Dårlige digte

20111024-135739.jpg

I går aftes var der poetry slam i Aalborg mellem hold fra Aalborg og Århus – undskyld, Aarhus. Jeg var med på Aalborg-holdet.

Poetry slam er en meget misforstået genre – både blandt dem, der ikke kender den, og blandt en del af dem, der er udøvende.

Nogle tror, at poetry slam er digtoplæsning. Det er det, men det er ikke hele sandheden. I poetry slam er fremførelsen af teksten og teksten selv en helhed. På godt dansk: dette handler om det talte ord, spoken word som man siger. Teksten skal kunne holde til at blive læst op og lyttet til. Mange digte skal man læse flere gange, en spoken word-tekst forsvinder principielt, mens den fremføres. Inger Christensens oplæsning af “Det” er et eksempel på et meget anderledes syn på fremførslen af en tekst.

André tror at poetry slam skal være morsomt, og det er vel også en opfattelse, mange af os kommer til at viderebringe. Men hvis man søger til det land, hvor poetry slam opstod, nemlig USA, opdager man at det ikke behøver at være sådan. God spoken word-lyrik kan også være gribende.

Så er der dem, der tror at poetry slam er en slags rap uden musik. I en spoken word-sammenhæng hjælper rim og rytme ofte, og mange får naturligvis
også inspiration fra hiphop – men poetry slam kan være helt rimløs (sådan er f.eks. mine egne tekster).

De sædvanlige regler blev ikke brugt i går aftes – en ændring var at man i en af runderne skulle fremføre en tekst fra det andet hold. Så her handlede det om at vælge en tekst, det andet hold får problemer med at score højt på.

Det er forbløffende nemt at skrive en halvdårlig tekst, man ikke selv er så tilfreds med, men at skrive en virkelig elendig tekst er ikke så ligetil. Det kammer nemt over i satire. Heldigvis har den norske forfatter Finn Øglænd lavet en liste med 20 tips, hvis man vil skrive et dårligt digt. Dem prøvede jeg at følge, og resultatet var da også et lavt pointtal til stakkels Jonas fra Århus – undskyld, Aarhus. Teksten skal jeg nok skåne jer for.

Og hvem vandt så? Såmænd Århus, undskyld Aarhus. På billedet ovenfor kan man se Mathias og Casper fra det vindende hold. En snæver sejr – og i det nye år går turen sydpå (og sejren nordpå, står det til os).

Efter det hele var ovre, roste et kvindeligt medlem af publikum mig for mine tekster, og rosen var jeg selvfølgelig glad for. Men hun undrede sig også over hvor alle de kvindelige poetry slammere var – og jeg måtte beskæmmet give hende ret. Dem er der ikke mange af i vores del af kongeriget. Poetry slam er ved at blive en mandeklub i Danmark, og aldersfordelingen er også skæv til den unge side. Jeg var så klart den ældste deltager i går aftes.

Flattr this!

En diktators fald

20111021-101811.jpg

Jeg savner ikke Gaddafi, men for mig er der ingen grund til at glæde sig over hans død. For det første er der noget uheldigt i at glæde sig over at nogen er død. For det andet er det, der umiddelbart fremstår som en regulær lynchning, ikke et værdigt opgør med et grusomt og undertrykkende regime.

Der er lande, hvor man har haft et systematisk retsligt opgør med et diktatur – tæt på os er det tilfældet med Tyskland efter 2. verdenskrig og igen efter DDR-tiden, og længere væk Sydafrika efter apartheid. Her har man i hvert fald i et vist omfang taget sig af den nødvendige forsoningsproces. I ethvert diktatur er der nemlig også dem, der støttede diktaturet – måske ikke som regulære udøvere af overgreb, men i mindre målestok som f.eks. loyale funktionærer eller stikkere. Denne forsoningsproces er nu meget mere besværlig for Libyens vedkommende.

Det retslige opgør er altid sværere, når hovedpersonerne i det gamle regime ikke er til stede. Her tænker jeg på Bosnien hvor Radovan Karadzic og Ratko Mladic i mange år var væk og på Irak, hvor man har henrettet de ansvarlige. Hermed har man også gjort det nemmere at skabe uheldige myter, netop fordi der altid vil være en rest af sympati tilbage. Når udviklingen i det nye Libyen på et tidspunkt ikke går, som man gerne ville have det, vil der formodentlig være nogen, der siger, at “under Gaddafi var der orden i tingene”. Det ville være meget sværere, hvis manden var i live og bag tremmer.

