Folkets skønhed


I dag blev jeg færdig med Folkets skønhed af Merete Pryds Helle, der i sidste uge gæstede Aalborg i forbindelse med Ordkraft-festivalen. Bogen fik de Gyldne Laurbær i 2016 og er i det hele taget blevet rigtig godt modtaget. Det er en meget velskrevet, men også usædvanligt grum fortælling fuld af fattigdom, incest, voldtægt, al mulig anden vold (bogens personer stikker hinanden en lussing, når de oplever svære følelser, og det gør de rigtig tit), gravide teenagere, mord, selvmord, krig, kz-lejre, utroskab, dysfunktionelle ægteskaber, alkoholisme, psykisk sygdom og en hel masse rigtig dårlig sex – og en helt usædvanligt ubehagelig beskrivelse af en ufrivillig abort. Efter de første par hundrede sider begynder man at forlige sig med beskrivelserne af det hårde liv på Langeland, og da er det også, at det går det op for én at bogen er faktisk er en slægtskrønike om Merete Pryds Helles familie. Til sidst i bogen dukker hun selv op som biperson i form af den lille pige Merete. Dette er en fortælling om social mobilitet og samtidig også historien om hvordan Danmark i det 20. århundrede bevæger sig fra at være et samfund, der minder om den tredje verden (og om de lande, mennesker i dag flygter fra), til et moderne industrisamfund med langt bedre muligheder for uddannelse og mange vigtige skridt hen mod ligestilling mellem kønnene.

Også set på denne måde er Folkets skønhed værd at læse og anbefalet herfra, men bogen er bestemt ikke nogen feel good-oplevelse.

Flattr this!

Flere sprog på arbejdspladsen

På min arbejdsplads Aalborg Universitet er der nu mange ansatte, der ikke kan tale eller forstå dansk, og derfor er der en del kommunikation, der bliver på en form for engelsk. Jeg har længe haft en fornemmelse af at dette gør noget ved  den måde, vi kommunikerer på.

Der bliver selvfølgelig forsket i dette emne, blandt andet i forbindelse med det såkaldte DYLAN-projekt ved universitetet i Basel. Resultaterne fra dette projekt peger bl.a. på at hvis man kun må tale engelsk på arbejdspladsen, da kan der blive skabt en følelsesmæssig distance hos dem, der ikke kan bruge deres eget sprog. Hvis man derimod udnytter flersprogligheden, kan det føre noget godt med sig både for den enkelte og for organisationen.

Det, der er interessant, at jeg har samme oplevelse – det er sjældent samtalerne på engelsk, der fører os sammen – det er det, at der er en kerne af medarbejdere, der kan tale og forstå dansk, der i sidste ende binder instituttet sammen. Den undervisning, jeg selv er gladest for at holde, er den, jeg kan holde på dansk. Selv om jeg egentlig taler et nogenlunde habilt engelsk, falder det mig stadig meget lettere at udtrykke mig på dansk. Og jeg ved, at nogle af mine udenlandske kolleger drager nytte af ikke at være den eneste på instituttet, der kan tale f.eks. græsk eller tysk. Når man tænker over det, er det egentlig lidt paradoksalt, at mangfoldigheden skal opnås ved at alle taler samme sprog altid.

Flattr this!

Det grænseløse gruppearbejde

På første studieår på AAU er et at læringsmålene, at de studerende skal lære at reflektere over og strukturere processen i deres projektarbejde. Men herefter holder vi op med at fokusere på dette. Jeg har tit tænkt over om ikke vi burde fortsætte med at tale om projektarbejdsprocessen med de studerende i stedet for bare at antage, at de nu kan finde ud af at lave projektarbejde.

