Skærmblind

Der er en interessant klumme i Wired om “skærmblindhed”, som er den ærgerlige konsekvens af at man mest sidder og læser tekst på skærme – små skærme, mellemstore skærme og store skærme.  Det går simpelthen ud over synet. I oktober 2016 fik jeg multifokale kontaktlinser for at gøre noget ved det faktum, at jeg nu både er nærsynet og har “gammelmandssyn”. Men siden da er mit syn faktisk blevet lidt dårligere igen.

Man skal se noget andet end at kigge på skærmen en gang imellem, for det er ikke godt for de små muskler i øjet at fokusere så længe og så intenst på skærmen. Uden for det kontor, jeg havde indtil sommeren 2016, var der et træ med en fuglerede. Og uden for det kontor, jeg havde i efteråret 2016, var der udsyn til græs og til en bygning af samme slags. Fra og med foråret 2017 har jeg haft udsigt til en parkeringsplads, hvor der står nogle træer. Jeg må tage mig sammen til at kigge lidt ud på træerne derude engang imellem.

For en anden konsekvens af al den megen skærmtid er måske også, at man får sværere ved at se ordentligt på alle de mange ting, der er uden for skærmen,  dvs. den faktiske verden, vi lever i. Ovre i USA er en forfatter ved navn Gabriel Popkin begyndt at arrangere tree walks. Og nej, det har ikke noget med gennemvandring af træstrukturer at gøre. Gabriel Popkin tager såmænd på gåture sammen med interesserede, hvor man går rundt i Washington D.C. og kigger på byens mange fine træer. Det lyder da egentlig hyggeligt og godt. Jeg er vokset op i Han Herred, og som barn havde jeg en nogenlunde fornemmelse af hvilke slags træer, der var i nærheden af mit hjem. Lige nu er jeg faktisk i tvivl om hvilke slags træer det er, der er ude på parkeringspladsen. Jeg må vist hellere se efter.

Med blyant og papir

I dagens udgave af dagbladet Information er der en leder, der fortjener stor ros. Jeg havde aldrig turdet håbe på, at jeg i en dansk avis skulle læse linjer som nedenstående.

Inden for datalogien bruger man i høj grad stadig papir og blyant, både på de datalogiske uddannelser og ude i virksomhederne.

Det er klart, at computere er en del af det datalogiske fag på universiteterne og bruges til at lave konkrete programmer og implementere algoritmer. Det er klart, at computere ude i teknologivirksomhederne bruges til at bygge hjemmesider og hoste databaser. Men i de videnstunge dele af faget, i de svære fag på de datalogiske uddannelser og i forsknings- og udviklingsafdelingerne ude i virksomhederne, er papir og blyant et ligeså vigtigt redskab som computeren. Hvis man for eksempel beskæftiger sig med design af algoritmer, så skitserer man ofte algoritmen på papir for at forstå dens funktion og udregne dens hastighed, og først når det er gjort, kan man implementere den på en computer.

Det er rigtig glædeligt, at der omsider er en dansk journalist, der både forstår og forklarer forskellen mellem naturvidenskaben datalogi og området informationsteknologi – og gør det i en analyse af den omsiggribende begejstring for at indføre iPads, bærbare computere osv. i folkeskole.

Derudover er det glædeligt, at lederen fokuserer på det, der efterhånden burde være klart: For at vi mennesker skal kunne bruge teknologi rigtigt og forstå teknologien rigtigt, skal vi først og fremmest kunne agere som ansvarlige mennesker. Derfor er det almen dannelse, der må være udgangspunktet.

Det interessante er, at de, der skabte det, vi i dag kalder for informationsteknologi og dens videnskabelige grundlag, for det meste var mennesker med bred almen dannelse. Jeg var så heldig at kende Robin Milner i min tid som PhD-studerende i Edinburgh, og han var (ligesom de andre legendariske professorer på LFCS dengang) et menneske, der havde en levende interesse også i filosofi, litteratur og klassisk musik. Hvis man læser Andrew Hodges’ biografi om Alan Turing, opdager man hurtigt, at også Turing havde en bred almen dannelse.

Bjarne Stroustrup, manden bag programmeringssproget C++, sagde i et interview sidste år at

Hver time, der er brugt på at lære et barn Word eller Google, kunne være brugt på noget andet: historie, litteratur, matematik, biologi, fransk, gymnastik eller en tur i skoven. Kun hvis den tid, der bruges på it, hjælper med den bredere uddannelse, er den godt brugt. It er et værktøj, ikke et mål i sig selv.

