Kategoriarkiv: Undervisning

…men de ældre studerende siger at det ikke er vigtigt.

studiestart

I dag snakkede jeg med en af mine kolleger, der holder kurset Projektarbejde og videnskabsteori på 1, semester. Lige nu sidder hun og de andre kursusholdere på dette obligatoriske kursus med et stort antal eksamensbesvarelser, som skal bedømmes. Min kollega fortæller mig at nogle studerende ikke har deltaget i undervisningen – de har nemlig fået at vide at det ikke er nødvendigt, for kurset er meget nemt at bestå. Er det virkelig kursusholderen, der har sagt dette? Nej, det er ældre studerende, der har fortalt det. Og de pågældende studerende består næppe. Da jeg selv i sin tid holdt et kursus i programmering på 1. semester (det var dengang, kurset var obligatorisk for alle tek-nat-studerende), var der også en del studerende, der udviste en meget indifferent holdning til kurset. De havde fået at vide at programmering ikke ville kunne bruges til noget.

Andre af mine kolleger har holdt kurser i matematik på første studieår på visse ingeniøruddannelser, hvor holdningen  fra mange studerende har været temmelig indifferent.  Det viste sig at dette skyldes at ældre studerende har fortalt dem at matematikkurserne ikke var vigtige. Jeg husker selv et møde på tværs af uddannelser, hvor studerende ved en bestemt ingeniøruddannelse udtalte at matematikkurset på 1. semester burde flyttes til 10. semester – for det var først dér, man ville få brug for det. (Hvorfor man det ville være en god ide at følge et kursus i grundlæggende matematik, mens man skrev speciale, gik aldrig helt op for mig.) De studerende var ikke selv på 10. semester, så de må også have fået denne holdning overleveret et sted fra.

Denne slags oplevelser viser mig hvor stor en betydning mundtlig overlevering har for nye studerendes opfattelse af uddannelserne. Det kan godt ind imellem virke overvældende at tænke på. Tutorerne gør en masse godt arbejde for at tage imod de nye studerende, men fordi det i høj grad er netop disse ældre studerende, de nye studerende stifter bekendtskab med i starten af første studieår, kan en del af den negative mundtlige overlevering desværre også føres tilbage til hvad (nogle) tutorer har udtalt.

På den ene side bliver det derfor vigtigt at påvirke de ældre studerende til ikke at give dele af deres uddannelse et negativt image. På den anden side giver styrken af den mundtlige overlevering måske også nogle muligheder for at give uddannelser et bedre image.

flattr this!

Endnu en tur i skoven

En projektgruppe fra 1978. Mon de lavede de samme slags fejl? Det vil jeg gætte på.
En projektgruppe fra Aalborg Universitet fra 1978. Mon de lavede de samme slags fejl? Det vil jeg gætte på.

Igen i år har jeg været censor ved projekteksamen på 1. semester. Mange projekteksamener viser at der er bestemte uvaner, som mange studerende kommer med. Det interessante er at alle de mindre heldige omstændigheder, man som censor kan pege på, er nogle, jeg har set rigtig mange gange før som vejleder og som intern censor. De fleste fejldispositioner (jeg tør ikke kalde dem for “fejl”) skyldes en  P1-proces, der ikke er forløbet godt. Her er nogle af dem:

  • En problemformulering, der er upræcis og ikke følger af problemanalysen
  • En konklusion, der ikke svarer på om problemformuleringen er blevet besvaret
  • Et metodeafsnit der ikke beskriver problemløsningsmetoden, men gentager hvad der er sket i løbet af problemanalysen
  • Kapitler, der er 1-2 sider lange og har intetsigende overskrifter
  • Centrale begreber, der aldrig bliver introduceret
  • Umotiverede ordlister
  • Samarbejdsaftaler, der fokuserer alene på sanktioner

