Hvert årti sine kabler

Siden jeg var teenager, er det sket én gang i årtiet: Jeg har skiftet mit musikanlæg ud. Egentlig hifi-entusiast har jeg aldrig været; den slags har jeg altid overladt til andre. Selv har jeg altid gerne “bare” villet have et anlæg, der kunne lyde fornuftigt uden at koste en bondegård og helst heller ikke se alt for klodset ud. Det var dog først, da jeg boede i Edinburgh i årene omkring 1990, at jeg fik et musikanlæg, der rent faktisk lød godt. Det var også omkring dét tidspunkt, jeg skilte mig af med kassettebåndoptager og pladespiller og nøjedes med en cd-afspiller (en god én!). For 13 år siden kom der en dvd-afspiller (med god lyd til cd’er!) og en receiver til i stedet for cd og stereotuner og -forstærker.

Sidste år købte jeg nye højttalere, fordi vi alligevel skulle renovere vores hjem, og da vi flyttede ind igen, indså jeg tidens fylde, da jeg forgæves forsøgte at købe et nyt kabel til at forbinde dvd-afspilleren med. “Mener du virkelig et analogt kabel?” spurgte en ung ekspedient med lettere vantro mine. Og få måneder senere gav den 13 år gamle receiver tydelige tegn på at være mæt af dage (eller også var den bare blevet teenager): Det var mere undtagelsen end reglen, at man kunne tænde den. Og omme bag den lave reol var der efterhånden blevet fremmanet en uskøn spaghettiret af ledninger og kabler.

Så i denne uge markerede jeg at endnu et årti var gået og brugte noget af resterne af arven efter min mor på at købe et nyt musikanlæg: En surround-receiver med trådløs internet-forbindelse og en disk-afspiller til cd/dvd/blu-ray (med god lyd!!).  Det bliver nok den sidste afspiller af den slags, jeg nogen sinde køber. Skal jeg så have en pladespiller? Jeg ved ikke rigtig; så hip er jeg ikke.

Fredag aften gik med at slås med at sætte alle højttalerkablerne rigtigt i [det var sværere end jeg troede!], forbinde alting og få indstillet surroundkanalerne ved hjælp af svup-lyde og en lille mikrofon sat på et raketagtigt papstativ [en underlig oplevelse!]. Mellem de to nye kasser går der nu ét enkelt HDMI-kabel; ingen forældede analoge kabler er tilbage. Spaghettiretten bag den lave reol er mindre prominent end før. Og det nye anlæg lyder godt og virker endda næsten som det skal – jeg mangler at regne ud hvordan jeg kan afspille musik fra hjemmets netværksdisk. Men det kommer nok. I skrivende stund har jeg fundet en af de gamle cd’er frem og lytter til den.

Flattr this!

Magt og afmagt

Måske er det en følelse af afmagt, der er en fælles forklaring på populismens fremkomst. Følelsen af afmagt har drevet nogle til f.eks. at stemme på Trump, og følelsen af afmagt hersker nu hos dem, der er modstandere af Trump og andre højrepopulister. Jeg vil advare mod at gøre højrepopulisternes holdninger legitime, men følelsen af afmagt hos deres vælgere kan bestemt være legitim.

Hvis man har en følelse af afmagt, skyldes det at man ikke føler at man har indflydelse på sin egen situation. Men er der da ikke demokrati mange steder i Europa og Nordamerika? vil nogle spørge.

Hertil vil jeg svare, at demokratiet er begrænset på mange måder. Den demokratiske proces skal give os alle indflydelse og gøre os alle i stand til at sætte os i Den Andens sted, så vi kan træffe bedre beslutninger. Det er ikke det, vi ser i disse år.

Der er ganske vist valg hvert fjerde år og af og til er der også folkeafstemninger. Men derefter er det alene repræsentanternes demokrati. Og hvis man har et arbejde, tilbringer man en stor del af sin hverdag uden for en demokratisk proces. Den typiske arbejdsplads er et sted, hvor der ikke findes demokratiske beslutningsstrukturer eller fri information, men samtidig er de beslutninger, der bliver truffet her, af meget stor betydning for de ansatte.

En del private virksomheder taler ganske vist om at lederne skal “inddrage” de ansatte og “lytte”. På universiteter og andre offentlige virksomheder ser vi en tilsvarende proces. Der er en intention om at medarbejdere skal “inddrages” i forbindelse med væsentlige beslutninger, men det er lederne der bestemmer, hvad der er væsentligt, og i sidste er det altid dem, der bestemmer (og de er ikke blevet valgt). Der er ikke tale om medbestemmelse.

