Hemmeligheder og løgne om os selv

Meget ofte tænker vi på fordomme som implicitte – de er der, selv om vi ikke bryder os om at de er der. Hvis det er dét, der er tilfældet, er det en årsag til at racistiske udsagn ofte bliver ledsaget af en forsikring om at den talende ikke er racist, men…: Den, der taler, vil ikke være racist og ser ikke sit udsagn som racistisk (selv om det faktisk altid er det). “Ikke-racisten” lyver for sig selv.

Men det kunne også være tilfældet, at vi faktisk ikke har noget imod vores fordomme, men bare prøver at skjule dem så godt vi kan. Så er fordommene eksplicitte, men skjulte: Vi har ikke lyst til at indrømme at vi er racister, men vi har egentlig ikke noget imod at være det. Det sidste er vel den mest skræmmende mulighed, for den betyder at racisme (og homofobi og antisemitisme og andre former for fordomme og had) bare er “gået under jorden”. Vi lyver ikke for os selv, vi lyver for de andre.

Hvordan finder vi ud af hvad der foregår inde i vores hoveder? I dag kunne jeg læse en interessant artikel af den amerikanske dataanalytiker Seth Stephens‑Davidowitz, der har fået adgang til søgedata hos Google, forstået som de søgestrenge, brugerne indtaster. Hans konklusioner kan ses i bogen Everybody Lies: What the Internet Can Tell Us About Who We Really Are, som nu står på min ønskeliste.

Det er afslørende at se, hvad der bliver søgt på, og måske kan det på indirekte vis fortælle os f.eks. hvor stor en procentdel af befolkningen i USA, der er homoseksuelle. Det er således alle steder i USA omkring 5 procent af alle søgninger efter porno, der er søgninger efter bøsseporno, og der er små forskelle i søgehyppigheden mellem delstaterne – i Mississippi er den 4,8%, mens den i Rhode Island er 5,2%. Men det kan også røbe noget om hvor mange, der er åbne om deres seksualitet. For ser man efter hvilke mandlige Facebook-brugere, der angiver, at de er interesseret i mænd, er der procentvis dobbelt så mange i Rhode Island som i Mississippi, hvor der er langt lavere opbakning om at tillade homoseksuelle ægteskaber.

En anden interessant og trist observation er om racismen i USA. Der er 17 gange flere søgninger på “nigger jokes” end på søgninger om vittigheder om andre etniske og religiøse mindretal i alt. Og disse søgninger ser ud til at være mest hyppige på bestemte tidspunkter, hvor der er fokus på afro-amerikanere i medierne. Ét tidspunkt var efter orkanen Katrina i 2005, der især ramte bydele med sorte amerikanere. Et andet var da Barack Obama blev valgt til præsident i 2008. Og søgningerne efter “nigger jokes” vokser i hyppighed med omkring 30 procent på Martin Luther King Jr Day.

Racistiske vittigheder er i høj grad eksplicit racisme, og det får Stephens-Davidowitz, der selv er en kridhvid mand, til at fremsætte den hypotese, at årsagerne til den diskrimination, der stadig er udbredt i USA ikke så meget er et resultat af tidligt indlærte og underbevidste negative reaktioner mod afro-amerikanere som den er et resultat af at millioner af hvide amerikanere søger efter “nigger jokes”.

Min umiddelbare tanke efter at have læst Stephens-Davidowitz’ artikel er, at det kunne være interessant at lave en lignende undersøgelse for danske søgeresultater.

Flattr this!

Alle hjælpemidler tilladt?

I går var sidste dag inden ferien, og jeg sad i frokostpausen og snakkede med en kollega om vores erfaringer med forskellige eksamensformer. Han mente, at man til skriftlig eksamen kunne tillade alle hjælpemidler. Vi skal selvfølgelig huske at tilpasse opgaverne til det, men vi vil altid kunne fange de studerende, der ikke ved nok selv, sagde han. Vi er trods alt dem, der er fagligt kompetente. Man har ingen glæde af hjælpemidlerne, hvis ikke man ved hvordan man skal bruge dem, var hans påstand.

