En miljøvenlig løsning?

20120109-183628.jpg

Ved mange forelæsninger kan man se studerende, der sidder med deres computere foran sig, mens de af og til taster og af og til kigger på skærmen. Det er klart, at der er mange fordele ved at tage sin computer med til forelæsning. Man spilder ikke papir når man tager notater, og det er let at rette fejl. Det er samtidig ofte hurtigere at taste end at skrive i hånden. Den bærbare computer er et fremragende redskab.

Og nu er det så tid til at dryppe lidt malurt i bægeret. Jeg har ved styringsgruppemøder på første studieår på datalogi/software-holdet, hvor jeg er koordinator, brugt en del tid på at lytte til studerende, der var kede af – for ikke at sige utilfredse med – at deres medstuderende distraherede dem med deres brug af computere under forelæsningen. Og nej nej, det var ikke notater, der var problemet. Det var derimod aktiviteter som World of Warcraft, YouTube, Facebook, Twitter (og sikkert også porno – det er trods alt internettets tidsalder, vi befinder os i). Lyset fra skærmene fanger, fascinerer og distraherer. Jeg kender godt fristelsen fra konferencer, hvor det er let at ende med ikke at høre efter og gribe ud efter skærmen på computer eller telefon, hvis et foredrag ikke er så spændende. Efterhånden har jeg vænnet mig til at liste af i stedet for – jeg kan jo selv tage stilling til om jeg vil være tilhører eller ej.

Og jeg, der er forelæser (men ikke på første studieår), har også set bagsiden af medaljen, undskyld bagsiden af skærmene – Dell og Acer og Lenovo og Fujitsu og Apple og… Det har været svært at lave den dialog, undervisere tit stræber efter, når der var alle de grå skærme og al den megen kiggen ned i skærmen.

Sidste år tog jeg konsekvensen og gik over til “klap-i-forelæsninger”, dvs. ingen brug af bærbare computere under mine forelæsninger – på nær hos en udvalgt skribent, der har taget noter, som siden blev distribueret officielt. Det er umiddelbart lidt paradoksalt at frabede sig brug af computere på Institut for datalogi.

– Tænk, at du tør! sagde mine kolleger. Flere af dem ville gerne, men de har været nervøse for reaktionerne.

Det underlige er, at der ikke var en masse protester. De studerende accepterede “klap-i”-kravet fra mig.

Selvfølgelig er der tidspunkter under en forelæsning, hvor det giver god mening at bruge computer, men det er ikke oplagt for mig, at der er tale om andet end aktiviteter, der finder sted på bestemte tidspunkter undervejs – f.eks. små programmeringsøvelser. Derfor er min politik om brug af computere et forsigtighedsprincip, jeg anlægger indtil jeg finder en bedre løsning. Jeg kan se, at både problemet og løsningerne findes i USA – en del forelæsere laver tilsvarende regler om ingen brug af computere under forelæsninger.

Og billedet ovenfor skyldes en amerikansk blogger, der skriver om det samme ud fra en studerendes perspektiv. Måske er det ikke så dybe betragtninger, men bestemt værd at læse,

Vi bliver jo ældre

20120108-135751.jpg

Også jeg bliver ældre, og i dag, når jeg fylder år, er jeg for alvor opmærksom på tidens fylde.
I dag er det et kuriosum, men jeg er faktisk født hjemme. Det var faktisk ikke et særsyn i 1964, og da især ikke på landet.

Tak til alle, der har ønsket mig tillykke – og tak til alle, der kigger forbi denne blog.

Engelsk på dansk

I denne uge har jeg været til internat med Institut for datalogi, og alle møder undervejs blev afholdt på engelsk, da der nu er en del ansatte, der ikke taler eller forstår dansk.

Engelsk er et sprog, de fleste danske har et ambivalent forhold til. Vi vil gerne være gode til engelsk, og det er vigtigt at være gode til engelsk. Samtidig er mange, der føler sig usikre, når de skal tale engelsk. I de seneste måneder har der været en del kritik af og morskab over Villy Søvndals engelsk. Politikeres engelsk er i det hele taget et ømt punkt.

Jeg sad engang og så tv-avis sammen med en god ven, da der kom et klip, hvor Anders Fogh Rasmussen talte engelsk. Det er ikke klippet ovenfor. Min ven syntes, Anders Foghs engelsk var pinligt – og tilføjede så : “Men jeg skal passe på… mit eget engelsk er heller ikke for godt.” Men er det nu så dårligt? I klippet ovenfor, der er fra 2009, er det tydeligt, at Foghs intonation og udtale er meget uidiomatisk. Der sniger sig også et par lidt kluntede formuleringer ind, men jeg synes ikke, Anders Foghs engelsk er pinligt.

