Kategoriarkiv: Undervisning

Det er vigtigt at efterrationalisere!

Rubiks terning kan også løses ved efterrationalisering.
Rubiks terning kan også løses ved efterrationalisering.

I disse dage lægger de fleste af de 6 projektgrupper, jeg er vejleder for i dette semester, sidste hånd på deres projektrapporter. Det er i sagens natur 6 forskellige oplevelser, og ikke kun fordi der tale om grupper på fire forskellige semestre. Det er spændende at se hvad grupperne har opdaget på nuværende tidspunkt Nogle grupper reviderer deres problemformuleringer helt til sidst i projektperioden; de har nemlig opdaget at det var et andet problem, de er endt med at løse end de oprindelig havde regnet med. Det er der ikke noget flovt i – tværtimod. Hvis en projektgruppe udtrykker sig på samme måde om projektets problemstillinger, når projektet er ved at være slut, som da projektet var ved at begynde, er det nemlig som regel et tegn på at noget ikke er lykkedes. Og hvis en projektgruppe formulerer sig lige så tåget om projektets problemstillinger til sidst i projektet som da projektet begyndte, er det stensikkert at noget ikke er lykkedes.

Nogle projektgrupper på tidlige semestre udarbejder en udførlig arbejds- og tidsplan for deres projekt, men så sker der et eller andet som gør at planen ikke kan overholdes – og så skrotter gruppen planerne helt og prøver at fortsætte uden. Netop dét går sjældent godt. Der, hvor det lykkes, er hos de grupper der reviderer deres arbejds- og tidsplan i lyset af det, de nu ved om deres projekt.

Det er tit forbundet med noget flovt, når nogen efterrationaliserer – det er uærligt, problematisk, måske endda hyklerisk. Men min påstand er at hvis man ikke efterrationaliserer når man er studerende og laver projektarbejde, er det uærligt og problematisk. Man må gerne lade om som man altid har handlet fornuftigt, hvis man i bakspejlet kan få det, man har gjort til at være fornuftigt. For så har man opdaget noget nyt om det, man gjorde, og man kan fortælle det til andre på en rationel måde. Derfor er det vigtigt, at studerende er åbne over for alle om at de efterrationaliserer (og er nødt til det!) og at vi som vejledere tilskynder dem til at gøre brug af denne strategi, når det giver mening (det gør det nemlig tit!).

Flattr this!

Projekteksamen med computer

csm_Computer_boeger_digital_7f04a0b169

De studerende, der nu bliver kandidater fra AAU, er blandt de sidste, der har været udsat for Helge Sander-projekteksamen, hvor de studerende skulle eksamineres én ad gangen i projektet, hvor fremlæggelsen ikke var del af eksamen og hvor der derfor skulle bruges to lokaler. Det er godt, at denne eksamensform snart blot er et dårligt minde.

Men nu kommer der en anden udfordring for projekteksamen, nemlig digital eksamen. De studerende skal ikke længere aflevere en projektrapport på papir, men aflevere rapporten elektronisk. Nogle ved, at jeg har været (og er) meget skeptisk over for den ureflekterede og forhastede måde, digital eksamen er blevet indført på.

I dag mødtes jeg med en af de projektgrupper, jeg vejleder, og de studerende spurgte mig om de skulle skrive et eksemplar af deres rapport ud til mig. De pointerede her selv at de ville tage en projektrapport med. Jeg lovede at jeg selv ville skrive et eksemplar ud.

På en måde er det selvfølgelig godt at aflevere elektronisk; vi sparer en masse papir. Men projekteksamen bliver en anderledes eksamen hvis man må have en computer eller tablet med, hvor projektrapporten er tilgængelig. En computer har nemlig internetadgang med alt hvad det indebærer. De fleste studerende vil være ærlige, men nogle vil blive fristet til at bruge internetadgangen under eksamen til at snyde. (Et tilsvarende problem findes for alle andre eksamensformer, der nu skal være helt digitale.)

En type spørgsmål, som jeg nogle gange har stillet, har været at bede de studerende finde noget helt bestemt i rapporten. Det er et spørgsmål, som afslører om de studerende har et overblik over rapporten på simpelt vidensniveau – og er relevant at stille, hvis der er mistanke om at nogle studerende i gruppen ikke har noget godt overblik. Spørgsmål af denne art kan være nødvendige på tidlige semestre, hvor grupperne er mest uensartet sammensat. Det er så desværre også de studerende, der har problemer med forståelse, der kan være særligt fristet til at snyde.

