Det 20. århundredes største helt?

20111005-122155.jpg

En af de største helte fra forrige århundrede er måske Stanislav Petrov. Hvem er han? vil mange sikkert spørge. Den 26. september 1983, mens Reagan var præsident i USA og Andropov præsident i Sovjetunionen, fortalte de sovjetiske varslingssystemer ved en fejl, at der var et missilangreb i gang fra NATO. Stanislav Petrov var den første, der så varslingen, men han besluttede ikke at gøre noget. Han anså det for usandsynligt, at et angreb fra NATO kun ville involvere fem missiler.

Hvis han havde varslet videre, ville det sovjetiske militær have indledt et tilsvarende missilangreb mod NATO-landene. En atomkrig ville have været begyndt, og dette indlæg ville formodentlig aldrig være blevet skrevet.

Først mange år senere blev hele dette hændelsforløb offentligt kendt takket være en da pensioneret officer, der nævnte begivenheden i sine erindringer. Læs historien om Stanislav Petrovs beslutning i en artikel fra Washington Post fra 1999.

Stanislav Petrov var en helt af flere grunde: han var en militærmand, der havde sin kritiske sans intakt, han stolede ikke blindt på den komplicerede teknologi, men tænkte selv og han var en borger i et diktatur, der turde tænke selv. I dag er han gået på pension og ser ikke sig selv som en helt. Dét synes jeg nu, han er.

“So last year”

Jeg har en gammel computer på mit kontor, en gammel Apple Macintosh fra efteråret 1991. Hver gang nogen besøger mig for første gang, lægger de mærke til den. De spørger som regel, om den virker, og jeg siger ja. Den kan køre LaTeX, og den har en gammel udgave af OCaml installeret, så man kan også sagtens programmere på den. Så er der så hverken Ethernet-forbindelse, USB-port eller noget som helst, der anvendes i dag. Til gengæld har der faktisk aldrig været noget i vejen med denne gamle computer. Det er mere end hvad jeg kan sige om de computere, jeg har haft senere. Selvfølgelig har nogle af dem været bærbare, der har været udsat for lidt af hvert på farten, men min gamle iMac G5 bordmodel holdt f.eks. ikke engang 3 år inden den begyndte at skrante alvorligt. Måske viser historien, at Apple bare er et dårligt mærke – men desværre er de andre fabrikater ikke bedre. Og det er heller ikke specielt en historie om computernes forgængelighed; den kan fortælles om moderne forbrugselektronik som helhed. De go’e gamle fjernsynsapparater fra Bang og Olufsen kunne snildt holde 15 år eller mere, mens moderne fladskærms-tv ikke lever nær så længe.

Produktionskvaliteten er gået ned, og det er del af en strategi om indbygget forældelse. Indbygget forældelse er en form for incitament til øget forbrug og øget konkurrence, der er central for moderne kapitalisme. Den indbyggede forældelse tvinger hele tiden et nyt forbrug frem, og den følges hånd i hånd med dårligere håndværk og dårligere forhold for arbejderne i produktionen. Allerede i 1932 skriver Bernard London i et essay. “Ending the Depression Through Planned Obsolescence”:

In a word, people generally, in a frightened and hysterical mood, are using everything that they own longer than was their custom before the depression. In the earlier period of prosperity, the American people did not wait until the last possible bit of use had been extracted from every commodity. They replaced old articles with new for reasons of fashion and up-to-dateness. They gave up old homes and old automobiles long before they were worn out, merely because they were obsolete.

Den indbyggede forældelse skaber komponenter, der ikke er bygget til at kunne repareres. Ingen ville reparere mit 5 år gamle Canon-kompaktkamera (det gjorde jeg selv) og jeg kan ikke selv skifte batteri på min iPod fra 2007 (der ellers virker helt som den skal). Jeg har svært ved at få reservedele til mit skrantende Gram-køleskab, der er 6 år gammelt. Samtidig averterer alle de store producenter af mobiltelefoner konstant med nye modeller – det ser f.eks. ud som om der er kommet en ny HTC-telefon, hver gang jeg åbner en gratisavis.

Og så har vi slet ikke talt om noget så kedeligt som f.eks. beklædningsgenstande. En anden form for indbygget forældelse kommer nemlig fra den altid skiftende mode, der hele tiden gør tøj og elektroniske apparater “gammeldags”. Udtrykket “So last year” har efterhånden bredt sig fra (amerikansk?) engelsk ud over verden.

Omkostningerne ved den indbyggede forældelse er enorme for miljøet, for den fordrer et stadigt brug af nye resurser til fremstilling af nye produkter og skaber samtidig et problem med eksistensen af “forældede” produkter. Den eneste fordel (som er tvivlsom) er, at det er nemt at købe brugt af god kvalitet.

Webstedet Owni.eu har en interessant artikel om denne mekanisme, der udgør endnu et næsten glemt problem i vore dages miljødebat, hvor næsten alle efterhånden kun taler om vækst og atter vækst. Hvem vil være den første til at producere en mobiltelefon, der nemt kan repareres og kan holde i mange år?