Hilsen fra milten

Netop i dag har jeg en underlig fornemmelse i hoved og krop. Det er som om vejret og semesterstarten og verdenssituationen og dum dansk politik og dårlig søvn slår sammen, og det hele er kompliceret. Ikke engang lørdagsavisen er god, for den handler stort set kun om verdenssituationen og dum dansk politik og om hvor kompliceret det hele egentlig er. Weekenden er for kort og samtidig alt for lang. Jeg har købt en stor dum klods af en printer fra en biks i Viby, en printer jeg, stik mod alt hvad jeg har kunnet læse, ikke kan bruge og som er uforholdsmæssigt dyr at sende tilbage til Viby med fragt. Og det ved jeg godt ikke er noget reelt problem, for der er masser folk der ikke har råd til at købe en printer. Jeg vil gøre noget for at gøre noget for at få den underlige handlingslammende og -lammende fornemmelse til at lette, men jeg indser hurtigt, at det er for stor en mundfuld. Jeg kan ikke handle mig ud af det. Det føles som en gammel sang med C.V. Jørgensen. Jeg har lidt efter det rette ord til at beskrive den med, og her er det så (takket være Wikipedias danske udgave):

Spleen (fra eng. spleen, af latin splen, milt) melankoli, tungsind (der mentes at stamme fra milten) eller dårligt humør, trist eller gnaven sindsstemning; især om en blanding af blaserthed, kedsomhed, livslede og tristhed, gnavenhed, irritabilitet (som menes at forekomme i sin typiske form hos englændere).

Hvorfor skal milten have sådan et dårligt ry? Vi ved i dag, at den filtrerer de gamle blodceller fra og er med til at rense blodet for bakterier – så organet for tungsind er kroppens rensningsanlæg og som sådan nyttigt. Men måske er navnet på denne sindstilstand alligevel passende – for det milten, der har den tunge opgave at tage sig af skidtet og årsagerne til dårligdommene.

Også C.V. Jørgensen, hvis sange jeg skatter meget højt, er kommet videre end sin spleen. Hans seneste udgivelser er stadig reflekterede og bestemt ikke lalleglad, men hans spleen har veget pladsen og giver plads til et bagvedliggende klarsyn, som jeg også gerne vil kunne finde frem.

Nødvendige beskyldninger

Ved et af disse underlige sammentræf, jeg måske selv konstruerer, var det i går, Informations forside kunne fortælle, at også tre-årige mobber, og også i går, flere nyvalgte folketingsmedlemmer, bl.a. Mette Bock fra Liberal Alliance, karakteriserede debatten i Folketinget som en børnehave. Jeg er også træt af den manglende kvalitet af de politiske diskussioner i Danmark, men jeg bryder mig ikke om sammenligningen med en børnehave. Der er dog trods alt stadig håb for at de 3-6-årige kan lære at behandle hinanden bedre,

Kristoffer Raun Thomsen, der er retoriker, analyserer diskussionen i Folketinget i Politiken. Herunder er et interessant sted i hans artikel.

Men ofte drejer salens samtaler sig mere om personangreb end direkte debat. Som Søren Espersen for nylig sagde: »Altså, hvis jeg skulle finde nogen, der var unuanceret i forhold til Mellemøsten, kunne jeg da hurtigt finde en – er det ikke 12 medlemmer, der er i Enhedslistens folketingsgruppe? – det kunne jeg sagtens finde«.

Her hævder den ene part sig på modpartens bekostning i stedet for reelt at tage stilling til noget om emnet, og som følge bliver debatten afsporet.

Modparten er nemlig ikke meget bedre. Holger K. Nielsen svarer: »Jeg synes, at hr. Søren Espersen lige pludselig bliver en frygtelig moralist, en frygtelig følelsesladet moralist, som han jo ellers i andre sammenhænge tager afstand fra«.

Her bliver vi ikke informeret om emnet. Men vi får rigelige informationer om, hvordan vi skal opfatte modparten i debatten.

Den ene væsentlige observation er, at den politiker, der er på talerstolen, ikke replicerer til en anden politiker, selv om det umiddelbart forekommer at være tilfældet. Den talende henvender sig i virkeligheden til et andet publikum, nemlig en potentiel vælgerskare.

