Imageproblemer

Fuck jeg hader dansk.
gud hvor er det et lorte fag.
er først lige blevet færdig med stilen, og det var noget værre lort.

ÅHHH FORHELVEDE JEG HADER DANSK, JEG HUSKER PLUDSELIG HVORFOR JEG IKKE HAR VÆRET I NÆRHEDEN AF DET PIS I SÅ MANGE ÅR!!

Jeg hader dansk og det har jeg gjort hele mit liv. Derfor har jeg altid opgivet at følge med eller blive lidt klogere på det emne.

Men nu hvor jeg er startet i skole i en højre klasse, så skal jeg jo tage mig sammen. Men ligeså snart læren skriver noget på tavlen så er det der hvor min hjerne lukker af.

Jeg hader dansk, jeg fatter seriøst intet af det.

Åh jeg misunder dig! Jeg hader dansk som pesten, ville give højre arm for at slippe for det

jeg gider ikke at lave dig! fuck fucking dansk fucking fucka lort. jeg hader dansk. jeg fatter ikke dansk. dansk ødelægger mig liv og mit overskud. det giver overhovedet ikke mening i mit forvirrede hovede. al dansk burde smides i skraldespanden. ud med det hele. jeg er virkelig sur på dansk.

Jeg er så træt af at mit liv skal stilles op i formuleringer og tekster jeg knap forstår. Jeg hader dansk. Det er så gråt og stift som noget kan blive. Jeg drukner i alle de ord. Hvorfor skal alt i mit liv være en kæmpe novelle uden ende. Er jeg virkelig den eneste i dette land der for kvalme af folk der kan forbinde ALT med dansk?

Nej, sådan er der ingen unge mennesker, der udtaler sig. Men udskift “dansk” med “matematik” og udskift enkelte andre fagspecifikke ord, og vi får en række autentiske udsagn fra unge mennesker i chatgrupper, debatfora og på blogs, indsamlet af mig på få minutter.

Søgestrengen “jeg hader matematik” giver hele 76.900 hits på Google, og Facebook-gruppen af samme navn har over 2000 medlemmer. “Jeg hader dansk stil” har 3 hits på Google og ingen Facebook-gruppe.

Et fag, jeg holder af, har et alvorligt imageproblem, og det gør mig ked af det. (Jeg holdt faktisk også af dansk stil, dengang jeg gik i skole.)

Hvad der er lige så slemt er, at vi optager studerende på de teknisk-naturvidenskabelige uddannelser, der ganske vist har modtaget undervisning i matematik på den adgangsgivende ungdomsuddannelse, men ikke har bestået dette fag. For nogle år siden var jeg vejleder for en datalogigruppe på 1. semester, hvor hele tre af gruppens seks studerende som noget af det første fortalte mig, at de havde fået 03 i matematik (hvis nogen kan huske 13-skalaen, var 03 den næstlaveste karakter, og den “mellemste” dumpekarakter). Også i år møder jeg studerende på datalogi/software-holdet, der ikke har bestået matematik ved studentereksamen (i gymnasie/HTX/HHX/osv.-varianten). Om der er også er studerende på matematikuddannelsen med tilsvarende interessante forudsætninger, ved jeg ikke.

“Krigen mod terror” i 1990’erne

I disse dage er der fokus på hvordan S-R-SF-regeringen alligevel ikke vil foranstalte en undersøgelse af Danmarks rolle i CIAs hemmelige fangetransporter i “krigen mod terror”. Jeg har også selv skrevet om dette tidligere her på bloggen.

Måske er der tale om en modvilje, der dækker over en manglende lyst til at grave op i de danske myndigheders rolle i tidligere sager af samme slags. Så vidt jeg kan se, begynder problemerne nemlig allerede med sagen om Abu Talal fra 1995, hvor Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre var i regering.

Talat Fouad Qassem, bedre kendt som Abu Talal, var en person med ekstreme og ekstremt ubehagelige holdninger. Jeg har intet godt at sige om ham. Han deltog i den egyptiske al-Gama’a al-Islamiyaa-bevægelse, der startede karrieren med at kæmpe mod kvinders ligestilling og for at begrænse kvinders adgang til videregående uddannelser. Senere stod samme organisation bag en lang række mord på forfattere, intellektuelle og politikere i Egypten, og deres åndelige leder blev idømt livsvarigt fængsel for at bakke op om terrorplaner i USA.

