Vores gamle tøj

afrika

Mere end 70 procent af det genbrugstøj, der indsamles i Europa, havner i afrikanske lande. Nu foreslår flere afrikanske lande et stop for import af genbrugstøj.

Der er for meget tøj, som ikke holder længe, og som har indbygget forældelse. Selvfølgelig er mode også en faktor, der skal tages i betragtning her. Men den helt store grund til at nogle kredse i de afrikanske lande ikke er så glade for genbrugstøj fra Europa er at genbrugstøjet simpelthen gør det sværere for den lokale tekstilindustri. På den anden side skaber genbrugstøjet også lokale arbejdspladser, for det skal sorteres, distribueres og sælges.

Tænker man lidt efter, er det kredsløb, tøj fra Europa indgår i, underligt. Meget tøj, der sælges i Europa og Nordamerika, produceres i lande i det globale Syd – bl.a. Bangladesh og andre asiatiske lande – af lavtlønnede arbejdere. Herefter sælges tøjet med enorm fortjeneste i det globale Nord. Når så forbrugere er trætte af tøjet, vender det tilbage til det globale Syd – til andre mennesker i andre lande.

Papkasser og ananas

Papkasse

Indtil 1800-tallet var ananas en meget sjælden frugt i Europa, og i 1600-tallets Storbritannien kunne én enkelt ananas koste hvad der i dag svarer til £5000. Der blev bygget tårne med kupler formet som den sjældne og fascinerende koglelignende frugt med det søde indre. I dag koster en økologisk ananas fra Costa Rica 23 kroner.

Da Berlinmuren faldt, var borgerne i DDR dybt fascinerede af bananer. Det var nemlig næsten umuligt at få den slags i østtyske butikker. I dag er der næppe mange tyskere, der bliver fascinerede af mødet med den gule frugt.

Da min datter var 6 år gammel, ville hun altid gerne have de papkasser, jeg fik hvis jeg modtog en pakke med posten. Også kuverter med store japanske tegn syntes hun var spændende. Senere blev jeg ved med at give hende de japanske kuverter jeg fik, men efterhånden var hun blevet ligeglad med dem. Til gengæld var hun blevet glad for dyre japanske tegneserier og konsolspil. Nu var papkassen bare – en papkasse.

I min sommerferie har jeg siddet med min familie i en flyvemaskine og set ned på skyerne. Vi fløj over sydspidsen af Grønland og kunne kigge ned på isbjerge og bjerge, og på et tidspunkt kiggede vi alle ud ad vinduerne. Det var interessant og spændende, men ti minutter efter sad vi igen og lavede noget andet. H.C. Andersen og Leonardo da Vinci ville have givet meget for at opleve det, vi oplevede, Det ville have forandret deres liv for altid. Men for os var det bare en lang flyvetur i et passagerfly.

I Edinburgh var min nabo en ældre tysk dame (faktisk var hun vel netop så gammel som jeg er nu, men dengang syntes jeg hun var en ældre dame), og en dag jeg gik en lille tur med hende, lånte jeg hende min Discman [det var dengang] med en cd med Goréckis 3. symfoni. Hun lyttede til musikken, mens vi gik – den slags havde hun aldrig prøvet før og hun sagde, at det gav hende en helt anderledes fornemmelse af at være ude at gå.

The Book of Life har en spændende artikel om alt det, vi nu tager for givet. De “billige” ting og de “billige” oplevelser har mistet deres skønhed, og de eneste steder hvor man stadig besynger glæden ved ting og glæden ved oplevelser er i reklamer for dyre ting og dyre oplevelser. Fascinationen af det simple og dog underfulde er væk, og kun børnene ejer den endnu – indtil markedskræfterne gør det af med den også for dem.

De stoiske filosoffer beder os genoverveje alt det, vi har og at sætte pris på det, vi faktisk har, så vi kan eje det og værdsætte det inden vi måske mister det. Det er en svær øvelse at holde op med at tage alt det vante for givet.

Visioner om fribyer

Skitse af en bæredygtig by i ørkenen (af det italienske arkitektfirma Luca Curci).
Skitse af en bæredygtig by i ørkenen (af det italienske arkitektfirma Luca Curci).

