Kategoriarkiv: Teknologi

Facebook- og Google-universitetet

18-Facebook-University

I dag talte jeg med to kolleger, der underviser på andre uddannelser og arbejder med uddannelsesforskning, om hvilke værktøjer de studerende bruger i projektarbejdet på AAU. Jeg har haft en fornemmelse af at de studerende i høj grad bruger de sociale medier, og her ikke mindst Facebook, når de skal kommunikere inden for en projektgruppe. Til deling af arbejdsblade og andre dokumenter bruger mange Google Docs og måske Dropbox. Mine kolleger kunne bekræfte dette ud fra en systematisk undersøgelse. Allerede i 2011 gjorde en amerikansk webside opmærksom på denne tendens.

Måske gør det ikke noget. Mange af os er tryghedsnarkomaner og foretrækker i stort omfang de arbejdsgange (herunder uvanerne forbundet med dem) og de værktøjer, vi er vant til. Selv har jeg brugt LaTeX og Emacs sammen siden 1987, og den største forandring skete vel i 2005, da jeg begyndte at bruge Subversion som versionskontrol (så nej, jeg er ikke gået over til Git). Når jeg skal tale med kolleger på andre universiteter, bruger jeg Skype som en slags konferencesystem. Det har jeg snart gjort i nogle år. Også jeg er et vanemenneske.

Men Facebook er ikke egnet til fildeling, Google Docs er elendigt til at lave dokumenter i LaTeX (omend jeg faktisk har hørt anekdoter om studerende der bruger det på den måde!) og Pinterest er en underlig måde at dele billedfiler på. Derudover er der de juridiske perspektiver forbundet med at dele indhold via en tredjepart. Og hvis f.eks. Facebook kommer til at smide mine filer væk, er det…bare ærgerligt.

Det må være på tide at vi får udviklet software-værktøjer, der kan understøtte de studerendes arbejdsprocesser i projektarbejde ordentligt og med udgangspunkt i deres behov.

Flattr this!

Wow?

wow-signal

Den 18. august 1977 opdagede den amerikanske astronom Jerry Ehman, som arbejdede som frivillig på SETI-projektet, et 72 sekunder langt kraftigt signal opfanget af Ohio State Universitys radioteleskop i Delaware i Ohio. (Hermed lærte jeg så at Delaware ikke kun er en delstat i USA, men også en by i en anden delstat.) Man gav sig først til at udelukke sædvanlige jordiske kilder, og man ved stadig ikke hvad signalet skyldes, kun at det kom fra et tilsyneladende øde sted i stjernebilledet Skytten. Det har stadig ikke været muligt at dekode signalet (hvis det i det hele taget rummer egentlig information).

20 år senere troede man at man nu havde et signal, der rummede information og kunne dekodes. Beviset på intelligent liv uden for Jorden var fundet. Men nej:  i 1997 var det falsk alarm – signalet kom bare fra en europæisk satellit. Øv.

Jeg ved ikke hvilke følelser der løb igennem astronomerne, kun at New York Times hurtigt fandt ud af at der var astronomer, der havde detekteret et interessant signal. Og dette siger faktisk også en del om hvor svært det kan være at holde den slags hemmeligt.

Mit håb er at en sådan opdagelse vil kunne få os til at se vore problemer her på Jorden i et andet perspektiv. Kan vi føre krig og ødelægge vores planet, hvis der er nogen derude, der opdager det?

Jill Tarter, tidligere direktør for Center for SETI Research, har dette at sige.

“If we succeed at detecting another technological civilization, that success helps tell us that on average, technological civilizations can survive for a long time,” she said. “The very act of success [in hearing from another planet] tells us that we can have a long future. I think that’s the most amazing impact that contact would have, even if we never figure out how to interpret whatever information we receive.”

Flattr this!

Et smart hjem

softrain

Noget af det rigtig hippe for tiden er The Internet of Things, ideen om at mange forskellige slags fysiske genstande kan få indbygget computere og kommunikere via internet-protokoller. En af de visioner, nogle stræber efter at virkeliggøre, er det “smarte hjem”. En anden og måske endnu mere vidtrækkende er ideen om “smarte byer”. Så sent som på et møde i går talte dekanen på mit endnu ikke delte fakultet om smart cities.

