Den belastende turist

En ny undersøgelse afslører, at den globale rejseaktivitet belaster miljøet endnu mere end man har troet.

Hele 8 procent af den globale CO2-udledning skyldes rejseaktivitet. Især flyrejser er en synder. Vi ved det egentlig godt, og jeg er bestemt ingen helt. Tværtimod. Som man vil kunne ane af mine indlæg her på bloggen, flyver jeg flere gange om året i arbejdssammenhæng. I det europæiske forskningsprojekt, jeg nu er med i, går midlerne til rejser rundt om i Europa. Det bliver svært at komme til f.eks. Malta uden at flyve dertil. Også til sommer skal jeg flyve til Spanien på ferie.

I gamle dage havde jeg ikke noget imod at tage tog rundt i Europa, og i nogle år rejste jeg også sydpå i sommerferien med familien i tog. Det bliver en voldsom ændring for mig at begrænse flyrejserne for en dag helt at indstille dem.

Noget, som man kunne gøre fra officielt hold, ville være at tilskynde til at man vælger mindre miljøbelastende rejseformer. Måske kunne de af os, der rejser i statsligt regi, få bedre dækning af vores udgifter. Når jeg skal rejse til Portugal med tog, vil det tage to døgn – og det skal universitetet give mig plads til i kalenderen. Og måske kunne man gøre togrejser så billige, at det ville være tåbeligt ikke at rejse med tog. Den politik, som bliver ført i disse år, gør ikke meget for at ændre dette.

Alt er forbundet

Jeg hører Singularity, det nye album med Jon Hopkins, en hel del for tiden. Engang syntes jeg, at der ikke kom så meget spændende musik fra Storbritannien længere – men det er jo løgn (og her har jeg slet ikke talt om ny, “seriøs” kompositionsmusik). Det, der er sket, er at den interessante britiske musik ikke så meget er den sædvanlige rockmusik, men derimod alt det andet. Singularity er et godt eksempel på interessant og samtidig lettilgængelig elektronisk musik fra Storbritannien. Nogle numre har meget insisterende beats, hvor det knitrer og brummer, mens andre nærmest er kor og piano med mindelser om Arvo Pärt.

Nogle gange har jeg spekuleret på, hvordan det mon ser ud, når en musiker som Jon Hopkins laver sin musik. Herunder ser man hvordan. “Open Eye Signal” er et af de svimlende numre fra forgængeren Immunity, der var det album, som var der hvor min interesse for Jon Hopkins’ musik blev vakt.

Mundtlig overlevering på universitetet

Det er forbløffende, i hvilken grad den akademiske verden betjener sig af uformelle, mundtligt overleverede traditioner. Der bliver skrevet en hel masse i forbindelse med både undervisning og forskning (for slet ikke at tale om administration), men de forskellige former for social kapital, der holder sammen på forskermiljøer, skaber pædagogiske traditioner på godt på og ondt og former de studerendes indstilling til uddannelserne, overleveres alle i høj grad gennem det talte ord.

Når stillingsansøgninger og indsendte publikationer bliver bedømt, er nogle af bedømmelseskriterierne nedfældet på skrift, men mange af dem er åbne for en fortolkning, der skabes af uformel mundtlig overlevering. Samme ansøger kan opleve at blive erklæret egnet til en forskerstilling én gang, men uegnet til samme stilling to år senere – det har jeg selv hørt om!

Når undervisere skaber en forventning til hinanden om hvordan man skal holde mundtlig eksamen, er også dén mundtligt overleveret. Det blev helt tydeligt på Aalborg Universitet i 2013, da gruppebaseret projekteksamen blev tilladt igen efter 6 års forbud. Det var et omfattende arbejde at genskabe traditionen, for der var faktisk ikke skrevet noget ned om hvordan man holdt projekteksamen fra 1974 frem til 2007! Alt hvad jeg selv mente at vide, “vidste” jeg fra samtaler med kolleger og fra eksaminer, jeg selv havde afholdt.

