Hvordan bliver man racist?

Citat fra Det er et jeg, der taler ( Regnskabets time) af Lone Aburas, en bog jeg tidligere har omtalt her. (http://www.hanshuttel.dk/wordpress/2017/07/03/det-jeg-der-taler/)

Min datter havde forleden besøg af en af sine gode veninder fra folkeskoletiden, der går på et andet gymnasium. Hun er dansk født med afrikansk baggrund. Over middagsbordet fortalte hun, hvordan der i hendes gymnasieklasse er en ubehagelig stemning. I klassen er det store flertal af elever “hvide danskere”, mens de resterende få elever er danskere med anden etnisk baggrund. De “hvide danskere” havde i det skjulte holdt en fest for sig selv, hvor de ikke havde inviteret de andre fra klassen med. Bagefter havde de begrundet denne ubehagelige adfærd med at de “sorte danskere” holdt sig for sig selv!

Den pågældende klasse har kun været sammen et par måneder, så der kan ikke være tale om lang tids spændinger eleverne imellem, men derimod om racisme – et ord, som jeg den aften hørte min datters veninde tage i sin mund for første gang i alle de år, vi har kendt hende. Hun var ked af det og resigneret, mere end hun var vred.

Den generation, der nu går i gymnasiet, er født og opvokset i det 21. århundredes Danmark, hvor det desværre er blevet sædvane for mange politikere at tale dårligt om borgere fra etniske og religiøse mindretal. Min uvidenskabelige fornemmelse er, at denne negative og ubehagelige måde at tale på hos den ældre generation og samfundets autoriteter, ikke kan have undgået at påvirke tonen og holdningerne hos de unge,. Gymnasieklassens eksklusion af de “sorte danskere” er formodentlig en konsekvens af det. Det værste er, at de der taler og opfører sig på denne måde, ofte ikke tænker over hvad deres sprog og adfærd gør ved andre mennesker.

Hvis man hører på intolerance og negativitet længe nok, kan ingen slippe uskadt væk fra påvirkningen.

I Information er der i dag et indlæg af Emil Ipsen,  der havde været udvekslingsstudent i USA. Han skriver:

De hyggeracistiske bemærkninger fløj rundt i luften, og der var ikke et menneske med en anden hudpigmentering i 50 kilometers omkreds. Gennem hele året smågrinede jeg af de racistiske jokes, mens jeg bedrevidende tænkte for mig selv, at de var for dumme til at vide bedre. Tilmed kunne jeg sidde og få det helt godt med mit globale udsyn. Det skulle vise sig at være falsk tryghed.

Opholdet i USA sluttede med at Emil Ipsen tilbragte en uge i Atlanta sammen med sine forældre, og her opdagede han så til sin skræk, at han alligevel havde ændret adfærd.

Her gik jeg rundt blandt forskellige racer og etniciteter, så det var nu, jeg skulle bevise, hvor meget bedre jeg var end de uvidende red necks i Arkansas. Jeg måtte dog til min egen forbløffelse konstatere, at mens jeg gik rundt, steg pulsen pludselig. Sveden begyndte at dryppe fra panden. Jeg kiggede mig febrilsk over skuldrene. Hedeslag? Paranoia? Angst? Nej, jeg var skrækslagen for disse farvede mennesker.


En underlig sejr

Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix

Et flertal i Folketinget (det sædvanlige: regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne) har vedtaget, at etårige i såkaldte udsatte boligområder skal  i daginstitution i 25 timer om ugen. Dette “tilbud” er obligatorisk. Ellers mister børnenes forældre deres børnecheck.

Børne- og socialminister Mai Mercado kalder vedtagelsen “en stor sejr” og udtaler

»De, der typisk allerede har deres børn i institution, har et arbejde og har brug for pasning. Det vil de også have fremadrettet, så det vil ikke være relevant for dem at få et obligatorisk læringstilbud på 25 timer om ugen«.

