Noget med hjemmefra

20120421-182708.jpg

I dagens udgave af Information er der et langt interview med Gitte Sommer Harrits, der er lektor ved Institut for statskundskab på Aarhus Universitet. Interviewet er blevet til på baggrund af Harrits’ nye bog, På vej til professionerne, der handler om hvordan den sociale og kulturelle arv har indflydelse på de studerendes vej gennem professionsuddannelserne.

Der er også noget andet, jeg som universitetslærer bemærker, nemlig beskrivelsen af analyser af andre studerendes baggrund.

De medicinstuderende viser sig som en af de allermest privilegerede grupper. De kommer i overvejende grad fra hjem med både økonomisk og kulturel kapital, ligesom de også selv har gode kulturelle kompetencer. Over halvdelen af de medicinstuderende har fædre med en lang- eller mellemlang videregående uddannelse, og det er også blandt de medicinstuderende, at vi finder relativt mange studerende med den finkulturelle smag for bøger, musik og film, sociologien traditionelt betragter som udtryk for kulturel kapital.

»Til gengæld kommer jurastuderende fra mere blandede hjem og ofte med større økonomisk end kulturel kapital. Mens de studerende med den ringeste sociale baggrund og mindst kulturel kapital findes på de sundhedsfaglige professionsuddannelser som ergoterapeut, ernærings- og sundhedsuddannelsen samt pædagog- og socialrådgiverstuderende,« siger Gitte Sommer Harrits.

Psykologi- og journaliststuderende kommer også overvejende fra ressourcestærke hjem, mens tandlæger ligesom jurastuderende kommer fra hjem med større økonomisk end kulturel kapital. Modsat skiller de teologistuderende sig ud ved at komme fra hjem med stor kulturel, men mindre økonomisk kapital.

Denne forståelse af de studerendes sociale baggrund har konsekvenser, der rækker ud over vores forståelse af problemer ved professionsuddannelser.

I den nye strategi for Aalborg Universitet er det et mål at AAU skal tiltrække mange studerende fra hjem, hvor der ikke er tradition for at tage en længere videregående uddannelse. Derfor er det også vigtigt, at vi ved mere om vores studerendes baggrund og i hvilket omfang, de udfordringer, vi som undervisere møder i vores undervisning skyldes den sociale arv. Af og til spekulerer jeg på, om indstillingen til at være “dedikeret studerende” eller “minimalist” kan være betinget af social baggrund. Jeg ved det ikke, men det burde være værd at undersøge.

Min egen fornemmelse er, at studerende på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser ofte kommer fra hjem, hvor der måske er både mindre økonomisk og kulturel kapital. På datalogiuddannelserne på Aalborg Universitet får vi i dag hovedparten af vores studerende fra HTX. Undersøgelser viser, at omkring 60% af eleverne på HTX kommer fra hjem, hvor forældrene ikke har en gymnasial uddannelse.

På en måde er jeg også selv et eksempel på dette. Jeg selv og mange af mine fætre og kusiner gik i det almene gymnasium (HTX fandtes ikke dengang), men ingen fra forældregenerationen havde studentereksamen. I dag er den håndværker/arbejder/lavere middelklasse-baggrund, der prægede min nordjyske familiebaggrund, vel kun historie for mig, men når jeg har mødt andre, der er vokset op med en helt anden baggrund (f.eks. fra københavnsk overklasse), bliver jeg igen bevidst om den.

Vi er ikke terrorister, men…

Mens jeg var i Portugal, begyndte retssagen mod den norske terrorist Anders Breivik. Jeg har ikke fulgt sagen på tv og kun læst om den i uddrag. Mens dette skrives, begynder Breivik selv at fortælle om sin ugerning. Indtil nu har vi kun læst om begivenhederne fra de overlevende fra Utøya; i dag kommer morderens historie.

