Det genetiske isopunkt

Min fjerne slægtning Marie Krarup fra Dansk Folkeparti. Blandt hendes forfædre er arabere, sydasiater og maorier.

I genetik taler man om det genetiske isopunkt for en population. Det er det tidspunkt i fortiden, hvor hver enkelt af de daværende medlemmer af populationen enten ikke har forfædre i den nuværende population eller er forfar/formor til alle medlemmer af den nuværende population. Hvis man husker, at antallet af forfædre (mænd og kvinder under ét) vokser eksponentielt med antallet af generationer, man ser bagud, kan man ud fra det velkendte skuffeprincip i kombinatorik se, at der må være et sådant isopunkt, for menneskeheden har endeligt mange medlemmer fordelt over tid. Og det er fascinerende at tænke på at al den genetiske variation, der findes i menneskeheden i vor tid stammer herfra, og derfor også er forbløffende begrænset. Selvfølgelig er mange forfædre nogen, der voksede op i nærheden. En japaner fra vor tid har 88,4% af sine forfædre fra Japan, og de fleste af resten fra Kina og Korea med kun 0,00049% fra Norge. En nordmand fra vor tid har over 92% af sine forfædre fra Norge og kun 0,00044% from Japan. Men alligevel: Isopunktets eksistens fortæller os, at mennesker må være kommet vidt omkring og at at vi alle har nogle forfædre, der kom meget langt væk fra. I sidste ende kommer være forfædre fra Østafrika, men det er 70.000 år siden – også et lille blip i den store evolutionssammenhæng.

Hvornår indtraf isopunktet så? Det afhænger af hvilken model for migration, man vælger. De amerikanske forskere Douglas L. T. Rohde, Steve Olson og Joseph T. Chang publicerede en model i Nature i 2003, hvor de estimerede at det genetiske isopunkt lå for omkring 5000 år siden. Andre modeller sætter isopunktet senere, så sent som år 1400 f.v.t.

Rohde, Olson og Chang skriver i deres artikel at

…no matter the languages we speak or the colour of our skin, we share ancestors who planted rice on the banks of the Yangtze, who first domesticated horses on the steppes of the Ukraine, who hunted giant sloths in the forests of North and South America, and who laboured to build the Great Pyramid of Khufu.

Fra Douglas L. T. Rohde, Steve Olson og Joseph T. Chang, “Modelling the recent common ancestry of all living humans”, Nature, vol. 431, 30 september 2004 (https://www.nature.com/articles/nature02842.pdf)

Netop dét er værd at tænke over.

Et svært farvel

Detalje fra kirkegårdsmuren i Nørresundby.

I dag deltog jeg og mange andre fra Bondropsgade i bisættelsen af Poul Hansen, der sammen med sin hustru Hanne havde været en aktiv skikkelse i grundejerforeningen. Poul var en vellidt og rar og særdeles kompetent mand, og det føles underligt og forkert for os, at vi ikke skal se ham mere. Præsten holdt en god og varm tale for de 40 mennesker, som havde lov til at deltage – dette er den fastsatte begrænsning på grund af pandemien.

Det tungeste øjeblik ved enhver bisættelse er altid dér, hvor kisten bliver kørt væk. Der er først afskeden med det menneske, vi har mistet, og derefter en stund i tavshed og mulighed for at tale med de pårørende.

Her under pandemien må det have været ekstra hårdt for Hanne at skulle tale med os alle på afstand netop da. Jeg kunne tydeligt mærke på mig selv og andre, der deltog i begravelsen, hvor tyngende og forkert, denne distance føltes.

Alt dette minder mig om at det er vigtigt, at vi ikke taler om social distancering, men om fysisk distancering. Vi må ikke distancere os fra hinanden på det personlige plan, bare fordi vi ikke må smitte hinanden. Det kræver meget af os at finde en måde at erstatte den fysiske nærhed med et alternativ, vi kan leve med i månederne, der kommer.

Året slutter her

Om nogle timer slutter 2019. Et år bliver aldrig, som man troede, og 2019 blev et underligt år med afskedigelser blandt folk, jeg kender, magtfuldkommenhed, voldsomme og pludselige ændringer og stor usikkerhed for mange. Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive mere om det her. Også tæt på mig er der nogen, der har skullet finde et nyt arbejde. Hvem ved om du er her om et år? var der en, der sagde til mig.

Ordene er underligt passende netop i dag, hvor jeg har været til undersøgelse på hospitalet. Selv om jeg måske ikke fejler noget af betydning, er det nu alligevel en lidt ærgerlig afslutning på året.

Når det føles sådan, er det vigtigt også at huske de gode stunder fra 2019, for de var der. Der var deltagelse i Danmarksmesterskabet i poetry slam. En konference i Portugal med lune januardage ved Tejo. Et seminar med kolleger fra Moldova og samværet bagefter. DMs kongres. Et møde i Prag med kolleger fra nær og fjern. En solfyldt sommer i Mariehamn og Stockholm. En musikfestival i Göteborg. En artikel i Acta Informatica. Besøg hos mine søskende fra England og Tyskland. Dagen, hvor jeg fik at vide at jeg var årets underviser ved de uddannelser, hvor jeg underviser. Dage på tysk i Magdeburg. Solnedgangen over Korfu og Sarandë. Gensynet med mine venner fra gymnasietiden. Alle togrejserne gennem Europa og den erfaring, det har givet mig. Fællesskabet for at skabe handling i klimakrisen. Aktiviteterne i Amnesty International. Tid med familie og venner. Alt dét var der også i 2019. Jeg håber, der kommer mere af det i det nye år, der også er begyndelsen på det, mange kalder for det nye årti. I al fald:

Godt nytår til jer, der læser dette!

