Kategoriarkiv: Undervisning

Konsekvent opdragelse

Foto: Tristan Spinski/GRAIN
Foto: Tristan Spinski/GRAIN (fra motherjones.com)

Jeg ved fra at have talt med flere folkeskolelærere at de gerne bruge deres tid på undervisning i deres fag, men ofte ender med at skulle bruge tid på nogle elevers forstyrrende adfærd. I nogle tilfælde får lærerne på fornemmelsen at de “uopdragne” børn er på vej ud i kriminalitet, og det sker ikke helt sjældent at de får ret. Mange har holdninger til disse spørgsmål, og ikke mindst mange politikere er ikke bange for at udtale sig.

I diskussionerne bliver man præsenteret for dette folke-psykologiske valg mellem to alternativer, der præsenteres som de eneste mulige:

  1. Hvis læreren følger den uønskede adfærd op med en konsekvent straf, vil barnet ændre adfærd og læreren vil få øget autoritet.
  2. Hvis læreren ikke følger den uønskede adfærd op med straf men gør noget andet, vil barnet ikke opfatte at adfærden var uønsket og læreren vil miste sin autoritet.

Jeg falder faktisk selv for denne forklaring nogle gange, og jeg er bestemt ikke alene om det. Den folke-psykologiske og folke-pædagogiske løsningsmodel dukker ikke kun op, når politikere udtaler sig om uro i folkeskolen. Også beslutningen om “integrationsydelse” og om at sænke den kriminelle lavalder til 12 år – ja, hele den borgerlige diskurs om strengere straffe – er baseret på samme folke-psykologiske motivationsteori om konsekvens og straf, der uden at vide det griber tilbage til en forsimplet udgave af  behaviorismen.  Det besnærende er selvfølgelig at forklaringsmodellen er delvist korrekt – hvis jeg brænder fingrene på en rødglødende kogeplade, sætter jeg ikke fingrene på sådan én igen. Adfærdspsykologer taler om konditionering, og konditionering virker godt hvis man skal træne heste.

Samtidig ved vi godt at konditionerings-modellen har alvorlige mangler. De fleste menneskelige handlinger er nemlig ikke valg om at placere en hånd på en kogeplade, og i mange tilfælde er det, vi mennesker gør, ikke noget der er nemt at forklare. Hver femte borger, der har udstået sin fængselsstraf, kommer i fængsel igen. Nogle ville nu sige at straffene simpelthen ikke er hårde nok, at der bare skal konditioneres noget mere. Men også i samfund, hvor straffene for kriminalitet er direkte grusomme, bliver der stadig begået forbrydelser. Den simple model kan ikke være sandheden.

Og nej, der er ingen enkel løsning. Men jeg har læst en interessant artikel fra USA om dette og om pædagogiske og psykologiske alternativer.

Artiklen fra Mother Jones fokuserer på den amerikanske psykolog Ross Greene, der har stor erfaring med ungdomskriminelle og hvis erfaringer nu er blevet overført til nogle skoler i USA.

The results thus far have been dramatic, with schools reporting drops as great as 80 percent in disciplinary referrals, suspensions, and incidents of peer aggression. “We know if we keep doing what isn’t working for those kids, we lose them,” Greene told me. “Eventually there’s this whole population of kids we refer to as overcorrected, overdirected, and overpunished. Anyone who works with kids who are behaviorally challenging knows these kids: They’ve habituated to punishment.”

På en måde er det helt oplagt. Det handler om læring. Børn/unge der gør noget forkert, har endnu ikke lært at kontrollere deres egne reaktioner og at reflektere over dem. Når man som voksen opdrager eller underviser selv tager kontrollen og bestemmer og kritiserer på en håndfast facon, ender man meget med at de ukontrollable børn/unge ikke bliver selvstændige og lærer at kontrollere sig selv. Men man skal selv lære “at styre sig”, og der kommer ingen dyb læring af bare at blive straffet for forkert adfærd, præcis som man heller ikke lærer noget ved at dumpe til eksamen. Vi spørger om hvorfor børn og unge ikke vil opføre sig ordentligt, men vi skal i virkeligheden spørge om hvorfor de ikke kan og lære dem hvordan de kan reagere på en hensigtsmæssig måde i stedet for at gøre det, de gør.

