En rejsende mod øst

En anden bog, jeg tog med på sommerferien i år, var Eastern Approaches af den skotske diplomat, militærmand og politiker Fitzroy Maclean. Faktisk havde jeg købt bogen helt tilbage i 1990 under et besøg i Inverness, hvor Maclean voksede op. Men af uvisse årsager måtte den vente 21 år på min reol, inden den blev læst.

Det er en spændende bog om en vigtig periode i verdenshistorien fra sidste halvdel af 1930’erne frem til afslutningen af 2. verdenskrig. Her var Maclean både vidne til og deltager i nogle af de begivenheder, der var med til at forme Europas historie.

Bogens første del handler om Macleans år som diplomat i Moskva frem til 1939. Her havde han som sin egen ambition at besøge Centralasien, der dengang var del af Sovjetunionen og på alle måder svært tilgængelige. Maclean beretter levende og med en god portion humor om sine rejser i tog, lastbil og til fods i Kaukasus og gennem Usbekistan, Tadjikistan og Kasakhstan. På en af sine rejser frem til Kinas grænse må han vende om og kan kun komme tilbage til Moskva via Indien og Iran!

I første del får vi også en fascinerende beretning om Stalin-tidens udrensninger, angiveriet og de skueprocesser, der sendte politikere og embedsmænd i døden efter farceagtige pseudo-retssager for åbent tæppe. Fordi Maclean kunne russisk, kunne han som en af de eneste udlændinge følge med i de bizarre og skræmmende hændelser her.

Fokus skifter i anden del af Eastern Approaches. Verdenskrigen bryder ud, og Fitzroy Maclean vil kæmpe med. Hans eneste vej ud af diplomatembedet er at gå ind i politik. Så det gør han; han stiller op til et suppleringsvalg, bliver valgt ind i Underhuset og kan derefter omsider blive soldat.

Maclean havner først i Nordafrika, hvor briterne er trængt af Rommels styrker. To gange er Maclean drivkraft i forsøg på angreb på de tysk/italienske stillinger i Benghazi. Det første angreb er en slags sabotage-raid, der går Olsen-bande-agtigt galt, men hvor briterne går rundt inde i Benghazi i fuldt dagslys i uniform uden at fjenden opdager noget! Det andet angreb er storstilet og går gennem uvejsomme dele af den libyske ørken, men også dét går galt, da man endelig når frem – og her med store tab, da tyskerne og italienerne ved besked og slår massivt igen.

Men den allermest interessante del af Eastern Approaches er i virkeligheden den sidste, hvor Maclean skaber kontakt til modstandsbevægelsen i Jugoslavien. Måske bliver den endnu mere interessant, når man under læsningen opholder sig i det land, bogen handler om.

Briterne havde oprindelig støttet kong Peter, der var i eksil, og de serbiske tjetnikker ledet af general Mihailovic. På tyskernes side fandtes en række quisling-skikkelser, de kroatiske ustasje-korps og et korps af bosniske muslimer trænet af SS.

Men briternes støtte til kongen og Mihailovic kom der ikke meget ud af; til gengæld fik man i 1943 kendskab til en anden modstandsgruppe ledet af en Tito, som ingen briter anede hvem var. Nogle mente, at Tito simpelthen var en forkortelse for en komité af ledende modstandsfolk, andre at Tito var en titel og atter andre, at Tito var en smuk og karismatisk kvinde.

Fitzroy Maclean og hans mission bliver i faldskærm kastet ned over Bosnien, hvor de møder Tito – der er den midaldrende kroatiske mand Josip Broz Tito, der før krigen var generalsekretær i landets kommunistparti. Selv om Maclean og Tito er temmelig forskellige af baggrund – Maclean er konservativ, et produkt af Eton og Cambridge og først i trediverne, Tito er kommunist, har været i fængsel, i eksil og er fyldt 50 – er det tydeligt, at Maclean kommer til at nære stor respekt for Tito både som menneske og som militærperson. Efter årene i Moskva møder han nu en reflekteret og åben mand, der kalder sig kommunist. Over flere år har disse partisaner, helt uden støtte fra de allierede, fundet frem til en guerillakrigs-strategi, der er meget effektiv og kun betjener sig af de resurser, man kan erobre fra fjenden, og er tilmed organiseret på tværs af folkegrupperne i landet.

Samtidig går det op for briterne, at tjetnikkerne er en dårlig modstandsbevægelse, fordi de stort set ikke laver noget modstandsarbejde og at mange af dem rent faktisk samarbejder med tyskerne (men gerne vil have de allieredes våben). Derimod er Titos partisangrupper godt organiserede og effektive.

