Maksimal- og minimalkurser

Tæller gange tæller og nævner gange nævner – forklaret på to forskellige måder.

Da jeg i dag læste om ændringerne i matematikundervisningen i grundskoler i USA, gik det op for mig at der er tale om en ændring, der ligner én, jeg kender fra min egen universitetsundervisning. Hidtil har man i USA undervist i mange teknikker og emner, men man er aldrig trængt ned hvorfor regneteknikkerne er gyldige. Illustrationen ovenfor viser de to forskellige tilgange til at løse ligninger med brøker, hvor den ubekendte står i nævneren. I den første lærer man simpelthen “gange over kors”-reglen, som danske skoleelever også er blevet udsat for. I den anden skal man opdage at dette faktisk handler om proportioner, så derefter vil man bedre kunne forstå hvad man skal gøre.

Den gamle tilgang til matematikundervisning i USA er “flad” og ikke “dyb”. Den amerikanske matematik-didaktiker Heidi Schweingruber siger at

The US has a mile-wide, inch-deep curriculum with tons and tons of things and ideas for kids to learn, but not an opportunity to go in depth…

Dette minder om to forskellige tilgange til at organisere universitetskurser på. Nogle universitetskurser har et pensum med mange emner, som de studerende skal stifte bekendtskab med. Her er det så op til den studerende at skabe dybden ud fra den store overflade. Selv er jeg blevet en stadigt større tilhænger af det modsatte, nemlig at finde ud af hvad det mindste, fornuftige pensum kan være og så prøve at skabe fordybelsen dér. Det er forskellen mellem hvad jeg vil kalde maksimalkurser og minimalkurser.

Min egen fornemmelse er at minimalkurserne kan give den studerende et bedre udbytte, for hvis man først mestrer et (forholdsvis) lille antal emner, er man samtidig blevet bedre til at lære at lære, og derefter kan man så brede sig ud til et større del af faget. Men minimalkurser er også sværere at undervise, for de kræver langt mere fokus på fordybelsen.

Flattr this!

Det jeg, der taler

Et dobbeltopslag fra “Det er et jeg der taler (Regnskabets time)”.

I dag fik jeg læst den nye bog af Lone Aburas, Det er et jeg der taler (Regnskabets time). Bogen er helt kort, 44 sider, hvoraf alle venstresider er tegninger, der forestiller forfatteren.

Man kunne derfor fristes til at tro at her er tale om en bagatel. Men Det er et jeg der taler er alt andet end en bagatel. Lone Aburas har efterhånden fire romaner bag sig, men denne bog er hendes personlige indlæg i dét, der med et grimt ord er kommet til at hedde “udlændingedebatten”. Lone Aburas er vokset op i Høje Taastrup; hendes far er egyptisk, hendes mor er dansk og denne bog er hendes øjenvidneskildring af hvordan det er at blive opfattet som “brun” og at befinde sig midt i “udlændingedebatten”.

“Udlændingedebatten” er blevet det helt store case study i dehumanisering på dansk grund: Det er blevet helt almindeligt at “man” taler om “dem”, som om “de” ikke var mennesker, der kunne høre og forstå og reagere på det, “man” sagde. Det er et jeg der taler er en bog, der fortæller om oplevelsen af denne dehumanisering og den magtesløshed og den tvivl og den vrede, der følger med – alt sammen set inde fra det jeg, der taler.

Det er et jeg der taler er nemlig først og fremmest en vred bog, og takket være Lone Aburas’ aldrig svigtende flow (som de siger i hiphop) går vreden rent ind. Det er en grum bog, og det er en nødvendig bog. Den er ikke længere end at den snildt kunne være blevet årets skarpeste aviskronik. Men nu er den så en bog, og det er en bog, der bør læses. Hvordan de politikere, bogen hudfletter, vil reagere, ved jeg ikke. Men man har lov at håbe på at i al fald nogen af dem bliver dårligt tilpas.

Selv er jeg vel ikke helt så “brun” som Lone Aburas (og er kun sjældent blevet udnævnt til at være det), men også jeg ser på det land, jeg er født og opvokset i, på en anden måde end jeg ville have gjort, hvis begge mine forældre havde været blege danskere. Og jeg vil ikke lægge skjul på at “udlændingedebatten” har forstærket dette ændrede syn på Danmark hos mig.

