Ansigt til ansigt med underviseren

Kilde: https://www.flickr.com/photos/hulluniscience/15595412838

I en ny amerikansk undersøgelse af universitetslæreres holdning til undervisningsformer viser det sig, at mere end 70 procent af de adspurgte foretrække at undervise overvejende ansigt-til-ansigt frem for at undervise online, men er samtidig villige til at anvende blended learning. Det er en undervisningsform, hvor man blander “traditionelle” præsentationer med præsentationer ved brug af podcasts.

Betyder det nu, at de fleste universitetslærere er modstandere af at flippe? Det tror jeg bestemt ikke, man kan konkludere. Jeg ville også have det underligt med ikke at have kontakt med dem, jeg skal undervise. Flippede tilgange består da heller ikke i at fjerne kontakten mellem den, der underviser, og dem, der bliver undervist: Man flytter simpelthen kontakten væk fra præsentationer, hvor underviseren taler til dem, der bliver undervist, over til en interaktion, hvor underviseren taler med dem, der bliver undervist.

Af og til hører jeg den observation fra universitetslærere, at den store forskel mellem universiteter som Aarhus Universitet og Københavns Universitet og universiteter som f.eks. Roskilde Universitet, hvor projektarbejde med vejledning er centralt, er at man på universiteter, hvor projektarbejde er vigtigt, har en langt højere grad af kontakt mellem undervisere og dem, der bliver undervist – eller sagt omvendt: På f.eks. Aarhus Universitet og Københavns Universitet er der en større afstand mellem underviserne og de underviste, og jeg er slet ikke sikker på, at man på de universiteter ser denne afstand som en kvalitet. Man har bare vænnet sig til, at det er sådan. På bl.a. RUC har de studerende i en projekt derimod regelmæssig kontakt til deres vejleder. Denne kontakt er (vil jeg hævde) en kvalitet, som man ikke må overse betydningen af.

Den personlige kontakt mellem undervisere og andre er af stor betydning, og hvis nogen forventer, at flippede tilgange kan bruges til at spare det sædvanlige møde mellem undervisere og dem, der bliver undervist, væk, tager de fejl.

Hvor er vi nu?

I dag kunne David Bowie være blevet 73. For syv år siden på denne dag lod han høre fra sig igen efter mange års pause; han udsendte en musikvideo til sangen “Where Are We Now?”. Det var en gribende sang; Bowie så tilbage på sine år i Berlin og virkede nu meget mere skrøbelig end man huskede ham. Også helte bliver gamle. Senere kom hele albummet The Next Day, det næstsidste og meget vellykkede kapitel i en lang karriere. “Where Are We Now?” slutter med linjerne

Where are we now?
The moment you know
You know, you know
As long as there's sun
As long as there's rain
As long as there's fire
As long as there's me
As long as there's you

der får ekstra vægt for mig på denne fødselsdag, som jeg er så heldig at dele med Bowie. Den verden fra engang i forrige århundrede, hvor David Bowie blev 17 år, og jeg så verdens lys som vinterbarn, er for længst blevet en anden.

Her er musikvideoen.

Du kan tage fejl

Noget af det vigtigste, man kan lære som menneske, er hvordan man lærer nyt. Men det er også utroligt vigtigt at vide, hvad man ikke ved. En artikel i Vox tager fat på begrebet intellektuel ydmyghed – det er den kvalitet, der består i at vide, at det man mener at vide lige nu, senere kan vise sig at være forkert. Fejltagelser og forkerte konklusioner er helt centrale i idehistorien. Siden Karl Popper og Thomas Kuhn er der blevet almindelig enighed om at naturvidenskabernes historie ikke kun er en historie om hvordan videnskaberne går fra triumf til triumf og fra indsigt til mere indsigt, men også i høj grad er en historie om at indse, at man har taget fejl.

Også i andre videnskaber er intellektuel ydmyghed vigtig. Artiklen fra Vox fortæller om hvordan et stort antal undersøgelser fra psykologi er blevet forsøgt replikeret – og kun 40 procent af resultaterne kunne bekræftes.

