En trist kop te

Min lånecomputer får overført filerne fra min sikkerhedskopi.

Hvis ikke det var så træls, ville det næsten være morsomt.

Her til morgen sad jeg på mit kontor og forberedte mig til næste uges rejse til Cape Town. Jeg havde lige skænket en kop te op og var ved at ordne en betaling over nettet i forbindelse med rejsen. Der kom en SMS i forbindelse med betalingen, jeg vendte mig for at finde min telefon – og væltede koppen med te ud over min computer. Det lykkedes mig at råbe Satans også! og løbe ud efter papirservietter og få slukket. Selv om min computer (en MacBook Pro) havde været klappet i, var der alligevel kommet væske ind i den. Der løb te ud af USB-porten, og den slags er sjældent et godt tegn.

Jeg havde ikke tålmodighed til at vente på universitetets ITS-tjeneste; min erfaring med dem er at reparationer desværre kan tage meget længe. Så jeg sprang på cyklen og hastede ind til midtbyen.

Undervejs på turen, netop da jeg havde nået det ødeste sted på ruten, hvor der kun er marker (mellem Langagervej og Lemvigvej) var min rygsæk med computeren ved at falde af bagagebæreren. Jeg måtte af cyklen og redde den. Og netop da punkterede cyklen med en særdeles hørbar susen. Og i samme øjeblik begyndte det at regne voldsomt, dér ude på markvejen i Aalborg Øst.

Jeg måtte ringe efter en taxi, der skulle tage mig først til computerværkstedet og derefter til et cykelværksted. Regnen tog til, men til sidst kom der da en taxi til den gennemblødte person med den gennemblødte computer og den punkterede cykel.

En halv time efter at computeren var indleveret, fik jeg et opkald – der var væske alle vegne inde i computeren, og den skulle på et fjernværksted og have den helt store tur. Det ville tage 30 dage, før den ville være klar igen.

Til alt held kunne jeg låne en computer – en ældre MacBook Pro. Og nu bliver det så dén, der skal med mig til Sydafrika.

Og ja, jeg havde selvfølgelig en backup. Den var blevet taget lige inden tekruset væltede, opdagede jeg bagefter. Denne arbejdsdag, hvor jeg faktisk ikke fik lavet noget som helst, sluttede med at jeg måtte ud på universitetet igen og hente sikkerhedskopien, så jeg kunne lave en kloning.

Flattr this!

Hvem kan mærke forskel?

Der er en meget rammende kronik i dagbladet Information i dag af Kjeld Høgsbro, der er professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet. Hans vigtige pointe er at velfærdssamfundet i virkeligheden i meget høj grad er med til at sikre middelklassen. Mange politikere, især borgerlige politikere, taler om velfærdssamfundet som en måde at beskytte “de svage” på. Men denne måde at tale på gør det, at den foruddefinerer en gruppe som dem, der kan blive ramt af problemer.

I disse år bliver der skåret 2 procent om året i den offentlige sektor (nogle steder bliver der skåret mere – på Aalborg Universitet skal vi nu spare 4 procent hvert år). Nogle dele af middelklassen vil ikke opleve problemer med nedskæringerne. Hvis man konsekvent træffer de rigtige valg, og der ikke sker noget uventet, kan man nemlig ikke mærke forskel. Man kan spare op til sine børns uddannelse, have forsikringer for sundhed osv.

De samlede udgifter, det enkelte menneske vil have, er i samme størrelsesorden som de ville være ellers, og man skal nu selv have det fulde overblik over mulige konsekvenser. Sker der noget uventet, og er man ikke dækket ind, er ansvaret ene og alene ens eget og måske må familien træde til. Man kan kun være utilfreds med – sig selv. Man kan ikke klage over det offentliges tjenester, men er henvist til at sagsøge forsikringsselskaber og dem, der måske har forårsaget den ulykkelige situation, man står i. Det er denne model, vi for alvor ser udfoldet i USA, men nu er ved at vinde indpas også i bl.a. Danmark. Derovre er der smukke hjem og kloge mennesker og masser af initiativer, men også masser af mennesker, der er hjemløse eller i fængsel. Det er også i USA, der er tydelige problemer med at finde en god fælles reaktion på en voldsom naturkatastrofe.