Hvis jeg var politiker, ville jeg græmme mig.

Den anden væsentlige observation er, at en stor del af talehandlingen ser ud til at handle om at udstille modparten som utroværdig, inkompetent og/eller hyklerisk.

Politik er kommet til at handle om politikere først, og deres meninger derefter. Medierne holder af det. Vi kommer med hjem til Pia Kjærsgaard og ser hendes samling af Asterix-bøger. Vi kommer med hjem til Helle Thorning-Schmidt og hører om hendes opvækst og ægteskab. Ungdomsbladene vil høre om Johanne Schmidt-Nielsens erfaringer med tømmermænd. Og så videre.

Og fordi politik først og fremmest fokuserer på politikerne, kommer den politiske diskussion til at blive til en diskussion om politikerne først.

Vores viden om interpersonel kommunikation kan bruges til at manipulere med eller til at fremme kommunikation. Der er for så vidt intet odiøst i at manipulere, hvis vi hermed mener selve dette at forsøge at få Den Anden til at handle, som vi gerne vil have det (det har allerede Klaus Kjøller gjort opmærksom på i sin bog om manipulation). Men den manipulation, alle de mange former for spin består i – og i dette uhellige spin-komplot er formodentlig alle politiske partier i et eller andet omfang delagtige – leder fokus væk fra politikken og over på politikernes person og lader modtageren være ikke Den Anden, men En Tredje.

Det var først i 1983, at man tillod tv-transmissioner fra det britiske parlament (eller rettere: Underhuset). Argumentet imod at lade fjernsynskameraerne få adgang var, at politikerne ville begynde at tale til vælgerne i stedet for til hinanden. Dette argument er måske mere vægtigt, end man havde troet.

Tilstedeværelsen af kameraerne gør noget ved os. Jeg kan huske, hvordan fotografen og dokumentaristen Jacob Holdt fortalte om hvordan han besøgte medlemmer af Ku Klux Klan i USA. En dag tog han et lille videokamera med til en sammenkomst. Når han tændte for kameraet, begyndte KKK-medlemmerne at udspy deres racistiske fordomme; når han lagde kameraet væk, begyndte de at tale om alt muligt andet og i et noget mere afdæmpet toneleje.

Kunne man mon i en forsøgsperiode på et år lade være med at lade tv få adgang til Folketinget undtagen ved bestemte lejligheder (f.eks. ved Folketingets åbning eller i forbindelse med udvalge, korte nyhedsindslag) og se, om det fik politikerne til at ændre adfærd?

Billedet ovenfor viser nogle politikere, jeg selv kan huske fra min tidlige barndom (ikke at jeg gik op i politik dengang), nemlig Anker Jørgensen (Socialdemokraterne), Poul Hartling (Venstre) og Hilmar Baunsgaard (Radikale Venstre). Alle tre opnåede at blive statsministre, og de var samtidig politikertyper, der nok ikke ville have haft mange chancer i dag – Anker J. var specialarbejder og fagforeningsmand, Poul H. var præst og blev siden formand for FNs flygtningehøjkommissariat og Hilmar B. var handelsuddannet. Og på billedet ser det faktisk ud som de egentlig kan lide at være sammen, selv om de er uenige.

Et voldeligt mindretal?

Hvad har Kurt Cobain og Jimi Hendrix til fælles (ud over at være sangere og guitarister fra Seattle, der med to årtiers mellemrum spillede i hver deres hårdtslående rocktrio og tog livet af sig selv i en alder af 27) ? Og hvad har de til fælles med Paul McCartney og Ringo Starr, de eneste overlevende medlemmer af The Beatles? Hvad har de til fælles med Robin Milner, der var opponent på min PhD-afhandling i Edinburgh og modtog Turing-prisen i 1991 og Colin Stirling der var min PhD-vejleder? Og hvad har de til fælles med Albert Einstein og Marie Curie? Og hvad har de til fælles med Barack Obama og George Bush? Og hvad har mange af mine fætre og kusiner på min mors side af familien til fælles med alle de foregående? At de er/var venstrehåndede.

