Skamløst

Først udtalte Donald Trump sig helt uforbeholdent positivt om Vladimir Putin. Derefter løj Donald Trump helt åbenlyst om sine udtalelser – og det var ikke engang et særligt udspekuleret forsøg på at lyve. I dag kan man læse om endnu en sag, hvor han tilsyneladende har forsøgt at presse en kvinde til at tie stille om en affære, hun har haft med ham.

Det spørgsmål, som mange stiller sig, er: Hvorfor skammer han sig dog ikke?

Mennesker føler skam, når de oplever en uoverensstemmelse mellem deres handlinger og de værdier, de har. Man kunne her drage den konklusion, at Donald Trump ikke har nogle værdier, og det er derfor, han ikke skammer sig. Man kunne måske også fristes til at konkludere, at Donald Trump må være psykopat – for psykopater skammer sig aldrig. Min fornemmelse er en anden.

Der findes nemlig tilfælde, hvor Trump har givet udtryk for at andre mennesker burde skamme sig. Bl.a. sagde han dette om nogle af sine modkandidater under valgkampen i 2016.

Den statsleder, der har mindet mest om Donald Trump i sin adfærd, er vel Silvio Berlusconi. Og ét har de fælles, inden de blev valgt til deres respektive embeder: De havde (og har stadig) stor økonomisk magt, og den har gjort det muligt for dem at gøre som de ville – de har følt sig berettiget til det. Derfor opfatter Trump og Berlusconi deres løgne og deres sexistiske og nedgørende adfærd som en integreret del af deres værdisæt. Hensigten (at få egne fordele som f.eks. økonomisk eller seksuel gevinst) helliger midlet.

Donald Trump mener simpelthen, at han handler korrekt. Men det, der  er ekstra skræmmende, er at der er så mange af hans støtter, der heller ikke skammer sig, og også mener, at han handler korrekt. For uden deres støtte og stemmer var han aldrig blevet valgt. Det er samtidig også dét, der gør det hele så svært at håndtere for alle os, der ikke er imponeret af Donald Trump, for vi kan ikke bede ham eller hans støtter om at skamme sig. De føler nemlig ikke, at de har noget at skamme sig over.

Klimaforandringer og coping-strategier

I TV-avisen i dag var der flere indlæg om den tørke og varme, vi oplever i bl.a. Danmark nu. Et af indslagene handlede om hvordan nogle landmænd havde svært ved at skaffe foder til det kvæg, de snart skulle slagte. Et andet indslag handlede om tørken i det sydlige Norge. Og derefter kom der så et ubekymret indlæg om hvordan Københavns lufthavn i år sender flere rejsende af sted end nogensinde før.

Jeg sad tilbage med en underlig fornemmelse af at der var nogle usædvanligt tydelige årsags/virkningssammenhænge, som fuldstændig blev ignoreret. Det er meget sandsynligt, at det ekstreme vejr, vi nu oplever, er en konsekvens af klimaforandringerne. Flytrafikken bidrager med otte procent af CO2-udledningerne, og hele det animalske landbrug bidrager også voldsomt til CO2-udledninger og til forbrug af resurser som vand. I sådanne situationer oplever jeg det, som om der hersker det, man i psykologi kalder for en kognitiv dissonans. Hvorfor der da ikke er ret mange, der ser konturerne af det store billede, der viser nogle meget sandsynlige og meget ubehagelige årsagssammenhænge?

Der er andre, der har tænkt systematisk over dette forhold. Tilbage i oktober 2015 skrev jeg om bogen What We Think About When We Try Not To Think About Global Warming af den norske økonom og psykolog Per Espen Stoknes. I sin bog hæfter Stoknes sig især ved benægtelsen. Og måske er det bare benægtelse, medierne bedriver?

I dag fandt jeg tilfældigt en artikel fra 2012, der undersøger hvordan svenske børn på 12 år håndterer alt det, de får at vide om klimaforandringerne. Også blandt børn er benægtelse en af reaktionerne. Men en anden reaktion er en form for handlingslammende magtesløshed – det hele er så voldsomt, at man ræsonnerer, at der simpelthen ikke er noget at gøre.

Jeg ved, at der også er dem, der føler en tydelig nedstemthed. En amerikansk undersøgelse fra i år peger på at mange, der er interesseret i miljøspørgsmål og miljøpolitik, er særligt tilbøjelige til at udvikle stress og måske endda depressioner. Jeg har ikke selv oplevet dette, men der er bestemt dage, hvor humøret tager et dyk, når jeg tænker tingene igennem. Det kan være virkelig svært at forstå, at der er så lidt vilje til at gøre noget blandt beslutningstagerne.