Der sker noget meget tydeligt, nemlig at det bliver almindeligt først og fremmest at vende utilfredsheden indad og at føle at man ikke slår til, når noget går galt. Man kunne jo bare have været mere forudseende.

Der er masser af mennesker i USA, der først og fremmest er utilfredse med sig selv. For nogle år siden mødte min hustru og jeg en af min hendes gamle skolekammerater, der havde mødt en amerikansk mand og var flyttet til USA. De havde haft et godt middelklasseliv derovre, lige indtil de blev ramt af en alvorlig trafikulykke – nu havde de en stor gæld på grund af de mange hospitalsregninger. De var simpelthen blevet udsat for en voldsom og livsforandrende hændelse. Men det virkede ikke som om de var vrede på nogen, f.eks. på det dårlige sundhedssystem, der lod dem i stikken, bare kede af det.

Flattr this!

Er vi rigtig kloge?

Jeg beskæftiger mig ikke selv med maskinintelligens, så mine overvejelser her er på nogle måder nok tættere på at være lægmandsbetragtninger. Men alligevel: Det er lidt påfaldende, at der nu igen er en så udbredt optimisme med hensyn til hvad kunstig intelligens kan udrette. Jeg kan stadig huske skeptiske bøger af Dreyfus (What Computers Still Can’t Do) og Penrose (The Emperor’s New Mind)Og jeg kan huske Simons voldsomt optimistiske General Problem Solver fra 1957. Den var egentlig ikke ret meget bevendt.

Inden for de seneste år er man begyndt at tale om at kunstig intelligens vil gøre megen menneskelig arbejdskraft overflødig. Selv den nuværende danske regering taler om “disruption”. Det seneste tegn på denne tendens til at tro, at vi står over for en afgørende forandring, er en anmeldelse i Nature af en bog af den svenske fysiker Max Tegmark. En stor del af Tegmarks overvejelser ser ud til at handle om hvordan man kan forhindre skabelsen af en “superintelligens”, der vil gøre det af med menneskeheden.

Men jeg kan ikke lade være med at bemærke, at maskinintelligensens seneste succeser er opstået på områder, hvor problemdomænet er begrænset – som f.eks. i tilfældet brætspil. Også f.eks. den selvkørende bil bor i et tilsyneladende ret veldefineret problemdomæne. Der er endnu et godt stykke vej tilbage til at skabe f.eks. en dialogpartner, der kan tale med om næsten hvad som helst. Jeg ved ikke, hvor meget man har at have optimismen/frygten i, som ikke reelt er en afspejling af nogle menneskers drømme (herunder nogle forskeres drømme om flere bevillinger).

Selv er jeg nemlig mest bekymret over de hensigter, nogle har med maskinintelligens.  De forskere, jeg kender (og det er mine kolleger), er fornuftige mennesker, men det er bestemt ikke altid tilfældet, at de store økonomiske og politiske aktører er det.  Ønsket om at overflødiggøre bestemte arbejdsopgaver er ikke altid et ønske om at skabe mere meningsfyldte liv for de mennesker, som den kunstige intelligens skal erstatte – men kan derimod lige så vel bare være et ønske om at erstatte mennesker med mere ukritiske robotter. Vi taler ofte om at automationen kommer som en slags naturkraft, men vi taler sjældent om hvorfor.

Flattr this!

Hvad kan man lære af det norske valg?

Her til aften sidder jeg og følger med i valget til det norske Storting. Det ser ud til at høyrefløyen vinder over opposisjonen. Jeg har tidligere regnet med (og håbet på) at Fremskrittspartiet ville blive slidt ned af at skulle være i regering og tage ansvar, og en overgang så det da også sådan ud. Men partiet står lige nu kun til en svag tilbagegang. Om dette vil give Dansk Folkeparti blod på tanden med hensyn til at forsøge sig i en dansk regering, ved jeg ikke. Strategien med at lukke højrepopulisterne ind i den norske regering har   – så vidt jeg kan se – bare flyttet de andre partiers politik over i retning af højrepopulisterne, og det har vi som bekendt længe set i Danmark også.

