Lige lovlig hurtigt?

Nu vil regeringen indføre fængselsstraffe for bilister, der begår grove overtrædelser af færdselslovens hastighedsgrænser. Regeringen foreslår at bilister, der kører over 200 kilometer i timen får 20 dages fængsel og en ubetinget frakendelse af kørekortet i mindst tre år.

Argumentet er at dette skulle have en afskrækkende virkning.

– Jeg tror, det vil have en effekt, når vi sender sådan et signal: Nu får du ikke bare en bøde. Du ryger direkte i fængsel, lyder det fra transportministeren.

Fra https://www.dr.dk/nyheder/indland/regeringen-vil-smide-de-vaerste-fartboeller-i-faengsel

Men argumentet om straffens afskrækkende virkning er ofte blevet tilbagevist ad empirisk vej. Forskningsresultater fra kriminologi tyder ikke på, at gerningsmænd nogensinde lader sig påvirke af straframmen. Der er lange fængselsstraffe for mord og andre alvorlige forbrydelser, og de finder sted alligevel. Selvfølgelig skal der være hårde straffe for grov kriminalitet, men afskrækkelsens argument holder næppe.

Jeg har i denne forbindelse et spørgsmål, som formodentlig er naivt: Det er klart hvorfor udrykningskøretøjer skal kunne køre hurtigt, men hvorfor skal det også være teknisk muligt for en almindelig personbil at kunne køre så meget hurtigere end hastighedsgrænserne tillader? Er der virkelig situationer, hvor en bilist har en legitim grund til at køre 200 kilometer i timen? Hvad er egentlig bilproducenternes argument for at fremstille biler, der kan køre så hurtigt?

Jeg ville umiddelbart tro, at det kunne virke bedre at forsyne almindelige person-motorkøretøjer med en spærring, der gør det umuligt for dem at køre så stærkt – i stil med den plombering, der begrænser hastigheden af knallerter. Det kunne så være forbundet med straf at forsøge at fjerne denne spærring.

Gamle computere?

Min MacBook Pro fra 2015.

Tidligere var det en rutinebemærkning blandt dataloger og andet godtfolk at sige at “hardware kan vi altid få”, men det kan vi ikke blive ved med. For tiden er der en sag på Københavns Universitet, hvor ledelsen kræver at det videnskabelige personale skal udskifte stort set alle computere der er mere end 3-4 år gamle. Og de skal selv betale for udgiften via deres forskningsbevillinger.

For de fleste vidensarbejdere er computeren blevet et lige så vigtigt arbejdsredskab som bøger, tavler, skrivebord og stol. Derfor er det urimeligt, hvis man selv skal afholde udgiften gennem eksterne forskningsmidler (der i forvejen ikke er nemme at skaffe). Men også for miljøet er det dårligt med endnu en udskiftning. Produktionen af hardware kræver ganske megen energi og udleder derfor drivhusgasser i ikke helt lille omfang. I produktionen indgår sjældne metaller. Og ved bortskaffelse af elektronikaffald er der yderligere en miljøbelastning.

Jeg er ikke ansat på Københavns Universitet, men arbejder et andet sted, der også er et universitet. Selv har jeg en arbejdscomputer, som jeg fik i 2015. Den har været til reparation i 2018, da jeg spildte te i den. Men den fungerer stadig (hvis vi ser bort fra en port, der vist ikke kunne tåle te) og er min primære computer. Det er min plan at blive ved med at bruge den, så længe jeg kan – og ikke kun fordi jeg ikke har forskningsmidler til at anskaffe mig en ny. Jeg har skabt rigeligt elektronikaffald i min tid.

Tilfældig geoengineering?

