Fornyelse eller tilpasning?

Rundt omkring i uddannelsesverdenen bliver der udviklet nye undervisningsformer, men ikke helt sjældent sker det som reaktion på at der bliver færre resurser, samtidig med at der bliver flere og flere, der skal modtage undervisning. Ideen om digitalisering af undervisning er vundet frem i en tid med større hold, flere løstansatte undervisere, fyringer og lavere honorering end før – og så dukker ideer om flipped og blended learning op også hos ledelserne rundt omkring. Jeg har selv brugt en hel del kræfter på at forstå og anvende disse ideer, men det var fordi jeg selv havde lyst til det, ikke fordi nogen syntes, jeg skulle. Mit mål er ikke at digitalisere, men faktisk det modsatte – at “analogisere”, så jeg kan bruge mere tid på tale med dem, jeg underviser.

Der bliver færre timer for at være vejleder på studenterprojekter, og på institutioner som Roskilde Universitet, hvor projektarbejde er en central del af uddannelserne, er der ikke lokaler nok til at projektgrupper på uddannelser kan have eget grupperum. I bedste fald kan man dele lokale med andre. Samtidig begynder ledelser at tale om, at man skal udvikle en ny pædagogisk praksis, så man kan holde fælles vejledningsmøder med flere grupper ad gangen. Selv har jeg også tænkt på klyngevejledning, men heller ikke her var det fordi nogen syntes, jeg skulle.

I en kendt og udbredt bog om universitetspædagogik, Teaching for Quality Learning, af Biggs og Tang, bliver samme type argumenter, der alle har udspring i “masseuniversitetets” forhold, brugt som en begrundelse for at man skal reflektere over sin undervisning. På én måde giver det hele god mening: Vi vil som undervisere gerne have ordentlige arbejdsforhold og vi bør alle reflektere over vores praksis og arbejde på at forny os. Men egentlig er det jo en underligt defensiv motivation for pædagogiske nyskabelser, og nyskabelserne bliver egentlig mere tilpasning end fornyelse. Skal uddannelsesforskningen og udvikling af nye former for undervisning have som mål at kompensere for de stadig færre resurser, der går til uddannelsessystemet?

Underviseren afslører alt

I min kursusundervisning er jeg inden for de seneste par år begyndt at holde en indledende kursusgang, som jeg udelukkende bruger på at begrunde kursets struktur og aktiviteter – eller mere præcist det, man nogle gange kalder for læringsdesign. Der er (og skal være) en begrundelse for alt, hvad jeg foretager mig i undervisningssammenhæng.

Før i tiden brugte jeg ikke tid på at fortælle om mit læringsdesign, men efter at have oplevet megen kritik og skepsis indså jeg, at jeg måtte gribe det hele anderledes an. Ellers bliver begrundelserne for mit design nemlig rent defensive. Og man kan ikke med rimelighed forvente, at de lærende af sig selv skal regne ud, hvorfor de skal gøre noget bestemt.

I dag er jeg selv blevet tilhænger af at fuldstændig åbenhed om hvorfor min undervisning ser ud som den gør, og hvilke overvejelser om læring, der ligger bag og hvordan de er funderet i forskning. Også på denne måde er min undervisning nemlig forskningsbaseret. Fuld åbenhed om min metode og begrundelser for valgene, jeg træffer, svarer til den åbenhed, der skal være om hvilke metoder man anvender i sin forskning og begrundelserne for valgene heraf.

Der er rigtig mange myter om undervisning og læring derude (det skrev jeg om i marts 2017), og forhåbentlig kan åbenhed hjælpe til med at forhindre disse “folketeorier” i at gribe om sig. Samtidig er det mit håb, at åbenheden om læringsdesignet og dets begrundelser og evidensgrundlag kan få den lærende til at reflektere mere systematisk over egne læreprocesser og egen studieteknik og måske endda også over undervisningsformerne, deres egnethed og nogle gange mangel på samme.

