Humor, flirt og spontanitet???

En af de meget forudsigelige modreaktioner på #metoo-fænomenets fokus på seksuel chikane er, at nogen synes at kritikken er “gået for vidt”. I dag  kan jeg således læse, at omkring 100 franske kvinder i et åbent brev til medierne giver udtryk for atat MeToo-bevægelsen i nogle tilfælde har udviklet sig til puritanisme og en heksejagt på mænd.”

»Voldtægt er en forbrydelse, men at prøve og forføre nogen – selv om det er vedholdent og klodset – er ikke et machoangreb«, skriver brevets forfattere.

»Mænd er blevet summarisk straffet, tvunget til at forlade deres job, hvis de blot har rørt en eller andens knæ eller prøvet at stjæle et kys«.

Og så er der Mette Hjermind Dencker, MF for Dansk Folkeparti, der i en kronik i Politiken skriver at  

Det er ikke synd for nogen kvinde, at en mand bruger den ytringsfrihed, vi gudskelov stadig har i Danmark, på en kæk bemærkning. Og helt ærligt, kvinder: Hvis I passerer en mand på gaden eller på kontorgangen, vil I så hellere have han siger ’fede kælling’, end ’du har en lækker røv’?

Det undrer mig selvfølgelig ikke, at netop et medlem af Dansk Folkeparti igen påberåber sig ytringsfrihed til at forsvare en adfærd, ganske mange ville finde ubehagelig. De fleste kvinder ville formodentlig synes, at begge bemærkninger var upassende og at den sidste i bedste fald var udtryk for elendig situationsfornemmelse. Når man går på job eller går på gaden, er man der for at passe sit arbejde eller for at komme fra ét sted til et andet – ikke for at få kommentarer om sit udseende fra kolleger eller forbipasserende.

På én måde forstår jeg derimod de franske kvinders bekymringer; der er intet godt i at være seksualforskrækket, og også her skal der selvfølgelig gælde et proportionalitetsprincip, når det gælder sanktioner. Hvis der rent faktisk er mænd, der er blevet afskediget efter at have rørt én kvindes ene knæ én gang, er det helt ude af proportioner. Men der har formodentlig været tale om andet og mere end den ene berøring!

Det, #metoo-fænomenet fokuserer på er jo ikke, at mænd “lægger an på” kvinder eller “flirter” med dem. Derimod kommer der nu rigtig mange beretninger frem, der viser at nogle mænd er gået over stregen og har været hensynsløse, ofte endda udsat kvinder for egentlig tvang eller chikane, og overhovedet ikke engang har angret eller haft dårlig samvittighed over det. Tværtimod har de brugt overgrebene som en slags magtudøvelse. Den slags er ikke andet end egoisme. Jeg ved, at min afdøde mor på et tidspunkt i sit arbejdsliv var udsat for at blive ringet op om aftenen på meget nærgående vis af en gift, mandlig kollega, og hun var ked af og også til tide bange for at tage på arbejde. En dag holdt det op, men så vidt jeg ved, sagde den mandlige kollega aldrig undskyld.

Den slags adfærd havde selvfølgelig ikke det fjerneste med flirt at gøre. Hvis man flirter, er man netop ikke en rendyrket egoist, men vil egentlig det gode over for den, man flirter med – for flirten er kun en flirt, hvis modparten er indforstået og “spiller med”. Hvis ikke det sker, har den forsøgsvist flirtende situationsfornemmelse nok til at holde op med det samme for ikke at såre modparten. Måske skulle vi i virkeligheden blive bedre til at forstå hvad det vil sige at flirte og få lært bedre situationsfornemmelse?

Flattr this!

Endnu et år er gået

En lang kø uden for Liberty Theatre, Barrack Street, Perth, Australien den 8. januar 1964.

Og sådan blev det igen den dag, to uger efter jul, hvor jeg kunne fejre min fødselsdag. I dag har jeg levet i fireoghalvtreds år, og selv om verden er kompliceret, er det godt at være her. Jeg har tilmed det privilegium at dele fødselsdag med så berømte og inspirerende mennesker som Elvis Presley (jeg er nu tolv år ældre end han nogensinde nåede at blive), David Bowie, Shirley Bassey og Stephen Hawking.

