Selvet som teknologi

Der er et interessant interview på Edge.org med Peter Galison, der er professor i videnskabernes historie på Harvard.  Man tænker tit på teknologien som noget, der skal erstatte eller forstærke mennesker. Men Galisons pointe er den lidt bagvendte, at det ofte er omvendt – at den teknologi og de samfundsforhold, vi har, bestemmer vores syn på mennesket og selvet. Sigmund Freud skulle have fået sin idé om fortrængning og “forbudte” tanker som en analogi med den censur og forfølgelse af anderledes tænkende, der fandt sted i zartidens Rusland. Senere, omkring 2. verdenskrig, opstod en anden, mekanistisk forståelse af selvet og menneskers reaktionsmønstre, der tog udgangspunkt i kybernetik og kontrolteori.

En mulig grund til at nogle regner med at mange slags arbejde vil forsvinde, fordi den vil blive erstattet af maskinintelligens, kan være, at de opfatter det at arbejde som at udøve en form for maskinintelligens. Vi skal derfor bare aflure hvordan mennesker gør, og så kan vi erstatte dem med maskiner, der udfører de samme handlinger, bare bedre.

Og jeg spekulerer på, hvornår det mon er tilfældet, at den kritik, magthaverne kommer med, og den kritik, vi kommer med af hinanden, egentlig består i at kritisere mennesker for at være en slags dårlige maskiner.

Autonome våben fra AAU

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan ledelsen på Aalborg Universitet er meget ihærdig i sit ønske om at få midler fra EUs nye militære forskningsprogram, der er rettet mod våbenudvikling. Der er allerede 90 millioner euro i PADR-projektet, men i 2019 kommer formodentlig den store European Defence Fund (EDF) på 13 milliarder euro, formodentlig mere. Som så ofte før er der her tale om et EU-program, der i høj grad består i støtte til virksomheder, og virksomhederne har selv bestemt hvordan de skal støttes. Den belgiske NGO Vredesactie (Fredsaktion) har dokumenteret, at EU-kommissionens forslag til rammer for EDF i høj grad er baseret på materiale fra militærindustrien. 

AAUs ledelse har oprettet kontoret AAU Defence, og en del af den strategiske satsning er, at AAU skal satse på udvalgte områder som bl.a. militærforskning og autonome systemer (omend kandidatuddannelsen i autonome systemer nu lukker på grund af de seneste nedskæringer).

Det er to meget aktuelle områder, AAU åbenbart nu skal satse på. Snart er der den årlige konference i i European Defence Agency, From unmanned to autonomous systems: trends, challenges and opportunities, hvor EU-pinger og den europæiske militærindustri mødes. Som titlen antyder, er noget som EDA interesserer sig særligt for, er såkaldte autonome våbensystemer. Det er våben, der uden menneskelig indgriben (og på baggrund af maskinintelligens) udvælger og angriber mål. Den slags våben er formodentlig i strid med folkeretten; det Internationale Røde Kors har sat spørgsmålstegn ved om våben, der træffer beslutning uden menneskelig indgriben, overhovedet er lovlige.  Måske kan autonome våben en dag overholde international humanitær lov, hvis deres beslutninger er baseret på at international lov skal overholdes. Men dertil er man slet ikke nået endnu. Det hele kompliceres yderligere af, at der er en ulden grænse mellem egentlige autonome våben og våben som droner.  

Der er faktisk netop nu en kampagne i gang for at få autonome våben forbudt.  I juli år tilsluttede 160 organisationer og virksomheder, der specialiserer sig i maskinintelligens, sig et krav om et sådant forbud, Alligevel satser Aalborg Universitet tilsyneladende på et så tvivlsomt og foruroligende område. Jeg håber, at jeg tager fejl.

Set gennem en voksende RUS

Vi har fået et nyt rejseafregningssystem på Aalborg Universitet, som vi skal bruge i forbindelse med afregning for vores tjenesterejser. Det gamle system hed RUS, så det nye hedder selvfølgelig RUS2. Den 28. marts i år annoncerede centraladministrationen, at der ville være kurser i brugen af RUS2 i løbet af foråret. Desværre faldt kurserne på tidspunkter, hvor det var umuligt for mig at deltage.

