Den duale nulforsker

Uddannelsesminister Morten Østergaard havde et længere indlæg i Politiken i fredags. Han skriver blandt andet:

Til gengæld mener jeg – som et eksempel – principielt heller ikke, at forskere skal kunne frikøbes fra undervisning. Vi har brug for, at også de dygtigste forskere inspirerer de unge. Vi har haft og skal også fremover have fokus på fremragende forskning, men vi har også behov for at få fokus på fremragende undervisningsmiljøer, og det harmonerer dårligt med frikøb.

Jeg er sådan set enig med ham i denne pointe, men problemet er ikke frikøbet som sådan. Det skal kunne være muligt at styre sin arbejdsbelastning som akademiker over tid for at sikre at både forsknings- og undervisningsforpligtelse bliver overholdt. Det er det systematiske frikøb, som nogle forskere anvender, der er problemet. De fleste af os kender til forskere, der i en længere årrække ikke har undervist, eller i bedste fald udelukkende har haft mere eller mindre håndplukkede specialestuderende. Til gengæld har de et hof af PhD-studerende og postdocs, der leverer den faktiske undervisning. Eller også havner disse undervisningsopgaver hos udskiftelige medarbejdere i rene, kortvarige undervisningsstillinger.

De pågældende forskere oplever aldrig udfordringerne (som ofte føles som problemer) ved undervisning på de tidlige semestre, men til gengæld er de samme forskere også meget indflydelsesrige via de omfattende eksterne bevillinger, der sikrer deres langvarige frikøb.

På en måde er der tale om det duale problem til den afkobling mellem undervisning og forskning, der ofte er blevet brugt som skræmmebillede: nulforskeren – den akademisk ansatte person der ikke producerer nye forskningsresultater, men i bedste fald er “særligt undervisningsaktiv”. Hvis man skulle finde et godt ord for den “permanent frikøbte”, ville det være nul-underviseren.

Skulle man finde et godt ord, der beskrev hele problemstillingen, ville det  til gengæld være  velkendt; dette er nemlig problemstillingen om forskningsbaseret undervisning. I sit indlæg nævner Morten Østergaard til gengæld ikke dette begreb. Hvis man skal løse problemet med nul-undervisere ved at sikre, at forskere også underviser, skal man nemlig også sikre, at alle får tid til at forske. Nulforskeren er ikke et problem længere, men nul-underviseren er blevet det.

Det er tid til en tilståelse eller to her til sidst. Jeg har  været nulforsker engang. Der var det år, hvor jeg underviste og administrerede alt for meget, og det var så samtidig det år, hvor min mor blev alvorligt syg. Det år fik jeg slet ikke publiceret noget.  Andre år har jeg både fået publiceret noget og undervist alt, alt for meget. Til gengæld har jeg aldrig i min tid som universitetslektor været nul-underviser. Jeg er en af dem, der aldrig haft mulighed for at blive frikøbt og kunne koncentrere sig om at forske. Det ville jeg gerne prøve, bare én gang.

Åh Gud

Der er sikkert nogen, der bliver kede af det nu, men jeg er ekstremt skeptisk over for organiseret religion eller rettere over for dens konsekvenser. Der er ikke tale om at føre et Dawkins-agtigt “korstog” (hæ!) fra min side. Mennesker må tro på det, de vil. Jeg kender fornuftige og venlige mennesker, der er præster o.lign., og jeg kender dybt troende mennesker, som jeg er enig med i de allerfleste sammenhænge, og som jeg holder af. Det er konsekvenserne af organiseret religion, der kan bekymre mig. Det, jeg overhovedet ikke bryder mig om, er, når nogen bruger et “jeg ved hvad Gud vil”-argument som deres vigtigste (og ofte eneste) argument.

På det seneste har der været diskussion af mulighederne for at homoseksuelle par skulle kunne vies i den danske folkekirke. I Information fra denne weekend er der et læserbrev om denne sag fra en sognepræst ved navn Frederik Smidt. Nøglecitatet fra ham er dette:

Vil vi indføre noget, som er imod Guds principper og velsigne noget, som Gud siger nej til, bliver vi som ministre, præster og biskopper ligesom Aron med guldkalven. Vi er ikke vores opgave voksen. For hvad er en gud værd, som vi skaber i vores eget billede?

