Alt det, sproget kan

I dag var anden og sidste dag på Amnesty Internationals landsmøde. Det er altid om søndagen, vi behandler forslag til udtalelser og vedtager eventuelle ændringer i kontingentsatser mv. Denne dag blev jeg mindet om, hvad vores brug af sproget betyder.

Det forslag til landsmødeudtalelse, jeg havde fremsat, var blevet behandlet i en arbejdsgruppe i går, og vi havde fundet nogle få formuleringer, der skulle ændres.

Kernen i udtalelsen er denne:

Amnesty Internationals landsmøde opfordrer på det kraftigste den nuværende regering til at gøre op med alle aspekter af den praksis mht. accept af tortur, der har udviklet sig i dansk politik. Vi opfordrer regeringen til at tage konkrete initiativer, der vil sikre

  • En principiel og permanent opgivelse af al fremtidig brug af diplomatiske forsikringer til lande, der systematisk anvender tortur.
  • Et stop for dansk medvirken til overførsel af fanger til situationer, hvor der er risiko for, at fangerne vil blive udsat for tortur.
  • At danske myndigheder ikke udfører, opfordrer til eller på anden måde giver anledning til at mennesker bliver udsat for tortur.

Disse formuleringer havde vi diskuteret i stor detalje, og vores overvejelser blev gjort klar i diskussionen i plenum.

Kunne vi mon slette ordet “systematisk” i den første opfordring? blev der spurgt. Svaret hertil er et nej, for de fleste lande i verden har desværre overtrådt FNs konvention mod tortur. Hvis vi slettede “systematisk”, ville det blive stort set umuligt at udlevere nogen til et andet land. Men FNs konvention mod tortur siger også, at myndighederne i et land, der har tiltrådt konventionen, ikke må udlevere nogen til et land, hvor der er begrundet risiko for at den pågældende bliver udsat for tortur. Det er grundigt dokumenteret, at der er en gruppe af lande, der skiller sig ud ved at være lande, hvor tortur bliver anvendt systematisk. Hvis man udleverer mennesker til retsforfølgelse disse lande, er der således begrundet risiko for at debliver udsat for tortur. Så det lille ord “systematisk” er særdeles vigtigt. Vores formuleringer er ikke “bare ord”.

Bagefter var der en paneldiskussion om Amnesty Internationals nye rapport, der dokumenterer hvordan der i nogle europæiske lande forekommer udbredt diskrimination af borgere, der er muslimer. I paneldiskussionen deltog der repræsentanter for 5 politiske partiers ungdomsorganisationer: Liberal Alliance, Venstre, Radikale, SF og Socialdemokraterne (øvrige partier havde måttet melde afbud med meget kort varsel).

Det blev en meget ufokuseret diskussion, der kun kort berørte den nye rapport, og der kom nogle ubehagelige holdninger frem fra især nogle af de unge politikere.

For det første hæftede jeg mig ved, at Venstres repræsentant gjorde sig til talsmand for det synspunkt, at Amnesty International også bør forsvare de private aktører, der praktiserer diskrimination: Hvis en butik nægter at betjene kunder fra en bestemt befolkningsgruppe, er det en forkastelig praksis, men vi skal forsvare butikkens ret til at diskriminere på denne måde. Hans argument var det ofte hørte, at staten principielt ikke skal blande sig i, hvad en virksomhed gør. Her måtte jeg påpege, at den diskrimination af afro-amerikanere, som fandt sted i USA i det 20. århundrede, i stort omfang ikke skyldes lovgivning, men private aktørers diskriminerende adfærd: butikker ville ikke betjene afro-amerikanere, busselskaber ikke ville transportere afro-amerikanere på lige vilkår med alle andre, filmselskaber ville ikke give roller til afro-amerikanske skuespillere osv. Hvis de fleste butikker i en by ikke vil have mig som kunde, hvor kan jeg så købe ind? Her vidste den unge Venstre-politiker ikke, hvad han skulle svare. At private aktører har afgørende magt i samfundet, at der findes både institutionaliseret, officiel og ikke-institutionaliseret, privat baseret diskrimination og at menneskerettighederne ikke indebærer en ret til forskelsbehandling indgik tydeligvis ikke i hans analyse (hvis man kan tale om en sådan). Hvis man skal vælge mellem private virksomheders ubegrænsede ret til at gøre, hvad de vil, og retten til at leve et liv fri for forskelsbehandling, vil jeg altid vælge det sidste.

