En velkendt klub

Når man får børn, bliver man medlem af en særlig klub af forældre, der taler et sprog, som andre ikke helt kan forstå. Først taler man om bleer og vuggestuer, siden taler man om skolestart og en dag taler man om fester og alt for sene sengetider.

Men der er også en anden klub, som jeg for længst er blevet etableret medlem af, nemlig klubben af midaldrende mennesker med de skavanker, som alderen fører med sig. Som barn og ung var det endnu en klub, jeg kunne beskue udefra og med undren.

Sådan er det ikke mere. Talrige er de samtaler, jeg har haft med venner og kolleger om læsebriller, hørelse, skuldre der ikke rigtig vil som deres ejer vil osv. Og efter jeg blev 50 er jeg blevet guldmedlem. I søndags, bedst som jeg var ude at gå i midtbyen på et plant og tørt underlag, fik jeg en voldsom smerte i min højre fod. Det gjorde rent ud sagt ondt ad helvede til. Resten af dagen gik med smertestillende salve og hvile til foden. I formiddags kunne jeg omsider besøge en kombineret kiropraktisk/fysioterapeutisk klinik og fik at vide, at et led i min fod havde låst sig. Det fik jeg så “låst op” igen, og derefter besluttede den venlige, men resolutte behandler sig til at dreje halsen om på mig, nu hun alligevel var så godt i gang. Hun kunne nemlig mærke, at der også var noget galt i min nakke. Heldigvis går det meget bedre nu, jeg kan stort set gå normalt igen, og der er endnu et samtaleemne til møderne i klubben.

Flattr this!

I den nye SuperBrugs

Bananer og tomater – og i baggrunden Limfjordsbroen.

For fire et halvt år siden var jeg en af de første kunder i et nyt supermarked, nemlig Rema 1000 på Østerbro i Aalborg. I dag fik jeg en helt tilsvarende oplevelse, da den nye SuperBrugs åbnede lige ved siden af Limfjordsbroen i Nørresundby. Jeg nåede derhen tyve minutter efter indvielsen.

Der er noget ganske særligt ved at se et bugnende og så godt som uberørt supermarked, hvor alle poser hænger smukt på stativerne, hvor frugt og grønt er dagsfrisk og hvor alle indkøbskurvene er af nystøbt plastic, endnu uden ridser.  Ved indgangen lå en rød løber, og det røde silkebånd, som borgmesteren havde klippet over få minutter tidligere, hang stadig fra de lave messingstolper.

Den nye SuperBrugs har en stor slagterafdeling, som ikke rigtig lokkede sådan én som mig Men andetsteds var der et helt frysedisk-afsnit mærket “Veganer”, og dét glædede den gamle planteæder. Lidt længere opdagede jeg så også en lille køledisk med alskens veganske kølevarer, og skråt overfor var der endda også vegansk chokolade, færdigretter m.m.m. Den slags ville have næsten umuligt at forestille sig, da der sidst var en Superbrugs i Nørresundby for mere end 20 år siden. Tiderne skifter.

Selv her, under en halv time efter åbningen, var der allerede mange kunder, og køerne ved kasseapparaterne var lange og langsomme. Det var viste sig, at det var netop denne morgen, at Dankortsystemet var gået ned over hele Danmark. Men til sidst kom jeg da ud igen med et stykke Plamil-chokolade, en pakke grønne druer og en lille sodavand.

Flattr this!

Fortidens Facebook

Jeg har også været forbi Facebook i dag – hvor mange gange ved jeg ikke. Jeg fik en enkelt personlig besked (og den var jeg glad for), men ellers har jeg navigeret igennem en hel masse, som andre har skrevet og taget billeder af.

