Kategoriarkiv: Undervisning

Nye udviklinger

via-appia
Via Appia..

Jeg har et tilbagevendende behov for at forny min pædagogiske praksis med projektvejledning og kursusundervisning. I de seneste år er jeg begyndt også at lade udviklingen af min undervisning blive genstand for forskning. Der er trods alt en masse ekspertise på området, og det ville være underligt og egentlig også arrogant ikke at ville benytte sig af den. Jeg tør ikke sige at jeg nu også er uddannelsesforsker – hvis jeg er blevet det, er det kun i det små.

I de seneste par år har en af dem,  jeg har samarbejdet med i dette regi, været Dorina Gnaur,  adjunkt på Institut for læring og filosofi. Vi har analyseret min overgang til flipped classroom i “Beregnelighed og kompleksitet” og der kom en artikel ud af det. Vi har også holdt workshops sammen om brugen af video i undervisning og senest begyndte vi at tænke over problembaseringen af projektarbejde (eller rettere: manglen på samme), her med udgangspunkt i mine tanker om at genoverveje projektarbejdet på datalogiuddannelsens 4. semester. Det kommer der også en artikel ud af.

Men nu griber universitetets omstruktureringer og mildt sagt uudgrundelige  økonomiske dispositioner ind, og takket være beslutningsmørket på AAU kommer det pludseligt. Da vi mødtes i februar, viste Dorina mig en mail, hun netop havde fået. Den fortalte at det teknisk-naturvidenskabelige fakultet på AAU trækker sig ud af Institut for læring og filosofi og dermed bliver det eneste fakultet på universitetet, der ikke er med her. Så meget for tværfagligheden. Senere samme dag hørte jeg for første gang om denne beslutning i Akademisk Råd – som et punkt under Meddelelser. Sådan er universitetsloven af 2003; Akademisk Råd har ingen beslutningskompetence i disse vigtige sager.

Medarbejderne fra Institut for læring og filosofi bliver administrativt overført til et andet institut. Nogle har forståeligt nok haft det svært med det. For andre medarbejdere, der ikke er fastansatte, blev det i lyset af disse ændringer og universitetets mærkelige økonomi svært at kunne se en fremtid her. Dorina fik hurtigt et andet job hos VIA i Aarhus, som hun snart begynder i, men alle de ekstra undervisningstimer, hun har leveret, kan hun ikke få godtgjort. Jeg lærer aldrig at forstå universitetets timeregnskab; ekstra undervisning er tydeligvis en rent fiktiv valuta.

I dag mødtes Dorina og jeg for at tale om en fælles publikation, vi har på bedding, om brug af video i undervisning (podcasts mv.). Det var hendes sidste dag på AAU, og hun havde brugt formiddagen på at rydde sit kontor – netop som hendes publikationer fra adjunkttiden omsider var kommet ud. Var det en underlig dag for hende? Selvfølgelig.

Vi fik også spist lidt suppe og som så ofte før talt godt om verdens tilstand. Selvfølgelig slutter vores samarbejde da ikke her, men alligevel – det er underligt igen at blive mindet om alt det, der viser sig at være midlertidigt.

Flattr this!

Ansavrlig for ditigal eskamen?

ditigal
Berv om ditigal eskamen.

Tilbage i december sidste år skrev jeg om systemet til digital eksamen. Og det endte med at jeg, en halv time inden jeg gik på juleferie, skrev et tre en halv side langt brev til rektor med alle mine kritikpunkter af dette system, der skal tages i brug til sommer og skal tage sig af alle aspekter af eksamen – på alle fag, til alle former for eksamen og under hele processen fra planlægning af eksamen over afholdelse af eksamen til registrering af eksamensresultater.

Resultat: Et godt stykke tid senere kom et officielt svar på Aalborg Universitets direktion med en slags forsøg på tilbagevisning af kritikken (systemet var blevet testet af hele to studerende, der spændte helt fra jura til erhversjura, og af hele to undervisere). Og jeg fik et tilbud om at komme med i brugergruppen, der skal orientere om systemet til digital eksamen. Dét følte jeg slet ikke trang til.

