De overlevende

I min barndom så jeg en skræmmende BBC-produceret tv-serie, der hed The Survivors. Den var produceret af Terry Nation, der også stod bag bl.a. Blake’s Seven og hele 62 afsnit af Doctor Who. The Survivors handlede om hvordan små grupper af overlevende prøvede at klare sig videre efter en global krise, der havde lagt det meste af verden øde. Serien var fra 1975, hvor man i den vestlige verden for første gang anede at de fede år måske var omme. Der havde været oliekrise og bilfrie søndage.

Nu, mere end 40 år senere, er The Survivors blevet genindspillet (den kom i 2010; jeg har endnu til gode at se serien). Dét er i sig selv sigende. Og der er uden for fiktionens verden på den ene side fokus på den globale opvarmning og på den anden side også en hel masse snak om automatisering og alskens “snilde teknologier”; regeringen har sågar nedsat et “disruptionsråd”. Umiddelbart virker det underligt, at den store pessimisme og den store optimisme på denne måde kan sameksistere.

Den amerikanske medieforsker og forfatter Douglas Rushkoff har skrevet en tankevækkende beretning om et indbudt foredrag, han holdt til et lukket møde for stenrige investorer. Mødets tema var fremtidens teknologiske udvikling. Men faktisk, skriver Rushkoff, var de rige forretningsmænd ikke interesseret i de kommende teknologier til at skabe en bedre fremtid, men derimod i hvordan sådanne teknologier kunne bruges til at sikre deres egen overlevelse når det hele en dag bryder sammen. Hermed tænkte de på klimaforandringer, krige og omfattende social uro.

For nogle uger siden skrev jeg om hvordan de, der ikke vil gøre noget den globale opvarmning, ofte simpelthen er “strategisk ligeglade” – de vil simpelthen ikke gøre noget, fordi deres ræsonnement er at krisen først og fremmest vil ramme andre. Nu handler det om at være sig selv nærmest, tænker de.

Så meget af den tilsyneladende teknologioptimisme, som bl.a. Elon Musk er eksponent for med sine fantasier om at kolonisere Mars og hvad ved jeg, er i virkeligheden udtryk for en selvcentreret form for pessimisme. Den er en overklasseudgave af den survivalisme, der får i USA får borgere, der ikke er rige, til at hamstre mad og øve sig i at bruge våben så de kan være forberedt på den dag, det hele bryder sammen. Det er derfor, pessimismen og den tilsyneladende optimisme lever sammen: de er to sider af samme sag.

Skærmblind

Der er en interessant klumme i Wired om “skærmblindhed”, som er den ærgerlige konsekvens af at man mest sidder og læser tekst på skærme – små skærme, mellemstore skærme og store skærme.  Det går simpelthen ud over synet. I oktober 2016 fik jeg multifokale kontaktlinser for at gøre noget ved det faktum, at jeg nu både er nærsynet og har “gammelmandssyn”. Men siden da er mit syn faktisk blevet lidt dårligere igen.

Man skal se noget andet end at kigge på skærmen en gang imellem, for det er ikke godt for de små muskler i øjet at fokusere så længe og så intenst på skærmen. Uden for det kontor, jeg havde indtil sommeren 2016, var der et træ med en fuglerede. Og uden for det kontor, jeg havde i efteråret 2016, var der udsyn til græs og til en bygning af samme slags. Fra og med foråret 2017 har jeg haft udsigt til en parkeringsplads, hvor der står nogle træer. Jeg må tage mig sammen til at kigge lidt ud på træerne derude engang imellem.

For en anden konsekvens af al den megen skærmtid er måske også, at man får sværere ved at se ordentligt på alle de mange ting, der er uden for skærmen,  dvs. den faktiske verden, vi lever i. Ovre i USA er en forfatter ved navn Gabriel Popkin begyndt at arrangere tree walks. Og nej, det har ikke noget med gennemvandring af træstrukturer at gøre. Gabriel Popkin tager såmænd på gåture sammen med interesserede, hvor man går rundt i Washington D.C. og kigger på byens mange fine træer. Det lyder da egentlig hyggeligt og godt. Jeg er vokset op i Han Herred, og som barn havde jeg en nogenlunde fornemmelse af hvilke slags træer, der var i nærheden af mit hjem. Lige nu er jeg faktisk i tvivl om hvilke slags træer det er, der er ude på parkeringspladsen. Jeg må vist hellere se efter.

Arven fra Dick Tracy

Armbåndsuret, som Dick Tracy bar i Chester Goulds tegneserie allerede i 1946.

Svend Brinkmann er i sit seneste indlæg i Politiken også skeptisk over for valget af Tommy Ahlers som forskningsminister. Hvor meget disruption kan man egentlig skabe?