I 1982 blev Abu Talal sammen med mange andre dømt for attentatet mod Anwar Sadat, men i 1989 flygtede han fra fængslet under en fangeoverførsel. 1992 flygtede Abu Talal fra Egypten, hvor han var blevet dømt til døden in absentia. 1995 fik han politisk asyl in Danmark. I 1995 rejste Abu Talal til Kroatien. Dette var det sidste, hans familie hørte fra ham. Ifølge en rapport fra Human Rights Watch fra 2005 blev Abu Talal bortført af CIA i samarbejde med de kroatiske og egyptiske efterretningstjenester og senere i al hemmelighed henrettet i Egypten. Det er ikke klart, hvilken rolle den danske efterretningstjeneste har spillet. Der har aldrig været en officiel dansk undersøgelse af dette trods pres fra bl.a. Amnesty International.

Her er tale om et tilsyneladende dilemma. Hvad gør man ved en person, der sandsynligvis har været indblandet i terrorhandlinger og måske rejser til udlandet for at planlægge nye?

Men dilemmaet er for mig at se kun tilsyneladende. “Forsvindinger” er den praksis, hvor en statsmagt eller en milits bortfører udvalgte personer. Ofte bliver de forsvundne henrettet i al hemmelighed; i andre tilfælde bliver de tilbageholdt i hemmelige fængsler. Praksis med “forsvindinger” er berygtet fra mange lande; i europæisk sammenhæng er det Hviderusland og Tyrkiet, der leverer eksemplerne, men også i Asien og Syd- og Mellemamerika har problemet været stort.

“Forsvindinger” kræver grundig planlægning. Det skal planlægges, hvordan den, der skal “forsvindes”, skal bortføres. Det skal planlægges, hvordan den “forsvundne” skal skaffes af vejen og hvordan “forsvindingen” senere skal mørkelægges.

“Forsvindinger” er en overtrædelse af menneskerettighederne, uanset hvem der begår dem og uanset hvem de rammer. En standardbegrundelse for terrorhandlinger er, at hensigten helliger midlet. Dette var tilsyneladende også tilfældet i forbindelse med “forsvindingen” af Abu Talal. Men menneskerettighederne gælder altid og for alle mennesker. Der kan ikke være undtagelser fra menneskerettighederne. Problemer med terrorisme kan og skal løses inden for rammerne af international lov og lovligt politisamarbejde landene imellem.

På mange måder er “forsvindingen” af Abu Talal starten på den praksis med renditions, der for alvor foldede sig ud i “krigen mod terror”, der blev proklameret af George W. Bush efter 11. september 2001. Ifølge CIAs daværende leder George Tenet fandt der mere end 80 renditions sted før 11. september 2001. Det amerikanske tidsskrift Mother Jones har oplysninger om 29 sådanne sager; blandt de 14 af dem, som kaldes “extraordinary renditions”, dvs. sager, hvor en tilbageholdt person sendes til et land, hvor der er overvejende sandsynlighed for at vedkommende vil blive udsat for tortur, involverede hele 12 af dem Egypten.

Danmark har i 2007 skrevet under på FNs konvention mod forsvindinger; Per Stig Møller udtalte dengang, at konventionen udfyldte et hul i international lovgivning. Men Danmark har stadig ikke tiltrådt konventionen. Først når 20 lande havde tiltrådt konventionen, kunne den træde i kraft som international lov – og det skete da Irak (et land, der selv har enorme problemer med “forsvindinger”) tiltrådte. Danmark bør tiltræde konventionen omgående. Jeg forventer ikke, at den nuværende opposition vil gøre noget for at lægge pres på for at få dette til at ske; de har haft et stort ansvar for at en forkastelig praksis ikke blev standset. Samtidig bør den nye regering undersøge Danmarks rolle i CIAs forsvindinger. Det er det eneste anstændige at gøre. Amnesty International pressede på for dette allerede i 2007.

Omhu eller snobberi?

