Kategoriarkiv: Teknologi

Hvem var Gustave Whitehead?

Gustave Whitehead og datter foran  Plane No. 22.
Gustave Whitehead og hans datter foran Plane No. 22.

Det var først i dag, jeg blev opmærksom på Gustave Whitehead. Gustav Weißkopf, som han oprindelig hed, var født i 1874 i Leutershausen i Bayern; han mistede begge sine forældre omkring 1886 og kom til USA som 19-årig efter at have været sømand. Her begyndte han at arbejde med svævefly og spekulerede på om man mon sætte en motor på sådan ét. Om han har kendt til de svævefly, en anden tysker, Otto Lilienthal, havde konstrueret, ved jeg ikke. Men i 1901 skal han have foretaget en flyvning i et sådant motoriseret svævefly i delstaten Connecticut. Samme delstat har nu sat kampen ind for at få Connecticut anerkendt som det sted, hvor den første flyvning fandt sted. Desværre er der hverken foto eller film, der kan dokumentere begivenheden. Men i den lokale ugeavis Bridgeport Herald var der en øjenvidneberetning den 18. august 1901. Senere blev han også omtalt i Scientific American.

Men længere nede ad USAs østkyst, i North Carolina,  var det Orville og Wilbur Wright, der i 1903 foretog det, de allerfleste mennesker tænker på som verdenshistoriens første kontrollerede flyvning med en motoriseret flyvemaskine, og det var først da, udviklingen tog fart. Interessant nok kom Wright-brødrene fra en helt tredje delstat i USA, nemlig Ohio. Nogle mener at Whitehead og Wright-brødrene faktisk mødte hinanden inden 1903.

I årene efter 1901 fortsatte Whitehead sit arbejde med at udvikle flyvemaskiner, men i 1927 døde han af et hjertetilfælde.

Om Whitehead/Weißkopf faktisk var flyvningens ukendte pionér, ved jeg ikke. Det interessante er at han – hvis han faktisk foretog den første kontrollerede flyvning – tydeligvis ikke var så god  til at gøre opmærksom på sig selv, mens tid var, og hans indflydelse på flyvningens faktiske historie har været lille.

Flattr this!

Ansavrlig for ditigal eskamen?

ditigal
Berv om ditigal eskamen.

Tilbage i december sidste år skrev jeg om systemet til digital eksamen. Og det endte med at jeg, en halv time inden jeg gik på juleferie, skrev et tre en halv side langt brev til rektor med alle mine kritikpunkter af dette system, der skal tages i brug til sommer og skal tage sig af alle aspekter af eksamen – på alle fag, til alle former for eksamen og under hele processen fra planlægning af eksamen over afholdelse af eksamen til registrering af eksamensresultater.

Resultat: Et godt stykke tid senere kom et officielt svar på Aalborg Universitets direktion med en slags forsøg på tilbagevisning af kritikken (systemet var blevet testet af hele to studerende, der spændte helt fra jura til erhversjura, og af hele to undervisere). Og jeg fik et tilbud om at komme med i brugergruppen, der skal orientere om systemet til digital eksamen. Dét følte jeg slet ikke trang til.

I dag kom foreløbig seneste kapitel i denne tragikomiske fortælling: Jeg er blevet indkaldt til et møde i denne brugergruppe, som jeg aldrig har bedt om at være medlem af.  Andre medlemmer af samme brugergruppe har bedt mig om en kopi af brevet, og det har de fået – og det officielle medlem af brugergruppen har reageret prompte ved også at sende direktionens svar til alle. Jeg har tænkt mig at dukke op til første møde, men mest for at fortælle at jeg ikke vil være med til at markedsføre en fiasko. Måske kan det dog berolige mig, at der er en ikke helt lille sandsynlighed for at et system, der er så dårligt udviklet som dette, aldrig vil kunne komme til at køre.