Nogle hævder, at de sociale medier er vor tids mødested. Men en undersøgelse fra 2014 af Facebook-vaner viste, at brugerne i undersøgelsen kun brugte 9 procent af deres tid med at kommunikere med andre. Resten af tiden bladrede de gennem det lange feed på jagt efter noget spændende. På den måde er Facebook præcis som de jackpot-maskiner, også kendt som enarmede tyveknægte, som har været så foruroligende populære (og måske stadig er det blandt ældre mennesker). Alle, der har stået ved sådan en spilleautomat, ved godt, at chancen for at få gevinst er lille. Men de blinkende maskiner, der sluger mønter, har draget mennesker i foruroligende grad, for det kunne jo være at næste mønt udløste jackpot. Facebook og de andre sociale medier er på denne måde vor tids enarmede tyveknægte. Og hvis Facebook ligger i lommen i form af en smartphone, kan man trække i håndtaget hele tiden og blive adspredt.

Netop i denne uge skriver Søren Schultz Hansen, der er selvstændig erhvervsforsker, så et indlæg i Politiken, hvori han argumenterer for at det faktisk er godt, at børn og unge ikke fordyber sig. For den digitale verden, vi lever i, kræver at vi hele tiden skal kunne omstille os og fokusere på noget andet. Her er fordybelsen en hindring. Han skriver:

Men fokus på fordybelsen bliver omvendt farlig, hvis vi ikke forstår, at den både som konkret kompetence og abstrakt løsningsmodel er gevaldigt udfordret af fremtidens samfund. I vores velmente forsøg på at bevare og beskytte evnen til at fordybe og koncentrere sig, skal vi derfor være opmærksomme på, at vi udvikler disse kompetencer hos vores børn på trods af den digitale verdens krav og betingelser, ikke på grund af dem. Vi arbejder mod netværkssamfundets logik og dynamik, ikke med.

Om han rent faktisk taler for at fordybelse er problematisk, ved jeg ikke. Men hvis han gør, kan jeg ikke lade være med at tænke på at spilleautomaterne jo faktisk ikke kræver særligt store kompetencer at betjene. Det er uklart for mig, hvilke kompetencer vi opøver ved at bruge Facebook i det omfang, vi gør.

Flattr this!

Bibliotekerne dannede os

Dagens bedste Facebook-opdatering skyldes (som så ofte før) Peter H. Olesen, sanger, sangskriver og forfatter, og den fortjener at blive citeret her:

DR – især radioen – opdragede mig kulturelt, da jeg var i den labile alder. Og lige så sådan folkebibliotekerne. Alt var ikke for alle, men for den enkelte. For den nysgerrige, den sultne, søgende. Sådan en som mig fra en nogenlunde almindelig, semi-dysfunktionel familie i et nyopført parcelhuskvarter i provinsen. Radioen og biblioteket ændrede min ungdom og dermed mit videre liv. Tak for det.

Som barn og ung har jeg selv haft nogle af mine bedste stunder på biblioteker – på skolebiblioteket og siden på kommunebiblioteket. Kombinationen af stilheden, det, der virkede som ufatteligt mange bøger og så stole her og der gjorde det muligt for mig at bevæge mig i verdener af tekst og billeder, som jeg ellers aldrig ville have anet eksistensen af. Det, jeg ikke nåede at komme igennem, kunne jeg låne med hjem. Med tiden blev også musiksamlingen et sted, jeg besøgte. Der var god tid, og også når jeg tændte for radioen, havde radioens stemmer god tid. Biblioteket og radioen var med til at danne mig og mange andre, og der var et begreb om dannelse, der skinnede igennem på en god måde. De rolige stemmer fra børneradioen, som nu går bort – Jimmy Stahr, Thorkild Demuth og andre – var den første dannelse for mig, og ikke helt sjældent tog de faktisk fat i bøgernes verden.

I vore dage er bibliotekernes betydning for dannelsen på retur, og radioen ligeså. Det store online-bibliotek og den store online-radio World Wide Web flyder over med skidt og kanel, og derude på Internettet går det altid stærkt.  Dannelsen er det lidt for ofte så som så med.