… man kan i nogle sammenhænge godt bruge computeren som et redskab til at lære de traditionelle fagområder, for eksempel kan man bruge en computer i matematik til at regne beviser efter, men det bliver ofte en distraktion.

De mest ukritisk teknologibegejstrede mennesker i vore dage er ofte nogen, der har ikke nogen dybere, fagligt baseret forståelse af teknologiens væsentlige begrænsninger.  Den slags forståelse finder man ofte blandt forskere inden for datalogi. Og netop derfor er det så bizart, at der faktisk er personer på mit institut, der vil afskaffe undervisning i grundfaget beregnelighed til fordel for undervisning i værktøjsfag.

Dine data efter døden

Nogle af mine venner på Facebook er døde. Jeg bliver mindet om det, hver gang de har fødselsdag. Det ender altid med at jeg skriver en fødselsdagshilsen, hvor jeg fortæller, at jeg savner dem. Og det giver et stik i hjertet hver gang.

Men alt dette minder mig også om at et af de spørgsmål, jeg ikke har fået taget ordentlig stilling til, er hvad der skal ske med mine data, når jeg ikke er her mere – eller måske “bare” blev alvorligt syg og permanent ude af stand til at tilgå mine data. Min blog ejer jeg selv, og hvis nogen kan have glæde af at læse dens indhold, når jeg en dag ikke er mere, er det godt. Men når abonnementet hos min udbyder udløber, bliver mine data slettet, hvis ikke nogen af mine efterladte vil forny domænet og webstedet.

Startdisken på min computer er stærkt krypteret, og det er derfor sandsynligt, at ingen vil kunne læse dens indhold. Om dette er godt eller skidt, ved jeg ikke. Måske kunne mine efterladte have glæde af at se min gamle korrespondance, måske ville jeg i virkeligheden helst slippe for det – de ser jo heller ikke med i mine emails nu, mens jeg stadig lever.

Anderledes er det med de data, som jeg har lagt offentligt til skue og som nu findes på Facebook, Twitter mm. På én og samme tid ejer jeg disse data og kan samtidig ikke forhindre Facebook og de andre i bruge dem. Og det er tydeligt, at data fra afdøde personer ikke forsvinder. Det er egentlig paradoksalt, at det netop er dé data, vi ikke selv ejer fuldt og helt, der ender med at kunne fortælle en historie om os, når vi ikke er mere.

Og jeg spekulerer på, hvordan et passende “data-testamente” mon skal se ud. Der findes en Facebook-app ved navn If I die, der kan afspille en video fra brugeren, når denne er død. Men det virker som en plat løsning. En bedre løsning på spørgsmålet om den digitale arv kan jeg se i en artikel fra DR fra 2016 hvor landsforeningen Liv & Død giver nogle konkrete retningslinjer.

Desværre er der ingen klar lovgivning på området. Og det ville være rigtig godt, hvis de udbredte tjenester som Facebook, Google osv. også blev pålagt ad lovens vej at hjælpe med at forvalte vores digitale arv på en ordentlig måde.

Hilbert og de selvkørende biler

Hilberts syttende problem er

Givet et ikke-negativt multivariat polynomium, kan det da altid skrives som en sum af kvadrater af rationelle funktioner?

Svaret er ja, og beviset herfor blev fundet i 1927 af Emil Artin. Desværre var beviset ikke konstruktivt. Et konstruktivt bevis kom i 1940, og først i 1967 fandt man ud fra hvor mange rationelle funktioner, der skal optræde i kvadratsummen. Konrad Schmüdgen har en lille oversigtsartikel om netop Hilberts syttende problem.

Der er en interessant artikel i Wired, hvor udgangspunktet er en forbindelse til selvkørende biler. Det er nemlig rigtig nyttigt i optimeringssammenhæng at vide, om et polynomium kan antage negative værdier, og her er løsningen til Hilberts syttende problem guld værd – og især da de algoritmer, der giver en kvadratsum, hvis den findes. Og hvis man vil minimere et multivariat polynomium, kan man så prøve at forskyde det langs y-aksen og blive ved, til polynomiet ikke længere er ikke-negativt. Forbindelsen til selvkørende biler kommer fra behovet for hurtigt at kunne beregne minimum af multivariate polynomier, der dukker op i beskrivelserne af selvkørende bilers adfærd (f.eks. et polynomium, der beskriver afstanden til en forhindring).

