Skærmet af

For et stykke tid siden skrev jeg om brugen af computere til forelæsninger, og om hvorfor jeg er gået over til klap-i-forelæsninger. Jeg er nu blevet gjort opmærksom på en amerikansk undersøgelse, der har til formål at afdække hvem der bruger deres bærbare computer til noget ikke-forelæsningsrelateret under en forelæsning, hvor ofte og hvornår.

Først og fremmest: hvor stort er omfanget? Herunder er et søjlediagram.

Omfang af irrelevant brug
Omfang af irrelevant brug af computer fordelt på årgang. 1Ls står for førsteårsstuderende, 2Ls for andetårsstuderende og 3Ls for tredjeårsstuderende.

Man skal selvfølgelig tage disse resultater med et gran salt, men det ser ud som om at den irrelevante aktivitet aftager med tiden, efterhånden som man lærer forelæsningskulturen at kende og forhåbentlig samtidig bliver en mere seriøs studerende. Dette passer også med mine anekdotiske erfaringer: en del studerende på første semester har en tendens til at sidde og snakke halvhøjt under forelæsninger, hvis man ikke får dem gjort opmærksom på at dette er forstyrrende. “Man” kan her være både forelæseren og deres medstuderende.

Man kan også spørge, om der er en sammenhæng mellem den enkelte studerendes grad af irrelevant adfærd og karakter ved eksamen.

Sammenhæng mellem karakter og irrelevant adfærd.
Sammenhæng mellem karakter og irrelevant adfærd.

Det ser der ud at der ikke er.

Mere interessant er undersøgelsens observationer af hvornår de studerende indleder irrelevante aktiviteter. Her er en liste:

  1. Student laptop users tend to go off-task when X-(anything) occurs for 4 minutes or more…
  2. When professor is engaged in Socratic method with one student, there is a an increase in off-task behavior by other students
  3. When a classmate engages with professor, there is an increase in off-task behavior by other students.
  4. When professor is monotone, or, overly uses one linguistic intonation style, students tend to increase off-task behavior
  5. Approximately 40 minutes into class, off-task behavior increases.
  6. When professor calls on students in expected order, off-task behavior increases.

Ét af disse problemer undgår jeg selv; jeg forelæser aldrig mere end ca. 30 minutter ad gangen, inden jeg holder en pause. (I dagens forelæsning sneg jeg mig op på 36 minutter et sted, og det kunne tydeligt mærkes til sidst – på mig selv og på de studerende.)

En vigtig pointe, som desværre forbigås helt, er at irrelevant brug af computer faktisk er distraherende for andre studerende. Måske er det i virkeligheden også en medvirkende årsag til at brug af computer ikke har betydning for karakteren? Alle bliver distraheret af den irrelevante aktivitet, ikke kun brugeren. Det er sværere at følge med i forelæsningen, når hende, der sidder helt oppe foran, spiller World Of Warcraft og ham ved siden af ser porno. Disse bemærkninger har jeg hørt fra en del studerende i tidens løb.

Mit mest følelsesbetonede argument for ikke at tillade brug af computere til forelæsninger er for så vidt det samme: det er simpelthen distraherende for mig at tale til en masse bagsider af skærme lidt på samme måde som det føles forkert at prøve at have en længere samtale med én, der sidder og læser avis.

Den amerikanske undersøgelse er interessant, men nogen bør følge op på den og finde ud af om tendenserne er afhængige af de studerendes studieretning (dette vil jeg formode) – og om der mon er nationale forskelle (det sidste er jeg derimod slet ikke sikker på). Men hvis jeg skal være rigtig træls her til sidst, vil jeg hævde, at undersøgelsen nok siger meget mere om hvor hvor lidt reel læring der egentlig er i en forelæsning end om konsekvenserne af irrelevant brug af computere.

Søvngænger?

Det er ingen hemmelighed, at jeg var træt af VC-regeringen, der sad fra 2001 og 10 år frem. De traf et stort antal beslutninger, som ikke kun den daværende opposition kritiserede. Der var krigene i Irak og Afghanistan, der var den mildt sagt apatiske holdning til USAs fremfærd i hemmelige fængsler og fangelejre under den såkaldte “krig mod terror”. Der var de “diplomatiske forsikringer”, som gjorde det muligt at udlevere borgere til retsforfølgelse i lande, hvor der er risiko for tortur eller dødsstraf. Og alle disse beslutninger var “bare” i udenrigspolitiske sammenhænge.