Der er nogle, der er tilfredse med at Gaddafi er død. Her tænker jeg på alle dem, der i og uden for Libyen har samarbejdet med hans regime og haft økonomisk og politisk fordel af det. Det vil nu blot blive endnu sværere at få klarlagt, præcis hvad der skete her.

Endelig må det ikke glemmes, at menneskerettighederne siger, at alle har krav på en retfærdig retssag. Det gælder også dem, de vi bryder os allermindst om. Gaddafi overtrådte menneskerettighederne hele tiden, nu er det op til regeringen i det nye Libyen at gøre det modsatte og overholde dem konsekvent i opgøret med det gamle regime.

Flattr this!

Fem år gammel – og tyve år senere

Her er den korte trailer til kortfilmen 1989: Dengang jeg var fem år gammel af den danske instruktør Thor Ochsner. Filmen er allerede rost af mange og er udtaget til programmet med animerede kortfilm ved Sundance Film Festival i USA i år.

Filmen handler om en oktoberaften i 1989, hvor den femårige Thor er på vej i bil med sin far mod lufthavnen i Luxembourg for at hente sin mor. Faderen omkommer i den trafikulykke, det ender med. 20 år senere, i 2009, får Thor Ochsner en sms fra en kvinde, der viser sig at være hans halvsøster. Faderen har været vidt omkring og har børn med andre kvinder, så Thor Ochsner har faktisk tre halvsøskende.

Jeg håber at kunne få hele filmen at se en dag; den ser spændende ud på billedsiden og er samtidig en gribende fortælling, jeg kan relatere til. Også jeg var som fem-årig ude for at være passager i en bil, der kørte galt. Også jeg har som voksen opdaget, at min far har været vidt omkring og har børn med andre kvinder. Jeg voksede op som enebarn, men har i dag fire halvsøskende i fire forskellige lande.

Der er et godt interview i Politiken med Thor Ochsner.

Flattr this!

Opdagede Turing virkelig standseproblemet?

Den 25. november skal jeg holde et foredrag om Alan Turing på Institut for Matematiske Fag. I mit foredrag vil jeg selvfølgelig bruge tid på Turings bidrag til teorien om beregnelighed. Det første, mange tænker på, er her standseproblemet.

Standseproblemet som man lærer det i et typisk kursus i beregnelighed er

Givet en Turing-maskine $latex M$ og en streng $latex w$, vil $latex M$ da standse, hvis den får $latex w$ som input?

Dette problem er uafgørbart, og i folkemunde hedder det sig, at det var Alan Turing, der beviste dette. Det har jeg selv bildt studerende ind. Men da jeg forberedte min første udgave af mit foredrag (som jeg holdt for Ungdommens Naturvidenskabelige Forening) læste jeg Turings oprindelige artikel og opdagede ved den lejlighed, at det faktisk ikke var det, Turing beviste.

Turing var interesseret i noget lidt andet, og det afsløres allerede af titlen på hans artikel fra 1936: On Computable Numbers With An Application To The Entscheidungsproblem. Alan Turing konstruerer sin maskinmodel for at kunne give en præcis definition af begrebet `beregnbart tal’.

Turings oprindelige maskiner udskriver cifre. Et reelt tal $latex r$ er beregnbart, hvis der findes en Turing-maskine, der på sit bånd kan skrive cifrene i $latex r$ (altså også decimalerne) i korrekt rækkefølge. Det er klart, at sådan en maskine ikke nødvendigvis bliver færdig – dette er tilfældet, hvis $latex r$ har en uendelig decimalekspansion.  Men der skal altid gå endeligt mange skridt inden næste ciffer bliver skrevet. En maskine, der kan foretage uendeligt mange skridt uden at skrive et ciffer siges at gå i uendelig løkke.

Turing viser nu to resultater om beregnbare tal:

  1. Der findes tal, der ikke er beregnbare.
  2. Det er uafgørbart om en given Turing-maskine går i uendelig løkke.

Det første resultat kan vises direkte ved en anvendelse af Cantors andet diagonaliseringsprincip. Bemærk at dette egentlig følger af at $latex \mathbb{R}$ er overtællelig, mens der kun kan være tælleligt uendeligt mange Turing-maskiner, da hver Turing-maskine kan kodes som et naturligt tal. Vi kan derfor tale om maskine $latex M_1, M_2, M_3 \ldots$.

