Det handler om udlændinge

I denne uge handlede forsiden på Jyllands-Posten om en ny bog af politikeren Jan E. Jørgensen, og det store og centrale ord i overskriften var, som man kan se, “udlændingestrid”. Men det var ikke en bog om udlændinge, artiklen handlede om. Derimod var det en bog om politiske uenigheder i Venstre.

Uden sammenligning i øvrigt tænker jeg på “jødefejden” tilbage i 1819-1820, hvor jødiske danskere blev udsat for voldelige antisemitiske overfald, og på “tamilsagen” i begyndelsen af 1990’erne, hvor en dansk minister forhalede og forhindrede familiesammenføringer for tamilske flygtninge fra Sri Lanka, der havde fået asyl i Danmark. “Jødefejden” var en sag om ikke-jødiske danskeres antisemitisme, ikke en sag om jøder eller hvad de gjorde. “Tamilsagen” var en om danske politikeres magtmisbrug, ikke en sag om tamiler eller hvad de gjorde. “Udlændingestriden” handler tilsvarende reelt kun om uenigheder inden for partiet Venstre.

Jeg bemærker også, at Jørgensens bog efter omtalen at dømme også kommer ind på bl.a. burka-forbuddet, der faktisk ikke er en lov om udlændinge. En del af dem, der bærer burka eller niqab, er født og opvokset i Danmark og er danske statsborgere.

Det er underligt og trist, at ordet “udlænding” har fået den tvivlsomme markørstatus, som vi ser i dansk sprogbrug nu. Det virker mere og mere som om “udlændinge” betegner en bestemt gruppe af mennesker, som “danskere” antages at reagere på ud fra en eller anden indre lovmæssighed.

At kigge teksten igennem

Kilde: http://webwoman.dk

Jeg kan huske, når studerende, jeg har undervist i et kursus, har fortalt mig at de har “kigget teksten til i dag igennem”. Da er jeg altid blevet temmelig urolig, for tekster på en universitetsuddannelse er bestemt ikke nogen, man kan nøjes med at kigge igennem. En matematisk tekst er især et ærkeeksempel på en tekst, som man ikke kan få ret meget ud af ved at “kigge den igennem”.

Men undersøgelser fra så langt tilbage som 2005 tyder på, at det at “kigge en tekst igennem” kan være på vej til at blive den nye norm for hvordan man læser. Det skyldes, mener forskerne fra San José State University i USA, at man læser på en anden måde, når man læser på en skærm. Tilsyneladende er det ikke så vigtigt, om skærmen ligner papir. Det er den mulige læsehastighed (eller hvad vi nu skal kalde det), der gør forskellen. Blandt andet er man som læser mindre tilbøjelig til at kigge tilbage i teksten, hvis man er gået glip af noget. Desuden er man mere tilbøjelig til at lede efter nøgleord end til at læse hvert enkelt ord i teksten. Men når man læser på denne måde, bliver de dybe kognitive processer i hjernen ikke aktiveret på samme måde, og man får ikke det samme ud af teksten. Og man kan rent ud sagt ende med at misforstå det, man har læst.

Det fysiske medium har betydning, når man læser – præcis ligesom det har betydning, om en præsentation bruges “hurtige” slides eller “langsom” tavle og kridt. Mediet er en del af budskabet. Man kan have stor glæde af ikke at skulle læse alt i papirform. Det er en vigtig pointe, som også skal bedre frem i undervisningssammenhænge, at man stadig er nødt til at kunne læse både på papir og på en skærm, og at de rigtig vigtige tekster skal læses på papir. 

Dansk med accent

På Nordisk Forskningsinstitut ved Københavns Universitet beskæftiger man sig med hvordan man i Danmark opfatter forskellige accenter på dansk, og oversigten over resultaterne er interessant læsning. Forskerne konkluderer at

I Danmark har vi aldrig været særlig gode til at forstå dansk udtalt med udenlansk accent. Mange udlændinge fortæller, at de oplever, at danskere hurtigt bliver “trætte i ørene”, når de taler med dem. 

Accent opleves af mange som “støj på linjen”. Det kan bl.a. skyldes, at danskere ikke har været vant til at høre dansk talt af udlændinge.

