Verdensmål og våbenforskning

FNs verdensmål dukker også op som byggeklodser på denne veganske takeaway i Aalborg.

Syddansk Universitet (SDU) er et af de danske universiteter, der har bekendtgjordt, at de nu vil arbejde med FNs verdensmål for bæredygtig udvikling. Man får et indtryk af et universitet, der vil forandre verden i en bæredygtig retning og være med til at løse de meget alvorlige problemer, som klimakrisen og den globale ulighed udgør..

Det var også i år, at EU lancerede sit PADR-program (Preparatory Action on Defence Research). I de kommende tre år vil PADR uddele 90 millioner euro til våbenforskning og i det kommende årti er der fra EU afsat mere end 40 milliarder euro til området. Det er helt klart, at PADR er målrettet mod både virksomheder og universiteter; der er nu officielle initiativer i den danske universitetsverden rettet mod at gå efter forskningsmidler fra PADR.

Jeg kan være bekymret for om den pludselige interesse for verdensmålene ikke så meget bunder i et ønske om forandring. Det er nemlig påfaldende, at danske universiteter på den ene side taler så meget om FNs verdensmål og på den anden side engagerer sig helt åbenlyst i PADR. FNs verdensmål nr. 16 taler om fred, retfærdighed og stærke institutioner. Et delmål er at

16.1 Alle former for vold, og voldsrelaterede dødsfald skal reduceres væsentligt overalt.

(Fra https://www.verdensmaalene.dk/maal/16)

Min fornemmelse er, at den pludselige interesse hos bl.a. SDU for FNs verdensmål for bæredygtig udvikling i stort omfang reelt bare har samme årsag det samme som interessen for PADR: at der her er muligheder for at få forskerne til at hente eksterne forskningsmidler hjem. De eksterne forskningsmidler er i begge tilfælde centralt styrede initiativer rettet mod helt bestemte, bundne anvendelser. Og hvad angår den tilsyneladende interesse i at skabe forandring, er den formodentlig kun tilsyneladende. Jeg bemærker nemlig, at SDUs hensigtserklæring lyder at

På SDU vil vi i forskning, uddannelse og administration arbejde med, men ikke nødvendigvis for, verdensmålene.

(min fremhævning)

Den store omstilling

Fra et portugisisk supermarked, som jeg ofte har besøgt under ophold i Lissabon. Også her er der et forbløffende stort udvalg.

Jeg fandt en ordentlig spandfuld til normalt og fedtet hår, og også virksomt, hvis der skulle være skæl. Det var så langt det billigste, så man kan da ikke forstå, at noget af alt det andet prangværk lader sig sælge.

Niels Hausgaard: Shampoo (oversat fra vendelbomål af mig)

Hvorfor er der så mange varianter af det samme produkt? Hausgaards sang om shampoo dækker over en undren over netop dét. Der er skabt en overflod af næsten ens produkter derude, og det betyder samtidig at der er en masse produktionsapparater og infrastrukturer der bliver duplikeret. Ofte bliver hvert eneste konkurrerende shampoo-mærke fremstillet på hver sin fabrik og ofte også distribueret af hver sin distributør.

Nogle ser de mange valgmuligheder og udbud i dag som et vigtigt tegn på hvor udviklet vores samfund er. Men er al denne overflod i virkeligheden ikke blot en overflødighed? I The Guardian har den engelske antropolog Jason Hickel nogle tankevækkende betragtninger om hvad der skal til for at vi kan omstille os til en bæredygtig produktionsmåde og til bæredygtige samfundsforhold.

Den store omstilling væk fra det, der lige nu er destruktivt, betyder ifølge Hickel at vi ikke skal gå efter gamle idealer om “udvikling”, så de fattigere samfund i verden skal stræbe efter det, de rige samfund har nu.  Det er fattige lande, ikke rige lande, der er tæt på at leve op til de internationale mål om bæredygtighed. Men det betyder ikke, at alt der er elendighed. Det er påfaldende, skriver Hickel, at lande som Cuba har middellevealder som i USA (det cubanske sundhedsvæsen har faktisk et godt ry) og har et af verdens laveste niveauer af analfabetisme, trods det at landets BNP kun er $6000 pr. indbygger. Noget tilsvarende kan siges om f.eks. Peru, Ecuador, Honduras, Nicaragua og Tunesien. (Og ja, jeg ved godt, at nogle af disse lande har alvorlige problemer med bl.a. at overholde menneskerettighederne på vigtige områder; jeg synes ikke at disse lande er idealsamfund som sådan.)

