Gruppearbejdets problembarn

Jeg er en meget stor tilhænger af problemorienteret projektarbejde organiseret som gruppearbejde. Gruppens medlemmer kan inspirere hinanden og udføre en langt større indsats end det ville være muligt i et individuelt projekt. Her er helheden ofte større end enkeltdelene. Selv efter 20 år som projektvejleder, oplever jeg, at der bliver lavet forbløffende gode projekter. Der findes stadig mennesker, og herunder desværre også beslutningstagere rundt omkring, der ikke forstår hvor god og værdifuld denne pædagogiske model faktisk er.

Men næsten lige så stor en tilhænger jeg er af denne studieform, lige så skeptisk er jeg efterhånden blevet med hensyn til gruppearbejde som den form, vi bruger ved løsning af opgaver i de kurser, vi også har på uddannelserne på Aalborg Universitet. En opgave er som oftest beregnet til at være af en størrelse, som den enkelte studerende selv skal kunne håndtere. Alligevel lader vi de studerende sidde sammen i grupper i øvelsestiden.

Jeg har i dette semester været involveret i et kursus, hvor de studerende skulle aflevere individuelle løsninger på et antal opgaver til en veldefineret deadline. Det, jeg og min trofaste hjælpelærer observerede, var, at en del studerende afleverede løsninger, der var påfaldende ens. Andre studerende overholdt ikke afleveringsfristen – så vi var flinke (måske for flinke) og satte en ny deadline for disse efterslæbere. Og endelig var der studerende, der afleverede ufuldstændige løsninger.

Jeg er overbevist om at en del af disse problemer skyldes, at øvelser i grupper er den eneste øvelsesform, de studerende oplever i de første år af deres studium.

I teorien er øvelser i grupper en fortrinlig idé: de studerende kan sidde i grupperummet og diskutere opgaverne, bruge tavlen og lade dem, der har indsigt, inspirere dem, der ikke har den samme indsigt. I realiteten er ideen ikke nær så fortrinlig – de studerende får ikke megen bistand fra underviserne, da underviserne skal besøge grupperne én ad gangen. En del studerende forbereder sig slet ikke på øvelserne; enten læser de slet ikke den relevante tekst eller bruger kun få minutter på at skimme den igennem (jeg oplever ofte studerende, der spørger om endog meget elementære forhold i teksten), eller også læser de ikke opgaveteksten igennem hjemmefra. I projektvejledning gør vi meget ud af at lære de studerende at lave systematisk vidensdeling – uden vidensdeling kan gruppens projekt nemlig ikke blive en helhed. Men i kursussammenhænge lærer vi ikke de studerende nogen form for vidensdeling – og nogle af dem anvender derfor selv en uheldig form, nemlig plagiatet.

I nogle grupper opstår der desuden en uheldig kultur, hvor man mere eller mindre bevidst nedprioriterer eller ligefrem boykotter opgaveløsningen. Jeg har selv været ude for grupper, der har låst døren til deres grupperum i øvelsestiden og tydeligvis har foretaget sig noget andet. Nogle projektgrupper er så stabile, at de er baseret om samme faste kerne i mange semestre, og her kan både en god og en mindre heldig arbejdsmoral blive meget udpræget efterhånden.

Derudover er der en asymmetri mellem projektarbejde og øvelser. Projektarbejdet har et formål; gruppen har et fælles problem, de vil/skal løse, og processen munder ud i et produkt i form af en projektrapport og måske også mere end dét. Gruppen ejer ideelt sit projekt (sammen med vejlederen). Derimod er der næppe hverken nogen grupper eller nogen kursusholdere, der ser de studerende om ejere af et kursus. Når vi har talt om revision af studieordningerne på mit institut, er der altid en vældig entusiasme når talen falder på kurserne. En af grundene til denne forkærlighed for at tale om kurser, er vel netop at kursusholderne ved, at der her er mulighed for helt og aldeles at bestemme det faglige indhold. Den enkelte studerende kan ikke sige: “Jeg løste min opgave”, men kan sige at “Gruppen løste den opgave, kursusholderen stillede.”