En god spørgeteknik handler derfor også om at stille spørgsmål, hvor man ikke kan få svaret på nettet. Det er da også den slags spørgsmål, der som oftest er flest af og som er mest interessante at stille og få svar på til en projekteksamen. Men også dette er sværere, end man umiddelbart skulle tro. Man behøver nemlig ikke engang at røre computeren for at kunne snyde. Ved brug af en mikrofon og et chatprogram kan en udenforstående lytte med på hvad der bliver sagt under eksamen og skrive svar på en eksaminands skærm.

Vi har diskuteret disse udfordringer blandt vejledere på 2. semester, og løsningen bliver forholdsvis bastant: Der skal være dele af en projektrapporten, hvor computerne skal være lagt helt væk. Måske bliver vi nødt til at have projektrapporten tilgængelig på et lærred, så eksaminator og censor kan fremhæve de steder, de vil spørge til. Hermed er problemet dog ikke løst.

Det er underligt, at politikere detailregulerede projekteksamen ud over alle grænser for at forbyde det, de frygtede ville kunne ske, når en gruppe studerende er til eksamen sammen, men at der ikke har været lige så grundige overvejelser hvad angår digital eksamen, hvor der kan være helt reelle bekymringer.

Flattr this!

Undervisningens dag 2016 [og hvad derefter fulgte]

I dag deltog jeg i Undervisningens dag 2016 på Aalborg Universitet med en workshop om flipped classroom; det var en workshop hvor Lone Krogh var indleder. Anledningen var et nyt hæfte om dette emne, som jeg har skrevet sammen med Dorina Gnaur. Til lejligheden havde jeg lavet en podcast om at lave podcasts. Her er den:

Det er altid interessant at fortælle om flipped classroom; som regel opdager jeg at nogle af mine kolleger er skeptiske over for formen. Forelæsningsformen sidder dybt i os alle som “den rigtige måde at undervise på”, og det gælder egentlig også for mig, selv om jeg nu er holdt på med at forelæse selv. Det er samtidig vigtigt at huske at podcasts ikke er de vises sten; brug af podcasts i flipped classroom er først og fremmest en måde hvorpå man kan flytte fokus væk fra præsentationerne og over til aktiviteter i plenum, hvor alle deltager.

Til første workshop var der stort rykind; bl.a. dukkede mindst én institutleder, en studienævnsforkvinde og prorektor herself op. Anden workshop var lidt mindre, men her var der til gengæld et videolink til AAU Esbjerg. Til den sidste workshop var der kun to deltagere – to unge universitetslærere fra hver sit hovedområde – men vi holdt selvfølgelig workshoppen alligevel, og det blev faktisk vellykket. Bagefter sad Lone og jeg og snakkede med de to deltagere, og det blev lynhurtigt klart at ingen af os var glade for new public management.

Til sidst cyklede jeg ind til midtbyen for at deltage i demonstrationen på Gammeltorv mod “omprioriteringsbidraget” (der er nysprog for de påtvungne kommunale nedskæringer i skøn forening med endnu mere new public management). Borgmester Thomas Kastrup Larsen og forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening Majbrit Berlau holdt tale, der var et par fællessange skrevet til lejligheden og Michael Bach optrådte undervejs med sange. Han er tydeligvis en rar mand, men man kunne godt mærke at hans sædvanlige publikum er førskolebørn. Sangen om frøen Kaj passer faktisk ikke så godt til en demonstration mod sociale nedskæringer.

På Gammeltorv mødte jeg en masse (for mig) kendte ansigter, fik tre hjemmebryggede øl i gave af Ole Wolf (fra Nørresundby) og endte med også at møde de to deltagere fra sidste udgave af min workshop. På denne måde var ringen sluttet på smukkeste vis.

Flattr this!

Også en slags mangelsamfund

12skalaen
Den danske karakterskala definerer præstationerne ud fra deres mangler.

I dag er der en kronik i Information af Allan Beck, der er skolelærer. Han skriver

Der sidder 25 elever i min engelskklasse. På trods af, at jeg gør meget ud af at fortælle klassen, at det er bedre at prøve først og så give op end at give op på forhånd, er det kun tre elever, der regelmæssigt tør at sige noget. Hvis jeg skulle vurdere ud fra hvert enkelt barns faglige potentiale i denne klasse, burde 80 procent af eleverne kunne deltage i engelsktimen uden problemer.

