Manglende hensynsfuldhed i undervisningen

Oversigt over de former for manglende hensynsfuldhed, som israelske studerende og universitetslærere nævner – rangordnet efter hvor problematiske de anses for st være.

En artikel fra 2016 i International Journal of Teaching and Learning in Higher Education af to israelske universitetslærere analyserer resultaterne deres undersøgelse af manglende hensynsfuld adfærd i undervisningen – både fra universitetslærere og fra studerende. Universitetslærere kan f.eks. være arrogante og nedladende, være dårligt forberedt, give urimelige bedømmelser – eller være dårligt forberedt. Studerende kan f.eks. distrahere i undervisningen ved at bruge mobiltelefon eller computer til irrelevante aktiviteter, tale grimt til hinanden eller til underviseren – eller være dårligt forberedt.

Jeg genkender bestemt nogle af problemerne, både fra min egen undervisningserfaring og fra evalueringsrapporter, jeg har læst. Det er desværre ikke altid lige rart at læse evalueringer af undervisningen. (Jeg kan i øvrigt se af den israelske undersøgelse, at jeg ikke er den eneste, der ikke har det godt med at studerende nægter at deltage i undervisningen.)

Men især hæfter jeg mig ved to ting. For det første bemærker jeg at studerende i undersøgelsen nævner, at det er et problem at undervisere tager let på manglende hensynsfuldhed. Faktisk er det netop dét at undervisere ignorerer urimelig adfærd hos andre studerende, som studerende er mest utilfredse med.

For det andet bemærker jeg, at manglende engagement og dårlig forberedelse bliver nævnt af både studerende og undervisere som et væsentligt problem.

Det kunne være interessant at se en undersøgelse af forholdene på videregående uddannelser i Danmark. I undersøgelsen er der en del udtalelser, der ser den hensynsløse adfærd fra undervisere og studerende som konsekvenser af at uddannelserne er ved at blive en slags “præstationsmaskiner”, og det kender vi bestemt til også her oppe hos os.

Nogle af problemerne er dog også afhængige af den samfundsmæssige kontekst, for undervisningen er på nogle måder et billede af det større samfund. En studerende bliver citeret for at nævne at, at Israel er et samfund præget af vold (og en anden nævner nedsættende udtalelser om religion og etnisk tilhørsforhold – vel de to mest betændte emner netop i Israel) og at man derfor kommer til at tage samfundets adfærdsnormer med sig ind i undervisningen.

Flattr this!

Frygt og konkurrence

Kilde: THE DATA TEAM/The Economist.

OECDs PISA-undersøgelser har ikke noget med Italien at gøre; PISA står for Programme for International Student Assessment.  Ved PISA-undersøgelsen i 2015 vurderede man kundskaberne hos mere end en halv million elever i 72 lande. For første gang fik eleverne i 53 af deltagerlandene også stillet kvalitative spørgsmål om deres trivsel i skolesystemet, herunder deres forhold til forældre, til lærere og til andre elever.

To af de interessante spørgsmål er om elevernes ambitionsniveau og deres frygt for ikke at klare sig godt til eksamen. Grafen overfor kommer fra The Economist og viser denne sammenhæng.

I øverste højre hjørne kan man se en farvekode, der viser hvor god et lands PISA-score er. Og det interessante er, at de lande, hvor eleverne på samme tid har en høj ambition om at være blandt de bedste i klassen og er bange for at klare sig dårligt til eksamen, selv om de har forberedt sig godt, faktisk også er lande med en lav PISA-score. Lande som Schweiz, Tyskland, Belgien og Nederlandene, hvor eleverne ikke har så høje ambitioner og ikke er så bange, er derimod lande med temmelig høj PISA-score. I Danmark er ambitionsniveauet og frygten for ikke at klare sig begge over OECD-gennemsnittet, men hvis man ser på tallene i PISA-rapporten fra 2015, er Danmarks PISA-score faktisk lidt lavere end Schweiz’s.

