Kategoriarkiv: Undervisning

En lukket fest – med en stor overraskelse

2014-04-11 12.34.29

I dag fejrede Aalborg Universitet sit 40-års jubilæum i det nye musikhus. Selv begyndte jeg som studerende på AAU (der dengang hed AUC) i 1982, og jeg har været til en del jubilæer siden. De har været store fester, hvor alle kunne være med. Men ikke denne gang. Den store jubilæumsfest for alle os ansatte var noget af det, der blev sparet bort som konsekvens af universitetets dårlige økonomi. Den runde fødselsdag blev holdt i koncertsalen foran et nøje udvalgt publikum, og kronprinsen og uddannelsesministeren var i salen. Jeg vil ikke lægge skjul på at jeg er ked af at det blev en lukket fest med fokus på ledelse og honoratiores.

2014-04-11 12.43.09

2014-04-11 14.44.14

Aalborg Symfoniorkester spillede to korte stykker. Og så kom talerne. Formanden for bestyrelsen holdt en tale for ministeren. Sofie Carsten Nielsen holdt derefter en tale for os alle. Finn Kjærsdam holdt en tale for den kommende rektor, Per Michael Johansen. Det var underligt at høre den afgående rektor takke alle de ansatte – næsten ingen af dem kunne jo være med.

Der blev udnævnt fire æresdoktorer. Og min gode kollega Jesper Kjeldskov fik diplom på at han er dr.scient. Der var forskerpriser og en samlet tak til de mange, der havde fået PhD-grader – heriblandt fra mit institut bl.a. Mikael Harkjær Møller, som jeg var med i bedømmelselsudvalget for, og Mads Chr. Olesen. Alle  PhD-kandidaterne sad oppe bagved på korpladserne.

2014-04-11 12.46.54

Selv var jeg med, fordi jeg tidligere i år blev udnævnt til årets underviser ved det teknisk-naturvidenskabelige fakultet. Jeg sad sammen med mine kolleger David Stevens (fra HUM) og Sune Qvortrup Jensen (fra SAMF). Charlotte Overgaard (fra SUND) var desværre forhindret i at deltage, kunne jeg se. Blandt os fire skulle så udpeges én af os, der fik Det Obelske Familiefonds Undervisningspris som Årets Underviser 2014 ved AAU.

Og da vi stod oppe på scenen, fik jeg det at vide – det er mig, der er blevet Årets Underviser på Aalborg Universitet. Det er jeg både stolt og lidt ydmyg over. Der er masser af gode undervisere på mit universitet, der tager deres undervisning alvorligt og fortjener at få anerkendelse for det store stykke arbejde, de gør.

Bagefter var der to receptioner – en reception for de fleste og en reception for de få. Her fik jeg lov at være med, og her var også Frederik og Sofie med. Dem fik jeg dog ikke hilst på (og jeg forsøgte da heller ikke på det).

2014-04-11 15.01.11

Til gengæld fik jeg, vel tilbage i den “almindelige” reception, hilst på en hel masse tidligere og nuværende kolleger, heriblandt nogle af dem der har undervist mig – nogle af dem helt tilbage fra dengang hvor jeg var en vred ung matematikstuderende.

Og nu sidder jeg derhjemme. Den pæne jakke (af økologisk denim) er hængt tilbage i skabet, men diplomet og glasuglen får lov at stå fremme. I dag vil jeg fejre mig selv en lille smule.

2014-04-11 16.14.11

flattr this!

Kvalitet og kontrol

6830_blev_optaget_p_837049a

Det er altid underligt, når politikerne begynder at diskutere universitetsundervisningen – og især er det et interessant sammentræf, når det sker dagen efter Undervisningens dag på Aalborg Universiten, hvor jeg talte om flipped classroom og svaghederne ved traditionelle forelæsninger.

Jeg husker med udelt gru de dårligt kvalificerede diskussioner blandt politikerne om gruppebaseret eksamen. I disse dage er det selve undervisningen, der bliver diskuteret; i Politiken taler politikere fra de to populære partier om netop dette emne. Blandt andet Dansk Folkepartis forskningsordfører er nu i tvivl om hvorvidt forelæsninger er en god undervisningsform.

