En god institutleder

Foto: Erik Kjær Pedersens hjemmeside (http://web.math.ku.dk/~erik/)

Erik Kjær Pedersen var professor og institutleder ved Institut for Matematiske Fag på Københavns Universitet fra 2007 til 2016. Han døde i maj i år på et hospital i USA efter længere tids sygdom. Inden han blev institutleder, arbejdede han med algebraisk og geometrisk topologi (og var også en overgang institutleder på SDU), så nogle, jeg kender, har kendt ham.

Jeg kan faktisk ikke rigtig huske om jeg selv har mødt Erik, men mindeordene i Universitetsavisen fra Københavns Universitet gør indtryk også på mig. Søren Eilers skriver

Fra det øjeblik Erik Kjær Pedersen blev institutleder ved Institut for Matematiske Fag, og så længe han havde den opgave, levede og åndede han for at gøre instituttet bedre i enhver tænkelig forstand. Hans engagement var så grænseløst, at det kostede ham en hospitalsindlæggelse, da instituttet gennemlevede en eksistentiel krise i 2014 i forbindelse med nogle (senere opgivne) fusionsplaner, som Erik og alle medarbejdere opfattede som ekstremt skadelige.

Fra Søren Eilers: Mindeord over Erik Kjær Pedersen, matematikkens fyrmester (https://uniavisen.dk/mindeord-over-erik-kjaer-pedersen-matematikkens-fyrmester/)

Planerne om et megainstitut, der heldigvis ikke blev til noget, er grundigt omtalt på bloggen Forskningsfrihed i 2011. De var del af en trang til centralisering og trang til omstrukturering, man har set meget af rundt omkring på danske universiteter. Matematik har altid været et af de fagområder, hvis selvstændighed ofte har været truet og også blev det her, netop fordi det på den ene side er så tydeligt anvendeligt i naturvidenskab og ingeniørfag, på den anden side er et grundfag præget af, nå ja, grundforskning og derfor af udenforstående desværre ofte ikke set som “anvendeligt i sig selv”. Også senere har vi set ubehagelige eksempler på at matematiske institutter har været truet på deres selvstændighed.

Nekrologer gør mig ofte trist til mode, og det gør denne også. Jeg tænker også på noget mere alment, nemlig på hvordan institutledere bliver udpeget oppefra (af dekaner) og på hvem og hvad institutlederen først og fremmest skal tjene – er det instituttet og fagligheden, eller er det et abstrakt krav om vækst? Søren Eilers skriver

Nøgternt set var det et modigt valg af daværende dekan Nils O. Andersen at vælge Erik til institutleder. Erik var en internationalt anerkendt forsker og havde institutledererfaring både fra Odense og Binghamton, men han var meget tydeligt autodidakt i lederrollen og havde ekstremt stærke meninger om de internationale akademiske dyders ukrænkelighed, på en måde der ikke altid flugtede med styrelsesloven, som den så ud i 2007.

Erik Kjær Pedersen var god til at fejre sine succeser, men ikke til at hvile på sine laurbær, og som enhver anden god universitetsleder tabte han aldrig af syne, at han ikke ville være noget uden sine VIP og TAP. Alligevel må man formode, at han fik nydt sit alt for korte otium i vished om, hvor vellidt og beundret han var, og hvor stor taknemmelighed matematikmiljøet ved KU skylder ham for at skabe et fyrtårn der vil lyse stærkt længe efter, at Eriks egen flamme nu er gået ud.

Fra Søren Eilers: Mindeord over Erik Kjær Pedersen, matematikkens fyrmester
(https://uniavisen.dk/mindeord-over-erik-kjaer-pedersen-matematikkens-fyrmester/)

Erik må have været en god institutleder.

Prisen på mundbind

Søren Brostrøm siger, at der ikke er grund til at indføre et påbud om brug af mundbind som beskyttelse mod COVID-19 i Danmark. Andre steder i verden ser det anderledes ud. I nogle lande i Europa er der nu et påbud, mens der til gengæld er en skræmmende og irrationel modstand mod mundbind blandt Trump-tilhængere i USA ud fra et for mig uforståeligt og galt afmarcheret frihedsideal.

