Sig det med 1000 ord

Til den berømte internationale matematikkongres i Paris i 1900 sagde David Hilbert at

En gammel fransk matematiker sagde: “En matematisk teori anses ikke for fuldstændig før man har gjort den klar, at man kan forklare den til den første, den bedste mand som man møder på gaden”

– citatet er her min oversættelse fra engelsk, efter en artikel i Historia Mathematica af June Barrow-Green og Reinhard Siegmund-Schultze, der prøver at identificere hvem den gamle franske matematiker er. Jeg troede i mange år, at det var Poincaré, men der er faktisk tale om Gergonne, viser det sig.

Men hvor nemt er det egentlig at forklare sine ideer til den første, den bedste, man møder? Det kan såmænd også være svært nok, selv om der er tale om nogen, man kender i forvejen. Da jeg studerede matematik for mange år siden, kunne jeg aldrig forklare familien, hvad det var, jeg havde givet mig i kast med. Senere, da jeg studerede datalogi, blev det faktisk ikke nemmere.

Hvis sproget til forklaringen er engelsk, er der nu en helt konkret test i form en teksteditor, der undersøger om man kun bruger de 1000 mest almindelige ord på engelsk. Editoren skyldes Theo Sanderson, der er biolog og forsker i parasitologi.

Jeg har selv forsøgt at forklare min forskning inden for programmeringssprogsteori på den måde, men det er godt nok svært, for al terminologi er bandlyst. Ordet “program ” er ikke blandt de 1000 mest almindelige ord på engelsk! Det er “type” så til gengæld. Billedet ovenfor viser mit forsøg; det forbudte ord “program” seks gange. Nu spekulerer jeg så på, hvordan jeg kan undgå dét – noget godt svar har jeg desværre ikke fundet endnu. En tilladt udvej er at sætte ordet i anførselstegn, men det er egenlig lidt snyd.

Bohr-fodbold

Det danske landshold ved OL-finalen i 1908. Det er Harald Bohr på forreste række, hvor han er nummer tre fra venstre.

Nogle har hørt om Harald Bohr, fordi han var matematiker og bror til Niels Bohr. Andre (nok ikke så mange mere) kan huske hans og Johannes Mollerups bog om matematisk analyse, som engang var meget udbredt i Danmark. Mollerup og Bohr er forresten også ophavsmænd til en sætning, der bærer deres navn, og som siger at gammafunktionen er den eneste reelle funktion, der opfylder den funktionalligning, som fakultetsfunktionen ofte defineres ved.

Men inden Harald Bohr blev professor i matematik ved Københavns Universitet var han faktisk også en af sin tids store fodboldstjerner. Han spillede for Akademisk Boldklub, der er i dag er absorberet i FC København, og han var også på landsholdet. I 1908 nåede det danske landshold finalen ved de olympiske lege, hvor de desværre blev slået 0-2 af England. Da Harald skulle forsvare sin doktorafhandling, mødte der efter sigende flere fodboldfans end matematikere op i auditoriet!

Jeg ved, at Lars Bastrup, der i sin tid spillede for HSV i Bundesligaen, var cand.mag i dansk – og mange år senere stiftede han sin egen messianske sekt! Og Klaus Berggren, der også spillede mange kampe på det danske landshold, var cand.merc. Og den brasilianske stjerne Sócrates levede op til sit navn; han var uddannet læge og fik langt senere en PhD-grad i filosofi.

Men vore dages fodboldstjerner er anderledes ubelæste. Er f.eks. Ronaldo, Messi eller Neymar nogensinde blevet set med en bog?

Et nyt omsorgscenter

Grafik: Al-Jazeera. https://www.aljazeera.com/indepth/interactive/2016/08/afghanistan-controls-160823083528213.html

For ikke så længe siden skrev jeg om det “opdragelsesteam”, som regeringen har nedsat. Dette “opdragelsesteam” har fastlagt nogle retningslinjer for hvordan opdragelse bør finde sted i Danmark og taler bl.a. om at indføre såkaldte “forældrekontrakter”.