At forelæsninger har deres begrænsninger, har man vidst længe i universitetspædagogikkens verden. Den britiske uddannelsesforsker Donald Blighs bog What’s The Use of Lectures? er fra 1971 og er stadig aktuel.

Fra det andet meget populære parti er der også kommentarer til undervisningens kvalitet:

»Det er universiteternes ansvar, at de formidler den nyeste forskning til de studerende. Så længe kvaliteten lever op til de standarder, de forpligter sig til, har jeg ikke så mange kommentarer til, hvordan man planlægger og tilrettelægger undervisningen«, siger forskningsordfører Esben Lunde Larsen (V).

Dette er en påfaldende kontrast til de mange kontrolforanstaltninger, der er blevet indført i universitetsverdenen i de seneste 15-20 år, herunder det centralt dikterede forbud mod gruppebaserede eksaminer.

Politikere og rektorer taler nu om videoforelæsninger og flipped classroom. Retfærdigvis skal det siges, at det er RUCs nye rektor Hanne Leth Andersen, der har været leder af Dansk Universitetspædagogisk Netværk, der taler om det sidste. Måske er der tale om en ægte interesse i undervisningens kvalitet – og jeg tror selv på perspektiverne i  flipped classroom, som læsere af denne blog vil vide. Men hele interessen kunne også ende med at blive endnu et udtryk for politikernes mistillid til universitetsverdenen og til os, der underviser her.

Jeg lader Hanne Leth Andersen få det sidste ord her:

»De danske universiteter har et virkelig højt fagligt niveau. Men vi får et problem med at bevare det, hvis vi ikke får rum til at udvikle vores undervisning, så vi rammer de studerende og giver underviserne incitament til at udvikle deres undervisning. Men som det er i dag, har underviserne travlt med at løbe efter en masse administrative ting, fordi diskursen hos politikerne er, at skatteyderne betaler for uddannelsen, og derfor har de ret til at se, hvad vi laver, og om vi leverer varen – ellers kunne det jo være, vi ikke arbejdede nok.

Det er nedbrydende, at vi i dette samfund har fået så lidt tillid til hinanden, at vi bruger mere tid på at kontrollere, om de andre overhovedet er på arbejde, og om de er dedikerede. Det er noget af det, jeg vil forsøge at ændre som rektor, blandt andet ved at tale med uddannelsesministeren om det. Vi skal udvikle os og finde motivation. Det gør vi ikke ved at mistænkeliggøre folk«.

flattr this!

Undervisningens dag

2014-04-09 08.40.34

I dag var det igen Undervisningens dag på Aalborg Universitet. Først var der et interessant inviteret foredrag med den amerikanske uddannelsesforsker L. Dee Fink om glæden og ansvaret forbundet med at undervise godt. En af hans pointer var at man skal følge med i den faglitteratur, der er om universitetsundervisning. I de eneste par årtier er der sket kraftig vækst inden for dette område, og så godt som hvert år kommer der en interessant bog om universitetsundervisning. En anden pointe, L. Dee Fink havde, var at vi som universitetsansatte akademikere skal være fagpersoner men også være professionelle undervisere. Netop dette kom nok ikke så meget bag på os. Mange af os, der kom, var dem, der plejer at komme, og der var blandt os mange, der anerkender at det er vigtigt at tænke seriøst om og reflektere over undervisning og læring.

Selv holdt jeg sammen med Dorina Gnaur fra Institut for læring og filosofi en workshop om brug af video i kursusundervisning baseret på vores erfaringer med dette. Dorina og jeg har en artikel på bedding om mine tiltag, og det var bl.a. dens resultater og refleksioner vi tog udgangspunkt i. Det var en velbesøgt workshop med mere end 50 tilmeldte, og vi fik nogle gode diskussioner af hele flipped classroom-ideen.