Jeg var har altid været mere betænkelig selv. Min bekymring har ikke været den, at nogle eksaminander vil lave besvarelser, der er perfekte, men derimod at nogle eksaminander alene ved at bruge Internettet, gamle opgaveløsninger og lærebøger til afskrift vil kunne præstere besvarelser, der er dårlige, men samtidig tilsyneladende acceptable. Og ideen om at “alle hjælpemidler er tilladt” vil føre nogle studerende længere ud i den frygtede “notatsyge” hvor de tror, at de kan lade notaterne bestå eksamen.

Det er en svær diskussion. Den bliver yderligere kompliceret af at vi nu ser hjælpemidler, der faktisk kan mere end vi har set før, fordi de ikke kræver nogen kompetence fra brugeren. Hermed kan det faktisk blive tilfældet at “hjælpemidlerne bestod eksamen”. En high school-lærer i USA stillede for nylig et opgavesæt til sin klasse i “Advanced Calculus” og ved en fejl var det kommet til at indeholde en opgave, som var hinsides det, eleverne ville kunne lære. Men alligevel var der flere af eleverne, der indleverede korrekte løsninger, komplet med mellemregninger og det hele. De havde brugt Wolfram Alpha, som er et omfattende websted, der gør det muligt at løse ikke-trivielle standardopgaver inden for matematik og andre fagområder. Min fornemmelse er, at Wolfram Alpha bevæger sig på gymnasieniveau og nogle gange lidt over.

Også inden for fagområder, hvor jeg selv underviser, vil det være en udfordring at tillade Internetadgang. Der findes f.eks. websteder, der ud fra et regulært udtryk kan konstruere en nondeterministisk endelig automat. Algoritmen, der gør det, er en algoritme, som er et fast emne i det kursus, jeg har holdt mange gange. I flere eksamenssæt har jeg stillet det som opgave at foretage denne konstruktion med blyant og papir. Men hvis man kan gå på nettet, kan man bede et websted om at gøre dette.

Det er disse nye fænomener, der nærer min betænkelighed ved at sige at alle hjælpemidler skal være tilladt til eksamen.

Flattr this!

Ærlige Danmark?

I dag kan jeg læse, hvordan man i Kina er ved at indføre et pointsystem for borgerne.

I Shanghai sker det i form af en app, der hedder Ærlige Shanghai. I appen skal man først indtaste sit nationale identifikationsnummer og så bruge mobilens kamera til at scanne ansigtet. Når man har gjort det, kan appen finde brugerens personoplysninger, og her er tale om mere end 3.000 datasæt fra omkring 100 offentlige myndigheder, alt fra parkeringsbøder til bankoplysninger.  Et døgn senere får man så sin bedømmelse: rigtig god, god eller dårlig. Alt efter den bedømmelse man har fået, kan man så drage nytte af rabatordninger og f.eks. købe billigere flybilletter, hvis man er god. Der er ikke så meget, man kan, hvis man derimod er dårlig.

Der er også andre steder i Kina (i alt 40 steder) hvor man har indført lignende pointsystemer. Hele ideen blev først testet i Suining i 2010, hvor der var fire ratings. Hvis man fik et A, kunne man bl.a. få statsstøtte til at starte en virksomhed, mens man ville blive afskåret fra al offentlig støtte eller beskæftigelse (!), hvis man fik et D.

Umiddelbart virker alt dette til at være langt ude, men ideen om et altomfattende pointsystem er i virkeligheden målbarhedsidealet fra new public management kombineret med diverse rating-systemer fra sociale medier i sin yderste konsekvens. Så vidt jeg kan se, vil det være uhyggeligt nemt at designe en Ærlige Danmark-app ved at kombinere indholdet fra de offentlige registre med aktivitetsoplysninger fra vores færden på de sociale medier. Og det er nok en af grimmeste muligheder, som fascinationen af big data har ført med sig.