Selv er jeg som folk er flest, dvs. som 90% af befolkningen er jeg højrehåndet. Vi ved, at højre/venstrehåndethed er genetisk betinget. Undersøgelser tyder på, at middellevetiden hos venstrehåndede er kortere end hos højrehåndede og flere venstrehåndede end højrehåndede mennesker kommer til skade i ulykker.

Derfor er det naturlige spørgsmål: Hvorfor bliver så der stadig født venstrehåndede? De burde være blevet dømt ude af naturlig selektion. Det samme kunne gælde de nærsynede (hvis jeg havde levet i stenalderen, kunne jeg ikke have fået briller eller kontaktlinser og havde sandsynligvis endt mine dage i et mosehul eller i gabet på en sabeltiger). Det er klart, at der kan være fordele ved at være venstrehåndet, men hvilke?

De franske evolutionsbiologer Charlotte Faurie og Michel Raymond har forsket i netop dette. Deres forklaringsmodel, som de publicerede i 2004 og fik en del omtale i medierne, er at venstrehåndede har en fordel over for højrehåndede i et slagsmål – det er simpelthen sværere at lave ordentlige parader, når modstanderen bruger den “forkerte” hånd. Og derfor har de venstrehåndede alligevel en mulighed for at bringe deres gener videre. Men det forklarer det vel ikke? Mænd har den tvivlsomme ære at være dem, der traditionelt står for det meste af den vold, der udøves i samfundet, men hvad med kvinderne, der kun sjældent har haft mulighed for at rode sig ud i en solid slåskamp? Jo, her skulle forklaringen være, at genet for venstrehåndethed nedarves gennem den mødrene linje.

Et yderligere argument for Faurie og Raymonds forklaringsmodel er, at der i samfund med en høj mordrate er en større andel af venstrehåndede. Den højeste mordrate i verden findes i Jimi-dalen i Ny Guinea (der formodentlig ikke er opkaldt efter Jimi Hendrix), og her er der hele 30%, der er venstrehåndede.

Faurie og Raymonds konklusioner er interessante, men de er også blevet draget i tvivl. (Jeg har også selv svært ved at forestille mig Robin Milner, Paul McCartney, Marie Curie eller Barack Obama i håndgemæng med nogen.)

Chris McManus, der er fra University of London, er kritisk over for Faurie og Raymond og har som en alternativ hypotese hævdet, at venstrehåndede skulle klare sig bedre intellektuelt, fordi deres hjerner skulle være struktureret anderledes. Om dette så er en bedre hypotese ved jeg ikke, men et forsigtigt gæt er, at McManus selv er venstrehåndet.

En elegant forklaring

Hvilken forklaring/forklaringsmodel er efter din mening den smukkeste, dybeste eller mest elegante? Edge.org stillede en lang række tænkere (forskere, forfattere o.lign.) dette spørgsmål. Resultatet er en liste med 192 bud, og den er spændende læsning.

Langt fra alle forklaringer, der bliver præsenteret som bud på elegante forklaringer, er videnskabelige forklaringer. Alle, der nærer en skepsis over for de ikke-naturlige forklaringer, vil synes om antropologen Scott Attrans bud:

The notion of a transcendent force that moves the universe or history or determines what is right and good—and whose existence is fundamentally beyond reason and immune to logical or empirical disproof—is the simplest, most elegant, and most scientifically baffling phenomenon I know of. Its power and absurdity perturbs mightily, and merits careful scientific scrutiny. In an age where many of the most volatile and seemingly intractable conflicts stem from sacred causes, scientific understanding of how to best deal with the subject has also never been more critical.

Elegance er noget, mange af os higer i videnskabelig sammenhæng. I matematik kan ingen kan lide de lange, trælse induktionsbeviser, hvor man skal undersøge 15 specialtilfælde – at lave dem føles som at gøre et køleskab rent. I teoretisk datalogi er der masser af den slags, og jeg kan ikke sige mig fri for at være lidt misundelig på den rene matematiks arsenal af elegante beviser. Måske kommer der flere med årene?