Denne slags data kan ikke undgå at skabe tvivl om hvorvidt konkurrence og “motivationsfremmende foranstaltninger” mon er de afgørende drivkræfter, som man ofte får at vide at de skal være i uddannelsessystemet.

Flattr this!

Alle hjælpemidler tilladt?

I går var sidste dag inden ferien, og jeg sad i frokostpausen og snakkede med en kollega om vores erfaringer med forskellige eksamensformer. Han mente, at man til skriftlig eksamen kunne tillade alle hjælpemidler. Vi skal selvfølgelig huske at tilpasse opgaverne til det, men vi vil altid kunne fange de studerende, der ikke ved nok selv, sagde han. Vi er trods alt dem, der er fagligt kompetente. Man har ingen glæde af hjælpemidlerne, hvis ikke man ved hvordan man skal bruge dem, var hans påstand.

Jeg var har altid været mere betænkelig selv. Min bekymring har ikke været den, at nogle eksaminander vil lave besvarelser, der er perfekte, men derimod at nogle eksaminander alene ved at bruge Internettet, gamle opgaveløsninger og lærebøger til afskrift vil kunne præstere besvarelser, der er dårlige, men samtidig tilsyneladende acceptable. Og ideen om at “alle hjælpemidler er tilladt” vil føre nogle studerende længere ud i den frygtede “notatsyge” hvor de tror, at de kan lade notaterne bestå eksamen.

Det er en svær diskussion. Den bliver yderligere kompliceret af at vi nu ser hjælpemidler, der faktisk kan mere end vi har set før, fordi de ikke kræver nogen kompetence fra brugeren. Hermed kan det faktisk blive tilfældet at “hjælpemidlerne bestod eksamen”. En high school-lærer i USA stillede for nylig et opgavesæt til sin klasse i “Advanced Calculus” og ved en fejl var det kommet til at indeholde en opgave, som var hinsides det, eleverne ville kunne lære. Men alligevel var der flere af eleverne, der indleverede korrekte løsninger, komplet med mellemregninger og det hele. De havde brugt Wolfram Alpha, som er et omfattende websted, der gør det muligt at løse ikke-trivielle standardopgaver inden for matematik og andre fagområder. Min fornemmelse er, at Wolfram Alpha bevæger sig på gymnasieniveau og nogle gange lidt over.

Også inden for fagområder, hvor jeg selv underviser, vil det være en udfordring at tillade Internetadgang. Der findes f.eks. websteder, der ud fra et regulært udtryk kan konstruere en nondeterministisk endelig automat. Algoritmen, der gør det, er en algoritme, som er et fast emne i det kursus, jeg har holdt mange gange. I flere eksamenssæt har jeg stillet det som opgave at foretage denne konstruktion med blyant og papir. Men hvis man kan gå på nettet, kan man bede et websted om at gøre dette.

Det er disse nye fænomener, der nærer min betænkelighed ved at sige at alle hjælpemidler skal være tilladt til eksamen.

Flattr this!

Maksimal- og minimalkurser

Tæller gange tæller og nævner gange nævner – forklaret på to forskellige måder.

Da jeg i dag læste om ændringerne i matematikundervisningen i grundskoler i USA, gik det op for mig at der er tale om en ændring, der ligner én, jeg kender fra min egen universitetsundervisning. Hidtil har man i USA undervist i mange teknikker og emner, men man er aldrig trængt ned hvorfor regneteknikkerne er gyldige. Illustrationen ovenfor viser de to forskellige tilgange til at løse ligninger med brøker, hvor den ubekendte står i nævneren. I den første lærer man simpelthen “gange over kors”-reglen, som danske skoleelever også er blevet udsat for. I den anden skal man opdage at dette faktisk handler om proportioner, så derefter vil man bedre kunne forstå hvad man skal gøre.