Da jeg i september i år foretog en tjenesterejse til Portugal, spurgte jeg ved hjemkomsten vores sekretærer om hvordan jeg dog skulle komme i gang med at bruge RUS2, når nu jeg aldrig var blevet introduceret til det. De kunne berolige mig med at RUS2 sandelig ikke var klar til brug endnu, så jeg kunne fortsætte med at bruge det gamle RUS (som jeg i parentes bemærket altid har fundet besværligt).

Men så kom min tjenesterejse til Grækenland, og nu var RUS2 i mellemtiden blevet klar, så nu var der ingen vej udenom. Der var et problem med at tilføjevedhæftede bilag, fik jeg dog at vide, da jeg loggede ind. Jeg brugte en halvanden time her til formiddag på at indskanne alle mine rejsebilag og indtaste alle oplysninger – alt sammen uden nogensinde at have modtaget en introduktion til systemet. Til sidst havde jeg, ved at prøve mig frem, fundet ud af hvordan jeg kunne indføje udlægsposter, tilføje bilag og angive rejsedage. Og så indsendte jeg rejseafregningen.

Den blev afvist. Sekretærerne gjorde mig venligt opmærksom på at jeg havde angivet forkert omkostningssted. Og de ville meget gerne finde ud af, hvilken grænseflade til systemet, en ikke-administrativ medarbejder som mig ville få at se.

Få minutter senere befandt de sig på mit kontor, og vi prøvede at finde ud af hvad vi skulle gøre. Ingen af os vidste, hvad vi skulle gøre, men til sidst regnede vi ud, at man kunne gøre dette ved at rette oplysningerne om omkostningssted for hver enkelt udgiftspost for sig. Hvad vi derefter skulle gøre, og hvordan den rettede afregning skulle genindsendes, fandt vi derimod ikke ud af. De meget tålmodige sekretærer lovede at finde ud af det. 

Historien om RUS2 er en desværre lidt for typisk historie på flere måder, nemlig en historie om centraliserede forsøg på “effektivisering”.

For det første er RUS2 historien om et nyt software-system, hvor det er uklart, i hvilket omfang brugerne er blevet inddraget (den grumme historie om digital eksamen er et eksempel, der bør skræmme). Introduktionen til systemet er ikke blevet koordineret med ibrugtagningen, og der er stadig irriterende fejl.

For det andet er RUS2 endnu et tidstypisk forsøg på at spare resurser ved “selvbetjening”. Denne tendens kender vi fra bl.a. Føtex, hvor man nu beder kunderne om selv at tage sig af at afslutte køb i stedet for at have ekspedienter. På Aalborg Universitet består selvbetjeningen i at lade hver enkelt medarbejder tage sig af en administrativ opgave. I gamle dage var der administrativt personale, der tog sig af rejseafregninger mm., så forskere og undervisere kunne koncentrere sig om det, de egentlig troede, de var ansat til, mens de administrative medarbejdere tog sig af det administrative. Sådan er det ikke mere. Men det letter ikke presset på de administrative medarbejdere – tværtimod skal de alligevel ofte intervenere for at en rejseafregning kan gå igennem.

(– og så vil jeg i øvrigt bede Henrik og Peter Olesen om tilgivelse for at have tyvstjålet titlen fra deres sang fra 2000)

At kigge teksten igennem

Kilde: http://webwoman.dk

Jeg kan huske, når studerende, jeg har undervist i et kursus, har fortalt mig at de har “kigget teksten til i dag igennem”. Da er jeg altid blevet temmelig urolig, for tekster på en universitetsuddannelse er bestemt ikke nogen, man kan nøjes med at kigge igennem. En matematisk tekst er især et ærkeeksempel på en tekst, som man ikke kan få ret meget ud af ved at “kigge den igennem”.

Men undersøgelser fra så langt tilbage som 2005 tyder på, at det at “kigge en tekst igennem” kan være på vej til at blive den nye norm for hvordan man læser. Det skyldes, mener forskerne fra San José State University i USA, at man læser på en anden måde, når man læser på en skærm. Tilsyneladende er det ikke så vigtigt, om skærmen ligner papir. Det er den mulige læsehastighed (eller hvad vi nu skal kalde det), der gør forskellen. Blandt andet er man som læser mindre tilbøjelig til at kigge tilbage i teksten, hvis man er gået glip af noget. Desuden er man mere tilbøjelig til at lede efter nøgleord end til at læse hvert enkelt ord i teksten. Men når man læser på denne måde, bliver de dybe kognitive processer i hjernen ikke aktiveret på samme måde, og man får ikke det samme ud af teksten. Og man kan rent ud sagt ende med at misforstå det, man har læst.