Den sidste formulering er forresten særligt interessant, for den ville en ateist også kunne fremføre. Men her er det underforstået, at læserbrevsskribenten ved, at den kristne gud ikke er skabt i “vores eget billede” og tilmed ved, hvad der er “Guds principper” og hvad “Gud siger nej til”. Jeg bliver altid underligt til mode, når en repræsentant for et trossamfund mener at have en indsigt i “hvad Gud vil”, som rækker ud over en rent personlig holdning. Lad mig bruge et “mulig-verdens”-argument for at argumentere for det.

  • Hvis den kristne gud findes, er det underligt, at en tilfældig præst i Danmark ved præcis, hvad den kristne gud har af holdning til et aktuelt emne i den politiske debat. Og selv, hvis den kristne gud (som vi i denne gren af argumentet antager findes) og den tilfældige præst skulle vise sig at være enige i deres stillingtagen til det aktuelle politiske emne, er det ikke en indsigt, der kan kommunikeres til en ikke-troende.
  • Hvis den kristne gud ikke findes, har den tilfældige præst intet gyldigt argument for sin påstand, for den autoritet, han påberåber sig, eksisterer simpelthen ikke.

Argumenter skal være objektive og interpersonelle for at kunne overbevise en modpart, dvs. de skal kunne fremføres og rekonstrueres af enhver og må ikke basere sig på en autoritet alene. Dette er aldrig tilfældet med religiøst baserede argumenter, for de er afhængige af tro. Det lyder banalt, men er det tilsyneladende ikke. Argumentation ud fra autoriteter (som så ikke engang er universelt anerkendte autoriteter) er ikke et gyldigt retorisk princip.

Der er blevet kastet uanede kræfter efter organiseret religion i årenes løb. Kan man da slet ikke lære noget positivt af det, selv om man er ekstremt skeptisk over for foretagendet? Bestemt. Vi kan ikke lære noget om argumentation af religionsudøvere, men vi kan formodentlig lære noget om form, om indstilling og om mål. Her er et interessant foredrag af den britiske filosof Alain de Botton, der er erklæret ateist. (Jeg har tidligere nævnt ham her på bloggen.) En af hans interessante pointer er denne: Hvorfor er der f.eks. så mange fængende prædikanter og så mange kedelige forelæsere? Fordi religionen lægger vægt på værdien af hvordan der tales – okay, så ikke på argumenternes kvalitet, men så på formen da. Det kunne alle os, der er stærke i tvivlen, også lære noget af. Se foredraget; det er det værd!

Dig og din mor og demokratiet

…en stat med lige love for enhver, hvor alle har samme ret til at handle og samme ret til at sige deres mening, en regering, der sætter undersåtternes frihed over alt.

Marcus Aurelius, Meditationer (I,14)

Et af ugens uofficielle højdepunkter for mig er altid weekendudgaven af Information. Nogle gange er det som om der udkommer en slags uofficielt temanummer. Sådan et kom der i dag, og dets tema er demokratiet. Se nu bare her:

Alle disse indlæg viser for mig én ting: Princippet om demokrati hyldes i teorien, men ikke i praksis. Ingen vil i vore dage for alvor sige, at de er udemokratiske. Universitetsloven af 2003 er ikke blevet begrundet med at universiteterne har brug for en udemokratisk ledelse. Vladimir Putin taler ikke for at have en udemokratisk styreform i Rusland, men om at der er tale om “særlige forhold”. I virksomheder taler man ikke om at virksomheden er udemokratisk, men om at alle er lige (men at nogle, nemlig ledelsen, påtager sig et “særligt ansvar”) – og når nu alle er lige, er der ikke rigtig behov for demokrati, vel? Mathias Herup Nielsen skriver:

Medarbejderen udfylder og signerer selv sin udviklingsplan. Dokumentet, der ligger tilbage på skrivebordet efter dialogens afslutning, bekræfter dermed, at tidens overordnede managementcredo er rigtigt. Medarbejderen og virksomheden vil grundlæggende det samme sted hen. Kabalen går op og medarbejderen har selv skrevet, at han vil udvikle sig i lige nøjagtig den retning, som ledelsen udstak på det tidligere møde.

Ligesom menneskerettighederne er kommet til at stå i vejen for “nødvendige beslutninger”, således er demokratiet i vore dage tilsyneladende kommet til at stå i vejen for “nødvendige beslutninger” og for “handlekraft”.

