Må man tale om vejret?

Jeg bliver tit mindet om at mange af de samtaler, vi har, egentlig mest er til for at binde os sammen. Det er ikke så vigtigt, hvad vi taler om. Så længe vi taler sammen, er vi sammen.

Kristen Berman og Dan Ariely, der er adfærdsforskere ved Duke University i USA, har undersøgt fænomenet småsnak (engelsk: smalltalk) og de ser gerne, at vi forbyder den slags (ikke ved lov, men ved praksis!).

Når vi er sammen med andre mennesker, der ikke er nære venner og fortrolige, vælger vi tit nogle emner, som alle kan tale med om og som ikke er kontroversielle. Så vi taler om vejret, hvad vi lavede i ferien, hvad vores børn (dem af os, der har sådan nogen) laver osv. Kort og godt: Det er småsnak. Berman og Ariely nævner en britisk undersøgelse fra 2010; mere end 9 ud af 10 deltagere indrømmede, at de inden for de seneste seks timer havde talt om vejret.

Men det er ikke samtalerne om vejret, der bringer os tættere på andre. De bedste og mest givende samtaler jeg kan huske, er dem, hvor vi har talt om noget væsentligt. Det er, som artiklen nævner, sjældent tilfældet, at jeg har tænkt “Bare jeg dog havde haft tid til at tale lidt mere om vejret”. Vi kunne godt have talt om de store ting i tilværelsen: Om vi tror på en gud, om hvad vi frygter mest eller håber på osv. osv.  Det sker bare så sjældent.

Berman og Ariely laver en sammenkomst, hvor de eksplicit forbyder deltagerne at forfalde til småsnak – der skal tales om de vigtige ting. Og deltagerne er glade for at skulle snakke “storsnak”. Min egen ærgerlige fornemmelse er dog, at det bliver stadigt sværere at tale om de store og svære emner. Det virker på mig som om de samtaler, der ikke er småsnak, i vore dage stadigt oftere handler om politik og ender med at gøre det på en konfronterende måde. Det er til gengæld langt mere anstrengende at tale om politik end at småsnakke (jeg er næppe den eneste, der har det sådan), og samtaler om politik ender tit med at få deltagerne i samtalen længere fra hinanden.

Måske er denne underlige dikotomi mellem småsnak og samtaler om politik i virkeligheden dels en afspejling af de skillelinjer, der er så mange af i samfundet, dels en genspejling af medierne, hvor der er en masse stof, der – hvis vi talte om dem selv – er at sammenligne med småsnak, og ganske meget andet stof, der handler om politik i en eller anden afskygning.

Flattr this!

Sætningspølsens genfødsel

Jeg kan i dag læse i en artikel i Washington Post, at punktum –  i hvert fald på engelsk – nu bliver opfattet som en form for aggressiv tegnsætning på linje med udråbstegn, i al fald i sms-beskeder, og derfor nu i den unge generation er på vej ud, fordi man ikke vil virke vred, og netop dét minder mig om hvordan jeg i tekster skrevet af studerende nogle gange oplever sætningspølser, altså tekster hvor der kan gå mange linjer uden ét eneste punktum, og uden at den skrivende ikke bemærker det eller ser det som et problem, så man får et indtryk af at punktum kommer til at føles overflødigt, for der er altid mulighed for i stedet at sætte kommaer og i virkeligheden kan man som regel alligevel læse hvad der står, men når jeg så læser de lange sætningspølser, kan jeg alligevel ikke undgå at blive lidt irriteret fordi det hele kommer til at virke ustruktureret, og da tænker jeg alligevel vel samtidig på om punktummet mon er et generationskendetegn, om jeg simpelthen er ved at gå bag af dansen om og om vi mon langsomt er ved at se en bevægelse over mod en anden retskrivning, og her er det så at jeg af artiklen i Washington Post bliver mindet om at tegnsætning i middelalderen var langt mere sparsom end nu, så det rent faktisk ofte var tilfældet at man kun satte tegn hvor det var absolut nødvendigt, ligesom retstavningen var særdeles fleksibel, så på den måde er sætningspølsens genkomst og almindelige accept blandt danske studerende vel egentlig bare et tegn på at udviklingen af sproget på nogle måder er ved at gå i ring.

