En trist kop te

Min lånecomputer får overført filerne fra min sikkerhedskopi.

Hvis ikke det var så træls, ville det næsten være morsomt.

Her til morgen sad jeg på mit kontor og forberedte mig til næste uges rejse til Cape Town. Jeg havde lige skænket en kop te op og var ved at ordne en betaling over nettet i forbindelse med rejsen. Der kom en SMS i forbindelse med betalingen, jeg vendte mig for at finde min telefon – og væltede koppen med te ud over min computer. Det lykkedes mig at råbe Satans også! og løbe ud efter papirservietter og få slukket. Selv om min computer (en MacBook Pro) havde været klappet i, var der alligevel kommet væske ind i den. Der løb te ud af USB-porten, og den slags er sjældent et godt tegn.

Jeg havde ikke tålmodighed til at vente på universitetets ITS-tjeneste; min erfaring med dem er at reparationer desværre kan tage meget længe. Så jeg sprang på cyklen og hastede ind til midtbyen.

Undervejs på turen, netop da jeg havde nået det ødeste sted på ruten, hvor der kun er marker (mellem Langagervej og Lemvigvej) var min rygsæk med computeren ved at falde af bagagebæreren. Jeg måtte af cyklen og redde den. Og netop da punkterede cyklen med en særdeles hørbar susen. Og i samme øjeblik begyndte det at regne voldsomt, dér ude på markvejen i Aalborg Øst.

Jeg måtte ringe efter en taxi, der skulle tage mig først til computerværkstedet og derefter til et cykelværksted. Regnen tog til, men til sidst kom der da en taxi til den gennemblødte person med den gennemblødte computer og den punkterede cykel.

En halv time efter at computeren var indleveret, fik jeg et opkald – der var væske alle vegne inde i computeren, og den skulle på et fjernværksted og have den helt store tur. Det ville tage 30 dage, før den ville være klar igen.

Til alt held kunne jeg låne en computer – en ældre MacBook Pro. Og nu bliver det så dén, der skal med mig til Sydafrika.

Og ja, jeg havde selvfølgelig en backup. Den var blevet taget lige inden tekruset væltede, opdagede jeg bagefter. Denne arbejdsdag, hvor jeg faktisk ikke fik lavet noget som helst, sluttede med at jeg måtte ud på universitetet igen og hente sikkerhedskopien, så jeg kunne lave en kloning.

Flattr this!

Er vi rigtig kloge?

Jeg beskæftiger mig ikke selv med maskinintelligens, så mine overvejelser her er på nogle måder nok tættere på at være lægmandsbetragtninger. Men alligevel: Det er lidt påfaldende, at der nu igen er en så udbredt optimisme med hensyn til hvad kunstig intelligens kan udrette. Jeg kan stadig huske skeptiske bøger af Dreyfus (What Computers Still Can’t Do) og Penrose (The Emperor’s New Mind)Og jeg kan huske Simons voldsomt optimistiske General Problem Solver fra 1957. Den var egentlig ikke ret meget bevendt.

Inden for de seneste år er man begyndt at tale om at kunstig intelligens vil gøre megen menneskelig arbejdskraft overflødig. Selv den nuværende danske regering taler om “disruption”. Det seneste tegn på denne tendens til at tro, at vi står over for en afgørende forandring, er en anmeldelse i Nature af en bog af den svenske fysiker Max Tegmark. En stor del af Tegmarks overvejelser ser ud til at handle om hvordan man kan forhindre skabelsen af en “superintelligens”, der vil gøre det af med menneskeheden.

Men jeg kan ikke lade være med at bemærke, at maskinintelligensens seneste succeser er opstået på områder, hvor problemdomænet er begrænset – som f.eks. i tilfældet brætspil. Også f.eks. den selvkørende bil bor i et tilsyneladende ret veldefineret problemdomæne. Der er endnu et godt stykke vej tilbage til at skabe f.eks. en dialogpartner, der kan tale med om næsten hvad som helst. Jeg ved ikke, hvor meget man har at have optimismen/frygten i, som ikke reelt er en afspejling af nogle menneskers drømme (herunder nogle forskeres drømme om flere bevillinger).

