Ville vi selv gøre modstand?

Mindesmærke i München for “Weiße Rose”, en af de få grupper af aktive modstandere af nazismen i Hitler-tiden. Foto: By Gryffindor – Own work, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=355013

I 2012 blev det sagt, at der var 85.000 medlemmer af modstandsbevægelsen i Danmark, mens andre historikere mente, at det faktiske tal tværtimod var helt nede på omkring 2000. Under 2. verdenskrig boede der omkring 4 millioner mennesker i Danmark, så det store flertal af befolkningen gjorde under alle omstændigheder ikke modstand mod den tyske besættelse. Historien viser med stor tydelighed, hvordan der var mange flere borgere i Danmark, der samarbejdede med den tyske besættelsesmagt enten ved økonomisk samarbejde eller ved at kæmpe på tysk side i krigen end der var borgere, der gjorde modstand. Efter krigens afslutning var der til gengæld bred opbakning til modstandsbevægelsen.

Der var heller ikke mange i Tyskland, der gjorde aktiv modstand mod nazismen under Hitler. Mange tyske modstandere mod nazismen flygtede – ofte selvfølgelig fordi de med god grund frygtede for deres liv. Senere, i DDR-tiden, var der heller ikke megen aktiv modstand mod regimet.

I mindre skala er det typisk, at få gør noget i en virksomhedskultur med autoritær ledelse – andet end at søge væk.

En konklusion er at de fleste simpelthen ikke tør gøre modstand. Men eksempler fra verdenshistorien modsiger dette – der har jo også været eksempler på at undertrykkende regimer blev bragt til fald. Til sidst, i 1989, var der således pludselig udbredt modstand mod DDR-regimet. En anden, mere kynisk konklusion er, at mennesker er ligeglade med undertrykkelse, bare de selv går fri af den. Men den slags tør jeg heller ikke konkludere. Ville vi selv gøre modstand, hvis vi blev sat i denne situation? Min fornemmelse er desværre, at de fleste af os ikke ville have gjort modstand, hvis vi havde levet i Danmark under besættelsen.

En interessant artikel i The Conversation tager fat i hvad forskningen ved om årsagerne til at så få gør modstand mod autoritære ledere. Der er to forskellige “logikker” i spil hos mennesker. Den ene er en cost/benefit-logik, ifølge hvilken man opvejer fordele og ulemper ved at føje den autoritære leder. Det er derfor, denne slags ledere typisk opererer med en skønsom blanding af straf og belønning. Den anden er en indpasnings-logik, ifølge hvilken man gør det, der er “passende” i situation, dvs. søger et svar på spørgsmålet “Hvad er det passende for et menneske som mig at gøre lige nu?”. Det er derfor, det er så almindeligt at følge normerne og at tage afstand til dem, der ikke følger normerne: Der er en tendens til at udvise loyalitet mod dem, der bestemmer, uanset hvad. Først, når der er udbredt misfornøjelse, svigter loyaliteten.

Min første datalogibog

I dag kom jeg til at snakke med nogen om lærebøger om algoritmer og datastrukturer, der er et af de helt grundlæggende fag på datalogiuddannelser. En udbredt lærebog om dette emne er i vore dage blevet Introduction to Algorithms af Cormen, Leiserson, Rivest og Stein. Det er en grundig og præcis bog, der også tager videregående emner op, men den er også på nogle måder ved at blive en encyklopædi. Den udgave, jeg selv ejer, er en mursten på 1180 sider.

Selv blev jeg introduceret til algoritmer og datastrukturer af en bog på sølle 427 sider, Data Structures and Algorithms af Aho, Hopcroft og Ullman. Jeg kom dengang lige fra matematikstudiet og syntes, at denne bog var en “underlig matematikbog”. I dag har jeg en noget mere positiv opfattelse af den – og den er rar at slå op i. Men om denne klassiker ville være en god introduktion i dag, ved jeg ikke.

