Fredens privatliv?

Alle må gerne læse min blog (det er vel derfor, jeg lavede den), men jeg vil helst ikke have, at andre læser min e-mail.

Men det kan godt risikere at blive tilfældet. Den britiske regering har planer om at øge mulighederne for at overvåge e-mail-kommunikation, og også i USA er der planer om noget tilsvarende. Cyber Intelligence Sharing and Protection Act, bedre kendt som CISPA, er et lovforslag, der vil give private internetudbydere og USAs myndigheder stærkt øgede muligheder for at overvåge nettrafik. En mulighed vil formodentlig være Deep Packet Inspection, dvs. muligheden for at undersøge indholdet af de datapakker, der som det centrale led i TCP/IP-protokollen sendes rundt på Internet.

John Naughton, der er professor ved det britiske Open University, har et interessant indlæg om denne debat i The Observer. Han stiller her syv meget relevante spørgsmål, bl.a.

  • Hvad er evidensen for at en så omfattende overvågning vil kunne imødegå de trusler, man hævde, der er tale om?
  • Hvad vil de økonomiske omkostninger for internetudbydere og andre firmaer være?
  • Og hvorfor er det netop internettet, der er hovedmålet for overvågningen, når man lige så vel kunne forbyde brugen af abonnementfrie taletidskort til mobiltelefoner? Dette er nemlig en populær måde at skjule sig på for kriminelle.

Under alle omstændigheder er det problematisk at forsøge at regulere et medium, der i høj grad er blevet globalt. Selvfølgelig skal det være muligt for politiet at kunne forhindre forbrydelser, og ransagninger og telefonaflytninger er accepterede efterforskningsmetoder – men disse kræver retskendelser, er begrænsede af natur og har en kontrollerende myndighed i form af netop domstolene. Det, der her lægges op til, er et helt anderledes gennemgribende (men i sidste ende måske ineffektivt og kontraproduktivt) forsøg på regulering af teknologi. Igen bliver jeg mindet om Collingridge’s dilemma, som jeg tidligere har skrevet om.

Det indre lys

Forleden så jeg Martin Scorceses lange dokumentarfilm om George Harrison, Living In The Material World, på DR2. Igen blev jeg mindet om Harrisons mange fremragende sange. En af de sange, der længe har fascineret mig, er en sang fra Beatles-årene, nemlig “The Inner Light”, der (som mange andre sange med The Beatles) aldrig kom på et album, men var B-side til “Lady Madonna” (der heller aldrig kom på noget album).

Musikken er indisk inspireret, mens teksten er inspireret af et citat fra det  kinesiske taoistiske skrift Tao Te Ching. Det interessante er, at denne tekst præcis lige så godt kunne tolkes som en beskrivelse af internettets konsekvenser for vores måde at se virkeligheden på. Se bare:

Without going out of my door
I can know all things on earth
With out looking out of my window
I can know the ways of heaven

The farther one travels
The less one knows
The less one really knows

Without going out of your door
You can know all things on earth
With out looking out of your window
You can know the ways of heaven

The farther one travels
The less one knows
The less one really knows

Arrive without traveling
See all without looking
Do all without doing

Det filosofiske ideal om visdom bliver spejlvendt til en beskrivelse af det, man med et begreb, der skyldes Johannes Sløk (nå, så blev han også nævnt her på bloggen), kunne kalde “som-om-virkeligheden”.

Stenalderkostplan for de trykfølsomme

20120326-173631.jpg

I går aftes fik vi den første rigtige forårsdag, og også aftenen var en smuk forårsaften. Jeg holder af at der er så længe lyst. Det er som at vågne igen af en søvn. Det hele fejrede jeg med at gå en kort, spontan aftentur efter at have proppet syltetøjsglas i nærmeste container til glasgenbrug. Ja, det var i sandhed lyrisk. Og kort efter, efter at have set på den stort set skyfri aftenhimmel og sendt en længselsfuld tanke til den kommende sommer, greb jeg i bukselommen og – ja, der var kommet en fuldstændig ligegyldig e-mail. Suk. Hvorfor kunne jeg dog ikke bare lade den dumme telefon være? Også jeg er blevet afhængig. Også jeg er altid på. Også jeg er altid på den.