Der er ikke nogen universalløsning på problemet, jeg har observeret. Vi har ikke resurser til en 100% individuel tilgang til øvelserne, og det er nok heller ikke en god idé. Men nogle ideer, jeg selv overvejer og i et enkelt tilfælde har prøvet er:

  • De studerende bør også på de første semestre opleve, at der er nogle individuelle øvelser undervejs i forløbet. Der er allerede tiltag i denne retning.
  • De studerende, der laver projekt sammen, bør ikke lave øvelser sammen. Ideelt set skal der udpeges nye øvelsesgrupper til hver gang, der er øvelser i grupper. Hermed kan man måske komme en eventuel uheldig, nedarvet arbejdsmoral til livs. En sådan administrativ gruppedannelse kræver et stykke software, så bøvlet bliver af minimalt omfang.
  • Færre øvelsesgange, men mere eksplicitte krav om forberedelse til øvelserne og med mere underviserassistance til gengæld.
  • En form for peer review, hvor de studerende læser hinandens besvarelser. Dette vil kunne skabe en eksplicit vidensdeling (i stil med den vidensdeling, man opnår ved at læse hinandens arbejdsblade).
  • Øvelserne kan gøres til en del af den endelige bedømmelse. Jeg kunne forestille sig, at den enkelte studerende bedømmes ud fra dels egne opgaveløsninger undervejs, dels ud fra en eksamen.  For at kunne bestå, skal den studerende bestå begge aspekter. Hermed kunne man måske komme plagiering af løsninger til livs. (Denne idé skyldes den norske uddannelsesforsker Per Lauvås.)

Grunden til forskning

20111218-145415.jpg

I formiddags tændte jeg tilfældigt for fjernsynet og på en tilfældig kanal, nemlig TV2, opdagede jeg at Johan Olsen var i studiet for at fortælle om hvordan man kan lave kunstig sne – ikke primært i sin egenskab af sanger i Magtens Korridorer, men i sin egenskab af postdoc i molekylærbiologi ved Københavns Universitet.

Studieværterne spurgte Johan Olsen, hvad han forskede i for tiden, og han svarede beredvilligt om hvordan man arbejder på at forstå bestemte kommunikationsprocesser på molekylært niveau, der finder sted under proteinsyntese.

– Men hvad kan det så bruges til? spurgte studieværterne.

Johan Olsen forklarede tålmodigt, at dette var grundforskning, og at det at skabe ny viden var vigtigt i sig selv.

– Jamen, det kan man så også kalde et arbejde, sagte studieværten, og Johan Olsen langede lidt flabet opgivende ud med en arm efter er sted, hvor studieværten burde have været.

Derefter kom Vincent Hendricks (der nu er professor i filosofi på Københavns Universitet) i studiet, og der sad de så i samme sofa, den tekniske filosof og molekylærbiologen, for at tale med en tredje studievært om hvorvidt den verden, vi observerer gennem sanserne, er en illusion. Omverdensproblemet, centralt i erkendelsesteori siden Aristoteles, nu på formiddags-tv!
Indfaldsvinklen var Matrix-filmene, som Vincent Hendricks havde set og brugte som udgangspunkt. Johan Olsen supplerede med at forklare om sit syn på dette spørgsmål – at vores verdensopfattelse på sin vis er en fælles illusion, da vi også er et produkt af at vi taler med hinanden og bliver påvirket af hinanden.

Også Vincent Hendricks fik spørgsmålet om hvad det at beskæftige sig med dette spørgsmål dog kunne bruges til. Hans svar var på sin vis mere specifikt – nemlig at omverdensproblemet repræsenterer det, det er helt fundamentalt i videnskab: at finde ud af, hvad der er faktisk eksisterende, og hvad der ikke er.

Jeg kom her uvilkårligt til at tænke på titlen på et gammelt album med Billy Bragg, “Talking with the Taxman about Poetry”.

