En hilsen fra fortiden

Fordelen opdagede jeg noget usædvanligt i det store auditorium, hvor jeg holdt klasseundervisning i Syntaks og semantik. Omme i hjørnet, skjult bag en tavle på hjul, stod der… en overheadprojektor. Det var et underligt nostalgisk gensyn, for det er år og dag siden jeg har set sådan én.

Men jeg husker endnu de glade dage i 1970’erne, hvor jeg gik i folkeskolen og overheadprojektorerne holdt deres indtog i undervisningen. Dengang troede mange lærere og skoleledere, at det ville forandre undervisningen. Det eneste, der skete, var at lærernes præsentationer blev kedeligere. Nu skulle vi elever vænne os til at se på store, hvide lysende flader og ikke altid lige godt udarbejdede transparenter. I min studietid herskede overheadprojektoren stadig. Jeg lærte en masse om vandopløseligt og ikke-vandopløseligt blæk og om kopifaste transparenter.

For knap tyve år siden blev overhead-teknologien dog afløst af præsentationssoftware. De store, lysende hvide flader levede videre, men det var slut med de ikke altid lige godt udarbejdede transparenter. I stedet kom der den ene dårligt udarbejdede Powerpoint-præsentation efter den anden.

Men teknologibegejstringen lever endnu. Aalborg Universitet har således det, ledelsen kalder for en digitaliseringsstrategi. Heri står der

Udviklingen af digitale teknologier er et rammesættende vilkår, som både åbner for nye muligheder og stiller os over for nye forventninger og krav fra omverdenen – krav om kontinuerlig tilpasning i en ofte uforudsigelig og omskiftelig fremtid, også for AAU.

Hvis den nuværende strategi var blevet til i 1970’erne, ville den have været en strategi, der udtalte at overheadprojektoren var et rammesættende vilkår! Der er på sin vis underligt, at det netop er en som mig, der skal udtrykke skepsis over for teknologien, men det er barokt at lave en officiel strategi, der ser teknologien som det primære og som det vilkår, vi skal tilpasse os, i stedet for at vi får lavet en strategi, der først og fremmest har til formål at skabe god undervisning og god (formidling af) forskning. De teknologiske hjælpemidler skal være netop dét: Hjælpemidler til at skabe god undervisning og forskning. Så i virkeligheden tror jeg vel ikke på digitalisering som noget, der har værdi i sig selv

Horror vacui i Aalborg

Her til aften cyklede jeg en tur i Nørresundby og kørte på et tidspunkt ad Jørgen Berthelsens Vej, som er fortsættelsen af Skansevejen. På et tidspunkt nåede jeg forbi et sted, hvor jeg var vant til at der lå en ubebygget grund, et lille uofficielt grønt område, som jeg før i tiden nogle gange er gået hen over. Men nu lå der nogle etageejendomme og den lille mark var væk.

Nede ved Limfjordsbroen har jeg dagligt kunne følge, hvordan der kom flere og flere etageejendomme. I gamle dage lå der et højhus ved broen ovre på sydsiden – men nu er der også flere næsten lige så høje højhuse på nordsiden, også klos op ad broen.

Og ude ved den gamle skøjtehal i Aalborg, som jeg cykler forbi hver morgen på vej til arbejde, er nogen ved at bygge etageejendomme.

På én måde er dette måske godt. For bygningsarbejderne er travlt beskæftiget, og flere mennesker i Aalborg-området kan få et sted at bo. Men på en anden måde er det trist. For alle de uregulerede områder, herunder de uofficielle grønne områder er ved at forsvinde. Det er meget, meget trist, og det er sikkert ikke kun noget, der sker i Aalborg.

I kunsthistorien har man begrebet horror vacui – angsten for tomrummet. I f.eks. tidlig islamisk kunst og i art nouveau får denne angst kunstneren til at udfylde al plads i billedet med krummelyrer. Måske ville billederne fra denne tid have været pænere uden dette fyld, men sådan tænkte kunstnerne ikke.

