Det glemte russiske internet

Relcom-medarbejder betjener den dengang ikke helt ukendte Kremvax-server, som sendte nyheder om situationen under kuppet i august 1991 ud på Usenet.

Jeg har besøgt Rusland én gang, og det var tilbage i 1989, da Sovjetunionen stadig fandtes. Det var min første deltagelse i en datalogi-konference og samtidig, indså jeg senere, et enestående besøg i et samfund under hastig forvandling. Man kunne ane en stor usikkerhed om fremtiden, men også en hel del pionerånd i kølvandet på Gorbatjovs demokratiske reformer.

Et sted derude i opmærksomhedshorisonten lurede noget, der med tiden fik lige så stor betydning som Berlinmurens fald fire måneder senere, nemlig Internettet. Jeg havde sendt min første e-mail i 1987, da jeg endnu var studerende, og ligesom de andre vestlige deltagere fra konferencen var jeg i fuld gang med at bruge e-mail og Usenet-grupper, Det var kun nogle af russiske dataloger, der kendte til nettets muligheder, og de kendte det endnu mest som det VMS-baserede Bitnet, der strengt taget ikke var Internet. Men egentlig var det ikke så meget anderledes end hvordan det stod til i Danmark, nogle år før World Wide Web dukkede op. Heller ikke dér kendte borgere uden for datalogi, matematik og beslægtede fag til Internettet, og de af os, der faktisk var på nettet, kunne stadig på Usenet læse forargede reaktioner, når nogen havde formastet sig til at poste en annonce med ejendele til salg. Alle var nemlig enige om at “nettet ikke er kommercielt”. Ja, det var dengang.

Og derfor er det interessant at læse om de planer, der allerede længe havde været i Sovjetunionen om at skabe OGAS, et rent russisk/sovjetisk computernetværk til civil brug – præcis ligesom der var en russisk “Concorde”, Tu-144, (der lignede den britisk-franske Concorde vældig meget) og en russisk rumfærge, Buran (der lignede den amerikanske til forveksling, og som jeg tidligere har skrevet om her).

Ideen skyldtes den indflydelsesrige Viktor Glushkov, der bl.a. er kendt for sin algoritme til at konstruere en nondeterministisk endelig automat ud fra et vilkårligt regulært udtryk. Glushkov fremsatte til OGAS ideen i 1970, men finansministeren sagde nej – maskiner var gode til at tænde og slukke lys i hønsehuse, men hvorfor dog forbinde dem med hinanden? som ministeren sagde. Og derved blev det. Der var enkelte mindre, lokale netværk rundt om i landet, og der var også en del netværks-entusiaster og diskussioner i medier, men det var ikke muligt at få statslig finansiering, så hele ideen om OGAS døde hen, da Viktor Glushkov døde i 1982.  Senere prøvede Mikhail Botvinnik, der ud over at være datalog også var stormester i skak, at overtale regeringen til at lave et russisk netværk – men heller ikke dét lykkedes.

Selv indså jeg for alvor betydningen af det Internet, vi kender, da der i sensommeren 1991 var et kupforsøg mod den siddende præsident Mikhail Gorbatjov. Kupmagerne kendte simpelthen ikke til Internettet, og det var takket være de få russere, der dengang havde netadgang til Relcom, det nye russiske netværk, at nyheden om kuppet kunne spredes og modstanderne af kuppet kunne komme til orde og forpurre det igangværende kup. I de dage sad jeg på tryg afstand (men med tilbageholdt åndedræt) og fulgte med i begivenhederne i Usenet-nyhedsgrupper som talk.politics.soviet.

I dag spekulerer jeg på, hvordan det hele ville være have set ud, hvis der havde været almindelig netadgang via OGAS i Sovjetunionen i sin tid. Ville forløbet omkring katastrofen i Tjernobyl have været det samme? Det startede med det hemmelighedskræmmeri, man var så vant til (Gorbatjov havde ikke været præsident længe dengang i 1986). Ville der være lækket flere oplysninger om f.eks. den trængte situation i krigen i Afghanistan eller om modstanden mod den russiske besættelse af de baltiske lande? Eller ville OGAS “bare” have været et værktøj til at effektivisere den sovjetiske økonomi og derigennem have været i stand til at gøre noget ved den krise, der var så tydelig dengang i 1989, da jeg selv gik rundt i Moskva i nogle dage?

Flattr this!

