Arbejdets glæder

Jeg kan som regel godt lide at arbejde, og det er andre glade for. Men nogle gange er lysten til at arbejde lille, også for mig. Som den britiske forfatter Alain de Botton påpeger i sin bog Pleasures and Sorrows of Work, er glæden ved at arbejde et moderne fænomen. I antikkens Grækenland og Rom anså man ikke arbejdet som en glæde, men som et nødvendigt onde, som ikke alle skulle udsættes for. Arbejde var for slaver; frie mennesker (reelt: de rige, frie mænd) skulle være filosoffer og kunstnere og livsnydere. Indtil et godt stykke ind i 1800-tallet var det et skønhedsideal at være bleg, for det var tegn på at man ikke var nødt til at være ude i solen for at arbejde.

Og helt tilsvarende var ægteskabet en praktisk foranstaltning; frie mennesker (reelt: de rige, frie mænd) havde en elskerinde eller flere ved siden af, som de havde et kærlighedsliv sammen med.

I vore dage skal vi (læs: vi, der bor i den industrialiserede verden) elske vores arbejde og vores ægtefælle. Et ofte hørt mantra i dag er blevet, at “det skal kunne betale sig at arbejde”. Man bør arbejde, for det er en kvalitet at arbejde; den, der arbejder, vil føle en særlig glæde og vil bidrage til samfundsøkonomien. Og derfor bliver det samtidig ofte mere eller mindre eksplicit konkluderet, at det er forkert ikke at arbejde og at for den, der ikke arbejder, skal der være omkostninger i livskvalitet. Sociale ydelser bliver i stadigt større grad set som forsikringsydelser, som dem, der bidrager til samfundsøkonomien, skænker til dem, der ikke bidrager.

Der vil der altid være en del af befolkningen, der ikke er i arbejde, og det ikke kun på grund af ledighed. Der har været holdninger til at børn, gamle mennesker og syge ikke skal arbejde. Men disse holdninger ser ud til at være under langsom forandring – pensionsalderen stiger støt, og sygemeldte arbejdsløse skal aktiveres og bringes i arbejde. Hvis man kan arbejde, så skal man – og definitionen af hvornår man kan, ændrer sig. Det gælder også for børnene. De skal om ikke arbejde (det kan man trods alt ikke byde dem), men så skal de dog i skolen (og måske tidligere end det) i højere grad vænnes til det arbejdsliv, der er idealet.

Tænk, hvis der var for få, der arbejdede i Danmark. Tænk, hvis det ikke kunne betale sig at arbejde. Nogen skal fremstille vores tøj, vores fødevarer, vores køkkenredskaber osv. og sidde på førersæderne i vores busser og tog. Nogen skal undervise vores børn. Og så videre. Men hvad siger tallene?

I Information d. 25. august 2011 skriver Kjeld Schmidt, der er professor på ITU:

Den gennemsnitlige erhvervsfrekvens for de højtudviklede lande i OECD var i 2009 på 48 procent. Heraf tegnede USA sig for en rate på knap 51 procent, mens den for Danmarks vedkommende var knap 53 procent. Danmark er med andre ord ét af de lande, der har den højeste erhvervsfrekvens. Ikke nok med det, erhvervsfrekvensen har været jævnt stigende de sidste hundrede år, fra omkring 43 procent i begyndelsen af 1900-tallet til omtrent 50 procent de senere år. Hvis vi tager erhvervsfrekvensen for mennesker i den såkaldt ‘arbejdsduelige alder’ fra 15 til 64 år, ligger Danmark i top med omkring 75 procent erhvervsaktive, 5-10 procentpoint over USA.

I OECD-landene er det, som man kan se, kun lidt under halvdelen af befolkningen, der er i arbejde. Er arbejdet den eneste normaltilstand for et menneske? Næppe. Der er mange, der arbejder, men også mange der ikke arbejder. Er arbejdet den eneste acceptable normaltilstand for et menneske? Hertil er mit svar et nej.

Der er mennesker, der ikke kan arbejde af den ene eller den anden grund. Nogle er gamle, nogle er syge, nogle har nedsat eller ingen arbejdsevne. Retten til en ordentlig tilværelse for disse mennesker (herunder en indtægt i form af dagpenge, pension eller kontanthjælp) er en rettighed, ikke et privilegium, som man skal tilkæmpe sig og som kan nægtes. Det må handle om solidaritet, ikke om “gaver til de svage”. Dem, jeg kender, der ikke har et arbejde, bruger ofte en masse tid på at fortvivle sig og slå sig selv oven i hovedet fordi de ikke lever op til et ideal om at være i arbejde. De fleste mennesker har en beskæftigelsesministers stemme et sted inde i hovedet.