Samtidig er jeg glad for, at der er mennesker, der står ved at de bedriver grundforskning. At det så samtidig er to herrer med en form for rockstjerne-status i medierne (den ene endog i bogstavelig forstand) skader heller ikke. Man hører sjældent nogen udtrykke en holdning til grundforskning, men jeg aner, at der findes en latent skepsis derude. Prøv at læse de politiske partiers holdningstilkendegivelser i partiprogrammerne om grundforskningen; ingen vil sige at grundforskningen er unødvendig, alle erkender at den er uundgåelig – men hvor nødvendig er den egentlig? kan man ane mange af dem spørge.

Grundforskning er ikke forskning, der skaber resultater, der ikke kan bruges til noget, det er forskning, der ikke er skabt med anvendelser for øje. Det er nysgerrigheden, der driver værket, ikke f.eks. udviklingen af et produkt.

Selvfølgelig kan vi forsvare grundforskning ved at den meget ofte fører til anvendelser på længere sigt. Nogle af de største forskningssucceser på mit institut er baseret på grundforskning, der er udsprunget af en umiddelbar nysgerrighed. Men af og til synes jeg, at det bliver for defensiv en argumentationsform at lægge til grund – man går ind på en præmis hos den spørgende, nemlig at forskning skal kunne betale sig. Det må også kunne lade sig gøre at fokusere på at grundforskningen, ligesom billedkunst og litteratur, er med til at hjælpe os med at forstå den verden, vi lever i.

Umiddelbart efter Vincent Hendricks og Johan Olsen gik TV2 videre til næste gæst, som var Pia Kjærsgaard, der fortalte om hvordan hun julehygger. På dette tidspunkt skiftede jeg af uvisse grunde kanal.

Det frie valg i medieverdenen (?)

Nogle ynder at tale om skjulte holdninger i medierne. Der er “røde” medier (som man ikke kan lide) og “blå” medier (som man ikke kan lide). Dem, man selv synes bedst om, er typisk “neutrale”. Fox News i USA opfatter sig selv om “fair and balanced”, mens mange andre bestemt ikke gør det. Men for mig at se er den rigtig vigtige diskussion om mediernes holdningsdannelse en anden end den om hvilke holdninger, der kommer til udtryl, nemlig diskussionen om hvem der ejer medierne.

Herunder er en oversigt som den amerikanske blogger Jason (alias Frugal Dad) har lavet over medieverdenen i USA. Skulle man nogensinde have ment, at der er fri tilgang til informationer og underholdning, vil man blive skuffet på amerikanernes vegne. Også i Danmark er medieverdenen domineret af bestemte koncerner. Den Fjerde Statsmagt har en oversigt over hvem der ejer de danske medier. Oversigten er ikke helt opdateret – det hedengangne Nyhedsavisen og dets lige så hedengangne medejer Baugur Group dukker op som det første på listen. Alligevel er det tydeligt, at medierne herhjemme er på forholdsvis få hænder.

Men hvorfor er det et problem? Fordi medierne er med til at regulere, hvad vi får at vide og hvordan vi får det at vide. Verden er stor og kompliceret, så medierne bliver vores øje på denne komplicerede størrelse. Et lille antal øjne betyder et samlet synsfelt, der er lille. Selvfølgelig ser medierne noget af det, der sker. Uden de danske og internationale medier ville jeg få meget svært ved at vide, hvad der sker i Syrien. Uden medierne ville jeg sikkert ikke vide ret meget om, hvilken musik der blev udgivet i dag. Med selv med mediernes tilstedeværelse kan jeg ikke få et dækkende billede. Medierne har en tendens til at vende blikket mod de samme få udviklinger i verden, mens andre bliver nedprioriteret. Derudover er der (og det er ikke kun tilfældet i Danmark, nogle lande er endog værre) et overvejende fokus på indenlandske begivenheder. Et nyligt eksempel er COP17-topmøde, der fik langt mindre plads i medierne herhjemme end COP15, der som bekendt foregik i København. Min egen subjektive fornemmelse er derudover, at dækningen af COP15 fokuserede mere om danske politikere og politiets fremfærd end om på selve topmødets problemstillinger.

