Sindssygt og åndssvagt

Fra filmen Gøgereden om en psykiatrisk afdeling i USA. Foto: United Artists.

I dag er der en artikel i dagbladet Politiken med overskriften Har du en sindssyg nabo? og her står der

En ambulanceredder og en psykiater kører efter klokken 16 ud til landets mest sindssyge borgere, der er i nød, vildrede, hallucinerer, hører stemmer og fantaserer. De er til fare for sig selv, nogle gange andre.

Men jeg har det underligt med ordet “sindssyg”, og det føles helt forkert at se det i en artikel fra vore dage. Ordet har i stort omfang fået samme skæbne som ordet “åndssvag”, der i dag kun bruges negativt og med betydningen “meget dum”. Jeg er derfor mest stemt for at undgå ordet “sindssyg” om psykisk sygdom – for jeg kender ikke nogen, der har haft en psykisk lidelse, som ville kalde sig selv for sindssyg.

Jeg har faktisk slægtninge og andre, jeg kender godt, der har været i berøring med psykiatrien, nogle i form af indlæggelser. En, jeg kender godt, fortalte mig da også engang om sin indlæggelse og om hvordan det var at sidde i opholdsstuen med de andre patienter og have en almindelig samtale med dem – “man tænkte jo ikke over, hvad de fejlede”.

Noget dybt i mig gør, at heller ikke jeg ville kunne finde på at kalde de mennesker, jeg kender så godt, for sindssyge. De er hele mennesker med rige liv, og de psykiatriske diagnoser, de har haft, gør dem ikke mindre menneskelige – måske i virkeligheden tværtom.

Sovs og kartofler

Da jeg for mange år siden blev vegetar (inden jeg blev veganer), fortalte jeg min beslutning til min mor. Hun var tydeligt forundret og spurgte om det så betød, at jeg fra nu af kun ville spise sovs og kartofler. Det måtte være helt enormt kedeligt, syntes hun.

Nogle få år forinden havde jeg været i Rusland til en konference, hvor en af deltagerne (det var endnu ikke mig) var vegetar. Når alle andre fik serveret kød med sovs og kartofler til frokost (en typisk russisk frokost), fik han serveret agurk med sovs og kartofler. Det tog han med godt engelsk humør, husker jeg, thi han var englænder.

I dag står vi over for nogle nødvendige omlægninger af vores livsform i den industrialiserede verden og andetsteds. Vi er nødt til at stoppe vores udledning af CO2 fra fossile brændstoffer. Og vi er nødt til at gøre noget ved den enorme ulighed, der fører til at voldsomt rige virksomheder kan eksistere i samme virkelighed som børn, der tigger på gaden.

Men hvordan skal vi kunne tage på indkøbstur til New York og på vinterferie i Asien, hvis vi ikke længere kan flyve? Hvordan skal vi kunne komme til akademiske konferencer i USA? Hvordan skal de ufatteligt rige virksomheder kunne blive ved med at være ufatteligt rige? Hvordan skal vi komme fra sted til sted, hvis vi ikke hver især skal eje en bil?

Svaret er, at dette er sovs-og-kartofler-reaktionen i stort format. Vi er så vante til vores livsform og produktionsmåde, at vi ikke kan forestille os en anden måde at organisere os på og leve på end den, vi har nu. Men måske kan sovs-og-kartofler-sammenligningen netop vise os, hvor begrænsede vi er af vores udsyn.

Om russerne har lært at spise vegetarisk/vegansk, ved jeg ikke. Men min mor var ikke dum. Hun indså selvfølgelig med tiden, at vegetarer og veganere ikke er en slags kødspisere, der nøjes med sovs og kartofler, men spiser en helt anden slags mad og har det godt alligevel (rigtig godt endda!). Det er noget tilsvarende, vi alle skal lære nu i den store omstilling.

Sidste flyrejse

En slags selfie fra Schiphol sammen med flyet til Aalborg.

