Argumentation ved brug af askebæger

Da jeg var studerende, var der et kursus i matematikkens videnskabsteori på det semester, der hed Mat 3 (som så faktisk var 5. semester), og her blev jeg præsenteret for Thomas Kuhns arbejde. Thomas Kuhn, der var fra USA, var faktisk slet ikke matematiker – han var oprindelig fysiker, men hans arbejde om fysikkens historie førte ham over i videnskabsteorien, og her inspirerede han den ungarske matematikfilosof Imre Lakatos. Senere forærede jeg en af mine bofæller, Nigel Wilding, der lavede en PhD i fysik, et eksemplar af Kuhns The Structure of Scientific Revolutions. Nigel kendte nemlig ikke denne vigtige bog, og jeg syntes, at det var lidt ironisk, at en ikke-fysiker som jeg gjorde. Essensen af Kuhns arbejde er en teori om at videnskabernes udvikling foregår gennem skift af paradigmer, og at disse paradigmeskift sker pludseligt, ikke via gradvis forandring. Der ophober sig flere og flere eksempler på at på et givet tidspunkt eksisterende “normalvidenskab” ikke kan have ret i sine hypoteser, og så introduceres et nyt og usammenligneligt videnskabeligt paradigme. Denne udvikling skulle så ikke kun gælde for fysik eller for naturvidenskaberne, men generelt.

Errol Morris, der studerede på Princeton University, har en ret interessant og ubehagelig anekdote om Kuhn. Her er den korte udgave (forkortet af mig):

I had written a paper on James Clerk Maxwell’s displacement current for Kuhn’s seminar on 19th century electricity and magnetism. The paper might have been 30 or so double-spaced pages. Kuhn’s reply, typed on unlined yellow paper, was 30 pages, single-spaced, with Courier marching all the way from the left to the right side of the paper. No margins. He was angry, really angry.

He had written at the very end of his comments, “You have long since passed the end of the road on which you began.” I asked, “What is that supposed to mean? I’m 24 years old.” He said that I was a “good” first-year graduate student but would become “less good” in subsequent years….

We began arguing… The conversation took a turn for the ugly. Were my problems with him, or were they with his philosophy?

I asked him, “If paradigms are really incommensurable, how is history of science possible? Wouldn’t we be merely interpreting the past in the light of the present? Wouldn’t the past be inaccessible to us? Wouldn’t it be ‘incommensurable?’ ”

He started moaning. He put his head in his hands and was muttering, “He’s trying to kill me. He’s trying to kill me.” And then I added, “…except for someone who imagines himself to be God.”

It was at this point that Kuhn threw the ashtray at me. And missed.

Det er nu ikke kun Dilberts tegner, der er faldet i min agtelse.

Hvorfor lige et askebæger som kasteskyts? Errol Morris’ beretning afslører, at Kuhn var storryger og røg 6-7 pakker cigaretter daglig, mange af dem mens han forelæste. Det var lang tid før rygelovgivningen i USA!

Flattr this!

Nu med RSS

Denne blog har et RSS-feed (i fire forskellige formater), og det kan nu ses ude i siden. Desuden har jeg lavet en side (som kan ses fra bloggens topmenu) med de aktuelle URL’er.

Skulle nogen være i tvivl: RSS betyder egentlig Really Simple Syndication (eller er det Rich Site Summary?) og er et dataformat, mange nyhedstjenester på nettet tilbyder til deres nyhedsresumeer. Hvis man har et program der kan læse og abonnere på RSS-feeds, kan man hele tiden have et aktuelt sammendrag af hvad der sker her på bloggen. Man kan læse og abonnere på RSS-feeds med f.eks. Firefox-browseren, med Safari-browseren (Mac OS X 10.4 og op) og med Mozilla Thunderbird. Også seneste inkarnation af Microsoft Internet Explorer kan læse RSS-feeds.

Flattr this!

