Det tekniske fix

For et par uger siden deltog jeg i et arrangement i forbindelse med åbningen af Aalborg Bæredygtighedsfestival. Her kunne gymnasieelever spørge lokale byrådspolitikere om deres holdninger til klimakrisen og hvad man skulle gøre ved den. Et byrådsmedlem fra Venstre sagde, at han ikke var så bekymret, for han troede på at der findes teknologiske løsninger, der vil kunne afværge de voldsomme konsekvenser af den globale opvarmning.

Den slags udtalelser gør mig altid bekymret. Jeg ved godt, at det er vigtigt at gøre brug af al den videnskabelige indsigt, vi har på et tidspunkt som nu, og at kunne udnytte de løsninger, der allerede findes. En løsning af store problemer i samfundet kræver imidlertid mere end bare nye teknologier. For selv om jeg har en teknisk/naturvidenskabelig baggrund, er jeg ikke teknologioptimist på den måde, som nogle politikere (der typisk ikke har en teknisk/naturvidenskabelig baggrund selv) er det. Teknologioptimismen har eksisteret længe, og nogle gange har konsekvenserne af den været voldsomme og negative. Meget ofte har teknologioptimismen først og fremmest hævdet at samfundsudviklingen kan fortsætte som før, men endnu bedre, hvis vi bare finder nogle (endnu) bedre teknologiske løsninger. Teknologioptimismen er ikke en neutral begejstring for teknologien, men rummer også i sig nogle antagelser om hvordan samfundsudviklingen bør være.

Det negative ord for teknologioptimismen er begrebet “det tekniske fix”. Det stammer, så vidt jeg kan læse mig til, oprindelig fra en naturvidenskabelig forsker, nemlig den danske biokemiker Jesper Hoffmeyer. Det er et ordspil på at “fix” kan henvise til en reparation, til en fiks idé og til slangudtrykket for en injektion med heroin.

Det grimme spørgsmål er altid, hvorfor netop et afgørende teknisk fix skulle være muligt netop nu og kunne slå hurtigt igennem netop nu. Der er mange eksempler fra de seneste hundrede års historie på teknologier, der var fornuftige, men ikke slog igennem. Modsat er der ufornuftige teknologier, der har domineret vældig længe. Faktisk vil jeg mene, at selve den globale opvarmning er en konsekvens af en bestemt manifestation af teknologioptimismen, nemlig troen på anvendelse af fossile brændstoffer som løsning på samfundets udfordringer.

Eje eller leje?

Nogle gange hævdes det, at vi er på vej væk fra at eje kulturprodukter som bøger, musik og film og over mod at leje dem. Alle streamingtjenesterne gør meget for at fremme denne tilgang, og det. Til et arrangement tidligere i år spurgte en kendt forsker retorisk (og lidt hånligt), om der overhovedet var nogen der lyttede til cd’er mere – han havde nemlig selv smidt alle sine ud. Det viste sig så, at flere af de tilstedeværende havde lyttet til cd’er så sent som aftenen forinden. En af dem var mig.

Selv har jeg nemlig et lidt gammeldags forhold til det at eje kontra at leje. På den ene side er det godt at kunne hente musik fra en streamingtjeneste og have adgang til den; det er det, jeg næsten altid gør, for jeg vil prøve at undgå den miljøbelastning, der kommer af at streame musik mange gange. På den anden side ender jeg tit med at købe fysiske udgaver af den musik, jeg ender med at lytte meget til og får et personligt forhold til – jeg er endnu ikke faldet tilbage til musik på vinyl, men køber faktisk stadig cd’er. Så håbløst retro er jeg. For bøgers vedkommende er det meget enkelt – de bøger, jeg ikke låner på biblioteket, køber jeg som gode eksemplarer trykt på papir. For mig er det lidt på samme måde som at eje et stykke billedkunst – jeg kunne selvfølgelig se billedet på en skærm, men det ville føles forkert. Jeg kunne også leje beklædningsgenstande, og i tilfældet festtøj ville det sikkert give mening. Men mine bukser og trøjer og sko vil jeg gerne have gavn af, indtil de er brugt op, og jeg betaler gerne for at få lappet mine bukser.