Da jeg skulle med flyet fra Athen her til eftermiddag, tog jeg metroen fra Syntagma i usædvanligt god tid for at være på den sikre side. Jeg kom dog ikke af ved den station, hvor jeg skulle skifte, så jeg måtte køre en station tilbage. Men jeg havde mere end tre timer til flyafgang, så det var ikke et problem. En anden passager var ikke helt så rolig; jeg så ham løbe hen for at skælde togføreren ud, og da jeg var ovre på den modsatte perron, var råbekonkurrencen stadig i fuld gang. Men jeg havde god tid.

Det blev dog alligevel en redning på stregen. Flyet til Amsterdam var tæt på at være en time forsinket, og jeg kunne risikere først at være fremme lige inden flyet til Aalborg skulle afgå. 

Men jeg nåede det lige akkurat. Flyet indhentede en lille smule af forsinkelsen, og personalet fortalte mig hvilken gate jeg skulle hen til, når vi landede. Der var så godt nok nogen, der havde bestemt sig til at afholde en ekstraordinær paskontrol ved ankomsten. Men efter fem minutters skarpt trav/løb nåede jeg frem til gate D83 – blot for at opdage at flyet til Aalborg var forsinket. Sjældent har jeg været så glad for en forsinkelse. Piloterne forklarede at dette såmænd skyldtes – en sen ankomst fra Athen! Og således hang det hele pludselig pænt sammen.

Denne tur til Aalborg blev også på andre måder noget særligt, for det var formodentlig min sidste flyrejse nogensinde (med forbehold for livstruende sygdom, nære slægtninges dødsfald o.lign. mens jeg opholder mig i udlandet).

Så længe flytrafikken bidrager så voldsomt til den globale opvarmning, kan jeg ganske enkelt ikke forsvare at flyve. Jeg har besøgt mange interessante dele af verden på flyrejser, ja faktisk har jeg været på alle kontinenter på nær Antarktis. Men nu er det slut. Formodentlig kommer jeg derfor aldrig igen til at forlade Europa (hvis vi ser bort fra mulige sejlture til Marokko eller den asiatiske del af Tyrkiet). Det er på sin vis ærgerligt, men jeg holder mere af miljøet end jeg holder af ferier langt væk og af akademiske konferencer. Jeg har allerede levet længe, og jeg har set meget. Fra nu af vil jeg tage med bus og tog rundt. Jeg klarer den nok; jeg er meget mere bekymret for miljøet.

Vi er nødt til at lægge pres på regeringerne, men vi skal også gøre en indsats hver især og lære at tilpasse vores livsstil til en ændret virkelighed. Dette løfte er en del af min personlige indsats.

Herulernes efterkommer

Måske er næsen blevet fjernet af handlekraftige herulere?

I dag gik jeg en tur rundt i Athen uden nogen større plan end at finde et sted at spise frokost og at se Akropolis-museet. Jeg tog metroen ned til Syntagma-pladsen, hvor parlamentet ligger. Metroen er pæn og velfungerende og minder egentlig forbløffende meget om den tilsvarende metro i Lissabon (!), men på én måde adskiller den sig afgørende fra andre undergrundsbaner, jeg har kørt med i årenes løb. Larmen inde i togene er så udpræget, at det stort set er umuligt at føre en samtale. (Der var så heller ikke nogen at føre samtale med i dag.) Måske er det derfor, de gademusikanter, der dukker op i så mange andre lande, tilsyneladende ikke huserer i metroen hernede?

Jeg gik ned ad Ermou-gågaden forbi gademusikanter (for det er her, de er) og en klovn på høje stylter og fandt en lille vegansk café på 1. sal i en sidegade. Lidt efter kom klovnen på de høje stylter så ind og bestilte frokost. Han fortalte mig, at han skam var vant til at gå på trapper og endda havde kørt med bus og været oppe ved parlamentets indgang iført stylter. Men nu er der så åbenbart kommet en lov, der forbyder den slags.

