Det er alvor

Jeg skrev for nylig om rygterne om at Aalborg Universitet skal oprette nogle af de datalogiuddannelser, vi allerede har i Aalborg, i København også. Rygterne er sande.

I dag var jeg og mine kolleger på Institut for datalogi indkaldt til et møde, hvor vores dekan fortalte om denne beslutning. Meget af det, han fortalte, handlede om universitetets underskud (der åbenbart alligevel er på lidt over 100 millioner kroner) og om de 7 uddannelser, der skal lukke på AAU København. Men uddannelserne under Studienævn for datalogi har stort optag, og det vil kunne sikre ny indtjening for AAU. Derfor skal Institut for datalogi udbyde uddannelser på AAU København fra og med 2020. (Helst ville dekanen kunne begynde næste år, men det mente han alligevel ikke var realistisk.)

Vi skal nu senest 21. januar fremlægge et udkast til hvilke uddannelser, vi kan udbyde i København. Med en så kort frist må der være tale om en eksisterende uddannelse – og det bliver formodentlig softwareuddannelsen, der bliver tale om.

Et par af mine kolleger gav udtryk for at være meget positivt indstillede over for at udbyde uddannelser i København – og de så endda gerne, at vi kunne begynde allerede næste år. De fleste andre udtrykte stor bekymring. Også jeg er meget bekymret. Alle de eksisterende uddannelser fra Aalborg, som er blevet forsøgt overført til AAU København, har lidt en krank skæbne. En medvirkende årsag til at Institut for datalogi er blandt de få institutter, der ikke har haft stort underskud for nylig, har formentlig været, at instituttet som det eneste på det nuværende fakultet ikke har været involveret i AAU København. Hvis man skal optage 100 studerende om året i København (og det drømmer man tydeligvis om), vil det kræve mange undervisningskræfter, som vi ikke har i skrivende stund.

Jeg kan ikke helt gøre op med mig selv, om jeg synes, ideen om at ekspandere til AAU København er fuldstændig vanvittig eller bare helt forrykt. Den er i al fald dårligt gennemtænkt.

Nye uddannelser i København?

Inden for de seneste få dage har vi fået at vide, at Aalborg Universitet lukker syv uddannelser, heraf nogle i København. Årsagen er den økonomiske krise, som pludselig er blevet synlig på AAU. På de fleste institutter står man nu over for en fyringsrunde.

Men et vedholdende rygte på mit institut er nu, at AAUs ledelse vil have, at vi fra og med 2020 skal udbyde softwareuddannelsen i København. Softwareuddannelsen er den uddannelse ved Institut for datalogi, der tiltrækker flest studerende, mere end 100 pr. årgang. Bevæggrunden for at oprette softwareuddannelsen i København skulle være, at der er mange studerende, der bliver afvist på de eksisterende IT-uddannelser i hovedstadsområdet på grund af deres karakterniveau. Her bemærker jeg, at Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, IT-Universitetet og Roskilde Universitet og Copenhagen Business School alle har beslægtede uddannelser, og mange af dem har eksisteret ganske længe. Og der er ikke en afdeling af Institut for datalogi på Aalborg Universitet i København.

Hvis hele dette rygte taler sandt, er det dybt bekymrende, og jeg har ikke hørt nogen kolleger på mit institut, der har haft noget positivt at sige om det. Jeg ved fra mine kolleger på andre institutter på AAU, hvor stor en indsats det kræver at starte en uddannelse i København, hvor der er ingen eller få ansatte inden for området. Rejseindsatsen er især betragtelig, hvis vi skal levere undervisning i København. Og skal vi samtidig optage mange studerende på uddannelserne i Aalborg og tage os ordentligt af dem, er det svært at se, hvordan vi skal kunne håndtere det i en så usikker økonomisk situation som den, vi nu har.

Jeg ved også fra kolleger på andre institutter, der har afdelinger i København, at det bestemt ikke er let at holde sammen på et institut, der har afdelinger i hver sin ende af landet.

Er det godt at ville satse på studerende, der ikke kan leve op til adgangskravene på eksisterende uddannelser? Jeg er også i tvivl her.