Den gamle tilgang til matematikundervisning i USA er “flad” og ikke “dyb”. Den amerikanske matematik-didaktiker Heidi Schweingruber siger at

The US has a mile-wide, inch-deep curriculum with tons and tons of things and ideas for kids to learn, but not an opportunity to go in depth…

Dette minder om to forskellige tilgange til at organisere universitetskurser på. Nogle universitetskurser har et pensum med mange emner, som de studerende skal stifte bekendtskab med. Her er det så op til den studerende at skabe dybden ud fra den store overflade. Selv er jeg blevet en stadigt større tilhænger af det modsatte, nemlig at finde ud af hvad det mindste, fornuftige pensum kan være og så prøve at skabe fordybelsen dér. Det er forskellen mellem hvad jeg vil kalde maksimalkurser og minimalkurser.

Min egen fornemmelse er at minimalkurserne kan give den studerende et bedre udbytte, for hvis man først mestrer et (forholdsvis) lille antal emner, er man samtidig blevet bedre til at lære at lære, og derefter kan man så brede sig ud til et større del af faget. Men minimalkurser er også sværere at undervise, for de kræver langt mere fokus på fordybelsen.

Flattr this!

Hvordan mon det er at være akademiker?

Når jeg bliver spurgt, hvad det vigtigste, jeg lærte i min studietid var, plejer jeg at svare at det er, at jeg har lært at lære nyt. Målet med alle universitetsuddannelser må være (ud over det rent fagspecifikke) at man får netop dén kompetence: At lære at lære nyt.

På Aalborg Universitet (i al fald på de uddannelser, jeg kender til, men jeg tvivler på at det er anderledes andetsteds) er der en tendens til at studerende danner faste konstellationer, så man ser de samme projektgrupper gennem mange semestre. Vi, der vejleder de studerende, ved at det ofte ikke er en god strategi, men det er forbløffende svært at få de studerende til at indse det. Det bedste argument for ikke altid at arbejde sammen med de samme medstuderende er vel, at man ikke selv kan vælge, hvem man vil arbejde sammen med, den dag man får sig et arbejde. Man skal derfor lære at kunne arbejde sammen med så mange forskellige mennesker som muligt.

Jeg har på det seneste haft svært ved at overbevise studerende om at det mest fornuftige er at deltage i min kursusundervisning. Mange studerende vælger ikke at ville deltage, fordi de mener at have en bedre indsigt i læring – nogle fordi de mener at vide, at kurserne er af sekundær betydning, andre fordi de mener at vide at de aktiviteter, underviseren har planlagt, ikke er værd at deltage i. Og så er der “notatsygen” – overbevisningen om at læring finder sted, hvis man i dagene op til eksamen skriver af fra undervisningsmaterialet (eller måske bare indscanner det?), så man til eksamen kan skrive af fra eller læse højt af disse notater. Jeg ved, at de studerende, der vælger disse strategier, efter alt at dømme tager fejl.

Men alle de dårlige strategier kommer fra en fejlagtig “indsigt”, der siger at disse strategier er dem, der virker bedst.

I dag stillede jeg mig selv spørgsmålet: Gad vide, hvad den gennemsnitlige studerende egentlig forestiller sig at vi akademikere, gør, når vi skal lære nyt? Mon de forestiller sig, at akademikere sidder og skriver af fra bøger og prøver at løse problemer ved at reproducere notater? Gad vide, om de regner med at alle de berømte forskere hele tiden sidder og kigger i notater? Jeg håber det ikke.

Og nej, jeg ved ikke, hvad studerende forestiller sig, men formodentlig er det netop her, man skal appellere til praksis og arbejde på at skabe en indsigt hos studerende om at mange af de strategier, som mange af dem tyr til, faktisk ikke er gode: Det er ikke de strategier, en færdiguddannet akademiker vil benytte sig af for at tilegne sig viden eller for at løse et problem. I virkeligheden er det vel endnu en form for forskningsbaseret undervisning, vi her har med at gøre.

