Den belastende turist

En ny undersøgelse afslører, at den globale rejseaktivitet belaster miljøet endnu mere end man har troet.

Hele 8 procent af den globale CO2-udledning skyldes rejseaktivitet. Især flyrejser er en synder. Vi ved det egentlig godt, og jeg er bestemt ingen helt. Tværtimod. Som man vil kunne ane af mine indlæg her på bloggen, flyver jeg flere gange om året i arbejdssammenhæng. I det europæiske forskningsprojekt, jeg nu er med i, går midlerne til rejser rundt om i Europa. Det bliver svært at komme til f.eks. Malta uden at flyve dertil. Også til sommer skal jeg flyve til Spanien på ferie.

I gamle dage havde jeg ikke noget imod at tage tog rundt i Europa, og i nogle år rejste jeg også sydpå i sommerferien med familien i tog. Det bliver en voldsom ændring for mig at begrænse flyrejserne for en dag helt at indstille dem.

Noget, som man kunne gøre fra officielt hold, ville være at tilskynde til at man vælger mindre miljøbelastende rejseformer. Måske kunne de af os, der rejser i statsligt regi, få bedre dækning af vores udgifter. Når jeg skal rejse til Portugal med tog, vil det tage to døgn – og det skal universitetet give mig plads til i kalenderen. Og måske kunne man gøre togrejser så billige, at det ville være tåbeligt ikke at rejse med tog. Den politik, som bliver ført i disse år, gør ikke meget for at ændre dette.

En ny begyndelse med en ny cykel

Jeg skrev for fire år siden om den store reparation af min trofaste Kildemoes-cykel; dengang gav jeg mere end 2000 kroner for at få en hel masse skiftet. Siden da har min cykel været igennem utallige reparationer – til sidst var det faktisk kun stellet og forhjulet, der havde overlevet fra dengang i 2008, da cyklen var fin og ny. For få uger siden var frikrans og klinger igen slidt helt ned, og da besluttede jeg mig: Nu måtte det være nok med reparationer og udskiftninger af mit kæreste eje – det var tid til igen at købe en ny cykel..

I dag cyklede jeg for sidste gang på den gamle cykel; turen gik ud til cykelhandleren for at hente min nye cykel. Det gav et minimalt stik i hjertet, da jeg så min trofaste gamle Kildemoes stå forladt tilbage i novembermørket, om lidt på vej til at blive skrot. Men på vej hjem havde jeg fornøjelsen af en oplevelse, de fleste cyklister kun oplever få gange i deres liv, nemlig at cykle på en helt ny og gennemjusteret cykel. Og der var tilmed medvind og 30 gear til rådighed.

Mon ikke dette er begyndelsen på et smukt venskab?

Den tredje Limfjordsforbindelse

I dag cyklede jeg over Limfjorden; det har jeg gjort tusinder af gange før, men i dag kunne jeg for første gang cykle over Kulturbroen, der er den nye tilbygning på jernbanebroen i Aalborg. Jeg holder af at cykle rundt i byen, og hvis jeg nogle gange har lydt lidt skeptisk over dette projekt, har det været fordi det trak en del ud.

Denne lørdag blev broen så omsider indvidet, og det var godt at cykle over den. Jeg skulle lede lidt efter opkørslen, da jeg kom cyklende fra Dannebrogsgade, men nede fra vejen langs kajen er den nem at se. Der var mange andre på broen; nogen genkendte mig og råbte hej. I skyndingen nåede jeg ikke at se, hvem det var (det var en mand med briller). Men det sikreste og mest høflige er selvfølgelig at råbe hej, så det gjorde jeg. Et minut senere var jeg ovre ved gangstien på Nørresundby-siden. Cykelturen er mindre bøvlet end turen over den meget trafikerede Limfjordsbro, og til sommer bliver Kulturbroen temmelig sikkert en god rute, der kan være med til at binde byen sammen.

En spontan cykelsti

cykelsti

Dette syn ser jeg hver dag, når jeg cykler hjem fra universitetet. I mange år krydsede cyklister (og fodgængere) hen over det lille stykke græs bag Fredrik Bajers Vej 5, hen over parkeringspladsen og derfra ud på cykelstien gennem universitetsområdet. Alternativet ville være at tage den officielle, asfalterede omvej hele vejen uden om Nykredit-bygningen og forbi boligområdet. Til sidst var der slidt en tydelig sti hen over græsset, og nogle dage var der mudret og træls. Alle tog alligevel genvejen – også jeg.

Men for få måneder siden skete der noget: Omvejen hen over plænen blev gjort officiel, og på billedet kan man se den som det lille stykke med lidt lysere fliser.

Historien viser to ting. Den ene er kontrasten mellem det systemdesign, der bliver lagt op til og hvordan brugerne (her: cyklister og fodgængere) rent faktisk bruger systemet (der her er et stisystem!). Den anden er at det faktisk er muligt at mange mennesker kan skabe forandring uden at der er én person, der foranlediger ændringen på ét veldefineret tidspunkt. Mange trafikanter har gennem årene udøvet en lille, tavs protest mod stisystemets mangler, og det har så ført til forandringer.

Spøgelsesbilister og stolthed

route28_traffic
Motorvej ved Pittsburgh. Foto: Tim Lawson, KDKA.

I nat skete der en tragisk ulykke på motorvej E45 i nærheden af Øster Uttrup uden fra Aalborg. Det fik mig til at tænke på dengang i 1992 hvor jeg selv var passager hos en spøgelsesbilist.

Det hele skete i USA. Jeg havde besøgt et ægtepar jeg kendte, og ved slutningen af mit besøg hvor jeg skulle videre med tog til New York, ville manden køre mig ind til banegården. Konen tog også med. Vi tog af sted i god tid fra deres hjem et stykke uden for Pittsburgh. Men til sidst var der ikke så god tid, og jeg begyndte at blive nervøs. Først da var det at det gik op for mig at manden ikke vidste præcis hvor banegården var, ikke ville indrømme det og ikke ville spørge nogen om vej. (Dette var lang tid før GPS blev almindelig i biler i USA og andetsteds.)

Til sidst ville han skyde en genvej på motorvejen i den forkerte retning. Både jeg og hans kone var helt ude af os selv. Turen som spøgelsesbilist var formodentlig kort men den føltes som en evighed. I de sekunder troede jeg faktisk at jeg skulle dø dér i USA. Heldigvis indså han omsider det forrykte i sit valg og vi slap væk og op på en frakørsel.

Til sidst nåede vi jernbanestationen, hvor jeg kunne se toget køre fra perronen. De købte en busbillet til mig så jeg kunne komme til New York, og vi tog afsked.

Hvorfor nogen kan være så bange for at tabe ansigt, at de vil gøre sig selv til spøgelsesbilister, ved jeg stadig ikke. Jeg tror selv at det er en dunkel side af en version af kønsrollerne, hvor mænd skal vise handlekraft og ikke må vise usikkerhed – koste hvad det vil. Især har jeg set den i USA, men jeg tror også at det er en indstilling, der findes andre steder.