Endelig har jeg ikke her nævnt, hvordan eksistensen af en uddannelse, der (indholdsmæssigt og geografisk) er meget tæt på nogle allerede eksisterende uddannelser i hovedstadsområdet, vil kunne risikere at påvirke det ellers gode forhold til kollegerne på KU, DTU, ITU, RUC og CBS.

Jeg håber meget, at de vedholdende rygter ikke er sande.

Set gennem en voksende RUS

Vi har fået et nyt rejseafregningssystem på Aalborg Universitet, som vi skal bruge i forbindelse med afregning for vores tjenesterejser. Det gamle system hed RUS, så det nye hedder selvfølgelig RUS2. Den 28. marts i år annoncerede centraladministrationen, at der ville være kurser i brugen af RUS2 i løbet af foråret. Desværre faldt kurserne på tidspunkter, hvor det var umuligt for mig at deltage.

Da jeg i september i år foretog en tjenesterejse til Portugal, spurgte jeg ved hjemkomsten vores sekretærer om hvordan jeg dog skulle komme i gang med at bruge RUS2, når nu jeg aldrig var blevet introduceret til det. De kunne berolige mig med at RUS2 sandelig ikke var klar til brug endnu, så jeg kunne fortsætte med at bruge det gamle RUS (som jeg i parentes bemærket altid har fundet besværligt).

Men så kom min tjenesterejse til Grækenland, og nu var RUS2 i mellemtiden blevet klar, så nu var der ingen vej udenom. Der var et problem med at tilføjevedhæftede bilag, fik jeg dog at vide, da jeg loggede ind. Jeg brugte en halvanden time her til formiddag på at indskanne alle mine rejsebilag og indtaste alle oplysninger – alt sammen uden nogensinde at have modtaget en introduktion til systemet. Til sidst havde jeg, ved at prøve mig frem, fundet ud af hvordan jeg kunne indføje udlægsposter, tilføje bilag og angive rejsedage. Og så indsendte jeg rejseafregningen.

Den blev afvist. Sekretærerne gjorde mig venligt opmærksom på at jeg havde angivet forkert omkostningssted. Og de ville meget gerne finde ud af, hvilken grænseflade til systemet, en ikke-administrativ medarbejder som mig ville få at se.

Få minutter senere befandt de sig på mit kontor, og vi prøvede at finde ud af hvad vi skulle gøre. Ingen af os vidste, hvad vi skulle gøre, men til sidst regnede vi ud, at man kunne gøre dette ved at rette oplysningerne om omkostningssted for hver enkelt udgiftspost for sig. Hvad vi derefter skulle gøre, og hvordan den rettede afregning skulle genindsendes, fandt vi derimod ikke ud af. De meget tålmodige sekretærer lovede at finde ud af det. 

Historien om RUS2 er en desværre lidt for typisk historie på flere måder, nemlig en historie om centraliserede forsøg på “effektivisering”.

For det første er RUS2 historien om et nyt software-system, hvor det er uklart, i hvilket omfang brugerne er blevet inddraget (den grumme historie om digital eksamen er et eksempel, der bør skræmme). Introduktionen til systemet er ikke blevet koordineret med ibrugtagningen, og der er stadig irriterende fejl.

For det andet er RUS2 endnu et tidstypisk forsøg på at spare resurser ved “selvbetjening”. Denne tendens kender vi fra bl.a. Føtex, hvor man nu beder kunderne om selv at tage sig af at afslutte køb i stedet for at have ekspedienter. På Aalborg Universitet består selvbetjeningen i at lade hver enkelt medarbejder tage sig af en administrativ opgave. I gamle dage var der administrativt personale, der tog sig af rejseafregninger mm., så forskere og undervisere kunne koncentrere sig om det, de egentlig troede, de var ansat til, mens de administrative medarbejdere tog sig af det administrative. Sådan er det ikke mere. Men det letter ikke presset på de administrative medarbejdere – tværtimod skal de alligevel ofte intervenere for at en rejseafregning kan gå igennem.