20111015-171524.jpg

Hvorfor lære de aldrig hvordan man skal gører? tænker jeg uvilkårligt, når jeg ser manglende r i nutids former på udsagns ord og et r for meget i navne former, man ser også tit sammensatte navne ord der bliver skilt, og når du læser en tekst bliver det nogen gange så iriterene hvis der er mange stave fejl, tegnsætnings problemer (ofte manglene punktum) og tvivlsomme formuleringer at du stiller spørgsmålstegn ved om han kan stave og om han overhovedet ligger vægt på at rettigere en tekst inden han skal afleverer den eller ligger den ud på nettet. Hvis han så også lod være med at være så indforstået og rigtig gjort sig umage ville han virkelig gøre læseren en stor bjørnetjeneste!

Nej, nej, jeg skal nok holde op nu. En artikel i Politiken omtaler en undersøgelse af sjusk i sproget; undersøgelsen skyldes Ruben Schachtenhaufen, der er PhD-studerende på CBS. Han er i denne forbindelse citeret for følgende:

Der er så meget fokus på grammatik, men min forskning viser, at korrekte endelser ikke er særlig vigtige, når man taler, og jeg kan heller ikke se, hvorfor det skulle være det, når man skriver. Det er en slags uvedkommende intelligenstest, man propper ind i sproget – en norm, du bruger til at vise, at du har krav på at blive hørt, fordi du kan skrive korrekt. Men der ligger ikke vigtige sproglige informationer i det. Og jeg er sikker på, at vi kunne klare os med et simplere skriftsprog.

Her er jeg i tvivl. På den ene side er det uomgængeligt, at sproget forandrer sig. Jeg har selv taget nye staveformer til mig (nogle har stadig haft svært ved at forlige sig med, at jeg skriver “resurser”), og der er formodentlig ingen i dag, der ville skrive “kunde” og “vilde” i stedet for “kunne” og “ville”. Jeg er træt af de evindelige læserbrevsfejder, der handler om det nye og det gamle komma eller om nyhedsoplæseres fonetiske armod.

På den anden side bliver jeg irriteret (til tider regulært rasende), når jeg læser en tekst, der er præget af dårligt sprog – typisk i form af en blanding af klicheer, misforståede formuleringer og bestemte typer stavefejl. Her tænker jeg ikke på de fejl, som ordblinde begår – de er af en helt anden art. Hvis jeg ved, at afsenderen af en tekst er ordblind, tager jeg det roligt. Men fejl begået af ikke-ordblinde universitetsstuderende (og det er trods alt denne gruppe, jeg hyppigst læser tekster af) gør et eller andet ved mig. De første få linjer af dette indlæg er konstrueret på baggrund af typiske fejl, jeg ser i denne sammenhæng.

Hvorfor har jeg det dog sådan? Som Schachtenhaufen påpeger, forstår jeg jo ofte, hvad der står. Mit bedste argument for sproglig omhu er, at en manglende omhu skaber en form for “støj”, der går ud over budskabet. Et andet argument, jeg ofte har ført i marken, er dette: Hvis forfatteren ikke engang kan skrive korrekt på sit modersmål, hvilken tiltro skal vi da have til selve indholdet? Men dette argument har sine begrænsninger, thi de sproglige normer er kulturelt betingede. Såkaldt rigsdansk er i høj grad baseret på det sprog, der tales blandt højere samfundsklasser i hovedstadsområdet. De fleste af os tilhører trods alt ikke denne befolkningsgruppe, og heller ikke jeg. Er sproglig omhu i virkeligheden bare en slags legitimt snobberi?

Og nej, det håber jeg selvfølgelig ikke.

Når bare det er kompliceret…

Jeg har tidligere skrevet om matematik og matematikere ifølge Hollywood. Det er altid interessant at se, hvordan resten af verden betragter matematik og naturvidenskab. Det viser nemlig en hel del om, hvordan man opfatter undervisning i disse fag – og måske undervisning i det hele taget. Næsten uden undtagelse lever matematikere et kompliceret, næsten martret liv, og det, de laver, er rigtig kompliceret.

Især kan jeg huske en del tegninger fra danske dagblade, der viser undervisningssituationer i de “hårde” fag med formellignende krimskrams på en tavle eller på et stykke papir, som en fortvivlet elev/studerende sidder med. De “hårde” fag er først og fremmest fulde af formler.

Prøv at se vittighedstegningen ovenfor fra Politiken (tegningen skyldes Wulff og Morgenthaler). Der er tydeligvis indikatorer på, at elevens hoved er eksploderet midt i en matematiktime – det her er  nemlig rigtig kompliceret. Der er kvadratrods-tegn, et blødt d (men ikke nogen partiel afledet), naturlige eksponentialfunktioner og ulighedstegn. Men hvad står der? Selvfølgelig ingen verdens ting. Kunne man forestille sig samme vittighedstegning, bare med en dansktime som omgivelse og “erpjgrfwliø” på tavlen?

