Kategoriarkiv: Teknologi

Rejser med (og næsten uden) min iPad

img_5886

I skrivende stund sidder jeg og venter på flyet til Nørresundby efter nu tre timers ventetid i Schiphol.

Engang spekulerede jeg på, hvad en tavlecomputer egentlig skulle gøre godt for. Men jeg har haft rigtig stor glæde af min iPad, især sammen med den særlige pen, man kan købe til det. Når man skriver matematik, er håndskrevne kladder nemlig stadig det eneste, der rigtig virker – fordi der er så megen notation, og nogle gange er det notation, man udvikler til formålet. (Det er også derfor. jeg er glad for iPad’en til pencasts i kursusundervisning.) I forbindelse med mit seneste artikelmanuskript har jeg lavet kladderne i hånden på iPad i stedet for at slide en A4-blok ned. Og i Glasgow har jeg kunnet tage håndskrevne notater mens jeg grublede sammen med min portugisiske kollega. Undervejs kunne jeg rette i notaterne så let som ingen ting og sende resultatet til de andre samarbejdspartnere som en PDF.

I lufthavnen i Glasgow i morgens var jeg dog meget tæt på ikke at få min iPad med hjem. Da jeg var kommet gennem sikkerhedskontrollen, var mit boardingkort nemlig blevet væk. Jeg havde lagt det på en af plasticbakkerne sammen med mine sager, men efter turen gennem gennemlysningsapparatet var det væk. Da blev jeg noget nervøs. Til sidst fandt sikkerhedsvagten boardingpasset – det var simpelthen blæst væk og puttede nu sig under rullerne på båndet. Jeg skyndte mig at lægge det på plads og at pakke mine ting i min rygsæk, men i skyndingen glemte jeg min iPad! Det opdagede jeg først, da jeg stod i en kiosk tættere ved gate-området og hørte i højttaleren, at nogen havde glemt en iPad i sikkerhedskontrollen.

Det er underligt at være blevet en af de distræte akademikere, andre fortæller vitser om.

Flattr this!

Det hele skyldes matematisk logik !?!

singularity

I et interview med Steven Wozniak i Politiken skriver Adam Hannestad

Loven blev formuleret af Intels medstifter, Gordon Moore, i 1965. Han forudså, at computerkraft ville udvikle sig eksponentielt. Kort fortalt siger loven, at computerkraft vil fordobles hvert halvandet år.

Det lyder måske ikke af så meget, men det betyder, at regnekraften i en gennemsnitlig computer er blevet rundt regnet 1.000 gange stærkere siden årtusindskiftet. Hvis Moores Lov bliver ved med at gælde, vil computerne blive 1.000 gange klogere end nu i år 2030.

Matematisk logik tilsiger, at på et eller andet tidspunkt når vi dermed det, fagfolk kalder ’singulariteten’: punktet, hvor computere endegyldigt lærer at tænke selv.

Nu har jeg selv i min tid et par gange holdt et kursus om matematisk logik, og selv om jeg kun har kompetencer inden for en lille flig af dette store emne, ved jeg nok til at ærgre mig over en journalists skødesløse og uvidende teknologi-optimisme og brug af sproget. “Matematisk logik” er blevet dovent journalistsprog for “ubønhørlighed”. Kunne man forestille sig en journalist skrive f.eks. at  “funktionalanalyse tilsiger at vi på et eller andet tidspunkt når det, fagfolk kalder singulariteten”? Næppe.

Moore’s lov siger faktisk kun at det maksimale antal transistorer pr. kvadratcentimeter i procesenheder til computere indtil videre ser ud til at have en fordoblingstid på to år. Om man vil kunne udnytte denne indtil videre eksponentielt voksende transistortæthed til noget epokegørende, er en anden historie.

Matematisk logik beskæftiger sig med logiske systemers bevisteori og modelteori, ikke med udvikling af procesenheder til computere eller med om computere kan “tænke selv”. Og der er stadig enorm uenighed i filosofi, kognitiv videnskab og datalogi om hvorvidt det vil kunne lade sig gøre at skabe en form for maskinintelligens som er på niveau med, endsige overgår menneskelig intelligens. Der er ikke engang enighed om hvorvidt begrebet singularitet, der især er blevet ført i marken af den amerikanske opfinder, teknologioptimist m.m. Ray Kurzweil, overhovedet er en plausibel hypotese. Gordon Moore, manden bag Moore’s lov, var faktisk ikke tilhænger af singularitetshypotesen.