Eleverne fortæller mig meget ærligt om deres følelser og giver udtryk for, at det er bedre at tie stille end at lave en fejl. Det er nemlig pinligt at fejle. De frygter, at deres klassekammerater vil drille dem og grine af dem, og de frygter, at deres lærer vil tro, at de ikke er dygtige nok.

At det nu er sådan, er ikke så underligt. Der er kommet et stort fokus på det, der ikke er som det skal være. Dette bliver tydeligt, når man betragter 12-skalaen; her er tale om en karakterskala, hvor alle karakter er defineret ud fra hvor meget der mangler for at læringsmålene er opfyldt for det, der bliver bedømt.

Min egen hypotese er at dette fokus på mangler skyldes at det er meget nemmere at lave målstyring på denne måde, når det drejer sig om noget, der er svært at kvantificere: Det er simpelthen lettere at opdage at der mangler noget end at sætte tal på tilstedeværelsen af noget positivt.

Et tilsvarende fokus på mangler kan man se inden for bevillings-fokuseringen på universiteterne. Den ønskede normalsituation set fra en leders synspunkt er, at man har eksterne forskningsmidler til sin rådighed. Har man ikke det, er der noget, der mangler.

Når målstyringen fokuserer på manglerne, kan der ikke undgå at blive skabt en fortælling om at  undgå det negative snarere end en fortælling om at nå de positive egenskaber.

Flattr this!

Gensyn med de traditionsrige fejl

tradition

Jeg er semesterkoordinator på datalogiuddannelsens 4. semester, og på Aalborg Universitet betyder det at man bør (skal!) have et overblik over aktiviteterne på dette semester og selv undervise der. Denne gang er jeg vejleder for to projektgrupper.

Når man som jeg har nogle års erfaring med at undervise på 4. semester, opdager man at der er nogle helt bestemte læringsproblemer, som altid dukker op i projektarbejdet lige præcis her. Det er ikke 4. semester, der er specielt problematisk, men dette er et semester, jeg kender rigtig godt efterhånden.

Jeg har skrevet om dette for to år siden allerede, før jeg blev semesterkoordinator. Lige for tiden prøver jeg at identificere de traditionelle misforståelser, som bliver gentaget år efter år af nye hold af studerende. Her er tre af disse misforståelser:

  1. Når man skal designe et nyt programmeringssprog, bør det ligne et sprog vi allerede kender, nemlig C.
  2. Hvis et programmeringssprog skal gøre det muligt at skrive læsbare programmer, er det vigtigt at have mange og lange reserverede ord.
  3. Når man skal lave en beskrivelse af et sprogs abstrakte syntaks, skal man lave en let nedbarberet udgave af sprogets konkrete syntaks.

Det er formodentlig tilfældet, at det, vi ser, er hvad man kalder tærskelbegreber: Nogle vigtige begreber inden for dette område af faget, som man er nødt til at forstå for at kunne komme videre. Alle fag har sådanne tærskelbegreber. Men det, der er gådefuldt og derfor også lidt fascinerende, er at mange studerende har de samme misforståelser af tærskelbegreberne. Man skulle tro, at misforståelserne ville stritte i alle mulige retninger – men nej.

Hvorfor er det mon sådan? Min arbejdshypotese har over for de studerende været, at de mødes ude i skoven for at aftale misforståelserne. Men det er nok alligevel næppe tilfældet. I virkeligheden tror jeg at det er os, deres undervisere (kursusholdere og projektvejledere) der uforvarende bibringer dem disse misforståelser. Misforståelse nr. 1 ovenfor kommer af at vi underviser de studerende i programmering i C på 1. semester og derefter på 2. semester underviser dem i programmering i C’s efterkommer, sproget C#. Misforståelse nr. 2 kommer muligvis også herfra: Der er nemlig ikke ret mange reserverede ord i C – og det gør at det kan føles besværligt at programmere i C.  Og misforståelse nr. 3 kommer måske af det store fokus på at lære de studerende at lave en konkret syntaks – så derefter kommer de til at se dette som en særligt vigtig kompetence.

