Screen New Deal?

Naomi Klein har et interessant essay i The Guardian om hvordan de store tech-virksomheder (og ikke mindst Google og Microsoft) prøver at profitere af COVID-19-pandemien. Ikke mindst online-undervisning er kommet til at fylde meget. Klein taler med et ordspil om at det, virksomhederne går efter, er en slags Screen New Deal. Det er selvfølgelig et ordspil på den Green New Deal, progressive politikere i USA efterlyser som respons på klimakrisen.

Eric Schmidt, tidligere topchef og tidligere bestyrelsesformand for Google, er i spidsen for et ekspertpanel i delstaten New York, der giver sit bud på hvordan virkeligheden og hverdagen skal se ud efter pandemien. Panelet fokuserer på hvordan internetteknologi kan integreres permanent i borgernes dagligliv. Der er forslag om telesundhed, fjernundervisning og hurtige bredbåndsforbindelser. Også Bill Gates er fremme i samme delstat med et lignende partnerskab om fjernundervisning.

Det er selvfølgelig ikke noget tilfælde, at der er sådan et fokus fra netop Google og Microsoft på at udbrede internetteknologi yderligere. Der er ikke tale om en sammensværgelse, men om at virksomhederne nu fisker i rørte vande. Men skal det være den teknologiske fremtid? Naomi Klein skriver

Schmidt kan have ret i, at overfyldte klasseværelser udgør en sundhedsrisiko, i det mindste indtil vi har fået en vaccine. Men hvorfor ikke i stedet ansætte dobbelt så mange lærere og skære klassestørrelsen ned til halvdelen? Eller hvad med at sørge for, at alle skoler har tilknyttet en sygeplejerske?

Den form for tiltag vil kunne skabe nye job i en periode med arbejdsløshed på niveau med depressionstidens og give læringsmiljøer mere fleksibilitet. Hvis skolebygningerne er for overfyldte, hvorfor så ikke opdele dagen i skift og afsætte flere timer til udendørsundervisning? Der er forskningsmæssig evidens for at, indlæring fremmes af, at børn tilbringer mere tid i naturen. Der kan være praktiske udfordringer forbundet med den type tiltag. Men at gå den vej vil være klart mindre risikabelt end at opgive den gennemprøvede ’teknologi’, hvor uddannet personale underviser børn og unge ansigt til ansigt, i grupper, hvor de samtidig lærer at socialisere.

Vi har i folkeskolen i Danmark set noget lignende. Først var der fjernundervisning i lang tid, og så kom eleverne i indskolingen tilbage. Fjernundervisningen krævede meget af de hjemmegående forældre og var næppe af særligt høj kvalitet, men med de midlertidige normeringer i klasserne var der pludselig meget mere tid til det enkelte barn, en mere overskuelig arbejdstid for lærerne og meget mere tid udendørs.

Det er bestemt ikke givet, at det, man skal lære af pandemien er, at der bare skal være mere fjernundervisning, mere telemedicin, mere brug af sociale medier og mere e-handel. E-handelen giver, som Naomi Klein skriver, let anledning til flere lagre, der reelt er sweatshops, og de sociale medier giver let anledning til mere overvågning. Tværtimod kunne man af pandemien lære værdien af menneskeligt nærvær og hvordan det kan hjælpes på vej af ordentlige anvendelser af internetteknologi.

Nogle vil synes, at det er underligt, at netop jeg er skeptisk over for internetteknologi. Det er jeg nu heller ikke, men min holdning er at teknologien ikke må bruges som en erstatning for menneskelig kontakt og nærvær, men et værktøj, der kan sikre livskvalitet. Man kan bruge teknologien til at gøre mennesker overflødige og dermed gennemføre en rationaliseringsøvelse, men vi kan bestemt også bruge internetteknologien til at skabe mere menneskeværd (herunder “nærværd”).

Forsvar for de små plasticskiver

Af avisartikler kan jeg læse, at mange tyr til Netflix og HBO i disse tider. Men ikke jeg. Jeg arbejder mig langsomt igennem den store samling af dvd’er, som af uransagelige årsager har stået urørt på hylden. Jeg havde aldrig set Brokeback Mountain, 12 år som slave, Avatar eller Barry Lyndon, men nu har jeg fået det gjort, og jeg indser i denne underlige pandemi-tid, hvilke gode filmoplevelser, jeg ikke fik i biografen.