Kjeld Schmidts tal, som jeg citerer ovenfor, viser netop at der i Danmark er usædvanligt mange mennesker, der er erhvervsaktive, i forhold til forholdene i andre OECD-lande. De sociale ydelser herhjemme, der stadig er bedre end i mange andre OECD-lande og er helt anderledes end for 100 år siden, hvor de stort set var ikke-eksisterende, gør således ikke, at det ikke “kan betale sig at arbejde”. Men det er ikke den eneste normaltilstand at være i arbejde eller at være glad for sit arbejde, ligesom det ikke er den eneste normaltilstand at være gift eller hele tiden at nære varme følelser for den, man er gift med.

En interessant (synes jeg) observation, som jeg måske burde skrive mere om en anden gang, for dette er allerede blevet rigeligt langt, er at dogmet om arbejdsglæden og de stadig hyppigere coaching-forløb og kurser om at genfinde/opdage arbejdsglæden konsekvent henvender sig til bestemte segmenter af lønmodtagerne og kun er et fænomen i den industrialiserede verden. Arbejdet som et nødvendigt onde er stadig en udbredt realitet i mange andre lande.

Ib Spang Olsen

Her til morgen ledte jeg for anden dag i træk forgæves efter en bestemt dvd derhjemme og endte denne gang med også at rode min datters dvd-samling igennem – men forgæves. Jeg faldt så til gengæld over hendes to Ib Spang Olsen-dvd’er. Af en eller anden grund hæftede jeg mig specielt ved dem.

Og her til eftermiddag kan jeg så læse den triste nyhed, at Ib Spang Olsen er død.

Jeg mærker for alvor tidens gang, når dem, der altid har været der, pludselig ikke er der mere. For mig er Ib Spang Olsen uløseligt knyttet til børneudsendelser fra de tidlige 1970’erne, hvor han tegnede og fortalte på sit rolige, lidt gammeldags københavnske.

Når man siger Ib Spang Olsen, kommer jeg lige så uvilkårligt til at tænke på hans ven og samarbejdspartner Halfdan Rasmussen. Sammen lavede de to nogle af de børnebøger, jeg selv har læst med stor fornøjelse og har købt senere, da jeg selv blev forælder. Ib Spang Olsen lavede også børnebøger selv – bl.a.. Drengen i månen og Det lille lokomotiv.

Ligesom Halfdan Rasmussen fik Ib Spang Olsen ikke altid den anerkendelse, han fortjente – hans værk forekom nogle at være for “let”. Men også Ib Spang Olsen var en stor dansk kunstner. Æret være hans minde.

Ungdommens lagune

Youth Lagoon – Montana from Tyler T Williams on Vimeo.

En gribende lille film om at forlige sig med barndommen; den officielle musikvideo for nummeret “Montana” med Youth Lagoon, der – bestemt ikke overraskende, når man ser billederne – er fra USA. Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på Terrence Malicks The Tree Of Life, en film som jeg holder meget af. Koblingen til den solblegede lyd hos Youth Lagoon (her i samme musikalske familie som f.eks. Memory Tapes og Washed Out) er også rigtig vellykket.

Gud eller konge eller fædreland

20120114-235855.jpg

Dig: Nå, har du set udsendelserne om dronningens jubilæum?

Mig: Nej, her til aften deltog jeg med poetry slam-tekster ved et arrangement til støtte for Red Barnets arbejde for udsatte mennesker i Danmark. Så jeg har ikke haft tid.

Dig: Hvorfor er dette blogindlæg blevet en dialog?

Mig: Jeg læste en bog om Sokrates sammen med min datter, og da kom jeg til at tænke på, hvad man kan bruge dialogformen til. Det er en anden måde at opstille en argumentation på.

Dig: Nå, hvad er der så galt i dag?

Mig: For tiden er der, hvad jeg synes er en underlig diskussion. Diskussionen er underlig, fordi den afslører, at der reelt ikke er nogen væsentlige argumenter for, at Danmark er et monarki. Politikere fra SF slår til lyd for at statsrådet, hvor regeringen mødes med dronningen og informerer om dens arbejde, bør afskaffes. Det tager tid og resurser, som man kunne bruge bedre. Det har fået bl.a. Berlingskes chefredaktør Tom Jensen op fra stolen, og han forsvarer monarkiet i sit seneste blogindlæg. Jeg er dog ikke imponeret over det stof, hans argumenter er gjort af.