I Wired.coms Decode-blog kan man i denne uge læse om en indsamling af tilsvarende fænomener i en helt anden genre, nemlig om bloggen Blackboards in Porn. Her har en anonym blogger fundet (og modtager eksempler på) billeder fra pornofilm, der foregår i uddannelsessektoren (dem ser der ud til at være mange af) – og med fokus på tavlerne og på hvad der står på dem, inden aktørerne har smidt tøjet og kastet sig over hinanden. Der burde være et stort datamateriale derude på nettet. Konklusionen er klar: Også i pornobranchen forbinder man undervisning med tavler. Altså ingen smartboards eller dataprojektorer her. Og også her er der masser af krimskrams – for matematik er først og fremmest kompliceret. Men i et af indlæggene ser man faktisk de trigonometriske sumformler skrevet korrekt op! De er dog (ligesom det er tilfældet i “rigtige” film) næppe filmens egentlige fokus. Jeg spekulerer uvilkårligt på, hvem i pornobranchen der mon kender sumformlerne.

Hvis vi nu igen skal vende blikket mod den faktiske uddannelsessektor og det, der rent faktisk foregår der, opdager vi selvfølgelig først,  at ingen hoveder eksploderer, at vi beholder tøjet på og at tavlerne er mindre fremtrædende. Men der er en lighed med den populære opfattelse hos mange – den kulturelt betingede opfattelse af at det skal være kompliceret lever også her. På en måde er det selvfølgelig en korrekt opfattelse; det, der foregår i matematik og naturvidenskab kan være enormt krævende at forstå. Og så alligevel.

Jeg har nemlig i tidens løb set temmelig mange arbejdsblade og også enkelte projektrapporter fra studerende, hvor der er masser af formler, lånt fra litteraturen (med behørige litteraturhenvisninger) men meget lidt refleksion over hvad der står. Der er tydeligt meningsløse definitioner og beviser, der ikke er beviser for den sætning, de hævder at udtale sig om.  Hvis det ser kompliceret ud, er det nok rigtigt.

Tilsvarende har jeg set forskningspublikationer, hvor forfatterne tilsyneladende også lever efter et ideal efter at det, de skriver, bør fremstå kompliceret. Hvis det ser kompliceret ud, er det nok af høj kvalitet.

Den store og svære kunst i undervisning og forskning er at kommunikere, så vi aldrig gør noget unødigt kompliceret. Det er i sig selv svært. Men incitamentet må være, at fremtidens vittighedstegninger, pornofilm og Hollywood-blockbustere skal pege fingre ad nogle andre fag end vore!

Der kan man bare C

(Kort efter at jeg havde skrevet dette indlæg, opdagede jeg, at Dennis Ritchie, en af ophavsmændene til C (og til Unix), døde i denne uge. Det er selvfølgelig ikke min hensigt at klandre Ritchie for noget som helst. C har været et vigtigt programmeringssprog, men heller ikke C er hele sandheden.)

Som jeg afslørede for ikke så længe siden, er jeg en af underviserne i kurset “Programmeringsparadigmer”, der ligger på 5. semester af vores datalogiske uddannelser (i datalogi og software). Jeg afholder to kursusgange om programmering i Prolog, og til sidst vender jeg tilbage med en kursusgang om lambda-kalkylen.

En øvelse, der volder mange af de studerende overraskende store problemer, er at skrive et Prolog-prædikat, der konverterer et naturligt tal i sædvanlig notation til unær notation. Dvs. at oversætte 5 til succ(succ(succ(succ(succ(0))))).

Her er mit bud på en løsning.

tosucc(0,0).
tosucc(N,succ(X)) :- M is N-1, tosucc(M,X).

Lad mig understrege at det bestemt ikke er et specielt besværligt hold af studerende, jeg har med at gøre. De fleste ser ud til at gøre sig umage. Men dét, jeg observerer, er to problemer. Det første: Hvor får man serveret resultatet henne og hvordan? Det er svært for mange at opdage, at resultatet findes i anden parameter af prædikatet tosucc. Et typisk problem er, at man har svært ved at skelne mellem størrelserne N og M, der er sædvanlige tal, og X, der er et tal i unær notation. Det andet problem: Hvordan beregner man det unære udtryk? I Prolog handler det i høj grad om at programmere ved brug af rekursion, som løsningen ovenfor også kraftigt antyder.

