Tak! – tanker ved endnu et palindrom

I dag blev min alder igen palindromisk. Jeg skal lige vænne mig til at være femoghalvtreds, men skrevet med bogstaver er det faktisk ikke så kompliceret at vænne sig til. Her til aften kom kolleger fra AAU, gamle venner fra gymnasietiden, tidligere studerende og gode bekendtskaber fra Aalborgs poetry slam-scene forbi og mødte hinanden i mit hjem. Vi fik snakket sammen, spist suppe og lyttet til min medfødselar David Bowie. En stor tak til alle for en god og hyggelig aften og også en stor tak til alle, der har sendt mig hilsener på mail og via Facebook. Hvad var jeg uden alle jer? Jeg ved det ikke, og det er godt at vide, at I er derude og tænkte på mig i dag.

Én gang ude, altid ude?

Billede: https://www.wikihow.com/Build-Self-Respect-After-Being-Stigmatized

I dagbladet Information var der i dag et indlæg fra formanden for Psykiatrifonden og SFs psykiatriordfører. De påpeger, at en tidligere psykiatrisk diagnose har det med at forfølge mennesker, der siden er blevet raske igen. Og jeg kan kun give dem ret – jeg selv (og sikkert mange andre) kender mennesker, der har været i kontakt med psykiatrien og siden har gået meget stille med dørene med det, når deres sygemelding var afsluttet og de skulle søge arbejde igen. Der er hos mange en antagelse om at psykiske lidelser er kroniske på en måde, som fysisk sygdom ikke antages at være. Der er et lovforslag fremme om at gøre det nemmere at blive erklæret rask for mennesker, der engang har været i kontakt med psykiatrien – og det er en rigtig god idé.

Uden sammenligning i øvrigt ser man lignende reaktioner, når det gælder mennesker, der har været i kontakt med retssystemet og har siddet i fængsel. Også tidligere straffede borgere går stille med dørene med deres fortid, og også dette er det vigtigt at gøre noget ved. I begge tilfælde er det med til at fastholde de pågældende borgere i en rolle som socialt ekskluderede, der ikke fører noget godt med sig.

Denne opfattelse af, at er man én gang dømt ude, da er man altid dømt ude, sidder meget dybt i mange mennesker. Vi ser det bl.a. i diskussionerne om hvordan man skal håndtere udenlandske statsborgere, der er på “tålt ophold” efter en udvisningsdom. De pågældende mennesker har jo faktisk udstået deres fængselsstraf, og for nogles tilfælde er det endda ved at være længe siden.

Et andet sted, hvor det bliver meget kompliceret også for mig, og jeg er meget i tvivl, er det røre, der netop nu er om en aviskronik i dagbladet Information forfattet af en mand, der i sin tid slog sin datter på fem år ihjel. Mange fordømmer ham og fordømmer kronikken, og jeg har det også svært med at læse den. Når jeg tænker nærmere over dette, er det dog nok ikke følelsen “en gang ude, altid ude”, der er på spil, men vel snarere fornemmelsen af at den pågældende mand går let hen over den ugerning, han begik tilbage i 1993, og mest fokuserer på sin egen svære barndom. På den anden side har manden ikke begået forbrydelser siden da, og han har faktisk arbejdet med voksenpædagogik, blandt andet i socialpsykiatrien. Så noget har han jo lært.

Når modellen bliver til virkelighed

Et landkort i skala 1:1. Kilde: https://philosophipotamus.com/maps/the-11-scale-map/

En af de mange ultrakorte noveller af Jorge Luis Borges, den, der hedder Del rigor en la ciencia, er et fragment af en optegnelse om et imperium, hvor det officielle landkort er i fuld skala, dvs. lige så stort som imperiet selv. Novellen er en tanke om, hvad der sker, hvis en model af virkeligheden bliver lige så omfattende som det, modellen skal beskrive: Modellen bliver ubrugelig. Selv landkortet i skala 1:1 har sine mangler – bl.a. er det jo helt fladt og lavet af papir.

Den amerikanske forfatter og teknologihistoriker George Dyson hævder nu, at vi faktisk i dag har en situation, hvor internettets modeller ikke længere er modeller af virkeligheden – de er virkeligheden. Dyson skriver (her i min oversættelse fra engelsk):

Det geniale – sommetider tilsigtede, sommetider utilsigtede – ved de virksomheder, som nu vokser så hastigt, er at de har fundet deres vej gennem spejlet og er kommet ud igen som noget andet. Deres modeller er ikke længere modeller. Søgemaskinen er ikke længere en model af menneskelig viden, den er menneskelig viden. Det, der begyndte som en afbildning af menneskelig betydning definerer nu menneskelig betydning og er begyndt at kontrollere, snarere end blot at kontrollere eller indeksere, den menneskelige tanke. Ingen er ved roret. Hvis tilstrækkeligt mange bilister abonnerer på et realtidskort, bliver trafikken kontrolleret uden nogen central model ud over trafikken selv. Det succesrige sociale netværk er ikke længere en model af den sociale graf, det er den sociale graf.