Der har været store diskussioner af hans mentale tilstand. og det skyldes for mig at se, dels at det er svært for os at fatte så ekstrem grusomhed (og det er et sundhedstegn), dels at denne sag tvinger os til at forholde os til os selv. Hvis Breivik er psykisk syg, betyder det, at han ikke er som “os”.  “Vi” er nemlig psykisk sunde. På den ene side er dette beroligende for “os”, men på den anden side betyder det, at han ikke kan holdes til ansvar på samme måde. Men hvis Breivik ikke er psykisk syg, betyder det på den anden side, at han på én eller anden måde er som “os”, og det er skræmmende.

Man kan læse et Twitter-feed fra retssagen på The Guardians webside. Det er i sandhed skræmmende læsning. Også Ritzau rapporterer fra retssagen. Her kan man læse følgende citat fra Breivik:

Jeg følte, at noget kom til at ske. Jeg var næsten paralyseret. Jeg tænkte, at jeg har så utrolig lidt lyst til at gøre dette…

Hvis dette virkelig er hans holdning, er dette for mig at se et tegn på at han ikke er psykisk syg. Han har tilsyneladende – som andre terrorister før ham, men også krigsforbrydere – en opfattelse af, at hans ufattelige forbrydelse er på én måde forkert, men samtidig nødvendig.

Jeg synes, vi har en tendens til at glemme, at Breiviks forbrydelser ikke er så usædvanlige igen. De er udtryk for en ondskab, man genfinder hos netop  andre, der har begået ekstreme grusomheder med den begrundelse, at hensigten helliger midlet: krigsforbrydere, terrorister og torturbødler. I vores naboland Tyskland var der adskillige eksempler for 70 år siden og igen i 1970’erne (Rote Armee Fraktion) og senest med nazister, der begik attentater mod etniske mindretal. Det er selvfølgelig ikke Tyskland specielt; længere nede i Europa, nemlig i det tidligere Jugoslavien, skal vi heller ikke så mange år tilbage. I mange andre europæiske lande har der været mennesker, der har udført grufulde forbrydelser i militærets eller politiets eller en “højere sags” tjeneste. Det grufulde ved Breiviks forbrydelse er i virkeligheden, at den historisk set ikke er enestående.

Jeg hæfter mig også ved, at Breivik hævder, at han ikke er racist. Dette er den ekstreme udgave af den for ofte hørte standard-indledning: “Jeg er ikke racist, men…” Det umiddelbart forsonende (hvis man overhovedet kan bruge dette ord her) er, at den talende ikke kan se sig selv som eksponent for racismen. Det konkret negative er så, at den talende i praksis er eksponent for den.

Ligesom vi skal erkende den racisme, der lurer i os alle og bekæmpe den derfra, således skal vi også erkende, at vi som mennesker er i stand til at være onde og bekæmpe ondskaben fra dén position.

Nitusinde ord

20120419-165647.jpg
I dag, på vej hjem fra arbejde, var jeg til åbningen af Ordkraft, den lyrik- og litteraturfestival, der forhåbentlig bliver en tradition her i Aalborg.

Mette Moestrup læste fra sin helt nye digtsamling Dø, løgn, dø. Det var der nogle, der syntes godt om (bl.a. hende selv; meninger er som bekendt forskellige). Også Mads Bjergen Pedersen og Mark Jensen Skovgaard var på.

Midt i det hele var der placeret en reception, en rigtig dansk én af slagsen, hvor der blev serveret svinekød og alkohol.

I overmorgen skal jeg høre Søren Ulrik Thomsen – ham er jeg tilsyneladende den eneste, der kan lide – og bagefter er jeg selv på, når der er poetry slam først på Transformator og derefter på Studenterhuset – begge gange sammen med Mads B. og Mark J. og sidste gang sammen mod tre gæstende københavnere. På sin vis er dette en revanche for DM i poetry slam, hvor jeg blev nummer 1 fra den forkerte ende og vinderen var Jacob Hallgren fra København.

Det harmløse håndværk?

En artikel på Fast Company belyser en mulig ny tendens: Store softwarefirmaer i USA er begyndt at foretrække at hyre unge mennesker, der kommer direkte fra high school, som software-udviklere.