Nu kan man så læse, at Microsoft Books lukker. Og hvad sker der så med alle bøgerne? Dem, der havde betalt for e-bøgerne, mister dem simpelthen. På mig virker det som den dårligst tænkelige kombination. Den ordentlige model ville være en biblioteksmodel, hvor man enten kunne låne eller købe, og hvor det, man købte, var et eksemplar, man ejede til evig tid. Hele eje/leje-diskussionen glemmer nemlig, at man typisk får et personligt forhold til de kulturprodukter, man kommer til at holde særligt af, mens låne-aspektet er vigtigt, når man vil opdage nyt.

Et alvorligt billede

Jeg har nogle gange spekuleret over hvorfor alle ser så alvorlige ud på gamle fotografier, og jeg har altid regnet med at det skyldtes de lange eksponeringstider. Det var simpelthen anstrengende at smile så længe. Men en amerikansk artikel om teknologiens påvirkning af menneskers adfærd kommer med en helt anden forklaring: I 1800-tallet var det er spørgsmål om værdighed. Kun fulde folk, børn, bønder og tosser smilede, var den udbredte holdning.

I vore dage skal man smile på billleder, for ellers er der noget galt. Men engang var det altså omvendt. Og det er underligt; det er af og til sket, at nogen har bedt om at et billede med mig skulle tages om, fordi jeg enten ikke smilede nok eller ikke smilede “overbevisende nok”!

Det er underligt, at fotografier af os skal være en selviscenesættelse – mange tænker på fotos som en realistisk udtryksform. Men det er de ikke. De var ikke ærlige før i tiden, men de er det heller ikke i dag.

Episkopet

Her til aften fik jeg set den tyske film Værk uden skaber, der handler om en fiktiv tysk kunstner ved navn Kurt Barnert. Filmen er instrueret af Florian Henckel von Donnersmarck, der også stod bag De andres liv. Vi skal denne gang også have meget med fra de grimme kapitler af Tysklands historie i det 20. århundrede – nazismens forfølgelser og massemord, bombardementet af Dresden, delingen af Tyskland og opførelsen af Berlinmuren – og filmen er da også tre timer lang. Men de går hurtigt, for det en bevægende og fermt fortalt historie.

Som det nogle gange er tilfældet, er det nogle lidt særlige detaljer, jeg bemærker. Kurt Barnert er studerende på det berømte kunstakademi i Düsseldorf, og meget af filmens sidste halvdel foregår dér. Sidste gang jeg besøgte min bror Alexander i Düsseldorf, tog vi netop ind og så kunstakademiet, så for én gangs skyld virkede omgivelserne meget bekendte. I filmen så vi også episoder fra forelæsningerne, og her brugte underviseren et episkop. Det er en spejlbaseret anordning, der gør det muligt at projicere et forstørret billede af f.eks. en bogside eller en tegning op på et lærred. Det gik op for mig, at det må være mere end 30 år siden, jeg sidst har set et episkop – og det var i min gymnasietid engang.

Og netop episkopet ender med at spille en vigtig rolle i filmen, for det hjælper Kurt Barnert med at skabe den særlige form for fotorealistiske billeder, der bliver hans særkende.

Sådan ser et episkop ud:

Et tysk episkop, model Vz, Ernst Leitz GmBH Wetzlar. Fotograf: Roar Storleer, NTNU UB.

Et IT-ministerium

Enhedslisten foreslår, at der skal oprettes et særligt IT-ministerium. Det er en usædvanligt god idé, for netop hele informationsteknologi-området har det med at falde imellem indtil flere stole. Typisk er det jura, forskning og uddannelse. Det ville også gøre det nødvendigt for politikere omsider at tage hele dette tværfaglige problemområde alvorligt, og måske kunne man endda få opbygget en egentlig ekspertise inden for området og undgå at embedsmænd uden specialviden inden for dette område kommer til at dominere. Især ville det være godt med en mere informeret politik om Internet, herunder adgang til Internet-resurser, og om brug af stærk kryptering.