Men i virkeligheden er bæredygtigheds-strategien for de rige samfund ikke den øvelse i “grøn vækst”, som nutidens politikere hele tiden taler om. Der er derimod tale om en meget sværere øvelse: at finde og opnå almen livskvalitet (folkesundhed, kulturel rigdom osv. osv.) uden samtidig at basere sig på overflod. Øvelsen er rigtig svær, fordi manglen på overflod ofte fremstilles som at man skal vænne sig til afsavn. Men måske har vi ikke brug for alle de mange slags shampoo? Og måske er det i virkeligheden sådan, at den dominerende produktionsmåde i dag kan siges at være overudviklet.

Det 20. århundrede er slut

Tilbage i 1935 døbte man i USA et nyt, kraftigt lokomotiv The 20th Century. Det var sigende for datidens tro på, at man befandt sig i vækstens århundrede.

Der er et langt og interessant interview med Bernd Urich, der er stedfortrædende redaktør ved den tyske ugeavis Die Zeit i dagbladet Information. Fokus er på klimakrisen og hvad den vil føre med sig – og hvad vi kan gøre. Et sted udtaler han

Vores markedsliberale selvforståelse er slet ikke gearet til den her omstilling. Den vestlige verden må forstå, at det 20. århundrede er slut…

Jeg tror faktisk, at det er lige præcis dét, de fleste politikere glemmer: at de bud på løsninger, man kunne komme med i det 20. århundrede, ikke er nogen, der giver mening i dag. Vi kan ikke “fortsætte som vi plejer”. Alle politikere i vore dage har en baggrund i det 20. århundrede og i den måde at tænke på, som var fremherskende dengang. Jeg har også hele min barndom og ungdom tilbage i dét århundrede (som jo også var i et andet årtusinde), og det præger selvfølgelig også min måde at tænke på. Men det 20. århundrede er slut; det sluttede for næsten 20 år siden.

Den ekstreme udgave af arven fra det 20. århundrede er selvfølgelig den holdning, at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte og måske ikke engang en trussel, og at vi derfor kan fortsætte, som om vi stadig var i forrige århundrede. Men der er også andre varianter af troen på fortiden.

Et tydeligt vidnesbyrd om hvor fast beslutningstagerne sidder i forrige århundrede, er arbejdet med en ny klimalov i Folketinget. Her kan jeg nemlig nu læse, at regeringen kræver, at den “grønne omstilling” ikke må koste velfærd eller arbejdspladser og ikke må bremse væksten. Jeg vil selvfølgelig ikke have arbejdsløshed eller fattigdom, men det er påfaldende, at man selv i en tid, hvor det bliver så tydeligt, at resurserne er knappe og menneskets adfærd truer menneskets egen fremtid, bliver ved med at fokusere så voldsomt på vækst.

Det er svært at spå, men især om fremtiden

Her til morgen så jeg et blad i en kiosk, der som tema har et forsøg på at forudsige, hvad der vil ske i det kommende år. Den slags er fascinerende, netop fordi forudsigelser uvægerligt tager fejl. Jeg har flere gange tidligere skrevet om fortidens forsøg på at forudsige nutiden, bl.a. om Aalborg Stiftstidendes bud fra 1967 på Aalborg i år 2000.

Jeg husker, hvordan jeg for mange år siden så The Book of Predictions hos Viggo Madsens Boghandel i Aalborg (en boghandel, der siden blev til den ikke helt så spændende Arnold Busck). The Book of Predictions fra 1980 var et ambitiøst forsøg på at se ud i fremtiden. Den var et fascinerende værk, men af en eller anden grund fik jeg den aldrig købt. Helt tilbage i 2008 havde Vanity Fair en artikel om The Book of Predictions, og den artikel er også fascinerende, fordi den genkalder sig nogle af bogens forudsigelser. Nogle af dem er forbløffende gode.

