En køn historie

I dag fik jeg set biograffilmen Ditte og Louise efter at have fulgt de to sæsoner af tv-serien af samme navn så trofast, som jeg nu kunne. Det er en film, der ligesom tv-serien på én og samme tid er selvudleverende og kritisk, plat og præcis, men forskellen er her at spillefilmsformatet giver langt mere tid til at fortælle en historie.

Efter alle de mange triste beretninger fra #metoo-kampagnen og fra kvinder, jeg kender, er det en glæde at se en udstilling af sexismens og kønsstereotypernes latterlighed og af alle de lige så latterligt modstridende forventninger, kvinder (og jo også mænd) bliver udsat for. Selv om Ditte og Louise er en yderst bramfri filmkomedie, giver den også noget at tænke over. En klar anbefaling herfra.

Sammen i Aarhus

På Lille Torv i Aarhus

Efter en arbejdsuge med en del bekymringer var det med lidt blandede følelser, jeg satte mig i toget for at tage til Amnesty Internationals aktionsdag i Aarhus. Jeg følte mig træt og ukoncentreret. Men det blev en rigtig god og positiv oplevelse at mødes med andre menneskerettighedsforkæmpere fra Aarhus, Odense og København. Fokus var det positive budskab om at Verdenserklæringen om menneskerettigheder fylder 70 år i år.  Vi fejrede de 30 artikler i erklæringen med kage (den slags er som bekendt blevet populært i dansk politik), som de forbipasserende kunne stoppe op og smage på. 

Ofte har jeg følt mig lidt underligt til mode ved at skulle henvende mig til tilfældige forbipasserende, sådan som jeg også skulle i dag, men det gik faktisk meget bedre end jeg havde troet. Dagens ubetinget positive oplevelse skyldtes nogle piger på 11-12, der stoppede op. De havde aldrig hørt om menneskerettighederne før (!), men da jeg fortalte dem om dem og vores arbejde i Amnesty Internationalt, blev det særdeles vel modtaget, og de sagde, at det var godt, at rettighederne var der og at vi kæmpede for dem. Dét varmede.

Pludselig begyndte det at regne voldsomt, og vi måtte rykke ind under det medbragte telt. Her sad en aarhusiansk sanger og guitarist og underholdt; han hed forresten noget så usædvanligt som Hans. Det er ikke tit, jeg møder nogen med dét navn, så det hæftede jeg mig særligt ved.

Sidst på eftermiddagen kom ganske mange forbi Lille Torv – dog ikke for at snakke med os, men for at overvære en række korte taler, som blev afholdt af lokale borgere, der havde gennemført et forløb, der skulle hjælpe den enkelte med til at holde op med at stamme. Netop dét var  og her særdeles fascinerende!

Det handler om udlændinge

I denne uge handlede forsiden på Jyllands-Posten om en ny bog af politikeren Jan E. Jørgensen, og det store og centrale ord i overskriften var, som man kan se, “udlændingestrid”. Men det var ikke en bog om udlændinge, artiklen handlede om. Derimod var det en bog om politiske uenigheder i Venstre.

Uden sammenligning i øvrigt tænker jeg på “jødefejden” tilbage i 1819-1820, hvor jødiske danskere blev udsat for voldelige antisemitiske overfald, og på “tamilsagen” i begyndelsen af 1990’erne, hvor en dansk minister forhalede og forhindrede familiesammenføringer for tamilske flygtninge fra Sri Lanka, der havde fået asyl i Danmark. “Jødefejden” var en sag om ikke-jødiske danskeres antisemitisme, ikke en sag om jøder eller hvad de gjorde. “Tamilsagen” var en om danske politikeres magtmisbrug, ikke en sag om tamiler eller hvad de gjorde. “Udlændingestriden” handler tilsvarende reelt kun om uenigheder inden for partiet Venstre.

Jeg bemærker også, at Jørgensens bog efter omtalen at dømme også kommer ind på bl.a. burka-forbuddet, der faktisk ikke er en lov om udlændinge. En del af dem, der bærer burka eller niqab, er født og opvokset i Danmark og er danske statsborgere.

Det er underligt og trist, at ordet “udlænding” har fået den tvivlsomme markørstatus, som vi ser i dansk sprogbrug nu. Det virker mere og mere som om “udlændinge” betegner en bestemt gruppe af mennesker, som “danskere” antages at reagere på ud fra en eller anden indre lovmæssighed.

Pilen og klatten

For nylig deltog jeg som gæst ved et møde på Institut for matematiske fag, hvor problemorienteret projektarbejde var et af diskussionsemnerne. Undervejs fortalte en adjunkt, der oprindelig er uddannet på Roskilde Universitet (RUC), om sine erfaringer fra studietiden. På RUC fylder problemorienteret projektarbejde lige så meget som det gør på AAU, og derfor var det interessant at høre ham. Det, han nævnte, var at vejlederne sagde at et projekt kunne være enten en “pil” eller en “klat”. 

