Den lille positive

Inden jeg får ry som den sure blogger der bare kritiserer løs, kommer her endnu et citat fra Slavoj Žižeks essay, nemlig de afrundende bemærkninger. Dem vil jeg gerne gøre til mine i al deres snørklethed.

Det meste af tiden fungerer Europa blot som regulator for den globale kapitalistiske udvikling, mens det undertiden også flirter med det konservative forsvar for sine traditioner. Begge disse veje fører ud i glemsel og til Europas marginalisering.

Den eneste vej ud af dette invaliderende dødvande vil være, at Europa genopliver sin arv for radikal og universel frigørelse. Opgaven er at bevæge sig ud over den rene tolerance over for andre og over i en positiv emancipatorisk Leitkultur, der kan oppebære en autentisk sameksistens med opblanding af mange forskellige kulturer.

Vi må engagere os i denne forestående kamp om fremtidens Leitkultur. Vis ikke blot respekt for andre og tilbyd dem derpå en fælles kamp. For i dag er vi fælles om vore problemer.

Eller som jeg ville sige det: Der er en masse store problemer i dag med økonomisk krise, arbejdsløshed, hjemløshed, fattigdom, global opvarmning, begrænsede resurser, hungersnød osv. Det er vores fælles problemer og derfor skal vi løse dem sammen; vi skal kæmpe sammen i stedet for at bekæmpe hinanden.

Richard Nixon rehabiliteret?

Vi har fulgt uenighederne i amerikansk politik mellem Barack Obama og republikanerne, og mange har spurgt, hvorfor præsidenten ikke handlede anderledes. Forfatteren Kurt Andersen (der trods sit danske navn er amerikaner) skriver i New York Times i et essay:

Of course, a lot of us swooned over Obama partly because he seemed so prudent, straightforward and even-keeled. But now, with Republicans spectacularly applying the Madman Theory for the first time in domestic politics, Obama’s nonconfrontational reasonableness isn’t looking like such a virtue.

It’s frustrating. We’ve had presidents who were intelligent and progressive but also cynical and ruthless when necessary. Effective, tough-minded, visionary liberals such as F.D.R., Clinton … and Nixon.

In popular imagination, Nixon remains nothing but a great goblin — scowling bomber of Southeast Asia, panderer to fear and racism, paranoid anti-Semite, dispatcher of burglars — but the truth is, he governed further to the left than any president who followed him. The overreaching Euro-socialist nanny state that today’s Republicans despise? That blossomed in the Nixon administration.

Spending on social services doubled, and military budgets actually decreased. He oversaw the creation of the Environmental Protection Agency, the Occupational Safety and Health Administration, and the Consumer Product Safety Commission. His administration was the first to encourage and enable American Indian tribal autonomy. He quadrupled the staff of the Equal Employment Opportunity Commission, almost tripled federal outlays for civil rights and began affirmative action in federal hiring. He supported the Equal Rights Amendment and signed Title IX, the law granting equality to female student athletes. One of his Supreme Court appointees wrote the Roe v. Wade decision.

Nixon made Social Security cost-of-living increases automatic, expanded food stamps and started Supplemental Security Income for the disabled and elderly poor. It helped, of course, that Democrats controlled the House and Senate. But it was the president, not Congress, who proposed a universal health insurance plan and a transformation of welfare that would have set a guaranteed minimum income and allowed men to remain with their welfare-recipient families. It was Nixon who radically intervened in the free market by imposing wage and price controls, launched détente with the Soviets, normalized relations with Mao’s China and let the Communists win in Vietnam.

And, for good measure, the budget for the National Endowment for the Arts grew sixfold, by far the biggest increase by any president.

Og så var det faktisk også mens Nixon var præsident, at dødsstraffen blev erklæret forfatningsstridig af USAs højesteret.

Sangen med Manic Street Preachers (der er britiske og aldrig er slået igennem i USA!) var et mindre hit i 2004.

