Min far døde i går

I går formiddags lå der en besked fra min ene søster i England til mig. Vores far, der boede i Manchester, var død tidligt i går morges. Om det var COVID-19, der var dødsårsagen, ved vi endnu ikke.

Det er trist at skulle indrømme dette, men hverken mine søskende eller jeg har haft et godt forhold til vores far, og vi endte med ikke at have kontakt til ham. Vore mødre var de stærke og kærlige kvinder, der tog sig godt af os og hjalp os ind på gode livsbaner, men vores far var den, der forlod os og desværre i virkeligheden mest gjorde andre fortræd med et liv præget af kriminalitet. Mine søstre i England mødte således først hinanden i 2010, selv om de voksede op kun få kilometer fra hinanden, fordi vores far gennem alle årene lykkedes med at skjule deres eksistens for hinanden. Mine to brødre fra Tyskland og Danmark mødtes også først for få år siden. Vores far løj for os om snart sagt alt; vi ved end ikke præcis hvor gammel han nåede at blive.

Det er sigende for det forhold, vi og andre mennesker fik til vores far, at da jeg ringede til mine engelske søstre i går, endte vores treparts-samtale med mest at handle om COVID-19-krisen og om dens konsekvenser for arbejdet, for dagligdagen og for vores børn. Et par gange blev vi nødt til at minde hinanden om at vores far faktisk var død få timer forinden. Hvor er det tragisk, at et menneske kan få et så dårligt eftermæle, som vores far fik. For mig er den største sorg, at det blev sådan; det giver ikke mening at være vred.

Sammen, hver for sig

Foto: Bert Kaufmann (Creative Commons Attribution 2.0 Generic)

Nogle fester stadig videre, som om intet var hændt. Men hvis der er noget, den nuværende situation med COVID-19 kan lære os, må det være at vi kun kan håndtere store kriser ved en fælles indsats og ved ikke kun at tænke på os selv.

Vi ser også forskellen mellem angst og frygt. Angsten er ikke målrettet mod noget bestemt at være bange for; angsten er diffus. Frygten er målrettet og veldefineret. 

I lang tid har angsten været dominerende i mange samfund og har givet sig udtryk i nationalistiske strømninger. Angsten er beslægtet med depressionen, den generaliserede, mål-løse og stærke nedstemthed og lever ofte sammen med den. Angsten lammer dem, den rammer, eller den får dem til at lange ud i blinde eller efter det forkerte.

Men nu ser vi, at det ikke er andre folkeslag, der truer. Til gengæld har vi en konkret luftvejsinfektion, der rammer alle, og noget helt konkret at være bange for, nemlig at der bliver så mange smittede på så kort tid, at sundhedsvæsenet ikke kan håndtere de alvorlige tilfælde. Der er samtidig en afledt frygt, nemlig at økonomien kollapser som følge af alle restriktionerne, så mange mennesker på kort tid mister deres livsgrundlag.

Frygten kan, fordi den er veldefineret, være handlingsanvisende for os. Vi ved, hvad vi hver især helt konkret skal gøre lige nu – vi skal holde os for os selv i et langt stykke tid, så vi ikke skaber en situation, hvor mange bliver smittet. Det er samtidig ikke en individuel løsning; den virker kun, hvis vi udfører den sammen. Alle konkurrencerne og privatiseringerne kan ikke nedkæmpe en simpel luftvejsinfektion.

Helene Hagel fra Greenpeace skriver i Politiken at

Vi befinder os i et skæbnens øjeblik, hvor de seneste årtiers individualisme må og skal tabe til almindelige menneskers vilje til at ændre vaner for at beskytte andre, der er mere sårbare end dem selv.

Den engelske forsker Tom Oliver sagde det samme tilbage i januar, da vi “kun” tænkte på klimakrisen.

Having a strong sense of self can be useful, but excessive individualism has its costs. The more we see ourselves as discrete entities, the more likely we are to feel isolated and lonely and to show “selfish” behaviours.  … New research shows that when people have a broader sense of group identity (for example viewing themselves as global citizens, rather than embracing nationalism), they tend to be more likely to engage in pro-environmental behaviours, such as reducing their carbon emissions, buying sustainably and volunteering.

Hele den krise, vi nu ser, giver mig på underlig vis et håb om at individualismens tidsalder slutter og måske også kan vise os en vej ud af en krise, der er meget større, nemlig klimakrisen. Det er de rådvilde og selvoptagede ledere, der udstiller sig selv. Donald Trump er det tydeligste eksempel overhovedet; alle hans store tomme ord og hans voldsomme arrogance udretter intet. Det er civilsamfundet, der handler nu.

