Jesper Klein 1944-2011

Her er traileren fra Jesper Kleins gennembrudsfilm Balladen om Carl-Henning. En elskelig og ofte meget morsom mand, som min generation er vokset op med på tv, er ikke mere. Jeg savner ham allerede.

Hvem ved, at Jesper Klein faktisk var cand.phil i teaterhistorie? Louis Miehe-Renard spurgte ham, om han ikke hellere ville lave teaterhistorie – og så blev Klein skuespiller.

Jesper Klein havde også et stort engagement i samfundsforhold, og det er måske ikke så kendt. Bl.a. var han to gange blandt modtagerne af Gelsted-Kirk-Scherfig-prisen, først som medlem af Kunstnere for fred, senere som medlem af Kirkeasyl.

Fremtiden set fra fortiden

Det er interessant at se gamle dages forudsigelser om fremtiden. Nogle af dem er helt i skoven, andre er lige på kornet – og så er der altid sket en masse, ingen havde forventet. Fra min barndom kan jeg huske det jubilæumsnummer, der udkom da Aalborg Stiftstidende fyldte 200 år den 2. januar 1967 og især husker jeg en artikel om Nordjylland år 2000. I mange år ledte jeg forgæves efter denne artikel fra min morfars gemmer; meget blev spredt rundt om i Danmark ved fordelingen af arven, da min morfar og siden min mormor gik bort. Men tidligt i år fandt jeg et gammelt eksemplar af jubilæumsnummeret ved Læsehesten i Reberbansgade – og jeg slog straks op på artiklen for at se, hvordan vi havde det for 11 år siden.

Artiklen af Agner Ahm er skrevet på baggrund af samtaler med arkitekterne Jens Johansen og Stefan Ott, der arbejdede med den nordjyske regionsplan. Bemærk i øvrigt, at avisen 19 år efter retskrivningsreformen i 1948 stædigt holdt fast i at skrive “aa” i stedet for “å”!

Billedet ovenfor afspejler en af de forudsigelser, der slet ikke kom til at holde stik:

Helikopterens store betydning paa de korte afstande blev først rigtigt erkendt efter Vietnam-krigens udvikling og billiggørelse af dette praktiske trafikmiddel.

Til gengæld er der en slags forudsigelse af GPS-navigering (omend den selvkørende bil endnu ikke findes):

Vore forældre ville næppe have troet deres egne øjne, naar vi ved overgangen til den stærkt trafikerede bymidte taster vort bestemmelsessted ind paa automatic-indlægget i bilen og overlader det store centrale computeranlæg at finde den letteste vej til nærmeste parkeringsplads, mens vi selv læner os tilbage i sædet og slapper af.

Billedet ovenfor viser Aalborgs bymidte; at dømme efter Budolfi kirke og den vinkel, den er vist fra er vi nok nede ved Vesterbro et stykke efter Cimbrertyren.

Datakommunikation, Internettets fremkomst og hele den digitale revolution kunne Agner Ahm og de to arkitekter ikke forudse – omend bilerne vel må have haft en måde at kommunikere med “det store centrale computeranlæg” på! Farve-tv og kommunikationssatellitter er stadig nye og spændende fænomener i 1967, og det præger forudsigelsernes art.

De første interne TV-anlæg imponerede alle. De kunne sende billeder fra rum til rum over korte afstande. TV-telefonen, som i dag sender baade billede og lyd via telekommunikationssatellitter, er blot et naturligt led i hverdagen.

Foruden at hjælpe os paa telekommunikationsfeltet har elektronerne givet os mulighed for at lægge alt rutinemæssigt beregningsarbejde over paa de elektroniske databehandlingsmaskiner. At de ogsaa vakte ængstelsen, da de kom frem, nævnes kun for en ordens skyld.

Endelig denne forudsigelse, som den 3-årige udgave af mig nok ikke helt ville have forstået rækkevidden af:

Det nordjyske universitet, som gennem den sidste snes aar er vokset til 10.000 studerende – omtrent som det daværende Nørresundbys samlede indbyggertal – fik en næsten endnu voldsommere vækst, end dets forkæmpere havde tænkt sig, da grundlaget blev skabt gennem den særlige økonomiuddannelse for ingeniører og med den kliniske lægeskole for de medicinske studerende.

At så netop disse to uddannelsesretninger er blandt dem, der er kommet til efter 2000, vil jeg se stort på her.