I dag kom foreløbig seneste kapitel i denne tragikomiske fortælling: Jeg er blevet indkaldt til et møde i denne brugergruppe, som jeg aldrig har bedt om at være medlem af.  Andre medlemmer af samme brugergruppe har bedt mig om en kopi af brevet, og det har de fået – og det officielle medlem af brugergruppen har reageret prompte ved også at sende direktionens svar til alle. Jeg har tænkt mig at dukke op til første møde, men mest for at fortælle at jeg ikke vil være med til at markedsføre en fiasko. Måske kan det dog berolige mig, at der er en ikke helt lille sandsynlighed for at et system, der er så dårligt udviklet som dette, aldrig vil kunne komme til at køre.

Mødet er forresten blevet indkaldt af en fuldmægtig, der i sin signaturfil præsenterer sig som Proceskonsulent på Ditigal Eksamen.

Flattr this!

Dum og doven kritik

 

Tegning: Martin Ellison, der er professor i Oxford (http://users.ox.ac.uk/~exet2581)
Tegning: Martin Ellison, der er professor i Oxford (http://users.ox.ac.uk/~exet2581)

Det kan godt være at underviseren er fagligt kompetent, men han kan ikke lære fra sig.

Underviseren i dette fag gjorde alt for at undgå de studerende.

Det er i sandhed ikke noget godt skudsmål for en underviser. Og den underviser er mig. Engang imellem har jeg fået nogle virkelige hug i evalueringerne fra nogle studerende. Jeg har en tendens til at hæfte mig mest ved de negative kommentarer. De to citater er nogle af dem, jeg især husker.

Steen Laugesen Hansen fra Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet langer i et indlæg i Universitetsavisen ud efter de studerendes evalueringer af hans undervisning. Han skriver:

Hvorfor skal min undervisning bedømmes af dumme og dovne studerende, som slet ikke burde være på et universitet?

Ikke alle studerende er naturligvis dumme og dovne, men efter det forøgede optag på universiteterne er der desværre flere og flere, der tilhører den kategori.

For at blive hørt, må man vide, hvad man taler om. For naturligvis skal vi have evaluering af vores undervisning, men undervisningen er ikke en ‘vare’, vi bare skal ‘sælge’ til ‘kunderne i butikken’, selv om mange studerende og ikke mindst administratorer i universitetets ledelse tydeligvis lider af den fejlopfattelse.

Også i Politiken har Steen Laugesen fremført sin kritik. Jeg har det dog underligt med den, også selv om jeg bestemt kan blive træt af og vred over voldsom, malplaceret kritik fra studerende. Her tænker jeg på kritik, der baserer sig på misforståelser af en konkret faglighed og på urealistiske eller bare ikke til et universitet svarende forventninger. Og hvis den slags stærkt negative evalueringer når videre i systemet og får lov at stå alene, bliver det træls for den berørte underviser.

Og jeg kan sagtens komme i tanke om både studerende, hvis begavelse har været lige lovlig begrænset og om studerende, hvis aktivitetsniveau har været lige lovligt lavt. Men jeg tør ikke sige at de ubrugelige evalueringer som helheld kommer fra “dovne og dumme” studerende – dét i sig selv er en udtalelse, der slipper meget nemt om ved tingene og ikke viser ret megen indsigt.

Det er snarere måden, undervisningen bliver evalueret på, der er et problem. Nogle synes at anonyme evalueringer er mest rimelige, da de beskytter den studerende. Men jeg husker hvordan den norske uddannelsesforsker Per Lauvås engang til et seminar i Aalborg fortalte om sine erfaringer med anonyme evalueringer – de anonyme evalueringer var meget hårdere og fokuserede i højere grad på underviserens personlige fremtoning. Når man dertil lægger, at det ofte er studerende, der enten er ekstremt utilfredse eller er ekstremt tilfredse, der giver deres mening til kende, bliver billedet speget.

Jeg benytter mig selv aldrig af anonyme evalueringer, når fokus specifikt er på min undervisning.