(– og så vil jeg i øvrigt bede Henrik og Peter Olesen om tilgivelse for at have tyvstjålet titlen fra deres sang fra 2000)

To procent mere stress

Vi, der er ansat på uddannelsesinstitutioner i Danmark, skal leve med at der bliver flere og flere, vi skal undervise (og det er i sig selv ikke dårligt) men at vi samtidig får budgetterne skåret med 2 procent om året. Reelt er det nu faktisk mere, for med nedskæringerne følger der ofte andre afledte besparelser. Derudover har vi i universitetsverdenen en virkelighed, hvor vi er blevet stadigt mere afhængige af eksterne midler, som er genstand for konkurrence. Mine kolleger og jeg skal konkurrere mod hinanden. Selv universiteterne imellem er der konkurrence – 5 procent af basismidlerne skal universiteterne konkurrere om.

Nedskæringerne og konkurrencesætningerne skaber ikke mere kvalitet, men skaber mere stress, vil jeg hævde. Og de skaber en masse administration, der først og fremmest skal forvalte nedskæringer og prøve at håndtere konkurrencevilkårene. Mange mennesker i Danmark er direkte eller indirekte i berøring med uddannelsessystemet, langt flere end der f.eks. har kontakt til flygtninge, men alligevel har der aldrig været noget bare tilnærmelsesvist lignende fokus på forholdene her.

I regeringens forslag til ny finanslov lover man så, at den årlige nedskæring på to procent skal ophøre fra 2022. Det lyder umiddelbart godt. Men der er simpelthen er tale om at der ikke forsvinder midler ud af uddannelsessektoren, men at de bliver omfordelt inden for sektoren fra centralt hold. Så reelt findes nedskæringerne stadig – og uddannelsesinstitutionerne (ikke kun i den akademiske biks) vil være i konkurrence med hinanden, og den centrale styring bliver øget endnu mere.

Og hvorfor er det egentlig, at nedskæringerne netop skal stoppe i 2022 og ikke fra og med den nye finanslov? Til DR siger finansminister Kristian Jensen

Der er heldigvis godt gang i økonomien, men der er også grænser for, hvad vi kan gøre i en finanslov. Nogle økonomer har advaret mod overophedning. Derfor er den her finanslov afbalanceret, og det betyder, at omprioriteringsbidraget fortsætter til og med 2021 – og for 2022 og fremefter bliver pengene på hvert område…

Jeg er ikke økonom, men jeg har svært ved at se, hvordan fjernelse af nedskæringer vil kunne udgøre en “overophedning” af økonomien. Det ville i stedet kunne stabilisere situationen og gøre det lidt nemmere for uddannelsessektoren at koncentrere sig om sit faktiske formål, der ikke er at spare eller at levere et overskud til andre.

De overlevende

I min barndom så jeg en skræmmende BBC-produceret tv-serie, der hed The Survivors. Den var produceret af Terry Nation, der også stod bag bl.a. Blake’s Seven og hele 62 afsnit af Doctor Who. The Survivors handlede om hvordan små grupper af overlevende prøvede at klare sig videre efter en global krise, der havde lagt det meste af verden øde. Serien var fra 1975, hvor man i den vestlige verden for første gang anede at de fede år måske var omme. Der havde været oliekrise og bilfrie søndage.

Nu, mere end 40 år senere, er The Survivors blevet genindspillet (den kom i 2010; jeg har endnu til gode at se serien). Dét er i sig selv sigende. Og der er uden for fiktionens verden på den ene side fokus på den globale opvarmning og på den anden side også en hel masse snak om automatisering og alskens “snilde teknologier”; regeringen har sågar nedsat et “disruptionsråd”. Umiddelbart virker det underligt, at den store pessimisme og den store optimisme på denne måde kan sameksistere.

Den amerikanske medieforsker og forfatter Douglas Rushkoff har skrevet en tankevækkende beretning om et indbudt foredrag, han holdt til et lukket møde for stenrige investorer. Mødets tema var fremtidens teknologiske udvikling. Men faktisk, skriver Rushkoff, var de rige forretningsmænd ikke interesseret i de kommende teknologier til at skabe en bedre fremtid, men derimod i hvordan sådanne teknologier kunne bruges til at sikre deres egen overlevelse når det hele en dag bryder sammen. Hermed tænkte de på klimaforandringer, krige og omfattende social uro.