Hele husstanden er på den. Min hustru har også en smartphone, som hun lejlighedsvis ikke bruger. Også vores datter på 10 har for længst opdaget nettet, og hun ville gerne bruge en side ved navn Moviestar Planet ved enhver given lejlighed, kunne hun få lov til det. Lige nu er hun heldigvis ude i haven, hvor hun spiller bold sammen med tre klassekammerater og alle fire skiftes de til at ae en kanin. Gode, gammeldags børnefornøjelser (og af og til tager en af de andre sin telefon frem for at høre en stump børnetekno, men de ser ud til ikke at være på nettet).

Engang i forrige århundrede var vi gode til at kede os. Nogle gange var det rigtig kedeligt, indrømmet. Jeg ville gerne have haft en smartphone eller såmænd bare en mp3-afspiller, dengang i min ungdoms sommerferier, hvor jeg brugte time efter time i sløve tog og sad og ventede på banegårde. Men muligheden for hele tiden at være på er ved at være blevet ikke bare en røver af tid, men også af min tid til eftertanke. Jeg har tidligere skrevet om fænomenet med studerendes brug (og irrelevante brug) af computere under forelæsninger, og jeg ved, at mange af os andre, der burde vide bedre, ender med at lade os friste af telefonens muligheder, når et møde bliver kedeligt. Også en søvnløs nat eller aften kan ende i telefonens skær. Og hvad værre er – det andet er “bare” asocialt – vi bliver stressede. Andre ved, at vi altid kan fanges, og det forpligter både afsender og modtager.

Jim Stogdill, der er leder i firmaet Accenture har skrevet om dette på sin blog. Han skriver:

I’m tired of walking down busy sidewalks full of interesting people and places with my head down staring at a rectangle. I want to be present, in the moment and the place. I want to experience mental flow by the river full and I want to be more productive. And above all, I want to nurture the relationships I have with people that I actually see and touch in all of their materialized-in-atoms glory.

Hans reaktion på dette er at prøve at begrænse sin egen brug af mobiltelefonen – og tilsyneladende med held. Stogdill gør dette:

Now I own the world’s dumbest smart phone. I removed all of the “social” apps – Yammer, Twitter, G+, LinkedIn, Path … all gone. I open up preferences and turn off “cellular data” for long stretches of each day. If there is a specific email I’m waiting for I’ll go through the multiple steps to turn it on and check, otherwise data stays turned off. I’ll get my mail when I’m at my computer, with intention. But I turn my computer off when I’m not actively using it too, and leave it off for most of each day. The first time I turn it on is at lunch. I don’t check anything electronic in the morning — that was the first thing I needed to stop. Compulsively checking messages before brushing my teeth is just ridiculous.

Det vil jeg også prøve. Men indrømmet – det bliver svært. Det store problem er, at det var min generation, der ikke voksede op med altid at være på, der skabte muligheden for altid at være det – for det drømte vi om og lod os fascinere af – men aldrig lærte generationen efter os de gode vaner. En etik ligger og venter på at blive formuleret og praktiseret.

Om etno-typografi og LaTeX

20120315-193648.jpg

I det kursus, jeg holder på 4. semester, skal en studerende hver gang tage noter til mine forelæsning. Den studerende skriver så tavlenoterne ind i LaTeX og sender tex-filen til mig, Herefter går jeg teksten igennem og retter det, der bør rettes til. Resultatet lægger jeg endelig ud på kursets webside. Derudover får jeg af og til besvarelser af tekstspørgsmål at se; også de er skrevet i LaTeX. Jeg har i den forbindelse for første gang i større omfang fået lejlighed til at se, hvordan de, der er ved at lære LaTeX skriver. Fra de manuskripter, jeg har udarbejdet sammen med kolleger, kan jeg se, at vi alle har hver vores stil, når vi skriver LaTeX-kode.

Det gælder også de studerende. Jeg har bemærket at mange af dem har tre bestemte uvaner.