For det andet hæftede jeg mig ved, at nogle hævdede, at hadefulde udtalelser mod minoriteter ikke udgjorde et væsentligt problem. Specielt Venstres repræsentant gjorde sig til talsmand for denne holdning – “det er jo bare ord”, som han sagde. Men mange forfølgelser af mindretal er netop begyndt med hadefuld retorik. Tyskland i 1930’erne, Jugoslavien i 1990’erne og Rwanda på samme tid var alle eksempler på hvordan en hadefuld retorik efterhånden var med til at piske en folkestemning op, og i USA i det 20. århundrede gik diskriminationen af afro-amerikanere hånd i hånd med omtalen af mennesker fra denne del af befolkningen i film, tv og trykte medier. Retfærdigvis skal jeg sige, at den unge Venstre-politiker efter at have talt med nogle af os modererede sine udtalelser ganske meget på dette punkt og faktisk til sidst endte med at sige, at det var vigtigt, at Amnesty International var en vagthund over for de, der kom med hadefulde udtalelser. Han havde lyttet og reflekteret. Vores formuleringer er ikke “bare ord”.

For det tredje hæftede jeg mig også her ved at sproget former vores billede af verden, og at vi glemmer det. “Vi” skal gå i dialog med “dem”, var der en ung politiker, der sagde. Det er vigtigt, at der ikke gælder andre regler for “hvide” end for “muslimer”, var der en anden, der sagde. Disse egentlig helt velmenende bemærkninger afslørede de underlige kategoriseringer, mennesker har internaliseret og bærer med sig i sproget. Vores formuleringer er ikke “bare ord”.

Landsmødet sluttede med at deltagerne traditionen tro lavede et “levende billede” på plænen uden for Nyborg Strandhotel. Billedet, der forestiller den berømte “knudepistol” af den svenske kunstner Carl Fredrik Reuterswärd, er symbol på vores kampagne for en traktat, der skal regulere våbenhandel. Det var en god afslutning på et inspirerende landsmøde.

Nitusinde ord

20120419-165647.jpg
I dag, på vej hjem fra arbejde, var jeg til åbningen af Ordkraft, den lyrik- og litteraturfestival, der forhåbentlig bliver en tradition her i Aalborg.

Mette Moestrup læste fra sin helt nye digtsamling Dø, løgn, dø. Det var der nogle, der syntes godt om (bl.a. hende selv; meninger er som bekendt forskellige). Også Mads Bjergen Pedersen og Mark Jensen Skovgaard var på.

Midt i det hele var der placeret en reception, en rigtig dansk én af slagsen, hvor der blev serveret svinekød og alkohol.

I overmorgen skal jeg høre Søren Ulrik Thomsen – ham er jeg tilsyneladende den eneste, der kan lide – og bagefter er jeg selv på, når der er poetry slam først på Transformator og derefter på Studenterhuset – begge gange sammen med Mads B. og Mark J. og sidste gang sammen mod tre gæstende københavnere. På sin vis er dette en revanche for DM i poetry slam, hvor jeg blev nummer 1 fra den forkerte ende og vinderen var Jacob Hallgren fra København.

Et ikke-rekursivt folkeslag?

Den amerikanske lingvist Daniel Everett (ovenfor til højre) er aktuel med en bog, Language, The Cultural Tool, hvori han argumenterer for at Noam Chomskys teori om en universel grammatik er ukorrekt. I The Guardian kan man læse et interview med ham.

Everett har i mange år jævnligt besøgt Pirahã-folket, der bor langt inde i Amazon-regnskoven (og kalder sig selv noget helt andet, nemlig Hi’aiti’ihi; oversat “det lige folk”). Ifølge Everett skulle netop dette folks sprog – der ikke lader til at være beslægtet med noget andet eksisterende sprog og kun tales af mellem 250 og 380 mennesker, der alle bor på samme lille landområde – være et eksempel på et sprog, der er så afgørende anderledes, at det ikke kan passe med Chomskys hypotese om eksistensen af en universel grammatik.

Der er ingen talord – Everetts erfaringer med undervisning er, at folk har meget svært ved at lære at tælle – og farvebegrebet er ikke veldefineret. Således bruges der samme ord for blå og grøn.

Et af problemerne med hypotesen om eksistensen af en universel grammatik er at den, så vidt jeg kan se, er så svær at falsificere, når det gælder naturlige sprog. Det er såmænd svært nok at bevise ikke-udtrykskraft i matematisk logik og datalogi. Pumping Lemma’erne og diagonalisering er alle eksempler på bevisstrategier, der benytter sig af et karakterisationsresultat.

Chomsky hævder, at en universel grammatik vil være karakteriseret ved muligheden for rekursion. Rekursion er i lingvistisk sammenhæng muligheden for at lave bl.a. indlejrede bisætninger af vilkårlig dybde og gentagelser af vilkårlig længde. Her er et eksempel.

