Hilbert og de selvkørende biler

Hilberts syttende problem er

Givet et ikke-negativt multivariat polynomium, kan det da altid skrives som en sum af kvadrater af rationelle funktioner?

Svaret er ja, og beviset herfor blev fundet i 1927 af Emil Artin. Desværre var beviset ikke konstruktivt. Et konstruktivt bevis kom i 1940, og først i 1967 fandt man ud fra hvor mange rationelle funktioner, der skal optræde i kvadratsummen. Konrad Schmüdgen har en lille oversigtsartikel om netop Hilberts syttende problem.

Der er en interessant artikel i Wired, hvor udgangspunktet er en forbindelse til selvkørende biler. Det er nemlig rigtig nyttigt i optimeringssammenhæng at vide, om et polynomium kan antage negative værdier, og her er løsningen til Hilberts syttende problem guld værd – og især da de algoritmer, der giver en kvadratsum, hvis den findes. Og hvis man vil minimere et multivariat polynomium, kan man så prøve at forskyde det langs y-aksen og blive ved, til polynomiet ikke længere er ikke-negativt. Forbindelsen til selvkørende biler kommer fra behovet for hurtigt at kunne beregne minimum af multivariate polynomier, der dukker op i beskrivelserne af selvkørende bilers adfærd (f.eks. et polynomium, der beskriver afstanden til en forhindring).

Det rigtig interessante er egentlig, at det, der tilbage i år 1900 var ren matematisk grundforskning, nu her et århundrede senere har fået nogle meget konkrete anvendelser. Gad vide, om vores nuværende forskningsminister er klar over denne forbindelse mellem grundforskning og anvendelser? (Jeg tillader mig at tvivle.)

Salme ved Internettets afslutning (En hyldest til Samuel Beckett)

Fra Samuel Becketts teaterstykke “Mens vi venter på Godot”, et stykke kendetegnet ved at personerne ikke rigtig ved, hvorfor de gør som de gør.

Da jeg kom hjem fra arbejde, fortalte min familie mig at internetadgangen i vores hjem var afbrudt, og min datter var desperat – to afleveringer i matematik og fysik havde frist i aften, og i vore dage afleverer man over nettet.

Jeg kaster et blik på vores modem og kan konstatere, at dette er ude af vore hænder. Derefter går jeg ud på gaden for at ringe til Stofa, thi mobildækningen hvor vi bor er så elendig, at vi bruger wi-fi-opkald.

– Hej, det er Camilla.
– Hej Camilla, det er Hans. Jeg bor Bondropsgade 12A i Nørresundby. Vores Internetforbindelse fungerer ikke.
– Det er underligt; det ser ikke ud som om du er kunde hos os.
– Men det er jeg. Jeg betaler trofast til jer og får reklamebreve fra jer.
– Er du helt sikker?
– Ja, det er jeg.
– Vent, nu kan jeg se at der har været en tekniker ude og lukke forbindelsen.
– Hvorfor har vi ikke fået det at vide?
– Teknikeren har lagt et postkort i jeres brevkasse.
– Det har jeg ikke set.
– Det var ærgerligt. Nu vil jeg prøve at finde ud af hvilken dag, der kan komme en tekniker ud til jer. Hæng på lidt.

Herefter følger Stofas pausemusik. Imens sender jeg min datter en SMS: Hun kan sidde på biblioteket og lave lektier; de har internetadgang. Snart efter sidder vi begge på biblioteket. 20 minutters pausemusik senere:

– Ja, hej igen. Undskyld, det tog lidt tid. Men jeg vil prøve at finde ud af hvornår vi kan finde en tekniker til jer. Kan du vente en halv time? Så ringer vi tilbage.

Jeg snakker med min datter om hendes lektier; det er noget med koefficienterne i andengradspolynomier og vektorregning. I mellemtiden ringer telefonen.