Det rigtig interessante er egentlig, at det, der tilbage i år 1900 var ren matematisk grundforskning, nu her et århundrede senere har fået nogle meget konkrete anvendelser. Gad vide, om vores nuværende forskningsminister er klar over denne forbindelse mellem grundforskning og anvendelser? (Jeg tillader mig at tvivle.)

Salme ved Internettets afslutning (En hyldest til Samuel Beckett)

Fra Samuel Becketts teaterstykke “Mens vi venter på Godot”, et stykke kendetegnet ved at personerne ikke rigtig ved, hvorfor de gør som de gør.

Da jeg kom hjem fra arbejde, fortalte min familie mig at internetadgangen i vores hjem var afbrudt, og min datter var desperat – to afleveringer i matematik og fysik havde frist i aften, og i vore dage afleverer man over nettet.

Jeg kaster et blik på vores modem og kan konstatere, at dette er ude af vore hænder. Derefter går jeg ud på gaden for at ringe til Stofa, thi mobildækningen hvor vi bor er så elendig, at vi bruger wi-fi-opkald.

– Hej, det er Camilla.
– Hej Camilla, det er Hans. Jeg bor Bondropsgade 12A i Nørresundby. Vores Internetforbindelse fungerer ikke.
– Det er underligt; det ser ikke ud som om du er kunde hos os.
– Men det er jeg. Jeg betaler trofast til jer og får reklamebreve fra jer.
– Er du helt sikker?
– Ja, det er jeg.
– Vent, nu kan jeg se at der har været en tekniker ude og lukke forbindelsen.
– Hvorfor har vi ikke fået det at vide?
– Teknikeren har lagt et postkort i jeres brevkasse.
– Det har jeg ikke set.
– Det var ærgerligt. Nu vil jeg prøve at finde ud af hvilken dag, der kan komme en tekniker ud til jer. Hæng på lidt.

Herefter følger Stofas pausemusik. Imens sender jeg min datter en SMS: Hun kan sidde på biblioteket og lave lektier; de har internetadgang. Snart efter sidder vi begge på biblioteket. 20 minutters pausemusik senere:

– Ja, hej igen. Undskyld, det tog lidt tid. Men jeg vil prøve at finde ud af hvornår vi kan finde en tekniker til jer. Kan du vente en halv time? Så ringer vi tilbage.

Jeg snakker med min datter om hendes lektier; det er noget med koefficienterne i andengradspolynomier og vektorregning. I mellemtiden ringer telefonen.

– Hej, det er Heidi fra Amnesty International.
– Hej, Heidi.
– Du har jo skrevet under på en af vores appeller for nylig. Kunne du ikke tænke dig at være medlem af Amnesty International?
– Jeg har været medlem af Amnesty International siden 1993. Jeg var faktisk til aktivismeseminar i søndags og til landsmøde for en måned side. Jeg var med til at stifte Amnesty Internationals lokalforening i Aalborg; jeg har endda nøgle til Amnestys lokaler i Aalborg.
– Nå, så ved du jo nok meget om Amnesty. Hvor meget betaler du i bidrag til os om måneden?
– Det kan jeg ikke huske; det er ikke et lille beløb.
– Hvad er dine bankoplysninger?
– Bankoplysninger? Hvad skal du bruge mine bankoplysninger til? Jeg giver jo allerede et bidrag.
– Hvis jeg får dine bankoplysninger, lover jeg at vi ikke ringer igen.
– ???????????!!!!??????

Ti minutter senere ringer telefonen igen.

– Hej, det er Camilla fra Stofa. Der kan komme en tekniker i morgen mellem 7.30 og 12.30.
– Men vi skal jo på arbejde og i skole.
– Kan din datter ikke blive hjemme fra skole?
– Jeg er bange for at det ikke er en god idé. Så må jeg jo aflyse mine aftaler og blive hjemme.
– Ja, det er da ærgerligt.
– Hov, nu kan jeg se, at I har sendt mig en SMS med bekræftelse på at der kommer en tekniker hjem til mig. Der står så godt nok også, at besøget vil koste 997 kroner i timen. Det er jer, der lukket for adgangen. Jeg har ikke pillet ved noget.
– Det er noget, vi skal skrive. Det betyder ikke, at du kommer til at betale noget.
– Så er jeg måske mere lettet. Farvel.
– Farvel.