Hvis evalueringerne bliver brugt som kontrolinstrument i et New Public Management-regi (og det er der mange, der gerne vil have), kan de bare bruges til at slå folk i hovedet med. Heldigvis er jeg ikke blevet sat fra bestillingen trods kommentarer som de ovenfor citerede. Hvis evalueringer af undervisning skal give mening, skal de være en måde til udvikling af og refleksion over egen undervisning.

Hvis evalueringer skal give mening, bør de derfor være systematiske og man skal selv stå for dem som underviser. Hvis evalueringerne ikke er systematiske, beder man reelt om at få tilfældige kommentarer fra et tilfældigt udsnit af mennesker. Fordi forskellige undervisningsaktiviteter har forskellige læringsmål og forskellige undervisere benytter sig af forskellige virkemidler, er det ikke realistisk at ville presse samme evalueringsskema ned over alle – præcis ligesom der er mange forskellige måder at afholde eksamen på, alt efter hvad læringsmålene var.

Flattr this!

Statusseminar

statusseminar

I dag prøvede jeg og mine vejlederkolleger noget nyt – for første gang holdt vi statusseminarer for datalogistuderende på 4. semester. Ideen er min. De studerende er nu halvanden måned inde i deres projektforløb, og til dette statusseminar skulle de gøre rede for deres problemanalyse og problemformulering og deres hidtidige arbejde med problemløsning. På dette semester er det vigtige formål med projektet at skabe sit eget programmeringssprog som del af problemløsningen, og det betød også at hver gruppe skulle fremlægge eksempler på programmer skrevet i det programmeringssprog, de var ved at skabe.

Det var en interessant og så vidt jeg kunne observere også lærerig oplevelse for alle parter. På bacheloruddannelsen er læringsmålene så veldefinerede, at projekterne på samme semester typisk ligner hinanden en hel del – og dermed bliver det muligt for de studerende at kommentere hinandens præsentationer. Og det gjorde de da også. Samtidig kan vejlederne kommentere præsentationer fra grupper, de ikke er vejledere for. Selv lærer jeg meget om de fælles udfordringer, der er på semesteret, når jeg bliver mindet om at alle de 5 grupper, jeg så i dag, slås med mange af de samme ting og finder de samme bud på løsninger.

Alle studerende kender til de C-agtige programmeringssprog – C, C++ og C# – så det er ikke overraskende at de programmeringssprog, de finder på, i meget høj grad bliver variationer over dette tema. Den “magiske compiler” er også et tilbagevendende tema. Tænk hvis vi kunne lave en oversætter, der af sig selv kunne finde ud af hvilke beregninger i det program, der ville kunne udføres parallelt. Den slags kan man ikke (det er et resultat fra teorien for beregnelighed), men dette ved de studerende af gode grunde ikke endnu. Så på én og samme tid sigter projekterne højt, nemlig i jagten på en “magisk oversætter”, og lavt, nemlig i buddene på hvordan et programmeringssprog mon kan se ud.

Statusseminarer ser vi ellers kun på de første 2 semestre, men min begrundede fornemmelse er at dette er et godt værktøj i projektarbejdet – også af den grund at der bliver indført et krav om at skulle forklare og forsvare projektets beslutninger over for andre uden for det lille fællesskab af gruppe plus vejleder. Og så er det nok også godt for arbejdsmoralen at lægge en sådan intern deadline ind tidligt i forløbet. Det kunne give god mening at bruge statusseminarer også op til 4. semester, måske endda senere. På kandidatuddannelserne er det stadig vigtigt at kunne fortælle hinanden om sine overvejelser, men skal formen formodentlig være en anden.

Flattr this!

Åben bog eller lukket bog?

krammebamse
To krammebamser.

Jeg har tidligere skrevet om brugen af hjælpemidler til eksamen her. Der er vældig mange studerende, der har “notatsyge” og regner med at jo flere hjælpemidler de har med, jo bedre vil det gå dem. Også brugen af hjælpemidler til eksamen er der blevet forsket i. På engelsk taler man om open book exams kontra closed book exams. 