Denne nye beslutning er grumt fascinerende, for den udtrykker essensen af dansk socialpolitik (eller hvad man nu skal kalde det) i 2018:

  • Der er opfundet forskønnende nysprog, her “obligatorisk læringstilbud”, der skal dække over at der mere eller mindre er tale om tvang.
  • Lovforslaget betjener sig af indirekte diskrimination; man må ikke gå efter en bestemt befolkningsgruppe, så man vælger et næsten ækvivalent kriterium, der gør at man hovedsageligt rammer mennesker med anden etnisk herkomst end dansk. Det store flertal af forældre i “udsatte boligområder” (som defineret af regeringen) er nemlig flygtninge eller andre mennesker med anden etnisk herkomst end dansk.
  • Sociale ydelser, her  børnechecken, ses først og fremmest som en mulighed for sanktioner og som noget, man skal gøre sig fortjent til. Jvf. “dansktillægget” på “hjemsendelsesydelsen” og det nye optjeningskrav for dagpenge.
  • Og endelig er der synet på daginstitutioner: En daginstitution er ikke et sted, hvor børn kan få nye venner, lege og bruge fantasien. En daginstitution er derimod et “læringstilbud”, også selv om man bare er ét år gammel.

På denne ærgerlige måde er der tale om eksemplarisk politik og en underlig sejr for dansk socialpolitik (eller hvad man nu skal kalde det).

Lærer man dansk på arbejdspladsen?

I septemberudgaven af Magisterbladet gav Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti endnu engang udtryk for sin negative holdning til udlændinge. Og den negative holdning udstrækker sig selvfølgelig til højtuddannede mennesker med udenlandsk baggrund. Han er bl.a. citeret for dette: 

Mange arbejdspladser tilpasser sig til deres udenlandske medarbejdere. Fordi de ikke er gode til dansk. Jeg har mødt mange, der har arbejdet i Danmark i mange år, der ikke kan dansk. Så kan det godt være, at de bor i et almindeligt villakvarter, men det er et problem, hvis de ikke kan begå sig på dansk…

Det ærgerlige er, at han på én måde har ret. På Aalborg Universitet har jeg mange kolleger, der er født og opvokset i udlandet, og taler flydende og godt dansk (måske endda grammatisk helt fejlfrit), men desværre også af og til nogle andre, der selv efter et årti eller mere i Danmark overhovedet ikke kan dansk og heller ikke ønsker at lære sproget (og måske endda brokker sig over at nogle undervisnings- og administrationsopgaver kræver danskkundskaber), selv om de er lektorer eller professorer. Når jeg oplever det, er det trist.

Det er ikke godt, at højtuddannede mennesker kan bo i Danmark i mange år uden at kunne forstå eller tale dansk. Det er svært at få en dybere indsigt i det danske samfund, hvis man ikke taler og forstår dansk – og som universitetslærer er det nødvendigt med en vis fornemmelse for den kulturelle baggrund, mange danske studerende kommer med. Ellers ender man med at blive en højtuddannet person, der er “på gennemrejse” – og det er helt i tråd med den karriere af skiftende løse ansættelser, mange akademikere har i vore dage og forstærker i virkeligheden netop den tendens. Det er også paradoksalt, at flygtninge uden uddannelse møder meget kontante forventninger om at skulle lære dansk (og ubehagelige sanktioner, hvis det ikke går hurtigt nok), mens man (i al fald nogle steder i universitetsverdenen) ikke forventer noget som helst af lektorer og professorer.

Men det er selvfølgelig ikke et argument for at vi ikke skal have højtuddannede mennesker fra udlandet i Danmark. Det er derimod et endnu et eksempel på at vi har meget at lære i Danmark om integration. Martin Henriksens udtalelser og det, jeg selv har observeret, viser nemlig, at antagelsen om at man lærer dansk på arbejdspladsen, tydeligvis er forkert. Det er denne antagelse, der også er dukket op i de bestræbelser på integration af flygtninge, der nu er under afvikling.

Inger Støjberg, der er integrationsminister (men vel nu skal tituleres hjemsendelsesminister) sagde således i 2017

Der er også en vis enighed om, at flygtninge skal ud og arbejde med det samme, og at de bedst lærer dansk på arbejdspladsen.

