Butiksdøden

Genbrugsbutikken i Arentsminde.

Jeg voksede op i Arentsminde, en landsby med knap 400 sjæle. Dengang i 1970’erne var der en lille kiosk og en brugs; faktisk var der en overgang også en købmandsforretning. Henne i den østre ende af byen var en benzinstation, hvor der også var en kiosk. I nabolandsbyen Halvrimmen, der var en anelse størrelse, var der flere butikker. Længere vestpå lå Brovst og Fjerritslev med endnu flere butikker. Ude østpå lå Aabybro, også med mange butikker.

Men sidst jeg besøgte Arentsminde, tilbage i efteråret 2018, var der kun en genbrugsbutik drevet af frivillige tilbage. Den lå i huset, hvor den gamle brugs engang var. Jeg ved ikke, hvor borgerne i Arentsminde arbejder nutildags, men det er næppe i Arentsminde selv.

Butiksdøden i forrige århundrede skyldtes urbaniseringen; det var nemt og enkelt at køre til Brovst, Fjerritslev eller Aabybro eller måske endda til Aalborg for at handle – for det var alligevel der, de fleste arbejdede. Den nye butiksdød skyldes også ændringer i infrastrukturerne, denne gang nethandel. Et eksempel fra de seneste dage er, at Bose lukker deres butikker rundt om i verden med den begrundelse, at de fleste af deres elektronikprodukter alligevel bliver solgt online.

Der er samtidig en anden form for butiksdød i gang: Mange butikker i de større byer er også i gang med at ændre karakter, så det på nogle måder virker som om de er i gang med at eliminere sig selv. I Superbrugsen i nærheden af mit hjem arbejder man nu med Scan og betal-konceptet, så butiksmedarbejdere er på vej til at blive overflødige eller får en helt anden rolle end før.

Det betyder samtidig et farvel til en form for ufaglært arbejde, som har været typisk. 370.000 ufaglærte jobs er forsvundet inden for de seneste 20 år. Engang sagde man, at det var “globaliseringen”, der var årsagen, men det kan ikke passe mere. Jeg vil ikke tegne et romantisk billede af det rutineprægede, lavtlønnede, ufaglærte butiksarbejde, men konturerne af det billede som tegner sig af nethandlens ufaglærte arbejde med natarbejde og ingen kontakt til kunderne er ikke rart. Hele historien om arbejdsforholdene hos Amazon er oprørende.

Butiksdøden er en nem død, som virker smertefri og “naturlig” på mange, men den fører formodentlig til større forbrug af resurser til transport af de nethandlede varer, og den ændrer arbejdsmarkedet og ikke nødvendigvis til det bedre. Det ville være godt, hvis der kom en kvalificeret diskussion af dette, og helst med nogle bedre løsninger end f.eks. storcentre eller den hurtige vejforbindelse til Aalborg, som nogle politikere fra min gamle hjemegn tror, vil være til gavn for dem.

Møllerne i Brovst

Foto af side fra Ekstra Bladet 8. januar 2020.

Det er ærgerligt at opdage, at den egn i Nordjylland, hvor jeg er født og voksede op, nu er kommet på Ekstra Bladets spisesedler på den baggrund, at befolkningen her nu bliver set som modstandere af vedvarende energi. Dette billede bliver nuanceret af udtalelser fra borgere på egnen, der ikke er modstandere af vindmøller, men ikke har lyst til at stå frem. Hele sagen siger derfor også noget om uformelle magt- og afmagts-strukturer.

Modstanden mod vindmøller er også på andre måder et uldent og sammensat fænomen. På den ene side er det tydeligt, at der kan være støjproblemer forbundet med store vindmøller, og synet af de store møller forandrer meget tydeligt det flade landskab ude vestpå. Og når man kommer fra en egn som Han Herred, hvor der kun 25 kilometer fra Aalborg kan virke affolket, kan det virke som om man bor i en egn, der for andre først og fremmest er blevet et billigt investeringsobjekt. Store firmaer som Vattenfall går ikke ind i vindmøllebranchen, fordi de er drevet af idealisme. Vindmølleindustrien er drevet af samme profithensyn og af samme kynisme som andre brancher.

Modstanden mod vindmøller er bestemt heller ikke drevet af idealisme; den er i høj grad et udtryk for det, man med et engelsk akronym kalder for NIMBY-effekten. NIMBY betyder Not In My Back Yard og henviser til de protester, man ser når, borgere i et område godt kan se nødvendigheden af et nyt anlæg eller en ny institution, men ikke vil have det placeret i deres nærområde. Det ser man bl.a. for institutioner for handicappede eller stofmisbrugere.