En fjerde holdning er nemlig ligegyldighed. Min ubehagelige fornemmelse er, at mange af de beslutningstagere, der ikke vil gøre noget, faktisk føler ligegyldighed. De ved godt, hvor galt det er fat, men er “strategisk ligeglade” og besidder her en stor optimisme på egne vegne: At der ganske vist er mange mennesker, som vil komme til at lide under klimaforandringerne, men de bor i den fattige del af verden. I den rige del af verden vil man derimod kunne afbøde konsekvenserne. Derfor må det, tænker de ligeglade, være passende at blive ved med at satse på kortsigtede gevinster i de rige lande og på strategier, der først og fremmest handler om at dæmme op for konsekvenserne af den globale opvarmning.

Hvad skal man så gøre? Man skal selvfølgelig ikke være ligeglad eller benægte. Den eneste holdbare strategi udadtil er at blive ved med at påpege de meget konkrete alternativer til den nuværende udvikling. Men indadtil er hver enkelt af os, der er meget bekymret over klimaforandringerne, også nødt til at finde frem til en copingstrategi. En del af den strategi må bestå i at føle styrken ved at arbejde for forandringer sammen med andre.

Hvad vil du sige til dig selv?

Jeg har i dag fået læst Psykologi og eksistens, en kort, men på ingen andre måder lille bog af den østrigske psykiater Viktor Frankl. Frankl var født i 1905 og på grund af sin jødiske baggrund blev han pågrebet af nazisterne og, tilbragte tre år i koncentrationslejr. Blandt andet var han fange i Auschwitz. Frankl mistede sin hustru og sin familie i Holocaust.

Størstedelen af bogen er Viktor Frankls beretning om og refleksioner over netop de erfaringer, hans gjorde sig som overlever af Holocaust, og ikke mindst hans forsøg på at forstå hvordan nogen kunne overleve dette helvede og hvorfor nogle døde med værdighed, mens andre blev knækket.

Efter 2. verdenskrig grundlagde Frankl den såkaldte logoterapi, og bogens sidste del omhandler grundideerne i logoterapien. Ordet logos er græsk og betyder “ord”, men det betyder også “mening”, og fundamentet i logoterapien er netop, at det enkelte menneske for at kunne leve godt er nødt til at skabe en mening med sin egen eksistens. Denne mening er da en fundamental drivkraft bag menneskets handlinger. Meningen vil være en mening, der rækker ud over det enkelte menneske og samtidig udgør en form for værdighed. Det vil også være en mening, der kan rumme en mening med de lidelser, man har måttet gennemgå. Typisk er meningen, at man har formået at håndtere lidelserne med en form for værdighed.

Alt i alt skal man ikke spørge andre om, hvad meningen med livet; man skal spørge sig selv. Og som Frankl skriver, er meningen med livet ikke konstant – den udvikler sig gennem livet. Netop dét kan jeg selv nikke genkendende til. Meningen med mit liv er ikke den samme i dag, som den var, da jeg var halvt så gammel som i dag. Faktisk ved jeg ikke rigtig, hvad jeg ville have sagt dengang.

I sin gennemgang beskriver Frankl flere interessante øvelser, som han udviklede som terapeut. Den måske allermest interessante øvelse er denne:

Du er firs år gammel, og du ligger på dit dødsleje. Nu ser du tilbage på dit liv. Hvad føler du i denne situation? Hvad vil du tænke? Hvad vil du sige til dig selv?

Frankl beskriver en kvinde, der var mor til en handicappet dreng og tidligere havde mistet sin anden søn. Hun havde forsøgt at begå selvmord og at tage drengen med sig i døden. Det, der forhindrede dette, var at drengen hindrede hende i det – for han holdt af livet. Han beder nu kvinden forestille sig at hun er gammel og skal dø:

Da hun så sit liv, som om hun lå på dødslejet, var hun pludselig blevet i stand til at se en mening med det, en mening, der også indeholdt alle hendes lidelser. På samme måde var det også blevet klart, at et kort liv, hendes døde drengs, kunne være så rigt på glæde og kærlighed, at det kunne rumme mere mening end et liv, der varede i firs år.