Et sted, hvor en forandringsproces hen mod demokratisk ledelse i organisationer kan starte, er i universitetsverdenen. Men hvorfor skal der være demokrati på universiteterne? vil nogen spørge. På andre arbejdspladser har der jo aldrig været nogen form for demokrati. Det er korrekt – men snarere end at gøre universitetsdemokrati til problemet, bør vi gøre fraværet af demokrati i andre  organisationer til det egentlige problem. Politikerne kunne have tænkt på erfaringerne med et universitetsdemokrati som et ideal for en arbejdsplads i stedet for at gøre andre virksomheders manglende demokrati til et ideal for universitetsverdenen.

Og der kan da også være gode ledere i en udemokratisk struktur, vil nogen sige. Det er da også helt korrekt. Jeg kan nævne gode ledere på min egen arbejdsplads. Men i universitetsverdenen og andetsteds har der så sandelig også været dårlige ledere i stort tal. Fortællingen om Aarhus Universitet siger det for så vidt klart nok.

Et helt ekstremt eksempel på forskellen mellem god og dårlig ledelse og den vilkårlighed, det fører med sig, er det gennemført udemokratiske Romerrige. Der var kompetente ledere som Julius Cæsar (forfatter og strateg) og Marcus Aurelius (der indførte en tidlig sociallovning, bedrede slavernes vilkår og var en fremtrædende stoisk filosof), men der var også magtsyge galninge som Caligula og Commodus (som forresten var søn af Marcus Aurelius).

I stedet for at afskaffe/indskrænke demokratiet med effektivitet som argument må idealet være at finde ud af, hvordan vi kan skabe samfund og organisationer, der på én gang er demokratiske og i stand til at leve i en foranderlig verden.

Et af de bedste forsvar for demokrati og demokratisk kontrol med ledelse er altid (sådan ser jeg det) at det kan sikre mod vilkårlighed og misbrug af magt fra ledernes side. Det er samtidig et etisk betinget argument. Du kan ikke vælge din mor, men du skal altid kunne vælge din leder.

Halmos og noget om at skrive (men ikke kun) matematik

Paul Halmos og hans kat
Paul Halmos og hans kat.

I går skrev jeg om typografi, og i den forbindelse nævnte jeg den ungarsk-amerikanske matematiker Paul Halmos. Jeg kan huske fra min fjerne fortid i Edinburgh, at min med-PhD-studerende James McKinna slet ikke brød sig om Halmos’ skrivestil (“det er jo forfærdeligt at læse!”). Jeg havde det lige omvendt. Halmos tænkte altid over, hvad han skrev. Det var først til sidst i mit studium, at jeg opdagede hans Naïve Set Theory og fik mulighed for at sætte pris på Halmos’s fremstilling.

En kontrast var Walter Rudins bøger om analyse. De var heavy going, kan jeg huske fra min studietid. Studerende på årgangene over mig talte om hans kompakte skrivestil (“nogle gange skal du skrive en sides udregninger for at nå fra en linje til den næste!”) på samme måde som nogle mennesker taler om at spise habanero-chilipeberfrugter.

Paul Halmos skrev en artikel (eller er det et essay? Det tror jeg faktisk.) med titlen How To Write Mathematics, og heri kan man få et godt indblik i de tanker om tekstlig fremstilling, som han gjorde sig. Nogle råd (som f.eks. råd om brug af notation og egne begreber) er specifikke for de matematiske fag, mens andre er meget generelle. Et godt eksempel fra sidstnævne kategori er tankerne om at bruge “vi”. Nogle forfattere (især begyndere) forfalder til at skrive “man” igen og igen:

Man definerer p som \sqrt{q}

mens andre (også begyndere) ender med at bruge passivformen til hudløshed (og det nævner Halmos af en eller anden grund slet ikke):

p defineres til at være \sqrt{q}

hvor man kunne skrive

Vi definerer p som \sqrt{q}

eller (min favorit)

Lad p være \sqrt{q}

“Vi” betegner enten forfatteren eller “forfatterne og læseren”. Vi-formen er på her, hvad Halmos kalder “the editorial we”, og den kan selvfølgelig også misbruges. “Vi takker vores kone for gennemlæsning af manuskriptet…” Nej, vel?

How To Write Mathematics er værd at læse for alle, der skriver (en slags) matematik, men egentlig også for alle andre, der tænker over skrivestil. Man kan finde hele artiklen f.eks. her.

