John Heartfield

Det var først i 1993, jeg blev opmærksom på kunstneren John Heartfield, der sammen med George Grosz var blandt fotomontagens fædre.

Helmut Herzfeld blev født i 1891 i Berlin. Han var socialist og pacifist, og som reaktion på militarismen og den anti-britiske nationalisme under 1. verdenskrig oversatte han i 1916 sit navn til engelsk og blev John Heartfield. Da han blev indkaldt til hæren, fingerede han sindssyge og undslap.

Arbejdet med fotomontage begyndte Heartfield, da han i 1915 mødte tegneren George Grosz (der oprindelig hed Georg Gross). Værkerne var på én gang dadaistiske og stærkt politiske. Heartfield og Grosz sendte også pakker med festtøj til frontsoldater. Målet var at provokere og at få soldater til at desertere.

Senere brugte Heartfield sin kunst først til propaganda for de tyske kommunister og siden til skarp satire mod den fremvoksende nazisme, og til sidst måtte han i 1938 gå i eksil – i Storbritannien. I 1940 internerede briterne ham tre gange – i lejre for “fjendtlige udlændinge”! Først i 1950 vendte Heartfield tilbage til Tyskland og bosatte sig i det daværende Østtyskland. Hans forhold til DDR-regimet var ikke helt ukompliceret; f.eks. blev hans bogomslag til en bog af Bertolt Brecht afvist af forlæggeren som “formalisme”.

John Heartfield døde i 1968. Men også nu, mange år senere, kan man stadig finde inspirationen fra hans fotomontager mange steder. Prøv at se f.eks. coveret til debutalbummet fra det armensk-amerikanske band System Of A Down, der genbruger en gammel valgplakat, eller mange steder hos det slovenske band Laibach. Den blodige svastika-økse dukker op på deres Opus Dei-album, og grotesk nok troede kritikere, der ikke kendte Heartfields værk, at dette var bevis på at Laibach var nazistisk indstillede.

Ovenfor har jeg lavet et galleri med nogle af John Heartfields værker. Klik på billederne for at se dem i større format.

Ingen punchlines, tak

For meget længe siden boede jeg i Edinburgh og kunne hvert år vælge og vrage mellem et væld af tilbud ved Edinburgh-festivalen: teater, film, klassisk musik, dans og en hel masse komik. Et par gange var jeg endda med til bogfestivalen på Charlotte Square. Det var nogle gode udgaver af august måned.

En britisk komiker, jeg først nu har opdaget, er Edward Aczel. Videoklippet ovenfor viser et uddrag af hans show fra sidste års festival. Og jeg kan ikke lade være med at grine hele vejen igennem klippet.

Men hvorfor griner jeg egentlig? Der er jo slet ingen egentlige vittigheder eller punchlines; hele Edward Aczels optræden minder mest om et dårligt foredrag af den slags, jeg har set alt for mange af i min tid som akademiker.

Der er den underspillede form, den hvor det meste bliver antydet, der fanger mig ind. Hele Edward Aczels liste over dårlige og gode emner til en stand-up-optræden er en ret så subtil satire over stand-up-verdenens klicheer og hans fremtoning er på samme måde en bevidst modsætning til den overtydelighed, der præger stand-up-verdenen. Det meste stand-up-komik, jeg er vidne til på dansk fjernsyn, får mig til at slukke efter få minutter netop på grund af overtydeligheden. Det er, som om pointerne skal forklares, råbes og vrænges ud, som om den optrædende føler sig nødsaget til at tale ned til publikum. En guitarsolo lyder ikke nødvendigvis bedre, bare fordi man skruer op for forstærkeren. Her sker det stik modsatte.