Et meget sigende citat kommer fra Roy Bahat, der er direktør for spil-firmaet IGN.

Software is thought of as a science,” Bahat says, sitting in a conference room painted to look like the underwater city of BioShock games. “But what if it’s not a science? What if it’s more like a craft? Or even an art? If you wanted to hire somebody who could be a great craftsperson, you wouldn’t look for somebody with a PhD in that craft.”

Det interessante – og faktisk også dybt bekymrende er den førmoderne holdning til et fag, som her bliver lagt for dagen. I middelalderen havde man en tilsvarende holdning til det at være læge – nogle barberer lavede også småoperationer ved siden af, når nu de alligevel vidste lidt om at føre en kniv.

Men sådan er det ikke mere. Dvs. inden for softwareudvikling er det. IGN holder et særligt kursusforløb for talentfulde unge mennesker.

The program, which ran this summer, brought in people with a core aptitude for programming, then spent six weeks “teaching them something to see if we could get them up to a level where we actually might want to hire them,” Bahat says.

Hvis et privathospital annoncerede efter dygtige gymnasieelever, der efter et kursus på 6 uger kunne blive hospitalsansatte og måske en dag, hvis de var rigtig dygtige, kunne få lov til at lave hofteoperationer og udskrive recepter, ville der lyde et ramaskrig.

En af de mest vedholdende myter om software er, at der ikke er nogen videnskabelig basis og at den slags ikke er nødvendig. Hvis et program har en fejl, sætter vi os bare ned og retter den – det koster ikke noget særligt. En del af myten kommer fra de selvlærte personer, der engang har domineret IT-branchen. Nogle datalogistuderende har desværre gennem årene været med til at holde liv i myten om det harmløse håndværk og er gået gennem studiet med en “I skal ikke komme og lære os noget, og hvis I prøver, skal vi nok glemme det”-holdning.

Men software kan også være et spørgsmål om store beløb eller endda om liv og død. Synderegisteret over dårlige, dyre softwareprojekter er langt. For få måneder siden var der fokus på hvordan fejl i bremsesystemet på IC4-tog kunne føres tilbage til fejl i togets software. Selv noget så tilsyneladende uskyldigt som udvikling af computerspil kan føre til store økonomiske tab for spiludviklingsfirmaet, hvis et spil, der var tiltænkt en stor kreds af brugere  er dårligt designet eller implementeret.

Det er på den anden side ikke så underligt, at store firmaer gerne vil lave deres egne stærkt specialiserede uddannelser. Mange af de talentfulde unge kan blive stavnsbundne, fordi deres kompetencer er så firmaspecifikke, og de kan samtidig ende med at blive løntrykkere. For, som overskriften i artiklen spørger, Why hire a PhD, when a self-taught kid is just as good? De talentfulde unge har ikke samme faglige overblik og er ikke “lige så gode”, men det er firmaet, der ansætter dem ligeglade med.

Der er for mig at se derfor to problemer her: Et arbejdsmarkedspolitisk problem mht. kvalifikationer og et problem mht. at indse, at også softwareudvikling har et videnskabeligt fundament, der hedder datalogi. Gad vide, om der skal endnu flere IC4-kriser til før at dette vil gå op for de pågældende dele af software-industrien?

Rejsebrev: På opdagelse i PBL

Det blev også en lang dag i går, men på en anden måde. CSEDU startede med en paneldiskussion, der involverede de tre indbudte foredragsholdere: Hugh Davis fra University of Southhampton, David Kaufman fra Simon Fraser University i Canada og Joseph Trimmer fra Ball State University i USA. Alle tre talte på hver sin måde om problemorientering som en måde at skabe større engagement hos de studerende på, og diskussionen bagefter kom til at handle om, hvordan man lave – problemorienterede og også gerne tværfaglige projekter i grupper!! I løbet af spørgerunden fik jeg gjort opmærksom på, at vi i Danmark har 4 årtiers erfaring med den slags på universiteterne i Aalborg og i Roskilde. Jeg kunne se, at i hvert fald Hugh Davis nikkede. Bagefter snakkede jeg med Herman Koppelman fra det åbne universitet i Nederlandene; han ville gerne høre mere om projektarbejde og især da, hvad gruppeeksamen mon kunne være.