(Retfærdigvis skal det. Dog også nævnes her at jeg. Nogle gange ser tekster, hvor der. Bliver sat punktum ofte og på. Helt uventede steder; det. Er formodentlig et. Forsøg på at skabe en dramatisk. Effekt, men det. Er heller ikke. Noget, jeg egentlig. Er glad. For at. Læse.)

Flattr this!

Hvor findes fremtiden?

En af de film, der har gjort størst indtryk på mig på det seneste, er Arrival. Jeg fik desværre aldrig set den i biografen sidste år, men jeg fik dog set den derhjemme – fra en blu-ray-skive og med surroundlyd. Selv med den noget reducerede oplevelse kunne jeg se, at her var tale om en helt anderledes science fiction-film, langt fra de actionprægede Star Wars-film (som jeg bestemt også holder af). Arrival er en film om mødet mellem humaniora og naturvidenskab, om mødet mellem kulturer, om mødet mellem mand og kvinde, om at få en datter – og om mødet mellem menneskers sprog og rumvæseners sprog. Filmen er i høj grad værd at se, og den er tilmed trofast på en god måde over for den novelle af Ted Chiang, “The Story of Your Life”, den er bygget på og som jeg forinden havde læst. Måske var det bare, fordi det var lidt ud på aftenen, da jeg sad og så Arrival der i stuen i Nørresundby, men til sidst sad jeg faktisk og kneb en tåre.

Jeg vil ikke røbe for meget om handlingen i Arrival, blot nævne at et helt centralt emne i filmen er hvordan vores forståelse af tiden afhænger af sproget. Dette er en særlig udgave af Whorf-Sapir-hypotesen, den påstand at sproget danner vores tanker, ikke omvendt.

Nu kan jeg læse, at der på én måde er noget om snakken, omend ikke så radikalt formuleret som i Arrival. På dansk taler vi om fremtid og om at den ligger foran os. Men på sproget qhipuru, der tales i Peru, taler man om fremtiden som “den tid der ligger bag os”! For alt det, der er placeret foran os, vil vi kunne se – mens vi til gengæld ikke kan se det, der er placeret bag os. Og på mandarin taler om fremtiden som en tid, der ligger nedenunder os.

Når det nu er sproget, der er med til at forme vores tanker i et vist omfang, må det være vigtigt for os at lære flere fremmedsprog for at lære hvordan vi tænker, og det må især være vigtigt at vi går videre end til det evindelige fokus på engelsk. Man skal faktisk ikke længere væk end til spansk for at se forskelle i tidsopfattelsen. På spansk er fremtiden ganske vist “foran” os på samme måde som på dansk, men på spansk sammenligner man udstrækningen af et tidsforløb med fysisk volumen, mens man på f.eks. dansk sammenligner med afstand. Det hedder “det tog lang tid” på dansk, mens det på spansk hedder “tardó mucho tiempo”.

Flattr this!

Flere sprog på arbejdspladsen

På min arbejdsplads Aalborg Universitet er der nu mange ansatte, der ikke kan tale eller forstå dansk, og derfor er der en del kommunikation, der bliver på en form for engelsk. Jeg har længe haft en fornemmelse af at dette gør noget ved  den måde, vi kommunikerer på.

Der bliver selvfølgelig forsket i dette emne, blandt andet i forbindelse med det såkaldte DYLAN-projekt ved universitetet i Basel. Resultaterne fra dette projekt peger bl.a. på at hvis man kun må tale engelsk på arbejdspladsen, da kan der blive skabt en følelsesmæssig distance hos dem, der ikke kan bruge deres eget sprog. Hvis man derimod udnytter flersprogligheden, kan det føre noget godt med sig både for den enkelte og for organisationen.