Engang var mange lærebøger kortfattede; jeg mindes Principles of Mathematical Analysis af Walter Rudin, den første kortfattede bog, jeg stødte på. Der var et hav af mellem-ræsonnementer, som læseren selv skulle opdage, og det kunne sagtens tage en time eller mere at læse en side. Som lærebog betragtet var Rudins bog noget af en mundfuld. Til gengæld var mange af mine medstuderende glade for A First Course in Abstract Algebra af John B. Fraleigh. Den var (selvfølgelig) helt stringent, men noget mere “snakkende” end Principles of Mathematical Analysis. I dag er jeg lidt mere forbeholden over for den og noget mere positiv over for Rudins bog.

En datalogibog, der virkelig delte vandene i min studietid, var Introduction to Automata Theory, Languages and Computation fra 1979 af Hopcroft og Ullman. Bogen var forholdsvis kortfattet, men nåede meget langt omkring inden for automatteori, beregnelighed og kompleksitetsteori. En senere udgave havde Motwani som medforfatter og var meget mere “snakkende” og havde skåret en del stof væk. De fleste foretrækker at henvise til 1979-udgaven, og sådan har jeg det også.

Alt dette tyder på, at man i virkeligheden har brug for to forskellige fremstillinger af det grundlæggende stof – en indledende, der er grundigt forklarende og er målrettet begyndere, og en fremstilling beregnet på den erfarne fagperson, der har brug for et godt opslagsværk. Men der er samtidig ikke nogen grund til at den indledende fremstilling skal være så lang, som indledende fremstillinger ofte har en tendens til at være.

Dekadence?

Leonid Bresjnev. Bundesarchiv, Bild 183-F0417-0001-011 / Kohls, Ulrich / CC-BY-SA 3.0

Når jeg følger med i nyhedsstrømmen, får jeg ofte en ubehagelig følelse af at det ser ud som, om vi er på vej mod afgrunden, men rejser derhen på første klasse. Hvorfor sker der ikke snart noget?

Den amerikanske skribent Ross Douthat har et langt essay i The New York Times om vor tid, som han kalder for dekadencens tidsalder (the age of decadence). Ordet dekadence lyder af nydelsessyge og ligegyldighed, men Douthat bruger begrebet om en tilstand af økonomisk stagnation, nedslidning af institutionerne og kulturel og intellektuel udmattelse, samtidig med at der er en høj grad af material velstand og teknologisk udvikling. Samtidig er der også en tendens til at vende blikket indad og søge de umiddelbare nydelser, formodentlig som et resultat af resignation.

Douthat er et navn, der ligger et sted mellem “doubt that” og “do that” (og en tvivlehat, modsætningen til en tænkehat). Det er selvfølgelig et tilfælde, men det passer forbløffende godt på den stemning, han maner frem i sin tekst. Han sammenligner vor tid med Romerrigets langsomme fald; der gik flere hundrede år fra storhedstiden sluttede omkring år 200 e.v.t. til delingen i det vestromerske og det østromerske rige.

Der var en masse snak om disruption for få år siden, og måske var det i virkeligheden et tegn på at beslutningstagerne var blevet bange for tilstanden af dekadence/stagnation. Et politisk parti som Alternativet var vel også tegn på et ønske om forandring.

Men måske er det noget andet, der er problemet? Nemlig at de politiske og økonomiske magthavere og de, der stoler på dem, grundlæggende ønsker at fortsætte som før, bare på en anden måde. Det er nemlig temmelig tydeligt, at det ikke kan lade sig gøre. Klimakrisen viser, at der er nødt til at ske noget nyt, men de fleste fortsætter som de plejer. Enten fordi de helst bare vil, fordi de ikke har bedre ideer eller fordi de er bange for at miste deres magtposition.