Flattr this!

Hvordan mon det er at være akademiker?

Når jeg bliver spurgt, hvad det vigtigste, jeg lærte i min studietid var, plejer jeg at svare at det er, at jeg har lært at lære nyt. Målet med alle universitetsuddannelser må være (ud over det rent fagspecifikke) at man får netop dén kompetence: At lære at lære nyt.

På Aalborg Universitet (i al fald på de uddannelser, jeg kender til, men jeg tvivler på at det er anderledes andetsteds) er der en tendens til at studerende danner faste konstellationer, så man ser de samme projektgrupper gennem mange semestre. Vi, der vejleder de studerende, ved at det ofte ikke er en god strategi, men det er forbløffende svært at få de studerende til at indse det. Det bedste argument for ikke altid at arbejde sammen med de samme medstuderende er vel, at man ikke selv kan vælge, hvem man vil arbejde sammen med, den dag man får sig et arbejde. Man skal derfor lære at kunne arbejde sammen med så mange forskellige mennesker som muligt.

Jeg har på det seneste haft svært ved at overbevise studerende om at det mest fornuftige er at deltage i min kursusundervisning. Mange studerende vælger ikke at ville deltage, fordi de mener at have en bedre indsigt i læring – nogle fordi de mener at vide, at kurserne er af sekundær betydning, andre fordi de mener at vide at de aktiviteter, underviseren har planlagt, ikke er værd at deltage i. Og så er der “notatsygen” – overbevisningen om at læring finder sted, hvis man i dagene op til eksamen skriver af fra undervisningsmaterialet (eller måske bare indscanner det?), så man til eksamen kan skrive af fra eller læse højt af disse notater. Jeg ved, at de studerende, der vælger disse strategier, efter alt at dømme tager fejl.

Men alle de dårlige strategier kommer fra en fejlagtig “indsigt”, der siger at disse strategier er dem, der virker bedst.

I dag stillede jeg mig selv spørgsmålet: Gad vide, hvad den gennemsnitlige studerende egentlig forestiller sig at vi akademikere, gør, når vi skal lære nyt? Mon de forestiller sig, at akademikere sidder og skriver af fra bøger og prøver at løse problemer ved at reproducere notater? Gad vide, om de regner med at alle de berømte forskere hele tiden sidder og kigger i notater? Jeg håber det ikke.

Og nej, jeg ved ikke, hvad studerende forestiller sig, men formodentlig er det netop her, man skal appellere til praksis og arbejde på at skabe en indsigt hos studerende om at mange af de strategier, som mange af dem tyr til, faktisk ikke er gode: Det er ikke de strategier, en færdiguddannet akademiker vil benytte sig af for at tilegne sig viden eller for at løse et problem. I virkeligheden er det vel endnu en form for forskningsbaseret undervisning, vi her har med at gøre.

Flattr this!

Og så blev det lørdag på Roskilde


Min sidste dag på Roskilde Festival 2017 startede med The Digable Planets. Dem så jeg faktisk også på festivalen tilbage i 1993; dengang var de albumaktuelle med Reachin’. Siden da lavede trioen endnu et album, og derefter gik de fra hinanden. Nu er de så gendannet. Deres jazz-inspirerede hiphop med eftertænksomme tekster kom vel aldrig til at danne skole, men det er musik, som holder den dag i dag, og det var helt tydeligt til dagens koncert. Med sig havde de tre vokalister et særdeles tight ensemble, og det var en fornøjelse at høre de gamle numre igen i denne opsætning. Slutningen på koncerten var især energisk.

Resten af dagen gik med at se lidt af hvert.

Jeg slog et smut ind omkring det amerikanske deathcore-band Full of Hell, og derefter overvejede jeg et kort øjeblik at se det gendannede Slowdive, men bestemte mig alligevel for at lade være. Slowdive var trods alt et band, der ikke rigtig havde sagt mig noget dengang i 1990’erne.

I stedet mødtes jeg igen med min fordums studiekammerat Carsten og hans hustru og prøvede at forklare ham hvordan den akademiske biks er skruet sammen i Danmark i dag. Dét blev dog for nedslående, så jeg fik derfor omsider at vide hvor der findes et minde kedeligt udbud af øl. Fantastisk var det vel ikke, men der var dog øl fra bryggerier som Grimberger og Brooklyn, som festivalens hovedsponsor De Forenede Bryggerier samarbejder med.