Hans Hüttel, der er universitetslærer på Aalborg Universitet, der ligger i Nordjylland, der ligger i Danmark, der ligger i Europa, som er nord for Afrika, hvor girafferne hører hjemme, har læst en artikel om Daniel Everett, der har besøgt et folkeslag, der bor i Sydamerika, der ligger vest for Afrika.

Fænomenet rekursion kan fanges med noget så simpelt som kontekstfrie grammatikker. Datalogistuderende, der har fulgt et kursus om formel sprogteori (som f.eks. mit kursus “Syntaks og semantik” på 4. semester) vil vide, at vi kan beskrive et sådant fænomen med en lille kontekstfri grammatik som

S \rightarrow aSb \mid cSd \mid e

Everett mener at have påvist, at der ikke findes mulighed for rekursion i Pirahã-sproget; han har nemlig ikke observeret rekursive ytringer. Men hvordan kan vi endegyldigt bevise, at rekursion ikke er mulig i Pirahã-sproget? En konsekvens af at et sprog er ikke-rekursivt vil være, at der kun findes endeligt mange ytringer. Det vil i et ikke-rekursivt sprog ikke være muligt at sige

Jeg er meget, meget, meget, meget, meget, meget, meget, meget, meget træt.

og så blive ved med at tilføje et ekstra “meget.” Selv hvis Everett bruger hele resten af sit liv på at nedskrive alle de ytringer på Pirahã, han får at høre, kan han ikke endegyldigt konkludere, at der kun er endeligt mange. Og tænk nu, hvis det viser sig, at der alligevel var en form for grammatisk rekursion. Nogle medlemmer af Pirahã-folket har formodentlig lært at tale i hvert brudstykker af andre sprog, hvor rekursion forekommer (Pirahã-sproget har nemlig låneord fra portugisisk) og da kan man risikere, at de har indført rekursion ad bagvejen pr. inspiration (ligesom programmeringssproget Fortran oprindelig ikke havde rekursion, men fik det siden).

Men en spændende diskussion er det (og en artikel på Edge.org har en lang meningsudveksling mellem bl.a. Everett og Steve Pinker), for den udtaler sig om sammenhængen mellem det talte sprog og de tænkte tanker. Hvis det nemlig er meget svært at lære at tælle på et bestemt sprog, må der være et helt sæt begreber, der er udenfor den talendes rækkevidde, herunder alt, hvad der hedder matematik.

Noget siger mig, at jeg nok ikke skal regne med at få datalogistuderende fra denne del af Sydamerika i de nærmeste par år. Men til gengæld er de nok ligeglade; Daniel Everett udtaler:

In my first book, Don’t Sleep, There Are Snakes, I describe them as a very happy people. That doesn’t mean everyone is happy all the time: they have struggles, they have insecurities, they lose their temper, they face danger. But it was actually a co-researcher who went with me from MIT and looked at the people and said: “These must be the happiest people anywhere” and I said: “How would you measure that?” and he said: “We might measure the amount of time they spend laughing and smiling and compare that to any other society, because I don’t see anyone around here who is not laughing or smiling most of the time.” There is a strong contentment there that I haven’t seen matched by any other society.

Så kan man nok godt klare sig uden rekursion.

Engelsk på dansk

I denne uge har jeg været til internat med Institut for datalogi, og alle møder undervejs blev afholdt på engelsk, da der nu er en del ansatte, der ikke taler eller forstår dansk.

Engelsk er et sprog, de fleste danske har et ambivalent forhold til. Vi vil gerne være gode til engelsk, og det er vigtigt at være gode til engelsk. Samtidig er mange, der føler sig usikre, når de skal tale engelsk. I de seneste måneder har der været en del kritik af og morskab over Villy Søvndals engelsk. Politikeres engelsk er i det hele taget et ømt punkt.

Jeg sad engang og så tv-avis sammen med en god ven, da der kom et klip, hvor Anders Fogh Rasmussen talte engelsk. Det er ikke klippet ovenfor. Min ven syntes, Anders Foghs engelsk var pinligt – og tilføjede så : “Men jeg skal passe på… mit eget engelsk er heller ikke for godt.” Men er det nu så dårligt? I klippet ovenfor, der er fra 2009, er det tydeligt, at Foghs intonation og udtale er meget uidiomatisk. Der sniger sig også et par lidt kluntede formuleringer ind, men jeg synes ikke, Anders Foghs engelsk er pinligt.

Jeg har det på samme måde med Villy Søvndal. Nogle har moret sig over ordet “bewonder”, som han brugte ved en pressekonference i USA. Ordet “bewonder” findes rent faktisk og betyder rent faktisk “beundre”, omend det nu er forældet i almindelig brug. Dictionary.com har følgende forklaring:

Bewonder
Be*won”der\, v. t. [imp. & p. p. Bewondered.]
1. To fill with wonder. [Obs.]
2. To wonder at; to admire. [Obs.]