Men det handler ikke kun om nyhedsmedierne. Et andet eksempel er netop fra musikkens verden. Radiostationerne fokuserer også her på bestemte popnumre takket være brugen af playlister. Hvis et nummer ikke er på en af disse spillelister, får kun meget få det at høre.

I disse dage kan vi af sagen om TV2s håndtering af den såkaldte lækagesag se, hvordan nyhedsmedierne og politikerne (og deres rådgivere) er spundet sammen i et tæt spin. Tidligere spindoktorer bliver mediepersonligheder (jvf. Henrik Qvortrup) og omvendt (jvf. Philip Egea Flores). De politiske kommentatorer er også med til at bestemme hvor mediernes øje vendes hen.

Men det behøver vel ikke være sådan?

Media Consolidation Infographic
Kilde: Frugal dad

Exit Hitchens

Jeg har lige læst, at forfatteren og journalisten Christopher Hitchens er død i går efter lang tids sygdom. Jeg har læst en del af hans klummer og essays, og det er tydeligt, at han var en mand fyldt med modsætninger. Han voksede op i England, gik på kostskole, studerede i Oxford og blev trods familiens overklasseambitioner en del af den britiske venstrefløj. Han skrev bl.a. for New Statesman (som jeg læste, dengang jeg selv boede i Storbritannien). Han var vidne til revolutionen i Portugal i 1974 og begivenhederne i Polen først i 1980’erne.

Men Hitchens flyttede sig i mere end én forstand. Han rejste til USA i 1981, blev i 2007 amerikansk statsborger og endte ude på den amerikanske højrefløj, hvor han forsvarede George Bush og dennes krig i Irak. Han blev også i lighed med f.eks. vores hjemlige eks-venstreorienterede Karen Jespersen og Ralf Pittelkow “islamkritiker”. Der var dog en vis forskel, som ikke skal ignoreres. I det mindste turde Christopher Hitchens nemlig kritisere religion som fænomen – han var ude med riven efter alle former for gudstro og havde ikke noget imod at kritisere f.eks. Moder Teresa, der ellers er blevet hyldet af en hel del for sin gerning blandt Indiens fattigste. I 2007 udkom hans bog God Is Not Great.

Det var spiserørskræft, der gjorde det af med Hitchens – han var alkoholiker og storryger, og hans holdning til denne tvivlsomme livsstil var på en gang præget af den skarpe kynisme, der kendetegnede ham, og underligt uafklaret, synes jeg.

Skal jeg kritisere den temmelig polemiske form for ateisme, Christopher Hitchens og Richard Dawkins sammen er blevet eksponenter for, er det netop for at den har været så polemisk: deres attitude i en del tilfælde er kommet til at fremstå som en slags spejlbillede af den indædte bedrevidenhed hos dem, de har kritiseret.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke over, om det mon var netop denne indædte bedrevidenhed, der har ført til de store skift i politisk standpunkt hos netop folk som Christopher Hitchens, Karen Jespersen og en del andre. Det fremstår for mig som om de politiske holdninger snarere er blevet det, der har båret deres indædthed (og opportunisme) frem end omvendt.

Men igen: der er forskel på Hitchens og Jespersen. Jeg synes, de er i hver sin liga. Christopher Hitchens minder på sin vis lidt om f.eks. Winston Churchill: et produkt af den britiske eliteudklækningsmaskine, en person, der ofte havde meget usympatiske holdninger, men så afgjort også en person, der slet ikke var dum og så afgjort havde ordet i sin magt både i ord og på skrift. (Kun én af ovennævnte påstande passer på Karen Jespersen.) George Eaton har et interessant interview med Christopher Hitchens på det blad, han engang skrev for – New Statesman.

Ét godt citat (dog ikke fra dette interview) til at runde af på er dette:

Everybody does have a book in them, but in most cases that’s where it should stay.

Heri er jeg (der selv har begået en bog) nemlig enig helt uden forbehold.

Mig og Twitter

Der er noget galt. Jeg har en Twitter-konto. Jeg har Twitter som startside på min webbrowser. Og alligevel går der uger imellem at jeg skriver på Twitter. De, der følger mig på Twitter, må være slemt skuffede.