Det fysiske medium har betydning, når man læser – præcis ligesom det har betydning, om en præsentation bruges “hurtige” slides eller “langsom” tavle og kridt. Mediet er en del af budskabet. Man kan have stor glæde af ikke at skulle læse alt i papirform. Det er en vigtig pointe, som også skal bedre frem i undervisningssammenhænge, at man stadig er nødt til at kunne læse både på papir og på en skærm, og at de rigtig vigtige tekster skal læses på papir. 

Digitalisering er ikke nødvendigvis grøn

En figur, der viser hvad en enkelt søgning på Google forbruger af energi. Kilde: https://developmentwatchuk.files.wordpress.com/2011/03/google-energy-infographic.png

Det bliver ofte sagt, at digitalisering vil være gavnligt for miljøet. Et eksempel, som ofte fremhæves, er at mange arbejdspladser (blandt andet de danske universiteter) stræber mod at blive papirløse. Men det er slet ikke så enkelt, som man tror.

Det voldsomme eksempel på at digitalisering kan være miljøbelastende er kryptovalutaerne, og her ikke mindst Bitcoin. Det er ikke betalingerne, men selve “minedriften” for at finde nye bitcoins i blockchain-ledgeren, der sluger en masse energi og dermed er medansvarlig for den menneskeskabte udledning af CO2. Minedriften består (løst sagt) i at prøve at beregne inverse funktionsværdier af en funktion, der er svær at invertere. Og det kræver en masse regnekraft, der så igen kræver en masse elektricitet. I 2014 estimerede to irske forskere at energiforbruget ved denne aktivitet alt i alt svarede til Irlands samlede energiforbrug.  En artikel fra år er enig med dette estimat.

For hele Internettets vedkommende er et nyt estimat, at det står for omkring 9 procent af verdens samlede forbrug af elektricitet. I en artikel i New Statesman kan jeg læse, at forskere har estimeret at verdens serverparker i 2025 vil stå for en femtedel af verdens samlede elforbrug og i 2040 vil være ansvarlige for 14 procent af al menneskeskabt udledning af CO2. 

Firmaet Climatecare har en interessant figur, der opsummerer hvad vi i dag ved om Internettets klimabelastning. Formodentlig er den større end luftfartens.

Konklusionen på alt dette er dog selvfølgelig ikke en sovepudekonklusion om, at vi bare skal lade stå til og fortsætte som vi plejer. Og det vil fortsat være langt mere energieffektivt at mødes over nettet end at rejse med fly for at mødes. Men det er nødvendigt at beslutningstagerne (og i et demokratisk samfund skal det derfor også være borgerne) overvejer meget nøje, hvornår og om digitalisering rent faktisk er til fordel for miljøet – og at der bliver forsket i hvordan vi nedbringer energiforbruget ved brug af elektronik. Inden for kryptovalutaernes verden er der bestræbelser i gang på at finde energieffektive alternativer til den dyre proof of work-protokol, som Bitcoin bruger.

Netop dét er et forskningsproblem inden for datalogi, som er særdeles relevant og som jeg selv er begyndt at tænke nærmere over.

Hvem lærer os at kigge på vores smartphone?

Kilde: https://bgr.com/2013/11/04/smartphone-public-use-bad-samaritans/

I Politiken er der en fascinerende fotoserie, der viser mennesker på gaden med hver deres smartphone. Alle billeder er taget af fotografen Martin Lehmann på gaden i København. Han siger

Jeg kastede mit kamera i alle retninger, men det var helt umuligt at nå at fotografere dem alle. Når man først fokuserede på det, var de der hele tiden – folk med hovedet nede i den der lille lysende skærm. Det var mennesker i blå, i rød, på cykel, med barnevogn. Det var mænd, kvinder, børn, unge, gamle…. Det var alle slags mennesker – med et total fravær til fælles.