Måske er det, der omsider fører os sammen, at vi for en tid skal være hver for sig.

Det forsømte forår

Lukningen af Danmarks grænser skal gælde frem til 13. april, sagde regeringen på sit pressemøde i sidste uge. Regeringens aftale, som skal forhindre fyringer, dækker frem til 9. juni, fik vi at vide i går. Det, man kan læse af dette, er at de danske myndigheder regner med, at hele COVID-19-krisen kan komme til at vare resten af foråret, og at deres vurdering på kort tid er blevet mere pessimistisk. Selv, hvis/når antallet af alvorligt behandlingskrævende patienter aftager, vil der stadig være mange, der ikke har fået sygdommen endnu, men vil blive ramt i det næste års tid. Det kommer til at vare længe, inden alt bliver “normalt” igen.

Jeg har selv været hjemme siden den 9. marts; man henstillede til mig, at jeg ikke tog på arbejde for ikke at skabe frygt efter at være rejst hjem gennem Italien, selv om Sundhedsstyrelsen havde fortalt mig, at jeg ikke skulle være i karantæne. I denne første uge har jeg taget et par korte gåture i Skanseparken, 300 meter fra mit hjem. Ellers har jeg været hjemme. Min gamle bronkitis spøger stadig, og hvis man hoster, er politiken nu, at man skal blive hjemme. Så indtil min resterende hoste en dag er væk, kommer jeg ingen vegne. Selv efter dét er det sikrest for mig ikke at gå nogen steder. Det bliver formodentlig mentalt krævende. Det er allerede nu som om dagene begynder at virke lange og begynder at flyde sammen, selv om jeg arbejder hjemme.

Man ved allerede en del om forholdene hos mennesker, der af den ene eller den anden grund er isoleret fra omverdenen længe. Den nuværende situation kan ikke som sådan sammenlignes med undervandsbåde, isolationsfængsling eller en base i Antarktis, men isolation kan stadig ende med at blive en stressfaktor. Hvis beboerne i en husstand skal være hjemme i tre måneder, vil de formodentlig ende med at gå hinanden på nerverne. Ironisk nok kan social isolation også påvirke immunsystemet negativt på længere sigt – så det er faktisk ikke sikkert, at det vil være sikkert pludselig at slippe os alle helt fri igen.

Jeg håber, at man fra officiel side vil gøre noget væsentligt for at skabe en ordentlig mental omstilling for alle os, der i de kommende uger og måske måneder skal holde os for os selv. Vi må også selv som borgere finde nye måder at holde modet oppe på, og alene dét at finde frem til strategier for det må kunne være en hjælp for os.

Mine egne konkrete planer er (i mangel af bedre)

  • at finde ud af hvordan jeg kan bruge eksisterende softwareløsninger for at undervise ordentligt; podcasts har jeg knap 7 års erfaring med, men vejledning er en udfordring
  • at gøre en artikel færdig, som jeg i lang tid har skubbet foran mig, fordi den ville kræve en større indsats
  • at begynde at meditere igen for alvor
  • at arbejde mig igennem min samling af film på blu-ray og dvd; jeg har en del film liggende, som jeg endnu ikke har fået set og som ikke kan ses på streamingtjenesterne
  • at finde en rutine for at lave styrketræning derhjemme uden redskaber

Der er også en bog om programmering i Coq, som jeg købte til POPL 2019 og dengang lovede mig selv og alle andre at læse fra ende til anden, men den er desværre låst inde på mit kontor i den anden ende af byen.

Barry Lyndon

Jeg har for længst set alle film instrueret af Stanley Kubrick, på nær én enkelt, nemlig Barry Lyndon fra 1975. I denne tid, hvor dagene flyder sammen og vi skal være hjemme, fik jeg fundet den blu-ray-udgave, jeg har haft liggende i det bokssæt med Kubricks film jeg købte for et år siden, og sat mig til rette i sofaen. Hvorfor jeg aldrig fik set Barry Lyndon, ved jeg ikke. For vi har at gøre med en usædvanligt flot og bevægende film.