Jeg vil have den umoralske og dårlige eksamensform tilbage

I dag holder jeg eksamen – en af de to projektgrupper, jeg har været vejleder for på 2. semester af datalogistudiet, skal til eksamen i deres projekt. Projekteksamen har siden 2007 været en eksamen, hvor de studerende er til eksamen enkeltvis i 35-40 minutter. Der finder stadig en fremlæggelse sted, men den er ikke del af projekteksamen. På RUC finder projektfremlæggelsen sted på en anden dag end eksamen, på AAU er vi blevet påbudt at holde fremlæggelsen i ét lokale og eksamen i et andet, så ingen er i tvivl om at fremlæggelsen ikke er del af eksamen. Hele seancen med fremlæggelse plus eksamen kan snildt vare op mod 7 timer for en stor gruppe – hvor vi så 7 gange skal starte forfra på en diskussion af og overhøring i projektet. Resultatet er, at vi aldrig når nær så dybt ned i projektet, som man kunne ønske sig. Endnu en mundtlig eksamen ender som en stikprøve, og de studerende får ikke en samlet, grundig tilbagemelding på projektet som helhed.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke er glad for denne eksamensform, som nogle hævdede ville gøre alting så godt med bedre bedømmelser, mere retfærdige karakterer osv.. Virkeligheden er nemlig, at vi bruger mere tid på at give de studerende en langt mere overfladisk bedømmelse og at sidegevinsterne – nemlig at man faktisk lærer noget mere om projektet ved eksamen – er pist væk. Jeg var meget vred og ked af det, da regeringen for 5 år siden forbød projekteksamen i grupper, en eksamensform vi havde over 20 års erfaring med i Aalborg og Roskilde. Især pinte det mig at læse alle de ukvalificerede påstande fra politikere, der aldrig havde haft studerende til eksamen. For den daværende videnskabsministers vedkommende havde han endda aldrig studeret på noget universitet. Politikere bør ikke blande sig på dette detailniveau i hvordan vi tilrettelægger undervisning og bedømmelse.

Jeg har læst, at Socialdemokraterne vil genindføre muligheden for gruppeeksamen, hvis de en dag igen kommer i regering. Det løfte vil jeg (og forhåbentlig også andre) holde dem fast på. Men det, jeg frygter, er at spørgsmålet om gruppeeksamen kan blive en tilbagevendende kamp, som den næste Venstre-regering vil tage op, hvis en socialdemokratisk ledet regering i mellemtiden har genindført muligheden. Den slags usikkerheder kan vi simpelthen ikke leve med i den virkelighed, der hedder undervisning.

Hvis vi skal undgå at gøre et didaktisk spørgsmål til en kampplads, er det nødvendigt dels at få en grundig undersøgelse af eksamensformer, dels at få politikerne (og ikke kun dem fra VCO-partierne) til at få en ordentlig forståelse af det komplekse fænomen, der hedder summativ evaluering. Jeg vil derfor kort og godt opfordre til at politikere fra alle partier med mellemrum prøver at overvære undervisning og eksamen, lige så vel som de besøger plejehjem, sygehuse og børnehaver. Jeg skal gerne lægge undervisnings- og eksamenslokale til!

 

Flattr this!

Lige til at grine ad?

Jeg er bekymret over nationalismen og alt det, den gør ved samfundene med sin intolerance og sit had. Efterhånden taler dens stemme i baghovedet på os alle sammen, når vi skal tale om politik. Debatten viser, at selv de mest tolerante og humanistiske stemmer hele tiden uvilkårligt forholder sig til, hvad nationalisterne mon vil sige. Center for Vild Analyse har endnu en interessant kommentar, hvor de konkluderer dette:

Opgaven med at bekæmpe nationalisme og lignende onder består derfor ikke i at kritisere, at ‘lange hårdt ud’ og sige, at »nu går DF over stregen«, som det hedder i overskrifterne, men tværtimod i at vise, hvordan de vælter sig i selvhøjtidelighed og idioti. Et godt forbillede kan findes hos Tina Fey, der lavede en fremragende parodi på Sarah Palin ved ganske enkelt at gentage præcis det, Palin havde sagt i et interview. Det er faktisk komisk, når Pia Kjærsgaard siger til en tysk ambassadør, der lige har sagt, at hans lands erfaringer med nationalismen ikke har været for gode, at han bør vare sin mund på grund af Tysklands erfaringer med nationalismen. Vi mangler bare at lære at grine af det.

Mon ikke dette er en vej frem? Jeg håber, den leende Helle Thorning-Schmidt på billedet ovenfor er i færd med at gå forrest (men jeg tvivler desværre på det).

Flattr this!

Naturligvis???

Der er en amerikansk tegneserie om Dilbert, en hyggelig lille mand, der arbejder på et kontor.

