Dagens første foredrag

Mine slides

Så kom dagen, hvor jeg skulle holde mit foredrag. Jeg havde sovet dårligt i nat, selvom Kapstaden er i samme tidszone som Danmark, og jeg derfor bestemt ikke havde jet lag. Den lange rejse og mails fra AAU, som jeg først kunne se, da jeg skulle sove, gjorde det svært for hovedet at falde til ro. Men igen vågnede jeg af mig selv lidt inden jeg skulle op.

Jeg dukkede op i god tid, for jeg kunne se at mit foredrag skulle være kl. 9.00, og jeg var blevet bedt om at være der i god tid. Faktisk startede vi nu først kl. 9.45, for programmet var blevet ændret.

Hele ICWL2017/SPeL2017 finder sted i The Watershed, der er en stor hal. I stueetagen er der et indendørs marked med sydafrikansk kunsthåndværk, og på første etage ligger Workshop 17, der har seminarrum og et åbent arbejdsrum for kreative mennesker fra kunst, kommunikation og teknologi.

Mit foredrag handlede om PBL Exchange, der er den ny platform for projektvejledere på AAU, som jeg tidligere har skrevet om her og som er blevet til i samarbejde med Dorina Gnaur og Kurt Nørmark. Det er ikke nødvendigvis dårligt at være på som den første, og der kom da også nogle værdifulde kommentarer til mit foredrag. Jeg talte bl.a. med en spansk PhD-studerende ved Open Universiteit i Nederlandene; han har udviklet en platform, der kan bruges til crowdsourcing og planlægning i forbindelse med studerendes projektarbejde, og det glæder jeg mig til at høre meget mere om i morgen.

Der var også interessante foredrag om bl.a. hvordan man kan bruge bayesiansk inferens i forbindelse med at kvalificere peer review i undervisning og om hvordan man kan engagere studerende på et lille universitet i Kenya. Udfordringerne her ser ud til at være de samme om andre steder i verden. Oppe i Kenya (som jeg vel må sige lige nu) går smartphonen også sin sejrsgang, men her er det nu WhatsApp, som alle bruger. Facebook er for længst gået bag af dansen. Kan man bruge dét til noget? Måske.

Over frokosten kom jeg til at tale med andre deltagere fra Frankrig, Canada, Sydafrika og Thailand. Den sydafrikanske deltager bor i Pretoria, der med sine 6 millioner indbyggere kun er landets næststørste by, næst efter Johannesburg. Her var det lidt underligt at sige, at jeg kommer fra et land med lidt over 5 millioner indbyggere. Den franske deltager sagde derefter (lidt spøgende), at hun da også kom fra et lille land i Europa.

Bagefter gik jeg en lille tur langs kajen; der er 23 grader i dag, for foråret er lige så stille på vej hernede. I morgen skulle temperaturen desværre blive lidt mere hjemlig.

Det er interessant at være her og at møde folk med forskellige baggrunde. Nogle er dataloger, andre har anden akademisk baggrund. Det er også lidt underligt for mig at tale om uddannelsesforskning for tiden, for i år har jeg begået alvorlige fejl og handlet uklogt og uprofessionelt i forbindelse med min egen undervisning. Derfor vil jeg helst ikke opkaste mig til at være en person, der skulle have nogen særlig autoritet på dette område.

Flattr this!

Flere slags fravær

Jeg er begyndt at prøve at danne mig et overblik over den forskning, der undersøger om der er en sammenhæng mellem deltagelse i undervisning og læring på videregående uddannelser. Det virker måske lidt underligt, at det er nødvendigt at undersøge om det virkelig er tilfældet, at undervisning kan påvirke læring positivt. Men mange af os har en anekdotisk baseret opfattelse af, at der findes undervisning, som kun de færreste af deltagerne lærer noget af, og af der ofte sker en læring, som ikke er baseret i nogen undervisningsaktiviteter.

Der er et væld af artikler baseret på undersøgelser af korrelationen mellem deltagelse i undervisning og eksamenskarakterer. Undersøgelser fra Australien, Finland, Portugal, Pakistan, USA, Albanien og mange andre lande, der undersøger situationen for mange forskellige uddannelser, er enige om samme konklusion: At de studerende, der deltager i undervisningen, klarer sig signifikant bedre end dem, der ikke deltager. Når der er så mange forskellige situationer, hvor de fælles variabler er deltagelse og eksamensresultater, tyder det på at der er en årsagssammenhæng.