Selv på en 55-tommer-fladskærm imponerer Barry Lyndon. Kubricks film på 3 timer (!!) handler om Redmond Barry, en ung irer, der mere eller mindre tilfældigt får sig en omtumlet, farverig og i sidste ende tragisk livsbane der fører ham fra Irland til Tyskland og til sidst England. Nogen særligt sympatisk skikkelse er han ikke, selv om han heller ikke er entydigt ond. I dag ville man vel kalde Redmond Barry for et typisk eksempel på hvad giftig maskulinitet kan føre til.

Hele denne brogede fortælling er forsynet med nogle af de smukkeste billeder, jeg har set. Mange af totalerne leder i deres billedkomposition og afdæmpede farvevalg tankerne hen på gamle malerier fra 1700-tallet og skulle da også være direkte inspireret af William Hogarth. Yngre seere kunne nok blive forledt til at tro, at de smukke baggrunde med gamle slotte og parker og de store kampscener fra Syvårskrigen var CGI-effekter, men det er landskaberne, bygningerne og de mange statister ikke – for i en film fra 1975 er det hele den ægte vare. Andre scener foregår i belysning fra levende lys, og det er faktisk også ægte nok. Til sidst i slutteksterne bliver Carl Zeiss takket for at have udviklet særlig optik (oprindelig til NASA) der gjorde det muligt at filme disse scener uden yderligere lyssætning.

Vi er langt fra Rumrejsen år 2001 og A Clockwork Orange i dette drama fra 1700-tallet (omend jeg kan genkende mindst én skuespiller fra 2001, nemlig Leonard Rossiter). Scenerne fra Syvårskrigen og den dramatiske skudduel hen mod slutningen af Barry Lyndon er til gengæld gjort af samme billedstof som Full Metal Jacket.

Her er traileren.

Digitalt understøttet undervisning med kort varsel

Alle uddannelsesinstitutioner er nu blevet lukket på grund af COVID-19-epidemien. Undervisere bliver bedt om at lave undervisningen som fjernundervisning via Internettet, og nogle institutioner beder helt eksplicit om at undervisningen bliver asynkron, dvs. ikke benytter sig af livestreaming. For mig er en sådan omlægning ligetil; det er nemlig ikke en omstilling i særligt stort omfang. Jeg har benyttet mig af flipped classroom siden efteråret 2013, så jeg er vant til at lave podcasts og tilrettelægge min undervisning omkring dem. Men for mange andre undervisere er dette helt nyt, og der er en forventning om at de alligevel kan omstille sig hurtigt. Ét ved jeg af egen erfaring: Det tog mig lang tid (faktisk flere år) at blive fortrolig med at producere podcasts og at gendesigne min undervisning. Og selv nu, hvor jeg er helt fortrolig med teknologien, tager det mig lang tid at lave podcasts.

Det er trist, at de største eksperter inden for undervisning ikke selv har tid til at undervise, fordi de er nødt til at være ledere og er nødt til at give andre gode råd. Hvis uddannelsesinstitutionerne forventede, at den store og pludselige omstilling, de nu beder om, skulle være nem, vil jeg ikke desto mindre hævde, at de tager fejl. Det er ikke nemt, endsige omkostningsfrit, at omstille sig. Nogle af de gode løsningsmuligheder, jeg kender til – software som Zoom til møder og Explain Everything til podcasts og livestreaming – bliver ikke understøttet af brede licenser til institutionerne. Hvis hele dette store pædagogiske eksperiment skal lykkes, skal der være resurserne til det. Især er det nødvendigt, at alle får adgang til de gode teknologiske løsninger.

En anden tanke, alt dette giver anledning til, er at det er underligt, hvor meget af det, mange af os hidtil har taget for givet, som fremkomsten af en ny type luftvejsinfektion tilsyneladende kan lave helt om på.

Sneet inde

Situationen lige nu er speciel; jeg og mange andre skal holde os hjemme i mindst to uger – sikkert en del længere end det, hvis man sammenligner med hvor længe der har været voldsomme restriktioner i Kina. Det afhænger selvfølgelig også af, om nogen i min husstand trods vores afsondrethed ender med at blive syge af COVID-19.