– Hej, det er Heidi fra Amnesty International.
– Hej, Heidi.
– Du har jo skrevet under på en af vores appeller for nylig. Kunne du ikke tænke dig at være medlem af Amnesty International?
– Jeg har været medlem af Amnesty International siden 1993. Jeg var faktisk til aktivismeseminar i søndags og til landsmøde for en måned side. Jeg var med til at stifte Amnesty Internationals lokalforening i Aalborg; jeg har endda nøgle til Amnestys lokaler i Aalborg.
– Nå, så ved du jo nok meget om Amnesty. Hvor meget betaler du i bidrag til os om måneden?
– Det kan jeg ikke huske; det er ikke et lille beløb.
– Hvad er dine bankoplysninger?
– Bankoplysninger? Hvad skal du bruge mine bankoplysninger til? Jeg giver jo allerede et bidrag.
– Hvis jeg får dine bankoplysninger, lover jeg at vi ikke ringer igen.
– ???????????!!!!??????

Ti minutter senere ringer telefonen igen.

– Hej, det er Camilla fra Stofa. Der kan komme en tekniker i morgen mellem 7.30 og 12.30.
– Men vi skal jo på arbejde og i skole.
– Kan din datter ikke blive hjemme fra skole?
– Jeg er bange for at det ikke er en god idé. Så må jeg jo aflyse mine aftaler og blive hjemme.
– Ja, det er da ærgerligt.
– Hov, nu kan jeg se, at I har sendt mig en SMS med bekræftelse på at der kommer en tekniker hjem til mig. Der står så godt nok også, at besøget vil koste 997 kroner i timen. Det er jer, der lukket for adgangen. Jeg har ikke pillet ved noget.
– Det er noget, vi skal skrive. Det betyder ikke, at du kommer til at betale noget.
– Så er jeg måske mere lettet. Farvel.
– Farvel.

Nu indløber to enslydende SMS’er fra Stofa:

Vi har annulleret din aftale med en tekniker. Ring til Stofa for at få en ny aftale.

Jeg ringer til Stofa. Nu følger 20 minutters pausemusik.

– Hej, det er Olav. Hvad kan jeg hjælpe med?
– Jeg talte med en af dine kolleger om at få en tekniker ud. I har lukket for vores internetforbindelse. Jeg havde fået en aftale, men nu har I aflyst aftalen pr. SMS. To gange.
– Det må være en fejl.
– Vil du ikke nok se efter?
– Det skal jeg nok.
– Tak.
– Vent, nu kan jeg se at det er en fejl. Din aftale er ikke aflyst.
– Er du helt sikker på det?
– Ja. Din aftale gælder stadig.
– Farvel, Olav.

Herefter følger et længere ophold på Nørresundbys bibliotek med mere samtale om andengradspolynomier og vektorer. På et tidspunkt laver jeg en banal fortegnsfejl i mit forsøg på at forklare noget med retningsvektorer og fortæller min datter, at jeg vil gå hjem for at lave mad. Derefter går jeg hjem, åbner fryseren og flår en pakke frosne grøntsager op.

(Senere, da jeg er mæt, sidder jeg igen på biblioteket og skriver dette indlæg.)

Arven fra Dick Tracy

Armbåndsuret, som Dick Tracy bar i Chester Goulds tegneserie allerede i 1946.

Svend Brinkmann er i sit seneste indlæg i Politiken også skeptisk over for valget af Tommy Ahlers som forskningsminister. Hvor meget disruption kan man egentlig skabe?

Brinkmann henviser til en artikel fra 2005 fra tidsskriftet Techological Forecasting and Social Change af den amerikanske fysiker Jonathan Huebner.  Huebner prøver at analysere innovation baseret på en liste over 8583 vigtige hændelser i naturvidenskab og teknik siden 1455. Han laver en regressionsanalyse, og det viser sig at antallet af hændelser som funktion af tid siden 1455 ikke er eksponentielt voksende, men tværtimod er aftagende. I sin konklusion skriver Huebner at

…the evidence presented indicates that the rate of innovation reached a peak over a hundred years ago and is now in decline. This decline is most likely due to an economic limit of technology or a limit of the human brain that we are approaching. We are now approximately 85% of the way to this limit, and the pace of technological development will diminish with each passing year.