Med andre ord: Vi kommer formodentlig til at skabe en “vanens magt”, når vi underviser. Hvis der er noget, det er svært at bryde ud af, er det en vane. Jeg ved ikke, hvad løsningen er på dette. Man taler tit om at et uddannelsesforløb skal have en progression, så de senere mål i uddannelsen bygger på de mål, man har nået tidligere. Men nogle gange bliver progressionen måske af den forkerte slags, så vi uforvarende kommer til at skabe et snæversyn, der faktisk gør det sværere at nå nye læringmål?

Flattr this!

Nysgerrighedshorisonten, der blev væk

2014-12-01-einsteinscuriosity

Forleden holdt jeg et foredrag om Amnesty International for Venstres Ungdom i Aalborg. En del af mit foredrag handlede om udfordringer i flygtningesituationen, og her fik jeg fortalt om de vietnamesiske bådflygtninge og om Poul Hartling, der i årene omkring 1980 var FNs flygtningehøjkommissær – og tidligere havde været statsminister for Venstre. Det var lidt underligt at opdage, at netop de unge VU’ere slet ikke vidste, hvem Poul Hartling var eller hvad han stod for. (De havde tilsyneladende heller ikke nogen viden om de vietnamesiske bådflygtninge eller om folkemordet i Rwanda, men her kan jeg selvfølgelig have taget fejl.)

Jeg kom til at tænke på dette, da jeg i dag læste et debatindlæg af Morten Ebbe Juul Nielsen, der er lektor ved Københavns Universitet.  Han har 17 års erfaring som universitetslærer fra to forskellige universiteter og har undervist på hele otte forskellige uddannelser. Morten Ebbe Juul Nielsen synes ikke at de unge er mindre kvikke eller ambitiøse i dag, men han fremhæver at de

…ved meget mindre om verden, historien, kunsten, kulturen og videnskaberne i dag, end de gjorde for i hvert fald 10 og 15 år siden, og endnu værre, at de:

… ikke ved, at de ikke ved (særlig meget), og endnu værre end det, at de:

…derfor slet ikke skammer sig over det, eller har ambitioner om at opnå/stræbe efter den form for viden, og, nå ja, dannelse, der ligger dér – hvor umuligt det end er at lave præcise optegninger over de nødvendige og tilstrækkelige betingelser, der udtømmende kan definere dannelse.

Jeg har selv spekuleret på det samme. Det, vi skaber, er en mere og mere begrænset nysgerrighedshorisont, og det ærgrer mig. Der er for tiden diskussioner af begrebet “almen dannelse” i forbindelse med den kommende ændring af det almene gymnasium, og noget af det, der tydeligvis er svært at definere, men som mange mener er en mangelvare, er netop den almene dannelse. Mit eget bud er at almen dannelse består i at have en bred viden og at være nysgerrig på mange ting – almen dannelse handler for mig at se om størrelsen af den personlige nysgerrighedshorisont.

Selv har jeg (ligesom Morten Ebbe Juul Nielsen) altid prøvet – ofte uden større held – at reparere på hullerne i min viden, netop fordi jeg var nysgerrig og fordi jeg er sørgeligt bevidst om at der er så meget, jeg ikke ved. Moderne ungdomsuddannelser har reduceret denne nysgerrighedshorisont voldsomt i jagten på at sikre at de unge kan komme videre. En bivirkning er at man så ikke finder ud af, hvad det er man ikke ved. Og ironisk nok kan denne målretning måske være med til at gøre, at man faktisk får sværere ved at lære noget nyt!

Flattr this!

Karakterbrist?

Billede: Mads Rafte Hein © DR
Billede: Mads Rafte Hein © DR

Lige nu er der diskussion om ideen om adgangskravet til gymnasier og HF. Men er det ikke godt at de elever, der har de laveste karakterer, ikke kommer på de gymnasiale uddannelser? vil nogen sikkert spørge. Jeg har jo selv tidligere skrevet om hvordan lave karakterer har negativ indflydelse på mulighederne for succes på universitetet.

Der er to aspekter, der især bekymrer mig ved at lave denne frasortering på ungdomsuddannelserne.

Det ene er at den regering, der nu taler om kvalitet og faglighed på de gymnasiale uddannelser, også er den regering, der skærer to procent på uddannelserne hvert år. Sidst i januar havde mere end 100 danske gymnasielærere mistet deres job. Der bliver ikke flere midler til at skabe kvalitet på uddannelserne, men simpelthen mere konkurrence og færre midler – en velkendt opskrift.

