Kategoriarkiv: Teknologi

Gammelt nag, defekte diskettedrev og alt for mange piller

(null)

Peter Hook, bassisten fra det legendariske Joy Divison og New Order, kom forbi Northern Winter Beat på Studenterhuset i Aalborg sammen med sin landsmand, musikjournalisten Kieron Tyler. De to brugte halvanden time på at tale om Peter Hooks lange musikkarriere og hvad den har ført med sig af godt og også mindre godt. Hook har skrevet en bog om Hacienda og en bog om Joy Division og skriver lige nu på en bog om New Order.

Mit første indtryk af Peter Hook var lidt forbeholdent, for som noget af det allerførste talte han om sine alt andet end varme følelser over for sine tidligere kolleger fra New Order. I de sidste 9 år har Hook ligget i stridigheder med de tre andre musikere som den anden part i en strid om rettighederne til musikken og til selve navnet “New Order”. Jeg ved ikke hvem af de to parter, der “har ret” (de har sikkert begge delvist ret), men det er underligt at sidde og høre på en mand, der tydeligt bærer så meget nag. På den anden side var der til enhver tid et forbløffende stort konfliktpotentiale i at danne et band bestående af to gamle skolekammerater helt fra barndomstiden (Peter Hook og Bernard Sumner) og et trofast ægtepar, der havde været kærester siden teenageårene (Steven Morris og Gillian Gilbert-Morris). Og det er heller ikke ukompliceret at være bassist i et rockband, der gennem karrieren lige så langsomt bevægede sig mod et rent elektronisk udtryk. Peter Hook lod tydeligt skinne igennem, at Bernard Sumner efterhånden prøvede at gøre ham overflødig ved at gøre bandet mere og mere synth-baseret.

På den anden side var Hook også stolt over at have været teknologisk pioner i et band, der var nogle af de første der brugte de digitale synthesizere, der først i 1980’erne kostede vanvittigt meget og var ekstremt ustabile. Her kastede han sig ud i en lang anekdote om en lydprøve hvor en Emulator ikke ville indlæse data på grund af et ustabilt diskettedrev og kun kunne bringes til at virke ved at blive tabt på gulvet. Når man så samtidig var et band, der ikke ville bruge backingbånd men ville spille alt det elektroniske live og samtidig ikke rigtig gad øve (!), kunne koncerterne være en blandet fornøjelse for alle parter.

Heldigvis fik vi også en masse andet at høre. Især var det fascinerende (og skræmmende) at høre om den exceptionelt dårlige forretningssans hos både New Order og deres managere og bagmænd. En overgang tabte de 10.000 pund om måneden på diskoteket The Hacienda, som blev betalt af bandets hits. Det omfattende stof- og alkoholmisbrug som prægede miljøet omkring The Hacienda og som Peter Hook var dybt nede i, gjorde ikke tingene bedre. Min ældste søster fra Manchester fortalte mig engang om The Hacienda, hvor der altid var gang i den og hvor der helt åbenlyst stod en mand og delte ecstasy-piller ud til gæsterne. Se, dét var tider (?).

I dag er Peter Hook heldigvis ude af sit misbrug; derfor var det også lidt underligt at se Studenterhuset stille en flaske øl frem til ham (han rørte den selvsagt ikke).

Peter Hook talte ikke pænt om New Order men til gengæld meget varmt om Ian Curtis.  Han bemærkede at Joy Divisions musik i modsætning til så meget andet fra den tid lød forbløffende “voksen” og at det er derfor, den holder så godt i dag. Det vil jeg give ham ret i (prøv at sammenligne med f.eks. The Buzzcocks’ gymnasie-agtige sangunivers, der ikke er ældedes med ynde). Også hans helt oprindelige inspirationskilder, Sex Pistols, fik et ord med på vejen; det var ikke deres musik som sådan, der inspirerede så mange. Ifølge Hook lød de egentlig som et helt ordinært rockband – og det vil jeg  også give ham ret i. Nej, det var deres ekstremt fandenivoldske attitude, der overbeviste ham om at dét der, det kunne han også. Så det gjorde han.

