Vanens og overtalelsens magt i undervisning

Fra “Measuring actual learning versus feeling of learning in response to being actively engaged in the classroom” af Louis Deslauriers, Logan S. McCarty, Kelly Miller, Kristina Callaghan og Greg Kestin (https://www.pnas.org/content/early/2019/09/03/1821936116).

Nogle gange har jeg hørt universitetslærere udtale, at forelæsninger “som regel er det, der virker bedst”. Og jeg kender til undervisningsforløb, hvor nogle deltagere bad om at få forelæsninger i stedet for øvelser og podcast, fordi stoffet forekom dem at være så svært, at det var “nødvendigt at have forelæsninger for at kunne lære dette”. Nogle gange giver undervisere efter for sådanne krav (og skrotter det forløb, de omhyggeligt havde planlagt), andre gange ikke.

Jeg har længe ment, at holdningen om nytten af forelæsninger mere er baseret på vaner og fordomme end på det faktiske læringsudbytte. Der er et nyt forskningsresultat fra USA, der ser ud til at bekræfte dette.

Forskerne fra Harvard undersøgte studerendes opfattelse af kvaliteten af undervisning ved at måle tilfredshed og læringsresultater i to introducerende undervisningsforløb i fysik. De samme læringsmål skulle nås gennem de to forløb, men det ene brugte en “passiv” undervisningsform med forelæsninger, det andet brugte aktiv læring.

Det rigtig interessante var at de studerende på holdet, hvor undervisningen bestod af forelæsninger, var mere tilfredse med undervisningen end de studerende på holdet, hvor man anvendte aktiv læring. Men i den afsluttende test var det de studerende på holdet, der anvendte aktiv læring, der klarede sig bedst!

En lidt provokerende konklusion fra de fem amerikanske uddannelsesforskere er, at en “superstjerne-forelæser” kan få de studerende til at føle sig godt tilpas på bekostning af det læringsudbytte, som andre undervisningsformer kan give.

Min fornemmelse er, at hele overtalelsesaspektet er en lidt overset vinkel, og at den er mere problematisk end man ofte tror. Jeg har kendskab til kommentarer som “det hele virkede så nemt at forstå til forelæsningen, men nu kan jeg ikke løse opgaverne alligevel”. Den slags tyder på, at gode overtalelsesevner sommetider kan blive for gode. Undervisning skal ikke være overtalelse, men en form for samtale.

Vanens magt har formodentlig også stor betydning, og det er min fornemmelse, at den kan være en egentlig forhindring, når man vil ændre på undervisningsformer. Man oplever ikke mange studerende ved universiteter som f.eks. RUC, hvor projektarbejde er en central del af uddannelserne, der giver udtryk for skepsis over for projektarbejde. Til gengæld kender jeg til en del mennesker fra andre universiteter, der i årenes løb har udtrykt skepsis over for projektarbejde og for om man nu lærte nok gennem den slags undervisning.

En ny politisk korrekthed?

Jeg har en snigende fornemmelse af at det i Danmark med årene er blevet politisk korrekt at tale imod “politisk korrekthed”. Den seneste tids postyr omkring en henstilling fra ledelsen ved et institut på Københavns Universitet er tegn på det. Det er en henstilling til undervisere om at tænke sig om, når de taler om studerendes køn.

Mange giver udtryk for at dette er noget pjat. Kritikken går ikke på om universitetsledelsen nu prøver at kontrollere adfærd på detailniveau (det er nemlig en interessant diskussion) , men på spørgsmålet om hvordan man skal tiltale hinanden. Som så ofte før er Dansk Folkeparti med her.

Søren Espersen udtaler

»Nu kører det hele igen med denne her kønsdiskussion. Nu er det Københavns Universitet, som givetvis har arvet det her fra det politisk korrekte Sverige og USA. Man må ikke længere sige han/hun, man må ikke længere sige mand/kvinde, man må ikke længere sige dreng/pige. Hvad fanden er det, der foregår?« 

Der er ikke nødvendigvis tale om en særligt høj grad af kynisme i Danmark, selv om en person om Søren Espersen da ofte kan bringe mig i tvivl. Men som så ofte før lykkes det at fordreje sagens indhold – der er bestemt ikke tale om at “man ikke må sige mand og kvinde”. Der er simpelthen studerende, der falder uden for disse kategorier, og det skal også undervisere huske.