Mødet er forresten blevet indkaldt af en fuldmægtig, der i sin signaturfil præsenterer sig som Proceskonsulent på Ditigal Eksamen.

Flattr this!

Lige lovlig smart?

Spinning-Beach-Ball1
“Badebolden” fra Mac OS X er sådan en trist badebold.

Der er i disse år stort fokus på Internet of Things – den idé at en masse genstande nu bliver i stand til at kommunikere med hinanden over Internettet. Dvs. et af de store problemer er det, man kalder interoperabilitet – om alle de mange genstande rent faktisk kan kommunikere med hinanden. Det er som bekendt ikke nok at alle er på nettet for at man kan etablere en meningsfyldt kommunikation. Hvis man nogensinde har prøvet at sende en e-mail med danske bogstaver til en modtager uden for Danmark, kan man især før i tiden let have mødt en lille udgave af dette problem, nemlig at modtageren ikke kunne læse de særlige danske tegn.

Historien om Raúl Rojas fra Berlin er en fascinerende historie om netop interoperabilitet. Han har siden 2009 boet i et smart home, hvor mikrobølgeovn, komfur, tv, varme, ventilation, belysning osv. er internetforbundet. Noget af det eneste, der ikke er på nettet, er dørlåsene. Raúl Rojas har nemlig været bange for ikke at kunne komme ind i sit hus!

Og så vil skæbnen at det går galt endda. Alle dimserne i Rojas’ hjem kommer fra mange forskellige producenter og bruger forskellige protokoller til at kommunikere med, så han installerede en centralenhed i hjemmet, som alle skulle kommunikere gennem. Men en dag for to år siden gik det galt – pludselig var det intet i hjemmet, der responderede. Lyset kunne ikke tændes, tv var ubrugeligt osv. Til sidst fandt Rojas synderen, og den var – en elektrisk pære. Da pæren gik i stykker, begyndte den at sende information om det til centralenheden. Og fra da af var der ingen andre, der kunne bruge centralenheden! Pæren havde lavet et denial-of-service-angreb.

Med til hele denne historie hører at Raúl Rojas ikke er en hvemsomhelst; han er professor ved Freie Universität i Berlin – i datalogi. Han skiftede pæren, og problemet gik væk.

Men problemet med interoperabilitet er meget reelt og kan ikke altid klares ved at skifte en pære. Hvis vi skal have vores hjem på nettet, er det i hvert fald ikke en god idé at lade al kommunikationen gå gennem én centralenhed, og det er heller ikke nogen god idé ikke at kunne slå al smartheden fra.

 

Flattr this!

En sikkerhedskopi af mig?

hjerne

Tænk hvis computeren og menneskehjernen kunne kommunikere med hinanden. Daniel Kahneman og Yuval Noah Harari (der begge er fra Israel) har en interessant diskussion af denne mulighed. På en måde er det jo en dejlig vision: De barrierer, som vi mærker som undervisere, vil forsvinde – maskinen kan læse det enkelte menneskes viden og hele sind som data og vi kan omsider få egentlig tankeoverførsel. Mine studerende (hvis jeg stadig er i live til den tid) kan hente min viden om mit fagområde via et kabel eller måske endda trådløst, og eksamen kan tilsvarende finde sted via et kabel. Det vil blive noget helt andet at udveksle viden om ny forskning; omsider er det slut med at bedømme forskningsartikler. Måske vil det endelig lykkes mig at overbevise de bevilgende instanser om at mine ansøgninger om forskningsmidler skal imødekommes, når de kan læse alle mine gode tanker via et kabel.

Og døden bliver overflødiggjort – når den triste dag nærmer sig, tager nogen en sikkerhedskopi af mig og får “mig” overført til en ny og bedre krop.

Men samtidig står det klart at alt dette mål vil blive et mål for de få, præcis som hjertetransplantationer har været det og stadig er det. I det 20. århundredes lægevidenskab er de store organtransplantationer en forholdsvis undtagelse; forbedring af folkesundheden har været en høj prioritet og er det for så vidt stadig.

