På tærsklen til ferie

I dag er det min sidste arbejdsdag inden ferie, og det er ikke mange, jeg har set på universitetet i dag. Jeg burde vel begynde at tænke på efterårssemesteret nu, hvor jeg har tid til dét, men jeg sidder i stedet og skriver lidt på et gammelt artikelmanuskript, der gerne må blive til en rigtig artikel snart. Jeg svarer på de ganske få mails, der skal svares på, og i baggrunden er der klassisk musik fra P2. Til sidst vil jeg rydde en lille smule op på mit kontor for ikke at give august-udgaven af mig selv en alt for dårlig oplevelse, når den tid kommer. Denne tid på året er noget særligt på universitetet og måske også i virkeligheden nødvendig for at geare ned.

Forårssemesteret forekommer af en eller anden grund at være mere intenst end efterårssemesteret, og i år har ikke været en undtagelse. Der var arbejdet med en ansøgning, PBL-udviklingsprojekter og kursusundervisning, der i år heldigvis overvejende har været præget af en mangel på egentlig fiasko. Til efteråret venter der ny undervisning og rejser til konferencer, men den tid, den glæde. Lige nu er det ferien, der venter mig.

I år gør jeg brug af den sjette ferieuge og tager fire ugers sommerferie. Jeg vil få læst nogle flere af de bøger, der har ventet alt for længe på min reol, og senere går turen sydpå med familien for en stund. På et tidspunkt stilner aktiviteten på denne blog formodentlig af.

Hvad vil du sige til dig selv?

Jeg har i dag fået læst Psykologi og eksistens, en kort, men på ingen andre måder lille bog af den østrigske psykiater Viktor Frankl. Frankl var født i 1905 og på grund af sin jødiske baggrund blev han pågrebet af nazisterne og, tilbragte tre år i koncentrationslejr. Blandt andet var han fange i Auschwitz. Frankl mistede sin hustru og sin familie i Holocaust.

Størstedelen af bogen er Viktor Frankls beretning om og refleksioner over netop de erfaringer, hans gjorde sig som overlever af Holocaust, og ikke mindst hans forsøg på at forstå hvordan nogen kunne overleve dette helvede og hvorfor nogle døde med værdighed, mens andre blev knækket.

Efter 2. verdenskrig grundlagde Frankl den såkaldte logoterapi, og bogens sidste del omhandler grundideerne i logoterapien. Ordet logos er græsk og betyder “ord”, men det betyder også “mening”, og fundamentet i logoterapien er netop, at det enkelte menneske for at kunne leve godt er nødt til at skabe en mening med sin egen eksistens. Denne mening er da en fundamental drivkraft bag menneskets handlinger. Meningen vil være en mening, der rækker ud over det enkelte menneske og samtidig udgør en form for værdighed. Det vil også være en mening, der kan rumme en mening med de lidelser, man har måttet gennemgå. Typisk er meningen, at man har formået at håndtere lidelserne med en form for værdighed.

Alt i alt skal man ikke spørge andre om, hvad meningen med livet; man skal spørge sig selv. Og som Frankl skriver, er meningen med livet ikke konstant – den udvikler sig gennem livet. Netop dét kan jeg selv nikke genkendende til. Meningen med mit liv er ikke den samme i dag, som den var, da jeg var halvt så gammel som i dag. Faktisk ved jeg ikke rigtig, hvad jeg ville have sagt dengang.

I sin gennemgang beskriver Frankl flere interessante øvelser, som han udviklede som terapeut. Den måske allermest interessante øvelse er denne:

Du er firs år gammel, og du ligger på dit dødsleje. Nu ser du tilbage på dit liv. Hvad føler du i denne situation? Hvad vil du tænke? Hvad vil du sige til dig selv?

