Kategoriarkiv: Teknologi

Hvem passer på vores digitale post?

e-boks

Det var i denne måned, alle borgere herhjemme skulle gå over til digital post. Nogle har peget på at denne tvungne overgang er hård for dem, der ikke er vant til at bruge Internettet ; det er typisk ældre mennesker. Jeg er bestemt ikke modstander af digital post, men nogle gange bliver det meget tydeligt, at det der sker lige nu,  først og fremmest en rationaliserende besparelse. Især kan man se dette i den hurtige indfasning, der nu er sket.

Der er også en anden problemstilling af betydning. Digital Post er ikke det samme som e-Boks, men løsningen leveres af e-Boks A/S og er tæt integreret med e-Boks. E-Boks A/S oplyser selv dette om deres ejerforhold:  

e-Boks er et selvstændigt aktieselskab ejet ligeligt af PBS, Post Danmark og KMD

Selskabet er etableret den 1. marts 2001 som et datterselskab af KMD og DMdata. Post Danmark indtrådte som medejer i november 2002 og PBS overtog DMdatas ejerandel i august 2004.

PBS er i dag selskabet Nets, ejet af de to amerikanske kapitalfonde Advent International og Bain Capital og danske ATP. PBS/Nets har altid været et privat aktieselskab. KMD var engang Kommunedata, men er i dag også ejet af kapitalfonden Advent International. Post Danmark er et aktieselskab, hvor staten har aktiemajoriteten, men også det kan ændre sig, når de populære partier kommer i regering.

I lyset af DRs program Danmark sælger ud, som bl.a. min gamle gymnasiekammerat, Cavlingprisvinderen Jeppe Gaardboe, står bag, kan jeg ikke undgå at være bekymret over at vores digitale infrastruktur ikke er et offentligt anliggende på samme måde som vores fysiske infrastruktur. Nogle vil her indvende, at der er love, der skal regulere mange forhold omkring digital post, men love sikrer ikke i sig selv demokratisk kontrol – og det er bekymrende, at et så centralt placeret firma som e-Boks er et investeringsobjekt, der først og fremmest skal skabe profit og kan skifte hænder på samme måde som det er sket for TDC. Og sidst, men ikke mindst, skræmmer sporene fra sagen om CSCs omgang med det Centrale Personregister, som det var alt for nemt for en svensk hacker at bryde ind i.

Ville vi bryde os om at det var en amerikansk kapitalfond, der ejede gader og veje? Jeg ville ikke. Men den digitale infrastruktur, der på mange måder er lige så vigtig som gader og veje, har tilsyneladende en anden status, måske fordi den er opstået på så forholdsvis kort tid.

flattr this!

Shinkansen

shinkansen

I år er det 20 år siden, jeg for første og hidtil eneste gang besøgte Japan. Jeg husker min tur med Shinkansen, det japanske hurtigtog. De japanske lyntog har været der siden 1964, dvs. lige så længe som mig. Indtil de franske TGV-tog dukkede op først i 1980’erne, var de japanske tog verdens hurtigste. I hele vores fælles liv har 10 milliarder mennesker brugt Shinkansen, og der har i løbet af disse 50 år ikke været nogen dødsulykker eller fatale afsporinger. Gennemsnittet for forsinkelserne har været 36 sekunder.  The Atlantic har en interessant artikel om de japanske projektil-tog, som i dag fylder 50 år.

Tænk hvis Danmark og DSB ville (turde) satse på at lade højhastighedstog forbinde Danmark og Europa og turde have en målsætning om at få så mange trafikanter som overhovedet muligt væk fra de motorveje, de fleste politikere stadig er så forelskede i. De seneste års jernbaneplaner er et skridt i den retning, men kun et lille skridt.

Desværre kan man nu i The Economist læse at Shinkansen er truet i Japan – af lavprisflyselskaber.

flattr this!

Nets hylder Jess Ørnsbo

oernsbo
Fra en opførelse af Jess Ørnsbos absurde komedie “Majonæse” i 2000. Foto: Anders Vendelbo.

I dag bliver den danske forfatter Jess Ørnsbo 82. Ørnsbo har været en af hovedskikkelserne inden for absurd teater i Danmark.