Flattr this!

Det ensomste job

auditorium

Jeg er blevet indbudt til at deltage i en dansk konference, der finder sted i efteråret. Den handler om hvordan man i en akademisk karriere kan inddrage undervisningskompetencer bedre.

Det er lidt underligt at den aktivitet som mange universitetslærere bruger tæt på halvdelen af deres tid og er ansat til at tage sig at, ikke er karrierefremmende. Det er publikationer og eksterne forskningsbevillinger, der tæller. God undervisning er ikke et minus, men det er heller ikke på nogen måder afgørende. Man kan ikke blive f.eks. lektor eller professor fordi man underviser godt, men en underviser der forsker godt, men får dårlige evalueringer af sin undervisning, kan opnå stor hæder. Jeg har kendskab til universitetsforskere, der er af den holdning at de der lægger megen vægt på undervisning samtidig er dem, der har “de mest latterlige forskningsresultater”.  Den pågældende forsker, der udtalte dette, har i øvrigt stor succes med sin forskning, både hvad angår publikationer og bevillinger.

Men hvorfor er det egentlig sådan? I seneste nummer af Communications of the ACM skriver Mark Guzdial om netop dette. Og han henviser til en bog af Lee Shulman: Teaching as Community Property: Putting an End to Pedagogical Solitude. Shulman hæfter sig ved at det kan være meget ensomt at være underviser. Vi ved ikke hvordan vore kolleger underviser, og hvis vi taler med andre om vores undervisning er det ofte, når vi skal bede dem om råd. Måske skal vi overtage en kursusaktivitet, eller måske har vi en vejledningsopgave der volder os problemer af den ene eller den anden grund.

Det er helt anderledes med forskning. Forskere er altid del af et fællesskab, og i fællesskabet oplever vi hinanden og bedømmer hinanden. De personer, der ikke er del af et fællesskab, får typisk status af at være crackpots.

Undervisning er derimod en privat sag, hvor underviseren formidler faget til personer, der ikke er underviserens ligemand/kvinde. Og den bedømmelse af undervisningen, der finder sted, er aldrig en bedømmelse foretaget af personer fra samme fællesskab. Nogle gange kan underviserrollen være det ensomste job, og i universitetsverdenen er der ofte den indstilling at undervisning er ukompliceret, fordi det faglige indhold er mere eller mindre elementært. Derfor bliver det ofte også tabubelagt at tale om sin undervisning – kan man virkelig ikke finde ud af at klare den slags selv?

Hvis der skal være en anderledes opfattelse af undervisningens rolle i en akademisk karriere, er vi nødt til at gøre op med denne ensomhed. Guzdial gør sig til talsmand for den holdning at undervisning skal være en fælles sag og at det fælles ansvar skal gå på tværs af de enkelte aktiviteter.  Hans afsluttende bemærkninger er slet ikke så specifikke for datalogi, som det  ser ud – de bør gælde for alle fag:

Computer science could adopt a perspective of teaching as community property. We could work together to improve learning within computing programs and to improve our teaching. We might make progress on addressing some of our education challenges using this change in perspective. For example, viewing teaching as community property makes it easier to share and develop pedagogical content knowledge, which can improve our ability to support diversity in our classes (see article here). As Turing Awardee Alan Kay put it, “A change in perspective is worth 80 IQ points.”

Flattr this!

Teknologi og pædagogik hører sammen

Foto: Berlingske.
Foto: Berlingske.

Inden for de seneste få år har der været en diskussioner i medierne både herhjemme og rundt om i verden om brug af teknologi i undervisningen. Nogle har været meget skeptiske over for at indføre brug af iPad i folkeskolens undervisning, og jeg har på denne blog skrevet om problemerne ved at tillade studerende at anvende computere under forelæsninger. Jeg har også skrevet om min egen brug af min egen iPad til flipped undervisning.

Det, som ikke mange i medierne har diskuteret, er hvordan den pågældende teknologi skal bruges til at fremme læring. Kunne man forestille sig at danske folkeskoler købte et stort parti lærebøger hjem og først bagefter begyndte at overveje hvad de mon skulle bruges til? Det tror jeg ikke. Men mange tænker desværre anderledes om brug af informationsteknologi.