På den anden side er det ikke sikkert, at de, der protesterer, synes om vindmøller, så det er ikke en ufortyndet NIMBY-effekt, vi har med at gøre. Modstanden mod vindmøller bliver nemlig i ikke ringe omfang drevet af en modstand mod vedvarende energi og af “klimaskeptikere”. Ikke mindst Dansk Folkeparti, der huser ganske mange “klimaskeptikere”, har støttet modstanden mod vindmøller og vil fjerne støtten til vindmøller på land helt. Forpersonen i Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller er ganske vist økologisk landbruger og har solceller på sit tag. Men mindst to andre medlemmer af den fem personer store bestyrelse deler “klimaskeptiske” opslag på Facebook. Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller siger i det hele taget ikke ret meget om, hvad man skal gøre i stedet for at opstille vindmøller. De kunne tale for flere solceller (der ikke skæmmer landskabet på samme måde) eller for flere bevillinger til havvindmøller, eller om hvordan havvindmøller kan gavne beskæftigelsen ved at flytte arbejdskraft fra fiskeri og olieboringer – men det gør de ikke.

Året slutter her

Om nogle timer slutter 2019. Et år bliver aldrig, som man troede, og 2019 blev et underligt år med afskedigelser blandt folk, jeg kender, magtfuldkommenhed, voldsomme og pludselige ændringer og stor usikkerhed for mange. Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive mere om det her. Også tæt på mig er der nogen, der har skullet finde et nyt arbejde. Hvem ved om du er her om et år? var der en, der sagde til mig.

Ordene er underligt passende netop i dag, hvor jeg har været til undersøgelse på hospitalet. Selv om jeg måske ikke fejler noget af betydning, er det nu alligevel en lidt ærgerlig afslutning på året.

Når det føles sådan, er det vigtigt også at huske de gode stunder fra 2019, for de var der. Der var deltagelse i Danmarksmesterskabet i poetry slam. En konference i Portugal med lune januardage ved Tejo. Et seminar med kolleger fra Moldova og samværet bagefter. DMs kongres. Et møde i Prag med kolleger fra nær og fjern. En solfyldt sommer i Mariehamn og Stockholm. En musikfestival i Göteborg. En artikel i Acta Informatica. Besøg hos mine søskende fra England og Tyskland. Dagen, hvor jeg fik at vide at jeg var årets underviser ved de uddannelser, hvor jeg underviser. Dage på tysk i Magdeburg. Solnedgangen over Korfu og Sarandë. Gensynet med mine venner fra gymnasietiden. Alle togrejserne gennem Europa og den erfaring, det har givet mig. Fællesskabet for at skabe handling i klimakrisen. Aktiviteterne i Amnesty International. Tid med familie og venner. Alt dét var der også i 2019. Jeg håber, der kommer mere af det i det nye år, der også er begyndelsen på det, mange kalder for det nye årti. I al fald:

Godt nytår til jer, der læser dette!

Noget om at pynte juletræ

Juletræet 2019

Den egentlige glæde ved julen består formodentlig i at de samme enkle aktiviteter finder sted på samme måde år efter år. Forudsigelighed kan være tryg. Derfor synes sorgen da også desto større, når det ikke er muligt at opleve gentagelsens glæde. Jeg mødte én i går, der for et par måneder siden pludseligt havde mistet sin lillebror på 30 og nu for første gang skulle holde jul uden ham, som han altid havde kendt. Det var ikke let.

Et af de små ritualer (for det er jo hvad det er) i min jul af gentagelser er dét at pynte juletræ. En af mine mange onkler hægede om pyntningen i en sådan grad, at ingen måtte få træet at se før juleaften efter middagen – den slags kræver så også en bolig af en vis størrelse. Til gengæld fik alle andre så et glimt af benovelse, der var en julefilm værdigt.

Selv har jeg altid brugt det at pynte juletræ som en fælles syssel, der finder sted lillejuleaftensdag. Mine eneste tommelfingerregler (som der hersker konsensus om også i resten af husstanden) er, at træet ikke må være overlæsset og at der er en form for rotationssymmetri, der skal respekteres. Ellers er der ikke mange fikspunkter. Som barn stod jeg med en let dryssende rødgran, en lametta-stjerne og levende lys i kontravægtstager, men i dag er det en normannsgran, en formstøbt stjerne og LED-lyskæde, jeg har til rådighed. Forskellen er – ens.