Fortidens Facebook

Jeg har også været forbi Facebook i dag – hvor mange gange ved jeg ikke. Jeg fik en enkelt personlig besked (og den var jeg glad for), men ellers har jeg navigeret igennem en hel masse, som andre har skrevet og taget billeder af.

Nogle hævder, at de sociale medier er vor tids mødested. Men en undersøgelse fra 2014 af Facebook-vaner viste, at brugerne i undersøgelsen kun brugte 9 procent af deres tid med at kommunikere med andre. Resten af tiden bladrede de gennem det lange feed på jagt efter noget spændende. På den måde er Facebook præcis som de jackpot-maskiner, også kendt som enarmede tyveknægte, som har været så foruroligende populære (og måske stadig er det blandt ældre mennesker). Alle, der har stået ved sådan en spilleautomat, ved godt, at chancen for at få gevinst er lille. Men de blinkende maskiner, der sluger mønter, har draget mennesker i foruroligende grad, for det kunne jo være at næste mønt udløste jackpot. Facebook og de andre sociale medier er på denne måde vor tids enarmede tyveknægte. Og hvis Facebook ligger i lommen i form af en smartphone, kan man trække i håndtaget hele tiden og blive adspredt.

Netop i denne uge skriver Søren Schultz Hansen, der er selvstændig erhvervsforsker, så et indlæg i Politiken, hvori han argumenterer for at det faktisk er godt, at børn og unge ikke fordyber sig. For den digitale verden, vi lever i, kræver at vi hele tiden skal kunne omstille os og fokusere på noget andet. Her er fordybelsen en hindring. Han skriver:

Men fokus på fordybelsen bliver omvendt farlig, hvis vi ikke forstår, at den både som konkret kompetence og abstrakt løsningsmodel er gevaldigt udfordret af fremtidens samfund. I vores velmente forsøg på at bevare og beskytte evnen til at fordybe og koncentrere sig, skal vi derfor være opmærksomme på, at vi udvikler disse kompetencer hos vores børn på trods af den digitale verdens krav og betingelser, ikke på grund af dem. Vi arbejder mod netværkssamfundets logik og dynamik, ikke med.

Om han rent faktisk taler for at fordybelse er problematisk, ved jeg ikke. Men hvis han gør, kan jeg ikke lade være med at tænke på at spilleautomaterne jo faktisk ikke kræver særligt store kompetencer at betjene. Det er uklart for mig, hvilke kompetencer vi opøver ved at bruge Facebook i det omfang, vi gør.

Flattr this!

En trist kop te

Min lånecomputer får overført filerne fra min sikkerhedskopi.

Hvis ikke det var så træls, ville det næsten være morsomt.

Her til morgen sad jeg på mit kontor og forberedte mig til næste uges rejse til Cape Town. Jeg havde lige skænket en kop te op og var ved at ordne en betaling over nettet i forbindelse med rejsen. Der kom en SMS i forbindelse med betalingen, jeg vendte mig for at finde min telefon – og væltede koppen med te ud over min computer. Det lykkedes mig at råbe Satans også! og løbe ud efter papirservietter og få slukket. Selv om min computer (en MacBook Pro) havde været klappet i, var der alligevel kommet væske ind i den. Der løb te ud af USB-porten, og den slags er sjældent et godt tegn.

Jeg havde ikke tålmodighed til at vente på universitetets ITS-tjeneste; min erfaring med dem er at reparationer desværre kan tage meget længe. Så jeg sprang på cyklen og hastede ind til midtbyen.

Undervejs på turen, netop da jeg havde nået det ødeste sted på ruten, hvor der kun er marker (mellem Langagervej og Lemvigvej) var min rygsæk med computeren ved at falde af bagagebæreren. Jeg måtte af cyklen og redde den. Og netop da punkterede cyklen med en særdeles hørbar susen. Og i samme øjeblik begyndte det at regne voldsomt, dér ude på markvejen i Aalborg Øst.

Jeg måtte ringe efter en taxi, der skulle tage mig først til computerværkstedet og derefter til et cykelværksted. Regnen tog til, men til sidst kom der da en taxi til den gennemblødte person med den gennemblødte computer og den punkterede cykel.

En halv time efter at computeren var indleveret, fik jeg et opkald – der var væske alle vegne inde i computeren, og den skulle på et fjernværksted og have den helt store tur. Det ville tage 30 dage, før den ville være klar igen.