Frankl beskriver en kvinde, der var mor til en handicappet dreng og tidligere havde mistet sin anden søn. Hun havde forsøgt at begå selvmord og at tage drengen med sig i døden. Det, der forhindrede dette, var at drengen hindrede hende i det – for han holdt af livet. Han beder nu kvinden forestille sig at hun er gammel og skal dø:

Da hun så sit liv, som om hun lå på dødslejet, var hun pludselig blevet i stand til at se en mening med det, en mening, der også indeholdt alle hendes lidelser. På samme måde var det også blevet klart, at et kort liv, hendes døde drengs, kunne være så rigt på glæde og kærlighed, at det kunne rumme mere mening end et liv, der varede i firs år.

Tidligere har jeg skrevet om eftermælet her på bloggen, og i denne øvelse, der er rigtig væsentlig og svær tillige, beder terapeuten netop personen om at forestille sig sit eget eftermæle, når det står for at skulle skrives.  Dette eftermæle udgør en slags opsummering af meningen med livet. For nogle mennesker, der har meget høje tanker om sig selv, vil øvelsen måske bare afspejle en voldsom selvovervurdering. F.eks. tror jeg ikke at en autoritær politiker som Trump, Putin eller Erdogan ville få glæde af øvelsen. Man skal, tror jeg, have en form for eksistentiel tvivl for at kunne drage nytte af øvelsen.

Hvad ville vi selv svare, hver især? Hvad ville vi føle og sige til os selv på dødslejet?

Afsked med Per

Per med Jonas på rutebilstationen i Aalborg foråret 1986.

I lørdags, tidligt om morgenen fik jeg den meget triste nyhed, at min gamle studiekammerat Per Koldbro Olesen var død efter længere tids sygdom. Jeg havde ikke vidst, at Per havde været syg, og nyheden kom som et chok for mig og de andre, der havde studeret sammen med ham.

Per og jeg var i projektgruppe sammen flere gange, mens jeg læste datalogi, og jeg har kun gode og varme minder om ham. Vi andre kom fra matematikuddannelsen, men Per havde læst historie først. Nogle gange syntes Per, at vi andre derfor måske havde lidt nemmere ved datalogi end han havde, og en enkelt gang mindede han os om at han jo faktisk var medlem af en a-kasse og kunne få dagpenge hvis nu han ikke skulle bestå! Men det skete aldrig. Per var nemlig rigtig dygtig og dertil også en meget venlig og eftertænksom mand. Vi andre kunne godt være nogle spradebasser, men det var Per ikke. Han var nogle år ældre end de fleste af os andre og blev far i løbet af studietiden; jeg husker med stor glæde besøgene hos ham, hustruen Karen (som han havde kendt, siden de begge var helt unge) og deres drenge Jonas og Jakob. I årene efter vi blev færdige, sås vi også nogle gange hjemme ved dem. Senere mødte jeg nogle gange Per og Karen rundt omkring, og ofte var det ved eller lige efter store musikarrangementer.

I dag deltog jeg og min gamle studiekammerat Jan Sieker (i dag gymnasielærer i matematik) i bisættelsen af Per, og Vejgård kirke var fyldt. Præstens tale var varm og indfølt og røbede det, vi jo egentlig godt vidste, nemlig at Per var en meget afholdt mand. Da kisten blev båret ud, var det til tonerne af en saxofon og et orgel, der spillede “Stairway to Heaven”; sjældent har denne sang virket så sørgelig og passende som i dag.

Noget af det mest knugende, jeg ved, er at se en rustvogn, der kører bort med en kiste. I dag så vi det igen, og det var hårdt. Per var en trofast motorcyklist; foran kirken holdt mange motorcykler fra hans klub, og det var da også dem, der fulgte ham på den sidste korte tur.

Bagefter samledes alle til en frokost, og Jan og jeg fik hilst på og snakket med Karen, Jonas og Jakob. De er nu begge ældre end Per var, da jeg først mødte ham – hvor tiden dog går hurtigt – og venter i øvrigt begge barn inden for de nærmeste dage. Og jeg hørte fra Karen om Pers sidste tid og kunne fornemme, hvor stærk Per havde været, og hvor ufatteligt stærk Karen har været.

Æret være Pers minde.

Kvinder er bare anderledes (??)

