Et alternativ til Facebook

Den seneste tids afsløringer om Facebook har gjort det fristende for mig at finde et alternativ, hvor jeg kan have mine data i fred for uvedkommende. Men det er ikke nemt, for jeg har gennem mine mere end 10 år fået genskabt kontakten til mange af dem, jeg har mødt gennem årene: Gamle gymnasiekammerater, dem, jeg mødte til Alliance Française-turen i juli 1982, folk, jeg har været på højskole mere, familiemedlemmer rundt omkring osv. osv. Faktisk fik jeg endda kontakt med min ene lillesøster gennem Facebook! Det sidste er en særligt kuriøs del af den underlige historie det er, at mine søskende og jeg først fik kontakt med hinanden som voksne. Og jeg kommunikerer en del med venner og familie via Facebook Messenger.

Der er masser af alternativer til Facebook, og jeg er bruger på både Ello og Minds – og på Google Plus, men Google er lige så glad for at høste data som Facebook, så de tæller ikke. Men desværre har jeg ikke fundet nogen, jeg kender, på hverken Ello eller Minds. Og så er der jo også rigtig mange organisationer og fællesskaber, jeg er interesseret i nyt fra, der kun er til stede på Facebook.

Det er ikke nok, at jeg skifter til et andet socialt medium; jeg skal have alle mine Facebook-venner (eller de fleste af dem) med, og det kræver noget stort, nemlig et fælles initiativ fra en hel masse Facebook-brugere. Hvordan man får dette sat i gang, ved jeg ikke, men hvis nogle store aktører gik forrest, ville det betyde noget. Tænk hvis f.eks. et universitet eller et stort firma bekendtgjorde, at de forlod Facebook til fordel for (f.eks.) Minds! For slet ikke at tale om hvad der ville ske, hvis de danske myndigheder gik deres vej. Men i lyset af al den seneste tids kamp blandt lokalpolitikere om at lægge plads til en serverpark for Facebook på dansk grund er netop dét næppe sandsynligt.

Det er bare en dukke

Foto: Zackary Canepari for New York Times

Den engelske professor Kathleen Richardson er initiativtager til en kampagne mod sexrobotter. Hun siger til Politiken at

De repræsenterer jo et dybt forskruet menneskesyn. Med deres store bryster, fyldige læber og utroligt smalle taljer er de jo en grotesk og pornografisk kopi af en kvindekrop. Det er hverken sundt eller hensigtsmæssigt, at det her syn på kvindekroppen bliver normaliseret. Det er meget tydeligt, at disse dukker er skabt af forskruede mænd til nogle mænd, der er endnu mere forskruede end dem selv. For de ønsker jo at dominere kvinder og deres kroppe totalt. De her dukker kan hverken sige nej eller udfordre manden på andre måder.

Argumentet er, at sexrobotterne vil anspore nogle mænd til at behandle kvinder voldeligt.

Umiddelbart virker Richardsons kampagne underlig på mig. På den ene side er der noget ubehageligt dehumaniserende ved denne teknologi. På den anden side har jeg meget svært ved at se, hvordan man skulle kunne håndhæve et forbud – enhver, der har tilstrækkelig mekanisk snilde, vil kunne fremstille sit eget eksemplar til eget brug. Og måske er denne slags robotter velegnede til demente eller mentalt handicappede mennesker, der har en seksualdrift.

Der findes allerede mekaniske sælunger, som demente mennesker kan sidde med. Men den slags virker unægtelig mere uskyldigt.

Selve dette, at overføre levende væseners egenskaber til genstande, naturfænomener og begreber, er helt centralt for mennesker. Guder i mange religioner ligner mennesker eller dyr. Børn leger med dukker og tøjdyr og nogle af dem bliver deres fortrolige og bedste venner tidligt i livet. Mange af os investerer en masse følelser i fiktive mennesker og dyr fra film og bøger. Forskellen er vel, at de følelser, mennesker investerer i guder, tøjdyr og film- og romanfigurer er entydigt positive.

Men hvad med de negative og dehumaniserende følelser? Dem kan vi ikke fjerne ved at forbyde en bestemt slags robotter.