Selv ved jeg ikke præcis, hvorfra jeg i min studietid fik ideerne om at man skal diskutere og godkende arbejdsblade. Måske kom denne praksis til dels fra et kursus vi havde på 1. semester. Men jeg ved, at vi begyndte at diskutere arbejdsblade og godt vidste, at de andre projektgrupper gjorde det samme (for vi talte jo sammen på tværs af holdet).

Når studerende i stort tal begynder at blive væk fra undervisningen, skyldes det formodentlig heller ikke en organiseret skriftlig protest, der cirkulerer på holdet, men en mundtlig overlevering om at undervisningen er kritisabel eller overflødig. Den fremherskende idé med “rapportskabeloner”, der går i arv fra årgang til årgang, er et andet eksempel på en uformel praksis. (Det er en praksis, jeg gerne så forsvinde.)

Alt dette viser også, hvor sårbare akademiske traditioner er, når den mundtlige overlevering glipper. Der er bestemt ikke noget galt i sig selv med at et universitet får mange ansatte. der kommer fra andre universiteter, men det kan være et problem, når al den hævdvundne praksis og ideerne om kvalitet kun bliver overleveret mundligt. På et universitet som Aalborg Universitet, hvor problemorienteret projektarbejde er centralt i uddannelserne, kan der på den måde risikere at opstå store lommer af ansatte, der er uvante med hvordan denne type pædagogik skal bedrives og måske – fordi de ikke bliver del af en mundtlig overlevering – kommer til udvikle en praksis, der ikke er god.

Dagens indsamling

– Nå, er du allerede ude at samle ind igen? sagde min genbo i dag, da jeg samlede ind for SOS Børnebyerne.  Ja og nej. Sidst, jeg samlede ind, var for knap fem måneder siden, den 10. december 2017, hvor jeg samlede ind for  Amnesty International. Ruten var af uvisse årsager præcis den samme denne gang.

En del mennesker var ikke hjemme, formodentlig på grund af det gode vejr, men der var en langt mere positiv stemning denne gang. Arbejdet for forældreløse og udsatte børn kan heldigvis bringe det bedste frem i mange. Ikke engang hundene virkede specielt bidske. Selv manden i den store villa, der tilbage i december sidste år ikke ville give et bidrag fordi det var Amnesty International, var på grænsen til at være velvillig. Han gav selvfølgelig heller ikke noget denne gang, men han “ville da lige kigge på det”.

Der er et sted længere nede af gaden, hvor jeg bor, hvor jeg har oplevet at de konsekvent siger nej, uanset hvilket formål jeg har samlet ind til i årenes løb. Det gjorde de selvfølgelig også i år. Folk, der har så konsekvente holdninger, kunne sikkert blive eminente fundraisere, hvis der er en dag blev iværksat en indsamling til støtte for et stop for indsamlinger.

Man kan i øvrigt stadig give et bidrag til SOS Børnebyernes indsamling. Brug nummeret på billedet ovenfor eller besøg SOS Børnebyernes websted.

Arven fra Karl Marx

I dag er det 200 år siden, Karl Marx blev født. Sidste år besøgte jeg hans fødeby Trier, og her opdagede jeg, at hans barndomshjem nu var blevet indrettet til – en lavprisbutik.

Det ulykkelige er, at nogle af de allermest undertrykkende regimer i det 20. århundrede hævdede at være baseret på bl.a. Marx’s ideer. Min egen klare fornemmelse er dog, at hvis borgere i et af disse diktaturer havde fremsat de holdninger, som Marx gav udtryk for i sin levetid, var de blevet smidt i fængsel eller skudt. Noget af det, som Karl Marx ofte talte for, var nemlig blandt andet den almindelige valgret og pressefriheden. Den slags glemte Lenin, Stalin og de andre altid at nævne. Heller ikke uafhængige, arbejderstyrede fagforeninger var der.

