Mere nyt om notatsygen

Foto: Getty Images

Denne blog rummer efterhånden en lille føljeton om mit forsøg på at få afskaffet det, jeg kalder “notatsyge” hos studerende.

I år holder jeg for første gang siden 2013 et kursus for et stort hold, og her arbejder jeg med med at tillade begrænsede notater, hvor studerende kan svare på bestemte spørgsmål undervejs i kursusforløbet og indsende deres svar til bestemte afleveringsfrister. Disse svar kan de så få adgang til ved eksamen.

Der er desværre mange studerende, der tror, at man ved eksamen tester deres evne til at reproducere, også selv om studieordningen betoner færdigheder og kompetencer som vigtige læringsmål. Derfor synes de samme, at det er urimeligt at de ikke kan tage ubegrænset lange notater og når de vil. Men det er netop de omfangsrige, reproducerende notater, der er nytteløse. Det er de notater, som bliver til ved at man aktivt bearbejder, som kan hjælpe med at opfylde læringsmålene. Hvis man tager notater på computer, bliver det desværre nemt at skrive mere og at skrive reproducerende notater i stedet for reflekterende notater, og det går ud over læringen. En amerikansk forskningsartikel fra Psychological Science beskriver hvordan tre forskere har undersøgt dette,  og også i deres kontrollerede forsøg står det klart:  Studerende, der tager korte, håndskrevne noter, lærer mere end studerende, der tager lange noter på computer – fordi håndskrift som medium gør, at man er nødt til at reflektere langt mere over hvad man skriver og hvorfor. Begrænsningens kunst er bedre indbygget i håndskrevne notater.

Man kan ikke opnå færdigheder blot ved at skrive en masse af fra en bog. Kompetente akademikere er ikke mennesker med en stor notatsamling, som de hele tiden kigger i, selv om der formodentlig er nogle studerende, der er af den opfattelse.

Kunne man så behandle “notatsygen” ved ikke at tillade de studerende at have notater med til eksamen? Formodentlig ikke. Jeg ved fra sammenhænge, hvor andre kursusholdere har gjort dette, at der nu kan opstå en formodning om at udenadslære er det vigtigste, dvs. en anden form for reproduktion. Men kompetente akademikere er heller ikke mennesker, der har lært en masse lange remser udenad.

Så vidt jeg kan se, peger alt dette på to konklusioner. Den første er, at den store indsats i kampen mod “notatsyge” må være at blive ved med at forsøge at gøre læringsmålene i undervisningen så klare som overhovedet muligt, så så mange som muligt kan forstå at simpel reproduktion ikke er et læringsmål. Den anden er, at vi som undervisere skal gøre en aktiv indsats for at fremme en god notatkultur, hvor det er tydeligt at det er processen med at frembringe gode, reflekterende notater, der er det virkelig vigtige.

Flattr this!

Det første møde med faget

Da jeg begyndte at studere i 1982, begyndte jeg på det, der hed den teknisk-naturvidenskabelige basisuddannelse. Først efter et år skulle man vælge studieretning. Jeg havde dog bestemt mig, allerede inden jeg begyndte – jeg ville studere matematik. Men mange var i tvivl, ved jeg. Det, der inspirerede mig til at ville læse matematik, var at jeg havde en rigtig god matematiklærer i gymnasiet – ikke senere jobmuligheder eller lignende. Den underviser, jeg havde på basisuddannelsen, var til gengæld ikke bemærkelsesværdig – han var faktisk ikke engang matematiker. Men det var ligemeget – jeg havde bestemt mig.

I vore dage er valget af studieretning næsten alle steder på de danske universiteter afgjort ved studiestart. I USA er studievalget derimod ét, man først foretager efter man er begyndt på universitetet.

Men hvad er det så, der får amerikanske studerende til at vælge studieretning? En undersøgelse af hvad der motiverede 100 universitetsstuderende peger på at det i høj grad er de tidlige oplevelser mere lærere, der har indflydelser – det er faktisk ikke primært f.eks. ansættelighed eller løn, men derimod hvor de studerendes oplevelse af hvor imødekommende undervisningen. Især for de naturvidenskabelige fag er det første møde rigtig vigtigt. Én dårlig oplevelse kan få studerende til helt at fravælge naturvidenskab. Omvendt kan én god oplevelse betyde meget. Nogle studerende talte i undersøgelsen ligefrem om at de valgte en bestemt lærer.

Det er vel ikke overraskende, at det er de tidligere oplevelser med lærere, der skaber faginteressen. Men alt dette peger også på at kvaliteten af undervisningen i dette første møde har stor betydning – at man skal overveje nøje, hvem man sætter til at holde kurser og til at være vejledere. Og man skal overveje hvad man vil med det første møde. Skal det bruges til at sortere studerende fra eller til at byde velkommen? 

