Kategoriarkiv: Teknologi

Utålmodighedsapparaterne

slow

Tilbage i 2005 fik jeg en ny bærbar computer af universitet. Dengang var jeg himmelhenrykt for den – hvor var den dog hurtig! I dag er det en skuffelse for mig at bruge den. Den er rent ud sagt sløv. Det er ikke  fordi operativsystemet er opgraderet – det er nemlig et gammelt ét. Og også med min nuværende bærbare computer kan jeg af og til miste tålmodigheden.

Teknologien ændrer vores tidsfornemmelse . Den amerikanske forfatter Nicholas G. Carr har et tankevækkende indlæg om netop dét.

Undersøgelser viser at mange, der besøger YouTube, klikker væk fra en video inden for de første par sekunder. I 2006 viste en undersøgelse at hvis en side fra en webbutik tager 4 sekunder om at blive indlæst, blev mange utålmodige. Sådan er det ikke mere – nu skal der kun et kvart sekund til før mange klikker væk.

Det er selvfølgelig ikke kun teknologien i sig selv, der kan ændre vores tidsfornemmelse – også hvis vi befinder os i en ubehagelig eller måske bare kedelig sammenhæng, kan det være som om tiden snegler sig af sted, mens tiden flyver, når vi oplever noget, der gør os godt tilpas.  Men teknologien får os til at vænne os til at det går hurtigt og til at det skal gå hurtigt. Nu går mange mennesker i vores del af verden endda rundt med små apparater i lommen, som helst skal leve op til denne forventning. Og vi kigger på dem hele tiden.

På denne måde kan vi ende med at blive mere utålmodige over for de udfordringer, der tager tid. En af de udfordringer er fordybelsen, når vi skal lære nyt. En anden er det at forstå vore medmennesker – det tager nemlig også tid. På én måde risikerer vores brug af informationsteknologien at skabe en masse overfladiske indtryk, men ikke mere indsigt og måske dårligere empati.

flattr this!

Det hele er i stykker

wordle-norton

I Information er der en lang artikel af den amerikanske journalist Quinn Norton, der var kæreste med den ligeledes amerikanske aktivist og softwareudvikler Aaron Swartz, som sidste år begik selvmord.

Dette er en artikel, jeg vældig gerne ville synes om, for jeg deler de bekymringer, Quinn Norton giver udtryk for om den manglende sikkerhed ved brug af computere. Især de store problemer, dårlig softwarekvalitet fører med sig, bekymrer mig.

Men artiklen er skrevet i et poppet, floskelpræget sprog med lav informationstæthed – mest af alt minder den desværre om de P0-rapporter, helt uerfarne studerende hos os laver i begyndelsen af 1. semester. Det er på dette tidspunkt, inden man ved noget om datalogi og om softwareteknologi, at man er mest tilbøjelig til at komme med store udsagn om hvad der kan lade sig gøre og (især) hvad der ikke kan lade sig gøre. Og så er der en frygtelig masse “du-sprog”. Det er pænt, at Quinn Norton tænker på mig, men jeg ville ønske at hun lod være.

Prøv bare at læse dette:

Software er så dårligt, fordi det er så komplekst, og fordi det forsøger at tale med andre programmer på samme computer eller gennem forbindelser til andre computere. Faktisk er din egen computer på en måde mere end én computer, den er æsker inden i æsker, og hver af dem er fuld af små programmer, som forsøger at koordinere handlinger og kommunikere indbyrdes. Computere er blevet ufatteligt komplekse, altimens vi mennesker er forblevet de samme grå mudderhoveder, der tror, vi er guder. Din gennemsnitlige middelmådige Windowsflade er så indviklet, at ingen på hele kloden reelt kender til alt, hvad den gør, endsige hvorfor.

Quinn Norton har fat i et reelt problem, nemlig at moderne softwaresystemer er alt for komplekse – både “hver for sig” og når de er del af et netværk. Men dette er et problem, som allerede bliver diskuteret i datalogi i forskellige afskygninger og ligger bag de Grand Challenges, som betydningsfulde forskere (bl.a Tony Hoare og Robin Milner) siden årtusindskiftet har formuleret.