I dette semester, hvor jeg er vejleder for grupper på 4. og 6. semester, har jeg derfor besluttet mig til at have fokus på projektprocessen og har gjort dette til et fast punkt ved mine vejledningsmøder. Og nogle gange opdager jeg så, at der er et eller andet i projektprocessen, de studerende synes ikke går så godt. Det kan være at gruppen ikke selv føler, at den får nok fra hånden, eller der kan være at nogle gruppemedlemmer ikke lever op til forventningerne. Her spørger jeg så de studerende, om de holder egentlige møder med en dagsorden, en start og en afslutning, og her er svaret afslørende. For de studerende svarer så at nej, det gør de ikke. Så også efter to eller tre år kan studerende have problemer med at lave projektarbejde i grupper.

Fordi de studerende så ikke strukturerer deres arbejdsdage, kan jeg mærke at der findes en usagt forventning om at hele gruppen bør være til stede gennem længere tid. I nogle sammenhænge giver det fin mening at være flere til stede sammen, men andre gange er man nødt til at kunne sidde for sig selv og fordybe sig i læse eller skrive. Og ikke alle er i stand til hele tiden at være til stede sammen. Der burde være en skelnen mellem møde og fremmøde, men det er der ikke. Og det er påfaldende, at en sådan skelnen stadig ikke er etableret efter to eller endda tre år på universitetet.

På denne måde ligner denne tilgang til gruppearbejde egentlig den tendens til det grænseløse, som mange vidensarbejdere i den vestlige verden ligger under for: Vi skal hele tiden være klar til at interagere med andre og til at svare på deres spørgsmål, og det er ikke klart hvornår vi kan have tid for os selv og til os selv, herunder tid til fordybelse.

Og dét er for mig at se en yderligere grund til at lære de studerende at strukturere deres arbejdsdage, så de ved hvornår de skal være sammen, og hvornår de ikke behøver det.

Flattr this!

Medfølelse for de udvalgte?

Verden kan være overvældende. I går pegede jeg på, at der i Danmark ser ud til at være større medfølelse med ofre for terrorisme i vores del af verden end med ofre i afrikanske lande.

Det peger på et svært spørgsmål: Hvem skal jeg have medfølelse med? For nylig så jeg en omtale af en særlig meditationsform, som hedder “Loving kindness meditation”. Ideen er interessant på en provokerende måde: i meditationen skal man have medfølelse for alle. Dvs. medfølelse for dem jeg holder af, dem jeg har et “neutralt” forhold til, men faktisk også med de personer jeg ikke kan fordrage.

Nationalistiske partier har det modsatte udgangspunkt: Medfølelsen er nøje afgrænset af landegrænser og etnisk tilhørsforhold. Nationalisterne i f.eks. Dansk Folkeparti siger helt eksplicit, at problemer i andre lande ikke angår “os”.

Den amerikanske filosof Adam Waytz er af den opfattelse, at vi skal beregne hvem vi skal have medfølelse med og hvornår. Hans påstand er at empati er endelig og begrænset af natur.

Han skriver:

A data-based approach to identifying and ranking universal values is ambitious to be sure. But, crucially, it calls on us to make use of the limits on morality that are inherent to all of us as human beings, rather than lamenting them. These constraints challenge us to focus our attention, and drive us to see that not all values are equally valid. Instead of indefinitely fighting over tradeoffs between in-group- and out-group-oriented moralities, we might find that picking among universally held values is more palatable, efficient, and uniting—providing a moral function in and of itself. In place of the usual, default concentric circles of in-groups that guide us today (family, friends, neighbors, citizens) we would have the tools to carefully engineer to whom we should extend our empathy, and when.

Argumentet er her et rent utilitaristisk: Vi er ikke i stand til at have medfølelse med alle, og derfor skal vi koncentrere vores medfølelse der, hvor den giver størst mulig lykke. Umiddelbart lyder det overbevisende.

Men hvem skal man spørge for at beregne hvilke værdier, “man” føler er de vigtigste? Det, der gør mig bekymret her, er at disse “følte værdier” netop ikke er universelle. Hvis man f.eks. havde spurgt befolkningen i Rwanda i foråret 1994, ville et flertal have givet udtryk for at medfølelse til tutsier ikke var en vigtig værdi – tværtimod. Det er netop derfor, ideen om universelle menneskerettigheder er blevet til: At alle mennesker har samme rettigheder, hele tiden.

