Kategoriarkiv: Undervisning

Hamming it up?

Richard Hamming

For tiden bruger jeg tid på at forberede et foredrag om Turing-prisen, officielt kaldet The A.M. Turing Award. Turing-prisen uddeles af ACM og er derfor en datalogi-pris, der måske bedst svarer til Nobelpriserne eller til Fields-medaljen. Men igennem tiden har mange af modtagerne af Turing-prisen været matematikere – også dette års modtager Leslie Lamport er oprindelig matematiker. Det samme gælder selvfølgelig for Alan Turing selv. På denne måde er historien om Turing på én gang et kongerække-agtigt bud på datalogiens historie og et strejftog i en bestemt del af den anvendte matematiks nyere historie.

En af de mere farverige modtagere af Turing-prisen er Richard W. Hamming, der er grundlæggeren af teorien om fejlkorrigende koder og derved i høj grad også en vigtig bidragyder til det 20. århundredes matematik. På det seneste har jeg hæftet mig ved Hammings opfattelse af faget matematik. Han stod for en meget anvendelsesorienteret tilgang til matematik, men han var samtidig velbevandret i det sædvanlige aksiomatiske grundlag.

En berømt udtalelse fra Hamming er hans retoriske spørgsmål om forskellen på Lebesgue-integralet og Riemann-integralet egentlig har nogen fysisk betydning, specielt da om det ville betyde noget for om et fly ville kunne lette eller ej. For hvis dét var tilfældet, ville han ikke ud at flyve i sådan et fly!

Og på et tidspunkt besluttede han sig for at indstille sin forskerkarriere for at koncentrere sig om undervisning. I denne periode af sit liv skrev han en del bøger, og de var præget af hans forsøg på et opgør med den præsentation, mange af os er vokset op med – den stil, der hedder definition/sætning/bevis/eksempel. I min gymnasietid var det endnu denne stil, der dominerede matematikundervisningen – mange på min alder husker Kristensen og Rindungs bøger, der reelt havde definition/sætning/bevis/eksempel som fast disposition. Senere kom der nogle såkaldt “alternative fremstillinger”, der prøvede at få den matematiske proces ind, men på nogle måder bare var en kunstigt sødet udgave af Kristensen og Rindung.

Hamming skriver et sted:

  1. We live in an age of exponential growth in knowledge, and it is increasingly futile to teach only polished theorems and proofs. We must abandon the guided tour through the art gallery of mathematics, and instead teach how to create the mathematics we need. In my opinion, there is no long-term practical alternative.
  2. The way mathematics is currently taught it is exceedingly dull. In the calculus book we are currently using on my campus, I found no single problem whose answer I felt the student would care about! The problems in the text have the dignity of solving a crossword puzzle – hard to be sure, but the result is of no significance in life. Probability and statistics have easily understood problems whose results are surprising, important and interesting in themselves.

Som en del andre mennesker endte Hamming med at være “for meget” for nogle mennesker – lidt på samme måde som en kursusholder i matematikkens didaktik, jeg havde for mange år siden; også han havde nogle interessante ideer om matematikundervisning (og en Hamming-agtig, omend noget mere elementær tvivl på nytten ved trappefunktions-definitionen af integration), men endte med at være en lidt isoleret størrelse på grund af sin fremfærd.

En af hans kolleger fra Bell Labs sagde om Hamming:

He is very hard to work with,…because he does a lot of broadcasting and not a lot of listening.

Men her vil jeg hæfte mig ved det meget mere positive: Hamming er en tidlig fortaler for en opdagende tilgang til matematikundervisning, hvor hovedvægten er på hvordan metoderne i matematik anvendes til at konstruere begreber og bevise resultater. Sagt med nyere begreber er Hamming fortaler for at præsentere context of discovery snarere end context of justification. Jeg har nu fået fat i hans elementære lærebog Methods of Mathematics, og den er et spændende bekendtskab. Jeg får den muligvis kætterske tanke, at nogen burde oversætte dele af Hammings bog til dansk og forsøgsvis prøve dem af i gymnasieregi.

flattr this!

