Kategoriarkiv: Teknologi

Sidste stik

Udpakningsaktiviteterne i hjemmet nåede i går det stadie, hvor det gav mening at stille musikanlæg og tv op igen. Så det begyndte jeg på i dag, afbrudt af et skoskab, der skulle samles. Jeg havde købt nye højttalere, herunder en subwoofer, som husstandens øvrige medlemmer synes ligner en lillebitte vaskemaskine (det gør den faktisk også). De nye højttalere skulle forbindes til lydkilden, en surround-receiver fra 2006. Og så skulle den gamle dvd- og cd-afspiller (den er helt fra 2004, men fungerer stadig upåklageligt) forbindes, og hele herligheden forbindes til et fladskærmstv fra 2007. Men hov, der manglede et ekstra kabel til dette – et komponent-video-kabel som vist på billedet. Det måtte jeg hen for at købe.

Den unge ekspedient (de fleste mennesker er yngre end mig nu – endnu et tegn på hvor gammel jeg er blevet) kiggede underligt på mig, da jeg spurgte efter kablet og vist også nævnte noget med en dvd-afspiller. Mente jeg mon et HDMI-kabel? Nej. Mente jeg virkelig et kabel til analoge signaler? Ja, det gjorde jeg. Har I da ikke den slags? Han kiggede undrende på mig, og tilføjede at det var mange år siden de havde solgt den slags. I det øjeblik følte jeg at jeg lige så godt kunne have bedt om at købe et kassettebånd eller en VHS-optager.  De har nok den i butikken ovre på den anden side, sagde ekspedienten – de har alle mulige slags kabler, tilføjede han.

Butikken ovre på den anden side af gaden havde lukket for i dag, men jeg prøver igen i den kommende uge. Nogle gange er det næsten pinligt at mærke tidens fylde.

Flattr this!

Projekteksamen med computer

csm_Computer_boeger_digital_7f04a0b169

De studerende, der nu bliver kandidater fra AAU, er blandt de sidste, der har været udsat for Helge Sander-projekteksamen, hvor de studerende skulle eksamineres én ad gangen i projektet, hvor fremlæggelsen ikke var del af eksamen og hvor der derfor skulle bruges to lokaler. Det er godt, at denne eksamensform snart blot er et dårligt minde.

Men nu kommer der en anden udfordring for projekteksamen, nemlig digital eksamen. De studerende skal ikke længere aflevere en projektrapport på papir, men aflevere rapporten elektronisk. Nogle ved, at jeg har været (og er) meget skeptisk over for den ureflekterede og forhastede måde, digital eksamen er blevet indført på.

I dag mødtes jeg med en af de projektgrupper, jeg vejleder, og de studerende spurgte mig om de skulle skrive et eksemplar af deres rapport ud til mig. De pointerede her selv at de ville tage en projektrapport med. Jeg lovede at jeg selv ville skrive et eksemplar ud.

På en måde er det selvfølgelig godt at aflevere elektronisk; vi sparer en masse papir. Men projekteksamen bliver en anderledes eksamen hvis man må have en computer eller tablet med, hvor projektrapporten er tilgængelig. En computer har nemlig internetadgang med alt hvad det indebærer. De fleste studerende vil være ærlige, men nogle vil blive fristet til at bruge internetadgangen under eksamen til at snyde. (Et tilsvarende problem findes for alle andre eksamensformer, der nu skal være helt digitale.)

En type spørgsmål, som jeg nogle gange har stillet, har været at bede de studerende finde noget helt bestemt i rapporten. Det er et spørgsmål, som afslører om de studerende har et overblik over rapporten på simpelt vidensniveau – og er relevant at stille, hvis der er mistanke om at nogle studerende i gruppen ikke har noget godt overblik. Spørgsmål af denne art kan være nødvendige på tidlige semestre, hvor grupperne er mest uensartet sammensat. Det er så desværre også de studerende, der har problemer med forståelse, der kan være særligt fristet til at snyde.

En god spørgeteknik handler derfor også om at stille spørgsmål, hvor man ikke kan få svaret på nettet. Det er da også den slags spørgsmål, der som oftest er flest af og som er mest interessante at stille og få svar på til en projekteksamen. Men også dette er sværere, end man umiddelbart skulle tro. Man behøver nemlig ikke engang at røre computeren for at kunne snyde. Ved brug af en mikrofon og et chatprogram kan en udenforstående lytte med på hvad der bliver sagt under eksamen og skrive svar på en eksaminands skærm.