Jeg er nødt til at blive ved med at skrive blogindlæg om dette, selv om det virker næsten umuligt at råbe andre op – flere og flere køber nu fortællingen om det svagstærke Danmark, der skal beskyttes mod truslen fra verdens flygtninge og begrunder dette med en slags nødvendig, ikke-kynisk kynisme. Ifølge den siddende danske regering er verdens flygtningeproblem reelt “Danmarks flygtningeproblemer” og løsningen skal findes i “nærområderne” hos de “stærksvage” lande.

Et interview med Steen Petersen, der sidder i Faxe kommunes byråd for Dansk Folkeparti, får næsten forbilledligt opsummeret fortællingen om de svagstærke ikke-rige rige lande, der ikke er i stand til at tage imod titusinder af flygtninge, i kontrast til de stærksvage ikke-fattige fattige lande, der antages at kunne tage imod millioner af flygtninge uden problemer. Nøglecitatet er dette (jeg har fremhævet en formulering med fed):

Vi har ikke ubegrænsede ressourcer, Danmark er ikke et rigt land. Og Afrikas problemer er blevet væsentligt mindre. Der er vækst i mange lande dernede.

Selv hvis man skulle antage præmissen om at Danmark ikke er et rigt land, mens afrikanske lande ikke er fattige, er der en anden udfordring; de mange flygtninge, der aldrig vil komme til at kunne vende hjem. Man behøver bare at se på flygtningene fra Afghanistan, Vestsahara eller Palæstina for at se eksempler fra det 20. århundrede. Her i Europa har vi tilsvarende eksempler fra 1940’erne med de 17 millioner tyske flygtninge fra Østpreussen, Pommern, Schlesien og Sudeterlandet (områder, der blev annekteret af Polen og Tjekkoslovakiet) og de over 500.000 flygtninge fra den spanske borgerkrig – for slet ikke at tale om de overlevende jødiske flygtninge af mange forskellige nationaliteter. Alle ved at 2. verdenskrig endnu har den triste rekord at være den blodigste krig nogensinde. Lad mig dertil minde om at den spanske borgerkrig faktisk var lige så blodig som den nuværende borgerkrig i Syrien.

At opbevare flygtninge i lejre skaber ingen løsninger for de generationer, der er nødt til at vokse op som efterkommere af flygtninge. Den danske digter Yahya Hassans forældre kom fra flygtningelejre i Libanon og førte al den usikkerhed, de voksede op med, over på deres børn. Grænseområderne til Afghanistan, Vestsahara og Palæstina er præget af stor ustabilitet.

Ingen vil hævde at ét enkelt eller nogle få lande kan bære hele verdens flygtningebyrde. Lige nu er det dét, der lægges op til.

Hvis man virkelig ønsker at hjælpe og skabe stabilitet, skal verdenssamfundet gå sammen om at skabe attraktive samfund i de af nogle så forjættede nærområder, så de mennesker, der er nødt til at flygte, kan blive set som de positive resurser, de har potentialt til at være. Hermed mener jeg: Lad verdenssamfundet oprette byer med virksomheder, uddannelses- og forskningsinstitutioner (fra skoler til universiteter) og kulturinstitutioner og en ordentlig infrastruktur – alt sammen noget, som flygtningene skal være med til at skabe. Disse fribyer kan fungere som neutrale FN-mandater med demokratisk styre og respekt for menneskerettighederne, uafhængige af de lande, der lægger landområder til. De flygtninge, der er flygtet til Danmark, kan blive brobyggere mellem Danmark og de nye samfund og bidrage med et kendskab til menneskerettigheder og til demokrati – hvis “vi” ellers tør at inkludere dem i det danske samfund! I de nye samfund kan man eksperimentere med at skabe bæredygtige samfund, der bruger vedvarende energi og miljørigtige løsninger. Her har lande som Danmark også (stadig) stor ekspertise og en mulighed for at være et stærkt land. De nye samfund kan blive forbilleder for alle, og måske er der ikke længere så mange, der vil flygte til et land som Danmark. Når krigene ender en dag, kan flygtningenes efterkommere skabe gode forbindelser mellem de nye fribyer og deres gamle lande og hjælpe med at opbygge dem.  Måske vil nogle af de danskere, der lige nu er så angste for flygtninge, endda ende med at forstå situationens komplekse natur.

