At kalde tingene, hvad de er

Foto: https://www.flickr.com/photos/krossbow/45121689005

En hyppigt omtalt folkevalgt dansk politiker fra et højrenationalistisk parti omtaler i et tv-program en bilist, der kører forbi, som “perker”. En hel del mennesker har været ubehageligt berørt af dette, men hertil siger politikeren

»Jeg fortryder det ikke. Lad os nu kalde tingene, hvad de er, hvis man er neger, så er man neger, hvis man er perker, så er man perker, hvis man er indvandrer, så er man indvandrer«.

Det interessante ved netop den slags ord er, at mennesker, som andre omtaler med denne sprogbrug, som oftest ikke bryder sig om at blive omtalt sådan. Men det bør ikke betyde noget, siger den pågældende politiker. Man skal “kalde tingene, hvad de er”.

Jeg formoder derfor, at denne politiker ikke vil blive ubehageligt berørt ved at blive kaldt racist.

De her små ændringer af sproget

På Facebook skriver journalisten Jørgen Pyndt

Har lige set TV2 Nyhederne, bl.a. med sagen om de to hittebørn i Århus. Værten brugte vendingen “De her børn”. Jeg synes ikke, at man skal bruge så slentrende og henkastet et sprog i en ulykkelig sag. “De her bomber”, “Den her krig ” etc. Det er bare andre eksempler fra nyhedsdækningen. Jeg synes ikke, det er i orden. Der skal være overensstemmelse mellem sprog og billedindhold. Eller er jeg bare ekstrem antikveret? En reaktionær sprognørd?

I Politiken skriver Marianne Rathje, der er seniorforsker ved Dansk Sprognævn om netop dette fænomen og kommer med eksempler på brugen af “den her” og “den der” fra så forskellige kilder som TV2s julekalender og Lars Løkke Rasmussen. Hendes formodning er at denne nye sprogbrug enten er “et forsøg på en scenisk fremstilling, hvor man prøver at sætte en konkret scene op i en fortælling, som man kan se for sig” eller er en påvirkning fra engelsk.

Det er interessant for mig at opdage, hvordan sproget ændrer sig så næsten umærkeligt. Især er det specielt, hvis påvirkninger fra engelsk kommer ind i dagligdags vendinger på netop den her (!) måde, for det er et tegn på, i hvor høj grad mange er begyndt at “tænke på engelsk” og at overtage engelsk grammatik, mens de taler dansk.

Undgående omskrivninger

Unge penge.

Dagbladet Information har i denne uge en liste over 23 ord og vendinger på dansk, som forfatterne til artiklen gerne så aflivet. Nogle eksempler er gamechanger, nej, bare nej og knuselsker. Jeg kunne nævne ganske mange andre vendinger, jeg gerne ville undvære. Ikke mindst hele ledelses-sproget hvor man skal at tage ja-hatten på og at være med i båden og være på den lange bane og på den korte bane, er tilbagevendende kilder til irritation for mig.

Det var også i dag, jeg blev opmærksom på at Spar Nord har lanceret en bank-app til unge, som de kalder Young Money. (Young Money er faktisk også navnet på en amerikansk hiphop-gruppe, men det er nok et tilfælde.) Det, der engang hed Teknisk skole, hedder i dag Tech College. Der er et eller andet ved denne tendens, der også er et irritationsmoment for mig.

Men hvorfor hedder appen fra Spar Nord ikke Unge penge og hvorfor hedder Tech College ikke Teknisk skole? I begge tilfælde er det formodentlig ønsket om at imponere ved at lyde “international” (læs: engelsk/amerikansk), der spiller ind, selv om der er tale om uddannelsesinstitutioner i Danmark med en næsten helt dansk målgruppe. Hele ledelses-sprogets floskler er udtryk for en lyst til at “gøre det ubehagelige acceptabelt” . Når en leder beder en ansat om at tage ja-hatten på og at være med i båden, er det bare en omskrivning af at den ansatte skal gøre, som lederen siger. Lederen prøver “at sige det uden at sige det”.