Femte generation

Til Amnesty Internationals landsmøde kommer der af og til nogle underlige spørgsmål og kommentarer. En deltager spurgte i år i plenum, om ikke Amnesty International burde gøre noget for at standse den nye 5G-mobilteknologi, for “den er et alvorligt problem for menneskerettighederne”. Amnestys generalsekretær gav et forbilledligt diplomatisk svar på dette underlige spørgsmål. Jeg får også i mit Facebook-feed ganske mange bekymrede opslag fra personer, der er bekymrede over 5G-teknologien og dens konsekvenser for folkesundhed og miljø.

For ikke så længe siden var der et debatindlæg i dagbladet Information forfattet af tre personer fra det såkaldte Rådet for Helbredssikker Telekommunikation, der trods sit officielt klingende navn er en gruppe af bekymrede mennesker. De henviser til en rapport fra EU-Kommissionens organ for nye miljøtrusler, SCHEER, der giver 5G-teknologi den højeste prioritet for risikoafklaring.

I rapporten står der

5G networks will soon be rolled out for mobile phone and smart device users. How exposure to electromagnetic fields could affect humans remains a controversial area, and studies have not yielded clear evidence of the impact on mammals, birds or insects. The lack of clear evidence to inform the development of exposure guidelines to 5G technology leaves open the possibility of unintended biological consequences.

Men bemærk: Der står netop ikke at 5G-teknologien er farlig, blot at vi simpelthen ikke ved nok om denne teknologis konsekvenser. Det er netop derfor, man kan påstå næsten hvad som helst. Jeg har ikke ekspertisen til at sige at 5G-teknologien er ufarlig, og vi skal naturligvis undersøge helbredskonsekvenserne grunde, men hvad vi ved om tidligere trådløse teknologier har ikke påvist nogen fare for mennesker, og i 2011 udtalte Kræftens Bekæmpelse at man ikke så nogen grund til at være bekymret over helbredspåvirkningen fra de dengang eksisterende mobilnetværk.

Måske er der til gengæld andet at tænke over. Insekters levevilkår er i forvejen truet af klimaforandringerne og af sprøjtemidler, og uden insekter ingen bestøvning af planter. En artikel fra Nature i 2018 antyder, at radiofrekvenser mellem 2 og 120 GHz kan påvirke insekter, men der er tale om den første undersøgelse af sin art (og man foretager CT-scanning af insekter!). Der skal meget mere forskning til.

Det er nemt at komme i tanke om nogle helt andre, meget mere håndgribelige bekymringer. For det første kræver 5G-teknologien at der skal opstilles flere mobilantenner end i tidligere generationer af mobilteknologi, og her kommer endnu en runde af de problemer, opstilling af mange nye mobilmaster vil medføre. For andet er det trist, at en så vigtig ny infrastruktur som 5G skal være på private hænder – af præcis de samme grunde som det ville være et problem at privatisere f.eks. vejnettet eller vandforsyningen. Og for det tredie er det ærgerligt, at så megen bekymring bliver kanaliseret over i noget, der for mig at se lige nu ikke er andet end en slags konspirationsteorier i en tid, hvor de menneskeskabte klimaforandringer udgør en meget stor og meget veldokumenteret trussel.

Futurismens genkomst?

Futuristen Tommaso Martinetti har fundet vej til den italienske 20-cent-mønt-

Der er mindst to slags autoritære ideologier. Den ene slags der skuer bagud og drømmer om at lave om på nutiden, så den ligner fortiden – og måske også samtidig lave om på fortiden. Den anden drømmer om at fjerne fortiden, at fjerne alt det gamle og “ubrugelige” og skabe en ny fremtid. Pol Pot-regimet i Cambodia ville skabe et “år nul” og slette landets historie og alt hvad den rummede. Nazismen var skiftevis det ene, så det andet. Nogle gange så nazisterne tilbage på germanernes glorværdige fortid (som de så var nødt til at skrive), andre gange ville de slå alle de uønskede mennesker ihjel og skabe en ny og monumental fremtid.

