Fornemmelse for snyd

I dag har jeg og andre medlemmer af studienævnet, hvor jeg er, læst udkastet til det nye regelsæt om disciplinærsager for studerende ved Aalborg Universitet. En stor del af dette dækker forhold omkring snyd ved eksamen og plagiering. Men det er bestemt ikke et perifert fænomen, vi her har med at gøre. En britisk undersøgelse fra 2016 afslører at omkring hver tredje studerende indrømmer at have snydt til eksamen. Også på såkaldte eliteuniversiteter i USA (bl.a. MIT) snyder de studerende.

De nye regler fra Aalborg Universitet er blevet opdateret for at kunne tage højde for endnu flere former for snyd. Men det virker som et våbenkapløb uden ende: Hver gang der bliver indført en modforanstaltning, kommer der bare en ny taktik hos dem, der vil snyde.

Ligesom for mange andre former for overtrædelser – lige fra utroskab til terrorisme – er der tale om et fænomen, der ikke vil gå væk.

Formodentlig er en af løsningerne er at finde eksamensformer, hvor det simpelthen ikke giver mening at snyde. Det bedste eksempel, jeg kender, er vel projekteksamen for projektgrupper. Her sidder projektgruppen sammen med eksaminator og censor i op til 4 timer, og alle eksaminander kan se hinanden hele tiden og høre hvad de andre eksaminander svarer. Det er endda ofte sådan, at eksaminator og censor undervejs holder en kort pause, hvor de studerende så kan snakke sammen. Men snyd? Det giver ikke rigtig mening i denne sammenhæng.

Samtidig ved vi godt, at mundtlig eksamen er meget resurse- og tidkrævende og i mange tilfælde kun kan være en stikprøve af hvor godt den enkelte eksaminand opfylder læringsmålene. Og der er jo også skriftlige kompetencer og færdigheder, som kan være relevante at undersøge. Så mundtlig eksamen kan ikke være en god universalløsning.

Vi ved samtidig også godt at mange former for snyd bunder i et ønske om at kunne reproducere, dvs. tager udgangspunkt i en (mis)forståelse af at eksamen skal undersøge hvor godt man kan reproducere. Skriftlige eksamensformer, hvor man undersøger den studerendes færdigheder og kompetencer, gør det sværere at snyde. Igen kræver det flere resurser at bedømme sådanne præstationer end f.eks. at undersøge multiple choice-besvarelser.

Men måske ville det give mening at bruge i al fald nogle af de mange resurser, der nu bliver brugt på at forhindre snyd, på at udvikle bedre eksamensformer og honorere bedømmelse bedre?

Flattr this!

Deres ritualer og vores ritualer

Forskellige former for intolerance fokuserer meget ofte på ritualer, som den intolerante ikke bryder sig om. De forskellige former for antisemitisme i Europas historie har taget  udgangspunkt i jødernes ritualer, meget ofte nogen, der ikkefandtes – som f.eks. at de skulle bruge kristne børns blod i hemmelige blodritualer. Mange såkaldte islamkritikere i vore dage tager fat i bestemte skikke, som de mener er forkastelige, karakteristiske for muslimer og som muslimer (ifølge dem) er nødt til at følge – som f.eks. at bede fem gange om dagen.

Set udefra har de fleste ritualer ikke nogen virkning; hvis man f.eks. ikke tror på islam, vil man vel også mene at fem daglige bønner ikke kan ændre noget som helst. Men alligevel er modviljen der.

Noget kunne tyde på at det er ikke er det, der sker eller hævdes at ske i ritualer, men simpelthen dét, at de andres ritualer er anderledes, der kan være med til skabe mistro mellem grupper af mennesker.

Et interessant eksperiment fra University of Toronto viser, hvor let små ritualer kan skabe splittelse blandt en gruppe studerende.

