Den tredje Limfjordsforbindelse

I dag cyklede jeg over Limfjorden; det har jeg gjort tusinder af gange før, men i dag kunne jeg for første gang cykle over Kulturbroen, der er den nye tilbygning på jernbanebroen i Aalborg. Jeg holder af at cykle rundt i byen, og hvis jeg nogle gange har lydt lidt skeptisk over dette projekt, har det været fordi det trak en del ud.

Denne lørdag blev broen så omsider indvidet, og det var godt at cykle over den. Jeg skulle lede lidt efter opkørslen, da jeg kom cyklende fra Dannebrogsgade, men nede fra vejen langs kajen er den nem at se. Der var mange andre på broen; nogen genkendte mig og råbte hej. I skyndingen nåede jeg ikke at se, hvem det var (det var en mand med briller). Men det sikreste og mest høflige er selvfølgelig at råbe hej, så det gjorde jeg. Et minut senere var jeg ovre ved gangstien på Nørresundby-siden. Cykelturen er mindre bøvlet end turen over den meget trafikerede Limfjordsbro, og til sommer bliver Kulturbroen temmelig sikkert en god rute, der kan være med til at binde byen sammen.

Flattr this!

En spontan cykelsti

cykelsti

Dette syn ser jeg hver dag, når jeg cykler hjem fra universitetet. I mange år krydsede cyklister (og fodgængere) hen over det lille stykke græs bag Fredrik Bajers Vej 5, hen over parkeringspladsen og derfra ud på cykelstien gennem universitetsområdet. Alternativet ville være at tage den officielle, asfalterede omvej hele vejen uden om Nykredit-bygningen og forbi boligområdet. Til sidst var der slidt en tydelig sti hen over græsset, og nogle dage var der mudret og træls. Alle tog alligevel genvejen – også jeg.

Men for få måneder siden skete der noget: Omvejen hen over plænen blev gjort officiel, og på billedet kan man se den som det lille stykke med lidt lysere fliser.

Historien viser to ting. Den ene er kontrasten mellem det systemdesign, der bliver lagt op til og hvordan brugerne (her: cyklister og fodgængere) rent faktisk bruger systemet (der her er et stisystem!). Den anden er at det faktisk er muligt at mange mennesker kan skabe forandring uden at der er én person, der foranlediger ændringen på ét veldefineret tidspunkt. Mange trafikanter har gennem årene udøvet en lille, tavs protest mod stisystemets mangler, og det har så ført til forandringer.

Flattr this!

Spøgelsesbilister og stolthed

route28_traffic
Motorvej ved Pittsburgh. Foto: Tim Lawson, KDKA.

I nat skete der en tragisk ulykke på motorvej E45 i nærheden af Øster Uttrup uden fra Aalborg. Det fik mig til at tænke på dengang i 1992 hvor jeg selv var passager hos en spøgelsesbilist.

Det hele skete i USA. Jeg havde besøgt et ægtepar jeg kendte, og ved slutningen af mit besøg hvor jeg skulle videre med tog til New York, ville manden køre mig ind til banegården. Konen tog også med. Vi tog af sted i god tid fra deres hjem et stykke uden for Pittsburgh. Men til sidst var der ikke så god tid, og jeg begyndte at blive nervøs. Først da var det at det gik op for mig at manden ikke vidste præcis hvor banegården var, ikke ville indrømme det og ikke ville spørge nogen om vej. (Dette var lang tid før GPS blev almindelig i biler i USA og andetsteds.)

Til sidst ville han skyde en genvej på motorvejen i den forkerte retning. Både jeg og hans kone var helt ude af os selv. Turen som spøgelsesbilist var formodentlig kort men den føltes som en evighed. I de sekunder troede jeg faktisk at jeg skulle dø dér i USA. Heldigvis indså han omsider det forrykte i sit valg og vi slap væk og op på en frakørsel.

Til sidst nåede vi jernbanestationen, hvor jeg kunne se toget køre fra perronen. De købte en busbillet til mig så jeg kunne komme til New York, og vi tog afsked.

Hvorfor nogen kan være så bange for at tabe ansigt, at de vil gøre sig selv til spøgelsesbilister, ved jeg stadig ikke. Jeg tror selv at det er en dunkel side af en version af kønsrollerne, hvor mænd skal vise handlekraft og ikke må vise usikkerhed – koste hvad det vil. Især har jeg set den i USA, men jeg tror også at det er en indstilling, der findes andre steder.

Flattr this!