Det er åbenbart stadig muligt at skrive tåbelige ting om den ekstremt skæve kønsfordeling på datalogiuddannelserne. Stuart Reges, der er lektor i datalogi ved University of Washington i USA, har i al fald skrevet en artikel om hvorfor der er så få kvinder, der studerer datalogi. Det er en af disse trælse artikler, hvor forklaringen på et problem er en henvisning til en indbygget forskel. Reges’ forklaring på at der er så få kvinder, der studerer datalogi, er at kvinder bare ikke har lyst til det, fordi kvinder har nogle andre prioriteter.  Desuden siger han, at kvinder faktisk ikke oplever problemer på datalogiuddannelser eller bagefter, når de er i arbejde, for han har ikke hørt nogen tale om utilfredshed fra kvinder. Stuart Reges føler tydeligvis selv, at han kommer frem med en vigtig, men ilde hørt sandhed.

Den slags forklaringer, der forklarer uligheder med forskelle, der er indbygget i mennesker, er vældig bekvemme. De kan bruges til at sige dels, at uligheden i virkeligheden skyldes den part, for hvem uligheden er en ulempe, dels at der ikke er nogen grund til at gøre noget, for man kan ikke gøre noget. Og man kan endda benægte, at uligheden skulle være til ulempe for nogen, for alle er jo godt tilfredse.

Men når jeg læser en bemærkning fra Reges som

They claim that men have created a culture that matches their values and interests. How is that possible if men and women don’t differ in fundamental ways?

som indikator på der findes en indbygget forskel, bliver jeg underligt til mode, for forvekslingen af årsag og virkning og manglen på forståelse af interessekonflikter er begge uhyggeligt åbenlyse. En gruppe, der i forvejen er begunstiget og i en magtposition, skaber nogle forhold, der kan opretholde begunstigelsen og magtpositionen.

Derfor var det godt at læse en kort, afdæmpet replik fra Hank Levy, der er institutleder ved det institut på University of Washington, hvor Stuart Reges er ansat.

Den første vigtige bemærkning fra Levy er at

Reges quotes Unlocking the Clubhouse, using the statement that “Concern for people, family, ‘balance in life,’ novels and a good nights’ sleep should not come at the cost of success in computer science” as an indication that women and men differ in their values and interests, and as a reason why women prefer fields other than computing. Yet these are the very same issues that exist in medical schools (residency is 3 years of isolation and sleep deprivation!), but somehow over the last 40 years women have chosen to become doctors in large numbers. How could that be? Obviously something changed over that long period – most likely both the medical system (which was male dominated and treated women poorly in 1975) and women’s interest in the profession. The point is, we can clearly work to change some of the factors listed in the previous paragraph, and young people (of all genders) can and do make different choices over time in the fields they wish to pursue: those choices are not predetermined at birth based on the colors of our baby blankets.

Det er med andre ord også de underlige arbejdsforhold og det mandsdominerede klima i arbejdslivet for softwareudviklere, der ender med at have betydning. Dette burde være åbenlyst, men det er det ikke for Reges. Den anden vigtige bemærkning fra Levy er denne:

…computer science has become extremely broad and highly applied to societal grand challenges; e.g., in our school we have students who have developed smartphone systems to detect jaundice in infants, mobile data systems used to improve health care in Africa, machine learning techniques for choosing the best therapies for leukemia, and platforms for analyzing cultural differences across different countries. Applications such as these make computer science more interesting and accessible to a diverse population of students because today’s students want to have impact. We are not just educating software engineers for the software industry – we are educating computer scientists for the world. Clearly, different subfields in in our technology program have different appeal. The bottom line is that neither women’s interests nor the field of computing are static and unchanging, and any analysis that misses that fact is flawed.

Selv tror jeg, at datalogi vil kunne tiltrække flere mennesker og andre mennesker, hvis faget ligesom andre hårde fag bedre bliver i stand til at appellere til de mange mennesker, der også gerne vil gøre en forskel i verden. Her har vi ikke gjort det godt, men på et universitet som Aalborg Universitet, hvor problemorienteret projektarbejde er en central komponent i  uddannelserne, burde vi have forudsætningerne for at kunne gøre netop dét.