Brinkmann henviser til en artikel fra 2005 fra tidsskriftet Techological Forecasting and Social Change af den amerikanske fysiker Jonathan Huebner.  Huebner prøver at analysere innovation baseret på en liste over 8583 vigtige hændelser i naturvidenskab og teknik siden 1455. Han laver en regressionsanalyse, og det viser sig at antallet af hændelser som funktion af tid siden 1455 ikke er eksponentielt voksende, men tværtimod er aftagende. I sin konklusion skriver Huebner at

…the evidence presented indicates that the rate of innovation reached a peak over a hundred years ago and is now in decline. This decline is most likely due to an economic limit of technology or a limit of the human brain that we are approaching. We are now approximately 85% of the way to this limit, and the pace of technological development will diminish with each passing year.

Så måske er der i virkeligheden ikke så store muligheder for disruption?

Jeg ved det (heller) ikke. Informationsteknologien, som det hedder nu,  bliver ofte udråbt som den helt store forandrer. Den lever højt på to store erkendelser, men ingen af dem er helt nye. Den ene er den indsigt, som skyldes von Neumann og Turing i 1940’erne, at al information kan opfattes som data, der kan behandles med algoritmer. Selve ideen om den universelle programmerbare computer udnytter at programmer også “bare” er data, der kan gemmes i computerens hukommelse. Derfor kan vi bygge computere ind i alle de andre fysiske genstande, der har brug for information. Den anden store erkendelse er, at computere kan kommunikere med hinanden. Denne ide stammer som bekendt fra ARPAnet i 1960’erne.

Ganske mange af ideerne om hvad informationsteknologien kan bruges til, er faktisk fremskrivninger, der gør brug af en stræben efter at gøre apparater stadigt mindre. For eksempel har det berømte smartwatch spøgt lige siden 2. verdenskrig; jeg husker Dick Tracy-historierne fra Seriemagasinet først i 1970erne. Her gik Dick Tracy rundt med et “tv-armbåndsur”, og det havde han gjort lige siden tegneren Chester Gould fandt på uret tilbage i 1946.

Jeg vil selvfølgelig være forsigtig med at hævde, at der ikke er noget nyt under solen og ikke vil komme det. Men min fornemmelse er, at de store erkendelser, der forandrer verden, ikke er nogen, man kan tvinge frem ved målrettet satsning. De store opdagelser i naturvidenskabens historie er så godt som altid dem, som ingen oprindelig ledte efter. De kom fra grundforskningen, ikke fra den anvendte forskning. Hvad mon Tommy og de andre synes om grundforskning?

Et alternativ til Facebook

Den seneste tids afsløringer om Facebook har gjort det fristende for mig at finde et alternativ, hvor jeg kan have mine data i fred for uvedkommende. Men det er ikke nemt, for jeg har gennem mine mere end 10 år fået genskabt kontakten til mange af dem, jeg har mødt gennem årene: Gamle gymnasiekammerater, dem, jeg mødte til Alliance Française-turen i juli 1982, folk, jeg har været på højskole mere, familiemedlemmer rundt omkring osv. osv. Faktisk fik jeg endda kontakt med min ene lillesøster gennem Facebook! Det sidste er en særligt kuriøs del af den underlige historie det er, at mine søskende og jeg først fik kontakt med hinanden som voksne. Og jeg kommunikerer en del med venner og familie via Facebook Messenger.

Der er masser af alternativer til Facebook, og jeg er bruger på både Ello og Minds – og på Google Plus, men Google er lige så glad for at høste data som Facebook, så de tæller ikke. Men desværre har jeg ikke fundet nogen, jeg kender, på hverken Ello eller Minds. Og så er der jo også rigtig mange organisationer og fællesskaber, jeg er interesseret i nyt fra, der kun er til stede på Facebook.

Det er ikke nok, at jeg skifter til et andet socialt medium; jeg skal have alle mine Facebook-venner (eller de fleste af dem) med, og det kræver noget stort, nemlig et fælles initiativ fra en hel masse Facebook-brugere. Hvordan man får dette sat i gang, ved jeg ikke, men hvis nogle store aktører gik forrest, ville det betyde noget. Tænk hvis f.eks. et universitet eller et stort firma bekendtgjorde, at de forlod Facebook til fordel for (f.eks.) Minds! For slet ikke at tale om hvad der ville ske, hvis de danske myndigheder gik deres vej. Men i lyset af al den seneste tids kamp blandt lokalpolitikere om at lægge plads til en serverpark for Facebook på dansk grund er netop dét næppe sandsynligt.

Ikke råd?

I dag skete det: Overenskomstforhandlingerne mellem de faglige organisationer og staten brød sammen.