Vi kom også omkring ændringerne i musikbranchen – det var New Orders store succes, der gjorde så meget muligt for dem, men på den anden også kom bandets sammenbrud omkring det tidspunkt hvor Internettet fik indtægterne fra indspillet musik til at rasle ned. Siden da har Peter Hook også ofte ernæret sig som DJ – og i aften er han det igen i Aalborg.

Til allersidst var der mulighed for at stille nogle spørgsmål. Der var ikke rigtig blevet snakket om Peter Hooks basspil, der i høj grad har dannet skole inden for de sidste 30 års rock. Så jeg spurgte hvilke bassister, der havde inspireret ham. Her nævnte Peter Hook to af sine samtidige landsmænd, nemlig Paul Simonon fra The Clash – for den lavthængende bas – og Jean-Jacques Burnel fra The Stranglers – for at turde lade bassen ligge fremme i lydbilledet.

flattr this!

Hurra for et nyt system?! (del 2)

data_person_ill

Før jul skrev jeg et lettere kritisk (læs: særdeles kritisk) indlæg her om det nye system til digital eksamen. Jeg blev opfordret til at sammenfatte mine kritikpunkter i et brev til Aalborg Universitets direktion, så i de sidste par dage inden jeg gik på juleferie skrev og sendte jeg et brev på tre en halv side. Lige inden jeg tog hjem på min sidste arbejdsdag inden jul fik jeg en e-mail fra rektor om at han havde læst mit brev og ville tage mine bekymringer alvorligt og diskutere dem med AAUs direktion og IT-tjeneste ITS.

Og nu har jeg så fået et svar fra direktionen. Hensigten er tydeligvis at berolige mig. Det bliver dog fra starten ligesom på informationsmødet i december sidste år pointeret at systemet til digital eksamen skal tages i brug (på ikke-datalogisk administratorsprog: implementeres) til sommereksamen 2015.

Men man indrømmer at de eneste, der har været inddraget som brugerrepræsentanter har været studieledere og udvalgte studiesekretærer. For at berolige mig yderligere, fremhæver direktionen at der skam har været inddrages af andre brugerrepræsentanter også! Der har således været et møde for det videnskabelige personale i Aalborg i december 2014 – det var så forresten det møde, jeg deltog i.  Og så skal der være et tilsvarende møde i København og et møde i Esbjerg i februar i år. Derudover har der været et møde for hvert fakultets dekan og studieledere, et tilsvarende møde for studienævn og et møde for centraladministrationen.

Som for at sætte trumf på, nævner direktionen også at man skam har inddraget undervisere og studerende i test af systemet: en lektor fra kemi,  en lektor fra jura og hele to (2) studerende der fagligt spænder hele vejen fra jura til erhvervsjura!

Endelig meddeler AAUs direktion at der nu vil blive nedsat en brugergruppe (kommissoriet vil blive fastsat senere) og at jeg hermed er inviteret til at være med i den.

Hvad skal jeg synes om alt dette? Det er selvfølgelig pænt af Aalborg Universitets direktion at tilbyde mig plads i en brugergruppe, men jeg er i tvivl om jeg bør deltage. Der er nemlig kun få måneder til systemet tænkes taget i brug – hvilket bekymrer mig en del, givet de skarpe reaktioner, der var fra mine kolleger på mødet i sidste måned, og den noget uformående præsentation af systemet, vi blev vidne til. Det er formodentlig begrænset, hvad man kan ændre nu. Og så vil jeg være meget nervøs for at min kritik af hele processen nu kan inddæmmes ved at gøre mig til medansvarlig for en udviklingsproces, der desværre bedst kan beskrives som en tragisk farce.

flattr this!

Hurra for et nyt system?! Eller: Jeg ved desværre ikke så meget om IT.

arcane

I dag var jeg sammen med en del andre kolleger fra rundt om på mit universitet til orienteringsmøde om det nye system til digital administration af eksamen på danske universiteter. Systemet er et samarbejde mellem AU, KU, RUC, CBS og AAU , og der vil blive iværksat de første pilotprojekter om anvendelse af det til næste år. De to oplægsholdere var blandt dem, der deltog i projektet fra AAU.

Systemet bliver udviklet af et privat firma og derefter solgt til universiteterne for kun 2 millioner kroner – og det var en meget fordelagtig pris, sagde oplægsholderne.