Den oprindelige artikel på engelsk er desværre ikke bedre. Der må da være nogen derude, der kan skrive lige så lødigt om disse problemstillinger som man kan skrive om f.eks. udenrigspolitik eller global økonomi.

flattr this!

Fremtidens medium?

readbility-3

En artikel i Wired beskriver forskning i om vores udbytte af læsning af en tekst afhænger af om vi læser den på papir eller på en skærm. Der er undersøgelser fra det seneste årti, der tyder på at studerende lærer bedre, når de læser teksten på papir. Papir egner sig måske bedre til “dyb læsning”.

Som i så mange andre sammenhænge er jeg splittet mellem det gamle, analoge og det nye, digitale. (Så sent som i går kiggede jeg overraskende længselsfuldt efter en god gammel Technics-pladespiller og en lige så god og gammel Bang & Olufsen-radio, der stod i Biffen i Aalborg!)

Jeg har vænnet mig til at læse arbejdsblade på skærm og til at annotere dem mens jeg læser. Det er simpelthen mere effektivt end at skrible halvvejs ulæselige kommentarer på papir. Til gengæld holder jeg fast ved at købe og læse bøger – jeg har prøvet at læse bøger på min iPad, men det var faktisk ikke så tiltrækkende. Og så sent som i sidste uge kom min datter på 12 ud i køkkenet og spurgte hvad det dog var jeg sad og lavede – jeg sad såmænd og sprættede siderne op i en bog, jeg havde fået fra den bogklub, jeg er medlem af.  Dét havde hun aldrig set nogen gøre før!

Og når jeg skal nærlæse et af mine egne manuskripter med rød kuglepen, tager jeg altid en udskrift. Det kan være. det bare er forfængelighed. Måske forekommer en tekst mere “virkelig”, når vi ser den på papir. Eller måske er det bare det spørgsmål om berøringens magi – papir er let og bøjeligt, en tavlecomputer er hård og lavet af metal og glas.

En mulig konklusion er at vi skal lade være med at tænke på skærmen som det, der skal erstatte papiret, men derimod opfatte skærmen som et andet medium, præcis som computerskrevne slides i PowerPoint o.lign. ikke er tavlens afløser, men simpelthen et andet medium, der også har fordele og ulemper.

 

flattr this!

Fremtiden er egentlig bare nutiden

Jeg har altid været på én gang fascineret af og skeptisk over for de såkaldte fremtidsforskere. Mange af de forudsigelser, de kommer med, er så vidt jeg kan se, bare simple, teknologi-optimistiske fremskrivninger af nutiden.  Jeg har skrevet om dette flere gange, senest om Isaac Asimovs forudsigelser fra 1964 og tilbage i 2011 om hvordan Nordjyske Stiftstidende tilbage i 1967 skrev om Aalborg i år 2000.

Det er udgaver af nutiden, hvor nogle helt afgrænsede aspekter er en anelse ændret og en opfindelse, vi lige nu drømmer om, er blevet til virkelighed. Et godt eksempel er i virkeligheden den moderne smartphone. Den er på mange måder en meget lidt overraskende opfindelse, for det meste af hvad den rummer af muligheder, fandtes faktisk allerede før i tiden, bare i hver deres apparat. De store ændringer og de store fornyelser kommer helt andre og uventede steder fra. Hvis smartphone-teknologien ikke er overraskende, er et eksempel på en overraskende udvikling måske de sociale medier og hvordan de bliver brugt.

Det er interessant at den britiske forfatter Bryan Appleyard er tilsvarende skeptisk i sit essay i New Statesman. Et af de fænomener, Appleyard især er ude efter, er TED-foredragene; mange af dem udstråler ifølge ham en endimensional begejstring for en let opdateret (og amerikansk) udgave af fremtiden. En fremtrædende kritiker af TED, som Bryan Appleyard fremhæver, er den amerikanske professor Benjamin Bratton. Ham kan man opleve ovenfor – i et TED-foredrag, der kritiserer TED sønder og sammen!

flattr this!

Århundredets våbenhandel – nu i stilhed

cost_janes
En sammenligning af hvor meget en time i luften koster for nogle af de jagerfly, der er i spil i den aktuelle våbenhandel og for F-16. Beløbene er angivet i canadiske dollars.

