Moria

Moria-lejren. Foto: Red Barnet (https://savethechildren.typepad.com/blog/2015/10/)

I nat var der flere brande i flygtningelejren Moria på den græske ø Lesbos. I forvejen har der været problemer med COVID-19-tilfælde i den overfyldte og kummerlige lejr. Lejren var beregnet til 2.800 mennesker, men lige nu er der 12.700 mennesker der, og alle ideer om afstandskrav er illusoriske. Mindst 300 mennesker er ifølge Læger Uden Grænser i risikogruppen. Der er i gennemsnit 72 mennesker, der skal deles om hvert toilet, og børn ned til 10-års-alderen udviser selvskadende adfærd.

Når den borgerlige regering i Norge nu vil tage mod 50 flygtninge fra den raserede lejr, og også Tyskland opfordrer EU-landene til at tage imod flygtninge fra Moria, bør det få også den danske regering til at tænke sig om.

At se et dødt menneske

I en kronik fra juli i år skriver journalist og kommunikationschef Frits Bredal om at se et dødt menneske for første gang; det var hans far, der døde pludseligt i en alder af 49.

I min skoletid husker jeg samtaler med klassekammerater, hvor vi spurgte hinanden om vi havde set et dødt menneske. Lidt gysende kunne nogle fortælle om det, men for de fleste var der ingen erfaringer at dele. Vi var børn, og måske forsøgte de voksne at skåne os for døden, eller måske havde tilværelsen ganske enkelt forskånet os for netop denne oplevelse. Senere har mange af os fået synet ind på tæt hold. Jeg husker bl.a. Naja Marie Aidts skildring af det ubærlige syn af hendes søn Carl i Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage.

Selv har jeg set liget af min hustrus mor i den åbne kiste i et kapel tilbage i 2013, og året efter så jeg min mor ligge i sin seng, få timer efter at hun var død på plejehjemmet. Det var forunderligt fredfyldt at se hende, husker jeg. Det er de eneste døde mennesker, jeg har set – min far døde i foråret, men hans lig fik jeg aldrig set.

Hvorfor der er så stor angst forbundet med netop dette at se et dødt menneske, har jeg spekuleret på. Er det angst, eller er det ærefrygt? Det er specielt at tænke på at mange af os først kommer hinsides dette netop i forbindelse med tabet af vores nærmeste.

Det er ikke Hitler

Jeg er også meget bekymret over hvad Donald Trump og dem, der ligner ham, kan finde på. Hans ekstreme udtalelser, autoritære handlinger og uforudsigelighed er alarmerende. Da han vandt præsidentvalget i USA i efteråret 2016, begyndte nogen at karakterisere ham som psykisk syg. Det er fristende at sige det, for manden er ekstrem. Men den slags udtalelser gør mig bekymret, og det skrev jeg om her i sin tid.

Nogle sammenligner nu Trump med Hitler. Ja, Donald Trump er antidemokratisk (f.eks. hans opfordring til at vælgere stemmer to gange taler for sig selv), racistisk og demagogisk, så han har tydelige fascistiske træk. Og det er også fristende at lave en sådan sammenligning, netop fordi Trump er så ekstrem. Men som Ido Vock påpeger i en artikel i New Statesman, giver det ikke mening at sammenligne Donald Trump med Adolf Hitler.

Situationen i USA i dag er en anden end den, man så i Tyskland i 1933-1945. Hitler havde et partiapparat med parallelle retsinstanser og paramilitære korps som SS til sin rådighed; Hitler internerede sine modstandere i koncentrationslejre. Hitler forvandlede lynhurtigt Tyskland til en etpartistat. Når man skal forstå situationen i lande som Polen, Ungarn, Tyrkiet eller Brasilien skal man på helt tilsvarende vis passe på. Intet af det, Hitler gjorde, svarer til hvad Trump eller Erdogan eller Orbán eller Bolsonaro har gjort. Det er en anden situation end dengang; de antidemokratiske og intolerante tendenser manifesterer sig på andre måder i vore dage. De demokratiske institutioner og traditioner bliver ikke omstyrtet hurtigt og pludseligt; de bliver langsomt eroderet på måder, vi ikke har set før, primært fordi de autoritære ledere prøver at forme staten i deres billede.