For et år siden var jeg til et arrangement, hvor en foredragsholder fortalte om teknologi, som han ikke brugte mere (jeg synes, at hans tone her var lidt nedladende). Han fortalte om hvordan han havde proppet alle sine dvd’er og cd’er i affaldssække og spurgte ud i salen, hvornår nogen sidst havde lyttet til musik på cd. Underforstået: “Vi streamer jo alle sammen nu”. Flere tilhørere rakte derefter hånden op og sagde, at det havde de gjort så sent om aftenen inden. Det er ikke alle, der kun bruger streaming.

I dag er der igen et debatindlæg i en avis, der minder os om miljøbelastningen ved streamning. 1 times streaming på Netflix bruger 163 gram CO2. Netflix får ifølge Greenpeace kun omkring 17 procent af deres strømforbrug fra vedvarende energi, men 26 procent fra atomkraft og de resterende 30 og 24 procent af deres energi fra henholdsvis kul og naturgas.

LP-pladerne har fået en renæssance, men hvis der er retfærdighed til, bør det samme ske for cd’er, dvd’er og blu-ray. De er nemlig et bedre miljøvalg. CO2-belastningen ved fremstilling og distribution af en dvd eller cd er ganske vist omkring ét engelsk pund (vægtenhed) ifølge en amerikansk webside (i USA bruger man i modsætning til i Storbritannien stadig engelske pund). Det svarer til tre timers streaming på Netflix. Men det, der er det vigtige kritikpunkt ved plasticaffald, nemlig at plastic ikke forgår så let, taler til de små skivers fordel. For hvis man passer godt på sin dvd eller cd, kan man have den i mange år og se og lytte til indholdet igen og igen, og da er de små skiver et langt mere miljøvenligt valg. Og hvis man vil, kan man købe og sælge skiverne på antikvariat.

Jeg har haft dvd’er og blu-ray-dvd’er siden 2004. Nogle af mine cd’er har jeg haft i mere end 30 år. Én skive er blevet irret på en underlig måde ved en produktionsfejl, et par andre er blevet ridset, men resten spiller fint. Jeg holder af de gode bokssæt med ekstramateriale, som man kan gå på opdagelse i. Her er der ganske meget tilbage, jeg ikke har set og hørt.

Alt for meget skærm

Mikael Simpson lavede engang et nummer, der hedder “Jeg får alt for meget skærm”. Det er jeg kommet til at tænke på nu, hvor jeg bruger endnu mere tid foran skærme end jeg plejer.

Inden pandemien viste en undersøgelse, at voksne mennesker i USA i gennemsnit bruger 11 timer på at kigge på en skærm hver dag og ser på deres telefon hvert tiende minut. Det er næppe blevet bedre nu. En ny artikel fra Washington Post, skrevet efter pandemien begyndte og isolationen begyndte i USA, afslører at skærmtiden hos nogle er blevet forøget med 185 procent.

Der er allerede talt en del om konsekvenserne ved den isolation, vi lever i under pandemien. Sundhedsstyrelsen har lavet en pjece om mental sundhed, der kommer med en række gode råd.

Men det er også veldokumenteret, at man kan få “alt for meget skærm”. Undersøgelser viser at mere skærmtid kan have både fysiske konsekvenser (anstrengelse af synet, nakkeproblemer og vægtøgning)ysical (eyestrain, neck strain, obesity) og psykiske konsekvenser (angst og depression). Disse aspekter bør man også fokusere på, når talen er på de følger for vores mentale sundhed, som isolationen vil give for hver af os.

Zoom – og andre nye udfordringer

I flere år brugte jeg Skype til møder med forskere i udlandet, men uden entusiasme. Ofte var forbindelsen ustabil og hakkende, og mulighederne for at dele indhold var dårlige. Den slags var især træls, når vi prøvede at holde møder, hvor vi ellers ville have haft stor glæde af en tavle. FaceTime er ofte mindre ustabilt end Skype, men virker kun til Apples produkter og har heller ikke en god tavlemulighed.

