Hvad vi taler med vores jævnaldrende om

Ældre mænd i Portugal. Foto: https://www.flickr.com/photos/pedrosimoes7/3717536433

Noget, jeg bliver mere og mere bevidst om, er hvad jeg taler med mine jævnaldrende om. På en aften som i går, hvor jeg mødte mine gamle gymnasiekammerater igen, tænkte jeg over det igen: Når vi genser andre, vi holder af, taler vi ofte om det, der fylder mest i vore tilværelser.

For længe siden, da vi var unge, var det sport og musik og film og bøger og mad, vi talte om, og de uddannelser, vi var i gang med. Så kom årene, hvor vi talte om vores børn. Senere kom skilsmisserne. For få år siden talte vi mest om vores skavanker: Læsebriller, rygproblemer og måske også om kroniske sygdomme, der lurede i kulissen. Nu taler vi stadig om børnene, men ofte igennem at vi taler om vores børnebørn (jeg har ikke nogen selv), men jeg lægger mærke til at vi også ender med at tale om vore forældre. Nu er det os, der skal passe på dem. I går var der flere, der talte om hvordan det var at følge forældrene på plejehjem. Andre havde mistet deres forældre. Nogle gange har vi mistet nære venner i en alt for tidlig alder.

Arbejdet kan vi altid tale om, men jeg synes, at vi som midaldrende taler om det på en anden måde end før, nemlig med en blanding af afklarethed og frygt. Det er afklaringen af hvad vi ved, vi nu er blevet gode til, og frygten for at miste vores arbejde.

Og så kommer det alligevel på et tidspunkt også til at handle om sport og musik og film og bøger og mad igen.

Tale for DØVe øren

Lige nu er det interessant at genlæse forfatteren Ejvind Larsens klummer fra dagbladet Information. Gennem mange år prøvede han at gøre opmærksom på sammenhængen mellem klimaforandringerne og den økonomiske vækst (DØV), men det var unægtelig som om ingen reagerede. Tilbage i 2008 skrev han om præsident George W. Bush, der som en af sine sidste embedshandlinger havde besluttet at svække beskyttelsen af truede dyr og planter i USA gennem at afskaffe obligatoriske uafhængige miljøvurderinger. Larsen skrev at

Alt det gør Bush ikke, fordi han er æresmedlem af Naturskadeforeningen eller i det hele taget ikke kan lide børn, blomster og dyr. Og sin kone. Det gør han, for at DØV, Den Økonomiske Vækst, ikke skal hæmmes men tværtimod fremmes. 

Derfor må man være eller gøre sig døv for, hvordan DØV’s bidrag til den globale opvarmning indvirker på truede dyre- og plantearter.

Nu befinder menneskeheden sig imidlertid også i en hel anden galakse end Mælkevejen. I den hævdes det, at homo sapiens selv er en af de truede arter! På grund af den globale opvarmning!

Fra artiklen Verden er døv, dagbladet Information 30. december 2008

Det er interessant at Ejvind Larsen dengang sagde det, der først 11 år senere nåede frem til den internationale klimakonference i New York takket være Greta Thunberg. Og så er det i øvrigt et rigtig godt akronym, DØV, der sagtens kan anvendes noget mere.

Jeg hader min generation

I Hate My Generation med det amerikanske band Cracker – en arrig sang fra 1996. Sanger og sangskriver David Lowery er født 10. september 1963 og er således kun fire måneder ældre end mig (og har en bachelorgrad i matematik).

Nej, det gør jeg egentlig ikke. Jeg kender mange gode mennesker, der er fyldt 50. Men når jeg læser et debatindlæg af Adam Holm på Altinget.dk om Greta Thunberg, bliver det tydeligt for mig, hvad der alligevel er galt med os, nemlig en omsiggribende bedrevidenhed.

Citatet

Alligevel er nok nok for min del. Voksenverdenen kan godt leve op til sit ansvar uden at blive belært af et ungt menneske, som stadig bor hjemme hos mor og far. Det virkeligt uansvarlige er at blive ved med at lytte, som om en hidtil ukendt sandhed blev os forkyndt. It’s time to get real, som man siger.

siger det hele.

Mange giver stadig den generation, der var unge i 1960’erne, skylden for alverdens ulykker, og i en lang årrække var kritikken af “68’erne” et fast tilbagevendende punkt, selv om det faktisk var repræsentanter for den generation, der stod bag nogle ikke helt ubetydelige forandringer i Nordamerika og Europa .