Men det er samtidig en skræmmende situation, vi tilsyneladende er havnet i, thi modellen er jo ikke den potentielle virkelighed. Jo mere vi forveksler model og virkelighed, jo mindre kan vi se af det, der ligger uden for modellen. Der er stadig mange mennesker, der ikke benytter de sociale internet-medier, men alligevel er del af sociale netværk. Der er stadig trafikanter, der ikke bruger en app for at komme rundt i trafikken. Der er stadig færdigheder, man ikke kan opnå ved brug af en søgemaskine alene (f.eks. at lære at køre på cykel).

Egentlig er det der, den store udfordring ved moderne softwaresystemer er – at modellerne ofte virker så overbevisende, at vi forveksler dem med virkeligheden. En af de udfordringer, universitetsstuderende uanset fagområde skal møde, er netop at de skal forstå hvad det er, en model i deres fag ikke kan fange.

Hvad tegneserien kan

Fra Footnotes in Gaza (her fra https://mondoweiss.net/2009/12/exclusive-excerpt-from-joe-saccos-groundbreaking-new-book-footnotes-in-gaza/)

Jeg købte for flere år siden Joe Saccos bog Footnotes in Gaza, der udkom i 2009, og læste lidt i den. Det var tydeligt for mig, at her var en bog, det var vigtigt for mig at læse. Men først i den juleferie, der lige er slut, kom jeg i gang med at læse bogen i sin helhed og fra ende til anden. Tilfældet ville, at jeg samme dag som jeg var kommet et godt stykke ind i bogen, fik en venneanmodning på Facebook fra Mahmoud Qudaih, der bor i Gaza-striben.

Footnotes in Gaza er en vigtig bog på flere måder.

For det første er bogen et af efterhånden mange eksempler på at tegneserien er et medium, som kan bruges til meget mere end underholdning. Tag ikke fejl – jeg holder meget af Carl Barks’ Anders And og Mezières og Christins Linda og Valentin. Men kombinationen af tegninger og tekst er en særlig udtryksform, der også er særdeles velegnet til dokumentarisme. For det er hvad, Footnotes in Gaza er – nemlig beretningen om den maltesiskfødte tegner og reporter Joe Saccos forsøg på at afdække de massakrer, den israelske hær begik i Rafah og Khan Younis i 1956. Bogen er lige så meget beretningen om Saccos møde med Gaza i det 21. århundrede og journalistiske metode som den er en beretning om massakrerne.

For det andet kaster Footnotes in Gaza lys over to massakrer, jeg faktisk ikke havde hørt om. I gymnasiets historieundervisning havde jeg kun læst ganske lidt om den væbnede konflikt i området, der fandt sted efter oprettelsen af Israel i 1948. Hvis massakrerne blev nævnt i senere historiebøger, har det højst været i form af en fodnote. Footnotes in Gaza tager helt klart parti for den palæstinensiske civilbefolkning i Gaza (og de andre besatte områder), der har været udsat for så megen brutalitet i de sidste mange år – og det bør man også gøre. Men bogen er også et eksempel på god og grundig kildekritik og på et analytisk baseret forsøg på at forstå alle parters motiver, sådan som god journalistik skal gøre.

For det tredie er tegningerne i Footnotes in Gaza værd at studere i sig selv. Ligesom andre så forskellige tegnere som Carl Barks, Will Eisner, Reed Crandall og Claus Deleuran har Joe Sacco en stor sans for detaljen og viser desuden, at sort/hvide billeder som et bevidst udtryk kan være meget mere realistiske end farvebilleder.

Footnotes in Gaza er klart anbefalet herfra; bogen findes desværre ikke på dansk, men den kan lånes på danske biblioteker.

Vi skal aldrig mødes igen

Denne morgen fik jeg en af de opringninger, man altid håbede på, at man aldrig skulle få. Det viser sig, at en af de omkomne i togulykken på Storebæltsbroen i denne uge er en bekendt af mig, som jeg har kendt i tæt på tyve år – et godt og engageret og varmt menneske. Vi sås sidst tilbage i september i forbindelse med en aktivitet, vi begge deltog i.

Det er uforståeligt og urimeligt, at vi aldrig skal mødes igen. Bisættelsen finder sted i næste uge, netop som jeg er i gang med en tjenesterejse sydpå – med tog.

Hvordan bliver man racist?