Det er en konklusion, som ikke er svær at måtte drage. I går så jeg således lidt af et dansk tv-program, hvor en kvinde fortalte om et møbel, hun restaurerede. Hun talte grammatisk fejlfrit og flydende dansk, men hendes udtale og navn afslørede, at hun måtte være svensk af oprindelse. Derfor blev alt, hvad hun sagde, forsynet med undertekster. Interessant nok kunne min hustru, hvis mor kom fra Sverige, godt forstå denne praksis. Den ærgrede til gengæld mig. På rejser i lande som USA og Storbritannien har jeg aldrig oplevet en tilsvarende praksis, når personer fra et ikke-engelsktalende land udtalte sig på engelsk på tv. Takket være de engelsktalende landes historie har de i mange generationer været vant til “oversøisk engelsk”.

I Danmark har jeg kendt flere voksne mennesker, der talte et rigtig godt, grammatisk fejlfrit og flydende dansk med kun lidt udtalerest fra det sprog, de først lærte. Alligevel har de spurgt deres børn, om det var lidt pinligt for dem at have en far eller mor, der talte på den måde.

Jeg har en ærgerlig fornemmelse af at brugen af undertekster på dansk i disse sammenhænge har den stik modsatte virkning af den tilsigtede – at den i længden faktisk gør det sværere for dem, der har dansk som modersmål, at forstå dansk talt med accent og gør det sværere for dem, der ikke har dansk som modersmål, at turde ytre sig på dansk. Alle skal vænne sig til, at der er mange måder at tale dansk på. Helt konkret vil jeg foreslå at tv-stationerne ikke viser underteksterne til dem, der taler dansk “med accent”, som default-valg (eller endog som påtrykte tekster, man ikke kan vælge fra, som tilfældet var med programmet, jeg har nævnt her), men som undertekster, man selv skal slå til. Med digitalt tv er den slags nemt.

Han, hun, den og det

Feminister har med god grund sat fokus på at der er i vores sprogbrug er latente antagelser om hvilket køn, mennesker har. Hvis man f.eks. i en tekst om krav til lægers adfærd konsekvent omtaler den ukendte læge som “han”, er man bl.a. med til at fastholde en forståelse af at “rigtige læger” er mænd, og man gør de mange kvindelige læger usynlige. Jeg blev selv først opmærksom på problemet, da jeg for snart mange år siden læste en satirisk artikel af Douglas Hofstadter. Siden er der sket en del. Der er blevet forsket i hvordan gender-fair language kan påvirke stereotyper om køn, og der findes grundige oversigtsartikler om hvad man ved. Der er også en del forsøg på at gøre noget i praksis. Jeg og mange andre prøver at gøre noget ved “tåbeligt kønnede” ord som f.eks. formand og forkvinde. I Sverige anvender man nu i bl.a. i nogle børnehaver det konstruerede kønsneutrale stedord hen.

Men noget, jeg nu er begyndt at spekulere over, er i hvilket omfang et kønsneutralt sprog egentlig er i stand til at ændre noget væsentligt i sig selv. Der er nemlig flere europæiske sprog, der er og altid i deres moderne form har været kønsneutrale og ikke skelner mellem “han” og “hun”. Det er tilfældet på georgisk, på ungarsk og på finsk. Hvordan det går med ligestillingen mellem kønnene i Georgien, Ungarn og Finland, ved jeg ikke, men min fornemmelse er, at man slås med mindst de samme problemer som mange andre steder, hvor sproget ikke er indbygget kønsneutralt. Jeg ved (det skrev jeg om her engang) at det i Georgien indtil for få årtier siden var utænkeligt, at kvinder gik på restaurant uden at have mænd med. I Ungarn er Viktor Orbáns regering arge modstandere af kønsforskning på universiteterne.  

Jeg har ikke noget godt svar, og jeg er tilhænger af at man skal tænke grundigt over de kønsantagelser, som sproget fører med sig. Man skal bestemt ikke bevare status quo. Men min formodning er, at det ikke er selve sproget, der skaber forandringen, men derimod vores bevidsthed om hvordan vi bruger sproget. Viktor Orbán kan f.eks. sagtens udtale sig dybt sexistisk og homofobisk på sit helt kønsneutrale sprog (og det gør han).

Hvorfor skal man lære at læse faglitteratur?