Teknologi er heller ikke i undervisningssammenhæng en løsning i sig selv, men skal være et redskab, underviseren bruger bevidst til at fremme læringen hos dem, der bliver undervist. Når jeg selv har været med til at holde workshops om brug af informationsteknologi, er det altid dét, jeg og mine kolleger har pointeret.

I dag er der noget så usædvanligt som en leder i dagbladet Information om brugen af teknologi i undervisning. Lederen tager fat i nye undersøgelser om anvendelser af iPad i undervisning og slutter således:

Samtidig bør undersøgelsen tjene som en advarsel om, at teknologien ikke gør arbejdet i sig selv. I vores begejstring over de nye muligheder, som de digitale værktøjer tilbyder, må vi ikke glemme, at de pædagogiske metoder er grundstammen i den gode skole.

Det er godt at se dette i en avisleder.

Flattr this!

Semesteret slutter snart

Calendar with Deadline Circled

Jeg er vejleder på 5 projekter i dette semester (hvis jeg var på SAMF, ville det være en lille vejledningsbelastning, men det synes jeg ikke det er for mig) på 4., 6., 8. og 10. semester, og i dag brugte jeg dagen på at mødes med alle grupper.  Der er nu kun ganske på uger til aflevering af projektrapporterne, og nogle gange er det som om både erkendelsesniveau og arbejdsbyrde vokser eksponentielt i løbet af disse sidste få uger af projektet. På den ene side er det tydeligt anstrengende for de studerende, på den anden side er det her, man som vejleder tydeligst opdager progressionen.

Og så er der også andre grupper på 4. semester som jeg ikke er vejleder for, men som har opdaget at jeg har skrevet en af lærebøgerne i Syntaks og semantik og derfor stiller mig spørgsmål  om anvendelsen af stoffet i deres projekt. Uden at forklejne evnerne hos kursusholderen i Syntaks og semantik er det da nok også mig som kender indholdet af netop denne bog bedst. Så pludselig har også jeg rigtig travlt.

Der er også i det nuværende semester tæt med kursusundervisning først i semesteret, men nogle foreslår af og til at man ville kunne presse projektarbejdet sammen på kortere tid og dele semesteret helt knivskarpt ind i en kursusdel og en projektdel. De første uger af semesteret virker altid en anelse underlige, når man er vejleder – de studerende er meget søgende. Det er især, men ikke kun, tilfældet på de lave semestre. Men jeg bliver efterhånden mere og mere overbevist om at den lange, søgende optakt både er nødvendig og god og at det faktisk kræver tid at få stoffet til at bundfælde sig. Problemanalyse kræver tid.

Jeg kan heller ikke lade være med at bemærke at det er de samme meget veldefinerede udfordringer, studerende står over i projekterne på det meget veldefinerede 4. semester (selv om jeg har blødt op på tingene ved ikke at have et projektkatalog), og jeg pusler med ideen om at lave en slags resursekatalog, som de studerende på kommende forløb af 4. semester måske vil kunne få glæde af. Eventuelt kunne kataloget indarbejdes i en ny udgave af min lærebog.

Flattr this!

Eksaminanders fornemmelse for snyd

exam-cheating-device-in-nawanshahr-09811251277-5-638
Teknologisk baseret eksamenssnyd Made in India.

Ja, jeg ved det godt: jeg har skrevet temmelig meget om digital eksamen på denne blog, og min begejstring for dette ny system er så lille, at den er blevet væk. Noget af det, der bekymrer mig mest ved ideen om digital eksamen, er ideen om at systemet skal være centralt i selve eksamenshandlingen. Jeg er blandt andet meget utryg ved ideen om at eksaminander skal kunne medbringe deres egne computere til skriftlig eksamen – den såkaldte Bring Your Own Device (BYOD)-løsning. Det er billigt, nemt og meget usikkert.

En mulig løsning er at lade de studerende medbringe deres egne computere, men at forhindre dem i at bruge deres sædvanlige filer og opsætning og at forhindre dem i at forbinde sig til Internettet. Dette kunne man gøre f.eks. ved at udlevere et særligt boot-drev med en sikker udgave af computerens operativsystem.