Nu indløber to enslydende SMS’er fra Stofa:

Vi har annulleret din aftale med en tekniker. Ring til Stofa for at få en ny aftale.

Jeg ringer til Stofa. Nu følger 20 minutters pausemusik.

– Hej, det er Olav. Hvad kan jeg hjælpe med?
– Jeg talte med en af dine kolleger om at få en tekniker ud. I har lukket for vores internetforbindelse. Jeg havde fået en aftale, men nu har I aflyst aftalen pr. SMS. To gange.
– Det må være en fejl.
– Vil du ikke nok se efter?
– Det skal jeg nok.
– Tak.
– Vent, nu kan jeg se at det er en fejl. Din aftale er ikke aflyst.
– Er du helt sikker på det?
– Ja. Din aftale gælder stadig.
– Farvel, Olav.

Herefter følger et længere ophold på Nørresundbys bibliotek med mere samtale om andengradspolynomier og vektorer. På et tidspunkt laver jeg en banal fortegnsfejl i mit forsøg på at forklare noget med retningsvektorer og fortæller min datter, at jeg vil gå hjem for at lave mad. Derefter går jeg hjem, åbner fryseren og flår en pakke frosne grøntsager op.

(Senere, da jeg er mæt, sidder jeg igen på biblioteket og skriver dette indlæg.)

Arven fra Dick Tracy

Armbåndsuret, som Dick Tracy bar i Chester Goulds tegneserie allerede i 1946.

Svend Brinkmann er i sit seneste indlæg i Politiken også skeptisk over for valget af Tommy Ahlers som forskningsminister. Hvor meget disruption kan man egentlig skabe?

Brinkmann henviser til en artikel fra 2005 fra tidsskriftet Techological Forecasting and Social Change af den amerikanske fysiker Jonathan Huebner.  Huebner prøver at analysere innovation baseret på en liste over 8583 vigtige hændelser i naturvidenskab og teknik siden 1455. Han laver en regressionsanalyse, og det viser sig at antallet af hændelser som funktion af tid siden 1455 ikke er eksponentielt voksende, men tværtimod er aftagende. I sin konklusion skriver Huebner at

…the evidence presented indicates that the rate of innovation reached a peak over a hundred years ago and is now in decline. This decline is most likely due to an economic limit of technology or a limit of the human brain that we are approaching. We are now approximately 85% of the way to this limit, and the pace of technological development will diminish with each passing year.

Så måske er der i virkeligheden ikke så store muligheder for disruption?

Jeg ved det (heller) ikke. Informationsteknologien, som det hedder nu,  bliver ofte udråbt som den helt store forandrer. Den lever højt på to store erkendelser, men ingen af dem er helt nye. Den ene er den indsigt, som skyldes von Neumann og Turing i 1940’erne, at al information kan opfattes som data, der kan behandles med algoritmer. Selve ideen om den universelle programmerbare computer udnytter at programmer også “bare” er data, der kan gemmes i computerens hukommelse. Derfor kan vi bygge computere ind i alle de andre fysiske genstande, der har brug for information. Den anden store erkendelse er, at computere kan kommunikere med hinanden. Denne ide stammer som bekendt fra ARPAnet i 1960’erne.

Ganske mange af ideerne om hvad informationsteknologien kan bruges til, er faktisk fremskrivninger, der gør brug af en stræben efter at gøre apparater stadigt mindre. For eksempel har det berømte smartwatch spøgt lige siden 2. verdenskrig; jeg husker Dick Tracy-historierne fra Seriemagasinet først i 1970erne. Her gik Dick Tracy rundt med et “tv-armbåndsur”, og det havde han gjort lige siden tegneren Chester Gould fandt på uret tilbage i 1946.

Jeg vil selvfølgelig være forsigtig med at hævde, at der ikke er noget nyt under solen og ikke vil komme det. Men min fornemmelse er, at de store erkendelser, der forandrer verden, ikke er nogen, man kan tvinge frem ved målrettet satsning. De store opdagelser i naturvidenskabens historie er så godt som altid dem, som ingen oprindelig ledte efter. De kom fra grundforskningen, ikke fra den anvendte forskning. Hvad mon Tommy og de andre synes om grundforskning?