Vi har diskuteret disse udfordringer blandt vejledere på 2. semester, og løsningen bliver forholdsvis bastant: Der skal være dele af en projektrapporten, hvor computerne skal være lagt helt væk. Måske bliver vi nødt til at have projektrapporten tilgængelig på et lærred, så eksaminator og censor kan fremhæve de steder, de vil spørge til. Hermed er problemet dog ikke løst.

Det er underligt, at politikere detailregulerede projekteksamen ud over alle grænser for at forbyde det, de frygtede ville kunne ske, når en gruppe studerende er til eksamen sammen, men at der ikke har været lige så grundige overvejelser hvad angår digital eksamen, hvor der kan være helt reelle bekymringer.

Flattr this!

Matematik og datalogi – og krig

p9

På det seneste er jeg begyndt igen for alvor at tænke over de etisk betingede problemstillinger, der er forbundet med forskning, efter at det er kommet frem at der har været samarbejde mellem Aalborg Universitet og BAE Systems, der laver våben og overvågningssoftware og har samarbejde med diktaturstater. Det er underligt at opleve mine kollegers reaktioner og at opleve at AAU fra centralt hold tilsyneladende finder samarbejdet uproblematisk og endda nævner BAE Systems som en officiel samarbejdspartner. I dag opdagede jeg tilmed, at BAE Systems har et opslag oppe på mit institut, hvor de søger efter en studenterprogrammør, der vil hjælpe dem. Jeg talte med den studerende, der havde sat opslaget op. Han måtte indrømme, at det var lidt problematisk, “men det er jo ikke den danske afdeling, der laver den slags ting”, sagde han. Men det er det jo faktisk – det er endda afdelingen i Nørresundby.

I 1992 skrev den danske videnskabshistoriker og fysiker Jens Høyrup fra Roskilde Universitet en artikel, Matematik og krig, og det er en artikel, jeg ofte vender tilbage til. Den er en grundig historisk gennemgang af forholdet mellem matematikkens udvikling og militær teknologi. Artiklen er særdeles kritisk i sin analyse  – dengang for 24 år siden kunne man stadig slippe af sted med at lave kritisk forskning. Høyrup kommer også kort ind på forholdet mellem datalogi (som han betragter som en gren af matematik) og militæret.

Mange vil hævde, at denne forbindelse mellem matematik (bredt anskuet) og krig ikke er et problem. Nogle konkluderer dette ud fra en holdning om at militæret i sig selv er til gavn for samfundet – de færreste (heller ikke jeg) vil f.eks. se det som et problem at Alan Turing bidrog til kryptanalysen af Enigma. Det er dog som bekendt ikke alle anvendelser, der er så tilsyneladende entydigt gavnlige. Andre vil hævde at forbindelsen reelt er “tilfældig” og derfor ikke noget problem.

I artiklen fra Information optræder således dette citat fra AAU:

»En kniv kan bruges til at slå ihjel med. Men det betyder ikke, at vi ikke vil omgås knive, for de kan jo også bruges til meget andet,«

»Jeg tror godt, jeg kan stå inde for, at mine folk ikke har været ude at slå nogen ihjel. De beskæftiger sig med nogle generelle datalogiske metoder, og metoder kan jo bruges til alting.«

Dette er en ofte hørt holdning: Teknologien er neutral og videnskabelig erkendelse er neutral. Måske kan den videnskabelige erkendelse endda drage nytte af militærets interesse?

Men anvendelserne i militæret har, netop fordi de er militære, en negativ indvirkling på videnskaben – og det ikke fordi de kan bruges til at lave våben med, men på grund af denne videns natur. Høyrups har to indvendinger, som jeg synes er vigtige:

  • For det første er militære anvendelser af teknologi produktudvikling og det, som Høyrup kalder “punktuelle”. Der er tale om et udgangspunkt i nogle her-og-nu-behov, der som oftest ikke fører til ny grundforskning.
  • For det andet er militære anvendelser omgærdet af stor hemmeligholdelse. Det står i direkte modsætning til den åbenhed, som altid har været et ideal i den akademiske verden. Et nu legendarisk eksempel er at RSA-kryptosystemet faktisk allerede blev udviklet af den britiske militære efterretningstjeneste GCHQ i 1973, flere år før Rivest, Shamir og Adleman kom på samme idé om en udnyttelse af egenskaber ved endelige ringe i modulær aritmetik.