Ray Bradburys novelle fra 1950 “There Will Come Soft Rains” fortæller faktisk om et smart home, men fortæller selvfølgelig ikke om internet-teknologien bag. Novellen starter sådan:

In the living room the voice-clock sang, Tick-tock, seven o’clock, time to get up, time to get up, seven o’clock! as if it were afraid that nobody would. The morning house lay empty. The clock ticked on, repeating and repeating its sounds into the emptiness. Seven-nine, breakfast time, seven-nine!

In the kitchen the breakfast stove gave a hissing sigh and ejected from its warm interior eight pieces of perfectly browned toast, eight eggs sunnyside up, sixteen slices of bacon, two coffees, and two cool glasses of milk.

Novellens beskrivelse af det smarte hjem viser sig at være beskrivelsen af et menneskeforladt sted – dette er bestemt ikke nogen teknologioptimistisk tekst, og det er tydeligt at den er blevet til under den Kolde Krig.

Beboerne er blevet slået ihjel af en atomkrig og findes nu kun som skygger på husets mur – som i Ole Wivel og Bo Holtens sang “Der truer os i tiden” fra 1959.

WeirdFantasy17ThereWillComeSoftRainsWallyWood565

“There Will Come Soft Rains” blev i 1952 (som mange andre af Bradburys noveller) lavet til en kort tegneserie af EC Comics af Wallace Wood og Al Feldstein. Billederne i dette blogindlæg er taget herfra.

Ikke mange ved at novellen i 1984 også blev filmatiseret i Usbekistan (der på den tid stadig var en sovjetrepublik i USSR) som en animeret film. Filmen er ikke nær så trofast over for Bradburys novelle som tegneserien, og dens religiøse kontekst og selve dét, at den foregår i USA, er også uventet.

Og visionen om det smarte hjem lever videre, her 65 år senere.

Flattr this!

Noget om vandhaner og brugbarhed

   

  

  
 Nogle gange kan man lære noget om brugbarhed ad overraskende veje. Her er fire eksempler på vandhaner fra USA. Den øverste er fra et offentligt toilet og den voldte mig en del kvaler. Jeg drejede på det store håndtag, men der kom intet vand. En anden toiletgæst fortalte mig så at jeg skulle trykke ovenpå den flade del; håndtaget bruges til at regulere temperaturen. En variant heraf findes i Amtrak-togenes toiletter, hvor man skal trykke nedefra på selve hanens munding! Den anden hane afbildet her er fra brusekabinen i det hus hvor vi har boet til leje. Det store håndtag regulerer temperaturen, mens det lille greb regulerer vandtrykket. En smart idé, som det tog os alle tre lidt for lang tid at regne ud – og ingen af os er blevet glade for denne bruser. Tredje vandhane er fra samme badeværelse, men her har ingen af os haft problemer. Fjerde vandhane er fra toilettet på en restaurant, og også her var det helt ligetil for os at få vandet til at strømme som vi gerne ville have det. 

De to sidste principper er fuldstændig forskellige – men er begge vellykkede. De to første er snedige, men samtidig lige snedige nok. Vi kender begge slags designfilosofier fra styresystemernes verden, f.eks. i kontrasten mellem en iPhone med én knap og få bevægelser og lidt ældre udgaver af Android-telefoner med flere knapper.

Og så har jeg slet ikke nævnt den udbredte britiske variant uden blandingsbatteri, men med en kold hane og en varm hane. Hvis den minder om noget i software-verdenen, er det vel Unix og dets mulighed for at sammensætte større arbejdsgange af små programmer.

Flattr this!

Vores alle sammens nomofobi

mobile

Forleden aften var jeg til en god lille sommerfest i en kolonihave i Aalborg. Der var hyggelige samtaler om lidt af hvert, der var grillmad og drikke og en omgang høvdingespil, og jeg fremførte et par slam poetry-tekster på opfordring. Men også her skete det på et tidspunkt: de fleste greb deres smartphones og begyndte at kigge på dem.  Snart var samtaleemnet gået fra kritiske perspektiver på den nye regering til – hvad der sker på Snapchat. Senere kom samtalen heldigvis tilbage på sporet, og jeg lagde selv min telefon bort – jeg er nemlig ikke spor bedre selv.