Men den igangværende omkalfatring af sproget og af forholdet til børns og familiers rettigheder slutter ikke her. Den danske regering og den norske regering (hvor Dansk Folkepartis søsterparti Fremskrittspartiet har justitsministerposten) forhandler nemlig med den afghanske regering om at oprette en lejr for afviste mindreårige asylansøgere i Kabul.

Afviste asylansøgere fra Afghanistan, der er mindreårige, skal så sendes til Afghanistan og opholde sig i denne lejr. Lejren kalder man for et “omsorgscenter”. Incitamentet for den afghanske regering til at oprette et sådant “omsorgscenter” er midler fra Danmark og Norge. Jeg bemærker her,  at den afghanske regering reelt kun kontrollerer 56,3 procent af landet. Resten kontrolleres af Taliban og ISIL, som kortet ovenfor viser (og begge er tæt på Kabul). Hvor stor omsorg, der ligger bag de dansk/norske planer, er derfor meget uklart for mig. Dansk Flygtningehjælp har afvist at ville drive “omsorgscenteret”, bl.a. fordi man anser det for at være et oplagt mål for terrorhandlinger.

Ordet “omsorgscenter” har hidtil været brugt i forbindelse med den kommunale hjemmepleje i Danmark, men nu kommer ordet altså også til at indgå i det omsiggribende politiske nysprog, der udelukkende handler om at skjule og forskønne.

Det talte ords magt

Det er en helt særlig følelse for mig at kunne sige, at jeg i går blev Aalborgmester i poetry slam (og at jeg også blev det sidste år). Jeg kan huske, da jeg for første gang læste om genren i Information og tænkte, at det ville være spændende at overvære og måske endda deltage i.

Hvad skal der til for at få succes som spoken word-performer? Jeg ved det faktisk ikke helt endnu, men noget er vigtigt for mig, nemlig

  • at huske, at den tekst, man laver, skal være nem at fremføre; den skal ligge godt i munden præcis som en sangtekst skal
  • at huske, at den tekst, man laver, er nødt til at være én, man kan forstå i første og eneste gennemlytning; når man læser et digt (og det holder jeg meget af) kan man altid stoppe op undervejs, men i spoken word er det performeren, der bestemmer tempoet
  • at huske, at teksten skal have  en struktur, som kan hjælpe lytteren med at forstå og opleve; det kan være i form af en fortælling eller i form af en struktur med tydelige og interessante gentagelser (en slags omkvæd eller hook, om man vil)
  • at være konkret (show, don’t tell, som man også siger)

Så ret beset er spoken word nært beslægtet med sang og med sangskrivning. Der er en musikalitet ved genren, som jeg faktisk holder meget af og stadig er i gang med at opdage. Og så skal man kunne håndtere at stå på en scene; det er langt fra alle, der kan det.

Desværre er der også “tonedøve” personer, der forsøger sig i poetry slam, og ligesom det er svært at fortælle nogen, at de synger pivfalsk, kræver det stor overvindelse at fortælle nogen, at de ikke har fanget genrekravene. Jeg har oplevet poetry slam-udøvere, der er så synligt og hørligt nervøse, at de knap kan fremføre deres tekster. Det er synd for dem, og trist at de ikke lærer af alle deres dårlige erfaringer.

Noget, jeg stadig arbejder på at blive god til, er at lære mine tekster udenad, så jeg en dag helt kan slippe papiret og koncentrere mig helt om at performe. Problemet er her, at jeg faktisk efterhånden har oparbejdet ret mange tekster.