Noget om projektforslag og projektkataloger

projektkatalog

Det har været en lidt træls start på semesteret. På det hold, hvor jeg skulle have projektvejledning, dukkede der færre studerende op end ventet, og der var én vejleder flere end der var grupper. De studerende på holdet valgte så at de ikke ville have mig som vejleder. Det rigtig trælse var at præcis det samme skete i foråret – der var også dengang færre studerende end forventet, og jeg var også dengang den vejleder, ingen studerende ville have.  I begge tilfælde  var det endda den samme vejleder, jeg tabte til, og i begge tilfælde sad jeg tilbage med den trælse kombination af at være den uønskede vejleder og at have brugt tid på at udarbejde projektforslag, ingen ville vælge.

Er projektkataloger og projektforslag egentlig gode ideer? Hvis man ser efter, vil man hurtigt opdage at de fleste uddannelser på AAU og på RUC helt rituelt bruger projektkataloger som udgangspunkt for gruppedannelse og projektvalg. Men er det et godt ritual?

Jeg er kommet meget i tvivl. Det er generelt spildt arbejde at lave projektforslag, som ingen studerende vælger, og man ved som vejleder aldrig, hvad der vil fænge. Men der er også en anden, dybere grund – jeg spekulerer  på om projektforslagene simpelthen er for grydeklare. Vi har som potentielle vejledere typisk ikke bare leveret et initierende problem, men også et bud på en løsningsmetode, når vi præsenterer projektforslag. De vigtige kompetencer inden for problemanalyse og metodevalg kommer måske slet ikke i spil. Og nogle gange har jeg oplevet at projektforslag har været skævt formulerede, så de ikke berørte alle læringsmålene for projekttemaet godt nok. F.eks. har jeg set ganske mange projektforslag for 4. semester, hvor temaet er design, definition og implementation af programmeringssprog, hvor der ikke har været ordentligt fokus på alle disse tre aspekter.

En af mine kolleger, Peter Axel Nielsen, prøver her i efteråret for andet år i træk at lade være med at lave et projektkatalog for det store hold på 3. semester af datalogi og software. Til foråret skal jeg selv være koordinator for 4. semester (dog kun for datalogiholdet). Her vil jeg også prøve at undlade at have et projektkatalog. I stedet vil jeg præsentere de studerende for nogle af de centrale problemstillinger, der dukker op, når man skal lave sit eget programmeringssprog.

flattr this!

Stumfilm og forelæsninger

stumfilm
Gloria Swanson og Rudolph Valentino, to af stumfilmens største stjerner.

I dag fik jeg en henvendelse fra et gymnasium om at fortælle dem om flipped classroom-undervisning. Pludselig er jeg blevet opfattet som en slags autoritet inden for denne form for undervisning – det er underligt, for jeg har kun ét års erfaring med den, mens jeg har mere end 20 års erfaring med at forelæse.

Jeg synes, der er en interessant parallel til filmens verden. I de første årtier af spillefilmens historie havde alle skuespillere baggrund i teaterverdenen, og man var vant til at skuespil foregik i teatersammenhænge. Skuespillerne opførte sig derefter med ekstra tydelig gestik (det var man vant til, for publikum kunne kun se dem på afstand), og kameraet stod ofte helt stille, som om man betragtede en teaterscene. Efterhånden opdagede filminstruktørerne alt det, man kan og bør gøre for at skabe et billedsprog af levende billeder – nærbilleder, zoom, panorering, brug af klipning, variation i lyssætning, make-up osv. – og skuespillerne lærte at “spille til kameraet” i stedet for til et publikum. Et nyt medie var blevet født. Det var helt klart beslægtet med teater, men var ikke teater. Siden kom tv til; tv er nært beslægtet med film og egentlig også med radio, og de første tv-pionerer havde baggrund i film eller radio, men tv er hverken “bare” film eller “bare” radio med billeder.

På samme måde skal en podcast ikke være en filmet forelæsning. Mange af os, jeg selv indbefattet, er vant til at forelæse og tænker stadig i forelæsningen som mediet, vi skal anvende. På denne måde er vores erfaringer med at bruge video i undervisningen fødslen af et nyt billedsprog. I løbet af 30 år gennemgik spillefilmen en rivende udvikling, og da der først kom lyd på også, blev filmsproget revolutioneret igen. Gad vide hvordan podcasts ser ud om 30 år?

flattr this!

