Hvad hedder de to kvinder?

Cycling_Tour_de_Fra_774331a

Dette er et billede fra sejrsceremonien i august 2013 efter det spanske cykelløb Vuelta a Burgos, som blev vundet af Nairo Quintana (som samme år blev nummer 2 i Tour de France). På begge sider af ham står kvinder i prikkede kjoler, der vel skal passe til Quintanas trøje.

Er de to kvinder mon Quintanas slægtninge? Jeg kan selvfølgelig ikke udelukke det helt, men jeg tror det ikke. Er de så ledende medlemmer af det spanske cykelsportsforbund? Det tror jeg heller ikke; den slags ledere er altid midaldrende mænd. Den ene kvinde overrækker en buket, mens den anden bare står og kigger. Kvinderne står der kun, fordi nogen synes at der skal være “noget pænt at kigge på”, en slags “forlængelse” af den store buket blomster. Det er en udbredt praksis, og på engelsk taler man om podium girls (ikke “podium women” – kvinder bliver tilsyneladende først voksne i en sen alder).

Det er selvfølgelig ikke specielt cykelrytteren, jeg er ude efter. Det er ideen om “kvinder som pynt”, jeg finder problematisk. Der findes endnu mere åbenlyst latterlige billeder, hvor “pyntekvinderne” har badedragt på – og det til sportsstævner, der intet har med svømning sat gøre.

Kunne man forestille sig et billede med en kvindelig sportsstjerne flankeret af unavngivne unge mænd i smart eller kun lidt tøj? Jeg har fundet ét enkelt eksempel, og det stammer fra 2009 og stævnet Cross Vegas, der så vidt jeg kan se er et amerikansk cykelløb for kvinder. Her er vinderen flankeret af tre unavngivne mænd.

howe_2009crossvegas1_600

Mange mænd (og kvinder) vil formodentlig tænke at dette billede ser latterligt ud, mens der til gengæld måske ikke er nær så mange mænd (og måske i virkeligheden heller ikke alle kvinder?) der vil have det på samme måde med det øverste billede fra Spanien. Men når man tænker på den “omvendte” situation som latterlig, kan man se hvor latterlig den “normale” situation faktisk også er.

Opdatering: Et fornuftigt alternativ (foreslået af Jannie Nielsen Hansen – tak for det!) ville være at lade børn eller unge inden for samme sportsgren overrække præmierne. De ville sikkert gerne hilse på stjernerne, og jeg kunne forestille mig at det omvendte også ofte ville være tilfældet.

Ranking – og boksning

academia-boxing-club

De enkelte forskere konkurrerer mod hinanden om forskningsmidler og om at tiltrække studerende. De enkelte institutter konkurrerer mod hinanden om forskningsmidler og om at tiltrække studerende. Universiteterne konkurrerer mod hinanden om forskningsmidler og om at tiltrække studerende. Den akademiske verden er blevet alles konkurrence mod alle.

Inden for de seneste år har der været et voldsomt fokus på ranking i universitetsverdenen, og af og til kan jeg læse at Aalborg Universitet tilsyneladende er verdensførende. Men hvordan er det, Aalborg Universitet er verdensførende? Man har fundet en ranking, hvor AAU klarer sig godt. På den anden side kan jeg opleve at deltage i internationale konference og opdage at man ikke ved hvor Aalborg ligger. Så mere verdensførende er AAU heller ikke.

Inden for professionel boksning er det både svært og nemt at blive verdensmester. World Boxing Association (WBC), World Boxing Council (WBC), World Boxing Organisation (WBO) og International Boxing Federation (IBF). Hvert af disse forbund har verdensmesterskaber, og det er derfor muligt at have fire forskellige verdensmestre i professionel boksning i samme vægtklasse på samme tid. De rigtig ambitiøse boksere ved godt at det ikke er nok at være verdensmester hos ét forbund; man er kun “rigtig verdensmester” hvis man har vundet titlen hos flere forbund, helst dem alle.