Det kan der være to mulige forklaringer på. Den ene er, at Prolog ikke har noget typebegreb. Hvis Prolog var typet, ville man let kunne se forskel på N og M på den side og X på den anden. Den anden er, at de studerende i de første to år af deres studium har lært at programmere i C-lignende sprog. Først kom C, så kom C# og nogle har også muntret sig med C++. Jeg skal retfærdigvis sige, at C# er designet af folk, der bestemt kender til applikative sprog som Prolog og Haskell, men man kan sagtens som C#-programmør helt undgå at finde ud af det. Man kan også nemt undgå at møde rekursive definitioner, for slet ikke at tale om prædikater, hvis man programmerer i et C-lignende sprog. Måske er det mest bekymrende i virkeligheden, at de studerende starter med at møde C, der ikke er et typesikkert sprog og hvor man sagtens kan undgå at blive nødt til at bruge rekursion.

Jeg skal passe på med at lyde alt for kritisk, for jeg var trods alt med til at skrive de nye studieordninger for uddannelserne i datalogi og software. Jeg vil heller ikke klandre dem, der underviser i introducerende programmering, for jeg ved, at de gør det rigtig godt. Men dels var jeg ikke ene om at skrive studieordningen, dels er det muligt at reflektere over den faktiske studieordning på baggrund af praksis.

Det sædvanlige argument for at man skal lære C-agtige sprog tidligt i sit studium er, at “det får de studerende brug får, når de engang bliver færdige og skal arbejde med at udvikle programmer”. Det er formodentlig rigtigt, men hertil vil jeg indvende følgende.

  1. De fleste andre læringsmål, som de studerende bliver præsenteret for tidligt i deres studium, er begrundet i en progression i studiet, ikke i fremtidig erhvervskompetence. Sagt mindre knudret: Vi siger som regel: “Dette får I også brug for at vide på et senere semester”, ikke “Dette får I brug for at vide, når I engang får et arbejde”.
  2. Det kan være, at man skriver bedre C-programmer, hvis man har set et helt anderledes sprog først. Der var faktisk en kort periode på 3 år, hvor de studerende på første studieår mødte SML som deres første sprog. Og de lærte at programmere i C-agtige sprog alligevel.
  3. Måske er der i et vist omfang en selvopfyldende profeti indbygget i at fokusere så meget på C-agtige sprog. Kandidater i datalogiske fag lærer at C-agtige sprog er de vigtigste og fører uvilkårligt denne tradition videre, når de får arbejde og måske ender som ledere af softwareudviklingsprojekter.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på analogien med at lære fremmedsprog. Alle får at vide, at det er vigtigt at lære engelsk. Og ja, engelsk er vigtigt at kunne, men ikke fordi engelsk er det bedste sprog – kun fordi mange taler det og fordi der er skrevet en hel masse på engelsk. Problemet kommer, når man glemmer at engelsk er ét blandt mange sprog, det er værd at kende.

Triolektisk fodbold (del 2)

Efter Danmarks fuldt fortjente sejr i går aftes tænkte jeg videre over udfordringerne i triolektisk fodbold, som jeg skrev om i går. Her er en liste:

  1. I triolektisk fodbold er der tre perioder, og det giver mulighed for at tænke helt anderledes strategisk. Lad os forestille os, at der er triolektisk landskamp mellem Argentina, Bulgarien og Cameroun. Efter første pause fører Argentina 1-4-5. Bulgarien og Cameroun har ikke lyst til at tabe, så deres trænere aftaler i pausen at gå sammen om at score mod Argentina i anden periode. Efter anden periode står det pludselig 8-5-5. Nu vil Argentina have interesse i at allierede sig med et af de to førende hold for at kunne få en andenplads.
  2. I triolektisk fodbold skal man tænke over pointsystemet. Det rimelige vil være, at førstepladsen får 3 point, andenpladsen 1 og taberen 0 point. Men vil vil heller ikke have, at alle tre hold graver sig ned i forsvaret. Derfor skal man formodentlig tildele 0 point til alle hold, hvis en kamp ender helt uafgjort og 1 point til en delt førsteplads.
  3. Opspillet bliver formodentlig den vanskeligste fase, for den kræver at to hold bliver enige om at angribe det tredjes mål. Når bolden først er på en modstanders tredjedel, er det i de to angribende holds interesse at gå sammen om at holde bolden herinde. Ellers vil det forsvarende hold nemt kunne lave en kontra sammen med et af de to angribende hold. Dette er en generalisering af sædvanlig fodbolds kontra-strategier.
  4. I triolektisk fodbold er det svært at definere en god offside-regel på grund af banens geometri. Denne regel blev indført i sædvanlig fodbold for at undgå, at angriberne graver sig ned på modsat banehalvdel, så spillet degenererer til en serie lange pasninger. Men måske er en offside-regel slet ikke nødvendig her: hvis angriberne prøver at grave sig ned på denne måde i triolektisk fodbold, skal de nemlig vælge hvilken af modstandernes tredjedele, de vil besætte. Hermed mister de muligheden for at angribe på den tilbageværende tredjedel.
  5. Indkast er besværligt at administrere; så vidt jeg kan se af den smule jeg har kunnet finde om reglerne for triolektisk indkast, skal hvert hold have en del af sidelinjen. Når bolden spilles ud over holdets del af sidelinjen af et af de andre hold, får de indkast. Men hvad holdet selv kommer til at spille bolden ud over egen sidelinje?
  6. Jeg tror, der vil blive scoret flere mål pr. hold i en triolektisk fodboldkamp end i en sædvanlig. I et angreb er der hele tiden angribere fra to hold mod forsvarere fra ét hold, så det forsvarende hold er i alvorligt undertal på egen banetredjedel.
  7. En stor udfordring rent kombinatorisk er at lave en triolektisk fodboldturnering. I en sædvanlig ligaturnering med 12 hold skal der spilles P(12,2) = 12 \cdot 11 = 132 kampe, for der skal være en ude- og en hjemmekamp, mens der i den triolektriske udgave skal spilles P(12,3) = 12 \cdot 11 \cdot 10 = 1320 kampe, hvis alle hold skal nå at spille hjemme. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan en cupturnering skal afvikles.

For mig at se er det rigtig interessante ved triolektisk fodbold, at nogle af de taktiske overvejelser fra sportsgrene som landevejscykling dukker op her. Her kan en gruppe ryttere gå sammen i udbrud, ligge på hjul sammen meget af vejen og afgøre løbet i en afsluttende spurt. Hvis man ikke bruger en sådan strategi og kun opfatter de andre hold som modstandere, bliver den triolektiske fodboldkamp let noget rod.

Triolektisk fodbold

Triolectique / Triolectics from Pied La Biche on Vimeo.

Jeg ved det godt. Der er landskamp i aften, og den er vigtig for Danmarks EM-deltagelse. Men den skriver alle andre om. Så her er en anderledes video om fodbold. Asger Jorn, der ellers mest er kendt for sine malerier, opfandt triolektisk fodbold – dvs. fodbold med tre hold og en sekskantet bane. Det er en sport, der aldrig rigtig er slået an. Ideen er ellers spændende, og på nogle måder oplagt. Hvorfor skal der lige være to hold involveret i holdsport, når der i individuelle sportsgrene som regel er mange, der konkurrerer mod hinanden?

En vigtig forskel er, at man ikke tæller scoringer, men hvor mange mål, man lukker ind.

Især synes jeg, det er interessant, at to hold nu kan gå sammen i et angreb og samtidig alligevel have hinanden som modstandere. Man kan også blive nummer 2 i en kamp uden at tabe, og måske er det sværere at have en helt uafgjort kamp (det er jeg nu lidt i tvivl om). Jeg så engang tre amatørhold spille mod hinanden i et børneprogram for mange år siden, men herudover har tv-dækningen af triolektisk fodbold været ringe. På DR2 skulle der så netop i dag være et indslag om denne overraskende sportsgren i Deadline, og Atletico Bilbao er endda involveret. Der er netop startet en triolektisk turnering med 37 hold; den løber frem til april 2012.

Videoen ovenfor viser forberedelserne til en triolektisk kamp i Frankrig. Nogle billeder i fugleperspektiv (i stil med dem, vi sikkert får masser af i aften under Danmark-Portugal) kunne have været spændende for at se, hvordan kampen udvikler sig.