Kilde: https://www.climatecentral.org/gallery/graphics/geoengineering_schemes

Efterhånden som klimakrisens alvor går op for stadigt flere, dukker de “smarte genveje” op – lige fra plantning af træer til opfangning og lagring af CO2 fra atmosfæren til spejle påmonteret satellitter, så sollyset kan reflekteres i stedet for at varme atmosfæren på. Det paradoksale er at de mennesker, der lige nu benægter at klimaforandringerne er menneskeskabte, meget ofte er de selvsamme mennesker, der taler om menneskehedens formåen og evne til lave verden om. Faktisk har hele ideen om geoengineering fået øget opmærksomhed i USA inden for de seneste år netop fra “klimaskeptikerne”.

I går var der en lang og interessant artikel i dagbladet Information om den amerikanske tænker Jedediah Purdy, der er en flittig skribent og i en alder af 45 allerede har skrevet fem bøger bag sig. Jeg ved ikke, om der er tale om et direkte citat fra Purdy, men i omtalen af hans bog After Nature fra 2015 står der at

Climate change is planetary engineering without design.

(fra Harvard University Press https://www.hup.harvard.edu/catalog.php?isbn=9780674979864)

og den formulering er usædvanligt rammende: De menneskeskabte klimaforandringer er dårlig og uigennemtænkt geoengineering. Der er ingen tvivl om at man bliver nødt til at finde flere forskellige metoder til at gøre noget ved den globale opvarmning, men den mest effektive metode er desværre (for nogle) også den enkleste: at nedsætte udledningen af CO2 til nul inden for få år.

Man kan altid zappe væk

Teknologien gør noget ved den måde, vi oplever tekst, lyd og billede på. For mange år siden, da jeg havde en pladespiller, var jeg nødt til at høre hele pladesider ad gangen. Det var simpelthen bøvlet at skifte mellem mange LP-plader. Til gengæld fik jeg også hørt alle de numre på pladerne, som jeg først var lidt mindre tiltrukket af.

Jeg holdt omhyggeligt øje med, hvad der kom i fjernsynet. Gennem min opvækst og helt frem til efteråret 1988 var der kun én tv-kanal, og hvis der var en udsendelse, jeg ville se, var jeg nødt til at være hjemme og sidde foran fjernsynsapparatet. Endnu har jeg minder om udsendelser, jeg aldrig fik set. Til gengæld har jeg også tydelige minder om de udsendelser, jeg faktisk fik set, for her fulgte jeg godt med.

I vore dage er alt dette ændret for stedse. Man taler om flow-tv som et lidt bedaget fænomen, og albumformatet har ikke samme betydning, som det havde engang. Man kan springe frem og tilbage som man vil og når man vil. Det gør noget ved fordybelsen. (Selv hænger jeg meget fat i albumformatet, og jeg foretrækker stadig at lytte til albums fra start til slut. Men jeg er jo også oppe i årene.)

Netop i dag skriver Katrine Wiedemann i dagbladet Information om hvordan Netflix stræber efter at producere materiale, der kan ses på små mobile enheder og er nemt at forstå i urolige omgiver som f.eks. busser og tog. Og andetsteds i samme avis er der en lang artikel om hvordan vore hjerner tilpasser sig til Internettets mulighed for hele tiden at springe videre og er med til at gøre fordybelse til en udfordring.

Men som Morten Overgaard, der er professor i kognitiv neurovidenskab på Aarhus Universitet, påpeger, er problemet ikke selve denne forandring i sig selv, men snarere, at der er blevet skabt nogle omgivelser, som måske ikke er gavnlige, når det gælder om at løse samfundets udfordringer. Den stadige mulighed for ikke at fordybe sig gør det sværere at skabe den koncentration, der skal til for at analysere, forstå og håndtere de store problemer, vi møder i vore dage. Det er fristende og let at zappe væk fra f.eks. klimakrisen, uligheden i verden og krigene i Mellemøsten. Dermed ikke være sagt at generationerne, der ikke kunne zappe væk, var bedre til at løse de tilsvarende problemer der fandtes på deres tid.