Så måske er der i virkeligheden ikke så store muligheder for disruption?

Jeg ved det (heller) ikke. Informationsteknologien, som det hedder nu,  bliver ofte udråbt som den helt store forandrer. Den lever højt på to store erkendelser, men ingen af dem er helt nye. Den ene er den indsigt, som skyldes von Neumann og Turing i 1940’erne, at al information kan opfattes som data, der kan behandles med algoritmer. Selve ideen om den universelle programmerbare computer udnytter at programmer også “bare” er data, der kan gemmes i computerens hukommelse. Derfor kan vi bygge computere ind i alle de andre fysiske genstande, der har brug for information. Den anden store erkendelse er, at computere kan kommunikere med hinanden. Denne ide stammer som bekendt fra ARPAnet i 1960’erne.

Ganske mange af ideerne om hvad informationsteknologien kan bruges til, er faktisk fremskrivninger, der gør brug af en stræben efter at gøre apparater stadigt mindre. For eksempel har det berømte smartwatch spøgt lige siden 2. verdenskrig; jeg husker Dick Tracy-historierne fra Seriemagasinet først i 1970erne. Her gik Dick Tracy rundt med et “tv-armbåndsur”, og det havde han gjort lige siden tegneren Chester Gould fandt på uret tilbage i 1946.

Jeg vil selvfølgelig være forsigtig med at hævde, at der ikke er noget nyt under solen og ikke vil komme det. Men min fornemmelse er, at de store erkendelser, der forandrer verden, ikke er nogen, man kan tvinge frem ved målrettet satsning. De store opdagelser i naturvidenskabens historie er så godt som altid dem, som ingen oprindelig ledte efter. De kom fra grundforskningen, ikke fra den anvendte forskning. Hvad mon Tommy og de andre synes om grundforskning?

Tingenes fortsatte tyranni

For at høre min cd med “Verklärte Nacht” af Arnold Schönberg uden hak og udfald skal jeg tænde for tv. Så noget kan det store fjernsyn da bruges til.

Tilbage i 2012 skrev jeg om tingenes tyranni her. Det fortsætter ufortrødent.

I sidste uge købte jeg et nyt tv på tilbud; sådan et smart et, der understøtter ikke bare HDMI (det gjorde det gamle fjernsyn fra 2009 fint) men også ARC-protokollen, så man på enkel vis bl.a. kan sende lydsiden af tv-udsendelser ud gennem musikanlæggets højttalere ved at forbinde hele herligheden. Og det kan man også.

Men tv-billedet er pixelleret, og lyden falder hele tiden ud. TV-signalet er måske for svagt, eller også er tv’ets tuner bare for følsom. Jeg ved det ikke. Siden jeg købte det nye tv, har jeg i al fald ikke set tv overhovedet, og jeg ruster mig mentalt til at sende apparatet tilbage til butikken.

Jeg kunne selvfølgelig lytte til cd’er på det gode musikanlæg – sådan nogle har jeg nemlig stadig en del af, og (også) til klassisk musik er de stadig markant bedre end streaming. Men siden jeg tilsluttede tv’et til de andre komponenter, er disk-afspilleren begyndt at hakke i det, så lyden falder ud. Det er ikke snavs inde i afspilleren, der er årsag, for der er én løsning, der virker: at tænde for tv, når jeg vil lytte til en cd. Så spiller disk-afspilleren nemlig fint, uden hak eller problemer. Her er det noget med manglende interoperabilitet for forskellige implementationer af HDMI-protokollen, der driller.

