Kategoriarkiv: Undervisning

Nysgerrighedshorisonten, der blev væk

2014-12-01-einsteinscuriosity

Forleden holdt jeg et foredrag om Amnesty International for Venstres Ungdom i Aalborg. En del af mit foredrag handlede om udfordringer i flygtningesituationen, og her fik jeg fortalt om de vietnamesiske bådflygtninge og om Poul Hartling, der i årene omkring 1980 var FNs flygtningehøjkommissær – og tidligere havde været statsminister for Venstre. Det var lidt underligt at opdage, at netop de unge VU’ere slet ikke vidste, hvem Poul Hartling var eller hvad han stod for. (De havde tilsyneladende heller ikke nogen viden om de vietnamesiske bådflygtninge eller om folkemordet i Rwanda, men her kan jeg selvfølgelig have taget fejl.)

Jeg kom til at tænke på dette, da jeg i dag læste et debatindlæg af Morten Ebbe Juul Nielsen, der er lektor ved Københavns Universitet.  Han har 17 års erfaring som universitetslærer fra to forskellige universiteter og har undervist på hele otte forskellige uddannelser. Morten Ebbe Juul Nielsen synes ikke at de unge er mindre kvikke eller ambitiøse i dag, men han fremhæver at de

…ved meget mindre om verden, historien, kunsten, kulturen og videnskaberne i dag, end de gjorde for i hvert fald 10 og 15 år siden, og endnu værre, at de:

… ikke ved, at de ikke ved (særlig meget), og endnu værre end det, at de:

…derfor slet ikke skammer sig over det, eller har ambitioner om at opnå/stræbe efter den form for viden, og, nå ja, dannelse, der ligger dér – hvor umuligt det end er at lave præcise optegninger over de nødvendige og tilstrækkelige betingelser, der udtømmende kan definere dannelse.

Jeg har selv spekuleret på det samme. Det, vi skaber, er en mere og mere begrænset nysgerrighedshorisont, og det ærgrer mig. Der er for tiden diskussioner af begrebet “almen dannelse” i forbindelse med den kommende ændring af det almene gymnasium, og noget af det, der tydeligvis er svært at definere, men som mange mener er en mangelvare, er netop den almene dannelse. Mit eget bud er at almen dannelse består i at have en bred viden og at være nysgerrig på mange ting – almen dannelse handler for mig at se om størrelsen af den personlige nysgerrighedshorisont.

Selv har jeg (ligesom Morten Ebbe Juul Nielsen) altid prøvet – ofte uden større held – at reparere på hullerne i min viden, netop fordi jeg var nysgerrig og fordi jeg er sørgeligt bevidst om at der er så meget, jeg ikke ved. Moderne ungdomsuddannelser har reduceret denne nysgerrighedshorisont voldsomt i jagten på at sikre at de unge kan komme videre. En bivirkning er at man så ikke finder ud af, hvad det er man ikke ved. Og ironisk nok kan denne målretning måske være med til at gøre, at man faktisk får sværere ved at lære noget nyt!

Flattr this!

Karakterbrist?

Billede: Mads Rafte Hein © DR
Billede: Mads Rafte Hein © DR

Lige nu er der diskussion om ideen om adgangskravet til gymnasier og HF. Men er det ikke godt at de elever, der har de laveste karakterer, ikke kommer på de gymnasiale uddannelser? vil nogen sikkert spørge. Jeg har jo selv tidligere skrevet om hvordan lave karakterer har negativ indflydelse på mulighederne for succes på universitetet.

Der er to aspekter, der især bekymrer mig ved at lave denne frasortering på ungdomsuddannelserne.

Det ene er at den regering, der nu taler om kvalitet og faglighed på de gymnasiale uddannelser, også er den regering, der skærer to procent på uddannelserne hvert år. Sidst i januar havde mere end 100 danske gymnasielærere mistet deres job. Der bliver ikke flere midler til at skabe kvalitet på uddannelserne, men simpelthen mere konkurrence og færre midler – en velkendt opskrift.