Da den ene oplægsholder begyndte at tale om at systemet snart ville blive implementeret, begyndte jeg at blive urolig. Men så gik det op for mig at ordet “implementere” betyder noget helt andet for en administrator end for f.eks. en datalog, nemlig “taget i brug”. Vi andre tænker på programmering, når vi bruger det ord.

Jeg håbede at dette var det sidste tidspunkt under orienteringsmødet, hvor jeg ville være urolig. Men nej. Jeg blev ikke mere rolig, efterhånden som orienteringsmødet skred frem. Tværtimod. Og til sidst var jeg faktisk rigtig ked at at systemet faktisk var blevet implementeret (i datalog-forstand).

Ideen bag et nyt system til eksamensadministration er egentlig god, og for mundtlig eksamens vedkommende formodentlig ikke så bøvlet. Også for skriftlig eksamens vedkommende er der en hel del arbejdsgange, der gerne måtte forenkles. Der er en del papirarbejde med trykning og uddeling af eksamensopgaver og indsamling af besvarelser, og der er en række ukoordinerede systemer, der tager sig af forskellige aspekter af eksamen. Det ville være godt at få dette strømlinet. Og så er der et ønske fra studerende om at skriftlig eksamen kan blive gjort digital.

Men det er netop her, alle de smukke intentioner strander. Man vil nemlig lade systemet distribuere eksamensopgaverne digitalt og lade de studerende uploade deres besvarelser. Men hvordan håndterer man elektronisk aflevering i fag, hvor man skal aflevere tegninger eller besvarelser med et stort indhold af matematiske formler?  Rundt om på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser er der en masse af den slags eksamener (jeg afholder selv et par stykker af slagsen).

De to lokale oplægsholdere nævnte, at de godt var klar over at der var et problem her.  Men vi har set på mulighederne for at skrive matematik i Word, og så havde man da også overvejet at købe en masse iPad’er, sagde den ene oplægsholder for at berolige. Det var her, jeg spontant ytrede at man da ikke skriver matematik i Word.  Adskillige af mine kolleger gryntede med netop her. Indkøb af en masse iPad’er var måske heller ikke ligefrem en besparelse.

Og så var der også lige det med pointgivning ved skriftlig eksamen. I et eksamenssæt giver vi typisk hver opgave et pointtal og lader den studerendes karakter være baseret på hvor mange point, han/hun opnåede. Men systemet understøtter ikke muligheden for et pointregnskab – det kom tydeligt bag på oplægsholderne.

Og så var der også lige det med mulighederne for at læse og annotere besvarelser. Systemet understøtter dette, men kun via sin egen indbyggede dokumentlæser i et lille vindue og med begrænsede muligheder. Oplægsholderne syntes, det var interessant at der var PDF-værktøjer, der kunne en hel masse mere.  Den ene oplægsholder indrømmede (og sagde adskillige gange senere også) at han desværre ikke vidste så meget om IT.

Og så var der også lige det med at det var underligt, at eksamensformerne tilsyneladende skulle tilpasses til hvad systemet ville kunne, i stedet for at man kunne lade eksamen styre af hvordan læringsmålene skulle undersøges. F.eks. kunne man ønske at begrænse de studerendes adgang til hjælpemidler. Her forsikrede oplægsholderne os om at man i de tilfælde, hvor det slet ikke ville kunne lade sig gøre at bruge det nye system til eksamen, selvfølgelig ikke skulle bruge det.

Og så var der også lige det med brug af computere. En digital eksamen skal foregå på computer, og det nemmeste ville jo være hvis de studerende kunne tage deres egne computere med. Men på dem kunne der ligge alle mulige ikke-tilladte hjælpemidler og malware tillige. Her sagde den anden oplægsholder, at man jo kunne indrette “eksamensfabrikker” – store, særligt indrettede lokaler med et stort antal særligt indkøbte computere, der kun skulle bruges til skriftlig eksamen. Men den slags var måske heller ikke ligefrem en besparelse.

Og så var der også lige det med projektrapporter. Mange af de tilstedeværende projektvejledere ville gerne fortsat have et papireksemplar af projektrapporter og ville insistere på at de studerende skulle bruge papireksemplarer for at undgå muligheder for snyd. Men jeres egne eksemplarer kan I jo selv skrive ud, sagde oplægsholderne. Men den slags var måske heller ikke ligefrem en besparelse.