Nogle gange skulle man tro at de studerende aftalte deres  fejldispositioner ude i en skov, så meget har de fælles. Det er som om der er bestemte typer af fejldispositioner, der ligger lige for, og bestemte gode strategier, urutinerede studerende til gengæld slet ikke opdager. Den vigtigste strategi af alle er at alle i gruppen skal læse hinandens arbejdsblade igennem med jævne mellemrum og diskutere dem i fællesskab. Hver gang jeg ser nye årgange af studerende, bliver de nødt til at erkende vigtigheden af netop dette. Jeg kan ikke lade være med at spekulere over hvorfor det så godt som altid er de samme steder, hvor de studerende går galt i byen.

flattr this!

Hvornår lære de det?

træstammer

Der er en måske ikke så opsigtsvækkene artikel i internet udgaven af Politiken i dag. Skole elever lære ikke at stave – dvs jo de lære det, men deres kompetance niveau er bestemt ikke mest optimalt. Det er især sammensatte navne ord og verber i nutidsform, hvor man ikke nemt høre det afsluttene r, der føre til deres problemer.

»På baggrund af vores data tør vi godt slå fast, at skoleelever er blevet lidt dårligere til at stave«, siger Jørgen Schack, seniorforsker ved Dansk Sprognævn og medlem af opgavekommissionen for dansk læsning…

Danmarks populærerste parti Venstre forerslår ikke overraskene at indfører stopprøver efter 1.g. Hvad det skulle hjælpe, ved jeg ikke; stopprøver er i det hele taget en uskik i uddannelses systemet, og dårlige staverer kan sagtens blive f.eks. gode fysikerer.

I mine år som vejleder på datalogi uddannelserne har studerenes dårlige skrift sprog været en stor kilde til iritation når jeg stod overfor det – jeg skal jo ikke værer dansk lære, det er trodsalt andet der er i fokus i projekt arbejde. Men samtidig skal vi der underviser blive ved med at pointerer at det er vigtigt at bruge sproget godt. Man kan altid forbedrer sin beherskelse af det. Og samtidig kunne jeg godt tænke mig at der var mere fokus på det gode sprog i de mange sammenhænge, hvor kommunikation har betydning.

flattr this!

Dannelse – og “computervidenskab”

zombieboy

I denne uge bringer Jyllands-Posten et interview med den amerikanske professor i datalogi David Gelernter. Nogle af os kender Gelernter fra hans arbejde med parallel programmering. Hans tragiske møde med en brevbombe afsendt af “Unabomberen” Ted Kaczynski er også en del af historien – Gelernter blev blind på det ene øje og fik læderet sin ene hånd.

Gelernter er af den holdning at vore dages datalogistuderende ikke har tilstrækkeligt med  dannelse. Han siger (citeret fra artiklen):

Det er som om, at den seneste teknologi er det eneste, der er værd at gå op i. Jeg kan endda mærke det på mine studerende fra Yale University – nogle af de klogeste unge i verden. De ved intet om moral, etik og religiøs filosofi. De er ufærdige mennesker. Det eneste, der interesserer dem, er den nyeste telefon eller den nyeste software. Min generation af lærere har fejlet. Vi har denne her mærkelige generation af unge, der får nydelse af at sidde sammen på café, og i stedet for at kigge på hinanden og snakke, så kigger de på telefonerne. Det er det billede, vi vil blive husket for.

Heri kan jeg kun være enig. I en videnskab som datalogi er der en stor risiko for at man bliver teknologifikseret. Jeg kunne godt ønske mig at der var mere fokus på almendannelse i datalogiuddannelserne – og på de videregående uddannelser i det hele taget. Den slags har trange kår i en nutid med studiefremdriftsreformer og en fiksering på målbarhed.

Men så bemærker jeg også noget andet. Artiklen fra Jyllands-Posten starter således:

“Det er utroligt og chokerende, at iPhone 6, et stykke legetøj, der ikke kan noget ekstraordinært, er den ting som flest danskere søger på, når de besøger “verdens-biblioteket” online. Hvis jeg var Danmark, ville jeg ikke være stolt af det,” siger David Gelernter, professor i computervidenskab ved Yale University i USA.