Villy Søvndals engelsk er ligesom Anders Fogh Rasmussens engelsk tydeligt “ikke-indfødt”. En del af de kendetegn de to politikere har, når de taler engelsk, skyldes formodentlig deres baggrund – de er fra samme generation i tiåret efter 2. verdenskrig, hvor engelsk var på vej ind i skolesystenet for alvor (født i henholdsvis 1953 og 1952) og er begge vokset op på landet i Jylland, så accenten har de også til fælles.

Men kan andre forstå dem? I et forum om pladespillere (!) dukkede der her i efteråret en diskussion op om danske politikeres engelsk. En dansk deltager spurgte de andre deltagere om hvad de synes om udenrigsministerens engelsk, baseret på et filmklip.

En brite skrev:

As an English speaker I didn’t have any trouble understanding what he was saying.

En amerikaner skrev:

Speaking as an American and even worse an American from the East coast of the USA, I have no problem understanding the speaker. There are many Americans who should speak english so well.

Hvis udlændinge ikke er bekymrede, skal vi da være det? Spørgsmålet er vel egentlig, hvad vi bør forlange som acceptabelt niveau for danskeres engelskkundskaber. For ét er hvad vi selv synes – noget andet er tydeligvis, hvad de, der ikke sammenligner med dansk, synes. Når vi lytter til danske politikeres engelsk, sammenligner vi uvilkårligt med deres anderledes veltalenhed på dansk. Det gør andre ikke. De ved, at vi er udefra kommende, der bruger deres sprog.

Der er andre lande, der i tidens løb på grund af britisk eller amerikansk indflydelse har taget engelsk til sig i større omfang. Indien og Filippinerne er eksempler på dette. I begge lande er der flere sprog repræsenteret i forvejen, og engelsk er derved blevet et lingua franca. Indisk engelsk er ikke britisk engelsk, og filippinsk engelsk er ikke amerikansk engelsk. Hvis vi skal tage engelsk til os på samme vis (jeg er selv i tvivl om det – der er jo også andre vigtige fremmedsprog derude!), er spørgsmålet, om ikke vi kan tænke på dansk engelsk på samme måde? Måske ville det også hjælpe os til at have en mindre perfektionistisk holdning til udlændinge i Danmark, der taler dansk.

To nytårstaler

Wordle (http://www.wordle.net) er et websted, der lader en Java-applet lave en frekvensanalyse af ordene i en tekst og derefter præsenterer resultatet i form af en mosaik, hvor ordenes skriftstørrelse afhænger af deres hyppighed. Jo hyppigere et ord forekommer, jo større skrives det.

Jeg har nu brugt Wordle på henholdsvis dronningens og statsministerens nytårstale fra dette nytår. Kan læseren gætte hvis der er hvis? Okay, det er ikke så svært. Jeg tror nemlig aldrig, nogen statsminister har nævnt prinsgemalen i en nytårstale.

Det lidt overraskende er dog, at Danmark faktisk optræder hyppigst hos statsministeren, dvs. Helles mosaik er forneden, og Margrethes mosaik er øverst. Begge vore førstedamer taler så tilsyneladende lige meget om arbejde.

Lambek-kalkylen

Jeg har ofte harceleret over de stavefejl som voksne mennesker med dansk som modersmål trofast begår, og en blodtryksforhøjende medicin, der aldrig slår fejl for mig, er r-fejlene. De, der anvender r-fejl, udgør en stor og sejlivet brugergruppe. De kunne have følgende som motto:

Han lære at kører bil af en kørerlære.

I 1958 foreslog den canadiske matematiker Joachim Lambek (der også er kendt for sit arbejde med kategoriteoretiske modeller af logik) en matematisk teori, der kan forklare dette fænomen. Dette var en periode med andre vigtige bidrag inden for matematiske teorier for sprogs struktur, og mest velkendt er vel Noam Chomskys grammatikker, som alle datalogistuderende i et vist omfang stifter bekendtskab med.

Lambeks system, som hurtigt blev kendt som the Lambek calculus (uden tvivl et oplagt ordspil på \lambda-kalkylen, som han er inspireret af), er det, man kalder en substrukturel logik. Det bedst kendte eksempel på en substrukturel logik er formodentlig Jean-Yves Girards lineære logik.

Lambek-kalkylens var et tidligt, vigtigt bidrag til det område inden for teoretisk lingvistik, der kaldes kategorielle grammatikker – studiet af formalismer for sprogs syntaks, hvor man opfatter en sammensat sproglig term som en funktion af dens bestanddele. Her er et stærkt forenklet eksempel på hvad man kan.