Det er svært at holde forklaringer fra forskellige genstandsområder op mod hinanden, og jeg synes ikke, det giver mening at prøve. Russells teori om bestemte beskrivelser er ikke det definitive bud på en filosofisk analyse af beskrivelser i sproget, men den er elegant og dyb. Newtons mekanik er som bekendt heller ikke det definitive bud på en bevægelseslære i fysik, men den er elegant og dyb.

Hvis man spurgte mig, hvad den mest elegante og dybeste forklaring i datalogi er, ville jeg sige dette:

Den mest elegante og dybeste forklaring i datalogi er János von Neumann og Alan Turings erkendelse i 1930’erne og 1940’erne (men egentlig foregrebet i 1800-tallet af Charles Babbage og Ada Lovelace) af at programmer er data. Indtil da havde man konstrueret computere (reelt: regnemaskiner), der kun kunne udføre én bestemt slags beregning. For at ændre beregningen, skulle man ændre maskinens opbygning – ved at flytte tandhjul eller (lidt senere) ledninger. Da von Neumann og Turing uafhængigt af hinanden indså, at programinstrukser kan gemmes i hukommelsen på maskinen og hentes frem derfra og udføres, dvs. at programmer er data, var vejen banet for fremkomsten af den programmerbare computer og alt hvad den førte med sig af erkendelser – specielt vigtigheden af sprog, man kan bruge til at beskrive algoritmer med. Det være sig matematiske notationer eller programmeringssprog.

Edge.org har tidligere år stillet en lang række tænkere tilsvarende interessante spørgsmål, og ud af de mange svar er der kommet en række bøger – som jeg stadig har til gode at læse. Man kan se mere om spørgsmålene og bøgerne på Edge.org.

Gruppearbejde gør os dummere. Eller…?

I en artikel på videnskab.dk refereres en amerikansk undersøgelse fra California Institute of Technology under overskriften Vi bliver dummere af gruppearbejde.

Forskerne fra USA anvendte forsøgspersoner med samme IQ på 126, dvs. et stykke over befolkningsgennemsnittet.

Undersøgelsen begyndte også med en individuel IQ-test, hvor alle sad i samme rum, men udfyldte opgaverne hver for sig. (Resultaterne blev først beregnet og offentliggjort efter eksperimentet.)

Derefter blev forsøgspersonerne delt ind i grupper på fem. Nu skulle de lave den samme type af opgaver.

Svarene fra alle i gruppen blev givet samtidigt og alle blev fortløbende opdateret på, hvordan de havde klaret det i forhold til resten af gruppen, og i forhold til en standard.

Resultaterne viste, at situationen som udgangspunkt fik alle deltagerne til at præstere dårligere. De klarede altså ikke fuldt ud at udnytte deres egen intelligens til at løse problemer.

Men til sidst skulle forsøgspersonerne skifte hold. Nogle forbedrede sig mærkbart, mens andre aldrig klarede at komme op i omdrejninger. Det så ikke ud til, at alder eller etnicitet påvirkede resultaterne. Men der var derimod en forskel mellem kønnene.

I den gruppe, som forbedrede sig mest, var der 13 mænd og kun 3 kvinder. Blandt dem, som forbedrede sig mindst, var der 10 kvinder og 3 mænd.

Forskerne har søgt at finde en forklaringsmodel:

En hjernescanning af en del af deltagerne viste, at forskellene i præstationer stemte overens med, hvad der skete oppe i hjernen.

For eksempel i hjernecentret amygdala (mandelkernen). Aktiviteten her var og forblev høj hos de deltagere, som ikke klarede at udnytte deres intelligens, skriver forskerne i en artikel, som er publiceret i Philosophical Transactions of the Royal Society B. Denne aktivering i amygdala er forbundet med frygt og følelsesmæssig aktivering.

Overskriften på artiklen er misvisende; pointen er jo netop, at gruppearbejdet i det pågældende forsøg ikke var et sædvanligt samarbejde, men en uudtalt indre konkurrence. Det er ikke overraskende for mig, hvis en intern konkurrence hæmmer snarere end fremmer de studerendes præstationer. Som en af forskerne udtaler:

»Fremtidig forskning bør fokusere på at finde ud af, hvad samfundet egentlig fremelsker i konkurrenceprægede lærings- og arbejdsmiljøer,« siger Read Montague i en pressemeddelelse fra Virginia Tech, og stiller spørgsmålet:
Går vi for eksempel glip af en stor andel menneskeligt talent ved at lægge vægt på konkurrence?

