Tid til børnene

kvalitetstid

Jeg kan ikke påstå, at jeg er nogen autoritet inden for børneopdragelse. Jeg har ét enkelt barn, og hvad hun er blevet udsat for, er min egen trial-and-error tilgang til at være far. Men jeg lægger af og til mærke til hvordan andre tilsyneladende griber opdragelsen noget anderledes an end jeg gør. Og jeg har på mine rejser i udlandet fornemmet, at der er forskelle fra land til land, omend jeg ikke kan sætte fingeren på præcis hvad der er forskellen. (Engang da jeg så en mor give sit barn en ordentlig én på kassen i et middelhavsland, der her skal være anonymt, og opdagede at ingen andre tog notits af det, blev jeg dog noget paf.)

Den amerikanske forfatter Nicholas Day, der har skrevet en bog, Baby Meets World, der handler om børns udvikling, har et interessant indlæg på Slate.com om hvordan forskellige folkeslag ser på børneopdragelse. Han nævner her den amerikanske forsker Sara Harkness, der har studeret dette meget nøje ­- og vi skal såmænd ikke sammenligne meget åbenlyst forskellige samfund for at se store forskelle. Det er nok at betragte forskellene mellem f.eks. USA og Italien.

In a study conducted by Harkness and her international colleagues, American parents talked about their children as intelligent and even as “cognitively advanced.” (Also: rebellious.) Italian parents, though, very rarely praised their children for being intelligent. Instead, they were even-tempered and “simpatico.” So although both the Americans and the Italians noted that their children asked lots of questions, they meant very different things by it: For the Americans, it was a sign of intelligence; for the Italians, it was a sign of socio-emotional competence. The observation was the same; the interpretation was radically different.

Det interessante er, at amerikanske forældre tilsyneladende er meget mere fokuserede på deres børns intellektuelle udvikling end forældre i andre lande. (Om dette er en universel observation eller om den er afhængig af forældrenes sociale baggrund, ved jeg ikke.) Og jeg kan heller ikke lade være med at lægge mærke til at Nicholas Day anser ordet “kvalitetstid” for at være en amerikansk opfindelse. Det er nemlig et ord, der har sneget sig mere og mere ind i diskussioner af børneopdragelse herhjemme. Også det stigende fokus på bl.a. særlige privatskoler herhjemme tyder på et øget fokus på børns intellektuelle udvikling, måske på bekostning af andre kvaliteter så som at være ansvarlig.

Måske er dansk børneopdragelse ved at blive “amerikaniseret”?

“Oh, what a fool I have been…”

Jeg har netop ved et tilfælde opdaget at den amerikanske sanger og sangskriver Jason Molina døde i lørdags. Molina var manden bag alt-country-bandet Magnolia Electric Co. der i 2009 lavede albummet Josephine, som jeg var meget begejstret for. Men han var også alkoholiker, og det var det, der tog livet af ham.

I 2011 skrev hans ven Henry Owings et trist og meget sigende indlæg på sin blog.

About a year ago, it became abundantly aware to me what was going on. Jason is an addict.

It weighed heavy on me. I’d call his bandmates and mutual friends to get to the bottom of “what’s up with Jason.” It appears that his drinking had caught up with him in monumental fashion. Rehab in England. Getting arrested. Drinking. Being flown back to the states by friends in Chicago so they could keep an eye on him.

It was then (about six months ago) that the calls from Jason became…..just…..desperate. Without knowing that he was even in Chicago (he was still using his UK phone), I’d get disjointed calls. He’d sing new songs to me. He’d cry. He’d pass out. He’d laugh. He’d remember some stupid random story about us singing a song together on stage in Virginia. More crying. Dead air. Drifting. And again, this wasn’t the JMo I knew. It bothered me then as it does now.

Det er svært ikke at høre sangen ovenfor som en slags farvel og en slags selverkendelse. Det triste er at kun den, der har misbrugsproblemet, selv kan redde sig. Jason Molinas familie prøvede, og de prøvede vedholdende. Men det lykkedes ikke. (Det hjalp sikkert heller ikke, at Jason Molina som mange andre i USA ikke havde nogen privat sygeforsikring.)