Alle stirrer intenst på dem, og det er en adfærd, der på én og samme tid er asocial og social. Det sociale aspekt er selvfølgelig den kontakt, man får med andre gennem at bruge sin telefon. Det asociale aspekt består i at det er blevet helt almindeligt at tage en smartphone frem på alle mulige og umulige tidspunkter, og også når vi er sammen med andre og måske endda skal forestille at tale sammen. Reaktionen er også ved at sætte ind, bl.a. i form af det nylige forbud mod elevers brug af smartphone i folkeskolen i Frankrig.

Billedet ovenfor er ikke fra denne serie – det er fra 2013 og fra Italien. Det viser blot, at fænomenet ikke er så nyt igen. Men hvor har vi lært smartphone-adfærden henne? Nogle vil sige, at der altid har været tilsvarende adfærd – f.eks. adfærden med at gemme sig bag en avis i busser og tog. Men der er ikke ret mange, der før i tiden greb ud efter aviser midt under samtaler og i andre sociale sammenhæng.

En parallel er snarere rygning, der også en på én gang social, asocial og vanedannende adfærd, og jeg kan se, at Robbie Gonzalez drager samme parallel i samme i et essay i Wired. Rygere har en slags socialt fællesskab, men samtidig generer deres røg alle os andre, der ikke ryger. Her hører ligheden selvfølgelig op. Rygning er et helt igennem negativt og skadeligt fænomen; det samme gælder bestemt ikke for smartphones.

Der er imidlertid én anden ting, der er fælles: Mennesker lærer deres smartphone-adfærd på samme måde som mennesker lærer f.eks. at ryge, nemlig indirekte påvirkning fra andre. Der er næppe ret mange forældre, der lærer deres børn at ryge, og så er der alligevel temmelig mange børn, der ender med at blive rygere. Der er næppe heller ret mange forældre, der lærer deres børn at bruge smartphone hele tiden.

Da jeg var barn i 1970’erne, var der tobaksreklamer alle vegne. Jeg ved selv, at der er tre vigtige grunde til at jeg aldrig begyndte at ryge (og faktisk aldrig har prøvet det). Den første er, at ingen i mit barndomshjem røg, så det var ikke noget, jeg oplevede så meget i det daglige. Den anden er, at det var og er usædvanligt ubehageligt for mig at være i nærheden af folk der ryger. Men ikke mindst spillede social konditionering ind: de børn og unge på min egen alder, der først begyndte at ryge, var nogen, jeg ikke brød mig ret meget om (og nok heller ikke brød sig så meget om mig).

I tilfældet smartphones er den sociale påvirkning derfor vigtig. Men der er også en parallel til tobaksreklamerne, nemlig den massive påvirkning fra producenterne af smartphones og alskens tilbehør til dem. Og ikke mindst: Der var engang for kun 10 år siden, hvor smartphones var et særsyn. Adfærden er ikke kun socialt tillært; producenterne fremmer den også. Derfor skal vi også have fat i dem, hvis vi vil ændre og forbedre vores smartphone-adfærd, så vi kan finde frem til en smartphone-etik.

De overlevende

I min barndom så jeg en skræmmende BBC-produceret tv-serie, der hed The Survivors. Den var produceret af Terry Nation, der også stod bag bl.a. Blake’s Seven og hele 62 afsnit af Doctor Who. The Survivors handlede om hvordan små grupper af overlevende prøvede at klare sig videre efter en global krise, der havde lagt det meste af verden øde. Serien var fra 1975, hvor man i den vestlige verden for første gang anede at de fede år måske var omme. Der havde været oliekrise og bilfrie søndage.

Nu, mere end 40 år senere, er The Survivors blevet genindspillet (den kom i 2010; jeg har endnu til gode at se serien). Dét er i sig selv sigende. Og der er uden for fiktionens verden på den ene side fokus på den globale opvarmning og på den anden side også en hel masse snak om automatisering og alskens “snilde teknologier”; regeringen har sågar nedsat et “disruptionsråd”. Umiddelbart virker det underligt, at den store pessimisme og den store optimisme på denne måde kan sameksistere.

Den amerikanske medieforsker og forfatter Douglas Rushkoff har skrevet en tankevækkende beretning om et indbudt foredrag, han holdt til et lukket møde for stenrige investorer. Mødets tema var fremtidens teknologiske udvikling. Men faktisk, skriver Rushkoff, var de rige forretningsmænd ikke interesseret i de kommende teknologier til at skabe en bedre fremtid, men derimod i hvordan sådanne teknologier kunne bruges til at sikre deres egen overlevelse når det hele en dag bryder sammen. Hermed tænkte de på klimaforandringer, krige og omfattende social uro.