Et “klat-projekt” er et projekt, hvor man laver aktiviteter, der ikke har et fælles formål. På denne måde bliver helhedsbilledet som en klat af varierende størrelse, der breder sig lidt tilfældigt. Selv har jeg tidligere i mangel af bedre kaldt denne slags projekter for “så-kan-man-også”-projekter. For nogle år siden fortalte en nu tidligere adjunkt mig engang, at rigtig mange af de projekter, han havde lavet i sin studietid på AAU, havde været “så-kan-man-også”-projekter. Og det var han lidt ærgerlig over.

Et “pil-projekt” er derimod et projekt, hvor aktiviteterne har en retning og et formål. Helhedsbilledet af projektet er en klar pil, der peger et bestemt sted hen. Problemorienterede projekter skal være styret af problemformuleringen, og det er den, der bestemmer pilens retning, længde og bredde og hvordan pilen skal tegnes.

Det er selvfølgelig “pil-projekter”, vi gerne vil fremme, og jeg er glad for endelig at have hørt om denne gode og rammende analogi.

Hiss Golden Messenger

Mike Taylor

I dag vil jeg blot gøre opmærksom på den amerikanske country-rock-gruppe Hiss Golden Messenger, som jeg blev opmærksom på for nogle år siden.

Jeg har været til koncert med Hiss Golden Messenger én enkelt gang, nemlig i 2015 (det skrev jeg om her) og det var en særdeles positiv oplevelse. Bagefter var jeg så heldig at få en lille snak med Mike Taylor, der er sanger og sangskriver i gruppen (og på sin vis er Hiss Golden Messenger). Han viste sig at være en meget rar og ligetil mand. Nu kommer der så et bokssæt med de første tre albums og en ekstra plade/cd med hidtil ikke udsendte numre. Jeg har allerede forudbestilt det. Og så er der også netop nu en lang artikel i The Atlantic om Hiss Golden Messenger; den er værd at læse.

Her er “Biloxi” fra Heart Like A Levee, der udkom i 2016. Måske er det bare mig, men jeg kan her også høre et musikalsk slægtskab med new zealandsk/australske Crowded House.

De 20 procent, der bestemmer

Så kom valget i Sverige, og Sverigedemokraterna gik frem igen, omend ikke helt så meget som forventet. Sverige er nu endnu et land i Europa med et stort højrenationalistisk parti.

I Danmark har de fleste politiske partier ikke længere nogen kvaler med at samarbejde med Dansk Folkeparti – heller ikke selv om Dansk Folkeparti helt åbent støtter Sverigedemokraterna, et parti der har åbenlyst nazistiske rødder (som de meget gerne vil glemme). Venstre og Socialdemokraterne er for længst blevet førende blandt de partier, der helt åbenlyst overtager store dele af Dansk Folkepartis holdninger.

Men det er yderst sjældent, disse partier begrunder dette med andet end en uklar form for nødvendighed, en holdning om at man nu “er nødt til at” føre samme politik som Dansk Folkeparti. I Danmark er der faktisk ifølge den seneste meningsmåling omtrent lige så mange vælgere tilsammen, der stemmer på et af partierne SF, Alternativet og Enhedslisten som der er vælgere, der stemmer på Dansk Folkeparti.  Alligevel er det Dansk Folkeparti-fragmentet, der er endt med at blive det parti, andre bejler til. De 20 procent trækker rundt med en meget stor del af resten af det politiske spektrum.

Det behøver bare ikke at være sådan. Den hollandske sociolog Cas Mudde skriver i The Guardian om holdningerne til politiske partier i otte europæiske lande, og populistpartier er faktisk langt mindre populære end traditionelle partier. Kun 11 procent af tyskerne ser positivt på Alternative für Deutschland (AfD), som kun 11 procent af tyskerne ser positivt på. Rassemblement National (der tidligere hed Front National bakker kun 16 procent af franskmændene bakker op om, og Sverigedemokraterna (SD), ser 17 procent af svenskerne positivt på. Derfor er det særligt trist, at de regeringsbærende partier tror, at de kan vinde på at kopiere højrepopulisterne. Og uanset hvor ekstreme holdninger, man overtager, har højrepopulisterne alligevel været der med dem først.

Genbrug af plastic?

Næsten tre fjerdedele af verdens plasticaffald havner i Kina. Kilde: DR (https://www.dr.dk/nyheder/viden/klima/nej-til-plastik-kina-vil-ikke-laengere-vaere-verdens-skraldespand)

Rundt om i Danmark er der nu genbrugsordninger for plastic. Det er således også tilfældet i Aalborg kommune, hvor jeg bor.