I virkeligheden er en form for intellektuel ydmyghed også af stor vigtighed for uddannelsessøgende, for den eneste måde at lære nyt på er ved at lære af sine fejl. Den intellektuelle ydmyghed er ikke en grundindstilling, hvor man siger at man intet ved eller at alle påstande er lige gode, men simpelthen en nysgerrig og åben indstilling, hvor man indser, at man kan tage fejl.

Men det er svært at fremme idealet om intellektuel ydmyghed, når medierne er fyldt med ikke mindst beslutningstagere, der ifølge dem selv aldrig tager fejl og sommetider også er så skråsikre, at de koncentrerer sig om at benægte forskningsresultaters gyldighed. Det mest skræmmende eksempel ser vi i disse år hos de politikere i bl.a. USA og Australien, der stadig hævder at klimakrisen ikke er menneskeskabt. De forskellige alternative forklaringer på klimaforandringerne ud fra f.eks. solpletter eller hvad ved jeg, er ikke intellektuel ydmyghed, for de, der fører sådanne påstande i marken, er alt andet end ydmyge over for styrken af deres egne påstande. Skulle jeg nævne et ærkeeksempel på et menneske uden skyggen af intellektuel ydmyghed (omend ordet “intellektuel” er voldsomt at anvende her), ville det være USAs siddende præsident.

Studielandskab?

Fra “Strategisk brug af studiearbejdspladser” (https://www.bygst.dk/media/21283/Strategisk-brug-af-studiearbejdspladser.pdf)

På universiteter som Roskilde Universitet (RUC) har projektarbejde i grupper været en central del af uddannelserne. Men inden for de seneste 10-15 år er de grupperum, der tidligere var en central del af denne form, forsvundet – der kommer stadig flere studerende til, men der bliver ikke lige så mange flere resurser til lokaler. Startskuddet blev vel taget i en rapport fra Byggestyrelsen i 2008 ved navn Strategisk brug af studiearbejdspladser (det var også her, ordet “studiearbejdsplads” blev født).

Efterhånden satser man bl.a. på RUC på at lave bygninger om, så de består af store rum, hvor der skal sidde mange projektgrupper, dvs. 30 eller flere studerende, i samme store lokale. Det hedder sig, at dette skaber et fællesskab, hvor flere vejledere kan vejlede sammen og hvor projektgrupper med beslægtede emner nemt kan udføre vidensdeling.

Denne idé er reelt en variant af ideen med kontorlandskaber; den idé vandt for alvor frem i 1960’erne i USA – men kommer egentlig fra Tyskland. Det danske ord stammer fra det tyske Bürolandschaft.

Men er denne måde at tænke på studiearbejdspladser på egentlig god? Spørgsmålet om kontorlandskabers egnethed er blevet grundigt undersøgt inden for de seneste to årtier. Man kan fokusere på de positive aspekter af kontorlandskaber, nemlig mulighederne for fællesskab og kommunikation – præcis som fortalerne for “studielandskaber” gør det. Men de negative aspekter er betydelige. Megen forskning viser nemlig, at der er betydelige gener forbundet med storrumskontorer. Et forskningsprojekt fra 2019 fra Aarhus Universitet tyder på, at jo flere man sidder sammen, jo sværere har man ved at samarbejde med sine kolleger, føle sig godt tilpas og være glad for sit arbejde. Fællesrum med 30 arbejdspladser er, hvad man i undersøgelsen fra Aarhus Universitet ville kalde for mellemstore storrumskontorer.

På baggrund af resultaterne om kontorlandskabers påvirkning af arbejdsmiljøet er det værd at overveje, om “studielandskaber” på videregående uddannelser faktisk er befordrende for studiemiljøet. Det er nemlig slet ikke sikkert. Universiteterne i Danmark bør være ærlige om de først og fremmest skaber “studielandskaber”, fordi det er en god idé at organisere studiearbejdspladserne på denne måde, eller fordi der er tale om et forsøg på at håndtere en nedskæring i lokaletildelingerne.