Akropolis-museet fra 2009 er stort og værd at besøge. Særligt indtryk på mig gjorde det at se friserne fra Parthenon, ufuldstændige som de desværre er. Franske kunstplyndrere havde snuppet en masse fra Parthenon sidst i 1700-tallet, og en lige lovlig driftig skotte ved navn Thomas Bruce, også kendt som Lord Elgin, stjal mange af de resterende friser i 1802. Undervejs lykkedes det også at ødelægge nogle af dem, så forhippet var han på at få dem med sig. De befinder sig i dag på British Museum i London, og grækerne er forståeligt nok sure over dette.

Hele historien om forvandlingen af de berømte antikke bygningsværker til ruiner starter egentlig længe før franskmændene og briterne begynder at hærge. Det hele begynder for alvor at gå galt i 276 e.v.t., hvor herulerne invaderer Athen. De plyndrer og smadrer og når også at stikke ild til Parthenon, indtil de til sidst omsider bliver smidt på porten. Ret meget andet udretter de så vidt vides ikke. I dag mener man, at herulerne kom fra den del af Europa, vi i dag kender som Danmark.

Endnu en aften i Athen

Konferencen er slut, og alle er taget er hjem. Jeg bruger dog selv en dag mere her i den græske hovedstad, for det føltes lidt underligt at haste hjem til det danske novembervejr fra et land, jeg ikke har besøgt i mange år.

Fra i dag vil jeg huske, hvordan uligheden og fattigdommen, som den langvarige økonomiske krise har skabt hernede, fremstod så tydeligt. Et lille barn på 5-6 år kom hen til mig for at tigge penge, da jeg skulle ud til konferencen. Det var en lille dreng eller pige (jeg var ikke helt sikker) med dårlige mælketænder, og et øjeblik efter dukkede et endnu yngre barn op. For disse børn var det desværre blevet hverdag at måtte tigge.  Senere på eftermiddagen gik jeg en tur, og her så jeg en moder sidde helt apatisk ved en husmur med sin pige på en vel 7-8 år. Pigen rejste sig, løb hen til en mand, der kom gående på fortovet og trak ham i armen for at bede om penge. Fik hun noget? Jeg nåede ikke at se det. Om aftenen, da jeg kom hjem igen, så jeg hvordan nogen falbyder kartofler, tomater og frugt fra bæreposer på et tilfældigt gadehjørne – noget, jeg sidst så i Vietnam.

Dagens gode og bevægende oplevelse var til gengæld at gense en gammel bekendt, som jeg mødte til Alliance Francaise’s sommerophold i Paris i 1982. I dag er hun universitetslærer i jura, og hendes mand er professor. Der var gået mere end tre årtier siden vi sidst sås, og dengang var vi unge, men det var godt at mødes igen. Hun var både dengang og nu en meget rar og begavet person. Da mørket faldt på ud på eftermiddagen (det går hurtigt hernede), gik vi fra cafeen ned til metrostationen og fulgtes ad et par stationer, inden jeg skulle skifte ved Syntagma.

Parthenon mm.

I dag begyndte ECEL2018, og det var lige ved at gå galt. Jeg tog en taxi til Vestattikas Universitet sammen med min medforfatter, men taxichaufføren var et almindeligt menneske uden særlige forudsætninger og kunne rent ud sagt ikke finde vej. Men frem nåede vi da, og første indslag var et indbudt foredrag af Michael Xenos fra universitetet i Patras. Det handlede om flipped og blended undervisning, og det var interessant at høre, at han havde gjort sig ganske mange erfaringer, som jeg selv kunne nikke genkendende til.

Kl. 11.45 lokal tid kunne jeg holde mit eget foredrag. Det gik hurtigere end jeg havde regnet med; jeg er vant til at holde nogle meget mere tekniske foredrag, og da er 20 minutter typisk lige i underkanten. Men her viste de sig at være mere end nok. Heldigvis kom der en hel del gode spørgsmål bagefter. Det var især interessant at snakke med kolleger fra Nederlandene, hvor de på nogle universiteter bruger problemorienteret projektarbejde, og fra Grækenland, hvor nogle synes at denne pædagogiske model er værd at se nærmere på.