Når han snakker, så lytter man. Han har udgivet fagbøger, digte, skønlitteratur og essays om teknologi. Han er mest kendt for bogen ”Mirror Worlds” fra 1993, hvori han med stor præcision forudsagde internettets komme.

Jeg bemærker her at det ikke var nogen stor kunst at forudsige Internettets komme i 1993. Selv sendte jeg min første e-mail i 1987, og min hjemmeside på universitetet oprettede jeg i 1994. Og jeg bemærker også at David Gelernter er udnævnt til professor i et af journalister opfundet fag, nemlig computervidenskab.

Og så er det jeg tænker på at forventningen til almendannelse må være bred; det er trist at danske journalister ved så lidt om datalogi og at de ikke engang ved hvad faget hedder.

flattr this!

Evigt ejes kun det tabte

Zeigarnik1921
Bluma Zeigarnik. Billede fra 1921.

Jeg kan huske en tv-film, jeg aldrig fik set færdig som barn. Jeg skulle i seng, og filmen var vist også lidt uhyggelig eller sørgelig eller begge dele. Utallige andre film har jeg glemt. Denne film var fransk og hed Liljen i dalen. Så der blev slukket for fjernsynet. Og jeg husker en tøjhund, jeg glemte i en bus som 5-årig. Den havde lange ører.

Vi husker bedst dét, der ikke bliver afsluttet. Vi husker den ulykkelige, uforløste kærlighed. Vi husker hvad vi lavede på den arbejdsdag, vi blev nødt til at afbryde fordi der skete noget uventet. Vi husker det skænderi, der aldrig sluttede med forsoning. Vi ligger vågne og husker dagens uforløste bekymringer.

I filmens og tv-seriernes verden er cliffhanger-teknikken et velkendt virkemiddel: Handlingen afbrydes, og vi må se næste episode. Når den begynder, husker vi hvad vi så sidst.

Alt dette er manifestationer af Zeigarnik-effekten, opkaldt efter den sovjetiske psykolog Bluma Zeigarnik (i dag ville vi sige at hun var litauer), der levede fra 1901 til 1988. Hun opdagede det fænomen, der er opkaldt efter hende, mens hun studerede i Berlin hos Kurt Lewin. Han havde lagt mærke til en bestemt tjener, der var god til at huske alle de regninger, der ikke var blevet betalt som de skulle.

Denne effekt kan også bruges i læringsøjemed. Man kan afbryde undervisningsaktiviteter på et vigtigt sted. Man kan bede studerende, der har svært ved at komme i gang med en større opgave, om at lave en første delopgave, der er uoverskuelig. Og i virkeligheden er det vel også Zeigarnik-effekten, der er en medvirkende årsag til at de af os, der i studietiden lavede projektarbejde, har så nemt ved at huske projekterne fra dengang. Et godt projekt er nemlig sjældent et velafrundet hele, hvor der ikke er mere at sige.

flattr this!

Datalogi uden computere

IMG_4306.PNG

For snart en del år siden var jeg med ved Dansk Naturvidenskabsfestival, og her prøvede jeg at anskueliggøre NP-fuldstændighed ved at præsentere nogle svære puslespil. Mit håb var at få de besøgende til at tænke på datalogi, ikke på computere.

I dag spurgte en studerende mig om der var en dansk udgave af det engelske begreb unplugged computer science. Jeg måtte tænke lidt efter – og det er vel datalogi uden computere. Uden at vide det, var mit initiativ netop dét.

En artikel i Slate beskriver hvordan forskere ved University of Canterbury i Christchurch i New Zealand arbejder med denne tilgang til at lære skolebørn om datalogi. Jeg spekulerer nu på om ikke det vil være en bedre indgang til at undervise i datalogi at lægge computeren væk, eller snarere at vente med at finde den frem. Der findes et websted om ideen ført ud i praksis på http://www.csunplugged.org.