Den australske uddannelsesforsker Phillip Dawson har i år publiceret en artikel, der beskriver 5 mulige former for snyd, som også denne slags BYOD-løsninger vil tillade ved en skriftlig eksamen.  Fire af de fem muligheder er allerede umiddelbart teknisk mulige; den sidste er så vidt vides ikke brugt endnu (men det ville ikke undre mig om nogen arbejdede på sagen!).

Nogle af disse former for snyd gør det muligt at snige eksamensopgaven ud af lokalet. En af mulighederne for snyd – og dette er den mulighed, der så vidt vides ikke er implementeret endnu – er at eksaminanden får det til se ud som om hans/hendes computer går ned under eksamen. Når dette sker, dumpes RAM’ens indhold imidlertid i en fil på eksaminandens computer– og dermed får han/hun også en kopi af eksamensopgaven.

Den eneste måde at forhindre dette på er ved at offentliggøre eksamensopgaven. Det gør jeg da også selv, når jeg holder skriflig eksamen.

Nu bliver det lidt teknisk: USB-tastaturer er en anden fare. Hvis man må tage sit eget tastatur med, kan man i tastaturet let skjule et lille flash-drev med hemmelige notater eller måske en modem-dongle, der gør det muligt at komme på Internettet. Dette kan eventuelt kombineres med en særlig bootloader, der får det til at se ud som om eksaminandens computer bootes fra det særlige, sikre boot-drev men i virkeligheden kun booter den sikre udgave i en virtuel maskine. Inde bagved kører stadig eksaminandens udgave!

Når jeg læser Dawsons artikel, føler jeg mig lidt som én, der planlægger et indbrud hos naboen. Der er mange forhold, der skal tages højde for, og selv da vil en snedig person alligevel kunne finde en smutvej. Min bekymring er at vi formodentlig bare starter endnu et våbenkapløb i stil med det kapløb, der er mellem indbrudstyve og husejere eller det kapløb, der er mellem terrorister og sikkerhedskontroller. Og nok så vigtigt: Alle disse forholdsregler vil ikke gøre eksamenshandlingen mere overskuelig for dens deltagere (eksaminander, eksaminatorer, tilsynsførende og censorer), præcis som elektroniske valg ikke gør valghandlinger mere overskuelige.

Flattr this!

Gymnasiedebatten som kampplads

gymnasiet

Fire borgerlige uddannelsesordførere, nemlig Peter Juel Jensen (V), Marie Krarup (DF), Merete Riisager (LA) og Daniel Rugholm (K), har en kronik i Politiken om de danske gymnasieuddannelser – de skelner ikke mellem dem, men hæfter sig ved at 74 procent af folkeskolens afgangselever nu vil tage en gymnasial uddannelse. Især hæfter de sig ved det de anser som det store problem, nemlig manglende karakterkrav for at komme i gymnasiet, og det de ser som afledte problemer af massegymnasiet, nemlig at mange der har en studentereksamen ikke kommer i gang med en videregående uddannelse og at omkring hver femte elev falder fra undervejs.

Jeg har ikke noget godt svar. Det store frafald er bestemt et problem, og der er så afgjort også en del andre problemer som er affødt af at de gymnasiale uddannelser er blevet så populære. Men jeg bemærker to ting. Kronikørerne skriver for det første

Når projektarbejde og tværfaglighed fylder for meget i gymnasiet, betyder det, at gymnasieeleverne ikke får tilstrækkelig tid til at få deres sprogkundskaber og naturfaglighed på plads.

Ordene “for meget ” gør denne formulering til en truisme. Det er ikke tydeligt (i hvert fald ikke for mig) hvorfor projektarbejde og tværfaglighed i sig selv skulle være en hindring for faglighed. Det kan lige så vel være måden, projektarbejde og tværfaglighed bliver realiseret på, der er problemet.

Kronikørerne henviser for andet til undersøgelser om hvordan eleverne med de dårligste folkeskolekarakterer klarer sig på gymnasieuddannelserne. Det er i sig selv godt, at der nu kommer et statistisk baseret argument frem. Men man bliver også nødt til at  finde ud af hvor meget karaktererne i folkeskolen betyder for succes i gymnasiet. Det er ikke nok at fokusere på eleverne med de laveste karakterer.