Min personlige holdning til selve indholdet er, at det ikke må være så privat, at det ikke appellerer godt til den modtager, der altid er. Der er en hel masse poetry slam, der fokuserer på kærestesorger og stævnemøder, præcis ligesom der er en masse sange, der handler om disse eviggyldige emner (og sjældent er præget af særlig megen erfaring). Selv har jeg lavet en del tekster med mere eller mindre politisk indhold, til dels præget af den aktivisme, jeg også beskæftiger mig med. Men begge dele er kun et hjørne af virkeligheden, og der er mere derude. Derfor prøver jeg at  skrive om, nå ja, andre emner også. Men samtidig er der også den udfordring, at poetry slam-publikummet i dag ofte er ungt og forbløffende historieløst. Hvis man gerne vil falde igennem over for et gymnasiepublikum (som uden diskussion er den publikumstype, de fleste poetry slam-udøvere på den anden side af de 20 frygter mest), skal man bare nævne en begivenhed, der fandt sted for mere end halvandet år siden!

At lære at skrive ved at lære at læse

Jeg har skrevet ikke helt få indlæg om den svære kunst, det er at skrive godt, når man skriver i akademisk sammenhæng. Men lige så vigtigt er det faktisk at kunne læse godt – de to kompetencer er tæt forbundne. Ofte, når jeg har set en kluntet skrevet akademisk tekst (det være sig en tekst skrevet af forskere eller en tekst skrevet af studerende), undrer jeg mig ofte uvilkårligt over at forfatterne da ikke har set at sådan skal man da ikke skrive. Hvorfor stræber de da ikke efter at skrive bedre og efter at skrive noget, de selv har lyst til at læse?

Svaret er det kedelige, at kompetencerne for det at læse og det at skrive er koblet. Noget lignende kender vi fra talesproget.  Den vigtigste grund til at nogle mennesker taler et fremmedsprog med udpræget fremmed accent, mens andre ikke gør, er ikke at de har svært ved at bruge mundens muskler korrekt – for alle mennesker verden over uden egentlige funktionsnedsættelser har munde, der er helt ens indrettet. Årsagen til at nogle mennesker taler med stærk fremmed accent er derimod, at de har svært ved at høre forskel på lyde og især da, når det gælder lyde, de ikke er vant til at høre. Mennesker fra østasiatiske lande som Kina og (især) Japan har f.eks. svært ved at høre forskel på “L”- og “R”-lydene, som på indoeuropæiske sprog forekommer at være tydeligt forskellige.

Dette er i virkeligheden et vigtigt argument for at blive god til at læse andres tekster, som man sjældent hører i undervisningssammenhæng – nemlig at man selv bliver bedre til at skrive, hvis man bliver god til at læse. Omvendt er en kluntet skrevet tekst på sin vis en tekst, der “skriver med fremmed accent”.

Hvad end jeg måtte have af færdigheder, når det gælder selve dette at kunne skrive, kommer fra mit ønske om at kunne skrive lige så godt som mine forbilleder.

At leve med sit navn

Kong Hans.

I dag blev jeg omsider færdig med at rette de 170 eksamensopgaver, og fordi opgavebesvarelserne var sorteret efter de studerendes fornavne, endte jeg med at bemærke hvordan fornavnene fordeler sig. Mere end 95 af de studerende på det store hold er mænd, for sådan er datalogiuddannelserne desværre indrettet. Der er bestemte fornavne, der er meget populære hos unge først i tyverne. Rigtig mange hedder Christian og Frederik – ikke så mærkeligt, for de to navne er de danske kongenavne og går derfor formodentlig aldrig af mode. Men også Rasmus, Peter, Alexander, Jakob, Mikkel og Mathias er rigt repræsenteret.

Til gengæld er det mange år siden, jeg har haft studerende, der hed Hans.  Kan jeg lide mit navn? Jeg ved det ikke rigtig, for det er efterhånden blevet et navn, der tydeligt signalerer at man har en bestemt alder.  Hans er ikke helt så bedaget som Preben eller Jørgen – to navne, som næppe nogen mor i Danmark i dag ville forsyne sin søn med. Men alligevel. Måske er det bare erkendelsen af egen alder, der ikke er så rar.

