Dansk skovhund

Foto: http://ulvetracking.dk

Det er interessant at følge de bekymrede diskussioner om de vilde ulve, der nu findes i Danmark. Ifølge http://ulvetracking.dk er der dokumenteret 4 hanulve i Danmark – og dertil selvfølgelig hunulve, for der er også hvalpe derude. Det er ikke mange dyr.

Der er noget ved hele denne diskussion om noget ukendt, der pludselig kommer ind over grænsen, der virker forbløffende bekendt – nemlig angsten for “det fremmede” og de reaktionsmønstre, der følger med: Socialdemokraterne vil have ulvene indhegnet. Dansk Folkeparti går et skridt videre og vil have ulvene sendt til udlandet, så inden længe bliver det formodentlig også socialdemokratisk politik.

Midt i alt dette er det værd at huske, at en ulv egentlig bare er en vild hund. Naboens søde golden retriever og den grå ulv ude i skoven er samme dyreart. Dagbladet Information foreslår, at man kunne kalde ulven for “skovhund”, men der er allerede en lille sydamerikansk hundeart, der hedder netop dét på dansk. Måske skulle man simpelthen kalde ulven for dansk skovhund? Det lyder mere tilforladeligt, og det kunne måske gøre noget ved den fremmedfrygt, man mærker nu om dage. Ulven er trods alt et dyr, der har en lang forhistorie i Danmark (med en lille pause på 200 år) – ja, måske var den her endda før mennesket.

Og så kan jeg heller ikke lade være med at bemærke, at tal fra Danske Dyreinternater viser, at der er omkring 350 ulykker om året i Danmark, der skyldes almindelige tamhunde. I øvrigt er rådene for at reagere over for en truende tamhund præcis de samme som de råd, man skal følge, hvis man pludselig skulle støde på en ulv ude i naturen.

Tekst eller billeder?

Internettets sejrsgang har ført til, at vi i højere grad end nogensinde før i den moderne verden kommunikerer ved brug af billeder. Den svenske forfatter Göran Rosenberg skriver i dagbladet Information om hvad alt dette gør ved os.

Han skriver

Jo mere vi kommunikerer med billeder og billedsymboler, desto mere kommer vi til at sige noget andet end det, vi kan sige med skrevne tekster.

Den civilisation, vi nu lever i, havde ikke været mulig uden en vidt udbredt evne til at skrive og læse tekster med komplicerede betydninger, flere bisætninger og ræsonnementer i flere led.

Hvilken slags civilisation vil være mulig, hvis denne evne svækkes og fortrænges under indtryk af den dramatisk styrkede evne til at kommunikere med lyd og animerede billeder? Det tror jeg knap nok, vi kan ane i dag.

Hvad jeg dog mener at kunne ane, er, at den eksplosionsagtige tilvækst af falske nyheder og mentale vira af alle slags også har at gøre med billedernes sejrsgang.

Når man som jeg og andre fra min generation er vokset op i en anden virkellghed, giver dette stof til eftertanke. Jeg har selv haft lignende overvejelser i forbindelse med min undervisning, siden jeg holdt op med at forelæse og begyndte at bruge podcasts. De studerende kunne nu se mine præsentationer, når de havde lyst og så ofte de ville. Over for mine kolleger nævnte jeg min bekymring for om dette ville betyde, at de ikke længere ville læse teksten i lærebogen. Men her fik jeg to meget vigtige indvendinger. Dels er der forbløffende mange studerende, der alligevel ikke læser teksten, dels kan brugen af video måske være med til at hjælpe disse og andre studerende med at lære det, de skal. Det vigtigste er dog, at de når læringsmålene, ikke at de når dem gennem video i stedet for gennem tekst.

Men samtidig ved vi, at der er masser af akademisk viden, der kun er tilgængelig i form af tekst, så det er nødvendigt at lære at læse. Og det vil stadig være nødvendigt at skrive akademiske tekster, for der er nogle erkendelser, det er lettest at formidle på skrift. Hele matematikkens sprog af notation er et eksempel på det. Skrift kan noget, som billeder ikke kan, præcis ligesom billeder kan noget, det skrevne ord ikke er i stand til. De studerende får stadig brug for at kunne læse akademiske tekster, og dette bliver er særligt læringsmål.