Siden prøvede jeg at finde Amnestys stand i campingområdet, men den var lukket, og jeg traskede over for at høre The Priests fra USA. Det var spild af tid. The Priests spiller en kantet og dissonant rock som jeg hørte en hel del af for 25 år siden, men efterhånden har mistet interessen for. Og jeg mistede da også hurtigt interessen for The Priests. Sangeren gik tydeligvis efter en slags “dum blondine”-image, som jeg heller ikke rigtig kunne se ideen med.

Janka Nabay and The Bubu Gang var det mest spændende jeg fik set; Nabay bor i USA men er fra Sierra Leone. Resten af bandet kommer består af en bassist fra Syrien, en trommeslager fra Hawaii og en keyboardmand, som jeg desværre ikke fik fanget hvor var fra. Resultatet var helt igennem dansabelt, og til sidst blev en tilskuer inviteret op på scenen så han kunne spille med på tromme i det afsluttende nummer! Den unge mand med klasket hår og hornbriller var lidt overvældet, men det gik faktisk godt.

Da jeg kom ud fra Gloria-scenen, var solen kommet frem og himlen godt på vej til at blive blå.

Mange havde set frem til Ice Cube, men han har aldrig sagt mig noget. Nogle ser NWA som pionerer, men jeg synes snarere at deres forherligelse af bandekriminalitet og tilfældig vold var et skridt i den helt forkerte retning bort fra alle de landvindinger som Public Enemy, De La Soul, A Trine Called Quest og mange andre repræsenterede. Jeg  er heller ikke imponeret over Ice Cubes vokale talenter; han gør mere end han rapper, og hele hans sceneoptræden i dag mindede mig desværre mest om de brovtende mænd, der sad og hang på cafeteriet i Arentsminde i min barndom.

Til sidst var det så tid til Arcade Fire, som nok var dem jeg havde set allermest frem til. Og det blev da også en særdeles positiv oplevelse ved denne koncert her på Canadas nationaldag – Arcade Fire er som bekendt fra Montreal. Der var mange numre fra gruppens bagkatalog (herunder meget fra debutalbummet), men også prøver på det kommende album. Når man på denne måde hører et tværsnit af Arcade Fires musik, opdager man for alvor at de står i stor gæld ikke bare til David Bowie og Bruce Springsteen, men faktisk også til ABBA.

Her sluttede festivalen for mit vedkommende; jeg ville gerne have oplevet tyske Moderat også, men tanken om en lang koncert med start 00.30 var lidt afskrækkende med min togrejse hjem kl. 10.54 in mente. Så jeg gik hen over festivalpladsen en allersidste gang, som jeg har for vane til sidst, købte den allersidste veganske burger og gik mod udgangen.

Var det en god festivaloplevelse? Så bestemt. Meget har forandret sig siden ungdommens festivaler; transport- og toiletforhold er helt anderledes strømlinede og håndteringen af de to sædvanlige udfordringer, nemlig affald og mudder, er særdeles prof. Sikkerheden ved scenerne er også meget gennemtænkt, selvfølgelig som konsekvens af dødsulykken i 2000. Skulle jeg indvende noget, er det måske at der er færre fantasifulde indslag fra publikums side. Der er f.eks. ikke mange festivalgæster i underligt tøj længere. Det er dog næppe festivalens skyld, men derimod vel endnu en konsekvens af at fantasi og spræl får stadigt trangere kår i det konkurrencesamfund, nogle anser for at være en nødvendighed.

Flattr this!

Fredag på Roskilde

Så kom regnen til Roskilde-festivalen, og det blev en dag i pytternes, mudderet og røjsernes tegn.

Først så jeg 47Soul; der er i det hele taget masser af bands med tal i deres navne i år, og der er faktisk både et der hedder 67 og et der hedder 68… 47Soul er fra Palæstina og spiller en særdeles dansabel form for arabisk pop med inspiration fra dancehall og hiphop og med tekster på engelsk og arabisk. Selv om det silede ned, blev det en god oplevelse ved Apollo-scenen.