Et hold på 100 studerende skulle vurdere hvor mange prikker der var på en samling billeder. Derefter skulle nogle af de studerende lære at udføre nogle bestemte handlinger (bl.a. at åbne og lukke øjnene) og forsøgslederne opmuntrede dem til at gøre sig umage.  Ved ugens slutning skulle de studerende være sammen igen; de blev delt ind i en “rød” og en “blå” gruppe og fik at vide at inddelingen var baseret på hvor godt de havde bedømt antallet af prikker. Så skulle de studerende, der havde lært ritualet, udføre de handlinger, de havde lært, mens de andre så på. Til sidst skulle de studerende så spille et spil, hvor de skulle betro hinanden et pengebeløb. Her betroede de studerende, der havde udført ritualet, signifikant flere penge til de medstuderende, som også havde udført ritualet.

Denne type eksperimenter er selvfølgelig voldsomt afgrænsede, men det er interessant at tænke videre: Er de mange slags intolerance, vi ser rundt om i verden, i virkeligheden et udtryk for at “vi” ikke stoler på “dem”, fordi de opfører sig anderledes end “os”, hvorpå de så som reaktion begynder at opføre sig endnu mere anderledes?

Flattr this!

Legalisere eller afkriminalisere?

Jeg har tit tænkt over hvad man skal gøre ved prostitution. På den ene side kan jeg faktisk ikke sige andet om prostitution end, at det grundlæggende set er en form for dehumanisering og derfor ikke er godt for noget som helst.  På den anden side virker det desværre ofte som om arbejdet mod prostitution kan komme til at ligne en kamp mod de prostituerede.

I dag kunne jeg læse, at bystyret i Amsterdam nu opretter et bordel, der skal drives og indrettes af de prostituerede selv. Umiddelbart lyder det vel som et bedre alternativ til det, at nogle mennesker kan skabe profit på at andre mennesker sælger sig selv til seksuelle ydelser. I Nederlandene blev prostitution legaliseret i 2000, og man håbede dermed at kunne gøre noget ved menneskehandel, men det er ikke tilfældet. Der er da også forskere, der sætter spørgsmålstegn ved om den nye type bordel vil kunne ændre noget som helst. “Forretningsmodellen” er nemlig den samme, og bag de tilsyneladende selvstændige prostituerede kan der stadig være bagmænd.

En anden mulighed ville være at afkriminalisere prostitution, dvs. at sørge for at den enkelte prostituerede ikke kan blive arresteret eller retsforfulgt alene fordi vedkommende er prostitueret. Dette er slet ikke det samme som at legalisere prostitution.

Dette ikke sagt fordi jeg har en positiv holdning til prostitution som sådan, for det har jeg netop ikke, men fordi der netop ofte er usynlige bagmænd og fordi det derudover er veldokumenteret, at der i en hel del lande (f.eks. i Rusland og Serbien og lande i Afrika, Asien og Sydamerika) foregår grove overgreb som afpresning, voldtægt og anden vold fra især politiets side mod prostituerede. De overgreb er netop mulige, fordi prostitution er strafbart og politiet dermed har en klemme på de prostituerede. På denne måde bliver de mennesker, der er prostituerede, måske i virkeligheden fastholdt i prostitution.

Her kan man sammenligne med to mulige holdninger til narkotika – der er også her et stort illegalt marked kontrolleret af organiseret kriminalitet. Man kunne legalisere stoffer, dvs. definere rammerne for salg af narkotika med bl.a. licens til særlige salgssteder, hvor man lovligt kan købe og måske også bruge stoffer. Men man kunne også vælge i stedet at afkriminalisere brugen af narkotika, dvs. ikke arrestere og retsforfølge mennesker, der blev pågrebet med stoffer på sig alene til eget forbrug. Systematisk handel med narkotika ville stadig være ulovlig. På den måde ville narkomanerne gå fri og ville ikke risikere at komme i lommen på korrupte betjente, mens de store fisk stadig kunne blive pågrebet.