Og endelig synes jeg at det er et problem, at erhvervsuddannelserne igen først og fremmest bliver opfattet som uddannelserne for unge med dårlige karakterer:

Denne gruppe af unge er langt bedre tjent med at tage en anden uddannelse end det boglige og teoretiske gymnasium, f.eks. en af de mange og mere praksisorienterede faglige uddannelser som eksempelvis maskinarbejder, håndværker eller social- og sundhedshjælper. Her er der brug for dem, og her vil de ofte have bedre forudsætninger for at lykkes.

Desuden bemærker jeg, at man vil ændre taxametersystemet, men ikke afskaffe det.

Til gengæld er der i dag ingen belønning til gymnasierne for at forbedre elevernes faglige niveau og sikre, at eleverne rent faktisk bruger deres studieforberedende uddannelse til at studere videre. Det ønsker vi at lave om på. Derfor skal en taxameterreform være en del af fremtidens gymnasium. En taxameterreform skal også sikre, at der fremover er et bæredygtigt udbud af uddannelser over hele landet, så unge i hele Danmark fortsat kan få en gymnasial uddannelse, hvis de har kvalifikationerne til det.

Jeg er bestemt ikke nogen tilhænger af taxametersystemet, men min bekymring er at vi nu blot vil se at dette system blot vil blive justeret for at anspore uddannelsesinstitutionerne til at give højere karakterer, hvor det i dag handler om at få så mange til at gennemføre som muligt. Der er ikke nogen tale at give uddannelsesinstitutionerne bedre resurser, blot om at ændre styringsmekanismerne.

Og endelig er det interessant, at partier, der ofte har talt om valgfrihed som en værdi i sig selv, nu taler for at begrænse antallet af mulige valg i gymnasieskolen (ikke at jeg selv ser det store antal valgmuligheder i gymnasiet som en kvalitet!).

Det ærgerlige ved dette udspil fra de borgerlige er at også de først og fremmest blot bruger diskussionerne om de gymnasiale uddannelser som en slags kampplads.

Flattr this!

Instrumentalister

instrumentalist-smith-olaoluwa-martins
“Instrumentalist”. Maleri af Smith Olaoluwa Martins.

I dag mødtes jeg med den adjunkt, jeg er institut-vejleder for i adjunktpædagogikum; den pædagogiske vejleder var der også. Vi tre kom hurtigt til at tale om det faktum at mange studerende på de videregående uddannelser er instrumentalister. Hermed mener jeg ikke, at de pågældende studerende er særligt musikalsk begavede (omend mange datalogistuderende konsekvent kalder knuder i en graf eller i et træ for noder).

Instrumentalisme er den holdning hos studerende (og elever) at alle de aktiviteter, man som studerende deltager i, først og fremmest er et middel til at nå et personligt mål – og det mål er som regel ikke et læringsmål. De aktiviteter, som instrumentalisten ikke opfatter som midler til at nå et mål som er vigtigt for instrumentalisten, bliver valgt fra. Og derfor er instrumentalister ofte også minimalister; hvis det personlige mål blot er at bestå, handler det som minimalist om at gøre så lidt som muligt for at nå dette mål.

Instrumentalister er en enorm kilde til ærgrelse og frustration hos undervisere, der holder af deres fag. Og det skyldes ikke mindst at instrumentalisterne har det med at fejlvurdere hvad deres personlige mål skal være og har det med at fejlvurdere hvad det er for midler, der kan føre til disse mål.

Nogle gange er fejlvurderingerne hos instrumentalister helt groteske. For nylig hørte jeg således et rygte om at en årsag til at usædvanligt mange studerende på datalogi og software dumpede i lineær algebra på 1. studieår i år, er at nogen havde givet dem den opfattelse at lineær algebra snart ville blive fjernet fra studieordningen! Og hvis dét var tilfældet, kunne det jo være at lineær algebra kunne blive erstattet med et andet fag, man så kunne tage senere!!

Også den berygtede “notatsyge” er noget, man støder på hos instrumentalister.

Men hvad skal man så gøre ved instrumentalisterne? Mit bud har været at man skal indrette sin undervisning på en sådan måde at instrumentalisterne bliver nødt til at gøre det, en dedikeret studerende ville gøre for klare sig godt – at læse lærebogen, tage notater, nedskrive refleksioner i en portfolio osv.  Hvis instrumentalisterne gør dette, vil de få en konkret belønning, som ikke “bare” er at bestå. Der kan være tale om reduktion i eksamenspensum, adgang til yderligere hjælpemidler osv. osv.