Faktisk er et af de største britiske hits fra 1990’erne en hyldest til alt det, bibliotekerne kunne give, samtidig med at det er en kritik af det britiske klassesamfund, hvor alle skulle (og skal) lære at kende deres plads. “A Design for Life” blev også en genkomst for Manic Street Preachers, nu reduceret til en trio af lidt anonymt udseende mænd, der lod sangene tale. Det var hér, jeg begyndte at lytte til dem.

Flattr this!

Første og sidste skoledag

Nadias første skoledag. Foto: Mig.
Nadias sidste skoledag som “Find Holger” – kort hår, kasket og klæd-ud-briller. Foto: Poul Bundgaard

I dag var det Nadias sidste skoledag. Til august begynder hun i gymnasiet. Jeg fandt et billede frem fra hendes første skoledag for knap 10 år siden. Hvor tiden dog flyver!

Flattr this!

Hvert årti sine kabler

Siden jeg var teenager, er det sket én gang i årtiet: Jeg har skiftet mit musikanlæg ud. Egentlig hifi-entusiast har jeg aldrig været; den slags har jeg altid overladt til andre. Selv har jeg altid gerne “bare” villet have et anlæg, der kunne lyde fornuftigt uden at koste en bondegård og helst heller ikke se alt for klodset ud. Det var dog først, da jeg boede i Edinburgh i årene omkring 1990, at jeg fik et musikanlæg, der rent faktisk lød godt. Det var også omkring dét tidspunkt, jeg skilte mig af med kassettebåndoptager og pladespiller og nøjedes med en cd-afspiller (en god én!). For 13 år siden kom der en dvd-afspiller (med god lyd til cd’er!) og en receiver til i stedet for cd og stereotuner og -forstærker.

Sidste år købte jeg nye højttalere, fordi vi alligevel skulle renovere vores hjem, og da vi flyttede ind igen, indså jeg tidens fylde, da jeg forgæves forsøgte at købe et nyt kabel til at forbinde dvd-afspilleren med. “Mener du virkelig et analogt kabel?” spurgte en ung ekspedient med lettere vantro mine. Og få måneder senere gav den 13 år gamle receiver tydelige tegn på at være mæt af dage (eller også var den bare blevet teenager): Det var mere undtagelsen end reglen, at man kunne tænde den. Og omme bag den lave reol var der efterhånden blevet fremmanet en uskøn spaghettiret af ledninger og kabler.

Så i denne uge markerede jeg at endnu et årti var gået og brugte noget af resterne af arven efter min mor på at købe et nyt musikanlæg: En surround-receiver med trådløs internet-forbindelse og en disk-afspiller til cd/dvd/blu-ray (med god lyd!!).  Det bliver nok den sidste afspiller af den slags, jeg nogen sinde køber. Skal jeg så have en pladespiller? Jeg ved ikke rigtig; så hip er jeg ikke.

Fredag aften gik med at slås med at sætte alle højttalerkablerne rigtigt i [det var sværere end jeg troede!], forbinde alting og få indstillet surroundkanalerne ved hjælp af svup-lyde og en lille mikrofon sat på et raketagtigt papstativ [en underlig oplevelse!]. Mellem de to nye kasser går der nu ét enkelt HDMI-kabel; ingen forældede analoge kabler er tilbage. Spaghettiretten bag den lave reol er mindre prominent end før. Og det nye anlæg lyder godt og virker endda næsten som det skal – jeg mangler at regne ud hvordan jeg kan afspille musik fra hjemmets netværksdisk. Men det kommer nok. I skrivende stund har jeg fundet en af de gamle cd’er frem og lytter til den.

Flattr this!

Magt og afmagt

Måske er det en følelse af afmagt, der er en fælles forklaring på populismens fremkomst. Følelsen af afmagt har drevet nogle til f.eks. at stemme på Trump, og følelsen af afmagt hersker nu hos dem, der er modstandere af Trump og andre højrepopulister. Jeg vil advare mod at gøre højrepopulisternes holdninger legitime, men følelsen af afmagt hos deres vælgere kan bestemt være legitim.