Det er derfor også på denne måde, at der er noget problematisk ved det samarbejde, som har været mellem AAU og BAE Systems. Historien bag overvågningssystemerne gør det samtidig klart, at de ikke er en “hyldevare” (som en kniv jo er), men tværtimod er udviklet direkte til Saudiarabiens hemmelige politi.

Flattr this!

Revolutionen kommer ikke fra Facebook

gezi

Jeg har det underligt med Facebook og Twitter. Jeg skriver formodentlig noget der hver dag, men hvad nytter det egentlig? Nogle gange får jeg en hyggelig bekræftelse af mine ligesindede, andre gange er det som at slå i en dyne. Selv om jeg hver dag fordømmer intolerance og undertrykkelse og uretfærdighed og dumhed, er der stadig masser af alle fire ingredienser i verden i dag. Den amerikanske sanger og spoken word-kunstner Gil Scott-Heron sagde at The revolution will not be televised.

I et interview med El Pais siger den polskfødte sociolog Zygmunt Bauman

Social media don’t teach us to dialogue because it is so easy to avoid controversy… But most people use social media not to unite, not to open their horizons wider, but on the contrary, to cut themselves a comfort zone where the only sounds they hear are the echoes of their own voice, where the only things they see are the reflections of their own face. Social media are very useful, they provide pleasure, but they are a trap.

I artiklen Beyond Viral fra seneste udgave af Communications of the ACM når forfatterne, der er forskere fra Indien, Australien og USA, til den samme konklusion som Bauman: De sociale medier ændrer ingen ting. Der går nogle dage, og så er virkningen overstået. Derefter: Videre til det næste.

Præcis hvorfor virkningen er så svag, er et interessant forskningsspørgsmål. Min umiddelbare fornemmelse er at fordi de sociale medier først og fremmest er globale reklamesøjler, er der ligesom for reklamers vedkommende ikke tid til at formidle komplicerede budskaber, der får lov til at hvile og modnes. Og typisk er der ikke mange opfordringer til egentlig fysisk handling på de sociale medier.

Der er selvfølgelig solstrålehistorier om hvad de sociale medier kan bruges dem. Det er velkendt, hvordan deltagere i folkelige protester f.eks. i Egypten og Iran har brugt Twitter til at sprede deres budskaber. Protesterne i Gezi Park i Istanbul benyttede sig også af Twitter, og det gjorde Erdogan så nervøs at Twitter en overgang blev forbudt. I det mere rolige hjørne kan vi herhjemme se hvordan Venligboerne organiserer sig på Facebook. Men i alle tilfælde er der tale om at den egentlige fysiske handling kom først, mens tilstedeværelsen på de sociale medier kom bagefter som noget afledt.

Om et øjeblik vil jeg dele dette blogindlæg på de sociale medier. Og det vil selvfølgelig intet ændre.

Flattr this!

Dataloger og diktaturer

Foto: Nordjyske
Foto: Nordjyske

Det er ikke så tit, Nørresundby kommer i mediernes søgelys. Sidst var det i forbindelse med OW Bunker. Dengang var det lidt ærgerligt for mig at bo i Nørresundby. Denne gang er det BAE Systems, der er genstand for en artikel i Information. Tilbage i 2013 fyrede Nørresundby-afdelingen af BAE Systems 51 mennesker, men nu ansætter de igen og ifølge virksomheden er der nu omkring 100 softwareudviklere ansat i divisionen. I en ny jobannonce fra dem står der

Er du klar til at blive en del af et team, der hjælper med at gøre verden til et mere sikkert sted ift. terrorisme og kriminalitet? Er du klar til at arbejde med de nyeste teknologier indenfor data og kommunikation? Er du klar til at sætte standarden for vores næste generation af it-løsninger til offentlige myndigheder? Hvis ja, så læs videre.

Det lyder rigtig flot. Men artiklen fra Information kan på baggrund af lækkede e-mails afsløre at BAE Systems i 2010 sammen med det italienske firma Hacking Team har samarbejdet med regimet i Saudiarabien om overvågningsudstyr, der skulle bruges til overvågning af regimets modstandere. Dette skete i optakten til de omfattende protester rundt om i Mellemøsten og Nordafrika, som man kaldte for det “arabiske forår”. Firmaet har også været sat i forbindelse med leverance af overvågningssystemer til det daværende diktatur i Tunesien.

