Kategoriarkiv: Undervisning

Besøg fra Moldova

dinu
Foto: Dinu Turcanu.

I denne uge har Aalborg Universitet haft besøg af Dinu Turcanu og Dumitru Ciorbă fra det tekniske universitet i Chisinau i Moldova. Her har man nu som ambition at indføre problemorienteret projektarbejde på universitetets uddannelser.

Det var interessant at snakke med de to besøgende, og det gav mig en god lejlighed til at fortælle om hvad det er, projektarbejde kan. Det sker ikke helt sjældent, når man skal fortælle andre om problemorienteret projektarbejde i grupper, at de udtrykker en stor skepsis: Kan det overhovedet lade sig gøre? Hvad nu hvis de studerende ikke gider lave noget? Den slags spørgsmål var der ingen af her; der var derimod stor nysgerrighed for at finde ud af hvordan det kan lade sig gøre at udføre og at vejlede i problemorienteret projektarbejde i grupper. I Moldova er man nemlig blevet meget bevidst om at man i mange år har brugt en meget traditionel og autoritetsstyret opfattelse af universitetsundervisning, og det vil man nu gerne væk fra.

Vores besøgende nåede også at få snakket med to af vore studiesekretærer og nogle af vore mest erfarne studerende, nemlig specialestuderende på 10. semester af datalogistudiet. For mig var det spændende at opleve hvordan det er at ville lægge den pædagogiske model helt om. Og det var især vigtigt at blive mindet om at det, der for de af os, der har mange års erfaring med projektarbejde på AAU, forekommer selvfølgeligt og måske næsten ritualagtigt, er velbegrundet og skal begrundes og skal være genstand for stadig refleksion for ikke at stivne og gå til grunde.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Moldova er et land der har haft mange problemer siden landet i 1991 blev selvstændigt. Måske kan en pædagogik, der fokuserer på de studerende og grundlæggende tør være søgende og ikke-autoritær, ende med at få en positiv indflydelse på forholdene i Moldova, også uden for universitetet.

Flattr this!

…og et nyt semester begyndte

feb1

Kun to et halvt døgn efter efterårssemesterets sidste eksamen begyndte forårssemesteret på Aalborg Universitet. Jeg deltog først i semesterstarten på første studieår, hvor datalogi- og software-studerende på 2. semester skulle danne grupper. Efter knap halvanden time måtte jeg og to af mine kolleger haste ud til Selma Lagerlöfs Vej 300 for at deltage i endnu en semesterstart. Nu var jeg selv i rollen som semesterkoordinator ansvarlig for at åbne 6. semester på datalogi. Der var en masse forslag til projekter fra vejlederne – en enkelt af dem (som var blandt havde endda til min store overraskelse taget to gæste-oplægsholdere med fra en lokal virksomhed. Semesterstartsmødet sluttede heldigvis inden kl. 12, så jeg havde god tid til at spise frokost inden jeg skulle åbne 4. semester på datalogi kl. 12.30.

Eller rettere: det troede jeg. Netop som jeg var færdig med frokosten kom en af vejlederne på 4. semester og spurgte hvor jeg dog blev af. Semesterstartsmødet her skulle starte 12.00, og jeg var allerede ti minutter forsinket. Pinligt! En af mine kolleger var allerede i gang med at fortælle om det kursus, han holder. Men jeg fik fortalt det jeg skulle og sat gang i gruppedannelsen. Alt gik som sidste år, og desværre var der så også lige som sidste år studerende, der var utrygge ved eksamen i et af kurserne på semesteret fordi kursusholderen af princip ikke tillader nogen hjælpemidler ved skriftlig eksamen trods voldsom kritik heraf tidligere år. Ligesom sidste år skal jeg prøve at finde en løsning på denne konflikt, men jeg aner desværre også det nemt kan gå i hårdknude igen. .

Efter semesterstarten kastede jeg mig over at svare på mail og andre småopgaver, og kl. 16 deltog jeg i et møde via Skype om et projekt, jeg og en del kolleger i udlandet søger penge til. Heldigvis er jeg ikke koordinator, men “bare” deltager her. Kl. 17.30 kunne jeg endelig tage hjem.

