Brand i toget

Jeg sad og døsede i det sene tog hjem fra København i nat, da det gik op for mig at der lugtede underligt i togvognen. De få andre passagerer sad og sov. Men pludselig gik det op for konduktøren og et kort øjeblik senere for os alle, at der var udbrudt brand i toget og at den underlige lugt skyldtes røg.

Toget standsede få hundrede meter fra Hobro station, og her blev vi holdende i en times tid, til brandvæsenet havde konstateret, at togpersonalet havde slukket branden. Det var ikke kredsløb, som jeg først havde troet, men en dieselmotor, der havde været ramt af brand. Snart efter kunne toget blive sammenkoblet med og alle passagerer overført til et nordfra kommende tog til Aarhus, der så ville blive omdirigeret og køre os nordpå. Efter 30 års passagererfaring med IC3-tog opdagede jeg først nu i nat, at togførerens plads kan svinges til side, når to togsæt skal sammenkobles.

Jeg lå i min seng kl. 2.45 og tænkte lidt over hvor stort behovet egentlig er for nye tog i Danmark (det er stort) og over hvor godt designet og udførelsen af IC3-togene egentlig har været. Og så faldt jeg i søvn.

Måske er rejser, hvor noget går galt, ved at blive et nyt tema her?

Skærm kontra papir igen

For fem et halvt år siden skrev jeg her på bloggen om den også dengang aktuelle diskussion om skærm kontra papir. Siden da er der kommet mange flere undersøgelser af konsekvenserne af at læse tekster på skærm kontra på papir (og af konsekvenserne af at skrive i hånden kontra at bruge et tastatur). Der er nu også oversigtsartikler, der prøver at opsummere resultaterne – både egentlige forskningsartikler og populære fremstillinger. I august i år konkluderer den amerikanske journalist Jill Barshay på baggrund af 33 forskningsartikler, at det meste tyder på at papir er skærme overlegent, når man skal læse.

Min helt subjektive fornemmelse er, at hun har ret. De vaner, jeg skrev om i maj 2014, har ikke ændret sig synderligt. Dette at læse en rigtig avis, trykt på papir, er stadig del af mit morgenritual. Faktisk savner jeg det gamle broadsheet-format; det føles stadig lidt underligt at dagbladet Information udkommer i tabloidformat.

Når jeg underviser, ser jeg ikke mange fysiske lærebøger, men en masse skærme – og en del af dem er smartphones. Dette undrer mig såre, for det er svært at læse tekst fra så lille en skærm, for slet ikke at tale om at lave noter i teksten undervejs.

Jeg er blevet mere og mere opmærksom på betydningen af hvad papiret gør: jeg sætter hastigheden ned, for jeg kan ikke nemt scrolle videre eller lade mig distrahere af spændende (?) hyperlinks. De undersøgelser, som Jill Barshay nævner, er gjort i sammenhænge, hvor denne sidste form for distraktion ikke var mulig.

Mine egne observationer er rent anekdotiske: Jeg fornemmer for mit eget vedkommende, at jeg er bedre til at læse avisartikler i papiravisen til ende, end jeg er til at gøre det samme for avisartikler på en skærm – netop fordi jeg ikke kan blive distraheret så let. Alene dét er grund nok for mig til at beholde mit “gammeldags” avisabonnement. Og det kunne også være et argument for at uddannelsessøgende skal blive ved med at bruge lærebøger af papir.

Det er svært at spå, men især om fremtiden

Her til morgen så jeg et blad i en kiosk, der som tema har et forsøg på at forudsige, hvad der vil ske i det kommende år. Den slags er fascinerende, netop fordi forudsigelser uvægerligt tager fejl. Jeg har flere gange tidligere skrevet om fortidens forsøg på at forudsige nutiden, bl.a. om Aalborg Stiftstidendes bud fra 1967 på Aalborg i år 2000.

Jeg husker, hvordan jeg for mange år siden så The Book of Predictions hos Viggo Madsens Boghandel i Aalborg (en boghandel, der siden blev til den ikke helt så spændende Arnold Busck). The Book of Predictions fra 1980 var et ambitiøst forsøg på at se ud i fremtiden. Den var et fascinerende værk, men af en eller anden grund fik jeg den aldrig købt. Helt tilbage i 2008 havde Vanity Fair en artikel om The Book of Predictions, og den artikel er også fascinerende, fordi den genkalder sig nogle af bogens forudsigelser. Nogle af dem er forbløffende gode.