Til alt held kunne jeg låne en computer – en ældre MacBook Pro. Og nu bliver det så dén, der skal med mig til Sydafrika.

Og ja, jeg havde selvfølgelig en backup. Den var blevet taget lige inden tekruset væltede, opdagede jeg bagefter. Denne arbejdsdag, hvor jeg faktisk ikke fik lavet noget som helst, sluttede med at jeg måtte ud på universitetet igen og hente sikkerhedskopien, så jeg kunne lave en kloning.

Flattr this!

Er vi rigtig kloge?

Jeg beskæftiger mig ikke selv med maskinintelligens, så mine overvejelser her er på nogle måder nok tættere på at være lægmandsbetragtninger. Men alligevel: Det er lidt påfaldende, at der nu igen er en så udbredt optimisme med hensyn til hvad kunstig intelligens kan udrette. Jeg kan stadig huske skeptiske bøger af Dreyfus (What Computers Still Can’t Do) og Penrose (The Emperor’s New Mind)Og jeg kan huske Simons voldsomt optimistiske General Problem Solver fra 1957. Den var egentlig ikke ret meget bevendt.

Inden for de seneste år er man begyndt at tale om at kunstig intelligens vil gøre megen menneskelig arbejdskraft overflødig. Selv den nuværende danske regering taler om “disruption”. Det seneste tegn på denne tendens til at tro, at vi står over for en afgørende forandring, er en anmeldelse i Nature af en bog af den svenske fysiker Max Tegmark. En stor del af Tegmarks overvejelser ser ud til at handle om hvordan man kan forhindre skabelsen af en “superintelligens”, der vil gøre det af med menneskeheden.

Men jeg kan ikke lade være med at bemærke, at maskinintelligensens seneste succeser er opstået på områder, hvor problemdomænet er begrænset – som f.eks. i tilfældet brætspil. Også f.eks. den selvkørende bil bor i et tilsyneladende ret veldefineret problemdomæne. Der er endnu et godt stykke vej tilbage til at skabe f.eks. en dialogpartner, der kan tale med om næsten hvad som helst. Jeg ved ikke, hvor meget man har at have optimismen/frygten i, som ikke reelt er en afspejling af nogle menneskers drømme (herunder nogle forskeres drømme om flere bevillinger).

Selv er jeg nemlig mest bekymret over de hensigter, nogle har med maskinintelligens.  De forskere, jeg kender (og det er mine kolleger), er fornuftige mennesker, men det er bestemt ikke altid tilfældet, at de store økonomiske og politiske aktører er det.  Ønsket om at overflødiggøre bestemte arbejdsopgaver er ikke altid et ønske om at skabe mere meningsfyldte liv for de mennesker, som den kunstige intelligens skal erstatte – men kan derimod lige så vel bare være et ønske om at erstatte mennesker med mere ukritiske robotter. Vi taler ofte om at automationen kommer som en slags naturkraft, men vi taler sjældent om hvorfor.

Flattr this!

En motorvej til snyd?

I dag udtaler undervisningsminister Merete Risager, at der nu ikke længere skal være internetadgang til eksamen i gymnasieskolen. Hendes argument er at internetadgang åbner “en motorvej til snyd”.

Jeg har været (og er) betænkelig ved internetadgang i forbindelse med eksamen, og det har været (og er) en af mine store betænkeligheder ved digital eksamen, som den nu er blevet indført på danske universiteter. Mulighederne for snyd er én bekymring, men vi ved endnu ikke meget om hvor stort omfanget er eller kan blive. Brug af Internet ved eksamen blev først mulig på de gymnasiale uddannelser i 2012 og mere udbredt blev det først i 2014. En langt større bekymring er for mig, at bedømmelseskriterierne ved eksamen nu er ved at ændre sig meget voldsomt på kort tid, fordi det kan være svært at undersøge hvilke dele af en besvarelse, der anvender oplysninger fra Internet. En anden er, at internetadgang introducerer en lang række sikkerhedsproblemer, hvis man tillader eksaminanderne at medbringe deres egne computere. En tredje bekymring, jeg har, er at digital eksamen ofte bliver indført ikke af pædagogiske hensyn, men ud fra et ønske om rationalisering.

