Kategoriarkiv: Teknologi

Noget om vandhaner og brugbarhed

   

  

  
 Nogle gange kan man lære noget om brugbarhed ad overraskende veje. Her er fire eksempler på vandhaner fra USA. Den øverste er fra et offentligt toilet og den voldte mig en del kvaler. Jeg drejede på det store håndtag, men der kom intet vand. En anden toiletgæst fortalte mig så at jeg skulle trykke ovenpå den flade del; håndtaget bruges til at regulere temperaturen. En variant heraf findes i Amtrak-togenes toiletter, hvor man skal trykke nedefra på selve hanens munding! Den anden hane afbildet her er fra brusekabinen i det hus hvor vi har boet til leje. Det store håndtag regulerer temperaturen, mens det lille greb regulerer vandtrykket. En smart idé, som det tog os alle tre lidt for lang tid at regne ud – og ingen af os er blevet glade for denne bruser. Tredje vandhane er fra samme badeværelse, men her har ingen af os haft problemer. Fjerde vandhane er fra toilettet på en restaurant, og også her var det helt ligetil for os at få vandet til at strømme som vi gerne ville have det. 

De to sidste principper er fuldstændig forskellige – men er begge vellykkede. De to første er snedige, men samtidig lige snedige nok. Vi kender begge slags designfilosofier fra styresystemernes verden, f.eks. i kontrasten mellem en iPhone med én knap og få bevægelser og lidt ældre udgaver af Android-telefoner med flere knapper.

Og så har jeg slet ikke nævnt den udbredte britiske variant uden blandingsbatteri, men med en kold hane og en varm hane. Hvis den minder om noget i software-verdenen, er det vel Unix og dets mulighed for at sammensætte større arbejdsgange af små programmer.

Flattr this!

Vores alle sammens nomofobi

mobile

Forleden aften var jeg til en god lille sommerfest i en kolonihave i Aalborg. Der var hyggelige samtaler om lidt af hvert, der var grillmad og drikke og en omgang høvdingespil, og jeg fremførte et par slam poetry-tekster på opfordring. Men også her skete det på et tidspunkt: de fleste greb deres smartphones og begyndte at kigge på dem.  Snart var samtaleemnet gået fra kritiske perspektiver på den nye regering til – hvad der sker på Snapchat. Senere kom samtalen heldigvis tilbage på sporet, og jeg lagde selv min telefon bort – jeg er nemlig ikke spor bedre selv.

Jeg ser efterhånden meget sjældent min datter uden at se hendes iPhone også. Og på gode dage (eller dårlige dage?) kan jeg iagttage – hvis jeg da ellers kigger op – hvordan hele husstanden sidder og krammer deres respektive smartphones.

En britisk undersøgelse viser at én ud af seks briter kigger på sin smartphone mere end 50 gange om dagen. Ordet for denne afhængighed er nomofobi (kortform af “no mobile”-fobi!).

En anden undersøgelse foretaget i USA viste at 40 nomofober oplevede forhøjet blodtryk, stress og følelser af angst da de forsøgsvis skulle klare sig uden deres smartphone. Uha. Nogle mener nu at disse abstinenssymptoner skal forklares med den amerikanske forsker Russell Belks teori om det “udvidede selv” – at nogle ejendele bliver så stor en del af vores selv, at det at miste disse ejendele kan sammenlignes med at miste en legemsdel eller en sans. En smartphone kan efterhånden så mange ting, at den er blevet del af ejeren (eller er det telefonen, der nu ejer mennesket?). De rigtig hårdt ramte nomofober udvikler endda “fantombrummen”, så de føler at deres telefon brummer i lommen selv om den ikke gør det. Det tyder meget på at telefonen er blevet del af det, man med et dårligt matematisk ordspil kunne kalde et udvidelseslegeme.

Her er det lidt beroligende for mig at tænke på dette: I lørdags lige inden jeg tog til sommerfest skulle jeg med min hustru ud for at købe en gasflaske i et byggemarked. Da vi ventede på bussen, opdagede jeg at jeg havde efterladt min telefon derhjemme.  – Det går såmænd nok uden den telefon, sagde min hustru til mig. Og hun havde ret: det gjorde det.