Nogle er endda tilhængere af OBOW (Open Book Open Web), hvor alle bøger og netadgang er tilladt under eksamen. Denne model med ubegrænset netadgang vil man nu indføre til skriftlig eksamen i dansk stil i gymnasieskolen. Problemet med snyd er voldsomt påtrængende i denne model – man vil nemlig ikke kun kunne finde vilkårligt tekstmateriale, man vil også kunne spørge personer uden for eksamenslokalet om hjælp ved brug af e-mail og chat.

Min egen holdning til hjælpemidler er ikke enkel. Jeg er træt af “notatsygen”, for den afspejler den udbredte holdning at læring er lig med at kunne reproducere, og det er en holdning, der i høj grad hænger sammen med overfladelæring.

Men samtidig skal eksamenssituationen også være baseret på alignment, dvs. at det rent faktisk er læringsmålene, der bliver eksamineret. Hvis de studerende ikke bruger hjælpemidler som en central del af deres daglige undervisningspraksis, skal de heller ikke gøre det til eksamen – og omvendt.  I min egen undervisning observerer jeg at de studerende typisk kun anvender lærebogen; der er ikke mange, der går på nettet. Faktisk observerer jeg som regel at de fleste studerende ikke bruger lærebogen (min muligvis ukorrekte antagelse er at ganske mange studerende faktisk ikke læser i lærebogen i løbet af semesteret).

Tre amerikanske uddannelsesforskere  (der er psykologer) har i 2012 prøvet at undersøge hvilken forskel der er mellem open book- og closed book-eksamen  (de er ikke de eneste). Deres foreløbige resultater tyder på at det ikke gør nogen væsentlig forskel. Den væsentlige forskel er en anden, nemlig at de studerende føler sig mere trygge når de må have lærebogen med til eksamen.

While students did slightly better on open-book
exam than on closed-book exams, they also much pref
erred open-book and cheat sheet exams over closed-book
exams, and had lower levels of anxiety when taking ope
n-book exams compared to cheat sheet exams. Based on
these results, open-book exams may be a superior style
of examination for a variety of psychology courses.
Dette svarer umiddelbart til min oplevelse fra mundtlige eksaminer før i tiden, hvor notaterne af nogle studerende primært er blevet brugt som en slags krammebamse de kunne have mellem hænderne.  Men i så fald skal vi fokusere yderligere på at gøre noget ved nogle studerendes eksamens-bekymringer og arbejde på at gøre dem mere trygge ved eksamen i stedet for at komme til at fokusere på hjælpemidlerne i sig selv.

Flattr this!

Forelæsninger på gangene

kantinen

For tiden er der diskussioner af Aalborg Universitets kommende strategi, sat i gang af og styret af universitetets ledelse. Før jul var jeg med til en diskussion af bæredygtighed i denne sammenhæng. Et af de andre emner, der bliver diskuteret netop nu, er problemorienteret projektarbejde, nu bedre kendt som PBL (problembaseret læring). Men samtidig ser vi en situation, hvor der bliver dårligere og dårligere muligheder for studerende til at få et grupperum til deres projektarbejde. Begrundelsen er at der skal spares, og vi oplever stadigt oftere studerende der sidder i gangarealer og i kantineområderne.

I dag mødtes jeg for første gang med to af de projektgrupper, jeg skal vejlede her i forårssemesteret, og de nævnte begge hvor vigtigt det var for dem at have et grupperum til deres rådighed for at kunne få  ro og for at have et sted at mødes.

Det er underligt og trist at skulle være vidne til de stadigt dårligere muligheder for at have grupperum til studerende samtidig med at der fra officielt hold tales om at PBL er Aalborg Universitets særkende og en central del af det, man i uddannelsesforskning kalder vores signaturpædagogik.

Hvis nogen foreslog at der ikke skulle bygges auditorier, men at man kunne afholde forelæsninger på gangene og i kantinerne, ville der formodentlig lyde et ramaskrig. Det samme ville sikkert ske, hvis man foreslog at nye PhD-studerende og undervisningsassistenter afholdt de centrale kurser på bacheloruddannelserne. Det er en noget anden holdning, der hersker hos mange i forhold til projektarbejde, nemlig at “det er nemt, kræver kun få resurser og kan varetages af alle og enhver”.

