På mange videregående uddannelser bliver der optaget rigtig mange hvert år. Et eksempel fra min egen hverdag er at der i september 2020 var der 218, der begyndte på datalogistudiet på Københavns Universitet.

En meget konkret udfordring er at holde eksamen for så mange mennesker; jeg har selv prøvet at holde mundtlig eksamen for 90 deltagere, og det er på én gang tidskrævende og mentalt udmattende i længden for alle parter. En anden af udfordringerne er den store afstand, der bliver mellem dem, der underviser, og dem, der bliver undervist. Underviseren lærer formodentlig aldrig navnene på dem, hun underviser, fordi der er så mange ansigter derude. Mange af dem når hun aldrig at tale med, og sandsynligheden for at der findes nogen på holdet, der aldrig stiller et spørgsmål til hende, er stor.

Nedlukningen under COVID-19-pandemien gjorde det nemmere at lære navnene, for de stod i de små firkanter på Zoom (eller hvad man nu brugte til online-undervisning). Men på andre måder blev afstanden mellem underviseren og de underviste endnu større, og også internt på holdet led sammenholdet og fællesskabet under det. Jeg har selv erfaret, at det havde en tendens til at blive sådan, simpelthen på grund af den fysiske adskillelse.

Det er vigtigt for mig at understrege, at dette ikke som sådan er nogens skyld. Men til gengæld har vi alle et særligt ansvar for at sikre, at kommunikationen bliver bedre, når det drejer sig om undervisning af store hold. Selv i en hverdag uden online-undervisning kan følelsen af afstand blive et problem. Det gør heller ikke noget godt for den kontakt, der stadig er, hvis man opfatter de andre (eller den anden part i undervisningen) som én, det er svært at nå. Alle parter kan ende med at få en attitude, der er mindre imødekommende end den, man ville få, hvis man hyppigt havde mulighed for at tale sammen.

Jeg er begyndt at overveje, hvilke løsninger, der mon kan være. En mulighed, jeg hørte om for år tilbage fra den norske uddannelsesforsker Per Lauvås, kunne være at man som underviser lavede en lille fokusgruppe af medlemmer af det store hold og fik talt mere indgående med dem. På denne måde kunne man etablere kontakten via fokusgruppen; de ville blive en form for bindeled mellem underviseren og de underviste. Men nogen mirakelløsning er det ikke. Problemet er reelt, og det er ikke altid det sammen. Der skal være en fælles indsats for at diskutere det og for at finde gode bud på løsninger, herunder en forståelse af hvad den gode kommunikation mon er. I USA har man længe arbejdet med dette, og rundt omkring er der resurser, man også i Danmark måske vil kunne lade sig inspirere af.