Det underliggende problem er, at Danmark er et land, hvor der hos mange har været en illusion om at alle var ens. De, der var “anderledes” – de handicappede, de psykisk syge, mennesker med en seksuel orientering eller kønsidentitet der var anderledes end flertallets, mennesker med en anden etnisk baggrund end flertallets osv. – blev gemt væk eller gemte sig selv for ikke at blive peget ud. Det er denne alt for forenklede verden af i går, som Søren Espersen og hans meningsfæller gerne vil fremmane, men som vi ikke længere befinder os i.

Federico García Lorca

Den spanske forfatter Federico García Lorca var modstander af fascismen og blev skudt af Nationalisterne den 19. august 1936, kort efter begyndelsen på den spanske borgerkrig. Der var formodentlig i høj grad tale om en hævnakt; den ene af mændene, der skød Lorca, var i familie med hans fars første kone, og bagmanden var en politisk rival til faderen.

Her er et sjældent billede af henrettelsen. Det er altid underligt at se billeder af mennesker, taget lige inden de dør. Hvad billedet antyder, og også ifølge hvad jeg har kunnet læse mig til, gik Lorca i døden mens han reciterede et af sine digte. Man ved ikke så meget om hans sidste timer, men i en artikel fra The Guardian fra 2011 kan man læse hvad man ved. Et andet sted på nettet hævdes det, at Lorca i dødsøjeblikket reciterede et digt tilegnet sin hustru, men det kan ikke passe, for han blev aldrig gift.

Det går jo nok slet ikke

Off Hopeless Finish End Dead End Road Sign Final

Nogle gange spekulerer jeg på om toget er kørt, om det mon er for sent at forhindre den store katastrofe, som klimaforandringerne udgør. Den amerikanske forfatter Jonathan Franzen, der i mange år har skrevet om klimaforandringerne, har en lignende tvivl. Den giver han udtryk for i et nyt essay.

Måske er det i virkeligheden forkert at leve med et håb, for der skal så enorme forandringer til i verden for at vi skal kunne forhindre klodens middeltemperatur i at stige med mere end 2 grader. Vi skal have Indien og Kina og USA med til at lægge hele den store infrastruktur om, og alle lande skal have forpligtende mål, som de skal overholde fuldt og helt så hurtigt som overhovedet muligt.

Men hvis/når det for sent at forhindre klimakatastrofen, hvad gør vi så? Franzens budskab er at vi skal holde op med at lade som om klimakatastrofen kan afværges – men så er alt det, der kan være med til at skabe en mindre uudholdelig verden for alle, er nødvendigt. Mere demokrati, mindre ulighed og mere respekt for menneskerettighederne kan gøre livet mindre uudholdeligt for os på en klode, hvor ekstremt vejr og naturkatastrofer vil plage os. Det samme gælder alle tiltag for at standse udledningerne af CO2.

Jeg forstår godt Franzens synspunkt, og uanset hvad forekommer det mig at være den farbare vej og det reelle håb – at vi skal og kan mindske konsekvenserne af klimaforandringerne så meget som overhovedet muligt i stedet for at blive ved med at insistere på, at vi faktisk kan forhindre forandringerne i at fortsætte. Man kunne måske forestille sig at klimaforandringerne ville føre til at styreformen blev mere autoritær rundt om i verden, fordi mennesker ville blive mere og mere desperate i deres forsøg på forhindre katastrofen. Men min fornemmelse er, at de autoritære bevægelser og regeringer rundt om ikke er autoritært sindende, fordi de vil forhindre klimakatastrofen. Tværtimod er de stort set helt ligeglade med det, der er i fuld gang med at ske. I sidste ende tror jeg, det vil føre til de autoritære bevægelsers fald, netop fordi de intet har villet gøre.

Forskelsbehandling eller diskrimination?

“Integrationsydelsen” og “kontanthjælpsloftet” er bevidst diskriminerende foranstaltninger, for målet var at ramme flygtninge ved at formulere betingelser, som principielt kunne ramme enhver borger, men reelt først og fremmest ville ramme flygtninge. Venstre og Dansk Folkeparti var altid helt åbne mod dette.

De to tiltag er ikke blevet fjernet, selv om regeringen nu er en anden. Til gengæld er regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten blevet enige om at indføre et nyt midlertidigt tilskud til de børnefamilier, der er berørt af kontanthjælpsloft eller integrationsydelse.