Diagonalargumentet er nu dette:

Betragt en liste over alle beregnbare tal, listet således at maskine $latex M_i$ beregner $latex r_i$.
$latex r_1 = 23,457535548 \ldots$
$latex r_2 = 0,777992838 \ldots$
$latex r_3 = 0,003355455 \ldots$

Vi kan nu konstruere et nyt tal, $latex x$, som er givet ved at decimal nummer $latex i$ i $latex x$ er forskellig fra decimal nummer $latex i$ i $latex r_i$ ved at lægge $latex 1$ til denne decimal (medmindre der er tale om $latex 9$, så skriver vi $latex 0$). Dette tal kan selvfølgelig ikke være i vores liste og er derfor ikke beregnbart.

Det andet resultat er et modstridsargument – antag at der var en særlig Turing-maskine $latex H$, der kunne afgøre om en vilkårlig given Turing-maskine gik i uendelig løkke. Men så kunne vi beregne $latex x$ således:

For at finde den $latex k$’te decimal i $latex x$ finder vi frem til maskine $latex M_k$ således:

  1. For hvert naturligt tal $latex i$, startende med $latex 1$, find ud af om $latex k$ er koden for en Turing-maskine. Brug $latex H$ til at finde ud af om der er tale om en Turing-maskine, der går i uendelig løkke. Bliv ved på denne måde, indtil der er fundet $latex k$ maskiner, der ikke går i uendelig løkke.
  2. Den sidste sådanne maskine, der blev fundet, må derfor være $latex M_k$. Start $latex M_k$ og lad den skrive $latex k$ cifre. Læg $latex 1$ til det sidste ciffer (medmindre der er tale om $latex 9$, da skriver vi $latex 0$). Dette er den $latex k$’te decimal i $latex x$.

Men $latex x$ er ikke beregnbar, så her er tale om en modstrid.

Men hvor kommer standseproblemet så fra? vil nogen nu spørge. Begrebet dukker så vidt jeg ved først op i 1958, dvs. 4 år efter Turings død, nemlig i bogen Computability and Unsolvability af Martin Davis. Denne bog er i sig selv en klassiker, som har inspireret formodentlig alle senere fremstillinger af teorien for beregnelighed.

Turings oprindelige artikel er genoptrykt mange steder og findes også frit tilgængelig på WWW. Hvis man gerne vil have en ven ved hånden, kan jeg anbefale Charles Petzolds bog  The Annotated Turing, der er en 372 sider lang gennemgang af Turings artikel (hele den originale tekst er med) med en masse perspektiverende afstikkere til matematikkens og datalogiens historie – der starter med Diophantus og slutter tæt på vor tid. Se mere om den på dens websted.

Flattr this!

Noget om sprogdesign og artikler

Jeg er vejleder for en projektgruppe, hvor to af de studerende er udenlandske studerende fra slavisktalende lande og de andre fire er lokale. De studerende skriver deres arbejdsblade på det sprog, de alle kan – nemlig engelsk. Til min store undren og stedvise frustration ser jeg ofte, at de bestemte og ubestemte artikler ofte bliver udeladt. Det ser simpelthen helt forkert ud (og er det også). Et konstrueret eksempel er dette: Hvor jeg ville skriver “the system starts by mounting a disk” står der i arbejdsbladet “system starts by mounting disk”. Jeg tog mig til hovedet!

Ved et tilfælde gik det op for mig, at der på de fleste slaviske sprog ikke er noget artikelbegreb overhovedet. Hermed fik jeg også lokaliseret, hvilke studerende der lavede disse fejl. Vi skelner på dansk mellem “et system” og “systemet”; på f.eks. bulgarsk eller slovakisk gør man ikke. Jeg prøvede at forklare vigtigheden af bestemte og ubestemte artikler ved følgende konstruerede eksempel, der virker lige fint på dansk og engelsk:

“Jeg havde i flere uger villet tale med præsidenten. Derfor besøgte jeg FN; her mødte jeg en præsident, men det var desværre ikke præsidenten.”

De slavisktalende studerende undrede sig meget.

– Jamen, hvad er forskellen? spurgte de.

Og det gik op for mig, hvor svært det kan være at forklare et forhold, der for mig er ganske oplagt – men egentlig ikke er det. Naturligvis kan man også på de slaviske sprog formulere en sætning, der er omtrentligt semantisk ækvivalent med mit eksempel. Der skal bare andre sproglige konstruktioner til.

