Tænk, hvis jeg bliver opdaget

impostor

Jeg har efterhånden mange gange holdt foredrag om min forskning i akademisk sammenhæng. Nogle gange har jeg uvilkårligt tænkt at jeg håber at jeg ved nok om det, jeg skal fortælle om; bare tilhørerne nu ikke finder ud af hvor lidt jeg ved. Det slog mig altid bagefter som en paradoksal frygt at nære, for i en del tilfælde har der været tale om en artikel som jeg havde været alene om at skrive og som jeg kendte bedre end nogen anden. Andre gange har jeg siddet til et seminar eller et møde og har håbet at ingen ville finde ud af at jeg næsten ingen ting vidste. Og igen har det været paradoksalt – der kom ikke nogen misbilligelse af det, jeg endte med at sige. Jeg kunne alligevel gå fra mødet med en underlig fornemmelse af at det var heldigt, at man heller ikke denne gang opdagede hvor galt det stod til med mine kompetencer.

Det er gået op for mig at forbavsende mange mennesker, der af andre opfattes som kompetente fagfolk, har en sådan paradoksal frygt for at blive afsløret. Og jeg er da heller ikke glad for at indrømme, at jeg selv har det sådan – for dermed afslører jeg jo på en måde mig selv! I Chronicle of Higher Education skriver Joseph Kasper om dette; han har det på præcis samme måde.

Oprindelig mente psykologer, at det mest var kvinder, der havde dette problem, men nej. Man taler om the impostor syndrome. Der er en interessant artikel om emnet i Nature.

I Mortals and Others siger Bertrand Russell i en lidt anden sammenhæng at

The fundamental cause of the trouble is that in the modern world the stupid are cocksure while the intelligent are full of doubt.

På en måde er der nemlig tale om det modsatte af den berygtede Dunning-Kruger-effekt.

Jeg ved ikke præcis hvor tvivlen kommer fra. Jeg har af og til forestillet mig at den kommer fra den akademiske verden, hvor man er meget opmærksomme på præstationer og på korrektheden af argumentation. I min PhD-tid i Edinburgh sagde en af mine gode venner at han syntes at det kunne være rigtig hårdt, selv om der var så mange rare mennesker der, for alle de andre var så dygtige og forventningerne så høje. Jeg fik aldrig fortalt ham, at jeg tænkte præcis det samme.

Men samtidig kan jeg læse at den samme tvivl, det samme impostor syndrome, dukker op i andre erhverv. Jeg kommer især til at tænke på et interview, jeg læste med skuespilleren Claus Ryskjær. Han var kendt fra teater, film og tv, men endte med at trække sig helt tilbage fra skuespillerkarrieren. Hans tvivl på egne kompetencer var endt som det, andre har kaldt sceneskræk. Se hvad han siger i interviewet:

Men hvem siger, du var så dårlig i ’Rosenkrantz og Gyldenstjerne’? Forestillingen var en succes, instruktøren fyrede dig ikke, og publikum – de klappede vel?

»Det, jeg lavede, var ikke godt«, fastslår han. »De andre skuespillere var så professionelle, at de ikke lod sig mærke med det, og nej, jeg kunne ikke mærke det nede fra salen heller. Jeg vidste bare, at det var noget lort«.

Men folk klappede?

»Ja, men det gør de jo af høflighed. Hvis det havde været en børneforestilling, havde man kunnet høre bolsjeposerne rasle, fordi børn slet og ret ikke ejer samme høflighed«.

Og igen bliver det oplagt, hvor voldsom illusionen er. I artiklen i Nature fortæller David Poeppel, der er lektor i neurologi, og Catherine Cardelús, der er adjunkt i biologi, om hvor meget dette har påvirket dem. For David Poeppel hjalp det at komme videre i karrieren og selv kunne vejlede studerende; for Catherine Cardelús’s vedkommende hjalp det hende at blive mor og at genlæse nogle af sine egne artikler og se at de faktisk var gode. Forhåbentlig vil Claus Ryskjær en dag kunne se sine gamle film og tv-programmer og opdage hvor meget han faktisk kan. Og jeg? Jeg prøver også.