Brand i toget

Jeg sad og døsede i det sene tog hjem fra København i nat, da det gik op for mig at der lugtede underligt i togvognen. De få andre passagerer sad og sov. Men pludselig gik det op for konduktøren og et kort øjeblik senere for os alle, at der var udbrudt brand i toget og at den underlige lugt skyldtes røg.

Toget standsede få hundrede meter fra Hobro station, og her blev vi holdende i en times tid, til brandvæsenet havde konstateret, at togpersonalet havde slukket branden. Det var ikke kredsløb, som jeg først havde troet, men en dieselmotor, der havde været ramt af brand. Snart efter kunne toget blive sammenkoblet med og alle passagerer overført til et nordfra kommende tog til Aarhus, der så ville blive omdirigeret og køre os nordpå. Efter 30 års passagererfaring med IC3-tog opdagede jeg først nu i nat, at togførerens plads kan svinges til side, når to togsæt skal sammenkobles.

Jeg lå i min seng kl. 2.45 og tænkte lidt over hvor stort behovet egentlig er for nye tog i Danmark (det er stort) og over hvor godt designet og udførelsen af IC3-togene egentlig har været. Og så faldt jeg i søvn.

Måske er rejser, hvor noget går galt, ved at blive et nyt tema her?

Skærm kontra papir igen

For fem et halvt år siden skrev jeg her på bloggen om den også dengang aktuelle diskussion om skærm kontra papir. Siden da er der kommet mange flere undersøgelser af konsekvenserne af at læse tekster på skærm kontra på papir (og af konsekvenserne af at skrive i hånden kontra at bruge et tastatur). Der er nu også oversigtsartikler, der prøver at opsummere resultaterne – både egentlige forskningsartikler og populære fremstillinger. I august i år konkluderer den amerikanske journalist Jill Barshay på baggrund af 33 forskningsartikler, at det meste tyder på at papir er skærme overlegent, når man skal læse.

Min helt subjektive fornemmelse er, at hun har ret. De vaner, jeg skrev om i maj 2014, har ikke ændret sig synderligt. Dette at læse en rigtig avis, trykt på papir, er stadig del af mit morgenritual. Faktisk savner jeg det gamle broadsheet-format; det føles stadig lidt underligt at dagbladet Information udkommer i tabloidformat.

Når jeg underviser, ser jeg ikke mange fysiske lærebøger, men en masse skærme – og en del af dem er smartphones. Dette undrer mig såre, for det er svært at læse tekst fra så lille en skærm, for slet ikke at tale om at lave noter i teksten undervejs.

Jeg er blevet mere og mere opmærksom på betydningen af hvad papiret gør: jeg sætter hastigheden ned, for jeg kan ikke nemt scrolle videre eller lade mig distrahere af spændende (?) hyperlinks. De undersøgelser, som Jill Barshay nævner, er gjort i sammenhænge, hvor denne sidste form for distraktion ikke var mulig.

Mine egne observationer er rent anekdotiske: Jeg fornemmer for mit eget vedkommende, at jeg er bedre til at læse avisartikler i papiravisen til ende, end jeg er til at gøre det samme for avisartikler på en skærm – netop fordi jeg ikke kan blive distraheret så let. Alene dét er grund nok for mig til at beholde mit “gammeldags” avisabonnement. Og det kunne også være et argument for at uddannelsessøgende skal blive ved med at bruge lærebøger af papir.

Det er svært at spå, men især om fremtiden

Her til morgen så jeg et blad i en kiosk, der som tema har et forsøg på at forudsige, hvad der vil ske i det kommende år. Den slags er fascinerende, netop fordi forudsigelser uvægerligt tager fejl. Jeg har flere gange tidligere skrevet om fortidens forsøg på at forudsige nutiden, bl.a. om Aalborg Stiftstidendes bud fra 1967 på Aalborg i år 2000.