Det der med jetfly syntes jeg var fascinerende, da jeg var 11. Så jeg kan godt huske at det danske militær tilbage i 1975 købte F-16-flyene. Der var megen omtale i medierne af hele denne store våbenhandel og megen kritik af det store beløb, der var involveret. Nogle år senere talte rektor på mit gymnasium stadig lidt spøgefuldt om hvordan det dengang helt nye gymnasium havde samme værdi som et halvt jagerfly.

Dansk Institut for Militære Studier har en rapport om det, der dengang blev kaldt århundredets våbenhandel. Nu hvor F-16′erne snart er 40 år gamle, skifter man dem ud, og der er tilbud fra flere forskellige våbenproducenter.  Lige nu ser valget ud til at skulle være mellem de amerikanskproducerede F-35 Joint Strike Fighter (JSF) og F-18 Super Hornet fra  Lockheed Martin og Boeing og det svenske Saab JAS 39 Gripen.

F-16-flyene blev et centralt værktøj i den danske aktivistiske udenrigspolitik, og det nye århundredes nye våbenhandel virker som en fortsættelse heraf.  En undersøgelse (foretaget af Voxmeter for Saab!) viser at det kun er 52 procent af den danske befolkning der er klar over at der nu er endnu en stor våbenhandel i gang. Det er underligt at tænke på i en tid, hvor både politikere fra regeringen og fra de populære partier i oppositionen taler om hvor vigtigt det er at holde de offentlige udgifter nede.

flattr this!

Mig og min bil

bil

Jeg holder selvfølgelig af at cykle, men der er nu noget særligt ved at have en bil. Lige siden jeg fik kørekort som 18-årig har jeg mærket fornøjelsen ved at kunne sætte mig i førersædet bag et rat. De seneste års fokus på forurening og global opvarmning har naturligvis gjort mig bekymret, men jeg er da heller ikke en af dem, der tager bilen i tide og utide – min hustru (der selv er rutineret bilist) og jeg kører helst kun, når det er nødvendigt. Når det sker, er det så også en god oplevelse at synke ned i det trygge læderbetrukne sæde, tænde for ANR og rulle ud på vejene, ud i Nordjylland.

flattr this!

Fremtidens Internet?

wires_680_453_80

En ikke helt lille del af EUs program for forskning og udvikling, Horizon 2020, fokuserer på fremtidens Internet. Men mange af forslagene fokuserer på at videreudvikle det Internet vi allerede har adgang til. Behøver det at være sådan?

David Byrne, den skotsk-amerikanske sanger og sangskriver fra Talking Heads har en interessant artikel om livet efter Internet.

Det er ikke så underlig en idé, som den måske kan forekomme at være. Man kan sagtens forestille sig en verden uden det Internet, vi kender. Det kunne være en verden helt uden et verdensomspændende netværk til datakommunikation – en sådan verden har nogle af os stadig en erindring om. Men det kunne også være en verden med en anden slags netværk.

Som Byrne gør opmærksom på, er Internettet bestemt ikke født sikkert – da ARPANet blev til sidst i 1960′erne, fandtes asymmetrisk kryptografi ikke, og de kryptografiske protokoller var stadig i deres verden. Og nu prøver nogle af os på at reparere sikkerheden, mens andre prøver at udnytte hullerne i den. Det bemærkelsesværdige er, at det både er efterretningstjenester, store virksomheder som f.eks. Google og kriminelle, der gør det sidste – de er forskellige sider af samme mønt. Og deres aktiviteter viser at ikke alle er lige på Internettet. Ikke nok med det, selve det at er så forløffende nemt at aflytte kommunikation, viser også at det er forbløffende nemt at ødelægge væsentlige dele af Internettet. Man skal bare angribe dets backbone.

Men “fremtidens Internet” kunne være en helt anden slags netværk, der i stedet var bygget på principper om privatlivets fred og var født helt decentraliseret. Det kunne udspringe af en utilfredshed med det eksisterende Internet.

Imagine this: in a new Internet, we’d still be able to send emails. Academic and nonprofit institutions would still share resources online. Wikipedia and web-based journalism would still exist. But if we can’t be tracked as we are now, a lot would change. Google would lose its primary sources of revenue—ads—and return to being a very good search engine, with a lot fewer employees. The NSA and the other data thieves and collectors would be helpless. No one would have data on countless innocent citizens that could be repurposed to God knows what ends. The Chinese couldn’t hack into the North American power grid.