Harari gør da også opmærksom på at denne tilgang virker lige så godt – eller snarere lige så dårligt – som ideen om en “nedsivningsøkonomi” som fordelingspolitik, dvs. at omfordelingen i samfundet sker ved at gøre de rige endnu rigere, hvorefter al deres rigdom på en eller anden måde “siver ned gennem samfundsklasserne”. Adgangen til hjertetransplantationer er “sivet ned” til alle borgere i Danmark takket være offentlig sygesikring, men så siver de heller ikke længere ud i verden. Der er masser af mennesker i det Globale Syd der stadig dør af hjertesygdomme, som en transplantation ville kunne have forhindret.

Det er derfor, jeg nogle gange opdager at min begejstring for alle de hurtige, science fiction-lignende teknologiske fremskridt kølner – teknologien når langt fra altid ud til alle dem, der kunne have glæde af den, og nogle gange er den teknologi, der når ud til alle, måske  ikke så vigtig eller så heldig. Den empatiske og solidariske holdning, der ligger i ideerne om folkesundhed, er forsvundet.

Dette citat af Harari hæfter jeg mig ved:

There are fundamental reasons why we should take this very seriously, because generally speaking, when you look at the 20th century, it’s the era of the masses, mass politics, mass economics. Every human being has value, has political, economic, and military value, simply because he or she is a human being, and this goes back to the structures of the military and of the economy, where every human being is valuable as a soldier in the trenches and as a worker in the factory.

But in the 21st century, there is a good chance that most humans will lose, they are losing, their military and economic value. This is true for the military, it’s done, it’s over. The age of the masses is over. We are no longer in the First World War, where you take millions of soldiers, give each one a rifle and have them run forward. And the same thing perhaps is happening in the economy. Maybe the biggest question of 21st century economics is what will be the need in the economy for most people in the year 2050.

And once most people are no longer really necessary, for the military and for the economy, the idea that you will continue to have mass medicine is not so certain.

 

Flattr this!

Mig og tastaturet

keyboard-shortcuts

Brian Millar skriver i The Guardian om brugbarhed og bemærker hvordan han er blevet gladere for sit halvautomatiske analoge kamera, selv om det tog ham en måneds tid at lære at mestre afstandsindstilling, blænde mv. godt nok til at hun kunne tage ordentlige billeder. (Jeg kommer til at tænke på mit eget gamle Olympus Trip, som jeg har haft samme oplevelse med.) Det er en vigtig pointe. Det må gerne være “svært” at bruge en genstand eller et stykke software, hvis der er en gevinst forbundet med den tilsyneladende øgede sværhedsgrad. Man får selvtillid ved at mestre noget, der engang forekom én at være svært. Måske er det derfor, de “komplicerede” kameraer igen er ved at blive mere populære, og måske også derfor pladespilleren har fået en lille genkomst. Der kræves nemlig et vist håndelag for at kunne bruge en pladespiller korrekt (hvis den ikke er fuldautomatisk, og dem er der ikke ret mange af, så vidt jeg ved).

Og jeg kommer til at tænke på min foretrukne teksteditor, som stadig er (og nok altid vil være) Emacs. Emacs er fyldt med tastaturgenveje, som jeg aldrig ville undvære. Disse kommandoer tog det lidt tid at lære, men de “sidder i fingrene” på mig efterhånden. I en del andre sammenhænge (f.eks. mens jeg skriver dette) bruger jeg også tastaturgenveje i den helt store stil. I værktøjer til versionskontrol, som jeg er begyndt at bruge inden for de seneste 10 år (SVN og siden Git) er det anderledes: Her foretrækker jeg faktisk ikke at skrive de lange kommandoer selv, men at klikke og pege. Men måske kommer der en dag, hvor jeg også her går tilbage til Unix-terminalen.