Hvis resultaterne kan bruges til noget i en undervisningssammenhæng, er det i til at give os en påmindelse om hvordan man ikke må agere som vejleder for en gruppe. Gruppearbejde, som jeg kender det fra Aalborg Universitets pædagogiske model, bør nemlig ikke løbende holde de enkelte studerendes præstationer op mod hinanden. Hvis jeg gjorde det som vejleder, ville det ende med at splitte gruppen ad. De grupper, jeg har vejledt, hvor der har været indre konflikter og en latent konkurrence, er da heller aldrig grupper, der har klaret sig godt.

Samtidig er der selvfølgelig også det gode i at kunne give den enkelte studerende i en gruppe en formativ evaluering undervejs. Tit er det formodentlig sket indirekte ved at jeg har kommenteret nogle arbejdsblade, som hovedsagelig er skrevet af én bestemt studerende. Forhåbentlig fører det ikke til konflikter eller uvilkårlige sammenligninger i gruppen, men det kan selvfølgelig blive svært at undgå.

Et andet problem ved undersøgelsen er, at det ser ud som om gruppeopgaven i eksperimentet var af samme art som en individuel opgave. Dette er typisk ikke tilfældet i projektarbejde; her kan en projektgruppe løse et problem af et omfang, som kun svært eller måske slet ikke ville kunne løses inden for rimelig tid af én enkelt studerende.

Arven fra Thatcher

Der er en meget tydelig tendens i det fremherskende syn på de “svage i samfundet”: Ansvaret placeres i høj grad hos den enkelte. Dette har man set i høj grad i diskussionen af social ulighed i Danmark.

Nye tal fra EUs statistikker viser, at Danmark er det eneste land i Norden, hvor fattigdommen er vokset. I Information kan man i dag læse dette:

»Det er ikke, fordi solidariteten i samfundet er forsvundet, men fattigdomsdebatten er udtryk for, at der er sket et holdningsskift i befolkningen. Det er i dag en mere udbredt opfattelse, at folk nok selv er skyld i det, hvis de er fattige eller ryger ud af arbejdsmarkedet. Både blandt befolkningen og politikerne på Christiansborg er det blevet acceptabelt at sige, at de fattige bare skal tage sig sammen,« siger Jann Sjursen og tilføjer, at den tendens formentlig vil blive endnu mere tydelig, hvis uligheden vokser yderligere.

Også i forhold til dette at have psykiske problemer, mærker man et sådant skred. I en kronik i Information d. 25. januar skriver Frej Prahl:

For patienten kan der være en lang række fordele forbundet med at få sygeliggjort sin normale adfærd. Vi bærer vel alle rundt på en barndomserindring om, at et maveonde eller lignende ikke kun var en negativ oplevelse. Jovist, man havde da lidt ondt i maven, men den ekstra opmærksomhed og omsorg man fik fra sine forældre, og den pause fra pligterne man kunne indkassere, var heller ikke helt ringe. Man oplevede det, Freud har kaldt ’sekundære sygdomsgevinster’.

I dag har offerbevidsthed, som hører barndommen til, fået en renæssance blandt rigtig mange voksne mennesker. Måske fordi vi, i den postmoderne virkelighed mere end nogensinde før, er blevet pålagt et ansvar for en grænseløs selvrealisering. Her kommer offertilstanden til at fungere som et kærkomment frirum.