Til frokost endte jeg med at sidde og snakke med L. Dee Fink og Daniel Lukes, der er en svensk mediciner ansat på Universitetshospitalet. Vi fik talt en masse om undervisning på medicinstudiet – faktisk er det herfra, ideen om problembaseret læring (men ikke projektarbejde) stammer – og om holdbaseret undervisning, der faktisk er meget tæt på det gruppearbejde, vi kender til. L. Dee Fink var positivt overrasket over at vi i skemaet afsætter tid til projektarbejde og var lige som jeg betænkelig ved miniprojekter i kurser, der mest blot ender med at hakke de studerendes arbejdstid i stykker. Til sidst kom vi ved en af underlige drejninger en samtale kan tage, til at snakke om alle de mange skydevåben der er i USA og om hvor løst de sidder i amerikanernes lommer. Her var vi alle helt enige om problemets alvor og omfang – det er bestemt ikke alle amerikanere, der er glade for den manglende regulering af håndvåben i USA.

Dagen sluttede med en workshop om gruppedannelse, der umiddelbart virker som et af de mindre emner inden for universitetspædagogik. Men vi er mange, der er bekymrede over et af biprodukterne af gruppedannelsen, nemlig restgrupperne, der består af de studerende, ingen andre vil være sammen med. Ofte har man kun set én restgruppe på et hold, men i de senere år ser man dette triste fænomen i større omfang. Restgrupperne er triste for de studerende at være i og lige så nedslående at være vejleder for. Hvad man skal gøre ved restgrupperne ud over det, vi allerede gør (og der er nu 40 års erfaring med gruppeorganiseret projektarbejde på AAU og et par år mere end dét ovre på RUC), vidste ingen af os.

flattr this!

6-fikseret?

adgang

Københavns Universitet har planer om at kræve at man skal have mindst 6 i gennemsnit af sine eksamenskarakterer fra den adgangsgivende ungdomsuddannelse for at kunne studere der. Der er en del debat om denne idé.

Nogle uddannelsesforskere er skeptiske, og professor i uddannelsesstatistik Peter Allerup udtaler:

»Nogle af de virkelige genier bekymrer sig ikke det store om karakterer, for der ingen sammenhæng mellem at være en nørd og have et godt snit. Og det her risikerer at holde dem uden for deres yndlingsfag til skade for os alle sammen,« siger Peter Allerup og minder om, at hverken Newton eller Einstein ville være kommet særligt langt, hvis de var stødt ind i de adgangskrav, som dukker op flere steder både på ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser.

Det, jeg ikke kan se hverken hos kritikerne eller hos Københavns Universitet, er nogle konkrete begrundelser ud fra data. Hvad er det, der er begrundelsen bag at kræve netop 6,0 i gennemsnit? Hvorfor ikke 5,9 eller 6,1 ? Og hvor mange virkelige genier er egentlig blevet endegyldigt udelukket fra at tage en videregående uddannelse?

Ved Studienævn for datalogi på mit universitet er der blevet iværksat en undersøgelse af frafald på datalogi- og softwareuddannelserne, og her viser de statistiske tests at der er en signifikant forskel mellem matematikkaraktererne hos de studerende, der falder fra i løbet af de første to semestre og hos de studerende, der ikke falder fra.

Det ville kvalificere hele denne diskussion om adgangskrav, adgangsgrundlag og adgangsbegrænsning (og den dukker også op når talen falder på gymnasiet og på erhvervsuddannelserne), hvis alle argumenterne for og imod kunne have et kvantitativt grundlag i form af statistiske undersøgelser.  Data findes allerede i rigt mål, og det samme gælder de statistiske værktøjer.

 

flattr this!

Læring eller uddannelse?

Knud-Illeris

Mette Line Thorup har lavet et interview til Information med Knud Illeris, der er en af de vigtigste danske uddannelsesforskere inden for de seneste 50 år. Illeris’ tanker har bl.a. været med til at forme det problemorienterede projektarbejde på universiteterne i Roskilde (hvor han engang var ansat) og Aalborg. Anledningen til denne artikel er en ny bog, Læring i konkurrencestaten – Kapløb eller bæredygtighed, med bidrag fra Illeris og andre.