Jeg kender en del andre brugere, som ikke anvender tastaturgenvejene, og det er altid underligt at være vidne til. Tastaturgenveje er nogle gange tastaturomveje. Nogle vil have et engelsk (faktisk er det vel et amerikansk) tastatur hvor backslash, som enhver LaTeX-bruger er storbruger af, sidder yderst til højre forneden som en anden Mogens Camre. Selv har jeg for længst  vænnet mig til at backslash sidder som ALT-SHIFT-7 på min computers tastatur (det er en MacBook, så derfor ser tastaturet ud på denne specielle måde).

Flattr this!

Gammelt nag, defekte diskettedrev og alt for mange piller

(null)

Peter Hook, bassisten fra det legendariske Joy Divison og New Order, kom forbi Northern Winter Beat på Studenterhuset i Aalborg sammen med sin landsmand, musikjournalisten Kieron Tyler. De to brugte halvanden time på at tale om Peter Hooks lange musikkarriere og hvad den har ført med sig af godt og også mindre godt. Hook har skrevet en bog om Hacienda og en bog om Joy Division og skriver lige nu på en bog om New Order.

Mit første indtryk af Peter Hook var lidt forbeholdent, for som noget af det allerførste talte han om sine alt andet end varme følelser over for sine tidligere kolleger fra New Order. I de sidste 9 år har Hook ligget i stridigheder med de tre andre musikere som den anden part i en strid om rettighederne til musikken og til selve navnet “New Order”. Jeg ved ikke hvem af de to parter, der “har ret” (de har sikkert begge delvist ret), men det er underligt at sidde og høre på en mand, der tydeligt bærer så meget nag. På den anden side var der til enhver tid et forbløffende stort konfliktpotentiale i at danne et band bestående af to gamle skolekammerater helt fra barndomstiden (Peter Hook og Bernard Sumner) og et trofast ægtepar, der havde været kærester siden teenageårene (Steven Morris og Gillian Gilbert-Morris). Og det er heller ikke ukompliceret at være bassist i et rockband, der gennem karrieren lige så langsomt bevægede sig mod et rent elektronisk udtryk. Peter Hook lod tydeligt skinne igennem, at Bernard Sumner efterhånden prøvede at gøre ham overflødig ved at gøre bandet mere og mere synth-baseret.

På den anden side var Hook også stolt over at have været teknologisk pioner i et band, der var nogle af de første der brugte de digitale synthesizere, der først i 1980’erne kostede vanvittigt meget og var ekstremt ustabile. Her kastede han sig ud i en lang anekdote om en lydprøve hvor en Emulator ikke ville indlæse data på grund af et ustabilt diskettedrev og kun kunne bringes til at virke ved at blive tabt på gulvet. Når man så samtidig var et band, der ikke ville bruge backingbånd men ville spille alt det elektroniske live og samtidig ikke rigtig gad øve (!), kunne koncerterne være en blandet fornøjelse for alle parter.

Heldigvis fik vi også en masse andet at høre. Især var det fascinerende (og skræmmende) at høre om den exceptionelt dårlige forretningssans hos både New Order og deres managere og bagmænd. En overgang tabte de 10.000 pund om måneden på diskoteket The Hacienda, som blev betalt af bandets hits. Det omfattende stof- og alkoholmisbrug som prægede miljøet omkring The Hacienda og som Peter Hook var dybt nede i, gjorde ikke tingene bedre. Min ældste søster fra Manchester fortalte mig engang om The Hacienda, hvor der altid var gang i den og hvor der helt åbenlyst stod en mand og delte ecstasy-piller ud til gæsterne. Se, dét var tider (?).

I dag er Peter Hook heldigvis ude af sit misbrug; derfor var det også lidt underligt at se Studenterhuset stille en flaske øl frem til ham (han rørte den selvsagt ikke).