For nogle uger siden skrev jeg om hvordan de, der ikke vil gøre noget den globale opvarmning, ofte simpelthen er “strategisk ligeglade” – de vil simpelthen ikke gøre noget, fordi deres ræsonnement er at krisen først og fremmest vil ramme andre. Nu handler det om at være sig selv nærmest, tænker de.

Så meget af den tilsyneladende teknologioptimisme, som bl.a. Elon Musk er eksponent for med sine fantasier om at kolonisere Mars og hvad ved jeg, er i virkeligheden udtryk for en selvcentreret form for pessimisme. Den er en overklasseudgave af den survivalisme, der får i USA får borgere, der ikke er rige, til at hamstre mad og øve sig i at bruge våben så de kan være forberedt på den dag, det hele bryder sammen. Det er derfor, pessimismen og den tilsyneladende optimisme lever sammen: de er to sider af samme sag.

Skærmblind

Der er en interessant klumme i Wired om “skærmblindhed”, som er den ærgerlige konsekvens af at man mest sidder og læser tekst på skærme – små skærme, mellemstore skærme og store skærme.  Det går simpelthen ud over synet. I oktober 2016 fik jeg multifokale kontaktlinser for at gøre noget ved det faktum, at jeg nu både er nærsynet og har “gammelmandssyn”. Men siden da er mit syn faktisk blevet lidt dårligere igen.

Man skal se noget andet end at kigge på skærmen en gang imellem, for det er ikke godt for de små muskler i øjet at fokusere så længe og så intenst på skærmen. Uden for det kontor, jeg havde indtil sommeren 2016, var der et træ med en fuglerede. Og uden for det kontor, jeg havde i efteråret 2016, var der udsyn til græs og til en bygning af samme slags. Fra og med foråret 2017 har jeg haft udsigt til en parkeringsplads, hvor der står nogle træer. Jeg må tage mig sammen til at kigge lidt ud på træerne derude engang imellem.

For en anden konsekvens af al den megen skærmtid er måske også, at man får sværere ved at se ordentligt på alle de mange ting, der er uden for skærmen,  dvs. den faktiske verden, vi lever i. Ovre i USA er en forfatter ved navn Gabriel Popkin begyndt at arrangere tree walks. Og nej, det har ikke noget med gennemvandring af træstrukturer at gøre. Gabriel Popkin tager såmænd på gåture sammen med interesserede, hvor man går rundt i Washington D.C. og kigger på byens mange fine træer. Det lyder da egentlig hyggeligt og godt. Jeg er vokset op i Han Herred, og som barn havde jeg en nogenlunde fornemmelse af hvilke slags træer, der var i nærheden af mit hjem. Lige nu er jeg faktisk i tvivl om hvilke slags træer det er, der er ude på parkeringspladsen. Jeg må vist hellere se efter.

Arven fra Dick Tracy

Armbåndsuret, som Dick Tracy bar i Chester Goulds tegneserie allerede i 1946.

Svend Brinkmann er i sit seneste indlæg i Politiken også skeptisk over for valget af Tommy Ahlers som forskningsminister. Hvor meget disruption kan man egentlig skabe?

Brinkmann henviser til en artikel fra 2005 fra tidsskriftet Techological Forecasting and Social Change af den amerikanske fysiker Jonathan Huebner.  Huebner prøver at analysere innovation baseret på en liste over 8583 vigtige hændelser i naturvidenskab og teknik siden 1455. Han laver en regressionsanalyse, og det viser sig at antallet af hændelser som funktion af tid siden 1455 ikke er eksponentielt voksende, men tværtimod er aftagende. I sin konklusion skriver Huebner at

…the evidence presented indicates that the rate of innovation reached a peak over a hundred years ago and is now in decline. This decline is most likely due to an economic limit of technology or a limit of the human brain that we are approaching. We are now approximately 85% of the way to this limit, and the pace of technological development will diminish with each passing year.