Seksualiteten findes mellem ørerne

hjernen

Temmelig ofte løber man i disse år ind i diskussionerne om lovliggørelse af prostitution og om holdningen til de enorme mængder af porno, der findes på nettet. Nogle påpeger gerne prostitutionens og pornoens konsekvenser for brugere og for medvirkende. Nogle mennesker siger at de er glade for at være sexarbejdere, og atter andre synes at vi simpelthen er blevet snerpede.  Så sent som i dag skriver Ulla Holm i et indlæg i Information (og det er et indlæg, der bestemt ikke imponerer mig) at

For nylig introducerede den store norske hotelkæde Nordic Choice Hotels, der bl.a. ejer flere hoteller i Danmark, et forbud mod porno på værelserne, fordi ejerne ’mener’, at pornoindustrien medvirker til menneskehandel, som en talskvinde oplyste til Ekstra Bladet den 20. august. Forbuddet afspejler den nypuritanisme, der under dække af omsorg for udsatte grupper, går sin sejrsgang i blandt andet Norge, Sverige og på Island. Sidstnævnte har forbudt al sexindustri og overvejer – i den nordiske ligestillings navn – censur af porno på nettet (som man har det i, ja, Kina).

Men måske skal man tænke på alt dette på en anden måde end som bagstræberisk snerperi kontra nødvendig beskyttelse af mennesker mod porno og prostitution? Der må være en mere systematisk tilgang til at finde ud af hvad porno, prostitution mv. gør ved mennesker, måske via hjerneforskning.

Der er en interessant artikel i The Independent om hvad det gør ved hjernen at se porno. Den britiske hjerneforsker Valerie Voon har studeret hjernen hos mennesker, der er afhængige af at se porno. Forandringerne i hjernen hos mennesker, der er afhængige af porno, ligner de forandringer man ser hos narkomaner og alkoholikere. Måske er det i virkeligheden dét, der er det vigtigste argument for at være bekymret for konsekvenserne af sexindustrien, nemlig at det at se porno og måske også det at være prostitueret eller at være kunde hos en prostitueret (og vel så også at deltage i porno) forandrer vores seksualitet. På den anden side kan man også have et forbrug af porno uden at være afhængig.

På samme måde som man kan påpege farerne ved et stort alkoholforbrug uden at blive kaldt puritaner – for et glas nu og da kan nemlig være sundt, viser en del undersøgelser – og påpege faren ved at børn og unge drikker alkohol, kan man så også påpege problemerne ved porno/sexindustrien i disse sammenhænge (bl.a. hvordan den påvirker børns og unges seksualitet) og prøve at få et mere systematisk billede af dens gavnlige og skadelige virkninger.

Måske kan hjerneforskningen også hjælpe os med at acceptere at seksualiteten er plastisk og dermed slippe ud over essentialistiske forestillinger om f.eks. at homoseksualitet er “indbygget forkert” eller om at menneskers seksualitet ikke kan ændre sig gennem livet.

Hvornår er man stor?

voksen
Et billede fra Stian Holes billedbog “Garmanns hemmelighed”.

Når man forlader sin mor – sådan sang Gasolin’ i al fald i “Bingo”. Det at blive voksen kommer ikke på én gang. Mange af os har sikkert oplevet en situation i stil med denne:

Jeg venter på at betale i en butik. Ind kommer en mor med sit barn, og barnet prøver at mase sig foran mig..

– Hov, ikke mase sig foran! manden skal betale for sine varer først, siger moderen til barnet.

Hvilken mand? tænker jeg. Og da går det op for mig: Manden, det er jo mig.

Her er endnu et af de tidspunkter, hvor man opdager at man er blevet voksen.

I dag kan jeg læse at britiske psykologer har ændret aldersgrænsen for “adolescence” – puberteten strækker sig nu op til man er 25. Begrundelsen er at man stadig udvikler sig efter at man er blevet 18:

“The idea that suddenly at 18 you’re an adult just doesn’t quite ring true,” says child psychologist Laverne Antrobus, who works at London’s Tavistock Clinic.

“My experience of young people is that they still need quite a considerable amount of support and help beyond that age.”

Child psychologists are being given a new directive which is that the age range they work with is increasing from 0-18 to 0-25.

“We are becoming much more aware and appreciating development beyond [the age of 18] and I think it’s a really good initiative,” says Antrobus, who believes we often rush through childhood, wanting our youngsters to achieve key milestones very quickly.