Det er en enorm investering, men teknologien findes allerede, der kan virkeliggøre dette. I Abu Dhabi er man i fuld gang med at skabe en CO2-neutral by i ørkenen. Og verdensøkonomien har råd til det, vil jeg påstå. 

It’s clear that our leaders aren’t stepping up to the gravity of the moment. We can, and we must, push them to do the right thing. If distributed properly, the cost is not that high. Today’s world is much richer than during World War II, and it’s not tangled in global war. In 2014, the entire World Food Program budget was a paltry $5.4 billion. The United Nations refugee agency’s budget is a mere $7 billion. To put these numbers in context, Amazon’s market capitalization climbed recently by $40 billion in after-hours trading after it announced that its web-hosting services were slightly more profitable than expected. Saving millions of refugee children fleeing war apparently isn’t worth a fraction of an evening’s speculation on a single stock.

De arabiske golfstater, der har så stor modvilje mod at hjælpe flygtninge fra Syrien og Irak (Iran har derimod 1 million flygtninge), må også kunne bidrage økonomisk.

Har vi råd til at lade være? I stedet for at planlægge fremtiden ud fra en kynisk dystopi der prøver at bevare en statisk verden, hvor Europa er et gated community i et voldeligt slumkvarter, kunne vi have nogle positive visioner om en bedre verden som udgangspunkt.

Deleøkonomi og zero-hour contracts

airbnb-gyser
Et hjem i Calgary, Canada – udlejet via AirBnB og derefter raseret af lejerne.

Da min familie og jeg var i USA her til sommer, brugte vi AirBnB til at få formidlet overnatning i New York og i Rhode Island. Det var heldigvis en rigtig god oplevelse. Men ikke alle er så heldige. Der er nu en diskussion i gang om “deleøkonomien” og hvordan den manifesterer sig i tjenester som AirBnB og Uber.

(Uber har jeg ikke benyttet mig af, men i USA blev vi foreslået at kontakte Uber hvis vi skulle køres til stationen næste morgen. Forslaget kom fra – en noget træt taxichauffør, der lige havde kørt os hjem.)

I New York Times kan jeg læse en meget ubehagelig historie om en ung mand fra USA, der fik formidlet et værelse i Madrid, men blev låst inde, truet og udsat for et seksuelt overfald af den spanske vært. Han er stået frem med denne beretning og går nu til psykolog, mens den spanske vært hævder (som voldtægtsmænd ofte gør) at der var tale om noget helt frivilligt.

En anden trist historie er historien om en canadisk familie, der lejede deres lejlighed ud via AirBnB og kom tilbage til en bolig, hvor meget af inventaret var blevet smadret og der var skader for 50.000 canadiske dollars. Billedet ovenfor viser hvad familien i Calgary kom hjem til.

Endnu en trist beretning er sommerens historie om en Uber-chauffør, der bliver voldeligt overfaldet af fire teenagere i New York.

Som man vil kunne forstå, er jeg ikke som sådan modstander af deleøkonomien som princip. F.eks. kan delebil-ordninger og dele-værktøjs-ordninger være gode og resursebesparende. Det er i høj grad den manglende retssikkerhed og jobsikkerhed hos de involverede, der bekymrer mig. Privat indkvartering giver en enestående mulighed for at møde de lokale borgere, når man er ude at rejse. Netop privat indkvartering har da også i mange år været en mulighed som er blevet formidlet af lokale turistbureauer rundt omkring i verden. Her havde turistbureauerne et overblik over og førte kontrol med hvilken overnatning, der var til rådighed. Men den ubehagelige historie fra Madrid peger i høj grad på behovet for sikkerhed – både med hensyn til at værten ikke er en voldelig galning og med hensyn til at der skal være brandalarm og andre former for sikkerhedsforanstaltninger, sådan som det er påkrævet for hoteller.