Men selv om dette er anderledes, minder denne tid mig alligevel om noget fra min barndom: En hård isvinter, hvor vi sneede inde. Vinteren var så streng og forsyningsnettet så sårbart, at el- og vandforsyning blev afbrudt. Det betød også, at oliefyret ikke virkede, så der blev rigtig koldt inden døre. Skolerne lukkede og den offentlige transport blev indstillet. I mit hjem havde vi ikke telefon (ja, det er underligt) og fordi elforsyningen var afbrudt, kunne vi ikke se tv. Eneste forbindelse til omverdenen i den uge, hvor isvinteren lukkede alt ned, var en FM-radio med batterier. Det var en ekstrem tid, og jeg husker den derfor godt. Der var en rigtig hård isvinter i 1978-1979, men dette var faktisk nogle år tidligere, i 1973-1974, ved jeg. Da jeg mødte i skole igen, var der nemlig en af mine klassekammerater, der ærgrede sig over at være gået glip af et afsnit af Den gode soldat Svejks eventyr, der blev sendt netop på den tid.

Kornene på skakbrættet og COVID-19

Skakbræt med hvedekorn.

Hvis jeg endelig skal kritisere noget ved den igangværende håndtering af COVID-19-epidemien, er det at kommunikationen af, hvorfor vi har at gøre med et problem, først nu her til sidst blev klar – og så alligevel ikke. De allerfleste borgere forstår vel nu, at COVID-19 kan belaste sundhedsvæsenet voldsomt, men mange oplever stadig situationen som paradoksal. Det er jo i de fleste tilfælde ikke alvorlige sygdomsforløb, vi har med at gøre (og personligt er jeg da heller ikke bekymret for mit helbred). Den korte forklaring er, at når der er rigtig mange smittede, er der, selv når antallet af alvorligt behandlingskrævende patienter er en lille procentdel, mange alvorligt behandlingskrævende patienter.

Hvorfor bliver der så så mange smittede? Problemet er netop, at COVID-19-sygen så ofte har et mildere forløb end influenza. For da kan da de smittede gå rundt blandt andre i længere tid og føre smitten videre, inden de selv opdager, at der er noget galt og lægger sig syge. Hvis hver enkelt COVID-19-smittet person i løbet af 2 dage når at smitte 2 personer, bliver antallet af nye smittede fordoblet i løbet af 2 dage. Og det lyder ikke slemt for lægfolk, men det er det – thi hvis hver ny smittet person smitter nogen på denne måde, er der i et godt stykke tid tilnærmelsesvis tale om eksponentiel vækst i antallet af nye tilfælde.

Den bedste illustration af eksponentiel vækst er måske historien om hvedekornene på skakbrættet fra 1256; den skyldes den kurdiske historiker Ibn Khalikan. En vismand opfandt skakspillet og bad kongen om at få en lille belønning for at have opfundet dette gode brætspil, nemlig nogle hvedekorn på et skakbræt. På felt 1 skulle der være 1 hvedekorn, og på hvert efterfølgende felt skulle der lægges dobbelt så mange korn som på det foregående. Det lyder som et beskedent forlangende, men er det ikke. Allerede på felt 24 er der ca. 8 millioner hvedekorn, og kongen måtte da også til sidst give fortabt.

Lad os så genfortælle historien om skakbrættet som en historie om COVID-19-tilfælde, hvor felterne er perioder på 2 dage og smitten får lov at sprede sig frit. Felt nummer 24 svarer så til dag 48, og da er alle 5,6 millioner borgere i Danmark blevet smittet. Selvfølgelig er det ikke sådan; antagelsen om eksponentiel vækst er kun korrekt på kortere sigt. Rigtig mange er efter knap to måneder for længst blevet raske igen da og er derefter immune. Andre kan ikke blive syge, fordi de har mistet livet. Men selv hvis kun 2 procent er alvorligt behandlingskrævende (det tal er meget lavt sat), vil det betyde, at 280.000 borgere har skullet modtage behandling i løbet af knap to måneder. Den slags ville sundhedsvæsenet i Danmark selvfølgelig ikke kunne håndtere. Jeg håber, de nye og meget vidtgående foranstaltninger kan fjerne hvedekornene fra skakbrættet.

For gammel til at betale sig

Ved fyringsrunderne på bl.a. Københavns Universitet og Syddansk Universitet i 2019 tænkte mange, om medarbejdere over 50 var særligt udsatte her. Jeg har ikke tal for aldersfordelingen blandt de fyrede i disse tilfældet, men noget kunne tyde på at der er et aldersproblem ved fyringsrunder i det offentlige mere generelt.

En ny undersøgelse foretaget af DJØF viser, at 39 procent af de offentligt ansatte medlemmer, der blev fyret i 2019, var over 50. Men denne aldersgruppe udgør 22 procent af medlemmerne.