Den egentlige arv fra Karl Marx kan man se på en helt anden måde. Den franske arbejderleder Jules Guesde tog i 1880 til London og lavede  sammen med Karl Marx et udkast til et program for det franske arbejderparti. Også Friedrich Engels og Paul Lafargue blev inddraget. Programmet blev vedtaget i sin endelige form i 1882.

Her er et uddrag af partiprogrammet i min lidt kluntede oversættelse fra fransk.

1. En ugentlig hviledag eller et forbud ved lov mod at arbejdsgiverne kan kræve at nogen skal arbejde mere end seks ud af syv dage om ugen. Lovgivning, der forkorter arbejdsdagen til otte timer for voksne. Forbud mod at lade børn under 14 år arbejde på værksteder og for børn mellem 14 og 18 år en forkortelse af arbejdsdagen til seks timer.

2. Beskyttende tilsyn med lærlinge foretaget af arbejdersammenslutninger.

3. En lovbefalet mindsteløn, der hvert år skal fastsættes ud fra pristallet af en statistisk arbejderkommission.

4. Et lovforbud mod at arbejdsgiverne kan ansætte udenlandsk arbejdskraft til en lavere løn end lønnen for franske arbejdere.

5. Lige løn for lige arbejde for begge køn.

6. Videnskabelig og faglig undervisning af alle børn skal være statens eller kommunens ansvar.

7. Samfundet skal tage sig af de gamle og ofre for arbejdsulykker.

8. Stop for indblanding fra arbejdsgivere i administrationen af arbejderes fonde, pensioner m.m.; disse skal udelukkende ledes af arbejderne.

9. Arbejdsgiverne har ansvar for ulykker, garanteret af et indskud som arbejdsgiverne skal indbetale til arbejderkasserne, proportionalt med antallet af ansatte og med graden af arbejdets farlighed.

10. Arbejderne skal have indflydelse på de særlige regler i de forskellige værksteder; et stop for chefernes ret til at pålægge deres arbejdere straf i form af bøder eller tilbageholdelse af løn (kommunens dekret af 27. april 1871)

11. Annullering af alle kontrakter, der har fremmedgjort offentlig ejendom (banker, jernbaner, miner osv.) Alle statsejede værksteder skal betros de arbejdere, der arbejder der.

12. Afskaffelse af alle indirekte skatter og forvandling af alle direkte skatter til en progressiv skat på indkomst, der overstiger 3.000 franc. Fjernelse af arven linje sikkerhedsstillelse og Arv i direkte linje over 20.000 franc.

En del af disse krav er efterhånden blevet almindeligt tankegods, også blandt borgerlige politikere, i en del industrialiserede lande – bl.a. ældreforsorg, regler om arbejdsmiljø, undervisningspligt og forbud mod børnearbejde.  I 1880 var den slags dybt kontroversielt. Og man bemærker, at Marx og Guesde talte om ligeløn, problemerne med løndumpning og privatiseringer og om behovet for forhandlinger og regulerede arbejdsforhold, som arbejderne har indflydelse på. Disse problemer er stadig aktuelle i den industrialiserede verden. Og rundt om i Det Globale Syd (og i et land som Kina, hvis regime hævder at hylde Karl Marx) er ingen af de 12 punkter endnu virkelighed for arbejderne.

Så har jeg endda ikke nævnt Marx’ skarpe, kritiske analyser af den kapitalistiske økonomi og dens mekanismer, som selv The Economist, der ikke ligefrem er kendt som et socialistisk tidsskrift, nu udtaler sig positivt om.

Præmieuddannelser?

Kilde: uvm.dk

I dag kan jeg læse, at Socialdemokraterne vil give en præmie på 50.000 kroner til alle uddannelsessøgende, der vælger og gennemfører bestemte erhvervsuddannelser. Det er uklart for mig, om en sådan bonus virkelig vil påvirke unges valg af løbebane. Der er en del forskningsresultater, der belyser unges valg af uddannelser, og kontakte præmier ser ikke ud til at være det, der gør forskellen.