Set på denne måde ligner vor tid måske mere situationen i Sovjetunionen under Leonid Bresjnev og frem til da Mikhail Gorbatjov kom til magten. Under Brezhnev var der en form for stabilitet, som kendetegner autoritære regimer, og der skete en masse teknologiske landvindinger. Men der var samtidig en fornemmelse af, at det ikke kunne blive ved, for magthaverne havde ingen ønske om forandringer, kun om at bevare tingenes tilstand.

Propaganda?

Foto af opslag fra rumænsk propagandablad. Kilde: https://www.flickr.com/photos/cod_gabriel/2148842073

Siden Donald Trump gik ind i politik, er begrebet fake news blevet temmelig udbredt. Trump bruger selv begrebet som anklage mod sine modstandere, men også blandt dem, der er helt uenige med ham, florerer begrebet.

Til gengæld er begrebet propaganda ved at gå i glemmebogen; det er underligt og uheldigt, at det er endt sådan. Alle de bevidst falske nyheder er jo netop en form for propaganda. Åbenlyst udemokratiske regimer rundt om i verden gør ganske meget for at bruge netop falske nyheder i propagandaens tjeneste. I lande som Rusland og Tyrkiet har denne form for propaganda kronede dage. I en skræmmende beretning om terrorangrebet i Beslan i 2004 skriver den tjetjenske journalist Zulay Magazieva

I naboværelset boede nogle russiske journalister. Gennem væggen kunne vi tydeligt høre alt, hvad de sagde. De repeterede deres historie højt for sig selv eller videregav information over telefonen. Vi så på hinanden og begyndte at fnise. Er det her virkelig nødvendigt, tænkte jeg. Først skal staklerne finde ud af, hvad der er sket i virkeligheden, derpå beskrive det modsatte. Og det skal være kreativt! Jeg havde næsten ondt af dem. Men hvad var der at gøre? Sådan er medierne jo i Rusland.

Fra De troede på, at de ville få deres børn at se igen. Levende, Politiken, 7. februar 2020.

Den nederlandske kunstner og forsker Jonas Staal har skrevet en bog om propaganda, og den bliver anmeldt i dagbladet Information i denne uge. Hans ærinde er interessant (synes jeg). Ud over at genfremsætte begrebet “propaganda”, slår Staal nemlig til lyd for at propaganda også kan bruges positivt og for at indse, at vi ikke kan gøre os fri af propagandaen. Ordet “propaganda” betyder faktisk bare “udbredelse” (jvf. verbet “propagere”, som dukker op i bl.a. matematik og datalogi). I 1622 grundlagde pave Gregor d. 15. La Congregatio de Propaganda Fide, der var en gejstlig orden hvis formål var at udbrede katolicismen – og der var naturligvis tale om et modtræk mod reformationen.

Når jeg og andre taler om f.eks. klimaforandringerne og hvad vi kan gøre for at standse dem, er det på denne måde også propaganda – selv om det, vi fremfører, er faktuelt baseret.

Hvorfor kan man ikke gøre sig fri af propagandaen? Alle nyhedsreportager, også dem, der er ikke tænkt som propaganda, er udtryk for en redaktionel linje, hvor man vælger stof til og fra og hvor man vælger en bestemt indfaldsvinkel. Alt for ofte strander diskussioner af fake news i forsøg på at finde ud af om en nyhedsreportage er faktuelt sand and ej og om hvordan man ; der er ikke ret mange diskussioner af hensigten med måske at ville rapportere ukorrekt og at bruge nyheder som propaganda.

De hjemløses helvede

Da jeg var besøgte Chicago i marts 1994, var temperaturen her inde midt i USA et godt stykke under frysepunktet. Alligevel lå der hjemløse og sov på fortovene med få meters mellemrum. I mange år forbandt jeg udesovere (som det sigende norske ord er for de synligt hjemløse) med andre steder end det sted, jeg selv kommer fra. Jeg har været naiv. I går så jeg således en hjemløs mand, der gjorde sig klar til at sove i et busskur i Aalborgs midtby.