Den newzealandske politolog Robert Wade udtalte i 2019 at

Rule by law is where the rulers use the law in a flexible way to do whatever they want, to justify whatever they want. Rule of law, which is what exists in New Zealand and many other Western democracies, the rulers themselves are bound by the law that they themselves pass.

Fra Professor Robert Wade – Trump and the rise of the “Strongman” (https://www.rnz.co.nz/national/programmes/saturday/audio/2018708114/professor-robert-wade-trump-and-the-rise-of-the-strongman)

Autoritære ledere bruger lovene til at styre med, mens ikke-autoritære ledere lader sig lede af lovene.

Samtykke – en gang til

Omsider blev der vedtaget den ændring af dansk lovgivning om voldtægt, som vi er mange, der længe har kæmpet for, nemlig at definitionen af voldtægt bliver baseret på fravær af samtykke, sådan som det allerede er tilfældet i en del andre lande. Jeg er træt af reaktionerne fra nogle mænd på denne ændring, for det virker som de ikke tænker over at samtykkebegrebet allerede er rodfæstet i andre juridiske sammenhænge. Det skrev jeg om her i marts 2019. Se bare definitionen af tyveri i straffeloven og bemærk især ordvalget:

§276. For tyveri straffes den, som uden besidderens samtykke borttager en fremmed rørlig ting for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding ved dens tilegnelse. Med rørlig ting sidestilles her og i det følgende en energimængde, der er fremstillet, opbevaret eller taget i brug til frembringelse af lys, varme, kraft eller bevægelse eller i andet økonomisk øjemed.

Straffeloven (https://danskelove.dk/straffeloven) – med min fremhævelse

Helt plat eksemplificeret: Hvis jeg tager din cykel, uden at du har sagt ja til at jeg må det, er det tyveri. Tilsvarende: Hvis jeg gør brug af din krop til en seksuel handling, uden at du har givet mig lov til det, er det voldtægt.

Om ændringen af lovgivningen i sig selv vil føre til mere retfærdighed i sager om voldtægt, ved jeg ikke. Men lovgivning afspejler altid en etisk stillingtagen, og ved at gøre den etiske diskussion helt eksplicit er vi allerede nået et stykke vej. Diskussionen er nemlig lige så meget etisk som juridisk – som så mange andre diskussioner i retspolitiske sammenhænge. Der er to gode pointer, som jeg faldt over i en artikel på Medium om en amerikansk pornoskuespiller, der står til 250 års fængsel (den slags er muligt i USA) for voldtægt. Det undrer mig at jeg ikke har set disse pointer nævnt før, nemlig

  • Det er altid meget nemmere at spørge om lov til en seksuel handling end at bede om tilgivelse for den bagefter.
  • Og det er bedre at ikke at være seksuelt aktiv og straffri end at sidde i fængsel og ikke kunne være seksuelt aktiv.

Folkets klimamarch 2020

I dag kom det banner, som vi lavede i Amnesty International i Aalborg den 20. august, i brug ved klimamarchen i Aalborg, hvor vi var med. Arrangementet begyndte med taler og fællessang og sluttede på Limfjordsbroen, hvor de forbipasserende fodgængere og andre trafikanter kunne se vores bannere og skilte. Trods blæst og regn blev det en god og positiv oplevelse for os.

Amnesty International er ikke en miljøorganisation; vi arbejder for menneskerettighederne. Men menneskerettighederne verden over bliver påvirket af de menneskeskabte klimaforandringer. Klimaforandringerne sender mennesker på flugt og er med til at destabilisere samfund verden over med alle de konsekvenser, netop dét kan føre med sig. Derfor er vi også nødt til at være med til at kræve, at verdens regeringer gør noget ved dette problem netop fordi det er alle disse regeringer, der skal sørge for at menneskerettighederne bliver overholdt. Præcis hvad der skal gøres, er det miljøbevægelsen og naturvidenskaben, der ved noget om.