Lad os (som i Lambeks artikel fra 1958) have to grundtyper, nemlig n for navneord og s for sætninger. Desuden kan vi have sammensatte typer, der kan bygges med symbolet \setminus. Typen n \setminus s er typen af et ord der, hvis man præfikser det med et navneord, vil danne en sætning.

Derudover har vi en inferensregel, der definerer en genskrivningsrelation:

\frac{y \rightarrow x\setminus z}{xy \rightarrow z}

(De, der kender typet \lambda-kalkyle, vil her få mindelser om piltyper og reglen for applikation.)

Betragt nu ytringen

Bilen kører

På dansk har navneord type n, mens udsagnsord i nutidsform har type n\setminus s. Ordet kører har således type n \setminus s, og ordet bilen har type n. Følgen af typer i vores ytring er derfor n \; n\setminus s, som kan genskrives til s. Ytringen er derfor en gyldig sætning.

Det er

Bilen køre

derimod ikke, da køre ikke har den krævede type og følgen af typer derfor ikke kan genskrives til s.

Jeg er desværre ikke sikker på, at vi kan få  nedlagt brugergruppen for r-fejl ved at lære dens medlemmer om Lambek-kalkylen, men det kan lade sig gøre at lave bedre stavekontroller ved brug af dens ideer. Dette område, parsning af naturlige sprog, er et vigtigt forskningsområde. Men en alment tilgængelig stavekontrol, der fanger r-fejl og andre vederstyggeligheder, har vi tilsyneladende endnu til gode.

Jeg har forresten mødt Lambek engang, nemlig til den første konference jeg nogensinde deltog i – Logic at Botik i Pereslavl-Zalesskij i 1989 i det land, der dengang stadig hed Sovjetunionen. Vi var en hel masse udenlandske og lokale dataloger og logikere samlet langt ude på landet midt i den russiske sommer, og en af dem var en allerede dengang ældre herre ved navn Jim. Først da jeg så deltagerlisten, opdagede jeg, at Jim var Joachim Lambek.

Porno med stråmænd

Jeg har lagt mærke til, at flere af mine Facebook-venner har været meget glade for en kronik bragt i Berlingske her i julen. Kronikken, “Jeg – en socialt indigneret” er skrevet af Eva Selsing, der er filosof. En enkelt roste den endog for sine “filosofiske visdomsord”, så her var en kronik, jeg måtte læse. Desværre har jeg også for nylig læst retorikprofessor Christian Kocks bog De svarer ikke, der udkom i år. Det blev med denne bog i baghovedet, jeg endte med at læse og genlæse Eva Selsings kronik, og jeg var efter endt læsning ikke så begejstret som mine Facebook-venner.

For en sikkerheds skyld: Det, jeg kritiserer i dette indlæg, er ikke Eva Selsings politiske holdninger (jeg er fundamentalt uenig med dem), men hendes argumentationsform. Kronikken kommer desværre til at virke som en fortegnelse over de uskikke, der gør sig gældende i den politiske debat i dag og kunne faktisk bruges som et case-studie i pointer fra Christian Kocks bog. Og lad mig også for en sikkerheds skyld sige dette: De uskikke, Eva Selsing benytter sig af, er uskikke, som ingen af de politiske fløje har patent på.

Jeg vil ikke påstå, at jeg kort kan formulere den tese, Eva Selsing argumenterer for. Formodentlig er den dette:

Jeg er indigneret over det principielt utilstedelige i, at så stor en del af den enkelte families eller virksomheds indkomst konfiskeres af en forslugen stat.

Tesen er temmelig uklar, og argumentationsformen problematisk.

Her kommer første uskik, og den dominerer kronikken. Eva Selsing er (ligesom mange andre politiske debattører) glad for at opstille det, man i retorik kalder for stråmænd. Her et eksempel på en sådan stråmand – og den er stor:

Erhvervslivet skal også opdrages. De skal lære, at det er ufint at tjene penge. Den økonomiske overklasse har ingen status i kultureliten, der bruger erhvervslivet til at vise resten af samfundet, at penge er onde og gør folk overfladiske og dumme.

Virksomhederne skal derfor betale aflad for deres iboende ondskab. Det skal ske i form af grønne regnskaber, forvoksede CSR-programmer og så mange kvinder i bestyrelserne som overhovedet muligt. Hvis ikke flere. Grønhed og kvinder er løsenet til de faldne erhvervsfolks frelse.