Min egen fornemmelse er, at udfordringen og det potentielle problem ikke kun er fremvæksten af billedmediet på bekostning af tekstmediet. Problemet er vel snarere, at det er fordybelsen, der forsvinder. En indholdsrig tekst tager tid at fordøje, men det gør et indholdsrigt billede (eller en indholdsrig film) så sandelig også. De billeder  – levende eller ej – som vi deler med hinanden på Internettet er ofte ikke af den slags, der kræver fordybelse. Så vi skal lære at læse billeder, og vi skal lære at skabe billeder, der kræver fordybelse, præcis ligesom vi skal lære at læse og skrive.

Det er svært at oversætte

Jeg er en af de mange, der holder af at læse Haruki Murakamis romaner. Desværre er jeg også blandt de mange mennesker uden for Japan, der ikke kan japansk, så jeg er nødt til at forlade mig på oversættelser. Og her husker jeg dengang jeg læste En vild fårejagt af Murakami, for det var en underlig oversættelse – det virkede sket ikke som en bog, skrevet af manden bag Trækopfuglens krønike eller Kafka på stranden.

Til sidst opdagede jeg hvorfor – ved at kigge bag på titelbladet. Som den eneste af Murakamis romaner var den ikke oversat til dansk fra japansk, men til dansk fra den engelske oversættelse.  Og for mange år siden, inden jeg begyndte at interessere mig for Murakamis bøger, købte jeg faktisk A Wild Sheep Chase – som jeg dengang aldrig fik læst, men stadig har et sted på reolen. Det var den udgave, der var blevet til En vild fårejagt, og ved at sammenligne de to udgaver, opdagede jeg hvor bogstavelig oversættelsen var. Det var derfor, bogen virkede så knudret. Også bl.a. Orhan Pamuk Sne er oversat fra engelsk til dansk i stedet for fra tyrkisk til dansk – hvilket er et meget underligt valg, da der faktisk er omkring 58.000 danskere med tyrkisk baggrund!

For nylig læste jeg – også i Information – en anmeldelse af en dansk udgivelse af en roman af en prisbelønnet forfatter, der var blevet oversat fra engelsk. Og her gik kritikken på at oversættelsen var usædvanligt kluntet. Her er et citat fra anmeldelsen:

Om Annas fordrukne faster lyder det i originalen: »Brianna was long past her dancing days, and even then her chief resource had always been her beaus« – det bliver til: »Briannas dansedage var et for længst overstået kapitel, og selv dengang havde hendes primære ressource altid været hendes mandlige bekendtskaber.«

Det er godt nok et radbrækkende stykke dansk. Så mange og graverende uheldigheder burde forlaget fange i en sprogvask.

I dag er der en interessant artikel om Tine Lykke Prado, der oversætter skønlitteratur fra portugisisk og spansk. Hun siger om det at oversætte skønlitteratur at

Det er lidt ligesom en skuespiller, der læser op til en rolle. Man må sætte sig ind i, hvor folk taler fra, for at kunne gengive dem troværdigt. Ellers kommer alle personerne til at tale ens, og det gør det sprogligt kedeligt og utro mod originalen. Det skal lyde, som hvis forfatteren havde kunnet skrive på dansk.

Det er vel i virkeligheden her, vi for alvor kan se, hvor store udfordringerne egentlig er med maskinoversættelse. Min egen fornemmelse er, at en af de helt store udfordringer for dette område af datalogi at finde ud af, hvordan man kan lave overbevisende oversættelser af skønlitteratur. Jeg fornemmer, at det kræver de samme evner til indlevelse og indsigt, som kræves af en skuespiller – eller af en skønlitterær forfatter. For egentlig er det jo det, en god oversætter er, nemlig en forfatter, der laver så trofast en gendigtning som overhovedet muligt.

Må man tale om vejret?

Jeg bliver tit mindet om at mange af de samtaler, vi har, egentlig mest er til for at binde os sammen. Det er ikke så vigtigt, hvad vi taler om. Så længe vi taler sammen, er vi sammen.

Kristen Berman og Dan Ariely, der er adfærdsforskere ved Duke University i USA, har undersøgt fænomenet småsnak (engelsk: smalltalk) og de ser gerne, at vi forbyder den slags (ikke ved lov, men ved praksis!).

Når vi er sammen med andre mennesker, der ikke er nære venner og fortrolige, vælger vi tit nogle emner, som alle kan tale med om og som ikke er kontroversielle. Så vi taler om vejret, hvad vi lavede i ferien, hvad vores børn (dem af os, der har sådan nogen) laver osv. Kort og godt: Det er småsnak. Berman og Ariely nævner en britisk undersøgelse fra 2010; mere end 9 ud af 10 deltagere indrømmede, at de inden for de seneste seks timer havde talt om vejret.