Tilfældet Uber er for mig at se lidt anderledes end AirBnB. Her er det primært chaufførernes arbejdsforhold, jeg er bekymret for (men selvfølgelig da også kundernes). Hele konceptet er i virkeligheden et eksempel på de såkaldte zero hour contracts hvor man kan være ansat, men uden at have nogen garanti om arbejdstid – hverken hvornår man skal arbejde eller om man overhovedet kommer til at skulle arbejde. På den måde ligner Uber andre tjenester som allerede er ved at gå deres sejrsgang i USA. Det britiske parlamentsmedlem Michael Meacher skriver på sin blog

Like zero hours contracts the on-demand economy has already spread far beyond core manual functions.   In the US Uber provides drivers, Handy offers cleaners, SpoonRocket delivers restaurant meals (not just pizzas) to your home, and Instacart will keep your fridge stocked (as Ocado is starting to do).   But it goes a lot wider than that.   Medicast will supply a doctor, Axiom will provide a lawyer, and Eden McCallum will offer a consultant.   Some agencies are now delivering multiple freelancing, such as Freelancer.com and others which link up 9.3 million workers for hire with 3.7 million companies.

Hvis “deleøkonomi” bare er et andet ord for “daglejerøkonomi”, siger jeg nej tak.

Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

DGS' nuværende logo (ensfarvet og uden ugle).
DGS’ nuværende logo (ensfarvet og uden ugle).

I dette forår er det 50 år siden, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) blev stiftet, og jeg kan se at det har været fejret som det sig hør og bør. Jeg og andre kæmpede fra 1979 til 1982 en forgæves kamp for at få mit gymnasiums elevråd til at melde sig ind. Bortset fra en kort periode til sidst var jeg ikke selv med i elevrådet. De fleste elever på Fjerritslev Gymnasium var ligeglade med uddannelsespolitik, og en del var direkte modstandere af DGS. Den konkurrerende, noget mindre og noget mere borgerligt orienterede organisation hed GLO (Gymnasieelevernes Landsorganisation). Måske var de mest populære på mit gymnasium fordi de ikke brød sig om DGS.

Selv sad jeg altid lidt på sidelinjen i DGS sammen med Steen og Mie og Lærke og Britta og Finn og Jeppe og de andre, der også var med til at kæmpe den forgæves kamp i Fjerritslev. Nogle gange tog vi til landsmøder og repræsentantskabsmøder og mødte gymnasieelever fra resten af landet og blev inspireret. Nogle fandt sig en kæreste på den måde (jeg gjorde ikke). Det var en sjov og måske også lidt forvirret tid, hvor det var hip at lytte til Malurt og Kliché og at gå i anorak og at diskutere for og imod atomkraft.

De rigtig aktive i DGS var mest fra København og omegn, og forbløffende mange af dem var med i Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU); det var der ingen af os fra Fjerritslev, der var. Fra de år husker jeg især Bo Søby Kristensen, Tonny Johansen (den ene afløste den anden som formand og kæmpede efter sigende om at have de hvideste skjorter!), Niels Rohleder, Claus Piculell og Gorm Gunnarsen. Niels mødte jeg igen mange år senere, da han var blevet journalist på Information. Claus, som så afgjort var den af københavnerne, jeg kendte bedst, døde desværre for nogle måneder siden efter lang tids sygdom. Gorm lever til gengæld i bedste velgående, kan jeg se på Facebook – han er gymnasielærer og har endda tid til at være lokalpolitiker i København også. Ikke helt få politikere og journalister har i årenes løb indledt deres samfundsengagement netop i gymnasieelevernes bevægelse. Der var til gengæld ingen af os fra Fjerritslev, der endte i politik eller journalistik – med Cavlingpris-vinderen Jeppe Gaardboe som en væsentlig undtagelse. Fra Nordjylland husker jeg selvfølgelig Lars Hellerup (dengang fra Hasseris Gymnasium), der som en af de få nordjyder var med helt fremme dengang og som stadig bor i Aalborg og nu er bestyrer på Studenterhuset.

Jeg kan huske lange diskussioner om alt muligt, og jeg husker bl.a. en lang  landsmødediskussion om hvorvidt DGS skulle udtale sin støtte til kampen mod diktaturet i El Salvador. Det endte vi så med ikke at gøre, mest fordi det ikke rigtig havde så meget med gymnasiepolitik at gøre. De fleste af os (nok os alle) havde stor sympati for sagen. Til gengæld var det også i den tid, nogle havde havde en drøm om Operation Dagsværk – en drøm, der få år efter blev til virkelighed.  Kun små ånder som f.eks. Inger Støjberg (der selvfølgelig aldrig var med i DGS) syntes stadig, en del år senere, at ideen om at give en arbejdsdag til fordel for Det Globale Syd var noget, der burde bekæmpes.