Den første uvane er at bruge en underlig kombination af dollartegn, tvungne linjeskift og center-environment til at fremhæve formler. Mange studerende er vokset op med Words krav om visuel formattering og tror derfor, at man selv er nødt til at kringle sig frem til et pænt layout af matematik.

Et tænkt eksempel:

Vi har derfor, at \\
\begin{center}
$x + y = z$
\end{center} \\

Men LaTeX og TeX er designet og implementeret af mennesker, der har stor indsigt i at skrive matematik (Leslie Lamport og Donald Knuth er begge matematikere af baggrund) og begge systemer understøtter fremhævet matematik meget direkte med display-math-environment. Her er den pæne version af eksemplet ovenfor:

Vi har derfor, at
%
\[ x + y = z \]

Hvis man skal have en samling grupperede formler på hver sin linje, kan man bruge align-environmentet fra amsmath-pakken.

Den anden uvane er den generelle brug af tvungne linjeskift i tide og (især) utide. Det er slet ikke nødvendigt at bruge tvungne linjeskift til at regulere afstanden mellem tekstafsnit. En tekst bliver faktisk meget pænere layout’et hvis man lader være (jeg bruger aldrig \\’er selv). Mange studerende er vokset op med en æstetik (der må være inspireret af vaner fra Word) om store linjeskift mellem afsnit og tror, at man skal layoute sin tekst sådan. Men hvis man kaster et blik på faktisk eksisterende bøger, vil man opdage, at den sædvanlige typografiske konvention ikke tilsiger dette. Tværtimod. Vil man absolut ændre på afstanden mellem tekstafsnit, skal man i præamblen bare ændre på værdien af parameteren \parskip.

Den tredje uvane er at bruge herreløse figure-environments, når man inkluderer et billede. Men figure-environmentet har man kun glæde af, hvis figuren har et nummer og en figurtekst. Også dette er et levn fra de glade (?) Word-dage, hvor figurer ikke havde tekst og dukkede op midt i det hele. Men endnu et blik på bøgernes verden afslører, at man heller ikke bruger et sådant layout i en professionelt typesat bog.

Der fandtes nemlig god typografi før TeX/LaTeX – prøv at se f.eks. Naive Set Theory eller Measure Theory af Halmos (eksemplet ovenfor er fra dén bog) eller Real and Complex Analysis af Rudin eller An Introduction to Modal Logic af Hughes og Creswell – eller de gamle Bourbaki-bøger – for at se god matematikbogs-typografi fra før TeX/LaTeX holdt sit indtog. Det er denne verden, Knuth og Lamport kommer fra. Den typografiske æstetik er nøje overvejet; Knuth overlader intet til tilfældighederne i sit arbejde, og det har han heller ikke gjort i arbejdet med TeX.

Det store problem er for mig at se, at de muligheder for visuel formattering, som Microsoft Word giver, bliver brugt til at skabe en uovervejet typografisk æstetik. Noget af den stammer formodentlig fra skrivemaskinens tid. Forventningen om stor linjeafstand og stor afstand mellem tekstafsnit kan stamme fra en tid, hvor det var sædvane at skrive kommentarer til en tekst mellem linjerne. Under alle omstændigheder er der tale om en forståelse af typografi, der ikke er baseret i en sammenhængende, endsige velbegrundet forståelse af typografi, og jeg vil derfor kalde den for en etno-typografi i stil med den forståelse af regningsarter, tal mv. som findes uden for systematiske matematiske teorier og som man kalder etnomatematik.

I modsætning til etnomatematikken (og etnodatalogien) er etnotypografien for mig at se først og fremmest et negativt fænomen. Jeg kunne godt tænke mig, at vi ud over at lære de studerende at bruge LaTeX også lærer dem at skrive ordentlig LaTeX-kode, der dels er velstruktureret, dels udnytter LaTeX rigtigt.