Universitetets stenalder og guldalder

I dag var jeg blevet indbudt til at holde et lille oplæg ved et møde på Institut for matematiske fag. Lige nu oplever matematikuddannelserne på Aalborg Universitet en stor tilstrømning af studerende. Da jeg selv var studerende der, var årgangene små – da der to efter mig startede et hold på næsten 30 studerende, talte man meget om den store tilstrømning. En af dem var forresten Søren Højsgaard, som i dag er institutleder på matematik. Men i år er der optaget tæt på 90 studerende på uddannelserne i matematik, matematik-økonomi og matematik-teknik. Dét er rigtig mange.

På Institut for datalogi er det nogle år siden, vi selv oplevede at få store hold af studerende (og i år bliver der optaget 252 studerende i alt på de uddannelser, vi tager os af – det er mere end en fordobling siden 2009), og matematikerne ville gerne høre mit bud på hvad vi oplevede og om der mon var nogle erfaringer, de kunne lære af.

Ovenfor kan I se de slides, jeg havde med.

Det blev en rigtig god mulighed for mig til at tænke tilbage på alle de forandringer, vi har oplevet i de seneste 30 år. Mange af ændringerne skyldes alt det, masseuniversitetet har ført med sig, men noget andet skyldes også at vi er blevet mere og mere lukket om os selv – det hænger selvfølgelig også til dels sammen med at institutterne nu skal være pseudo-selvforvaltende. Men ikke kun. Der er også tale om en regulær mentalitetsændring hos alle involverede, og årsagerne til den er mange og komplicerede at afdække.

Vi fik en god diskussion af de udfordringer, også Institut for matematiske fag nu står over for, og interessant nok endte jeg endnu engang med at snakke om flipped classroom. Det var et emne, der fik tankerne og spørgsmålene frem. Endnu engang fik jeg røbet at det tager meget mere end 10 minutter at producere 10 minutters undervisningsvideo – men først i dag lykkedes det mig at forklare hvorfor det er sådan. Analogen er den velredigerede tekst: det tager meget mere end 10 minutter at skrive en god tekst, som kan læses med udbytte på 10 minutter.

flattr this!

Fra gymnasiet til universitetet

For to år siden begyndte dumpeprocenterne at vokse alarmerende i nogle af fagene på vores bacheloruddannelser i datalogi og software. Gad vide om der er tale om en sammenhæng mellem hvordan de studerende klarer sig i disse fag? Gad vide om der er tale om studerende, der har klaret sig dårligt i gymnasiet?

På institutmødet i dag præsenterede jeg de resultater, vi har fundet. Undersøgelsen har jeg foretaget sammen med Mikkel Meyer Andersen fra Institut for matematiske fag. Mikkel stod for det store arbejde med at lave selve dataanalyserne, og han har også datalogi som sit andet fag og kender derfor også noget til den uddannelse, undersøgelsen omhandler.

Karaktergennemsnittet er signifikant lavere hvis man har et matematikgennemsnit fra gymnasiet under 4. Karaktergennemsnittet hos dem, der udebliver fra en eller flere eksaminer i disse fag er signifikant lavere og risikoen for at dumpe i et eller flere af de fire fag er signifikant højere.

Resultaterne affødte en del kommentarer fra mine kolleger. Det skortede især ikke på hurtige løsningsforslag. Nogle foreslog at matematikkurserne på første studieår skulle laves om. Nogle foreslog at der skulle være særlige sommerkurser. Andre spekulerede på om sammenhængen mon var af generel natur eller kun gjaldt for de fire kurser, vi her havde fat i.

Diskussionen afslørede dog også noget andet: Vi, der underviser på universitet, ved simpelthen alt for lidt om matematikpensum på ungdomsuddannelserne.

Det eneste, vi kan se, er at der er en korrelation mellem matematikkaraktererne fra  ungdomsuddannelserne og nogle bestemte fag på universitetet. Men det er også vigtigt i sig selv.

Jeg tør ikke pege på nogen enkel løsning, for først skal vi forstå årsagerne meget bedre. Selv vil jeg foreslå to tiltag.

  • For det første at vi laver yderligere undersøgelser for at se om problemet også forekommer for andre fag end de fire fag, vi har undersøgt.
  • For det andet at vi laver nogle kvalitative interviews, der kan afdække de studerendes motivation for at studere på de datalogiske uddannelser.

 

flattr this!