Om etno-typografi og LaTeX

20120315-193648.jpg

I det kursus, jeg holder på 4. semester, skal en studerende hver gang tage noter til mine forelæsning. Den studerende skriver så tavlenoterne ind i LaTeX og sender tex-filen til mig, Herefter går jeg teksten igennem og retter det, der bør rettes til. Resultatet lægger jeg endelig ud på kursets webside. Derudover får jeg af og til besvarelser af tekstspørgsmål at se; også de er skrevet i LaTeX. Jeg har i den forbindelse for første gang i større omfang fået lejlighed til at se, hvordan de, der er ved at lære LaTeX skriver. Fra de manuskripter, jeg har udarbejdet sammen med kolleger, kan jeg se, at vi alle har hver vores stil, når vi skriver LaTeX-kode.

Det gælder også de studerende. Jeg har bemærket at mange af dem har tre bestemte uvaner.

Den første uvane er at bruge en underlig kombination af dollartegn, tvungne linjeskift og center-environment til at fremhæve formler. Mange studerende er vokset op med Words krav om visuel formattering og tror derfor, at man selv er nødt til at kringle sig frem til et pænt layout af matematik.

Et tænkt eksempel:

Vi har derfor, at \\
\begin{center}
$x + y = z$
\end{center} \\

Men LaTeX og TeX er designet og implementeret af mennesker, der har stor indsigt i at skrive matematik (Leslie Lamport og Donald Knuth er begge matematikere af baggrund) og begge systemer understøtter fremhævet matematik meget direkte med display-math-environment. Her er den pæne version af eksemplet ovenfor:

Vi har derfor, at
%
\[ x + y = z \]

Hvis man skal have en samling grupperede formler på hver sin linje, kan man bruge align-environmentet fra amsmath-pakken.

Den anden uvane er den generelle brug af tvungne linjeskift i tide og (især) utide. Det er slet ikke nødvendigt at bruge tvungne linjeskift til at regulere afstanden mellem tekstafsnit. En tekst bliver faktisk meget pænere layout’et hvis man lader være (jeg bruger aldrig \\’er selv). Mange studerende er vokset op med en æstetik (der må være inspireret af vaner fra Word) om store linjeskift mellem afsnit og tror, at man skal layoute sin tekst sådan. Men hvis man kaster et blik på faktisk eksisterende bøger, vil man opdage, at den sædvanlige typografiske konvention ikke tilsiger dette. Tværtimod. Vil man absolut ændre på afstanden mellem tekstafsnit, skal man i præamblen bare ændre på værdien af parameteren \parskip.

Den tredje uvane er at bruge herreløse figure-environments, når man inkluderer et billede. Men figure-environmentet har man kun glæde af, hvis figuren har et nummer og en figurtekst. Også dette er et levn fra de glade (?) Word-dage, hvor figurer ikke havde tekst og dukkede op midt i det hele. Men endnu et blik på bøgernes verden afslører, at man heller ikke bruger et sådant layout i en professionelt typesat bog.

Der fandtes nemlig god typografi før TeX/LaTeX – prøv at se f.eks. Naive Set Theory eller Measure Theory af Halmos (eksemplet ovenfor er fra dén bog) eller Real and Complex Analysis af Rudin eller An Introduction to Modal Logic af Hughes og Creswell – eller de gamle Bourbaki-bøger – for at se god matematikbogs-typografi fra før TeX/LaTeX holdt sit indtog. Det er denne verden, Knuth og Lamport kommer fra. Den typografiske æstetik er nøje overvejet; Knuth overlader intet til tilfældighederne i sit arbejde, og det har han heller ikke gjort i arbejdet med TeX.

Det store problem er for mig at se, at de muligheder for visuel formattering, som Microsoft Word giver, bliver brugt til at skabe en uovervejet typografisk æstetik. Noget af den stammer formodentlig fra skrivemaskinens tid. Forventningen om stor linjeafstand og stor afstand mellem tekstafsnit kan stamme fra en tid, hvor det var sædvane at skrive kommentarer til en tekst mellem linjerne. Under alle omstændigheder er der tale om en forståelse af typografi, der ikke er baseret i en sammenhængende, endsige velbegrundet forståelse af typografi, og jeg vil derfor kalde den for en etno-typografi i stil med den forståelse af regningsarter, tal mv. som findes uden for systematiske matematiske teorier og som man kalder etnomatematik.

I modsætning til etnomatematikken (og etnodatalogien) er etnotypografien for mig at se først og fremmest et negativt fænomen. Jeg kunne godt tænke mig, at vi ud over at lære de studerende at bruge LaTeX også lærer dem at skrive ordentlig LaTeX-kode, der dels er velstruktureret, dels udnytter LaTeX rigtigt.

