Giv dem hvad de vil have

For tiden arbejder jeg sammen med kolleger i flere andre lande på en ansøgning til Horizon 2020-programmet. Det bliver tredje gang, vi prøver lykken, og endnu engang har vi hyret et konsulentfirma, der skal hjælpe os. Vi baserer os på de erfaringer, vi har fra de to foregående afslag – dvs. to personers evalueringer på hver omkring 25 linjers tekst af vores ansøgninger på hver omkring 150 sider. Nu skal vi undgå at gøre evaluatorerne utilfredse og så også håbe på, at de ikke falder over noget andet at kritisere denne gang.

I dagbladet Information er der i denne uge et essay af Center for Vild Analyse, og det handler netop om det, der er gået hen og er blevet et helt centralt vilkår i den akademiske verden.

I essayet står der

Det burde handle om at sikre, at de mest kvalificerede personer får opgaven, og at de bedste ideer vinder frem. Men ikke så sjældent går det i den stik modsatte retning. Det, man gør, når man lever af konkurrenceudsatte midler, er først og fremmest af al magt at forsøge at gætte, hvad den Anden ønsker af en: Hvordan skriver man en ansøgning, som nævnet vil bedømme positivt?

For det er præcis dét, vi gør og præcis dét, vi får konsulenterne til at hjælpe os med: At udføre en storstilet gæt-hvad-de-tænker-øvelse. Der findes i dag mange konsulenter, der ikke laver andet, og der er masser af kurser i at skrive ansøgninger (jeg var selv på et sådant kursus i Berlin for nogle år siden).

I essayet står der

Universitetsdiskursens helvede er den verden, hvor hele verden hele tiden skriver ansøgninger. Det er efterhånden et kendt faktum på universiteter og andre vidensinstitutioner, at man bruger de penge, man har hentet hjem på et projekt, til at sidde og skrive ansøgninger til det næste. 

For nogle er dette et helvede, for andre er det blevet en himmel. De, der har eksterne forskningsmidler, formår at gøre det til en vane at “kæde ansøgningerne sammen”, så den ene succes kan afføde den næste. De rigtig succesrige får på et tidspunkt lov at være med til at udforme kommende opslag om midler, og så skal andre gætte, hvad de tænker. Men først skal man have kæden til at blive siddende på tandhjulet, og det er dét, der er så stort et arbejde. Det er paradoksalt, at så stor en del af vores forskningstid ikke handler om at opdage noget nyt, men med at til at gå med at forsøge at regne ud, hvad andre vil have. Og det er underligt, at det er blevet så stor en sideforretning for konsulenter. Er hele denne insisteren på et konkurrencesamfund virkelig til fordel for forskningen?

På talerstolen igen

Foto: HUMrådet.

Studenteraktivisten Harald Toksværd tog ordet ved Københavns Universitets årsfest – som studenteraktivisten Finn Ejnar Madsen gjorde det helt tilbage i 1968. Og Harald Toksværds indlæg var skarpt og vredt. Han sagde bl.a.

For jo, Finn Ejnar fik da bugt med professorvældet. Men bag det stod det klart, at et langt større uhyre bugtede sig. At der af det første hoved, som med hydra, skulle springe to nye. Et dekanvælde og et rektorvælde.

Vi accepterer ikke jeres forringelser og jeres forkvaklede new public management

Tænk, at det omsider sker. Det er i forlængelse af en aktion, hvor studerende fra humaniora besætter ledelsesgangen på Københavns Universitet i protest mod store ændringer på deres uddannelser. Dette forløb er tilmed grundigt omtalt i Universitetsavisen, der er et kritisk organ, der er et af ledelsen helt uafhængigt organ. Også dét er værd at tænke over.

Brand i toget

Jeg sad og døsede i det sene tog hjem fra København i nat, da det gik op for mig at der lugtede underligt i togvognen. De få andre passagerer sad og sov. Men pludselig gik det op for konduktøren og et kort øjeblik senere for os alle, at der var udbrudt brand i toget og at den underlige lugt skyldtes røg.