De første dage efter folketingsvalget den 15.9 sidste år befandt jeg mig i en helt speciel tilstand af lettelse, for nu ville det blive anderledes.

Men denne lettelse er for længst væk.

I går kunne jeg først læse at udenrigsministeren ikke længere vil tillade, at vidneudsagn der kan være indhentet ved tortur i andre lande ikke længere skal kunne anvendes i danske sammenhænge. Det var dagens gode nyhed. Og oppositionen var utilfreds. Men lidt senere samme dag kunne jeg læse en udtalelse fra justitsministeren og udenrigsministeren, der gav udtryk for den stort set modsatte holdning. Det var så afgjort dagens skuffelse. Hvis jeg havde håbet på bare en smule principfasthed, blev jeg skuffet.

Hvorfor er det, man aldrig må anvende vidneudsagn, der kan være indhentet ved tortur? Der er i hvert fald disse væsentlige grunde:

  • Den juridiske: Det er i strid med FNs konvention mod tortur.
  • Den etiske: Det er etisk dybt forkasteligt bevidst at udsætte andre mennesker for grusom eller nedværdigende behandling.
  • Den pragmatiske: Vidneudsagn indhentet ved tortur er upålidelige. Hvis man bliver udsat for tortur, vil man være tilbøjelig til at gøre og sige hvad som helst for at få torturen til at standse.
  • Den udenrigspolitisk troværdige: Det er svært at fordømme andre landes brug af tortur samtidig med at man selv gør brug af de “resultater”, den giver sig udslag i.

Jeg ved godt, at Venstre er blevet meget populære, men for en sikkerheds skyld: Dem skal man fæste endnu mindre lid til. Der er ingen, slet ingen grund til at tro, at Venstre og Konservative vil føre en anderledes politik, der vil råde bod på skuffelserne med regeringens manglende principfasthed. Det var jo netop VC-regeringen, der indførte ideen med “diplomatiske forsikringer” og en række andre tiltag, der afslørede, at man anså menneskerettighederne for mest at være til besvær. Hvis der var tale om principfasthed og handlekraft her, var det så afgjort af den forkerte slags. De principper, den nuværende regering tidligere påkaldte sig og nu svigter, havde den foregående regering overhovedet ikke.

Når historien gentager sig på film

Der er et eller andet fascinerende ved film, der ikke er rigtig vellykkede, især når de har været stort lagt an. Hvem husker ikke Heaven’s Gate, der tvang United Artists i knæ og gjorde livet surt på instruktøren Michael Cimino?

Den seneste sådanne film er John Carter, der er baseret på en 100 år gammel science fiction-roman ved navn A Princess of Mars af Edgar Rice Burroughs. Jeg kan huske historien fra min gymnasietid; en af mine klassekammerater var vild med den. Historier om rejser til Mars er spændende, men det er lidt underligt at forestille sig civilisationer med henholdsvis seksarmede grønne mænd og mennesker med sædvanligt jord-udseende på dén planet med alt det, vi nu ved. Den rigtige udgave af Mars er nemlig fascinerende nok i sig selv.

I al fald: Her er traileren, og det er tydeligt, at der ikke er sparet på noget som helst. Instruktøren Andrew Stanton er tilmed kendt fra Pixar. Stanton instruerede endda Wall-E, som er en af de nyere animationsfilm, jeg faktisk holder meget af.

Men John Carter har fået en mildt sagt blandet modtagelse. Christian Monggaard, der har et blødt punkt for stort anlagte Hollywood-fantasier, er nogenlunde positiv i sin anmeldelse i Information. Omvendt giver Peter Bradshaw samme film én sølle stjerne i The Guardian. Mange andre er enige med ham om at filmen er plaget af dårlige skuespillerpræstationer og en kedelig afvikling af plottet.

Og så opdagede jeg ved et tilfælde i dag, at bogen blev filmatiseret for første gang allerede i 2009, og det endda under den rigtige titel. Filmen gik direkte til dvd, sådan som B-filmselskabet Asylum altid gør. Lad os også lige se traileren til Princess of Mars.

Traileren ovenfor afslører, at der tydeligvis er tale om en lavbudget-film, skuespillerne er også på B-holdet, og Mars-prinsessen er blandt de ældre, man har set – men det giver jo egentlig håb for alle os over 40. Også denne billigudgave fik dårlige anmeldelser – for dårlige skuespilpræstationer og en kedelig afvikling af plottet. Til gengæld kan jeg læse mig til, at B-filmen tilsyneladende følger den oprindelige fortælling noget tættere end den nye, dyre udgave. Måske skulle man bare have nøjedes med B-udgaven?