Enkelt er det dog ikke, og jeg har intet svar. Hvordan ville vi have det med en livagtig dukke, som man kunne udsætte for grov vold inden for hjemmets fire vægge? Sådan en ville være forholdsvis enkel at fremstille. Den livagtige, men meget hårdføre dukke skulle bløde og skrige, når den blev udsat for grov vold. Bagefter kunne man så vaske dukken af, så den var klar til næste gang, man fik lyst til at overfalde et menneske. Hvis nogen markedsførte en sådan “jøderobot” eller “bøsserobot”, som nazister kunne overfalde, så tit de ville, ville man selvfølgelig kunne begrunde et forbud i straffelovens forbud mod at opfordre til had mod mindretal. Et tilsvarende juridisk argument var muligt, hvis robotten var opkaldt efter og lignede en navngiven person. Men samtidig ved vi også, at de hadefulde følelser, som robotten skulle bruges til at udleve, allerede var der.

En ren foræring?

Jeg begyndte sidste år at abonnere på en musik-streaming-tjeneste, og her valgte jeg Apple Music baseret på et billigt tilbud (og på at det er pænt integreret med iTunes på min iPhone). Fordelene er til at tage og føle på:  Jeg kan høre lige hvad jeg vil, når jeg vil, og jeg kan tilmed lytte til musikken på det gode anlæg derhjemme, for receiveren understøtter trådløs streaming i hjemmet.

Men vi ved også godt, hvad ulemperne er. Der er selvfølgelig udfordringen med lydkvalitet, for streamet musik lyder ikke så godt som vinyl eller cd, men dette er først og fremmest et teknisk problem.

De egentlige problemer er af anden art. Forretningsmodellen bag streaming er ikke god for de udøvende kunstnere bag musikken. Det har allerede længe været et problem, at kunstnerne får meget begrænsede royalties fra streaming-tjenesterne. Den amerikanske musiker Damon Krukowski har et interessant indlæg i Pitchfork om netop de problemer.

Damon Krukowski er nok ikke er en typisk musiker; hans websted afslører, at han ud over at indspille egen musik også har mange andre jern i ilden. Især er han en produktiv skribent.

Krukowski gør opmærksom på at det er en ganske lille del af musikken, der bliver streamet meget. For al den øvrige musik er afkastet lille, og der er samtidig en reel fare for at den sjældent spillede musik simpelthen vil forsvinde fra streaming-tjenesterne, præcis som de sjældent sete film ikke er at finde på streamingtjenester for film som Netflix. Jeg har tidligere skrevet om hvor svært det er blevet at få fat i gamle filmklassikere på dvd, og Netflix har ingen af dem og i det hele taget kun ganske få ældre film. Ét problem er at det ensretter vores lyttevaner. Et andet er, at store dele af vores kulturarv er i fare.

Et andet problem er at meget information om indspilninger er i fare for at gå tabt. Her tænker jeg på de kreditering af musikerne, sangtekster og anden tekstuel information, som vi kender fra lp-omslag og cd-hæfter. Alt dette fylder kun få kilobytes, men er ikke desto mindre ikke at finde som information på Apple Music.

Nogle musikere prøver at kompensere for lavere indtægter fra indspillet musik gennem at optræde, men der er mange grunde til at dette ikke er en holdbar løsning. Dels er der altid en øvre grænse for hvor mange koncerter, nogen kan nå at give, dels giver de store stadion- og festivalkoncerter med stort publikum nogle meget distancerede og anonyme oplevelser både for de optrædende og for publikum.

Krukowski indrømmer, at han ikke har en god løsning på problemerne, men nævner sine egne erfaringer med at give musik væk mod frivillige bidrag på nettet. På webstedet for hans tidligere band, Galaxie 500, koster det penge at hente musik. Til gengæld giver webstedet for hans nye musikudgivelser med duoen Damon & Naomi, hvor man kan hente musikken kvit og frit og give et bidrag efter eget valg, større afkast.

Om dette peger på en løsning, ved jeg ikke. Det eneste oplagte at gøre må være at lave en systematisk undersøgelse af hvordan det går for de musikere, der har valgt en tilsvarende forretningsmodel. Interessant nok skrev den amerikanske forfatter Cory Doctorow  helt tilbage i 2006 en artikel om hvordan han tjente penge på at give sine bøger væk.