Hvorfor er det nu vigtigt? vil nogen nu spørge. Det er til dels et spørgsmål om at man bør bruge sit værktøj rigtigt – alt andet svarer til at købe en cykel med 12 gear og altid køre i 6. gear. Men det er også mere pragmatiske grunde. Fordi vi i samarbejdssammenhænge har brug for at kunne læse hinandens kode og fordi vi kan have brug for at gå tilbage til LaTeX-kode, vi skrev for længe siden, er det vigtigt, at vi kan skrive så både vi selv og andre kan læse det, vi skriver og så det, vi skriver, ikke bliver en ø af grimt layout i en større tekst.

Tilbage til rødderne

I dag var der den årlige pædagogiske dag for undervisere ved Aalborg Universitet. Jeg dukker op hver gang, og jeg er ikke den eneste genganger. Men der var mange af mine kolleger, der ikke var der. Faktisk mønstrede vi kun 4 personer fra Institut for datalogi. Jeg ville ønske, der kom langt flere.

Denne gang var PBL (vore dages forkortelse for problembaseret læring) et centralt tema, og i den sidste workshop var der fokus på gruppeeksamen for projekter, og hvordan vi bedst kan genimplementere denne så velkendte eksamensform. Som man ikke har kunnet undgå at ane fra denne blog (og fra mine ytringer i øvrigt), er gruppeeksamen noget, der ligger mig meget på sinde.

Ved bordet sad vi fire, der havde erfaring med gruppeeksamen (nogle, bl.a. jeg selv havde mange års erfaringer) og andre, der kun havde hørt om den. Et konkret resultat af workshoppen bliver, at der nu vil blive udarbejdet nogle retningslinjer for hvordan gruppeeksamen for projekter på Aalborg Universitets teknisk-naturvidenskabelige fakultet skal afvikles. Jeg bliver en af dem, der skal være med til at udarbejde disse retningslinjer.

En vellykket projekteksamen indeholder tre elementer:

  • En fremlæggelse, hvor hver studerende fremlægger et væsentligt punkt fra projektets indhold. Fremlæggelsen er tilrettelagt af gruppen i fællesskab, men ansvaret for det enkelte punkt tilfalder den enkelte studerende.
  • En fælles spørgerunde, hvor gruppen bliver spurgt om problemanalyse, problemanalyse, metodevalg, perspektivering o.lign. – dvs. de kompetencer og færdigheder, der er nødvendige i netop dette projekt. Hele gruppen spørges samlet, så dette er en “auktion”, hvor eksaminator og censor skal finde ud af, hvem der byder ind med svar (og hvem der ikke gør) og hvor gode svarene er.
  • En individuelt rettet spørgerunde, hvor den enkelte studerende får et antal spørgsmål på detailniveau, der skal afdække hans/hendes viden og færdigheder. Dette er således en “udgravning af viden” (eller mangel på samme)

Formodentlig bør der være en fælles spørgerunde før og efter den individuelt rettede spørgerunde, hvor man i den sidste fælles spørgerunde retter blikket mod konklusion og muligt videre arbejde.

Jeg glæder mig til at være med til at genskabe projekteksamen i den form, den bør have.

Desværre ved jeg også, at der i nogle kredse er kommet en skepsis over for gruppeeksamen. Efter så megen langvarig, negativ omtale fra toneangivende politikere (der reelt har haft ingen eller meget begrænsede erfaringer med at eksaminere eller undervise i det hele taget) kan den slags nok ikke undgås. Derfor, for en sikkerheds skyld:

  1. Gruppeeksamen er ikke en eksamensform, der kan bruges til at undersøge for alle læringsmåls opfyldelse, og den passer af sammen grund ikke til alle undervisningsformer. Men det samme er tilfældet for enhver anden eksamensform. Et vigtigt princip er alignment – at bedømmelsesformen skal kunne bedømme de læringsmål, der undervises i. Til den undervisningsform, der hedder problemorienteret projektarbejde i grupper, og som den praktiseres på universiteterne i Aalborg og Roskilde er projekteksamen som en gruppeeksamen det klart bedste valg.
  2. Jeg ved godt, at Venstre er blevet et meget populært parti. Men det var dette parti, der gerne taler om valgfrihed, der tog det hidtil uhørte skridt at forbyde en eksamensform, som vi havde mange års gode erfaringer med. Det var i Venstres regeringstid at denne og mange andre former for detailstyring af universitetsverdenen blev til. Den nuværende regering kan kritiseres for meget, men de har dog genindført muligheden for at holde gruppeeksamen. Jeg håber nu, at de vil give os de friheder, der er nødvendige for at sikre den nødvendige form for alignment, og at kommende regeringer også vil afstå fra at gentage de triste, ideologisk (og ikke didaktisk) baserede forsøg på detailstyring af undervisnings- og eksamensform.