Og så var der også lige det med inddragelsen af os, der skulle bruge systemet. Man havde involveret et mindre antal sekretærer og også spurgt studieledere om deres holdninger. (Her skal det i parentes bemærkes at studieledere i modsætning til undervisere, studiesekretærer og studerende hverken afholder, bedømmer, administrerer eller deltager i eksamen.) En kollega foreslog at man nedsatte en brugergruppe, der kunne bidrage til videreudviklingen af systemet og tage udgangspunkt i de behov, vi faktisk har. Men her sluttede orienteringsmødet. Oplægsholderne forsikrede os om at de havde taget notits af alle de bemærkninger, der var indkommet. For at berolige os sagde den ene oplægsholder at systemet bestemt ikke var tænkt som noget, der bare skulle gøre det lettere for dem, der skulle administrere.

Firmaet, der står bag det spændende nye system, hedder forresten Arcanic. Jeg forstår nu hvorfor – se ovenfor.

flattr this!

Nej til informationsteknologi!

knowmore

I dag var jeg med i et PhD-bedømmelsesudvalg, og hvis ikke man allerede vidste det, blev det meget hurtigt klart at dagens PhD-kandidat var særdeles kompetent inden for sit område af datalogi. Han skal nok klare sig godt.

Men hvad er det egentlig at være “IT-kyndig”? En ny undersøgelse fra Institut for Uddannelse og Pædagogik (det tidligere DPU) foretaget af  bl.a. Jeppe Bundsgaard og som bliver grundigt omtalt i en artikel i Information konkluderer at der er mange skoleelever, der kan bruge deres computere og mobiltelefoner til at lave film o.lign. Men deraf kan man bestemt ikke slutte, at de unge mennesker er IT-kyndige.

På Fjordsgade Skole i Aarhus kender IT-vejleder Emil Pallesen alt til problemstillingen. Han mener ligesom Jeppe Bundsgaard, at billedet snyder, for det er ikke eleverne, som er intuitive; det er maskinerne. Han møder mange elever, for hvem brug af tablets og smartphones er en naturlig del af hverdagen, men som ikke har noget grundlæggende kendskab til, hvordan computere fungerer og er opbygget, og for hvem eksempelvis kendskabet til tekstbehandling og regneark er begrænset.

I virkeligheden er det her, problemet ligger. “IT-kendskab” er ikke det samme som at være bruger af informationsteknologi.

Det får mig til at tænke to lidt kætterske tanker:

For det første, at man i undervisning nogle gange skal vise at det hele ikke er så intuitivt endda. Hele beregnings-universet kræver mange gange noget, der går ud over intuitionen eller måske endda er i strid med den. Et af de steder, hvor man kan se det, er i studiet af algoritmer og programmer. Det er ikke alle problemer, man kan programmere sig uden om.

For det andet skal vi passe på med at bruge ordet informationsteknologi i flæng, for i nogle sammenhænge er det meget misvisende. Jeg omtaler aldrig mig selv som en, der arbejder med informationsteknologi og i arbejdet med studieordningerne for datalogi- og softwareuddannelserne undgik vi at bruge ordet. Måske er ordet/forkortelsen IT blot vores seneste dårlige bud på en betegnelse for det, der for 40 år siden blev kaldt for EDB.

Det, Emil Pallesen og Jeppe Bundsgaard efterlyser, er da også noget andet end informationsteknologi, nemlig kompetencer i at forstå teknologien og at forholde sig kritisk til den. Måske er det ikke datalogi (i hvert fald ikke kun datalogi), men det er helt klart noget andet end ideen om kun at skabe brugere af en bestemt teknologi.

flattr this!

Hvem passer på vores digitale post?

e-boks

Det var i denne måned, alle borgere herhjemme skulle gå over til digital post. Nogle har peget på at denne tvungne overgang er hård for dem, der ikke er vant til at bruge Internettet ; det er typisk ældre mennesker. Jeg er bestemt ikke modstander af digital post, men nogle gange bliver det meget tydeligt, at det der sker lige nu,  først og fremmest en rationaliserende besparelse. Især kan man se dette i den hurtige indfasning, der nu er sket.