Jeg ser efterhånden meget sjældent min datter uden at se hendes iPhone også. Og på gode dage (eller dårlige dage?) kan jeg iagttage – hvis jeg da ellers kigger op – hvordan hele husstanden sidder og krammer deres respektive smartphones.

En britisk undersøgelse viser at én ud af seks briter kigger på sin smartphone mere end 50 gange om dagen. Ordet for denne afhængighed er nomofobi (kortform af “no mobile”-fobi!).

En anden undersøgelse foretaget i USA viste at 40 nomofober oplevede forhøjet blodtryk, stress og følelser af angst da de forsøgsvis skulle klare sig uden deres smartphone. Uha. Nogle mener nu at disse abstinenssymptoner skal forklares med den amerikanske forsker Russell Belks teori om det “udvidede selv” – at nogle ejendele bliver så stor en del af vores selv, at det at miste disse ejendele kan sammenlignes med at miste en legemsdel eller en sans. En smartphone kan efterhånden så mange ting, at den er blevet del af ejeren (eller er det telefonen, der nu ejer mennesket?). De rigtig hårdt ramte nomofober udvikler endda “fantombrummen”, så de føler at deres telefon brummer i lommen selv om den ikke gør det. Det tyder meget på at telefonen er blevet del af det, man med et dårligt matematisk ordspil kunne kalde et udvidelseslegeme.

Her er det lidt beroligende for mig at tænke på dette: I lørdags lige inden jeg tog til sommerfest skulle jeg med min hustru ud for at købe en gasflaske i et byggemarked. Da vi ventede på bussen, opdagede jeg at jeg havde efterladt min telefon derhjemme.  – Det går såmænd nok uden den telefon, sagde min hustru til mig. Og hun havde ret: det gjorde det.

Flattr this!

De glemte rumfærger

0_cbbff_6c5b945d_orig

Ikke mange ved at der var et russisk rumfærge-program. Den russiske rumfærge hed Buran og lignede den amerikanske til forveksling, præcis ligesom det russiske overlydspassagerfly lignede Concorde til forveksling. Og ligesom i det amerikanske rumfærgeprogram var der mere end ét fartøj. Men ingen af dem kom nogensinde ud at flyve bortset fra én ubemandet testflyvning i 1988. I 1991 brød Sovjetunionen sammen, og i 1993 blev det russiske rumfærgeprogram lukket.

Baikonur-rumbasen i Kasakhstan har dannet rammen om det russiske rumprogram siden starten i 1957, og det her der, de glemte rumfærger stadig findes. En blog har en lang og fascinerende billedserie fra den enorme hangar i Kasakhstan, hvor de ubrugte russiske rumfærger står og forfalder den dag i dag. Jeg kan ikke russisk, så jeg kan ikke læse teksten, men billederne taler deres tydelige sprog — en vemodig og fascinerende fortælling om kontrasten mellem drømmene om at komme ud i rummet og de store fartøjer med vinger dækket af støv.

Flattr this!

Teknologi og pædagogik hører sammen

Foto: Berlingske.
Foto: Berlingske.

Inden for de seneste få år har der været en diskussioner i medierne både herhjemme og rundt om i verden om brug af teknologi i undervisningen. Nogle har været meget skeptiske over for at indføre brug af iPad i folkeskolens undervisning, og jeg har på denne blog skrevet om problemerne ved at tillade studerende at anvende computere under forelæsninger. Jeg har også skrevet om min egen brug af min egen iPad til flipped undervisning.

Det, som ikke mange i medierne har diskuteret, er hvordan den pågældende teknologi skal bruges til at fremme læring. Kunne man forestille sig at danske folkeskoler købte et stort parti lærebøger hjem og først bagefter begyndte at overveje hvad de mon skulle bruges til? Det tror jeg ikke. Men mange tænker desværre anderledes om brug af informationsteknologi.