Med udesoverne dukker et ubehageligt fænomen op, nemlig den såkaldte “defensive arkitektur”. Det er pigge på trappeafsatser, skrånende bænke, gelændere med kort mellemrum på lange afsatser, gitre under trapper og andre indretninger, der alene har til formål at forhindre, at nogen lægger sig til at sove de pågældende steder. Nu kan jeg læse, at den “defensive arkitektur” også er kommet til København.

Selvfølgelig er det ikke godt, at mennesker sover på gader og stræder, men nogle mennesker har intet valg. Formålet med piggene og gitrene er alene at jage de hjemløse et andet sted hen, så den synlige fattigdom og den ulighed, den kommer fra, holder op med at være synlig. Hjemløsheden og fattigdommen er de “defensive arkitekter” ligeglade med.

Poul Struve Nielsen, der er redaktør på Hus Forbi, udtaler til Berlingske, at

Det problematiske er, at man beslutter, at man gerne vil smide en gruppe mennesker væk fra det offentlige rum. De mennesker, der ellers kommer, middelklassen, føler os utrygge over, at der er nogle lidt skæve typer, der ser lidt anderledes ud og måske kan støje lidt. I virkeligheden er det de mennesker, der er udsatte, der har mest grund til at føle sig utrygge…

Fra Dark Design holder hjemløse i København væk fra et sted at sove, Berlingske 6. februar 2020 (https://www.berlingske.dk/samfund/dark-design-holder-hjemloese-i-koebenhavn-vaek-fra-et-sted-at-sove)

Konsulenternes paradis

Da jeg og andre udarbejdede vores ansøgning om Horizon 2020-midler fra EU, brugte vi et konsulentfirma til at hjælpe os med at få den 143 sider lange ansøgning sat sammen, så den ville blive bedømt positivt. Der findes i Europa en skov af sådanne konsulentfirmaer, der lever af dette arbejde.

Der findes også mindst ét konsulentfirma i Danmark, der kan hjælpe de (fortrinsvis unge) borgere, der gerne vil ind på en videregående uddannelse, men ikke kan leve op til karakterkravene fra kvote 1, med at skrive en kvote 2-ansøgning.

Og der findes vejledningstjenester, der kan hjælpe gymnasieelever med at skrive deres studieretningsprojekt (SRP). Min datter, der nu skal til at skrive sin SRP, opdagede at der lå foldere fra et sådant konsulentfirma på bordene i gymnasiets kantine.

Det er sigende, at konkurrencesamfundet, hvor det hedder sig, at alle kun bliver bedømt på deres meriter og at konkurrencen fremmer effektivitet og sparer resurser, fremelsker en sekundær økonomi af konsulenter, der skal hjælpe alle med at vinde. Det kunne være interessant at vide, hvor stor denne økonomi er.

Den mandlige afmagts terrorisme

Foto: Skærmbillede fra nyhedsindslag på amerikansk tv.

En mand kørte i denne uge en lastbil op på et fortov i Oklahoma City og dræbte derved to unge mennesker. Fire andre blev såret. Man har ikke kaldt denne handling for terrorisme, selv om der er tale om et bilangreb i USA. Den bedste forklaring man kan finde, er at drabsmanden havde mistet sin søn for ganske nylig.

Der er tydelige paralleller til det hidtil mest dødelige bilangreb, der fandt sted den 14. juli 2016 i Nice. Den franske gerningsmand, der kørte en lastbil ind i en folkemængde og dræbte 85 mennesker, inden han blev skudt af politiet, var også en mand, der havde mistet meget – han var ved at blive skilt, havde mistet sit arbejde og havde kun lidt kontakt til sine forældre (der også var skilt) og nærmeste familie, der boede meget langt væk. Han dyrkede kampsport og havde en forhistorie med vold.

Det er en form for udvidet selvmord (det har jeg tidligere skrevet om her), men det er også udtryk for en form for afmagt hos mænd. Så vidt jeg kan se, er alle bilangreb nemlig udført af mænd. Hvis vold mod familien er en form for æresdrab, er bilangrebene en form for “æresselvmord” hvor en mand på helt monstrøs og afskyelig vis prøver at vise sin styrke en sidste gang og dermed genoprette sin “ære”.