Det, der er interessant, at jeg har samme oplevelse – det er sjældent samtalerne på engelsk, der fører os sammen – det er det, at der er en kerne af medarbejdere, der kan tale og forstå dansk, der i sidste ende binder instituttet sammen. Den undervisning, jeg selv er gladest for at holde, er den, jeg kan holde på dansk. Selv om jeg egentlig taler et nogenlunde habilt engelsk, falder det mig stadig meget lettere at udtrykke mig på dansk. Og jeg ved, at nogle af mine udenlandske kolleger drager nytte af ikke at være den eneste på instituttet, der kan tale f.eks. græsk eller tysk. Når man tænker over det, er det egentlig lidt paradoksalt, at mangfoldigheden skal opnås ved at alle taler samme sprog altid.

Flattr this!

Om at fortælle kort og klart

I dag har jeg haft en bedring af min influenza (den kedeligste, men synligste hverdagssygdom jeg kender!) med lavere feber; så jeg har da nu igen kunnet læse. Derfor fik jeg i dag omsider læst Små ord om store spørgsmål af den norske kriminolog Nils Christie, der døde i 2015 i en alder af 87. Ikke af alderdom, men da han på cykel blev ramt af en sporvogn.

Vi har at gøre med en kort bog på kun 126 sider, men den har et vigtigt budskab, som den udtrykker forbilledligt enkelt og præcist: At gode og klare fortællinger er vejen til en ordentlig kommunikation mellem eksperter og “lægfolk”, herunder de mennesker på samfundets bund som ingen lytter til – også de helt ordløse. I denne henseende er Nils Christies bog forbilledlig.

Christies insisteren på fortællinger er det stik modsatte af populisme. Man kunne måske frygte en lang tirade om “eksperter og smagsdommere”, men nej – det er tværtimod det gode møde mellem eksperter og lægfolk, der ligger ham på sinde. Det vigtige for Christie er at eksperter inden for samfundsforhold lærer at kunne kommunikere uden “store ord”, dvs. knudrede sætninger og masser af terminologi. Ifølge ham vil man kunne kommunikere præcist om samfundsforhold ved brug af “små ord” – deraf bogens titel.

Sidste kapitel i den lille bog består af en lang række begrundede råd til hvordan man skriver, og her er det skriveprocessen, der er i fokus. Dette kapitel er i sig selv værd at læse.

Men hvorfor ikke læse hele Små ord om store spørgsmål? Den er det værd og er hermed anbefalet.

Flattr this!

Den tvivlsomme kunst at slå i stykker

Begreberne forklaret på http://ordnet.dk/ddo

Jeg vender tit tilbage til de underlige og ufrugtbare diskussioner rundt omkring på Internettet. Det er her, de store følelser dukker frem og sjældent bliver forløst. Nogle gange er det særdeles frustrerende.

De fora på nettet, der gør det muligt for mennesker at tale med hinanden, gør det nemt at diskutere. Men der er en forskel mellem dialog og diskussion.  Den amerikanske forfatter Peter Senge forklarer denne forskel således: I en diskussion, bliver de modsatrettede synspunkter optrukket og forsvaret, og deltagerne i diskussionen vil have at de andre deltagere accepterer deres synspunkter. Det er vigtigere at vinde end at lære. En diskussion ryster og slår i stykker.

I en dialog udforsker deltagerne en problemstilling, lytter til hinanden og tilsidesætter deres egne synspunkter for at komme tættere på en sandhed. Her er det vigtigere at skabe nyt og lære nyt. Det handler ikke om at andre skal bringes til at acceptere det synspunkt, man selv har, men om at udforske hver enkelt mulighed og nå en enighed om hvad der bør gøres. En dialog er en samtale.

Hvordan kan vi skabe fora på nettet, hvor der er dialog? Det virker tydeligvis ikke at overlade os til os selv, for vi begynder næsten altid at diskutere i stedet for at tale sammen. Hvis Facebook og kommentarfora på nyhedsmedier brugte moderatorer, der ikke bare slettede stødende kommentarer, men aktivt prøvede at facilitere en dialog, kunne det måske være en vej frem.

Flattr this!