Toget standsede få hundrede meter fra Hobro station, og her blev vi holdende i en times tid, til brandvæsenet havde konstateret, at togpersonalet havde slukket branden. Det var ikke kredsløb, som jeg først havde troet, men en dieselmotor, der havde været ramt af brand. Snart efter kunne toget blive sammenkoblet med og alle passagerer overført til et nordfra kommende tog til Aarhus, der så ville blive omdirigeret og køre os nordpå. Efter 30 års passagererfaring med IC3-tog opdagede jeg først nu i nat, at togførerens plads kan svinges til side, når to togsæt skal sammenkobles.

Jeg lå i min seng kl. 2.45 og tænkte lidt over hvor stort behovet egentlig er for nye tog i Danmark (det er stort) og over hvor godt designet og udførelsen af IC3-togene egentlig har været. Og så faldt jeg i søvn.

Måske er rejser, hvor noget går galt, ved at blive et nyt tema her?

ECEL2019

Sidste år deltog jeg i ECEL2018, der er en international konference om e-læring, der dét år fandt sted i Athen. I dag er jeg til ECEL2019. For få uger siden blev jeg mindet om, hvor langt der egentlig er til Athen, så det gør ikke noget, at konferencen i år finder sted – i København. Jeg har en poster med, men desværre kan jeg ikke selv være til stede til præsentationen i morgen, for da kalder arbejdet i Aalborg igen.

Operation Dagsværk

Jeg husker, hvordan man i elevbevægelsen i min gymnasietid havde planer om en dag at kunne gennemføre noget, man kaldte for Operation Dagsværk. Nogle år senere var det blevet virkelighed, og i dag løb denne hjælpedag igen af stablen. I 2019 er midlerne til gavn for handicappede unge i Uganda. Jeg havde selv fundet en gymnasieelev, der kunne rydde op på mit skrivebord og på mine reoler, der hvor jeg er i dagtimerne. Hun satte endda mine tidsskrifter i nummerorden. Tak til min datter Nadia for indsatsen!

Skærm kontra papir igen

For fem et halvt år siden skrev jeg her på bloggen om den også dengang aktuelle diskussion om skærm kontra papir. Siden da er der kommet mange flere undersøgelser af konsekvenserne af at læse tekster på skærm kontra på papir (og af konsekvenserne af at skrive i hånden kontra at bruge et tastatur). Der er nu også oversigtsartikler, der prøver at opsummere resultaterne – både egentlige forskningsartikler og populære fremstillinger. I august i år konkluderer den amerikanske journalist Jill Barshay på baggrund af 33 forskningsartikler, at det meste tyder på at papir er skærme overlegent, når man skal læse.

Min helt subjektive fornemmelse er, at hun har ret. De vaner, jeg skrev om i maj 2014, har ikke ændret sig synderligt. Dette at læse en rigtig avis, trykt på papir, er stadig del af mit morgenritual. Faktisk savner jeg det gamle broadsheet-format; det føles stadig lidt underligt at dagbladet Information udkommer i tabloidformat.

Når jeg underviser, ser jeg ikke mange fysiske lærebøger, men en masse skærme – og en del af dem er smartphones. Dette undrer mig såre, for det er svært at læse tekst fra så lille en skærm, for slet ikke at tale om at lave noter i teksten undervejs.

Jeg er blevet mere og mere opmærksom på betydningen af hvad papiret gør: jeg sætter hastigheden ned, for jeg kan ikke nemt scrolle videre eller lade mig distrahere af spændende (?) hyperlinks. De undersøgelser, som Jill Barshay nævner, er gjort i sammenhænge, hvor denne sidste form for distraktion ikke var mulig.

Mine egne observationer er rent anekdotiske: Jeg fornemmer for mit eget vedkommende, at jeg er bedre til at læse avisartikler i papiravisen til ende, end jeg er til at gøre det samme for avisartikler på en skærm – netop fordi jeg ikke kan blive distraheret så let. Alene dét er grund nok for mig til at beholde mit “gammeldags” avisabonnement. Og det kunne også være et argument for at uddannelsessøgende skal blive ved med at bruge lærebøger af papir.