En overgang forsøgte jeg og andre os med Google Hangouts, og det gik bedre. På det allerseneste er jeg begyndt at bruge Zoom, og til projektvejledningsmøder ser det ud til at virke godt. Først og fremmest er Zoom ikke nær så ustabilt som Skype. Der er en whiteboard-mulighed, der gør det muligt at dele indhold på omtrent samme måde som man ville kunne bruge en fysisk tavle. I undervisningssammenhænge er dette uvurderligt for mig. Dog fordrer det ideelt set, at alle deltagere har adgang til en mulighed for frihåndstegning. Jeg bruger selv en iPad, og det fungerer godt for mig, men ikke alle deltagere har samme muligheder.

Jeg kan se, at jeg bestemt ikke er den eneste, der har opdaget Zoom. Hele den nuværende situation kan ikke undgå at føre til nye måder at tænke på kommunikation i den akademiske verden. Forleden blev der således annonceret en seminarrække med fremtrædende forskere i datalogi inden for områderne logik og semantik. Også denne seminarrække bruger Zoom.

Fordi Zoom nu er ved at blive så populær, dukker problemerne imidlertid også op. Ét problem skyldes at der er problemer med ubudne gæster, der bare er ude på at forstyrre – og der er selvfølgelig allerede kommet et nyt ord på engelsk for netop dét: Zoombombing. Et andet, mere alvorligt problem, er virksomheden Zooms temmelig uklare regler for databeskyttelse. Og endelig er Zoom heller ikke gratis. Fordi jeg har behov for at kunne holde vejledningsmøder af mere end 40 minutters varighed, har det også krævet, at jeg tegnede et abonnement på Zoom.

Hvis vi skal lære noget af hele den underlige situation, vi er kastet ud i, er det at verden behøver nye infrastrukturer for at mødes online. Alt dette peger (blandt meget andet) på behovet for at udvikle og udbrede en platform for online-sammenkomster og møder, der kan anvendes af alle og ikke er styret af virksomheders ønske om at høste data. Men netop dét kunne også være en kærkommen mulighed for den trængte verdensøkonomi.

Digitalt understøttet undervisning med kort varsel

Alle uddannelsesinstitutioner er nu blevet lukket på grund af COVID-19-epidemien. Undervisere bliver bedt om at lave undervisningen som fjernundervisning via Internettet, og nogle institutioner beder helt eksplicit om at undervisningen bliver asynkron, dvs. ikke benytter sig af livestreaming. For mig er en sådan omlægning ligetil; det er nemlig ikke en omstilling i særligt stort omfang. Jeg har benyttet mig af flipped classroom siden efteråret 2013, så jeg er vant til at lave podcasts og tilrettelægge min undervisning omkring dem. Men for mange andre undervisere er dette helt nyt, og der er en forventning om at de alligevel kan omstille sig hurtigt. Ét ved jeg af egen erfaring: Det tog mig lang tid (faktisk flere år) at blive fortrolig med at producere podcasts og at gendesigne min undervisning. Og selv nu, hvor jeg er helt fortrolig med teknologien, tager det mig lang tid at lave podcasts.

Det er trist, at de største eksperter inden for undervisning ikke selv har tid til at undervise, fordi de er nødt til at være ledere og er nødt til at give andre gode råd. Hvis uddannelsesinstitutionerne forventede, at den store og pludselige omstilling, de nu beder om, skulle være nem, vil jeg ikke desto mindre hævde, at de tager fejl. Det er ikke nemt, endsige omkostningsfrit, at omstille sig. Nogle af de gode løsningsmuligheder, jeg kender til – software som Zoom til møder og Explain Everything til podcasts og livestreaming – bliver ikke understøttet af brede licenser til institutionerne. Hvis hele dette store pædagogiske eksperiment skal lykkes, skal der være resurserne til det. Især er det nødvendigt, at alle får adgang til de gode teknologiske løsninger.

En anden tanke, alt dette giver anledning til, er at det er underligt, hvor meget af det, mange af os hidtil har taget for givet, som fremkomsten af en ny type luftvejsinfektion tilsyneladende kan lave helt om på.