Mange universitetslærere har en oplevelse af, at der er ganske mange studerende, der sjældent eller måske endda aldrig læser i de lærebøger, de skal benytte i kursusundervisningen. Selv har jeg ofte haft en tydelig fornemmelse af det. Jeg har her hørt det argument, at det egentlig ikke er så vigtigt, at de studerende læser – bare de kan bestå. Hvis de kan opnå den tilstrækkelige viden ad anden vej, er det jo godt nok, for det handler først og fremmest om at kunne bestå. Og på sin vis er det helt korrekt.

Samtidig er der dog mindst to rigtig gode argument for at man som studerende eller færdiguddannet skal læse faglitteratur. Det ene er det rent pragmatiske: Der findes i alle universitetsfag stadig en hel masse relevant faglig viden, der kun er tilgængelig som tekster – og det gælder også for ny viden.

Men der er et andet argument, som jeg først blev ordentligt opmærksom på for nylig: Så længe det er vigtigt at kunne skrive godt, så længe vil det også være vigtigt at kunne læse. Studerende skal også kunne skrive en faglig tekst selv. Den kompetence, det er at kunne skrive med udbytte, er ikke uafhængig af den kompetence, det er at kunne læse med udbytte. Man kan ikke skabe en struktur i sin egen tekst, hvis man ikke kan opdage strukturen i de tekster, andre har skrevet.

Jeg husker fra min egen studietid og senere, hvordan jeg har læst gode fagtekster, og da selv har fået lyst til skrive lige så godt og klart. Faglitteraturen er også et forbillede. Nogle gange har jeg derfor undret mig (også ind imellem højlydt) over at studerende, der ikke skrev godt, ikke havde en ambition om at skrive lige så godt som de fagfolk, der skriver godt. Jeg tror faktisk, det skyldes, at de pågældende studerende enten ikke har læst nok eller ikke har tænkt over hvad en god fagtekst er.

Præcis som seriøst udøvende musikere lytter til en masse musik og præcis som seriøst udøvende billedkunstnere holder af at se på billeder af alle slags, sådan må en seriøs studerende/færdiguddannet også følge med hvad andre har skrevet og finde ud af hvad der kendetegner en god tekst. 

Sig det med 1000 ord

Til den berømte internationale matematikkongres i Paris i 1900 sagde David Hilbert at

En gammel fransk matematiker sagde: “En matematisk teori anses ikke for fuldstændig før man har gjort den klar, at man kan forklare den til den første, den bedste mand som man møder på gaden”

– citatet er her min oversættelse fra engelsk, efter en artikel i Historia Mathematica af June Barrow-Green og Reinhard Siegmund-Schultze, der prøver at identificere hvem den gamle franske matematiker er. Jeg troede i mange år, at det var Poincaré, men der er faktisk tale om Gergonne, viser det sig.

Men hvor nemt er det egentlig at forklare sine ideer til den første, den bedste, man møder? Det kan såmænd også være svært nok, selv om der er tale om nogen, man kender i forvejen. Da jeg studerede matematik for mange år siden, kunne jeg aldrig forklare familien, hvad det var, jeg havde givet mig i kast med. Senere, da jeg studerede datalogi, blev det faktisk ikke nemmere.

Hvis sproget til forklaringen er engelsk, er der nu en helt konkret test i form en teksteditor, der undersøger om man kun bruger de 1000 mest almindelige ord på engelsk. Editoren skyldes Theo Sanderson, der er biolog og forsker i parasitologi.

Jeg har selv forsøgt at forklare min forskning inden for programmeringssprogsteori på den måde, men det er godt nok svært, for al terminologi er bandlyst. Ordet “program ” er ikke blandt de 1000 mest almindelige ord på engelsk! Det er “type” så til gengæld. Billedet ovenfor viser mit forsøg; det forbudte ord “program” seks gange. Nu spekulerer jeg så på, hvordan jeg kan undgå dét – noget godt svar har jeg desværre ikke fundet endnu. En tilladt udvej er at sætte ordet i anførselstegn, men det er egenlig lidt snyd.

Bohr-fodbold

Det danske landshold ved OL-finalen i 1908. Det er Harald Bohr på forreste række, hvor han er nummer tre fra venstre.