Hvis der kun er tale om demokrati i visse sammenhænge i samfundet og i forbindelse med store beslutninger og ekstraordinære situationer, er det ikke sikkert, at de beslutninger, der så bliver truffet, bliver særligt gennemtænkte. Hvis deltagerne ikke er vant til at være del af den demokratiske proces, bliver de mindre vant til det. Nogle gange bliver de politiske diskussioner bare mere polariserede og hadefulde, og de hadefulde diskussioner på f.eks. Facebook er typiske for sammenhænge, hvor deltagerne ikke til sidst skal træffe en beslutning i fællesskab. Vreden og hadet virker som tegn på afmagt.

Jeg tror, at et anderledes demokrati, hvor repræsentanterne er i konstant og forpligtende dialog med dem, der har valgt dem, og hvor demokratiet bliver udvidet til et demokrati også på bl.a. arbejdspladser, vil kunne være med til at fjerne følelsen af afmagt, give bedre diskussioner og gøre det sværere for de populister, der hævder at “tale på det tavse flertals vegne”. Trump, Farage Le Pen og andre med dem ynder at fremstille sig selv som “folkets repræsentanter” mod eliten, men faktisk kommer de ofte selv fra den absolutte overklasse og det er ikke meget, de taler om demokrati, når de først kommer til magten.

Flattr this!

En kontant forskel

I denne uge er jeg blevet sat i en situation, jeg ikke har været i siden sidst i 1980’erne – jeg har intet betalingskort. I søndags opdagede jeg at mit VISA/Dankort var blevet spærret, og uheldigvis skete det mens jeg stod ved kassen i supermarkedet. Jeg havde ikke kontanter på mig, og jeg endte med at ringe til min hustru, der dukkede op og betalte varerne for mig.

Dagen efter kunne min bankrådgiver fra Merkur berette, at Nets havde spærret mit betalingskort på grund af to mistænkelige transaktioner. Og ganske rigtigt: Nogen havde fået fat i mine kortoplysninger og brugte dem nu på lyssky vis. Sidst på ugen skal jeg  gerne få et nyt betalingskort – jeg håber, at det kan nås, thi på lørdag skal jeg rejse til Tyskland for at deltage i et ugelangt seminar. Mine planer om at købe togbilletter til indenrigstog i Tyskland er netop nu udsat på ubestemt tid.

Det er en speciel oplevelse ikke at kunne betale ad elektronisk vej i disse dage. Swipp og MobilePay er tilknyttet mit spærrede kort, og det samme gælder for mit rejsekort. Heldigvis havde jeg et beløb i vietnamesiske dong fra min rejse tilbage i november, som jeg kunne veksle til kontanter.

Den ene konklusion af denne ærgerlige oplevelse er selvfølgelig, at jeg bør have mere end ét betalingskort. Den anden er at et rent digitalt betalingssystem kan vise sig at være mere sårbart end man tror – angreb og utilsigtede nedbrud for den enkelte og for hele betalings-infrastrukturen bliver et mere omfattende problem, og det er heller ikke nødvendigvis uproblematisk, at der altid er en central instans (nemlig en bank) involveret i transaktioner.  Jeg læste i sidste uge, at der nu både er politikere og faglige organisationer, der slår til lyd for at butikker skal have lov til ikke at tage imod kontanter. Netop nu er jeg glad for at dette forslag endnu ikke er blevet til noget.

Flattr this!

Noget om eksponentielle udviklinger 

Eksponentielle udviklinger. Statens budget følger den blå kurve med a = 0,98. Kilde: http://www.webmatematik.dk

Da VC-regeringen kom til magten i 2001, indførte den at der hvert år skal skæres 2 procent på de offentlige budgetter. Fra 2011 til 2015, mens Helle Thorning Schmidt var statsminister, var denne nedskæring ikke i kraft på uddannelsesområdet. Men da Lars Løkke Rasmussen blev statsminister, begyndte nedskæringerne på 2 procent årligt igen. Dette nedskæringsprincip har siden 2001 fået konsekvenser rundt om i den offentlige sektor, bl.a. i form af fyringer og nedlæggelser.

