Kategoriarkiv: Teknologi

Teknologi og pædagogik hører sammen

Foto: Berlingske.
Foto: Berlingske.

Inden for de seneste få år har der været en diskussioner i medierne både herhjemme og rundt om i verden om brug af teknologi i undervisningen. Nogle har været meget skeptiske over for at indføre brug af iPad i folkeskolens undervisning, og jeg har på denne blog skrevet om problemerne ved at tillade studerende at anvende computere under forelæsninger. Jeg har også skrevet om min egen brug af min egen iPad til flipped undervisning.

Det, som ikke mange i medierne har diskuteret, er hvordan den pågældende teknologi skal bruges til at fremme læring. Kunne man forestille sig at danske folkeskoler købte et stort parti lærebøger hjem og først bagefter begyndte at overveje hvad de mon skulle bruges til? Det tror jeg ikke. Men mange tænker desværre anderledes om brug af informationsteknologi.

Teknologi er heller ikke i undervisningssammenhæng en løsning i sig selv, men skal være et redskab, underviseren bruger bevidst til at fremme læringen hos dem, der bliver undervist. Når jeg selv har været med til at holde workshops om brug af informationsteknologi, er det altid dét, jeg og mine kolleger har pointeret.

I dag er der noget så usædvanligt som en leder i dagbladet Information om brugen af teknologi i undervisning. Lederen tager fat i nye undersøgelser om anvendelser af iPad i undervisning og slutter således:

Samtidig bør undersøgelsen tjene som en advarsel om, at teknologien ikke gør arbejdet i sig selv. I vores begejstring over de nye muligheder, som de digitale værktøjer tilbyder, må vi ikke glemme, at de pædagogiske metoder er grundstammen i den gode skole.

Det er godt at se dette i en avisleder.

Flattr this!

Dig og dine Facebook-venner, der er som dig

fbpol

Nogle gange møder man den påstand at de sociale medier er fora, hvor mennesker med de samme holdninger og interesser klapper hinanden på skulderen og bekræfter hinanden, så de sociale medier derfor rent faktisk forhindrer mennesker i at mødes på tværs af forskelle.

I New York Times kan man læse en undersøgelse af mere end 10 millioner amerikanske brugeres adfærd på Facebook. Jeg ved ikke hvordan det ser ud i Danmark.

Men undersøgelsen viser noget andet: I gennemsnit er omkring 23 procent af en Facebook-brugers venner af en politisk holdning der er stik mod brugerens egne. Og i en Facebook-brugers feed er det 29 procent af indholdet, der giver udtryk for politiske holdninger der er modsat brugerens egne.

Når jeg tænker nærmere over det, er mine Facebook-venner da også et særdeles blandet klientel. Der er en del af mine Facebook-venner, jeg er meget enige med om det meste, andre som jeg er enige med om noget og også nogle jeg er særdeles uenig med (f.eks. en gammel skolekammerat fra indskolingen der nu synes om det kryptonazistiske “Danskernes Parti”). Og så er der rigtig mange af mine Facebook-venner, som jeg ikke aner om jeg er politisk enig eller uenig med – og jeg er ret beset også ligeglad. Nogle af af mine Facebook-venner som jeg er meget enig med, er faktisk folk jeg ikke kender uden for Facebook men som har henvendt sig til mig fordi de mente at vi var enige om mange ting.

Kan jeg lide at diskutere politik (eller andre holdninger) på de sociale medier? Jeg ved det ikke rigtig. Nogle gange er det mest anstrengende. De bedste meningsudvekslinger er dem, hvor man lærer at forstå modparten bedre. Om de sociale medier understøtter den slags kommunikation, ved jeg ikke rigtig. Og det er meget sjældent at en politisk diskussion flytter deltagernes holdninger væsentligt – faktisk kan jeg ikke komme i tanke om ét eneste tidspunkt hvor det er sket for nogen, jeg kender. Hvorfor bruger vi så tid på at diskutere politik?

Flattr this!

Eksaminanders fornemmelse for snyd

exam-cheating-device-in-nawanshahr-09811251277-5-638
Teknologisk baseret eksamenssnyd Made in India.

Ja, jeg ved det godt: jeg har skrevet temmelig meget om digital eksamen på denne blog, og min begejstring for dette ny system er så lille, at den er blevet væk. Noget af det, der bekymrer mig mest ved ideen om digital eksamen, er ideen om at systemet skal være centralt i selve eksamenshandlingen. Jeg er blandt andet meget utryg ved ideen om at eksaminander skal kunne medbringe deres egne computere til skriftlig eksamen – den såkaldte Bring Your Own Device (BYOD)-løsning. Det er billigt, nemt og meget usikkert.