Hele processen med at lære partisanerne at kende, træne dem militært og bygge dem op, så de ender som Den Nationale Befrielseshær med luftvåben og tanks, er grundigt beskrevet og vi får nogle interessante portrætter af de meget forskellige partisanledere, der bidrager på hver deres måde. Efterhånden skifter fokus i Eastern Approaches mod hvad der skal ske, når krigen er slut. Det er klart, at Tito og partisanerne vil blive den afgørende faktor i det nye Jugoslavien, og her er briterne ude i en del overvejelser over om de bør bakke op om en kommunistisk orienteret bevægelse. Det ender de, som vi ved, med at gøre.

Og her slutter det, lige efter Beograds fald til de allierede og Den Nationale Befrielseshær. Eastern Approaches er fra 1949, og vi får derfor ikke at se, hvordan Jugoslavien bliver et alliancefrit land uafhængigt af Øst og Vest eller hvordan landet efter Titos død i 1980 falder fra hinanden på tragisk vis med økonomisk krise, nationalisme og grusom borgerkrig. Det første, nemlig Titos enegang, kan Maclean tydeligvis forudse. Det andet kunne han ikke.

Jeg undrer mig nu mere end nogensinde over, at jeg kunne lade Eastern Approaches stå urørt så længe. Det er nemlig en velskrevet bog, og den er forsynet med en god del humor, så der ikke er tale om den dystre fortælling om diktatur og krig, man måske skulle forvente.

Flattr this!

De må jo være sindssyge (?)

Terrorhandlingerne i Norge fandt sted, mens jeg var med familien på ferie i Kroatien. Vi tændte d. 23. juli om morgenen for fjernsynet i ferielejligheden for at finde ud af, om der var sket noget ude i verden, og det var der som bekendt desværre.

I dagene efter har jeg talt med andre om motiverne for denne forfærdelige forbrydelse. I andre sammenhænge, f.eks. hvis talen er faldet på tortur eller folkemord, dukker det samme spørgsmål op: Hvorfor kan mennesker begå så grusomme handlinger? Ofte er svaret, der falder, dette: gerningsmændene må være psykisk syge.

Terroristens forsvarer har også fremført dette – den norske terrorist (hvis navn jeg ikke vil nævne her) er psykisk syg. Der er selvfølgelig ikke tvivl om at der finder grusomme forbrydelser sted, hvor gerningsmændene viser sig at være psykisk syge. Men terrorangreb, folkemord og tortur er jo på ingen måde spontante affekthandlinger og de er heller ikke mulige, hvis man lider af vrangforestillinger eller har en manisk episode. Man skal kunne orientere sig i virkeligheden for at købe og fremstille våben osv. Det kræver  både tid og en høj grad af forudseenhed og organisation at finde på og detailplanlægge en ugerning, som ingen ville forestille sig og derfor er sværere at beskytte sig mod; en ekstrem og afsporet form for kreativitet. Før 11. september 2001 havde nogen næppe forestillet sig, at flykaprere ville smadre to fly ind i højhuse. Før 22. juli 2011 havde nogen næppe forestillet sig en skudmassakre på en sommerlejr på en fjern ø. Det er ikke den slags velplanlagte handlinger, psykiatriske patienter begår.

Samtidig ender forklaringen om psykisk sygdom meget let som en bortforklaring af den ekstreme ondskab, mennesker kan begå. For et par måneder siden skrev jeg om massakren på henved 8000 mennesker i Srebrenica. Også denne massakre har krævet en høj grad af organisation og planlægning. Eller tænk på Holocaust. Eller Kina under kulturrevolutionen. Eller Stalintidens udrensninger. Eller Pinochet-regimets tortur. Eller slavehandelen mellem Amerika og Afrika. Eller…

Og endelig synes jeg, at forklaringen om psykisk sygdom i sig rummer et meget negativt billede af de af vore medmennesker, der kommer i kontakt med det psykiatriske system; de fleste af dem er trods alt ikke kriminelle eller farlige for andre.

Jeg har tidligere omtalt Simon Baron-Cohens bog Zero Degrees of Empathy, og jeg er overbevist om at forklaringen på grusomhederne netop er denne: gerningsmændenes og -kvindernes fravær af empati, der tillader dem at abstrahere fra deres ofres identitet som mennesker med samme følelser og ret til livet som dem selv.

Flattr this!