Læs mere om denne form for “anti-comedy” i et essay af Killian Fox. Jeg synes selv, der er en parallel til den underspillede stil i de to filmkomedier, jeg holder mest af, nemlig Being There (Velkommen, Mr. Chance), hvor Peter Sellers for en gang skyld holder sig i ro og underspiller monumentalt, og Groundhog Day (En ny dag truer), hvor jeg for første gang opdager, hvor god en skuespiller Bill Murray faktisk er. På mange måder er Bill Murrays bevidst karismaløse fremtoning en direkte parallel til det, vi ser hos Edward Aczel. (I andre film, som f.eks. Lost in Translation, sker der et lille skift, og nu bliver Bill Murrays fremtoning som den kejtede mand i lige så høj grad vemodig. Men det er en anden historie.)

At forklare og forstå

Det brænder i Storbritannien – eller i al fald i England. Billederne er skræmmende. Jeg talte i telefon med min søster, der er englænder, men bor i New Zealand og derfor også følger det hele på afstand, men selvfølgelig med en anden indlevelse. Vi rystede begge på hovedet af volden, hærværket og brandstiftelsen. Billedet ovenfor, der viser en kvinde, der må hoppe ud fra førstesalen i sit brændende hjem, viser, hvor galt det har været. Det hele er helt meningsløst.

Eller rettere: hvorfor taler vi altid om meningsløs vold og meningsløse dødsfald? Modsætningen hertil, nemlig meningsfuld vold og meningsfulde dødsfald, har jeg nemlig endnu til gode at høre om. Det, vi leder efter, er en forklaring. Vi vil forstå, hvorfor de voldsomme hændelser finder sted, så de ikke er meningsløse.

Her kommer jeg til at tænke på selvransagelsen efter terrorangrebene i Norge. I den forbindelse har mange – i stort omfang, men ikke kun, nationalistisk orienterede partier og debattører – kaldt terroristen en psykopat. På tilsvarende vis kan vi nøjes med at se de englændere, der brænder, plyndrer og angriber som kriminelle. Selv tror jeg også, at den norske terrorist har en personlighedsforstyrrelse, og de engelske brandstiftere og hærværksmænd er pr. definition i fuld gang med at begå forbrydelser.

Problemet er, at nationalistiske opfattelser netop betoner “menneskets natur” som en forklaring på fænomener i samfundet. Vi må imidlertid søge bedre forklaringer end “menneskets natur”; ellers kan vi ikke forstå, hvad der sker i samfundet og ændre på forholdene.  Når vi således utallige gange i forrige århundrede har set optøjer i store bysamfund i Europa og USA, hvor beboerne kommer fra etniske mindretal, skyldes det ikke disse menneskers “natur” (eller “kultur”). Lighederne i baggrund mellem  afro-caribiske englændere, nordafrikansk-arabiske franskmænd og afrikansk-amerikanske amerikanere er ikke i en “kultur”, men først og fremmest, at her er tale om grupper, hvor der er mennesker, der oplever sig selv som marginaliserede mindretal, der ikke bliver lyttet til.

Og lad mig også pointere dette: “At forklare” er bestemt ikke synonymt med “at sympatisere med”. Selvfølgelig er det både etisk forkasteligt og strategisk set dybt tåbeligt at brænde huse og butikker af i det lokalområde, man selv bor i, udsætte beboerne der for livsfare og ødelægge hvad der må være af lokalt baseret økonomi. På mange måder er der tale om en selvdestruktion, der – præcis som i et selvmordsforsøg – også er en slags råb om hjælp.

Og nu: Laibach møder Žižek

Inden for de seneste få dage har jeg uden at tænke over det kørt et lille slovensk tema her på bloggen. Først var det bandet Laibach, siden filosoffen Slavoj Žižek. Tiden er nu kommet til at spørge sidstnævnte, om førstnævnte betjener sig af ironi eller “virkelig mener det, de siger”. Svaret er interessant, men også Žižek’sk snørklet, så hold tungen lige i munden imens.

Epsilon og delta og store O

Når jeg har vejledt projekter, hvor studerende skulle anvende asymptotisk notation til at analysere funktioners vækstrate, er der altid nogle hindringer for forståelsen. Definitionen er egentlig enkel nok.