En mulig løsning er at lade de studerende medbringe deres egne computere, men at forhindre dem i at bruge deres sædvanlige filer og opsætning og at forhindre dem i at forbinde sig til Internettet. Dette kunne man gøre f.eks. ved at udlevere et særligt boot-drev med en sikker udgave af computerens operativsystem.

Den australske uddannelsesforsker Phillip Dawson har i år publiceret en artikel, der beskriver 5 mulige former for snyd, som også denne slags BYOD-løsninger vil tillade ved en skriftlig eksamen.  Fire af de fem muligheder er allerede umiddelbart teknisk mulige; den sidste er så vidt vides ikke brugt endnu (men det ville ikke undre mig om nogen arbejdede på sagen!).

Nogle af disse former for snyd gør det muligt at snige eksamensopgaven ud af lokalet. En af mulighederne for snyd – og dette er den mulighed, der så vidt vides ikke er implementeret endnu – er at eksaminanden får det til se ud som om hans/hendes computer går ned under eksamen. Når dette sker, dumpes RAM’ens indhold imidlertid i en fil på eksaminandens computer– og dermed får han/hun også en kopi af eksamensopgaven.

Den eneste måde at forhindre dette på er ved at offentliggøre eksamensopgaven. Det gør jeg da også selv, når jeg holder skriflig eksamen.

Nu bliver det lidt teknisk: USB-tastaturer er en anden fare. Hvis man må tage sit eget tastatur med, kan man i tastaturet let skjule et lille flash-drev med hemmelige notater eller måske en modem-dongle, der gør det muligt at komme på Internettet. Dette kan eventuelt kombineres med en særlig bootloader, der får det til at se ud som om eksaminandens computer bootes fra det særlige, sikre boot-drev men i virkeligheden kun booter den sikre udgave i en virtuel maskine. Inde bagved kører stadig eksaminandens udgave!

Når jeg læser Dawsons artikel, føler jeg mig lidt som én, der planlægger et indbrud hos naboen. Der er mange forhold, der skal tages højde for, og selv da vil en snedig person alligevel kunne finde en smutvej. Min bekymring er at vi formodentlig bare starter endnu et våbenkapløb i stil med det kapløb, der er mellem indbrudstyve og husejere eller det kapløb, der er mellem terrorister og sikkerhedskontroller. Og nok så vigtigt: Alle disse forholdsregler vil ikke gøre eksamenshandlingen mere overskuelig for dens deltagere (eksaminander, eksaminatorer, tilsynsførende og censorer), præcis som elektroniske valg ikke gør valghandlinger mere overskuelige.

Flattr this!

Undervisningens dag 2015

Kathrin Otrel-Cass og Brian Møller taler om e-portfolioer.
Kathrin Otrel-Cass og Brian Møller taler om e-portfolioer.

I dag var det igen tid til Undervisningens Dag på AAU. Jeg kunne kun deltage nogle få timer; om eftermiddagen skulle jeg til møde til Studienævn for datalogi. Sidste år var jeg med til at lave en workshop om flipped classroom; i år sad jeg som tilhører. Til gengæld var temaet for hele dagen anvendelser af IT i undervisningen. Fokus var i høj grad på konkrete anvendelser af konkret teknologi, men desværre ikke nær så meget på hvordan brugen af teknologi i undervisning skal understøtte læring. Der blev talt forbløffende meget om Google og Dropbox og Skype og Moodle osv., men ikke ret meget om hvordan vi kan bruge alle de mange teknologier sammen med den undervisningsform, vi har så gode erfaringer med – problemorienteret projektarbejde, hvor formativ evaluering er central i vejledningen og hvor vidensdeling konstruerer en fælles forståelse hos de studerende. Min egen brug af flipped classroom udsprang ikke af en glæde ved video-mediet, men af min fornemmelse af at det er vigtigt at flytte fokus væk fra forelæsningerne og over på de praksis-aktiviteter, der fremmer læring.

Jeg deltog i en enkelt workshop, der handler om e-portfolioer med fokus, helt i dagens ånd, på en teknologi, der understøtter e-portfolioer. Ideen med e-portfolioer er interessant, og jeg vil gerne prøve at inddrage den. Jeg skal først finde ud af hvordan jeg kan få de studerende til at bruge e-portfolioer til at dokumentere deres læring i kurser og hvordan og om disse portfolioer kan bruges i forbindelse med summativ evaluering, af mange kendt som eksamen. I projektarbejde tror jeg til gengæld at e-portfolioer kan blive en god måde at fastholde et projekts progression på.

Flattr this!