Stadier af misforståelse

I år underviser jeg nu igen om kurset Syntaks og semantik, og her er et af emnerne automatteori – til ikke-datalogikyndige læsere kan jeg oplyse at dette emne er helt fundamentalt inden for datalogi. I automatteori er et af de helt centrale begreber en tilstand. I sandsynlighedsteori (specielt i teorien for stokastiske processer) og rundt omkring i fysik taler man også om tilstande. Jeg har været nødt til at anvende en lærebog på engelsk, og det engelske ord for tilstand er state.

Men allerede til første kursusgang opdagede jeg at studerende i stedet var begyndt at tale om “stadier”. Jeg aner ikke, hvor dette ord kommer fra. I alt mit undervisningsmateriale – podcasts, websider og opgavesæt – og i al min mundtlige kommunikation bruger jeg selvfølgelig helt konsekvent ordet tilstand. Nogle studerende bliver ved med at tale om “stadier”, også efter at jeg gentagne gange har fortalt dem, at de bruger et ikke-eksisterende “fagudtryk”! Den hjemmelavede pseudo-terminologi er på dette tidlige tidspunkt i undervisningsforløbet åbenbart så indgroet hos nogle studerende, at de ikke kan holde op med at bruge den. Det er virkelig underligt (og træls) at opleve.

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på hvor så mange studerende får netop denne misforståelse fra. Nogle misforståelser i naturvidenskab skyldes at en naturvidenskabelig forklaring strider mod den dagligdags forklaring – og så forsøger den lærende at forene de forklaringer på ukorrekt vis (Kirsten Paludan har skrevet en rigtig god bog om dette).

Men her er tale om blot et enkelt ord. Nogle studerende forsvarer sig her med at de er så gode til engelsk, at de blot oversætter fra lærebogen, der er på engelsk. Men det engelske ord for “stadie” er stage! Så på den måde er de pågældende studerende jo ikke så gode til engelsk endda. Måske ender de studerende med at “gå i skoven” sammen, hvis de taler om automatteori med hinanden. Én af dem bruger ordet “stadier”, de andre opsnapper det og forsvinder derefter sammen ud i den fælles skov af misforståelser.

Som sagt: Jeg ved ikke, hvor “stadier” opstår. Måske er der tale om en “folkeoversættelse” som er oplagt, hvis man har dansk som førstesprog. Måske viser eksistensen af “stadier” noget om hvordan der foregår en uformel læring i fællesskaber af studerende (den berygtede skov findes måske?); en undersøgelse af det ville være en øvelse i antropologi! Hvis jeg havde tid nok, ville jeg i al fald undersøge det systematisk. Og jeg ville meget gerne finde ud af hvordan jeg kan slippe af med de forbandede “stadier”.

Flattr this!

Engelsk er videnskabens sprog (??)

english-only-zone

I dag sluttede BETTY-mødet med endnu en samling foredrag. Der var fire personer til stede, hvis oprindelse var i lande med engelsk som officielt sprog. Den suverænt største gruppe var italienere fulgt af portugisere. Men alle talte vi engelsk sammen.  Jeg var blandt dem, der holdt foredrag – og det var selvfølgelig også på engelsk.

Det har ikke altid været sådan at videnskabens sprog til kommunikation var engelsk. Den russiske logiker Glivenkos berømte artikel fra 1928 om oversættelse mellem klassisk og intuitionistisk logik var på fransk. Den norske matematiker Thues artikel om ordproblemet for Thue-systemer var på tysk. Den amerikanske videnskabshistoriker Michael Gordin har en interessant artikel om udviklingen frem mod engelsk (og Gordins artikel er selvfølgelig også på engelsk).

Selv kan jeg ikke publicere på dansk. Der er ingen publikationskanaler for mit område på dansk, og det hjemlige publikum af dansksprogede forskere til mine publikationer ville formodentlig indskrænke sig til en snes stykker. Det er nødvendigt at kunne nå en stor kreds af modtagere, og derfor er engelsk vigtigt.