Lad f og g være funktioner over de naturlige tal. Vi siger at f = O(g), hvis der findes en positiv reel konstant c og et naturligt tal n_0 således at f(n) \leq c \cdot g(n) for alle n > n_0.

Hvis betingelsen gælder, når det bløde ulighedstegn ovenfor gøres skarpt, har vi at f = o(g).

Vi kan så indføre notationen O(f) for at skrive et led h, hvorom vi blot ved at h = O(f) og skrive f.eks.

(x+4)^2 = x^2 + O(x)

Asymptotisk notation stammer fra talteori og dukker op første gang hos Paul Bachmann helt tilbage i 1894. Datalogistuderende kender dog asymptotisk notation fra algoritmeteori, hvor de funktioner, der bliver sammenlignet, er kompleksitetsfunktioner. Derfor kan man opleve forbløffende mange studerende sige at “O-notationen bruges til at måle kompleksitet” eller, om muligt endnu værre, at “O-notationen bruges til at måle funktioners kompleksitet”.

Den legendariske amerikanske matematiker og datalog Donald Knuth skrev i 1988 et kort brev til AMS (American Mathematical Society), hvori han slog til lyd for, at man skulle lære de studerende differential- og integralregning ved brug af netop O-notation. Hans tanke er, at dette skulle være nemmere i læringssammenhæng. Om det er rigtigt, ved jeg ikke. Men når man skal definere f.eks. den afledede af en reel funktion, bliver det nemmere. For da kan vi sige, at f for værdien x er differentiabel med afledet f'(x), hvis der for et tilstrækkeligt lille \epsilon gælder at

f(x+\epsilon) = f(x) + f'(x)\epsilon + O(\epsilon^2)

Nu er det nemt at finde den afledede af f(x) = x^2, for

(x+\epsilon)^2 = x^2 + 2x\epsilon + \epsilon^2

Kontinuitet kan formuleres således: f er kontinuert i x hvis

f(x+\epsilon) = f(x) + o(1)

Jeg ved som sagt ikke, om ideen er god i didaktisk sammenhæng. Men den giver en interessant vinkel på reel analyse. Det gode er, at de kvantorer, der hærger epsilon-delta-definitionerne i analyse, nu i stort omfang er skjult i definitionen af asymptotisk notation. Det er stadig mandag formiddag, og jeg har ikke tænkt over, om det ved brug af asymptotisk notation bliver nemmere at forstå f.eks. den kontraponerede udgave af kontinuitetsdefinitionen, som trækker tænder ud på mange matematikstuderende. Men nogen bør tænke over det.

Man kan finde \TeX-filen med Knuths brev her (og husk, at det er \TeX, ikke \LaTeX!).

Den lille positive

Inden jeg får ry som den sure blogger der bare kritiserer løs, kommer her endnu et citat fra Slavoj Žižeks essay, nemlig de afrundende bemærkninger. Dem vil jeg gerne gøre til mine i al deres snørklethed.

Det meste af tiden fungerer Europa blot som regulator for den globale kapitalistiske udvikling, mens det undertiden også flirter med det konservative forsvar for sine traditioner. Begge disse veje fører ud i glemsel og til Europas marginalisering.

Den eneste vej ud af dette invaliderende dødvande vil være, at Europa genopliver sin arv for radikal og universel frigørelse. Opgaven er at bevæge sig ud over den rene tolerance over for andre og over i en positiv emancipatorisk Leitkultur, der kan oppebære en autentisk sameksistens med opblanding af mange forskellige kulturer.

Vi må engagere os i denne forestående kamp om fremtidens Leitkultur. Vis ikke blot respekt for andre og tilbyd dem derpå en fælles kamp. For i dag er vi fælles om vore problemer.

Eller som jeg ville sige det: Der er en masse store problemer i dag med økonomisk krise, arbejdsløshed, hjemløshed, fattigdom, global opvarmning, begrænsede resurser, hungersnød osv. Det er vores fælles problemer og derfor skal vi løse dem sammen; vi skal kæmpe sammen i stedet for at bekæmpe hinanden.