Det interessante er, at spærregrænsen i Norge er 4 procent. To af partierne i oppositionen, Rødt og Miljøpartiet De Grønne, er under spærregrænsen, men hvis deres procentandele talte med, ville de to fløje i norsk politik være adskilt med 0,6 procent. I Norge kan et parti faktisk opnå valg til Stortinget uden at komme over den nationale spærregrænse. Det sker hvis partiets opbakning i en bestemt valgkreds er høj nok. Det er tidligere sket for netop Miljøpartiet De Grønne. Hvis jeg var Rødt og Miljøpartiet De Grønne, ville jeg nok lave et valgforbund, der (f.eks.) kunne hedde De Rød-Grønne.

Flattr this!

Min (og din) indre Trump

Naomi Klein

På én måde er Donald Trump indbegrebet af et menneske, mange af os gerne vil lægge afstand til. Måske er det fordi han repræsenterer så mange trælse egenskaber, vi selv slås med?

Naomi Klein har et lille afsnit i sin bog No Is Not Enough, der rummer en usædvanligt god observation, nemlig at det er vigtigt at hver enkelt af os gør op med sin indre Trump. Afsnittet er baseret på en artikel fra The Nation, som man kan læse dér.  Jeg husker, hvordan Jacob Holdt engang sagde noget lignende om danske forhold, nemlig at vi alle har en lille Pia Kjærsgaard derinde, som har det med at tale med i alt hvad vi foretager os.

Det er den indre Trump, der skriver korte, uovervejede beskeder på Twitter og Facebook. Det er den indre Trump, der hidser sig op og sviner sine modstandere til. Det er den indre Trump, der lader sine fordomme få frit løb. Det er den indre Trump, der hoverer og er grandios. Det er den indre Trump, der synes at man skal brande sig selv og gøre sig selv til en slags varemærke. Selv på de steder på nettet og ude i den fysiske virkelighed, hvor alle gerne vil være tolerante, dukker den indre Trump frem. Der er rigtig megen smålighed og foragt på f.eks. Ekstra Bladets Nationen, men man finder desværre også noget lignende også i f.eks. feministiske og antiracistiske kredse. Også her får den indre Trump nogle gange frit løb mod mål.

Vi er nødt til at gøre op med den indre Trump, vi alle slæber rundt på, for det er den, der skaber splittelse imellem os.

Flattr this!

En ny vision om noget bedre

Da Donald Trump blev valgt til præsident i USA, blev jeg og mange andre grebet af stor fortvivlelse og modløshed. Men sideløbende med højrepopulismens triumfer rundt om i verden har der også været en masse modbevægelser, der har fået stadigt større opbakning rundt om i verden og forsøger at formulere et andet og bedre bud på en fremtid.

Den canadiske forfatter og aktivist Naomi Klein har efter Trumps valgsejr ladet sig inspirere til at skrive en ny bog, No is Not Enough (der nu også er udkommet på dansk). Det rigtig værdifulde i Kleins bog er at hun ikke bare siger nej, men taler om nødvendigheden af tænke på alle de mange kampe mod ulighed, mod racisme og andre former for intolerance, mod krig, mod nedskæringer på uddannelser og mod global opvarmning som dele af én og samme kamp. Det er en kamp for menneskeheden og for menneskeværd imod en verdensorden, der ikke bare tillader, men rent faktisk holder sig oppe på at tænke på mennesker som forgængelige redskaber og billige resurser, der kan kasseres. I stedet for at fokusere på hver vores specifikke kamp, skal vi alliere os med de andre, der også kæmper for menneskeværd på deres måde. Og nok så vigtigt: vi skal formulere en fælles vision om den verden, vi gerne vil have.

Alle os, der siger nej til intolerance, nedskæringer på uddannelserne, krig, global opvarmning og hvad vi nu ellers kan protestere imod, formulerer det meget ofte som et nej, men i virkeligheden siger vi jo også at vi vil have en fremtid med tolerance, fred, ordentlige uddannelser og et klima, vi kan leve i og med. Så det kunne vi jo også sige – det vil være en ny og positiv vision om omsorg for hinanden og for vores verden.