Det, vi ser i Aalborg-onrådet nu virker på mig som en horror vacui, der bliver påtvunget os alle sammen. Og også en så trist idé som Egholm-motorvejen er udtryk for en sådan angst for det tomme. Der er en “tom” ø ved navn Egholm, så den må vi kunne fylde ud med en motorvej. Det forekommer mig, at nogle prøver at fylde så meget ud i landskabet som muligt, koste hvad det vil – uanset om landskabets rum bør være tomt eller ej. Og ligesom når det gælder kunst, kommer angsten for det tomme til at betyde, at der ikke bliver noget sted, hvor man kan finde hvile.

Mig og Windows

Et spontant foto af min Windows-desktop.

Mange ved det nok allerede: Jeg har altid været glad for Windows. Lige siden Windows 3.1 har jeg sværget til det stabile og veldesignede styresystem, der for mig hurtigt blev et trofast alternativ til det Unix, jeg aldrig rigtig lærte at holde af. Den fleksible teksteditor Notepad, det aldrig svigtende dokumentbehandlingsprogram Word, der har skabt så mange af mine publikationer og i det hele taget hele Windows-oplevelsen har altid stået som højdepunkter i mine knap 40 år som bruger af personlige computere. Når jeg programmerer i C eller bruger Uppaal, sværger jeg til Windows.

I de situationer, hvor jeg har kunnet hjælpe forvirrede venner og kolleger ved at fortælle dem, at de bare skulle trykke Fn-F8 for lave skærmdublering med en projektor, har jeg altid mærket hvordan vi følte os som del af et stort fællesskab. (Fn-F8 er dog kun tastekombinationen på en Dell-computer; på en Acer eller på de fleste, men ikke alle HP-maskiner er det Fn-F5, og på Sony-maskiner er det Fn-F7).

Facebook, Google og merværdien

I går aftes var Facebook nede – eller rettede: Jeg kunne ikke tilgå Facebooks tjenester og skrive en statusopdatering. Det var første gang nogensinde, at jeg oplevede et så langvarigt og omfattende nedbrud

Vigtigheden af denne begivenhed gik op for mig, da jeg i dag fik en mail fra Jes Vestergaard, som engang var med i vores Amnesty-gruppe i Aalborg og en overgang endda var med i Amnesty Internationals danske hovedbestyrelse. Jes ville gøre mig opmærksom på en bog af den amerikanske samfundsforsker Shoshana Zuboff, The Age of Surveillance Capitalism. Desværre har jeg endnu ikke fået læst bogen, men Jes’ anbefaling og anmeldelsen af den i The Guardian var nok til at jeg bestilte den (hos The Guardian).

Zuboffs pointe er, at de mange data om os, som store firmaer som Facebook og Google samler om os, faktisk er en slags merværdi. I almindeligt lønarbejde sælger arbejderen sin arbejdskraft, men får ikke den fulde værdi udbetalt. Arbejdsgiveren (som retteligt er arbejdskøberen) beholder noget i form af merværdi. På samme måde er oplysningerne om alt det, vi søger efter på Google og alt det, vi skriver til hinanden på Facebook, en merværdi, som de store datasamlende firmaer har glæde af. De bruger merværdien til at målrette reklamer mod os og derved forstærke den “klassiske” kapitalisme. Det er dét, der er overvågningskapitalismen.

Og ligesom konsekvenserne af den klassiske kapitalisme først sent gik op for mange mennesker, og ligesom konsekvenserne af den globale opvarmning først nu er ved at gå op for mange, ligesådan er det med konsekvenserne af overvågningskapitalismen. Og ligeså skræmmende er de faktisk.

Det, der skete i går aftes, var at Facebook en kort overgang ikke vidste, hvad mange af os foretog os og ikke kunne høste merværdi. Og det blev ikke en dårligere aften af den grund, mens det stod på.