Det andet er det indirekte syn på erhvervsuddannelserne – at de skal være en slags “ikke-boglig trøstpræmie”.  Erhvervsuddannelserne er nu blevet defineret negativt, nemlig som uddannelser for de unge, der ikke opfylder bestemte krav.  Dette vil desværre næppe forbedre deres image.

Hvis man gerne vil have færre til at gå i gymnasiet, er det vigtigt kende årsagen til at gymnasiet er blevet så populært. Det er klart at de gymnasiale uddannelser ikke passer til alle, men min helt uvidenskabelige fornemmelse er at mange unge vælger gymnasiet fordi de efter 9 års skolegang ikke føler sig parate til at vælge hvad de skal beskæftige sig med. Over for dette står mange politikeres ønske om at man skal specialisere sig tidligt og hurtigt få sig et arbejde. Måske er de unges valg i virkeligheden en reaktion på dette forventningspres?

Jeg kender ikke meget til EUX-uddannelserne, der kombinerer en gymnasial uddannelse svarende til det nu så uglesete HF med en erhvervsuddannelse, men dette virker unægtelig som en anderledes og mere visionær mulighed end et karakterkrav.

Flattr this!

En iPad med format

ipad

I dag var der en pakke til mig med posten på universitetet – min nye iPad. Tilfældet ville at dette var samme dag som jeg skulle holde endnu en workshop ved adjunktpædagogikum om flipped classroom. Min nye iPad er den nye iPad Pro-model, hvor skærmen er i A4-format og hvor man kan købe en særlig pen (den hedder en Apple Pencil) til at skrive med. iPad Pro er nemlig tydeligt målrettet dem, der gerne vil have en tavlecomputer at skrive på og tegne på. Og jeg er i denne målgruppe, nu hvor jeg er gået over til at lave pencasts i min undervisning. Siden jeg begyndte med at bruge denne form, har jeg længtes efter at have en stor skærm at tegne på, og da jeg så at Apple lancerede en tavlecomputer i A4-format, vidste jeg at den ville være noget for mig. Allerede i næste uge vil jeg tage iPad’en i brug.

ipad-pen

Det er ikke noget billigt stykke isenkram, sådan en iPad Pro, og pennen er bestemt heller ikke noget, man køber for småpenge. Jeg har været nødt til at betale for tingene selv, selv om der er tale om vigtige arbejdsredskaber for mig. Det er ærgerligt at Aalborg Universitet ikke betaler den slags. Hvis jeg havde eksterne forskningsmidler ville jeg måske kunne købe en iPad Pro for nogle af dem, men så ville jeg selvfølgelig være frikøbt fra undervisning og ville ikke have brug for sådan et instrument. Jeg er i forvejen kun en kilde til udgifter for AAU; eksterne forskningsmidler er det endnu ikke lykkedes mig at få (og så var det også i dag, jeg fik en artikel afvist, så publicere kan jeg åbenbart heller ikke finde ud af).

Noget andet, der forekommer mig ironisk, er at denne iPad er så umiddelbar og nem at bruge, også selv om den på en del måder er noget mere avanceret end min gamle iPad 2 fra 2011. Pennen er rigtig rar at skrive og tegne med; der er ikke den underlige viskelæderfornemmelse, jeg lærte at leve med hos min gamle Wacom-pen.

For nylig anskaffede jeg mig en Fairphone i håb om at kunne gå over til mere bæredygtige former for elektronik, men der findes ingen “FairPad” – Android-tavlecomputerne er ikke mere bæredygtige end iPad’erne hvad angår hardware, og Android-systemet virker nogle gange underligt ujævnt og vakkelvornt . Jeg burde være udelt glad for min Fairphone, men alt for ofte ender mit samliv med den med at blive til en ufrivillig slåskamp med hyppige genstarter og det, der er værre. Det er ærgerligt at det åbenbart skal være sådan.