Her er et citat fra konklusionen i en undersøgelse fra Australien, hvor man fokuserer på psykologi-uddannelserne:

Using hierarchical linear modelling we found that course attendance was positively related to objective performance, providing additional findings to bolster evidence for the relationship between course attendance and objective performance while controlling for self-reported past academic performance. Furthermore, we did not find any significant variance in this relationship across course content, attesting to the robust nature of the link between class attendance and performance.

En anden artikel, der er rigtig interessant, er fra Finland og stammer fra 2016. Finland ligner på nogle måder Danmark: Det er gratis for den enkelte studerende at være indskrevet på universitetet, og der er ikke noget præsenskrav. Også i den finske undersøgelse vil man undersøge sammenhængen, og man gør det i et kursus på en handelshøjskole. Her gør man en interessant skelnen, nemlig mellem

  1. Studerende, der begynder at følge undervisningen, men dropper ud inden eksamen (denne gruppe er ikke interessant i eksamenssammenhæng). I alt 43 studerende droppede ud, dvs. halvdelen af det oprindelige hold.
  2. Studerende, der følger undervisningen gennem hele forløbet. Her var der 24 studerende.
  3. Studerende, der stort set ikke følger undervisningen, men går til eksamen. Her var der 19 studerende.

Undersøgelsens analyse, viser at der for gruppe 2 var en signifikant fordel i at deltage i undervisningen; jo flere kursusgange, en studerende deltog i, jo bedre klarede vedkommende sig.

At det giver mening at skelne mellem to typer af årsag til fravær, er egentlig ikke overraskende. I det moderne masseuniversitet er der en lille gruppe af dedikerede studerende (måske omkring 10 procent), der reelt er selvkørende. Gruppe 3 i den finske undersøgelse er de dedikerede studerende. De ville kunne klare sig godt, om så underviseren blev erstattet af en papfigur. Men der er også en stor gruppe af “minimalister” (op til halvdelen af studentermassen), der først og fremmest vil gennemføre og vil lave så lidt som muligt. Andre af de studerende, der ikke deltager i undervisningen, er til gengæld fraværende, fordi de er “minimalister”. Og så er der en mellemgruppe, der hverken er dedikerede eller minimalister. Det er ikke det fravær, der skyldes de selvkørende, dedikerede studerende, der skal bekymre os. Det er fraværet af resten af studentermassen, der er problemet.

Flattr this!

De bliver væk – men hvorfor?

Et fremmøde på nul procent i AAUs bygninger i Rendsburggade.

Jeg har tidligere skrevet om den ærgerlige situation, jeg har oplevet i foråret, hvor jeg seks uger inde i foråret oplevede at der kun var lidt over halvdelen af et hold på mere end 130 studerende, der mødte op til min kursusundervisning.

Det rigtig ubehagelige ved denne situation var, ud over at så mange studerende konsekvent blev væk, at det viste sig helt umuligt for mig at finde ud af hvad det var, der var årsagen til det store fravær. Til styringsgruppemøderne dukkede der altid kun studerende op, der deltog i undervisningen. Og når ikke jeg kunne få et indblik i årsagerne, ville jeg aldrig kunne ændre på de forhold i min undervisning, der forårsagede den omfattende, tavse protest.

Ved starten på det nye semester indbød jeg derfor det hold af studerende, der var tale om, til et møde i håb om at jeg omsider ville kunne finde ud af, hvad det var de havde været så utilfredse med. Især var jeg interesseret i at høre fra de studerende, der ikke havde villet deltage i undervisningen i foråret. Nu måtte de vel føle sig trygge nok til at give deres utilfredshed til kende og komme med forslag til forbedringer.

Mødet fandt sted i denne uge. Der dukkede imidlertid kun fem studerende op til mødet, og alle fem havde deltaget regelmæssigt i min undervisning. Fire af dem havde jeg endog været projektvejleder for.  Vi fik en god samtale om mine ideer til forbedring af kommende undervisningsforløb, men jeg kom slet ikke tættere på en forklaring på hvad der var sket eller på om mine bud på nye tiltag ville kunne få de studerende til at deltage i stedet for at blive væk.