Ikke alle er lige begejstrede for denne ændring. Der er mange, der er bekymrede over at flere mennesker også et stykke henne i livet udviser adfærd, vi tidligere forbandt med børn og unge. Frank Furedi, der er en ikke helt ukendt professor i sociologi ved University of Kent, har dette at sige om den nye holdning hos psykologer:

“Often it’s claimed it’s for economic reasons, but actually it’s not really for that,” says Furedi. “There is a loss of the aspiration for independence and striking out on your own. When I went to university it would have been a social death to have been seen with your parents, whereas now it’s the norm.

“So you have this kind of cultural shift which basically means that adolescence extends into your late twenties and that can hamper you in all kinds of ways, and I think what psychology does is it inadvertently reinforces that kind of passivity and powerlessness and immaturity and normalises that.”

“There’s an increasing number of adults who are watching children’s movies in the cinema,” says Furedi. “If you look at children’s TV channels in America, 25% of the viewers are adults rather than children.”

Men det at blive voksen på én gang er vel også en illusion. Min egen uvidenskabelige fornemmelse er at der ofte er nogle dele af vores psyke der er helt udviklet tidligt og andre, der aldrig udvikles helt. Fornemmelsen af at være “voksen” kommer snigende med alt det, man kan klare selv – lige fra at læse en bog selv til at kunne rejse til et fjernt land for egne penge. Den britiske forfatter Tim Lott skrev tidligere i år dette i The Guardian:

To have children is to realise that the child inside you is never going to go away, to understand that the raw vulnerability that children experience is only ever managed or buried, not eliminated. The quality of being grown-up is something that doesn’t necessarily come with age – although it seems to be born within some people.

Måske er det den sværeste erkendelse at gøre: På nogle områder kan vi være voksne, på andre kan vi stadig være børn – i bedste fald barnlige, i værste fald barnagtige.

Når man er voksen, skal man selv tage et ansvar. Men der er også noget særligt ved at være barn. Forældre passer på deres børn. Forældre stoler på deres børn, børn stoler på deres forældre. Børn har lov til at være sårbare. I en dysfunktionel familie er der mindst ét af disse, der ikke er tilfældet. Og når man som voksen mister sine forældre (og hvis man ellers har haft en god barndom), er disse relationer kun et minde.

Mon ikke det også er det, som er med til at forlænge barndommen? Her tænker jeg på længslen efter de gode relationer fra barndommen, om kærlighed og tillid. Jeg tænker på længslen efter at kunne være nysgerrig. Længslen efter at få lov til at være sårbar. I film og historier for børn er der tillid og kærlighed og nysgerrighed. Den slags mangler ofte i voksenlivet.

Rod til noget godt?

rod
Tastaturet er magen til mit, men dette er bestemt ikke mit skrivebord – hverken det fysiske eller det på computeren..

Min PhD-vejleder i Edinburgh var og er en meget dygtig mand, der igennem årene har løst en del større åbne problemer inden for sit forskningsområde. Jeg husker, hvad der skete, når han ville finde en artikel til mig, som han mente kunne være vigtig i mit videre arbejde – han gik sine stakke af papirer igennem, der lå oven på hans arkivskab eller på gulvet. Som regel fandt han artiklen. En anden kendt forsker, jeg kender fra et andet universitet, havde i mange år en tilsvarende samling af stakke på sit gulv.

Jeg er ikke nær så dygtig som nogen af dem, men hvis man har set mit skrivebord på universitetet, ved man at også jeg er indehaver af en del rod. Af og til bliver det for meget, og så rydder jeg op. Nogle gange befolker jeg papirkurven, andre gange flytter jeg mest rundt på stakke og kasserer det mest unødvendige. Der går ikke så lang tid før den semi-rodede tilstand er genetableret.

Filerne på min computer er temmelig pænt organiserede; mit hjemmekatalog er pænt opdelt, men ude på skrivebordet ligger der nogle filer og kataloger, som jeg af og til også bliver trætte af. Også da rydder jeg op. Jeg kender andre, hvis filsystem-skrivebord er et voldsomt rod. Det er længe siden, jeg holdt op med at holde orden i mine e-mail-korrespondancer, for det har mailklientens søgefunktion og muligheden for “smarte postkasser” gjort helt overflødig.

Nogle mennesker, der står mig nær, så gerne at der var pænt og ryddeligt på mit kontor, for rod er altså noget værre noget. Man kan jo aldrig finde det man skal bruge. Jeg har så til gengæld kigget over skulderen på de samme mennesker, når de sad med deres computer og ufrivilligt fremviste et skrivebord, hvor baggrundsbilledet knap kunne ses for ene fil-ikoner.