Bagefter nåede jeg at høre et par numre med Karl William. Han er født længe efter Kasper Winding og Sneakers og News først huserede, men det skulle man godt nok ikke tro. Underligt at overvære rehabiliteringen af dansk firserpop her.

Lidt senere nåede jeg også slutningen af koncerten med Angel Olsen, og jeg nåede også afslutningen af koncerten med Hieroglyphic Being – en mand, der sad bøjet over sin lille mixerpult og skruede elektronisk Chicago-techno frem i traditionen fra Carl Cox og Juan Atkins. På en og samme tid dansabelt (hvor godt man så end kan danse i røjser) og introvert.

Senere Father John Misty. Hvis Karl William rehabiliterer dansk firserpop, er det blevet Father John Mistys skæbne at gøre det samme for Randy Newman, hvis kombination af sarkastisk opgivende tekster og iørefaldende melodier han har taget til sig. Der var en overvægt af numre fra det seneste album, Pure Comedy. Det er så desværre også et album, der er alt for langt og er ved at kamme over i det livstrætte og kedelige. Det var ærgerligt at opdage at koncerten på Orange Scene var på nippet til at gå samme vej.

Så var der straks meget mere energi over Trentemøller. Han har efterhånden helt forladt den dansable techno, der prægede hans første album. Aftenens koncert var i høj grad en tæt sammenspillet band-præstation, der brugte guitar, bas og trommer sammen med Anders Trentemøllers keyboards og lod sig tydeligt inspirere af den dystre, mere eller mindre gotiske synthrock fra for 30 år siden. Især This Mortal Coil og New Order var klare referencepunkter.

Jeg hørte et enkelt nummer med australske Jagwa Ma, men jeg havde for længe siden bestemt mig til at høre  Lorde fra New Zealand, så den vej måtte jeg. En norsk pige, der var til sin første festival, spurgte mig om vej, så jeg fulgte hende derned. Imens fortalte hun mig om hvordan hendes mor havde været til den festival hvor U2 havde spillet. Det var i 1982, og da følte jeg mig gammel.

Lorde er heller ikke så gammel, kun 20 år, så jeg kunne snildt være hendes far. Igen følte jeg mig gammel. Åh, hvor årene dog går hurtigt. Alle sang med på “Royals”, selvfølgelig også jeg. Og det var en rigtig gennemført omgang pop, som det var svært ikke at holde af.

En observation: De fleste musikere er enten meget glade for at spille på Roskilde eller overmåde høflige. Jeg har i al fald endnu til gode at høre en musiker sige under sin koncert, at hun er flov over at give koncert her, at det er en elendig oplevelse og at publikum er grimme. Jeg kan af anmeldelserne se, at Angel Olsen brokkede sig over at publikum snakkede løs under hendes koncert. Men det forstår jeg bestemt godt at hun var træt af. Man behøver ikke at skulle være en engel, blot fordi man hedder Olsen.

Flattr this!

Torsdag på Roskilde

Jeg ankom til Roskilde Festival 2017 lige i tide til at høre to numre med Carl Emil Petersen, tidligere sanger og sangskriver i Ulige Numre. Det ene nummer var nyt, og lovede særdeles godt. Det andet nummer var den gamle kending “København”, og alle skrålede med.

Næste koncert fik jeg set i sin helhed. Future Islands ligner fire mænd, der lige har forladt et lærerværelse, og deres melodiske new wave-pop trækker på referencer fra første halvdel af 1980’erne, ikke mindst Simple Minds fra tiden omkring New Gold Dream hvor det var en bas, dee svømmede oven på store synth-flader og drev sangene frem. Men forsanger Samuel Herring er et meget specielt bekendtskab. Han brøler og danser og vrikker, og publikum elsker det, måske også fordi han er en voksen mand, der minder mange om deres klasselærer (og nogle også Burt Reynolds i hans yngre dage). Af og til er det dog også som om det kommer til at stå lidt i vejen for den faktisk rigtig udmærkede popmusik, som Future Islands jo egentlig burde bedømmes på.