Der er også en anden problemstilling af betydning. Digital Post er ikke det samme som e-Boks, men løsningen leveres af e-Boks A/S og er tæt integreret med e-Boks. E-Boks A/S oplyser selv dette om deres ejerforhold:  

e-Boks er et selvstændigt aktieselskab ejet ligeligt af PBS, Post Danmark og KMD

Selskabet er etableret den 1. marts 2001 som et datterselskab af KMD og DMdata. Post Danmark indtrådte som medejer i november 2002 og PBS overtog DMdatas ejerandel i august 2004.

PBS er i dag selskabet Nets, ejet af de to amerikanske kapitalfonde Advent International og Bain Capital og danske ATP. PBS/Nets har altid været et privat aktieselskab. KMD var engang Kommunedata, men er i dag også ejet af kapitalfonden Advent International. Post Danmark er et aktieselskab, hvor staten har aktiemajoriteten, men også det kan ændre sig, når de populære partier kommer i regering.

I lyset af DRs program Danmark sælger ud, som bl.a. min gamle gymnasiekammerat, Cavlingprisvinderen Jeppe Gaardboe, står bag, kan jeg ikke undgå at være bekymret over at vores digitale infrastruktur ikke er et offentligt anliggende på samme måde som vores fysiske infrastruktur. Nogle vil her indvende, at der er love, der skal regulere mange forhold omkring digital post, men love sikrer ikke i sig selv demokratisk kontrol – og det er bekymrende, at et så centralt placeret firma som e-Boks er et investeringsobjekt, der først og fremmest skal skabe profit og kan skifte hænder på samme måde som det er sket for TDC. Og sidst, men ikke mindst, skræmmer sporene fra sagen om CSCs omgang med det Centrale Personregister, som det var alt for nemt for en svensk hacker at bryde ind i.

Ville vi bryde os om at det var en amerikansk kapitalfond, der ejede gader og veje? Jeg ville ikke. Men den digitale infrastruktur, der på mange måder er lige så vigtig som gader og veje, har tilsyneladende en anden status, måske fordi den er opstået på så forholdsvis kort tid.

flattr this!

Shinkansen

shinkansen

I år er det 20 år siden, jeg for første og hidtil eneste gang besøgte Japan. Jeg husker min tur med Shinkansen, det japanske hurtigtog. De japanske lyntog har været der siden 1964, dvs. lige så længe som mig. Indtil de franske TGV-tog dukkede op først i 1980’erne, var de japanske tog verdens hurtigste. I hele vores fælles liv har 10 milliarder mennesker brugt Shinkansen, og der har i løbet af disse 50 år ikke været nogen dødsulykker eller fatale afsporinger. Gennemsnittet for forsinkelserne har været 36 sekunder.  The Atlantic har en interessant artikel om de japanske projektil-tog, som i dag fylder 50 år.

Tænk hvis Danmark og DSB ville (turde) satse på at lade højhastighedstog forbinde Danmark og Europa og turde have en målsætning om at få så mange trafikanter som overhovedet muligt væk fra de motorveje, de fleste politikere stadig er så forelskede i. De seneste års jernbaneplaner er et skridt i den retning, men kun et lille skridt.

Desværre kan man nu i The Economist læse at Shinkansen er truet i Japan – af lavprisflyselskaber.

flattr this!

Nets hylder Jess Ørnsbo

oernsbo
Fra en opførelse af Jess Ørnsbos absurde komedie “Majonæse” i 2000. Foto: Anders Vendelbo.

I dag bliver den danske forfatter Jess Ørnsbo 82. Ørnsbo har været en af hovedskikkelserne inden for absurd teater i Danmark.