Flattr this!

Det grænseløse gruppearbejde

På første studieår på AAU er et at læringsmålene, at de studerende skal lære at reflektere over og strukturere processen i deres projektarbejde. Men herefter holder vi op med at fokusere på dette. Jeg har tit tænkt over om ikke vi burde fortsætte med at tale om projektarbejdsprocessen med de studerende i stedet for bare at antage, at de nu kan finde ud af at lave projektarbejde.

I dette semester, hvor jeg er vejleder for grupper på 4. og 6. semester, har jeg derfor besluttet mig til at have fokus på projektprocessen og har gjort dette til et fast punkt ved mine vejledningsmøder. Og nogle gange opdager jeg så, at der er et eller andet i projektprocessen, de studerende synes ikke går så godt. Det kan være at gruppen ikke selv føler, at den får nok fra hånden, eller der kan være at nogle gruppemedlemmer ikke lever op til forventningerne. Her spørger jeg så de studerende, om de holder egentlige møder med en dagsorden, en start og en afslutning, og her er svaret afslørende. For de studerende svarer så at nej, det gør de ikke. Så også efter to eller tre år kan studerende have problemer med at lave projektarbejde i grupper.

Fordi de studerende så ikke strukturerer deres arbejdsdage, kan jeg mærke at der findes en usagt forventning om at hele gruppen bør være til stede gennem længere tid. I nogle sammenhænge giver det fin mening at være flere til stede sammen, men andre gange er man nødt til at kunne sidde for sig selv og fordybe sig i læse eller skrive. Og ikke alle er i stand til hele tiden at være til stede sammen. Der burde være en skelnen mellem møde og fremmøde, men det er der ikke. Og det er påfaldende, at en sådan skelnen stadig ikke er etableret efter to eller endda tre år på universitetet.

På denne måde ligner denne tilgang til gruppearbejde egentlig den tendens til det grænseløse, som mange vidensarbejdere i den vestlige verden ligger under for: Vi skal hele tiden være klar til at interagere med andre og til at svare på deres spørgsmål, og det er ikke klart hvornår vi kan have tid for os selv og til os selv, herunder tid til fordybelse.

Og dét er for mig at se en yderligere grund til at lære de studerende at strukturere deres arbejdsdage, så de ved hvornår de skal være sammen, og hvornår de ikke behøver det.

Flattr this!

Eksamen for meget store hold – hvordan gør vi?

Foto: Ólafur Steinar Gestsson

På mit institut har vi i dag haft en diskussion af de udfordringer, der er forbundet med eksamen for store hold. Vi har nu hold med langt over 100 studerende ved Institut for datalogi, og det er efterhånden ved at blive umuligt at afholde mundtlig eksamen i kurserne for så store hold inden for de sædvanlige eksamensperioder – og der skal jo også være tid til at holde mundtlig eksamen i projekterne. Men også hvis man går over til skriftlig eksamen, kommer der problemer, for det er overvældende at skulle sidde med mere end 100 eksamenssæt. Næste år starter der et hold med 170 studerende. Planen er nu at lave en adgangsbegrænsning, så der “kun” kan komme hold på op til 225 studerende på datalogi og software. Men det får bestemt ikke udfordringen til at gå væk.

En mulig løsning er at anvende en eksaminator til hver enkelt delopgave i eksamenssættet. En anden mulighed er at inddrage hjælpelærere i rettearbejdet for eksamensæt, og en helt tredje mulighed er at finde helt andre måder at bedømme på. Nogle talte i dag for multiple choice-eksaminer, for de er meget nemme at rette. Men der er rigtig mange læringsmål, man aldrig vil kunne bedømme på den måde. Det er helt uklart for mig, hvordan man ved brug af multiple choice-tests skulle kunne bedømme f.eks. om en studerende har opfyldt det læringsmål at kunne skrive et program eller at foretage et bevis ved matematisk induktion. Jeg vil være meget utryg ved at anvende multiple choice-tests i stor stil.

Så vidt jeg kan se, er det eneste fornuftige at drage nytte af hvad vi allerede ved. Der er allerede en hel del erfaring på andre universiteter, og især uden for Danmark, med at skulle undervise og eksaminere store hold. Alle er tydeligt enige om én ting: At det kræver resurser at lave ordentlige bedømmelser. Der er ingen genvej til en god eksamen.

Flattr this!