Det perfekt pyntede træ eksisterer næppe, men det er altid godt at forsøge.

Verdensmål og våbenforskning

FNs verdensmål dukker også op som byggeklodser på denne veganske takeaway i Aalborg.

Syddansk Universitet (SDU) er et af de danske universiteter, der har bekendtgjordt, at de nu vil arbejde med FNs verdensmål for bæredygtig udvikling. Man får et indtryk af et universitet, der vil forandre verden i en bæredygtig retning og være med til at løse de meget alvorlige problemer, som klimakrisen og den globale ulighed udgør..

Det var også i år, at EU lancerede sit PADR-program (Preparatory Action on Defence Research). I de kommende tre år vil PADR uddele 90 millioner euro til våbenforskning og i det kommende årti er der fra EU afsat mere end 40 milliarder euro til området. Det er helt klart, at PADR er målrettet mod både virksomheder og universiteter; der er nu officielle initiativer i den danske universitetsverden rettet mod at gå efter forskningsmidler fra PADR.

Jeg kan være bekymret for om den pludselige interesse for verdensmålene ikke så meget bunder i et ønske om forandring. Det er nemlig påfaldende, at danske universiteter på den ene side taler så meget om FNs verdensmål og på den anden side engagerer sig helt åbenlyst i PADR. FNs verdensmål nr. 16 taler om fred, retfærdighed og stærke institutioner. Et delmål er at

16.1 Alle former for vold, og voldsrelaterede dødsfald skal reduceres væsentligt overalt.

(Fra https://www.verdensmaalene.dk/maal/16)

Min fornemmelse er, at den pludselige interesse hos bl.a. SDU for FNs verdensmål for bæredygtig udvikling i stort omfang reelt bare har samme årsag det samme som interessen for PADR: at der her er muligheder for at få forskerne til at hente eksterne forskningsmidler hjem. De eksterne forskningsmidler er i begge tilfælde centralt styrede initiativer rettet mod helt bestemte, bundne anvendelser. Og hvad angår den tilsyneladende interesse i at skabe forandring, er den formodentlig kun tilsyneladende. Jeg bemærker nemlig, at SDUs hensigtserklæring lyder at

På SDU vil vi i forskning, uddannelse og administration arbejde med, men ikke nødvendigvis for, verdensmålene.

(min fremhævning)

Den store omstilling

Fra et portugisisk supermarked, som jeg ofte har besøgt under ophold i Lissabon. Også her er der et forbløffende stort udvalg.

Jeg fandt en ordentlig spandfuld til normalt og fedtet hår, og også virksomt, hvis der skulle være skæl. Det var så langt det billigste, så man kan da ikke forstå, at noget af alt det andet prangværk lader sig sælge.

Niels Hausgaard: Shampoo (oversat fra vendelbomål af mig)

Hvorfor er der så mange varianter af det samme produkt? Hausgaards sang om shampoo dækker over en undren over netop dét. Der er skabt en overflod af næsten ens produkter derude, og det betyder samtidig at der er en masse produktionsapparater og infrastrukturer der bliver duplikeret. Ofte bliver hvert eneste konkurrerende shampoo-mærke fremstillet på hver sin fabrik og ofte også distribueret af hver sin distributør.

Nogle ser de mange valgmuligheder og udbud i dag som et vigtigt tegn på hvor udviklet vores samfund er. Men er al denne overflod i virkeligheden ikke blot en overflødighed? I The Guardian har den engelske antropolog Jason Hickel nogle tankevækkende betragtninger om hvad der skal til for at vi kan omstille os til en bæredygtig produktionsmåde og til bæredygtige samfundsforhold.

Den store omstilling væk fra det, der lige nu er destruktivt, betyder ifølge Hickel at vi ikke skal gå efter gamle idealer om “udvikling”, så de fattigere samfund i verden skal stræbe efter det, de rige samfund har nu.  Det er fattige lande, ikke rige lande, der er tæt på at leve op til de internationale mål om bæredygtighed. Men det betyder ikke, at alt der er elendighed. Det er påfaldende, skriver Hickel, at lande som Cuba har middellevealder som i USA (det cubanske sundhedsvæsen har faktisk et godt ry) og har et af verdens laveste niveauer af analfabetisme, trods det at landets BNP kun er $6000 pr. indbygger. Noget tilsvarende kan siges om f.eks. Peru, Ecuador, Honduras, Nicaragua og Tunesien. (Og ja, jeg ved godt, at nogle af disse lande har alvorlige problemer med bl.a. at overholde menneskerettighederne på vigtige områder; jeg synes ikke at disse lande er idealsamfund som sådan.)