Men der er noget, vi skal finde ud af at håndtere, hvis der kommer et generelt påbud om mundbind i Danmark, nemlig de materielle omkostninger. Et mundbind skal nemlig skiftes efter tre til fire timer, så hvis man færdes udenfor og er blandt andre mennesker i det daglige, skal man nok bruge to mundbind pr. dag. En pakke med 50 engangsmundbind koster 300 kroner på webapoteket.dk – men er lige nu udsolgt. Med en pris på 6 kroner pr. mundbind skal man mindst bruge 360 kroner hver måned på engangsmundbind, og det kan let løbe op for en husstands vedkommende. Der er også en udfordring forbundet med at håndtere de kasserede mundbind, både fordi de er potentielle smittekilder og fordi de simpelthen er kombineret plastic- og papiraffald.

Jeg har selv bestilt vaskbare mundbind; også her er der en væsentlig leveringstid, men resurseforbruget er ikke så ekstremt. Vaskbare mundbind har ikke samme grad af beskyttelse som godkendte mundbind, men jeg ville foretrække en politik hvor man kombinerede strengere krav til adfærd med et påbud om vaskbare mundbind af en bestemt kvalitet. Hvad ville det mon koste de danske myndigheder at udlevere officielle, vaskbare mundbind til alle borgere i Danmark én gang for alle? Man kunne formodentlig få stykprisen meget langt ned og samtidig skabe arbejdspladser i forbindelse med produktion og distribution.

Dårligt nyt fra artikelfabrikken

Den rigtige artikel er til venstre, fup-artiklen med plagieret indhold er til højre. (fra https://forbetterscience.com/2020/06/15/beggers-test-for-schrodingerean-predator-prey-system/)

Nej, det er ikke en historie fra et sted, hvor der bedrives forskning. Faktisk tværtom.

På webstedet forbetterscience.com kan man se eksempler på artikler, der er blevet publiceret selv om indholdet i stort omfang er plagiat og selv om ganske mange af forfatterne er fiktive. Det er første gang, jeg har set eksempler på dette inden for ren matematik. Og de kommer fra tidsskrifter hos Springer, nemlig Journal of Inequalities and ApplicationsAdvances in Difference Equations og Fixed Point Theory and Applications. Og de er siden blevet trukket tilbage igen. Mange af hovedforfatterne på artiklerne er fra Kina, men deres fiktive medforfattere kommer fra rundt om i verden (blandt andet mindst ét universitet i Danmark!).

Og ikke bare er artiklerne resultat af plagiat, de bruger også hjemmelavet terminologi og ser ud til ikke rigtig at hænge sammen rent indholdsmæssigt.

Den nemmeste måde at opdage svindelen på er faktisk denne (som en af kommentarerne til artiklen da også gør opmærksom på): Forskningsartikler inden for matematik har kun sjældent en konklusion; indledning og konklusion er normalt slået sammen som artiklens første afsnit. Det er anderledes i datalogi, hvor det er sædvane at have en konklusion til sidst. I fup-artiklerne, der skal forestille at være bidrag til matematisk forskning, er der faktisk konklusioner!

Der er ganske meget at tænke over i en sag som dette.

  • For det første er det bekymrende, at der er opstået “artikelfabrikker”, der systematisk producerer falske publikationer – og mit gæt er, at mange af dem findes i Kina.
  • For det andet er det bekymrende, at de pågældende artikler slap igennem en form for fagfællebedømmelse og forbi en redaktion. “Bedømmerne” kan ikke have læst artiklerne særlig grundigt eller også kender de ikke områdets bidrag ret godt. Og hvor meget kan man så faktisk fæste lid til det, der står i forskningsartikler?
  • For det tredje er det bekymrende, at artikelfabrikkerne helt åbenlyst skyldes et krav om kvantificerbare veje til akademisk succes, nemlig hvor meget man har publiceret og hvor snarere end hvad man har fundet ud af. Man bør spørge sig selv, om den akademiske kultur i de lande, der især benytter sig af “artikelfabrikkerne”, er sund. Det tror jeg nemlig ikke, den altid er.