Dig: Men statsrådet er en historisk tradition. Den kan man ikke bare sådan fjerne.

Mig: Det er ikke noget argument i sig selv for eksistensen af en institution, at den har eksisteret i mange år. De danske amter havde således eksisteret i mere end 200 år, da de blev nedlagt i 2007 i forbindelse med strukturreformen, og ingen modstandere af den fremførte amternes lange historie som et argument mod at nedlægge dem.

Dig: Men det danske monarki er verdens ældste!

Mig: Det er korrekt, men faktisk blev statsrådene først indført i forbindelse med grundloven af 1849, så amterne eksisterede længere end statsrådet endnu har eksisteret!

Dig: I Danmark er der statsråd 8-10 gange årligt. Det er da et absolut minimum.

Mig: Næ, i Sverige er der kun 3-4 statsråd med kongen om året.

Dig: Statsministeren har heller ikke noget imod statsrådene, og hun skal trods alt være med til dem alle sammen. Hun siger:

Via statsrådene bidrager kongehuset til at give en fast og tryg ramme om den måde, vi har vores danske demokrati…

Mig: Måde på… formoder jeg. Man kan ikke bare undlade et forholdsord. Nå pyt med det sproglige. Hvis dronningen ikke har nogen reel indflydelse på beslutningerne, hvorfor er det da specielt vigtigt at underrette hende?

Dig: Du vil gerne have kongehuset afskaffet, kan jeg høre.

Mig: Nej, jeg vil have monarkiet afskaffet, for det er ikke en demokratisk institution. Jeg hverken kan eller vil afskaffe en familie; der skal bare ikke være en familie, som altid leverer statsoverhovedet. Dem, der udgør den udøvende magt, skal være fundet ved resultatet af en demokratisk proces. Hvis det ikke var fordi USAs politiske system har forvansket ordenes betydning, ville jeg kalde mig demokrat og republikaner,

Dig: Men dronningen har da sagt nogle fornuftige ting i årenes løb, har hun ikke?

Mig: Det handler ikke om hvad dronningen siger og ikke siger. Jeg tager ikke stilling til de kongelige som personer (om de er sympatiske, ved jeg ikke, og i en principiel sammenhæng om demokrati er det også irrelevant). Det er institutionen, der er udemokratisk.

Dig: Der er masser af præsidenter med stor magt og problemer med at bruge den, som de burde, Ville du hellere have en leder som Putin eller Obama eller Sarkozy end vores dronning?

Mig: Jeg vil ikke vælge; ingen af de to muligheder er fornuftige. Vi har da heller ikke et binært valg. Der findes også lande, hvor præsidenten ikke er en fremtrædende skikkelse i den politiske proces overhovedet. F.eks. Tyskland, Irland eller Island. Måske skulle vi simpelthen have en islandsk præsidentmodel. Island er for øvrigt ved at revidere sin grundlov for tiden; det burde vi også gøre herhjemme. Der står en masse om kongen/dronningen i grundloven, men der står faktisk ingen steder, at Danmark er et demokrati.

Indiskret?

20120114-000703.jpg

Aalborg har måske et lidt blakket ry blandt feinschmeckere. Biografejere taler om en “rigtig Aalborg-film”; det er sådan en amerikansk én med to biljagter og en nøgenscene. Tilsvarende er en rigtig Aalborg-koncert en af dem på Skråen eller i Skovdalen med Lars Lilholt eller Runrig. Og en rigtig Aalborg-restaurant en af dem, der serverer billige bøffer og is til dessert – altså Bones, Natalie, Jensens Bøfhus og hvad ved jeg ellers.

Måske er det derfor, det indiske køkken aldrig rigtig er nået frem til Aalborg. Der er underlige krydderier i, det kan være hot og ofte er det vegetarisk. For mange år siden, da jeg boede i Edinburgh, havnede jeg ofte på den slags restauranter, og især da på de vegetariske af slagsen – min favorit var et billigt og godt sted ved navn Kalpna på St. Patricks Square. Kalpna serverede mad fra Gujarat, og det gør de forhåbentlig stadig, Nogle aftener, his jeg var på vej hjem og det var rigtig sent, slog jeg et smut inden om Kebab Mahal og fik – nej, ikke kebab, men pakora (en dybstegt dumpling af kartofler/aubergine/chilipeber/hvad man nu ellers kan finde på dyppet i en dej af kikærtemel, typisk krydret med kommen, koriander og chili) og med en postkasserød chilisovs til. Den slags var lidt en Edinburgh-tradition, og ikke kun for mig.