Skærmet af

For et stykke tid siden skrev jeg om brugen af computere til forelæsninger, og om hvorfor jeg er gået over til klap-i-forelæsninger. Jeg er nu blevet gjort opmærksom på en amerikansk undersøgelse, der har til formål at afdække hvem der bruger deres bærbare computer til noget ikke-forelæsningsrelateret under en forelæsning, hvor ofte og hvornår.

Først og fremmest: hvor stort er omfanget? Herunder er et søjlediagram.

Omfang af irrelevant brug
Omfang af irrelevant brug af computer fordelt på årgang. 1Ls står for førsteårsstuderende, 2Ls for andetårsstuderende og 3Ls for tredjeårsstuderende.

Man skal selvfølgelig tage disse resultater med et gran salt, men det ser ud som om at den irrelevante aktivitet aftager med tiden, efterhånden som man lærer forelæsningskulturen at kende og forhåbentlig samtidig bliver en mere seriøs studerende. Dette passer også med mine anekdotiske erfaringer: en del studerende på første semester har en tendens til at sidde og snakke halvhøjt under forelæsninger, hvis man ikke får dem gjort opmærksom på at dette er forstyrrende. “Man” kan her være både forelæseren og deres medstuderende.

Man kan også spørge, om der er en sammenhæng mellem den enkelte studerendes grad af irrelevant adfærd og karakter ved eksamen.

Sammenhæng mellem karakter og irrelevant adfærd.
Sammenhæng mellem karakter og irrelevant adfærd.

Det ser der ud at der ikke er.

Mere interessant er undersøgelsens observationer af hvornår de studerende indleder irrelevante aktiviteter. Her er en liste:

  1. Student laptop users tend to go off-task when X-(anything) occurs for 4 minutes or more…
  2. When professor is engaged in Socratic method with one student, there is a an increase in off-task behavior by other students
  3. When a classmate engages with professor, there is an increase in off-task behavior by other students.
  4. When professor is monotone, or, overly uses one linguistic intonation style, students tend to increase off-task behavior
  5. Approximately 40 minutes into class, off-task behavior increases.
  6. When professor calls on students in expected order, off-task behavior increases.

Ét af disse problemer undgår jeg selv; jeg forelæser aldrig mere end ca. 30 minutter ad gangen, inden jeg holder en pause. (I dagens forelæsning sneg jeg mig op på 36 minutter et sted, og det kunne tydeligt mærkes til sidst – på mig selv og på de studerende.)

En vigtig pointe, som desværre forbigås helt, er at irrelevant brug af computer faktisk er distraherende for andre studerende. Måske er det i virkeligheden også en medvirkende årsag til at brug af computer ikke har betydning for karakteren? Alle bliver distraheret af den irrelevante aktivitet, ikke kun brugeren. Det er sværere at følge med i forelæsningen, når hende, der sidder helt oppe foran, spiller World Of Warcraft og ham ved siden af ser porno. Disse bemærkninger har jeg hørt fra en del studerende i tidens løb.

Mit mest følelsesbetonede argument for ikke at tillade brug af computere til forelæsninger er for så vidt det samme: det er simpelthen distraherende for mig at tale til en masse bagsider af skærme lidt på samme måde som det føles forkert at prøve at have en længere samtale med én, der sidder og læser avis.

Den amerikanske undersøgelse er interessant, men nogen bør følge op på den og finde ud af om tendenserne er afhængige af de studerendes studieretning (dette vil jeg formode) – og om der mon er nationale forskelle (det sidste er jeg derimod slet ikke sikker på). Men hvis jeg skal være rigtig træls her til sidst, vil jeg hævde, at undersøgelsen nok siger meget mere om hvor hvor lidt reel læring der egentlig er i en forelæsning end om konsekvenserne af irrelevant brug af computere.

Søvngænger?

Det er ingen hemmelighed, at jeg var træt af VC-regeringen, der sad fra 2001 og 10 år frem. De traf et stort antal beslutninger, som ikke kun den daværende opposition kritiserede. Der var krigene i Irak og Afghanistan, der var den mildt sagt apatiske holdning til USAs fremfærd i hemmelige fængsler og fangelejre under den såkaldte “krig mod terror”. Der var de “diplomatiske forsikringer”, som gjorde det muligt at udlevere borgere til retsforfølgelse i lande, hvor der er risiko for tortur eller dødsstraf. Og alle disse beslutninger var “bare” i udenrigspolitiske sammenhænge.