Den store udfordring bliver nu at skabe forbindelsen til maskinerne senere, men måske er det i virkeligheden her, behovet for den programmerbare computer vil vise sig for den lærende: Før man bliver præsenteret for computeren som problemløser, skal man møde problemet og løsningsmetoderne. I computerens barndom var det netop matematikerens ønske om et kraftigt redskab til brug i matematisk forskning, der ledte til den store nysgerrighed og i sidste ende til at en ny naturvidenskabelig disciplin voksede frem. Algoritmebegrebet var der allerede, men det blev vigtigt da der kom maskiner, der kunne udføre vilkårlige algoritmer.

Selv ender jeg nogle gange, når jeg programmerer fordi jeg er nødt til det i forbindelse med en opgave på arbejdet, med at lave en underlig og uelegant løsning, netop fordi jeg hurtigt kan ty til at taste mit bud på en løsning ind og straks få at vide om det virker.

flattr this!

Hurra for et nyt system?! Eller: Jeg ved desværre ikke så meget om IT.

arcane

I dag var jeg sammen med en del andre kolleger fra rundt om på mit universitet til orienteringsmøde om det nye system til digital administration af eksamen på danske universiteter. Systemet er et samarbejde mellem AU, KU, RUC, CBS og AAU , og der vil blive iværksat de første pilotprojekter om anvendelse af det til næste år. De to oplægsholdere var blandt dem, der deltog i projektet fra AAU.

Systemet bliver udviklet af et privat firma og derefter solgt til universiteterne for kun 2 millioner kroner – og det var en meget fordelagtig pris, sagde oplægsholderne.

Da den ene oplægsholder begyndte at tale om at systemet snart ville blive implementeret, begyndte jeg at blive urolig. Men så gik det op for mig at ordet “implementere” betyder noget helt andet for en administrator end for f.eks. en datalog, nemlig “taget i brug”. Vi andre tænker på programmering, når vi bruger det ord.

Jeg håbede at dette var det sidste tidspunkt under orienteringsmødet, hvor jeg ville være urolig. Men nej. Jeg blev ikke mere rolig, efterhånden som orienteringsmødet skred frem. Tværtimod. Og til sidst var jeg faktisk rigtig ked at at systemet faktisk var blevet implementeret (i datalog-forstand).

Ideen bag et nyt system til eksamensadministration er egentlig god, og for mundtlig eksamens vedkommende formodentlig ikke så bøvlet. Også for skriftlig eksamens vedkommende er der en hel del arbejdsgange, der gerne måtte forenkles. Der er en del papirarbejde med trykning og uddeling af eksamensopgaver og indsamling af besvarelser, og der er en række ukoordinerede systemer, der tager sig af forskellige aspekter af eksamen. Det ville være godt at få dette strømlinet. Og så er der et ønske fra studerende om at skriftlig eksamen kan blive gjort digital.

Men det er netop her, alle de smukke intentioner strander. Man vil nemlig lade systemet distribuere eksamensopgaverne digitalt og lade de studerende uploade deres besvarelser. Men hvordan håndterer man elektronisk aflevering i fag, hvor man skal aflevere tegninger eller besvarelser med et stort indhold af matematiske formler?  Rundt om på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser er der en masse af den slags eksamener (jeg afholder selv et par stykker af slagsen).

De to lokale oplægsholdere nævnte, at de godt var klar over at der var et problem her.  Men vi har set på mulighederne for at skrive matematik i Word, og så havde man da også overvejet at købe en masse iPad’er, sagde den ene oplægsholder for at berolige. Det var her, jeg spontant ytrede at man da ikke skriver matematik i Word.  Adskillige af mine kolleger gryntede med netop her. Indkøb af en masse iPad’er var måske heller ikke ligefrem en besparelse.