Hjælp Østafrika nu

Mens jeg skriver dette, har jeg netop spist en sen morgenmad. I landene ved Afrikas Horn er mennesker lige nu ved at dø af sult. I første omgang: Gør noget nu for at standse det. Og jeg mener også dig, der læser dette. Der er i al fald 5 organisationer herhjemme, der er involveret.

Red Barnet samler ind til børnene på Afrikas Horn via Børnekatastrofefonden. Sms KATASTROFE til 1277 og støt med 150 kr. Eller på www.redbarnet.dk.

Røde Kors kan man sende bidrag til ved at sende sms’en TØRKE til 1414 og støt med 150 kr. eller doner på Røde Kors’ hjemmeside.

Folkekirkens Nødhjælp. Sms SULT til 1277 og støt med 50 kr. eller donér på deres hjemmeside.

Dansk Flygtningehjælp. Sms FLYGTNING til 1241 og støt med 150 kr. eller støt via deres hjemmeside.

UNICEF. Sms UNICEF til 1919 og støt med 150 kroner, ring 90 56 56 19 og støt med 150 kroner eller brug hjemmesiden.

Arven efter Brasillach

Der har i denne uge været et langt essay i Information af den slovenske filosof Slavoj Žižek, og som sædvanlig kommer han langt omkring – og som så ofte før er det på én gang spændende og snørklet, hvad han får skrevet. Hans udgangspunkt er terrorangrebene i Norge, og mange af hans refleksioner tager udgangspunkt i en sammenligning mellem 1930’ernes og 1940’ernes antisemitisme og vore dages nationalistiske strømninger. På et tidspunkt kommer så denne passage:

Denne neutraliseringsmekanisme blev prægnant formuleret i 1938 af Robert Brasillach, en fransk fascistisk intellektuel, som skulle blive lyst i band og henrettet i 1945. Brasillach så sig selv som “moderat antisemit”, og ham var det, der hittede på formuleringen “anstændig antisemitisme”, da han skrev:

“Vi vil tillade os selv at klappe af Charlie Chaplin, en halvjøde, på film. At beundre Proust, en halvjøde. At klappe ad Yehudi Menuhin, en jøde. Og selv Hitlers stemme transmitteres via radiobølger opkaldt efter jøden Hertz? (…) Det er ikke vores ønske at dræbe nogen, vi vil ikke anstifte en pogrom. Men vi mener også, at den instinktive antisemitismes altid uforudsigelige handlinger bedst kan hindres ved at organisere en anstændig antisemitisme.”

Er samme holdning ikke på færde i den måde, hvorpå vores regeringer reagerer på indvandringstruslen? Efter retsindigt at have afvist den uskrømtede populistiske racisme som “uanstændig” og uacceptabel for vores demokratiske normer støtter disse regeringer i næste nu, hvad de ser som “anstændige” racistiske beskyttelsesforanstaltninger (“fast og fair”).

Jeg må give Žižek i denne betragtning. Store dele af det politiske spektrum, både her i Danmark og andre steder i Europa har indarbejdet en sådan holdning, arven efter Robert Brasillach. Det er på tide at holde op med det og indse, at der ikke findes en “anstændig indvandrerfjendtlighed”. Vi kan kun gå imod fjendtlige holdninger ved at tale imod dem og handle modsat dem, ikke ved at komme dem imøde.

Rigtige eksperter

To kendte danskere, der ofte udtaler sig i medier og desuden er populære foredragsholdere, er “hjerneforskeren Ann-Elisabeth Knudsen” og “musikeren Peter Bastian, der også er teoretisk fysiker”.

Men hvad er de egentlig? I en kronik af Karen Ravn, der kritiserer Ann-Elisabeth Knudsens konklusioner for at være uvidenskabelige, kan man læse dette:

“Jeg er ikke forsker, jeg er praktiker, jeg arbejder med genoptræning af børn og unge med hjerneskader. Jeg er ikke hjerneforsker, jeg er lektor i psykologi”, understreger Ann-Elisabeth Knudsen.

“Ann-E. Knudsen – hjerneforsker, konsulent og foredragsholder” er imidlertid overskriften på samtlige sider på www.ann-e-knudsen.dk

“Så skal jeg lige have snakket med min webmaster”, siger Ann-Elisabeth Knudsen.