At lave ingenting påny

Jeg vil gerne være mindre afhængig af min smartphone; den er blevet en tidsrøver. Og jeg er ikke den eneste, der har det sådan. Journalisten Kevin Roose har en lang og interessant artikel om sit systematiske forsøg på at vænne sig fra sin smartphone-afhængighed (der lader til at være sammenlignelig med, omend noget værre end min.). Et af de centrale råd er, at man skal lære igen at lade være med at fylde alle de små pauser (også de bittesmå) ud med telefon-kigning.

Det er overraskende, at man som moderne menneske skal genopdage det at lave ingenting. Da jeg var barn, kunne jeg nemlig sagtens lave ingenting. Jeg husker sene eftermiddage i mit barndomshjem, når lektierne var lavet og inden aftensmaden var klar, hvor jeg bare sad og kiggede ud på vejen. Det var faktisk gode stunder, når jeg ingenting lavede.

Siden kom travlheden, og i de seneste år er det blevet slemt. Jeg kan næsten ikke lave ingenting længere, og det ærgrer mig. Min smartphone skulle hjælpe mig med at holde styr på alting, og det gør den også – kalenderen er god, men så alligevel… Det har bestemt heller ikke hjulpet, at vores samfund ser arbejdet som altings mål og lediggang som roden til alt ondt. Det er efterhånden som om man skal lave noget altid.

Jeg er dog allerede kommet et første skridt væk fra den værste afhængighed. Mit første skridt tog jeg for et år siden, nemlig at min smartphone skulle ligge til opladning i køkkenet om natten, langt fra min seng. Min fornemmelse var, at det ville gavne – og det passer da også. Tilmed er der en undersøgelse fra 2018, der faktisk viser, at de, der ikke lader deres telefon op i soveværelset, er gladere.

En god måde at “lave ingenting” på er meditation. Og ja, selvfølgelig foretager man sig noget, når man mediterer, men det er udelukkende at observere sindet. Jeg havde en lang overgang en god morgenvane med at meditere, men den gled jeg ud af i foråret 2015, da jeg blev kørt ned og fik et lille brud på højre albue. I en periode kunne jeg simpelthen ikke sidde med min arm på en god og afslappet måde. For tiden prøver jeg at komme i gang igen, og nu må det meget gerne lykkes.

Brintfly?

Tu-155 på jorden i Ramenskoye-lufthavnen uden for Moskva.

Flytrafikken er en væsentlig kilde til CO2-udledning og dermed også en årsag til de menneskeskabte klimaforandringer. Det er derfor, jeg sidste år besluttede mig til aldrig mere at rejse med fly.

Jeg vil kun ændre den beslutning og det kun muligvis, hvis det bliver muligt at flyve på CO2-neutral vis (og her taler jeg ikke om at købe CO2-kvoter eller lignende fusk). Der er eksperimenter med at lave små eldrevne fly, men en anden mulighed er at anvende reaktionsmotorer drevet af brint. Brint vil kunne udvindes ved elektrolyse af havvand, og hertil kan man bruge vedvarende energi som havvindmøller. Et problem vil dog stadig være kondensstriberne, der lokalt på flyruter er årsag til opvarmning af atmosfæren.

I en artikel fra New York Times i 1988 luftede man ideen om brintdrevne jetfly. Og der var faktisk eksperimenter i gang. Den russiske flyproducent Tupolev lavede brintflyet Tu-155, en variant af det meget udbredte Tu-154-fly, der var en slags russisk pendant til Boeing 727, og som jeg selv fløj med på min rejse til Tbilisi tilbage i 1995. Senere brugte man flydende naturgas i Tu-155.

Der blev kun produceret ét eksemplar af Tu-155, men det nåede at foretage mere end 70 flyvninger og blev vist frem ved flere flystævner.  