De første dage efter folketingsvalget den 15.9 sidste år befandt jeg mig i en helt speciel tilstand af lettelse, for nu ville det blive anderledes.

Men denne lettelse er for længst væk.

I går kunne jeg først læse at udenrigsministeren ikke længere vil tillade, at vidneudsagn der kan være indhentet ved tortur i andre lande ikke længere skal kunne anvendes i danske sammenhænge. Det var dagens gode nyhed. Og oppositionen var utilfreds. Men lidt senere samme dag kunne jeg læse en udtalelse fra justitsministeren og udenrigsministeren, der gav udtryk for den stort set modsatte holdning. Det var så afgjort dagens skuffelse. Hvis jeg havde håbet på bare en smule principfasthed, blev jeg skuffet.

Hvorfor er det, man aldrig må anvende vidneudsagn, der kan være indhentet ved tortur? Der er i hvert fald disse væsentlige grunde:

  • Den juridiske: Det er i strid med FNs konvention mod tortur.
  • Den etiske: Det er etisk dybt forkasteligt bevidst at udsætte andre mennesker for grusom eller nedværdigende behandling.
  • Den pragmatiske: Vidneudsagn indhentet ved tortur er upålidelige. Hvis man bliver udsat for tortur, vil man være tilbøjelig til at gøre og sige hvad som helst for at få torturen til at standse.
  • Den udenrigspolitisk troværdige: Det er svært at fordømme andre landes brug af tortur samtidig med at man selv gør brug af de “resultater”, den giver sig udslag i.

Jeg ved godt, at Venstre er blevet meget populære, men for en sikkerheds skyld: Dem skal man fæste endnu mindre lid til. Der er ingen, slet ingen grund til at tro, at Venstre og Konservative vil føre en anderledes politik, der vil råde bod på skuffelserne med regeringens manglende principfasthed. Det var jo netop VC-regeringen, der indførte ideen med “diplomatiske forsikringer” og en række andre tiltag, der afslørede, at man anså menneskerettighederne for mest at være til besvær. Hvis der var tale om principfasthed og handlekraft her, var det så afgjort af den forkerte slags. De principper, den nuværende regering tidligere påkaldte sig og nu svigter, havde den foregående regering overhovedet ikke.

Når historien gentager sig på film

Der er et eller andet fascinerende ved film, der ikke er rigtig vellykkede, især når de har været stort lagt an. Hvem husker ikke Heaven’s Gate, der tvang United Artists i knæ og gjorde livet surt på instruktøren Michael Cimino?

Den seneste sådanne film er John Carter, der er baseret på en 100 år gammel science fiction-roman ved navn A Princess of Mars af Edgar Rice Burroughs. Jeg kan huske historien fra min gymnasietid; en af mine klassekammerater var vild med den. Historier om rejser til Mars er spændende, men det er lidt underligt at forestille sig civilisationer med henholdsvis seksarmede grønne mænd og mennesker med sædvanligt jord-udseende på dén planet med alt det, vi nu ved. Den rigtige udgave af Mars er nemlig fascinerende nok i sig selv.

I al fald: Her er traileren, og det er tydeligt, at der ikke er sparet på noget som helst. Instruktøren Andrew Stanton er tilmed kendt fra Pixar. Stanton instruerede endda Wall-E, som er en af de nyere animationsfilm, jeg faktisk holder meget af.

Men John Carter har fået en mildt sagt blandet modtagelse. Christian Monggaard, der har et blødt punkt for stort anlagte Hollywood-fantasier, er nogenlunde positiv i sin anmeldelse i Information. Omvendt giver Peter Bradshaw samme film én sølle stjerne i The Guardian. Mange andre er enige med ham om at filmen er plaget af dårlige skuespillerpræstationer og en kedelig afvikling af plottet.

Og så opdagede jeg ved et tilfælde i dag, at bogen blev filmatiseret for første gang allerede i 2009, og det endda under den rigtige titel. Filmen gik direkte til dvd, sådan som B-filmselskabet Asylum altid gør. Lad os også lige se traileren til Princess of Mars.