Og så var der også lige det med pointgivning ved skriftlig eksamen. I et eksamenssæt giver vi typisk hver opgave et pointtal og lader den studerendes karakter være baseret på hvor mange point, han/hun opnåede. Men systemet understøtter ikke muligheden for et pointregnskab – det kom tydeligt bag på oplægsholderne.

Og så var der også lige det med mulighederne for at læse og annotere besvarelser. Systemet understøtter dette, men kun via sin egen indbyggede dokumentlæser i et lille vindue og med begrænsede muligheder. Oplægsholderne syntes, det var interessant at der var PDF-værktøjer, der kunne en hel masse mere.  Den ene oplægsholder indrømmede (og sagde adskillige gange senere også) at han desværre ikke vidste så meget om IT.

Og så var der også lige det med at det var underligt, at eksamensformerne tilsyneladende skulle tilpasses til hvad systemet ville kunne, i stedet for at man kunne lade eksamen styre af hvordan læringsmålene skulle undersøges. F.eks. kunne man ønske at begrænse de studerendes adgang til hjælpemidler. Her forsikrede oplægsholderne os om at man i de tilfælde, hvor det slet ikke ville kunne lade sig gøre at bruge det nye system til eksamen, selvfølgelig ikke skulle bruge det.

Og så var der også lige det med brug af computere. En digital eksamen skal foregå på computer, og det nemmeste ville jo være hvis de studerende kunne tage deres egne computere med. Men på dem kunne der ligge alle mulige ikke-tilladte hjælpemidler og malware tillige. Her sagde den anden oplægsholder, at man jo kunne indrette “eksamensfabrikker” – store, særligt indrettede lokaler med et stort antal særligt indkøbte computere, der kun skulle bruges til skriftlig eksamen. Men den slags var måske heller ikke ligefrem en besparelse.

Og så var der også lige det med projektrapporter. Mange af de tilstedeværende projektvejledere ville gerne fortsat have et papireksemplar af projektrapporter og ville insistere på at de studerende skulle bruge papireksemplarer for at undgå muligheder for snyd. Men jeres egne eksemplarer kan I jo selv skrive ud, sagde oplægsholderne. Men den slags var måske heller ikke ligefrem en besparelse.

Og så var der også lige det med inddragelsen af os, der skulle bruge systemet. Man havde involveret et mindre antal sekretærer og også spurgt studieledere om deres holdninger. (Her skal det i parentes bemærkes at studieledere i modsætning til undervisere, studiesekretærer og studerende hverken afholder, bedømmer, administrerer eller deltager i eksamen.) En kollega foreslog at man nedsatte en brugergruppe, der kunne bidrage til videreudviklingen af systemet og tage udgangspunkt i de behov, vi faktisk har. Men her sluttede orienteringsmødet. Oplægsholderne forsikrede os om at de havde taget notits af alle de bemærkninger, der var indkommet. For at berolige os sagde den ene oplægsholder at systemet bestemt ikke var tænkt som noget, der bare skulle gøre det lettere for dem, der skulle administrere.

Firmaet, der står bag det spændende nye system, hedder forresten Arcanic. Jeg forstår nu hvorfor – se ovenfor.

flattr this!

Projektarbejde og projektarbejde

aau

I dag var jeg for tredje år i træk med som gæst ved et arrangement som min fagforening DM (Dansk Magisterforening) holder for studerende. Arrangementet hed Den gode gruppeeksamen, men emnet var helt specifikt gruppebaseret projekteksamen.

Med til arrangementet var der ganske mange studerende fra TEK-NAT, SAMF og HUM (der var desværre ingen fra SUND og der var heller ikke nogen fra datalogi, hvor DM desværre ikke står så stærkt. Derudover var der foruden mig to oplægsholdere, begge studerende. Den ene var fra Sprog og International Virksomhedsskommunikation alias SIV, den anden fra industriel medicin.