Nogle vil sige, at disse fænomener er udtryk for sproglig fornyelse; jeg vil mene at det forholder sig stik modsat. Jeg har nemlig en fornemmelse af at de ord og vendinger, der irriterer mig og mange andre, er så irriterende, fordi de er floskler, der er hvad jeg ville kalde for undgående omskrivninger. De er ikke eufemismer i gængs forstand, men derimod symptomer på en form for sproglig dovenskab, hvor man bruger sproget til at dække over det, der egentlig skulle sige.

Fremmedord og fremmedhad

En ungdomsorganisation, der er “demokratisk og tager afstand fra vold” marcherer sammen med organisationer, den er enig med. Kilde: Huremagić, Haris. “Rallying for the Reconquista – Incognito among the Identitarians.” History Campus, 9 Dec. 2016, www.historycampus.org/2016/12/02/rallying-reconquista-incognito-among-identitarians/.

Inden for de seneste uger er jeg og andre stødt igen ind i den højrenationalistiske gruppering, der kalder sig Generation Identitær. Jeg har skrevet om dem før; det er en meget lille gruppe, men den er bekymrende, fordi den er så god til at virke “pæn” og derfor får uforholdsmæssigt megen opmærksomhed i medierne, hvor man tenderer mod at tage dem særdeles alvorligt, selv om de ikke er ret mange. Dagbladet Information har f.eks. haft lange artikler om dem. I Lokalavisen Aarhus bliver de omtalt som en “ungdomsorganisation, der tager afstand fra vold”. (Det er efterhånden svært at finde en gruppering eller organisation, der ikke siger, at de tager afstand fra vold.) De sætter ifølge Magisterbladet ikke selv klistermærker op rundt omkring, men de er glade for at “nogen” gør det. Til gengæld har Jakob Scharf, den tidligere leder af PET, udtrykt sin bekymring over Generation Identitær, fordi den ifølge ham tiltrækker ekstremister.

Der er en interessant kontrast med Stram Kurs; Rasmus Paludan betjener sig af åbenlyst vulgære provokationer og har ingen strategi for imagepleje, mens Generation Identitær er særdeles fokuseret på at skjule deres holdninger under en fernis af flotte ord. Budskabet nedenunder er til gengæld præcis det samme begge steder. Prøv at læse sådan noget som dette; det er en tekst forfattet af et fremtrædende medlem hos de “identitære”. Jeg vil ikke linke til den slags materiale; hvis man absolut vil, kan man nemt finde teksten på Google.

Denne egalitarisme, som hævder at alle mennesker er lige, og ikke blot ligeværdige, er den svages og taberens forsvar. Den tvinger enhver storhed ned til laveste fællesnævner, og foragter hierarki. Hierarkiet, som er menneskets målestok for storhed; vores stræben efter at være mere, være stærkere og være større. Det tillader en stræben fremad, og fordrer ære, stolthed og styrke.

Det lyder stort og flot, men er det bestemt ikke. Hvis man læser teksten nøje, vil man se, at forfatteren siger, at det er svage og tabere, der forsvarer det synspunkt, at alle mennesker er lige – og at det er et hierarki, hvor nogle er stærkere end andre, der er det naturlige (“menneskets målestok for storhed”).

Grupperingen supplerer de store ord med deres egne selvopfundne fremmedord som “etnopluralisme”, “metapolitik”, “reconquista” og “remigration” – og selvfølgelig også selve ordet “identitær”. De selvopfundne fremmedord lyder da også flotte – pluralisme er for mange mennesker et positivt ladet ord. Men ordene er slet ikke flotte. Et ord som “etnopluralisme” dækker nemlig over den holdning at ingen etnisk gruppe er mere værdifuld end en anden, men at de alligevel er nødt til at leve adskilt, da det ellers vil gå galt – dvs. tvungen adskillelse af mennesker baseret på etnicitet.

Og hvad med “remigration”? Det er simpelthen et andet ord for at

… ikke-vestlige migranter igennem tiltag på samfundsniveau tilskyndes til frivilligt at migrere tilbage til deres lande eller andre steder udenfor Europa…

dvs. tvungen “hjemsendelse” (eller bare “at sende væk”).