Tavshedskulturen i staten

Foto: News Øresund © News Øresund Johan (CC BY 3.0) Detta verk av News Øresund är licensierat under en Creative Commons Erkännande 3.0 Unported-licens (CC BY 3.0). www.newsoresund.org www.oresundsinstituttet.org

Sagen om Inger Støjbergs instruks om adskillelse af asylansøgere rører ved et væsentligt problem i den statslige forvaltning, nemlig mulighederne for intimidering og magtmisbrug. Jeg har længe haft et indtryk af, at embedsmændene handlede i enighed med ministeren, men vidneudsagnene i Instrukskommissionen tyder på, at det hele var mere kompliceret. Embedsværket ville informere statsministeren, mens Støjberg til gengæld ville blande sig i de enkelte sager om adskillelse af par og egenhændigt fjernede den undtagelse, som gjorde det klart, at det var nødvendigt med en individuel vurdering af de enkelte sager.

Lignende forløb kan man se andre steder i staten også. Christen Sørensen er tidligere professor og institutleder på Syddansk Universitet og skriver i en kronik i Politiken at

Jeg havde kritiseret, at universitetets ledelse (dekan på det samfundsvidenskabelige fakultet og rektor) havde accepteret eller ligefrem iværksat, at faglige kriterier blev undertrykt ved opslag af videnskabelige stillinger, hvilket jeg ville meddele offentligheden. I tilknytning hertil blev jeg truet med afskedigelse og anden intimidering, bl.a. ved at jeg fik beslaglagt en publikation og blev beskyldt for illoyalitet.

Fra Politiken, 3. september 2020 (https://politiken.dk/debat/kroniken/art7901421/Tag-et-opgør-med-tavshedskulturen-i-det-offentlige)

Når dette kan overgå en fremtrædende statsansat som Christen Sørensen, der også er tidligere økonomisk vismand (og det er ikke et isoleret tilfælde), er det et bekymrende tegn på at der er et hul i lovgivningen. Hvem skal statsansatte klage til i tilfælde af magtmisbrug? Ombudsmanden er ikke en tilstrækkelig instans; man kan som underordnet føle en risiko for repressalier.

Christen Sørensen skriver

Hvis tavshedskulturen skal ændres, skal det ikke blot være en ret, men også en pligt for offentligt ansatte at informere om kritisable forhold på ens arbejdsplads. 

Denne pligt skal samtidigt udformes på en måde, så det ikke får negative karrieremæssige konsekvenser. En mulig løsning på dette kunne være, at offentligt ansatte får ret til anonymt at orientere Ombudsmanden om uholdbare forhold på deres arbejdsplads.

Fra Politiken, 3. september 2020 (https://politiken.dk/debat/kroniken/art7901421/Tag-et-opgør-med-tavshedskulturen-i-det-offentlige)

Dette er en god idé, men den kræver formodentlig mere end muligheden for anonyme anmeldelser. Opfølgningen kræver også bl.a. en mulighed for anonymitet i den proces, der følger efter selve anmeldelsen.

Ved fjorden

I dag holdt jeg en kort pause, inden jeg kørte videre ud i verden efter morgenens første aftale. Jeg så kajakroere på vej ind mod midtbyen, og jeg tænkte på hvor fredfyldt det må være for dem. Et par havde taget deres baby med ned for at nyde udsigten over vandet på denne tyste torsdag. Det er en underlig tid, jeg er havnet i, og den kalder på forandring til det bedre. Men når himlen er blå og Limfjorden er blank, kommer tankerne for en stund på langfart.

Gensyn med Søren

Jeg har tidligere skrevet her, at jeg i år modtager CONCUR-konferenceseriens Test of Time Award sammen med Søren Christensen og Colin Stirling, vores PhD-vejleder fra Edinburgh, for artiklen Bisimulation Equivalence is Decidable for All Context-Free Processes fra 1992. Æresbevisningen blev overrakt i dag ved CONCUR2020-konferencen, der egentlig skulle have fundet sted i Wien, men i stedet endte som et stort Zoom-møde.

Søren bor i Aarhus, men besøgte mig i Nørresundby i dag, og vi deltog sammen. Colin havde desværre taget fejl af tidszonen og kom først til, da det hele var forbi – og vi var kede af, at vi ikke fik genset vores gamle vejleder, der for nylig gik på pension.