En forklaring fra Guds eget land

Thomas_Nagel_teaching_Ethics

Rune Lykkeberg plejer at skrive noget interessant i Information, og han læser en hel masse interessante bøger. Denne weekend havde han fat i en bog af den amerikanske filosof Thomas Nagel, nemlig  Mind and Cosmos: Why the Materialist Neo-Darwinian Conception of Nature Is Almost Certainly FalseBogen udkom på Oxford University Press sidste år.

Så vidt jeg kan se, er Nagels ærinde det, der har beskæftiget så mange filosoffer siden naturvidenskabens store gennembrud blev en realitet: Hvordan kan vi leve med at den materielle verden kan forklares ved brug af naturvidenskab og at vi samtidig opfatter os selv som subjekter?

Jeg kender selv denne fornemmelse: “jeg” synes da selv at “jeg” er mere end en samling molekyler, og “jeg” er da mere end et tilfældigt eksemplar af Homo sapiens. Er jeg ikke? Det synes vi vel alle, at vi er, uanset om vi holder af os selv eller ej. Reduktionisme er tit et skældsord.

Lykkeberg skriver:

Nagel er på den ene side dualist, når det handler om erkendelse: Der er to verdener, hvor den ene kan erkendes objektivt, mens den anden ikke kan, fordi den rummer bevidsthed, værdier og tanker, der ikke kan afdækkes fysisk eller kemisk. Men han er på den anden side ikke dualist, når det kommer til universet: For han mener, at vores kroppe og hoveder hører til i den samme natur med den samme historie. Vi skal både se vores hjerner som et stykke natur, og natur som noget, der kan blive til tanker og værdier. For at forklare det lancerer Nagel en ’naturteleologi’. Det er en forestilling, der går tilbage til den antikke filosof Aristoteles, men som i årtier har været ildeset: Naturen er ikke bestemt af sine fysiske enheder og kemiske processer, men af sine mål.

Nagels teleologiske hypotese er, at mennesket og naturen ikke er bestemt af mekaniske processer, men også af kosmisk disposition for skabelse af liv, bevidsthed og værdier. Man kan sige, at naturen kommer til sig selv i mennesket. Det særlige ved teleologien er i det perspektiv, at man ikke kan slutte fra det foregående stadium til det næste. Du kan ikke slutte fra nutiden og fremtiden, men derimod kan fremtiden afsløre for dig, hvad der var latent i nutiden.

Hvis Lykkebergs tolkning af Nagels holdning er korrekt, er det unægtelig som om Nagel siger at naturen er “besjælet” med samme slags “sjæl” som mennesket – det er en velkendt holdning.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal synes om bogen – jeg bliver nødt til at læse den for at kunne danne mig en ordentlig mening. Men jeg er lidt skeptisk over for en så voldsom afvisning af hvad naturvidenskaben kan, og jeg synes det er problematisk at give mennesket en sådan særstatus, som Nagel lægger op til. I en grundig og kritisk anmeldelse i det amerikanske tidsskrift The Nation fra oktober 2012 bliver der da også gjort opmærksom på at Nagels bog i sin gennemgang af naturvidenskabens landvindinger tager udgangspunkt i populærvidenskabelig litteratur. Det er ikke så heldigt.

Det, jeg fornemmer at Rune Lykkeberg måske ikke reflekterer så meget over er at også Thomas Nagel er produkt af det USA, hvor evolution stadig er kontroversiel helt op på det officielle niveau. Mark Oppenheimer har en interessant artikel i New York Times, som beskriver denne kontrovers rigtig godt. Når nogen diskuterer evolutionsteori i USA, står den religiøse højrefløj nemlig altid i kulissen. Det gør den også til dels for Thomas Nagels vedkommende. På den ene side er han født i Serbien, er af jødisk baggrund men er selv ateist. På den anden side har han udtalt, at vi skal være taknemmelige for dem, der forsvarer intelligent design! Alene af dén grund er jeg betænkelig ved Nagels ærinde.