For nogle uger siden skrev jeg om hvordan de, der ikke vil gøre noget den globale opvarmning, ofte simpelthen er “strategisk ligeglade” – de vil simpelthen ikke gøre noget, fordi deres ræsonnement er at krisen først og fremmest vil ramme andre. Nu handler det om at være sig selv nærmest, tænker de.

Så meget af den tilsyneladende teknologioptimisme, som bl.a. Elon Musk er eksponent for med sine fantasier om at kolonisere Mars og hvad ved jeg, er i virkeligheden udtryk for en selvcentreret form for pessimisme. Den er en overklasseudgave af den survivalisme, der får i USA får borgere, der ikke er rige, til at hamstre mad og øve sig i at bruge våben så de kan være forberedt på den dag, det hele bryder sammen. Det er derfor, pessimismen og den tilsyneladende optimisme lever sammen: de er to sider af samme sag.

Skærmblind

Der er en interessant klumme i Wired om “skærmblindhed”, som er den ærgerlige konsekvens af at man mest sidder og læser tekst på skærme – små skærme, mellemstore skærme og store skærme.  Det går simpelthen ud over synet. I oktober 2016 fik jeg multifokale kontaktlinser for at gøre noget ved det faktum, at jeg nu både er nærsynet og har “gammelmandssyn”. Men siden da er mit syn faktisk blevet lidt dårligere igen.

Man skal se noget andet end at kigge på skærmen en gang imellem, for det er ikke godt for de små muskler i øjet at fokusere så længe og så intenst på skærmen. Uden for det kontor, jeg havde indtil sommeren 2016, var der et træ med en fuglerede. Og uden for det kontor, jeg havde i efteråret 2016, var der udsyn til græs og til en bygning af samme slags. Fra og med foråret 2017 har jeg haft udsigt til en parkeringsplads, hvor der står nogle træer. Jeg må tage mig sammen til at kigge lidt ud på træerne derude engang imellem.

For en anden konsekvens af al den megen skærmtid er måske også, at man får sværere ved at se ordentligt på alle de mange ting, der er uden for skærmen,  dvs. den faktiske verden, vi lever i. Ovre i USA er en forfatter ved navn Gabriel Popkin begyndt at arrangere tree walks. Og nej, det har ikke noget med gennemvandring af træstrukturer at gøre. Gabriel Popkin tager såmænd på gåture sammen med interesserede, hvor man går rundt i Washington D.C. og kigger på byens mange fine træer. Det lyder da egentlig hyggeligt og godt. Jeg er vokset op i Han Herred, og som barn havde jeg en nogenlunde fornemmelse af hvilke slags træer, der var i nærheden af mit hjem. Lige nu er jeg faktisk i tvivl om hvilke slags træer det er, der er ude på parkeringspladsen. Jeg må vist hellere se efter.

Med blyant og papir

I dagens udgave af dagbladet Information er der en leder, der fortjener stor ros. Jeg havde aldrig turdet håbe på, at jeg i en dansk avis skulle læse linjer som nedenstående.

Inden for datalogien bruger man i høj grad stadig papir og blyant, både på de datalogiske uddannelser og ude i virksomhederne.

Det er klart, at computere er en del af det datalogiske fag på universiteterne og bruges til at lave konkrete programmer og implementere algoritmer. Det er klart, at computere ude i teknologivirksomhederne bruges til at bygge hjemmesider og hoste databaser. Men i de videnstunge dele af faget, i de svære fag på de datalogiske uddannelser og i forsknings- og udviklingsafdelingerne ude i virksomhederne, er papir og blyant et ligeså vigtigt redskab som computeren. Hvis man for eksempel beskæftiger sig med design af algoritmer, så skitserer man ofte algoritmen på papir for at forstå dens funktion og udregne dens hastighed, og først når det er gjort, kan man implementere den på en computer.

Det er rigtig glædeligt, at der omsider er en dansk journalist, der både forstår og forklarer forskellen mellem naturvidenskaben datalogi og området informationsteknologi – og gør det i en analyse af den omsiggribende begejstring for at indføre iPads, bærbare computere osv. i folkeskole.