Jeg har selv prøvet at se på Ann-Elisabeth Knudsens webside; hendes CV rummer ikke nogen oplysninger om, hvor hun faktisk er lektor. Også dét undrer mig.

Og hvordan er det med Peter Bastian, der har ca. 275.000 hits på Google? I en lang artikel i Information i denne uge bliver han kaldt for teoretisk fysiker og videnskabsmand. Jeg kan ikke se nogen steder, hverken i artiklen eller andre steder, at han nogensinde har været ansat som teoretisk fysiker, endsige at han skulle have fuldført sit studium.

Selvfølgelig vil jeg aldrig anklage Ann-Elisabeth Knudsen eller Peter Bastian for at være ubegavede, og jeg er heller ikke ude på at forhindre dem i at være foredragsholdere. Min bekymring er, at medierne tildeler dem en autoritet, der er misvisende, og deres lidt plumrede CV’er burde de også gøre noget ved.

Livet er livet

Jeg blev i min sommerferie mindet om en af de mere interessante nyfortolkninger i pophistorien, da vi kørte i tog gennem Alperne fra Østrig ind i Slovenien.

Midt i 1980’erne var der et skrækkeligt hit med et østrigsk foretagende kaldet Opus. Sangen er en af dem, man bliver træt af, længe inden den er slut. Se bare.

Året efter lavede den slovenske gruppe Laibach en groft satirisk coverversion, hvor det nye arrangement forvandlede sangen til en kryptofascistisk hymne stort set uden at lave om på sangen i øvrigt. At Laibach så samtidig med deres udgave kommenterer den nationalisme, der er under anmarch i det daværende Jugoslavien og til sidst ender i blodig borgerkrig, giver denne specielle udgave en ekstra pondus.

Det er stadig den definitive udgave af sangen. Og hvor ville f.eks. Rammstein være uden Laibach?

(Det er forresten først i dag, jeg bemærker, hvordan flere af medlemmerne af Laibach har en slående lighed med medlemmer af Opus!)

Som om det var i går

Terrorhandlingerne i Norge, hvor terroristen frekventerede højrenationalistiske websteder og en artikel i Information om nogle højrenationalistiske blogs, der bliver læst flittigt af politikere, har fået mig til at læse nogle af de højrenationalistiske blogs fra Danmark i et forsøg på bedre at kunne forstå, hvad der foregår denne verden. Jeg må indrømme, at jeg synes, det er underlig læsning; der er tale en sub-blogosfære, hvor man flittigt linker til hinanden og bekræfter hinanden. Det er der selvfølgelig ikke noget galt i – på min blog linker jeg også til dem, jeg synes om. Men alligevel: I denne højrenationalistiske blogverden er der ingen, der er i tvivl eller reflekterer. Tonen er hård, hadsk og nedladende, og fjenden er veldefineret, vennerne ligeså.

Når jeg kigger på disse blogs, forekommer det mig klart, at et træk ved nationalismen synes at være, at man taler om begivenheder, der fandt sted for længe siden, som de fandt sted i går eller finder sted lige nu. Som George Orwell skrev i sit essay om nationalisme, er nationalismen fascineret af fortiden og prøver at lave den om. Især er der en speciel fascination af osmannerrigets ekspansion ind i Europa i sin tid. Det er en diskurs, man også har kendt fra serbisk nationalisme i tiden op til og under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. Bosniakker og kosovo-albanere blev her set som de tilbageværende repræsentanter for en gammel besættelsesmagt.

Et citat fra en nationalistisk blog kommer fra 1639:

“…to give the Mohammadans their due, they are generally good fellows in this point [the virtue of tolerance] and Christians among them may keep their consciousness if their tongues be fettered, not to oppose the doctrine of Mohammad”.

Thomas Fuller: “The Historie of The Holy Warre” (1639).

På samme blog skrives der også om osmannerrigets invasion af Balkan i 1071; der indledes med ordene

Tyrkiets historie er kvalmende fra start til slut.