I dette interview (og så vidt jeg kan se, også i bogen) får Illeris sat ord på mange de af de bekymringer, jeg og andre har om hvad der er ved at ske med det danske uddannelsessystem, og han gør det selvfølgelig meget bedre end jeg ville kunne. Det bliver konkurrencestaten, der ender med at gøre det svært at lære.

De kvaliteter, som handlede om, at man forholdt sig til, hvad man kaldte dannelse, og opbyggede et undervisningsmiljø, som udviklede livsduelige mennesker, er ved at gå tabt. Konkurrencestaten fokuserer på uddannelse i stedet for læring og især på kvantitet: Flest muligt skal uddannes mest muligt for de færrest mulige ressourcer. Men bortset fra PISA interesserer konkurrencestaten sig ikke for læring, dvs. hvad der kvalitativt bliver produceret i uddannelserne. Og mange af de midler, man tager i brug for at skabe mere uddannelse, kommer let til at virke negativt ind på læringen – f.eks. kæmpestore bureaukratiske institutioner, taxameterordninger, incitamentsystemer, tests, målinger, kontrol og inklusion uden tilstrækkelige ressourcer…

Paradokset er at det store fokus på faglighed ender med at føre til det modsatte, netop fordi det hele sker på baggrund af et krav om konkurrence. Der er en masse uddannelse (og masseuddannelser), men ikke så megen læring.

Man skelner mellem to slags læring. Der er dyb læring og der er overfladelæring. Den dybe læring består i at lære “hvad tegnene betyder”, mens overfladelæring alene består i at “lære tegnene”. Og fordi overfladelæringen ikke er dyb, har det, man har lært, også en tendens til nemmere at forsvinde igen.

Mange unge uddannelsessøgende er strategiske: de lærer det, de regner med er nødvendigt for at de skal kunne klare sig i konkurrencen. Og underviserne bliver også strategiske: de underviser, så de uddannelsessøgende skal kunne klare sig i konkurrencen. Det er fuldt forståeligt at alle tænker sådan,  men det fører meget ofte til overfladelæring. Og det fører til uddannelser, der langsomt mister deres indhold, fordi det egentlige engagement ikke er så vigtigt som det at kunne klare sig i konkurrencen.

Også de borgerlige, der kritiserer uddannelsessystemet for ikke at lægge vægt på almen dannelse, bør kunne se at der er noget galt med den forståelse af uddannelsessystemet, som konkurrencestaten skaber.

flattr this!

Fremtidens sprog?

tense
Som underviser har jeg ofte tænkt over hvor meget sproget påvirker vores tanker. Hvor meget betyder det at lære den rigtige terminologi, når man bliver undervist i et fag? Nogle studerende har bemærket at jeg er blandt de undervisere, der gør meget ud af at terminologien skal være på plads.

Den idé, at sproget påvirker vores tanker, kalder man ofte for Sapir-Whorf-hypotesen efter de to amerikanske lingvister, der fremsatte den.

I nogle sprog er der ingen skelnen mellem nutid og fremtid; dette kalder man for “svag fremtid”. I andre sprog, herunder dansk, har man en sådan skelnen. Vi skelner mellem “Det sner” og “Det vil sne”. Dette kalder man for “stærk fremtid”.

En undersøgelse foretaget af den amerikanske adfærdsøkononom (eller hvad “behavioural economist” nu hedder på dansk) Keith Chen fra UCLA har fundet en korrelation mellem hvor tilbøjelige man er til at spare op og hvordan der bliver skelnet mellem nutid og fremtid i sproget. I befolkninger, der taler et sprog med “svag fremtid” (som f.eks. japansk eller mandarin) er der i gennemsnit sparet mere op end i befolkninger hvor der tales sprog med “stærk fremtid” (som f.eks. engelsk eller italiensk). Keith Chens mulige forklaring er at fremtiden kommer til at være mere påtrængende, når sproget ikke skelner mellem nutid og fremtid. Men bemærk: der er kun tale om en korrelation. Hvad er årsag og hvad er virkning? Og noget andet er at man også i sprog med “svag fremtid” selvfølgelig også vil kunne udtrykke, at det først vil sne i morgen. Man tilføjer bare ordene “i morgen”.