Nu er der så en indisk café i Aalborg. Et tidligere forsøg, en indisk restaurant på Østerå, overlevede kun i et halvt års tid. Denne gang er det Azzurra, der står bag Mumbai, som cafeen i Nordkraft hedder.

Og hvordan er det så? Min hustru og jeg besøgte Mumbai i går, og det var da bedre end ingenting. Mumbai er en café med cafeborde og rå gulve; ud over menukortets retter kan man få et udvalg af italiensk is. Retterne på menukortet er standard-udgaven af indisk restaurantmad, dvs. tilpasset et internationalt publikum og uden regionale specialiteter. Der er tre vegetariske retter på menuen (vi er i Aalborg), og samosaerne kan være under en gammel dansk femkrone. Jeg bestilte channa masala (kikærter i “karry”) og den skulle være hot (dvs, med mest muligt varme i form af chili). Enten er mine smagsløg negativt påværket efter mange år, eller også kunne jeg også her fornemme, at vi er i Aalborg. Maden blev serveret på hvid fajance; jeg ville have foretrukket skåle af metal.

Jeg må vist hellere være positiv for en gangs skyld. I går kritiserede jeg det økonomiske system, i dag går det så tilsyneladende ud over en lille restaurant. Og ret skal være ret (undskyld ordspillet): det er i sig selv godt, at der er kommet en indisk restaurant i Aalborg, den være så nok så beskeden. Ligesom det italienske køkken startede forsigtigt i Aalborg, men i dag er veletableret og også betydeligt mere interessant og varieret, sådan kan det også gå med det indiske køkken.

(Og billedet ovenfor? Nej, det er desværre ikke fra Mumbai – det er fra Kalpna i Edinburgh.)

Kapitalens akkumulation

Dagens kedelige indlæg handler om noget så kedeligt som økonomi. Alle taler om økonomisk krise, og den seneste økonomiske krise har denne gang lært os ét, som vi egentlig burde have vidst: Produktion kræver finansiering, og finansiering er det helt store problem, for finansiering handler om gæld. I en kapitalistisk økonomi findes de fleste penge nemlig ikke. Ifølge Ole Bjerg, der er sociolog ved CBS (Handelshøjskolen i København), er det kun 6 procent af verdens samlede pengebeløb, der er faktisk til stede som kontanter. Resten er gæld.

Vore dages banker anvender det, der hedder fractional reserve banking: banken beholder kun en brøkdel af indlånene og anvender resten til udlån til huskøbere, virksomheder osv. Derudover låner banker penge af hinanden, og det gælder også Nationalbanken. Grunden til at systemet ikke bryder sammen, er en fælles tro på at pengebeløbene vil opstå en dag i fremtiden: Vi vil en dag blive i stand til at tjene faktiske penge gennem deltagelse i produktionen, og det gør det muligt for os at tilbagebetale vores gæld. Men bankerne har altid lånt penge af andre banker. Der er ikke nogen “sidste bank”, som alle pengene stammer fra. Fordi bankerne investerer/spekulerer, skaber de reelt flere fiktive beløb. “Bankpakkerne” har gjort det muligt for de eksisterende banker at investere/spekulere videre, og i disse år ser man også at bankerne låner penge af store virksomheder. For at kunne følge med gældsætningen, er produktionen nødt til ekspandere mere og mere, dvs. vækst, vækst, vækst med alle de negative konsekvenser, vækst også har. Der findes flere og flere varer, som vi køber for de penge, der i stort omfang er fiktive. Og alligevel – eller snarere derfor – kommer der altid en krise til, som samfundene så skal leve med og forsøge at regulere. Samtidig er der ekstremt rige mennesker rundt om i verden. Dette er den onde og dumme (i betydningen: ubegavede) cirkel, der findes i kapitalistisk økonomi.

Nogen kan sige det bedre, end jeg kan. Ovenfor er en tegnet video med en miniforelæsning af den britiske professor David Harvey tilsat tegninger, der på én gang er morsomme og illustrerende. Riv 11 minutter ud af kalenderen og se med.

Spillet og kontrakterne

Der er to nyere fænomener i moderne politik, som jeg finder dybt problematiske, og de er ikke særlige for dansk politik. Alt, hvad jeg her vil skrive (med forbehold for eksemplerne, der er hentet fra hjemlige forhold), kunne i virkeligheden også siges om f.eks. britisk politik.