Endnu et gensyn med Pantheon

Ingen anden bygning berører mig som Pantheon i Rom. Jeg skrev tilbage i 2014 om et andet gensyn, jeg havde med Pantheon. I dag nåede jeg at være derinde tre gange.

Jeg har besøgt Panthéon i Paris og Panteão i Lissabon, og selv om de begge har lånt navnet og ideen med en stor kuppel, en portal med søjler og et storslået marmorgulv, er de for intet at regne mod det gamle tempel i Rom, der bygget under kejser Hadrian, blev til en kirke og nu har stået der i næsten 1900 år.

Når jeg besøger Pantheon, bliver jeg mindet om og nogle gange nærmest også overvældet af selve fornemmelsen af at tiden er større end alle os, der lever nu. Ydersiden af Pantheon er patineret af mange års vejrlig og forurening, men indvendig er det anderledes. Selvfølgelig har menneskene i oldtiden set den samme sol og den samme måne, som vi har set, men det er ikke desto mindre noget helt særligt at vide, at man som besøgende står på det selvsamme gulv, som Hadrian, Marcus Aurelius og andre af oldtidens store skikkelser har stået på, og kigger op på det samme oculus, hullet til himlen 43 meter oppe. Hvad mon de tænkte dengang, når de kiggede derop?

Kuplen er lavet af usandsynligt stærk beton, rørt op og klappet på plads med håndkraft højt deroppe – og er stadig verdens største kuppel bygget af uarmeret beton. De teknikker, man brugte til at gøre kuplen selvforstærkende, var usædvanligt snedige, og resultatet blev usædvanligt smukt. Romerne havde kraner, som de formodentlig har brugt her også, men også kranerne blev selvfølgelig drevet manuelt. Det ville undre mig meget, om ikke bygningsarbejdere (der i stort omfang må have været slaver) har mistet livet ved arbejdsulykker under opførelsen af den mægtige bygning. For mig er Pantheon også et minde for dem.

Verdens ældste pladeforretning

Det hævdes, at verdens ældste pladeforretning findes i Valletta. Butikken, Anthony D’Amato påstår det i al fald gerne selv. Udenfor hænger et stort, gammelt skilt med His Master’s Voice og billedet af hunden med tragtgrammofonen.

Det var forunderligt nostalgisk at se en velassorteret forretning med hyldevis af cd’er, dvd’er, blu-ray-skiver og lp’er. Ikke mindst det klassiske udvalg var godt. For ikke engang 10 år siden var den slags hverdag. Jeg kunne ikke bestemme mig til hvad jeg ville købe, men jeg har sat mig for at købe ét eller andet, som jeg har lyst til at lytte til på den gode diskafspiller derhjemme. Den kan spille både cd’er, dvd’er og blu-ray-skiver, så det udsætter min beslutning yderligere.

Inde i butikken kunne man høre et typisk eksempel på en samtale på Malta:

– Don’t worry!

– < noget på maltesisk >

– Grazie.

– Thank you.

Lige lovlig hurtigt?

Nu vil regeringen indføre fængselsstraffe for bilister, der begår grove overtrædelser af færdselslovens hastighedsgrænser. Regeringen foreslår at bilister, der kører over 200 kilometer i timen får 20 dages fængsel og en ubetinget frakendelse af kørekortet i mindst tre år.

Argumentet er at dette skulle have en afskrækkende virkning.

– Jeg tror, det vil have en effekt, når vi sender sådan et signal: Nu får du ikke bare en bøde. Du ryger direkte i fængsel, lyder det fra transportministeren.

Fra https://www.dr.dk/nyheder/indland/regeringen-vil-smide-de-vaerste-fartboeller-i-faengsel

Men argumentet om straffens afskrækkende virkning er ofte blevet tilbagevist ad empirisk vej. Forskningsresultater fra kriminologi tyder ikke på, at gerningsmænd nogensinde lader sig påvirke af straframmen. Der er lange fængselsstraffe for mord og andre alvorlige forbrydelser, og de finder sted alligevel. Selvfølgelig skal der være hårde straffe for grov kriminalitet, men afskrækkelsens argument holder næppe.

