Zoom – og andre nye udfordringer

I flere år brugte jeg Skype til møder med forskere i udlandet, men uden entusiasme. Ofte var forbindelsen ustabil og hakkende, og mulighederne for at dele indhold var dårlige. Den slags var især træls, når vi prøvede at holde møder, hvor vi ellers ville have haft stor glæde af en tavle. FaceTime er ofte mindre ustabilt end Skype, men virker kun til Apples produkter og har heller ikke en god tavlemulighed.

En overgang forsøgte jeg og andre os med Google Hangouts, og det gik bedre. På det allerseneste er jeg begyndt at bruge Zoom, og til projektvejledningsmøder ser det ud til at virke godt. Først og fremmest er Zoom ikke nær så ustabilt som Skype. Der er en whiteboard-mulighed, der gør det muligt at dele indhold på omtrent samme måde som man ville kunne bruge en fysisk tavle. I undervisningssammenhænge er dette uvurderligt for mig. Dog fordrer det ideelt set, at alle deltagere har adgang til en mulighed for frihåndstegning. Jeg bruger selv en iPad, og det fungerer godt for mig, men ikke alle deltagere har samme muligheder.

Jeg kan se, at jeg bestemt ikke er den eneste, der har opdaget Zoom. Hele den nuværende situation kan ikke undgå at føre til nye måder at tænke på kommunikation i den akademiske verden. Forleden blev der således annonceret en seminarrække med fremtrædende forskere i datalogi inden for områderne logik og semantik. Også denne seminarrække bruger Zoom.

Fordi Zoom nu er ved at blive så populær, dukker problemerne imidlertid også op. Ét problem skyldes at der er problemer med ubudne gæster, der bare er ude på at forstyrre – og der er selvfølgelig allerede kommet et nyt ord på engelsk for netop dét: Zoombombing. Et andet, mere alvorligt problem, er virksomheden Zooms temmelig uklare regler for databeskyttelse. Og endelig er Zoom heller ikke gratis. Fordi jeg har behov for at kunne holde vejledningsmøder af mere end 40 minutters varighed, har det også krævet, at jeg tegnede et abonnement på Zoom.

Hvis vi skal lære noget af hele den underlige situation, vi er kastet ud i, er det at verden behøver nye infrastrukturer for at mødes online. Alt dette peger (blandt meget andet) på behovet for at udvikle og udbrede en platform for online-sammenkomster og møder, der kan anvendes af alle og ikke er styret af virksomheders ønske om at høste data. Men netop dét kunne også være en kærkommen mulighed for den trængte verdensøkonomi.

Digitalt understøttet undervisning med kort varsel

Alle uddannelsesinstitutioner er nu blevet lukket på grund af COVID-19-epidemien. Undervisere bliver bedt om at lave undervisningen som fjernundervisning via Internettet, og nogle institutioner beder helt eksplicit om at undervisningen bliver asynkron, dvs. ikke benytter sig af livestreaming. For mig er en sådan omlægning ligetil; det er nemlig ikke en omstilling i særligt stort omfang. Jeg har benyttet mig af flipped classroom siden efteråret 2013, så jeg er vant til at lave podcasts og tilrettelægge min undervisning omkring dem. Men for mange andre undervisere er dette helt nyt, og der er en forventning om at de alligevel kan omstille sig hurtigt. Ét ved jeg af egen erfaring: Det tog mig lang tid (faktisk flere år) at blive fortrolig med at producere podcasts og at gendesigne min undervisning. Og selv nu, hvor jeg er helt fortrolig med teknologien, tager det mig lang tid at lave podcasts.

Det er trist, at de største eksperter inden for undervisning ikke selv har tid til at undervise, fordi de er nødt til at være ledere og er nødt til at give andre gode råd. Hvis uddannelsesinstitutionerne forventede, at den store og pludselige omstilling, de nu beder om, skulle være nem, vil jeg ikke desto mindre hævde, at de tager fejl. Det er ikke nemt, endsige omkostningsfrit, at omstille sig. Nogle af de gode løsningsmuligheder, jeg kender til – software som Zoom til møder og Explain Everything til podcasts og livestreaming – bliver ikke understøttet af brede licenser til institutionerne. Hvis hele dette store pædagogiske eksperiment skal lykkes, skal der være resurserne til det. Især er det nødvendigt, at alle får adgang til de gode teknologiske løsninger.

En anden tanke, alt dette giver anledning til, er at det er underligt, hvor meget af det, mange af os hidtil har taget for givet, som fremkomsten af en ny type luftvejsinfektion tilsyneladende kan lave helt om på.