Psykologen Svend Aage Madsen (ikke at forveksle med den århusianske forfatter Svend Åge Madsen) skriver

Vi ved, at mænd kan have særlige reaktionsmåder og symptomer på psykiske problemer. De særlige symptomer, man hyppigere (men ikke kun) ser hos mænd, er bl.a. reaktioner i form af aggression, vredesudbrud, risikoadfærd og socialt grænseoverskridende adfærd og misbrug specielt alkohol. Desuden reaktions- og tilstandsmønstre såsom: Tilbagetrækning fra relationer, rigide krav om autonomi, overengagement i arbejde, afvisning af at få hjælp m.v.

Dertil kommer, at mænd begår selvmord tre gange så hyppigt som kvinder. …

Visse særlige træk ved mænds måder at kommunikere og reagere på kan gøre, at de professionelle kan have svært ved at møde manden og forstå ham og hans problemer. Mange mænd trækker sig fra familie og venner, når de får psykiske problemer. Sådanne reaktioner kan gøre det vanskeligt for den professionelle at komme i dialog med manden om hans psykiske tilstand, se hans depression og give den behandling der er brug for.

Fra klummen Mænd har også psykiske problemer – vi ser dem for lidt (http://www.en-af-os.dk/da/Nyheder/Klummearkiv/Svend%20Aage.aspx)

Der er stadig en ofte usagt forventning om at mænd skal være stærke og skal kunne “klare sig selv”. Så længe denne forventning eksisterer og bliver næret af f.eks. familiemønstre og forventninger fra andre mennesker, fra arbejdspladser, fra mediernes fortællinger mm. om bestemte slags præstationer, er der en risiko for at nogle mænd reagerer på den ekstreme måde som lastbilangrebene er udtryk for.

Derfor er det ikke nok at arbejde for at standse radikalisering eller hvad man ellers har af strategier mod terrorisme. Vi er også nødt til at gøre noget ved de usunde forventninger til mænd, for de ser ud til også at spille en rolle.

Lige lovlig hurtigt?

Nu vil regeringen indføre fængselsstraffe for bilister, der begår grove overtrædelser af færdselslovens hastighedsgrænser. Regeringen foreslår at bilister, der kører over 200 kilometer i timen får 20 dages fængsel og en ubetinget frakendelse af kørekortet i mindst tre år.

Argumentet er at dette skulle have en afskrækkende virkning.

– Jeg tror, det vil have en effekt, når vi sender sådan et signal: Nu får du ikke bare en bøde. Du ryger direkte i fængsel, lyder det fra transportministeren.

Fra https://www.dr.dk/nyheder/indland/regeringen-vil-smide-de-vaerste-fartboeller-i-faengsel

Men argumentet om straffens afskrækkende virkning er ofte blevet tilbagevist ad empirisk vej. Forskningsresultater fra kriminologi tyder ikke på, at gerningsmænd nogensinde lader sig påvirke af straframmen. Der er lange fængselsstraffe for mord og andre alvorlige forbrydelser, og de finder sted alligevel. Selvfølgelig skal der være hårde straffe for grov kriminalitet, men afskrækkelsens argument holder næppe.

Jeg har i denne forbindelse et spørgsmål, som formodentlig er naivt: Det er klart hvorfor udrykningskøretøjer skal kunne køre hurtigt, men hvorfor skal det også være teknisk muligt for en almindelig personbil at kunne køre så meget hurtigere end hastighedsgrænserne tillader? Er der virkelig situationer, hvor en bilist har en legitim grund til at køre 200 kilometer i timen? Hvad er egentlig bilproducenternes argument for at fremstille biler, der kan køre så hurtigt?