Flattr this!

Det er ikke Nordkorea, men…

Raif Badawi

I dag kan jeg i dagbladet Information læse at BAE Systems har eksporteret overvågningsteknologi til Saudiarabien efter tilladelse fra Erhvervsstyrelsen – også selv om britiske myndigheder havde advaret mod dette.

Det, der her er tale om, er software til kryptanalyse – og derfor software, der kan bruges til at aflytte krypteret kommunikation. Det er naturligvis ikke software, der skal bruges til fredelige formål, og i et land med et stort hemmeligt politi turde det være indlysende, hvad denne software skal anvendes til.

Hvem er det, de saudiarabiske myndigheder holder øje med på nettet? En af dem er Raif Badawi på billedet ovenfor. Han blev i maj 2014 idømt 10 års fængsel og 1000 stokkeslag samt en bødestraf for at oprette en kritisk hjemmeside om politiske og sociale forhold i Saudi Arabien. Han fik de første 50 slag fredag den 9. januar og myndighederne ville derefter give ham yderligere 50 stokkeslag hver fredag, indtil han har fået 1000. Men hans helbredstilstand efter de første 50 stokkeslag var sådan, at myndighederne har udskudt stokkeslagene til han er rask nok til det.

Det er trist at se, at danske myndigheder blåstempler eksport af denne slags teknologi til et af de mest undertrykkende regimer i verden. I tilfældet Saudiarabien befinder vi os på samme niveau af foragt for menneskerettighederne som for Nordkoreas vedkommende. Jeg bemærker også (og det har jeg gjort før) at BAE Systems er en af Aalborg Universitets samarbejdspartnere og har mange kandidater fra AAU ansat på firmaets afdeling i Nørresundby – herunder folk, jeg tidligere har undervist og som jeg husker fra den tid som gode og ordentlige studerende. Jeg vil opfordre min arbejdsgiver og dem, jeg har undervist, til nu omsider at huske, at de også har et ansvar, og til at sige fra over dette uværdige scenarie. Er dette for meget forlangt?

Flattr this!

Det daglige lotteri

Mange ved, at jeg bruger de sociale medier regelmæssigt. Den største gevinst, jeg selv har fået på Facebook, er at jeg omsider fik kontakt med min yngste søster for otte år. Det har betydet rigtig meget for mig. Men alt det andet, jeg får ud af Facebook og Twitter og Instagram er – ja, hvad er det egentlig? Og hvorfor bliver jeg ved med at vende tilbage?

I et interview med CBS News siger Tristan Harris, der tidligere var product manager for Google at

Well every time I check my phone, I’m playing the slot machine to see, “What did I get?” This is one way to hijack people’s minds and create a habit, to form a habit. What you do is you make it so when someone pulls a lever, sometimes they get a reward, an exciting reward. And it turns out that this design technique can be embedded inside of all these products.

De sociale medier er et lotteri på lavt niveau. Modsat rigtige lotterier er de sociale medier et lotteri, hvor gevinsterne altid er små – et synes om eller en kommentar eller et billede.  I et stort lotteri kan man få en stor gevinst og aldrig få lyst til at spille igen. Gevinsterne på de sociale medier skal få os til at komme igen, og på denne måde er den afhængighed, mange af os føler, måske en slags ludomani.

Ofte tænker jeg også, at kontakten via sociale medier og chat-fora i sig rummer en lignende dobbelthed: Vi kan kontakte hele tiden, mens vi er online. På denne måde er vi altid nogenlunde tæt på hinanden. Men vi er aldrig fysisk til stede med dem, vi kan kontakte, så den begrænsede interaktionsmulighed, som et synes om eller en kommentar eller et billede eller en chat-dialog giver os, gør samtidig at vi aldrig er helt tæt på hinanden. Den store “gevinst” – og den store risiko – er kun til stede, når vi er sammen i sædvanlig forstand. Alt det andet samvær på nettet er at regne for approksimationer. Når vi bliver med at kontakte hinanden, er det i håbet om at nå tættere ind til hinanden, men det vil vi aldrig for alvor kunne, mens vi er på nettet. Vi får altid en lille gevinst, men aldrig den helt store.