Flattr this!

Et større og bedre taxameter?

Foto: Taxa Fyn

Der er for nylig kommet et forslag til nye principper, der skal erstatte taxameterprincippet som grundlag for finansiering af de videregående uddannelser. Her er en af de parametre, der skal måles på, ansættelighed. En anden er kvalitet. Men hvad er kvalitet af uddannelserne?

Her er det interessant at kaste et blik på holdningerne hos nogle af dem, der er kritiske over for de nye forslag. Jørgen Søndergaard, der var formand for den tidligere regerings “kvalitetsudvalg”, siger til Politiken at

Der er ret klare tegn på, om der er høj kvalitet på en uddannelse eller ej. Man kan søge svar på nogle enkle spørgsmål: Er studerende nødt til at bruge mange timer om ugen på uddannelsen, så er det en meget god indikator. Bruger de studerende mindre tid, kan de lære mere. Får de studerende opgaver, som kræver, at de selv arbejder med stoffet? Og får de studerende ordentlig feedback fra underviserne? Og endelig er der mulighed for en ordentlig dialog med forskerne og professorerne, så de studerende bliver en del af et fagligt miljø? Det er bare tre eksempler, som indikerer, om kvaliteten på uddannelserne er god eller dårlig.

Her kan jeg ikke lade være at bemærke at disse kvalitetsparametre i høj grad afhænger af hvor mange resurser der er til rådighed undervisningen. Hvis et universitet skulle have færre midler, fordi de studerende ikke havde gode muligheder for kontakt til deres undervisere, ville det nemt kunne ende med at blive en ond cirkel.

Jørgen Søndergaard bemærker desuden at det er et problem, at der bliver oprettet så mange nye uddannelser. Her er jeg faktisk enig, for det er blevet en jungle efterhånden. Menn Jørgen Søndergaard overser samtidig, hvad det er der er en væsentlig grund til at der er så mange uddannelser, nemlig taxameterprincippet selv: Universiteterne opretter nye uddannelser i håb om på den måde at kunne tiltrække flere studerende og dermed få flere gennem systemet, så det kan generere flere bevillinger.

Det interessante og problematiske er i virkeligheden selve den idé at bruge bevillinger som styringsredskab, for uanset hvad man gør her, vil universiteterne simpelthen handle instrumentelt. En omfattende kvalitetsmåling vil reelt kræve en institution, der går ind og detailobserver og dokumenterer uddannelserne. Men den slags har vi allerede haft, nemlig akkrediteringsinstitutionen. Og det førte kun to ting med sig: Et større bureaukratisk apparat med mange og lange evalueringer og et konstant påskud hos universiteterne til at motivere alle ændringer med frygten for konsekvenserne af ikke at blive akkrediteret.

Flattr this!

– Jeg samler ikke ind

– Goddag, jeg kommer fra SOS Børnebyerne. Vi har landsindsamling i dag på Mors dag. Vi samler ind for at kunne give en SOS-mor til alle de forældreløse og udsatte børn, der ikke har nogen at fejre i dag. Har du lyst til at give et bidrag?
– Jeg samler ikke ind.
– Det er mig, der samler ind.
– Jeg samler ikke ind.
– Du vil altså ikke give et bidrag?
– Nej, det vil jeg ikke. Tak for besøget.

– Goddag, jeg kommer fra SOS Børnebyerne. Vi har landsindsamling i dag på Mors dag. Vi samler ind for at kunne give en SOS-mor til alle de forældreløse og udsatte børn, der ikke har nogen at fejre i dag. Har du lyst til at give et bidrag?
– Jeg er studerende, så jeg har ingen kontanter.
– Du kan give via MobilePay eller sms.
– Min kæreste er medlem af Red Barnet.
– Det er ikke det samme som SOS Børnebyerne.
– Nej, det er vel ikke.
– Her er en folder, hvor du kan læse om MobilePay eller sms.
– Det vil jeg tænke over.