Vi ved godt at rod er noget værre noget, og vi har en fornemmelse af at ydre rod tyder på indre rod og at rod altid er dårligt. De amerikanske adfærdspsykologer Kathleen Vohs og Joseph Redden har undersøgt det, og deres konklusioner bliver omtalt af Association for Psychological Science.

Vohs og Redden indrettede to rum, som hver af deres forsøgspersoner blev placeret i. Det ene var rent og ryddeligt, mens der lå forskellige ting uordentligt spredt i det andet. I et forsøg blev forsøgspersonen bedt om at udfylde et spørgeskema og derefter bedt om at donere penge til et velgørende formål. Som tak fik de enten et æble eller et stykke chokolade. Resultaterne viste at personerne i det ryddelige rum donerede flere penge og valgte det sunde (æblet) fremfor det mindre sunde (chokoladen). Men i et andet forsøg blev forsøgspersonerne bedt om at finde på forskellige anvendelser for en bordtennisbold. Her var det personerne i det rodede rum, der fandt frem til flest ideer og også kom frem til mere kreative ideer.

To amerikanske forfattere, Eric Abrahamson og David H. Freedman har skrevet A Perfect Mess, en bog om rod og hvad manglende orden kan have af fordele. Freedman skriver i en artikel at

In fact, virtually all of the advice from get-organized gurus tends to fall apart on close inspection. But we’re all so desperate to add order to our lives that we eat it up without questioning whether it really makes sense. What applies to desks applies everywhere in business. And for a simple reason: When things are carefully arranged and kept in their “proper” time and place and done in precisely the “right” way every time, you lock out some highly useful qualities–such as improvisation, adaptability, and serendipity. And that’s true whether you’re talking about your desk, an organizational chart, corporate policies, approaches to design, or servicing customers. What’s more, if you push for neatness and order, you’re going to end up sinking a lot of time and effort into maintaining it.

Dette er vel næsten “rodets evangelium”. Når alt ligger “hvor det skal”, er det svært at forestille sig at det kan ligge på en anden måde. Freedman er ikke fortaler for voldsomt rod, men for et vist, kontrollabelt rod – og de personer, jeg kender, som kan leve med rodet, er da også i stand til at have et sådant niveau af rod.

Herunder kan man se et interview med Joseph Redden, der forklarer det eksperiment, han foretog sammen med Kathleen Vohs. Resultaterne er publiceret i en artikel i tidsskriftet Psychological Science.

Hvad magten gør ved os

64745.strip.zoom

Mange af os kender mennesker, der engang var sympatiske, men opnåede en magtposition og efterhånden forandrede sig til ukendelighed. En tidligere kollega fik indflydelse og bruger nu tiden på at være ligeglad med andre. En idealistisk fagforeningsleder gik ind i politik og taler nu imod fagforeningerne. Osv. osv. Andre gange oplever vi det modsatte: at tidligere politikere nu tænker på en helt anden måde end de gjorde, da de var magtfulde. To meget interessante eksempler er de tidligere præsidenter Jimmy Carter og Mikhail Gorbatjov. De startede begge som idealister, der ville reformere det system, de var del af, havnede som præsidenter med alt hvad det indebar – og i deres alderdom er de begge blevet voldsomme kritikere af de supermagter, de engang var ledere af.

Hvorfor går det sådan? En af årsagerne kan være den forskel i ansvar, der er mellem at have magt og ikke at have magt. En anden mulighed er at magt korrumperer – ikke nødvendigvis i den forstand, at man som magthaver begynder at udøve korruption, men at den magtposition, man har fået, gør at man opfatter andre mennesker på en anden måde.

Sukhvinder Obhi, Jeremy Hogeveen og Michael Inzlicht fra Wilfrid Laurier University i Canada har publiceret resultaterne af en undersøgelse af hvordan magt påvirker menneskers mulighed for at “se andre” og derfor også deres muligheder for empati.

Det, Obhi et al. har gjort, er at måle hvordan forskellige oplevelser af magt påvirker et menneskes evne til at opfatte andre. Denne evne til at opfatte “Den Anden” viser sig i et netværk af regioner i hjernen, som kaldes motorresonans-systemet. Resultaterne tyder på at det er tilfældet at en magtposition mindsker den magtfulde persons evne til “se andre”. Her er et citat fra en omtale af artiklen hos National Public Radio (USAs reklamefrie radiostation):

“What we’re finding is power diminishes all varieties of empathy,” says Dacher Keltner, a social psychologist at University of California, Berkeley, not involved in the new study. He says these results fit a trend within psychological research.