Idioten på sommerferie

Og så startede hverdagen, og bloggen genstarter for alvor. Jeg og resten af husstanden er tilbage fra to ugers ferie i Kroatien, i Pula på Istriens vestkyst. Det, vi lige nu husker bedst, er togrejserne ud og hjem, der forekom noget mere komplicerede end rejser af tilsvarende længde tidlige år. Det var, som om der var lidt for megen ventetid, lidt for mange komplikationer og lidt for megen bagage. Selv havde jeg væbnet mig med en kombination af tilstræbt tålmodighed og nogle bøger af et vist omfang, heriblandt Dostojevskis Idioten i Jan Hansens oversættelse fra 2006.

Jeg har kun læst én af Dostojevskijs romaner tidligere – den lidt tidligere Forbrydelse og straf, også i oversættelse af Jan Hansen. Den fængede og fascinerede mig med sin blanding af en elementær handling, skildringer af et russisk samfund under langsom forandring og et nuanceret og detaljerigt indblik i hovedpersonernes indre liv. Nogle har kaldt Dostojevskij for grundlæggeren af den psykologiske realisme i litteraturen; det er bestemt ikke forkert. Idioten rummer den samme blanding af kærlighedshistorie, store følelser og overvejelser over Ruslands nutid og fremtid, og den er lige så fremragende.

På sæt og vis er Idioten en sæbeopera (Jan Hansen bruger selv dette udtryk i sin efterskrift til oversættelsen) med sin fortælling om mørke og lyse kvinder, der møder gode og onde mænd i et væv af rænker og regulære cliffhangere. På denne måde er romanen nem at filmatisere; billedet ovenfor er fra en russisk filmudgave fra 1958, som jeg dog ikke har set. Hovedpersonen, Lev Nikolajevitj Mysjkin, ligner faktisk rigtig meget mit indre billede af ham. Den slags sker ikke så tit!

Det er skildringen af hovedpersonen, den fattige fyrst Mysjkin, der er romanens allerstørste bedrift. Han er en ung mand, som er epileptiker (som Dostojevskij selv) og derfor i en tid, hvor man ikke kunne behandle lidelsen medicinsk, bliver betragtet med en vis skepsis og ængstelse, som en “idiot”. Men samtidig er han alt andet end dum – han besidder, hvad man i dag ville kalde en helt usædvanligt god følelsesmæssig intelligens, og er i modsætning til mange af de andre personer aldrig intrigant, men vil alle det bedste. På denne måde er han en katalysator for mange af de andre skikkelser i romanen, og samtidig fornemmer man også, at det må gå galt til sidst i en uforudsigelig, forstillet og intrigant virkelighed.

På andre måder er romanen dog svær at filmatisere godt. Personerne i Idioten har nemlig meget på hjerte, og der er nogle lange dialog-sekvenser undervejs. I nogle af dem er romanen tæt ved at tabe pusten, men i andre får vi nogle særdeles interessante sidefortællinger. Især er jeg fascineret af Mysjkins fortælling om en mand, han mødte, der var blevet dømt til døden, men blev benådet, da henrettelsen netop skulle i gang. Skildringen af hvordan tidsoplevelsen ændrer sig, så selv det korteste øjeblik synes at vare en evighed, er usædvanligt gribende – og er endnu et klart selvbiografisk element. Dostojevskij blev nemlig selv dømt til døden og benådet i sidste øjeblik. Alle, der tænker over dødsstraf og etik, bør læse disse sider.

Interessant er det også at opleve, hvordan Dostojevskij veksler mellem at være en alvidende fortæller, der kan se ind i personernes tanker, og at være en “afmægtig” fortæller, der sommetider opdager, at han enten ikke ved nok om personernes motiver eller har fortalt for meget om nogle ikke så spændende personer. Gad vide om denne fascinerede fortællestil også til dels er affødt af noget så jordnært, som at det 120 år før den computerbaserede tekstbehandling som bekendt var rigtig svært at lave større rettelser i et omfangsrigt, håndskrevet manuskript? Jeg kunne godt forestille mig det.

 

Flattr this!

Norge 23. juli 2011

Jeg afbryder bloggens sommerferie for en kort stund. Efter nogle dage uden nyheder på mit feriested tændte jeg for CNN og så dækningen af terrorhandlingerne i Norge. Nationalismen gør igen nogle til massemordere i det land, de påstår at elske. Som alle andre er jeg forfærdet over det, der er sket, og vil gøre den norske statsministers ord til mine:

Svaret på vold er enda mer demokrati, enda mer humanitet.