Det er ikke et enestående fænomen. Tilbage i 2011 viste en undersøgelse en tilsvarende tendens. Dengang var der i 2010 133 fyringssager for overenskomstansatte medlemmer af DJØF i staten, og heraf var der 28 procent af sagerne, der drejede sig om medlemmer over 55. Men der var i denne periode kun 13 procent af medlemmerne i DJØF blandt de statsansatte, der var over 55. Tendensen er ikke specifik for DJØF. I HK så man det samme. Der blev i 2010 fyret 304 HK’ere i staten, og de 145 af opsigelserne ramte medarbejdere på 50 år og derover.

Der tegner sig et mønster her, og det er ikke rart. For helt tilbage i 2002 var tendensen den samme. Næsten halvdelen af de fyrede i staten var over 50 år.

Min kedelige forklaringsmodel er, at man som offentligt ansat ofte har høj anciennitet, når man har passeret de 50 og derfor ofte har forholdsvis høj løn. Derfor ender man som dem, nogen “bedst kan undvære”. Samtidig bliver politikerne ved med at forringe mulighederne for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. For mig er det en bekymrende situation (også personligt, givet den alder, jeg har).

Mikkel Hindhede

Foto: Skanderborg Historiske Arkiv.

Sidste år var jeg til en sammenkomst, hvor en herboende iraner spurgte mig, om jeg havde hørt om Mikkel Hindhede. Det måtte jeg desværre indrømme, at jeg ikke havde; der var ikke andet for end at prøve at finde ud af, hvem han var.

For nylig (på den for mig særlige dato 8. januar) er der på Aarhus Universitetsforlag faktisk udkommet en biografi om Mikkel Hindhede. Den har jeg endnu til gode at læse, men han lader til at være en interessant, glemt skikkelse fra forrige århundrede.

Mikkel Hindhede var en dansk læge og ernæringsforsker, der var leder af Statens Laboratorium for Ernæringsundersøgelser i årene 1910-1932 og under 1. verdenskrig var fødevarerådgiver for den danske regering. I 1917 var Danmark udsat for krigsblokade og de danske myndigheder blev nødt til at indføre rationering af fødevarer. Det blev Mikkel Hindhedes principper, der blev lagt til grund for rationeringen, og de betød at befolkningen en lang overgang spiste mindre animalsk. Hans princip var at kosten skulle indeholde mere grovbrød (med klidtilsætning), flere kartofler, flere gryn, mere skummetmælk, men mindre kød, æg og sødmælk. Svinebestanden i Danmark blev reduceret til en femtedel og kvægbestanden med en tredjedel, og befolkningen fik dermed mere af det korn, der blev høstet. Efter hvad jeg har kunnet læse mig til, var sundhedstilstanden hos den danske befolkning faktisk ualmindelig god mens der var fødevarerationering.

Den slags er interessant i lyset af reaktionerne på Klimarådets anbefalinger fra denne uge, for historien om Mikkel Hindhede viser, at det faktisk tidligere har kunnet lade sig gøre at ændre den danske befolknings kostvaner i stor stil.

Løsgængere?

Det er altid trist at følge et partis dødskamp, sådan som vi lige nu ser det for Alternativet. Fire ud af fem medlemmer af partiets folketingsgruppe forlader i dag Alternativet og fortsætter som løsgængere. Sidst, man så noget lignende, var da Fremskridtspartiets samlede folketingsgruppe i 1999 gjorde noget tilsvarende. Fremskridtspartiet blev helt marginaliseret, men dets holdninger lever som bekendt videre rundt omkring i andre partier.

Jeg har altid haft det underligt med løsgængere. Jeg ved godt, at politiske partier ikke er nævnt i grundloven eller andre steder, så det enkelte folketingsmedlem er for så vidt uafhængigt. Men jeg ville ønske, at de folketingsmedlemmer, der nu har forladt Alternativet, ikke fortsatte, men trak sig tilbage og overlod mandaterne til deres suppleanter som er valgt ind for samme parti. Ikke fordi der er tale om netop dette parti, men fordi jeg helst så dette som et generelt princip.

Det, der sker nu, peger formodentlig på samme problem som man så i f.eks. Liberal Alliance, nemlig nogle indre modsætninger som kunne løses med nogle instrumenter, som partiet ikke havde, nemlig en form for mindretalsbeskyttelse i partiet og gennem gennemsigtighed, men det er en anden snak.