Men det er ikke samtalerne om vejret, der bringer os tættere på andre. De bedste og mest givende samtaler jeg kan huske, er dem, hvor vi har talt om noget væsentligt. Det er, som artiklen nævner, sjældent tilfældet, at jeg har tænkt “Bare jeg dog havde haft tid til at tale lidt mere om vejret”. Vi kunne godt have talt om de store ting i tilværelsen: Om vi tror på en gud, om hvad vi frygter mest eller håber på osv. osv.  Det sker bare så sjældent.

Berman og Ariely laver en sammenkomst, hvor de eksplicit forbyder deltagerne at forfalde til småsnak – der skal tales om de vigtige ting. Og deltagerne er glade for at skulle snakke “storsnak”. Min egen ærgerlige fornemmelse er dog, at det bliver stadigt sværere at tale om de store og svære emner. Det virker på mig som om de samtaler, der ikke er småsnak, i vore dage stadigt oftere handler om politik og ender med at gøre det på en konfronterende måde. Det er til gengæld langt mere anstrengende at tale om politik end at småsnakke (jeg er næppe den eneste, der har det sådan), og samtaler om politik ender tit med at få deltagerne i samtalen længere fra hinanden.

Måske er denne underlige dikotomi mellem småsnak og samtaler om politik i virkeligheden dels en afspejling af de skillelinjer, der er så mange af i samfundet, dels en genspejling af medierne, hvor der er en masse stof, der – hvis vi talte om dem selv – er at sammenligne med småsnak, og ganske meget andet stof, der handler om politik i en eller anden afskygning.

Sætningspølsens genfødsel

Jeg kan i dag læse i en artikel i Washington Post, at punktum –  i hvert fald på engelsk – nu bliver opfattet som en form for aggressiv tegnsætning på linje med udråbstegn, i al fald i sms-beskeder, og derfor nu i den unge generation er på vej ud, fordi man ikke vil virke vred, og netop dét minder mig om hvordan jeg i tekster skrevet af studerende nogle gange oplever sætningspølser, altså tekster hvor der kan gå mange linjer uden ét eneste punktum, og uden at den skrivende ikke bemærker det eller ser det som et problem, så man får et indtryk af at punktum kommer til at føles overflødigt, for der er altid mulighed for i stedet at sætte kommaer og i virkeligheden kan man som regel alligevel læse hvad der står, men når jeg så læser de lange sætningspølser, kan jeg alligevel ikke undgå at blive lidt irriteret fordi det hele kommer til at virke ustruktureret, og da tænker jeg alligevel vel samtidig på om punktummet mon er et generationskendetegn, om jeg simpelthen er ved at gå bag af dansen om og om vi mon langsomt er ved at se en bevægelse over mod en anden retskrivning, og her er det så at jeg af artiklen i Washington Post bliver mindet om at tegnsætning i middelalderen var langt mere sparsom end nu, så det rent faktisk ofte var tilfældet at man kun satte tegn hvor det var absolut nødvendigt, ligesom retstavningen var særdeles fleksibel, så på den måde er sætningspølsens genkomst og almindelige accept blandt danske studerende vel egentlig bare et tegn på at udviklingen af sproget på nogle måder er ved at gå i ring.

(Retfærdigvis skal det. Dog også nævnes her at jeg. Nogle gange ser tekster, hvor der. Bliver sat punktum ofte og på. Helt uventede steder; det. Er formodentlig et. Forsøg på at skabe en dramatisk. Effekt, men det. Er heller ikke. Noget, jeg egentlig. Er glad. For at. Læse.)

Hvor findes fremtiden?

En af de film, der har gjort størst indtryk på mig på det seneste, er Arrival. Jeg fik desværre aldrig set den i biografen sidste år, men jeg fik dog set den derhjemme – fra en blu-ray-skive og med surroundlyd. Selv med den noget reducerede oplevelse kunne jeg se, at her var tale om en helt anderledes science fiction-film, langt fra de actionprægede Star Wars-film (som jeg bestemt også holder af). Arrival er en film om mødet mellem humaniora og naturvidenskab, om mødet mellem kulturer, om mødet mellem mand og kvinde, om at få en datter – og om mødet mellem menneskers sprog og rumvæseners sprog. Filmen er i høj grad værd at se, og den er tilmed trofast på en god måde over for den novelle af Ted Chiang, “The Story of Your Life”, den er bygget på og som jeg forinden havde læst. Måske var det bare, fordi det var lidt ud på aftenen, da jeg sad og så Arrival der i stuen i Nørresundby, men til sidst sad jeg faktisk og kneb en tåre.