“Whether you’re with a team at work [or] your family dinner, all of that hinges on how we adapt our behaviors to the behaviors of other people,” he says. “And power takes a bite out of that ability, which is too bad.”

The good news, Keltner says, is an emerging field of research that suggests powerful people who begin to forget their subordinates can be coached back to their compassionate selves.

Obhi, Hogeeen og Inzlicht skriver i konklusionen på deres artikel dette:

Indeed, anecdotes abound about the worker on the shop floor whose boss seems oblivious to his existence, or the junior sales associate whose regional manager never remembers her name and seems to look straight through her in meetings. Perhaps the pattern of activity within the motor resonance system that we observed in the present study can begin to explain how these occurrences take place and, more generally, can shed light on the tendency for the powerful to neglect the powerless, and the tendency for the powerless to expend effort in understanding the powerful.

Hvis vi ikke har tænkt på det tidligere, bør dette gøre os yderligere opmærksomme på problemerne ved at lade de samme mennesker have de samme magtpositioner gennem lang tid – det ender med at gå ud over dem, de har magt over, men også over dem selv.

Ned ad bakke

crystallized-fluid

Der er nogle kvantitative fakta, man helst vil skrive med ord frem for med numeraler. Her er ét af dem: Om fem måneder bliver jeg halvtreds. Det prøver jeg stadig at vænne mig til. En amerikansk psykolog med det for en dansk læser lige lovlig tvetydige navn Vivian Diller har skrevet en del om midtvejskriser og det at blive ældre. Hun gør blandt andet opmærksom på nogle undersøgelser, der efterviser noget, vi vel egentlig godt vidste alligevel – at man kan opnå vigtig erfaring med alderen. Men begrebet krystalliseret intelligens var alligevel nyt for mig.

Art Kramer, Ph.D. who studies aging at the Beckman Institute, says that although we obviously slow down both physically and mentally, there is also evidence of new kinds of growth as we enter our 50s. He and others, including Neil Charness, Ph.D., a psychology researcher at Florida State University, point toward the increased capacity for what is called “crystallized intelligence” as we age. He makes a distinction between fluid and crystallized intelligence. The former is about raw processing speed; the agility with which you are able to solve new and unfamiliar problem. The latter comes from experience; hard and fast knowledge, garnered over years.

Begrebet skyldes ikke Neil Charness, men den ikke helt ukontroversielle britisk/amerikanske psykolog Raymond Cattell og hans studerende John L. Horn. I modsætning til krystalliseret intelligens står den flydende intelligens (fluid intelligence), der topper mellem 30- og 40-års-alderen.

Jeg håber selv, at det er tilfældet: at der er en form for krystalliseret intelligens, der kommer til med alderen. Jeg prøver i al fald at minde mig selv om at mange af de fejl, som bl.a. en del studerende laver, skyldes det modsatte, nemlig manglende erfaring. Og jeg kan desværre også godt mærke, at jeg ikke er helt så hurtig som jeg var engang. Til gengæld har jeg en vis fornemmelse af at min beherskelse af sproget er bedre end den var, da jeg var ung (det er så godt nok blevet et noget gammeldags sprog, jeg har fået mig). Dette sidste passer fint med at sproget – herunder ordforrådet – vedligeholdes og skærpes af erfaringen.

Ridsen i sidste sats

ridse

I dag starter jeg igen på arbejde, og selv om det er tid at se frem, ender jeg uvilkårligt med også i den første tid at skue tilbage på ferien. I løbet af min sommerferie fik jeg læst nogle bøger fra den hjemlige, ikke-akademiske boghylde. Det første jeg gjorde var at blive færdig med Thinking, Fast and Slow af Daniel Kahneman. Det er underligt, at det har taget mig flere måneder at få læst netop denne spændende bog, der er fuld af eksperimentelt underbyggede pointer om hvordan mennesker tænker, når de skal træffe rationelle beslutninger.