– Goddag, er det Nets? Jeg hedder Hans.
– Goddag Hans, hvad kan vi hjælpe med?
– Jeg har prøve at betale over nettet med mit Visa/Dankort i går ved brug af sms-engangskode. Men der kom aldrig nogen sms til mig. Det viste sig så at mit betalingskort er blevet tilknyttet et telefonnummer, der ikke er mit.
– Er du helt sikker på det?
– Ja, det er jeg. Det var ikke et dansk telefonnummer.
– Og du har ikke skiftet telefonnummer for nylig?
– Nej, det har jeg ikke. Jeg formoder at nogen har fået fat i mine betalingskortoplysninger og har tilknyttet deres nummer til mit betalingskort.
– Den slags har jeg aldrig hørt om før. Det lyder underligt.
– Jeg henvendte mig til jer i går og fik at vide at jeres afdeling havde lukket, men at jeg kunne ringe igen i dag. Det vil være godt at kunne finde ud af præcis hvad det er, der er sket.
– Hvornår ringede du i går?
– Klokken var vel 15.30.
– Ja, da havde vi lukket.
– Jeg vil gerne have jer til at se efter hvornår tilknytningen af mit telefonnummer blev ændret.
– Det kan vi ikke.
– Hvorfor ikke det? Logger I ikke transaktionerne hos Nets?
– Nej, det gør vi ikke.
– Jamen, så kan I ikke finde ud af om og hvordan der sker angreb.
– Men vi har valgt at vi ikke logger transaktionerne.
– Men så gør I det jo umuligt at detektere angreb.
– Vi har valgt at det skal være sådan. Vi logger ikke den slags.
– HØR NU HER! DET ER JO FULDSTÆNDIG MENINGSLØST!!
– Lad være med at hidse dig op. Vi logger ikke transaktioner. Sådan har vi valgt at det skal være.

 <lang målløs pause>

– Jeg kan spærre dit betalingskort og få dig til at kassere dit NemID-nøglekort. Skal vi gøre det så?
– Ja ja, så siger vi det. Mit nummer er XXXXXXXXXXXXXXXXXXX.
– Tak for det Hans. Hav en god dag.

flattr this!

Det dumme USB-kabel!

BvNUzqwCMAAb7l-.jpg_large
Et symmetrisk USB-kabel.

Dette er et lille problem, men alligevel: Hvor mange af os har ikke bøvlet med at vende et USB-stik rigtigt? Hvor mange af os har ikke skullet vende stikket en gang for at få det til at sidde i USB-porten? Jeg tror det er ganske mange. The Guardian lavede en lille test for at se hvor meget tid, der kræver at sætte et USB-stik i en port på en computer. I gennemsnit tog det testpersonerne 5,06 sekunder at få stikket sat korrekt i. Det er nu ikke så meget den tid, man spilder på forgæves forsøg, der er problemet – ej heller er det ærgrelsen forbundet med det. Snarere er det slitagen ved de forgæves forsøg, der er bekymrende.

Jeg kan se at Apple nu har et patent på vej om det symmetriske USB-stik  til den kommende iPhone– uanset hvordan stikket bliver vendt, vender det rigtigt. Hvorfor i alverden er der ingen, der har tænkt på dét før? (Og hvorfor skal der dog tages patent på en sådan idé?)

flattr this!

En eftermiddag hos Skype

2014-08-14 14.03.362014-08-14 14.03.31 2014-08-14 14.09.15 2014-08-14 14.25.15 2014-08-14 15.15.38

I forbindelse med ICWL-konferencen kunne nogle af os komme på besøg hos Skype, der har hovedkvarter i Tallinn. I Danmark tænker mange af os på Skype som noget, Janus Friis stod bag. Men Janus Friis udviklede Skype på omtrent samme måde som Christian d. 4 byggede Rundetårn i København. Reelt var det fire estiske softwareudviklere, der først udviklede KaZaA, som de solgte til Friis og hans partner Niklas Zennström, og siden for Friis og Zeenström udviklede Skype.

Filip, den medarbejder, der skulle modtage os, var blevet forsinket, så den første vi mødte var en kvinde med en baby. Hun var egentlig på barsel, men hun var dukket op, fordi der var et vigtigt møde som involverede hende. Ved at stå og sludre med hende fik vi faktisk ganske meget af det at vide, som vi bagefter fik fortalt i den rigtige rundvisning.