Hvorfor er det nu vigtigt? vil nogen nu spørge. Det er til dels et spørgsmål om at man bør bruge sit værktøj rigtigt – alt andet svarer til at købe en cykel med 12 gear og altid køre i 6. gear. Men det er også mere pragmatiske grunde. Fordi vi i samarbejdssammenhænge har brug for at kunne læse hinandens kode og fordi vi kan have brug for at gå tilbage til LaTeX-kode, vi skrev for længe siden, er det vigtigt, at vi kan skrive så både vi selv og andre kan læse det, vi skriver og så det, vi skriver, ikke bliver en ø af grimt layout i en større tekst.

TI-57 og åndløsheden

På den ene side er der tingenes tyranni med punkteringer, knækkede håndtag og flænger i den nye jakke. På den anden side er der de ejendele, der gjorde livet anderledes og lettere at leve. I den sidste kategori var min trofaste lommeregner fra gymnasietiden, en Texas Instruments TI-57.

Dengang, mellem 1979 og 1982, var den programmerbare lommeregner endnu i sin vorden; 50 imponerende programskridt havde min TI-57. Programmeringssproget lignede assemblykode. Displayet var bittesmå glødende røde lysdioder, og det var vel faktisk det, der slugte mest strøm. Med regnemaskinen fulgte manualen Making Tracks Into Programming. Efterhånden fik jeg lært først at modificere de medfølgende programeksempler og siden at lave mine egne, så jeg kunne bruge numeriske metoder til integration og lineær regression. Lommeregneren blev et usædvanligt nyttigt værktøj for mig, når jeg skulle kontrollere facit i mine hjemmeregningsopgaver og til sidst også til skriftlig eksamen på matematisk-fysisk linje, som det hed dengang. (Andre sværgede til HP-lommeregnere med deres postfix-notation for aritmetiske udtryk; det forstod jeg først mange år senere. Dette var i al fald lommeregnernes guldalder for TI og for HP.)

I dag kan jeg høre fra matematiklærere i gymnasieskolen, at matematik er blevet et “lommeregnerfag”, men på den kedelige facon. En del elever lærer sig tastekombinationer, som de ikke forstår betydningen af, og hvor lommeregneren kunne være et kraftfuldt værktøj til understøttelse af forståelsen af begreberne, er den ofte blevet en erstatning for en sådan forståelse. Jeg hører om elever, der ikke forstår matematikken bag rentesregning, men sagtens kan finde facit – der så desværre kan være forkert, fordi de taster forkert. Jeg håber, jeg tager fejl.

I faget dansk har stavekontroller i tekstbehandlingssoftware allerede længe været del af repertoiret, og snart vil det også blive muligt at kunne anvende internet-adgang under skriftlig eksamen i dansk stil. Jeg møder de tidligere elever som nye studerende, og her fornemmer jeg, at disse muligheder i en del tilfælde har skabt problemer i form af tendens til dårlig strukturering af tekster, manglende indsigt i egne stavefejl og desværre også for nogles vedkommende et incitament til plagiering. Det er på den anden side ikke en nødvendig konsekvens af de software-baserede skriveredskabers fremkomst. Selv er jeg glad for computerens muligheder, når jeg skriver en tekst som f.eks. denne, der ikke er tænkt til papiret. Jeg håber, at jeg uden at virke arrogant kan indrømme, at jeg aldrig bruger stavekontrol.

Er teknologien en erstatning for viden, færdigheder og kompetencer (som det hedder i Sanders taksonomi, som vi nu bruger) eller er den et redskab, der kan udbygge og sikre læringsmålene?

Mit budskab er selvfølgelig ikke, at teknologiske hjælpemidler skal skrottes eller er konsekvent dårlige, men at de af os, der underviser, skal tænke nøje over hvornår og hvordan vi bruger dem. Jeg tror at problemerne med “åndløs” brug af lommeregner, plagiering osv. skyldes, at de, der indfører teknologiske hjælpemidler som lommeregnere, stavekontrol og netadgang, har kendt faget godt inden de pågældende hjælpemidler blev en udbredt realitet. For denne generation, som jeg er en repræsentant for, er teknologien fascinerende og er blevet et redskab til at styrke vores beherskelse af faget. Derfor vil denne generation indføre de teknologiske hjælpemidler for at lette kommende generationers læring. For den generation, der altid har kendt teknologien og først derefter stifter bekendtskab med faget, dvs. i den omvendte rækkefølge, kommer teknologiens velkendte hjælpemidler let i første række og faget i anden. Man forlader sig trods alt først på det, man kender. Og så sætter den “åndløse” brug af teknologien ind.