Hovsa

hovsa

Dette skærmbillede ønsker ingen, der ejer en Mac, at se. I dag så jeg det igen. Her til morgen ville jeg læse mail, men efter et par minutter genstartede computeren spontant – eller rettede: den prøvede på det. Eneste resultat var en mappe med et spørgsmålstegn. På denne dag, hvor jeg skulle holde 4 vejledermøder, var min MacBook stået af. Jeg var rent ud sagt fortvivlet.

Da klokken var blevet 8, fik jeg ringet til IT-tjenesten på universitetet og en cykeltur senere var computeren afleveret. Desværre var ITS ikke sikker på hvor lang tid en reparation ville tage, men jeg måtte gerne låne en anden computer imens – men hvilken glæde har jeg af en Windows-pc hvis jeg skal tilgå mine filer fra en backup? Jeg kunne også konsultere det autoriserede værksted hos Humac og lade dem udføre reparation. Her fik jeg at vide at en garantireparation ville tage 7 arbejdsdage. Min eventuelle tilbageværende rest af glæde var nu definitivt fordampet.

I frokostpausen hoppede jeg på cyklen og kørte jeg ind til det lokale Nordjysk Computerservice, der ikke udfører garantireparationer, men har ydet fin service på min datters computer tidligere. Det tog dem et kvarter at reparere computeren; det var bare kablet mellem solid state-drevet og bundkortet, der var i stykker og skulle udskiftes. Udgift: 699 kroner, som jeg heldigvis har et annuum, der kan dække. Det er den slags penge, jeg helst ville kunne bruge til konferencedeltagelse, bøger osv.

Hvor var det en underlig historie. Dette burde kunne gøres bedre.

Flattr this!

Hvem var Gustave Whitehead?

Gustave Whitehead og datter foran  Plane No. 22.
Gustave Whitehead og hans datter foran Plane No. 22.

Det var først i dag, jeg blev opmærksom på Gustave Whitehead. Gustav Weißkopf, som han oprindelig hed, var født i 1874 i Leutershausen i Bayern; han mistede begge sine forældre omkring 1886 og kom til USA som 19-årig efter at have været sømand. Her begyndte han at arbejde med svævefly og spekulerede på om man mon sætte en motor på sådan ét. Om han har kendt til de svævefly, en anden tysker, Otto Lilienthal, havde konstrueret, ved jeg ikke. Men i 1901 skal han have foretaget en flyvning i et sådant motoriseret svævefly i delstaten Connecticut. Samme delstat har nu sat kampen ind for at få Connecticut anerkendt som det sted, hvor den første flyvning fandt sted. Desværre er der hverken foto eller film, der kan dokumentere begivenheden. Men i den lokale ugeavis Bridgeport Herald var der en øjenvidneberetning den 18. august 1901. Senere blev han også omtalt i Scientific American.

Men længere nede ad USAs østkyst, i North Carolina,  var det Orville og Wilbur Wright, der i 1903 foretog det, de allerfleste mennesker tænker på som verdenshistoriens første kontrollerede flyvning med en motoriseret flyvemaskine, og det var først da, udviklingen tog fart. Interessant nok kom Wright-brødrene fra en helt tredje delstat i USA, nemlig Ohio. Nogle mener at Whitehead og Wright-brødrene faktisk mødte hinanden inden 1903.

I årene efter 1901 fortsatte Whitehead sit arbejde med at udvikle flyvemaskiner, men i 1927 døde han af et hjertetilfælde.

Om Whitehead/Weißkopf faktisk var flyvningens ukendte pionér, ved jeg ikke. Det interessante er at han – hvis han faktisk foretog den første kontrollerede flyvning – tydeligvis ikke var så god  til at gøre opmærksom på sig selv, mens tid var, og hans indflydelse på flyvningens faktiske historie har været lille.

Flattr this!

Ansavrlig for ditigal eskamen?

ditigal
Berv om ditigal eskamen.

Tilbage i december sidste år skrev jeg om systemet til digital eksamen. Og det endte med at jeg, en halv time inden jeg gik på juleferie, skrev et tre en halv side langt brev til rektor med alle mine kritikpunkter af dette system, der skal tages i brug til sommer og skal tage sig af alle aspekter af eksamen – på alle fag, til alle former for eksamen og under hele processen fra planlægning af eksamen over afholdelse af eksamen til registrering af eksamensresultater.

Resultat: Et godt stykke tid senere kom et officielt svar på Aalborg Universitets direktion med en slags forsøg på tilbagevisning af kritikken (systemet var blevet testet af hele to studerende, der spændte helt fra jura til erhversjura, og af hele to undervisere). Og jeg fik et tilbud om at komme med i brugergruppen, der skal orientere om systemet til digital eksamen. Dét følte jeg slet ikke trang til.