Forvirring på tærsklen

confused

En af de mest frustrerende bemærkninger man kan høre som underviser er nok at  “Ja, det lyder jo meget ligetil når du forklarer det, men når jeg så skal prøve selv, så kan jeg ikke finde ud af det.”

På det tidspunkt har det det af og til virket på mig, som om alle anstrengelserne var forgæves. Jeg havde jo prøvet at få stoffet til at virke så klart og så lidt gådefuldt som muligt! Mange af os, der underviser, bruger en hel masse tid og kræfter på at forberede os på den undervisning, vi skal levere. Det skal bare være så perfekt som muligt. Men måske var det netop ikke det, jeg skulle have stræbt mod.

I Chronicle of Higher Education er der en spændende artikel der beskriver hvordan en australsk/canadisk fysiker, Derek Muller, har lavet undervisningsvideoer, der bevidst går efter at få tilhørerne til at tænke selv ved at forvirre dem. I videoerne prøver han gennem en iscenesat dialog at få tvivlen frem. Herunder prøver han selv i en sådan dialog med sig selv at forklare, hvorfor dette er en god idé.

Men hvorfor er den fejlfrie præsentation et problem? Derek Muller nævner selv fem problemer ved at levere en fejlfri præsentation:

  1. De  studerende opfatter det som om de faktisk allerede ved det, der bliver formidlet.
  2. De bliver derfor ikke helt så opmærksomme.
  3. De indser ikke at det, de bliver præsenteret for, faktisk er noget nyt og måske i modstrid med det, de allerede tænker.
  4. Derfor lærer de ikke noget.
  5. Og værst af alt: Fordi de ikke opfatter, de egentlig har lært noget overraskende nyt, bliver de hængende i deres hidtidige ufuldstændige eller forkerte opfattelse af emnet.

Selvfølgelig er Mullers hensigt ikke at man skal fejlinformere de studerende. Jeg kan sagtens komme i tanke om forvirrende forelæsninger, jeg ingen glæde havde af. Men hvis formålet er at få den lærende til at bringes til at reflektere over emnet og til at forstå sine egne misforståelser, skal der noget andet til end en flot og fejlfri præsentation. Misforståelserne skal frem i lyset. Ellers kan de ikke blive erstattet af forståelse. Vi lærer kun noget nyt, når vi kommer i tvivl.

Det rigtig interessante er at mange af de begreber, som er helt centrale i et fag, slet ikke er indlysende. De begreber kalder man ofte for tærskelbegreber – det er de begreber som er nødvendige for at kunne få en egentlig indsigt i faget. Mange gange er den centrale indsigt at tingene forholder sig helt anderledes end lægfolk tror.

Et velkendt eksempel fra teorien for beregnelighed (der er central i teoretisk datalogi og matematisk logik) er det begreb, der hedder reduktion. Det bruger vi til at sammenligne sværhedsgraden af beregningsproblemer. Hvis man ikke har forstået dette tærskelbegreb, tror man typisk at hvis problem A reducerer til problem B, betyder det at B er lettere at løse end A, for i hverdagssproget betyder “reducere” jo at “gøre mindre”. Men faktisk er det lige omvendt – begrebet betyder noget helt andet og medfører det stik modsatte i matematisk sammenhæng: Hvis problem A reducerer til problem B, betyder det at B er sværere at løse end A. Nogle studerende har ikke forstået dette begreb.

“It seems that, if you just present the correct information, five things happen,” he said. “One, students think they know it. Two, they don’t pay their utmost attention. Three, they don’t recognize that what was presented differs from what they were already thinking. Four, they don’t learn a thing. And five, perhaps most troublingly, they get more confident in the ideas they were thinking before.” – See more at: http://m.chronicle.com/article/Confuse-Students-to-Help-Them/148385/?cid=at&utm_source=at&utm_medium=en#sthash.Bhq0AaiI.dpuf

Hvis man har læst Platons dialoger om og med Sokrates, opdager man lynhurtigt at Sokrates har som metode at få sin samtalepartner til at tvivle på det, han/hun selv lige har oplevet som indlysende. I virkeligheden er det, vi her ser, en moderne genopdagelse af denne sokratiske metode, og en genopdagelse der skal få os til lære tærskelbegreberne.

flattr this!