Det ene fænomen er opfattelsen af politik som et spil, der skal vindes, mere end som en aktivitet, der har som sit mål at forandre samfundet. Spillet bliver i høj grad udkæmpet gennem medierne. Det handler i høj grad om image og om kommunikative strategier snarere end om de bedste argumenter eller om grundige analyser af forhold i samfundet. Politik opfattes ikke længere som en proces, men som en kamp, der skal afsluttes. Vi har set denne tendens mere og mere i de seneste årtier, hvor ministres rådgivere havner i medierne som “politiske kommentatorer”, og hvor medierne leverer nye rådgivere til ministrene. I vore dage er det lige så almindeligt at opleve, at det er disse politiske kommentatorer, der diskuterer politik, som det er at se politikere gøre det. Og bemærk: de diskuterer ud fra strategiske overvejelser om fordele og ulemper for politikernes indbyrdes styrkeforhold, ikke om fordele og ulemper for samfundet. Dette fænomen er kommet fra engelsktalende lande – Storbritannien og USA – ligesom ordet spindoktor (som jeg først stiftede bekendtskab med via en rockgruppe ved navn The Spin Doctors, der havde et par velgennemtænkt overfladiske hits med bred appel engang i 1990’erne).

Det andet fænomen er det, de fleste kalder for kontraktpolitik. Umiddelbart ser det ud som en lovende udvikling – mange tolker kontraktpolitik som dette, at politikere gennemfører den politik, de gik til valg på. Kontraktpolitik er et fænomen, der i europæisk sammenhæng vel egentlig starter med Tony Blair efter inspiration fra Bill Clinton. I Danmark opstod kontraktpolitikken omkring folketingsvalget i 2001 med Anders Fogh Rasmussen. Efterhånden forsøger alle de politiske partier, der har ønsker om at komme i regering, at leve op til en form for kontraktpolitik – nogle, som partierne i den nuværende regering, ret halvhjertet, andre, som partierne i den forhenværende regering, meget konsekvent. Det er lykkedes at skabe en tro på at kontraktpolitik er “det, vælgerne vil have”.

Men hvis man ser lidt efter, er kontraktpolitikken bestemt ikke nogen lovende udvikling af det politiske system. Ideen med at tænke på politik som realisering af en kontrakt mellem politikere og de vælgere, der har valgt dem, stammer, så vidt jeg kan se, helt tilbage til de ideer om “samfundskontrakter”, som skyldes tidlige liberalistiske filosoffer som Thomas Hobbes og John Locke. Hobbes og Locke så samfundets grundtilstand som en “alles kamp mod alle” og for at forhindre at denne kamp udartede, skulle samfundet baseres på en sådan samfundskontrakt.

Mellem valgene kommer kontraktpolitikken til at begrænse befolkningens deltagelse i den politiske proces. Borgerne kan ikke kritisere politikerne – eller rettere: det kan de selvfølgelig godt, men det kan ikke få konsekvenser, thi politikerne har forpligtet sig til at overholde “kontrakten”. Det giver politikerne en nem skabelon for at afvise kritik fra befolkningen: “vi har lovet at gennemføre den-og-den politik, så det skal vi gøre nu; jeres kritik blev der taget stilling til, da vi blev valgt, og den kritik er derfor nu et overstået kapitel.” Herved bliver det sværere for befolkningen at føle sig som del af en politisk proces. Jeg husker selv de mange (og meget velbegrundede) indvendinger fra uddannelsesforskere, undervisere, studerende og arbejdsgivere mod forbudet mod gruppeeksamen – dette forbud blev konsekvent affejet af ministre, og det ofte med kontraktpolitisk begrundelse.

Præcis det samme gør sig gældende for regioner og kommuner – kontraktpolitikken kommer derfor her til at være i konflikt dels med mulighederne for lokalt selvstyre, dels med betingelserne i den dialog, der er mellem regering og lokalpolitikere. Resultatet kan nemt blive en opfattelse af lokalpolitik som den udøvende magts instrument snarere end som en anden politisk størrelse med egen berettigelse. Lokalpolitikerne skal først og fremmest udføre en regerings politik; deres holdninger til f.eks. om denne politik kan gennemføres lokalt, er ikke relevante, når først kontrakten findes.

Kontraktpolitikken gør det samtidig sværere for en regering selv at reflektere åbent over dens egen politik. For der kan være forhold, der gør det svært eller uønskværdigt at gennemføre kontrakten. Man kan f.eks. have taget fejl – og hvad skal man så gøre? Eller der sker en uventet udvikling i samfundet. Det kommer under alle omstændigheder til at tage ekstra lang tid at turde ændre standpunkt, for man vil af skræk for at tabe i det politiske spil ikke tabe ansigt og “bryde kontrakten”. Et eksempel er igen forbudet mod gruppeeksamen. Først i forbindelse med valgkampen i 2011 kunne man opleve politikere fra Venstre og Konservative udtale, at gruppeeksamen vel faktisk burde genindføres.