Hvis man har en følelse af afmagt, skyldes det at man ikke føler at man har indflydelse på sin egen situation. Men er der da ikke demokrati mange steder i Europa og Nordamerika? vil nogle spørge.

Hertil vil jeg svare, at demokratiet er begrænset på mange måder. Den demokratiske proces skal give os alle indflydelse og gøre os alle i stand til at sætte os i Den Andens sted, så vi kan træffe bedre beslutninger. Det er ikke det, vi ser i disse år.

Der er ganske vist valg hvert fjerde år og af og til er der også folkeafstemninger. Men derefter er det alene repræsentanternes demokrati. Og hvis man har et arbejde, tilbringer man en stor del af sin hverdag uden for en demokratisk proces. Den typiske arbejdsplads er et sted, hvor der ikke findes demokratiske beslutningsstrukturer eller fri information, men samtidig er de beslutninger, der bliver truffet her, af meget stor betydning for de ansatte.

En del private virksomheder taler ganske vist om at lederne skal “inddrage” de ansatte og “lytte”. På universiteter og andre offentlige virksomheder ser vi en tilsvarende proces. Der er en intention om at medarbejdere skal “inddrages” i forbindelse med væsentlige beslutninger, men det er lederne der bestemmer, hvad der er væsentligt, og i sidste er det altid dem, der bestemmer (og de er ikke blevet valgt). Der er ikke tale om medbestemmelse.

Hvis der kun er tale om demokrati i visse sammenhænge i samfundet og i forbindelse med store beslutninger og ekstraordinære situationer, er det ikke sikkert, at de beslutninger, der så bliver truffet, bliver særligt gennemtænkte. Hvis deltagerne ikke er vant til at være del af den demokratiske proces, bliver de mindre vant til det. Nogle gange bliver de politiske diskussioner bare mere polariserede og hadefulde, og de hadefulde diskussioner på f.eks. Facebook er typiske for sammenhænge, hvor deltagerne ikke til sidst skal træffe en beslutning i fællesskab. Vreden og hadet virker som tegn på afmagt.

Jeg tror, at et anderledes demokrati, hvor repræsentanterne er i konstant og forpligtende dialog med dem, der har valgt dem, og hvor demokratiet bliver udvidet til et demokrati også på bl.a. arbejdspladser, vil kunne være med til at fjerne følelsen af afmagt, give bedre diskussioner og gøre det sværere for de populister, der hævder at “tale på det tavse flertals vegne”. Trump, Farage Le Pen og andre med dem ynder at fremstille sig selv som “folkets repræsentanter” mod eliten, men faktisk kommer de ofte selv fra den absolutte overklasse og det er ikke meget, de taler om demokrati, når de først kommer til magten.

Flattr this!

En kontant forskel

I denne uge er jeg blevet sat i en situation, jeg ikke har været i siden sidst i 1980’erne – jeg har intet betalingskort. I søndags opdagede jeg at mit VISA/Dankort var blevet spærret, og uheldigvis skete det mens jeg stod ved kassen i supermarkedet. Jeg havde ikke kontanter på mig, og jeg endte med at ringe til min hustru, der dukkede op og betalte varerne for mig.

Dagen efter kunne min bankrådgiver fra Merkur berette, at Nets havde spærret mit betalingskort på grund af to mistænkelige transaktioner. Og ganske rigtigt: Nogen havde fået fat i mine kortoplysninger og brugte dem nu på lyssky vis. Sidst på ugen skal jeg  gerne få et nyt betalingskort – jeg håber, at det kan nås, thi på lørdag skal jeg rejse til Tyskland for at deltage i et ugelangt seminar. Mine planer om at købe togbilletter til indenrigstog i Tyskland er netop nu udsat på ubestemt tid.

Det er en speciel oplevelse ikke at kunne betale ad elektronisk vej i disse dage. Swipp og MobilePay er tilknyttet mit spærrede kort, og det samme gælder for mit rejsekort. Heldigvis havde jeg et beløb i vietnamesiske dong fra min rejse tilbage i november, som jeg kunne veksle til kontanter.