På de danske universiteter er der i dag et et helt overvældende fokus på økonomi og nødvendigheden af alles konkurrence mod alle. Derfor bør det måske kunne lade sig gøre for alle de resursebevidste mennesker i ledelsen at indse nødvendigheden af at der er tilstrækkelige resurser til stede for at sikre kvaliteten i undervisningen.

Flattr this!

Så kan de lære det

01KIRP-superJumbo

I USA er der et eksperiment i gang på 12 folkeskoler i socialt belastede kvarterer i Chicago (i USA er en public school en folkeskole) med at lære drenge fra skolens ældste klasser matematik. Der er i stort omfang tale om drenge fra etniske mindretal – afro-amerikanere og det spansktalende mindretal. Det er ikke tilfældigt at der er fokus på disse grupper og at fokus er særligt på drengene. Netop disse segmenter klarer sig dårligst i det amerikanske skolesystem og konsekvenserne senerehen i form af manglende videre uddannelse, arbejdsløshed og kriminalitet er tydelige. En del elever er 16 år gamle, men er i engelsk og matematik på kun 3. klassetrins niveau.

Og indsatsen ser ud til at virke. Efter kun ét år er eleverne to år foran elever fra en kontrolgruppe, der ikke deltager i programmet. Det interessante er at undervisningen er personlig; underviserne er nyuddannede og hver af dem tager sig kun af to elever. Der er allerede masser af ambitiøse forældre i USA (og vel også herhjemme) der giver deres stræbsomme børn særlig undervisning med særligt dygtige undervisere, men det er snarere de elever, der har problemer, der trænger til at få et sådant løft. Det rigtig interessante er at det særlige undervisningsprogram faktisk er billigere i drift end sædvanlige undervisningsprogrammer.

Man skal passe på med at generalisere ud fra disse erfaringer, men det er interessant at se to ting:

For det første at hvis vi vil have læring til at lykkes, kan det lykkes når undervisningen kan tilpasses den enkelte lærendes behov. Dette er klart en anden forståelse end den gængse forståelse af nødvendigheden af store hold.

Og for det andet at den løsning, der tilpasser undervisningen, faktisk ikke behøver at være resurse-ineffektiv. Dette er værd at tænke på for alle de administratorer og beslutningstagere, der først og fremmest tænker i “nødvendige nedskæringer”.

Flattr this!

…men de ældre studerende siger at det ikke er vigtigt.

studiestart

I dag snakkede jeg med en af mine kolleger, der holder kurset Projektarbejde og videnskabsteori på 1, semester. Lige nu sidder hun og de andre kursusholdere på dette obligatoriske kursus med et stort antal eksamensbesvarelser, som skal bedømmes. Min kollega fortæller mig at nogle studerende ikke har deltaget i undervisningen – de har nemlig fået at vide at det ikke er nødvendigt, for kurset er meget nemt at bestå. Er det virkelig kursusholderen, der har sagt dette? Nej, det er ældre studerende, der har fortalt det. Og de pågældende studerende består næppe. Da jeg selv i sin tid holdt et kursus i programmering på 1. semester (det var dengang, kurset var obligatorisk for alle tek-nat-studerende), var der også en del studerende, der udviste en meget indifferent holdning til kurset. De havde fået at vide at programmering ikke ville kunne bruges til noget.

Andre af mine kolleger har holdt kurser i matematik på første studieår på visse ingeniøruddannelser, hvor holdningen  fra mange studerende har været temmelig indifferent.  Det viste sig at dette skyldes at ældre studerende har fortalt dem at matematikkurserne ikke var vigtige. Jeg husker selv et møde på tværs af uddannelser, hvor studerende ved en bestemt ingeniøruddannelse udtalte at matematikkurset på 1. semester burde flyttes til 10. semester – for det var først dér, man ville få brug for det. (Hvorfor man det ville være en god ide at følge et kursus i grundlæggende matematik, mens man skrev speciale, gik aldrig helt op for mig.) De studerende var ikke selv på 10. semester, så de må også have fået denne holdning overleveret et sted fra.