Selv er jeg nemlig mest bekymret over de hensigter, nogle har med maskinintelligens.  De forskere, jeg kender (og det er mine kolleger), er fornuftige mennesker, men det er bestemt ikke altid tilfældet, at de store økonomiske og politiske aktører er det.  Ønsket om at overflødiggøre bestemte arbejdsopgaver er ikke altid et ønske om at skabe mere meningsfyldte liv for de mennesker, som den kunstige intelligens skal erstatte – men kan derimod lige så vel bare være et ønske om at erstatte mennesker med mere ukritiske robotter. Vi taler ofte om at automationen kommer som en slags naturkraft, men vi taler sjældent om hvorfor.

Flattr this!

En motorvej til snyd?

I dag udtaler undervisningsminister Merete Risager, at der nu ikke længere skal være internetadgang til eksamen i gymnasieskolen. Hendes argument er at internetadgang åbner “en motorvej til snyd”.

Jeg har været (og er) betænkelig ved internetadgang i forbindelse med eksamen, og det har været (og er) en af mine store betænkeligheder ved digital eksamen, som den nu er blevet indført på danske universiteter. Mulighederne for snyd er én bekymring, men vi ved endnu ikke meget om hvor stort omfanget er eller kan blive. Brug af Internet ved eksamen blev først mulig på de gymnasiale uddannelser i 2012 og mere udbredt blev det først i 2014. En langt større bekymring er for mig, at bedømmelseskriterierne ved eksamen nu er ved at ændre sig meget voldsomt på kort tid, fordi det kan være svært at undersøge hvilke dele af en besvarelse, der anvender oplysninger fra Internet. En anden er, at internetadgang introducerer en lang række sikkerhedsproblemer, hvis man tillader eksaminanderne at medbringe deres egne computere. En tredje bekymring, jeg har, er at digital eksamen ofte bliver indført ikke af pædagogiske hensyn, men ud fra et ønske om rationalisering.

Samtidig er jeg dog også meget bekymret over at en minister vil bestemme detaljerne om en eksamensform. Hvordan det går, så vi sidst, da gruppeeksamen blev forbudt i 2007. Det er interessant at overveje bedømmelsesformer, men ikke på den måde, det sker nu. De nuværende diskussioner om eksamen virker skråsikre og dårligt kvalificerede, og det er ikke første gang, at det er sådan. Da gruppeeksamen blev forbudt, skete det ud fra en i bedste fald misforstået idé om at eksamen skulle måle paratviden – men alle, der har deltaget i en projekteksamen på universitetsniveau opdager, at eksamen undersøger en hel masse andre læringsmål, der stikker langt dybere.

Det bedste ville være at udvikle eksamensformer, der kan bruge internetadgang hvor den slags giver mening i forhold til læringsmålene og afsætte resurser til andre bedømmelsesformer, hvor de stadig giver mening.

Flattr this!

PBL Exchange & tingenes tyranni

I de seneste måneder har jeg sammen med mine kolleger Dorina Gnaur og Kurt Nørmark arbejdet på PBL Exchange, der er en web-platform hvor projektvejledere ved uddannelserne på Aalborg Universitet kan stille spørgsmål og udveksle erfaringer om vejledning. Vi har hyret to studenterprogrammører, der er kandidatstuderende på sidste år ved Institut for datalogi, til at hjælpe med implementationen, der foreløbig er baseret på en open source-udgave som er frit tilgængelig. I foråret har vi haft en lille skare testbrugere til at hjælpe os med at evaluere en første, midlertidig udgave af systemet.

I dag skulle vi så præsentere en ny version af PBL Exchange ud for vejledere og semesterkoordinatorer fra hele universitetet ved et møde kl. 12.30. Der skulle også være AAU-folk fra København med via et videolink.

Det blev en de dage, hvor alt drillede. Studenterprogrammørerne havde i sidste øjeblik fået problemer med at få den nyeste version af systemet lagt op, og hvis ikke vi havde noget at vise til mødet, ville det være pinligt for os. Jeg brugte en hel del af formiddagen på at få universitetets IT-service til at hjælpe her, og til sidst kom jeg til at lyde så sur og urimelig i telefonen, at jeg ringede tilbage og sagde undskyld. Og jeg var flov (og nervøs) og kunne nu kun håbe at problemerne ville blive løst.