Tidligere har jeg skrevet om eftermælet her på bloggen, og i denne øvelse, der er rigtig væsentlig og svær tillige, beder terapeuten netop personen om at forestille sig sit eget eftermæle, når det står for at skulle skrives.  Dette eftermæle udgør en slags opsummering af meningen med livet. For nogle mennesker, der har meget høje tanker om sig selv, vil øvelsen måske bare afspejle en voldsom selvovervurdering. F.eks. tror jeg ikke at en autoritær politiker som Trump, Putin eller Erdogan ville få glæde af øvelsen. Man skal, tror jeg, have en form for eksistentiel tvivl for at kunne drage nytte af øvelsen.

Hvad ville vi selv svare, hver især? Hvad ville vi føle og sige til os selv på dødslejet?

Hans indre stemme

Når man er introvert, er det sådan, at det indre liv er dét, der (som regel) producerer ny mental energi, mens det ydre liv (som regel) forbruger den mentale energi. Hvor det ydre liv er samværet med andre mennesker, er det indre liv er de tanker, man selv har.

Introverte mennesker kan f.eks. have brug for pauser alene undervejs i en stor social sammenkomst. Det er ikke det samme som at være menneskefjendsk – Hans er selv introvert (det har han skrevet om her før), men andre mennesker betyder meget for ham. Samtidig har han dog også brug for ind imellem at kunne samle tankerne og få fred i sindet.

Ofte tager det indre liv form af en slags dialog, den introverte har med sig selv. Det kan være tanker, dagbogsskrivning eller måske endda at man siger noget højt til sig selv. Selv kender Hans til alle tre former for indre dialog.

Nu har han læst en artikel af Özlem Ayduk og Ethan Kross, og den giver ham noget at tænke over. Ayduk og Kross har undersøgt, om det har betydning for selv-refleksion og hvor god man er at løse problemer som f.eks. at håndtere egne negative følelser, hvordan man henviser til sig selv. Deres empiriske resultater peger på at man faktisk kan blive bedre til f.eks. at håndtere negative følelser ved at henvise til sig selv i tredje person og måske endda ved at bruge sit navn, når man har sin indre dialog (eller indre monolog). Selve dette ikke at sige “jeg” og “mig” er det, der skaber en væsentlig distance.

Hans spekulerer nu på, om det mon er en strategi, han vil bruge i fremtiden. Formodentlig er det en god strategi, når han vil gøre noget ved den udprægede selvkritik, hans indre dialog nogle gange kører fast i. Han kan ikke lade være med at tænke på, at nogle mennesker har en tendens til at lade selvkritikken løbe af med dem og trække dem ned. Men om han vil bruge den distancerede strategi på skrift også, er Hans derimod ikke så sikker på.

Kamp eller flugt?

Kilde: http://cognitioncontrol.com/fight-flight-response/

Mennesker og andre dyr har generelt to reaktionsmønstre, når de bliver truet. Det ene er at tage kampen op, det andet er at flygte eller spille død. For nylig skrev jeg om det triste faktum, at mange reagerer på truslen fra den globale opvarmning ved at benægte den eller ikke gøre noget. Netop dét er et eksempel på valget mellem kamp og flugt.

Men også i undervisningssammenhænge ser man det. På det seneste har jeg flere gange talt med yngre kolleger fra andre lande i Europa om studerendes reaktionsmønstre. En kollega fra Italien fortalte mig, hvordan italienske studerende typisk reagerer, hvis de får at vide, at en studieaktivitet (et kursus eller et projekt) er særligt krævende og at der er stor risiko for ikke at bestå, hvis man ikke gør en indsats. Italienske studerende gør sig ekstra umage. Men, bemærkede han, danske studerende gør som hovedregel noget helt andet: De giver op og prøver at klare sig igennem ved en minimal indsats. En kollega fra  Nederlandene bemærkede så, at studerende i hans land reagerer på samme måde som danske studerende. En tredje kollega fra et land mellem Nederlandene og Italien, nemlig Frankrig, observerede til gengæld, at franske studerende agerer på samme måde som italienske.

Det er uklart for mig, hvorfor der tilsyneladende er disse kulturelle forskelle. En oplagt forklaring er, at mange danske studerende er minimalister, men der er også mange studerende i andre lande, der er det – masseuniversitetet er ikke et specielt dansk fænomen. Det ville være interessant at undersøge fænomenet systematisk.

Men ét kan man lære:  Det hjælper ikke på motivationen hos danske studerende at gøre opmærksom på at nogle studieaktiviteter er særligt krævende. Man kunne selvfølgelig i dansk sammenhæng dramatisere risikoen endnu mere, men det er uklart for mig, at der skulle komme noget godt ud af det. De svære aktiviteter ville bare ende med at få et endnu dårligere ry. Og heraf kan man måske også slutte, at “motivationsfremmende foranstaltninger” som den såkaldte studiefremdriftsreform heller ikke er vejen frem.