Nogle har hørt om Harald Bohr, fordi han var matematiker og bror til Niels Bohr. Andre (nok ikke så mange mere) kan huske hans og Johannes Mollerups bog om matematisk analyse, som engang var meget udbredt i Danmark. Mollerup og Bohr er forresten også ophavsmænd til en sætning, der bærer deres navn, og som siger at gammafunktionen er den eneste reelle funktion, der opfylder den funktionalligning, som fakultetsfunktionen ofte defineres ved.

Men inden Harald Bohr blev professor i matematik ved Københavns Universitet var han faktisk også en af sin tids store fodboldstjerner. Han spillede for Akademisk Boldklub, der er i dag er absorberet i FC København, og han var også på landsholdet. I 1908 nåede det danske landshold finalen ved de olympiske lege, hvor de desværre blev slået 0-2 af England. Da Harald skulle forsvare sin doktorafhandling, mødte der efter sigende flere fodboldfans end matematikere op i auditoriet!

Jeg ved, at Lars Bastrup, der i sin tid spillede for HSV i Bundesligaen, var cand.mag i dansk – og mange år senere stiftede han sin egen messianske sekt! Og Klaus Berggren, der også spillede mange kampe på det danske landshold, var cand.merc. Og den brasilianske stjerne Sócrates levede op til sit navn; han var uddannet læge og fik langt senere en PhD-grad i filosofi.

Men vore dages fodboldstjerner er anderledes ubelæste. Er f.eks. Ronaldo, Messi eller Neymar nogensinde blevet set med en bog?

Et nyt omsorgscenter

Grafik: Al-Jazeera. https://www.aljazeera.com/indepth/interactive/2016/08/afghanistan-controls-160823083528213.html

For ikke så længe siden skrev jeg om det “opdragelsesteam”, som regeringen har nedsat. Dette “opdragelsesteam” har fastlagt nogle retningslinjer for hvordan opdragelse bør finde sted i Danmark og taler bl.a. om at indføre såkaldte “forældrekontrakter”.

Men den igangværende omkalfatring af sproget og af forholdet til børns og familiers rettigheder slutter ikke her. Den danske regering og den norske regering (hvor Dansk Folkepartis søsterparti Fremskrittspartiet har justitsministerposten) forhandler nemlig med den afghanske regering om at oprette en lejr for afviste mindreårige asylansøgere i Kabul.

Afviste asylansøgere fra Afghanistan, der er mindreårige, skal så sendes til Afghanistan og opholde sig i denne lejr. Lejren kalder man for et “omsorgscenter”. Incitamentet for den afghanske regering til at oprette et sådant “omsorgscenter” er midler fra Danmark og Norge. Jeg bemærker her,  at den afghanske regering reelt kun kontrollerer 56,3 procent af landet. Resten kontrolleres af Taliban og ISIL, som kortet ovenfor viser (og begge er tæt på Kabul). Hvor stor omsorg, der ligger bag de dansk/norske planer, er derfor meget uklart for mig. Dansk Flygtningehjælp har afvist at ville drive “omsorgscenteret”, bl.a. fordi man anser det for at være et oplagt mål for terrorhandlinger.

Ordet “omsorgscenter” har hidtil været brugt i forbindelse med den kommunale hjemmepleje i Danmark, men nu kommer ordet altså også til at indgå i det omsiggribende politiske nysprog, der udelukkende handler om at skjule og forskønne.

Det talte ords magt

Det er en helt særlig følelse for mig at kunne sige, at jeg i går blev Aalborgmester i poetry slam (og at jeg også blev det sidste år). Jeg kan huske, da jeg for første gang læste om genren i Information og tænkte, at det ville være spændende at overvære og måske endda deltage i.

Hvad skal der til for at få succes som spoken word-performer? Jeg ved det faktisk ikke helt endnu, men noget er vigtigt for mig, nemlig

  • at huske, at den tekst, man laver, skal være nem at fremføre; den skal ligge godt i munden præcis som en sangtekst skal
  • at huske, at den tekst, man laver, er nødt til at være én, man kan forstå i første og eneste gennemlytning; når man læser et digt (og det holder jeg meget af) kan man altid stoppe op undervejs, men i spoken word er det performeren, der bestemmer tempoet
  • at huske, at teksten skal have  en struktur, som kan hjælpe lytteren med at forstå og opleve; det kan være i form af en fortælling eller i form af en struktur med tydelige og interessante gentagelser (en slags omkvæd eller hook, om man vil)
  • at være konkret (show, don’t tell, som man også siger)

Så ret beset er spoken word nært beslægtet med sang og med sangskrivning. Der er en musikalitet ved genren, som jeg faktisk holder meget af og stadig er i gang med at opdage. Og så skal man kunne håndtere at stå på en scene; det er langt fra alle, der kan det.