Situationen er helt tilsvarende inden for ranking, og den er i virkeligheden også et godt argument mod at være fikseret på ranking. Der findes flere ranking-systemer, og de er ikke enige.
Wikipedia har en oversigt over ranking-systemerne; der er faktisk mindst 18 ranking-systemer derude. Så det er faktisk noget sværere at blive et højt rangerende universitet end det er at blive verdensmester i boksning.

Ramón Quiroga

quiroga
I aften begynder VM i fodbold omsider. Begejstringen for dette års  turnering er blegnet noget efter den voldsomme kritik af værtslandets prioriteringer. Men nu er slutrunden der altså, og hvis ikke der sker noget uventet, sidder også jeg og ser med når Brasilien spiller med Kroatien.

Der er mange fascinerende øjeblikke fra VM-historien (og dermed både fodbold- og tv-historien), og nogle slutrunder husker jeg især godt. Selvfølgelig har de VM-turneringer, hvor Danmark var med, en særlig plads, men også i de mange år uden dansk deltagelse er der spillere, man husker.

En af de spillere, ikke mange længere husker, men som også bør have en minderune, er Ramón Quiroga, der var målmand for Peru ved slutrunderne i 1978 og 1982. Sydamerikanske målmænd er ofte mere farverige end de europæiske, og Quiroga var i særklasse speciel. Han var en dygtig målmand, men ofte var det som om han egentlig hellere ville være markspiller. Af og til var han med oppe på modspillernes banehalvdel og i en kamp mod Polen i 1978 lavede han med få minutter tilbage af kampen hvad der bedst kan betegnes som en regulær rugbytackling godt oppe på den polske banehalvdel. Formodentlig var han desperat, for Polen var foran – men det eneste han fik ud af dette var et gult kort. Hele historien kan man se rundt om på nettet. Og her er manden selv mange år senere på britisk tv!

Slutrunden i 1978 fandt sted i Argentina, og da Peru i holdets sidste kamp mødte værtsnationen, vandt Argentina 6-0. Lidt påfaldende, syntes mange, for Ramon Quiróga plejede da ellers at være god for at lave en redning – og mange tænkte på aftalt spil af en slags, thi Quiroga var faktisk født i Argentina.

Homo oeconomicus

Man Wearing Dollar Sign Glasses

En af de mest interessante bøger, jeg har læst i år, er Daniel Kahnemans Thinking, Fast and Slow, og jeg har flere gange tidligere skrevet om den her. Bogen er så interessant for mig, fordi Kahneman, der fik Nobelprisen i økonomi i 2002, på et strengt empirisk grundlag udfordrer vores billede af os selv som fornuftsvæsener og beskriver forskellen mellem de hurtige (der til dels er intuitionsbaserede) ræsonnementsstrategier og de langsommere (der til dels er rationelle). Kahneman kalder disse for henholdsvis System 1 og System 2.

Især for beslutninger i politik og økonomi bliver det vigtigt at forstå denne forskel. En grundlæggende antagelse hos liberalistiske økonomer er at mennesker er en særlig slags “økonomiske fornuftsvæsener” som altid hver især handler ud fra en rationel egeninteresse, hvor de maksimerer deres profit og maksimerer deres omkostninger. Fordi hvert enkelt menneske er et sådant homo oeconomicus, vil markedsøkonomien bestående af alle disse aktører fungere således at alle problemer bliver løst “af sig selv”. En stor del af liberalismen består i en appel til hvad man anser for et sådant vigtigt aspekt af menneskets natur.

Men Daniel Kahnemans forskning viser at det er anderledes: ofte handler mennesker ikke rationelt. Måske vil de gerne være økonomiske fornuftsvæsener, men de kan ikke være det. En stor del af Thinking, Fast and Slow beskriver de eksperimentelle resultater, der underbygger denne tese og søger at forklare de principper, der formodentlig ligger bag.