Børn som “gidsler”?

Foto: Miriam Dalsgaard.

I disse år er det som om familiebegrebet er ved at ende i en slags undtagelsestilstand, hvor man splitter familier eller bevidst udsætter dem for voldsom stress. Den amerikanske praksis med at adskille migranters børn fra deres forældre er et særligt voldsomt eksempel. New Statesman har en skræmmende reportage fra et af de længst fungerende centre i USA.

Der er også blevet afsløret en praksis for at bortadoptere børnene af de mennesker, der har forsøgt at komme ind i USA. Denne praksis med adskillelsen af børn og deres forældre kender man også fra Australien, hvor mange børn fra den oprindelige befolkning blev fjernet fra deres forældre, så de kunne blive placeret i lejre og opdraget “på en civiliseret måde”. Man har her talt om “de stjålne generationer”; filmen Rabbit-Proof Fence fra 2002 skildrer tre australske børns flugt fra en sådan lejr.

Og vi kender ideen med at placere familier i undtagelsestilstand fra dansk asylpolitik. Undtagelsestilstanden ser vi bl.a. i beslutningen om at uledsagede flygtningebørn selv skal betale for familiesammenføring og i de hårde vilkår for børn på udsendelsescentre som Sjælsmark. Jeg skrev i sidste måned om hvordan politikere fra regeringen og Dansk Folkeparti konsekvent taler hårdt om familierne på disse udsendelsescentre. Denne måde at tale om afviste asylansøgeres familier på stammer formodentlig fra 2009, hvor Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti til Politiken sagde

Man kommer hurtigt i en situation, hvor afviste irakiske asylansøgere bruger deres børn og skubber dem foran sig. Børnene er forældrenes gidsler, som de bruger overfor myndighederne. Det synes jeg er skammeligt…

Man kan imidlertid lige så vel beskrive situationen på en anden måde, nemlig at det er myndighederne rundt om i verden, der skubber børn foran sig og på denne måde bruger dem som gidsler for at fremtvinge en bestemt situation. Og dette er særligt skammeligt, for det er nemlig myndighederne, der har forpligtet sig til at efterleve menneskerettighederne og deres formulering om at familien som enhed er ukrænkelig. I Verdenserklæringens artikel 16, stk. 3 står der at

Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav på samfundets og statens beskyttelse.

og i Børnekonventionens artikel 3, stk. 3 står der at

Deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler.

Efter færdselsulykken

Hvad politirapporten fra Østjyllands politi berettede.

I går, da vi begav os fra 50-års-fødselsdagen, kørte jeg og en kollega med vores fælles kollega Lone Krogh hjem. Jeg var i et meget underligt humør, for jeg havde lige fået den triste nyhed, at en af mine gamle studiekammerater var død. Uden for Rønde skulle køre op på motorvejen til Randers. Vi passerede under en viadukt, inden vi opdagede at vi var kommet lidt for langt og at tilkørslen til motorvejen lå lige ved viadukten. Lone vendte bilen. Da vi kom tilbage til viadukten, så vi straks at der var sket et bilsammenstød inde i tunnellen under viadukten, kun et par minutter efter at vi havde kørt igennem den selvsamme tunnel.

Vi standsede, og jeg løb hen til ulykkesstedet for at spørge om jeg kunne gøre noget. Synet var skræmmende. Og der var helt stille. Den ene bils forparti var helt krøllet sammen. En mand fra en anden bil, der netop var ankommet, var allerede i gang med at få chaufføren, en midaldrende kvinde, ud af førersædet.  Blodet løb ned ad hendes ben. Den anden passager, en midaldrende mand, sad i vejkanten med en læsion i panden, tydeligvis i chok. Jeg spurgte, om jeg skulle ringe til 112.

