At samle landet

Sidste år var det de to danske fodboldlandshold, der samlede landet for en tid til henholdsvis EM for damer og VM for herrer. Her i dag er det herre-håndboldlandsholdet, der samler nationen for en stund – og tillykke til dem med verdensmesterskabet. For os midaldrende mennesker, der fulgte med på tv da herrelandsholdet med Anders Dahl Nielsen, Mogens Jeppesen og de andre nåede indtil flere fjerdepladser for omkring 35 år siden, er det en speciel følelse omsider at se et dansk landshold nå helt til tops på hjemmebane. Jeg er ikke så stor en fan af håndbold som jeg er af fodbold, men begge er de sportsgrene, der ser enkle ud og kan spilles på motionsplan, og samtidig er forræderisk svære, hvis man skal være god.

Det rigtig interessante ved VM-sejren i dag er dog, at vi her igen har en af de særlige stunder, hvor en stor del af Danmark er samlet om noget positivt. Sidst var det vel den uge i efteråret, hvor Kim Larsen døde og blev mindet. Jeg håber sådan, at vi kan bruge den slags erfaringer til noget godt.

Skoleidrætsmærkets forbandelse

Bronze-idrætsmærket, jeg aldrig fik.

For mig er skoleidrætsmærket blevet sindbilledet på en stræben efter noget, der altid vil forblive umuligt. 

Skoleidrætsmærket er en gammel idé, der stammer fra 1923; enhver skoleelev, der kunne præstere idrætsresultater, der mindst var lige så gode som nogle veldefinerede talværdier, ville få et flot diplom og et særligt idrætsmærke. I min barndom var der idrætsmærker i guld, sølv og bronze.

Idrætslæreren på Halvrimmen skole talte længe og varmt om idrætsmærkerne og vi prøvede ofte til idrætstimerne at se, om nogen kunne løbe hurtigt nok eller springe højt eller langt nok. Alle vil kunne bevidne, at jeg var fuldstændig elendig til idræt. Men alligevel stræbte også jeg efter at få et idrætsmærke, og af uvisse årsager skulle det være i længdespring. Jeg prøvede og prøvede og prøvede, men kom aldrig i nærheden af at springe langt nok. Derhjemme prøvede jeg at øve tilløb og spring i gården, men der var ingen sandgrav, kun cementfliser. Så nogle gange cyklede jeg ud til atletikbanerne i Halvrimmen (jeg boede i Arentsminde, så det var et par kilometer væk) og forsøgte mig med længdespring. Men det gik ikke bedre af dén grund. Jeg er ikke sikker på, hvem det var fra klassen, der fik idrætsmærker, men for mig fremstod det som noget, der var uopnåeligt for mig, men opnåeligt for i al fald nogle af mine klassekammerater. Så jeg burde jo kunne få et også, hvis bare jeg blev ved med at anstrenge mig. I virkeligheden var det vel derfor, idrætsmærket blev ved med at nage mig sådan. Og det er underligt at tænke på, at jeg så længe blev ved med at prøve, inden jeg til sidst gav op.

Nogle gange, når jeg tænker på de konkurrencevilkår, vi sidder med i den akademiske biks i vore dage, minder situationen mig uvilkårligt om dengang med idrætsmærkerne.

Minder om krigen

Her til aften vandt Kroatien helt fortjent semifinalen ved VM i fodbold for mænd. Ved et af disse underlige tilfælde er 11. juli også den dag. hvor massakren i Srebrenica begyndte. Omkring 8000 bosniske mænd og drenge blev i 1995 myrdet af den bosnisk-serbiske hær, der var anført af general og hærchef Ratko Mladić.  Det er det mest omfattende folkemord i Europa siden 2. verdenskrig.

På denne måde binder historien en uventet sløjfe, for Luka Modríc, der er en af de helt store profiler på det kroatiske landshold og i det hele taget ved dette verdensmesterskab, oplevede som lille dreng krigen i det tidligere Jugoslavien på tæt hold. Hans bedstefar, der også hed Luka Modríc, blev dræbt af serbere i december 1991, og derefter måtte Luka Modríc og hele hans familie flygte til en anden del af Kroatien. En artikel i The Guardian fra 2012 fortæller denne ikke så kendte historie.

Fodbold som social mobilitet

Så table Belgien VM-semifinalen til Frankrig. Det var ærgerligt, for det belgiske landshold har spillet godt og seværdigt. Men her til aften fandt de deres overmænd.

