Det daglige lotteri

Mange ved, at jeg bruger de sociale medier regelmæssigt. Den største gevinst, jeg selv har fået på Facebook, er at jeg omsider fik kontakt med min yngste søster for otte år. Det har betydet rigtig meget for mig. Men alt det andet, jeg får ud af Facebook og Twitter og Instagram er – ja, hvad er det egentlig? Og hvorfor bliver jeg ved med at vende tilbage?

I et interview med CBS News siger Tristan Harris, der tidligere var product manager for Google at

Well every time I check my phone, I’m playing the slot machine to see, “What did I get?” This is one way to hijack people’s minds and create a habit, to form a habit. What you do is you make it so when someone pulls a lever, sometimes they get a reward, an exciting reward. And it turns out that this design technique can be embedded inside of all these products.

De sociale medier er et lotteri på lavt niveau. Modsat rigtige lotterier er de sociale medier et lotteri, hvor gevinsterne altid er små – et synes om eller en kommentar eller et billede.  I et stort lotteri kan man få en stor gevinst og aldrig få lyst til at spille igen. Gevinsterne på de sociale medier skal få os til at komme igen, og på denne måde er den afhængighed, mange af os føler, måske en slags ludomani.

Ofte tænker jeg også, at kontakten via sociale medier og chat-fora i sig rummer en lignende dobbelthed: Vi kan kontakte hele tiden, mens vi er online. På denne måde er vi altid nogenlunde tæt på hinanden. Men vi er aldrig fysisk til stede med dem, vi kan kontakte, så den begrænsede interaktionsmulighed, som et synes om eller en kommentar eller et billede eller en chat-dialog giver os, gør samtidig at vi aldrig er helt tæt på hinanden. Den store “gevinst” – og den store risiko – er kun til stede, når vi er sammen i sædvanlig forstand. Alt det andet samvær på nettet er at regne for approksimationer. Når vi bliver med at kontakte hinanden, er det i håbet om at nå tættere ind til hinanden, men det vil vi aldrig for alvor kunne, mens vi er på nettet. Vi får altid en lille gevinst, men aldrig den helt store.

Flattr this!

Der er én, der våger over dig

Her til aften holdt jeg et oplæg ved en af debataftenerne arrangeret af studenterpræsterne i Aalborg under fællestitlen Science & Cocktails. Ovenfor kan I se mine slides; der er nogle små film med, som I desværre ikke kan se her.

Deltagerne ved Science & Cocktails.

Desværre var arrangementet ikke så godt besøgt; vi skulle konkurrere med et foredrag af Svend Brinkmann i Folkekirkens Hus lige ved siden af Studenterhuset og poetry slam nede i den store sal. Men jeg, studenterpræst Christen Staghøj Sinding og de 10 fremmødte fik ikke desto mindre en interessant snak, der førte os vidt omkring. Det er ikke overraskende, at vi igen og igen vendte tilbage til den omfattende dataindsamling, som ikke mindst Facebook, Google og de store webbutikker som f.eks. Amazon foretager. Det er enorme datamængder, som der nu sættes mange kræfter ind på at kunne analysere – og her kommer universiteterne ofte virksomhederne til hjælp ved at oprette nye uddannelser i det, der er kommet til at hedde data science. Vi kom også omkring BAE Systems og deres indsats for at udvikle overvågningsteknologi, som kan eksporteres (og bliver eksporteret) til lande i Asien, der overtræder menneskerettighederne i stor stil.

Nikolaj vinder et poetry slam for anden gang i træk.

Efter lidt over halvanden time sluttede vi, og jeg gik nedenunder til poetry slam, hvor jeg havde meldt mig til og dukkede op i allersidste øjeblik. For anden gang i træk var det Nikolaj Lind Holm, der vandt (og igen var det fuldt fortjent), men selv endte jeg på en andenplads. Og det var slet ikke skidt, alt taget i betragtning.

Flattr this!