Faktisk begyndte alt dette mens  Nørresundby-afdelingen var sit eget firma, ETI.  Senere i 2010 købte BAE Systems ETI for 900 millioner kroner.

Ifølge en lækket salgsbrochure fra 2011 (her citeret fra Information) er BAE Systems bl.a. andet leveringsdygtige i software, der kan »indsamle, afkode« og »analysere« kommunikation fra telefonnetværk, internet, trådløse netværk og satellitter, og som gør det let at gennemgå store mængder opsnappet materiale for spor. Der er tale om software, der bl.a. kan identificere køn, sprog og navn på den, der taler i en aflyttet samtale, så man kan »analysere en bestemt talers tilstedeværelse på tværs af forskellige samtaler«. Softwaren kan automatisk udskrive aflyttede samtaler (!!) og give besked, når bestemte ord eller kombinationer nævnes på tværs af samtaler.

Amnesty International er dybt bekymret over dette. Det er jeg selvfølgelig også. Ekstra prekært er det, at BAE Systems aftager kandidater fra datalogi- og software-uddannelserne på Aalborg Universitet, hvor jeg underviser. Formodentlig er en del af dem, der nu bistår med udvikling af overvågningssystemer til diktaturstater, nogen, jeg har undervist eller vejledt. Og jeg kan se at AAU i hvert fald i et vist omfang har kontakter til BAE Systems.

Det er bestemt ikke blevet mindre pinligt at være fra Nørresundby eller at undervise på de datalogiske uddannelser på AAU netop nu. Jeg vil kraftigt opfordre til at man på mit institut, blandt de studerende og blandt kandidaterne overvejer om vi kan leve med aktivt at bistå diktaturstater i deres undertrykkelse.

Flattr this!

En iPad med format

ipad

I dag var der en pakke til mig med posten på universitetet – min nye iPad. Tilfældet ville at dette var samme dag som jeg skulle holde endnu en workshop ved adjunktpædagogikum om flipped classroom. Min nye iPad er den nye iPad Pro-model, hvor skærmen er i A4-format og hvor man kan købe en særlig pen (den hedder en Apple Pencil) til at skrive med. iPad Pro er nemlig tydeligt målrettet dem, der gerne vil have en tavlecomputer at skrive på og tegne på. Og jeg er i denne målgruppe, nu hvor jeg er gået over til at lave pencasts i min undervisning. Siden jeg begyndte med at bruge denne form, har jeg længtes efter at have en stor skærm at tegne på, og da jeg så at Apple lancerede en tavlecomputer i A4-format, vidste jeg at den ville være noget for mig. Allerede i næste uge vil jeg tage iPad’en i brug.

ipad-pen

Det er ikke noget billigt stykke isenkram, sådan en iPad Pro, og pennen er bestemt heller ikke noget, man køber for småpenge. Jeg har været nødt til at betale for tingene selv, selv om der er tale om vigtige arbejdsredskaber for mig. Det er ærgerligt at Aalborg Universitet ikke betaler den slags. Hvis jeg havde eksterne forskningsmidler ville jeg måske kunne købe en iPad Pro for nogle af dem, men så ville jeg selvfølgelig være frikøbt fra undervisning og ville ikke have brug for sådan et instrument. Jeg er i forvejen kun en kilde til udgifter for AAU; eksterne forskningsmidler er det endnu ikke lykkedes mig at få (og så var det også i dag, jeg fik en artikel afvist, så publicere kan jeg åbenbart heller ikke finde ud af).

Noget andet, der forekommer mig ironisk, er at denne iPad er så umiddelbar og nem at bruge, også selv om den på en del måder er noget mere avanceret end min gamle iPad 2 fra 2011. Pennen er rigtig rar at skrive og tegne med; der er ikke den underlige viskelæderfornemmelse, jeg lærte at leve med hos min gamle Wacom-pen.

For nylig anskaffede jeg mig en Fairphone i håb om at kunne gå over til mere bæredygtige former for elektronik, men der findes ingen “FairPad” – Android-tavlecomputerne er ikke mere bæredygtige end iPad’erne hvad angår hardware, og Android-systemet virker nogle gange underligt ujævnt og vakkelvornt . Jeg burde være udelt glad for min Fairphone, men alt for ofte ender mit samliv med den med at blive til en ufrivillig slåskamp med hyppige genstarter og det, der er værre. Det er ærgerligt at det åbenbart skal være sådan.