Men i virkeligheden er bæredygtigheds-strategien for de rige samfund ikke den øvelse i “grøn vækst”, som nutidens politikere hele tiden taler om. Der er derimod tale om en meget sværere øvelse: at finde og opnå almen livskvalitet (folkesundhed, kulturel rigdom osv. osv.) uden samtidig at basere sig på overflod. Øvelsen er rigtig svær, fordi manglen på overflod ofte fremstilles som at man skal vænne sig til afsavn. Men måske har vi ikke brug for alle de mange slags shampoo? Og måske er det i virkeligheden sådan, at den dominerende produktionsmåde i dag kan siges at være overudviklet.

Det 20. århundrede er slut

Tilbage i 1935 døbte man i USA et nyt, kraftigt lokomotiv The 20th Century. Det var sigende for datidens tro på, at man befandt sig i vækstens århundrede.

Der er et langt og interessant interview med Bernd Urich, der er stedfortrædende redaktør ved den tyske ugeavis Die Zeit i dagbladet Information. Fokus er på klimakrisen og hvad den vil føre med sig – og hvad vi kan gøre. Et sted udtaler han

Vores markedsliberale selvforståelse er slet ikke gearet til den her omstilling. Den vestlige verden må forstå, at det 20. århundrede er slut…

Jeg tror faktisk, at det er lige præcis dét, de fleste politikere glemmer: at de bud på løsninger, man kunne komme med i det 20. århundrede, ikke er nogen, der giver mening i dag. Vi kan ikke “fortsætte som vi plejer”. Alle politikere i vore dage har en baggrund i det 20. århundrede og i den måde at tænke på, som var fremherskende dengang. Jeg har også hele min barndom og ungdom tilbage i dét århundrede (som jo også var i et andet årtusinde), og det præger selvfølgelig også min måde at tænke på. Men det 20. århundrede er slut; det sluttede for næsten 20 år siden.

Den ekstreme udgave af arven fra det 20. århundrede er selvfølgelig den holdning, at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte og måske ikke engang en trussel, og at vi derfor kan fortsætte, som om vi stadig var i forrige århundrede. Men der er også andre varianter af troen på fortiden.

Et tydeligt vidnesbyrd om hvor fast beslutningstagerne sidder i forrige århundrede, er arbejdet med en ny klimalov i Folketinget. Her kan jeg nemlig nu læse, at regeringen kræver, at den “grønne omstilling” ikke må koste velfærd eller arbejdspladser og ikke må bremse væksten. Jeg vil selvfølgelig ikke have arbejdsløshed eller fattigdom, men det er påfaldende, at man selv i en tid, hvor det bliver så tydeligt, at resurserne er knappe og menneskets adfærd truer menneskets egen fremtid, bliver ved med at fokusere så voldsomt på vækst.

Det er svært at spå, men især om fremtiden

Her til morgen så jeg et blad i en kiosk, der som tema har et forsøg på at forudsige, hvad der vil ske i det kommende år. Den slags er fascinerende, netop fordi forudsigelser uvægerligt tager fejl. Jeg har flere gange tidligere skrevet om fortidens forsøg på at forudsige nutiden, bl.a. om Aalborg Stiftstidendes bud fra 1967 på Aalborg i år 2000.

Jeg husker, hvordan jeg for mange år siden så The Book of Predictions hos Viggo Madsens Boghandel i Aalborg (en boghandel, der siden blev til den ikke helt så spændende Arnold Busck). The Book of Predictions fra 1980 var et ambitiøst forsøg på at se ud i fremtiden. Den var et fascinerende værk, men af en eller anden grund fik jeg den aldrig købt. Helt tilbage i 2008 havde Vanity Fair en artikel om The Book of Predictions, og den artikel er også fascinerende, fordi den genkalder sig nogle af bogens forudsigelser. Nogle af dem er forbløffende gode.