Den russiske fysiker og aktivist Andrei Sakharov forudså, at man om 50 år ville have et universelt informationssystem, der hele tiden ville give alle adgang til indholdet af hver eneste bog der nogensinde er blevet publiceret, hvert eneste tidsskrift og hvert eneste faktum. Og den britiske redaktør af Computer Weekly forudså, at vi i perioden 1986-1989 ville se at at traditionelle posttjenester ville blive erstattet af digitale elektroniske overførsler, f.eks. mellem “computeriserede skrivemaskiner” på kontoret og hjemmecomputere. Bogen forudså, at der i 1987 ville være skakprogrammer, der var stærkere end de fleste stormestre i skak. Det er ikke helt tilfældet endnu – og det var slet ikke tilfældet i 1987 – men vi er på vej i den retning.

Andre forudsigelser er til gengæld helt i skoven, f.eks. at alle Golfstaterne løber tør for olie. Nogle var der delvist: at internationale terrorister i 2010 ville ødelægge en hovedstad ved brug af atomvåben, hvilket først ville føre til en politistat, men derefter til verdensomspændende nedrustning. Begivenhederne efter terrorangrebene 11. september 2001 førte faktisk til autoritære tiltag i den såkaldte “krig mod terror”, men verdensomspændende nedrustning har vi desværre endnu til gode.

Under alle omstændigheder har jeg i dag fundet The Book of Predictions antikvarisk og glæder mig til at få læst i den. Forudsigelserne siger nemlig først og fremmest rigtig meget om de drømme og den frygt, mennesker havde, dengang de prøvede at forudsige fremtiden.

Hvad vi taler med vores jævnaldrende om

Ældre mænd i Portugal. Foto: https://www.flickr.com/photos/pedrosimoes7/3717536433

Noget, jeg bliver mere og mere bevidst om, er hvad jeg taler med mine jævnaldrende om. På en aften som i går, hvor jeg mødte mine gamle gymnasiekammerater igen, tænkte jeg over det igen: Når vi genser andre, vi holder af, taler vi ofte om det, der fylder mest i vore tilværelser.

For længe siden, da vi var unge, var det sport og musik og film og bøger og mad, vi talte om, og de uddannelser, vi var i gang med. Så kom årene, hvor vi talte om vores børn. Senere kom skilsmisserne. For få år siden talte vi mest om vores skavanker: Læsebriller, rygproblemer og måske også om kroniske sygdomme, der lurede i kulissen. Nu taler vi stadig om børnene, men ofte igennem at vi taler om vores børnebørn (jeg har ikke nogen selv), men jeg lægger mærke til at vi også ender med at tale om vore forældre. Nu er det os, der skal passe på dem. I går var der flere, der talte om hvordan det var at følge forældrene på plejehjem. Andre havde mistet deres forældre. Nogle gange har vi mistet nære venner i en alt for tidlig alder.

Arbejdet kan vi altid tale om, men jeg synes, at vi som midaldrende taler om det på en anden måde end før, nemlig med en blanding af afklarethed og frygt. Det er afklaringen af hvad vi ved, vi nu er blevet gode til, og frygten for at miste vores arbejde.

Og så kommer det alligevel på et tidspunkt også til at handle om sport og musik og film og bøger og mad igen.

Tale for DØVe øren

Lige nu er det interessant at genlæse forfatteren Ejvind Larsens klummer fra dagbladet Information. Gennem mange år prøvede han at gøre opmærksom på sammenhængen mellem klimaforandringerne og den økonomiske vækst (DØV), men det var unægtelig som om ingen reagerede. Tilbage i 2008 skrev han om præsident George W. Bush, der som en af sine sidste embedshandlinger havde besluttet at svække beskyttelsen af truede dyr og planter i USA gennem at afskaffe obligatoriske uafhængige miljøvurderinger. Larsen skrev at

Alt det gør Bush ikke, fordi han er æresmedlem af Naturskadeforeningen eller i det hele taget ikke kan lide børn, blomster og dyr. Og sin kone. Det gør han, for at DØV, Den Økonomiske Vækst, ikke skal hæmmes men tværtimod fremmes. 

Derfor må man være eller gøre sig døv for, hvordan DØV’s bidrag til den globale opvarmning indvirker på truede dyre- og plantearter.

Nu befinder menneskeheden sig imidlertid også i en hel anden galakse end Mælkevejen. I den hævdes det, at homo sapiens selv er en af de truede arter! På grund af den globale opvarmning!