Derudover er det glædeligt, at lederen fokuserer på det, der efterhånden burde være klart: For at vi mennesker skal kunne bruge teknologi rigtigt og forstå teknologien rigtigt, skal vi først og fremmest kunne agere som ansvarlige mennesker. Derfor er det almen dannelse, der må være udgangspunktet.

Det interessante er, at de, der skabte det, vi i dag kalder for informationsteknologi og dens videnskabelige grundlag, for det meste var mennesker med bred almen dannelse. Jeg var så heldig at kende Robin Milner i min tid som PhD-studerende i Edinburgh, og han var (ligesom de andre legendariske professorer på LFCS dengang) et menneske, der havde en levende interesse også i filosofi, litteratur og klassisk musik. Hvis man læser Andrew Hodges’ biografi om Alan Turing, opdager man hurtigt, at også Turing havde en bred almen dannelse.

Bjarne Stroustrup, manden bag programmeringssproget C++, sagde i et interview sidste år at

Hver time, der er brugt på at lære et barn Word eller Google, kunne være brugt på noget andet: historie, litteratur, matematik, biologi, fransk, gymnastik eller en tur i skoven. Kun hvis den tid, der bruges på it, hjælper med den bredere uddannelse, er den godt brugt. It er et værktøj, ikke et mål i sig selv.

… man kan i nogle sammenhænge godt bruge computeren som et redskab til at lære de traditionelle fagområder, for eksempel kan man bruge en computer i matematik til at regne beviser efter, men det bliver ofte en distraktion.

De mest ukritisk teknologibegejstrede mennesker i vore dage er ofte nogen, der har ikke nogen dybere, fagligt baseret forståelse af teknologiens væsentlige begrænsninger.  Den slags forståelse finder man ofte blandt forskere inden for datalogi. Og netop derfor er det så bizart, at der faktisk er personer på mit institut, der vil afskaffe undervisning i grundfaget beregnelighed til fordel for undervisning i værktøjsfag.

Dine data efter døden

Nogle af mine venner på Facebook er døde. Jeg bliver mindet om det, hver gang de har fødselsdag. Det ender altid med at jeg skriver en fødselsdagshilsen, hvor jeg fortæller, at jeg savner dem. Og det giver et stik i hjertet hver gang.

Men alt dette minder mig også om at et af de spørgsmål, jeg ikke har fået taget ordentlig stilling til, er hvad der skal ske med mine data, når jeg ikke er her mere – eller måske “bare” blev alvorligt syg og permanent ude af stand til at tilgå mine data. Min blog ejer jeg selv, og hvis nogen kan have glæde af at læse dens indhold, når jeg en dag ikke er mere, er det godt. Men når abonnementet hos min udbyder udløber, bliver mine data slettet, hvis ikke nogen af mine efterladte vil forny domænet og webstedet.

Startdisken på min computer er stærkt krypteret, og det er derfor sandsynligt, at ingen vil kunne læse dens indhold. Om dette er godt eller skidt, ved jeg ikke. Måske kunne mine efterladte have glæde af at se min gamle korrespondance, måske ville jeg i virkeligheden helst slippe for det – de ser jo heller ikke med i mine emails nu, mens jeg stadig lever.

Anderledes er det med de data, som jeg har lagt offentligt til skue og som nu findes på Facebook, Twitter mm. På én og samme tid ejer jeg disse data og kan samtidig ikke forhindre Facebook og de andre i bruge dem. Og det er tydeligt, at data fra afdøde personer ikke forsvinder. Det er egentlig paradoksalt, at det netop er dé data, vi ikke selv ejer fuldt og helt, der ender med at kunne fortælle en historie om os, når vi ikke er mere.

Og jeg spekulerer på, hvordan et passende “data-testamente” mon skal se ud. Der findes en Facebook-app ved navn If I die, der kan afspille en video fra brugeren, når denne er død. Men det virker som en plat løsning. En bedre løsning på spørgsmålet om den digitale arv kan jeg se i en artikel fra DR fra 2016 hvor landsforeningen Liv & Død giver nogle konkrete retningslinjer.

Desværre er der ingen klar lovgivning på området. Og det ville være rigtig godt, hvis de udbredte tjenester som Facebook, Google osv. også blev pålagt ad lovens vej at hjælpe med at forvalte vores digitale arv på en ordentlig måde.