Det er interessant at tale om projekteksamen til studerende, der for størstepartens vedkommende har et meget begrænset kendskab til denne eksamensform. For to år siden var der ingen studerende, der havde deltaget i en gruppebaseret projekteksamen, og der var en meget mærkbar blanding af frygt og skepsis over denne underlige “nye” eksamensform. I år var der ikke noget af denne reaktion at spore, og stemningen var positiv. Mit vigtigste budskab var egentlig et måske ret kedeligt ét: at man som studerende skal tale med sin vejleder om de forventninger, hun/han har til projekteksamen.

Det var også særdeles interessant at høre om hvordan studerende fra andre uddannelser oplever projektarbejde og projekteksamen. De to hører nemlig tydeligt sammen; det blev nogle gange (men ikke altid) pointeret. Især hæftede jeg mig ved oplevelsen hos den studerende fra SIV. Jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til at hun konsekvent omtalte sin vejleder som læreren og meget ofte kaldte projektet for opgaven. Og jeg lagde også mærke til at det tilsyneladende er et krav til projekteksamen på SIV, at de studerendes fremlæggelse ikke må inddrage indhold fra projektrapporten. Det var ikke kun mig, dette kom bag på. Måske er dette krav den ritualiserede strategi for at undgå kedelige, rent refererende fremlæggelser. Men det er alligevel underligt og bastant, og det kommer reelt til at føre til at projektarbejdet skal fortsætte med samme intensitet efter projektrapporten er afleveret. Hvor meget fokus mon der er på selve projektprocessen og at tale om den på SIV?

Efter arrangementet var der et par studerende, der roste mig for mit oplæg og endda sagde at de da godt kunne have tænkt sig at have mig som lærer. Det var jeg særdeles beæret over at høre. men jeg måtte tilføje at jeg da håbede at de mente “vejleder”.

flattr this!

Vaccination mod notatsyge?

cornellsystem

I disse uger får jeg igen et spørgsmål fra studerende, jeg underviser om hvor mange notater de kan tage med til eksamen. Jeg har sat en begrænsning på hvor mange sider, hver enkelt studerende må have med og på hvornår notaterne skal være færdige. Det har ført til en del utilfredshed: Hvorfor kan vi ikke tage så mange notater, vi vil, og tage notater når vi vil? spørger de studerende.

Der er praktiske grunde til dette, men det er også i høj grad tendenserne til notatsyge, der bekymrer mig. Alt for mange studerende tager alt for mange ureflekterede notater. Jeg har set alt for mange studerende, der efter en mundtlig eksamen som de ikke bestod, skuffede forlod eksamenslokalet med deres mange notater skrevet i Microsoft Word. Notaterne var blevet til i dagene lige inden eksamen.

Da jeg for nylig besøgte lærerkollegiet ved Hasseris Gymnasium, erfarede jeg at de havde et tilsvarende problem med notatsyge gymnasieelever. De notatsyge elever og studerende er fanget i den misforståelse, at eksamen først og fremmest undersøger hvor meget den enkelte kan reproducere og at man derfor skal have en masse notater at reproducere fra.

Men grunden til at de notatsyge studerende dumper, er at deres notater ikke kan bruges til noget som helst. Det er først nu, jeg er blevet opmærksom på at der faktisk er en  struktureret tilgang til at tage notater i universitetssammenhæng, nemlig det såkaldte Cornell-system. Som navnet antyder, er det opstået på Cornell University i USA; en professor ved navn Walter Pauk udviklede notatteknikken i 1950’erne.

Det er ikke så meget notaterne, men efterbehandlingen af dem, der er vigtig i Cornell-systemet. Figuren ovenfor viser hvordan man tager notater og efterbehandler dem. Det er helt centralt, at de oprindelige notater skal være korte og derefter skal efterbehandles ved at den lærende prøver at bruge notaterne til at forstå stoffet og derudfra stiller sig selv spørgsmål. Dette fører til en ny og mere udførlig udgave af notaterne. Man kan også blive nødt til at revidere sine gamle notater ud fra det man nu ved.