Jeg har det på samme måde med Villy Søvndal. Nogle har moret sig over ordet “bewonder”, som han brugte ved en pressekonference i USA. Ordet “bewonder” findes rent faktisk og betyder rent faktisk “beundre”, omend det nu er forældet i almindelig brug. Dictionary.com har følgende forklaring:

Bewonder
Be*won”der\, v. t. [imp. & p. p. Bewondered.]
1. To fill with wonder. [Obs.]
2. To wonder at; to admire. [Obs.]

Villy Søvndals engelsk er ligesom Anders Fogh Rasmussens engelsk tydeligt “ikke-indfødt”. En del af de kendetegn de to politikere har, når de taler engelsk, skyldes formodentlig deres baggrund – de er fra samme generation i tiåret efter 2. verdenskrig, hvor engelsk var på vej ind i skolesystenet for alvor (født i henholdsvis 1953 og 1952) og er begge vokset op på landet i Jylland, så accenten har de også til fælles.

Men kan andre forstå dem? I et forum om pladespillere (!) dukkede der her i efteråret en diskussion op om danske politikeres engelsk. En dansk deltager spurgte de andre deltagere om hvad de synes om udenrigsministerens engelsk, baseret på et filmklip.

En brite skrev:

As an English speaker I didn’t have any trouble understanding what he was saying.

En amerikaner skrev:

Speaking as an American and even worse an American from the East coast of the USA, I have no problem understanding the speaker. There are many Americans who should speak english so well.

Hvis udlændinge ikke er bekymrede, skal vi da være det? Spørgsmålet er vel egentlig, hvad vi bør forlange som acceptabelt niveau for danskeres engelskkundskaber. For ét er hvad vi selv synes – noget andet er tydeligvis, hvad de, der ikke sammenligner med dansk, synes. Når vi lytter til danske politikeres engelsk, sammenligner vi uvilkårligt med deres anderledes veltalenhed på dansk. Det gør andre ikke. De ved, at vi er udefra kommende, der bruger deres sprog.

Der er andre lande, der i tidens løb på grund af britisk eller amerikansk indflydelse har taget engelsk til sig i større omfang. Indien og Filippinerne er eksempler på dette. I begge lande er der flere sprog repræsenteret i forvejen, og engelsk er derved blevet et lingua franca. Indisk engelsk er ikke britisk engelsk, og filippinsk engelsk er ikke amerikansk engelsk. Hvis vi skal tage engelsk til os på samme vis (jeg er selv i tvivl om det – der er jo også andre vigtige fremmedsprog derude!), er spørgsmålet, om ikke vi kan tænke på dansk engelsk på samme måde? Måske ville det også hjælpe os til at have en mindre perfektionistisk holdning til udlændinge i Danmark, der taler dansk.

Etno-datalogi

Igennem årene har vi haft diskussioner på Institut for datalogi om hvilket programmeringssprog, de studerende skal lære først. Efterhånden er valget faldet på C, og herefter lærer de studerende så flere C-agtige sprog – i hvert fald C# (tidligere var det Java) og i nogle tilfælde C++. Uanset hvilken holdning man har til valget af første programmeringssprog er holdningen den samme: det første programmeringssprog påvirker den studerendes måde at tænke om programmering på.

Men er det nu egentlig så vigtigt, hvad man lærer først?

Inden for matematikdidaktik findes begrebet etnomatematik. Etnomatematik er ifølge Den Store Danske Encyklopædi

…studiet af ikke-skriftbaserede kulturers matematiske teknikker og begreber.

Nogle af disse kan være teknikker til regnskabsføring, kalenderregning eller geometrisk konstruktion til brug i husbygning; andre tegning af komplicerede linjemønstre som leg eller til illustration af myter; atter andre regler for, hvordan ægteskab kan indgås mellem de forskellige sektioner af en stamme, regler der kan forklares gennem algebraisk transformationsteori.

Da sådanne teknikker ofte ikke er indbyrdes koblet i den pågældende kultur, men med de praksisfelter, de hver for sig indgår i, opfattes de sjældent som matematik.

