Meld dig ind!

I dag kunne jeg læse om hvordan håbefulde unge praktikanter hos filmselskabet Zentropa ikke er dækket af nogen overenskomst og skal finde sig i ydmygelser fra ledelsen, hvis de har begået en fejl i deres arbejde – i form af et valg mellem at få smæk i andres påsyn (evt, mens der bliver filmet) eller at skulle muge ud i en svinestald. Nogle lever med dette, andre kommer op i hierarkiet og får så lov til at selv at slå på andre, og atter andre går deres vej. Men andet sker der ikke.

Og det var også i dag, jeg hørte om en sag, hvor en ældre medarbejder pludselig var blevet indkaldt til samtale af sin arbejdsgiver. Han skulle afskediges efter mange års ansættelse, her tæt på pensionsalderen; årsagen var nedskæringer i organisationen. Ingen fratrædelsesordning kunne det blive det. Fagforeningen kunne ikke gøre noget – for det viste sig, at han havde meldt sig ud for mere end 20 år siden. Hvorfor han gjorde det, fandt jeg ikke ud af. Nu er han i al fald overladt til sig selv, for fagforeningen hjælper af gode grunde kun sine medlemmer, og ledelsen kan gøre med ham, præcis som de vil.

I Information er der så en lang artikel om hvordan mange universitetslærere i USA frister en kummerlig tilværelse som deltidsansatte. Det kender vi også fra Danmark, hvor nogle er undervisningsassistenter i mange, mange år og lever i konstant usikkerhed. Men i USA er det endnu grellere; her er nogle akademikere hjemløse, og andre er nødt til at finde specielle former for indtjening. Artiklen har således en skildring af en ikke helt ung kvinde, der nu er blevet prostitueret. Men artiklen nævner også, at vejen ud af dette morads er at flere og flere amerikanske akademikere nu melder sig ind i fagforeninger.

Og dét er moralen. Jeg har sagt det før, og siger det igen: Hvis du har et arbejde eller er arbejdssøgende, skal du være medlem af en fagforening – og her mener jeg en rigtig fagforening med forhandlingsret og overenskomster.  

Flattr this!

Men hvornår fandt det sted?

Der er en interessant artikel i Wired om Star Wars-filmene og deres naturvidenskabelige grund, der mildt sagt er tyndt. Den amerikanske fysiker Patrick Johnson har blevet skrevet en hel bog om dette, og den hedder såmænd The Physics of Star Wars

Nogle science fiction-historier er tydeligt placeret i tid. Orwells 1984 udspiller sig i et helt bestemt år, og Blade Runner-filmene finder sted i 2019 og 2049. Men hvornår finder Star Wars sted? Stjernekrigs-filmene finder sted på et uvist tidspunkt; “fortællerstemmen” (der er en rulletekst) i starten af den første film fra 1977 taler om en tid “for længe siden”. Tegneserierne om Linda og Valentin er også blevet tidsfæstet; den tidlige historie fra 1968, Storbyen, der druknede, lader Valentin rejse tilbage i tiden til 1986, og her går Jorden under. Men i det faktiske 1986 udkommer der stadig tegneserier med Linda og Valentin, så Jorden gik alligevel ikke under, og det er forfatterne så nødt til at finde en løsning på for ikke at virke utroværdige (i deres egen optik).

Mit eget bud på en forklaring på Star Wars er en anden: Der er ingen grund til at tro, at “fortællerstemmen” befinder sig i vor tid – den kunne lige så vel tale ud fra en “nutid”, der findes i en fjern fremtid og tale om begivenheder, der for “fortællerstemmen” er i fortiden, men for os ville finde sted i en fjern fremtid.  Selve ideen om et univers, hvor der findes mennesker, der ser ud som moderne mennesker og hvis civilisation bygger videre på kendte menneskelige civilisationers skikke og erfaringer, tyder på at fortællingerne foregår i (det, der for os er) fremtiden.

Men kort og godt: Vi ved ikke, hvornår Star Wars-filmene skal forestille at foregå. George Lucas ved det næppe selv. Filmene er et eksempel på en form for science fiction, der ikke foregiver at være en fremskrivning af nutiden – selv om den jo på mange måder er det.

Flattr this!

