Facebook som nytårsfyrværkeri

Nej, billedet viser ikke nytårsfyrværkeri. Det er faktisk en ikke-orienteret graf, der visualiserer forbindelserne mellem mine venner på Facebook. Til hver knude svarer en ven. Jo højere valens en knude har, jo lysere og større er den angivet.

Der er flere tydelige sammenklumpninger. Den største er venner fra Aalborg Universitet, den næststørste er venner med baggrund i Amnesty International, den tredjestørste er forskerkolleger uden for Aalborg Universitet og den fjerdestørste er venner, jeg gik i gymnasiet med. En begyndende klump omfatter de søskende, jeg inden for de seneste år har fået kontakt med. Det lysstærkeste individ uden for en klump er Jens Unmack, skarpt efterfulgt af Maria Hyttel. Der er kun ganske få mennesker blandt mine Facebook-venner, jeg ikke kender, og de eneste lysstærke personer blandt dem er kendt fra medierne.

På denne måde siger grafen både noget om hvem jeg kender og hvordan jeg benytter Facebook. Jeg er desværre ikke helt så flittig til at bruge Google Plus og ved ikke hvordan dets cirkler bedst kan visualiseres, men jeg har en fornemmelse af, at jeg tiltrækker en lignende skare af mennesker – nemlig nogen, jeg har mødt selv og i mange tilfælde kender personligt. Måske bør jeg anvende Google Plus på en anden måde og udnytte cirklerne i Google Plus til i højere grad at finde ligesindede, jeg ikke nødvendigvis kender personligt.

Mig og Usenet

20111229-115512.jpg

Inden internettet for de fleste brugere blev synonymt med World Wide Web, brugte jeg e-mail og nyhedsgrupperne på Usenet. Ikke alle kender denne del af nettet, så jeg må nok hellere forklare mig: Nyhedsgrupperne på Usenet er diskussionsfora, der bruger en særlig protokol og særlige servere. For at læse nyhedsgrupperne skulle man derfor oprindelig have særlig software; der findes nu også web-grænseflader.

Jeg fulgte oprindelig kun med i de nyhedsgrupper, der handlede om naturvidenskab og brug af computere. Der var dengang mange gode diskussioner i nyhedsgrupperne, og det var tydeligt, at de fleste brugere kom fra den akademiske verden. Hvis det en sjælden gang skete, at nogen nytilkomne postede en annonce, hvori de satte ejendele til salg, væltede ind med negative reaktioner. “Usenet er ikke kommercielt!” lød det igen og igen. Usenet var stedet, hvor nye publikationer blev diskuteret, og jeg husker endnu adskillige forgæves forsøg på at bevise at \mathrm{P} = \mathrm{NP}. Et enkelt sådant forsøg i form af et preprint fra en ikke helt ukendt forsker blev dissekeret på Usenet, og fejlen fundet.

Dengang havde vi kun adgang til bestemte dele af Usenets nyhedsgruppe-hierarki, men da jeg havnede i Edinburgh, fik jeg fat i også soc-, talk- og rec--grupperne. Det var også omkring dette tidspunkt, at adgangen til nettet blev kommercialiseret og der dukkede brugere op fra uden for den akademiske verden. Nu var der også rig mulighed for at diskutere musik og film og sport.

Selv var jeg med til at oprette to nyhedsgrupper, rec.sport.soccer (om fodbold) og soc.culture.nordic (om forhold i de nordiske lande).

I sci.philosophy.tech , der er en nyhedsgruppe om teknisk filosofi, begyndte der at komme en del indlæg fra en gruppe meget (selv)højtideligt sindede tilhængere af “Objektivisme”, som er en stærkt liberalistisk anskuelse, der skyldes den amerikanske forfatterinde Ayn Rand. Jeg foreslog til sidst rec.humor.objectivism, men afstemningen blandt Usenet-brugere gik mig imod. Øv.