Citat fra Det er et jeg, der taler ( Regnskabets time) af Lone Aburas, en bog jeg tidligere har omtalt her. (http://www.hanshuttel.dk/wordpress/2017/07/03/det-jeg-der-taler/)

Min datter havde forleden besøg af en af sine gode veninder fra folkeskoletiden, der går på et andet gymnasium. Hun er dansk født med afrikansk baggrund. Over middagsbordet fortalte hun, hvordan der i hendes gymnasieklasse er en ubehagelig stemning. I klassen er det store flertal af elever “hvide danskere”, mens de resterende få elever er danskere med anden etnisk baggrund. De “hvide danskere” havde i det skjulte holdt en fest for sig selv, hvor de ikke havde inviteret de andre fra klassen med. Bagefter havde de begrundet denne ubehagelige adfærd med at de “sorte danskere” holdt sig for sig selv!

Den pågældende klasse har kun været sammen et par måneder, så der kan ikke være tale om lang tids spændinger eleverne imellem, men derimod om racisme – et ord, som jeg den aften hørte min datters veninde tage i sin mund for første gang i alle de år, vi har kendt hende. Hun var ked af det og resigneret, mere end hun var vred.

Den generation, der nu går i gymnasiet, er født og opvokset i det 21. århundredes Danmark, hvor det desværre er blevet sædvane for mange politikere at tale dårligt om borgere fra etniske og religiøse mindretal. Min uvidenskabelige fornemmelse er, at denne negative og ubehagelige måde at tale på hos den ældre generation og samfundets autoriteter, ikke kan have undgået at påvirke tonen og holdningerne hos de unge,. Gymnasieklassens eksklusion af de “sorte danskere” er formodentlig en konsekvens af det. Det værste er, at de der taler og opfører sig på denne måde, ofte ikke tænker over hvad deres sprog og adfærd gør ved andre mennesker.

Hvis man hører på intolerance og negativitet længe nok, kan ingen slippe uskadt væk fra påvirkningen.

I Information er der i dag et indlæg af Emil Ipsen,  der havde været udvekslingsstudent i USA. Han skriver:

De hyggeracistiske bemærkninger fløj rundt i luften, og der var ikke et menneske med en anden hudpigmentering i 50 kilometers omkreds. Gennem hele året smågrinede jeg af de racistiske jokes, mens jeg bedrevidende tænkte for mig selv, at de var for dumme til at vide bedre. Tilmed kunne jeg sidde og få det helt godt med mit globale udsyn. Det skulle vise sig at være falsk tryghed.

Opholdet i USA sluttede med at Emil Ipsen tilbragte en uge i Atlanta sammen med sine forældre, og her opdagede han så til sin skræk, at han alligevel havde ændret adfærd.

Her gik jeg rundt blandt forskellige racer og etniciteter, så det var nu, jeg skulle bevise, hvor meget bedre jeg var end de uvidende red necks i Arkansas. Jeg måtte dog til min egen forbløffelse konstatere, at mens jeg gik rundt, steg pulsen pludselig. Sveden begyndte at dryppe fra panden. Jeg kiggede mig febrilsk over skuldrene. Hedeslag? Paranoia? Angst? Nej, jeg var skrækslagen for disse farvede mennesker.


Halvt perfekt, halvt uvidende?

Januar er eksamensmåned på universitetet, og jeg plejer at holde spørgetime i de fag, jeg underviser i. Nogle år er der studerende, der i den forbindelse fortæller mig,, at noget af stoffet volder dem problemer og at de derfor vil bruge deres kræfter på at forstå resten af stoffet godt og kun vil besvare de spørgsmål til skriftlig eksamen, som de forstår godt. Dem vil de så til gengæld besvare rigtig godt, siger de. Det synes de er taktisk klogt.

Jeg fraråder dem altid på det kraftigste at benytte en sådan strategi. Min erfaring fra mere end 27 år som universitetslærer er nemlig denne: Jeg har aldrig set en besvarelse til skriftlig eksamen, hvor halvdelen var perfekt og den anden halvdel var blank. Derimod har jeg i årenes løb set en del eksamensbesvarelser, hvor halvdelen (eller typisk lidt mindre) var besvaret dårligt og den anden halvdel var blank. Og med en sådan præstation består man desværre som oftest ikke.

Og til mundlig kursuseksamen har jeg – både som eksaminator og som censor – oplevet studerende, der trak et spørgsmål, de tydeligvis ikke havde forberedt overhovedet. Da har vi som regel bedt dem om at tale om det andet emne, de selv følte, de kendte allerbedst. Resultatet har desværre faktisk altid været, at de pågældende eksaminander viste sig heller ikke at mestre det stof, hvor de havde så stor tiltro til egne evner.

Men jeg er jo selv eksempel på et menneske med delvis viden. Jeg er temmelig godt kompetent inden for mit eget forskningsområde, men jeg ved overhovedet intet om f.eks. de semitiske sprogs historie. Så hvorfor modsiger det så ikke min påstand?