Jeg ved ikke, om begrebet etno-datalogi er opstået, men det bør det så fald snart gøre. For i den industrialiserede verden har et meget stort flertal af mennesker født i 1960’erne og frem jævnligt brugt computere. Gennem denne brug af computere har de dannet sig en “ikke-skriftbaseret” og “præ-datalogisk” opfattelse af, hvordan et program opfører sig og hvordan data bliver struktureret. Og det gælder selvfølgelig også dem, der begynder at studere datalogi.

Mark Guzdial, der er professor ved Georgia Institute of Technology, argumenterer i en blog ved Communications of the ACM for, at denne diskussion om valg af første programmeringssprog måske i virkeligheden ikke er så vigtig – netop fordi alle datalogistuderende i dag har en sådan præ-datalogisk opfattelse af programmers adfærd. Han nævner bl.a. en interessant lille artikel, hvor L. Sudol, M. Stelik og S. Carver fra Carnegie-Mellon University undersøger, hvilke datastrukturer, datalogistuderende og dataloger allerede “reelt kender” via en præ-datalogisk opfattelse. I artiklen bliver deltagerne i undersøgelsen bl.a. spurgt om dette:

Imagine I want to change the way you interact with the software program so that you can see only one piece of data at a time. Which of the following four buttons do you think would be the most used? Get First, Get Last, Get Item Number , or Search? Which of the buttons do you think would be the easiest to make?

Disse “knapper” svarer til henholdsvis operationerne på en kø, en stak, et array og en liste. Det viser sig, at mange allerede kender en kø og en stak – formodentlig fra sociale medier som Facebook, hvor statusopdateringerne optræder netop som først-ind-først-ud. Men der er alligevel en anden datastruktur, de kender allerbedst – og det kan man se af figuren ovenfor. Det er nemlig lister.

Jeg har sommetider en fornemmelse af, at nogle hyppigt forekommende misforståelser hos studerende kan føres tilbage til et præ-datalogisk vidensniveau.

Fra min egen undervisningserfaring og fra diskussioner med kolleger ved jeg nemlig, at mange studerende tager udgangspunkt i en forståelse af, at data skal organiseres som lister – også selv lineær søgning er en helt ineffektiv søgestrategi, når der er tale om store datamængder. Jeg ved også, at en del studerende har svært ved at forstå og anvende rekursion som programmeringsprincip. Rekursion er fundamental i datalogi, men et princip, man normalt ikke støder på som almindelig bruger af computere.

Jeg tror derfor, vi i fagdidaktisk sammenhæng i langt højere grad skal forske i etno-datalogi. Vi er nødt til i både  projektarbejde og kursusundervisning at kunne tage udgangspunkt i de datalogistuderendes “præ-datalogi” og være mere eksplicitte om hvordan vi kan bringe de studerende fra det præ-datalogiske vidensniveau til et datalogisk. Vi skal især passe på, at vi ikke simpelthen udbygger den ustrukturerede, ikke-teoribaserede præ-datalogiske forståelse.

Et band med ét medlem

Er Nine Inch Nails et band eller Trent Reznor? Er Eels et band eller Mark Oliver Everett? Er Washed Out et band eller Ernest Greene? Er Cat Power et band eller et kunstnernavn for Chan Marshall? Jeg ved det ikke.

Og jeg ved heller ikke, hvornår tendensen med at være en solist, der kalder sig et band-navn, opstod. Seneste énmands-orkester er Cold Specks, alias den 23-årige canadier Al Spx. Mon ikke også hun gemmer sig dét navn?

Der er nu i øvrigt ingen særlig grund til at hun skulle gemme sig (det er der heller ikke for de fire kunstnere, jeg nævnte ovenfor). Som den lille feature fra The Guardian ovenfor afslører, er hun en habil sangskriver allerede. Engang i år kommer hendes nye album, som bliver produceret af Rob Ellis, bedre kendt fra sit samarbejde med P.J. Harvey og Anna Calvi.

Interviewet afslører, at Al Spx var særdeles glad for Ryan Adams’ Heartbreaker, da hun var 14. Ikke nogen dårlig begyndelse. I øvrigt er det godt at se, at den stereotype idé (som stammer fra USA) om hvilken musik, mennesker med en bestemt etnisk baggrund bør spille, igen bliver udfordret.

Hvem er Megaupload?

20120104-193210.jpg

Et af de fænomener, der på godt og ondt er med til at transformere vore dages kultur, er digitaliseringen af information, og i hælene på den simple observation, at det er nemt at kopiere en fil, er fulgt den ulovlige kopiering og deling af ophavsretsligt materiale. Fildeling via Bittorrent-protokollen er er én tilgang, en anden er at placere en fil ved en webbaseret fildelingstjeneste. Der er i dag en mindre jungle af sådanne tjenester med Rapidshare og Megaupload som to af bedst kendte.