Teknologi er heller ikke i undervisningssammenhæng en løsning i sig selv, men skal være et redskab, underviseren bruger bevidst til at fremme læringen hos dem, der bliver undervist. Når jeg selv har været med til at holde workshops om brug af informationsteknologi, er det altid dét, jeg og mine kolleger har pointeret.

I dag er der noget så usædvanligt som en leder i dagbladet Information om brugen af teknologi i undervisning. Lederen tager fat i nye undersøgelser om anvendelser af iPad i undervisning og slutter således:

Samtidig bør undersøgelsen tjene som en advarsel om, at teknologien ikke gør arbejdet i sig selv. I vores begejstring over de nye muligheder, som de digitale værktøjer tilbyder, må vi ikke glemme, at de pædagogiske metoder er grundstammen i den gode skole.

Det er godt at se dette i en avisleder.

Flattr this!

Dig og dine Facebook-venner, der er som dig

fbpol

Nogle gange møder man den påstand at de sociale medier er fora, hvor mennesker med de samme holdninger og interesser klapper hinanden på skulderen og bekræfter hinanden, så de sociale medier derfor rent faktisk forhindrer mennesker i at mødes på tværs af forskelle.

I New York Times kan man læse en undersøgelse af mere end 10 millioner amerikanske brugeres adfærd på Facebook. Jeg ved ikke hvordan det ser ud i Danmark.

Men undersøgelsen viser noget andet: I gennemsnit er omkring 23 procent af en Facebook-brugers venner af en politisk holdning der er stik mod brugerens egne. Og i en Facebook-brugers feed er det 29 procent af indholdet, der giver udtryk for politiske holdninger der er modsat brugerens egne.

Når jeg tænker nærmere over det, er mine Facebook-venner da også et særdeles blandet klientel. Der er en del af mine Facebook-venner, jeg er meget enige med om det meste, andre som jeg er enige med om noget og også nogle jeg er særdeles uenig med (f.eks. en gammel skolekammerat fra indskolingen der nu synes om det kryptonazistiske “Danskernes Parti”). Og så er der rigtig mange af mine Facebook-venner, som jeg ikke aner om jeg er politisk enig eller uenig med – og jeg er ret beset også ligeglad. Nogle af af mine Facebook-venner som jeg er meget enig med, er faktisk folk jeg ikke kender uden for Facebook men som har henvendt sig til mig fordi de mente at vi var enige om mange ting.

Kan jeg lide at diskutere politik (eller andre holdninger) på de sociale medier? Jeg ved det ikke rigtig. Nogle gange er det mest anstrengende. De bedste meningsudvekslinger er dem, hvor man lærer at forstå modparten bedre. Om de sociale medier understøtter den slags kommunikation, ved jeg ikke rigtig. Og det er meget sjældent at en politisk diskussion flytter deltagernes holdninger væsentligt – faktisk kan jeg ikke komme i tanke om ét eneste tidspunkt hvor det er sket for nogen, jeg kender. Hvorfor bruger vi så tid på at diskutere politik?

Flattr this!

Eksaminanders fornemmelse for snyd

exam-cheating-device-in-nawanshahr-09811251277-5-638
Teknologisk baseret eksamenssnyd Made in India.

Ja, jeg ved det godt: jeg har skrevet temmelig meget om digital eksamen på denne blog, og min begejstring for dette ny system er så lille, at den er blevet væk. Noget af det, der bekymrer mig mest ved ideen om digital eksamen, er ideen om at systemet skal være centralt i selve eksamenshandlingen. Jeg er blandt andet meget utryg ved ideen om at eksaminander skal kunne medbringe deres egne computere til skriftlig eksamen – den såkaldte Bring Your Own Device (BYOD)-løsning. Det er billigt, nemt og meget usikkert.

En mulig løsning er at lade de studerende medbringe deres egne computere, men at forhindre dem i at bruge deres sædvanlige filer og opsætning og at forhindre dem i at forbinde sig til Internettet. Dette kunne man gøre f.eks. ved at udlevere et særligt boot-drev med en sikker udgave af computerens operativsystem.