Godt brugt

Den regnfulde søndag blev brugt på en familieudflugt til Skalborg, hvor der ligger flere store second hand-butikker (eller marskandisere, som man kaldte dem engang).

Vores datter fandt en billig bluse. Selv kiggede jeg efter cd’er og dvd’er. Film og musik på fysiske medier er på hastigt tilbagetog, og det kunne jeg observere her. Det var længe siden, jeg sidst havde bladet igennem en række cd’er for at se, om der var noget spændende. Her lå Deutsche Trucker Hits side om side med The Predator med Ice Cube, og mellem Mark Knopfler og Genesis var der pludselig albums med… Mercury Rev, som var mægtig hippe for ti-femten år siden, men også er en gruppe som jeg desværre synes er lidt kedelige. Ellers var der, bortset fra kontrasten, ikke så meget spændende. Jeg fandt det gamle live-album From The Muddy Banks of the Wishkah med Nirvana, der viser gruppens mere aggressive og tungtrockende side, Tom Waits-opsamlingen Beautiful Maladies – The Island Years og U2s tredje album War, udsendt godt et halvt år efter deres legendariske Roskilde-koncert i sin tid og inden de begyndte at virke pinlige. Intet af det er strengt nødvendigt at eje for mig, men til 10 kroner stykket var udgiften overkommelig for at få udfyldt nogle mindre huller i samlingen.

Genhør med Document

I dag genhørte jeg Document af og med R.E.M. Det var med dette album fra 1987 og efterfølgeren Green fra 1988, at jeg først stiftede bekendtskab med kvartetten fra USA. Af en eller anden grund kom jeg til at tænke på sangen “King of Birds” her til eftermiddag, og jeg fandt cd’en, som jeg købte dengang i 1988, frem.

Document rummer ganske mange gode sange, men også et par lidt formløse numre. Især “Lightning Hopkins” har aldrig sagt mig noget. Til gengæld er der så “Finest Worksong”, “King of Birds” og “The One I Love” – gruppens første egentlige hit og mest sørgeligt misforståede sang, Den er nemlig ikke en kærlighedssang, men en sang om at bruge en anden person som en slags “rekvisit” – dvs. en sang om den slags “kærlighed”, der reelt bare er egoisme.

Jeg var til koncert med R.E.M. i Edinburgh Playhouse i efteråret 1988, og det var faktisk ikke svært at få billet, for gruppen var endnu lige på grænsen til at få sit gennembrud i Europa. The Scotsman var nødt til at beskrive deres musikalske stil og det gjorde de ved at sammenligne dem med australske og newzealandske navne som Split Enz og Crowded House, og helt i skoven var det næppe.

Jeg kendte desværre ikke de tidlige albums endnu på det tidspunkt, men jeg husker alligevel koncerten i Playhouse som særdeles vellykket. Bandet var veloplagt – og Michael Stipe havde hår på hovedet!

Document var R.E.M.s sidste album for IRS Records, men også deres første produceret af Scott Litt, der siden var producer på de følgende mange albums. Fire år senere kom “Losing My Religion“, og inden længe var R.E.M. blevet allemandseje.

Der var både godt og skidt, at det gik sådan. R.E.M. lavede i deres lange storhedstid guldrandede sange fuldt på højde med hvad The Beatles formåede, men ligesom dem endte de med at blive “elsket ihjel”, så mange blev trætte af dem og ikke kunne høre deres mange kvaliteter.

I modsætning til The Beatles var R.E.M. dog nok en helhed, der var større end summen af de enkelte dele. Da Bill Berry fik en hjerneblødning og trak sig tilbage, kunne man mærke at noget var forandret. Han var ikke “bare” trommeslager, men må have haft større indflydelse på bandets musik, end man gik og troede. Og det er ikke meget af betydning, man har hørt til Buck, Mills og Stipe siden afskeden i 2010.