Men som Byrne påpeger, er der en stor, indbygget træghed som trækker imod sådanne initiativer. Vi har investeret en hel masse midler og tankegods i det eksisterende Internet.

Reassessing what makes us secure might be a start. Real lifelong security comes not from the barrel of a gun or from being able to spy on your fellow citizens like a Stasi informant; it comes with less harsh extremes of wealth and poverty and increased access to health care and education. Embracing the security that comes with a more robust democracy is far preferable to other incentives to change, like all our credit cards becoming worthless or the NSA leaking incriminating webcam pictures of its critics. Before a catastrophic collapse like the one I described comes, let’s find it within ourselves to give up some convenience and become a little more human.

Gad vide om der er en Horizon 2020-mulighed gemt her?

flattr this!

En net sag

nets

Nu er Nets blevet solgt til et konsortium, der består af de to amerikanske kapitalfonde Advent og Bain sammen med ATP. ATP har 5,5 procent af aktierne. Advent og Bain har hver omkring 47 procent.

Det der gør mig mest bekymret er ikke salget af Dankort-systemet men at Nets også tager sig af NemID, der er blevet en væsentlig del af den digitale infrastruktur i Danmark. Digitaliseringsstyrelsen har et mål om at kommunikation med offentlige myndigheder skal ske digitalt, og dette vil i høj grad indebære brug af NemID.

Nu er mange af oplysningerne bag NemID på private hænder. Det var NemID også før – så hvad er dog problemet? Det var imidlertid også et problem før salget af Nets, og det har altid undret mig at danske banker kunne udstede NemID-certifikater, når vi ved hvor ustabile pengeinstitutter kan være. Og dette problem er ikke blevet mindre nu.

ATP fremstår i medierne som en slags garant for at der stadig er dansk indflydelse på Nets. Til DR udtaler ATPs direktør Carsten Stendevad:

Udover at have sikret sig vetoret til udlevering og ændring af personfølsomme oplysninger oplyser han til DR Nyheder, at der kun vil være europæiske statsborgere i Nets bestyrelse.

- Salget af Nets kommer ikke til at ændre på dansk lovgivning. Alt hvad der bliver udleveret af personfølsomme oplysninger vil stadig komme til at foregå i overensstemmelse med den danske lovgivning, siger Carsten Stendevad.

Jeg havde heller ikke forestillet mig at salget ville ændre på dansk lovgivning; det er trods alt kun Folketinget og EU, der vil kunne gøre det. Det, der er det helt store problem, er det samme som problemet med salget af DONG til Goldman-Sachs, ja i dette tilfælde er det egentlig større.  En væsentlig del af den digitale infrastruktur  kommer på hænderne af udenlandske kapitalfonde, med alt hvad det indebærer. Erfaringerne med privatisering af offentlige og kvasioffentlige virksomheder viser at de pågældende virksomheder kan komme til at føre en højst omskiftelig skæbne. Her tæller det også at NemID  ikke er en perfekt løsning, så langt fra, og det vil ikke blive nemmere at forbedre den med de nuværende ejerforhold – det er uklart for mig, hvor interesseret kapitalfondene er i Nets som andet end et investeringsobjekt . Denne bekymring ville jeg også have, hvis NemID var en perfekt løsning på nuværende løsning – hvor er garantien for at NemID i så fald ville blive videreudviklet?

Det er nok ikke overraskende, at min holdning er at den digitale infrastruktur i vore dage er lige så vigtig som den fysiske – elnettet, vandforsyningen, vejene,  jernbanerne osv. – og ligesom denne burde være i offentligt eje og under demokratisk kontrol i stedet for at være gjort til et ustabilt investeringsobjekt.

flattr this!

Hvorfor er tekster skrevet i Word så grimme?

Forleden talte jeg med en kollega fra et andet institut; han havde for mange år siden fulgt en fri studieaktivitet om LaTeX, jeg havde udbudt på første studieår. Men han havde givet op og var hurtigt gået tilbage til at bruge Word. Hvad var egentlig fordelene ved det der LaTeX?