Flattr this!

De glemte rumfærger

0_cbbff_6c5b945d_orig

Ikke mange ved at der var et russisk rumfærge-program. Den russiske rumfærge hed Buran og lignede den amerikanske til forveksling, præcis ligesom det russiske overlydspassagerfly lignede Concorde til forveksling. Og ligesom i det amerikanske rumfærgeprogram var der mere end ét fartøj. Men ingen af dem kom nogensinde ud at flyve bortset fra én ubemandet testflyvning i 1988. I 1991 brød Sovjetunionen sammen, og i 1993 blev det russiske rumfærgeprogram lukket.

Baikonur-rumbasen i Kasakhstan har dannet rammen om det russiske rumprogram siden starten i 1957, og det her der, de glemte rumfærger stadig findes. En blog har en lang og fascinerende billedserie fra den enorme hangar i Kasakhstan, hvor de ubrugte russiske rumfærger står og forfalder den dag i dag. Jeg kan ikke russisk, så jeg kan ikke læse teksten, men billederne taler deres tydelige sprog — en vemodig og fascinerende fortælling om kontrasten mellem drømmene om at komme ud i rummet og de store fartøjer med vinger dækket af støv.

Flattr this!

Teknologi og pædagogik hører sammen

Foto: Berlingske.
Foto: Berlingske.

Inden for de seneste få år har der været en diskussioner i medierne både herhjemme og rundt om i verden om brug af teknologi i undervisningen. Nogle har været meget skeptiske over for at indføre brug af iPad i folkeskolens undervisning, og jeg har på denne blog skrevet om problemerne ved at tillade studerende at anvende computere under forelæsninger. Jeg har også skrevet om min egen brug af min egen iPad til flipped undervisning.

Det, som ikke mange i medierne har diskuteret, er hvordan den pågældende teknologi skal bruges til at fremme læring. Kunne man forestille sig at danske folkeskoler købte et stort parti lærebøger hjem og først bagefter begyndte at overveje hvad de mon skulle bruges til? Det tror jeg ikke. Men mange tænker desværre anderledes om brug af informationsteknologi.

Teknologi er heller ikke i undervisningssammenhæng en løsning i sig selv, men skal være et redskab, underviseren bruger bevidst til at fremme læringen hos dem, der bliver undervist. Når jeg selv har været med til at holde workshops om brug af informationsteknologi, er det altid dét, jeg og mine kolleger har pointeret.

I dag er der noget så usædvanligt som en leder i dagbladet Information om brugen af teknologi i undervisning. Lederen tager fat i nye undersøgelser om anvendelser af iPad i undervisning og slutter således:

Samtidig bør undersøgelsen tjene som en advarsel om, at teknologien ikke gør arbejdet i sig selv. I vores begejstring over de nye muligheder, som de digitale værktøjer tilbyder, må vi ikke glemme, at de pædagogiske metoder er grundstammen i den gode skole.

Det er godt at se dette i en avisleder.

Flattr this!

Dig og dine Facebook-venner, der er som dig

fbpol

Nogle gange møder man den påstand at de sociale medier er fora, hvor mennesker med de samme holdninger og interesser klapper hinanden på skulderen og bekræfter hinanden, så de sociale medier derfor rent faktisk forhindrer mennesker i at mødes på tværs af forskelle.

I New York Times kan man læse en undersøgelse af mere end 10 millioner amerikanske brugeres adfærd på Facebook. Jeg ved ikke hvordan det ser ud i Danmark.

Men undersøgelsen viser noget andet: I gennemsnit er omkring 23 procent af en Facebook-brugers venner af en politisk holdning der er stik mod brugerens egne. Og i en Facebook-brugers feed er det 29 procent af indholdet, der giver udtryk for politiske holdninger der er modsat brugerens egne.