Men de, der først var ankommet til ulykkesstedet, havde allerede ringet. Jeg har engang taget et kursus i førstehjælp; al min viden var pludselig forduftet. Der var formodentlig ikke så meget, jeg kunne gøre,  og i mellemtiden var en motorcyklist også ankommet. Jeg gik tilbage til Lones bil og vi fortsatte nordpå. Lone lovede at køre ekstra forsigtigt; det gjorde hun.

Siden kom jeg i tanke om en gammel sang af Bruce Springsteen ved navn “Wreck on the Highway” (fra The River fra 1980). Det er en sang, der netop handler om en sådan hændelse – at ankomme til en alvorlig trafikulykke, der netop har fundet sted. Om Springsteen selv oplevede dette, ved jeg ikke, men teksten rammer usædvanligt præcist den ildevarslende stilhed og rådvildhed, jeg oplevede. Her er den.

Last night I was out driving
Coming home at the end of the working day
I was riding alone through the drizzling rain
On a deserted stretch of a county two-lane
When I came upon a wreck on the highway

There was blood and glass all over
And there was nobody there but me
As the rain tumbled down hard and cold
I seen a young man lying by the side of the road
He cried Mister, won’t you help me please

An ambulance finally came and took him to Riverside
I watched as they drove him away
And I thought of a girlfriend or a young wife
And a state trooper knocking in the middle of the night
To say your baby died in a wreck on the highway

Sometimes I sit up in the darkness
And I watch my baby as she sleeps
Then I climb in bed and I hold her tight
I just lay there awake in the middle of the night
Thinking ’bout the wreck on the highway

Døden ifølge Critchley

Så blev jeg færdig med How to Stop Living and Start Worrying af og med den engelske filosof Simon Critchley. Titlen er en snedig parodi på How To Stop Worrying And Start Living, en storsælgende selvhjælpsbog af Dale Carnegie.

Det er ikke en selvhjælpsbog, vi har med at gøre. Til gengæld er det en form for samtalebog ; det meste af bogen er transskriberet fra en samling tv-interviews med den svenske filosof Carl Cederström fra svensk tv i 2009. Det er i sig selv dybt fascinerende, at man på svensk tv har haft en programrække om filosofi med fagfilosoffer i centrum.

How to Stop Living and Start Worrying tager fat i de store emner og de store spørgsmål – filosofi som fag, døden, kærligheden, humor og autenticitet.  Alle disse emner skal man bekymre sig om i stedet for “bare” at leve som om intet hænder, er Critchleys pointe – og deraf bogens titel. Ganske ofte undervejs vender han tilbage til døden og hvordan den dødelighed, vi mennesker kender til, former vore liv og vore måder at bedrive filosofi på. Stærkest står for mig dog kapitlerne om kærlighed og om humor. Ifølge Critchley er kærligheden noget, der rækker ud over den objektive sandhed og ikke mindst udgør en form for tilintetgørelse af selvet. Når man elsker, “hugger og hakker” man sig selv væk, siger Critchley. Og ifølge Critchley er humor en slags “kritisk socialantropologi” i og med at humoren stiller spørgsmål om det fornuftige i menneskelige forhold. I et samfund hvor alt er perfekt, er der ingen humor, siger han.

Simon Critchley er kontinentalfilosof, dvs. en filosof i den tysk/franske tradition set i modsætning til den britisk/amerikanske analytiske filosofi. Derfor er det ikke så underligt, at han ofte nævner folk som Heidegger, Derrida og Lacan. Hvis man ikke har læst kontinentalfilosoffernes hovedværker (og det har jeg ikke), er How to Stop Living and Start Worrying nogle gange en udfordring at læse. I modsætning til f.eks. Svend Brinkmanns populære bøger er her ikke tale om en indføring for den uindviede; man skal holde tungen lige i munden ganske ofte og læse langsomt og omhyggeligt. Hvis man er i stand til dét, er bogen værd at læse.

Dorinas fødselsdag

I dag har jeg været med til at fejre at min kollega Dorina Gnaur fra Institut for læring og filosofi fyldte 50. Hun havde samlet familie og venner i sit hjem, og der blev også tid til en gåtur på den smukke sommeraften hen mod solnedgang i Mols Bjerge, hvor Dorina bor.