Den indvending, jeg så fik i dag, var denne: Hvis man gør alt dette i sin undervisning, kommer man meget nemt til at belønne instrumentalisterne. Det var jo ikke meningen.

Men stillet over for denne holdning vil jeg indvende at det bestemt heller ikke hjælper at benægte at instrumentalismen findes og er udbredt. Måske kan instrumentalismen bruges til gøre det af med sig selv. Og  i virkeligheden skal vi snarere tænke på den praksis, der tvinger instrumentalister til at gøre det, vi ved er det rigtige, som undervisning i god praksis. Samtidig skal vi også løbende fortælle alle de tragikomiske gyserhistorie om instrumentalismens mange faldgruber.

Det ironiske er at vi ender med at erstatte instrumentalismen med en slags “mod-instrumentalisme”, hvor vi fortæller instrumentalisterne at deres instrumentalisme ikke kan betale sig, men at vores kan!

Flattr this!

Undervisningens dag 2015

Kathrin Otrel-Cass og Brian Møller taler om e-portfolioer.
Kathrin Otrel-Cass og Brian Møller taler om e-portfolioer.

I dag var det igen tid til Undervisningens Dag på AAU. Jeg kunne kun deltage nogle få timer; om eftermiddagen skulle jeg til møde til Studienævn for datalogi. Sidste år var jeg med til at lave en workshop om flipped classroom; i år sad jeg som tilhører. Til gengæld var temaet for hele dagen anvendelser af IT i undervisningen. Fokus var i høj grad på konkrete anvendelser af konkret teknologi, men desværre ikke nær så meget på hvordan brugen af teknologi i undervisning skal understøtte læring. Der blev talt forbløffende meget om Google og Dropbox og Skype og Moodle osv., men ikke ret meget om hvordan vi kan bruge alle de mange teknologier sammen med den undervisningsform, vi har så gode erfaringer med – problemorienteret projektarbejde, hvor formativ evaluering er central i vejledningen og hvor vidensdeling konstruerer en fælles forståelse hos de studerende. Min egen brug af flipped classroom udsprang ikke af en glæde ved video-mediet, men af min fornemmelse af at det er vigtigt at flytte fokus væk fra forelæsningerne og over på de praksis-aktiviteter, der fremmer læring.

Jeg deltog i en enkelt workshop, der handler om e-portfolioer med fokus, helt i dagens ånd, på en teknologi, der understøtter e-portfolioer. Ideen med e-portfolioer er interessant, og jeg vil gerne prøve at inddrage den. Jeg skal først finde ud af hvordan jeg kan få de studerende til at bruge e-portfolioer til at dokumentere deres læring i kurser og hvordan og om disse portfolioer kan bruges i forbindelse med summativ evaluering, af mange kendt som eksamen. I projektarbejde tror jeg til gengæld at e-portfolioer kan blive en god måde at fastholde et projekts progression på.

Flattr this!

Det er de studerendes skyld!

hello

I dag, da sad jeg og diskuterede  undervisning med kolleger, hørte jeg ad omveje om en underviser på et dansk universitet, der holdt et kursus på bachelorniveau, der var løbet ind i ganske alvorlige problemer. Mange studerende på det pågældende hold havde, efter hvad der blev sagt, en oplevelse af at underviseren ikke brød sig om at svare på studerendes spørgsmål. Når studerende spurgte, brugte han mest tid på at affærdige deres spørgsmål med bemærkninger som “Det har jeg allerede fortalt jer!” eller “Skal du have briller?”. Derudover var han åbenbart utilfreds over dårligt fremmøde og var derfor et stykke inde i semesteret begyndt at føre protokol over de studerendes fravær – hans hensigt var, så vidt jeg kunne forstå, at give de studerende, der ikke kom til forelæsningerne, en sværere eksamen.