Endnu et gensyn med Pantheon

Ingen anden bygning berører mig som Pantheon i Rom. Jeg skrev tilbage i 2014 om et andet gensyn, jeg havde med Pantheon. I dag nåede jeg at være derinde tre gange.

Jeg har besøgt Panthéon i Paris og Panteão i Lissabon, og selv om de begge har lånt navnet og ideen med en stor kuppel, en portal med søjler og et storslået marmorgulv, er de for intet at regne mod det gamle tempel i Rom, der bygget under kejser Hadrian, blev til en kirke og nu har stået der i næsten 1900 år.

Når jeg besøger Pantheon, bliver jeg mindet om og nogle gange nærmest også overvældet af selve fornemmelsen af at tiden er større end alle os, der lever nu. Ydersiden af Pantheon er patineret af mange års vejrlig og forurening, men indvendig er det anderledes. Selvfølgelig har menneskene i oldtiden set den samme sol og den samme måne, som vi har set, men det er ikke desto mindre noget helt særligt at vide, at man som besøgende står på det selvsamme gulv, som Hadrian, Marcus Aurelius og andre af oldtidens store skikkelser har stået på, og kigger op på det samme oculus, hullet til himlen 43 meter oppe. Hvad mon de tænkte dengang, når de kiggede derop?

Kuplen er lavet af usandsynligt stærk beton, rørt op og klappet på plads med håndkraft højt deroppe – og er stadig verdens største kuppel bygget af uarmeret beton. De teknikker, man brugte til at gøre kuplen selvforstærkende, var usædvanligt snedige, og resultatet blev usædvanligt smukt. Romerne havde kraner, som de formodentlig har brugt her også, men også kranerne blev selvfølgelig drevet manuelt. Det ville undre mig meget, om ikke bygningsarbejdere (der i stort omfang må have været slaver) har mistet livet ved arbejdsulykker under opførelsen af den mægtige bygning. For mig er Pantheon også et minde for dem.

Verdens ældste pladeforretning

Det hævdes, at verdens ældste pladeforretning findes i Valletta. Butikken, Anthony D’Amato påstår det i al fald gerne selv. Udenfor hænger et stort, gammelt skilt med His Master’s Voice og billedet af hunden med tragtgrammofonen.

Det var forunderligt nostalgisk at se en velassorteret forretning med hyldevis af cd’er, dvd’er, blu-ray-skiver og lp’er. Ikke mindst det klassiske udvalg var godt. For ikke engang 10 år siden var den slags hverdag. Jeg kunne ikke bestemme mig til hvad jeg ville købe, men jeg har sat mig for at købe ét eller andet, som jeg har lyst til at lytte til på den gode diskafspiller derhjemme. Den kan spille både cd’er, dvd’er og blu-ray-skiver, så det udsætter min beslutning yderligere.

Inde i butikken kunne man høre et typisk eksempel på en samtale på Malta:

– Don’t worry!

– < noget på maltesisk >

– Grazie.

– Thank you.

Lige lovlig hurtigt?

Nu vil regeringen indføre fængselsstraffe for bilister, der begår grove overtrædelser af færdselslovens hastighedsgrænser. Regeringen foreslår at bilister, der kører over 200 kilometer i timen får 20 dages fængsel og en ubetinget frakendelse af kørekortet i mindst tre år.

Argumentet er at dette skulle have en afskrækkende virkning.

– Jeg tror, det vil have en effekt, når vi sender sådan et signal: Nu får du ikke bare en bøde. Du ryger direkte i fængsel, lyder det fra transportministeren.

Fra https://www.dr.dk/nyheder/indland/regeringen-vil-smide-de-vaerste-fartboeller-i-faengsel

Men argumentet om straffens afskrækkende virkning er ofte blevet tilbagevist ad empirisk vej. Forskningsresultater fra kriminologi tyder ikke på, at gerningsmænd nogensinde lader sig påvirke af straframmen. Der er lange fængselsstraffe for mord og andre alvorlige forbrydelser, og de finder sted alligevel. Selvfølgelig skal der være hårde straffe for grov kriminalitet, men afskrækkelsens argument holder næppe.

Jeg har i denne forbindelse et spørgsmål, som formodentlig er naivt: Det er klart hvorfor udrykningskøretøjer skal kunne køre hurtigt, men hvorfor skal det også være teknisk muligt for en almindelig personbil at kunne køre så meget hurtigere end hastighedsgrænserne tillader? Er der virkelig situationer, hvor en bilist har en legitim grund til at køre 200 kilometer i timen? Hvad er egentlig bilproducenternes argument for at fremstille biler, der kan køre så hurtigt?