Tak til alle for opmærksomhed på denne personlige mærkedag for mig – for gaver, for samvær og spadseretur i parken, for samtaler og for selskab, for telefonopkald og for hilsner på sms og på de sociale medier. Jeg er glad for at I er der.

Flattr this!

Samme sjæl?

Der er forskningsresultater fra 2014, der tyder på at menneskers hjerner kan “synkroniseret” af at se den samme film. Nærmere bestemt kan flere forsøgspersoner få samme aktivitetsmønster i hjernen ved at se samme spillefilm. Ustrukturerede filmoptagelser har ikke samme effekt som omhyggeligt redigerede film.

Den amerikanske neurobiolog Moran Cerf kommer for nylig med denne påstand: Hvis man vil være mindre lykkelig og mindre stresset, skal man være sammen med mennesker, der har de personlighedstræk, man selv synes om. På denne måde kan man nemmere træffe de rigtige valg, når det gælder små beslutninger som f.eks. indkøb. Og med tiden skulle man så overtage sine venners gunstige personlighedstræk ved en slags synkronisering. Når han skal ud for spise med sine venner, lader Moran Cerf altid vennerne vælge restaurant, og da er det vigtigt at finde nogen, der foretrækker det samme som én selv.

Det lyder tillokkende, og vi har alle en fornemmelse af at man i et eller andet omfang kommer til at ligne de mennesker, man ofte er sammen med og som man ser op til. Og det føles ofte meget lettere at være sammen med mennesker, der har personlighedstræk, som man synes om. Der er noget særligt ved at føle, at man har “samme sjæl”.

Men jeg har også tre bekymringer ved Moran Cerfs indstilling – den kan ikke bruges som en livsindstilling i sig selv. Den ene er, at desværre ikke er ret mange, der har muligheden for selv at bestemme, hvem de vil være sammen med i arbejdslivet. Den anden er den lidt kedelige, nemlig at nogen altid er nødt til at vælge først, selv blandt ligesindede. Den tredje er at man måske kan synes om nogle personlighedstræk, der ikke er så heldige at have – og måske også tror at finde nogle personlighedstræk hos Den Anden, som egentlig slet ikke er der.

Flattr this!

Visuel identitet i praksis

En organisations visuelle identitet er de ord og de billeder, der sammen fortæller om organisationens “personlighed”.

Hvis man besøger Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside, er det første, man får øje på, en stor tæller i kontrastfarve, der viser hvor mange stramninger på udlændingeområdet, der er foretaget siden den nuværende regering kom til magten i juni 2015. I går aftes var der 67. Engang blev stramningerne fejret med kage, men nu har de altså antaget karakter af noget, der hyppigt opdateres.

Ved siden af den store tæller kan man se en nyhed om et rekordlavt antal asylansøgere. En anden fremhævet nyhed er den om asylcenteret i Avnstrup, der nu skal omdannes til udrejsecenter for alle afviste asylansøgere.

Hvis man skal vurdere om Udlændinge- og Integrationsministeriets visuelle identitet reflekterer ministeriets “personlighed”, må man sige at det er lykkedes overmåde godt.

Flattr this!

De små afstandes frustration

Der er næppe noget så træls som at købe en pose slik, en drikkevare eller lignende i en automat for blot at opdage, at det man netop har betalt for, har sat sig uhjælpeligt fast inde i maskinen få centimeter væk. Det skulle da lige være at se nogle flotte modne pærer hænge på et pæretræ lige akkurat så langt oppe, at man ikke kan nå dem. Vi har aldrig samme følelser af frustration over ikke at kunne få fat i de poser med slik, der ligger låst inde på et lager, eller de pærer, der hænger ti meter oppe i træet. Det er de små afstande, der er de sværeste at leve med.

Denne frustrerende fornemmelse er den negative variant af ideen om at “mere vil have mere”, den såkaldte hedoniske adaptation (den har jeg skrevet om her tilbage i 2012), hvor man hurtigt vænner sig til det, man har og stræber efter at få mere. Men samtidig er det også tydeligt, at de små afstandes frustration, som jeg vil kalde fænomenet, lige nu går sin sejrsgang i konkurrencesamfundet.