Mange, der stifter bekendtskab med LaTeX tænker på det som et besværligt alternativ til Microsoft Word o.lign., der dog trods al besværligheden kan producere pænt udseende tekster.

Men forskellen mellem LaTeX og WYSIWYG-programmer som Microsoft Word o.lign. er at LaTeX er født med nogle meget stærkere typografiske kompetencer.  Det skyldes at LaTeX er en overbygning på TeX, der skyldes ingen ringere end Donald Knuth. Der er kort og godt nogle rigtig gode algoritmer bag TeX og dermed LaTeX. Donald Knuth satte sig grundigt ind i typografi, da han designede og implementerede TeX, og det samme gjorde Leslie Lamport.

Et af stederne, hvor man kan se forskellen mellem TeX og Word m.fl. og dermed Knuths anstrengelser, er i det der hedder kerning. Typografer ved at nogle par af bogstaver skal have en særlig, mindre afstand for at teksten ser pæn ud. TeX er født med kerning. I Microsoft Word til Mac OS X og Word 2008 er der til gengæld ingen kerning.

kerning

Et andet sted hvor man tydeligt ser forskellene er for ombrydningens vedkommende. Ombrydning er den inddeling af satser, der sikrer at den færdige tekst står pænest muligt og foretager orddeling, om nødvendigt. Microsoft Word m.fl. laver ikke ombrydning på mere end linjeniveau, men TeX foretager sin ombrydning på afsnitsniveau (dvs. for en paragraf). Algoritmen skyldes Knuth og Plass og er senere videreudviklet af Liang som del af hans PhD.

Se her hvor pænt TeX (og LaTeX) håndterer ombrydning:

hyphenation

Dario Taraborelli forklarer forskellene mellem TeX og Word & Co. meget grundigt. Billederne i dette indlæg er taget fra hans webside.

flattr this!

Den med hånden

togetI skrivende stund sidder jeg i toget på vej til København hvor jeg sammen med en kollega fra Københavns Universitet skal til et møde med en mulig samarbejdspartner inden for den offentlige trafik. Jeg stiger på toget som en af de første og finder mit sæde i stilleafdelingen, lige ved døren.  Nu kommer de andre passagerer ind, eller rettere – de prøver at komme ind. Jeg er vant til at rejse med tog, og jeg har set dette masser af gange. Men i dag er det rigtig slemt.

Først er der en mand, der vifter ihærdigt og stadig mere desperat med hånden ved spalten mellem de to døre. Men ind kommer han ikke. Jeg prøver at få øjenkontakt med ham og signalerer at han skal holde hånden roligt lige ved spalten, med håndfladen ned mod gulvet. Men han forstår ikke hvad jeg prøver at signalere. Jeg rejser mig og holder hånden roligt lige ved spalten, med håndfladen ned mod gulvet. Døren går op, han kommer ind.

Derefter er der en viftende ung kvinde, og jeg ender med at gøre det sammen. Og så endnu en ung kvinde, der vifter løs, denne gang muligvis inspireret af karate. For tredje gang rejser jeg mig og får døren op. I alt oplever jeg  fem passagerer, der kæmper forgæves med at få døren ind til stilleafdelingen op. I alle tilfælde prøver jeg bagefter at sige, at man skal holde hånden roligt og fladt med håndfladen vendt mod gulvet.

Men hvorfor kigger de rådvilde passagerer dog ikke på den lille ikon?  Den viser jo at man skal holde hånden fladt. Mit ene bud er at ikonen sidder for lavt. Mit andet er at ikonen er misvisende; pilene antyder at hånden skal bevæges. Mit tredje bud er at det ikke er oplagt hvordan man skal lave en god illustration af hvordan hånden skal placeres.

Inden for dette område er jeg lægmand; jeg har kolleger på samme institut og andre steder på vores universitet, der beskæftiger sig med brugbarhed og brugergrænseflader. Der er nok ikke et stort projekt gemt i at forstå og forbedre passagerernes oplevelse med dørene i IC3-tog, men samtidig virker dette til at være et problem der både er interessant og burde kunne løses. En helt plat løsning på problemet er at man skal have en ikon med en knytnæve – hvis man holder en knyttet hånd frem, vil døren nemlig også reagere. Og skulle det alligevel ikke ske, kan den være et udtryk for passagerens ærgrelse.

flattr this!