Flattr this!

Sommerferie

Selv om vejret er tvivlsomt, er det trods alt sommerferie. Faktisk har jeg haft ferie i knap en uge, og nu vil jeg også lade det gå ud over bloggen. I resten af måneden kommer der ikke ret mange nye indlæg her – måske slet ikke nogen.

Flattr this!

Stof til eftertanke?

For snart mange år siden overværede jeg nogle studerende diskutere ret intenst til en fest på universitetet. De var alle godt begavede; i hvert fald tre af dem fik senere en PhD. Det var først i 1990’erne, og ecstasy var begyndt at blive omtalt i medierne. En af de studerende ville gerne prøve stoffet, fordi det skulle give en helt intens lykkefølelse. De andre brugte lang tid på at tale ham fra det. Om han nogensinde fik prøvet ecstasy, ved jeg ikke.

Den amerikanske forfatter Sam Harris skriver om LSD på sin blog; Harris fortæller levende om  sine egne oplevelser med stoffet og det står hurtigt klart, at de gode var uudsigeligt fantastiske, mens de dårlige var intet mindre end et helvede. Beskrivelsen af et bad trip på en sø i Nepal, da Harris var 20, afslører, hvor langt ude han har været. Men samtidig er hans beretning en slags forsvar for at tage LSD, og han skriver:

Needless to say, if I knew my daughter would eventually develop a fondness for methamphetamine or crack cocaine, I might never sleep again. But if she does not try a psychedelic like psilocybin or LSD at least once in her adult life, I will worry that she may have missed one of the most important rites of passage a human being can experience.

Selvfølgelig frister den slags, og også for mig. Men jeg tør ikke. Jeg har aldrig taget stoffer, og jeg kommer formodentlig aldrig til det. Min frygt for at havne i en psykose er meget stærk, og jeg bryder mig ikke om at vide, at jeg vil miste kontrollen over mig selv. Faktisk kan jeg ikke engang lide den usikre fornemmelse, jeg får af at indtage alkohol i større mængder – og derfor undgår jeg så godt som altid at bevæge mig ud over de 3-4 genstande. Måske er det en hæmning, måske er det et selvforsvar.

Flattr this!

Genindfør korporlig straf!


Den amerikanske kriminolog Peter Moskos skriver i The Chronicle of Higher Education et tilsyneladende forsvar for at genindføre straf ved piskning (eller stokkeslag). I stedet for en fængselsstraf kunne den dømte så vælge at få 2 piskeslag (eller stokkeslag, hvis det var dét, loven foreskrev) for hvert år, der skulle afsones.

Nogle mennesker herhjemme vil synes, at dette er alle tiders idé, mens mange andre igen vil ryste på hovedet af de tåbelige amerikanere. Ekstra Bladet får da også meget hurtigt artiklen galt i halsen.

Pointen er nemlig denne: Peter Moskos er ikke tilhænger af korporlige straffe. Han skriver da også efter få linjer:

My defense of flogging—whipping, caning, lashing, call it what you will—is meant to be provocative, but only because something extreme is needed to shatter the status quo. We are in denial about the brutality of the uniquely American invention of mass incarceration.

Certainly my defense of flogging is more thought experiment than policy proposal. I do not expect to see flogging reinstated any time soon. And deep down, I wouldn’t want to see it. And yet, in the course of writing what is, at its core, a quaintly retro abolish-prison book, I’ve come to see the benefits of wrapping a liberal argument in a conservative facade.

Med andre ord: Peter Moskos kritiserer forholdene i USA ud fra en provokerende sammenligning mellem de grusomme korporlige straffe, vi kender fra bl.a. Saudiarabien og Singapore, og det amerikanske fængselsvæsen, hvor mere en million amerikanske borgere nu er fanger. Der er flere fanger i USA end i Kina, et land med 7 gange så mange indbyggere.

Også herhjemme er der i de seneste 10 år blevet talt om et behov for strengere straffe baseret på “folkets retsfølelse”. Fængsler hævdes at være rehabiliterende, men de er det ofte ikke. Der er næppe nogen, der vil påstå at stokkeslag er rehabiliterende.

Politikerne tænker i virkeligheden ikke særlig meget på rehabilitering, tror jeg. Straf er i høj grad blevet udtryk for magthavernes hævn; deraf retorikken om “folkets retsfølelse” som en populistisk appel til et abstrakt “folk”.