En tredje mulighed kunne så være at lytte til DR P2, men efter lang tids forgæves forsøg måtte jeg indse at Stofa netop har fjernet adgangen til FM-båndet her i byen.

Jeg er vokset op i den analoge verden med billedrørs-tv, simple FM-radioer og pladespillere. De apparater virkede hver gang, og deres fejl var ofte nemme at gennemskue. Den digitale verden skulle være så nem og brugbar, men netop nu er det alle irritationsmomenterne, der stikker deres grimme hoveder frem.

Hurra for teknologien?

I dag er der en interessant artikel i dagbladet Information om den teknologioptimisme, vi så ofte møder i disse år. Der er en udbredt tiltro i den industrialiserede verden til at teknologien vil kunne redde samfundet fra alskens dårligdomme – fattigdom, uvidenhed, miljøkatastrofer osv. Tilfældet vil, at jeg netop nu læser Kritik af den digitale fornuft – i uddannelse, en lille bog af Jesper Balslev, udkommet her i foråret.

Der er nemlig en hel masse begejstrede rapporter fra EU, World Economic Forum, diverse danske ministerier osv. der alle taler for at man skal investere langt mere i teknologi i undervisningen. Men hvorfor egentlig? Balslev sætter fingeren på det ømme

De forhold, der har undrer mig under min litteraturgennemgang og læsning, er for det første, at dokumenterne ikke etablerer en klar definition af digitalisering. Det kunne være et minimum antal computere, adgang til internet af en vis hastighed og f.eks. Wikipedia og/eller andre identificerede ressourcer, man betragter som understøttende for viden og læring. Så ville svaret være enkelt: Fordelene ved IKT (i undervisning) er forbundet med adgang til de og de ressourcer. Og det ville være nemt at se, om målet er nået, og at undersøge, om det medfører et øget fagligt niveau. For det andet at rapporterne i så ringe grad bygger på hinanden, henviser til hinanden eller bruger hinandens viden… For det tredje undrer det mig, at det er så svært st finde evidens for mange af argumenterne/potentialerne – når vi nu med flere af forfatternes ord lever i et videnssamfund. Det burde være lige til at google og smide ind som referencer.

Jeg er selvfølgelig ikke modstander af nye anvendelser af teknologi. Mit fagområde, datalogi, er en videnskab, der i meget høj grad er motiveret af ønskerne om at kunne bygge og om at kunne forstå programmer (og data).  I min gerning som undervisning er jeg også en af dem, der slår til lyd for at vi bruger bl.a. podcasts og online-quizzer i undervisningen, hvor det giver mening. Og det gør det i de sammenhænge, hvor jeg bedriver undervisning. Grundene er helt konkrete: Podcasts kan bruges til at flytte præsentationerne væk fra fra plenum, så vi i stedet kan bruge tiden sammen med de studerende til at tale sammen. Og podcasts kan de studerende se når de vil og så tit de vil. Online-quizzer kan man bruge til at teste sig selv, og jeg kan bruge dem til at undersøge hvor godt de studerende når læringsmålene. Men det var kun gennem lang tids undervisningserfaring, at jeg opdagede behovet og hvorfor det var der.

Balslev har fat i noget særdeles vigtigt, nemlig at der ofte mangler konkrete og uomgængelige argumenter for hvorfor vi skal indføre teknologi på anvendelsesområder, hvor den ikke tidligere fandtes. Der er en hel masse hurra-rapporter derude, og meget ofte fører teknologioptimismen i dem til selvopfyldende profetier og tautologiske udsagn, der kan koges ned til at “Vi er nødt til at anvende mere teknologi, for ellers anvender vi ikke tilstrækkeligt meget teknologi”.