Den russiske fysiker og aktivist Andrei Sakharov forudså, at man om 50 år ville have et universelt informationssystem, der hele tiden ville give alle adgang til indholdet af hver eneste bog der nogensinde er blevet publiceret, hvert eneste tidsskrift og hvert eneste faktum. Og den britiske redaktør af Computer Weekly forudså, at vi i perioden 1986-1989 ville se at at traditionelle posttjenester ville blive erstattet af digitale elektroniske overførsler, f.eks. mellem “computeriserede skrivemaskiner” på kontoret og hjemmecomputere. Bogen forudså, at der i 1987 ville være skakprogrammer, der var stærkere end de fleste stormestre i skak. Det er ikke helt tilfældet endnu – og det var slet ikke tilfældet i 1987 – men vi er på vej i den retning.

Andre forudsigelser er til gengæld helt i skoven, f.eks. at alle Golfstaterne løber tør for olie. Nogle var der delvist: at internationale terrorister i 2010 ville ødelægge en hovedstad ved brug af atomvåben, hvilket først ville føre til en politistat, men derefter til verdensomspændende nedrustning. Begivenhederne efter terrorangrebene 11. september 2001 førte faktisk til autoritære tiltag i den såkaldte “krig mod terror”, men verdensomspændende nedrustning har vi desværre endnu til gode.

Under alle omstændigheder har jeg i dag fundet The Book of Predictions antikvarisk og glæder mig til at få læst i den. Forudsigelserne siger nemlig først og fremmest rigtig meget om de drømme og den frygt, mennesker havde, dengang de prøvede at forudsige fremtiden.

Til verdens ende

Kilde: https://www.villagevoice.com/2015/09/03/at-five-hours-wim-wenderss-full-until-the-end-of-the-world-is-a-dream-odyssey/

Her til aften så jeg en dokumentarfilm om Steve Jobs, hvor man nævnte Until The End Of The World, filmen af Wim Wenders fra 1991. Det var en film, jeg var meget fascineret af, da den kom frem; jeg havde den endda på VHS-video. Filmen er en lang, drømmende road movie medr en masse hip musik på lydsiden. Until The End Of The World er fortællingen om en ikke så fjern fremtid, hvor verden er ved at gå under, og mange mennesker er uhjælpeligt draget af små skærme, hvor de kan se optagelser af deres drømme. Lyder det bekendt?

Næsten alle de mennesker, jeg har talt med denne tirsdag i oktober 2019, var ikke født, da Wenders’ film havde premiere. Men i dag er dens spådomme tættere på at gå i opfyldelse, end jeg havde troet. Og jeg har fået lyst til at gense den film, der engang tryllebandt mig. Samtidig kan jeg konstatere, at filmen er så svær at opdrive. Streaming-tjenesterne ser ikke ud til at have den, og DVD- og Blu-Ray-udgaver koster mindre formuer. Det er rigtig ærgerligt, men også typisk for medieverdenens korte hukommelse. Om det også siger noget om Wim Wenders, ved jeg ikke, for de fleste andre af hans film er lige så svære at få lov at gense i dag, i de små skærmes tidsalder.

Designfiktion

En ny verden opstår.

Der er en interessant artikel i The Conversation af Alesso Malizia og Silvio Carta, to italienske designforskere ved University of Hertfordshire i England, om en anden måde at overveje konsekvenserne af ny teknologi på.

Typisk er det sådan, at de, der opfinder ny teknologi, fremhæver alt det positive ved ny teknologi. Men hvad med alle de negative konsekvenser? Malizia og Carta taler for at man kan bruge science fiction som en ny strategi for at udforske potentielle scenarier for hvad teknologien kan have af uventede, ubehagelige konsekvenser. På denne måde kan science fiction-fortællingen være en form for systematisk udforskning af muligheder, præcis som andre former for fiktion kan udforske f.eks. hvad der sker i ægteskaber. Den såkaldte fremtidsforskning giver ofte nogle statiske billeder af mulige fremtider, men en fortælling, der rummer en handling, kan noget andet og mere. Egentlig gør science fiction-genren det jo allerede, og nogle har da også kaldt science fiction for spekulativ fiktion (det synes jeg nu er tilfældet for al fiktion, med den selvbiografiske autofiktion som en mulig undtagelse).