Når jeg tænker nærmere over det, er mine Facebook-venner da også et særdeles blandet klientel. Der er en del af mine Facebook-venner, jeg er meget enige med om det meste, andre som jeg er enige med om noget og også nogle jeg er særdeles uenig med (f.eks. en gammel skolekammerat fra indskolingen der nu synes om det kryptonazistiske “Danskernes Parti”). Og så er der rigtig mange af mine Facebook-venner, som jeg ikke aner om jeg er politisk enig eller uenig med – og jeg er ret beset også ligeglad. Nogle af af mine Facebook-venner som jeg er meget enig med, er faktisk folk jeg ikke kender uden for Facebook men som har henvendt sig til mig fordi de mente at vi var enige om mange ting.

Kan jeg lide at diskutere politik (eller andre holdninger) på de sociale medier? Jeg ved det ikke rigtig. Nogle gange er det mest anstrengende. De bedste meningsudvekslinger er dem, hvor man lærer at forstå modparten bedre. Om de sociale medier understøtter den slags kommunikation, ved jeg ikke rigtig. Og det er meget sjældent at en politisk diskussion flytter deltagernes holdninger væsentligt – faktisk kan jeg ikke komme i tanke om ét eneste tidspunkt hvor det er sket for nogen, jeg kender. Hvorfor bruger vi så tid på at diskutere politik?

Flattr this!

Eksaminanders fornemmelse for snyd

exam-cheating-device-in-nawanshahr-09811251277-5-638
Teknologisk baseret eksamenssnyd Made in India.

Ja, jeg ved det godt: jeg har skrevet temmelig meget om digital eksamen på denne blog, og min begejstring for dette ny system er så lille, at den er blevet væk. Noget af det, der bekymrer mig mest ved ideen om digital eksamen, er ideen om at systemet skal være centralt i selve eksamenshandlingen. Jeg er blandt andet meget utryg ved ideen om at eksaminander skal kunne medbringe deres egne computere til skriftlig eksamen – den såkaldte Bring Your Own Device (BYOD)-løsning. Det er billigt, nemt og meget usikkert.

En mulig løsning er at lade de studerende medbringe deres egne computere, men at forhindre dem i at bruge deres sædvanlige filer og opsætning og at forhindre dem i at forbinde sig til Internettet. Dette kunne man gøre f.eks. ved at udlevere et særligt boot-drev med en sikker udgave af computerens operativsystem.

Den australske uddannelsesforsker Phillip Dawson har i år publiceret en artikel, der beskriver 5 mulige former for snyd, som også denne slags BYOD-løsninger vil tillade ved en skriftlig eksamen.  Fire af de fem muligheder er allerede umiddelbart teknisk mulige; den sidste er så vidt vides ikke brugt endnu (men det ville ikke undre mig om nogen arbejdede på sagen!).

Nogle af disse former for snyd gør det muligt at snige eksamensopgaven ud af lokalet. En af mulighederne for snyd – og dette er den mulighed, der så vidt vides ikke er implementeret endnu – er at eksaminanden får det til se ud som om hans/hendes computer går ned under eksamen. Når dette sker, dumpes RAM’ens indhold imidlertid i en fil på eksaminandens computer– og dermed får han/hun også en kopi af eksamensopgaven.

Den eneste måde at forhindre dette på er ved at offentliggøre eksamensopgaven. Det gør jeg da også selv, når jeg holder skriflig eksamen.

Nu bliver det lidt teknisk: USB-tastaturer er en anden fare. Hvis man må tage sit eget tastatur med, kan man i tastaturet let skjule et lille flash-drev med hemmelige notater eller måske en modem-dongle, der gør det muligt at komme på Internettet. Dette kan eventuelt kombineres med en særlig bootloader, der får det til at se ud som om eksaminandens computer bootes fra det særlige, sikre boot-drev men i virkeligheden kun booter den sikre udgave i en virtuel maskine. Inde bagved kører stadig eksaminandens udgave!