I går fik jeg så en mail fra en kollega, der har undervist et stort hold på 6. semester, hvor jeg er semesterkoordinator. Det viste sig at min kollega havde observeret en helt tilsvarende adfærd: En meget stor andel af de studerende ville ikke deltage i øvelserne, heller ikke selv om det blev tydeligt pointeret at det ville være meget vigtigt. I den skriftlige evaluering af kurset havde 11 studerende givet deres mening til kende om undervisningen, men de havde alle fulgt kurset – og igen var det således umuligt at finde ud af hvorfor så mange andre blev væk.

Jeg spekulerer nu på om der er tale om et problem, der ikke bare skyldes at jeg har leveret dårlig undervisning, men om vi er vidne til en ny tendens hvor mange studerende ikke længere vil deltage i undervisningen. Hvis det er tilfældet, bliver vi nødt til at gøre en systematisk forskningsindsats for at finde ud hvad der ligger bag, for det kan tyde på at vi er ved at se et afgørende skift i studiekulturen.

Der er mange mulige hypoteser her. Fra de spredte tilkendegivelser, jeg fik i foråret, er én mulighed at mange studerende opfatter kurserne som noget, de med fordel kan nedprioritere til fordel for projektarbejdet så de på denne måde kan optimere deres indsats og klare sig så godt som muligt. Hvis man har overblik over uddannelsens opbygning, er det tydeligt at dette er en paradoksal holdning – kurserne fylder præcis lige så meget som projektet. Der må i så fald være nogen, der påvirker de studerende til at indtage denne holdning, men jeg ved ikke hvem det skulle være. Det kan næppe være projektvejlederne, for mange af dem er jo også selv kursusholdere.

Flattr this!

En motorvej til snyd?

I dag udtaler undervisningsminister Merete Risager, at der nu ikke længere skal være internetadgang til eksamen i gymnasieskolen. Hendes argument er at internetadgang åbner “en motorvej til snyd”.

Jeg har været (og er) betænkelig ved internetadgang i forbindelse med eksamen, og det har været (og er) en af mine store betænkeligheder ved digital eksamen, som den nu er blevet indført på danske universiteter. Mulighederne for snyd er én bekymring, men vi ved endnu ikke meget om hvor stort omfanget er eller kan blive. Brug af Internet ved eksamen blev først mulig på de gymnasiale uddannelser i 2012 og mere udbredt blev det først i 2014. En langt større bekymring er for mig, at bedømmelseskriterierne ved eksamen nu er ved at ændre sig meget voldsomt på kort tid, fordi det kan være svært at undersøge hvilke dele af en besvarelse, der anvender oplysninger fra Internet. En anden er, at internetadgang introducerer en lang række sikkerhedsproblemer, hvis man tillader eksaminanderne at medbringe deres egne computere. En tredje bekymring, jeg har, er at digital eksamen ofte bliver indført ikke af pædagogiske hensyn, men ud fra et ønske om rationalisering.

Samtidig er jeg dog også meget bekymret over at en minister vil bestemme detaljerne om en eksamensform. Hvordan det går, så vi sidst, da gruppeeksamen blev forbudt i 2007. Det er interessant at overveje bedømmelsesformer, men ikke på den måde, det sker nu. De nuværende diskussioner om eksamen virker skråsikre og dårligt kvalificerede, og det er ikke første gang, at det er sådan. Da gruppeeksamen blev forbudt, skete det ud fra en i bedste fald misforstået idé om at eksamen skulle måle paratviden – men alle, der har deltaget i en projekteksamen på universitetsniveau opdager, at eksamen undersøger en hel masse andre læringsmål, der stikker langt dybere.

Det bedste ville være at udvikle eksamensformer, der kan bruge internetadgang hvor den slags giver mening i forhold til læringsmålene og afsætte resurser til andre bedømmelsesformer, hvor de stadig giver mening.

Flattr this!