Flattr this!

Forelæsninger på otte minutter

otte

Jeg er blevet pædagogisk vejleder på adjunktpædagogikum på AAU, og i den forbindelse observerede jeg i dag en forelæsning, som blev holdt i forbindelse med et kursus på en ingeniøruddannelse. Vi var meget langt fra mit eget fagområde, så det var næppe alt, jeg fangede.

Her bemærkede jeg alligevel to ting. Den ene er at det er meget let for en underviser at tale længe og engageret. Faktisk var der ikke nogen egentlige pauser i de to timer, forelæsningen varede – det påpegede jeg da også bagefter. Og adjunkten kunne sagtens se det problematiske i det. Den anden er, at det er meget let for studerende at miste koncentrationen. Jeg så en masse skærme, hvor der hos nogle var slides fra forelæsningen og hos en del andre noget ganske andet – Facebook. Nordjyske osv. (ingen så tilsyneladende porno denne dag). Én eller to studerende lod til at tage notater, resten gjorde ikke.

Jeg har tidligere ment at man kunne holde koncentrationen i op til tyve minutter, men det er formodentlig alt for optimistisk. Det rigtige tal er snarere mellem otte og ti minutter.

Illysa Izenberg, der er lærer på Johns Hopkins University i USA har taget konsekvensen og holder forelæsninger, der varer otte minutter! En del vil sikkert instinktivt kalde dette for det rene vanvid, og selvfølgelig skal man ikke mødes otte minutter i auditoriet og derefter forlade det igen. Ideen er Illysa Izenberg  bruger undervisningstiden, hun har sammen med de studerende, på en sådan måde at hun aldrig holder forelæsning mere end otte minutter ad gangen. Alt det stof, der lige så godt kan præsenteres på anden vis, præsenterer hun så på anden vis – som video, som tekst, som interaktive aktiviteter osv.

Og tidsgrænsen passer også godt med den observation, at en god podcast typisk ikke er mere end 10 minutter lang.

Flattr this!

Fortællinger om forbundne kar

Foto: Elona Sjøgren.
Foto: Elona Sjøgren.

Min chef Ulla Tørnæs udtrykker i Politiken at det er “tankevækkende” hvor mange penge, der bliver brugt på SU. Mere konkret vil hun ikke være. Men dette skal ses i sammenhæng med det sidste års tid, hvor tænketanken DEA har slået til lyd for at man bør flytte midler fra SU til finansiering af uddannelserne. Denne udmelding har Dansk Folkeparti og Liberal Alliance været positive over for.

Strategisk set er Ulla Tørnæs’ udtalelser kun en afledningsmanøvre, der skal skabe en illusion af at nedskæringer i SU vil blive modregnet i flere penge til uddannelserne. For der kommer næppe flere penge til uddannelserne i så fald. Det er vigtigt at huske, at der her er tale om den samme regering, der har besluttet at spare 2 procent på alle uddannelser i de næste 4 år. Der er til gengæld planer om yderligere nedsættelse af skatten.

Interessant nok viser en undersøgelse også fra DEA fra 2013 at nedskæringer i uddannelsesstøtten vil medføre at studerende fra “uddannelsesfremmede hjem” får sværere ved at gennemføre en uddannelse.

Hele fortællingen om at man er nødt til at spare på X for at kunne få råd til er en del af en velkendt fortælling om “forbundne kar” i statsbudgettet, og det er en fortælling der efterhånden er udkommet i et utal af varianter. Disse historier om de forbundne kar er først og fremmest velegnet til at spille grupper i befolkningen ud mod hinanden, og det er da også sådan, de typisk er blevet brugt.

Ulla Tørnæs udtalte ved sin tiltræden

Uanset hvordan man vender og drejer det, er vi nødt til at effektivisere den offentlige sektor, for ellers er der ikke plads til at skabe udvikling i den private sektor – og det er nu engang den, vi skal leve af.

