Punktform

I dag sidder jeg og reviderer mine slides til et foredrag om Alan Turing, som jeg skal holde i overmorgen i forbindelse med et møde på mit institut. Ved den lejlighed kom jeg til at tænke på, hvor mange dårlige slides (i Powerpoint o.lign.), der er blevet vist til uskyldige tilhørere i årenes løb. Sidste år meldte jeg mig ind i det schweiziske Anti-Powerpoint-parti, og jeg har ikke i sinde at melde mig ud. Et problem, som især præger begynderes præsentationer, er kombinationen af lister af punkter og “noter til den talende”. Utallige er de præsentationer, jeg har overværet, hvor studerende på første semester præsenterer slides på denne form og derudover står og vifter med hænderne i desperate forsøg på at illustrere pointer. Jeg må ind imellem tøjle en spontan lyst til at slukke projektoren eller til at gå på wc, evt. begge dele. Men også langt mere erfarne mennesker, der burde vide bedre, kan være leveringsdygtige i denne slags præsentationer.

Den amerikanske datalog Peter Norvig (og ja, han har danske aner – hans far er fra Danmark), som i dag er forskningsdirektør på Google, har begået en grinagtig parodi på hele denne mislykkede form ved at forestille sig, at Gettysburg-talen blev præsenteret som Powerpoint-slides. Talen er en af de mest berømte taler i USAs historie; den blev holdt af præsident Abraham Lincoln i Gettysburg i 1863 under borgerkrigen og var med til at indvarsle et vendepunkt i denne krig. Ofte fremhæves netop denne tale for sine retoriske kvaliteter; den er tilmed helt koncis og tog kun et par minutter at holde.

For en god ordens skyld: Manuskriptet til Gettysburg-talen kan findes på Wikisources; der findes faktisk fem lidt forskellige udgaver.

Hemmelig fisketur i Bahrain

Noget af det, der optager mig en del i mine aktiviteter i Amnesty International, er den skæbne, der er overgået dem, der kæmpede for demokrati i Bahrain. Det blev efterhånden klart, at de vestlige regeringer ikke gjorde ret meget for at påvirke situationen til demokratiforkæmpernes fordel. Mange af demokratiforkæmperne havnede i fængsel som samvittighedsfanger og blev udsat for tortur.

Men det er faktisk noget endnu værre end blot systematisk ligegyldighed, vi har med at gøre. Firmaer fra Europa har nemlig direkte hjulpet regimet i Bahrain med at overvåge modstandernes handlinger.

En ny rapport fra CitizenLab beskriver, hvordan regimet i Bahrain gennem mailvedhæftninger har spredt spyware til demokratiforkæmpere. Det er spyware, der gør det muligt at opsnappe samtaler over Skype og at keylogge, dvs. opsnappe de enkelte tryk på tastaturet på den angrebne computer. Rapporten fra CitizenLab beskriver, hvordan vedhæftningen er forklædt som en billedfil. Når denne billedfil bliver åbnet, bliver spywaren installeret, og det første den gør, er at inficere operativsystemet og at begynde at indhøste oplysninger om de data, der bliver kommunikeret via den angrebne computer. Disse data bliver gemt i krypteret form, så brugere af den angrebne computer ikke kan genfinde dem. Det ser ud til at der bliver brugt ganske mange kneb for at skjule eksistensen af selve den tilstedeværende spyware, bl.a. code obfuscation og skræddersyet omgåelse af antivirus-software.

Det er ikke hvemsomhelst, der har udviklet dette temmelig avancerede stykke spyware – det er det britiske firma GammaGroup. Man skal kende Windows og udviklingsværktøjer til Windows godt for at kunne lave dette produkt, der bærer navnet FinFisher. Efter Hosni Mubaraks fald fandt man ifølge det britiske magasin The Register en kontrakt på FinFisher til det egyptiske regime til en værdi af 287.000 euro. GammaGroup benægter (ikke overraskende) at have været involveret.

Som i enhver anden historie er der en morale. Her er der vel egentlig to.

