Den svære nekrolog

I dag kunne jeg læse om en usædvanligt bitter nekrolog (se ovenfor) indrykket af de voksne børn af en amerikansk kvinde, der for nylig døde i en alder af 80 år. Nekrologens ordlyd er ikke til at tage fejl af: Børnene vil ikke savne hende.

Man må selvfølgelig skrive lige hvad man vil, så længe det ikke er truende eller injurierende mod et levende menneske. På denne måde er der selvfølgelig ingen tvivl om at nekrologen er legitim. Men hvad bør man skrive? På sin vis er dette nemlig også et eksempel på den svære diskussion om ytringsfrihed og etik, nemlig om hvad man kan sige, kontra hvad man bør sige.

Da prins Henrik døde for ikke så længe siden, var nekrologerne i de danske medier overstrømmende, måske i et forsøg på at kompensere for at man her i mange år havde fremstillet ham som lettere grinagtig og pinlig, måske i en form for selvransagelse, fordi man nu vidste, at han i længere tid havde lidt af demens. Jeg ved ikke, hvad jeg selv ville have skrevet. På den ene side går jeg ind for at monarkiet skal afskaffes, på den anden side er der ingen grund til at være personligt ubehagelig i denne sammenhæng.

Jeg vil gætte på, at børnene af den afdøde amerikanske kvinde heller ikke, mens hun levede, har forsømt at gøre hende opmærksom på hvor dårligt de syntes om hende. Måske var det derfor ikke på sin plads også at skrive det i nekrologen. Det dårlige eftermæle er formodentlig for længst på plads.

Det vil blive svært for mig og mine søskende at skrive en nekrolog over vores far, der i dag er meget gammel. Vi opfatter ham som ekstremt usympatisk og upålidelig, og vi har derfor ikke kontakt til ham længere.  Men skal der skrives en nekrolog, bliver den kort og faktuel. Engang var der jo også nogen, der holdt af ham.

Uhyggelige film

Fra Eksorcisten. Damien Karras tror at gense sin afdøde moder.

The Guardian bringer i denne måned filmanmelderen Peter Bradshaws personlige bud på en liste over de mest uhyggelige spillefilm.

Det er trist at skulle indrømme dette,men det er faktisk ikke ret mange af filmene på denne liste, jeg har set. Jeg har det i det hele taget svært med film, der kun kan virke, fordi de skal være uhyggelige eller spændende eller morsomme. Rigtig mange gysere er nemlig ikke uhyggelige, rigtig mange komedier er ikke morsomme og rigtige mange spændingsfilm er slet ikke spændende.  Genreblandinger som gyserkomedier siger mig i det store og hele desværre ingen verdens ting, men formodentlig er netop den slags til for at få alle dødsfaldene til at glide lettere ned hos publikum. Spørger man mig, er en egentligt uhyggelig film nemlig en knugende oplevelse.

Kun filmene øverst på listen er med, men de er så til gengæld også gode film i det hele taget. Og de bekræfter min formodentlig ukorrekte opfattelse af at 1970erne var et godt årti for amerikansk film. Rødt chok (som Don’t Look Now hedder på dansk) er højt på min liste over uhyggelige film, og det er Eksorcisten også. Samtidig må jeg dog indrømme, at begge disse film  (i al fald som jeg ser dem) også er meget sørgelige film. På hver sin måde handler de begge om at miste sit barn til noget ukendt og om forholdet mellem forældre og børn. Det er ikke noget tilfælde, at Eksorcisten er opkaldt efter præsten Damian Karras, der er tynget af ensomhed og følelsen af at have svigtet sin græske mor. Det uhyggeligste og ensomste sted i filmen er den scene, hvor Karras tror at han genser sin afdøde mor.

Men måske er den mest uhyggelige film, jeg har set, ikke en gyser, men Ingmar Bergmans Høstsonate med Liv Ullman og Ingrid Bergman. Også dén handler om forholdet mellem forældre og (voksne) børn, og i den sammenhæng skildrer den med stor styrke et mangeårigt, skjult had og selve dét, at man kan slå meget hårdt med ord.

Miljøforkæmperen, der ikke kunne mere

Ugen efter David Buckels død hang hans hat stadig på sin krog i skuret ved komposteringspladsen.