Den australske uddannelsesforsker Phillip Dawson har i år publiceret en artikel, der beskriver 5 mulige former for snyd, som også denne slags BYOD-løsninger vil tillade ved en skriftlig eksamen.  Fire af de fem muligheder er allerede umiddelbart teknisk mulige; den sidste er så vidt vides ikke brugt endnu (men det ville ikke undre mig om nogen arbejdede på sagen!).

Nogle af disse former for snyd gør det muligt at snige eksamensopgaven ud af lokalet. En af mulighederne for snyd – og dette er den mulighed, der så vidt vides ikke er implementeret endnu – er at eksaminanden får det til se ud som om hans/hendes computer går ned under eksamen. Når dette sker, dumpes RAM’ens indhold imidlertid i en fil på eksaminandens computer– og dermed får han/hun også en kopi af eksamensopgaven.

Den eneste måde at forhindre dette på er ved at offentliggøre eksamensopgaven. Det gør jeg da også selv, når jeg holder skriflig eksamen.

Nu bliver det lidt teknisk: USB-tastaturer er en anden fare. Hvis man må tage sit eget tastatur med, kan man i tastaturet let skjule et lille flash-drev med hemmelige notater eller måske en modem-dongle, der gør det muligt at komme på Internettet. Dette kan eventuelt kombineres med en særlig bootloader, der får det til at se ud som om eksaminandens computer bootes fra det særlige, sikre boot-drev men i virkeligheden kun booter den sikre udgave i en virtuel maskine. Inde bagved kører stadig eksaminandens udgave!

Når jeg læser Dawsons artikel, føler jeg mig lidt som én, der planlægger et indbrud hos naboen. Der er mange forhold, der skal tages højde for, og selv da vil en snedig person alligevel kunne finde en smutvej. Min bekymring er at vi formodentlig bare starter endnu et våbenkapløb i stil med det kapløb, der er mellem indbrudstyve og husejere eller det kapløb, der er mellem terrorister og sikkerhedskontroller. Og nok så vigtigt: Alle disse forholdsregler vil ikke gøre eksamenshandlingen mere overskuelig for dens deltagere (eksaminander, eksaminatorer, tilsynsførende og censorer), præcis som elektroniske valg ikke gør valghandlinger mere overskuelige.

Flattr this!

Undervisningens dag 2015

Kathrin Otrel-Cass og Brian Møller taler om e-portfolioer.
Kathrin Otrel-Cass og Brian Møller taler om e-portfolioer.

I dag var det igen tid til Undervisningens Dag på AAU. Jeg kunne kun deltage nogle få timer; om eftermiddagen skulle jeg til møde til Studienævn for datalogi. Sidste år var jeg med til at lave en workshop om flipped classroom; i år sad jeg som tilhører. Til gengæld var temaet for hele dagen anvendelser af IT i undervisningen. Fokus var i høj grad på konkrete anvendelser af konkret teknologi, men desværre ikke nær så meget på hvordan brugen af teknologi i undervisning skal understøtte læring. Der blev talt forbløffende meget om Google og Dropbox og Skype og Moodle osv., men ikke ret meget om hvordan vi kan bruge alle de mange teknologier sammen med den undervisningsform, vi har så gode erfaringer med – problemorienteret projektarbejde, hvor formativ evaluering er central i vejledningen og hvor vidensdeling konstruerer en fælles forståelse hos de studerende. Min egen brug af flipped classroom udsprang ikke af en glæde ved video-mediet, men af min fornemmelse af at det er vigtigt at flytte fokus væk fra forelæsningerne og over på de praksis-aktiviteter, der fremmer læring.

Jeg deltog i en enkelt workshop, der handler om e-portfolioer med fokus, helt i dagens ånd, på en teknologi, der understøtter e-portfolioer. Ideen med e-portfolioer er interessant, og jeg vil gerne prøve at inddrage den. Jeg skal først finde ud af hvordan jeg kan få de studerende til at bruge e-portfolioer til at dokumentere deres læring i kurser og hvordan og om disse portfolioer kan bruges i forbindelse med summativ evaluering, af mange kendt som eksamen. I projektarbejde tror jeg til gengæld at e-portfolioer kan blive en god måde at fastholde et projekts progression på.

Flattr this!