(Og nej, jeg ved desværre ikke, hvad der blev af min gamle ven, den trofaste TI-57.)

Collingridge’s dilemma

ACTA og SOPA og PIPA er alle genstand for voldsomme politiske diskussioner i disse måneder. De forskellige lovinitiativer forsøger alle at regulere brugen af internettet (ACTA har et bredere fokus end dét), og blandt netbrugere og store firmaer er der stor modstand. Internettet kan ikke reguleres, siger de (og dette kan enten tolkes som at det er umuligt at regulere eller at man ikke bør regulere). Heroverfor står anden en samling interessenter med store økonomiske interesser, der hævder, at man både kan og bør regulere.

Den britiske forsker i teknologivurdering David Collingridge gjorde opmærksom på det dilemma, der ligger bag denne diskussion, allerede i 1980.

Når en teknologi opstår, står man med to problemer:

  1. et informationsproblem; når teknologien er ny, er det svært at forudsige dens konsekvenser inden den er blevet videreudviklet og taget i brug for alvor, og
  2. et magtproblem; når teknologien er blevet veletableret, er den meget sværere at regulere.

Hvad skal man gøre? Skal man regulere teknologien med det samme og risikere at forkrøble den eller lade stå til og risikere, at teknologien får nogle meget ubehagelige konsekvenser?

Det specielle ved internettet er, at både informationsproblemet og magtproblemet er mulige anskuelser på nuværende tidspunkt. Lovgiverne oplever tydeligvis et informationsproblem og vil derfor regulere, brugerne oplever et magtproblem, fordi de oplever, at det er svært at regulere på en måde, der er acceptabel.

Og her har jeg så røbet det: jeg er modstander af ACTA og SOPA og PIPA. Disse lovforslag er ekstremt dårligt gennemtænkte, for de er umulige at håndhæve i den internationaliserede virkelighed, som internettet udgør. Kun et så ekstremt regime som Nordkorea gør det muligt at regulere netadgangen i stor stil, og selv ikke her er det formodentlig muligt. Men ACTA, SOPA og PIPA vil gøre det nødvendigt at prøve at kontrollere og overvåge aktivitet på internettet i stor stil. Der er bestemt udfordringer for brugen af internettet, men Collingridge’s dilemma er særdeles reelt og kræver, at man ikke vælger side i dilemmaet, men får fundet frem til en helt anden strategi end forsøg på gennemgribende regulering.

Ovenfor giver den amerikanske forfatter Clay Shirky et kort foredrag om hvad SOPA og PIPA, historien bag dem og hvad der er galt med dem.

Pirater alle vegne

20120110-192537.jpg

Er piratkopiering en forsvarlig handling?

Henrik Chulu, der er kandidat i filosof og geografi og er professionel musiker, har en interessant blog, hvor han skriver om netop dette. Han benytter sig her af det meget afslørende websted http://www.youhavedownloaded.com, der har oplysninger om hvilke IP-adresser, der downloader hvad gennem brug af Bittorrent-protokollen,

Og det er ikke småting, han finder ud af. Fra en IP-adresse, der tilhører Socialdemokraternes sekretariat i København, er der blevet hentet og delt et afsnit af tv-serien Revenge. Fra en IP-adresse på Christiansborg (det fremgår ikke hos hvilket parti) er der blevet hentet et afsnit af BBC-serien The Frozen Planet.

Men det slutter ikke her. For nogen ved Sony Music har downloadet et nummer med sangerinden Ledisi, der udkommer hos konkurrenten Universal, nogen ved Zentropa har hentet billedbehandlingsprogrammet Adobe After Effects – og nogen ved selveste RettighedsAlliancen, det tidligere AntiPiratGruppen, har hentet den danske film Dirch på lidt over 1 gigabyte!