Samtidig er jeg dog også meget bekymret over at en minister vil bestemme detaljerne om en eksamensform. Hvordan det går, så vi sidst, da gruppeeksamen blev forbudt i 2007. Det er interessant at overveje bedømmelsesformer, men ikke på den måde, det sker nu. De nuværende diskussioner om eksamen virker skråsikre og dårligt kvalificerede, og det er ikke første gang, at det er sådan. Da gruppeeksamen blev forbudt, skete det ud fra en i bedste fald misforstået idé om at eksamen skulle måle paratviden – men alle, der har deltaget i en projekteksamen på universitetsniveau opdager, at eksamen undersøger en hel masse andre læringsmål, der stikker langt dybere.

Det bedste ville være at udvikle eksamensformer, der kan bruge internetadgang hvor den slags giver mening i forhold til læringsmålene og afsætte resurser til andre bedømmelsesformer, hvor de stadig giver mening.

Flattr this!

PBL Exchange & tingenes tyranni

I de seneste måneder har jeg sammen med mine kolleger Dorina Gnaur og Kurt Nørmark arbejdet på PBL Exchange, der er en web-platform hvor projektvejledere ved uddannelserne på Aalborg Universitet kan stille spørgsmål og udveksle erfaringer om vejledning. Vi har hyret to studenterprogrammører, der er kandidatstuderende på sidste år ved Institut for datalogi, til at hjælpe med implementationen, der foreløbig er baseret på en open source-udgave som er frit tilgængelig. I foråret har vi haft en lille skare testbrugere til at hjælpe os med at evaluere en første, midlertidig udgave af systemet.

I dag skulle vi så præsentere en ny version af PBL Exchange ud for vejledere og semesterkoordinatorer fra hele universitetet ved et møde kl. 12.30. Der skulle også være AAU-folk fra København med via et videolink.

Det blev en de dage, hvor alt drillede. Studenterprogrammørerne havde i sidste øjeblik fået problemer med at få den nyeste version af systemet lagt op, og hvis ikke vi havde noget at vise til mødet, ville det være pinligt for os. Jeg brugte en hel del af formiddagen på at få universitetets IT-service til at hjælpe her, og til sidst kom jeg til at lyde så sur og urimelig i telefonen, at jeg ringede tilbage og sagde undskyld. Og jeg var flov (og nervøs) og kunne nu kun håbe at problemerne ville blive løst.

Jeg kom over til mødelokalet kl. 11 for at gøre klar til præsentationen med Keynote-slides (med lyd på) vist over videokonference. Og alt virkede som det skulle, og jeg kunne lettet fortælle Dorina at alt var vel.

Netop da gik det hele ned, og vi prøvede febrilsk (men systematisk) at finde fejlen, men efter 20 minutters anstrengelser gav vi op og ringede til IT-service. Efter en del samtale var også IT-service overbevist om at fejlen ikke fandtes på vores computere og lovede at sende en tekniker over.

Kl. 11.55 dukkede de studenterprogrammører op og kunne fortælle os at seneste version af PBL Exchange nu virkede som det skulle. Men videokonferenceudstyret og dataprojektorerne strejkede stadig, og der var stadig ikke dukket en tekniker op. Vi rykkede IT-service og kl. 12.20 dukkede teknikeren op. Nu var de fleste mødedeltagere ankommet og sad og ventede. Til sidst var også teknikeren ved at give op og foreslog at vi fandt et andet lokale med videokonferenceudstyr – og vi gik ud for at lede efter ét, der var ledigt. Og der var skam sådan et lokale, men her var alt udstyret slukket. Til gengæld fandt jeg rundt om på gangene flere af mine kollegaer, der gik rundt og ledte efter det annoncerede mødelokale. Dem tog jeg med mig tilbage.

Kl. 12.31 virkede projektorerne omsider efter en opdatering af deres software, og nu skulle vi bare have forbindelsen på plads til København. Det tog yderligere knap 10 minutter, og vi begyndte vores præsentation kl. 12.40. Hvorefter forbindelsen til København gik ned. Nu hentede københavnerne en tekniker, der kunne reetablere forbindelsen over hos dem, og til sidst, efter mere end halvanden timers hændervriden over tingenes tyranni, kunne vi starte for alvor på vores møde, hvis budskab egentlig var, at passende brug af teknologi kan gøre arbejdslivet lettere.