Jeg vil ikke røbe for meget om handlingen i Arrival, blot nævne at et helt centralt emne i filmen er hvordan vores forståelse af tiden afhænger af sproget. Dette er en særlig udgave af Whorf-Sapir-hypotesen, den påstand at sproget danner vores tanker, ikke omvendt.

Nu kan jeg læse, at der på én måde er noget om snakken, omend ikke så radikalt formuleret som i Arrival. På dansk taler vi om fremtid og om at den ligger foran os. Men på sproget qhipuru, der tales i Peru, taler man om fremtiden som “den tid der ligger bag os”! For alt det, der er placeret foran os, vil vi kunne se – mens vi til gengæld ikke kan se det, der er placeret bag os. Og på mandarin taler om fremtiden som en tid, der ligger nedenunder os.

Når det nu er sproget, der er med til at forme vores tanker i et vist omfang, må det være vigtigt for os at lære flere fremmedsprog for at lære hvordan vi tænker, og det må især være vigtigt at vi går videre end til det evindelige fokus på engelsk. Man skal faktisk ikke længere væk end til spansk for at se forskelle i tidsopfattelsen. På spansk er fremtiden ganske vist “foran” os på samme måde som på dansk, men på spansk sammenligner man udstrækningen af et tidsforløb med fysisk volumen, mens man på f.eks. dansk sammenligner med afstand. Det hedder “det tog lang tid” på dansk, mens det på spansk hedder “tardó mucho tiempo”.

Flere sprog på arbejdspladsen

På min arbejdsplads Aalborg Universitet er der nu mange ansatte, der ikke kan tale eller forstå dansk, og derfor er der en del kommunikation, der bliver på en form for engelsk. Jeg har længe haft en fornemmelse af at dette gør noget ved  den måde, vi kommunikerer på.

Der bliver selvfølgelig forsket i dette emne, blandt andet i forbindelse med det såkaldte DYLAN-projekt ved universitetet i Basel. Resultaterne fra dette projekt peger bl.a. på at hvis man kun må tale engelsk på arbejdspladsen, da kan der blive skabt en følelsesmæssig distance hos dem, der ikke kan bruge deres eget sprog. Hvis man derimod udnytter flersprogligheden, kan det føre noget godt med sig både for den enkelte og for organisationen.

Det, der er interessant, at jeg har samme oplevelse – det er sjældent samtalerne på engelsk, der fører os sammen – det er det, at der er en kerne af medarbejdere, der kan tale og forstå dansk, der i sidste ende binder instituttet sammen. Den undervisning, jeg selv er gladest for at holde, er den, jeg kan holde på dansk. Selv om jeg egentlig taler et nogenlunde habilt engelsk, falder det mig stadig meget lettere at udtrykke mig på dansk. Og jeg ved, at nogle af mine udenlandske kolleger drager nytte af ikke at være den eneste på instituttet, der kan tale f.eks. græsk eller tysk. Når man tænker over det, er det egentlig lidt paradoksalt, at mangfoldigheden skal opnås ved at alle taler samme sprog altid.

Om at fortælle kort og klart

I dag har jeg haft en bedring af min influenza (den kedeligste, men synligste hverdagssygdom jeg kender!) med lavere feber; så jeg har da nu igen kunnet læse. Derfor fik jeg i dag omsider læst Små ord om store spørgsmål af den norske kriminolog Nils Christie, der døde i 2015 i en alder af 87. Ikke af alderdom, men da han på cykel blev ramt af en sporvogn.

Vi har at gøre med en kort bog på kun 126 sider, men den har et vigtigt budskab, som den udtrykker forbilledligt enkelt og præcist: At gode og klare fortællinger er vejen til en ordentlig kommunikation mellem eksperter og “lægfolk”, herunder de mennesker på samfundets bund som ingen lytter til – også de helt ordløse. I denne henseende er Nils Christies bog forbilledlig.

Christies insisteren på fortællinger er det stik modsatte af populisme. Man kunne måske frygte en lang tirade om “eksperter og smagsdommere”, men nej – det er tværtimod det gode møde mellem eksperter og lægfolk, der ligger ham på sinde. Det vigtige for Christie er at eksperter inden for samfundsforhold lærer at kunne kommunikere uden “store ord”, dvs. knudrede sætninger og masser af terminologi. Ifølge ham vil man kunne kommunikere præcist om samfundsforhold ved brug af “små ord” – deraf bogens titel.

Sidste kapitel i den lille bog består af en lang række begrundede råd til hvordan man skriver, og her er det skriveprocessen, der er i fokus. Dette kapitel er i sig selv værd at læse.