Jeg kan se, at selv de stridende parter i Somalia bruger Twitter nu. I USA er Twitter et meget udbredt socialt medium – hele 53% af alle brugere af Internet har en Twitter-konto. I Danmark er det kun 7,8%. Apple (der som bekendt er fra USA) har integreret Twitter i deres iOs, så brugere af iPhone og iPad nemt kan tweete deres fotos o.lign. Jeg har begge disse dimser. Men benytter jeg mig af den nemme adgang til Twitter? Næ.

Hvorfor er det blevet sådan? Jeg har en ven på min egen alder, der også har sin egen blog. Han prøver også at bruge Twitter, men hans ihærdighed er kun lidt større end min i så henseende. Problemet er, at Twitter kommer til at fremstå som en envejs-kommunikation, en monolog snarere end en dialog. Måske har jeg bare ikke forstået at bruge Twitter rigtigt. Jeg spekulerer over, om der mon er kulturelle forskelle i brugen af sociale medier. Taler den korte, isolerede besked uden forventning om respons mere til amerikanere end til f.eks. danskere? Danmark er nemlig til gengæld et af de lande, hvor flest brugere af Internet har en Facebook-konto.

 

Mig og Bourbaki

Engang var matematikundervisningen i folkeskolen baseret på mængdelære og prædikatlogik. Jeg blev selv undervist på denne måde og lærte om mængdeoperationer, relationer, funktioner og åbne udsagn. Bemærk at åbne udsagn er udsagn, der kun indeholder frie variabler, men fordi der ikke var blevet indført variabelbindere (kvantorer eller lambda-abstraktion), gav det selvfølgelig ikke mening at indføre lukkede udsagn også. Og ligninger? De var åbne udsagn, der anvendte lighedssymbolet.

Man kaldte det for den nye matematik, og det var lige noget for mig; en del af mine klassekammerater var til gengæld ved at gå ned på det. Nogle af dem husker det endnu. En moderne dansk popgruppe kalder sig således for Hej Matematik! efter det lærebogssystem, som den nye matematik brugte. Det er desværre næppe en hyldest.

Den amerikanske matematiker og matematikdidaktiker Morris Kline skrev bogen Why Johnny Can’t Add: the Failure of the New Math, og det var formodentlig begyndelsen til enden for new math.

Den “nye matematik” var inspireret af Nicolas Bourbaki, som var pseudonym for en gruppe af overvejende franske matematikere, der især var aktive i 1950’erne og 1960’erne. Jean Dieudonné var en ledende skikkelse, men også notabiliteter som Weil og Grothendieck var med. Målet var at præsentere det centrale pensum i universitetsmatematik på et sikkert mængdeteoretisk grundlag, og Bourbaki-gruppen fik skrevet en lang række bøger. Den første handlede naturligvis om mængdeteori, og den allersidste handlede om spektralteori. At vi kalder den tomme mængde for \emptyset skyldes ikke påvirkning fra det dansk/norske alfabet, men Bourbaki. Begreberne surjektiv (der skal udtales på halvfransk), bijektiv og injektiv er også en arv fra Bourbaki.

På en måde sejrede Bourbaki af helvede til. De kom til at præge vores måde at skrive matematik på, men senere tilløb til abstraktion – og her tænker jeg især på kategoriteori – havde de ikke med i deres univers, og det var ikke alle matematikere, der var glade for deres meget formelle tilgang til at skrive matematik.

I datalogi og især (men ikke kun) i teoretisk datalogi har Bourbakis ånd hersket længe. Formel sprogteori handler om sprog, og et sprog er bare en mængde af strenge. En transitionsrelation \rightarrow er en binær relation mellem konfigurationer, der er elementer i mængden \Gamma. En database er en relation i mængdeteoretisk forstand. Og så fremdeles.