Jeg har fortalt de studerende, jeg underviser, at det nu er særdeles sandsynligt, at der kommer en konflikt, som vil føre til at de i en periode ikke kan modtage undervisning og ikke kan have kontakt til mig. Skulle konflikten antage karakter af en lockout, kan de studerende end ikke opholde sig på universitetet – for der bliver formodentlig låst af. Der er ikke noget at sige til, at de studerende var chokerede (jeg har en fornemmelse af at mange af dem ikke følger så meget med i indenrigsnyhederne, men det vil nok ændre sig nu!).

Ved de seneste tre overenskomster på området har staten henholdt sig til at der var krise, og at der derfor skulle vises tilbageholdenhed. Og hele denne historie om tilbageholdenhed skal vi nu have igen. Men her er det interessant at sammenholde disse udtalelser med Finansministeriets positive udmeldinger fra i dag. Danmark er “ude af krisen”, og vi sparer 40 milliarder årligt i renter på lav gæld. Finansminister Kristian Jensen udtaler at 

Enhver politiker, der har deltaget i en finanslovforhandling, ved, at 40 milliarder kroner er et svimlende beløb. Derfor er gældsnedbringelsen også en helt central forudsætning for den velfærd og det samfund, vi har i dag. Og det skal vi værne om fremadrettet.

Så hvorfor er det, at der ikke skulle være råd til at give os statsansatte en ordentlig overenskomst?

Socialrådgiveren som algoritme

Der er en rigtig interessant artikel i dagbladet Information om emnet kunstig intelligens. Artiklen spørger, om det i virkeligheden giver mening at tale om intelligens uden at tale om bevidsthed også. Hvor meget kan en maskine forstå af hvordan det indebærer at tænke som et menneske uden også selv at være menneske? Kan en maskine være empatisk? Kan et stykke software, der f.eks. aldrig selv har oplevet sorg, forstå hvad sorg mon er? Kan et stykke software forstå, hvordan det er at have migræne?

Måske er hele den i øjeblikket så populære spådom om at kunstig intelligens har en stor fremtid for sig og vil kunne overtage mange menneskers arbejde, i virkeligheden også i høj grad udtryk for et bestemt menneskesyn og for en bestemt måde at tænke om hvordan mennesker skal omgås hinanden. Hvis intelligens er “regelbaseret”, består intelligent adfærd nemlig i at følge regler. Intelligens er løsrevet fra bevidsthed og indlevelse i Den Anden.

Ofte har man hørt det argument, at det arbejde, der er mindst i fare for at blive overflødiggjort, er “arbejde med mennesker”, der kræver empati. Men måske er det i virkeligheden ikke sådan.

Dansk Socialrådgiverforening har længe givet udtryk for, at de er ved at blive kvalt i regler. Denne regelbaserede arbejdspraksis (jeg tænker selvfølgelig også på min yndlingsaversion New Public Management) er uempatisk – og bevidstløs i ordets egentlige forstand.

I artiklen i Information sigerKlavs Birkholm, der var med til at oprette uddannelsen i teknoantropologi på Aalborg Universitet, dette:

»En socialrådgiver arbejder tit med forhold, der påkalder sig stor offentlig interesse. Det kan være fjernelse af børn og unge fra deres familie. Ræsonnementet synes at være, at man i stadigt større omfang hellere må overlade den slags beslutninger til kunstig intelligens. Socialrådgiveren skal i et standardiseret sprog svare på en række spørgsmål, hvorefter systemets algoritmer kan komme med en løsning,« siger Birkholm og peger på, at den erfarne socialrådgiver før kunne gøre sig iagttagelser baseret på lang erfaring og på den baggrund gå ind og foreslå løsninger, der måske havde deres baggrund i et kompliceret forhold mellem far og søn.

»Men den yngre kollega har lært at bruge standarderne. I stedet for et menneske, der kan bruge sine sanser, har du i stedet fået en robot. Vi risikerer alle sammen at blive en smule mindre bevidste,« siger Klavs Birkholm og henviser til, at det er den vej, langt de fleste politikere og beslutningstagere ønsker, vi skal gå.

Endnu et år er gået

En lang kø uden for Liberty Theatre, Barrack Street, Perth, Australien den 8. januar 1964.

Og sådan blev det igen den dag, to uger efter jul, hvor jeg kunne fejre min fødselsdag. I dag har jeg levet i fireoghalvtreds år, og selv om verden er kompliceret, er det godt at være her. Jeg har tilmed det privilegium at dele fødselsdag med så berømte og inspirerende mennesker som Elvis Presley (jeg er nu tolv år ældre end han nogensinde nåede at blive), David Bowie, Shirley Bassey og Stephen Hawking.