TI-57 og åndløsheden

På den ene side er der tingenes tyranni med punkteringer, knækkede håndtag og flænger i den nye jakke. På den anden side er der de ejendele, der gjorde livet anderledes og lettere at leve. I den sidste kategori var min trofaste lommeregner fra gymnasietiden, en Texas Instruments TI-57.

Dengang, mellem 1979 og 1982, var den programmerbare lommeregner endnu i sin vorden; 50 imponerende programskridt havde min TI-57. Programmeringssproget lignede assemblykode. Displayet var bittesmå glødende røde lysdioder, og det var vel faktisk det, der slugte mest strøm. Med regnemaskinen fulgte manualen Making Tracks Into Programming. Efterhånden fik jeg lært først at modificere de medfølgende programeksempler og siden at lave mine egne, så jeg kunne bruge numeriske metoder til integration og lineær regression. Lommeregneren blev et usædvanligt nyttigt værktøj for mig, når jeg skulle kontrollere facit i mine hjemmeregningsopgaver og til sidst også til skriftlig eksamen på matematisk-fysisk linje, som det hed dengang. (Andre sværgede til HP-lommeregnere med deres postfix-notation for aritmetiske udtryk; det forstod jeg først mange år senere. Dette var i al fald lommeregnernes guldalder for TI og for HP.)

I dag kan jeg høre fra matematiklærere i gymnasieskolen, at matematik er blevet et “lommeregnerfag”, men på den kedelige facon. En del elever lærer sig tastekombinationer, som de ikke forstår betydningen af, og hvor lommeregneren kunne være et kraftfuldt værktøj til understøttelse af forståelsen af begreberne, er den ofte blevet en erstatning for en sådan forståelse. Jeg hører om elever, der ikke forstår matematikken bag rentesregning, men sagtens kan finde facit – der så desværre kan være forkert, fordi de taster forkert. Jeg håber, jeg tager fejl.

I faget dansk har stavekontroller i tekstbehandlingssoftware allerede længe været del af repertoiret, og snart vil det også blive muligt at kunne anvende internet-adgang under skriftlig eksamen i dansk stil. Jeg møder de tidligere elever som nye studerende, og her fornemmer jeg, at disse muligheder i en del tilfælde har skabt problemer i form af tendens til dårlig strukturering af tekster, manglende indsigt i egne stavefejl og desværre også for nogles vedkommende et incitament til plagiering. Det er på den anden side ikke en nødvendig konsekvens af de software-baserede skriveredskabers fremkomst. Selv er jeg glad for computerens muligheder, når jeg skriver en tekst som f.eks. denne, der ikke er tænkt til papiret. Jeg håber, at jeg uden at virke arrogant kan indrømme, at jeg aldrig bruger stavekontrol.

Er teknologien en erstatning for viden, færdigheder og kompetencer (som det hedder i Sanders taksonomi, som vi nu bruger) eller er den et redskab, der kan udbygge og sikre læringsmålene?

Mit budskab er selvfølgelig ikke, at teknologiske hjælpemidler skal skrottes eller er konsekvent dårlige, men at de af os, der underviser, skal tænke nøje over hvornår og hvordan vi bruger dem. Jeg tror at problemerne med “åndløs” brug af lommeregner, plagiering osv. skyldes, at de, der indfører teknologiske hjælpemidler som lommeregnere, stavekontrol og netadgang, har kendt faget godt inden de pågældende hjælpemidler blev en udbredt realitet. For denne generation, som jeg er en repræsentant for, er teknologien fascinerende og er blevet et redskab til at styrke vores beherskelse af faget. Derfor vil denne generation indføre de teknologiske hjælpemidler for at lette kommende generationers læring. For den generation, der altid har kendt teknologien og først derefter stifter bekendtskab med faget, dvs. i den omvendte rækkefølge, kommer teknologiens velkendte hjælpemidler let i første række og faget i anden. Man forlader sig trods alt først på det, man kender. Og så sætter den “åndløse” brug af teknologien ind.

(Og nej, jeg ved desværre ikke, hvad der blev af min gamle ven, den trofaste TI-57.)

Uopmærksom

Jeg blev via Peter Kaj Pedersen, der er professor i musik på AAU, opmærksom (!!) på dette lille RSA-foredrag med den britiske forfatter og uddannelsesrådgiver Ken Robinson. Brug 12 minutter på at se det; det er det værd.