Måske er det denne måde at tage notater på, der er værd at lære de studerende og kunne blive et alternativ til notatsygen. I Cornell-teknikken bliver notaterne nemlig en del af praksis, ikke en ureflekteret afskrift. Og notaterne fødes endda som håndskrevne, Måske kunne undervisere også bruge notaterne som led i en formativ evaluering af kurset, så de kunne undersøge den studerendes læring ved at se hans/hendes notater undervejs.

flattr this!

Flippet besøg i Grenå

grenaa

I dag besøgte jeg Hasseris Gymnasium – eller rettere, jeg besøgte deres samlede lærerkollegium, der var draget på internat i Grenå. Jeg var blevet inviteret til at fortælle dem om mine oplevelser med flipped classroom. 

Det er ikke tit, jeg kommer på de kanter – hverken i gymnasieskolen eller i Grenå. På mit institut har vi et noget mere uafklaret forhold til gymnasiet end vi burde have og tør indrømme. Ofte virker vores diskussioner af overgangen fra gymnasiet til universitetet som en meget hypotetisk diskussion af hvordan vi tror, det mon er at bo i Bulgarien. Det er bestemt ikke noget, vi skal være stolte af – det er stadig i høj grad det almene gymnasium, der leverer vores kommende studerende.

Også Grenå er et godt stykke væk – det tog mig lidt over tre timer at nå frem. Jeg var oppe klokken 4 i morges, og i skrivende stund begynder jeg så småt at kunne mærke det.

Det var interessant at tale om flipped classroom med lærerne fra Hasseris. Fokus kommer meget let til at ligge på video-elementet, men ideen i at flippe undervisningen er netop at man skal fokusere på praksis og give præsentationerne den plads, de fortjener – og det er den ikke den centrale placering. Det er praksis, der er central. Jeg tror, det lykkedes at få dette gjort tydeligt i dag.

Mange af mine tiltag som underviser (vel nok dem alle) udspringer af en kronisk frustration – en fornemmelse af at det da må kunne lade sig gøre at få de studerende til at lære bedre. Jeg fortalte om nogle af mine tidligere forsøg med kursusundervisning – bl.a. nævnte jeg min politik om at studerende ikke måtte have computere i brug under mine forelæsning, mod at de til gengæld fik renskrevne tavlenoter bagefter. Her bad jeg gymnasielærerne om at klappe deres bærbare sammen, for halvdelen af dem havde computeren fremme og hovederne begravet i dem – og det lykkedes at få dem til at klappe i (nogle af dem dog kun for en kortere bemærkning).

Som andre gange, hvor jeg har talt om flippet undervisning, har der været både interesse og skepsis over for ideen.

Nogle var bange for at deres stof er alt for fint og sart og svært til at kunne overleve video og undvære en lærer konstant på sidelinjen. Men hvis noget stof ikke egner sig til video, er det formodentlig heller ikke egnet til en sædvanlig præsentation. Det er jo heller ikke målet at brug af video skal gøre underviseren overflødig, men at ændre underviserens rolle til en rolle, der fremmer læring.

Andre lærere så anvendelsesområder for den flippede tilgang og spekulerede på om dette måske ville få deres elever til at lave hjemmearbejde, hvis en del af det bestod i at se video. (En undersøgelse fra Aarhus Universitet fra i år viser at der er ganske mange gymnasieelever, der sjældent eller aldrig laver lektier.)

Til sidst fik jeg de obligatoriske to flasker rødvin, som jeg naturligvis fluks skænkede til gymnasiet (when will they ever learn?). Efter hvad jeg kunne fornemme af deres omtale af hvad der var sket aftenen før, skulle lærerne nok kunne finde en anvendelse for dem på et senere tidspunkt.

flattr this!