Flippet fiasko

Kilde: https://www.flickr.com/photos/59489479@N08/15573118992/

Jeg kender flere, der inden for de seneste år har forsøgt sig med flipped classroom og har oplevet, at deres undervisningsforløb ikke fungerede godt. Det kan have været i form af en form for passiv modstand fra dem, der skulle undervises, eller det kan have taget form af direkte negative evalueringer. Det er også sket for mig; de mest ubønhørligt negative vurderinger af mine kompetencer som undervisere er kommet i forbindelse med et sådant forløb for få år siden. Nogle undervisere har sagt til mig, at de har på fornemmelsen, at flipped undervisning nogle gange “simpelthen bare går galt”.

Men er det virkelig sådan? Hvis man søger på Google på ordene “flipped classroom failure”, er der omkring 1.290.000 resultater. Det er interessant, at der er så megen opmærksomhed på dette. I et interview på EdSurge kan man læse om de overvejelser, som den amerikanske matematiker og uddannelsesforsker Robert Talbert har gjort sig om dette problem og hvad der skal til for at undgå det. Og der findes videomateriale som f.eks. den lange video “Don’t Flop When You Flip” af Simon Thomson.

Den fornemmelse, jeg selv har, er, at “flippede fiaskoer” ofte skyldes flere forhold.

Ét er, at der er blevet givet uforholdsmæssigt megen opmærksomhed både fra undervisere og dem, der bliver undervist, til videopræsentationerne – så på den måde får podcasts den samme uheldige centrale status, som forelæsninger ofte har fået. Til gengæld bliver der så ikke fokus på hvad man skal gøre på holdet, når man endelig er sammen.

Et andet forhold er, at mange uddannelsessøgende er helt uvante med den flippede model og derfor af naturlige årsager ikke har redskaberne til og erfaringerne med hvordan de bedst skal gebærde sig. Dette er et problem, der ligner problemerne med projektarbejde i grupper – og helt tilsvarende kræver det formodentlig “bare” at man opbygger erfaring med at deltage i undervisningsformen.

Og et helt tredje forhold er formodentlig et generelt, studieteknisk. Flippede formater kræver, at man som uddannelsessøgende forbereder sig inden de fælles aktiviteter ved at se podcasts og læse tekster. Men mange har ikke indarbejdet produktive vaner og er derfor tilbøjelige til at møde uforberedte op til de fælles undervisningsaktiviteter. Det er formodentlig ikke nemt at håndtere denne type udfordringer isoleret.

Det kunne være interessant at indhente systematiske data om tilfælde af flipped failures. Men det er også vigtigt at bemærke, at der ikke er et tilsvarende bredt fokus på hvad man kunne kalde lecture failures, dvs. tilfælde hvor undervisning med traditionelle forelæsning ikke fungerer. Jeg oplever selv faktisk temmelig sjældent nogen, der konkluderer, at forelæsningerne er problemet og bør afskaffes.

Det kunne være interessant at få lavet en systematisk undersøgelse af flipped failures og hvad vi kan gøre for at undgå dem.

Hvor er de blevet af?

Rohyngia-flygtninge i Bangladesh. Kilde: https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/7/74/Rohingya_refugees_in_refugee_camp_in_Bangladesh%2C_2017.JPG

I dag afholdt Dansk Flygtningehjælp sin landsindsamling. For én gangs skyld var jeg ikke selv indsamler; jeg havde ikke nået at melde mig til. I øvrigt har jeg i de seneste dage også måttet slås med en halsbetændelse/forkølelse, som nu omsider er ved at klinge af, så jeg var nok desværre kommet af sted alligevel.

Men jeg har selvfølgelig givet et bidrag. Det er interessant at tænke på, hvor lidt mennesker på flugt fylder i mediebilledet netop nu i november 2019. For 4 år siden talte mange om om “flygtningekrisen”, og mennesker på flugt blev af en del politikere udnævnt til at være en stor trussel mod Europa. Mennesker på flugt fik megen opmærksomhed, men meget af den var negativ.