Tim Berners-Lee

Jeg er så gammel, at jeg kan huske Internettet, da der kun var e-mail, FTP, Usenet, Internet Relay Chat og noget, der hed Gopher, som kun få brugte. Dengang, fra 1987 og frem til begyndelsen af 1990’erne, var der ikke mange, der lod sig imponere af mine beretninger om hvor nemt det var at sende data fra det ene land til det andet. Men så, i 1994, spurgte Lars Albertsen, som jeg det semester var vejleder for, om jeg kendte et nyt program, der hed Mosaic. Det gjorde jeg ikke, men jeg kom hurtigt til at blive flittig bruger af denne, den første webbrowser. Nogle måneder senere fortalte WAP os om AltaVista-søgemaskinen, og også her blev jeg hurtigt en flittig bruger. Fluks fortalte jeg min daværende kæreste (som var på samme institut som mig) om AltaVista – og så var hun også fanget ind. Det, vi havde lært at besøge, var World Wide Web.

I dag kunne jeg læse at Tim Berners-Lee modtager ACMs Turing Award i år. Og det er da også på tide, for netop Berners-Lees betydning kan ikke overvurderes. Uden hans opfindelse af World Wide Web ville Internettet ikke se ud, som vi kender det i dag. Denne blog ville ikke eksistere, hvis ikke det var for WWW. De fleste mennesker uden for datalogi taler ikke om WWW, men opfatter det som synonymt med Internettet.  Alene dét viser begrebets betydning.

Og så er det da også interessant, at Turing-prisen endnu en gang går til en person, der oprindelig ikke er datalog – Tim Berners-Lee har en bachelorgrad i fysik og arbejdede i den egenskab for CERN, da han fandt på WWW.

Flattr this!

Automatisering i skyerne?

Foto: Vice.com (https://munchies.vice.com/en_us/article/robots-cooked-and-served-my-dinner)

Jeg kan ikke undgå at lægge mærke til, at der nu er en masse tale om konsekvenserne af automatisering og om hvordan maskinintelligens vil accelerere denne udvikling. Selv i statsministerens nytårstale kunne man høre tale om disruption, og her fremstod automatiseringen nærmest som et uafvendeligt naturfænomen.

Den skrækblandende begejstring minder mig dog en del om stemningen for 30 år siden, da man talte om ekspertsystemer. Dengang var der mange, der var sikre på, at der var store omvæltninger lige om hjørnet. Denne gang er det helt store tegn på, at der er et stykke vej igen, at mange af disse former for maskinintelligens benytter sig af dataanalyser, der kræver indblanding fra “skyen” (læs: en stor klynge servere). Den fra Apple-produkter så kendte talegenkendelses-app Siri er f.eks. helt afhængig af dataanalyser fra en server.

Ét er at kravene til regnekraft er så store, at de kun kan håndteres af en stor serverpark. Et andet incitament til ikke at lave dataanalyserne lokalt er, at det vil gøre den enkelte “intelligente” enhed mere kompliceret og sværere at vedligeholde og opgradere. Det er lettere at lave hyppige opdateringer af data-analyse-software på én central server end lokalt på f.eks et stort antal robotter.

Min bekymring er derfor ikke så meget en bekymring om “tænkende maskiner” og deres overlegenhed, men derimod en bekymring om de allerede velkendte sikkerhedsudfordringer, der har at gøre med at placere store mængder af data i “skyen”, og en bekymring om motiverne bag automatiseringen snarere end hvad automatiseringen måske kan opnå kort sigt. For her sker der hele tiden noget, også selv om løsningerne ikke er så elegante eller vidtrækkende, som nogle gerne vil have at de skal være.

Hele påstanden om “det skal kunne betale sig at arbejde” (der reelt er udtryk for påstanden “det kan lige nu betale sig ikke at arbejde”, dvs. at arbejdsløse ikke gider arbejde, fordi dagpengesatsen overstiger et vist beløb) kan nemlig få en anden og utilsigtet betydning: At det ikke kan betale sig at have  lavtlønnede og ufaglærte arbejdspladser. Man kan således allerede nu se, hvordan der er en del forsøg på at erstatte ufaglært arbejdskraft i fødevareindustrien med robotter.