1000 dage tilbage

I denne uge og frem til den 17. november samles verdens ledere i Bonn ved COP23 for at komme videre med en global indsats for at standse klimaforandringerne. Der er gået to år siden klimaaftalen i Paris; løfterne fra dengang var at den globale opvarmning i 2020 skulle være ’et godt stykke under to grader’ og helst ved 1,5 grader. FNs Emissions Gap Report taler sit tydelige sprog;  flere af forfatterne er i øvrigt med i samarbejdet mellem Danmarks Tekniske Universitet og FNs miljøprogram UNEP

En anden måde at tænke på klimamålene er at måle afstanden til 2020 i dage. Lige nu har vi 1000 dage tilbage, og hvis vi tænker på denne måde, kan det måske hjælpe med at få alvoren til at fremstå klarere – det er faktisk ikke ret lang tid, vi har. Og alligevel er det påfaldende lidt, vi hører om COP23 i medierne.

Flattr this!

Forberedelsen er sværere end selve eksamen

Et læringsmål?

Jeg har selv ofte været tilbøjelig til at bruge sammenligninger med sport, når jeg har skullet begrunde hvorfor det er en god idé for studerende at følge undervisningen på universitetet. Min sammenligning er, at man ikke kan yde en god sportspræstation, hvis man ikke træner.

Der er en interessant artikel i New Statesman om hvad man kan lære af sport. Især er det interessant at se, hvordan nogle sportsudøvere forbedrer deres præstationer ved at gøre “forberedelsen” (dvs. træning) sværere end hvad der kræves ved “prøven” (dvs. selve turneringen).

Thomas Tuchel, der har været træner i Bundesligaen, indførte en ny træningsmetode. Han opdagede, at når spillerne trænede forsvarsspil, tyede de ofte til at rykke i modspillernes trøjer – noget, der som bekendt hverken er velset eller et eksempel på godt forsvarsspil. Så Thomas Tuchel krævede, at spillerne skulle holde tennisbolde i begge hænder, mens de trænede forsvarsspil. Nu kunne de ikke forfalde til de primitive taktikker med at hive i modspillernes trøjer, men var nødt til at spille. Dét hjalp.

Et andet eksempel kommer fra cricket, hvor Graham Cowdrey trænede sin bat-teknik med ikke at bruge benbenskyttere. Normalt er benbeskyttere en ekstra form for forsvar, som man kan bruge, hvis man ikke rammer bolde med battet. Men uden benbeskyttere risikerer man at blive ramt hårdt af bold – og derfor var Graham Cowdret nødt til at gøre sig ekstra umage, når han battede.

Nu spekulerer jeg selvfølgelig på, om hvordan man kan drage nytte af denne slags erfaringer i undervisningssammenhæng. Noget godt svar har jeg endnu ikke, og det er uklart for mig om studerende kan acceptere sportsmetaforen. Hvis vi på universiteterne skruede kravene op i undervisningssammenhæng, men ikke ved bedømmelsen, ville det muligvis få (endnu) flere studerende til ikke at deltage i undervisningen. Formodentlig skulle vi være helt åbne om strategien, og måske vil netop dét appellere til de, der har en instrumentalistisk indstilling: Når undervisningen er mere udfordrende, vil eksamen virke meget lettere, men hvis man ikke deltager i undervisningen, vil eksamen føles meget sværere.

Flattr this!

Endnu en indsamling til Dansk Flygtningehjælp

Det er ved at være et stykke tid siden, jeg sidst har kunnet deltage i Dansk Flygtningehjælps landsindsamling; jeg var med i 2014.

I år var min rute kort, kun 105 husstande blev det til. Dansk Flygtningehjælp opfordrede i år indsamlerne til at sige

Hej, jeg kommer fra Dansk Flygtningehjælp. Vi har Landsindsamling i dag, og vi samler ind til de mennesker, der er på flugt. Kunne du tænke dig at give et bidrag? Det går til nærområderne.

Denne formulering er nøje valgt. Ordet flygtning er desværre efterhånden blevet negativt ladet hos mange mennesker, og man skal omhyggeligt betone nærområderne – pengene fra Dansk Flygtningehjælps indsamlinger går aldrig til flygtninge i Danmark, men den politiske debat er efterhånden blevet tæt befolket med “nærområdehjælpere”.