Kontraktpolitikken ser ud som om den holder politikerne fast på det, de har lovet. Men kontraktpolitikken er faktisk mest en kontrol af en regerings image udadtil i det politiske spil; den er ikke en væsentlig restriktion af politikernes muligheder, selv om det umiddelbart ser sådan ud. Der er nemlig store manøvremuligheder inden for kontraktpolitikken, og det planlægger politikerne selvfølgelig også med, for hvem har løst til at binde sig selv for meget i en årrække? Dels er det altid politikerne, der opstiller og fortolker “kontrakten”, dels er der et stort råderum i alt det, der ikke står i den. Et konkret eksempel er Venstres og Konservatives løfte om ikke at røre ved størrelsen af de sociale ydelser i 2005. Dette forhindrede dem imidlertid ikke i at ændre i de sociale ydelsers og dagpengenes art og omfang ved bl.a. at indføre nye ydelser som den såkaldte “starthjælp” eller i at ændre i dagpengeperiodens længde. Formelt set blev kontrakten, som her skulle fremstå som et løfte om stabilitet, overholdt, men reelt skete der store forandringer.

Jeg ser ikke noget godt i kontraktpolitikken – den er for mig at se kun med til at forplumre eller endda forhindre den politiske proces. Går jeg så ind for at politikere ikke skal love noget eller kan ignorere/bortforklare, hvad de har lovet? Bestemt ikke. Den nuværende regering har lovet en del ting, den af forskellige årsager ikke vil holde, og det er den nuværende opposition stedse efter den for. Der er tale om at en politik, jeg gerne så gennemført, ikke bliver gennemført, og det er jeg vred og skuffet over. Men retorikken om løftebrud er samtidig en blindgyde i den politiske diskussion; begge parter maler sig selv inde i hver deres hjørne. Regeringen kan ikke komme med reelle modargumenter, fordi dens politikere i snart en del år har accepteret den kontraktpolitiske tilgang som den rigtige. Og oppositionen bliver ikke afkrævet bud på alternative løsninger, men kan nøjes med at påpege inkonsistenser “i sig selv”. Ingen bliver i virkeligheden holdt fast på deres holdninger til samfundsforhold. Oppositionen kan kritisere f.eks. manglende nedsættelse af billetpriser i offentlig transport uden selv at give sin målsætning til kende om billetpriser, og regeringen kan kritisere oppositionen for dens kritik, også helt uden at give sin målsætning om billetprisernes udvikling til kende. Den politiske diskussion degenererer til retoriske finter.

Det, jeg kunne tænke mig, at alle politikere turde gøre (lige nu er der kun ganske få, der tør det), var at formulere klare politiske målsætninger om samfundsudviklingen – ikke bud på “kontrakter”, men målsætninger – og erkende at disse målsætninger om samfundets udvikling sagtens kan risikere at måtte ændre sig (f.eks. af eksterne årsager, men også fordi man simpelthen lærer noget nyt) og løbende skal diskuteres i den politiske proces. Det er selvfølgelig uforeneligt med ideen om politik som et spil, der først og fremmest skal vindes og skal holdes inden for Folketinget og medierne, men det gør bestemt ikke noget. Tværtimod.

Kom, lad os gå hen og spise fabrikken

Før alle musikbloggerne, før Pitchfork og alle de andre og efter jeg var blevet træt af den selvfejrende og forbløffende indholdstomme britiske musiksprøjte NME, skete det alligevel, at jeg fandt frem til rockmusik (og lignende) ad underlige veje. Typisk via Usenet-nyhedsgrupper, men også af og til hvor man mindst ville vente det. En vinteraften i 1994 sad jeg og så CNN (!), da en journalist fra Entertainment Today proklamerede, at et af de bands, man virkelig skulle holde øje med, var Guided By Voices. Alene navnet var interessant.

Få uger senere deltog jeg i en konference i USA, og en eftermiddag tog jeg ud til Berkeley for at opsøge deres legendariske pladebutikker. Her købte jeg det nyeste album med Guided By Voices, Bee Thousand. Og så var det faktisk mig, der var solgt – 20 sange på i alt lidt over 36 minutter, optaget på primitivt udstyr og derfor forsynet med en ulden lyd. Bee Thousand var en lang overgang fast inventar i min cd-afspiller og er stadig et album, jeg kan vende tilbage til. Jeg endte endda med at købe det retrospektive bokssæt med de albums, der var udkommet tidligere.