Hvis man skærer i budgetterne med 2 procent om året, kan statens budget, når der er gået n år efter 2001, beskrives som en funktion f

f(n) = k \cdot 0,98^{(n-4)} = k \cdot \frac{1}{0.98^4} \cdot 0.98^n

hvor k betegner budgettet i 2001. Der er tale om en funktion af den slags, man kalder for en eksponentiel udvikling. Grundtallet er 0,98.

For en eksponentiel udvikling med grundtal b vil halveringstiden være

t_{1/2} = \frac{\ln (1/2)}{\ln b}

I dette tilfælde vil halveringstiden være 34 år, dvs. at statens budgetter er reduceret til det halve i 2035. Et tilsvarende regnestykke viser, at efter 14 år er budgettet beskåret med en fjerdedel — og det tidspunkt nåede vi i 2015. Samtidig er der en antagelse om konstant serviceniveau, og de offentlige institutioner (og de enkelte ansatte) er blevet pålagt stadigt flere forpligtelser.

Jeg ville gerne vide om den eksponentielle udvikling skal fortsætte på denne måde. Hvis ikke det er tilfældet, ville det være på sin plads, hvis regeringen kunne fortælle os, der arbejder i den offentlige sektor, hvad det acceptable bundniveau er for de offentlige budgetter.

Flattr this!

Møde med loftet

Så vedtog et flertal i Folketinget det såkaldte uddannelsesloft. Loftsmetaforen er ved at vinde indpas i politik (jf. kontanthjælpsloftet).

Jeg spekulerer på, hvordan politikere tænker på uddannelsernes rolle i samfundet. Det seneste tiltag tyder endnu engang på at man ser uddannelser som først og fremmest en udgift, der skal begrænses. Det passer meget tydeligt med den stadige nedskæring på to procent på uddannelserne. Og samtidig passer det nye uddannelsesloft meget tydeligt ind i den eksisterende tankegang, hvor man som uddannelsessøgende skal vælge tidligt og vælge rigtigt – man skal så at sige ikke blive klogere undervejs.

Men én ting undrer mig: hvis vi nu ser at produktionsomkostningerne bliver lavere på grund af automatisering og på grund af de stadigt bedre muligheder for vidensdeling, som internettet giver mulighed for, og hvis den enkelte borgers arbejdsliv skal være stadigt længere, hvad er da fordelene ved at man ikke skal kunne omkvalificere sig?

Flattr this!

En glidende overgang

Jeg har været nærsynet i mange år; mine første briller fik jeg da jeg var 10, og da jeg var 18, begyndte jeg at bruge kontaktlinser. Inden for det sidste halve års tid er der imidlertid sket det uundgåelige: jeg har fået svært ved at læse. Gammelmandssynet er en realitet nu, også for mig.

Læsebriller er så underlige; jeg har set Jonny Hefty (alias Jakob Ørom – han blev 47 i sidste uge) med læsebriller til poetry slam, og det var lidt en overvindelse for ham at tage dem på. I dag var jeg ved optikeren for at få et alternativ til læsebriller, nemlig kontaktlinser med glidende overgang. Lige nu er fornemmelsen lidt som dengang i 1982, da jeg fik mine første kontaktlinser (det skete forresten også en sen fredag eftermiddag i efteråret), nemlig at det for første gang i lang tid er blevet lidt underligt at se. Det er for tidligt at sige om jeg kan vænne mig til den slags, men man har da lov at håbe.

Flattr this!

Uber-forsker?

Foto: Paolo Pedercini.
Foto: Paolo Pedercini.

I dag talte jeg med min portugisiske kollega og samarbejdspartner Francisco om vilkårene som universitetsansat i Portugal. Der er bestemt forskelle (bl.a. vælger de universitetsansatte hernede stadig institutledere og rektor), men økonomisk set er der tale om samme virkelighed: Det er helt nødvendigt at kunne skaffe eksterne forskningsmidler for at kunne klare sig, og det er rigtig svært. Af en eller anden grund kom vi bagefter til at snakke om Uber. Uber er nemlig forbudt i Portugal.