Det, der slog mig, er at jeg har aldrig hørt så meget om ADHD som inden for det seneste årti. Tilbage i år 2000 udtalte The American Association of Pediatrics at ADHD er en epidemi. På samme tid da er antallet af børn diagnosticeret med ADHD vokset støt; i perioden fra 1997 til 2006 var det med 3% om året. Jeg kender herhjemme fra forældre, der overvejer at få deres børn undersøgt for ADHD, fordi børnene er lige lovlig livlige i skolen. I USA er det blevet en udbredt praksis at udstede recept på bestemte typer medicin (bl.a. Ritalin).

Ken Robinson hævder, som man vil kunne se, at denne ADHD-epidemi er fiktiv og at problemet med lav opmærksomhed reelt skyldes et stadig mere udtalt misforhold mellem de mange distraherende stimuli fra tv, internet osv. og at uddannelsessystemet i vore dage tager udgangspunkt i bestemte idealer om industriarbejde og effektivitet.

Så vidtgående en konklusion tør jeg ikke drage selv.  Der er nemlig en del  forskelligtrettede forsøg på at give alternative forklaringer på ADHD, ADD og andre “opmærksomhedsforringelsessyndromer”. Et populært bud er at forældre og/eller deres børn ikke “tager sig sammen” eller “melder sig ind i de svages klub”.  Ole Thyssen, der er professor på CBS, er en af dem, der  slår til lyd for denne forklaring. Det er et standpunkt, der danner en uskøn, men forventelig parallel til diskussioner af andre fænomener i samfundet som f.eks. ledighed – her er Ole Thyssen også på banen. Denne forklaring (der tilmed ikke er faktuelt underbygget og ikke vil kunne blive det, da den har uverificerbare hypoteser om menneskers “virkelige motiver”) bryder jeg mig lige så lidt om som den rent medicinske og lige så individualiserende forklaringsmodel, hvor løsningen er – ikke at tage sig sammen, men at tage medicin.

I en artikel fra Information fra januar i år beskriver Tine Byrckel hvordan den franske læge Maurice Corcos kritiserer det fra USA stammende diagnosesystem DSM (Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders) for psykiske lidelser for netop at blive brugt til at udstede et meget stort antal recepter på medicin. Corcos argumenterer dels for, at medicinalindustrien er interesseret i denne diagnose, dels for at det er svært at give en enkel forklaring på, hvad psykiske problemer i fysisk forstand egentlig peger på – der er tale om komplekse sammenhænge.

Og måske er det her, Ken Robinsons pointe er væsentlig – at opmærksomhedsproblemerne er reelle, men ikke entydigt kan forstås som en medicinsk diagnose, men også må forstås i en familiemæssig og social kontekst. Uddannelsessystemet, medierne og de ændrede familiemønstre må også spille ind som faktorer, der  er med til at skabe mennesker med “opmærksomhedsproblemer”. Præcis som man f.eks. kan få en depression på grund af dårlige menneskelige relationer, kan man vel få andre psykiske problemer af sociale årsager.

Og netop i dag

Den 8. marts er kvindernes internationale kampdag, men egentlig burde den være hele befolkningens anliggende. For to dage siden læste jeg i The Guardian et portræt af den skotske sanger/sangskriver Annie Lennox, der engang var den ene halvdel af The Eurythmics.

Her views expand to feminism and her opinion that men should be welcomed into the movement. “I don’t think feminism is about the exclusion of men but their inclusion … we must face and address those issues, especially to include younger men and boys,” she says, before adding that she is particularly surprised that more gay men don’t see themselves as feminists. “I would like to see the gay population get on board with feminism. It’s a beautiful organisation and they’ve done so much. It seems to me a no-brainer.”

I aften deltager jeg (i min egenskab af udøver af poetry slam) ved et arrangement på 1000fryd, som en queer-gruppe står bag. Så herhjemme er der da også seksuelle mindretal, der er med. Nu er den pågældende queer-gruppe så også en politisk engageret gruppering; måske er mange andre bøsser og lesbiske lige så apolitiske som befolkningen som helhed? Jeg ved det ikke.

Jeg synes under alle omstændigheder, Annie Lennox har fat i noget væsentligt: Det må aldrig kun blive medlemmer af gruppen X, der skal være henvist til at pege på at gruppe X skal have samme rettigheder som alle andre. Det er en fælles anstrengelse, og på den måde er det da et godt tegn at vi i Danmark har en ligestillingsminister, der er en mand og af “anden etnisk oprindelse” (underforstået end “os”).