I dag er det svært at få medierne til at fokusere på mennesker på flugt i det hele taget, og en del af opmærksomheden er indirekte i form af f.eks. diskussioner om en forfatters udtalelser til en prisoverrækkelse. Der er ellers nok at hæfte sig ved. Ifølge FN er omkring 180.000 mennesker drevet på flugt af den tyrkiske offensiv i det nordlige Syrien. Og USAs regering har meddelt, at de kun vil tage imod 18.000 mennesker på flugt i det kommende år, det laveste antal hidtil.

Det er meget typisk for korttidshukommelsen, at problemer har det med at forsvinde fra den kollektive bevidsthed, når mediernes opmærksomhed flytter sig. Men det er værd at huske på disse tal (via Amnesty International):

  • Der er 25,9 millioner mennesker i verden, der er flygtet over en landegrænse; det er det højeste tal nogensinde. Hertil kommer de mange millioner internt fordrevne, der er på flugt i deres eget land.
  • Halvdelen af alle dem, der er på flugt i dag, er børn.
  • 80 procent a alle mennesker på flugt til et andet land befinder sig i udviklingslande, og en tredjedel befinder sig i verdens fattigste lande.

Jeg vil opfordre alle, der ikke har gjort det, til at give et bidrag til Dansk Flygtningehjælps landsindsamling 2019.

På skinner?

Fra den store jernbaneviadukt Rendsburger Hochbrücke, der fører togene hen over Rendsburg og Kielerkanalen.

Politiken bringer i dag et debatindlæg af Asbjørn Riis-Søndergaard, der er bæredygtighedsrådgiver og tidligere i år ville foretage en tjenesterejse til Girona i Spanien med tog. Efter indlægget at dømme var rejsen besværlig og blev ikke nemmere for ham, fordi han som københavner var nødt til at tage færgen til Tyskland. Det er et problem, jeg som kontinentaldansker ikke har.

Som de, der har læst indlæg af mig her vil vide, holdt jeg op med at flyve for et år siden, fordi jeg vil mindske mit personlige CO2-udslip. I 2019 har jeg været i Lissabon, Prag, Magdeburg, Leicester, Manchester og Athen, og alle seks rejser (hvoraf fem var tjenesterejser) har jeg foretaget med tog og i fire tilfælde med Interrail-billet. Så det kan lade sig gøre. I næste uge skal jeg til København i embeds medfør, og det bliver formodentlig min sidste togrejse i år. Rejserne har for det meste været gode oplevelser med muligheder for fordybelse undervejs, med forsinkelserne i Ancona og Patras for to uger siden som en kedelig undtagelse.

De lange togrejser i Europa kræver dog ganske megen detailplanlægning, og det kalder på en fælles indsats for at dele erfaringer og tips. Men det er ikke umuligt, slet ikke. Der er allerede bl.a. en Facebook-gruppe om togrejser, men der mangler en dansk pendant til det storartede britiske websted https://www.seat61.com, hvor erfarne togrejsende deler deres viden med alle.

Nogle tips herfra, baseret på årets erfaringer, er

  • Interrail-billetter er i høj grad værd at overveje på lange strækninger. 5 rejsedage fordelt ud over en måned er typisk nok. Webstedet http://www.interrail.eu er desværre ikke så overskueligt som det kunne være. Det er værd at rejse på 1. klasse. Desværre forlader Storbritannien Interrail-ordningen ved indgangen til 2020. EuroStar-togene fra Frankrig vil dog være undtaget.
  • Deutsche Bahns websted http://bahn.de er en uvurderlig kilde til planlægning af lange togrejser.
  • Nattog i Europa er ikke hvad de har været. Overnatninger på banegårdshoteller er ikke altid et dårligt alternativ, hvis man har tid til det. Rejser man vestover, skal man tage et tidligt morgentog og overnatte i Paris.
  • En undtagelse er NightJet-nattogene, som ÖBB står for. De er rigtig gode.
  • Webstedet https://www.seat61.com er værd at besøge.
  • Togforbindelserne i Grækenland er ikke gode; her må man alt for ofte ty til busser. Og man kan overhovedet ikke komme til Albanien med tog.
  • Hvis man skal sejle mellem Italien og Grækenland, skal man undgå at sejle med Minoan Lines. De er en samling uærlige, inkompetente, uprofessionelle og kyniske klamphuggere, der kun er gode til at skabe enorme forsinkelser og gerne må gå konkurs, så snart de har refunderet min færgebillet. I al fald én af konkurrenterne, Superfast, har faktisk fri adgang for passagerer med Interrail-billetter (men dækker ikke udgiften til overnatning i kahyt).