Det er her, konsekvenserne kan blive store for samfundet – for ansættelse i fast food-foretagender og landarbejde som bl.a. frugtplukkere er typiske indgangsjobs for så forskellige grupper som uddannelsessøgende og flygtninge.

Flattr this!

Farvel til WAP

I dag tog vi afsked med Wladyslaw A. Pietraszek, af mange bare kaldet WAP efter sine initialer. Wladyslaw, der oprindelig er fra Polen (han er endda fra Sydpolen!), kom til Aalborg i 1984 efter en kort ansættelse på Århus Universitet. Oprindelig var han lektor i datalogi, men snart gik han over til at være systemansvarlig, og det var i den kapacitet, han tog initiativet til at opbygge det, der efterhånden blev til en god og effektiv IT-tjeneste ved det, der i dag er Institut for datalogi. Denne tjeneste blev udbredt til flere institutter, og i 2009 besluttede universitetsledelsen at oprette en fælles IT-tjeneste, som Wladyslaw og de andre IT-ansvarlige fra Institut for datalogi blev rekrutteret til. Herefter så vi desværre ikke længere så meget til ham.

Jeg husker de tidlige år med de små Macintosh-maskiner, de store Sun-arbejdsstationer og den første laserprinter, og jeg husker hvordan Wladyslaw var med til at bringe Internettet til AUC, som universitetet hed dengang. Og jeg husker som så mange andre hans rolige og tålmodige facon, når han forklarede os de aspekter af IT-tjenesten, som godt kunne drille. Selv om jeg og andre ikke har set meget til ham, siden han blev leder af ITS, bliver det underligt at han ikke er på universitetet mere.

Flattr this!

Fysisk til stede

I dag talte jeg med nogle af mine kolleger fra rundt om i Europa om de mange møder, vi har med hinanden over nettet. Skype er på godt og ondt blevet en udbredt måde at holde kontakten ved lige på. Møder på nettet kan være gode, hvis man skal træffe en beslutning og har en meget klar dagsorden. Men til mere kreative og søgende formål er der stadig intet, der overgår dette at være fysisk til stede i samme rum samtidig og med en stor tavle til rådighed.

Dette blev bekræftet af dagens oplevelser, hvor jeg og to kolleger fra henholdsvis Portugal og Malta havde et møde vha. Skype med en kollega fra Italien. Vi har haft sådanne møder gennem længere tid, men der kommer ofte kun få erkendelser ud af at tale sammen på denne måde. Vi kan ikke nemt reproducere dette at kunne deles om en tavle.

Ud på aftenen mødtes jeg med to kolleger fra Portugal på netop denne måde – i et lokale med en stor tavle. I løbet af et par timer kom vi ganske meget tættere på en fælles forståelse af hvordan nogle centrale definitioner bør se ud.

Måske er der gode teknologier, der kan hjælpe os med at have fagligt samvær på samme høje kvalitet som de gammeldags seminarer formår, men jeg har endnu til gode at se dem. Indtil da er vi forskere nødt til at mødes fysisk med alt hvad det indebærer af andre udfordringer, hvis vi skal have chancen for at kunne få et ordentligt udbytte af vores anstrengelser. De fire en halv dag, vi er sammen her i Tyskland har større betydning for vores indsigt og produktivitet, end mange udenforstående vel tror.

Flattr this!

En kontant forskel

I denne uge er jeg blevet sat i en situation, jeg ikke har været i siden sidst i 1980’erne – jeg har intet betalingskort. I søndags opdagede jeg at mit VISA/Dankort var blevet spærret, og uheldigvis skete det mens jeg stod ved kassen i supermarkedet. Jeg havde ikke kontanter på mig, og jeg endte med at ringe til min hustru, der dukkede op og betalte varerne for mig.

Dagen efter kunne min bankrådgiver fra Merkur berette, at Nets havde spærret mit betalingskort på grund af to mistænkelige transaktioner. Og ganske rigtigt: Nogen havde fået fat i mine kortoplysninger og brugte dem nu på lyssky vis. Sidst på ugen skal jeg  gerne få et nyt betalingskort – jeg håber, at det kan nås, thi på lørdag skal jeg rejse til Tyskland for at deltage i et ugelangt seminar. Mine planer om at købe togbilletter til indenrigstog i Tyskland er netop nu udsat på ubestemt tid.