Og Document er, selv om det ikke er gruppens bedste udspil, stadig ligesom de fleste andre albums fra R.E.M. (jeg har dem alle) stadig værd at høre.

Et gensyn med poetry slam


I januar 2019 var jeg med ved Danmarksmesterskaberne i poetry slam og røg ud i første runde. Siden da fik jeg konsekvent lave point, når jeg stillede op, og responsen i andre sammenhænge var ikke så god. Var det mon ikke tid for mig at stoppe nu? 

I august 2019 besluttede jeg mig til at forlade poetry slam efter ti år. Glæden ved ikke at kunne komme ud over scenekanten er lille, og af og til har jeg følt, at der måske ikke var mere for mig at sige.

I aften var jeg dog alligevel tilbage for en stund på Studenterhuset i Aalborg til en særlig sommerudgave af poetry slam med et lille publikum og en del særlige forholdsregler på grund af COVID-19. Det var første gang i knap et halvt år, der var poetry slam i Aalborg, og jeg havde lyst til at prøve igen.

Det var godt at se dem, jeg kendte fra den lokale poetry slam-scene igen. Dennis Buchleitner, der er en af de suverænt dygtigste danske spoken word-performere, var kommet helt fra København for at optræde mellem runderne. Det var også godt at se Dennis igen og høre hans nye og hudløst ærlige tekst om at slippe ud af mange års hashmisbrug.

I finalen var Louise Thisgaard, Nikolaj Lind Holm og Jesper Nielsen. Det blev Nikolaj, der vandt, og det var fuldt fortjent.

Denne gang fik jeg også lave point; jeg kan for alvor mærke, at jeg ikke rigtig brænder igennem mere og jeg tror, det mest fornuftige for mig er at stoppe for alvor nu. 

Genåbningsfeber

Skærmbillede fra https://www.horesta.dk/presseklip/2020/juni/efter-corona-konferencecenter-er-kommet-godt-igen/

I medierne taler mange om tiden lige nu som “efter corona”. Men COVID-19-pandemien er bestemt ikke slut. Man skal bare se sig om i verden for at opdage, hvor galt det er fat.

I den seneste halvanden måned har tallene for antal smittede og antal døde i Danmark været lave, men nu er smittetallene vokset – kun lidt, men dog er de vokset. Det er forkert at sige “efter corona”, for vi er midt i pandemien.

I Politiken er der en reportage fra Bakken i København. Gæsterne i forlystelsesparken siger, at de ikke er så påpasselige længere.

»For to måneder siden tog jeg ikke mit barn med i indkøbscenteret. Jeg sprittede af, inden jeg gik ind, og når jeg kom ud. Når jeg stod i kø, holdt jeg altid en meters afstand. Så dengang var det mere stramt. For nu kan jeg sagtens se det skred, der sker«, siger Bettina Johansen:

»Det første, der slog mig, da jeg ankom til Bakken, var, at folk står helt oppe i enden af hinanden. Der er ikke den der meter imellem. Det er bare en lang kø. Før kunne man ligesom se den fysiske afstand. Det kan man ikke længere. Så afstanden slækkes på. Og det smitter af på mig. Jeg kan mærke, at jeg selv skal være mere disciplineret«.

Hun har en håndsprit med, men hun bruger den ikke lige så meget som før.

Politiken, 23. juli 2010 (https://politiken.dk/indland/art7866655/»Før-ville-jeg-have-sprittet.-Det-gjorde-jeg-ikke-i-dag«)

Jeg forstår dem på en måde godt, for vi længes alle efter en anden virkelighed. I år er det første gang siden min datter blev født i 2001, at jeg tilbringer hele sommeren hjemme, med et kort familiebesøg i sidste uge som eneste undtagelse. Det ville være kærkomment med et tydeligere afbræk fra hverdagen.