En anden nationalistisk blog skriver om osmannerrigets invasion af Cypern i 1570.

Også i Sørine Gotfredsens for tiden så omtalte kronik fra Berlingske finder man denne “fortid i nutiden” i f.eks. et citat som

Konflikten løber som en rød tråd fra tiden med korstogene omkring år 1100 til kampene mellem Osmannerriget og Vesteuropa, stridighederne på Balkan og i dag ghettodannelser og parallelsamfund i store dele af Europa.

I nationalismens forståelse er der ingen væsentlig forskel på f.eks. Tyrkiet i det 21. århundrede og osmannerriget for 500 år siden; begge er udtryk for samme “evige natur”. Og der er tale om “hellig krig” i dag og det på samme måde som i 1639.

Det er præcis derfor, nationalismen ikke er løsning på noget som helst politisk problem. Nationalismen kan ikke forklare faktiske samfundsproblemer i nutiden der har at gøre med f.eks. arbejdsløshed, uddannelsespolitik eller miljøspørgsmål. Den kan heller ikke skabe fred eller løse konflikter i nutiden, fikseret som den er på fortiden og en påstand om menneskers “evige natur” som eneste bud på en analyse af samfundet, som det ser ud nu.

(Jeg har ikke lyst til at linke til at pågældende blogs i dette indlæg. Hvis man meget gerne vil læse de pågældelde blogs, skulle de være nemme at finde.)

En toprocentsløsning ?

Så er optagelsestallene for datalogi- og software-uddannelserne på Aalborg Universitet klar. Blandt de datalogi-studerende er der 2%, der er kvinder. Også på software-uddannelsen er der kun optaget én kvindelig studerende.

Hvorfor er det bekymrende? vil nogle sikkert spørge. Det er så bare ikke nogle fag, der tiltrækker kvinder, og sådan er dét, vil de sige. Men de, der bagatelliserer problemet, glemmer, at der faktisk engang var langt flere kvindelige studerende på datalogi. I 1970’erne var det op mod 40 procent. Og i andre lande – f.eks. Italien – er kønsfordelingen også i vore dage langt mindre skæv end i Danmark. Så noget er gået galt.

Hvad man skal gøre ved det, ved jeg ikke. For nogle få år siden prøvede jeg at starte en diskussion på mit institut, og der var da også en del interesse. Men derved blev det, og nogle egentlige større initiativer er det desværre aldrig blevet til. Tingenes tilstand er i al fald en kilde til undren og ærgrelse for mig, og det giver heller ikke vores fag noget særlig godt image. På dén måde kan problemet være selvforstærkende.

En amerikansk bog, Unlocking the Clubhouse af Jane Margolis og Allan Fisher, omtaler en række initiativer i USA med basis i Carnegie-Mellon University i Pittsburgh. Mange af disse initiativer drejer sig om kontakten til ungdomsuddannelserne. Og initiativerne har båret frugt – fra en andel af kvindelige studerende ved Carnegie-Mellon på 7% i 1995 steg andelen til 42% i 2000. Hvorfor gør vi ikke noget lignende her i Danmark?

Og for en god ordens skyld: Billedet ovenfor er forside på et nummer af en amerikansk tegneserie, som man kan læse mere om på dens eget websted.

En rejsende mod øst

En anden bog, jeg tog med på sommerferien i år, var Eastern Approaches af den skotske diplomat, militærmand og politiker Fitzroy Maclean. Faktisk havde jeg købt bogen helt tilbage i 1990 under et besøg i Inverness, hvor Maclean voksede op. Men af uvisse årsager måtte den vente 21 år på min reol, inden den blev læst.

Det er en spændende bog om en vigtig periode i verdenshistorien fra sidste halvdel af 1930’erne frem til afslutningen af 2. verdenskrig. Her var Maclean både vidne til og deltager i nogle af de begivenheder, der var med til at forme Europas historie.