Kultureliten sidder tungt på uddannelsesområdet og de fleste større medier. Herfra prædikes om det gode liv. Og hvad er det? Det er i hvert fald ikke at blive et pengemenneske. En revisor eller butiksejer. Nej, skole­læreren nikker først anerkendende, når eleven proklamerer, at han vil være forfatter, kunstner eller digter. Dét er smagfuldt. Dét er der mening i. Alene udsigten til knappe økonomiske ressourcer ved sådanne hverv sikrer adgangsbillet til livet i kulturel overflod og status.

Har nogen i “kultureliten” fremsat nogle af de påstande, der fremføres ovenfor? Har “skolelæreren” (alle skolelærere er tilsyneladende enige) de holdninger til elevers erhvervsvalg, der fremføres ovenfor? Jeg ved det ikke, men jeg tvivler. Det er temmelig oplagt, at der derimod er tale om en karikeret udgave af nogle holdninger, som kronikøren er uenig med, og selvfølgelig gerne må være uenig med. Det er argumentet, jeg anholder her. En karikeret udgave af en modstanders holdninger kaldes en stråmand. Fordelene ved at opstille en stråmand er disse: For det første bliver modstanderen nødt til at bruge tid på at gendrive den karikerede udgave og har derfor mindre tid til at fremsætte egne argumenter. For det andet vil en tilhører, der ikke kender modstanderens argumenter, måske kunne bringes til at mene, at stråmanden faktisk er udtryk for modstanderens faktiske argumenter.

Ulempen ved stråmandsformen er at den er uærlig. Debattøren skaber et fjendebillede, som derefter skydes ned. I dette tilfælde er der tale om det, Christian Kock kalder for en “afskyelig stråmand”, nemlig en karikatur af modstanderens holdninger, der har til formål at udstille holdningerne som farlige.

Et andet eksempel på en uskik er dette at tillægge modstanderen lurvede motiver. Et eksempel (der er flere) er:

Magteliten i dette samfund ønsker ikke at være en del af den arbejdende og værdiskabende samfundsgruppe. Magteliten vil blot administrere og udstikke rammerne for det gode liv for resten af borgerne.

Problemet er, at det ikke er gyldigt at argumentere ud fra gisninger om modstanderens mulige lurvede motiver. Dels er en påstands gyldighed uafhængig af motiverne hos den, der fremsætter den, dels er det næsten altid umuligt for modstanderen at tilbagevise athan/hun har lurvede motiver, for de faktiske motiver er oftest kun tilgængelige for én selv.

Og så er der også den tredje uskik: det med tallene. I Christian Kocks bog er der viet et helt kapitel til det, Kock kalder for “talfnidder”, dvs. manipulerende brug af tal. I Eva Selsings kronik er der desværre ikke engang “talfnidder”. Eller hov, der er faktisk ét tal:

Danskerne har slet ikke brug for alle de penge, en lavere skat ville give. De går alligevel bare til fladskærme og andre ligegyldige genstande, der gør det mindre attraktivt at gå på biblioteket og låne Klaus Rifbjergs 5.000 bøger.

Så vidt jeg ved, har Klaus Rifbjerg ikke skrevet 5000 bøger, men “kun” lidt over 160. Derudover er vi henvist til vage størrelselsangivelser som

…de astronomiske summer, vi alle indbetaler til staten i form af skatter, afgifter og gebyrer…

og

Virksomhederne betaler enorme summer i skatter.

Det er meget muligt, at der er tale om store beløb. Men hvorfor kan vi ikke få nogle konkrete tal? Sådanne tal er tilgængelige fra Danmarks Statistik, og de ville måske kunne forsyne Eva Selsing med nogle meget konkrete argumenter, hvis vi antager, at hendes tese er, at staten inddrager en for stor del af den enkelte families eller virksomheds penge.

Endelig er det en uskik, at den part. Eva Selsing er uenig med, er meget vagt defineret. Hvem er “kultureliten” og “magthaverne”? Er det de samme mennesker? Og hvilken sammenhæng er der mellem dem og “skolelæreren”?  Det er meget uklart, om der er tale om veldefinerede, homogene grupperinger.

Problemet med kronikker som den, Eva Selsing har skrevet, er at de i virkeligheden ikke flytter nogen holdninger. De påstande, som faktisk bliver fremsat, er samtidig så vage, at de aldrig vil kunne falsificeres. Her er et enkelt eksempel (der er mange flere i kronikken):

…statslig service. En service, der ofte er dårlig og mangelfuld.

Påstanden vil aldrig kunne tilbagevises, netop fordi den er så vagt formuleret. Hvis man finder et eksempel på god statslig service, vil replikken enten kunne være “Men det var ikke dét, jeg tænkte på” eller “Jeg synes ikke, der er tale om god statslig service i dette tilfælde”.