I fængslerne lærer man desværre ofte kun én ting: nemlig at være fange. De fængslede fjernes fra samfundet og deres tilhørsforhold til et afsondret, “defekt” samfund bliver styrket. Mange af os ser reelt kun de kriminelle, hvis vi selv bliver udsat for en forbrydelse.

Peter Moskos skriver da også i et indlæg i The Washington Monthly:

The lash, which metes out punishment without falsely promising betterment, is an unequivocal expression of society’s condemnation. For better and for worse, flogging would air the dirty laundry of race and punishment in America in a way that prisons—which, by their very design, are removed from society—can never do.

Peter Moskos’ argument er interessant, men når han f.eks. siger at man ikke kan argumentere imod korporlig straf ved at sige, at dette er en form for tortur, tager han fejl. Stokkeslag, pisk og andre former for korporlig straf er helt utvetydige overtrædelser af menneskerettighederne ifølge artikel 1 i FNs konvention mod tortur.

Lad mig pointere det, så det forhåbentlig er helt klart: I diskussionen om strafformer er vi ikke pr. definition fanget i et binært valg mellem korporlig straf og simpel fængsling (der ikke nødvendigvis er en overtrædelse af menneskerettighederne). Der er andre veje. Se f.eks. en artikel i The Economist der fortæller om andre initiativer i USA, der skal forbedre rehabiliteringen. Eller læs om reformerne i Canada i 1990’erne, der har hjulpet med af få flere straffede væk fra kriminalitet. Disse reformer skyldes forresten danskeren Ole Ingstrup.

Flattr this!

Det flotte sprog

 

Jeg tænker over sproget, og jeg kan ikke lade være. Alle akademiske fag – og bestemt også datalogi – er trods alt en slags sprogfag. For nylig gik jeg gennem et indkøbscenter i Aalborg, og da så jeg adskillige skilte som ovenstående. Et kort øjeblik fik jeg lyst til at gå ind og spørge, hvor alle salene var. Eller mindre sarkastisk: hvorfor kan de da ikke bare skrive “udsalg”?

Jeg tog et billede og lod det havne på Facebook. Min gamle klassekammerat, den altid skeptisk anlagte Bertel Brander, undrede sig over at jeg her tilsyneladende var enig med nationalkonservative personer som Søren Krarup.

Jeg tror bestemt ikke, jeg er enig med Søren Krarup. Det danske sprog må meget gerne udvikle sig og lade sig inspirere af andre sprog. Et særligt træk ved det sprog, vi taler, er at det både bliver formet spontant efter mekanismer, der på mange måder svarer til den biologiske evolutions, og gennem bevidst påvirkning fra lovgivere og institutioner. Men det jeg gerne så, var, at vi reflekterede mere over sprogets udvikling – at vi stiller os selv spørgsmålet: Hvorfor udtrykker vi os egentlig, som vi gør?

I dette tilfælde fører dette til spørgsmålet: Hvorfor er udsalg inden for de seneste par år blevet til “sale” i en del danske butikker? Her er et antal hypoteser.

  1. Der er tale om ny form for udsalg, der ikke kan beskrives med det vante ord.
  2. Ordet “udsalg” er langt og svært at udtale.
  3. Pres fra talesproget; ordet “sale” bliver brugt i daglig tale, mens “udsalg” er en gammel konvention fra skriftsprogets verden, og et ord, ingen bruger.
  4. Krav om en højere grad af terminologisk præcision i butiksverdenen.
  5. Et ønske om at få turister fra engelsktalende lande til at købe mere.
  6. Større butikskæder anvender eller får produceret fælles reklamemateriale, der bruges i mange forskellige lande.
  7. Den “japanske beundringsmodel”: Engelske ord opfattes som ’smarte’. I Japan (og siden også andre lande i Østasien) har man ofte tilsyneladende tilfældigt valgte engelske ord trykt på tøj og tasker, måske endda helt ugrammatisk anvendt.

Jeg tror ikke på hypoteserne 1-5; hypotese 6 er meget sandsynlig (omend jeg ikke ved om det faktisk er tilfældet) og kan forklare at salene dukker op så pludseligt, og hypotese 7 er også meget sandsynlig. Spørger man min datter, vil hun også sige, at engelsk er ’smart’ – det er idolernes og præsidenternes og popsangenes sprog. Det er de andres sprog, et lidt fremmed sprog, og ‘vi’ vil gerne være som ‘dem’.

Det er en pseudo-overtagelse af udvalgte ord; butikkerne løber ikke linen ud og skriver f.eks. “Hver dag: Nyt offer!”.