Det er en speciel oplevelse ikke at kunne betale ad elektronisk vej i disse dage. Swipp og MobilePay er tilknyttet mit spærrede kort, og det samme gælder for mit rejsekort. Heldigvis havde jeg et beløb i vietnamesiske dong fra min rejse tilbage i november, som jeg kunne veksle til kontanter.

Den ene konklusion af denne ærgerlige oplevelse er selvfølgelig, at jeg bør have mere end ét betalingskort. Den anden er at et rent digitalt betalingssystem kan vise sig at være mere sårbart end man tror – angreb og utilsigtede nedbrud for den enkelte og for hele betalings-infrastrukturen bliver et mere omfattende problem, og det er heller ikke nødvendigvis uproblematisk, at der altid er en central instans (nemlig en bank) involveret i transaktioner.  Jeg læste i sidste uge, at der nu både er politikere og faglige organisationer, der slår til lyd for at butikker skal have lov til ikke at tage imod kontanter. Netop nu er jeg glad for at dette forslag endnu ikke er blevet til noget.

Flattr this!

Tirsdag med datalogerne

Jeg har ikke set ret meget til Institut for datalogi siden begyndelsen af august. Mine besøg der kan formodentlig tælles på en hånd. Men i dag deltog jeg i instituttets internat på Løgstør Parkhotel – det er første gang i flere år, der har været råd til at holde et sådant møde med overnatning. Temaet var uddannelserne, og her specielt hvordan uddannelserne skal se ud i fremtiden.

Først var der dog et besøg af den nye dekan for det helt nye fakultet for IT og design – der så er identisk med den hidtidige dekan for det hidtidige teknisk-naturvidenskabelige fakultet.

Derefter var der et oplæg af Adam Lebech, branchedirektør fra Dansk Industri. Hele hans præsentation handlede om den teknologiske udvikling og om hvordan den vil føre til at mange jobs vil forsvinde på grund af automatisering Derfor vil det, sagde han, være nødvendigt for alle at kunne videreuddanne sig og skifte karriere i løbet af arbejdslivet. Kompetencer som kreativitet og empati vil være vigtige at dygtiggøre sig inden for.

Her måtte jeg så spørge hvordan dette behov for nyuddannelse harmonerede med det uddannelsesloft, der netop er blevet indført – som netop vil besværliggøre dette. Og ja, det var da umiddelbart underligt, svarede Adam Lebech. Men det havde regeringen så valgt at gøre, fordi man skulle finde nogle penge.

Jeg kunne have fortsat en diskussion her, men det ville nok have været omsonst. Det er underligt at høre, hvordan den teknologiske udvikling hos ikke mindst Dansk Industri og de borgerlige politikere bliver præsenteret som en form for ubønhørligt og ukontrollabelt naturfænomen, som mennesker skal tilpasse sig. For det er netop mennesker, der bestemmer hvilken retning, den teknologiske udvikling skal tage – der er ganske mange politiske beslutninger her. Disruption er blevet et nyt modeord, men der er altid nogen, der har ansvaret for denne “afbrydelse”.

Senere på dagen var der diskussioner af datalogiuddannelsernes fremtid. Sidste gang var det mig, der var formand for studieordningsrevisionsgruppen og dermed en af dem, der var hovedansvarlig for ændringerne. Nu er jeg helt trådt ud af dette arbejde; det er på én og samme tid lidt underligt og meget lettende ikke at skulle være med her mere.

Flattr this!

Rejser med (og næsten uden) min iPad

img_5886

I skrivende stund sidder jeg og venter på flyet til Nørresundby efter nu tre timers ventetid i Schiphol.