Og jeg kan heller ikke lade være at bemærke, at det videnskabelige samfund længe har benyttet en tilsvarende økonomisk model, hvor vi har delt opdagelser med hinanden – uanset at f.eks. min chef på universitetet anser viden for at være en vare.

Socialrådgiveren som algoritme

Der er en rigtig interessant artikel i dagbladet Information om emnet kunstig intelligens. Artiklen spørger, om det i virkeligheden giver mening at tale om intelligens uden at tale om bevidsthed også. Hvor meget kan en maskine forstå af hvordan det indebærer at tænke som et menneske uden også selv at være menneske? Kan en maskine være empatisk? Kan et stykke software, der f.eks. aldrig selv har oplevet sorg, forstå hvad sorg mon er? Kan et stykke software forstå, hvordan det er at have migræne?

Måske er hele den i øjeblikket så populære spådom om at kunstig intelligens har en stor fremtid for sig og vil kunne overtage mange menneskers arbejde, i virkeligheden også i høj grad udtryk for et bestemt menneskesyn og for en bestemt måde at tænke om hvordan mennesker skal omgås hinanden. Hvis intelligens er “regelbaseret”, består intelligent adfærd nemlig i at følge regler. Intelligens er løsrevet fra bevidsthed og indlevelse i Den Anden.

Ofte har man hørt det argument, at det arbejde, der er mindst i fare for at blive overflødiggjort, er “arbejde med mennesker”, der kræver empati. Men måske er det i virkeligheden ikke sådan.

Dansk Socialrådgiverforening har længe givet udtryk for, at de er ved at blive kvalt i regler. Denne regelbaserede arbejdspraksis (jeg tænker selvfølgelig også på min yndlingsaversion New Public Management) er uempatisk – og bevidstløs i ordets egentlige forstand.

I artiklen i Information sigerKlavs Birkholm, der var med til at oprette uddannelsen i teknoantropologi på Aalborg Universitet, dette:

»En socialrådgiver arbejder tit med forhold, der påkalder sig stor offentlig interesse. Det kan være fjernelse af børn og unge fra deres familie. Ræsonnementet synes at være, at man i stadigt større omfang hellere må overlade den slags beslutninger til kunstig intelligens. Socialrådgiveren skal i et standardiseret sprog svare på en række spørgsmål, hvorefter systemets algoritmer kan komme med en løsning,« siger Birkholm og peger på, at den erfarne socialrådgiver før kunne gøre sig iagttagelser baseret på lang erfaring og på den baggrund gå ind og foreslå løsninger, der måske havde deres baggrund i et kompliceret forhold mellem far og søn.

»Men den yngre kollega har lært at bruge standarderne. I stedet for et menneske, der kan bruge sine sanser, har du i stedet fået en robot. Vi risikerer alle sammen at blive en smule mindre bevidste,« siger Klavs Birkholm og henviser til, at det er den vej, langt de fleste politikere og beslutningstagere ønsker, vi skal gå.

På cykel i Antarktis

Eric Larsen på cykel i Antarktis.

Jeg lod være med at tage cyklen på arbejde i dag, fordi jeg kunne læse at der ville komme slud og sne. Det skete så ikke rigtig. Men i dag kunne  jeg læse om en træningsapp, der hedder Strava (efter det svenske ord sträva). De geodata, den indsamler, blev i november 2017 brugt til at vise særligt interessant aktivitet på et verdenskort. Man kunne bl.a. se, at nogen cyklede i Antarktis, men også at der var amerikanere, der var ude at løbe i Afghanistan og Syrien. Her var selvfølgelig tale om militærpersoner, og på denne måde har Strava afsløret hvor de befinder sig.

Det er et slemt problem (disse data er gefundenes Freßen for gidseltagere og mange andre), men det er også tankevækkende at Stravas begrænsede dataindsamling faktisk er et potentielt problem. Så tør man slet ikke tænke på risici ved at bruge f.eks. Google eller Facebook.

Men det rigtig fascinerende var at opdage, at der er nogen, der har cyklet i Antarktis. Se, dét er noget mere hårdfør adfærd end de krumspring, en akademikere kan gøre. Jeg anede ikke, at man kunne cykle dér – min (ukorrekte) fornemmelse har altid været, at man ville synke i, når man prøvede at komme hen over indlandsisen.