  • Den første er den meget forudsigelige: at man skal passe enormt meget på med at åbne vedhæftede filer.
  • Den anden morale er, at lovgivningen om handel med software formodentlig ikke er tilstrækkelig. I disse tider, hvor Amnesty International og andre kæmper for en meget nødvendig traktat om våbenhandel, må vi også huske, at andre former for handel kan føre til grove krænkelser af menneskerettighederne. Den britiske Export Control Act fra 2002 gør det faktisk muligt at begrænse eksport af denne form for software, men det ser ikke ud til at være sket.

Hyldest til Eugéne Ionesco

Min datter glemte sin mobiltelefon i bussen på vej til Spejdernes Lejr 2012 i Holstebro. Da jeg opdagede det, ringede jeg til telefonselskabet. Følgende samtale udspandt sig.

– Jeg hedder Hans Hyttel. Min datter har mistet sin telefon. Jeg vil gerne have spærret sim-kortet.
– Hvad er nummeret, det er tilknyttet?
– Det er 555-3412.
– Det er et sim-kort til data.
– Det forstår jeg ikke.
– Man kan ikke ringe op til det, for det er et sim-kort til data. Vil du gerne have det spærret?
– Det er ikke et sim-kort til data. Det er sim-kortet til min datters telefon. Den er blevet væk, så den skal spærres. Man kan sagtens ringe op til min datters telefon.
– Det er et sim-kort til data, Carsten.
(undrer sig over at blive kaldt Carsten) Vent, jeg kom til at bytte om på nogle cifre. Det rigtige nummer er 555-1234. Jeg gentager: Nummeret er 555-1234. Det er det nummer, jeg mener. Altså 555-1234.
– Carsten, vil du gerne have sim-kortet spærret, selv om det er til data?
(nu med stor utålmodighed) Så hør dog efter hvad jeg siger! Jeg vil have spærret min datters telefon, der er blevet væk.
– Tag det nu roligt, Carsten.
(brøler) For helvede! Jeg hedder ikke Carsten!! Jeg hedder Hans Hyttel og jeg vil have spærret sim-kortet på min datters mobiltelefon. Det er det, jeg hele tiden har prøvet at fortælle dig!!!!
– Nå, jeg kan se, at jeg har tastet et forkert nummer. Jeg spærrer kortet nu.
– Godt.
– Er der andet, jeg kan hjælpe dig med?
– Det tror jeg ikke.

(Iflg. Den Store Danske:

Eugène Ionesco, opr. Eugen Ionescu, 26.11.1909-28.3.1994, fransk-rumænsk forfatter, der fik afgørende betydning for det absurde drama fra anden halvdel af 1900-t.

… bl.a. Le Rhinocéros (skrevet 1958, Næsehornet, Alléscenen 1961) om det gode menneske Bérenger og hans ubodelige ensomhed under et totalitært regimes smittebærende styre, der i stykkets fabel gør alle til næsehorn.)

Et plastisk samfund

Termokanden. Den lille sprayflaske med sprit til at rense computerskærmen med. Den lille børste, der skal sprit på for at rense samme skærm. Telefonen. Den lille pose, der var nødder i, og som jeg smed væk. Tusserne til tavlen i auditoriet. Drikkeglasset med en blomst på. Kuglepennen. Strømforsyningen til min computer. Radioen. De små højttalere, der er sluttet til min computer. De blå, gule, grønne og røde A4-lommer til papir.

Alle disse genstande befinder sig på mit skrivebord, mens jeg skriver dette. De har én ting tilfælles: De er i større eller mindre omfang lavet af plastic. Plastic er et fremragende materiale. Men en dag går termokanden og strømforsyningen og de små højttalere i stykker, og tusserne bliver slidt op. Så er plastic en byrde.