Den russiske fysiker og aktivist Andrei Sakharov forudså, at man om 50 år ville have et universelt informationssystem, der hele tiden ville give alle adgang til indholdet af hver eneste bog der nogensinde er blevet publiceret, hvert eneste tidsskrift og hvert eneste faktum. Og den britiske redaktør af Computer Weekly forudså, at vi i perioden 1986-1989 ville se at at traditionelle posttjenester ville blive erstattet af digitale elektroniske overførsler, f.eks. mellem “computeriserede skrivemaskiner” på kontoret og hjemmecomputere. Bogen forudså, at der i 1987 ville være skakprogrammer, der var stærkere end de fleste stormestre i skak. Det er ikke helt tilfældet endnu – og det var slet ikke tilfældet i 1987 – men vi er på vej i den retning.

Andre forudsigelser er til gengæld helt i skoven, f.eks. at alle Golfstaterne løber tør for olie. Nogle var der delvist: at internationale terrorister i 2010 ville ødelægge en hovedstad ved brug af atomvåben, hvilket først ville føre til en politistat, men derefter til verdensomspændende nedrustning. Begivenhederne efter terrorangrebene 11. september 2001 førte faktisk til autoritære tiltag i den såkaldte “krig mod terror”, men verdensomspændende nedrustning har vi desværre endnu til gode.

Under alle omstændigheder har jeg i dag fundet The Book of Predictions antikvarisk og glæder mig til at få læst i den. Forudsigelserne siger nemlig først og fremmest rigtig meget om de drømme og den frygt, mennesker havde, dengang de prøvede at forudsige fremtiden.

Hvad vi taler med vores jævnaldrende om

Ældre mænd i Portugal. Foto: https://www.flickr.com/photos/pedrosimoes7/3717536433

Noget, jeg bliver mere og mere bevidst om, er hvad jeg taler med mine jævnaldrende om. På en aften som i går, hvor jeg mødte mine gamle gymnasiekammerater igen, tænkte jeg over det igen: Når vi genser andre, vi holder af, taler vi ofte om det, der fylder mest i vore tilværelser.

For længe siden, da vi var unge, var det sport og musik og film og bøger og mad, vi talte om, og de uddannelser, vi var i gang med. Så kom årene, hvor vi talte om vores børn. Senere kom skilsmisserne. For få år siden talte vi mest om vores skavanker: Læsebriller, rygproblemer og måske også om kroniske sygdomme, der lurede i kulissen. Nu taler vi stadig om børnene, men ofte igennem at vi taler om vores børnebørn (jeg har ikke nogen selv), men jeg lægger mærke til at vi også ender med at tale om vore forældre. Nu er det os, der skal passe på dem. I går var der flere, der talte om hvordan det var at følge forældrene på plejehjem. Andre havde mistet deres forældre. Nogle gange har vi mistet nære venner i en alt for tidlig alder.

Arbejdet kan vi altid tale om, men jeg synes, at vi som midaldrende taler om det på en anden måde end før, nemlig med en blanding af afklarethed og frygt. Det er afklaringen af hvad vi ved, vi nu er blevet gode til, og frygten for at miste vores arbejde.

Og så kommer det alligevel på et tidspunkt også til at handle om sport og musik og film og bøger og mad igen.

Tale for DØVe øren

Lige nu er det interessant at genlæse forfatteren Ejvind Larsens klummer fra dagbladet Information. Gennem mange år prøvede han at gøre opmærksom på sammenhængen mellem klimaforandringerne og den økonomiske vækst (DØV), men det var unægtelig som om ingen reagerede. Tilbage i 2008 skrev han om præsident George W. Bush, der som en af sine sidste embedshandlinger havde besluttet at svække beskyttelsen af truede dyr og planter i USA gennem at afskaffe obligatoriske uafhængige miljøvurderinger. Larsen skrev at

Alt det gør Bush ikke, fordi han er æresmedlem af Naturskadeforeningen eller i det hele taget ikke kan lide børn, blomster og dyr. Og sin kone. Det gør han, for at DØV, Den Økonomiske Vækst, ikke skal hæmmes men tværtimod fremmes. 

Derfor må man være eller gøre sig døv for, hvordan DØV’s bidrag til den globale opvarmning indvirker på truede dyre- og plantearter.

Nu befinder menneskeheden sig imidlertid også i en hel anden galakse end Mælkevejen. I den hævdes det, at homo sapiens selv er en af de truede arter! På grund af den globale opvarmning!

Fra artiklen Verden er døv, dagbladet Information 30. december 2008

Det er interessant at Ejvind Larsen dengang sagde det, der først 11 år senere nåede frem til den internationale klimakonference i New York takket være Greta Thunberg. Og så er det i øvrigt et rigtig godt akronym, DØV, der sagtens kan anvendes noget mere.