I år er jeg vejleder for hele 6 projekter – det er man nødt til, hvis man skal opfylde timenormen, der er støt aftagende. Mine kolleger på SAMF og HUM er allerede vant til at undervisningsopgaverne er dårligt honoreret. Jeg får stadig flere timer pr studerende end dem, men selv om jeg holder af at være vejleder, kan jeg allerede mærke at det tegner til at blive et mere arbejdsbelastet semester end jeg har været vant til.

Flattr this!

Øvelser gør mester

whatstheuse

I den uge, der nu er gået, skrev en studerende til mig for at spørge om jeg mon havde lavet podcasts til et kursus, jeg tidligere har holdt (det kursus, der hedder “Syntaks og semantik”, og som jeg ikke længere holder). Nej, det har jeg desværre ikke – hvis jeg en dag kommer til at holde det pågældende kursus igen, vil jeg lave podcasts. Helst vil jeg ikke forelæse mere.

I næste måned skal jeg holde et kursus for adjunkter om brug af podcasts i undervisning. Det er dét, jeg nu tror på som et element i en bedre undervisningspraksis.

Derfor er det bemærkelsesværdigt at forskere ved Carnegie-Mellon University i USA nu har foretaget en undersøgelse af knap 28.000 studerende, der følger et online-kursus ved Coursera. Den viser at de studerende, der primært følger forelæsninger, klarede sig dårligst i de 11 quizzer, der fandt sted i løbet af kurset.

Viser det så ikke at flipped classroom er en dårlig idé? Nej, tværtimod. Undersøgelsen viste nemlig også, at de studerende der deltog i de interaktive øvelser i løbet af kurset, klarede sig bedst. Undersøgelsen viser netop at det er øvelserne, der gør forskellen. Det som den flippede model gør, er netop at ændre prioriteringen af de forskellige aktiviteter – præsentationerne gjort til kursusmateriale, man kan se derhjemme. Det er den aktive læring, der virker. Men dette viser så også nødvendigheden af at tænke på den aktive læring som den primære form for undervisning. Det er en illusion, at man lærer noget særligt af forelæsninger, selv om de fylder en hel masse i skemaet, i lokaletildelingen og i læreres og studerendes bevidsthed. Allerede Donald Blighs bog What’s The Use Of Lectures fra 1972 viste dette. Det er derfor, jeg er holdt op med at forelæse. Det er øvelse, der gør mester.

Flattr this!

Semesteret er slut

endofterm

Så sluttede det endelig, efterårssemesteret. Sidste dag båd på en projekteksamen – en god oplevelse for alle parter, for alle studerende fik 12. Og så var det tid til at lægge sidste hånd på planlægningen af det nye semester, der begynder på mandag. Det bliver et travlt forårssemester, hvor jeg skal være semesterkoordinator på to semestre samtidig og for første gang i nogle år også vejlede på første studieår – og i den anden ende af uddannelsen skal jeg vejlede to specialestuderende. Så øvelsen bliver at planlægge min tid, så arbejdsugen ikke bliver hakket i stykker. Netop dét er den største udfordring, når man er universitetslærer og også skal prøve at have sammenhængende forskningstid.

Flattr this!

Mikrokapitler og gyserpunktum

qualityvsentertainment-1

For tiden sidder jeg med projektrapporter fra projekter på 1. semester af datalogiuddannelsen. Det er altid en interessant oplevelse at se disse rapporter fra helt uerfarne studerendes hånd. Med tiden bliver de fleste studerende, der ikke falder fra, ganske gode til at skrive projektrapporter – dette bemærker vores eksterne censorer ofte – men næsten alle tidlige projektrapporter har nogle bestemte, uheldige fællestræk.

Ét er sproget, der til tider  kan være ufrivilligt interessant. Et citat, jeg husker fra en rapport (det var en, der handlede om genetiske algoritmer), er dette:

Hermed fungerer det på samme måde som “survival of the fittest”, hvor de stærkeste individer oftest parrer sig og dermed får bedre afkom.

Så dét… Tegnsætningen er også ofte. Interessant; især er det. Som om punktummer bliver. Sat på lidt tilfældige steder, tilsyneladende for at skabe en. Litterær effekt. Jeg kalder dette for gyserpunktum.