Så tager vi bare de gamle slides

I dag holdt jeg endnu engang min workshop om flipped classroom i forbindelse med adjunktpædagogikum på AAU. I en pause spurgte en adjunkt mig, hvad det værste ville være, der ville kunne ske, hvis flipped classroom slog igennem og de fleste undervisere begyndte at indspille podcasts i stedet for at forelæse. Jeg tænkte mig lidt om og svarede så, at det værste ville være at alle de mange forelæsere, der bruger et hav af slides (ofte: Powerpoint-slides) i deres forelæsninger, simpelthen tog deres slides-baserede præsentationer og lavede dem til podcasts. Og her nikkede adjunkten.

Der findes allerede en udbredt kultur om genbrug af slides blandt universitetslærere, og vi risikerer meget let at føre denne kultur videre ind i en verden af podcasts. Her mindes jeg en kollega fra AAU, der holdt et kursus med masser af slides – og kursuslitteraturen var de selvsamme slides! Jeg har aldrig hørt nogen, der oplevede de lange forelæsninger med dynger af slides som værende god undervisning. Mange har lært at leve med dem, men det er så også dét.

Jeg tror stadig, at det schweiziske Anti-Powerpoint-parti (som jeg skrev om her i 2011) har sin berettigelse.

Flattr this!

Når de studerende stemmer med fødderne

Lavt fremmøde i AAUs bygninger i Rendsburggade.

I dag begyndte jeg at undervise igen, nu hvor min stemme er tilbage og influenzaen kun er et ærgerligt minde. Det var godt at komme i gang igen, men ikke alt var godt. Jeg har tidligere skrevet om lavt fremmøde. Nogle har herefter påpeget, at antallet af faktiske deltagere burde være sat lavere end Moodle gør og at fremmødet derfor var bedre end jeg troede. I dag kunne jeg se, at fremmødet er blevet tydeligt lavere her midt i semesteret og ikke alene kan tilskrives varierende opfattelser af antallet af registrerede deltagere.

Jeg laver et antal opgavesæt svarende til hvor mange, der havde meldt sig til denne kursusgang. Men i dag lå der alligevel 15 opgavesæt tilbage. Og jeg så også, at nogle studerende dukkede kortvarigt op, hentede et opgavesæt og derefter skyndte sig at forlade lokalet igen. De var ikke engang interesseret i at følge min korte introduktion i plenum til opgaverne. Det var også i dag, jeg havde den nye lærebog med, som skal bruges i anden halvdel af kurset, og som de studerende har kunnet bestille og i dag kunne hente. Men på grund af det lave fremmøde er halvdelen af disse bøger ikke blevet hentet af studerende.

Jeg har ikke tidligere år oplevet, at mit kursus på denne måde er ved at kæntre, fordi en stor en del af de studerende “stemmer med fødderne” og bliver væk fra undervisningen. Rygtet vil vide, at mange studerende nu sidder i grupperummene i undervisningstiden i stedet for at dukke op til øvelserne i seminarrummene. Det er jeg rigtig ked af.

Det er trist at opdage, at så mange studerende er af den holdning, at de med fordel kan undlade at have kontakt til underviserne. Og det er ærgerligt for mig som underviser at bruge tid på at planlægge et undervisningsforløb, som mange vælger ikke at ville deltage i.  Jeg vil rigtig gerne have, at de studerende lærer det fag, jeg underviser i, for det er et fag, som jeg holder af og som er vigtigt, men det er svært at trænge igennem, når mange studerende ikke vil deltage. Måske er der tale om en tavs protest mod et kursusforløb, som de studerende finder utilfredsstillende, men jeg ved det ikke. Det er svært at finde ud af, hvad problemet skyldes, for jeg kan ikke spørge de mange studerende, der vælger at blive væk.

Der er en yderligere konsekvens, som de tavse, fraværende studerende formodentlig ikke er opmærksomme på: Når et stort antal studerende konsekvent ikke deltager i undervisningsaktiviteter, kommer det meget let med til at bane vejen for nedskæringer i de kommende år. Vi er i forvejen presset på resurser, og det bliver svært for mig at argumentere for at få to hjælpelærere til næste års kursus, ja måske endda at få hjælpelærere overhovedet, når et stort antal studerende ikke gør brug af hjælpelærerne.

Flattr this!

Informationsteknologi eller datalogi

Ikke helt få har delt et interview med Bjarne Stroustrup fra dagens udgave af dagbladet Information. I interviewet siger Stroustrup om brug af en computer i undervisning:

»Man skal kun bruge den, når der er bevis for, at man får bedre resultater end ved at tale sammen eller bruge pen og papir,« siger han.