I dag kunne jeg læse om amerikaneren David Buckel, der i april i år begik selvmord ved at sætte ild til sig selv. Igennem mange år havde han som idealistisk advokat arbejdet utrætteligt for homoseksuelles rettigheder (han var selv bøsse), men senere viede han sit liv til et stort projekt om kompostering af organisk affald i New York. For få uger siden var det dog som om han ikke kunne mere. Trump-regeringen var systematisk i gang med at fjerne den eksisterende miljøbeskyttelseslovgivning. En tidlig morgen gik David Buckel hen på et øde område, hældte benzin over sig selv og stak ild til sig selv. Ikke engang hans mand eller voksne datter kendte noget til Buckels selvmordsplaner. I et afskedsbrev skrev han, at han ønskede, at hans død kunne sætte fokus på ødelæggelsen af miljøet og specielt på klimaforandringerne. Om det er tilfældet, er yderst uklart for mig – der har ikke været noget i de danske nyheder om David Buckels død, og heller ikke New York Times, hvor jeg kunne læse den lange beretning om Buckels liv og død, har noget på forsiden.

Der er mange beretninger om mennesker, der i krisetider begår selvmord som en reaktion på den uoverskuelige situation. Under nazismen var der således mange selvmord blandt tyske jøder. Berømte forfattere som Walter Benjamin og Stefan Zweig var blandt dem, der slog sig selv ihjel. Hvis man tænker på sådanne selvmord som protester, gjorde de ingen forskel – ud over at Tyskland mistede nogle af sine bedste borgere, præcis som USA er blevet et lidt fattigere sted uden miljøforkæmpere som David Buckel.

Og nu spekulerer jeg på, om vi kommer til at se andre af denne slags afmægtige protester mod en verdenssituation, der for mange af os forekommer så uoverskuelig og dyster. Jeg håber det bestemt ikke.

Flere lejre?

Efterhånden virker det som om den eneste løsning, mange politikere kan forestille på det, at mennesker er på flugt, er at sende dem i lejr et sted langt væk. For mig at se er det endnu et eksempel den blanding af afmagt og kynisme, der kendetegner så mange politiske udmeldinger i Danmark i disse år.

For nogle måneder siden foreslog Socialdemokraterne, at asylmodtagere skulle opholde sig i lejre i Nordafrika. En reaktion herpå var at Inger Støjberg røbede, at Danmark sammen med 15 andre lande ville lave en fordeling af flygtninge – uden om EUs regi.  I dag røbede Lars Løkke Rasmussen så, at der i den forbindelse er planer om at placere asylansøgere i lejre uden for EU, men i Europa.

Statsministeren kan ikke være mere specifik omkring, hvilket land han har i tankerne.

»Det er svært at komme tættere på, for hvis vi snakker for meget om det, er det ikke sikkert, det vil lykkes.

»Der er jo nogle lande, der skal acceptere det og have en modydelse«, siger han.

Men det er et land uden for EU-fællesskabet, han har i tankerne.

»Vi taler rimeligvis uden for EU, det vil jeg tro, siger statsministeren.

De europæiske lande, der ikke er medlemmer af EU, er Albanien, Armenien, Azerbaijan, Georgien, Gibraltar,  Hviderusland, Island, Kosovo, Lichtenstein, Makedonien, Moldova, Montenegro, Norge, Rusland, San Marino, Schweiz, Serbien, Tyrkiet, Ukraine og Vatikanstaten.

Men det er næppe f.eks. Norge, Schweiz, Vatikanstaten eller San Marino, der skal tage sig af endnu et forslag til en “lejrløsning”.  Det er næppe heller Østrig, for Østrig er et af de lande, Danmark er sammen med. Hvem der så er tale om, er uklart for mig – og bekymrende. Lande som Hviderusland og Serbien er ikke ligefrem kendt for deres gode standpunkt på menneskerettighedsområdet.

Efter afstemningen

Det er ikke engang fem uger, det stod klart at der ikke ville blive storkonflikt på det offentlige område i 2018. Lige nu føles det som meget længere tid siden. Mange af os bandt en masse mental energi i arbejdskampen i de måneder, den stod på, og jeg var en af dem, der talte om den truende konflikt hver dag. Alt andet lige var derfor det en stor lettelse at der ikke kom nogen konflikt. Nu kunne vi omsider tænke på noget andet igen. Samtidig var jeg og mange andre dog meget skuffede over at lærerne fik et så pauvert forhandlingsresultat, som de gjorde. Nogen arbejdstidsaftale blev det slet ikke til.

Nu foreligger så resultatet af urafstemningerne, og i næsten alle fagforeninger har der været et stort flertal for overenskomsterne. I min fagforening DM var det næsten 98 procent, der stemte ja. Også i Danmarks Lærerforening var der flertal, omend kun på omkring 75%.

Fordi urafstemningerne var særskilte for hvert område, var der ikke så meget at betænke sig på for min side. Jeg kunne godt acceptere overenskomstforslaget, og en nej-stemme fra mig ville ikke kunne give lærerne en bedre overenskomst – det er uklart for mig, hvordan en konflikt på AC-området ville have gavnet lærernes forhandlingsposition. Men havde jeg været lærer, havde jeg stemt nej.