Her er der for mig at se dels endnu en bekræftelse af at sproget former vores tanker, dels en morale om hvor svær interkulturel kommunikation kan være, selv om der er tale om studerende fra et andet europæisk land, hvor man taler et andet indoeuropæisk sprog og har en hel del kulturelle påvirkninger tilfælles med danskere.

Flattr this!

Et katalog over paradokser

For snart en del år siden holdt jeg et kursus på Folkeuniversitetet om paradokser. Det kom der en tekst ud af, Et katalog over paradokser. Jeg besøger Zenons paradokser, løgnerens paradoks, Russells paradoks og fortæller undervejs en historie om mængdeteori og Cantors diagonalargumenter. Egentlig var det meningen, at teksten skulle blive til en gymnasielærebog, og Matematiklærerforeningen bad mig om at lave en gymnasieudgave sammen med Jens Friis, der er en meget erfaren gymnasielærer. Jens var samtidig min matematiklærer, da jeg selv gik i gymnasiet. Skæbnen ville, at Jens sagde sin stilling op på Fjerritslev Gymnasium og blev ansat på Aalborg Universitets adgangskursus. Selv fik jeg også travlt med andre ting, bl.a. en meget større bog på engelsk om strukturel operational semantik, så den lille bog om paradokser er aldrig blevet til noget. Hermed lægger jeg min tekst om paradoksen på min blog som PDF-fil i håb om at nogen derude kan få glæde af det.

Flattr this!

Imageproblemer

Fuck jeg hader dansk.
gud hvor er det et lorte fag.
er først lige blevet færdig med stilen, og det var noget værre lort.

ÅHHH FORHELVEDE JEG HADER DANSK, JEG HUSKER PLUDSELIG HVORFOR JEG IKKE HAR VÆRET I NÆRHEDEN AF DET PIS I SÅ MANGE ÅR!!

Jeg hader dansk og det har jeg gjort hele mit liv. Derfor har jeg altid opgivet at følge med eller blive lidt klogere på det emne.

Men nu hvor jeg er startet i skole i en højre klasse, så skal jeg jo tage mig sammen. Men ligeså snart læren skriver noget på tavlen så er det der hvor min hjerne lukker af.

Jeg hader dansk, jeg fatter seriøst intet af det.

Åh jeg misunder dig! Jeg hader dansk som pesten, ville give højre arm for at slippe for det

jeg gider ikke at lave dig! fuck fucking dansk fucking fucka lort. jeg hader dansk. jeg fatter ikke dansk. dansk ødelægger mig liv og mit overskud. det giver overhovedet ikke mening i mit forvirrede hovede. al dansk burde smides i skraldespanden. ud med det hele. jeg er virkelig sur på dansk.

Jeg er så træt af at mit liv skal stilles op i formuleringer og tekster jeg knap forstår. Jeg hader dansk. Det er så gråt og stift som noget kan blive. Jeg drukner i alle de ord. Hvorfor skal alt i mit liv være en kæmpe novelle uden ende. Er jeg virkelig den eneste i dette land der for kvalme af folk der kan forbinde ALT med dansk?

Nej, sådan er der ingen unge mennesker, der udtaler sig. Men udskift “dansk” med “matematik” og udskift enkelte andre fagspecifikke ord, og vi får en række autentiske udsagn fra unge mennesker i chatgrupper, debatfora og på blogs, indsamlet af mig på få minutter.

Søgestrengen “jeg hader matematik” giver hele 76.900 hits på Google, og Facebook-gruppen af samme navn har over 2000 medlemmer. “Jeg hader dansk stil” har 3 hits på Google og ingen Facebook-gruppe.

Et fag, jeg holder af, har et alvorligt imageproblem, og det gør mig ked af det. (Jeg holdt faktisk også af dansk stil, dengang jeg gik i skole.)