Åbne badges – og så hjem

mozilla-badges

I dag overværede jeg første del en lidt indforstået workshop om de såkaldte open badges, der er en idé fostret af Mozilla. Ideen er at man i et læringsforløb kan få ret til på nettet at bære et bestemt “badge”, hvis man har gennemført en bestemt aktivitet i forløbet. På denne måde er open badges inspireret af de mærker, som spejdere bærer på deres uniformer, og ligesom spejderne samler mærker og i nogle sammenhænge konkurrerer om at få flest, kan man samle på open badges. Enhver organisation kan oprette sine egne badges. Om ideen vil appellere til alle typer af lærende, ved jeg ikke.

På denne dag er stemningen den, der kendetegner afslutningen af en konference; der er stadig workshops i gang, men opbrudsstemningen er ved at være fremherskende. Mange er allerede på vej af sted. Min medforfatter tog hjem i går, og tidligt i aften er det min tur.

Jeg har som alle andre, der havde en præsentation med, fået en gave i form af en lille flaske likør, som skal lægges i plasticposerne i håndbagagen sammen med tandpasta mv., når jeg skal igennem sikkerhedskontrollen, og en lille hvid tingest, som jeg troede var parfumeret håndsæbe. Men faktisk tror jeg nu (mit estisk er stadig ikke så godt) at det må være et stykke marcipan. Måske havde det været bedre med et open badge?

flattr this!

Og så var det vores tur

I dag var det omsider tid til at holde foredraget baseret på den artikel, vi havde fået optaget til ICWL 2014. Som regel er det ofte sådan, at konferencen først føles “rigtig”, når man selv har været på. Sådan var det også i dag.

Hvis nogen derude har lyst, kan I se vores slides ovenfor.

Artiklen (og dermed også foredraget) handler om hvordan jeg har arbejdet med at udvikle min kursusundervisning væk fra traditionelle forelæsninger og over til brug af podcasts – det, man kalder flipped classroom (og som jeg tidligere har skrevet lidt om her) – og om hvordan vi har undersøgt om denne nye undervisningsform faktisk gav bedre læring. Vores konklusion er at ja, det var faktisk tilfældet. Flipped classroom er ikke løsningen på alle problemer, men denne metode er et nyt og væsentligt bidrag til hvordan man kan tænke om universitetsundervisning.

Der er tale om en noget anden slags forskning end den, jeg ellers taler om, og jeg spekulerede på om jeg ville få sagt det væsentlige og få det sagt på en nogenlunde klar facon. Det synes jeg, jeg gjorde. Jeg var også temmelig spændt på om vi ville få nogen respons på vores arbejde; det var heldigvis tilfældet. Diskussionslysten var god, og spørgsmålene fra salen var interessante. En kollega fra Slovakiet roste endda mit foredrag bagefter og fortalte, at han havde sendt Dorinas og min artikel videre til sine kolleger; på hans universitet har de haft nogle problemer lignende dem, som vi har prøvet at tage fat i. Dét var en fjer i hatten for os.

I aften er der festmiddag inde i den gamle by i Tallinn på en restaurant, der hedder Olde Hansa. Jeg håber ikke at dette er en slags hentydning til min alder.

flattr this!

ICWL 2014

2014-08-14 10.24.23 2014-08-14 10.22.58

I går aftes ankom jeg til Tallinn, hvor jeg skal deltage i konferencen ICWL 2014 (13th International Conference on Advances in Web-Based Learning). Først da flyet landede gik det op for mig at Estland ligger i den østeuropæiske tidszone. Så jeg kom på én gang lidt tidligt og lidt sent i seng.

Dette er en konference inden for et noget andet fagområde end det, jeg normalt publicerer inden for, så der er ikke rigtig nogen her, jeg kender. Min medforfatter Dorina Gnaur fra Institut for læring og filosofi dukker op senere i dag.

Første programpunkt i dag var en workshop om peer assessment, som er en undervisningsteknik, jeg selv begyndte at interessere mig for for nogle år siden. Første foredrag af Edward Gehringer var interessant; det handlede om hvordan man kan bedømme kvaliteten af studerendes bedømmelser af medstuderendes arbejde – jeg ved fra mine egne erfaringer med peer assessment at studerende af og til at være meget utilfredse med kvaliteten af de kommentarer, de får fra medstuderende. Ofte er det værste ikke at få en sønderlemmende kritik, men at få en fritstående, forkølet bemærkning om at “Det ser meget godt ud”. For hvad kan man bruge dét til?