Flattr this!

Der er én, der våger over dig

Her til aften holdt jeg et oplæg ved en af debataftenerne arrangeret af studenterpræsterne i Aalborg under fællestitlen Science & Cocktails. Ovenfor kan I se mine slides; der er nogle små film med, som I desværre ikke kan se her.

Deltagerne ved Science & Cocktails.

Desværre var arrangementet ikke så godt besøgt; vi skulle konkurrere med et foredrag af Svend Brinkmann i Folkekirkens Hus lige ved siden af Studenterhuset og poetry slam nede i den store sal. Men jeg, studenterpræst Christen Staghøj Sinding og de 10 fremmødte fik ikke desto mindre en interessant snak, der førte os vidt omkring. Det er ikke overraskende, at vi igen og igen vendte tilbage til den omfattende dataindsamling, som ikke mindst Facebook, Google og de store webbutikker som f.eks. Amazon foretager. Det er enorme datamængder, som der nu sættes mange kræfter ind på at kunne analysere – og her kommer universiteterne ofte virksomhederne til hjælp ved at oprette nye uddannelser i det, der er kommet til at hedde data science. Vi kom også omkring BAE Systems og deres indsats for at udvikle overvågningsteknologi, som kan eksporteres (og bliver eksporteret) til lande i Asien, der overtræder menneskerettighederne i stor stil.

Nikolaj vinder et poetry slam for anden gang i træk.

Efter lidt over halvanden time sluttede vi, og jeg gik nedenunder til poetry slam, hvor jeg havde meldt mig til og dukkede op i allersidste øjeblik. For anden gang i træk var det Nikolaj Lind Holm, der vandt (og igen var det fuldt fortjent), men selv endte jeg på en andenplads. Og det var slet ikke skidt, alt taget i betragtning.

Flattr this!

Tim Berners-Lee

Jeg er så gammel, at jeg kan huske Internettet, da der kun var e-mail, FTP, Usenet, Internet Relay Chat og noget, der hed Gopher, som kun få brugte. Dengang, fra 1987 og frem til begyndelsen af 1990’erne, var der ikke mange, der lod sig imponere af mine beretninger om hvor nemt det var at sende data fra det ene land til det andet. Men så, i 1994, spurgte Lars Albertsen, som jeg det semester var vejleder for, om jeg kendte et nyt program, der hed Mosaic. Det gjorde jeg ikke, men jeg kom hurtigt til at blive flittig bruger af denne, den første webbrowser. Nogle måneder senere fortalte WAP os om AltaVista-søgemaskinen, og også her blev jeg hurtigt en flittig bruger. Fluks fortalte jeg min daværende kæreste (som var på samme institut som mig) om AltaVista – og så var hun også fanget ind. Det, vi havde lært at besøge, var World Wide Web.

I dag kunne jeg læse at Tim Berners-Lee modtager ACMs Turing Award i år. Og det er da også på tide, for netop Berners-Lees betydning kan ikke overvurderes. Uden hans opfindelse af World Wide Web ville Internettet ikke se ud, som vi kender det i dag. Denne blog ville ikke eksistere, hvis ikke det var for WWW. De fleste mennesker uden for datalogi taler ikke om WWW, men opfatter det som synonymt med Internettet.  Alene dét viser begrebets betydning.

Og så er det da også interessant, at Turing-prisen endnu en gang går til en person, der oprindelig ikke er datalog – Tim Berners-Lee har en bachelorgrad i fysik og arbejdede i den egenskab for CERN, da han fandt på WWW.

Flattr this!

Automatisering i skyerne?