Sidste dag med ICWL 2019

I dag var sidste dag med ICWL2019-konferencen. Jeg kom lige akkurat for sent til begyndelsen på foredraget om arbejdsvaner hos de, der følger universitetsuddannelser som fjernundervisning. Det var rigtig interessante forskningsresultater, og det var især bemærkelsesværdigt, at resultaterne viste, at 20 procent af deltagerne i undersøgelsen desværre ikke havde nogle systematiske studieteknikker.

Dette var desværre også en af de præsentationer, der ikke kom godt ud over scenekanten. Den, der præsenterede, stod og læste op fra sin iPad på et temmelig famlende engelsk med meget udpræget accent – der denne gang var fransk. Jeg nåede at tænke, at jeg troede at engelskundervisningen var bedre i Frankrig end tilfældet åbenbart var. Men til allersidst, da præsentationen kom ind på forskernes øvrige resultater, opdagede jeg at den, der fremlagde, faktisk var fra Canada. Fransk-canadiere kan åbenbart være lige så uvante med engelsk som engelsk-canadiere efter min erfaring kan være med fransk.

Konferencens sidste foredrag var noget af det underligste, jeg har oplevet. Ingen af artiklens forfattere, der begge var fra Kina, var til stede. Den slags kan jo ske, men det var påfaldende, at forfatterne ikke havde gjort særlig meget i den anledning. De havde faktisk også fået en anden artikel optaget, som havde været på programmet i en anden session tidligere på dagen og selvfølgelig heller ikke kunne præsenteres. Til begge præsentationer var der lavet en videopræsentation optaget i den ene forfatters ikke helt ryddelige lejlighed. Det var så overladt til den tilstedeværende ordstyrer at vise nogle PowerPoint-slides samtidig. Men takket være de ikke så uoverskuelige slides, det svært gennemtrængelige indhold og en usædvanligt dårlig lydkvalitet på videoen opdagede vi denne gang først til sidst, at det var de forkerte slides vi havde fået at se. Heldigvis var præsentationen meget kort, og der var ingen spørgsmål (hvem skulle man også kunne stille dem til?), så vi kom ikke for sent til frokost.

Efter frokost var der den traditionsrige Best Paper Award, der denne gang gik til Aditya Johri fra George Mason University i USA. Han havde lavet en god præsentation af sin analyse af hvordan børn og unge lærer at programmere i det visuelle sprog Scratch, og det var fuldt fortjent at prisen gik til ham. (Det tjener ham også til ære, at han stillede et godt spørgsmål efter min præsentation, synes jeg.)

Efter konferencen tilbragte jeg en rolig eftermiddag og aften i Magdeburg. Jeg fik nærstuderet relieffet, der hyldede den russiske soldat som for præcis 50 år siden reddede en lille tysk pige fra et fald fra første sal. Relieffets stil mindede mig nu i forbløffende grad om udtrykket hos om min kære tyske kunstner-nabo fra Edinburgh, Sylvia von Hartmann.

Aftenen blev afsluttet med et lille restaurant på Botanica, en populær vegansk restaurant. Forlokalet på Botanica var optaget af et akvarelkursus (!!!) og mine tanker igen gik uvilkårligt til Sylvia, der er kendt bl.a. for sine akvareller.,

Mandag i Magdeburg

I denne uge deltager jeg i konferencen ICWL 2019 (International Conference on Web-based Learning), der fokuserer på et forskningsområde, jeg også beskæftiger mig med, nemlig uddannelsesforskning. Sidst, jeg deltog, var ved ICWL 2017 i Cape Town. Siden da er jeg holdt op med at flyve, men det gør ikke noget – i år finder ICWL sted i Magdeburg i Tyskland, en by mellem Hannover og Berlin med lidt over 200.000 indbyggere. Det tager omkring ti timer at rejse hertil fra Aalborg; jeg rejste dog fra Odense, hvor jeg og min familie havde været gæster til et bryllup. Endnu har jeg ikke noget klart indtryk af byen Magdeburg, men det kommer nok.