Jeg kom over til mødelokalet kl. 11 for at gøre klar til præsentationen med Keynote-slides (med lyd på) vist over videokonference. Og alt virkede som det skulle, og jeg kunne lettet fortælle Dorina at alt var vel.

Netop da gik det hele ned, og vi prøvede febrilsk (men systematisk) at finde fejlen, men efter 20 minutters anstrengelser gav vi op og ringede til IT-service. Efter en del samtale var også IT-service overbevist om at fejlen ikke fandtes på vores computere og lovede at sende en tekniker over.

Kl. 11.55 dukkede de studenterprogrammører op og kunne fortælle os at seneste version af PBL Exchange nu virkede som det skulle. Men videokonferenceudstyret og dataprojektorerne strejkede stadig, og der var stadig ikke dukket en tekniker op. Vi rykkede IT-service og kl. 12.20 dukkede teknikeren op. Nu var de fleste mødedeltagere ankommet og sad og ventede. Til sidst var også teknikeren ved at give op og foreslog at vi fandt et andet lokale med videokonferenceudstyr – og vi gik ud for at lede efter ét, der var ledigt. Og der var skam sådan et lokale, men her var alt udstyret slukket. Til gengæld fandt jeg rundt om på gangene flere af mine kollegaer, der gik rundt og ledte efter det annoncerede mødelokale. Dem tog jeg med mig tilbage.

Kl. 12.31 virkede projektorerne omsider efter en opdatering af deres software, og nu skulle vi bare have forbindelsen på plads til København. Det tog yderligere knap 10 minutter, og vi begyndte vores præsentation kl. 12.40. Hvorefter forbindelsen til København gik ned. Nu hentede københavnerne en tekniker, der kunne reetablere forbindelsen over hos dem, og til sidst, efter mere end halvanden timers hændervriden over tingenes tyranni, kunne vi starte for alvor på vores møde, hvis budskab egentlig var, at passende brug af teknologi kan gøre arbejdslivet lettere.

Det endte med at blive et fornuftigt møde med god respons fra de indbudte vejledere og semesterkoordinatorer (omend alle københavnerne var nødt til at gå før tiden). Nervøsiteten fordampede omsider, men bagefter, da deltagerne var gået, var det i høj grad en lettelse, der satte ind. Det var en lettelse over at det i det hele taget var lykkedes at præsentere PBL Exchange, over at kommentarerne havde været positive og over at mødet omsider var overstået. Og en lettelse over at der ikke var deltagere fra Esbjerg, for det ville bare have gjort det hele endnu mere bøvlet.

Flattr this!

Vi var de første – og de sidste

Er menneskeheden, som den findes nu, den første teknologiske civilisation på vores planet? Eller var der mon en anden art før os, der nåede samme udviklingstrin som os? I en del science fiction-fortællinger, bl.a. H.P. Lovecrafts kortroman At The Mountains of Madness, dukker denne forestilling op. Men så er det påfaldende, at vi aldrig har fundet spor af sådanne gamle civilisationer.

I en ny artikel i International Journal of Astrobiology (også omtalt på ScienceDaily.com) argumenterer matematikeren Daniel P. Whitmire fra University of Arkansas for vi er den første og den sidste teknologiske civilisation på vores planet. Hans argument bunder meget kort fortalt i en probabilistisk betragtning om at vi er en typisk teknologisk civilisation. Der har været masser af tid, hvor andre teknologiske civilisationer kunne opstå på Jorden, men det er ikke sket, for der er ingen spor af dem. Og fordi vi er typiske og der ikke er spor af tidligere civilisationer, må det så medføre at vi er den eneste civilisation, der nogen sinde vil få disse kompetencer. Vi ender med at ødelægge biosfæren helt, for ellers ville der kunne opstå nye civilisationer senere. Og den triste lovmæssighed må da være, konkluderer Whitmire, at når en art på en planet opnår teknologisk kompetence, da ender den med at gøre det af med alt liv på den planet, den bebor, og gøre det forholdsvis hurtigt. Dette vil også kunne give en forklaring på Fermis paradoks, nemlig at vi aldrig har fået kontakt med andre civilisationer, selv om universet er så stort, at der burde være nogen derude.

Det er unægtelig en trist konklusion.

Flattr this!