I Taiwan er man for længst begyndt at betragte plastic som en resurse. I 2010 blev hele 73 procent af østatens plastic genanvendt. I 200 blev over 180.000 tons plastic genanvendt som råmaterialer til en værdi af mere end 140 millioner amerikanske dollars. Hele 9 af de landshold, der var med ved det seneste fodbold-VM i Sydafrika spillede i dragter, lavet af såkaldt eco-fabric, som er fremstillet af – brugte plasticflasker. Man er endda også begyndt at fremstille mursten af genbrugsplastic.

Noget lignende må vi også kunne gøre herhjemme, og det kunne være en måde at skabe nye arbejdspladser på. Teknologien er der allerede. Men ingen private firmaer har taget et sådant initiativ; dette må være en målsætning for en visionær regering (hvis en sådan ellers findes – den nuværende opposition ser ikke ud til at have forslag i denne retning).

Kaczynski og Skrbina

Jeg er gammel nok til at huske den forfærdelige Unabomber-sag i USA i 1990’erne, hvor nogen sendte bomber til akademikere og flyselskaber. Fire mennesker mistede livet og 20 andre blev lemlæstet i større eller mindre omfang. Bombemanden viste sig at være eneboeren Theodore Kaczynski; han lod sig pågribe i 1996 mod at landsdækkende amerikanske aviser ville offentliggøre hans lange “manifest”. Manifestet var udtryk for en ekstremt negativ holdning til teknologien og dens indflydelse på samfundet. Oprindelig var Kaczynski matematiker, men han forlod den akademiske verden og isolerede sig i stigende grad for altså til sidst at ende som en fjendtlig og hadefuld eneboer.

Den amerikanske universitetslærer i filosofi David Skrbina har siden 2003 haft en regelmæssig korrespondance med Theodore Kaczynski, og dette er beskrevet i en lang artikel i Chronicle of Higher Education.

En udtalelse fra Skrbina viser, at også han er teknologiskeptiker og kan forstå (men ikke forsvare) Kaczynskis gerninger ud fra denne teknologiskepsis:

But he conducts his dialogue with Kaczynski with an open mind, as if he were willing to join the cause but has not quite been fully persuaded. “It’s a very strong case that reform is not adequately able to respond to the challenges we face,” he says, dryly. “And if that’s true, then some kind of revolt becomes necessary.” At one point he suggests that it makes sense that Kaczynski sent the bombs, since his manifesto would have been totally ignored otherwise, and the message needs to be heard. “It gave him the leverage to force the publication of the manifesto and to cause it to be read by large numbers of people in the public,” Skrbina says.

“It may yet turn out to be true that he was a prophet and potentially a kind of savior, of humanity and the planet.”

Det spørgsmål, der uvægerligt melder sig hos mig er, i hvilket omfang man skal læse og analysere det, Kaczynski skriver – og i så fald hvordan. Andre terrorister har haft en tilsvarende skrivetrang: Anders Breivik skrev et manifest på 1.500 sider, og også al-Qaeda og Baader-Meinhof-gruppen har fundet tid til at skrive manifester. Også de værste diktatorer har haft skrivetrang: Hitler skrev Mein Kampf, og Stalin, Mao og Pol Pot har ligeledes formuleret sig på skrift i større omfang. Interessant nok er det samtidig veldokumenteret, at Breivik plagierede en hel del fra Kaczynski.

Problemet med Kaczynskis tekster er, at de virker gennemarbejdede, og at der tilsyneladende er sammenhængende ræsonnementer i dem, noget man ikke kan sige om andre terroristers manifester. Kan man finde noget af værdi i dem? Må vi tage dem for pålydende? Skal man ligefrem udgive dem i bogform med redaktionelle kommentarer og forord? Dette har Skrbina faktisk gjort.

Skrbinas udtalelser om Unabomberens mulige profet-status i fremtiden kommer unægtelig til at minde om Anders Breiviks frygtelige udtalelser om, at man en dag vil forstå nødvendigheden af at han dræbte så mange mennesker. Det er bestemt ikke mit indtryk, at Skrbina nærer voldelige holdninger, men han kommer efter min mening til at tage Kaczynskis tekster alt for alvorligt.