Det forekommer mig da også, at Waytz blander følelser og handlinger sammen. Det kan sagtens være, at jeg føler med alle mennesker, der lider, men det er ikke tilfældet, at jeg selv vil kunne handle aktivt over for dem alle for at afhjælpe deres lidelse. Udfordringen er, som jeg ser det, en anden: at vi tilsammen skal sørge for at alle bliver hjulpet af nogen. Og det kræver noget andet end blot en beregning af “nyttig empati”, nemlig et aktivt samarbejde. Ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen.

Flattr this!

Ikke kun et vestligt problem

Foto: Al-Masdar News, Libanon.

I dag kan jeg se at en 17-årig russer er blevet arresteret i Oslo i forbindelse med planer om et bombeangreb. Lastbilangrebet i Stockholm var i forgårs. Der er en meget grundig dækning af hvad der er sket i de nordiske hovedstæder, og det er der ikke noget galt i som sådan.

Men det var også i dag, 36 mennesker døde i et bombeangreb, som ISIS-sympatisører rettede mod to kirker i Egypten. Det, jeg ikke kan lade være med at bemærke, er at der er så lidt omtale af denne tragiske hændelse. Så vidt jeg kan se, nævner DR Nyheder og Politiken slet ikke angrebet i dag. Jyllands-Posten nævner bombeangrebet, der er sket i Egypten – men den store rubrik er ikke en rapport om angrebet, men en dansk vinkel i form af en udtalelse fra Jakob Erle, en dansk forsker der i flere år har boet i Egypten. Berlingske nævner bombeangrebet langt nede på sin webside. 

Og i dag har der også været en bilbombe i Mogadishu, der har kostet mindst 13 mennesker livet. Dette er, så vidt jeg kan se (men jeg kan tage fejl her), overhovedet ikke nævnt i de danske medier.

Jeg har ikke noget enkelt svar på hvad man skal gøre. Jeg har nævnt dette tidligere, men jeg vil nævne det igen:  Det er ikke godt, at medierne opfatter terrorisme som først og fremmest et europæisk problem. Hvis man kigger ned over Wikipedias liste over terrorangreb (og det er værd at gøre, selv om man bestemt ikke bliver i bedre humør af det), vil man hurtigt opdage at det overvældende flertal af alle terrorhandlinger fortsat finder sted uden for Europa og “den vestlige verden” i øvrigt.

I den “vestlige verden” opfatter man stadig terrorhandlinger som en undtagelse, når de finder sted “her hos os”, og derfor tager men dem meget alvorligt (det skal man selvfølgelig også) – men jeg får fornemmelsen af at det ikke er tilfældet, når terroren finder sted andetsteds.

Flattr this!

Ordkraft 2017

I denne weekend er der Ordkraft-festival i Aalborg, og selvfølgelig er det på Nordkraft. I går var jeg kort forbi for at samle underskrifter for Amnesty International – og jeg blev mødt med megen velvilje (og desværre også af de sædvanlige knotne mennesker, der af en eller anden grund altid synes at tilhøre den ældre generation).

I dag var jeg tilbage på Ordkraft, denne gang sammen med min hustru. Vi hørte bl.a. sidste del af samtalen med de nominerede til DRs romanpris, bl.a. Mich Vraa, Kirsten Thorup (der ikke sagde noget mens vi var der) og Merete Pryds Helle.

Vi fik hørt Signe Gjessings lidt utraditionelle fremførelse af egne digte fra Ideale begivenheder fra i år.

Min hustru fik bagefter en snak med Mads Nygaard fra Venligboerne, som var sikker på at jeg havde ført Ammar fra Syrien og Ann fra Aalborg sammen – de mødte i al fald hinanden til Amnesty Internationals folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge den 20. juni, hvor Mads og Ammar holdt taler.