Men for mig er det efterhånden tydeligt, at det faktisk er min generation, os der blev født i 1960’erne (Adam Holm er født i 1969), der har festet løs og desværre stadig tror, at festen kan fortsætte. Det bliver vores børns generation, der kommer til at redde verden – unge mennesker som Greta Thunberg. Min generation har desværre mest produceret politikere som Lars Løkke Rasmussen og Marine Le Pen og har haft travlt med at rulle en masse ændringer tilbage. Klimaforandringerne, som nu truer os alle, ung som gammel, har de til gengæld ignoreret.

Hvis der er en fejl, som “68’erne” begik, er det, at de troede og måske stadig tror, at de er evigt unge og ikke kunne tage fejl, men det er en fejl, som deres børn – min generation – har overtaget.

Verdensmålene på danske universiteter

FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling blev vedtaget af verdens stats- og regeringsledere på FNs topmøde i New York den 25. september 2015. Ledelsen på Syddansk Universitet har nu besluttet at, SDU skal arbejde “ambitiøst og helhjertet med alle FN’s 17 verdensmål for bæredygtighed, og at det præger hele universitetet.”

Det er et glædeligt skridt, for det vil også gøre det nødvendigt at gentænke den måde, undervisning og forskning foregår på – ja, hele universitetsverdenen. Nogle tænker på FNs verdensmål som nogen, der først og fremmest har med miljøpolitik at gøre. Andre tænker på verdensmålene som nogen, der først og fremmest har med forholdene i det globale Syd at gøre. Men verdensmålene gælder for hele verden, og de er forbløffende brede. Nogle handler om retspolitik og om demokrati.

Et af målene i denne kategori er mål nummer 16, der lyder

At støtte fredelige og inkluderende samfund. give alle adgang til retssikkerhed og opbygge effektive, ansvarlige og inddragende institutioner på alle niveauer.

Det rummer bl.a. disse delmål:

16.1 Alle former for vold, og voldsrelaterede dødsfald skal reduceres væsentligt overalt.

16.6 Der skal udvikles effektive, ansvarlige og gennemsigtige institutioner på alle niveauer.

16.7 Der skal sikres lydhøre, inkluderende, deltagerbaserede og repræsentative beslutningsprocesser på alle niveauer.

Det bør unægtelig give anledning til eftertanke. Lever den nuværende danske universitetslov og den måde, den forvaltes på i disse år, op til delmål 16.6 og 16.7? Og kan danske universiteter fortsætte med at involvere sig i militærforskning og samtidig leve op til delmål 16.1?

Det er alvor

Jeg skrev for nylig om rygterne om at Aalborg Universitet skal oprette nogle af de datalogiuddannelser, vi allerede har i Aalborg, i København også. Rygterne er sande.

I dag var jeg og mine kolleger på Institut for datalogi indkaldt til et møde, hvor vores dekan fortalte om denne beslutning. Meget af det, han fortalte, handlede om universitetets underskud (der åbenbart alligevel er på lidt over 100 millioner kroner) og om de 7 uddannelser, der skal lukke på AAU København. Men uddannelserne under Studienævn for datalogi har stort optag, og det vil kunne sikre ny indtjening for AAU. Derfor skal Institut for datalogi udbyde uddannelser på AAU København fra og med 2020. (Helst ville dekanen kunne begynde næste år, men det mente han alligevel ikke var realistisk.)

Vi skal nu senest 21. januar fremlægge et udkast til hvilke uddannelser, vi kan udbyde i København. Med en så kort frist må der være tale om en eksisterende uddannelse – og det bliver formodentlig softwareuddannelsen, der bliver tale om.

Et par af mine kolleger gav udtryk for at være meget positivt indstillede over for at udbyde uddannelser i København – og de så endda gerne, at vi kunne begynde allerede næste år. De fleste andre udtrykte stor bekymring. Også jeg er meget bekymret. Alle de eksisterende uddannelser fra Aalborg, som er blevet forsøgt overført til AAU København, har lidt en krank skæbne. En medvirkende årsag til at Institut for datalogi er blandt de få institutter, der ikke har haft stort underskud for nylig, har formentlig været, at instituttet som det eneste på det nuværende fakultet ikke har været involveret i AAU København. Hvis man skal optage 100 studerende om året i København (og det drømmer man tydeligvis om), vil det kræve mange undervisningskræfter, som vi ikke har i skrivende stund.