Et andet underligt fænomen er mikrokapitler: Mange rapporter rummer adskillige kapitler, der hver især er af af én (nogle gange to) siders længde. Nogle gange ser man flere på hinanden følgende mikrokapitler på en halv side hver. Det er ikke usædvanligt at se projektrapporter fra 1. semester, der er på 50 sider og består af 15 kapitler! Rapportens struktur bliver på grund af denne atomisering helt uklar, og det er kun sjældent at de studerende på 1. semester bruger tid på at forklare denne struktur. Ofte ser man også mikroafsnit i de lidt længere kapitler, dvs. afsnit på ned til to linjer.

Et tredje fællestræk er en tendens til ikke at indføre de centrale begreber i projektet; i ikke helt få rapporter på 1. semester er der en tendens til at disse begreber dukker op, pludseligt og uden forklaring.

Hvor alle fællestrækkene kommer fra, ved jeg stadig ikke! Det er påfaldende at så mange studerende gør det samme. Måske er der tale om en tilgang, som de tog med sig fra deres gymnasietid. Dette er i så fald endnu et argument for at vi på universitetet skal skabe en bedre kontakt til gymnasielærerne derude. Jeg ved f.eks. ikke, om en skriftlig opgavebesvarelse på de gymnasiale uddannelser består af mikrokapitler, men det kunne godt se sådan ud. Hvis det er tilfældet, vil jeg gerne kende begrundelsen for dette og andre typiske valg, som ikke passer med hvad vi forventer af en projektrapport på et universitet. Og de mange interessante oplevelser bør overbevise alle om at det er vigtigt at følge med i faget dansk, også hvis man som skole- eller gymnasieelev har planer om at studere et teknisk eller naturvidenskabeligt fag.

Flattr this!

Læring og cocktailparty-effekten

NEW YORK - MAY 16: Designer Alvin Valley (L) and gæster ved Alvin Valley Fashion Trunk Show & Cocktail Party på 111 East 61st Street, New York, NY den 16. maj 2013 i New York City
Et cocktailparty i New York.

I de sidste par ugen inden juleferien fik jeg mange arbejdsblade fra de studerende, hvis projekter jeg har været vejleder på. Og derefter har jeg brugt en del tid på at læse og kommentere. Sådan er det altid. Noget af det, ganske mange studerende har spurgt mig om i årenes løb, er om et bestemt afsnit skulle med i rapporten: Er afsnittet nødvendigt/vigtigt? Kan det udelades? Er det måske bare for kort?

Efterhånden vil jeg hævde at dette er en af de vigtigste akademiske kompetencer, ja måske endda den vigtigste uanset fag: At kunne isolere de relevante aspekter i den problemstilling, man beskæftiger sig med.

Man kan især se denne kompetence, når den mangler. Der er to typiske signaler: Enten kan projektarbejdet slet ikke fokusere, eller også er fokus forkert. En sjælden gang har jeg vejledt den samme studerende i det korte P0- projekt på 1. semester og i specialet – og det er fascinerede at observere progressionen. De fleste studerende laver ufokuserede P0-projekter og P0-rapporter og laver, hvis de bliver kandidatstuderende, så godt som altid nogle meget fokuserede specialer på 10. semester.  

Evnen til at frasortere unødvendige indtryk i læringssammenhængen er en interessant pendant til det, man kalder for cocktailparty-effekten ved den menneskelige hørelse: At man ved en fest med mange talende mennesker kan rette opmærksomheden på sin samtalepartner. Der er ikke enighed om den præcise forklaring på hvorfor mennesker kan foretage denne frasortering af indtryk. Der er aldrig nogen, der lærer os at fokusere når vi lytter, men denne evne har vi som bekendt.

Derimod er det næsten altid ikke-trivielt at lære at fokusere på det, der er relevant, når man skal lære – og det er lige så ikke-trivielt at undervise i det. Men det er i virkeligheden her, den store udfordring ligger for os som undervisere. Ikke mindst kræver det sin indsats at kunne begrunde hvor den lærende skal fokusere, henholdsvis ikke fokusere.

Flattr this!

De bygninger, vi får

Kantine-mellem-web
En kantine på Københavns Universitet.

Så er mit andet indlæg i Altingets tema om kvalitet i undervisningen tilgængeligt. Det er kommet til at hedde Datalog: Auditorier skader de studerende. Overskriften er det ikke mig, der har fundet på. Jeg ville ikke selv have formuleret mig så bastant. Auditorier skader ikke de studerende, de er bare ikke befordrende for læring.

Herunder er mit indlæg med den oprindelige overskrift.