Tak til alle for opmærksomhed på denne personlige mærkedag for mig – for gaver, for samvær og spadseretur i parken, for samtaler og for selskab, for telefonopkald og for hilsner på sms og på de sociale medier. Jeg er glad for at I er der.

Grunde til at blive opmuntret?

Ofte mærker jeg en grundlæggende følelse af at det hele går den forkerte vej – med krig, racisme, almindelig dumhed og ikke mindst med den globale opvarmning. Der er meget at være bekymret over, og problemerne virker uoverstigelige. I Politiken skriver Svend Brinkmann i anledning af årsskiftet at

Der er små fremskridt hist og her, både hvad angår fælles fodslag og den teknologiske udvikling, men desværre også store tilbageskridt, ikke mindst i kølvandet på Trump og USA’s udtræden af den internationale klimaaftale.

De fleste af os føler et diffust ubehag ved situationen, men går rundt og lader som ingenting, sorterer måske lidt affald, men dropper næppe flyveturene sydpå, hvis vi ellers har råd til dem. For min adfærd er jo bare en dråbe i havet, ikke sandt? Jeg kan jo ikke redde hele verden.

Der er grundlæggende to måder, hvorpå mennesker kan reagere på et sådant oplevet ubehag: Man kan enten aktivt søge at løse det problem, der giver anledning til ubehaget, eller man kan mere passivt forsøge at ændre sin subjektive oplevelse. Den første er en handlingsstrategi, mens den anden er en tilpasningsstrategi.

I dag fik jeg så en mail fra den skotsk-amerikanske musiker David Byrnes mailingliste. Han skriver umiddelbart det stik modsatte af Svend Brinkmann:

I began to look for encouraging things that are happening anywhere, and if they have been tested, if they have been proven to work, if they can be transferred and adopted in other places, if they can scale up—then let’s hold them up for consideration, and let’s invite others to add to this project. There are actually a LOT of encouraging things going on around the world—they’ve given me hope, and I’d like to share them.

Den 8. januar, dvs. på selveste min fødselsdag, vil David Byrne give et live-streamet foredrag i New York om alle de grunde, der er til at blive opmuntret og om sit projekt, der hedder Reasons To Be Cheerful (og selvfølgelig involverer hans musik).

Umiddelbart minder dette om Bjørn Lomborgs forsikringer om at det hele går ufatteligt godt. Men hvor Lomborgs fortælling først og fremmest er blevet brugt af danske regeringer siden 2001 som en sovepude, er det mit indtryk at Byrne faktisk er ude på noget helt andet, nemlig at vise at man kan ændre alt det, der er galt i verden i dag. Og på den måde er han – i al fald så vidt jeg kan se – faktisk enig med Brinkmann om at opmuntre til handling og er endda konkret i sit initiativ, der skal skabe en fælles platform for forandring.

Glædelig jul 2017!

Så er der gået endnu et år. I aften slutter julen endnu engang efter tre måneder, og det gør den som altid med et bjerg af indpakningspapir og konfekt. Det har (vanen tro) været en travl juletid, og gad vide hvad der kommer nu. I morgen vil jeg og mange andre i al fald fejre alle anstrengelserne ved omsider at holde ferie. Glædelig jul til jer alle!

En velkendt klub

Når man får børn, bliver man medlem af en særlig klub af forældre, der taler et sprog, som andre ikke helt kan forstå. Først taler man om bleer og vuggestuer, siden taler man om skolestart og en dag taler man om fester og alt for sene sengetider.

Men der er også en anden klub, som jeg for længst er blevet etableret medlem af, nemlig klubben af midaldrende mennesker med de skavanker, som alderen fører med sig. Som barn og ung var det endnu en klub, jeg kunne beskue udefra og med undren.

Sådan er det ikke mere. Talrige er de samtaler, jeg har haft med venner og kolleger om læsebriller, hørelse, skuldre der ikke rigtig vil som deres ejer vil osv. Og efter jeg blev 50 er jeg blevet guldmedlem. I søndags, bedst som jeg var ude at gå i midtbyen på et plant og tørt underlag, fik jeg en voldsom smerte i min højre fod. Det gjorde rent ud sagt ondt ad helvede til. Resten af dagen gik med smertestillende salve og hvile til foden. I formiddags kunne jeg omsider besøge en kombineret kiropraktisk/fysioterapeutisk klinik og fik at vide, at et led i min fod havde låst sig. Det fik jeg så “låst op” igen, og derefter besluttede den venlige, men resolutte behandler sig til at dreje halsen om på mig, nu hun alligevel var så godt i gang. Hun kunne nemlig mærke, at der også var noget galt i min nakke. Heldigvis går det meget bedre nu, jeg kan stort set gå normalt igen, og der er endnu et samtaleemne til møderne i klubben.