Én af de pointer, der dukker op sidst i bogen, er den om hvordan tilsyneladende små begivenheder kan ende med at ændre hvordan vi oplever en større helhed. Kahneman nævner bl.a. dette eksempel: Forestil dig en cd eller en lp med en fremragende indspilning af en lang symfoni. I lang tid lytter du opmærksom og glad til musikken, men til allersidst i finalen, tæt ved klimaks, er der en fæl ridse der får cd’en til at skippe eller lp’en til at hakke. Pludselig er oplevelsen ødelagt. Jeg ved det – sådan en cd har jeg selv. Det er en cd med Sinopolis indspilning af kendte orkesterværker; 2 minutter inden afslutningen af sidste spor, “Siegfried Idyll”, er der hvad der lyder som en kilometerdyb ridse midt i en svømmende lyrisk passage.

Hvor er det underligt og egentlig også trist at en oplevelse præget af 95% musikglæde bliver husket som en dårlig oplevelse. Et andet eksempel af mere dramatisk art er et langt og lykkeligt menneskeliv, der afsluttes med nogle måneders svær sygdom. Her vil den måde, vi husker den afdøde på, i høj grad være farvet af det der skete i den sidste tid. Vores vægtning af oplevelserne synes ude af proportioner.

Kahneman skelner mellem det oplevende selv og det huskende selv. Vi bruger det huskende selv til at rekonstruere vores oplevelse, og det bliver i høj grad det huskende selv, der går af med sejren. I et langt interview med Der Spiegel (på engelsk) beskriver Kahneman dette.

SPIEGEL: In your view, the remembering self is very dominant — to the point that it seems to have practically enslaved the experiencing self.

Kahneman: In fact, I call it a tyranny. It can vary in intensity, depending on culture. Buddhists, for example, emphasize the experience, the present; they try to live in the moment. They put little weight on memories and retrospective evaluation. For devout Christians, it’s completely different. For them, the only thing that matters is whether they go to heaven at the end.

Jeg kommer til at huske en oplevelse til Roskilde-festivalen i år, som viser hvor meget denne rekonstruktion er blevet en del af os. I et af de sidste numre af koncerten med The National på Orange Scene gik sangeren Matt Berninger ned i sikkerhedsgraven bag pitten og publikum blev ellevilde. Hvad gjorde vi så? Dér stod vi alle med vores telefoner fremme for at forevige hvordan sangeren var helt tæt på os, løb rundt, hilste og blev krammet. Vore dages kameratelefoner gør det tillokkende at tage billeder når som helst og hvor som helst; de er en konkret manifestation af det huskende selv. Men samtidig lægger det huskende selv en afstand til oplevelsen. Måske ville jeg have fået en endnu bedre koncertoplevelse, hvis jeg havde ladet telefonen blive i lommen netop da.

Min egen sommerferie i Spanien sluttede også med en ridse i sidste sats. Vi havde ikke kontanter nok til at betale taxien til lufthavnen og jeg måtte løbe rundt for at finde en hæveautomat. Køerne ved check-in i lufthavnen i Barcelona var dernæst så langsomme, at vi efter oven en times venten endnu ikke var nået til skranken. Nogen forklaring på hvorfor det gik så helt uhyggeligt langsomt fik vi ikke. Tre kvarter inden afgang kom en kort besked i højttaleren om at passagerer til Aalborg skulle gå til en anden skranke – hvilken opfangede vi ikke, og beskeden blev hverken gentaget eller vist på en skærm. Nu blev vi så desperate, at vi gik hen til sidste-minut-skranken – blot for at få at vide at nu det var for sent. Vores bagage ville ikke kunne blive checket ind, og som en nødløsning skulle vi selv tage vore kufferter gennem sikkerhedskontrollen. Vi blev her spurgt om vi havde væsker med i kufferterne – og selvfølgelig havde vi da det (netop fordi den slags netop ikke skulle i kabinebagagen). Min hustru måtte åbne sin kuffert og få den rodet i, metaldetektoren gav udslag på grund af øjerne i mine lærredssko, som så skulle sendes gennem metaldetektoren. Jeg blev afmægtigt vred. Det var ikke rart for min familie eller for personalet at opleve at jeg ikke kunne bevare roen, og min opførsel er jeg meget flov over nu.

Vi nåede flyet – det viste sig nemlig at være forsinket (noget der heller fremgik ikke af skærmene), så fremme ved gaten stod vi igen i kø. En medpassager kunne her fortælle os at bagagebåndet tilsyneladende var brudt ned og at det formodentlig var årsagen til det umulige check-in.