I den akademiske verden mærker man ganske ofte konsekvenserne af at bruge tid på at række ud efter dét, man føler at man  lige akkurat ikke kan nå, fordi det er de velsmagende pærer deroppe, der ville kunne gøre forskellen. Man skal bare strække sig lidt mere eller måske opfinde et smart redskab til at få pærerne plukket med.

Du kunne måske blive professor, hvis du bare var lidt bedre. Du kunne måske få dit manuskript antaget, hvis du lavede nogle ændringer af det, for det kan dine kolleger. Og du kunne måske få de der eksterne forskningsmidler, nogle af dine kollegaer kan få. Så meget sværere kan det vel ikke være? I 2016 fik jeg og nogle af mine kolleger fra udlandet 9.5 point af bedømmerne på vores ansøgning om forskningsmidler, og tærsklen var 10 point. Det var næsten værre end hvis vi havde fået 2 point. Så havde jeg bare givet op – nu prøver vi at skrive en ny ansøgning.

Jeg synes selv, at de små afstandes frustration er blevet usædvanligt udpræget og at den sluger en masse ambitioner og tankevirksomhed hos mennesker i dagens Danmark. Billedligt talt bruger man store dele af sit liv på at prøve at få fat i den pose slik, der har sat sig fast lige foran øjnene på én. Det burde ikke være sådan.

Flattr this!

Digitaliseret PBL?

Formiddagen af Institut for datalogis møde i Løgstør blev brugt på en diskussion af fakultetets ønske om digitalisering af Aalborg Universitets PBL-model, og prodekanen for uddannelse holdt et interessant oplæg som førte til  en overraskende interessant diskussion. Nogle af mine kolleger hørte for første gang om blended learning og blev forvirrede. Andre spurgte, om man mon nu kunne nøjes med at løse differentialligninger med et værktøj som Maple uden at forstå teorien bag (det kan man selvfølgelig ikke). Men der kom også en del overvejelser om hvordan man mon kunne forny hele den gamle praksis med kurser på den ene side og projektarbejde på den anden.

Initiativet om at gentænke PBL i lyset af internettets muligheder for at dele information er umiddelbart rigtig spændende; jeg er en af dem, der konsekvent er holdt op med at forelæse og i stedet laver podcasts. Samtidig er jeg blevet mere og mere skeptisk over for ideen om kursusundervisning; vi kan nu se, at op mod halvdelen af vore studerende i vore dage bliver væk fra kurserne i en form for tavs protest, så der er noget, der slet ikke virker. Der er ikke en tilsvarende utilfredshed hos studerende med projektarbejdet.

Min helt store bekymring er, at der igen ikke blev sagt noget om de nødvendige resurser. Det er bestemt ikke gratis at få mange undervisere til at gentænke deres undervisningsforløb og kaste sig over videoproduktion. Jeg ved fra min tid i Akademisk Råd, at et fakultets ledelse er snævert fokuseret på økonomisk styring, men når de bliver talt om nye initiativer, som det videnskabelige personale skal gennemgøre, har det desværre aldrig været tilfældet, at der blev givet løfter om midler til dem. Jeg frygter, at det nye initiativ i virkeligheden dækker over en kontrolleret nedskæring, sådan som alle andre “reformer” i vore dage reelt er. Bl.a. bemærker jeg at undervisningsresurser i form af podcasts i modsætning til konfrontationstid kan genbruges igen og igen.

Det var en tilsvarende nedskæring under dække af reform, kravene om ændringer af vores studieordninger i 2009 reelt dækkede over. Kurserne blev større på papiret, men der blev reelt blot færre kurser og alle de mange ord om behovet for selvstudium kom også til at bebude, at der efterhånden blev mindre undervisning. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, at store nybrud i universitetspædagogik aldrig er blevet indvarslet af administratorer. Knud Illeris, der om nogen er idémanden bag problemorienteret projektarbejde på AAU og RUC, var da heller ikke en leder, der kiggede på nøgletal i et budget, men derimod en idealistisk og erfaren underviser.

Flattr this!

En dag i Løgstør

I alle de år, jeg har været ansat som universitetslærer på Aalborg Universitet, har der været et vintermøde i januar måned for de ansatte ved datalogi. Ofte har mødet været et todagesmøde med overnatning; i de seneste få år har vi på grund af påtvungne nedskæringer imidlertid ikke kunnet gøre dette. Men nu kan vi igen for en stund mødes med overnatning betalt. Desværre har vi før jul fået at vide, at Institut for datalogi igen skal spare 4 millioner, denne gang for at være “på den sikre side”. Så måske bliver dette sidste møde af sin slags.