I Danmark handler arbejdet for ligestilling i stort omfang om at sikre at menneskerettighederne overholdes i praksis; i andre lande ser det mere speget ud. Mange ved, at der i en del lande er groft kvindeundertrykkende lovgivning. Nogle ved, at der i en del lande er groft undertrykkende lovgivning rettet mod seksuelle minoriteter – i Uganda er der således et lovforslag, der vil indføre dødsstraf til bøsser og lesbiske. Jeg vil opfordre denne blogs læsere til at besøge Amnesty Internationals appel til Ugandas præsident og give en underskrift.

Vore egne naturfænomener

Jeg er vejleder for en datalogigruppe på 8. semester, der i deres projekt har kastet sig over at modellere flytrafik med en matematisk teori fra datalogiens verden, nemlig en såkaldt mobil proceskalkyle. Kalkylen om mobile ambienter skyldes egentlig Luca Cardelli og Andy Gordon, der dengang begge var ved Microsoft Research i Cambridge. Kalkylen var tænkt som en beskrivelse af distribuerede beregninger, der kan flytte sig mellem lokationer.

Men det interessante er, at man egentlig kan beskrive mange andre fænomener med mobile ambienter og andre proceskalkyler også. Nogle (bl.a. Cardelli) har siden brugt tid på at forstå mikroskopiske fænomener i molekylærbiologi, bl.a. proteinsyntese, ved brug af varianter af teorien om mobile ambienter. Men man kan også forstå makroskopiske fænomener.

Mobile ambienter udgør et meget lille sprog til beskrivelse af processer. En proces P kan bestå af parallelle komponenter og skrives som P_1 \mid P_2, og en proces kan være en ambient, dvs. bo på en navngivet lokation, dvs. være på formen n[P_1]. Et ambient-navn n kan have begrænset scope, og man kan have et ubegrænset forråd af ambienten P – dette skrives !P. Der er (kun) tre kommandoer, der kan flytte ambienters placering, nemlig in, out og open. Et eksempel på hvad de kan er:

b[\mbox{in}\; a.P] \mid a[Q] \rightarrow a[P \mid Q]

 

Her bevæger ambienten b der udføres i parallel med ambienten a sig ind i a. Tilsvarende reduktionsregler beskriver de andre to kommandoers adfærd.

Dette er i det store hele alt, hvad der er. Alligevel er ambient-kalkylen rig nok til at kunne udtrykke enhver Turing-beregnbar funktion.

Men man kan altså også beskrive f.eks. flytrafik. Her skal man lade nogle ambienter være fly og andre være lufthavne (eller afsnit af luftrummet). Og når man så kan beskrive flytrafik, kan man anvende de forskellige logikker og typesystemer, der er opstået i de seneste 10-15 år til at ræsonnere om adfærden af ambienter. Kan vi f.eks. risikere, at flyet fra København til Riga kommer ind over norsk luftrum?

På denne måde har vi at gøre med en matematisk beskrivelse af et makroskopisk fænomen, der kun omhandler artefakter (menneskeskabte genstande) og deres nøje planlagte bevægelser.

Egentlig er dette slet ikke en ny erkendelse, men den forekommer mig alligevel paradoksal, når jeg tænker nærmere over det. Man burde jo vide, hvordan lufttrafikken ville udvikle sig, når man nu selv har planlagt den!

Men pointen er at også makroskopiske fænomeners nøje planlagte bevægelser skaber et komplekst system. Hvis en tilstand af systemet er en placering af fly i lufthavne eller luftrum, kan vi have eksponentielt mange tilstande – eller værre. Antag f.eks. den meget simple situation med n lufthavne og der hele tiden bare er 1 fly i hver lufthavn. Da er der allerede n! mulige placeringer af disse fly.

Trafiksystemet er en artefakt, dvs. er skabt af mennesker. På denne måde ligner et trafiksystem en anden artefakt, nemlig en massivt parallel beregning; en sådan kan også have mange tilstande. Og i begge tilfælde er der tale om adfærd, som vi mennesker har planlagt, men ikke kan overskue på makroniveau.

Der er faktisk en vis grøde i forsøgene på at forstå det, man kalder air traffic flow management, men mange af forsøgene er baseret på simuleringer, hvor man undersøger det komplekse systems adfærd. Det ser ikke ud som om endnu er blevet brugt kræfter på at anvende begreber og teknikker fra programmeringssprogsteori – som f.eks. mobile ambienter eller andre beregningsmodeller – til at forstå disse “menneskeskabte naturfænomener”, og det er da en skam.

