Screen New Deal?

Naomi Klein har et interessant essay i The Guardian om hvordan de store tech-virksomheder (og ikke mindst Google og Microsoft) prøver at profitere af COVID-19-pandemien. Ikke mindst online-undervisning er kommet til at fylde meget. Klein taler med et ordspil om at det, virksomhederne går efter, er en slags Screen New Deal. Det er selvfølgelig et ordspil på den Green New Deal, progressive politikere i USA efterlyser som respons på klimakrisen.

Eric Schmidt, tidligere topchef og tidligere bestyrelsesformand for Google, er i spidsen for et ekspertpanel i delstaten New York, der giver sit bud på hvordan virkeligheden og hverdagen skal se ud efter pandemien. Panelet fokuserer på hvordan internetteknologi kan integreres permanent i borgernes dagligliv. Der er forslag om telesundhed, fjernundervisning og hurtige bredbåndsforbindelser. Også Bill Gates er fremme i samme delstat med et lignende partnerskab om fjernundervisning.

Det er selvfølgelig ikke noget tilfælde, at der er sådan et fokus fra netop Google og Microsoft på at udbrede internetteknologi yderligere. Der er ikke tale om en sammensværgelse, men om at virksomhederne nu fisker i rørte vande. Men skal det være den teknologiske fremtid? Naomi Klein skriver

Schmidt kan have ret i, at overfyldte klasseværelser udgør en sundhedsrisiko, i det mindste indtil vi har fået en vaccine. Men hvorfor ikke i stedet ansætte dobbelt så mange lærere og skære klassestørrelsen ned til halvdelen? Eller hvad med at sørge for, at alle skoler har tilknyttet en sygeplejerske?

Den form for tiltag vil kunne skabe nye job i en periode med arbejdsløshed på niveau med depressionstidens og give læringsmiljøer mere fleksibilitet. Hvis skolebygningerne er for overfyldte, hvorfor så ikke opdele dagen i skift og afsætte flere timer til udendørsundervisning? Der er forskningsmæssig evidens for at, indlæring fremmes af, at børn tilbringer mere tid i naturen. Der kan være praktiske udfordringer forbundet med den type tiltag. Men at gå den vej vil være klart mindre risikabelt end at opgive den gennemprøvede ’teknologi’, hvor uddannet personale underviser børn og unge ansigt til ansigt, i grupper, hvor de samtidig lærer at socialisere.

Vi har i folkeskolen i Danmark set noget lignende. Først var der fjernundervisning i lang tid, og så kom eleverne i indskolingen tilbage. Fjernundervisningen krævede meget af de hjemmegående forældre og var næppe af særligt høj kvalitet, men med de midlertidige normeringer i klasserne var der pludselig meget mere tid til det enkelte barn, en mere overskuelig arbejdstid for lærerne og meget mere tid udendørs.

Det er bestemt ikke givet, at det, man skal lære af pandemien er, at der bare skal være mere fjernundervisning, mere telemedicin, mere brug af sociale medier og mere e-handel. E-handelen giver, som Naomi Klein skriver, let anledning til flere lagre, der reelt er sweatshops, og de sociale medier giver let anledning til mere overvågning. Tværtimod kunne man af pandemien lære værdien af menneskeligt nærvær og hvordan det kan hjælpes på vej af ordentlige anvendelser af internetteknologi.

Nogle vil synes, at det er underligt, at netop jeg er skeptisk over for internetteknologi. Det er jeg nu heller ikke, men min holdning er at teknologien ikke må bruges som en erstatning for menneskelig kontakt og nærvær, men et værktøj, der kan sikre livskvalitet. Man kan bruge teknologien til at gøre mennesker overflødige og dermed gennemføre en rationaliseringsøvelse, men vi kan bestemt også bruge internetteknologien til at skabe mere menneskeværd (herunder “nærværd”).