Efterhånden kom alle de sædvanlige tvivlsomme goder ind over Usenet for fuld skrue – mudderkastning, politiske og religiøse ekstremister, porno, pseudovidenskab, kommercialisering, ulovlig distribuering af ophavsretsbeskyttet materiale osv. – og samtidig voksede WWW frem, gjorde begrebet hypertekst (der ikke fandtes på Usenet) til allemandseje og forsynede alle med en ensartet grænseflade til internettets herligheder.

Også jeg gled lige så stille væk fra Usenet, og for et par år siden holdt jeg helt op med at tilgå nyhedsgrupperne, da Stofa nedlagde deres server. Men i et tilfælde af nostalgi købte jeg for 24 kr. en Usenet-app til min iPad og kan atter læse nyhedsgrupper.

Var det så pengene værd at vende tilbage? Hmmm…. jeg kan læse om brok over undertekster på tv, spørgsmål om stavning og alt det andet, der var der, sidst jeg var forbi de danske nyhedsgrupper. Ovre på de engang så stolte sci.logic og sci.math forsøger diverse crackpots at give deres egen misforståede tolkning af Cantors diagonalargument. Så meget er som før, men det synes som om der er længere mellem højdepunkterne.

Måske skal jeg bare gå tilbage til at læse avis?

Mig og Twitter

Der er noget galt. Jeg har en Twitter-konto. Jeg har Twitter som startside på min webbrowser. Og alligevel går der uger imellem at jeg skriver på Twitter. De, der følger mig på Twitter, må være slemt skuffede.

Jeg kan se, at selv de stridende parter i Somalia bruger Twitter nu. I USA er Twitter et meget udbredt socialt medium – hele 53% af alle brugere af Internet har en Twitter-konto. I Danmark er det kun 7,8%. Apple (der som bekendt er fra USA) har integreret Twitter i deres iOs, så brugere af iPhone og iPad nemt kan tweete deres fotos o.lign. Jeg har begge disse dimser. Men benytter jeg mig af den nemme adgang til Twitter? Næ.

Hvorfor er det blevet sådan? Jeg har en ven på min egen alder, der også har sin egen blog. Han prøver også at bruge Twitter, men hans ihærdighed er kun lidt større end min i så henseende. Problemet er, at Twitter kommer til at fremstå som en envejs-kommunikation, en monolog snarere end en dialog. Måske har jeg bare ikke forstået at bruge Twitter rigtigt. Jeg spekulerer over, om der mon er kulturelle forskelle i brugen af sociale medier. Taler den korte, isolerede besked uden forventning om respons mere til amerikanere end til f.eks. danskere? Danmark er nemlig til gengæld et af de lande, hvor flest brugere af Internet har en Facebook-konto.

 

Mig og Word

I går skrev jeg om LaTeX; i dag vil jeg kaste mig over Microsoft Word, som jeg må indrømme, at jeg ikke nærer mange varme følelser for. Det er formodentlig lidt uretfærdigt – der er trods alt tale om et stykke software, som mange mennesker tilsyneladende er glade for. Men Microsoft Words egnethed til udarbejdelse af arbejdsblade og projektrapporter i forbindelse med gruppearbejde på de naturvidenskabelige universitetsuddannelser er forsvindende lille; dette opdager man lynhurtigt som vejleder, når man ser de nye studerendes forsøg på at skrive deres første projektrapport. Deres forsøg på at finde frem til et ordentligt layout, at sætte gruppemedlemmernes filer sammen til et acceptabelt hele og ikke mindst på at skrive matematik og lave ordentlige henvisninger både internt i dokumentet og til litteratur sluger en masse kræfter. Det får de så lov til; bagefter skal de bruge LaTeX. Nogle få studerende trygler mig (forgæves) om at få lov til at fortsætte i den triste, trygge Word-tradition; de fleste kaster sig over LaTeX og bliver glade for det.