Bogens første del handler om Macleans år som diplomat i Moskva frem til 1939. Her havde han som sin egen ambition at besøge Centralasien, der dengang var del af Sovjetunionen og på alle måder svært tilgængelige. Maclean beretter levende og med en god portion humor om sine rejser i tog, lastbil og til fods i Kaukasus og gennem Usbekistan, Tadjikistan og Kasakhstan. På en af sine rejser frem til Kinas grænse må han vende om og kan kun komme tilbage til Moskva via Indien og Iran!

I første del får vi også en fascinerende beretning om Stalin-tidens udrensninger, angiveriet og de skueprocesser, der sendte politikere og embedsmænd i døden efter farceagtige pseudo-retssager for åbent tæppe. Fordi Maclean kunne russisk, kunne han som en af de eneste udlændinge følge med i de bizarre og skræmmende hændelser her.

Fokus skifter i anden del af Eastern Approaches. Verdenskrigen bryder ud, og Fitzroy Maclean vil kæmpe med. Hans eneste vej ud af diplomatembedet er at gå ind i politik. Så det gør han; han stiller op til et suppleringsvalg, bliver valgt ind i Underhuset og kan derefter omsider blive soldat.

Maclean havner først i Nordafrika, hvor briterne er trængt af Rommels styrker. To gange er Maclean drivkraft i forsøg på angreb på de tysk/italienske stillinger i Benghazi. Det første angreb er en slags sabotage-raid, der går Olsen-bande-agtigt galt, men hvor briterne går rundt inde i Benghazi i fuldt dagslys i uniform uden at fjenden opdager noget! Det andet angreb er storstilet og går gennem uvejsomme dele af den libyske ørken, men også dét går galt, da man endelig når frem – og her med store tab, da tyskerne og italienerne ved besked og slår massivt igen.

Men den allermest interessante del af Eastern Approaches er i virkeligheden den sidste, hvor Maclean skaber kontakt til modstandsbevægelsen i Jugoslavien. Måske bliver den endnu mere interessant, når man under læsningen opholder sig i det land, bogen handler om.

Briterne havde oprindelig støttet kong Peter, der var i eksil, og de serbiske tjetnikker ledet af general Mihailovic. På tyskernes side fandtes en række quisling-skikkelser, de kroatiske ustasje-korps og et korps af bosniske muslimer trænet af SS.

Men briternes støtte til kongen og Mihailovic kom der ikke meget ud af; til gengæld fik man i 1943 kendskab til en anden modstandsgruppe ledet af en Tito, som ingen briter anede hvem var. Nogle mente, at Tito simpelthen var en forkortelse for en komité af ledende modstandsfolk, andre at Tito var en titel og atter andre, at Tito var en smuk og karismatisk kvinde.

Fitzroy Maclean og hans mission bliver i faldskærm kastet ned over Bosnien, hvor de møder Tito – der er den midaldrende kroatiske mand Josip Broz Tito, der før krigen var generalsekretær i landets kommunistparti. Selv om Maclean og Tito er temmelig forskellige af baggrund – Maclean er konservativ, et produkt af Eton og Cambridge og først i trediverne, Tito er kommunist, har været i fængsel, i eksil og er fyldt 50 – er det tydeligt, at Maclean kommer til at nære stor respekt for Tito både som menneske og som militærperson. Efter årene i Moskva møder han nu en reflekteret og åben mand, der kalder sig kommunist. Over flere år har disse partisaner, helt uden støtte fra de allierede, fundet frem til en guerillakrigs-strategi, der er meget effektiv og kun betjener sig af de resurser, man kan erobre fra fjenden, og er tilmed organiseret på tværs af folkegrupperne i landet.

Samtidig går det op for briterne, at tjetnikkerne er en dårlig modstandsbevægelse, fordi de stort set ikke laver noget modstandsarbejde og at mange af dem rent faktisk samarbejder med tyskerne (men gerne vil have de allieredes våben). Derimod er Titos partisangrupper godt organiserede og effektive.