Så måske er der i virkeligheden ikke så store muligheder for disruption?

Jeg ved det (heller) ikke. Informationsteknologien, som det hedder nu,  bliver ofte udråbt som den helt store forandrer. Den lever højt på to store erkendelser, men ingen af dem er helt nye. Den ene er den indsigt, som skyldes von Neumann og Turing i 1940’erne, at al information kan opfattes som data, der kan behandles med algoritmer. Selve ideen om den universelle programmerbare computer udnytter at programmer også “bare” er data, der kan gemmes i computerens hukommelse. Derfor kan vi bygge computere ind i alle de andre fysiske genstande, der har brug for information. Den anden store erkendelse er, at computere kan kommunikere med hinanden. Denne ide stammer som bekendt fra ARPAnet i 1960’erne.

Ganske mange af ideerne om hvad informationsteknologien kan bruges til, er faktisk fremskrivninger, der gør brug af en stræben efter at gøre apparater stadigt mindre. For eksempel har det berømte smartwatch spøgt lige siden 2. verdenskrig; jeg husker Dick Tracy-historierne fra Seriemagasinet først i 1970erne. Her gik Dick Tracy rundt med et “tv-armbåndsur”, og det havde han gjort lige siden tegneren Chester Gould fandt på uret tilbage i 1946.

Jeg vil selvfølgelig være forsigtig med at hævde, at der ikke er noget nyt under solen og ikke vil komme det. Men min fornemmelse er, at de store erkendelser, der forandrer verden, ikke er nogen, man kan tvinge frem ved målrettet satsning. De store opdagelser i naturvidenskabens historie er så godt som altid dem, som ingen oprindelig ledte efter. De kom fra grundforskningen, ikke fra den anvendte forskning. Hvad mon Tommy og de andre synes om grundforskning?

Et alternativ til Facebook

Den seneste tids afsløringer om Facebook har gjort det fristende for mig at finde et alternativ, hvor jeg kan have mine data i fred for uvedkommende. Men det er ikke nemt, for jeg har gennem mine mere end 10 år fået genskabt kontakten til mange af dem, jeg har mødt gennem årene: Gamle gymnasiekammerater, dem, jeg mødte til Alliance Française-turen i juli 1982, folk, jeg har været på højskole mere, familiemedlemmer rundt omkring osv. osv. Faktisk fik jeg endda kontakt med min ene lillesøster gennem Facebook! Det sidste er en særligt kuriøs del af den underlige historie det er, at mine søskende og jeg først fik kontakt med hinanden som voksne. Og jeg kommunikerer en del med venner og familie via Facebook Messenger.

Der er masser af alternativer til Facebook, og jeg er bruger på både Ello og Minds – og på Google Plus, men Google er lige så glad for at høste data som Facebook, så de tæller ikke. Men desværre har jeg ikke fundet nogen, jeg kender, på hverken Ello eller Minds. Og så er der jo også rigtig mange organisationer og fællesskaber, jeg er interesseret i nyt fra, der kun er til stede på Facebook.

Det er ikke nok, at jeg skifter til et andet socialt medium; jeg skal have alle mine Facebook-venner (eller de fleste af dem) med, og det kræver noget stort, nemlig et fælles initiativ fra en hel masse Facebook-brugere. Hvordan man får dette sat i gang, ved jeg ikke, men hvis nogle store aktører gik forrest, ville det betyde noget. Tænk hvis f.eks. et universitet eller et stort firma bekendtgjorde, at de forlod Facebook til fordel for (f.eks.) Minds! For slet ikke at tale om hvad der ville ske, hvis de danske myndigheder gik deres vej. Men i lyset af al den seneste tids kamp blandt lokalpolitikere om at lægge plads til en serverpark for Facebook på dansk grund er netop dét næppe sandsynligt.

Ikke råd?

I dag skete det: Overenskomstforhandlingerne mellem de faglige organisationer og staten brød sammen.