Jeg ville umiddelbart tro, at det kunne virke bedre at forsyne almindelige person-motorkøretøjer med en spærring, der gør det umuligt for dem at køre så stærkt – i stil med den plombering, der begrænser hastigheden af knallerter. Det kunne så være forbundet med straf at forsøge at fjerne denne spærring.

Gamle computere?

Min MacBook Pro fra 2015.

Tidligere var det en rutinebemærkning blandt dataloger og andet godtfolk at sige at “hardware kan vi altid få”, men det kan vi ikke blive ved med. For tiden er der en sag på Københavns Universitet, hvor ledelsen kræver at det videnskabelige personale skal udskifte stort set alle computere der er mere end 3-4 år gamle. Og de skal selv betale for udgiften via deres forskningsbevillinger.

For de fleste vidensarbejdere er computeren blevet et lige så vigtigt arbejdsredskab som bøger, tavler, skrivebord og stol. Derfor er det urimeligt, hvis man selv skal afholde udgiften gennem eksterne forskningsmidler (der i forvejen ikke er nemme at skaffe). Men også for miljøet er det dårligt med endnu en udskiftning. Produktionen af hardware kræver ganske megen energi og udleder derfor drivhusgasser i ikke helt lille omfang. I produktionen indgår sjældne metaller. Og ved bortskaffelse af elektronikaffald er der yderligere en miljøbelastning.

Jeg er ikke ansat på Københavns Universitet, men arbejder et andet sted, der også er et universitet. Selv har jeg en arbejdscomputer, som jeg fik i 2015. Den har været til reparation i 2018, da jeg spildte te i den. Men den fungerer stadig (hvis vi ser bort fra en port, der vist ikke kunne tåle te) og er min primære computer. Det er min plan at blive ved med at bruge den, så længe jeg kan – og ikke kun fordi jeg ikke har forskningsmidler til at anskaffe mig en ny. Jeg har skabt rigeligt elektronikaffald i min tid.

Tilfældig geoengineering?

Kilde: https://www.climatecentral.org/gallery/graphics/geoengineering_schemes

Efterhånden som klimakrisens alvor går op for stadigt flere, dukker de “smarte genveje” op – lige fra plantning af træer til opfangning og lagring af CO2 fra atmosfæren til spejle påmonteret satellitter, så sollyset kan reflekteres i stedet for at varme atmosfæren på. Det paradoksale er at de mennesker, der lige nu benægter at klimaforandringerne er menneskeskabte, meget ofte er de selvsamme mennesker, der taler om menneskehedens formåen og evne til lave verden om. Faktisk har hele ideen om geoengineering fået øget opmærksomhed i USA inden for de seneste år netop fra “klimaskeptikerne”.

I går var der en lang og interessant artikel i dagbladet Information om den amerikanske tænker Jedediah Purdy, der er en flittig skribent og i en alder af 45 allerede har skrevet fem bøger bag sig. Jeg ved ikke, om der er tale om et direkte citat fra Purdy, men i omtalen af hans bog After Nature fra 2015 står der at

Climate change is planetary engineering without design.

(fra Harvard University Press https://www.hup.harvard.edu/catalog.php?isbn=9780674979864)

og den formulering er usædvanligt rammende: De menneskeskabte klimaforandringer er dårlig og uigennemtænkt geoengineering. Der er ingen tvivl om at man bliver nødt til at finde flere forskellige metoder til at gøre noget ved den globale opvarmning, men den mest effektive metode er desværre (for nogle) også den enkleste: at nedsætte udledningen af CO2 til nul inden for få år.

Man kan altid zappe væk

Teknologien gør noget ved den måde, vi oplever tekst, lyd og billede på. For mange år siden, da jeg havde en pladespiller, var jeg nødt til at høre hele pladesider ad gangen. Det var simpelthen bøvlet at skifte mellem mange LP-plader. Til gengæld fik jeg også hørt alle de numre på pladerne, som jeg først var lidt mindre tiltrukket af.

Jeg holdt omhyggeligt øje med, hvad der kom i fjernsynet. Gennem min opvækst og helt frem til efteråret 1988 var der kun én tv-kanal, og hvis der var en udsendelse, jeg ville se, var jeg nødt til at være hjemme og sidde foran fjernsynsapparatet. Endnu har jeg minder om udsendelser, jeg aldrig fik set. Til gengæld har jeg også tydelige minder om de udsendelser, jeg faktisk fik set, for her fulgte jeg godt med.

I vore dage er alt dette ændret for stedse. Man taler om flow-tv som et lidt bedaget fænomen, og albumformatet har ikke samme betydning, som det havde engang. Man kan springe frem og tilbage som man vil og når man vil. Det gør noget ved fordybelsen. (Selv hænger jeg meget fat i albumformatet, og jeg foretrækker stadig at lytte til albums fra start til slut. Men jeg er jo også oppe i årene.)