Jeg ville ønske at journalister brugte sproget mere forsigtigt i stedet for at lade sig rive med af begreber, de tydeligvis ikke forstår, og popularisere dem til plukfisk.

Flattr this!

En ny kreationisme?

conscious_universe646_01

Af og til kan man læse spekulationer om hvorvidt den virkelighed, vi befinder os i, er en slags storslået simulering, der bliver afviklet på en computer. Det er en meget konkret udgave af omverdensproblemet fra filosofi, og mange har tænkt på det i lyset af filmene om The Matrix (der ikke har meget med lineær algebra at gøre).

I disse dage kan man læse om hvordan den allestedsnærværende Elon Musk er overbevist om at denne simuleringshypotese, og han nu vil have forskere til at undersøge hvordan vi kan forlade denne simulering. (Det er også Elon Musk, der vil kolonisere Mars, og da tænker jeg om det så ikke ville være nemmere at ændre i simuleringen så denne kolonisering skete af sig selv?)

Men hvad er argumenterne for at vi skulle befinde os i en simulering?  Tidligere i år blev dette emne faktisk diskuteret af en række kendte amerikanske forskere ved den årlige Isaac Asimov Memorial Debate i New York.

Et af de vigtige argumenter for simuleringshypotesen er, at universets love viser sig at være baseret på pæne matematiske sammenhænge – ligesom universet i et computerspil er det. Det kan da ikke være opstået “af sig selv”.

Når man bliver opmærksom på det, kommer det til at stå klart at det faktisk er samme argument som det, der ligger bag “intelligent design”: at verden er alt for snedigt indrettet til at den kan være opstået uden at der har været en ydre skabende kraft.

Der er også et andet argument for simulering, der har en tydelig kreationistisk tone: At det er relevant og interessant at simulere  lige præcis den civilisation (eller mangel på samme) der findes i form af menneskeheden på planeten Jorden. Her er der en grundantagelse om at menneskeheden er udvalgt af en højere magt.

I virkeligheden (!!) er simuleringshypotesen vel blot den seneste analogidannelse, som mennesker har brugt for at forstå sig selv og sin plads i universet, og ligesom alle de andre analogier siger den mest om mennesket selv. I det mekanistiske verdensbillede, der opstod i kølvandet på fysikkens udvikling, så man universet som en stor “maskine” styret af fysikkens (her: mekanikkens og optikkens) love. Denne indvending dukker da også op under debatten i New York hos astronomen Neil DeGrasse Tyson:

“If you’re finding IT solutions to your problems, maybe it’s just the fad of the moment,” Tyson pointed out. “Kind of like if you’re a hammer, every problem looks like a nail.”

Min egen fornemmelse er da også at simuleringshypotesen er gammel vin på nye flasker, og at den faktisk er kvasi-religiøs og i med at den giver et enkelt bud på hvorfor du og jeg er til og på hvorfor der er så megen ondskab i verden: det er en højere magt, der har villet det således og har skabt alting i sit billede. Forskellen fra traditionel religion er så at den højere magt er en slags programmør.

Flattr this!

Glæden ved regelmæssige sikkerhedskopier

kopierer

Jeg har taget regelmæssige sikkerhedskopier af indholdet af min computers disk i snart en del år. Fordi jeg primært bruger OS X, bruger jeg Time Machine-programmet til det. Og det fungerer fint. Det er dejligt at kunne genskabe data, jeg har tabt – det har jeg haft glæde af flere gange i tidens løb.

I går skete imidlertid det højst uventede og højst ubelejlige: At ikke min computer, som befinder sig i en rygsæk på min cykels bagagebærer i alt en times tid hver arbejdsdag, men min disk til sikkerhedskopiering gik ned. Den mest stationære genstand i min opstilling gav op – den eneste gang, den er blevet flyttet siden anskaffelse, er da jeg flyttede kontor. Der var ikke andet for end at købe en ny ekstern disk.