En stor ære

Mens jeg er i Malta, har jeg fået at vide, at jeg er blandt modtagerne af den såkaldte Test of Time Award, som uddeles ved konferencen CONCUR2020 i Wien til august. Prisen gives til artikler fra CONCUR-konferenceserien (en vigtig konference inden for teoretisk datalogi), der har rummet vigtige videnskabelige bidrag og har vist sig at “holde længe” (eller hvordan man bedst oversætter det engelske begreb “stand the test of time”).

Det er en virkelig stor ære for mig. Artiklen, Bisimulation Equivalence is Decidable for all Context-Free Processes, blev publiceret i 1992. Den er resultatet af et samarbejde med Søren Christensen og Colin Stirling, der var vejleder for både Søren og mig, da vi begge var PhD-studerende i Edinburgh.

Komiteens officielle begrundelse, som kan læses på CONCUR2020s hjemmeside, er denne:

The paper “Bisimulation Equivalence is Decidable for all Context-Free Processes”, published by Søren Christensen, Hans Hüttel and Colin Stirling at CONCUR 1992, receives one award for extending and simplifying the seminal result by Baeten, Bergstra and Klop, who proved the decidability of bisimilarity over normed context-free processes. The CONCUR’92 paper has paved the way to further decidability and complexity results for a variety of classes of infinite-state processes. This includes the 2-EXPTIME algorithm for bisimilarity over BPA presented by Burkart, Caucal and Steffen in a paper published at MFCS 1995, and the work by Senizergues in papers at FOCS 1998 and in the SIAM Journal on Computing in 2005, presenting decidability results for all “equational graphs” with finite out-degree.

Artiklens store resultat er et bevis for et åbent problem om afgørbarhed, jeg jagtede et svar på i mit PhD-arbejde, men ikke nåede at finde, inden min afhandling skulle afleveres. Men året efter, og ikke mindst takket være en vigtig indsigt fra Søren i form af et lemma om endelig karakterisation af vidner for ækvivalens, lykkedes det. Resultatene i vores artikel kom med i Sørens gode og velskrevne afhandling.

Han og jeg delte i et års tid lejlighed, men efter tiden i Edinburgh mistede vi desværre kontakten. Søren fik arbejde i en virksomhed, og jeg blev som bekendt universitetslærer. Nu har vi fået kontakt igen som resultat af denne hædersbevisning.

Da vi skrev artiklen, var Søren og jeg 28 år gamle. Nu er vi 56; der er gået et halvt liv. Lige før jul fik jeg at vide af Julian Bradfield, der også var en af Colins gamle PhD-studerende og siden blev i Edinburgh, at Colin nu går på pension. Forhåbentlig ser jeg dem begge igen i Wien ved prisoverrækkelsen – det ville glæde mig rigtig meget.

Dannelse og nøgletal

I et essay i New York Times lader endnu en amerikansk journalist, denne gang David Brooks, sig i dag begejstre over uddannelse i de nordiske lande. Han skriver

They look at education differently than we do. The German word they used to describe their approach, bildung, doesn’t even have an English equivalent. It means the complete moral, emotional, intellectual and civic transformation of the person. It was based on the idea that if people were going to be able to handle and contribute to an emerging industrial society, they would need more complex inner lives.

Today, Americans often think of schooling as the transmission of specialized skill sets — can the student read, do math, recite the facts of biology. Bildung is devised to change the way students see the world. It is devised to help them understand complex systems and see the relations between things — between self and society, between a community of relationships in a family and a town.

Det, Brooks vil fremhæve, er at uddannelser i Norden ifølge ham gør mere for at skabe hele mennesker. Om det er sådan også i dag, er jeg ikke sikker på. Måske siger hans udtalelse i virkeligheden mest om tingenes tilstand i USA.

Men det er rigtigt, at engelsk (som er et sprog, der ofte bliver tildelt en særlig status, det egentlig ikke er berettiget til) ikke har et ord, der svarer til Bildung. Men der er et dansk ord for det, nemlig dannelse.