Det er nemlig umuligt for mig at læse Kaczynskis tekster uafhængigt af hans ugerninger, for alt, hvad han har skrevet, har i et eller andet omfang haft til formål at retfærdiggøre dem. Kaczynskis bombeattentater udsprang af hans ekstreme teknologiskepticisme, og det er tydeligt af artiklen i Chronicle of Higher Education, at han aldrig har angret noget som helst.

Den største ændring

På Edge.org blev et stort antal tænkere fra videnskab, kunst og filosofi spurgt:

What will change everything?

Med andre ord: hvad er den største ændring, vi vil kunne komme til at opleve? Mange svarede med tanker om evigt liv, en fuldstændig indsigt i hjernens repræsentation af kognition eller opdagelsen af liv uden for jorden. Nogle enkelte talte om krig eller store katastrofer. Det er spændende læsning, og nogle af ideerne er svimlende, men meget andet er usædvanligt vidtløftigt. Mange forudsiger (ikke overraskende), at ændringen vil skyldes netop deres fagområde.

Jeg kan huske en årsfest på Aalborg Universitet, hvor Peter Lund Madsen i et foredrag skulle give sit bud på den største innovation, menneskeheden har oplevet inden for de seneste 1000 år. Hans bud var, at det var indførelsen af kloakering.

Ja, det var ekstremt prosaisk. Og det var helt alvorligt ment. For, som han sagde, fjernede de underjordiske kloakker den alvorligste smittekilde fra bybefolkningens dagligdag og gjorde det muligt for dem at leve længere. Med et længere liv for den enkelte fulgte en hel masse nye muligheder.

De forandringer i det danske samfund (og mange andre samfund), der har forbedret livskvaliteten mest for flest mennesker, skyldtes tilsvarende, lavteknologiske ændringer, der kan løse sociale problemer. Her tænker jeg på almindelig undervisningspligt, offentlig sygesikring og dannelsen af politiske partier og fagforeninger.

Jeg tror faktisk, at det, der vil kunne ændre fremtiden for os, vil være noget lige så prosaisk. Og nej, selv om jeg er datalog, tror jeg ikke, at det bliver informationsteknologien, der for alvor kommer til at ændre vores verden. Computerne findes, og Internettet findes, og mobiltelefonerne findes, men vi bruger i stort omfang alt dette maskineri til at gøre det, vi plejede at gøre, meget nemmere – vi taler sammen, skriver sammen, ser på billeder, lytter til musik. Det ville vi gøre alligevel. Menneskets behov er i høj grad knyttet til dette at være menneske, the human condition.

Alene en meget mere effektiv og skånsom produktion af fødevarer og genindvindelse af resurser vil kunne ændre meget mere for menneskeheden, end man tror. Talrige er de krige, der er blevet udkæmpet om adgang til resurser. Lige så talrige er de konflikter og uheldige adfærdsmønstre, der skyldes social ulighed og manglende erkendelse af ulighedens konsekvenser. Og vi er stadigt mere truet af forureningens konsekvenser i form af global opvarmning. Hvis disse problemer kan løses for menneskeheden som helhed, vil det forbedre vores livskvalitet – og måske vil drømmene om telepati, udødelighed, kontakt med ekstraterrestrielt liv osv. ikke længere lokke så meget som et tilflugtssted, når vi tænker på fremtiden.

Tilsvarende – i den negative version – vil en fortsat rovdrift på vores resurser (herunder fødevarer) simpelthen gøre livet meget, meget surere for os.

Alt for langt væk

Stormtrooper (Lucy Pepper)
Lucy Pepper: Stormtrooper

USA har en politik med droner, små ubemandede fly, der med passende fjernstyring kan bombe mål i andre dele af verden. Sommetider må de piloter, der fjernstyrer en bombemission med droner, overlade kontrollen til en kollega – de er nødt til at gå til skole-hjem-samtale på børnenes skole.