Årets længste dag

Dagen er aftaget med 3 timer og 59 minutter, men dette føltes alligevel som årets længste dag. Jeg var oppe kl. 3.30 for at kunne gøre mig klar til at tage ud til Flughafen Berlin-Tegel; først med U-Bahn U7, siden med bus X9. Mit fly til Amsterdam 6.00, og 7.05 landede vi. Derefter ventetid med hurtig morgenmad (eneste veganske mulighed i Schiphol så ud til at være en sandwich med kikærter og hummus!) og så videre til Aalborg kl. 8.25. Vel landet i Aalborg lufthavn i Nørresundby skulle jeg med bussen ind til midtbyen. Ved busstopppestedet mødte jeg Klaus Kristensen, som engang studerede datalogi på AAU og nu er ansat hos Bang & Olufsen og p.t. bor i London. Han har taget en PhD i datalogi inden for programverifikation, og i bussen fik vi snakket om lidt af hvert. Kl. 10.05 var jeg hjemme. Kl. 10.25 var jeg klædt om og havde pakket ud og skyndte mig videre. Først i motionscenter, og derefter forbi en urmager for at få mit armbåndsur repareret. Så hurtigt ud til Niels Jernes Vej 6, hvor jeg kl. 12.30 sammen med Kurt Nørmark og Magnus Madsen introducerede kurset Programmeringsparadigmer. Bagefter var klokken 14.00, og jeg kunne omsider spise frokost. Derefter lavede jeg rejseafregningen fra Berlin-turen,  svarede på mail, forberedte en præsentation til min næste rejse, cyklede hjem, købte ind undervejs og kunne derefter omsider gense familien. Så stod den på madlavning, og derefter sluttede aftenen med et langt møde i Amnesty International, det første egentlige møde i vores nye lokaler i Jernbanegade 23. Kl. 22.10 var jeg hjemme, og nu kan jeg mærke hvor træt jeg egentlig, her ved slutningen af årets længste dag.

Flattr this!

Første dag i et nyt semester – nu på gangene

I dag er det første dag af efterårssemesteret, og endnu engang tager vi imod et stort antal nye studerende. Og endnu engang skal jeg være vejleder på første semester af datalogi- og software-uddannelserne. Kurt Nørmark, der er en meget dygtig og samvittighedsfuld semesterkoordinator, tog imod det nye hold på 224 studerende i Auditorium 7 på Badehusvej. Derefter skulle vi, der er vejledere, mødes med de helt nye studerende for allerførste gang.

Der er Kurt og Magnus Madsen, vores nye adjunkt fra Aarhus og så mig – alle de andre vejledere for dette hold er blevet kandidater her i år og har studietiden i frisk erindring. Det var noget af et chok for dem at opleve, at lokaleforholdene nu er så dårlige, at mange af de nye studerende nu ikke længere har et grupperum, men er henvist til at sidde på gangene.  Resten skal deles om grupperummene to grupper ad gangen. Da jeg mødtes med de nye studerende, var det nogle gange svært at få ørenlyd, fordi lokaleforholdene mildt sagt ikke var gode.

Det er kombinationen af de stadigt større årgange og de stadigt færre midler til uddannelsessektoren, der for alvor slår igennem nu. Jeg er næppe den eneste, der sendte en meget uvenlig tanke til det netop fremsatte forslag til finanslov.

Flattr this!

PBL Exchange & tingenes tyranni

I de seneste måneder har jeg sammen med mine kolleger Dorina Gnaur og Kurt Nørmark arbejdet på PBL Exchange, der er en web-platform hvor projektvejledere ved uddannelserne på Aalborg Universitet kan stille spørgsmål og udveksle erfaringer om vejledning. Vi har hyret to studenterprogrammører, der er kandidatstuderende på sidste år ved Institut for datalogi, til at hjælpe med implementationen, der foreløbig er baseret på en open source-udgave som er frit tilgængelig. I foråret har vi haft en lille skare testbrugere til at hjælpe os med at evaluere en første, midlertidig udgave af systemet.

I dag skulle vi så præsentere en ny version af PBL Exchange ud for vejledere og semesterkoordinatorer fra hele universitetet ved et møde kl. 12.30. Der skulle også være AAU-folk fra København med via et videolink.

Det blev en de dage, hvor alt drillede. Studenterprogrammørerne havde i sidste øjeblik fået problemer med at få den nyeste version af systemet lagt op, og hvis ikke vi havde noget at vise til mødet, ville det være pinligt for os. Jeg brugte en hel del af formiddagen på at få universitetets IT-service til at hjælpe her, og til sidst kom jeg til at lyde så sur og urimelig i telefonen, at jeg ringede tilbage og sagde undskyld. Og jeg var flov (og nervøs) og kunne nu kun håbe at problemerne ville blive løst.

Jeg kom over til mødelokalet kl. 11 for at gøre klar til præsentationen med Keynote-slides (med lyd på) vist over videokonference. Og alt virkede som det skulle, og jeg kunne lettet fortælle Dorina at alt var vel.

Netop da gik det hele ned, og vi prøvede febrilsk (men systematisk) at finde fejlen, men efter 20 minutters anstrengelser gav vi op og ringede til IT-service. Efter en del samtale var også IT-service overbevist om at fejlen ikke fandtes på vores computere og lovede at sende en tekniker over.