Jeg har i denne forbindelse et spørgsmål, som formodentlig er naivt: Det er klart hvorfor udrykningskøretøjer skal kunne køre hurtigt, men hvorfor skal det også være teknisk muligt for en almindelig personbil at kunne køre så meget hurtigere end hastighedsgrænserne tillader? Er der virkelig situationer, hvor en bilist har en legitim grund til at køre 200 kilometer i timen? Hvad er egentlig bilproducenternes argument for at fremstille biler, der kan køre så hurtigt?

Jeg ville umiddelbart tro, at det kunne virke bedre at forsyne almindelige person-motorkøretøjer med en spærring, der gør det umuligt for dem at køre så stærkt – i stil med den plombering, der begrænser hastigheden af knallerter. Det kunne så være forbundet med straf at forsøge at fjerne denne spærring.

Gamle computere?

Min MacBook Pro fra 2015.

Tidligere var det en rutinebemærkning blandt dataloger og andet godtfolk at sige at “hardware kan vi altid få”, men det kan vi ikke blive ved med. For tiden er der en sag på Københavns Universitet, hvor ledelsen kræver at det videnskabelige personale skal udskifte stort set alle computere der er mere end 3-4 år gamle. Og de skal selv betale for udgiften via deres forskningsbevillinger.

For de fleste vidensarbejdere er computeren blevet et lige så vigtigt arbejdsredskab som bøger, tavler, skrivebord og stol. Derfor er det urimeligt, hvis man selv skal afholde udgiften gennem eksterne forskningsmidler (der i forvejen ikke er nemme at skaffe). Men også for miljøet er det dårligt med endnu en udskiftning. Produktionen af hardware kræver ganske megen energi og udleder derfor drivhusgasser i ikke helt lille omfang. I produktionen indgår sjældne metaller. Og ved bortskaffelse af elektronikaffald er der yderligere en miljøbelastning.

Jeg er ikke ansat på Københavns Universitet, men arbejder et andet sted, der også er et universitet. Selv har jeg en arbejdscomputer, som jeg fik i 2015. Den har været til reparation i 2018, da jeg spildte te i den. Men den fungerer stadig (hvis vi ser bort fra en port, der vist ikke kunne tåle te) og er min primære computer. Det er min plan at blive ved med at bruge den, så længe jeg kan – og ikke kun fordi jeg ikke har forskningsmidler til at anskaffe mig en ny. Jeg har skabt rigeligt elektronikaffald i min tid.

Tilfældig geoengineering?

Kilde: https://www.climatecentral.org/gallery/graphics/geoengineering_schemes

Efterhånden som klimakrisens alvor går op for stadigt flere, dukker de “smarte genveje” op – lige fra plantning af træer til opfangning og lagring af CO2 fra atmosfæren til spejle påmonteret satellitter, så sollyset kan reflekteres i stedet for at varme atmosfæren på. Det paradoksale er at de mennesker, der lige nu benægter at klimaforandringerne er menneskeskabte, meget ofte er de selvsamme mennesker, der taler om menneskehedens formåen og evne til lave verden om. Faktisk har hele ideen om geoengineering fået øget opmærksomhed i USA inden for de seneste år netop fra “klimaskeptikerne”.

I går var der en lang og interessant artikel i dagbladet Information om den amerikanske tænker Jedediah Purdy, der er en flittig skribent og i en alder af 45 allerede har skrevet fem bøger bag sig. Jeg ved ikke, om der er tale om et direkte citat fra Purdy, men i omtalen af hans bog After Nature fra 2015 står der at

Climate change is planetary engineering without design.

(fra Harvard University Press https://www.hup.harvard.edu/catalog.php?isbn=9780674979864)

og den formulering er usædvanligt rammende: De menneskeskabte klimaforandringer er dårlig og uigennemtænkt geoengineering. Der er ingen tvivl om at man bliver nødt til at finde flere forskellige metoder til at gøre noget ved den globale opvarmning, men den mest effektive metode er desværre (for nogle) også den enkleste: at nedsætte udledningen af CO2 til nul inden for få år.