Dilberts skaber hedder Scott Adams, og han har en blog. I går skrev han dette som reaktion på bl.a. den seneste tids sager, hvor Dominique Strauss-Kahn og andre mildt sagt er blevet kompromitteret:

No doubt you have noticed an alarming trend in the news. Powerful men have been behaving badly, e.g. tweeting, raping, cheating, and being offensive to just about everyone in the entire world. The current view of such things is that the men are to blame for their own bad behavior. That seems right. Obviously we shouldn’t blame the victims. I think we all agree on that point. Blame and shame are society’s tools for keeping things under control.

The part that interests me is that society is organized in such a way that the natural instincts of men are shameful and criminal while the natural instincts of women are mostly legal and acceptable. In other words, men are born as round pegs in a society full of square holes. Whose fault is that? Do you blame the baby who didn’t ask to be born male? Or do you blame the society that brought him into the world, all round-pegged and turgid, and said, “Here’s your square hole”?

Tak for kaffe! (sagde jeg, der er tedrikker). Jeg troede, det hørte fortiden til at hævde, at seksuelle overgreb er en “del af mænds natur” og derfor er “uundgåelige”. Og her stod det så igen. Til alt held tager bl.a. den amerikanske biolog PZ Myers (han har også en blog) til genmæle. Scott Adams’ indlæg har da også fået 1119 “dislikes” (inklusive min).

Flattr this!

Indlysende/trivielt (?)


Timothy Gowers, der er matematiker i Cambridge, har en side med `matematiske diskussioner’, der er en liste med overvejelser om en lang række helt fundamentale (og ofteste elementære) spørgsmål. Et interessant spørgsmål på listen er det tilsyneladende banale: Hvorfor er multiplikation af naturlige tal egentlig en kommutativ operation? Mere præcist, hvorfor er formlen

\forall x \in {\mathbb{N}}.\forall y. \in {\mathbb{N}}. x \cdot y = y \cdot x

sand? Gowers har to bud:

  • Et bevis, der udnytter at mængden af felter i et m \times n-gitter har samme kardinalitet som et n \times m-gitter
  • Et bevis, der gør brug af `tælledefinitionen’, at m \cdot n = \underbrace{n + \ldots + n}_{m \mbox{ gange }} og foretager induktion i m

Men vil vi generalisere til de hele tal, dvs. bevise at

\forall x \in {\mathbb{Z}}.\forall y. \in {\mathbb{Z}}. x \cdot y = y \cdot x

er sand. Her bliver man i beviset nødt til først at vise det lille lemma, at ethvert negativt tal er på formen -n, hvor n \in \mathbb{N}, og så er vi tilbage ved overvejelser om konstruktionen af de ikke-positive tal som den mindste udvidelse af \mathbb{N}, der giver os en gruppe.

Nogle læsere synes formodentlig, at her er tale om trivialiteternes overdrev, og at der rettes et batteri af kanoner mod en stakkels gråspurv. (Det gælder ikke kun `lægfolk’, også de fleste ingeniører vil sikkert udstøde suk. I en ikke så fjern fortid husker jeg ingeniørstuderende, der våndede sig over `alle de mange beviser’ i min undervisning. Det var nu sjældent, fordi de syntes, de var trivielle.)

Men for mig illustrerer Gowers’ overvejelser dels den vigtige forskel mellem det indlysende og det trivielle. Det er nemlig indlysende, at multiplikation af hele tal er kommutativ, og også indlysende at ethvert negativt tal er på formen -n, men et trivielt faktum, det er det ikke. Hvis det var, ville der ikke være noget at lære for skolebørn, vel? (Der har været udfordringer netop her, kan jeg som fader godt røbe.)

Flattr this!

Clarence Clemons 1942-2011

Clarence Clemons, saxofonisten i E Street Band, døde i går den 18. juni 2011. Vi er mange, der vil savne ham. At det var ham, der dengang havnede på coveret af Born To Run sammen med Bruce Springsteen, er ikke et tilfælde. Dette var et venskab, der kom til at vare næsten 40 år.

Flattr this!

Hjertet, der ikke vil dø

Jeg har længe set frem til at kunne læse Kald mig ikke offer! af Dina Yafasova, der er en dansk bosat journalist og forfatter fra Usbekistan, hvorfra hun i sin tid måtte flygte.