Hvad der er lige så slemt er, at vi optager studerende på de teknisk-naturvidenskabelige uddannelser, der ganske vist har modtaget undervisning i matematik på den adgangsgivende ungdomsuddannelse, men ikke har bestået dette fag. For nogle år siden var jeg vejleder for en datalogigruppe på 1. semester, hvor hele tre af gruppens seks studerende som noget af det første fortalte mig, at de havde fået 03 i matematik (hvis nogen kan huske 13-skalaen, var 03 den næstlaveste karakter, og den “mellemste” dumpekarakter). Også i år møder jeg studerende på datalogi/software-holdet, der ikke har bestået matematik ved studentereksamen (i gymnasie/HTX/HHX/osv.-varianten). Om der er også er studerende på matematikuddannelsen med tilsvarende interessante forudsætninger, ved jeg ikke.

Flattr this!

“Krigen mod terror” i 1990’erne

I disse dage er der fokus på hvordan S-R-SF-regeringen alligevel ikke vil foranstalte en undersøgelse af Danmarks rolle i CIAs hemmelige fangetransporter i “krigen mod terror”. Jeg har også selv skrevet om dette tidligere her på bloggen.

Måske er der tale om en modvilje, der dækker over en manglende lyst til at grave op i de danske myndigheders rolle i tidligere sager af samme slags. Så vidt jeg kan se, begynder problemerne nemlig allerede med sagen om Abu Talal fra 1995, hvor Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre var i regering.

Talat Fouad Qassem, bedre kendt som Abu Talal, var en person med ekstreme og ekstremt ubehagelige holdninger. Jeg har intet godt at sige om ham. Han deltog i den egyptiske al-Gama’a al-Islamiyaa-bevægelse, der startede karrieren med at kæmpe mod kvinders ligestilling og for at begrænse kvinders adgang til videregående uddannelser. Senere stod samme organisation bag en lang række mord på forfattere, intellektuelle og politikere i Egypten, og deres åndelige leder blev idømt livsvarigt fængsel for at bakke op om terrorplaner i USA.

I 1982 blev Abu Talal sammen med mange andre dømt for attentatet mod Anwar Sadat, men i 1989 flygtede han fra fængslet under en fangeoverførsel. 1992 flygtede Abu Talal fra Egypten, hvor han var blevet dømt til døden in absentia. 1995 fik han politisk asyl in Danmark. I 1995 rejste Abu Talal til Kroatien. Dette var det sidste, hans familie hørte fra ham. Ifølge en rapport fra Human Rights Watch fra 2005 blev Abu Talal bortført af CIA i samarbejde med de kroatiske og egyptiske efterretningstjenester og senere i al hemmelighed henrettet i Egypten. Det er ikke klart, hvilken rolle den danske efterretningstjeneste har spillet. Der har aldrig været en officiel dansk undersøgelse af dette trods pres fra bl.a. Amnesty International.

Her er tale om et tilsyneladende dilemma. Hvad gør man ved en person, der sandsynligvis har været indblandet i terrorhandlinger og måske rejser til udlandet for at planlægge nye?

Men dilemmaet er for mig at se kun tilsyneladende. “Forsvindinger” er den praksis, hvor en statsmagt eller en milits bortfører udvalgte personer. Ofte bliver de forsvundne henrettet i al hemmelighed; i andre tilfælde bliver de tilbageholdt i hemmelige fængsler. Praksis med “forsvindinger” er berygtet fra mange lande; i europæisk sammenhæng er det Hviderusland og Tyrkiet, der leverer eksemplerne, men også i Asien og Syd- og Mellemamerika har problemet været stort.

“Forsvindinger” kræver grundig planlægning. Det skal planlægges, hvordan den, der skal “forsvindes”, skal bortføres. Det skal planlægges, hvordan den “forsvundne” skal skaffes af vejen og hvordan “forsvindingen” senere skal mørkelægges.

“Forsvindinger” er en overtrædelse af menneskerettighederne, uanset hvem der begår dem og uanset hvem de rammer. En standardbegrundelse for terrorhandlinger er, at hensigten helliger midlet. Dette var tilsyneladende også tilfældet i forbindelse med “forsvindingen” af Abu Talal. Men menneskerettighederne gælder altid og for alle mennesker. Der kan ikke være undtagelser fra menneskerettighederne. Problemer med terrorisme kan og skal løses inden for rammerne af international lov og lovligt politisamarbejde landene imellem.

På mange måder er “forsvindingen” af Abu Talal starten på den praksis med renditions, der for alvor foldede sig ud i “krigen mod terror”, der blev proklameret af George W. Bush efter 11. september 2001. Ifølge CIAs daværende leder George Tenet fandt der mere end 80 renditions sted før 11. september 2001. Det amerikanske tidsskrift Mother Jones har oplysninger om 29 sådanne sager; blandt de 14 af dem, som kaldes “extraordinary renditions”, dvs. sager, hvor en tilbageholdt person sendes til et land, hvor der er overvejende sandsynlighed for at vedkommende vil blive udsat for tortur, involverede hele 12 af dem Egypten.