Om det var Selsings hensigt at skrive en kronik, der skulle flytte læserens holdninger, ved jeg ikke, men jeg tvivler selv på det. Jeg er temmelig overbevist om, at hvis man ikke var enig med hendes præmisser inden man læste kronikken, vil man heller ikke være det bagefter. Kronikken “bekræfter sig selv”.

Denne type polemiske, selvbekræftende kronikker skrives trofast af debattører fra begge politiske fløje (Carsten Jensen og Georg Metz er eksempler fra den anden fløj), og de tjener primært som en form for politisk porno: de forstærker nogle følelser, som allerede var der, og hensætter den villige læser i en opstemt tilstand. De flytter ingen holdninger. Men ligesom pornoen ikke kan erstatte et seksualliv eller styrke kærligheden, sådan kan den polemiske kronik som debatform ikke erstatte en egentlig, afklarende politisk diskussion. Politik bør handle om at løse problemer i samfundet, ikke om at vinde en slags stammekrig.

Tænk, hvis man kunne anerkende modstanderes argumenter som de faktiske argumenter (dvs. uden at karikere dem) og analysere dem præcist. Det bør være muligt, for i politiske sammenhænge findes der ikke objektive sandheder – der er altid både argumenter for og imod enhver politisk påstand. Man har bestemt lov til at synes, at det politiske synspunkt, man selv har, er det bedste og at ens egne argumenter for det er de stærkeste (alt andet ville trods alt være underligt). Men hvis man vil overbevise tvivlere og ikke-troende, ville det klæde alle at argumentere for hvorfor det er tilfældet og uden at forfalde til uskikke.

Tilbagetoget

I dag deltog jeg i Litteraturekspressen, en idé fostret af lyrikforeningen 9000 ORD fra Aalborg i anledning af litteraturfestivalen Ord i Nord i Skørping. Sammen med en anden “hjemmedigter”, Gitte Thorhauge, læste vi vores tekster højt i lokaltoget fra Aalborg mod Skørping. Der var kun 6 passagerer i MR-toget ud over os, og heraf var én klædt ud som Herman Bang. Dieselmotorerne i MR-toget larmede som de plejer, så der var ikke andet for end at hæve stemmen. På vej ud fra Støvring så vi noget så usandsynligt som et modkørende IC4-tog. Da vi nåede Skørping og steg ud, var der en stor skare samlet på perronen – dog ikke for at tage mod undertegnede eller Gitte Thorhauge, men for at byde velkommen til Herman Bangs genfærd, der kvitterede med at læse højt af Ved vejen.

Det var mange år siden, Gitte Thorhauge og hendes mand, som jeg også fik mødt, havde været ude at køre i tog. Det er altid interessant at møde mennesker, der har et så platonisk forhold til togdriften. Selv har jeg altid været flittig togpassager, både herhjemme og i udlandet. En væsentlig årsag er sikkert, at jeg som en af de få danskere fra min generation aldrig har fået mig et kørekort. Men det tæller også, at det faktisk er mindre miljøbelastende at køre i tog – og man kan arbejde/sove/høre musik/læse undervejs, hvis togene ellers tillader det. Det gør de nemlig ikke altid mere.

Det er trist at se, hvordan togdriften herhjemme er blevet forsømt i de seneste år. For ikke så mange år siden holdt jeg helt entydigt af at køre i tog, men i dag er historien om DSB blevet en historie om overfyldte tog med defekte og uhumske toiletter, om forsinkelser og om DSBs oprustning på materielsiden, der lige nu mest består i at IC4-togsættene ruster op uden for en remise i Aarhus.

Hvis man som jeg har boet i Storbritannien sidst i 1980’erne under Maggie Thatcher, genkender man scenariet: En regering, der troede på motorveje, ikke var interesseret i kollektiv trafik og mest drømte om at få skidtet privatiseret i en tro på at man kan overlade vigtige fælles behov til fri konkurrence. Ligegyldigheden blev til en blanding af misligholdelse og arrogance, og til sidst blev British Rail splittet op i en masse selskaber og solgt til et hav af indbyrdes konkurrerende købere, så det i dag er blevet en logistisk jungle at skulle tage toget i Storbritannien.

Jeg ville ønske at den nye regering for alvor ville turde sige, at den gamle regering tog fejl og at deres bilist-centrerede strategi ikke har ført noget godt med sig. Sporene skræmmer.

Dårlige digte

20111024-135739.jpg

I går aftes var der poetry slam i Aalborg mellem hold fra Aalborg og Århus – undskyld, Aarhus. Jeg var med på Aalborg-holdet.