I år deltog jeg med en artikel, hvor jeg var den ene af fire forfattere og er den eneste, der kunne deltage. Der var ikke så mange tilhørere til min session, men der kom nogle gode spørgsmål. Et af de områder, der er ved at blive rigtig populært, er studiet af hvordan man kan bruge dataanalyse til at målrette undervisning efter de lærende arbejdsvaner og læringsstile. Det er en vigtig tendens, men også én, som jeg har et lidt ambivalent forhold til. På den ene side er det rigtig vigtigt at kunne møde de lærende, der hvor de er (deres nærmeste udviklingszone, som salig Vygotsky ville sige). På den anden er man også sommetider nødt til at udfordre de lærendes arbejdsvaner og tilgange til læring for at kunne bringe dem et nyt sted hen. Hvis man har gennemført en uddannelse på et universitet med problemorienteret projektarbejde som f.eks. RUC, kender man allerede til denne proces med at blive “revet ud af” sine vaner som ny studerende og til hvad dette førte til af ny erkendelse.

Ligesom til ICWL 2017 var der denne gang en session, der var rent kinesisk. Selv det indbudte foredrag var faktisk på kinesisk denne gang – med slides på kinesisk og stedvis oversættelse til engelsk af ordstyreren. Det var alt andet lige lidt en usædvanlig oplevelse; jeg må modstræbende indrømme, at det ikke var et af de foredrag, hvis indhold jeg vil huske..

Vanens og overtalelsens magt i undervisning

Fra “Measuring actual learning versus feeling of learning in response to being actively engaged in the classroom” af Louis Deslauriers, Logan S. McCarty, Kelly Miller, Kristina Callaghan og Greg Kestin (https://www.pnas.org/content/early/2019/09/03/1821936116).

Nogle gange har jeg hørt universitetslærere udtale, at forelæsninger “som regel er det, der virker bedst”. Og jeg kender til undervisningsforløb, hvor nogle deltagere bad om at få forelæsninger i stedet for øvelser og podcast, fordi stoffet forekom dem at være så svært, at det var “nødvendigt at have forelæsninger for at kunne lære dette”. Nogle gange giver undervisere efter for sådanne krav (og skrotter det forløb, de omhyggeligt havde planlagt), andre gange ikke.

Jeg har længe ment, at holdningen om nytten af forelæsninger mere er baseret på vaner og fordomme end på det faktiske læringsudbytte. Der er et nyt forskningsresultat fra USA, der ser ud til at bekræfte dette.

Forskerne fra Harvard undersøgte studerendes opfattelse af kvaliteten af undervisning ved at måle tilfredshed og læringsresultater i to introducerende undervisningsforløb i fysik. De samme læringsmål skulle nås gennem de to forløb, men det ene brugte en “passiv” undervisningsform med forelæsninger, det andet brugte aktiv læring.

Det rigtig interessante var at de studerende på holdet, hvor undervisningen bestod af forelæsninger, var mere tilfredse med undervisningen end de studerende på holdet, hvor man anvendte aktiv læring. Men i den afsluttende test var det de studerende på holdet, der anvendte aktiv læring, der klarede sig bedst!

En lidt provokerende konklusion fra de fem amerikanske uddannelsesforskere er, at en “superstjerne-forelæser” kan få de studerende til at føle sig godt tilpas på bekostning af det læringsudbytte, som andre undervisningsformer kan give.

Min fornemmelse er, at hele overtalelsesaspektet er en lidt overset vinkel, og at den er mere problematisk end man ofte tror. Jeg har kendskab til kommentarer som “det hele virkede så nemt at forstå til forelæsningen, men nu kan jeg ikke løse opgaverne alligevel”. Den slags tyder på, at gode overtalelsesevner sommetider kan blive for gode. Undervisning skal ikke være overtalelse, men en form for samtale.

Vanens magt har formodentlig også stor betydning, og det er min fornemmelse, at den kan være en egentlig forhindring, når man vil ændre på undervisningsformer. Man oplever ikke mange studerende ved universiteter som f.eks. RUC, hvor projektarbejde er en central del af uddannelserne, der giver udtryk for skepsis over for projektarbejde. Til gengæld kender jeg til en del mennesker fra andre universiteter, der i årenes løb har udtrykt skepsis over for projektarbejde og for om man nu lærte nok gennem den slags undervisning.