Det fascinerende ved Guided By Voices i denne periode er gruppens kombination af lo-fi-lyden og sangenes høje kvalitet, der ofte vækker mindelser om The Beatles og The Who. Guided By Voices er fra USA (fra Dayton i Ohio, ellers ikke kendt som en musikmetropol), men deres sanger lyder mærkværdigt Liverpoolsk i sin diktion.

Brugte jeg virkelig ordet “sange” ovenfor? Fragmenter er mere dækkende; ofte meget iørefaldende stumper bestående af et enkelt A-stykke og måske et B-stykke oveni, og så er dét minut til halvandet ellers gået, videre til næste fragment. På denne måde er Bee Thousand en fascinerende anvendelse af antydningens kunst; tænk hvad dette kunne have været… Og her er samtidig nøglen til at forstå, hvorfor denne særegne tilgang virker: Fragmenterne bør netop ikke foldes ud og produceres.

En anmeldelse af Mac Wilson opsummerer det bedre, end jeg vil kunne (og parentesen skyldes ham!):

(If you need an example of this, go to YouTube and check out the album version of 1995’s “My Valuable Hunting Knife;” it sounds quintessentially GbV, both brilliantly catchy and sounding like it was recorded for $5. Then go check out the Tigerbomb EP version, which was recorded with actual studio equipment and sounds like a potential Top 5 hit. I feel that one of the critical observations of the essence of Guided by Voices is the distinction between the versions: what is the “real” GbV? The Tigerbomb version is awesome radio rock, yet if you sit down and listen to the original version, it becomes its own modern rock hit when you close your eyes and let your imagination fill in the gaps. If Springsteen had released a full-band version of Nebraska six months later (as was his original plan), it would have found its own audience, yet only amplified the strengths of his original, stripped-down recordings. It calls to mind another classic archetype of popular music: are the songs banged out in ten minutes truer to the spirit of rock n’ roll than those labored over for months in the studio? Anyway, I inadvertently wound up putting one of my core theses within brackets, so thanks for reading.)

Ovenfor kan man se “My Valuable Hunting Knife” i versionen fra Tigerbomb-ep’en. Og er det ikke en fremragende popsang?

Guided By Voices gik igennem en del udskiftninger, og eneste gennemgående medlem har været sanger/sangskriver Robert Pollard, som til sidst gik regulært solo. Desværre blev Guided By Voices undervejs mere “konventionelle” i deres sangstrukturer og produktion, og her tabte jeg så småt interessen. Men nu er den originale besætning fra årene, der gav os Bee Thousand og Alien Lanes genforenet, og det nye album, som kommer i næste uge, hedder Let’s Go Eat The Factory. De uddrag, jeg har kunnet høre på YouTube, lyder særdeles lovende.

Pirater alle vegne

20120110-192537.jpg

Er piratkopiering en forsvarlig handling?

Henrik Chulu, der er kandidat i filosof og geografi og er professionel musiker, har en interessant blog, hvor han skriver om netop dette. Han benytter sig her af det meget afslørende websted http://www.youhavedownloaded.com, der har oplysninger om hvilke IP-adresser, der downloader hvad gennem brug af Bittorrent-protokollen,

Og det er ikke småting, han finder ud af. Fra en IP-adresse, der tilhører Socialdemokraternes sekretariat i København, er der blevet hentet og delt et afsnit af tv-serien Revenge. Fra en IP-adresse på Christiansborg (det fremgår ikke hos hvilket parti) er der blevet hentet et afsnit af BBC-serien The Frozen Planet.

Men det slutter ikke her. For nogen ved Sony Music har downloadet et nummer med sangerinden Ledisi, der udkommer hos konkurrenten Universal, nogen ved Zentropa har hentet billedbehandlingsprogrammet Adobe After Effects – og nogen ved selveste RettighedsAlliancen, det tidligere AntiPiratGruppen, har hentet den danske film Dirch på lidt over 1 gigabyte!

Man kan selvfølgelig ikke konkludere, at en handling bliver etisk forsvarlig, blot fordi der er tale om noget, mange foretager sig. Men det ser unægtelig ud som om de, der forsvarer en gældende model for ophavsret, underminerer deres egen position, og jeg tvivler meget på, at den er holdbar.