Vintermøderne har tit været en lidt udmattet og udmattende fornøjelse, for det er sin sag at skulle holde møde i halvanden dag, og lige efter juleferien er man sjældent særligt oplagt. I år havde vi besøg af den nye dekan for det nye fakultet, og han præsenterede sine visioner. De var store og ambitiøse og fulde af forventninger til os (og han talte endda om computational thinking), men der var desværre ikke ret mange penge i enden af de store visioner. Selv holdt jeg et oplæg om ligestilling i den akademiske verden (hvor det ikke er godt) og især i datalogi (hvor det står rigtig, rigtig skidt til), og bagefter var der en kort diskussion i forsamlingen, der for 90 procents vedkommende var mænd.

Som så ofte til organiserede arrangementer er det det, der sker “uden for nummer”, der faktisk er det egentligt vedkommende. Aftenen sluttede med et velkendt kortspil, som jeg dog halvvejs havde glemt – og jeg blev lortemand (dvs. jeg tabte). Jeg talte med nogle af de nye kolleger om det, der var sket for dem i 2017, og jeg mødte den nye matchmaker ved instituttet. Med hende endte jeg – hvilket var et overraskende genbesøg af min fortid – med at tale om matematikkens didaktik og behovet for problembaseret læring i universitetsmatematik.

Flattr this!

Jeg er stadig træt af ytringsfriheden

Studerende i USA konfronterer deres rektor om udklædning til Halloween.

Jeg fejrede udgangen af 2017 med at se Deadline på DR2, der denne gang tog fat på de diskussioner, der har været i det gamle år om racistiske vittigheder i radioen, om ord som “grønlænderstiv” og om forsøg på få forbudt bestemte slags udklædning på universiteter i USA. Dette var reelt endnu en runde i den underligt statiske diskussion om ytringsfrihed, der med jævne mellemrum har stukket hovedet frem lige siden Muhammed-karikaturerne i 2006. Det var nemlig en meget lavmælt diskussion. Det virkede som om de fire deltagere på den ene side tydeligt ikke var enige, på den anden side ikke rigtig kunne fremmane den konflikt, studieværten nok havde håbet på. Det var nu også for én gangs skyld fire af de mere reflekterede mennesker, DR havde fået i studiet.

Et klip fra et universitet i USA udstillede med stor tydelighed, hvor fastkørt det hele er blevet derovre. En gruppe af studerende talte meget hårdt til deres rektor, fordi han ikke ville forbyde bestemte Halloween-kostumer. Rektoren svarede til gengæld fuldstændigt undvigende. Det var pinligt at se på.

Problemet er, at dem, der taler for forbud, ikke kan forklare, hvordan den slags vil kunne fjerne det had og den dumhed, der ligger bag. På én måde forstår jeg hensigten – jeg ville også blive vred over bestemte slags udklædning, hvis jeg tilhørte et synligt mindretal – men et simpelt forbud fjerner ikke hadet og dumheden. Nogle fremtrædende tilhængere af denne type forbud virker tydeligt til ville at prøve at få lukket ned for dem, der er uenige med dem.

Samtidig er det også et problem, at mange af dem, der taler for ytringsfrihed uanset hvad, heller ikke kan forklare, hvordan vi skal fjerne had og dumhed ved bare at lade alle sige hvad som helst. Igen forstår jeg på en måde hensigten, men her gør man ofte ikke ret meget (om noget) for at tale imod det, der til tider bliver sagt. Nogle fremtrædende “ytringsfrihedsfundamentalister” virker tydeligt til at synes om de ytringer, mange andre finder hadefulde. Den samme danske minister, der har en Muhammed-karikatur på sin iPad for at proklamere et forsvar for vidtgående ytringsfrihed, kan sagtens være fortaler for vidtgående forbud på andre områder.

Forstår vi virkelig hinanden bedst, hvis vi siger lige hvad der falder os ind? Kan vi fjerne hadet ved simple forbud? Svaret på begge spørgsmål må være nej. Min fornemmelse er, at hele den diskussionen, der i nu så mange år har udspillet sig om ytringsfrihed og virker til at være fuldstændig tilsandet nu, er den helt forkerte diskussion at tage. Der er ikke noget ønske om konfliktløsning eller forsøg på forståelse. Der er alt, alt for lidt samtale om hvad vi vil med vore ytringer. 