Desværre kunne Gehringer ikke være med os i dag; hans foredrag blev afviklet fra hans kontor i USA over nettet. Næste foredrag var ikke nær så interessant, for de to forfattere var ganske enkelt ikke dukket op! Det blev til en helt uventet lang kaffepause.

Dette er første gang, jeg besøger Estland og fordi jeg endnu kun har været her i få timer, har jeg knap nok noget indtryk af landet. Men jeg kan ikke lade være med at bemærke at sproget er lidt af en barriere. I supermarkedet her til morgen følte jeg mig som en nyfødt analfabet, da jeg ledte efter en lille flaske frugtsaft. Estisk er beslægtet med finsk, men det har jeg ingen glæde af. Der er en del låneord fra indoeuropæiske sprog, men sikkert også en del “falske venner”. Bare se skiltet ovenfor. Antropologi, filosofi og kulturteori kender vi godt hjemmefra, og seminarrum, auditorier og atrium ligeså, men er der virkelig også en afdeling på Tallinns Universitet, der beskæftiger sig med nudistkultur?

flattr this!

Maskinen, der ikke er en brødrister

computer-toaster

Hvad er forskellen på en computer og en brødrister? Brødristeren kan riste brød. Måske kan brødristeren indstilles til hvor længe den skal varme, men det er så også dét. En computer er ikke god til at tilberede ristet brød, men den er til gengæld universelt programmerbar.

Jeg er vokset op med at computeren først og fremmest var et instrument, jeg kunne programmere selv. Derfor er det underligt for mig at opleve at de fleste almindelige computerbrugere slet ikke er klar over at deres computere kan programmeres. Mange almindelige brugere tænker stadig på deres computer som en slags “fjernsyn med skrivemaskine” (selv om fjernsynet er på vej i baggrunden, og skrivemaskiner for længst er en saga blott). Der er alt for mange beretninger om alle de kvaler, brugere har med at få deres computere til at gøre det, de gerne vil have dem til. Og programmering er jo netop dét: At instruere computeren i at gøre det, vi gerne vil have den til at gøre.

Jeg programmerer stort set ikke mere – og jeg er derfor nok lidt rusten i mælet efterhånden. Men alligevel. Hvorfor skal alle mennesker ikke lære at computere er programmerbare, når nu det er netop dét, der er denne meget udbredte maskines særkende? For knap to år siden skrev jeg om hvordan man i Estland ville lære alle skolebørn at programmere. Dengang skrev jeg også om hvordan man i Storbritannien besluttede at revidere skolernes pensum, så man i stedet for at undervise i “informationsteknologi” begyndte at undervise i datalogi.  Seneste nyt er fra Hong Kong:  Også her er der et initiativ i gang, der skal lære skolebørn at programmere.

I Danmark er der stadig ikke lignende initiativer. Her skal skoleelever fortsat gøres til brugere af eksisterende software. Det må være på tide at erstatte “IT” med datalogi.

Det er bestemt ikke meningen, at alle skal blive softwareudviklere eller programmører, men noget tilsvarende er vel heller ikke formålet med noget skolefag. Det er ikke meningen at faget dansk skal gøre alle skoleelever til forfattere eller journalister. Jeg vil derimod (som jeg skrev for to år siden) tænke på dette som en ny form for hjemkundskab.

Nu må det snart være på tide, at de af os, der interesserer os for undervisning og for videnskaben datalogi, tager dette emne alvorligt, når nu politikerne ikke gør det. Det er interessant at der her er tale om de selvsamme politikere, der ellers ynder at postulere stor handlekraft og indsigt mht. folkeskolens indhold.

Der er i den forbindelse et andet, relateret spørgsmål, der efterhånden undrer mig en del: Hvorfor er vore computere ikke åbenlyst programmerbare? Det er besværligt for brugere at skabe deres egne applikationer. Dette kunne være en lejlighed til at tænke over hvad et godt programmeringssprog til skoleelever mon kunne være. Der er allerede bud – nogle af dem er veligennemtænkte, f.eks. MITs Scratch-sprog og tilhørende programmeringsomgivelse. Men hvad er mon det rette i danske skoler? Jeg ved det ikke, men nogen burde finde ud af det. (Og nej, svaret er ikke C++.)

flattr this!