Henrik Chulu konkluderer da også følgende:

Rettighedshaverne har intet at vinde ved at bekæmpe fildeling på internettet. I stedet burde den traditionelle plade-, film- og bogbranche overveje om deres bidrag til en lobbyorganisation som RettighedsAlliancen på sigt gavner deres evne til at konkurrere på et marked, hvor gamle distributionsmodeller er under pres, men hvor internettet samtidigt tilbyder øget omsætning, hvis de formår at tilrettelægge deres strategier efter dets potentialer i stedet for at forsøge at bekæmpe dem.

Ligeledes bør faglige organisationer som Koda, Dansk Musikerforbund, Danske Filminstruktører, Dansk Forfatterforening, etc. kraftigt overveje om det er en fornuftig forvaltning af deres medlemmers midler at hælde dem i samme bundløse hul som deres arbejdsgivere i de respektive brancher, i stedet for at bruge pengene til at udvikle nye forretningsmodeller og tjenester der sikrer at deres medlemmer også i fremtiden kan leve af at skabe indhold.

Det må kunne lade sig gøre at finde en ny forretningsmodel for kunstneres frembringelser – det er sket før i samfundsudviklingen, at teknologien været med til at ændre markedet. Kapitalismens gennembrud i 1700- og 1800-tallet ændrede markedsforholdene gennemgribende, og det uden nogen kontrol, restriktioner eller bevidst strategi. Men det behøver jo ikke at være sådan for det digitale indholds vedkommende.

En miljøvenlig løsning?

20120109-183628.jpg

Ved mange forelæsninger kan man se studerende, der sidder med deres computere foran sig, mens de af og til taster og af og til kigger på skærmen. Det er klart, at der er mange fordele ved at tage sin computer med til forelæsning. Man spilder ikke papir når man tager notater, og det er let at rette fejl. Det er samtidig ofte hurtigere at taste end at skrive i hånden. Den bærbare computer er et fremragende redskab.

Og nu er det så tid til at dryppe lidt malurt i bægeret. Jeg har ved styringsgruppemøder på første studieår på datalogi/software-holdet, hvor jeg er koordinator, brugt en del tid på at lytte til studerende, der var kede af – for ikke at sige utilfredse med – at deres medstuderende distraherede dem med deres brug af computere under forelæsningen. Og nej nej, det var ikke notater, der var problemet. Det var derimod aktiviteter som World of Warcraft, YouTube, Facebook, Twitter (og sikkert også porno – det er trods alt internettets tidsalder, vi befinder os i). Lyset fra skærmene fanger, fascinerer og distraherer. Jeg kender godt fristelsen fra konferencer, hvor det er let at ende med ikke at høre efter og gribe ud efter skærmen på computer eller telefon, hvis et foredrag ikke er så spændende. Efterhånden har jeg vænnet mig til at liste af i stedet for – jeg kan jo selv tage stilling til om jeg vil være tilhører eller ej.

Og jeg, der er forelæser (men ikke på første studieår), har også set bagsiden af medaljen, undskyld bagsiden af skærmene – Dell og Acer og Lenovo og Fujitsu og Apple og… Det har været svært at lave den dialog, undervisere tit stræber efter, når der var alle de grå skærme og al den megen kiggen ned i skærmen.

Sidste år tog jeg konsekvensen og gik over til “klap-i-forelæsninger”, dvs. ingen brug af bærbare computere under mine forelæsninger – på nær hos en udvalgt skribent, der har taget noter, som siden blev distribueret officielt. Det er umiddelbart lidt paradoksalt at frabede sig brug af computere på Institut for datalogi.

– Tænk, at du tør! sagde mine kolleger. Flere af dem ville gerne, men de har været nervøse for reaktionerne.

Det underlige er, at der ikke var en masse protester. De studerende accepterede “klap-i”-kravet fra mig.

Selvfølgelig er der tidspunkter under en forelæsning, hvor det giver god mening at bruge computer, men det er ikke oplagt for mig, at der er tale om andet end aktiviteter, der finder sted på bestemte tidspunkter undervejs – f.eks. små programmeringsøvelser. Derfor er min politik om brug af computere et forsigtighedsprincip, jeg anlægger indtil jeg finder en bedre løsning. Jeg kan se, at både problemet og løsningerne findes i USA – en del forelæsere laver tilsvarende regler om ingen brug af computere under forelæsninger.

Og billedet ovenfor skyldes en amerikansk blogger, der skriver om det samme ud fra en studerendes perspektiv. Måske er det ikke så dybe betragtninger, men bestemt værd at læse,