De kan jo bare sidde i kantinen

Der er et stadig større fokus på resurser og økonomiske hensyn hos ledelsen på de danske universiteter og hos uddannelses- og forskningsministeriet. Det underlige er at jeg faktisk her er enig med dem: resurser er af enorm betydning for universiteternes drift. Men her stopper min enighed, for den megen tale om resurser går hånd i hånd med nedskæringer, ikke med en anerkendelse af hvilke resurser der faktisk er behov for. Tværtimod har vi i skrivende stund en uddannelsesminister, der udtaler at han ikke “anerkender” at nedskæringer på uddannelsesområdet vil påvirke kvaliteten af læring. Dette er ministersprog for blank afvisning uden argumenter.

Men det er både af betydning, hvor mange og hvilke undervisningsresurser der er til rådighed. En sådan resurse, man ofte tager for givet, er undervisningslokalerne. Når man bygger en ny universitetsbygning, der skal bruges til undervisning, eller nyindretter en eksistererende bygning til dette formål, kommer der så godt som altid et auditorium med i bygningsplanen. Det ligger dybt i mange der færdes i universitetsverdenen – og det ligger vel også dybt i mig – at sådan skal et rigtigt universitet være indrettet. Netop dét afslører imidlertid mest noget om vores opfattelse af hvordan universitetsundervisning bør være.

Også på Aalborg Universitet, der ellers hævder at hylde problembaseret læring og projektarbejde i grupper ser vi det samme fænomen: de fleste bygninger, som AAU lader opføre eller overtager, får et auditorium. Parallelt hermed ser vi at mange uddannelser på AAU i disse år holder op med at tildele de studerende grupperum i forbindelse med deres projektarbejde. Studerende er i stedet henvist til at arbejde hjemme eller sidde i universitetets kantine eller måske på gangene. Universitetets ledelse taler nu om at vi skal finde pædagogiske modeller, der kan understøtte andre former for problembaseret læring der ligner f.eks. hvad man ser i udlandet. Denne udvikling skyldes dog ikke et ønske om pædagogisk nytænkning, men derimod huslejemodellen, hvor hvert institut skal leje bygningerne via universitetet fra staten og skal holde huslejeuniversiteterne inden for sit budget. Den økonomiske model gør at universitetet ikke har råd til at opretholde en bestemt undervisningsform, og derfor vil ledelsen ændre den.

Hvis universitetet i stedet undlod at indrette auditorier og i stedet krævede at forelæsninger skulle holdes i kantinen og på gangene, ville der lyde et ramaskrig i medierne. Men forelæsninger er stadig uanfægtede som primær undervisningsmodel på danske universiteter.

Forelæsninger kan da også noget, men der er desværre også meget de ikke kan. Dette har man vidst siden Donald Blighs grundige dokumentation heraf i klassikeren What’s The Use of Lectures fra 1972. Forelæsninger kan viderebringe bestemte slags faktuel viden, og for underviseren kan en forelæsning give en illusion af succes: Man har fuld kontrol over hvad der skal ske gennem hele forelæsningen, og alt hvad der bliver sagt til forelæsningen er (i al fald ifølge forelæseren selv) uangribeligt. Også for en administrator er auditorier gode lokaler: De gør det muligt at undervise et stort antal studerende samtidig. Men hvad angår udvikling af mere komplicerede faglige kompetencer og selvstændig refleksion er forelæsninger dårligt egnede.

Det forelæsninger ikke kan, formår andre undervisningsformer med fokus på aktiv læring til gengæld ofte. Projektarbejdets store succes som undervisningsform på AAU og RUC viser sig i at den typiske studerende engagerer sig på en helt anden måde i projektarbejdet end i den traditionelle kursusundervisning. Gennem semesteret har de studerende aldrig svært ved at finde motivationen til at lave projekt, og resultatet bliver ofte en grad af læring, der flytter de studerende på afgørende vis.

De store auditorier tilskynder til en undervisningsform ikke opmuntrer underviseren eller de studerende til aktiv læring, endsige til personlig kontakt – hverken for de lærende indbyrdes eller mellem underviser og studerende. Alligevel er der auditorier alle vegne i universitetsverdenen, og når der er vægt på at have auditorier, bliver resultatet at der lægges vægt på at undervisning er lig med forelæsninger.