Men slut er det ikke, tværtimod. Måske var det på tide, at myndighederne igen henvendte sig på den måde, de gjorde i marts og april. De hyppige pressemøder var en voldsom oplevelse, men set på afstand er det tydeligt, at de gjorde et stort indtryk. Og måske skulle journalister og andre mediefolk holde op med at bruge formuleringen “efter corona” om den tid, vi er i nu.

Betal din egen husleje?

Foto: MrBPrints (https://da.wikipedia.org/wiki/Fil:KU_frue_plads.jpg, Attribution-ShareAlike 4.0 International (CC BY-SA 4.0))

De danske universiteters økonomi er baseret på nogle idealer om intern konkurrence, der har absurde konsekvenser. Ét er, at der er ved at opstå et ideal om at universitetslærere skal konkurrere med hinanden om at hente midler hjem til at betale en del af deres egen løn – det har jeg skrevet om før. Et andet er at universiteterne har status som selvejende institutioner; det gør at staten (repræsenteret af Bygningsstyrelsen) tjener penge på at leje bygninger ud til universiteterne. I 2019 regnede man med at dette ville give et overskud på 567 millioner kroner.

Senest er der en sag om husleje, der vil få konsekvenser for Københavns Universitet. Bygningsstyrelsen vandt midt i juni en intern voldgift om Pharma Science-bygningen på Nørre Allé. Det indebærer, at universitetet skal betale en husleje, der er højere end da byggeriet i sin tid blev planlagt. En anden voldgiftssag mod Bygningsstyrelsen drejede sig om huslejen på i alt 19 lejemål, og den har Københavns Universitet også tabt. Også her er konsekvensen, at der skal betales mere i husleje. En ikke usandsynlig konsekvens er, at der skal ske store nedskæringer – måske op mod 400 ansatte ved Københavns Universitet skal fyres. Det vil i så fald blive en fyringsrunde, der får sidste års store fyringsrunde på et andet dansk universitet til at blegne. En anden bizar konsekvens af huslejemodellen så man sidste år: Københavns Universitet ville have private fonde til at betale en det af huslejen.

Open source-medicin og COVID-19

Det er ikke nyt, at de store medicinalfirmaers monopoler i form af patenter og selektiv åbenhed om deres forskningsresultater skaber ulighed. I 2015 opdagede forskere hos Pfizer at deres medicin Enbrel, der egentlig var udviklet mod leddegigt, kunne nedbringe risikoen for at udvikle Alzheimers sygdom med 64 procent. Så skete der ikke mere. Forklaringen fra Pfizer var at datagrundlaget ikke var godt nok; men det betød ikke, at man frigav data.

Nu ser vi, at nogle landes regeringer prøver at kopiere denne strategi ved selv at indføre monopoler. USAs myndigheder opkøber alle lagre af Remdesivir fra Gliead Sciences og både USAs og Storbritanniens myndigheder opkøber den vaccine mod COVID-19, som de tror på.

Vi har allerede længe set, hvilken ulighed monopolerne skaber i behandlingen af HIV. I rige lande i det globale Nord er en diagnose som HIV-positive ikke længere den dødsdom, den engang var, netop takket være antiretroviral medicin. Men i det globale Syd har det desværre set helt anderledes ud, netop på grund af patenter på medicin: Medicinen har for mange landes vedkommende simpelthen ikke været til at betale.

Det samme problem kommer med stor sandsynlighed til at opstå for COVID-19. Remdesivir er endda et lægemiddel, der er relevant i begge sammenhænge.

Læger Uden Grænser har længe haft en kampagne (https://msfaccess.org) for åben adgang til lægemidler. Specielt for COVID-19s vedkommende har de seks konkrete anbefalinger om en kommende vaccine. De har alle med adgang til forskningsresultater og lægemidler at gøre, og en af anbefalingerne lyder

We need global solidarity to tackle this global pandemic, and we can’t have two systems for countries that can afford future COVID-19 vaccines and those that can’t afford them.

The latest draft of the COVAX Facility document proposes a two-tiered system of access, which will not ensure global equity.

Additionally, we can’t allow nationalist interests to get in the way of ensuring that any future COVID-19 vaccines are available and accessible to everyone and are not just a luxury for the few.