Det endte med at blive et fornuftigt møde med god respons fra de indbudte vejledere og semesterkoordinatorer (omend alle københavnerne var nødt til at gå før tiden). Nervøsiteten fordampede omsider, men bagefter, da deltagerne var gået, var det i høj grad en lettelse, der satte ind. Det var en lettelse over at det i det hele taget var lykkedes at præsentere PBL Exchange, over at kommentarerne havde været positive og over at mødet omsider var overstået. Og en lettelse over at der ikke var deltagere fra Esbjerg, for det ville bare have gjort det hele endnu mere bøvlet.

Flattr this!

Vi var de første – og de sidste

Er menneskeheden, som den findes nu, den første teknologiske civilisation på vores planet? Eller var der mon en anden art før os, der nåede samme udviklingstrin som os? I en del science fiction-fortællinger, bl.a. H.P. Lovecrafts kortroman At The Mountains of Madness, dukker denne forestilling op. Men så er det påfaldende, at vi aldrig har fundet spor af sådanne gamle civilisationer.

I en ny artikel i International Journal of Astrobiology (også omtalt på ScienceDaily.com) argumenterer matematikeren Daniel P. Whitmire fra University of Arkansas for vi er den første og den sidste teknologiske civilisation på vores planet. Hans argument bunder meget kort fortalt i en probabilistisk betragtning om at vi er en typisk teknologisk civilisation. Der har været masser af tid, hvor andre teknologiske civilisationer kunne opstå på Jorden, men det er ikke sket, for der er ingen spor af dem. Og fordi vi er typiske og der ikke er spor af tidligere civilisationer, må det så medføre at vi er den eneste civilisation, der nogen sinde vil få disse kompetencer. Vi ender med at ødelægge biosfæren helt, for ellers ville der kunne opstå nye civilisationer senere. Og den triste lovmæssighed må da være, konkluderer Whitmire, at når en art på en planet opnår teknologisk kompetence, da ender den med at gøre det af med alt liv på den planet, den bebor, og gøre det forholdsvis hurtigt. Dette vil også kunne give en forklaring på Fermis paradoks, nemlig at vi aldrig har fået kontakt med andre civilisationer, selv om universet er så stort, at der burde være nogen derude.

Det er unægtelig en trist konklusion.

Flattr this!

Ensomhedsmaskinen

Mange af os, der er forældre til teenagere, oplever hvordan de unge trækker sig ind på deres værelser og bruger meget af deres fritid dér. Nogle opdager også at de unge ikke går så meget ud, men bliver hjemme – og bliver på værelset. Som forælder kan man spekulere på om der er noget galt derhjemme, men det ser ud til at der er tale om en tendens hos den generation, der nu er blevet teenagere.

En interessant (og lang) artikel af den amerikanske psykologiprofessor Jean Twenge beskriver hendes studier af hvordan ungdomskulturen er blevet påvirket af Internettet og her især af det mobile internet. Artiklen er, selv om den tager fra i amerikanske forhold, også interessant i dansk sammenhæng, fordi smartphones nåede USA før de nåede Danmark.

Og det er faktisk tilfældet at unge mennesker bruger mindre tid på at gå ud i vore dage end unge mennesker gjorde engang. Grafen ovenfor viser at der skete et markant fald i årene efter iPhone kom til verden. Jo yngre de unge er, jo mere udtalt er faldet.  Der er også mindre seksuel aktivitet, færre kærlighedsforhold – og mindre søvn. Undersøgelsen viser også, at forekomsten af depression og selvmordsforsøg er vokset markant siden 2011.

Undersøgelsen viser da også at de unge, der tilbringer mere tid alene på værelset, ikke gør det fordi de føler sig mere lykkelige. Men hvorfor reagerer så mange unge så ved at blive hjemme? Svaret er fremkomsten af de sociale medier, der skaber en ny fornemmelse af samvær.

Men de unge, der bruger 10 timer eller mere på de sociale medier om ugen, er 56 procent mere tilbøjelige til at sige at de ikke føler sig glade end de unge, der bruger mindre tid på de sociale medier. Og de, der “kun” bruger seks til ni timer om uge er 47 procent mere tilbøjelige til at sige at de ikke føler sig glade end dem, der bruger de sociale medier mindre end dét.

Til gengæld er de, der bruger mere tid end gennemsnittet sammen med deres venner 20 procent mindre tilbøjelige til at sige at de ikke føler sig glade.

