En anden slags sejr

Foto: Anders Kjærbye, BT

Det var selvfølgelig rigtig ærgerligt at det danske landshold ikke vandt EM-finalen, men på én anden måde har holdet alligevel sejret: Omsider har kvindefodbold opnået den anerkendelse, den fortjener. Og tillykke til landsholdet og dets trænere også for dét.

Siden håndboldkvindernes store præstationer op gennem 1990’erne har ingen spurgt om håndbold nu også var en sportsgren for kvinder. Alle ved, at kvinder og mænd spiller håndbold efter samme regler, men har udviklet forskellige spillestile, der virker. Og der var ingen, der efter de olympiske lege i 2016 med fine resultater til svømmelandsholdet spurgte, om svømning nu også var en sportsgren for kvinder.

Helt tilsvarende er det vel her midt i 2017 omsider slut med alle de pinlige udsagn fra et mindretal om at netop fodbold, den mest udbredte sportsgren på verdensplan, ikke skulle være en sport for kvinder. Der skal dog åbenbart en stor elitesportspræstation til for at den slags kommentarer, der hører til i begyndelsen af forrige århundrede eller hos præster i Saudiarabien, omsider forstummer.

Flattr this!

I kampens hede

Tomas_Svensson_et_Gudmundur_Gudmundsson_-_Henrik_Mollgaard-20160110

Jeg plejer ikke at skrive så meget om sport, men der er et aspekt ved aftenens flotte danske sejr i de olympiske håndboldmesterskaber for mænd, som jeg vil nævne.

I private virksomheder – og i den akademiske verden, der nu helst skal ligne private virksomheder – er det blevet et ideal at have stærke og handlekraftige ledere. Ofte bruger man metaforer fra sportens verden.

Efter hvad jeg kunne høre fra DRs kommentatorer, har Guðmundur Guðmundsson haft en helt anden tilgang end Ulrik Wilbek havde. Guðmundsson stolede på sine spillere og tog dem med i beslutningsprocesserne på en anden måde end den tidligere landstræner. Og det blev bekræftet af det, vi så på tv. Ulrik Wilbek stod ofte og råbte på sidelinjen og råbte videre, når der var time-out, – og det fik en del omtale. Men i den olympiske finale kunne man se hvordan Guðmundsson talte først og derefter lyttede til spillerne.

Det er vigtigt at træneren holder overblikket, men det er spillerne der ser kampen i nærbillede. Samarbejdet mellem spillere og landstræner tyder på at der findes gode alternativer til den autoritære model, som er så populær en strategi i alle de konkurrencer, samfundet i dag er blevet til.

Flattr this!

Den virkelige Superman

Omslaget af den amerikanske udgave af "Superman vs. Muhammad Ali".
Omslaget af den amerikanske udgave af “Superman vs. Muhammad Ali”.

I disse år mister vi en masse af de offentlige personer, som var en del af mediebilledet for min generation og var en del af den verden, vi spejlede os i. I dag kunne jeg læse den triste nyhed, at Muhammad Ali er død i en alder af 74.  Boksning har ikke sagt mig så meget – egentlig er dette den mindst elegante og farligste af alle kampsportsgrenene – men Muhammad Ali var mere end bare endnu en bokser. Med årene forstod jeg det mod, der lå bag hans helt igennem fornuftige beslutning om ikke at ville være soldat i Vietnamkrigen og om at skille sig af med det gamle “slavenavn” Cassius Clay. Muhammad Alis meget pralvorne udsagn om hvor god han var, kunne man umiddelbart kun trække på smilebåndet af, men han var jo en usædvanligt dygtig bokser, så længe han kunne holde til det. Og jeg vil hævde, at netop denne pralvorne attitude dannede skole i hiphoppen – ligesom hiphop-verdenens battle raps vel også tog inspiration herfra.. Alis sidste forsøg på et comeback i 1980 vil man dog helst glemme; det var en uværdig afslutning på denne del af hans liv.