Men nogle gange ærgrer det mig, at vi er så dårlige til andre fremmedsprog i videnskabernes verden (og vel egentlig også til at formidle på vores modersmål). På dén måde er engelsk kommet til at stå i vejen. Der er selvfølgelig masser af mennesker verden over, der lærer et fremmedsprog i disse år, men der er ikke ret mange af dem, der befinder sig i de lande, der har engelsk som hovedsprog. Det, der især ærgrer mig, er at vi for sjældent får muligheden for at formidle vores viden på vores eget sprog – og det ironiske er, at netop denne forventning om formidling er blevet endnu et krav til vore dages forskere.

Flattr this!

Talmennesker og sprogmennesker

Oversigt fra Discover Magazine

For mange år siden, da jeg gik i gymnasiet (det almene gymnasium, i vore dage af nogle kendt som STX), var der to linjer: Den matematiske linje og den sproglige linje. På begge disse linjer var der så nogle grene.

Men er det egentlig den vigtige skelnen, den mellem matematikkundskaber og sprogkundskaber?

I USA har man de såkaldte GRE, som er adgangsgivende prøver til masters- og PhD-uddannelserne på universiteterne. I GRE-testen måler man både matematiske kompetencer og sproglige kompetencer, og der findes en oversigt over GRE-resultater grupperet efter hvilken uddannelse, man søger ind på. Figuren ovenfor (der er hentet fra et blogindlæg hos Discover Magazine) viser dette.

Det er ikke overraskende, at kommende matematikere er gode til matematik, men måske er det overraskende at de også har gode sprogfærdigheder. Kommende dataloger er til gengæld ikke helt så gode til matematik og heller ikke helt så gode til sprog. (Personligt synes jeg at det er rigtig ærgerligt. Og jeg skulle være blevet ved matematikken.)

Et godt stykke ude i tredje kvadrant, der hvor der er lave færdigheder inden for såvel matematik som sprog, finder man – de kommende idrætslærere og socialrådgivere! (Måske forklarer det, hvorfor det aldrig var lærerne i dét fag, der gjorde noget godt indtryk på mig i min skoletid? Jeg var elendig til idræt, men noget bedre til sprog og til matematik.)

Måske tyder dette på at man skal tænke anderledes på kompetencer, end tilfældet traditionelt har været. Matematik er også et sprogfag, og sprogfagene har et strukturelt aspekt, der faktisk er beslægtet med det strukturelle aspekt der findes i matematik.

Flattr this!

Lo siento, pero no hablo castellano

dekanikkeengelsk

Jeg sad her til aften og så Sporløs sammen med familien. Det er et elementært spændende program, og jeg kan af helt personlige grunde sætte mig ind i hvad de personer, der leder efter deres familie i udlandet, føler.  

Men når vi følger rejsen til udlandet, lægger jeg mærke til én ting: Hvor fanget danskerne er af sproget engelsk. Aftenens afsnit  førte os til Guatemala, hvor hovedsproget er spansk – et sprog, der er lige så udbredt som engelsk. Men den danske vært kunne kun tale engelsk og var nødt til at bruge tolk.  Da aftenens hovedperson skulle møde sin længe savnede mor og de søskende, han ikke anede at han havde, prøvede den danske vært at berolige moderen, der selvfølgelig var meget bevæget – på engelsk.  Her blev det rigtig kluntet.

Jeg kan kun en smule spansk, som jeg har lært mig selv, og jeg mindes uden nogen stolthed den aften i Buenos Aires hvor jeg forgæves prøvede at fortælle den unge mand på caféen, at jeg gerne ville have min mad varmet. Og jeg husker andre underlige stunder i Madrid, hvor jeg kun havde gringo-sproget at kommunikere på.

Fra dansk tv husker jeg interviews med ambassadører og andre fremtrædende mennesker fra Tyskland og Frankrig (vore to nære naboer og næsten-naboer) – på engelsk. Der er megen tale om internationalisering, men meget af det handler egentlig mest om i hvilket omfang danskere skal tale engelsk, og om en stiltiende forventning om at folk i andre dele af verden skal tale engelsk til danskere.

Det ironiske er at Danmark som sit primære fremmedsprog vælger sproget fra Storbritannien og USA, der er to lande i verden, hvor man også i vor tid ofte har vægret sig ved at lære fremmedsprog ud fra en forventning om at “engelsk er nok”.

Flattr this!