Noget, jeg ikke kan undlade at lægge mærke til, er at både de franske og de belgiske fans på tribunerne næsten uden undtagelse er blege europæere, mens begge landshold – og ikke mindst det franske – har mange og fremragende spillere med familiebaggrund fra landenes tidligere kolonier i Afrika. På den måde er det store kontinent for så vidt alligevel indirekte repræsenteret ved VM her til sidst. Og alle de blege fans støtter deres brune landsmænd.

Der er et gribende interview med den belgiske spiller Romelu Lukaku, hvor han fortæller om sin familiebaggrund som søn af indvandrede fra Zaire (det tidligere Belgisk Congo, i dag DR Congo). Blandt andet måtte Romelu dele fodboldstøvler med sin far, der under hans opvækst stadig spillede fodbold – og hans mor måtte fortynde mælken i køleskabet for at få den til at række. I dag spiller Romelu Lukaku for Manchester United.

Sport er blevet en vej til social mobilitet og integration af etniske mindretal. Netop dét bør mane til eftertanke hos alle de nationalistiske politikere, der vinder frem i disse år.

Sprognedslidning

På mit institut på AAU er der ansatte fra mange lande, og mange af dem kan ikke dansk. Derfor ender vi temmelig ofte med at skulle tale (en slags) engelsk, et sprog som næsten ingen af mine kolleger har som modersmål. Det går sådan set nogenlunde udmærket, men når jeg taler med nogen, der har engelsk som modersmål, har jeg en fornemmelse af at det går rigtig godt. Til gengæld synes jeg ofte, at mit engelsk efterhånden kan blive lidt “sært”, når jeg skal tale engelsk med andre, der heller ikke har engelsk som modersmål, og jeg har også altid en tydelig fornemmelse af at jeg kunne have sagt det hele bedre, hvis bare jeg havde kunnet tale dansk.

Det er for nylig gået op for mig, at ligesom der er en masse viden om hvordan man lærer et nyt sprog, er der faktisk også megen viden om hvordan man glemmer at tale et sprog. Man taler om sprognedslidning (på engelsk hedder det “language attrition”). Mange kender nok historier om danskere, der har boet længe i USA og nu roder engelske ord i deres danske på underlige steder. Umiddelbart er det underligt, at man kan glemme sit modersmål. Og på en måde er det også lidt skræmmende, for jeg har selv en fornemmelse af at mit modersmål er en integreret del af mig. Måske er det også derfor, jeg tenderer mod at være sprogrøgter: Jeg værner om noget, der er en del af mig.

Et interessant eksempel på hvordan man kan glemme sit modersmål er beretningen om den israelske forfatter Aharon Appelfeld, der var født i en del af Rumænien, der nu tilhører Ukraine, men havde tysk som modersmål. Da 2. verdenskrig brød ud, og han var 7 år gammel, mistede han sin moder og endte i en kz-lejr sammen med sin fader. Det lykkedes ham at flygte; han levede derefter først under jorden og arbejdede siden som kok i den sovjetiske hær. Så havnede han i en lejr i Italien og til sidst kom han til Palæstina i 1946. Først da, hvor han var 14 år gammel, lærte han det sprog, han brugte i sit forfatterskab, nemlig hebraisk. Han udtrykte sig på en blanding af flere sprog, men hans modersmål tysk var slidt ned. Det meste af Appelfelds forfatterskab handlede ikke om livet i Israel, men derimod om livet i Europa inden 2. verdenskrigs udbrud. På denne måde var han tro mod sin europæiske baggrund.

En af årsagerne til nedslidning af sprogkundskaber skulle være, at man tilbringer megen tid sammen med andre, der ikke har sproget som modersmål. Så det er muligvis derfor, jeg synes at at mit engelske kan ende med at være “sært” efter lang tid sammen med andre, der heller ikke har engelsk som modersmål.

Jeg har aldrig rigtig prøvet sprognedslidning selv for alvor, omend jeg godt kan huske en fornemmelse af at skulle “grave sproget frem”, da jeg for 30 år siden boede i Skotland i tre år. Det skete mest efter nogle måneder, hvor jeg ikke havde talt dansk med nogen i et stykke tid og pludselig skulle udtrykke mig på dansk. Senere kom jeg til at dele bolig med andre danskere, og det hjalp nok også med at forhindre nedslidning.

Forberedelsen er sværere end selve eksamen

Et læringsmål?