Tankegangen er klar: Der er ikke engang om forbundne kar, men om en slags dræn. Værdierne skabes af den private sektor, mens den offentlige sektor forbruger dem.

Men i tilfældet uddannelse er det uddannelsessystemet, der skaber de kompetencer som den private sektor i meget stort omfang nyder godt af og handler ud fra. Fra universitetsverdenen bidrager de færdiguddannede specielt med en vidensoverførsel til de virksomheder, de bliver ansat i. Så der er “forbundne kar” i økonomien, men der er tale om en anden slags forbundne kar end dem, man ser hvis man fokuserer ensidigt på budgettet, Jeg ville ønske at jeg havde en chef, der så uddannelsessystemet (herunder uddannelsesstøtten) som en investering og ikke som en belastning, der skal minimeres.

Flattr this!

En ny gabestok?

aebler

For et års tid siden skrev jeg om problemerne ved at lade studerende evaluering undervisning anonymt. Et af de helt store problemer er at de anonyme evalueringer kan have en tendens til at fokusere på aspekter, der egentlig er sekundære. Et andet er at anonyme evalueringer har en tendens til at være formuleret hårdere. Og så viser det sig at det faktisk kun er få studerende, der udfylder de officielle evalueringsskemaer. Dette kan være med til at trække billedet skævt.

Magisterbladet fortæller at tre studerende ved Københavns Universitet nu har åbnet et websted ved navn Grading Circle, hvor man anonymt kan bedømme undervisere på danske universiteter – og danske universiteter som helhed, herunder de fysiske rammer. Ideen er ikke ny – der findes allerede http://www.ratemyprofessors.com. Men nu kommer fænomenet for alvor til Danmark.

Man kan ikke forbyde denne form for websted, men det er underligt at vide at der nogen derude, der anonymt vurderer det arbejde som jeg og mine kolleger udfører. Og så er jeg også utryg ved at de anonyme omtaler i værste fald vil kunne bruges til en systematisk hetz mod bestemte undervisere.  Der er da heller ingen garanti for repræsentativitet af nogen slags i de anonyme bedømmelser. Fra de officielle evalueringer har jeg en fornemmelse af at det typisk kun er studerende, der er særligt utilfredse eller særligt tilfredse, som skriver en evaluering.

Det er vigtigt at sikre kvalitet i undervisningen, men tiltag som dette vil ikke bringe fokus på det, undervisning skal sikre, nemlig læring. Derimod vil det formodentlig kun forstærke billedet af universitetsundervisning som en slags marked, hvor man som studerende skal “shoppe rundt”.  På denne måde minder det nye websted mest om TrustPilot, hvor man kan læse kunders bedømmelser af alskens varer, forretninger og tjenester. RateMyProfessors har en liste over grunde til at man bør skrive denne slags bedømmelser, og jeg er ikke imponeret over dem.

Der er selvfølgelig mange bedømmelser af de studerende, men vi lægger ikke de studerendes stamblade eller eksamenskarakterer ud på websider med navns nævnelse. Hvordan ville studerende have det, hvis universitetslærere anonymt omtalte studerende ved navns nævnelse og fortalte om deres heldige og mindre heldige sider? Det ville de formodentlig ikke bryde sig om, og det kan jeg sagtens forstå. Anonymiteten er blot med til at skabe mistillid.

Bedst ville det være, hvis vi kunne finde frem til en evalueringskultur som sikrede at vi alle var opmærksomme på at måle kvaliteten af vores egen undervisning på en repræsentativ måde og sådan at evalueringerne blev brugt til at reflektere over hvordan vi kan gøre undervisningen bedre.

Flattr this!