Søren og jeg boede sammen i Edinburgh i et års tid og blev gode venner; det var i det hele taget en vigtig tid i vores liv og vi mødte mange mennesker, som kom til at præge os. Det var derfor noget helt særligt for os at gense flere af dem, vi kunne huske fra dengang for 30 år siden, på Zoom-mødet i dag. Davide Sangiorgi, som også modtog en Test of Time Award, var en af dem, vi begge sås meget med på universitetet og i fritiden, og han nævnte undervejs i Zoom-mødet, at han ville ønske, vi kunne have mødtes rigtigt. Det ville vi også rigtig gerne have kunnet.

Efter Zoom-mødet sad Søren og jeg over frokost og snakkede om alt, der er sket i vores liv siden dengang – det er vel 25 år siden, vi sidst sås. Det er mange år siden, Søren forlod universitetsverdenen til fordel for det private erhvervsliv. Her gør han det rigtig godt, og jeg var glad for at høre om det, han beskæftiger sig med. Det er nu også et tab for forskerverdenen, for Søren var en usædvanligt dygtig ung forsker. De helt centrale erkendelser i vores artikel fra dengang skyldes ham.

Jeg havde til Zoom-mødet forberedt en lille videopræsentation af vores arbejde fra dengang, og den kan I se herunder.

Forhåbentlig kommer jeg snart til Aarhus igen og får mulighed for at se Søren igen.

Efteråret er kommet

Efteråret kommer altid ad bagvejen og mærker dagene med en form for vemod; det begynder med at kalenderen viser september, og snart bliver dagene mærkbart korte. Her til aften gik jeg gennem Nørresundbys centrum. Den store funkisbygning ved broens munding lyste rosa i solnedgangen, og himlen havde fundet sin blågrå farve frem.

Jeg har vænnet mig til pandemien, og efterhånden vil jeg også vænne mig til endnu et efterår. Min hverdag har forandret sig, og den bliver ved med at forandre sig. Hvem ved hvor vi er til næste år?

Ingen vinder, hvis ikke alle vinder

Af og til kan jeg læse kommentarer til situationen i USA, der mere eller mindre direkte siger, at det kan ende med borgerkrig. Umiddelbart virker dette usandsynligt – men der har jo været borgerkrig i USA i 1800-tallet, og der udbrød som bekendt borgerkrig i Jugoslavien. Det sidste var en skræmmende udvikling, der kom bag på mig og mange andre. Rundt om i Jugoslavien var der store våbenlagre, for landet var født ud af erfaringerne med at bekæmpe nazisterne i en partisankrig. Også i USA er der som bekendt masser af våben i omløb.

Den store fare er, at det amerikanske samfund er blevet så polariseret. Der har altid været store spændinger mellem samfundsklasser og befolkningsgrupper, og uligheden er enorm, men det er tydeligt, at det politiske system i USA ikke kan håndtere problemerne. Landet er forsynet med en præsident, der udnytter at samfundet er blevet så polariseret. Faktisk vil jeg mene, at Donald Trumps håndtering af præsidentembedet i den eksisterende kontekst er et tydeligt eksempel på den destruktive ledelse, jeg for ganske nylig har skrevet om her, for alle betingelserne i “den giftige trekant” er til stede.

Problemet med polarisering er ikke udelukkende amerikansk; det danske samfund har også fremstået polariseret i lange perioder i de seneste tyve år uden dog på nogen måde at nå samme åbenlyse konfliktniveau som USA, og heldigvis for dét. Der er endnu ikke en “giftig trekant” på regeringsniveau i Danmark. Måske har COVID-19-pandemien lagt en midlertidig dæmper på magtkampene. De fleste vil trods alt ikke have, at andre mennesker bliver alvorligt syge med en luftvejsinfektion og måske får langvarige senfølger. Hvis vi kan tage den erkendelse med os videre og ikke forfalder til at marginalisere eller anklage befolkningsgrupper (som f.eks. etniske grupper eller ældre medborgere), kan det være dét, vi lærer af pandemien.

Ingen vinder, hvis ikke alle vinder, som en af de gode amerikanere, Bruce Springsteen, engang sagde. Og dét udgangspunkt af fællesskab og omsorg er det stik modsatte af destruktivt lederskab.