Danmark har i 2007 skrevet under på FNs konvention mod forsvindinger; Per Stig Møller udtalte dengang, at konventionen udfyldte et hul i international lovgivning. Men Danmark har stadig ikke tiltrådt konventionen. Først når 20 lande havde tiltrådt konventionen, kunne den træde i kraft som international lov – og det skete da Irak (et land, der selv har enorme problemer med “forsvindinger”) tiltrådte. Danmark bør tiltræde konventionen omgående. Jeg forventer ikke, at den nuværende opposition vil gøre noget for at lægge pres på for at få dette til at ske; de har haft et stort ansvar for at en forkastelig praksis ikke blev standset. Samtidig bør den nye regering undersøge Danmarks rolle i CIAs forsvindinger. Det er det eneste anstændige at gøre. Amnesty International pressede på for dette allerede i 2007.

Flattr this!

Omhu eller snobberi?

20111015-171524.jpg

Hvorfor lære de aldrig hvordan man skal gører? tænker jeg uvilkårligt, når jeg ser manglende r i nutids former på udsagns ord og et r for meget i navne former, man ser også tit sammensatte navne ord der bliver skilt, og når du læser en tekst bliver det nogen gange så iriterene hvis der er mange stave fejl, tegnsætnings problemer (ofte manglene punktum) og tvivlsomme formuleringer at du stiller spørgsmålstegn ved om han kan stave og om han overhovedet ligger vægt på at rettigere en tekst inden han skal afleverer den eller ligger den ud på nettet. Hvis han så også lod være med at være så indforstået og rigtig gjort sig umage ville han virkelig gøre læseren en stor bjørnetjeneste!

Nej, nej, jeg skal nok holde op nu. En artikel i Politiken omtaler en undersøgelse af sjusk i sproget; undersøgelsen skyldes Ruben Schachtenhaufen, der er PhD-studerende på CBS. Han er i denne forbindelse citeret for følgende:

Der er så meget fokus på grammatik, men min forskning viser, at korrekte endelser ikke er særlig vigtige, når man taler, og jeg kan heller ikke se, hvorfor det skulle være det, når man skriver. Det er en slags uvedkommende intelligenstest, man propper ind i sproget – en norm, du bruger til at vise, at du har krav på at blive hørt, fordi du kan skrive korrekt. Men der ligger ikke vigtige sproglige informationer i det. Og jeg er sikker på, at vi kunne klare os med et simplere skriftsprog.

Her er jeg i tvivl. På den ene side er det uomgængeligt, at sproget forandrer sig. Jeg har selv taget nye staveformer til mig (nogle har stadig haft svært ved at forlige sig med, at jeg skriver “resurser”), og der er formodentlig ingen i dag, der ville skrive “kunde” og “vilde” i stedet for “kunne” og “ville”. Jeg er træt af de evindelige læserbrevsfejder, der handler om det nye og det gamle komma eller om nyhedsoplæseres fonetiske armod.

På den anden side bliver jeg irriteret (til tider regulært rasende), når jeg læser en tekst, der er præget af dårligt sprog – typisk i form af en blanding af klicheer, misforståede formuleringer og bestemte typer stavefejl. Her tænker jeg ikke på de fejl, som ordblinde begår – de er af en helt anden art. Hvis jeg ved, at afsenderen af en tekst er ordblind, tager jeg det roligt. Men fejl begået af ikke-ordblinde universitetsstuderende (og det er trods alt denne gruppe, jeg hyppigst læser tekster af) gør et eller andet ved mig. De første få linjer af dette indlæg er konstrueret på baggrund af typiske fejl, jeg ser i denne sammenhæng.

Hvorfor har jeg det dog sådan? Som Schachtenhaufen påpeger, forstår jeg jo ofte, hvad der står. Mit bedste argument for sproglig omhu er, at en manglende omhu skaber en form for “støj”, der går ud over budskabet. Et andet argument, jeg ofte har ført i marken, er dette: Hvis forfatteren ikke engang kan skrive korrekt på sit modersmål, hvilken tiltro skal vi da have til selve indholdet? Men dette argument har sine begrænsninger, thi de sproglige normer er kulturelt betingede. Såkaldt rigsdansk er i høj grad baseret på det sprog, der tales blandt højere samfundsklasser i hovedstadsområdet. De fleste af os tilhører trods alt ikke denne befolkningsgruppe, og heller ikke jeg. Er sproglig omhu i virkeligheden bare en slags legitimt snobberi?