»Hver time, der er brugt på at lære et barn Word eller Google, kunne være brugt på noget andet: historie, litteratur, matematik, biologi, fransk, gymnastik eller en tur i skoven. Kun hvis den tid, der bruges på it, hjælper med den bredere uddannelse, er den godt brugt. It er et værktøj, ikke et mål i sig selv.«

Jeg er enig i hans betragtninger. Det, der gør computeren til et væsentligt redskab, er at den er en programmerbar maskine. Hvis man ikke vil fremhæve dette i undervisningen, bør man lade være at bruge computere. Det er lige så lidt et mål at man skal bruge en computer i sig selv som at man skal lære at bruge bøger i sig selv.

Inden for datalogiens fagdidaktik og inden for uddannelsesforskning har man i en del år talt om computational thinking, og det er noget ganske andet end at være bruger af en computer. I computational thinking er fokus, at der er en bestemt algoritmisk måde at tænke på, som dukker op i mange fagområder – måske endda alle. Algoritmer giver os en systematisk metodologi, og fordi algoritmer er generelle, gør de det muligt for os at tænke i termer af abstraktion. Og fordi algoritmer kan afvikles af en computer, gør algoritmer det muligt at automatisere arbejdsopgaver (herunder bestemte tanke-opgaver). Vi har at gøre med nogle grundfaglige begreber, ikke med simple anvendelser af elektroniske kasser.

Netop disse begreber – algoritmer, abstraktion og automatisering – dukker op i en ny artikel fra Communications of the ACM, i hvilken Aman Yadav, Chris Stephenson og Hai Hong (forskere fra henholdsvis Michigan State University og Google) belyser hvilke krav dette stiller til opkvalificering af lærere.  I Danmark er det desværre begrænset, hvilke initiativer, der findes på området. Ligesom man ikke skaber bevidste brugere af tale- og skriftsproget ved blot at indkøbe bøger til skolen, kommer man aldrig ud over den primitive “Word og Google”-(mis)forståelse ved blot at købe computere og andet grej ind til skolerne. Der er nødt til at være et systematisk samarbejde mellem datalogimiljøer på universiteterne og læreruddannelserne. Og her så jeg gerne, at vi startede med at sende begrebet “informationsteknologi” i skammekrogen med alle de uheldige konnotationer, dette begreb har.

Flattr this!

Myter om undervisning

Læringspyramiden er – forkert. Der er intet evidensgrundlag for den.

Først i denne uge blev jeg opmærksom på eksistensen af bogen Urban Myths about Learning & Education af de tre uddannelsesforskere Pedro De Bruyckere, Paul Kirschner og Casper Hulshof fra Nederlandene. Bogen tager fat på 35 opfattelser om undervisning og læring, der alle er udbredte, populære, nemme at forstå – og uunderbyggede. Forlaget har et ultrakort sammendrag på 1 side, og det er værd at læse.

Mange har f.eks. set “læringspyramiden” ovenfor. Hvor kommer den fra? Forfatterne kan røbe, at den skyldes den amerikanske forretningsmand Edgar Dale, der opfandt “pyramiden” i 1946. Senere tog det indflydelsesrige National Training Laboratories (NTL) i USA den til sig og gennem NTL blev mange introduceret til pyramiden. Men den bygger ikke på forskningsresultater overhovedet.

De sidste myter i bogen er dem, der handler om uddannelsespolitik, og her er nogle af dem:

Myths in Educational Policy

28: Comparing countries
29: Class size doesn’t matter
30: Larger schools are better
31: Single sex is better
32: Male teachers better for boys
33: Holding back a year is good
34: More money is better
35: Education never changes.

Ganske mange af de 35 myter, måske dem alle, dukker op i kurser (som ikke afholdes af uddannelsesforskerere), hos politikere og i folkemunde.

Flattr this!

56 procents fremmøde

Et fremmøde på nul procent i AAUs bygninger i Rendsburggade.

Det er nu snart en måned siden, jeg igen skulle prøve at være underviser i et kursus for et stort hold, nemlig de studerende på datalogi og software på 4. semester. Jeg bruger flipped classroom-formen med podcasts og øvelser i plenum i tre seminarrum. De studerendes kommentarer til min undervisning har været positive, men jeg er samtidig bekymret. Der er 157 studerende tilmeldt kurset, men der deltager kun mellem 80 og 90 til øvelserne. Det er en fremmødeprocent på mellem 50 og 56. Hvor ved jeg dét fra?

Jeg kopierer opgaveark til de studerende, og for at vide hvor mange ark,  jeg skal kopiere, er jeg nødt til at vide hvor mange, der deltager og har derfor indført at de studerende skal tilmelde sig via kursets hjemmeside.