Der er millioner af mennesker på flugt fra krigene i Syrien, Yemen og Sydsudan og også mange, der er på flugt på undertrykkelse i lande som Eritrea og Nigeria. Pengene fra landsindsamlingen går især til mad, vand og tag over hovedet for nogle af alle disse mange mennesker, der befinder sig i lejre i nærområderne (to ord, der til gengæld er blevet meget positivt ladede).

Mange steder var der desværre ingen hjemme. I én enkelt opgang var til gengæld næsten alle hjemme og lukkede op – men ingen af dem ville give. De, der ikke ville give i dag, var alle enten unge mænd eller ældre mennesker. Det hjalp ikke engang at nævne nærområderne. I det mindste var der da ikke nogen, der kaldte mig for spasser denne gang.

For få år siden begyndte vi at bruge MobilePay, fordi mange dengang sagde, at de ikke havde kontanter. Det er der stadig mange, der siger, men i dag opdagede jeg, at der nu også er mange, der siger, at de ikke har MobilePay.

Jeg har endnu ikke fået at vide, hvor meget jeg har fået samlet ind, men det kan desværre næppe være et særlig stort beløb. I 2008 fik jeg indsamlet 1588 kroner, i 2014 blev det til 800 kroner og denne gang er vi (iberegnet mit eget bidrag på 200 kroner) formodentlig nede omkring 400 kroner.

Men hvis du gerne vil hjælpe mennesker på flugt og har MobilePay eller et betalingskort, kan du stadig nå at give et beløb til Dansk Flygtningehjælps landsindsamling via hjemmesiden.  Og det går til nærområderne.

Flattr this!

Udfordringer for menneskerettighederne

I dag deltog jeg som så ofte før i Amnesty Internationals kampagneseminar i Odense, og det var godt at møde unge og ældre menneskerettighedsforkæmpere fra rundt om i landet og at få ny inspiration til vores arbejde. Inden for de seneste år har vi ikke kunnet undgå, at menneskerettighederne er under pres på en måde som vi ikke har set det i mange år.

Interessant nok var det netop i dag, Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti i en artikel i dagbladet Information forsvarer, at Danmarks næststørste politiske parti har stillet et forslag til folketingsbeslutning om at den europæiske menneskerettighedskonvention skal skrives ud af dansk lovgivning. Nøglecitatet i interviewet er dette:

– Åbner det ikke muligheden for, at mere undertrykkende regimer kan henvise til, at når selv Danmark tager forbehold for konventionen, så kan vi for eksempel også lade være med at respektere homoseksuelles rettigheder?

»Der er mange lande, som i forvejen ser stort på menneskerettighederne. Det, at Danmark ønsker en anden retning på visse punkter, betyder ikke, at Rusland, Tyrkiet eller Aserbajdsjan begynder at opføre sig dårligt. Det gør de jo i forvejen.«

Dette er en interessant og meget bekymrende form for argumentation; den er faktisk udtryk for lige præcis en kulturrelativisme af den slags, som Dansk Folkeparti ofte har tordnet imod. Når andre ikke lever op til menneskerettighederne, behøver Danmark heller ikke at gøre det. På hvilket grundlag skulle Danmark herefter kunne kritisere de mange lande, som undertrykker deres befolkning? Der kan ikke være tale om et grundlag bestående af menneskerettighederne, for dette grundlag anerkender Dansk Folkeparti ikke. Og det kan heller ikke være på grundlag af dansk lovgivning, for den gælder kun i Danmark. Og det kan heller ikke være på grundlag af “kristne værdier”, for dem deler de pågældende lande ofte ikke. Hvert enkelt land kan derfor have sit eget “nationale værdisæt”; internationale principper er værdiløse, for de bliver ikke overholdt.

Flattr this!

At påvirke rettens gang

I denne uge beder Donald Trump om at gerningsmanden til bilangrebet i New York, der kostede 8 mennesker livet, skal dømmes til døden.  Der er ikke tvivl om at den pågrebne person er den skyldige; han blev pågrebet på fersk gerning. Jeg er modstander af dødsstraf i alle tilfælde, så det er heller ikke dette, der er særligt bemærkelsesværdigt her.