Foto: Vice.com (https://munchies.vice.com/en_us/article/robots-cooked-and-served-my-dinner)

Jeg kan ikke undgå at lægge mærke til, at der nu er en masse tale om konsekvenserne af automatisering og om hvordan maskinintelligens vil accelerere denne udvikling. Selv i statsministerens nytårstale kunne man høre tale om disruption, og her fremstod automatiseringen nærmest som et uafvendeligt naturfænomen.

Den skrækblandende begejstring minder mig dog en del om stemningen for 30 år siden, da man talte om ekspertsystemer. Dengang var der mange, der var sikre på, at der var store omvæltninger lige om hjørnet. Denne gang er det helt store tegn på, at der er et stykke vej igen, at mange af disse former for maskinintelligens benytter sig af dataanalyser, der kræver indblanding fra “skyen” (læs: en stor klynge servere). Den fra Apple-produkter så kendte talegenkendelses-app Siri er f.eks. helt afhængig af dataanalyser fra en server.

Ét er at kravene til regnekraft er så store, at de kun kan håndteres af en stor serverpark. Et andet incitament til ikke at lave dataanalyserne lokalt er, at det vil gøre den enkelte “intelligente” enhed mere kompliceret og sværere at vedligeholde og opgradere. Det er lettere at lave hyppige opdateringer af data-analyse-software på én central server end lokalt på f.eks et stort antal robotter.

Min bekymring er derfor ikke så meget en bekymring om “tænkende maskiner” og deres overlegenhed, men derimod en bekymring om de allerede velkendte sikkerhedsudfordringer, der har at gøre med at placere store mængder af data i “skyen”, og en bekymring om motiverne bag automatiseringen snarere end hvad automatiseringen måske kan opnå kort sigt. For her sker der hele tiden noget, også selv om løsningerne ikke er så elegante eller vidtrækkende, som nogle gerne vil have at de skal være.

Hele påstanden om “det skal kunne betale sig at arbejde” (der reelt er udtryk for påstanden “det kan lige nu betale sig ikke at arbejde”, dvs. at arbejdsløse ikke gider arbejde, fordi dagpengesatsen overstiger et vist beløb) kan nemlig få en anden og utilsigtet betydning: At det ikke kan betale sig at have  lavtlønnede og ufaglærte arbejdspladser. Man kan således allerede nu se, hvordan der er en del forsøg på at erstatte ufaglært arbejdskraft i fødevareindustrien med robotter.

Det er her, konsekvenserne kan blive store for samfundet – for ansættelse i fast food-foretagender og landarbejde som bl.a. frugtplukkere er typiske indgangsjobs for så forskellige grupper som uddannelsessøgende og flygtninge.

Flattr this!

Farvel til WAP

I dag tog vi afsked med Wladyslaw A. Pietraszek, af mange bare kaldet WAP efter sine initialer. Wladyslaw, der oprindelig er fra Polen (han er endda fra Sydpolen!), kom til Aalborg i 1984 efter en kort ansættelse på Århus Universitet. Oprindelig var han lektor i datalogi, men snart gik han over til at være systemansvarlig, og det var i den kapacitet, han tog initiativet til at opbygge det, der efterhånden blev til en god og effektiv IT-tjeneste ved det, der i dag er Institut for datalogi. Denne tjeneste blev udbredt til flere institutter, og i 2009 besluttede universitetsledelsen at oprette en fælles IT-tjeneste, som Wladyslaw og de andre IT-ansvarlige fra Institut for datalogi blev rekrutteret til. Herefter så vi desværre ikke længere så meget til ham.

Jeg husker de tidlige år med de små Macintosh-maskiner, de store Sun-arbejdsstationer og den første laserprinter, og jeg husker hvordan Wladyslaw var med til at bringe Internettet til AUC, som universitetet hed dengang. Og jeg husker som så mange andre hans rolige og tålmodige facon, når han forklarede os de aspekter af IT-tjenesten, som godt kunne drille. Selv om jeg og andre ikke har set meget til ham, siden han blev leder af ITS, bliver det underligt at han ikke er på universitetet mere.

Flattr this!