Man har mest lyst til ikke at diskutere de ekstreme synspunkter, som Stram Kurs og Generation Identitær og andre fører i marken. Men det ser ikke ud til at virke. Den ordentlige måde at håndtere sådanne grupperinger på, er ved at tage deres påstande for pålydende. Det er ikke det samme som at tro på påstandene. Man bør pille fernissen af højrenationalisternes udtalelser og konfrontere dem med det, de faktisk siger inde bag de store ord. For “remigrations” vedkommende kan man passende spørge, hvem der er de “ikke-vestlige” og hvordan de mon skal “tilskyndes” – og ikke mindst, hvad der skal ske med de personer, der ikke vil “migrere tilbage” frivilligt. For “etnopluralismens” vedkommende kan man passende spørge, hvem der skal bestemme, hvilken etnicitet et menneske har. Er det det enkelte menneske? Hvis det ikke er, hvem er det så?

Usammenhængende

Noget af det underlige ved en ganske bestemt slags ledere er, at de på én og samme tid kan være skræmmende og svære at tage alvorligt som ledere. Især ledere med autoritære træk har ofte en påfaldende måde at kommunikere på. Det bedst kendte eksempel i vor tid er vel Donald Trump.

Nogle enkelte gange i mit liv har jeg udtalt mig til journalister, og faktisk endda været ved i direkte tv- og radioudsendelser. Ved alle disse lejligheder har jeg været ekstremt opmærksom på hvad jeg sagde. Om det så virkede, er en anden snak. Jeg ville sikkert være endnu mere opmærksom på hvad jeg sagde, hvis jeg var præsident for et stort land. Donald Trump har det dog lidt anderledes.

Det amerikanske firma FactSquared har en database, hvor der ligger transskripter af bl.a. Trumps offentlige udtalelser. Her er to citater.

De kommer begge fra Donald Trumps pressemøde den 18. september 2019 inden afrejsen med Air Force One. En journalist spørger om præsidentens overvejelser om intervention over for Iran.

What are the options, Mr. President, that you’re considering? You just said that there were some very bad things you’re thinking about.

Well, there are many options, as you know, Phil. There are many options. And there’s the ultimate option, and there are options that are a lot less than that. And we’ll see. We’re in a very powerful position. Right now, we’re in a very, very powerful position.

Lidt senere kommer der spørgsmål om muren mod den mexicanske grænse. Præsidenten siger:

We’re going to show you a lot of wall. We’re building a lot of wall. We won the big case and a couple of other cases, as you know. We’re building a lot of wall. So, we’ll be talking. We’ll be talking to you later on. Okay?

Måske tænker Trump, mens han taler. Måske tænker han ikke ret meget. Måske er der andre grunde. Det er f.eks. muligt, at Donald Trump simpelthen ikke er vant til at formulere sig på skrift og ender med at lade det ustrukturerede talesprogs normer tage over. Måske opfatter ledere med autoritære træk simpelthen kommunikation som en slags grandiose salgstaler. Jeg ved det ikke. Men det er påfaldende, at Trump er så usammenhængende og usædvanligt floskelpræget, som tilfældet er.

Nedsættende ord og vendinger

På Københavns Universitet var der sidste år fokus på en sag, hvor en lektor af en lille gruppe anonyme studerende blev beskyldt for bl.a. at omtale sorte mennesker med nedsættende ord og tale krænkende om kvinder. Andre steder har man nu offentliggjort beslutninger om, at man på de pågældende universiteter ikke bruger nedsættende ord og udtryk.