Og nej, det håber jeg selvfølgelig ikke.

Flattr this!

Når bare det er kompliceret…

Jeg har tidligere skrevet om matematik og matematikere ifølge Hollywood. Det er altid interessant at se, hvordan resten af verden betragter matematik og naturvidenskab. Det viser nemlig en hel del om, hvordan man opfatter undervisning i disse fag – og måske undervisning i det hele taget. Næsten uden undtagelse lever matematikere et kompliceret, næsten martret liv, og det, de laver, er rigtig kompliceret.

Især kan jeg huske en del tegninger fra danske dagblade, der viser undervisningssituationer i de “hårde” fag med formellignende krimskrams på en tavle eller på et stykke papir, som en fortvivlet elev/studerende sidder med. De “hårde” fag er først og fremmest fulde af formler.

Prøv at se vittighedstegningen ovenfor fra Politiken (tegningen skyldes Wulff og Morgenthaler). Der er tydeligvis indikatorer på, at elevens hoved er eksploderet midt i en matematiktime – det her er  nemlig rigtig kompliceret. Der er kvadratrods-tegn, et blødt d (men ikke nogen partiel afledet), naturlige eksponentialfunktioner og ulighedstegn. Men hvad står der? Selvfølgelig ingen verdens ting. Kunne man forestille sig samme vittighedstegning, bare med en dansktime som omgivelse og “erpjgrfwliø” på tavlen?

I Wired.coms Decode-blog kan man i denne uge læse om en indsamling af tilsvarende fænomener i en helt anden genre, nemlig om bloggen Blackboards in Porn. Her har en anonym blogger fundet (og modtager eksempler på) billeder fra pornofilm, der foregår i uddannelsessektoren (dem ser der ud til at være mange af) – og med fokus på tavlerne og på hvad der står på dem, inden aktørerne har smidt tøjet og kastet sig over hinanden. Der burde være et stort datamateriale derude på nettet. Konklusionen er klar: Også i pornobranchen forbinder man undervisning med tavler. Altså ingen smartboards eller dataprojektorer her. Og også her er der masser af krimskrams – for matematik er først og fremmest kompliceret. Men i et af indlæggene ser man faktisk de trigonometriske sumformler skrevet korrekt op! De er dog (ligesom det er tilfældet i “rigtige” film) næppe filmens egentlige fokus. Jeg spekulerer uvilkårligt på, hvem i pornobranchen der mon kender sumformlerne.

Hvis vi nu igen skal vende blikket mod den faktiske uddannelsessektor og det, der rent faktisk foregår der, opdager vi selvfølgelig først,  at ingen hoveder eksploderer, at vi beholder tøjet på og at tavlerne er mindre fremtrædende. Men der er en lighed med den populære opfattelse hos mange – den kulturelt betingede opfattelse af at det skal være kompliceret lever også her. På en måde er det selvfølgelig en korrekt opfattelse; det, der foregår i matematik og naturvidenskab kan være enormt krævende at forstå. Og så alligevel.

Jeg har nemlig i tidens løb set temmelig mange arbejdsblade og også enkelte projektrapporter fra studerende, hvor der er masser af formler, lånt fra litteraturen (med behørige litteraturhenvisninger) men meget lidt refleksion over hvad der står. Der er tydeligt meningsløse definitioner og beviser, der ikke er beviser for den sætning, de hævder at udtale sig om.  Hvis det ser kompliceret ud, er det nok rigtigt.

Tilsvarende har jeg set forskningspublikationer, hvor forfatterne tilsyneladende også lever efter et ideal efter at det, de skriver, bør fremstå kompliceret. Hvis det ser kompliceret ud, er det nok af høj kvalitet.

Den store og svære kunst i undervisning og forskning er at kommunikere, så vi aldrig gør noget unødigt kompliceret. Det er i sig selv svært. Men incitamentet må være, at fremtidens vittighedstegninger, pornofilm og Hollywood-blockbustere skal pege fingre ad nogle andre fag end vore!

Flattr this!