Jeg har af og til spekuleret på om man i LaTeX (uden brug af forskellige former for snyd som inklusion af grafik o.lign.) kan genskabe det gyselige Microsoft Word-layout, som nye studerende tager med sig ind på universitetet: urimelig linjeafstand, for lille margen, litteraturhenvisninger som anonyme URL’er osv.

At gøre dette viser sig at være en interessant øvelse i brug af LaTeX. Jeg har prøvet at lave et hurtigt bud; det kan hentes her. Den resulterende PDF-fil kan man se her. En stor hjælp har været en pakke, wordlike.sty, som skyldes Jürgen Fenn. Også layout-mulighederne i memoir-pakken har været en hjælp.

Kan nogen gøre det endnu værre og endnu mere realistisk? Det håber jeg bestemt. Jeg kunne f.eks. godt tænke mig ud fra en toc-fil at få autogenereret de æstetisk mislykkede Word-indholdsfortegnelser med alle prikkerne og den meningsløse brug af kursiv, og det ville også være godt at se den ekstra grimme variant af Times New Roman (men her skal nok bruges et fontværktøj til TeX). Skriv jeres bud i en kommentar.

Mig og LaTeX

20111118-133022.jpg

Her i hvad der forhåbentlig er de sidste dage af min sygemelding er jeg begyndt så småt at følge mere med i hvad der sker på universitetet. Jeg er bl.a. tilmeldt et Moodle-forum for den frie studieaktivitet i LaTeX på første studieår. Her kan man for alvor se, hvilke problemer nybegyndere i brugen af LaTeX slås med. Mange af dem ser ud til at være af typen “hvordan kan vi få output til at ligne det, vi kender fra Microsoft Word?”

Det helt store problem ved WYSIWYG-tekstbehandlingssoftware som Microsoft Word er netop, at det indirekte tvinger brugeren til at tænke over layout. Prisen for den tilsyneladende brugervenlighed er for høj, synes jeg. Før jeg selv begyndte at bruge LaTeX i 1987 (ja, vi kan snart holde sølvbryllup) sad jeg og mine medstuderende fra 1985 af med tidlige udgaver af Word-agtige programmer til de Macintosh-computere, som universitetet rådede over. Vi tænkte en hel masse over layoutet af vores projektrapporter – og resultatet var altid intet mindre end forfærdeligt.

Jeg havde hørt om TeX og blev opsat på at lære det; min studiekammerat Lars Fischer, der altid var tidligt ude, rådede mig til at kaste mig over LaTeX i stedet for Plain TeX. Jeg fik fat i Leslie Lamports bog, og efter nogle begyndervanskeligheder kom jeg i gang. I maj 1988 kunne jeg aflevere mit speciale skrevet i LaTeX. Det var ikke kun den sidste, men også den i særklasse pæneste projektrapport, jeg havde lavet.

Nogle af makroerne fra dengang har overlevet længe efter; indtil LaTeX2e indførte \ensuremath, brugte jeg Frank Jensens indsigt i hvordan man i Plain TeX kunne teste, om man befandt sig i mathmode eller LR-mode.

Jeg prøvede engang at skifte til Plain TeX; fordelene er klare: LaTeX rummer et hav af pakker, og der er en tendens til at mange brugere slæber rundt på en præambel, der inkluderer en masse pakker, som de sikkert aldrig bruger. Hvis pakke-installationerne er inkompatible, kan det være svært at skrive en artikel sammen. I Plain TeX er der ikke denne tendens til “pakkesyge”; en Plain TeX-fil vil altid kunne kompileres uden problemer.

Men hvorfor skiftede jeg så ikke til Plain TeX? Jeg opdagede, at jeg begyndte at lave abstraktioner til nummerering af afsnit osv. for at undgå at skulle rode med den slags bogholderi selv; og så var jeg i virkeligheden tilbage ved Leslie Lamports oprindelige motivation for at udarbejde LaTeX, nemlig at gøre det lettere at skrive struktureret TeX-kode. Men jeg lærte noget om TeX, og derfor var min korte Plain TeX-tid ikke forgæves.