Bagefter var der tid til en lille gåtur, og den gik til Akropolis, hvor Parthenon stadig ligger der. Ironisk nok var det berømte tempel stort set intakt indtil 1687, hvor det blev ramt af en bombe under venetianske styrkers belejring af Athen. Parthenon blev af uransagelige grunde anvendt som krudtlager, og bomben forvandlede det smukke gamle tempel (der også havde nået at være både kirke og moske) til en oldtidsruin med mange hundrede års forsinkelse. 

Erechteion (som af uvisse grunde virkede som et meget morsomt navn dengang i gymnasietiden) stod der også endnu mere karyatiderne, og der var et fint vue ud over det næsten 2000 år gamle Herodes Atticus-amfiteater, der faktisk stadig bliver brugt til forestillinger og koncerter.

Den græske hovedstad er egentlig ikke nogen smuk by; den er rent ud sagt rodet, forvirret og lidt for beskidt. Men udsigten oppe fra Akropolis i den sene eftermiddagssol på det, der virkede som en sommerdag i november, var smuk.

En lang dag

Det blev en lang dag. Jeg sendte en revideret tidsskriftsartikel ind (om et typesystem for pi-kalkylen). Så optog og redigerede jeg podcasts til min kursusundervisning og lagde sidste hånd på et opgavesæt, jeg skal bruge i næste uges undervisning. Frokostpausen var ikke en pause, men et møde for hele instituttet med diskussion af budgettet for det kommende år og meddelelse om at der var blevet ansat fire nye professorer hos os. For første gang er der nu en kvinde, der er professor i datalogi på mit universitet. Det tog kun 31 år.

Derefter mere optagelse af podcasts. Så hjem og pakke de sidste ting, inden jeg tog af sted på det, der skal være min næstsidste flyrejse – fra via Amsterdam til Athen. Målet er ECEL2018, en konference om e-læring. Klokken var temmelig langt på den anden side af midnat før jeg var fremme. Det havde været en lang dag, og det var lige akkurat blevet november – en måned, der heldigvis er noget lunere i Grækenland.

Er det (kun) vores skyld?

Hvem er det, der er skyld i den globale opvarmning? Det er også et spørgsmål for hver enkelt af os at håndtere følelsen af at være medskyldig. Den amerikanske miljøaktivist Mary Annaise Heglar har nogle gode betragtninger om dette i et essay.

Den globale opvarmning er ikke det enkelte menneskes skyld. Der er 100 firmaer, der i alt tegner sig for 71 procent af verdens udledning af CO2, viser en undersøgelse. Nr. 82 på listen er et dansk firma, nemlig A.P. Møller. 

Derfor er der noget paradoksalt i at der nu først og fremmest tales om hvordan hver enkelt af os skal ændre adfærd. Det skal vi også, for man kan ikke vende det blinde øje til, men det siger jeg samtidig med at jeg deler bekymringen over at ansvaret for den globale opvarmning bliver individualiseret. Hvis vi udelukkende giver os selv skylden, ender vi let med at blive afmægtige. Men den globale opvarmning er vores fælles problem.  Derfor har vi som borgere også et ansvar for at lægge pres på de firmaer, der udleder så meget CO2, herunder at lægge pres på A.P. Møller. Vi skal også lægge pres på den danske regering for at få den til at reagere over for A.P. Møller – og det er et oplagt ønske til en kommende valgkamp.

Nattogene, der forsvandt

Rejseplan Aalborg-Paris – der der 3 timer og 43 minutters ventetid i Köln på et meget uvenligt tidspunkt.

En temmelig prekær sag for tiden er sagen om Alternativets politiske ordfører Caroline Maier, der har foretaget rigtig mange flyrejser, selv om partiets politik kræver flyrejser bliver begrænset i stort omfang af hensyn til miljøet.