Tingenes fortsatte tyranni

For at høre min cd med “Verklärte Nacht” af Arnold Schönberg uden hak og udfald skal jeg tænde for tv. Så noget kan det store fjernsyn da bruges til.

Tilbage i 2012 skrev jeg om tingenes tyranni her. Det fortsætter ufortrødent.

I sidste uge købte jeg et nyt tv på tilbud; sådan et smart et, der understøtter ikke bare HDMI (det gjorde det gamle fjernsyn fra 2009 fint) men også ARC-protokollen, så man på enkel vis bl.a. kan sende lydsiden af tv-udsendelser ud gennem musikanlæggets højttalere ved at forbinde hele herligheden. Og det kan man også.

Men tv-billedet er pixelleret, og lyden falder hele tiden ud. TV-signalet er måske for svagt, eller også er tv’ets tuner bare for følsom. Jeg ved det ikke. Siden jeg købte det nye tv, har jeg i al fald ikke set tv overhovedet, og jeg ruster mig mentalt til at sende apparatet tilbage til butikken.

Jeg kunne selvfølgelig lytte til cd’er på det gode musikanlæg – sådan nogle har jeg nemlig stadig en del af, og (også) til klassisk musik er de stadig markant bedre end streaming. Men siden jeg tilsluttede tv’et til de andre komponenter, er disk-afspilleren begyndt at hakke i det, så lyden falder ud. Det er ikke snavs inde i afspilleren, der er årsag, for der er én løsning, der virker: at tænde for tv, når jeg vil lytte til en cd. Så spiller disk-afspilleren nemlig fint, uden hak eller problemer. Her er det noget med manglende interoperabilitet for forskellige implementationer af HDMI-protokollen, der driller.

En tredje mulighed kunne så være at lytte til DR P2, men efter lang tids forgæves forsøg måtte jeg indse at Stofa netop har fjernet adgangen til FM-båndet her i byen.

Jeg er vokset op i den analoge verden med billedrørs-tv, simple FM-radioer og pladespillere. De apparater virkede hver gang, og deres fejl var ofte nemme at gennemskue. Den digitale verden skulle være så nem og brugbar, men netop nu er det alle irritationsmomenterne, der stikker deres grimme hoveder frem.

Hurra for teknologien?

I dag er der en interessant artikel i dagbladet Information om den teknologioptimisme, vi så ofte møder i disse år. Der er en udbredt tiltro i den industrialiserede verden til at teknologien vil kunne redde samfundet fra alskens dårligdomme – fattigdom, uvidenhed, miljøkatastrofer osv. Tilfældet vil, at jeg netop nu læser Kritik af den digitale fornuft – i uddannelse, en lille bog af Jesper Balslev, udkommet her i foråret.

Der er nemlig en hel masse begejstrede rapporter fra EU, World Economic Forum, diverse danske ministerier osv. der alle taler for at man skal investere langt mere i teknologi i undervisningen. Men hvorfor egentlig? Balslev sætter fingeren på det ømme

De forhold, der har undrer mig under min litteraturgennemgang og læsning, er for det første, at dokumenterne ikke etablerer en klar definition af digitalisering. Det kunne være et minimum antal computere, adgang til internet af en vis hastighed og f.eks. Wikipedia og/eller andre identificerede ressourcer, man betragter som understøttende for viden og læring. Så ville svaret være enkelt: Fordelene ved IKT (i undervisning) er forbundet med adgang til de og de ressourcer. Og det ville være nemt at se, om målet er nået, og at undersøge, om det medfører et øget fagligt niveau. For det andet at rapporterne i så ringe grad bygger på hinanden, henviser til hinanden eller bruger hinandens viden… For det tredje undrer det mig, at det er så svært st finde evidens for mange af argumenterne/potentialerne – når vi nu med flere af forfatternes ord lever i et videnssamfund. Det burde være lige til at google og smide ind som referencer.