Inden det kom så vidt, nåede Muhammad Ali at blive tegneseriefigur i Superman mod Muhammad Ali, hvor han er oppe mod Superman i en boksering, der er placeret på et sted ude i rummet, hvor Supermans kræfter er fjernet, så han kun er et almindeligt menneske – ellers ville Superman jo kunne tvære alle andre superhelte, Batman inklusive, ud så let som ingen ting. Boksekampens resultat skulle afgøre om Jorden skulle reddes fra en invasion of rumvæsener; Ali kæmpede for Jorden, Superman for rumvæsenerne.

Dét album var tegnet af Neal Adams, en af de helt store superhelte-tegnere fra USA i 1970’erne. Jeg købte det og læste det igen og igen; jeg ved desværre ikke om jeg stadig har det. Og hvordan gik det så? Jo, Muhammad Ali vandt boksekampen og reddede dermed Jorden. Der er for få sportsfolk af hans støbning i vore dage. Æret være hans minde!

Flattr this!

Guldmedaljer i litteratur?

Propagandaminister Joseph Goebbels besøger den olympiske kunstudstilling i Berlin i 1936.
Propagandaminister Joseph Goebbels besøger den olympiske kunstudstilling i Berlin i 1936.

Enhver, der har set mig forsøge at dyrke sport, ved at jeg aldrig ligefrem har været noget olympisk håb. (Min nevø på Sjælland er det derimod, men det er en anden historie.)

Fra 1912 til 1948 indbefattede de olympiske lege andet end sport. Der var også konkurrencer i arkitektur, billedkunst, litteratur, musik og billedhuggeri. En enkelt gang var der en deltager der præsterede faktisk noget, der ikke er muligt i en sportsgren – han vandt sølv og bronze i samme disciplin. To personer har endda vundet medaljer både i sportskonkurrencerne og i kunst-konkurrencerne. Der var dog én regel, der skulle gælde for alle kunstværker: De skulle handle om sport!

Kunstværkerne skulle ikke blive til under legene, men skulle være blevet til i løbet af de 4 år siden de foregående olympiske lege.

Kunst-disciplinerne blev i 1936 i Berlin (ligesom sportskonkurrencerne samme år) udnyttet til det yderste af nazisterne. Dommerjuryen bestod af 29 tyske dommere og 12 dommere fra andre lande. Det er ikke så overraskende at 5 af de 9 guldmedaljer gik til Tyskland.

En vigtig grund til at kunst-disciplinerne til sidst blev indstillet var reglen om at deltagere ved et OL skulle være amatører. Standarden var derfor heller ikke altid så høj, og dommere kunne vælge ikke at uddele en medalje. Det skete da også i alt 13 gange i disciplinernes historie.

Flattr this!

Hvad hedder de to kvinder?

Cycling_Tour_de_Fra_774331a

Dette er et billede fra sejrsceremonien i august 2013 efter det spanske cykelløb Vuelta a Burgos, som blev vundet af Nairo Quintana (som samme år blev nummer 2 i Tour de France). På begge sider af ham står kvinder i prikkede kjoler, der vel skal passe til Quintanas trøje.

Er de to kvinder mon Quintanas slægtninge? Jeg kan selvfølgelig ikke udelukke det helt, men jeg tror det ikke. Er de så ledende medlemmer af det spanske cykelsportsforbund? Det tror jeg heller ikke; den slags ledere er altid midaldrende mænd. Den ene kvinde overrækker en buket, mens den anden bare står og kigger. Kvinderne står der kun, fordi nogen synes at der skal være “noget pænt at kigge på”, en slags “forlængelse” af den store buket blomster. Det er en udbredt praksis, og på engelsk taler man om podium girls (ikke “podium women” – kvinder bliver tilsyneladende først voksne i en sen alder).

Det er selvfølgelig ikke specielt cykelrytteren, jeg er ude efter. Det er ideen om “kvinder som pynt”, jeg finder problematisk. Der findes endnu mere åbenlyst latterlige billeder, hvor “pyntekvinderne” har badedragt på – og det til sportsstævner, der intet har med svømning sat gøre.