No is Not Enough slutter med et helt konkret bud på en sådan vision, det såkaldte Leap Manifesto, der er en vision om et Canada, der viser omsorg for sine borgere, for sin natur og for sit miljø.  Manifestet opstod under den seneste canadiske valgkamp på inspiration af Naomi Klein og hendes mand Avi Lewis, men det var bevidst helt uafhængigt af partipolitik. Kendte canadiere, herunder kulturpersonligheder som musikerne Neil Young, Leonard Cohen, Alanis Morrissette, Leslie Feist og hele bandet Arcade Fire – og Pamela Anderson fra Baywatch (!) – var blandt de oprindelige medunderskrivere. Siden har en lang række fagforeninger, miljøorganisationer og religiøse grupper tilsluttet sig. Og derefter kom alle de almindelige canadiere. Tænk, hvis vi kunne lave en lignende vision på dansk grund. Ideen er hermed givet videre.

Flattr this!

Bliv hjemme – og kom ikke tilbage

Jeg kan nu læse at Dansk Folkeparti vil gøre det sværere for udenlandske statsborgere at få bl.a. tandlægehjælp og SU. Forslagene vil de tage med ind i finanslovsforhandlingerne, så erfaringen fra tidligere viser, at de formodentlig vil blive indarbejdet. Partiet vil indføre et optjeningsprincip i stil med ordningen om “integrationsydelse”, der giver kontanthjælpsmodtagere reduceret kontanthjælp, hvis de har opholdt sig uden for Danmarks grænser mere end 1 år i de seneste 8 år og “brøkpension”, der gør det umuligt at få fuld folkepension, hvis man ikke har boet i Danmark i mindst 40 år.

Dansk Folkeparti har altid haft det som en helt central del af deres politik at det skal  være meget sværere for udlændinge at komme til Danmark, men de seneste forslag vil også give danske statsborgere i udlandet yderligere ulyst til at vende hjem og herboende danske statsborgere yderligere ulyst til at forlade Danmark i en årrække, fordi konsekvenserne bliver så voldsomme. Der er allerede mange sager, der viser at det er svært for danskere at vende tilbage til Danmark med deres udenlandske familie, fordi tilknytningskravet ofte gør at familien ikke kan få opholdstilladelse.

Dansk Folkeparti og dets efterhånden mange støttepartier er blevet så fikseret på at “udefrakommende” ikke skal tage noget fra “danskerne”, at de ikke bare er med til at skabe en gruppe af mennesker, der får ekstra lave sociale ydelser (“brøkpensionisterne” vil aldrig kunne slippe ud af dem) men også forhindrer det samkvem mellem Danmark og udlandet, som der ellers er mange års tradition for.

Flattr this!

En motorvej til snyd?

I dag udtaler undervisningsminister Merete Risager, at der nu ikke længere skal være internetadgang til eksamen i gymnasieskolen. Hendes argument er at internetadgang åbner “en motorvej til snyd”.

Jeg har været (og er) betænkelig ved internetadgang i forbindelse med eksamen, og det har været (og er) en af mine store betænkeligheder ved digital eksamen, som den nu er blevet indført på danske universiteter. Mulighederne for snyd er én bekymring, men vi ved endnu ikke meget om hvor stort omfanget er eller kan blive. Brug af Internet ved eksamen blev først mulig på de gymnasiale uddannelser i 2012 og mere udbredt blev det først i 2014. En langt større bekymring er for mig, at bedømmelseskriterierne ved eksamen nu er ved at ændre sig meget voldsomt på kort tid, fordi det kan være svært at undersøge hvilke dele af en besvarelse, der anvender oplysninger fra Internet. En anden er, at internetadgang introducerer en lang række sikkerhedsproblemer, hvis man tillader eksaminanderne at medbringe deres egne computere. En tredje bekymring, jeg har, er at digital eksamen ofte bliver indført ikke af pædagogiske hensyn, men ud fra et ønske om rationalisering.