Intellectual property, technologies, know-how and data must be shared, so that when a COVID-19 vaccine candidate proves successful, the world is given the best chance to rapidly scale-up manufacturing and distribution.

Fra COVID-19 vaccine: 6 recommendations for equitable access (https://msfaccess.org/covid-19-vaccine-6-recommendations-equitable-access)

En sådan strategi bør regeringer bakke op om. Det ideelle vil være en form for open source-medicin, og her kunne Danmark gå foran ved at sikre, at en dansk udviklet vaccine kan blive open source. Bevægelsen Open Source Pharma er blandt de andre, arbejder for netop en sådan strategi – de kalder det endda “Linux for lægemidler”. For mig at se er dette ideal det eneste, der er foreneligt med idealet om et sundhedsvæsen med fri og lige adgang for alle.

Noget, der bliver klart under pandemien, er at forskningsresultater inden for mange områder er af potentielt stor vigtighed for alle og at vi derfor skal tænke anderledes om forskning. Mere end 100 forskere har underskrevet en appel om en anden og meget hurtigere og mere effektiv form for fagfællebedømmelse, så man hurtigere kan afgøre kvaliteten af forskningsresultater om COVID-19.

Også på længere sigt bør der ske en ændring. Jeg ved af egen erfaring, at danske forskere bliver bedømt på om de kan opnå patenter på basis af deres forskning Man burde se det modsatte som en kvalitet, nemlig at forskningsresultater bliver gjort frit tilgængelige og ikke hæmmet af patenter.

Benægtelse virker

For snart mange år siden skrev jeg her om bogen De svarer ikke af Christian Kock, der dengang var professor i retorik på Københavns Universitet; han er nu gået på pension. Bogen er en skarp analyse af uskikke i danske politikeres kommunikation og en fortegnelse over deres måder ikke at argumentere på. Det var fascinerende, at en kronik af den siden så omtalte Eva Selsing nærmest var en fortegnelse over alle de retoriske uskikke Kock påpeger. Der er vel næppe nogen i den danske offentlighed, der argumenterer så dårligt så netop hende.

Et af Eva Selsings erklærede forbilleder er Donald Trump, og hans retoriske uskikke er hinsides selv hendes. Det er nemt at forvisse sig om, thi der findes en masse officielle transkripter af interviews med Donald Trump og af taler, han har holdt. Også dette er mærkværdigt fascinerende. Senest er denne, den siddende præsident af USA, blevet interviewet på Fox News, der ellers ikke er kendt for at være specielt kritiske over for Trump. Men i interviewet, der handler om de amerikanske myndigheders strategi (eller mangel på samme) under COVID-19-pandemien må selv journalisten Chris Wallace give op. Her er et lille udpluk:

WALLACE:  But, sir, we have the seventh highest mortality rate in the world. Our mortality rate is higher than Brazil, it’s higher than Russia and the European Union has us on a travel ban.

TRUMP:  Yeah. I think what we’ll do — well, we have them under travel ban too, Chris. I closed them off. If you remember, I was the one that did the European Union very early. 

But when you talk about mortality rates, I think it’s the opposite. I think we have one of the lowest mortality rates in the world.

WALLACE:  That’s not true, sir. We, we, we have a — we had 900 deaths on a single day…

Christian Kock analyserer retoriske kneb som ikke at svare og ideen om talfnidder. I bedste fald dukker der “talfnidder” op et sted i interviewet, hvor Trump påstår, at det høje antal smittede i USA skyldes at mange bliver testet. Men ellers er der tale om simpel benægtelse, og denne retoriske strategi ser desværre ud til at virke. Trump bruger den til at søsætte en diskussion om hvor mange der mon egentlig er smittet med COVID-19 i USA, og på den måde får han flyttet fokus væk fra hvordan USAs myndigheder under Trumps ledelse egentlig håndterer pandemien – og endda over på en påstået ydre fjende, nemlig EU. Det er primitivt, men også skræmmende, at det kan lade sig gøre.