I dag kom foreløbig seneste kapitel i denne tragikomiske fortælling: Jeg er blevet indkaldt til et møde i denne brugergruppe, som jeg aldrig har bedt om at være medlem af.  Andre medlemmer af samme brugergruppe har bedt mig om en kopi af brevet, og det har de fået – og det officielle medlem af brugergruppen har reageret prompte ved også at sende direktionens svar til alle. Jeg har tænkt mig at dukke op til første møde, men mest for at fortælle at jeg ikke vil være med til at markedsføre en fiasko. Måske kan det dog berolige mig, at der er en ikke helt lille sandsynlighed for at et system, der er så dårligt udviklet som dette, aldrig vil kunne komme til at køre.

Mødet er forresten blevet indkaldt af en fuldmægtig, der i sin signaturfil præsenterer sig som Proceskonsulent på Ditigal Eksamen.

Flattr this!

Lige lovlig smart?

Spinning-Beach-Ball1
“Badebolden” fra Mac OS X er sådan en trist badebold.

Der er i disse år stort fokus på Internet of Things – den idé at en masse genstande nu bliver i stand til at kommunikere med hinanden over Internettet. Dvs. et af de store problemer er det, man kalder interoperabilitet – om alle de mange genstande rent faktisk kan kommunikere med hinanden. Det er som bekendt ikke nok at alle er på nettet for at man kan etablere en meningsfyldt kommunikation. Hvis man nogensinde har prøvet at sende en e-mail med danske bogstaver til en modtager uden for Danmark, kan man især før i tiden let have mødt en lille udgave af dette problem, nemlig at modtageren ikke kunne læse de særlige danske tegn.

Historien om Raúl Rojas fra Berlin er en fascinerende historie om netop interoperabilitet. Han har siden 2009 boet i et smart home, hvor mikrobølgeovn, komfur, tv, varme, ventilation, belysning osv. er internetforbundet. Noget af det eneste, der ikke er på nettet, er dørlåsene. Raúl Rojas har nemlig været bange for ikke at kunne komme ind i sit hus!

Og så vil skæbnen at det går galt endda. Alle dimserne i Rojas’ hjem kommer fra mange forskellige producenter og bruger forskellige protokoller til at kommunikere med, så han installerede en centralenhed i hjemmet, som alle skulle kommunikere gennem. Men en dag for to år siden gik det galt – pludselig var det intet i hjemmet, der responderede. Lyset kunne ikke tændes, tv var ubrugeligt osv. Til sidst fandt Rojas synderen, og den var – en elektrisk pære. Da pæren gik i stykker, begyndte den at sende information om det til centralenheden. Og fra da af var der ingen andre, der kunne bruge centralenheden! Pæren havde lavet et denial-of-service-angreb.

Med til hele denne historie hører at Raúl Rojas ikke er en hvemsomhelst; han er professor ved Freie Universität i Berlin – i datalogi. Han skiftede pæren, og problemet gik væk.

Men problemet med interoperabilitet er meget reelt og kan ikke altid klares ved at skifte en pære. Hvis vi skal have vores hjem på nettet, er det i hvert fald ikke en god idé at lade al kommunikationen gå gennem én centralenhed, og det er heller ikke nogen god idé ikke at kunne slå al smartheden fra.

 

Flattr this!

En sikkerhedskopi af mig?

hjerne

Tænk hvis computeren og menneskehjernen kunne kommunikere med hinanden. Daniel Kahneman og Yuval Noah Harari (der begge er fra Israel) har en interessant diskussion af denne mulighed. På en måde er det jo en dejlig vision: De barrierer, som vi mærker som undervisere, vil forsvinde – maskinen kan læse det enkelte menneskes viden og hele sind som data og vi kan omsider få egentlig tankeoverførsel. Mine studerende (hvis jeg stadig er i live til den tid) kan hente min viden om mit fagområde via et kabel eller måske endda trådløst, og eksamen kan tilsvarende finde sted via et kabel. Det vil blive noget helt andet at udveksle viden om ny forskning; omsider er det slut med at bedømme forskningsartikler. Måske vil det endelig lykkes mig at overbevise de bevilgende instanser om at mine ansøgninger om forskningsmidler skal imødekommes, når de kan læse alle mine gode tanker via et kabel.

Og døden bliver overflødiggjort – når den triste dag nærmer sig, tager nogen en sikkerhedskopi af mig og får “mig” overført til en ny og bedre krop.