Hvis det skal være muligt at forbedre kvaliteten af undervisning på universitetsniveau, er det vigtigt at sikre at resurserne kan fremme de former for undervisning, der kan fremme læring og skabe gode muligheder for personlig kontakt mellem undervisere og studerende. Hermed mener jeg både tilstrækkeligt med undervisningstimer og passende fysiske rammer.

Flattr this!

At skrive er at tænke (Lær at skrive, del 2)

skrivemaskine

Flere gange på det seneste har jeg talt med mine kolleger om hvorfor studerende falder fra. Der er mange grunde, og en af dem er dårlige matematik-kundskaber. Men en anden grund har vi det med at overse: Der er studerende, der har svært ved at skrive og ikke bryder sig om at skrive. For ikke så længe siden skrev jeg om dette.

Jeg har nu fundet et andet indlæg, der stiller skarpt på forbindelsen mellem tanke og skrift i en af de erhvervsfunktioner, som rigtig mange af dem, jeg underviser, kommer til at bestride. I The Atlantic skriver den amerikanske softwareudvikler Alex Skopje om hvor vigtigt det er for en softwareudvikler at skrive:

If all the programmers I’ve worked with in my career had had good writing instructions, they would have been forced at an early age to think clearly, to communicate complex thoughts, and to combine simple ideas into compound ideas.

Alex Skopje stiller skarpt på det, han kalder for analytisk skrivning – at kunne udtrykke sig præcist, herunder at kunne argumentere præcist. Her henviser han til en artikel af Peg Tyre (også i The Atlantic) om skolen New Dorp i New York. Her havde man mange elever, der klarede sig så dårligt at de var helt ude af stand til at skrive mere end én eller to sætninger, når de skulle lave en skriftlig opgave.

En lærer ved New Dorp-skolen undersøgte hvad der især kendetegnede elever, der skrev godt.

Good essay writers, the history teacher noted, used coordinating conjunctions to link and expand on simple ideas—words like forandnorbutoryet, and so.

Og dette er rigtig interessant, for netop disse ord er det engelske sprogs modstykker til konnektiverne i udsagnslogik! Mange nyere undervisningsforløb i skrivning fokuserer på at undervise eleverne i brugen af netop sådanne ord, og dermed lærer de elever, der lærer at skrive, jo faktisk også logik.

Flattr this!

Anerkendelse af undervisning

2015-11-17 13.30.19 2015-11-17 10.35.02

I dag deltog jeg i konferencen Fra årets underviser til strategisk indsatsafholdt af Danmarks Evalueringsinstitut – der “udforsker og udvikler kvaliteten af dagtilbud, skoler og uddannelser”. Konferencen, der blev afholdt på SDU i Odense, havde som sit erklærede formål var at undersøge bud på hvordan man bedre kan anerkende og udvikle kvalitet i undervisningen på danske universiteter.

Det er ingen hemmelighed at der i dag er stort fokus på forskning i den akademiske verden og at det er gennem mange publikationer og mange eksterne forskningsmidler, man kan få succes i sin akademiske karriere. Nogle universitetslærere udtrykker at kvaliteten af deres undervisning kommer i anden række, når bare deres forskning er god nok. Og atter andre er takket være store forskningsbevillinger helt frikøbt fra undervisning. Jeg har kolleger, der enten slet ikke har undervist i dette årtusinde eller i samme periode konsekvent har kunnet nøjes med at håndplukke interessante undervisningsopgaver (bl.a. vejledning af specialestuderende som de mener har forskningspotentiale eller forelæsninger i dele af bestemte kurser der omhandler deres forskningsområde). Sådanne forskere  får hædrende omtale. Der er derimod ingen guldstol i sigte, hvis man ender med at undervise meget.

Ved konferencen deltog en række uddannelsesforskere og ganske mange ledere, spændende fra studieledere over institutledere og dekaner til prorektorer og rektorer. Selv var jeg indbudt, fordi jeg i 2014 blev kåret til Årets Underviser på AAU. Der deltog også én studerende, nemlig forkvinden for Danske Studerendes Fællesråd. Og så fik jeg også genset Ingrid Stage, der indtil for nylig var forkvinde for min fagforening, Dansk Magisterforening.