Det andet er det indirekte syn på erhvervsuddannelserne – at de skal være en slags “ikke-boglig trøstpræmie”.  Erhvervsuddannelserne er nu blevet defineret negativt, nemlig som uddannelser for de unge, der ikke opfylder bestemte krav.  Dette vil desværre næppe forbedre deres image.

Hvis man gerne vil have færre til at gå i gymnasiet, er det vigtigt kende årsagen til at gymnasiet er blevet så populært. Det er klart at de gymnasiale uddannelser ikke passer til alle, men min helt uvidenskabelige fornemmelse er at mange unge vælger gymnasiet fordi de efter 9 års skolegang ikke føler sig parate til at vælge hvad de skal beskæftige sig med. Over for dette står mange politikeres ønske om at man skal specialisere sig tidligt og hurtigt få sig et arbejde. Måske er de unges valg i virkeligheden en reaktion på dette forventningspres?

Jeg kender ikke meget til EUX-uddannelserne, der kombinerer en gymnasial uddannelse svarende til det nu så uglesete HF med en erhvervsuddannelse, men dette virker unægtelig som en anderledes og mere visionær mulighed end et karakterkrav.

Flattr this!

En iPad med format

ipad

I dag var der en pakke til mig med posten på universitetet – min nye iPad. Tilfældet ville at dette var samme dag som jeg skulle holde endnu en workshop ved adjunktpædagogikum om flipped classroom. Min nye iPad er den nye iPad Pro-model, hvor skærmen er i A4-format og hvor man kan købe en særlig pen (den hedder en Apple Pencil) til at skrive med. iPad Pro er nemlig tydeligt målrettet dem, der gerne vil have en tavlecomputer at skrive på og tegne på. Og jeg er i denne målgruppe, nu hvor jeg er gået over til at lave pencasts i min undervisning. Siden jeg begyndte med at bruge denne form, har jeg længtes efter at have en stor skærm at tegne på, og da jeg så at Apple lancerede en tavlecomputer i A4-format, vidste jeg at den ville være noget for mig. Allerede i næste uge vil jeg tage iPad’en i brug.

ipad-pen

Det er ikke noget billigt stykke isenkram, sådan en iPad Pro, og pennen er bestemt heller ikke noget, man køber for småpenge. Jeg har været nødt til at betale for tingene selv, selv om der er tale om vigtige arbejdsredskaber for mig. Det er ærgerligt at Aalborg Universitet ikke betaler den slags. Hvis jeg havde eksterne forskningsmidler ville jeg måske kunne købe en iPad Pro for nogle af dem, men så ville jeg selvfølgelig være frikøbt fra undervisning og ville ikke have brug for sådan et instrument. Jeg er i forvejen kun en kilde til udgifter for AAU; eksterne forskningsmidler er det endnu ikke lykkedes mig at få (og så var det også i dag, jeg fik en artikel afvist, så publicere kan jeg åbenbart heller ikke finde ud af).

Noget andet, der forekommer mig ironisk, er at denne iPad er så umiddelbar og nem at bruge, også selv om den på en del måder er noget mere avanceret end min gamle iPad 2 fra 2011. Pennen er rigtig rar at skrive og tegne med; der er ikke den underlige viskelæderfornemmelse, jeg lærte at leve med hos min gamle Wacom-pen.

For nylig anskaffede jeg mig en Fairphone i håb om at kunne gå over til mere bæredygtige former for elektronik, men der findes ingen “FairPad” – Android-tavlecomputerne er ikke mere bæredygtige end iPad’erne hvad angår hardware, og Android-systemet virker nogle gange underligt ujævnt og vakkelvornt . Jeg burde være udelt glad for min Fairphone, men alt for ofte ender mit samliv med den med at blive til en ufrivillig slåskamp med hyppige genstarter og det, der er værre. Det er ærgerligt at det åbenbart skal være sådan.

Flattr this!

Forelæsninger på otte minutter

otte

Jeg er blevet pædagogisk vejleder på adjunktpædagogikum på AAU, og i den forbindelse observerede jeg i dag en forelæsning, som blev holdt i forbindelse med et kursus på en ingeniøruddannelse. Vi var meget langt fra mit eget fagområde, så det var næppe alt, jeg fangede.