Dorina og jeg har siden 2013 samarbejdet om projekter om universitetsundervisning, og det er der kommet både publikationer og den nye PBL Exchange-portal ud af. Og nu er Dorina også blevet fastansat på AAU. Jeg ved, at det er en meget stor lettelse for hende.

Der er al mulig grund til at ønske tillykke!!

Skærmblind

Der er en interessant klumme i Wired om “skærmblindhed”, som er den ærgerlige konsekvens af at man mest sidder og læser tekst på skærme – små skærme, mellemstore skærme og store skærme.  Det går simpelthen ud over synet. I oktober 2016 fik jeg multifokale kontaktlinser for at gøre noget ved det faktum, at jeg nu både er nærsynet og har “gammelmandssyn”. Men siden da er mit syn faktisk blevet lidt dårligere igen.

Man skal se noget andet end at kigge på skærmen en gang imellem, for det er ikke godt for de små muskler i øjet at fokusere så længe og så intenst på skærmen. Uden for det kontor, jeg havde indtil sommeren 2016, var der et træ med en fuglerede. Og uden for det kontor, jeg havde i efteråret 2016, var der udsyn til græs og til en bygning af samme slags. Fra og med foråret 2017 har jeg haft udsigt til en parkeringsplads, hvor der står nogle træer. Jeg må tage mig sammen til at kigge lidt ud på træerne derude engang imellem.

For en anden konsekvens af al den megen skærmtid er måske også, at man får sværere ved at se ordentligt på alle de mange ting, der er uden for skærmen,  dvs. den faktiske verden, vi lever i. Ovre i USA er en forfatter ved navn Gabriel Popkin begyndt at arrangere tree walks. Og nej, det har ikke noget med gennemvandring af træstrukturer at gøre. Gabriel Popkin tager såmænd på gåture sammen med interesserede, hvor man går rundt i Washington D.C. og kigger på byens mange fine træer. Det lyder da egentlig hyggeligt og godt. Jeg er vokset op i Han Herred, og som barn havde jeg en nogenlunde fornemmelse af hvilke slags træer, der var i nærheden af mit hjem. Lige nu er jeg faktisk i tvivl om hvilke slags træer det er, der er ude på parkeringspladsen. Jeg må vist hellere se efter.

Der kom en mail fra Japan

Jeg har en tendens til lynhurtigt at bladre forbi de mailbeskeder, jeg får, hvor afsenderen er angivet med kinesiske skrifttegn – de er nemlig altid spam. I dag opdagede jeg så faktisk, at det bestemt ikke altid er sådan. Den mail med kinesiske skrifttegn i headeren, som jeg var lige ved at bladre forbi, var faktisk skrevet på et både pænt og korrekt og meget høfligt engelsk og kom ikke fra Kina, men fra Japan. Her sidder der en gruppe mennesker på universitetet i Nagoya og holder en studiekreds. Og denne studiekreds er såmænd baseret på min bog Transitions and Trees – An Introduction to Structural Operational Semantics, der udkom på Cambridge University Press tilbage i 2010. Afsenderen var en professor Yuen, som faktisk havde mødt mig i Tyskland i februar 2017 (det havde jeg desværre glemt). Han havde nogle spørgsmål på studiekredsens vegne, fordi der var nogle steder i bogen, som undrede dem. Og på denne måde opdagede jeg, at der nogle steder i min bog er nogle fejl – bl.a. er der i et kapitel en fejl i et induktionsbevis og i et andet kapitel en fejl i en definition. Til alt held er fejlene nemme at rette, og jeg lovede at få dem med i bogens officielle retteark. En dag vil jeg revidere bogen, men den slags tager tid.

Det er selvfølgelig ærgerligt at få at vide, at der er fejl i en bog, jeg har fået udgivet. Men samtidig er det en særlig følelse at opdage, at der sidder nogen i et land meget langt væk, der er gået sammen om at ville læse og diskutere en bog, jeg har skrevet.