Nogle borgere i Danmark stemte på Dansk Folkeparti og gik ind for en meget restriktiv udlændingepolitik, men da en ung asylansøger, de havde lært at kende, skulle udvises, protesterede de.

En britisk studerende var vellidt af sine kammerater og familie. Han deltog hyppigt i debatfora på nettet. Da han opdagede at en afrikansk fodboldspiller var faldet om med hjertestop under en kamp, skrev han i en kommentar på nettet “LOL! den slags er vel hvad man kunne forvente af de sorte”.

Hvad har disse meget forskellige situationer til fælles, ud over at de er autentiske? Én ting: de viser hvor forskelligt mennesker kan handle alt efter hvor langt de er fra objektet for deres handling.

Den amerikanske præsident vil næppe selv gå hen til et hus for at kaste en håndgranat ind gennem ruden. Den britiske studerende ville næppe selv stå bøjet over den døende fodboldspiller og grine. Borgerne i Danmark, der hjalp den asylansøger, de kendte, ville næppe have reageret på samme måde, hvis de kun havde læst om sagen og den fandt sted i en anden del af landet.

Mange handlinger, der påvirker andre mennesker, kræver, at man distancerer sig fra handlingens objekt. Det er ikke odiøst i sig selv; et eksempel er at man som underviser ikke må leve sig så meget ind i nogle studerendes modstand mod læring, at man fortvivler eller måske endda ender med at give op. Man skal dog samtidig også have et professionelt nærvær, for nu at låne et begreb fra mine dygtige AAU-kolleger Marianne Kristiansen og Helle Alrø. Har man ikke et sådant nærvær, ser man ikke den studerende som et lærende subjekt, og så kan undervisningen ikke undgå at lide under det.

Vi virtualiserer krig, underholdning, undervisning og politik, og virtualiseringen skaber distance. Måske er det en tendens, der ikke er ny. Det er blevet hævdet, at teknologien bag krigsførsel har som formål har skabe stadigt større distance fra den handling det er at dræbe et andet menneske med de bare næver. Et spyd, en kanon, et bombefly, et missil og en drone repræsenterer forskellige grader af distance fra denne handling.

Jeg er særligt forundret og fascineret over alt det had og de løsgående aggression, der manifesterer på nettet. I går skrev jeg om Anita Sarkeesian og de meget ubehagelige reaktioner, hun blev udsat for på nettet. I The Guardian skriver Zoe Williams om det fænomen, man på engelsk kalder  trolls. Zoe Williams er selv inde på at der i nogle tilfælde er tale om langt mere end trolls, nemlig om utilslørede trusler. Men disse er stadig i mindretal. Tilbage står en hel masse diffust had. Zoe Williams konkluderer sin artikel med at minde os om at der er mennesker bag enhver troll.

It’s all about humanisation, which is the big conundrum facing this amendment – people behave badly online because they feel liberated, and they feel liberated because it’s virtual. Our standards of courtesy are bound to our corporeal selves; freed from one we’re freed from the other. Calling trolls “trolls” probably doesn’t help. We should call them rude people.

Kunstneren Lucy Pepper har lavet en række portrætter af trolls, som hun forestiller sig dem. Et af disse portrætter viser jeg ovenfor.

Virtualiseringen skaber en stor etisk udfordring, nemlig at vi skal opdrage os selv og andre til at udvise et “professionelt nærvær”, også når vi færdes i den virtuelle verden. For uanset om vi er i den virtuelle verden (og virtue betyder jo faktisk “dyd” på engelsk) eller i den virkelige verden sker det samme med de samme konsekvenser: Den dårlige karakter falder, den sårende bemærkning falder, bomben falder.