For fire år siden havde jeg den store glæde at møde Dina, da vi i Amnestys lokalforening i Aalborg inviterede hende til at holde foredrag om sin dengang netop udkomne bog, Dagbog fra Sandholm. Den beskriver Dinas flugt fra Usbekistan og møde med det danske asylsystem.

Kald mig ikke offer! er Dinas nye bog. Den er hendes beretning om Archana Guha, en indisk skolelærer fra en pigeskole i Kolkata. Archana blev sammen med sin svigerinde og en fælles veninde i 1974 anholdt, fordi Archanas bror Saumen var mistænkt for at være med i en væbnet oppositionsgruppe.  Herefter fulgte et regulært helvede på jord for de tre kvinder med omfattende tortur, tvungne tilståelser og fængsling. Da Archana omsider som den sidste blev løsladt i foråret 1977, kunne hun ikke gå. Bogen følger Archanas vej tilbage til livet, hvor en vigtig rolle spilles af Amnesty Internationals danske lægegruppe. Her var Inge Genefke, den senere stifter af IRCT, en drivkraft. På Rigshospitalet genvinder Archana langsomt førligheden og møder kærligheden i form af Per Jensen, der er portør. I Indien anlægger Saumen sag mod torturbødlerne, og i de følgende år rejser Archana frem og tilbage mellem sit nye hjem i Danmark og Indien for at kunne deltage i retssagen. Først i sommeren 1996 slutter retssagen, og torturbødlen idømmes – ét års fængsel. Omkostningerne er mange ved at skulle dele sin tilværelse mellem to lande og ved at skulle kæmpe en tilsyneladende endeløs kamp mod de utallige forsøg på forhaling og mistænkeliggørelse.

Kald mig ikke offer! udspringer af det skæbnefællesskab, der er mellem Dina og Archana. To stærke og modige kvinder, der ikke er ofre – men overlevere. Deraf bogens titel. Selve overlevelsen er et tema, bogen vender tilbage til igen og igen. Hjertet dør ikke, når man tror det burde – som indledningscitatet fra Czeslaw Milosz lyder.

Kald mig ikke offer! er først og fremmest fortællingen om Archana, levende og skræmmende fortalt – en beretning om ufattelig grusomhed, fornedrelse og lidelse, men i høj grad også en gribende kærlighedshistorie mellem to modne mennesker fra hver sit land og en tragisk historie om hvordan en konflikt kan vokse frem i en ellers velfungerende familie som følge af et alt for langvarigt opgør med uretfærdigheden. Bogen er derudover bærer af sidehistorier i form af beretninger om Dinas møde med nogle danskere, der har gjort et særligt indtryk: Først Suzanne Brøgger, Dinas forfatter-mentor, der bærer på en tragisk oplevelse fra Usbekistan, hvortil hun rejste som ung. Dernæst Inge Genefke og Bent Sørensen, der er ildsjælene bag IRCT. Og endelig, i bogens epilog, kan Dina udfolde sine betragtninger om torturen og dens brutaliserende virkning på samfundet og det enkelte menneske (hvad enten det er torturoverlever, bøddel eller “os andre”). Her bliver der trukket tråde helt frem til Guantánamo, det seneste eksempel på hvor galt, det egentlig er fat.

Dina skriver usædvanlig godt; hendes sprog er billedrigt og på én gang fuldt af følelser og fakta, og også af dén grund er bogen klart anbefalelsesværdig. Netop denne kombination bør gå rent ind hos læseren. Efter de latterlige og forstemmende diskussioner, man nogle gange er vidne til, selv på landsdækkende tv, om ja/nej til tortur, tikkende bomber og hvad ved jeg, er Kald mig ikke offer! en tiltrængt modgift mod den populistiske forråelse.

I 1996 havde vi faktisk inviteret Per og Archana til Aalborg, men Archana blev desværre alvorligt syg, så besøget blev aldrig til noget. Nogle år senere var jeg så heldig omsider at møde de to ved Amnesty Internationals landsmøde i Svendborg. Jeg håber at kunne møde dem og Dina igen en dag!

Flattr this!

Jeg er træt af ytringsfriheden (nu med quiz!)

Tidligere har jeg skrevet om den igangværende disput mellem professor Marlene Wind og bl.a. Søren Pind og Pia Kjærsgaard. Dengang bemærkede jeg, at eksperter selvfølgelig har lov til at udtale sig, men at ordvalget i disputten har været ret uheldigt. Jeg er nu blevet mere bekymret end jeg var, da jeg skrev mit første indlæg.