Artikel fra New York Times 24. maj 1988.

Så de første erfaringer med brintdrevne jetfly er faktisk mere end 30 år gamle, men de er tilsyneladende gået i glemmebogen. På nettet er der enkelte kilder til oplysninger om Tu-155, bl.a. en artikel fra Flight International fra 1988.  Den væsentlige årsag til at brintfly ikke slog igennem i 1980’erne, er formodentlig at oliebaseret flybrændstof var og er meget billigere end brint. En anden grund er, at brint er sværere at håndtere end oliebaseret flybrændstof. Det skal opbevares i flydende form, dvs. i tryktanke ved meget lave temperaturer. Konventionelle passagerjetfly har brændstoftankene i vingerne, men i Tu-155 var man nødt til at have brændstoftanken i selve flyets krop, og den fyldte temmelig meget. Rækkevidden af Tu-155 var af samme årsag kort, kun omkring halvanden times flyvning.

Endelig giver kombinationen af selv den mindste læk og problemer med de elektriske kredsløb i et moderne fly fare for meget voldsomme eksplosionsulykker. Challenger-ulykken i det amerikanske rumprogram er et eksempel på, hvor galt det kan gå med en brintdrevet reaktionsmotor. Hindenburg-katastrofen i 1937 er et andet grimt eksempel på en brinteksplosion.

De glemte programmører

Stephanie Shirley, Ann Moffatt (der var leder af programmørteamet bag softwaren til Concorde-flyene) og Dee Shermer.

Der er en interessant og afslørende artikel i New Statesman om kvinders rolle i softwareudvikling i Storbritannien og om hvordan de mange dygtige kvindelige programmører i løbet af 1960erne blev mere eller mindre tvunget ud af faget.

Da det skete, endte det med at være medvirkende til at Storbritannien langsomt mistede den position, de hidtil havde indtaget som førende inden for softwareudvikling.

Oprindelig var de fleste programmører i Storbritannien kvinder. IBM i Storbritannien målte endda programmørtid i girl hours, ikke man hours. Arbejdet som programmør blev set som havende lav status, selv om det var intellektuelt krævende.  En konsekvens var at man i 1950’erne ikke indførte ligeløn inden for programmørjob i den offentlige sektor – de fleste programmører var alligevel kvinder, ræsonnerede den mandlige ledelse, og så  kunne man undtage den slags stillinger fra kravene om lige løn for lige løn arbejde.

Men efterhånden blev brugen af EDB (som det hed dengang) set som værende af stor vigtighed, og ideen om at softwareudviklere med tiden skulle opnå stillinger med ledelsesansvar opstod. Men de mandlige ledere var ikke interesserede i at kvinder også skulle blive ledere, og det var herigennem at kvinderne lige så stille blev gjort overflødige: Man gik efter at få flere mandlige softwareudviklere. Og man gik efter at have færre, men større computere, så der ikke var brug for så mange udviklere som før. Desværre skete det på et tidspunkt, hvor hardware-udviklingen trak i den modsatte retning. Og dét var også med til at koste Storbritannien sin førende position.

Samtidig var kønsrollerne stadig sådan, at mange kvinder forlod arbejdslivet, når de stiftede familie. En af dem var Stephanie Shirley, der som barn kom til Storbritannien som flygtning fra Tyskland. Men Stephanie gav ikke sådan op; hun endte med at stifte et firma, Freelance Programmers, som ansatte kvindelige programmører, der havde forladt programmørjobs og var blevet hjemmegående. I 1960’erne var det nemlig stadig hulkort, der dominerede, og den store del af programudvikling og debugging skulle foretages med blyant og papir. Dét kunne man snildt gøre derhjemme.