Man kan selvfølgelig ikke konkludere, at en handling bliver etisk forsvarlig, blot fordi der er tale om noget, mange foretager sig. Men det ser unægtelig ud som om de, der forsvarer en gældende model for ophavsret, underminerer deres egen position, og jeg tvivler meget på, at den er holdbar.

Henrik Chulu konkluderer da også følgende:

Rettighedshaverne har intet at vinde ved at bekæmpe fildeling på internettet. I stedet burde den traditionelle plade-, film- og bogbranche overveje om deres bidrag til en lobbyorganisation som RettighedsAlliancen på sigt gavner deres evne til at konkurrere på et marked, hvor gamle distributionsmodeller er under pres, men hvor internettet samtidigt tilbyder øget omsætning, hvis de formår at tilrettelægge deres strategier efter dets potentialer i stedet for at forsøge at bekæmpe dem.

Ligeledes bør faglige organisationer som Koda, Dansk Musikerforbund, Danske Filminstruktører, Dansk Forfatterforening, etc. kraftigt overveje om det er en fornuftig forvaltning af deres medlemmers midler at hælde dem i samme bundløse hul som deres arbejdsgivere i de respektive brancher, i stedet for at bruge pengene til at udvikle nye forretningsmodeller og tjenester der sikrer at deres medlemmer også i fremtiden kan leve af at skabe indhold.

Det må kunne lade sig gøre at finde en ny forretningsmodel for kunstneres frembringelser – det er sket før i samfundsudviklingen, at teknologien været med til at ændre markedet. Kapitalismens gennembrud i 1700- og 1800-tallet ændrede markedsforholdene gennemgribende, og det uden nogen kontrol, restriktioner eller bevidst strategi. Men det behøver jo ikke at være sådan for det digitale indholds vedkommende.

Hvem er Megaupload?

20120104-193210.jpg

Et af de fænomener, der på godt og ondt er med til at transformere vore dages kultur, er digitaliseringen af information, og i hælene på den simple observation, at det er nemt at kopiere en fil, er fulgt den ulovlige kopiering og deling af ophavsretsligt materiale. Fildeling via Bittorrent-protokollen er er én tilgang, en anden er at placere en fil ved en webbaseret fildelingstjeneste. Der er i dag en mindre jungle af sådanne tjenester med Rapidshare og Megaupload som to af bedst kendte.

Der er endda nu kommet en Megaupload-sang, hvor ganske mange kendte amerikanere, bl.a. storsælgende musikere som Kanye West og P. Diddy, fortæller i ord/sang/rap, at de elsker Megaupload.

Men hvem står bag disse succesrige firmaer? Owni.eu har en interessant artikel om den tyske (med finsk pas!) tidligere hacker Kim Schmitz (eller Kim Tim Jim Vestor eller hvad han nu kalder sig), der bor i Auckland i New Zealand og lader Megaupload have hovedkvarter i skattely i Hong Kong. Eller er direktøren for det hele i virkeligheden en nyopstået person ved navn David Robb?

Facebook som nytårsfyrværkeri

Nej, billedet viser ikke nytårsfyrværkeri. Det er faktisk en ikke-orienteret graf, der visualiserer forbindelserne mellem mine venner på Facebook. Til hver knude svarer en ven. Jo højere valens en knude har, jo lysere og større er den angivet.

Der er flere tydelige sammenklumpninger. Den største er venner fra Aalborg Universitet, den næststørste er venner med baggrund i Amnesty International, den tredjestørste er forskerkolleger uden for Aalborg Universitet og den fjerdestørste er venner, jeg gik i gymnasiet med. En begyndende klump omfatter de søskende, jeg inden for de seneste år har fået kontakt med. Det lysstærkeste individ uden for en klump er Jens Unmack, skarpt efterfulgt af Maria Hyttel. Der er kun ganske få mennesker blandt mine Facebook-venner, jeg ikke kender, og de eneste lysstærke personer blandt dem er kendt fra medierne.