I min bog Transitions and Trees, der udkom på Cambridge University Press sidste år, bruger jeg hele 18 pakker i præambelen. Dokumentklassen er en klasse, Cambridge ville have, at jeg skulle bruge (en modificeret udgave af book).

Når jeg helt selv kan bestemme, er det anderledes. I dag bruger jeg memoir-dokumentklassen og et fåtal af pakker; memoir-klassen er en fleksibel klasse, der gør det nemmere at definere layout-parametre selv, hvis man virkelig gerne vil, og den indarbejder samtidig funktionalitet fra en del hyppigt benyttede pakker.

Der var engang en strålende fremtid

20111104-222257.jpg

Jeg lærte mig selv at læse, da jeg var 5; der var ingen børnehaver derude i Han Herred, så jeg blev ikke kapret som fast højtlæser af andre børn. Mens jeg om aftenen trofast fulgte med i Finn og Syvsoverens rolige klippeklistreunivers, kunne jeg ellers i dagtimerne læse i alt inden for rækkevidde. Jeg kommer ikke fra et hjem med mange bøger. Nogle var der, men jeg så ingen læse i dem. Min mor købte Billed-Bladet, og min mormor købte Familiejournalen.

Det er nok svært at forestille sig det, men det var noget mere “lødige” blade på den tid. Billed-Bladet skrev også dengang meget om de kongelige, men der var faktisk også en god portion rigtig journalistik. Især husker jeg en serie skrevet af en journalist, der fandt sin jødiske familiebaggrund.

Familiejournalen havde lægebrevkasse, opskrifter og alt det andet det vel stadig er, men så var der også artikler om historiske begivenheder, opdagelsesrejser og nutidige rejseskildringer og ikke at forglemme en del artikler om rumrejser. Især dém slugte jeg begejstret. Forfatteren var en Eugen Semitjov, som jeg først mange år senere opdagede var svensker (med russisk baggrund).

Semitjov var en dreven illustrator (tegningen ovenfor skyldes ham), han fik adgang til amerikanske og russiske rumfartscentre og skrev om sine besøg (hans russiske/svenske baggrund var en kæmpe fordel), men han var også lidt usikker på grænserne mellem science og science fiction. Samtidig levede han i en ubekymret tid, hvor man knap kunne se enden på vejen. Indrømmet: han skrev om den dystopiske film Soylent Green om en overbefolket, sultende jord. Men han var i 1969 heller ikke bleg for at proklamere, at mennesket ville lande på Mars i 1986. Han var heller ikke bleg for at lufte spekulative teorier om fortiden som f.eks. at Jesus var et rumvæsen (en opfattelse, der er lige så svær at gendrive som alle de andre opfattelser af hvem/hvad Jesus var).

Semitjov er for længst gået i glemmebogen i Danmark, men i hans hjemland har han fansider på nettet – som han aldrig nåede at opleve for alvor. Eugen Semitjov døde i 1987.

Mig og Google / Mig eller Google

20111102-123743.jpg

Engang ventede jeg i ugevis i spænding på nye albums med musikere, jeg holdt af. Jeg gik i spændt forventning, utålmodig var jeg, og når albummet så kom, lyttede jeg til det i ugevis til hver eneste sang var velkendt og hver eneste lille detalje var blevet vendt. Jeg husker endnu hvordan jeg lyttede til Automatic for The People flere gange om dagen.

Engang læste jeg mest bøger, dernæst aviser fra ende til anden.

Engang var jeg henne for at kigge i leksikonnet, når der var noget jeg ikke vidste. Hvis oplysningerne ikke var der, var jeg tålmodig.

Nu hører jeg de sange, jeg for alvor er interesseret i; jeg downloader stadig mest hele albums, men det holder jeg sikkert også op med en dag. Det er meget nemt på en iPod.