Ensomhedsmaskinen

Mange af os, der er forældre til teenagere, oplever hvordan de unge trækker sig ind på deres værelser og bruger meget af deres fritid dér. Nogle opdager også at de unge ikke går så meget ud, men bliver hjemme – og bliver på værelset. Som forælder kan man spekulere på om der er noget galt derhjemme, men det ser ud til at der er tale om en tendens hos den generation, der nu er blevet teenagere.

En interessant (og lang) artikel af den amerikanske psykologiprofessor Jean Twenge beskriver hendes studier af hvordan ungdomskulturen er blevet påvirket af Internettet og her især af det mobile internet. Artiklen er, selv om den tager fra i amerikanske forhold, også interessant i dansk sammenhæng, fordi smartphones nåede USA før de nåede Danmark.

Og det er faktisk tilfældet at unge mennesker bruger mindre tid på at gå ud i vore dage end unge mennesker gjorde engang. Grafen ovenfor viser at der skete et markant fald i årene efter iPhone kom til verden. Jo yngre de unge er, jo mere udtalt er faldet.  Der er også mindre seksuel aktivitet, færre kærlighedsforhold – og mindre søvn. Undersøgelsen viser også, at forekomsten af depression og selvmordsforsøg er vokset markant siden 2011.

Undersøgelsen viser da også at de unge, der tilbringer mere tid alene på værelset, ikke gør det fordi de føler sig mere lykkelige. Men hvorfor reagerer så mange unge så ved at blive hjemme? Svaret er fremkomsten af de sociale medier, der skaber en ny fornemmelse af samvær.

Men de unge, der bruger 10 timer eller mere på de sociale medier om ugen, er 56 procent mere tilbøjelige til at sige at de ikke føler sig glade end de unge, der bruger mindre tid på de sociale medier. Og de, der “kun” bruger seks til ni timer om uge er 47 procent mere tilbøjelige til at sige at de ikke føler sig glade end dem, der bruger de sociale medier mindre end dét.

Til gengæld er de, der bruger mere tid end gennemsnittet sammen med deres venner 20 procent mindre tilbøjelige til at sige at de ikke føler sig glade.

De sociale medier skaber det, Johannes Sløk har kaldt for en “som-om-virkelighed”. Og det er nemt at komme ind i den: Man kan blive på sit værelse. Samtidig er det svært at få denne “som om-virkelighed” til at ligne det rigtige samvær, så man gør en stor indsats for at få andre til at synes om det, man gør. Men i virkeligheden er det måske en ensomhedsmaskine, min generation har skabt og foræret til vores teenagere.

Flattr this!

Distraktion i undervisningen

I Chronicle of Higher Education kan man læse en interessant artikel af den amerikanske universitetslærer James M. Lang, der har eksperimenteret med at bruge en anden slags dialogbaseret kursusundervisning for store hold. Ideen var at bruge en web-baseret tilgang, hvor de studerende kunne spørge og svare ved at bruge deres smartphones – og det fungerede godt. Mange studerende, der normalt var tavse i plenum, bidrog nu. Men da James Lang fortalte om sin tilgang til sine kolleger og brugte den i en præsentation, var der bagefter en kollega, der bemærkede at han var blevet distraheret midt i smartphone-dialogen – for da han så på sin telefon, lå der en besked fra hans datter.

Det førte James M. Lang til at tænke over hvordan brugen af teknologi kan være distraherende i undervisningen. Der er der allerede mange, der også har tænkt over – jeg har skrevet om det her, og jeg ved at der er bekymring i den danske folkeskole også.

Nogle ved, at jeg, i de år hvor jeg endnu holdt forelæsninger, endte med at forbyde de studerende at bruge computere under forelæsningerne. Da jeg for et par år siden holdt et foredrag om flipped classroom for gymnasielærere, bad jeg dem om at lægge deres computere væk under min præstation. Det gik godt, i al fald de første 20 minutters tid. Så begyndte gymnasielærerne at grave deres kære krammemaskiner frem igen.

Men det rigtig interessante her er Langs idé om at lave de studerende forhandle sig frem til en “forfatning” for kursusundervisningen, der eksplicit fortæller hvilken adfærd der er ønskelig og acceptabel fra studerendes side i undervisningssammenhæng, og hvilken der ikke er. Det er ikke en ny idé som sådan; vi kender den allerede fra projektarbejde på Aalborg Universitet, hvor projektgrupper ofte laver en gruppekontrakt, der fortæller hvilken adfærd der er ønskelig og acceptabel i projektarbejdet.