Dannelse er svær at håndtere, og politikere taler ofte famlende om dette begreb. Det er som om, de gerne vil, men ikke rigtig kan . Et eksempel: I aftalen “Faglighed, dannelse og frihed”, indgået af et flertal i Folketinget i januar 2019, bliver dannelse nævnt i overskriften, men ellers ikke.

Min fornemmelse er at en af grundene til at politikere er så vage, når det gælder dannelse, er at de er blevet fanget i en bestemt forståelse af kvalitet af uddannelser, som er opstået under neoliberalismen. Det er som regel nemt at opdage, at et menneske ikke besidder dannelse, men dannelse kan ikke kvantificeres og den kan derfor ikke gøres til genstand for det, der er blevet så udbredt et redskab til “kvalitetsstyring” (som det hedder), nemlig nøgletal, der kan måles.

Dekadence?

Leonid Bresjnev. Bundesarchiv, Bild 183-F0417-0001-011 / Kohls, Ulrich / CC-BY-SA 3.0

Når jeg følger med i nyhedsstrømmen, får jeg ofte en ubehagelig følelse af at det ser ud som, om vi er på vej mod afgrunden, men rejser derhen på første klasse. Hvorfor sker der ikke snart noget?

Den amerikanske skribent Ross Douthat har et langt essay i The New York Times om vor tid, som han kalder for dekadencens tidsalder (the age of decadence). Ordet dekadence lyder af nydelsessyge og ligegyldighed, men Douthat bruger begrebet om en tilstand af økonomisk stagnation, nedslidning af institutionerne og kulturel og intellektuel udmattelse, samtidig med at der er en høj grad af material velstand og teknologisk udvikling. Samtidig er der også en tendens til at vende blikket indad og søge de umiddelbare nydelser, formodentlig som et resultat af resignation.

Douthat er et navn, der ligger et sted mellem “doubt that” og “do that” (og en tvivlehat, modsætningen til en tænkehat). Det er selvfølgelig et tilfælde, men det passer forbløffende godt på den stemning, han maner frem i sin tekst. Han sammenligner vor tid med Romerrigets langsomme fald; der gik flere hundrede år fra storhedstiden sluttede omkring år 200 e.v.t. til delingen i det vestromerske og det østromerske rige.

Der var en masse snak om disruption for få år siden, og måske var det i virkeligheden et tegn på at beslutningstagerne var blevet bange for tilstanden af dekadence/stagnation. Et politisk parti som Alternativet var vel også tegn på et ønske om forandring.

Men måske er det noget andet, der er problemet? Nemlig at de politiske og økonomiske magthavere og de, der stoler på dem, grundlæggende ønsker at fortsætte som før, bare på en anden måde. Det er nemlig temmelig tydeligt, at det ikke kan lade sig gøre. Klimakrisen viser, at der er nødt til at ske noget nyt, men de fleste fortsætter som de plejer. Enten fordi de helst bare vil, fordi de ikke har bedre ideer eller fordi de er bange for at miste deres magtposition.

Set på denne måde ligner vor tid måske mere situationen i Sovjetunionen under Leonid Bresjnev og frem til da Mikhail Gorbatjov kom til magten. Under Brezhnev var der en form for stabilitet, som kendetegner autoritære regimer, og der skete en masse teknologiske landvindinger. Men der var samtidig en fornemmelse af, at det ikke kunne blive ved, for magthaverne havde ingen ønske om forandringer, kun om at bevare tingenes tilstand.

Konsulenternes paradis

Da jeg og andre udarbejdede vores ansøgning om Horizon 2020-midler fra EU, brugte vi et konsulentfirma til at hjælpe os med at få den 143 sider lange ansøgning sat sammen, så den ville blive bedømt positivt. Der findes i Europa en skov af sådanne konsulentfirmaer, der lever af dette arbejde.

Der findes også mindst ét konsulentfirma i Danmark, der kan hjælpe de (fortrinsvis unge) borgere, der gerne vil ind på en videregående uddannelse, men ikke kan leve op til karakterkravene fra kvote 1, med at skrive en kvote 2-ansøgning.