Nu læser jeg nogle enkelte artikler i avisen og er ikke så flink til at læse bøger mere.

Jeg er ikke engang god til at sidde og kigge ud i luften, når jeg har en ledig stund. Jeg griber ud efter min telefon eller min iPad (jeg er ikke ude på at reklamere for Apple her men ordet “tablet” kan misforstås på dansk…)

De yngre generationer har aldrig oplevet skiftet. En studerende, jeg underviste, spurgte mig en gang forundret/forarget hvorfor han skulle demonstrere paratviden til eksamen (eller “lære det udenad”, som mange studerende siger), når det burde være nok at vide, hvor informationerne findes. Jeg svarede at man skal kunne anvende informationerne, og det er svært at gøre, hvis man ikke selv har operationaliseret nogle af dem. Vi er ikke trygge, hvis lægen siger at “der står noget om kræft i denne bog; nu skal jeg se efter”. Det er stadig min holdning.

Nicholas Carr har skrevet en artikel om det samme. Figuren ovenfor viser hvordan vi bruger Google. Er Internettet/Google/telefoner/computere i gang med at stjæle opmærksomhedshorisonten for os i den rige del af verden og på vej til at gøre os dummere? Hvordan kan vi blive bedre i stand til at bruge de informationer, der ligger derude?

Tilbagetoget

I dag deltog jeg i Litteraturekspressen, en idé fostret af lyrikforeningen 9000 ORD fra Aalborg i anledning af litteraturfestivalen Ord i Nord i Skørping. Sammen med en anden “hjemmedigter”, Gitte Thorhauge, læste vi vores tekster højt i lokaltoget fra Aalborg mod Skørping. Der var kun 6 passagerer i MR-toget ud over os, og heraf var én klædt ud som Herman Bang. Dieselmotorerne i MR-toget larmede som de plejer, så der var ikke andet for end at hæve stemmen. På vej ud fra Støvring så vi noget så usandsynligt som et modkørende IC4-tog. Da vi nåede Skørping og steg ud, var der en stor skare samlet på perronen – dog ikke for at tage mod undertegnede eller Gitte Thorhauge, men for at byde velkommen til Herman Bangs genfærd, der kvitterede med at læse højt af Ved vejen.

Det var mange år siden, Gitte Thorhauge og hendes mand, som jeg også fik mødt, havde været ude at køre i tog. Det er altid interessant at møde mennesker, der har et så platonisk forhold til togdriften. Selv har jeg altid været flittig togpassager, både herhjemme og i udlandet. En væsentlig årsag er sikkert, at jeg som en af de få danskere fra min generation aldrig har fået mig et kørekort. Men det tæller også, at det faktisk er mindre miljøbelastende at køre i tog – og man kan arbejde/sove/høre musik/læse undervejs, hvis togene ellers tillader det. Det gør de nemlig ikke altid mere.

Det er trist at se, hvordan togdriften herhjemme er blevet forsømt i de seneste år. For ikke så mange år siden holdt jeg helt entydigt af at køre i tog, men i dag er historien om DSB blevet en historie om overfyldte tog med defekte og uhumske toiletter, om forsinkelser og om DSBs oprustning på materielsiden, der lige nu mest består i at IC4-togsættene ruster op uden for en remise i Aarhus.

Hvis man som jeg har boet i Storbritannien sidst i 1980’erne under Maggie Thatcher, genkender man scenariet: En regering, der troede på motorveje, ikke var interesseret i kollektiv trafik og mest drømte om at få skidtet privatiseret i en tro på at man kan overlade vigtige fælles behov til fri konkurrence. Ligegyldigheden blev til en blanding af misligholdelse og arrogance, og til sidst blev British Rail splittet op i en masse selskaber og solgt til et hav af indbyrdes konkurrerende købere, så det i dag er blevet en logistisk jungle at skulle tage toget i Storbritannien.