Fra artiklen Verden er døv, dagbladet Information 30. december 2008

Det er interessant at Ejvind Larsen dengang sagde det, der først 11 år senere nåede frem til den internationale klimakonference i New York takket være Greta Thunberg. Og så er det i øvrigt et rigtig godt akronym, DØV, der sagtens kan anvendes noget mere.

Jeg hader min generation

I Hate My Generation med det amerikanske band Cracker – en arrig sang fra 1996. Sanger og sangskriver David Lowery er født 10. september 1963 og er således kun fire måneder ældre end mig (og har en bachelorgrad i matematik).

Nej, det gør jeg egentlig ikke. Jeg kender mange gode mennesker, der er fyldt 50. Men når jeg læser et debatindlæg af Adam Holm på Altinget.dk om Greta Thunberg, bliver det tydeligt for mig, hvad der alligevel er galt med os, nemlig en omsiggribende bedrevidenhed.

Citatet

Alligevel er nok nok for min del. Voksenverdenen kan godt leve op til sit ansvar uden at blive belært af et ungt menneske, som stadig bor hjemme hos mor og far. Det virkeligt uansvarlige er at blive ved med at lytte, som om en hidtil ukendt sandhed blev os forkyndt. It’s time to get real, som man siger.

siger det hele.

Mange giver stadig den generation, der var unge i 1960’erne, skylden for alverdens ulykker, og i en lang årrække var kritikken af “68’erne” et fast tilbagevendende punkt, selv om det faktisk var repræsentanter for den generation, der stod bag nogle ikke helt ubetydelige forandringer i Nordamerika og Europa .

Men for mig er det efterhånden tydeligt, at det faktisk er min generation, os der blev født i 1960’erne (Adam Holm er født i 1969), der har festet løs og desværre stadig tror, at festen kan fortsætte. Det bliver vores børns generation, der kommer til at redde verden – unge mennesker som Greta Thunberg. Min generation har desværre mest produceret politikere som Lars Løkke Rasmussen og Marine Le Pen og har haft travlt med at rulle en masse ændringer tilbage. Klimaforandringerne, som nu truer os alle, ung som gammel, har de til gengæld ignoreret.

Hvis der er en fejl, som “68’erne” begik, er det, at de troede og måske stadig tror, at de er evigt unge og ikke kunne tage fejl, men det er en fejl, som deres børn – min generation – har overtaget.

Verdensmålene på danske universiteter

FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling blev vedtaget af verdens stats- og regeringsledere på FNs topmøde i New York den 25. september 2015. Ledelsen på Syddansk Universitet har nu besluttet at, SDU skal arbejde “ambitiøst og helhjertet med alle FN’s 17 verdensmål for bæredygtighed, og at det præger hele universitetet.”

Det er et glædeligt skridt, for det vil også gøre det nødvendigt at gentænke den måde, undervisning og forskning foregår på – ja, hele universitetsverdenen. Nogle tænker på FNs verdensmål som nogen, der først og fremmest har med miljøpolitik at gøre. Andre tænker på verdensmålene som nogen, der først og fremmest har med forholdene i det globale Syd at gøre. Men verdensmålene gælder for hele verden, og de er forbløffende brede. Nogle handler om retspolitik og om demokrati.

Et af målene i denne kategori er mål nummer 16, der lyder

At støtte fredelige og inkluderende samfund. give alle adgang til retssikkerhed og opbygge effektive, ansvarlige og inddragende institutioner på alle niveauer.

Det rummer bl.a. disse delmål:

16.1 Alle former for vold, og voldsrelaterede dødsfald skal reduceres væsentligt overalt.

16.6 Der skal udvikles effektive, ansvarlige og gennemsigtige institutioner på alle niveauer.

16.7 Der skal sikres lydhøre, inkluderende, deltagerbaserede og repræsentative beslutningsprocesser på alle niveauer.

Det bør unægtelig give anledning til eftertanke. Lever den nuværende danske universitetslov og den måde, den forvaltes på i disse år, op til delmål 16.6 og 16.7? Og kan danske universiteter fortsætte med at involvere sig i militærforskning og samtidig leve op til delmål 16.1?

Det er alvor

Jeg skrev for nylig om rygterne om at Aalborg Universitet skal oprette nogle af de datalogiuddannelser, vi allerede har i Aalborg, i København også. Rygterne er sande.