Og her er det så, at jeg rigtig savner den gamle, nye matematik. De studerende, vi nu møder på de datalogiske uddannelser, kender ikke mængdelæren overhovedet. Nogle (typisk fra det almene gymnasium) har mødt mængdelære på ungdomsuddannelserne, mens andre (typisk fra HTX og HHX, hvor mange matematiklærere aldrig selv har studeret matematik) ikke har. Prøv at spørge studerende på de datalogiske uddannelser om hvad et sprog er (i formel sprogteori) – mange kan ikke forklare det. Mange studerende har også problemer med at bruge mængdeoperationerne; der er tale om begreber, der ikke falder dem naturligt. Jeg tror, de har mødt dem for sent.

For mængdelæren er i høj grad central i datalogiens sprog. Måske var det på tide at overveje, om den nye matematik kunne få en mere begrænset renæssance et sted inden universitetsniveau?

 

Ti procent

I dag deltog jeg i orienteringen om Det Frie Forskningråds næste ansøgningsrunde. Orienteringen var samtidig del af et kursus, som Aalborg Universitet afholder (og som jeg deltager i). Formålet er at gøre deltagerne bedre til at skrive ansøgninger.

Nogle af mine kolleger har forskningsmidler fra forskningsråd og andetsteds fra, nogle af dem endda rigtig mange. Selv har jeg desværre slet ingen midler. Jeg er ikke misundelig på mine kolleger (ok, så lidt da), men jeg kunne godt tænke mig også selv at råde over midler. Det ville være godt at have en PhD-studerende eller en postdoc at tale med og måske endda mulighed for at invitere kolleger hertil på besøg. Mine hidtidige ansøgninger har dog ikke båret frugt.

Repræsentanterne fra Det Frie Forskningsråd indrømmede i dag, at succesraten for ansøgere er lav, omkring eller i visse tilfælde lidt under 10 procent. Sagt på en anden måde: Omkring 9 ud af 10 ansøgninger er forgæves.

Deltagerne fra Aalborg Universitets fundraising-kontor, der er bag kurset, pointerede, at det er vigtigt at skrive ansøgninger, også selv om man formodentlig får afslag. Ansøgningen kan nemlig i større eller mindre grad genbruges, hvis man efter afslaget vil søge midler ad andre veje.

Det, der giver mig betænkeligheder, er ikke det, Aalborg Universitets fundraisingkontor gør. Fundraisingkontoret gør en loyal og grundig indsats. Det er den politik, skiftende regeringer anlægger for finansiering af forskning, jeg er utryg ved. Den tidligere regering havde som mål at øge andelen af ekstern finansiering af forskningen (se f.eks. referat fra mødet i Vækstforum for knap et år siden). Samtidig hermed havde regeringen konkurrence som ideal i sig selv ud fra en holdning om at konkurrence skaber kvalitet. Min fornemmelse er desværre, at konkurrencen ikke har skabt kvalitet, men snarere har skabt en instrumentel adfærd, der tilstræber at klare sig godt i konkurrencen. Det er derfor, vi nu ser kurser om at skrive ansøgninger. Universiteterne ender med at bruge resurser på at skaffe resurser til at kunne bedrive forskning, hvor det oprindelig var meningen, at universiteterne skulle bedrive forskning.

Jeg kender argumentet, der siger at forskningsmidlerne er en belønning til de særligt dygtige forskere. Men vi er i det nuværende system alle afhængige af midler for at kunne forsker, også de 90% af os, der ikke er så dygtige. Disse midler har tidligere været de såkaldte basismidler; de findes stadig, men deres andel bliver i disse år dels beskåret, dels gjort til genstand for konkurrence mellem institutionerne.

Har den nuværende regering har en anden holdning til finansiering af forskning? Det er ikke klart for mig, men jeg håber stadig.

 

Et nyt udseende

Det var tid at opdatere det lidt kælderagtige udseende på min blog, så jeg er nu gået over til WordPress-temaet Twentyeleven, der er standard her, mens det stadig lidt endnu er 2011. Jeg har lidt problemer med at få oversat alt til dansk, men den pludselige anglificering her og der skulle meget gerne være midlertidig.

 

Må jeg være så venlig?