Der er som bekendt masser af rejsebureauer derude, der med et greb i lommen og et tryk på en tast kan planlægge en flyrejse tværs gennem verden. Det, der mangler, er rejsebureauer, der kan hjælpe med at planlægge togrejser gennem Europa. Og så mangler der også en formuleret velvilje fra officiel side med hensyn til at lade tjenesterejser være togrejser; for mig er det lykkedes i år, men det skyldes formodentlig i høj grad, at jeg har kunnet bruge et personligt annuum. Når det er brugt op, er det muligt at situationen er en anden, og at jeg da må begrænse min rejseaktivitet,

Det er svært at spå, men især om fremtiden

Her til morgen så jeg et blad i en kiosk, der som tema har et forsøg på at forudsige, hvad der vil ske i det kommende år. Den slags er fascinerende, netop fordi forudsigelser uvægerligt tager fejl. Jeg har flere gange tidligere skrevet om fortidens forsøg på at forudsige nutiden, bl.a. om Aalborg Stiftstidendes bud fra 1967 på Aalborg i år 2000.

Jeg husker, hvordan jeg for mange år siden så The Book of Predictions hos Viggo Madsens Boghandel i Aalborg (en boghandel, der siden blev til den ikke helt så spændende Arnold Busck). The Book of Predictions fra 1980 var et ambitiøst forsøg på at se ud i fremtiden. Den var et fascinerende værk, men af en eller anden grund fik jeg den aldrig købt. Helt tilbage i 2008 havde Vanity Fair en artikel om The Book of Predictions, og den artikel er også fascinerende, fordi den genkalder sig nogle af bogens forudsigelser. Nogle af dem er forbløffende gode.

Den russiske fysiker og aktivist Andrei Sakharov forudså, at man om 50 år ville have et universelt informationssystem, der hele tiden ville give alle adgang til indholdet af hver eneste bog der nogensinde er blevet publiceret, hvert eneste tidsskrift og hvert eneste faktum. Og den britiske redaktør af Computer Weekly forudså, at vi i perioden 1986-1989 ville se at at traditionelle posttjenester ville blive erstattet af digitale elektroniske overførsler, f.eks. mellem “computeriserede skrivemaskiner” på kontoret og hjemmecomputere. Bogen forudså, at der i 1987 ville være skakprogrammer, der var stærkere end de fleste stormestre i skak. Det er ikke helt tilfældet endnu – og det var slet ikke tilfældet i 1987 – men vi er på vej i den retning.

Andre forudsigelser er til gengæld helt i skoven, f.eks. at alle Golfstaterne løber tør for olie. Nogle var der delvist: at internationale terrorister i 2010 ville ødelægge en hovedstad ved brug af atomvåben, hvilket først ville føre til en politistat, men derefter til verdensomspændende nedrustning. Begivenhederne efter terrorangrebene 11. september 2001 førte faktisk til autoritære tiltag i den såkaldte “krig mod terror”, men verdensomspændende nedrustning har vi desværre endnu til gode.

Under alle omstændigheder har jeg i dag fundet The Book of Predictions antikvarisk og glæder mig til at få læst i den. Forudsigelserne siger nemlig først og fremmest rigtig meget om de drømme og den frygt, mennesker havde, dengang de prøvede at forudsige fremtiden.