Det rigtig gode her er, at de studerende (i modsætning til universitetslærerne i vore dage) er vokset op med alle de teknologiske muligheder og ved at skulle lave en fælles “forfatning” dels kan trække på deres livslange erfaring, dels vil være nødt til at forholde sig kritisk til distraktionerne.

Flattr this!

Der er altid én, man kan holde om og se ned på

I går, da jeg cyklede hjem fra arbejde og var nået ind til Aalborgs midtby, fik jeg pludselig trang til at undersøge omtrent hvor lang tid der gik mellem at jeg så en fodgænger, der kiggede ned på sin smartphone.  Jeg kiggede ikke på mit armbåndsur, men der gik kun få sekunder mellem hver fodgænger. Det fascinerende og egentlig også skræmmende er, at den vane, der nu er så universelt udbredt og omdiskuteret, er under 10 år gammel. Den allerførste iPhone så dagens lys i 2007, men der gik nogen tid, før den og alle Android-konkurrenterne var blevet allemandseje.

En amerikansk undersøgelse af 800 smartphone-brugere afslører, at en smartphone faktisk også er en distraktion, når man ikke bruger den, men stadig bærer den på sig. De 800 smartphone-brugere blev bedt om at løse nogle opgaver; nogle af dem havde deres smartphone på sig, mens andre blev bedt om at lægge den i et andet lokale mens forsøget stod på. De forsøgsdeltagere, der havde deres telefon på sig, brugte signifikant mere tid på at løse opgaverne og gjorde det heller ikke så godt. Tilsyneladende betød det heller ikke noget, om den smartphone, man havde på sig, var tændt eller ej. Det er med andre ord selve muligheden for at få indtryk og for at flygte væk og for at koncentrere sig om at lade være med at give sig til at kramme den lille ven, der sluger kognitiv kapacitet.

Og bare rolig, jeg er ikke bedre end andre i denne sammenhæng. I går fødtes tanken hos mig om at købe en gammeldags Nokia-telefon, der kun kan ringe og sende tekstbeskeder. Får jeg så gjort det? Det er nok desværre en anden snak.

Flattr this!

Hemmeligheder og løgne om os selv

Meget ofte tænker vi på fordomme som implicitte – de er der, selv om vi ikke bryder os om at de er der. Hvis det er dét, der er tilfældet, er det en årsag til at racistiske udsagn ofte bliver ledsaget af en forsikring om at den talende ikke er racist, men…: Den, der taler, vil ikke være racist og ser ikke sit udsagn som racistisk (selv om det faktisk altid er det). “Ikke-racisten” lyver for sig selv.

Men det kunne også være tilfældet, at vi faktisk ikke har noget imod vores fordomme, men bare prøver at skjule dem så godt vi kan. Så er fordommene eksplicitte, men skjulte: Vi har ikke lyst til at indrømme at vi er racister, men vi har egentlig ikke noget imod at være det. Det sidste er vel den mest skræmmende mulighed, for den betyder at racisme (og homofobi og antisemitisme og andre former for fordomme og had) bare er “gået under jorden”. Vi lyver ikke for os selv, vi lyver for de andre.

Hvordan finder vi ud af hvad der foregår inde i vores hoveder? I dag kunne jeg læse en interessant artikel af den amerikanske dataanalytiker Seth Stephens‑Davidowitz, der har fået adgang til søgedata hos Google, forstået som de søgestrenge, brugerne indtaster. Hans konklusioner kan ses i bogen Everybody Lies: What the Internet Can Tell Us About Who We Really Are, som nu står på min ønskeliste.

Det er afslørende at se, hvad der bliver søgt på, og måske kan det på indirekte vis fortælle os f.eks. hvor stor en procentdel af befolkningen i USA, der er homoseksuelle. Det er således alle steder i USA omkring 5 procent af alle søgninger efter porno, der er søgninger efter bøsseporno, og der er små forskelle i søgehyppigheden mellem delstaterne – i Mississippi er den 4,8%, mens den i Rhode Island er 5,2%. Men det kan også røbe noget om hvor mange, der er åbne om deres seksualitet. For ser man efter hvilke mandlige Facebook-brugere, der angiver, at de er interesseret i mænd, er der procentvis dobbelt så mange i Rhode Island som i Mississippi, hvor der er langt lavere opbakning om at tillade homoseksuelle ægteskaber.