Social angst

I universitetssammenhæng møder vi af og til studerende, der har social angst i et eller andet omfang. Nogle får problemer i projektarbejdet, andre er så voldsomt berørt, at de får lov til at sidde for sig selv i et lokale til skriftlig eksamen. Fra andre sammenhænge har jeg kendt mennesker, der efterhånden stort set holdt op med at forlade deres hjem.

Den amerikanske psykolog og forfatter Ellen Hendriksen bliver i The Guardian interviewet om sin nye bog om social angst, og hun taler om hvor udbredt den er. Umiddelbart virker det som en voldsom påstand, især når jeg tænker på hvordan nogle mennesker bliver mere eller mindre ude af stand til at føre et ordentligt liv på grund af social angst. De fleste mennesker har det jo ikke på den måde. Men i interviewet bliver det hurtigt klart, at Ellen Hendriksen i virkeligheden taler om et bredt spektrum, hvis anden ende er noget, de fleste af os kender, nemlig at være genert. I den anden ende har vi den egentlige socialfobi.

Social angst kommer fra en negativ opfattelse af selvet: der er et eller andet, man ikke kan eller mangler. Og hvis man ikke prøver at skjule denne indbildte mangel, da vil den blive opdaget, og andre vil afvise eller dømme én.  Så det er dét, man frygter og prøver at undgå. Set på denne måde bliver social angst pludselig et udbredt fænomen, og det manifesterer sig på andre måder end ved total isolation. Det kan f.eks. sagtens være, at man godt kan tage hjemmefra og gå til en fest, men man taler kun til en ven, kigger på sin telefon eller står i udkanten af grupper. Og netop den måde at gå til fest på er vi nok mange, der har et lidt for godt kendskab til.

Men denne følelse er samtidig én, vi kun sjældent taler om. For også dén er skamfuld for os. I vore dages Danmark, hvor mere og mere skal konkurrencesættes, bliver vi alle vejet – og ganske mange bliver fundet for lette og får at vide, at der er noget, de ikke kan, at der er noget, de mangler.. Det er næppe med til at fjerne forekomsten af social angst.

Den sidste, der har kendt dig

Natalie Ryde: The last one to remember.

I sin bog Love’s Executioner and Other Tales of Psychotherapy skriver den amerikanske psykiater Irvin D. Yalom dette, der er yderst tankevækkende.

Some day soon, perhaps in forty years, there will be no one alive who has ever known me. That’s when I will be truly dead – when I exist in no one’s memory. I thought a lot about how someone very old is the last living individual to have known some person or cluster of people. When that person dies, the whole cluster dies,too, vanishes from the living memory. I wonder who that person will be for me. Whose death will make me truly dead?

En dag vil der ikke være nogen tilbage, som kan huske mig. Da er jeg ikke længere til stede i noget menneskes hukommelse. For enhver af os vil der være et sidste, formodentlig meget gammelt, menneske som har kendt os. Når dét menneske dør, dør vi påny. Hvem er mon det sidste menneske, der vil have et minde om mig? Det vil jeg aldrig få at vide.

Det fascinerende for mig er, at den anden betragtning også gælder – formodentlig er jeg den sidste, der husker et andet menneske. Men hvem mon? Det må være et gammelt menneske, som jeg mødte som barn; nu bærer jeg som den sidste rundt på mindet om hende eller ham.

Den dybe samtale

Nogle gange kan der stå noget godt og rammende i en tekst, der ellers ikke er så vellykket. Sådan har jeg det med en web-artikel om hvordan man kan “biohacke” sin intelligens (et gyseligt ny-ord!). Forfatteren skriver

A clear sign we are stupid is if we do not read new books, take poor care of our health, rarely have deep conversations with friends, do not learn new skills. Because we are “too busy.”

Og dette er vel den store sandhed: At det er vigtigt at have dybe samtaler med venner. Her mener jeg ikke nødvendigvis samtaler om store akademiske emner, men samtaler om vores inderste tanker og følelser, om vores tvivl og om det, vi tror på. Det er samtaler med tid til eftertænksomhed, til at lytte og til at blive lyttet til. Man lærer noget af den dybe samtale, ligesom man lærer noget af at læse en ny bog. Det er de dybe samtaler, jeg husker.

I vore dage har den dybe samtale ikke gode vilkår; de kommunikationsformer, som nu er mulige, fører ofte til korte meningsudvekslinger, og bagefter er vi lige kloge (eller lige dumme). Men jeg kan også se, at der er en underskov af vejledninger derude på nettet om hvordan man mon kan få påbegyndt en dyb samtale.