Poetry slam er også en del af Ordkraft. Det var hyggeligt at gense og snakke med den dobbelte Danmarksmester i poetry slam, Lasse Nyholm Jensen, og hans kollega Peter Dyreborg. Det var efterhånden et par år siden, jeg havde set Lasse, og Peter så jeg sidst til DM i 2016.

Lasse, Peter og engelske Harry Baker, der af uvisse årsager var blevet kaldt “verdensmester i stand-up” i Ordkrafts program – han er tidligere verdensmester i poetry slam! – optrådte senere med deres respektive tekster. Det var en flot og helt uhøjtidelig opvisning i hvad poetry slam kan, og det gjorde bestemt ikke noget at konkurrenceelementet denne gang var fraværende.

Sidste indslag var en oplæsning med elever fra Nordkrafts skriveskole, og teksterne her var meget forskellige. Jeg hæftede mig her især ved Amina Elmi, som også nogle gange har været med poetry slam, og ved en af min hustrus kolleger, Anne Kirstine Mathisen, der fremførte en meget gribende tekst om at have en mor ramt af demens. Netop dét kendte jeg selv kun alt for godt.

Der er masser af muligheder for at købe bøger til Ordkraft. Selv fik jeg kun købt én bog, og det var – en kogebog.

Flattr this!

Lastbilangrebet i Stockholm

Sidste sommer skrev jeg om lastbilangrebet i Nice få dage efter at det fandt sted. Siden da har der i Europa været andre tilsvarende angreb i Berlin og i London– og nu sker det så i dag i Stockholm.

Mine tanker er hos dem, der har mistet nogen, de holdt af, og hos dem jeg kender i den svenske hovedstad – og jeg kan heller ikke lade være med at tænke på at en af mine kolleger i næste uge skulle besøge sin nærmeste familie i Stockholm.

Min fornemmelse er stadig at denne form for angreb ofte kan være udtryk for en form for “udvidet selvmord”, hvor gerningsmændene på én og samme tid hævner sig på en verden, de hader, og slår sig selv ihjel. Det er efterhånden blevet meget tydeligt, at vi har med en form for copycat-forbrydelser at gøre. Og det er stadig oplagt for mig at det aldrig vil holde op, uanset hvor mange gader vi spærrer af.

Flattr this!

Der er én, der våger over dig

Her til aften holdt jeg et oplæg ved en af debataftenerne arrangeret af studenterpræsterne i Aalborg under fællestitlen Science & Cocktails. Ovenfor kan I se mine slides; der er nogle små film med, som I desværre ikke kan se her.

Deltagerne ved Science & Cocktails.

Desværre var arrangementet ikke så godt besøgt; vi skulle konkurrere med et foredrag af Svend Brinkmann i Folkekirkens Hus lige ved siden af Studenterhuset og poetry slam nede i den store sal. Men jeg, studenterpræst Christen Staghøj Sinding og de 10 fremmødte fik ikke desto mindre en interessant snak, der førte os vidt omkring. Det er ikke overraskende, at vi igen og igen vendte tilbage til den omfattende dataindsamling, som ikke mindst Facebook, Google og de store webbutikker som f.eks. Amazon foretager. Det er enorme datamængder, som der nu sættes mange kræfter ind på at kunne analysere – og her kommer universiteterne ofte virksomhederne til hjælp ved at oprette nye uddannelser i det, der er kommet til at hedde data science. Vi kom også omkring BAE Systems og deres indsats for at udvikle overvågningsteknologi, som kan eksporteres (og bliver eksporteret) til lande i Asien, der overtræder menneskerettighederne i stor stil.

Nikolaj vinder et poetry slam for anden gang i træk.

Efter lidt over halvanden time sluttede vi, og jeg gik nedenunder til poetry slam, hvor jeg havde meldt mig til og dukkede op i allersidste øjeblik. For anden gang i træk var det Nikolaj Lind Holm, der vandt (og igen var det fuldt fortjent), men selv endte jeg på en andenplads. Og det var slet ikke skidt, alt taget i betragtning.