Flattr this!

Blokering af blokering af bannerreklamer

adblockers
Nærbillede af Wireds betalingsmur.

Det var dobbelt ironisk. Jeg ville læse en artikel i Wired om hvordan serverne på websteder nu kan detektere om den besøgendes browser anvender en ad blocker til at fjerne bannerreklamer. Hvis det er tilfældet, hejses betalingsmuren. Og netop som jeg havde klikket mig ind på artiklen, dukkede Wired’s betalingsmur frem.

Jeg ved ikke, hvad jeg nu nemmest kan gøre for at slippe for bannerreklamerne, der efterhånden indtager mere og mere aggressive og påtrængende placeringer. Ét glemmer vi tit: Facebook og Google og de andre websteder, som vi besøger i tide og utide, er i virkeligheden bare nogle af verdens største reklamebureauer.

Og så mindes jeg den dag i 1989, hvor en amerikaner på en af Usenet-nyhedsgrupperne var så uforsigtig at sætte sin bil til salg. Han blev formelig overfaldet af andre vrede amerikanere (dengang var der ikke så mange uden for USA, der var på Internettet), og alle havde de samme kritik: Nettet er ikke et kommercielt foretagende. 27 år senere er betalingsmurene gået op de fleste steder.

Næste skridt i våbenkapløbet må nu blive en webbrowser, hvor man ikke kan detektere dens plugins.

Flattr this!

Min Fairphone

fairphone
Billede af min Fairphone 2 – taget med min gamle iPhone 4S.

Nogle mennesker køber en ny smartphone hvert år. Sådan har det ikke været med mig; min iPhone 4S købte jeg i 2012 og den har fulgt mig trofast lige siden. Jeg har skullet skifte batteri på den et par gange og tænd/sluk-knappen skulle også skiftes en dag. Men sidste år bestemte jeg mig til at jeg ville købe en Fairphone, når jeg engang skulle have mig en ny telefon.

Som mange andre har jeg været dårligt tilpas med at købe elektronik fremstillet på de store kinesiske fabrikker med dårlige arbejdsforhold, og det er desuden veldokumenteret af Amnesty International at de store producenter Apple, Sony og Samsung alle benytter mineraler udvundet under kummerlige og dybt kritisable forhold, ikke mindst under de væbnede konflikter i Centralafrika. Disse “konfliktmineraler” er et stort problem.

Og så er det også underligt at have en telefon som er svær, for ikke at sige umulig at reparere selv. Jeg kan ikke engang selv skifte batteri på min iPhone eller opgradere dens hukommelse.

Fairphone er et initiativ fra Nederlandene, der prøver at skabe en mere ansvarligt fremstillet smartphone med bedre vilkår for arbejderne på elektronikfabrikken og en målsætning om ikke at bruge “konfliktmineraler”. Og så er telefonen tænkt som et modulært stykke elektronik som man selv har lov til, ja endda bliver opmuntret til at reparere selv. Målet er at en Fairphone skal kunne holde længe, fordi den er nem at opgradere. Så sådan én ville jeg have.

Og i går kom min Fairphone 2 så med posten. Først i dag har jeg fået taget den ordentligt i brug. Telefonen er forholdsvis tyk, men har ellers præcis samme mål som en iPhone 6. Styresystemet er Android i Fairphones egen tilpasning.

Hvordan er min nye telefon så? Jeg kan godt lide den store skærm. Android-grænsefladen skal man lige vænne sig til, men heller ikke det er svært. Jeg skulle finde ud af hvordan man overfører kontakterne fra min gamle telefon til min nye, men det er der heldigvis en app, der kan hjælpe med. Lige nu er udfordringen at få overført musik – eller rettere: at få overført musik fra mit iTunes-bibliotek således at sangene på et album afspilles i korrekt albumrækkefølge og ikke alfabetisk efter titel. Men det skal jeg nok få fundet ud af. Lidt ærgerligt er det også at mit gode Sennheiser-headset med mikrofon og volumenkontrol ikke kan bruges til min nye Fairphone 2. Så jeg skal have købt et Android-kompatibelt headset – og mit Apple-kompatible headset skal jeg stadig bruge til min MacBook (som jeg ikke regner med at skifte ud foreløbig). Og et armbånd som kan holde min telefon, når jeg er i motionscenteret, skal jeg også have anskaffet meget snart.