Alt er forbundet

Jeg hører Singularity, det nye album med Jon Hopkins, en hel del for tiden. Engang syntes jeg, at der ikke kom så meget spændende musik fra Storbritannien længere – men det er jo løgn (og her har jeg slet ikke talt om ny, “seriøs” kompositionsmusik). Det, der er sket, er at den interessante britiske musik ikke så meget er den sædvanlige rockmusik, men derimod alt det andet. Singularity er et godt eksempel på interessant og samtidig lettilgængelig elektronisk musik fra Storbritannien. Nogle numre har meget insisterende beats, hvor det knitrer og brummer, mens andre nærmest er kor og piano med mindelser om Arvo Pärt.

Nogle gange har jeg spekuleret på, hvordan det mon ser ud, når en musiker som Jon Hopkins laver sin musik. Herunder ser man hvordan. “Open Eye Signal” er et af de svimlende numre fra forgængeren Immunity, der var det album, som var der hvor min interesse for Jon Hopkins’ musik blev vakt.

Din gamle email

Kolleger på Roskilde Universitet fortæller, at ledelsen på deres universitet nu har beordret dem til at rydde op i deres email. I en mail fra ledelsen udsendt den 23. april står der bl.a.

Fra d. 25. maj bliver de nye persondataretlige regler håndhævet. Det betyder at der er et forøget fokus på, hvordan offentlige myndigheder håndterer personoplysninger, dvs. enhver type af oplysninger, som kan knyttes til en bestemt person. Idet vi på RUC, som mange andre steder, har meget store datamængder liggende i e-mail-historik, skal du i den anledning foretage en større oprydning af dine mails.

Det er på RUC besluttet at medarbejderne bedst selv rydder op i deres egen mail-ind- og udbakke, idet nogle e-mails kan og bør beholdes, uanset at de er af ældre dato.

Til hjælp med at foretage denne sortering er vedhæftet en vejledning. …

… Det er ikke tilladt blot at slette fra email-klienten, men bevare en kopi udenfor denne, fx i anden mail. Oprydning og sletningen er et krav, som gælder alle stillingsniveauer. Det er vigtigt at du tager dig tid til opgaven med oprydningen af dine mail inden 25. maj.

Som hovedregel skal man slette alle e-mails der er ældre end 30 dage, medmindre:
a) Man har et konkret og sagligt behov for at gemme den pågældende e-mail.
b) E-mailen tjener som dokumentation for en sag. I dette tilfælde skal den lægges i F2 på den relevante sag, eller eventuelt lægges ind i et fagsystem.
c) E-mailen ikke indeholder personoplysninger.
d) E-mailen er rent privat.

Det er en spændende ordre og en spændende tidsfrist, der vidner om en spændende tilgang til ledelse, som ikke virker ukendt på mig.

Jeg ved ikke, hvor langt tilbage i tiden mine sjællandske kollegers mailkorrespondance rækker, men jeg har haft min nuværende mailkonto ved Aalborg Universitet siden 1987 og især siden 1991, da jeg blev ansat som universitetslærer, har jeg brugt den hver dag året rundt. Vi har i årenes løb skiftet mailserver og mailsystem nogle gange, men et hurtigt kig viser, at jeg har e-mail der strækker sig tilbage i al fald fra juni 2006.

Et alternativ til Facebook

Den seneste tids afsløringer om Facebook har gjort det fristende for mig at finde et alternativ, hvor jeg kan have mine data i fred for uvedkommende. Men det er ikke nemt, for jeg har gennem mine mere end 10 år fået genskabt kontakten til mange af dem, jeg har mødt gennem årene: Gamle gymnasiekammerater, dem, jeg mødte til Alliance Française-turen i juli 1982, folk, jeg har været på højskole mere, familiemedlemmer rundt omkring osv. osv. Faktisk fik jeg endda kontakt med min ene lillesøster gennem Facebook! Det sidste er en særligt kuriøs del af den underlige historie det er, at mine søskende og jeg først fik kontakt med hinanden som voksne. Og jeg kommunikerer en del med venner og familie via Facebook Messenger.