Flattr this!

Grunde til at blive opmuntret?

Ofte mærker jeg en grundlæggende følelse af at det hele går den forkerte vej – med krig, racisme, almindelig dumhed og ikke mindst med den globale opvarmning. Der er meget at være bekymret over, og problemerne virker uoverstigelige. I Politiken skriver Svend Brinkmann i anledning af årsskiftet at

Der er små fremskridt hist og her, både hvad angår fælles fodslag og den teknologiske udvikling, men desværre også store tilbageskridt, ikke mindst i kølvandet på Trump og USA’s udtræden af den internationale klimaaftale.

De fleste af os føler et diffust ubehag ved situationen, men går rundt og lader som ingenting, sorterer måske lidt affald, men dropper næppe flyveturene sydpå, hvis vi ellers har råd til dem. For min adfærd er jo bare en dråbe i havet, ikke sandt? Jeg kan jo ikke redde hele verden.

Der er grundlæggende to måder, hvorpå mennesker kan reagere på et sådant oplevet ubehag: Man kan enten aktivt søge at løse det problem, der giver anledning til ubehaget, eller man kan mere passivt forsøge at ændre sin subjektive oplevelse. Den første er en handlingsstrategi, mens den anden er en tilpasningsstrategi.

I dag fik jeg så en mail fra den skotsk-amerikanske musiker David Byrnes mailingliste. Han skriver umiddelbart det stik modsatte af Svend Brinkmann:

I began to look for encouraging things that are happening anywhere, and if they have been tested, if they have been proven to work, if they can be transferred and adopted in other places, if they can scale up—then let’s hold them up for consideration, and let’s invite others to add to this project. There are actually a LOT of encouraging things going on around the world—they’ve given me hope, and I’d like to share them.

Den 8. januar, dvs. på selveste min fødselsdag, vil David Byrne give et live-streamet foredrag i New York om alle de grunde, der er til at blive opmuntret og om sit projekt, der hedder Reasons To Be Cheerful (og selvfølgelig involverer hans musik).

Umiddelbart minder dette om Bjørn Lomborgs forsikringer om at det hele går ufatteligt godt. Men hvor Lomborgs fortælling først og fremmest er blevet brugt af danske regeringer siden 2001 som en sovepude, er det mit indtryk at Byrne faktisk er ude på noget helt andet, nemlig at vise at man kan ændre alt det, der er galt i verden i dag. Og på den måde er han – i al fald så vidt jeg kan se – faktisk enig med Brinkmann om at opmuntre til handling og er endda konkret i sit initiativ, der skal skabe en fælles platform for forandring.

Flattr this!

Godt nytår 2018!

Og her slutter så endnu et år.  I år flyttede jeg kontor igen og vendte tilbage til Institut for datalogi, til et andet kontor og en anden gruppe.  Det var godt at kunne få opleve en ny begyndelse.

Min datter begyndte i gymnasiet. Også for hende var det en god, ny begyndelse.

2017 var til gengæld skavankernes år. I det år, der nu slutter, mistede jeg stemmen i februar – og igen i marts. Jeg skadede mine ledbånd i højre fod i november – og igen i december. Jeg kan tydeligt mærke, jeg er blevet ældre.

I år har jeg fået voldsom kritik af min undervisning, og den tager jeg til mig. Jeg er flov over at jeg har gjort det dårligt og såret mange studerende, og jeg bruger nu tid på at finde frem til hvad jeg kan gøre for at komme videre og blive en meget bedre og meget mere troværdig underviser. Det er meget vigtigt for mig at gøre det godt igen.

Et af de privilegier, man har som universitetslærer, er rejserne i forskningssammenhæng. I embeds medfør besøgte jeg Tyskland – igen – og Sydafrika for første gang. I ferierne nåede jeg Irland (også for første gang), Skotland og Portugal. Det var dejligt at gense Lissabon i oktober.

Jeg har kun meget få anelser om hvad 2018 vil bringe, men jeg håber at det bliver et godt og udviklende år.

Godt nytår til alle fra mig!

Flattr this!