Så lykkelige at det gør ondt

Danmark scorer højt i internationale undersøgelser om lykke – vi skulle være et af verdens lykkeligste lande, ja måske endda det lykkeligste. Bare se verdenskortet ovenfor. Men der er samtidig tegn på at langt fra alle er lykkelige. Flere hundrede tusinde danskere tager antidepressiv medicin. I 2009 var det knap en halv million mennesker herhjemme. En halv million mennesker har alkoholproblemer, og ikke helt få unge har tilsyneladende ondt i livet med selvskadende adfærd af forskellig slags. Carsten René Jørgensen, der er professor i psykologi ved Aarhus Universitet, har skrevet bogen Danmark på briksen, der handler om netop dette paradoks. Her er en bog, jeg gerne vil læse. Ventetiden på at låne den på biblioteket er desværre 6 til 7 måneder.

Danmark på briksen blev anmeldt af Carsten René Jørgensens kollega Steen Nepper Larsen i Information i lørdags. Man kan også høre en samtale med Carsten René Jørgensen fra P1 i januar måned. Desværre er samtalen underligt banal i sammenligning med Nepper Larsens anmeldelse. Bogen forekommer at være en del mere skarp, skal man tro anmeldelsen. Se bare hvad Nepper Larsen skriver.

Som socialkritiker og humanistisk videnskabsmand begiver forfatteren sig ud på en rejse, der dokumenterer og kortlægger, hvordan skrøbelige mennesker i stigende omfang bliver kørt over i konkurrence- og præstationssamfundet. Han demaskerer lykkelandsmyten og blotlægger de sociale kategoriseringer, der anvendes til at projicere negative fjendebilleder over på ’de fremmede’. Han viser, at paranoide og angste forestillinger ikke blot florerer i mange menneskers hverdagsliv, men også spredes blandt og udnyttes af politikere, der burde vide bedre.

Jeg spekulerer på om endnu en grund til at så mange mennesker herhjemme siger, at de er lykkelige, er at de gerne vil opnå et mere positivt selvbillede. I den seneste tids diskussioner om vilkårene for bl.a. arbejdsløse og mennesker på førtidspension ser jeg nemlig en tendens til at mange ved at udpege Den Anden som taberen samtidig derigennem styrker deres eget selvbillede ved at distancere sig fra Den Anden. “Vi” kan nemlig sagtens tage os sammen, men Den Anden kan (mener vi at vide) ikke tage sig sammen på samme måde som “vi” kan.

I dag er det Peters fødselsdag

Den 5. marts 2012 fylder digteren Peter Laugesen 70 år. Hans produktion betyder noget helt særligt for mig, og jeg har haft den glæde og ære at kunne invitere ham til Aalborg flere gange i tidens løb. Laugesens produktion var engang, hvad man ville kalde avantgarde og beat. Hvor Dan Turéll var den flamboyante københavner inden for det danske svar på beatgenerationen, var og er Peter Laugesen ud over at være Turéll gode ven det jyske beat. Dengang var det Hamr og hak  og Åens skrift;  senere blev det Deadline og Når engle bøvser jazz (hvor kragen fra Brabrand mødte det mytologiserede/mytologiserende USA) og Fotorama. Måske er det stadig beat, for beatet er der stadig – kun få kan som Peter Laugesen lave en tekst, der på én gang er spontant bop’et, kringlet, ligetil og helt igennem mundret. Der er noget helt særligt ved den rolige stemme, teksterne forsyner sig med, når Peter Laugesen læser dem. Og så er der også alle anmeldelserne og essayene, vidende og tilbagelænede, i Information.

Det var Laugesen, der fik mig til igen at prøve at skrive digte. Det var Laugesen, der overbeviste mig om at digte godt kan være til at læse op og om at alvorlige digte ikke behøver at være højtidelige. Ja, de må faktisk gerne være morsomme. Nutildags er jeg havnet i poetry slam-genren; det mundrette har vundet for mig, måske endda lidt for meget for mit vedkommende. Længe før det slammede til i mit univers, hørte Laugesen mig læse et par af teksterne, en aften ved et åbent lyrikarrangement og bagefter sagde han, at der var noget ved det, der mindede ham om Dan Turéll. En helt usandsynlig ros. Men nu er Peter Laugesen jo også en rar mand.

I al fald: Tillykke herfra!