Der er masser af alternativer til Facebook, og jeg er bruger på både Ello og Minds – og på Google Plus, men Google er lige så glad for at høste data som Facebook, så de tæller ikke. Men desværre har jeg ikke fundet nogen, jeg kender, på hverken Ello eller Minds. Og så er der jo også rigtig mange organisationer og fællesskaber, jeg er interesseret i nyt fra, der kun er til stede på Facebook.

Det er ikke nok, at jeg skifter til et andet socialt medium; jeg skal have alle mine Facebook-venner (eller de fleste af dem) med, og det kræver noget stort, nemlig et fælles initiativ fra en hel masse Facebook-brugere. Hvordan man får dette sat i gang, ved jeg ikke, men hvis nogle store aktører gik forrest, ville det betyde noget. Tænk hvis f.eks. et universitet eller et stort firma bekendtgjorde, at de forlod Facebook til fordel for (f.eks.) Minds! For slet ikke at tale om hvad der ville ske, hvis de danske myndigheder gik deres vej. Men i lyset af al den seneste tids kamp blandt lokalpolitikere om at lægge plads til en serverpark for Facebook på dansk grund er netop dét næppe sandsynligt.

Det er bare en dukke

Foto: Zackary Canepari for New York Times

Den engelske professor Kathleen Richardson er initiativtager til en kampagne mod sexrobotter. Hun siger til Politiken at

De repræsenterer jo et dybt forskruet menneskesyn. Med deres store bryster, fyldige læber og utroligt smalle taljer er de jo en grotesk og pornografisk kopi af en kvindekrop. Det er hverken sundt eller hensigtsmæssigt, at det her syn på kvindekroppen bliver normaliseret. Det er meget tydeligt, at disse dukker er skabt af forskruede mænd til nogle mænd, der er endnu mere forskruede end dem selv. For de ønsker jo at dominere kvinder og deres kroppe totalt. De her dukker kan hverken sige nej eller udfordre manden på andre måder.

Argumentet er, at sexrobotterne vil anspore nogle mænd til at behandle kvinder voldeligt.

Umiddelbart virker Richardsons kampagne underlig på mig. På den ene side er der noget ubehageligt dehumaniserende ved denne teknologi. På den anden side har jeg meget svært ved at se, hvordan man skulle kunne håndhæve et forbud – enhver, der har tilstrækkelig mekanisk snilde, vil kunne fremstille sit eget eksemplar til eget brug. Og måske er denne slags robotter velegnede til demente eller mentalt handicappede mennesker, der har en seksualdrift.

Der findes allerede mekaniske sælunger, som demente mennesker kan sidde med. Men den slags virker unægtelig mere uskyldigt.

Selve dette, at overføre levende væseners egenskaber til genstande, naturfænomener og begreber, er helt centralt for mennesker. Guder i mange religioner ligner mennesker eller dyr. Børn leger med dukker og tøjdyr og nogle af dem bliver deres fortrolige og bedste venner tidligt i livet. Mange af os investerer en masse følelser i fiktive mennesker og dyr fra film og bøger. Forskellen er vel, at de følelser, mennesker investerer i guder, tøjdyr og film- og romanfigurer er entydigt positive.

Men hvad med de negative og dehumaniserende følelser? Dem kan vi ikke fjerne ved at forbyde en bestemt slags robotter.

Enkelt er det dog ikke, og jeg har intet svar. Hvordan ville vi have det med en livagtig dukke, som man kunne udsætte for grov vold inden for hjemmets fire vægge? Sådan en ville være forholdsvis enkel at fremstille. Den livagtige, men meget hårdføre dukke skulle bløde og skrige, når den blev udsat for grov vold. Bagefter kunne man så vaske dukken af, så den var klar til næste gang, man fik lyst til at overfalde et menneske. Hvis nogen markedsførte en sådan “jøderobot” eller “bøsserobot”, som nazister kunne overfalde, så tit de ville, ville man selvfølgelig kunne begrunde et forbud i straffelovens forbud mod at opfordre til had mod mindretal. Et tilsvarende juridisk argument var muligt, hvis robotten var opkaldt efter og lignede en navngiven person. Men samtidig ved vi også, at de hadefulde følelser, som robotten skulle bruges til at udleve, allerede var der.