Traileren ovenfor afslører, at der tydeligvis er tale om en lavbudget-film, skuespillerne er også på B-holdet, og Mars-prinsessen er blandt de ældre, man har set – men det giver jo egentlig håb for alle os over 40. Også denne billigudgave fik dårlige anmeldelser – for dårlige skuespilpræstationer og en kedelig afvikling af plottet. Til gengæld kan jeg læse mig til, at B-filmen tilsyneladende følger den oprindelige fortælling noget tættere end den nye, dyre udgave. Måske skulle man bare have nøjedes med B-udgaven?

TI-57 og åndløsheden

På den ene side er der tingenes tyranni med punkteringer, knækkede håndtag og flænger i den nye jakke. På den anden side er der de ejendele, der gjorde livet anderledes og lettere at leve. I den sidste kategori var min trofaste lommeregner fra gymnasietiden, en Texas Instruments TI-57.

Dengang, mellem 1979 og 1982, var den programmerbare lommeregner endnu i sin vorden; 50 imponerende programskridt havde min TI-57. Programmeringssproget lignede assemblykode. Displayet var bittesmå glødende røde lysdioder, og det var vel faktisk det, der slugte mest strøm. Med regnemaskinen fulgte manualen Making Tracks Into Programming. Efterhånden fik jeg lært først at modificere de medfølgende programeksempler og siden at lave mine egne, så jeg kunne bruge numeriske metoder til integration og lineær regression. Lommeregneren blev et usædvanligt nyttigt værktøj for mig, når jeg skulle kontrollere facit i mine hjemmeregningsopgaver og til sidst også til skriftlig eksamen på matematisk-fysisk linje, som det hed dengang. (Andre sværgede til HP-lommeregnere med deres postfix-notation for aritmetiske udtryk; det forstod jeg først mange år senere. Dette var i al fald lommeregnernes guldalder for TI og for HP.)

I dag kan jeg høre fra matematiklærere i gymnasieskolen, at matematik er blevet et “lommeregnerfag”, men på den kedelige facon. En del elever lærer sig tastekombinationer, som de ikke forstår betydningen af, og hvor lommeregneren kunne være et kraftfuldt værktøj til understøttelse af forståelsen af begreberne, er den ofte blevet en erstatning for en sådan forståelse. Jeg hører om elever, der ikke forstår matematikken bag rentesregning, men sagtens kan finde facit – der så desværre kan være forkert, fordi de taster forkert. Jeg håber, jeg tager fejl.

I faget dansk har stavekontroller i tekstbehandlingssoftware allerede længe været del af repertoiret, og snart vil det også blive muligt at kunne anvende internet-adgang under skriftlig eksamen i dansk stil. Jeg møder de tidligere elever som nye studerende, og her fornemmer jeg, at disse muligheder i en del tilfælde har skabt problemer i form af tendens til dårlig strukturering af tekster, manglende indsigt i egne stavefejl og desværre også for nogles vedkommende et incitament til plagiering. Det er på den anden side ikke en nødvendig konsekvens af de software-baserede skriveredskabers fremkomst. Selv er jeg glad for computerens muligheder, når jeg skriver en tekst som f.eks. denne, der ikke er tænkt til papiret. Jeg håber, at jeg uden at virke arrogant kan indrømme, at jeg aldrig bruger stavekontrol.

Er teknologien en erstatning for viden, færdigheder og kompetencer (som det hedder i Sanders taksonomi, som vi nu bruger) eller er den et redskab, der kan udbygge og sikre læringsmålene?

Mit budskab er selvfølgelig ikke, at teknologiske hjælpemidler skal skrottes eller er konsekvent dårlige, men at de af os, der underviser, skal tænke nøje over hvornår og hvordan vi bruger dem. Jeg tror at problemerne med “åndløs” brug af lommeregner, plagiering osv. skyldes, at de, der indfører teknologiske hjælpemidler som lommeregnere, stavekontrol og netadgang, har kendt faget godt inden de pågældende hjælpemidler blev en udbredt realitet. For denne generation, som jeg er en repræsentant for, er teknologien fascinerende og er blevet et redskab til at styrke vores beherskelse af faget. Derfor vil denne generation indføre de teknologiske hjælpemidler for at lette kommende generationers læring. For den generation, der altid har kendt teknologien og først derefter stifter bekendtskab med faget, dvs. i den omvendte rækkefølge, kommer teknologiens velkendte hjælpemidler let i første række og faget i anden. Man forlader sig trods alt først på det, man kender. Og så sætter den “åndløse” brug af teknologien ind.

(Og nej, jeg ved desværre ikke, hvad der blev af min gamle ven, den trofaste TI-57.)