Heldigvis har jeg kunnet genfinde databasen med sikkerhedskopierne på den defekte disk, og nu bliver den kopieret over til den nye disk ved hjælp af min reservecomputer. Og det tager forbløffende lang tid.  I morgen aften skulle det være overstået. Godt at jeg har yderligere en harddisk, jeg bruger til en ekstra sikkerhedskopiering.

Flattr this!

Partikelacceleratorer for fred

SESAME-new-roof

Synchrotron-Light for Experimental Science and Applications, forkortet SESAME, er en ny synkrotron som er blevet opført i Jordan. Acceleratoren er blevet til efter inspiration fra CERN og bliver støttet af UNESCO. Bag Sesame-samarbejdet står ud over Jordan også Iran, Pakistan, Israel, Tyrkiet, Cypern, Egypten, de palæstinensiske selvstyreområder og Bahrain. Især er det tankevækkende, at Iran og Israel er del af samme konsortium.

Konsortiet bag synkrotronen skriver:

SESAME will be a widely-available ‘user facility‘. Scientists, including graduate students, from universities and research institutes will typically visit the Centre for a week or two, twice or three times a year, to carry out experiments, frequently in collaboration with scientists from other centres/countries, and then return home to analyze the data they have obtained. In other words, SESAME will not be a source of brain drain; quite the contrary, not only will the scientists who visit SESAME bring back scientific expertise and knowledge, which they will share with their colleagues and students, but it will also create a motivating scientific environment that will encourage the region’s best scientists and technologists to stay in the region or to return if they have moved elsewhere.

Det er interessant og tankevækkende at netop naturvidenskabelig forskning kan bringe disse lande sammen. Men underligt er det ikke; naturvidenskabens sprog er fælles for os alle og måske er der i virkeligheden her et stort potentiale for en fælles strategi for at komme ud over konflikterne.

Flattr this!

Sidste stik

Udpakningsaktiviteterne i hjemmet nåede i går det stadie, hvor det gav mening at stille musikanlæg og tv op igen. Så det begyndte jeg på i dag, afbrudt af et skoskab, der skulle samles. Jeg havde købt nye højttalere, herunder en subwoofer, som husstandens øvrige medlemmer synes ligner en lillebitte vaskemaskine (det gør den faktisk også). De nye højttalere skulle forbindes til lydkilden, en surround-receiver fra 2006. Og så skulle den gamle dvd- og cd-afspiller (den er helt fra 2004, men fungerer stadig upåklageligt) forbindes, og hele herligheden forbindes til et fladskærmstv fra 2007. Men hov, der manglede et ekstra kabel til dette – et komponent-video-kabel som vist på billedet. Det måtte jeg hen for at købe.

Den unge ekspedient (de fleste mennesker er yngre end mig nu – endnu et tegn på hvor gammel jeg er blevet) kiggede underligt på mig, da jeg spurgte efter kablet og vist også nævnte noget med en dvd-afspiller. Mente jeg mon et HDMI-kabel? Nej. Mente jeg virkelig et kabel til analoge signaler? Ja, det gjorde jeg. Har I da ikke den slags? Han kiggede undrende på mig, og tilføjede at det var mange år siden de havde solgt den slags. I det øjeblik følte jeg at jeg lige så godt kunne have bedt om at købe et kassettebånd eller en VHS-optager.  De har nok den i butikken ovre på den anden side, sagde ekspedienten – de har alle mulige slags kabler, tilføjede han.

Butikken ovre på den anden side af gaden havde lukket for i dag, men jeg prøver igen i den kommende uge. Nogle gange er det næsten pinligt at mærke tidens fylde.

Flattr this!

Projekteksamen med computer

csm_Computer_boeger_digital_7f04a0b169

De studerende, der nu bliver kandidater fra AAU, er blandt de sidste, der har været udsat for Helge Sander-projekteksamen, hvor de studerende skulle eksamineres én ad gangen i projektet, hvor fremlæggelsen ikke var del af eksamen og hvor der derfor skulle bruges to lokaler. Det er godt, at denne eksamensform snart blot er et dårligt minde.