Forandring fryder?

I går eftermiddags deltog jeg sammen med flere lektorkolleger fra andre institutter på Aalborg Universitet i et interview om hvordan universitetets vækst påvirker arbejdsmiljøet. Det blev til en tour de force i akademikeres galgenhumor; ingen af os var specielt godt tilpas med de mange forandringer, vi siden 2003 har oplevet i universitetsverdenen. Samtidig er der flere, der oplever stress.

Her er en liste over ændringer siden 2003, der ikke gør krav på at være komplet:

  • Der er et stærkt øget fokus på hvor meget den enkelte videnskabelige medarbejder publicerer.
  • Der er et stærkt øget fokus på hvor mange eksterne forskningsmidler den enkelte videnskabelige medarbejder kan skaffe.
  • Publikationer, ansøgninger og anden aktivitet skal dokumenteres og måles og danner det primære grundlag for tildeling af bevillinger.
  • Den enkelte medarbejders indflydelse i kollegiale organer er mindsket, og lederne er ikke valgt blandt det videnskabelige personale, men ansatte som ledere.
  • Institutter bliver sammenlagt og flytter måske samtidig adresse.
  • På mange institutter bliver arbejdssproget (en slags) engelsk af hensyn til de udenlandske medarbejdere.
  • Hele institutioner bliver sammenlagt og får ny ledelsesstruktur.
  • De enkelte institutter får ansvar for lønmidler og husleje af “egne” bygninger.
  • Statslige institutioner bliver “selvejende” og skal eje “egne” bygninger.
  • Der er konkurrence mellem de enkelte institutioner om tildeling af basismidler.
  • Nye uddannelser bliver oprettet, og universiteter opretter uddannelser og udposter i andre dele af landet.
  • Alle uddannelser skal akkrediteres.
  • Universiteterne skal optage langt flere studerende end før
  • Bestemte eksamensformer er blevet forbudt og siden tilladt igen.

Måske er nogle af ændringerne forbedringer. Det, der bekymrer mig, er i høj grad antallet af ændringer og det korte tidsrum inden for hvilket de alle er kommet. Der har i det hele taget været talrige ændringer i den offentlige sektor, inden for de seneste ti år. Nu er der optræk til en stor ændring af folkeskolen. Min fornemmelse er at det ikke kun er øgede krav til effektivitet men i høj grad også de hyppige og store forandringer der i sig selv skaber stress hos os i den offentlige sektor.

Der er belæg for at hævde at forandringer giver anledning til stress. I 1967 identificerede de amerikanske psykiatere Thomas Holmes og Richard Rahe ud fra en undersøgelse af mere end 5000 patienter en række stressfaktorer, som de ordnede efter hvor voldsom stress de ville udløse. Det, jeg bemærker, er at de stressudløsende faktorer på Holmes og Rahe’s liste for manges vedkommende kan føres tilbage til forandring. Selvfølgelig giver påvirkninger som at miste et nært familiemedlem eller at komme i fængsel anledning til stress. En del af de andre forandringer på samme liste er tilsyneladende positive forandringer, f.eks. at blive gift, at blive forsonet med sin ægtefælle, at opnå noget personligt eller få et nyt job. Men også disse hændelser fører til stress. Så ikke engang incitamentet ved at vinde i konkurrencen fører til mindre stress. Faktisk synes jeg egentlig, at de af mine kolleger, der (i modsætning til mig) har stor succes med eksterne forskningsmidler, æresdoktorater og medieomtale og omgiver sig med et hof af specialestuderende, PhD-studerende og postdocs, virker påfaldende stressede.