Hvidt og bredt

En ikke helt blond dansk familie fra undervisningsmateriale fra forlaget Elysion.

Socialdemokratiet har fået en del kritik for en video om ulighed, fordi alle børn i videoen er blonde og hvide. Nogle danskere med anden etnisk baggrund undrer sig over at de på denne måde er usynlige og at den ulighed, de oplever, ikke bliver illustreret. I kraft af min egen noget blandede baggrund synes jeg også, at det er underligt at se, selv om jeg har vænnet mig til det at det er sådan i Danmark.

Det er i forresten ikke den eneste video fra Socialdemokratiets hånd, der fremstår på denne måde. Hvis man ser de korte videoer på Socialdemokratiets YouTube-kanal, vil man opdage, at også dér stort set kun er masser af hvide (og blonde) mennesker.

I USA har der været en tilsvarende kritik af en velkomstvideo fra University of Wisconsin: Så godt som alle, der var med i den oprindelige udgave af denne video, var hvide.

Jeg tror ikke, at University of Wisconsin har forsøgt at skabe et billede af universitetet som et sted for hvide mennesker. Det ville man måske have gjort i 1960’erne, da der stadig var apartheid-lovgivning i USA. Men amerikanske universiteter tænker ikke sådan mere. Jeg tror tilsvarende heller ikke, at Socialdemokratiet bevidst går efter ikke at vise minoriteter i deres materiale. Mit indtryk er, at vi har med et andet fænomen at gøre: De, der producerer det materiale, vi her har med at gøre, skildrer mennesker, der minder om dem selv. Det gør de, fordi de uden at tænke over det, laver indhold, der skal “tale til dem selv” – de antager ubevidst, at den, de skal kommunikere med, simpelthen er en udgave af dem selv.

Det gør ikke problemet mindre. Men en del af løsningen må være, at mangfoldigheden kommer til udtryk ved at afsenderne og producenterne af materialet (her er det videoer) repræsenterer en bredere gruppe af befolkningen.

Udskamning?

Gabestokken var i middelalderen en systematisk metode til udskamning af ikke mindst kvinder.

I The Guardian kan man læse om hvordan et firma i USA, der indspiller pornofilm, skal udbetale en erstatning på i alt 13 millioner dollars til 22 kvinder, der medvirkede i filmene under falske forudsætninger og i nogle tilfælde formodentlig under pres. Kvinderne havde fået at vide, at de pågældende pornofilm kun ville udkomme på dvd og ikke i USA og at deres navne og andre oplysninger ikke ville blive nævnt. Så vidt jeg kan se, medvirkede kvinderne kun i én film hver. Men filmene blev lagt på firmaets hjemmeside og delt vidt og bredt. Andre afslørede derefter personlige oplysninger om kvinderne på nettet.

Nogle af kvinderne har været nødt til at flytte. Nogle er blevet smidt ud fra de uddannelser de fulgte eller er blevet fyret. Nogle siger, at de stadig bliver opsøgt af folk, der kender til at de har medvirket i porno. Nogle siger, at de har overvejet at begå selvmord. En kvinde udtaler i The Guardians artikel, at hun har måttet opgive sin drøm om at blive advokat – hendes navn er ødelagt, siger hun.

Hele sagen er dybt tragisk. Det er helt tydeligt, at det pågældende firma har løjet og i det hele taget har opført sig groft forkasteligt. Det samme er tilfældet for de personer (det er vel mænd), der har delt oplysninger om kvinderne vidt og bredt. Det er formodentlig en blanding af nyfigenhed og udskamning, de har som motiver.

Men der er et andet, lige så forkasteligt aspekt af denne sag, som ikke bliver nævnt – nemlig hvad uddannelssteder og arbejdspladser har gjort. Disse såkaldt respektable aktører er også med i udskamningen, men mærker ingen konsekvenser selv.