Hvorfor rammer artiklens forudsigelser så plet en hel del gange? Svaret er formodentlig mere banalt, end vi ofte tænker over. Mange forudsigelser er nemlig udtryk for ønsker, og det er derfor også disse ønsker, der præger den udvikling, der følger. Et godt eksempel er forudsigelsen om helikopterne som trafikmiddel. Den bunder i forventningen om USAs sejr i Vietnam (eller ønsket; mange dengang holdt faktisk med USA) og er et eksempel på en forudsigelse, der slog fejl, fordi forventningen slog fejl.

Den pæne trussel mod demokratiet

I diskussioner om truslerne mod demokratiet er fokus som regel på grupper “uden for” samfundet – religiøse og politiske grupper, der ved brug af terrorhandlinger og andre former for vold vil gennemføre deres holdninger. Jeg er mindst lige så bekymret over de “pæne” mennesker, der vil afskaffe demokratiet og samtidig har indflydelse på “mainstream”-partier og den politiske proces.

Her er et eksempel på en sådan “pæn” mand. I en kronik i Berlingske d. 18. august skriver Søren Hviid Pedersen, der er lektor ved Syddansk Universitet ved Institut for Statskundskab og medstifter af en ny konservativ tænketank Cesam:

Vi har i mange år haft en forestilling om, at fordi man er over 18 år er man automatisk berettiget til stemmeret. Måske man igen skulle overveje dette. Måske det var mere betimeligt at fundere over, hvilke forudsætninger man, som borger, skal have for at kunne have stemmeret. Måske man skulle indføre et forsørgelseskriterium, altså at man har et arbejde eller lignede og kan forsørge sig selv inden man får det privilegium at stemme og i princippet bestemme over andre mennesker og deres ressourcer og ejendom. Dette sikrer mod store vælgergrupper, der på ingen måde selv arbejder eller lever af at andre forsørger dem, vedtager nye tiltag og love, der bebyrder de mennesker, der arbejder og sørger for sig selv.

Holdninger af denne art har tidligere været luftet offentligt hos både konservative og Venstre-folk. Hvordan dette forslag skulle føres ud i praksis – Skal man fratages stemmeretten, hvis man bliver fyret lige inden valget? Skal free-lancere og andre mindre selvstændige med gæld have stemmeret? Skal studerende have stemmeret? Skal hjemmegående? Skal man miste stemmeretten, hvis man bliver udsat for en invaliderende arbejdsulykke? – vil jeg slet ikke tænke på her. Hensigten er formodentlig at ramme kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse, der i stort omfang ikke stemmer konservativt.

Indtil grundlovsændringen i 1915 havde tyende og mennesker på fattighjælp ikke valgret, så dette forslag er reelt et ønske om tilbagevenden til tilstandene for 100 år siden. Om kvinder også skal have stemmeretten frataget, så vi fuldstændig kan vende tilbage til de gode gamle dage, fremgår ikke.

(Et andet forslag fra Søren Hviid Petersens hånd er, at der skal være direkte valg til statsministerposten og at statsministeren skal kunne nedlægge veto mod beslutninger truffet af Folketinget.)

Søren Hviid Pedersen er under alle omstændigheder eksponent for en skadelig holdning til menneskerettighederne, vi ser udfoldet i disse år. Ytringsfrihed, valgret, brug af sundhedssystemet, at stifte familie, at kunne få statsborgerskab – alle nævnt i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder – bliver i stadigt stigende grad opfattet ikke som rettigheder, men som privilegier, man først skal gøre sig grundigt fortjent til. Søren Hviid Pedersen bruger da netop også dette ord.

Menneskerettighederne blev formuleret som reaktion på nazismens forbrydelser for at forhindre magtmisbrug og sikre menneskeværd. Ytringsfriheden gør det muligt at kritisere magthaverne, valgretten gør det muligt at påvirke, hvem der er magthavere.

Menneskerettighederne udtrykker og skal sikre, at alle er født frie og lige i værdighed og rettigheder – og de gælder også for dem, hvis holdninger man slet ikke sympatiserer med. Her f.eks. Søren Hviid Pedersen.

Hvor mange elever er der på skolen?

Der er en universitetslektor med nordjysk baggrund, Hans H., der er meget utilfreds med hvordan universiteterne har udviklet sig. I Politiken skriver han:

Det kritiske universitet anno 1968 er forsvundet. Mange af de gamle 68’ere er blevet systemets tjenere. Enhver protest er blevet affejet med, at den fremføres af gamle, sure mænd.