En køn omgang

Anita Sarkeesian er en ung amerikansk kvinde (med armensk baggrund), der på sin webside http://www.feministfrequency.com tager fat i nogle indarbejdede forestillinger i populærkulturen, som har med kønsroller at gøre, og som aldrig rigtig bliver genstand for diskussion. F.eks. er det egentlig påfaldende, at der er én kvindelig smølf, og at Smølfine oprindelig blev fremtryllet af troldmanden Gargamel for at så splid mellem de andre (alle mandlige) smølfer. Noget af det hun vil, er at få os til at tage stilling til og udfordre det, man kalder troper – ikke varme lande, men “faste vendinger” eller temaer, der dukker op igen og igen i fortællinger. Når de bliver dominerende, får vi en verden af stereotyper med alt hvad det indebærer af problemer. Der er masser af den slags rundt omkring i fiktionens verden – den dumme blondine, den naive jyde, den elskelige bedstemor osv. I computerspillenes verden er der også troper og stereotyper i den helt store stil – tænk bare på det vel første udbredte eksempel, Lara Croft. Problemerne med dominerende stereotyper er blandt andet, at de gør det meget sværere at tegne nuancerede billeder af mennesker og sværere for læsere, seere, spillere osv. at kunne “se sig selv”. Og stereotyperne rummer ofte også en forventning om hvordan “man” bør opføre sig som f.eks. kvinde. Derfor er det vigtigt at få udfordret hele dette univers af stereotyper.

Der er desværre også en anden grund til at Anita Sarkeesians arbejde vækker opsigt. Hun lagde ovenstående video ud på YouTube for at bede om crowdfunding (6.000 dollars) til sit videre arbejde om netop troper og kønsroller i computerspil – og hvad kom der ud af det? Flere tusinde ubehagelige, hadske (kvindefjendske og racistiske) og direkte truende kommentarer fra mænd, der af en eller anden grund følte sig trådt på eller truet på en eller anden vigtig del af deres identitet. Nogle gik så vidt som til at vandalisere hendes Wikipedia-side med pornobilleder. Al denne frastødende adfærd er endnu mere påfaldende, når jeg af videoen tydeligt kan se, at Anita Sarkeesian faktisk holder af at spille computerspil og når jeg tænker på, at tonen i videoen faktisk er både saglig og afdæmpet. Hele denne triste polemik kan man læse om hos New Statesman. Heldigvis kan man også af artiklen se, at Anita Sarkeesian fik 55.671 dollars ind på sin appel. Hun gjorde i øvrigt det rigtige med alle kommentarerne og lod dem stå til til beskuelse i al deres brutale dumhed.

Det, der slår mig her, er dels at der nogle gange tilsyneladende næsten ingen ting skal til for at fremprovokere en hel masse had på nettet, dels at det nogle gange er anonymiteten, der legitimerer det. I et indlæg fra sidste år greb jeg fat i netop dette. Mon de samme mænd ville have sagt det samme til Anita Sarkeesian, hvis de havde siddet og spillet computerspil sammen med hende?

Der er andre tilfælde, hvor mennesker er blevet udsat for trusler på nettet – senest et medlem af det britiske Underhus, der modtog trusler pr. e-mail. Manden bag disse trusler blev for nylig dømt. Denne sag var helt klar, for i dette tilfælde var der tale om en regulær trussel rettet mod den pågældende politikers børn, men hvad skal vi gøre ved alle de skrækkelige kommentarer, der kommer på debatfora?

Pessimistisk metainduktion

Naturvidenskabens historie er en lang fortælling om teorier, der er blevet bredt accepteret og siden forladt. Engang var næsten alle enige om at det geocentriske verdensbillede var korrekt; alle himmellegemer bevægede sig om universets centrum, Jorden, Engang var næsten alle enige om, at en forbrændingsproces havde som konsekvens at et stof kaldet flogiston forlod det, der der brændte. Engang var næsten alle enige om, at elektromagnetiske bølger forplantede sig gennem en “æter”.

I dag griner man af det geocentriske verdensbillede og hvis man har fulgt med i skolen, ryster man på hovedet af flogiston-teorien. Det er lidt mere bøvlet at overbevise sig om at der ikke findes en “æter”; det var først i 3.g, jeg lærte om Michelson-Morley-eksperimentet.