De fleste, der vil få glæde af dette tilskud, er flygtninge eller indvandrere – ifølge Jyllands-Posten er det 65 procent. Men samtidig kommer der et krav om at de, der for dette tilskud skal i nyttejob, virksomhedspraktik, i uddannelse eller en kombination af det i 37 timer om ugen.

Her bliver det interessant, for dette krav om 37 timers arbejde om ugen er dermed også et krav, der først og fremmest vil gælde flygtninge og indvandrere – og er på denne måde diskriminerende på samme måde som “integrationsydelsen” og kontanthjælpsloftet. Det var vel ikke meningen – eller var det?

En god nyhed

Fra en demonstration (eller rettere: en demonstrasjon) i Oslo i 2015.

I dag kan jeg læse at regeringen vil stoppe konkurrenceudsættelsen af en bestemt form for forskning. Det drejer sig om finansiering af forskning til det, der under den seneste Venstre-regering kom til at hedde Miljø- og Fødevareministeriet. I 2017 besluttede den daværende minister Esben Lunde Larsen at lade universiteterne konkurrere indbyrdes her, men nu skal det altså være slut. Det er tydeligt, at årsagen til den nye politiske beslutning er skandalen om “oksekødsrapporten” fra Aarhus Universitet og DTU for nylig.

Det er interessant, at argumenterne for ændringen også er gode argumenter for at ændre på den tilgang til finansiering af forskning, der er blevet den altdominerende. Fødevareministeren og miljøministeren siger dels at

Det koster tocifrede millionbeløb, når forskning skal flyttes. Og oven i det bruger vi ti medarbejdere i ministerierne og ti på universiteterne til det. Det er et voldsomt spild af ressourcer, vi ikke får forskning for.

dels at

Der er blevet skabt tvivl om uafhængigheden og armslængdeprincippet. Hvis vi politisk giver universiteter kontrakter på den måde, rejser det diskussioner om, hvorvidt vi belønner eller straffer universiteterne afhængig af den forskning, de laver.

Erling Bonnesen fra Venstre siger

Den beslutning er under al kritik. Det ligner socialdemokratisk styring af, hvem der skal have opgaverne og dermed også pengene til det. Der er det jo meget bedre, som vi havde lagt til rette, at der var et udbud

Med så svage modargumenter ser det ud til, at vi har omsider en reel mulighed for at få åbnet den tiltrængte diskussion om hele konkurrenceudsættelsen af eksterne forskningsmidler og de konsekvenser, den har i den akademiske verden. Nu er det bare om at bruge denne mulighed.

Mød Verden 2019

I dag deltog vi i Amnesty International i Mød Verden 2019, en dag med mad, musik mm. Her er nogle billeder fra arrangementet, der fandt sted i Karolinelund i Aalborg. Vejret var godt, og det blev nogle rolige timer i parken sammen.

Inden teltene blev taget ned, fremførte jeg og fire andre lokale udøvere poetry slam-tekster. Det var godt at se og høre dem igen efter nogle måneders pause. Om jeg så selv skal eller bør fortsætte med poetry slam, er en anden snak.

Robert Mugabe er død

Voksfigur af Robert Mugabe (foto: Sherwood: https://www.flickr.com/photos/mwanasimba/2847545179)

Man skal ikke ønske andre mennesker døde, men jeg må indrømme, at jeg ikke sørgede, da jeg her til morgen læste, at Robert Mugabe var død i en alder af 95 år. En gængs vittighed (for det vrimler med vittigheder i diktaturer) var den om Mugabes søn, der blev spurgt, hvad han ville være når han blev stor. Han ville være pilot, ikke efterfølge sin far som præsident, for det regnede han ikke med at opleve i sin levetid. Men nu er det så sket: Robert Mugabe er ikke mere. Historien om ham er den triste og uhyggelige historie om en person, der engang var oppositionsleder og frihedshelt, men senere forvandlede sig til en undertrykker. Et andet eksempel er Nicaraguas leder af revolution for 40 år siden, den nuværende præsident Ortega, som i dag er alt andet end forkæmper for friheden og da også ofte bliver sammenlignet med Mugabe.

Jeg har mødt flere mennesker fra Zimbabwe i forbindelse med mine aktiviteter i Amnesty International. Nogle af dem var flygtet til Danmark, andre var aktive medlemmer af Amnesty Internationals zimbabweanske afdeling. Alle var selvfølgelig yderst kritiske over for Mugabes regime, men de var det på en meget lavmælt måde, for man vidste aldrig, om der var nogen, der lyttede med eller sladrede.