En artikel fra 2012  (hvis forfatter meget passende hedder Denise Winterman) beskriver den første ekspedition, der skulle nå Sydpolen på cykel. Og Helen Skelton fra Storbritannien nåede frem – ved brug af cykel, ski og dragetrukne ski Den længste “rene” cykeltur i Antarktis skyldes dog Eric Larsen (der er amerikaner). Han ville nå Sydpolen udelukkende ved at cykle; det lykkedes ikke, men han nåede dog en fjerdedel af distancen.

Din elskede får dig til at miste opmærksomheden

En gammel engelsk vittighedstegning fra 1906, der forudså at man snart (dvs. i 1907) ville holde op med at tale sammen og i stedet sidde med hver sin telefon!

Sidste sommer skrev Svend Brinkmann om hvordan han hvert femte minut føler trang til at tjekke sin smartphone – og om hvad der skal gøres for at dæmme op for denne trang. Det er en trang, jeg også selv kender alt for godt.  I nogle år brugte jeg min smartphone som vækkeur, men statusopdateringerne og trangen til at se, hvad der stod, blev en distraktion for mig.

For nogle få dage siden læste jeg et debatindlæg af Julie Hastrup, hvori hun røber at hun ikke længere får læst noget af betydning. Hun skriver

Jeg håber, at jeg en dag kan vende tilbage til bøgerne. At jeg kan tvinge mig selv, insistere på at ville. Et kvarter, en time, en halv. Hvis ikke min selvdisciplin er tilstrækkelig, kan jeg blokere internetforbindelse, blokere Facebook, Instagram, Twitter, blokere virkeligheden. Bare et kvarter.

Med til historien hører her, at Julie Hastrup faktisk er – forfatter.

Måske er der noget helt grundlæggende på spil. Den amerikanske psykiater John Ratey, der er ekspert inden for ADD, er gået så vidt som til at indføre begrebet acquired attention-deficit disorder. Han udtaler, at symptomerne hos mennesker med ADD og mennesker, der har en smartphone, er “helt de samme”.

Jeg er begyndt i det helt små på at forsøge at få nogle bedre vaner for at komme det, der måske er en selvpåført ADD, til livs. Sidste sommer begyndte jeg at lægge min smartphone til opladning i køkkenet; jeg købte et vækkeur, der vækker mig med blidt lys og fuglelyd. Og jeg sover utroligt meget bedre nu. Næste skridt bliver at lægge min smartphone i en svært tilgængelig lomme, når jeg er ude. Ideen er hermed givet videre.

Det der med tonen

I dag har jeg læst en rigtig nedslående artikel om sager om seksuel chikane på arbejdspladser. Mange sager er blevet afvist med henvisning til arbejdspladsens “friske tone”. Og her i efteråret har jeg kunnet læse en del debatindlæg (mest fra mænd), der gerne vil frem til at nogle former for uønsket seksuel adfærd ikke er noget særligt, og tilråb mv. er måske “bare for sjov”. Selvfølgelig er der forskel på f.eks. en voldtægt og et seksuelt tilråb på gaden, men det betyder jo ikke at sidstnævnte er acceptabelt eller uproblematisk.

De etiske retningslinjer for acceptabel kommunikation er noget af det sværeste at tale om. Hvad må man sige til hinanden? Under hele karikaturkrisen om Muhammed-tegningerne i 2006 kørte den offentlige debat helt fast, og nu, hvor man taler om seksuel chikane, er det ved at ske igen.

Men der er én ting, der slår mig: Når nogen føler sig nødsaget til at fortælle andre, at en bemærkning “bare er for sjov”, er det ofte et tegn på, at det, der er blevet sagt, faktisk ikke er sjovt for andre end den, der kom med bemærkningen. Jeg tænker selv på de ganske mange gange, hvor jeg har fortalt en vittighed, som ingen forstod. Der kom bestemt ingen latter, når jeg var nødt til at fortælle at jeg havde prøvet at være morsom.