Peter Hook talte ikke pænt om New Order men til gengæld meget varmt om Ian Curtis.  Han bemærkede at Joy Divisions musik i modsætning til så meget andet fra den tid lød forbløffende “voksen” og at det er derfor, den holder så godt i dag. Det vil jeg give ham ret i (prøv at sammenligne med f.eks. The Buzzcocks’ gymnasie-agtige sangunivers, der ikke er ældedes med ynde). Også hans helt oprindelige inspirationskilder, Sex Pistols, fik et ord med på vejen; det var ikke deres musik som sådan, der inspirerede så mange. Ifølge Hook lød de egentlig som et helt ordinært rockband – og det vil jeg  også give ham ret i. Nej, det var deres ekstremt fandenivoldske attitude, der overbeviste ham om at dét der, det kunne han også. Så det gjorde han.

Vi kom også omkring ændringerne i musikbranchen – det var New Orders store succes, der gjorde så meget muligt for dem, men på den anden også kom bandets sammenbrud omkring det tidspunkt hvor Internettet fik indtægterne fra indspillet musik til at rasle ned. Siden da har Peter Hook også ofte ernæret sig som DJ – og i aften er han det igen i Aalborg.

Til allersidst var der mulighed for at stille nogle spørgsmål. Der var ikke rigtig blevet snakket om Peter Hooks basspil, der i høj grad har dannet skole inden for de sidste 30 års rock. Så jeg spurgte hvilke bassister, der havde inspireret ham. Her nævnte Peter Hook to af sine samtidige landsmænd, nemlig Paul Simonon fra The Clash – for den lavthængende bas – og Jean-Jacques Burnel fra The Stranglers – for at turde lade bassen ligge fremme i lydbilledet.

Flattr this!

Hurra for et nyt system?! (del 2)

data_person_ill

Før jul skrev jeg et lettere kritisk (læs: særdeles kritisk) indlæg her om det nye system til digital eksamen. Jeg blev opfordret til at sammenfatte mine kritikpunkter i et brev til Aalborg Universitets direktion, så i de sidste par dage inden jeg gik på juleferie skrev og sendte jeg et brev på tre en halv side. Lige inden jeg tog hjem på min sidste arbejdsdag inden jul fik jeg en e-mail fra rektor om at han havde læst mit brev og ville tage mine bekymringer alvorligt og diskutere dem med AAUs direktion og IT-tjeneste ITS.

Og nu har jeg så fået et svar fra direktionen. Hensigten er tydeligvis at berolige mig. Det bliver dog fra starten ligesom på informationsmødet i december sidste år pointeret at systemet til digital eksamen skal tages i brug (på ikke-datalogisk administratorsprog: implementeres) til sommereksamen 2015.

Men man indrømmer at de eneste, der har været inddraget som brugerrepræsentanter har været studieledere og udvalgte studiesekretærer. For at berolige mig yderligere, fremhæver direktionen at der skam har været inddrages af andre brugerrepræsentanter også! Der har således været et møde for det videnskabelige personale i Aalborg i december 2014 – det var så forresten det møde, jeg deltog i.  Og så skal der være et tilsvarende møde i København og et møde i Esbjerg i februar i år. Derudover har der været et møde for hvert fakultets dekan og studieledere, et tilsvarende møde for studienævn og et møde for centraladministrationen.

Som for at sætte trumf på, nævner direktionen også at man skam har inddraget undervisere og studerende i test af systemet: en lektor fra kemi,  en lektor fra jura og hele to (2) studerende der fagligt spænder hele vejen fra jura til erhvervsjura!

Endelig meddeler AAUs direktion at der nu vil blive nedsat en brugergruppe (kommissoriet vil blive fastsat senere) og at jeg hermed er inviteret til at være med i den.