Det er den samme udskamningsmekanisme, der gør at “hævnporno” har de konsekvenser, den har: En form for had til kvinder, der træder uden for “det respektable”. Hadet bunder i et kvindesyn, der grundlæggende hævder, at kvinder, der har medvirket i pornofilm på en eller anden måde er mindreværdige, ikke skal tages alvorligt og ikke “fortjener” at studere eller arbejde. I en ordentlig verden ville uddannelserne og arbejdspladserne støtte kvindernes rettigheder og forsvare dem i stedet for at påføre dem yderligere krænkelser i form af det, man på engelsk kalder for slut-shaming.

Man kan altid zappe væk

Teknologien gør noget ved den måde, vi oplever tekst, lyd og billede på. For mange år siden, da jeg havde en pladespiller, var jeg nødt til at høre hele pladesider ad gangen. Det var simpelthen bøvlet at skifte mellem mange LP-plader. Til gengæld fik jeg også hørt alle de numre på pladerne, som jeg først var lidt mindre tiltrukket af.

Jeg holdt omhyggeligt øje med, hvad der kom i fjernsynet. Gennem min opvækst og helt frem til efteråret 1988 var der kun én tv-kanal, og hvis der var en udsendelse, jeg ville se, var jeg nødt til at være hjemme og sidde foran fjernsynsapparatet. Endnu har jeg minder om udsendelser, jeg aldrig fik set. Til gengæld har jeg også tydelige minder om de udsendelser, jeg faktisk fik set, for her fulgte jeg godt med.

I vore dage er alt dette ændret for stedse. Man taler om flow-tv som et lidt bedaget fænomen, og albumformatet har ikke samme betydning, som det havde engang. Man kan springe frem og tilbage som man vil og når man vil. Det gør noget ved fordybelsen. (Selv hænger jeg meget fat i albumformatet, og jeg foretrækker stadig at lytte til albums fra start til slut. Men jeg er jo også oppe i årene.)

Netop i dag skriver Katrine Wiedemann i dagbladet Information om hvordan Netflix stræber efter at producere materiale, der kan ses på små mobile enheder og er nemt at forstå i urolige omgiver som f.eks. busser og tog. Og andetsteds i samme avis er der en lang artikel om hvordan vore hjerner tilpasser sig til Internettets mulighed for hele tiden at springe videre og er med til at gøre fordybelse til en udfordring.

Men som Morten Overgaard, der er professor i kognitiv neurovidenskab på Aarhus Universitet, påpeger, er problemet ikke selve denne forandring i sig selv, men snarere, at der er blevet skabt nogle omgivelser, som måske ikke er gavnlige, når det gælder om at løse samfundets udfordringer. Den stadige mulighed for ikke at fordybe sig gør det sværere at skabe den koncentration, der skal til for at analysere, forstå og håndtere de store problemer, vi møder i vore dage. Det er fristende og let at zappe væk fra f.eks. klimakrisen, uligheden i verden og krigene i Mellemøsten. Dermed ikke være sagt at generationerne, der ikke kunne zappe væk, var bedre til at løse de tilsvarende problemer der fandtes på deres tid.

Undtagelsestilstand

Brande i det sydøstlige Australien, december 2019. Kilde: ESA (https://www.flickr.com/photos/europeanspaceagency/49060083887/)

Brandene i det sydøstlige Australien er usædvanligt voldsomme; i alt er 18 mennesker nu døde siden september på grund af brandene. I den kommende weekend bliver det værre endnu; temperaturen kommer over 40 grader og der bliver voldsom vind. Nu erklærer delstatsregeringen for New South Wales undtagelsestilstand for tredje gang på to måneder. 2019 blev det varmeste år i Australien, man kender til.Den 18. december oplevede australierne den varmeste dag nogensinde med en gennemsnitlig højeste temperatur på 41,9 grader. Den hidtidige rekord var sat – den 17. december.