Der er en interessant artikel i Wired om netop dét: Sammenhængen mellem futurisme og fascisme. Futurismen var en bevægelse i begyndelsen af det 20. århundrede, der især blev udbredt i Italien og Rusland. I Rusland var futurismen oprindelig progressiv og ikke politisk; Lenin brød sig ikke om Majakovskij og de andre russiske futurister, men Stalin udtalte sig positivt om Majakovskij, der begik selvmord i 1930, og det gjorde ham til en sovjetisk helteskikkelse.

I Italien endte futurismen med at hylde Mussolini og blev en del af fascismens grundlag. Bl.a. hyldende ledende futurister den italienske invasion af Nordafrika og brugen af bombefly. Bombefly var hurtige og nådesløse; det var lige noget for futuristerne. I det såkaldte Futuristiske Manifest af Tommaso Martinetti fra 1909 står der bl.a. (her oversat til dansk efter Wikipedia) at man vi

ødelægge muséerne, bibliotekerne, akademier af alle slags – vi vil bekæmpe moralismefeminisme, enhver nyttebetonet eller opportunistisk fejhed. Vi vil prise kærligheden til fare…til frygtløshed…verden har fået tilført en ny form for skønhed, fartens skønhed…

Det er ikke rar læsning, og på nogle måder ligner det udtalelser, man kan se i dag. Det påfaldende er, at futurismens ideer om at forkaste fortiden og hylde hastighed og forandring på nogle måder ligner de tanker om “disruption” og teknologiens uanede mulighed, som man hører ganske meget i disse år. Disse tanker kommer ofte fra de samme kredse, som er med til at skabe uanede muligheder for overvågning, nemlig de store teknologi-virksomheder og deres ufatteligt rige bagmænd – Bezos, Musk, Zuckerberg m.fl.

En hilsen fra fortiden

Fordelen opdagede jeg noget usædvanligt i det store auditorium, hvor jeg holdt klasseundervisning i Syntaks og semantik. Omme i hjørnet, skjult bag en tavle på hjul, stod der… en overheadprojektor. Det var et underligt nostalgisk gensyn, for det er år og dag siden jeg har set sådan én.

Men jeg husker endnu de glade dage i 1970’erne, hvor jeg gik i folkeskolen og overheadprojektorerne holdt deres indtog i undervisningen. Dengang troede mange lærere og skoleledere, at det ville forandre undervisningen. Det eneste, der skete, var at lærernes præsentationer blev kedeligere. Nu skulle vi elever vænne os til at se på store, hvide lysende flader og ikke altid lige godt udarbejdede transparenter. I min studietid herskede overheadprojektoren stadig. Jeg lærte en masse om vandopløseligt og ikke-vandopløseligt blæk og om kopifaste transparenter.

For knap tyve år siden blev overhead-teknologien dog afløst af præsentationssoftware. De store, lysende hvide flader levede videre, men det var slut med de ikke altid lige godt udarbejdede transparenter. I stedet kom der den ene dårligt udarbejdede Powerpoint-præsentation efter den anden.

Men teknologibegejstringen lever endnu. Aalborg Universitet har således det, ledelsen kalder for en digitaliseringsstrategi. Heri står der

Udviklingen af digitale teknologier er et rammesættende vilkår, som både åbner for nye muligheder og stiller os over for nye forventninger og krav fra omverdenen – krav om kontinuerlig tilpasning i en ofte uforudsigelig og omskiftelig fremtid, også for AAU.