Den eneste, der slap igennem

I am the only one that got through
The others died where ever they fell
It was an ambush
They came up from all sides
Give your leaders each a gun and then let them fight it out themselves
I’ve seen devils coming up from the ground
I’ve seen hell upon this earth
The next will be chemical but they will never learn

Ikke et digt, men hvad Harry Patch, den sidste overlevende britiske soldat fra Første Verdenskrig havde at sige om slaget ved Passchendaele i 1917, da han blev interviewet i 2005.

Jeg lytter til Radiohead lige nu, og deres gribende sang “In Memory Of Harry Patch” har netop denne tekst. Hør sangen her eller køb den her.

Harry Patch døde i 2009, 111 år og 38 dage gammel.

Helt ned på asfalten?

Jeg er glad for, at jeg ikke var der, da der var COP15-møde i København i december 2009. Det var på alle måder en trist omgang. Forhandlingerne om en klimaaftale kuldsejlede, og lømmelpakken blev brugt til at foretage masseanholdelser af demonstranter i et hidtil uhørt omfang. I alt 944 mennesker blev anholdt.

Jeg er modstander af vold og det gælder selvfølgelig også demonstranters vold under demonstrationer. Man bringer andre menneskers liv i fare, hvis man kaster med brosten. Men antallet af anholdelser, der fandt sted, var ude af proportioner. Sidste år fik 178 af sagsøgerne da også medhold i Københavns Byret i, at de var blevet anholdt uberettiget.

Siden da har politiet anket denne dom, og politiet har oprettet en ‘COP15 Efterforskningsenhed’, der har indsamlet oplysninger om demonstranterne. Dette kan man læse i en artikel i Information, hvor demonstranternes advokater også udtaler sig.

Der er to forhold, der gør mig urolig ved denne sag. Det første er de forsøg, der gøres på at begrunde anholdelserne. I artiklen kan man læse dette:

Om en af sagsøgerne anføres det således ifølge advokaterne, at vedkommende for nogle år siden tegnede en taleboble på en Pia Kjærsgaard-valgplakat. Om en anden, at vedkommende er blevet bortvist fra Kongens Have i København, og om en tredje har politiet fundet frem til, at vedkommende fire år inden klimatopmødet har været sigtet for at deltage i et slagsmål.

Jeg tvivler stærkt på at de betjente der i løbet af kort tid anholdt tæt på tusind mennesker, under anholdelserne brugte tid på at undersøge arrestanternes fortid og begrundede anholdelserne heri. Der er næppe en betjent, der har sagt noget i stil med “Vi er nødt til at tilbageholde dig, for du er engang blevet bortvist fra Kongens Have, og derfor tror vi at du kunne finde på at…” Og hvis der havde fundet en sådan screening sted, er det underligt at også et stort antal mennesker, der ikke havde en “suspekt fortid” (bl.a. Hare Krishna-munke, norske sygeplejersker og andre,) også blev arresteret.

Et andet foruroligende eksempel er dette:

Om en hollænder har det hollandske politi oplyst, at vedkommende er ukendt i registrene. På egen hånd har COP15 Efterforskningsenheden via vedkommendes Facebook-profil fundet frem til, at vedkommende har været tilsluttet grupper, der har deltaget i »demonstrationer mod den hollandske stat og deres nedskæringer mod uddannelse«.

Det er særdeles tvivlsomt, at man næsten to år senere prøver begrunde en arrestation i et forhold, der allerede på anholdelsestidspunktet lå flere år tilbage. Det gør mig også urolig, at ikke strafbare aktiviteter på nettet kan blive inddraget. Gad vide, om dette blogindlæg en dag kan få konsekvenser for dets forfatter?

Det andet forhold, der faktisk også gør mig urolig, og som ingen nævner, er at det unægtelig ser ud som politiet bruger mange resurser på det, der vel egentlig er at undersøge (eller snarere hvidvaske) sig selv.

Når også Jacob Mchangama fra CEPOS, der næppe kan karakteriseres som en venstreorienteret ballademager, kritiserer lømmelpakken, burde alle kunne se, at der er noget alvorligt galt i hele denne sag.

Velkommen til masseuniversitetet!