Den store forskel er at emnerne inden for et enkelt kursus er beslægtede og anvender den samme faglige angrebsvinkel og de samme måder at tænke på; universitetskurser har nemlig altid et begrænset og meget veldefineret omfang. Det er til gengæld ikke tilfældet for semantik af programmeringssprog (som jeg ved en hel dem om) og de semitiske sprogs historie. Så hvis man inden for en del af ét bestemt, meget velafgrænset område har forstået de grundlæggende principper, vil man være i stand til at overføre sit faglig overblik og sin viden om de grundlæggende principper til de andre dele også.

Jeg ville ønske, at jeg kunne overbevise de studerende, der har problemer med at lære kursusstof, om at deres bud på “smarte strategier” faktisk ikke giver mening. Det eneste, der virker – og det er i øvrigt også det, kolleger vil værdsætte, hvis man en dag får et arbejde – er at man gør en helhjertet indsats for at forstå hele pensum i sit fag og at man har en ambition om at gøre det så godt, man kan, som helhed.

Vejret forandrer sig

Kort: DMI.

Inden for de seneste få år er konsekvenserne af klimaforandringerne blevet tydelige for mig.

I september 2017 var jeg i Cape Town midt under en langvarig vandmangel, hvor alle skulle spare på vandet. Jeg husker de skilte, der var alle vegne.

Et år senere, i september 2018, var jeg i Lissabon få uger efter den værste hedebølge, Portugal havde haft i mands minde – og få uger efter den tørreste og varmeste sommer i Danmark i mange år.

Men klimaforandringerne fører ikke kun til opvarmning og tørke. De fører også til voldsommere og hyppigere storme – lige efter den lange hedebølge i Danmark kom den kraftige auguststorm som bekendt. Nye klimamodeller fra Environmental Change Institute i Oxford fortæller, at ekstremt vejr bliver signifikant mere sandsynligt på grund af klimaforandringerne.DMI har nået en tilsvarende konklusion om fremtidens vejr i Danmark.

I formiddag varslede DMI noget så sjældent som meget farligt vejr.  I nat var Storebæltsbroen lukket, men i morges mistede seks mennesker alligevel livet. Den tragiske togulykke har formodentlig en forbindelse til det meget farlige vejr og dermed formodentlig også en forbindelse til klimaforandringerne.

Stram miljøpolitik???

Jeg havde egentlig lovet mig selv ikke at skrive noget om statsministerens nytårstale. Faktisk tror jeg nemlig ikke, jeg har set ret mange nytårstaler fra danske statsministre i fjernsynet, og i år var ingen undtagelse. Jeg bliver nemlig uvægerligt altid i dårligt humør.

Men Lars Løkke Rasmussens tale ligger tilgængelig på Statsministeriets hjemmeside. Og det er oplagt at sammenligne prioriteringerne i talen. Der er 11 linjer om de menneskeskabte klimaforandringer i talen, og intet overhovedet om konkrete initiativer fra regeringens side. Der er til gengæld f.eks. 37 linjer om “udlændingepolitik” – den gængse fællesbetegnelse for en række områder, der nu konsekvent bliver kædet sammen i dansk politik. Og her omtaler Lars Løkke Rasmussen bl.a. konkrete initiativer som særregler for ghettoområder.

Det er påfaldende, at den danske regering stadig taler om borgere med udenlandsk baggrund som værende den største trussel, selv i en situation hvor konsekvenserne af de menneskeskabte klimaforandringer er blevet så tydelige, som de blev i 2018. Statsministeren er i stand til at tale om stram udlændingepolitik, men ikke om en stram miljøpolitik. Det er ellers på miljøområdet, der virkelig er brug for stramninger nu.

Ærefrygt

Halong-bugten i det nordlige Vietnam.

Bente Klarlund skriver i Politiken om følelsen af ærefrygt, og om hvor vigtig den følelse er. Jeg har også selv skrevet om ærefrygt her for nogle år siden. Alene dét, at man oplever at der er noget, der er større end én selv, er en vigtig erfaring.

Siden jeg selv sidst skrev om ærefrygt på denne blog, er der kommet flere oplevelser til. Jeg husker tydeligt den 24. november 2016, hvor jeg stod på en bakketop på en ø i Halong-bugten i Vietnam og skuede ud over de små øer og de mange små skibe.

Ærefrygt kan bruges af mennesker med magt til at skræmme andre med, og det gælder især religiøse og politiske ledere. Men det kunne også hjælpe dem til at sætte sig selv i perspektiv og til at indse, at der var noget større end dem selv. Især nu, stillet over for de alvorlige trusler mod klodens miljø, ville det være en vigtig følelse at kommunikere – at der er noget, der er større end selv et menneske med magt.