En ren foræring?

Jeg begyndte sidste år at abonnere på en musik-streaming-tjeneste, og her valgte jeg Apple Music baseret på et billigt tilbud (og på at det er pænt integreret med iTunes på min iPhone). Fordelene er til at tage og føle på:  Jeg kan høre lige hvad jeg vil, når jeg vil, og jeg kan tilmed lytte til musikken på det gode anlæg derhjemme, for receiveren understøtter trådløs streaming i hjemmet.

Men vi ved også godt, hvad ulemperne er. Der er selvfølgelig udfordringen med lydkvalitet, for streamet musik lyder ikke så godt som vinyl eller cd, men dette er først og fremmest et teknisk problem.

De egentlige problemer er af anden art. Forretningsmodellen bag streaming er ikke god for de udøvende kunstnere bag musikken. Det har allerede længe været et problem, at kunstnerne får meget begrænsede royalties fra streaming-tjenesterne. Den amerikanske musiker Damon Krukowski har et interessant indlæg i Pitchfork om netop de problemer.

Damon Krukowski er nok ikke er en typisk musiker; hans websted afslører, at han ud over at indspille egen musik også har mange andre jern i ilden. Især er han en produktiv skribent.

Krukowski gør opmærksom på at det er en ganske lille del af musikken, der bliver streamet meget. For al den øvrige musik er afkastet lille, og der er samtidig en reel fare for at den sjældent spillede musik simpelthen vil forsvinde fra streaming-tjenesterne, præcis som de sjældent sete film ikke er at finde på streamingtjenester for film som Netflix. Jeg har tidligere skrevet om hvor svært det er blevet at få fat i gamle filmklassikere på dvd, og Netflix har ingen af dem og i det hele taget kun ganske få ældre film. Ét problem er at det ensretter vores lyttevaner. Et andet er, at store dele af vores kulturarv er i fare.

Et andet problem er at meget information om indspilninger er i fare for at gå tabt. Her tænker jeg på de kreditering af musikerne, sangtekster og anden tekstuel information, som vi kender fra lp-omslag og cd-hæfter. Alt dette fylder kun få kilobytes, men er ikke desto mindre ikke at finde som information på Apple Music.

Nogle musikere prøver at kompensere for lavere indtægter fra indspillet musik gennem at optræde, men der er mange grunde til at dette ikke er en holdbar løsning. Dels er der altid en øvre grænse for hvor mange koncerter, nogen kan nå at give, dels giver de store stadion- og festivalkoncerter med stort publikum nogle meget distancerede og anonyme oplevelser både for de optrædende og for publikum.

Krukowski indrømmer, at han ikke har en god løsning på problemerne, men nævner sine egne erfaringer med at give musik væk mod frivillige bidrag på nettet. På webstedet for hans tidligere band, Galaxie 500, koster det penge at hente musik. Til gengæld giver webstedet for hans nye musikudgivelser med duoen Damon & Naomi, hvor man kan hente musikken kvit og frit og give et bidrag efter eget valg, større afkast.

Om dette peger på en løsning, ved jeg ikke. Det eneste oplagte at gøre må være at lave en systematisk undersøgelse af hvordan det går for de musikere, der har valgt en tilsvarende forretningsmodel. Interessant nok skrev den amerikanske forfatter Cory Doctorow  helt tilbage i 2006 en artikel om hvordan han tjente penge på at give sine bøger væk.

Og jeg kan heller ikke lade være at bemærke, at det videnskabelige samfund længe har benyttet en tilsvarende økonomisk model, hvor vi har delt opdagelser med hinanden – uanset at f.eks. min chef på universitetet anser viden for at være en vare.