Der var to indbudte foredrag. Det første, ved Keith Trigwell fra University of Sydney, gav først et rids at hvad vi i dag ved om kvalitet i undervisningen og hvordan vi bør forstå denne, og dernæst et overblik over hvilke tiltag man har gjort på universitetet i Sydney. Det var interessant at blive mindet om at alt det, vi ser som kvaliteter i forskning faktisk også er kvaliteter i undervisning!

Det andet, ved Keijo Hämäläinen, prorektor ved Helsinki Universitet,  handlede om det Teacher’s Academy (Opettajien akatemia) man der har skabt. Her kan særligt gode undervisere ved universitetet blive optaget og der er særlige incitamenter forbundet hermed.

Selv deltog jeg i den første diskussions-seance sammen med Svend Hylleberg, professor, School of Business and Social Sciences, Aarhus Universitet og Jens Dolin, der er professor ved Institut for Naturvidenskabernes Didaktik på Københavns Universitet. Måske kom jeg til at lyde lidt forbeholden i forbindelse med dette at blive Årets Underviser – men ud over en pris på 50.000 kroner, et diplom og en ugle af glas skabte prisen ikke store forandringer. Jeg laver det samme som altid og det pædagogisk-didaktiske miljø på mit institut er uændret (i det omfang der overhovedet er et sådant). Hvis man virkelig skal sætte fokus på kvalitet i undervisningen, skal der noget andet til. Der er bestemt gode tiltag hos os i form af adjunktpædagogikum, Learning Lab osv. men de egentlige forandringer kommer desværre kun drypvist.

Dagens bedste spørgsmål kom i anden seance, hvor der bl.a. var to rektorer i panelet. Det blev stillet af Lars Ulriksen, der er professor ved Institut for Naturvidenskabernes Didaktik på Københavns Universitet. I al sin enkelhed lød det: Kendte man til tilfælde, hvor nogen ikke var blevet ansat på grund af dårlige pædagogiske kvalifikationer eller til tilfælde hvor nogen var blevet ansat på trods af dårlige pædagogiske kvalifikationer?

Svaret på begge spørgsmål var ja. En af deltagerne kunne fortælle om en universitetslærer, der blev ansat på prøve fordi hans undervisningskvalifikationer ikke var gode nok. Nogen spurgte så om man mon kunne have forestillet sig en tilsvarende situation, hvis en ansøgers forskningskvalifikationer ikke havde været gode nok. Og svaret var nej. Ikke overraskende, men det viste til fulde asymmetrien mellem undervisning og forskning i universitetsverdenen.

Flattr this!

Facebook- og Google-universitetet

18-Facebook-University

I dag talte jeg med to kolleger, der underviser på andre uddannelser og arbejder med uddannelsesforskning, om hvilke værktøjer de studerende bruger i projektarbejdet på AAU. Jeg har haft en fornemmelse af at de studerende i høj grad bruger de sociale medier, og her ikke mindst Facebook, når de skal kommunikere inden for en projektgruppe. Til deling af arbejdsblade og andre dokumenter bruger mange Google Docs og måske Dropbox. Mine kolleger kunne bekræfte dette ud fra en systematisk undersøgelse. Allerede i 2011 gjorde en amerikansk webside opmærksom på denne tendens.

Måske gør det ikke noget. Mange af os er tryghedsnarkomaner og foretrækker i stort omfang de arbejdsgange (herunder uvanerne forbundet med dem) og de værktøjer, vi er vant til. Selv har jeg brugt LaTeX og Emacs sammen siden 1987, og den største forandring skete vel i 2005, da jeg begyndte at bruge Subversion som versionskontrol (så nej, jeg er ikke gået over til Git). Når jeg skal tale med kolleger på andre universiteter, bruger jeg Skype som en slags konferencesystem. Det har jeg snart gjort i nogle år. Også jeg er et vanemenneske.

Men Facebook er ikke egnet til fildeling, Google Docs er elendigt til at lave dokumenter i LaTeX (omend jeg faktisk har hørt anekdoter om studerende der bruger det på den måde!) og Pinterest er en underlig måde at dele billedfiler på. Derudover er der de juridiske perspektiver forbundet med at dele indhold via en tredjepart. Og hvis f.eks. Facebook kommer til at smide mine filer væk, er det…bare ærgerligt.

Det må være på tide at vi får udviklet software-værktøjer, der kan understøtte de studerendes arbejdsprocesser i projektarbejde ordentligt og med udgangspunkt i deres behov.

Flattr this!