Kl. 11.55 dukkede de studenterprogrammører op og kunne fortælle os at seneste version af PBL Exchange nu virkede som det skulle. Men videokonferenceudstyret og dataprojektorerne strejkede stadig, og der var stadig ikke dukket en tekniker op. Vi rykkede IT-service og kl. 12.20 dukkede teknikeren op. Nu var de fleste mødedeltagere ankommet og sad og ventede. Til sidst var også teknikeren ved at give op og foreslog at vi fandt et andet lokale med videokonferenceudstyr – og vi gik ud for at lede efter ét, der var ledigt. Og der var skam sådan et lokale, men her var alt udstyret slukket. Til gengæld fandt jeg rundt om på gangene flere af mine kollegaer, der gik rundt og ledte efter det annoncerede mødelokale. Dem tog jeg med mig tilbage.

Kl. 12.31 virkede projektorerne omsider efter en opdatering af deres software, og nu skulle vi bare have forbindelsen på plads til København. Det tog yderligere knap 10 minutter, og vi begyndte vores præsentation kl. 12.40. Hvorefter forbindelsen til København gik ned. Nu hentede københavnerne en tekniker, der kunne reetablere forbindelsen over hos dem, og til sidst, efter mere end halvanden timers hændervriden over tingenes tyranni, kunne vi starte for alvor på vores møde, hvis budskab egentlig var, at passende brug af teknologi kan gøre arbejdslivet lettere.

Det endte med at blive et fornuftigt møde med god respons fra de indbudte vejledere og semesterkoordinatorer (omend alle københavnerne var nødt til at gå før tiden). Nervøsiteten fordampede omsider, men bagefter, da deltagerne var gået, var det i høj grad en lettelse, der satte ind. Det var en lettelse over at det i det hele taget var lykkedes at præsentere PBL Exchange, over at kommentarerne havde været positive og over at mødet omsider var overstået. Og en lettelse over at der ikke var deltagere fra Esbjerg, for det ville bare have gjort det hele endnu mere bøvlet.

Flattr this!

Kursusflytteri og projektarbejde

Hvert semester er der et heldagsmøde på Institut for datalogi, hvor alle medarbejdere skal deltage. I dag var det tid til endnu ét af slagsen. Som regel er der ikke så mange, der siger noget – plenumformen gør typisk at det er de samme, der taler (og ofte også ytrer sig ganske hyppigt).

Om formiddagen var der besøg fra fakultetets ledelse, der bl.a. fortalte om den nye budgetmodel og om et langsigtet mål om at få projektarbejdet gjort mere centralt og at få de kompetencer, som hidtil er dukket op i kurserne, bedre relateret til projektarbejdet og nedtone kurserne eller måske erstatte dem helt med andre undervisningsformer på længere sigt.

Om eftermiddagen var der bl.a. præsentation af planerne for den nye uddannelse i data science, men den grundigt forberedte præsentation af strukturen af den nye uddannelse blev hurtigt til en diskussion (mellem ganske få personer) af hvilke kurser, der skulle være på hvilke dele af uddannelsen og hvilke grupperinger, der skulle stå for dem. Det var ærgerligt at overvære, hvordan diskussionerne endte i kursusflytteri, efter at det om formiddagen var blevet betonet at projektarbejdet på uddannelserne skulle fremstå mere centralt.

Grunden til at så mange diskussioner af uddannelserne på et universitet med udstrakt projektarbejde alligevel ender i kursusflytteri er formodentlig den enkle (og ærgerlige), at kurserne er så veldefinerede og at man som universitetslærer netop her har stor mulighed for at bestemme indholdet – det kan man nemlig ikke i nær samme grad for projektarbejdets vedkommende.

Retfærdigvis skal jeg tilføje, at der også i dag var en diskussion af gruppedannelse i forbindelse med projektarbejde, og her holdt jeg et kort oplæg. Det var ikke fordi det var mig der indledet, at denne diskussion nok var den mest interessante i dag – det var fordi det var godt for én gangs skyld at kunne tale om projektarbejde.

Flattr this!