Jamen, er det ikke rigtigt, at man selv har et ansvar for sit liv? Selvfølgelig har man det. Intet menneske er kun en viljeløs genstand, og selvfølgelig er der en psykologisk komponent i at forklare menneskers adfærd. Og selvfølgelig er det i høj grad vigtigt, hvad det enkelte menneske gør med sit liv. Men individualiseringen af de sociale problemer er i høj grad et produkt af en liberalistisk økonomisk tankegang, der har præget hovedstrømningerne i europæisk politik siden slutningen af 1970’erne. Det, den fører med sig, er at politikerne og arbejdspladserne får flyttet fokus væk fra den store indflydelse, som lovgivningen, indkomstfordelingen i samfundet og arbejdsforholdene har  og også får flyttet fokus væk fra at disse faktorer faktisk spiller sammen. Sociologiens anstrengelser for at forklare fænomener i samfundet bliver underkendt. Hvis man er blandt “de svage”, kommer man i stadig større omfang til at give sig selv skylden for sine egne problemer, og er man blandt “de stærke”, har man ikke noget væsentligt ansvar for “de svage”.

Et berømt/berygtet citat fra Margaret Thatcher er det interview fra 1987, hvor hun giver udtryk for sin centrale holdning, nemlig at samfundet ikke findes – der er kun individer:

I think we have gone through a period when too many children and people have been given to understand “I have a problem, it is the Government’s job to cope with it!” or”I have a problem, I will go and get a grant to cope with it!” “I am homeless, the Government must house me!” and so they are casting their problems on society and who is society? There is no such thing! There are individual men and women and there are families and no government can do anything except through people and people look to themselves first.¨

For tiden er der en del omtale af en ny film om denne tidligere britiske premierminister. Mange i Storbritannien ser hende som et stykke historie, men det ser i disse år ud som om, hun aldrig har forladt bygningen.

De formative år

20120129-151354.jpg

I en kronik i Politiken i dag skriver kunstkritikeren Lisbeth Bonde om sit besøg på Cambridge University og de indtryk, hun tog med sig hjem. Kronikkens sidste afsnit er en slags konklusion, og hun skriver her:

I Danmark, hvor det heldigvis er gratis at studere – og det mener jeg er vigtigt at fastholde – uddanner i et meget stort antal kandidater, men hvor ofte sættes kvantiteten ikke over kvaliteten? Det er en udbredt opfattelse herhjemme, at man kan få en Audi 8 for den samme pris som en brugt Mazda, når det ælder universitetsuddannelserne: At de danske universiteter skulle kunne rykke op blandt de ti bedste i verden hvilket den forrige regering slog til lyd for, er helt ude af trit med de midler, som stilles til rådighed.Danmarks ressource nummer et er veluddannede og kreative hoveder. Hvis vi skal klare os i den flobale konkurrence er det på tide, at der investeres mere i dem – måske ved at indføre de fagintensive ‘tutorials’, som vi kender fra Cambridge og andre eliteuniversiteter rundt om i verden.

Lisbeth Bonde rører her ved hele tre vigtige forhold. Det første er det, hun selv er mest opmærksom på, nemlig at kvalitet i uddannelserne kræver kvalitet af undervisningen, og at dette kræver resurser. Det andet er hun indirekte opmærksom på, nemlig den kvalitet som de intensive tutorials har, nemlig at de understøtter den såkaldte formative evaluering. Altså ikke den evalueringder er en afsluttende bedømmelse, men den vurdering, som finder sted undervejs i et undervisningsforløb og som kan bruges til at vejlede den studende i hvordan han/hun kan arbejde med at nå læringsmålene. På denne måde er årene i Cambridge i helt bogstavelig forstand de formative år.

Og det tredje forhold antager hun som en slags aksiom, nemlig at uddannelse er en resurse. At dette er tilfældet, er ikke en nødvendig antagelse. Som den slovenske filosof Slavoj Zizek minder os om i et langt essay i Information i denne weekend, skal man bare tænke på hvordan akademikere opfattes forskelligt i Rusland og i Kina. I Rusland har akademikere lav prestige og lav løn og er på denne måde del af et nyt proletariat, mens det modsatte gør sig gældende i Kina. Zizeks essay har nogle interessante refleksioner over vidensarbejderne og de “kreative kapitalister” og deres rolle i den moderne kapitalistiske økonomi, men det vil jeg skrive om en anden gang.