Det nye forslag er for mig at se endnu en hovsa-løsning uden evidens. Hvad med at man i stedet gav de uddannelser, som man gerne vil have til at tage, særligt gode vilkår? Det ville være godt under alle omstændigheder. Noget så afgørende som praktikpladser er et stort problem. Og så har vi slet ikke talt om den virkning, de årlige nedskæringer på to procent fører til på alle uddannelser.

Undervisningens dag 2018

I dag var det endnu engang tid til Undervisningens Dag, der er navnet på den pædagogiske dag på Aalborg Universitet. I går havde der været Undervisningens Dag på AAU i København; nu kom turen så til AAU i Aalborg.

Programmet var interessant med bl.a. et indbudt foredrag af uddannelsesforskeren Manu Kapur, der er professor ved ETH Zürich, og en paneldebat om de studerendes engagement i undervisningen. Underligt nok var der ingen – heller ikke de studerende – der hæftede sig ved, at en sandsynlig grund til det, der virker som svigtende engagement, er at universitetsdemokratiet for 15 år siden blev afskaffet. Det er svært at engagere sig ordentligt i en situation, man ikke oplever, at man har indflydelse på.

Om eftermiddagen var der en række workshops. Her valgte jeg en workshop om hvordan man kan bruge sin stemme bedst muligt i sin undervisning. Netop dét er ikke så trivielt, som man måske skulle tro . Undervejs i workshoppen blev jeg mindet om, at jeg jo faktisk i 2017 mistede stemmen hele to gange, fordi jeg brugte stemmen forkert i min undervisning på tidspunkter, hvor jeg havde en virusinfektion i halsen.

Til sidst var der en præsentation af de PBL-udviklingsprojekter, som siden 2017 var blevet udført på AAU. To af disse projekter havde jeg selv været med i.

Min nye chef: Vi skal være mere kyniske

Foto: Per Arnesen, United Productions ApS

Så fik jeg igen en ny chef, og i denne måned er det så Tommy Ahlers, milionær, iværksætter og uddannet jurist (og bestyrelsesmedlem i CEPOS), der er uddannelses- og forskningsminister.

I et interview med DJØF-bladet fra 2013 sagde han

Alle skal sgu da ikke bestå en uddannelse. Hvor kom den fra? At bestå en uddannelse må da bero på, at du besidder et vist talent for det, du har valgt at læse. Vi har fået et akademikerproletariat, fordi vi uddanner så mange. Vi skal være mere kyniske. Den del må gerne være mere elitær, så vi får færre igennem. Så de, der kommer ud, er dygtigere og mere klar til det pres, det er at starte en virksomhed.

Den bemærkning lader jeg lige stå lidt. I forvejen er der en forventning til de af os, der er undervisere og forskere, om at vi skal være iværksættere, der skaffer egne midler på baggrund af egne ideer. Jeg forventer selvfølgelig ikke at en regering som den nuværende ville stå for et opgør med hele denne neoliberalistiske tankegang, men dagens udnævnelse tyder på at der kommer endnu mere af den. Og kynisme i uddannelsessystemet? Jeg synes allerede, der er rigeligt af den.

Kamp eller flugt?

Kilde: http://cognitioncontrol.com/fight-flight-response/

Mennesker og andre dyr har generelt to reaktionsmønstre, når de bliver truet. Det ene er at tage kampen op, det andet er at flygte eller spille død. For nylig skrev jeg om det triste faktum, at mange reagerer på truslen fra den globale opvarmning ved at benægte den eller ikke gøre noget. Netop dét er et eksempel på valget mellem kamp og flugt.