Jeg husker, hvordan jeg for mange år siden så The Book of Predictions hos Viggo Madsens Boghandel i Aalborg (en boghandel, der siden blev til den ikke helt så spændende Arnold Busck). The Book of Predictions fra 1980 var et ambitiøst forsøg på at se ud i fremtiden. Den var et fascinerende værk, men af en eller anden grund fik jeg den aldrig købt. Helt tilbage i 2008 havde Vanity Fair en artikel om The Book of Predictions, og den artikel er også fascinerende, fordi den genkalder sig nogle af bogens forudsigelser. Nogle af dem er forbløffende gode.

Den russiske fysiker og aktivist Andrei Sakharov forudså, at man om 50 år ville have et universelt informationssystem, der hele tiden ville give alle adgang til indholdet af hver eneste bog der nogensinde er blevet publiceret, hvert eneste tidsskrift og hvert eneste faktum. Og den britiske redaktør af Computer Weekly forudså, at vi i perioden 1986-1989 ville se at at traditionelle posttjenester ville blive erstattet af digitale elektroniske overførsler, f.eks. mellem “computeriserede skrivemaskiner” på kontoret og hjemmecomputere. Bogen forudså, at der i 1987 ville være skakprogrammer, der var stærkere end de fleste stormestre i skak. Det er ikke helt tilfældet endnu – og det var slet ikke tilfældet i 1987 – men vi er på vej i den retning.

Andre forudsigelser er til gengæld helt i skoven, f.eks. at alle Golfstaterne løber tør for olie. Nogle var der delvist: at internationale terrorister i 2010 ville ødelægge en hovedstad ved brug af atomvåben, hvilket først ville føre til en politistat, men derefter til verdensomspændende nedrustning. Begivenhederne efter terrorangrebene 11. september 2001 førte faktisk til autoritære tiltag i den såkaldte “krig mod terror”, men verdensomspændende nedrustning har vi desværre endnu til gode.

Under alle omstændigheder har jeg i dag fundet The Book of Predictions antikvarisk og glæder mig til at få læst i den. Forudsigelserne siger nemlig først og fremmest rigtig meget om de drømme og den frygt, mennesker havde, dengang de prøvede at forudsige fremtiden.

Til verdens ende

Kilde: https://www.villagevoice.com/2015/09/03/at-five-hours-wim-wenderss-full-until-the-end-of-the-world-is-a-dream-odyssey/

Her til aften så jeg en dokumentarfilm om Steve Jobs, hvor man nævnte Until The End Of The World, filmen af Wim Wenders fra 1991. Det var en film, jeg var meget fascineret af, da den kom frem; jeg havde den endda på VHS-video. Filmen er en lang, drømmende road movie medr en masse hip musik på lydsiden. Until The End Of The World er fortællingen om en ikke så fjern fremtid, hvor verden er ved at gå under, og mange mennesker er uhjælpeligt draget af små skærme, hvor de kan se optagelser af deres drømme. Lyder det bekendt?

Næsten alle de mennesker, jeg har talt med denne tirsdag i oktober 2019, var ikke født, da Wenders’ film havde premiere. Men i dag er dens spådomme tættere på at gå i opfyldelse, end jeg havde troet. Og jeg har fået lyst til at gense den film, der engang tryllebandt mig. Samtidig kan jeg konstatere, at filmen er så svær at opdrive. Streaming-tjenesterne ser ikke ud til at have den, og DVD- og Blu-Ray-udgaver koster mindre formuer. Det er rigtig ærgerligt, men også typisk for medieverdenens korte hukommelse. Om det også siger noget om Wim Wenders, ved jeg ikke, for de fleste andre af hans film er lige så svære at få lov at gense i dag, i de små skærmes tidsalder.

Designfiktion

En ny verden opstår.

Der er en interessant artikel i The Conversation af Alesso Malizia og Silvio Carta, to italienske designforskere ved University of Hertfordshire i England, om en anden måde at overveje konsekvenserne af ny teknologi på.