Det blev med andre ord en søndag eftermiddag af stærkt varierende kvalitet. Kancelligården nummer 1 til 55 (lige og ulige numre) i Nørresundby bidrog med i alt 11 kroner og 50 øre, og andre steder var der hele opgange, hvor ingen lukkede op. Et enkelt sted fik jeg 50 øre. Men til gengæld var der så også folk, der gav 100 kroner eller mere – og der var endda nogen, der sagde tak til mig.

I kan stadig nå at give et beløb på 20 14 11 00 (MobilePay) eller ved at sende SOS75 til 1910; på den måde giver I 75 kroner. Læs mere om SOS Børnebyerne og deres arbejde for forældreløse børn på https://www.sosbornebyerne.dk

Flattr this!

Kan du se, om min løsning er korrekt?


Når jeg underviser i et kursus og der er øvelsestid, beder de studerende mig tit om at se på løsningen til en opgave, de har lavet, og fortælle mig om løsningen er korrekt. Det har jeg selvfølgelig ikke spor imod, men jeg vil samtidig gerne være mere end bare den levende facitliste. Der kommer jo dage i fremtiden, hvor de studerende ikke længere kan bede mig om at kontrollere deres løsninger, men er nødt til at kunne stole på sig selv.  Ofte beder jeg de studerende om at forklare, hvordan de er gået frem, og som regel ender det så med at vi enten i fællesskab kan konkludere, at løsningen er korrekt eller kan identificere problemet.

I det større billede, når vi når ud over den enkelte opgave, har man også meget ofte brug for at kunne give en realistisk vurdering af den fremgangsmåde, man følger, og de resultater, man når frem til. Man skal kunne “tænke om at tænke” – det, der kaldes metakognition. Hvis man slet ikke kan vurdere sin egen formåen, kommer man alt for ofte til at vurdere det, der bare ser tilstrækkeligt kompliceret ud, som værende korrekt, og Dunning-Kruger-effekten stikker sit dumme hoved frem:  Man stoler på sig selv uden at have en god grund til det. Desværre kan det så også være derfor, at nogle fravælger kontakt til undervisere.

Vurdering af egne kompetencer er tit ikke noget, vi gør noget systematisk for at fremme, i al fald ikke på de uddannelser, jeg underviser på. Men det burde vi gøre mere ved, netop fordi der kommer en dag hvor underviseren ikke kan være der længere.

Flattr this!

Dengang, før vi blev forældre

Ved stranden i North Berwick, Skotland, sommeren 1992, 9 år før jeg blev far. Vejret viste sig fra sin pæneste side den dag.

Når man får børn, bliver man et andet menneske og ikke kun fordi man bliver en autoritet på godt og ondt i børnenes liv. Jeg kan selv huske den dag, hvor det på en særlig måde gik op for mig at noget var forandret. Det var en lørdag eftermiddag i maj, og min datter var knap et par uger gammel, da jeg gik en tur med hende i barnevognen. Det var den dag, der var karneval i Aalborg – det havde jeg helt glemt, at det var, for jeg havde længe haft noget andet i tankerne. Så dér gik jeg ned ad gaden med den lysegrå barnevogn, og fodgængerne, også dem, der virkede berusede, gik lidt til siden. Her kom en far.

Den amerikanske forfatter Edan Lepucki har i forbindelse med sin seneste roman bedt brugere af Instagram om at lægge billeder op af deres forældre fra dengang de endnu ikke var blevet forældre. Og det er interessant at se de gamle billeder. Selv har jeg set gamle billeder af min mor fra hendes ungdom, og det er på én gang som at se en person, jeg kendte i 50 år, og som at se en anden person.

Vi var nogle andre, dengang vi ikke var dem, nogen kaldte “far” og “mor”. Måske kan vi se vores børn i os selv, når vi ser de gamle billeder (nogle gange synes jeg, at jeg kan, selv om jeg jo er far til en pige) og måske kan de opdage noget af sig selv i os.