Om eftermiddagen var jeg session chair på den første eftermiddags-session. Jeg troede først, at jeg bare skulle være ordstyrer, men dokumenterne, jeg fik ved indskrivningen afslørede, at jeg også skulle evaluere præsentationernes tekniske niveau og klarhed. Desuden skulle alle foredragsholdere bagefter have udleveret et diplom som bevis på at de havde holdt deres foredrag. Ingen af delene har jeg oplevet før – og jeg har trods alt været med til en del konferencer i årenes løb.

Da jeg indleverede de udfyldte evalueringsskemaer, var organisatorerne lidt overraskede over at alle foredragsholdere havde været til stede. At det gav mening, opdagede jeg ved sessionen bagefter, der så afgjort var en af de mest utjekkede, jeg hidtil har været med til i konferencesammenhæng. Det startede i fin stil med at den nye session chair kom 10 minutter for sent, men forsinkelsen blev indhentet af de første foredragsholdere (2 gange Olga fra Ukraine) ved at de simpelthen udeblev uden forklaring eller forvarsel. Og så gik jeg på og fortalte om erfaringerne med et kursus, hvor der er peer assessment af spørgsmål om kursets tekst, og om den webtjeneste, der blev udviklet i den forbindelse sidste år. Og bagefter fortalte Maurice Isabwe, der egentlig er fra Rwanda, men nu er Universitetet i Agder i Norge, om sine eksperimenter med peer assessment i et kursus i matematik for førsteårs-ingeniørstuderende.

Det viste sig bagefter, at Isabwe faktisk ikke kendte til Per Lauvaas’ vigtige arbejde om formativ evaluering og peer assessment, trods det at begge begreber dukkede op i Isabwes gode foredrag. Utroligt, men sandt – Lauvaas er jo fra Norge, og har sit virke i Østfold ikke så langt fra hvor Isabwe er!

Senere fik jeg så også en god snak med de to eneste andre danskere ved konferencen, Karsten Schmidt og Steen Markvordsen fra Institut for matematik ved DTU.  De to kendte jeg indtil da kun af navn; de har gjort en stor og grundig indsats for at reformere undervisningen i førsteårs-kurserne i matematik på DTU. Min folkesætning om transitiv aflukning blev endnu engang empirisk verificeret; Steen Markvordsen spurgte mig, om jeg var på samme institut som Lisbeth Fajstrup.

Efter at have været til foredrag med 1 times frokostpause midt på dagen  sluttede jeg dagen med en middag på en lille vegetarisk restaurant, hvor maden var fornuftig og priserne ligeså. Desværre var deres øl-udbud mindre end menukortet lovede – der var hverken Saison Dupont eller Moinette. Alternativet til de fraværende belgiere var Carlsberg eller den portugisiske Super Bock, som jeg husker fra gamle dages sommerferie i Portugal. Så det blev en Super Bock. Og ja, det er  faktisk en bock – men en helt udvandet, meget lidt humlet udgave af en Oktoberfestbier i den ekstremt let drikkelige øltradition, man holder sig til sydpå. (Det må der kompenseres for, når jeg kommer hjem.)

Til sidst en taxi over Douro-floden tilbage til Holiday Inn; jeg var træt (og træt af at fare vild i Porto) – og det bekræftede min oplevelse fra sommerferierne for 25 år siden. det er stadig særdeles billigt at tage en taxi i Portugal.

Et foregangsland

Danmark ligger på en sjetteplads blandt de lande, der inden for de seneste 20 år har sejlet våben til lande, hvor våbnene risikerer at blive brugt  til menneskerettighedskrænkelser. 60 % af de menneskerettighedskrænkelser, som Amnesty International dokumenterer, er foregået ved brug af våben.