Men hvorfor ikke læse hele Små ord om store spørgsmål? Den er det værd og er hermed anbefalet.

Den tvivlsomme kunst at slå i stykker

Begreberne forklaret på http://ordnet.dk/ddo

Jeg vender tit tilbage til de underlige og ufrugtbare diskussioner rundt omkring på Internettet. Det er her, de store følelser dukker frem og sjældent bliver forløst. Nogle gange er det særdeles frustrerende.

De fora på nettet, der gør det muligt for mennesker at tale med hinanden, gør det nemt at diskutere. Men der er en forskel mellem dialog og diskussion.  Den amerikanske forfatter Peter Senge forklarer denne forskel således: I en diskussion, bliver de modsatrettede synspunkter optrukket og forsvaret, og deltagerne i diskussionen vil have at de andre deltagere accepterer deres synspunkter. Det er vigtigere at vinde end at lære. En diskussion ryster og slår i stykker.

I en dialog udforsker deltagerne en problemstilling, lytter til hinanden og tilsidesætter deres egne synspunkter for at komme tættere på en sandhed. Her er det vigtigere at skabe nyt og lære nyt. Det handler ikke om at andre skal bringes til at acceptere det synspunkt, man selv har, men om at udforske hver enkelt mulighed og nå en enighed om hvad der bør gøres. En dialog er en samtale.

Hvordan kan vi skabe fora på nettet, hvor der er dialog? Det virker tydeligvis ikke at overlade os til os selv, for vi begynder næsten altid at diskutere i stedet for at tale sammen. Hvis Facebook og kommentarfora på nyhedsmedier brugte moderatorer, der ikke bare slettede stødende kommentarer, men aktivt prøvede at facilitere en dialog, kunne det måske være en vej frem.

Stadier af misforståelse

I år underviser jeg nu igen om kurset Syntaks og semantik, og her er et af emnerne automatteori – til ikke-datalogikyndige læsere kan jeg oplyse at dette emne er helt fundamentalt inden for datalogi. I automatteori er et af de helt centrale begreber en tilstand. I sandsynlighedsteori (specielt i teorien for stokastiske processer) og rundt omkring i fysik taler man også om tilstande. Jeg har været nødt til at anvende en lærebog på engelsk, og det engelske ord for tilstand er state.

Men allerede til første kursusgang opdagede jeg at studerende i stedet var begyndt at tale om “stadier”. Jeg aner ikke, hvor dette ord kommer fra. I alt mit undervisningsmateriale – podcasts, websider og opgavesæt – og i al min mundtlige kommunikation bruger jeg selvfølgelig helt konsekvent ordet tilstand. Nogle studerende bliver ved med at tale om “stadier”, også efter at jeg gentagne gange har fortalt dem, at de bruger et ikke-eksisterende “fagudtryk”! Den hjemmelavede pseudo-terminologi er på dette tidlige tidspunkt i undervisningsforløbet åbenbart så indgroet hos nogle studerende, at de ikke kan holde op med at bruge den. Det er virkelig underligt (og træls) at opleve.

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på hvor så mange studerende får netop denne misforståelse fra. Nogle misforståelser i naturvidenskab skyldes at en naturvidenskabelig forklaring strider mod den dagligdags forklaring – og så forsøger den lærende at forene de forklaringer på ukorrekt vis (Kirsten Paludan har skrevet en rigtig god bog om dette).

Men her er tale om blot et enkelt ord. Nogle studerende forsvarer sig her med at de er så gode til engelsk, at de blot oversætter fra lærebogen, der er på engelsk. Men det engelske ord for “stadie” er stage! Så på den måde er de pågældende studerende jo ikke så gode til engelsk endda. Måske ender de studerende med at “gå i skoven” sammen, hvis de taler om automatteori med hinanden. Én af dem bruger ordet “stadier”, de andre opsnapper det og forsvinder derefter sammen ud i den fælles skov af misforståelser.

Som sagt: Jeg ved ikke, hvor “stadier” opstår. Måske er der tale om en “folkeoversættelse” som er oplagt, hvis man har dansk som førstesprog. Måske viser eksistensen af “stadier” noget om hvordan der foregår en uformel læring i fællesskaber af studerende (den berygtede skov findes måske?); en undersøgelse af det ville være en øvelse i antropologi! Hvis jeg havde tid nok, ville jeg i al fald undersøge det systematisk. Og jeg ville meget gerne finde ud af hvordan jeg kan slippe af med de forbandede “stadier”.