Jeg ville umiddelbart tro, at det kunne virke bedre at forsyne almindelige person-motorkøretøjer med en spærring, der gør det umuligt for dem at køre så stærkt – i stil med den plombering, der begrænser hastigheden af knallerter. Det kunne så være forbundet med straf at forsøge at fjerne denne spærring.

Skriv din egen nekrolog

Kevin J. McGroarty fra USA, der var en vittig sjæl, skrev sin egen nekrolog kort før sin død.

I en artikel på Medium foreslår den engelske forfatter og langdistanceroer Roz Savage, at man prøver at skrive sin egen nekrolog. Hun foreslår, at man skriver én nekrolog, hvor udgangspunktet er at man fortsætter sin livsbane som den er lige nu, og en anden udgave, hvor livet endte med at være, som man gerne ville have det. Man kan så bruge en sammenligning af de to nekrologer til at sætte sig nye mål i livet for at nå det, man gerne vil.

Men ideen om at skrive sin egen nekrolog er en interessant idé af mange andre grunde, for den kan gøre det konkret hvilke forestillinger man har om sit eget eftermæle (et emne, jeg berøre her tilbage i 2018). Der er faktisk også tale om en velkendt teknik inden for stoicismen, nemlig såkaldt negativ visualisering. Denne teknik går ud på at overveje det dårlige, der kan hænde én. Det kunne være et dødsfald i den allernærmeste familie, at man mister sit arbejde (hvis man har et arbejde) eller noget helt tredje. Gennem den negative visualisering kan man lære at sætte mere pris på det, man har netop nu, og sætte forhold i tilværelsen i perspektiv.

Jeg har ikke prøvet øvelsen endnu, men jeg spekulerer på om der i min nekrolog skal stå f.eks. helt så meget om mine mange afslag på ansøgninger om eksterne forskningsmidler, som jeg har skrevet her og andetsteds. Det er næppe de afslag, man vi huske mig mest for, for de udgør kun en lille del af mit levede liv.

Teknikken fordrer dog, at man har en vis selvindsigt allerede. Hvis f.eks. Trump, Erdogan eller Putin skulle skrive deres egen nekrolog på denne måde, er det således slet ikke sikkert, at de to udgaver ville være forskellige.

Strategier ved fyring

I denne uge har der været en fyringsrunde på Nordjyske Medier. 18 blev fyret, og 32 redaktionelle stillinger blev nedlagt. Årsagen var økonomiske problemer. Allerede i 2019 varslede ledelsen, at en fyringsrunde ville finde sted. Dansk Journalistforbunds blad Journalisten kunne fortælle, at der skulle spares i alt 26 millioner kroner redaktionelt og 40 millioner kroner i hele koncernen. Fyringsrunden er den tredje inden for 12 måneder på Nordjyske Medier.

De ansatte på Nordjyske Medier skulle sidde klar mellem 8.00 og 8.30 og vente på om der kom en mail, der ville fortælle at man skulle fyres. De fyrede medarbejdere kan ikke blive fritstillet, men skal arbejde i resten af deres ansættelse.

Hele forløbet og strategien virker forbløffende velkendt fra et andet sted i Aalborg, hvor der i 2019 fandt tre fyringsrunder sted begrundet i økonomiske problemer. (I det mindste ser det dog ikke ud til at der skal holdes en stort anlagt fest hos Nordjyske kort efter denne fyringsrunde.)

For mange år siden, da min nu afdøde mor arbejdede i Danske Bank, gennemlevede hun en stor fyringsrunde, hvor ledelsen kaldte den enkelte medarbejder til fyringsmøde på et overraskende tidspunkt, typisk midt i arbejdsdagen. Den slags gør man så ikke mere. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om der inden for management-teknik er udviklet en ny, bredt anvendelig drejebog for fyringsrunder. I management-regi er det i så fald kombinationen af forvarsling i form af nyheder om dårlig økonomi, mail til alle fyrede først på dagen og nægtelse af fritstilling, der er blevet en trend.