Jeg kunne i dag læse et lille essay af Arthur Brooks, der ligesom jeg er 54 år gammel, og han har det lidt underligt med at hedde Arthur, for det er et navn, der ikke har været populært i engelsktalende lande i rigtig mange år.

Måske påvirker vore navne ikke bare vores selvopfattelse, men også hele vores liv. Arthur Brooks nævner i al fald en undersøgelse fra USA, der synes at vise, at mennesker i dét land har en tilbøjelighed til at vælge en livsbane, der minder om deres navn. F.eks. skulle der være større sandsynlighed for at blive tandlæge (dentist) eller bosætte sig i Denver, hvis man hedder Dennis!

Hvis der er nogen retfærdighed, bliver Hans en dag igen populært, for det er et gammelt kongenavn og tilmed navnet på den eneste konge siden Christian den 1., der hverken hed Christian eller Frederik. Kong Hans gjorde sig endda bemærket ved at være den eneste danske konge, der er født i Aalborg. Han døde tilmed også i Aalborg.

Dansk skovhund

Foto: http://ulvetracking.dk

Det er interessant at følge de bekymrede diskussioner om de vilde ulve, der nu findes i Danmark. Ifølge http://ulvetracking.dk er der dokumenteret 4 hanulve i Danmark – og dertil selvfølgelig hunulve, for der er også hvalpe derude. Det er ikke mange dyr.

Der er noget ved hele denne diskussion om noget ukendt, der pludselig kommer ind over grænsen, der virker forbløffende bekendt – nemlig angsten for “det fremmede” og de reaktionsmønstre, der følger med: Socialdemokraterne vil have ulvene indhegnet. Dansk Folkeparti går et skridt videre og vil have ulvene sendt til udlandet, så inden længe bliver det formodentlig også socialdemokratisk politik.

Midt i alt dette er det værd at huske, at en ulv egentlig bare er en vild hund. Naboens søde golden retriever og den grå ulv ude i skoven er samme dyreart. Dagbladet Information foreslår, at man kunne kalde ulven for “skovhund”, men der er allerede en lille sydamerikansk hundeart, der hedder netop dét på dansk. Måske skulle man simpelthen kalde ulven for dansk skovhund? Det lyder mere tilforladeligt, og det kunne måske gøre noget ved den fremmedfrygt, man mærker nu om dage. Ulven er trods alt et dyr, der har en lang forhistorie i Danmark (med en lille pause på 200 år) – ja, måske var den her endda før mennesket.

Og så kan jeg heller ikke lade være med at bemærke, at tal fra Danske Dyreinternater viser, at der er omkring 350 ulykker om året i Danmark, der skyldes almindelige tamhunde. I øvrigt er rådene for at reagere over for en truende tamhund præcis de samme som de råd, man skal følge, hvis man pludselig skulle støde på en ulv ude i naturen.

Tekst eller billeder?

Internettets sejrsgang har ført til, at vi i højere grad end nogensinde før i den moderne verden kommunikerer ved brug af billeder. Den svenske forfatter Göran Rosenberg skriver i dagbladet Information om hvad alt dette gør ved os.

Han skriver

Jo mere vi kommunikerer med billeder og billedsymboler, desto mere kommer vi til at sige noget andet end det, vi kan sige med skrevne tekster.

Den civilisation, vi nu lever i, havde ikke været mulig uden en vidt udbredt evne til at skrive og læse tekster med komplicerede betydninger, flere bisætninger og ræsonnementer i flere led.

Hvilken slags civilisation vil være mulig, hvis denne evne svækkes og fortrænges under indtryk af den dramatisk styrkede evne til at kommunikere med lyd og animerede billeder? Det tror jeg knap nok, vi kan ane i dag.

Hvad jeg dog mener at kunne ane, er, at den eksplosionsagtige tilvækst af falske nyheder og mentale vira af alle slags også har at gøre med billedernes sejrsgang.