Richard Nixon rehabiliteret?

Vi har fulgt uenighederne i amerikansk politik mellem Barack Obama og republikanerne, og mange har spurgt, hvorfor præsidenten ikke handlede anderledes. Forfatteren Kurt Andersen (der trods sit danske navn er amerikaner) skriver i New York Times i et essay:

Of course, a lot of us swooned over Obama partly because he seemed so prudent, straightforward and even-keeled. But now, with Republicans spectacularly applying the Madman Theory for the first time in domestic politics, Obama’s nonconfrontational reasonableness isn’t looking like such a virtue.

It’s frustrating. We’ve had presidents who were intelligent and progressive but also cynical and ruthless when necessary. Effective, tough-minded, visionary liberals such as F.D.R., Clinton … and Nixon.

In popular imagination, Nixon remains nothing but a great goblin — scowling bomber of Southeast Asia, panderer to fear and racism, paranoid anti-Semite, dispatcher of burglars — but the truth is, he governed further to the left than any president who followed him. The overreaching Euro-socialist nanny state that today’s Republicans despise? That blossomed in the Nixon administration.

Spending on social services doubled, and military budgets actually decreased. He oversaw the creation of the Environmental Protection Agency, the Occupational Safety and Health Administration, and the Consumer Product Safety Commission. His administration was the first to encourage and enable American Indian tribal autonomy. He quadrupled the staff of the Equal Employment Opportunity Commission, almost tripled federal outlays for civil rights and began affirmative action in federal hiring. He supported the Equal Rights Amendment and signed Title IX, the law granting equality to female student athletes. One of his Supreme Court appointees wrote the Roe v. Wade decision.

Nixon made Social Security cost-of-living increases automatic, expanded food stamps and started Supplemental Security Income for the disabled and elderly poor. It helped, of course, that Democrats controlled the House and Senate. But it was the president, not Congress, who proposed a universal health insurance plan and a transformation of welfare that would have set a guaranteed minimum income and allowed men to remain with their welfare-recipient families. It was Nixon who radically intervened in the free market by imposing wage and price controls, launched détente with the Soviets, normalized relations with Mao’s China and let the Communists win in Vietnam.

And, for good measure, the budget for the National Endowment for the Arts grew sixfold, by far the biggest increase by any president.

Og så var det faktisk også mens Nixon var præsident, at dødsstraffen blev erklæret forfatningsstridig af USAs højesteret.

Sangen med Manic Street Preachers (der er britiske og aldrig er slået igennem i USA!) var et mindre hit i 2004.

Hjælp Østafrika nu

Mens jeg skriver dette, har jeg netop spist en sen morgenmad. I landene ved Afrikas Horn er mennesker lige nu ved at dø af sult. I første omgang: Gør noget nu for at standse det. Og jeg mener også dig, der læser dette. Der er i al fald 5 organisationer herhjemme, der er involveret.

Red Barnet samler ind til børnene på Afrikas Horn via Børnekatastrofefonden. Sms KATASTROFE til 1277 og støt med 150 kr. Eller på www.redbarnet.dk.

Røde Kors kan man sende bidrag til ved at sende sms’en TØRKE til 1414 og støt med 150 kr. eller doner på Røde Kors’ hjemmeside.

Folkekirkens Nødhjælp. Sms SULT til 1277 og støt med 50 kr. eller donér på deres hjemmeside.

Dansk Flygtningehjælp. Sms FLYGTNING til 1241 og støt med 150 kr. eller støt via deres hjemmeside.

UNICEF. Sms UNICEF til 1919 og støt med 150 kroner, ring 90 56 56 19 og støt med 150 kroner eller brug hjemmesiden.