De mennesker, jeg kender, som har arbejdet med flygtninge, har nemlig også kunnet observere at flygtninge heller ikke lærer dansk på arbejdspladsen. De ender snarere med at blive isoleret fra deres dansktalende kolleger. De gæstearbejdere, der kom til Danmark i 1960’erne og 1970’erne blev for manges vedkommende aldrig gode til dansk, netop fordi aldrig blev undervist, men kun mødte det danske sprog på usystematisk vis på arbejdspladserne – nogle gange næsten ikke. 

Hvis man skal være længe i Danmark, bør man for sin egen skyld lære at forstå og tale dansk, men det kræver tid, ro og ordentlige resurser, en systematisk tilgang og realistiske forventninger fra det danske samfund. Sådan er det slet ikke i dag, hvor sprogundervisningen tværtimod er ved at blive voldsomt nedprioriteret, formodentlig ud fra det nu fremherskende ideal om hjemsendelse.

Jeg hører (ikke) hvad du siger

Jeg er lige nu ved at læse de sidste sider af Rasmus Willigs bog fra 2016, Afvæbnet kritik. Her analyserer han, hvordan ledere i det offentlige svarer på kritik. Det helt centrale for ledere er blevet at udtrykke sig på en måde, der sender kritikken tilbage og får den, der fremfører kritikken, til at virke ynkelig og “ufleksibel”. Samtidig bruger lederne en jargon, der skal få dem til at virke empatiske – de lyder nærmest som en slags terapeuter.

Hele kapitel 4 af Afvæbnet kritik er en række citater fra ledere, som Rasmus Willig har indsamlet blandt offentligt ansatte. Jeg har læst brudstykker af kapitlet højt for kolleger, og de og jeg kan genkende citaterne – endda alt, alt for godt. En af de floskler, jeg har det allerværst med, er Jeg hører, hvad du siger. Det er en afværge-floskel, der nu er blevet så udbredt, at også ikke-ledere bruger den (jeg har gode kolleger, der sommetider forfalder til at bruge den). 

Rasmus Willig skriver

“Jeg hører, hvad du siger” er efter min bedste overbevisning en meget informativ sætning, fordi den vidner om en form for neoliberal etisk brutalisering af en fundamental og grundlæggende etik. 

Det, der er så brutalt ved netop denne floskel, er at den skal få det til at se ud som om floskel-brugeren rent faktisk bekymrer sig om Den Anden. Men den er ikke andet end en afværgemanøvre pakket ind i noget, der skal lyde terapeutisk og omsorgsfuldt uden at være det. Det sande indhold er nemlig det stik modsatte: “Jeg er ligeglad med det, du har sagt”. Flosklen er del af samme pseudo-kommunikation som de ikke-svar, som uhyggeligt mange politikere inden for de seneste 15-20 år er begyndt at betjene sig af, og hvis jeg kunne, ville jeg indføre en bødekasse rettet mod dem, der hævder at “høre hvad jeg siger”.

Visdom og vrøvl

Et autogenereret Deepak Chopra-citat.

Internettet og ikke mindst de sociale medier som Facebook flyder over med viise citater. Nogle udsagn er viise, andre virker bare viise. Men hvordan kan man skelne mellem visdom og vrøvl? Nogle gange må jeg med Nigel Tunnel fra Spinal Tap indrømme at “There is a fine line between the clever and the stupid”.

Her er et citat fra Meditationer af Marcus Aurelius:

Magt over ens sjæl er evnen til at vække sig selv, rette sin energi i den retning og støbe sig selv i den form, sjælen vil, bevirke, at alt, hvad der hænder sjælen, synes den at være sådan som den selv vil.

Jeg vil til enhver tid forsvare, at der ligger en dyb indsigt i Marcus Aurelius’ tanker – de er et hovedværk i antikkens filosofiske tænkning. Citatet ovenfor tager fat i et centralt begreb i stoicismen, nemlig kontrollen over selvet. Og så er det forbilledligt klart formuleret.