Hvis den nuværende strategi var blevet til i 1970’erne, ville den have været en strategi, der udtalte at overheadprojektoren var et rammesættende vilkår! Der er på sin vis underligt, at det netop er en som mig, der skal udtrykke skepsis over for teknologien, men det er barokt at lave en officiel strategi, der ser teknologien som det primære og som det vilkår, vi skal tilpasse os, i stedet for at vi får lavet en strategi, der først og fremmest har til formål at skabe god undervisning og god (formidling af) forskning. De teknologiske hjælpemidler skal være netop dét: Hjælpemidler til at skabe god undervisning og forskning. Så i virkeligheden tror jeg vel ikke på digitalisering som noget, der har værdi i sig selv

Horror vacui i Aalborg

Her til aften cyklede jeg en tur i Nørresundby og kørte på et tidspunkt ad Jørgen Berthelsens Vej, som er fortsættelsen af Skansevejen. På et tidspunkt nåede jeg forbi et sted, hvor jeg var vant til at der lå en ubebygget grund, et lille uofficielt grønt område, som jeg før i tiden nogle gange er gået hen over. Men nu lå der nogle etageejendomme og den lille mark var væk.

Nede ved Limfjordsbroen har jeg dagligt kunne følge, hvordan der kom flere og flere etageejendomme. I gamle dage lå der et højhus ved broen ovre på sydsiden – men nu er der også flere næsten lige så høje højhuse på nordsiden, også klos op ad broen.

Og ude ved den gamle skøjtehal i Aalborg, som jeg cykler forbi hver morgen på vej til arbejde, er nogen ved at bygge etageejendomme.

På én måde er dette måske godt. For bygningsarbejderne er travlt beskæftiget, og flere mennesker i Aalborg-området kan få et sted at bo. Men på en anden måde er det trist. For alle de uregulerede områder, herunder de uofficielle grønne områder er ved at forsvinde. Det er meget, meget trist, og det er sikkert ikke kun noget, der sker i Aalborg.

I kunsthistorien har man begrebet horror vacui – angsten for tomrummet. I f.eks. tidlig islamisk kunst og i art nouveau får denne angst kunstneren til at udfylde al plads i billedet med krummelyrer. Måske ville billederne fra denne tid have været pænere uden dette fyld, men sådan tænkte kunstnerne ikke.

Det, vi ser i Aalborg-onrådet nu virker på mig som en horror vacui, der bliver påtvunget os alle sammen. Og også en så trist idé som Egholm-motorvejen er udtryk for en sådan angst for det tomme. Der er en “tom” ø ved navn Egholm, så den må vi kunne fylde ud med en motorvej. Det forekommer mig, at nogle prøver at fylde så meget ud i landskabet som muligt, koste hvad det vil – uanset om landskabets rum bør være tomt eller ej. Og ligesom når det gælder kunst, kommer angsten for det tomme til at betyde, at der ikke bliver noget sted, hvor man kan finde hvile.

Mig og Windows

Et spontant foto af min Windows-desktop.

Mange ved det nok allerede: Jeg har altid været glad for Windows. Lige siden Windows 3.1 har jeg sværget til det stabile og veldesignede styresystem, der for mig hurtigt blev et trofast alternativ til det Unix, jeg aldrig rigtig lærte at holde af. Den fleksible teksteditor Notepad, det aldrig svigtende dokumentbehandlingsprogram Word, der har skabt så mange af mine publikationer og i det hele taget hele Windows-oplevelsen har altid stået som højdepunkter i mine knap 40 år som bruger af personlige computere. Når jeg programmerer i C eller bruger Uppaal, sværger jeg til Windows.

I de situationer, hvor jeg har kunnet hjælpe forvirrede venner og kolleger ved at fortælle dem, at de bare skulle trykke Fn-F8 for lave skærmdublering med en projektor, har jeg altid mærket hvordan vi følte os som del af et stort fællesskab. (Fn-F8 er dog kun tastekombinationen på en Dell-computer; på en Acer eller på de fleste, men ikke alle HP-maskiner er det Fn-F5, og på Sony-maskiner er det Fn-F7).