Kunne man forestille sig et billede med en kvindelig sportsstjerne flankeret af unavngivne unge mænd i smart eller kun lidt tøj? Jeg har fundet ét enkelt eksempel, og det stammer fra 2009 og stævnet Cross Vegas, der så vidt jeg kan se er et amerikansk cykelløb for kvinder. Her er vinderen flankeret af tre unavngivne mænd.

howe_2009crossvegas1_600

Mange mænd (og kvinder) vil formodentlig tænke at dette billede ser latterligt ud, mens der til gengæld måske ikke er nær så mange mænd (og måske i virkeligheden heller ikke alle kvinder?) der vil have det på samme måde med det øverste billede fra Spanien. Men når man tænker på den “omvendte” situation som latterlig, kan man se hvor latterlig den “normale” situation faktisk også er.

Opdatering: Et fornuftigt alternativ (foreslået af Jannie Nielsen Hansen – tak for det!) ville være at lade børn eller unge inden for samme sportsgren overrække præmierne. De ville sikkert gerne hilse på stjernerne, og jeg kunne forestille mig at det omvendte også ofte ville være tilfældet.

Flattr this!

Ranking – og boksning

academia-boxing-club

De enkelte forskere konkurrerer mod hinanden om forskningsmidler og om at tiltrække studerende. De enkelte institutter konkurrerer mod hinanden om forskningsmidler og om at tiltrække studerende. Universiteterne konkurrerer mod hinanden om forskningsmidler og om at tiltrække studerende. Den akademiske verden er blevet alles konkurrence mod alle.

Inden for de seneste år har der været et voldsomt fokus på ranking i universitetsverdenen, og af og til kan jeg læse at Aalborg Universitet tilsyneladende er verdensførende. Men hvordan er det, Aalborg Universitet er verdensførende? Man har fundet en ranking, hvor AAU klarer sig godt. På den anden side kan jeg opleve at deltage i internationale konference og opdage at man ikke ved hvor Aalborg ligger. Så mere verdensførende er AAU heller ikke.

Inden for professionel boksning er det både svært og nemt at blive verdensmester. World Boxing Association (WBC), World Boxing Council (WBC), World Boxing Organisation (WBO) og International Boxing Federation (IBF). Hvert af disse forbund har verdensmesterskaber, og det er derfor muligt at have fire forskellige verdensmestre i professionel boksning i samme vægtklasse på samme tid. De rigtig ambitiøse boksere ved godt at det ikke er nok at være verdensmester hos ét forbund; man er kun “rigtig verdensmester” hvis man har vundet titlen hos flere forbund, helst dem alle.

Situationen er helt tilsvarende inden for ranking, og den er i virkeligheden også et godt argument mod at være fikseret på ranking. Der findes flere ranking-systemer, og de er ikke enige.
Wikipedia har en oversigt over ranking-systemerne; der er faktisk mindst 18 ranking-systemer derude. Så det er faktisk noget sværere at blive et højt rangerende universitet end det er at blive verdensmester i boksning.

Flattr this!

Ramón Quiroga

quiroga
I aften begynder VM i fodbold omsider. Begejstringen for dette års  turnering er blegnet noget efter den voldsomme kritik af værtslandets prioriteringer. Men nu er slutrunden der altså, og hvis ikke der sker noget uventet, sidder også jeg og ser med når Brasilien spiller med Kroatien.

Der er mange fascinerende øjeblikke fra VM-historien (og dermed både fodbold- og tv-historien), og nogle slutrunder husker jeg især godt. Selvfølgelig har de VM-turneringer, hvor Danmark var med, en særlig plads, men også i de mange år uden dansk deltagelse er der spillere, man husker.

En af de spillere, ikke mange længere husker, men som også bør have en minderune, er Ramón Quiroga, der var målmand for Peru ved slutrunderne i 1978 og 1982. Sydamerikanske målmænd er ofte mere farverige end de europæiske, og Quiroga var i særklasse speciel. Han var en dygtig målmand, men ofte var det som om han egentlig hellere ville være markspiller. Af og til var han med oppe på modspillernes banehalvdel og i en kamp mod Polen i 1978 lavede han med få minutter tilbage af kampen hvad der bedst kan betegnes som en regulær rugbytackling godt oppe på den polske banehalvdel. Formodentlig var han desperat, for Polen var foran – men det eneste han fik ud af dette var et gult kort. Hele historien kan man se rundt om på nettet. Og her er manden selv mange år senere på britisk tv!