Det interessante for mig i denne sammenhæng er genopdagelsen af den formative evaluering via Cambridge, og at vi faktisk allerede kender til den i dansk sammenhæng. På Aalborg Universitet og Roskilde Universitet gennem den pædagogiske model, der bygger på projektvejledning. I idealtilstanden kan en projektgruppe og dens vejleder mødes hver uge og sammen have en tutorial-lignende seance. At dette er en frugtbar form for interaktion, ved jeg og andre af erfaring. Ekspertisen har vi allerede, vil jeg derfor hævde. Det, der er vigtigt, er som Lisbeth Bonde påpeger, at der er resurserne til at gennemføre en sådan projektvejledning.

Og så tilgiver jeg hende gerne, at hun kalder min arbejdsplads for Aalborg Universitetscenter.

Et andet perspektiv

20120129-104349.jpg

Noget af det, vi mister med alderen, er den mening, børn skaber i de små ting i hverdagen. Tilfældige mønstre på en rude, de små stykker legetøj som pludselig får deres eget liv, en fold i tæppet. Fotografen Clare Gallagher tager billeder, der formår at genfinde dette perspektiv. Se flere af hendes billeder i Informations fotogalleri. Om fotoserien Domestic Drift siger hun

Domestic Drift is concerned with everyday life – the ordinary activities, states of mind and conditions of existence that fill time outside the moments of drama and spectacle. It examines the sense of ordinariness inherent in the repetitive, habitual work of home while trying to appreciate the experience as simultaneously mundane and precious.

På vej til Fyn

20120128-122159.jpg

Skjorten er strøget, teksterne ligger i rygsækken og familien er med på udflugt til Fyn, hvor jeg er Aalborgs repræsentant ved DM i poetry slam på Den Fynske Opera i Odense. Jeg har ingen illusioner om at vinde; det sjove bliver at være med og at møde de andre deltagere – nogle for første gang. Den københavnske poetry slam-scene kender jeg endnu kun på afstand og via gæstebesøg. Forhåbentlig kan det lykkes for os deltagere at gøre genren ære. Poetry slam er inspirereret af andre tekstlige udtryk som lyrikoplæsning, stand-up og rap, men skal først og fremmest være sig selv uden at være sig selv nok.

Helt nede på jorden

20120126-201431.jpg

På DR Nyheder kan man læse om hvordan MF for Venstre, Karsten Nonbo, frivilligt har siddet fikseret i vinterkulden for at illustrere, at han synes, at den langvarige fiksering af omkring 1000 demonstranter på en kold dag i december 2009 ikke var et problem. Dette til trods for at domstolene nu for anden gang har afgjort, at disse anholdelser er i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det vigtige citat fra artiklen er i virkeligheden dette (Sigurd er en mand, der var blandt de ulovligt anholdte december 2009):

Nu påråber du dig menneskerettigheder her i Danmark. Helt ærligt. Du kan tale om menneskerettigheder i Irak og Somalia, siger Karsten Nonbo, der kalder Sigurd en klynker og selvretfærdigende.

Dette citat er vigtigt, da det viser et elastisk syn på menneskerettighederne, der er stadig mere udbredt, og ikke kun i dansk politik.

Menneskerettighederne er tydeligvis blevet et irritationsmoment i politik rundt om i verden, fordi de også skal bruges i en hjemlig kontekst. Men alle skal huske, at menneskerettighederne er universelle. Hermed forstås, at de gælder for alle, uanset om der er tale om mennesker, man kan lide, og de gælder altid, uanset situationen og hvilken del af verden, man befinder sig i. Hvis man gerne vil kritisere andre for ikke at overholde menneskerettighederne (og det ved jeg som aktivt medlem af Amnesty International kan være både berettiget og nødvendigt), er man nødt til at huske denne universalitet.

Hele denne historie er i det hele taget med til at flytte fokus fra det vigtige problem, nemlig “lømmelpakken” og den kombination af en disproportional brug af arrestationer og hårdhændet behandling af arrestanterne, som udgør problemet med hensyn til den europæiske menneskerettighedskonvention. Lad os som et tankeeksperiment antage, at en politiker havde ladet sig frivilligt isolationsfængsle og bagefter konkluderede, at det ikke var særlig ubehageligt. Ville man deraf kunne konkludere, at udbredt brug af isolationsfængsling i længere tid ikke var i strid med menneskerettighederne?