Men så er der også andre slags udsagn. Den indiske Deepak Chopra er en af dem, der er berygtet for sine tilsyneladende dybe udsagn, der af mange kritiseres for at være ingenting hæftet op med roser. Der findes faktisk flere websteder, der tilbyder autogenererede Chopra-citater.Her er et ægte citat af Chopra:

Our minds influence the key activity of the brain, which then influences everything; perception, cognition, thoughts and feelings, personal relationships; they’re all a projection of you.

Det lyder også som et stort udsagn om menneskesindet – men hvad siger det egentlig? Jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke ved det, endsige om

Jeg vil bestemt ikke afvise, at Deepak Chopra kan have skrevet noget viist på et tidspunkt eller at Marcus Aurelius kan have skrevet noget vrøvl. Men noget af det, jeg bemærker, er at meget af det, der på mig virker som vrøvl forklædt som visdom, bruger flittigt løs af “store ord” og begreber fra hjerneforskning, kognitiv psykologi, kvantefysik mm. og det ofte i en særpræget blanding og med vage betydningsdannelser. Hvad betyder f.eks. “they’re all a projection of you” i citatet ovenfor?

Heroverfor står de enkle og konkrete udsagn, som man findes hos f.eks. Marcus Aurelius og langt senere hos Ludwig Wittgenstein. En forfatter som Svend Brinkmann er tydeligt inspireret af den filosofiske retning, man kalder for dagligsprogsfilosofien –  som kendetegner bl.a. den sene Wittgenstein. Det er den tilgang til filosofi, hvor man ser filosofien som en analyse af problemer formuleret i almindeligt sprog, og resultater, der så også bliver formuleret i almindeligt sprog. Og det er vel dét, der gør det så nemt for Brinkmann at popularisere uden at popularisere ihjel.

På en måde er det samme slags forskel som man ser i lyrik – nogle af dem, der begynder at skrive digte, slynger hele tiden om sig med store begreber om frihed. død, fremmedgørelse osv. osv.. Men de vellykkede digte er i stand til at tale om frihed, død, fremmedgørelse mm. uden at de behøver at nævne alle disse store begreber ved navn.

Sindssygt og åndssvagt

Fra filmen Gøgereden om en psykiatrisk afdeling i USA. Foto: United Artists.

I dag er der en artikel i dagbladet Politiken med overskriften Har du en sindssyg nabo? og her står der

En ambulanceredder og en psykiater kører efter klokken 16 ud til landets mest sindssyge borgere, der er i nød, vildrede, hallucinerer, hører stemmer og fantaserer. De er til fare for sig selv, nogle gange andre.

Men jeg har det underligt med ordet “sindssyg”, og det føles helt forkert at se det i en artikel fra vore dage. Ordet har i stort omfang fået samme skæbne som ordet “åndssvag”, der i dag kun bruges negativt og med betydningen “meget dum”. Jeg er derfor mest stemt for at undgå ordet “sindssyg” om psykisk sygdom – for jeg kender ikke nogen, der har haft en psykisk lidelse, som ville kalde sig selv for sindssyg.

Jeg har faktisk slægtninge og andre, jeg kender godt, der har været i berøring med psykiatrien, nogle i form af indlæggelser. En, jeg kender godt, fortalte mig da også engang om sin indlæggelse og om hvordan det var at sidde i opholdsstuen med de andre patienter og have en almindelig samtale med dem – “man tænkte jo ikke over, hvad de fejlede”.

Noget dybt i mig gør, at heller ikke jeg ville kunne finde på at kalde de mennesker, jeg kender så godt, for sindssyge. De er hele mennesker med rige liv, og de psykiatriske diagnoser, de har haft, gør dem ikke mindre menneskelige – måske i virkeligheden tværtom.

Det handler om udlændinge

I denne uge handlede forsiden på Jyllands-Posten om en ny bog af politikeren Jan E. Jørgensen, og det store og centrale ord i overskriften var, som man kan se, “udlændingestrid”. Men det var ikke en bog om udlændinge, artiklen handlede om. Derimod var det en bog om politiske uenigheder i Venstre.