Men nu kommer der en anden udfordring for projekteksamen, nemlig digital eksamen. De studerende skal ikke længere aflevere en projektrapport på papir, men aflevere rapporten elektronisk. Nogle ved, at jeg har været (og er) meget skeptisk over for den ureflekterede og forhastede måde, digital eksamen er blevet indført på.

I dag mødtes jeg med en af de projektgrupper, jeg vejleder, og de studerende spurgte mig om de skulle skrive et eksemplar af deres rapport ud til mig. De pointerede her selv at de ville tage en projektrapport med. Jeg lovede at jeg selv ville skrive et eksemplar ud.

På en måde er det selvfølgelig godt at aflevere elektronisk; vi sparer en masse papir. Men projekteksamen bliver en anderledes eksamen hvis man må have en computer eller tablet med, hvor projektrapporten er tilgængelig. En computer har nemlig internetadgang med alt hvad det indebærer. De fleste studerende vil være ærlige, men nogle vil blive fristet til at bruge internetadgangen under eksamen til at snyde. (Et tilsvarende problem findes for alle andre eksamensformer, der nu skal være helt digitale.)

En type spørgsmål, som jeg nogle gange har stillet, har været at bede de studerende finde noget helt bestemt i rapporten. Det er et spørgsmål, som afslører om de studerende har et overblik over rapporten på simpelt vidensniveau – og er relevant at stille, hvis der er mistanke om at nogle studerende i gruppen ikke har noget godt overblik. Spørgsmål af denne art kan være nødvendige på tidlige semestre, hvor grupperne er mest uensartet sammensat. Det er så desværre også de studerende, der har problemer med forståelse, der kan være særligt fristet til at snyde.

En god spørgeteknik handler derfor også om at stille spørgsmål, hvor man ikke kan få svaret på nettet. Det er da også den slags spørgsmål, der som oftest er flest af og som er mest interessante at stille og få svar på til en projekteksamen. Men også dette er sværere, end man umiddelbart skulle tro. Man behøver nemlig ikke engang at røre computeren for at kunne snyde. Ved brug af en mikrofon og et chatprogram kan en udenforstående lytte med på hvad der bliver sagt under eksamen og skrive svar på en eksaminands skærm.

Vi har diskuteret disse udfordringer blandt vejledere på 2. semester, og løsningen bliver forholdsvis bastant: Der skal være dele af en projektrapporten, hvor computerne skal være lagt helt væk. Måske bliver vi nødt til at have projektrapporten tilgængelig på et lærred, så eksaminator og censor kan fremhæve de steder, de vil spørge til. Hermed er problemet dog ikke løst.

Det er underligt, at politikere detailregulerede projekteksamen ud over alle grænser for at forbyde det, de frygtede ville kunne ske, når en gruppe studerende er til eksamen sammen, men at der ikke har været lige så grundige overvejelser hvad angår digital eksamen, hvor der kan være helt reelle bekymringer.

Flattr this!

Matematik og datalogi – og krig

p9

På det seneste er jeg begyndt igen for alvor at tænke over de etisk betingede problemstillinger, der er forbundet med forskning, efter at det er kommet frem at der har været samarbejde mellem Aalborg Universitet og BAE Systems, der laver våben og overvågningssoftware og har samarbejde med diktaturstater. Det er underligt at opleve mine kollegers reaktioner og at opleve at AAU fra centralt hold tilsyneladende finder samarbejdet uproblematisk og endda nævner BAE Systems som en officiel samarbejdspartner. I dag opdagede jeg tilmed, at BAE Systems har et opslag oppe på mit institut, hvor de søger efter en studenterprogrammør, der vil hjælpe dem. Jeg talte med den studerende, der havde sat opslaget op. Han måtte indrømme, at det var lidt problematisk, “men det er jo ikke den danske afdeling, der laver den slags ting”, sagde han. Men det er det jo faktisk – det er endda afdelingen i Nørresundby.

I 1992 skrev den danske videnskabshistoriker og fysiker Jens Høyrup fra Roskilde Universitet en artikel, Matematik og krig, og det er en artikel, jeg ofte vender tilbage til. Den er en grundig historisk gennemgang af forholdet mellem matematikkens udvikling og militær teknologi. Artiklen er særdeles kritisk i sin analyse  – dengang for 24 år siden kunne man stadig slippe af sted med at lave kritisk forskning. Høyrup kommer også kort ind på forholdet mellem datalogi (som han betragter som en gren af matematik) og militæret.