– Goddag, er det Nets? Jeg hedder Hans.
– Goddag Hans, hvad kan vi hjælpe med?
– Jeg har prøve at betale over nettet med mit Visa/Dankort i går ved brug af sms-engangskode. Men der kom aldrig nogen sms til mig. Det viste sig så at mit betalingskort er blevet tilknyttet et telefonnummer, der ikke er mit.
– Er du helt sikker på det?
– Ja, det er jeg. Det var ikke et dansk telefonnummer.
– Og du har ikke skiftet telefonnummer for nylig?
– Nej, det har jeg ikke. Jeg formoder at nogen har fået fat i mine betalingskortoplysninger og har tilknyttet deres nummer til mit betalingskort.
– Den slags har jeg aldrig hørt om før. Det lyder underligt.
– Jeg henvendte mig til jer i går og fik at vide at jeres afdeling havde lukket, men at jeg kunne ringe igen i dag. Det vil være godt at kunne finde ud af præcis hvad det er, der er sket.
– Hvornår ringede du i går?
– Klokken var vel 15.30.
– Ja, da havde vi lukket.
– Jeg vil gerne have jer til at se efter hvornår tilknytningen af mit telefonnummer blev ændret.
– Det kan vi ikke.
– Hvorfor ikke det? Logger I ikke transaktionerne hos Nets?
– Nej, det gør vi ikke.
– Jamen, så kan I ikke finde ud af om og hvordan der sker angreb.
– Men vi har valgt at vi ikke logger transaktionerne.
– Men så gør I det jo umuligt at detektere angreb.
– Vi har valgt at det skal være sådan. Vi logger ikke den slags.
– HØR NU HER! DET ER JO FULDSTÆNDIG MENINGSLØST!!
– Lad være med at hidse dig op. Vi logger ikke transaktioner. Sådan har vi valgt at det skal være.

 <lang målløs pause>

– Jeg kan spærre dit betalingskort og få dig til at kassere dit NemID-nøglekort. Skal vi gøre det så?
– Ja ja, så siger vi det. Mit nummer er XXXXXXXXXXXXXXXXXXX.
– Tak for det Hans. Hav en god dag.

flattr this!

Det dumme USB-kabel!

BvNUzqwCMAAb7l-.jpg_large
Et symmetrisk USB-kabel.

Dette er et lille problem, men alligevel: Hvor mange af os har ikke bøvlet med at vende et USB-stik rigtigt? Hvor mange af os har ikke skullet vende stikket en gang for at få det til at sidde i USB-porten? Jeg tror det er ganske mange. The Guardian lavede en lille test for at se hvor meget tid, der kræver at sætte et USB-stik i en port på en computer. I gennemsnit tog det testpersonerne 5,06 sekunder at få stikket sat korrekt i. Det er nu ikke så meget den tid, man spilder på forgæves forsøg, der er problemet – ej heller er det ærgrelsen forbundet med det. Snarere er det slitagen ved de forgæves forsøg, der er bekymrende.

Jeg kan se at Apple nu har et patent på vej om det symmetriske USB-stik  til den kommende iPhone– uanset hvordan stikket bliver vendt, vender det rigtigt. Hvorfor i alverden er der ingen, der har tænkt på dét før? (Og hvorfor skal der dog tages patent på en sådan idé?)

flattr this!

En eftermiddag hos Skype

2014-08-14 14.03.362014-08-14 14.03.31 2014-08-14 14.09.15 2014-08-14 14.25.15 2014-08-14 15.15.38

I forbindelse med ICWL-konferencen kunne nogle af os komme på besøg hos Skype, der har hovedkvarter i Tallinn. I Danmark tænker mange af os på Skype som noget, Janus Friis stod bag. Men Janus Friis udviklede Skype på omtrent samme måde som Christian d. 4 byggede Rundetårn i København. Reelt var det fire estiske softwareudviklere, der først udviklede KaZaA, som de solgte til Friis og hans partner Niklas Zennström, og siden for Friis og Zeenström udviklede Skype.

Filip, den medarbejder, der skulle modtage os, var blevet forsinket, så den første vi mødte var en kvinde med en baby. Hun var egentlig på barsel, men hun var dukket op, fordi der var et vigtigt møde som involverede hende. Ved at stå og sludre med hende fik vi faktisk ganske meget af det at vide, som vi bagefter fik fortalt i den rigtige rundvisning.