Nogle studerende, jeg har talt med (og det er nogle af dem, der deltager trofast), forklarer derfor det lave fremmøde med at det er for krævende at skulle melde sig til øvelserne. Hertil kan jeg kun bemærke, at man simpelthen bare skal klikke på et link, som man får i en mailbesked, og derfra klikke på en knap – så er man meldt til.  Det er der så åbenbart mange studerende, der ikke kan overskue. Nogle af dem dukker alligevel op til øvelserne uden at være tilmeldt og tager de opgaveark, som jeg har lavet til dem, der faktisk har tilmeldt sig. Nogle af de tilmeldte studerende, der så ikke får et opgaveark, går tilsyneladende deres vej igen. Men sådanne dårlige erfaringer kan næppe være forklaringen på det lave fremmøde. For fremmødet har været på lige knap 90 studerende allerede fra allerførste kursusgang.

En anden mulighed – som jeg har fået bekræftet er tilfældet – er at nogle studerende ikke vil deltage i øvelserne i seminarrummene, men vil sidde for sig selv et andet sted, f.eks. i et grupperum. En konsekvens er så at de pågældende studerende aldrig kommer til at møde deres underviser; jeg kan ikke bruge en masse tid på at gå rundt og lede efter de studerende, der gemmer sig. Det er ærgerligt at opleve at nogle studerende oplever det som vigtigere at sidde i et grupperum end at have mulighed for at møde og tale med deres underviser.

Samtidig har jeg, gennem at tale med mine kolleger, kunnet konstatere at det ikke specielt er mit kursus, der er udsat for lavt fremmøde. Situationen ser ud til at være generel: Der er nu stadigt flere studerende, der ikke deltager i kursusundervisningen.

Et afledt problem er at vi har problemer med lokalereservationerne. Fordi vi har hold med 157 studerende, er vi nødt til at finde undervisningslokaler der er store nok – og sådanne store lokaler findes ikke i vores bygning. Så de studerende skal sendes ud af huset, og vores studiesekretærer skal aftale fjernlån af lokaler. Men vi har faktisk i vores bygning et lokale, der er stort nok til omkring 90 studerende. Hvis vi vidste, at der reelt kun dukker under 90 studerende op til undervisningen, kunne vi undgå at skulle lave fjernlån af lokaler.

Jeg aner ikke, hvad der er at gøre ved det lave fremmøde. En mulighed er at mange studerende oplever resursesituationen og det generelle pres på dem som så voldsomt, at de simpelthen “stemmer med fødderne”. Men det er svært at finde ud af hvorfor studerende bliver væk; man kan jo ikke tale med studerende, der ikke er der.  Og det lave fremmøde er et problem ud over det rent logistiske og ud over undervisernes lidt irrationelle følelse af at blive valgt fra.

Tidligere år har jeg nemlig kunnet observere, at fremmødeprocenten omtrent svarer til beståelsesprocenten ved eksamen – en observation, jeg gør de studerende opmærksom på. Og med en fremmødeprocent på 56 tegner det jo ikke godt.

Flattr this!

Farvel til en bog?

I dag, lige inden jeg skulle begynde øvelsestiden i 4. kursusgang i kurset Syntaks og semantik,  modtog jeg en mail fra Factum-boghandelen på AAU om at den lærebog, jeg skulle bruge i kurset fra og med 8. kursusgang, ikke kunne skaffes fra forlaget i udlandet. Bogen er udsolgt fra forlaget, og det er uvist om den vil blive genoptrykt og i så fald hvornår.

Det var underligt og ærgerligt at få denne besked en måned inde i semesteret, og med til historien hører det, at bogen er Transitions and Trees: An Introduction to Structural Operational Semantics, som jeg selv har skrevet og fik udgivet på Cambridge University Press tilbage i 2010. Jeg har opdaget, at det vælter frem med piratkopier af den anden bog, jeg anvender (Michael Sipsers Introduction to the Theory of Computation). Først i dag fik jeg at vide at der også findes en piratkopi af min udgave derude; den vil jeg dog ikke ty til, selv om den største anerkendelse, en kunstner kan få, selvfølgelig er en udbredt bootleg.

Så i dag var gode råd dyre. Heldigvis har jeg en dansk udgave fra 2010 af bogen med præcis det samme indhold og præcis det samme layout, som jeg stadig har ophavsret til. Så nu bliver den genoplivet og trykt som print-on-demand. Det tog kun et opkald til Books on Demand med en halv times telefonpausemusik, en desperat mailkorrespondance og endnu et opkald, hvor alt til sidst faldt på plads.

Flattr this!