Typisk er det sådan, at de, der opfinder ny teknologi, fremhæver alt det positive ved ny teknologi. Men hvad med alle de negative konsekvenser? Malizia og Carta taler for at man kan bruge science fiction som en ny strategi for at udforske potentielle scenarier for hvad teknologien kan have af uventede, ubehagelige konsekvenser. På denne måde kan science fiction-fortællingen være en form for systematisk udforskning af muligheder, præcis som andre former for fiktion kan udforske f.eks. hvad der sker i ægteskaber. Den såkaldte fremtidsforskning giver ofte nogle statiske billeder af mulige fremtider, men en fortælling, der rummer en handling, kan noget andet og mere. Egentlig gør science fiction-genren det jo allerede, og nogle har da også kaldt science fiction for spekulativ fiktion (det synes jeg nu er tilfældet for al fiktion, med den selvbiografiske autofiktion som en mulig undtagelse).

Advarslerne mod overvågningssamfundet og brug af bioteknologi til “racehygiejne” kom for faktisk længe siden i science fiction i form af romanklassikerne 1984 og Fagre nye verden. Om de har ført til en bedre diskussion af teknologiens konsekvenser, end vi ville have haft ellers, ved jeg af gode grunde ikke, men det er unægtelig tit, Orwell og Huxley dukker op i diskussioner af mulige fremtider. Og hvis der var en dialog mellem science fiction-forfattere og forskere inden for teknik og naturvidenskab, kunne det være til gavn for begge parter.

Det tekniske fix

For et par uger siden deltog jeg i et arrangement i forbindelse med åbningen af Aalborg Bæredygtighedsfestival. Her kunne gymnasieelever spørge lokale byrådspolitikere om deres holdninger til klimakrisen og hvad man skulle gøre ved den. Et byrådsmedlem fra Venstre sagde, at han ikke var så bekymret, for han troede på at der findes teknologiske løsninger, der vil kunne afværge de voldsomme konsekvenser af den globale opvarmning.

Den slags udtalelser gør mig altid bekymret. Jeg ved godt, at det er vigtigt at gøre brug af al den videnskabelige indsigt, vi har på et tidspunkt som nu, og at kunne udnytte de løsninger, der allerede findes. En løsning af store problemer i samfundet kræver imidlertid mere end bare nye teknologier. For selv om jeg har en teknisk/naturvidenskabelig baggrund, er jeg ikke teknologioptimist på den måde, som nogle politikere (der typisk ikke har en teknisk/naturvidenskabelig baggrund selv) er det. Teknologioptimismen har eksisteret længe, og nogle gange har konsekvenserne af den været voldsomme og negative. Meget ofte har teknologioptimismen først og fremmest hævdet at samfundsudviklingen kan fortsætte som før, men endnu bedre, hvis vi bare finder nogle (endnu) bedre teknologiske løsninger. Teknologioptimismen er ikke en neutral begejstring for teknologien, men rummer også i sig nogle antagelser om hvordan samfundsudviklingen bør være.

Det negative ord for teknologioptimismen er begrebet “det tekniske fix”. Det stammer, så vidt jeg kan læse mig til, oprindelig fra en naturvidenskabelig forsker, nemlig den danske biokemiker Jesper Hoffmeyer. Det er et ordspil på at “fix” kan henvise til en reparation, til en fiks idé og til slangudtrykket for en injektion med heroin.

Det grimme spørgsmål er altid, hvorfor netop et afgørende teknisk fix skulle være muligt netop nu og kunne slå hurtigt igennem netop nu. Der er mange eksempler fra de seneste hundrede års historie på teknologier, der var fornuftige, men ikke slog igennem. Modsat er der ufornuftige teknologier, der har domineret vældig længe. Faktisk vil jeg mene, at selve den globale opvarmning er en konsekvens af en bestemt manifestation af teknologioptimismen, nemlig troen på anvendelse af fossile brændstoffer som løsning på samfundets udfordringer.