En af verdens største transportører af våben er Mærsk; Mærsk sejler primært våben for USA og har i den forbindelse været særdeles aktiv i transport af våben til Irak. Men selv uden Mærsk er Danmark højt på listen blandt lande, der står for at sejle våben til andre lande. En række små rederier har nemlig specialiseret sig i at sejle denne type varer til lande i den tredje verden.

Det er på tide, at der bliver taget afgørende skridt for at kontrollere handel med våben, så våbenhandelen ikke fører til overgreb mod menneskerettighederne. Der er allerede traktater om nukleære, kemiske og biologiske våben, men for konventionelle våben ser det desværre anderledes ud. Faktisk er der bedre kontrol med handel med fødevarer end med våben. FN skal i år afslutte forhandlingerne om en traktat, der skal føre til global kontrol med handel med konventionelle våben.

Kig forbi http://www.amnesty.dk/vaaben og læs mere om Amnesty Internationals kampagnen for en international traktat om våbenhandel. På dette område må Danmark meget gerne blive et foregangsland.

Rejsebrev: Porto til tiden

Porto

Sidste år siden skrev Kurt Nørmark og jeg en artikel om de eksperimenter med webbaseret besvarelse og bedømmelse af tekstspørgsmål, jeg har lavet og Kurt har implementeret en webtjeneste til. Artiklen blev optaget til konferencen CSEDU, der i år finder sted i Porto i Portugal. Kurt mente, at jeg skulle af sted, og jeg sagde ja. Det var godt at skrive en artikel sammen med Kurt, og jeg håber, der byder sig flere lejligheder til det. Han er en både reflekteret og meget dygtig underviser og en skarp og kreativ LISP-programmør.

Der er dog et lille men. Senere blev det nemlig annonceret, at der er Milner Symposium i Edinburgh på præcis samme tidspunkt. Til Milner Symposium dukker alle mine kolleger op fra nær og fjern for at være sammen om den seneste forskning inden for semantik af programmeringssprog og beslægtede emner – og det i en by, jeg holder meget af at besøge. Det er ærgerligt ikke at kunne få et gensyn med vennerne og få en god snak om typesystemer og proceskalkyler (ikke emner, der er hippe på et sted, hvor UPPAAL er Gud, men mange andre steder i verden er det anderledes).

Til CSEDU er der ikke nogen, jeg kender, der deltager, og konferencens emne – uddannelsesforskning og computerbaseret undervisning – er ikke mit centrale forskningsområde. På den anden side er Kurts og mit bidrag en publikation til cv’et, og det skal såmænd nok blive interessant endda. Arrangørerne har endda bedt mig være ordstyrer på en af mandagens sessioner. Gad vide hvor desperate de har været.

Det tager lang tid at nå fra Aalborg til Porto. Jeg var oppe mens Fanden fumlede med snørebåndene for at nå at komme med KLM til Amsterdam 6.15.

Der var fire timers ventetid i Amsterdam, så jeg deponerede bagagen i Schiphol og fandt et tog ind til centrum. Ikke meget er er åbent i Amsterdam en søndag morgen ved ottetiden, så det blev til en meget lang spadseretur i en vågnende by blandt desorienterede turister og hjemløse. Amsterdam er en løjerlig blanding af klassisk æstetik (barokbygninger og kanaler), europæisk tjekkethed (den offentlige transport) og et lidt overgemt frisind (de i mere end én forstand tilbagelænede cyklister, coffeeshops og souvenirforretninger med småkager med hamp).

Den lange gåtur var til ingen verdens nytte – køkkenet på den café, jeg havde læst om, var ikke åbent endnu. Jeg endte tilbage inde på Damrak med en  veltillavet falaffelsandwich med salat og belgiske frites, inden jeg hastede tilbage til Schiphol og tog flyet til Lissabon og to timers ventetid i den lidt nussede transithal, hvor rygerkabinerne lækker, men der også er sofaer til at ligge på med bekvem stikkontakt til computeren ved siden af.