Slutrunden i 1978 fandt sted i Argentina, og da Peru i holdets sidste kamp mødte værtsnationen, vandt Argentina 6-0. Lidt påfaldende, syntes mange, for Ramon Quiróga plejede da ellers at være god for at lave en redning – og mange tænkte på aftalt spil af en slags, thi Quiroga var faktisk født i Argentina.

Flattr this!

Homo oeconomicus

Man Wearing Dollar Sign Glasses

En af de mest interessante bøger, jeg har læst i år, er Daniel Kahnemans Thinking, Fast and Slow, og jeg har flere gange tidligere skrevet om den her. Bogen er så interessant for mig, fordi Kahneman, der fik Nobelprisen i økonomi i 2002, på et strengt empirisk grundlag udfordrer vores billede af os selv som fornuftsvæsener og beskriver forskellen mellem de hurtige (der til dels er intuitionsbaserede) ræsonnementsstrategier og de langsommere (der til dels er rationelle). Kahneman kalder disse for henholdsvis System 1 og System 2.

Især for beslutninger i politik og økonomi bliver det vigtigt at forstå denne forskel. En grundlæggende antagelse hos liberalistiske økonomer er at mennesker er en særlig slags “økonomiske fornuftsvæsener” som altid hver især handler ud fra en rationel egeninteresse, hvor de maksimerer deres profit og maksimerer deres omkostninger. Fordi hvert enkelt menneske er et sådant homo oeconomicus, vil markedsøkonomien bestående af alle disse aktører fungere således at alle problemer bliver løst “af sig selv”. En stor del af liberalismen består i en appel til hvad man anser for et sådant vigtigt aspekt af menneskets natur.

Men Daniel Kahnemans forskning viser at det er anderledes: ofte handler mennesker ikke rationelt. Måske vil de gerne være økonomiske fornuftsvæsener, men de kan ikke være det. En stor del af Thinking, Fast and Slow beskriver de eksperimentelle resultater, der underbygger denne tese og søger at forklare de principper, der formodentlig ligger bag.

At mennesker ikke træffer rationelle valg skyldes ikke nødvendigvis at de handler bevidst anderledes eller ikke vil optimere gevinst og minimere tab, men at mennesker meget ofte ikke er i stand til at anvende den optimeringsfunktion, der er optimal. Ofte er det System 1, der træffer valg, men også når System 2 er ved roret, er der problemer.

I en række eksperimenter afslører Kahneman og hans mangeårige samarbejdspartner Amos Tversky en række af de faktorer, der spiller ind.

Problemet med troen på homo oeconomicus bliver især tydeligt når man betragter finansmarkederne. Børsmæglere tror at de kan handle rationelt men faktisk har de en forventet gevinst der over tid ikke er bedre end den forventede genvist de ville have fået, hvis de havde gjort tilfældige valg (f.eks. ved at slå med en terning). Daniel Kahneman undrer sig derfor meget over eksistensen af de mange firmaer, der giver råd om hvordan man skal “spille på børsen” – de råd er nemlig helt uden værdi.

I Der Spiegels interview med Daniel Kahneman beskriver han dette.

SPIEGEL: So, all the experts’ complex analyses and calculations are worthless and no better than simply betting on the index?

Kahneman: The experts are even worse because they’re expensive.

SPIEGEL: So it’s all about selling snake oil?

Kahneman: It’s more complicated because the person who sells snake oil knows that there is no magic, whereas many people on Wall Street seem to believe that they understand. That’s the illusion of validity …

SPIEGEL: … which earns them millions in bonuses.

Kahneman: There is no need to be cynical. You may be cynical about the whole banking system, but not about the individuals. Many believe they are building real value.