Engang spekulerede jeg på, hvad en tavlecomputer egentlig skulle gøre godt for. Men jeg har haft rigtig stor glæde af min iPad, især sammen med den særlige pen, man kan købe til det. Når man skriver matematik, er håndskrevne kladder nemlig stadig det eneste, der rigtig virker – fordi der er så megen notation, og nogle gange er det notation, man udvikler til formålet. (Det er også derfor. jeg er glad for iPad’en til pencasts i kursusundervisning.) I forbindelse med mit seneste artikelmanuskript har jeg lavet kladderne i hånden på iPad i stedet for at slide en A4-blok ned. Og i Glasgow har jeg kunnet tage håndskrevne notater mens jeg grublede sammen med min portugisiske kollega. Undervejs kunne jeg rette i notaterne så let som ingen ting og sende resultatet til de andre samarbejdspartnere som en PDF.

I lufthavnen i Glasgow i morgens var jeg dog meget tæt på ikke at få min iPad med hjem. Da jeg var kommet gennem sikkerhedskontrollen, var mit boardingkort nemlig blevet væk. Jeg havde lagt det på en af plasticbakkerne sammen med mine sager, men efter turen gennem gennemlysningsapparatet var det væk. Da blev jeg noget nervøs. Til sidst fandt sikkerhedsvagten boardingpasset – det var simpelthen blæst væk og puttede nu sig under rullerne på båndet. Jeg skyndte mig at lægge det på plads og at pakke mine ting i min rygsæk, men i skyndingen glemte jeg min iPad! Det opdagede jeg først, da jeg stod i en kiosk tættere ved gate-området og hørte i højttaleren, at nogen havde glemt en iPad i sikkerhedskontrollen.

Det er underligt at være blevet en af de distræte akademikere, andre fortæller vitser om.

Flattr this!

Det hele skyldes matematisk logik !?!

singularity

I et interview med Steven Wozniak i Politiken skriver Adam Hannestad

Loven blev formuleret af Intels medstifter, Gordon Moore, i 1965. Han forudså, at computerkraft ville udvikle sig eksponentielt. Kort fortalt siger loven, at computerkraft vil fordobles hvert halvandet år.

Det lyder måske ikke af så meget, men det betyder, at regnekraften i en gennemsnitlig computer er blevet rundt regnet 1.000 gange stærkere siden årtusindskiftet. Hvis Moores Lov bliver ved med at gælde, vil computerne blive 1.000 gange klogere end nu i år 2030.

Matematisk logik tilsiger, at på et eller andet tidspunkt når vi dermed det, fagfolk kalder ’singulariteten’: punktet, hvor computere endegyldigt lærer at tænke selv.

Nu har jeg selv i min tid et par gange holdt et kursus om matematisk logik, og selv om jeg kun har kompetencer inden for en lille flig af dette store emne, ved jeg nok til at ærgre mig over en journalists skødesløse og uvidende teknologi-optimisme og brug af sproget. “Matematisk logik” er blevet dovent journalistsprog for “ubønhørlighed”. Kunne man forestille sig en journalist skrive f.eks. at  “funktionalanalyse tilsiger at vi på et eller andet tidspunkt når det, fagfolk kalder singulariteten”? Næppe.

Moore’s lov siger faktisk kun at det maksimale antal transistorer pr. kvadratcentimeter i procesenheder til computere indtil videre ser ud til at have en fordoblingstid på to år. Om man vil kunne udnytte denne indtil videre eksponentielt voksende transistortæthed til noget epokegørende, er en anden historie.

Matematisk logik beskæftiger sig med logiske systemers bevisteori og modelteori, ikke med udvikling af procesenheder til computere eller med om computere kan “tænke selv”. Og der er stadig enorm uenighed i filosofi, kognitiv videnskab og datalogi om hvorvidt det vil kunne lade sig gøre at skabe en form for maskinintelligens som er på niveau med, endsige overgår menneskelig intelligens. Der er ikke engang enighed om hvorvidt begrebet singularitet, der især er blevet ført i marken af den amerikanske opfinder, teknologioptimist m.m. Ray Kurzweil, overhovedet er en plausibel hypotese. Gordon Moore, manden bag Moore’s lov, var faktisk ikke tilhænger af singularitetshypotesen.

Jeg ville ønske at journalister brugte sproget mere forsigtigt i stedet for at lade sig rive med af begreber, de tydeligvis ikke forstår, og popularisere dem til plukfisk.

Flattr this!