Når man som jeg og andre fra min generation er vokset op i en anden virkellghed, giver dette stof til eftertanke. Jeg har selv haft lignende overvejelser i forbindelse med min undervisning, siden jeg holdt op med at forelæse og begyndte at bruge podcasts. De studerende kunne nu se mine præsentationer, når de havde lyst og så ofte de ville. Over for mine kolleger nævnte jeg min bekymring for om dette ville betyde, at de ikke længere ville læse teksten i lærebogen. Men her fik jeg to meget vigtige indvendinger. Dels er der forbløffende mange studerende, der alligevel ikke læser teksten, dels kan brugen af video måske være med til at hjælpe disse og andre studerende med at lære det, de skal. Det vigtigste er dog, at de når læringsmålene, ikke at de når dem gennem video i stedet for gennem tekst.

Men samtidig ved vi, at der er masser af akademisk viden, der kun er tilgængelig i form af tekst, så det er nødvendigt at lære at læse. Og det vil stadig være nødvendigt at skrive akademiske tekster, for der er nogle erkendelser, det er lettest at formidle på skrift. Hele matematikkens sprog af notation er et eksempel på det. Skrift kan noget, som billeder ikke kan, præcis ligesom billeder kan noget, det skrevne ord ikke er i stand til. De studerende får stadig brug for at kunne læse akademiske tekster, og dette bliver er særligt læringsmål.

Min egen fornemmelse er, at udfordringen og det potentielle problem ikke kun er fremvæksten af billedmediet på bekostning af tekstmediet. Problemet er vel snarere, at det er fordybelsen, der forsvinder. En indholdsrig tekst tager tid at fordøje, men det gør et indholdsrigt billede (eller en indholdsrig film) så sandelig også. De billeder  – levende eller ej – som vi deler med hinanden på Internettet er ofte ikke af den slags, der kræver fordybelse. Så vi skal lære at læse billeder, og vi skal lære at skabe billeder, der kræver fordybelse, præcis ligesom vi skal lære at læse og skrive.

Det er svært at oversætte

Jeg er en af de mange, der holder af at læse Haruki Murakamis romaner. Desværre er jeg også blandt de mange mennesker uden for Japan, der ikke kan japansk, så jeg er nødt til at forlade mig på oversættelser. Og her husker jeg dengang jeg læste En vild fårejagt af Murakami, for det var en underlig oversættelse – det virkede sket ikke som en bog, skrevet af manden bag Trækopfuglens krønike eller Kafka på stranden.

Til sidst opdagede jeg hvorfor – ved at kigge bag på titelbladet. Som den eneste af Murakamis romaner var den ikke oversat til dansk fra japansk, men til dansk fra den engelske oversættelse.  Og for mange år siden, inden jeg begyndte at interessere mig for Murakamis bøger, købte jeg faktisk A Wild Sheep Chase – som jeg dengang aldrig fik læst, men stadig har et sted på reolen. Det var den udgave, der var blevet til En vild fårejagt, og ved at sammenligne de to udgaver, opdagede jeg hvor bogstavelig oversættelsen var. Det var derfor, bogen virkede så knudret. Også bl.a. Orhan Pamuk Sne er oversat fra engelsk til dansk i stedet for fra tyrkisk til dansk – hvilket er et meget underligt valg, da der faktisk er omkring 58.000 danskere med tyrkisk baggrund!

For nylig læste jeg – også i Information – en anmeldelse af en dansk udgivelse af en roman af en prisbelønnet forfatter, der var blevet oversat fra engelsk. Og her gik kritikken på at oversættelsen var usædvanligt kluntet. Her er et citat fra anmeldelsen:

Om Annas fordrukne faster lyder det i originalen: »Brianna was long past her dancing days, and even then her chief resource had always been her beaus« – det bliver til: »Briannas dansedage var et for længst overstået kapitel, og selv dengang havde hendes primære ressource altid været hendes mandlige bekendtskaber.«

Det er godt nok et radbrækkende stykke dansk. Så mange og graverende uheldigheder burde forlaget fange i en sprogvask.