At mennesker ikke træffer rationelle valg skyldes ikke nødvendigvis at de handler bevidst anderledes eller ikke vil optimere gevinst og minimere tab, men at mennesker meget ofte ikke er i stand til at anvende den optimeringsfunktion, der er optimal. Ofte er det System 1, der træffer valg, men også når System 2 er ved roret, er der problemer.

I en række eksperimenter afslører Kahneman og hans mangeårige samarbejdspartner Amos Tversky en række af de faktorer, der spiller ind.

Problemet med troen på homo oeconomicus bliver især tydeligt når man betragter finansmarkederne. Børsmæglere tror at de kan handle rationelt men faktisk har de en forventet gevinst der over tid ikke er bedre end den forventede genvist de ville have fået, hvis de havde gjort tilfældige valg (f.eks. ved at slå med en terning). Daniel Kahneman undrer sig derfor meget over eksistensen af de mange firmaer, der giver råd om hvordan man skal “spille på børsen” – de råd er nemlig helt uden værdi.

I Der Spiegels interview med Daniel Kahneman beskriver han dette.

SPIEGEL: So, all the experts’ complex analyses and calculations are worthless and no better than simply betting on the index?

Kahneman: The experts are even worse because they’re expensive.

SPIEGEL: So it’s all about selling snake oil?

Kahneman: It’s more complicated because the person who sells snake oil knows that there is no magic, whereas many people on Wall Street seem to believe that they understand. That’s the illusion of validity …

SPIEGEL: … which earns them millions in bonuses.

Kahneman: There is no need to be cynical. You may be cynical about the whole banking system, but not about the individuals. Many believe they are building real value.

SPIEGEL: How did Wall Street respond to your book?

Kahneman: Oh, some people were really mad; others were quite interested and positive. It was on Wall Street, I heard, that somebody gave a thousand copies of my book to investors. But, of course, many professionals still don’t believe me. Or, to be more precise, they believe me in general, but they don’t apply that to themselves. They feel that they can trust their own judgment, and they feel comfortable with that.

Det er bemærkelsesværdigt at denne indsigt ikke har ført til nogen konklusioner af politisk eller økonomisk art, og især i lyset af vores viden om de stadigt tilbagevendende økonomiske kriser. Et af svarene er formodentlig det oplagte: Ja, de andre handler irrationelt, men jeg, jeg er anderledes. Og det anvendes så vidt jeg kan se af økonomiske aktører på alle niveauer.

 

Vi har tabt. Tillykke med sølvmedaljen!

sølv

Selvfølgelig er jeg da skuffet over at det danske håndboldslandshold tabte VM-finalen. Og nej, jeg så ikke kampen – jeg sad i et tog. Jeg har al mulig grund til at tro at det danske landshold spillede usædvanligt dårligt. Men jeg synes samtidig at mediernes dækning er urimelig. Det blev trods alt til en dansk sølvmedalje, og sådan én får man ikke, hvis ikke man spiller rigtig god håndbold det allermeste af tiden. Forhåbentlig er Ekstra Bladets spiseseddel med ordene “Skam jer” et udtryk for en slags redaktionelt granatchok – men det har nu aldrig faldet Ekstra Bladet svært at skrive den slags.

Reaktionen minder om dem, der fulgte efter Bjarne Riis’ femteplads i Tour de France i 1997. Han er siden blevet godt og grundigt detroniseret, men alligevel: dengang var skuffelsen over mandens sølle femteplads efter en sejr året før også ude af proportioner. Ti år tidligere havde der været stor triumf over at en dansk rytter i det hele taget kunne erobre førertrøjen. Det er som om hukommelsen lige nu er tilsvarende kort. Ved den olympiske turnering i London røg selvsamme danske landshold ud langt tidligere og fik ingen medalje. Dengang var der bare ingen spiseseddel, der bad spillerne om at skamme sig.