Flyet til Porto var hurtigt fremme; det tog noget længere tid tid at komme med letbanen ind til hotellet, og endnu engang lykkedes det mig at gå en snedig omvej fra en metrostation til et hotel. Men nu er jeg her, og om lidt skal det fejres med en solid gang søvn. Dagens højdepunkt var at køre med letbanen hen over Douro-floden, mens aftensolen lyste Porto op og man kunne se masser af hvide huse med rødlige tage derned på skrænterne.

Afstemning og forventninger

Jeg er med i flere sammenhænge, hvor deltagerne går meget op i at være demokratiske, og det fører af og til til nogle meget detaljerede diskussioner om hvordan man kan opnå størst mulig retfærdighed og medbestemmelse. Hvis man skal udpege et antal personer, og man vil sikre diversitet mht. køn, kan man bruge kønskvotering. Men hvad så, hvis den, der kommer ind via kønskvotering samtidig er kandidaten med lavest opbakning blandt deltagerne? Og hvis man vil sikre, at de valgte personer ikke tager af kassen, skal valget kunne omstødes ved en senere lejlighed. Men kan de så nogensinde få arbejdsro? Og så videre og så videre og så videre.

Det er svært at tilrettelægge en helt retfærdig demokratisk afstemning. Et berømt paradoks, der viser dette, er afstemningsparadokset – der først blev opdaget af den franske filosof og matematiker Nicolas de Condorcet (se ovenfor). Det kan forklares sådan:

Lad os sige, at en bestyrelse på 3 personer skal udpege en kontaktperson (det er en så demokratisk forening, at den ikke har en formand, men en kontaktperson). Anders, Birthe og Carl vil alle tre gerne være kontaktperson, og det ved de alle tre. Derfor kan de ikke bare lave en simpel afstemning – så ville de få én stemme hver.

Derfor vælger de først mellem Anders og Birthe og derefter vælger de mellem vinderen af første afstemning og Carl. Situationen er imidlertid speget på grund af medlemmernes øvrige ønsker:

  • Anders ved at hvis han ikke kan få posten, vil han foretrække Birthe frem for Carl.
  • Birthe ved at hvis hun ikke kan få posten, vil hun foretrække Carl frem for Anders.
  • Og Carl håber selvfølgelig også på at kunne få posten, men skulle det ikke kunne lade sig gøre, vil han foretrække Anders frem for Birthe.

Og den paradoksale konsekvens vil være at Carl altid bliver valgt til kontaktperson.

Lidt mængdeteori kan forklare, hvorfor det går galt. Problemet er, at vi har at gøre med en relation der ikke er transitiv. En relation R er transitiv hvis det gælder at hvis xRy og yRz så gælder det også at xRz. Der er masser af velkendte eksempler på transitive relationer – ’større end’, ’tidligere end’, ’ældre end’ . . . Man skulle tro at relationen ‘foretrækker frem for’ ville være transitiv, men det er den som bekendt ikke!

En pragmatisk løsning på dette paradoks er selvfølgelig, at man ikke overlader det til bestyrelsen at udpege kontaktpersonen. Men ellers skal man finde en afstemningsmetode, der sikrer, at den kandidat, der får flest stemmer, også vinder valget. Sådanne metoder kaldes Condorcet-metoder, og dem er der en del forslag til. Wikipedia har en god artikel om emnet.

Nogle mennesker sukker over alt det forbandede demokrati (kan vi ikke bare vælge det højeste medlem af bestyrelsen som kontaktperson?); det vigtige er at huske, at det kan være svært at finde ud af, hvordan de mange betingelser for retfærdig afstemning skal prioriteres, og at der nogle gange kan være tale om et underliggende matematisk problem.

At fatte sig i korthed

Information står sammen med Danske Universiteter bag en ny konkurrence for PhD-kandidater.  Konkurrencen går ud på at kunne forklare sin forskning på 3 minutter – en slags pendant til poetry slam. I den første konkurrence har universiteterne udvalgt i alt 24 PhD-kandidater, der tilsammen dækker de fire hovedområder.