Der er endda nu kommet en Megaupload-sang, hvor ganske mange kendte amerikanere, bl.a. storsælgende musikere som Kanye West og P. Diddy, fortæller i ord/sang/rap, at de elsker Megaupload.

Men hvem står bag disse succesrige firmaer? Owni.eu har en interessant artikel om den tyske (med finsk pas!) tidligere hacker Kim Schmitz (eller Kim Tim Jim Vestor eller hvad han nu kalder sig), der bor i Auckland i New Zealand og lader Megaupload have hovedkvarter i skattely i Hong Kong. Eller er direktøren for det hele i virkeligheden en nyopstået person ved navn David Robb?

Fogh, Gramsci og de intellektuelle

Antonio Gramsci

For nogle år siden besøgte jeg min gamle rektor og religionslærer fra gymnasietiden, og han sagde spøgende til sin kone, at jeg var en intellektuel. Jeg måtte sige at intellektuel, dét er jeg altså ikke. I situationen følte jeg en underlig blanding af “det er jeg ikke klog nok til” og “sådan én vil jeg ikke være”.

Der er en tilsvarende dobbelthed i vores opfattelse af de intellektuelle i samfundet. For kan vi overhovedet lide de intellektuelle? Og hvem er de egentlig? Når jeg tænker på intellektuelle, tænker jeg uvilkårligt på skarpsindige mennesker, der i skrift og tale har kritiseret overmagten. Det er folk som Andrei Sakharov og Vaclav Havel og Noam Chomsky og Slavoj Žižek. Nogle af dem beundrer de fleste (f.eks. Sakharov og Havel), andre er fortsat kontroversielle (Chomsky og Žižek). Mange intellektuelle er akademikere, andre har ingen akademisk baggrund. Ofte skelner man ikke i sproget mellem “intellektuelle”, “akademikere” og “eksperter” – begreberne er vage.

Dobbeltheden i vores holdning til intellektuelle bliver derfor tydelig i et berømt/berygtet citat fra Anders Fogh Rasmussens nytårstale fra 1. januar 2002 – hans første som statsminister. Heri siger han:

Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst. Eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter.

På denne måde var nytårstalen fra for 10 år siden stærkt konfronterende i sin anti-intellektualisme. Den danske regeringschef skelnede mellem “eksperterne” og “os”, og udpegede her et mindretal, som regeringen ville indlede et opgør med. Hermed startede det, man siden har kaldt for en værdikamp.

Men denne anti-intellektualisme dækkede reelt over et opgør mod personer og instanser, som den daværende regering var uenig med. Dels blev der i stedet for de råd og institutioner, der skal nedlægges, efterhånden oprettet en lang række nye (hvem husker ikke f.eks. Bjørn Lomborg og hans Institut for Miljøvurdering?), dels kan Anders Fogh Rasmussen selv siges at have været intellektuel i kraft af sit forfatterskab – bedst kendt er vel Fra socialstat til minimalstat, der er inspireret af den amerikanske nyliberalistiske filosof Robert Nozick.

Og her springer jeg så til en anden politisk filosof. Den socialistiske italienske filosof Antonion Gramsci, der som modstander af fascismen havnede i fængsel og døde der i en alder af kun 46, gav i sine omfangsrige fængselsnotater, der senere er udkommet i bogform og er blevet en lille klassiker, udtryk for den opfattelse, at alle mennesker er intellektuelle. Man skulle her tro, at Gramsci var helt på linje med den forhenværende statsminister. Men tværtimod: Gramscis pointe var, at de intellektuelle skal engagere sig, at intellektuelle og arbejderklasse skal være del af samme bevægelse; her skelnede han mellem “traditionelle” intellektuelle, der så sig selv som uden for samfundet og “organiske” intellektuelle, der opstår ud fra samfundsklasserne og er en del af dem. F.eks. er de bygningsarbejdere, der formulerer en indsigt i bygningsarbejdernes fag og arbejdsforhold, bygningsarbejdernes “organiske intellektuelle”. Så ikke alle er udøvende intellektuelle, men alle er potentielt intellektuelle.