Jeg kan ikke helt gøre op med mig selv, om jeg synes, ideen om at ekspandere til AAU København er fuldstændig vanvittig eller bare helt forrykt. Den er i al fald dårligt gennemtænkt.

Nye uddannelser i København?

Inden for de seneste få dage har vi fået at vide, at Aalborg Universitet lukker syv uddannelser, heraf nogle i København. Årsagen er den økonomiske krise, som pludselig er blevet synlig på AAU. På de fleste institutter står man nu over for en fyringsrunde.

Men et vedholdende rygte på mit institut er nu, at AAUs ledelse vil have, at vi fra og med 2020 skal udbyde softwareuddannelsen i København. Softwareuddannelsen er den uddannelse ved Institut for datalogi, der tiltrækker flest studerende, mere end 100 pr. årgang. Bevæggrunden for at oprette softwareuddannelsen i København skulle være, at der er mange studerende, der bliver afvist på de eksisterende IT-uddannelser i hovedstadsområdet på grund af deres karakterniveau. Her bemærker jeg, at Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, IT-Universitetet og Roskilde Universitet og Copenhagen Business School alle har beslægtede uddannelser, og mange af dem har eksisteret ganske længe. Og der er ikke en afdeling af Institut for datalogi på Aalborg Universitet i København.

Hvis hele dette rygte taler sandt, er det dybt bekymrende, og jeg har ikke hørt nogen kolleger på mit institut, der har haft noget positivt at sige om det. Jeg ved fra mine kolleger på andre institutter på AAU, hvor stor en indsats det kræver at starte en uddannelse i København, hvor der er ingen eller få ansatte inden for området. Rejseindsatsen er især betragtelig, hvis vi skal levere undervisning i København. Og skal vi samtidig optage mange studerende på uddannelserne i Aalborg og tage os ordentligt af dem, er det svært at se, hvordan vi skal kunne håndtere det i en så usikker økonomisk situation som den, vi nu har.

Jeg ved også fra kolleger på andre institutter, der har afdelinger i København, at det bestemt ikke er let at holde sammen på et institut, der har afdelinger i hver sin ende af landet.

Er det godt at ville satse på studerende, der ikke kan leve op til adgangskravene på eksisterende uddannelser? Jeg er også i tvivl her.

Endelig har jeg ikke her nævnt, hvordan eksistensen af en uddannelse, der (indholdsmæssigt og geografisk) er meget tæt på nogle allerede eksisterende uddannelser i hovedstadsområdet, vil kunne risikere at påvirke det ellers gode forhold til kollegerne på KU, DTU, ITU, RUC og CBS.

Jeg håber meget, at de vedholdende rygter ikke er sande.

Set gennem en voksende RUS

Vi har fået et nyt rejseafregningssystem på Aalborg Universitet, som vi skal bruge i forbindelse med afregning for vores tjenesterejser. Det gamle system hed RUS, så det nye hedder selvfølgelig RUS2. Den 28. marts i år annoncerede centraladministrationen, at der ville være kurser i brugen af RUS2 i løbet af foråret. Desværre faldt kurserne på tidspunkter, hvor det var umuligt for mig at deltage.

Da jeg i september i år foretog en tjenesterejse til Portugal, spurgte jeg ved hjemkomsten vores sekretærer om hvordan jeg dog skulle komme i gang med at bruge RUS2, når nu jeg aldrig var blevet introduceret til det. De kunne berolige mig med at RUS2 sandelig ikke var klar til brug endnu, så jeg kunne fortsætte med at bruge det gamle RUS (som jeg i parentes bemærket altid har fundet besværligt).

Men så kom min tjenesterejse til Grækenland, og nu var RUS2 i mellemtiden blevet klar, så nu var der ingen vej udenom. Der var et problem med at tilføjevedhæftede bilag, fik jeg dog at vide, da jeg loggede ind. Jeg brugte en halvanden time her til formiddag på at indskanne alle mine rejsebilag og indtaste alle oplysninger – alt sammen uden nogensinde at have modtaget en introduktion til systemet. Til sidst havde jeg, ved at prøve mig frem, fundet ud af hvordan jeg kunne indføje udlægsposter, tilføje bilag og angive rejsedage. Og så indsendte jeg rejseafregningen.

Den blev afvist. Sekretærerne gjorde mig venligt opmærksom på at jeg havde angivet forkert omkostningssted. Og de ville meget gerne finde ud af, hvilken grænseflade til systemet, en ikke-administrativ medarbejder som mig ville få at se.