Alle ved forhåbentlig, at jeg er modstander af sexisme og racisme og at den slags ingen steder hører hjemme. Hvis den pågældende lektor har opført sig på den måde, der bliver nævnt, er det grimt. Men det er interessant, at definitionerne af krænkende adfærd fra i hvert fald Københavns Universitet og Aarhus Universitet tager udgangspunkt i en rent subjektiv definition. I retningslinjerne fra KU står der

Det er medarbejderens eller den studerendes oplevelse af at have været udsat for krænkende adfærd, der er udgangspunktet…

Det gør det påfaldende nemt at bøje reglerne, for enhver kan da føle sig krænket. Jeg ved ikke, hvad den gode løsning på problemet med racistiske, homofobiske og sexistiske udtalelser mon skal være – ud over at den slags adfærd skal kritiseres og kritiseres konsekvent. Jeg spekulerer på, om der mon er steder, hvor sexisme og racisme trives i særligt høj grad, f.eks. i mandsdominerede miljøer. Måske er det her, man skal gøre en ekstra stor indsats. Men jeg spekulerer også på, om danske universiteters nylige fokus på nedsættende ord alene udspringer af en bekymring for hadefuld tale, eller om de nye politikker mon også kan bruges til begrænse mulighederne for kritik af interne forhold. Forhåbentlig ser jeg spøgelser.

Hvordan bliver man racist?

Citat fra Det er et jeg, der taler ( Regnskabets time) af Lone Aburas, en bog jeg tidligere har omtalt her. (http://www.hanshuttel.dk/wordpress/2017/07/03/det-jeg-der-taler/)

Min datter havde forleden besøg af en af sine gode veninder fra folkeskoletiden, der går på et andet gymnasium. Hun er dansk født med afrikansk baggrund. Over middagsbordet fortalte hun, hvordan der i hendes gymnasieklasse er en ubehagelig stemning. I klassen er det store flertal af elever “hvide danskere”, mens de resterende få elever er danskere med anden etnisk baggrund. De “hvide danskere” havde i det skjulte holdt en fest for sig selv, hvor de ikke havde inviteret de andre fra klassen med. Bagefter havde de begrundet denne ubehagelige adfærd med at de “sorte danskere” holdt sig for sig selv!

Den pågældende klasse har kun været sammen et par måneder, så der kan ikke være tale om lang tids spændinger eleverne imellem, men derimod om racisme – et ord, som jeg den aften hørte min datters veninde tage i sin mund for første gang i alle de år, vi har kendt hende. Hun var ked af det og resigneret, mere end hun var vred.

Den generation, der nu går i gymnasiet, er født og opvokset i det 21. århundredes Danmark, hvor det desværre er blevet sædvane for mange politikere at tale dårligt om borgere fra etniske og religiøse mindretal. Min uvidenskabelige fornemmelse er, at denne negative og ubehagelige måde at tale på hos den ældre generation og samfundets autoriteter, ikke kan have undgået at påvirke tonen og holdningerne hos de unge,. Gymnasieklassens eksklusion af de “sorte danskere” er formodentlig en konsekvens af det. Det værste er, at de der taler og opfører sig på denne måde, ofte ikke tænker over hvad deres sprog og adfærd gør ved andre mennesker.

Hvis man hører på intolerance og negativitet længe nok, kan ingen slippe uskadt væk fra påvirkningen.

I Information er der i dag et indlæg af Emil Ipsen,  der havde været udvekslingsstudent i USA. Han skriver:

De hyggeracistiske bemærkninger fløj rundt i luften, og der var ikke et menneske med en anden hudpigmentering i 50 kilometers omkreds. Gennem hele året smågrinede jeg af de racistiske jokes, mens jeg bedrevidende tænkte for mig selv, at de var for dumme til at vide bedre. Tilmed kunne jeg sidde og få det helt godt med mit globale udsyn. Det skulle vise sig at være falsk tryghed.

Opholdet i USA sluttede med at Emil Ipsen tilbragte en uge i Atlanta sammen med sine forældre, og her opdagede han så til sin skræk, at han alligevel havde ændret adfærd.

Her gik jeg rundt blandt forskellige racer og etniciteter, så det var nu, jeg skulle bevise, hvor meget bedre jeg var end de uvidende red necks i Arkansas. Jeg måtte dog til min egen forbløffelse konstatere, at mens jeg gik rundt, steg pulsen pludselig. Sveden begyndte at dryppe fra panden. Jeg kiggede mig febrilsk over skuldrene. Hedeslag? Paranoia? Angst? Nej, jeg var skrækslagen for disse farvede mennesker.