Dét, der er påfaldende og forkasteligt, er at et statsoverhoved på denne måde forsøger at påvirke udfaldet af en retssag så direkte. Det er en meget tydelig tilsidesættelse af princippet om adskillelsen mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt – og vi har også set lignende eksempler i Danmark, hvor ministre har forsøgt at påvirke en domsafsigelse.

Derudover bemærker jeg, at det bestemt ikke er første gang, Donald Trump har forsøgt at påvirke rettens gang.

I 1989 blev en ung hvid kvinde, der løbetrænede i Central Park, udsat for en usædvanligt grov voldtægt der bl.a. påførte hende en voldsom hjerneskade, og fem teenage-drenge, hvoraf ingen var hvide, blev anholdt og dømt. Det viste sig senere ved brug af DNA-spor, efter at de fem unge havde tilbragt mellem 6 og 13 år i fængsel, at de faktisk var uskyldige. Den faktiske gerningsmand tilstod forbrydelsen; de fem uskyldigt dømte unge fik i 2014 tilkendt 40 millioner dollars i erstatning. Denne sag er af alle disse grunde bemærkelsesværdig.

Men ekstra bemærkelsesværdigt er det, at Donald Trump tilbage i 1989 forsøgte at bruge sin økonomiske magt til at få de fem teenagere dømt til døden; han indrykkede store avisannoncer og så sent som i efteråret 2016 hævede han fortsat (trods den helt tydelige frikendelse på baggrund af DNA-spor), at de fem teenagere faktisk var skyldige.

Flattr this!

I den nye SuperBrugs

Bananer og tomater – og i baggrunden Limfjordsbroen.

For fire et halvt år siden var jeg en af de første kunder i et nyt supermarked, nemlig Rema 1000 på Østerbro i Aalborg. I dag fik jeg en helt tilsvarende oplevelse, da den nye SuperBrugs åbnede lige ved siden af Limfjordsbroen i Nørresundby. Jeg nåede derhen tyve minutter efter indvielsen.

Der er noget ganske særligt ved at se et bugnende og så godt som uberørt supermarked, hvor alle poser hænger smukt på stativerne, hvor frugt og grønt er dagsfrisk og hvor alle indkøbskurvene er af nystøbt plastic, endnu uden ridser.  Ved indgangen lå en rød løber, og det røde silkebånd, som borgmesteren havde klippet over få minutter tidligere, hang stadig fra de lave messingstolper.

Den nye SuperBrugs har en stor slagterafdeling, som ikke rigtig lokkede sådan én som mig Men andetsteds var der et helt frysedisk-afsnit mærket “Veganer”, og dét glædede den gamle planteæder. Lidt længere opdagede jeg så også en lille køledisk med alskens veganske kølevarer, og skråt overfor var der endda også vegansk chokolade, færdigretter m.m.m. Den slags ville have næsten umuligt at forestille sig, da der sidst var en Superbrugs i Nørresundby for mere end 20 år siden. Tiderne skifter.

Selv her, under en halv time efter åbningen, var der allerede mange kunder, og køerne ved kasseapparaterne var lange og langsomme. Det var viste sig, at det var netop denne morgen, at Dankortsystemet var gået ned over hele Danmark. Men til sidst kom jeg da ud igen med et stykke Plamil-chokolade, en pakke grønne druer og en lille sodavand.

Flattr this!

Bogdroppende akademikere

I disse uger læser vi, der har været semesterkoordinatorer ved uddannelserne på AAU, de svar igennem, som studerende har givet på spørgeskemaer om forårets undervisning. Også hele uddannelsesforløb bliver evalueret ved spørgeskemaer. Jeg bed især mærke i en bemærkning fra en studerende, der er ved at afslutte en bacheloruddannelse. Den studerende var af den holdning, at man nemt kunne bestå de fleste fag ved blot at læse op til eksamen og komme til forelæsninger. Den studerende nævnte, at mange af de studerende ikke læste bøgerne, da det ifølge dem ikke var nødvendigt.

Umiddelbart var det en meget foruroligende opdagelse at gøre: Vi uddanner tilsyneladende akademikere, der aldrig har læst en fagbog og faktisk også bevidst undlader at læse fagbøger ud fra en forestilling om at det “ikke er nødvendigt”.