Mindst ét sted på det offentlige område bliver der dog konflikt. De ansatte ved lokalbanerne har nemlig stemt nej til en ny overenskomst, og det betyder, at der kan bryde konflikt ud fra midnat den 11. juni, hvis ikke der inden da er opnået en aftale om arbejdstidsregler. Så nu er det ved lokalbanerne, at vi ser efterdønningerne af forårets store arbejdskamp. Og samtidig er denne konflikt for mig at se endnu en indikator på hvad fremtidens overenskomstforhandlinger på det offentlige område vil komme til at have som et vigtigt tema, nemlig bedre arbejdstidsregler.

At leve med sit navn

Kong Hans.

I dag blev jeg omsider færdig med at rette de 170 eksamensopgaver, og fordi opgavebesvarelserne var sorteret efter de studerendes fornavne, endte jeg med at bemærke hvordan fornavnene fordeler sig. Mere end 95 af de studerende på det store hold er mænd, for sådan er datalogiuddannelserne desværre indrettet. Der er bestemte fornavne, der er meget populære hos unge først i tyverne. Rigtig mange hedder Christian og Frederik – ikke så mærkeligt, for de to navne er de danske kongenavne og går derfor formodentlig aldrig af mode. Men også Rasmus, Peter, Alexander, Jakob, Mikkel og Mathias er rigt repræsenteret.

Til gengæld er det mange år siden, jeg har haft studerende, der hed Hans.  Kan jeg lide mit navn? Jeg ved det ikke rigtig, for det er efterhånden blevet et navn, der tydeligt signalerer at man har en bestemt alder.  Hans er ikke helt så bedaget som Preben eller Jørgen – to navne, som næppe nogen mor i Danmark i dag ville forsyne sin søn med. Men alligevel. Måske er det bare erkendelsen af egen alder, der ikke er så rar.

Jeg kunne i dag læse et lille essay af Arthur Brooks, der ligesom jeg er 54 år gammel, og han har det lidt underligt med at hedde Arthur, for det er et navn, der ikke har været populært i engelsktalende lande i rigtig mange år.

Måske påvirker vore navne ikke bare vores selvopfattelse, men også hele vores liv. Arthur Brooks nævner i al fald en undersøgelse fra USA, der synes at vise, at mennesker i dét land har en tilbøjelighed til at vælge en livsbane, der minder om deres navn. F.eks. skulle der være større sandsynlighed for at blive tandlæge (dentist) eller bosætte sig i Denver, hvis man hedder Dennis!

Hvis der er nogen retfærdighed, bliver Hans en dag igen populært, for det er et gammelt kongenavn og tilmed navnet på den eneste konge siden Christian den 1., der hverken hed Christian eller Frederik. Kong Hans gjorde sig endda bemærket ved at være den eneste danske konge, der er født i Aalborg. Han døde tilmed også i Aalborg.

Syv år med bloggen

I denne uge er det syv år siden, jeg begyndte at blogge under eget navn. Tiden er fløjet, må jeg sige.  Engang troede jeg, at jeg skulle skrive om datalogi og den slags her, men sådan er det bestemt ikke gået. Den eneste redaktionelle linje her er den, at der ingen linje er. Jeg skriver om det, der falder mig ind.

Jeg har ingen planer om at lægge min blog på hylden; det er min fornemmelse at der er i al fald er nogle enkelte, der følger mig. En sjælden gang oplever jeg, at nogle indlæg her har fået deres eget liv – senest var det mit indlæg om den nye forskningsminister, som mange delte på Facebook. Dét er specielt.

Mange kommentarer i dag kommer via Facebook og Twitter; desværre er der ikke ret mange, der benytter sig af bloggens indbyggede kommentarsystem.

Skriftlig eksamen igen

Et vue ud over Agri Nord-hallen med de 170 eksamensborde.

I dag var det igen tid til skriftlig eksamen, og denne gang var det det største hold, jeg nogensinde har undervist. Knap 170 studerende skulle til eksamen i Syntaks og semantik i Agri Nord-sportshallen ude ved Aalborg City Syd. Universitetets egne bygninger er efterhånden blevet for små. Studiesekretærerne Lene og Lone var der sammen med mig, og vi skulle være klar, hvis der opstod en uventet situation. Der skete dog kun lidt, og meget af tiden kunne vi sidde og beskæftige os med andre gøremål. Af og til kastede vi et blik ud på salen; den tonede rude giver det hele et underligt tusmørkeskær.