Flattr this!

Eksamen for meget store hold – hvordan gør vi?

Foto: Ólafur Steinar Gestsson

På mit institut har vi i dag haft en diskussion af de udfordringer, der er forbundet med eksamen for store hold. Vi har nu hold med langt over 100 studerende ved Institut for datalogi, og det er efterhånden ved at blive umuligt at afholde mundtlig eksamen i kurserne for så store hold inden for de sædvanlige eksamensperioder – og der skal jo også være tid til at holde mundtlig eksamen i projekterne. Men også hvis man går over til skriftlig eksamen, kommer der problemer, for det er overvældende at skulle sidde med mere end 100 eksamenssæt. Næste år starter der et hold med 170 studerende. Planen er nu at lave en adgangsbegrænsning, så der “kun” kan komme hold på op til 225 studerende på datalogi og software. Men det får bestemt ikke udfordringen til at gå væk.

En mulig løsning er at anvende en eksaminator til hver enkelt delopgave i eksamenssættet. En anden mulighed er at inddrage hjælpelærere i rettearbejdet for eksamensæt, og en helt tredje mulighed er at finde helt andre måder at bedømme på. Nogle talte i dag for multiple choice-eksaminer, for de er meget nemme at rette. Men der er rigtig mange læringsmål, man aldrig vil kunne bedømme på den måde. Det er helt uklart for mig, hvordan man ved brug af multiple choice-tests skulle kunne bedømme f.eks. om en studerende har opfyldt det læringsmål at kunne skrive et program eller at foretage et bevis ved matematisk induktion. Jeg vil være meget utryg ved at anvende multiple choice-tests i stor stil.

Så vidt jeg kan se, er det eneste fornuftige at drage nytte af hvad vi allerede ved. Der er allerede en hel del erfaring på andre universiteter, og især uden for Danmark, med at skulle undervise og eksaminere store hold. Alle er tydeligt enige om én ting: At det kræver resurser at lave ordentlige bedømmelser. Der er ingen genvej til en god eksamen.

Flattr this!

Tim Berners-Lee

Jeg er så gammel, at jeg kan huske Internettet, da der kun var e-mail, FTP, Usenet, Internet Relay Chat og noget, der hed Gopher, som kun få brugte. Dengang, fra 1987 og frem til begyndelsen af 1990’erne, var der ikke mange, der lod sig imponere af mine beretninger om hvor nemt det var at sende data fra det ene land til det andet. Men så, i 1994, spurgte Lars Albertsen, som jeg det semester var vejleder for, om jeg kendte et nyt program, der hed Mosaic. Det gjorde jeg ikke, men jeg kom hurtigt til at blive flittig bruger af denne, den første webbrowser. Nogle måneder senere fortalte WAP os om AltaVista-søgemaskinen, og også her blev jeg hurtigt en flittig bruger. Fluks fortalte jeg min daværende kæreste (som var på samme institut som mig) om AltaVista – og så var hun også fanget ind. Det, vi havde lært at besøge, var World Wide Web.

I dag kunne jeg læse at Tim Berners-Lee modtager ACMs Turing Award i år. Og det er da også på tide, for netop Berners-Lees betydning kan ikke overvurderes. Uden hans opfindelse af World Wide Web ville Internettet ikke se ud, som vi kender det i dag. Denne blog ville ikke eksistere, hvis ikke det var for WWW. De fleste mennesker uden for datalogi taler ikke om WWW, men opfatter det som synonymt med Internettet.  Alene dét viser begrebets betydning.

Og så er det da også interessant, at Turing-prisen endnu en gang går til en person, der oprindelig ikke er datalog – Tim Berners-Lee har en bachelorgrad i fysik og arbejdede i den egenskab for CERN, da han fandt på WWW.

Flattr this!