Mange vil hævde, at denne forbindelse mellem matematik (bredt anskuet) og krig ikke er et problem. Nogle konkluderer dette ud fra en holdning om at militæret i sig selv er til gavn for samfundet – de færreste (heller ikke jeg) vil f.eks. se det som et problem at Alan Turing bidrog til kryptanalysen af Enigma. Det er dog som bekendt ikke alle anvendelser, der er så tilsyneladende entydigt gavnlige. Andre vil hævde at forbindelsen reelt er “tilfældig” og derfor ikke noget problem.

I artiklen fra Information optræder således dette citat fra AAU:

»En kniv kan bruges til at slå ihjel med. Men det betyder ikke, at vi ikke vil omgås knive, for de kan jo også bruges til meget andet,«

»Jeg tror godt, jeg kan stå inde for, at mine folk ikke har været ude at slå nogen ihjel. De beskæftiger sig med nogle generelle datalogiske metoder, og metoder kan jo bruges til alting.«

Dette er en ofte hørt holdning: Teknologien er neutral og videnskabelig erkendelse er neutral. Måske kan den videnskabelige erkendelse endda drage nytte af militærets interesse?

Men anvendelserne i militæret har, netop fordi de er militære, en negativ indvirkning på videnskaben – og det ikke fordi de kan bruges til at lave våben med, men på grund af denne videns natur. Høyrups har to indvendinger, som jeg synes er vigtige:

  • For det første er militære anvendelser af teknologi produktudvikling og det, som Høyrup kalder “punktuelle”. Der er tale om et udgangspunkt i nogle her-og-nu-behov, der som oftest ikke fører til ny grundforskning.
  • For det andet er militære anvendelser omgærdet af stor hemmeligholdelse. Det står i direkte modsætning til den åbenhed, som altid har været et ideal i den akademiske verden. Et nu legendarisk eksempel er at RSA-kryptosystemet faktisk allerede blev udviklet af den britiske militære efterretningstjeneste GCHQ i 1973, flere år før Rivest, Shamir og Adleman kom på samme idé om en udnyttelse af egenskaber ved endelige ringe i modulær aritmetik.

Det er derfor også på denne måde, at der er noget problematisk ved det samarbejde, som har været mellem AAU og BAE Systems. Historien bag overvågningssystemerne gør det samtidig klart, at de ikke er en “hyldevare” (som en kniv jo er), men tværtimod er udviklet direkte til Saudiarabiens hemmelige politi.

Flattr this!

Revolutionen kommer ikke fra Facebook

gezi

Jeg har det underligt med Facebook og Twitter. Jeg skriver formodentlig noget der hver dag, men hvad nytter det egentlig? Nogle gange får jeg en hyggelig bekræftelse af mine ligesindede, andre gange er det som at slå i en dyne. Selv om jeg hver dag fordømmer intolerance og undertrykkelse og uretfærdighed og dumhed, er der stadig masser af alle fire ingredienser i verden i dag. Den amerikanske sanger og spoken word-kunstner Gil Scott-Heron sagde at The revolution will not be televised.

I et interview med El Pais siger den polskfødte sociolog Zygmunt Bauman

Social media don’t teach us to dialogue because it is so easy to avoid controversy… But most people use social media not to unite, not to open their horizons wider, but on the contrary, to cut themselves a comfort zone where the only sounds they hear are the echoes of their own voice, where the only things they see are the reflections of their own face. Social media are very useful, they provide pleasure, but they are a trap.

I artiklen Beyond Viral fra seneste udgave af Communications of the ACM når forfatterne, der er forskere fra Indien, Australien og USA, til den samme konklusion som Bauman: De sociale medier ændrer ingen ting. Der går nogle dage, og så er virkningen overstået. Derefter: Videre til det næste.

Præcis hvorfor virkningen er så svag, er et interessant forskningsspørgsmål. Min umiddelbare fornemmelse er at fordi de sociale medier først og fremmest er globale reklamesøjler, er der ligesom for reklamers vedkommende ikke tid til at formidle komplicerede budskaber, der får lov til at hvile og modnes. Og typisk er der ikke mange opfordringer til egentlig fysisk handling på de sociale medier.