I Politiken er der et interview med Torben Steno, der har lavet en samtalebog, Længsel efter faste former, der består af en række samtaler med andre om behovet for at være mere høflige over for hinanden. Jeg skal skynde mig at tilføje, at jeg ikke har læst bogen – men det vil jeg gerne.

Et citat fra interviewet er herunder.

Forleden skulle jeg med bussen til Østerbro, men da der er cykel-VM begynder bussen at køre ad omveje. Så er der to 60-årige kvinder, klassiske grå hjelme, der går op og skælder ud på chaufføren, hvorefter han vender sig om og siger: »Jeg ved det godt, men det er min første dag på den her rute, og der er cykelløb«. De brokker sig, og de brokker sig. Lige indtil en mand, som ligner en gammel tillidsmand på B&W, råber: »Nu holder I kraftedeme kæft, kællinger, og lader manden passe sit arbejde«. Han var den sidste rest af høflighed. Men der er ikke meget tilbage af den. Desværre.

Forlagets foromtale siger dette:

Gennem research og interviews har Torben Steno taget temperaturen på den danske høflighed. Det er blevet til en stærkt personlig, sjov og tankevækkende bog, der viser, at ung som gammel længes efter nye faste former, fordi de er en simpel nødvendighed.

Torben Steno er ikke den første, der har talt for mere høflighed. I 2009 kom der således en bog af Peter Olesen (som her er den tidligere tv-journalist, ikke sangeren/sangskriveren/forfatteren fra Olesen-Olesen) med titlen Høfligheden – hvad blev der af den?.

Torben Steno har en hypotese om hvorfor danskerne ikke så høflige mere.

Danskerne har aldrig haft stil, men med 68-generationen blev skinnerne lagt frem mod det bøvede og ubehøvlede, og siden er det kun blevet værre.

Denne konklusion vil jeg til gengæld være forsigtig med at drage. Inden for de seneste 20 årtier er det næppe 68-generationen, der har været toneangivende. Faktisk ville jeg have troet, at det seneste tiårs langvarige opgør med 68-generationen (som jeg næppe kan beskyldes for at repræsentere, selv om jeg da kunne fejre min 4-års fødselsdag i 1968) i så fald ville have trukket i den modsatte retning.

Jeg er ikke uenig i observationen af at vi oplever en hårdere omgangstone i vore dages Danmark eller i at mange virker mere ligeglade med deres medmennesker, når de befinder sig i det offentlige rum. Også den politiske debat virker markant grovere end den gjorde engang.

Men for mig at se er denne ændrede omgangsform ikke det største problem, men et problem, der er afledt fra et større, og det har næppe så meget med en bestemt generation at gøre. Høflighed er trods alt blot det, bogens titel siger, en fast form. Det store problem er vores manglende indlevelse i den Anden og vores manglende evne til at “læse” situationer. De vrede 60-årige damer i Stenos eksempel kan ikke se buschaufførens problemer, og den vrede “tillidsmand” har ganske vist tilsyneladende et indblik i buschaufførens problem, men har til gengæld ikke et indblik i, hvorfor de vrede damer er vrede. Al denne manglende empati er vel næppe det, studenteroprøret og hippierne gjorde sig til eksponenter for? Hvor og hvorfor empatien gik tabt (og var den der egentlig nogensinde bag høfligheden?), er et interessant spørgsmål, som jeg dog ikke vil prøve at svare på her.

Det kan selvfølgelig være, at vi, alene ved at være høflige, kommer til at opføre os mere empatisk ved at vi tvinger os selv til at kommunikere mere hensynsfuldt. Måske er ideen om mere høflighed i sig selv ikke så tosset.

Og til sidst: Nej, bogforsiden ovenfor har intet med Torben Stenos bog. Det er en bog for børn, og ifølge Maaholms forlag sætter bogen fokus på

… de adfærdsformer, der vil opfattes som høflige af de fleste (voksne) i dagens Danmark.

Bogens billeder kan bruges som udgangspunkt for samtale om børnenes egne oplevelser med høflighed – og uhøflighed.

Så måske er der håb, hvis vi bare starter tidligt nok.