Flattr this!

Man skal lære at lave en studieplan

I dette semester har jeg overtaget et kursus, jeg tidligere har holdt, og jeg har brugt en hel del kræfter på at lave undervisningsmateriale – podcasts, opgavesæt, kursushjemmeside osv.

Nogle gange slår det mig, at det, netop fordi der kan være ganske mange undervisningsresurser til rådighed, er nødvendigt for studerende at tænke nøje over om de bruger dem godt – og hvordan. Som mange ved,  er det en kilde til stor ærgrelse for mig, at så mange studerende, som tilfældet er, bruger undervisningsresurserne på en underlig måde. Jeg lærer nok aldrig at vænne mig til at en stor procentdel af de studerende ikke vil deltage i min undervisning. Uden at jeg skal overvurdere min egen betydning er jeg overbevist om at det kun kan være en fordel for studerende at have kontakt til en person, der befinder sig på et andet niveau end dem selv. Men det er der mange studerende, der i vore dage tilsyneladende ikke mener.

Jeg kan læse om hvordan forskere på Stanford har bedt studerende om at reflektere over hvad de ville have ud af et kursus og på baggrund af det lave en studieplan og så opdatere den løbende. Det ser ud til at have en gunstig virkning på de studerendes adfærd og læringsudbytte. Underligt er det ikke, for det er præcis dét, studerende på AAU bør gøre i forbindelse med deres projektarbejde. Men i kursussammenhæng gør vi normalt ikke noget tilsvarende, og måske er det derfor, vi ser så mange dårlige strategier som cramming og så megen instrumentel adfærd, der ikke fører til noget godt. Vi lærer aldrig de studerende at følge et kursus, herunder at begrunde ikke bare over for sig, men også over for andre, hvorfor de gør som de gør.

Det nærmeste, vi kommer den slags refleksioner, er de studieplaner som frafaldstruede studerende medsender, når de indsender en ansøgning om dispensation til ekstra studieforsøg. Interessant nok siger de studerende her aldrig, at de vil undlade at følge de planlagte aktiviteter, undgå kontakt til underviseren og bruge nogle få dage på læse stoffet lige inden eksamen – tværtimod!

Men hvorfor er det egentlig ikke alle studerende, der skal lave en begrundet studieplan? Det burde være en naturlig indledning til ethvert forløb – og vi kan så bede de studerende om at revidere denne portfolio undervejs og lade dem underkaste peer review fra andre studrende. Og hvis hver studerende for hvert kursus skal lave en portfolio, kan vi også bruge denne portfolio til at vejlede dem, hvis de ikke skulle bestå.

Flattr this!

Fattiglovene i det 21. århundrede

Skøttrup fattiggård, 1919. (Skoletjenesten, Hjørring – https://skoletjenesten.hjoerring.dk/kildepakker-fra-hjoerring-kommunearkiv/velfaerdsstaten/fattigvaesenet/)

Der har i Danmark været en lang tradition for at mindrebemidlede  mennesker ikke havde fulde borgerrettigheder. Efter grundloven i 1849 fik alle ret til fattighjælp, men modtagere af fattighjælp havde ikke stemmeret, og de måtte ikke gifte sig. Der var en nidkær kontrol af hvad fattige mennesker foretog sig, og havde man ikke nogen bolig, skulle man bo på fattiggården. Med socialreformen i 1930 blev dette gradvist ændret, men først i 1961 blev de sidste indskrænkninger i borgerrettigheder fjernet, og først i 1962 forsvandt begrebet fattighjælp helt fra dansk lovgivning. Det har jeg tidligere skrevet om her.