Jeg husker det samarbejde, vi i Amnesty-gruppen i Aalborg en overgang havde med Amnesty-gruppen i Masvingo, der er en af store byer i Zimbabwe. Det var fyldt med forhindringer, for det var tæt på umuligt at kommunikere med hinanden. Fastnet-telefoni var dybt upålidelig (adskillige er de faxbeskeder, jeg forgæves har prøvet at sende til Zimbabwe i årenes løb) og internettet var ikke så udbredt dengang for et årti siden. Som i andre tilfælde på det afrikanske kontinent var mobiltelefoni den mest pålidelige løsning, og jeg husker mine korte og dyre opkald, hvor vi på få minutter skulle prøve at få koordineret vores indsats.

Vi endte med at samarbejde i kampagnen mod rydningerne af slumkvarterer i Rumænien og lejre for hjemløse romaer i Italien, for her var der nogle påfaldende paralleller mellem europæiske regeringers fremfærd og det, der hører til dagens uorden mange steder i Afrika. Amnesty-gruppen i Masvingo skrev et lille teaterstykke om forholdene i Italien (!), som jeg oversatte og som Det Hem’lige Teater opførte.

Det er i den forbindelse ironisk at tænke på, at Amnesty International for mange år siden kæmpede for at Robert Mugabe skulle løslades af det daværende apartheid-regime og at han senere besøgte Amnesty Internationals internationale sekretariat for at sige tak!

En af gutterne?

Optagelsesceremoni i USAs narkopoliti – man får en t-shirt og bliver “en af gutterne”.

Der er næsten ingen kvindelige studerende på datalogi-uddannelserne, og det er et kæmpeproblem. Rundt om i miljøerne er der nu mange, der er opmærksomme på problemet, men nogle gange kommer det til udtryk på måder, der røber nogle rodfæstede holdninger, der snarere er en del af problemet.

Således kan man nogle gange opleve undervisere og ledere, der siger at “vi skal være gode ved kvinderne”. De mener det vel egentlig godt nok som udgangspunkt, men bag udtalelser som den ligger der en ubevidst patriarkalsk holdning: At “vi” giver “jer”, der ikke er som “os”, lov til at være med. Det er en holdning, hvor “gutterne” giver “de andre” lov til at være “en af gutterne”.

Den samme holdning kan man opleve i andre sammenhænge, hvor det handler om f.eks. integration af mennesker med anden etnisk baggrund (dvs. en anden baggrund end “danskernes”).

Det er en umiddelbart velmenende holdning, men den er nedladende og er faktisk en del af eksklusionen. Der skal nemlig ikke være nogen, der “giver lov til” at en bestemt gruppe af mennesker kan være med. “Vi” skal være et fællesskab, uanset baggrund, hvor alle bliver behandlet ordentligt. Man skal ikke “have lov til” at være “en af gutterne”, men kunne indgå i et fællesskab som den man er. Det handler om rettigheder, som vi alle har som mennesker, ikke om at få del i “gutternes” privilegier.

Fri forskning?

I denne uge er der fokus på hvad der sker, når man tager imod forskningsmidler fra private aktører, i kølvandet på dagbladet Informations afsløring af omstændighederne om en rapport om klimabelastningen af oksekød. Institutlederen for Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet nu har valgt at trække sig fra sin post og forlader universitetet.

I datalogi er ekstern privat finansiering også udbredt. Tilbage i februar åbnede Concordium Blockchain Research Center ved på Aarhus Universitet. Det nye forskningscenter bliver støttet af Concordium Foundation, der udvikler en ny generation af blockchain med fokus på brugeridentifikation og gennemsigtighed. Fondsstøtten er på omkring 10 millioner pr. år i de første fem år af centrets levetid.

Hele blockchain-ideen har mange interessante problemstillinger i datalogi knyttet til sig, men det er i det hele taget tilfældet for hele fintech-verdenen. Finansverdenen, der ofte har været i mediernes søgelys inden for de seneste år, er blevet en væsentlig aktør. Og det er også tilfældet her.

Concordium Foundation bliver lanceret som en non-profit-fond, men her er det interessant, at en af hovedpersonerne bag denne fond er Lars Seier Christensen, som er leder af Saxo Bank og økonomisk og ideologisk støtte bag Liberal Alliance. Så formodentlig er der også potentielle interessekonflikter mellem fri forskning og virksomhedsinteresser i denne tilsyneladende uskyldige konstruktion.