En underlig sejr

Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix

Et flertal i Folketinget (det sædvanlige: regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne) har vedtaget, at etårige i såkaldte udsatte boligområder skal  i daginstitution i 25 timer om ugen. Dette “tilbud” er obligatorisk. Ellers mister børnenes forældre deres børnecheck.

Børne- og socialminister Mai Mercado kalder vedtagelsen “en stor sejr” og udtaler

»De, der typisk allerede har deres børn i institution, har et arbejde og har brug for pasning. Det vil de også have fremadrettet, så det vil ikke være relevant for dem at få et obligatorisk læringstilbud på 25 timer om ugen«.

Denne nye beslutning er grumt fascinerende, for den udtrykker essensen af dansk socialpolitik (eller hvad man nu skal kalde det) i 2018:

  • Der er opfundet forskønnende nysprog, her “obligatorisk læringstilbud”, der skal dække over at der mere eller mindre er tale om tvang.
  • Lovforslaget betjener sig af indirekte diskrimination; man må ikke gå efter en bestemt befolkningsgruppe, så man vælger et næsten ækvivalent kriterium, der gør at man hovedsageligt rammer mennesker med anden etnisk herkomst end dansk. Det store flertal af forældre i “udsatte boligområder” (som defineret af regeringen) er nemlig flygtninge eller andre mennesker med anden etnisk herkomst end dansk.
  • Sociale ydelser, her  børnechecken, ses først og fremmest som en mulighed for sanktioner og som noget, man skal gøre sig fortjent til. Jvf. “dansktillægget” på “hjemsendelsesydelsen” og det nye optjeningskrav for dagpenge.
  • Og endelig er der synet på daginstitutioner: En daginstitution er ikke et sted, hvor børn kan få nye venner, lege og bruge fantasien. En daginstitution er derimod et “læringstilbud”, også selv om man bare er ét år gammel.

På denne ærgerlige måde er der tale om eksemplarisk politik og en underlig sejr for dansk socialpolitik (eller hvad man nu skal kalde det).

Lærer man dansk på arbejdspladsen?

I septemberudgaven af Magisterbladet gav Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti endnu engang udtryk for sin negative holdning til udlændinge. Og den negative holdning udstrækker sig selvfølgelig til højtuddannede mennesker med udenlandsk baggrund. Han er bl.a. citeret for dette: 

Mange arbejdspladser tilpasser sig til deres udenlandske medarbejdere. Fordi de ikke er gode til dansk. Jeg har mødt mange, der har arbejdet i Danmark i mange år, der ikke kan dansk. Så kan det godt være, at de bor i et almindeligt villakvarter, men det er et problem, hvis de ikke kan begå sig på dansk…

Det ærgerlige er, at han på én måde har ret. På Aalborg Universitet har jeg mange kolleger, der er født og opvokset i udlandet, og taler flydende og godt dansk (måske endda grammatisk helt fejlfrit), men desværre også af og til nogle andre, der selv efter et årti eller mere i Danmark overhovedet ikke kan dansk og heller ikke ønsker at lære sproget (og måske endda brokker sig over at nogle undervisnings- og administrationsopgaver kræver danskkundskaber), selv om de er lektorer eller professorer. Når jeg oplever det, er det trist.

Det er ikke godt, at højtuddannede mennesker kan bo i Danmark i mange år uden at kunne forstå eller tale dansk. Det er svært at få en dybere indsigt i det danske samfund, hvis man ikke taler og forstår dansk – og som universitetslærer er det nødvendigt med en vis fornemmelse for den kulturelle baggrund, mange danske studerende kommer med. Ellers ender man med at blive en højtuddannet person, der er “på gennemrejse” – og det er helt i tråd med den karriere af skiftende løse ansættelser, mange akademikere har i vore dage og forstærker i virkeligheden netop den tendens. Det er også paradoksalt, at flygtninge uden uddannelse møder meget kontante forventninger om at skulle lære dansk (og ubehagelige sanktioner, hvis det ikke går hurtigt nok), mens man (i al fald nogle steder i universitetsverdenen) ikke forventer noget som helst af lektorer og professorer.