På denne måde siger grafen både noget om hvem jeg kender og hvordan jeg benytter Facebook. Jeg er desværre ikke helt så flittig til at bruge Google Plus og ved ikke hvordan dets cirkler bedst kan visualiseres, men jeg har en fornemmelse af, at jeg tiltrækker en lignende skare af mennesker – nemlig nogen, jeg har mødt selv og i mange tilfælde kender personligt. Måske bør jeg anvende Google Plus på en anden måde og udnytte cirklerne i Google Plus til i højere grad at finde ligesindede, jeg ikke nødvendigvis kender personligt.

Mig og Usenet

20111229-115512.jpg

Inden internettet for de fleste brugere blev synonymt med World Wide Web, brugte jeg e-mail og nyhedsgrupperne på Usenet. Ikke alle kender denne del af nettet, så jeg må nok hellere forklare mig: Nyhedsgrupperne på Usenet er diskussionsfora, der bruger en særlig protokol og særlige servere. For at læse nyhedsgrupperne skulle man derfor oprindelig have særlig software; der findes nu også web-grænseflader.

Jeg fulgte oprindelig kun med i de nyhedsgrupper, der handlede om naturvidenskab og brug af computere. Der var dengang mange gode diskussioner i nyhedsgrupperne, og det var tydeligt, at de fleste brugere kom fra den akademiske verden. Hvis det en sjælden gang skete, at nogen nytilkomne postede en annonce, hvori de satte ejendele til salg, væltede ind med negative reaktioner. “Usenet er ikke kommercielt!” lød det igen og igen. Usenet var stedet, hvor nye publikationer blev diskuteret, og jeg husker endnu adskillige forgæves forsøg på at bevise at \mathrm{P} = \mathrm{NP}. Et enkelt sådant forsøg i form af et preprint fra en ikke helt ukendt forsker blev dissekeret på Usenet, og fejlen fundet.

Dengang havde vi kun adgang til bestemte dele af Usenets nyhedsgruppe-hierarki, men da jeg havnede i Edinburgh, fik jeg fat i også soc-, talk- og rec--grupperne. Det var også omkring dette tidspunkt, at adgangen til nettet blev kommercialiseret og der dukkede brugere op fra uden for den akademiske verden. Nu var der også rig mulighed for at diskutere musik og film og sport.

Selv var jeg med til at oprette to nyhedsgrupper, rec.sport.soccer (om fodbold) og soc.culture.nordic (om forhold i de nordiske lande).

I sci.philosophy.tech , der er en nyhedsgruppe om teknisk filosofi, begyndte der at komme en del indlæg fra en gruppe meget (selv)højtideligt sindede tilhængere af “Objektivisme”, som er en stærkt liberalistisk anskuelse, der skyldes den amerikanske forfatterinde Ayn Rand. Jeg foreslog til sidst rec.humor.objectivism, men afstemningen blandt Usenet-brugere gik mig imod. Øv.

Efterhånden kom alle de sædvanlige tvivlsomme goder ind over Usenet for fuld skrue – mudderkastning, politiske og religiøse ekstremister, porno, pseudovidenskab, kommercialisering, ulovlig distribuering af ophavsretsbeskyttet materiale osv. – og samtidig voksede WWW frem, gjorde begrebet hypertekst (der ikke fandtes på Usenet) til allemandseje og forsynede alle med en ensartet grænseflade til internettets herligheder.

Også jeg gled lige så stille væk fra Usenet, og for et par år siden holdt jeg helt op med at tilgå nyhedsgrupperne, da Stofa nedlagde deres server. Men i et tilfælde af nostalgi købte jeg for 24 kr. en Usenet-app til min iPad og kan atter læse nyhedsgrupper.

Var det så pengene værd at vende tilbage? Hmmm…. jeg kan læse om brok over undertekster på tv, spørgsmål om stavning og alt det andet, der var der, sidst jeg var forbi de danske nyhedsgrupper. Ovre på de engang så stolte sci.logic og sci.math forsøger diverse crackpots at give deres egen misforståede tolkning af Cantors diagonalargument. Så meget er som før, men det synes som om der er længere mellem højdepunkterne.

Måske skal jeg bare gå tilbage til at læse avis?