Samtidig er jeg dog også meget bekymret over at en minister vil bestemme detaljerne om en eksamensform. Hvordan det går, så vi sidst, da gruppeeksamen blev forbudt i 2007. Det er interessant at overveje bedømmelsesformer, men ikke på den måde, det sker nu. De nuværende diskussioner om eksamen virker skråsikre og dårligt kvalificerede, og det er ikke første gang, at det er sådan. Da gruppeeksamen blev forbudt, skete det ud fra en i bedste fald misforstået idé om at eksamen skulle måle paratviden – men alle, der har deltaget i en projekteksamen på universitetsniveau opdager, at eksamen undersøger en hel masse andre læringsmål, der stikker langt dybere.

Det bedste ville være at udvikle eksamensformer, der kan bruge internetadgang hvor den slags giver mening i forhold til læringsmålene og afsætte resurser til andre bedømmelsesformer, hvor de stadig giver mening.

Flattr this!

At forsvinde gradvist

Jeg kan nu læse, at prins Henrik har fået konstateret demens. Måske vil der nu komme et øget fokus på demens og på at der faktisk også er andre udbredte former for demens end Alzheimers sygdom. Så vidt jeg kan se, må prins Henrik være blevet ramt af en form for frontallapsdemens ikke helt ulig den, som min mor blev diagnosticeret med i efteråret 2000. Det er en form for demens, der også i høj grad ændrer patientens personlighed og skaber situationer, der fremstår som triste og som umiddelbart pinlige. Vi har smilet skævt ad prins Henrik, men det er slut nu. Ofte er frontallapsdemens en sygdom, der kommer snigende, netop fordi den først påvirker personligheden, og den kan derfor sagtens have stået på i årevis.

Uanset hvad man måtte synes om kongehuset og dets medlemmer i øvrigt, er det trist for dronningen at skulle opleve sin mand gennem mange år på denne måde. Jeg ved af egen og andres erfaring, at det er en stor sorg at miste en person, man har kendt i det meste af sit liv, på denne måde. Demens er i høj grad en sygdom, der er de pårørendes sygdom.

Flattr this!

Årets længste dag

Dagen er aftaget med 3 timer og 59 minutter, men dette føltes alligevel som årets længste dag. Jeg var oppe kl. 3.30 for at kunne gøre mig klar til at tage ud til Flughafen Berlin-Tegel; først med U-Bahn U7, siden med bus X9. Mit fly til Amsterdam 6.00, og 7.05 landede vi. Derefter ventetid med hurtig morgenmad (eneste veganske mulighed i Schiphol så ud til at være en sandwich med kikærter og hummus!) og så videre til Aalborg kl. 8.25. Vel landet i Aalborg lufthavn i Nørresundby skulle jeg med bussen ind til midtbyen. Ved busstopppestedet mødte jeg Klaus Kristensen, som engang studerede datalogi på AAU og nu er ansat hos Bang & Olufsen og p.t. bor i London. Han har taget en PhD i datalogi inden for programverifikation, og i bussen fik vi snakket om lidt af hvert. Kl. 10.05 var jeg hjemme. Kl. 10.25 var jeg klædt om og havde pakket ud og skyndte mig videre. Først i motionscenter, og derefter forbi en urmager for at få mit armbåndsur repareret. Så hurtigt ud til Niels Jernes Vej 6, hvor jeg kl. 12.30 sammen med Kurt Nørmark og Magnus Madsen introducerede kurset Programmeringsparadigmer. Bagefter var klokken 14.00, og jeg kunne omsider spise frokost. Derefter lavede jeg rejseafregningen fra Berlin-turen,  svarede på mail, forberedte en præsentation til min næste rejse, cyklede hjem, købte ind undervejs og kunne derefter omsider gense familien. Så stod den på madlavning, og derefter sluttede aftenen med et langt møde i Amnesty International, det første egentlige møde i vores nye lokaler i Jernbanegade 23. Kl. 22.10 var jeg hjemme, og nu kan jeg mærke hvor træt jeg egentlig, her ved slutningen af årets længste dag.

Flattr this!