I dag er den altafgørende borgerrettighed i Danmark blevet statsborgerskab. Man kan ikke blive dansk statsborgerskab og dermed ikke få stemmeret, hvis man inden for de seneste tre år har modtaget sociale ydelser. Også muligheden for at blive gift er reelt begrænset på grund af tilknytningskravet og krav til indtægt – det kan være umuligt for et ægtepar, hvor den ene part ikke er dansk statsborger, at bo sammen i Danmark. 

I denne kan dagbladet Information berette om en 39-årig mand, der ikke kan blive statsborger, fordi han efter et trafikuheld modtog kontanthjælp i én måned – og tilsyneladende kun modtog kontanthjælp på grund af ukorrekt sagsbehandling. Politiske ordførere er nu klar til at se på sagen, men selve det retslige grundlag vidner også om en stor og støt stigende nidkærhed hos de danske myndigheder.

Når man ser på sagen om den 39-årige mand og lovgrundlaget bag denne og andre af de seneste års sager om dansk statsborgerskab, er det svært ikke at drage en trist parallel mellem den danske lovgivning i 2017 og fortidens fattigvæsen.

Flattr this!

Eksamen først i semesteret?

Noget af det, der virkelig ærgrer mig og andre universitetslærere, er at vi skal bruge megen tid på at overtale de studerende til at følge vores undervisning – og alt for ofte forgæves. Det virker som om stadigt flere studerende mener at have identificeret en eller anden smart genvej til læring, og at undervisere og deres undervisningsaktiviteter mest er til besvær. Som regel tager de pågældende studerende fejl, men de er som oftest svære til umulige at overbevise.

Om få uger kommer den periode mellem undervisning og eksamen, som ofte går under navnet læseferie. Der er forbløffende mange skole- og gymnasieelever og studerende, der ikke læser i løbet af semesteret, men først begynder at læse pensum i denne periode. På engelsk kalder man denne “smarte genvej” for cramming.

Men cramming virker ikke, og den er ikke en smart genvej. Nogle kan bestå, men resultaterne bliver ofte ikke gode, og de lejrer sig ikke i langtidshukommelsen. Man har bestået et kursus, men intet af kursusstoffet bliver hængende.

Det eneste fornuftige er at beskæftige sig med stoffet gennem hele undervisningsforløbet og at bruge eksamenslæsningen til at repetere. Det, der er i spil her, kalder man i kognitiv psykologi for spacing-effekten, og den er særdeles veldokumenteret: Man lærer meget mere ved at strække sin læringsproces ud over længere tid end ved at prøve at koncentrere den på kort tid. Og man bruger ikke engang mere tid i alt på at følge undervisningen, end man ellers ville gøre, hvis man crammedeCramming er ganske enkelt en ineffektiv strategi.

En af de rigtig kendte undersøgelser, der systematisk påviser dette, skyldes den amerikanske psykolog Nate Kornell fra UCLA. I sin konklusion skriver han:

…spacing is more effective than cramming, even if total study time is controlled. Furthermore, learners who perceive massed study as more effective than spaced study should beware: Massed study is seductive, and it can appear to be more effective than spaced study even when spaced study is the more effective strategy.

Det triste er i virkeligheden, at sandhedsvidnerne for at den bedste strategi er at følge undervisningen, er de frafaldstruede studerende, som søger studienævnet om ekstra eksamensforsøg. I næsten alle de ansøgninger, jeg nogensinde har set, skriver ansøgerne at de ville ønske, at de havde fulgt undervisningen systematisk i sin tid.

Hvis cramming virkelig var en god idé, var undervisning nemlig meningsløs, og vi kunne spare en masse resurser. Vi kunne i stedet afholde eksamen i begyndelsen af hvert semester og de studerende kunne bruge resten af tiden på noget andet.

Nogle gange er jeg fristet til at foreslå dette som et forsøg; måske er det virkelig dét, der skal til for at overbevise studerende om at man lærer langt mere ved at deltage i undervisningen og gøre det, som underviserne forventer og opfordrer til, end ved cramming.

Flattr this!