På ganske mange måder mindede Skype mig om Microsoft, som jeg for år tilbage besøgte – og noget tilfælde er det ikke, for det er Microsoft, der nu ejer Skype.  Jeg kunne ikke lade være med at bemærke at der var flere opholdsstuer med bøger, computerspil og lignende og betalt frokost og drikkevarer – ligesom hos Microsoft.  Filip var ikke sen til at gøre os opmærksomme på at man ikke bare måtte tage sine børn med, hvis det var nødvendigt, man måtte også gerne have sit kæledyr med.

Alt dette forekom rigtig positivt, men jeg kunne ikke lade være med også at bemærke at Skype samtidig er eksponent for den idé om det grænseløse arbejde, som er så hyppig nu om dage blandt vidensarbejdere både i private og offentlige virksomheder. Der var gode muligheder for også at være der om aftenen, hvis det var det man havde brug for, sagde Fillip. Og man kunne arbejde hjemme, hvis man nu havde fået influenza. Jeg bemærkede også at Skype som mange andre virksomheder bruger storrumskontorer.

Besøget sluttede med at Filip gav en præsentation, der beskrev historien bag firmaet og de nuværende aktiviteter, herunder hvordan man udvikler software. Her fik man billedet af et firma, der bruger agile udviklingsmetoder (specielt det allestedsnærværende scrum) og mange forskellige programmeringssprog, omend Microsofts ejerskab nu fører til at Skype vil koncentrere sig om at bruge Microsofts egne sprog, især C# og F#.

flattr this!

Det grimme metersystem

Bowling_Green_Distance_Sign_cropped

Noget af det, jeg altid har haft meget svært ved at forstå, er at USA som et af de eneste lande i verden (de to andre er Liberia og Myanmar) ikke har indført de internationale måleenheder – af mange kendt som metersystemet eller S.I.-enhederne, som det officielt hedder. Argumenterne er helt overvældende, og jeg gider ikke engang gentage dem her. Men når jeg af og til har talt med amerikanere om det (her taler jeg ikke om  akademikere fra USA), bliver det klart at de ikke kan forstå hvorfor. Metersystemet er underligt og uforståeligt, mens brugen af miles og pounds og ounces er lige så universel og nødvendig fornuft som valg i enkeltmandskredse, dødsstraf, private sundhedsforsikringer og amerikansk fodbold.

Alle andre lande hvor engelsk er hovedsprog har opgivet de britiske måleenheder – også Storbritannien. Og faktisk så det engang i 1970’erne ud til at også USA var på nippet til at opgive de britiske måleenheder.  Den republikanske præsident Gerald Ford indførte en forordning, folkeskolelærerne gjorde sig klar til at undervise med internationale måleenheder og der dukkede vejskilte op med afstande angivet i kilometer. Billedet ovenfor viser et af dem.

En bog af den amerikanske forfatter John Marciano fortæller historien om hvorfor det ikke skete. For mig er det overraskende og triste er at der var tale om en helt systematisk kampagne imod S.I.-enhederne. Den påstand, som blev fremført, var at S.I.-enhederne var udtryk for en elitær tankegang, der ikke tog hensyn til den brede befolknings interesser. Formanden for National Cowboy Hall of Fame erklærede sågar at metersystemet var et udtryk for kommunisme!

I dag lever modstanden mod S.I.-enhederne videre og bliver stadig brugt af den amerikanske højrefløj som del af deres reaktionære nationalisme af bl.a. forfattere som Tom Wolfe og åndelige fyrtårne som Sarah Palin og Ann Coulter (en amerikansk mediepersonlighed på Fox News, der nogle gange får Marie Krarup til at fremstå som en blød venstreorienteret). Sidstnævnte harcelerede tidligere i år over VM i fodbold og metersystemet – begge dele var uamerikanske og foragtelige. Det oplagt ironiske er selvfølgelig, at hverken det engelske sprog eller de britiske måleenheder er oprindeligt amerikanske.