I Norge har man i dag, den 2. januar, målt temperaturer på 19 grader.

Der er noget alvorligt galt, og det er med stor sandsynlighed de menneskeskabte klimaforandringer der er årsagen, men reaktionerne fra beslutningstagere rundt om er der få af. En af de få ting, det britiske underhus kunne enes om i 2019, var at erklære klimakrisen for en undtagelsestilstand. Hvis ikke denne slags ekstreme vejr kan få andre beslutningstagere til at vågne op, hvad kan så?

Tillid og kontrol i 2020

Skærmbillede fra http://www.dr.dk.

Det er ikke tit, jeg ser statsministerens nytårstale, men i år gjorde jeg. Der var ikke nogen store overraskelser i Mette Frederiksens tale – ud over at det var overraskende, at der var så stort fokus på omsorgssvigtede børn. Kombinationen af omtalen af at man skal sætte hårdere ind over for “andre kulturer” og af at man skal kunne bruge bortadoption som middel bør give anledning til en vis bekymring. Her tænker jeg på, hvordan man i Danmark i forrige århundrede så en del tilfælde af netop bortadoption til danske familier af børn fra Grønland og hvordan man gjorde noget lignende i Australien over for børn fra landets oprindelige befolkning.

Jeg kan heller ikke lade være med at undre mig over, at der på den ene side bliver talt om tillid som en bærende værdi og på den anden side om nødvendigheden af mere kontrol. Bortadoption og strengere straffe blev brugt som konkrete eksempler på former for nødvendig kontrol, men jeg mindes ikke at der i talen var tilsvarende eksempler på nødvendig tillid. Det ville have være godt, hvis der havde været nogle refleksioner over den modsætning i talen.

Skal jeg sige noget egentligt positivt om talen, er det at der for én gangs skyld var så lidt fokus på økonomi og økonomisk styring. Ikke at økonomi ikke er et vigtigt emne, men alt for ofte har statsministre begrundet deres politik i hensyn til økonomien og brugt anledningen til at nævne dette flittigt i deres nytårstaler. Hvis dette er et tegn på en mindre neoliberalistisk politik, ville det være glædeligt.

Året slutter her

Om nogle timer slutter 2019. Et år bliver aldrig, som man troede, og 2019 blev et underligt år med afskedigelser blandt folk, jeg kender, magtfuldkommenhed, voldsomme og pludselige ændringer og stor usikkerhed for mange. Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive mere om det her. Også tæt på mig er der nogen, der har skullet finde et nyt arbejde. Hvem ved om du er her om et år? var der en, der sagde til mig.

Ordene er underligt passende netop i dag, hvor jeg har været til undersøgelse på hospitalet. Selv om jeg måske ikke fejler noget af betydning, er det nu alligevel en lidt ærgerlig afslutning på året.

Når det føles sådan, er det vigtigt også at huske de gode stunder fra 2019, for de var der. Der var deltagelse i Danmarksmesterskabet i poetry slam. En konference i Portugal med lune januardage ved Tejo. Et seminar med kolleger fra Moldova og samværet bagefter. DMs kongres. Et møde i Prag med kolleger fra nær og fjern. En solfyldt sommer i Mariehamn og Stockholm. En musikfestival i Göteborg. En artikel i Acta Informatica. Besøg hos mine søskende fra England og Tyskland. Dagen, hvor jeg fik at vide at jeg var årets underviser ved de uddannelser, hvor jeg underviser. Dage på tysk i Magdeburg. Solnedgangen over Korfu og Sarandë. Gensynet med mine venner fra gymnasietiden. Alle togrejserne gennem Europa og den erfaring, det har givet mig. Fællesskabet for at skabe handling i klimakrisen. Aktiviteterne i Amnesty International. Tid med familie og venner. Alt dét var der også i 2019. Jeg håber, der kommer mere af det i det nye år, der også er begyndelsen på det, mange kalder for det nye årti. I al fald:

Godt nytår til jer, der læser dette!