Der er selvfølgelig solstrålehistorier om hvad de sociale medier kan bruges dem. Det er velkendt, hvordan deltagere i folkelige protester f.eks. i Egypten og Iran har brugt Twitter til at sprede deres budskaber. Protesterne i Gezi Park i Istanbul benyttede sig også af Twitter, og det gjorde Erdogan så nervøs at Twitter en overgang blev forbudt. I det mere rolige hjørne kan vi herhjemme se hvordan Venligboerne organiserer sig på Facebook. Men i alle tilfælde er der tale om at den egentlige fysiske handling kom først, mens tilstedeværelsen på de sociale medier kom bagefter som noget afledt.

Om et øjeblik vil jeg dele dette blogindlæg på de sociale medier. Og det vil selvfølgelig intet ændre.

Flattr this!

Dataloger og diktaturer

Foto: Nordjyske
Foto: Nordjyske

Det er ikke så tit, Nørresundby kommer i mediernes søgelys. Sidst var det i forbindelse med OW Bunker. Dengang var det lidt ærgerligt for mig at bo i Nørresundby. Denne gang er det BAE Systems, der er genstand for en artikel i Information. Tilbage i 2013 fyrede Nørresundby-afdelingen af BAE Systems 51 mennesker, men nu ansætter de igen og ifølge virksomheden er der nu omkring 100 softwareudviklere ansat i divisionen. I en ny jobannonce fra dem står der

Er du klar til at blive en del af et team, der hjælper med at gøre verden til et mere sikkert sted ift. terrorisme og kriminalitet? Er du klar til at arbejde med de nyeste teknologier indenfor data og kommunikation? Er du klar til at sætte standarden for vores næste generation af it-løsninger til offentlige myndigheder? Hvis ja, så læs videre.

Det lyder rigtig flot. Men artiklen fra Information kan på baggrund af lækkede e-mails afsløre at BAE Systems i 2010 sammen med det italienske firma Hacking Team har samarbejdet med regimet i Saudiarabien om overvågningsudstyr, der skulle bruges til overvågning af regimets modstandere. Dette skete i optakten til de omfattende protester rundt om i Mellemøsten og Nordafrika, som man kaldte for det “arabiske forår”. Firmaet har også været sat i forbindelse med leverance af overvågningssystemer til det daværende diktatur i Tunesien.

Faktisk begyndte alt dette mens  Nørresundby-afdelingen var sit eget firma, ETI.  Senere i 2010 købte BAE Systems ETI for 900 millioner kroner.

Ifølge en lækket salgsbrochure fra 2011 (her citeret fra Information) er BAE Systems bl.a. andet leveringsdygtige i software, der kan »indsamle, afkode« og »analysere« kommunikation fra telefonnetværk, internet, trådløse netværk og satellitter, og som gør det let at gennemgå store mængder opsnappet materiale for spor. Der er tale om software, der bl.a. kan identificere køn, sprog og navn på den, der taler i en aflyttet samtale, så man kan »analysere en bestemt talers tilstedeværelse på tværs af forskellige samtaler«. Softwaren kan automatisk udskrive aflyttede samtaler (!!) og give besked, når bestemte ord eller kombinationer nævnes på tværs af samtaler.

Amnesty International er dybt bekymret over dette. Det er jeg selvfølgelig også. Ekstra prekært er det, at BAE Systems aftager kandidater fra datalogi- og software-uddannelserne på Aalborg Universitet, hvor jeg underviser. Formodentlig er en del af dem, der nu bistår med udvikling af overvågningssystemer til diktaturstater, nogen, jeg har undervist eller vejledt. Og jeg kan se at AAU i hvert fald i et vist omfang har kontakter til BAE Systems.

Det er bestemt ikke blevet mindre pinligt at være fra Nørresundby eller at undervise på de datalogiske uddannelser på AAU netop nu. Jeg vil kraftigt opfordre til at man på mit institut, blandt de studerende og blandt kandidaterne overvejer om vi kan leve med aktivt at bistå diktaturstater i deres undertrykkelse.

Flattr this!