Og der findes vejledningstjenester, der kan hjælpe gymnasieelever med at skrive deres studieretningsprojekt (SRP). Min datter, der nu skal til at skrive sin SRP, opdagede at der lå foldere fra et sådant konsulentfirma på bordene i gymnasiets kantine.

Det er sigende, at konkurrencesamfundet, hvor det hedder sig, at alle kun bliver bedømt på deres meriter og at konkurrencen fremmer effektivitet og sparer resurser, fremelsker en sekundær økonomi af konsulenter, der skal hjælpe alle med at vinde. Det kunne være interessant at vide, hvor stor denne økonomi er.

Butiksdøden

Genbrugsbutikken i Arentsminde.

Jeg voksede op i Arentsminde, en landsby med knap 400 sjæle. Dengang i 1970’erne var der en lille kiosk og en brugs; faktisk var der en overgang også en købmandsforretning. Henne i den østre ende af byen var en benzinstation, hvor der også var en kiosk. I nabolandsbyen Halvrimmen, der var en anelse størrelse, var der flere butikker. Længere vestpå lå Brovst og Fjerritslev med endnu flere butikker. Ude østpå lå Aabybro, også med mange butikker.

Men sidst jeg besøgte Arentsminde, tilbage i efteråret 2018, var der kun en genbrugsbutik drevet af frivillige tilbage. Den lå i huset, hvor den gamle brugs engang var. Jeg ved ikke, hvor borgerne i Arentsminde arbejder nutildags, men det er næppe i Arentsminde selv.

Butiksdøden i forrige århundrede skyldtes urbaniseringen; det var nemt og enkelt at køre til Brovst, Fjerritslev eller Aabybro eller måske endda til Aalborg for at handle – for det var alligevel der, de fleste arbejdede. Den nye butiksdød skyldes også ændringer i infrastrukturerne, denne gang nethandel. Et eksempel fra de seneste dage er, at Bose lukker deres butikker rundt om i verden med den begrundelse, at de fleste af deres elektronikprodukter alligevel bliver solgt online.

Der er samtidig en anden form for butiksdød i gang: Mange butikker i de større byer er også i gang med at ændre karakter, så det på nogle måder virker som om de er i gang med at eliminere sig selv. I Superbrugsen i nærheden af mit hjem arbejder man nu med Scan og betal-konceptet, så butiksmedarbejdere er på vej til at blive overflødige eller får en helt anden rolle end før.

Det betyder samtidig et farvel til en form for ufaglært arbejde, som har været typisk. 370.000 ufaglærte jobs er forsvundet inden for de seneste 20 år. Engang sagde man, at det var “globaliseringen”, der var årsagen, men det kan ikke passe mere. Jeg vil ikke tegne et romantisk billede af det rutineprægede, lavtlønnede, ufaglærte butiksarbejde, men konturerne af det billede som tegner sig af nethandlens ufaglærte arbejde med natarbejde og ingen kontakt til kunderne er ikke rart. Hele historien om arbejdsforholdene hos Amazon er oprørende.

Butiksdøden er en nem død, som virker smertefri og “naturlig” på mange, men den fører formodentlig til større forbrug af resurser til transport af de nethandlede varer, og den ændrer arbejdsmarkedet og ikke nødvendigvis til det bedre. Det ville være godt, hvis der kom en kvalificeret diskussion af dette, og helst med nogle bedre løsninger end f.eks. storcentre eller den hurtige vejforbindelse til Aalborg, som nogle politikere fra min gamle hjemegn tror, vil være til gavn for dem.

Møllerne i Brovst

Foto af side fra Ekstra Bladet 8. januar 2020.

Det er ærgerligt at opdage, at den egn i Nordjylland, hvor jeg er født og voksede op, nu er kommet på Ekstra Bladets spisesedler på den baggrund, at befolkningen her nu bliver set som modstandere af vedvarende energi. Dette billede bliver nuanceret af udtalelser fra borgere på egnen, der ikke er modstandere af vindmøller, men ikke har lyst til at stå frem. Hele sagen siger derfor også noget om uformelle magt- og afmagts-strukturer.