Årets underviser 2019

Ved en reception i forbindelse med starten på efterårssemesteret blev jeg udnævnt til årets underviser ved Studienævn for datalogi. Jeg kan ikke helt fatte det. Tak til dem, der valgte mig! Det er en meget, meget stor ære for mig.

En national undervisningspris

Jeg kan se læse, at den nye forsknings- og uddannelsesminister nu indstifter en pris til “fremragende undervisere” på danske universiteter. Fra og med næste år vil ministeriet hvert år hædre syv undervisere fra de videregående uddannelser, der har udmærket sig. De kan f.eks have givet studerende konstruktiv feedback eller have brugt ny teknologi i undervisningen. To af de syv priser skal gå til universitetslærere; de vil hver modtage 500.000 kroner, hvoraf 200.000 går direkte til vinderen, mens resten skal bruges til at udvikle nye aktiviteter.

Det er et interessant tiltag, for undervisning på danske universiteter har et underligt ry. Man skal normalt bruge mindst halvdelen af sin arbejdstid på undervisning, men det er ikke karrierefremmende at undervise. Hvis man ikke performer godt nok som forsker, kan man risikere at få at vide, at man måske ikke er ansat til næste år, og at man måske bliver nødt til at blive gymnasielærer. Derfor er der mange, der stræber efter at blive købt fri fra undervisningen. Og det hævdes af nogle, at topforskere også er gode undervisere – så derfor er der yderligere grund til at prioritere forskningen. Om det er så enkelt, ved jeg ikke.

Asymmetrien mellem forskning og undervisning og opfattelsen heraf kan næppe ikke løses gennem forskningspriser. 500.000 kroner er bestemt et pænt beløb, men det er ikke i nær samme størrelsesklasse som typiske forskningsbevillinger, og man kan ikke søge om det, men skal indstilles.

Begrebsmaskiner

Fra Felienne Hermanns’ websted (kilde: http://www.felienne.com/archives/6375)

Et af de nye tiltag inden for forskning i datalogi ser ud til at bringe to forskningsområder, som jeg beskæftiger mig med, sammen – semantik af programmeringssprog og uddannelsesforskning inden for datalogi. I juli i år har der således været et Dagstuhl-seminar hvor forskere fra disse to områder mødtes . Den amerikanske datalog og uddannelsesforsker Mark Guzdial skriver

A notional machine is a human-facing, student-accessible explanation for how some aspect of the computational machine works — it might be an explanation of a language feature, or an explanation of some aspect of a running program (e.g., how swap() works). To be able to debug a program, a student needs to understand it, i.e., to have a mental model of how the program works. A student has to be able to predict what their program does, simulating it in their head. A notional machine is a teaching tool for helping the student develop a successful (predictive) mental model.

Dette begreb, der bl.a. skyldes Guzdial, er centralt i de didaktiske overvejelser om programmeringsundervisning, og det er formodentlig broen til at knytte uformel og formel forståelse sammen.

Jeg ved ikke, hvordan begrebet notional machine bedst oversættes – måske “begrebsmaskine”? Dette begreb er interessant, og det er måske endda det, man i fagdidaktiske sammenhænge kalder for et tærskelbegreb. Ofte har vi lidt vagt talt om at man skal lære “principper i programmeringssprog”, men det, vi faktisk efterlyser, er denne form for abstrakt maskine i delvist uformel form.

Jeg har gennem mange år undervist i semantik af programmeringssprog. Min egen erfaring fra undervisningssammenhænge er her, at det desværre i høj grad er muligt at kunne programmere, men samtidig have store problemer med at forstå formel semantik af programmeringssprog. Min fornemmelse er, at denne kløft typisk skyldes at man i så fald ikke har en systematisk forståelse af det programmeringssprog, man anvender, herunder et begrebsapparat der ville kunne understøtte en sådan forståelse. Så vidt jeg kan se, er det netop en “begrebsmaskine”, der er behov for, for den kan hjælpe med at lære programmeringsfærdigheder og samtidig fungere som en bro til den forståelse af formel semantik, der er nødvendig i sprogdesign, oversætterkonstruktion og egentlig programanalyse. En af mine overvejelser er lige nu, om man mon i højere grad skulle bygge programmeringsundervisningen op med et af de centrale læringsmål (og med den sprogbrug) at den lærende skal kunne gøre rede for og anvende en sådan begrebsmaskine.