Jeg har selv ofte været tilbøjelig til at bruge sammenligninger med sport, når jeg har skullet begrunde hvorfor det er en god idé for studerende at følge undervisningen på universitetet. Min sammenligning er, at man ikke kan yde en god sportspræstation, hvis man ikke træner.

Der er en interessant artikel i New Statesman om hvad man kan lære af sport. Især er det interessant at se, hvordan nogle sportsudøvere forbedrer deres præstationer ved at gøre “forberedelsen” (dvs. træning) sværere end hvad der kræves ved “prøven” (dvs. selve turneringen).

Thomas Tuchel, der har været træner i Bundesligaen, indførte en ny træningsmetode. Han opdagede, at når spillerne trænede forsvarsspil, tyede de ofte til at rykke i modspillernes trøjer – noget, der som bekendt hverken er velset eller et eksempel på godt forsvarsspil. Så Thomas Tuchel krævede, at spillerne skulle holde tennisbolde i begge hænder, mens de trænede forsvarsspil. Nu kunne de ikke forfalde til de primitive taktikker med at hive i modspillernes trøjer, men var nødt til at spille. Dét hjalp.

Et andet eksempel kommer fra cricket, hvor Graham Cowdrey trænede sin bat-teknik med ikke at bruge benbenskyttere. Normalt er benbeskyttere en ekstra form for forsvar, som man kan bruge, hvis man ikke rammer bolde med battet. Men uden benbeskyttere risikerer man at blive ramt hårdt af bold – og derfor var Graham Cowdret nødt til at gøre sig ekstra umage, når han battede.

Nu spekulerer jeg selvfølgelig på, om hvordan man kan drage nytte af denne slags erfaringer i undervisningssammenhæng. Noget godt svar har jeg endnu ikke, og det er uklart for mig om studerende kan acceptere sportsmetaforen. Hvis vi på universiteterne skruede kravene op i undervisningssammenhæng, men ikke ved bedømmelsen, ville det muligvis få (endnu) flere studerende til ikke at deltage i undervisningen. Formodentlig skulle vi være helt åbne om strategien, og måske vil netop dét appellere til de, der har en instrumentalistisk indstilling: Når undervisningen er mere udfordrende, vil eksamen virke meget lettere, men hvis man ikke deltager i undervisningen, vil eksamen føles meget sværere.

En anden slags sejr

Foto: Anders Kjærbye, BT

Det var selvfølgelig rigtig ærgerligt at det danske landshold ikke vandt EM-finalen, men på én anden måde har holdet alligevel sejret: Omsider har kvindefodbold opnået den anerkendelse, den fortjener. Og tillykke til landsholdet og dets trænere også for dét.

Siden håndboldkvindernes store præstationer op gennem 1990’erne har ingen spurgt om håndbold nu også var en sportsgren for kvinder. Alle ved, at kvinder og mænd spiller håndbold efter samme regler, men har udviklet forskellige spillestile, der virker. Og der var ingen, der efter de olympiske lege i 2016 med fine resultater til svømmelandsholdet spurgte, om svømning nu også var en sportsgren for kvinder.

Helt tilsvarende er det vel her midt i 2017 omsider slut med alle de pinlige udsagn fra et mindretal om at netop fodbold, den mest udbredte sportsgren på verdensplan, ikke skulle være en sport for kvinder. Der skal dog åbenbart en stor elitesportspræstation til for at den slags kommentarer, der hører til i begyndelsen af forrige århundrede eller hos præster i Saudiarabien, omsider forstummer.

I kampens hede

Tomas_Svensson_et_Gudmundur_Gudmundsson_-_Henrik_Mollgaard-20160110

Jeg plejer ikke at skrive så meget om sport, men der er et aspekt ved aftenens flotte danske sejr i de olympiske håndboldmesterskaber for mænd, som jeg vil nævne.

I private virksomheder – og i den akademiske verden, der nu helst skal ligne private virksomheder – er det blevet et ideal at have stærke og handlekraftige ledere. Ofte bruger man metaforer fra sportens verden.

Efter hvad jeg kunne høre fra DRs kommentatorer, har Guðmundur Guðmundsson haft en helt anden tilgang end Ulrik Wilbek havde. Guðmundsson stolede på sine spillere og tog dem med i beslutningsprocesserne på en anden måde end den tidligere landstræner. Og det blev bekræftet af det, vi så på tv. Ulrik Wilbek stod ofte og råbte på sidelinjen og råbte videre, når der var time-out, – og det fik en del omtale. Men i den olympiske finale kunne man se hvordan Guðmundsson talte først og derefter lyttede til spillerne.