Selv husker jeg en bog, der hed Spørgsmålenes bog, som jeg købte for vel 30 år siden. Nogle af spørgsmålene i den var gode, andre lidt vel søgte. Men de gav altid anledning til gode samtaler.  Ovenfor er et spørgsmål på engelsk, der kunne have været med i denne bog, og som jeg stadig overvejer, hvordan jeg skal svare på.

Din elskede får dig til at miste opmærksomheden

En gammel engelsk vittighedstegning fra 1906, der forudså at man snart (dvs. i 1907) ville holde op med at tale sammen og i stedet sidde med hver sin telefon!

Sidste sommer skrev Svend Brinkmann om hvordan han hvert femte minut føler trang til at tjekke sin smartphone – og om hvad der skal gøres for at dæmme op for denne trang. Det er en trang, jeg også selv kender alt for godt.  I nogle år brugte jeg min smartphone som vækkeur, men statusopdateringerne og trangen til at se, hvad der stod, blev en distraktion for mig.

For nogle få dage siden læste jeg et debatindlæg af Julie Hastrup, hvori hun røber at hun ikke længere får læst noget af betydning. Hun skriver

Jeg håber, at jeg en dag kan vende tilbage til bøgerne. At jeg kan tvinge mig selv, insistere på at ville. Et kvarter, en time, en halv. Hvis ikke min selvdisciplin er tilstrækkelig, kan jeg blokere internetforbindelse, blokere Facebook, Instagram, Twitter, blokere virkeligheden. Bare et kvarter.

Med til historien hører her, at Julie Hastrup faktisk er – forfatter.

Måske er der noget helt grundlæggende på spil. Den amerikanske psykiater John Ratey, der er ekspert inden for ADD, er gået så vidt som til at indføre begrebet acquired attention-deficit disorder. Han udtaler, at symptomerne hos mennesker med ADD og mennesker, der har en smartphone, er “helt de samme”.

Jeg er begyndt i det helt små på at forsøge at få nogle bedre vaner for at komme det, der måske er en selvpåført ADD, til livs. Sidste sommer begyndte jeg at lægge min smartphone til opladning i køkkenet; jeg købte et vækkeur, der vækker mig med blidt lys og fuglelyd. Og jeg sover utroligt meget bedre nu. Næste skridt bliver at lægge min smartphone i en svært tilgængelig lomme, når jeg er ude. Ideen er hermed givet videre.

Lad som om du er glad

I denne uge var det på et hængende hår, jeg huskede min nevøs fødselsdag, og det var kun takket være min søsters statusopdatering på Facebook, at jeg fik ønsket ham tillykke med de seks år. Jeg har simpelthen ikke lært at være god nok til at huske mærkedage.

Min mormor kunne til gengæld tilsyneladende huske alle fødselsdage i familien, og hun var derudover god til tålmodigt at lytte til alle naboernes bøvl, til at lave mad til syv børn (hvoraf kun min mor var hendes eget; resten havde hun giftet sig til) og til at sørge for at ingen i husholdningen glemte noget. Alle elskede min mormor!

Men jeg ved, at hun også kunne være udmattet og ked af det, og hun har sikkert også været sur og vred – selv om jeg aldrig så det.

Der er tit  en usagt forventning om at “man” skal vise bestemte følelser, og det er en forventning der findes både i arbejdslivet og i privatlivet – og den gælder meget ofte særligt for kvinder. I arbejdslivet er der en forventning om at ekspedienter i en butik skal smile og måske endda være entusiastiske. Noget lignende gælder for stewardesser.  Der er det hele taget ofte en  usagt forventning om at kvinder skal “stå følelsesmæssigt til rådighed” i større omfang end mænd skal og ikke mindst være mere omsorgsfulde.

På engelsk har man begrebet emotional labour; jeg kender ikke til en god dansk oversættelse.  Og der er skrevet en del om det – og især på engelsk. Problemet med emotional labour er selvfølgelig blandt andet, at der er andre forventninger til kvinder end til mænd. Der var f.eks. aldrig nogen, der sagde til mig, da jeg voksede op, at jeg skulle være god til at være opmærksom på mærkedage. Det er derfor, jeg desværre ikke er så god til det. Og derudover kan det selvfølgelig også være uholdbart, at bestemte mennesker forventes at vise bestemte positive følelser, også i situationer hvor de selv har nogle helt andre følelser. Det kan give anledning til stress og mistrivsel at skulle lade som om man er glad, selv om man bestemt ikke er det.