Desværre er der også “tonedøve” personer, der forsøger sig i poetry slam, og ligesom det er svært at fortælle nogen, at de synger pivfalsk, kræver det stor overvindelse at fortælle nogen, at de ikke har fanget genrekravene. Jeg har oplevet poetry slam-udøvere, der er så synligt og hørligt nervøse, at de knap kan fremføre deres tekster. Det er synd for dem, og trist at de ikke lærer af alle deres dårlige erfaringer.

Noget, jeg stadig arbejder på at blive god til, er at lære mine tekster udenad, så jeg en dag helt kan slippe papiret og koncentrere mig helt om at performe. Problemet er her, at jeg faktisk efterhånden har oparbejdet ret mange tekster.

Min personlige holdning til selve indholdet er, at det ikke må være så privat, at det ikke appellerer godt til den modtager, der altid er. Der er en hel masse poetry slam, der fokuserer på kærestesorger og stævnemøder, præcis ligesom der er en masse sange, der handler om disse eviggyldige emner (og sjældent er præget af særlig megen erfaring). Selv har jeg lavet en del tekster med mere eller mindre politisk indhold, til dels præget af den aktivisme, jeg også beskæftiger mig med. Men begge dele er kun et hjørne af virkeligheden, og der er mere derude. Derfor prøver jeg at  skrive om, nå ja, andre emner også. Men samtidig er der også den udfordring, at poetry slam-publikummet i dag ofte er ungt og forbløffende historieløst. Hvis man gerne vil falde igennem over for et gymnasiepublikum (som uden diskussion er den publikumstype, de fleste poetry slam-udøvere på den anden side af de 20 frygter mest), skal man bare nævne en begivenhed, der fandt sted for mere end halvandet år siden!

At lære at skrive ved at lære at læse

Jeg har skrevet ikke helt få indlæg om den svære kunst, det er at skrive godt, når man skriver i akademisk sammenhæng. Men lige så vigtigt er det faktisk at kunne læse godt – de to kompetencer er tæt forbundne. Ofte, når jeg har set en kluntet skrevet akademisk tekst (det være sig en tekst skrevet af forskere eller en tekst skrevet af studerende), undrer jeg mig ofte uvilkårligt over at forfatterne da ikke har set at sådan skal man da ikke skrive. Hvorfor stræber de da ikke efter at skrive bedre og efter at skrive noget, de selv har lyst til at læse?

Svaret er det kedelige, at kompetencerne for det at læse og det at skrive er koblet. Noget lignende kender vi fra talesproget.  Den vigtigste grund til at nogle mennesker taler et fremmedsprog med udpræget fremmed accent, mens andre ikke gør, er ikke at de har svært ved at bruge mundens muskler korrekt – for alle mennesker verden over uden egentlige funktionsnedsættelser har munde, der er helt ens indrettet. Årsagen til at nogle mennesker taler med stærk fremmed accent er derimod, at de har svært ved at høre forskel på lyde og især da, når det gælder lyde, de ikke er vant til at høre. Mennesker fra østasiatiske lande som Kina og (især) Japan har f.eks. svært ved at høre forskel på “L”- og “R”-lydene, som på indoeuropæiske sprog forekommer at være tydeligt forskellige.

Dette er i virkeligheden et vigtigt argument for at blive god til at læse andres tekster, som man sjældent hører i undervisningssammenhæng – nemlig at man selv bliver bedre til at skrive, hvis man bliver god til at læse. Omvendt er en kluntet skrevet tekst på sin vis en tekst, der “skriver med fremmed accent”.

Hvad end jeg måtte have af færdigheder, når det gælder selve dette at kunne skrive, kommer fra mit ønske om at kunne skrive lige så godt som mine forbilleder.