440 Hz

Dagbladet Information er næsten blevet et temanummer om “tonen” i den politiske debat. Først er der et telegram fra Ritzau, hvor den norske statsminister Jens Stoltenberg bliver citeret.

– Jeg synes, at man skal være varsom med at spekulere i årsager, og hvad der udløser sådanne handlinger. Vores erfaring her i Norge er, at vi tidligere har set racistisk motiveret vold, selv om debatten ikke har været hård, siger Jens Stoltenberg.

Anna von Sperling skriver i en klumme at

Naturligvis skal vi snakke ordentligt til og ikke mindst om hinanden. Men det er alligevel påfaldende i post-Utøya-debatten, hvor meget krudt der er blevet brugt på at sammenkoble skredet i sproget og tonen i debatten om radikalisering af unge mænd som Anders Behring Breivik. Og hvor rungende stille der har været om en totalt indlysende og uhyggelig simpel pointe: At vi i dag i Danmark, i Skandinavien, i Europa har skabt dybt diskriminerende lovgivninger og praksiser til tider med skræmmende racistiske slagsider. Vi er langt, langt længere på det plan end med skred i sproget.

Og endelig har Center for Vild Analyse en vild analyse, denne gang om – “kammertonen”.

Hvis der er noget galt med ‘tonen’ i debatten, er det, at vi er blevet tonedøve af kulturalismens relativeringer, hvor alting igen skal tilbageføres til privatgemakkerne. Argumenter er blevet til holdninger, og menneskehedens interesse er blevet til lokale kulturers historiske egenarter, som hver især har ret til at ytre deres syn på verden, som de vil. Dermed bliver ytringer til støj, snarere end samtale. Vi har glemt, at ytringsfriheden udspringer af den samme tradition som kammertonen og er tæt forbundet med den.

Hvad nu hvis virkelig respekt for den anden, som siger noget racistisk, ikke er at forsvare hans ytringsfrihed, men at antage ham for en diskussionspartner, der fortjener at blive irettesat? Kulturalismen, højre- og venstreorienteret, betragter den anden som et udtryk for en kulturel egenart, der ikke kan være anderledes, nærmest som om ethvert udsagn var determinteret af den biotop, det udspringer af. Var det ikke mere respektfuldt at lytte til den anden, reagere og antage, at han vil være i stand til at reflektere over modstand: »Det, du siger der, er simpelthen for dumt. Du må holde op med det. Vi gider ikke høre på det mere.«

Og her er det, mine egne overvejelser kommer ind.  Er det sproget, der skaber den politiske virkelighed eller er det mon den politiske virkelighed, der skaber sproget? Jeg er i dag mest overbevist om, at der er en vekselvirkning, og at vi derfor skal huske at sproget er skabt af vores tanker om samfundet. De nationalistiske holdninger kommer først, og derefter finder dens tilhængere frem til nationalismens sprog. Først herefter går påvirkningen den anden vej, fra sprog til politik.

Et “pænt” sprog er nemlig ikke garant for noget som helst. Selv de mest intolerante personer i tidens debat taler ikke om sigøjnere og muhammedanere mere, men om romaer og muslimer. Og selv de mest diskriminerende beslutninger i dansk politik – 24-års-reglen, “starthjælpen” og senest loven om udvisning, som Socialdemokratiet og SF har stemt for i år – kan omtales af beslutningstagerne uden de man gør brug af “en hård tone”.

Og måske er det ikke så meget de ord, vi bruger, men snarere den måde vi ikke taler sammen på, der er problemet. Der er i dagens politiske debat i stort omfang en forbløffende enighed om ikke at lytte til hinanden eller at finde frem til de gode argumenter, men i stedet bruge sproget som et strategisk fremføringsmiddel og at betragte modpartens ytringer som kulturelt betingede. Det gode argument har det ikke godt.

De tre citater ovenfor vil jeg derfor gerne lade blive stående til eftertanke her.

Det flotte sprog

 

Jeg tænker over sproget, og jeg kan ikke lade være. Alle akademiske fag – og bestemt også datalogi – er trods alt en slags sprogfag. For nylig gik jeg gennem et indkøbscenter i Aalborg, og da så jeg adskillige skilte som ovenstående. Et kort øjeblik fik jeg lyst til at gå ind og spørge, hvor alle salene var. Eller mindre sarkastisk: hvorfor kan de da ikke bare skrive “udsalg”?

Jeg tog et billede og lod det havne på Facebook. Min gamle klassekammerat, den altid skeptisk anlagte Bertel Brander, undrede sig over at jeg her tilsyneladende var enig med nationalkonservative personer som Søren Krarup.

Jeg tror bestemt ikke, jeg er enig med Søren Krarup. Det danske sprog må meget gerne udvikle sig og lade sig inspirere af andre sprog. Et særligt træk ved det sprog, vi taler, er at det både bliver formet spontant efter mekanismer, der på mange måder svarer til den biologiske evolutions, og gennem bevidst påvirkning fra lovgivere og institutioner. Men det jeg gerne så, var, at vi reflekterede mere over sprogets udvikling – at vi stiller os selv spørgsmålet: Hvorfor udtrykker vi os egentlig, som vi gør?

I dette tilfælde fører dette til spørgsmålet: Hvorfor er udsalg inden for de seneste par år blevet til “sale” i en del danske butikker? Her er et antal hypoteser.

  1. Der er tale om ny form for udsalg, der ikke kan beskrives med det vante ord.
  2. Ordet “udsalg” er langt og svært at udtale.
  3. Pres fra talesproget; ordet “sale” bliver brugt i daglig tale, mens “udsalg” er en gammel konvention fra skriftsprogets verden, og et ord, ingen bruger.
  4. Krav om en højere grad af terminologisk præcision i butiksverdenen.
  5. Et ønske om at få turister fra engelsktalende lande til at købe mere.
  6. Større butikskæder anvender eller får produceret fælles reklamemateriale, der bruges i mange forskellige lande.
  7. Den “japanske beundringsmodel”: Engelske ord opfattes som ‘smarte’. I Japan (og siden også andre lande i Østasien) har man ofte tilsyneladende tilfældigt valgte engelske ord trykt på tøj og tasker, måske endda helt ugrammatisk anvendt.

Jeg tror ikke på hypoteserne 1-5; hypotese 6 er meget sandsynlig (omend jeg ikke ved om det faktisk er tilfældet) og kan forklare at salene dukker op så pludseligt, og hypotese 7 er også meget sandsynlig. Spørger man min datter, vil hun også sige, at engelsk er ‘smart’ – det er idolernes og præsidenternes og popsangenes sprog. Det er de andres sprog, et lidt fremmed sprog, og ‘vi’ vil gerne være som ‘dem’.

Det er en pseudo-overtagelse af udvalgte ord; butikkerne løber ikke linen ud og skriver f.eks. “Hver dag: Nyt offer!”.

Måske er dansk ikke ‘smart’, netop fordi der ikke er en barriere? Jeg tror, vi har udviklet en form for blufærdighed forbundet med at udtrykke sig på dansk, og det er vel også derfor, at en del danske musikgrupper, der bestemt ikke altid har en chance for at slå igennem i udlandet, har skrevet sange med engelske tekster. Man kan sige noget andet, være en anden og måske også sige noget mindre forpligtende og mindre præcist på et andet sprog. Tilsvarende: hvis udsalget bare hedder “udsalg”, får vi en fortælling om nedsatte varer et sted i Aalborg. Men et sale smager af indkøb i London og New York, af at være et andet sted og være en anden person, derude i salene.