Uden sammenligning i øvrigt tænker jeg på “jødefejden” tilbage i 1819-1820, hvor jødiske danskere blev udsat for voldelige antisemitiske overfald, og på “tamilsagen” i begyndelsen af 1990’erne, hvor en dansk minister forhalede og forhindrede familiesammenføringer for tamilske flygtninge fra Sri Lanka, der havde fået asyl i Danmark. “Jødefejden” var en sag om ikke-jødiske danskeres antisemitisme, ikke en sag om jøder eller hvad de gjorde. “Tamilsagen” var en om danske politikeres magtmisbrug, ikke en sag om tamiler eller hvad de gjorde. “Udlændingestriden” handler tilsvarende reelt kun om uenigheder inden for partiet Venstre.

Jeg bemærker også, at Jørgensens bog efter omtalen at dømme også kommer ind på bl.a. burka-forbuddet, der faktisk ikke er en lov om udlændinge. En del af dem, der bærer burka eller niqab, er født og opvokset i Danmark og er danske statsborgere.

Det er underligt og trist, at ordet “udlænding” har fået den tvivlsomme markørstatus, som vi ser i dansk sprogbrug nu. Det virker mere og mere som om “udlændinge” betegner en bestemt gruppe af mennesker, som “danskere” antages at reagere på ud fra en eller anden indre lovmæssighed.

At kigge teksten igennem

Kilde: http://webwoman.dk

Jeg kan huske, når studerende, jeg har undervist i et kursus, har fortalt mig at de har “kigget teksten til i dag igennem”. Da er jeg altid blevet temmelig urolig, for tekster på en universitetsuddannelse er bestemt ikke nogen, man kan nøjes med at kigge igennem. En matematisk tekst er især et ærkeeksempel på en tekst, som man ikke kan få ret meget ud af ved at “kigge den igennem”.

Men undersøgelser fra så langt tilbage som 2005 tyder på, at det at “kigge en tekst igennem” kan være på vej til at blive den nye norm for hvordan man læser. Det skyldes, mener forskerne fra San José State University i USA, at man læser på en anden måde, når man læser på en skærm. Tilsyneladende er det ikke så vigtigt, om skærmen ligner papir. Det er den mulige læsehastighed (eller hvad vi nu skal kalde det), der gør forskellen. Blandt andet er man som læser mindre tilbøjelig til at kigge tilbage i teksten, hvis man er gået glip af noget. Desuden er man mere tilbøjelig til at lede efter nøgleord end til at læse hvert enkelt ord i teksten. Men når man læser på denne måde, bliver de dybe kognitive processer i hjernen ikke aktiveret på samme måde, og man får ikke det samme ud af teksten. Og man kan rent ud sagt ende med at misforstå det, man har læst.

Det fysiske medium har betydning, når man læser – præcis ligesom det har betydning, om en præsentation bruges “hurtige” slides eller “langsom” tavle og kridt. Mediet er en del af budskabet. Man kan have stor glæde af ikke at skulle læse alt i papirform. Det er en vigtig pointe, som også skal bedre frem i undervisningssammenhænge, at man stadig er nødt til at kunne læse både på papir og på en skærm, og at de rigtig vigtige tekster skal læses på papir. 

Dansk med accent

På Nordisk Forskningsinstitut ved Københavns Universitet beskæftiger man sig med hvordan man i Danmark opfatter forskellige accenter på dansk, og oversigten over resultaterne er interessant læsning. Forskerne konkluderer at

I Danmark har vi aldrig været særlig gode til at forstå dansk udtalt med udenlansk accent. Mange udlændinge fortæller, at de oplever, at danskere hurtigt bliver “trætte i ørene”, når de taler med dem. 

Accent opleves af mange som “støj på linjen”. Det kan bl.a. skyldes, at danskere ikke har været vant til at høre dansk talt af udlændinge.