Måske er dansk ikke ’smart’, netop fordi der ikke er en barriere? Jeg tror, vi har udviklet en form for blufærdighed forbundet med at udtrykke sig på dansk, og det er vel også derfor, at en del danske musikgrupper, der bestemt ikke altid har en chance for at slå igennem i udlandet, har skrevet sange med engelske tekster. Man kan sige noget andet, være en anden og måske også sige noget mindre forpligtende og mindre præcist på et andet sprog. Tilsvarende: hvis udsalget bare hedder “udsalg”, får vi en fortælling om nedsatte varer et sted i Aalborg. Men et sale smager af indkøb i London og New York, af at være et andet sted og være en anden person, derude i salene.

 

Flattr this!

Sig nej!

Her er for en gangs skyld en helt utilsløret opfordring til aktivisme. Billedet ovenfor må aldrig blive virkelighed.

Høringen om den 3. Limfjordsforbindelse i form af en 4-sporet motorvej er i gang. Formålet med en sådan høring er at høre de borgere, der berøres af forslaget. Hvis ingen svarer,  er det naturligt at slutte, at ingen bliver berørt. Men der er mange mennesker og mange biotoper, der vil blive berørt af en 4-sporet motorvej gennem Nørresundby, Lindholm, Aalborg Vestby, Mølholm, Hasseris Enge og Østerådalen. Ideen om at sende store mængder biltrafik gennem nogle af Aalborg kommunes vigtigste grønne områder er intet mindre end en skændsel i tider som disse, hvor der tales om bæredygtig udvikling og $latex \mathrm{CO_2}$-neutralitet. Vi har brug for miljøvenlige alternativer, ikke øget bilisme. En artikel i Politiken viser desværre, at debatten om klimaforandringerne fylder meget lidt i disse dage. Som nordjyde ser jeg også gerne vores landsdel kendt for noget mere visionært end de næsten refleksagtige krav fra visse interessegrupper om flere motorveje.

Besøg hjemmesiden for borgerbevægelsen mod en motorvejsforbindelse og find ud af hvordan også du, kære læser af denne blog, kan afgive et høringssvar.

Flattr this!

Hyldest til Samuel Beckett

Irsk-franske Samuel Beckett var en af skaberne af det absurde teater og er bl.a. kendt for stykket 'Mens vi venter på Godot'.

I dag ringede jeg til det telefonselskab, jeg er kunde ved. Følgende samtale udspandt sig med den tekniske supporter fra København:

– Jeg ringer, fordi jeg ikke kan komme på mobilnettet. Det har jeg slet ikke kunnet hele dagen i dagen. Når jeg prøver at ringe til nogen, bliver jeg sparket af med det samme.
– Så almindelige samtaler og SMS fungerer altså godt nok?
– Nej, jeg kan jo netop ikke ringe eller modtage opkald. Telefonen siger “Ingen tjeneste”. Jeg har heldigvis en fastnettelefon; ellers kunne jeg slet ikke ringe til dig om dette her problem.
– Der er nogle problemer med de to master nærmest dig, kan jeg se. Du kan bruge vores samarbejdsaftale med et andet telefonselskab og gå på deres net.
– Det prøver jeg nu. Det hjælper heller ikke.
– Så kan du gå ind på vores webside og se driftstatus i dit område. Det vil jeg anbefale dig at gøre. Den er så desværre ikke opdateret for dit område, så du kan ikke se hvordan det er.
– Hvorfor er der problemer med masterne?
– Vi har været nødt til at opdatere, fordi der har været problemer med vejret.
– Med vejret?
– Ja, der har været et stort vejr inden for de seneste 14 dage.
– Hvad vil det sige, at vejret var stort?
– Det var et rigtig stort vejr.
– Stort?
– Ja, det største uvejr i Danmark i de seneste 20 år.
– Det regnede lidt i fredags her i Nørresundby, men der var ingen oversvømmelser her den lørdag, hvor København blev ramt.
– Ikke det?
– Nej. Vi havde tørvejr og høj sol.
– Det var mærkeligt. Har du prøvet at slukke telefonen og tænde den igen?
– Ja, det har jeg. Og jeg har taget SIM-kortet ud, blæst trykluft i telefonen osv. Det hjalp heller ikke.
– Gjorde det ikke det?
– Nej. Hvornår er driftsforstyrrelserne overstået?
– Det kan jeg ikke sige. Jeg håber, det bliver i dag. Er der andet, jeg kunne hjælpe med?
– Jeg ville bare gerne kunne ringe til nogen og modtage opkald.

 

Flattr this!