Når jeg læser Dawsons artikel, føler jeg mig lidt som én, der planlægger et indbrud hos naboen. Der er mange forhold, der skal tages højde for, og selv da vil en snedig person alligevel kunne finde en smutvej. Min bekymring er at vi formodentlig bare starter endnu et våbenkapløb i stil med det kapløb, der er mellem indbrudstyve og husejere eller det kapløb, der er mellem terrorister og sikkerhedskontroller. Og nok så vigtigt: Alle disse forholdsregler vil ikke gøre eksamenshandlingen mere overskuelig for dens deltagere (eksaminander, eksaminatorer, tilsynsførende og censorer), præcis som elektroniske valg ikke gør valghandlinger mere overskuelige.

Flattr this!

Undervisningens dag 2015

Kathrin Otrel-Cass og Brian Møller taler om e-portfolioer.
Kathrin Otrel-Cass og Brian Møller taler om e-portfolioer.

I dag var det igen tid til Undervisningens Dag på AAU. Jeg kunne kun deltage nogle få timer; om eftermiddagen skulle jeg til møde til Studienævn for datalogi. Sidste år var jeg med til at lave en workshop om flipped classroom; i år sad jeg som tilhører. Til gengæld var temaet for hele dagen anvendelser af IT i undervisningen. Fokus var i høj grad på konkrete anvendelser af konkret teknologi, men desværre ikke nær så meget på hvordan brugen af teknologi i undervisning skal understøtte læring. Der blev talt forbløffende meget om Google og Dropbox og Skype og Moodle osv., men ikke ret meget om hvordan vi kan bruge alle de mange teknologier sammen med den undervisningsform, vi har så gode erfaringer med – problemorienteret projektarbejde, hvor formativ evaluering er central i vejledningen og hvor vidensdeling konstruerer en fælles forståelse hos de studerende. Min egen brug af flipped classroom udsprang ikke af en glæde ved video-mediet, men af min fornemmelse af at det er vigtigt at flytte fokus væk fra forelæsningerne og over på de praksis-aktiviteter, der fremmer læring.

Jeg deltog i en enkelt workshop, der handler om e-portfolioer med fokus, helt i dagens ånd, på en teknologi, der understøtter e-portfolioer. Ideen med e-portfolioer er interessant, og jeg vil gerne prøve at inddrage den. Jeg skal først finde ud af hvordan jeg kan få de studerende til at bruge e-portfolioer til at dokumentere deres læring i kurser og hvordan og om disse portfolioer kan bruges i forbindelse med summativ evaluering, af mange kendt som eksamen. I projektarbejde tror jeg til gengæld at e-portfolioer kan blive en god måde at fastholde et projekts progression på.

Flattr this!

Hovsa

hovsa

Dette skærmbillede ønsker ingen, der ejer en Mac, at se. I dag så jeg det igen. Her til morgen ville jeg læse mail, men efter et par minutter genstartede computeren spontant – eller rettede: den prøvede på det. Eneste resultat var en mappe med et spørgsmålstegn. På denne dag, hvor jeg skulle holde 4 vejledermøder, var min MacBook stået af. Jeg var rent ud sagt fortvivlet.

Da klokken var blevet 8, fik jeg ringet til IT-tjenesten på universitetet og en cykeltur senere var computeren afleveret. Desværre var ITS ikke sikker på hvor lang tid en reparation ville tage, men jeg måtte gerne låne en anden computer imens – men hvilken glæde har jeg af en Windows-pc hvis jeg skal tilgå mine filer fra en backup? Jeg kunne også konsultere det autoriserede værksted hos Humac og lade dem udføre reparation. Her fik jeg at vide at en garantireparation ville tage 7 arbejdsdage. Min eventuelle tilbageværende rest af glæde var nu definitivt fordampet.

I frokostpausen hoppede jeg på cyklen og kørte jeg ind til det lokale Nordjysk Computerservice, der ikke udfører garantireparationer, men har ydet fin service på min datters computer tidligere. Det tog dem et kvarter at reparere computeren; det var bare kablet mellem solid state-drevet og bundkortet, der var i stykker og skulle udskiftes. Udgift: 699 kroner, som jeg heldigvis har et annuum, der kan dække. Det er den slags penge, jeg helst ville kunne bruge til konferencedeltagelse, bøger osv.