Mit sidste minde om min tid i DGS er vemodigt. Jeg var nødt til at gå fra landsmødet i 1982 lidt inden afslutningen, fordi jeg skulle nå et tog nordpå – og det netop som Sidsel Stenbak var blevet valgt som foreningens nye formand/kvinde. Jeg vidste, at jeg aldrig ville komme til et DGS-møde igen, for nogle få måneder senere skulle jeg afslutte gymnasiet. Dem, jeg havde været sammen med den weekend, så jeg ikke igen.

Ironisk nok var det DGS, der mange år senere var med til at kæmpe imod lukningen af mit gamle gymnasium, og jeg ved da også at stemningen inden da for længst var vendt i Fjerritslev til fordel for DGS. GLO havde opløst sig selv og gik ind i DGS. DKU var for længst blevet opløst efter Murens fald. Mit gamle gymnasium er der endnu. Gymnasieskolen er en anden, uddannelsessystemet forandret til ukendelighed og på mange måder bestemt ikke til det bedre. New Public Management og taxametermareridtet er kommet til.

DGS har vedholdende kæmpet imod en masse urimeligheder i de 50 år der er gået og har da også opnået resultater undervejs. Elevbevægelsen er rigtig vigtig.

Jeg ville gerne kunne vise jer det gamle logo med DGS-uglen fra dengang. Det var de år, hvor badges var hip. Men mit rød-hvide badge (det lykkedes mig at sælge nogle af dem til familien for en femmer stykket!) er desværre gået tabt for mange år siden. Og engang havde jeg også nogle sort-hvide fotos jeg tog til et landsmøde, men også de er desværre væk. Minderne har jeg til gengæld endnu.

At stå fast og at tænke over det

Tegning: Emre Orhun.
Tegning: Emre Orhun.

I sidste uge blev jeg færdig med Svend Brinkmanns anti-selvhjælpsbog Stå fast! Denne bog er en kritik af alle de mange mere eller mindre tydeligt formulerede krav om at mennesker altid skal være “omstillingsparate” (et af de største kvalmeord, jeg kender) og dermed altid klar til ændre sig selv for at tilpasse sig ydre forandringer. I dag er der faktisk en kronik i Information af Finn Wiedemann, der griber direkte fat i Svend Brinkmanns pointer.

Ofte bliver meditation set som redskabet, der skal gøre denne individuelle tilpasning mulig. Selv om jeg prøver at meditere regelmæssigt og har læst bøger om emnet, er det bestemt nødvendigt at forholde sig kritisk til alle de mange bud på et godt liv, der findes derude. Det er en interessant observation at der er uforholdsmæssigt mange selvhjælpsbøger derude; mon alle disse bøgers forfattere lever lykkelige liv? Jeg ved det ikke, men jeg tror det næppe.

Den kritisk/politiske dimension er da også meget fraværende i denne litteratur, og her er Brinkmanns insisteren på retten til at kritisere central. Man må gerne spørge, ja, man bør spørge hvorfor i al verden det dog er nødvendigt at omstille sig!

De bedste bøger om mindfulness (blandt andet Jon Kabat-Zinns bøger om emnet) erkender da også at den rent observerende tilgang har sine begrænsninger. Mindfulness giver et godt redskab til at blive opmærksom på og dermed bevidst om de følelser, man har, men selve refleksionen over og overblikket over hvad man så skal gøre, når man er blevet opmærksom på sine følelser og tanker, er ikke en del af mindfulness.

I mindfulness-meditation er målet at blive opmærksom på tankerne, men ikke at tænke på en bestemt måde eller at overveje noget bestemt. I stoisk meditation er det derimod en bevidst reflektion over bl.a. dagens hændelser, der er central.

Det, der yderligere er spændende ved Stå fast! er da også at bogen er den første danske indføring i stoisk filosofi som en hverdagspraksis, der netop kan gøre det muligt at reflektere over hvad det er, man skal gøre. Her på bloggen har jeg tidligere skrevet om stoicismen med udgangspunkt i den amerikanske filosof William Irvines bog A Guide to the Good Life: The Ancient Art of Stoic Joy.