Få minutter senere befandt de sig på mit kontor, og vi prøvede at finde ud af hvad vi skulle gøre. Ingen af os vidste, hvad vi skulle gøre, men til sidst regnede vi ud, at man kunne gøre dette ved at rette oplysningerne om omkostningssted for hver enkelt udgiftspost for sig. Hvad vi derefter skulle gøre, og hvordan den rettede afregning skulle genindsendes, fandt vi derimod ikke ud af. De meget tålmodige sekretærer lovede at finde ud af det. 

Historien om RUS2 er en desværre lidt for typisk historie på flere måder, nemlig en historie om centraliserede forsøg på “effektivisering”.

For det første er RUS2 historien om et nyt software-system, hvor det er uklart, i hvilket omfang brugerne er blevet inddraget (den grumme historie om digital eksamen er et eksempel, der bør skræmme). Introduktionen til systemet er ikke blevet koordineret med ibrugtagningen, og der er stadig irriterende fejl.

For det andet er RUS2 endnu et tidstypisk forsøg på at spare resurser ved “selvbetjening”. Denne tendens kender vi fra bl.a. Føtex, hvor man nu beder kunderne om selv at tage sig af at afslutte køb i stedet for at have ekspedienter. På Aalborg Universitet består selvbetjeningen i at lade hver enkelt medarbejder tage sig af en administrativ opgave. I gamle dage var der administrativt personale, der tog sig af rejseafregninger mm., så forskere og undervisere kunne koncentrere sig om det, de egentlig troede, de var ansat til, mens de administrative medarbejdere tog sig af det administrative. Sådan er det ikke mere. Men det letter ikke presset på de administrative medarbejdere – tværtimod skal de alligevel ofte intervenere for at en rejseafregning kan gå igennem.

(– og så vil jeg i øvrigt bede Henrik og Peter Olesen om tilgivelse for at have tyvstjålet titlen fra deres sang fra 2000)

To procent mere stress

Vi, der er ansat på uddannelsesinstitutioner i Danmark, skal leve med at der bliver flere og flere, vi skal undervise (og det er i sig selv ikke dårligt) men at vi samtidig får budgetterne skåret med 2 procent om året. Reelt er det nu faktisk mere, for med nedskæringerne følger der ofte andre afledte besparelser. Derudover har vi i universitetsverdenen en virkelighed, hvor vi er blevet stadigt mere afhængige af eksterne midler, som er genstand for konkurrence. Mine kolleger og jeg skal konkurrere mod hinanden. Selv universiteterne imellem er der konkurrence – 5 procent af basismidlerne skal universiteterne konkurrere om.

Nedskæringerne og konkurrencesætningerne skaber ikke mere kvalitet, men skaber mere stress, vil jeg hævde. Og de skaber en masse administration, der først og fremmest skal forvalte nedskæringer og prøve at håndtere konkurrencevilkårene. Mange mennesker i Danmark er direkte eller indirekte i berøring med uddannelsessystemet, langt flere end der f.eks. har kontakt til flygtninge, men alligevel har der aldrig været noget bare tilnærmelsesvist lignende fokus på forholdene her.

I regeringens forslag til ny finanslov lover man så, at den årlige nedskæring på to procent skal ophøre fra 2022. Det lyder umiddelbart godt. Men der er simpelthen er tale om at der ikke forsvinder midler ud af uddannelsessektoren, men at de bliver omfordelt inden for sektoren fra centralt hold. Så reelt findes nedskæringerne stadig – og uddannelsesinstitutionerne (ikke kun i den akademiske biks) vil være i konkurrence med hinanden, og den centrale styring bliver øget endnu mere.

Og hvorfor er det egentlig, at nedskæringerne netop skal stoppe i 2022 og ikke fra og med den nye finanslov? Til DR siger finansminister Kristian Jensen

Der er heldigvis godt gang i økonomien, men der er også grænser for, hvad vi kan gøre i en finanslov. Nogle økonomer har advaret mod overophedning. Derfor er den her finanslov afbalanceret, og det betyder, at omprioriteringsbidraget fortsætter til og med 2021 – og for 2022 og fremefter bliver pengene på hvert område…

Jeg er ikke økonom, men jeg har svært ved at se, hvordan fjernelse af nedskæringer vil kunne udgøre en “overophedning” af økonomien. Det ville i stedet kunne stabilisere situationen og gøre det lidt nemmere for uddannelsessektoren at koncentrere sig om sit faktiske formål, der ikke er at spare eller at levere et overskud til andre.