Politiken har i den forgangne weekend offentliggjort resultaterne af en undersøgelse blandt universitetslærere om kvaliteten af undervisningen på universiteterne. Også jeg var med i denne undersøgelse. Herunder er nogle få af de mange citater, der også blev indhentet – og ingen af dem skyldes mig.

»Efter gymnasiereformen har vi oplevet en markant mindre abstraktionsevne, og de studerende er absolut ikke indstillet på at forberede sig derhjemme«.

»Nogle få burde ikke gå på universitetet, fordi de ikke er kvikke nok, men flere burde ikke gå der, fordi de ikke er flittige nok«.

»Det kniber med arbejdsmoralen. Det at sætte sig ned og læse, til man har forstået stoffet, er noget, de færreste kan. Er det svært, er det åndssvagt«.

»De opfatter sig ikke som studerende, men som elever, der stiller enorme krav til underviserne om service – og vi danser med, fordi vi er bange for at få klager og dårlige elevevalueringer – de studerende har sindssygt meget magt sammenlignet med før, hvor de var mere autoritetstro«.

Jeg er både enig og uenig. Har de studerende mere magt i dag, som en af mine ukendte kolleger hævder? Hvis vi med magt forstår at de studerende har indflydelse på noget væsentligt, er svaret et rungende nej. Universitetsloven af 2003 (som Venstre, Konservative og Socialdemokraterne stod bag) formindskede de studerendes indflydelse i de styrende organer betragteligt. Studenterbevægelsen opnåede store resultater for 40 siden – den dengang meget demokratiske styrelseslov og fokus på problemorientering skyldes i høj grad studenterbevægelsens indsats. Den slags ser vi bestemt ikke i dag! Men hvis vi ved magt forstår en form for kortsigtet reaktion på forhold i undervisningen, en reaktion, der i virkeligheden skyldes en kombination af afmagt og minimalisme, da er svaret vel en slags ja.

Jeg er nemlig til gengæld enig i, at de studerendes arbejdsindsats ser ud til at være for nedadgående. Her tror jeg, der skal sættes ind for alvor. Den vigtigste kvalifikation, man får med sig fra en uddannelse, er i virkeligheden at man lærer at lære nyt. Hvis man ikke bliver i stand til det, får man problemer i sit arbejdsliv. På bloggen har jeg tidligere ytret min manglende begejstring over de tendenser til minimalisme, vi ser i studentermassen. Denne tendens skyldes til dels, at vi optager langt flere studerende end før. Formodentlig skal folkeskolen og ungdomsuddannelserne også inddrages i arbejdet for at sikre en bedre arbejdsindsats, så de studerende kan lære at gøre den nødvendige indsats.

Jeg har tidligere nævnt Carol Dweck, der er psykolog ved Stanford University. I en artikel fra 1998 beskriver hun og Claudia M. Mueller resultaterne af en undersøgelse af, hvordan feedback påvirker skoleelevers læring. Dweck og Mueller inddelte 128 5. klasses-skoleelever i to grupper, der skulle løse tre sæt opgaver. Den eneste forskel bestod i hvordan eleverne fik feedback efter første opgavesæt. I én gruppe blev elever rost for at dygtige (“du er vel nok godt begavet”), i den anden for at være flittige (“du har vel nok gjort dig umage”), og i en tredje gruppe fik eleverne ingen feedback. Det viste sig, at eleverne i den midterste gruppe (“du har vel nok gjort dig umage”) opnåede den største forbedring af resultaterne i de følgende opgaveset.

I artiklens konklusion skriver Dweck og Mueller:

Well-meant praise for intelligence, which is intended to boost children’s enjoyment, persistence, and performance during achievement, does not prepare them for coping with setbacks. In fact, we have demonstrated that this type of ability feedback can undermine children’s motivation when they are later confronted with challenge. Indeed, researchers, educators, and parents alike might be well advised to borrow a guideline from the literature on criticism when they decide to praise children. That is, as with criticism, it is better to separate “the deed from the doer” by applying praise to children’s strategies and work habits rather than to any particular trait.

Dette kan tyde på, at en evaluering af arbejdsindsatsen i langt højere grad skal være en del af vores feedback som undervisere. Vi kan direkte observere arbejdsindsatsen i undervisningen; det kan vi kun (i bedste fald) indirekte ved eksamen. Karakterskalaen taler ikke om arbejdsindsats, men kun om hvor mange mangler, den studerende har i forhold til de officielle læringsmål.