Hvor var det en underlig historie. Dette burde kunne gøres bedre.

Flattr this!

Hvem var Gustave Whitehead?

Gustave Whitehead og datter foran  Plane No. 22.
Gustave Whitehead og hans datter foran Plane No. 22.

Det var først i dag, jeg blev opmærksom på Gustave Whitehead. Gustav Weißkopf, som han oprindelig hed, var født i 1874 i Leutershausen i Bayern; han mistede begge sine forældre omkring 1886 og kom til USA som 19-årig efter at have været sømand. Her begyndte han at arbejde med svævefly og spekulerede på om man mon sætte en motor på sådan ét. Om han har kendt til de svævefly, en anden tysker, Otto Lilienthal, havde konstrueret, ved jeg ikke. Men i 1901 skal han have foretaget en flyvning i et sådant motoriseret svævefly i delstaten Connecticut. Samme delstat har nu sat kampen ind for at få Connecticut anerkendt som det sted, hvor den første flyvning fandt sted. Desværre er der hverken foto eller film, der kan dokumentere begivenheden. Men i den lokale ugeavis Bridgeport Herald var der en øjenvidneberetning den 18. august 1901. Senere blev han også omtalt i Scientific American.

Men længere nede ad USAs østkyst, i North Carolina,  var det Orville og Wilbur Wright, der i 1903 foretog det, de allerfleste mennesker tænker på som verdenshistoriens første kontrollerede flyvning med en motoriseret flyvemaskine, og det var først da, udviklingen tog fart. Interessant nok kom Wright-brødrene fra en helt tredje delstat i USA, nemlig Ohio. Nogle mener at Whitehead og Wright-brødrene faktisk mødte hinanden inden 1903.

I årene efter 1901 fortsatte Whitehead sit arbejde med at udvikle flyvemaskiner, men i 1927 døde han af et hjertetilfælde.

Om Whitehead/Weißkopf faktisk var flyvningens ukendte pionér, ved jeg ikke. Det interessante er at han – hvis han faktisk foretog den første kontrollerede flyvning – tydeligvis ikke var så god  til at gøre opmærksom på sig selv, mens tid var, og hans indflydelse på flyvningens faktiske historie har været lille.

Flattr this!

Ansavrlig for ditigal eskamen?

ditigal
Berv om ditigal eskamen.

Tilbage i december sidste år skrev jeg om systemet til digital eksamen. Og det endte med at jeg, en halv time inden jeg gik på juleferie, skrev et tre en halv side langt brev til rektor med alle mine kritikpunkter af dette system, der skal tages i brug til sommer og skal tage sig af alle aspekter af eksamen – på alle fag, til alle former for eksamen og under hele processen fra planlægning af eksamen over afholdelse af eksamen til registrering af eksamensresultater.

Resultat: Et godt stykke tid senere kom et officielt svar på Aalborg Universitets direktion med en slags forsøg på tilbagevisning af kritikken (systemet var blevet testet af hele to studerende, der spændte helt fra jura til erhversjura, og af hele to undervisere). Og jeg fik et tilbud om at komme med i brugergruppen, der skal orientere om systemet til digital eksamen. Dét følte jeg slet ikke trang til.

I dag kom foreløbig seneste kapitel i denne tragikomiske fortælling: Jeg er blevet indkaldt til et møde i denne brugergruppe, som jeg aldrig har bedt om at være medlem af.  Andre medlemmer af samme brugergruppe har bedt mig om en kopi af brevet, og det har de fået – og det officielle medlem af brugergruppen har reageret prompte ved også at sende direktionens svar til alle. Jeg har tænkt mig at dukke op til første møde, men mest for at fortælle at jeg ikke vil være med til at markedsføre en fiasko. Måske kan det dog berolige mig, at der er en ikke helt lille sandsynlighed for at et system, der er så dårligt udviklet som dette, aldrig vil kunne komme til at køre.

Mødet er forresten blevet indkaldt af en fuldmægtig, der i sin signaturfil præsenterer sig som Proceskonsulent på Ditigal Eksamen.

Flattr this!