Historien slutter med mig – lige nu!

calvin-on-end-of-history

I 2013 bad de tre amerikanske psykologer Jordi Quoidbach, Daniel T. Gilbert og Timothy D. Wilson i alt 7519  voksne forsøgspersoner udfylde en personlighedstest. De bad dem udfylde testen hele tre gange: Første gang som de ville svare nu. Anden gang som de mente at de ville have svaret for 10 år siden. Tredje gang som de mente at de ville svare om 10 år. En sammenligning med en anden gruppe forsøgspersoner, som man havde testet to gange, nemlig i 1995-1996 og igen i 2004-2006, afslørede at den faktiske ændring i personlighed  stemte godt overens med de ændringer, de 7519 forsøgspersoner vurderede at have oplevet inden for de seneste 10 år. Til gengæld undervurderede de 7519 forsøgspersoner ændringerne i deres personlighed når det gjaldt fremtiden. Kort sagt: der var en tydelig tendens til at forsøgspersonerne mente at de havde ændret sig meget indtil nu men at de ikke ville ændre sig meget i de kommende 10 år.

Dette tyder på at vi som mennesker fejlagtigt tror at det menneske, vi vil være senere i livet, vil have det samme sind som det menneske, vi er nu. Denne illusion kalder de tre psykologer for en end of history-illusion. Det minder da også forbløffende meget om den påstand, Francis Fukuyama fremsatte i 1989, da Berlinmuren faldt, nemlig at nu var historien slut. Den vestlige produktionsmåde og det vestlige politiske system havde vundet! Mange år senere trak Fukuyama som bekendt den påstand tilbage.

Hvorfor havner man i den fælde at tro at man selv udgør historiens kulmination? Der er formodentlig to grunde. Den ene er selvtilfredshed (hvis man ellers er tilfreds med sig selv!) og en uvilje til at tro at man en dag vil ændre sindelag. Den anden er at det ganske enkelt er svært at spå om hvordan man vil være om 10 år; så er det mest oplagte at regne med at alt til den tid vil være næsten som det plejer.

F-klubben på U-Matic

U-matic

Hvis man ikke ved hvad F-klubben er, er det sikkert svært at forklare det – det er en festforening for studerende og ansatte ved matematik, datalogi og hermed beslægtede uddannelser på Aalborg Universitet. Efterhånden er det dog mest studerende, der engagerer sig i F-klubben og alt for mange af mine kolleger tænker på F-klubben som en forening for studerende. Nærmeste beslægtede fænomen derude er vel Tågekammeret på Aarhus Universitets naturvidenskabelige uddannelser.

Selv blev jeg medlem af F-klubben i 1983, da jeg begyndte på Mat 1 (dvs. 3. semester og det første semester af matematikstudiet efter den daværende basisuddannelse). Man kan ikke melde sig ud af F-klubben; medlemskab er livsvarigt.

Finn Verner Jensen, der nu er professor emeritus og i sin tid var med til at stifte F-klubben i 1977, har påtaget sig den interessante opgave at dokumentere Institut for datalogis historie. De første mange år er fælles med matematiks historie, og F-klubben spiller også en stor rolle i denne fortælling. Mange af mine (endnu) ældre kolleger er allerede blevet spurgt. Når jeg selv indtræder i fortællingen, kommer der også et bidrag fra mig.

Jeg havde en flyttekasse på mit kontor med alskens gamle ting; den var ikke blevet åbnet siden jeg flyttede til mit nuværende kontor i 2007. Den fik Finn adgang til – i den lå en del relikvier fra F-klubbens tidlige år, bl.a. en mappe som jeg havde fået i arv med materiale helt tilbage fra 1977. Og der lå en sjælden sydøstbulgarsk debatfilm, som jeg havde indspillet i 1987 sammen med min gamle studiekammerat Carsten Sørensen, der nu er at finde på London School of Economics. Filmen er indspillet på U-Matic-videobånd og vil blive behørigt digitaliseret en dag (der er et firma på Sjælland, der specialiserer sig i den slags). Jeg glæder mig til at se den, og en dag vil I også kunne få den særlige oplevelse.