Jeg var temmelig målløs, da jeg hørte denne beretning om et universitetskursus et sted i Danmark. Jeg ville have været ked af at skulle være studerende på et sådant hold, og jeg ville også være ked af at være den pågældende underviser. Det værste var næsten, at han ikke vidste at der ikke er noget fremmødekrav til universitetsundervisning og at man ikke må begynde at give nogle studerende en sværere eksamen som en slags straf – ideen med “fuldt pensum” til dem, der ikke overholder mødepligten, hører gymnasieskolen til. Ironisk nok skulle denne underviser efter sigende være en fremragende forsker.

Hvad skulle man sige til den pågældende underviser, hvis man var hans kollega og kendte til denne situation? Jeg ved det ikke. Han er tydeligt fanget i den holdning, at lav kvalitet i undervisningen primært skyldes de studerende. Selvfølgelig er der studerende, der laver urimeligt lidt eller agerer helt ufornuftigt, men man kan ikke henføre generelle problemer med at få sin undervisning til at lykkes til netop dette. Claus Braband, der i dag er ansat på IT-Universitet, lavede i sin tid (da han var ansat på Aarhus Universitet) en meget instruktiv og tilmed morsom video, der blandt andet forklarer hvilke faldgruber man kan havne i som underviser, og én af dem er netop Blame the students-fælden. Herunder er første del af denne video, optaget på Datalogisk Institut på Aarhus Universitet. “Blame the students”-underviseren er ingen ringere end Mogens Nielsen, der bestemt ikke er nogen dårlig underviser.

Skulle jeg prøve at forklare den pågældende underviser, hvad han gjorde galt, hvis jeg en dag mødte ham, ville jeg nok tage udgangspunkt i at hans forskning lykkes og formodentlig er en kilde til glæde for ham: I forskning bruger vi som akademikere vores faglige kunnen og erfaring til at forøge vore egne kundskaber og erfaringsniveau og selv lære nyt. mens vi som akademikere i undervisning bruger vores faglige kunnen til at forøge de studerendes kundskab, så de kan lære nyt og blive erfarne.

Flattr this!

Professionelt nærvær

laegen

Der er en interessant artikel i The Guardian, der tager udgangspunkt i billedet ovenfor. Det viser en amerikansk læge, der bryder grædende sammen efter forgæves at have forsøgt at redde en patient på 19 år. De mange reaktioner på dette billede viser hvordan mange mennesker godt kan leve sig ind i dette at en læge er nødt til at bevare overblikket og fagligheden, men at det nogle gange også kan blive for overvældende for en læge. Nogle mennesker har til gengælde været ude for læger, der ikke var empatiske nok og kun kunne se en bestemt slags faglighed, ikke patienten bag.

Det begreb, der falder mig ind her, er professionelt nærvær. Det er et begreb, der skyldes Marianne Kristiansen, som formulerede begrebet tilbage i 1993. Ordet “professionelt” er her ikke modsætningen til “amatøragtigt”, men betoner at nærværet er det, som professionen kræver (men er selvfølgelig også et plusord – det er derfor, det er så velvalgt). Professionelt nærvær er en balance mellem empati og distance, og det findes i enhver sammenhæng, hvor man arbejder med mennesker. I undervisning må man ikke gå så tæt på den lærende, at man som underviser mister overblikket og “glemmer at være underviser”. Men man må heller ikke være så fjernt fra den lærende, at man ikke søger at leve sig ind i den lærendes tanker og følelser. Selvfølgelig kan der være så ekstreme situationer, at man ikke længere kan være underviser – hvis f.eks. en studerende er åbenlyst dybt psykisk belastet, skifter situationen selvfølgelig karakter: den handler ikke længere om at prøve at opfylde læringsmål.

Jeg kommer også til at tænke på en gammel bekendt, der fik job i Udlændingestyrelsen (eller Udlændingeservice, som det hed dengang) fordi han troede han ville kunne gøre en forskel og sikre en mere human behandling af asylsager. Men nej, sådan kunne det ikke blive – og han sagde op. I hans tilfælde var han havnet i en situation, hvor det professionelle nærvær var for småt.

Det interessante i artiklen fra The Guardian er at den anvender det modsatte begreb, nemlig professionel afstand. Hvis vi i stedet turde tale om professionelt nærvær, kunne vi måske bedre forstå hvad det var, der var galt i Udlændingeservice/styrelsen eller hos ufølsomme læger i sundhedssektoren.

Flattr this!