Samtidig har jeg også en fornemmelse af, at de muligheder for deling af indhold og meninger, som Internettet har givet, skaber en forandring hos mange menneskers etiske udsyn og dermed også deres opfattelse af hvordan “tonen” bør være, også uden for Internettet. Der var også hadske læserbreve for 20 år siden, men næppe så mange, som der i dag er grove og hadske udsagn på Internettet. Tilsvarende var der næppe mange forsmåede mænd, der fremstillede papiraftryk af intime fotos af deres eks-kone og delte dem ud til tilfældige forbipasserende.

En ny begyndelse med en ny cykel

Jeg skrev for fire år siden om den store reparation af min trofaste Kildemoes-cykel; dengang gav jeg mere end 2000 kroner for at få en hel masse skiftet. Siden da har min cykel været igennem utallige reparationer – til sidst var det faktisk kun stellet og forhjulet, der havde overlevet fra dengang i 2008, da cyklen var fin og ny. For få uger siden var frikrans og klinger igen slidt helt ned, og da besluttede jeg mig: Nu måtte det være nok med reparationer og udskiftninger af mit kæreste eje – det var tid til igen at købe en ny cykel..

I dag cyklede jeg for sidste gang på den gamle cykel; turen gik ud til cykelhandleren for at hente min nye cykel. Det gav et minimalt stik i hjertet, da jeg så min trofaste gamle Kildemoes stå forladt tilbage i novembermørket, om lidt på vej til at blive skrot. Men på vej hjem havde jeg fornøjelsen af en oplevelse, de fleste cyklister kun oplever få gange i deres liv, nemlig at cykle på en helt ny og gennemjusteret cykel. Og der var tilmed medvind og 30 gear til rådighed.

Mon ikke dette er begyndelsen på et smukt venskab?

Det glemte russiske internet

Relcom-medarbejder betjener den dengang ikke helt ukendte Kremvax-server, som sendte nyheder om situationen under kuppet i august 1991 ud på Usenet.

Jeg har besøgt Rusland én gang, og det var tilbage i 1989, da Sovjetunionen stadig fandtes. Det var min første deltagelse i en datalogi-konference og samtidig, indså jeg senere, et enestående besøg i et samfund under hastig forvandling. Man kunne ane en stor usikkerhed om fremtiden, men også en hel del pionerånd i kølvandet på Gorbatjovs demokratiske reformer.

Et sted derude i opmærksomhedshorisonten lurede noget, der med tiden fik lige så stor betydning som Berlinmurens fald fire måneder senere, nemlig Internettet. Jeg havde sendt min første e-mail i 1987, da jeg endnu var studerende, og ligesom de andre vestlige deltagere fra konferencen var jeg i fuld gang med at bruge e-mail og Usenet-grupper, Det var kun nogle af russiske dataloger, der kendte til nettets muligheder, og de kendte det endnu mest som det VMS-baserede Bitnet, der strengt taget ikke var Internet. Men egentlig var det ikke så meget anderledes end hvordan det stod til i Danmark, nogle år før World Wide Web dukkede op. Heller ikke dér kendte borgere uden for datalogi, matematik og beslægtede fag til Internettet, og de af os, der faktisk var på nettet, kunne stadig på Usenet læse forargede reaktioner, når nogen havde formastet sig til at poste en annonce med ejendele til salg. Alle var nemlig enige om at “nettet ikke er kommercielt”. Ja, det var dengang.

Og derfor er det interessant at læse om de planer, der allerede længe havde været i Sovjetunionen om at skabe OGAS, et rent russisk/sovjetisk computernetværk til civil brug – præcis ligesom der var en russisk “Concorde”, Tu-144, (der lignede den britisk-franske Concorde vældig meget) og en russisk rumfærge, Buran (der lignede den amerikanske til forveksling, og som jeg tidligere har skrevet om her).

Ideen skyldtes den indflydelsesrige Viktor Glushkov, der bl.a. er kendt for sin algoritme til at konstruere en nondeterministisk endelig automat ud fra et vilkårligt regulært udtryk. Glushkov fremsatte til OGAS ideen i 1970, men finansministeren sagde nej – maskiner var gode til at tænde og slukke lys i hønsehuse, men hvorfor dog forbinde dem med hinanden? som ministeren sagde. Og derved blev det. Der var enkelte mindre, lokale netværk rundt om i landet, og der var også en del netværks-entusiaster og diskussioner i medier, men det var ikke muligt at få statslig finansiering, så hele ideen om OGAS døde hen, da Viktor Glushkov døde i 1982.  Senere prøvede Mikhail Botvinnik, der ud over at være datalog også var stormester i skak, at overtale regeringen til at lave et russisk netværk – men heller ikke dét lykkedes.