Freelance Programmers endte med at tage sig af bl.a. udviklingen af software til de fransk/britiske Concorde-fly.  De kvindelige programmører blev tvunget ud af softwareudviklingen, men deres bidrag var vigtige, og det er på høje tid, at de får den anerkendelse, de fortjener. Historien om de glemte programmører bør også være et velfortjent slag i ansigtet på alle dem, der ud fra en essentialistisk grundindstilling hævder at “kvinder bare ikke interesserer sig for den slags”.

Når modellen bliver til virkelighed

Et landkort i skala 1:1. Kilde: https://philosophipotamus.com/maps/the-11-scale-map/

En af de mange ultrakorte noveller af Jorge Luis Borges, den, der hedder Del rigor en la ciencia, er et fragment af en optegnelse om et imperium, hvor det officielle landkort er i fuld skala, dvs. lige så stort som imperiet selv. Novellen er en tanke om, hvad der sker, hvis en model af virkeligheden bliver lige så omfattende som det, modellen skal beskrive: Modellen bliver ubrugelig. Selv landkortet i skala 1:1 har sine mangler – bl.a. er det jo helt fladt og lavet af papir.

Den amerikanske forfatter og teknologihistoriker George Dyson hævder nu, at vi faktisk i dag har en situation, hvor internettets modeller ikke længere er modeller af virkeligheden – de er virkeligheden. Dyson skriver (her i min oversættelse fra engelsk):

Det geniale – sommetider tilsigtede, sommetider utilsigtede – ved de virksomheder, som nu vokser så hastigt, er at de har fundet deres vej gennem spejlet og er kommet ud igen som noget andet. Deres modeller er ikke længere modeller. Søgemaskinen er ikke længere en model af menneskelig viden, den er menneskelig viden. Det, der begyndte som en afbildning af menneskelig betydning definerer nu menneskelig betydning og er begyndt at kontrollere, snarere end blot at kontrollere eller indeksere, den menneskelige tanke. Ingen er ved roret. Hvis tilstrækkeligt mange bilister abonnerer på et realtidskort, bliver trafikken kontrolleret uden nogen central model ud over trafikken selv. Det succesrige sociale netværk er ikke længere en model af den sociale graf, det er den sociale graf.

Men det er samtidig en skræmmende situation, vi tilsyneladende er havnet i, thi modellen er jo ikke den potentielle virkelighed. Jo mere vi forveksler model og virkelighed, jo mindre kan vi se af det, der ligger uden for modellen. Der er stadig mange mennesker, der ikke benytter de sociale internet-medier, men alligevel er del af sociale netværk. Der er stadig trafikanter, der ikke bruger en app for at komme rundt i trafikken. Der er stadig færdigheder, man ikke kan opnå ved brug af en søgemaskine alene (f.eks. at lære at køre på cykel).

Egentlig er det der, den store udfordring ved moderne softwaresystemer er – at modellerne ofte virker så overbevisende, at vi forveksler dem med virkeligheden. En af de udfordringer, universitetsstuderende uanset fagområde skal møde, er netop at de skal forstå hvad det er, en model i deres fag ikke kan fange.

Fred på jord?

I dag er jeg endnu engang i medierne, og nu er det Nordjyske, der har en kritisk dækning af Aalborg Universitets satsning på EUs nye militære forskningsprogram. Jeg udtaler mig som sædvanlig kritisk (jeg har skrevet om det her tidligere)og Nordjyske bringer endda et gammelt billede af mig, hvor jeg er mørkhåret.

Her vil jeg dog give ordet til rektor Per Michael Johansen. I et langt interview i Nordjyske, der er en del af dagens tema, siger han bl.a. dette:

For at være helt ligefrem, så handler det om at få etableret en samlet dansk indsats i forhold til at øge hjemtaget af midler til dansk forskning fra EU. Det er jo det helt overordnede aspekt af det her…

Hvis vi ser på den umiddelbare fremtid for danske universiteter, så er der ikke tegn på, at de nationale forskningsmidler øges de kommende år. Derfor må man sige, at hvis vi som universitet vil hjemtage flere midler for at understøtte forskningen, så er vi nødt til i højere grad at rette fokus mod EU….