Flattr this!

Eksamen overstået

I dag holdt jeg de sidste to eksamener i denne eksamensperiode. Det var to projekteksamener, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at dette er den form for eksamen, jeg bedst kan lide. Projekteksamen er nemlig samtidig det sidste vejledermøde og på den måde den naturlige afslutning på projektperioden. Skriftlig eksamen er formodentlig uundgåelig for meget store hold, for ellers kan vi simpelthen ikke nå at holde alle eksamenerne i løbet af eksamensperioden. Men det er samtidig også en eksamensform, hvor det er meget svært for mig at give den enkelte studerende nogle gode råd med. Jeg overvejer meget nøje, hvordan jeg vil kunne gøre noget for at ændre på dette uden samtidig at skulle bruge en hel masse mere tid end jeg allerede gør. Noget svar har jeg dog ikke fundet endnu.

Men nu kan også jeg i al fald lægge forårssemesteret 2017 bag mig og tænke på noget andet for en stund. I morgen går turen østpå til tre dage med Roskilde-festivalen med alt hvad det indebærer af voldsomt regnvejr. I det mindste skal jeg da ikke campere der i år. Bagefter er der endnu en uges arbejde, og så begynder den egentlige sommerferie,

Flattr this!

To slags bagedyst

Foto: MX / DR

I en kronik i dag i Information tager Anders Øgaard fra Grønlands Universitet fat i det, at unge uddannelsessøgende plagierer. Han konkluderer, at dette er en konsekvens af uddannelsessystemet og det fokus, det har fået. Heri har han formodentlig ret: Desto mere vi bliver målt, desto mere indretter vi vores adfærd efter at score godt i målingerne. Vi, der er universitetsansatte forskere, tænker meget i hvad vi skal publicere og hvor, i hvordan vi skal prøve at skaffe eksterne forskningsmidler og i hvem vi skal alliere os med.

Anders Øgaard slår til nu lyd for at man skal kunne bedømme de kompetencer, som han mener at mange studerende har med hensyn til at “låne” andres arbejde og at man også kan lære noget af at kopiere. Det er interessant, at han her – formodentlig uden at vide det – er på linje med de holdninger, som nogle har givet udtryk for om at “låne” andres kode i programmeringssammenhænge; det har jeg skrevet om her for nylig. Men på uddannelserne er bedømmelse stadig individuel, for uddannelsesbeviser er stadig individuelle. Det er ikke en hel årgang, der bliver (f.eks.) cand.scient – det er hver enkelt studerende på årgangen, der bliver det..  Enhver bedømmelsessituation er et eksperiment, hvor vi er nødt til at kende parametrenes værdier. Vi skal kunne bedømme, hvad der kommer fra den enkelte studerende, og hvad der kommer andetsteds fra.

Problemet opstår ikke, hvis man “låner”, men hvis man ikke fortæller, hvem man “låner” fra og hvad man selv har bidraget med.  Prøv at sammenligne to udgaver af Den store bagedyst. I bagedyst nr. 1 har deltagerne selv lavet dej og pynt og bagt kagens dele og sat dem sammen. I bagedyst nr. 2 har deltagerne købt nogle kager hos en dygtig bager og har pyntet videre på dem. Vi bør ikke lave en fælles bagedyst, hvor vi ikke ved, hvem der har valgt hvilken strategi, men vi kan sagtens lave to adskilte bagedyste og konkludere hvem der er bedst til at lave en original kage og hvem der bedst til at pynte videre på en eksisterende kage. Det sidste er også en spændende kompetence, men kan man kalde sig bager, hvis man vinder i bagedyst nr. 2? Og kan man vinde bagedyst nr. 2 uden at nævne den bager, man har benyttet sig af? Det synes jeg ikke.

Flattr this!