Jeg ville ønske at den nye regering for alvor ville turde sige, at den gamle regering tog fejl og at deres bilist-centrerede strategi ikke har ført noget godt med sig. Sporene skræmmer.

Eventyret om mig og Emacs og de andre

I dette semester holder jeg sammen med to kolleger fra Aarhus Universitet et kursus, der hedder Programmeringsparadigmer. Mange kandidater i datalogi og software fra AAU vil kende dette kursus, som er en rundtur i programmeringssprog, der er eksempler på henholdsvis logikprogrammering, funktionsprogrammering og aspektorienteret programmering. Jeg tager mig af kursusgangene om logikprogrammering, hvor fokus er på programmering i Prolog.

Fortolkere til sprog som Prolog har en grænseflade i form af en print-eval-løkke: det er altid muligt at bede fortolkeren evaluere et udtryk, og derefter får man et svar fra fortolkeren. Den slags kan man nemmest have overblik over, hvis man kan se programmet i ét vindue og print-eval-løkken i et andet, hvis man kan sende indhold fra programvinduet over til fortolkeren og hvis man kan genbruge store udtryk ved at bruge en editorfacilitet.

Så jeg bruger Emacs, for den teksteditor kan udvides med en Prolog-mode, der gør netop dette muligt. Til forelæsningerne viser jeg alle mine programmeringseksempler inde fra Emacs og bruger Prolog-mode.

Jeg bruger også Emacs, når jeg skriver i LaTeX (det gør jeg tit). Der findes en meget stærk udvidelse af Emacs, AUCTeX kaldet, der gør det muligt at bruge Emacs som en udviklingsomgivelse, når man skriver tekster i TeX og LaTeX. Som navnet antyder, opstod AUCTeX på Aalborg Universitetscenter, som det hed dengang. Per Abrahamsen, der var et par årgange under mig, var ophavsmanden til dette værktøj, som jeg bruger bogstaveligt talt hver dag på mit arbejde. Dengang sidst i 1980’erne smittede det af, og alle mine medstuderende på datalogi og matematik brugte Emacs – ja, selv sekretærerne var nødt til at sætte sig ind i Emacs, for da var det sandelig ikke alle professorer og lektorer, der skrev deres manuskripter ind selv!

Efter 23 år sidder Emacs ‘i fingrene’ på mig. Jeg bruger f.eks. ikke piltasterne, men CTRL-P og CTRL-N, når jeg skal flytte markøren op hhvs. ned. Da jeg skulle disse par linjer, var jeg endda nødt til at kigge på tastaturet for at minde mig selv om, hvad tastekombinationen rent faktisk var. Men fingrene husker.

I dag er der sket to udviklinger: Den ene er ubetinget god: Richard Stallmans Emacs-projekt er blevet en integreret del af GNU Linux. Den anden er mindre god, synes jeg. Næsten ingen studerende kender Emacs og alt det man kan med Emacs. Jamen, kan man også bruge Emacs til Windows? spørger de. Og ja, det kan man selvfølgelig. Emacs findes til alle gængse platforme, der tillader åben software (så der kommer aldrig Emacs til f.eks. iPad). Nogle prøver at installere Emacs, men giver meget hurtigt op – de synes simpelthen, det er for svært. Og her taler vi om datalogi- og softwarestuderende.

I dag har forbløffende mange studerende ved de uddannelser, jeg har med at gøre, tilsyneladende ikke mange refleksioner over hvad kan man forlange af en teksteditor. Det virker som om eventyrlysten er gået tabt. Jeg har set specialestuderende, der brugte den inferiøre Notepad til Windows som deres eneste editor. Når eventyrlysten stopper allerede ved teksteditoren, kommer man aldrig videre. For hver datalogistuderende, der er glad for BSD eller Linux, sidder der 95, der bruger en standardinstallation af Windows (og 5 der bruger OS X uden nogen sinde at opdage at også dét er Unix).