Farvel til Bo

20121107-111839.jpg

Det var også i går jeg kunne læse at Bo Warming var blevet fundet død på sin bopæl i København. Sidst i 1990’erne, mens Usenet-nyhedsgrupperne stadig havde en vis popularitet, dukkede Bo Warming op i adskillige af grupperne og spredte sine holdninger, der på en og samme tid var usammenhængende og ækle: Benægtelse af Holocaust, forsvar for pædofili og børneporno, forsvar for nazisme og racisme, bagatellisering af voldtægt osv. osv. Bo Warming gjorde også meget ud af at angribe naturvidenskabelig forskning, samtidig med at han aldrig forsømte en lejlighed til at underskrive sig som cand.scient (hvad han faktisk var) og gymnasielærer (hvad han engang havde været). Derudover skrev han flittigt om sine besøg hos prostituerede og efterhånden kom en stadigt større del af hans skriverier til at handle om – hans egen afføring.

Jeg blev så ærgerlig over at opleve hvor megen energi andre (herunder jeg selv) spildte på at forsøge at argumentere imod denne på alle måder ekstreme person, at jeg endte med at lave en hjemmeside om ham med bl.a. en samling af hans mest kontroversielle citater. Siden blev til i løbet af et par timer en sen fredag eftermiddag i 1999 og blev knap nok vedligeholdt siden da. Jeg anmeldte desuden Bo Warming for racisme – og han endte med at få en bøde.

Hermed var jeg i Bo Warmings øjne endt som en af hans fjender, og han skrev af og til om den sammensværgelse, han mente at der var tale om. Google afslører, at han bl.a. skrev

Men ingen evner at gå i dialog og modsige – selv universitetslektor cand.scient. Hans Hüttel, der har ladet sine studerende indsamle OSS’en, er ude af stand til at argumentere imod det, jeg skriver.

(Og nej, jeg inddrog selvfølgelig ikke mine studerende.)

Jeg selv opgav da også at følge mere med i Bo Warnings på én gang bizarre og samtidig helt forudsigelige univers.

Manden var usympatisk, men han var på sin egen måde også en stakkel. Jeg har aldrig mødt ham (det nærmeste jeg kom på det var en telefonbesked han engang lagde på min mobil), men hans mange underlige forestillinger om andre mennesker, hans særdeles uhygiejniske fremtoning, lige så uhygiejniske boligforhold og hans bizarre udsmykning af samme gjorde det efterhånden tydeligt, men stadig altid usagt: Bo Warming var psykisk syg. Det er i virkeligheden det mest tragiske ved ham – at det aldrig blev sagt højt, og at vi endte med at ofre hans udtalelser så megen opmærksomhed.

Verdens ensomste mand?

20121006-204200.jpg

William Sidis blev født i 1898. Han var søn af Boris Sidis, der stammede fra Ukraine og var professor i psykologi. William var et usædvanligt fremmeligt barn. Da han var seks år, lærte han sig russisk, fransk, tysk og hebraisk, og kort efter kom turen til tyrkisk og armensk. Det var også på dette tidspunkt, han begyndte i første klasse, men han rykkede efter tre dage op i tredje klasse. Derefter gik det hurtigt, og i løbet af syv måneder havde William gennemført de første otte klasser i den amerikanske folkeskole. Som 11-årig blev han optaget på Harvard. Han klarede sig fremragende, og han blev færdig med sine matematikstudier i en alder af 16. Som 18-årig begyndte han at studere jura. Intelligenstests viste at William Sidis havde en IK på et godt stykke over 200.

Men skæbnen var hård ved William Sidis. Han var erklæret pacifist og socialist, hvilket ikke var velset i USA dengang og især ikke i tiden omkring 1. verdenskrig, og han blev arresteret under en socialistisk demonstration. Hans forældre fik ham anbragt på en psykiatrisk afdeling, da de gerne ville undgå, at han fik en fængselsdom. William flygtede og tog fra da af kun rutinepræget, ikke-akademisk arbejde (han var blevet led og ked af den akademiske verden) men endte altid med at sige op, når arbejdsgiverne fandt ud af hvem han var og hvor godt begavet han var. Han blev ved med at skrive og nåede at forfatte en del bøger om forskellige videnskabelige og filosofiske emner.