Det er en konklusion, som ikke er svær at måtte drage. I går så jeg således lidt af et dansk tv-program, hvor en kvinde fortalte om et møbel, hun restaurerede. Hun talte grammatisk fejlfrit og flydende dansk, men hendes udtale og navn afslørede, at hun måtte være svensk af oprindelse. Derfor blev alt, hvad hun sagde, forsynet med undertekster. Interessant nok kunne min hustru, hvis mor kom fra Sverige, godt forstå denne praksis. Den ærgrede til gengæld mig. På rejser i lande som USA og Storbritannien har jeg aldrig oplevet en tilsvarende praksis, når personer fra et ikke-engelsktalende land udtalte sig på engelsk på tv. Takket være de engelsktalende landes historie har de i mange generationer været vant til “oversøisk engelsk”.

I Danmark har jeg kendt flere voksne mennesker, der talte et rigtig godt, grammatisk fejlfrit og flydende dansk med kun lidt udtalerest fra det sprog, de først lærte. Alligevel har de spurgt deres børn, om det var lidt pinligt for dem at have en far eller mor, der talte på den måde.

Jeg har en ærgerlig fornemmelse af at brugen af undertekster på dansk i disse sammenhænge har den stik modsatte virkning af den tilsigtede – at den i længden faktisk gør det sværere for dem, der har dansk som modersmål, at forstå dansk talt med accent og gør det sværere for dem, der ikke har dansk som modersmål, at turde ytre sig på dansk. Alle skal vænne sig til, at der er mange måder at tale dansk på. Helt konkret vil jeg foreslå at tv-stationerne ikke viser underteksterne til dem, der taler dansk “med accent”, som default-valg (eller endog som påtrykte tekster, man ikke kan vælge fra, som tilfældet var med programmet, jeg har nævnt her), men som undertekster, man selv skal slå til. Med digitalt tv er den slags nemt.

Han, hun, den og det

Feminister har med god grund sat fokus på at der er i vores sprogbrug er latente antagelser om hvilket køn, mennesker har. Hvis man f.eks. i en tekst om krav til lægers adfærd konsekvent omtaler den ukendte læge som “han”, er man bl.a. med til at fastholde en forståelse af at “rigtige læger” er mænd, og man gør de mange kvindelige læger usynlige. Jeg blev selv først opmærksom på problemet, da jeg for snart mange år siden læste en satirisk artikel af Douglas Hofstadter. Siden er der sket en del. Der er blevet forsket i hvordan gender-fair language kan påvirke stereotyper om køn, og der findes grundige oversigtsartikler om hvad man ved. Der er også en del forsøg på at gøre noget i praksis. Jeg og mange andre prøver at gøre noget ved “tåbeligt kønnede” ord som f.eks. formand og forkvinde. I Sverige anvender man nu i bl.a. i nogle børnehaver det konstruerede kønsneutrale stedord hen.

Men noget, jeg nu er begyndt at spekulere over, er i hvilket omfang et kønsneutralt sprog egentlig er i stand til at ændre noget væsentligt i sig selv. Der er nemlig flere europæiske sprog, der er og altid i deres moderne form har været kønsneutrale og ikke skelner mellem “han” og “hun”. Det er tilfældet på georgisk, på ungarsk og på finsk. Hvordan det går med ligestillingen mellem kønnene i Georgien, Ungarn og Finland, ved jeg ikke, men min fornemmelse er, at man slås med mindst de samme problemer som mange andre steder, hvor sproget ikke er indbygget kønsneutralt. Jeg ved (det skrev jeg om her engang) at det i Georgien indtil for få årtier siden var utænkeligt, at kvinder gik på restaurant uden at have mænd med. I Ungarn er Viktor Orbáns regering arge modstandere af kønsforskning på universiteterne.  

Jeg har ikke noget godt svar, og jeg er tilhænger af at man skal tænke grundigt over de kønsantagelser, som sproget fører med sig. Man skal bestemt ikke bevare status quo. Men min formodning er, at det ikke er selve sproget, der skaber forandringen, men derimod vores bevidsthed om hvordan vi bruger sproget. Viktor Orbán kan f.eks. sagtens udtale sig dybt sexistisk og homofobisk på sit helt kønsneutrale sprog (og det gør han).