De overlevende

I min barndom så jeg en skræmmende BBC-produceret tv-serie, der hed The Survivors. Den var produceret af Terry Nation, der også stod bag bl.a. Blake’s Seven og hele 62 afsnit af Doctor Who. The Survivors handlede om hvordan små grupper af overlevende prøvede at klare sig videre efter en global krise, der havde lagt det meste af verden øde. Serien var fra 1975, hvor man i den vestlige verden for første gang anede at de fede år måske var omme. Der havde været oliekrise og bilfrie søndage.

Nu, mere end 40 år senere, er The Survivors blevet genindspillet (den kom i 2010; jeg har endnu til gode at se serien). Dét er i sig selv sigende. Og der er uden for fiktionens verden på den ene side fokus på den globale opvarmning og på den anden side også en hel masse snak om automatisering og alskens “snilde teknologier”; regeringen har sågar nedsat et “disruptionsråd”. Umiddelbart virker det underligt, at den store pessimisme og den store optimisme på denne måde kan sameksistere.

Den amerikanske medieforsker og forfatter Douglas Rushkoff har skrevet en tankevækkende beretning om et indbudt foredrag, han holdt til et lukket møde for stenrige investorer. Mødets tema var fremtidens teknologiske udvikling. Men faktisk, skriver Rushkoff, var de rige forretningsmænd ikke interesseret i de kommende teknologier til at skabe en bedre fremtid, men derimod i hvordan sådanne teknologier kunne bruges til at sikre deres egen overlevelse når det hele en dag bryder sammen. Hermed tænkte de på klimaforandringer, krige og omfattende social uro.

For nogle uger siden skrev jeg om hvordan de, der ikke vil gøre noget den globale opvarmning, ofte simpelthen er “strategisk ligeglade” – de vil simpelthen ikke gøre noget, fordi deres ræsonnement er at krisen først og fremmest vil ramme andre. Nu handler det om at være sig selv nærmest, tænker de.

Så meget af den tilsyneladende teknologioptimisme, som bl.a. Elon Musk er eksponent for med sine fantasier om at kolonisere Mars og hvad ved jeg, er i virkeligheden udtryk for en selvcentreret form for pessimisme. Den er en overklasseudgave af den survivalisme, der får i USA får borgere, der ikke er rige, til at hamstre mad og øve sig i at bruge våben så de kan være forberedt på den dag, det hele bryder sammen. Det er derfor, pessimismen og den tilsyneladende optimisme lever sammen: de er to sider af samme sag.

Skærmblind

Der er en interessant klumme i Wired om “skærmblindhed”, som er den ærgerlige konsekvens af at man mest sidder og læser tekst på skærme – små skærme, mellemstore skærme og store skærme.  Det går simpelthen ud over synet. I oktober 2016 fik jeg multifokale kontaktlinser for at gøre noget ved det faktum, at jeg nu både er nærsynet og har “gammelmandssyn”. Men siden da er mit syn faktisk blevet lidt dårligere igen.

Man skal se noget andet end at kigge på skærmen en gang imellem, for det er ikke godt for de små muskler i øjet at fokusere så længe og så intenst på skærmen. Uden for det kontor, jeg havde indtil sommeren 2016, var der et træ med en fuglerede. Og uden for det kontor, jeg havde i efteråret 2016, var der udsyn til græs og til en bygning af samme slags. Fra og med foråret 2017 har jeg haft udsigt til en parkeringsplads, hvor der står nogle træer. Jeg må tage mig sammen til at kigge lidt ud på træerne derude engang imellem.

For en anden konsekvens af al den megen skærmtid er måske også, at man får sværere ved at se ordentligt på alle de mange ting, der er uden for skærmen,  dvs. den faktiske verden, vi lever i. Ovre i USA er en forfatter ved navn Gabriel Popkin begyndt at arrangere tree walks. Og nej, det har ikke noget med gennemvandring af træstrukturer at gøre. Gabriel Popkin tager såmænd på gåture sammen med interesserede, hvor man går rundt i Washington D.C. og kigger på byens mange fine træer. Det lyder da egentlig hyggeligt og godt. Jeg er vokset op i Han Herred, og som barn havde jeg en nogenlunde fornemmelse af hvilke slags træer, der var i nærheden af mit hjem. Lige nu er jeg faktisk i tvivl om hvilke slags træer det er, der er ude på parkeringspladsen. Jeg må vist hellere se efter.