Hele processen med at lære partisanerne at kende, træne dem militært og bygge dem op, så de ender som Den Nationale Befrielseshær med luftvåben og tanks, er grundigt beskrevet og vi får nogle interessante portrætter af de meget forskellige partisanledere, der bidrager på hver deres måde. Efterhånden skifter fokus i Eastern Approaches mod hvad der skal ske, når krigen er slut. Det er klart, at Tito og partisanerne vil blive den afgørende faktor i det nye Jugoslavien, og her er briterne ude i en del overvejelser over om de bør bakke op om en kommunistisk orienteret bevægelse. Det ender de, som vi ved, med at gøre.

Og her slutter det, lige efter Beograds fald til de allierede og Den Nationale Befrielseshær. Eastern Approaches er fra 1949, og vi får derfor ikke at se, hvordan Jugoslavien bliver et alliancefrit land uafhængigt af Øst og Vest eller hvordan landet efter Titos død i 1980 falder fra hinanden på tragisk vis med økonomisk krise, nationalisme og grusom borgerkrig. Det første, nemlig Titos enegang, kan Maclean tydeligvis forudse. Det andet kunne han ikke.

Jeg undrer mig nu mere end nogensinde over, at jeg kunne lade Eastern Approaches stå urørt så længe. Det er nemlig en velskrevet bog, og den er forsynet med en god del humor, så der ikke er tale om den dystre fortælling om diktatur og krig, man måske skulle forvente.

De må jo være sindssyge (?)

Terrorhandlingerne i Norge fandt sted, mens jeg var med familien på ferie i Kroatien. Vi tændte d. 23. juli om morgenen for fjernsynet i ferielejligheden for at finde ud af, om der var sket noget ude i verden, og det var der som bekendt desværre.

I dagene efter har jeg talt med andre om motiverne for denne forfærdelige forbrydelse. I andre sammenhænge, f.eks. hvis talen er faldet på tortur eller folkemord, dukker det samme spørgsmål op: Hvorfor kan mennesker begå så grusomme handlinger? Ofte er svaret, der falder, dette: gerningsmændene må være psykisk syge.

Terroristens forsvarer har også fremført dette – den norske terrorist (hvis navn jeg ikke vil nævne her) er psykisk syg. Der er selvfølgelig ikke tvivl om at der finder grusomme forbrydelser sted, hvor gerningsmændene viser sig at være psykisk syge. Men terrorangreb, folkemord og tortur er jo på ingen måde spontante affekthandlinger og de er heller ikke mulige, hvis man lider af vrangforestillinger eller har en manisk episode. Man skal kunne orientere sig i virkeligheden for at købe og fremstille våben osv. Det kræver  både tid og en høj grad af forudseenhed og organisation at finde på og detailplanlægge en ugerning, som ingen ville forestille sig og derfor er sværere at beskytte sig mod; en ekstrem og afsporet form for kreativitet. Før 11. september 2001 havde nogen næppe forestillet sig, at flykaprere ville smadre to fly ind i højhuse. Før 22. juli 2011 havde nogen næppe forestillet sig en skudmassakre på en sommerlejr på en fjern ø. Det er ikke den slags velplanlagte handlinger, psykiatriske patienter begår.

Samtidig ender forklaringen om psykisk sygdom meget let som en bortforklaring af den ekstreme ondskab, mennesker kan begå. For et par måneder siden skrev jeg om massakren på henved 8000 mennesker i Srebrenica. Også denne massakre har krævet en høj grad af organisation og planlægning. Eller tænk på Holocaust. Eller Kina under kulturrevolutionen. Eller Stalintidens udrensninger. Eller Pinochet-regimets tortur. Eller slavehandelen mellem Amerika og Afrika. Eller…

Og endelig synes jeg, at forklaringen om psykisk sygdom i sig rummer et meget negativt billede af de af vore medmennesker, der kommer i kontakt med det psykiatriske system; de fleste af dem er trods alt ikke kriminelle eller farlige for andre.

Jeg har tidligere omtalt Simon Baron-Cohens bog Zero Degrees of Empathy, og jeg er overbevist om at forklaringen på grusomhederne netop er denne: gerningsmændenes og -kvindernes fravær af empati, der tillader dem at abstrahere fra deres ofres identitet som mennesker med samme følelser og ret til livet som dem selv.