Poetry slam er en meget misforstået genre – både blandt dem, der ikke kender den, og blandt en del af dem, der er udøvende.

Nogle tror, at poetry slam er digtoplæsning. Det er det, men det er ikke hele sandheden. I poetry slam er fremførelsen af teksten og teksten selv en helhed. På godt dansk: dette handler om det talte ord, spoken word som man siger. Teksten skal kunne holde til at blive læst op og lyttet til. Mange digte skal man læse flere gange, en spoken word-tekst forsvinder principielt, mens den fremføres. Inger Christensens oplæsning af “Det” er et eksempel på et meget anderledes syn på fremførslen af en tekst.

André tror at poetry slam skal være morsomt, og det er vel også en opfattelse, mange af os kommer til at viderebringe. Men hvis man søger til det land, hvor poetry slam opstod, nemlig USA, opdager man at det ikke behøver at være sådan. God spoken word-lyrik kan også være gribende.

Så er der dem, der tror at poetry slam er en slags rap uden musik. I en spoken word-sammenhæng hjælper rim og rytme ofte, og mange får naturligvis
også inspiration fra hiphop – men poetry slam kan være helt rimløs (sådan er f.eks. mine egne tekster).

De sædvanlige regler blev ikke brugt i går aftes – en ændring var at man i en af runderne skulle fremføre en tekst fra det andet hold. Så her handlede det om at vælge en tekst, det andet hold får problemer med at score højt på.

Det er forbløffende nemt at skrive en halvdårlig tekst, man ikke selv er så tilfreds med, men at skrive en virkelig elendig tekst er ikke så ligetil. Det kammer nemt over i satire. Heldigvis har den norske forfatter Finn Øglænd lavet en liste med 20 tips, hvis man vil skrive et dårligt digt. Dem prøvede jeg at følge, og resultatet var da også et lavt pointtal til stakkels Jonas fra Århus – undskyld, Aarhus. Teksten skal jeg nok skåne jer for.

Og hvem vandt så? Såmænd Århus, undskyld Aarhus. På billedet ovenfor kan man se Mathias og Casper fra det vindende hold. En snæver sejr – og i det nye år går turen sydpå (og sejren nordpå, står det til os).

Efter det hele var ovre, roste et kvindeligt medlem af publikum mig for mine tekster, og rosen var jeg selvfølgelig glad for. Men hun undrede sig også over hvor alle de kvindelige poetry slammere var – og jeg måtte beskæmmet give hende ret. Dem er der ikke mange af i vores del af kongeriget. Poetry slam er ved at blive en mandeklub i Danmark, og aldersfordelingen er også skæv til den unge side. Jeg var så klart den ældste deltager i går aftes.

Noget om sprogdesign og artikler

Jeg er vejleder for en projektgruppe, hvor to af de studerende er udenlandske studerende fra slavisktalende lande og de andre fire er lokale. De studerende skriver deres arbejdsblade på det sprog, de alle kan – nemlig engelsk. Til min store undren og stedvise frustration ser jeg ofte, at de bestemte og ubestemte artikler ofte bliver udeladt. Det ser simpelthen helt forkert ud (og er det også). Et konstrueret eksempel er dette: Hvor jeg ville skriver “the system starts by mounting a disk” står der i arbejdsbladet “system starts by mounting disk”. Jeg tog mig til hovedet!

Ved et tilfælde gik det op for mig, at der på de fleste slaviske sprog ikke er noget artikelbegreb overhovedet. Hermed fik jeg også lokaliseret, hvilke studerende der lavede disse fejl. Vi skelner på dansk mellem “et system” og “systemet”; på f.eks. bulgarsk eller slovakisk gør man ikke. Jeg prøvede at forklare vigtigheden af bestemte og ubestemte artikler ved følgende konstruerede eksempel, der virker lige fint på dansk og engelsk:

“Jeg havde i flere uger villet tale med præsidenten. Derfor besøgte jeg FN; her mødte jeg en præsident, men det var desværre ikke præsidenten.”

De slavisktalende studerende undrede sig meget.

– Jamen, hvad er forskellen? spurgte de.

Og det gik op for mig, hvor svært det kan være at forklare et forhold, der for mig er ganske oplagt – men egentlig ikke er det. Naturligvis kan man også på de slaviske sprog formulere en sætning, der er omtrentligt semantisk ækvivalent med mit eksempel. Der skal bare andre sproglige konstruktioner til.

Her er der for mig at se dels endnu en bekræftelse af at sproget former vores tanker, dels en morale om hvor svær interkulturel kommunikation kan være, selv om der er tale om studerende fra et andet europæisk land, hvor man taler et andet indoeuropæisk sprog og har en hel del kulturelle påvirkninger tilfælles med danskere.