Men samtidig står det klart at alt dette mål vil blive et mål for de få, præcis som hjertetransplantationer har været det og stadig er det. I det 20. århundredes lægevidenskab er de store organtransplantationer en forholdsvis undtagelse; forbedring af folkesundheden har været en høj prioritet og er det for så vidt stadig.

Harari gør da også opmærksom på at denne tilgang virker lige så godt – eller snarere lige så dårligt – som ideen om en “nedsivningsøkonomi” som fordelingspolitik, dvs. at omfordelingen i samfundet sker ved at gøre de rige endnu rigere, hvorefter al deres rigdom på en eller anden måde “siver ned gennem samfundsklasserne”. Adgangen til hjertetransplantationer er “sivet ned” til alle borgere i Danmark takket være offentlig sygesikring, men så siver de heller ikke længere ud i verden. Der er masser af mennesker i det Globale Syd der stadig dør af hjertesygdomme, som en transplantation ville kunne have forhindret.

Det er derfor, jeg nogle gange opdager at min begejstring for alle de hurtige, science fiction-lignende teknologiske fremskridt kølner – teknologien når langt fra altid ud til alle dem, der kunne have glæde af den, og nogle gange er den teknologi, der når ud til alle, måske  ikke så vigtig eller så heldig. Den empatiske og solidariske holdning, der ligger i ideerne om folkesundhed, er forsvundet.

Dette citat af Harari hæfter jeg mig ved:

There are fundamental reasons why we should take this very seriously, because generally speaking, when you look at the 20th century, it’s the era of the masses, mass politics, mass economics. Every human being has value, has political, economic, and military value, simply because he or she is a human being, and this goes back to the structures of the military and of the economy, where every human being is valuable as a soldier in the trenches and as a worker in the factory.

But in the 21st century, there is a good chance that most humans will lose, they are losing, their military and economic value. This is true for the military, it’s done, it’s over. The age of the masses is over. We are no longer in the First World War, where you take millions of soldiers, give each one a rifle and have them run forward. And the same thing perhaps is happening in the economy. Maybe the biggest question of 21st century economics is what will be the need in the economy for most people in the year 2050.

And once most people are no longer really necessary, for the military and for the economy, the idea that you will continue to have mass medicine is not so certain.

 

Flattr this!

Mig og tastaturet

keyboard-shortcuts

Brian Millar skriver i The Guardian om brugbarhed og bemærker hvordan han er blevet gladere for sit halvautomatiske analoge kamera, selv om det tog ham en måneds tid at lære at mestre afstandsindstilling, blænde mv. godt nok til at hun kunne tage ordentlige billeder. (Jeg kommer til at tænke på mit eget gamle Olympus Trip, som jeg har haft samme oplevelse med.) Det er en vigtig pointe. Det må gerne være “svært” at bruge en genstand eller et stykke software, hvis der er en gevinst forbundet med den tilsyneladende øgede sværhedsgrad. Man får selvtillid ved at mestre noget, der engang forekom én at være svært. Måske er det derfor, de “komplicerede” kameraer igen er ved at blive mere populære, og måske også derfor pladespilleren har fået en lille genkomst. Der kræves nemlig et vist håndelag for at kunne bruge en pladespiller korrekt (hvis den ikke er fuldautomatisk, og dem er der ikke ret mange af, så vidt jeg ved).

Og jeg kommer til at tænke på min foretrukne teksteditor, som stadig er (og nok altid vil være) Emacs. Emacs er fyldt med tastaturgenveje, som jeg aldrig ville undvære. Disse kommandoer tog det lidt tid at lære, men de “sidder i fingrene” på mig efterhånden. I en del andre sammenhænge (f.eks. mens jeg skriver dette) bruger jeg også tastaturgenveje i den helt store stil. I værktøjer til versionskontrol, som jeg er begyndt at bruge inden for de seneste 10 år (SVN og siden Git) er det anderledes: Her foretrækker jeg faktisk ikke at skrive de lange kommandoer selv, men at klikke og pege. Men måske kommer der en dag, hvor jeg også her går tilbage til Unix-terminalen.

Jeg kender en del andre brugere, som ikke anvender tastaturgenvejene, og det er altid underligt at være vidne til. Tastaturgenveje er nogle gange tastaturomveje. Nogle vil have et engelsk (faktisk er det vel et amerikansk) tastatur hvor backslash, som enhver LaTeX-bruger er storbruger af, sidder yderst til højre forneden som en anden Mogens Camre. Selv har jeg for længst  vænnet mig til at backslash sidder som ALT-SHIFT-7 på min computers tastatur (det er en MacBook, så derfor ser tastaturet ud på denne specielle måde).

Flattr this!