Hvad skal jeg synes om alt dette? Det er selvfølgelig pænt af Aalborg Universitets direktion at tilbyde mig plads i en brugergruppe, men jeg er i tvivl om jeg bør deltage. Der er nemlig kun få måneder til systemet tænkes taget i brug – hvilket bekymrer mig en del, givet de skarpe reaktioner, der var fra mine kolleger på mødet i sidste måned, og den noget uformående præsentation af systemet, vi blev vidne til. Det er formodentlig begrænset, hvad man kan ændre nu. Og så vil jeg være meget nervøs for at min kritik af hele processen nu kan inddæmmes ved at gøre mig til medansvarlig for en udviklingsproces, der desværre bedst kan beskrives som en tragisk farce.

Flattr this!

Hurra for et nyt system?! Eller: Jeg ved desværre ikke så meget om IT.

arcane

I dag var jeg sammen med en del andre kolleger fra rundt om på mit universitet til orienteringsmøde om det nye system til digital administration af eksamen på danske universiteter. Systemet er et samarbejde mellem AU, KU, RUC, CBS og AAU , og der vil blive iværksat de første pilotprojekter om anvendelse af det til næste år. De to oplægsholdere var blandt dem, der deltog i projektet fra AAU.

Systemet bliver udviklet af et privat firma og derefter solgt til universiteterne for kun 2 millioner kroner – og det var en meget fordelagtig pris, sagde oplægsholderne.

Da den ene oplægsholder begyndte at tale om at systemet snart ville blive implementeret, begyndte jeg at blive urolig. Men så gik det op for mig at ordet “implementere” betyder noget helt andet for en administrator end for f.eks. en datalog, nemlig “taget i brug”. Vi andre tænker på programmering, når vi bruger det ord.

Jeg håbede at dette var det sidste tidspunkt under orienteringsmødet, hvor jeg ville være urolig. Men nej. Jeg blev ikke mere rolig, efterhånden som orienteringsmødet skred frem. Tværtimod. Og til sidst var jeg faktisk rigtig ked at at systemet faktisk var blevet implementeret (i datalog-forstand).

Ideen bag et nyt system til eksamensadministration er egentlig god, og for mundtlig eksamens vedkommende formodentlig ikke så bøvlet. Også for skriftlig eksamens vedkommende er der en hel del arbejdsgange, der gerne måtte forenkles. Der er en del papirarbejde med trykning og uddeling af eksamensopgaver og indsamling af besvarelser, og der er en række ukoordinerede systemer, der tager sig af forskellige aspekter af eksamen. Det ville være godt at få dette strømlinet. Og så er der et ønske fra studerende om at skriftlig eksamen kan blive gjort digital.

Men det er netop her, alle de smukke intentioner strander. Man vil nemlig lade systemet distribuere eksamensopgaverne digitalt og lade de studerende uploade deres besvarelser. Men hvordan håndterer man elektronisk aflevering i fag, hvor man skal aflevere tegninger eller besvarelser med et stort indhold af matematiske formler?  Rundt om på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser er der en masse af den slags eksamener (jeg afholder selv et par stykker af slagsen).

De to lokale oplægsholdere nævnte, at de godt var klar over at der var et problem her.  Men vi har set på mulighederne for at skrive matematik i Word, og så havde man da også overvejet at købe en masse iPad’er, sagde den ene oplægsholder for at berolige. Det var her, jeg spontant ytrede at man da ikke skriver matematik i Word.  Adskillige af mine kolleger gryntede med netop her. Indkøb af en masse iPad’er var måske heller ikke ligefrem en besparelse.

Og så var der også lige det med pointgivning ved skriftlig eksamen. I et eksamenssæt giver vi typisk hver opgave et pointtal og lader den studerendes karakter være baseret på hvor mange point, han/hun opnåede. Men systemet understøtter ikke muligheden for et pointregnskab – det kom tydeligt bag på oplægsholderne.

Og så var der også lige det med mulighederne for at læse og annotere besvarelser. Systemet understøtter dette, men kun via sin egen indbyggede dokumentlæser i et lille vindue og med begrænsede muligheder. Oplægsholderne syntes, det var interessant at der var PDF-værktøjer, der kunne en hel masse mere.  Den ene oplægsholder indrømmede (og sagde adskillige gange senere også) at han desværre ikke vidste så meget om IT.