SPIEGEL: How did Wall Street respond to your book?

Kahneman: Oh, some people were really mad; others were quite interested and positive. It was on Wall Street, I heard, that somebody gave a thousand copies of my book to investors. But, of course, many professionals still don’t believe me. Or, to be more precise, they believe me in general, but they don’t apply that to themselves. They feel that they can trust their own judgment, and they feel comfortable with that.

Det er bemærkelsesværdigt at denne indsigt ikke har ført til nogen konklusioner af politisk eller økonomisk art, og især i lyset af vores viden om de stadigt tilbagevendende økonomiske kriser. Et af svarene er formodentlig det oplagte: Ja, de andre handler irrationelt, men jeg, jeg er anderledes. Og det anvendes så vidt jeg kan se af økonomiske aktører på alle niveauer.

 

Flattr this!

Vi har tabt. Tillykke med sølvmedaljen!

sølv

Selvfølgelig er jeg da skuffet over at det danske håndboldslandshold tabte VM-finalen. Og nej, jeg så ikke kampen – jeg sad i et tog. Jeg har al mulig grund til at tro at det danske landshold spillede usædvanligt dårligt. Men jeg synes samtidig at mediernes dækning er urimelig. Det blev trods alt til en dansk sølvmedalje, og sådan én får man ikke, hvis ikke man spiller rigtig god håndbold det allermeste af tiden. Forhåbentlig er Ekstra Bladets spiseseddel med ordene “Skam jer” et udtryk for en slags redaktionelt granatchok – men det har nu aldrig faldet Ekstra Bladet svært at skrive den slags.

Reaktionen minder om dem, der fulgte efter Bjarne Riis’ femteplads i Tour de France i 1997. Han er siden blevet godt og grundigt detroniseret, men alligevel: dengang var skuffelsen over mandens sølle femteplads efter en sejr året før også ude af proportioner. Ti år tidligere havde der været stor triumf over at en dansk rytter i det hele taget kunne erobre førertrøjen. Det er som om hukommelsen lige nu er tilsvarende kort. Ved den olympiske turnering i London røg selvsamme danske landshold ud langt tidligere og fik ingen medalje. Dengang var der bare ingen spiseseddel, der bad spillerne om at skamme sig.

Læg også mærke til den sprogbrug, der er udbredt: Hvis det danske landshold havde vundet i går, havde medierne (og mange almindelige danskere) formodentlig skrevet at “Vi vandt!”. Den danske befolkning, hvoraf kun en forsvindende lille del havde spillet med på håndboldlandsholdet, ville have identificeret sig med det hold, der havde vundet. Men nu gik det anderledes, og nu er alle enige om at “De tabte”. Men hvis der er nogen, der for alvor har tabt, synes jeg at det er de danske medier – de er med til at skabe en identifikation med danske sportsfolk, der i sidste ende er kontraproduktiv, og når sportsfolkene ikke klarer sig så som forventet, sætter distancen øjeblikkelig ind. Jeg kommer til at tænke på den splittede måde, mange forældre omtaler deres børn på når de henholdsvis klarer sig godt og klarer sig mindre godt.

Flattr this!

Bob Beamon

Jeg kan ikke huske ret meget fra de olympiske lege i Mexico i 1968. Jeg var fire et halvt år gammel; jeg kan faktisk kun huske, at der var OL og at fjernsynet var tændt. Men i mange år derefter har jeg hørt om Bob Beamons legendariske længdespring på 8,90 meter – en forbedring af verdensrekorden med hele 55 centimeter. Det var da også først i 1991, at rekorden blev slået af en anden amerikaner, Mike Powell. Den rekord gælder faktisk endnu, men Beamons 8 meter og 90 centimeter er stadig olympisk rekord. Ovenfor kan I nu også se dette helt utrolige spring.

Bob Beamon sprang aldrig bare tilnærmelsesvis så langt igen, og kort efter OL gik han over til at spille basketball. Siden studerede han sociologi og er i dag atletikdirektør ved Chicago State University.

Flattr this!