Her bemærkede jeg alligevel to ting. Den ene er at det er meget let for en underviser at tale længe og engageret. Faktisk var der ikke nogen egentlige pauser i de to timer, forelæsningen varede – det påpegede jeg da også bagefter. Og adjunkten kunne sagtens se det problematiske i det. Den anden er, at det er meget let for studerende at miste koncentrationen. Jeg så en masse skærme, hvor der hos nogle var slides fra forelæsningen og hos en del andre noget ganske andet – Facebook. Nordjyske osv. (ingen så tilsyneladende porno denne dag). Én eller to studerende lod til at tage notater, resten gjorde ikke.

Jeg har tidligere ment at man kunne holde koncentrationen i op til tyve minutter, men det er formodentlig alt for optimistisk. Det rigtige tal er snarere mellem otte og ti minutter.

Illysa Izenberg, der er lærer på Johns Hopkins University i USA har taget konsekvensen og holder forelæsninger, der varer otte minutter! En del vil sikkert instinktivt kalde dette for det rene vanvid, og selvfølgelig skal man ikke mødes otte minutter i auditoriet og derefter forlade det igen. Ideen er Illysa Izenberg  bruger undervisningstiden, hun har sammen med de studerende, på en sådan måde at hun aldrig holder forelæsning mere end otte minutter ad gangen. Alt det stof, der lige så godt kan præsenteres på anden vis, præsenterer hun så på anden vis – som video, som tekst, som interaktive aktiviteter osv.

Og tidsgrænsen passer også godt med den observation, at en god podcast typisk ikke er mere end 10 minutter lang.

Flattr this!

Fortællinger om forbundne kar

Foto: Elona Sjøgren.
Foto: Elona Sjøgren.

Min chef Ulla Tørnæs udtrykker i Politiken at det er “tankevækkende” hvor mange penge, der bliver brugt på SU. Mere konkret vil hun ikke være. Men dette skal ses i sammenhæng med det sidste års tid, hvor tænketanken DEA har slået til lyd for at man bør flytte midler fra SU til finansiering af uddannelserne. Denne udmelding har Dansk Folkeparti og Liberal Alliance været positive over for.

Strategisk set er Ulla Tørnæs’ udtalelser kun en afledningsmanøvre, der skal skabe en illusion af at nedskæringer i SU vil blive modregnet i flere penge til uddannelserne. For der kommer næppe flere penge til uddannelserne i så fald. Det er vigtigt at huske, at der her er tale om den samme regering, der har besluttet at spare 2 procent på alle uddannelser i de næste 4 år. Der er til gengæld planer om yderligere nedsættelse af skatten.

Interessant nok viser en undersøgelse også fra DEA fra 2013 at nedskæringer i uddannelsesstøtten vil medføre at studerende fra “uddannelsesfremmede hjem” får sværere ved at gennemføre en uddannelse.

Hele fortællingen om at man er nødt til at spare på X for at kunne få råd til er en del af en velkendt fortælling om “forbundne kar” i statsbudgettet, og det er en fortælling der efterhånden er udkommet i et utal af varianter. Disse historier om de forbundne kar er først og fremmest velegnet til at spille grupper i befolkningen ud mod hinanden, og det er da også sådan, de typisk er blevet brugt.

Ulla Tørnæs udtalte ved sin tiltræden

Uanset hvordan man vender og drejer det, er vi nødt til at effektivisere den offentlige sektor, for ellers er der ikke plads til at skabe udvikling i den private sektor – og det er nu engang den, vi skal leve af.

Tankegangen er klar: Der er ikke engang om forbundne kar, men om en slags dræn. Værdierne skabes af den private sektor, mens den offentlige sektor forbruger dem.

Men i tilfældet uddannelse er det uddannelsessystemet, der skaber de kompetencer som den private sektor i meget stort omfang nyder godt af og handler ud fra. Fra universitetsverdenen bidrager de færdiguddannede specielt med en vidensoverførsel til de virksomheder, de bliver ansat i. Så der er “forbundne kar” i økonomien, men der er tale om en anden slags forbundne kar end dem, man ser hvis man fokuserer ensidigt på budgettet, Jeg ville ønske at jeg havde en chef, der så uddannelsessystemet (herunder uddannelsesstøtten) som en investering og ikke som en belastning, der skal minimeres.

Flattr this!