Jeg har fortalt de studerende, jeg underviser, at det nu er særdeles sandsynligt, at der kommer en konflikt, som vil føre til at de i en periode ikke kan modtage undervisning og ikke kan have kontakt til mig. Skulle konflikten antage karakter af en lockout, kan de studerende end ikke opholde sig på universitetet – for der bliver formodentlig låst af. Der er ikke noget at sige til, at de studerende var chokerede (jeg har en fornemmelse af at mange af dem ikke følger så meget med i indenrigsnyhederne, men det vil nok ændre sig nu!).

Ved de seneste tre overenskomster på området har staten henholdt sig til at der var krise, og at der derfor skulle vises tilbageholdenhed. Og hele denne historie om tilbageholdenhed skal vi nu have igen. Men her er det interessant at sammenholde disse udtalelser med Finansministeriets positive udmeldinger fra i dag. Danmark er “ude af krisen”, og vi sparer 40 milliarder årligt i renter på lav gæld. Finansminister Kristian Jensen udtaler at 

Enhver politiker, der har deltaget i en finanslovforhandling, ved, at 40 milliarder kroner er et svimlende beløb. Derfor er gældsnedbringelsen også en helt central forudsætning for den velfærd og det samfund, vi har i dag. Og det skal vi værne om fremadrettet.

Så hvorfor er det, at der ikke skulle være råd til at give os statsansatte en ordentlig overenskomst?

Socialrådgiveren som algoritme

Der er en rigtig interessant artikel i dagbladet Information om emnet kunstig intelligens. Artiklen spørger, om det i virkeligheden giver mening at tale om intelligens uden at tale om bevidsthed også. Hvor meget kan en maskine forstå af hvordan det indebærer at tænke som et menneske uden også selv at være menneske? Kan en maskine være empatisk? Kan et stykke software, der f.eks. aldrig selv har oplevet sorg, forstå hvad sorg mon er? Kan et stykke software forstå, hvordan det er at have migræne?

Måske er hele den i øjeblikket så populære spådom om at kunstig intelligens har en stor fremtid for sig og vil kunne overtage mange menneskers arbejde, i virkeligheden også i høj grad udtryk for et bestemt menneskesyn og for en bestemt måde at tænke om hvordan mennesker skal omgås hinanden. Hvis intelligens er “regelbaseret”, består intelligent adfærd nemlig i at følge regler. Intelligens er løsrevet fra bevidsthed og indlevelse i Den Anden.

Ofte har man hørt det argument, at det arbejde, der er mindst i fare for at blive overflødiggjort, er “arbejde med mennesker”, der kræver empati. Men måske er det i virkeligheden ikke sådan.

Dansk Socialrådgiverforening har længe givet udtryk for, at de er ved at blive kvalt i regler. Denne regelbaserede arbejdspraksis (jeg tænker selvfølgelig også på min yndlingsaversion New Public Management) er uempatisk – og bevidstløs i ordets egentlige forstand.

I artiklen i Information sigerKlavs Birkholm, der var med til at oprette uddannelsen i teknoantropologi på Aalborg Universitet, dette:

»En socialrådgiver arbejder tit med forhold, der påkalder sig stor offentlig interesse. Det kan være fjernelse af børn og unge fra deres familie. Ræsonnementet synes at være, at man i stadigt større omfang hellere må overlade den slags beslutninger til kunstig intelligens. Socialrådgiveren skal i et standardiseret sprog svare på en række spørgsmål, hvorefter systemets algoritmer kan komme med en løsning,« siger Birkholm og peger på, at den erfarne socialrådgiver før kunne gøre sig iagttagelser baseret på lang erfaring og på den baggrund gå ind og foreslå løsninger, der måske havde deres baggrund i et kompliceret forhold mellem far og søn.

»Men den yngre kollega har lært at bruge standarderne. I stedet for et menneske, der kan bruge sine sanser, har du i stedet fået en robot. Vi risikerer alle sammen at blive en smule mindre bevidste,« siger Klavs Birkholm og henviser til, at det er den vej, langt de fleste politikere og beslutningstagere ønsker, vi skal gå.