De studerende har afsløret virkeligheden. De kalder universitetet ’skolen’, og de går i en klasse, og de har lektier for. De vil helst ikke have bøger, for de er dyre, og derfor får de alt, hvad de skal have som pdf-filer eller i form af det skandaløse kompendium. Universitetet er blevet bogdroppende.

Forskningsfriheden er afskaffet. Kurser skal være ’trendy’. Fordi man ikke kan undervise i det, som man forsker i, søger de ansatte forskningsmidler, og formålet er at blive fri for at undervise.

Vi opfordres til ’artikelproduktion’. Vi skal producere i tusindvis af artikler, som ingen vil læse, og ingen skal læse, for de skal kun give point, så universitetet kan få flere penge – fra staten.

Alle citaterne stammer fra et langt indlæg i Politiken i dag af Hans Hauge, der er lektor ved Århus, undskyld: Aarhus Universitet ved Afdeling for Nordisk Sprog og Litteratur. Hans Hauge har ud over sin akademiske gerning skrevet ganske mange nationalkonservative indlæg i især Jyllands-Posten, og hans tone er ofte polemisk.

På mange måder er jeg helt forskellig fra ham, men jeg kan tit høre mig selv sige noget lignende det, han giver udtryk for i sit indlæg i Politiken. Mange af os, der er ansat som videnskabeligt personale på danske universiteter, er efterhånden meget utilfredse med tingenes tilstand på vores arbejdsplads.

Kritikpunkterne vil jeg derfor ikke gentage her. Spørgsmålet er her derimod: hvordan kommer vi videre? For at kunne forstå vores egen utilfredshed og komme videre end til at bedrive polemik, for ikke at fremstå som reaktionære, for at kunne overbevise beslutningstagerne, er vi nødt til at forstå præcis hvorfor vi som akademikere er utilfredse. Lad mig i dette indlæg starte ét bestemt, lille sted, nemlig med “skole”-terminologien, der sniger sig ind i de studerendes sprogbrug.

Når jeg reagerer på de studerendes omtale af universitetet som “skolen” og sig selv som “elever”, er det, fordi denne sprogbrug afslører, at de studerende ikke er bevidste om hvor de befinder sig. Universitetet er selvfølgelig en uddannelsesinstitution, men den er meget mere end det. Universiteterne skal bedrive forskning, og undervisningen skal være forskningsbaseret. Og de studerende er ikke elever, som nogen løfter op (verbet elever betyder “at løfte op” på fransk – jvf. en elevator), men studerende, der stræber mod at tilegne sig viden (ordet studium betyder “stræben” eller “iver” på latin!).

Vi, der er på universiteterne, vil gerne have, at universitetet er noget særligt. Universitetet er ikke bedre end så mange andre fænomener i samfundet – landbrug, detailhandel, sundhedsvæsen, folkeskoler, professionshøjskoler… – men ligesom dem er der en funktion, vi er bedst til og har lang erfaring med. I vores tilfælde er det at kombinere forskning og forskningsbaseret undervisning; det er derfor, vi ikke “bare er en skole” (undskyld til de rigtige skoler; dette er ikke nedladende ment – de udfylder også en vigtig funktion.)

Den 1. september, når de nye studerende begynder på Aalborg Universitet, vil jeg som den første prøve af de mange, de efterhånden vil blive udsat for, spørge dem, jeg skal tage imod, “hvor mange elever der er på skolen”. Jeg håber, at nogen blandt dem vil give et godt svar!

Usandsynligt?

For rigtig mange år siden, da jeg studerede matematik, skulle jeg følge et kursus i videregående sandsynlighedsteori. Dengang var der to bøger, kursusholderen vaklede imellem at bruge. Den ene var A Course In Probability Theory af Kai Lai Chung, den anden var Probability and Measure af Patrick Billingsley. Chungs bog forudsatte kendskab til målteori, Billingsleys gjorde (som navnet antyder) ikke. Chungs bog var forholdsvis tynd, mens Billingsleys bog bestemt ikke var det. Vores kursusholder havde mødt begge forfattere – Billingsley var en rødhåret irsk-amerikaner, Chung var en stor, entusiastisk kineser.