Distraktion i undervisningen

I Chronicle of Higher Education kan man læse en interessant artikel af den amerikanske universitetslærer James M. Lang, der har eksperimenteret med at bruge en anden slags dialogbaseret kursusundervisning for store hold. Ideen var at bruge en web-baseret tilgang, hvor de studerende kunne spørge og svare ved at bruge deres smartphones – og det fungerede godt. Mange studerende, der normalt var tavse i plenum, bidrog nu. Men da James Lang fortalte om sin tilgang til sine kolleger og brugte den i en præsentation, var der bagefter en kollega, der bemærkede at han var blevet distraheret midt i smartphone-dialogen – for da han så på sin telefon, lå der en besked fra hans datter.

Det førte James M. Lang til at tænke over hvordan brugen af teknologi kan være distraherende i undervisningen. Der er der allerede mange, der også har tænkt over – jeg har skrevet om det her, og jeg ved at der er bekymring i den danske folkeskole også.

Nogle ved, at jeg, i de år hvor jeg endnu holdt forelæsninger, endte med at forbyde de studerende at bruge computere under forelæsningerne. Da jeg for et par år siden holdt et foredrag om flipped classroom for gymnasielærere, bad jeg dem om at lægge deres computere væk under min præstation. Det gik godt, i al fald de første 20 minutters tid. Så begyndte gymnasielærerne at grave deres kære krammemaskiner frem igen.

Men det rigtig interessante her er Langs idé om at lave de studerende forhandle sig frem til en “forfatning” for kursusundervisningen, der eksplicit fortæller hvilken adfærd der er ønskelig og acceptabel fra studerendes side i undervisningssammenhæng, og hvilken der ikke er. Det er ikke en ny idé som sådan; vi kender den allerede fra projektarbejde på Aalborg Universitet, hvor projektgrupper ofte laver en gruppekontrakt, der fortæller hvilken adfærd der er ønskelig og acceptabel i projektarbejdet.

Det rigtig gode her er, at de studerende (i modsætning til universitetslærerne i vore dage) er vokset op med alle de teknologiske muligheder og ved at skulle lave en fælles “forfatning” dels kan trække på deres livslange erfaring, dels vil være nødt til at forholde sig kritisk til distraktionerne.

Flattr this!

Manglende hensynsfuldhed i undervisningen

Oversigt over de former for manglende hensynsfuldhed, som israelske studerende og universitetslærere nævner – rangordnet efter hvor problematiske de anses for st være.

En artikel fra 2016 i International Journal of Teaching and Learning in Higher Education af to israelske universitetslærere analyserer resultaterne deres undersøgelse af manglende hensynsfuld adfærd i undervisningen – både fra universitetslærere og fra studerende. Universitetslærere kan f.eks. være arrogante og nedladende, være dårligt forberedt, give urimelige bedømmelser – eller være dårligt forberedt. Studerende kan f.eks. distrahere i undervisningen ved at bruge mobiltelefon eller computer til irrelevante aktiviteter, tale grimt til hinanden eller til underviseren – eller være dårligt forberedt.

Jeg genkender bestemt nogle af problemerne, både fra min egen undervisningserfaring og fra evalueringsrapporter, jeg har læst. Det er desværre ikke altid lige rart at læse evalueringer af undervisningen. (Jeg kan i øvrigt se af den israelske undersøgelse, at jeg ikke er den eneste, der ikke har det godt med at studerende nægter at deltage i undervisningen.)

Men især hæfter jeg mig ved to ting. For det første bemærker jeg at studerende i undersøgelsen nævner, at det er et problem at undervisere tager let på manglende hensynsfuldhed. Faktisk er det netop dét at undervisere ignorerer urimelig adfærd hos andre studerende, som studerende er mest utilfredse med.

For det andet bemærker jeg, at manglende engagement og dårlig forberedelse bliver nævnt af både studerende og undervisere som et væsentligt problem.

Det kunne være interessant at se en undersøgelse af forholdene på videregående uddannelser i Danmark. I undersøgelsen er der en del udtalelser, der ser den hensynsløse adfærd fra undervisere og studerende som konsekvenser af at uddannelserne er ved at blive en slags “præstationsmaskiner”, og det kender vi bestemt til også her oppe hos os.

Nogle af problemerne er dog også afhængige af den samfundsmæssige kontekst, for undervisningen er på nogle måder et billede af det større samfund. En studerende bliver citeret for at nævne at, at Israel er et samfund præget af vold (og en anden nævner nedsættende udtalelser om religion og etnisk tilhørsforhold – vel de to mest betændte emner netop i Israel) og at man derfor kommer til at tage samfundets adfærdsnormer med sig ind i undervisningen.

Flattr this!