Fjerritslev Gymnasiums 40-års jubilæum

I år er det 40 år siden, jeg begyndte på Fjerritslev Gymnasium, der ligger i det, der i dag hedder Jammerbugt kommune. 1979 var samtidig det år, gymnasiet blev grundlagt, så jeg kommer faktisk fra den første årgang studenter nogensinde fra Fjerritslev – og det er derfor også i år, skolen kan fejre sit 40-års-jubilæum. Jeg og 31 andre fra den gamle studenterårgang 1982 deltog i den stort anlagte fest sammen med gamle elever fra alle de andre årgange – og nuværende og tidligere ansatte også. Ikuro Aiba, der var udvekslingsstuderende fra Japan i 1979-1980 og nu er en anerkendt fotograf i sit hjemland, var der også. En mere kompetent hoffotograf kan man næppe ønske sig.

Jeg fik kørelejlighed med Kirsten Bakholm fra den gamle b-klasse og vi ankom så tidligt, at vi fik det sidste af receptionen for de særligt indbudte med. Forpersonen for Fjerritslev Gymnasiums Venner hævdede i sin tale, at hendes årgang fra 1984 var den første rigtige studenterårgang fra gymnasiet, da bygningerne først blev indviet i 1981. Den slags fake news krævede selvsagt en replik, og jeg besteg da også talerstolen.

Men ellers forløb festen i god ro og orden. Det var et godt og bevægende gensyn med alle de gamle fra årgangen og med de gamle lærere (ikke mindst vores gamle rektor Henning Galmar), og jeg tror roligt, jeg kan sige, at vi alle glæder os til at ses igen. Anders Bilgram fra den gamle y-klasse er kendt for sine polarsejladser og for sin produktion af gin mm. og lovede os et besøg på sit destilleri engang ved lejlighed. Det glæder vi os også til.

Tak! – tanker ved endnu et palindrom

I dag blev min alder igen palindromisk. Jeg skal lige vænne mig til at være femoghalvtreds, men skrevet med bogstaver er det faktisk ikke så kompliceret at vænne sig til. Her til aften kom kolleger fra AAU, gamle venner fra gymnasietiden, tidligere studerende og gode bekendtskaber fra Aalborgs poetry slam-scene forbi og mødte hinanden i mit hjem. Vi fik snakket sammen, spist suppe og lyttet til min medfødselar David Bowie. En stor tak til alle for en god og hyggelig aften og også en stor tak til alle, der har sendt mig hilsener på mail og via Facebook. Hvad var jeg uden alle jer? Jeg ved det ikke, og det er godt at vide, at I er derude og tænkte på mig i dag.

Min brogede baggrund

Verdenskort over mit DNA.

Jeg har egentlig aldrig tænkt over slægtsforskning for alvor før i tiden, men når man har nået en vis alder og er blevet forælder, sker der noget. For et godt stykke tid siden bestilte jeg (som så mange andre før mig) en DNA-test på nettet, der kunne fortælle mig om min genetiske etniske baggrund. Sent i aftes kom resultatet så, og det førte til at jeg kom sent i seng. Det var nemlig spændende læsning.

Næsten to tredjedele af min arvemasse er udenbys fra. Men hvis jeg ser syd- eller mellemeuropæisk ud (som jeg måske gør), er det falsk reklame. 36,6 procent af min arvemasse er skandinavisk, herunder dansk. Min mormor og morfar var vendelboer fra henholdsvis Hallund og Sæby.

Det meste af resten, 46,8 procent, er asiatisk. Det kommer selvfølgelig ikke bag på mig, når nu min farmor og farfar var fra Ludhiana i Indien. Der er også centralasiatisk og vestasiatisk arvemasse. Det er til gengæld overraskende, at der er så lidt tysk arvemasse i mit DNA; mit navn er tysk, for min tipoldefar er tysk.

Faktisk optræder der mere DNA fra de baltiske lande og fra Irland, Skotland og Wales. Måske har der været en spændende skotsk-usbekisk romance i en fjern fortid? Det får jeg dog formodentlig aldrig at vide. Min farbror, som var den eneste pålidelige kilde til oplysninger om den asiatiske side af familien, døde for nogle år siden.

Min familie fra Vendsyssel er der helt anderledes styr på. Nu er jeg begyndt at opbygge et stamtræ på nettet, og jeg kan se at min mormor og morfar dukker op i andre brugeres stamtræ som fjerne slægtninge til dem. Jeg opdager også, at der er er en vis uenighed om hvorfra i det sydlige Tyskland, min tipoldefar egentlig kom. Under alle omstændigheder er det interessant, at en person fra et sted midt i Europa (enten Sachsen eller Bayern) ender med at blive fisker i Sæby.

Min nærmeste genetiske slægtning blandt de andre, der har taget samme test, er i øvrigt Esther Jytte Jensen, 70 år gammel og ifølge testen min kusine i 1. led forskudt 2 generationer eller en kusine i 3. led forskudt 1 generation. Der er dog næppe nogen overhængende risiko for, at hun og jeg vil blive forvekslet med hinanden.