Vi endte med at bruge Chungs bog. Dét år viste dansk tv (det var i monopolets dage) en film med Christopher Reeve og Jane Seymour, der hed Somewhere In Time. I filmen var der en rødhåret professor, som blev spillet af en, der hed Patrick Billingsley. Hvilket sammentræf, at en birolleskuespiller som hed det samme som en kendt sandsynlighedsteoretiker og at begge var rødhårede! tænkte jeg.

I dag fandt jeg ud af det ved et tilfælde: Det var faktisk den samme Patrick Billingsley. Denne amerikanske professor i matematik var nemlig også en dreven skuespiller, der var med i flere film – bl.a. også Brian de Palmas The Untouchables med Sean Connery, Robert de Niro og Kevin Costner. Den har jeg også set, men heller ikke her gik det op for mig, at manden, der havde skrevet Probability and Measure, var med.

Patrick Billingsley døde i år i april måned i år. Læs nekrologen her; han har været et interessant menneske, opdager man. Chung døde i 2009, og også han var et interessant menneske.

Robin Hood-skatten

I disse dage kan vi læse om, hvor skidt det står til med aktiekurserne. De mange handler med værdier, der i stort omfang er fiktive, er en hovedårsag til den økonomiske krise. Denne krise er ekstra kritisk i en situation, hvor der er enorme udfordringer globalt med især klimaforandringerne. Hvor skal pengene komme fra, hvis vi skal kunne gøre noget?

En rapport fra EU-kommissionen anslår at en skat på 0,1 procent på handel med værdipapirer, sammen med en afgift på 0,01 procent på handel med derivater kunne indbringe mellem 31 og 50 milliarder euro årligt. Denne skat kaldes en Tobin-skat efter den amerikanske økonom James Tobin; den ville på én og samme tid gøre det muligt at gøre mere mod klimaændringerne og de sociale og økonomiske uligheder og være med til at forebygge risikable finansielle transaktioner.

Men bliver dette til noget? Næppe. Alle 27 medlemslande i EU skal være enige om at indføre den, og bl.a. Storbritannien er imod. Til gengæld gav Angela Merkel og Nicolas Sarkozy i et topmøde i Paris i denne uge udtryk for at en sådan skat på finansielle transaktioner kunne være nødvendig. Hverken Merkel eller Sarkozy kan siges at være socialister.

Jeg synes, arbejdet for en Tobin-skat og andre politiske tiltag mod spekulation og mod ulighed bør være et emne også i den hjemlige politiske debat. Hvad vil den siddende danske regering og den siddende danske opposition sige?

Læs mere om Tobin-skatten på http://robinhoodtax.org.

Brian Cox-effekten

Så er der nyt om den engelske pendant til gymnasiet (og nej, ikke “britiske” – Skotland har sit eget system). I The Guardian kan man se, at flere og flere vil have en A-level i naturvidenskabelige fag, mens det omvendt går skidt for fremmedsprogene.

Entries for A-level maths are up by just over 40% over five years, while the number of entries for physics has risen by 19.6% and chemistry is up 19.4%.

Languages continue a long-term decline, with combined entries for French, German and Spanish down by 6.3%. Geography is down 1.3%while history has gained in popularity, rising 9.5%.

General studies, a subject that few universities accept for entrance, has slumped over the past five years, down 26.4%.

Critical thinking sees the sharpest year-on-year drop, down 17% – though the number of entries is small.

Herhjemme går det på samme måde i gymnasiet; langt størsteparten af eleverne har nu matematik på mindst B-niveau – og fremmedsprogene har det skidt. Bortset fra engelsk, men her har englænderne et fortrin, uanset hvad end vi gør. Og så går det heller ikke godt med den kritiske tænkning, kan man se.

Hvorfor går det så godt for de naturvidenskabelige fag? Artiklen i The Guardian giver “Brian Cox-effekten” noget af æren. Brian Cox er professor i astronomi fra Manchester, kendt fra fjernsynsprogrammer om naturvidenskaber på britisk tv og populærvidenskabelige bøger. Han gør sig godt på skærmen og er en lille smule rockstjerne-agtig i sin fremtoning (han har da også spillet i bandet D:Ream i en fjern fortid) – minder han faktisk ikke om bassisten fra Manic Street Preachers?