Lang dags rejse med rettelser

I dag bliver min ældste lillesøster 50. Jeg er på vej til England for at være med til at fejre hende – med en dags forsinkelse. Togturen går via Fredericia, Flensburg, Köln, Bruxelles og London.

I dag nåede jeg til Bruxelles. I morgen tager jeg EuroStar til London. Med mig har jeg 170 eksamensbesvarelser som PDF-filer; det meste af togturen er gået med at læse dem igennem og give mine bud på point. Hvornår jeg er færdig, ved jeg ikke – men det går som det skal. På denne måde er min togrejse helt tilsvarende min rejse i embeds medfør til POPL i Cascais i januar; her havde jeg også en masse eksamensbesvarelser med.

Den lange dag sluttede med en lille gåtur gennem kvarteret ved Gare de Midi. Her er der en masse stemningsfyldte arabiske butikker og cafeer. Eneste minus var at det store belgiske særkende, nemlig godt øl, var så godt som fraværende. Den arabiske kulturkreds har bidraget med meget væsentligt, men ikke med øl. Men for enden af Avenue de Stalingrad lå der så alligevel et ølsted med et godt og rigt udvalg.

Alle hjælpemidler tilladt?

Endnu engang er der diskussioner om hvilke hjælpemidler, eksaminander skal have adgang til ved skriftlig eksamen. Denne gang finder debatten sted i dagbladet Information, og som så ofte før er den konkrete indgangsvinkel de skriftlige eksaminer i gymnasieskolen. Nogle hævder, at en eksamen uden brug af alle hjælpemidler bare er en test af om eksaminanden kan reproducere. Andre gør gældende, at det ikke er tilfældet.

Et element, som bliver overset her, er selve resurseforbruget ved bedømmelse. Jeg sidder netop nu med knap 170 eksamensbesvarelser, som jeg skal bedømme. For mig er det vigtigt at kunne foretage bedømmelsen inden for rimelig tid. Jo flere frihedsgrader, der er i en eksamensopgave, og jo flere hjælpemidler, der er tilladt, jo mere omfattende bliver bedømmelsesopgaven – for man skal kunne finde ud af, hvor eksaminanden selv har bidraget og hvordan, for at finde ud af om læringsmålene er nået. I de fag, hvor jeg holder skriftlig eksamen, er spørgsmålene “lukkede” – det er ikke en fejl, men en konsekvens af de læringsmål, fagene har. De “lukkede” eksaminer må ikke reducere sig til at være en bedømmelse af, om man kan reproducere, men de kræver stor agtpågivenhed mht. hvilke hjælpemidler, der skal være tilladt. Til gengæld er bedømmelsen mere veldefineret og dermed også enklere. Det er overskueligt for mig at finde ud af om en algoritme er benyttet korrekt eller om et modstridsbevis anvender et korrekt ræsonnement. Stod jeg derimod med knap 170 diskuterende essays, hvor eksaminanderne havde fri adgang til WWW, ville jeg være prisgivet.

Men det betyder ikke at det frie essay er en dårlig eksamensform. I nogle fag udgør det en oplagt strategi for at undersøge om læringsmålene er opfyldt. Det gør så til gengæld, at bedømmelsen er mere krævende. Hvis der skal være mange hjælpemidler tilladt og hvis eksamen skal være åben, skal bedømmerne også have resurser (og her især tid) nok til at foretage en ordentlig bedømmelse, der afgør hvad der er hver enkelt eksaminands bidrag. Hele dette resurseaspekt af bedømmelserne og koblingen til bedømmelsernes kvalitet er der desværre ikke rigtig fokus på i disse nedskæringstider.