De sociale medier skaber det, Johannes Sløk har kaldt for en “som-om-virkelighed”. Og det er nemt at komme ind i den: Man kan blive på sit værelse. Samtidig er det svært at få denne “som om-virkelighed” til at ligne det rigtige samvær, så man gør en stor indsats for at få andre til at synes om det, man gør. Men i virkeligheden er det måske en ensomhedsmaskine, min generation har skabt og foræret til vores teenagere.

Flattr this!

Distraktion i undervisningen

I Chronicle of Higher Education kan man læse en interessant artikel af den amerikanske universitetslærer James M. Lang, der har eksperimenteret med at bruge en anden slags dialogbaseret kursusundervisning for store hold. Ideen var at bruge en web-baseret tilgang, hvor de studerende kunne spørge og svare ved at bruge deres smartphones – og det fungerede godt. Mange studerende, der normalt var tavse i plenum, bidrog nu. Men da James Lang fortalte om sin tilgang til sine kolleger og brugte den i en præsentation, var der bagefter en kollega, der bemærkede at han var blevet distraheret midt i smartphone-dialogen – for da han så på sin telefon, lå der en besked fra hans datter.

Det førte James M. Lang til at tænke over hvordan brugen af teknologi kan være distraherende i undervisningen. Der er der allerede mange, der også har tænkt over – jeg har skrevet om det her, og jeg ved at der er bekymring i den danske folkeskole også.

Nogle ved, at jeg, i de år hvor jeg endnu holdt forelæsninger, endte med at forbyde de studerende at bruge computere under forelæsningerne. Da jeg for et par år siden holdt et foredrag om flipped classroom for gymnasielærere, bad jeg dem om at lægge deres computere væk under min præstation. Det gik godt, i al fald de første 20 minutters tid. Så begyndte gymnasielærerne at grave deres kære krammemaskiner frem igen.

Men det rigtig interessante her er Langs idé om at lave de studerende forhandle sig frem til en “forfatning” for kursusundervisningen, der eksplicit fortæller hvilken adfærd der er ønskelig og acceptabel fra studerendes side i undervisningssammenhæng, og hvilken der ikke er. Det er ikke en ny idé som sådan; vi kender den allerede fra projektarbejde på Aalborg Universitet, hvor projektgrupper ofte laver en gruppekontrakt, der fortæller hvilken adfærd der er ønskelig og acceptabel i projektarbejdet.

Det rigtig gode her er, at de studerende (i modsætning til universitetslærerne i vore dage) er vokset op med alle de teknologiske muligheder og ved at skulle lave en fælles “forfatning” dels kan trække på deres livslange erfaring, dels vil være nødt til at forholde sig kritisk til distraktionerne.

Flattr this!

Der er altid én, man kan holde om og se ned på

I går, da jeg cyklede hjem fra arbejde og var nået ind til Aalborgs midtby, fik jeg pludselig trang til at undersøge omtrent hvor lang tid der gik mellem at jeg så en fodgænger, der kiggede ned på sin smartphone.  Jeg kiggede ikke på mit armbåndsur, men der gik kun få sekunder mellem hver fodgænger. Det fascinerende og egentlig også skræmmende er, at den vane, der nu er så universelt udbredt og omdiskuteret, er under 10 år gammel. Den allerførste iPhone så dagens lys i 2007, men der gik nogen tid, før den og alle Android-konkurrenterne var blevet allemandseje.

En amerikansk undersøgelse af 800 smartphone-brugere afslører, at en smartphone faktisk også er en distraktion, når man ikke bruger den, men stadig bærer den på sig. De 800 smartphone-brugere blev bedt om at løse nogle opgaver; nogle af dem havde deres smartphone på sig, mens andre blev bedt om at lægge den i et andet lokale mens forsøget stod på. De forsøgsdeltagere, der havde deres telefon på sig, brugte signifikant mere tid på at løse opgaverne og gjorde det heller ikke så godt. Tilsyneladende betød det heller ikke noget, om den smartphone, man havde på sig, var tændt eller ej. Det er med andre ord selve muligheden for at få indtryk og for at flygte væk og for at koncentrere sig om at lade være med at give sig til at kramme den lille ven, der sluger kognitiv kapacitet.

Og bare rolig, jeg er ikke bedre end andre i denne sammenhæng. I går fødtes tanken hos mig om at købe en gammeldags Nokia-telefon, der kun kan ringe og sende tekstbeskeder. Får jeg så gjort det? Det er nok desværre en anden snak.

Flattr this!