Hvis man har set Danny Boyles udmærkede science-fiction film fra 2007, Sunshine, der handler om en rumrejse til Solen (!) der skal redde Jorden fra undergang, vil man sikkert tænke, at filmens mandlige helt, en astronom, der spilles af Cillian Murphy, minder om Brian Cox. Det er nok heller ikke tilfældigt, har jeg siden kunnet læse mig til. Cox var videnskabelig rådgiver på filmen, og instruktøren har ladet sig inspirere heraf.

Den økonomiske krise spiller formodentlig også ind på de unges fagvalg. Det har vi set i 1980’erne, hvor især ingeniøruddannelserne oplevede et boom. Når krybben er tom, vælger gymnasieeleverne “sikkert”.

Men Brian Cox-effekten er nok også en del af sandheden, og det håber jeg personligt også. Tænk, hvis gymnasieeleverne rent faktisk ikke bare er strategiske, men rent faktisk begynder at fatte interesse for de naturvidenskabelige fag, og herunder datalogi, ikke kun den håndværksprægede it-biks. (De måtte nu også gerne interessere sig lidt mere for fremmedsprog samtidig.)

Og hvem kan så være den danske Brian Cox?

Platismen viser vej!

Jeg holder utrolig meget af Carl Barks’ Anders And. I Carl Barks’ streg og fortælling bliver Anders, Andersine, ungerne, Joakim og bipersoner som Anderbilt og den uforlignelige Hexia de mest menneskelige ænder i tegneseriernes historie. Min datter er glad for Don Rosa, der også er en stor fan af Barks. Men, som jeg ofte siger til hende, Don Rosa er omhyggelig, men ikke særlig sjov.

Carl Barks er sjov! Der er de lange historier, der ofte får karakter af eventyr. Her er det ofte Onkel Joakim, der er hovedpersonen assisteret af Rip, Rap og Rup. Men så er der også de korte historier, hvor en interessant pointe bliver kondenseret til få sider på en uforligneligt sjov måde. Især bliver de gode fra midt i 1950’erne, hvor ændernes koleriske temperament bliver nedtonet, og andre sider af dem også stikker hovedet frem. En af mine absolutte favoritter, en kandidat til den morsomste historie om ænderne, er historien om platismen. Den blev oprindelig blev udgivet i Anders And & Co. tilbage i 1954 og er selvfølgelig også at finde i Carl Barks’ samlede værker (som jeg hermed tilstår at eje).

“Livet bliver som en leg – når Platismen viser dig vej”, som denne ismes grundlægger, Professor Fup formulerer det. Anders slår plat og krone om alt, ender med at køre galt i en uoverskuelig motorvejsudfletning og kommer i retten. Dommeren – en vred ugle – vil idømme ham en bøde for færdselsforseelser, men gør bøden større, da det viser sig at Anders ikke brugte forstanden, men slog plat og krone! Herefter bruger Anders And platismen en sidste gang for at finde Professor Fup – men det lykkes kun næsten.

Læs historien, hvis du ikke allerede har gjort det. Ellers læs den igen. Og le. Jeg griner stadig hver gang.

Og nej nej, jeg skal nok lade være med at drage en analogi til alternative behandlingsformer eller politiske beslutningsprocesser. (Hov, nu kom jeg vist til det alligevel.)

If I Can’t Change Your Mind

Jeg er for alvor ved at opdage det amerikanske folk-rock band The Decemberists. Her er deres velspillede akustiske (dvs. med 5 akustiske guitarer) udgave af det gamle Sugar-nummer “If I Can’t Change Your Mind”, vel det tætteste Bob Mould nogen sinde er kommet på et hit. Copper Blue hvor sangen findes, var et af de albums, jeg hørte meget dengang for 19 år siden.

Underlig, men nok nyttig

20110818-103748.jpg

I dag har jeg fået en iPad som frynsegode fordi jeg hjalp en PhD-studerende på et andet institut. Jeg betaler multimedieskat i forvejen, så der var ikke noget at betænke sig på. Jeg tror, det er en nyttig lille dims – selv om mit første indtryk er af en voldsomt overdimensioneret iPhone (sådan en har jeg nemlig allerede), eller måske snarere iPod touch. Min iPad har nemlig ikke SIM-kort.

Jeg har skyndt mig at lægge noget musik over (alt fra Gustav Mahler og Carl Nielsen til The Horrors og Arcade Fire) og købe et par billige programmer, eller apps, som det jo hedder. Steve Jobs er nok glad.

Og ja, dette indlæg er skrevet på iPad og fotoet er taget med dens kamera.