Bagefter stod jeg i kø for at købe en burger, men det var jeg bestemt ikke den eneste, der gjorde (ellers var der jo ingen kø), så jeg luskede ned til Apollo hvor den amerikanske rapper Princess Nokia gav os sit bud på bas-tung og lidt elektronisk feministisk hiphop.
Og så sås jeg ellers med min gamle studiekammerat Carsten Sørensen og hans hustru og tidligere kolleger.  Vi prøvede at høre Elza Soares fra Brasilien. Men den gamle diva på 80 havde et band, der virkede forbløffende stift. Så vi gik igen.

Og jeg forsøgte forgæves at mødes med en Facebook-ven. Til gengæld fik jeg mødt Søren Vegeberg fra Studenterhuset og Joakim Hesse Lundstrøm fra Amnesty Internationals sekretariat.

Det sluttede for mit vedkommende med Hamilton Leithauser, der gav en indlevet og lun koncert med hovedvægt på sit album fra sidste år. På vej fra koncerten fangede jeg de sidste få numre fra The XX; nu var regnen kommet – foreløbig ikke som skybrud. Men i morgen…

Læs videre “Torsdag på Roskilde”

Flattr this!

Eksamen overstået

I dag holdt jeg de sidste to eksamener i denne eksamensperiode. Det var to projekteksamener, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at dette er den form for eksamen, jeg bedst kan lide. Projekteksamen er nemlig samtidig det sidste vejledermøde og på den måde den naturlige afslutning på projektperioden. Skriftlig eksamen er formodentlig uundgåelig for meget store hold, for ellers kan vi simpelthen ikke nå at holde alle eksamenerne i løbet af eksamensperioden. Men det er samtidig også en eksamensform, hvor det er meget svært for mig at give den enkelte studerende nogle gode råd med. Jeg overvejer meget nøje, hvordan jeg vil kunne gøre noget for at ændre på dette uden samtidig at skulle bruge en hel masse mere tid end jeg allerede gør. Noget svar har jeg dog ikke fundet endnu.

Men nu kan også jeg i al fald lægge forårssemesteret 2017 bag mig og tænke på noget andet for en stund. I morgen går turen østpå til tre dage med Roskilde-festivalen med alt hvad det indebærer af voldsomt regnvejr. I det mindste skal jeg da ikke campere der i år. Bagefter er der endnu en uges arbejde, og så begynder den egentlige sommerferie,

Flattr this!

Men det er jo lovligt…

Studerende fra Sydafrika demonstrerer mod den danske afdeling af BAE Systems.

I denne uge havde jeg en kort diskussion med nogle kolleger og studerende om Aalborg Universitets partnerskab med BAE Systems, der udvikler og sælger overvågningssystemer til diktaturstater – og sælger våben til Saudiarabien, der bruger dem i sin krig i Yemen.

En studerende havde udtrykt sin bekymring over denne praksis. Kan vi virkelig leve med dét?  En af mine kolleger sagde hertil, at han godt nok slet ikke brød sig om hvad BAE Systems laver, men det er jo lovligt hvad de laver, tilføjede han, så derfor kan vi kun påvirke situationen ved at vælge nogle andre politikere.

Dette argument er umiddelbart tilforladeligt: Så længe en virksomhed ikke bryder loven, gør de ikke noget forkasteligt. Men kan dette være et tilstrækkeligt etisk grundlag? Og behøver Aalborg Universitet at være partnere med alle og enhver? Man kan jo godt sige nej, selv om pengene fra en virksomhed frister.

BAE Systems’ eksport til bl.a. Saudiarabien er kun lovlig, fordi Erhvervsstyrelsen og Udenrigsministeriet har tolket reglerne om dual use-teknologi på en bestemt måde. Den gråzone, BAE Systems lever af at operere i, er faktisk eksisterende.

Og derudover er der den akademiske verdens renommé (og den enkelte AAU-kandidats) renommé. Hvad gør det ved et dansk universitet at blive associeret med firmaer som BAE Systems? Det gjorde i længden ikke ret meget godt for Aarhus Universitet at blive associeret med Cheminova.

Lad mig bruge en analogi: Der er også en hel del softwareudviklere beskæftiget i pornoindustrien.  MindGeek, der har afdelinger i USA og Europa, er et eksempel på et sådant firma; det har bl.a. det ikke helt ukendte PornHub som datterselskab. Firmaet har tydeligvis ikke-trivielle kompetencer inden for softwareudvikling og multimedie-teknologi. Og det, de foretager sig,  nemlig at producere og publicere pornografisk materiale, er fuldt lovligt i Danmark og mange andre lande. Hvordan ville et dansk universitet have det med at have MindGeek som virksomhedspartner?