Om Keith Chens observationer faktisk er udtryk for en dyb sammenhæng mellem sprog, tanke og handling, er han da også selv i tvivl om.

“In five years, this will either be deeply enshrined in how we think about savings behavior, or I’ll have to stick my head in the sand every time I go to a conference,” Chen says.

flattr this!

Kustoderne i skærsilden

Skærsilden

I dag fik jeg at vide at et af de centrale kurser på 3. semester af datalogi- og softwareuddannelserne i år havde en beståelsesprocent på omkring 32. Sagt med andre ord: To tredjedele af en årgang bestod ikke – og årgangene er nu på over 100 studerende. Jeg var oprigtigt ked af dette på kursusholderens vegne; jeg kender ham og ved at han er en dedikeret og både omhyggelig og samvittighedsfuld underviser med stor erfaring med netop dette kursus. Og kurset har da også kun fået positiv kritik fra de studerende, mens det blev afholdt. Samtidig er beståelsesprocenten så lav, at man ikke kan forklare den med at der var tale om en meget svag årgang; der er tale om et kursus på andet år, og det store frafald hører første studieår til. Da vi talte om det triste eksamensresultat i dag, havde vi da heller ikke noget godt bud på en forklaring.

Men én ting ved vi: at kurset er et af første “hårde fag” på de datalogiske uddannelser. For år tilbage var det mit kursus Syntaks og semantik, der var det første “hårde fag” som de studerende (de af dem, der ikke allerede havde studeret matematik) mødte, og dengang var det dét kursus, der fik mange knubs med på vejen. Der blev talt meget om mit kursus på en bekymret måde. Nu er det så andre, der skal døje med dette.

Jeg får en fornemmelse af at nogle “hårde fag” og her specielt det første ender med at blive det, Finn Verner Jensen engang kaldte for skærsilden, nemlig en nødvendig passage inden man kan blive lukket ind i himmeriget. Det er ikke sjovt at skulle være kustode i skærsilden. Og hvad der er lige så slemt: de studerende ender af forståelige årsager med at fokusere på at slippe helskindet igennem skærsilden mere end på at tilegne sig det vigtige stof til glæde for deres ophold i himmeriget.

Fra mit arbejde i studienævnet for datalogi ved jeg at der er bestemte “skærsilde”, der er årsager til særligt mange dispensationsansøgninger. Men mange andre, ja, sikkert alle uddannelser har tilsvarende kurser, der fungerer på denne måde. Vi er nødt til at være meget bevidste om hvor der er “skærsilde” i vores uddannelser.

flattr this!

Video i undervisning

video

I dag var jeg til et møde på mit institut om anvendelser af video i undervisning. Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om hvordan jeg har lavet et flipped classroom-forløb i et kursus, hvor video erstatter forelæsninger. For tiden arbejder jeg sammen med en kollega ved Institut for læring og filosofi på Aalborg Universitet på en publikation, der skal dokumentere mine erfaringer. Til april skal vi ved undervisningens dag holde en workshop om emnet; det bliver spændende.

Til mødet i dag så jeg hvordan to af mine kolleger, begge meget erfarne og engagerede undervisere, greb anvendelsen af video an på en helt andet måde end jeg gjorde – og med stor effekt. De tænkte begge på video som et supplement til forelæsninger. Det var spændende at høre om, og der er meget jeg kan lære af deres erfaringer.

Målet er selvfølgelig ikke at video skal erstatte andre former for undervisning, og budskabet er heller ikke at video er “de vises sten”. Video skal være et værktøj som også kan bruges i tilrettelæggelsen af undervisning, og som alle andre værktøjer har det sine begrænsninger og sine muligheder.

Men noget andet var også tydeligt i dag. Det var de sædvanlige entusiaster, der dukkede op til mødet. Dette viser for mig at se den konservatisme, der ofte er hvad undervisning angår, og det var egentlig ærgerligt. Det er meget sandsynligt at velkendte undervisningsformer stadig har deres berettigelse, men hvor ville jeg dog ønske at alle overvejede hvorfor.