Her er der en interessant parallel, som den britiske forsker Gary Hall har påpeget. En Uber-chauffør har sin egen bil og hypotetisk set mulighed for at tjene lige så mange penge, det skal være. Men de eneste, der bliver rige for alvor, er firmaet Uber. Det samme tendens, vi ser i den akademiske verden: Hver enkelt af os skal sælge sig selv som forsker. Vi skal skaffe eksterne forskningsmidler hjem til vores institutioner. Hvis og kun hvis vi gør det, kan vi fortsætte vores akademiske løbebane med en vis, tilsyneladende frihed. De fleste kan kun lige akkurat få det til at løbe rundt, og der er stor udskiftning. De eneste, der er helt sikre på at overleve og have det godt, er ledelseslagene i universitetsverdenen. Som Uber-chauffør og som forsker er man pseudo-iværksætter, men reelt som oftest daglejer.

Fra undervisningsverdenen kender vi et parallelt fænomen. Der har allerede i mange år været akademikere, der har overlevet på løse ansættelser som undervisningsassistenter på danske universiteter. Men nu kan man også blive nødt til at sælge sig selv som underviser til de store private aktører. Online-kurser er hastigt på vej frem og er ved at blive big business.

Sidste år købte LinkedIn Lynda.com, der står bag en række online-kurser. Det vil formodentlig have store konsekvenser, for LinkedIn har som bekendt en hel masse data på sine 200 millioner brugere og mulighed for at bruge dem til at målrette online-undervisningstilbud mod dem. Og dette er tegn på en stigende kommercialisering af undervisning, der kun yderligere vil fremme denne tendens til at man som akademiker bliver pseudo-iværksætter, men reelt daglejer.

I begge tilfælde er det nyliberalismens blanding af tilsyneladende fri konkurrence og central kontrol fra stater eller de facto monopoler, der stikker hovedet frem. De eneste, der er sikre på ikke at vinde, er akademikerne.

I øvrigt er LinkedIn nu selv blevet blive opkøbt – af Microsoft.

Og Uber indgik i et partnerskab med Carnegie-Mellon University i  USA, kun for at hyre i alt 40 af deres ansatte året efter. Så nu kan man også blive forsker hos Uber. CMU havde håbet på et forskningssamarbejde, men det blev det  ikke til.

Flattr this!

Sidste stik

Udpakningsaktiviteterne i hjemmet nåede i går det stadie, hvor det gav mening at stille musikanlæg og tv op igen. Så det begyndte jeg på i dag, afbrudt af et skoskab, der skulle samles. Jeg havde købt nye højttalere, herunder en subwoofer, som husstandens øvrige medlemmer synes ligner en lillebitte vaskemaskine (det gør den faktisk også). De nye højttalere skulle forbindes til lydkilden, en surround-receiver fra 2006. Og så skulle den gamle dvd- og cd-afspiller (den er helt fra 2004, men fungerer stadig upåklageligt) forbindes, og hele herligheden forbindes til et fladskærmstv fra 2007. Men hov, der manglede et ekstra kabel til dette – et komponent-video-kabel som vist på billedet. Det måtte jeg hen for at købe.

Den unge ekspedient (de fleste mennesker er yngre end mig nu – endnu et tegn på hvor gammel jeg er blevet) kiggede underligt på mig, da jeg spurgte efter kablet og vist også nævnte noget med en dvd-afspiller. Mente jeg mon et HDMI-kabel? Nej. Mente jeg virkelig et kabel til analoge signaler? Ja, det gjorde jeg. Har I da ikke den slags? Han kiggede undrende på mig, og tilføjede at det var mange år siden de havde solgt den slags. I det øjeblik følte jeg at jeg lige så godt kunne have bedt om at købe et kassettebånd eller en VHS-optager.  De har nok den i butikken ovre på den anden side, sagde ekspedienten – de har alle mulige slags kabler, tilføjede han.

Butikken ovre på den anden side af gaden havde lukket for i dag, men jeg prøver igen i den kommende uge. Nogle gange er det næsten pinligt at mærke tidens fylde.

Flattr this!

En ny begyndelse (Eller: Videre – men på en ny måde)

Fil 11-05-2016 19.08.26

I dag skete der to næppe synlige ændringer på mit arbejde, som samtidig vil få stor betydning for mig – forhåbentlig og formodentlig på en god måde.

Den ene var at jeg kunne tage min nye computer i brug. Den gamle computer er snart 4 år gammel og har skrantet gennem længere tid;  inden for det seneste halve års tid har den været til reparation to gange. På den måde var den desværre endt med at blive en kilde til hyppig irritation for mig. Den nye computer ligner min gamle computer meget, men den er lettere og hurtigere. Alle data er intakte, og jeg kan fortsætte hvor jeg slap, men på en ny måde.