Forskellen ligger således i holdningen til dette at være intellektuel. Hvor Foghs nytårstale fra 2002 repræsenterer en populistisk holdning, der ser den intellektuelles vurderinger og ekspertise, som værende i modsætning til “vores”, ser Gramsci det at være intellektuel som en måde at opnå ny indsigt på, og dette at være intellektuel som en potentiel resurse – ikke som en foreteelse, der skal være et opgør med. Det paradoksale i populismen er med andre ord, at vi har at gøre med en anti-intellektuel intellektualisme.

En anti-intellektuel populistisk holdning som denne er ofte blevet luftet af politikere, der åbent har udtalt, at de ikke tror på forskningsresultater. Jeg husker bl.a. Peter Skaarups udtalelse fra 2008 om at han ikke tror på resultater af kriminologers forskning. Selv om jeg vægrer mig ved at blive kaldt intellektuel, og selv om nogle vil argumentere for at Anders Fogh Rasmussen ikke gik efter “de intellektuelle” dengang i 2002, føler jeg mig derfor alligevel truffet. For jeg besidder i min egenskab af universitetslektor en ekspertise inden for mit fag og er dermed en af de forkætrede eksperter. Jeg kræver ikke altid at have ret inden for spørgsmål inden for mit fagområde, men jeg mener at have en vis erfaring med det. Måske vil jeg derfor gå med til at være en “organisk intellektuel”.

To nytårstaler

Wordle (http://www.wordle.net) er et websted, der lader en Java-applet lave en frekvensanalyse af ordene i en tekst og derefter præsenterer resultatet i form af en mosaik, hvor ordenes skriftstørrelse afhænger af deres hyppighed. Jo hyppigere et ord forekommer, jo større skrives det.

Jeg har nu brugt Wordle på henholdsvis dronningens og statsministerens nytårstale fra dette nytår. Kan læseren gætte hvis der er hvis? Okay, det er ikke så svært. Jeg tror nemlig aldrig, nogen statsminister har nævnt prinsgemalen i en nytårstale.

Det lidt overraskende er dog, at Danmark faktisk optræder hyppigst hos statsministeren, dvs. Helles mosaik er forneden, og Margrethes mosaik er øverst. Begge vore førstedamer taler så tilsyneladende lige meget om arbejde.

Hoppet ind i 2012

20120101-160116.jpg

Nu befinder også denne blog sig i et nyt år. Ligesom julen er nytåret en samling ritualer, og nytårsmorgen er ritualet i vores hjem at sove længe og se fjernsyn. Nytårskoncerten fra Wien gik vi ikke glip af – den er på én gang et orgie i kitsch og en i bogstaveligste forstand stramt koreograferet udsendelse. Men skihoppet sprang vi over for i stedet selv at komme ud at røre os. 10.000 snacks og småkager kan godt tage fejl!

Dronningens nytårstale er allerede nu so last year, som man siger. Også nytårstalen er et ritual, selv om jeg bestemt ikke er tilhænger af monarkiet. Det er imponerende, hvor megen energi der bruges på at endevende det, der ret beset mest er almindeligheder. Jeg bliver mindet om gamle dages analyser af nuancerne hvad skiftende sovjetiske præsidenter (før Gorbatjov) sagde – også de var mestre i at sige ikke så meget med temmelig mange ord.

Christian Kock, der er professor i retorik, og som jeg for nylig nævnte i et indlæg her på bloggen, har følgende at sige:

Der er mange banaliteter, enhver kunne sige hen over kaffen. Der er et par anvisninger til folket, men de sætninger kunne sagtens være bedre eller være sproglige billeder, som man kan huske.

– her citeret efter en artikel med reaktioner på nytårstalen fra BT . Men to ting bed jeg trods alt mærke i: For det første en rig majestæts opfordring til at danskerne skal bide tænderne sammen. For det andet, at der måske for første gang er en helt direkte henvendelse til os fra majestæten: Gud bevare jer alle. Og nej, det er ikke en r-fejl, men den på dansk meget sjældne konjunktivform, vi her har med at høre.

I aften er det så tid til starsministerens nytårstale, og her tror jeg så til gengæld, jeg vil bryde ritualet fra for mange år tilbage og rent faktisk se den i år.

Godt nytår!

20111231-192105.jpg

Nu brager fyrværkeriet løs (det gjorde det sådan set allerede i går…) og det er på tide at sige farvel til 2011. Det har været et blandet år, hvor nogle dage var bedre end andre; jeg håber at 2012 vil blive en god ny begyndelse.

Ét nyt tiltag kom i år – denne blog. Jeg vil ønske alle, der læser med her nu et godt nytår.