Og så var der også lige det med at det var underligt, at eksamensformerne tilsyneladende skulle tilpasses til hvad systemet ville kunne, i stedet for at man kunne lade eksamen styre af hvordan læringsmålene skulle undersøges. F.eks. kunne man ønske at begrænse de studerendes adgang til hjælpemidler. Her forsikrede oplægsholderne os om at man i de tilfælde, hvor det slet ikke ville kunne lade sig gøre at bruge det nye system til eksamen, selvfølgelig ikke skulle bruge det.

Og så var der også lige det med brug af computere. En digital eksamen skal foregå på computer, og det nemmeste ville jo være hvis de studerende kunne tage deres egne computere med. Men på dem kunne der ligge alle mulige ikke-tilladte hjælpemidler og malware tillige. Her sagde den anden oplægsholder, at man jo kunne indrette “eksamensfabrikker” – store, særligt indrettede lokaler med et stort antal særligt indkøbte computere, der kun skulle bruges til skriftlig eksamen. Men den slags var måske heller ikke ligefrem en besparelse.

Og så var der også lige det med projektrapporter. Mange af de tilstedeværende projektvejledere ville gerne fortsat have et papireksemplar af projektrapporter og ville insistere på at de studerende skulle bruge papireksemplarer for at undgå muligheder for snyd. Men jeres egne eksemplarer kan I jo selv skrive ud, sagde oplægsholderne. Men den slags var måske heller ikke ligefrem en besparelse.

Og så var der også lige det med inddragelsen af os, der skulle bruge systemet. Man havde involveret et mindre antal sekretærer og også spurgt studieledere om deres holdninger. (Her skal det i parentes bemærkes at studieledere i modsætning til undervisere, studiesekretærer og studerende hverken afholder, bedømmer, administrerer eller deltager i eksamen.) En kollega foreslog at man nedsatte en brugergruppe, der kunne bidrage til videreudviklingen af systemet og tage udgangspunkt i de behov, vi faktisk har. Men her sluttede orienteringsmødet. Oplægsholderne forsikrede os om at de havde taget notits af alle de bemærkninger, der var indkommet. For at berolige os sagde den ene oplægsholder at systemet bestemt ikke var tænkt som noget, der bare skulle gøre det lettere for dem, der skulle administrere.

Firmaet, der står bag det spændende nye system, hedder forresten Arcanic. Jeg forstår nu hvorfor – se ovenfor.

Flattr this!

Nej til informationsteknologi!

knowmore

I dag var jeg med i et PhD-bedømmelsesudvalg, og hvis ikke man allerede vidste det, blev det meget hurtigt klart at dagens PhD-kandidat var særdeles kompetent inden for sit område af datalogi. Han skal nok klare sig godt.

Men hvad er det egentlig at være “IT-kyndig”? En ny undersøgelse fra Institut for Uddannelse og Pædagogik (det tidligere DPU) foretaget af  bl.a. Jeppe Bundsgaard og som bliver grundigt omtalt i en artikel i Information konkluderer at der er mange skoleelever, der kan bruge deres computere og mobiltelefoner til at lave film o.lign. Men deraf kan man bestemt ikke slutte, at de unge mennesker er IT-kyndige.

På Fjordsgade Skole i Aarhus kender IT-vejleder Emil Pallesen alt til problemstillingen. Han mener ligesom Jeppe Bundsgaard, at billedet snyder, for det er ikke eleverne, som er intuitive; det er maskinerne. Han møder mange elever, for hvem brug af tablets og smartphones er en naturlig del af hverdagen, men som ikke har noget grundlæggende kendskab til, hvordan computere fungerer og er opbygget, og for hvem eksempelvis kendskabet til tekstbehandling og regneark er begrænset.

I virkeligheden er det her, problemet ligger. “IT-kendskab” er ikke det samme som at være bruger af informationsteknologi.