Også på en anden måde markerede dagen en ny begyndelse for mig. Jeg var til det første møde i den gruppe på Institut for datalogi, hvor jeg fra forårssemesteret skal være. Lige siden jeg blev ansat for 25 år siden, har jeg været i den samme gruppe på instituttet, den der nu hedder Distribuerede og indlejrede systemer. Men der er sket mange ting med den gruppe og med mit forhold til gruppen. Jeg ved at andre i gruppen er meget tilfredse, men jeg har ikke selv haft det sådan. Og så beskæftiger jeg mig hverken med distribuerede eller indlejrede systemer. Det har jeg aldrig gjort; min interesse for strukturel operational semantik og dens forbindelse til sprog og typesystemer er jeg ene om i den gruppe. Måske er det også derfor, jeg har følt mig utilpasset og nogle gange utilpas der. Fra februar 2017 er jeg i den enhed på instituttet, der hedder Databaser og programmeringsteknologi, hvor jeg skal være i programmeringssprogsgruppen. Også to medlemmer af gruppen Maskinintelligens, som nu desværre snart ikke findes mere, kommer til at skifte enhed til samme sted, omend ikke til samme gruppe som mig. Det er godt at jeg ikke er den eneste, der skifter placering.

Mine undervisningsopgaver bliver de samme som før, så også på denne måde er det på tilfældet at jeg fortsætter hvor jeg slap, men på en ny måde.

Flattr this!

Nysgerrighedshorisonten, der blev væk

2014-12-01-einsteinscuriosity

Forleden holdt jeg et foredrag om Amnesty International for Venstres Ungdom i Aalborg. En del af mit foredrag handlede om udfordringer i flygtningesituationen, og her fik jeg fortalt om de vietnamesiske bådflygtninge og om Poul Hartling, der i årene omkring 1980 var FNs flygtningehøjkommissær – og tidligere havde været statsminister for Venstre. Det var lidt underligt at opdage, at netop de unge VU’ere slet ikke vidste, hvem Poul Hartling var eller hvad han stod for. (De havde tilsyneladende heller ikke nogen viden om de vietnamesiske bådflygtninge eller om folkemordet i Rwanda, men her kan jeg selvfølgelig have taget fejl.)

Jeg kom til at tænke på dette, da jeg i dag læste et debatindlæg af Morten Ebbe Juul Nielsen, der er lektor ved Københavns Universitet.  Han har 17 års erfaring som universitetslærer fra to forskellige universiteter og har undervist på hele otte forskellige uddannelser. Morten Ebbe Juul Nielsen synes ikke at de unge er mindre kvikke eller ambitiøse i dag, men han fremhæver at de

…ved meget mindre om verden, historien, kunsten, kulturen og videnskaberne i dag, end de gjorde for i hvert fald 10 og 15 år siden, og endnu værre, at de:

… ikke ved, at de ikke ved (særlig meget), og endnu værre end det, at de:

…derfor slet ikke skammer sig over det, eller har ambitioner om at opnå/stræbe efter den form for viden, og, nå ja, dannelse, der ligger dér – hvor umuligt det end er at lave præcise optegninger over de nødvendige og tilstrækkelige betingelser, der udtømmende kan definere dannelse.

Jeg har selv spekuleret på det samme. Det, vi skaber, er en mere og mere begrænset nysgerrighedshorisont, og det ærgrer mig. Der er for tiden diskussioner af begrebet “almen dannelse” i forbindelse med den kommende ændring af det almene gymnasium, og noget af det, der tydeligvis er svært at definere, men som mange mener er en mangelvare, er netop den almene dannelse. Mit eget bud er at almen dannelse består i at have en bred viden og at være nysgerrig på mange ting – almen dannelse handler for mig at se om størrelsen af den personlige nysgerrighedshorisont.

Selv har jeg (ligesom Morten Ebbe Juul Nielsen) altid prøvet – ofte uden større held – at reparere på hullerne i min viden, netop fordi jeg var nysgerrig og fordi jeg er sørgeligt bevidst om at der er så meget, jeg ikke ved. Moderne ungdomsuddannelser har reduceret denne nysgerrighedshorisont voldsomt i jagten på at sikre at de unge kan komme videre. En bivirkning er at man så ikke finder ud af, hvad det er man ikke ved. Og ironisk nok kan denne målretning måske være med til at gøre, at man faktisk får sværere ved at lære noget nyt!

Flattr this!