Læg også mærke til den sprogbrug, der er udbredt: Hvis det danske landshold havde vundet i går, havde medierne (og mange almindelige danskere) formodentlig skrevet at “Vi vandt!”. Den danske befolkning, hvoraf kun en forsvindende lille del havde spillet med på håndboldlandsholdet, ville have identificeret sig med det hold, der havde vundet. Men nu gik det anderledes, og nu er alle enige om at “De tabte”. Men hvis der er nogen, der for alvor har tabt, synes jeg at det er de danske medier – de er med til at skabe en identifikation med danske sportsfolk, der i sidste ende er kontraproduktiv, og når sportsfolkene ikke klarer sig så som forventet, sætter distancen øjeblikkelig ind. Jeg kommer til at tænke på den splittede måde, mange forældre omtaler deres børn på når de henholdsvis klarer sig godt og klarer sig mindre godt.

Bob Beamon

Jeg kan ikke huske ret meget fra de olympiske lege i Mexico i 1968. Jeg var fire et halvt år gammel; jeg kan faktisk kun huske, at der var OL og at fjernsynet var tændt. Men i mange år derefter har jeg hørt om Bob Beamons legendariske længdespring på 8,90 meter – en forbedring af verdensrekorden med hele 55 centimeter. Det var da også først i 1991, at rekorden blev slået af en anden amerikaner, Mike Powell. Den rekord gælder faktisk endnu, men Beamons 8 meter og 90 centimeter er stadig olympisk rekord. Ovenfor kan I nu også se dette helt utrolige spring.

Bob Beamon sprang aldrig bare tilnærmelsesvis så langt igen, og kort efter OL gik han over til at spille basketball. Siden studerede han sociologi og er i dag atletikdirektør ved Chicago State University.

På vej til Fyn

20120128-122159.jpg

Skjorten er strøget, teksterne ligger i rygsækken og familien er med på udflugt til Fyn, hvor jeg er Aalborgs repræsentant ved DM i poetry slam på Den Fynske Opera i Odense. Jeg har ingen illusioner om at vinde; det sjove bliver at være med og at møde de andre deltagere – nogle for første gang. Den københavnske poetry slam-scene kender jeg endnu kun på afstand og via gæstebesøg. Forhåbentlig kan det lykkes for os deltagere at gøre genren ære. Poetry slam er inspirereret af andre tekstlige udtryk som lyrikoplæsning, stand-up og rap, men skal først og fremmest være sig selv uden at være sig selv nok.

Triolektisk fodbold (del 2)

Efter Danmarks fuldt fortjente sejr i går aftes tænkte jeg videre over udfordringerne i triolektisk fodbold, som jeg skrev om i går. Her er en liste:

  1. I triolektisk fodbold er der tre perioder, og det giver mulighed for at tænke helt anderledes strategisk. Lad os forestille os, at der er triolektisk landskamp mellem Argentina, Bulgarien og Cameroun. Efter første pause fører Argentina 1-4-5. Bulgarien og Cameroun har ikke lyst til at tabe, så deres trænere aftaler i pausen at gå sammen om at score mod Argentina i anden periode. Efter anden periode står det pludselig 8-5-5. Nu vil Argentina have interesse i at allierede sig med et af de to førende hold for at kunne få en andenplads.
  2. I triolektisk fodbold skal man tænke over pointsystemet. Det rimelige vil være, at førstepladsen får 3 point, andenpladsen 1 og taberen 0 point. Men vil vil heller ikke have, at alle tre hold graver sig ned i forsvaret. Derfor skal man formodentlig tildele 0 point til alle hold, hvis en kamp ender helt uafgjort og 1 point til en delt førsteplads.
  3. Opspillet bliver formodentlig den vanskeligste fase, for den kræver at to hold bliver enige om at angribe det tredjes mål. Når bolden først er på en modstanders tredjedel, er det i de to angribende holds interesse at gå sammen om at holde bolden herinde. Ellers vil det forsvarende hold nemt kunne lave en kontra sammen med et af de to angribende hold. Dette er en generalisering af sædvanlig fodbolds kontra-strategier.
  4. I triolektisk fodbold er det svært at definere en god offside-regel på grund af banens geometri. Denne regel blev indført i sædvanlig fodbold for at undgå, at angriberne graver sig ned på modsat banehalvdel, så spillet degenererer til en serie lange pasninger. Men måske er en offside-regel slet ikke nødvendig her: hvis angriberne prøver at grave sig ned på denne måde i triolektisk fodbold, skal de nemlig vælge hvilken af modstandernes tredjedele, de vil besætte. Hermed mister de muligheden for at angribe på den tilbageværende tredjedel.
  5. Indkast er besværligt at administrere; så vidt jeg kan se af den smule jeg har kunnet finde om reglerne for triolektisk indkast, skal hvert hold have en del af sidelinjen. Når bolden spilles ud over holdets del af sidelinjen af et af de andre hold, får de indkast. Men hvad holdet selv kommer til at spille bolden ud over egen sidelinje?
  6. Jeg tror, der vil blive scoret flere mål pr. hold i en triolektisk fodboldkamp end i en sædvanlig. I et angreb er der hele tiden angribere fra to hold mod forsvarere fra ét hold, så det forsvarende hold er i alvorligt undertal på egen banetredjedel.
  7. En stor udfordring rent kombinatorisk er at lave en triolektisk fodboldturnering. I en sædvanlig ligaturnering med 12 hold skal der spilles P(12,2) = 12 \cdot 11 = 132 kampe, for der skal være en ude- og en hjemmekamp, mens der i den triolektriske udgave skal spilles P(12,3) = 12 \cdot 11 \cdot 10 = 1320 kampe, hvis alle hold skal nå at spille hjemme. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan en cupturnering skal afvikles.

For mig at se er det rigtig interessante ved triolektisk fodbold, at nogle af de taktiske overvejelser fra sportsgrene som landevejscykling dukker op her. Her kan en gruppe ryttere gå sammen i udbrud, ligge på hjul sammen meget af vejen og afgøre løbet i en afsluttende spurt. Hvis man ikke bruger en sådan strategi og kun opfatter de andre hold som modstandere, bliver den triolektiske fodboldkamp let noget rod.

Triolektisk fodbold

Triolectique / Triolectics from Pied La Biche on Vimeo.

Jeg ved det godt. Der er landskamp i aften, og den er vigtig for Danmarks EM-deltagelse. Men den skriver alle andre om. Så her er en anderledes video om fodbold. Asger Jorn, der ellers mest er kendt for sine malerier, opfandt triolektisk fodbold – dvs. fodbold med tre hold og en sekskantet bane. Det er en sport, der aldrig rigtig er slået an. Ideen er ellers spændende, og på nogle måder oplagt. Hvorfor skal der lige være to hold involveret i holdsport, når der i individuelle sportsgrene som regel er mange, der konkurrerer mod hinanden?

En vigtig forskel er, at man ikke tæller scoringer, men hvor mange mål, man lukker ind.

Især synes jeg, det er interessant, at to hold nu kan gå sammen i et angreb og samtidig alligevel have hinanden som modstandere. Man kan også blive nummer 2 i en kamp uden at tabe, og måske er det sværere at have en helt uafgjort kamp (det er jeg nu lidt i tvivl om). Jeg så engang tre amatørhold spille mod hinanden i et børneprogram for mange år siden, men herudover har tv-dækningen af triolektisk fodbold været ringe. På DR2 skulle der så netop i dag være et indslag om denne overraskende sportsgren i Deadline, og Atletico Bilbao er endda involveret. Der er netop startet en triolektisk turnering med 37 hold; den løber frem til april 2012.

Videoen ovenfor viser forberedelserne til en triolektisk kamp i Frankrig. Nogle billeder i fugleperspektiv (i stil med dem, vi sikkert får masser af i aften under Danmark-Portugal) kunne have været spændende for at se, hvordan kampen udvikler sig.