Min største bekymring er faktisk at Android-platformen på en del måder ikke er væsensforskellig fra Apple-platformen. Der er en masse Google-apps og sky-baserede lagringsmuligheder hos Google, og det er egentlig ikke forskelligt fra ideen bag Apples konkurrerende økosystem.

Men alt dette er i høj grad et spørgsmål om tilvænning. Måske vil jeg skrive et opfølgende indlæg om en måned eller to, når min iPhone omsider mest er blevet et fjernt minde.

Flattr this!

Facebook- og Google-universitetet

18-Facebook-University

I dag talte jeg med to kolleger, der underviser på andre uddannelser og arbejder med uddannelsesforskning, om hvilke værktøjer de studerende bruger i projektarbejdet på AAU. Jeg har haft en fornemmelse af at de studerende i høj grad bruger de sociale medier, og her ikke mindst Facebook, når de skal kommunikere inden for en projektgruppe. Til deling af arbejdsblade og andre dokumenter bruger mange Google Docs og måske Dropbox. Mine kolleger kunne bekræfte dette ud fra en systematisk undersøgelse. Allerede i 2011 gjorde en amerikansk webside opmærksom på denne tendens.

Måske gør det ikke noget. Mange af os er tryghedsnarkomaner og foretrækker i stort omfang de arbejdsgange (herunder uvanerne forbundet med dem) og de værktøjer, vi er vant til. Selv har jeg brugt LaTeX og Emacs sammen siden 1987, og den største forandring skete vel i 2005, da jeg begyndte at bruge Subversion som versionskontrol (så nej, jeg er ikke gået over til Git). Når jeg skal tale med kolleger på andre universiteter, bruger jeg Skype som en slags konferencesystem. Det har jeg snart gjort i nogle år. Også jeg er et vanemenneske.

Men Facebook er ikke egnet til fildeling, Google Docs er elendigt til at lave dokumenter i LaTeX (omend jeg faktisk har hørt anekdoter om studerende der bruger det på den måde!) og Pinterest er en underlig måde at dele billedfiler på. Derudover er der de juridiske perspektiver forbundet med at dele indhold via en tredjepart. Og hvis f.eks. Facebook kommer til at smide mine filer væk, er det…bare ærgerligt.

Det må være på tide at vi får udviklet software-værktøjer, der kan understøtte de studerendes arbejdsprocesser i projektarbejde ordentligt og med udgangspunkt i deres behov.

Flattr this!

Wow?

wow-signal

Den 18. august 1977 opdagede den amerikanske astronom Jerry Ehman, som arbejdede som frivillig på SETI-projektet, et 72 sekunder langt kraftigt signal opfanget af Ohio State Universitys radioteleskop i Delaware i Ohio. (Hermed lærte jeg så at Delaware ikke kun er en delstat i USA, men også en by i en anden delstat.) Man gav sig først til at udelukke sædvanlige jordiske kilder, og man ved stadig ikke hvad signalet skyldes, kun at det kom fra et tilsyneladende øde sted i stjernebilledet Skytten. Det har stadig ikke været muligt at dekode signalet (hvis det i det hele taget rummer egentlig information).

20 år senere troede man at man nu havde et signal, der rummede information og kunne dekodes. Beviset på intelligent liv uden for Jorden var fundet. Men nej:  i 1997 var det falsk alarm – signalet kom bare fra en europæisk satellit. Øv.

Jeg ved ikke hvilke følelser der løb igennem astronomerne, kun at New York Times hurtigt fandt ud af at der var astronomer, der havde detekteret et interessant signal. Og dette siger faktisk også en del om hvor svært det kan være at holde den slags hemmeligt.

Mit håb er at en sådan opdagelse vil kunne få os til at se vore problemer her på Jorden i et andet perspektiv. Kan vi føre krig og ødelægge vores planet, hvis der er nogen derude, der opdager det?

Jill Tarter, tidligere direktør for Center for SETI Research, har dette at sige.

“If we succeed at detecting another technological civilization, that success helps tell us that on average, technological civilizations can survive for a long time,” she said. “The very act of success [in hearing from another planet] tells us that we can have a long future. I think that’s the most amazing impact that contact would have, even if we never figure out how to interpret whatever information we receive.”

Flattr this!