Kl. 13.00 var det hele slut, og jeg kunne cykle ud til mit kontor på Selma Lagerløfs Vej. Ikke så længe efter at jeg dukkede op, kom Lene og Lone med de knap 170 eksamenssæt, og jeg gik straks i gang med at rette. Det bliver en travl weekend, men jeg vil have det hele overstået i stedet for at skubbe alt dette foran mig. Skriftlig eksamen tager tid, men jeg turde slet ikke tænke på hvordan en mundtlig eksamen for 170 studerende ville blive. Jeg kan især holde pauser, når jeg selv vil og fornemmer at koncentrationen er ved at glippe. Ulempen ved skriftlig eksamen er, at det bliver sværere at give hver enkelte studerende råd med på vejen.

Dit eftermæle

Eftermælet er som bekendt det ry, vi efterlader omverdenen, den dag vi ikke er mere. Den svenske forfatter Göran Rosenberg har skrevet et godt lille essay (som i dag kan læses på dansk i dagbladet Information) om betydningen af at have et eftermæle og om hvordan de sociale medier kan være med til at forhindre, at mennesker får et godt eftermæle. Man kan nemlig nu let og hurtigt sprede en masse negative budskaber om et andet menneske til en meget stor målgruppe. Og alt, hvad vi har deltaget i, der har været på nettet, betyder noget for vores ry og for vores eftermæle. Et så afskyeligt fænomen som hævnporno er den mest åbenlyse udgave heraf. Alt dette er skyggesiden af den selvpromovering, som Facebook, Twitter mm. ofte bruges som værktøj til.

Det er vigtigt at være opmærksomme på vores eftermæle og vores ry hinsides de sociale mediers selvpromovering i øjeblikket – men det er også at være opmærksomme på, hvilket eftermæle vi forsyner andre med gennem det, vi siger og skriver om dem.

Nu, hvor jeg er så gammel som jeg er, hvor jeg er forælder og hvor jeg har undervist ganske mange studerende efterhånden, er det endnu mere klart for mig, hvad eftermælet betyder. Det er alt andet end ligegyldigt, hvad jeg gør og siger. Da jeg sidste år fik voldsom kritik af min undervisning, mærkede jeg hvordan jeg var i færd med at få et rigtig dårligt ry, og det var hårdt at skulle erkende. Jeg var nødt til at genopfinde mig selv og til at tage kritikken til mig.

Sanktioner i sundhedssystemet

Sundhedsministeren. Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix.

I dag beslutter et flertal i Folketinget at indføre et gebyr, så det vil koste patienter 1.675 kr. at få en tolk med, når de er indlagt på hospitalet og 334 kr., hvis de har brug for en tolk ved besøg hos den praktiserende læge eller på skadestuen. Reglen kommer til at gælde for alle, der har haft bopæl i Danmark i tre år eller mere.

Der er ganske mange ting, der er usympatiske ved denne beslutning, der skyldes regeringen, Dansk Folkeparti og (selvfølgelig også) Socialdemokraterne.

Ét er at det vil kunne få nogle patienter til at lade være med at søge behandling – eller også vil de undlade at bruge tolk og dermed risikere at blive fejlbehandlet. Men hele den bagvedliggende idé om sanktioner er også usympatisk.

Selvfølgelig er det meget vigtigt, at man lærer dansk, hvis man bor i Danmark og ikke har alvorlige fysiske eller psykiske problemer eller er alderssvækket. Jeg kender til akademikere, der har boet og arbejdet i Danmark i en længere årrække, men formodentlig ikke kan dansk overhovedet. Det er ikke godt. Men det vi ser nu, vil ikke ramme disse højtuddannede mennesker.

Gebyret vil derimod ramme fattige udlændinge ekstra hårdt, og her tænker jeg især på dem, der har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Man kan i dag være på halveret kontanthjælp, også kendt som  integrationsydelse, meget længe, nemlig indtil man har haft, hvad der svarer til to et halvt års fuldtidsbeskæftigelse i Danmark inden for de seneste otte år. Integrationsydelsen er 5.945 kr. om måneden for en enlig uden børn, og her vil det gøre meget ondt i økonomien at skulle have tolkebistand. Hvad vil man i øvrigt gøre, hvis en patient er ude at stand til at betale? Skal patienten nægtes tolkebistand eller kommer patienten til at oparbejde en gæld?

Et argument for dette gebyr skulle være, at udgifterne til tolkebistand for patienter er høje, men gebyret skulle kun kunne indbringe 2,4 millioner kroner årligt. Så det reelle argument er ikke økonomisk baseret. Det, vi nu ser, er at man bruger ulige adgang til sundhedsvæsenet som en sanktion. Vil syge mennesker virkelig blive motiveret til at forbedre deres danskkundskaber ad denne vej?

Lægeforeningen kalder Folketingets beslutning for ualmindeligt kynisk. Det gør jeg også.