Kunsten at skyde ideer ned

shot-down

Der er en sidste tanke om mødet i Bologna, der trænger sig på. Mødet var nemlig to dages temmelig intens problemanalyse og arbejdsplanlægning, og på mange måder var det endnu en mindelse om det projektarbejde i grupper, som jeg husker fra min egen studietid. I dag, hvor jeg er kommet hjem, sidder jeg med en hel masse arbejdsblade fra projektgrupper på tidlige semestre og oplever hvordan det kan være svært at tænke struktureret og at turde kappe forbindelsen til det velkendte. Tilsammen er disse to oplevelser endnu en påmindelse om hvad det er netop denne arbejdsform er i stand til.

Jeg husker hvordan vi i Bologna fik ideer, hurtigt skød dem ned og bagefter nåede en fælles forståelse – kun for så at gentage processen. Det færdige resultat er vores alle sammens. Og jeg ser hvordan projektgrupper på tidlige semestre ikke er trygge ved at skyde deres egne ideer ned. Tværtimod.

Projektarbejde i grupper er en rigtig god metode til at skabe “konstruktiv tvivl” og til at inspirere hinanden. Men det er noget, man skal lære. Der er altid en fare for at gruppen i stedet (ofte uden at stræbe imod det) kommer frem til en urimelig konsensus, det man på engelsk kalder for groupthink. Denne urimelige enighed minder om den faste overbevisning, man selv kan ende med at have, hvis man aldrig bliver udfordret. Derfor er den store og svære og forbandet nødvendige opgave i projektvejledning at finde ud af hvordan man kan lære de studerende at skyde deres egne ideer ned ved at stille de rigtige kritiske spørgsmål til dem. Kun ved at kritisere sig selv kan man blive klogere. Samtidig skal man så også kunne være klar til at indstille skydningen en gang imellem.

Jeg er så heldig, at jeg i min egen studietid for nu omkring 30 år siden altid var i projektgruppe med andre, der selv elskede at skyde mine ideer ned – og jeg kvitterede med at skyde deres ideer ned. Og sammen skød vi så vores fælles ideer ned og byggede nogle nye op. Det er disse på én gang frustrerende og gode og lærerige oplevelser, jeg nu gerne vil have at de studerende, jeg vejleder, også kan finde frem til.

Flattr this!

En god projektgruppe

Der findes faktisk et tysk rockband, der hedder Projektgruppe. Forhåbentlig bidrager alle musikere lige meget til koncerterne.
Der findes faktisk et tysk rockband, der hedder Projektgruppe. Forhåbentlig bidrager alle musikere lige meget til koncerterne.

I min tid som vejleder på uddannelserne på AAU har jeg oplevet grupper af studerende, hvor projektprocessen gik rigtig godt – alle medlemmer i gruppen fik samme høje karakter, og det var tydeligt at der var sket en stor progression. Der har også været andre tilfælde hvor projektgrupper slet ikke har kunnet fungere; til eksamen sad man som vejleder eller censor tilbage med en trist fornemmelse af at ingen af de studerende i gruppen var blevet klogere. Og der har været tilfælde, hvor man som vejleder sad tilbage med en fornemmelse af at en gruppe kunne have fået et bedre udbytte af projektarbejdet end tilfældet var. Som vejleder har jeg sjældent haft en  god fornemmelse af hvordan samarbejdet ville udvikle sig, når projektarbejdet begyndte. Nogle gange har jeg heldigvis kunnet påvirke gruppernes arbejdsnormer, men jeg har ikke nogen god systematisk fornemmelse af hvad der skal gøres.

Ude i offentlige og private virksomheder kommer man også meget tit til at skulle arbejde sammen med andre, og det man laver er ligeledes en form for projektarbejde. Og i de situationer koster dårligt gruppearbejde også. Hvad er det, der gør nogle grupper vellykkede og andre ikke?

En spændende artikel i New York Times handler om hvordan Google har lavet systematiske dataanalyser af kvaliteten af samarbejdet i de mange interne projektgrupper, som den store virksomhed har. Det viste sig velfungerende grupper havde mange forskellige interne processer: Nogle havde en tydelig leder, andre havde ikke. Nogle grupper holdt sig strengt til dagsordenen til gruppemøder, andre gjorde slet ikke. Men ét havde grupperne fælles: Når gruppen var samlet og talte med hinanden, talte alle medlemmer i gruppen omtrent lige meget, og de opførte sig empatisk, dvs. at de kunne “læse” og få indsigt i hinandens følelser og tanker. Egentlig er det ikke overraskende, at det er sådan.