Et sted gik eventyrlysten tabt. Formodentlig er det en konsekvens af at brugbarheden er en helt anden i dag; da jeg var studerende, var det Unix til hverdag (og af og til Mac til fest).

Sådan er det som bekendt ikke mere. Her har bl.a. Steve Jobs og Bill Gates og deres store firmaer en del af skylden/æren. Det skal selvfølgelig være nemt at installere og bruge software, og det er det ofte blevet. Men nogen skal skrive de scripts, der gør det nemt at installere software, og det kræver en vis indsigt. Så denne “nogen” må være en person med en datalogisk uddannelse, og sådanne personer må gerne være eventyrlystne.

I Information i dag kan vi se, at skoleeleverne ikke lærer om computere i skolen. Denne vigtige opgave overlades til tilfældet, og her vel i virkeligheden markedskræfterne. Vi lærer åbenbart ikke engang de studerende på de datalogiske uddannelser at være eventyrlystne og alment dannede i brug af computer.

Hvad kan vi gøre? Hver projektgruppe på 1. semester af datalogi- og softwareuddannelserne får en dvd med TeX Live-distributionen, så vi kan være sikre på at de bruger LaTeX. Måske kunne vi også bede dem om at installere Emacs og måske endda en Unix-udgave af en slags?

Solens gyldne æbler

Jeg slipper nok ikke uden om at skrive om Steve Jobs, for jeg sidder her ved en MacBook. For mig har Apple altid først og fremmest været et firma, der lavede computere – iPod, iPhone, iPad osv. kom senere. De fleste computere, jeg har brugt, har været fra Apple. Det var en lille Macintosh Classic, der stod og lokkede nede i hjørnet, dengang jeg var studerende på 5. semester i 1984. I min studietid og i årene efter brugte jeg mest Sun-maskiner, der kørte Solaris, men der var noget hyggeligt ved de små Mac’er. Da chancen kom, bad jeg universitetet om at købe mig en Apple-computer, og herefter har jeg været igennem flere modeller, som det er lykkedes mig at overtale universitetet til at købe til mig.

Apple er objektivt set ikke bedre end andre elektronikfirmaer, og jeg er selv ret splittet. På den ene side har jeg brugt nogle gode computere fra deres hånd, og OS X har på mange måder været et godt operativsystem, der kunne forene min glæde ved Unix (fra Sun-dagene) med en brugergrænseflade, der gjorde mange af de lavpraktiske opgaver til at holde ud. Min gamle MacBook har fulgt mig bogstaveligt talt verden rundt og har trofast lagt ryg til mine publikationer, private skrivelser, referater osv. Min iPod (senere en iPhone) – der vel er noget nær det eneste, jeg selv har lagt penge til – har været mit vigtigste musikanlæg i snart en del år nu. Også den iPad, jeg nu har, har vist sig at være nyttig.

På den anden side har jeg det enormt skidt med produktionsforholdene, Apples produkter nu laves under. Rapporterne om arbejdernes vilkår på Foxconn-fabrikkerne i Kina taler deres tydelige sprog. Den lukkede forretningsmodel for software er en anden stor kilde til frustration for mig og mange andre. Kultdyrkelsen af Steve Jobs kan jeg også nemt være foruden. Det er klart, at Steve Jobs var dygtig til det han gjorde, men han var lige så lidt ene om at skabe Apples produkter som Christian den Fjerde var ene om at bygge Rundetårn.

Jeg kunne selvfølgelig bare bede om et andet computermærke næste gang; problemet er at de vel egentlig ikke er bedre end Apple. Elektronikindustrien er sin egen akilleshæl; som alle andre brancher har den ingen etik ud over at maksimere profitten.  Det er her, det største problem er. Måske er det svært at starte forfra i en garage med nye og etiske mål for en reformeret computerbranche, men det skulle være en fælles opgave for os som brugere at gøre netop dét – og samtidig skabe nye jobs (undskyld ordspillet).