget privilegeret i denne tid; jeg har stadig en vis bevægelsesfrihed, jeg mister formodentlig ikke mit arbejde, jeg er ikke alene til daglig og jeg er ikke syg. For det meste tager jeg situationen med ro. I dag cyklede min hustru og jeg en tur og tog med færgen over til Egholm. På øen i Limfjorden så der ud som før pandemien, muligvis bortset fra at restauranten Kronborg var lukket (om den er åben på søndage, kan jeg faktisk ikke huske). Vi opdagede tilmed, at bøgen var sprunget ud derovre.

Men nogle gange vælder der alligevel en følelse af stress frem, helt ud af det blå. Ofte sker det midt om natten, hvis jeg vågner uventet. Det er kombinationen af at skulle leve afsondret, uvisheden om hvor længe dette skal vare og selvfølgelig også frygten for at blive syg, der ligger bag. Der er ikke andet at gøre end ikke at lade sig kapre af angsten og at indse at også dette vil gå over.

Måske kan den situation, alle nu befinder sig i, hjælpe mange med at få en fornemmelse af hvordan det er at være i fængsel, at sidde i en flygtningelejr eller i et udrejsecenter. For stressorerne er de samme og følelsen af stress er også nært beslægtet.

I Storbritannien er King’s College i London begyndt at lave en undersøgelse af borgernes reaktioner under en pandemi. Jeg håber, danske forskere vil gøre det samme.