Jeg ved af gode grunde ikke hvad adfærden er hos de projektgrupper, jeg vejleder,  men det er min erfaring at de bedste projekteksaminer (hvad angår kvaliteten af diskussionerne og af karaktererne bagefter) er dem, hvor alle medlemmer er lige aktive og hver især lytter til det, de andre siger. Det er typisk også de grupper, hvor der har været et tilsvarende aktivitetsniveau under møderne med mig i løbet af semesteret.

Den store udfordring er så at kunne skabe en norm i gruppen,  hvor man sikrer dette. Det er en udfordring både for gruppens medlemmer og for vejlederen.

Flattr this!

Hvem er klogest i klassen?

nerd-309457_960_720

Jeg har tidligere skrevet om at strutte. Når mænd strutter, hævder de deres egen kompetence.  Men den selvsikkerhed (nogle ville kalde den indbildskhed) som strutteriet skal give udtryk for,  er til skade for den faglige anerkendelse for dem, der ikke strutter – og det er ofte kvinder.

En ny undersøgelse foretaget af den amerikanske psykolog Dan Grunspan viser nemlig noget interessant: Mandlige universitetsstuderende bedømmer deres kvindelige medstuderende til at være fagligt dårligere end de bedømmer deres mandlige medstuderende til at være. I undersøgelsen, der omfattede 1700 studerende der fulgte et biologikursus ved University of Washington, blev de studerende flere gange i løbet af kurset bedt om at angive hvilke studerende de anså for at være fagligt dygtigst på holdet. Desuden blev underviserne for holdet bedt om at angive hvilke studerende på holdet, der markerede sig mest og bedst. Både mandlige studerende og undervisere nævnte flere mænd end kvinder. De kvinder, der trods alt blev nævnt, havde signifikant højere karaktergennemsnit end mændene.

Det er med andre ord ikke klart at der er tale om en fordom, der skulle fortone sig, når man kommer på den anden side af katederet. Jeg havde engang en kvindelig kollega, der gjorde mig opmærksom på at en del bedømmere i hendes erfaring ofte kom til at give kvindelige eksaminander en dårligere bedømmelse end mandlige eksaminander fordi de syntes at kvinderne “virkede mere usikre”.

Hvis den amerikanske undersøgelse er udtryk for et generelt fænomen, giver dette endnu en grund til at fokusere på problemet med strutteri: Strutteriet har konsekvenser for den enkelte studerendes anseelse, og i sidste ende kan det føre til at dem, der ikke strutter, dropper ud. Og det er også værd at bemærke at disse holdninger til faglig anseelse ikke er nogen, der skabes i de tidlige år som universitetsstuderende – det er holdninger, som den enkelte studerende tager med sig ind på universitetet.

Flattr this!

Læreren har ikke altid ret

1 gylden.
1 gylden.

Jeg var 12 år gammel; vi havde matematik. Vi skulle lære om Europas valutaer og min lærer fortalte os at Nederlandene brugte gylden, der forkortedes fl. Og hvorfor så det? Jo, forklarede læreren, fl. står for Flandern. . Jeg vidste at det ikke kunne passe. Dels ligger Flandern slet ikke i Nederlandene, for det er en del af Belgien,  dels står fl. faktisk for floriner. Men jeg fortalte det aldrig til min lærer. Og nu er det for længst lige meget, for man bruger euro i Nederlandene.

Det var den dag, det gik op for mig at lærere ikke ved alt. På en måde var det det store syndefald. Senere, nu hvor jeg selv er underviser, har jeg tænkt på det som en påmindelse om at man ikke kan være ufejlbarlig når man underviser.

Flattr this!