Noget andet, der er lige så ironisk, er at de britiske måleenheder gør brug af en talforståelse, der går tilbage til tiden før 10-tals-systemet og før brugen af multiplikations- og divisionsalgoritmer. Det var en tid, hvor det var nemt at fordoble, halvere og tredele i hverdagen – og den slags fører uvilkårligt til en slags 12-tals-system. Den gamle britiske møntfod (indtil 1971), hvor 1 pund sterling var 12 shilling, repræsenterede samme tankegang.

flattr this!

Utålmodighedsapparaterne

slow

Tilbage i 2005 fik jeg en ny bærbar computer af universitet. Dengang var jeg himmelhenrykt for den – hvor var den dog hurtig! I dag er det en skuffelse for mig at bruge den. Den er rent ud sagt sløv. Det er ikke  fordi operativsystemet er opgraderet – det er nemlig et gammelt ét. Og også med min nuværende bærbare computer kan jeg af og til miste tålmodigheden.

Teknologien ændrer vores tidsfornemmelse . Den amerikanske forfatter Nicholas G. Carr har et tankevækkende indlæg om netop dét.

Undersøgelser viser at mange, der besøger YouTube, klikker væk fra en video inden for de første par sekunder. I 2006 viste en undersøgelse at hvis en side fra en webbutik tager 4 sekunder om at blive indlæst, blev mange utålmodige. Sådan er det ikke mere – nu skal der kun et kvart sekund til før mange klikker væk.

Det er selvfølgelig ikke kun teknologien i sig selv, der kan ændre vores tidsfornemmelse – også hvis vi befinder os i en ubehagelig eller måske bare kedelig sammenhæng, kan det være som om tiden snegler sig af sted, mens tiden flyver, når vi oplever noget, der gør os godt tilpas.  Men teknologien får os til at vænne os til at det går hurtigt og til at det skal gå hurtigt. Nu går mange mennesker i vores del af verden endda rundt med små apparater i lommen, som helst skal leve op til denne forventning. Og vi kigger på dem hele tiden.

På denne måde kan vi ende med at blive mere utålmodige over for de udfordringer, der tager tid. En af de udfordringer er fordybelsen, når vi skal lære nyt. En anden er det at forstå vore medmennesker – det tager nemlig også tid. På én måde risikerer vores brug af informationsteknologien at skabe en masse overfladiske indtryk, men ikke mere indsigt og måske dårligere empati.

flattr this!

Det hele er i stykker

wordle-norton

I Information er der en lang artikel af den amerikanske journalist Quinn Norton, der var kæreste med den ligeledes amerikanske aktivist og softwareudvikler Aaron Swartz, som sidste år begik selvmord.

Dette er en artikel, jeg vældig gerne ville synes om, for jeg deler de bekymringer, Quinn Norton giver udtryk for om den manglende sikkerhed ved brug af computere. Især de store problemer, dårlig softwarekvalitet fører med sig, bekymrer mig.

Men artiklen er skrevet i et poppet, floskelpræget sprog med lav informationstæthed – mest af alt minder den desværre om de P0-rapporter, helt uerfarne studerende hos os laver i begyndelsen af 1. semester. Det er på dette tidspunkt, inden man ved noget om datalogi og om softwareteknologi, at man er mest tilbøjelig til at komme med store udsagn om hvad der kan lade sig gøre og (især) hvad der ikke kan lade sig gøre. Og så er der en frygtelig masse “du-sprog”. Det er pænt, at Quinn Norton tænker på mig, men jeg ville ønske at hun lod være.

Prøv bare at læse dette:

Software er så dårligt, fordi det er så komplekst, og fordi det forsøger at tale med andre programmer på samme computer eller gennem forbindelser til andre computere. Faktisk er din egen computer på en måde mere end én computer, den er æsker inden i æsker, og hver af dem er fuld af små programmer, som forsøger at koordinere handlinger og kommunikere indbyrdes. Computere er blevet ufatteligt komplekse, altimens vi mennesker er forblevet de samme grå mudderhoveder, der tror, vi er guder. Din gennemsnitlige middelmådige Windowsflade er så indviklet, at ingen på hele kloden reelt kender til alt, hvad den gør, endsige hvorfor.