Modstanden mod vindmøller er også på andre måder et uldent og sammensat fænomen. På den ene side er det tydeligt, at der kan være støjproblemer forbundet med store vindmøller, og synet af de store møller forandrer meget tydeligt det flade landskab ude vestpå. Og når man kommer fra en egn som Han Herred, hvor der kun 25 kilometer fra Aalborg kan virke affolket, kan det virke som om man bor i en egn, der for andre først og fremmest er blevet et billigt investeringsobjekt. Store firmaer som Vattenfall går ikke ind i vindmøllebranchen, fordi de er drevet af idealisme. Vindmølleindustrien er drevet af samme profithensyn og af samme kynisme som andre brancher.

Modstanden mod vindmøller er bestemt heller ikke drevet af idealisme; den er i høj grad et udtryk for det, man med et engelsk akronym kalder for NIMBY-effekten. NIMBY betyder Not In My Back Yard og henviser til de protester, man ser når, borgere i et område godt kan se nødvendigheden af et nyt anlæg eller en ny institution, men ikke vil have det placeret i deres nærområde. Det ser man bl.a. for institutioner for handicappede eller stofmisbrugere.

På den anden side er det ikke sikkert, at de, der protesterer, synes om vindmøller, så det er ikke en ufortyndet NIMBY-effekt, vi har med at gøre. Modstanden mod vindmøller bliver nemlig i ikke ringe omfang drevet af en modstand mod vedvarende energi og af “klimaskeptikere”. Ikke mindst Dansk Folkeparti, der huser ganske mange “klimaskeptikere”, har støttet modstanden mod vindmøller og vil fjerne støtten til vindmøller på land helt. Forpersonen i Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller er ganske vist økologisk landbruger og har solceller på sit tag. Men mindst to andre medlemmer af den fem personer store bestyrelse deler “klimaskeptiske” opslag på Facebook. Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller siger i det hele taget ikke ret meget om, hvad man skal gøre i stedet for at opstille vindmøller. De kunne tale for flere solceller (der ikke skæmmer landskabet på samme måde) eller for flere bevillinger til havvindmøller, eller om hvordan havvindmøller kan gavne beskæftigelsen ved at flytte arbejdskraft fra fiskeri og olieboringer – men det gør de ikke.

Året slutter her

Om nogle timer slutter 2019. Et år bliver aldrig, som man troede, og 2019 blev et underligt år med afskedigelser blandt folk, jeg kender, magtfuldkommenhed, voldsomme og pludselige ændringer og stor usikkerhed for mange. Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive mere om det her. Også tæt på mig er der nogen, der har skullet finde et nyt arbejde. Hvem ved om du er her om et år? var der en, der sagde til mig.

Ordene er underligt passende netop i dag, hvor jeg har været til undersøgelse på hospitalet. Selv om jeg måske ikke fejler noget af betydning, er det nu alligevel en lidt ærgerlig afslutning på året.

Når det føles sådan, er det vigtigt også at huske de gode stunder fra 2019, for de var der. Der var deltagelse i Danmarksmesterskabet i poetry slam. En konference i Portugal med lune januardage ved Tejo. Et seminar med kolleger fra Moldova og samværet bagefter. DMs kongres. Et møde i Prag med kolleger fra nær og fjern. En solfyldt sommer i Mariehamn og Stockholm. En musikfestival i Göteborg. En artikel i Acta Informatica. Besøg hos mine søskende fra England og Tyskland. Dagen, hvor jeg fik at vide at jeg var årets underviser ved de uddannelser, hvor jeg underviser. Dage på tysk i Magdeburg. Solnedgangen over Korfu og Sarandë. Gensynet med mine venner fra gymnasietiden. Alle togrejserne gennem Europa og den erfaring, det har givet mig. Fællesskabet for at skabe handling i klimakrisen. Aktiviteterne i Amnesty International. Tid med familie og venner. Alt dét var der også i 2019. Jeg håber, der kommer mere af det i det nye år, der også er begyndelsen på det, mange kalder for det nye årti. I al fald:

Godt nytår til jer, der læser dette!