Men også i undervisningssammenhænge ser man det. På det seneste har jeg flere gange talt med yngre kolleger fra andre lande i Europa om studerendes reaktionsmønstre. En kollega fra Italien fortalte mig, hvordan italienske studerende typisk reagerer, hvis de får at vide, at en studieaktivitet (et kursus eller et projekt) er særligt krævende og at der er stor risiko for ikke at bestå, hvis man ikke gør en indsats. Italienske studerende gør sig ekstra umage. Men, bemærkede han, danske studerende gør som hovedregel noget helt andet: De giver op og prøver at klare sig igennem ved en minimal indsats. En kollega fra  Nederlandene bemærkede så, at studerende i hans land reagerer på samme måde som danske studerende. En tredje kollega fra et land mellem Nederlandene og Italien, nemlig Frankrig, observerede til gengæld, at franske studerende agerer på samme måde som italienske.

Det er uklart for mig, hvorfor der tilsyneladende er disse kulturelle forskelle. En oplagt forklaring er, at mange danske studerende er minimalister, men der er også mange studerende i andre lande, der er det – masseuniversitetet er ikke et specielt dansk fænomen. Det ville være interessant at undersøge fænomenet systematisk.

Men ét kan man lære:  Det hjælper ikke på motivationen hos danske studerende at gøre opmærksom på at nogle studieaktiviteter er særligt krævende. Man kunne selvfølgelig i dansk sammenhæng dramatisere risikoen endnu mere, men det er uklart for mig, at der skulle komme noget godt ud af det. De svære aktiviteter ville bare ende med at få et endnu dårligere ry. Og heraf kan man måske også slutte, at “motivationsfremmende foranstaltninger” som den såkaldte studiefremdriftsreform heller ikke er vejen frem.

Wienerphilharmonikerne i Aalborg

Jeg har længe drømt om en dag at kunne opleve Wienerphilharmonikerne i Musikverein-salen i Wien, og meget gerne med en symfoni af Mahler på programmaet. I aften lykkedes det næsten. Wienerphilharmonikerne og Daniel Harding gæstede Musikkens Hus i Aalborg (Zubin Mehta, der oprindelig skulle have dirigeret, var blevet syg).

Først kom Leonard Bernsteins 1. symfoni, Jeremiah fra 1944, med den østrigske mezzosopran Elisabeth Kulman. Det er et dramatisk stykke musik, der tager udgangspunkt i fortællingen om profeten Jeremias. Desværre må jeg indrømme, at jeg ikke kender denne symfoni, men det vil jeg få gjort noget ved.

Efter pausen kom så et stykke østrigsk musik og endda et af mine yndlingsværker, Gustav Mahlers 5. symfoni. Fem satser på i alt 70 minutter, og et af de få klassiske værker, jeg efterhånden ejer i hele tre forskellige indspilninger (Sinopoli/Philharmoni, Barbirolli/New Philharmoni og Kubelik/Bayerische RSO).

Mahlers Femte fører os hele vejen fra den dystre march i første sats over den “falske finale” i anden sats, tværs gennem den store, mærkelige scherzo til den dybe længsel i adagiettoen og frem til finalen, hvor glæden vælder frem og adagiettoens melodi dukker op igen som en glad sang. Jeg har vel aldrig hørt noget orkester lyde så godt som her til aften; flere andre af Mahlers symfonier har jeg i indspilninger med Wienerphilharmonikerne, og den varme, fyldige lyd, som mange forbinder med orkesteret, genkendte jeg med det samme. Jeg var meget bevæget; på et tidspunkt kom tårerne endda frem hos mig.

Det var en mindre streg i regningen, at en ikke helt lille del af aftenens publikum agerede så kluntet. For mig virker det helt upassende at klappe mellem satserne, og til et værk som Mahlers Femte, hvor satserne er så lange, at nogle musikere kan være nødt til at stemme instrumenterne igen mellem satserne, bryder den slags koncentrationen. Underligt var det også at opleve nogen gå deres vej få minutter inden finalen sluttede. Det er trods alt ikke hver dag verdens måske ypperste symfoniorkester dukker op i Nordjylland for at spille en af de i enhver henseende største symfonier.