På ganske mange måder mindede Skype mig om Microsoft, som jeg for år tilbage besøgte – og noget tilfælde er det ikke, for det er Microsoft, der nu ejer Skype.  Jeg kunne ikke lade være med at bemærke at der var flere opholdsstuer med bøger, computerspil og lignende og betalt frokost og drikkevarer – ligesom hos Microsoft.  Filip var ikke sen til at gøre os opmærksomme på at man ikke bare måtte tage sine børn med, hvis det var nødvendigt, man måtte også gerne have sit kæledyr med.

Alt dette forekom rigtig positivt, men jeg kunne ikke lade være med også at bemærke at Skype samtidig er eksponent for den idé om det grænseløse arbejde, som er så hyppig nu om dage blandt vidensarbejdere både i private og offentlige virksomheder. Der var gode muligheder for også at være der om aftenen, hvis det var det man havde brug for, sagde Fillip. Og man kunne arbejde hjemme, hvis man nu havde fået influenza. Jeg bemærkede også at Skype som mange andre virksomheder bruger storrumskontorer.

Besøget sluttede med at Filip gav en præsentation, der beskrev historien bag firmaet og de nuværende aktiviteter, herunder hvordan man udvikler software. Her fik man billedet af et firma, der bruger agile udviklingsmetoder (specielt det allestedsnærværende scrum) og mange forskellige programmeringssprog, omend Microsofts ejerskab nu fører til at Skype vil koncentrere sig om at bruge Microsofts egne sprog, især C# og F#.

flattr this!

Det grimme metersystem

Bowling_Green_Distance_Sign_cropped

Noget af det, jeg altid har haft meget svært ved at forstå, er at USA som et af de eneste lande i verden (de to andre er Liberia og Myanmar) ikke har indført de internationale måleenheder – af mange kendt som metersystemet eller S.I.-enhederne, som det officielt hedder. Argumenterne er helt overvældende, og jeg gider ikke engang gentage dem her. Men når jeg af og til har talt med amerikanere om det (her taler jeg ikke om  akademikere fra USA), bliver det klart at de ikke kan forstå hvorfor. Metersystemet er underligt og uforståeligt, mens brugen af miles og pounds og ounces er lige så universel og nødvendig fornuft som valg i enkeltmandskredse, dødsstraf, private sundhedsforsikringer og amerikansk fodbold.

Alle andre lande hvor engelsk er hovedsprog har opgivet de britiske måleenheder – også Storbritannien. Og faktisk så det engang i 1970’erne ud til at også USA var på nippet til at opgive de britiske måleenheder.  Den republikanske præsident Gerald Ford indførte en forordning, folkeskolelærerne gjorde sig klar til at undervise med internationale måleenheder og der dukkede vejskilte op med afstande angivet i kilometer. Billedet ovenfor viser et af dem.

En bog af den amerikanske forfatter John Marciano fortæller historien om hvorfor det ikke skete. For mig er det overraskende og triste er at der var tale om en helt systematisk kampagne imod S.I.-enhederne. Den påstand, som blev fremført, var at S.I.-enhederne var udtryk for en elitær tankegang, der ikke tog hensyn til den brede befolknings interesser. Formanden for National Cowboy Hall of Fame erklærede sågar at metersystemet var et udtryk for kommunisme!

I dag lever modstanden mod S.I.-enhederne videre og bliver stadig brugt af den amerikanske højrefløj som del af deres reaktionære nationalisme af bl.a. forfattere som Tom Wolfe og åndelige fyrtårne som Sarah Palin og Ann Coulter (en amerikansk mediepersonlighed på Fox News, der nogle gange får Marie Krarup til at fremstå som en blød venstreorienteret). Sidstnævnte harcelerede tidligere i år over VM i fodbold og metersystemet – begge dele var uamerikanske og foragtelige. Det oplagt ironiske er selvfølgelig, at hverken det engelske sprog eller de britiske måleenheder er oprindeligt amerikanske.

Noget andet, der er lige så ironisk, er at de britiske måleenheder gør brug af en talforståelse, der går tilbage til tiden før 10-tals-systemet og før brugen af multiplikations- og divisionsalgoritmer. Det var en tid, hvor det var nemt at fordoble, halvere og tredele i hverdagen – og den slags fører uvilkårligt til en slags 12-tals-system. Den gamle britiske møntfod (indtil 1971), hvor 1 pund sterling var 12 shilling, repræsenterede samme tankegang.

flattr this!