En anden interessant og trist observation er om racismen i USA. Der er 17 gange flere søgninger på “nigger jokes” end på søgninger om vittigheder om andre etniske og religiøse mindretal i alt. Og disse søgninger ser ud til at være mest hyppige på bestemte tidspunkter, hvor der er fokus på afro-amerikanere i medierne. Ét tidspunkt var efter orkanen Katrina i 2005, der især ramte bydele med sorte amerikanere. Et andet var da Barack Obama blev valgt til præsident i 2008. Og søgningerne efter “nigger jokes” vokser i hyppighed med omkring 30 procent på Martin Luther King Jr Day.

Racistiske vittigheder er i høj grad eksplicit racisme, og det får Stephens-Davidowitz, der selv er en kridhvid mand, til at fremsætte den hypotese, at årsagerne til den diskrimination, der stadig er udbredt i USA ikke så meget er et resultat af tidligt indlærte og underbevidste negative reaktioner mod afro-amerikanere som den er et resultat af at millioner af hvide amerikanere søger efter “nigger jokes”.

Min umiddelbare tanke efter at have læst Stephens-Davidowitz’ artikel er, at det kunne være interessant at lave en lignende undersøgelse for danske søgeresultater.

Flattr this!

Alle hjælpemidler tilladt?

I går var sidste dag inden ferien, og jeg sad i frokostpausen og snakkede med en kollega om vores erfaringer med forskellige eksamensformer. Han mente, at man til skriftlig eksamen kunne tillade alle hjælpemidler. Vi skal selvfølgelig huske at tilpasse opgaverne til det, men vi vil altid kunne fange de studerende, der ikke ved nok selv, sagde han. Vi er trods alt dem, der er fagligt kompetente. Man har ingen glæde af hjælpemidlerne, hvis ikke man ved hvordan man skal bruge dem, var hans påstand.

Jeg var har altid været mere betænkelig selv. Min bekymring har ikke været den, at nogle eksaminander vil lave besvarelser, der er perfekte, men derimod at nogle eksaminander alene ved at bruge Internettet, gamle opgaveløsninger og lærebøger til afskrift vil kunne præstere besvarelser, der er dårlige, men samtidig tilsyneladende acceptable. Og ideen om at “alle hjælpemidler er tilladt” vil føre nogle studerende længere ud i den frygtede “notatsyge” hvor de tror, at de kan lade notaterne bestå eksamen.

Det er en svær diskussion. Den bliver yderligere kompliceret af at vi nu ser hjælpemidler, der faktisk kan mere end vi har set før, fordi de ikke kræver nogen kompetence fra brugeren. Hermed kan det faktisk blive tilfældet at “hjælpemidlerne bestod eksamen”. En high school-lærer i USA stillede for nylig et opgavesæt til sin klasse i “Advanced Calculus” og ved en fejl var det kommet til at indeholde en opgave, som var hinsides det, eleverne ville kunne lære. Men alligevel var der flere af eleverne, der indleverede korrekte løsninger, komplet med mellemregninger og det hele. De havde brugt Wolfram Alpha, som er et omfattende websted, der gør det muligt at løse ikke-trivielle standardopgaver inden for matematik og andre fagområder. Min fornemmelse er, at Wolfram Alpha bevæger sig på gymnasieniveau og nogle gange lidt over.

Også inden for fagområder, hvor jeg selv underviser, vil det være en udfordring at tillade Internetadgang. Der findes f.eks. websteder, der ud fra et regulært udtryk kan konstruere en nondeterministisk endelig automat. Algoritmen, der gør det, er en algoritme, som er et fast emne i det kursus, jeg har holdt mange gange. I flere eksamenssæt har jeg stillet det som opgave at foretage denne konstruktion med blyant og papir. Men hvis man kan gå på nettet, kan man bede et websted om at gøre dette.

Det er disse nye fænomener, der nærer min betænkelighed ved at sige at alle hjælpemidler skal være tilladt til eksamen.

Flattr this!