Men derudover bør udtalelsen ses i kontekst af at vi nu kan observere, at omkring halvdelen af de studerende på et hold slet ikke følger undervisningen i kurserne.

Begge dele peger nemlig på at der er noget fundamentalt galt med kursusundervisningen på universitetet: Den virker ikke. Det bør vække eftertanke hos de mange universitetslærere, der ofte får diskussioner om studieordninger til at blive til diskussion om hvilke kurser, der skal lægges hvor. For kurserne betyder tilsyneladende ikke ret meget for mange studerende.

Der er for mig at se tre udveje af denne situation.

Den første er en form for disciplinering, hvor der bliver krav om fremmøde og aktiv deltagelse i kursusundervisningen. Dvs. at studerende mere eller mindre direkte bliver tvunget til at deltage i kursusundervisningen. Men dette vil næppe skabe en bedre stemning og vil formodentlig kun føre til nye strategier for at slippe uden om.

Den anden udvej er at acceptere, at mange af vore dages universitetsstuderende er “bogdroppere” og indrette undervisningen efter det, så vi accepterer, at de ikke vil læse faglitteratur. Men selv den mest uboglige akademiker vil på et tidspunkt blive nødt til at læse faglitteratur, nemlig i forbindelse med sit speciale, og det er ikke godt at udskyde læsningen til dét tidspunkt i studiet.

Den tredje udvej er den sværeste, nemlig at finde ud af hvordan vi kan indrette undervisningen, så de studerende indser nytten af og glæden ved at læse faglitteratur. Det kræver en anden undervisningsstrategi, undervisning i studieteknik og bestemt også bedre faglitteratur. For de bogdroppende universitetsstuderende kritiserer gennem deres fravalg i virkeligheden også den faglitteratur, der findes netop nu.

Flattr this!

En anden slags mennesker?

Dagens forsidehistorie fra dagbladet Information er, at det inden for de seneste to år er blevet meget sværere at blive dansk statsborger, hvis man er handicappet eller har PTSD. Folketingets Indfødsretsudvalg gav tilbage i 2014 dispensation i 97 procent af de sager om dansk statsborgerskab, hvor ansøgere kunne henvise til langvarig funktionsnedsættelse som forklaring på, at de ikke kunne klare prøverne til statsborgerskab. Men i dag, under den nuværende regering, er det kun fire procent af ansøgerne, der får dispensation.

Det er ikke overraskende, at det er regeringens politik at gøre det svært at blive dansk statsborger. Man ser statsborgerskab som et privilegium for de særligt udvalgte, ikke som en rettighed. Men hvis man dykker ned i de seneste 15 års folketingshistorie, finder man ud af at dette område er den kampplads, hvor det stadigt mere negative syn på udlændinge i Danmark og det stadigt mere negative syn på mennesker med psykiske problemer mødes. I 2005 besluttede den daværende regering sammen med Dansk Folkeparti, at det ikke skulle være muligt at opnå dispensation fra sprogkravene, selv om man led af posttraumatisk stresssyndrom (PTSD).  

Dengang udtalte Søren Krarup at

PTSD er noget, psykologer og læger rask væk skriver, og det hænger mig ud af halsen med sådan en sludder for en sladder, hvor man svindler sig igennem.

Men det er også blevet sværere at få førtidspension; det er et resultat af den såkaldte fleksjobreform fra 2012, der indførte de såkaldte resurseforløb og blev vedtaget af partierne fra den nuværende og de tidligere regering i skøn forening: Socialdemokratiet, De Radikale, SF, Venstre, Konservative og Liberal Alliance. 

Derfor er det formodentlig ikke særlig sandsynligt, at den nuværende ekstremt restriktive holdning til statsborgerskab vil blive ændret, skulle der en dag komme en socialdemokratisk ledet regering til magten. Hvis der overhovedet skulle være en samling af sager, der for alvor kunne udfordre hele dette syn på mennesker med funktionsnedsættelse, er det måske sager om danskere, der af andre er blevet påført funktionsnedsættelse. Her tænker jeg på sagerne om danske soldater, der er vendt hjem fra dansk krigsdeltagelse med PTSD og på voksne danskere, der er blevet seksuelt misbrugt som børn.  (Dette har jeg tidligere skrevet om her.)

Flattr this!