 

flattr this!

Den digitale selvfølgelighed og de analoge lommer

gaffel

Det er de færreste af os, der har en gaffel i lommen og tager den frem med jævne mellemrum for at kigge fascineret på den. Alle ved at en gaffel kun er virkelig velegnet til at spise bestemte madvarer med. Men der findes andre artefakter, som vi gerne fisker frem fra lommen i tide og utide.

I et langt debatindlæg i Politiken den 15. februar sætter Rasmus Hagedorn-Olsen, der er specialestuderende i offentlig ledelse, og Martin Fehr Therkildsen, der er bachelor i retorik, fokus på det, de kalder den “digitale selvfølgelighed”.  Deres udgangspunkt er studerendes brug af computere og smartphones ved forelæsninger – den ender med at distrahere dem selv.

Jeg har tidligere skrevet om problemerne om studerendes brug af computere til forelæsninger. Rasmus Hagedorn-Olesen og Martin Fehr Therkildsen giver i deres debatindlæg en beskrivelse af en engagerende forelæsning i København, der blev ekstra engageret fordi forelæseren netop ikke tillod brugeren af computere under forelæsninger (jeg er selv også blandt dem, der har denne politik), og de skriver

Der er vigtigere ting i livet end jagten på det næste digitale fix, nemlig kvaliteten af nærvær, opmærksomhed, eftertænksomhed og fordybelse. De ting opnår vi bedst ved at sige fra over for den digitale selvfølgelighed. Ikke hele tiden, men i det mindste en gang imellem.

De to studerende står bag webstedet Analoge lommer der skal sætte hele den ureflekterede tilgang til brugen af digitale medier under debat. Det er selvfølgelig paradoksalt (som de selv gør opmærksom på) at initiativet tager form af et websted, men formålet er netop også at skabe en reflekteret brug af de digitale muligheder og de analoge muligheder. Det er der i høj grad brug for.

 

flattr this!

Kan du se om det er rigtigt?

20140214-170752.jpg

I dag havde jeg mest lyst til at melde mig syg – jeg er tung i hovedet af forkølelse og i morgen skal jeg rejse til Bruxelles for at deltage i et møde. Men der var skriftlig eksamen (om- og sygeeksamen) og da skal kursusholderen være til stede, hvis der skulle være en uregelmæssighed. Så jeg sad på mit kontor og forberedte mit oplæg til mødet i Bruxelles. Og ingen kom og rapporterede uregelmæssigheder.

Et af de spørgsmål jeg (og hjælpelærere) ofte har fået gennem årene fra studerende er: Kan du se om min løsning er rigtig? i ugen op til eksamen har nogle af de studerende været forbi mit kontor for at stille samme spørgsmål; de har nemlig regnet gamle eksamenssæt (det er altid en god idé).

Det er en naturlig og vigtig form for formativ evaluering. Men det bliver stedse mere tydeligt for mig hvor vigtigt det er at kunne lære de studerende at kunne reflektere selv over kvaliteten af deres løsninger. For mig er det som regel nemt at se om en løsning på en opgave er korrekt eller ej; det svære et at forklare hvordan en ukorrekt løsning fejler, for man skal prøve at rekonstruere den misforståelse, den studerende har lavet og også nogle gange rekonstruere et ukorrekt begrebsapparat.

Jeg har tidligere lavet opgavesæt hvor de studerende skulle rette hinandens besvarelser, og det hjalp en del. Der var dog også tilfælde hvor studerende, der ikke forstod ret meget, roste en helt vildfaren men imponerende kompliceret besvarelse, eller afviste en helt korrekt besvarelse som værende fuldstændig fejlagtig.

En mulig strategi for at lære de studerende at kunne reflektere over løsningernes kvalitet kan være at give dem en kombination af peer review og besvarelser som alle ved er ukorrekte. På denne måde kan dårlige eksamensbesvarelser samtidig bruges til noget fornuftigt, for det er dér vi ser misforståelserne folde sig ud for alvor.

flattr this!