Ideen er interessant, nemlig at sætte fokus på formidling og at kunne isolere kernen i resultater og argumenter. Videnskabelige artikler er typisk lange publikationer, som kun få læser. Nogle har udtrykt bekymring over at den akademiske verden nu bliver gjort til et cirkus, og at konkurrencen kommer til at fylde. Det kan de have ret i – der er allerede rigeligt med konkurrence i den akademiske biks – men den egentlige, hårde konkurrence findes helt andre steder – nemlig inden for tildeling af resurser i form af stillinger og forskningsmidler. Så længe der ikke er særlige goder forbundet med korte formidlinger, ser jeg ikke problemet. Analogien med poetry slam er åbenlys – der er ingen penge i at vinde poetry slams (det ved jeg, om nogen); man gør det, fordi det er sjovt og fordi det kan skærpe den lyriske åre.

Til mange konferencer er der de “rigtige” foredrag, hvor man får 20 eller 25 minutters taletid, og de korte foredrag, hvor man kun har 5-10 minutters taletid.  De “rigtige” foredrag er de prestigefyldte, de korte er til ufærdige, tentative eller små bidrag. Men måske skulle man bede alle foredrag om at være så korte? Til gengæld kunne der så være bedre muligheder for diskussion – det er som regel her, nye ideer dukker op. Vi kunne også undgå de kedelige foredrag eller i al fald forhindre dem i at sende tilhørerne til drømmeland eller ud af lokalet.

Måske kunne man også forsøge den korte form på skrift. Ved et tilfælde opdager jeg, at der nu er startet et nyt videnskabeligt tidsskrift inden for datalogi, Tiny Transactions on Computer Science. Dette amerikansk baserede initiativ er i virkeligheden endnu en opfordring til at fatte sig i korthed. Redaktionen skriver:

Tiny Transactions on Computer Science seeks papers describing significant research contributions to the field of computer science. Tiny ToCS is the premier venue for computer science research of 140 characters or less.

Gad vide, hvordan publikationer i Tiny ToCS vil tælle i den kvantificerende og kvantificerede danske publikationsvirkelighed? Jeg tror, jeg skriver en artikel og prøver det af.

Fremtiden i 1982

Ridley Scotts Blade Runner er en de film, der gjorde størst indtryk på mig dengang i 1980’erne. Jeg så den i Biografen i Nørresundby – så længe er det siden. En af de scener, jeg især husker, er ovenstående, hvor Deckard bruger en såkaldt Esper-fotoanalyse-maskine til at finde afslørende detaljer i et foto. Tænk, hvis man kunne grave så dybt ned i indholdet i et fotografi. Fotointeresserede vidste dengang, at en film skulle være meget langsom, dvs. have meget lavt ISO-tal og dermed kræve lang eksponeringstid, for at kunne levere tilpas god opløsning. Da digitale kameraer tog over, blev opløsning  målt i megapixel det vigtige argument. i stedet for hastighed. Men alt dette var fremtidsmusik dengang i 1982, det år jeg tog studentereksamen og begyndte på universitetet.

På mange måder er denne scene typisk for ekstrapolerende science fiction: Noget er fascinerende, noget er stadig uvist, noget er blevet muligt, noget er allerede åbenlyst forældet. Ideen om Esper-fotoanalyse er stadig fascinerende, men selvfølgelig ikke umulig. Formodentlig er det dog umuligt at kunne interpolere så godt ud fra hvad der ligner et fotoaftryk i en ikke imponerende opløsning. Talegenkendelse som navigation er til gengæld realistisk nu. Det åbenlyst forældede er det analoge fotografi og billedrørsskærmen på fotoanalysemaskinen.

Skulle science fiction i virkeligheden ikke hedde technology fiction?

Filmen er i al fald stadig i mine tanker, og jeg må se at få den set igen. Jeg håber ikke, at jeg bliver alt for skuffet.