Kategorier
Blog Musik Sprog

I solnedgången

Der er en svensk rockgruppe, Mando Diao, som jeg hørte om ved et tilfælde for omkring 15 år siden. De spillede rock med alle mulige inspirationskilder fra 1960’erne og frem og med tekster på engelsk. Det var kompetent og sagde mig ikke ikke rigtig noget – jeg kunne meget bedre lide de rigtige The Strokes end det svenske band med portugisisk navn.

Men tilbage i 2012 opdagede jeg, at Mando Diao havde udsendt et album på svensk ved navn Infruset, hvor de havde sat musik til tekster af den folkekære digter Gustat Fröding. Jeg lyttede til det – og købte Infruset og lyttede til det igen og igen. Det her var et usædvanligt godt bidrag til moderne svensk visetradition, og jeg var ikke den eneste, der havde det på den måde. Mando Diao blev folkeeje i Sverige og sangen “Strövtag i hembygden” lå på Svensktoppen i årevis og fik status af nyklassiker.

Mando Diao kvitterede for succesen med at lave flere anonyme rockalbums på engelsk, og jeg mistede interessen. Men i år kom så I solnedgången, endnu et album med svenske tekster. Denne gang er teksterne af Gustaf Fröding, men også af Karin Boye (kendt for romanen Kallocain), af sangeren Björn Dixgårds forældre (der også har skrevet melodi til de pågældende numre) og af guitaristen Jens Bergquist. Resultatet er særdeles overbevisende; der er samtidig tale om endnu en samling melodier, der er forunderligt tidløse. I solnedgången giver et smukt og afrundet bidrag til den store svenske visetradition fra Bellman, Taube, Vreswijk og alle de andre – og det er det album, jeg lytter suverænt mest til denne sommer. Jeg holder meget af det svenske sprog, der er så tæt på dansk men alligevel så tydeligt anderledes.

Det er samtidig underligt, at ét og samme band har to så forskellige udtryk. Det ene holder jeg rigtig meget af, og det andet siger mig ikke ret meget.

Prøv at lytte til Mando Diaos største hit på engelsk. Det er iørefaldende, men slet ikke i klasse med en sang som “Sorgen” ovenfor.