Det er ærgerligt at indse at hele denne oplevelse, der er afgrænset til to i feriens sidste få timer, farver billede af en sommerferie, der ellers på mange måder var en god oplevelse. Forhåbentlig kan jeg bruge mit huskende selv og de mange billeder jeg tog i løbet af mine ferie til at rekonstruere sommerferien i erindringen.

Mamihlapinatapei – eller: Man kan ikke være forelsket på engelsk

mamihlapinatapei

Den amerikanske forfatter Pamela Haag har en interessant artikel om ti ord om menneskelige følelser, der ikke findes på engelsk. Mange af dem handler om den svære kærlighed. Her er et af de rigtig gode (hvordan det skal udtales, ved jeg ikke):

Mamihlapinatapei (Yagan, an indigenous language of Tierra del Fuego): The wordless yet meaningful look shared by two people who desire to initiate something, but are both reluctant to start.

Men ét af ordene kender jeg fra dansk – Pamela Haag kender det fra norsk, men betydningen er den samme. Her prøver hun så godt hun kan at give en engelsk forklaring af det at være forelsket:

Forelsket: (Norwegian): The euphoria you experience when you’re first falling in love.

This is a wonderful term for that blissful state, when all your senses are acute for the beloved, the pins and needles thrill of the novelty. There’s a phrase in English for this, but it’s clunky. It’s “New Relationship Energy,” or NRE.

Det fascinerende er hvorfor disse ord opstår på nogle sprog, men ikke på andre. Mon dette siger noget om de følelser, mennesker rundt om i verden taler mest om? Fascinerende er det også at det ofte så besungne engelske sprog, der er et af sprogene med størst ordforråd, giver fortabt når talen falder på forelskelse.

Selvfølgelig har jeg også kendt til mamihlapinatapei, men jeg har aldrig haft et enkelt ord for denne følelse. Jeg er ikke sikker på at vi her står over for at få et nyt låneord på dansk – det kunne ellers være interessant.

Alle Der Har Diagnoser

ADHD symbol design isolated on white background

Her er et overraskende og interessant faktum: i USA har 9 procent af alle skolebørn diagnosen ADHD, men i Frankrig er det kun en halv procent. En artikel af den amerikanske psykolog og familieterapeut Marilyn Wedge stiller skarpt på dette.

Det første, hun hæfter sig ved, er at franske børnepsykiatere anvender en anden klassifikation af børns psykiske problemer end man gør i USA med diagnosemanualen DSM. Systemet hedder (med en typisk kryptisk fransk forkortelse) CFTMEA.

The focus of CFTMEA is on identifying and addressing the underlying psychosocial causes of children’s symptoms, not on finding the best pharmacological bandaids with which to mask symptoms.

To the extent that French clinicians are successful at finding and repairing what has gone awry in the child’s social context, fewer children qualify for the ADHD diagnosis. Moreover, the definition of ADHD is not as broad as in the American system, which, in my view, tends to “pathologize” much of what is normal childhood behavior. The DSM specifically does not consider underlying causes. It thus leads clinicians to give the ADHD diagnosis to a much larger number of symptomatic children, while also encouraging them to treat those children with pharmaceuticals.

Marilyn Wedges påstand er således at amerikansk ADHD-behandling bliver til symptombehandling og et fokus på en biologisk forklaring, fordi der ikke er fokus på årsagerne. Jeg tør ikke udtale mig om dette, men det kunne være interessant at undersøge få undersøgt denne hypotese, dvs. hvordan familiemønstrene korrelerer med ADHD-diagnoser. Hvordan man skal lave en kvantitativ analyse, ved jeg ikke helt.

Marilyn Wedge har dernæst nogle betragtninger om amerikansk og fransk børneopdragelse, som jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal synes om. Hun tager her udgangspunkt i Bringing up Bébé, en bog af den amerikanske forfatter Pamela Druckerman:

French parents, Druckerman observes, love their children just as much as American parents. They give them piano lessons, take them to sports practice, and encourage them to make the most of their talents. But French parents have a different philosophy of discipline. Consistently enforced limits, in the French view, make children feel safe and secure. Clear limits, they believe, actually make a child feel happier and safer—something that is congruent with my own experience as both a therapist and a parent.

Dette lyder egentlig mest som den velkendte idé med at “sætte grænser”, og det er ikke klart for mig om der er noget ordentligt empirisk grundlag for at udtale sig om en sådan mulig sammenhæng.