Arven efter Brasillach

Der har i denne uge været et langt essay i Information af den slovenske filosof Slavoj Žižek, og som sædvanlig kommer han langt omkring – og som så ofte før er det på én gang spændende og snørklet, hvad han får skrevet. Hans udgangspunkt er terrorangrebene i Norge, og mange af hans refleksioner tager udgangspunkt i en sammenligning mellem 1930’ernes og 1940’ernes antisemitisme og vore dages nationalistiske strømninger. På et tidspunkt kommer så denne passage:

Denne neutraliseringsmekanisme blev prægnant formuleret i 1938 af Robert Brasillach, en fransk fascistisk intellektuel, som skulle blive lyst i band og henrettet i 1945. Brasillach så sig selv som “moderat antisemit”, og ham var det, der hittede på formuleringen “anstændig antisemitisme”, da han skrev:

“Vi vil tillade os selv at klappe af Charlie Chaplin, en halvjøde, på film. At beundre Proust, en halvjøde. At klappe ad Yehudi Menuhin, en jøde. Og selv Hitlers stemme transmitteres via radiobølger opkaldt efter jøden Hertz? (…) Det er ikke vores ønske at dræbe nogen, vi vil ikke anstifte en pogrom. Men vi mener også, at den instinktive antisemitismes altid uforudsigelige handlinger bedst kan hindres ved at organisere en anstændig antisemitisme.”

Er samme holdning ikke på færde i den måde, hvorpå vores regeringer reagerer på indvandringstruslen? Efter retsindigt at have afvist den uskrømtede populistiske racisme som “uanstændig” og uacceptabel for vores demokratiske normer støtter disse regeringer i næste nu, hvad de ser som “anstændige” racistiske beskyttelsesforanstaltninger (“fast og fair”).

Jeg må give Žižek i denne betragtning. Store dele af det politiske spektrum, både her i Danmark og andre steder i Europa har indarbejdet en sådan holdning, arven efter Robert Brasillach. Det er på tide at holde op med det og indse, at der ikke findes en “anstændig indvandrerfjendtlighed”. Vi kan kun gå imod fjendtlige holdninger ved at tale imod dem og handle modsat dem, ikke ved at komme dem imøde.

Rigtige eksperter

To kendte danskere, der ofte udtaler sig i medier og desuden er populære foredragsholdere, er “hjerneforskeren Ann-Elisabeth Knudsen” og “musikeren Peter Bastian, der også er teoretisk fysiker”.

Men hvad er de egentlig? I en kronik af Karen Ravn, der kritiserer Ann-Elisabeth Knudsens konklusioner for at være uvidenskabelige, kan man læse dette:

“Jeg er ikke forsker, jeg er praktiker, jeg arbejder med genoptræning af børn og unge med hjerneskader. Jeg er ikke hjerneforsker, jeg er lektor i psykologi”, understreger Ann-Elisabeth Knudsen.

“Ann-E. Knudsen – hjerneforsker, konsulent og foredragsholder” er imidlertid overskriften på samtlige sider på www.ann-e-knudsen.dk

“Så skal jeg lige have snakket med min webmaster”, siger Ann-Elisabeth Knudsen.

Jeg har selv prøvet at se på Ann-Elisabeth Knudsens webside; hendes CV rummer ikke nogen oplysninger om, hvor hun faktisk er lektor. Også dét undrer mig.

Og hvordan er det med Peter Bastian, der har ca. 275.000 hits på Google? I en lang artikel i Information i denne uge bliver han kaldt for teoretisk fysiker og videnskabsmand. Jeg kan ikke se nogen steder, hverken i artiklen eller andre steder, at han nogensinde har været ansat som teoretisk fysiker, endsige at han skulle have fuldført sit studium.

Selvfølgelig vil jeg aldrig anklage Ann-Elisabeth Knudsen eller Peter Bastian for at være ubegavede, og jeg er heller ikke ude på at forhindre dem i at være foredragsholdere. Min bekymring er, at medierne tildeler dem en autoritet, der er misvisende, og deres lidt plumrede CV’er burde de også gøre noget ved.