Men hvorfor skulle de naturvidenskabelige forklaringer, vi har i dag, være af bedre kvalitet end dem, som videnskabshistorien har forkastet? Man kunne sagtens forestille sig, at også vore dages naturvidenskab en dag vil blive forkastet og gjort til genstand for hovedrysten eller det, der er værre. Denne antagelse kalder man for pessimistisk metainduktion. Induktion har her intet med de naturlige tal at gøre; her betegner ordet videnskabelig induktion, dvs. den kognitive proces, der består i at udlede en generel lovmæssighed ud fra en mængde af observationer. Der er tale om metainduktion, da vi her har at gøre med en lovmæssighed om lovmæssigheder.

Det er bestemt ikke en ubetinget enkel eller ukontroversiel påstand, vi har med at gøre. Den er i direkte modstrid med en idé om “naturvidenskabens landvindinger”, dvs. at vi ved mere og mere, efterhånden som tiden går. Det kunne også være, at det generelle princip om pessimistisk metainduktion faktisk er ukorrekt, for også dét er jo en generel lovmæssighed, der er søgt udledt ud fra en mængde af observationer (der her er fejlslagne forklaringsmodeller). Det kan være, at vi en dag bliver klogere om videnskabens udvikling. Hvorfor kan vi være sikre på, at der ikke er noget, der er sikkert?

En anden indvending er, at vore dages naturvidenskab faktisk er i stand til at gøre en hel del korrekte forudsigelser, der gør det muligt at konstruere endog særdeles kompliceret teknologi. Laseren er et godt eksempel på hvordan teorien om stimuleret emission (der skyldes Einstein) har fået konsekvenser for teknologien. Det virker umiddelbart usandsynligt, at teorien om stimuleret emission er forkert og at det alligevel er muligt at konstruere lasere. (Men man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig.) Det er svært at forestille sig opsendelsen af rumsonder, der skal udforske et geocentrisk univers eller en brandforebyggelsesteknologi, der baserer sig på måling af flogiston. (Men igen – det kunne jo have været tilfældet.)

Hvis man skal bruge pessimistisk metainduktion til noget positivt, tror jeg at det er, at den kan indgyde en vis beskedenhed hos os, der bedriver forskning, så vi kan undgå at låse os alt for kategorisk fast på bestemte teoridannelser. Hvis pessimistisk metainduktion også har gyldighed inden for samfunds- og humanvidenskaberne, (og hvorfor skulle den dog ikke det?) vil det kunne give disse en vis klædelig beskedenhed også. Her tænker jeg på bl.a. de nu meget omdiskuterede matematiske modeller af markedet. Det er værd at huske, at teorierne aldrig kan være bedre end de antagelser, de er bygget på. Det er samtidig værd at huske, at de forkastede teorier er blevet forkastet, fordi der var observationer, de ikke kunne forklare på tilfredsstillende vis. Flogiston-teorien og teorien om en “æter” blev begge endegyldigt falsificeret, så dem kan vi ikke vende tilbage til.

Uundværlig?

20120520-210133.jpg

Min kone har en iPhone. Den er så godt nok en HTC Wildfire. Vores datter har en iPhone. Den er så godt nok en Samsung Galaxy. Og jeg har også en iPhone. Den er så faktisk en Apple-model fra 2009. Men den typiske mobiltelefon i dag ville ikke se ud som den gør i dag, hvis ikke det havde været for iPhone. Og vores brug af telefonerne ville være som den er i dag. Jeg er ikke gået glip af et møde eller en vigtig e-mail siden den skæbnesvangre dag i 2009. Jeg farer kun sjældent vild – takket en iPhone.Utallige kedelige timer på farten er blevet fordrevet til tonerne af musikken på min telefon. Af og til er der også nogen, der ringer til mig. Så selv som ejer af en iPhone får jeg talt med nogen, når jeg af og til kigger op fra den lille skærm.

Brian Appleyard har en interessant artikel i New Statesman om alt det, iPhone og dens efterlignere har gjort ved os siden dengang i 2007, hvor den første iPhone blev lanceret.