Det rigtig interessante er forskellen i diagnosticering – 9 procent kontra en halv – og det vil også være at tænke over om vi i Danmark primært har amerikanske eller fransk baserede idealer og hvad det er der bestemmer vores syn på ADHD og lignende. Mit gæt er at den danske tilgang er meget amerikansk.

Lead Singer Disease

417_artistic-differences

Der er noget mystisk fascinerende ved at se på bands, der går i opløsning eller skiller sig af med besværlige medlemmer. Der er blevet skrevet rigtig meget om The Beatles og om hvordan det hele gik så galt til sidst. Jeg er nok ikke den eneste, der har skiftevis krummet tæer og taget mig til hovedet mens jeg har set Some Kind Of Monster om Metallicas kvaler. Og det var direkte ubehageligt at være vidne til hvordan Red Hot Chili Peppers i 1996 stod og skændtes helt åbenlyst på Orange Scene. De offentlige skænderier mellem Peter Hook og resten af det gamle New Order er heller ikke rare at læse om.

Den amerikanske psykolog Ruth Blatt har skrevet nogle særdeles interessante artikler om de psykologiske mekanismer, man oplever i et band. Der er meget, man kan lære om organisationer af at se på den helt lille organisation som en musikgruppe typisk er.

Ifølge hende er et af problemerne Lead Singer Disease (LSD).

The psychological term for LSD is narcissism, an inflated sense of self and the constant need to have that inflated self-view reinforced. Narcissists tend to have a sense of entitlement, a desire to be the center of attention, a sense of superiority relative to others, and self-absorption. Many lead singers fit this description to a T.

A recent study suggests that one of the problems of having a narcissist at the helm of the organization is that narcissists do not respond to negative feedback by trying harder or changing what they are doing. Unlike most people, who take negative feedback as an opportunity to reflect on what they could be doing better, narcissist CEOs appear to behave as if everything they do is a success.

For bands, as for companies, this tendency means that it can be difficult if not impossible to criticize the person at the top. Take Steven Tyler, lead singer of Aerosmith. His definition of LSD? “Bone-gnawing, spleen-curdling jealousy of the lead singer in a rock band on the part of other members of the band, erupting in violent blaspheming and tantrums by such members whenever the lead singer’s image appears on the cover of popular magazines.”

Tænker andre end mig på Martin Hall eller Jeff Tweedy her?

Der er nu også en anden mekanisme, som jeg ikke har set Ruth Blatt nævne. Prøv at tænke på Ringo Starr, Andy Fletcher, Bill Berry eller vores egen Henrik Hall. De er eller var alle lidt i baggrunden i deres band (for de tre førstnævntes vedkommende også i bogstavelig forstand), men har alle indtaget rollen som den person, de andre var enige om at synes godt om. Det kan vel også have haft noget at gøre med at alle var glade for at den fælles ven ikke havde noget imod at stå i baggrunden. Da Ringo smækkede med døren under indspilningerne til det “hvide album” (som dokumenteret i Mark Lewisohns bog), var det reelt begyndelsen til enden for The Beatles.

(Da jeg selv studerede, var jeg på et lille hold og var derfor med i en del projektgrupper med samme lille roterende besætning i løbet af min uddannelse, og også vi havde en “Ringo” som sad lidt i baggrunden mens vi andre holdt hanekampene i gang.)

Metallica er vel et eksempel på et band, der ikke havde en “Ringo”. Det er ved at være længe siden at de har lavet interessant musik, men de er til gengæld blevet en oplagt case for psykologer. Måske var det deres oprindelige bassist Cliff Burton der var deres “Ringo”, men da han kom tragisk af dage i en busulykke, gjorde de andre den nye bassist Jason Newsted til prügelknabe. I en dokumentar om bandet fra 2001 på DR3 lagde jeg mærke til at man altid så de to overhunde James Hetfield (der måske, måske ikke har Lead Singer Disease) og Lars Ulrich sammen til interviews, mens det var Newsted og den spagfærdige guitarist Kirk Hammett (der tilsyneladende altid kæmpede en brav kamp for at få lov til at spille soloer), der blev interviewet sammen. To år senere var Newsted gået i vrede, og knudemændene fik deres vilje.

På denne måde får nogle bands et “svingdørsmedlem”, mens resten af besætningen er intakt. Jeg spekulerer på hvordan det mon er at være svingdørs-guitaristen i Red Hot Chili Peppers; det er sikkert sammenligneligt med at være bassist i Metallica.