I går aftes var jeg på kort visit til årets julefrokost i F-klubben. Det var en næsten lige så hyggelig og delvist kaotisk forestilling som jeg husker dem, ganske meget hyggeligere end de grundigt iscenesatte men underligt u-festlige julefrokoster på Institut for datalogi, der nu er blevet sparet væk. En pige til festen kom hen til mig og sagde at hun skulle hilse mig mange gange fra en af mine andre gamle studiekammerater, nemlig Jan Sieker, der havde været hendes matematiklærer i gymnasiet (og en lang overgang var F-klubbens kasserer, men det glemte jeg at nævne for hende).

Flere veje giver…mere trafik

seoul
Den nedlagte motorvej i Seoul.

Et bærende argument i argumentationen for en Limfjordsforbindelse over Egholm er at den samme mængde trafik nu blot vil blive fordelt over flere strækninger – at denne forbindelse vil gavne miljøet og mindste trafikgenerne. Den ofte benyttede analogi er at man udskifter et lille rør med et stort, så det samme kvantum strømmer hurtigere igennem.

Men nyere resultater fra trafikforskning viser at resultatet af flere veje bliver mere trafik. Strømningsproblemet bliver ikke løst.

En artikel fra denne måned i Wired forklarer dette. Og som så ofte før viser den hvor meget man kan lære af dataanalyse. I 2009 undersøgte Matthew Turner fra University of Toronto og Gilles Duranton fra University of Pennsylvania hvordan trafikudviklingen havde været i USA mellem 1980 og 2000. Turner og Duranton formulerer det, de kalder The Fundamental Law of Road Congestion: Antallet af kørte kilometer vokser proportionalt med øget tilgængelighed af veje!

(Man kan læse alle resultaterne af Turner og Durandons undersøgelse i en artikel fra National Bureau of Economic Research.)

Denne lovmæssighed er ikke overraskende, hvis man tænker nærmere over det: den er reelt endnu en konsekvens af sammenhængen mellem udbud og efterspørgsel. Der bliver ikke solgt færre varer, fordi der bliver sat flere varer til salg – tværtimod. Løsningen på problemet med øget trafik kan derfor ikke være at bygge flere veje. Løsningen er heller ikke simpelthen at udbygge den kollektive trafik; Turner og Durandon undersøgte også dette, og en udbygning gav bare mere plads på vejene til andre! Hvis man vil have løst problemet med trafiktæthed er at man nødt til helt at begrænse trafikken.

I Sydkoreas hovedstad Seoul gik man så vidt som til at sløjfe en motorvej. Resultatet blev mindre trafik og mindre forurening. Den sløjfede vej afdækkede en lille flod, der længe havde været glemt og gemt og i stedet kom der et grønt åndehul midt i hovedstaden. Måske skulle man sende de nordjyske fortalere for en motorvej over Egholm på en studietur til Seoul.

Hvor er de arbejdsløse?

ledighed

En del læsere af Politiken har kommenteret et debatindlæg, hvor Mathias Tesfaye (tidligere næstformand for SF, nu socialdemokrat) beskriver nødvendigheden af den politik, regeringen fører. Også på de sociale medier er der en del diskussion af Tesfayes indlæg. Kernen i Tesfayes budskab er at det først og fremmest er nødvendigt at sætte kræfterne ind på at skabe vækst i den danske industri og derigennem skabe arbejdspladser og at det er vigtigt at arbejderne forstår nødvendigheden af dette.

Mathias Tesfayes debatindlæg er tydeligt rettet mod lønmodtagere og ment som en mobilisering af dem. Der skrives meget om arbejdere og om arbejdspladser, men hvor er de arbejdsløse henne i dette billede? Mathias Tesfaye nævner at han “har… været uenig i nedsættelsen af selskabsskatten og forringelsen af dagpengene” (om han stadig er det, fremgår ikke) og i en senere formulering forklarer han hvorfor “Mette Frederiksen (S) [vil] bruge flere ressourcer på et uddannelsesløft af især ufaglærte ledige i stedet for at flytte besparelserne på aktiveringen helt ud af beskæftigelsessystemet.”

I den politiske debat har mange politikere fra regering og opposition i varierende omfang givet udtryk for negative holdninger over for arbejdsløse med udgangspunkt i at de aktivt prøvede at undgå at kommer i arbejde. Bl.a. er der blevet givet udtryk for at befolkningen bør se ned på de arbejdsløse. I dette indlæg er de arbejdsløse til gengæld blevet tæt på at være usynlige og passive.