Advarslerne mod overvågningssamfundet og brug af bioteknologi til “racehygiejne” kom for faktisk længe siden i science fiction i form af romanklassikerne 1984 og Fagre nye verden. Om de har ført til en bedre diskussion af teknologiens konsekvenser, end vi ville have haft ellers, ved jeg af gode grunde ikke, men det er unægtelig tit, Orwell og Huxley dukker op i diskussioner af mulige fremtider. Og hvis der var en dialog mellem science fiction-forfattere og forskere inden for teknik og naturvidenskab, kunne det være til gavn for begge parter.

Det tekniske fix

For et par uger siden deltog jeg i et arrangement i forbindelse med åbningen af Aalborg Bæredygtighedsfestival. Her kunne gymnasieelever spørge lokale byrådspolitikere om deres holdninger til klimakrisen og hvad man skulle gøre ved den. Et byrådsmedlem fra Venstre sagde, at han ikke var så bekymret, for han troede på at der findes teknologiske løsninger, der vil kunne afværge de voldsomme konsekvenser af den globale opvarmning.

Den slags udtalelser gør mig altid bekymret. Jeg ved godt, at det er vigtigt at gøre brug af al den videnskabelige indsigt, vi har på et tidspunkt som nu, og at kunne udnytte de løsninger, der allerede findes. En løsning af store problemer i samfundet kræver imidlertid mere end bare nye teknologier. For selv om jeg har en teknisk/naturvidenskabelig baggrund, er jeg ikke teknologioptimist på den måde, som nogle politikere (der typisk ikke har en teknisk/naturvidenskabelig baggrund selv) er det. Teknologioptimismen har eksisteret længe, og nogle gange har konsekvenserne af den været voldsomme og negative. Meget ofte har teknologioptimismen først og fremmest hævdet at samfundsudviklingen kan fortsætte som før, men endnu bedre, hvis vi bare finder nogle (endnu) bedre teknologiske løsninger. Teknologioptimismen er ikke en neutral begejstring for teknologien, men rummer også i sig nogle antagelser om hvordan samfundsudviklingen bør være.

Det negative ord for teknologioptimismen er begrebet “det tekniske fix”. Det stammer, så vidt jeg kan læse mig til, oprindelig fra en naturvidenskabelig forsker, nemlig den danske biokemiker Jesper Hoffmeyer. Det er et ordspil på at “fix” kan henvise til en reparation, til en fiks idé og til slangudtrykket for en injektion med heroin.

Det grimme spørgsmål er altid, hvorfor netop et afgørende teknisk fix skulle være muligt netop nu og kunne slå hurtigt igennem netop nu. Der er mange eksempler fra de seneste hundrede års historie på teknologier, der var fornuftige, men ikke slog igennem. Modsat er der ufornuftige teknologier, der har domineret vældig længe. Faktisk vil jeg mene, at selve den globale opvarmning er en konsekvens af en bestemt manifestation af teknologioptimismen, nemlig troen på anvendelse af fossile brændstoffer som løsning på samfundets udfordringer.

Eje eller leje?

Nogle gange hævdes det, at vi er på vej væk fra at eje kulturprodukter som bøger, musik og film og over mod at leje dem. Alle streamingtjenesterne gør meget for at fremme denne tilgang, og det. Til et arrangement tidligere i år spurgte en kendt forsker retorisk (og lidt hånligt), om der overhovedet var nogen der lyttede til cd’er mere – han havde nemlig selv smidt alle sine ud. Det viste sig så, at flere af de tilstedeværende havde lyttet til cd’er så sent som aftenen forinden. En af dem var mig.

Selv har jeg nemlig et lidt gammeldags forhold til det at eje kontra at leje. På den ene side er det godt at kunne hente musik fra en streamingtjeneste og have adgang til den; det er det, jeg næsten altid gør, for jeg vil prøve at undgå den miljøbelastning, der kommer af at streame musik mange gange. På den anden side ender jeg tit med at købe fysiske udgaver af den musik, jeg ender med at lytte meget til og får et personligt forhold til – jeg er endnu ikke faldet tilbage til musik på vinyl, men køber faktisk stadig cd’er. Så håbløst retro er jeg. For bøgers vedkommende er det meget enkelt – de bøger, jeg ikke låner på biblioteket, køber jeg som gode eksemplarer trykt på papir. For mig er det lidt på samme måde som at eje et stykke billedkunst – jeg kunne selvfølgelig se billedet på en skærm, men det ville føles forkert. Jeg kunne også leje beklædningsgenstande, og i tilfældet festtøj ville det sikkert give mening. Men mine bukser og trøjer og sko vil jeg gerne have gavn af, indtil de er brugt op, og jeg betaler gerne for at få lappet mine bukser.