Quinn Norton har fat i et reelt problem, nemlig at moderne softwaresystemer er alt for komplekse – både “hver for sig” og når de er del af et netværk. Men dette er et problem, som allerede bliver diskuteret i datalogi i forskellige afskygninger og ligger bag de Grand Challenges, som betydningsfulde forskere (bl.a Tony Hoare og Robin Milner) siden årtusindskiftet har formuleret.

Den oprindelige artikel på engelsk er desværre ikke bedre. Der må da være nogen derude, der kan skrive lige så lødigt om disse problemstillinger som man kan skrive om f.eks. udenrigspolitik eller global økonomi.

flattr this!

Fremtidens medium?

readbility-3

En artikel i Wired beskriver forskning i om vores udbytte af læsning af en tekst afhænger af om vi læser den på papir eller på en skærm. Der er undersøgelser fra det seneste årti, der tyder på at studerende lærer bedre, når de læser teksten på papir. Papir egner sig måske bedre til “dyb læsning”.

Som i så mange andre sammenhænge er jeg splittet mellem det gamle, analoge og det nye, digitale. (Så sent som i går kiggede jeg overraskende længselsfuldt efter en god gammel Technics-pladespiller og en lige så god og gammel Bang & Olufsen-radio, der stod i Biffen i Aalborg!)

Jeg har vænnet mig til at læse arbejdsblade på skærm og til at annotere dem mens jeg læser. Det er simpelthen mere effektivt end at skrible halvvejs ulæselige kommentarer på papir. Til gengæld holder jeg fast ved at købe og læse bøger – jeg har prøvet at læse bøger på min iPad, men det var faktisk ikke så tiltrækkende. Og så sent som i sidste uge kom min datter på 12 ud i køkkenet og spurgte hvad det dog var jeg sad og lavede – jeg sad såmænd og sprættede siderne op i en bog, jeg havde fået fra den bogklub, jeg er medlem af.  Dét havde hun aldrig set nogen gøre før!

Og når jeg skal nærlæse et af mine egne manuskripter med rød kuglepen, tager jeg altid en udskrift. Det kan være. det bare er forfængelighed. Måske forekommer en tekst mere “virkelig”, når vi ser den på papir. Eller måske er det bare det spørgsmål om berøringens magi – papir er let og bøjeligt, en tavlecomputer er hård og lavet af metal og glas.

En mulig konklusion er at vi skal lade være med at tænke på skærmen som det, der skal erstatte papiret, men derimod opfatte skærmen som et andet medium, præcis som computerskrevne slides i PowerPoint o.lign. ikke er tavlens afløser, men simpelthen et andet medium, der også har fordele og ulemper.

 

flattr this!

Fremtiden er egentlig bare nutiden

Jeg har altid været på én gang fascineret af og skeptisk over for de såkaldte fremtidsforskere. Mange af de forudsigelser, de kommer med, er så vidt jeg kan se, bare simple, teknologi-optimistiske fremskrivninger af nutiden.  Jeg har skrevet om dette flere gange, senest om Isaac Asimovs forudsigelser fra 1964 og tilbage i 2011 om hvordan Nordjyske Stiftstidende tilbage i 1967 skrev om Aalborg i år 2000.

Det er udgaver af nutiden, hvor nogle helt afgrænsede aspekter er en anelse ændret og en opfindelse, vi lige nu drømmer om, er blevet til virkelighed. Et godt eksempel er i virkeligheden den moderne smartphone. Den er på mange måder en meget lidt overraskende opfindelse, for det meste af hvad den rummer af muligheder, fandtes faktisk allerede før i tiden, bare i hver deres apparat. De store ændringer og de store fornyelser kommer helt andre og uventede steder fra. Hvis smartphone-teknologien ikke er overraskende, er et eksempel på en overraskende udvikling måske de sociale medier og hvordan de bliver brugt.

Det er interessant at den britiske forfatter Bryan Appleyard er tilsvarende skeptisk i sit essay i New Statesman. Et af de fænomener, Appleyard især er ude efter, er TED-foredragene; mange af dem udstråler ifølge ham en endimensional begejstring for en let opdateret (og amerikansk) udgave af fremtiden. En fremtrædende kritiker af TED, som Bryan Appleyard fremhæver, er den amerikanske professor Benjamin Bratton. Ham kan man opleve ovenfor – i et TED-foredrag, der kritiserer TED sønder og sammen!

flattr this!