Jeg er selvfølgelig ikke modstander af nye anvendelser af teknologi. Mit fagområde, datalogi, er en videnskab, der i meget høj grad er motiveret af ønskerne om at kunne bygge og om at kunne forstå programmer (og data).  I min gerning som undervisning er jeg også en af dem, der slår til lyd for at vi bruger bl.a. podcasts og online-quizzer i undervisningen, hvor det giver mening. Og det gør det i de sammenhænge, hvor jeg bedriver undervisning. Grundene er helt konkrete: Podcasts kan bruges til at flytte præsentationerne væk fra fra plenum, så vi i stedet kan bruge tiden sammen med de studerende til at tale sammen. Og podcasts kan de studerende se når de vil og så tit de vil. Online-quizzer kan man bruge til at teste sig selv, og jeg kan bruge dem til at undersøge hvor godt de studerende når læringsmålene. Men det var kun gennem lang tids undervisningserfaring, at jeg opdagede behovet og hvorfor det var der.

Balslev har fat i noget særdeles vigtigt, nemlig at der ofte mangler konkrete og uomgængelige argumenter for hvorfor vi skal indføre teknologi på anvendelsesområder, hvor den ikke tidligere fandtes. Der er en hel masse hurra-rapporter derude, og meget ofte fører teknologioptimismen i dem til selvopfyldende profetier og tautologiske udsagn, der kan koges ned til at “Vi er nødt til at anvende mere teknologi, for ellers anvender vi ikke tilstrækkeligt meget teknologi”.

Alt er forbundet

Jeg hører Singularity, det nye album med Jon Hopkins, en hel del for tiden. Engang syntes jeg, at der ikke kom så meget spændende musik fra Storbritannien længere – men det er jo løgn (og her har jeg slet ikke talt om ny, “seriøs” kompositionsmusik). Det, der er sket, er at den interessante britiske musik ikke så meget er den sædvanlige rockmusik, men derimod alt det andet. Singularity er et godt eksempel på interessant og samtidig lettilgængelig elektronisk musik fra Storbritannien. Nogle numre har meget insisterende beats, hvor det knitrer og brummer, mens andre nærmest er kor og piano med mindelser om Arvo Pärt.

Nogle gange har jeg spekuleret på, hvordan det mon ser ud, når en musiker som Jon Hopkins laver sin musik. Herunder ser man hvordan. “Open Eye Signal” er et af de svimlende numre fra forgængeren Immunity, der var det album, som var der hvor min interesse for Jon Hopkins’ musik blev vakt.

Din gamle email

Kolleger på Roskilde Universitet fortæller, at ledelsen på deres universitet nu har beordret dem til at rydde op i deres email. I en mail fra ledelsen udsendt den 23. april står der bl.a.

Fra d. 25. maj bliver de nye persondataretlige regler håndhævet. Det betyder at der er et forøget fokus på, hvordan offentlige myndigheder håndterer personoplysninger, dvs. enhver type af oplysninger, som kan knyttes til en bestemt person. Idet vi på RUC, som mange andre steder, har meget store datamængder liggende i e-mail-historik, skal du i den anledning foretage en større oprydning af dine mails.

Det er på RUC besluttet at medarbejderne bedst selv rydder op i deres egen mail-ind- og udbakke, idet nogle e-mails kan og bør beholdes, uanset at de er af ældre dato.

Til hjælp med at foretage denne sortering er vedhæftet en vejledning. …

… Det er ikke tilladt blot at slette fra email-klienten, men bevare en kopi udenfor denne, fx i anden mail. Oprydning og sletningen er et krav, som gælder alle stillingsniveauer. Det er vigtigt at du tager dig tid til opgaven med oprydningen af dine mail inden 25. maj.

Som hovedregel skal man slette alle e-mails der er ældre end 30 dage, medmindre:
a) Man har et konkret og sagligt behov for at gemme den pågældende e-mail.
b) E-mailen tjener som dokumentation for en sag. I dette tilfælde skal den lægges i F2 på den relevante sag, eller eventuelt lægges ind i et fagsystem.
c) E-mailen ikke indeholder personoplysninger.
d) E-mailen er rent privat.

Det er en spændende ordre og en spændende tidsfrist, der vidner om en spændende tilgang til ledelse, som ikke virker ukendt på mig.

Jeg ved ikke, hvor langt tilbage i tiden mine sjællandske kollegers mailkorrespondance rækker, men jeg har haft min nuværende mailkonto ved Aalborg Universitet siden 1987 og især siden 1991, da jeg blev ansat som universitetslærer, har jeg brugt den hver dag året rundt. Vi har i årenes løb skiftet mailserver og mailsystem nogle gange, men et hurtigt kig viser, at jeg har e-mail der strækker sig tilbage i al fald fra juni 2006.