Jeg har nemlig nu erfaret, at Marlene Wind i samråd med sin institutleder har besluttet, at hun vil holde en pause fra medierne.

Min fornemmelse er blevet, at nogle politikere har prøvet at tryne en akademisk ekspert, de ikke bryder sig om, og at det er lykkedes. Pia Kjærsgaard udtaler da også (citaterne er taget fra den artikel i Politiken, som omtaler Marlene Winds pause)

Jeg håber, at den pause bliver rigtig, rigtig lang… Hun har politiseret. Hun taler ned til folk. Hun forholder sig ikke til faglige og saglige kendsgerninger i forhold til sit professorat… Overhovedet ikke. Hun er slet ikke lig andre forskere. Hun har ikke forholdt sig til de ting, hun er ekspert i…

Det, jeg finder er problematisk, er den kombination af betvivlelse af Marlene Winds kompetence og en hoverende undertone, som citatet giver udtryk for. Måske er ytringsfriheden ikke blevet krænket rent formelt, men der er noget galt med debatkulturen og politikeres holdning til kritik.

Til sidst en quiz til denne blogs læsere. I hvilket dansk dagblad kunne man for nylig læse dette? Hvem har udtalt det og i hvilken sammenhæng?

Der har gennem de seneste år udviklet sig en grov debatkultur , hvor alle fra rigsrevisor til menneskerettighedseksperter over erhvervsliv til universitetsforskere risikerer at få at vide, at de enten er idioter, maniske, populister, hadefulde eller politiserende, hvis budskaberne ikke passer VKO.

Eventuelle svar kan afleveres som en kommentar her på bloggen (ikke på Facebook o.lign.) til dette indlæg. Præmien er, at der ikke vil komme flere indlæg fra mig om dette emne.

Flattr this!

Fortidens fremtid

I dag kom det med posten – bind 2 af Linda og Valentins samlede eventyr. Vi er mange, der voksede op med denne franske tegneserie, der havde sin storhedstid i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne.

Linda og Valentin er en slags bindeled mellem Fart og Tempo-bladet (hvor man først kunne læse dem på dansk) og de senere, mere dystre udgivelser fra Les Humanoïdes Associées, der først så dagens lys i Metal Hurlant-magasinet med serier af Druillet, Moebius m.fl. Tegnestilen og den ligetil humor har Linda og Valentin fælles med førstnævnte; især i de tidlige albums er der mindelser om Franquin (Splint & Co.) og Morris (Lucky Luke) på billedsiden i Mezières’ let karikerede, runde tegnestil. Fortællingerne, der i science-fiction-regi tager livtag med komplicerede, ofte politiske emner, peger hen mod sidstnævnte (men slår Metal Hurlant, der – synes jeg – efterhånden for ofte ender ovre i det vulgære). Og så kan historierne om Linda og Valentin læses både af større børn og voksne; de er også et godt eksempel på en handlekraftig heltinde, og dét tager børn heller ikke skade af at læse om, synes jeg. Der er kommet en række tegnefilm også på Cartoon Network, men de skulle være meget mere anime-agtige i deres grafiske udtryk. Det er lidt synd, hvis det er tilfældet.

Bind 2 rummer Landet uden stjerner, Velkommen til Alflolol og Herskerens fugle. På dette tidspunkt har Christin og Mezières fået skabt deres specielle univers, og dette er nogle af de historier, jeg husker – selv om det godt nok er længe siden! I mange år har disse albums været uopdrivelige og kostet små formuer antikvarisk. Nu er de her omsider i flot hardcover-udgave fra forlaget Cobolt, der har overtaget rettighederne fra mange af de gamle Carlsen-udgivelser.

Jeg er nok ikke den eneste, der har lagt mærke til et slægtskab mellem Stjernekrigs-filmene og Linda og Valentin – begge foregår i intergalaktiske universer, hvor mennesket blot er én civilisation blandt mange, og også på billedsiden er der mindelser. Begge er klassiske eksempler på 1970’er-science-fiction, men jeg ved godt, hvem der kom først.

Jeg glæder mig til en eftermiddag i lænestolen (eller havestolen) med begavet eskapisme i selskab med det nye bind.

Flattr this!