Denne slags oplevelser viser mig hvor stor en betydning mundtlig overlevering har for nye studerendes opfattelse af uddannelserne. Det kan godt ind imellem virke overvældende at tænke på. Tutorerne gør en masse godt arbejde for at tage imod de nye studerende, men fordi det i høj grad er netop disse ældre studerende, de nye studerende stifter bekendtskab med i starten af første studieår, kan en del af den negative mundtlige overlevering desværre også føres tilbage til hvad (nogle) tutorer har udtalt.

På den ene side bliver det derfor vigtigt at påvirke de ældre studerende til ikke at give dele af deres uddannelse et negativt image. På den anden side giver styrken af den mundtlige overlevering måske også nogle muligheder for at give uddannelser et bedre image.

Flattr this!

Endnu en tur i skoven

En projektgruppe fra 1978. Mon de lavede de samme slags fejl? Det vil jeg gætte på.
En projektgruppe fra Aalborg Universitet fra 1978. Mon de lavede de samme slags fejl? Det vil jeg gætte på.

Igen i år har jeg været censor ved projekteksamen på 1. semester. Mange projekteksamener viser at der er bestemte uvaner, som mange studerende kommer med. Det interessante er at alle de mindre heldige omstændigheder, man som censor kan pege på, er nogle, jeg har set rigtig mange gange før som vejleder og som intern censor. De fleste fejldispositioner (jeg tør ikke kalde dem for “fejl”) skyldes en  P1-proces, der ikke er forløbet godt. Her er nogle af dem:

  • En problemformulering, der er upræcis og ikke følger af problemanalysen
  • En konklusion, der ikke svarer på om problemformuleringen er blevet besvaret
  • Et metodeafsnit der ikke beskriver problemløsningsmetoden, men gentager hvad der er sket i løbet af problemanalysen
  • Kapitler, der er 1-2 sider lange og har intetsigende overskrifter
  • Centrale begreber, der aldrig bliver introduceret
  • Umotiverede ordlister
  • Samarbejdsaftaler, der fokuserer alene på sanktioner

Nogle gange skulle man tro at de studerende aftalte deres  fejldispositioner ude i en skov, så meget har de fælles. Det er som om der er bestemte typer af fejldispositioner, der ligger lige for, og bestemte gode strategier, urutinerede studerende til gengæld slet ikke opdager. Den vigtigste strategi af alle er at alle i gruppen skal læse hinandens arbejdsblade igennem med jævne mellemrum og diskutere dem i fællesskab. Hver gang jeg ser nye årgange af studerende, bliver de nødt til at erkende vigtigheden af netop dette. Jeg kan ikke lade være med at spekulere over hvorfor det så godt som altid er de samme steder, hvor de studerende går galt i byen.

Flattr this!

Hvornår lære de det?

træstammer

Der er en måske ikke så opsigtsvækkene artikel i internet udgaven af Politiken i dag. Skole elever lære ikke at stave – dvs jo de lære det, men deres kompetance niveau er bestemt ikke mest optimalt. Det er især sammensatte navne ord og verber i nutidsform, hvor man ikke nemt høre det afsluttene r, der føre til deres problemer.

»På baggrund af vores data tør vi godt slå fast, at skoleelever er blevet lidt dårligere til at stave«, siger Jørgen Schack, seniorforsker ved Dansk Sprognævn og medlem af opgavekommissionen for dansk læsning…

Danmarks populærerste parti Venstre forerslår ikke overraskene at indfører stopprøver efter 1.g. Hvad det skulle hjælpe, ved jeg ikke; stopprøver er i det hele taget en uskik i uddannelses systemet, og dårlige staverer kan sagtens blive f.eks. gode fysikerer.

I mine år som vejleder på datalogi uddannelserne har studerenes dårlige skrift sprog været en stor kilde til iritation når jeg stod overfor det – jeg skal jo ikke værer dansk lære, det er trodsalt andet der er i fokus i projekt arbejde. Men samtidig skal vi der underviser blive ved med at pointerer at det er vigtigt at bruge sproget godt. Man kan altid forbedrer sin beherskelse af det. Og samtidig kunne jeg godt tænke mig at der var mere fokus på det gode sprog i de mange sammenhænge, hvor kommunikation har betydning.

Flattr this!