Flattr this!

Ærlige Danmark?

I dag kan jeg læse, hvordan man i Kina er ved at indføre et pointsystem for borgerne.

I Shanghai sker det i form af en app, der hedder Ærlige Shanghai. I appen skal man først indtaste sit nationale identifikationsnummer og så bruge mobilens kamera til at scanne ansigtet. Når man har gjort det, kan appen finde brugerens personoplysninger, og her er tale om mere end 3.000 datasæt fra omkring 100 offentlige myndigheder, alt fra parkeringsbøder til bankoplysninger.  Et døgn senere får man så sin bedømmelse: rigtig god, god eller dårlig. Alt efter den bedømmelse man har fået, kan man så drage nytte af rabatordninger og f.eks. købe billigere flybilletter, hvis man er god. Der er ikke så meget, man kan, hvis man derimod er dårlig.

Der er også andre steder i Kina (i alt 40 steder) hvor man har indført lignende pointsystemer. Hele ideen blev først testet i Suining i 2010, hvor der var fire ratings. Hvis man fik et A, kunne man bl.a. få statsstøtte til at starte en virksomhed, mens man ville blive afskåret fra al offentlig støtte eller beskæftigelse (!), hvis man fik et D.

Umiddelbart virker alt dette til at være langt ude, men ideen om et altomfattende pointsystem er i virkeligheden målbarhedsidealet fra new public management kombineret med diverse rating-systemer fra sociale medier i sin yderste konsekvens. Så vidt jeg kan se, vil det være uhyggeligt nemt at designe en Ærlige Danmark-app ved at kombinere indholdet fra de offentlige registre med aktivitetsoplysninger fra vores færden på de sociale medier. Og det er nok en af grimmeste muligheder, som fascinationen af big data har ført med sig.

Flattr this!

De mange grunde til at kæmpe mod global opvarmning

Drawdown.org er et websted, hvor forskere, forretningsfolk og aktivister giver et samlet og udførligt bud på hvordan vi kan bremse og vende den menneskeskabte opvarmning (der er også kommet en bog ud af deres arbejde). Nogle af de helt store forandringer vil ifølge Drawdown.org indtræffe, hvis vi kan

  • stoppe madspild
  • give piger og kvinder en uddannelse på lige fod med drenge og mænd
  • reducere animalsk fødevareproduktion kraftigt
  • give kvinder mulighed for at drive landbrug

Herunder er deres bud på de 10 vigtigste længerevarende tiltag, vi kan gøre og for hvert af dem et estimat af hvor mange gigatons CO2 vi vil kunne reducere udledningen med. Det er overraskende, at en overgang til køleanlæg, der ikke anvender hydrofluorkarboner (HFC), vil kunne betyde så stor en forskel. HFC er allerede forbudt i Danmark, men det er bestemt ikke tilfældet i andre lande.

Også madspild er højt på listen; en tredjedel af al mad bliver i dag smidt ud. Madspild er den største udleder af drivhusgasser næst efter USA og Kina, og vi kan undgå at udlede 70,53 gigaton CO2, hvis verdens samlede madspild bliver bragt ned med 50 procent i 2050.  Og så er det bestemt også et problem at 800 millioner mennesker ikke får nok at spise.

Hvis man gerne vil læse mere på dansk, har dagbladet Information en god artikel om Drawdown.org’s katalog over løsninger.

Listen afslører samtidig også hvorfor “klimaskeptikerne” er så uhyggeligt bevidste om at stikke en kæp i hjulet. Producenter af fossile brændstoffer er (i al fald i et vist, betydeligt omfang) at finde blandt “klimaskeptikerne”, men der er også andre “klimaskeptikere”, og jeg fornemmer tydeligt, at mange af dem er bekymrede, fordi nogle af de tiltag, der for alvor kan nedbringe kilderne til global opvarmning, samtidig vil underminere deres magtpositioner. Det er nemlig tiltag, der ud over at nedbringe CO2-udledningen signifikant samtidig vil ændre på nogle virksomheders magtposition, ændre på kønsrollerne og i øvrigt også reducere social ulighed.

Flattr this!