Men det er selvfølgelig ikke et argument for at vi ikke skal have højtuddannede mennesker fra udlandet i Danmark. Det er derimod et endnu et eksempel på at vi har meget at lære i Danmark om integration. Martin Henriksens udtalelser og det, jeg selv har observeret, viser nemlig, at antagelsen om at man lærer dansk på arbejdspladsen, tydeligvis er forkert. Det er denne antagelse, der også er dukket op i de bestræbelser på integration af flygtninge, der nu er under afvikling.

Inger Støjberg, der er integrationsminister (men vel nu skal tituleres hjemsendelsesminister) sagde således i 2017

Der er også en vis enighed om, at flygtninge skal ud og arbejde med det samme, og at de bedst lærer dansk på arbejdspladsen.

De mennesker, jeg kender, som har arbejdet med flygtninge, har nemlig også kunnet observere at flygtninge heller ikke lærer dansk på arbejdspladsen. De ender snarere med at blive isoleret fra deres dansktalende kolleger. De gæstearbejdere, der kom til Danmark i 1960’erne og 1970’erne blev for manges vedkommende aldrig gode til dansk, netop fordi aldrig blev undervist, men kun mødte det danske sprog på usystematisk vis på arbejdspladserne – nogle gange næsten ikke. 

Hvis man skal være længe i Danmark, bør man for sin egen skyld lære at forstå og tale dansk, men det kræver tid, ro og ordentlige resurser, en systematisk tilgang og realistiske forventninger fra det danske samfund. Sådan er det slet ikke i dag, hvor sprogundervisningen tværtimod er ved at blive voldsomt nedprioriteret, formodentlig ud fra det nu fremherskende ideal om hjemsendelse.

Jeg hører (ikke) hvad du siger

Jeg er lige nu ved at læse de sidste sider af Rasmus Willigs bog fra 2016, Afvæbnet kritik. Her analyserer han, hvordan ledere i det offentlige svarer på kritik. Det helt centrale for ledere er blevet at udtrykke sig på en måde, der sender kritikken tilbage og får den, der fremfører kritikken, til at virke ynkelig og “ufleksibel”. Samtidig bruger lederne en jargon, der skal få dem til at virke empatiske – de lyder nærmest som en slags terapeuter.

Hele kapitel 4 af Afvæbnet kritik er en række citater fra ledere, som Rasmus Willig har indsamlet blandt offentligt ansatte. Jeg har læst brudstykker af kapitlet højt for kolleger, og de og jeg kan genkende citaterne – endda alt, alt for godt. En af de floskler, jeg har det allerværst med, er Jeg hører, hvad du siger. Det er en afværge-floskel, der nu er blevet så udbredt, at også ikke-ledere bruger den (jeg har gode kolleger, der sommetider forfalder til at bruge den). 

Rasmus Willig skriver

“Jeg hører, hvad du siger” er efter min bedste overbevisning en meget informativ sætning, fordi den vidner om en form for neoliberal etisk brutalisering af en fundamental og grundlæggende etik. 

Det, der er så brutalt ved netop denne floskel, er at den skal få det til at se ud som om floskel-brugeren rent faktisk bekymrer sig om Den Anden. Men den er ikke andet end en afværgemanøvre pakket ind i noget, der skal lyde terapeutisk og omsorgsfuldt uden at være det. Det sande indhold er nemlig det stik modsatte: “Jeg er ligeglad med det, du har sagt”. Flosklen er del af samme pseudo-kommunikation som de ikke-svar, som uhyggeligt mange politikere inden for de seneste 15-20 år er begyndt at betjene sig af, og hvis jeg kunne, ville jeg indføre en bødekasse rettet mod dem, der hævder at “høre hvad jeg siger”.