Det får mig til at tænke to lidt kætterske tanker:

For det første, at man i undervisning nogle gange skal vise at det hele ikke er så intuitivt endda. Hele beregnings-universet kræver mange gange noget, der går ud over intuitionen eller måske endda er i strid med den. Et af de steder, hvor man kan se det, er i studiet af algoritmer og programmer. Det er ikke alle problemer, man kan programmere sig uden om.

For det andet skal vi passe på med at bruge ordet informationsteknologi i flæng, for i nogle sammenhænge er det meget misvisende. Jeg omtaler aldrig mig selv som en, der arbejder med informationsteknologi og i arbejdet med studieordningerne for datalogi- og softwareuddannelserne undgik vi at bruge ordet. Måske er ordet/forkortelsen IT blot vores seneste dårlige bud på en betegnelse for det, der for 40 år siden blev kaldt for EDB.

Det, Emil Pallesen og Jeppe Bundsgaard efterlyser, er da også noget andet end informationsteknologi, nemlig kompetencer i at forstå teknologien og at forholde sig kritisk til den. Måske er det ikke datalogi (i hvert fald ikke kun datalogi), men det er helt klart noget andet end ideen om kun at skabe brugere af en bestemt teknologi.

Flattr this!

Hvem passer på vores digitale post?

e-boks

Det var i denne måned, alle borgere herhjemme skulle gå over til digital post. Nogle har peget på at denne tvungne overgang er hård for dem, der ikke er vant til at bruge Internettet ; det er typisk ældre mennesker. Jeg er bestemt ikke modstander af digital post, men nogle gange bliver det meget tydeligt, at det der sker lige nu,  først og fremmest en rationaliserende besparelse. Især kan man se dette i den hurtige indfasning, der nu er sket.

Der er også en anden problemstilling af betydning. Digital Post er ikke det samme som e-Boks, men løsningen leveres af e-Boks A/S og er tæt integreret med e-Boks. E-Boks A/S oplyser selv dette om deres ejerforhold:  

e-Boks er et selvstændigt aktieselskab ejet ligeligt af PBS, Post Danmark og KMD

Selskabet er etableret den 1. marts 2001 som et datterselskab af KMD og DMdata. Post Danmark indtrådte som medejer i november 2002 og PBS overtog DMdatas ejerandel i august 2004.

PBS er i dag selskabet Nets, ejet af de to amerikanske kapitalfonde Advent International og Bain Capital og danske ATP. PBS/Nets har altid været et privat aktieselskab. KMD var engang Kommunedata, men er i dag også ejet af kapitalfonden Advent International. Post Danmark er et aktieselskab, hvor staten har aktiemajoriteten, men også det kan ændre sig, når de populære partier kommer i regering.

I lyset af DRs program Danmark sælger ud, som bl.a. min gamle gymnasiekammerat, Cavlingprisvinderen Jeppe Gaardboe, står bag, kan jeg ikke undgå at være bekymret over at vores digitale infrastruktur ikke er et offentligt anliggende på samme måde som vores fysiske infrastruktur. Nogle vil her indvende, at der er love, der skal regulere mange forhold omkring digital post, men love sikrer ikke i sig selv demokratisk kontrol – og det er bekymrende, at et så centralt placeret firma som e-Boks er et investeringsobjekt, der først og fremmest skal skabe profit og kan skifte hænder på samme måde som det er sket for TDC. Og sidst, men ikke mindst, skræmmer sporene fra sagen om CSCs omgang med det Centrale Personregister, som det var alt for nemt for en svensk hacker at bryde ind i.

Ville vi bryde os om at det var en amerikansk kapitalfond, der ejede gader og veje? Jeg ville ikke. Men den digitale infrastruktur, der på mange måder er lige så vigtig som gader og veje, har tilsyneladende en anden status, måske fordi den er opstået på så forholdsvis kort tid.

Flattr this!