I dag er der en interessant artikel om Tine Lykke Prado, der oversætter skønlitteratur fra portugisisk og spansk. Hun siger om det at oversætte skønlitteratur at

Det er lidt ligesom en skuespiller, der læser op til en rolle. Man må sætte sig ind i, hvor folk taler fra, for at kunne gengive dem troværdigt. Ellers kommer alle personerne til at tale ens, og det gør det sprogligt kedeligt og utro mod originalen. Det skal lyde, som hvis forfatteren havde kunnet skrive på dansk.

Det er vel i virkeligheden her, vi for alvor kan se, hvor store udfordringerne egentlig er med maskinoversættelse. Min egen fornemmelse er, at en af de helt store udfordringer for dette område af datalogi at finde ud af, hvordan man kan lave overbevisende oversættelser af skønlitteratur. Jeg fornemmer, at det kræver de samme evner til indlevelse og indsigt, som kræves af en skuespiller – eller af en skønlitterær forfatter. For egentlig er det jo det, en god oversætter er, nemlig en forfatter, der laver så trofast en gendigtning som overhovedet muligt.

Må man tale om vejret?

Jeg bliver tit mindet om at mange af de samtaler, vi har, egentlig mest er til for at binde os sammen. Det er ikke så vigtigt, hvad vi taler om. Så længe vi taler sammen, er vi sammen.

Kristen Berman og Dan Ariely, der er adfærdsforskere ved Duke University i USA, har undersøgt fænomenet småsnak (engelsk: smalltalk) og de ser gerne, at vi forbyder den slags (ikke ved lov, men ved praksis!).

Når vi er sammen med andre mennesker, der ikke er nære venner og fortrolige, vælger vi tit nogle emner, som alle kan tale med om og som ikke er kontroversielle. Så vi taler om vejret, hvad vi lavede i ferien, hvad vores børn (dem af os, der har sådan nogen) laver osv. Kort og godt: Det er småsnak. Berman og Ariely nævner en britisk undersøgelse fra 2010; mere end 9 ud af 10 deltagere indrømmede, at de inden for de seneste seks timer havde talt om vejret.

Men det er ikke samtalerne om vejret, der bringer os tættere på andre. De bedste og mest givende samtaler jeg kan huske, er dem, hvor vi har talt om noget væsentligt. Det er, som artiklen nævner, sjældent tilfældet, at jeg har tænkt “Bare jeg dog havde haft tid til at tale lidt mere om vejret”. Vi kunne godt have talt om de store ting i tilværelsen: Om vi tror på en gud, om hvad vi frygter mest eller håber på osv. osv.  Det sker bare så sjældent.

Berman og Ariely laver en sammenkomst, hvor de eksplicit forbyder deltagerne at forfalde til småsnak – der skal tales om de vigtige ting. Og deltagerne er glade for at skulle snakke “storsnak”. Min egen ærgerlige fornemmelse er dog, at det bliver stadigt sværere at tale om de store og svære emner. Det virker på mig som om de samtaler, der ikke er småsnak, i vore dage stadigt oftere handler om politik og ender med at gøre det på en konfronterende måde. Det er til gengæld langt mere anstrengende at tale om politik end at småsnakke (jeg er næppe den eneste, der har det sådan), og samtaler om politik ender tit med at få deltagerne i samtalen længere fra hinanden.

Måske er denne underlige dikotomi mellem småsnak og samtaler om politik i virkeligheden dels en afspejling af de skillelinjer, der er så mange af i samfundet, dels en genspejling af medierne, hvor der er en masse stof, der – hvis vi talte om dem selv – er at sammenligne med småsnak, og ganske meget andet stof, der handler om politik i en eller anden afskygning.