I dag kan jeg imidlertid læse, at kun 15 procent af den plastic, der bliver indsamlet, faktisk bliver genbrugt. Resten bliver brændt. Tidligere er plasticaffaldet blevet sendt til Kina, men nu vil kineserne ikke mere. En hel masse af affaldet havner i Kina og bliver simpelthen opbevaret der uden nogen form for genbrugsplaner.

Jeg bemærker samtidig, at en stor del af plasticaffaldet i verdenshavene tilsyneladende kommer fra floder i Kina. De tre værste floder i denne henseende er Yangtze-floden, Den Gule Flod og Hai He-floden.

Alt dette peger for mig at se på tre oplagte konklusioner. Den ene er, at Kina ikke udgør et godt bud på håndtering af verdens problemer med plasticaffald. Den anden er, at den eneste måde at komme problemerne med plasticaffald til livs på er ved at bruge meget mindre plastic og kun at have få slags plastic til rådighed i produktionen. Og den tredje er at Danmark bør bruge kræfter på at blive et land, der kan håndtere plasticaffald bedre end man kan i Kina. Det kunne endda temmelig sikkert skabe arbejdspladser og et godt renommé i udlandet.

Sidste dag i Lissabon

Så kom dagen, hvor det blev tid til at vende hjem til Danmark fra Lissabon, og dét netop på en søndag, hvor vejret viste sig fra sin allermest smilende side. Masser af indtryk fra CRIWG2018 og fra selve byen er nu tilbage at fordøje. Jeg har ofte tænkt over – og andre har spurgt mig – præcis hvorfor jeg mon er blevet så glad for netop den portugisiske hovedstad. Der er jo så mange andre steder i Sydeuropa, der også har godt vejr og gamle bygninger. Men det er også portugiserne og den lidt tilbagelænede væremåde, mange af der ser ud til at have, der tiltaler mig.

Som så ofte før nåede jeg undervejs at besøge Ao 26, den veganske restaurant, der ligger på R. Vítor Cordon 26 og nok er min yndlingsrestaurant i hele verden. Det var her, min kollega, der denne aften fulgtes med mig, udtalte at “man skulle næsten tro at personalet mediterede; de virker så rolige, og hende den unge tjener er jo som en engel!” Det var meget præcist observeret. Forskellen til byer som New York og Paris, hvor tjenerne og ganske mange andre af de lokale kan virke utålmodige, er tydelig i Lissabon. En dag rejser jeg derned igen, men til den tid bliver det i tog.

En smuk ruin

I dag så jeg igen ruinerne af Convento da Ordem do Carmo, det kloster under karmelitterordenen, som indtil 1. november 1755 fandtes i Lissabon. Den dag indtraf det jordskælv, som endnu er et af historiens værste. Et sted mellem 15.000 og 70.000 mennesker omkom som direkte følge af jordskælvet og dets eftervirkninger, der blandt andet var store brande og en tsunami med bølger på op mod 20 meters højde. En stor del af Lissabon blev jævnet med jorden, og karmelitterklosterets bygninger overlevede kun delvist.

Jeg så ruinerne første gang for 31 år siden i sommeren 1987, da jeg var på sommerferie i Portugal. Dengang overværede jeg en symfonisk koncert derinde. I dag var tiden inde til endnu et besøg på det arkæologiske museum, som ruinen rummer. Og det var det hele værd. Hermed anbefalet.

Udflugt med bøjet vejskilt

Det bøjede vejskilt.

I dag var jeg med alle de andre deltagere i CRIWG2018 på udflugt til egnen lige syd for Lissabon. Vi besøgte den gamle mauriske borg ved Sesimbra og José Maria Fonseca-vingården i vinbyen Azeitão i nærheden og kørte til sidst ad bjergveje langs kysten tilbage til hovedstaden. Undervejs så vi korkege og oliventræer og et gammelt kloster, der nu er refugium og konferencecenter.

Det, jeg især husker, er dog episoden i Azeitão. Vores turistbus skulle køre ind til vingården, men chaufføren vidste ikke, at gaderne i den lille by er meget snævre. I et snævert gadekryds kunne bussen ikke gennemføre svinget og sad faktisk fast uden mulighed for at bakke – husene stod for tæt, og især var det et vejskilt i vejen. Resolut sprang fem portugisere til og hev i vejskiltet, så det bøjede. Nu kunne bussen komme rundt om hjørnet, hen ad gaden og vende! Kunne man have forestillet sig en lignende spontan hjælpsomhed i Danmark? Jeg er desværre ikke sikker på det.