Den ene konklusion af denne ærgerlige oplevelse er selvfølgelig, at jeg bør have mere end ét betalingskort. Den anden er at et rent digitalt betalingssystem kan vise sig at være mere sårbart end man tror – angreb og utilsigtede nedbrud for den enkelte og for hele betalings-infrastrukturen bliver et mere omfattende problem, og det er heller ikke nødvendigvis uproblematisk, at der altid er en central instans (nemlig en bank) involveret i transaktioner.  Jeg læste i sidste uge, at der nu både er politikere og faglige organisationer, der slår til lyd for at butikker skal have lov til ikke at tage imod kontanter. Netop nu er jeg glad for at dette forslag endnu ikke er blevet til noget.

Flattr this!

Noget om eksponentielle udviklinger 

Eksponentielle udviklinger. Statens budget følger den blå kurve med a = 0,98. Kilde: http://www.webmatematik.dk

Da VC-regeringen kom til magten i 2001, indførte den at der hvert år skal skæres 2 procent på de offentlige budgetter. Fra 2011 til 2015, mens Helle Thorning Schmidt var statsminister, var denne nedskæring ikke i kraft på uddannelsesområdet. Men da Lars Løkke Rasmussen blev statsminister, begyndte nedskæringerne på 2 procent årligt igen. Dette nedskæringsprincip har siden 2001 fået konsekvenser rundt om i den offentlige sektor, bl.a. i form af fyringer og nedlæggelser.

Hvis man skærer i budgetterne med 2 procent om året, kan statens budget, når der er gået $latex n$ år efter 2001, beskrives som en funktion $latex f$

$latex f(n) = k \cdot 0,98^{(n-4)} = k \cdot \frac{1}{0.98^4} \cdot 0.98^n$

hvor $latex k$ betegner budgettet i 2001. Der er tale om en funktion af den slags, man kalder for en eksponentiel udvikling. Grundtallet er $latex 0,98$.

For en eksponentiel udvikling med grundtal $latex b$ vil halveringstiden være

$latex t_{1/2} = \frac{\ln (1/2)}{\ln b}$

I dette tilfælde vil halveringstiden være 34 år, dvs. at statens budgetter er reduceret til det halve i 2035. Et tilsvarende regnestykke viser, at efter 14 år er budgettet beskåret med en fjerdedel — og det tidspunkt nåede vi i 2015. Samtidig er der en antagelse om konstant serviceniveau, og de offentlige institutioner (og de enkelte ansatte) er blevet pålagt stadigt flere forpligtelser.

Jeg ville gerne vide om den eksponentielle udvikling skal fortsætte på denne måde. Hvis ikke det er tilfældet, ville det være på sin plads, hvis regeringen kunne fortælle os, der arbejder i den offentlige sektor, hvad det acceptable bundniveau er for de offentlige budgetter.

Flattr this!

Møde med loftet

Så vedtog et flertal i Folketinget det såkaldte uddannelsesloft. Loftsmetaforen er ved at vinde indpas i politik (jf. kontanthjælpsloftet).

Jeg spekulerer på, hvordan politikere tænker på uddannelsernes rolle i samfundet. Det seneste tiltag tyder endnu engang på at man ser uddannelser som først og fremmest en udgift, der skal begrænses. Det passer meget tydeligt med den stadige nedskæring på to procent på uddannelserne. Og samtidig passer det nye uddannelsesloft meget tydeligt ind i den eksisterende tankegang, hvor man som uddannelsessøgende skal vælge tidligt og vælge rigtigt – man skal så at sige ikke blive klogere undervejs.

Men én ting undrer mig: hvis vi nu ser at produktionsomkostningerne bliver lavere på grund af automatisering og på grund af de stadigt bedre muligheder for vidensdeling, som internettet giver mulighed for, og hvis den enkelte borgers arbejdsliv skal være stadigt længere, hvad er da fordelene ved at man ikke skal kunne omkvalificere sig?

Flattr this!