Nu udtaler samme partis miljøordfører Christian Poll sig til dagbladet Politiken. Han siger:

Spørgsmål: Da I præsenterede jeres regeringsplaner, sagde I, at klimakrisen forandrer alt. Men det forandrer så ikke så meget, at man for eksempel skal stoppe med at tage på flyrejser?

»Nej, ikke fra dag til dag. Men jeg er sikker på, at om ti år så vil både jeg og Carolina flyve langt mindre«.

»Måske er vi så heldige, at vi har fået nattogene op at køre igen, så man for eksempel kan komme til Bruxelles og Paris natten over med tog«.

Dette svar er selvfølgelig også en afværgereaktion ovenpå kritikken af partifællen. Men én ting er korrekt: Internationale nattog er bestemt ikke, hvad de har været. Da jeg var ung, rejste jeg ofte med nattog i Europa, og jeg har så sent som for seks år siden foretaget en rejse til Sydeuropa med min familie, hvor vi tog med nattog. Helt tilbage i forrige århundrede skete det endda, at jeg tog nattog fra Aalborg til København.

Jeg er så småt begyndt at planlægge en rejse til en konference i Portugal til januar. I denne uge foretager jeg min sidste flyrejse, for jeg er også bekymret over flyrejserne store aftryk på miljøet. Til januar rejser jeg derfor med tog. Den store udfordring for mig bliver at komme fra Aalborg til Paris, for herfra går der TGV-tog til Hendaye ved den spanske grænse og nattog til Lissabon derfra. (Titlen på Pascal Merciers roman er således stadig aktuel.)

Men i Köln skal jeg vente fra kl. 3.01 til 6.44. Dét glæder jeg mig ikke til, og jeg vil prøve at komme tidligere til Köln, så jeg kan overnatte der.

Men ét står klart for mig, og det er at en oplagt strategi for at få færre til at rejse med fly i Europa vil være at genindføre nattogene. Erfaringerne med denne form for togdrift er der stadig, og måske er det også tilfældet med materiellet. Jeg vil foreslå Alternativet og ligesindede partier at tage et konkret politisk initiativ her.

Pæne mænd i jakkesæt

Mohammed bin Salman sammen med Mark Zuckerberg.
Bashar al-Assad.

Den uhyggelige sag om mordet på Jamal Kashoggi viser at mange regeringer og virksomheder har haft en ufattelig og uhyggelig tillid til “pæne mænd i jakkesæt”. Osama bin Laden og andre terrorister har valgt et ørkenkriger-lignende image, som får dem til at distancere sig bevidst fra “vestlige” normer.

Men i virkeligheden får autoritære magtfigurer fra Mellemøsten større indflydelse ved at gøre det stik modsatte. Mohammad bin Salman har gerne villet iscenesætte sig selv som en forstående ny leder af Saudiarabien, selv om han reelt bare er diktator, og det har indbefattet besøg (iført jakkesæt) hos bl.a. Google og Facebook. En anden “pæn mand i jakkesæt” fra Mellemøsten, der bestemt heller ikke er pæn, er Bashar al-Assad. Ubehageligt mange mennesker, der opfatter sig selv som progressive, køber Assads (bort)forklaringer af grusomhederne i Syrien. Og jeg bemærker naturligvis også, at også Hizb-ut Tahrirs ledere er velsoignerede mænd i jakkesæt.

Som den indiske forfatter Pankaj Mishra bemærker:

Many fans of Prince Mohammed in the West are now scrambling to disavow him. But he cannot be so easily distinguished from his groupies in the American establishment. The prince is only the latest, if pitifully crude, exponent of shock-and-awe savagery that many Western elites have long deemed vital to the pacification of intransigent non-Westerners.

Dem, der bliver undertrykt af bin Salman, al-Assad og andre “pæne mænd i jakkesæt”, ser nemlig tit ikke så “pæne” og vestlige ud, og derfor er det nemmere at glemme dem.