Noget om at pynte juletræ

Juletræet 2019

Den egentlige glæde ved julen består formodentlig i at de samme enkle aktiviteter finder sted på samme måde år efter år. Forudsigelighed kan være tryg. Derfor synes sorgen da også desto større, når det ikke er muligt at opleve gentagelsens glæde. Jeg mødte én i går, der for et par måneder siden pludseligt havde mistet sin lillebror på 30 og nu for første gang skulle holde jul uden ham, som han altid havde kendt. Det var ikke let.

Et af de små ritualer (for det er jo hvad det er) i min jul af gentagelser er dét at pynte juletræ. En af mine mange onkler hægede om pyntningen i en sådan grad, at ingen måtte få træet at se før juleaften efter middagen – den slags kræver så også en bolig af en vis størrelse. Til gengæld fik alle andre så et glimt af benovelse, der var en julefilm værdigt.

Selv har jeg altid brugt det at pynte juletræ som en fælles syssel, der finder sted lillejuleaftensdag. Mine eneste tommelfingerregler (som der hersker konsensus om også i resten af husstanden) er, at træet ikke må være overlæsset og at der er en form for rotationssymmetri, der skal respekteres. Ellers er der ikke mange fikspunkter. Som barn stod jeg med en let dryssende rødgran, en lametta-stjerne og levende lys i kontravægtstager, men i dag er det en normannsgran, en formstøbt stjerne og LED-lyskæde, jeg har til rådighed. Forskellen er – ens.

Det perfekt pyntede træ eksisterer næppe, men det er altid godt at forsøge.

Verdensmål og våbenforskning

FNs verdensmål dukker også op som byggeklodser på denne veganske takeaway i Aalborg.

Syddansk Universitet (SDU) er et af de danske universiteter, der har bekendtgjordt, at de nu vil arbejde med FNs verdensmål for bæredygtig udvikling. Man får et indtryk af et universitet, der vil forandre verden i en bæredygtig retning og være med til at løse de meget alvorlige problemer, som klimakrisen og den globale ulighed udgør..

Det var også i år, at EU lancerede sit PADR-program (Preparatory Action on Defence Research). I de kommende tre år vil PADR uddele 90 millioner euro til våbenforskning og i det kommende årti er der fra EU afsat mere end 40 milliarder euro til området. Det er helt klart, at PADR er målrettet mod både virksomheder og universiteter; der er nu officielle initiativer i den danske universitetsverden rettet mod at gå efter forskningsmidler fra PADR.

Jeg kan være bekymret for om den pludselige interesse for verdensmålene ikke så meget bunder i et ønske om forandring. Det er nemlig påfaldende, at danske universiteter på den ene side taler så meget om FNs verdensmål og på den anden side engagerer sig helt åbenlyst i PADR. FNs verdensmål nr. 16 taler om fred, retfærdighed og stærke institutioner. Et delmål er at

16.1 Alle former for vold, og voldsrelaterede dødsfald skal reduceres væsentligt overalt.

(Fra https://www.verdensmaalene.dk/maal/16)

Min fornemmelse er, at den pludselige interesse hos bl.a. SDU for FNs verdensmål for bæredygtig udvikling i stort omfang reelt bare har samme årsag det samme som interessen for PADR: at der her er muligheder for at få forskerne til at hente eksterne forskningsmidler hjem. De eksterne forskningsmidler er i begge tilfælde centralt styrede initiativer rettet mod helt bestemte, bundne anvendelser. Og hvad angår den tilsyneladende interesse i at skabe forandring, er den formodentlig kun tilsyneladende. Jeg bemærker nemlig, at SDUs hensigtserklæring lyder at

På SDU vil vi i forskning, uddannelse og administration arbejde med, men ikke nødvendigvis for, verdensmålene.

(min fremhævning)