Jeg anbefaler: Øl, december 2015

Her er 9 øl, jeg holder af. Rækkefølgen er tilfældig; de er alle gode!

  • AleSmith Nut Brown Ale er en særdeles vellykket amerikansk fortolkning af den klassiske engelske brown ale. En god brown ale skal være maltet og lidt bitter uden at blive “kage-lignende” i smagen. Og det overholder denne.
  • Trappistes Rochefort 10 er den ene trappistøl, jeg vil nævne (jeg kender ikke til dårlige trappistøl, må jeg hellere tilføje). Alkoholprocenten er ikke 10, men solide 11,3 – nogle vil synes at belgisk øl med denne styrke kan være lidt sprittet. Men der er masser af smag i både Rochefort 10 og i de to andre Rochefort’er 8 og 6 [jeg har en magnumflaske Rochefort 8 som venter på en særligt festlig lejlighed].
  • Samuel Smith Oatmeal Stout er en fabelagtig, cremet havrestout fra et rigtig godt engelsk bryggeri (der endda er certificeret af The Vegan Society, så ingen husblas eller andet fjendtligt fjas er tilsat!!).
  • Evil Twin Soft DK er en fremragende imperial stout med toner af vanille, lige på den rigtige side af det søde. Alkoholprocenten er 10,4, så man skal passe lidt på med denne her.
  • Lagunitas Hop Stoopid er særdeles humlet med en bitterhed på hele 1000 IBU. Men der er også en hel del malt i denne imperial IPA, så den er meget mere drikkelig end nogle ville tro. Den er svær at finde i Danmark; jeg smagte den sidst i USA her i sommers.
  • Schneider Aventinus Eisbock er en af de forholdsvis få hvedeøl, som siger mig noget. Den er jo også en eisbock, så der er masser af fyldig maltsmag i den.
  • Omnipollo Noa Pecan Mud Cake er endnu en imperial stout, men denne skal smage kageagtigt! Og det gør den godt med sine toner af pecannød og karamel. Også her har vi med bedragerisk stærk øl at gøre – 11%.
  • Orval er en helt anderledes trappistøl end f.eks. Rochefort. Her er der både mere humle end (uden at det bliver helt IPA-agtigt) ellers og “vildgær” i form af Brettanomyces lambicus – og derudover udmærker Orval sig ved at have usædvanligt højt skum, når den skænkes.
  • Hoppy Christmas er mit bud på en juleøl forklædt som IPA [eller også er det omvendt] fra skotske Brew Dog. Jeg har endnu til gode at smage en øl fra Brew Dog, jeg ikke bryder mig om. Hoppy Christmas er faktisk en single-hopped øl (der bliver kun brugt Simcoe), og den er ikke så julet at det forstyrrer. Måske er det de lidt orange-agtige toner fra Simcoe, der skaber julestemningen.
(Visited 251 times, 1 visits today)