Men det er klart, at et område som kunstig intelligens, kan have drastiske konsekvenser for, hvordan det kan udnyttes i forhold til en fjende. Men det kan jo også udnyttes defensivt, hvis der er en fjende, der vil angribe os…

Jeg kan godt forstå, hvor du vil hen, men det her handler for mig ikke om oprustning eller ej. Det handler for mig om udvikling af forskellige teknologier, som kan bruges civilt og kan bruges militært….

Jeg står også lidt med en fornemmelse af, at hvis vi sætter os op på den høje hest og siger, at her er en speciel teknologi, som blandt andet kan have nogle militære anvendelsesmuligheder, som vi så ikke vil arbejde med, så er der andre, der vil….

Truslen er i dag så bred, at den kan true fundamentet i vores demokratiske samfund. Man er vel stadigvæk nogenlunde sikker på, at russerne var inde og påvirke det amerikanske valg. Hvis det samme er tilfældet, og russerne er parate til at påvirke et fremtidigt dansk valg, så er teknologiens rækkevidde langt større end blot det at forsvare sig i militær kontekst, I virkeligheden er vi ude i at skulle forsvare os i en demokratisk kontekst. Hvor det forsvarsteknologiske bliver en del af det demokratiske.

Fra interview med Per Michael Johansen, Nordjyske, 23. december 2018.

Det er en lang og detaljeret forklaring – eller rettere bortforklaring – der anvender alle de velkendte argumenter for at deltage i militære udviklingsprojekter. Alle mine mistanker om at militærforskning vil gøre os økonomisk afhængige, bliver bekræftet helt direkte. I det mindste er Per Michael Johansen helt ærlig om dette.

Hvad angår de etiske overvejelser er det som sædvanlig ideen om teknologi som en neutral hyldevare, der bliver udviklet uden bagtanker fra nogens siden, der bliver brugt til bortforklaringen. (Denne gang taler man dog ikke om knive, men om økser.) Men som navnet på afdelingen AAU Defense kraftigt antyder, er der bestemt ikke tale om teknologi, der kan have militære anvendelser, men om teknologi, der skal have militære anvendelser. Der er tydelige militære bagtanker.

Og hvis ikke udtalelsen om at hvis ikke vi vil arbejde med dette, så er der bare andre, der gør det, ikke er en etisk blankocheck, hvad er den så?

Aalborg Universitet kunne have valgt en anden vej end den kynisk/følgagtige: Man kunne gå sammen med andre universiteter og forskningsinstitutioner i Europa for at lægge pres på beslutningstagerne for at skaffe forskningsmidler til grundforskning og til vigtige civile anvendelser.

De fysiske mediers renæssance?

En lang overgang talte man om, at man skulle mindske forbruget af papir på arbejdspladserne og kun gøre alle dokumenter tilgængelige online. Og hvis man købte cd’er eller dvd’er, var man gammeldags. Det papirløse samfund ville være mere miljøvenligt.

Nu er der kommet fokus på CO2-forbruget ved streaming af film og musik. En times streaming af film i hd-kvalitet på Netflix bruger den samme mængde energi, som det vil koste at koge otte liter vand på en elkedel og føre til et udslip på 163 gram CO2. Energiforbruget skyldes, at data skal transporteres langs mange servere.

I 2009 fandt en undersøgelse frem til at produktion og distribution af en dvd vil føre til et udslip på omkring et engelsk pund (dvs. 453 gram). Men heraf følger det, at hvis man ser en film flere gange eller måske har dvd’er med 3 timers indhold, er de fysiske medier faktisk et bedre valg end streaming.

Tilmed kan man låne sine cd’er og dvd’er ud uden at det belaster miljøet. Måske har vi her argumentet for at holde fast i de fysiske medier i al fald endnu en stund?