I en alder af 46 år døde William af en hjerneblødning. Han blev aldrig gift og fik så vidt vides heller ingen børn.

William Sidis’ skæbne er trist – jeg er næppe den eneste, der ærgrer mig over at et menneske med et så enormt potentiale ikke kunne udnytte det bedre. Hans liv er det stof, bøger er gjort af. Amy Wallace har skrevet en biografi, The Prodigy; den har jeg endnu til gode at læse. Der er efter sigende også en omtale af Sidis i Robert M. Pirsigs bog Lila – An Inquiry Into Morals, men den bog må jeg med skam meddele, at jeg droppede ud af efter få kapitler. (Den mindede mig for meget om de hippiefilosofiske, tilstræbt dybsindige redegørelser, jeg af og til hørte fra en daværende amerikansk kollega.)

Men også den danske forfatter Morten Brask har skrevet en bog om William Sidis, og den er i romanform og udkom sidste år. I et interview med Politiken siger Morten Brask bl.a.

»Nu møder man jo sjældent meget intelligente mennesker, men de må virkelig føle sig ensomme, for hvem skal de tale med? Det må være, som når man bliver presset ned i en slags slowmotion, fordi folk t-a-l-e-r m-e-g-e-t langsomt, og man sidder utålmodig og siger – kom nu, kom nu. Det må have været en lidelse for Sidis«, siger Morten Brask.

Jeg fik aldrig lært armensk, men på én måde kan jeg måske alligevel finde en bedre analogi end den med at tale langsomt. Jeg lærte nemlig mig selv at læse, inden jeg begyndte i skolen. Hvordan jeg gjorde, ved jeg ikke rigtig – jeg lærte det vel bare. Dengang begyndte man i 1. klasse, og jeg var seks et halvt år, dvs. nogle måneder yngre end mine kammerater — og på dét tidspunkt af livet skal der ikke så meget til for at fremstå som anderledes. Det var underligt at kunne læse avisen, mens de andre i klassen sloges med at stave sig igennem korte sætninger af enstavelsesord. Det gik simpelthen for langsomt for min smag. Jeg endte med at være temmelig utålmodig og var vel i virkeligheden en temmelig doven og besværlig outsider af en elev i mange år. Det blev først sjovt at gå i skole i gymnasiet og for alvor sjovt, da jeg kom på universitetet. Her følte jeg mig hjemme. Jeg tror, at en del andre mennesker har haft lignende oplevelser. Det, William Sidis oplevede, var den ekstreme udgave af det.

Uanset hvem man er, er det en af de mest ubehagelige sociale oplevelser, man kan få, og én af dem, der kan blive kronisk, nemlig ikke at blive forstået. Klubber som Mensa er i virkeligheden et tilflugtssted for de sprogligt/logisk godt begavede mennesker, der ikke har akademisk baggrund, men gerne vil kunne forstås af ligesindede. På denne måde har de bestemt deres berettigelse. Jeg er derfor ikke forarget over at Mensa findes; den egentlige elite sidder helt andre steder i samfundet end til Mensas klubaftener.

Jeg ved ikke om William Sidis var verdens klogeste mand, sådan som han nogle gange bliver udråbt til at være, men han må have været meget ensom i lange perioder af sit liv og have haft det dårligt med de forventninger, mange havde til ham en overgang, Det er også interessant at sammenligne med Albert Einstein, der blev født 19 år før William Sidis — som barn gav han ikke indtryk af at være exceptionelt begavet. Hans forældre var faktisk bekymrede for ham en overgang. Albert Einstein var dygtig i skolen, men blev aldrig offentligt udråbt til geni som barn eller ung — han fik lov at udvikle sig og finde sin egen faglige og menneskelige identitet (og politiske identitet — også Einstein var socialist). Tænk, hvis nutidens forskerspirer også kunne få fred til det.