Det er vigtigt at træneren holder overblikket, men det er spillerne der ser kampen i nærbillede. Samarbejdet mellem spillere og landstræner tyder på at der findes gode alternativer til den autoritære model, som er så populær en strategi i alle de konkurrencer, samfundet i dag er blevet til.

Den virkelige Superman

Omslaget af den amerikanske udgave af "Superman vs. Muhammad Ali".
Omslaget af den amerikanske udgave af “Superman vs. Muhammad Ali”.

I disse år mister vi en masse af de offentlige personer, som var en del af mediebilledet for min generation og var en del af den verden, vi spejlede os i. I dag kunne jeg læse den triste nyhed, at Muhammad Ali er død i en alder af 74.  Boksning har ikke sagt mig så meget – egentlig er dette den mindst elegante og farligste af alle kampsportsgrenene – men Muhammad Ali var mere end bare endnu en bokser. Med årene forstod jeg det mod, der lå bag hans helt igennem fornuftige beslutning om ikke at ville være soldat i Vietnamkrigen og om at skille sig af med det gamle “slavenavn” Cassius Clay. Muhammad Alis meget pralvorne udsagn om hvor god han var, kunne man umiddelbart kun trække på smilebåndet af, men han var jo en usædvanligt dygtig bokser, så længe han kunne holde til det. Og jeg vil hævde, at netop denne pralvorne attitude dannede skole i hiphoppen – ligesom hiphop-verdenens battle raps vel også tog inspiration herfra.. Alis sidste forsøg på et comeback i 1980 vil man dog helst glemme; det var en uværdig afslutning på denne del af hans liv.

Inden det kom så vidt, nåede Muhammad Ali at blive tegneseriefigur i Superman mod Muhammad Ali, hvor han er oppe mod Superman i en boksering, der er placeret på et sted ude i rummet, hvor Supermans kræfter er fjernet, så han kun er et almindeligt menneske – ellers ville Superman jo kunne tvære alle andre superhelte, Batman inklusive, ud så let som ingen ting. Boksekampens resultat skulle afgøre om Jorden skulle reddes fra en invasion of rumvæsener; Ali kæmpede for Jorden, Superman for rumvæsenerne.

Dét album var tegnet af Neal Adams, en af de helt store superhelte-tegnere fra USA i 1970’erne. Jeg købte det og læste det igen og igen; jeg ved desværre ikke om jeg stadig har det. Og hvordan gik det så? Jo, Muhammad Ali vandt boksekampen og reddede dermed Jorden. Der er for få sportsfolk af hans støbning i vore dage. Æret være hans minde!

Guldmedaljer i litteratur?

Propagandaminister Joseph Goebbels besøger den olympiske kunstudstilling i Berlin i 1936.
Propagandaminister Joseph Goebbels besøger den olympiske kunstudstilling i Berlin i 1936.

Enhver, der har set mig forsøge at dyrke sport, ved at jeg aldrig ligefrem har været noget olympisk håb. (Min nevø på Sjælland er det derimod, men det er en anden historie.)

Fra 1912 til 1948 indbefattede de olympiske lege andet end sport. Der var også konkurrencer i arkitektur, billedkunst, litteratur, musik og billedhuggeri. En enkelt gang var der en deltager der præsterede faktisk noget, der ikke er muligt i en sportsgren – han vandt sølv og bronze i samme disciplin. To personer har endda vundet medaljer både i sportskonkurrencerne og i kunst-konkurrencerne. Der var dog én regel, der skulle gælde for alle kunstværker: De skulle handle om sport!

Kunstværkerne skulle ikke blive til under legene, men skulle være blevet til i løbet af de 4 år siden de foregående olympiske lege.

Kunst-disciplinerne blev i 1936 i Berlin (ligesom sportskonkurrencerne samme år) udnyttet til det yderste af nazisterne. Dommerjuryen bestod af 29 tyske dommere og 12 dommere fra andre lande. Det er ikke så overraskende at 5 af de 9 guldmedaljer gik til Tyskland.

En vigtig grund til at kunst-disciplinerne til sidst blev indstillet var reglen om at deltagere ved et OL skulle være amatører. Standarden var derfor heller ikke altid så høj, og dommere kunne vælge ikke at uddele en medalje. Det skete da også i alt 13 gange i disciplinernes historie.