Selv indså jeg for alvor betydningen af det Internet, vi kender, da der i sensommeren 1991 var et kupforsøg mod den siddende præsident Mikhail Gorbatjov. Kupmagerne kendte simpelthen ikke til Internettet, og det var takket være de få russere, der dengang havde netadgang til Relcom, det nye russiske netværk, at nyheden om kuppet kunne spredes og modstanderne af kuppet kunne komme til orde og forpurre det igangværende kup. I de dage sad jeg på tryg afstand (men med tilbageholdt åndedræt) og fulgte med i begivenhederne i Usenet-nyhedsgrupper som talk.politics.soviet.

I dag spekulerer jeg på, hvordan det hele ville være have set ud, hvis der havde været almindelig netadgang via OGAS i Sovjetunionen i sin tid. Ville forløbet omkring katastrofen i Tjernobyl have været det samme? Det startede med det hemmelighedskræmmeri, man var så vant til (Gorbatjov havde ikke været præsident længe dengang i 1986). Ville der være lækket flere oplysninger om f.eks. den trængte situation i krigen i Afghanistan eller om modstanden mod den russiske besættelse af de baltiske lande? Eller ville OGAS “bare” have været et værktøj til at effektivisere den sovjetiske økonomi og derigennem have været i stand til at gøre noget ved den krise, der var så tydelig dengang i 1989, da jeg selv gik rundt i Moskva i nogle dage?

Fortidens Facebook

Jeg har også været forbi Facebook i dag – hvor mange gange ved jeg ikke. Jeg fik en enkelt personlig besked (og den var jeg glad for), men ellers har jeg navigeret igennem en hel masse, som andre har skrevet og taget billeder af.

Nogle hævder, at de sociale medier er vor tids mødested. Men en undersøgelse fra 2014 af Facebook-vaner viste, at brugerne i undersøgelsen kun brugte 9 procent af deres tid med at kommunikere med andre. Resten af tiden bladrede de gennem det lange feed på jagt efter noget spændende. På den måde er Facebook præcis som de jackpot-maskiner, også kendt som enarmede tyveknægte, som har været så foruroligende populære (og måske stadig er det blandt ældre mennesker). Alle, der har stået ved sådan en spilleautomat, ved godt, at chancen for at få gevinst er lille. Men de blinkende maskiner, der sluger mønter, har draget mennesker i foruroligende grad, for det kunne jo være at næste mønt udløste jackpot. Facebook og de andre sociale medier er på denne måde vor tids enarmede tyveknægte. Og hvis Facebook ligger i lommen i form af en smartphone, kan man trække i håndtaget hele tiden og blive adspredt.

Netop i denne uge skriver Søren Schultz Hansen, der er selvstændig erhvervsforsker, så et indlæg i Politiken, hvori han argumenterer for at det faktisk er godt, at børn og unge ikke fordyber sig. For den digitale verden, vi lever i, kræver at vi hele tiden skal kunne omstille os og fokusere på noget andet. Her er fordybelsen en hindring. Han skriver:

Men fokus på fordybelsen bliver omvendt farlig, hvis vi ikke forstår, at den både som konkret kompetence og abstrakt løsningsmodel er gevaldigt udfordret af fremtidens samfund. I vores velmente forsøg på at bevare og beskytte evnen til at fordybe og koncentrere sig, skal vi derfor være opmærksomme på, at vi udvikler disse kompetencer hos vores børn på trods af den digitale verdens krav og betingelser, ikke på grund af dem. Vi arbejder mod netværkssamfundets logik og dynamik, ikke med.

Om han rent faktisk taler for at fordybelse er problematisk, ved jeg ikke. Men hvis han gør, kan jeg ikke lade være med at tænke på at spilleautomaterne jo faktisk ikke kræver særligt store kompetencer at betjene. Det er uklart for mig, hvilke kompetencer vi opøver ved at bruge Facebook i det omfang, vi gør.