Netop i dag skriver Katrine Wiedemann i dagbladet Information om hvordan Netflix stræber efter at producere materiale, der kan ses på små mobile enheder og er nemt at forstå i urolige omgiver som f.eks. busser og tog. Og andetsteds i samme avis er der en lang artikel om hvordan vore hjerner tilpasser sig til Internettets mulighed for hele tiden at springe videre og er med til at gøre fordybelse til en udfordring.

Men som Morten Overgaard, der er professor i kognitiv neurovidenskab på Aarhus Universitet, påpeger, er problemet ikke selve denne forandring i sig selv, men snarere, at der er blevet skabt nogle omgivelser, som måske ikke er gavnlige, når det gælder om at løse samfundets udfordringer. Den stadige mulighed for ikke at fordybe sig gør det sværere at skabe den koncentration, der skal til for at analysere, forstå og håndtere de store problemer, vi møder i vore dage. Det er fristende og let at zappe væk fra f.eks. klimakrisen, uligheden i verden og krigene i Mellemøsten. Dermed ikke være sagt at generationerne, der ikke kunne zappe væk, var bedre til at løse de tilsvarende problemer der fandtes på deres tid.

Brand i toget

Jeg sad og døsede i det sene tog hjem fra København i nat, da det gik op for mig at der lugtede underligt i togvognen. De få andre passagerer sad og sov. Men pludselig gik det op for konduktøren og et kort øjeblik senere for os alle, at der var udbrudt brand i toget og at den underlige lugt skyldtes røg.

Toget standsede få hundrede meter fra Hobro station, og her blev vi holdende i en times tid, til brandvæsenet havde konstateret, at togpersonalet havde slukket branden. Det var ikke kredsløb, som jeg først havde troet, men en dieselmotor, der havde været ramt af brand. Snart efter kunne toget blive sammenkoblet med og alle passagerer overført til et nordfra kommende tog til Aarhus, der så ville blive omdirigeret og køre os nordpå. Efter 30 års passagererfaring med IC3-tog opdagede jeg først nu i nat, at togførerens plads kan svinges til side, når to togsæt skal sammenkobles.

Jeg lå i min seng kl. 2.45 og tænkte lidt over hvor stort behovet egentlig er for nye tog i Danmark (det er stort) og over hvor godt designet og udførelsen af IC3-togene egentlig har været. Og så faldt jeg i søvn.

Måske er rejser, hvor noget går galt, ved at blive et nyt tema her?

Skærm kontra papir igen

For fem et halvt år siden skrev jeg her på bloggen om den også dengang aktuelle diskussion om skærm kontra papir. Siden da er der kommet mange flere undersøgelser af konsekvenserne af at læse tekster på skærm kontra på papir (og af konsekvenserne af at skrive i hånden kontra at bruge et tastatur). Der er nu også oversigtsartikler, der prøver at opsummere resultaterne – både egentlige forskningsartikler og populære fremstillinger. I august i år konkluderer den amerikanske journalist Jill Barshay på baggrund af 33 forskningsartikler, at det meste tyder på at papir er skærme overlegent, når man skal læse.

Min helt subjektive fornemmelse er, at hun har ret. De vaner, jeg skrev om i maj 2014, har ikke ændret sig synderligt. Dette at læse en rigtig avis, trykt på papir, er stadig del af mit morgenritual. Faktisk savner jeg det gamle broadsheet-format; det føles stadig lidt underligt at dagbladet Information udkommer i tabloidformat.

Når jeg underviser, ser jeg ikke mange fysiske lærebøger, men en masse skærme – og en del af dem er smartphones. Dette undrer mig såre, for det er svært at læse tekst fra så lille en skærm, for slet ikke at tale om at lave noter i teksten undervejs.

Jeg er blevet mere og mere opmærksom på betydningen af hvad papiret gør: jeg sætter hastigheden ned, for jeg kan ikke nemt scrolle videre eller lade mig distrahere af spændende (?) hyperlinks. De undersøgelser, som Jill Barshay nævner, er gjort i sammenhænge, hvor denne sidste form for distraktion ikke var mulig.

Mine egne observationer er rent anekdotiske: Jeg fornemmer for mit eget vedkommende, at jeg er bedre til at læse avisartikler i papiravisen til ende, end jeg er til at gøre det samme for avisartikler på en skærm – netop fordi jeg ikke kan blive distraheret så let. Alene dét er grund nok for mig til at beholde mit “gammeldags” avisabonnement. Og det kunne også være et argument for at uddannelsessøgende skal blive ved med at bruge lærebøger af papir.