At lære eller ikke at lære

Fra https://educationcogitation.com/2015/08/05/on-making-it-stick/

Jeg er netop blevet færdig med at læse Make It Stick, en bog af de tre amerikanere Peter Brown, Henry L. Roediger III og Mark A. McDaniel. Brown er forfatter, Roedinger d. 3 er kognitiv psykolog og McDaniel er uddannelsesforsker.

Make It Stick tager fat i hvad nyere forskning inden for kognitiv psykologi kan fortælle os om læring, og dens pointer er opsummeret på illustrationerne herover og herunder. Der er tale om en populærvidenskabelig bog, men den har et grundigt noteapparat.

Bogens konklusioner er på én måde slet ikke overraskende, men den påpeger igen og igen at de strategier, der rent faktisk fører til læring, er de stik modsatte af dem, som mange undervisere og studerende bruger. Det er for underviseres vedkommende strategier som at koncentrere sig helt om ét emne ad gangen i undervisningen og derefter aldrig at vende tilbage til det, og for studerendes vedkommende:

  • at prøve at lære stof ved at læse en tekst igen og igen og igen og overstrege en hel masse med fluorescerende markører
  • kun at fokusere på det stof, man tror er svært, og gå let hen over det stof, man tror er let
  • kun at lave øvelser og læse tekster, man nemt kan komme igenne,
  • cramming, dvs. at paniklæse hele pensum over en kort periode lige inden eksamen

Der er masser af empiri inden for kognitiv psykologi, der gør at vi i dag ved at disse strategier faktisk er rigtig dårlige, og hjerneforskningen kan samtidig fortælle hvad de gode strategier er. De er nemlig

  • aktiv læring, hvor man anvender stoffet til problemløsning
  • at teste sig selv i genkaldelse af alt stof (ikke kun det, man tror er svært) og bruge resultaterne af sine tests til at forbedre sig, der hvor man rent faktisk har problemer
  • at lave øvelser og læse tekster, der udfordrer én til at blive bedre, for hvis der ikke er forhindringer, man skal lære at overvinde, lærer man reelt ikke noget
  • spaced learning, dvs. at man vender tilbage til bestemte emner gentagne gange i løbet af undervisningsforløbet

Den store udfordring, som Make It Stick tager op, er at man som underviser skal fortælle sine studerende hvordan læring rent faktisk fungerer og hvorfor. Man skal lave grundigt strukturerede undervisningsforløb, som studerende/elever/kursister er nødt til deltage i, og man skal fortælle dem hvorfor. Man skal ikke bare give dem kursusmaterialet og håbe på at de gør det rigtige – for det gør de allerfleste nemlig ikke, tværtimod.

Det er her, jeg selv har fejlet som kursusunderviser på det seneste; jeg har ganske vist lavet et nøje struktureret undervisningsforløb, men mange studerende ville ikke deltage. Det var tydeligvis fordi de var overbevist om at de selv havde en alternativ indsigt i faget og i hvordan man lærer det, der var bedre end hvad jeg kunne give dem.

Make It Stick er en værdifuld bog, fordi den også fokuserer på læringsforløb uden for uddannelsessystemet, nemlig på arbejdspladser, herunder på det behov for læring, skuespillere og professionelle sportsfolk møder gennem hele deres karriere. Alle, også os der ikke er sportsudøvere, ved godt, at topatleter ikke kun ser højdespring i fjernsynet, at de ikke først begynder selv at træne til den store finale i højdespring ugen inden og at de ikke kun prøver de lave højder af, som de ved, de kan klare uden problemer. Men i uddannelsessystemet er der mange (herunder mange studerende), der desværre opfører sig stik modsat.

Fra Fra https://educationcogitation.com/2015/08/05/on-making-it-stick/

Flattr this!