Nu kan man så læse, at Microsoft Books lukker. Og hvad sker der så med alle bøgerne? Dem, der havde betalt for e-bøgerne, mister dem simpelthen. På mig virker det som den dårligst tænkelige kombination. Den ordentlige model ville være en biblioteksmodel, hvor man enten kunne låne eller købe, og hvor det, man købte, var et eksemplar, man ejede til evig tid. Hele eje/leje-diskussionen glemmer nemlig, at man typisk får et personligt forhold til de kulturprodukter, man kommer til at holde særligt af, mens låne-aspektet er vigtigt, når man vil opdage nyt.

Et alvorligt billede

Jeg har nogle gange spekuleret over hvorfor alle ser så alvorlige ud på gamle fotografier, og jeg har altid regnet med at det skyldtes de lange eksponeringstider. Det var simpelthen anstrengende at smile så længe. Men en amerikansk artikel om teknologiens påvirkning af menneskers adfærd kommer med en helt anden forklaring: I 1800-tallet var det er spørgsmål om værdighed. Kun fulde folk, børn, bønder og tosser smilede, var den udbredte holdning.

I vore dage skal man smile på billleder, for ellers er der noget galt. Men engang var det altså omvendt. Og det er underligt; det er af og til sket, at nogen har bedt om at et billede med mig skulle tages om, fordi jeg enten ikke smilede nok eller ikke smilede “overbevisende nok”!

Det er underligt, at fotografier af os skal være en selviscenesættelse – mange tænker på fotos som en realistisk udtryksform. Men det er de ikke. De var ikke ærlige før i tiden, men de er det heller ikke i dag.

Episkopet

Her til aften fik jeg set den tyske film Værk uden skaber, der handler om en fiktiv tysk kunstner ved navn Kurt Barnert. Filmen er instrueret af Florian Henckel von Donnersmarck, der også stod bag De andres liv. Vi skal denne gang også have meget med fra de grimme kapitler af Tysklands historie i det 20. århundrede – nazismens forfølgelser og massemord, bombardementet af Dresden, delingen af Tyskland og opførelsen af Berlinmuren – og filmen er da også tre timer lang. Men de går hurtigt, for det en bevægende og fermt fortalt historie.

Som det nogle gange er tilfældet, er det nogle lidt særlige detaljer, jeg bemærker. Kurt Barnert er studerende på det berømte kunstakademi i Düsseldorf, og meget af filmens sidste halvdel foregår dér. Sidste gang jeg besøgte min bror Alexander i Düsseldorf, tog vi netop ind og så kunstakademiet, så for én gangs skyld virkede omgivelserne meget bekendte. I filmen så vi også episoder fra forelæsningerne, og her brugte underviseren et episkop. Det er en spejlbaseret anordning, der gør det muligt at projicere et forstørret billede af f.eks. en bogside eller en tegning op på et lærred. Det gik op for mig, at det må være mere end 30 år siden, jeg sidst har set et episkop – og det var i min gymnasietid engang.

Og netop episkopet ender med at spille en vigtig rolle i filmen, for det hjælper Kurt Barnert med at skabe den særlige form for fotorealistiske billeder, der bliver hans særkende.

Sådan ser et episkop ud:

Et tysk episkop, model Vz, Ernst Leitz GmBH Wetzlar. Fotograf: Roar Storleer, NTNU UB.

Et IT-ministerium

Enhedslisten foreslår, at der skal oprettes et særligt IT-ministerium. Det er en usædvanligt god idé, for netop hele informationsteknologi-området har det med at falde imellem indtil flere stole. Typisk er det jura, forskning og uddannelse. Det ville også gøre det nødvendigt for politikere omsider at tage hele dette tværfaglige problemområde alvorligt, og måske kunne man endda få opbygget en egentlig ekspertise inden for området og undgå at embedsmænd uden specialviden inden for dette område kommer til at dominere. Især ville det være godt med en mere informeret politik om Internet, herunder adgang til Internet-resurser, og om brug af stærk kryptering.