I dag var jeg og mine kolleger på Institut for datalogi indkaldt til et møde, hvor vores dekan fortalte om denne beslutning. Meget af det, han fortalte, handlede om universitetets underskud (der åbenbart alligevel er på lidt over 100 millioner kroner) og om de 7 uddannelser, der skal lukke på AAU København. Men uddannelserne under Studienævn for datalogi har stort optag, og det vil kunne sikre ny indtjening for AAU. Derfor skal Institut for datalogi udbyde uddannelser på AAU København fra og med 2020. (Helst ville dekanen kunne begynde næste år, men det mente han alligevel ikke var realistisk.)

Vi skal nu senest 21. januar fremlægge et udkast til hvilke uddannelser, vi kan udbyde i København. Med en så kort frist må der være tale om en eksisterende uddannelse – og det bliver formodentlig softwareuddannelsen, der bliver tale om.

Et par af mine kolleger gav udtryk for at være meget positivt indstillede over for at udbyde uddannelser i København – og de så endda gerne, at vi kunne begynde allerede næste år. De fleste andre udtrykte stor bekymring. Også jeg er meget bekymret. Alle de eksisterende uddannelser fra Aalborg, som er blevet forsøgt overført til AAU København, har lidt en krank skæbne. En medvirkende årsag til at Institut for datalogi er blandt de få institutter, der ikke har haft stort underskud for nylig, har formentlig været, at instituttet som det eneste på det nuværende fakultet ikke har været involveret i AAU København. Hvis man skal optage 100 studerende om året i København (og det drømmer man tydeligvis om), vil det kræve mange undervisningskræfter, som vi ikke har i skrivende stund.

Jeg kan ikke helt gøre op med mig selv, om jeg synes, ideen om at ekspandere til AAU København er fuldstændig vanvittig eller bare helt forrykt. Den er i al fald dårligt gennemtænkt.

Nye uddannelser i København?

Inden for de seneste få dage har vi fået at vide, at Aalborg Universitet lukker syv uddannelser, heraf nogle i København. Årsagen er den økonomiske krise, som pludselig er blevet synlig på AAU. På de fleste institutter står man nu over for en fyringsrunde.

Men et vedholdende rygte på mit institut er nu, at AAUs ledelse vil have, at vi fra og med 2020 skal udbyde softwareuddannelsen i København. Softwareuddannelsen er den uddannelse ved Institut for datalogi, der tiltrækker flest studerende, mere end 100 pr. årgang. Bevæggrunden for at oprette softwareuddannelsen i København skulle være, at der er mange studerende, der bliver afvist på de eksisterende IT-uddannelser i hovedstadsområdet på grund af deres karakterniveau. Her bemærker jeg, at Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, IT-Universitetet og Roskilde Universitet og Copenhagen Business School alle har beslægtede uddannelser, og mange af dem har eksisteret ganske længe. Og der er ikke en afdeling af Institut for datalogi på Aalborg Universitet i København.

Hvis hele dette rygte taler sandt, er det dybt bekymrende, og jeg har ikke hørt nogen kolleger på mit institut, der har haft noget positivt at sige om det. Jeg ved fra mine kolleger på andre institutter på AAU, hvor stor en indsats det kræver at starte en uddannelse i København, hvor der er ingen eller få ansatte inden for området. Rejseindsatsen er især betragtelig, hvis vi skal levere undervisning i København. Og skal vi samtidig optage mange studerende på uddannelserne i Aalborg og tage os ordentligt af dem, er det svært at se, hvordan vi skal kunne håndtere det i en så usikker økonomisk situation som den, vi nu har.

Jeg ved også fra kolleger på andre institutter, der har afdelinger i København, at det bestemt ikke er let at holde sammen på et institut, der har afdelinger i hver sin ende af landet.

Er det godt at ville satse på studerende, der ikke kan leve op til adgangskravene på eksisterende uddannelser? Jeg er også i tvivl her.

Endelig har jeg ikke her nævnt, hvordan eksistensen af en uddannelse, der (indholdsmæssigt og geografisk) er meget tæt på nogle allerede eksisterende uddannelser i hovedstadsområdet, vil kunne risikere at påvirke det ellers gode forhold til kollegerne på KU, DTU, ITU, RUC og CBS.

Jeg håber meget, at de vedholdende rygter ikke er sande.