Et andet studenterliv

Når jeg deltager i møderne i studienævnet, hvor jeg er medlem, er et af de mest interessante punkter altid orienteringen fra de decentrale studievejledere. De gør et stort og samvittighedsfuldt arbejde for deres medstuderende og giver også os andre et indblik i hvad det er for en virkelighed, vore dages studerende bevæger sig i.

På den ene side mærker man i dag en mangel på sociale færdigheder, man kan undre sig over og blive trist til mode af. Når studerende nævner erhvervsarbejde som begrundelse for ikke at gå til eksamen, når studerende finder sig i at blive fejlagtigt afvist til en eksamen, eller når en projektgruppe kollapser fordi næsten alle dropper ud, er der noget, der er gået skævt et sted.

På den anden side mærker man nu også en større desperation hos studerende – der er studerende, der er sygemeldt med stress eller kommer i kontakt med psykiatrien. Studiefremdriftsreformen og presset for at skulle tage en videregående uddannelse har formodentlig en hel del af skylden. Det er blevet meget svært at lave planlagte studietidsforlængelser og langt mere omkostningsfuldt at droppe ud.

Denne kombination af omstændigheder kan ikke undgå at give problemer, og især da i en virkelighed, hvor vi får færre og færre resurser på de videregående uddannelser.

Flattr this!

Illusionen om det lette

Nogle gange før i tiden, da jeg holdt kurser med forelæsning, har jeg hørt en studerende sige i et opgivende tonefald at  “Det hele lød så nemt, da du forklarede det. Men jeg forstår det ikke nu.” Det har næsten været det værste, jeg har kunnet at få at vide: Operationen lykkedes, men patienten døde.

Der er faktisk blevet forsket i dette, og man taler om the fluency illusion – illusionen om at man forstår noget, blot fordi en anden har forklaret det på en klar og overbevisende måde. Den vigtige aktivitet i undervisning er derfor ikke at forklare stoffet på en overbevisende måde én gang for alle.

Problemet er, at forelæsningen traditionelt er blevet set som den centrale undervisningsaktivitet og den, der for alvor ville føre til læring. Derfor sidder der tilhørere til forelæsningerne og synes at de lærer en masse – der bliver ikke sagt noget forkert til forelæsningen, så man kan som tilhører bare sidde og nikke. Der er endda mange studerende, der møder op til forelæsningerne, men bliver væk fra de andre aktiviteter.

I disse år er der især i USA bestræbelser i gang for at komme væk fra the fluency illusion. Det, vi kan lære af de amerikanske erfaringer, er at der flere skridt, vi bør tage. Et vigtigt skridt er at fjerne fokus fra forelæsningerne og over på de undervisningsformer, hvor man faktisk lærer noget ved at bruge stoffet aktivt til problemløsning. Det er en vigtig grund til at jeg er holdt op med at forelæse – at det faktisk er begrænset hvad man lærer ved at sidde i auditoriet og blive overbevist. Præsentationer i form af korte podcasts er bare et supplement til den vigtige undervisning, hvor den enkelte studerende er aktiv.

Et andet nødvendigt skridt er, at de studerende skal blive klar over the fluency illusion. Men det er desværre ikke oplagt, hvordan man kan overbevise studerende om at de strategier, de tror er de bedste, faktisk ikke er det. Når jeg har prøvet at ændre min undervisning, har der altid været studerende som gav udtryk for at de foretrak “traditionelle” undervisningsformer, og her også “rigtige forelæsninger”, for dem “lærte de meget mere af” – selv om forelæsninger med heftig brug af slides og opgaveregning i grupperum bestemt ikke altid har været virkeligheden. I år har jeg for første gang set, hvordan mange studerende nægter at deltage i de øvelser, jeg tilrettelægger, men hellere vil sidde et andet sted og (måske) lave noget andet selv. Så overbeviste er de blevet om, at “deres” strategi (som reelt bare er en vane, de har fået) er bedre end hvad jeg som underviser har udviklet på baggrund af snart mange års erfaring, og det er trist at opleve.

Flattr this!